1990 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål
§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener
de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne
landets natur og miljø , så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt
grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og
plantelivet.
Stk. 2. Loven tilsigter særligt:
1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker
en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og
kommuner,
2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og
landskaber,
3) at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og
4) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i
planlægningsarbejdet.
Kapitel 2
Landsplanlægning
§ 2. Miljøministeren er ansvarlig for den sammenfattende fysiske
landsplanlægning og for at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige
herfor.
Stk. 2. Efter nyvalg til Folketinget afgiver miljøministeren en
redegørelse om landsplanarbejdet til Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg.
§ 3 . Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af
lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.
Stk. 2. Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1
retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde
bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk.
1, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35,
Læs alt
stk. 1.
Stk. 3. Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser
at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan
med et nærmere bestemt indhold.
Stk. 4. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsråds og
kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre
myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.
§ 4 . I forbindelse med forsøg, der tilsigter at fremme lovens
formål, kan miljøministeren yde økonomisk støtte og fritage amtsråd og
kommunalbestyrelser for at overholde lovens regler.
Stk. 2. Når et forsøg, der indebærer en fravigelse fra lovens
regler, er godkendt, bekendtgøres der i Lovtidende en meddelelse herom. I
meddelelsen gives der oplysning om, hvor borgerne kan gøre sig bekendt med
forsøgstilladelsen.
§ 5 . Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser
at tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet. Oplysningerne
kan forlanges afgivet i en bestemt form.
Stk. 2. Offentlige myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende
virksomheder skal give oplysninger om forberedelse eller udførelse af
undersøgelser, planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få
betydning for landsplanlægningen.
Stk. 3. Private virksomheder skal efter anmodning fra
miljøministeren give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er
nødvendige for en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker
at etablere større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig
grad.
Kapitel 3
Regionplanlægningen
§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I
Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En
regionplan skal omfatte en periode på 12 år.
Stk. 2. Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller
beslutninger efter § 3.
Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af
udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for:
1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,
2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større
trafikanlæg og andre større tekniske anlæg,
3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til
forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,
4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at
påvirke miljøet i væsentlig grad,
5) beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af
de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande,
6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og
sikringen af de særligt værdifulde landbrugsområder,
7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning
er uønsket,
8) varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det
åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige
naturbeskyttelsesinteresser,
9) beliggenheden af arealer til fritidsformål,
10) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre
naturforekomster i jorden,
11) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne,
12) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og
13) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.
Stk. 4. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på
grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal
yderligere fastsættes retningslinier for:
1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen
herfor og
2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.
Stk. 5. Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk. 3
og 4.
Stk. 6. I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale
retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive
trafikplan for det samlede område.
Stk. 7. Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens
forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse,
samt den hidtil udførte planlægning og administration.
Stk. 8. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder
retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en
vurdering af de miljømæssige konsekvenser.
§ 7 . Efter anmodning fra amtsrådet eller Københavns eller
Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal myndigheder samt koncessionerede og
tilsvarende virksomheder give de oplysninger, der er nødvendige for
regionplanlægningen.
Stk. 2. Der skal gives amtsrådet eller Københavns eller
Frederiksberg Kommunalbestyrelse lejlighed til at udtale sig inden en
statslig myndighed eller en koncessioneret eller tilsvarende virksomhed
træffer beslutning om beliggenheden eller udførelsen af større anlæg eller
institutioner inden for amtskommunens eller kommunens område.
Stk. 3. Private virksomheder skal give amtsrådet eller Københavns
eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse de oplysninger og foretage de
undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige
konsekvenser, når de påtænker at etablere de i § 6, stk. 3, nr. 4, omhandlede
anlæg inden for amtskommunens eller kommunens område.
§ 8 . Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om hvilke
anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4. Anlæg, der vedtages i
enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget. Ministeren kan endvidere
fastsætte regler om, hvilke mindsteoplysninger, der er nødvendige, for at en
miljømæssig vurdering kan foretages.
§ 9 . Amtsråd og kommunalbestyrelser skal virke for gennemførelse
af regionplanens retningslinier for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4,
herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Deres
planlægning og anlægsvirksomhed må ikke stride mod regionplanlægningen for
disse forhold.
§ 10 . Midlerne i de pr. den 31. december 1980 bestående fonde for
frigørelses- og afståelsesafgift kan anvendes til:
1) betaling af amtskommunens andel af erstatning og sagsomkostninger efter
§ 46,
2) finansiering af primærkommunernes overtagelse af fast ejendom efter § 8
i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr.
441 af 26. september 1985, og
3) udlån til erhvervelse af fast ejendom, etablering af anlæg, bygninger
og andre foranstaltninger til virkeliggørelse af region- og
kommuneplanlægningen.
Stk. 2. Lån efter stk. 1, nr. 3, kan ydes til primær-og
amtskommuner og fælleskommunale selskaber samt private virksomheder, der
forestår forsynings- og servicevirksomhed m.v. af almen karakter i
amtskommunen.
Stk. 3. De nærmere regler for lån efter stk. 1, nr. 3 og stk. 2,
fastsættes af miljøministeren.
Kapitel 4
Kommuneplanlægning
§ 11. For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan.
Stk. 2. Kommuneplanen må ikke stride mod regionplanlægningen for
forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, eller regler eller beslutninger efter §
3.
Stk. 3. I kommuneplanen fastlægges for hele kommunen en
hovedstruktur og for de enkelte dele af kommunen rammer for lokalplanernes
indhold.
Stk. 4. Hovedstrukturen angiver de overordnede mål for udvikling
og arealanvendelse i kommunen, herunder udbygning med boliger og
arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning og rekreative områder.
Stk. 5. Rammerne for indholdet af lokalplaner fastsættes for de
enkelte dele af kommunen med hensyn til:
1) fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål,
2) bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller
bymiljøer,
3) byfornyelsen i eksisterende bysamfund,
4) forsyningen med offentlig og privat service,
5) institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold,
6) områder til fritidsformål,
7) trafikbetjeningen,
8) overførsel af arealer til byzone eller sommerhusområder og
9) rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og sommerhusområder.
Stk. 6. Kommuneplanen kan indeholde retningslinier for andre
forhold af betydning for arealanvendelsen og bebyggelsen i kommunen.
Stk. 7. Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens
forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse
samt den hidtil udførte planlægning og administration.
§ 12 . Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens
gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen,
jf. dog §§ 19 og 40.
Stk. 2. Inden for byzoner kan kommunalbestyrelsen modsætte sig
udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens
rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende
område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er
tilvejebragt før kommuneplanen.
Stk. 3. Inden for byzoner og sommerhusområder kan
kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret
anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller
anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan
dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til
offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en
byplanvedtægt.
Kapitel 5
Lokalplanlægning
§ 13. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe lokalplaner efter
reglerne i kapitel 6. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen,
regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, eller regler
eller beslutninger efter § 3.
Stk. 2. En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres
større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, herunder
nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikre
kommuneplanens virkeliggørelse.
Stk. 3. Hvis en udstykning eller et byggearbejde m.v., som nævnt i
stk. 2, er i overensstemmelse med kommuneplanen, påhviler det
kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter
fremme sagen mest muligt. Kommunalbestyrelsen kan i et sådant tilfælde
forlange, at udstykkeren eller bygherren yder kommunen bistand til planens
udarbejdelse.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse, når en
lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan indeholder nærmere
regler om udstykningen eller bygge- eller anlægsarbejdet.
Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om
afgrænsningen af kommunalbestyrelsernes beføjelser og pligter efter stk. 1 og
2.
§ 14. Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt
eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet
kan højst nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbudet på den
pågældende ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbudets gyldighed.
§ 15. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og
retsvirkninger.
Stk. 2. I en lokalplan kan der optages bestemmelser om:
1) overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer, som planen
omfatter,
2) områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes
til offentlige formål,
3) ejendommes størrelse og afgrænsning,
4) vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning,
herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på
adskillelse af trafikarterne,
5) beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning,
6) bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde hvori
en bebyggelse skal opføres,
7) bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af
boligtætheden,
8) anvendelse af de enkelte bygninger,
9) udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer,
herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og
beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og andre færdselsarealer,
10) bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område,
der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse,
11) tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for
det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny
bebyggelse,
12) foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af
beplantningsbælte, støjvold, mur o.lign. som betingelse for ibrugtagen af ny
bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal,
13) oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder,
erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om medlemspligt
og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og
vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg,
14) bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med
tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde
ændres,
15) friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan
blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan
medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom,
16) ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter,
hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og
hvis servitutten ikke vil bortfalde som følge af § 18,
17) sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse,
18) isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og
19) forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at
sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse eller
efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.
Stk. 3. I en lokalplan for et område, som overgår til byformål
eller til sommerhusbebyggelse, skal der optages bestemmelser til sikring af
de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.
Stk. 4. Lokalplanen skal indeholde udtrykkelige oplysninger om,
hvilke tilladelser og dispensationer der efter § 36, stk. 1, nr. 6, i denne
lov, § 69 i lov om naturbeskyttelse og § 6, nr. 6, i lov om vandløb anses for
meddelt ved lokalplanens gennemførelse.
Stk. 5. Uden for landsbyer kan en lokalplan for landzonearealer,
der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser
efter stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9.
Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der i
lokalplaner kan optages bestemmelser om andre forhold end nævnt i stk. 2.
§ 16 . En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes
planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området.
Stk. 2. Redegørelsen skal angive, om lokalplanens virkeliggørelse
er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end
kommunalbestyrelsen.
§ 17 . Når et forslag til lokalplan er offentliggjort efter § 24,
må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt
udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige
plans indhold.
Stk. 2. Efter udløbet af fristen efter § 24 kan
kommunalbestyrelsen dog tillade, at en ejendom, der er omfattet af
planforslaget, bebygges eller udnyttes efter forslaget, såfremt dette er i
overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om at påbegynde et
større byggearbejde m.v., jf. § 13, stk. 2.
Stk. 3. Tilladelse efter stk. 2 kan ikke meddeles, sålænge en
indsigelse efter § 29 opretholdes eller i tilfælde, hvor miljøministeren har
truffet beslutning efter § 3, stk. 4.
Stk. 4. Stk. 1 finder kun anvendelse indtil den endeligt vedtagne
eller godkendte lokalplan er offentliggjort efter § 30 og højst i et år efter
forslagets offentliggørelse.
§ 18. Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en
lokalplan efter § 30, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i
strid med planens bestemmelser, medmindre dispensation meddeles efter
reglerne i §§ 19 eller 40.
§ 19 . Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en
lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis
dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, jf. dog § 40.
Stk. 2. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun
foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.
Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i
overensstemmelse med regler eller beslutninger efter § 3 eller en aftale med
en statslig eller en regional myndighed, kan kun fraviges med
miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.
Stk. 4. En bestemmelse i en lokalplan, der indebærer tilladelse
eller dispensation fra lovgivning, der administreres af amtsrådet, jf. § 15,
stk. 4, kan kun fraviges med amtsrådets samtykke.
§ 20 . Dispensationer efter § 19 kan først meddeles, når der er
forløbet 2 uger, efter at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering
om ansøgningen til:
1) ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen,
2) naboerne til den omhandlede ejendom og andre, som efter
kommunalbestyrelsens vurdering har interesse i sagen, og
3) de foreninger o.lign. med lokalt tilhørsforhold, som overfor
kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive orienteret om
ansøgninger.
Orienteringen skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes
til kommunalbestyrelsen inden 2 uger.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvor en forudgående
orientering efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for
de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte personer og foreninger.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal give underretning om afgørelsen
til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger efter at være orienteret i
henhold til stk. 1.
§ 21 . Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en grundejerforening
eller med de pågældende grundejeres samtykke en beboerforening til at meddele
dispensationer som omhandlet i § 19, stk. 1. Grundejer~ eller
beboerforeningen skal foretage orientering og underretning efter reglerne i §
20.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at
kommunalbestyrelsen kan betinge en dispensation fra bestemmelser i
byplanvedtægter og lokalplaner om parkeringsarealer på egen grund af, at der
sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond.
Kapitel 6
Planers tilvejebringelse og ophævelse
§ 22. Region- og kommuneplaner skal revideres hvert fjerde år.
Region-, kommune- og lokalplaner kan i øvrigt tilvejebringes og ændres efter
reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. I forbindelse med revisioner efter stk. 1, 1. pkt., skal
amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen udarbejde en beretning om den
hidtidige planlægning, de påtænkte ændringer i planen samt en vurdering af
udviklingen. Beretningen offentliggøres med en frist for afgivelse af
kommentarer m.v. på mindst 8 uger. Beretningen sendes til miljøministeren og
øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.
§ 23 . Før udarbejdelsen af et forslag til region- eller
kommuneplan eller ændringer hertil indkalder amtsrådet henholdsvis
kommunalbestyrelsen ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet.
Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage offentligheden i det indledende
planlægningsarbejde.
Stk. 2. Indkaldelsen efter stk. 1 sker ved offentlig
bekendtgørelse.
§ 24 . Efter amtsrådets henholdsvis kommunalbestyrelsens
vedtagelse af et planforslag offentliggøres dette med tilhørende redegørelse.
Ved offentliggørelsen skal der oplyses om fristen efter stk. 3. Ved
offentliggørelse af kommuneplanforslag og ændringer hertil skal der oplyses
om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Ved offentliggørelse af lokalplanforslag
skal der oplyses om reglerne i § 17.
Stk. 2. Ethvert medlem af det kommunale råd, der har forlangt sin
afvigende mening vedrørende planforslaget tilført rådets beslutningsprotokol,
kan forlange, at den afvigende mening offentliggøres samtidig med forslaget
tillige med en kort begrundelse, der affattes af medlemmet.
Stk. 3. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen fastsætter en
frist på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod
planforslaget.
§ 25 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 24 sendes
planforslaget til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale
myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.
§ 26 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 24 af et forslag til
lokalplan skal kommunalbestyrelsen give skriftlig underretning herom til:
1) ejerne af de ejendomme, der er omfattet af forslaget, og lejerne i og
brugerne af disse ejendomme,
2) ejerne af ejendomme uden for forslagets gyldighedsområde og lejerne i
og brugerne af sådanne ejendomme i den udstrækning, hvor forslaget efter
kommunalbestyrelsens skøn har væsentlig betydning for dem, og
3) de foreninger o.lign. med lokalt tilhørsforhold, som overfor
kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive underrettet
om lokalplanforslag.
Stk. 2. Hvis forslaget indeholder bestemmelser om servitutbortfald
efter § 15, stk. 2, nr. 16, skal kommunalbestyrelsen så vidt muligt give
underretning herom til de påtaleberettigede efter servitutdokumentet.
Stk. 3. Underretningen skal oplyse om fristen efter § 24, stk. 3,
og indeholde eventuelle mindretalsudtalelser efter § 24, stk. 2, samt oplyse
om reglerne i § 17.
§ 27 . Efter udløbet af fristen efter § 24, stk. 3, kan amtsrådet
henholdsvis kommunalbestyrelsen vedtage forslaget endeligt, jf. dog § 3, stk.
4 og §§ 28 og 29.
Stk. 2. Vedtagelsen kan gøres betinget af gennemførelsen af de
nødvendige ændringer i kommune- og regionplan.
Stk. 3. I forbindelse med den endelige vedtagelse af planen kan
der foretages ændring af det offentliggjorte planforslag. Berører ændringen
på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere, end de der ved indsigelse
har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de
pågældende har fået lejlighed til at udtale sig. Ved væsentlige ændringer i
et regionplanforslag skal miljøministeren have lejlighed til at udtale sig.
Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis
ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt planforslag, skal
dette offentliggøres m.v. efter reglerne i §§ 24-26.
§ 28 . Et planforslag kan ikke vedtages endeligt, hvis en
myndighed efter reglerne i § 29 har modsat sig dette skriftligt overfor
amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter §
24, stk. 3, eller § 27, stk. 3. Forslaget kan herefter først vedtages, når
der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.
Stk. 2. Uafklarede spørgsmål efter stk. 1 kan af parterne
indbringes for miljøministeren.
Stk. 3. Indsigelser efter stk. 1 skal være begrundede.
§ 29 . Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser
fremsætte indsigelse efter § 28 overfor et forslag til regionplan eller et
forslag til kommuneplan for Københavns eller Frederiksberg Kommune og
ændringer til disse planer.
Stk. 2. Et amtsråd skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod
forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner,
såfremt planforslaget er i strid med regler eller beslutninger efter § 3
eller regionplanlægningen for de emner, der er nævnt i § 6, stk. 3 og 4.
Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning for
regionplanlægningens formål.
Stk. 3. Et amtsråd kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod
lokalplanforslag, der vil indebære tilladelse eller dispensation fra
lovgivning, der administreres af amtsrådet, jf. § 15, stk. 4.
Stk. 4. En statslig myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28
mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager.
§ 30 . Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen foretager
offentlig bekendtgørelse om den endelige vedtagelse af planen og sender denne
til de myndigheder, som er nævnt i § 25. Planen skal være offentlig
tilgængelig.
Stk. 2. Den offentlige bekendtgørelse om kommuneplaner og
ændringer hertil og lokalplaner skal indeholde oplysning om reglerne i
henholdsvis § 12, stk. 2 og 3 og § 18.
§ 31 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 30 af en lokalplan
sender kommunalbestyrelsen et eksemplar af den offentliggjorte bekendtgørelse
til:
1) ejere af ejendomme, der er omfattet af planen,
2) enhver, der rettidigt har fremsat indsigelser m.v. mod planforslaget,
og
3) de myndigheder, der er nævnt i § 25 og de foreninger, der er nævnt i §
26, stk. 1, nr. 3.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen lader lokalplanen tinglyse på de
ejendomme, der er omfattet af planen.
§ 32 . Et forslag til lokalplan bortfalder, hvis det ikke er
vedtaget inden 3 år efter offentliggørelsen.
Stk. 2. En lokalplan bortfalder, hvis den ikke er offentlig
bekendtgjort efter § 30 inden 8 uger efter den endelige vedtagelse.
§ 33 . Kommunalbestyrelsen kan beslutte at ophæve byplanvedtægter
og lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for
landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes
nødvendig.
Stk. 2. Beslutning efter stk. 1 kan først træffes, efter at ejerne
af de berørte arealer har haft lejlighed til at udtale sig.
Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor på mindst 8 uger.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver underretning om beslutninger
efter stk. 1 til vedkommende ejere, miljøministeren og amtsrådet.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen lader ophævede byplanvedtægter og
lokalplaner aflyse fra tingbogen.
Kapitel 7
Zoneinddelingen og landzoneadministrationen
§ 34. Hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder og
landzoner.
Stk. 2. Byzoner er:
1) områder, som i en byudviklingsplan er udlagt til bymæssig bebyggelse,
2) områder, som i en bygningsvedtægt er udlagt som byggeområder til
bymæssig bebyggelse,
3) områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller
offentlige formål, og
4) områder, som i en lokalplan er overført til byzone.
Stk. 3. Sommerhusområder er:
1) områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til
sommerhusbebyggelse, og
2) områder, som i en lokalplan er overført til sommerhusområde.
Stk. 4. Landzoner er de områder, der ikke er omfattet af stk. 2 og
3.
§ 35 . I landzoner må der ikke uden tilladelse fra
landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske
ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog
§§ 36-38.
Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller
ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om lokalplanpligt i § 13, stk.
2, kan først meddeles, når den fornødne lokalplan er offentlig bekendtgjort.
Stk. 3. Amtsrådet er landzonemyndighed. I følgende tilfælde er
kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed:
1) I Københavns og Frederiksberg Kommuner.
2) I landsbyer, der er eentydigt afgrænset i en kommuneplan.
3) I landzoneområder, der er omfattet af en offentlig bekendtgjort
lokalplan.
Stk. 4. Ansøgeren og kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet
skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1. Danmarks
Naturfredningsforening og lokale foreninger med virke inden for lovens formål
skal have skriftlig meddelelse om de i stk. 5 nævnte tilladelser.
Stk. 5. Danmarks Naturfredningsforening og lokale foreninger med
virke inden for lovens formål kan underrette landzonemyndigheden om, hvilke
bestemte typer af tilladelser efter stk. 1 foreningen ønsker underretning om.
§ 36 . Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til:
1) Udstykning til sammenlægning med bestående landbrugs- eller
skovbrugsejendom.
2) Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en
bestående landbrugsejendom.
3) Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2.
4) Byggeri der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms
drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af
fiskerierhvervet, jf. dog stk. 2.
5) Ibrugtagen af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug
eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet.
6) Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette er
bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse, eller udtrykkeligt er
tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i denne lov.
7) Indvinding af råstoffer i jorden.
8) Byggeri der efter Bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om
byggetilladelse.
9) Byggeri der i bygningsreglement er fritaget for krav om
byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik~ eller
forsyningsanlæg eller radio- og TV-modtagelse.
10) Til- og ombygning af helårshus hvorved husets samlede bruttoetageareal
ikke overstiger 250 m2.
11) Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig.
Stk. 2. Der kræves dog tilladelse efter § 35, stk. 1 for så vidt
angår beliggenheden og udformningen af bygninger, som omhandlet i stk. 1, nr.
4, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.
§ 37. Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en
landbrugsejendom, kan uden tilladelse efter § 35, stk. 1, tages i brug til
håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål m.v. på
betingelse af:
1) at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke ombygges i
væsentligt omfang,
2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år, og
3) at der ikke beskæftiges mere end 5 personer på ejendommen.
Stk. 2. I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan
der endvidere etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter
kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.
§ 38. Anvendelse af bygninger til den virksomhed, der er nævnt i §
37, må kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen.
Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37, er opfyldte.
Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra den
dag, anmeldelsen er modtaget, kan bygningerne tages i brug.
Kapitel 8
Sommerhusområder
§ 39 . I sommerhusområder må der, medmindre andet er fastsat i en
lokalplan eller i en af de planer m.v., der er opretholdt ved § 68, stk. 2,
ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse opføres eller indrettes mere end
een bolig på en selvstændigt matrikuleret ejendom.
§ 40 . En bolig i et sommerhusområde må, bortset fra kortvarige
ferieophold m.v., ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til
31. marts, medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev
udlagt til sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er
bortfaldet, jf. § 56, stk. 2.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra
forbudet i stk. 1. En dispensation bortfalder ved ejerskifte, og når boligen
ikke længere anvendes til helårsbeboelse.
§ 41. En pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde, har
en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten
har ejet boligen i 10 år. Retten til helårsbeboelse bortfalder dog, hvis der
nedlægges forbud mod, at boligen anvendes til helårsbeboelse efter reglerne
om boligtilsyn i kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring.
Stk. 2. Ved pensionist forstås en person på 67 år og derover, en
efterlønsmodtager eller en førtidspensionist i henhold til lov om social
pension.
Stk. 3. En pensionists ægtefælle eller samlever kan sammen med
pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Efter pensionistens død kan
ægtefællen eller samleveren fortsætte med at benytte boligen til
helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.
Kapitel 9
Servitutter
§ 42 . En ejer af fast ejendom kan kun med forudgående samtykke
fra kommunalbestyrelsen gyldigt pålægge ejendommen servitutbestemmelser om
forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Samtykke efter
1. pkt. kan ikke meddeles i tilfælde, hvor der som følge af § 13, stk. 2,
skal tilvejebringes en lokalplan.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 skal påføres
servitutdokumentet. Hvis samtykke meddeles, eller hvis ejendommen ejes af
kommunen, skal påtegningen udtrykkeligt angive, at tilvejebringelse af en
lokalplan ikke er påkrævet.
§ 43 . Kommunalbestyrelsen kan ved påbud eller forbud sikre
overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages
bestemmelser i en lokalplan.
§ 44 . Bestemmelserne i §§ 42 og 43 finder ikke anvendelse på
servitutter, der er pålagt af offentlige myndigheder med hjemmel i
lovgivningen.
Kapitel 10
Tilbageførsel
§ 45 . Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer
fra byzone eller sommerhusområde til landzone i overensstemmelse med
kommuneplanen.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter ansøgning fra
vedkommende ejer tilbageføre et areal fra byzone eller sommerhusområde til
landzone, når arealet grænser til landzone, og når tilbageførslen er
ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn.
Stk. 3. Beslutning efter stk. 1 kan først træffes, efter at ejerne
af de berørte arealer har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger inden
en af kommunalbestyrelsen fastsat frist, der skal være mindst 8 uger.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen giver særskilt underretning om
beslutninger efter stk. 1 og 2 til vedkommende ejere og til miljøministeren
og amtsrådet. Endvidere underrettes panthavere og andre indehavere af
tinglyste rettigheder over ejendommene.
Stk. 5. Underretning til ejere og panthavere skal indeholde
oplysning om reglerne i § 46.
§ 46 . Ved tilbageførsel af privat ejede arealer til landzone
efter § 45 kan der ydes erstatning for udgifter, ejeren har afholdt med
henblik på ejendommens udnyttelse i byzone.
Stk. 2. Erstatningsfastsættelsen sker under hensyn til forholdene
på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning efter § 45, stk. 1 og 2.
Stk. 3. Krav om erstatning efter stk. 1 skal fremsættes skriftligt
over for kommunalbestyrelsen senest 12 uger efter, at ejeren har fået
meddelelse om kommunalbestyrelsens beslutning efter § 45, stk. 1 og 2.
Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og miljøministeren om
erstatningskravet.
Stk. 4. Mindelig overenskomst om erstatningens størrelse skal
tiltrædes af miljøministeren og amtsrådet. Opnås mindelig overenskomst ikke
senest 8 uger efter udløbet af den i stk. 3 nævnte frist, skal
kommunalbestyrelsen indbringe erstatningsspørgsmålet for
taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. § 50.
Stk. 5. Staten og amtskommunen betaler hver 1/3 af kommunens
udgifter til erstatning og sagsomkostninger. I Københavns og Frederiksberg
Kommuner betaler staten 1/3 af kommunens udgifter og sagsomkostninger.
Kapitel 11
Ekspropriation, overtagelse m.v.
§ 47 . Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der
tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når
ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen
af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for
virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.
Stk. 2. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret
bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet
bestemmes i det enkelte tilfælde.
Stk. 3. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne
i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse.
§ 48 . Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en
ejendom til et offentligt formål, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af
kommunen mod erstatning.
Stk. 2. Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en
del af en ejendom til et offentligt formål, kan ejeren forlange den
pågældende del af ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Hvis
restejendommen ikke kan udnyttes på rimelig måde som selvstændig ejendom, kan
ejeren forlange hele ejendommen overtaget af kommunen.
Stk. 3. Overtagelsespligten efter stk. 1 og 2, 1. pkt. påhviler
dog kun kommunen, hvis det pågældende areal ikke kan udnyttes på en økonomisk
rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omliggende
ejendomme.
§ 49 . Når det i en lokalplan eller en byplanvedtægt er bestemt,
at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og
tilladelsen nægtes, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod
erstatning.
Stk. 2. Overtagelsespligten efter stk. 1 påhviler dog kun
kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens
afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende
beliggenhed og benyttelse, men som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.
Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende
anvendelse, når en ejendom helt eller delvis er omfattet af et forbud mod
større byggearbejder, jf. § 15, stk. 2, nr. 19.
§ 50 . Taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje
fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 47 og for tilbageførsel
efter § 46. Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af
krav efter §§ 48 og 49.
Stk. 2. Om sagernes behandling for taksationsmyndighederne og
erstatningens fastsættelse og udbetaling m.v. finder §§ 51-56 og §§ 59-67 i
lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.
Kapitel 12
Tilsyn
§ 51 . Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af denne lov og af
de regler, der er fastsat med hjemmel i loven samt af bestemmelserne i
lokalplaner og i de efter § 68, stk. 2 opretholdte vedtægter og planer m.v.,
jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Amtsrådet påser overholdelsen af §§ 35 og 36 og regler,
der med hjemmel i § 3 er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36,
medmindre kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed i det pågældende område,
jf. § 35, stk. 2.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til
amtsrådet, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i
tilfælde, hvor amtsrådet efter stk. 2 er tilsynsmyndighed.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet påser, at påbud
og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser,
dispensationer m.v. overholdes.
Stk. 5. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal foranledige
et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet
betydning.
Kapitel 13
Administrative bestemmelser m.v.
§ 52 . Miljøministeren bistår amtsråd og kommunalbestyrelser med
vejledning efter denne lov.
Stk. 2. Miljøministeren kan nedsætte sagkyndige råd til at rådgive
myndighederne i spørgsmål om fysisk planlægning.
Stk. 3. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet
oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser,
der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at
påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 3,
herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.
§ 53. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om
fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.
Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler til opfyldelse af
internationale overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.
§ 54 . Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning
af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven. Der
er udpantningsret for gebyrer.
§ 55 . Betingelser, der er knyttet til en tilladelse eller en
dispensation efter denne lov og bestemmelser efter § 37, stk. 2, er bindende
for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til,
hvornår retten er stiftet. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen lader
betingelser af varig interesse tinglyse på ejendommen på ejerens bekostning.
Der er udpantningsret for det udlagte beløb.
§ 56. En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder,
hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, efter den er meddelt.
Stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som
er i strid med en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan,
eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov,
bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.
§ 57 . Miljøministeriets, amtsrådets og kommunalbestyrelsens
personale og personer med bemyndigelse fra de pågældende myndigheder har uden
retskendelse adgang til enhver ejendom i tilsynsøjemed, jf. § 51, og efter
forudgående underretning til ejeren eller brugeren, for at foretage tekniske
forarbejder til forberedelse af beslutninger efter denne lov.
Stk. 2. Legitimation skal forevises efter anmodning.
Stk. 3. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå den i stk. 1
nævnte adgang.
Kapitel 14
Klage og søgsmål
§ 58. Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser om forhold, der
er omfattet af denne lov, kan påklages til miljøministeren for så vidt angår
retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 47, stk. 1 kan
påklages til miljøministeren.
Stk. 3. Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 35,
stk. 1, kan påklages til det naturklagenævn, der er oprettet i henhold til
særlig lov herom, når klagen indeholder spørgsmål, som efter nævnets
vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål, eller
klage indgives af miljøministeren.
Stk. 4. Miljøministeren afgør andre klager over afgørelser efter §
35, stk. 1.
Stk. 5. Miljøministerens og naturklagenævnets afgørelser efter
stk. 1-4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Det samme
gælder kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 40, stk. 2.
Stk. 6. Foreningers afgørelser efter § 21, stk. 1 kan påklages til
kommunalbestyrelsen.
§ 59. Klageberettiget efter § 58, stk. 1, 2 og 6 er enhver med
retlig interesse i sagens udfald.
Stk. 2. Klageberettiget efter § 58, stk. 3 og 4 er:
1) adressaten for afgørelsen,
2) miljøministeren, amtsrådet og kommunalbestyrelsen og
3) Danmarks Naturfredningsforening samt lokale foreninger med virke inden
for lovens formål, for så vidt foreningen efter § 35, stk. 5, har anmodet om
at blive underrettet om afgørelser efter § 35, stk. 1.
§ 60. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger fra
afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes
klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse
træffes indirekte og således ikke meddeles eller offentliggøres, regnes
fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.
Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen
til den følgende hverdag.
Stk. 2. Klage efter § 58, stk. 3 og 4 indgives til den myndighed,
der har truffet afgørelsen. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen
videresender klagen til naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse
og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. Andre klager indgives
til klagemyndigheden.
Stk. 3. Ved rettidig klage efter § 58, stk. 1 kan miljøministeren
bestemme, at en af kommunalbestyrelsen meddelt tilladelse ikke må udnyttes.
Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan ministeren give meddelelse om
standsning af dette.
Stk. 4. Rettidig klage efter § 58, stk. 2-4 har opsættende
virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer
andet.
Stk. 5. Klagemyndigheden påser, at den, som har modtaget en
tilladelse, underrettes om klagen.
§ 61 . Når det er foreneligt med planlægningsmæssige hensyn og med
hensynet til offentlighedens medvirken i planlægningen, kan miljøministeren i
forbindelse med afgørelse af en klagesag efter § 58, stk. 1, se bort fra
reglerne om lokalplaner og dispensationer, når klagen vedrører en
foranstaltning, der er udført.
§ 62 . Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er
omfattet af denne lov, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen
er meddelt. For afgørelser, hvorom der er udfærdiget offentlig
bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.
Stk. 2. Søgsmål til prøvelse af afgørelser, der er truffet af en
forening efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen, jf. § 21, stk. 1, kan
ikke anlægges før klageadgangen til kommunalbestyrelsen, jf. § 58, stk. 6 er
udnyttet.
Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser i en lokalplan eller en af de
efter § 68, stk. 2 opretholdte vedtægter og planer m.v. kan gøres gældende
under et civilt søgsmål mod den, der har begået overtrædelsen eller har
ansvaret for den ulovlige tilstands opretholdelse. Dette gælder dog ikke
søgsmål om lovliggørelse, når dispensation er meddelt efter reglerne i §§ 19
eller 40.
Stk. 4. Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, jf.
§ 50, kan ikke indbringes for domstolene, før overtaksationskommissionens
afgørelse foreligger.
Stk. 5. Søgsmål om ekspropriation efter denne lov anlægges ved den
landsret, under hvilken ejendommen er beliggende.
Kapitel 15
Lovliggørelse og straf
§ 63 . Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom
at berigtige et ulovligt forhold. Består forholdet i en ulovlig brug af
ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.
Stk. 2. De i § 51 nævnte myndigheder kan på ejerens bekostning
lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når
forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbudet aflyse fra
tingbogen.
Stk. 3. Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt
forhold ikke efterkommes inden den i dommen fastsatte frist, og inddrivelse
af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbudet efterkommes, kan
vedkommende myndighed foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på
ejerens bekostning. Der er udpantningsret for beløbet.
§ 64 . Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige
lovgivning, straffes med bøde den, der
1) overtræder bestemmelser i en lokalplan eller en af de efter § 68, stk.
2 opretholdte vedtægter og planer m.v.,
2) overtræder § 35, stk. 1, § 39 og § 40, stk. 1,
3) tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller dispensation m.v. efter
loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter eller planer, eller
tilsidesætter kommunalbestyrelsens bestemmelser efter § 37, stk. 2, eller
4) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold
til loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter, herunder påbud
om at berigtige et ulovligt forhold.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab
el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen
begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab,
jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges den pågældende
myndighed eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
Kapitel 16
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
§ 65 . Loven træder i kraft den 1. januar 1991. § 67, stk. 1, nr.
5, træder i kraft ved miljøministerens bekendtgørelse for så vidt angår
ophævelse af § 3, stk. 3 om nedsættelse af Tilbudspligtnævnet, i lov nr. 328
af 18. juni 1969 om tilbudspligt.
§ 66 . Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen,
Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før lovens ikrafttræden,
færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder forslag til
planer, når forslaget er offentliggjort før den 1. januar 1991.
§ 67 . Ved lovens ikrafttræden ophæves:
1) lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 921 af
22. december 1989,
2) lov om kommuneplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 918 af 22.
december 1989,
3) lov om by- og landzoner, jf. lovbekendtgørelse nr. 919 af 22. december
1989,
4) lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling,
5) lov nr. 328 af 18. juni 1969 om tilbudspligt,
6) lov nr. 305 af 30. juni 1922 om visse bestemmelser om parcelsalg,
7) kapitel 2 og § 12, stk. 3 i lov om sommerhuse og campering m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. december 1989,
8) §§ 2 og 3 i lov nr. 207 af 25. maj 1983 om ændring af lov om sommerhuse
og campering m.v., og
9) § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 3 og stk. 5, §§ 27, 28a-28d samt § 28f,
stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 3 i lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr.
583 af 31. august 1989.
§ 68 . Region-, kommune- og lokalplaner, der er tilvejebragt efter
de hidtidige planlove, opretholdes indtil de ændres efter reglerne i denne
lov.
Stk. 2. Følgende planer m.v. i henhold til den hidtidige bygge- og
byplanlovgivning bortfalder i den udstrækning, de er uforenelige med en
lokalplan, og kan i øvrigt ophæves ved bestemmelser herom i en lokalplan:
byplanvedtægter, markplaner, reguleringsplaner, udredningsplaner,
retningsplaner, magelægsplaner, beslutninger om friholdelse af et område for
bebyggelse samt beslutninger om bevaring af bebyggelsers ydre fremtræden.
§ 69 . Bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger efter hidtidig
planlovgivning, jf. § 67, stk. 1, nr. 1-8, opretholdes, indtil de ophæves
eller afløses af forskrifter med hjemmel i denne lov.
Stk. 2. Frikommuneregulativer, der er godkendt efter de i § 67,
stk. 1, nr. 9, nævnte bestemmelser bevarer deres gyldighed indtil udgangen af
1993.
§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indledning
Det foreliggende lovforslag er - sammen med de samtidigt fremsatte
forslag til lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb
samt lov om oprettelse af et naturklagenævn - miljøministerens forslag til en
modernisering og styrkelse af de centrale dele af Miljøministeriets
lovgivning.
Arbejdet med de grundlæggende ændringer af lovgivningen blev indledt med
miljøministerens beslutning i efteråret 1988 om ved en »lovpause«
at udsætte en del af de på daværende tidspunkt påtænkte lovinitiativer med
henblik på at få en bredere debat om lovgivningen.
Debatten blev indledt i efteråret 1988 med udsendelse til en bred kreds af
Miljøministeriets debatoplæg »Enkelt og Effektivt« og
»Planlægningsloven - forenkling og modernisering«, som blev fulgt
op af regeringens »Landsplanredegørelse 1988«, som også havde
karakter af et debatoplæg.
Den efterfølgende debat dannede grundlaget for udarbejdelse af lovudkast,
der den 14. juli 1989 blev sendt til høring hos en meget bred kreds af
interesseorganisationer, ministerier m.v. Høringsfristen udløb den 1.
november 1989.
I grundlaget indgår ligeledes regeringens
»Afbureaukratiseringsplan« fra december 1988 og
Indenrigsministeriets betænkning nr. 1168 af maj 1989 fra udvalget om de
kommunale opgavers fordeling og finansiering (»Lotz-III-udvalget«).
Lovforslagene er udarbejdet med et overordnet udgangspunkt i
»Brundtlandrapporten« og i regeringens »Handlingsplan for
miljø og udvikling« (december 1988) til opfølgning af denne rapport.
De allerede indvundne erfaringer fra igangværende frikommuneforsøg indgår
ligeledes i lovforslaget.
I forbindelse med lovudkastenes udarbejdelse var der drøftelser om
lovreformens hovedprincipper med nogle af de centrale »brugere« i
en særligt nedsat Kontaktgruppe. I gruppen var oprindeligt følgende
organisationer m.v. repræsenteret: Kommunernes Landsforening,
Amtsrådsforeningen, Industrirådet, Danmarks Naturfredningsforening,
Friluftsrådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,
Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening samt
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
I høringsperioden intensiveredes drøftelserne i Kontaktgruppen, der blev
udvidet med repræsentanter fra henholdsvis Håndværksrådet, Københavns
Kommune, Frederiksberg Kommune samt Det Grønne Kontaktudvalg. Der har
ligeledes været ført en række drøftelser med Dansk Skovforening.
Drøftelserne i Kontaktgruppen samt de modtagne høringssvar har givet
anledning til, at de nu fremsatte lovforslag på flere punkter er ændret i
forhold til de til høring udsendte udkast.
Ved dette og de øvrige fremsatte lovforslag samles 21 love i 4 hovedlove,
nemlig
- en lov om miljøbeskyttelse
- en lov om naturbeskyttelse
- en lov om planlægning og
- en lov om vandløb.
Hertil kommer en særlig lov om naturklagenævnet.
Ud over disse hovedlove fremsættes forslag til lov om råstoffer.
De tværgående formål med lovforslagene er:
at styrke miljø- og naturhensynenes varetagelse,
at forstærke arbejdet med at forebygge miljø- og naturproblemernes
opståen og at videreføre decentraliseringen, og
at bidrage til regeringens samlede afbureaukratiseringsplan og at
frigøre ressourcer og skabe grundlag for omprioriteringer.
Der henvises i denne forbindelse til den samtidig fremsatte redegørelse om
miljølovreformens mål og hovedprincipper.
Lovforslagene baserer sig i øvrigt på følgende mere tværgående principper:
- Natur- og miljøproblemers opståen skal foregribes ud fra et helhedssyn
bl.a. ved en samlet interesseafvejning i den sammenfattende fysiske
planlægning.
- Lovgivningen skal bygge på en eensartet myndighedsstruktur med en
klarere arbejdsdeling mellem stat, amt og kommune.
- Klagesystemet forenkles således, at der som udgangspunkt kun kan klages
een gang og visse mindre sager gøres endelige. Hovedreglen er, at
klagesagerne afgøres af miljøministeren/pågældende styrelse, mens visse
større sager afgøres af et uvildigt klagenævn.
Planlovene
Den gældende planlovgivning er for hovedpartens vedkommende tilvejebragt
ved den såkaldte planlovsreform i perioden 1969-75.
Første del af reformen omfattede by- og landzoneloven og
tilbudspligtloven, der gennemførtes i 1969 samtidig med ændringer i
naturfredningsloven, landbrugsloven m.fl.
Anden del af reformen kom i 1973 med lands- og regionplanloven og den nu
ophævede lov om regionplanlægning i Hovedstadsområdet.
Ved tredje del af reformen i 1975 gennemførtes kommuneplanloven med de
nødvendige ændringer i en række andre love.
Dertil kommer lov om sommerhuse og campering m.v., der var en af de
jordlove, som blev gennemført i 1972 i forbindelse med Danmarks indtræden i
EF, samt lov om ekspropriation til byudvikling, der blev gennemført i 1980.
Endelig stammer lov om parcelsalg fra 1922.
Der er gennemført en del ændringer i planlovene i de sidste 10 år. De
væsentligste omfatter:
- ændringen af by- og landzoneloven i 1980, hvorved Miljøankenævnet
indsattes som klagemyndighed,
- ændringen af sommerhusloven i 1983 vedrørende helårsbeboelse i
sommerhusområder,
- ændringen af by- og landzoneloven i 1983, hvorved zonelovskompetencen i
landsbyer overførtes til kommunerne,
- ændringerne af håndhævelsesbestemmelserne m.v. i plan- og miljølovene i
1984,
- ændringen af kommuneplanloven i 1985 vedrørende forenklinger i
procedurer m.m.,
- reglerne om tilbageførsel af arealer til landzone fra 1985,
- ændringerne af reglerne om region- og sektorplanlægning på
Miljøministeriets område fra 1987,
- ændringen i by- og landzoneloven i 1987 med henblik på lempelse i
adgangen til at etablere virksomhed i nedlagte landbrugsbygninger og
- i foråret 1989 ændringerne i lands- og regionplanloven vedrørende
konsekvenser af Hovedstadsrådets nedlæggelse, gennemførelse af EF-direktivet
om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) samt skovrejsning.
Planlovreformens gennemførelse
Med lands- og regionplanloven blev der for første gang lovgivet om en
sammenfattende fysisk landsplanlægning.
Siden 1975 har miljøministeren hvert år afgivet en redegørelse om
landsplanarbejdet.
Redegørelserne har behandlet eet eller flere særlige temaer inden for
planlægningen og har bragt oversigter over planlægningen på statsligt,
regionalt og kommunalt niveau.
Redegørelserne har været vigtige signaler fra regering og Folketing til
kommuner og amtskommuner om de overordnede interesser og hensyn, som skal
varetages i den decentrale planlægning.
Landsplanredegørelsen fra 1988 har karakter af et debatoplæg om selve
styringsmidlerne i landsplanlægningen og er, som nævnt i indledningen, en del
af grundlaget for dette lovforslag. Den seneste landsplanredegørelse fra 1989
omhandler den regionale udvikling i Danmark.
Der er siden 1977 udsendt 21 landsplandirektiver hvoraf 16 stadig er
gældende. Direktiverne omhandler dels sikringen af arealer til større anlæg,
f.eks. naturgasledningerne og Storebæltsbroens landfæster, dels varetagelsen
af overordnede interesser og bevaringshensyn, f.eks. beskyttelsen af Danmarks
kystområder ved direktivet om ferie- og fritid.
Det var et hovedsigte med planlovsreformen, at der skulle tilvejebringes
sammenfattende planer for alle amtskommuner og kommuner.
I 1989 er tredje generation af regionplaner fremsendt til miljøministerens
godkendelse.
De første regionplaner blev gennemført i 1978-80. De omhandlede primært
bymønstret, herunder fordelingen af byvæksten og placeringen af større
centre, institutioner, forsyningsanlæg, veje m.m. Ved de senere revisioner er
det især lokaliseringsspørgsmål og arealinteresser i det åbne land, som er
blevet behandlet.
I lyset af den nedtoning af planlægningsprocedurekravene vedrørende de
enkelte interesseområder, som blev indledt ved lovændringer i 1987 på
baggrund af Arealudvalgets første delbetænkning, og som videreføres med de nu
fremsatte lovforslag på miljø- og naturfredningsområdet, vil
regionplanlægningen for det åbne land få en endnu væsentligere betydning.
Dette afspejles også i, at gennemførelsen af EF-direktivet om vurdering af
større enkeltprojekters virkning på miljøet (VVM) er blevet knyttet til
regionplanproceduren.
Alle landets kommuner har tilvejebragt kommuneplaner og den 4-årlige
vurdering af planerne er iværksat i mange kommuner. Det kan forventes, at
anden generation af kommuneplaner foreligger for hele landet senest i 1993.
Det grundlæggende i kommuneplanlægningen er beslutningerne om den
fremtidige arealanvendelse og bebyggelse. Denne fysiske del indgår i alle
kommuneplaner. Kommunerne anvender imidlertid i stigende omfang planerne i en
meget bredere betydning, hvor målsætningerne for f.eks. erhvervsudviklingen,
miljøbeskyttelsen, ældrepolitikken og meget andet samordnes med planlægningen
inden for de enkelte kommunale forvaltningsområder og budgetlægningen.
Kommuneplanerne får herved også karakter af strategiplaner for de områder,
som kommunalbestyrelserne prioriterer politisk højt. I de nærmeste år
forventes det, at kommuneplanarbejdet vil koncentrere sig om emner som
erhvervsudvikling, trafik samt bolig- og byforbedring.
Lokalplanen, som i sin tid afløste en lang række forskellige
detailplantyper, er nu et indarbejdet og akcepteret instrument i den
kommunale planlægning. Der er gennemført ca. 15.000 lokalplaner siden
kommuneplanlovens ikrafttrædelse i 1977.
By- og landzonelovens principper om regulering af byggeri, udstykning osv.
i landzone er i dag generelt akcepteret.
Det samme gælder de principper om offentlighed, rammestyring og
decentralisering, som blev udmøntet med planlovene, og som i dag er vel
indarbejdet i den kommunale og amtskommunale planlægning og administration.
På denne baggrund er det rimeligt at konkludere, at planlovsreformen er
ført igennem i overensstemmelse med de målsætninger, som lå til grund for
reformen.
De kommende års regionale og kommunale planlægning vil i højere grad bestå
i vedligeholdelse og ajourføring af plangrundlaget og planlægning for særlige
emner og temaer. Derimod vil der kun i begrænset omfang blive tale om
tilvejebringelse af helt nye samlede planer.
Både lovenes stykvise tilblivelse over en årrække og forventningerne om
det fremtidige planlægningsarbejdes karakter tilsiger således den
modernisering og ajourføring af regelværket, som er et af hovedformålene med
det foreliggende lovforslag.
På baggrund af de forløbne 10-15 års erfaringer med planlægningsarbejdet
indeholder lovforslaget tillige en videreudvikling af reglerne om
decentralisering, rammestyring og borgerdeltagelse i planlægningen.
Lovforslagets hovedindhold
Een lov
Dette lovforslag sammenfatter og forenkler 5 love:
- by- og landzoneloven,
- lov om lands- og regionplanlægning,
- lov om kommuneplanlægning,
- lov om ekspropriation til byudvikling og
- kapitel 2 i lov om sommerhuse og campering m.v.
Samtidig foreslås 2 love ophævet:
- lov om tilbudspligt og
- lov om parcelsalg.
Landsplanlægningen
Lovforslaget opretholder lands- og regionplanlovens bestemmelser om
landsplanlægningen. Ministerens beføjelser over for den decentrale
planlægning foreslås dog udvidet, og de årlige landsplanredegørelser til
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg foreslås afløst af en redegørelse,
når der har været nyvalg til Folketinget. Endelig foreslås det, at ministeren
skal kunne støtte forsøg og udviklingsprojekter til fremme af lovens formål.
Landsplanbestemmelserne har således fortsat karakter af formelle regler og
rammer, der inden for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med
skiftende tiders behov og politiske vurdering.
Efter lovens formålsbestemmelse skal planlægningen være et redskab i
arbejdet for at sikre en bæredygtig udvikling. Den helhedsvurdering, der
karakteriserer den sammenfattende fysiske planlægning fremfor planlægningen
inden for enkeltområder, får dermed øget betydning.
Som det nærmere er omtalt i landsplanredegørelsen 1988 vil gennemførelsen
af større, statslige projekter fortsat kræve, at der fastsættes
arealreservationer og andre reguleringer i den regionale og kommunale
planlægning. Staten må gennem landsplanlægningen kunne sikre, at denne
planlægning gennemføres til tiden og med det nødvendige indhold.
Decentraliseringen af planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle
statslige indgrebsmuligheder, som kan anvendes, når overordnede interesser
skal sikres. Erfaringerne har vist, at der er behov for, at staten kan gribe
ind i sager om lokalisering af samfundsnødvendige projekter, som de lokale
myndigheder ikke vil eller kan løse.
Forslaget indeholder derfor hjemmel for miljøministeren til at pålægge de
kommunale myndigheder at tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds
og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Dette indebærer, at
landsplandirektiver m.v. kan blive direkte bindende for planlægningen på alle
niveauer. De nævnte påbuds- og indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de
undtagelsestilfælde, hvor overordnede interesser gør det nødvendigt at bryde
lovens almindelige opgavefordeling.
Lovforslaget indebærer i øvrigt ikke ændringer i ministerens nuværende
adgang til at fastsætte regler om lovens administration og planlægningens
indhold, herunder landsplandirektiver.
Det skal generelt bemærkes, at lovforslagets karakter af sammenfattende
planlægningslov indebærer, at andre ministeriers opgaver ofte berøres, og at
miljøministeren derfor - som hidtil - skal administrere loven i samarbejde
med berørte ministre.
Landsplanredegørelsen 1989 fremhæver nogle hovedlinier i de kommende
års landsplanarbejde.
For det første beskriver redegørelsen den regionale udvikling i relation
til den hidtidige målsætning om ligelighed. Redegørelsen argumenterer for en
fremtidig målsætning om mangfoldighed gennem styrkelse af de enkelte områders
og egnes udviklingsmuligheder og nuancerer således de landsplanpolitiske
synspunkter omkring det »skæve« Danmark.
For det andet fremhæver redegørelsen, at der fremtidigt også må lægges en
international synsvinkel til grund for landsplanarbejdet.
For det tredje fremhæves de planlæggende myndigheders forpligtelse til at
sikre kvalitet i de fysiske omgivelser. Denne fysisk-rumlige kvalitet skal på
een gang tilgodese ønsket om attraktive og velfungerende byer, bebyggelser og
landområder, der ikke er belastet af forurening, og hensynet til nødvendig
omdannelse eller tilpasning til fremtidens behov.
Ud fra disse tre hovedsynspunkter foreslås det i redegørelsen, at der
udarbejdes et såkaldt landsplanperspektiv, der kan fremlægges til politisk
drøftelse om to år. Hensigten er i tekst og kort at give et samlet billede af
- eller vision om - de næste tyve års nødvendige forandringer af byer,
landområder og infrastruktur.
Regionplanlægningen
Lovforslaget opretholder den lovbestemte pligt til at udarbejde
regionplaner, men kravene til regionplanernes indhold begrænses.
Et af hovedprincipperne i lovforslaget er at fastsætte en klarere
arbejdsdeling mellem amterne og kommunerne. Med udgangspunkt i betænkning nr.
1168 af maj 1989 om de kommunale opgavers fordeling og finansiering
(Lotz-III-udvalget) foreslås det, at amtskommunerne varetager både
planlægning og enkeltsagsadministration i det åbne land, mens de tilsvarende
opgaver i byerne, herunder landsbyer og sommerhusområder varetages af
kommunerne.
Regionplanerne skal for fremtiden kun indeholde retningslinier for
interesseafvejningen i det åbne land, for selve afgrænsningen af byzoner og
sommerhusområder, for visse »kommunegrænseoverskridende« forhold
f.eks. trafikanlæg o.lign. samt for realiseringen af landsplandirektiver. For
disse emner vil regionplanen fortsat være rammestyrende i forhold til den
kommunale planlægning.
Dette betyder, at forholdene i byområder og sommerhusområder som alt
overvejende hovedregel alene planlægges i kommune- og lokalplanerne. Der vil
ikke længere kunne fastsættes regionplanretningslinier for fordelingen af
byvækst gennem boligkvoter o.lign., for prioriterede varmeforsyningsmetoder
og -oplande eller for byfornyelsen. De eksisterende retningslinier i
regionplanerne om sådanne formål vil heller ikke være bindende for kommunerne
efter lovens ikrafttrædelse. Der gælder dog særlige regler for
hovedstadsområdet, fordi der her er tale om eet sammenhængende byområde.
Det er ligeledes i overensstemmelse med hensigten om en klarere
arbejdsdeling, at det foreslås at ophæve amtskommunernes hidtidige tilsyn
med, at lokalplaner er i overensstemmelse med kommuneplanen.
Endelig foreslås den nuværende godkendelsesordning for regionplaner
ophævet og erstattet af en veto-ordning for miljøministeren. Dette skal ses
som en videre udvikling af de senere års praksis, hvorefter miljøministeren
ved offentlighedsperiodens udløb afgiver en udtalelse fra de statslige
myndigheder. Forslaget er tillige udtryk for en yderligere decentralisering
af planlægningen.
Kommune- og lokalplanlægningen
Lovforslaget opretholder reglerne om kommune- og lokalplaners form og
indhold og den lovbestemte pligt til at udarbejde disse planer. Der er
imidlertid sket en modernisering og forenkling af reglernes udformning.
I lighed med forslaget om at ophæve den statslige godkendelse af
regionplaner foreslås den hidtidige forhåndsgodkendelse af kommuneplaner med
bebyggelsesprocenter over 110 ophævet. Der er, som omtalt tidligere, nu
udarbejdet kommuneplaner for alle landets kommuner, og det anses derfor ikke
længere for nødvendigt at fastholde en »forhåndskontrol« af de
kommunale planer.
I de kommunale planer er den eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale
byområder blevet reduceret væsentligt for at skabe mere lys og luft og bedre
opholdsarealer. Den reducerede bebyggelsestæthed forudsættes generelt
fastholdt i fremtiden. I tilfælde af, at der i en kommuneplan sker en markant
hævelse af bebyggelsesprocenterne, kan miljøministeren i det konkrete
tilfælde indkalde kommuneplanen og om fornødent pålægge kommunalbestyrelsen
at reducere bebyggelsesprocenterne. Miljøministeren vil eventuelt tillige
kunne fastsætte mere nuancerede regler om bebyggelsestætheder ved et
landsplandirektiv.
Som noget nyt foreslås det, at en lokalplan kan indeholde bestemmelser om
lokalisering af byggeri og anlæg m.m. med den virkning, at tilladelse efter
visse andre lovbestemmelser herefter ikke er nødvendig. En såkaldt
bonusvirkning. Ordningen vil omfatte reglerne om landzonetilladelse, reglerne
om beskyttelsesområder og bygge- og beskyttelseslinier i
naturbeskyttelsesloven samt vandløbslovens regler om anlæg i eller ved
vandløb. Lignende ordninger findes i dag i forhold til visse regler i
byggeloven og miljøbeskyttelsesloven.
Det foreslås endelig, at kommunernes mulighed for at nedlægge forbud mod
byggearbejder m.m., der er i strid med rammebestemmelserne i en kommuneplan,
udvides. Dette vil bevirke en forenkling og besparelse i kommunernes
lokalplanarbejde.
Landzonebestemmelserne
Landzonebestemmelserne afløser by- og landzoneloven. Bestemmelserne skal
fortsat sikre hovedformålet, som er at forhindre ukontrolleret bebyggelse i
det åbne land, således at egentlig byudvikling sker der, hvor planlægningen
åbner mulighed derfor.
Inddelingen af landet i byzoner, sommerhusområder og landzoner er efter
regeringens opfattelse fortsat det mest hensigtsmæssige planlægnings- og
administrationsgrundlag. Lovforslaget opretholder derfor by- og
landzonelovens zoneinddeling.
Det har ligeledes vist sig, at lovens reguleringsbestemmelser for
landzonerne er et både fleksibelt og effektivt redskab til varetagelsen af
lovens formål. Det generelle krav om tilladelse i landzoner til udstykning,
byggeri og ændret anvendelse, der ikke har relation til landbrugsdrift m.v.,
opretholdes derfor ved lovforslaget.
Som det fremgår ovenfor af afsnittet om planlovgivningen er
zonelovsbestemmelserne blevet ændret flere gange. Det er imidlertid
bemærkelsesværdigt, at ændringerne stort set alene har vedrørt kompetence- og
klagebestemmelserne, mens lovens materielle hovedindhold er forblevet uændret
gennem de 20 år, loven har været gældende.
Der har gennem årene været en fast og sikker praksis i administrationen af
landzonebestemmelserne. Dette skal forstås således, at administrationspraksis
til stadighed har tjent til at sikre lovens hovedformål, men på baggrund af
en vurdering af de til enhver tid gældende forudsætninger af planmæssig,
samfundsøkonomisk eller anden art. Som eksempel på en relevant ændring i
forudsætningerne for landzoneadministrationen kan nævnes den ændrede
opfattelse af behovet for at fastholde al landbrugsjord i intensiv drift.
At loven er accepteret og virker efter sin hensigt belyses bl.a. af to
undersøgelser, som Planstyrelsen har ladet foretage for nylig. Det fremgår
således af Planstyrelsens Rapport nr. 3 fra 1989 »Erhvervsvirksomheder i
landzone«, at der blandt de virksomhedsejere, der har etableret sig i
landzone i eksisterende bygninger, er udbredt tilfredshed med etableringen,
herunder sagsbehandlingen. Det fremgår endvidere, at virksomhederne typisk er
i vækst og må anses som levedygtige. Der meldes som hovedregel ikke om
væsentlige gener fra eller for virksomhederne.
En undersøgelse af zonelovsadministrationen i hele landet, som
Planstyrelsen har foretaget i foråret og sommeren 1989 og offentliggjort
december 1989 »Zonelovsforhold 1987 og 1988«, viser, at by- og
landzoneloven ikke kan betragtes som en væsentlig hindring for
erhvervsudvikling i landzone og for boligbyggeri i landsbyer. Undersøgelsen
viser samtidig, at det alene er en beskeden del - knap 1.000 boliger eller
ca. 3,5 pct. - af det årlige boligbyggeri, der hvert år meddeles
zonelovstilladelse til. Samme undersøgelse viser, at kun ca. 7,5 pct. af alle
zonelovsafgørelser påklages.
Hovedreglen om at amtsrådet er landzonemyndighed fastholdes. Kommunen er
som hidtil landzonemyndighed i lokalplanlagte områder og i landsbyer, der er
eentydigt afgrænset i kommuneplanen. Denne arbejdsdeling er i
overensstemmmelse med principperne omtalt under regionplanlægningen.
De hensyn, der hidtil er varetaget gennem administrationen af
skovbyggelinien og å- og søbeskyttelseslinien efter naturfredningsloven, skal
for fremtiden varetages gennem landzoneadministrationen. Der henvises nærmere
til bemærkningerne i det samtidigt fremsatte forslag til
naturbeskyttelseslov.
Sommerhusområder
Planlægningsloven opretholder de hidtidige regler om forbud mod opførelse
af mere end een bolig på en sommerhusejendom og forbud mod helårsbeboelse i
sommerhusområder, med mulighed for dispensation i særlige tilfælde.
Som noget nyt foreslås dog en egentlig ret for visse pensionister til
helårsbeboelse i deres sommerhuse, forudsat at pensionisten har ejet
sommerhuset i 10 år, og at dette bygningsmæssigt er i forsvarlig stand, dvs.
at boligen ikke er kondemnabel.
Baggrunden for forslaget er, at regeringen ønsker, at der i større
udstrækning end hidtil skal gives pensionister mulighed for at bo i deres
sommerhus hele året.
I Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989 om dispensation fra
forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder henstilles det, at
kommunalbestyrelserne meddeler tilladelser til folkepensionister, der har
ejet et sommerhus i 5 år.
Denne mulighed for at opnå en personlig tilladelse ønskes opretholdt, men
regeringen ønsker derudover sikret, at pensionister med en årelang
tilknytning til et sommerhus får en egentlig ret til at bruge huset til
helårsbeboelse.
I øvrigt forudsættes det, at kommunerne fortsat vil være tilbageholdende
med at dispensere til helårsbeboelse.
Pensionistbegrebet foreslås i denne sammenhæng afgrænset således, at det
omfatter personer, der er fyldt 67 år, efterlønsmodtagere og
førtidspensionister i henhold til lov om social pension.
Baggrunden for 10-årskravet er, at forslaget kun har til formål at
tilgodese pensionister, der igennem en årrække har haft en tilknytning til et
sommerhus, og som ønsker at nyde deres otium her.
Endvidere sikrer 10-årsreglen, at der ikke som følge af forslaget går
spekulation i erhvervelsen af sommerhus. Uden denne regel vil der være risiko
for, at forskellen på prisen mellem et sommerhus og en helårsbolig udlignes.
Forudgående offentlighed
Reglerne om borgerdeltagelse foreslås udbygget, således at borgerne
inddrages tidligere i udarbejdelsen af forslag til region- og kommuneplaner.
Før udarbejdelse af sådanne planforslag skal amtskommunen eller kommunen
indkalde ideer og forslag til det forestående planlægningsarbejde. Kommunerne
kan også inddrage borgerne i det forberedende lokalplanarbejde, men dette er
ikke en pligt, medmindre lokalplanen tillige indebærer ændring af kommune- og
eventuelt regionplan.
Borgerne får herved mulighed for at give deres synspunkter til kende, før
der er udarbejdet et planforslag, dvs. før myndigheden har lagt sig fast på
en bestemt planløsning. Forslaget medfører i øvrigt ikke indskrænkninger i
mulighederne for at udtale sig, når et planforslag senere er udarbejdet.
Planprocedurer
Som omtalt i afsnittet om planlovsreformen er der nu for hele landet
udarbejdet et plangrundlag både på regionalt og kommunalt niveau.
Den fremtidige region- og kommuneplanlægning vil således navnlig bestå i
revisioner og tillæg om særlige emner.
På denne baggrund foreslås en forenkling af procedurereglerne. Dette
forslag har også baggrund i en række frikommuneforsøg. Reglerne om
tilvejebringelse af regionplaner og kommuneplaner harmoniseres fuldt ud. For
lokalplaner opretholdes visse specialregler, under hensyn til disse planers
bindende karakter for den enkelte borger.
Der foreslås en harmonisering af fristerne for offentliggørelsen af
planforslag. Fristen fastsættes til 8 uger og svarer således til det, der i
dag er gældende for lokalplaner.
Klage og endelighed
Lovforslaget opretholder med to undtagelser den hidtidige adgang til at
påklage amtskommuners og kommuners afgørelser efter loven.
For det første foreslås det, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om
dispensation til helårsbeboelse i en sommerbolig bliver endelig.
Det findes rigtigt, at den kommune, der skal afholde de eventuelle øgede
udgifter, der følger med helårsbosætning, også skal have den endelige
afgørelse med hensyn til, om en sådan helårsbosætning skal finde sted.
For det andet foreslås det at ophæve den hidtidige klageadgang for naboer
og omboende i sager om landzonetilladelser. Baggrunden herfor er, at
landzonebestemmelserne ikke har til formål at beskytte
»nabointeresser«, men tjener bredere samfundsmæssige hensyn.
Klageadgang for naboer var da heller ikke hjemlet i den oprindelige by- og
landzonelov, men blev først indført i 1978, da klagereglen blev ændret i
forbindelse med de statslige fredningsplanudvalgs nedlæggelse.
Siden 1980 er klagesager efter by- og landzoneloven blevet afgjort af
Miljøankenævnet, der er nedsat i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Det
foreslås nu, at zoneklagerne afgøres af miljøministeren eller den styrelse,
ministeren bemyndiger hertil. Dette svarer til ordningen før 1980. Dog skal
landzoneklager, der indeholder spørgsmål af meget væsentlig interesse for
varetagelsen af lovens formål, kunne påklages til det naturklagenævn, som
samtidig foreslås oprettet ved særlig lov.
Tilbudspligtloven ophæves
Lov om tilbudspligt, lov nr. 328 af 18. juni 1969, giver kommunerne en
særlig mulighed for at erhverve den jord, der skal indgå i den bymæssige
udvikling. Loven er en del af planlovsreformen, der bl.a. tilsigtede at
fremme rationelle byggemodningsinvesteringer.
Loven bestemmer derfor, at visse ejendomme (på 6.000 m2 eller derover)
skal tilbydes kommunen på almindelige salgsvilkår, før ejendommen overdrages
til anden side.
Undtaget fra tilbudspligt er dog overdragelser til nære pårørende eller
staten samt overdragelser, hvor ejendommen skal sammenlægges med en
landbrugsejendom.
Proceduren efter loven er i øvrigt temmelig omstændelig.
Tilbudspligtloven må ses i sammenhæng med de begrænsede muligheder, der
ved lovens vedtagelse bestod for ekspropriation i planlægningsøjemed. Efter
gennemførelsen af ekspropriationsloven af 1980, forekommer det mindre
påkrævet at opretholde tilbudspligtloven.
Det må antages, at ekspropriationsmulighederne sammenholdt med
kommunalbestyrelsens adgang til at erhverve jord i fri handel, tilgodeser
behovet for at gennemføre den jordpolitik, der ønskes i den enkelte kommune.
Tilbudspligtloven foreslås derfor ophævet.
Parcelsalgsloven ophæves
Parcelsalgsloven, lov nr. 305 af 30. juni 1922 om visse bestemmelser om
parcelsalg, tilsigter en særlig beskyttelse af købere af ubebyggede grunde
ved at pålægge sælger og kommunalbestyrelse nogle oplysningspligter med
hensyn til plan~ og forsyningsforhold.
Ifølge loven skal enhver, der offentligt tilbyder ubebyggede arealer over
0,2 ha til salg i parceller, forinden forelægge en udparcelleringsplan for
vedkommende kommunalbestyrelse.
Kommunalbestyrelsen skal herefter afgive en erklæring med hensyn til vej-,
kloak-, afløbs- og vandforhold, samt forsyningen med vand, gas og
elektricitet. Sælger er forpligtet til at orientere køber om
kommunalbestyrelsens erklæring.
Loven kommer kun til anvendelse i kommuner, hvor kommunalbestyrelsen
træffer beslutning herom og gælder kun for salg af jord i privat eje, og kun
hvor de enkelte parceller er på højst 5.000 m2.
Den tilsigtede beskyttelse af køber eksisterer i dag i kraft af andre
regler. I dag kan ingen del af en fast ejendom eller et umatrikuleret areal
afhændes uden udstykning. Alle de hensyn til køberen, som parcelsalgsloven
varetager, tilgodeses nu gennem udstykningssagen og gennem administrationen
af udstykningsloven i øvrigt. I øvrigt er alle oplysninger om plan- og
forsyningsforhold offentligt tilgængelige for enhver gennem bl.a.
tingbogssystemet og offentlighedslovens regler.
Det må herefter skønnes ubetænkeligt at ophæve parcelsalgsloven.
Økonomiske og administrative konsekvenser
De elementer i lovforslaget, som navnlig vil få økonomiske og
administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner, er følgende:
- klagereglerne,
- ændringen af den hidtidige godkendelse af regionplaner til en
vetoordning,
- ophævelsen af loven om tilbudspligt,
- reglerne om bonuslokalplaner,
- den udvidede mulighed for forbud på grundlag af rammebestemmelser i en
kommuneplan uden krav om en efterfølgende lokalplan,
- bortfaldet af amtskommunernes tilsyn med lokalplaners overensstemmelse
med kommuneplaner,
- betalingen for tinglysningsafgifter i forbindelse med tilladelser og
dispensationer efter landzone- og sommerhusbestemmelserne pålægges
grundejeren,
- bortfaldet af annonceringspligten ved landzonetilladelser.
Det er en afgørende forudsætning for de neden for anførte tidspunkter for
besparelserne, at loven træder i kraft den 1. januar 1991.
I det følgende redegøres nærmere for de økonomiske/administrative
konsekvenser af lovforslaget.
Statslige besparelser/merudgifter
Klagereglerne
Forslaget om forenkling af klagesystemet således, at der kun kan klages
til een instans (miljøministeren eller det nye naturklagenævn i enkelte
sager) bevirker, at Miljøankenævnets hidtidige opgaver i forbindelse med
landzone- og sommerhussager bortfalder.
Dette vil medføre en besparelse på 3 årsværk. Den fulde besparelse vil dog
først slå igennem i 1992, idet Miljøankenævnet i en overgangsperiode skal
færdigbehandle verserende sager.
Lovforslagets § 58, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelsernes afgørelser om
helårsbeboelse i sommerhusområder ikke kan påklages til anden administrativ
myndighed, bevirker, at knap 200 klagesager, der tidligere blev behandlet i
Planstyrelsen, nu bliver endeligt afgjort i kommunerne. Dette vil
skønsmæssigt medføre en besparelse i Planstyrelsen på 3 årsværk.
Ifølge lovforslagets § 59, stk. 2 ophæves den hidtidige ret for naboer og
andre omboende til at klage over landzonetilladelser. Dette vil efter
Planstyrelsens skøn bevirke bortfald af ca. 150 sager i styrelsen.
Besparelsen skønnes at svare til 4 årsværk.
Ændring af godkendelse af regionplaner til vetoordning
Som led i decentraliseringen foreslås det, at den hidtidige
godkendelsesordning for regionplaner skal bortfalde. I stedet kan
miljøministeren til varetagelse af statslige interesser fremsætte indsigelse
overfor et forslag til regionplan eller et forslag til kommuneplan for
Københavns eller Frederiksberg Kommune.
Der vil imidlertid fortsat skulle foretages en samordning af de statslige
interesser i regionplanlægningen. De enkelte ministerier må gennemgå dels
beretningerne i forbindelse med de 4-årlige revisioner, dels selve forslagene
til regionplaner og tillæg og fremsende deres bemærkninger til
Miljøministeriet. Der skal om fornødent udarbejdes en samlet statslig
forhåndsudmelding henholdsvis en samlet skrivelse om, på hvilke punkter
miljøministeren - på statens vegne - har indsigelser (veto) mod
planforslaget. Planstyrelsen, der hidtil har forberedt miljøministerens
godkendelse af regionplaner, forventes at skulle varetage det forberedende
arbejde i disse sager.
I forhold til den hidtidige regionplanbehandling skønnes forslaget at
ville medføre personalebesparelser i Planstyrelsen på 3 årsværk. Dertil
kommer mindre besparelser spredt over den øvrige centraladministration.
Som yderligere led i decentraliseringen foreslås reglen om godkendelse af
kommuneplaner med en bebyggelsesprocent på mere end 110 ophævet. Besparelsen
vedrørende dette forslag er stort set slået igennem og indgået i den
reduktion af Planstyrelsens bemanding på planområdet, der allerede er sket i
takt med kommuneplanernes gennemførelse.
Ophævelse af loven om tilbudspligt
Efter lov om tilbudspligt har Planstyrelsen behandlet ansøgninger fra
kommunerne om pålæg af tilbudpligt på visse ejendomme, som agtes inddraget
til byformål. Forslaget om ophævelse af tilbudspligtloven skønnes at give en
forenkling af administrationen svarende til en besparelse i Planstyrelsen på
knap 1 årsværk.
Statslige besparelser/merudgifter i årsværk
--------------------------------------------------------------------~
1991 1992 ff.
--------------------------------------------------------------------~
Bortfald af klager i helårsbeboelsessager - 1,5 - 3,0
--------------------------------------------------------------------~
Bortfald af naboklager i zonesager - 2,0 - 4,0
--------------------------------------------------------------------~
Ophævelse af lov om tilbudspligt - 1,0 - 1,0
--------------------------------------------------------------------~
Bortfald af regionplangodkendelser - 1,5 - 3,0
--------------------------------------------------------------------~
Samlede besparelser i Planstyrelsen - 6,0 - 11,0
--------------------------------------------------------------------~
Besparelser i Miljøankenævnet - 1,5 - 3,0
--------------------------------------------------------------------~
Besparelser i alt - 7,5 - 14,0
--------------------------------------------------------------------~
Amtskommunale/kommunale merudgifter/besparelser
Klagesagerne
I forbindelse med forslaget om endelighed for visse førsteinstans
afgørelser vil de kommunale myndigheders forbehandling af klagesager
bortfalde. Besparelserne herved anslås at blive af samme omfang som den
statslige besparelse, det vil sige ca. 8 årsværk, heraf 4 hos amtskommunerne
og 4 hos primærkommunerne.
Reglerne om bonuslokalplaner
I lovforslagets § 15, stk. 4, er det foreslået, at en lokalplan kan
indeholde bestemmelser om lokalisering af byggeri og anlæg m.v. med den
virkning, at tilladelse efter visse andre bestemmelser ikke er nødvendig.
Denne såkaldte bonusordning skønnes at ville medføre en
personalebesparelse hos primærkommunerne på 3 årsværk og hos amtskommunerne
på 3 årsværk.
Bortfald af tilsyn med lokalplaners overensstemmelse med kommuneplanen
Amtsrådet har som hidtil pligt til at nedlægge veto mod forslag til en
lokalplan, der ikke er i overensstemmelse med lands- og regionplanlægningen.
Det fastsættes i lovforslaget udtrykkeligt, at denne pligt ikke omfatter
forhold af underordnet betydning. Herved sparer amtskommunerne udarbejdelse
af rent formelle plantillæg.
Derudover foreslås det at ophæve amtsrådets hidtidige pligt til at påse en
lokalplans overensstemmelse med kommuneplanen. Dette indebærer en vis
forenkling både for amtskommuner og kommuner. Det skønnes, at forslaget
medfører besparelser i amterne svarende til 3 årsværk og i kommunerne
svarende til 7 årsværk.
Udvidet mulighed for forbud uden krav om efterfølgende lokalplan
Som noget nyt foreslås det i § 12, stk. 3, at kommunalbestyrelsen ved et
konkret forbud kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret
anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller
anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Herved
sparer kommunerne udarbejdelse af en del lokalplaner. Det skønnes, at
kommunerne vil kunne undlade at udarbejde ca. 10 pct. af samtlige lokalplaner
svarende til ca. 5,0 mio. kr. pr. år. Kommunernes udgifter er herved sat til
40.000,- kr. pr. lokalplanforslag.
Det offentlige skal ikke længere betale tinglysningsafgiften
Det foreslås, at tinglysningsafgift i forbindelse med tilladelser og
dispensationer efter landzone- og sommerhusbestemmelserne ikke længere skal
påhvile det offentlige, idet myndighederne kan kræve refusion herfor af
ejerne af ejendommen.
Besparelsen herved for amterne skønnes at udgøre ca. 2,0 mio.kr. pr. år og
for kommunerne ca. 0,6 mio. kr. pr. år.
Annonceringspligten bortfalder
Endelig foreslås det, at amters og kommuners hidtidige pligt til
annoncering af zonelovstilladelser ophæves.
Dette skønnes at medføre en besparelse til annonceudgifter på 1,2 mio kr.
hos amterne og 0,4 mio. kr. pr. år hos kommunerne.
De samlede besparelser i amter og kommuner skønnes at foreligge fra lovens
ikrafttrædelse.
Kommunale besparelser/merudgifter
Besparelser i årsværk 14,0
Besparelser i mio.kr. 5,8
-----------------------------------------------------
Samlede besparelser omregnet til mio.kr. 10,0
------------
Amtskommunale besparelser/merudgifter
Besparelser i årsværk 10,0
Besparelser i mio.kr. 3,2
-----------------------------------------------------
Samlede besparelser omregnet til mio.kr. 7,0
-----------------------------------------------------
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Kapitel 1
Formålsbestemmelsen
Til § 1
Bestemmelsens indledning er udformet efter samme princip i alle de
fremsatte lovforslag. Hensynet til en bæredygtig udvikling og levevilkårene
for mennesker, dyr og planter er grundlæggende for arealplanlægningen og
natur- og miljøbeskyttelsen.
Stk. 2 omhandler de særlige hensyn, som skal varetages ved
planlovgivningen, og svarer indholdsmæssigt til den gældende lovgivning, dog
er ordene om »fremme af en ligelig udvikling« udgået. Der henvises
nærmere til de almindelige bemærkninger.
Kapitel 2
Landsplanlægning
Kapitlet omhandler miljøministerens landsplanbeføjelser. Der henvises
generelt til afsnittet om landsplanlægningen i de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Stk. 1 fastslår miljøministerens ansvar for den sammenfattende fysiske
landsplanlægning og svarer til lands- og regionplanlovens § 2. I stk. 2
foreslås kravet om en årlig landsplanredegørelse i lands- og
regionsplanlovens § 5 erstattet af en redegørelse, når der har været afholdt
nyvalg til Folketinget. Forslaget betoner redegørelsens politiske karakter.
Til § 3
Stk. 1 giver miljøministeren beføjelse til at fastsætte bindende regler
for anvendelsen af loven og for indholdet af planlægningen på de forskellige
niveauer, herunder landsplandirektiver. Bestemmelsen svarer til lands- og
regionplanlovens § 4, stk. 1 og § 9, stk. 3 samt de tilsvarende beføjelser
for ministeren i kommuneplanloven og by- og landzoneloven.
Udkast til retningslinier efter denne bestemmelse vil, som hidtil, blive
forhandlet med berørte myndigheder og organisationer, og Folketingets Miljø-
og Planlægningsudvalg vil blive forhåndsorienteret inden udsendelse af mere
væsentlige forskrifter.
Stk. 2 omhandler miljøministerens ret til at tillægge et konkret
landsplandirektiv videregående retsvirkninger og svarer til lands- og
regionplanlovens § 4, stk. 2 og 3.
Stk. 3 er udtryk for en styrkelse af landsplanbeføjelserne.
Miljøministeren får herved mulighed for at pålægge de kommunale myndigheder
at udarbejde en plan med et nærmere bestemt indhold, når dette er nødvendigt
til sikring af overordnede interesser, herunder gennemførelse af
samfundsnødvendige projekter. Bestemmelsen omfatter både region-, kommune- og
lokalplaner. Det følger af bestemmelsens formål, at ministeren kan fastsætte
tidsfrister for planarbejdet. En lignende, men knap så vidtgående bestemmelse
findes i dag i kommuneplanlovens § 29, hvorefter miljøministeren - på
grundlag af et landsplandirektiv - kan pålægge en kommune at tilvejebringe en
lokalplan med et nærmere angivet indhold. Efter lands- og regionplanlovens §
17, stk. 1 kan miljøministeren påbyde et amtsråd at udarbejde et tillæg til
regionplanen.
Bestemmelsen giver tillige mulighed for at påbyde anvendelsen af lovens
konkrete indgrebsmuligheder, herunder påbud og forbud til sikring af lovens
overholdelse eller som indledning til en efterfølgende lokalplanlægning.
Stk. 4 er udtryk for en styrkelse af landsplanbeføjelserne. Udtrykket
»berører andre myndigheders lovbestemte opgaver« omfatter alle
opgaver inden for en myndigheds kompetence. Bestemmelsen giver
miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers
beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed for at træffe
afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har
kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter landzonebestemmelserne.
Bestemmelsen giver tillige miljøministeren kompetence til at udarbejde
konkrete planer. Kommuneplanlovens § 29 indeholder en lignende regel, men dog
kun for så vidt angår lokalplaner og kun på baggrund af et landsplandirektiv.
Bestemmelsen indeholder endvidere miljøministerens
»call-in-beføjelse« overfor planer med den virkning, at et
offentliggjort planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovforslagets §
27. Planen vil herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljøministeren
godkender den, eller efter forhandlinger med amt/kommune beslutter at endelig
vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse kan finde sted. Miljøministeren
kan foretage de ændringer, der er nødvendige for, at planen får den ønskede
udformning. Miljøministeren kan i denne forbindelse beslutte kun at kalde en
del af af et planforslag ind, således at amtsrådet henholdsvis
kommunalbestyrelsen stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af
planen.
Til § 4
Stk. 1 er en videreudvikling af reglen i kommuneplanlovens § 51, stk. 2
om støtte til landsby- og andre lokalsamfundsprojekter.
Denne bestemmelse har været anvendt til støtte til forsøg og projekter,
der sigter mod at styrke levevilkårene i landsbyer og andre lokalsamfund. Det
drejer sig om forsøg vedrørende serviceforsyningen eller erhvervsudviklingen
og forsøg, der øger en lokal befolknings indflydelse på planlægningen, eller
som direkte handler om selvforvaltning i et lokalområde.
Som eksempler på forsøg, der har fået støtte, kan nævnes:
- oprettelse af et servicekontor med postfunktion i Sønderho på Fanø, der
på een gang er sekretariat for landsbyens foreninger, skrivestue for mindre
lokale virksomheder og har postforretning som tillægsfunktion,
- i Lemvig Kommune har de lokale sogneforeninger forestået en registrering
af nedlagte landbrugsbygninger med henblik på at afdække mulighederne for at
få nye virksomheder til egnen,
- »Andelslandsbyen« Glattrup ved Skive, hvor beboerne i
samarbejde med kommunen er igang med at undersøge, hvilke former for
selvforvaltning, der kan give beboerne indflydelse på beslutningerne inden
for flest mulige sektorer.
Den nye bestemmelse fastholder disse muligheder, men udvider
anvendelsesområdet for forsøgsbestemmelsen til også at vedrøre amtskommunale
forsøg eller forsøg f.eks. i byområder/bydele eller områder med et svagt
samfundsøkonomisk grundlag eller andre særlige forhold alt efter forsøgenes
karakter.
Der kunne f.eks. være tale om
- projekter, der kræver en særlig planlægning for at indpasse moderne
byggeri i de historiske bystrukturer,
- forsøg med at uddelegere kompetence til beboerforeninger og lignende i
forbindelse med byomdannelsesprocesser,
- forsøg, der sigter mod at øge byforbedringstakten, ved f.eks. at afprøve
nye metoder og procedurer, der stimulerer den private byfornyelsesindsats
eller udnytter beboernes initiativer eller ressourcer,
- planlægningsprojekter, der sigter mod at nedbringe trafikmængden i de
tætbefolkede byområder.
I sammenhæng med sådanne forsøg vil ministeren tillige kunne fritage for
overholdelse af lovens almindelige procedure- og kompetenceregler.
Bestemmelsen åbner således for forsøg som dem, der kendes fra
frikommuneordningen, herunder afprøvningen af nye reguleringsformer og
planlægningsmetoder.
Stk. 2 fastsætter i overensstemmelse med princippet i § 5, stk. 2, i
frikommuneloven, at der skal ske meddelelse i Lovtidende, hvis ministeren i
forbindelse med forsøg tillader fravigelse af lovens regler. Hvis der alene
ydes økonomisk støtte, skal bekendtgørelse ikke ske.
Til § 5
Stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens § 3, stk. 2. Af hensyn til
anvendelsen af elektroniske medier, edb m.v., er det fundet hensigtsmæssigt,
at det kan foreskrives, at oplysningerne foreligger i en bestemt form. Udkast
til forskrifter af denne karakter vil altid blive forhandlet med de kommunale
organisationer.
Stk. 2 svarer til lands- og regionplanlovens § 3, stk. 1 med redaktionelle
ændringer.
Stk. 3 svarer til § 3, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved
§ 1, nr. 1 i lov nr. 216 af 5. april 1989 om vurdering af virkninger på
miljøet (VVM).
Kapitel 3
Regionplanlægningen
Kapitlet omhandler regionplaners form og indhold. Der henvises generelt
til afsnittet i de almindelige bemærkninger.
Til § 6
Stk. 1 omhandler pligten til at udarbejde regionplaner og svarer til
lands- og regionplanlovens § 6, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989
om ændringer i anden lovgivning som følge af Hovedstadsrådets nedlæggelse.
Stk. 2 er udtryk for rammestyringsprincippet og svarer til lands- og
regionplanlovens § 9, stk. 1.
Stk. 3 omhandler de emner, der skal behandles i alle regionplaner, og
svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1 og § 9, stk. 1, 2. led med
de ændringer, der følger af den ændrede arbejdsdeling mellem amtskommuner og
kommuner.
Nr. 1 svarer delvis til nr. 1 og 11 i lands- og regionplanlovens § 7, stk.
1. Bestemmelsen er omformuleret for at markere, at den amtskommunale
indflydelse på byvæksten ikke skal være større end nationale og regionale
interesser tilsiger. Inden for denne ramme skal der være størst muligt
råderum for kommunernes planlægning for byfunktioner.
Det skal fortsat gennem regionplanlægningen sikres, at der ikke udlægges
mere areal til byvækst, end hvad der med en rimelig margen kan forventes
anvendt i den 12-årige planperiode.
Regionplanlægningen skal endvidere fastlægge byvækstområderne ud fra en
afvejning af hensynene til infrastruktur og beskyttelsesinteresser i det åbne
land. Den konkrete arealudpegning og -afgrænsning skal imidlertid som
altovervejende hovedregel først finde sted i kommuneplanlægningen.
Der kan ikke i regionplanerne fastsættes retningslinier for anvendelsen
m.m. af de udlagte byvækstområder og sommerhusområder, medmindre dette
undtagelsesvis er nødvendigt til varetagelse af de i nr. 2-13 nævnte
interesser og formål.
Boligbyggeriet i kommunerne skal ikke styres gennem regionplanerne.
Boligkvoter for de enkelte kommuner kan således ikke længere være bindende
retningslinier i regionplanerne.
Nr. 2 svarer delvis til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 2
Nr. 3 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 5.
Nr. 4 svarer til § 7, stk. 1, nr. 6 i lands- og regionplanloven, som
ændret ved § 1, nr. 2 i loven om VVM. »Miljø« skal forstås i bred
betydning. Udtrykket dækker ikke alene forebyggelse mod forurening, men
f.eks. også landskabelige, økologiske og visuelle aspekter.
Nr. 5 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 3 med
redaktionelle ændringer.
Nr. 6 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 8 med
redaktionelle ændringer.
Nr. 7 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 7.
Nr. 8 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 10 , idet det
dog direkte nævnes, at bevaringsværdier i det åbne land skal være omfattet af
retningslinierne. Der tænkes herved på særlige kulturlandskaber, f.eks.
hedearealer eller herregårdslandskaber.
Nr. 9 svarer delvis til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 11,
idet udlæg af nye sommerhusområder er anført under nr. 1.
Nr. 10 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 9.
Nr. 11 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 13.
Nr. 12 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 12.
Nr. 13 er en ny bestemmelse, der især tager sigte på landsplandirektiver.
Stk. 4 svarer delvis til § 7, stk. 3 og § 9, stk. 1 i lands- og
regionplanloven, som ændret ved § 15, nr. 5 og 7 i følgeloven til lov om
nedlæggelse af Hovedstadsrådet. Bestemmelsen fastsætter, under hensyn til at
hovedstadsområdet er eet stort sammenhængende byområde, særregler for
regionplanlægningen i området.
Stk. 5 omhandler muligheden for at regionplanlægge for andre forhold end
nævnt i stk. 3 og 4 og svarer for så vidt til § 7, stk. 2, i lands- og
regionplanloven. Regionplanbestemmelser efter stk. 5 vil dog kun være
bindende for den kommunale planlægning, såfremt dette fastsættes i en
forskrift efter § 3, sammenhold herved nr. 13 i stk. 3.
Stk. 6 omhandler det tætte samspil mellem planlægningen af bebyggelse og
den kollektive trafik, der bør være i hovedstadsområdet. Bestemmelsen svarer
delvis til § 7, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved § 15, nr.
5 i følgeloven til lov om nedlæggelse af Hovedstadsrådet.
Stk. 7 og 8 svarer med redaktionelle ændringer til lands- og
regionplanlovens § 8, som ændret ved § 1, nr. 3 i loven om VVM.
Til § 7
Stk. 1 svarer indholdsmæssigt til lands- og regionplanlovens § 11, stk. 1
og 2 med de konsekvensændringer, der følger af følgeloven til lov om
Hovedstadsrådets nedlæggelse.
Stk. 2 svarer til lands- og regionplanlovens § 18 med konsekvensændringer
som følge af Hovedstadsrådets nedlæggelse.
Stk. 3 svarer til § 11, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved
§ 1, nr. 4 i loven om VVM.
Til § 8
Bestemmelsen svarer til § 18b i lands- og regionplanloven, som ændret ved
§ 1, nr. 5 i loven om VVM.
Til § 9
Bestemmelsen omhandler regionplanens retsvirkninger og svarer i princippet
til lands- og regionplanlovens § 15.
Til § 10
Bestemmelsen om frigørelses- og afståelsesafgiftsfondene svarer til
lands- og regionplanlovens § 19.
Kapitel 4
Kommuneplanlægning
Bestemmelserne om kommuneplaners form, indhold og retsvirkninger svarer
til kommuneplanlovens regler med visse tekstmæssige moderniseringer. Som
omtalt i de almindelige bemærkninger foreslås kravet om miljøministerens
forudgående godkendelse af kommuneplaner med en bebyggelsesprocent over 110
ophævet.
Til § 11
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens §§ 2, 3 og 5 med redaktionelle
ændringer. Kravet i stk. 2 om at en kommuneplan ikke må stride mod
regionplanlægningen skal dog, som følge af den ændrede arbejdsdeling mellem
amtskommuner og kommuner, nu kun gælde for de regionplanemner, som er fastsat
efter § 6, stk. 3 og 4. Der henvises til afsnittet om regionplanlægning i de
almindelige bemærkninger. Forhold af underordnet betydning for
regionplanlægningens formål kan endvidere undtages fra bestemmelsen i stk. 2,
jf. vetoreglerne i lovforslagets § 29, stk. 2.
Til § 12
Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 13, stk. 1.
Stk. 2, 1. pkt. svarer til kommuneplanlovens § 13, stk. 2 med
redaktionelle ændringer. 2. pkt. er en lovfæstelse af gældende administrativ
praksis.
Stk. 3. Efter kommuneplanlovens § 13, stk. 3 kan
kommunalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder ved et forbud
modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse
eller ubebyggede arealer, når byggeriet eller den ændrede anvendelse strider
mod kommuneplanens bestemmelser om områdets anvendelse til bolig- eller
erhvervsformål. Forbudet kan kun nedlægges før etableringen af byggeriet
eller den ændrede anvendelse, dvs. typisk i forbindelse med behandling af en
byggeansøgning. Forbudet er på den anden side umiddelbart bindende for
grundejeren/bygherren og kræver derfor ikke opfølgning ved efterfølgende
udarbejdelse af en lokalplan.
Det foreslås nu, at kommunalbestyrelsen tillige skal kunne nedlægge
sådanne forbud mod opførelse af bebyggelse m.v., der er i strid med andre
bestemmelser i kommuneplanens rammedel, f.eks. bestemmelser om byggeriets
udformning og placering. Denne udvidelse af den gældende bestemmelse i
kommuneplanloven vil indebære en lettelse for kommunerne, idet man undgår
nedlæggelse af forbud efter lovforslagets § 14 med efterfølgende udarbejdelse
af lokalplan.
Det er i 2. pkt. præciseret, at forbudsbestemmelsen ikke kan anvendes i
områder, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål. Denne
begrænsning er fastsat under hensyn til de særlige regler i lovforslagets §
48 om kommunalbestyrelsens pligt til at overtage arealer, der er udlagt til
offentligt formål. Det følger endvidere af bestemmelsens ordlyd, at den ikke
kan anvendes til forbud mod nedrivning af bebyggelse. Er der udarbejdet en
lokalplan eller byplanvedtægt for området, kan forbudsbestemmelsen heller
ikke anvendes.
I tilknytning til den udvidede forbudsbestemmelse er det i lovforslagets
§§ 24 og 30 foreslået, at kommunalbestyrelsen ved offentliggørelsen af
kommuneplaner og forslag hertil skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.
Kapitel 5
Lokalplanlægning
Lokalplanbestemmelserne opretholdes stort set som de kendes i dag,
bortset fra indførelsen af »bonus-ordningen«. Der er desuden sket
en vis modernisering af sproget.
Til § 13
Stk. 1-4 om kommunalbestyrelsens ret og pligt til at udarbejde
lokalplaner svarer til kommuneplanlovens § 16 og § 19, stk. 1 med visse
redaktionelle ændringer.
Det er dog nu udtrykkeligt i stk. 1 fastsat, at en lokalplan ikke må
stride mod landsplanbeslutninger eller mod regionplanlægningen for de emner,
som er fastsat efter § 6, stk. 3 og 4. Bestemmelsen svarer således til reglen
i lovforslagets § 11, stk. 2 om kommuneplaners forhold til den overordnede
planlægning.
Stk. 5. Bestemmelsen er ny. Den giver miljøministeren mulighed for
at præcisere indholdet af kommunernes lokalplanret og -pligt. Særligt er der
behov for, efter nærmere aftale med Trafikministeriet, at fastsætte
præciserende regler om lokalplanlægningen for amtskommunale og statslige
vejanlæg i lighed med de retningslinier, som er aftalt med Trafikministeriet
om samspillet mellem lokalplanreglerne og
vejlovgivningen/ekspropriationsprocesloven. Disse retningslinier fremgår i
dag af cirkulære af 26. juni 1986 om kommuneplanloven.
Til § 14
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 17.
Til § 15
Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 1. pkt. og § 21, stk.
1, idet det dog er fastsat, at planens retsvirkninger skal fremgå af selve
planen.
Stk. 2, 3, 5 og 6 svarer til kommuneplanlovens § 18, dog foreslås den
hidtidige begrænsning i adgangen til at lokalplanlægge for arealer, der er
udlagt til jordbrugsformål, præciseret. Loven bliver hermed i
overensstemmelse med praksis, der har akcepteret lokalplaner med bl.a.
bevaringssigte for bebyggelser i landsbyer og f.eks. tekniske anlæg i det
åbne land, uanset at områderne i kommuneplanen var udlagt til
jordbrugsformål. Ved landsbyer forstås samlede bebyggelser i landzone, der er
omfattet af en lokalplan, eller som er eentydigt afgrænset i en kommuneplan,
sammenhold herved bestemmelsen i lovforslagets § 35, stk. 3 om
landzonekompetencen.
Stk. 4. Bestemmelsen, der er ny, giver hjemmel for den såkaldte
bonusvirkning af lokalplaner, jf. omtalen under de almindelige bemærkninger.
Det er således en gyldighedsbetingelse, at lokalplanen udtrykkeligt angiver
hvilke tilladelser og dispensationer, der anses for meddelt efter de
omhandlede lovbestemmelser. Dette krav er endvidere nødvendigt af hensyn til
de amtskommunale og statslige myndigheders mulighed for at fremsætte
indsigelser (veto) ved lokalplanforslagets offentliggørelse. Der kan
yderligere henvises til bemærkningerne i de samtidigt fremsatte forslag til
naturbeskyttelseslov og vandløbslov.
Til § 16
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 2. pkt. og § 20.
Oplysningerne om hvilke tilladelser efter anden lovgivning, der er
nødvendige, foreslås dog flyttet fra lokalplanen til redegørelsen. Med øvrig
planlægning for området forstås regionplanlægning, relevant
sektorplanlægning, eventuelle landsplandirektiver og statslige
anlægsbeslutninger.
Til § 17
Stk. 1 og 4 svarer til kommuneplanlovens § 22, stk. 1 og 3 med mindre
redaktionelle ændringer.
I stk. 2 foreslås den hidtidige bestemmelse i kommuneplanlovens § 22, stk.
2 ændret. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ikke længere skal kunne give
tilladelse til påbegyndelse af et lokalplanpligtigt byggeri eller anlæg
herunder nedrivning, selvom byggeriet, nedrivningen eller anlægget ikke
kræver dispensation fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser.
Baggrunden herfor er, at det forekommer stødende, at et byggeri, anlæg eller
en nedrivning, som er anledning til et lokalplanforslag, kan iværksættes, før
kommunalbestyrelsen har truffet den endelige beslutning, og lokalplanen er
blevet offentliggjort.
Stk. 3 fastslår i overensstemmelse med gældende praksis, at byggeri m.m.
ikke kan igangsættes med kommunalbestyrelsens tilladelse, hvis der er nedlagt
veto mod planforslaget, eller miljøministeren har truffet beslutning om
»call-in«.
Til § 18
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 31 med redaktionelle
ændringer.
Til § 19
Stk. 1 om kommunalbestyrelsens umiddelbare dispensationskompetence svarer
til kommuneplanlovens § 47, stk. 1 og 3 med redaktionelle ændringer. Det
fremgår af bestemmelsen, at dispensation i forbindelse med ansøgning om
helårsbeboelse i lokalplanlagt sommerhusområde meddeles efter forslagets §
40, jf. bemærkningerne hertil.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 4.
Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 3, 2. pkt. Dog er det
tilføjet, at der ikke kan dispenseres i strid med en landsplanbeslutning uden
miljøministerens samtykke.
Stk. 4 er en ny bestemmelse, der omhandler lokalplaner, hvortil der er
knyttet bonusvirkning efter § 15, stk. 4. Også her skal den pågældende
myndighed, amtsrådet, meddele samtykke til dispensationsansøgningen.
Til § 20
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 5-7 med
redaktionelle ændringer.
Til § 21
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 3 og 10 med
redaktionelle ændringer.
Kapitel 6
Planers tilvejebringelse og ophævelse
Kapitlet omhandler procedureregler for tilvejebringelse af region-,
kommune- og lokalplaner. Der henvises i øvrigt til de almindelige
bemærkninger.
Til § 22
Stk. 1 fastsætter en revisionspligt for region- og kommuneplaner hvert
fjerde år. Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 17, stk. 1,
mens kommunalbestyrelsens nugældende pligt til at gennemgå kommuneplanen
inden for den første halvdel af hver valgperiode, jf. kommuneplanlovens § 14,
stk. 1, ændres til en egentlig revisionspligt.
2. pkt. fastslår tilvejebringelsesreglernes anvendelsesområde.
Stk. 2 om amtsrådets og kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde en
beretning før de 4-årlige revisioner svarer til principperne i lands- og
regionplanlovens § 8 og kommuneplanlovens § 6.
Til § 23
Bestemmelsen, der er ny, omhandler den forudgående offentlighed ved
udarbejdelsen af planforslag, jf. afsnittet i de almindelige bemærkninger.
Før udarbejdelsen af ændringer til region- og kommuneplaner skal amtsråd
henholdsvis kommunalbestyrelser således indkalde ideer og forslag til
planlægningen. Det er endvidere altid en ret for kommunalbestyrelsen i
forbindelse med lokalplanlægning at iværksætte en sådan forudgående
procedure. Dette har navnlig betydning i relation til reglen i forslagets §
13, stk. 3. Det er ved lovforslaget forudsat, at amtsrådet ved udarbejdelse
af regionplaner og tillæg hertil forhandler relevante forslag og ændringer
med de berørte kommuner og andre myndigheder, jf. lands- og regionplanlovens
§ 9, stk. 2.
Til § 24
Stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens § 13, stk. 1 og
kommuneplanlovens § 7, stk. 2 og § 21, stk. 1. Som noget nyt fastsættes det,
at et forslag til kommuneplan skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.
Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Der kan som hidtil
offentliggøres alternative forslag.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 7, stk. 3 og § 21, stk. 2 med
redaktionelle ændringer. Det er nyt, at reglerne om offentliggørelse af
mindretallets synspunkter også omfatter regionplanforslag.
Stk. 3 fastsætter, som nærmere omtalt i de almindelige bemærkninger,
indsigelsesfristen for alle planforslag til mindst 8 uger.
Til § 25
Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 13, stk. 2,
kommuneplanlovens § 7, stk. 5 og § 23, stk. 1, nr. 4 og 5 sammenholdt med
stk. 4, med redaktionelle ændringer.
Til § 26
Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 1, nr. 1-3 med
redaktionelle ændringer.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 2.
Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 3 og 4 med redaktionelle
ændringer.
Til § 27
Stk. 1. Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 13,
stk. 3 og kommuneplanlovens § 9, stk. 1 og § 27, stk. 1, 1. pkt. med
redaktionelle ændringer. Den hidtidige bestemmelse i kommuneplanlovens § 27,
stk. 1, 2. pkt., hvorefter et lokalplanforslag, når der er indsigelser mod
forslaget, først kan vedtages endeligt, når der er forløbet 4 uger efter
udløbet af indsigelsesfristen, foreslås ophævet.
Bestemmelsens formål var at sikre en seriøs behandling af fremkomne
indsigelser. Imidlertid gælder bestemmelsen uanset indsigelsernes karakter,
ligesom en tidsfrist ikke i sig selv kan sikre bestemmelsens formål. I
overensstemmelse med den opgave- og ansvarsfordeling, som loven bygger på,
foreslås det derfor at overlade til kommunalbestyrelsens vurdering i hvert
enkelt tilfælde, hvor lang tid, der bør afsættes til behandling af fremkomne
indsigelser mod et lokalplanforslag.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 9, stk. 2 og § 27, stk. 3.
Stk. 3. Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 27, stk. 2,
der omhandler lokalplaner. Det er fast antaget i praksis, at der også kan ske
ændringer i region- og kommuneplaner i forbindelse med den endelige
vedtagelse. Det findes rimeligt at lovfæste principperne om høring af de
berørte myndigheder og borgere ved væsentlige ændringer i alle 3 typer planer
og om ny procedure, såfremt der er tale om meget omfattende ændringer.
Til § 28
Bestemmelsen omhandler vetoreglerne og svarer til principperne i
kommuneplanlovens §§ 8, 25 og 26.
Til § 29
Stk. 1 fastslår ministerens vetoret overfor den regionale planlægning,
idet kommuneplanerne i København og Frederiksberg Kommuner efter nedlæggelsen
af Hovedstadsrådet også skal indeholde regionplanretningslinierne for de to
centrale byområder.
Miljøministerens vetoret skal, som omtalt i de almindelige bemærkninger,
erstatte den hidtidige statslige godkendelse af regionplanerne.
Vetobeføjelsen skal udøves på vegne af samtlige statslige myndigheder, hvis
interesser berøres af regionplanlægningen. Bestemmelsen forudsætter således
en tæt koordination af den statslige vurdering og stillingtagen til
regionplanforslagene. Det forventes, at det hidtidige samarbejde mellem de
statslige myndigheder om godkendelsesarbejdet videreføres under
vetoordningen.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens §§ 8 og 25, dog er amtsrådets vetoret
og -pligt begrænset til de emner, som fremgår af lovforslagets § 3 og § 6,
stk. 3 og 4 i overensstemmelse med den arbejdsdeling mellem amtskommuner og
kommuner, som er et hovedprincip i lovforslaget, jf. de almindelige
bemærkninger. Bestemmelsen fastslår endvidere, at vetopligten ikke gælder for
forhold af underordnet betydning. Hensigten hermed er at undgå planændringer,
som alene har formel betydning, såkaldte »papirtillæg«.
Stk. 3 er en ny bestemmelse knyttet til bonusordningen ved lokalplaner.
Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 26.
Til § 30
Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 14, stk. 5 og
kommuneplanlovens § 11 og § 30 med redaktionelle ændringer. Som noget nyt er
det i stk. 2 foreslået, at den offentlige bekendtgørelse om kommuneplaner,
skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Der henvises til bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Til § 31
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 30, stk. 2 og 3 med
redaktionelle ændringer.
Til § 32
Bestemmelsen er ny og fastsætter en tidsfrist for den endelige vedtagelse
af et lokalplanforslag samt i stk. 2 en tidsfrist for offentliggørelsen af
den endeligt vedtagne lokalplan. Bestemmelsen foreslås indført, fordi der i
praksis har været en del usikkerhed omkring forældelse af planforslag, der af
den ene eller anden grund ikke var blevet færdigbehandlet i kommunerne.
Til § 33
Bestemmelsen svarer til § 28 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247
af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.
Det findes rigtigt, at ophævelsesreglerne fremgår af selve loven.
Kapitel 7
Zoneinddelingen og landzoneadministrationen
Bestemmelserne om zoneinddeling og landzonetilladelser svarer til
gældende ret, bortset fra bonusordningen ved lokalplaner og fredning.
Hovedformålet med bestemmelserne er som hidtil at forhindre byspredning i det
åbne land og at sikre, at egentlig bymæssig udvikling sker, hvor der gennem
planlægningen er åbnet mulighed herfor.
Det fremgår endvidere af formålsbestemmelsen, at landzonebestemmelserne,
også som hidtil, skal administreres på baggrund af planlægningen, og at der
herved særligt skal sikres en samfundsøkonomisk og landskabelig
tilfredsstillende udvikling. Dette betyder, at såvel landskabelige,
rekreative og arealressourcemæssige hensyn som andre samfundsmæssige
interesser, f.eks. økonomiske og trafikale hensyn fortsat skal varetages ved
vurderingen af ansøgninger om bebyggelse m.v. i landzone. Endelig følger det
af §§ 9 og 12, at de kommunale myndigheder i samme grad som hidtil skal virke
for regionplanens og kommuneplanens gennemførelse bl.a. ved administrationen
af landzonebestemmelserne.
Til § 34
Bestemmelsen svarer til § 2 i lov om by- og landzoner med mindre
redaktionelle ændringer.
Til § 35
Stk. 1 svarer til hovedreglen i by- og landzonelovens §§ 6-8 om
tilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse. Udtrykket
landzonemyndighed er nyt.
Stk. 2 lovfæster i overensstemmelse med praksis, at der ikke kan meddeles
landzonetilladelse til et lokalplanpligtigt byggeri m.v., før den fornødne
lokalplanlægning er gennemført.
Stk. 3 fastsætter hvem, der er landzonemyndighed og svarer til by~ og
landzonelovens § 9, stk. 1-3, som ændret ved § 18, nr. 2 i følgeloven til lov
om nedlæggelse af Hovedstadsrådet. Det foreslås dog, at kommunalbestyrelsen
er landzonemyndighed i alle lokalplanlagte områder, dvs. også hvor
lokalplanen er vedtaget før den 1. juli 1980. I overensstemmelse med § 18 er
retsvirkningen nu knyttet til lokalplanens offentliggørelse.
Stk. 4 og 5 svarer til by- og landzonelovens § 9, stk. 8 vedrørende
meddelelse til ansøger og kommunalbestyrelse henholdsvis amtsråd. Endvidere
skal visse tilladelser meddeles til Danmarks Naturfredningsforening og lokale
foreninger, der virker inden for lovens formål, når foreningerne har
underrettet landzonemyndigheden om, hvilke typer af tilladelser foreningen
ønsker underretning om. Det forudsættes, at sagstyperne vil være relevante
for den pågældende forenings virke.
Bestemmelsen træder i stedet for den gældende regel om offentliggørelse
ved annoncering af tilladelser og tjener til at gøre klageberettigede
opmærksom på afgørelser, der eventuelt ønskes påklaget. Den direkte
orientering yder de klageberettigede større service og er typisk mindre
bekostelig end generel annoncering. De lokale foreninger, der kan anmelde sig
hos landzonemyndigheden, er de samme foreninger, der idag accepteres som
klageberettigede. Landzonemyndigheden er kun forpligtet til at orientere
efter anmodning.
Til § 36
Bestemmelsen indeholder undtagelserne fra tilladelseskravet.
Nr. 1 svarer til den undtagelse, der fremgår af by- og landzonelovens § 6,
idet der dog er sket den udvidelse, at udstykning frit kan ske til
sammenlægning med en skovbrugsejendom. Udvidelsen tilsigter at lette en
sammenlægning af skovparceller for at forbedre bedriftsstrukturen og
tilsigter desuden at forøge skovarealet. Udvidelsen skønnes ubetænkelig under
hensyn til bestemmelserne i skovloven og muligheden for i øvrigt at regulere
byggeri m.v. på skovbrugsejendomme.
Nr. 2 fastslår, som en konsekvens af ændringerne i landbrugsloven, at det
ikke kræver tilladelse fra landzonemyndigheden at fraskille en ejendoms
bygninger, hvis ejendommen ejes og drives lovligt sammen med en anden
landbrugsejendom med beboelsesbygning. Bestemmelsen forudsætter, at
udstykning sker til samdrift. Såfremt denne forudsætning senere brister, hvis
landbrugsministeren f.eks. tillader, at den bygningsløse ejendom afhændes som
selvstændigt brug, kræver opførelse af ny bebyggelse tilladelse efter
landbrugsloven og for så vidt angår placering og udformning af bebyggelsen
eventuelt tilladelse efter stk. 2.
Nr. 3 er som nr. 2 en konsekvens af ændringerne i landbrugsloven.
Bestemmelsen fastslår, at fredskovspligtige arealer på mindst 35 ha kan
udstykkes uden landzonetilladelse. Undtagelsen fra tilladelseskravet er
begrundet i samme betragtninger som nævnt under nr. 1.
Nr. 4 svarer til de undtagelser, der fremgår af by- og landzonelovens § 7,
stk. 1. Begrebet erhvervsmæssigt nødvendigt er variabelt. I dag må det
således antages, at der normalt ikke er et erhvervsmæssigt behov for mere end
een bolig på en landbrugsejendom. Det bemærkes, at det er det traditionelle
fiskerierhverv, der ønskes tilgodeset med bestemmelsen, nemlig typisk fjord-
og kystfiskeri, mens de fleste dambrug vil falde uden for bestemmelsen på
grund af det industrielle præg. Til brug for fiskerierhvervet kan der f.eks.
frit opføres redskabsskure og bådhuse, mens overdækkede dambrugsbassiner
falder uden for det tilsigtede.
Nr. 5 og 7 svarer stort set til by- og landzonelovens § 8.
Nr. 6 foreslår en såkaldt »bonusvirkning« i to situationer. For
det første, hvor det i en fredning efter det samtidigt fremsatte forslag til
lov om naturbeskyttelse er bestemt, at udstykning, opførelse af nybyggeri
eller ændret anvendelse af bestående bebyggelse eller ubebyggede arealer kan
gennemføres uden landzonetilladelse. Det kan dreje sig om foranstaltninger,
som er tilladt eller eventuelt direkte påbudt i fredningen. Der henvises
nærmere til § 34, stk. 5, i forslaget til lov om naturbeskyttelse og
bemærkningerne hertil. For det andet, hvor det i en lokalplan er bestemt, at
udstykning, byggeri m.v. efter planen ikke kræver tilladelse efter
landzonebestemmelserne. Der henvises herom nærmere til forslagets § 15, stk.
4 og bemærkningerne hertil.
Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes en fredning eller lokalplan for
det pågældende område. Det skal være udtrykkeligt fastsat i
fredningskendelsen eller lokalplanen hvilke foranstaltninger, der kan
gennemføres uden tilladelse efter § 35, stk. 1.
Der vil kun kunne fastsættes bonusvirkning for fredninger, der gennemføres
efter forslaget til lov om naturbeskyttelse, og lokalplaner, der gennemføres
efter nærværende lovforslag. Det vil derimod ikke være rimeligt at tillægge
eksisterende fredninger og lokalplaner denne retsvirkning, bl.a. fordi den
gældende lovgivning ikke indeholder de nødvendige regler til sikring af
amtsrådets forudgående accept af bonusbestemmelserne.
Efter overgangsreglerne i § 95, stk. 5, i forslaget til lov om
naturbeskyttelse har miljøministeren dog mulighed for at fastsætte
bestemmelser om bonus for fredningssager, der er rejst, men ikke afsluttet,
før lovens ikrafttrædelse. Sådanne regler vil i givet fald bl.a. blive
forhandlet med Amtsrådsforeningen.
Nr. 8-11 indfører en »bagatelgrænse« i loven, der stort set
svarer til de hidtil administrativt fastsatte bestemmelser i
zonelovscirkulæret.
Formuleringen i nr. 8 og 9 er valgt for at tilkendegive, at eventuelle
kommende ændringer i småhusreglementet vil få virkning også for
landzonebestemmelserne . Med hensyn til ændringer i øvrigt i
bygningsreglementet gælder, at der er fritagelse for tilladelseskravet for så
vidt angår de mere samfundsmæssigt nødvendige foranstaltninger, mens andre
mulige ændringer ikke på forhånd kan vurderes. Offentlige trafik- og
forsyningsanlæg skal tages i vid betydning. Bestemmelsen omfatter således
f.eks. jernbanebroer, transformatorstationer og elmaster, men f.eks. ikke
privatejede vindmøller, uanset om byggetilladelse hertil kræves.
Stk. 2 svarer til by- og landzonelovens § 7, stk. 2. Dog er bestemmelsen
udvidet til alle bygninger, der opføres uden tilknytning til en ejendoms
hidtidige bebyggelsearealer. Bestemmelsen sikrer, at f.eks. landskabelige og
trafikale hensyn kan indgå i vurderingen af byggeriets placering og
udformning. Bestemmelsen giver ikke mulighed for generelt at nægte tilladelse
til opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en landbrugsejendom
m.v., jf. bemærkningerne til stk. 1, nr. 4.
Til §§ 37 og 38
Bestemmelserne opretholder den hidtil i by- og landzonelovens § 8a
hjemlede fritagelse for zonetilladelse ved visse etableringer i
overflødiggjorte landbrugsbygninger mod en anmeldelse til
kommunalbestyrelsen. Det præciseres dog i § 37, stk. 1, nr. 3 i
overensstemmelse med hidtidig fortolkning, at der ikke må beskæftiges mere
end 5 personer på ejendommen i forbindelse med virksomhed(er), der er
etableret i henhold til bestemmelsen.
Kapitel 8
Sommerhusområder
Bestemmelserne om tilladelseskrav ved opførelse af flere boliger og ved
helårsanvendelse af bebyggelsen på en ejendom i sommerhusområde fastholdes
med de eksisterende dispensationsmuligheder. Der foreslås derudover en
egentlig ret for visse pensionister, der har ejet et sommerhus i mindst 10
år, til at bruge huset til helårsbeboelse, medmindre boligen er kondemnabel.
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 39
Bestemmelsen svarer til sommerhuslovens § 7, stk. 1, idet det dog i
overensstemmelse med praksis præciseres, at der ikke må »opføres eller
indrettes mere end een bolig«.
Til § 40
Stk. 1 svarer til sommerhuslovens § 7a, stk. 1 og 3 med visse
redaktionelle ændringer. »Bolig« omfatter enhver bebyggelse, der er
bestemt til beboelsesformål, eller som naturligt opføres i tilknytning
hertil, f.eks. også gæstehus, anneks eller garage. Derimod er anvendelsen af
de virksomheder, der er omtalt i sommerhuslovens § 1, stk. 4, dvs., hoteller
eller virksomhed med uddannelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt
formål ikke reguleret af bestemmelsen. Hensigten med bestemmelsen er som
hidtil at forhindre almindelig helårsbeboelse i sommerhusområder. For så vidt
angår folkepensionister har miljøministeren dog i Vejledning af 3. juli 1989
henstillet, at kommunalbestyrelsen meddeler dispensation til helårsbeboelse,
når pensionisten har ejet sommerhuset i 5 år.
Som hidtil er det afgørende for, om der er tale om helårsbeboelse, i hvor
langt et tidsrum ejendommen sammenlagt benyttes til beboelse (natophold). Den
omstændighed, at flere ejere eller lejere successivt bebor ejendommen,
forlænger ikke udnyttelsestiden.
Stk. 2 svarer til sommerhuslovens § 7a, stk. 2 og § 7b, stk. 2 med
redaktionelle ændringer. Bestemmelsen gælder også, hvor sommerhusområdet er
udlagt ved lokalplan. Andre dispensationer fra lokalplanens bestemmelser end
dispensationer fra anvendelsen til sommerhusbeboelse, f.eks. dispensationer
fra bestemmelser om bebyggelsens udformning og placering, behandles efter de
almindelige regler i § 19.
Til § 41
Bestemmelsen fastsætter en egentlig ret for visse pensionister og deres
efterlevende ægtefælle eller samlever til at benytte en bolig i et
sommerhusområde til helårsbeboelse.
Det er efter stk. 1, 1. pkt. en betingelse for retten til helårsbeboelse,
at pensionisten har ejet boligen i 10 år. Alle andre må søge dispensation
efter § 40, stk. 2 for at få tilladelse til helårsbeboelse. Der henvises i
denne forbindelse til den ovenfor omtalte vejledning.
Retten til helårsbeboelse bortfalder dog efter stk. 1, 2. pkt., hvis
boligen kondemneres.
Efter hidtidig praksis har det været en af betingelserne for meddelelse af
dispensation fra helårsforbudet, at sommerhuset kunne anses for egnet til
helårsbeboelse.
Hensigten med dette krav har på den ene side været at pege på, at
benyttelse af et sommerhus til helårsbeboelse er en benyttelsesændring, som
er væsentlig i forhold til byggelovgivningen, jf. byggelovens § 2, stk. 1c.
Som følge heraf skal der foretages en egentlig byggesagsbehandling ved
sommerhusets overgang til anvendelse som helårsbolig. Der skal i forbindelse
hermed tages stilling til eventuelle dispensationer fra byggelovgivningen og
bygningsreglementet for småhuse af 1985.
På den anden side har kravet i sin udformning (»egnet til
helårsbeboelse«) lagt op til, at det ikke skal gøres til en betingelse
for dispensation efter sommerhusloven, at sommerhuset opfylder alle de i
småhusreglementet fastsatte krav til en helårsbolig, fordi dispensationen
gives som en personlig tilladelse. Når dispensationsindehaveren - og
eventuelt dennes ægtefælle eller samlever - ophører med at benytte den
personlige tilladelse, f.eks. ved død, hviler der stadig de
benyttelsesindskrænkninger på huset, som er gældende i det pågældende
sommerhusområde.
Med den påtænkte ordning er det, som nævnt, hensigten at skabe en egentlig
ret for pensionister til at benytte deres sommerhus til helårsbeboelse.
Retten skal indtræde, når visse nærmere opregnede betingelser er opfyldt, og
den skal således ikke tildeles på grundlag af en ansøgt dispensation fra
lovgivningen, herunder byggelovgivningen.
For at opnå denne retstilstand har det været overvejet at opstille et sæt
normer for sommerhusets bygningsmæssige tilstand, som skulle overholdes, for
at det kunne anses for »egnet til helårsbeboelse«.
Disse normer skulle på den ene side være lempeligere end
småhusreglementets krav til helårsbeboelse, men de skulle på den anden side
dog være mere omfattende end småhusreglementets mindstekrav til opførelse af
sommerhuse.
En sådan fremgangsmåde ville - foruden at indebære visse
afgrænsningsmæssige vanskeligheder - forudsætte en omfattende
(bygge)sagsbehandling i kommunen og ville vel navnlig påføre pensionisten
merudgifter til at forbedre sommerhusets bygningsmæssige tilstand i hvert
fald i de tilfælde, hvor det alene har været opført med henblik på at
overholde småhusreglementets krav til sommerhuse.
Søges der dispensation for ikke-opfyldte bygningsmæssige krav, ville et
eventuelt afslag herpå ikke kunne påklages, da kommunernes skønsmæssige
afgørelser efter byggeloven ikke er omfattet af klageadgang.
Det foreslås i stedet, at spørgsmålet om sommerhusets egnethed til
helårsbeboelse overlades til pensionisten selv således, at det eneste krav,
der stilles til sommerhuset, er, at det ikke er kondemnabelt som helårsbolig.
Herved undtages anvendelsesskiftet fra byggesagsbehandling efter byggeloven.
Adgangen for pensionisten til at helårsbebo sommerhuset bliver herved ikke
videregående end andre borgeres mulighed for at opretholde en helårsbeboelse.
Dette betyder, at beboelsen ikke må være belastet af en sådan brandfare eller
sundhedsfare, at kommunalbestyrelsen (boligkommissionen, hvis en sådan er
oprettet i kommunen) vil kunne nedlægge forbud mod, at ejendommen (bygningen)
anvendes til beboelse eller ophold for mennesker i medfør af
byfornyelseslovens kapitel VIII om boligtilsyn.
Konstateringen af, om en beboelse må anses for kondemnabel, behøver
hverken at ske forud for eller i forbindelse med, at pensionisten
tilkendegiver at ville påbegynde eller faktisk påbegynder helårsbeboelse af
sommerhuset.
Imidlertid ville det være mest hensigtsmæssigt, om kommunens folkeregister
i forbindelse med pensionistens flytning af folkeregisteradressen til
sommerhuset blev pålagt at advisere den kommunale forvaltningsgren -
eventuelt boligkommissionen - hvorunder boligtilsynet henhører, for at en
eventuel usikkerhed med hensyn til, om sommerhuset måtte være kondemnabelt,
kan blive afklaret hurtigt.
Dette hænger sammen med, at en kondemneringskendelse udløser ret til
genhusning, hvorfor kommunen ville få problemet med at fremskaffe en
erstatningsbolig til pensionisten, hvis tidligere helårsbeboelse var
bortsolgt, eller tidligere lejemål var opsagt. Det hænger også sammen med, at
kondemnering ikke udløser erstatningspligt for det offentlige, hvorfor
pensionisten derved kunne undgå at udsætte sig for det formuetab, en
kondemnering ellers ville være.
Miljøministeriet overvejer, om der skal udarbejdes vejledningsmateriale
til pensionister, der ønsker at benytte deres sommerhus hele året. Herved kan
det undgås, at den hidtidige helårsbolig opgives, før der er vished for, at
sommerhuset ikke er kondemnabelt som helårsbolig.
Stk. 2 indeholder en definition på begrebet pensionist i loven. Andre
pensionister end de nævnte må, som nævnt ovenfor, søge dispensation efter §
40, stk. 2, såfremt de ønsker at bruge deres sommerbolig til helårsbolig.
Stk. 3 fastsætter, at en efterlevende ægtefælle eller samlever kan
fortsætte med at benytte sommerboligen til helårsbeboelse indtil fraflytning.
Andre medlemmer af familien eller husstanden har ikke denne ret, men må i
givet fald søge dispensation efter § 40, stk. 2.
Kapitel 9
Servitutter
Kapitel 9 svarer til kommuneplanlovens §§ 36-38.
Kapitel 10
Om tilbageførsel
Bestemmelserne svarer til §§ 2a og 18a i by- og landzoneloven med
redaktionelle ændringer samt ændringer som konsekvens af følgeloven til loven
om nedlæggelse af Hovedstadsrådet.
Kapitel 11
Ekspropriation, overtagelse m.v.
Der foreslås en sammenskrivning af de gældende regler om ekspropriation
til virkeliggørelse af planlægning. Reglerne findes i dag dels i
kommuneplanlovens § 34, dels i lov om ekspropriation til byudvikling.
Reglerne opretholdes i øvrigt i uændret form. Hensigten med sammenskrivningen
er alene af foretage en teknisk forenkling af de eksisterende regelsæt. De
gældende regler om kommunens overtagelsespligt som følge af
planlægningsmæssige dispositioner er ligeledes uændrede.
Til § 47
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 34 og §§ 1-3 og § 4, stk. 1 i
lov om ekspropriation til byudvikling i sammenskrevet form.
Til § 48
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 32.
Til § 49
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 33.
Til § 50
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til kommuneplanlovens § 35, lov om
ekspropriation til byudvikling § 5 og by- og landzonelovens § 18 a. Den
hidtidige bestemmelse om mageskifte af jordstykker ved delekspropriationer
efter kommuneplanlovens § 35, stk. 3 er dog udeladt, da bestemmelsen er uden
praktisk betydning.
Kapitel 12
Tilsyn
Kapitlet om tilsyn er en sammenskrivning af de hidtil gældende regler fra
planlægningslovene med redaktionelle ændringer.
Til § 51
Stk. 1 og 2 svarer til princippet i kommuneplanlovens § 46, stk. 1, by-
og landzonelovens § 22, stk. 1 og 2, og sommerhuslovens § 10a, stk. 1-3.
Stk. 3 svarer til by- og landzonelovens § 22a.
Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 46, stk. 2, by- og landzonelovens §
22, stk. 3, og sommerhuslovens § 10a, stk. 4.
Stk. 5 svarer til kommuneplanlovens § 46, stk. 3, by-og landzonelovens §
22, stk. 4, og sommerhuslovens § 10a, stk. 5.
Kapitel 13
Administrative bestemmelser m.v.
Til § 52
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens §§ 51 og 52, samt lands~ og
regionplanlovens § 18a og by- og landzonelovens § 11a og omhandler
miljøministerens administrative pligter og rettigheder inden for lovens
rammer.
Bestemmelsen i stk. 2 er dog ny. En tilsvarende bestemmelse er indføjet i
forslag til naturbeskyttelseslov, vandløbslov og miljøbeskyttelseslov. De
omhandlede råd kan ikke tillægges nogen besluttende kompetence efter loven.
Til § 53
Bestemmelsen svarer til § 71 i forslag til lov om naturbeskyttelse, § 88
i forslag til lov om miljøbeskyttelse og § 30 i forslag til lov om vandløb.
Til § 54
Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler
om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til
dækning af myndighedernes omkostninger til tilsyn, behandling af sager om
tilladelser eller dispensationer samt behandling af klagesager.
Miljøministeriet vil i øvrigt tage initiativ til drøftelser med de berørte
parter om mulighederne for og udformningen af sådanne
brugerbetalingsordninger.
Specielt vedrørende gebyrer for klagesagsbehandling kan nævnes, at der
bl.a. i den i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse nedsatte
kontaktgruppe, har været en bred enighed om, at sager af mindre betydning for
natur- og miljøbeskyttelsen ikke skal kunne påklages, men afgøres endeligt af
1. instansmyndigheden.
Der er derfor i lovforslagene anført en række konkrete sagsområder, som
afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.
Det har imidlertid på visse områder været vanskeligt af afgrænse de
sagstyper, der er af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen. På
denne baggrund har det været overvejet at indsætte en generel bestemmelse om,
at sager af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ville kunne
afvises af klagemyndigheden.
Det har imidlertid vist sig, at en sådan bestemmelse vil være
administrativ vanskelig og tillige ressourcekrævende. En sådan bestemmelse er
derfor ikke medtaget i lovforslagene.
Miljøministeriet vil også for så vidt angår gebyr for klagesagsbehandling
sammen med de berørte parter vurdere, om og i hvilket omfang der kan indføres
klagegebyrer m.v. med henblik på at afskære de mindre betydende klagesager i
overensstemmelse med den brede enighed herom. Ministeriet vil i denne
forbindelse lægge til grund, at klageordningen må hvile på det princip, at
klagegebyret skal tilbagebetales, når klagen imødekommes. I dette arbejde vil
erfaringerne fra klagegebyrordningen i den nugældende vandløbslov, som
tilsyneladende har medført en væsentlig begrænsning af klagesagsantallet,
kunne indgå.
Til § 55
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 8, by- og
landzonelovens § 10 og sommerhuslovens § 10c. I relation til zoneloven og
sommerhusloven er det dog nyt, at ejeren skal betale afgiften for tinglysning
af tilladelser og dispensationer, mens dette altid har været gældende for
dispensationer efter kommuneplanloven. Det findes rimeligt, at dette princip
om brugerbetaling udvides til alle tilladelser og dispensationer efter loven,
fordi tilladelser og dispensationer er udtryk for en individuel
sagsbehandling i borgernes interesse. Inddrivelse af afgiftsbeløbet kan ske
ved udpantning. Derimod er det fortsat kommunalbestyrelserne, der skal betale
tinglysningsafgiften for lokalplaner, fordi lokalplanreguleringen hviler på
generelle samfundsmæssige hensyn.
Til § 56
I stk. 1 indføres en generel forældelsesregel for ikke-udnyttede
tilladelser eller dispensationer, svarende til bestemmelsen i by~ og
landzonelovens § 9, stk. 10. Bestemmelsen indskrænker ikke adgangen til at
meddele midlertidige tilladelser eller dispensationer.
Stk. 2 svarer til sommerhuslovens § 7b, stk. 1, og lovfæster generelt den
hidtidige administrative praksis, hvorefter længerevarende ophold i en hidtil
lovligt eksisterende anvendelse af en ejendom indebærer, at mellemkommende
lovgivning eller planlægning skal respekteres. Hvis retten til at udnytte en
ejendom hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation fra lovgivning
eller planlægning, bortfalder tilladelsen eller dispensationen dog ikke på
grund af ophold i udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som et vilkår i det
konkrete tilfælde eller fremgår af loven, sammenhold § 40, stk. 2 og § 41,
stk. 3.
Til § 57
Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til kommuneplanlovens § 53 og by- og
landzonelovens § 22, stk. 5.
Kapitel 14
Klage og søgsmål
Som omtalt i de almindelige bemærkninger opretholder lovforslaget den
hidtidige klageadgang efter planlovgivningen med to undtagelser.
For det første foreslås det, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om
dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder skal være
endelige. Dette berører ikke de særlige regler om umiddelbar ret for visse
pensionister til at bo hele året i deres sommerbolig, idet der her slet ikke
kræves en dispensation.
For det andet foreslås det at afskære klage fra naboer og omboende i
forbindelse med tilladelser efter landzonebestemmelserne. Baggrunden herfor
er, at landzonereglerne ikke har til formål at beskytte nabointeresser, men
er begrundet i bredere samfundsmæssige hensyn.
Kapitlet indeholder derudover reglerne om kompetencen for det nye
naturklagenævn med hensyn til afgørelser efter landzonebestemmelsen, samt de
formelle regler om klageberettigelse, klagefrister m.m.
Til § 58
Stk. 1 fastslår lovens hovedregel, hvorefter der kan klages til
ministeren eller den styrelse, som ministeren bemyndiger hertil, over
amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser, for så vidt angår retlige
spørgsmål. Dette svarer til klagebestemmelsen i kommuneplanlovens § 48, men
gælder nu alle retlige afgørelser efter loven. Retlige spørgsmål skal forstås
i overensstemmelse med den praksis, der har dannet sig på grundlag af
forarbejderne til kommuneplanloven, domstolsafgørelser og udtalelser fra
Folketingets Ombudsmand.
Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 34, stk. 4, hvorefter
ekspropriationsbeslutninger kan påklages til miljøministeren eller den
styrelse, ministeren bemyndiger hertil, både med hensyn til retlige og
skønsmæssige spørgsmål.
Stk. 3 og 4 indeholder reglerne om klage over afgørelser efter
landzonebestemmelsen. I overensstemmelse med by- og landzonelovens § 10a kan
amtsråds eller kommunalbestyrelsers afgørelser efter lovens § 35, stk. 1
påklages både med hensyn til retlige og skønsmæssige spørgsmål. Disse
klagesager har siden 1980 været afgjort i det i henhold til
miljøbeskyttelsesloven nedsatte miljøankenævn. Dette foreslås nu ændret
således, at sager, der indbringes af miljøministeren, og andre sager af meget
væsentlige betydning afgøres af det naturklagenævn, som samtidig foreslås
oprettet ved særligt lovforslag, mens øvrige klagesager afgøres af ministeren
eller den styrelse, ministeren bemyndiger hertil. For flertallet af
landzonesagerne vil den fremtidige klageordning således svare til, hvad der
gjaldt før 1980.
Med hensyn til de vurderinger og hensyn m.v., der vil blive lagt til grund
for udskillelsen af hvilke sager, der skal behandles i det nye
naturklagenævn, henvises der til bemærkningerne i lovforslaget om
naturklagenævnet.
Stk. 5 fastslår i 1. pkt. i overensstemmelse med princippet om, at en
afgørelse kun skal kunne påklages een gang, at hverken miljøministerens eller
naturklagenævnets afgørelser kan påklages til anden administrativ myndighed.
2. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om dispensation
efter § 40, stk. 2 til helårsbeboelse i et sommerhusområde ikke kan påklages.
De i stk. 5 omhandlede afgørelser kan derimod indbringes for de
almindelige domstole, jf. § 62.
Stk. 6 svarer til § 48, stk. 5 i kommuneplanloven. Kommunalbestyrelsens
prøvelse i disse sager omfatter både retlige og skønsmæssige spørgsmål.
Til § 59
Bestemmelsen fastsætter hvem, der er klageberettigede efter loven.
Afgrænsningen af de klageberettigede svarer til gældende ret, bortset fra at
naboer ikke længere er klageberettigede i forhold til landzonetilladelser, og
at miljøministeren nævnes som klageberettiget i disse sager. Der henvises til
omtalen i de almindelige bemærkninger og indledningen til dette kapitel.
Til § 60
Bestemmelsen indeholder de formelle regler om klage og opsættende
virkning af klage.
Stk. 1. Kravet om skriftlighed er nyt. En generel klagefrist
findes ikke i kommuneplanlovens § 48, men kendes fra
ekspropriationsbestemmelserne og by- og landzoneloven. Arealudvalgets
delbetænkning 2, Det fremtidige ankesystem på Miljøministeriets og
byggelovens område, fra juni 1987 foreslår en 4-ugers klagefrist som generelt
princip. Fristen beregnes fra afgørelsens offentliggørelse eller meddelelse,
idet der dog indføres den særlige regel, at hvis der ikke foretages offentlig
bekendtgørelse eller gives underretning om en afgørelse, regnes fristen fra
den klageberettigede har fået kundskab om afgørelsen. Denne regel er
nødvendig, fordi en afgørelse om, at der f.eks. ikke er lokalplanpligt, ofte
træffes indirekte i forbindelse med en byggetilladelse, som ikke
offentliggøres. Der gælder heller ikke nogen generel pligt til at orientere
de klageberettigede om sådanne afgørelser. Kundskabsøjeblikket må bedømmes
konkret i den enkelte sag.
Stk. 2. Klage over afgørelser efter landzonebestemmelsen skal som
hidtil indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Denne
bestemmelse skal sikre, at naturklagenævnet ved sagens modtagelse, uden
yderligere høring, kan vurdere, om sagen indeholder så væsentlige spørgsmål,
at den skal afgøres af nævnet.
Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 3.
Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 34, stk. 4, og by-og landzonelovens
§ 11, stk. 4, idet der dog gives klagemyndigheden i landzonesager adgang til
at ophæve klagens opsættende virkning.
Stk. 5 svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 2 og by-og landzonelovens §
11, stk. 3, 2. pkt.
Til § 61
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 4.
Til § 62
Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 49 med konsekvensændringer,
således at bestemmelsen nu også omfatter afgørelser om landzonetilladelser og
tilladelser til helårsanvendelse af sommerhuse, hvor der ikke hidtil har
været en søgsmålsfrist. Udtrykket afgørelser omfatter også beslutninger, hvor
der ikke har foreligget en ansøgning, f.eks. forbud eller påbud.
Kapitel 15
Lovliggørelse og straf
Kapitlet om lovliggørelse og straf er en sammenskrivning og forenkling af
kommuneplanlovens, by- og landzonelovens og sommerhuslovens tilsvarende
bestemmelser. Visse dele er dog udeladt, idet samme hjemmel allerede i dag
fremgår af retsplejelovens bestemmelser. Som noget nyt foreslås generelt
strafansvar for offentlige myndigheder, når disse har handlet i deres
egenskab af bygherre eller driftsherre.
Til § 63
Bestemmelsen svarer i sin helhed til henholdsvis kommuneplanlovens § 54,
by- og landzonelovens § 23 og sommerhuslovens § 10, idet det dog fastsættes,
at udgiften ved selvhjælpshandlinger kan inddrives ved udpantning.
Den tidligere hjemmel i kommuneplanlovens § 54, stk. 3 og sommerhuslovens
§ 10, stk. 3 til ved dom at pålægge tvangsbøder ved undladelse af at
efterkomme et påbud om lovliggørelse, foreslås ophævet. Baggrunden herfor er,
at samme hjemmel allerede fremgår af retsplejeloven § 997, stk. 3.
Ligeledes foreslås by- og landzonelovens bestemmelse om, at politiet yder
myndigheden bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem
miljøministeren og justitsministeren ophævet. Bestemmelsen findes unødvendig
ved siden af den almindelige regel om politiets opgaver i retsplejelovens §
108, stk. 1.
Til § 64
Bestemmelsen svarer til henholdsvis kommuneplanlovens § 55, by- og
landzonelovens § 24 og sommerhuslovens § 10b og angiver for hvilke
overtrædelser, der kan straffes med bøde.
Bestemmelsen i stk. 2, der angår overtrædelser begået af staten, en
amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, og efter hvilken, der
i sådanne tilfælde kan pålægges myndigheden eller det kommunale fællesskab
bødeansvar, er i overensstemmelse med betænkning nr. 996/1983 om
ansvarsplacering i kommunestyret. Det foreslås endvidere, at også staten skal
kunne straffes for overtrædelse af loven. Tilsvarende straffebestemmelse er
indsat i forslagene til de øvrige miljølove.
Kapitel 16
Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser
Til § 65
Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelse til 1. januar 1991,
samtidig med forslagene til miljøbeskyttelseslov, naturbeskyttelseslov og
vandløbslov. 2. pkt. om ophævelse af Tilbudspligtnævnet er nødvendig af
hensyn til eventuelle sagers færdiggørelse.
Til § 66
Bestemmelsen omfatter alle klagesager efter kommuneplanloven, by~ og
landzoneloven og sommerhusloven. Bestemmelsen omfatter endvidere vetosager
samt godkendelses- og »call-in-sager« efter kommuneplanloven,
lands- og regionplanloven og by- og landzoneloven. Endelig omfatter
bestemmelsen sager, som måtte være indbragt for Tilbudspligtnævnet. For så
vidt angår verserende planforslag skal disse færdigbehandles af kommuner og
amtskommuner efter hidtidig lovgivning, såfremt planforslaget har været
offentliggjort før lovens ikrafttrædelse.
Til § 67
Bestemmelsen omhandler de love og bestemmelser, der ophæves ved loven.
Vedrørende nr. 9 henvises til bemærkningerne til § 4, der bl.a. giver hjemmel
for ministeren til at godkende forsøg i lighed med frikommuneordningen.
Til § 68
De hidtidige planer opretholdes, til de ændres efter reglerne i
lovforslaget. Planernes retsvirkninger, f.eks. som grundlag for rammestyring
og vetoordning, afhænger dog af denne lovs nærmere regler.
Til § 69
Bestemmelsen opretholder generelt hidtidige administrative forskrifter.
Det er imidlertid hensigten at foretage en gennemgang og regelsanering af
forskrifterne, herunder udarbejdelse af en ny samlet vejledning i forbindelse
med lovforslagets ikrafttrædelse.
Efter stk. 2 fortsætter hidtil godkendte frikommuneforsøg, indtil udløbet
af den nugældende frikommunelov.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Vejledning om lovlige hensyn ved planlægning for VE Retsinformation · 5. december 2025
- Miljø- og Energiministeriets indkaldelse af to lokalplanforslag Retsinformation · 3. marts 2003
- Etablering af national prøvestation for store vindmøller Retsinformation · 19. januar 2004
- Vejledning om klima og bæredygtighed i planlægning Retsinformation · 10. december 2024
- 1990 LSF 76 FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING Retsinformation · 11. juni 1991
- Forslag til Lov om ændring af lov om planlægning, lov om Planklagenævnet og lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet (Fremme af vedvarende energi i den fysiske planlægning og effektivisering af sagsbehandling i Planklagenævnet og Miljø- og Fødevareklagenævnet) Retsinformation · 9. februar 2023