Spring til indhold

Retsinformation

1990 LSF 23 FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING

1990/1 LSF 23Lovforslag som fremsatFolketinget4. oktober 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål

§ 1. Loven skal sikre, at den sammenfattende planlægning forener

de samfundsmæssige interesser i arealanvendelsen og medvirker til at værne

landets natur og miljø , så samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt

grundlag i respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelsen af dyre- og

plantelivet.

Stk. 2. Loven tilsigter særligt:

1) at der ud fra en planmæssig og samfundsøkonomisk helhedsvurdering sker

en hensigtsmæssig udvikling i hele landet og i de enkelte amtskommuner og

kommuner,

2) at der skabes og bevares værdifulde bebyggelser, bymiljøer og

landskaber,

3) at forurening af luft, vand og jord samt støjulemper forebygges, og

4) at offentligheden i videst muligt omfang inddrages i

planlægningsarbejdet.

Kapitel 2

Landsplanlægning

§ 2. Miljøministeren er ansvarlig for den sammenfattende fysiske

landsplanlægning og for at der foretages de undersøgelser, som er nødvendige

herfor.

Stk. 2. Efter nyvalg til Folketinget afgiver miljøministeren en

redegørelse om landsplanarbejdet til Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg.

§ 3 . Miljøministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af

lovens beføjelser og for indholdet af planlægningen efter loven.

Stk. 2. Miljøministeren kan tillægge regler efter stk. 1

retsvirkning som regionplaner. Ministeren kan endvidere i særlige tilfælde

bestemme, at bygge- og anlægsarbejder, der er forudsat i en regel efter stk.

1, kan iværksættes uden kommune- og lokalplan og uden tilladelse efter § 35,

Læs alt

stk. 1.

Stk. 3. Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser

at bringe lovens bestemmelser i anvendelse, herunder tilvejebringe en plan

med et nærmere bestemt indhold.

Stk. 4. Miljøministeren kan beslutte at overtage amtsråds og

kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven i sager, der berører andre

myndigheders lovbestemte opgaver eller har større betydning.

§ 4 . I forbindelse med forsøg, der tilsigter at fremme lovens

formål, kan miljøministeren yde økonomisk støtte og fritage amtsråd og

kommunalbestyrelser for at overholde lovens regler.

Stk. 2. Når et forsøg, der indebærer en fravigelse fra lovens

regler, er godkendt, bekendtgøres der i Lovtidende en meddelelse herom. I

meddelelsen gives der oplysning om, hvor borgerne kan gøre sig bekendt med

forsøgstilladelsen.

§ 5 . Miljøministeren kan pålægge amtsråd og kommunalbestyrelser

at tilvejebringe oplysninger til brug for landsplanarbejdet. Oplysningerne

kan forlanges afgivet i en bestemt form.

Stk. 2. Offentlige myndigheder samt koncessionerede og tilsvarende

virksomheder skal give oplysninger om forberedelse eller udførelse af

undersøgelser, planlægning og større anlægsdispositioner, som kan få

betydning for landsplanlægningen.

Stk. 3. Private virksomheder skal efter anmodning fra

miljøministeren give de oplysninger og foretage de undersøgelser, der er

nødvendige for en vurdering af de miljømæssige konsekvenser, når de påtænker

at etablere større enkeltanlæg, der må antages at påvirke miljøet i væsentlig

grad.

Kapitel 3

Regionplanlægningen

§ 6. For hver amtskommune skal der foreligge en regionplan. I

Københavns og Frederiksberg Kommuner er kommuneplanen tillige regionplan. En

regionplan skal omfatte en periode på 12 år.

Stk. 2. Regionplanlægningen må ikke stride mod regler eller

beslutninger efter § 3.

Stk. 3. Regionplanen skal på grundlag af en samlet vurdering af

udviklingen i amtskommunen indeholde retningslinier for:

1) arealudlæg til byzoner og sommerhusområder,

2) beliggenheden af større offentlige institutioner samt større

trafikanlæg og andre større tekniske anlæg,

3) beliggenheden af virksomhed m.v., hvortil der af hensyn til

forebyggelse af forurening må stilles særlige beliggenhedskrav,

4) beliggenheden og udformningen af større enkeltanlæg, der må antages at

påvirke miljøet i væsentlig grad,

5) beliggenheden af arealer til butiksformål og den maksimale størrelse af

de enkelte butiksvirksomheder inden for de forudsatte detailhandelsoplande,

6) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og

sikringen af de særligt værdifulde landbrugsområder,

7) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning

er uønsket,

8) varetagelsen af bevaringsværdier og naturbeskyttelsesinteresser i det

åbne land, herunder udpegningen og sikringen af naturområder med særlige

naturbeskyttelsesinteresser,

9) beliggenheden af arealer til fritidsformål,

10) anvendelsen af arealer til udnyttelse af sten, grus og andre

naturforekomster i jorden,

11) anvendelsen og beskyttelsen af vandressourcerne,

12) kvaliteten og anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og

13) realiseringen af regler eller beslutninger efter lovens § 3.

Stk. 4. I Københavns og Frederiksberg Kommuner og i Københavns,

Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner skal regionplanlægningen udføres på

grundlag af en vurdering af udviklingen i området som helhed, og der skal

yderligere fastsættes retningslinier for:

1) fordelingen af den fremtidige byggeaktivitet i byzone og rækkefølgen

herfor og

2) vandforsyningen og spildevandsafledningen.

Stk. 5. Regionplanen kan omhandle andre forhold end nævnt i stk. 3

og 4.

Stk. 6. I de i stk. 4 nævnte områder skal de regionale

retningslinier fastsættes med særlig hensyntagen til den kollektive

trafikplan for det samlede område.

Stk. 7. Regionplanen skal ledsages af en redegørelse for planens

forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse,

samt den hidtil udførte planlægning og administration.

Stk. 8. Redegørelsen for den del af regionplanen, der indeholder

retningslinier for de i stk. 3, nr. 4, nævnte anlæg, skal indeholde en

vurdering af de miljømæssige konsekvenser.

§ 7 . Efter anmodning fra amtsrådet eller Københavns eller

Frederiksberg Kommunalbestyrelse skal myndigheder samt koncessionerede og

tilsvarende virksomheder give de oplysninger, der er nødvendige for

regionplanlægningen.

Stk. 2. Der skal gives amtsrådet eller Københavns eller

Frederiksberg Kommunalbestyrelse lejlighed til at udtale sig inden en

statslig myndighed eller en koncessioneret eller tilsvarende virksomhed

træffer beslutning om beliggenheden eller udførelsen af større anlæg eller

institutioner inden for amtskommunens eller kommunens område.

Stk. 3. Private virksomheder skal give amtsrådet eller Københavns

eller Frederiksberg Kommunalbestyrelse de oplysninger og foretage de

undersøgelser, der er nødvendige for en vurdering af de miljømæssige

konsekvenser, når de påtænker at etablere de i § 6, stk. 3, nr. 4, omhandlede

anlæg inden for amtskommunens eller kommunens område.

§ 8 . Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om hvilke

anlæg, der er omfattet af § 6, stk. 3, nr. 4. Anlæg, der vedtages i

enkeltheder ved særlig lov, er dog altid undtaget. Ministeren kan endvidere

fastsætte regler om, hvilke mindsteoplysninger, der er nødvendige, for at en

miljømæssig vurdering kan foretages.

§ 9 . Amtsråd og kommunalbestyrelser skal virke for gennemførelse

af regionplanens retningslinier for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4,

herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen. Deres

planlægning og anlægsvirksomhed må ikke stride mod regionplanlægningen for

disse forhold.

§ 10 . Midlerne i de pr. den 31. december 1980 bestående fonde for

frigørelses- og afståelsesafgift kan anvendes til:

1) betaling af amtskommunens andel af erstatning og sagsomkostninger efter

§ 46,

2) finansiering af primærkommunernes overtagelse af fast ejendom efter § 8

i lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr.

441 af 26. september 1985, og

3) udlån til erhvervelse af fast ejendom, etablering af anlæg, bygninger

og andre foranstaltninger til virkeliggørelse af region- og

kommuneplanlægningen.

Stk. 2. Lån efter stk. 1, nr. 3, kan ydes til primær-og

amtskommuner og fælleskommunale selskaber samt private virksomheder, der

forestår forsynings- og servicevirksomhed m.v. af almen karakter i

amtskommunen.

Stk. 3. De nærmere regler for lån efter stk. 1, nr. 3 og stk. 2,

fastsættes af miljøministeren.

Kapitel 4

Kommuneplanlægning

§ 11. For hver kommune skal der foreligge en kommuneplan.

Stk. 2. Kommuneplanen må ikke stride mod regionplanlægningen for

forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, eller regler eller beslutninger efter §

3.

Stk. 3. I kommuneplanen fastlægges for hele kommunen en

hovedstruktur og for de enkelte dele af kommunen rammer for lokalplanernes

indhold.

Stk. 4. Hovedstrukturen angiver de overordnede mål for udvikling

og arealanvendelse i kommunen, herunder udbygning med boliger og

arbejdspladser, trafikbetjening, serviceforsyning og rekreative områder.

Stk. 5. Rammerne for indholdet af lokalplaner fastsættes for de

enkelte dele af kommunen med hensyn til:

1) fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål,

2) bebyggelsesforhold, herunder rammer for bevaring af bebyggelser eller

bymiljøer,

3) byfornyelsen i eksisterende bysamfund,

4) forsyningen med offentlig og privat service,

5) institutioner og tekniske anlæg, herunder varmeforsyningsforhold,

6) områder til fritidsformål,

7) trafikbetjeningen,

8) overførsel af arealer til byzone eller sommerhusområder og

9) rækkefølgen for udbygning af arealer til byformål og sommerhusområder.

Stk. 6. Kommuneplanen kan indeholde retningslinier for andre

forhold af betydning for arealanvendelsen og bebyggelsen i kommunen.

Stk. 7. Kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens

forudsætninger, herunder den forudsatte rækkefølge for planens gennemførelse

samt den hidtil udførte planlægning og administration.

§ 12 . Kommunalbestyrelsen skal virke for kommuneplanens

gennemførelse, herunder ved udøvelse af beføjelser i medfør af lovgivningen,

jf. dog §§ 19 og 40.

Stk. 2. Inden for byzoner kan kommunalbestyrelsen modsætte sig

udstykning og bebyggelse, som er i strid med kommuneplanens

rækkefølgebestemmelser. Forbud kan dog ikke nedlægges, når det pågældende

område er omfattet af en detaljeret byplanvedtægt eller lokalplan, der er

tilvejebragt før kommuneplanen.

Stk. 3. Inden for byzoner og sommerhusområder kan

kommunalbestyrelsen modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret

anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller

anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Forbud kan

dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til

offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en

byplanvedtægt.

Kapitel 5

Lokalplanlægning

§ 13. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe lokalplaner efter

reglerne i kapitel 6. En lokalplan må ikke stride mod kommuneplanen,

regionplanlægningen for forhold omfattet af § 6, stk. 3 og 4, eller regler

eller beslutninger efter § 3.

Stk. 2. En lokalplan skal tilvejebringes, før der gennemføres

større udstykninger eller større bygge- eller anlægsarbejder, herunder

nedrivninger af bebyggelse, og i øvrigt når det er nødvendigt for at sikre

kommuneplanens virkeliggørelse.

Stk. 3. Hvis en udstykning eller et byggearbejde m.v., som nævnt i

stk. 2, er i overensstemmelse med kommuneplanen, påhviler det

kommunalbestyrelsen snarest at udarbejde et forslag til lokalplan og derefter

fremme sagen mest muligt. Kommunalbestyrelsen kan i et sådant tilfælde

forlange, at udstykkeren eller bygherren yder kommunen bistand til planens

udarbejdelse.

Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 2 finder ikke anvendelse, når en

lokalplan, en byplanvedtægt eller en reguleringsplan indeholder nærmere

regler om udstykningen eller bygge- eller anlægsarbejdet.

Stk. 5. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om

afgrænsningen af kommunalbestyrelsernes beføjelser og pligter efter stk. 1 og

2.

§ 14. Kommunalbestyrelsen kan nedlægge forbud mod, at der retligt

eller faktisk etableres forhold, som kan hindres ved en lokalplan. Forbudet

kan højst nedlægges for et år. Kommunalbestyrelsen tinglyser forbudet på den

pågældende ejendom. Tinglysningen er uden betydning for forbudets gyldighed.

§ 15. En lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og

retsvirkninger.

Stk. 2. I en lokalplan kan der optages bestemmelser om:

1) overførsel til byzone eller sommerhusområde af arealer, som planen

omfatter,

2) områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes

til offentlige formål,

3) ejendommes størrelse og afgrænsning,

4) vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssig betydning,

herunder om adgangsforholdene til færdselsarealer og med henblik på

adskillelse af trafikarterne,

5) beliggenhed af spor- og ledningsanlæg, herunder til elforsyning,

6) bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde hvori

en bebyggelse skal opføres,

7) bebyggelsers omfang og udformning, herunder til regulering af

boligtætheden,

8) anvendelse af de enkelte bygninger,

9) udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer,

herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og

beplantningsforhold i øvrigt samt belysning af veje og andre færdselsarealer,

10) bevaring af landskabstræk i forbindelse med bebyggelse af et område,

der inddrages til bymæssig bebyggelse eller sommerhusbebyggelse,

11) tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for

det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny

bebyggelse,

12) foretagelse af afskærmningsforanstaltninger såsom anlæg af

beplantningsbælte, støjvold, mur o.lign. som betingelse for ibrugtagen af ny

bebyggelse eller ændret anvendelse af et ubebygget areal,

13) oprettelse af grundejerforeninger for nye haveboligområder,

erhvervsområder eller områder for fritidsbebyggelse, herunder om medlemspligt

og om foreningens ret og pligt til at forestå etablering, drift og

vedligeholdelse af fællesarealer og fællesanlæg,

14) bevaring af eksisterende bebyggelse, således at bebyggelsen kun med

tilladelse fra kommunalbestyrelsen må nedrives, ombygges eller på anden måde

ændres,

15) friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan

blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan

medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom,

16) ophør af gyldigheden af udtrykkeligt angivne tilstandsservitutter,

hvis servituttens opretholdelse vil være i strid med lokalplanens formål, og

hvis servitutten ikke vil bortfalde som følge af § 18,

17) sammenlægning af lejligheder i eksisterende boligbebyggelse,

18) isolering af eksisterende boligbebyggelse mod støj og

19) forbud mod større byggearbejder på eksisterende bebyggelse, således at

sådanne arbejder kun kan udføres med kommunalbestyrelsens tilladelse eller

efter krav fra en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen.

Stk. 3. I en lokalplan for et område, som overgår til byformål

eller til sommerhusbebyggelse, skal der optages bestemmelser til sikring af

de forhold, der er nævnt i stk. 2, nr. 2-4.

Stk. 4. Lokalplanen skal indeholde udtrykkelige oplysninger om,

hvilke tilladelser og dispensationer der efter § 36, stk. 1, nr. 6, i denne

lov, § 69 i lov om naturbeskyttelse og § 6, nr. 6, i lov om vandløb anses for

meddelt ved lokalplanens gennemførelse.

Stk. 5. Uden for landsbyer kan en lokalplan for landzonearealer,

der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser

efter stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 9.

Stk. 6. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der i

lokalplaner kan optages bestemmelser om andre forhold end nævnt i stk. 2.

§ 16 . En lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvorledes

planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området.

Stk. 2. Redegørelsen skal angive, om lokalplanens virkeliggørelse

er afhængig af tilladelser eller dispensationer fra andre myndigheder end

kommunalbestyrelsen.

§ 17 . Når et forslag til lokalplan er offentliggjort efter § 24,

må ejendomme, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt

udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige

plans indhold.

Stk. 2. Efter udløbet af fristen efter § 24 kan

kommunalbestyrelsen dog tillade, at en ejendom, der er omfattet af

planforslaget, bebygges eller udnyttes efter forslaget, såfremt dette er i

overensstemmelse med kommuneplanen, og der ikke er tale om at påbegynde et

større byggearbejde m.v., jf. § 13, stk. 2.

Stk. 3. Tilladelse efter stk. 2 kan ikke meddeles, sålænge en

indsigelse efter § 29 opretholdes eller i tilfælde, hvor miljøministeren har

truffet beslutning efter § 3, stk. 4.

Stk. 4. Stk. 1 finder kun anvendelse indtil den endeligt vedtagne

eller godkendte lokalplan er offentliggjort efter § 30 og højst i et år efter

forslagets offentliggørelse.

§ 18. Når der er foretaget offentlig bekendtgørelse af en

lokalplan efter § 30, må der ikke retligt eller faktisk etableres forhold i

strid med planens bestemmelser, medmindre dispensation meddeles efter

reglerne i §§ 19 eller 40.

§ 19 . Kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en

lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis

dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, jf. dog § 40.

Stk. 2. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1 kan kun

foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Stk. 3. En bestemmelse i en lokalplan, hvis indhold er fastlagt i

overensstemmelse med regler eller beslutninger efter § 3 eller en aftale med

en statslig eller en regional myndighed, kan kun fraviges med

miljøministerens henholdsvis den pågældende myndigheds samtykke.

Stk. 4. En bestemmelse i en lokalplan, der indebærer tilladelse

eller dispensation fra lovgivning, der administreres af amtsrådet, jf. § 15,

stk. 4, kan kun fraviges med amtsrådets samtykke.

§ 20 . Dispensationer efter § 19 kan først meddeles, når der er

forløbet 2 uger, efter at kommunalbestyrelsen har givet skriftlig orientering

om ansøgningen til:

1) ejere og brugere i det område, der er omfattet af planen,

2) naboerne til den omhandlede ejendom og andre, som efter

kommunalbestyrelsens vurdering har interesse i sagen, og

3) de foreninger o.lign. med lokalt tilhørsforhold, som overfor

kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive orienteret om

ansøgninger.

Orienteringen skal indeholde oplysning om, at bemærkninger kan fremsendes

til kommunalbestyrelsen inden 2 uger.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder ikke, hvor en forudgående

orientering efter kommunalbestyrelsens skøn er af underordnet betydning for

de i stk. 1, nr. 1-3, nævnte personer og foreninger.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal give underretning om afgørelsen

til dem, der rettidigt har fremsat bemærkninger efter at være orienteret i

henhold til stk. 1.

§ 21 . Kommunalbestyrelsen kan bemyndige en grundejerforening

eller med de pågældende grundejeres samtykke en beboerforening til at meddele

dispensationer som omhandlet i § 19, stk. 1. Grundejer~ eller

beboerforeningen skal foretage orientering og underretning efter reglerne i §

20.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at

kommunalbestyrelsen kan betinge en dispensation fra bestemmelser i

byplanvedtægter og lokalplaner om parkeringsarealer på egen grund af, at der

sker indbetaling til en kommunal parkeringsfond.

Kapitel 6

Planers tilvejebringelse og ophævelse

§ 22. Region- og kommuneplaner skal revideres hvert fjerde år.

Region-, kommune- og lokalplaner kan i øvrigt tilvejebringes og ændres efter

reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. I forbindelse med revisioner efter stk. 1, 1. pkt., skal

amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen udarbejde en beretning om den

hidtidige planlægning, de påtænkte ændringer i planen samt en vurdering af

udviklingen. Beretningen offentliggøres med en frist for afgivelse af

kommentarer m.v. på mindst 8 uger. Beretningen sendes til miljøministeren og

øvrige statslige og kommunale myndigheder, hvis interesser berøres.

§ 23 . Før udarbejdelsen af et forslag til region- eller

kommuneplan eller ændringer hertil indkalder amtsrådet henholdsvis

kommunalbestyrelsen ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet.

Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage offentligheden i det indledende

planlægningsarbejde.

Stk. 2. Indkaldelsen efter stk. 1 sker ved offentlig

bekendtgørelse.

§ 24 . Efter amtsrådets henholdsvis kommunalbestyrelsens

vedtagelse af et planforslag offentliggøres dette med tilhørende redegørelse.

Ved offentliggørelsen skal der oplyses om fristen efter stk. 3. Ved

offentliggørelse af kommuneplanforslag og ændringer hertil skal der oplyses

om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Ved offentliggørelse af lokalplanforslag

skal der oplyses om reglerne i § 17.

Stk. 2. Ethvert medlem af det kommunale råd, der har forlangt sin

afvigende mening vedrørende planforslaget tilført rådets beslutningsprotokol,

kan forlange, at den afvigende mening offentliggøres samtidig med forslaget

tillige med en kort begrundelse, der affattes af medlemmet.

Stk. 3. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen fastsætter en

frist på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod

planforslaget.

§ 25 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 24 sendes

planforslaget til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale

myndigheder, hvis interesser berøres af forslaget.

§ 26 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 24 af et forslag til

lokalplan skal kommunalbestyrelsen give skriftlig underretning herom til:

1) ejerne af de ejendomme, der er omfattet af forslaget, og lejerne i og

brugerne af disse ejendomme,

2) ejerne af ejendomme uden for forslagets gyldighedsområde og lejerne i

og brugerne af sådanne ejendomme i den udstrækning, hvor forslaget efter

kommunalbestyrelsens skøn har væsentlig betydning for dem, og

3) de foreninger o.lign. med lokalt tilhørsforhold, som overfor

kommunalbestyrelsen har fremsat skriftlig anmodning om at blive underrettet

om lokalplanforslag.

Stk. 2. Hvis forslaget indeholder bestemmelser om servitutbortfald

efter § 15, stk. 2, nr. 16, skal kommunalbestyrelsen så vidt muligt give

underretning herom til de påtaleberettigede efter servitutdokumentet.

Stk. 3. Underretningen skal oplyse om fristen efter § 24, stk. 3,

og indeholde eventuelle mindretalsudtalelser efter § 24, stk. 2, samt oplyse

om reglerne i § 17.

§ 27 . Efter udløbet af fristen efter § 24, stk. 3, kan amtsrådet

henholdsvis kommunalbestyrelsen vedtage forslaget endeligt, jf. dog § 3, stk.

4 og §§ 28 og 29.

Stk. 2. Vedtagelsen kan gøres betinget af gennemførelsen af de

nødvendige ændringer i kommune- og regionplan.

Stk. 3. I forbindelse med den endelige vedtagelse af planen kan

der foretages ændring af det offentliggjorte planforslag. Berører ændringen

på væsentlig måde andre myndigheder eller borgere, end de der ved indsigelse

har foranlediget ændringen, kan vedtagelsen af planen ikke ske, før de

pågældende har fået lejlighed til at udtale sig. Ved væsentlige ændringer i

et regionplanforslag skal miljøministeren have lejlighed til at udtale sig.

Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor. Hvis

ændringen er så omfattende, at der reelt foreligger et nyt planforslag, skal

dette offentliggøres m.v. efter reglerne i §§ 24-26.

§ 28 . Et planforslag kan ikke vedtages endeligt, hvis en

myndighed efter reglerne i § 29 har modsat sig dette skriftligt overfor

amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen inden udløbet af fristen efter §

24, stk. 3, eller § 27, stk. 3. Forslaget kan herefter først vedtages, når

der er opnået enighed mellem parterne om de nødvendige ændringer.

Stk. 2. Uafklarede spørgsmål efter stk. 1 kan af parterne

indbringes for miljøministeren.

Stk. 3. Indsigelser efter stk. 1 skal være begrundede.

§ 29 . Miljøministeren kan til varetagelse af statslige interesser

fremsætte indsigelse efter § 28 overfor et forslag til regionplan eller et

forslag til kommuneplan for Københavns eller Frederiksberg Kommune og

ændringer til disse planer.

Stk. 2. Et amtsråd skal fremsætte indsigelse efter § 28 mod

forslag til lokalplaner, kommuneplaner og ændringer til kommuneplaner,

såfremt planforslaget er i strid med regler eller beslutninger efter § 3

eller regionplanlægningen for de emner, der er nævnt i § 6, stk. 3 og 4.

Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning for

regionplanlægningens formål.

Stk. 3. Et amtsråd kan fremsætte indsigelse efter § 28 mod

lokalplanforslag, der vil indebære tilladelse eller dispensation fra

lovgivning, der administreres af amtsrådet, jf. § 15, stk. 4.

Stk. 4. En statslig myndighed kan fremsætte indsigelse efter § 28

mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som myndigheden varetager.

§ 30 . Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen foretager

offentlig bekendtgørelse om den endelige vedtagelse af planen og sender denne

til de myndigheder, som er nævnt i § 25. Planen skal være offentlig

tilgængelig.

Stk. 2. Den offentlige bekendtgørelse om kommuneplaner og

ændringer hertil og lokalplaner skal indeholde oplysning om reglerne i

henholdsvis § 12, stk. 2 og 3 og § 18.

§ 31 . Samtidig med offentliggørelsen efter § 30 af en lokalplan

sender kommunalbestyrelsen et eksemplar af den offentliggjorte bekendtgørelse

til:

1) ejere af ejendomme, der er omfattet af planen,

2) enhver, der rettidigt har fremsat indsigelser m.v. mod planforslaget,

og

3) de myndigheder, der er nævnt i § 25 og de foreninger, der er nævnt i §

26, stk. 1, nr. 3.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen lader lokalplanen tinglyse på de

ejendomme, der er omfattet af planen.

§ 32 . Et forslag til lokalplan bortfalder, hvis det ikke er

vedtaget inden 3 år efter offentliggørelsen.

Stk. 2. En lokalplan bortfalder, hvis den ikke er offentlig

bekendtgjort efter § 30 inden 8 uger efter den endelige vedtagelse.

§ 33 . Kommunalbestyrelsen kan beslutte at ophæve byplanvedtægter

og lokalplaner for arealer, der tilbageføres til landzone, og lokalplaner for

landzonearealer, når en planlægning for området ikke længere findes

nødvendig.

Stk. 2. Beslutning efter stk. 1 kan først træffes, efter at ejerne

af de berørte arealer har haft lejlighed til at udtale sig.

Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist herfor på mindst 8 uger.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen giver underretning om beslutninger

efter stk. 1 til vedkommende ejere, miljøministeren og amtsrådet.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen lader ophævede byplanvedtægter og

lokalplaner aflyse fra tingbogen.

Kapitel 7

Zoneinddelingen og landzoneadministrationen

§ 34. Hele landet er opdelt i byzoner, sommerhusområder og

landzoner.

Stk. 2. Byzoner er:

1) områder, som i en byudviklingsplan er udlagt til bymæssig bebyggelse,

2) områder, som i en bygningsvedtægt er udlagt som byggeområder til

bymæssig bebyggelse,

3) områder, som i en byplanvedtægt er udlagt til bymæssig bebyggelse eller

offentlige formål, og

4) områder, som i en lokalplan er overført til byzone.

Stk. 3. Sommerhusområder er:

1) områder, som i en bygningsvedtægt eller en byplanvedtægt er udlagt til

sommerhusbebyggelse, og

2) områder, som i en lokalplan er overført til sommerhusområde.

Stk. 4. Landzoner er de områder, der ikke er omfattet af stk. 2 og

3.

§ 35 . I landzoner må der ikke uden tilladelse fra

landzonemyndigheden foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske

ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog

§§ 36-38.

Stk. 2. Tilladelse efter stk. 1 til udstykning, bebyggelse eller

ændret anvendelse, som er omfattet af reglen om lokalplanpligt i § 13, stk.

2, kan først meddeles, når den fornødne lokalplan er offentlig bekendtgjort.

Stk. 3. Amtsrådet er landzonemyndighed. I følgende tilfælde er

kommunalbestyrelsen dog landzonemyndighed:

1) I Københavns og Frederiksberg Kommuner.

2) I landsbyer, der er eentydigt afgrænset i en kommuneplan.

3) I landzoneområder, der er omfattet af en offentlig bekendtgjort

lokalplan.

Stk. 4. Ansøgeren og kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet

skal have skriftlig meddelelse om afgørelser efter stk. 1. Danmarks

Naturfredningsforening og lokale foreninger med virke inden for lovens formål

skal have skriftlig meddelelse om de i stk. 5 nævnte tilladelser.

Stk. 5. Danmarks Naturfredningsforening og lokale foreninger med

virke inden for lovens formål kan underrette landzonemyndigheden om, hvilke

bestemte typer af tilladelser efter stk. 1 foreningen ønsker underretning om.

§ 36 . Tilladelse efter § 35, stk. 1, kræves ikke til:

1) Udstykning til sammenlægning med bestående landbrugs- eller

skovbrugsejendom.

2) Udstykning efter landbrugslovens § 8, stk. 4, til samdrift med en

bestående landbrugsejendom.

3) Udstykning af en skovejendom efter landbrugslovens § 4, stk. 2.

4) Byggeri der er erhvervsmæssigt nødvendigt for den pågældende ejendoms

drift som landbrugs- eller skovbrugsejendom eller for udøvelse af

fiskerierhvervet, jf. dog stk. 2.

5) Ibrugtagen af bebyggelse eller arealer til landbrug eller skovbrug

eller til brug for udøvelse af fiskerierhvervet.

6) Udstykning, byggeri eller ændret anvendelse i det omfang, dette er

bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse, eller udtrykkeligt er

tilladt i en lokalplan, der er tilvejebragt efter reglerne i denne lov.

7) Indvinding af råstoffer i jorden.

8) Byggeri der efter Bygningsreglement for småhuse er fritaget for krav om

byggetilladelse.

9) Byggeri der i bygningsreglement er fritaget for krav om

byggetilladelse, og som etableres til brug for offentlige trafik~ eller

forsyningsanlæg eller radio- og TV-modtagelse.

10) Til- og ombygning af helårshus hvorved husets samlede bruttoetageareal

ikke overstiger 250 m2.

11) Helårsboligs overgang til anvendelse som fritidsbolig.

Stk. 2. Der kræves dog tilladelse efter § 35, stk. 1 for så vidt

angår beliggenheden og udformningen af bygninger, som omhandlet i stk. 1, nr.

4, der opføres uden tilknytning til ejendommens hidtidige bebyggelsesarealer.

§ 37. Bygninger, der ikke længere er nødvendige for driften af en

landbrugsejendom, kan uden tilladelse efter § 35, stk. 1, tages i brug til

håndværks- og industrivirksomhed samt lager- og kontorformål m.v. på

betingelse af:

1) at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke ombygges i

væsentligt omfang,

2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år, og

3) at der ikke beskæftiges mere end 5 personer på ejendommen.

Stk. 2. I tilknytning til de bygninger, der er nævnt i stk. 1, kan

der endvidere etableres et mindre ikke skæmmende oplag efter

kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse.

§ 38. Anvendelse af bygninger til den virksomhed, der er nævnt i §

37, må kun ske efter forudgående anmeldelse til kommunalbestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen skal påse, om betingelserne efter § 37, er opfyldte.

Såfremt kommunalbestyrelsen ikke har gjort indsigelse inden 2 uger fra den

dag, anmeldelsen er modtaget, kan bygningerne tages i brug.

Kapitel 8

Sommerhusområder

§ 39 . I sommerhusområder må der, medmindre andet er fastsat i en

lokalplan eller i en af de planer m.v., der er opretholdt ved § 68, stk. 2,

ikke uden kommunalbestyrelsens tilladelse opføres eller indrettes mere end

een bolig på en selvstændigt matrikuleret ejendom.

§ 40 . En bolig i et sommerhusområde må, bortset fra kortvarige

ferieophold m.v., ikke anvendes til overnatning i perioden fra 1. oktober til

31. marts, medmindre boligen blev anvendt til helårsbeboelse, da området blev

udlagt til sommerhusområde, og retten til helårsbeboelse ikke senere er

bortfaldet, jf. § 56, stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan i særlige tilfælde dispensere fra

forbudet i stk. 1. En dispensation bortfalder ved ejerskifte, og når boligen

ikke længere anvendes til helårsbeboelse.

§ 41. En pensionist, der ejer en bolig i et sommerhusområde, har

en personlig ret til at benytte boligen til helårsbeboelse, når pensionisten

har ejet boligen i 10 år. Retten til helårsbeboelse bortfalder dog, hvis der

nedlægges forbud mod, at boligen anvendes til helårsbeboelse efter reglerne

om boligtilsyn i kapitel VIII i lov om byfornyelse og boligforbedring.

Stk. 2. Ved pensionist forstås en person på 67 år og derover, en

efterlønsmodtager eller en førtidspensionist i henhold til lov om social

pension.

Stk. 3. En pensionists ægtefælle eller samlever kan sammen med

pensionisten benytte boligen til helårsbeboelse. Efter pensionistens død kan

ægtefællen eller samleveren fortsætte med at benytte boligen til

helårsbeboelse. Ved fraflytning bortfalder denne ret.

Kapitel 9

Servitutter

§ 42 . En ejer af fast ejendom kan kun med forudgående samtykke

fra kommunalbestyrelsen gyldigt pålægge ejendommen servitutbestemmelser om

forhold, hvorom der kan optages bestemmelser i en lokalplan. Samtykke efter

1. pkt. kan ikke meddeles i tilfælde, hvor der som følge af § 13, stk. 2,

skal tilvejebringes en lokalplan.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 skal påføres

servitutdokumentet. Hvis samtykke meddeles, eller hvis ejendommen ejes af

kommunen, skal påtegningen udtrykkeligt angive, at tilvejebringelse af en

lokalplan ikke er påkrævet.

§ 43 . Kommunalbestyrelsen kan ved påbud eller forbud sikre

overholdelsen af servitutbestemmelser om forhold, hvorom der kan optages

bestemmelser i en lokalplan.

§ 44 . Bestemmelserne i §§ 42 og 43 finder ikke anvendelse på

servitutter, der er pålagt af offentlige myndigheder med hjemmel i

lovgivningen.

Kapitel 10

Tilbageførsel

§ 45 . Kommunalbestyrelsen kan beslutte at tilbageføre arealer

fra byzone eller sommerhusområde til landzone i overensstemmelse med

kommuneplanen.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan endvidere efter ansøgning fra

vedkommende ejer tilbageføre et areal fra byzone eller sommerhusområde til

landzone, når arealet grænser til landzone, og når tilbageførslen er

ubetænkelig ud fra planlægningsmæssige hensyn.

Stk. 3. Beslutning efter stk. 1 kan først træffes, efter at ejerne

af de berørte arealer har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger inden

en af kommunalbestyrelsen fastsat frist, der skal være mindst 8 uger.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen giver særskilt underretning om

beslutninger efter stk. 1 og 2 til vedkommende ejere og til miljøministeren

og amtsrådet. Endvidere underrettes panthavere og andre indehavere af

tinglyste rettigheder over ejendommene.

Stk. 5. Underretning til ejere og panthavere skal indeholde

oplysning om reglerne i § 46.

§ 46 . Ved tilbageførsel af privat ejede arealer til landzone

efter § 45 kan der ydes erstatning for udgifter, ejeren har afholdt med

henblik på ejendommens udnyttelse i byzone.

Stk. 2. Erstatningsfastsættelsen sker under hensyn til forholdene

på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning efter § 45, stk. 1 og 2.

Stk. 3. Krav om erstatning efter stk. 1 skal fremsættes skriftligt

over for kommunalbestyrelsen senest 12 uger efter, at ejeren har fået

meddelelse om kommunalbestyrelsens beslutning efter § 45, stk. 1 og 2.

Kommunalbestyrelsen underretter amtsrådet og miljøministeren om

erstatningskravet.

Stk. 4. Mindelig overenskomst om erstatningens størrelse skal

tiltrædes af miljøministeren og amtsrådet. Opnås mindelig overenskomst ikke

senest 8 uger efter udløbet af den i stk. 3 nævnte frist, skal

kommunalbestyrelsen indbringe erstatningsspørgsmålet for

taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje, jf. § 50.

Stk. 5. Staten og amtskommunen betaler hver 1/3 af kommunens

udgifter til erstatning og sagsomkostninger. I Københavns og Frederiksberg

Kommuner betaler staten 1/3 af kommunens udgifter og sagsomkostninger.

Kapitel 11

Ekspropriation, overtagelse m.v.

§ 47 . Kommunalbestyrelsen kan ekspropriere fast ejendom, der

tilhører private, eller private rettigheder over fast ejendom, når

ekspropriationen vil være af væsentlig betydning for at sikre gennemførelsen

af en byudvikling i overensstemmelse med kommuneplanen eller for

virkeliggørelsen af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Stk. 2. Ved ekspropriation til erhvervelse af ejendomsret

bortfalder alle rettigheder over det eksproprierede, medmindre andet

bestemmes i det enkelte tilfælde.

Stk. 3. Ved ekspropriationens gennemførelse finder bestemmelserne

i lov om offentlige veje § 45 og §§ 47-49 tilsvarende anvendelse.

§ 48 . Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en

ejendom til et offentligt formål, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af

kommunen mod erstatning.

Stk. 2. Når en lokalplan eller en byplanvedtægt har forbeholdt en

del af en ejendom til et offentligt formål, kan ejeren forlange den

pågældende del af ejendommen overtaget af kommunen mod erstatning. Hvis

restejendommen ikke kan udnyttes på rimelig måde som selvstændig ejendom, kan

ejeren forlange hele ejendommen overtaget af kommunen.

Stk. 3. Overtagelsespligten efter stk. 1 og 2, 1. pkt. påhviler

dog kun kommunen, hvis det pågældende areal ikke kan udnyttes på en økonomisk

rimelig måde i overensstemmelse med den faktiske udnyttelse af de omliggende

ejendomme.

§ 49 . Når det i en lokalplan eller en byplanvedtægt er bestemt,

at en bebyggelse ikke må nedrives uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen, og

tilladelsen nægtes, kan ejeren forlange ejendommen overtaget af kommunen mod

erstatning.

Stk. 2. Overtagelsespligten efter stk. 1 påhviler dog kun

kommunen, hvis der er et væsentligt misforhold mellem ejendommens

afkastningsgrad og afkastningsgraden for ejendomme med en lignende

beliggenhed og benyttelse, men som ikke er omfattet af et nedrivningsforbud.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende

anvendelse, når en ejendom helt eller delvis er omfattet af et forbud mod

større byggearbejder, jf. § 15, stk. 2, nr. 19.

§ 50 . Taksationsmyndighederne efter lov om offentlige veje

fastsætter erstatning for ekspropriation efter § 47 og for tilbageførsel

efter § 46. Disse myndigheder afgør endvidere spørgsmål om berettigelsen af

krav efter §§ 48 og 49.

Stk. 2. Om sagernes behandling for taksationsmyndighederne og

erstatningens fastsættelse og udbetaling m.v. finder §§ 51-56 og §§ 59-67 i

lov om offentlige veje tilsvarende anvendelse.

Kapitel 12

Tilsyn

§ 51 . Kommunalbestyrelsen påser overholdelsen af denne lov og af

de regler, der er fastsat med hjemmel i loven samt af bestemmelserne i

lokalplaner og i de efter § 68, stk. 2 opretholdte vedtægter og planer m.v.,

jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Amtsrådet påser overholdelsen af §§ 35 og 36 og regler,

der med hjemmel i § 3 er fastsat for administrationen af §§ 35 og 36,

medmindre kommunalbestyrelsen er landzonemyndighed i det pågældende område,

jf. § 35, stk. 2.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal foretage indberetning til

amtsrådet, når kommunalbestyrelsen får kendskab til et ulovligt forhold i

tilfælde, hvor amtsrådet efter stk. 2 er tilsynsmyndighed.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet påser, at påbud

og forbud efter denne lov efterkommes, og at vilkår fastsat i tilladelser,

dispensationer m.v. overholdes.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen henholdsvis amtsrådet skal foranledige

et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet

betydning.

Kapitel 13

Administrative bestemmelser m.v.

§ 52 . Miljøministeren bistår amtsråd og kommunalbestyrelser med

vejledning efter denne lov.

Stk. 2. Miljøministeren kan nedsætte sagkyndige råd til at rådgive

myndighederne i spørgsmål om fysisk planlægning.

Stk. 3. Miljøministeren kan bemyndige en under ministeriet

oprettet styrelse eller tilsvarende institution til at udøve de beføjelser,

der i denne lov er tillagt ministeren.

Stk. 4. Miljøministeren kan fastsætte regler om adgangen til at

påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 3,

herunder at afgørelserne ikke skal kunne indbringes for ministeren.

§ 53. Regeringen kan indgå overenskomster med fremmede stater om

fælles foranstaltninger til opfyldelse af lovens formål.

Stk. 2. Miljøministeren fastsætter regler til opfyldelse af

internationale overenskomster, der indgås i henhold til stk. 1.

§ 54 . Miljøministeren kan fastsætte regler om gebyrer til dækning

af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn efter loven. Der

er udpantningsret for gebyrer.

§ 55 . Betingelser, der er knyttet til en tilladelse eller en

dispensation efter denne lov og bestemmelser efter § 37, stk. 2, er bindende

for ejere og indehavere af andre rettigheder over ejendommen uden hensyn til,

hvornår retten er stiftet. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen lader

betingelser af varig interesse tinglyse på ejendommen på ejerens bekostning.

Der er udpantningsret for det udlagte beløb.

§ 56. En tilladelse eller dispensation efter denne lov bortfalder,

hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, efter den er meddelt.

Stk. 2. En hidtidig ret til at udnytte en ejendom på en måde, som

er i strid med en lokalplan eller en efter § 68, stk. 2, opretholdt plan,

eller som ville kræve tilladelse eller dispensation efter denne lov,

bortfalder, når retten ikke har været udnyttet i 3 på hinanden følgende år.

§ 57 . Miljøministeriets, amtsrådets og kommunalbestyrelsens

personale og personer med bemyndigelse fra de pågældende myndigheder har uden

retskendelse adgang til enhver ejendom i tilsynsøjemed, jf. § 51, og efter

forudgående underretning til ejeren eller brugeren, for at foretage tekniske

forarbejder til forberedelse af beslutninger efter denne lov.

Stk. 2. Legitimation skal forevises efter anmodning.

Stk. 3. Politiet yder nødvendig bistand til at opnå den i stk. 1

nævnte adgang.

Kapitel 14

Klage og søgsmål

§ 58. Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser om forhold, der

er omfattet af denne lov, kan påklages til miljøministeren for så vidt angår

retlige spørgsmål, jf. dog stk. 2-6.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 47, stk. 1 kan

påklages til miljøministeren.

Stk. 3. Amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser efter § 35,

stk. 1, kan påklages til det naturklagenævn, der er oprettet i henhold til

særlig lov herom, når klagen indeholder spørgsmål, som efter nævnets

vurdering har meget væsentlig interesse i forhold til lovens formål, eller

klage indgives af miljøministeren.

Stk. 4. Miljøministeren afgør andre klager over afgørelser efter §

35, stk. 1.

Stk. 5. Miljøministerens og naturklagenævnets afgørelser efter

stk. 1-4 kan ikke påklages til anden administrativ myndighed. Det samme

gælder kommunalbestyrelsernes afgørelser efter § 40, stk. 2.

Stk. 6. Foreningers afgørelser efter § 21, stk. 1 kan påklages til

kommunalbestyrelsen.

§ 59. Klageberettiget efter § 58, stk. 1, 2 og 6 er enhver med

retlig interesse i sagens udfald.

Stk. 2. Klageberettiget efter § 58, stk. 3 og 4 er:

1) adressaten for afgørelsen,

2) miljøministeren, amtsrådet og kommunalbestyrelsen og

3) Danmarks Naturfredningsforening samt lokale foreninger med virke inden

for lovens formål, for så vidt foreningen efter § 35, stk. 5, har anmodet om

at blive underrettet om afgørelser efter § 35, stk. 1.

§ 60. Klage skal være indgivet skriftligt inden 4 uger fra

afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes

klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse

træffes indirekte og således ikke meddeles eller offentliggøres, regnes

fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.

Hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen

til den følgende hverdag.

Stk. 2. Klage efter § 58, stk. 3 og 4 indgives til den myndighed,

der har truffet afgørelsen. Amtsrådet henholdsvis kommunalbestyrelsen

videresender klagen til naturklagenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse

og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse. Andre klager indgives

til klagemyndigheden.

Stk. 3. Ved rettidig klage efter § 58, stk. 1 kan miljøministeren

bestemme, at en af kommunalbestyrelsen meddelt tilladelse ikke må udnyttes.

Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan ministeren give meddelelse om

standsning af dette.

Stk. 4. Rettidig klage efter § 58, stk. 2-4 har opsættende

virkning for den påklagede afgørelse, medmindre klagemyndigheden bestemmer

andet.

Stk. 5. Klagemyndigheden påser, at den, som har modtaget en

tilladelse, underrettes om klagen.

§ 61 . Når det er foreneligt med planlægningsmæssige hensyn og med

hensynet til offentlighedens medvirken i planlægningen, kan miljøministeren i

forbindelse med afgørelse af en klagesag efter § 58, stk. 1, se bort fra

reglerne om lokalplaner og dispensationer, når klagen vedrører en

foranstaltning, der er udført.

§ 62 . Søgsmål til prøvelse af afgørelser om forhold, der er

omfattet af denne lov, skal være anlagt inden 6 måneder efter, at afgørelsen

er meddelt. For afgørelser, hvorom der er udfærdiget offentlig

bekendtgørelse, regnes søgsmålsfristen fra bekendtgørelsen.

Stk. 2. Søgsmål til prøvelse af afgørelser, der er truffet af en

forening efter bemyndigelse fra kommunalbestyrelsen, jf. § 21, stk. 1, kan

ikke anlægges før klageadgangen til kommunalbestyrelsen, jf. § 58, stk. 6 er

udnyttet.

Stk. 3. Overtrædelse af bestemmelser i en lokalplan eller en af de

efter § 68, stk. 2 opretholdte vedtægter og planer m.v. kan gøres gældende

under et civilt søgsmål mod den, der har begået overtrædelsen eller har

ansvaret for den ulovlige tilstands opretholdelse. Dette gælder dog ikke

søgsmål om lovliggørelse, når dispensation er meddelt efter reglerne i §§ 19

eller 40.

Stk. 4. Spørgsmål, der kan prøves af taksationsmyndighederne, jf.

§ 50, kan ikke indbringes for domstolene, før overtaksationskommissionens

afgørelse foreligger.

Stk. 5. Søgsmål om ekspropriation efter denne lov anlægges ved den

landsret, under hvilken ejendommen er beliggende.

Kapitel 15

Lovliggørelse og straf

§ 63 . Det påhviler den til enhver tid værende ejer af en ejendom

at berigtige et ulovligt forhold. Består forholdet i en ulovlig brug af

ejendommen, påhviler pligten tillige brugeren.

Stk. 2. De i § 51 nævnte myndigheder kan på ejerens bekostning

lade et påbud om at berigtige et ulovligt forhold tinglyse på ejendommen. Når

forholdet er berigtiget, skal vedkommende myndighed lade påbudet aflyse fra

tingbogen.

Stk. 3. Når et ved dom meddelt påbud om at berigtige et ulovligt

forhold ikke efterkommes inden den i dommen fastsatte frist, og inddrivelse

af tvangsbøder ikke kan antages at føre til, at påbudet efterkommes, kan

vedkommende myndighed foretage det nødvendige til forholdets berigtigelse på

ejerens bekostning. Der er udpantningsret for beløbet.

§ 64 . Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige

lovgivning, straffes med bøde den, der

1) overtræder bestemmelser i en lokalplan eller en af de efter § 68, stk.

2 opretholdte vedtægter og planer m.v.,

2) overtræder § 35, stk. 1, § 39 og § 40, stk. 1,

3) tilsidesætter vilkår for en tilladelse eller dispensation m.v. efter

loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter eller planer, eller

tilsidesætter kommunalbestyrelsens bestemmelser efter § 37, stk. 2, eller

4) undlader at efterkomme et påbud eller forbud, der er udstedt i henhold

til loven eller de i medfør af loven udfærdigede forskrifter, herunder påbud

om at berigtige et ulovligt forhold.

Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, andelsselskab

el.lign., kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar. Er overtrædelsen

begået af staten, en amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab,

jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der pålægges den pågældende

myndighed eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

Kapitel 16

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

§ 65 . Loven træder i kraft den 1. januar 1991. § 67, stk. 1, nr.

5, træder i kraft ved miljøministerens bekendtgørelse for så vidt angår

ophævelse af § 3, stk. 3 om nedsættelse af Tilbudspligtnævnet, i lov nr. 328

af 18. juni 1969 om tilbudspligt.

§ 66 . Sager, der er indbragt for miljøministeren, Planstyrelsen,

Miljøankenævnet eller Tilbudspligtnævnet før lovens ikrafttræden,

færdigbehandles efter de hidtil gældende regler. Det samme gælder forslag til

planer, når forslaget er offentliggjort før den 1. januar 1991.

§ 67 . Ved lovens ikrafttræden ophæves:

1) lov om lands- og regionplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 921 af

22. december 1989,

2) lov om kommuneplanlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 918 af 22.

december 1989,

3) lov om by- og landzoner, jf. lovbekendtgørelse nr. 919 af 22. december

1989,

4) lov nr. 123 af 1. april 1980 om ekspropriation til byudvikling,

5) lov nr. 328 af 18. juni 1969 om tilbudspligt,

6) lov nr. 305 af 30. juni 1922 om visse bestemmelser om parcelsalg,

7) kapitel 2 og § 12, stk. 3 i lov om sommerhuse og campering m.v., jf.

lovbekendtgørelse nr. 920 af 22. december 1989,

8) §§ 2 og 3 i lov nr. 207 af 25. maj 1983 om ændring af lov om sommerhuse

og campering m.v., og

9) § 24, stk. 1, nr. 1 og 2, stk. 3 og stk. 5, §§ 27, 28a-28d samt § 28f,

stk. 1, nr. 1 og 2 og stk. 3 i lov om frikommuner, jf. lovbekendtgørelse nr.

583 af 31. august 1989.

§ 68 . Region-, kommune- og lokalplaner, der er tilvejebragt efter

de hidtidige planlove, opretholdes indtil de ændres efter reglerne i denne

lov.

Stk. 2. Følgende planer m.v. i henhold til den hidtidige bygge- og

byplanlovgivning bortfalder i den udstrækning, de er uforenelige med en

lokalplan, og kan i øvrigt ophæves ved bestemmelser herom i en lokalplan:

byplanvedtægter, markplaner, reguleringsplaner, udredningsplaner,

retningsplaner, magelægsplaner, beslutninger om friholdelse af et område for

bebyggelse samt beslutninger om bevaring af bebyggelsers ydre fremtræden.

§ 69 . Bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger efter hidtidig

planlovgivning, jf. § 67, stk. 1, nr. 1-8, opretholdes, indtil de ophæves

eller afløses af forskrifter med hjemmel i denne lov.

Stk. 2. Frikommuneregulativer, der er godkendt efter de i § 67,

stk. 1, nr. 9, nævnte bestemmelser bevarer deres gyldighed indtil udgangen af

1993.

§ 70. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning

Det foreliggende lovforslag er - sammen med de samtidigt fremsatte

forslag til lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb

samt lov om oprettelse af et naturklagenævn - miljøministerens forslag til en

modernisering og styrkelse af de centrale dele af Miljøministeriets

lovgivning.

Arbejdet med de grundlæggende ændringer af lovgivningen blev indledt med

miljøministerens beslutning i efteråret 1988 om ved en »lovpause«

at udsætte en del af de på daværende tidspunkt påtænkte lovinitiativer med

henblik på at få en bredere debat om lovgivningen.

Debatten blev indledt i efteråret 1988 med udsendelse til en bred kreds af

Miljøministeriets debatoplæg »Enkelt og Effektivt« og

»Planlægningsloven - forenkling og modernisering«, som blev fulgt

op af regeringens »Landsplanredegørelse 1988«, som også havde

karakter af et debatoplæg.

Den efterfølgende debat dannede grundlaget for udarbejdelse af lovudkast,

der den 14. juli 1989 blev sendt til høring hos en meget bred kreds af

interesseorganisationer, ministerier m.v. Høringsfristen udløb den 1.

november 1989.

I grundlaget indgår ligeledes regeringens

»Afbureaukratiseringsplan« fra december 1988 og

Indenrigsministeriets betænkning nr. 1168 af maj 1989 fra udvalget om de

kommunale opgavers fordeling og finansiering (»Lotz-III-udvalget«).

Lovforslagene er udarbejdet med et overordnet udgangspunkt i

»Brundtlandrapporten« og i regeringens »Handlingsplan for

miljø og udvikling« (december 1988) til opfølgning af denne rapport.

De allerede indvundne erfaringer fra igangværende frikommuneforsøg indgår

ligeledes i lovforslaget.

I forbindelse med lovudkastenes udarbejdelse var der drøftelser om

lovreformens hovedprincipper med nogle af de centrale »brugere« i

en særligt nedsat Kontaktgruppe. I gruppen var oprindeligt følgende

organisationer m.v. repræsenteret: Kommunernes Landsforening,

Amtsrådsforeningen, Industrirådet, Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet, De danske Landboforeninger, Danske Husmandsforeninger,

Landsorganisationen i Danmark, Dansk Arbejdsgiverforening samt

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I høringsperioden intensiveredes drøftelserne i Kontaktgruppen, der blev

udvidet med repræsentanter fra henholdsvis Håndværksrådet, Københavns

Kommune, Frederiksberg Kommune samt Det Grønne Kontaktudvalg. Der har

ligeledes været ført en række drøftelser med Dansk Skovforening.

Drøftelserne i Kontaktgruppen samt de modtagne høringssvar har givet

anledning til, at de nu fremsatte lovforslag på flere punkter er ændret i

forhold til de til høring udsendte udkast.

Ved dette og de øvrige fremsatte lovforslag samles 21 love i 4 hovedlove,

nemlig

- en lov om miljøbeskyttelse

- en lov om naturbeskyttelse

- en lov om planlægning og

- en lov om vandløb.

Hertil kommer en særlig lov om naturklagenævnet.

Ud over disse hovedlove fremsættes forslag til lov om råstoffer.

De tværgående formål med lovforslagene er:

at styrke miljø- og naturhensynenes varetagelse,

at forstærke arbejdet med at forebygge miljø- og naturproblemernes

opståen og at videreføre decentraliseringen, og

at bidrage til regeringens samlede afbureaukratiseringsplan og at

frigøre ressourcer og skabe grundlag for omprioriteringer.

Der henvises i denne forbindelse til den samtidig fremsatte redegørelse om

miljølovreformens mål og hovedprincipper.

Lovforslagene baserer sig i øvrigt på følgende mere tværgående principper:

- Natur- og miljøproblemers opståen skal foregribes ud fra et helhedssyn

bl.a. ved en samlet interesseafvejning i den sammenfattende fysiske

planlægning.

- Lovgivningen skal bygge på en eensartet myndighedsstruktur med en

klarere arbejdsdeling mellem stat, amt og kommune.

- Klagesystemet forenkles således, at der som udgangspunkt kun kan klages

een gang og visse mindre sager gøres endelige. Hovedreglen er, at

klagesagerne afgøres af miljøministeren/pågældende styrelse, mens visse

større sager afgøres af et uvildigt klagenævn.

Planlovene

Den gældende planlovgivning er for hovedpartens vedkommende tilvejebragt

ved den såkaldte planlovsreform i perioden 1969-75.

Første del af reformen omfattede by- og landzoneloven og

tilbudspligtloven, der gennemførtes i 1969 samtidig med ændringer i

naturfredningsloven, landbrugsloven m.fl.

Anden del af reformen kom i 1973 med lands- og regionplanloven og den nu

ophævede lov om regionplanlægning i Hovedstadsområdet.

Ved tredje del af reformen i 1975 gennemførtes kommuneplanloven med de

nødvendige ændringer i en række andre love.

Dertil kommer lov om sommerhuse og campering m.v., der var en af de

jordlove, som blev gennemført i 1972 i forbindelse med Danmarks indtræden i

EF, samt lov om ekspropriation til byudvikling, der blev gennemført i 1980.

Endelig stammer lov om parcelsalg fra 1922.

Der er gennemført en del ændringer i planlovene i de sidste 10 år. De

væsentligste omfatter:

- ændringen af by- og landzoneloven i 1980, hvorved Miljøankenævnet

indsattes som klagemyndighed,

- ændringen af sommerhusloven i 1983 vedrørende helårsbeboelse i

sommerhusområder,

- ændringen af by- og landzoneloven i 1983, hvorved zonelovskompetencen i

landsbyer overførtes til kommunerne,

- ændringerne af håndhævelsesbestemmelserne m.v. i plan- og miljølovene i

1984,

- ændringen af kommuneplanloven i 1985 vedrørende forenklinger i

procedurer m.m.,

- reglerne om tilbageførsel af arealer til landzone fra 1985,

- ændringerne af reglerne om region- og sektorplanlægning på

Miljøministeriets område fra 1987,

- ændringen i by- og landzoneloven i 1987 med henblik på lempelse i

adgangen til at etablere virksomhed i nedlagte landbrugsbygninger og

- i foråret 1989 ændringerne i lands- og regionplanloven vedrørende

konsekvenser af Hovedstadsrådets nedlæggelse, gennemførelse af EF-direktivet

om vurdering af virkninger på miljøet (VVM) samt skovrejsning.

Planlovreformens gennemførelse

Med lands- og regionplanloven blev der for første gang lovgivet om en

sammenfattende fysisk landsplanlægning.

Siden 1975 har miljøministeren hvert år afgivet en redegørelse om

landsplanarbejdet.

Redegørelserne har behandlet eet eller flere særlige temaer inden for

planlægningen og har bragt oversigter over planlægningen på statsligt,

regionalt og kommunalt niveau.

Redegørelserne har været vigtige signaler fra regering og Folketing til

kommuner og amtskommuner om de overordnede interesser og hensyn, som skal

varetages i den decentrale planlægning.

Landsplanredegørelsen fra 1988 har karakter af et debatoplæg om selve

styringsmidlerne i landsplanlægningen og er, som nævnt i indledningen, en del

af grundlaget for dette lovforslag. Den seneste landsplanredegørelse fra 1989

omhandler den regionale udvikling i Danmark.

Der er siden 1977 udsendt 21 landsplandirektiver hvoraf 16 stadig er

gældende. Direktiverne omhandler dels sikringen af arealer til større anlæg,

f.eks. naturgasledningerne og Storebæltsbroens landfæster, dels varetagelsen

af overordnede interesser og bevaringshensyn, f.eks. beskyttelsen af Danmarks

kystområder ved direktivet om ferie- og fritid.

Det var et hovedsigte med planlovsreformen, at der skulle tilvejebringes

sammenfattende planer for alle amtskommuner og kommuner.

I 1989 er tredje generation af regionplaner fremsendt til miljøministerens

godkendelse.

De første regionplaner blev gennemført i 1978-80. De omhandlede primært

bymønstret, herunder fordelingen af byvæksten og placeringen af større

centre, institutioner, forsyningsanlæg, veje m.m. Ved de senere revisioner er

det især lokaliseringsspørgsmål og arealinteresser i det åbne land, som er

blevet behandlet.

I lyset af den nedtoning af planlægningsprocedurekravene vedrørende de

enkelte interesseområder, som blev indledt ved lovændringer i 1987 på

baggrund af Arealudvalgets første delbetænkning, og som videreføres med de nu

fremsatte lovforslag på miljø- og naturfredningsområdet, vil

regionplanlægningen for det åbne land få en endnu væsentligere betydning.

Dette afspejles også i, at gennemførelsen af EF-direktivet om vurdering af

større enkeltprojekters virkning på miljøet (VVM) er blevet knyttet til

regionplanproceduren.

Alle landets kommuner har tilvejebragt kommuneplaner og den 4-årlige

vurdering af planerne er iværksat i mange kommuner. Det kan forventes, at

anden generation af kommuneplaner foreligger for hele landet senest i 1993.

Det grundlæggende i kommuneplanlægningen er beslutningerne om den

fremtidige arealanvendelse og bebyggelse. Denne fysiske del indgår i alle

kommuneplaner. Kommunerne anvender imidlertid i stigende omfang planerne i en

meget bredere betydning, hvor målsætningerne for f.eks. erhvervsudviklingen,

miljøbeskyttelsen, ældrepolitikken og meget andet samordnes med planlægningen

inden for de enkelte kommunale forvaltningsområder og budgetlægningen.

Kommuneplanerne får herved også karakter af strategiplaner for de områder,

som kommunalbestyrelserne prioriterer politisk højt. I de nærmeste år

forventes det, at kommuneplanarbejdet vil koncentrere sig om emner som

erhvervsudvikling, trafik samt bolig- og byforbedring.

Lokalplanen, som i sin tid afløste en lang række forskellige

detailplantyper, er nu et indarbejdet og akcepteret instrument i den

kommunale planlægning. Der er gennemført ca. 15.000 lokalplaner siden

kommuneplanlovens ikrafttrædelse i 1977.

By- og landzonelovens principper om regulering af byggeri, udstykning osv.

i landzone er i dag generelt akcepteret.

Det samme gælder de principper om offentlighed, rammestyring og

decentralisering, som blev udmøntet med planlovene, og som i dag er vel

indarbejdet i den kommunale og amtskommunale planlægning og administration.

På denne baggrund er det rimeligt at konkludere, at planlovsreformen er

ført igennem i overensstemmelse med de målsætninger, som lå til grund for

reformen.

De kommende års regionale og kommunale planlægning vil i højere grad bestå

i vedligeholdelse og ajourføring af plangrundlaget og planlægning for særlige

emner og temaer. Derimod vil der kun i begrænset omfang blive tale om

tilvejebringelse af helt nye samlede planer.

Både lovenes stykvise tilblivelse over en årrække og forventningerne om

det fremtidige planlægningsarbejdes karakter tilsiger således den

modernisering og ajourføring af regelværket, som er et af hovedformålene med

det foreliggende lovforslag.

På baggrund af de forløbne 10-15 års erfaringer med planlægningsarbejdet

indeholder lovforslaget tillige en videreudvikling af reglerne om

decentralisering, rammestyring og borgerdeltagelse i planlægningen.

Lovforslagets hovedindhold

Een lov

Dette lovforslag sammenfatter og forenkler 5 love:

- by- og landzoneloven,

- lov om lands- og regionplanlægning,

- lov om kommuneplanlægning,

- lov om ekspropriation til byudvikling og

- kapitel 2 i lov om sommerhuse og campering m.v.

Samtidig foreslås 2 love ophævet:

- lov om tilbudspligt og

- lov om parcelsalg.

Landsplanlægningen

Lovforslaget opretholder lands- og regionplanlovens bestemmelser om

landsplanlægningen. Ministerens beføjelser over for den decentrale

planlægning foreslås dog udvidet, og de årlige landsplanredegørelser til

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg foreslås afløst af en redegørelse,

når der har været nyvalg til Folketinget. Endelig foreslås det, at ministeren

skal kunne støtte forsøg og udviklingsprojekter til fremme af lovens formål.

Landsplanbestemmelserne har således fortsat karakter af formelle regler og

rammer, der inden for lovens formål kan udfyldes i overensstemmelse med

skiftende tiders behov og politiske vurdering.

Efter lovens formålsbestemmelse skal planlægningen være et redskab i

arbejdet for at sikre en bæredygtig udvikling. Den helhedsvurdering, der

karakteriserer den sammenfattende fysiske planlægning fremfor planlægningen

inden for enkeltområder, får dermed øget betydning.

Som det nærmere er omtalt i landsplanredegørelsen 1988 vil gennemførelsen

af større, statslige projekter fortsat kræve, at der fastsættes

arealreservationer og andre reguleringer i den regionale og kommunale

planlægning. Staten må gennem landsplanlægningen kunne sikre, at denne

planlægning gennemføres til tiden og med det nødvendige indhold.

Decentraliseringen af planlægningsopgaverne må afbalanceres med nogle

statslige indgrebsmuligheder, som kan anvendes, når overordnede interesser

skal sikres. Erfaringerne har vist, at der er behov for, at staten kan gribe

ind i sager om lokalisering af samfundsnødvendige projekter, som de lokale

myndigheder ikke vil eller kan løse.

Forslaget indeholder derfor hjemmel for miljøministeren til at pålægge de

kommunale myndigheder at tilvejebringe en plan eller selv overtage amtsråds

og kommunalbestyrelsers beføjelser efter loven. Dette indebærer, at

landsplandirektiver m.v. kan blive direkte bindende for planlægningen på alle

niveauer. De nævnte påbuds- og indkaldebeføjelser skal kun anvendes i de

undtagelsestilfælde, hvor overordnede interesser gør det nødvendigt at bryde

lovens almindelige opgavefordeling.

Lovforslaget indebærer i øvrigt ikke ændringer i ministerens nuværende

adgang til at fastsætte regler om lovens administration og planlægningens

indhold, herunder landsplandirektiver.

Det skal generelt bemærkes, at lovforslagets karakter af sammenfattende

planlægningslov indebærer, at andre ministeriers opgaver ofte berøres, og at

miljøministeren derfor - som hidtil - skal administrere loven i samarbejde

med berørte ministre.

Landsplanredegørelsen 1989 fremhæver nogle hovedlinier i de kommende

års landsplanarbejde.

For det første beskriver redegørelsen den regionale udvikling i relation

til den hidtidige målsætning om ligelighed. Redegørelsen argumenterer for en

fremtidig målsætning om mangfoldighed gennem styrkelse af de enkelte områders

og egnes udviklingsmuligheder og nuancerer således de landsplanpolitiske

synspunkter omkring det »skæve« Danmark.

For det andet fremhæver redegørelsen, at der fremtidigt også må lægges en

international synsvinkel til grund for landsplanarbejdet.

For det tredje fremhæves de planlæggende myndigheders forpligtelse til at

sikre kvalitet i de fysiske omgivelser. Denne fysisk-rumlige kvalitet skal på

een gang tilgodese ønsket om attraktive og velfungerende byer, bebyggelser og

landområder, der ikke er belastet af forurening, og hensynet til nødvendig

omdannelse eller tilpasning til fremtidens behov.

Ud fra disse tre hovedsynspunkter foreslås det i redegørelsen, at der

udarbejdes et såkaldt landsplanperspektiv, der kan fremlægges til politisk

drøftelse om to år. Hensigten er i tekst og kort at give et samlet billede af

- eller vision om - de næste tyve års nødvendige forandringer af byer,

landområder og infrastruktur.

Regionplanlægningen

Lovforslaget opretholder den lovbestemte pligt til at udarbejde

regionplaner, men kravene til regionplanernes indhold begrænses.

Et af hovedprincipperne i lovforslaget er at fastsætte en klarere

arbejdsdeling mellem amterne og kommunerne. Med udgangspunkt i betænkning nr.

1168 af maj 1989 om de kommunale opgavers fordeling og finansiering

(Lotz-III-udvalget) foreslås det, at amtskommunerne varetager både

planlægning og enkeltsagsadministration i det åbne land, mens de tilsvarende

opgaver i byerne, herunder landsbyer og sommerhusområder varetages af

kommunerne.

Regionplanerne skal for fremtiden kun indeholde retningslinier for

interesseafvejningen i det åbne land, for selve afgrænsningen af byzoner og

sommerhusområder, for visse »kommunegrænseoverskridende« forhold

f.eks. trafikanlæg o.lign. samt for realiseringen af landsplandirektiver. For

disse emner vil regionplanen fortsat være rammestyrende i forhold til den

kommunale planlægning.

Dette betyder, at forholdene i byområder og sommerhusområder som alt

overvejende hovedregel alene planlægges i kommune- og lokalplanerne. Der vil

ikke længere kunne fastsættes regionplanretningslinier for fordelingen af

byvækst gennem boligkvoter o.lign., for prioriterede varmeforsyningsmetoder

og -oplande eller for byfornyelsen. De eksisterende retningslinier i

regionplanerne om sådanne formål vil heller ikke være bindende for kommunerne

efter lovens ikrafttrædelse. Der gælder dog særlige regler for

hovedstadsområdet, fordi der her er tale om eet sammenhængende byområde.

Det er ligeledes i overensstemmelse med hensigten om en klarere

arbejdsdeling, at det foreslås at ophæve amtskommunernes hidtidige tilsyn

med, at lokalplaner er i overensstemmelse med kommuneplanen.

Endelig foreslås den nuværende godkendelsesordning for regionplaner

ophævet og erstattet af en veto-ordning for miljøministeren. Dette skal ses

som en videre udvikling af de senere års praksis, hvorefter miljøministeren

ved offentlighedsperiodens udløb afgiver en udtalelse fra de statslige

myndigheder. Forslaget er tillige udtryk for en yderligere decentralisering

af planlægningen.

Kommune- og lokalplanlægningen

Lovforslaget opretholder reglerne om kommune- og lokalplaners form og

indhold og den lovbestemte pligt til at udarbejde disse planer. Der er

imidlertid sket en modernisering og forenkling af reglernes udformning.

I lighed med forslaget om at ophæve den statslige godkendelse af

regionplaner foreslås den hidtidige forhåndsgodkendelse af kommuneplaner med

bebyggelsesprocenter over 110 ophævet. Der er, som omtalt tidligere, nu

udarbejdet kommuneplaner for alle landets kommuner, og det anses derfor ikke

længere for nødvendigt at fastholde en »forhåndskontrol« af de

kommunale planer.

I de kommunale planer er den eksisterende bebyggelsestæthed i de centrale

byområder blevet reduceret væsentligt for at skabe mere lys og luft og bedre

opholdsarealer. Den reducerede bebyggelsestæthed forudsættes generelt

fastholdt i fremtiden. I tilfælde af, at der i en kommuneplan sker en markant

hævelse af bebyggelsesprocenterne, kan miljøministeren i det konkrete

tilfælde indkalde kommuneplanen og om fornødent pålægge kommunalbestyrelsen

at reducere bebyggelsesprocenterne. Miljøministeren vil eventuelt tillige

kunne fastsætte mere nuancerede regler om bebyggelsestætheder ved et

landsplandirektiv.

Som noget nyt foreslås det, at en lokalplan kan indeholde bestemmelser om

lokalisering af byggeri og anlæg m.m. med den virkning, at tilladelse efter

visse andre lovbestemmelser herefter ikke er nødvendig. En såkaldt

bonusvirkning. Ordningen vil omfatte reglerne om landzonetilladelse, reglerne

om beskyttelsesområder og bygge- og beskyttelseslinier i

naturbeskyttelsesloven samt vandløbslovens regler om anlæg i eller ved

vandløb. Lignende ordninger findes i dag i forhold til visse regler i

byggeloven og miljøbeskyttelsesloven.

Det foreslås endelig, at kommunernes mulighed for at nedlægge forbud mod

byggearbejder m.m., der er i strid med rammebestemmelserne i en kommuneplan,

udvides. Dette vil bevirke en forenkling og besparelse i kommunernes

lokalplanarbejde.

Landzonebestemmelserne

Landzonebestemmelserne afløser by- og landzoneloven. Bestemmelserne skal

fortsat sikre hovedformålet, som er at forhindre ukontrolleret bebyggelse i

det åbne land, således at egentlig byudvikling sker der, hvor planlægningen

åbner mulighed derfor.

Inddelingen af landet i byzoner, sommerhusområder og landzoner er efter

regeringens opfattelse fortsat det mest hensigtsmæssige planlægnings- og

administrationsgrundlag. Lovforslaget opretholder derfor by- og

landzonelovens zoneinddeling.

Det har ligeledes vist sig, at lovens reguleringsbestemmelser for

landzonerne er et både fleksibelt og effektivt redskab til varetagelsen af

lovens formål. Det generelle krav om tilladelse i landzoner til udstykning,

byggeri og ændret anvendelse, der ikke har relation til landbrugsdrift m.v.,

opretholdes derfor ved lovforslaget.

Som det fremgår ovenfor af afsnittet om planlovgivningen er

zonelovsbestemmelserne blevet ændret flere gange. Det er imidlertid

bemærkelsesværdigt, at ændringerne stort set alene har vedrørt kompetence- og

klagebestemmelserne, mens lovens materielle hovedindhold er forblevet uændret

gennem de 20 år, loven har været gældende.

Der har gennem årene været en fast og sikker praksis i administrationen af

landzonebestemmelserne. Dette skal forstås således, at administrationspraksis

til stadighed har tjent til at sikre lovens hovedformål, men på baggrund af

en vurdering af de til enhver tid gældende forudsætninger af planmæssig,

samfundsøkonomisk eller anden art. Som eksempel på en relevant ændring i

forudsætningerne for landzoneadministrationen kan nævnes den ændrede

opfattelse af behovet for at fastholde al landbrugsjord i intensiv drift.

At loven er accepteret og virker efter sin hensigt belyses bl.a. af to

undersøgelser, som Planstyrelsen har ladet foretage for nylig. Det fremgår

således af Planstyrelsens Rapport nr. 3 fra 1989 »Erhvervsvirksomheder i

landzone«, at der blandt de virksomhedsejere, der har etableret sig i

landzone i eksisterende bygninger, er udbredt tilfredshed med etableringen,

herunder sagsbehandlingen. Det fremgår endvidere, at virksomhederne typisk er

i vækst og må anses som levedygtige. Der meldes som hovedregel ikke om

væsentlige gener fra eller for virksomhederne.

En undersøgelse af zonelovsadministrationen i hele landet, som

Planstyrelsen har foretaget i foråret og sommeren 1989 og offentliggjort

december 1989 »Zonelovsforhold 1987 og 1988«, viser, at by- og

landzoneloven ikke kan betragtes som en væsentlig hindring for

erhvervsudvikling i landzone og for boligbyggeri i landsbyer. Undersøgelsen

viser samtidig, at det alene er en beskeden del - knap 1.000 boliger eller

ca. 3,5 pct. - af det årlige boligbyggeri, der hvert år meddeles

zonelovstilladelse til. Samme undersøgelse viser, at kun ca. 7,5 pct. af alle

zonelovsafgørelser påklages.

Hovedreglen om at amtsrådet er landzonemyndighed fastholdes. Kommunen er

som hidtil landzonemyndighed i lokalplanlagte områder og i landsbyer, der er

eentydigt afgrænset i kommuneplanen. Denne arbejdsdeling er i

overensstemmmelse med principperne omtalt under regionplanlægningen.

De hensyn, der hidtil er varetaget gennem administrationen af

skovbyggelinien og å- og søbeskyttelseslinien efter naturfredningsloven, skal

for fremtiden varetages gennem landzoneadministrationen. Der henvises nærmere

til bemærkningerne i det samtidigt fremsatte forslag til

naturbeskyttelseslov.

Sommerhusområder

Planlægningsloven opretholder de hidtidige regler om forbud mod opførelse

af mere end een bolig på en sommerhusejendom og forbud mod helårsbeboelse i

sommerhusområder, med mulighed for dispensation i særlige tilfælde.

Som noget nyt foreslås dog en egentlig ret for visse pensionister til

helårsbeboelse i deres sommerhuse, forudsat at pensionisten har ejet

sommerhuset i 10 år, og at dette bygningsmæssigt er i forsvarlig stand, dvs.

at boligen ikke er kondemnabel.

Baggrunden for forslaget er, at regeringen ønsker, at der i større

udstrækning end hidtil skal gives pensionister mulighed for at bo i deres

sommerhus hele året.

I Miljøministeriets vejledning af 3. juli 1989 om dispensation fra

forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder henstilles det, at

kommunalbestyrelserne meddeler tilladelser til folkepensionister, der har

ejet et sommerhus i 5 år.

Denne mulighed for at opnå en personlig tilladelse ønskes opretholdt, men

regeringen ønsker derudover sikret, at pensionister med en årelang

tilknytning til et sommerhus får en egentlig ret til at bruge huset til

helårsbeboelse.

I øvrigt forudsættes det, at kommunerne fortsat vil være tilbageholdende

med at dispensere til helårsbeboelse.

Pensionistbegrebet foreslås i denne sammenhæng afgrænset således, at det

omfatter personer, der er fyldt 67 år, efterlønsmodtagere og

førtidspensionister i henhold til lov om social pension.

Baggrunden for 10-årskravet er, at forslaget kun har til formål at

tilgodese pensionister, der igennem en årrække har haft en tilknytning til et

sommerhus, og som ønsker at nyde deres otium her.

Endvidere sikrer 10-årsreglen, at der ikke som følge af forslaget går

spekulation i erhvervelsen af sommerhus. Uden denne regel vil der være risiko

for, at forskellen på prisen mellem et sommerhus og en helårsbolig udlignes.

Forudgående offentlighed

Reglerne om borgerdeltagelse foreslås udbygget, således at borgerne

inddrages tidligere i udarbejdelsen af forslag til region- og kommuneplaner.

Før udarbejdelse af sådanne planforslag skal amtskommunen eller kommunen

indkalde ideer og forslag til det forestående planlægningsarbejde. Kommunerne

kan også inddrage borgerne i det forberedende lokalplanarbejde, men dette er

ikke en pligt, medmindre lokalplanen tillige indebærer ændring af kommune- og

eventuelt regionplan.

Borgerne får herved mulighed for at give deres synspunkter til kende, før

der er udarbejdet et planforslag, dvs. før myndigheden har lagt sig fast på

en bestemt planløsning. Forslaget medfører i øvrigt ikke indskrænkninger i

mulighederne for at udtale sig, når et planforslag senere er udarbejdet.

Planprocedurer

Som omtalt i afsnittet om planlovsreformen er der nu for hele landet

udarbejdet et plangrundlag både på regionalt og kommunalt niveau.

Den fremtidige region- og kommuneplanlægning vil således navnlig bestå i

revisioner og tillæg om særlige emner.

På denne baggrund foreslås en forenkling af procedurereglerne. Dette

forslag har også baggrund i en række frikommuneforsøg. Reglerne om

tilvejebringelse af regionplaner og kommuneplaner harmoniseres fuldt ud. For

lokalplaner opretholdes visse specialregler, under hensyn til disse planers

bindende karakter for den enkelte borger.

Der foreslås en harmonisering af fristerne for offentliggørelsen af

planforslag. Fristen fastsættes til 8 uger og svarer således til det, der i

dag er gældende for lokalplaner.

Klage og endelighed

Lovforslaget opretholder med to undtagelser den hidtidige adgang til at

påklage amtskommuners og kommuners afgørelser efter loven.

For det første foreslås det, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om

dispensation til helårsbeboelse i en sommerbolig bliver endelig.

Det findes rigtigt, at den kommune, der skal afholde de eventuelle øgede

udgifter, der følger med helårsbosætning, også skal have den endelige

afgørelse med hensyn til, om en sådan helårsbosætning skal finde sted.

For det andet foreslås det at ophæve den hidtidige klageadgang for naboer

og omboende i sager om landzonetilladelser. Baggrunden herfor er, at

landzonebestemmelserne ikke har til formål at beskytte

»nabointeresser«, men tjener bredere samfundsmæssige hensyn.

Klageadgang for naboer var da heller ikke hjemlet i den oprindelige by- og

landzonelov, men blev først indført i 1978, da klagereglen blev ændret i

forbindelse med de statslige fredningsplanudvalgs nedlæggelse.

Siden 1980 er klagesager efter by- og landzoneloven blevet afgjort af

Miljøankenævnet, der er nedsat i henhold til miljøbeskyttelsesloven. Det

foreslås nu, at zoneklagerne afgøres af miljøministeren eller den styrelse,

ministeren bemyndiger hertil. Dette svarer til ordningen før 1980. Dog skal

landzoneklager, der indeholder spørgsmål af meget væsentlig interesse for

varetagelsen af lovens formål, kunne påklages til det naturklagenævn, som

samtidig foreslås oprettet ved særlig lov.

Tilbudspligtloven ophæves

Lov om tilbudspligt, lov nr. 328 af 18. juni 1969, giver kommunerne en

særlig mulighed for at erhverve den jord, der skal indgå i den bymæssige

udvikling. Loven er en del af planlovsreformen, der bl.a. tilsigtede at

fremme rationelle byggemodningsinvesteringer.

Loven bestemmer derfor, at visse ejendomme (på 6.000 m2 eller derover)

skal tilbydes kommunen på almindelige salgsvilkår, før ejendommen overdrages

til anden side.

Undtaget fra tilbudspligt er dog overdragelser til nære pårørende eller

staten samt overdragelser, hvor ejendommen skal sammenlægges med en

landbrugsejendom.

Proceduren efter loven er i øvrigt temmelig omstændelig.

Tilbudspligtloven må ses i sammenhæng med de begrænsede muligheder, der

ved lovens vedtagelse bestod for ekspropriation i planlægningsøjemed. Efter

gennemførelsen af ekspropriationsloven af 1980, forekommer det mindre

påkrævet at opretholde tilbudspligtloven.

Det må antages, at ekspropriationsmulighederne sammenholdt med

kommunalbestyrelsens adgang til at erhverve jord i fri handel, tilgodeser

behovet for at gennemføre den jordpolitik, der ønskes i den enkelte kommune.

Tilbudspligtloven foreslås derfor ophævet.

Parcelsalgsloven ophæves

Parcelsalgsloven, lov nr. 305 af 30. juni 1922 om visse bestemmelser om

parcelsalg, tilsigter en særlig beskyttelse af købere af ubebyggede grunde

ved at pålægge sælger og kommunalbestyrelse nogle oplysningspligter med

hensyn til plan~ og forsyningsforhold.

Ifølge loven skal enhver, der offentligt tilbyder ubebyggede arealer over

0,2 ha til salg i parceller, forinden forelægge en udparcelleringsplan for

vedkommende kommunalbestyrelse.

Kommunalbestyrelsen skal herefter afgive en erklæring med hensyn til vej-,

kloak-, afløbs- og vandforhold, samt forsyningen med vand, gas og

elektricitet. Sælger er forpligtet til at orientere køber om

kommunalbestyrelsens erklæring.

Loven kommer kun til anvendelse i kommuner, hvor kommunalbestyrelsen

træffer beslutning herom og gælder kun for salg af jord i privat eje, og kun

hvor de enkelte parceller er på højst 5.000 m2.

Den tilsigtede beskyttelse af køber eksisterer i dag i kraft af andre

regler. I dag kan ingen del af en fast ejendom eller et umatrikuleret areal

afhændes uden udstykning. Alle de hensyn til køberen, som parcelsalgsloven

varetager, tilgodeses nu gennem udstykningssagen og gennem administrationen

af udstykningsloven i øvrigt. I øvrigt er alle oplysninger om plan- og

forsyningsforhold offentligt tilgængelige for enhver gennem bl.a.

tingbogssystemet og offentlighedslovens regler.

Det må herefter skønnes ubetænkeligt at ophæve parcelsalgsloven.

Økonomiske og administrative konsekvenser

De elementer i lovforslaget, som navnlig vil få økonomiske og

administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner, er følgende:

- klagereglerne,

- ændringen af den hidtidige godkendelse af regionplaner til en

vetoordning,

- ophævelsen af loven om tilbudspligt,

- reglerne om bonuslokalplaner,

- den udvidede mulighed for forbud på grundlag af rammebestemmelser i en

kommuneplan uden krav om en efterfølgende lokalplan,

- bortfaldet af amtskommunernes tilsyn med lokalplaners overensstemmelse

med kommuneplaner,

- betalingen for tinglysningsafgifter i forbindelse med tilladelser og

dispensationer efter landzone- og sommerhusbestemmelserne pålægges

grundejeren,

- bortfaldet af annonceringspligten ved landzonetilladelser.

Det er en afgørende forudsætning for de neden for anførte tidspunkter for

besparelserne, at loven træder i kraft den 1. januar 1991.

I det følgende redegøres nærmere for de økonomiske/administrative

konsekvenser af lovforslaget.

Statslige besparelser/merudgifter

Klagereglerne

Forslaget om forenkling af klagesystemet således, at der kun kan klages

til een instans (miljøministeren eller det nye naturklagenævn i enkelte

sager) bevirker, at Miljøankenævnets hidtidige opgaver i forbindelse med

landzone- og sommerhussager bortfalder.

Dette vil medføre en besparelse på 3 årsværk. Den fulde besparelse vil dog

først slå igennem i 1992, idet Miljøankenævnet i en overgangsperiode skal

færdigbehandle verserende sager.

Lovforslagets § 58, stk. 5, hvorefter kommunalbestyrelsernes afgørelser om

helårsbeboelse i sommerhusområder ikke kan påklages til anden administrativ

myndighed, bevirker, at knap 200 klagesager, der tidligere blev behandlet i

Planstyrelsen, nu bliver endeligt afgjort i kommunerne. Dette vil

skønsmæssigt medføre en besparelse i Planstyrelsen på 3 årsværk.

Ifølge lovforslagets § 59, stk. 2 ophæves den hidtidige ret for naboer og

andre omboende til at klage over landzonetilladelser. Dette vil efter

Planstyrelsens skøn bevirke bortfald af ca. 150 sager i styrelsen.

Besparelsen skønnes at svare til 4 årsværk.

Ændring af godkendelse af regionplaner til vetoordning

Som led i decentraliseringen foreslås det, at den hidtidige

godkendelsesordning for regionplaner skal bortfalde. I stedet kan

miljøministeren til varetagelse af statslige interesser fremsætte indsigelse

overfor et forslag til regionplan eller et forslag til kommuneplan for

Københavns eller Frederiksberg Kommune.

Der vil imidlertid fortsat skulle foretages en samordning af de statslige

interesser i regionplanlægningen. De enkelte ministerier må gennemgå dels

beretningerne i forbindelse med de 4-årlige revisioner, dels selve forslagene

til regionplaner og tillæg og fremsende deres bemærkninger til

Miljøministeriet. Der skal om fornødent udarbejdes en samlet statslig

forhåndsudmelding henholdsvis en samlet skrivelse om, på hvilke punkter

miljøministeren - på statens vegne - har indsigelser (veto) mod

planforslaget. Planstyrelsen, der hidtil har forberedt miljøministerens

godkendelse af regionplaner, forventes at skulle varetage det forberedende

arbejde i disse sager.

I forhold til den hidtidige regionplanbehandling skønnes forslaget at

ville medføre personalebesparelser i Planstyrelsen på 3 årsværk. Dertil

kommer mindre besparelser spredt over den øvrige centraladministration.

Som yderligere led i decentraliseringen foreslås reglen om godkendelse af

kommuneplaner med en bebyggelsesprocent på mere end 110 ophævet. Besparelsen

vedrørende dette forslag er stort set slået igennem og indgået i den

reduktion af Planstyrelsens bemanding på planområdet, der allerede er sket i

takt med kommuneplanernes gennemførelse.

Ophævelse af loven om tilbudspligt

Efter lov om tilbudspligt har Planstyrelsen behandlet ansøgninger fra

kommunerne om pålæg af tilbudpligt på visse ejendomme, som agtes inddraget

til byformål. Forslaget om ophævelse af tilbudspligtloven skønnes at give en

forenkling af administrationen svarende til en besparelse i Planstyrelsen på

knap 1 årsværk.

Statslige besparelser/merudgifter i årsværk

--------------------------------------------------------------------~

1991 1992 ff.

--------------------------------------------------------------------~

Bortfald af klager i helårsbeboelsessager - 1,5 - 3,0

--------------------------------------------------------------------~

Bortfald af naboklager i zonesager - 2,0 - 4,0

--------------------------------------------------------------------~

Ophævelse af lov om tilbudspligt - 1,0 - 1,0

--------------------------------------------------------------------~

Bortfald af regionplangodkendelser - 1,5 - 3,0

--------------------------------------------------------------------~

Samlede besparelser i Planstyrelsen - 6,0 - 11,0

--------------------------------------------------------------------~

Besparelser i Miljøankenævnet - 1,5 - 3,0

--------------------------------------------------------------------~

Besparelser i alt - 7,5 - 14,0

--------------------------------------------------------------------~

Amtskommunale/kommunale merudgifter/besparelser

Klagesagerne

I forbindelse med forslaget om endelighed for visse førsteinstans

afgørelser vil de kommunale myndigheders forbehandling af klagesager

bortfalde. Besparelserne herved anslås at blive af samme omfang som den

statslige besparelse, det vil sige ca. 8 årsværk, heraf 4 hos amtskommunerne

og 4 hos primærkommunerne.

Reglerne om bonuslokalplaner

I lovforslagets § 15, stk. 4, er det foreslået, at en lokalplan kan

indeholde bestemmelser om lokalisering af byggeri og anlæg m.v. med den

virkning, at tilladelse efter visse andre bestemmelser ikke er nødvendig.

Denne såkaldte bonusordning skønnes at ville medføre en

personalebesparelse hos primærkommunerne på 3 årsværk og hos amtskommunerne

på 3 årsværk.

Bortfald af tilsyn med lokalplaners overensstemmelse med kommuneplanen

Amtsrådet har som hidtil pligt til at nedlægge veto mod forslag til en

lokalplan, der ikke er i overensstemmelse med lands- og regionplanlægningen.

Det fastsættes i lovforslaget udtrykkeligt, at denne pligt ikke omfatter

forhold af underordnet betydning. Herved sparer amtskommunerne udarbejdelse

af rent formelle plantillæg.

Derudover foreslås det at ophæve amtsrådets hidtidige pligt til at påse en

lokalplans overensstemmelse med kommuneplanen. Dette indebærer en vis

forenkling både for amtskommuner og kommuner. Det skønnes, at forslaget

medfører besparelser i amterne svarende til 3 årsværk og i kommunerne

svarende til 7 årsværk.

Udvidet mulighed for forbud uden krav om efterfølgende lokalplan

Som noget nyt foreslås det i § 12, stk. 3, at kommunalbestyrelsen ved et

konkret forbud kan modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret

anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller

anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Herved

sparer kommunerne udarbejdelse af en del lokalplaner. Det skønnes, at

kommunerne vil kunne undlade at udarbejde ca. 10 pct. af samtlige lokalplaner

svarende til ca. 5,0 mio. kr. pr. år. Kommunernes udgifter er herved sat til

40.000,- kr. pr. lokalplanforslag.

Det offentlige skal ikke længere betale tinglysningsafgiften

Det foreslås, at tinglysningsafgift i forbindelse med tilladelser og

dispensationer efter landzone- og sommerhusbestemmelserne ikke længere skal

påhvile det offentlige, idet myndighederne kan kræve refusion herfor af

ejerne af ejendommen.

Besparelsen herved for amterne skønnes at udgøre ca. 2,0 mio.kr. pr. år og

for kommunerne ca. 0,6 mio. kr. pr. år.

Annonceringspligten bortfalder

Endelig foreslås det, at amters og kommuners hidtidige pligt til

annoncering af zonelovstilladelser ophæves.

Dette skønnes at medføre en besparelse til annonceudgifter på 1,2 mio kr.

hos amterne og 0,4 mio. kr. pr. år hos kommunerne.

De samlede besparelser i amter og kommuner skønnes at foreligge fra lovens

ikrafttrædelse.

Kommunale besparelser/merudgifter

Besparelser i årsværk 14,0

Besparelser i mio.kr. 5,8

-----------------------------------------------------

Samlede besparelser omregnet til mio.kr. 10,0

------------

Amtskommunale besparelser/merudgifter

Besparelser i årsværk 10,0

Besparelser i mio.kr. 3,2

-----------------------------------------------------

Samlede besparelser omregnet til mio.kr. 7,0

-----------------------------------------------------

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Kapitel 1

Formålsbestemmelsen

Til § 1

Bestemmelsens indledning er udformet efter samme princip i alle de

fremsatte lovforslag. Hensynet til en bæredygtig udvikling og levevilkårene

for mennesker, dyr og planter er grundlæggende for arealplanlægningen og

natur- og miljøbeskyttelsen.

Stk. 2 omhandler de særlige hensyn, som skal varetages ved

planlovgivningen, og svarer indholdsmæssigt til den gældende lovgivning, dog

er ordene om »fremme af en ligelig udvikling« udgået. Der henvises

nærmere til de almindelige bemærkninger.

Kapitel 2

Landsplanlægning

Kapitlet omhandler miljøministerens landsplanbeføjelser. Der henvises

generelt til afsnittet om landsplanlægningen i de almindelige bemærkninger.

Til § 2

Stk. 1 fastslår miljøministerens ansvar for den sammenfattende fysiske

landsplanlægning og svarer til lands- og regionplanlovens § 2. I stk. 2

foreslås kravet om en årlig landsplanredegørelse i lands- og

regionsplanlovens § 5 erstattet af en redegørelse, når der har været afholdt

nyvalg til Folketinget. Forslaget betoner redegørelsens politiske karakter.

Til § 3

Stk. 1 giver miljøministeren beføjelse til at fastsætte bindende regler

for anvendelsen af loven og for indholdet af planlægningen på de forskellige

niveauer, herunder landsplandirektiver. Bestemmelsen svarer til lands- og

regionplanlovens § 4, stk. 1 og § 9, stk. 3 samt de tilsvarende beføjelser

for ministeren i kommuneplanloven og by- og landzoneloven.

Udkast til retningslinier efter denne bestemmelse vil, som hidtil, blive

forhandlet med berørte myndigheder og organisationer, og Folketingets Miljø-

og Planlægningsudvalg vil blive forhåndsorienteret inden udsendelse af mere

væsentlige forskrifter.

Stk. 2 omhandler miljøministerens ret til at tillægge et konkret

landsplandirektiv videregående retsvirkninger og svarer til lands- og

regionplanlovens § 4, stk. 2 og 3.

Stk. 3 er udtryk for en styrkelse af landsplanbeføjelserne.

Miljøministeren får herved mulighed for at pålægge de kommunale myndigheder

at udarbejde en plan med et nærmere bestemt indhold, når dette er nødvendigt

til sikring af overordnede interesser, herunder gennemførelse af

samfundsnødvendige projekter. Bestemmelsen omfatter både region-, kommune- og

lokalplaner. Det følger af bestemmelsens formål, at ministeren kan fastsætte

tidsfrister for planarbejdet. En lignende, men knap så vidtgående bestemmelse

findes i dag i kommuneplanlovens § 29, hvorefter miljøministeren - på

grundlag af et landsplandirektiv - kan pålægge en kommune at tilvejebringe en

lokalplan med et nærmere angivet indhold. Efter lands- og regionplanlovens §

17, stk. 1 kan miljøministeren påbyde et amtsråd at udarbejde et tillæg til

regionplanen.

Bestemmelsen giver tillige mulighed for at påbyde anvendelsen af lovens

konkrete indgrebsmuligheder, herunder påbud og forbud til sikring af lovens

overholdelse eller som indledning til en efterfølgende lokalplanlægning.

Stk. 4 er udtryk for en styrkelse af landsplanbeføjelserne. Udtrykket

»berører andre myndigheders lovbestemte opgaver« omfatter alle

opgaver inden for en myndigheds kompetence. Bestemmelsen giver

miljøministeren mulighed for at overtage amtsråds og kommunalbestyrelsers

beføjelser efter loven. Ministeren får således mulighed for at træffe

afgørelser i sager, hvor enten amtsrådet eller kommunalbestyrelsen har

kompetencen, f.eks. afgørelser om tilladelse efter landzonebestemmelserne.

Bestemmelsen giver tillige miljøministeren kompetence til at udarbejde

konkrete planer. Kommuneplanlovens § 29 indeholder en lignende regel, men dog

kun for så vidt angår lokalplaner og kun på baggrund af et landsplandirektiv.

Bestemmelsen indeholder endvidere miljøministerens

»call-in-beføjelse« overfor planer med den virkning, at et

offentliggjort planforslag ikke kan vedtages endeligt efter lovforslagets §

27. Planen vil herefter kun kunne få retsvirkninger, såfremt miljøministeren

godkender den, eller efter forhandlinger med amt/kommune beslutter at endelig

vedtagelse i amtsråd eller kommunalbestyrelse kan finde sted. Miljøministeren

kan foretage de ændringer, der er nødvendige for, at planen får den ønskede

udformning. Miljøministeren kan i denne forbindelse beslutte kun at kalde en

del af af et planforslag ind, således at amtsrådet henholdsvis

kommunalbestyrelsen stilles frit med hensyn til at vedtage den øvrige del af

planen.

Til § 4

Stk. 1 er en videreudvikling af reglen i kommuneplanlovens § 51, stk. 2

om støtte til landsby- og andre lokalsamfundsprojekter.

Denne bestemmelse har været anvendt til støtte til forsøg og projekter,

der sigter mod at styrke levevilkårene i landsbyer og andre lokalsamfund. Det

drejer sig om forsøg vedrørende serviceforsyningen eller erhvervsudviklingen

og forsøg, der øger en lokal befolknings indflydelse på planlægningen, eller

som direkte handler om selvforvaltning i et lokalområde.

Som eksempler på forsøg, der har fået støtte, kan nævnes:

- oprettelse af et servicekontor med postfunktion i Sønderho på Fanø, der

på een gang er sekretariat for landsbyens foreninger, skrivestue for mindre

lokale virksomheder og har postforretning som tillægsfunktion,

- i Lemvig Kommune har de lokale sogneforeninger forestået en registrering

af nedlagte landbrugsbygninger med henblik på at afdække mulighederne for at

få nye virksomheder til egnen,

- »Andelslandsbyen« Glattrup ved Skive, hvor beboerne i

samarbejde med kommunen er igang med at undersøge, hvilke former for

selvforvaltning, der kan give beboerne indflydelse på beslutningerne inden

for flest mulige sektorer.

Den nye bestemmelse fastholder disse muligheder, men udvider

anvendelsesområdet for forsøgsbestemmelsen til også at vedrøre amtskommunale

forsøg eller forsøg f.eks. i byområder/bydele eller områder med et svagt

samfundsøkonomisk grundlag eller andre særlige forhold alt efter forsøgenes

karakter.

Der kunne f.eks. være tale om

- projekter, der kræver en særlig planlægning for at indpasse moderne

byggeri i de historiske bystrukturer,

- forsøg med at uddelegere kompetence til beboerforeninger og lignende i

forbindelse med byomdannelsesprocesser,

- forsøg, der sigter mod at øge byforbedringstakten, ved f.eks. at afprøve

nye metoder og procedurer, der stimulerer den private byfornyelsesindsats

eller udnytter beboernes initiativer eller ressourcer,

- planlægningsprojekter, der sigter mod at nedbringe trafikmængden i de

tætbefolkede byområder.

I sammenhæng med sådanne forsøg vil ministeren tillige kunne fritage for

overholdelse af lovens almindelige procedure- og kompetenceregler.

Bestemmelsen åbner således for forsøg som dem, der kendes fra

frikommuneordningen, herunder afprøvningen af nye reguleringsformer og

planlægningsmetoder.

Stk. 2 fastsætter i overensstemmelse med princippet i § 5, stk. 2, i

frikommuneloven, at der skal ske meddelelse i Lovtidende, hvis ministeren i

forbindelse med forsøg tillader fravigelse af lovens regler. Hvis der alene

ydes økonomisk støtte, skal bekendtgørelse ikke ske.

Til § 5

Stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens § 3, stk. 2. Af hensyn til

anvendelsen af elektroniske medier, edb m.v., er det fundet hensigtsmæssigt,

at det kan foreskrives, at oplysningerne foreligger i en bestemt form. Udkast

til forskrifter af denne karakter vil altid blive forhandlet med de kommunale

organisationer.

Stk. 2 svarer til lands- og regionplanlovens § 3, stk. 1 med redaktionelle

ændringer.

Stk. 3 svarer til § 3, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved

§ 1, nr. 1 i lov nr. 216 af 5. april 1989 om vurdering af virkninger på

miljøet (VVM).

Kapitel 3

Regionplanlægningen

Kapitlet omhandler regionplaners form og indhold. Der henvises generelt

til afsnittet i de almindelige bemærkninger.

Til § 6

Stk. 1 omhandler pligten til at udarbejde regionplaner og svarer til

lands- og regionplanlovens § 6, som ændret ved lov nr. 192 af 29. marts 1989

om ændringer i anden lovgivning som følge af Hovedstadsrådets nedlæggelse.

Stk. 2 er udtryk for rammestyringsprincippet og svarer til lands- og

regionplanlovens § 9, stk. 1.

Stk. 3 omhandler de emner, der skal behandles i alle regionplaner, og

svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1 og § 9, stk. 1, 2. led med

de ændringer, der følger af den ændrede arbejdsdeling mellem amtskommuner og

kommuner.

Nr. 1 svarer delvis til nr. 1 og 11 i lands- og regionplanlovens § 7, stk.

1. Bestemmelsen er omformuleret for at markere, at den amtskommunale

indflydelse på byvæksten ikke skal være større end nationale og regionale

interesser tilsiger. Inden for denne ramme skal der være størst muligt

råderum for kommunernes planlægning for byfunktioner.

Det skal fortsat gennem regionplanlægningen sikres, at der ikke udlægges

mere areal til byvækst, end hvad der med en rimelig margen kan forventes

anvendt i den 12-årige planperiode.

Regionplanlægningen skal endvidere fastlægge byvækstområderne ud fra en

afvejning af hensynene til infrastruktur og beskyttelsesinteresser i det åbne

land. Den konkrete arealudpegning og -afgrænsning skal imidlertid som

altovervejende hovedregel først finde sted i kommuneplanlægningen.

Der kan ikke i regionplanerne fastsættes retningslinier for anvendelsen

m.m. af de udlagte byvækstområder og sommerhusområder, medmindre dette

undtagelsesvis er nødvendigt til varetagelse af de i nr. 2-13 nævnte

interesser og formål.

Boligbyggeriet i kommunerne skal ikke styres gennem regionplanerne.

Boligkvoter for de enkelte kommuner kan således ikke længere være bindende

retningslinier i regionplanerne.

Nr. 2 svarer delvis til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 2

Nr. 3 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 5.

Nr. 4 svarer til § 7, stk. 1, nr. 6 i lands- og regionplanloven, som

ændret ved § 1, nr. 2 i loven om VVM. »Miljø« skal forstås i bred

betydning. Udtrykket dækker ikke alene forebyggelse mod forurening, men

f.eks. også landskabelige, økologiske og visuelle aspekter.

Nr. 5 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 3 med

redaktionelle ændringer.

Nr. 6 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 8 med

redaktionelle ændringer.

Nr. 7 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 7.

Nr. 8 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 10 , idet det

dog direkte nævnes, at bevaringsværdier i det åbne land skal være omfattet af

retningslinierne. Der tænkes herved på særlige kulturlandskaber, f.eks.

hedearealer eller herregårdslandskaber.

Nr. 9 svarer delvis til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 11,

idet udlæg af nye sommerhusområder er anført under nr. 1.

Nr. 10 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 9.

Nr. 11 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 13.

Nr. 12 svarer til lands- og regionplanlovens § 7, stk. 1, nr. 12.

Nr. 13 er en ny bestemmelse, der især tager sigte på landsplandirektiver.

Stk. 4 svarer delvis til § 7, stk. 3 og § 9, stk. 1 i lands- og

regionplanloven, som ændret ved § 15, nr. 5 og 7 i følgeloven til lov om

nedlæggelse af Hovedstadsrådet. Bestemmelsen fastsætter, under hensyn til at

hovedstadsområdet er eet stort sammenhængende byområde, særregler for

regionplanlægningen i området.

Stk. 5 omhandler muligheden for at regionplanlægge for andre forhold end

nævnt i stk. 3 og 4 og svarer for så vidt til § 7, stk. 2, i lands- og

regionplanloven. Regionplanbestemmelser efter stk. 5 vil dog kun være

bindende for den kommunale planlægning, såfremt dette fastsættes i en

forskrift efter § 3, sammenhold herved nr. 13 i stk. 3.

Stk. 6 omhandler det tætte samspil mellem planlægningen af bebyggelse og

den kollektive trafik, der bør være i hovedstadsområdet. Bestemmelsen svarer

delvis til § 7, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved § 15, nr.

5 i følgeloven til lov om nedlæggelse af Hovedstadsrådet.

Stk. 7 og 8 svarer med redaktionelle ændringer til lands- og

regionplanlovens § 8, som ændret ved § 1, nr. 3 i loven om VVM.

Til § 7

Stk. 1 svarer indholdsmæssigt til lands- og regionplanlovens § 11, stk. 1

og 2 med de konsekvensændringer, der følger af følgeloven til lov om

Hovedstadsrådets nedlæggelse.

Stk. 2 svarer til lands- og regionplanlovens § 18 med konsekvensændringer

som følge af Hovedstadsrådets nedlæggelse.

Stk. 3 svarer til § 11, stk. 3 i lands- og regionplanloven, som ændret ved

§ 1, nr. 4 i loven om VVM.

Til § 8

Bestemmelsen svarer til § 18b i lands- og regionplanloven, som ændret ved

§ 1, nr. 5 i loven om VVM.

Til § 9

Bestemmelsen omhandler regionplanens retsvirkninger og svarer i princippet

til lands- og regionplanlovens § 15.

Til § 10

Bestemmelsen om frigørelses- og afståelsesafgiftsfondene svarer til

lands- og regionplanlovens § 19.

Kapitel 4

Kommuneplanlægning

Bestemmelserne om kommuneplaners form, indhold og retsvirkninger svarer

til kommuneplanlovens regler med visse tekstmæssige moderniseringer. Som

omtalt i de almindelige bemærkninger foreslås kravet om miljøministerens

forudgående godkendelse af kommuneplaner med en bebyggelsesprocent over 110

ophævet.

Til § 11

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens §§ 2, 3 og 5 med redaktionelle

ændringer. Kravet i stk. 2 om at en kommuneplan ikke må stride mod

regionplanlægningen skal dog, som følge af den ændrede arbejdsdeling mellem

amtskommuner og kommuner, nu kun gælde for de regionplanemner, som er fastsat

efter § 6, stk. 3 og 4. Der henvises til afsnittet om regionplanlægning i de

almindelige bemærkninger. Forhold af underordnet betydning for

regionplanlægningens formål kan endvidere undtages fra bestemmelsen i stk. 2,

jf. vetoreglerne i lovforslagets § 29, stk. 2.

Til § 12

Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 13, stk. 1.

Stk. 2, 1. pkt. svarer til kommuneplanlovens § 13, stk. 2 med

redaktionelle ændringer. 2. pkt. er en lovfæstelse af gældende administrativ

praksis.

Stk. 3. Efter kommuneplanlovens § 13, stk. 3 kan

kommunalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder ved et forbud

modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse

eller ubebyggede arealer, når byggeriet eller den ændrede anvendelse strider

mod kommuneplanens bestemmelser om områdets anvendelse til bolig- eller

erhvervsformål. Forbudet kan kun nedlægges før etableringen af byggeriet

eller den ændrede anvendelse, dvs. typisk i forbindelse med behandling af en

byggeansøgning. Forbudet er på den anden side umiddelbart bindende for

grundejeren/bygherren og kræver derfor ikke opfølgning ved efterfølgende

udarbejdelse af en lokalplan.

Det foreslås nu, at kommunalbestyrelsen tillige skal kunne nedlægge

sådanne forbud mod opførelse af bebyggelse m.v., der er i strid med andre

bestemmelser i kommuneplanens rammedel, f.eks. bestemmelser om byggeriets

udformning og placering. Denne udvidelse af den gældende bestemmelse i

kommuneplanloven vil indebære en lettelse for kommunerne, idet man undgår

nedlæggelse af forbud efter lovforslagets § 14 med efterfølgende udarbejdelse

af lokalplan.

Det er i 2. pkt. præciseret, at forbudsbestemmelsen ikke kan anvendes i

områder, der i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål. Denne

begrænsning er fastsat under hensyn til de særlige regler i lovforslagets §

48 om kommunalbestyrelsens pligt til at overtage arealer, der er udlagt til

offentligt formål. Det følger endvidere af bestemmelsens ordlyd, at den ikke

kan anvendes til forbud mod nedrivning af bebyggelse. Er der udarbejdet en

lokalplan eller byplanvedtægt for området, kan forbudsbestemmelsen heller

ikke anvendes.

I tilknytning til den udvidede forbudsbestemmelse er det i lovforslagets

§§ 24 og 30 foreslået, at kommunalbestyrelsen ved offentliggørelsen af

kommuneplaner og forslag hertil skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.

Kapitel 5

Lokalplanlægning

Lokalplanbestemmelserne opretholdes stort set som de kendes i dag,

bortset fra indførelsen af »bonus-ordningen«. Der er desuden sket

en vis modernisering af sproget.

Til § 13

Stk. 1-4 om kommunalbestyrelsens ret og pligt til at udarbejde

lokalplaner svarer til kommuneplanlovens § 16 og § 19, stk. 1 med visse

redaktionelle ændringer.

Det er dog nu udtrykkeligt i stk. 1 fastsat, at en lokalplan ikke må

stride mod landsplanbeslutninger eller mod regionplanlægningen for de emner,

som er fastsat efter § 6, stk. 3 og 4. Bestemmelsen svarer således til reglen

i lovforslagets § 11, stk. 2 om kommuneplaners forhold til den overordnede

planlægning.

Stk. 5. Bestemmelsen er ny. Den giver miljøministeren mulighed for

at præcisere indholdet af kommunernes lokalplanret og -pligt. Særligt er der

behov for, efter nærmere aftale med Trafikministeriet, at fastsætte

præciserende regler om lokalplanlægningen for amtskommunale og statslige

vejanlæg i lighed med de retningslinier, som er aftalt med Trafikministeriet

om samspillet mellem lokalplanreglerne og

vejlovgivningen/ekspropriationsprocesloven. Disse retningslinier fremgår i

dag af cirkulære af 26. juni 1986 om kommuneplanloven.

Til § 14

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 17.

Til § 15

Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 1. pkt. og § 21, stk.

1, idet det dog er fastsat, at planens retsvirkninger skal fremgå af selve

planen.

Stk. 2, 3, 5 og 6 svarer til kommuneplanlovens § 18, dog foreslås den

hidtidige begrænsning i adgangen til at lokalplanlægge for arealer, der er

udlagt til jordbrugsformål, præciseret. Loven bliver hermed i

overensstemmelse med praksis, der har akcepteret lokalplaner med bl.a.

bevaringssigte for bebyggelser i landsbyer og f.eks. tekniske anlæg i det

åbne land, uanset at områderne i kommuneplanen var udlagt til

jordbrugsformål. Ved landsbyer forstås samlede bebyggelser i landzone, der er

omfattet af en lokalplan, eller som er eentydigt afgrænset i en kommuneplan,

sammenhold herved bestemmelsen i lovforslagets § 35, stk. 3 om

landzonekompetencen.

Stk. 4. Bestemmelsen, der er ny, giver hjemmel for den såkaldte

bonusvirkning af lokalplaner, jf. omtalen under de almindelige bemærkninger.

Det er således en gyldighedsbetingelse, at lokalplanen udtrykkeligt angiver

hvilke tilladelser og dispensationer, der anses for meddelt efter de

omhandlede lovbestemmelser. Dette krav er endvidere nødvendigt af hensyn til

de amtskommunale og statslige myndigheders mulighed for at fremsætte

indsigelser (veto) ved lokalplanforslagets offentliggørelse. Der kan

yderligere henvises til bemærkningerne i de samtidigt fremsatte forslag til

naturbeskyttelseslov og vandløbslov.

Til § 16

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 19, stk. 2, 2. pkt. og § 20.

Oplysningerne om hvilke tilladelser efter anden lovgivning, der er

nødvendige, foreslås dog flyttet fra lokalplanen til redegørelsen. Med øvrig

planlægning for området forstås regionplanlægning, relevant

sektorplanlægning, eventuelle landsplandirektiver og statslige

anlægsbeslutninger.

Til § 17

Stk. 1 og 4 svarer til kommuneplanlovens § 22, stk. 1 og 3 med mindre

redaktionelle ændringer.

I stk. 2 foreslås den hidtidige bestemmelse i kommuneplanlovens § 22, stk.

2 ændret. Det foreslås, at kommunalbestyrelsen ikke længere skal kunne give

tilladelse til påbegyndelse af et lokalplanpligtigt byggeri eller anlæg

herunder nedrivning, selvom byggeriet, nedrivningen eller anlægget ikke

kræver dispensation fra de almindelige bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Baggrunden herfor er, at det forekommer stødende, at et byggeri, anlæg eller

en nedrivning, som er anledning til et lokalplanforslag, kan iværksættes, før

kommunalbestyrelsen har truffet den endelige beslutning, og lokalplanen er

blevet offentliggjort.

Stk. 3 fastslår i overensstemmelse med gældende praksis, at byggeri m.m.

ikke kan igangsættes med kommunalbestyrelsens tilladelse, hvis der er nedlagt

veto mod planforslaget, eller miljøministeren har truffet beslutning om

»call-in«.

Til § 18

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 31 med redaktionelle

ændringer.

Til § 19

Stk. 1 om kommunalbestyrelsens umiddelbare dispensationskompetence svarer

til kommuneplanlovens § 47, stk. 1 og 3 med redaktionelle ændringer. Det

fremgår af bestemmelsen, at dispensation i forbindelse med ansøgning om

helårsbeboelse i lokalplanlagt sommerhusområde meddeles efter forslagets §

40, jf. bemærkningerne hertil.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 4.

Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 3, 2. pkt. Dog er det

tilføjet, at der ikke kan dispenseres i strid med en landsplanbeslutning uden

miljøministerens samtykke.

Stk. 4 er en ny bestemmelse, der omhandler lokalplaner, hvortil der er

knyttet bonusvirkning efter § 15, stk. 4. Også her skal den pågældende

myndighed, amtsrådet, meddele samtykke til dispensationsansøgningen.

Til § 20

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 5-7 med

redaktionelle ændringer.

Til § 21

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 3 og 10 med

redaktionelle ændringer.

Kapitel 6

Planers tilvejebringelse og ophævelse

Kapitlet omhandler procedureregler for tilvejebringelse af region-,

kommune- og lokalplaner. Der henvises i øvrigt til de almindelige

bemærkninger.

Til § 22

Stk. 1 fastsætter en revisionspligt for region- og kommuneplaner hvert

fjerde år. Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 17, stk. 1,

mens kommunalbestyrelsens nugældende pligt til at gennemgå kommuneplanen

inden for den første halvdel af hver valgperiode, jf. kommuneplanlovens § 14,

stk. 1, ændres til en egentlig revisionspligt.

2. pkt. fastslår tilvejebringelsesreglernes anvendelsesområde.

Stk. 2 om amtsrådets og kommunalbestyrelsens pligt til at udarbejde en

beretning før de 4-årlige revisioner svarer til principperne i lands- og

regionplanlovens § 8 og kommuneplanlovens § 6.

Til § 23

Bestemmelsen, der er ny, omhandler den forudgående offentlighed ved

udarbejdelsen af planforslag, jf. afsnittet i de almindelige bemærkninger.

Før udarbejdelsen af ændringer til region- og kommuneplaner skal amtsråd

henholdsvis kommunalbestyrelser således indkalde ideer og forslag til

planlægningen. Det er endvidere altid en ret for kommunalbestyrelsen i

forbindelse med lokalplanlægning at iværksætte en sådan forudgående

procedure. Dette har navnlig betydning i relation til reglen i forslagets §

13, stk. 3. Det er ved lovforslaget forudsat, at amtsrådet ved udarbejdelse

af regionplaner og tillæg hertil forhandler relevante forslag og ændringer

med de berørte kommuner og andre myndigheder, jf. lands- og regionplanlovens

§ 9, stk. 2.

Til § 24

Stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens § 13, stk. 1 og

kommuneplanlovens § 7, stk. 2 og § 21, stk. 1. Som noget nyt fastsættes det,

at et forslag til kommuneplan skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3.

Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Der kan som hidtil

offentliggøres alternative forslag.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 7, stk. 3 og § 21, stk. 2 med

redaktionelle ændringer. Det er nyt, at reglerne om offentliggørelse af

mindretallets synspunkter også omfatter regionplanforslag.

Stk. 3 fastsætter, som nærmere omtalt i de almindelige bemærkninger,

indsigelsesfristen for alle planforslag til mindst 8 uger.

Til § 25

Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 13, stk. 2,

kommuneplanlovens § 7, stk. 5 og § 23, stk. 1, nr. 4 og 5 sammenholdt med

stk. 4, med redaktionelle ændringer.

Til § 26

Stk. 1 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 1, nr. 1-3 med

redaktionelle ændringer.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 2.

Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 23, stk. 3 og 4 med redaktionelle

ændringer.

Til § 27

Stk. 1. Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 13,

stk. 3 og kommuneplanlovens § 9, stk. 1 og § 27, stk. 1, 1. pkt. med

redaktionelle ændringer. Den hidtidige bestemmelse i kommuneplanlovens § 27,

stk. 1, 2. pkt., hvorefter et lokalplanforslag, når der er indsigelser mod

forslaget, først kan vedtages endeligt, når der er forløbet 4 uger efter

udløbet af indsigelsesfristen, foreslås ophævet.

Bestemmelsens formål var at sikre en seriøs behandling af fremkomne

indsigelser. Imidlertid gælder bestemmelsen uanset indsigelsernes karakter,

ligesom en tidsfrist ikke i sig selv kan sikre bestemmelsens formål. I

overensstemmelse med den opgave- og ansvarsfordeling, som loven bygger på,

foreslås det derfor at overlade til kommunalbestyrelsens vurdering i hvert

enkelt tilfælde, hvor lang tid, der bør afsættes til behandling af fremkomne

indsigelser mod et lokalplanforslag.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 9, stk. 2 og § 27, stk. 3.

Stk. 3. Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 27, stk. 2,

der omhandler lokalplaner. Det er fast antaget i praksis, at der også kan ske

ændringer i region- og kommuneplaner i forbindelse med den endelige

vedtagelse. Det findes rimeligt at lovfæste principperne om høring af de

berørte myndigheder og borgere ved væsentlige ændringer i alle 3 typer planer

og om ny procedure, såfremt der er tale om meget omfattende ændringer.

Til § 28

Bestemmelsen omhandler vetoreglerne og svarer til principperne i

kommuneplanlovens §§ 8, 25 og 26.

Til § 29

Stk. 1 fastslår ministerens vetoret overfor den regionale planlægning,

idet kommuneplanerne i København og Frederiksberg Kommuner efter nedlæggelsen

af Hovedstadsrådet også skal indeholde regionplanretningslinierne for de to

centrale byområder.

Miljøministerens vetoret skal, som omtalt i de almindelige bemærkninger,

erstatte den hidtidige statslige godkendelse af regionplanerne.

Vetobeføjelsen skal udøves på vegne af samtlige statslige myndigheder, hvis

interesser berøres af regionplanlægningen. Bestemmelsen forudsætter således

en tæt koordination af den statslige vurdering og stillingtagen til

regionplanforslagene. Det forventes, at det hidtidige samarbejde mellem de

statslige myndigheder om godkendelsesarbejdet videreføres under

vetoordningen.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens §§ 8 og 25, dog er amtsrådets vetoret

og -pligt begrænset til de emner, som fremgår af lovforslagets § 3 og § 6,

stk. 3 og 4 i overensstemmelse med den arbejdsdeling mellem amtskommuner og

kommuner, som er et hovedprincip i lovforslaget, jf. de almindelige

bemærkninger. Bestemmelsen fastslår endvidere, at vetopligten ikke gælder for

forhold af underordnet betydning. Hensigten hermed er at undgå planændringer,

som alene har formel betydning, såkaldte »papirtillæg«.

Stk. 3 er en ny bestemmelse knyttet til bonusordningen ved lokalplaner.

Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 26.

Til § 30

Bestemmelsen svarer til lands- og regionplanlovens § 14, stk. 5 og

kommuneplanlovens § 11 og § 30 med redaktionelle ændringer. Som noget nyt er

det i stk. 2 foreslået, at den offentlige bekendtgørelse om kommuneplaner,

skal oplyse om reglerne i § 12, stk. 2 og 3. Der henvises til bemærkningerne

til denne bestemmelse.

Til § 31

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 30, stk. 2 og 3 med

redaktionelle ændringer.

Til § 32

Bestemmelsen er ny og fastsætter en tidsfrist for den endelige vedtagelse

af et lokalplanforslag samt i stk. 2 en tidsfrist for offentliggørelsen af

den endeligt vedtagne lokalplan. Bestemmelsen foreslås indført, fordi der i

praksis har været en del usikkerhed omkring forældelse af planforslag, der af

den ene eller anden grund ikke var blevet færdigbehandlet i kommunerne.

Til § 33

Bestemmelsen svarer til § 28 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 247

af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af lov om kommuneplanlægning.

Det findes rigtigt, at ophævelsesreglerne fremgår af selve loven.

Kapitel 7

Zoneinddelingen og landzoneadministrationen

Bestemmelserne om zoneinddeling og landzonetilladelser svarer til

gældende ret, bortset fra bonusordningen ved lokalplaner og fredning.

Hovedformålet med bestemmelserne er som hidtil at forhindre byspredning i det

åbne land og at sikre, at egentlig bymæssig udvikling sker, hvor der gennem

planlægningen er åbnet mulighed herfor.

Det fremgår endvidere af formålsbestemmelsen, at landzonebestemmelserne,

også som hidtil, skal administreres på baggrund af planlægningen, og at der

herved særligt skal sikres en samfundsøkonomisk og landskabelig

tilfredsstillende udvikling. Dette betyder, at såvel landskabelige,

rekreative og arealressourcemæssige hensyn som andre samfundsmæssige

interesser, f.eks. økonomiske og trafikale hensyn fortsat skal varetages ved

vurderingen af ansøgninger om bebyggelse m.v. i landzone. Endelig følger det

af §§ 9 og 12, at de kommunale myndigheder i samme grad som hidtil skal virke

for regionplanens og kommuneplanens gennemførelse bl.a. ved administrationen

af landzonebestemmelserne.

Til § 34

Bestemmelsen svarer til § 2 i lov om by- og landzoner med mindre

redaktionelle ændringer.

Til § 35

Stk. 1 svarer til hovedreglen i by- og landzonelovens §§ 6-8 om

tilladelse til udstykning, bebyggelse og ændret anvendelse. Udtrykket

landzonemyndighed er nyt.

Stk. 2 lovfæster i overensstemmelse med praksis, at der ikke kan meddeles

landzonetilladelse til et lokalplanpligtigt byggeri m.v., før den fornødne

lokalplanlægning er gennemført.

Stk. 3 fastsætter hvem, der er landzonemyndighed og svarer til by~ og

landzonelovens § 9, stk. 1-3, som ændret ved § 18, nr. 2 i følgeloven til lov

om nedlæggelse af Hovedstadsrådet. Det foreslås dog, at kommunalbestyrelsen

er landzonemyndighed i alle lokalplanlagte områder, dvs. også hvor

lokalplanen er vedtaget før den 1. juli 1980. I overensstemmelse med § 18 er

retsvirkningen nu knyttet til lokalplanens offentliggørelse.

Stk. 4 og 5 svarer til by- og landzonelovens § 9, stk. 8 vedrørende

meddelelse til ansøger og kommunalbestyrelse henholdsvis amtsråd. Endvidere

skal visse tilladelser meddeles til Danmarks Naturfredningsforening og lokale

foreninger, der virker inden for lovens formål, når foreningerne har

underrettet landzonemyndigheden om, hvilke typer af tilladelser foreningen

ønsker underretning om. Det forudsættes, at sagstyperne vil være relevante

for den pågældende forenings virke.

Bestemmelsen træder i stedet for den gældende regel om offentliggørelse

ved annoncering af tilladelser og tjener til at gøre klageberettigede

opmærksom på afgørelser, der eventuelt ønskes påklaget. Den direkte

orientering yder de klageberettigede større service og er typisk mindre

bekostelig end generel annoncering. De lokale foreninger, der kan anmelde sig

hos landzonemyndigheden, er de samme foreninger, der idag accepteres som

klageberettigede. Landzonemyndigheden er kun forpligtet til at orientere

efter anmodning.

Til § 36

Bestemmelsen indeholder undtagelserne fra tilladelseskravet.

Nr. 1 svarer til den undtagelse, der fremgår af by- og landzonelovens § 6,

idet der dog er sket den udvidelse, at udstykning frit kan ske til

sammenlægning med en skovbrugsejendom. Udvidelsen tilsigter at lette en

sammenlægning af skovparceller for at forbedre bedriftsstrukturen og

tilsigter desuden at forøge skovarealet. Udvidelsen skønnes ubetænkelig under

hensyn til bestemmelserne i skovloven og muligheden for i øvrigt at regulere

byggeri m.v. på skovbrugsejendomme.

Nr. 2 fastslår, som en konsekvens af ændringerne i landbrugsloven, at det

ikke kræver tilladelse fra landzonemyndigheden at fraskille en ejendoms

bygninger, hvis ejendommen ejes og drives lovligt sammen med en anden

landbrugsejendom med beboelsesbygning. Bestemmelsen forudsætter, at

udstykning sker til samdrift. Såfremt denne forudsætning senere brister, hvis

landbrugsministeren f.eks. tillader, at den bygningsløse ejendom afhændes som

selvstændigt brug, kræver opførelse af ny bebyggelse tilladelse efter

landbrugsloven og for så vidt angår placering og udformning af bebyggelsen

eventuelt tilladelse efter stk. 2.

Nr. 3 er som nr. 2 en konsekvens af ændringerne i landbrugsloven.

Bestemmelsen fastslår, at fredskovspligtige arealer på mindst 35 ha kan

udstykkes uden landzonetilladelse. Undtagelsen fra tilladelseskravet er

begrundet i samme betragtninger som nævnt under nr. 1.

Nr. 4 svarer til de undtagelser, der fremgår af by- og landzonelovens § 7,

stk. 1. Begrebet erhvervsmæssigt nødvendigt er variabelt. I dag må det

således antages, at der normalt ikke er et erhvervsmæssigt behov for mere end

een bolig på en landbrugsejendom. Det bemærkes, at det er det traditionelle

fiskerierhverv, der ønskes tilgodeset med bestemmelsen, nemlig typisk fjord-

og kystfiskeri, mens de fleste dambrug vil falde uden for bestemmelsen på

grund af det industrielle præg. Til brug for fiskerierhvervet kan der f.eks.

frit opføres redskabsskure og bådhuse, mens overdækkede dambrugsbassiner

falder uden for det tilsigtede.

Nr. 5 og 7 svarer stort set til by- og landzonelovens § 8.

Nr. 6 foreslår en såkaldt »bonusvirkning« i to situationer. For

det første, hvor det i en fredning efter det samtidigt fremsatte forslag til

lov om naturbeskyttelse er bestemt, at udstykning, opførelse af nybyggeri

eller ændret anvendelse af bestående bebyggelse eller ubebyggede arealer kan

gennemføres uden landzonetilladelse. Det kan dreje sig om foranstaltninger,

som er tilladt eller eventuelt direkte påbudt i fredningen. Der henvises

nærmere til § 34, stk. 5, i forslaget til lov om naturbeskyttelse og

bemærkningerne hertil. For det andet, hvor det i en lokalplan er bestemt, at

udstykning, byggeri m.v. efter planen ikke kræver tilladelse efter

landzonebestemmelserne. Der henvises herom nærmere til forslagets § 15, stk.

4 og bemærkningerne hertil.

Det er ikke tilstrækkeligt, at der findes en fredning eller lokalplan for

det pågældende område. Det skal være udtrykkeligt fastsat i

fredningskendelsen eller lokalplanen hvilke foranstaltninger, der kan

gennemføres uden tilladelse efter § 35, stk. 1.

Der vil kun kunne fastsættes bonusvirkning for fredninger, der gennemføres

efter forslaget til lov om naturbeskyttelse, og lokalplaner, der gennemføres

efter nærværende lovforslag. Det vil derimod ikke være rimeligt at tillægge

eksisterende fredninger og lokalplaner denne retsvirkning, bl.a. fordi den

gældende lovgivning ikke indeholder de nødvendige regler til sikring af

amtsrådets forudgående accept af bonusbestemmelserne.

Efter overgangsreglerne i § 95, stk. 5, i forslaget til lov om

naturbeskyttelse har miljøministeren dog mulighed for at fastsætte

bestemmelser om bonus for fredningssager, der er rejst, men ikke afsluttet,

før lovens ikrafttrædelse. Sådanne regler vil i givet fald bl.a. blive

forhandlet med Amtsrådsforeningen.

Nr. 8-11 indfører en »bagatelgrænse« i loven, der stort set

svarer til de hidtil administrativt fastsatte bestemmelser i

zonelovscirkulæret.

Formuleringen i nr. 8 og 9 er valgt for at tilkendegive, at eventuelle

kommende ændringer i småhusreglementet vil få virkning også for

landzonebestemmelserne . Med hensyn til ændringer i øvrigt i

bygningsreglementet gælder, at der er fritagelse for tilladelseskravet for så

vidt angår de mere samfundsmæssigt nødvendige foranstaltninger, mens andre

mulige ændringer ikke på forhånd kan vurderes. Offentlige trafik- og

forsyningsanlæg skal tages i vid betydning. Bestemmelsen omfatter således

f.eks. jernbanebroer, transformatorstationer og elmaster, men f.eks. ikke

privatejede vindmøller, uanset om byggetilladelse hertil kræves.

Stk. 2 svarer til by- og landzonelovens § 7, stk. 2. Dog er bestemmelsen

udvidet til alle bygninger, der opføres uden tilknytning til en ejendoms

hidtidige bebyggelsearealer. Bestemmelsen sikrer, at f.eks. landskabelige og

trafikale hensyn kan indgå i vurderingen af byggeriets placering og

udformning. Bestemmelsen giver ikke mulighed for generelt at nægte tilladelse

til opførelse af erhvervsmæssigt nødvendige bygninger på en landbrugsejendom

m.v., jf. bemærkningerne til stk. 1, nr. 4.

Til §§ 37 og 38

Bestemmelserne opretholder den hidtil i by- og landzonelovens § 8a

hjemlede fritagelse for zonetilladelse ved visse etableringer i

overflødiggjorte landbrugsbygninger mod en anmeldelse til

kommunalbestyrelsen. Det præciseres dog i § 37, stk. 1, nr. 3 i

overensstemmelse med hidtidig fortolkning, at der ikke må beskæftiges mere

end 5 personer på ejendommen i forbindelse med virksomhed(er), der er

etableret i henhold til bestemmelsen.

Kapitel 8

Sommerhusområder

Bestemmelserne om tilladelseskrav ved opførelse af flere boliger og ved

helårsanvendelse af bebyggelsen på en ejendom i sommerhusområde fastholdes

med de eksisterende dispensationsmuligheder. Der foreslås derudover en

egentlig ret for visse pensionister, der har ejet et sommerhus i mindst 10

år, til at bruge huset til helårsbeboelse, medmindre boligen er kondemnabel.

Der henvises til de almindelige bemærkninger.

Til § 39

Bestemmelsen svarer til sommerhuslovens § 7, stk. 1, idet det dog i

overensstemmelse med praksis præciseres, at der ikke må »opføres eller

indrettes mere end een bolig«.

Til § 40

Stk. 1 svarer til sommerhuslovens § 7a, stk. 1 og 3 med visse

redaktionelle ændringer. »Bolig« omfatter enhver bebyggelse, der er

bestemt til beboelsesformål, eller som naturligt opføres i tilknytning

hertil, f.eks. også gæstehus, anneks eller garage. Derimod er anvendelsen af

de virksomheder, der er omtalt i sommerhuslovens § 1, stk. 4, dvs., hoteller

eller virksomhed med uddannelsesmæssigt, kulturelt eller forskningsmæssigt

formål ikke reguleret af bestemmelsen. Hensigten med bestemmelsen er som

hidtil at forhindre almindelig helårsbeboelse i sommerhusområder. For så vidt

angår folkepensionister har miljøministeren dog i Vejledning af 3. juli 1989

henstillet, at kommunalbestyrelsen meddeler dispensation til helårsbeboelse,

når pensionisten har ejet sommerhuset i 5 år.

Som hidtil er det afgørende for, om der er tale om helårsbeboelse, i hvor

langt et tidsrum ejendommen sammenlagt benyttes til beboelse (natophold). Den

omstændighed, at flere ejere eller lejere successivt bebor ejendommen,

forlænger ikke udnyttelsestiden.

Stk. 2 svarer til sommerhuslovens § 7a, stk. 2 og § 7b, stk. 2 med

redaktionelle ændringer. Bestemmelsen gælder også, hvor sommerhusområdet er

udlagt ved lokalplan. Andre dispensationer fra lokalplanens bestemmelser end

dispensationer fra anvendelsen til sommerhusbeboelse, f.eks. dispensationer

fra bestemmelser om bebyggelsens udformning og placering, behandles efter de

almindelige regler i § 19.

Til § 41

Bestemmelsen fastsætter en egentlig ret for visse pensionister og deres

efterlevende ægtefælle eller samlever til at benytte en bolig i et

sommerhusområde til helårsbeboelse.

Det er efter stk. 1, 1. pkt. en betingelse for retten til helårsbeboelse,

at pensionisten har ejet boligen i 10 år. Alle andre må søge dispensation

efter § 40, stk. 2 for at få tilladelse til helårsbeboelse. Der henvises i

denne forbindelse til den ovenfor omtalte vejledning.

Retten til helårsbeboelse bortfalder dog efter stk. 1, 2. pkt., hvis

boligen kondemneres.

Efter hidtidig praksis har det været en af betingelserne for meddelelse af

dispensation fra helårsforbudet, at sommerhuset kunne anses for egnet til

helårsbeboelse.

Hensigten med dette krav har på den ene side været at pege på, at

benyttelse af et sommerhus til helårsbeboelse er en benyttelsesændring, som

er væsentlig i forhold til byggelovgivningen, jf. byggelovens § 2, stk. 1c.

Som følge heraf skal der foretages en egentlig byggesagsbehandling ved

sommerhusets overgang til anvendelse som helårsbolig. Der skal i forbindelse

hermed tages stilling til eventuelle dispensationer fra byggelovgivningen og

bygningsreglementet for småhuse af 1985.

På den anden side har kravet i sin udformning (»egnet til

helårsbeboelse«) lagt op til, at det ikke skal gøres til en betingelse

for dispensation efter sommerhusloven, at sommerhuset opfylder alle de i

småhusreglementet fastsatte krav til en helårsbolig, fordi dispensationen

gives som en personlig tilladelse. Når dispensationsindehaveren - og

eventuelt dennes ægtefælle eller samlever - ophører med at benytte den

personlige tilladelse, f.eks. ved død, hviler der stadig de

benyttelsesindskrænkninger på huset, som er gældende i det pågældende

sommerhusområde.

Med den påtænkte ordning er det, som nævnt, hensigten at skabe en egentlig

ret for pensionister til at benytte deres sommerhus til helårsbeboelse.

Retten skal indtræde, når visse nærmere opregnede betingelser er opfyldt, og

den skal således ikke tildeles på grundlag af en ansøgt dispensation fra

lovgivningen, herunder byggelovgivningen.

For at opnå denne retstilstand har det været overvejet at opstille et sæt

normer for sommerhusets bygningsmæssige tilstand, som skulle overholdes, for

at det kunne anses for »egnet til helårsbeboelse«.

Disse normer skulle på den ene side være lempeligere end

småhusreglementets krav til helårsbeboelse, men de skulle på den anden side

dog være mere omfattende end småhusreglementets mindstekrav til opførelse af

sommerhuse.

En sådan fremgangsmåde ville - foruden at indebære visse

afgrænsningsmæssige vanskeligheder - forudsætte en omfattende

(bygge)sagsbehandling i kommunen og ville vel navnlig påføre pensionisten

merudgifter til at forbedre sommerhusets bygningsmæssige tilstand i hvert

fald i de tilfælde, hvor det alene har været opført med henblik på at

overholde småhusreglementets krav til sommerhuse.

Søges der dispensation for ikke-opfyldte bygningsmæssige krav, ville et

eventuelt afslag herpå ikke kunne påklages, da kommunernes skønsmæssige

afgørelser efter byggeloven ikke er omfattet af klageadgang.

Det foreslås i stedet, at spørgsmålet om sommerhusets egnethed til

helårsbeboelse overlades til pensionisten selv således, at det eneste krav,

der stilles til sommerhuset, er, at det ikke er kondemnabelt som helårsbolig.

Herved undtages anvendelsesskiftet fra byggesagsbehandling efter byggeloven.

Adgangen for pensionisten til at helårsbebo sommerhuset bliver herved ikke

videregående end andre borgeres mulighed for at opretholde en helårsbeboelse.

Dette betyder, at beboelsen ikke må være belastet af en sådan brandfare eller

sundhedsfare, at kommunalbestyrelsen (boligkommissionen, hvis en sådan er

oprettet i kommunen) vil kunne nedlægge forbud mod, at ejendommen (bygningen)

anvendes til beboelse eller ophold for mennesker i medfør af

byfornyelseslovens kapitel VIII om boligtilsyn.

Konstateringen af, om en beboelse må anses for kondemnabel, behøver

hverken at ske forud for eller i forbindelse med, at pensionisten

tilkendegiver at ville påbegynde eller faktisk påbegynder helårsbeboelse af

sommerhuset.

Imidlertid ville det være mest hensigtsmæssigt, om kommunens folkeregister

i forbindelse med pensionistens flytning af folkeregisteradressen til

sommerhuset blev pålagt at advisere den kommunale forvaltningsgren -

eventuelt boligkommissionen - hvorunder boligtilsynet henhører, for at en

eventuel usikkerhed med hensyn til, om sommerhuset måtte være kondemnabelt,

kan blive afklaret hurtigt.

Dette hænger sammen med, at en kondemneringskendelse udløser ret til

genhusning, hvorfor kommunen ville få problemet med at fremskaffe en

erstatningsbolig til pensionisten, hvis tidligere helårsbeboelse var

bortsolgt, eller tidligere lejemål var opsagt. Det hænger også sammen med, at

kondemnering ikke udløser erstatningspligt for det offentlige, hvorfor

pensionisten derved kunne undgå at udsætte sig for det formuetab, en

kondemnering ellers ville være.

Miljøministeriet overvejer, om der skal udarbejdes vejledningsmateriale

til pensionister, der ønsker at benytte deres sommerhus hele året. Herved kan

det undgås, at den hidtidige helårsbolig opgives, før der er vished for, at

sommerhuset ikke er kondemnabelt som helårsbolig.

Stk. 2 indeholder en definition på begrebet pensionist i loven. Andre

pensionister end de nævnte må, som nævnt ovenfor, søge dispensation efter §

40, stk. 2, såfremt de ønsker at bruge deres sommerbolig til helårsbolig.

Stk. 3 fastsætter, at en efterlevende ægtefælle eller samlever kan

fortsætte med at benytte sommerboligen til helårsbeboelse indtil fraflytning.

Andre medlemmer af familien eller husstanden har ikke denne ret, men må i

givet fald søge dispensation efter § 40, stk. 2.

Kapitel 9

Servitutter

Kapitel 9 svarer til kommuneplanlovens §§ 36-38.

Kapitel 10

Om tilbageførsel

Bestemmelserne svarer til §§ 2a og 18a i by- og landzoneloven med

redaktionelle ændringer samt ændringer som konsekvens af følgeloven til loven

om nedlæggelse af Hovedstadsrådet.

Kapitel 11

Ekspropriation, overtagelse m.v.

Der foreslås en sammenskrivning af de gældende regler om ekspropriation

til virkeliggørelse af planlægning. Reglerne findes i dag dels i

kommuneplanlovens § 34, dels i lov om ekspropriation til byudvikling.

Reglerne opretholdes i øvrigt i uændret form. Hensigten med sammenskrivningen

er alene af foretage en teknisk forenkling af de eksisterende regelsæt. De

gældende regler om kommunens overtagelsespligt som følge af

planlægningsmæssige dispositioner er ligeledes uændrede.

Til § 47

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 34 og §§ 1-3 og § 4, stk. 1 i

lov om ekspropriation til byudvikling i sammenskrevet form.

Til § 48

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 32.

Til § 49

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 33.

Til § 50

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til kommuneplanlovens § 35, lov om

ekspropriation til byudvikling § 5 og by- og landzonelovens § 18 a. Den

hidtidige bestemmelse om mageskifte af jordstykker ved delekspropriationer

efter kommuneplanlovens § 35, stk. 3 er dog udeladt, da bestemmelsen er uden

praktisk betydning.

Kapitel 12

Tilsyn

Kapitlet om tilsyn er en sammenskrivning af de hidtil gældende regler fra

planlægningslovene med redaktionelle ændringer.

Til § 51

Stk. 1 og 2 svarer til princippet i kommuneplanlovens § 46, stk. 1, by-

og landzonelovens § 22, stk. 1 og 2, og sommerhuslovens § 10a, stk. 1-3.

Stk. 3 svarer til by- og landzonelovens § 22a.

Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 46, stk. 2, by- og landzonelovens §

22, stk. 3, og sommerhuslovens § 10a, stk. 4.

Stk. 5 svarer til kommuneplanlovens § 46, stk. 3, by-og landzonelovens §

22, stk. 4, og sommerhuslovens § 10a, stk. 5.

Kapitel 13

Administrative bestemmelser m.v.

Til § 52

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens §§ 51 og 52, samt lands~ og

regionplanlovens § 18a og by- og landzonelovens § 11a og omhandler

miljøministerens administrative pligter og rettigheder inden for lovens

rammer.

Bestemmelsen i stk. 2 er dog ny. En tilsvarende bestemmelse er indføjet i

forslag til naturbeskyttelseslov, vandløbslov og miljøbeskyttelseslov. De

omhandlede råd kan ikke tillægges nogen besluttende kompetence efter loven.

Til § 53

Bestemmelsen svarer til § 71 i forslag til lov om naturbeskyttelse, § 88

i forslag til lov om miljøbeskyttelse og § 30 i forslag til lov om vandløb.

Til § 54

Bestemmelsen giver miljøministeren bemyndigelse til at fastsætte regler

om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration, herunder til

dækning af myndighedernes omkostninger til tilsyn, behandling af sager om

tilladelser eller dispensationer samt behandling af klagesager.

Miljøministeriet vil i øvrigt tage initiativ til drøftelser med de berørte

parter om mulighederne for og udformningen af sådanne

brugerbetalingsordninger.

Specielt vedrørende gebyrer for klagesagsbehandling kan nævnes, at der

bl.a. i den i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse nedsatte

kontaktgruppe, har været en bred enighed om, at sager af mindre betydning for

natur- og miljøbeskyttelsen ikke skal kunne påklages, men afgøres endeligt af

1. instansmyndigheden.

Der er derfor i lovforslagene anført en række konkrete sagsområder, som

afgøres endeligt af 1. instansmyndigheden.

Det har imidlertid på visse områder været vanskeligt af afgrænse de

sagstyper, der er af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen. På

denne baggrund har det været overvejet at indsætte en generel bestemmelse om,

at sager af mindre betydning for natur- og miljøbeskyttelsen ville kunne

afvises af klagemyndigheden.

Det har imidlertid vist sig, at en sådan bestemmelse vil være

administrativ vanskelig og tillige ressourcekrævende. En sådan bestemmelse er

derfor ikke medtaget i lovforslagene.

Miljøministeriet vil også for så vidt angår gebyr for klagesagsbehandling

sammen med de berørte parter vurdere, om og i hvilket omfang der kan indføres

klagegebyrer m.v. med henblik på at afskære de mindre betydende klagesager i

overensstemmelse med den brede enighed herom. Ministeriet vil i denne

forbindelse lægge til grund, at klageordningen må hvile på det princip, at

klagegebyret skal tilbagebetales, når klagen imødekommes. I dette arbejde vil

erfaringerne fra klagegebyrordningen i den nugældende vandløbslov, som

tilsyneladende har medført en væsentlig begrænsning af klagesagsantallet,

kunne indgå.

Til § 55

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 47, stk. 8, by- og

landzonelovens § 10 og sommerhuslovens § 10c. I relation til zoneloven og

sommerhusloven er det dog nyt, at ejeren skal betale afgiften for tinglysning

af tilladelser og dispensationer, mens dette altid har været gældende for

dispensationer efter kommuneplanloven. Det findes rimeligt, at dette princip

om brugerbetaling udvides til alle tilladelser og dispensationer efter loven,

fordi tilladelser og dispensationer er udtryk for en individuel

sagsbehandling i borgernes interesse. Inddrivelse af afgiftsbeløbet kan ske

ved udpantning. Derimod er det fortsat kommunalbestyrelserne, der skal betale

tinglysningsafgiften for lokalplaner, fordi lokalplanreguleringen hviler på

generelle samfundsmæssige hensyn.

Til § 56

I stk. 1 indføres en generel forældelsesregel for ikke-udnyttede

tilladelser eller dispensationer, svarende til bestemmelsen i by~ og

landzonelovens § 9, stk. 10. Bestemmelsen indskrænker ikke adgangen til at

meddele midlertidige tilladelser eller dispensationer.

Stk. 2 svarer til sommerhuslovens § 7b, stk. 1, og lovfæster generelt den

hidtidige administrative praksis, hvorefter længerevarende ophold i en hidtil

lovligt eksisterende anvendelse af en ejendom indebærer, at mellemkommende

lovgivning eller planlægning skal respekteres. Hvis retten til at udnytte en

ejendom hviler på en egentlig tilladelse eller dispensation fra lovgivning

eller planlægning, bortfalder tilladelsen eller dispensationen dog ikke på

grund af ophold i udnyttelsen, medmindre dette er fastsat som et vilkår i det

konkrete tilfælde eller fremgår af loven, sammenhold § 40, stk. 2 og § 41,

stk. 3.

Til § 57

Bestemmelsen svarer indholdsmæssigt til kommuneplanlovens § 53 og by- og

landzonelovens § 22, stk. 5.

Kapitel 14

Klage og søgsmål

Som omtalt i de almindelige bemærkninger opretholder lovforslaget den

hidtidige klageadgang efter planlovgivningen med to undtagelser.

For det første foreslås det, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om

dispensation fra forbudet mod helårsbeboelse i sommerhusområder skal være

endelige. Dette berører ikke de særlige regler om umiddelbar ret for visse

pensionister til at bo hele året i deres sommerbolig, idet der her slet ikke

kræves en dispensation.

For det andet foreslås det at afskære klage fra naboer og omboende i

forbindelse med tilladelser efter landzonebestemmelserne. Baggrunden herfor

er, at landzonereglerne ikke har til formål at beskytte nabointeresser, men

er begrundet i bredere samfundsmæssige hensyn.

Kapitlet indeholder derudover reglerne om kompetencen for det nye

naturklagenævn med hensyn til afgørelser efter landzonebestemmelsen, samt de

formelle regler om klageberettigelse, klagefrister m.m.

Til § 58

Stk. 1 fastslår lovens hovedregel, hvorefter der kan klages til

ministeren eller den styrelse, som ministeren bemyndiger hertil, over

amtsråds og kommunalbestyrelsers afgørelser, for så vidt angår retlige

spørgsmål. Dette svarer til klagebestemmelsen i kommuneplanlovens § 48, men

gælder nu alle retlige afgørelser efter loven. Retlige spørgsmål skal forstås

i overensstemmelse med den praksis, der har dannet sig på grundlag af

forarbejderne til kommuneplanloven, domstolsafgørelser og udtalelser fra

Folketingets Ombudsmand.

Stk. 2 svarer til kommuneplanlovens § 34, stk. 4, hvorefter

ekspropriationsbeslutninger kan påklages til miljøministeren eller den

styrelse, ministeren bemyndiger hertil, både med hensyn til retlige og

skønsmæssige spørgsmål.

Stk. 3 og 4 indeholder reglerne om klage over afgørelser efter

landzonebestemmelsen. I overensstemmelse med by- og landzonelovens § 10a kan

amtsråds eller kommunalbestyrelsers afgørelser efter lovens § 35, stk. 1

påklages både med hensyn til retlige og skønsmæssige spørgsmål. Disse

klagesager har siden 1980 været afgjort i det i henhold til

miljøbeskyttelsesloven nedsatte miljøankenævn. Dette foreslås nu ændret

således, at sager, der indbringes af miljøministeren, og andre sager af meget

væsentlige betydning afgøres af det naturklagenævn, som samtidig foreslås

oprettet ved særligt lovforslag, mens øvrige klagesager afgøres af ministeren

eller den styrelse, ministeren bemyndiger hertil. For flertallet af

landzonesagerne vil den fremtidige klageordning således svare til, hvad der

gjaldt før 1980.

Med hensyn til de vurderinger og hensyn m.v., der vil blive lagt til grund

for udskillelsen af hvilke sager, der skal behandles i det nye

naturklagenævn, henvises der til bemærkningerne i lovforslaget om

naturklagenævnet.

Stk. 5 fastslår i 1. pkt. i overensstemmelse med princippet om, at en

afgørelse kun skal kunne påklages een gang, at hverken miljøministerens eller

naturklagenævnets afgørelser kan påklages til anden administrativ myndighed.

2. pkt. fastsætter, at kommunalbestyrelsernes afgørelser om dispensation

efter § 40, stk. 2 til helårsbeboelse i et sommerhusområde ikke kan påklages.

De i stk. 5 omhandlede afgørelser kan derimod indbringes for de

almindelige domstole, jf. § 62.

Stk. 6 svarer til § 48, stk. 5 i kommuneplanloven. Kommunalbestyrelsens

prøvelse i disse sager omfatter både retlige og skønsmæssige spørgsmål.

Til § 59

Bestemmelsen fastsætter hvem, der er klageberettigede efter loven.

Afgrænsningen af de klageberettigede svarer til gældende ret, bortset fra at

naboer ikke længere er klageberettigede i forhold til landzonetilladelser, og

at miljøministeren nævnes som klageberettiget i disse sager. Der henvises til

omtalen i de almindelige bemærkninger og indledningen til dette kapitel.

Til § 60

Bestemmelsen indeholder de formelle regler om klage og opsættende

virkning af klage.

Stk. 1. Kravet om skriftlighed er nyt. En generel klagefrist

findes ikke i kommuneplanlovens § 48, men kendes fra

ekspropriationsbestemmelserne og by- og landzoneloven. Arealudvalgets

delbetænkning 2, Det fremtidige ankesystem på Miljøministeriets og

byggelovens område, fra juni 1987 foreslår en 4-ugers klagefrist som generelt

princip. Fristen beregnes fra afgørelsens offentliggørelse eller meddelelse,

idet der dog indføres den særlige regel, at hvis der ikke foretages offentlig

bekendtgørelse eller gives underretning om en afgørelse, regnes fristen fra

den klageberettigede har fået kundskab om afgørelsen. Denne regel er

nødvendig, fordi en afgørelse om, at der f.eks. ikke er lokalplanpligt, ofte

træffes indirekte i forbindelse med en byggetilladelse, som ikke

offentliggøres. Der gælder heller ikke nogen generel pligt til at orientere

de klageberettigede om sådanne afgørelser. Kundskabsøjeblikket må bedømmes

konkret i den enkelte sag.

Stk. 2. Klage over afgørelser efter landzonebestemmelsen skal som

hidtil indgives til den myndighed, som har truffet afgørelsen. Denne

bestemmelse skal sikre, at naturklagenævnet ved sagens modtagelse, uden

yderligere høring, kan vurdere, om sagen indeholder så væsentlige spørgsmål,

at den skal afgøres af nævnet.

Stk. 3 svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 3.

Stk. 4 svarer til kommuneplanlovens § 34, stk. 4, og by-og landzonelovens

§ 11, stk. 4, idet der dog gives klagemyndigheden i landzonesager adgang til

at ophæve klagens opsættende virkning.

Stk. 5 svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 2 og by-og landzonelovens §

11, stk. 3, 2. pkt.

Til § 61

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 48, stk. 4.

Til § 62

Bestemmelsen svarer til kommuneplanlovens § 49 med konsekvensændringer,

således at bestemmelsen nu også omfatter afgørelser om landzonetilladelser og

tilladelser til helårsanvendelse af sommerhuse, hvor der ikke hidtil har

været en søgsmålsfrist. Udtrykket afgørelser omfatter også beslutninger, hvor

der ikke har foreligget en ansøgning, f.eks. forbud eller påbud.

Kapitel 15

Lovliggørelse og straf

Kapitlet om lovliggørelse og straf er en sammenskrivning og forenkling af

kommuneplanlovens, by- og landzonelovens og sommerhuslovens tilsvarende

bestemmelser. Visse dele er dog udeladt, idet samme hjemmel allerede i dag

fremgår af retsplejelovens bestemmelser. Som noget nyt foreslås generelt

strafansvar for offentlige myndigheder, når disse har handlet i deres

egenskab af bygherre eller driftsherre.

Til § 63

Bestemmelsen svarer i sin helhed til henholdsvis kommuneplanlovens § 54,

by- og landzonelovens § 23 og sommerhuslovens § 10, idet det dog fastsættes,

at udgiften ved selvhjælpshandlinger kan inddrives ved udpantning.

Den tidligere hjemmel i kommuneplanlovens § 54, stk. 3 og sommerhuslovens

§ 10, stk. 3 til ved dom at pålægge tvangsbøder ved undladelse af at

efterkomme et påbud om lovliggørelse, foreslås ophævet. Baggrunden herfor er,

at samme hjemmel allerede fremgår af retsplejeloven § 997, stk. 3.

Ligeledes foreslås by- og landzonelovens bestemmelse om, at politiet yder

myndigheden bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem

miljøministeren og justitsministeren ophævet. Bestemmelsen findes unødvendig

ved siden af den almindelige regel om politiets opgaver i retsplejelovens §

108, stk. 1.

Til § 64

Bestemmelsen svarer til henholdsvis kommuneplanlovens § 55, by- og

landzonelovens § 24 og sommerhuslovens § 10b og angiver for hvilke

overtrædelser, der kan straffes med bøde.

Bestemmelsen i stk. 2, der angår overtrædelser begået af staten, en

amtskommune, en kommune eller et kommunalt fællesskab, og efter hvilken, der

i sådanne tilfælde kan pålægges myndigheden eller det kommunale fællesskab

bødeansvar, er i overensstemmelse med betænkning nr. 996/1983 om

ansvarsplacering i kommunestyret. Det foreslås endvidere, at også staten skal

kunne straffes for overtrædelse af loven. Tilsvarende straffebestemmelse er

indsat i forslagene til de øvrige miljølove.

Kapitel 16

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser

Til § 65

Bestemmelsen fastsætter lovens ikrafttrædelse til 1. januar 1991,

samtidig med forslagene til miljøbeskyttelseslov, naturbeskyttelseslov og

vandløbslov. 2. pkt. om ophævelse af Tilbudspligtnævnet er nødvendig af

hensyn til eventuelle sagers færdiggørelse.

Til § 66

Bestemmelsen omfatter alle klagesager efter kommuneplanloven, by~ og

landzoneloven og sommerhusloven. Bestemmelsen omfatter endvidere vetosager

samt godkendelses- og »call-in-sager« efter kommuneplanloven,

lands- og regionplanloven og by- og landzoneloven. Endelig omfatter

bestemmelsen sager, som måtte være indbragt for Tilbudspligtnævnet. For så

vidt angår verserende planforslag skal disse færdigbehandles af kommuner og

amtskommuner efter hidtidig lovgivning, såfremt planforslaget har været

offentliggjort før lovens ikrafttrædelse.

Til § 67

Bestemmelsen omhandler de love og bestemmelser, der ophæves ved loven.

Vedrørende nr. 9 henvises til bemærkningerne til § 4, der bl.a. giver hjemmel

for ministeren til at godkende forsøg i lighed med frikommuneordningen.

Til § 68

De hidtidige planer opretholdes, til de ændres efter reglerne i

lovforslaget. Planernes retsvirkninger, f.eks. som grundlag for rammestyring

og vetoordning, afhænger dog af denne lovs nærmere regler.

Til § 69

Bestemmelsen opretholder generelt hidtidige administrative forskrifter.

Det er imidlertid hensigten at foretage en gennemgang og regelsanering af

forskrifterne, herunder udarbejdelse af en ny samlet vejledning i forbindelse

med lovforslagets ikrafttrædelse.

Efter stk. 2 fortsætter hidtil godkendte frikommuneforsøg, indtil udløbet

af den nugældende frikommunelov.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter