1990 LSF 78 FORSLAG TIL LOV OM NATURKLAGENÆVNET
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Naturklagenævnet er klagemyndighed for administrative
afgørelser i det omfang, det fastsættes i lovgivningen.
Stk. 2. Nævnet og dets enkelte medlemmer er uafhængigt af
instruktioner om den enkelte sags behandling og afgørelse.
§ 2. Nævnet nedsættes af miljøministeren og består af
1) en formand,
2) 2 medlemmer, der udpeges af højesteret blandt rettens medlemmer, og
3) 10 medlemmer, der vælges af Folketinget.
Stk. 2. Som stedfortræder for formanden kan fungere en
viceformand. Formanden og viceformændene skal opfylde de almindelige
betingelser for at være landsdommer.
Stk. 3. Samtidig med udpegning og valg af medlemmer efter stk. 1,
nr. 2 og 3, udpeges og vælges en suppleant for hvert medlem. Suppleanten
deltager kun i behandlingen og afgørelsen af en sag, når det pågældende
medlem er forhindret varigt eller for længere tid.
Stk. 4. Efter hvert nyvalg til Folketinget foretages udpegning og
valg af medlemmer og suppleanter efter stk. 1, nr. 2 og 3. Indtil
miljøministeren har nedsat nævnet med den heraf følgende sammensætning,
opretholdes nævnet med dets hidtidige sammensætning.
§ 3. Nævnet er beslutningsdygtigt, når mindst 7 medlemmer,
herunder formanden eller en viceformand, er til stede.
Stk. 2. Nævnets afgørelse i de enkelte sager træffes ved
almindelig stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens henholdsvis
viceformandens stemme udslagsgivende.
§ 4. Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed. Dette gælder dog ikke erstatningstilkendelser i
anledning af en fredning eller en ekspropriation.
§ 5. Miljøministeren fastsætter nævnets forretningsorden.
Stk. 2. Det kan bestemmes i forretningsordenen, at formanden eller
efter formandens bemyndigelse en viceformand på nævnets vegne kan henvise en
Læs alt
klage til miljøministerens afgørelse.
§ 6. Nævnets administration varetages af et sekretariat, der
tillige bistår med forberedelsen og udførelsen af nævnets beslutninger.
Nævnet kan i øvrigt indhente vejledende udtalelser fra særligt sagkyndige.
§ 7. Loven træder i kraft den 1. januar 1992.
§ 8. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Det foreliggende lovforslag er et led i den foreslåede reform af
miljølovgivningen og har nøje sammenhæng med forslagene til lov om
naturbeskyttelse, lov om vandløb, lov om råstoffer og lov om planlægning. Det
foreslås, at der ved en særlig lov oprettes et uafhængigt klagenævn
med en sammensætning, der i princippet svarer til sammensætningen af
Overfredningsnævnet, og at de øvrige nævnte love afgrænser
klagenævnets saglige kompetence.
Denne klageinstans foreslås benævnt naturklagenævnet og vil efter
forslaget få en blandet politisk-juridisk sammensætning, ligesom det siden
1917 har været tilfældet for Overfredningsnævnet.
Det foreslås, at loven om naturklagenævnet alene instituerer nævnet og
indeholder de grundlæggende regler om nævnets sammensætning og virke,
herunder - som sædvanligt for sådanne nævn - en bemyndigelse for ministeren
til at fastsætte en forretningsorden for nævnet.
Det forudsættes, at nævnet kun skal behandle og afgøre et begrænset antal
klager, antagelig omkring 150-200 klager pr. år. Til behandling og afgørelse
af nævnet bør derfor kun henvises klager, der rummer spørgsmål af meget
væsentlig interesse i forhold til den regulering, som de pågældende love
indeholder. De øvrige klager bør behandles og afgøres af miljøministeren
(efter bemyndigelse en styrelse under ministerens instruktionsbeføjelse),
således som det i vid udstrækning er tilfældet efter den gældende lovgivning.
Klagereglerne i forslagene til lov om naturbeskyttelse, lov om vandløb,
lov om råstoffer og lov om planlægning er udformet på denne baggrund. Det er
kun i begrænset udstrækning muligt at anvende lovhjemmelen for en afgørelse
som kriterium for, om en klage bør afgøres af nævnet eller ministeren. Som
regel kan der opstå både »store« og »små« sager på
grundlag af en og samme lovbestemmelse. Det gælder også for beslutninger om
fredning efter kapitel 6 i forslaget til lov om naturbeskyttelse (i dag
kapitel III i naturfredningsloven), men den historiske baggrund tilsiger, at
klagenævnet bør tage stilling til alle fredninger, forventeligt ca. 20 sager
pr. år. Bortset herfra må det nævnte interessekriterium være bestemmende for,
om en klage skal behandles og afgøres af nævnet.
Efter de gældende love, som de foreslåede 4 nye love vil afløse, opstår
der årligt et antal klagesager i størrelsesordenen 2.000. Efter lovforslagene
skal der i forhold hertil ikke kunne klages over visse grupper af afgørelser,
der er af mindre betydning i forhold til lovens formål. Efter lovforslagene
skal en afgørelse heller ikke kunne påklages af naboer eller omboende,
såfremt lovgrundlaget for afgørelsen ikke tilsigter at varetage naboers eller
omboendes interesser. De foreslåede nye love indeholder hjemmel til at
fastsætte regler om brugerbetaling i forbindelse med lovens administration,
herunder bl.a. klagegebyrer. Med henblik på at begrænse en større del af de
mindre betydende klagesager vil Miljøministeriet sammen med de berørte parter
vurdere om og i hvilket omfang, der kan indføres klagegebyrer. Ministeriet
vil i den forbindelse lægge til grund, at klageordningen må hvile på det
princip, at klagegebyret skal tilbagebetales, når klagen i mødekommes. Den
således foreslåede begrænsning af klageretten kan på gældende lovs grundlag
skønnes at ville reducere det årlige antal klager, som skal
realitetsbehandles, til omkring 1.600. De foreslåede ændringer af lovene vil
antagelig fremkalde nogle flere klagesager.
Den foreslåede klageordning på det heromhandlede lovområde vil i praksis
fungere således:
En klage over den af 1. instansen trufne afgørelse indgives til 1.
instansen, som videresender klagen til naturklagenævnet tillige med sagens
akter og eventuelle bemærkninger i anledning af klagen.
Efter en gennemgang af sagen beslutter klagenævnets formand med bistand af
nævnets sekretariat, om klagen skal behandles og afgøres af nævnet eller
henvises til miljøministerens afgørelse. Denne beslutning forventes at kunne
træffes i løbet af ganske få dage efter sagens modtagelse, normalt efter blot
2 dages forløb. Sagsmængden gør det nødvendigt, at nævnsformanden tillægges
denne kompetence. Den udøves imidlertid reelt på nævnets vegne, og den
foreslåede ordning bygger derfor på den selvfølgelige forudsætning, at
formanden udøver sin kompetence i overensstemmelse med opfattelsen af
interessekriteriet hos et flertal af nævnets medlemmer. Der vil fra tid til
anden opstå tilfælde, hvor nævnet ikke kan tiltræde formandens beslutning,
eller hvor det først efterfølgende viser sig, at interessekriteriet er
opfyldt. I sådanne tilfælde kan nævnet omgøre beslutningen om, at klagen er
henvist til ministerafgørelse, lige indtil ministerens afgørelse i klagesagen
er truffet. Har nævnsformanden imidlertid besluttet, at klagen skal behandles
og afgøres af nævnet, står denne beslutning ved magt, uanset om nævnet måtte
mene, at interessekriteriet ikke var opfyldt.
Hvis sagen henvises til ministerens afgørelse, videresendes den straks til
vedkommende styrelse til behandling og afgørelse, herunder en afgørelse
hvorved realitetsbehandling af klagen afvises (klageberettigelse,
klagefrister m.v.). Klageren og 1. instansen underrettes samtidig herom.
Hvis sagen derimod efter udtrykkelige lovbestemmelser herom eller efter
nævnsformandens beslutning skal afgøres af nævnet, forberedes sagen af
nævnets sekretariat til afgørelse af det samlede nævn. Der vil blive
foretaget høringer i fornøden udstrækning, herunder altid af Miljøministeriet
som ressortmyndighed for den pågældende lov, og der kan tænkes indhentet
erklæringer fra særligt sagkyndige. Miljøministeriet vil således på samme
måde som andre i sagen interesserede kunne påvirke nævnets beslutning og kan
ikke blot afgive en udtalelse i anledning af klagen, men kan vælge at optræde
for nævnet som egentlig part i sagen med nedlæggelse af selvstændige
påstande. Den beskrevne ordning svarer ganske til den måde, hvorpå
Overfredningsnævnet i dag fungerer.
Efter de gældende regler for Overfredningsnævnets virke bestemmer nævnet
selv, om der skal afholdes møde med parter og interesserede og foretages
besigtigelse. Dette sker næsten undtagelsesfrit i alle fredningssager, men
yderst sjældent i klagesagerne i øvrigt, der som altovervejende hovedregel
afgøres i et møde på grundlag af det skriftlige materiale i sagen. Det er
nødvendigt, at det foreslåede naturklagenævn får en lignende frihed til at
bestemme, om en klage kan afgøres uden besigtigelse og uden parternes
fremmøde for nævnet.
Det er ved den foreslåede ordning tilstræbt, at klagenævnet ikke får
karakter af at stå i spidsen for en mere bureaukratisk ankestyrelse med en
sagsmængde, der ville gøre det reelt umuligt for selve nævnet at foretage den
påkrævede interesseafvejning i klagesagerne.
Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser
Oprettelsen af et naturklagenævn skønnes at ville medføre statslige
merudgifter på ca. 7 mio. kr. årligt. Det vurderes således, at der skal
udnævnes en formand for nævnet samt 2 viceformænd, og at nævnets sekretariat
i øvrigt skal bemandes med 7-8 AC'ere og 6 HK'ere dvs. ialt 16-17 årsværk.
Hertil kommer udgifter i forbindelse med nævnets møde- og rejsevirksomhed og
til fornøden bistand af særligt sagkyndige.
Formandsskabet og størrelsen af nævnets sekretariat er vurderet med
udgangspunkt i erfaringerne fra Overfredningsnævnet og fremkommer ved
nedenstående fordeling på opgaver.
Forberedelse af nævnets behandling af fredningssager, hvoraf der anslås
ca. 20 sager årligt, vil beslaglægge en formand/viceformand, 2 AC'ere og 1,5
HK'ere.
Visitationsopgaven vil kræve 1/3 formand/viceformand, 1 1/2-2 AC'ere og
mindst 1 HK'er.
De øvrige ca. 150 store, principielle sager efter planlægningsloven,
naturbeskyttelsesloven, vandløbsloven og råstofloven, som sekretariatet skal
forberede til nævnsbeslutning, vil beslaglægge 1 2/3 formand/viceformand, 3
1/2-4 AC'er og 1 HK'er.
Diverse servicefunktioner i sekretariatet, herunder især journal og
bogholderi, anslås at kræve 2 HK'ere.
Lovforslaget medfører ikke administrative og økonomiske konsekvenser for
kommuner og amtskommuner.
Bemærkninger til de enkelte bestemmelser
Til § 1
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Til § 2
Som anført i de almindelige bemærkninger foreslås naturklagenævnet
sammensat i princippet som Overfredningsnævnet.
Overfredningsnævnet består efter naturfredningslovens § 4, stk. 1, af en
formand, 2 medlemmer valgt af højesteret blandt rettens medlemmer og et
medlem valgt af hvert af de partier, der er repræsenteret i finansudvalget,
for tiden 8 medlemmer. Overfredningsnævnet rummer således for tiden 11
medlemmer. Som stedfortræder for formanden er beskikket en viceformand, jfr.
naturfredningslovens § 4, stk. 2, 1. pkt., og for hvert medlem i øvrigt er
valgt en suppleant. Efter § 2 i forretningsordenen for Overfredningsnævnet
(bekendtgørelse nr. 616 af 1. december 1978) kan nævnsformanden bestemme, at
beføjelserne som formand i bestemte sager skal udøves af viceformanden, selv
om formanden ikke er forhindret i at deltage i de pågældende sager.
Suppleanter for nævnets øvrige medlemmer indkaldes derimod kun, når et medlem
varigt eller for længere tid er forhindret i at deltage i nævnes
forretninger.
Det foreslås, at naturklagenævnet - ligesom Overfredningsnævnet - foruden
formanden skal bestå af 2 højesteretsdommere og et flertal af landspolitiske
medlemmer. De landspolitiske medlemmer foreslås imidlertid valgt på en sådan
måde, at de - sammenlignet med ordningen for Overfredningsnævnet - i højere
grad afspejler Folketingets sammensætning. Der kan udpeges såvel
folketingsmedlemmer som ikke-folketingsmedlemmer. I henhold til grundloven
sker udpegningen efter forholdstalsvalg. Det findes bedst stemmende hermed,
at nævnets funktionsperiode ikke er et bestemt fastsat åremål, men følger
Folketingets valgperioder.
Det forudsættes, at de af højesteret udpegede suppleanter også er
højesteretsdommere.
Loven må træde i kraft i så god tid før de øvrige miljøloves ikrafttræden,
at klagenævnet kan fungere straks efter sidstnævnte tidspunkt.
Til §§ 3 og 4
De foreslåede bestemmelser svarer til almindeligt gældende regler for
klagenævn.
I lighed med den gældende ordning vedrørende Overfredningsnævnets
tilkendelse af fredningserstatning foreslås det dog i § 4, 2. pkt., at
naturklagenævnets erstatningstilkendelser ikke skal være endelige. Det
fremgår således at § 45, jf. § 50, i forslaget til lov naturbeskyttelse, at
klagenævnets erstatningsfastsættelser skal kunne indbringes for en særlig
taksationskommission, jf. også det nævnte lovforslags § 60.
Til § 5
I en forretningsorden optages de generelle bestemmelser for nævnets
virke, herunder eventuelle bestemmelser om særlig formandskompetence. For det
foreslåede naturklagenævns vedkommende bør formanden ikke uden bemyndigelse
fra nævnet have kompetence til at afgøre nogen klagesag, men det er af
praktiske grunde nødvendigt, at formanden tillægges en selvstændig beføjelse
til at henvise de klager til miljøministerens afgørelse, som ikke skønnes at
indeholde spørgsmål af meget væsentlig interesse. Hvis nævnet ikke kan
tiltræde henvisningen, kan formandsbeslutningen omgøres, så længe
miljøministeren (styrelsen) ikke har truffet afgørelse.
Til §§ 6 og 7
Der henvises til de almindelige bemærkninger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 168 FORSLAG TIL LOV OM NATURKLAGENÆVNET Retsinformation · 18. januar 1990
- 1990 LSF 25 FORSLAG TIL LOV OM NATURKLAGENÆVNET Retsinformation · 4. oktober 1990
- 1992 LSF 16 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PLANLÆGNING (KLAGEMYNDIGHED) Retsinformation · 26. november 1992
- 1991 LSF 70 FORSLAG TIL LOV OM NATURBESKYTTELSE Retsinformation · 3. januar 1992
- Forslag til Lov om ændring af lov om naturbeskyttelse (Udmøntning af kommunalreformen) Retsinformation · 17. juni 2005
- 1996 LSF 45 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE OG LOV OM RÅSTOFFER (ÆNDRING AF KLAGEREGLER) Retsinformation · 14. januar 1997