1990 LSF 40 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN (POSTSPÆRRING)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986, som
ændret ved lov nr. 384 af 10. juni 1987, lov nr. 387 af 10. juni 1987 og § 18
i lov nr. 389 af 7. juni 1989, indsættes efter § 104:
» § 104 a. Skifteretten kan, når det anses for at være af
betydning for boets behandling, bestemme, at breve og andre forsendelser til
skyldneren skal udleveres til midlertidig bestyrer eller kurator
(postspærring). Breve og andre forsendelser til en juridisk person, hvis bo
er under konkursbehandling, skal altid udleveres til midlertidig bestyrer
eller kurator.
Stk. 2. Bestemmelse om postspærring eller om forlængelse heraf
træffes i et retsmøde. Skyldneren skal tilsiges til retsmødet og have
lejlighed til at udtale sig i dette. Afgørelsen træffes ved kendelse, hvis
skyldneren anmoder herom, eller hvis skyldneren ikke er til stede i
retsmødet.
§ 104 b. Er der truffet bestemmelse om postspærring, kan
midlertidig bestyrer eller kurator gøre sig bekendt med indholdet af
forsendelser, som ikke åbenbart er boet uvedkommende.
Stk. 2. Skyldneren skal have underretning om tid og sted for
brevåbning og skal have adgang til at overvære åbningen.
Stk. 3. Forsendelser, som ikke skal indgå i boet, udleveres eller
sendes til skyldneren snarest muligt.
§ 104 c. Bestemmelse om postspærring gælder kun for 3 måneder.
Skifteretten kan forlænge dette tidsrum, men højst med 3 måneder ad gangen.
Stk. 2. Postspærring skal ophæves, når betingelserne for dens
iværksættelse ikke længere er til stede.
Stk. 3. Skyldneren kan når som helst indbringe spørgsmålet om
ophævelse af postspærring for skifteretten. Skifterettens afgørelse træffes
ved kendelse.
§ 104 d. Det påhviler post- og telegrafvæsenet, telefonselskaberne
Læs alt
og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at medvirke ved
gennemførelsen af en bestemmelse om postspærring ved at tilbageholde og
udlevere forsendelser m.v.
Stk. 2. Bestemmelsen i retsplejelovens § 178 finder tilsvarende
anvendelse på den, som uden lovlig grund undlader at medvirke som nævnt i
stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986, som
ændret ved lov nr. 384 af 10. juni 1987, lov nr. 387 af 10. juni 1987 og § 18
i lov nr. 389 af 7. juni 1989, indsættes efter § 104:
» § 104 a. Skifteretten kan, når det anses for at være af
betydning for boets behandling, bestemme, at breve og andre forsendelser til
skyldneren skal udleveres til midlertidig bestyrer eller kurator
(postspærring). Breve og andre forsendelser til en juridisk person, hvis bo
er under konkursbehandling, skal altid udleveres til midlertidig bestyrer
eller kurator.
Stk. 2. Bestemmelse om postspærring træffes i et retsmøde.
Skyldneren skal tilsiges til retsmødet og have lejlighed til at udtale sig i
dette. Afgørelsen træffes ved kendelse, hvis skyldneren anmoder herom, eller
hvis skyldneren ikke er til stede i retsmødet.
§ 104 b. Er der truffet bestemmelse om postspærring, kan
midlertidig bestyrer eller kurator gøre sig bekendt med indholdet af
forsendelser, som ikke åbenbart er boet uvedkommende.
Stk. 2. Skyldneren skal have underretning om tid og sted for
brevåbning og skal have adgang til at overvære åbningen.
Stk. 3. Forsendelser, som ikke skal indgå i boet, udleveres eller
sendes til skyldneren snarest muligt.
§ 104 c. Postspærring skal ophæves, når betingelserne for dens
iværksættelse ikke længere er til stede.
Stk. 2. Skyldneren kan når som helst indbringe spørgsmålet om
ophævelse af postspærring for skifteretten. Skifterettens afgørelse træffes
ved kendelse.
§ 104 d. Det påhviler post- og telegrafvæsenet, telefonselskaberne
og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at medvirke ved
gennemførelsen af en bestemmelse om postspærring ved at tilbageholde og
udlevere forsendelser m.v.
Stk. 2. Bestemmelsen i retsplejelovens § 178 finder tilsvarende
anvendelse på den, som uden lovlig grund undlader at medvirke som nævnt i
stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig
anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de
afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning.
Dette lovforslag er en uændret genfremsættelse af det lovforslag, der
blev fremsat den 24. oktober 1990 (lovforslag nr. L 49). På grund af
udskrivelsen af folketingsvalg bortfaldt lovforslaget.
Lovforslaget har til formål at lovregulere spørgsmålet om postspærring
under konkurs.
Lovforslaget bygger på Justitsministeriets konkurslovudvalgs udtalelse af
30. november 1989. Udtalelsen er medtaget som bilag til lovforslaget. I
konkurslovudvalgets udtalelse redegøres for, hvornår post til skyldnere under
konkurs efter gældende ret i stedet udleveres til midlertidig bestyrer eller
kurator.
På baggrund af den kritik, som praksis har givet anledning til, har
udvalget anbefalet, at der indsættes udtrykkelige regler om betingelserne for
og administrationen af postspærring i konkursloven. Udvalget har udarbejdet
udkast til bestemmelser om betingelserne for postspærring, virkningerne af
postspærring og indgrebets varighed.
Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med konkurslovudvalgets
forslag.
2. Gældende regler og praksis.
Ved afsigelsen af konkursdekret over en skyldner, mister denne retten til
at råde over sin formue med virkning for boet, jfr. nærmere konkurslovens
§ 29. Efter lovens § 109, stk. 1, tager skifteretten straks (efter at
konkursdekretet er afsagt) skyldnerens forretningsbøger og -papirer i sin
varetægt og foretager de fornødne skridt til værn mod uberettigede
dispositioner over boets ejendom.
Som led i skyldnerens urådighed og skifterettens overtagelse af boet
træffer skifteretten sædvanligvis bestemmelse om, at skyldnerens post
omadresseres til midlertidig bestyrer eller kurator.
I medfør af § 24 i postloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 356 af 25.
maj 1989, som hører under kommunikationsministeren, er udstedt bekendtgørelse
nr. 10 af 5. januar 1989 om benyttelse af Postvæsenet, og på grundlag af
denne bekendtgørelse er der udstedt P&T-Håndbogen. Af pkt. 7.3.3. i
P&T-Håndbogen fremgår bl.a., at skifteretten tager stilling til
udlevering af adresseret post i forbindelse med konkursdekretets afsigelse.
Dette gælder både for postforsendelser og pengeforsendelser. Skifteretten
underretter adresseposthuset om afgørelsen ved at sende en blanket til
posthuset om postspærringen.
Det fremgår endvidere af P&T-Håndbogen, at forsendelser, der ved
påtegningen »personlig« eller på anden måde fremtræder som
personlig korrespondance, dog altid skal udleveres til skifteretten, der
tager stilling til, om forsendelsen (post eller penge) skal indgå i
konkursboet, eller om den kan udleveres til skyldneren. Blade og adresseløse
forsendelser udleveres til skyldneren, medmindre skifteretten undtagelsesvis
har bestemt andet.
En bestemmelse om postspærring har ikke selvstændig betydning i de
tilfælde, hvor skyldneren er et selskab , idet de styrende organer i
et selskab m.v. - bestyrelse og direktion - mister enhver kompetence (senest)
ved dekretets afsigelse, og post til selskabet m.v. derfor naturligt tilgår
midlertidig bestyrer eller kurator som selskabets kompetente ledelse.
Ved betalingsstandsning bevarer den, der er under
betalingsstandsning (skyldneren), retten til at råde over sin formue i
betalingsstandsningsperioden. I forbindelse med betalingsstandsning beskikker
skifteretten dog et tilsyn (normalt en advokat) for skyldneren. Ved
betalingsstandsning udleveres forsendelser efter de almindelige regler,
medmindre skyldneren og tilsynet i forening meddeler postkontoret andet.
De nævnte regler administreres i skifteretternes praksis således,
at skifteretten samtidig med afsigelsen af konkursdekretet tager stilling
til, hvorledes der skal forholdes med post, adresseret til skyldneren. Hvis
skyldneren er en erhvervsvirksomhed med en velordnet postmodtagelse, der på
betryggende vis kan fortsættes efter konkursen, vil postspærring og
omadressering af posten ikke finde sted. Det vil for afgørelsen i det hele
være afgørende, hvorledes der mest hensigtsmæssigt kan etableres en sikker
ordning, således at de papirer, som er nævnt i konkurslovens § 29 og § 109,
og som kommer med posten, vil komme i midlertidig bestyrers eller kurators
besiddelse.
Adskillelsen af skyldnerens private post fra post, som har betydning for
konkursbehandlingen, foregår i praksis hos midlertidig bestyrer/kurator.
Privat post afleveres, så vidt muligt uåbnet, til skyldneren. Kun i
tvivlstilfælde vil kurator åbne post, der kan være privat, for at konstatere,
om indholdet er forretningsmæssigt eller privat. Kurator vil herved være
forpligtet til at undlade at læse breve af privat indhold, og skulle kurator
komme til kendskab om oplysninger af privat art, vil kurator være underkastet
tavshedspligt.
I overensstemmelse med almindelige principper for udøvelse af
tvangsindgreb vil kurator være forpligtet til at søge ulemperne ved den
etablerede postspærring og omadressering af skyldnerens post begrænset mest
muligt, såvel hvad angår forsinkelsen af den enkelte forsendelse, som kan
videregives til skyldneren, som hvad angår udstrækningen af indgrebet i det
hele.
Det er sædvanligt, at en postspærring ophæves, når der er gået en vis
længere tid, uden at der tilgået kurator yderligere oplysninger af betydning
for bobehandlingen. I de tilfælde, hvor skyldneren antages at samarbejde
loyalt med kurator, vil det ofte blive aftalt, at postspærringen ophæves på
et tidligere tidspunkt, hvis registreringsfunktioner, bogholderi, aflæggelse
af regnskaber, selvangivelse m.v., fremtræder betryggende.
3. Tidligere drøftelser i Folketinget om postspærring.
Den 4. april 1989 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkepartis
folketingsgruppe et forslag til folketingsbeslutning om ændring af reglerne
vedrørende postspærring i forbindelse med konkurs og betalingsstandsning
(beslutningsforslag nr. B 74).
I bemærkningerne til beslutningsforslaget er det anført, at
forslagsstillerne finder praksis betænkelig ud fra almindelige
retssikkerhedsbetragtninger, ligesom der henvises til, at der indenfor
strafferetsplejen er fastsat klare lovregler for indgreb i
meddelelseshemmeligheden.
Det nævnte beslutningsforslag blev behandlet i Folketinget den 11. april
1989 (Folketingstidende 1988-89, sp. 8572 ff). Under folketingsbehandlingen
oplyste justitsministeren, at han havde anmodet Justitsministeriets
konkurslovudvalg om en udtalelse om spørgsmålet om postspærring.
Den 2. november 1989 fremsatte medlemmer af Socialistisk Folkepartis
folketingsgruppe et helt tilsvarende forslag til folketingsbeslutning om
ændring af reglerne vedrørende postspærring i forbindelse med konkurs og
betalingsstandsning (beslutningsforslag nr. B 21). Forslaget blev behandlet i
Folketinget den 23. november 1989 (Folketingstidende 1989-90, sp. 2256 ff),
og forslaget henvistes i den forbindelse til behandling i Folketingets
Retsudvalg.
Den 24. oktober 1990 fremsatte justitsministeren lovforslag om
postspærring (L 49). Nærværende lovforslag er en uændret genfremsættelse af
dette forslag. Forslaget blev førstebehandlet den 30. oktober 1990
(Folketingstidende 1990-91, sp. 1196 ff.), men bortfaldt på grund af
udskrivelsen af folketingsvalg.
4. Konkurslovudvalgets almindelige overvejelser.
4.1. Konkurs.
Konkurslovudvalget fremhæver i sin udtalelse, at et betydningsfuldt
hensyn bag ønsket om og behovet for postspærring har været at sikre, at alle
aktiver, som er omfattet af konkursen, bliver inddraget under bobehandlingen.
Ganske vist har skyldneren i forbindelse med registreringsforretningen en
oplysningspligt, som er strafsanktioneret efter straffeloven, ligesom også
skyldnerens efterfølgende udeholdelse af aktiver, der er omfattet af
konkursen, vil være strafbar efter straffeloven. Det er imidlertid
skifteretternes erfaring, at der rent faktisk i kraft af postspærringen
tilgår midlertidig bestyrer/kurator værdiforsendelser- som f.eks. checks- og
oplysning om undertiden ikke uvæsentlige aktiver, som midlertidig
bestyrer/kurator ikke på anden måde er blevet underrettet om.
Endvidere peger udvalget på, at kurator ved postspærring hyppigt ad den
vej bliver sat i besiddelse af væsentlige oplysninger om skyldnerens
passiver, hvilket betyder, at kurator kan sende meddelelser om konkursen til
de kreditorer, der skriver til skyldneren, jf. konkurslovens § 108, stk. 2,
og som kurator ikke på anden måde har fået kendskab til.
Udvalget fremhæver også, at der i kraft af postspærringer ofte vil
tilflyde kurator oplysning om dispositioner, der eventuelt er omstødelige,
f.eks. ved kurators modtagelse af kreditnotaer eller kontoudtog fra
skyldnerens leverandører. Disse oplysninger, som er særdeles betydningsfulde
for bobehandlingen, ville ofte ikke kunne komme frem på anden måde, allerede
fordi deres betydning ikke erkendes af den, som ikke har den nødvendige
indsigt i konkursret.
Det anførte taler efter udvalgets opfattelse med afgørende vægt for at
bevare adgangen til postspærring i forbindelse med konkurs.
Udvalget finder imidlertid samtidig, at det må anses for hensigtsmæssigt,
at der i konkursloven fastsættes nærmere regler om betingelserne for
postspærring, virkningerne af postspærring og indgrebets varighed.
Med hensyn til post stilet til en skyldner under
betalingsstandsning er der ikke hjemmel i de gældende regler til at
træffe bestemmelse om udlevering af skyldnerens adresserede post til en
anden. Det kan efter konkurslovudvalgets opfattelse ikke komme på tale at
søge en sådan hjemmel tilvejebragt.
Justitsministeriet kan tiltræde konkurslovudvalgets synspunkter og er enig
i, at der er behov for en nærmere regulering i konkursloven af adgangen til
postspærring.
5. Konkurslovudvalgets overvejelser om den nærmere udformning af
lovregler om postspærring.
5.1. Betingelserne for iværksættelse af postspærring.
Udvalget har overvejet, om reglerne i retsplejelovens kapitel 71 om
indgreb i meddelelseshemmeligheden inden for strafferetsplejen kunne
overføres til konkurs.
Postspærring iværksættes imidlertid ikke på grund af mistanke om strafbart
forhold fra skyldnerens side, men må som ovenfor omtalt ses som et naturligt
led i at sikre, at bobehandlingen afvikles på en for de implicerede
hensigtsmæssig måde ved at øge sandsynligheden for, at alle aktiver inddrages
under boet, samt at bidrage til, at bostyret bliver bekendt med samtlige
fordringshavere og at øge muligheden for, at omstødelige dispositioner
afdækkes. Postspærring kan således ikke sidestilles med de
straffeprocessuelle indgreb, som reguleres i retsplejelovens kapitel 71.
Det er endvidere karakteristisk, at der ikke på tidspunktet for
iværksættelsen af postspærring kan siges noget om, hvilke oplysninger
spærringen vil tilføre bostyret.
Udvalget finder, at der på denne baggrund ikke bør opstilles snævre
materielle betingelser for postspærring. De nødvendige og for skyldneren
afgørende retssikkerhedsgarantier bør etableres ved regler om virkningen af
postspærring og ved processuelle bestemmelser om iværksættelsen og den
tidsmæssige udstrækning af indgrebet. Bestemmelserne i retsplejelovens
kapitel 71 vil i denne forbindelse kunne være vejledende.
På denne baggrund har udvalget foreslået, at der i konkursloven indsættes
en ny § 104 a , hvorefter kompetencen til at træffe bestemmelse om
postspærring skal ligge hos skifteretten, der kan træffe sådan bestemmelse,
når postspærring anses at være af betydning for boets behandling.
Udvalget fremhæver i denne sammenhæng, at det afgørende herefter vil være,
hvorledes der mest hensigtsmæssigt etableres en ordning, der sikrer, at
posten kommer i kurators besiddelse. Der kan i denne forbindelse lægges vægt
på, om skyldnerens virksomhed er i drift, eller om den har været lukket i et
måske længere tidsrum, om skyldnerens forretningsforbindelser og bogføring
m.v. i den senere tid har været præget af mangel på styring, om der er
oplysninger om, hvorvidt skyldneren har udestående fordringer, og endelig, om
der er mistanke om omstødelige dispositioner. I tilfælde, hvor skyldenerens
virksomhed er solgt umiddelbart inden konkursen, vil postspærring på
virksomhedens adresse dog kunne bevirke betydelige praktiske problemer for
virksomheden.
Konkurslovudvalget finder det endvidere hensigtsmæssigt at optage
udtrykkelig bestemmelse om postspærring over for selskaber , uanset at
det følger af selskabsretlige regler, at forsendelser til selskaber m.v.
efter konkursen skal udleveres til midlertidig bestyrer eller kurator.
Udvalgets forslag til § 104 a, stk. 1, 2. pkt., indeholder en sådan
regel.
Det har hidtil ikke været praksis, at der i forbindelse med omadressering
af post for selskaber m.v. er truffet bestemmelse om omadressering af
forsendelser til medlemmer af direktion eller bestyrelse, og udvalget kan på
baggrund af de hidtidige erfaringer ikke konstatere noget behov for at
indføje en bestemmelse herom.
Justitsministeriet er enig med udvalget i disse overvejelser om
betingelserne for postspærring, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed.
5.2. Processuelle regler.
Konkurslovudvalget lægger i sin udtalelse vægt på, at afgørelse om
postspærring alene bør kunne træffes i et retsmøde, som skyldneren har været
tilsagt til. Udvalget har derfor foreslået en regel i § 104 a, stk. 2,
hvorefter afgørelse om postspærring alene bør kunne træffes i et retsmøde,
hvortil skyldneren har været tilsagt, og efter at den pågældende har haft
lejlighed til at udtale sig om spørgsmålet. Dette krav er uden videre opfyldt
i det altovervejende flertal af tilfælde, hvor afgørelsen træffes i det
retsmøde, hvori konkursdekretet afsiges. Det er uden betydning, om skyldneren
faktisk er til stede, når afgørelsen træffes, se dog udkastets § 104 a, stk.
2, sidste pkt., om formen for afgørelsen.
I de - som det efter de hidtidige erfaringer må forventes - langt
overvejende tilfælde, hvor skyldneren samtykker i postspærring, bør
skifterettens beslutning herom tilføres retsbogen. Hvis skyldneren
protesterer eller undtagelsesvis ikke er til stede ved afsigelsen af
dekretet, træffes afgørelsen ved kendelse.
Justitsministeriet kan tilslutte sig konkurslovudvalgets synspunkter om
skyldnerens ret til at være til stede. Det må anses for et naturligt led i de
retssikkerhedsgarantier, som bør opstilles for skyldneren, at den pågældende
har ret til at være til stede, når skifteretten træffer bestemmelse om
postspærring. Lovforslaget er derfor udformet i overensstemmelse med
konkurslovudvalgets forslag.
Den foreslåede regel betyder, at afgørelsen enten straks eller senere kan
kæres til vedkommende landsret. Kære har ikke opsættende virkning, men skifte
- eller landsretten vil kunne beslutte, at kære af skifterettens kendelse
skal have opsættende virkning, jf. konkurslovens § 255 sammenholdt med
retsplejelovens § 395.
5.3. Virkningerne af en bestemmelse om postspærring.
En bestemmelse om postspærring har uden videre virkning for breve,
pakker, telegrammer og andre forsendelser, som befordres af postvæsenet eller
andre.
Med hensyn til telefax gælder, at midlertid bestyrer eller kurator har
adgang til at frakoble skyldnerens telefaxapparat. Meddelelser, som allerede
er fremkommet via telefax, vil midlertidig bestyrer eller kurator uden videre
kunne sætte sig i besiddelse af, og denne vil i kraft af bestemmelsen om
postspærring ligeledes have adgang til forsendelser og meddelelser til
skyldneren, som befinder sig i telebox eller lignende.
En bestemmelse om postspærring giver ikke i sig selv kurator adgang til at
åbne en forsendelse eller gøre sig bekendt med dens indhold. Udvalget forslår
derfor, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at post, som ikke
åbenbart er boet uvedkommende, kan åbnes. Post og andre forsendelser, som
åbenbart er boet uvedkommende, skal således uåbnet afleveres til skyldneren.
Såfremt kurator beslutter at åbne post, der kan være privat, vil kurator være
forpligtet til at undlade at læse breve af privat indhold og vil være
underkastet tavshedspligt med hensyn til oplysninger af privat art.
Forsendelser, som efter standsning og eventuel (delvis) gennemlæsning
findes at kunne udleveres til skyldneren, skal udleveres snarest muligt,
således at den ulempe, som forvoldes for skyldneren ved postspærringen,
begrænses mest muligt. Udvalget har fundet det uhensigtsmæssigt at fastsætte
en bestemt længstetid for forsinkelsen, men udvalget understreger, at enhver
forsinkelse, der ikke er nødvendiggjort af en hensigtsmæssig
åbningsprocedure, som også tager hensyn til skyldneren, må betragtes som
ugrundet.
Det nævnte forslag om virkningen af postspærring svarer til praksis.
Justitsministeriet er enig med konkurslovudvalget i, at der bør ske en
kodificering af retstilstanden som refereret. Den foreslåede nye § 104
b indeholder derfor regler om retsvirkningen af postspærring. Reglerne er
udformet i overensstemmelse med udvalgets forslag.
5.4. Skyldnerens ret til at være til stede ved brevåbning.
Udvalgets flertal foreslår endvidere indført en ny bestemmelse, hvorefter
skyldneren skal have lejlighed til at overvære brevåbningen.
Bestemmelsen indebærer, at skyldneren skal have underretning om tid og
sted for brevåbningen. Underretningen kan være generel. Skyldneren skal
praktisk have mulighed for at være til stede, men det er uden betydning for
adgangen til at åbne posten, om skyldneren faktisk giver møde.
Et medlem af udvalget finder, at en sådan regel vil være vanskelig at
arbejde med i praksis, og foreslår i stedet, at det pålægges kurator at sende
skyldneren en fortegnelse over modtaget og åbnet post.
Justitsministeriet er enig i det synspunkt, som udvalgets flertal har
anført. Det kan ikke være rimeligt, at kurator skal kunne åbne skyldnerens
post, uden at skyldneren har mulighed for at overvære åbningen. Lovforslaget
er derfor udformet i overensstemmelse
med flertallets indstilling, jf. herved forslaget til § 104 b, stk.
2.
5.5. Postspærringens varighed.
Efter almindelige principper for tvangsindgreb er kurator forpligtet til
at bringe en postspærring til ophør, når betingelserne for indgrebets
iværksættelse ikke længere er til stede, d.v.s. når opretholdelsen ikke
længere kan anses for at være af betydning for boets behandling.
For at understrege betydningen heraf foreslås kurators pligt til løbende
at overveje, om betingelserne for postspærringen er opfyldt, lovfæstet.
Udvalget har overvejet, om der burde fastsættes en bestemt længstetid for
postspærringen med mulighed for forlængelse på kurators anmodning. Udvalget
finder imidlertid, at den foreslåede bestemmelse er bedst egnet til at sikre
en individuel bedømmelse af postspærringens udstrækning. Endvidere vil en
bestemmelse om skønsmæssig adgang til forlængelse af postspærring kun yde en
rent formel sikkerhed, idet skifteretten i tiden efter kuratorvalget ikke har
den indsigt i boets forhold, som måtte kræves for at kunne udøve et sådant
skøn på betryggende måde. Hertil kommer, at det er en almindelig erfaring, at
de indberetninger og oversigter m.v., som udfærdiges af bl.a. offentlige
myndigheder og pengeinstitutter i forbindelse med årsskiftet, jævnligt er af
betydning for boet. Det må derfor antages, at det hyppigt vil være indiceret
mindst at udstrække en postspærring til efter det første årsskifte.
Justitsministeriet kan tilslutte sig konkurslovudvalgets synspunkter om
postspærringens varighed, og lovforslaget er derfor udformet i
overensstemmelse hermed. I forslaget til § 104 c om indgrebets
varighed bestemmes det således, at postspærring skal ophæves, når
betingelserne for at iværksætte postspærring ikke længere er til stede. Det
skal i denne forbindelse understreges, at skyldneren efter forslaget når som
helst kan indbringe spørgsmålet om ophævelse af en postspærring for
skifteretten.
6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser.
Lovforslaget skønnes ikke at medføre økonomiske eller administrative
konsekvenser af væsentlig betydning for det offentlige.
7. Hørte myndigheder m.v.
Justitsministeriets konkurslovudvalgs udtalelse af 30. november 1989 har
været til høring hos præsidenterne fra Østre og Vestre landsret, Sø- og
Handelsretten, Københavns byret og retterne i Århus, Odense og Aalborg, samt
hos Advokatrådet, Den danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Generaldirektoratet for Post- og Telegrafvæsenet, Skatteministeriet, Den
danske Bankforening, Danmarks Sparekasseforening, Handelskammeret,
Lønmodtagernes Garantifond og Forbrugerrådet.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Om forslaget til ny § 104 a henvises til de almindelige
bemærkninger under pkt. 4., 5.1. og 5.2.
I de sædvanligt benyttede tilsigelsespåtegninger er det angivet, at
virkningen af, at skyldneren udebliver på trods af lovlig tilsigelse, kan
være, at der afsiges konkursdekret, eller at der træffes bestemmelse om, at
skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning.
Der gives derimod ikke oplysning om de foranstaltninger, der vil blive
iværksat i forbindelse med, at der eventuelt afsiges konkursdekret. Efter
Justitsministeriets opfattelse må det også anses for unødvendigt i
tilsigelsen at nævne, at der vil kunne træffes bestemmelse om postspærring.
Forslaget til ny § 104 b angår retsvirkningen af en bestemmelse om
postspærring. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.3.
Følgen af den foreslåede regel i § 104 b, stk. 2, vil være, at hvis
skyldneren møder og protesterer imod åbningen af (dele af) posten, må kurator
vurdere indsigelserne og træffe afgørelse. Kurators åbning af posten mod
skyldnerens protest vil kunne indbringes for skifteretten. Skyldnerens
protest vil ikke have opsættende virkning, men kurator kan undlade at
gennemføre åbningen.
Udkastet til ny § 104 c fastsætter regler om varigheden af en
postspærring. Der henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 5.5.
Den foreslåede nye § 104 d fastslår pligt for post- og
telegrafvæsenet og telefonselskaber m.v. til at medvirke ved gennemførelsen
af en bestemmelse om postspærring.
Den foreslåede regel svarer til bestemmelserne i retsplejelovens § 786,
stk. 1 og 3, om indgreb indenfor strafferetsplejen. Telefonselskaberne er
alene nævnt af hensyn til spørgsmålet om udlevering til midlertidig bestyrer
eller kurator af meddelelser, der befinder sig i telebox.
Til § 2
Bestemmelsen indeholder ikrafttrædelsesreglen.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 1991.
Til § 3
Bestemmelsen angiver lovens territoriale udstrækning.
Bilag
Den 30. november 1989
Udtalelse afgivet af Justitsministeriets udvalg om forskellige
konkursspørgsmål vedrørende spørgsmålet om indførelse af udtrykkelige regler
i konkursloven om omadressering af post til skyldnere, hvis bo er under
konkursbehandling
1. Indledning.
Efter konkurslovens § 29 mister en person, hvis bo tages under
konkursbehandling, ved afsigelsen af konkursdekretet retten til at overdrage
eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser, modtage
opsigelser og reklamationer og lignende erklæringer, stifte forpligtelser
eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet, og efter §
109, stk. 1, tager skifteretten straks (efter at konkursdekretet er afsagt)
skyldnerens forretningsbøger og -papirer i sin varetægt og foretager de
fornødne skridt til værn mod uberettigede dispositioner over boets ejendom.
Som led i skyldnerens urådighed og skifterettens overtagelse af boet
træffer skifteretten sædvanligvis bestemmelse om, at skyldnerens post
omadresseres til midlertidig bestyrer/kurator. En sådan bestemmelse har kun
selvstændig betydning i de tilfælde, hvor skyldneren er en fysisk person,
idet de styrende organer i et selskab m.v. - bestyrelse og direktion - jo
mister enhver kompetence (senest) ved dekretets afsigelse, og post til
selskabet m.v. derfor naturligt tilgår midlertidig bestyrer/kurator som
selskabets kompetente ledelse.
2. Gældende ret.
Postlovens § 24 har følgende ordlyd:
» § 24. Poststyrelsen kan fastsætte regler for forsendelsers
udlevering ved nedlægning i brevkasse og for udlevering til andre end
adressaten eller hans befuldmægtigede, f.eks. til et voksent medlem af
adressatens familie eller forretningspersonale. Endvidere kan poststyrelsen
fastsætte regler for udlevering af forsendelser til personer, hvis bo er
under skiftebehandling, forsendelser til umyndige personer og forsendelser
til personer, der udfører militærtjeneste.
Stk. 2. Poststyrelsen fastsætter de nærmere regler for udlevering
af forsendelser til firmaer, aktieselskaber, stiftelser m.v. og for
forsendelser adresseret poste restante.«
Med hjemmel i disse bestemmelser i postloven har Ministeriet for
Offentlige Arbejder udstedt bekendtgørelse nr. 657 af 17. december 1984, og
på grundlag af denne bekendtgørelses § 36, stk. 4, er der udstedt reglement
nr. II om indenrigske postforsendelser. Dette reglements § 37, stk. 5, b) har
med virkning fra 1. januar 1989 følgende indhold:
»b. Konkurslovens § 29 har følgende ordlyd:
»Ved afsigelse af konkursdekretet mister skyldneren retten til at
overdrage eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre ydelser,
modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte
forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for
boet.«
Skifteretten tager stilling til udlevering af den adresserede post i
forbindelse med konkursdekretets afsigelse. Dette gælder både for
postafsendelser og pengeforsendelser. Skifteretten underretter
adresseposthuset om afgørelsen ved frensendelse af en blanket herom.
Forsendelser, der ved påtegningen »personlig« eller på anden
måde fremtræder som personlig korrespondance, skal dog altid udleveres til
skifteretten, der tager stilling til, om forsendelsen (post eller penge) skal
indgå i konkursboet, eller om den kan udleveres til den konkursramte.
Blade og adresseløse forsendelser udleveres til den konkursramte,
medmindre skifteretten undtagelsesvis har bestemt andet.
Bostyret vil normalt være en advokat, der er beskikket som kurator af
skifteretten.
Ved betalingsstandsning bevarer den, der er under betalingsstandsning
(skyldneren), retten til at råde over sin formue i
betalingsstandsningsperioden.
I forbindelse med betalingsstandsning beskikker skifteretten dog et tilsyn
(normalt en advokat) for skyldneren.
Ved betalingsstandsning udleveres forsendelser efter de almindelige
udleveringsregler, medmindre skyldneren og tilsynet i forening meddeler
postkontoret andet.'
Konkurslovens § 109, stk. 1, har følgende ordlyd:
» § 109. Skifteretten tager straks skyldnerens
forretningsbøger og -papirer i sin varetægt og foretager de fornødne skridt
til værn mod uberettigede dispositioner over boets ejendom.«
De nævnte regler administreres i skifteretternes praksis således, at
skifteretten samtidig med afsigelsen af konkursdekretet tager stilling til,
hvorledes der skal forholdes med post, adresseret til skyldneren. Hvis
skyldneren er en erhvervsvirksomhed med en velordnet postmodtagelse, der på
betryggende vis kan fortsættes efter konkursen, vil postspærring og
omadressering af posten ikke finde sted. Det vil for afgørelsen i det hele
være afgørende, hvorledes der mest hensigtsmæssigt kan etableres en sikker
ordning, således at de i konkurslovens § 29 og § 109 angivne papirer, som
kommer med posten, vil komme i kurators besiddelse.
Adskillelsen af post, som har betydning for konkursbehandlingen, fra
skyldnerens private post foregår i praksis hos kurator. Privat post
afleveres, så vidt muligt uåbnet, til skyldneren. Kun i tvivlstilfælde vil
kurator åbne post, der kan være privat, for at konstatere, om indholdet er
forretningsmæssigt eller privat. Kurator vil herved være forpligtet til at
undlade at læse breve af privat indhold, og skulle kurator komme til kendskab
om oplysninger af privat art, vil kurator være underkastet tavshedspligt.
I overensstemmelse med almindelige principper for udøvelse af
tvangsindgreb vil kurator være forpligtet til at søge ulemperne ved den
etablerede postspærring og omadressering af skyldnerens post begrænset mest
muligt, hvad angår såvel forsinkelsen af den enkelte forsendelse, som kan
videregives til skyldneren, som udstrækningen af indgrebet i det hele.
Det er sædvanligt, at en postspærring ophæves, når der er gået en vis
længere tid, uden at der er tilgået kurator yderligere informationer af
betydning for bobehandlingen. I de tilfælde, hvor skyldneren antages at
samarbejde loyalt med kurator, vil det ofte blive aftalt, at postspærringen
ophæves på et tidligere tidspunkt, men det vil her være afgørende, at
registreringsfunktioner, bogholderi m.v., aflæggelse af regnskaber,
selvangivelse etc., fremtræder betryggende.
Skifterettens afgørelse om postspærring og omadressering træffes
sædvanligvis ved beslutning, jf. konkurslovens § 247. Skyldneren kan enten
straks eller senere gøre indsigelse imod postspærringen, og en eventuel
indsigelse vil kunne medføre, at spørgsmålet procederes i skifteretten,
hvorefter skifteretten må træffe afgørelse ved kendelse.
Skifterettens afgørelse vil uanset formen kunne indbringes for landsretten
ved kære, jf. konkurslovens § 251.
Østre Landsret har ved en den 4. august 1989 afsagt dom fastslået, at den
hidtidige praksis har fornøden hjemmel i lovgivningen.
3. Fremmed ret.
3.1. Norge.
Den norske konkurslov indeholder i § 104 bestemmelser om bostyrets adgang
til at standse og åbne post, adresseret til skyldneren. Bestemmelsen har
følgende ordlyd:
» § 104. Postsendinger m.v. til skyldneren.
Bostyren har rett til å kreve utlevert brev og andre postsendinger og
telegrammer adressert til skyldneren. Bostyreren kan åpne alle sendinger som
ikke åpenbart er boet uvedkommende. Skyldneren skal ha anledning til å være
til stede ved åpningen.«
Boets ret til at få udleveret post, adresseret til skyldneren, gælder
enhver forsendelse, uanset om den er sket til forretnings~ eller
privatadressen og uanset, om den er mærket »privat« eller lignende.
Retten gælder i princippet under hele konkursbehandlingen, men det er i
motiverne forudsat, at den etablerede udleveringsordning skal ophøre, når
behovet ikke længere er til stede.
Efter lovens § 108, stk. 1, 1. pkt., gælder, at udleveringsretten, hvor
skyldneren er en sammenslutning eller en stiftelse, omfatter al post til en,
som er eller har været personligt ansvarlig deltager i, forretningsfører for
eller bestyrelsesmedlem i sammenslutningen.
Det fremgår af motiverne, at der i tilfælde, hvor skyldneren er et selskab
med begrænset ansvar, kun undtagelsesvis vil være behov for en sådan
udlevering, og at bestemmelsen i øvrigt forudsættes anvendt med skønsomhed.
Beslutningen om udlevering af post træffes formløst. Beslutningen kan
kæres.
Udlevering af posten til kurator indebærer, at kurator skal sortere
posten. Den post, der åbenbart er boet uvedkommende, skal straks udleveres
til skyldneren.
Anden post kan åbnes, men fremgår det efter åbningen, at forsendelsen er
boet uvedkommende, skal denne udleveres til skyldneren.
Skyldneren skal efter § 104, 3. pkt., have anledning til at være til stede
ved kurators åbning af post. Dette indebærer, at skyldneren skal have
underretning om tid og sted for poståbning, men det er uden betydning for
adgangen til at åbne, om skyldneren giver møde.
3.2. England.
Den engelske Insolvency Act indeholder i sec. 371, Re-direction of
bankrupt's letters, etc., en bestemmelse med følgende ordlyd:
» 371(1) (Power of court) Where a bankruptcy order has been
made, the court may from time to time, on the application of the official
receiver or the trustee of the bankrupt's estate, order the Post Office to
re-direct and send or deliver to the official receiver or trustee or
otherwise any postal packet (within the meaning of the Post Office Act 1953)
which would otherwise be sent or delivered by them to the bankrupt at such
place or places as may be specified in the order.
371(2) (Duration of court order) An order under this section has
effect for such period, not exceeding 3 months, as may be specified in the
order.«
3.3. Forbundsrepublikken Tyskland.
Den vesttyske konkurslov indeholder i § 121 følgende regel vedrørende
postspærring:
» § 121. (Postsperre). Die Post- und Telegraphenanstalten sind
verpflichtet, auf Anordnung des Konkursgerichts alle fur den Gemeinschuldner
eingehenden Sendungen, Briefe und Depeschen dem Verwalter auszuhændigen.
Dieser ist zur Erøffnung derselben berechtigt. Der Gemeinschuldner kann die
Einsicht und, wenn ihr Inhalt die Masse nicht betrifft, die Herausgabe
derselben verlangen.
Das Gericht kann die Anordnung auf Antrag des Gemeinschuldners nach
Anhørung des Verwalters aufheben oder beschrænken.«
Retten træffer ved beslutning afgørelse om postspærring. Beslutningen, der
ikke skal begrundes, kan træffes, uden at skyldneren er blevet hørt.
Efter rettens beslutning skal post- og telegrafmyndighederne udlevere alle
forsendelser m.v., der er stilet til skyldneren, til bobestyreren.
Skyldneren kan forlange indsigt i det fremsendte, der - såfremt det ikke
angår konkursboet - kan forlanges udleveret.
Skyldneren kan over for retten begære postspærringen ophævet eller
begrænset. Retten træffer afgørelse efter at have hørt bobestyreren.
3.4. Sverige.
Der findes ikke regler vedrørende postspærring i den svenske
konkurslovgivning.
Det er over for udvalget oplyst, at der i Sverige ofte indgås aftale
mellem skyldneren (den fysiske) og bobestyreren om omadressering af
skyldnerens post.
Såfremt skyldneren er en juridisk person, vil posten tilgå bobestyreren i
lighed med de danske regler.
3.5. Finland.
Der findes ikke særlige regler om postspærring i den finske
konkurslovgivning.
Det er over for udvalget oplyst, at bobestyreren i praksis giver
meddelelse til skyldnerens pengeinstitut. Boforvalteren kan således spærre
skyldnerens konto (konti) og vil modtage den post, der vedrører denne
(disse).
4. Debat og kritik.
Den 4. april 1989 blev der af 6 medlemmer af Socialistisk Folkepartis
folketingsgruppe fremsat »Forslag til folketingsbeslutning om ændring af
reglerne vedrørende postspærring i forbindelse med konkurs og
betalingsstandsning« (beslutningsforslag nr. B 74).
Forslaget har følgende ordlyd:
»Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om ændring
af konkurs- og postlovgivningen efter følgende retningslinier:
1. Postspærring foretages med adressatens samtykke ved en tilførsel herom
til skifterettens protokol. Meddelelse tilstilles postvæsenet efterfølgende.
2. Såfremt adressaten ikke samtykker, træffer retten afgørelse, jf.
retsplejelovens kapitel 71.
3. Bortset fra forsendelser, der på grund af deres værdi skal indgå i
boet, kan tilbageholdelse af breve, postkort, pakker og adresseløse
forsendelser kun ske i indtil 48 timer.«
Forslaget var ledsaget af følgende bemærkninger:
»Når en person er gået konkurs, mister han ifølge konkurslovens § 29
retten til at overdrage eller opgive sine ejendele, modtage betaling og andre
ydelser, modtage opsigelser, reklamationer og lignende erklæringer, stifte
forpligtelser eller på anden måde råde over sin formue med virkning for boet.
Meningen med denne bestemmelse er klar nok. Det ville være uheldigt, om
den konkursramte ved dispositioner over sine værdier kunne modvirke hensigten
med konkursen. Bestemmelsen er imidlertid forstået således, at al post til
den konkursramte skal passere skifteretten, der så tager stilling til, i
hvilket omfang denne kan videresendes til rette adressat.
Postvæsenet har opfattet reglerne således, at den blotte meddelelse i
Statstidende om konkursdekretets afsigelse er tilstrækkelig til, at den
konkursramtes post omadresseres til skifteretten. Så vidt det er oplyst,
træffer skifteretten ikke særskilt afgørelse om postspærring, men dette kan
finde sted blot ved, at skiftedommeren bemyndiger en medarbejder til at
foretage postspærringen uden afholdelse af retsmøder, afgivelse af
forklaringer fra den konkursramte etc.
Forslagsstillerne finder dette betænkeligt ud fra almindelige
retssikkerhedsbetragtninger. Under efterforskning i straffesager forekommer
der naturligvis ofte et ønske om at foretage et brud på
meddelelseshemmeligheden ud fra den betragtning, at den mistænkte ved
samtaler eller brevveksling vil være i stand til at levere politiet
bevismateriale og være tilskyndet til at modarbejde sagens opklaring. I disse
situationer er der fastlagt meget klare betingelser i retsplejeloven for
indgrebenes foretagelse. Indgreb i meddelelseshemmeligheden i
straffeprocessuelt øjemed har stedse - og med rette - haft Folketingets
bevågenhed. Derimod synes det ikke, som om postspærring i forbindelse med
konkurs har været gjort til genstand for nøjere overvejelser ud fra
retssikkerhedsbetragtninger, uagtet indgrebet over for de personer, der er
erklæret konkurs, må forekomme nøjagtig lige så byrdefuldt som beslutninger
herom i forbindelse med en straffesagsbehandling.
Problemet har været rejst dels af Landsforeningen til Fremme af
Retssikkerheden og dels senest i august 1988 over for Folketingets Retsudvalg
ved en henvendelse fra en person i Ebeltoft, der i maj 1988 blev erklæret
konkurs.
På denne baggrund har forslagsstillerne fundet anledning til at udarbejde
dette beslutningsforslag om ændring af konkursloven og postloven, således at
der opstilles visse retsgarantier for vedtagelse af postspærring i konkurs og
betalingsstandsning, hvor tilsvarende problemer, om end i mindre grad, gør
sig gældende.
Tankegangen bag forslaget er, at skifteretten samtidig med afsigelse af
konkursdekret skal tage stilling til postspærring. Det er for
forslagsstillerne utvivlsomt, at den konkursramte i langt de fleste tilfælde
kan indse det nødvendige i en postspærring og samtykker heri. Det vil således
ikke kræve yderligere ressourcer eller nærmere stillingtagen, og
forslagsstillerne har derfor anset det for tilstrækkeligt, at postspærring
etableres ved en protokoltilførsel med efterfølgende meddelelse til
postvæsenet, der således ikke af egen drift skal have mulighed for at
foretage omadressering af posten.
I de formentlig forholdsvis få situationer, hvor den konkursramtes
samtykke ikke foreligger, fordi det ikke kan indhentes eller kun indhentes
med risiko for tab for boet, eller fordi den konkursramte nægter at give
samtykke, behandles spørgsmålet om postspærring på samme måde som indgreb i
posthemmeligheden i øvrigt, jf. retsplejelovens kapitel 71. Nægtelse af
samtykke til postspærring kan naturligvis tænkes af mange grunde, herunder
også det ubehag, der altid vil være knyttet til, at andre får adgang til at
stifte bekendtskab med indholdet af personlige meddelelser. Uanset dette
opstår der imidlertid risiko for, at undladelse af postspærring i disse
situationer vil åbne for uberettigede dispositioner over boets ejendom til
skade for kreditorerne. En sådan unddragelse vil efter omstændighederne være
strafbar. En forhindring af sådanne risici bør derfor behandles i
strafferetsplejens former.
Endelig har forslagsstillerne fundet, at der bør indsættes en tidsmæssig
begrænsning, således at forsendelser, der ikke har nogen interesse for boet,
videresendes til adressaten så hurtigt som muligt og senest 48 timer efter
modtagelsen. Modtageren kan med en sådan regel på forhånd regne med, at
forsendelser uden forbindelse med bobehandlingen når frem til ham i rimelig
tid. Dette kan f.eks. være vigtigt i forbindelse med svar på
stillingsansøgninger og skriftlige meddelelser fra familie og
omgangskreds.«
Forslaget blev undergivet førstebehandling i Folketinget den 11. april
1989 og derefter henvist til Retsudvalget. Til brug for Retsudvalget gav
justitsministeren en redegørelse for gældende praksis. Justitsministeren
oplyste endvidere under Folketingets behandling af beslutningsforslaget, at
han havde aftalt med konkursudvalget, at dette ville afgive en forlods
udtalelse om det rejste spørgsmål.
5. Udvalgets overvejelser og forslag.
Efter bestemmelserne i konkurslovens kapitel 2 om
betalingsstandsning bevarer den, der har anmeldt betalingsstandsning,
retten til på egen hånd at råde over sine aktiver. Efter bestemmelsen i § 15,
stk. 1, må skyldneren ganske vist »ikke foretage dispositioner af
væsentlig betydning uden tilsynets samtykke«, men skyldnerens
dispositioner i strid hermed er hverken civilretligt ugyldige eller
strafbare. Virkningen er alene, at dispositioner efter omstændighederne vil
kunne omstødes efter konkurslovens § 72, stk. 1 eller 2, ligesom der vil
kunne være anledning for tilsynet til at give skifteretten underretning med
mulig bestemmelse om ophør af betalingsstandsningen til følge, jf. § 16 d,
stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2.
Der er således i de gældende regler ikke hjemmel til at træffe bestemmelse
om udlevering af post og andre forsendelser til en person, der har anmeldt
betalingsstandsning, til en anden end adressaten, og det kan efter udvalgets
opfattelse ikke komme på tale at søge en sådan hjemmel tilvejebragt.
Med hensyn til skyldnere, hvis bo tages under konkursbehandling,
gælder, at de styrende organer i et selskab med begrænset ansvar mister deres
kompetence ved konkursens indtræden, og at deres hidtidige funktioner under
konkursen varetages af bostyret. Selskabet som sådant vedbliver at bestå,
indtil det ved bobehandlingens slutning slettes af vedkommende register.
Der opstår derfor for disse skyldnere ikke hjemmelsmæssige eller andre
spørgsmål i forbindelse med omadressering og åbning af post og andre
forsendelser til selskabet. Derimod vil omadressering af post og andre
forsendelser til medlemmer af selskabets styrende organer - direktion,
bestyrelse eller lignende - i lighed med den i Norge etablerede mulighed,
naturligvis forudsætte særskilt hjemmel.
Ved overvejelserne om adgangen til omadressering af post og andre
forsendelser til andre skyldnere - fysiske personer (og interessentskaber) -
må der tages udgangspunkt i de formål, omadresseringen tjener.
Et betydningsfuldt hensyn bag ønsket om og behovet for postspærring har
været at sikre, at alle aktiver, som er omfattet af konkursen, jf.
konkurslovens §§ 32-37, bliver inddraget under bobehandlingen. Ganske vist
har skyldneren i forbindelse med med registreringsforretningen en
oplysningspligt på tro og love, jf. konkurslovens j§ 110, stk. 3, som er
strafsanktioneret, jf. straffelovens § 161, ligesom også skyldnerens
efterfølgende udeholdelse af aktiver, der er omfattet af konkursen, vil være
strafbar, jf. f.eks. straffelovens § 283, stk. 1, nr. 2, og § 292, men det er
skifteretternes erfaring, at der rent faktisk i kraft af postspærringen
tilgår kurator værdiforsendelser som f.eks. checks og oplysning om undertiden
ikke uvæsentlige aktiver, hvorom han ikke på anden måde er blevet
underrettet.
Fra parksis kan der som eksempler på virkningen af en postspærring nævnes
følgende:
- En skyldner havde afgivet oplysninger til brug for udarbejdelsen af
opgørelse efter konkurslovens § 111. Gennem postspærringen blev bostyret
bekendt med et kontoudtog fra et udenlandsk vekselererfirma, herunder et
kontonummer til en udenlandsk konto. Kontoen indeholdt ca. 80.000 danske kr.,
der tilgik boet.
- En skyldner havde under strafansvar forklaret, at han ikke ejede
aktiver. Som følge af postspærringen blev bostyret bekendt med, at skyldneren
havde et tæppe, vurderet til 7-10.000 kr., til salg på auktion.
- En skyldner havde over for skifteretten afgivet forklaring vedrørende
boets aktiver. Gennem den foranstaltede postspærring modtog bostyret en lang
række opkrævninger og henvendelser vedrørende faste ejendomme og
anpartsselskaber, der ikke var blevet oplyst over for skifteretten. Flere
ejendomme og selskaber blev herefter omfattet af konkursmassen. Bostyret
modtog endvidere nogle kontante beløb, der blev opfanget gennem
postspærringen.
- En skyldner havde afgivet forklaring vedrørende aktiver og passiver over
for skifteretten. Efterfølgende modtog bostyret gennem den foranstaltede
postspærring en opkrævniong vedrørende reparation af en campingvogn og en
opkrævning for vægtafgift vedrørende en personvogn. Såvel campingvognen som
personvognen var omfattet af konkursmassen.
- I forbindelse med afsigelse af konkursdekret over et selskab blev det
oplyst, at selskabet ikke ejede aktiver. Gennem den foranstaltede
postspærring blev bostyret bekendt med et boet tilhørende pantebrev, stort
60.000 kr., der blev inddraget under konkursmassen.
- Efter at en skyldner var blevet erklæret konkurs, fik bostyret gennem
den foranstaltede postspærring en afregning på renter vedrørende obligationer
fra en udenlandsk bank. Skyldneren havde over for skifteretten forklaret, at
han ikke ejede aktiver. Bostyret fik herefter opsporet, at skyldneren ejede
obligationer og en del af et selskab. Bomassen blev som følge heraf forøget
med ca. 280.000 kr.
Ved postspærringen bliver kurator endvidere hyppigt sat i besiddelse af
væsentlige oplysninger om skyldnerens passiver, hvilket betyder, at kurator
kan sende meddelelser om konkursen til de kreditorer, der skriver til
skyldneren, jf. konkurslovens § 108, stk. 2, og som han ikke på anden måde
har fået kendskab til.
Endelig vil der ofte i kraft af postspærringer tilflyde kurator oplysning
om muligt omstødelige dispositioner, f.eks. ved modtagelse af kreditnotaer
eller kontoudtog fra skyldnerens leverandører. Disse for bobehandlingen
særdeles betydningsfulde oplysninger ville ofte ikke kunne blive meddelt på
anden måde, allerede fordi deres betydning ikke erkendes af den, som ikke har
den fornødne konkursretlige indsigt.
Det anførte taler efter udvalgets opfattelse med afgørende vægt for at
bevare adgangen til postspærring i forbindelse med konkurs.
Udvalget finder på den anden side, at det, navnlig i betragtning af, at en
sådan omadressering af skyldnerens post, som postspærring indebærer,
nødvendigvis må omfatte al post, såvel forretningsmæssig (konkursboet
vedkommende) som privat (konkursboet uvedkommende), må anses for
hensigtsmæssigt, at der foretages en regulering i konkursloven af
betingelserne for administrationen af postspærring. Dette indebærer en
drøftelse af følgende spørgsmål:
1. Betingelserne for iværksættelse af postspærring.
2. Virkningerne af bestemmelse om postspærring.
3. Indgrebets varighed.
Uanset at det som anført følger af selskabsretlige regler, at forsendelser
til selskaber m.v. efter konkursen skal udleveres til midlertidig
bestyrer/kurator, finder udvalget det hensigtsmæssigt at optage en
udtrykkelig bestemmelse herom i konkursloven.
Det har hidtil ikke været praksis, at der i forbindelse med omadressering
af post for selskaber m.v. er truffet bestemmelse om omadressering af
forsendelser til medlemmer af direktion eller bestyrelse, og der kan på
baggrund af de hidtidige erfaringer ikke konstateres noget behov for at
indføje en bestemmelse herom.
1. Betingelserne for iværksættelse af postspærring.
Udvalget har overvejet, om reglerne i retsplejelovens kapitel 71 om
indgreb i meddelelseshemmeligheden inden for strafferetsplejen kunne
overføres til konkurs.
Postspærring anordnes imidlertid ikke på grundlag af mistanke om strafbart
forhold fra skyldnerens side, men må som ovenfor omtalt ses som et naturligt
led i at sikre, at bobehandlingen afvikles på en for de implicerede
hensigtsmæssig måde ved ud over at øge sandsynligheden for, at alle aktiver
inddrages under boet, at bidrage til, at bostyret bliver bekendt med samtlige
fordringshavere, og at øge muligheden for, at muligt omstødelige
dispositioner afdækkes. Postspærring kan således ikke sidestilles med de
straffeprocessuelle indgreb, som reguleres i retsplejelovens kapitel 71.
Det er endvidere karakteristisk, at der ikke på tidspunktet for
iværksættelsen af postspærring kan siges noget om, hvilke oplysninger
spærringen vil tilføre bostyret.
Der bør på denne baggrund ikke opstilles snævre materielle betingelser for
iværksættelsen, men udvalget finder, at de nødvendige og for skyldneren
afgørende retssikkerhedsgarantier bør etableres ved regler om virkningen af
postspærring og ved processuelle bestemmelser om iværksættelsen og den
tidsmæssige udstrækning af indgrebet.
Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 71 vil i denne forbindelse kunne
være vejledende. Postspærring bør derfor kunne bestemmes, hvor det
»anses for at være af betydning for boets behandling«.
Det afgørende vil herefter være, hvorledes der mest hensigtsmæssigt
etableres en sikker ordning, således at posten kommer i kurators besiddelse.
Der kan i denne forbindelse lægges vægt på, om skyldnerens virksomhed er i
drift, eller om den har været lukket i et måske længere tidsrum, om
skyldnerens forretningsforbindelse og bogføring m.v. i den senere tid har
været præget af mangel på styring, om der er oplysninger om, hvorvidt
skyldneren har udestående fordringer, om der er mistanke om omstødelige
dispositioner. I tilfælde, hvor der umiddelbart inden konkursen er sket
overdragelse af skyldnerens virksomhed, vil postspærring på virksomhedens
adresse dog kunne bevirke betydelige praktiske problemer for virksomheden.
Afgørelse om postspærring bør alene kunne træffes i et retsmøde, hvortil
skyldneren har været tilsagt, og efter at han har haft lejlighed til at
udtale sig om spørgsmålet. Dette krav er uden videre opfyldt i det
altovervejende flertal af tilfælde, hvor afgørelsen træffes i det retsmøde,
hvori konkursdekretet afsiges. Det er uden betydning, om skyldneren faktisk
er til stede, når afgørelsen træffes, se dog udkastets § 104 a, stk. 2,
sidste pkt., om formen for afgørelsen.
I de - som det efter de hidtidige erfaringer må forventes - langt
overvejende tilfælde, hvor skyldneren samtykker i postspærring, tilføres
skifterettens beslutning herom retsbogen. Hvis skyldneren protesterer eller
undtagelsesvis ikke er til stede ved afsigelsen af dekretet, træffes
afgørelsen ved kendelse.
Afgørelsen kan enten straks eller senere kæres til vedkommende landsret.
Kære har ikke opsættende virkning, medmindre dette besluttes af skifte- eller
landsretten, jf. konkurslovens § 255 sammenholdt med retsplejelovens § 395.
I de sædvanligt benyttede tilsigelsespåtegninger er det angivet, at
virkningen af, at skyldneren udebliver på trods af lovlig tilsigelse, kan
være, at der afsiges konkursdekret, eller at der træffes bestemmelse om, at
skyldneren skal fremstilles ved politiets foranstaltning.
Der gives derimod ikke udtrykkelig oplysning om de foranstaltninger, der
vil blive iværksat i forbindelse med, at der eventuelt afsiges konkursdekret.
På tilsvarende måde må det anses for ufornødent i tilsigelsen at nævne
muligheden af, at der vil kunne træffes bestemmelse om postspærring.
2. Virkningerne af en bestemmelse om postspærring.
En bestemmelse om postspærring har uden videre virkning for breve, pakker,
telegrammer og andre forsendelser, som befordres af postvæsenet eller andre.
Med hensyn til telefax gælder, at midlertidig bestyrer/kurator har adgang
til at frakoble skyldnerens telefaxapparat, hvorefter meddelelser ikke kan
befordres ad denne vej. Meddelelser, som allerede er fremkommet via telefax,
vil midlertidig bestyrer/kurator uden videre kunne sætte sig i besiddelse af,
og midlertidig bestyrer/kurator vil i kraft af bestemmelsen om postspærring
ligeledes have adgang til forsendelser/meddelelser til skyldneren, som
befinder sig i telebox eller lignende.
Den foreslåede bestemmelse i § 104 d svarer til bestemmelserne i
retsplejelovens § 786, stk. 1 og 3. Henvisningen til telefonselskaberne er
alene medtaget af hensyn til spørgsmålet om udlevering til midlertidig
bestyrer/kurator af meddelelser, der befinder sig i telebox.
En bestemmelse om postspærring giver ikke i sig selv kurator adgang til at
åbne en forsendelse eller gøre sig bekendt med dens indhold. Det foreslås
derfor, at der tilvejebringes udtrykkelig hjemmel til, at post, som ikke
åbenbart er boet uvedkommende, kan åbnes. Post og andre forsendelser, som
åbenbart er boet uvedkommende, skal således uåbnet afleveres til skyldneren.
Såfremt kurator beslutter at åbne post, der kan være privat, vil han være
forpligtet til at undlade at læse breve af privat indhold og vil være
underkastet tavshedspligt i det omfang, han får kendskab til oplysninger af
privat art.
Forsendelser, som efter standsning og eventuel (delvis) gennemlæsning
findes at kunne udleveres til skyldneren, skal udleveres snarest muligt,
således at den ved postspærringen forvoldte ulempe for skyldneren begrænses
mest muligt. Udvalget finder det uhensigtsmæssigt at fastsætte en bestemt
længstetid for forsinkelsen, men det må understreges, at enhver forsinkelse,
der ikke er nødvendiggjort af en også under hensyn til skyldneren
hensigtsmæssig åbningsprocedure, må betragtes som ugrundet.
Udvalget foreslår, at den beskrevne retstilstand, der i det væsentlige
svarer til den gældende praksis, lovfæstes.
Udvalgets flertal (samtlige medlemmer med undtagelse af B. Gomard)
foreslår endvidere indført en ny bestemmelse, hvorefter skyldneren skal have
lejlighed til at overvære poståbningen.
Bestemmelsen indebærer, at skyldneren skal have underretning om tid og
sted for poståbningen. Underretningen kan være generel. Skyldneren skal
praktisk have mulighed for at være til stede, men det er uden betydning for
adgangen til at åbne posten, om han faktisk giver møde. Giver skyldneren møde
og protesterer imod åbningen af (dele af) posten, må kurator vurdere
indsigelserne og træffe afgørelse. Kurators åbning af posten mod skyldnerens
protest vil kunne indbringes for skifteretten, men vil ikke have opsættende
virkning, medmindre kurator bestemmer dette (ved at undlade at gennemføre
åbningen).
Et medlem af udvalget (B. Gomard) finder, at en sådan regel vil være
vanskelig at arbejde med i praksis, og foreslår i stedet, at det pålægges
kurator at tilsende skyldneren en fortegnelse over modtaget og åbnet post.
3. Indgrebets varighed.
Det er i overensstemmelse med almindelige principper for tvangsindgreb, at
kurator er forpligtet til at bringe en postspærring til ophør, når
betingelserne for indgrebets iværksættelse ikke længere er til stede, dvs.
når opretholdelsen ikke længere kan anses for at være af betydning for boets
behandling.
For at understrege betydningen heraf foreslås kurators pligt til løbende
at overveje, om betingelserne for postspærringen er opfyldt, lovfæstet.
Det må i denne forbindelse bemærkes, at det er en almindelig erfaring, at
de indberetninger og oversigter m.v., som udfærdiges af bl.a. offentlige
myndigheder og pengeinstitutter i forbindelse med årsskiftet, jævnligt er af
betydning for boet, hvorfor det hyppigt vil være indiceret at udstrække en
postspærring til efter det første årsskifte. Der henvises i øvrigt til det
ovenfor anførte om den hidtidige praksis med hensyn til ophævelse af
postspærring.
Udvalget har overvejet, om der burde fastsættes en bestemt længste tid for
postspærringen med mulighed for forlængelse på kurators anmodning, men finder
dels, at den foreslåede bestemmelse, der som anført stemmer med almindelige
principper for tvangsindgreb, er bedst egnet til at sikre en individuel
bedømmelse af postspærringens udstrækning og dels, at en bestemmelse om
skønsmæssig adgang til forlængelse af postspærring kunne befrygtes kun at yde
en rent formel sikkerhed, idet skifteretten i tiden efter kuratorvalget ikke
har den indsigt i boets forhold, som måtte kræves for at kunne udøve et
sådant skøn på betryggende måde. Hertil kommer, at den ved indgrebets
iværksættelse fastsatte frist som følge af det anførte om fremsendelse af
indberetninger m.v. til og fra bl.a. offentlige myndigheder nødvendigvis
måtte udstrække sig til efter det første årsskifte.
Udkast til bestemmelser vedrørende postspærring
§ 104 a. Skifteretten kan, når det anses for at være af betydning
for boets behandling, bestemme, at breve og andre forsendelser til skyldneren
skal udleveres til midlertidig bestyrer eller kurator (postspærring). Breve
og andre forsendelser til en juridisk person, hvis bo er under
konkursbehandling, skal altid udleveres til midlertidig bestyrer eller
kurator.
Stk. 2. Bestemmelse om postspærring træffes i et retsmøde.
Skyldneren skal tilsiges til retsmødet og have lejlighed til at udtale sig i
dette. Afgørelsen træffes ved kendelse, hvis skyldneren anmoder herom, eller
hvis skyldneren ikke er til stede i retsmødet.
§ 104 b. Er der truffet bestemmelse om postspærring, kan
midlertidig bestyrer eller kurator gøre sig bekendt med indholdet af
forsendelser, som ikke åbenbart er boet uvedkommende.
Stk. 2. Skyldneren skal have underretning om tid og sted for
brevåbning og skal have adgang til at overvære åbningen.
Stk. 3. Forsendelser, som ikke skal indgå i boet, udleveres eller
sendes til skyldneren snarest muligt.
§ 104 c. Bestemmelse om postspærring skal ophæves, når
betingelserne for dens iværksættelse ikke længere er til stede.
Stk. 2. Skyldneren kan når som helst indbringe spørgsmålet om
ophævelse af en bestemmelse om postspærring for skifteretten. Skifterettens
afgørelse træffes ved kendelse.
§ 104 d. Det påhviler post- og telegrafvæsenet, telefonselskaberne
og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at medvirke ved
gennemførelsen af en bestemmelse om postspærring ved at tilbageholde og
udlevere forsendelser m.v.
Stk. 2. Bestemmelsen i retsplejelovens § 178 finder tilsvarende
anvendelse på den, som uden lovlig grund undlader at medvirke som nævnt i
stk. 1.
Efter 2. behandling den 7. marts 1991
§ 1
I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 588 af 1. september 1986, som
ændret ved lov nr. 384 af 10. juni 1987, lov nr. 387 af 10. juni 1987 og § 18
i lov nr. 389 af 7. juni 1989, indsættes efter § 104:
» § 104 a. Skifteretten kan, når det anses for at være af
betydning for boets behandling, bestemme, at breve og andre forsendelser til
skyldneren skal udleveres til midlertidig bestyrer eller kurator
(postspærring). Breve og andre forsendelser til en juridisk person, hvis bo
er under konkursbehandling, skal altid udleveres til midlertidig bestyrer
eller kurator.
Stk. 2. Bestemmelse om postspærring eller om forlængelse heraf
træffes i et retsmøde. Skyldneren skal tilsiges til retsmødet og have
lejlighed til at udtale sig i dette. Afgørelsen træffes ved kendelse, hvis
skyldneren anmoder herom, eller hvis skyldneren ikke er til stede i
retsmødet.
§ 104 b. Er der truffet bestemmelse om postspærring, kan
midlertidig bestyrer eller kurator gøre sig bekendt med indholdet af
forsendelser, som ikke åbenbart er boet uvedkommende.
Stk. 2. Skyldneren skal have underretning om tid og sted for
brevåbning og skal have adgang til at overvære åbningen.
Stk. 3. Forsendelser, som ikke skal indgå i boet, udleveres eller
sendes til skyldneren snarest muligt.
§ 104 c. Bestemmelse om postspærring gælder kun for 3 måneder.
Skifteretten kan forlænge dette tidsrum, men højst med 3 måneder ad gangen.
Stk. 2. Postspærring skal ophæves, når betingelserne for dens
iværksættelse ikke længere er til stede.
Stk. 3. Skyldneren kan når som helst indbringe spørgsmålet om
ophævelse af postspærring for skifteretten. Skifterettens afgørelse træffes
ved kendelse.
§ 104 d. Det påhviler post- og telegrafvæsenet, telefonselskaberne
og andre tilsvarende offentlige og private virksomheder at medvirke ved
gennemførelsen af en bestemmelse om postspærring ved at tilbageholde og
udlevere forsendelser m.v.
Stk. 2. Bestemmelsen i retsplejelovens § 178 finder tilsvarende
anvendelse på den, som uden lovlig grund undlader at medvirke som nævnt i
stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli 1991.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning
helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 LSF 49 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN (POSTSPÆRRING) Retsinformation · 24. oktober 1990
- 1989 BSF 21 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ÆNDRING AF REGLERNE VEDRØRENDE POSTSPÆRRING I FORBINDELSE MED KONKURS OG BETALINGSSTANDSNING Retsinformation · 2. november 1989
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2021/1943 af 14. juni 2021 i statsstøttesag SA.33797 (2013/C) (ex 2013/NN, ex 2011/CP) om Slovakiets støtte til NCHZ (meddelt under nummer C(2021) 4185) (Kun den slovakiske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) EU-lovgivning · 14. juni 2021
- 1995 LSF 79 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN OG VISSE ANDRE LOVE (RATIONALISERING OG MODERNISERING AF KONKURSBEHANDLINGEN M.V.) Retsinformation · 23. maj 1996
- Landsretten ophæver skifterettens kendelse, således at begæringen om edition ikke tages til følge Domsdatabasen · 11. december 2024
- 1990 BTL 40 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF KONKURSLOVEN (POSTSPÆRRING) NR L 40 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 1. marts 1991