Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 246 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SOCIAL BISTAND (ØGET FLEKSIBILITET MED HENSYN TIL DAGPASNINGSORDNINGER FOR BØRN SAMT TILSKUD TIL PRIVATE BØRNEPASNINGSORDNINGER)

1988/1 LSF 246Lovforslag som fremsatFolketinget18. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1

I lov om social bistand, jf. lovbekendtgørelse nr. 837 af 21. december

1988 som senest ændret ved lov nr. 270 af 3. maj 1989, foretages følgende

ændringer:

1. I § 63, stk. 1, 2. pkt. indsættes efter »dagpleje«:

»,jf. dog § 64, stk. 1, 2. pkt.«.

2. I § 64, stk. 1, 1. pkt. indsættes efter »hjem«:

»og andre lokaler«.

3. I § 64, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Varetages dagplejen af flere personer, kan det sociale udvalg

bestemme, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.«.

4. § 69, stk. 3, ophæves.

5. § 70 affattes således:

»§ 70. Kommunalbestyrelsen kan til private pasningsordninger for børn

yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Pasningsordninger efter stk. 1 er ikke omfattet af § 73, stk. 1,

stk. 3 og 4, dog kan forældrebetalingen ikke overstige 35 pct. af udgifterne

i tilsvarende kommunale pasningstilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen underretter Socialstyrelsen om

pasningsordninger, inden der gives tilskud efter stk. 1.«.

6. I § 72 indsættes som 2. pkt.:

»Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at pasningsordninger etableret

efter § 70 ikke er omfattet af 1. pkt.«.

7. I § 73, stk. 1, 1. pkt. indsættes efter »der«:

»højst«.

8. I § 73, stk. 4, udgår: »for et regnskabsår ad gangen«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 1989.

Stk. 2. Socialministeren fremsætter forslag om revision af bistandslovens

§ 70 inden udgangen af folketingsåret 1992-1993.

Læs alt

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

På dagpasningsområdet for børn er det efter regeringens opfattelse et

centralt problem, at trods udbygning af antallet af tilbud er ventelister

fortsat et stort problem for forældre, der ønsker pasning af deres børn.

Af ressourcemæssige grunde er det ikke muligt at afhjælpe

ventelisteproblemet gennem en traditionel udbygning af kapaciteten. Der må

derfor satses på at øge mulighederne for, at bestående rammer og ressourcer

kan udnyttes bedre.

Dette forudsætter, at kommunerne får mere fleksible rammer, inden for

hvilke de kan tilrettelægge en lokal daginstitutionspolitik tilpasset lokale

behov og muligheder.

Et eksempel på, hvorledes rammerne kan udnyttes bedre til gavn for flere

forældre og børn, er socialministerens henstilling af 16. marts 1989 til

kommunalbestyrelserne om at etablere flere deltidstilbud.

Med udgangspunkt i en række forslag fra de kommunale organisationer -

herunder forslagene fra Udvalget vedrørende kommunalt udgiftspres og

styringsmuligheder (»Lotz II-udvalget«) - foreslås kommunernes

handlemuligheder forbedret på følgende områder:

1. Mulighed for at etablere dagplejeordninger i et hjemligt miljø udvides.

2. Kommunerne skal kunne fastsætte særlige regler om nedsættelse/bortfald

af forældrebetalingen.

3. Forældrebetalingen skal kunne justeres i årets løb.

4. Som et supplement til de almindelige pasningstilbud skal der kunne ydes

tilskud til forældre eller andre, som privat laver en pasningsordning

(»puljeordninger«).

5. Socialministerens adgang til at fastsætte (vejledende) regler for

indretning m.v. af daginstitutioner ophæves.

Desuden mener regeringen, at der er behov for at ændre fripladsgrænserne.

Dette er spørgsmål om ændring af reglerne i betalingsbekendgørelsen, og det

vil blive taget op i forbindelse med finanslovforslaget for 1990.

ad 1. Bedre mulighed for dagplejeordninger i et hjemligt miljø.

I bistandslovens § 63, stk. 1, 2. pkt., er det fastsat, at der ikke kan

gives tilladelse til at have mere end 5 børn i privat dagpleje.

Baggrunden for bestemmelsen er et hensyn til børnene, idet der er en

grænse for, hvor mange børn en enkelt dagplejer kan overkomme.

Reglen er generel, dvs. den gælder både for rent private

dagplejearrangementer og de dagplejetilbud, der som et led i kommunens

pasningstilbud formidles af det sociale udvalg.

Kommunerne har i denne forbindelse anført, at når der er flere personer om

pasningen, er »5-børnsreglen« ikke rimelig, og en lempelse vil

kunne øge muligheden for en hensigtsmæssig tilrettelæggelse af den kommunale

dagpleje.

Behovet for dette bekræftes af forsøgsvirksomheden i forbindelse med

dagpleje, hvor flere forsøg har drejet sig om at give dispensation fra

»5-børnsreglen«.

Den traditionelle dagpleje etableres i dagplejerens eget hjem. Derudover

bør der åbnes op for, at der i børnenes hjemlige miljø kan drives

pasningsordninger. Som eksempler kan nævnes ordninger i kollektiver og

bofællesskaber, i lokaler i en boligbebyggelse eller i et af børnenes eget

hjem.

Loven foreslås derfor ændret således, at dagplejen kan etableres på andre

måder end i private hjem, og at der i dagplejen kan være op til 10 børn, når

der er mere end en person om pasningen. Det forudsættes, at kommunerne sikrer

sig, at de pasningsmæssige rammer er forsvarlige, herunder at de fysiske

rammer i hjemmene er egnet til at modtage det antal børn, som det enkelte

hjem godkendes til.

ad 2. Kommunerne skal kunne fastsætte særlige regler om

nedsættelse/bortfald af forældrebetalingen.

Efter bistandslovens § 73, stk. 1, udgør forældrebetalingen et beløb, der

svarer til 35 pct. af udgifterne ved opholdet, bortset fra ejendomsudgifter,

herunder husleje og vedligeholdelse. For særlige grupper af institutioner kan

der fastsættes en lavere betaling, og denne adgang er udnyttet for så vidt

angår fritids- og ungdomsklubber.

Efter bistandslovens § 73, stk. 2, fastsætter socialministeren regler om

hel eller delvis nedsættelse af forældrebetalingen. Regler om dette er

fastsat i betalingsbekendtgørelsen for ophold i daginstitutioner m.v. for

børn. Ved indtægter op til 40.000 kr. ydes fuld friplads. I

indtægtsintervallet mellem 40.001 kr. til 135.001 kr. forhøjes betalingen med

1 pct. for hver 1.000 kr.'s indtægtsstigning, dog med 5 pct. mellem 40.001

kr. og 41.000 kr.

Forældrebetalingen for dagpasningspladser er imidlertid ikke alene

reguleret af bistandslovens ovennævnte bestemmelser.

Med hjemmel i kommunalfuldmagten kan disse betalingsregler fraviges

generelt, dvs. kommunalbestyrelsen kan bestemme, at der for alle forældre

skal opkræves en mindre betaling, eller at der skal ydes lavere betaling, når

flere søskende er i daginstitution. Derimod kan kommunerne ikke beslutte, at

nedsættelsen af betalingen skal knyttes til forældrenes individuelle forhold,

f.eks. indtægter.

Fra kommunalt hold vurderes det, at når der ikke er mulighed for at

fastsætte særlige betalingsregler, der afhænger af indtægtsforholdene,

afskæres kommunerne fra at målrette tilbuddene til de grupper, man ønsker at

tilgodese.

Da kommunerne - bortset fra forældrebetalingen - afholder alle udgifterne

ved drift af institutionerne, må det være rimeligt, at der vises

imødekommenhed over for ønsket om at kunne fastsætte særlige

indtægtsafhængige betalingsregler.

Det foreslås derfor, at kommunerne får adgang til at fravige de centralt

fastsatte regler om nedsættelse eller bortfald af forældrebetalingen. Det vil

sige, at kommunerne i stedet for de hidtidige ensartede »ekstraordinære

tilskud« til nedsættelse af taksterne kan yde indtægtsgradueret

takstnedsættelse ud over de centralt fastsatte fripladsregler.

Konsekvenserne af disse ændringer er, at kommunerne i forbindelse med

fastsættelse af taksterne som en øverste grænse ikke kan sætte disse højere

end, hvad der følger af »35 pct.s-reglen«. Videre skal kommunerne

som et minimum give hel eller delvis fritagelse for betaling efter de

generelt fastsatte regler i betalingsbekendtgørelsen. Med respekt for disse

grænser vil kommunalbestyrelsen derudover kunne fastsætte særlige kommunale

betalingsregler, enten ved som hidtil generelt at fastsætte en lavere

betaling, end hvad der følger af lovens § 73, stk. 1, eller ved yderligere at

nedsætte forældrebetaling på baggrund af indtægtsforhold.

Kommunalbestyrelsen kan frit kombinere disse muligheder for at fastsætte

en lavere forældrebetaling end den, som fremgår af lovens § 73, stk. 1, og af

fripladsbestemmelserne i betalingsbekendtgørelsen.

ad 3. Forældrebetalingen skal kunne justeres i årets løb.

I bistandslovens § 73, stk. 4, er det fastsat, at forældrebetalingen

fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af institutionernes

budgetter.

Denne bestemmelse har bl.a. til formål at forenkle administrationen af

betalingsreglerne, bl.a. således at utilsigtede afvigelser fra budgettet ikke

bevirker, at forældrene med henvisning til »35 pct.'s-reglen« i §

73, stk. 1, kan kræve for meget betalt forældrebetaling tilbage.

Bestemmelsen kan imidlertid hindre, at der løbende sker en justering af

institutionernes drift. For eksempel betyder det, at forældrene ikke har

mulighed for at opnå fordelene ved, at institutionsudgifterne i løbet af

budgetåret justeres nedad. Tilsvarende gælder, at hvis omkostningerne forøges

- f.eks. hvis forældre ønsker længere åbningstid - kan kommunen ikke

umiddelbart regulere forældrebetalingen på baggrund af de øgede omkostninger.

Dette reducerer muligheden for løbende at opnå sammenhæng mellem

forældrebetalingen og udgifterne ved drift af pasningsordningen.

Det foreslås derfor, at der på grundlag af reviderede budgetter i løbet af

året kan ske ændringer i forældrebetalingen.

I overensstemmelse med gældende principper skal ændringerne gives med et

passende varsel, som sættes til mindst 1 måned.

ad 4. Adgang for kommunerne til at yde tilskud til forældre eller andre,

som driver en pasningsordning (»puljeordninger«).

Efter bistandsloven kan kommunerne tilbyde pasning af børn og unge i

daginstitutioner eller i den kommunale dagpleje.

Institutionerne kan være kommunale eller selvejende institutioner, som

kommunen har indgået overenskomst med. De selvejende institutioner er

omfattet af bistandslovens almindelige regler om f.eks. forældrebetaling,

central pladsanvisning m.v. Videre er disse institutioner via overenskomsten

med kommunen forpligtet til at følge de almindelige konterings- og

regnskabsprincipper, som gælder for kommunernes drift af institutionerne.

Gennem selvejende institutioner er der således mulighed for, at privat

foretagsomhed kan medvirke til at fremskaffe pasningstilbud, men det må

samtidig konstateres, at de gældende regler kan stille sig i vejen for, at

private på andre måder kan deltage i løsningen af ventelisteproblemet.

For at skabe yderligere fleksibilitet og for at give forældre og andre

bedre betingelser for på egne præmisser at løse børns dagpasningsbehov

foreslås derfor indført adgang til, at kommunerne kan yde et økonomisk

tilskud til pasningsordninger.

Hvis en kreds af forældre, en virksomhed eller lign. ønsker at stå for

ansvaret for en pasningsordning, skal kommunerne derfor kunne yde et tilskud

til en sådan ordning.

Kommunalbestyrelsen afgør, om den vil yde støtten, og det er også

kommunalbestyrelsen, som fastlægger størrelsen af tilskuddet, som ydes i form

af et beløb pr. barn.

Initiativtagerne til en sådan privat pasningsordning forudsættes selv at

finde egnede lokaler, fastsætte børneantal, personalenormering, åbningstid

m.v. Initiativtagerne tilrettelægger således i det hele den daglige drift,

herunder også regnskabsføring.

Det er en forudsætning, at disse pasningstilbud skal være åbne også for

børn, som kræver en særlig indsats, og for sådanne børn må kommunen forhøje

tilskuddet til ordningen.

Initiativtagerne må på baggrund af de modtagne kommunale tilskud og evt.

andre indtægter fastsætte forældrebetalingen således, at der er dækning for

udgifterne til pasningsordningen, dog må forældrebetalingen ikke overstige 35

pct. af udgifterne i tilsvarende kommunale pasningstilbud.

Det skal fremhæves, at reglerne om hel eller delvis friplads også skal

gælde for disse ordninger. Det vil sige, at forældre med lave indtægter kan

få hel eller delvis fritagelse for betalingen efter de almindelige regler i

betalingsbekendtgørelsen samt evt. efter særlige regler, kommunalbestyrelsen

fastsætter for nedsat forældrebetaling i kommunens dagpasningstilbud.

Derimod er disse ordninger ikke - medmindre kommunalbestyrelsen ønsker det

- omfattet af reglerne om central visitation.

Kernen i disse nye muligheder er således, at de bestående

pasningsordninger skal kunne suppleres med private ordninger, hvor der -

bortset fra et kommunalt tilskud - i udstrakt grad er et selvstændigt ansvar

for ordningens drift m.v.

Der skal således være øget frihed til, at private - dvs. oftest en

forældrekreds - får mulighed for en høj grad af indflydelse på, hvorledes

deres egne børn skal passes i dagtimerne.

Dette, at forældrene har det primære ansvar for tilrettelæggelse og drift

af ordningerne, fritager imidlertid ikke kommunerne for at føre tilsyn med

ordningerne.

Kommunalbestyrelsen skal således sikre, at det ydede tilskud anvendes

efter sit formål, herunder at ordningen udgør en forsvarlig ramme for de

deltagende børn.

Da der er tale om en nydannelse, er det vigtigt, at udviklingen følges

tæt, og med henblik herpå bliver kommunerne forpligtet til at orientere

Socialstyrelsen om sådanne ordninger, inden kommunalbestyrelsen giver tilsagn

om tilskud.

På baggrund af indhøstede erfaringer vil socialministeren i folketingsåret

1992-1993 fremsætte forslag til lov om revision af ordningen.

ad 5. Socialministerens adgang til at fastsætte (vejledende) regler for

indretning m.v. af daginstitutioner ophæves.

Bistandsloven sætter kun få grænser for kommunernes handlefrihed på

dagforanstaltningsområdet.

De få bindende regler er følgende:

a. Institutionerne skal enten være kommunale eller selvejende

institutioner, med hvem kommunen indgår overenskomst. Dette fremgår af lovens

§ 69, stk. 2. Denne bestemmelse blødgøres nu med forslaget om mulighed for

»puljeordninger«, jf. ad 4.

b. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med institutionerne. Dette fremgår

af lovens § 71, som også omfatter »puljeordninger« etableret efter

den nye affattelse af § 70.

c. Der skal være en central pladsanvisning, jf. § 72. Denne bestemmelse

lempes for så vidt angår »puljeordningerne«.

d. Der er fastsat en øverstegrænse for forældrebetalingen, og der skal som

et minimum ydes fripladser efter regler fastsat af socialministeren. Dette

fremgår af lovens § 73. For »puljeordninger« gælder særlige regler.

Socialministeren kan videre med hjemmel i den nuværende udformning af

lovens § 70 udsende retningslinier for indretning af daginstitutioner, men

denne bemyndigelse har ikke været benyttet. Denne hjemmel foreslås derfor

ophævet.

Loven indeholder derudover i § 69, stk. 3, hjemmel for, at

socialministeren kan udsende vejledende regler for institutionernes ledelse

og drift.

Denne adgang er bl.a. benyttet til at udsende vejledende regler om

opsigelse og flytning af børn.

Disse bestemmelser er som fremhævet alene af vejledende art, og de har

derfor mere karakter af råd, som kommunerne på ingen måde er forpligtet til

at følge.

Da udsendelse af vejledninger ikke kræver særlig lovhjemmel, og da der

fortsat er usikkerhed om karakteren af disse forskrifter, foreslås det, at

hjemlen til at udstede vejledende regler ophæves. Det vil herefter stå helt

klart, at kommunerne alene er forpligtet til at følge de bindende

bestemmelser, som kan udstedes med hjemmel i bistandsloven.

Økonomiske konsekvenser.

Forslagene er økonomisk neutrale og har derfor ingen konsekvenser for de

økonomiske forhold mellem staten og kommunerne.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1, 2 og 3

Med de foreslåede ændringer bliver der mulighed for, at den kommunale

dagpleje kan etableres i andre lokaler end private hjem, og at der kan være

op til 10 børn i dagplejen, når der er mindst 2 personer, som varetager

pasningen. Der henvises i øvrigt til pkt. 1 i de almindelige bemærkninger til

lovforslaget.

Til nr. 4, 5 og 6

Med ophævelsen af § 69, stk. 3, og den gældende udformning af § 70

tydeliggøres det, at de få bindende regler om daginstitutioner m.v. findes i

eller udstedes med hjemmel i lovens § 69, stk. 1 og 2, § 72 og § 73. Der

henvises herved til pkt. 5 i de almindelige bemærkninger.

Med den nye affattelse af § 70 indføres en mulighed for, at

kommunelbestyrelsen kan yde tilskud til private pasningsordninger, som

nærmere er beskrevet i pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.

Det fremhæves, at disse »puljeordninger« ikke fuldt ud er

omfattet af de ovennævnte få bindende bestemmelser. Det er således ikke et

krav, at disse - uanset børnetal - skal være selvejende institutioner, og

kommunalbestyrelsen kan bestemme, at de ikke skal være omfattet af den

centrale visitation. Med hensyn til forældrebetaling gælder reglerne om

fripladser udstedt efter lovens § 73, stk. 2. I øvrigt gælder reglerne i § 73

ikke for disse ordninger. Det er dog således, at forældrebetalingen ikke kan

overstige 35 pct. af udgifterne i tilsvarende kommunale pasningstilbud. Dette

må kommunalbestyrelsen påse som led i sin almindelige forpligtelse til at

føre tilsyn med ordningerne.

Til nr. 7

Det præciseres herved, at for institutioner oprettet efter lovens § 69 kan

forældrebetalingen højst udgøre et beløb, der svarer til 35 pct. af udgiftene

ved opholdet, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og

vedligeholdelse.

Med hjemmel i § 73, skt. 2, kan socialministeren fastsætte nærmere regler

om betalingen og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse af

betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold.

I forbindelse med udsendelse af en revideret betalingsbekendtgørelse vil

socialministeren præcisere, at kommunerne generelt kan fastsætte en lavere

betaling end, hvad der følger af »35 pct.s-reglen«, og samtidig kan

det fastsættes, at de angivne regler om nedsat forældrebetaling på grundlag

af indtægtsforhold angiver et minimum for, hvornår kommunerne skal yde hel

eller delvis friplads. Kommunerne vil således derudover kunne fastsætte

særlige regler, således at der gives nedsat betaling i et videre omfang.

Der henvises herved til pkt. 2 i almindelige bemærkninger.

Bilag

I dette bilag er (med mindre skrift)

indsat den gældende formulering af de bestemmelser

der berøres af lovforslaget

1. I § 63, stk. 1, 2. pkt. indsættes efter »dagpleje«:

»,jf. dog § 64, stk. 1, 2. pkt.«.

§ 63. Ingen må modtage mere end 2 børn under 14 år i privat dagpleje mod

betaling uden at have tilladelse dertil fra det sociale udvalg. Der kan ikke

gives tilladelse til at have mere end 5 børn i privat dagpleje.

Stk. 2. Dagplejehjem og lignende, der modtager flere end 5 børn under 14

år mod betaling, og som drives af private uden offentlige midler, må kun

oprettes og drives med tilladelse fra det sociale udvalg.

Stk. 3. Det sociale udvalg fører tilsyn med forholdene i hjemmene.

2. I § 64, stk. 1, 1. pkt. indsættes efter »hjem«:

»og andre lokaler«.

3. I § 64, stk. 1, indsættes efter 1. pkt.:

»Varetages dagplejen af flere personer, kan det sociale udvalg

bestemme, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.«.

§ 64. Det sociale udvalg kan formidle anbringelse af børn i dagpleje i

private hjem, der forud er godkendt af udvalget til dette formål. Det sociale

udvalgs afgørelse om anbringelse i dagpleje kan ikke indbringes for anden

administrativ myndighed.

Stk. 2. Det sociale udvalg fører tilsyn med dagplejens udøvelse.

Stk. 3. Børnenes forældre betaler for dagplejen efter sammer regler som

ved anbringelse i daginstitutioner.

§ 69, stk. 3, ophæves.

§ 69. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige antal

pladser på daginstitutioner for børn og unge, herunder socialpædagogiske

fritidsforanstaltninger, jf. dog § 95 a.

Stk. 2. Daginstitutioner for børn og unge kan oprettes og drives af en

eller flere kommuner eller som privat institutioner, med hvilke

kommunalbestyrelsen indgår overenskomst. Private institutioner skal være

selvejende, hvis der er plads til mindst 6 børn.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter vejledende regler for institutionernes

ledelse og drift.

5. § 70 affattes således:

»§ 70. Kommunalbestyrelsen kan til private pasningsordninger for børn

yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Pasningsordninger efter stk. 1 er ikke omfattet af § 73, stk. 1,

stk. 3 og 4, dog kan forældrebetalingen ikke overstige 35 pct. af udgifterne

i tilsvarende kommunale pasningstilbud.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen underretter Socialstyrelsen om

pasningsordninger, inden der gives tilskud efter stk. 1.«.

§ 70. Kommunalbestyrelsen skal påse, at planer for oprettelse eller

ændring af daginstitutioner er i overensstemmelse med retningslinier, der er

udarbejdet af socialministeren.

6. I § 72 indsættes som 2. pkt.:

»Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at pasningsordninger etableret

efter § 70 ikke er omfattet af 1. pkt.«.

§ 72. Bestemmelse om optagelse i en daginstitution træffes af det sociale

udvalg,hvis afgørelse ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

7. I § 73, stk. 1, 1. pkt. indsættes efter »der«:

»højst«.

8. I § 73, stk. 4, udgår: »for et regnskabsår ad gangen«.

§ 73. Børnenes forældre betaler for opholdet med et beløb, der svarer til

35 pct. af udgifterne ved ophold i institutionen, bortset fra

ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 2.

Kommunalbestyrelsen afgør, om betalingen skal beregnes på grundlag af

udgifterne ved driften af den enkelte institution eller på grundlag af de

gennemsnitlige udgifter ved driften af institutioner af samme type i

kommunen.

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter

stk. 1 og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse eller bortfald

af betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes

særlige behov for ophold i daginstitution. Der kan endvidere fastsættes en

lavere betaling for særlige grupper af institutioner.

Stk. 3. Særlige indtægter for institutionerne anvendes til nedsættelse af

forældrenes betaling.

Stk. 4. Betalingen fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af

institutionernes budgetter.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter