Spring til indhold

Retsinformation

Om en kommunes mulighed for at yde tilskud til børnepasning

UDT nr 9035 af 11/01/1994UdtalelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Om en kommunes mulighed for at yde tilskud til

børnepasning

Folketingets Ombudsmand

Gammel Torv 22

1457 København K

Ved brev af 18. juni med bilag, j.nr. 1993-1323-411 LG, har Folketingets

Ombudsmand anmodet Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt om en udtalelse i

anledning af en klage af 7. juni 1993 fra Børne- og Ungdomspædagogernes

Landsforbund (BUPL) over tilsynsrådets udtalelse af 11. februar 1993 angående

lovligheden af Hirtshals Kommunes tilskud til nogle forældreforeninger.

Folketingets Ombudsmand anmodede endvidere om, at tilsynsrådets udtalelse

blev sendt via Indenrigsministeriet med henblik på ministeriets eventuelle

bemærkninger til sagen samt om udlån af sagens akter.

Ved påtegning af 9. juli 1993 på brevet fra Folketingets Ombudsmand har

Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt fremsendt sagen til Indenrigsministeriet

med bemærkning om, at tilsynsrådet kan henholde sig til sin udtalelse af 11.

februar 1993.

Det fremgår af det fremsendte materiale, at BUPL til tilsynsrådet har

klaget over, at Hirtshals Kommune har ydet tilskud, bl.a. i form af

vederlagsfrit udlån af skolelokaler, til 6 forældreforeninger i Hirtshals

Kommune.

Af vedtægterne for de 6 forældreforeninger fremgår bl.a., at

»formålet med foreningerne er at tilbyde medlemmernes børn mulighed for

leg og beskæftigelse udenfor skoletiden i de (af skolen) anviste

lokaler«. Hertil er i vedtægterne for nogle af foreningerne tilføjet, at

forældreforeningerne også tilbyder skolepasningsordning for børn i

børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse.

Om forældreforeningernes virke er i bilag til Hirtshals Kommunes brev af

19. marts 1992 til Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt (bilag 16 til BUPL's

brev af 7. juni 1993) bl.a. anført følgende:

Læs alt

»Forældreforeningerne er organiseret som normale foreninger, hvor

forældre med børn har det fulde ansvar for driften af foreningen ..........

Det kan endvidere oplyses, at der ikke er indgået en aftale mellem

forældreforeningerne og de enkelte skoler, hvor foreningerne har lånt

lokaler, men at der naturligvis sker et vist samarbejde mellem

forældreforeningerne og skolen om praktiske forhold......

Forældreforeningerne anvender pædagoger samt anden ikke-uddannet medhjælp.

Forældrene deltager i driften, idet de bistår med aktiviteter ved særlige

lejligheder samt med vedligeholdelse og udbygning af legeplads m.m........

Nogle af foreningerne driver kun foreningsvirksomhed efter børnenes

skoletid. Andre foreninger har også aktiviteter før skoletid.«

Hirtshals Kommune har oprindeligt antaget, at tilskud til

forældreforeningerne kunne ydes med hjemmel i den tidligere gældende lov om

fritidsundervisning m.v. Senere har kommunen anført, at tilskud til

forældreforeningerne er ydet med hjemmel i de uskrevne retsregler om

kommunernes opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.

Socialministeriet har i brev af 21. marts 1991 afgivet en udtalelse i

sagen over for tilsynsrådet for Nordjyllands Amt.

I tilsynsrådets udtalelse af 11. februar 1993 er bl.a. anført følgende:

»Kommunalfuldmagten omfatter de opgaver/anliggender, der kan eller

skal varetages af kommunen. Hjemlen for at varetage disse opgaver findes

enten i udtrykkelig lovbestemmelse eller i almindeligt anerkendte

retsgrundsætninger.

Det antages således, at kommunerne uden for det lovbestemte område lovligt

kan yde tilskud til aktiviteter, hvis formål er at virke for børn og unges

almene, folkelige, kulturelle og demokratiske oplysning, fx. idrætsudøvelse,

spejdervirksomhed og lignende aktiviteter.

Det fremgår som nævnt af Socialministeriets udtalelse, at bistandslovens

regler udtømmende regulerer kommunens mulighed for at yde tilskud til pasning

af børn, medmindre der er tale om tilskud, der ydes med hjemmel i anden

lovgivning, f.eks. folkeskoleloven og lov om

fritidsundervisning/folkeoplysningsloven.

Det må således antages, at kommunalt tilskud til virksomhed, der

udelukkende har børnepasning til formål, ikke kan ydes uden hjemmel i de

nævnte love.

Hirtshals kommunes støtte til forældreforeningerne er efter det oplyste

ikke ydet med hjemmel i de nævnte love, men i henhold til de ulovbestemte

kommunalfuldmagtsregler. De pågældende foreningers formål er som nævnt at

tilbyde medlemmernes børn mulighed for leg og beskæftigelse uden for

skoletiden.

Da grænserne mellem børnepasning og de aktiviteter for børn og unge, som

kommunerne lovligt kan støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne er flydende,

finder tilsynsrådet ikke at kunne fastslå, at Hirtshals kommune har handlet

ulovligt ved vederlagsfrit at stille lokaler, lys og varme til rådighed for

forældreforeningerne.«

BUPL har i brevet af 7. juni 1993 bl.a. anført følgende til tilsynsrådets

udtalelse:

»...Hovedproblemet i sagen er, hvorvidt kommunalfuldmagten giver

hjemmel for børnepasning med offentligt tilskud. .....

Socialministeriets udtalelse til Tilsynsrådet (bilag 11) fastslår, at de i

skrivelsen anførte lovbestemmelser udtømmende regulerer muligheden for at yde

offentlige tilskud til pasning af børn.

Denne udtalelse fra Socialministeriet gengives i afgørelsen fra

Tilsynsrådet i nærværende sag (Tilsynsrådets udtalelse, bilag 21).

Tilsynsrådet fortolker imidlertid udtalelsen og retspraksis således, at:

»det må ... antages, at kommunaltilskud til virksomhed, der udelukkende

har børnepasning til formål, ikke kan ydes uden hjemmel i de nævnte

love.« (vor understregning).

Ved denne konstruktion, som der ikke er dækning for i retspraksis, når

tilsynsrådet frem til følgende konklusion: »Da grænserne mellem

børnepasning og de aktiviteter for børn og unge som kommunerne lovligt kan

støtte efter kommunalfuldmagtens reglerne er flydende, finder tilsynsrådet

ikke at kunne fastslå, at Hirtshals kommune har handlet ulovligt ved

vederlagsfrit at stille lokaler, lys og varme til rådighed for

forældreforeningerne«, hvilket indebærer at Tilsynsrådet opfatter

kommunalfuldmagten som hjemmel for kommunalt tilskud, der blandt andet er

gået til pasning af børn.

Ud fra retspraksis i lignende sager, og ud fra Socialministeriets

udtalelse, må BUPL mene, at ovennævnte afgørelse fra Tilsynsrådet for

Nordjyllands amt ikke er korrekt, og at Hirtshals kommune har handlet

ulovligt ved ydelse af tilskud til forældreforeningerne uden lovhjemmel.

Det bemærkes, at forældreforeningerne i Hirtshals ikke længere driver

børnepasningsordninger. Disse drives nu som puljeordninger med lovhjemmel i

bistandslovens § 70. Men sagen er naturligvis alligevel af principiel

interesse for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund.'

Indenrigsministeriet har i sagens anledning den 24. september 1993 anmodet

Socialministeriet om en udtalelse. Socialministeriet har ved breve af 1. og

22. november 1993 afgivet udtalelser i sagen. Af Socialministeriets udtalelse

af 22. november 1993 fremgår bl.a. følgende:

»Bistandslovens bestemmelser (§§ 63, 64, 69, og 70 -

Indenrigsministeriets tilføjelse) regulerer sammen med forsøgsreglerne i

bistandslovens § 138 b udtømmende muligheden for at yde tilskud til dagtilbud

for børn og unge, og hermed omfattes som ovenfor anført tilbud, der ikke

alene udgør et pasningstilbud, men også et socialt og pædagogisk tilbud for

børn.

Offentlige midler vil dog kunne anvendes i henhold til særlig hjemmel i

anden lovgivning f.eks. folkeskolelovens § 3, stk. 4 om

skolefritidsordninger, hvorefter skolen kan tilbyde børnene leg og

beskæftigelse udenfor skoletiden.

En kommune kan herudover efter kommunalfuldmagten yde tilskud til

legestuer og legesteder. Legestuer er et tilbud til børn uden et egentligt

pasningsbehov, men alene med behov for samvær med andre børn. Legestuerne er

typisk karakteriseret ved at have kort åbningstid, lav bemanding, idet det

forudsættes at forældrene er tilstede, og legestuerne tilbydes førskolebørn.

Legestuerne indgår ikke i den kommunale forpligtelse jf. bistandslovens § 69,

stk. 1 og er ikke omfattet af formålsbeskrivelsen i bistandslovens § 69, stk.

2.

Det fremgår af sagen, at forældreforeningerne ifølge vedtægterne har som

formål at tilbyde medlemmernes børn mulighed for leg og beskæftigelse udenfor

skoletiden, herunder en skolepasningsordning for børn i børnehaveklasse, 1.,

2. og 3. klasse.

På denne baggrund kan Socialministeriet vejledende udtale, at

forældreforeningernes virksomhed svarer til den virksomhed, der i øvrigt

foregår i skolefritidsordninger efter folkeskoleloven og fritidsordninger

efter bistandsloven.«

Undervisningsministeriet har i sagens anledning over for

Indenrigsministeriet telefonisk oplyst, at der ikke i den lovgivning, som

hører under Undervisningsministeriet, er hjemmel til eller noget til hinder

for, at en kommune yder tilskud f.eks. i form af vederlagsfrit udlån af

lokaler til forældreforeninger, som de i sagen omhandlede.

Indenrigsministeriet skal herefter udtale følgende:

Det tilsyn, som tilsynsrådene udøver over for kommunerne, er et retligt

tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er

sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige

retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (jf.

lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993). Tilsynsrådene kan således ikke

tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af kommunernes

sagsbehandling eller vedrørende skønsudøvelsen, så længe skønnet udøves inden

for de rammer, der følger af lovgivningen.

Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til

tilsynsrådene. Ministeriet tager dog sager op til vurdering, såfremt

ministeriet har grund til at antage, at den retsopfattelse, som et tilsynsråd

har givet udtryk for, er urigtig eller hvilende på et urigtigt faktisk

grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.

Det er i den foreliggende sag oplyst, at Hirtshals Kommunes tilskud til

pasningsordningerne i de omhandlede forældreforeninger nu ydes med hjemmel i

bistandslovens § 70.

Indenrigsministeriet har lagt til grund, at Hirtshals Kommunes tidligere

tilskud til forældreforeningerne ikke blev ydet med hjemmel i lov om

fritidsundervisning m.v., bistandsloven eller folkeskoleloven.

Bistandslovens §§ 63, 64, 69, 70 og 71, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af

1. oktober 1992 med senere ændringer, har følgende ordlyd:

»§ 63. Ingen må modtage mere end 2 børn under 14 år i privat dagpleje

mod betaling uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen. Der kan

ikke gives tilladelse til at have mere end 5 børn i privat dagpleje, jf dog §

64, stk. 1, 2. pkt.

Stk. 2. Dagplejehjem og lignende, der modtager flere end 5 børn under 14

år mod betaling, og som drives af private uden offentlige midler, må kun

oprettes og drives med tilladelse fra kommunalbestyrelsen.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med forholdene i hjemmene.«

»§ 64. Kommunalbestyrelsen kan formidle anbringelse af børn i

dagpleje i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud

er godkendt af kommunalbestyrelsen til dette formål. Varetages dagplejen af

flere personer, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der i dagplejen kan

modtages op til 10 børn..... ....

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med dagplejens udøvelse.

Stk. 5. Børnenes forældre betaler for dagplejen efter samme regler som ved

anbringelse i daginstitutioner.«

»§ 69. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige

antal pladser på daginstitutioner for børn og unge, herunder

socialpædagogiske fritidsforanstaltninger, jf dog § 95a.

Stk. 2. Tilbud om ophold i daginstitution er sammen med dagpleje efter §

64 og pasningsordninger efter § 70 et led i kommunens samlede generelle og

forebyggende tilbud til børn, og ordningerne skal i samarbejde med forældrene

og børnene skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og

selvstændighed.

Stk. 3. Daginstitutioner for børn og unge kan oprettes og drives af en

eller flere kommuner eller som private institutioner, med hvilke

kommunalbestyrelsen indgår overenskomst. Private instituioner skal være

selvejende, hvis der er plads til mindst 6 børn.«

»§ 70. Kommunalbestyrelsen kan til private pasningsordninger for børn

yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Pasningsordninger efter stk. 1 er ikke omfattet af § 73, stk. 1,

stk. 3 og 4, dog kan forældrebetalingen ikke overstige 32 pct af udgifterne

til tilsvarende kommunale pasningstilbud. .........«

»§ 71. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den daglige drift af

daginstitutioner i kommunen..............«

Bistandsloven blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 333 af 19. juni

1974. Af bemærkningerne til lovens § 69, jf. Folketingstidende, 1973-74, 2.

samling, Tillæg A, spalte 710, fremgår bl.a. følgende:

» I den foreslåede affattelse af § 69, stk. 1, fastslås det, at det

er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at der findes det nødvendige

antal pladser. Man har herved forladt opdelingen i børneforsorgslovens §§ 65

ff. (vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, legesteder m.v.).........

Efter de gældende regler i børneforsorgslovens § 66 kan institutionerne

drives som selvejende institutioner, af kommuner, af anerkendte foreninger

for børne- og ungdomsforsorg og af private personer. I overensstemmelse med

grundprincipperne i socialreformkommissionens 2. betænkning og for ikke at

forflygtige kommunalbestyrelsens ansvar foreslås det i bestemmelsens stk. 2

(den nugældende § 69, stk. 3 - Indenrigsministeriets tilføjelse) at fastslå,

at kommunerne selv skal oprette og drive institutionerne eller indgå

overenskomst med private institutioner om optagelse. .....

Ud over kravet om overenskomst, der efter en overgangsperiode på 2

år....gælder for alle private institutioner uanset oprettelsestidspunkt og

uanset, om de er selvejende eller ejes af enkeltpersoner eller foreninger,

foreslås det, at private institutioner, der oprettes efter lovens

ikrafttræden ..., skal være selvejende, hvis der er plads til mindst 6

børn........«

Bistandslovens § 69 er senere ændret ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 og

ved lov nr. 277 af 2. maj 1990. Ved den seneste ændring, hvorved gennemførtes

øget fleksibilitet med hensyn til dagpasningsordninger for børn, blev den

gældende bestemmelse i § 69, stk. 2 og bestemmelsen i § 70 indsat. Af de

almindelige bemærkninger til loven, jf. Folketingstidende 1989-90, Tillæg A,

spalte 1623 ff, fremgår bl.a. følgende:

»Efter bistandsloven kan kommunerne tilbyde pasning af børn og unge i

daginstitutioner eller i den kommunale dagpleje.

Institutionerne kan være kommunale eller selvejende institutioner, som

kommunen har indgået overenskomst med. De selvejende institutioner er

omfattet af bistandslovens almindelige regler om f.eks. forældrebetaling,

central pladsanvisning m.v........ .............

Gennem de selvejende institutioner er der således mulighed for, at privat

foretagsomhed kan medvirke til at fremskaffe pasningstilbud, men det må

samtidig konstateres, at de gældende regler kan stille sig i vejen for, at

private på andre måder kan deltage i løsningen af ventelisteproblemet.

For at skabe yderligere fleksibilitet og for at give forældre og andre

bedre betingelser for på egne præmisser at løse børns dagpasningsbehov

foreslås derfor indført adgang til, at kommunerne kan yde et økonomisk

tilskud til pasningsordninger. ...................

Initiativtagerne må på baggrund af de modtagne kommunale tilskud og evt.

andre indtægter fastsætte forældrebetalingen således, at der er dækning for

udgifterne til pasningsordningen, dog må forældrebetalingen ikke overstige 35

% af udgifterne i tilsvarende kommunale pasningstilbud. ................

Kernen i disse nye muligheder er således, at de bestående

pasningsordninger skal kunne suppleres med private ordninger, hvor der -

bortset fra et kommunalt tilskud - i udstrakt grad er et selvstændigt ansvar

for ordningens drift m.v. ...............

Bistandsloven sætter kun få grænser for kommunernes handlefrihed på

dagforanstaltningsområdet.

De få bindende regler er følgende:

a. Institutionerne skal enten være kommunale eller selvejende

institutioner, med hvem kommunen indgår overenskomst. Dette fremgår af lovens

§ 69, stk. 2. Denne bestemmelse blødgøres nu med forslaget om mulighed for

»puljeordninger«,..

b. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med institutionerne. Dette fremgår

af lovens § 71, som også omfatter »puljeordninger« etableret efter

den nye affattelse af § 70.

c. Der skal være en central pladsanvisning, jf. § 72. Denne bestemmelse

lempes for så vidt angår »puljeordningerne«.

d. Der er fastsat en øverstegrænse for forældrebetalingen, og der skal

ydes fripladser efter regler fastsat af socialministeren. Dette fremgår af

lovens § 73. For »puljeordninger« gælder særlige regler.'

§ 70 er senere ændret på enkelte punkter ved lov nr. 794 af 30. november

1990 og ved lov nr. 402 og nr. 403 af 6. juni 1991.

Bistandslovens § 73 har følgende ordlyd:

»Børnenes forældre betaler for opholdet med et beløb, der svarer til

30 pct. af udgifterne ved ophold i institutionen, bortset fra

ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, .....

Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter

stk. 1 .....«

Med hjemmel i § 73, stk. 2 har socialministeren i bekendtgørelse nr. 800

af 30. september 1993 om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge

fastsat nærmere regler om betaling. Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. januar

1994.

Bistandslovens § 138 b har følgende ordlyd:

»Socialministeren kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen eller

amtsrådet tillade, at der for en forsøgsperiode oprettes andre

socialpædagogiske tilbud for børn og andre institutionsformer for børn og

voksne end dem, der er omtalt i afsnit VI og VII. På tilsvarende måde kan der

gives tilladelse til andre forsøgsordninger, der sigter mod at nedbringe

ventelister til dagtilbud for børn...........«

§ 138 b blev indsat i bistandsloven ved lov nr. 620 af 8. december 1982.

Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A,

spalte 754, fremgår bl.a. følgende:

»Det er hensigten med forslaget at understøtte mulighederne for det

lokale initiativ på området, således at der som alternativ til de

eksisterende pasnings- og institutionsformer etableres mere smidige og

utraditionelle former - der kan gå på tværs af de hidtidige pasnings- og

institutionsordninger - og dermed et mere bredspektret udbud til forældre og

brugere.«

Bistandslovens § 138 b er senere ændret på enkelte punkter ved lov nr. 270

af 3. maj 1989, ved lov nr. 853 af 29. december 1989, og ved lov nr. 192 af

23. marts 1992.

Spørgsmålet om, hvorvidt bistandsloven udtømmende regulerer kommunernes

adgang til at yde tilskud til børnepasningsordninger m.v., har flere gange

været bragt op i Folketinget.

Den daværende socialminister udtalte således i 1979 som svar på et

spørgsmål fra et folketingsmedlem (spm. nr. 1215, Folketingets Forhandlinger

1978-79, spalte 12855 om forældrebetaling i skoletilsynsordninger bl.a.

følgende:

»Børnepasningsordninger på skoler kan på nuværende tidspunkt alene

oprettes med hjemmel i bistandslovens regler om daginstitutioner.....

Dette indebærer, at der i henhold til bistandsloven ikke kan etableres

skolepasningsordninger, hvor forældrene betaler mere end 25 pct. - for børn i

børnehaveklasse 35 pct. - af driftsudgifterne.«

I forbindelse med Folketingets behandling i 1979 af et forslag til lov om

ændring af lov om folkeskolen (Om børnehaveklasser, skolepasningsordninger

m.v.) besvarede den daværende undervisningsminister den 8. maj 1979 spørgsmål

59 (L 161 - bil. 17) fra folketingets uddannelsesudvalg på følgende måde:

» Spørgsmål 59...

»Er der i dag hjemmel i kommunalfuldmagten til at drive

skolepasningsordninger med forældrebetaling, hvis disse ikke har hjemmel i

bistandslovens § 69?»

Svar:

I anledning af spørgsmålet har indenrigsministeriet oplyst følgende, som

man kan henholde sig til:

Kommunalretlige principper om kommunalfuldmagten vil ikke i dag være til

hinder for, at en kommune etablerer skolepasningsordninger med

forældrebetaling, der ikke har hjemmel i bistandslovens § 69. Det er dog en

forudsætning herfor, at bistandsloven fortolkes således, at den ikke

udelukker sådanne ordninger.

Det bemærkes endvidere, at det må være en forudsætning for etablering af

skolepasningsordninger uden for bistandslovens regie, at adgangen til

skolepasningsordningen ikke er afhængig af forældrenes økonomiske forhold,

men er åben for alle børn på den enkelte skole (eller dog for alle børn på

bestemte klassetrin) på lige vilkår. ............«

Den daværende socialminister udtalte endvidere i 1979 som svar på et

spørgsmål fra et folketingsmedlem (spm. nr. 973, Folketingets Forhandlinger

1979-80, 2. samling, spalte 11825 om, hvorvidt ministeren agtede at gribe ind

over for »den stribe af ulovlige skolepasningsordninger, der er

etableret rundt om i kommunerne i strid med bistandsloven« bl.a.

følgende:

»Som det formentlig er spørgeren bekendt, har der i forbindelse med

en række forslag til ændringer af folkeskoleloven bl.a. været stillet forslag

om, at der efter folkeskoleloven skulle kunne etableres pasningsordninger på

skoler. Dette led i lovforslaget er under folketingets behandling udgået.

Dette betyder ikke, at der ikke kan oprettes pasningsordninger på skoler,

idet sådanne ordninger, i lighed med hvad der hidtil har været gældende, kan

oprettes efter bistandslovens regler. Socialministeriet er bekendt med, at

der i en række kommuner er etableret pasningsordninger, der ikke formelt er

etableret efter bistandsloven. Vi har derfor taget kontakt med

undervisningsministeriet og indenrigsministeriet med henblik på at få de

eksisterende ordningers tilhørsforhold afklaret.«

På et spørgsmål med tilsvarende indhold udtalte den daværende

socialminister i 1979 desuden følgende (spm. nr. 151, Folketingets

Forhandlinger 1979-80, 2. samling, spalte 2159):

»Ordningen med pasning af børn på skolerne findes på skolerne i en

række kommuner landet over. En del af disse ordninger er etableret og drives

efter bistandslovens regler om institutioner under kommunerne, mens andre er

blevet oprettet i forventning om, at sådanne ordninger kan etableres og

drives efter folkeskolelovens regler. ..............

Spørgsmålet om disse pasningsordningers tilhørsforhold er ...taget op til

fornyede overvejelser mellem undervisningsministeren og mig, og inden disse

overvejelser har fundet deres afslutning, finder jeg ikke at det vil være

rimeligt at rette henvendelse til de kommuner, der har

skolepasningsordninger, der ikke er oprettet og drives efter reglerne i

bistandsloven...«

Som et svar på et spørgsmål fra et folketingsmedlem (spørgsmål nr. 745) om

mere flexible ordninger for legestuer udtalte den daværende socialminister i

1982 bl.a. følgende, jf. Folketingets Forhandlinger 1981-82, 2. samling,

spalte 8913:

»Daginstitutioner omfatter traditionelt vuggestuer, børnehaver og

fritidshjem, men også andre og nyere former for daginstitutioner falder ind

under bestemmelsen i § 69, således også f.eks. legestuer og legesteder samt

skolepasningsordninger.

Da bistandslovens regler om dagforanstaltninger er udtømmende, indebærer

dette, at en kommune ikke af egne midler kan yde tilskud til en

dagforanstaltning i kraft af den såkaldte kommunalfuldmagt.«

Socialministeriet har i brev af 2. august 1985 til samtlige kommuner og

amtskommuner bl.a. udtalt følgende om kommuners mulighed for uden hjemmel i

bistandsloven at yde tilskud til legestuer og legesteder:

»Socialministeriet har godkendt en række forsøg efter bistandslovens

§ 138 b om dagforanstaltninger for børn og unge i tilfælde, hvor der ikke er

tale om egentligt pasningsbehov (typisk kaldet legestuer og legesteder).

På baggrund af erfaringerne fra disse forsøg har socialministeriet

overvejet, om der er grundlag for at fastholde krav om dispentation efter §

138 b som forudsætning for ydelse af kommunalt tilskud til disse dagtilbud.

Sammenslutningen af sociale udvalg har ... over for socialministeriet

tilkendegivet, at mange kommuner finder det utilfredsstillende, at den eneste

mulighed for at yde tilskud til legestuer er at søge disse godkendt som

forsøg efter bistandslovens § 138 b.

Sammenslutningen af sociale udvalg har i denne forbindelse peget på, at

der er tale om hævdvundne kommunale muligheder for kommunerne til at kunne

yde tilskud til sådanne aktiviteter. ...........................

Socialministeriet har i sine overvejelser taget udgangspunkt i den

praksis, der havde udviklet sig med hensyn til dagforanstaltninger, der ikke

kunne betragtes som »egentlige institutioner for forebyggende

børnedorsorg« inden bistandslovens ikrafttræden på det da gældende

lovgrundlag, og de forudsætninger, der ligger til grund for

dagforanstaltningsområdets indpasning i bistandsloven. Socialministeriet

finder på den baggrund, at der vil være en adgang for kommunerne til at yde

tilskud - uden adgang til statsrefusion - til sådanne tilbud i form af

legestuer, legesteder og lignende til børn, der ikke er omfattet af

formålsbeskrivelsen for dagforanstaltninger for børn og unge.'

Indholdet af de dagforanstaltninger for børn, som er omfattet af

bistandslovens regler, er ikke præcist beskrevet i bistandslovens såkaldte

formålsbeskrivelse for dagforanstaltninger, jf. § 69, stk. 2.

Det fremgår ikke direkte af bistandsloven eller bemærkningerne til loven,

at lovens regler om børnepasning er udtømmende. Der synes endvidere, som det

fremgår af de ovenfor citerede svar på spørgsmål fra Folketinget, forud for

vedtagelse af folkeskolelovens regler om skolepasningsordninger at have været

en vis usikkerhed om dette spørgsmål.

De hensyn, som må antages at ligge bag bistandslovens regler om offentligt

iværksat eller støttet pasning af børn mod betaling, - d.v.s. at sikre, at

der stilles pasningsmuligheder til rådighed for børn, at der fra kommunal

side føres særligt tilsyn med pasningen, og at der kun afkræves forældrene en

bestemt andel af udgifterne til pasningsordningerne - taler dog efter

ministeriets opfattelse mod, at der skulle bestå en adgang for kommunerne til

på ulovhjemlet grundlag at yde tilskud til private pasningsordninger.

Det må ligeledes antages, at en forudsætning om, at bistandslovens regler

om offentlig støtte til børnepasning var udtømmende, har ligget til grund for

Folketingets vedtagelse af bestemmelserne i bistandslovens § 138 b og § 70,

idet disse bestemmelser kun ses at have selvstændigt indhold, såfremt der

ikke allerede forud for vedtagelsen af bestemmelserne bestod en adgang for

kommunerne til at etablere og yde kommunale tilskud til alternative

pasningsordninger for børn efter de uskrevne regler om kommunernes

opgavevaretagelse.

Endelig synes den detaljerede beskrivelse i bistandsloven af de

muligheder, som kommunerne har for at opfylde forpligtelsen i loven til at

tilvejebringe dagforanstaltninger for børn, at forudsætte, at kommunerne ikke

kan løse de anførte opgaver ved tilskud til mindre udgiftskrævende

foranstaltninger.

Indenrigsministeriet er på den anførte baggrund mest tilbøjelig til at

være enig med Socialministeriet i, at bistandsloven udtømmende regulerer

kommunernes muligheder for at yde tilskud til børnepasningsordninger som de

af sagen omhandlede, således at der ikke ved siden af reglerne i

bistandsloven består en adgang for Hirtshals Kommune til med hjemmel i

kommunalfuldmagtsreglerne at yde tilskud til den nævnte børnepasning.

Spørgsmålet er dog ikke uivivlsomt, jf. herved også Mogens Heide

Jørgensen, Den kommunale interesse, 1993, s. 247-253 og 452-454.

Det tilføjes, at såfremt der ikke i de omhandlede forældreforeninger var

tale om børnepasning, der er omfattet af bistandslovens formålsbeskrivelse

for dagforanstaltninger, jf. ovenfor, ville Hirtshals Kommune efter

Indenrigsministeriets opfattelse kunne yde tilskud til foreningernes

aktiviteter, jf. herved tillige Socialministeriets udtalelse af 2. august

1985. Det vil dog være en forudsætning for lovligheden af tilskud, at der

foreligger saglige kriterier for optagelse af medlemmer, at kontingentets

størrelse ikke er betinget af medlemmernes økonomiske forhold, og at kommunen

fører tilsyn med, at bevilget støtte anvendes i overensstemmelse med

formålet.

Under hensyn til, at der hersker tvivl såvel med hensyn til spørgsmålet om

bistandslovens betydning for lovligheden af kommunens tilskud til

børnepasningsordninger, der ikke er omfattet af loven, som med hensyn til den

nærmere afgrænsning af, hvilke aktiviteter der i givet fald ikke kan støttes,

har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at udtale, at tilsynsrådets

beslutning om ikke at gribe ind over for Hirthals Kommune i den foreliggende

sag var ulovlig.

Kopi af sagens akter i Indenrigsministeriet vedlægges. Tilsynsrådets akter

i sagen er for størstedelens vedkommende gået tabt ved oversendelsen til

Indenrigsministeriet, men var ifølge oplysninger fra tilsynsrådet næsten

identiske med det materiale, som er fremsendt fra BUPL til ombudsmanden.

Med venlig hilsen

Grethe Løgstrup

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter