Om en kommunes mulighed for at yde tilskud til børnepasning
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Om en kommunes mulighed for at yde tilskud til
børnepasning
Folketingets Ombudsmand
Gammel Torv 22
1457 København K
Ved brev af 18. juni med bilag, j.nr. 1993-1323-411 LG, har Folketingets
Ombudsmand anmodet Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt om en udtalelse i
anledning af en klage af 7. juni 1993 fra Børne- og Ungdomspædagogernes
Landsforbund (BUPL) over tilsynsrådets udtalelse af 11. februar 1993 angående
lovligheden af Hirtshals Kommunes tilskud til nogle forældreforeninger.
Folketingets Ombudsmand anmodede endvidere om, at tilsynsrådets udtalelse
blev sendt via Indenrigsministeriet med henblik på ministeriets eventuelle
bemærkninger til sagen samt om udlån af sagens akter.
Ved påtegning af 9. juli 1993 på brevet fra Folketingets Ombudsmand har
Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt fremsendt sagen til Indenrigsministeriet
med bemærkning om, at tilsynsrådet kan henholde sig til sin udtalelse af 11.
februar 1993.
Det fremgår af det fremsendte materiale, at BUPL til tilsynsrådet har
klaget over, at Hirtshals Kommune har ydet tilskud, bl.a. i form af
vederlagsfrit udlån af skolelokaler, til 6 forældreforeninger i Hirtshals
Kommune.
Af vedtægterne for de 6 forældreforeninger fremgår bl.a., at
»formålet med foreningerne er at tilbyde medlemmernes børn mulighed for
leg og beskæftigelse udenfor skoletiden i de (af skolen) anviste
lokaler«. Hertil er i vedtægterne for nogle af foreningerne tilføjet, at
forældreforeningerne også tilbyder skolepasningsordning for børn i
børnehaveklasse, 1., 2. og 3. klasse.
Om forældreforeningernes virke er i bilag til Hirtshals Kommunes brev af
19. marts 1992 til Tilsynsrådet for Nordjyllands Amt (bilag 16 til BUPL's
brev af 7. juni 1993) bl.a. anført følgende:
Læs alt
»Forældreforeningerne er organiseret som normale foreninger, hvor
forældre med børn har det fulde ansvar for driften af foreningen ..........
Det kan endvidere oplyses, at der ikke er indgået en aftale mellem
forældreforeningerne og de enkelte skoler, hvor foreningerne har lånt
lokaler, men at der naturligvis sker et vist samarbejde mellem
forældreforeningerne og skolen om praktiske forhold......
Forældreforeningerne anvender pædagoger samt anden ikke-uddannet medhjælp.
Forældrene deltager i driften, idet de bistår med aktiviteter ved særlige
lejligheder samt med vedligeholdelse og udbygning af legeplads m.m........
Nogle af foreningerne driver kun foreningsvirksomhed efter børnenes
skoletid. Andre foreninger har også aktiviteter før skoletid.«
Hirtshals Kommune har oprindeligt antaget, at tilskud til
forældreforeningerne kunne ydes med hjemmel i den tidligere gældende lov om
fritidsundervisning m.v. Senere har kommunen anført, at tilskud til
forældreforeningerne er ydet med hjemmel i de uskrevne retsregler om
kommunernes opgavevaretagelse, de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.
Socialministeriet har i brev af 21. marts 1991 afgivet en udtalelse i
sagen over for tilsynsrådet for Nordjyllands Amt.
I tilsynsrådets udtalelse af 11. februar 1993 er bl.a. anført følgende:
»Kommunalfuldmagten omfatter de opgaver/anliggender, der kan eller
skal varetages af kommunen. Hjemlen for at varetage disse opgaver findes
enten i udtrykkelig lovbestemmelse eller i almindeligt anerkendte
retsgrundsætninger.
Det antages således, at kommunerne uden for det lovbestemte område lovligt
kan yde tilskud til aktiviteter, hvis formål er at virke for børn og unges
almene, folkelige, kulturelle og demokratiske oplysning, fx. idrætsudøvelse,
spejdervirksomhed og lignende aktiviteter.
Det fremgår som nævnt af Socialministeriets udtalelse, at bistandslovens
regler udtømmende regulerer kommunens mulighed for at yde tilskud til pasning
af børn, medmindre der er tale om tilskud, der ydes med hjemmel i anden
lovgivning, f.eks. folkeskoleloven og lov om
fritidsundervisning/folkeoplysningsloven.
Det må således antages, at kommunalt tilskud til virksomhed, der
udelukkende har børnepasning til formål, ikke kan ydes uden hjemmel i de
nævnte love.
Hirtshals kommunes støtte til forældreforeningerne er efter det oplyste
ikke ydet med hjemmel i de nævnte love, men i henhold til de ulovbestemte
kommunalfuldmagtsregler. De pågældende foreningers formål er som nævnt at
tilbyde medlemmernes børn mulighed for leg og beskæftigelse uden for
skoletiden.
Da grænserne mellem børnepasning og de aktiviteter for børn og unge, som
kommunerne lovligt kan støtte efter kommunalfuldmagtsreglerne er flydende,
finder tilsynsrådet ikke at kunne fastslå, at Hirtshals kommune har handlet
ulovligt ved vederlagsfrit at stille lokaler, lys og varme til rådighed for
forældreforeningerne.«
BUPL har i brevet af 7. juni 1993 bl.a. anført følgende til tilsynsrådets
udtalelse:
»...Hovedproblemet i sagen er, hvorvidt kommunalfuldmagten giver
hjemmel for børnepasning med offentligt tilskud. .....
Socialministeriets udtalelse til Tilsynsrådet (bilag 11) fastslår, at de i
skrivelsen anførte lovbestemmelser udtømmende regulerer muligheden for at yde
offentlige tilskud til pasning af børn.
Denne udtalelse fra Socialministeriet gengives i afgørelsen fra
Tilsynsrådet i nærværende sag (Tilsynsrådets udtalelse, bilag 21).
Tilsynsrådet fortolker imidlertid udtalelsen og retspraksis således, at:
»det må ... antages, at kommunaltilskud til virksomhed, der udelukkende
har børnepasning til formål, ikke kan ydes uden hjemmel i de nævnte
love.« (vor understregning).
Ved denne konstruktion, som der ikke er dækning for i retspraksis, når
tilsynsrådet frem til følgende konklusion: »Da grænserne mellem
børnepasning og de aktiviteter for børn og unge som kommunerne lovligt kan
støtte efter kommunalfuldmagtens reglerne er flydende, finder tilsynsrådet
ikke at kunne fastslå, at Hirtshals kommune har handlet ulovligt ved
vederlagsfrit at stille lokaler, lys og varme til rådighed for
forældreforeningerne«, hvilket indebærer at Tilsynsrådet opfatter
kommunalfuldmagten som hjemmel for kommunalt tilskud, der blandt andet er
gået til pasning af børn.
Ud fra retspraksis i lignende sager, og ud fra Socialministeriets
udtalelse, må BUPL mene, at ovennævnte afgørelse fra Tilsynsrådet for
Nordjyllands amt ikke er korrekt, og at Hirtshals kommune har handlet
ulovligt ved ydelse af tilskud til forældreforeningerne uden lovhjemmel.
Det bemærkes, at forældreforeningerne i Hirtshals ikke længere driver
børnepasningsordninger. Disse drives nu som puljeordninger med lovhjemmel i
bistandslovens § 70. Men sagen er naturligvis alligevel af principiel
interesse for Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund.'
Indenrigsministeriet har i sagens anledning den 24. september 1993 anmodet
Socialministeriet om en udtalelse. Socialministeriet har ved breve af 1. og
22. november 1993 afgivet udtalelser i sagen. Af Socialministeriets udtalelse
af 22. november 1993 fremgår bl.a. følgende:
»Bistandslovens bestemmelser (§§ 63, 64, 69, og 70 -
Indenrigsministeriets tilføjelse) regulerer sammen med forsøgsreglerne i
bistandslovens § 138 b udtømmende muligheden for at yde tilskud til dagtilbud
for børn og unge, og hermed omfattes som ovenfor anført tilbud, der ikke
alene udgør et pasningstilbud, men også et socialt og pædagogisk tilbud for
børn.
Offentlige midler vil dog kunne anvendes i henhold til særlig hjemmel i
anden lovgivning f.eks. folkeskolelovens § 3, stk. 4 om
skolefritidsordninger, hvorefter skolen kan tilbyde børnene leg og
beskæftigelse udenfor skoletiden.
En kommune kan herudover efter kommunalfuldmagten yde tilskud til
legestuer og legesteder. Legestuer er et tilbud til børn uden et egentligt
pasningsbehov, men alene med behov for samvær med andre børn. Legestuerne er
typisk karakteriseret ved at have kort åbningstid, lav bemanding, idet det
forudsættes at forældrene er tilstede, og legestuerne tilbydes førskolebørn.
Legestuerne indgår ikke i den kommunale forpligtelse jf. bistandslovens § 69,
stk. 1 og er ikke omfattet af formålsbeskrivelsen i bistandslovens § 69, stk.
2.
Det fremgår af sagen, at forældreforeningerne ifølge vedtægterne har som
formål at tilbyde medlemmernes børn mulighed for leg og beskæftigelse udenfor
skoletiden, herunder en skolepasningsordning for børn i børnehaveklasse, 1.,
2. og 3. klasse.
På denne baggrund kan Socialministeriet vejledende udtale, at
forældreforeningernes virksomhed svarer til den virksomhed, der i øvrigt
foregår i skolefritidsordninger efter folkeskoleloven og fritidsordninger
efter bistandsloven.«
Undervisningsministeriet har i sagens anledning over for
Indenrigsministeriet telefonisk oplyst, at der ikke i den lovgivning, som
hører under Undervisningsministeriet, er hjemmel til eller noget til hinder
for, at en kommune yder tilskud f.eks. i form af vederlagsfrit udlån af
lokaler til forældreforeninger, som de i sagen omhandlede.
Indenrigsministeriet skal herefter udtale følgende:
Det tilsyn, som tilsynsrådene udøver over for kommunerne, er et retligt
tilsyn. Det betyder, at tilsynet kun omfatter spørgsmål om, hvorvidt der er
sket en tilsidesættelse af lovgivningen, herunder offentligretlige
retsgrundsætninger, jf. § 61 i lov om kommunernes styrelse (jf.
lovbekendtgørelse nr. 526 af 22. juni 1993). Tilsynsrådene kan således ikke
tage stilling til spørgsmål om hensigtsmæssigheden af kommunernes
sagsbehandling eller vedrørende skønsudøvelsen, så længe skønnet udøves inden
for de rammer, der følger af lovgivningen.
Indenrigsministeriet er ikke almindelig klageinstans i forhold til
tilsynsrådene. Ministeriet tager dog sager op til vurdering, såfremt
ministeriet har grund til at antage, at den retsopfattelse, som et tilsynsråd
har givet udtryk for, er urigtig eller hvilende på et urigtigt faktisk
grundlag, jf. § 61 a i lov om kommunernes styrelse.
Det er i den foreliggende sag oplyst, at Hirtshals Kommunes tilskud til
pasningsordningerne i de omhandlede forældreforeninger nu ydes med hjemmel i
bistandslovens § 70.
Indenrigsministeriet har lagt til grund, at Hirtshals Kommunes tidligere
tilskud til forældreforeningerne ikke blev ydet med hjemmel i lov om
fritidsundervisning m.v., bistandsloven eller folkeskoleloven.
Bistandslovens §§ 63, 64, 69, 70 og 71, jf. lovbekendtgørelse nr. 829 af
1. oktober 1992 med senere ændringer, har følgende ordlyd:
»§ 63. Ingen må modtage mere end 2 børn under 14 år i privat dagpleje
mod betaling uden at have tilladelse dertil fra kommunalbestyrelsen. Der kan
ikke gives tilladelse til at have mere end 5 børn i privat dagpleje, jf dog §
64, stk. 1, 2. pkt.
Stk. 2. Dagplejehjem og lignende, der modtager flere end 5 børn under 14
år mod betaling, og som drives af private uden offentlige midler, må kun
oprettes og drives med tilladelse fra kommunalbestyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med forholdene i hjemmene.«
»§ 64. Kommunalbestyrelsen kan formidle anbringelse af børn i
dagpleje i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud
er godkendt af kommunalbestyrelsen til dette formål. Varetages dagplejen af
flere personer, kan kommunalbestyrelsen bestemme, at der i dagplejen kan
modtages op til 10 børn..... ....
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med dagplejens udøvelse.
Stk. 5. Børnenes forældre betaler for dagplejen efter samme regler som ved
anbringelse i daginstitutioner.«
»§ 69. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at der er det nødvendige
antal pladser på daginstitutioner for børn og unge, herunder
socialpædagogiske fritidsforanstaltninger, jf dog § 95a.
Stk. 2. Tilbud om ophold i daginstitution er sammen med dagpleje efter §
64 og pasningsordninger efter § 70 et led i kommunens samlede generelle og
forebyggende tilbud til børn, og ordningerne skal i samarbejde med forældrene
og børnene skabe rammer, der fremmer børns udvikling, trivsel og
selvstændighed.
Stk. 3. Daginstitutioner for børn og unge kan oprettes og drives af en
eller flere kommuner eller som private institutioner, med hvilke
kommunalbestyrelsen indgår overenskomst. Private instituioner skal være
selvejende, hvis der er plads til mindst 6 børn.«
»§ 70. Kommunalbestyrelsen kan til private pasningsordninger for børn
yde et tilskud pr. barn.
Stk. 2. Pasningsordninger efter stk. 1 er ikke omfattet af § 73, stk. 1,
stk. 3 og 4, dog kan forældrebetalingen ikke overstige 32 pct af udgifterne
til tilsvarende kommunale pasningstilbud. .........«
»§ 71. Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med den daglige drift af
daginstitutioner i kommunen..............«
Bistandsloven blev oprindeligt gennemført ved lov nr. 333 af 19. juni
1974. Af bemærkningerne til lovens § 69, jf. Folketingstidende, 1973-74, 2.
samling, Tillæg A, spalte 710, fremgår bl.a. følgende:
» I den foreslåede affattelse af § 69, stk. 1, fastslås det, at det
er kommunalbestyrelsens ansvar at sørge for, at der findes det nødvendige
antal pladser. Man har herved forladt opdelingen i børneforsorgslovens §§ 65
ff. (vuggestuer, børnehaver, fritidshjem, legesteder m.v.).........
Efter de gældende regler i børneforsorgslovens § 66 kan institutionerne
drives som selvejende institutioner, af kommuner, af anerkendte foreninger
for børne- og ungdomsforsorg og af private personer. I overensstemmelse med
grundprincipperne i socialreformkommissionens 2. betænkning og for ikke at
forflygtige kommunalbestyrelsens ansvar foreslås det i bestemmelsens stk. 2
(den nugældende § 69, stk. 3 - Indenrigsministeriets tilføjelse) at fastslå,
at kommunerne selv skal oprette og drive institutionerne eller indgå
overenskomst med private institutioner om optagelse. .....
Ud over kravet om overenskomst, der efter en overgangsperiode på 2
år....gælder for alle private institutioner uanset oprettelsestidspunkt og
uanset, om de er selvejende eller ejes af enkeltpersoner eller foreninger,
foreslås det, at private institutioner, der oprettes efter lovens
ikrafttræden ..., skal være selvejende, hvis der er plads til mindst 6
børn........«
Bistandslovens § 69 er senere ændret ved lov nr. 258 af 8. juni 1978 og
ved lov nr. 277 af 2. maj 1990. Ved den seneste ændring, hvorved gennemførtes
øget fleksibilitet med hensyn til dagpasningsordninger for børn, blev den
gældende bestemmelse i § 69, stk. 2 og bestemmelsen i § 70 indsat. Af de
almindelige bemærkninger til loven, jf. Folketingstidende 1989-90, Tillæg A,
spalte 1623 ff, fremgår bl.a. følgende:
»Efter bistandsloven kan kommunerne tilbyde pasning af børn og unge i
daginstitutioner eller i den kommunale dagpleje.
Institutionerne kan være kommunale eller selvejende institutioner, som
kommunen har indgået overenskomst med. De selvejende institutioner er
omfattet af bistandslovens almindelige regler om f.eks. forældrebetaling,
central pladsanvisning m.v........ .............
Gennem de selvejende institutioner er der således mulighed for, at privat
foretagsomhed kan medvirke til at fremskaffe pasningstilbud, men det må
samtidig konstateres, at de gældende regler kan stille sig i vejen for, at
private på andre måder kan deltage i løsningen af ventelisteproblemet.
For at skabe yderligere fleksibilitet og for at give forældre og andre
bedre betingelser for på egne præmisser at løse børns dagpasningsbehov
foreslås derfor indført adgang til, at kommunerne kan yde et økonomisk
tilskud til pasningsordninger. ...................
Initiativtagerne må på baggrund af de modtagne kommunale tilskud og evt.
andre indtægter fastsætte forældrebetalingen således, at der er dækning for
udgifterne til pasningsordningen, dog må forældrebetalingen ikke overstige 35
% af udgifterne i tilsvarende kommunale pasningstilbud. ................
Kernen i disse nye muligheder er således, at de bestående
pasningsordninger skal kunne suppleres med private ordninger, hvor der -
bortset fra et kommunalt tilskud - i udstrakt grad er et selvstændigt ansvar
for ordningens drift m.v. ...............
Bistandsloven sætter kun få grænser for kommunernes handlefrihed på
dagforanstaltningsområdet.
De få bindende regler er følgende:
a. Institutionerne skal enten være kommunale eller selvejende
institutioner, med hvem kommunen indgår overenskomst. Dette fremgår af lovens
§ 69, stk. 2. Denne bestemmelse blødgøres nu med forslaget om mulighed for
»puljeordninger«,..
b. Kommunalbestyrelsen skal føre tilsyn med institutionerne. Dette fremgår
af lovens § 71, som også omfatter »puljeordninger« etableret efter
den nye affattelse af § 70.
c. Der skal være en central pladsanvisning, jf. § 72. Denne bestemmelse
lempes for så vidt angår »puljeordningerne«.
d. Der er fastsat en øverstegrænse for forældrebetalingen, og der skal
ydes fripladser efter regler fastsat af socialministeren. Dette fremgår af
lovens § 73. For »puljeordninger« gælder særlige regler.'
§ 70 er senere ændret på enkelte punkter ved lov nr. 794 af 30. november
1990 og ved lov nr. 402 og nr. 403 af 6. juni 1991.
Bistandslovens § 73 har følgende ordlyd:
»Børnenes forældre betaler for opholdet med et beløb, der svarer til
30 pct. af udgifterne ved ophold i institutionen, bortset fra
ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, .....
Stk. 2. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter
stk. 1 .....«
Med hjemmel i § 73, stk. 2 har socialministeren i bekendtgørelse nr. 800
af 30. september 1993 om betaling for ophold i dagtilbud for børn og unge
fastsat nærmere regler om betaling. Bekendtgørelsen trådte i kraft 1. januar
1994.
Bistandslovens § 138 b har følgende ordlyd:
»Socialministeren kan efter indstilling fra kommunalbestyrelsen eller
amtsrådet tillade, at der for en forsøgsperiode oprettes andre
socialpædagogiske tilbud for børn og andre institutionsformer for børn og
voksne end dem, der er omtalt i afsnit VI og VII. På tilsvarende måde kan der
gives tilladelse til andre forsøgsordninger, der sigter mod at nedbringe
ventelister til dagtilbud for børn...........«
§ 138 b blev indsat i bistandsloven ved lov nr. 620 af 8. december 1982.
Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1982-83, tillæg A,
spalte 754, fremgår bl.a. følgende:
»Det er hensigten med forslaget at understøtte mulighederne for det
lokale initiativ på området, således at der som alternativ til de
eksisterende pasnings- og institutionsformer etableres mere smidige og
utraditionelle former - der kan gå på tværs af de hidtidige pasnings- og
institutionsordninger - og dermed et mere bredspektret udbud til forældre og
brugere.«
Bistandslovens § 138 b er senere ændret på enkelte punkter ved lov nr. 270
af 3. maj 1989, ved lov nr. 853 af 29. december 1989, og ved lov nr. 192 af
23. marts 1992.
Spørgsmålet om, hvorvidt bistandsloven udtømmende regulerer kommunernes
adgang til at yde tilskud til børnepasningsordninger m.v., har flere gange
været bragt op i Folketinget.
Den daværende socialminister udtalte således i 1979 som svar på et
spørgsmål fra et folketingsmedlem (spm. nr. 1215, Folketingets Forhandlinger
1978-79, spalte 12855 om forældrebetaling i skoletilsynsordninger bl.a.
følgende:
»Børnepasningsordninger på skoler kan på nuværende tidspunkt alene
oprettes med hjemmel i bistandslovens regler om daginstitutioner.....
Dette indebærer, at der i henhold til bistandsloven ikke kan etableres
skolepasningsordninger, hvor forældrene betaler mere end 25 pct. - for børn i
børnehaveklasse 35 pct. - af driftsudgifterne.«
I forbindelse med Folketingets behandling i 1979 af et forslag til lov om
ændring af lov om folkeskolen (Om børnehaveklasser, skolepasningsordninger
m.v.) besvarede den daværende undervisningsminister den 8. maj 1979 spørgsmål
59 (L 161 - bil. 17) fra folketingets uddannelsesudvalg på følgende måde:
» Spørgsmål 59...
»Er der i dag hjemmel i kommunalfuldmagten til at drive
skolepasningsordninger med forældrebetaling, hvis disse ikke har hjemmel i
bistandslovens § 69?»
Svar:
I anledning af spørgsmålet har indenrigsministeriet oplyst følgende, som
man kan henholde sig til:
Kommunalretlige principper om kommunalfuldmagten vil ikke i dag være til
hinder for, at en kommune etablerer skolepasningsordninger med
forældrebetaling, der ikke har hjemmel i bistandslovens § 69. Det er dog en
forudsætning herfor, at bistandsloven fortolkes således, at den ikke
udelukker sådanne ordninger.
Det bemærkes endvidere, at det må være en forudsætning for etablering af
skolepasningsordninger uden for bistandslovens regie, at adgangen til
skolepasningsordningen ikke er afhængig af forældrenes økonomiske forhold,
men er åben for alle børn på den enkelte skole (eller dog for alle børn på
bestemte klassetrin) på lige vilkår. ............«
Den daværende socialminister udtalte endvidere i 1979 som svar på et
spørgsmål fra et folketingsmedlem (spm. nr. 973, Folketingets Forhandlinger
1979-80, 2. samling, spalte 11825 om, hvorvidt ministeren agtede at gribe ind
over for »den stribe af ulovlige skolepasningsordninger, der er
etableret rundt om i kommunerne i strid med bistandsloven« bl.a.
følgende:
»Som det formentlig er spørgeren bekendt, har der i forbindelse med
en række forslag til ændringer af folkeskoleloven bl.a. været stillet forslag
om, at der efter folkeskoleloven skulle kunne etableres pasningsordninger på
skoler. Dette led i lovforslaget er under folketingets behandling udgået.
Dette betyder ikke, at der ikke kan oprettes pasningsordninger på skoler,
idet sådanne ordninger, i lighed med hvad der hidtil har været gældende, kan
oprettes efter bistandslovens regler. Socialministeriet er bekendt med, at
der i en række kommuner er etableret pasningsordninger, der ikke formelt er
etableret efter bistandsloven. Vi har derfor taget kontakt med
undervisningsministeriet og indenrigsministeriet med henblik på at få de
eksisterende ordningers tilhørsforhold afklaret.«
På et spørgsmål med tilsvarende indhold udtalte den daværende
socialminister i 1979 desuden følgende (spm. nr. 151, Folketingets
Forhandlinger 1979-80, 2. samling, spalte 2159):
»Ordningen med pasning af børn på skolerne findes på skolerne i en
række kommuner landet over. En del af disse ordninger er etableret og drives
efter bistandslovens regler om institutioner under kommunerne, mens andre er
blevet oprettet i forventning om, at sådanne ordninger kan etableres og
drives efter folkeskolelovens regler. ..............
Spørgsmålet om disse pasningsordningers tilhørsforhold er ...taget op til
fornyede overvejelser mellem undervisningsministeren og mig, og inden disse
overvejelser har fundet deres afslutning, finder jeg ikke at det vil være
rimeligt at rette henvendelse til de kommuner, der har
skolepasningsordninger, der ikke er oprettet og drives efter reglerne i
bistandsloven...«
Som et svar på et spørgsmål fra et folketingsmedlem (spørgsmål nr. 745) om
mere flexible ordninger for legestuer udtalte den daværende socialminister i
1982 bl.a. følgende, jf. Folketingets Forhandlinger 1981-82, 2. samling,
spalte 8913:
»Daginstitutioner omfatter traditionelt vuggestuer, børnehaver og
fritidshjem, men også andre og nyere former for daginstitutioner falder ind
under bestemmelsen i § 69, således også f.eks. legestuer og legesteder samt
skolepasningsordninger.
Da bistandslovens regler om dagforanstaltninger er udtømmende, indebærer
dette, at en kommune ikke af egne midler kan yde tilskud til en
dagforanstaltning i kraft af den såkaldte kommunalfuldmagt.«
Socialministeriet har i brev af 2. august 1985 til samtlige kommuner og
amtskommuner bl.a. udtalt følgende om kommuners mulighed for uden hjemmel i
bistandsloven at yde tilskud til legestuer og legesteder:
»Socialministeriet har godkendt en række forsøg efter bistandslovens
§ 138 b om dagforanstaltninger for børn og unge i tilfælde, hvor der ikke er
tale om egentligt pasningsbehov (typisk kaldet legestuer og legesteder).
På baggrund af erfaringerne fra disse forsøg har socialministeriet
overvejet, om der er grundlag for at fastholde krav om dispentation efter §
138 b som forudsætning for ydelse af kommunalt tilskud til disse dagtilbud.
Sammenslutningen af sociale udvalg har ... over for socialministeriet
tilkendegivet, at mange kommuner finder det utilfredsstillende, at den eneste
mulighed for at yde tilskud til legestuer er at søge disse godkendt som
forsøg efter bistandslovens § 138 b.
Sammenslutningen af sociale udvalg har i denne forbindelse peget på, at
der er tale om hævdvundne kommunale muligheder for kommunerne til at kunne
yde tilskud til sådanne aktiviteter. ...........................
Socialministeriet har i sine overvejelser taget udgangspunkt i den
praksis, der havde udviklet sig med hensyn til dagforanstaltninger, der ikke
kunne betragtes som »egentlige institutioner for forebyggende
børnedorsorg« inden bistandslovens ikrafttræden på det da gældende
lovgrundlag, og de forudsætninger, der ligger til grund for
dagforanstaltningsområdets indpasning i bistandsloven. Socialministeriet
finder på den baggrund, at der vil være en adgang for kommunerne til at yde
tilskud - uden adgang til statsrefusion - til sådanne tilbud i form af
legestuer, legesteder og lignende til børn, der ikke er omfattet af
formålsbeskrivelsen for dagforanstaltninger for børn og unge.'
Indholdet af de dagforanstaltninger for børn, som er omfattet af
bistandslovens regler, er ikke præcist beskrevet i bistandslovens såkaldte
formålsbeskrivelse for dagforanstaltninger, jf. § 69, stk. 2.
Det fremgår ikke direkte af bistandsloven eller bemærkningerne til loven,
at lovens regler om børnepasning er udtømmende. Der synes endvidere, som det
fremgår af de ovenfor citerede svar på spørgsmål fra Folketinget, forud for
vedtagelse af folkeskolelovens regler om skolepasningsordninger at have været
en vis usikkerhed om dette spørgsmål.
De hensyn, som må antages at ligge bag bistandslovens regler om offentligt
iværksat eller støttet pasning af børn mod betaling, - d.v.s. at sikre, at
der stilles pasningsmuligheder til rådighed for børn, at der fra kommunal
side føres særligt tilsyn med pasningen, og at der kun afkræves forældrene en
bestemt andel af udgifterne til pasningsordningerne - taler dog efter
ministeriets opfattelse mod, at der skulle bestå en adgang for kommunerne til
på ulovhjemlet grundlag at yde tilskud til private pasningsordninger.
Det må ligeledes antages, at en forudsætning om, at bistandslovens regler
om offentlig støtte til børnepasning var udtømmende, har ligget til grund for
Folketingets vedtagelse af bestemmelserne i bistandslovens § 138 b og § 70,
idet disse bestemmelser kun ses at have selvstændigt indhold, såfremt der
ikke allerede forud for vedtagelsen af bestemmelserne bestod en adgang for
kommunerne til at etablere og yde kommunale tilskud til alternative
pasningsordninger for børn efter de uskrevne regler om kommunernes
opgavevaretagelse.
Endelig synes den detaljerede beskrivelse i bistandsloven af de
muligheder, som kommunerne har for at opfylde forpligtelsen i loven til at
tilvejebringe dagforanstaltninger for børn, at forudsætte, at kommunerne ikke
kan løse de anførte opgaver ved tilskud til mindre udgiftskrævende
foranstaltninger.
Indenrigsministeriet er på den anførte baggrund mest tilbøjelig til at
være enig med Socialministeriet i, at bistandsloven udtømmende regulerer
kommunernes muligheder for at yde tilskud til børnepasningsordninger som de
af sagen omhandlede, således at der ikke ved siden af reglerne i
bistandsloven består en adgang for Hirtshals Kommune til med hjemmel i
kommunalfuldmagtsreglerne at yde tilskud til den nævnte børnepasning.
Spørgsmålet er dog ikke uivivlsomt, jf. herved også Mogens Heide
Jørgensen, Den kommunale interesse, 1993, s. 247-253 og 452-454.
Det tilføjes, at såfremt der ikke i de omhandlede forældreforeninger var
tale om børnepasning, der er omfattet af bistandslovens formålsbeskrivelse
for dagforanstaltninger, jf. ovenfor, ville Hirtshals Kommune efter
Indenrigsministeriets opfattelse kunne yde tilskud til foreningernes
aktiviteter, jf. herved tillige Socialministeriets udtalelse af 2. august
1985. Det vil dog være en forudsætning for lovligheden af tilskud, at der
foreligger saglige kriterier for optagelse af medlemmer, at kontingentets
størrelse ikke er betinget af medlemmernes økonomiske forhold, og at kommunen
fører tilsyn med, at bevilget støtte anvendes i overensstemmelse med
formålet.
Under hensyn til, at der hersker tvivl såvel med hensyn til spørgsmålet om
bistandslovens betydning for lovligheden af kommunens tilskud til
børnepasningsordninger, der ikke er omfattet af loven, som med hensyn til den
nærmere afgrænsning af, hvilke aktiviteter der i givet fald ikke kan støttes,
har Indenrigsministeriet ikke fundet grundlag for at udtale, at tilsynsrådets
beslutning om ikke at gribe ind over for Hirthals Kommune i den foreliggende
sag var ulovlig.
Kopi af sagens akter i Indenrigsministeriet vedlægges. Tilsynsrådets akter
i sagen er for størstedelens vedkommende gået tabt ved oversendelsen til
Indenrigsministeriet, men var ifølge oplysninger fra tilsynsrådet næsten
identiske med det materiale, som er fremsendt fra BUPL til ombudsmanden.
Med venlig hilsen
Grethe Løgstrup
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Om en kommunes adgang til - på ulovbestemt grundlag - at tildele visse skoleelever buskort i forbindelse med skolenedlæggelser, herunder om kommunens afgrænsning af buskortmodtagere er forenelig med de kommunalretlige grundsætninger Retsinformation · 25. september 1997
- Klager over afvisning af retshjælpsdækning. Ankenævnet for Forsikring · 25. juni 2012
- Et bindende svar om, hvorvidt afståelse af arealer enten kan ske skattefrit på ekspropriationslignende vilkår efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk.… Landsskatteretten · 16. november 2016
- Servituterstatning for transmissionsledning ikke anset for skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1 SKM-databasen · 4. december 2025
- A.A.7.7 Journalisering Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Indsigelse om uberettiget træk på konto i 1990 mv. — Danske Bank Det finansielle ankenævn · 22. august 2023