Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 159 FORSLAG TIL LOV OM ET KVALIFIKATIONSNÆVN

1988/1 LSF 159Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Undervisnings- og forskningsministeren kan nedsætte et nævn

vedrørende uddannelseskvalifikationer m.v.

§ 2. Nævnet kan fra institutioner under Undervisnings- og

Forskningsministeriet og under Kulturministeriet, fra faglige udvalg og fra

de 2 ministerier indkalde alle afgørelser, der går ud på at afslå ansøgninger

om

1) dispensation fra optagelsesbetingelser eller

2) elevers og studerendes fritagelse for dele af uddannelsen på grundlag

af tilegnede kundskaber eller færdigheder.

Stk. 2. Nævnet kan af institutioner og myndigheder m.fl. forlange alle

sådanne oplysninger forelagt, som efter rådets skøn er nødvendige til

bedømmelse af en afgørelse.

§ 3. Nævnet kan på grundlag af enkeltsager, grupper af sager eller

henvendelser komme med forslag over for undervisnings- og

forskningsministeren og kulturministeren vedrørende dispensationer inden for

optagelsesområdet og med hensyn til fritagelse for dele af en uddannelse.

§ 4. Nævnet er i det hele rådgivende for undervisnings- og

forskningsministeren og for kulturministeren med hensyn til spørgsmål om

dispensationspraksis inden for de områder, der er nævnt i § 3.

§ 5. Nævnet kan efter anmodning udtale sig om spørgsmål om opfyldelse af

uddannelseskvalifikationer som baggrund for ansættelse.

Stk. 2. Nævnet kan opkræve betaling for vurderinger i henhold til stk. 1.

§ 6. Nævnet består af en formand og 2 medlemmer, som beskikkes af

undervisnings- og forskningsministeren.

Stk. 2. Nævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

§ 7. Nævnet afgiver mindst een gang om året beretning til undervisnings-

og forskningsministeren og til kulturministeren om enkeltsager, grupper af

sager eller henvendelser, jf. § 3.

§ 8. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Bemærkninger til lovforslaget

Læs alt

A. Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

Lovforslaget er udarbejdet med udgangspunkt i Undervisnings- og

Forskningsministeriets omfattende område, men omfatter efter

Kulturministeriets ønske også de af ministeriets institutioner, der er med i

den koordinerede tilmelding.

Baggrunden for lovforslaget er ønsket om at sikre, at uddannelsessystemet

lægger vægt på begrebet kvalifikationer i videste forstand, herunder

utraditionelt erhvervede kvalifikationer (reelle kvalifikationer) eller

kvalifikationer fra andet uddannelsesforløb.

Punkt 10 i folketingsbeslutningen om et 10-punkts program for

voksenundervisning og folkeoplysning peger specielt på, at voksne skal have

ret til at dokumentere og få godskrevet deres reelle kundskaber og

færdigheder uafhængigt af, på hvilken måde disse er erhvervet.

Der skal sættes ind på at nedbryde de stive uddannelsesbåse, som findes i

dag i det danske uddannelsessystem, både ved indgangen til en uddannelse og

undervejs under uddannelsen.

Dette er også i overensstemmelse med de bestræbelser, der i øjeblikket på

internationalt plan foregår for at lette overgangen fra et lands

uddannelsessystem til et andet. Man er som pilotprojekt i gang med at opbygge

et særligt europæisk meritoverførselssystem.

Det vil bl.a. fremme gennemførelsen af Erasmusprogrammet, hvor

spørgsmålet, om en studerende kan få merit for sit udlandsophold, i

øjeblikket afhænger af studienævnenes afgørelse og fleksibilitet i hver

enkelt sag.

Tilsvarende kan nævnes Nordplus - et program om udveksling af studerende i

Norden. Dette program forudsætter også aftaler om meritoverførsel.

På en række uddannelsesområder er kompetencen til at dispensere fra

optagelsesbetingelser og til at fritage for dele af uddannelsen ved

meritoverførsel af Undervisnings- og Forskningsministeriet delegeret til

institutionerne.

Ministeriet har allerede på en lang række områder revideret og

liberaliseret sine regelfastsatte, normale optagelsesbetingelser til

uddannelserne. Centralt fastsatte regler om meritoverførsel findes i dag i

mindre omfang. Sådanne regler vil efter sagens natur gå ud på at afstikke

mere overordnede rammer.

Med hensyn til konkrete dispensationer fra optagelsesbetingelser og

konkrete dispensationer fra uddannelsesregler (meritoverførsel) er der

ligeledes sket en liberalisering af praksis. Her kan generelle regler ikke

anvendes. Afgørelserne må træffes på grundlag af friere overvejelser.

Det er Undervisnings- og Forskningsministeriets opfattelse, at man ved at

etablere et uafhængigt nævn vil få en impuls og drivkraft til yderligere at

udvikle synspunkter med hensyn til reelle kvalifikationer og fleksible

overgange mellem uddannelser nu, hvor flere og flere mennesker gennem livet

vil tage flere uddannelser. Synspunkter, der supplerer dem, som ministeriet

generelt har givet udtryk for over for institutionerne ved at afstikke

overordnede rammer eller »skubbe« til holdninger og praksis.

Nedsættelse af et nævn inden for Undervisnings- og Forskningsministeriets

og Kulturministeriets områder på disse felter med en vurderende,

initiativtagende og rådgivende funktion er tænkt som en begyndelse og et

forsøg.

Men erfaringerne med et sådant nævn kan måske på længere sigt betyde, at

der også søges tillagt nævnet kompetence til at træffe endelige

administrative afgørelser i klager over afslag på dispensation fra

optagelsesbetingelser og på fritagelse for dele af en uddannelse.

Nævnet skal fra institutioner og myndigheder kunne kræve indberetning om

afgørelser, der går ud på afslag i de 2 typer sager. Nævnet skal på baggrund

af sine vurderinger kunne komme med forslag til undervisnings- og

forskningsministeren og til kulturministeren vedrørende dispensationer fra

optagelsesbetingelser eller fra uddannelsesbestemmelser (meritoverførsel),

herunder pege på eventuelle urimeligheder. Nævnets initiativer og forslag vil

ministerene med hjemmel i lovgivningen, kunne føre ud i livet i form af

regler eller ændrede regler, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt at

fastsætte egentlige regler centralt. Dette gælder for undervisnings- og

forskningsministeren bl.a. lovgivningen for erhvervsuddannelserne, jf.

lovforslag nr. L 38, og for uddannelserne på de højere

uddannelsesinstitutioner. Der kan være tale om mere generelle, overordnede

regler eller om mere specielle regler for et mere begrænset område. Der vil i

alle tilfælde blive tale om at ændre holdninger og praksis - også uden

ligefrem at fastsætte regler.

Det har naturligvis været det bagved liggende formål med at etablere

nævnet, at eksistensen af det skulle bevirke, at der ude på institutioner

m.fl. i videre omfang træffes afgørelser i overensstemmelse med intentionerne

bag begrebet reelle kvalifikationer i videste forstand.

Der skal ikke være tale om at sænke indgangsniveauet til uddannelserne,

men om at tage hensyn til anderledes kvalifikationer. Og lovforslaget

vedrører med hensyn til optagelsesbetingelser alene kvalifikationskrav og

berører således ikke spørgsmål om adgangsregulering og

adgangsreguleringsmetoder.

Bag lovforslaget ligger der også et ønske om at udnytte alle menneskelige

og økonomiske ressourcer bedre.

Det er tanken, at nævnet på grundlag af det indsamlede materiale skal

fungere som et »opsamlingsnet« og gennem forslag medvirke til, at

alle kvalificerede ansøgere får en reel chance for på lige fod

med andre at søge inden for uddannelsessystemet og ikke bliver bremset af

overflødige barrierer.

Nævnet skal endvidere kunne udtale sig om spørgsmål om opfyldelse

af uddannelseskvalifikationer som baggrund for ansættelse. På en række

områder stilles særlige uddannelseskrav som betingelse for ansættelse. Disse

krav har ofte sammenhæng med, at der er oprettet specielle uddannelser, som

sigter mod bestemte ansættelsesområder.

Selv om ansøgere med en sådan relevant uddannelse normalt må antages at

have de fornødne forudsætninger for at bestride stillingen, behøver dette

ikke at være ensbetydende med, at ansøgere med en anden uddannelsesbaggrund

kan anses for ukvalificerede til stillingen.

Afgørende for en ansøgers egnethed til en stilling er den pågældendes

reelle kvalifikationer, uanset hvordan disse er erhvervet.

Det nuværende system, hvorefter kun et bestemt uddannelsesforløb

berettiger en ansøger til ansættelse i en stilling, er medvirkende til en

uheldig stivhed og båseopdeling, som ikke er i overensstemmelse med nutidens

krav om fleksibilitet på såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.

En opblødning af de formaliserede uddannelseskrav med større mulighed for

anerkendelse af, at kvalifikationer kan erhverves på forskellige måder, må

tillige ses i lyset af tidens krav om større international mobilitet og de

intensive bestræbelser på omskoling af (langtids)ledige.

En ændret - og mere fordomsfri - vurdering af uddannelseskvalifikationerne

og den deraf følgende større mulighed for overgang mellem forskellige

ansættelsesområder vil utvivlsomt kunne bidrage væsentligt til den økonomiske

vækst.

Undervisnings- og Forskningsministeriets intentioner er specielt følgende:

Gennem et stykke tid har der været foretaget en decentralisering

ved at udlægge opgaver til institutionerne, som hidtil har været varetaget i

ministeriet. På en række uddannelsesområder er kompetencen til i

konkrete tilfælde at dispensere fra de regelfaste, generelle

optagelsesbetingelser således af ministeriet delegeret til institutionerne.

Det samme gælder kompetencen til at fritage studerende for dele af

uddannelsen ved meritoverførsel. Institutionernes afgørelser kan indbringes

for direktoraterne. På andre områder dispenserer direktoraterne endnu.

Kompetencen til i 1. instans at træffe afgørelser om dispensationer fra

optagelsesbetingelser og om meritoverførsel vil nu generelt blive delegeret

til institutionerne.

Der skal som nævnt ikke være tale om, at institutioner skal sænke

indgangsniveauet til uddannelserne. Men ved optagelsen på en uddannelse bør

det ikke udelukkende være afgørende, om ansøgeren har bestemte papirer fra

bestemte uddannelsessteder. Ansøgere kan have en utraditionel

baggrund, der kan være lige så vigtig som kundskaber og færdigheder

erhvervet gennem en formel uddannelse. De skal have mulighed for på

individuelt grundlag at få tillagt studiekompetence. De studerende/eleverne

på et hold behøver ikke kunne det samme, blot de kan følge med i

undervisningen.

Ansøgere med utraditionelle forkundskaber, der ønsker at blive optaget på

en institution, skal institutionen altså i videre omfang godkende som

dispensater. Dispensaterne får ikke noget bindende tilsagn om en studieplads,

men kan på grundlag af dispensationen søge om at blive optaget, eventuelt

under adgangsbegrænsning. De, der herefter bliver optaget på en uddannelse,

har selv ansvaret for, at de kan følge med.

Ministeriet lægger vægt på, at der i videst muligt omfang tages hensyn til

tidligere uddannelse, således at elever og studerende ikke bliver tvunget

til at gennemføre dobbeltuddannelse. Der skal ligeledes tages videst

muligt hensyn til reelle kvalifikationer erhvervet gennem fx relevant

beskæftigelse.

Der skal derfor bl.a. i langt højere grad ved meritoverførsel kunne

gives »rabat« for kundskaber erhvervet på et andet uddannelsessted.

Den sprogstuderende fx ved en handelshøjskole, der har læst det pågældende

sprog på universitet/universitetscenter eller i et fremmed land, skal have

sine sprogkundskaber godskrevet ved handelshøjskolen. Der skal kunne gives

»af1øsning« for et fag, som en elev har afsluttet på en anden

uddannelsesinstitution. Indholdet behøver ikke have været det samme. Det skal

blot have samme tyngde, dvs. omfang og sværhedsgrad.

2. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

For ikke at gøre nævnets arbejdsbyrde urimelig stor og uoverkommelig og på

den måde svække nævnets gennemslagskraft, er det tanken at overlade det til

nævnet selv at prioritere sin tid. Nævnet kan fx vælge at koncentrere sin

indsats på et begrænset område gennem en længere periode.

Nævnets virksomhed forudsættes iøvrigt at være omfattet af de almindelige

forvaltningsretlige regler og principper.

Udgifterne ved et kvalifikationsnævn skønnes at beløbe sig til 1,3 mill.

kr. i finansåret 1989, heraf 0,3 mill. kr. til dækning af

etableringsudgifter, og 2,0 mill. kr. i de følgende finansår.

Det drejer sig om udgifter til honorarer til formandskabet, lønninger (4

årsværk) til varetagelse af sekretariatsforretningerne, fremmede

tjenesteydelser og øvrig drift.

B. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 2

Kvalifikationsnævnet skal over for undervisnings- og forskningsministeren

og kulturministeren have en initiativtagende og rådgivende funktion på

grundlag af sine vurderinger af konkrete afgørelser, der går ud på afslag i

dispensationssager vedrørende optagelse og meritoverførsel.

Nævnet skal kunne indkalde afgørelser fra institutioner m.fl. og endvidere

kunne forlange oplysninger fra dem. Det er derfor nødvendigt at give nævnet

disse rettigheder ved lov.

Nævnet vil også i konkrete tilfælde kunne indkalde de personer, der har

fået afslag, hvis der skønnes behov for det.

Til § 3

Som nævnt under de almindelige bemærkninger er det hovedformålet med

oprettelsen af et kvalifikationsnævn at få et institut, der skal være

initiativtagende i kvalifikationsspørgsmål ved at fremsætte forslag over for

undervisnings- og forskningsministeren og kulturministeren, herunder pege på

eventuelle stive regler eller urimeligheder. Nævnets initiativer og forslag

vil ministrene kunne realisere i form af regler, holdninger og praksis.

Til § 5

Det er hensigten, at kvalifikationsnævnet i det hele taget skal være

banebrydende i kvalifikationsspørgsmål. Det er derfor meningen, at der skal

være mulighed for at henvende sig til nævnet og bede om en vurdering af en

uddannelse, et uddannelseselement, eller kvalifikationer i øvrigt.

Der tænkes i første række på spørgsmål inden for ansættelsesområdet

i relation til, om et uddannelseskrav er opfyldt (ækvivalens).

Det forekommer rimeligt at kunne kræve betaling for en sådan udtalelse.

Udtalelsen giver ansøgere en »dokumentation« for

kvalifikationer, der kan danne grundlag for en ansøgning til stillinger.

Til § 6

Da nævnets formand og medlemmer i høj grad skal være rådgivere og

initiativtagere over for undervisnings- og forskningsministeren, forudsættes

det, at de udpeges personligt af ministeren, men naturligvis efter drøftelse

med kulturministeren. De tænkes ikke at repræsentere bestemte organisationer

eller faggrupper.

Til § 7

Med beretning/er fra nævnet får ministrene en naturlig lejlighed til over

for offentligheden at pege på de generelle og principielle synspunkter, som

nævnets vurderinger har ført til.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter