Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM HOVEDSTADSOMRÅDETS KOLLEKTIVE PERSONTRAFIK

1988/1 LSF 102Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige

rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns

og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde

Amtskommuner.

§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte

kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne

og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.

De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af

indenrigsministeren.

Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af

indenrigsministeren.

§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1

nævnte buskørsel. Medmindre trafikministeren tillader andet, skal den del af

selskabets samlede kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af

andre, altid mindst udgøre:

1) 15 pct. efter 1. april 1991

2) 30 pct. efter 1. april 1992

3) 45 pct. efter 1. april 1994.

Stk. 2. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.

§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i

overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de

begrænsninger, der følger af denne lov.

§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den

kollektive persontrafik.

Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,

kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig

rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og

af privatbanerne.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes

Læs alt

for trafikministeren til afgørelse.

§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med

bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.

Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for

passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan

inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er

i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise

legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.

§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,

DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte

persontransportarbejde.

Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og

banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse

afgøres af trafikministeren.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne

for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består

af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens

hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.

§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det

overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.

Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg

Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger

hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når

medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens

funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til

enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har

udpeget den pågældende.

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige

administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne

budget. Direktionen ansætter selskabets personale.

§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en

vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafikministeren og

indenrigsministeren.

Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.

Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af

indenrigsministeren.

§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til

stede.

Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til

vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,

dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af

garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for

beslutningen.

Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der

underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der

ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført

i protokollen.

§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i

kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.

juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.

Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal

dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.

Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2

behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandling skal

foregå senest den 15. september.

Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges

bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.

Stk. 4. § 63 i lov om kommunernes styrelse om pligt til at meddele

oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.

§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.

Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.

1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende

anvendelse på tilsynet.

§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov

tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes

med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens

begæring.

Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft

den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse

af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.

Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2. Uanset stk. 1 udfører DSB fra 1. juni 1989 inden for et beløb på

1.018 mio. kr. uden forudgående forhandling med Hovedstadsrådet drift og

anlæg for de statsbanestrækninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov nr. 270

af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.

Hovedstadsrådet dækker i 1989 drifts- og anlægsudgifterne herved med det

nævnte beløb.

Stk. 3. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive

personbefordring ophæves.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige

rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns

og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde

Amtskommuner.

§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte

kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne

og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.

De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af

indenrigsministeren.

Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af

indenrigsministeren.

§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1

nævnte buskørsel. Udbud skal første gang ske senest 1. april 1990.

Stk. 2. Den kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af

andre, skal efter 1. april 1992 altid mindst omfatte 30 pct. af selskabets

samlede kørsel, medmindre trafik- og kommunikationsministeren tillader andet.

Stk. 3. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.

§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i

overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de

begrænsninger, der følger af denne lov.

§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den

kollektive persontrafik.

Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,

kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig

rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og

af privatbanerne.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes

for trafik- og kommunikationsministeren til afgørelse.

§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med

bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.

Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for

passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan

inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er

i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise

legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.

§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,

DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte

persontransportarbejde.

Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og

banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse

afgøres af trafik- og kommunikationsministeren.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne

for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består

af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens

hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.

§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det

overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.

Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg

Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger

hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når

medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens

funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til

enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har

udpeget den pågældende.

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige

administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne

budget. Direktionen ansætter selskabets personale.

§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en

vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafik- og

kommunikationsministeren og indenrigsministeren.

Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.

Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af

indenrigsministeren.

§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til

stede.

Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til

vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,

dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af

garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for

beslutningen.

Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der

underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der

ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført

i protokollen.

§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i

kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.

juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.

Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal

dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.

Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2

behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandlingen skal

foregå senest den 15. september.

Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges

bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.

Stk. 4. Lov om kommunernes styrelse § 63 om pligt til at meddele

oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.

§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.

Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.

1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende

anvendelse på tilsynet.

§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov

tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes

med bøde. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens

begæring.

Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft

den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse

af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.

Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive

personbefordring ophæves.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets baggrund og hovedindhold

Efter den gældende trafikordning har Hovedstadsrådet ansvaret for den

lokale og regionale kollektive persontrafik i hovedstadsområdet med både tog

og bus. Lovforslaget om nedlæggelse af Hovedstadsrådet gør det derfor

nødvendigt at fastlægge en ny ordning for denne trafik.

Trafikalt set er hovedstadsområdet et sammenhængende bysamfund, især når

det gælder den daglige transport mellem boliger og arbejdspladser, og den

kollektive trafik har på grund af byområdets størrelse, omfattende 1/3 af

landets befolkning, og dets tæthed, en større betydning end i det øvrige

land.

Selvom Hovedstadsrådet nedlægges, er det derfor både nødvendigt og

hensigtsmæssigt at opretholde et sammenhængende kollektivt trafiksystem og at

fastholde de særlige kvaliteter, som er opnået i hovedstadsområdet, især

passagerernes frie omstigningsret mellem tog og bus, som beror på det fælles

takstsystem og den koordinerede planlægning.

Regeringen vil benytte lejligheden til at styrke og effektivisere den

kollektive trafik i hovedstadsområdet. Dette skal ske ved at give buskørslen

en mere effektiv ledelsesform og ved at give mulighed for, at en større del

af buskørslen udføres af private busvirksomheder efter offentligt udbud.

Desuden føres S-togene tilbage til staten, som herved får ansvaret for en

styrkelse af den investeringstunge grundstamme i den kollektive trafik,

samtidig med at det statslige nettostyringssystem vil tilskynde til en

økonomisk effektiv drift.

Dette tilgodeser de synspunkter, som er tilkendegivet i en redegørelse af

juni 1988 fra et udvalg under trafikministeren om hovedstadsområdets trafik,

om at den gældende trafikordning er administrativ tung og ikke giver en klar

opgavefordeling og placering af det økonomiske ansvar. Forslaget imødekommer

ligeledes Statsrevisorernes beretning nr. 16 fra 1987 om hovedstadsområdets

trafikordning og dens betydning for DSB, hvori der bl.a. peges på, at den

nuværende samordning af tog- og bustrafikken er administrativ tung for både

DSB og Hovedstadsrådet.

Bustrafikken skal fortsat varetages af Hovedstadsområdets Trafikselskab

(HT) og finansieres af Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns,

Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner i fællesskab.

For at sikre, at bustrafikken drives så økonomisk effektivt som muligt,

gives HT en ny ledelsesform, idet de fem (amts)kommuner udpeger en

bestyrelse, som skal fastlægge de overordnede mål og budgetter, men overlade

den daglige ledelse til en direktion efter samme principper, som gælder for

private selskaber. Det betyder, at den tunge politiske detailstyring fjernes,

og at der gives større frihed til en rationel virksomhedsledelse også i

personalemæssig henseende.

Som incitament til større produktivitet og øget omkostningsbevidsthed vil

der desuden blive indført en licitationsordning, således at en vis andel af

buskørslen skal udbydes i offentlig licitation, og det foreslås, at mindst 30

pct. af bustrafikken skal køres af private busvirksomheder. Samtidig vil den

øgede konkurrence kunne påvirke produktiviteten og omkostningsniveauet også

for den del af buskørslen, der fortsat drives af selskabet med egne busser.

2. Den gældende trafikordning

Ved lov nr. 303 af 13. juni 1973 om hovedstadsområdets kollektive

personbefordring, jf. Folketingstidende 1972/73, spalte 3640, 4836, 7250,

7639, tillæg A spalte 5705, tillæg B spalte 2465 og 2589, tillæg C spalte

1825, blev det pålagt Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelse og

Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd at stifte et selskab, der

skulle stå for bustrafikken i hovedstadsområdet. Selskabet, der fik navnet

Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT), fik ret til at overtage alle

offentlige busvirksomheder inden for området. En ret selskabet gjorde

udstrakt brug af. De private busser kørte på koncessioner, og der bestod en

mangfoldighed af takster og ruter. Ved det efter loven nedsatte Trafikråds

mellemkomst blev disse koncessioner overdraget til HT, mod at selskabet

indgik entreprenørkontrakter om fortsat kørsel med vognmændene. Dette gav

selskabet mulighed for at indføre et fælles takstsystem for hele busnettet og

at koordinere rutenet og køreplaner. Ved en ændring af denne lov, lov nr. 247

af 12. maj 1976, jf. Folketingstidende 1975/76, spalte 5308, 7457, 9408,

9491, tillæg A spalte 3643, tillæg B spalte 955, tillæg C spalte 447, overtog

Hovedstadsrådet driften af trafikselskabet.

I henhold til 1973-loven udarbejdede Trafikrådet i 1976 et forslag til en

forening af bane- og busdriften, som blev gennemført ved lov nr. 270 af 8.

juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring, jf.

Folketingstidende 1976/77, spalte 1685, 2848, 5256, 5396, tillæg A spalte

4179, tillæg B spalte 803, tillæg C spalte 545. Hensigten med denne lov var

at sikre en tilfredsstillende samordning af lokaltrafikken og et effektivt

samspil mellem trafikplanlægningen og regionplanlægningen.

Ifølge loven har Hovedstadsrådet ansvaret for bustrafikken, der fortsat

drives af HT, og for S-banerne og dieselbanestrækningerne Ballerup -

Frederikssund og Hillerød - Helsingør, de såkaldte § 1-baner. Hovedstadsrådet

træffer beslutning om driften, herunder om takster, billetteringssystemer,

køreplan m.v., og om anlæg og anskaffelse af materiel. DSB udfører

banetrafikken og står for anlægsarbejder og materielanskaffelser i

overensstemmelse med Hovedstadsrådets beslutninger. Takstkompetencen omfatter

også banerne Helsingør-København-Roskilde og videre til Hvalsø, Borup og

Tureby, de såkaldte § 4-baner.

Loven gav Hovedstadsrådet mulighed for at lade det fælles takstsystem for

busserne gælde også for togtrafikken. Denne ordning gav, som nævnt,

passagererne ret til fri omstigning mellem tog og bus. Hovedstadsrådets

ansvar for både busser og tog gav desuden Rådet mulighed for at skabe en

rationel arbejdsdeling mellem disse, således at busserne primært fungerer som

lokaltrafik og tilbringertrafik til togene, som så til gengæld tager sig af

de længere rejser.

Med hjemmel i lovens § 6, stk. 1 er der i 1978 indgået en

forvaltningsoverenskomst mellem trafikministeren og Hovedstadsrådet om den

nærmere ordning af de administrative forhold mellem Rådet og DSB.

Efter lovens § 8 har trafikministeren bemyndigelse til at godkende

overenskomster mellem privatbanerne i hovedstadsområdet og Hovedstadsrådet om

en ordning for persontrafikken på privatbanestrækninger svarende til den, der

gælder efter kapitel 1 i loven for statsbanestrækninger.

Konsekvensen af lovens § 8 bliver herefter for privatbanerne i

hovedstadsområdet, at Hovedstadsrådet for så vidt angår de 4 nordsjællandske

baner kan få den fulde beslutningskompetence for såvel driften som for

investeringer mod fuld omkostningsdækning til de pågældende baner.

For så vidt angår Østbanen, der løber dels i hovedstadsområdet dels i

Storstrøms Amt, kan Hovedstadsrådet kun fastsætte takster og

billetteringssystem for lokale rejsende inden for hovedstadsområdet.

Bestemmelsen i § 8 er ikke udnyttet fuldt ud i praksis, idet

Hovedstadsrådet kun har indgået overenskomster med de fire baner om fælles

takst- og billetteringssystem mod godtgørelse til disse af de dermed

forbundne indtægtstab og merudgifter.

3. Vurdering af den gældende trafikordning

I den trafikpolitiske redegørelse fra marts 1987 tilkendegav den daværende

regering, at en udbygning af indfaldsvejene i hovedstadsområdet ikke ville

være hensigtsmæssig, fordi det blot ville flytte problemerne til andre dele

af regionen, især de tætte bydele i København, og at problemerne med den

stigende biltrafik derfor måtte løses ved overførsel til kollektiv trafik.

Det konstateredes samtidig, at Hovedstadsrådet stod overfor en række meget

store beslutninger om udbygningen af den kollektive trafik. Ved Folketingets

debat om redegørelsen, jf. Folketingstidende 1986/87, spalte 10023-10101, var

der et udbredt ønske om, at staten skulle medvirke til, at disse problemer

blev løst.

Statsrevisorerne gennemgik som nævnt i beretning nr. 16 fra januar 1987

trafikordningen og pegede især på, at det er vanskeligt at skabe sig overblik

over den samlede belastning af statskassen fra hovedstadsområdets kollektive

trafik, at ordningen er administrativt tung for både Hovedstadsrådet og DSB,

at den handlefrihed, DSB har opnået gennem den statslige budgetreform, ikke

har virkning for § 1-banerne, og endelig at reglerne for udmåling af

Hovedstadsrådets kompensation til DSB for indtægtstabet på § 4-banerne er

uhensigtsmæssige.

På denne baggrund nedsatte den daværende trafikminister et udvalg

sammensat af repræsentanter for Hovedstadsrådet og en række ministerier, som

skulle foretage en samlet vurdering af den fremtidige trafiktilrettelæggelse

i hovedstadsområdet og overveje forskellige udviklingsmuligheder for den

kollektive trafik frem til år 2000 samt vurdere omkostningerne ved

forskellige løsningsforslag og mulighederne for at finansiere disse. Udvalget

skulle samtidig vurdere behovet for en revision af det organisatoriske og

økonomiske grundlag for trafikordningen og i givet fald komme med forslag til

nye bestemmelser. Udvalget afgav sin redegørelse i juni 1988.

I redegørelsen gennemgår udvalget den nuværende trafikordning og peger på

en række fordele og ulemper ved denne. Det er udvalgets opfattelse, at

passagererne har oplevet det fælles takstsystem og de samordnede køreplaner

som en væsentlig forbedring af den kollektive trafik. Passagertallet på

S-banerne steg således med 50 pct. fra 1977 til 1981 og har stort set holdt

sig på dette niveau indtil i dag. Selvom også energikrisen havde indflydelse

på passagertallet, hersker der næppe tvivl om, at en stor del af stigningen

kan tilskrives det fælles takstsystem.

Det er udvalgets opfattelse, at loven har givet anledning til forskellige

opfattelser i Hovedstadsrådet og DSB om ansvarsfordelingen. DSB er bevaret

som en samlet teknisk og organisatorisk enhed, der udfører trafikken på §

1-banerne som entreprenør for Hovedstadsrådet. DSB er derfor ikke på samme

måde som HT underkastet Rådets direkte styring, og Rådet må på baneområdet

forlade sig på teknisk ekspertise og rådgivning fra den part, som skal

styres.

Hertil kommer, at beslutningsprocedurerne er præget af, at to selvstændige

organisationer med forskellige administrative systemer er involveret, og at

de regler, som beslutningerne er underlagt, er væsensforskellige, hvilket er

blevet yderligere forstærket efter indførelsen af det statslige

nettostyringsprincip. Desuden indebærer den økonomiske ordning for §

1-banerne, hvor staten betaler en fast kompensationsydelse til

Hovedstadsrådet, som så til gengæld refunderer DSB dets udgifter, ikke nogen

form for økonomisk tilskyndelse for DSB til at nedbringe omkostningerne eller

at øge indtægterne.

De statslige repræsentanter i udvalget har givet udtryk for, at de

problemer, der er forbundet med den nuværende ordning, ikke kan løses ved

justeringer i bestående regler, og at ordningen ikke giver DSB nogen

tilskyndelse til en økonomisk effektiv drift og ikke sikrer en teknisk

fleksibilitet mellem S-togsdriften og den øvrige banedrift. Det er

opfattelsen, at Hovedstadsrådet aldrig har accepteret at have det fulde

økonomiske ansvar for § 1-banerne, således som det er forudsat i loven, og at

Rådet næppe heller kan forventes at ville påtage sig dette ansvar i

fremtiden.

Disse repræsentanter anbefaler derfor, at trafikordningen ændres, således

at S-togene tilbageføres til staten, idet det er en forudsætning, at det

fælles takstsystem bibeholdes, og at køreplansamarbejdet fortsætter med

henblik på en samordning af bane- og bustrafikken.

Hovedstadsrådets repræsentanter i udvalget har taget afstand fra

overføring af S-banerne til staten, fordi dette vil nedbryde enheden i den

overordnede planlægning og splitte det kollektive trafikapparat i to

konkurrerende sektioner. Efter disse repræsentanters opfattelse kan

regionplanlægning og fælles styring af et samlet kollektivt trafiksystem ikke

adskilles i et storbysamfund, hvorfor opgaven må varetages af et kommunalt

fællesskab, medmindre staten selv ønsker at overtage såvel

regionplanlægningen som busdriften og banedriften.

4. Den fremtidige trafikordning

Som en konsekvens af lovforslaget om nedlæggelse af Hovedstadsrådet er det

nødvendigt at ændre den gældende trafikordning, som i alt væsentligt bygger

på eksistensen af et Hovedstadsråd. Det vil være naturligt samtidig hermed at

gøre op med problemerne ved den nugældende trafikordning, således at en ny

ordning får en klarere opgavefordeling, virksomhedsøkonomiske ledelsesformer,

større konkurrencemoment uden at de opnåede kvaliteter, især den frie

omstigningsret mellem tog og bus, fortabes. Videre skal en større del af

buskørslen udføres af private vognmænd. Lovforslaget bygger på disse

hovedprincipper.

I henhold til lov nr. 114 af 29. marts 1978 om den lokale og regionale

kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, jf. Folketingstidende

1977/78, spalte 523, 1158, 7443, 7691, tillæg A spalte 1089, tillæg B spalte

545, 559 og tillæg C spalte 289 drives bustrafikken i de fleste amtskommuner

af fælleskommunale trafikselskaber, mens DSB står for togtrafikken.

Denne lovs bestemmelser kan imidlertid ikke overføres direkte, fordi

opdelingen på amtskommuner ikke er meningsfuld i forhold til trafikmønstret i

hovedstadsområdet, hvor størstedelen af de daglige bolig-arbejdsstedsrejser

går på tværs af amtsgrænserne. Hertil kommer, at det fælles takstsystem, som

er en forudsætning for den frie omstigningsret mellem tog og busser, ikke kan

opretholdes uden et trafikselskab omfattende samtlige 5 (amts)kommuner, som

kan indgå takstfællesskab med DSB.

Efter lovforslaget skal bustrafikken fortsat varetages af

Hovedstadsområdets Trafikselskab, men ledelsen af selskabet skal forestås af

en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges af Københavns og Frederiksberg

Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd.

Denne ledelsesform adskiller sig fra den gældende ordning ved bestyrelsens

begrænsede størrelse og ved en direkte repræsentation af de myndigheder, der

skal finansiere nettoudgifterne. Det bestemmes desuden, at bestyrelsen alene

skal fastlægge de overordnede kvalitetsmål for driften samt fastlægge

budgetter og takster, mens ansvaret for den daglige drifts- og

anlægstilrettelæggelse, herunder personalestyringen, ligger hos en direktion.

Herved kan den nuværende omkostningskrævende politiske detailstyring undgås.

Hovedstadsområdets Trafikselskab videreføres således, men samtidig

foreslås det, at større dele af bustrafikken i fremtiden skal udføres af

andre for selskabets regning.

I modsætning til det øvrige land, hvor trafikvirksomhederne fungerer som

administrationsselskaber, der udfører bustrafikken ved hjælp af

entreprenørkontrakter med såvel private busvirksomheder som DSB, drives

hovedparten af bustrafikken i hovedstadsområdet af HT selv.

Den nuværende entreprenørkørsel i hovedstadsområdet udføres efter en

standardenreprenørkontrakt, hvori betalingen er fastlagt. Denne kontraktform

giver ikke umiddelbart noget incitament til indbyrdes konkurrence mellem de

private busvirksomheder, og produktivitetsstigninger og

rationaliseringsgevinster kommer således ikke trafikselskabet til gode.

Det er opfattelsen, at en øget konkurrence mellem forskellige

trafikvirksomheder, det være sig privat eller offentligt ejede, kan medvirke

til en større økonomisk effektivitet både gennem nedbringelse af

omkostningerne og forbedringer af produktet. Forslaget indeholder derfor et

krav om, at mindst 30 pct. af kørselsomfanget efter 2 1/2 år skal udføres af

andre efter offentligt udbud, og at en del af kørslen fortsat løbende skal

udbydes.

Trafikselskabets nettoudgifter dækkes ligesom Hovedstadsrådets nuværende

udgifter af (amts)kommunerne i forhold til beskatningsgrundlaget, medmindre

andet aftales mellem parterne.

Trafikvirksomhedernes nettoudgifter finansieres i det øvrige land efter

forskellige fordelingsnøgler, hvori kan indgå bl.a. befolkningstal,

personkilometer, buskilometer og bustimer, ligesom der findes

tilkøbsordninger, hvor en kommune kan købe sig til mertrafik indenfor sit

område mod at betale omkostningerne herved.

Bestemmelsen om, at parterne kan aftale en anden fordeling, åbner mulighed

for, at den enkelte (amts)kommune, eventuelt efter ønske fra en kommune, kan

sikre sig et øget kørselsomfang mod selv at betale omkostningerne herved

gennem en ændret byrdefordeling. Herved gives der den enkelte (amts)kommune

mulighed for en øget indflydelse på det lokale kørselsomfang.

I overensstemmelse med anbefalingerne fra de statslige repræsentanter i

Udvalget om Hovedstadsområdets Trafik indebærer lovforslaget, at § 1-banerne

påny henlægges under statens ansvar. Denne ændrede opgavefordeling giver en

forenkling af beslutningsprocesserne og en mere entydig ansvarsplacering.

Samtidig får staten ansvaret for en styrkelse af S-togstrafikken, der udgør

grundstammen i hovedstadsområdets kollektive trafik, bl.a. ved en udskiftning

af S-togsparken, forøgelse af kapaciteten samt forbedring af infrastrukturen.

Trafikselskabet skal i samarbejde med DSB udarbejde en plan for den

kollektive trafik med både tog og bus i hovedstadsområdet. Planen skal sikre

den mest rationelle udnyttelse af trafiksystemet, herunder især fastholde og

udbygge bussernes funktion som tilbringertrafik til togtrafikken.

Takstfællesskabet og dermed passagerernes frie omstigningsret mellem tog

og bus er det centrale element i den gældende trafikordning.

Takstfællesskabet er særegent for hovedstadsområdet og er af afgørende

betydning for opretholdelsen af det nuværende kvalitetsniveau og dermed for

den kollektive trafiks andel af trafikken i området. Selv om

opgavefordelingen ændres, viderefører lovforslaget derfor takstfællesskabet.

Trafikselskabet får, ligesom Hovedstadsrådet har haft det, den fulde

kompetence til at fastsætte taksterne. Selskabet og dermed de lokale

myndigheder får hermed fortsat en væsentlig indflydelse på den samlede

kollektive trafik og kan påvirke såvel passagertilgangen som indtægterne både

for selskabet selv og for banevirksomhederne. Dette giver selskabet et

særligt ansvar for, at takstfastsættelsen ikke udhuler banevirksomhedernes

indtægtsgrundlag.

Takstfællesskabet nødvendiggør, at takstindtægterne fordeles mellem

selskabet og banevirksomhederne. Efter den nugældende ordning for § 1-banerne

får Hovedstadsrådet alle indtægterne og afholder til gengæld alle DSBs

udgifter hertil. § 4-banerne er allerede underkastet en form for

indtægtsfordeling, idet Hovedstadsrådet kompenserer DSBs indtægtstab på disse

baner. Indtægtskompensationen reguleres efter DSBs takster i det øvrige land,

men ikke for ændringer i passagertilgangen. Begge disse ordninger lider

således af den skavank, at de ikke inddrager det af trafikvirksomhederne

ydede transportarbejde i beregningerne, og derfor heller ikke giver

virksomhederne noget økonomisk incitament til serviceforbedringer. §

1-ordningen giver desuden ikke DSB noget incitament til at effektivisere

driften. Ordningerne er da også, som nævnt, blevet kritiseret såvel af

Statsrevisorerne som af Udvalget om Hovedstadsområdets Trafik.

For privatbanerne gælder under den nuværende ordning en særlig

indtægtskompensationsordning i henhold til overenskomster mellem

Hovedstadsrådet og disse.

Efter forslaget skal indtægtsfordelingen afspejle det af virksomhederne

ydede transportarbejde. Dette vil tilskynde virksomhederne til at søge at få

flere passagerer og til at holde omkostningerne nede.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser

Ved vedtagelsen af den gældende lov blev det tilkendegivet, at

trafikordningen skulle være byrdefordelingsmæssigt neutral, og at staten

derfor som kompensation for overførslen af ansvaret for § 1-banerne til

Hovedstadsrådet skulle betale et årligt tilskud til Rådet. Tilskuddet skulle

modsvare statens nettobesparelse ved Hovedstadsrådets overtagelse af ansvaret

for § 1-banerne. Tilskuddet blev ved lovens vedtagelse fastsat til i alt 246

mio. kr. bestående af en investeringsandel på 133 mio. kr. i 1976-prisniveau

og en driftsunderskudsandel på 113 mio. kr. i 1975/76-prisniveau. Det samlede

tilskud var i 1987 på 539 mio. kr., som beregningsmæssigt kan opdeles i en

anlægsdel på 271 mio. kr. og en driftsdel på 268 mio. kr.

Kompensationsydelsen udbetales fra en særlig konto på indenrigsministerens

budget på finansloven for at markere, at Hovedstadsrådet frit kan afgøre,

hvilke kollektive trafikformål kompensationsydelsen skal anvendes til.

Da ansvaret for § 1-banerne ved lovforslaget tilbageføres til staten,

bortfalder den nuværende statslige kompensation, og beløbet overføres derfor

fra indenrigsministerens til trafikministerens totalramme. Selv om

Hovedstadsrådet ikke i alle årene har anvendt den fulde anlægskompensation

til baneinvesteringer, må denne ændring efter sit indhold betragtes som

byrdefordelingsmæssigt neutral.

Takstindtægterne skal efter forslaget fordeles mellem trafikselskabet, DSB

og de berørte privatbaner. Fordelingsnøglen, der er nærmere beskrevet under

de specielle bemærkninger til § 7, indebærer, at takstindtægterne fordeles

mellem selskabet og banevirksomhederne i forhold til det af parterne udførte

persontransportarbejde og den gældende takststruktur. Den detaljerede

udformning af fordelingsnøglen vil blive fastlagt ved aftaler mellem

trafikvirksomhederne.

En foreløbig vurdering kan foretages på grundlag af et regneeksempel, der

viser, hvorledes fordelingen ville have været efter henholdsvis den nye og

den gamle trafikordning i 1987, hvorfra der foreligger passagertællinger og

regnskabstal. Regneeksemplet viser, jf. bilag 1 og 2, at hvis ordningen havde

været gældende i 1987, ville takstindtægterne have været fordelt med 862 mio.

kr. til selskabet, 631 mio. kr. til DSB og 28 mio. kr. til privatbanerne. Den

fremtidige fordeling vil i overensstemmelse med sigtet med det valgte

fordelingsprincip variere i forhold til det udførte persontransportarbejde og

takststrukturen.

Tages det som forudsætning, at den nuværende trafikordning er neutral for

Hovedstadsrådet med hensyn til driften, kan Rådets nettoudgifter til

banedriften beregnes, og disse beregnede nettodriftsudgifter modsvarer i

princippet DSBs takstindtægter ved den nye ordning. Det forudsættes herved,

at der kan ses bort fra Rådets varierende udnyttelse af anlægskompensationen

til baneinvesteringer.

Benyttes disse principper, kan Hovedstadsrådets nettodriftsudgift til DSB

for 1987 beregnes til 619 mio. kr. Sammenlignes dette beløb med de beregnede

takstindtægter til DSB samme år på 631 mio. kr., er den nye ordning i alt

væsentligt byrdefordelingsmæssigt neutral i forholdet mellem selskabet og DSB

og dermed mellem (amts)kommunerne og staten.

Privatbanerne får efter de overenskomster, de har indgået med

Hovedstadsrådet i henhold til den gældende lov, en kompensation for mistede

takstindtægter. Privatbanernes takstkompensation var i 1987 32 mio. kr.

Beregnet efter de nye regler ville privatbanernes andel af takstindtægterne i

1987 have været 28 mio. kr.

Byrdefordelingen mellem selskabet og DSB og mellem selskabet og

privatbanerne kan først opgøres endeligt på grundlag af de indgåede aftaler

og de til den tid aktuelle tal. De byrdefordelingsmæssige ændringer, som den

nye ordning giver anledning til, vil blive udlignet over bloktilskuddene

efter de herom gældende regler.

Der blev ikke afsat ekstra personaleressourcer i forbindelse med

indførelsen af den nuværende trafikordning i 1978. Ordningen har imidlertid,

som også påpeget af Statsrevisorerne, givet anledning til et betydeligt

administrativt merarbejde både i Hovedstadsrådet og i DSB. Lovforslaget

indebærer derfor, at der administrativt vil kunne spares ressourcer både i

selskabet og i DSB. DSB skønner at kunne spare 20 årsværk inden for det

administrative område.

Den nye ledelsesform for trafikselskabet og anvendelsen af en offentlig

udbudsordning for buskørslen vil give væsentlige produktivitetsforbedringer

og derfor både økonomiske og personalemæssige besparelser for selskabet og

dermed også for (amts)kommunerne, der finansierer selskabet.

6. Høring

Lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt til høring hos de berørte

myndigheder og organisationer.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Efter forslagets § 1 opretholdes Hovedstadsområdets Trafikselskab som det

selskab, der skal varetage den almindelige rutekørsel i hovedstadsområdet.

I henhold til forslag til lov om ophævelse af lov om et hovedstadsråd

overtager (amts)kommunerne fra 1. januar 1990 Hovedstadsrådets aktiver og

passiver, herunder garantiforpligtelser m.v., bortset fra de aktiver og

passiver, der kan henføres til Hovedstadsområdets Trafikselskab, således at

disse forbliver i selskabet.

Ved nærværende forslag sker der ingen ændring i ejerforholdet til

selskabet, men når Hovedstadsrådet nedlægges, må den øverste styrelse ændres.

Til § 2

I henhold til forslagets § 2, stk. 1, afholdes selskabets nettoudgifter af

de 5 (amts)kommuner. Udgifterne fordeles i forhold til

indkomstskattegrundlaget, jf. stk. 2. Dette svarer til den hidtil gældende

ordning for Hovedstadsrådet. De nærmere regler fastsættes af

indenrigsministeren.

Bestemmelsen i stk. 3 giver adgang til ændret fordeling af udgifterne.

Herved gives der mulighed for øget trafikbetjening i de enkelte kommuner,

såfremt en (amts)kommune måtte ønske et højere serviceniveau og er villig til

at påtage sig udgifterne herved.

Til § 3

I henhold til lov nr. 114 af 29. marts 1978 om den lokale og regionale

kollektive personbefordring udenfor hovedstadsområdet er der i de fleste

amtskommuner oprettet fælleskommunale trafikselskaber, der virker som

administrationsselskaber for al regelmæssig buskørsel i vedkommende

amtskommune. Selve kørslen udføres af private busvirksomheder og DSB som

entreprenører for trafikselskaberne på grundlag af en såkaldt

Standardentreprenørkontrakt.

I modsætning hertil har Hovedstadsrådet sit eget driftsselskab,

Hovedstadsområdets Trafikselskab, og der anvendes kun i mere begrænset omfang

private busvirksomheder som entreprenører.

Et virksomt middel til at sikre en økonomisk og effektiv drift er at

foretage løbende offentligt udbud af den almindelige rutekørsel.

Formålet er gennem den derved skabte mulighed for konkurrence mellem

busvirksomhederne om kørslen dels at mindske omkostningerne dels at opnå, at

en større del af trafikken gradvist kan udføres af andre end

Hovedstadsområdets Trafikselskab selv.

Trafikselskabet er ikke bundet til at antage det laveste tilbud eller

overhovedet nogen af de indkomne tilbud. Dette svarer til ordningen i henhold

til licitationsloven. Trafikselskabets bestyrelse er således frit stillet,

idet det kan afveje kravene til økonomi og effektivitet over for andre

hensyn, som f.eks. service- og driftsmæssige.

Udbuddet kan ske i form af udbud af bustimer og/eller buskilometer, og det

vil være trafikselskabets afgørelse, hvor kørslen skal finde sted, idet der

herved skabes mulighed for en rationel tilrettelæggelse af buskørslen.

Udbuddet kan videre foretages således, at HT eller de private vognmænd

stiller materiel og anlæg til rådighed. Selskabet har idag kontrakter med en

række private vognmænd, der udfører kørsel for selskabet. Ifølge

kontrakterne, der udløber den 31. marts 1990, har HT ret og pligt til at

overtage den private vognmands virksomhed, såfremt denne i kontraktperioden

eller ved udløbet heraf ønsker at afhænde virksomheden.

Da Hovedstadsområdets Trafikselskab som nævnt i det væsentlige selv har

udført buskørslen i området, og således er dimensioneret til et betydeligt

driftsomfang, kan der kun blive tale om gradvist at overlade mere af

trafikken til andre. Det er derfor foreslået, at udbud skal ske gradvist

begyndende senest 1. april 1990, og således at efter 1. april 1992 skal altid

mindst 30 pct. af selskabets samlede kørsel udføres af andre, medmindre

trafik- og kommunikationsministeren tillader andet.

Da der skal ske løbende udbud af en del af kørslen, således at

konkurrenceelementet fastholdes, foreslås det i stk. 3, at kontrakter om

kørsel kan indgås for et tidsrum af højst 8 år, hvorefter der skal foretages

nyt udbud af denne kørsel. Det forudsættes derfor, at kontrakterne om kørsel

indeholder bestemmelse om, at selskabet ved kontraktens udløb har ret til at

udbyde den af kontrakten omfattede kørsel.

Af hensyn til materielafskrivningerne må kontrakterne med andre have en

vis varighed. Det er derfor ikke muligt at fastsætte størrelsen af den

kørselsmængde, der årligt skal udbydes. Gennem bestemmelsen om, at mindst 30

pct. af selskabets samlede kørsel skal udføres af andre, er det imidlertid

sikret, at en vis del af kørslen løbende vil blive udbudt, ligesom selve det

forhold, at det gennem licitationerne bliver oplyst, til hvilke priser andre

end selskabet selv kan køre, vil tilskynde ledelsen til at udbyde mest mulig

trafik, idet den ellers vil blive udsat for kritik.

Til § 4

Nedlæggelse af Hovedstadsrådet nødvendiggør en ændring af de siden 1977

gældende bestemmelser, hvorefter Hovedstadsrådet træffer beslutning om anlæg

og drift af S-togene og banerne Hillerød-Helsingør og Ballerup-Frederikssund,

§ 1-banerne. Efter forslaget henlægges disse baner under staten, jf. de

almindelige bemærkninger, hvorved de ligesom DSB's øvrige baner nu vil komme

ind under statens nettostyringssystem.

Rammerne for driften af disse baner vil blive indeholdt i de årlige

bevillingslove, hvorved Folketinget på ny får fuld indflydelse på den meget

betydelige del af DSB's trafik, der udgøres af den lokale togtrafik i

hovedstadsområdet omfattende 1/3 af landets befolkning.

Folketinget vil gennem de årlige bevillingslove bestemme de

samfundsmæssige hensyn, der skal tages i betragtning både for området selv og

for dette set i sammenhæng med det øvrige land. Staten vil således på ny få

kompetencen vedrørende anlæg, materielanskaffelser og driftsomfang og derved

få mulighed for at styre og styrke den kollektive persontrafik i

hovedstadsområdet.

Nettostyringssystemet vil tilskynde DSB til en økonomisk effektiv drift,

ligesom der åbnes mulighed for en teknisk fleksibilitet mellem S-togsdriften

og den øvrige banetrafik.

Som det imidlertid fremgår af bestemmelserne i §§ 5 og 6 og bemærkningerne

hertil, bevares og videreføres det hidtidige samarbejde om planlægningen samt

takstfællesskabet. Efter forslagets § 6 om det fælles takstsystem er det

trafikselskabet, der fastsætter taksterne og billetteringssystemet for rejser

med bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.

Bestemmelserne i § 42 i lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB om trafik- og

kommunikationsministerens og Folketingets Finansudvalgs kompetence til at

fastsætte DSB's takster gælder derfor ikke for togrejser, der udelukkende

foretages indenfor hovedstadsområdet. Det samme gælder bestemmelserne i § 7 i

DSB-loven om passagerer, der rejser uden gyldig billet eller kort. De hertil

svarende bestemmelser for DSB's banetrafik i hovedstadsområdet og

privatbanerne vil blive fastsat af trafikselskabet i medfør af forslagets §

6.

Til § 5

Efter forslaget udarbejder trafikselskabet i samarbejde med DSB en samlet

trafikplan for den kollektive persontrafik i hovedstadsområdet.

Planen skal indeholde en rækkefølge for etablering af nye overordnede

anlæg og materielanskaffelser. Planen skal sikre koordinering af

trafikbetjeningen i henseende til den overordnede linjeføring, frekvens

(kørselshyppighed), korrespondance mellem tog og bus og driftsperiode. Det

skal herved undgås, at der sker uhensigtsmæssig konkurrence mellem tog og

bus, og der skal tilstræbes en optimal udnyttelse af hvert af de to

trafikmidler. Planen skal endvidere beskrive, hvorledes trafikken i

hovedstadsområdet forholder sig til trafikken med tog og bus til og fra

området.

Det hidtidige samarbejde om køreplanerne for den kollektive persontrafik

med tog, DSB's og privatbanernes, og bus forudsættes videreført som hidtil

med togbefordringen som grundstammen i trafikken. Køreplanerne vil omfatte

såvel de lokale tog inden for hovedstadsområdet som de regionaltog på

Sjælland, der har standsning inden for dette.

Det foreslås i stk. 3, at uoverensstemmelser om planlægningen afgøres af

trafik- og kommunikationsministeren.

I indenrigsministerens lovforslag om ændring af forskellige

lovbestemmelser som følge af nedlæggelsen af Hovedstadsrådet foreslås det, at

regionplanerne i hovedstadsområdet udarbejdes med særlig hensyntagen til den

kollektive trafikplan for området. Dette indebærer, at der skal ske en

koordination af regionplanerne med den kollektive trafikplan, således at

byudviklingen fortsat bygges op omkring de radiale jernbaner, og

arbejdspladserne koncentreres omkring stationer med høj betjeningsfrekvens,

bl.a. i centralkommunerne.

Til § 6

Efter vedtagelsen af lovene fra 1973 og 1977 gennemførte Hovedstadsrådet

en koordinering og gennemgribende forenkling af taksterne for den kollektive

trafik i hovedstadsområdet. De mange busselskaber, som tidligere selv havde

bestemt taksterne, indgik nu i et fælles takstsystem, der fra 1978 også

omfattede lokale rejsende med DSB i hovedstadsområdet, og som betød fri

omstigningsret mellem busser og tog. Med 1977-lovens ikrafttræden blev

ansvaret for den kollektive persontrafik i hovedstadsområdet samlet i

Hovedstadsrådet, der fuldt og helt fik kompetencen til at fastsætte

taksterne, og som fik alle takstindtægterne.

Med lovforslaget videreføres det fælles takstsystem mellem tog og bus.

Taksterne fastsættes af selskabet. Herigennem får (amts)kommunerne, der

finansierer selskabet, fortsat en afgørende indflydelse på såvel passagertal

som økonomien i trafikvirksomhederne. Det forudsættes, at det i de i § 7

omhandlede aftaler fastslås, at selskabet ikke foretager takstændringer uden

høring af DSB.

For rejsende med DSB's tog til, fra og igennem hovedstadsområdet gælder

DSBs takster som hidtil.

Der består en aftale mellem DSB og Hovedstadsområdets Trafikselskab,

hvorefter månedskort til rejser med tog ind og ud af hovedstadsområdet har

gyldighed til befordring med selskabets busser inden for dette samt til

befordring med privatbanerne i området. Denne aftale forudsættes videreført.

Takst- og billetteringssystemet for S-banerne er baseret på, at

passagererne selv påser, at den pågældende billet eller kort er gyldig til

den rejse, der foretages. Systemet er indført for at give passagererne

mulighed for hurtig adgang til perroner og tog uden sinkende billetkontrol

især i myldretiden og for at spare væsentlige personaleudgifter, som i modsat

fald måtte dækkes gennem øgede billetpriser eller øget skattetilsvar. For at

motivere passagererne til ikke at søge at unddrage sig betaling eller fuld

betaling må passagerne i mangel af gyldig billet eller kort betale en særlig

forhøjet pris betegnet »kontrolafgift«.

Hjemmel til at opkræve den særlige forhøjede betaling findes i 1977-lovens

§§ 1 og 4, hvorefter Hovedstadsrådet fastsætter takster og

billetteringssystem for den lokale persontrafik med DSB's tog inden for

hovedstadsområdet.

Da selskabet ifølge forslaget fastsætter takster ogbilletteringssystem

gives der i stk. 2 hjemmel til at opkræve kontrolafgift for busser, DSBs tog

og for privatbanerne. Afgiften vil tilfalde hhv. selskabet eller den

banevirksomhed, der opkræver afgiften.

Opkrævningen af kontrolafgiften er forbundet med betydelige administrative

omkostninger, når den ikke betales straks i tog eller bus, hvorfor der gives

hjemmel til at opkræve et ekspeditionsgebyr, når passagererne senere må

erindres om betalingen. Endvidere foreslås det, at afgift og gebyr kan

inddrives ved udpantning.

Det foreslås i stk. 3, at selskabet kan fastsætte regler om, at rejsende,

der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på

forlangende af forevise legitimation, således at deres identitet kan

fastslås.

Der kan selvfølgelig ikke på nogen måde blive tale om strafansvar for

passagerer, der ikke er i besiddelse af legitimation, da et sådant ansvar

ville kunne ramme passagerer, der ganske uagtsomt har glemt kort eller

legitimationspapirer.

Til § 7

Formålet med lovforslaget er, at trafikselskabet og banevirksomhederne

skal være organisatorisk og økonomisk selvstændige enheder, der selv har det

direkte ansvar for driften, og som selv høster gevinsterne ved

rationalisering, sparede udgifter og serviceforbedringer, ligesom

virksomhederne hver især skal have fordel af at tiltrække flere kunder. For

at sikre dette beregnes trafikvirksomhedernes andel af takstindtægterne efter

lovforslaget ud fra det persontransportarbejde, som hver virksomhed yder, og

altså uden kobling til udgiftsniveauet.

De samlede takstindtægter udgør nu ca. 1500 mio. kr. årligt og dækker ca.

halvdelen af de samlede udgifter til den kollektive trafik i

hovedstadsområdet. Derfor er valget af fordelingsnøgle meget væsentligt for

selskabets og banevirksomhedernes økonomi.

Den præcise indtægtsfordeling fastlægges gennem aftaler mellem parterne,

idet trafikministeren afgør eventuelle uenigheder i forbindelse med

aftalernes indgåelse. I aftalerne fastlægges det detaljerede grundlag for

indtægtsfordelingen, herunder hvilke tællinger og hvilke regnskabsmæssige

opgørelser, der skal foretages, samt bestemmelser om revision af aftalerne.

Fordelingsnøglen, der skal indgå i aftalerne, skal tilgodese følgende

hensyn:

- den skal være entydig og enkel at administrere,

- den skal basere sig på det udførte transportarbejde og de faktiske

takster, og derved give incitament til at tiltrække flere passagerer,

- den skal sikre, at generelle ændringer i takstniveauet ikke afgørende

ændrer på fordelingen af indtægterne mellem trafikvirksomhederne, og

- den skal tilskynde til en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem tog og

bus.

Fordelingsnøglens hovedprincipper skal være følgende:

Gennem tællinger registreres, hvor mange rejser der foretages, og hvordan

de er fordelt på transportmidler. Videre undersøges det, hvilken billet-

eller korttype der anvendes på rejserne.

På baggrund heraf beregnes det, hvad den gennemsnitlige faktiske pris er

for såvel rene togrejser og busrejser som kombinerede tog- og busrejser, og

når rejsetallene kendes, kan indtægterne til hver trafikvirksomhed beregnes.

Indtægterne, der kan henføres til rene togrejser eller busrejser, går

ubeskåret til henholdsvis banevirksomhederne og selskabet. Indtægter, der

opstår ved kombinerede tog- og busrejser, fordeles i samme forhold som

forholdet mellem de gennemsnitlige priser på rene togrejser og busrejser. Med

den gældende takststruktur vil trafikselskabet få 42 pct. og DSB 58 pct. af

takstindtægterne for disse rejser.

Denne fordeling giver selskabet en relativt stor del af indtægterne ved

kombinerede rejser i forhold til det udførte transportarbejde. Dette giver

selskabet incitament til at opretholde og videreudbygge tilbringerlinier til

banerne frem for at oprette længere paralleltgående ruter, der konkurrerer

med disse.

Denne fordelingsnøgle lever op til de angivne principper. Den baserer sig

på de faktiske takster og på entydigt fastlagte størrelser på bagggrund af

tællinger, hvis tilrettelæggelse og gennemførelse aftales mellem parterne.

Herudover vil flere passagerer til den enkelte virksomhed give denne en

større andel af provenuet, og beregninger viser, at den er robust over for

ændringer i det generelle takstniveau, således at indtægtsfordelingen

virksomhederne imellem ikke påvirkes heraf i væsentligt omfang. Modellen er

endvidere forholdsvis robust også overfor ændringer i takststrukturen, det

vil sige prisrelationen mellem korte og lange rejser og overgang fra

zonetakster til afstandstakster. Væsentlige ændringer heri eller større

ændringer i passagertallene vil dog kunne forrykke indtægtsfordelingen mellem

trafikvirksomhederne og dermed også byrdefordelingen mellem (amts)kommunerne

og staten.

I bilag 1 og 2 er beregnet, hvorledes indtægtsfordelingen mellem

trafikvirksomhederne ville have været, hvis ordningen havde været gældende

for 1987 ud fra de foreliggende tællinger og regnskaber.

Indtægter af speciel rutekørsel og turistkørsel tilfalder selskabet

ubeskåret. Indtægterne af togkørsel, der udføres for bestillerens regning,

eller som udføres som led i et samlet rejse- eller besøgsarrangement

omfattende samtlige deltagere, tilfalder banevirksomhederne ubeskåret.

I henhold til forslagets stk. 2 skal de nærmere regler om

indtægtsfordelingen mellem trafikselskabet og banevirksomhederne fastsættes i

aftaler mellem disse.

Udover fordelingsnøglen må aftalerne indeholde bestemmelser om en række

forhold, der har nær forbindelse med takstniveauet og takststrukturen. Dette

gælder f.eks. indførelse af nye billetteringssystemer, bestemmelser om

befordring af ældre, børn og unge, adgang til medtagelse af cykler etc.

Da der således vil kunne ske ændringer i indtægtsdannelsen og i parternes

udgifter til trafikken, skal det af aftalerne fremgå, at disse er indgået på

grundlag af den nuværende takststruktur, befordringsbestemmelser,

billetteringssystem etc.

Der skal endvidere i aftalerne optages bestemmelser, hvorefter hver af

parterne, trafikselskabet og banevirksomhederne, kan kræve genforhandling af

aftalerne eller ændringer i disses enkelte bestemmelser, når der enten er

tale om ændringer af forholdene, således som de forelå ved aftalernes

indgåelse, eller der senere er indtrådt omstændigheder, der ikke var forudset

eller havde kunnet forudses ved aftalernes indgåelse, men som er af væsentlig

betydning for parterne i økonomisk, praktisk eller teknisk henseende.

Det er ikke muligt på forhånd at opregne samtlige de forhold, der kan gøre

det påkrævet for en eller begge parter at kunne kræve aftalerne ændret,

ligesom det ikke på forhånd er muligt nærmere at anføre kriterier for,

hvornår ændringerne er så væsentlige, at parterne skal kunne gøre dem

gældende.

Aftalernes indhold er af så væsentlig betydning for statens økonomi og for

privatbanernes, at det foreslås, at trafik- og kommunikationsministeren afgør

uoverensstemmelser i forbindelse med disses indgåelse.

Når der derimod er tale om uoverensstemmelser om, hvorvidt en af parterne

kan påberåbe sig, at forudsætningerne for aftalerne ikke er de samme som ved

indgåelsen eller senere på grund af nye uforudsete forhold er bristede, eller

når der måtte opstå uenighed om fortolkningen af aftalerne, ville det være

kritisabelt, om ministeren, som DSBs øverste forvaltningschef, skulle kunne

afgøre disse spørgsmål.

Det er derfor foreslået, at uoverensstemmelser om andet end selve

aftalernes indgåelse af hver af parterne kan kræves afgjort ved voldgift.

Den part, der måtte få medhold hos voldgiftsretten, vil herefter kunne

kræve nye aftaler indgået.

Uoverensstemmelser om disses indgåelse afgøres herefter af trafik- og

kommunikationsministeren i henhold til forslagets stk. 2.

Det vil være muligt at sammensætte voldgiftsretten, således at denne vil

være kompetent til både at afveje de retlige hensyn og tage stilling til de

økonomiske og tekniske forhold, der måtte foreligge i den for voldgiften

indbragte sag.

Endelig forhindrer adgangen til voldgift, at en af parterne påføres

økonomiske tab.

Voldgiftsrettens kendelse, der er endelig, skal foreligge senest 4 måneder

efter, at en part har begæret retten nedsat, medmindre voldgiftsretten og

parterne enes om andet.

Herved undgås det, at en voldgiftsbehandling kan blive til væsentlig

økonomisk skade for en af parterne.

Til § 8

For at sikre en effektiv ledelse foreslås det, at selskabets bestyrelse

alene skal bestå af 5 medlemmer, idet hver kommune henholdsvis amtskommune,

udpeger 1 medlem. På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at der

udpeges stedfortrædere for bestyrelsesmedlemmerne. En stedfortræder kan

indtræde i bestyrelsen i tilfælde, hvor et medlem er forhindret i at deltage

i et møde. Ved et medlems udtræden af bestyrelsen tilkommer det den

kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har udpeget medlemmet, at udpege et

nyt medlem.

Det foreslås, at bestyrelsesmedlem og stedfortræder til enhver tid kan

afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, som har valgt de

pågældende. Endvidere skal medlemmet og stedfortræderen vælges ved

begyndelsen af hver ny kommunal valgperiode, hvorved det sikres, at de

pågældende altid har et flertal bag sig.

Bestyrelsen ansætter direktionen for selskabet. Der gives direktionen

administrativ og økonomisk frihed til at drive selskabet inden for rammerne

af det af bestyrelsen årligt vedtagne budget. Endvidere ansætter direktionen

selskabets personale.

Til § 9

De nærmere regler for selskabets virksomhed fastsættes i en vedtægt, der

skal godkendes af indenrigsministeren og trafik- og kommunikationsministeren.

Ændringer i vedtægten skal ligeledes godkendes af indenrigsministeren og

trafik- og kommunikationsministeren.

Til § 10

Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindelig stemmeflertal, idet dog

vedtagelse af budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1, og om fast

ejendom, lån o.lign. skal træffes med kvalificeret majoritet. Adgangen til

optagelse af lån vil kunne begrænses ved regler udstedt af

indenrigsministeren i henhold til § 12.

Af hensyn til muligheden for at håndhæve bestyrelsesmedlemmernes ansvar,

jf. bemærkningerne til §§ 12 og 13, skal bestyrelsens beslutninger indføres i

beslutningsprotokol, hvorved det kan konstateres, hvilke bestyrelsesmedlemmer

der er ansvarlige for de trufne beslutninger.

Til § 11

Da den del af selskabets udgifter, der ikke finansieres ved takstbetaling,

skal afholdes af de deltagende kommuner og amtskommuner, er det fundet

hensigtsmæssigt, at selskabets budgetter og regnskaber udarbejdes i

overensstemmelse med regler, der gælder for budgetlægning og

regnskabsaflæggelse i kommuner og amtskommuner. Dette indebærer bl.a., at

selskabets budget skal underkastes to behandlinger i bestyrelsen. Selskabets

budgetforslag kan herved blive forelagt de pågældende kommunalbestyrelser og

amtsråd i tiden mellem 1. og 2. behandlingen.

Af hensyn til budgetbehandlingen i de deltagende kommuner og amtskommuner

er fristerne for udarbejdelsen og vedtagelsen af selskabets budget dog

fremrykket i forhold til kommunernes budgetbehandling.

Der gives endvidere indenrigsministeren hjemmel til at foreskrive formen

for selskabets årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab.

Til § 12

Det foreslås, at selskabet underkastes tilsyn af indenrigsministeren, og

at indenrigsministeren tillægges de samme reaktionsmuligheder, som de

kommunale tilsynsmyndigheder har over for kommuner og amtskommuner. Der gives

indenrigsministeren hjemmel til at fastsætte regler om selskabets låntagning.

Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at lade den kommunale styrelseslovs § 67

om løntilsyn finde anvendelse for selskabets personale.

Til § 13

Bestemmelsen svarer til de bestemmelser om strafansvar, som gælder for

kommunalbestyrelsesmedlemmer, jf. § 61 c i lov om kommunernes styrelse.

Til § 14

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1990 samtidig med

nedlæggelsen af Hovedstadsrådet.

Dog foreslås det, at §§ 8-13 træder i kraft allerede 1. juni 1989, således

at der allerede på dette tidspunkt udpeges en bestyrelse for selskabet, der

herefter forbereder selskabets virksomhed fra 1. januar 1990, herunder

vedtager budget for selskabet fra tidspunktet for Hovedstadsrådets

nedlæggelse og indgår aftaler med banevirksomhederne i henhold til § 7.

Selskabets bestyrelse får dog først fra 1. januar 1990 ansvaret for

selskabets virksomhed.

Det forudsættes, at Hovedstadsrådets Trafikselskab er sekretariat for

bestyrelsen indtil 1. januar 1990.

Bilag 1

Beregning af Hovedstadsrådets nettodriftsudgifter til DSB i 1987

HR's regnskab 1987 for bus- og togtrafik

Udgifter Mill. kr.

Busdrift (HT busser) 1367

Busanlæg (HT busser) 86

Jernbanedrift (§ 1 baner) 754

Jernbaneanlæg (§ 1 baner) 204

Betaling § 4 baner 138

Privatbanedrift, indtægtstabserstatning 32

Privatbanedrift, kommunalt tilskud 7

Betaling til busentreprenører 232

Ikke fordelte udgifter (handicapkørsel,

renter, moms m.v.) 55

------

Udgifter i alt 2875

------

Indtægter

Amtskommunale bidrag til HR 770

Statsligt bidrag til HR, drift 268

Statsligt bidrag til HR, anlæg 271

Takstindtægter 1521

Kompensation for mistede reklameindtægter 5

Andre indtægter 40

------

Indtægter i alt 2875

------

Hovedstadsrådets nettodriftsudgifter til

DSB i 1987

Mill. kr.

HRs dækning af DSBs omkostninger til

§ 1-baner 754

HRs kompensation for DSBs indtægtstab på

§ 4-banerne 138

------

HRs samlede betalinger til DSB 892

------

Den statslige driftskompensation til HR -268

DSB kompensation for reklameindtægt til HR -5

------

HRs nettodriftsudgifter til DSB 619

------

Bilag 2

Fordeling af takstindtægterne i 1987 - et regneeksempel

I det følgende er det ud fra tilgængelige regnskabs- og trafiktal

beregnet, hvordan takstindtægterne ville have været fordelt i 1987, hvis den

foreslåede fordelingsnøgle havde været gældende.

På grundlag af trafiktællinger, rejsehjemmelundersøgelser og regnskabstal

kan det samlede antal lokale rejser i hovedstadsområdet opgøres. I 1987

udførtes i alt 256 mill. lokale rejser med tog og bus. Hertil kommer 3 mill.

abonnementskortrejser ind og ud af hovedstadsområdet på kombinerede

HT-DSB-kort.

De 256 mill. lokale rejser fordeler sig på følgende måde mellem HT, DSB og

privatbanerne:

-----------------------------------------------------------

Mill. rejser Solo -------Kombinerede------ I alt1)

DSB/PB DSB/Bus PB/Bus

-----------------------------------------------------------

DSB-togrejser 57 2 53 - 112

HT-busrejser 140 - 53 1 194

Privatbanerejser 3 2 - 1 6

-----------------------------------------------------------

1) Kolonnen summerer ikke til 256 mill., da kombinerede rejser er talt med

to gange.

De gennemsnitlige priser for de betalte rejser er beregnet til følgende:

Togrejser 7,09 kr.

Busrejser 4,91 kr.

Kombinerede 7,89 kr.

Ifølge forslaget går indtægterne fra de rene tog- og busrejser ubeskåret

direkte til den udførende virksomhed. Indtægterne fra kombinerede rejser

fordeles i samme forhold som forholdet mellem de gennemsnitlige priser på

rene tog- og busrejser, henholdsvis 7,09 kr. og 4,91 kr. Indtægten fra en

kombineret tog- og busrejse på 7,89 kr. deles således med 58 pct. til DSB

henholdsvis privatbanerne og 42 pct. til busselskabet, mens indtægterne fra

kombinerede privatbane- og DSB-togrejser fordeles ligeligt mellem

banevirksomhederne.

De samlede takstindtægter udgør i alt 1521 mill. kr. og fordeles efter

ovenstående fordelingsnøgle således:

DSB 631 mill. kr.

HT 862 mill. kr.

Privatbanerne 28 mill. kr.

Efter 2. behandling den 18. april 1989

§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige

rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns

og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde

Amtskommuner.

§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte

kommuner og amtskommuner.

Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne

og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.

De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af

indenrigsministeren.

Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af

indenrigsministeren.

§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1

nævnte buskørsel. Udbud skal første gang ske senest 1. april 1990.

Stk. 2. Den kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af

andre, skal efter 1. april 1992 altid mindst omfatte 30 pct. af selskabets

samlede kørsel, medmindre trafikministeren tillader andet.

Stk. 3. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.

§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i

overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de

begrænsninger, der følger af denne lov.

§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den

kollektive persontrafik.

Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,

kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig

rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og

af privatbanerne.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes

for trafikministeren til afgørelse.

§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med

bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.

Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for

passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan

inddrives ved udpantning.

Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er

i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise

legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.

§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,

DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte

persontransportarbejde.

Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og

banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse

afgøres af trafikministeren.

Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne

for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består

af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens

hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.

§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det

overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.

Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg

Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger

hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når

medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens

funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til

enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har

udpeget den pågældende.

Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige

administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne

budget. Direktionen ansætter selskabets personale.

§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en

vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafikministeren og

indenrigsministeren.

Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.

Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.

Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af

indenrigsministeren.

§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til

stede.

Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til

vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,

dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af

garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for

beslutningen.

Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der

underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der

ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført

i protokollen.

§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i

kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.

juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.

Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal

dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.

Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2

behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandling skal

foregå senest den 15. september.

Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges

bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.

Stk. 4. § 63 i lov om kommunernes styrelse om pligt til at meddele

oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.

§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.

Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.

1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende

anvendelse på tilsynet.

§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov

tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes

med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.

Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens

begæring.

Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.

§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft

den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse

af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.

Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.

Stk. 2. Uanset stk. 1 udfører DSB fra 1. juni 1989 inden for et beløb på

1.018 mio. kr. uden forudgående forhandling med Hovedstadsrådet drift og

anlæg for de statsbanestrækninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov nr. 270

af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.

Hovedstadsrådet dækker i 1989 drifts- og anlægsudgifterne herved med det

nævnte beløb.

Stk. 3. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive

personbefordring ophæves.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter