1988 LSF 102 FORSLAG TIL LOV OM HOVEDSTADSOMRÅDETS KOLLEKTIVE PERSONTRAFIK
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige
rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns
og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde
Amtskommuner.
§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte
kommuner og amtskommuner.
Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne
og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.
De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af
indenrigsministeren.
Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af
indenrigsministeren.
§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1
nævnte buskørsel. Medmindre trafikministeren tillader andet, skal den del af
selskabets samlede kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af
andre, altid mindst udgøre:
1) 15 pct. efter 1. april 1991
2) 30 pct. efter 1. april 1992
3) 45 pct. efter 1. april 1994.
Stk. 2. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.
§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i
overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de
begrænsninger, der følger af denne lov.
§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den
kollektive persontrafik.
Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,
kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig
rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og
af privatbanerne.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes
Læs alt
for trafikministeren til afgørelse.
§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med
bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.
Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for
passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan
inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er
i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise
legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.
§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,
DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte
persontransportarbejde.
Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og
banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse
afgøres af trafikministeren.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne
for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består
af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens
hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.
§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det
overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.
Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg
Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger
hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når
medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens
funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til
enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har
udpeget den pågældende.
Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige
administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne
budget. Direktionen ansætter selskabets personale.
§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en
vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafikministeren og
indenrigsministeren.
Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.
Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af
indenrigsministeren.
§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til
stede.
Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til
vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,
dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af
garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for
beslutningen.
Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der
underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der
ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført
i protokollen.
§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i
kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.
juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.
Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal
dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.
Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2
behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandling skal
foregå senest den 15. september.
Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges
bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.
Stk. 4. § 63 i lov om kommunernes styrelse om pligt til at meddele
oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.
§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.
Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.
1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende
anvendelse på tilsynet.
§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov
tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes
med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens
begæring.
Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft
den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse
af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.
Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.
Stk. 2. Uanset stk. 1 udfører DSB fra 1. juni 1989 inden for et beløb på
1.018 mio. kr. uden forudgående forhandling med Hovedstadsrådet drift og
anlæg for de statsbanestrækninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov nr. 270
af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.
Hovedstadsrådet dækker i 1989 drifts- og anlægsudgifterne herved med det
nævnte beløb.
Stk. 3. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive
personbefordring ophæves.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige
rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns
og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde
Amtskommuner.
§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte
kommuner og amtskommuner.
Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne
og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.
De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af
indenrigsministeren.
Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af
indenrigsministeren.
§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1
nævnte buskørsel. Udbud skal første gang ske senest 1. april 1990.
Stk. 2. Den kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af
andre, skal efter 1. april 1992 altid mindst omfatte 30 pct. af selskabets
samlede kørsel, medmindre trafik- og kommunikationsministeren tillader andet.
Stk. 3. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.
§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i
overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de
begrænsninger, der følger af denne lov.
§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den
kollektive persontrafik.
Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,
kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig
rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og
af privatbanerne.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes
for trafik- og kommunikationsministeren til afgørelse.
§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med
bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.
Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for
passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan
inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er
i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise
legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.
§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,
DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte
persontransportarbejde.
Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og
banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse
afgøres af trafik- og kommunikationsministeren.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne
for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består
af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens
hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.
§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det
overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.
Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg
Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger
hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når
medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens
funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til
enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har
udpeget den pågældende.
Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige
administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne
budget. Direktionen ansætter selskabets personale.
§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en
vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafik- og
kommunikationsministeren og indenrigsministeren.
Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.
Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af
indenrigsministeren.
§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til
stede.
Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til
vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,
dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af
garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for
beslutningen.
Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der
underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der
ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført
i protokollen.
§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i
kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.
juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.
Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal
dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.
Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2
behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandlingen skal
foregå senest den 15. september.
Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges
bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.
Stk. 4. Lov om kommunernes styrelse § 63 om pligt til at meddele
oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.
§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.
Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.
1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende
anvendelse på tilsynet.
§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov
tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes
med bøde. Simpel uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens
begæring.
Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft
den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse
af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.
Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.
Stk. 2. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive
personbefordring ophæves.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets baggrund og hovedindhold
Efter den gældende trafikordning har Hovedstadsrådet ansvaret for den
lokale og regionale kollektive persontrafik i hovedstadsområdet med både tog
og bus. Lovforslaget om nedlæggelse af Hovedstadsrådet gør det derfor
nødvendigt at fastlægge en ny ordning for denne trafik.
Trafikalt set er hovedstadsområdet et sammenhængende bysamfund, især når
det gælder den daglige transport mellem boliger og arbejdspladser, og den
kollektive trafik har på grund af byområdets størrelse, omfattende 1/3 af
landets befolkning, og dets tæthed, en større betydning end i det øvrige
land.
Selvom Hovedstadsrådet nedlægges, er det derfor både nødvendigt og
hensigtsmæssigt at opretholde et sammenhængende kollektivt trafiksystem og at
fastholde de særlige kvaliteter, som er opnået i hovedstadsområdet, især
passagerernes frie omstigningsret mellem tog og bus, som beror på det fælles
takstsystem og den koordinerede planlægning.
Regeringen vil benytte lejligheden til at styrke og effektivisere den
kollektive trafik i hovedstadsområdet. Dette skal ske ved at give buskørslen
en mere effektiv ledelsesform og ved at give mulighed for, at en større del
af buskørslen udføres af private busvirksomheder efter offentligt udbud.
Desuden føres S-togene tilbage til staten, som herved får ansvaret for en
styrkelse af den investeringstunge grundstamme i den kollektive trafik,
samtidig med at det statslige nettostyringssystem vil tilskynde til en
økonomisk effektiv drift.
Dette tilgodeser de synspunkter, som er tilkendegivet i en redegørelse af
juni 1988 fra et udvalg under trafikministeren om hovedstadsområdets trafik,
om at den gældende trafikordning er administrativ tung og ikke giver en klar
opgavefordeling og placering af det økonomiske ansvar. Forslaget imødekommer
ligeledes Statsrevisorernes beretning nr. 16 fra 1987 om hovedstadsområdets
trafikordning og dens betydning for DSB, hvori der bl.a. peges på, at den
nuværende samordning af tog- og bustrafikken er administrativ tung for både
DSB og Hovedstadsrådet.
Bustrafikken skal fortsat varetages af Hovedstadsområdets Trafikselskab
(HT) og finansieres af Københavns og Frederiksberg Kommuner samt Københavns,
Frederiksborg og Roskilde Amtskommuner i fællesskab.
For at sikre, at bustrafikken drives så økonomisk effektivt som muligt,
gives HT en ny ledelsesform, idet de fem (amts)kommuner udpeger en
bestyrelse, som skal fastlægge de overordnede mål og budgetter, men overlade
den daglige ledelse til en direktion efter samme principper, som gælder for
private selskaber. Det betyder, at den tunge politiske detailstyring fjernes,
og at der gives større frihed til en rationel virksomhedsledelse også i
personalemæssig henseende.
Som incitament til større produktivitet og øget omkostningsbevidsthed vil
der desuden blive indført en licitationsordning, således at en vis andel af
buskørslen skal udbydes i offentlig licitation, og det foreslås, at mindst 30
pct. af bustrafikken skal køres af private busvirksomheder. Samtidig vil den
øgede konkurrence kunne påvirke produktiviteten og omkostningsniveauet også
for den del af buskørslen, der fortsat drives af selskabet med egne busser.
2. Den gældende trafikordning
Ved lov nr. 303 af 13. juni 1973 om hovedstadsområdets kollektive
personbefordring, jf. Folketingstidende 1972/73, spalte 3640, 4836, 7250,
7639, tillæg A spalte 5705, tillæg B spalte 2465 og 2589, tillæg C spalte
1825, blev det pålagt Københavns og Frederiksberg Kommunalbestyrelse og
Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd at stifte et selskab, der
skulle stå for bustrafikken i hovedstadsområdet. Selskabet, der fik navnet
Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT), fik ret til at overtage alle
offentlige busvirksomheder inden for området. En ret selskabet gjorde
udstrakt brug af. De private busser kørte på koncessioner, og der bestod en
mangfoldighed af takster og ruter. Ved det efter loven nedsatte Trafikråds
mellemkomst blev disse koncessioner overdraget til HT, mod at selskabet
indgik entreprenørkontrakter om fortsat kørsel med vognmændene. Dette gav
selskabet mulighed for at indføre et fælles takstsystem for hele busnettet og
at koordinere rutenet og køreplaner. Ved en ændring af denne lov, lov nr. 247
af 12. maj 1976, jf. Folketingstidende 1975/76, spalte 5308, 7457, 9408,
9491, tillæg A spalte 3643, tillæg B spalte 955, tillæg C spalte 447, overtog
Hovedstadsrådet driften af trafikselskabet.
I henhold til 1973-loven udarbejdede Trafikrådet i 1976 et forslag til en
forening af bane- og busdriften, som blev gennemført ved lov nr. 270 af 8.
juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring, jf.
Folketingstidende 1976/77, spalte 1685, 2848, 5256, 5396, tillæg A spalte
4179, tillæg B spalte 803, tillæg C spalte 545. Hensigten med denne lov var
at sikre en tilfredsstillende samordning af lokaltrafikken og et effektivt
samspil mellem trafikplanlægningen og regionplanlægningen.
Ifølge loven har Hovedstadsrådet ansvaret for bustrafikken, der fortsat
drives af HT, og for S-banerne og dieselbanestrækningerne Ballerup -
Frederikssund og Hillerød - Helsingør, de såkaldte § 1-baner. Hovedstadsrådet
træffer beslutning om driften, herunder om takster, billetteringssystemer,
køreplan m.v., og om anlæg og anskaffelse af materiel. DSB udfører
banetrafikken og står for anlægsarbejder og materielanskaffelser i
overensstemmelse med Hovedstadsrådets beslutninger. Takstkompetencen omfatter
også banerne Helsingør-København-Roskilde og videre til Hvalsø, Borup og
Tureby, de såkaldte § 4-baner.
Loven gav Hovedstadsrådet mulighed for at lade det fælles takstsystem for
busserne gælde også for togtrafikken. Denne ordning gav, som nævnt,
passagererne ret til fri omstigning mellem tog og bus. Hovedstadsrådets
ansvar for både busser og tog gav desuden Rådet mulighed for at skabe en
rationel arbejdsdeling mellem disse, således at busserne primært fungerer som
lokaltrafik og tilbringertrafik til togene, som så til gengæld tager sig af
de længere rejser.
Med hjemmel i lovens § 6, stk. 1 er der i 1978 indgået en
forvaltningsoverenskomst mellem trafikministeren og Hovedstadsrådet om den
nærmere ordning af de administrative forhold mellem Rådet og DSB.
Efter lovens § 8 har trafikministeren bemyndigelse til at godkende
overenskomster mellem privatbanerne i hovedstadsområdet og Hovedstadsrådet om
en ordning for persontrafikken på privatbanestrækninger svarende til den, der
gælder efter kapitel 1 i loven for statsbanestrækninger.
Konsekvensen af lovens § 8 bliver herefter for privatbanerne i
hovedstadsområdet, at Hovedstadsrådet for så vidt angår de 4 nordsjællandske
baner kan få den fulde beslutningskompetence for såvel driften som for
investeringer mod fuld omkostningsdækning til de pågældende baner.
For så vidt angår Østbanen, der løber dels i hovedstadsområdet dels i
Storstrøms Amt, kan Hovedstadsrådet kun fastsætte takster og
billetteringssystem for lokale rejsende inden for hovedstadsområdet.
Bestemmelsen i § 8 er ikke udnyttet fuldt ud i praksis, idet
Hovedstadsrådet kun har indgået overenskomster med de fire baner om fælles
takst- og billetteringssystem mod godtgørelse til disse af de dermed
forbundne indtægtstab og merudgifter.
3. Vurdering af den gældende trafikordning
I den trafikpolitiske redegørelse fra marts 1987 tilkendegav den daværende
regering, at en udbygning af indfaldsvejene i hovedstadsområdet ikke ville
være hensigtsmæssig, fordi det blot ville flytte problemerne til andre dele
af regionen, især de tætte bydele i København, og at problemerne med den
stigende biltrafik derfor måtte løses ved overførsel til kollektiv trafik.
Det konstateredes samtidig, at Hovedstadsrådet stod overfor en række meget
store beslutninger om udbygningen af den kollektive trafik. Ved Folketingets
debat om redegørelsen, jf. Folketingstidende 1986/87, spalte 10023-10101, var
der et udbredt ønske om, at staten skulle medvirke til, at disse problemer
blev løst.
Statsrevisorerne gennemgik som nævnt i beretning nr. 16 fra januar 1987
trafikordningen og pegede især på, at det er vanskeligt at skabe sig overblik
over den samlede belastning af statskassen fra hovedstadsområdets kollektive
trafik, at ordningen er administrativt tung for både Hovedstadsrådet og DSB,
at den handlefrihed, DSB har opnået gennem den statslige budgetreform, ikke
har virkning for § 1-banerne, og endelig at reglerne for udmåling af
Hovedstadsrådets kompensation til DSB for indtægtstabet på § 4-banerne er
uhensigtsmæssige.
På denne baggrund nedsatte den daværende trafikminister et udvalg
sammensat af repræsentanter for Hovedstadsrådet og en række ministerier, som
skulle foretage en samlet vurdering af den fremtidige trafiktilrettelæggelse
i hovedstadsområdet og overveje forskellige udviklingsmuligheder for den
kollektive trafik frem til år 2000 samt vurdere omkostningerne ved
forskellige løsningsforslag og mulighederne for at finansiere disse. Udvalget
skulle samtidig vurdere behovet for en revision af det organisatoriske og
økonomiske grundlag for trafikordningen og i givet fald komme med forslag til
nye bestemmelser. Udvalget afgav sin redegørelse i juni 1988.
I redegørelsen gennemgår udvalget den nuværende trafikordning og peger på
en række fordele og ulemper ved denne. Det er udvalgets opfattelse, at
passagererne har oplevet det fælles takstsystem og de samordnede køreplaner
som en væsentlig forbedring af den kollektive trafik. Passagertallet på
S-banerne steg således med 50 pct. fra 1977 til 1981 og har stort set holdt
sig på dette niveau indtil i dag. Selvom også energikrisen havde indflydelse
på passagertallet, hersker der næppe tvivl om, at en stor del af stigningen
kan tilskrives det fælles takstsystem.
Det er udvalgets opfattelse, at loven har givet anledning til forskellige
opfattelser i Hovedstadsrådet og DSB om ansvarsfordelingen. DSB er bevaret
som en samlet teknisk og organisatorisk enhed, der udfører trafikken på §
1-banerne som entreprenør for Hovedstadsrådet. DSB er derfor ikke på samme
måde som HT underkastet Rådets direkte styring, og Rådet må på baneområdet
forlade sig på teknisk ekspertise og rådgivning fra den part, som skal
styres.
Hertil kommer, at beslutningsprocedurerne er præget af, at to selvstændige
organisationer med forskellige administrative systemer er involveret, og at
de regler, som beslutningerne er underlagt, er væsensforskellige, hvilket er
blevet yderligere forstærket efter indførelsen af det statslige
nettostyringsprincip. Desuden indebærer den økonomiske ordning for §
1-banerne, hvor staten betaler en fast kompensationsydelse til
Hovedstadsrådet, som så til gengæld refunderer DSB dets udgifter, ikke nogen
form for økonomisk tilskyndelse for DSB til at nedbringe omkostningerne eller
at øge indtægterne.
De statslige repræsentanter i udvalget har givet udtryk for, at de
problemer, der er forbundet med den nuværende ordning, ikke kan løses ved
justeringer i bestående regler, og at ordningen ikke giver DSB nogen
tilskyndelse til en økonomisk effektiv drift og ikke sikrer en teknisk
fleksibilitet mellem S-togsdriften og den øvrige banedrift. Det er
opfattelsen, at Hovedstadsrådet aldrig har accepteret at have det fulde
økonomiske ansvar for § 1-banerne, således som det er forudsat i loven, og at
Rådet næppe heller kan forventes at ville påtage sig dette ansvar i
fremtiden.
Disse repræsentanter anbefaler derfor, at trafikordningen ændres, således
at S-togene tilbageføres til staten, idet det er en forudsætning, at det
fælles takstsystem bibeholdes, og at køreplansamarbejdet fortsætter med
henblik på en samordning af bane- og bustrafikken.
Hovedstadsrådets repræsentanter i udvalget har taget afstand fra
overføring af S-banerne til staten, fordi dette vil nedbryde enheden i den
overordnede planlægning og splitte det kollektive trafikapparat i to
konkurrerende sektioner. Efter disse repræsentanters opfattelse kan
regionplanlægning og fælles styring af et samlet kollektivt trafiksystem ikke
adskilles i et storbysamfund, hvorfor opgaven må varetages af et kommunalt
fællesskab, medmindre staten selv ønsker at overtage såvel
regionplanlægningen som busdriften og banedriften.
4. Den fremtidige trafikordning
Som en konsekvens af lovforslaget om nedlæggelse af Hovedstadsrådet er det
nødvendigt at ændre den gældende trafikordning, som i alt væsentligt bygger
på eksistensen af et Hovedstadsråd. Det vil være naturligt samtidig hermed at
gøre op med problemerne ved den nugældende trafikordning, således at en ny
ordning får en klarere opgavefordeling, virksomhedsøkonomiske ledelsesformer,
større konkurrencemoment uden at de opnåede kvaliteter, især den frie
omstigningsret mellem tog og bus, fortabes. Videre skal en større del af
buskørslen udføres af private vognmænd. Lovforslaget bygger på disse
hovedprincipper.
I henhold til lov nr. 114 af 29. marts 1978 om den lokale og regionale
kollektive personbefordring uden for hovedstadsområdet, jf. Folketingstidende
1977/78, spalte 523, 1158, 7443, 7691, tillæg A spalte 1089, tillæg B spalte
545, 559 og tillæg C spalte 289 drives bustrafikken i de fleste amtskommuner
af fælleskommunale trafikselskaber, mens DSB står for togtrafikken.
Denne lovs bestemmelser kan imidlertid ikke overføres direkte, fordi
opdelingen på amtskommuner ikke er meningsfuld i forhold til trafikmønstret i
hovedstadsområdet, hvor størstedelen af de daglige bolig-arbejdsstedsrejser
går på tværs af amtsgrænserne. Hertil kommer, at det fælles takstsystem, som
er en forudsætning for den frie omstigningsret mellem tog og busser, ikke kan
opretholdes uden et trafikselskab omfattende samtlige 5 (amts)kommuner, som
kan indgå takstfællesskab med DSB.
Efter lovforslaget skal bustrafikken fortsat varetages af
Hovedstadsområdets Trafikselskab, men ledelsen af selskabet skal forestås af
en bestyrelse på 5 medlemmer, som vælges af Københavns og Frederiksberg
Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd.
Denne ledelsesform adskiller sig fra den gældende ordning ved bestyrelsens
begrænsede størrelse og ved en direkte repræsentation af de myndigheder, der
skal finansiere nettoudgifterne. Det bestemmes desuden, at bestyrelsen alene
skal fastlægge de overordnede kvalitetsmål for driften samt fastlægge
budgetter og takster, mens ansvaret for den daglige drifts- og
anlægstilrettelæggelse, herunder personalestyringen, ligger hos en direktion.
Herved kan den nuværende omkostningskrævende politiske detailstyring undgås.
Hovedstadsområdets Trafikselskab videreføres således, men samtidig
foreslås det, at større dele af bustrafikken i fremtiden skal udføres af
andre for selskabets regning.
I modsætning til det øvrige land, hvor trafikvirksomhederne fungerer som
administrationsselskaber, der udfører bustrafikken ved hjælp af
entreprenørkontrakter med såvel private busvirksomheder som DSB, drives
hovedparten af bustrafikken i hovedstadsområdet af HT selv.
Den nuværende entreprenørkørsel i hovedstadsområdet udføres efter en
standardenreprenørkontrakt, hvori betalingen er fastlagt. Denne kontraktform
giver ikke umiddelbart noget incitament til indbyrdes konkurrence mellem de
private busvirksomheder, og produktivitetsstigninger og
rationaliseringsgevinster kommer således ikke trafikselskabet til gode.
Det er opfattelsen, at en øget konkurrence mellem forskellige
trafikvirksomheder, det være sig privat eller offentligt ejede, kan medvirke
til en større økonomisk effektivitet både gennem nedbringelse af
omkostningerne og forbedringer af produktet. Forslaget indeholder derfor et
krav om, at mindst 30 pct. af kørselsomfanget efter 2 1/2 år skal udføres af
andre efter offentligt udbud, og at en del af kørslen fortsat løbende skal
udbydes.
Trafikselskabets nettoudgifter dækkes ligesom Hovedstadsrådets nuværende
udgifter af (amts)kommunerne i forhold til beskatningsgrundlaget, medmindre
andet aftales mellem parterne.
Trafikvirksomhedernes nettoudgifter finansieres i det øvrige land efter
forskellige fordelingsnøgler, hvori kan indgå bl.a. befolkningstal,
personkilometer, buskilometer og bustimer, ligesom der findes
tilkøbsordninger, hvor en kommune kan købe sig til mertrafik indenfor sit
område mod at betale omkostningerne herved.
Bestemmelsen om, at parterne kan aftale en anden fordeling, åbner mulighed
for, at den enkelte (amts)kommune, eventuelt efter ønske fra en kommune, kan
sikre sig et øget kørselsomfang mod selv at betale omkostningerne herved
gennem en ændret byrdefordeling. Herved gives der den enkelte (amts)kommune
mulighed for en øget indflydelse på det lokale kørselsomfang.
I overensstemmelse med anbefalingerne fra de statslige repræsentanter i
Udvalget om Hovedstadsområdets Trafik indebærer lovforslaget, at § 1-banerne
påny henlægges under statens ansvar. Denne ændrede opgavefordeling giver en
forenkling af beslutningsprocesserne og en mere entydig ansvarsplacering.
Samtidig får staten ansvaret for en styrkelse af S-togstrafikken, der udgør
grundstammen i hovedstadsområdets kollektive trafik, bl.a. ved en udskiftning
af S-togsparken, forøgelse af kapaciteten samt forbedring af infrastrukturen.
Trafikselskabet skal i samarbejde med DSB udarbejde en plan for den
kollektive trafik med både tog og bus i hovedstadsområdet. Planen skal sikre
den mest rationelle udnyttelse af trafiksystemet, herunder især fastholde og
udbygge bussernes funktion som tilbringertrafik til togtrafikken.
Takstfællesskabet og dermed passagerernes frie omstigningsret mellem tog
og bus er det centrale element i den gældende trafikordning.
Takstfællesskabet er særegent for hovedstadsområdet og er af afgørende
betydning for opretholdelsen af det nuværende kvalitetsniveau og dermed for
den kollektive trafiks andel af trafikken i området. Selv om
opgavefordelingen ændres, viderefører lovforslaget derfor takstfællesskabet.
Trafikselskabet får, ligesom Hovedstadsrådet har haft det, den fulde
kompetence til at fastsætte taksterne. Selskabet og dermed de lokale
myndigheder får hermed fortsat en væsentlig indflydelse på den samlede
kollektive trafik og kan påvirke såvel passagertilgangen som indtægterne både
for selskabet selv og for banevirksomhederne. Dette giver selskabet et
særligt ansvar for, at takstfastsættelsen ikke udhuler banevirksomhedernes
indtægtsgrundlag.
Takstfællesskabet nødvendiggør, at takstindtægterne fordeles mellem
selskabet og banevirksomhederne. Efter den nugældende ordning for § 1-banerne
får Hovedstadsrådet alle indtægterne og afholder til gengæld alle DSBs
udgifter hertil. § 4-banerne er allerede underkastet en form for
indtægtsfordeling, idet Hovedstadsrådet kompenserer DSBs indtægtstab på disse
baner. Indtægtskompensationen reguleres efter DSBs takster i det øvrige land,
men ikke for ændringer i passagertilgangen. Begge disse ordninger lider
således af den skavank, at de ikke inddrager det af trafikvirksomhederne
ydede transportarbejde i beregningerne, og derfor heller ikke giver
virksomhederne noget økonomisk incitament til serviceforbedringer. §
1-ordningen giver desuden ikke DSB noget incitament til at effektivisere
driften. Ordningerne er da også, som nævnt, blevet kritiseret såvel af
Statsrevisorerne som af Udvalget om Hovedstadsområdets Trafik.
For privatbanerne gælder under den nuværende ordning en særlig
indtægtskompensationsordning i henhold til overenskomster mellem
Hovedstadsrådet og disse.
Efter forslaget skal indtægtsfordelingen afspejle det af virksomhederne
ydede transportarbejde. Dette vil tilskynde virksomhederne til at søge at få
flere passagerer og til at holde omkostningerne nede.
5. Økonomiske og administrative konsekvenser
Ved vedtagelsen af den gældende lov blev det tilkendegivet, at
trafikordningen skulle være byrdefordelingsmæssigt neutral, og at staten
derfor som kompensation for overførslen af ansvaret for § 1-banerne til
Hovedstadsrådet skulle betale et årligt tilskud til Rådet. Tilskuddet skulle
modsvare statens nettobesparelse ved Hovedstadsrådets overtagelse af ansvaret
for § 1-banerne. Tilskuddet blev ved lovens vedtagelse fastsat til i alt 246
mio. kr. bestående af en investeringsandel på 133 mio. kr. i 1976-prisniveau
og en driftsunderskudsandel på 113 mio. kr. i 1975/76-prisniveau. Det samlede
tilskud var i 1987 på 539 mio. kr., som beregningsmæssigt kan opdeles i en
anlægsdel på 271 mio. kr. og en driftsdel på 268 mio. kr.
Kompensationsydelsen udbetales fra en særlig konto på indenrigsministerens
budget på finansloven for at markere, at Hovedstadsrådet frit kan afgøre,
hvilke kollektive trafikformål kompensationsydelsen skal anvendes til.
Da ansvaret for § 1-banerne ved lovforslaget tilbageføres til staten,
bortfalder den nuværende statslige kompensation, og beløbet overføres derfor
fra indenrigsministerens til trafikministerens totalramme. Selv om
Hovedstadsrådet ikke i alle årene har anvendt den fulde anlægskompensation
til baneinvesteringer, må denne ændring efter sit indhold betragtes som
byrdefordelingsmæssigt neutral.
Takstindtægterne skal efter forslaget fordeles mellem trafikselskabet, DSB
og de berørte privatbaner. Fordelingsnøglen, der er nærmere beskrevet under
de specielle bemærkninger til § 7, indebærer, at takstindtægterne fordeles
mellem selskabet og banevirksomhederne i forhold til det af parterne udførte
persontransportarbejde og den gældende takststruktur. Den detaljerede
udformning af fordelingsnøglen vil blive fastlagt ved aftaler mellem
trafikvirksomhederne.
En foreløbig vurdering kan foretages på grundlag af et regneeksempel, der
viser, hvorledes fordelingen ville have været efter henholdsvis den nye og
den gamle trafikordning i 1987, hvorfra der foreligger passagertællinger og
regnskabstal. Regneeksemplet viser, jf. bilag 1 og 2, at hvis ordningen havde
været gældende i 1987, ville takstindtægterne have været fordelt med 862 mio.
kr. til selskabet, 631 mio. kr. til DSB og 28 mio. kr. til privatbanerne. Den
fremtidige fordeling vil i overensstemmelse med sigtet med det valgte
fordelingsprincip variere i forhold til det udførte persontransportarbejde og
takststrukturen.
Tages det som forudsætning, at den nuværende trafikordning er neutral for
Hovedstadsrådet med hensyn til driften, kan Rådets nettoudgifter til
banedriften beregnes, og disse beregnede nettodriftsudgifter modsvarer i
princippet DSBs takstindtægter ved den nye ordning. Det forudsættes herved,
at der kan ses bort fra Rådets varierende udnyttelse af anlægskompensationen
til baneinvesteringer.
Benyttes disse principper, kan Hovedstadsrådets nettodriftsudgift til DSB
for 1987 beregnes til 619 mio. kr. Sammenlignes dette beløb med de beregnede
takstindtægter til DSB samme år på 631 mio. kr., er den nye ordning i alt
væsentligt byrdefordelingsmæssigt neutral i forholdet mellem selskabet og DSB
og dermed mellem (amts)kommunerne og staten.
Privatbanerne får efter de overenskomster, de har indgået med
Hovedstadsrådet i henhold til den gældende lov, en kompensation for mistede
takstindtægter. Privatbanernes takstkompensation var i 1987 32 mio. kr.
Beregnet efter de nye regler ville privatbanernes andel af takstindtægterne i
1987 have været 28 mio. kr.
Byrdefordelingen mellem selskabet og DSB og mellem selskabet og
privatbanerne kan først opgøres endeligt på grundlag af de indgåede aftaler
og de til den tid aktuelle tal. De byrdefordelingsmæssige ændringer, som den
nye ordning giver anledning til, vil blive udlignet over bloktilskuddene
efter de herom gældende regler.
Der blev ikke afsat ekstra personaleressourcer i forbindelse med
indførelsen af den nuværende trafikordning i 1978. Ordningen har imidlertid,
som også påpeget af Statsrevisorerne, givet anledning til et betydeligt
administrativt merarbejde både i Hovedstadsrådet og i DSB. Lovforslaget
indebærer derfor, at der administrativt vil kunne spares ressourcer både i
selskabet og i DSB. DSB skønner at kunne spare 20 årsværk inden for det
administrative område.
Den nye ledelsesform for trafikselskabet og anvendelsen af en offentlig
udbudsordning for buskørslen vil give væsentlige produktivitetsforbedringer
og derfor både økonomiske og personalemæssige besparelser for selskabet og
dermed også for (amts)kommunerne, der finansierer selskabet.
6. Høring
Lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt til høring hos de berørte
myndigheder og organisationer.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter forslagets § 1 opretholdes Hovedstadsområdets Trafikselskab som det
selskab, der skal varetage den almindelige rutekørsel i hovedstadsområdet.
I henhold til forslag til lov om ophævelse af lov om et hovedstadsråd
overtager (amts)kommunerne fra 1. januar 1990 Hovedstadsrådets aktiver og
passiver, herunder garantiforpligtelser m.v., bortset fra de aktiver og
passiver, der kan henføres til Hovedstadsområdets Trafikselskab, således at
disse forbliver i selskabet.
Ved nærværende forslag sker der ingen ændring i ejerforholdet til
selskabet, men når Hovedstadsrådet nedlægges, må den øverste styrelse ændres.
Til § 2
I henhold til forslagets § 2, stk. 1, afholdes selskabets nettoudgifter af
de 5 (amts)kommuner. Udgifterne fordeles i forhold til
indkomstskattegrundlaget, jf. stk. 2. Dette svarer til den hidtil gældende
ordning for Hovedstadsrådet. De nærmere regler fastsættes af
indenrigsministeren.
Bestemmelsen i stk. 3 giver adgang til ændret fordeling af udgifterne.
Herved gives der mulighed for øget trafikbetjening i de enkelte kommuner,
såfremt en (amts)kommune måtte ønske et højere serviceniveau og er villig til
at påtage sig udgifterne herved.
Til § 3
I henhold til lov nr. 114 af 29. marts 1978 om den lokale og regionale
kollektive personbefordring udenfor hovedstadsområdet er der i de fleste
amtskommuner oprettet fælleskommunale trafikselskaber, der virker som
administrationsselskaber for al regelmæssig buskørsel i vedkommende
amtskommune. Selve kørslen udføres af private busvirksomheder og DSB som
entreprenører for trafikselskaberne på grundlag af en såkaldt
Standardentreprenørkontrakt.
I modsætning hertil har Hovedstadsrådet sit eget driftsselskab,
Hovedstadsområdets Trafikselskab, og der anvendes kun i mere begrænset omfang
private busvirksomheder som entreprenører.
Et virksomt middel til at sikre en økonomisk og effektiv drift er at
foretage løbende offentligt udbud af den almindelige rutekørsel.
Formålet er gennem den derved skabte mulighed for konkurrence mellem
busvirksomhederne om kørslen dels at mindske omkostningerne dels at opnå, at
en større del af trafikken gradvist kan udføres af andre end
Hovedstadsområdets Trafikselskab selv.
Trafikselskabet er ikke bundet til at antage det laveste tilbud eller
overhovedet nogen af de indkomne tilbud. Dette svarer til ordningen i henhold
til licitationsloven. Trafikselskabets bestyrelse er således frit stillet,
idet det kan afveje kravene til økonomi og effektivitet over for andre
hensyn, som f.eks. service- og driftsmæssige.
Udbuddet kan ske i form af udbud af bustimer og/eller buskilometer, og det
vil være trafikselskabets afgørelse, hvor kørslen skal finde sted, idet der
herved skabes mulighed for en rationel tilrettelæggelse af buskørslen.
Udbuddet kan videre foretages således, at HT eller de private vognmænd
stiller materiel og anlæg til rådighed. Selskabet har idag kontrakter med en
række private vognmænd, der udfører kørsel for selskabet. Ifølge
kontrakterne, der udløber den 31. marts 1990, har HT ret og pligt til at
overtage den private vognmands virksomhed, såfremt denne i kontraktperioden
eller ved udløbet heraf ønsker at afhænde virksomheden.
Da Hovedstadsområdets Trafikselskab som nævnt i det væsentlige selv har
udført buskørslen i området, og således er dimensioneret til et betydeligt
driftsomfang, kan der kun blive tale om gradvist at overlade mere af
trafikken til andre. Det er derfor foreslået, at udbud skal ske gradvist
begyndende senest 1. april 1990, og således at efter 1. april 1992 skal altid
mindst 30 pct. af selskabets samlede kørsel udføres af andre, medmindre
trafik- og kommunikationsministeren tillader andet.
Da der skal ske løbende udbud af en del af kørslen, således at
konkurrenceelementet fastholdes, foreslås det i stk. 3, at kontrakter om
kørsel kan indgås for et tidsrum af højst 8 år, hvorefter der skal foretages
nyt udbud af denne kørsel. Det forudsættes derfor, at kontrakterne om kørsel
indeholder bestemmelse om, at selskabet ved kontraktens udløb har ret til at
udbyde den af kontrakten omfattede kørsel.
Af hensyn til materielafskrivningerne må kontrakterne med andre have en
vis varighed. Det er derfor ikke muligt at fastsætte størrelsen af den
kørselsmængde, der årligt skal udbydes. Gennem bestemmelsen om, at mindst 30
pct. af selskabets samlede kørsel skal udføres af andre, er det imidlertid
sikret, at en vis del af kørslen løbende vil blive udbudt, ligesom selve det
forhold, at det gennem licitationerne bliver oplyst, til hvilke priser andre
end selskabet selv kan køre, vil tilskynde ledelsen til at udbyde mest mulig
trafik, idet den ellers vil blive udsat for kritik.
Til § 4
Nedlæggelse af Hovedstadsrådet nødvendiggør en ændring af de siden 1977
gældende bestemmelser, hvorefter Hovedstadsrådet træffer beslutning om anlæg
og drift af S-togene og banerne Hillerød-Helsingør og Ballerup-Frederikssund,
§ 1-banerne. Efter forslaget henlægges disse baner under staten, jf. de
almindelige bemærkninger, hvorved de ligesom DSB's øvrige baner nu vil komme
ind under statens nettostyringssystem.
Rammerne for driften af disse baner vil blive indeholdt i de årlige
bevillingslove, hvorved Folketinget på ny får fuld indflydelse på den meget
betydelige del af DSB's trafik, der udgøres af den lokale togtrafik i
hovedstadsområdet omfattende 1/3 af landets befolkning.
Folketinget vil gennem de årlige bevillingslove bestemme de
samfundsmæssige hensyn, der skal tages i betragtning både for området selv og
for dette set i sammenhæng med det øvrige land. Staten vil således på ny få
kompetencen vedrørende anlæg, materielanskaffelser og driftsomfang og derved
få mulighed for at styre og styrke den kollektive persontrafik i
hovedstadsområdet.
Nettostyringssystemet vil tilskynde DSB til en økonomisk effektiv drift,
ligesom der åbnes mulighed for en teknisk fleksibilitet mellem S-togsdriften
og den øvrige banetrafik.
Som det imidlertid fremgår af bestemmelserne i §§ 5 og 6 og bemærkningerne
hertil, bevares og videreføres det hidtidige samarbejde om planlægningen samt
takstfællesskabet. Efter forslagets § 6 om det fælles takstsystem er det
trafikselskabet, der fastsætter taksterne og billetteringssystemet for rejser
med bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.
Bestemmelserne i § 42 i lov nr. 245 af 8. juni 1977 om DSB om trafik- og
kommunikationsministerens og Folketingets Finansudvalgs kompetence til at
fastsætte DSB's takster gælder derfor ikke for togrejser, der udelukkende
foretages indenfor hovedstadsområdet. Det samme gælder bestemmelserne i § 7 i
DSB-loven om passagerer, der rejser uden gyldig billet eller kort. De hertil
svarende bestemmelser for DSB's banetrafik i hovedstadsområdet og
privatbanerne vil blive fastsat af trafikselskabet i medfør af forslagets §
6.
Til § 5
Efter forslaget udarbejder trafikselskabet i samarbejde med DSB en samlet
trafikplan for den kollektive persontrafik i hovedstadsområdet.
Planen skal indeholde en rækkefølge for etablering af nye overordnede
anlæg og materielanskaffelser. Planen skal sikre koordinering af
trafikbetjeningen i henseende til den overordnede linjeføring, frekvens
(kørselshyppighed), korrespondance mellem tog og bus og driftsperiode. Det
skal herved undgås, at der sker uhensigtsmæssig konkurrence mellem tog og
bus, og der skal tilstræbes en optimal udnyttelse af hvert af de to
trafikmidler. Planen skal endvidere beskrive, hvorledes trafikken i
hovedstadsområdet forholder sig til trafikken med tog og bus til og fra
området.
Det hidtidige samarbejde om køreplanerne for den kollektive persontrafik
med tog, DSB's og privatbanernes, og bus forudsættes videreført som hidtil
med togbefordringen som grundstammen i trafikken. Køreplanerne vil omfatte
såvel de lokale tog inden for hovedstadsområdet som de regionaltog på
Sjælland, der har standsning inden for dette.
Det foreslås i stk. 3, at uoverensstemmelser om planlægningen afgøres af
trafik- og kommunikationsministeren.
I indenrigsministerens lovforslag om ændring af forskellige
lovbestemmelser som følge af nedlæggelsen af Hovedstadsrådet foreslås det, at
regionplanerne i hovedstadsområdet udarbejdes med særlig hensyntagen til den
kollektive trafikplan for området. Dette indebærer, at der skal ske en
koordination af regionplanerne med den kollektive trafikplan, således at
byudviklingen fortsat bygges op omkring de radiale jernbaner, og
arbejdspladserne koncentreres omkring stationer med høj betjeningsfrekvens,
bl.a. i centralkommunerne.
Til § 6
Efter vedtagelsen af lovene fra 1973 og 1977 gennemførte Hovedstadsrådet
en koordinering og gennemgribende forenkling af taksterne for den kollektive
trafik i hovedstadsområdet. De mange busselskaber, som tidligere selv havde
bestemt taksterne, indgik nu i et fælles takstsystem, der fra 1978 også
omfattede lokale rejsende med DSB i hovedstadsområdet, og som betød fri
omstigningsret mellem busser og tog. Med 1977-lovens ikrafttræden blev
ansvaret for den kollektive persontrafik i hovedstadsområdet samlet i
Hovedstadsrådet, der fuldt og helt fik kompetencen til at fastsætte
taksterne, og som fik alle takstindtægterne.
Med lovforslaget videreføres det fælles takstsystem mellem tog og bus.
Taksterne fastsættes af selskabet. Herigennem får (amts)kommunerne, der
finansierer selskabet, fortsat en afgørende indflydelse på såvel passagertal
som økonomien i trafikvirksomhederne. Det forudsættes, at det i de i § 7
omhandlede aftaler fastslås, at selskabet ikke foretager takstændringer uden
høring af DSB.
For rejsende med DSB's tog til, fra og igennem hovedstadsområdet gælder
DSBs takster som hidtil.
Der består en aftale mellem DSB og Hovedstadsområdets Trafikselskab,
hvorefter månedskort til rejser med tog ind og ud af hovedstadsområdet har
gyldighed til befordring med selskabets busser inden for dette samt til
befordring med privatbanerne i området. Denne aftale forudsættes videreført.
Takst- og billetteringssystemet for S-banerne er baseret på, at
passagererne selv påser, at den pågældende billet eller kort er gyldig til
den rejse, der foretages. Systemet er indført for at give passagererne
mulighed for hurtig adgang til perroner og tog uden sinkende billetkontrol
især i myldretiden og for at spare væsentlige personaleudgifter, som i modsat
fald måtte dækkes gennem øgede billetpriser eller øget skattetilsvar. For at
motivere passagererne til ikke at søge at unddrage sig betaling eller fuld
betaling må passagerne i mangel af gyldig billet eller kort betale en særlig
forhøjet pris betegnet »kontrolafgift«.
Hjemmel til at opkræve den særlige forhøjede betaling findes i 1977-lovens
§§ 1 og 4, hvorefter Hovedstadsrådet fastsætter takster og
billetteringssystem for den lokale persontrafik med DSB's tog inden for
hovedstadsområdet.
Da selskabet ifølge forslaget fastsætter takster ogbilletteringssystem
gives der i stk. 2 hjemmel til at opkræve kontrolafgift for busser, DSBs tog
og for privatbanerne. Afgiften vil tilfalde hhv. selskabet eller den
banevirksomhed, der opkræver afgiften.
Opkrævningen af kontrolafgiften er forbundet med betydelige administrative
omkostninger, når den ikke betales straks i tog eller bus, hvorfor der gives
hjemmel til at opkræve et ekspeditionsgebyr, når passagererne senere må
erindres om betalingen. Endvidere foreslås det, at afgift og gebyr kan
inddrives ved udpantning.
Det foreslås i stk. 3, at selskabet kan fastsætte regler om, at rejsende,
der ikke er i besiddelse af gyldig billet eller kort, har pligt til på
forlangende af forevise legitimation, således at deres identitet kan
fastslås.
Der kan selvfølgelig ikke på nogen måde blive tale om strafansvar for
passagerer, der ikke er i besiddelse af legitimation, da et sådant ansvar
ville kunne ramme passagerer, der ganske uagtsomt har glemt kort eller
legitimationspapirer.
Til § 7
Formålet med lovforslaget er, at trafikselskabet og banevirksomhederne
skal være organisatorisk og økonomisk selvstændige enheder, der selv har det
direkte ansvar for driften, og som selv høster gevinsterne ved
rationalisering, sparede udgifter og serviceforbedringer, ligesom
virksomhederne hver især skal have fordel af at tiltrække flere kunder. For
at sikre dette beregnes trafikvirksomhedernes andel af takstindtægterne efter
lovforslaget ud fra det persontransportarbejde, som hver virksomhed yder, og
altså uden kobling til udgiftsniveauet.
De samlede takstindtægter udgør nu ca. 1500 mio. kr. årligt og dækker ca.
halvdelen af de samlede udgifter til den kollektive trafik i
hovedstadsområdet. Derfor er valget af fordelingsnøgle meget væsentligt for
selskabets og banevirksomhedernes økonomi.
Den præcise indtægtsfordeling fastlægges gennem aftaler mellem parterne,
idet trafikministeren afgør eventuelle uenigheder i forbindelse med
aftalernes indgåelse. I aftalerne fastlægges det detaljerede grundlag for
indtægtsfordelingen, herunder hvilke tællinger og hvilke regnskabsmæssige
opgørelser, der skal foretages, samt bestemmelser om revision af aftalerne.
Fordelingsnøglen, der skal indgå i aftalerne, skal tilgodese følgende
hensyn:
- den skal være entydig og enkel at administrere,
- den skal basere sig på det udførte transportarbejde og de faktiske
takster, og derved give incitament til at tiltrække flere passagerer,
- den skal sikre, at generelle ændringer i takstniveauet ikke afgørende
ændrer på fordelingen af indtægterne mellem trafikvirksomhederne, og
- den skal tilskynde til en hensigtsmæssig arbejdsdeling mellem tog og
bus.
Fordelingsnøglens hovedprincipper skal være følgende:
Gennem tællinger registreres, hvor mange rejser der foretages, og hvordan
de er fordelt på transportmidler. Videre undersøges det, hvilken billet-
eller korttype der anvendes på rejserne.
På baggrund heraf beregnes det, hvad den gennemsnitlige faktiske pris er
for såvel rene togrejser og busrejser som kombinerede tog- og busrejser, og
når rejsetallene kendes, kan indtægterne til hver trafikvirksomhed beregnes.
Indtægterne, der kan henføres til rene togrejser eller busrejser, går
ubeskåret til henholdsvis banevirksomhederne og selskabet. Indtægter, der
opstår ved kombinerede tog- og busrejser, fordeles i samme forhold som
forholdet mellem de gennemsnitlige priser på rene togrejser og busrejser. Med
den gældende takststruktur vil trafikselskabet få 42 pct. og DSB 58 pct. af
takstindtægterne for disse rejser.
Denne fordeling giver selskabet en relativt stor del af indtægterne ved
kombinerede rejser i forhold til det udførte transportarbejde. Dette giver
selskabet incitament til at opretholde og videreudbygge tilbringerlinier til
banerne frem for at oprette længere paralleltgående ruter, der konkurrerer
med disse.
Denne fordelingsnøgle lever op til de angivne principper. Den baserer sig
på de faktiske takster og på entydigt fastlagte størrelser på bagggrund af
tællinger, hvis tilrettelæggelse og gennemførelse aftales mellem parterne.
Herudover vil flere passagerer til den enkelte virksomhed give denne en
større andel af provenuet, og beregninger viser, at den er robust over for
ændringer i det generelle takstniveau, således at indtægtsfordelingen
virksomhederne imellem ikke påvirkes heraf i væsentligt omfang. Modellen er
endvidere forholdsvis robust også overfor ændringer i takststrukturen, det
vil sige prisrelationen mellem korte og lange rejser og overgang fra
zonetakster til afstandstakster. Væsentlige ændringer heri eller større
ændringer i passagertallene vil dog kunne forrykke indtægtsfordelingen mellem
trafikvirksomhederne og dermed også byrdefordelingen mellem (amts)kommunerne
og staten.
I bilag 1 og 2 er beregnet, hvorledes indtægtsfordelingen mellem
trafikvirksomhederne ville have været, hvis ordningen havde været gældende
for 1987 ud fra de foreliggende tællinger og regnskaber.
Indtægter af speciel rutekørsel og turistkørsel tilfalder selskabet
ubeskåret. Indtægterne af togkørsel, der udføres for bestillerens regning,
eller som udføres som led i et samlet rejse- eller besøgsarrangement
omfattende samtlige deltagere, tilfalder banevirksomhederne ubeskåret.
I henhold til forslagets stk. 2 skal de nærmere regler om
indtægtsfordelingen mellem trafikselskabet og banevirksomhederne fastsættes i
aftaler mellem disse.
Udover fordelingsnøglen må aftalerne indeholde bestemmelser om en række
forhold, der har nær forbindelse med takstniveauet og takststrukturen. Dette
gælder f.eks. indførelse af nye billetteringssystemer, bestemmelser om
befordring af ældre, børn og unge, adgang til medtagelse af cykler etc.
Da der således vil kunne ske ændringer i indtægtsdannelsen og i parternes
udgifter til trafikken, skal det af aftalerne fremgå, at disse er indgået på
grundlag af den nuværende takststruktur, befordringsbestemmelser,
billetteringssystem etc.
Der skal endvidere i aftalerne optages bestemmelser, hvorefter hver af
parterne, trafikselskabet og banevirksomhederne, kan kræve genforhandling af
aftalerne eller ændringer i disses enkelte bestemmelser, når der enten er
tale om ændringer af forholdene, således som de forelå ved aftalernes
indgåelse, eller der senere er indtrådt omstændigheder, der ikke var forudset
eller havde kunnet forudses ved aftalernes indgåelse, men som er af væsentlig
betydning for parterne i økonomisk, praktisk eller teknisk henseende.
Det er ikke muligt på forhånd at opregne samtlige de forhold, der kan gøre
det påkrævet for en eller begge parter at kunne kræve aftalerne ændret,
ligesom det ikke på forhånd er muligt nærmere at anføre kriterier for,
hvornår ændringerne er så væsentlige, at parterne skal kunne gøre dem
gældende.
Aftalernes indhold er af så væsentlig betydning for statens økonomi og for
privatbanernes, at det foreslås, at trafik- og kommunikationsministeren afgør
uoverensstemmelser i forbindelse med disses indgåelse.
Når der derimod er tale om uoverensstemmelser om, hvorvidt en af parterne
kan påberåbe sig, at forudsætningerne for aftalerne ikke er de samme som ved
indgåelsen eller senere på grund af nye uforudsete forhold er bristede, eller
når der måtte opstå uenighed om fortolkningen af aftalerne, ville det være
kritisabelt, om ministeren, som DSBs øverste forvaltningschef, skulle kunne
afgøre disse spørgsmål.
Det er derfor foreslået, at uoverensstemmelser om andet end selve
aftalernes indgåelse af hver af parterne kan kræves afgjort ved voldgift.
Den part, der måtte få medhold hos voldgiftsretten, vil herefter kunne
kræve nye aftaler indgået.
Uoverensstemmelser om disses indgåelse afgøres herefter af trafik- og
kommunikationsministeren i henhold til forslagets stk. 2.
Det vil være muligt at sammensætte voldgiftsretten, således at denne vil
være kompetent til både at afveje de retlige hensyn og tage stilling til de
økonomiske og tekniske forhold, der måtte foreligge i den for voldgiften
indbragte sag.
Endelig forhindrer adgangen til voldgift, at en af parterne påføres
økonomiske tab.
Voldgiftsrettens kendelse, der er endelig, skal foreligge senest 4 måneder
efter, at en part har begæret retten nedsat, medmindre voldgiftsretten og
parterne enes om andet.
Herved undgås det, at en voldgiftsbehandling kan blive til væsentlig
økonomisk skade for en af parterne.
Til § 8
For at sikre en effektiv ledelse foreslås det, at selskabets bestyrelse
alene skal bestå af 5 medlemmer, idet hver kommune henholdsvis amtskommune,
udpeger 1 medlem. På denne baggrund er det fundet hensigtsmæssigt, at der
udpeges stedfortrædere for bestyrelsesmedlemmerne. En stedfortræder kan
indtræde i bestyrelsen i tilfælde, hvor et medlem er forhindret i at deltage
i et møde. Ved et medlems udtræden af bestyrelsen tilkommer det den
kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har udpeget medlemmet, at udpege et
nyt medlem.
Det foreslås, at bestyrelsesmedlem og stedfortræder til enhver tid kan
afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, som har valgt de
pågældende. Endvidere skal medlemmet og stedfortræderen vælges ved
begyndelsen af hver ny kommunal valgperiode, hvorved det sikres, at de
pågældende altid har et flertal bag sig.
Bestyrelsen ansætter direktionen for selskabet. Der gives direktionen
administrativ og økonomisk frihed til at drive selskabet inden for rammerne
af det af bestyrelsen årligt vedtagne budget. Endvidere ansætter direktionen
selskabets personale.
Til § 9
De nærmere regler for selskabets virksomhed fastsættes i en vedtægt, der
skal godkendes af indenrigsministeren og trafik- og kommunikationsministeren.
Ændringer i vedtægten skal ligeledes godkendes af indenrigsministeren og
trafik- og kommunikationsministeren.
Til § 10
Beslutninger i bestyrelsen træffes ved almindelig stemmeflertal, idet dog
vedtagelse af budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1, og om fast
ejendom, lån o.lign. skal træffes med kvalificeret majoritet. Adgangen til
optagelse af lån vil kunne begrænses ved regler udstedt af
indenrigsministeren i henhold til § 12.
Af hensyn til muligheden for at håndhæve bestyrelsesmedlemmernes ansvar,
jf. bemærkningerne til §§ 12 og 13, skal bestyrelsens beslutninger indføres i
beslutningsprotokol, hvorved det kan konstateres, hvilke bestyrelsesmedlemmer
der er ansvarlige for de trufne beslutninger.
Til § 11
Da den del af selskabets udgifter, der ikke finansieres ved takstbetaling,
skal afholdes af de deltagende kommuner og amtskommuner, er det fundet
hensigtsmæssigt, at selskabets budgetter og regnskaber udarbejdes i
overensstemmelse med regler, der gælder for budgetlægning og
regnskabsaflæggelse i kommuner og amtskommuner. Dette indebærer bl.a., at
selskabets budget skal underkastes to behandlinger i bestyrelsen. Selskabets
budgetforslag kan herved blive forelagt de pågældende kommunalbestyrelser og
amtsråd i tiden mellem 1. og 2. behandlingen.
Af hensyn til budgetbehandlingen i de deltagende kommuner og amtskommuner
er fristerne for udarbejdelsen og vedtagelsen af selskabets budget dog
fremrykket i forhold til kommunernes budgetbehandling.
Der gives endvidere indenrigsministeren hjemmel til at foreskrive formen
for selskabets årsbudget, flerårige budgetoverslag og regnskab.
Til § 12
Det foreslås, at selskabet underkastes tilsyn af indenrigsministeren, og
at indenrigsministeren tillægges de samme reaktionsmuligheder, som de
kommunale tilsynsmyndigheder har over for kommuner og amtskommuner. Der gives
indenrigsministeren hjemmel til at fastsætte regler om selskabets låntagning.
Det er ikke fundet hensigtsmæssigt at lade den kommunale styrelseslovs § 67
om løntilsyn finde anvendelse for selskabets personale.
Til § 13
Bestemmelsen svarer til de bestemmelser om strafansvar, som gælder for
kommunalbestyrelsesmedlemmer, jf. § 61 c i lov om kommunernes styrelse.
Til § 14
Det foreslås, at loven skal træde i kraft den 1. januar 1990 samtidig med
nedlæggelsen af Hovedstadsrådet.
Dog foreslås det, at §§ 8-13 træder i kraft allerede 1. juni 1989, således
at der allerede på dette tidspunkt udpeges en bestyrelse for selskabet, der
herefter forbereder selskabets virksomhed fra 1. januar 1990, herunder
vedtager budget for selskabet fra tidspunktet for Hovedstadsrådets
nedlæggelse og indgår aftaler med banevirksomhederne i henhold til § 7.
Selskabets bestyrelse får dog først fra 1. januar 1990 ansvaret for
selskabets virksomhed.
Det forudsættes, at Hovedstadsrådets Trafikselskab er sekretariat for
bestyrelsen indtil 1. januar 1990.
Bilag 1
Beregning af Hovedstadsrådets nettodriftsudgifter til DSB i 1987
HR's regnskab 1987 for bus- og togtrafik
Udgifter Mill. kr.
Busdrift (HT busser) 1367
Busanlæg (HT busser) 86
Jernbanedrift (§ 1 baner) 754
Jernbaneanlæg (§ 1 baner) 204
Betaling § 4 baner 138
Privatbanedrift, indtægtstabserstatning 32
Privatbanedrift, kommunalt tilskud 7
Betaling til busentreprenører 232
Ikke fordelte udgifter (handicapkørsel,
renter, moms m.v.) 55
------
Udgifter i alt 2875
------
Indtægter
Amtskommunale bidrag til HR 770
Statsligt bidrag til HR, drift 268
Statsligt bidrag til HR, anlæg 271
Takstindtægter 1521
Kompensation for mistede reklameindtægter 5
Andre indtægter 40
------
Indtægter i alt 2875
------
Hovedstadsrådets nettodriftsudgifter til
DSB i 1987
Mill. kr.
HRs dækning af DSBs omkostninger til
§ 1-baner 754
HRs kompensation for DSBs indtægtstab på
§ 4-banerne 138
------
HRs samlede betalinger til DSB 892
------
Den statslige driftskompensation til HR -268
DSB kompensation for reklameindtægt til HR -5
------
HRs nettodriftsudgifter til DSB 619
------
Bilag 2
Fordeling af takstindtægterne i 1987 - et regneeksempel
I det følgende er det ud fra tilgængelige regnskabs- og trafiktal
beregnet, hvordan takstindtægterne ville have været fordelt i 1987, hvis den
foreslåede fordelingsnøgle havde været gældende.
På grundlag af trafiktællinger, rejsehjemmelundersøgelser og regnskabstal
kan det samlede antal lokale rejser i hovedstadsområdet opgøres. I 1987
udførtes i alt 256 mill. lokale rejser med tog og bus. Hertil kommer 3 mill.
abonnementskortrejser ind og ud af hovedstadsområdet på kombinerede
HT-DSB-kort.
De 256 mill. lokale rejser fordeler sig på følgende måde mellem HT, DSB og
privatbanerne:
-----------------------------------------------------------
Mill. rejser Solo -------Kombinerede------ I alt1)
DSB/PB DSB/Bus PB/Bus
-----------------------------------------------------------
DSB-togrejser 57 2 53 - 112
HT-busrejser 140 - 53 1 194
Privatbanerejser 3 2 - 1 6
-----------------------------------------------------------
1) Kolonnen summerer ikke til 256 mill., da kombinerede rejser er talt med
to gange.
De gennemsnitlige priser for de betalte rejser er beregnet til følgende:
Togrejser 7,09 kr.
Busrejser 4,91 kr.
Kombinerede 7,89 kr.
Ifølge forslaget går indtægterne fra de rene tog- og busrejser ubeskåret
direkte til den udførende virksomhed. Indtægterne fra kombinerede rejser
fordeles i samme forhold som forholdet mellem de gennemsnitlige priser på
rene tog- og busrejser, henholdsvis 7,09 kr. og 4,91 kr. Indtægten fra en
kombineret tog- og busrejse på 7,89 kr. deles således med 58 pct. til DSB
henholdsvis privatbanerne og 42 pct. til busselskabet, mens indtægterne fra
kombinerede privatbane- og DSB-togrejser fordeles ligeligt mellem
banevirksomhederne.
De samlede takstindtægter udgør i alt 1521 mill. kr. og fordeles efter
ovenstående fordelingsnøgle således:
DSB 631 mill. kr.
HT 862 mill. kr.
Privatbanerne 28 mill. kr.
Efter 2. behandling den 18. april 1989
§ 1. Hovedstadsområdets Trafikselskab varetager den almindelige
rutekørsel med bus inden for hovedstadsområdet omfattende Københavns
og Frederiksberg Kommuner samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde
Amtskommuner.
§ 2. Selskabets nettoudgift til busdriften dækkes af de i § 1 nævnte
kommuner og amtskommuner.
Stk. 2. Fordelingen sker i forhold til de indkomster, af hvilke kommunerne
og amtskommunerne får indkomstskat for det regnskabsår, bidragene vedrører.
De nærmere regler herfor samt for indbetaling af bidragene fastsættes af
indenrigsministeren.
Stk. 3. Fordelingsnøglen kan fraviges ved aftale, som godkendes af
indenrigsministeren.
§ 3. Selskabet foretager løbende offentligt udbud af en del af den i § 1
nævnte buskørsel. Udbud skal første gang ske senest 1. april 1990.
Stk. 2. Den kørsel, der på grundlag af udbud udføres for selskabet af
andre, skal efter 1. april 1992 altid mindst omfatte 30 pct. af selskabets
samlede kørsel, medmindre trafikministeren tillader andet.
Stk. 3. Kontrakter om kørsel indgås for et tidsrum af højst 8 år.
§ 4. Banetrafik i hovedstadsområdet udføres af DSB og privatbanerne i
overensstemmelse med de herom gældende love og bestemmelser med de
begrænsninger, der følger af denne lov.
§ 5. Selskabet udarbejder i samarbejde med DSB en samlet plan for den
kollektive persontrafik.
Stk. 2. Planen skal angive retningslinier for anlæg, linieføring,
kørselsomfang og køreplanlægning for den trafik, der udføres som almindelig
rutekørsel med bus, af DSB med tog, der alene betjener hovedstadsområdet, og
af privatbanerne.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om planlægningen efter stk. 1-2 kan indbringes
for trafikministeren til afgørelse.
§ 6. Selskabet fastsætter takster og billetteringssystem for rejser med
bus og tog, der alene foretages inden for hovedstadsområdet.
Stk. 2. Selskabet kan fastsætte kontrolafgift og ekspeditionsgebyr for
passagerer, der ikke foreviser gyldig billet eller kort. Afgift og gebyr kan
inddrives ved udpantning.
Stk. 3. Selskabet kan fastsætte regler om pligt for rejsende, der ikke er
i besiddelse af gyldig billet eller kort, til på forlangende at forevise
legitimation med henblik på at fastslå passagerens identitet.
§ 7. Indtægterne fra salg af kort og billetter fordeles mellem selskabet,
DSB og de berørte privatbaner på grundlag af takststrukturen og det udførte
persontransportarbejde.
Stk. 2. De nærmere regler fastsættes i aftaler mellem selskabet og
banevirksomhederne. Uoverensstemmelser i forbindelse med aftalernes indgåelse
afgøres af trafikministeren.
Stk. 3. Uoverensstemmelser om aftalernes forståelse og om forudsætningerne
for disse kan af hver af parterne indbringes for en voldgiftsret, der består
af tre medlemmer. Formanden udpeges af præsidenten for Højesteret, medens
hver af parterne udpeger et medlem. Voldgiftsrettens afgørelse er endelig.
§ 8. Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har det
overordnede ansvar for selskabet, herunder for en økonomisk forsvarlig drift.
Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer. Københavns og Frederiksberg
Kommunalbestyrelser samt Københavns, Frederiksborg og Roskilde Amtsråd vælger
hver 1 medlem til bestyrelsen samt 1 stedfortræder, der kan indtræde, når
medlemmet har forfald. Valgene har virkning for kommunalbestyrelsens
funktionsperiode. Et bestyrelsesmedlem eller en stedfortræder kan dog til
enhver tid afsættes af den kommunalbestyrelse eller det amtsråd, der har
udpeget den pågældende.
Stk. 3. Bestyrelsen ansætter en direktion, som varetager den daglige
administrative og økonomiske ledelse inden for rammerne af det vedtagne
budget. Direktionen ansætter selskabets personale.
§ 9. De nærmere regler om selskabets styrelse m.v. fastsættes i en
vedtægt, der vedtages af bestyrelsen og godkendes af trafikministeren og
indenrigsministeren.
Stk. 2. Bestyrelsen vedtager selv sin forretningsorden.
Stk. 3. Bestyrelsen vælger selv sin formand.
Stk. 4. Vederlag til bestyrelsens medlemmer skal godkendes af
indenrigsministeren.
§ 10. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst fire medlemmer er til
stede.
Stk. 2. Bestyrelsens beslutninger træffes ved stemmeflertal. Til
vedtagelse af selskabets budget, beslutninger i henhold til § 6, stk. 1,
dispositioner over fast ejendom, optagelse af lån og påtagelse af
garantiforpligtelser kræves dog, at mindst fire medlemmer stemmer for
beslutningen.
Stk. 3. Bestyrelsens beslutninger indføres i en beslutningsprotokol, der
underskrives af samtlige tilstedeværende medlemmer. Et bestyrelsesmedlem, der
ikke er enig i bestyrelsens beslutning, har ret til at få sin mening indført
i protokollen.
§ 11. For selskabets økonomiske forvaltning gælder bestemmelserne i
kapitel V i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 313 af 20.
juni 1984, medmindre andet bestemmes i selskabets styrelsesvedtægt.
Stk. 2. Forslag til selskabets årsbudget og flerårige budgetoverslag skal
dog udarbejdes af direktionen til selskabets bestyrelse inden den 1. august.
Forslaget til årsbudget og flerårige budgetoverslag skal undergives 2
behandlinger i bestyrelsen med mindst 4 ugers mellemrum. 2. behandling skal
foregå senest den 15. september.
Stk. 3. Selskabets årsregnskab udarbejdes af direktionen og forelægges
bestyrelsen til godkendelse inden en af indenrigsministeren fastsat frist.
Stk. 4. § 63 i lov om kommunernes styrelse om pligt til at meddele
oplysninger finder ligeledes anvendelse på selskabets virksomhed.
§ 12. Tilsynet med selskabets virksomhed varetages af indenrigsministeren.
Lov om kommunernes styrelse § 54, § 55, § 57, § 61, stk. 1-5, og § 61 b, stk.
1, om tilsynet med kommunalbestyrelsens virksomhed finder tilsvarende
anvendelse på tilsynet.
§ 13. Et medlem af selskabets bestyrelse, der gør sig skyldig i grov
tilsidesættelse af de pligter, som den pågældendes hverv medfører, straffes
med bøde. Simpelt uagtsom pligttilsidesættelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Påtale efter stk. 1 kan kun ske efter indenrigsministerens
begæring.
Stk. 3. Sager om overtrædelse af stk. 1 behandles som statsadvokatsager.
§ 14. Loven træder i kraft den 1. januar 1990. §§ 8-13 træder dog i kraft
den 1. juni 1989 for så vidt angår valg af bestyrelse og dennes forberedelse
af selskabets virksomhed, herunder vedtagelse af selskabets budget for 1990.
Indenrigsministeren kan fastsætte regler herom.
Stk. 2. Uanset stk. 1 udfører DSB fra 1. juni 1989 inden for et beløb på
1.018 mio. kr. uden forudgående forhandling med Hovedstadsrådet drift og
anlæg for de statsbanestrækninger, der er nævnt i § 1, stk. 1, i lov nr. 270
af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive personbefordring.
Hovedstadsrådet dækker i 1989 drifts- og anlægsudgifterne herved med det
nævnte beløb.
Stk. 3. Lov nr. 270 af 8. juni 1977 om hovedstadsområdets kollektive
personbefordring ophæves.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1994 LSF 13 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HOVEDSTADSOMRÅDETS KOLLEKTIVE PERSONTRAFIK Retsinformation · 23. december 1994
- 1990 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HOVEDSTADSOMRÅDETS KOLLEKTIVE PERSONTRAFIK (VILKÅR FOR UDLICITERING AF BUSKØRSEL I HOVEDSTADSOMRÅDET) Retsinformation · 30. april 1991
- 1988 LSF 105 FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM ET HOVEDSTADSRÅD Retsinformation · 17. maj 1989
- 1991 LSF 37 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM HOVEDSTADSOMRÅDETS KOLLEKTIVE PERSONTRAFIK Retsinformation · 29. april 1992
- Bekendtgørelse om forsøgsordning vedrørende udbud af fjernbuskørsel over Storebæltsforbindelsen m.v. Retsinformation · 6. august 1999
- Forslag til Lov om ændring af lov om buskørsel Retsinformation · 28. maj 1999