1988 LSF 87 FORSLAG TIL SKOVLOV
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Formål
§ 1. Lovens formål er
1) at bevare og værne de danske skove,
2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,
3) at medvirke til at forøge skovarealet og
4) at styrke rådgivning og information om god og flersidig skovdrift.
Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at
skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og
varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende
hensyn samt hensyn til friluftslivet.
§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet
tillægges særlig vægt.
Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver
og forsøgsvirksomhed.
Kapitel 2
Fredskov
§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:
1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.
4.
2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.
3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken
(fredskovsplantager).
5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog
stk. 5.
6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.
7) Skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater.
8) Egekrat.
Læs alt
Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt
statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.
Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er
fredskovspligtige.
Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt
tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke
omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.
Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er
ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.
§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes
efter reglerne i kapitel 3.
Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der
danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af
højstammede træer.
Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er
nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden
særlig drift efter reglerne i dette kapitel og i kapitel 3.
§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre
over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke
omfattet af reglen i § 24, stk. 1.
§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder
over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.
§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter
reglerne i § 3.
Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,
og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.
Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger
efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på
et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en
fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet
inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og
tinglyses for ejerens regning.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets
tilplantning.
§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen
er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i
forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter
ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et
areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.
Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt
anvendes til andet end skovdrift.
§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres
anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for
skovdriften.
§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.
§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 11 og § 12 fraviges.
§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren
bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)
efter reglerne i § 8.
Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal
på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.
Kapitel 3
God og flersidig skovdrift
§ 15. Ved god og flersidig skovdrift tilstræbes, at skovene dyrkes med
henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage
landskabelige, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet. God skovdrift indebærer blandt andet:
1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis
selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.
2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.
3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der
gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og
stabilitet.
4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.
5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en
stabil og varieret skov.
6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.
7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes
eller forbedres.
Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10
pct. af skovens areal.
Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt
gode til dyrkning af højstammede træer.
§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan
miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved
enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen
tinglyses på ejendommen.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses
for ejerens regning.
§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske
bevares.
Stk. 2. Egekrat skal bevares.
Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der
hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i
naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på
anden måde ændres.
Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet
af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.
Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.
Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.
§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 15 og § 17 fraviges.
Kapitel 4
Fremme af løvskov m.v.
§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder
til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet
gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i
områder, hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til:
1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige
arealer,
2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter og
3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.
Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der
er bevilget, men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.
§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens
gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde, og om, at
ansøgning skal indgives på et særligt skema.
§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften
af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.
Kapitel 5
Ejerskifte m.m.
§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3
måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren
besked derom.
Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de
statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.
§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter
reglerne i § 15.
Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglen i stk. 1 fraviges.
§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere
angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan
begrænses til kun at gælde for særlige områder.
Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et
andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler
om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må
foretages erhvervsmæssig hugst.
§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,
søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller
samdrift af skovparceller.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter
loven, overholdes.
Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er
fastsat i tilladelser, overholdes.
§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er
udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,
at den er meddelt.
§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.
Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige
brugeren.
§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller
fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de
oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.
§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der
konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter
loven.
Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse
med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal
gennemføres, herunder om, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal
anvendes. Påbudet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for
arbejdets gennemførelse.
Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er
berigtiget, skal ministeren lade påbudet aflyse.
§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige
et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat
frist og under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.
Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt
og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbudet
efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige
for at berigtige forholdet.
§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig
alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,
1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at
statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller
2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et
nærmere fastsat tidsrum.
Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i
stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for
ejendomsskatter.
§ 34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter
regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvis skal tilbagebetales,
eller at tilsagn om tilskud helt eller delvis bortfalder, hvis
1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller
fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,
2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes eller
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.
Kapitel 7
Myndigheder
§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven
til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.
Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse
myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige
administrative afgørelse.
§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og
andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning
for lovens administration.
Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og
udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.
Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og
informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre
myndigheder og private.
Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.
år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.
§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en
erklæring om skovens tilstand, herunder om, hvorvidt der er forhold, som kan
begrunde et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal
afgive erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr
for erklæringen.
§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt
efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov
eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden
retskendelse, men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående
meddelelse til ejeren eller brugeren.
Kapitel 8
Klage
§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt
efter loven, kan påklages af
1) den, som afgørelsen retter sig mod,
2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.
§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke
udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.
2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse
eller bestemmer andet.
Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil
klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Kapitel 9
Skovrådet
§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der
rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.
Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.
Stk. 3. Rådet består af 12 medlemmer ud over formanden. 8 medlemmer
udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk
Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,
Danmarks Naturfredningsforening (2 medlemmer), Naturfredningsrådet og
Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det
skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og
statsskovdistrikterne.
Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.
§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:
1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for
skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.
2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder
med hjemmel i loven.
3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.
4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration
af loven, herunder vejledninger, som ministeren udarbejder til opfølgning af
loven.
5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør
af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.
6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for
skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.
Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri
fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til
ministeren, ikke skal forelægges for rådet.
Kapitel 10
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 43. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,
2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §
13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,
3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på
nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,
4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller
5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.
Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et
anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges
virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:
1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.
2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste
ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.
3) § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige
miljø- og planlægningslove. (Håndhævelse).
Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens
bestemmelse.
§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den
tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,
hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.
Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra
før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe
anvendelsen ikke ændres.
Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede
enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af
naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer
andet.
Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort
omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne
bestemmelse.
§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Formål
§ 1. Lovens formål er
1) at bevare og værne de danske skove,
2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,
3) at medvirke til at forøge skovarealet, og
4) at styrke rådgivning og information om god skovdrift.
Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at
skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og
varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende
hensyn samt hensyn til friluftslivet.
§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet
tillægges særlig vægt.
Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver
og forsøgsvirksomhed.
Kapitel 2
Fredskov
§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:
1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.
4.
2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.
3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken
(fredskovsplantager).
5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog
stk. 5.
6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.
7) Skove, der hører til, eller har hørt til de tidligere majorater.
8) Egekrat.
Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt
statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.
Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er
fredskovspligtige.
Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt
tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke
omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.
Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er
ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.
§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes
efter reglerne i kapitel 3.
Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der
danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af
højstammede træer.
Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er
nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden
særlig drift efter reglerne i kapitel 2 og 3.
§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre
over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke
omfattet af reglen i § 24, stk. 1.
§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder
over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.
§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter
reglerne i § 3.
Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,
og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.
Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger
efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på
et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en
fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet
inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og
tinglyses for ejerens regning.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets
tilplantning.
§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen
er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i
forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter
ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et
areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.
Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt
anvendes til andet end skovdrift.
§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres
anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for
skovdriften.
§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.
§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 11 og § 12 fraviges.
§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren
bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)
efter reglerne i § 8.
Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal
på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.
Kapitel 3
God skovdrift
§ 15. Ved god skovdrift tilstræbes en stor og værdifuld træproduktion ud
fra de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2. God skovdrift indebærer blandt
andet:
1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis
selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.
2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.
3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der
gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og
stabilitet.
4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.
5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en
stabil og varieret skov.
6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.
7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes
eller forbedres.
Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10
pct. af skovens areal.
Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt
gode til dyrkning af højstammede træer.
§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan
miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved
enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen
tinglyses på ejendommen.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses
for ejerens regning.
§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske
bevares.
Stk. 2. Egekrat skal bevares.
Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der
hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i
naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på
anden måde ændres.
Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet
af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.
Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.
Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.
§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 15 og § 17 fraviges.
Kapitel 4
Fremme af løvskov m.v.
§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder
til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet
gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i
områder hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til:
1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige
arealer,
2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter, og
3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.
Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der
er bevilget men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.
§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens
gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde og om, at ansøgning
skal indgives på et særligt skema.
§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften
af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.
Kapitel 5
Ejerskifte m.m.
§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3
måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren
besked derom.
Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de
statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.
§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter
reglerne i § 15.
Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglen i stk. 1 fraviges.
§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere
angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan
begrænses til kun at gælde for særlige områder.
Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et
andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler
om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må
foretages erhvervsmæssig hugst.
§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,
søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller
samdrift af skovparceller.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter
loven, overholdes.
Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er
fastsat i tilladelser, overholdes.
§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er
udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,
den er meddelt.
§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.
Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige
brugeren.
§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller
fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de
oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.
§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der
konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter
loven.
Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse
med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal
gennemføres, herunder om hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal
anvendes. Påbuddet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for
arbejdets gennemførelse.
Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er
berigtiget, skal ministeren lade påbuddet aflyse.
§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige
et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat
frist, og under tvang af fortløbende bøder, at berigtige forholdet.
Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt,
og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbuddet
efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige
for at berigtige forholdet.
§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig
alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,
1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at
statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller
2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et
nærmere fastsat tidsrum.
Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i
stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for
ejendomsskatter.
34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter
regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvist skal tilbagebetales,
eller at tilsagn om tilskud helt eller delvist bortfalder, hvis
1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller
fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,
2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes, eller
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.
Kapitel 7
Myndigheder
§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven
til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.
Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse
myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige
administrative afgørelse.
§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og
andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning
for lovens administration.
Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og
udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.
Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og
informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre
myndigheder og private.
Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.
år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.
§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en
erklæring om skovens tilstand, herunder om der er forhold, som kan begrunde
et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal afgive
erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr
for erklæringen.
§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt
efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov
eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden
retskendelse men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående
meddelelse til ejeren eller brugeren.
Kapitel 8
Klage
§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt
efter loven, kan påklages af
1) den, som afgørelsen retter sig mod,
2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.
§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke
udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.
2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse
eller bestemmer andet.
Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil
klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Kapitel 9
Skovrådet
§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der
rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.
Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.
Stk. 3. Rådet består af 11 medlemmer udover formanden. 8 medlemmer
udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk
Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,
Danmarks Naturfredningsforening, Naturfredningsrådet og Friluftsrådet. 3
medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det
skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og
statsskovdistrikterne.
Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.
§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:
1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for
skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.
2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder
med hjemmel i loven.
3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.
4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration
af loven, herunder vejledninger som ministeren udarbejder til opfølgning af
loven.
5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør
af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.
6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for
skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.
Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri
fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til
ministeren, ikke skal forelægges for rådet.
Kapitel 10
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 43. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,
2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §
13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,
3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på
nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,
4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller
5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.
Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et
anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges
virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:
1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.
2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme, jf.
lov nr. 6 af 7. januar 1977.
3) § 10 i lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove
(håndhævelse), jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 23. maj 1984.
Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens
bestemmelse.
§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den
tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,
hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.
Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra
før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe
anvendelsen ikke ændres.
Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede
enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af
naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer
andet.
Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort
omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne
bestemmelse.
§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
+
+
jhs stat lovf - side 0. Indledning
Forslag til skovlov blev fremsat første gang den 28. januar 1988,
lovforslag nr. L 194, folketingsåret 1987-88, 1. samling. Forslaget kom til
1. behandling den 17. februar 1988 (Folketingstidende 1987/88, spalte 6715
ff.). Lovforslaget bortfaldt som følge af udskrivelsen af folketingsvalget,
som blev afholdt den 10. maj 1988. Dette forslag vil i det følgende blive
benævnt »forslag I«.
Det nu foreliggende lovforslag er i princippet en genfremsættelse af
forslag I, men adskiller sig dog herfra på enkelte punkter.
Den væsentligste ændring er en følge af indstillingen i 2. delbetænkning
fra Landbrugsministeriets Struktur- og Planudvalg (betænkning nr. 1145 af
august 1988). Det anbefales i denne delbetænkning, at planlægningen for
skovrejsning gennemføres i regionplanlægningen, og ikke som en særlig
sektorplanlægning. Konsekvensen heraf er, at det ikke er nødvendigt med en
regel herom hverken i skovloven eller i loven om støtte til forbedring af
strukturen og effektiviteten i jordbruget (socio-strukturelle
foranstaltninger m.v.).
I stedet vil der blive fremsat forslag til ændring af lov om lands- og
regionplanlægning og til ændring af lov om regionplanlægning i
hovedstadsområdet. Denne ændring vil sigte mod at fastsætte regler om
planlægning for skovrejsning, svarende til hensigten med de kortlægnings- og
planlægningsregler, der var i forslag I.
Om de øvrige mindre ændringer i forhold til forslag I henvises til
bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.
1. Baggrund
Folketinget har flere gange inden for de senere år drøftet emner af
betydning for skovpolitikken.
I folketingsåret 1981/82 fremsatte Det radikale Venstre således et forslag
til folketingsbeslutning om sikring af bøgeskov og anden løvskov
(beslutningsforslag B61 i folketingsåret 1981/82). Førstebehandlingen er
gengivet i Folketingstidende 1981/82, spalte 7878 ff. Forslaget kom ikke til
afstemning og blev i uændret form genfremsat i det følgende folketingsår
(beslutningsforslag B62 i folketingsåret 1982/83). Førstebehandlingen er
gengivet i Folketingstidende 1982/83, spalte 7824 ff. Heller ikke dette
forslag kom til afstemning.
Debatten om disse to beslutningsforslag førte til, at miljøministeren i
1983 fremlagde en redegørelse om bøgens fremtid for Folketinget. I
redegørelsen pegedes der på forskellige virkemidler til bevaring af bøgen, og
der redegjordes for fordele og ulemper ved dem. Redegørelsen førte ikke til
politiske beslutninger.
I folketingsåret 1985/86 fremsatte Socialistisk Folkeparti et forslag til
folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B115 i
folketingsåret 1985/86). Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende
1985/86, spalte 9281 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.
I det følgende folketingsår fremsatte Socialistisk Folkeparti påny et
forslag til folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B39 i
folketingsåret 1986/87). Med enkelte ændringer var dette forslag identisk med
det tidligere. Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1986/87,
spalte 3854 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.
Den daværende miljøminister gav den 14. maj 1986 Folketingets miljø- og
planlægningsudvalg »tilsagn om, at skovloven vil blive revideret i
folketingsåret 1987/88 med det hovedsigte at præcisere balancen mellem
skovenes økonomiske afkast (vedproduktionen) og den rekreative udnyttelse.
Ved revisionen er det hensigten at modernisere og effektivisere skovtilsynet
bl.a. således, at der sikres en øget vedproduktion under hensyntagen til
Danmarks nuværende underskud i træproduktionen. En sådan indsats vil kunne
iværksættes, uden at balancen mellem vedproduktion og skovenes rekreative
udnyttelse forrykkes«.
Til forberedelse af lovforslaget nedsatte Miljøministeriet et
kontaktudvalg vedrørende revision af skovloven. I kontaktudvalget var flg.
organisationer m.v. repræsenteret: Dansk Skovforening, De Danske
Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet, Danmarks Naturfredningsforening,
Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger, Centralforeningen af
Tolvmandsforeninger og Større Landbrugere i Danmark, Danske
Husmandsforeninger, Foreningen Danske Træindustrier, Specialarbejderforbundet
i Danmark, Danske Skovteknikeres Landsforening, Danske Forstkandidaters
Forening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,
Naturfredningsrådet, Skovbrugsinstituttet ved Den Kongelige Veterinær- og
Landbohøjskole, Statens Forstlige Forsøgsvæsen, Finansministeriet
(Budgetdepartementet og Administrationsdepartementet), Landbrugsministeriet,
Planstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøministeriet.
Lovforslaget har desuden været sendt til udtalelse hos Energiministeriet,
Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Industriministeriet,
Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Ministeriet for Offentlige Arbejder,
Ministeriet for Skatter og Afgifter, Undervisningsministeriet,
Økonomiministeriet, Danmarks Geologiske Undersøgelse, Levnedsmiddelstyrelsen,
Miljøstyrelsen, Hovedstadsrådet, Stiftelsen Sorø Akademi, Skovteknisk
Institut, Skovhistorisk Selskab, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af
1923, Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Industrirådet,
Majoratsforeningen og Dansk Botanisk Forening.
2. Skovlovgivningen gennem tiderne
Fra oldtiden og frem gennem tiderne blev det danske skovareal mindre.
Skovene blev borthugget som følge af befolkningens vækst for at skaffe plads
til boliger og agerjord og for at få brændsel og materiale til husholdning,
husbygning, industri, skibe m.v.
I slutningen af 1700-tallet var skovarealet således reduceret til nogle få
procent af landet. Samtidig var skovene forhuggede og i meget ringe
dyrkningstilstand. Omfattende husdyrhold i skovene havde en ødelæggende
virkning på foryngelserne. Der var igennem lang tid mangel på træprodukter,
og landet blev afhængig af udlandet, især af staterne langs Østersøkysten,
som følge af nødvendige, omfattende træimporter.
Med en række forordninger om skovenes forhold m.v. søgte staten at vende
denne udvikling. Forordningerne af 20. oktober 1670, 31. august 1680, 29.
december 1681, 13. september 1687, 21. januar 1710, 26. januar 1733 og 18.
april 1781 fik dog alle trods pompøse formålserklæringer kun en beskeden
indflydelse.
Det var først skovforordningen af 27. september 1805, der medførte, at
udviklingen vendte. I henhold til denne forordning skulle
»overskov«, der var ejet i fællesskab af flere ejere, udskiftes.
Forordningen forbød desuden rydning af »overskov«, krævede den
indhegnet og fredet mod kreaturgræsning og høslæt, og begrænsede købernes
adgang til at hugge i skoven i 10 år efter købet. Endelig etablerede
forordningen et forstligt tilsyn med de private skove.
1805-forordningen var i nogen grad inspireret af en forordning af 2. juli
1784 for Hertugdømmerne, som man havde gode erfaringer med. Denne indeholder
tillige en bestemmelse om, at skovtilsynet skal være særligt intensivt og
aktivt over for små private skove.
»Overskov« i 1805-forordningens forstand er træarter, der kan
udvikle sig til højstammet skov, dvs. dem der i dag betegnes som
»skovtræarterne«.
1805-forordningen blev fulgt op af flere forskellige foranstaltninger.
Således forestod staten en række skovtilplantningsopgaver på heder og på
sandflugtsplagede arealer. Skovdriften blev forbedret, bl.a. ved at staten
opkøbte en del godsskove og satte dem i stand for derefter at bortsælge dem
igen. Der blev etableret undervisning af forstkandidater og skovfogeder. Man
oprettede »Statens Forstlige Forsøgsvæsen«, der først var en del af
statens skovadministration, men som sidenhen blev en selvstændig institution
under Landbrugsministeriet.
I 1885 blev der indført en ordning med Hedeselskabet om statstilskud til
privat tilplantning på hederne. Med ordningen blev der i de efterfølgende ca.
80 år tilplantet et par tusinde (større) private plantager, især i Midt- og
Vestjylland.
Med lov nr. 111 af 1. marts 1919 blev der indført en ordning om
statstilskud til aflønning af småskovsforeningernes skovbrugskonsulenter.
Disse foreninger blev dannet af ejere af mindre skove for at opnå det
nødvendige økonomiske grundlag for at få forstlig bistand. Der er nu dannet
16 skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet.
Landbrugsministeriet nedsatte i 1920 en skovlovskommission, der afgav
betænkning i 1929. Der blev herefter fremsat et forslag til en skovlov i
rigsdagssamlingen 1933/34, som med visse ændringer blev vedtaget i 1935 og
trådte i kraft den 14. maj 1935. 1805-forordningen blev dog ikke ophævet. I
1949 blev skovloven ændret med det sigte at bringe noteringen af fredskov i
tingbogen til ende, hvilket dog ikke lykkedes fuldt ud. I 1984 gennemførtes
en harmonisering på håndhævelsesområdet med en række andre af
Miljøministeriets love.
1805-forordningen, 1935-loven og den øvrige skovbrugsmæssige udvikling i
landet har tilsammen bevirket, at skovarealet er forøget mere end 4 gange på
ca. 180 år. Samtidig er træproduktionen forøget og forbedret, ligesom
skovenes miljømæssige betydning tillægges stadig større vægt.
3. Skovbruget i Danmark
3.1. Skovarealet
Skovene, der helt overvejende er kulturskove, dækker ca. 12 pct. af
landets areal, svarende til knap 500.000 ha. Af skovarealet er omkring en
trediedel i offentlig eje og to trediedele i privat eje. Ca. 270.000 ha
består af nåletræbevoksninger med gran som dominerende træart. Af
løvtræsarealet på 137.000 ha udgør bøg godt halvdelen. De ubevoksede arealer
i skovene, f.eks. heder, enge, søer, vandløb og lignende, udgør næsten
100.000 ha, og vigtige naturinteresser er knyttet til disse arealer, hvoraf
godt halvdelen ligger i statsskovene.
Størstedelen af den forøgelse af skovarealet, der er sket i dette
århundrede, består af tilplantning med nåletræ, især rødgran. Løvtræsarealet
har i den samme periode været nogenlunde konstant. Der er imidlertid sket
visse forskydninger mellem de enkelte løvtræarter, således at bøgearealet er
gået noget tilbage samtidig med, at især ege- og askearealet er blevet
større. På grund af metodiske vanskeligheder med at sammenligne de 6
skovtællinger, der er udarbejdet i dette århundrede, kan det ikke lade sig
gøre at opgøre disse forskydninger eksakt. Der regnes imidlertid med, at
bøgearealet er formindsket med 15-25 pct., og at de øvrige løvtræarter er
forøget med et tilsvarende areal.
3.2. Strukturforholdene
Det danske skovbrug er karakteriseret ved et meget stort antal små
ejendomme. Omkring 25.000 af landets ca. 26.000 skovejendomme er mindre end
50 ha. Disse ejendomme, der har en gennemsnitsstørrelse på kun 4,5 ha, udgør
ca. en fjerdedel af landets skovareal.
3.3. Træforsyning m.v.
Hugsten i Danmark svinger en del fra år til år, dels på grund af
stormfald, dels på grund af markedsmæssige forhold. Hugsten udgør normalt
godt 2 mill m3 pr. år, hvoraf ca. en fjerdedel er hugst i statsskovene. Den
samlede hugst udgør dog kun ca. en trediedel af det danske forbrug af træ, og
en stor del af forbruget må derfor dækkes ved import. Der er i overvejende
grad tale om import af forarbejdet træ, herunder papir, og importværdien
overstiger 10 mia. kr. om året.
Pyntegrønt og navnlig juletræer produceres ikke kun i skov men også på
agerjord. Statistisk er det vanskeligt at fordele produktionen på de to
jordbrugsformer. Det må dog antages, at pyntegrønt i det store og hele
produceres i skov, mens juletræerne er mere ligeligt fordelt på skov- og
landbrugsarealer. Produktionen varierer en del år for år. Der produceres i
størrelsesordenen 23.000 t klippegrønt og 3 mill. stk. juletræer.
Størstedelen af begge produktkategorier eksporteres.
3.4. Skovbruget i samfundsøkonomien
Produktionsværdien i skovbruget udgør mere end 1 mia. kr. årligt, og i den
primære sektor og forarbejdningssektoren tilsammen er værdien ca. 20 mia.
kr., som dog i et vist omfang også omfatter videreforarbejdning af importeret
træ.
Det primære skovbrug beskæftiger ca. 5.000 personer. Skovbruget danner
grundlag for størstedelen af beskæftigelsen for ca. 30.000 personer i den
øvrige skovsektor, den træforarbejdende industri m.m. Skovbrug kan være
velegnet til beskæftigelsesarbejde og har flere gange været benyttet dertil i
arbejdsløshedssituationer.
Skovbrugets forbrug af rå- og hjælpestoffer fra andre sektorer er lille
sammenlignet med landbrugets og industriens. Det betyder, at skovbruget ikke
er ret meget afhængig af leverancer udefra. Endelig giver skovene en række
miljømæssige fordele. Det gælder både varetagelse af landskabelige,
kulturhistoriske, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn og hensyn til
friluftslivet.
3.5. Myndigheder og institutioner m.v.
Administrationen af statsskovene og skovlovgivningen forestås af Skov- og
Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen er således
landets største skovbrugsinstitution. Styrelsen varetager på en lang række
områder opgaver af generel betydning for det samlede danske skovbrug.
Administrationen af skovstøtteloven og af skovbrugets konsulentordninger
forestås af Landbrugsministeriet, herunder af Jordbrugsdirektoratet.
Skovstøtteloven hjemler støtte til produktions-, beskæftigelses- og
miljøfremmende foranstaltninger i private skove, der er mindre end 50 ha. I
finansåret 1988 er der afsat ca. 14 mill. kr. til skovstøtte. Støtten
udbetales i den rækkefølge, ansøgningerne modtages i Jordbrugsdirektoratet,
og uden en skovbrugs- eller miljøfaglig prioritering.
Landbrugsministeriets støtte til konsulentordningerne går dels til Dansk
Skovforening, dels til De Danske Skovdyrkerforeninger. Som led i
konsulentordningen ved Dansk Skovforening udarbejdes der driftsplaner for
private skovejendomme, og der gennemføres generelle driftsøkonomiske,
edb-mæssige, regnskabsmæssige og ledelsesmæssige vejledningsopgaver. Der
findes 16 lokale skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet. I finansåret
1988 er der afsat ca. 4 mill. kr. til skovbrugets konsulentordninger,
herunder til Dansk Skovforening.
Landbrugsministeriet overfører desuden årligt et beløb til Hedeselskabet
til billiggørelse af selskabets konsulent- og vejledningstjeneste på
skovområdet. Overførslen er en del af et programtilskud til billiggørelse af
opgaver på land- og skovbrugsområdet i Hedeselskabets regie. I 1988 udgjorde
programtilskuddet ialt 23,7 mill. kr.
Det forslag om en tilskudsordning til løvskov, som er en del af
lovforslaget, skal administreres af Skov- og Naturstyrelsen som en integreret
del af den samlede skovlovsadministation (dvs. som et vigtigt middel til
opfyldelse af mål i loven) og som et supplement til Landbrugsministeriets
ordninger.
Skovskolen og Statens Forstlige Forsøgsvæsen er begge institutioner under
Landbrugsministeriet.
Ved Skovskolen undervises ufaglærte og faglærte skovarbejdere samt
skovteknikere. Skolen afholder desuden kurser for andre, herunder for
skovbrugsstuderende og skovejere.
Statens Forstlige Forsøgsvæsen gennemfører forskning på
skovdyrkningsområdet og af befolkningens anvendelse af skovene til
friluftsliv. En betydelig del af forsøgene gennemføres i statsskovene.
Målet med forsøgsvæsenets forskningsarbejde er at klarlægge forhold, som
har betydning for skovenes udvikling, stabilitet og produktion under
forskellige naturgivne forhold i Danmark. Ved de ofte langvarige forsøg med
forskellige former for etablering af bevoksninger, skovbehandling, valg af
træarter og racer m.v. bidrager forsøgsvæsenet til at løse biologiske,
tekniske, økonomiske og samfundsmæssige problemer med relation til
skovbruget.
Hovedparten af forsøgsvæsenets aktiviteter er knyttet til ca. 500
forsøgsarealer. Hertil kommer laboratorieundersøgelser vedrørende
jordbundsforhold, plantefysiologiske forhold og skovtræernes sygdomme.
Forsøgsvæsenet har samarbejdsrelationer til bl.a. Skovbrugsinstituttet,
Zoologisk Institut, Arboretet og andre institutter på Den Kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole, til Miljøstyrelsens Luftforureningslaboratorium,
Hedeselskabet og Skov- og Naturstyrelsen.
Under Landbrugsministeriet er desuden Jagt- og Skovbrugsmuseet,
Vildtforvaltningen og andre institutioner af betydning for
skovbrugserhvervet.
I Undervisningsministeriets regi forskes i skovbrugsspørgsmål bl.a. ved
Skovbrugsinstituttet under Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvor der
desuden uddannes forstkandidater. Ved Arboretet under Landbohøjskolen forskes
i skovbrugsgenetik, dendrologi (dvs. læren om træer og buske) og
skovhistorie.
Endelig udfører de 2 teknologiske institutter og Skovteknisk Institut
(ATV) udviklingsopgaver på skovbrugsområdet.
3.6. Udviklingsperspektiver i skovbruget
Dansk skovbrug er inde i en hastig udvikling, der forventes fortsat i de
kommende årtier. Der er således stadig mulighed for at øge mængden og
kvaliteten af træproduktionen.
Forøgelse af træproduktionen sker ikke blot som følge af en forøgelse af
skovarealet ved tilplantning af marginaljord. Der kan også høstes betydelige
gevinster ved f.eks. skovtræforædling, bedre skovdyrkning samt øget
udnyttelse af råtræet.
Skovenes betydning for de miljømæssige forhold forventes også fortsat
forøget, dels som følge af et større skovareal, dels på grund af den større
variation og stabilitet i skovene, der kan opnås som følge af god skovdrift.
Der består usikkerhed om eventuelle skader på danske bevoksninger som
følge af forøget luftforurening. Skov- og Naturstyrelsens
overvågningsaktiviteter på dette område søges fortsat i de kommende år med
øget intensitet.
4. Statsskovbrugets opgaver
Det er af væsentlig samfundsmæssig betydning, at skovenes produktion er
flersidig og omfatter såvel træ og træprodukter som en bred vifte af miljø-
og fritidsgoder. Derfor, og fordi produktionstiden i skovene overstiger det
enkelte menneskes levetid, er offentlig skovdrift overalt i verden et
anerkendt og udbredt middel i den nationale skovpolitik. I EF-landene udgør
de offentligt ejede skove med tilhørende ubevoksede arealer store andele af
det samlede skovareal: I Grækenland 93 pct., i Irland 78 pct., i Vesttyskland
56 pct., i Holland 48 pct., i Luxembourg 46 pct., i Storbritannien 43 pct., i
Belgien 42 pct., i Italien 40 pct., i Danmark 39 pct., i Spanien 34 pct., i
Frankrig 26 pct. og i Portugal 24 pct.
De miljø- og friluftsinteresser, der knytter sig til skovene, kan være en
belastning for ejerne, hvilket medfører, at det kan være ønskeligt at
tilgodese disse interesser gennem statsdrift.
Endelig må der peges på, at der gennem et statsligt skovbrugsapparat
hurtigere og mere direkte kan nås skovpolitiske mål.
4.1. Langsigtede produktionsformål
Staten anlægger i sin drift af skovene en samfundsmæssig
ressourcebetragtning. Man opbygger vedmassereserver med en høj værdi til
indsats i forsyningsmæssige krisesituationer, hvilket kan lade sig gøre, da
man ikke er underlagt privatøkonomiske forretnings- og likviditetshensyn.
Staten kan lettere end private forfølge langsigtede produktionsmål på
bekostning af kortsigtede. Statsskovene har bl.a. fungeret som
»træbank« under de to verdenskrige, og gør det stadig med
mellemrum, f.eks. gennem hugststop og etablering af trælagre i forbindelse
med stormfald. Staten har i de sidste 100-200 år forestået store
tilplantninger på heden med det primære formål at øge træproduktionen og de
indenlandske træressourcer og herudover at øge beskæftigelsen i tider med
stor arbejdsløshed. Der har oftest været tale om nyttiggørelse af magre
hedejorder og lignende, der dyrkningsmæssigt er meget ringere end nutidens
marginaljorder.
4.2. Miljø- og fritidsgoder
I statsskovene er en del arealer fredet efter naturfredningsloven.
Derudover har Statsskovbruget administrativt fredet mange arealer af
landskabelige og videnskabelige grunde. Lyngheder og -bakker, grupper af
enebuske, enge, moser, strandvolde, trægrupper, særlige løvtræbevoksninger
m.v. bevares. Løvtræbevoksningers levetid forlænges, og der stiles mod en
vedvarende forøgelse af løvtræarealet, ikke mindst i Vestjylland.
Jagten i statsskovene drives ud fra reservatsynspunkter, dvs. at der
tilstræbes en afbalanceret opretholdelse af det naturlige dyreliv.
Statsplantager er undertiden anlagt med naturbeskyttelses- og
naturgenopretningsformål, der rækker ud over den enkelte ejendoms areal. Det
gælder f.eks. klitplantagerne i Vestjylland, Nordsjælland og på Bornholm, der
sikrer de bagvedliggende landbrugsarealer mod sandflugt. Det samme gælder de
jyske hedeplantager, der langsomt men sikkert forvandler disse karske områder
til en rig og varieret skovnatur. Tilplantningerne har betydet, at den
tusindårige udpining af de magre hedejorder er ophørt, og at jordens
frugtbarhed nu igen langsomt opbygges, hvorved plantagerne bliver til skov.
I statsskovene kan befolkningen færdes døgnet rundt, og statsskovene har
en meget lang tradition for at tilgodese forskellige former for friluftsliv -
fra den fredfyldte oplevelse af skovensomheden til de bynære skoves stærkere
udbygning med anlæg af forskellig art. Der er ligefrem rejst skove med det
formål at tilgodese behovet for friluftsliv, bl.a. Vestskoven ved København.
4.3. Samspil med den private skovsektor
I et lille skovbrugsområde som det danske er tilstedeværelsen af et
velfungerende offentligt skovbrug et stabiliserende element for hele
sektoren, og Statsskovbruget har ofte bevist sin nødvendighed for sektorens
fortsatte trivsel og udvikling.
Den statslige skovadministration er en både igangsættende og
stabiliserende faktor for sektorens forsknings- og udviklingsaktiviteter i et
omfang, som private skovbrugsvirksomheder ikke kan magte.
Det er Skov- og Naturstyrelsens mål gennem stadig forbedring af den
statslige skovforvaltning og gennem statslig skovtilplantning at sikre den
fortsatte varetagelse af de nævnte materielle og immaterielle mål med
statsskovene og at sikre den gunstige vekselvirkning mellem offentlig og
privat aktivitet i skovsektoren.
5. Skovene og friluftslivet
Næsten al friluftsliv her i landet foregår enten i skoven eller ved
stranden. Man regner med, at disse to naturtyper er nogenlunde lige
væsentlige for befolkningens friluftsliv.
Skovene tiltrækker en betydelig større andel af den voksne befolkning end
biblioteker, sportspladser, kunstudstillinger, teatre, voksenundervisning og
koncertsale.
Der er en betydelig variation i omfanget og karakteren af skovenes
anvendelse til friluftsliv, både fra skov til skov, fra den ene person til
den anden, fra det ene tidspunkt til det andet, og inden for det enkelte
skovområde.
Undersøgelser af befolkningens ønsker til skovenes og det åbne lands
udformning har bl.a. klarlagt, at det især er stilhed og varierende
naturoplevelser, som folk gerne vil have, når de færdes i skovene. Der tages
afstand fra larmende udfoldelser som bil- og knallertkørsel, brug af
transistorradioer og lignende.
Befolkningen værdsætter ifølge disse undersøgelser skov af enhver art. Men
visse skovtyper foretrækkes mere end andre. Således foretrækkes løvskov i
nogen grad fremfor nåleskov og bøgeskov fremfor anden løvskov; men
forskellige former for nåleskov og anden løvskov vurderes også højt. Behovet
for publikumsfaciliteter i form af borde, bænke, affaldskurve og lignende
regnes som behersket, idet der dog er en betydelig variation i ønskerne til
skovenes udformning fra person til person og fra område til område.
6. Den skovpolitiske redegørelse
Den skovpolitiske redegørelse, som regeringen i april 1987 afgav til
Folketinget, afstikker især fire hovedmål for skovpolitikken:
- at sikre en øget produktion i skovbruget og træindustrien og mindre
afhængighed af import,
- at sikre eksistensen af en privat skovsektor med lønsomme virksomheder,
- at øge skovenes miljømæssige og friluftsmæssige værdier og
- at forbedre ressourceudnyttelsen og forøge rentabiliteten.
Forøgelsen af træproduktionen søges gennemført på tre måder, nemlig ved
bedre udnyttelse af de eksisterende skove, rejsning af nye skove og
anvendelse af et bedre plantemateriale.
Samtidig med, at træproduktionen ønskes forøget, vil regeringen fortsat
søge at integrere hensynet til miljø og friluftsliv i skovdriften. Dette skal
bl.a. ske ved rådgivning og information og ved at udforme støtteordninger på
en sådan måde, at det flersidige skovbrug fremmes.
Bedre udnyttelse af eksisterende skove vil bl.a. ske ved at samordne de
eksisterende konsulentordninger inden for skovbruget, således at der laves en
enstrenget ordning med ensartede regler. Ordningen vil blive udformet sådan,
at den nuværende 50 ha-grænse bortfalder.
Samtidig lægger den skovpolitiske redegørelse vægt på at lette
mulighederne for tilplantning af landbrugspligtig jord gennem tilskud, ved
lempelser og justeringer i landbrugsloven og jordfordelingsloven samt ved
justeringer i administrationen af disse love.
Et væsentligt element i den skovpolitiske redegørelse er endelig, at der
bør etableres en mere tæt koordination mellem de forskellige forsknings- og
uddannelsesinstitutioner på skovbrugsområdet. Derfor har landbrugsministeren
nedsat en arbejdsgruppe vedrørende skovforskningens struktur og formidlingen
af forskningens resultater.
7. Hovedtræk i lovforslaget
I lovforslaget er indarbejdet regler fra skovloven (lovbekendtgørelse nr.
231 af 4. maj 1979 som ændret ved § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984) og
udstykningslovens § 3 (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977).
Forslaget indeholder dog en række nye principper i forhold til disse regler,
ligesom der i stor udstrækning er gennemført en sproglig og retsteknisk
modernisering.
Der har i årenes løb udviklet sig en righoldig praksis ved
administrationen af den gældende lov. Denne praksis er beskrevet i
bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.
Den nævnte praksis er i vidt omfang opstået ved fortolkning af enkelte
nøglebestemmelser i den gældende lov. I lovforslaget er den formuleret i
forskellige regler, især i kapitel 2 og kapitel 3.
Lovforslaget er i det store og hele udtryk for en videreførsel af linien i
1935-loven, uden at der på væsentlige områder er tale om hverken lempelser
eller skærpelser. Lovforslaget betoner dog i højere grad end den gældende lov
de miljømæssige forhold ved skovene.
I det efterfølgende er kort angivet hovedindholdet af lovforslagets
enkelte kapitler:
I Kapitel 1 er der som noget nyt angivet en formålsbestemmelse,
hvori det præciseres, at skovene har både en produktionsmæssig og en
miljømæssig funktion. I Statsskovbruget skal der lægges særlig vægt på
udvikling og gennemførelse af en god og miljøvenlig skovdrift, der kan danne
forbillede.
Kapitel 2 beskriver fredskovspligtige arealer, dvs. de arealer som primært
er reguleret ved loven. Endvidere indeholder kapitlet bestemmelser om
fredskovspligtens indhold, om de undtagelser, der kan gøres herfra og om
byggeri og udstykning.
I Kapitel 3 er der som noget nyt præciseret rammerne for god
skovdrift, der sammen med fredskovsbegrebet er et bærende element i
lovforslaget.
Desuden legaliseres adgangen til at dyrke juletræer og pyntegrønt i kort
omdrift.
Reglerne i Kapitel 4 tilsigter ved tilskud at fremme og forøge
løvskovarealerne, især bøg og eg.
Kapitel 5 beskriver situationen ved ejerskifte. For så vidt angår det
særlige 10 årige-tilsyn med skove, der har været handlet, er der sket den
ændring, at ordningen er sat i bero, men kan sættes i kraft igen, hvis der
bliver behov derfor. Samtidig er ordningen udvidet til også at omfatte skove
i selskabseje, uanset tidspunktet for ejerskifte.
Reglerne i Kapitel 6 omhandler de pligter, skovejerne har, og de
administrative sanktionsmuligheder, myndighederne har.
Kapitel 7 omhandler myndighederne i henhold til loven og angiver bl.a.,
hvilke pligter myndighederne har som formidler af viden om skovdrift.
I Kapitel 8 er der fastsat regler om klageadgang, -frister, m.v.
Ifølge Kapitel 9 skal der nedsættes et rådgivende udvalg
(Skovrådet), der afløser det nuværende Statens Skovnævn.
Kapitel 10 indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.
8. Den gældende skovlov
Flere af bestemmelserne i den gældende skovlov fra 1935 fandtes også i
skovforordningen fra 1805. Skovlovgivningen er således en meget gammel del af
landskabsforvaltningen. Dette er medvirkende til, at mange af de danske skove
er af høj kvalitet, både hvad angår træproduktion og miljømæssige forhold.
Den gældende skovlov varetager både landskabelige og produktionsmæssige
hensyn. Dens regler tilsigter, at landets skovareal ikke formindskes.
Skovarealet fastholdes ved, at størstedelen af skovene er pålagt
fredskovspligt.
Fredskovspligt er en arealreservation til skovdrift. Begrebet var ikke
nævnt i 1805-forordningen, men det blev benyttet allerede i forbindelse med
udskiftningerne og matrikuleringen i slutningen af 1700-tallet.
Fredskovsbegrebet har betydet, at landets skovareal i de sidste par hundrede
år er forøget fra 2-3 pct. til nu ca. 12 pct.
Loven bestemmer, at fredskovspligtig grund skal drives på en måde, så der
dannes sluttet skov af højstammede træer.
Denne bestemmelse tjener flere formål. Højstammede træer er velegnede til
træindustriel udnyttelse pga. deres dimensioner, og da de kun har få knaster.
En skov af højstammede træer udgør tillige befolkningens billede af,
hvorledes en skov skal se ud. Poeter har kaldt dette billede for
»skovenes søjlehal«. Endelig er en skov med højstammede træer en
biotop, der indeholder levesteder for en række dyre- og plantearter, der ikke
kan trives andre steder. Det er grunden til, at der i skov er flere arter end
i andre af landets mere betydende biotoper.
Loven indeholder tillige en række detaljerede regler om
fredskovskonstatering, som ikke er gentaget i lovforslaget.
Derimod er loven meget ordknap hvad angår de forskellige bestemmelser om
f.eks. forbud mod byggeri i fredskov. Der er dog i årenes løb udviklet en
righoldig praksis, som har været grundlag for udformningen af visse af
lovforslagets regler, navnlig i kapitel 2 og 3.
9. Konsekvenser for anden lovgivning
Lovforslaget medfører, at § 3 i udstykningsloven ophæves. Denne regel, der
omhandler udstykning af samlede fredskovsstrækninger, er indarbejdet i
lovforslaget.
Desuden medfører lovforslaget, at § 5, stk. 1 og 3, i lov om lens,
stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers
overgang til fri ejendom (»lensafløsningsloven«) skal ændres. Det
skyldes, at Statens Skovnævn nedlægges med lovforslaget, hvorefter Skovnævnet
ikke længere kan foretage det skovkyndige skøn efter lensafløsningsloven. Med
et særligt fremsat forslag til ændring af lensafløsningsloven foreslås dette
skovsagkyndige skøn henlagt til miljøministeren. Dette ændringslovforslag
fremsættes samtidigt med skovlovforslaget.
Endelig medfører lovforslaget sammenholdt med det forslag til ny
udstykningslov, som boligministeren senere fremsætter, at skovforordningen af
27. september 1805 og forordningen af 2. juli 1784 for Hertugdømmerne kan
ophæves. Dette vil blive indarbejdet i forslaget til ny udstykningslov.
1784-forordningen er hjemlet med lov nr. 351 af 9. juli 1920 om indlemmelse
af de sønderjydske landsdele i kongeriget, som ændret ved lov nr. 123 af 1.
juni 1929. Når forordningerne ophæves kan deling af uudskiftede skove
fremover ske ved udstykning.
Ved lovens administration vil regler efter en række andre love også komme
i betragtning. Det gælder f.eks. landbrugsloven, skovstøtteloven, loven om
støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget,
zoneloven, råstofloven, naturfredningsloven, lands- og regionplanlovene,
kommuneplanloven og ekspropriationsprocesloven. Forholdet til disse og andre
love er beskrevet i bemærkningerne til visse af lovforslagets enkelte
bestemmelser.
10. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget
10.1. Administration af den gældende lov
10.1.1. Skov- og Naturstyrelsen m. fl.
Ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 815 af 3. december 1987 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen varetager
denne styrelse administrationen af skovloven. Tilsynet med de private skove
er ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 henlagt
til 31 statsskovdistrikter.
I Skov- og Naturstyrelsens skovdyrkningskontor er der beskæftiget ca. 4
1/2 medarbejdere med administrationen af loven.
På statsskovdistrikterne er der beskæftiget, hvad der ialt svarer til ca.
10 medarbejdere - regnet på heltidsbasis - med tilsynet med de private skove
og forberedelse af de skovlovsager, der afgøres af Skov- og Naturstyrelsen.
Miljøministeriets departement er klagemyndighed over de afgørelser, der
træffes af Skov- og Naturstyrelsen. Antallet af klager i skovlovsager er dog
beskedent. Det antages, at der i departementet er beskæftiget, hvad der
svarer til ca. 1/2 medarbejder hermed.
Der er således ialt beskæftiget ca. 15 personer med administrationen af
skovloven.
10.1.2. Andre myndigheder
Der er ikke andre myndigheder, der har opgaver med administrationen af
skovloven, bortset fra Statens Skovnævn, der nedlægges med lovforslaget.
10.2. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget
I forbindelse med Skov- og Naturstyrelsens oprettelse er der ved en
strukturændring og omlægning af de eksisterende ressourcer oprettet et
skovdyrkningskontor. Kontorets opgaver er administration af skovloven,
varetagelse af opgaver om skovdyrkning, herunder at understøtte og formidle
forsknings- og udviklingsopgaver, overvågning af skovenes sundhedstilstand
samt visse opgaver vedrørende skovdyrkning i U-lande.
Med oprettelsen af skovdyrkningskontoret søger Skov- og Naturstyrelsen at
forbedre og koordinere indsatsen for en større og mere værdifuld
træproduktion og et godt miljø i skovene, både i Miljøministeriets skove, i
andre offentlige skove og i de private skove.
En gennemførelse af lovforslaget vil medføre øgede opgaver for Skov- og
Naturstyrelsen, både centralt og decentralt på statsskovdistrikterne.
10.2.1. Staten (Skov- og Naturstyrelsen)
Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser kan opdeles på
følgende hovedområder:
1) Lovopfølgende arbejde
2) Fredskovsnotering
3) Almindelig sagsbehandling
4) Information/udvikling/forskning
5) Tilskudsordningen vedrørende løvskov
6) Plejeordningen
7) Skovstatistik.
Ad 1. Arbejdet i forbindelse med lovens ikrafttræden omfatter udarbejdelse
af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser, vejledninger m.v. Lovforslaget
indeholder visse bestemmelser, hvorefter miljøministeren kan fastsætte
nærmere regler. Det forberedende arbejde i den forbindelse forventes udført i
Skov- og Naturstyrelsen.
Derudover skal der udarbejdes en ny skovlovinstruks for
statsskovdistrikterne og en ny bemyndigelsesbekendtgørelse, der henlægger en
række af opgaverne til distrikterne.
Det skønnes, at ca. 2 medarbejdere vil blive beskæftiget i 2 år hermed.
Ad 2. Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel er en
engangsopgave.
Noteringen af fredskovspligten er søgt gennemført flere gange, men ikke
afsluttet, da den gældende lovs regler herfor er for omstændelige. Med
lovforslaget forudsættes, at notering af fredskovspligten afsluttes på
relativ kort tid. Dette vil medføre lettelser i arealforvaltningen, både i
den offentlige og i den private sektor.
Skov- og Naturstyrelsens arkiver er det væsentligste grundlag for
gennemførelse af denne opgave.
Det skønnes, at der medgår 4 medarbejdere i 3 år til afslutning af
noteringen af fredskovspligten i tingbog og matrikel.
Ad 3. Den almindelige sagsbehandling efter loven omfatter foruden konkrete
sager en løbende ajourføring af fredskovsnoteringerne. Opgaverne skal fortsat
løses i samarbejde med de statsanerkendte konsulentorganisationer på
skovbrugsområdet.
Det antages, at en vedtagelse af lovforslaget vil medføre flere
enkeltsager, især i forbindelse med varetagelsen af de miljømæssige hensyn i
skovene. I Skov- og Naturstyrelsen skønnes disse opgaver at beskæftige 2
ekstra medarbejdere.
Ad 4. Lovforslagets konsekvenser for Skov- og Naturstyrelsens arbejde med
information, udvikling og understøttelse af forskningsopgaver vedrørende
skovdyrknings- og miljøforhold i skove bliver bl.a.:
- Udarbejdelse af informationsmateriale.
- Vejledning til skovejere om generelle spørgsmål om skovdyrkning,
herunder om de statsanerkendte konsulentorganisationer, støtteordninger m.v.
- Samarbejde med forskningsinstitutioner og skovdistrikter m.fl. om
skovbrugsmæssige forsøgs- og udviklingsopgaver.
- Medvirken ved formulering af mål for landets skovbrugsforskning og
-udvikling.
Disse opgaver skønnes at ville beskæftige ialt 6 medarbejdere.
Ad 5. Tilskudsordningen til fremme af løvskov er ny. Der forventes at
blive behov for tilskud til etablering af op til 1.000-1.200 ha om året, dog
med store variationer år for år som følge af bøgens og egens ujævne
frøsætning og svingningerne på træmarkedet. Af denne grund foreslås ordningen
etableret med ret til akkumuleret overførsel af midler, der ikke er brugt i
et finansår.
Opgaverne består i at give skovejere forhåndstilsagn om støtte, tilse de
nyetablerede løvtræbevoksninger, udbetale støttebeløb m.v.
Der vil også komme opgaver, der indirekte virker til fremme af løvskoven.
Det skønnes, at ordningen i alt vil beskæftige 3 medarbejdere i Skov- og
Naturstyrelsen.
Målet med tilskudsordningen forventes at kunne nås, hvis skovejerne får
dækket en mindre del af de udgifter, der er ved løvtrækultivering, f.eks.
omkring en trediedel. Hvis denne forudsætning holder stik, vil det samlede,
årlige behov for støttemidler andrage ca. 15 mio. kr. Midlerne til
tilskudsordningen vil blive afsat på de årlige finanslove.
Ad 6. Plejeordningen forventes ikke at kræve et væsentligt
ressourceforbrug inden for en overskuelig fremtid.
Ad 7. Ifølge lovforslaget drager Skov- og Naturstyrelsen omsorg for at
lade en skovstatistik udarbejde mindst hvert 10 år. Miljøministeriet har
nedsat et skovstatistiknævn, der i foråret 1988 har afgivet betænkning om
retningslinier for fremtidig udarbejdelse af statistik om skove.
Gennemførelse af arbejdet med en skovstatistik forventes ikke at medføre
personalebehov i Skov- og Naturstyrelsen.
10.2.2. Amtskommuner, Hovedstadsrådet og kommuner
Amtskommunerne, Hovedstadsrådet og kommunerne vil ikke blive berørt
ressourcemæssigt af lovforslaget.
10.3. Personalebehov som følge af lovforslaget
Lovforslaget har følgende konsekvenser for statens personalebehov:
1989 Overgangs- 1994
perioden og derefter
1990-93 pr. år
pr. år
-------------- årsværk --------------
Lovopfølgende arbejde 1 2 (2 år) 0
Fredskovsnotering 1 4 (3 år) 0
Almindelig sagsbehandling 0 2 2
Information/udvikling/forskning 0 6 6
Tilskudsordning 0 3 3
Plejeordning 0 0 0
Staten ialt 2 17 11
10.4. Udgifter som følge af lovforslaget
10.4.1. Beregningsgrundlaget
Ved opgørelse af de samlede udgifter til personale mv.er som
beregningsgrundlag anvendt 280.000 kr. pr. årsværk.
Derudover er der foretaget et udgiftsskøn for visse særskilte opgaver.
10.4.2. Miljøministeriet
Samlet medfører lovforslaget følgende merudgifter for staten:
1989 Overgangs- 1994
perioden og derefter
1990-93 pr. år
pr. år
-------------- 1.000 kr. --------------
Lovopfølgende arbejde 500 1.000 0
Fredskovsnotering 1.500 2.000 0
Almindelig sagsbehandling 500 1.000 1.500
Information/udvikling/forskning 500 4.000 5.500
Tilskudsordning 0 15.000 15.000
Plejeordning 0 1.000 2.000
Staten ialt 3.000 24.000 24.000
10.4.3. Finansiering
Merudgifterne er indbudgetteret på forslag til finanslov for 1989 med
tilhørende budgetoverslagsår.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til kapitel 1 om formål
Til § 1
Bestemmelsen er enslydende med § 1 i forslag I.
Ad stk. 1
Den gældende skovlov indeholder ikke nogen formålsbestemmelse. Man kan dog
af forskellige bestemmelser i loven og af lovens forarbejder udlede, at den
skal varetage både produktionsmæssige og miljømæssige, især landskabelige,
hensyn.
Skovloven har ikke blot været en forudsætning for, at træproduktionen er
forøget og forbedret, men også, at skovene har kunnet tilgodese miljømæssige
hensyn såsom landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og
miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet.
Lovforslaget tilsigter at videreføre denne linie ved at formulere et
egentligt formål med loven. De enkelte elementer i formålsbestemmelsen er
ikke indordnet i en prioriteret rækkefølge. Dansk skovbrug er kendetegnet ved
en driftsform kaldet »flersidigt skovbrug«, hvor hensynene til de
forskellige dele af formålsbestemmelsen er søgt afbalanceret efter de
forhold, der er på de enkelte lokaliteter eller de enkelte ejendomme.
For det første tilkendegives, at man ønsker at bevare og værne de danske
skove. Dette sker i erkendelse af den store flersidige betydning, skovene
har. Forslaget sigter mod at forstærke lovens indflydelse på skovdriften,
både hvad angår træproduktionen og de miljømæssige hensyn.
Det bemærkes, at løvskov er den naturlige vegetationstype på en meget stor
del af landets areal, og at løvskoven - udover sin betydning for
træproduktion, beskæftigelse m.v. - tillige har væsentlig betydning som
levested for landets oprindelige flora og fauna. Det er en af grundene til,
at løvskoven søges beskyttet og fremmet med lovforslaget, som en integreret
del af det flersidige skovbrug.
Det er væsentligt, at der i formålsbestemmelsen desuden lægges vægt på
skovnaturens langsigtede stabilitet. Det sker i lovforslaget ved at fastlægge
fredskovsbegrebet som en arealreservation til skovbrugsformål og ved at
foreskrive, at fredskovsarealer skal benyttes til god skovdrift.
Lovforslaget sigter endvidere mod at forbedre strukturen i
skovbrugserhvervet. Det søges gennemført på flere måder f.eks. ved at påvirke
arronderingen og ejendomsstrukturen positivt og ved at præcisere Skov- og
Naturstyrelsens opgaver på det skovbrugsfaglige område.
Velfungerende skovbrugsejendomme, både i den offentlige og i den private
sektor, er en væsentlig forudsætning for, at skovene fortsat kan udbygges til
flersidig gavn for træproduktionen og for udvikling af skovenes miljømæssige
værdier.
Det er endvidere hensigten, at en ny lov kan medvirke til at forøge
skovarealet. Der er ikke egentlige tilplantningsbestemmelser i forslaget, men
ved hjælp af regionplanlægningen og forslagets § 9 kan skovloven i samspil
med en målrettet administration af anden lovgivning, bl.a. landbrugsloven,
forbedringsloven og planlægningslovene, danne baggrund for en egentlig
skovrejsningspolitik.
Skovrejsning tjener flere formål. På længere sigt kan landets afhængighed
af import af træ og træprodukter bringes ned, samtidig med at den
indenlandske træforarbejdende industri kan styrkes. Med en noget kortere
tidshorisont kan tilplantning medvirke til en række miljømæssige forbedringer
inden for de områder, der iøvrigt er nævnt i bemærkningerne til denne
bestemmelse.
Det er klart, at behovet for ny skov bør afbalanceres med de øvrige behov,
der kan tilgodeses ved samfundets arealforvaltning.
Det er hensigten med loven, at det statslige tilsyn med de private skove
skal styrkes kvalitativt. Det skal bl.a. ske ved i højere grad end i dag at
rådgive og informere om god skovdrift, både om de produktionsmæssige og de
miljømæssige sider derved.
Lovforslaget vedrører især fredskovspligtige arealer. I bl.a. kapitel 5 er
der dog regler, der også vedrører ikke-fredskovspligtige arealer.
I de tilfælde, hvor lovforslaget benytter ordet »skov« er der
tale om fredskovspligtige arealer samt om visse andre arealer, der også er
træbevoksede.
Som udgangspunkt er skove arealer, der er bevoksede med træarter, der kan
udvikle en højstammet vækst. Der kan være tale om hjemmehørende træarter som
bøg, eg eller ask, eller om indførte som ær, rødgran, sitkagran eller
juletræ- og pyntegrøntarterne.
Der vil dog i reglen også være et krav til arealets størrelse og
udstrækning for, at et træbevokset areal kan betegnes som skov. Mindre
arealer danner i mange tilfælde ikke basis for skov med tilstrækkelig
beskyttelse mod vind og udtørring, hvilket medfører, at højstammede træer
ikke udvikles, og at den flora og fauna, der hører hjemme i skove, ikke
indfinder sig. Denne situation vil i mange tilfælde foreligge, hvis skoven er
mindre end 0,5 ha, eller hvis den er meget smal, mindre end 20 m bred. I
sådanne tilfælde kan der desuden være tekniske problemer med at udnytte
træet.
Ad stk. 2
Det understreges, at formålsbestemmelsen lægger op til en flersidig
udnyttelse af skovene, hvor både de materielle og de immaterielle hensyn
tilgodeses.
Vægtningen af disse forskellige hensyn i forhold til hinanden er ikke den
samme overalt, men afhænger af de lokale behov, dyrkningsmuligheder m.v.
Skovdyrkningen skal sigte på at forøge træproduktionen og forbedre
dyrkningsgrundlaget. Bl.a. skal en øget selvforsyningsgrad med træprodukter
søges opnået. Siden omkring år 1900 er træproduktionen pr. arealenhed forøget
med ca. 1 pct. om året. Det skyldes tildels, at der ved anlæg af nye
bevoksninger er anvendt et stadigt højere ydende plantemateriale, og at
dyrkningen af de etablerede bevoksninger er forbedret. Det skyldes dog også,
at skovene er blevet mere sluttede - mere beskyttede - siden indfredningen af
dem i forrige århundrede. Herved er skovklimaet blevet bedre, og grundlaget
for en sikker og varieret skovdrift er blevet mere frodigt.
Landskabelige hensyn stiller bl.a. krav til skovenes ydre og indre rumlige
opbygning, dvs. stabile skovbryn og beskyttelse af heder, moser m.v. i
skovene.
Naturhistoriske hensyn kan f.eks. være sikring af gode levesteder for
plante- og dyrelivet og fastholdelse og forbedring af skovklimaet samt af et
varieret bevoksningsbillede med forskellige træarter af forskellige aldre - i
visse tilfælde etageret i de samme bevoksninger.
De kulturhistoriske hensyn er knyttet til bevaring af fortidsminder i
skovene samt enkelttræer eller bevoksninger af særlig interesse.
Med miljøbeskyttende hensyn tænkes f.eks. på forhold som beskyttelse af
skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod f.eks. nitratforurening og på
dæmpning af sandflugt og jordfygning.
Med hensyn til friluftslivet tænkes dels på publikums opholdsmuligheder i
skovene, dels på oplevelsesmulighederne.
Til § 2
Bestemmelsen er enslydende med § 2 i forslag I.
Ad Stk. 1
Forslaget om, at offentligt ejede skove skal tillægge landskabelige,
naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet særlig vægt, er nyt, men svarer til de opgaver, mange
offentlige skovejere hidtil har påtaget sig.
Med offentligt ejede skove menes skove, der ejes af staten, primær- og
amtskommunerne og folkekirken.
Statsskovene er i første række dem, der hører til Statsskovbruget under
Miljøministeriet.
Der lægges med bestemmelsen ikke op til, at hensynet til udnyttelse af
træproduktionen tilsidesættes i de offentlige skove. Det er væsentligt for
hele det danske skovbrug og for træindustrien, at der fortsat gennemføres en
betydelig erhvervsmæssig aktivitet i statsskovene.
Varetagelse af miljømæssige hensyn kan formindske driftsresultatet
betragteligt. For Statsskovbrugets vedkommende andrager det ca. 125 mill. kr.
om året. En mindre del af disse omkostninger er direkte udgifter til
publikumsfaciliteter m.v. Den største del er indirekte omkostninger i form af
manglende indtjening som følge af, at økonomisk set mindre interessante
bevoksninger, der f.eks. kan være bevokset med løvtræ i lang omdrift,
opretholdes i stort omfang, og at løvskovsarealet til stadighed udvides.
Hertil kommer, at Statsskovbruget har betydelige omkostninger ved drift og
pleje af værnskov i Vestjylland og af udyrkede arealer, der udgør ca. 1/3 af
det samlede areal.
En del kommuner har gennem tiderne opkøbt skove til glæde for frilufts- og
turistlivet. Det gælder f.eks. en række af de østjyske kommuner, der har
gjort en indsats for at bevare løvskove.
Skove under folkekirken udgøres ofte af mindre skove, især løvskove. Med
tilknytningen til kirkemiljøet kan de kulturhistorisk set være værdifulde, og
da skovdriften i nogle tilfælde har været ekstensiv, er de visse steder i
landet også naturhistorisk set værdifulde.
Ad Stk. 2
Ifølge stk. 2 skal der lægges vægt på udviklingsopgaver og
forsøgsvirksomhed i Statsskovbruget. Det skal fortsat ske i samarbejde med
andre myndigheders aktiviteter på området. Dette foregår allerede i dag, idet
en betragtelig del af de skovbrugsmæssige forsøgs- og forskningsaktiviteter
gennemføres på Statsskovbrugets arealer. Det drejer sig blandt andet om
bedømmelse af træarters vækstforhold, skovbehandling, forbedring af
skovteknikken, undersøgelse af luftforureningens betydning for trævækst og
vildtbiologiske studier. Disse aktiviteter er medvirkende til, at
driftsresultatet forringes i Statsskovbruget.
Statsskovbruget fastsatte i 1982 økologiske retningslinier, som indgår i
driftsplanlægningen for statsskovene. Heraf fremgår, at der på mange måder
kan tages hensyn til jorden og vandet, til bevoksningernes sammensætning og
til naturarealer i skovene.
Der gødskes eller kalkes kun i forbindelse med lavtproducerende nåleskov,
erstatningsgødskning i pyntegrøntbevoksninger etc. Ligeledes begrænses
anvendelse af herbicider, insekticider, fungicider m.v. til et minimum.
Ved flisning søges mest mulig af blad- og nålemassen samt små grene ladt
tilbage på jordbunden, idet disse ved forrådnelse giver et væsentligt bidrag
til næringsstofhusholdningen og humuslagets opbygning. Meget gamle humuslag
(mor, tørv) kan være af stor videnskabelig interesse og bør i en del tilfælde
ikke forstyrres. Ved valg af kulturteknik bør jordbearbejdning derfor
begrænses på sådanne jorder.
Større renafdrifter ved søer og og andre vådområder bør undgås. Gødskning
bør undgås i nærheden af alle former for naturarealer.
Sædvanligvis tilsigter skovdriften et varieret og stabilt skovbryn mod det
åbne land.
Særlig på let jord søges sammenskubning eller afbrænding af kvas undgået,
idet disse aktiviteter kan være medvirkende til en kraftig frigørelse af
kvælstof.
Gamle nåletræer (skovfyr, østrigsk fyr, lærk m.v.) kan bevares som
enkelttræer, hvor de ikke volder skade eller udgør en fare.
Sædvanligvis søges selvforyngelse i bøg gennemført. Indblanding af
længelevende nåletræer i foryngelserne er ønskelig.
Smålokaliteter, der er velegnede voksesteder for ask, lind og andre danske
løvtræarter, bør udnyttes hertil, evt. som holme eller indblanding. Hvor
naturlig undervækst under lystræer ikke indfinder sig, underplantes med
danske løvfældende arter. Enkelttræer og grupper af træer, især af eg,
bevares til høj levealder, evt. så længe de er levedygtige. Specielt skånes
redetræer, randtræer, træer langs veje og lignende.
Ellesumpe opretholdes, evt. ved stævning.
Åbne vandarealer bevares åbne, oprenses og friholdes for forurening.
Vandløb holdes gerne beskyggede.
I en del tilfælde opgives tidligere tiders dræningsforanstaltninger,
således at mindre søer genskabes.
Blødbundsarealer, der indgår i skovdriften, søges fortsat dyrket sådan, at
de bedst muligt tjener den omgivende skovbevoksning men uden intensive
afvandings- eller tilplantningsforanstaltninger.Vådbundsarealer i uplejet
eller ekstensivt plejet tilstand skal fortsat dyrkes på den måde.
Vådbundsarealer, der henligger i lysåben tilstand, bør opretholdes sådan.
Åbne arealer med spredt træ- og buskvækst (overdrev) opretholdes, om
nødvendigt ved holmevise plantninger eller ved stedvise rydninger.
Til kapitel 2 om fredskovspligt
Til § 3
Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring i stk. 1, nr.
7 - enslysende med § 3 i forslag I.
Den gældende lovs regler om, hvilke skove der er fredskovspligtige, findes
i § 1, der i 6 punkter opregner de fredskovspligtige skove.
I. Skove, der ved lovens ikrafttræden den 14. maj 1935 tilhørte staten,
kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.
II. Skove i de sønderjyske landsdele, som fandtes på tidspunktet for
udstedelsen af skov- og jagtforordningen af 2. juli 1784.
III. Skove i den øvrige del af landet, som fandtes på tidspunktet for
udstedelse af forordning af 27. september 1805 om skovenes udskiftning,
vedligeholdelse og fredning i Kongeriget Danmark.
IV. Skove, der af hovedgårdsejere blev unddraget bondebrug i henhold til
udskiftningsforordningen af 8. juni 1787.
V. Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
VI. Skovstykker, der ved lovens ikrafttræden lå omgivet af eller dannede
forbindelse mellem skove, der er nævnt under II, III, IV eller V, eller som
udfyldte indskæringer i yderkanten af sådanne skove.
Forslaget til § 3 bygger i al væsentligt på den gældende lovs § 1, men der
er dog tale om såvel en præcisering som en udvidelse af denne.
De fredskovspligtige arealer skal som hovedregel holdes træbevoksede og
dyrkes i overensstemmelse med principperne for god skovdrift, jf. kapitel 3.
Det bemærkes, at arealer, hvorpå fredskovspligten er ophævet efter den
tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat er fritaget for
fredskovspligt, selv om de efter ordlyden falder ind under et eller flere af
punkterne, og selv om de fortsat bærer skov, jf. § 46, stk. 1.
Det tilføjes, at selvom skøde på en skovbevokset ejendom tidligere i
overensstemmelse med den gældende lovs § 1, jf. § 10, stk. 3, har fået
påtegning om, at der ikke findes fredskov på ejendommen, er skoven alligevel
fredskovspligtig, hvis den er omfattet af bestemmelserne i lovforslagets § 3.
En »negativ« skødepåtegning er nemlig ikke en tilladelse som nævnt
i § 46, stk. 1.
Ad Stk. 1
Ad nr. 1. Ifølge den gældende lovs § 1, I, er de offentligt ejede skove
fredskove, hvis de ved lovens ikrafttræden i 1935 tilhørte staten, kommuner,
kirker, præsteembeder eller offentlige stiftelser. Der foreslås en
ajourføring, så sådanne skove, bortset fra dem, der ejes af offentlige
stiftelser, jf. nr. 6, er fredskove, uanset hvornår de er erhvervet. Det
gælder således også skove, som erhverves i fremtiden, bortset fra de tilfælde
der er nævnt i stk. 4.
Ved skove, der tilhører staten, tænkes ikke blot på Statsskovbrugets skove
(under Miljøministeriet), men også på skove, der ejes af andre ministerier.
Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.
Ved skove, der tilhører folkekirken, er der tænkt på de skove, der hører
til folkekirkens institutioner, herunder skove som menighedsrådene bestyrer.
Ad nr. 2. Bestemmelsen omfatter for det første ejendomme, hvor et skøde i
medfør af den gældende lovs § 10, stk. 3, har fået påtegning om
fredskovspligt, der herefter er noteret i tingbogen.
Bestemmelsen omfatter også ejendommene, hvor fredskovspligt i forbindelse
med matrikulære ændringer er blevet noteret i tingbogen på grundlag af en
udtalelse fra skovmyndighederne.
Desuden er ejendomme, der tidligere var vurderet med såkaldt
»skovskyldshartkorn«, noteret i tingbogen som fredskovspligtige,
jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 43 af 20. februar 1969 om bortfald af hartkorn og
matrikelskyld.
Endelig dækker bestemmelsen skove, for hvilke fredskovspligten er
konstateret efter de detaljerede regler i skovlovens afsnit C og derefter
noteret som fredskov i tingbogen.
I alle tilfælde er ejendommene dog som hovedregel fredskovspligtige i
medfør af en eller flere af de øvrige bestemmelser i den gældende lovs § 1
(eller lovforslagets § 3).
Ad nr. 3. Forslaget svarer til den gældende lovs § 1, III. Det omhandler
både de deklarationer, der er tinglyst i medfør af den tidligere lovgivning
og de deklarationer, der fremover oprettes i medfør af forslagets § 8.
Der er tre hovedtyper af fredskovsdeklarationer:
I. Deklarationer, der ubetinget pålægger arealet fredskovspligt.
II. Deklarationer, der betinget af statstilskud til tilplantningen (og
evt. også af bevoksningens egnethed som fredskov) pålægger arealet
fredskovspligt.
III. Tjenestestedsdeklarationer.
Ad I. Disse deklarationer er i dag de mest almindelige. De anvendes især
ved pålæggelse af fredskovspligt som vilkår for dispensation fra skovloven
(vederlagsarealer) eller for ophævelse af landbrugspligt. De omfatter normalt
kun mindre arealer, der ofte ligger i tilknytning til anden fredskov.
Ad II. Disse deklarationer er de såkaldte
»Hedeselskabs-deklarationer«, der omfatter næsten alle større
private plantageområder i Jylland.
I 1885 blev der indført en ordning, hvorefter staten kunne yde tilskud til
at oprette plantager ved Hedeselskabets medvirken på betingelse af, at ejeren
ved en tinglyst deklaration erklærede sig villig til at pålægge plantagen
fredskovspligt, også kaldet »A-plantager«.
I de ældste deklarationer blev fredskovspligten ikke alene betinget af, at
der blev ydet statstilskud til tilplantningen af større samlede arealer men
også af, at arealet af skovmyndighederne blev erklæret for egnet til at blive
bevaret som fredskov. I nyere deklarationer af denne art (fra ca. 1940 og
frem til begyndelsen af 1960'erne) har betingelsen alene været, at det
tilplantningsareal, hvortil der blev ydet statstilskud, var sammenhængende og
større end 2 1/2 ha.
I den sidste snes år er der ikke oprettet
»Hedeselskabs-deklarationer«.
For en stor del af »Hedeselskabs-deklarationerne« er der i
årenes løb tinglyst påtegning om endelig fredskovspligt, når betingelserne
herfor har været opfyldt, enten for hele det oprindelige deklarationsareal
eller for en (tilpas stor) del heraf. Men der resterer dog en del
deklarationer, hvor der endnu ikke er taget stilling til omfanget af endelig
fredskovspligt, jf. nr. 4.
Ad III. Tjenestestedsdeklarationer er ikke benyttet til at pålægge et
areal fredskovspligt efter den gældende lovs § 4, men ejerne har hermed
anerkendt, at arealet på et andet grundlag allerede er undergivet
fredskovspligt. Nemlig ved, at det er udlagt som tjenestejord til en person,
der er ansat i skoven, og af den ansatte anvendes til landbrug.
Disse deklarationer blev udarbejdet som følge af vedtagelsen af lov nr.
240 af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommes brug og overgang til
selveje, hvorefter en række landbrugsejendomme under godserne blev undergivet
særlige bestemmelser om brug, overgang til selveje m.m. Ifølge denne lov blev
skovtjenestesteder undtaget fra bestemmelserne, hvis fredskovspligten blev
anerkendt af ejeren. Samtidig blev landbrugspligten ophævet og i en række
tilfælde blev der foretaget samnotering med skovejendommen.
Mange af disse arealer er senere tilplantet og udgør nu en del af en skov.
Ad nr. 4. Bestemmelsen omhandler alene de såkaldte
»A-plantager«, se bemærkninger til nr. 3, Ad II.
Fredskovspligten er kun gældende for A-plantagernes bevoksede del samt
utilplantede arealer, der er en integreret del heraf, jf. stk. 3. Kommende
tilplantninger på deklarationsarealet, som kan karakteriseres som skov og
ikke blot som juletræskultur, vil blive fredskovspligtige, selv om der ikke
er ydet statstilskud. Se iøvrigt stk. 2.
Der er en anden type plantager, der er anlagt ved Hedeselskabets medvirken
og i et vist omfang med stattstilskud, kaldet »B-plantager«. Disse
er ikke pålagt hverken betinget eller endelig fredskovspligt, er altså ikke
fredskovsplantager, hvorfor de ikke er omfattet af bestemmelsen. Dog er visse
B-plantager i tidens løb pålagt fredskovspligt i forbindelse med
skødepåtegning.
Ad nr. 5. Forslaget svarer i det store og hele til den gældende lovs § 1,
II, A og B.
Efter bestemmelsen fastlægges fredskovspligt for en stor del af de private
skove på grundlag af, om der var skov eller træarter, som kan udvikles til
højstammede bevoksninger, i 1805, eller - for de sønderjyske landsdeles
vedkommende - i 1784. I de pågældende år trådte de forordninger om skove, der
er nævnt i de indledende bemærkninger til § 3, i kraft.
De sønderjyske landsdele er de landområder, der ved fredstraktaten i
Versailles af 28. juni 1919 blev overdraget til Danmark, jf. lov nr. 351 af
9. juli 1920 om indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget.
Det kunne overvejes at opgive forbindelsen mellem fredskovspligten og de
gamle forordninger. Det skyldes bl.a., at det tilgængelige kortmateriale ofte
ikke viser forholdene for netop årene 1784 og 1805.
Det foreslås imidlertid at fastholde disse årstal først og fremmest af de
grunde, der er nævnt i indledningen til bemærkninger til § 4, stk. 1.
Ad nr. 6. Forslaget er identisk med den tilsvarende bestemmelse i den
gældende lovs § 1, I, om skove, der ved lovens ikrafttræden, det vil sige 14.
maj 1935, tilhørte offentlige stiftelser.
Ved offentlige stiftelser forstås, ligesom efter den gældende lov,
stiftelser, der er under offentligt tilsyn, og hvis midler ifølge fundatsen
skal komme en større, ubestemt kreds af personer til gode.
Sådanne skove har i det store og hele ikke været handlet, og der
forekommer derfor ikke skødepåtegninger til afgørelse af fredskovsforholdene.
Ad nr. 7. Bestemmelsen er en lovteknisk præcisering af den gældende lovs §
1, II, B, b. Denne omhandler skove, der er anlagt på de fæstebondejorder, som
godsejeren unddrog fra bondebrug i henhold til udskiftningsforordningen af
1787 og skovforordningen af 1805. I henhold til disse regler kunne
hovedgårdsejere unddrage fæstebondejord fra bønderne på betingelse af, at
arealerne blev tilplantet.
De majorater, der blev frigjort i henhold til lensafløsningsloven
(lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986), var alle hovedgårde. Der
var tale om de såkaldte len (grevskaber og baronier), stamhuse og
fideikommisser, som omfatter en væsentlig del af de gamle, private godsskove.
Det antages, at en stor del af de gamle, private godsskove er
fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, b.
Ad nr. 8. Retspraksis har fastslået, at mange jyske egekrat og andre
naturskove er fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, a, men
det fremgår ikke klart af lovens tekst.
Der er i mange tilfælde knyttet naturvidenskabelige og/eller landskabelige
interesser til disse naturskove, jf. bemærkninger til lovforslagets § 17,
stk. 2.
Bestemmelsen omfatter, i modsætning til den gældende lov, egekrat uden
hensyn til deres alder.
De øvrige typer af naturskove, f.eks. bøgepur og klippeløkker vil oftest
være fredskovspligtige efter reglen i nr. 5.
Ad Stk. 2
Se bemærkningerne til stk. 1, nr. 3, ad II, og til nr. 4.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen svarer delvis til den gældende lovs § 6, stk. 5. Den
tilsigter at bevare de ikke-træbevoksede arealer, der som en del af skoven
udgør en landskabsmæssig naturlig sammenhæng med den egentlige
skovbevoksning. Som eksempel på sådanne arealer kan nævnes heder, moser og
strandenge uanset størrelsen heraf, jf. forslaget til § 17, stk. 3, og
bemærkninger dertil.
Bestemmelsen gælder desuden for (tidligere) tjenestejorder, samt for
klitter, marker og enge, der udgør en del af skovejendommen.
Veje, brandbælter og andre ubevoksede arealer, der er nødvendige for
skovdriften, er også omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen gælder kun for arealer, der ligger på samme ejendom som
skoven.
Ad Stk. 4
Når Jordbrugsdirektoratet under Landbrugsministeriet opkøber arealer i
forbindelse med en jordfordeling, sker det med henblik på snarlig videresalg
til private, jf. lov nr. 129 af 28. april 1955 om jordfordeling mellem
landejendomme (med senere ændringer). De skove, der i sådanne tilfælde
opkøbes, forbliver altså ikke i statsligt eje, hvorfor de foreslås undtaget
fra reglen i stk. 1, nr. 1, for at undgå, at fredskovspligten kan virke
hindrende for jordfordelingens gennemførelse.
Ad Stk. 5
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1.
Til § 4
Bestemmelsen er enslydende med § 4 i forslag I.
Ad Stk. 1
Fredskovsbegrebet, der er et bærende element i lovforslaget, har i næsten
200 år været et særdeles stærkt redskab i landskabsforvaltningen, som har
sikret bevaring og udvidelse af de danske skove.
Det har været overvejet, om dette redskab yderligere kunne styrkes ved et
forslag om, at al skov er fredskov. Dette ville i realiteten være at opgive
fredskovsbegrebet.
Det antages, at den respekt, som i årenes løb har stået om begrebet, netop
skyldes, at der findes både skov, der er fredskovspligtig, og skov, der ikke
er fredskovspligtig.
Det formodes, at omkring 85 pct. af landets skove i dag er
fredskovspligtige.
Ved forslaget opretholdes fredskovsbegrebet, og det præciseres, at
fredskovspligt er en arealreservation, der er fastsat ved lov.
Heraf følger blandt andet, at fredskovspligten ikke viger for modstridende
bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af lands- og
regionplanlovene, kommuneplanloven eller andre love med
planlægningsbestemmelser.
Visse arealer er undergivet både fredskovspligt efter skovloven og
landbrugspligt efter landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 1. juli
1986. Ifølge landbrugslovens § 7a skal landbrugspligtige jorder udnyttes på
forsvarlig jordbrugsmæssig måde. Med visse mindre undtagelser anses skovbrug
ikke som jordbrugsmæssig udnyttelse. Landbrugsloven er dog ikke til hinder
for, at skovarealer, der fandtes før lovens ikrafttræden den 21. april 1967,
fortsat drives som skov. Landbrugspligtige skove, der også er fredskove, skal
drives efter skovlovens dyrkningsbestemmelser.
Landbrugsloven indeholder visse begrænsninger for, at landbrugspligtig
jord fremover indtages til (fred)skov. Ejeren af en landbrugsejendom kan
tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af ejendommen, der ikke
var tilplantet inden den 1. august 1973. Landbrugsministeren kan fastsætte
regler om yderligere skovtilplantning. Disse regler vedrører alene en
regulering af en egentlig skovtilplantning, da juletrækulturer på
landbrugspligtig jord ikke er omfattet af reglerne. Sådanne bevoksninger kan
dyrkes som en landbrugsafgrøde.
Sådanne skove er dog også omfattet af landbrugslovens regler om
hovederhverv, bopælspligt, uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning m.v. I
enkelte tilfælde, f.eks. i jordfordelingssager, kan det være en fordel, at
sådanne skove er undergivet samme reguleringer som landbrugsarealer.
I den overvejende del af sager, hvor arealer både er landbrugs- og
fredskovspligtige, kan dobbeltadministration forekomme. Blandt andet
Skovpolitisk Udvalg har påpeget dette.
I forbindelse med drøftelserne i Landbrugsministeriets Struktur- og
Planudvalg (2. delbetænkning, betænkning nr. 1145 af august 1988) har man
været inde på en tilsvarende problemstilling. Dette udvalg pegede således på
en løsning, hvorefter landbrugspligten opretholdes i forbindelse med
skovtilplantning i skovrejsningsområder, der udpeges i regionplanlægningen.
Derimod indstillede udvalget, at der i sådanne tilfælde meddeles dispensation
fra landbrugslovens regler om erhvervelse og om begrænsning af
skovtilplantning efter § 7 A.
Det præciseres, at fredskovspligtige arealer skal dyrkes efter
retningslinierne for god skovdrift, jf. lovforslagets kapitel 3.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen er central i lovforslaget.
At fredskovspligtig grund skal holdes bevokset med højstammede træer
medfører først og fremmest, at der herved produceres træ af den bedst mulige
kvalitet til industriel udnyttelse. Det gælder såvel træ til finer, møbler,
husbyggeri, skibsbyggeri m.v., som til papir og spånplader. Dette indebærer,
at den bedste lønsomhed ved dyrkning af skovtræer i reglen sker ved
højskovsdrift. Blandt andre fordele ved højstammet skov er, at sådan skov kan
have betydelige landskabelige og naturhistoriske kvaliteter. Der tænkes her
ikke blot på de »nationale« højstammede løvskove, men også på andre
skovtyper.
Forslaget er forenklet i forhold til den gældende lovs § 6, stk. 1. Heri
er det desuden anført, at der skal være træer af en sådan art og beskaffenhed
samt i et sådant antal, at den beskrevne bevoksningstilstand udvikles i
skovene. Dette er nu indeholdt i lovforslagets § 15.
Da hverken juletræer eller energiskov danner højstammede træer indenfor et
rimeligt tidsrum, idet de som led i dyrkningen afhugges forinden, er sådanne
kulturer ikke tilladt i fredskov efter den gældende skovlov. Lovforslaget
legaliserer dyrkning af juletræer, se § 15, stk. 2.
Ad stk. 3
Blandt de arealer, der er omfattet af bestemmelsens første led, kan f.eks.
nævnes veje, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre.
Til § 5
Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring - enslydende
med § 5 i forslag I.
Bestemmelsen er ny.
Der er eksempler på, at skov er ryddet, uden at det forinden er klarlagt,
om der var tale om et fredskovspligtigt areal eller ej. Med reglen fastslås,
at spørgsmålet om fredskovspligt skal være afklaret forinden.
Forslaget skal sammenholdes med § 24. Dette indebærer, at selv om ejeren
godtgør, at skoven ikke er fredskovspligtig, må den ikke uden tilladelse
overgå til anden anvendelse i 10 års-perioden efter et ejerskifte, jf. § 24.
Til § 6
Bestemmelsen er enslydende med § 6 i forslag I.
Den foreslåede fortrinsstilling for fredskovspligt i forhold til andre
rettigheder er nødvendig til sikring mod, at fredskovspligten udslettes i
tilfælde af tvangsauktion. En tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 3
omfatter kun de fredskove, der fandtes ved lovens ikrafttræden. Derudover
findes i lovens § 4, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter pålæggelse af
fredskovspligt ved deklaration forudsætter panthavernes samtykke.
Normalt kan pålæggelse af fredskovspligt ikke bringe pantesikkerheden i
fare, men kravet om panthaversamtykke medfører, at alle pantebreve i en
ejendom skal forsynes med tinglyste respektpåtegninger, når der lægges
fredskovspligt på et areal, f.eks. et vederlagsareal for ophævelse af
fredskovspligt et andet sted. Den foreslåede bestemmelse vil forenkle
administrationen.
Der findes tilsvarende bestemmelser i § 10 i lov om by- og landzoner
(lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985) og i § 10 i lov om råstoffer
(lovbekendtgørelse nr. 617 af 24. september 1987).
Fredskovspligt er med denne regel ikke til hinder for ekspropriation.
Ekspropriationen som sådan tilsidesætter dog heller ikke fredskovspligten.
Til § 7
Bestemmelsen er enslydende med § 7 i forslag I.
Ad Stk. 1
Forslaget træder i stedet for reglerne i den gældende lovs §§ 24 - 33 om
fredskovskonstatering.
Forenklingen indebærer, at der administrativt kan træffes afgørelser om
fredskovspligt uden iagttagelse af de komplicerede regler i den gældende lov
om fremlægning, indvarsling m.m.
Da skovloven blev vedtaget i 1935, var det hensigten, at al fredskovspligt
i løbet af ca. 50 år skulle fremgå af tingbogen. Skødepåtegningsordningen i
den gældende lovs § 10, stk. 3, skulle medvirke hertil. Dette mål er dog ikke
nået, selv om en betydelig del af fredskovene er noteret efter denne
bestemmelse.
Efter en lovændring i 1949 blev den retskredsvise fredskovskonstatering
indledt for at fremskynde processen, men i midten af 1960'erne blev arbejdet
indstillet, da det var for ressourcekrævende. Arbejdet var da afsluttet i kun
ca. en trediedel af landet ved udstedelse af bekendtgørelser om
skødepåtegningsordningens bortfald i de pågældende retskredse, der iøvrigt
ikke hører til de skovrigeste.
Forholdet er senere kompliceret af, at der i 1970'erne blev foretaget en
del omlægninger af retskredsene, så det i dag kan kræve betydelige
arkivstudier for at fastlægge, hvor ordningen gælder.
Den foreslåede bestemmelse lægger op til, at skovmyndighederne snarest får
afsluttet gennemgang og notering af de fredskovspligtige arealer (det, der i
den gældende lov omtales som fredskovskonstatering). Der sigtes mod en
styrkelse af retssikkerheden på området, sådan at alle ved hjælp af tingbog
eller matrikel kan gøre sig klart, om der på en given ejendom er tale om
fredskovspligtige arealer eller ej.
En afgørelse af, at et areal er fredskovspligtigt, må naturligvis baseres
på de kriterier, der er nævnt i § 3. Afgørelsen skal træffes af Skov- og
Naturstyrelsen. Hvis ejeren anser afgørelsen for at være forkert - og evt.
sidder inde med relevant materiale - kan der, som ved tilsvarende
administrative afgørelser, klages til miljøministeren. I sidste ende kan
sagen om nødvendigt indbringes for domstolene.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 1, IV, men er i et
vist omfang vidererækkende.
Forslaget har flere formål. Dels at undgå visse tvivlstilfælde, der kan
optræde i forbindelse med afgrænsning af fredskovspligt i en skov, der
indeholder skovstykker, som efter reglerne i § 3, stk. 1, ikke er
fredskovspligtige. Dels at undgå forskellige nabogener og gener for den
»egentlige« fredskov, som kan opstå, hvis en ikke-fredskovspligtig
del af en skov ryddes uden hensyn til den øvrige del.
Bestemmelsen er ikke begrænset til kun at angå skovstykker, der findes ved
lovens ikrafttræden. Den vil endvidere finde anvendelse på skovstykker, der
anlægges i fremtiden.
Med arronderer, der er et skovbrugsfagligt udtryk, menes enhver form for
udvidelse af en skov, der medfører, at skovens yderkant bliver mere afrundet.
Længden af skovens yderkant formindskes altså i forhold til arealet, når
arronderingen forbedres.
For at bestemmelsen kan finde anvendelse, må den ikke-fredskovspligtige
del tydeligt skulle udgøre en del af skoven som topografisk enhed. Der kan
altså ikke være tale om at pålægge f.eks. ikke-fredskovspligtige
juletræsarealer fredskovspligt, før de har nået en betydelig højde, 10 m
eller mere. Juletræer anses derfor fortsat som en landbrugsafgrøde.
Det er ikke nogen betingelse, at disse skovstykker ligger på samme ejendom
som den »egentlige« fredskov.
Reglen vil blive administreret efter retningslinier, der udarbejdes efter
at Skovrådet har udtalt sig, jf. § 42, stk. 1, nr. 4.
Ad Stk. 3
Efter gennemgang og afgørelse af fredskovspligt påhviler det
skovmyndighederne til oplysning for både nuværende og kommende skovejere at
få foretaget notering herom i tingbogen og i matriklen.
At visse brugere m. fl. skal underrettes om afgørelsen skal ses i lyset af
deres mulighed for at udnytte deres klageret. De brugere, der tænkes på, er
sådanne, som har en egentlig personlig og/eller økonomisk interesse i
spørgsmålet, om skoven er fredskovspligtig, eller ej. Det kan f.eks. være en
forpagter, mens f.eks. en jagtlejer ikke er omfattet af bestemmelsen.
Til § 8
Bestemmelsen er enslydende med § 8 i forslag I.
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 4, stk. 1, men er dog mere
detaljeret end denne.
For at nye fredskove bedst muligt kan komme til at tilgodese kravene i
kapitel 3 om god skovdrift, kan der i deklarationen fastsættes bestemmelser
om arealets tilplantning, træartsvalg, kulturmetoder, løvtræbælter og
lignende.
For at et areal kan være egnet til at blive pålagt fredskovspligt, skal
bl.a. følgende kriterier tillægges vægt: bonitet, arealstørrelse,
arrondering, nærhed til anden fredskov, landskabelig virkning, miljø- og
grundvandsbeskyttelse samt -forbedring, hensyn til friluftslivet,
naturgenopretning m.v.
Der er i en række amtskommuner og kommuner redegjort for disse forhold i
regionplanlægningen og kommuneplanlægningen. Det vil være
skovlovmyndighedernes opgave at administrere reglen i overensstemmelse med
denne planlægning.
Bestemmelsen gælder ikke kun tilfælde, hvor en ejer af egen drift lægger
fredskovspligt på et areal. Den gælder tilsvarende i tilfælde, hvor der af
skovmyndighederne stilles krav om et vederlagsareal, jf. forslagets § 14.
Reglen kan bl.a. anvendes i forbindelse med skovrejsning, jf. dog
forslagets § 9.
Fredskovsdeklarationen skal have Skov- og Naturstyrelsen som
påtaleberettiget. Det kan - ligesom efter den gældende praksis - bestemmes i
tilladelsen, at fredskovsdeklarationen skal indeholde et kort, der er
udarbejdet af en landinspektør, og som viser beliggenheden af det
fredskovspligtige areal. Hvis deklarationsarealet er en del af et matr. nr.,
kan det desuden bestemmes, at grænserne for det fredskovspligtige areal
markeres af en landinspektør.
Pålæggelse af fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke
kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.
Hvis arealet er landbrugspligtigt, skal tilplantning og pålæggelse af
fredskovspligt tillige ske inden for de rammer, der er fastsat i
landbrugsloven.
Bestemmelsen i stk. 2 om sikkerhedsstillelse er en fast praksis, der
hermed foreslås lovfæstet. Den tilsigter at skabe sikkerhed for, at arealer,
der indtages til fredskov, inden for en rimelig tid kommer i skovdrift.
Til § 9
Bestemmelsen er ny i forhold til forslag I.
Bestemmelsen er indarbejdet i skovlovforslaget som følge af anbefalingerne
i 2. delbetænkning fra Landbrugsministeriets Struktur- og Planudvalg
(betænkning nr. 1145 af august 1988).
Efter regeringsbeslutning blev Struktur- og Planudvalget nedsat under
Landbrugsministeriet d. 25. marts 1987. Udvalget fik til opgave at udarbejde
oplæg til:
1) gennemførelse af EF's sociostrukturelle foranstaltninger i Danmark,
2) ændringer i Landbrugsministeriets lovgivning og administrative praksis,
der måtte være nødvendige til regeringens samlede strategi for de marginale
jorder og
3) indholdet af den fremtidige planlægning, navnlig i sammenhæng med
overvejelserne under punkterne 1 og 2.
Arbejdet vedrørende gennemførelsen af EF's sociostrukturelle
foranstaltninger blev foreløbigt afsluttet med udvalgets delbetænkning 1
(betænkning nr. 1122 af september 1987). Denne delbetænkning dannede baggrund
for fremsættelse af forslag til lov om ændring af lov om støtte til
forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget af 18. februar 1988
(L 215, Folketingsåret 1987/88, 1. samling). Dette lovforslag bortfaldt med
udskrivelse af folketingsvalget, der blev afholdt d. 10. maj 1988.
Det nu bortfaldne forslag til ændring af »forbedringsloven«
indeholdt forskellige regler om støtte til skovtilplantning på private
ejendomme. Imidlertid har udvalget arbejdet videre med spørgsmålet om
skovrejsning.
Et centralt punkt i 2. delbetænkning fra Struktur- og Planudvalget er, at
der i regionplanlægningen på baggrund af bl.a. landbrugs- og
fredningsplanlægningerne udpeges flg. 3 områdekategorier i det åbne land:
A. Skovrejsningsområder, hvor tilplantning i særlig grad ønskes fremmet,
B. områder inden for hvilke skovtilplantning er uønsket.
C. de øvrige områder.
Der vil blive indarbejdet en særlig hjemmel i lands- og regionplanlovene
til at udarbejde retningslinier på baggrund af 2. delbetænkning fra Struktur-
og Planudvalget for denne planlægning i samarbejde mellem Landbrugs- og
Miljøministrene.
Områdeudpegningen kan være retningsgivende for administrationen af en lang
række love, herunder skovloven, landbrugsloven, forbedringsloven,
jordfordelingsloven, naturfredningsloven og udstykningsloven. Således sigtes
på flere områder mod, at besværlig og dyr enkeltsagsadministration afløses af
generelle regler. Dette kan formodentlig især gennemføres i områderne A og B.
I område C tænkes især arronderingsforbedrende tilplantninger, støttet gennem
administrationen af den relevante lovgivning, herunder skovloven.
Som følge heraf vil der i skovrejsningsområderne kunne pålægges
fredskovspligt efter forslaget i § 9 som betingelse for statstilskud til
tilplantning efter forbedringsloven eller anden lovgivning. Det kan ske ved
notering i tingbog og matrikel og ved underrettelse af ejeren.
Ved pålæggelse af fredskovspligt efter § 9 forudsættes ikke en egentlig
fredskovsdeklaration som efter § 8, stk. 1. Det skyldes, at de generelle
regler for god skovdrift, jf. kapitel 3, og de vilkår, der kan stilles for at
yde statstilskud, anses for tilstrækkelige til at imødekomme både hensyn til
en stor og værdifuld træproduktion og til at varetage de forskellige
miljømæssige forhold i de nye skove. I vilkårene for statstilskud efter
forbedringsloven vil der således kunne stilles krav om etablering af skovbryn
- fortrinsvis med løvtræer og buske - og der vil gennem differentiering af
tilskudssatserne kunne tilvejebringes særlige incitamenter til etablering af
velarronderede skove og til etablering af skove med en stor andel af løvtræ
efter nærmere aftale mellem Landbrugs- og Miljøministerierne. En sådan
støtteordning vil desuden være et incitament for at opbygge større skove.
Til § 10
Bestemmelsen er enslydende med § 9 i forslag I.
Stk. 1 afløser den gældende lovs § 5, der taler om at »fritage for
fredskovspligt«. I administrationen har man imidlertid altid benyttet
udtrykket »ophæve fredskovspligt«, der hermed foreslås som lovens
udtryk.
Ifølge praksis ophæver man så at sige aldrig fredskovspligten på enklaver
i skov. Begrundelsen er, at hvis enklaver er undtaget fra fredskovspligt og
derfor frit kan ryddes, kan det blive meget generende for den resterende del
af skoven.
Årsagerne til ansøgninger om ophævelse af fredskovspligt er mangeartede.
Der kan f.eks. være tale om landbrugsmæssig dyrkning, byggeri, forskellige
offentlige anlæg m.m.
Hvor vækstforholdene er ringest, kan det være formålstjenligt at ophæve
fredskovspligten på mindre plantager, der ligger uden sammenhæng med anden
fredskov. Den gældende lov giver ved § 5, a), mulighed for, at
fredskovspligten ophæves, hvis skovens dårlige form, ringe størrelse eller
naturforholdene kan begrunde det. Denne bestemmelse har dog sjældent været
benyttet. Det er hensigten at styrke adgangen til at ophæve fredskovspligten
på skove, der ikke opfylder nævneværdige formål. Der vil i sådanne tilfælde
normalt ikke blive stillet krav om vederlagsareal.
I mange tilfælde er der dog tale om nåletræsplantager, der ved
konvertering til løvtræ (f.eks. eg) kan bidrage til naturgenopretning i de
pågældende egne. I sådanne tilfælde kan tilskud efter reglerne i kapitel 4
komme på tale.
Stk. 2 afløser den gældende lovs § 7, stk. 2, om suspension af
fredskovspligten. Ansøgninger herom kan have forskellige formål, som f.eks.
anlæg af dyrehaver og lystskove.
Både ved ophævelse af fredskovspligt efter stk. 1 og ved suspension af
fredskovspligt efter stk. 2 foretages der en afvejning af væsentligheden af
den påtænkte ikke-skovdriftsmæssige anvendelse og hensynet til at fortsætte
skovdriften, herunder hensynet til de miljømæssige forhold.
Samtidig skal den afvejning, der forventes gennemført i
regionplanlægningen, jf. § 9, tilgodeses.
Ved ophævelse eller suspension af fredskovspligt kan der blive stillet
vilkår for tilladelsen. Ved ophævelse og i en række tilfælde ved suspension
af fredskovspligt kan der stilles krav om vederlagsareal, se § 14 og
bemærkninger dertil. Ved suspension af fredskovspligt vil der også blive
stillet vilkår om arealernes gentilplantning ved periodens ophør, ligesom der
kan stilles krav om sikkerhedsstillelse.
Til § 11
Bestemmelsen er enslydende med § 10 i forslag I.
I den gældende lov findes ikke en regel, der udtrykkeligt svarer til denne
bestemmelse. Der er hidtil indfortolket et forbud mod bygninger m.v. i den
gældende lovs § 6, stk. 1, hvorefter skovgrunden skal holdes bevokset med
højstammede træer. Heraf følger, at der ikke må være bygninger og anlæg på
grunden udover dem, der er nødvendige for skovdriften.
For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger, veje m.v. tjene
skovdriften og ikke f.eks. jagt eller landbrugsmæssige formål.
For at en beboelsesbygning kan være nødvendig, skal den bebos af en
person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven. På grund
af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en bestemt
arealstørrelse, der gør et beboelseshus nødvendigt. Normalt forudsætter det
et bevokset areal på mindst 100 ha. Hvis vækstforholdene er ringe, vil den
nødvendige mindste arealstørrelse være større end 100 ha.
I skove, hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en nødvendig
driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse være nødvendige.
Blandt de anlæg, som omfattes af forbuddet, kan nævnes for skovdriften
uvedkommende veje, lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og
rørledninger, hvorimod skydeplatforme, foderhuse, læsseramper og lignende
anses for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.
Det er fast praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og
skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der ikke er
fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger i fredskov kan derfor kun
ske med tilladelse efter reglen i § 13.
Ligeledes kræver fritidsanlæg tilladelse efter denne regel.
Det bemærkes, at opførelse af bygninger i landzone normalt også kræver
tilladelse efter by- og landzoneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 446 af 3.
oktober 1985.
Det foreslåede forbud mod terrænændringer, der f.eks. kan omfatte
råstofindvinding, er begrundet i kulturhistoriske, naturhistoriske,
dyrkningsmæssige og landskabelige hensyn.
Til § 12
Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring - enslydende
med § 11 i forslag I.
Bestemmelsen afløser udstykningslovens § 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af
6. januar 1977. Ifølge denne bestemmelse må »samlede
fredskovstrækninger« ikke udstykkes i mindre lodder end 50 ha.
Bestemmelsen sigter på at bevare skovarealet på ejendomme, der - for så
vidt angår skovarealet - er så store, at der er baggrund for erhvervsmæssig
skovdrift.
Begrundelsen for ikke at indlægge nogen fast arealgrænse i loven er, at
man derved opnår muligheden for en smidigere administration. Herefter vil det
være op til den kommende administration af loven i hvert enkelt tilfælde at
skønne, hvorvidt en ansøgning om udstykning af fredskov kan imødekommes.
Dette skøn kan variere over tid og sted, afhængigt af om der - f.eks. under
hensyntagen til den skovteknologiske udvikling - er grundlag for
erhvervsmæssig skovdrift.
Ved udstykning af mindre parceller, som f.eks. nedlagte skovtjenestesteder
med tilhørende haver, anlægges der dog andre betragtninger, bl.a. om
parcellen er beliggende i skovens udkant, har adgang til en offentligt
tilgængelig vej m.v. Desuden er det afgørende i sådanne sager, at et
skovtjenestehus ikke på længere sigt forventes at blive nødvendigt for
driften af den pågældende skov. I disse tilfælde gives
»udstykningstilladelsen« som regel ved at ophæve fredskovspligten
på den parcel, der ønskes udstykket, jf. lovforslagets § 10, stk. 1.
Der kan dispenseres fra reglen efter § 13. Der sigtes med disse regler mod
en mere smidig administration af udstykningssager vedrørende erhvervsmæssige
skovejendomme for at undgå uhensigtsmæssige resultater af en skarp
arealgrænse. Ved administrationen af reglen og af dispensationer efter § 13
vil der i de konkrete sager blive lagt vægt på at opretholde og forbedre
strukturen både af større og mindre skovbrug.
Ved »samlede fredskovsstrækninger« har man navnlig tænkt på
sammenhængende fredskovsarealer til forskel fra isoleret beliggende
fredskovsarealer. Grænsen mellem sammenhængende skovarealer og isoleret
beliggende skovarealer er dog ikke skarp. Ved bedømmelsen af, om der er tale
om en samlet fredskovsstrækning, kan mange forskellige forhold være af
betydning udover afstanden.
Reglen omfatter desuden omdeling og skelforandring, jf. udstykningslovens
§ 18.
Til § 13
Bestemmelsen er - bortset fra mindre redaktionelle ændringer - enslydende
med § 12 i forslag I.
Der henvises til bemærkningerne til § 11, § 12 og § 14.
Til § 14
Bestemmelsen er - bortset fra mindre redaktionelle ændringer - enslydende
med § 13 i forslag I.
Det har gennem tiderne været fast praksis, at fredskovspligt kun blev
ophævet mod udlæggelse af et kompenserende vederlagsareal, medmindre der er
tale om et areal af ubetydelig størrelse.
Suspension af fredskovspligt betinges efter praksis normalt også af et
vederlagsareal, hvis enten den midlertidige anvendelse af skoven varigt
forringer arealets egnethed til skovdrift, eller den strækker sig over mere
end 10 år.
Ordet »vederlagsareal« nævnes ikke i den gældende lov. I
administrationen har man imidlertid altid brugt det, hvorfor det nu foreslås
som lovens udtryk.
Den praksis, der hermed foreslås lovfæstet, har været et værn for landets
fredskove. Opfyldelse af kravet om vederlagsareal er i mange tilfælde
forbundet med besvær og omkostninger. Derfor afholder det givetvis mange fra
at overveje at anvende fredskov til andet end skovdrift, idet det er
almindeligt kendt, at det kræver udlæggelse af vederlagsareal. Normalt kræves
der et vederlagsareal, som er 10-15 pct. større end arealet, hvorpå
fredskovspligten ønskes ophævet.
Denne praksis har hidtil også været den overvejende hovedregel i sager,
der angår mindre arealer. Af mange årsager kan der være grund til fremover at
lempe den noget for mindre arealers vedkommende. Bl.a. står det
administrative besvær og omkostningerne i disse sager - både hos myndigheder
og private - ofte ikke mål med den beskedne stigning i skovarealet, der
opnås. Der er også grund til at opgive kravet om vederlagsareal, når
fredskovspligten ophæves eller suspenderes, fordi arealet ikke er egnet til
skovdrift.
Kravet om vederlagsareal fremsættes normalt også som kompensation for et
ubevokset fredskovsareal, f.eks. et tidligere tjenestehus med have, der
ønskes udstykket og frasolgt. I disse tilfælde kræves der normalt et
vederlagsareal, der er mindst dobbelt så stort som det udstykkede areal.
Det afhænger af de konkrete omstændigheder om en tilladelse efter § 13
betinges af et vederlagsareal.
I ældre praksis tillod man næsten aldrig, at bevoksede arealer anvendtes
som vederlagsarealer. Synspunktet var det, at landets skovareal sædvanligvis
formindskes, når fredskovspligten bliver ophævet, og at denne formindskelse
ikke bliver kompenseret, medmindre der sker en nyplantning.
Der skete i 1960'erne et mindre skred i retning af at godkende bevoksede
vederlagsarealer.
Normalt skal et bevokset vederlagsareal ifølge den gældende praksis dog
være ca. dobbelt så stort som et ubevokset.
Om betingelserne for at lægge fredskovspligt på et areal henvises til § 8
og bemærkninger dertil.
Forslaget giver mulighed for, at der fastsættes nærmere regler om
vederlagsareal. Der kan bl.a. fastsættes regler om vederlagsarealets
størrelse, om at et vederlagsareal på længere sigt kan yde en træproduktion,
der er mindst lige så stor som produktionen på det areal, hvorpå
fredskovspligten ophæves eller suspenderes, eller at der ikke kræves
vederlagsareal for ophævelse af fredskovspligt på små, uvæsentlige
skovstykker.
Forslaget er ikke til hinder for, at der etableres en
»puljeordning«, dvs. en ordning, der tilsigter at etablere større
skovstykker med flere, mindre vederlagsarealer. Udover de skovbrugsmæssige
fordele ved at etablere en puljeordning kan det tænkes, at ordningen kan være
en lettelse for de ejere, der tilpligtes at udlægge vederlagsarealer, og som
måske ikke selv råder over passende jord hertil.
Hidtil har man normalt krævet, at vederlagsarealer på mindre end 10 ha
skulle grænse op til anden fredskov. Der kan være grund til fremover at lempe
denne praksis og acceptere fritliggende vederlagsarealer, der er mindre end
10 ha under forudsætning af, at de tilplantes med overvejende løvskov.
Reglen forhindrer ikke, at der også kan stilles andre vilkår for
tilladelser efter § 10 og § 13.
Til kapitel 3 om god skovdrift
I dette kapitel præciseres rammerne for god skovdrift. Det er væsentligt,
at god skovdrift reflekterer såvel de lokale forhold som den skovbrugsfaglige
viden og kunnen, der til enhver tid gør sig gældende i landets
skovbrugserhverv. Dansk skovbrug er på flere områder langt fremme, også på
internationalt plan, og det er vigtigt, at skovloven medvirker til at
fastholde denne position.
Det er centralt for skovdyrkningen, at der knyttes nær forbindelse mellem
de skovbrugsfaglige forsknings- og udviklingsinstitutioner og det praktiske
arbejde i skovene.
Skovbrugsforskningen er koncentreret om en række institutioner.
For det første forskes der i skovbrugets primære produktion, dvs.
trævæksten i skovene og de andre goder, herunder de miljømæssige forbedringer
bredt betragtet, der kommer deraf. De centrale institutioner på dette område
er Skovbrugsinstituttet ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole under
Undervisningsministeriet samt Statens Forstlige Forsøgsvæsen under
Landbrugsministeriet. På det skovbrugsgenetiske område er Landbohøjskolens
Arboret en central institution.
For det andet sker der et udviklingsarbejde omkring den sekundære
produktion, dvs. udnyttelsen af træprodukterne fra skovene. Her deltager
Skovbrugsinstituttet, Skovteknisk Institut (ATV) og Skovskolen under
Landbrugsministeriet.
For det tredie arbejdes der med forbedring af den tertiære produktion i
skovbruget, dvs. træprodukternes videreforarbejdning. Udover
Skovbrugsinstituttet og Skovskolen er de to teknologiske institutter aktive
på dette område.
På alle tre niveauer af skovbrugsmæssig forskning gennemføres tillige
aktiviteter med henblik på samarbejde med udviklingslandene. Den nationale
skovbrugsforskning og -udvikling har således også et perspektiv udover
landets grænser.
Det er et væsentligt sigte med lovforslaget, at denne aktivitet, der er
fordelt på forskellige institutioner, fastholder og udbygger forbindelsen til
skovdyrkningen i offentlige og private skove.
Det gøres på flere måder, bl.a. ved at understrege, at Skov- og
Naturstyrelsen har en opgave som igangsætter for det samlede skovbrugserhverv
i forbindelse med udviklings- og forsøgsvirksomhed, og ved at styrelsen
desuden har en opgave med formidling af oplysninger om skovbrugsforhold.
Endvidere bør styrelsen fortsat medvirke til, at de øvrige formidlende
institutioner i skovbruget kan styrke deres mulighed for at opfylde deres
opgaver. Der tænkes bl.a. på Skovskolens og Skovteknisk Instituts udadvendte
kursus- og undervisningsvirksomhed samt på skovdyrkerforeningernes, Dansk
Skovforenings og Hedeselskabets aktiviteter.
Til § 15
Bestemmelsen er enslydende med § 14 i forslag I.
Reglerne i forslaget til § 15 er de elementære skovdyrkningsbestemmelser.
De er ikke, som det kendes fra enkelte andre lande, særligt detaljerede. De
angiver visse overordnede principper for god skovdrift. Af denne grund er en
overtrædelse af bestemmelserne ikke direkte strafsanktioneret, jf. § 43.
Tilsidesættelse af reglerne om god skovdrift kan medføre påbud i henhold til
§ 31. Overtrædes påbuddet, kan der ved dom pålægges bøder, hugstbegrænsninger
eller overtagelse af driften.
Ad Stk. 1
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov. Som udgangspunkt
gælder den kun i fredskov, jf. § 3. Om anvendelsen i ikke-fredskov, se dog §
24.
Ad nr. 1. Der skal ske tilplantning, hvis selvforyngelse ikke anvendes.
Grundlæggende for bestemmelsen er, at plantematerialet, der benyttes til
frembringelse af ny bevoksning, en »kultur«, i det mindste skal
være et godt alternativ til selvforyngelse.
Ved tilplantning fordeles unge træer jævnt over arealet sådan, at der kan
udvikles højstammet skov. Der skal plantes, hvis selvforyngelse ikke
fremkommer eller ikke er af tilstrækkelig god kvalitet.
Når en bevoksning forynges, skal det vurderes, om den eksisterende
bevoksning er af en sådan art og beskaffenhed, at selvforyngelse er en
forstlig tilfredstillende måde at etablere en ny bevoksning på.
Såning kan også benyttes til at frembringe en kultur. Ofte vil såning
»i marken« dog indebære en ringere udnyttelse af frømaterialet, end
hvis planterne bliver fremelsket i en planteskole.
Der lægges med denne bestemmelse ikke op til, at selvforyngelse skal
foretrækkes. Arbejdet med genetisk forædling af plantemateriale til
skovbrugsformål er omfattende, og der bør lægges vægt på at drage nytte
heraf.
Der henvises i øvrigt til reglerne i Landbrugsministeriets bekendtgørelse
nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt formeringsmateriale, jf.
lov nr. 534 af 13. december 1972 om handel med frø, såsæd, læggekartofler og
planter. I henhold til denne skal frø og planter til skovbruget for de
væsentligste arter være godkendt til forstlige formål. Bekendtgørelsen
fastsætter desuden reglerne for »kåring« af frøavlsbevoksninger og
frøplantager til brug for skovbrugets planteforsyning.
Hertil kommer, at planternes friskhed ved plantningen og kvaliteten af den
forudgående jordbearbejdning er af stor betydning.
Ad nr. 2. Bestemmelsen søger at sikre, at bevoksninger kommer vel igennem
kultur- og småplantestadiet på kortest mulig tid. Det kræver ofte renholdelse
af kulturerne, normalt ad mekanisk vej. I visse tilfælde kan kemisk
ukrudtsbekæmpelse komme på tale. Der kan også være tale om beskyttelse af
kulturplanterne mod angreb af svampe, insekter eller højerestående dyr.
Ad nr. 3. For de fleste bevoksninger med en normal bevoksningshistorie er
tynding af betydning for udviklingen i mellemaldrende og sene
udviklingsstadier. Det gælder både spørgsmålet om at koncentrere
bevoksningens samlede tilvækst på et rimeligt antal enkelttræer og at sikre
bevoksningernes stabilitet og sundhed. Reglen fastslår således, at tyndinger
normalt skal gennemføres en eller flere gange i en bevoksnings liv.
Tyndingsarbejdets praktiske gennemførelse er også vigtig, herunder ikke
mindst anvendelse af skovmaskiner. Vejledningsarbejdet må lægge særlig vægt
på tyndingsmetoder, der skåner de blivende træer mod barkafskrabninger og
rodskader og skovjorden mod sammentrykning (traktose).
Tyndingsfrie bevoksningstyper kan i enkelte tilfælde være relevante, også
i fredskov. Det gælder f.eks., hvor marginaljord tilplantes, og hvor sigtet
med den første tilplantning blot er at udvikle et skovklima indenfor rimelig
tid.
Ad nr. 4. Ifølge bestemmelsen må foryngelseshugster af bevoksninger ikke
finde sted, før den kan betegnes som moden, hvilket i granbevoksninger vil
sige ganske betydeligt senere, end man normalt høster juletræer.
Hugstmodenhed kan ikke præciseres til en eksakt alder for givne
bevoksningstyper. Som rettesnor kan sættes, at hugstmodenhed indtræffer, før
bevoksningen går i opløsning og omkring det tidspunkt, hvor den kvantitative
tilvækst stagnerer.
Foryngelsestidspunktet for den enkelte bevoksning afhænger tillige af dens
placering i forhold til nabobevoksningerne, den pågældende bevoksnings
betydning af immateriel art m.m.
Foryngelseshugst af en bevoksning kan strække sig over en årrække, idet
skovklimaet fra den gamle bevoksning udnyttes til at fremme udviklingen af
den nye bevoksning, f.eks. ved selvforyngelse eller ved skærm- og
randforyngelser.
Ad nr. 5. Der tænkes især på hensynet til opbygning af en skov, der bedst
muligt værner bevoksningerne mod vind og udtørring.
Renafdrift, stormfald og skader i en bevoksning kan i mange tilfælde
forringe omkringstående bevoksninger. Det er medvirkende til, at det er meget
væsentligt med et helhedssyn og en langsigtet planlægning af skovdriften.
Denne regel lægger bl.a. op til, at der foretages planlægning af
skovdriften, dvs. især af foryngelseshugsterne. Driftsplanlægning gennemføres
med 10-15 års mellemrum for næsten alle offentlige skove og for en meget stor
del af de større private skove. Lovforslaget lægger op til, at denne
aktivitet styrkes også for mindre private skove og sådan, at de langsigtede
hensyn i skovdriften, herunder de økonomiske, og hensynet til stabilitet og
variation i den rumlige opbygning af skovene sikres.
Som vilkår for tilladelser eller i forbindelse med påbud i henhold til
loven kan der stilles krav om, at der udarbejdes en plan for skovens drift,
som tinglyses på ejendommen.
Ad nr. 6. Da skovenes salgsprodukter ved langvarig henliggen i skoven kan
give anledning til opformering af skadevoldende insekter m.v., skal de
fjernes snarest efter oparbejdning. Undladelse heraf kan mindske
salgsprodukternes værdi og i visse tilfælde påføre nabobevoksninger sygdomme.
I modsætning hertil kan grene, kviste og andre trædele, der ikke sælges,
efterlades i skoven. De kan gennem forrådnelse give et værdifuldt bidrag til
jordbundsopbygningen, mikroklimaet m.v.
Ad nr. 7. Med bestemmelsen tænkes både på de produktionsmæssige og på de
økologiske og andre miljømæssige forhold ved skovdyrkningen.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen om juletræer og pyntegrønt i kort omdrift er ny. Drift af
juletræer og pyntegrønt på en sådan måde, at bevoksningerne ryddes - måske
gang på gang - før de blot tilnærmelsesvist udgør højstammet skov, er ikke
tilladt efter den gældende lov. Administrationen har imidlertid accepteret,
at juletræer og pyntegrønt i kort omdrift i stigende omfang er indgået i
skovdriften. Begrundelsen herfor har været, at en sådan drift økonomisk set
ofte har været betydeligt mere fordelagtig end traditionel vedproduktion.
Denne driftsform har derfor medvirket til at holde økonomien sammen i mange
skovejendomme, hvilket også har betydning for varetagelse af måske
tabsgivende miljøhensyn i privatskove. Produktionsværdien af juletræer og
pyntegrønt udgør mere end 300 mill. kr. om året, og begge produktioner er
arbejdskraftintensive og beskæftigelsesfremmende.
Skovdyrkningsmæssigt kan denne drift i visse tilfælde være en fordel. Med
deres betydeligt kortere omdriftstid kan en sådan kultur benyttes til at
bryde et bevoksningsbillede, der er ensaldrende for at fordele de
vedproducerende bevoksninger på flere aldersklasser.
Ud fra landskabelige hensyn må denne driftsform anses for mere
hjemmehørende i skovene end i det åbne land.
Almindelig dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift udvikler højstammede
træer og er derfor umiddelbart tilladt.
På denne baggrund foreslås dyrkning af juletræer og pyntegrønt i kort
omdrift tilladt på op til 10 pct. af skovens areal. Det tilsigtes med denne
meget enkle regel, at det ikke skal være nødvendigt med registreringer og
omfattende kontrolforanstaltninger og deraf følgende belastning for private
og myndigheder.
Den foreslåede regel vil være gældende uanset om et areal udover at være
fredskovspligtigt også er landbrugspligtigt.
For de ejendomme, der ved lovens ikrafttræden dyrker mere end 10 pct. af
arealet med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, gælder en
overgangsordning, jf. § 46, stk. 4.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen om benyttelse af bjergfyr svarer stort set til den gældende
lovs § 6, stk. 3.
Det bemærkes, at bjergfyrbevoksninger i visse tilfælde ikke opfylder så
væsentlige formål, at fortsat opretholdelse af fredskovpligt kan begrundes. I
sådanne tilfælde kan der være tale om at ophæve fredskovpligten uden krav om
vederlagsareal efter lovforslagets § 10.
Til § 16
Bestemmelsen er enslydende med § 15 i forslag I.
Reglen afløser den gældende lovs § 4, stk. 2. Der foreslås dog den
ændring, at der kan gennemføres fredninger, hvor også andre end landskabelige
hensyn taler derfor, og at det er skovmyndighederne og ikke ejeren, der
opretter deklarationen. Der er tale om en offentligretlig servitut, der ikke
kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.
Den hidtil gældende regel har været benyttet af skovejere i mange tilfælde
- ikke alene til at frede enkelte grupper af træer, men også til at
gennemføre fredninger for endog ret store skovarealer, især med
løvtrædominans. Interessen for sådanne skovfredninger har formodentlig været
vigende i de senere år, dels fordi begrænsningerne i ejerens handlefrihed
ikke er fulgt op af økonomiske kompensationer, dels fordi fredningerne ikke
er fulgt op med en tilstrækkelig pleje.
Med disse skovfredninger kan skovejere medvirke til at bevare og beskytte
miljøet i skovene.
Reglen skal ses som et supplement til fredninger efter
naturfredningsloven, hvis bestemmelser herom normalt vil blive søgt udnyttet,
når der er tale om større arealer.
Til § 17
Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 16
i forslag I.
Ad Stk. 1
Reglen er ny i forhold til den gældende skovlov.
Skovbryn er karakteriseret ved en stor variation i arter af urter, buske
og løvtræer - i mange tilfælde småtræer af egnstypiske arter - og er dermed
normalt let at adskille fra den bagved værende produktionsbevoksning, som
typisk består af en eller nogle få træarter. I skovbrynet kan buske og træer
ofte have meget forskellig alder, mens produktionsbevoksningen bagved i
reglen er ensaldrende.
Reglen omfatter hele skovbrynet, det vil sige såvel træerne som de buske,
der hører til randzonen mellem skoven og arealet udenfor.
Bevaringen sker ved, at brynet plejes med henblik på opnåelse af høj
stabilitet. Det medfører, at der skal gentilplantes med nye løvtræer og
buske, når de ældre går til eller fældes, medmindre der sker selvforyngelse.
Det er af betydning for skovdyrkningen, at et stabilt og robust skovbryn
af løvtræer og buske bevares. Skovbryn har en vis betydning som forebyggelse
mod stormfald. Det forudsætter dog, at der gennemføres en aktiv hugst i
bevoksningerne bagved. Stabile skovbryn medvirker til at mindske vind og træk
- forhold, der kan forringe både træproduktionen og miljøet.
Skovbrynet er en del af skoven, der opleves af mange som den visuelt
betydningsfulde del af landskabet, det er. Endvidere er skovbryn væsentlige
for dyre- og plantelivet, og bl.a. af denne grund er disse
bevoksningselementer naturhistorisk værdifulde og interessante for
friluftslivet.
Reglen omfatter kun skovbryn af løvtræer og buske, der findes ved skovenes
ydergrænser. Løvtræbælter i skovene - det gælder ikke mindst i plantager på
tørre egne - har også betydning for skovenes rumlige opbygning, men reglen
omfatter ikke disse.
Reglen er ikke til hinder for, at skove udvides ved tilplantning uden for
skovbrynet, hvorved der kan skabes et nyt skovbryn, der herefter bliver
omfattet af reglen, se bl.a. bemærkninger til lovforslagets § 9.
Ad Stk. 2
Reglen om fredning af egekrat er ny i forhold til den gældende skovlov.
Den gældende skovlov er ikke til hinder for, at fredskovspligtigt egekrat
konverteres til andre træarter. Sådanne konverteringer forekommer, selv om
der ikke er indlysende økonomiske eller miljømæssige fordele forbundet
dermed.
Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland. Egekrat består af vintereg,
stilkeg og krydsninger derimellem, og har en karakteristisk bundflora. Det er
en biotop, der hørte til tidligere tiders hedebrug. Mange egekrat er således
opdelt i måske meget smalle parceller, der med års mellemrum har været
benyttet til gærdselshugst af de enkelte brug.
Jordbunden i egekrat er i mange tilfælde blevet udpint. Indblæsning af
gødning fra omkringliggende landbrugsarealer kan derfor forrykke
næringsstofbalancen i egekrat sådan, at den naturlige tilstand vanskeligt kan
bevares.
Egekrat skal med den foreslåede bestemmelse fortsat gennemhugges med års
mellemrum. Ejeren kan søge arbejdet gennemført ved en plejeaftale, f.eks. med
statsskovdistriktet i henhold til lovforslagets § 21.
Reglen er ikke til hinder for, at egekrat ved naturlig vækst vokser op til
egentlig højstammet egeskov. Andre træarter kan indfinde sig heri, f.eks.
birk eller i visse tilfælde lind o.a.
Reglen bør følges op af en registrering af egekrat og evt. andre
naturskove samt en plan for deres pleje (herunder stævning) og beskyttelse.
Flere amtskommuner har allerede taget denne opgave op.
Det kan også være af interesse at opretholde tilstanden i f.eks. bøgepur,
ellekrat eller klippeløkker. Det kan ske efter reglerne i §§ 10 stk. 2, og
21, eller ved fredning efter naturfredningsloven.
Ad Stk. 3
Den foreslåede regel er en udvidelse af den gældende lovs § 6, stk. 5,
hvorefter ejeren har ret til at bevare de klit- og hedearealer, enge, moser,
strandbredder og lignende, der hører til fredskov, medmindre de tilplantes.
Med den foreslåede regel fredes søer, vandløb, moser, heder, strandenge og
strandsumpe, når de nævnte naturtypers areal er mindre end de nedre
arealgrænser, der er gældende efter naturfredningslovens §§ 43 ff. De
naturtyper, der her er tale om, er fredskovspligtige, hvis de hører til
fredskove i henhold til forslagets § 3, stk. 3.
Reglen omfatter kun sådanne naturtyper, der er naturligt forekommende.
Hvis lignende arealer ønskes kunstigt anlagt, skal der forinden indhentes
tilladelse efter § 10 stk. 2.
Ad stk. 4
Bestemmelsen er indeholdt i den gældende lovs § 6, stk. 5.
Ad Stk. 5
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 17, men er dog en udvidelse,
idet enhver form for dyrehold, bl.a. hjortefarme, er omfattet af
lovforslaget.
Bestemmelsen forekommer allerede i 1805-forordningen som en del af
bestræbelserne på at adskille landbruget fra skovbruget. Begrundelsen er, at
husdyr og andre tætte bestande af dyr kan skade nye bevoksninger og - i
sværere tilfælde - tillige ældre træer.
Forbuddet mod dyrehold gælder ikke alene de husdyr, der findes i dansk
landbrug, såsom kvæg, heste, svin og får, men også dyrearter, der i det
fremmede er husdyr, uden de hidtil har været anvendt som sådan herhjemme,
såsom æsler, muldyr, lamaer m.v.
Ad Stk. 6
Bestemmelsen omfatter den tilfældige, uorganiserede hensmiden af
overflødige genstande. Egentlige lossepladser, affaldsdepoter og lignende er
anlæg, der omfattes af reglen i § 11.
Bestemmelsen skal sammenholdes med naturfredningslovens § 63, stk. 1,
hvorefter der ikke uden ejerens tilladelse må henkastes eller anbringes
affald eller lignende på fremmed ejendom.
Forslaget gælder - i modsætning til naturfredningsloven - henkastning af
affald på både fremmed og egen ejendom.
Til § 18
»Særlige grunde« kan være meget forskelligartede. Der kan ved
dispensation fra § 15 stk. 1, være tale om hensyn til en eller flere af de
forskellige miljømæssige eller forsøgsmæssige opgaver for skovbruget, jf. §
1.
Der kan også være tale om opbygning af ny skov på marginaljord, hvor de
dyrkningsmæssige og økonomiske forudsætninger i første generationbevoksninger
kan være mere beskedne end sædvanligt.
»Særlige grunde« ved dispensation fra § 15, stk. 2, kan f.eks.
være tilfælde, hvor navnlig mindre skovejendomme ikke giver baggrund for en
rationel drift af juletræs- og pyntegrøntarealer med de begrænsninger, der
følger af reglen.
»Særlige grunde« ved dispensation fra § 17 kan f.eks. være
tilfælde, hvor udsætning af dyrearter kan have betydning for skovdriften. Det
kan gælde yngre (nåletræ-)bevoksninger, hvor husdyr kan være af betydning for
bekæmpelse af ukrudt.
Til kapitel 4 om fremme af løvskov m.m.
Til §§ 19-20
Bestemmelserne er enslydende med §§ 18-19 i forslag I.
Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov.
Ifølge den gældende skovlovs § 6, stk. 2, skal skovtilsynet påse, at
løvskoven ikke forsvinder. Hvis det dog alligevel er ved at ske, og der ikke
kan opnås en mindelig ordning med ejeren, skal skovtilsynet indstille til
Statens Skovnævn, at der rejses sag efter naturfredningsloven om fredning af
løvskoven. Reglen, som nærmest har karakter af en hensigtserklæring, har
næsten aldrig været benyttet.
Baggrunden for at indføre en støtteordning til fremme af løvskov er, at
løvskovarealet i Danmark siden ca. 1930 har været i tilbagegang.
Tilbagegangen har været knyttet til de gunstige vækstlokaliteter i de
østlige landsdele, hvor løvskoven førhen har været helt dominerende og trods
alt fortsat udgør størstedelen af skovenes bevoksning.
I disse landsdele er ca. en trediedel af bøgearealet forsvundet i
perioden. Det er en markant udvikling, fordi det må ses i lyset af, at
perioden kun svarer til halvdelen af bøgetræers normale levetid. Det vil med
andre ord sige, at på mere end halvdelen af de arealer, hvor bøg er fældet,
er den erstattet af andre træarter.
Siden 1950 er denne udvikling delvis modvirket af, at andre løvtræer har
vundet terræn i et omfang, der svarer til ca. halvdelen af det bøgeareal, der
er forsvundet i perioden.
I de nordlige og vestlige landsdele har navnlig egen vundet større
udbredelse i den samme periode, men løvtræet er stadig ret sporadisk
forekommende i disse landsdeles nåleskov. Samtidig er der i stort omfang
plantet ny nåleskov her, således at løvtræet i dag syner langt mindre end
før.
På landsplan er det samlede løvskovareal siden ca. 1930 blevet reduceret
med 7-8 pct. i absolut mål og med ca. 20 pct. i relativt mål. Denne udvikling
har ledt til bekymring for løvskovens fremtid på langt sigt.
Der foreslås med lovforslaget en ordning om tilskud til fremme af løvskov
for at sikre en række samfundsmæssige goder, der ikke i tilstrækkelig grad
vil blive beskyttet, hvis skovdriften alene skal baseres på rent
privatøkonomiske hensyn.
Løvskovens samfundsmæssige betydning kan samles under 2 hovedoverskrifter:
- løvskovens betydning for den fremtidige produktion af træ og
træprodukter, herunder for selvforsyning og beskæftigelse, og
- løvskovens ikke-materielle betydning, dvs. løvskovens betydning for
friluftslivet og for naturhusholdningen.
Med hensyn til løvskovens betydning for produktionen af træ og
træprodukter kan nævnes.:
Internationale konsekvensanalyser for forsyningsmulighederne i de næste
30-40 år inden for forskellige træproduktgrupper, der selvsagt skal tages med
betydeligt forbehold, viser bl.a., at der i fremtiden vil ske en stigende
efterspørgsel efter løvtræet, set i relation til nåletræet. Det skyldes dels,
at løvtræveddets særlige egenskaber vil blive mere efterspurgt, dels at
udbuddet af løvtræved fra især den tredie verdens lande forventes at blive
mindre.
Under danske klimaforhold kan plantning af løvtræ fremfor nåletræ næppe
alene forsvares ud fra træforsyningsmæssige hensyn, da der er tale om
virkninger på så langt sigt, at prognosegrundlaget er for usikkert. Det
væsentligste argument for at tage overordnet stilling til det fremtidige
produktudbud fra skovbruget er ønsket om at sikre alsidighed i
sammensætningen af den indenlandske træproduktion på meget langt sigt. Og
skal den sikres, skal det gøres nu!
Den værditilvækst, der finder sted ved forædling af råtræet, består af
merværdi og det arbejdskraftforbrug, der medgår ved forarbejdningen.
Værditilvæksten ved forarbejdning af løvtræ er betydeligt større end ved
forarbejdning af nåletræ. Det gælder uanset, om måleenheden er
produktionsværdi, valutabidrag eller den beskæftigelse, der er knyttet til
forarbejdningen. Det er således beregnet, at bøgens (løvtræets)
samfundsmæssige beskæftigelsesmængde i dag er mindst halvanden gang større
end granens pr. enhed råtræ. Samfundet har derfor en produktionsmæssig
interesse i at opretholde løvskovbruget.
Med hensyn til løvskovens særlige betydning for friluftslivet kan nævnes:
Befolkningen foretrækker løvskov fremfor nåleskov, og især foretrækkes
bøgen, vor nationaltræart. Ikke mindst anses løvtræer og buske i skovbryn for
at være værdifulde, landskabeligt set.
Undersøgelser viser da også, at løvskoven - og især den ældre - er mere
indbydende for friluftsmæssige aktiviteter end nåleskoven. Der er flere
oplevelsesmuligheder i en (ældre) løvskov end i en nåleskov. Og miljøet i en
løvskov opfattes sædvanligvis mere tiltrækkende og indbydende end i en
nåleskov. Imidlertid har friluftslivet også ønsker om variation i skovene.
Det gælder ikke alene et ønske om forskellige bevoksningsaldre, men også om
forskellige træarter, herunder både løv- og nåletræbevoksninger i skovene. En
sådan variation er ikke blot til glæde for friluftslivet, men også for f.eks.
dyre- og plantelivet i skovene.
Den landskabelige virkning giver løvskoven - måske især bøgeskoven - en
kulturhistorisk betydning for vort land. De karakteristiske, velarronderede
skovbryn med de bagved værende høje, slanke løvtræer (søjlehaller), der
stedvist strækker sig helt ud mod sund og bælt, er en betydningsfuld del af
det danske landskab, som giver især bøgen sin nationale betydning.
Desuden skal det bemærkes, at der i gammel løvskov, hvor der gennem
tiderne næsten ikke eller måske slet ikke har været foretaget dybgående
jordbehandling, ofte er bevaret en relativ stor mængde jordfaste
fortidsminder, f.eks. gravhøje, højryggede agre m.v. Og da sådanne gamle
bevoksninger ofte er forholdsvis åbne, er fortidsminderne både meget synlige
og let tilgængelige.
Endelig skal følgende nævnes med hensyn til løvskovens særlige betydning
for naturhusholdningen:
Det er ofte påpeget, at løvskoven tit er mere artsrig end nåleskoven, og
at løvskoven er et værdifuldt levested for mange dyre- og plantearter. F.eks.
vil en ældre løvtræbevoksning kunne have omkring 3 gange så mange
fugleindivider som en ældre nåletræbevoksning.
Det er dog af væsentlig betydning, hvordan løvskoven ser ud. Yngre løvskov
vil sjældent være mere økologisk værdifuld end granskov. Det er den ældre,
lysåbne løvskov, der især har de mange dyre- og plantearter.
Og her må nævnes, at helt gamle bevoksninger med træer, der er ved at gå i
forfald, har en særlig naturvidenskabelig betydning. I hullerne i disse træer
holder dyr til, der ikke kan leve andre steder, f.eks. hulrugende fugle,
flagermus og mange sjældne insekter.
Med en løvskovstøtteordning som den, der foreslås i lovforslaget,
beskyttes disse træer ikke direkte, men ordningen sigter mod, at der fortsat
ved etablering af unge bevoksninger vil komme gamle træer. En egentlig
beskyttelse af disse må enten ske ved at indgå en plejeaftale med ejeren
efter § 20 i lovforslaget eller ved at frede efter naturfredningsloven.
Løvskovbrynene har en særlig betydning for dyre- og plantelivet. Som
biotop betragtet er løvskovbryn nogle af de mest artsrige i landet, og der
findes dyre- og plantearter, der er særegne her.
For grundvandet kan der påvises visse fordele ved løvskov, idet der ofte
siver lidt mere vand ned fra løvskov end fra nåleskov, bl.a. fordi løvskoven
ikke transpirerer i den kølige del af året, sådan som den stedsegrønne
nåleskov gør det.
Disse ikke-sammenlignelige forhold udgør de fleste af løvskovenes
samfundsmæssige værdier, som gør, at samfundet bør sikre, at løvskoven til
stadighed vil have en tilpas indplacering i det samlede danske
skovbrugsbillede. Problemet er, at ikke alle de nævnte samfundsmæssige
værdier giver økonomisk afkast til skovejeren.
Den foreslåede tilskudsordning er formuleret på baggrund af danske
undersøgelser. De viser bl.a., at tilskud til etableringen af nye
løvskovbevoksninger vil give samfundet det bedste resultat på lang sigt af
den investering, som samfundet under alle omstændigheder må foretage i en
ordning til fremme af løvskov.
Som en foreløbig målsætning for tilskudsordningen sættes, at løvtræarealet
når op på det niveau, det havde i 1923, da der var mest i nyere tid, ca.
150.000 ha. Af dette areal udgjorde løvskovarealet i privatskovene ca.
120.000 ha. Med tilskudsordningen sigtes med andre ord mod, at løvskovarealet
i private skove forøges over en årrække fra de nuværende ca. 106.000 ha til
ca. 120.000 ha.
Der er tale om at bevare eller forøge det samlede løvskovareal med sunde,
produktive bevoksninger i alle aldersklasser, hvor betydningen for
friluftslivet og naturhusholdningen fortsat kan øges, hvor den
råtræforarbejdende industri til stadighed kan forvente træ af høj kvalitet,
og hvor der til stadighed vil være mulighed for yderligere at beskytte eller
frede særlige løvtræbevoksninger, hvor specifikke hensyn til friluftslivet
eller naturhusholdningen skal tages.
Der vil formodentlig være en positiv effekt over hele landet men med visse
regionale forskelle. I den sydøstlige del af landet, hvor især rødgran har
vist sig at være ustabil, forventes der at komme stor interesse for støtte
til navnlig bøgekultivering, men også til anlæg af ege- og askebevoksninger.
I den vestlige og centrale del af Jylland forventes der at komme en del
interesse for anlæg af egebevoksninger og stabiliserende og
landskabsforskønnende skovbryn.
Der sigtes mod, at ca. halvdelen af etableringen af løvtræbevoksninger
skal være bøg, ca. en fjerdedel eg og resten andre løvtræarter.
Tilskudsordningen sigter især på at fremme bøg, eg og ask, men også mindre
udbredte hjemmehørende træarter som lind, navr, avnbøg og spidsløn, og
eventuelt elm, ær, birk og poppel.
For at nå den målsætning, der er nævnt, er det nødvendigt, at der i
gennemsnit etableres 1.000-1.200 ha løvtræbevoksninger om året i de private
skove. Dette er lidt mere end en fordobling af den etablering af nye
løvskovbevoksninger, der fremgik af skovstatistikken i 1976. Der skal
fastholdes en rolig udviklingstakt. Det skyldes bl.a., at det er væsentligt,
at planteskolesektoren er i stand til at forsyne skovene med en tilstrækkelig
mængde planter af tilpas kvalitet.
Fra en skovbrugsfaglig synsvinkel er det vigtigt, at en støtteordning for
løvtræ formuleres sådan, at den virker med og ikke imod de sædvanlige
naturmæssige og markedsmæssige forudsætninger og mekanismer, der styrer
dispositionerne i skovdriften. Hermed tænkes bl.a. på påvirkning af
prisdannelsen for f.eks. skovplanter, ødelæggelse af omkostningsbevidstheden
ved kulturanlæg, forvridning af de dyrkningsfaglige rutiner osv.
Det er desuden væsentligt, at en støtteordning til ny løvskov ikke
fratager de private ejere initiativ og dermed lyst til at dyrke løvskov. En
modvillig indstilling fra skovejere og -administratorer kan ikke undgå at
give et væsentligt tilbageslag for befolkningens natur- og friluftsmæssige
interesser i de private skove. En vellykket naturpolitik for skovenes
vedkommende må derfor nødvendigvis baseres på et samarbejde med ejerne af
dette landskabs- og naturelement. En støtteordning skal derfor - udover
tilskud til nye bevoksninger - rumme støtte til sikring af frø og planter,
samt støtte til forskning i og udvikling af løvskovdyrkningen.
En støtteordning for etablering af nye bevoksninger af løvtræ vil være et
direkte instrument til at få en mere jævn aldersklassefordeling, der er
nødvendig for at bevare løvskoven på længere sigt. Ordningen forventes ikke
at medføre en kraftigere afvikling af de ældre bevoksninger. Det skyldes, at
de økonomiske ressourcer, der findes i disse bevoksninger, ofte er så
betydningsfulde for de enkelte ejere, at ganske andre forhold, herunder
generationsskifte m.v., er bestemmende for deres eventuelle afvikling.
Ordningen vil blive administreret sådan, at den hviler på en frivillighed
fra ejerens side. Det vil sige, at ejeren skal tilskyndes til at søge om
midler til løvtrædyrkning, fordi han med et tilskud anser løvtræ for at være
fordelagtig. Den eneste forudsætning er, at arealet er fredskovspligtigt.
Støttebeløb kan alene ydes til etablering af løvtræarter, der på stedet er
i stand til at udvikle højstammede bevoksninger, og som iøvrigt opfylder
lovforslagets krav om god skovdrift. Ved etablering og retablering af
løvskovbryn ydes desuden støtte til buske.
Som udgangspunkt skal der ydes et tilskudsbeløb pr. arealenhed uanset
bonitet, udstrækning m.v. Satserne vil formodentlig variere mellem ca. 5.000
kr. og ca. 15.000 kr. pr. ha afhængigt af løvtræart, kulturmetodik,
beliggenhed og eventuelt andre forhold. I tilfælde af misligholdelse giver §
34 mulighed for, at staten kan kræve beløbet tilbagebetalt.
I tilfælde, hvor der gives tilskud til etablering af ydre løvskovbryn, vil
disse blive omfattet af bevaringsreglen i lovforslagets § 17, stk. 1.
Støtte vil alene blive ydet til genplantninger i eksisterende fredskove.
Støtte til andre former for tilplantning på private arealer vil blive ydet
med hjemmel i Landbrugsministeriets lovgivning.
Det vil blive en betingelse for ydelse af støttebeløb til skovejere, at
plantematerialet, med mindre der er tale om selvforyngelse eller brug af egne
planter, opfylder kravene til forstligt formeringsmateriale, jf.
Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med
forstligt formeringsmateriale (udstedt efter lov nr. 534 af 13. december 1972
om handel med frø, såsæd, læggekartofler og planter).
Forudsætningen for, at løvtræskove kan bevares som væsentlige produktions-
og landskabselementer, er, at der frembringes en tilpas mængde planter af
rimelig kvalitet. Heri ligger f.eks.
at statsskovene fortsat bevarer, fornyer og beskytter bevoksninger, der
kan afgive et godt frømateriale,
at tilsvarende bevoksninger bevares, fornyes og beskyttes i private skove,
at opformeringsanlæg især i form af frøproduktionsarealer, frøplantager
eller vegetativ formering opprioriteres, og
at der fortsat lægges vægt på forsyningen fra gode og velafprøvede
frøkilder.
Der vil efter den foreslåede løvskovstøtteordning også blive ydet støtte
til foranstaltninger, der indirekte virker for fremme af løvskov. Det drejer
sig dels om leverancer eller produktion af frø- og/eller plantemateriale af
løvtræarter, dvs. til frøimport-, frøforarbejdnings- og
planteskolevirksomheder, dels om forsknings- og udviklingsvirksomhed til gavn
for løvskovdyrkningen.
Når ordningen har været i kraft i ca. 10 år, forudsættes dens virkninger
vurderet i relation til målsætningen og i relation til de samfundsmæssige
nyttevirkninger iøvrigt. Hvis det viser sig, at ordningen ikke fungerer
tilfredsstillende, vil den blive justeret.
De regler, der fastsættes efter § 20, om tilskud til de 3 formål, der er
nævnt i § 19, stk. 2, vil i vidt omfang basere sig på de betragtninger, der
er nævnt ovenfor. Reglerne vil ikke alene blive baseret på produktionsmæssige
betragtninger, men også på miljømæssige. F.eks. sådan, at en ejer i
forbindelse med forhåndstilsagn om tilskud kan tilpligtes at lade et antal
gamle træer stå tilbage efter den tidligere bevoksnings afdrift, også efter
at de er gået ud. Herved kan værdifulde levesteder for en række insekter og
fugle sikres.
Om eventuel tilbagebetaling af tilskud henvises til § 34.
Til § 21
Bestemmelsen er enslydende med § 20 i forslag I.
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov. Der er tale om en
opfølgning af bl.a. den handlingsplan, miljøministeren i marts 1987 har
fremlagt om marginaljorderne. Heri er nævnt, at det offentlige kan træffe
aftaler med private ejere om at give tilskud til eller overtage driften af
arealer med særlig miljømæssig interesse.
Da bestemmelsen anfører, at en sådan overtagelse af driften sker ved
aftale mellem ejeren og skovmyndigheden, kan der i visse tilfælde være tale
om at yde ejeren økonomisk kompensation derfor.
Amtskommuner og kommuner kan på tilsvarende vis indgå plejeaftaler med
private indenfor rammerne af lov om kommunernes styrelse. Handlingsplanerne
for marginaljorderne lægger bl.a. op til, at denne indsats styrkes i
fremtiden.
Til Kapitel 5 om ejerskifte m.m.
Til § 22
Bestemmelsen er enslydende med § 21 i forslag I.
Stk. 1 skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 1, 1. pkt., og
stk. 3. Ifølge § 10, stk. 1, 1. pkt. skal ethvert køb af skov straks meddeles
til skovtilsynet. Ifølge stk. 3 skal skøder på ejendomme uden for byerne
indeholde en sælgererklæring om, hvorvidt der findes skov eller
fredskovspligtig grund på ejendommen. I bekræftende fald skal skødet - før
det anmeldes til tinglysning - påtegnes af skovtilsynet om, hvorvidt og
hvilke arealer der er fredskov.
Ved hjælp af skødepåtegningsordningen er der siden 1935 noteret meget
fredskov i tingbogen. Ordningen er imidlertid en væsentlig belastning for
både private og myndigheder i forbindelse med berigtigelse af
ejendomshandler. Hertil kommer, at den teknologiske udvikling ved oprettelsen
af edb-matriklen og udviklingen af Bygge og Bolig Registeret (BBR) - og som
følge heraf af kommunernes ejendomsregistre - på lidt længere sigt forventes
at give statsskovdistrikterne og andre myndigheder væsentlig lettere adgang
til ejeroplysninger.
Det er dog en væsentlig forudsætning for lovforslaget, at noteringen af
fredskovspligt i tingbog og matrikel tilendebringes, jf. forslagets § 7, stk.
1, og bemærkninger dertil.
På denne baggrund foreslås skødepåtegningsordningen ikke gentaget i
lovforslaget.
Forslag til § 22 omfatter - i modsætning til den gældende lovs § 10 -
enhver form for ejerskifte, men ikke hensidden i uskiftet bo.
Ejerskiftemeddelelsen skal gives til det stedlige statsskovdistrikt,
ligesom det er distriktet, der skal yde vejledning og rådgivning. Det er
hensigten, at bestemmelsen ophæves, når tingbogen og matriklen er bragt i
orden med hensyn til notering af fredskovspligt, samt at en ordning,
hvorefter skovmyndighederne automatisk modtager meddelelse om ejerskifte, er
iværksat, jf. § 45, stk. 3.
Meddelelsen om ejerskifte kan være den nye ejers første forbindelse med
skovmyndighederne. Og den nye ejer vil i visse tilfælde være uden nøjere
kendskab til reglerne og mulighederne for skovdrift. Det er derfor
væsentligt, som foreslået i stk. 2, at skovmyndighederne allerede på dette
stadium har en forpligtelse til at kontakte ejeren med henblik på at formidle
den information, der måtte være nødvendig, herunder om virksomheden ved de
statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
Af sådanne konsulentorganisationer findes der 3: De Danske
Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet og Dansk Skovforening.
Til § 23
Bestemmelsen er enslydende med § 22 i forslag I.
Ligesom § 22 omfatter denne regel enhver form for ejerskifte. Reglen
fandtes allerede i 1805-forordningen og i § 10, stk. 1, i den gældende lov.
Bestemmelsen sikrer, at overdragerens hugst i forbindelse med f.eks. en
handel ikke udgør en del af købesummen.
Til § 24
Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 23
i forslag I.
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov og skal sammenholdes
med § 25 og bemærkninger dertil. Endvidere skal den ses som en afløser for
den gældende lovs § 11, stk. 1, om 10-årige hugstbegrænsninger efter køb af
såvel fredskov som anden skov.
Ifølge lovforslaget er fredskovspligtige skove altid, dvs. uanset
tidspunktet for det seneste ejerskifte, undergivet reglerne i kapitel 3 om
god skovdrift.
Af de grunde, som har ligget bag den gældende lovs § 11, stk. 1, nemlig at
sikre mod overdreven hugst i forbindelse med en handel for at tilvejebringe
en del af købesummen, foreslås det, at skove over 21/2 ha, der ikke er
fredskovspligtige, drives efter reglerne om god skovdrift i en 10-års-periode
efter et ejerskifte. Med ejerskifte menes ikke blot erhvervelse ved køb men
også ved mageskifte, arv og gave.
Reglen finder kun anvendelse, når der er tale om egentlig skov. Større
sammenhængende juletræ- eller pyntegrøntarealer på landbrugspligtig jord, der
endnu ikke er udviklet til sluttede skovbevoksninger, betragtes som
landbrugsafgrøder og er således ikke omfattet af reglen.
Til § 25
Bestemmelsen er enslydende med § 24 i forslag I.
Bestemmelsen i stk. 1 angår både fredskov og ikke-fredskov.
Den gældende lovs bestemmelse om det såkaldte »10-årige tilsyn efter
ejerskifte« eller »hugstattestordningen« findes i skovlovens §
11, stk. 1, men reglen fandtes allerede i skovforordningen af 1805. Den har
tidligere haft en væsentlig betydning for skovenes bevarelse, fordi risikoen
for overdreven hugst kan vise sig at være størst i de første år af en ny
skovejers ejertid.
Den gældende bestemmelse omfatter erhvervelse ved køb, herunder
mageskifte. Erhvervelser ved arv og gave blev ikke medtaget under
bestemmelsen i skovloven fra 1935.
Domspraksis har vist, at der er en glidende overgang mellem på den ene
side køb og på den anden side arv og gave. Herved er den gældende bestemmelse
blevet retsteknisk uskarp. Derfor foreslås det, at bestemmelsen gælder enhver
form for ejerskifte.
Ved erhvervsmæssig hugst er der tænkt på hugst til salg eller til
industriel udnyttelse.
Med bestemmelsen sættes hugstattestordningen i bero. Såfremt der
konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den dog
sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte ejendomme.
Denne ændring skal ses i lyset af lovforslagets intentioner om, at
skovmyndighederne i fremtiden skal lægge mere vægt på rådgivning om god
skovdrift. Der er som hidtil hjemmel til at forlange, at de kultur- og
bevoksningsarbejder, begrænsninger i hugsten m.m., som god skovdrift kræver,
udføres både på de arealer, hvor hugsten skal foregå, og i skoven i øvrigt.
Hugstattester kan opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede
bevoksninger.
En regel svarende til stk. 2 findes ikke i den gældende lov. Skove, der
ejes af selskaber, er, bortset fra selskabets erhvervelse af skoven, ikke
omfattet af stk. 1. Ændring af selskabets ejerforhold er ikke retlig set et
ejerskifte i forhold til selskabets aktiver, f.eks. en skov.
Til § 26
Bestemmelsen er enslydende med § 25 i forslag I.
Den gældende lovs § 20 giver mulighed for, at der for skove, der er delt
mellem flere ejere, kan oprettes et skovlag, når en række forudsætninger er
opfyldt. Det var hensigten med reglen, at et skovlag skulle kunne styrke de
samlede skovdyrkningsmæssige aktiviteter i disse skove, og desuden modvirke
nabogener, der kan være meget uheldige for skovdriften.
Problemerne med delte skove er særligt udtalte ved de såkaldte
»parcelskove«. Parcelskove kan være delt i mange parceller, f.eks.
i striber, der kan være ned til 10 - 20 m brede. I sådanne tilfælde kan det
være overordentlig vanskeligt at drive den enkelte parcel uafhængigt af
naboparcellerne.
Den gældende lovs regel om skovlag er imidlertid kun benyttet en enkelt
gang, og dette skovlag er senere igen nedlagt.
Problemerne omkring parcelskove og andre skove, der er delt mellem flere
ejere, er komplicerede, fordi en meget stor del af disse ejendomme er
landbrugsnoterede og dermed undergivet landbrugslovgivningens regler om
sammenlægning, samdrift m.v.
Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til, at skovmyndighederne i
samarbejde med konsulentorganisationerne kan udarbejde forslag til
sammenlægning eller samdrift af skovparceller. Forslagene kan bl.a. gå ud på,
hvordan regler i landbrugsloven, jordfordelingsloven m.v. kan benyttes til at
forbedre bedriftsstrukturen udfra skovbrugsmæssige forudsætninger i delte
skove.
Til kapitel 6 om andre bestemmelser
Til § 27
Bestemmelsen er enslydende med § 28 i forslag I.
Forslaget svarer, med visse redaktionelle ændringer, til den gældende lovs
§ 21, som bestemmelsen er affattet ved § 10, nr. 1, i lov nr. 250 af 23. maj
1984 (Håndhævelsesloven).
I forhold til den gældende bestemmelse er følgende bestemmelser ikke
indeholdt i forslaget:
1) Bestemmelsen om, at ministeren skal søge et ulovligt forhold
lovliggjort.
2) Bestemmelsen om tilsynsinstruks og -kredse.
3) Bestemmelsen om, at kommunalbestyrelser skal foretage indberetning om
ulovlige forhold.
Disse regler følger af almindelige forvaltningsretlige regler, sammenholdt
med bestemmelserne i lovforslagets kapitel 7.
Til § 28
Bestemmelsen er enslydende med § 29 i forslag I.
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov, men findes
tilsvarende i en række andre arealanvendelseslove, f.eks. råstofloven og
naturfredningsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 46, stk. 1.
Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur ikke er
en tilladelse, som ejeren kan benytte eller lade være. Denne type afgørelse
kan derfor ikke blive omfattet af tidsbegrænsningen.
Til § 29
Bestemmelsen er enslydende med § 30 i forslag I.
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 1, i den gældende lov, således som
affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).
Til § 30
Bestemmelsen er enslydende med § 31 i forslag I.
Forslaget er nyt i forhold til den gældende skovlov. For at kunne foretage
en tilstrækkelig vurdering af forskellige forhold ved administrationen af
loven er det påkrævet, at myndighederne har adgang til relevante oplysninger
om ejendommen.
Bestemmelsen vil navnlig få betydning, hvor man undersøger konkrete
forhold om en enkelt ejendom. Den kan også være grundlag for at tilvejebringe
oplysninger til brug for den skovstatistik, som Skov- og Naturstyrelsen skal
drage omsorg for at få udarbejdet med års mellemrum, jf. lovforslagets § 36,
stk. 4.
Med hensyn til kravet om, at der også er pligt til at give oplysninger om
økonomiske og regnskabsmæssige forhold, bemærkes, at det i mange tilfælde er
en enkel måde at få dokumenteret, om reglerne er overholdt. Men det har også
i vid udstrækning betydning for, hvilke eventuelle indgreb der bør foretages.
Der er ikke med bestemmelsen hjemmel til at forlange, at virksomhedernes
regnskaber mv., skal have en bestemt form.
Bestemmelsen skal sammenholdes med forvaltningslovens § 27 om
tavshedspligt og straffelovens § 152 om straf for at bryde tavshedspligten.
Oplysninger om personlige og økonomiske forhold er i medfør heraf
tavshedsbelagte.
Til § 31
Bestemmelsen er enslydende med § 32 i forslag I.
Ad Stk. 1
Forslaget fastslår myndighedernes mulighed for efter sædvanlig
forvaltningsretlig praksis at kunne gribe ind, hvis man i den almindelige
administration bliver opmærksom på forhold, der er i strid med loven eller
med regler, der er fastsat med hjemmel i loven.
Ad Stk. 2
Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 9, stk. 2. Den skal ses i
sammenhæng med, at en overtrædelse af lovforslagets § 15 ikke er direkte
sanktioneret ved straf.
Stk. 2 adskiller sig fra stk. 1 ved, at den giver hjemmel til at påbyde i
detaljer, hvordan et manglende arbejde skal gennemføres for at leve op til
reglerne om god skovdrift. Desuden kan en for kraftig hugst stoppes.
De situationer, der kan give anledning til et sådant påbud, er
mangeartede. Der kan ikke fastsættes entydige, landsdækkende og generelle
regler for, hvornår en given bevoksning ikke (længere) drives efter
principperne for god skovdrift. Som udgangspunkt er der tale om undladelser,
der umuliggør eller i udtalt grad forsinker eller vanskeliggør, at den
bevoksningstilstand, der er beskrevet i § 4, stk. 2, opnås.
En ejer af fredskov kan således ikke med henvisning til skovens
immaterielle goder undlade at lade fredskoven være bevokset med træer, der
danner eller kan danne sluttet skov, medmindre arealet er omfattet af § 4,
stk. 3, af § 17, stk. 1-4, eller der er givet tilladelse efter loven.
I helt ekstreme tilfælde kan der være tale om egentlig vanrøgt eller
forhugning.
Visse eksempler på situationer, hvor det kan komme på tale at gribe ind
med et påbud, kan dog nævnes:
1) Kulturer eller selvforyngelser etableres med plantemateriale, der ikke
anses for forstligt forsvarligt. Der kan være tale om arter eller herkomster,
der ikke er tilladt eller ikke udvikler sig på den pågældende egn, om planter
der er for små, for ringe eller på anden måde uegnede til at kunne klare sig,
eller - i tilfælde af selvforyngelse - om plantemateriale, der udpræget er
meget ringere end det, der kan tilføres udefra. De unge planter skal dække
arealet jævnt og i et tilstrækkeligt omfang, så der inden for et rimeligt
tidsrum dannes sluttet skov af højstammede træer.
2) Kulturer eller selvforyngelser beskyttes ikke i nødvendigt omfang mod
anden vegetation, svampe- og andre sygdomme eller skadedyr.
3) I en række tilfælde er bortrydning af uønsket trævegetation eller -
især i forbindelse med selvforyngelse - udhugning i selve kulturtræarten
nødvendig for at opnå en levedygtig, blivende bevoksning.
4) Gennemhugning af bevoksninger kan være så svag eller så udtalt
manglende, at bevoksningens stabilitet svækkes betragteligt. Ved en for
kraftig gennemhugning kan skovbunden gro til i græs, hvilket forringer de
efterfølgende dyrkningsmuligheder.
5) Alt for tidlige eller alt for sene foryngelseshugster kan medføre, at
skovdriften ikke kan opfylde kravet i § 4, stk. 2, om, at der skal udvikles
højstammede træer.
6) Hensynet til opbygning af en stabil og varieret skov medfører, at såvel
foryngelseshugsternes enkelte størrelse, som deres samlede andel af skoven
bør afbalanceres.
7) Nødvendige afvandingssystemer skal etableres og vedligeholdes.
8) Skovprodukter må ikke henligge i skoven i så lang tid, at de giver
baggrund for opformering af insekter, svampe eller andet, der kan skade de
levende, blivende bevoksninger.
Afgørelsen af, om der i et givet tilfælde er tale om, at en bevoksning
ikke drives efter principperne for god skovdrift, eller ligefrem vanrøgtes
eller forhugges, beror primært på en skovbrugsfaglig vurdering. I vurderingen
skal der tages hensyn til mange forhold, f.eks. om der for nyligt har været
betydelige stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om
den konkrete forseelse må anses for at være af begrænset rækkevidde.
Konstateres et eller flere af de nævnte forhold eller andre, som strider
mod princippet om god skovdrift, vil det i første omgang give anledning til,
at ejeren bliver vejledt af det stedlige statsskovdistrikt om, hvordan skoven
kan »bringes på fode igen«. Hvis dette ikke giver resultat, kan der
blive tale om at meddele påbud efter lovforslagets § 31, stk. 2.
Et påbud kan f.eks. indeholde følgende:
1) Arealet skal forberedes til plantning, det skal tilplantes, der skal
anvendes planter af en særlig art og beskaffenhed, arealet skal indhegnes og
evt. afvandes, alt sammen med nærmere angivne metoder og materialer.
2) Kulturerne skal efterbedres og plejes med nærmere angivne metoder og
materialer.
3) Bevoksningen skal plejes på nærmere angiven måde.
4) Der skal gennemføres tyndinger efter nærmere forskrifter, eller tynding
kan kræves undladt i et nærmere fastsat antal år.
5) Visse bevoksninger skal ryddes og gentilplantes. Andre bevoksninger
skal opretholdes i et nærmere fastsat antal år.
6) Foryngelseshugster skal gennemføres efter en nærmere fastsat plan,
herunder kan der fastsættes et maksimum for størrelsen af den enkelte
foryngelseshugst.
7) Nærmere angivne afvandingsopgaver skal gennemføres.
8) Henliggende træeffekter skal fjernes.
9) Affald skal fjernes.
Der kan fastsættes tidsfrister vedrørende alle de nævnte forhold.
Ad Stk. 3
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 4, i den gældende lov, således som
affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).
Til § 32
Bestemmelsen er enslydende med § 33 i forslag I.
Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 2 og 3 i den gældende lov, således
som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984
(Håndhævelsesloven).
Til § 33
Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 34
i forslag I.
Forslaget svarer til den gældende lovs § 15. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1,
har kun sjældent være anvendt, mens nr. 2, har været benyttet i langt videre
omfang.
Der er i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under
offentlig administration. Det er dog meget sjældent, at skovlovmyndighederne
efter dommens afsigelse har benyttet sig af muligheden. I langt de fleste
tilfælde sørger ejeren for selv at bringe skoven i lovlig stand, hvorefter
der naturligvis ikke er grund til, at skovlovmyndighederne går ind i driften.
Bestemmelsen i stk. 2 er ændret i forhold til den gældende lov. Ifølge
denne kan ejeren nemlig indskrænke hæftelsen til selve skovgrunden, hvis han
lader den selvstændigt matrikulere. Denne udstykningsadgang foreslås ikke
gentaget, da den kan være i afgørende modstrid med visse andre hensyn, både i
denne lov og f.eks. i landbrugsloven.
Til § 34
Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 35
i forslag I.
Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov, men findes
tilsvarende i andre love, der indeholder regler om statstilskud til private.
Bedømmelsen af, om et tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales,
eller om et tilsagn helt eller delvist bortfalder, skal bero på en
skovbrugsfaglig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen eller
statsskovdistrikterne på samme måde, som det oprindelige projekt blev
vurderet, jf. § 20 og bemærkninger dertil.
Til kapitel 7 om myndigheder
Til § 35
Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §
36 i forslag I.
Bestemmelsen er ny.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, agtes administrationen af
loven henlagt til Skov- og Naturstyrelsen og statsskovdistrikterne.
Den egentlige lovadministration tænkes som hidtil at skulle ske i Skov- og
Naturstyrelsen. Det opsøgende og vejledende tilsynsarbejde skal som hidtil
foretages af de statsskovdistrikter, der har opgaver med administrationen af
skovloven. Der kan endvidere blive tale om at delegere andre administrative
opgaver i medfør af loven til distrikterne.
I dag fremgår Skov- og Naturstyrelsens opgaver på skovlovsområdet af §§ 14
- 16 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 815 af 3. december 1987 om
henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen.
Statsskovdistrikternes opgaver fremgår tildels af visse bestemmelser i
selve den gældende lov, f.eks. § 11 og § 17. Derudover er der givet nogle
retningslinier i Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private
skove. Landet er opdelt i 31 skovtilsynskredse, hvilket fremgår af
Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets
inddeling i skovtilsynskredse. Endelig er der i et vist omfang delegeret
opgaver til distrikterne ved Skovstyrelsens (nu Skov- og Naturstyrelsen)
cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 om bemyndigelse til distrikterne til
selvstændigt at træffe visse afgørelser m.v.
Bemyndigelsen til at begrænse klageadgangen tænkes først og fremmest
anvendt i de sager, hvor distrikterne træffer afgørelse i 1. instans, sådan
at der kun kan klages til Skov- og Naturstyrelsen.
Om Skovrådets medvirken i sager, der er påklaget til ministeren, henvises
til § 42.
Til § 36
Bestemmelsen er enslydende med § 37 i forslag I.
Ad stk. 1-3
Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov. De forudsætter,
at Skov- og Naturstyrelsen centralt og decentralt råder over personale, der
samlet udgør et videncenter inden for de emneområder, der har med skove og
arealforvaltning at gøre. Det drejer sig ikke blot om forstuddannede på
akademisk og teknisk niveau, men også om jurister, økonomer, biologer og
andre, herunder medarbejdere med træning i formidling.
Skov- og Naturstyrelsens faglige bistand til andre myndigheder kan vedrøre
forskelligartede spørgsmål som skovdyrkning, skovøkologi, skovenes
sundhedstilstand, forsyning med skovfrø og -planter, skovstatistik,
skovplanlægning, skovhistorie, skovbrugsmæssige uddannelser, skovenes
betydning for friluftslivet, naturskoler og anden informationsvirksomhed,
arbejds- og arbejdsmiljøforhold i skovbruget, skovlovgivning og
internationalt samarbejde på skovområdet m.m. Den faglige bistand kan også
angå en række tilgrænsende områder inden for biologi, økonomi,
arealforvaltning m.v.
Der kan være tale om både generelle spørgsmål og om forhold omkring
enkeltejendomme.
Skov- og Naturstyrelsens medvirken er i en række tilfælde formaliseret,
bl.a. i Skovskolerådet, Den Forstlige Forsøgskommission og Institutrådet for
Skovteknisk Institut.
Tidligere har den nu nedlagte Skovstyrelse og senere Skov- og
Naturstyrelsen understøttet forsknings-, udviklings- og
undersøgelsesprojekter, f.eks. den landsomfattende skovregistrering,
skovtelemålingsprojektet, edb-planlægningsprogrammet for skovejendomme
(SRPLAN), skinudvikling, gødskningsprojektet, flisningsprojektet samt
undersøgelser af den luftbårne forurenings virkning på skov. Denne virksomhed
vil som hidtil blive koordineret med Landbrugsministeriets og
Undervisningsministeriets institutioner samt de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
Skov- og Naturstyrelsens vejlednings- og informationsvirksomhed overfor
andre myndigheder og private vil blive opprioriteret som følge af
lovforslaget i samarbejde med de statsanerkendte konsulentorganisationer på
skovbrugsområdet og Landbrugsministeriet. Det drejer sig bl.a. om vejledning
i skovdyrkning, økologi i skovdriften og landskabshistorie.
Informationsvirksomheden kan gennemføres ved hjælp af pjecer, artikler,
foredrag osv.
Naturformidlingen er i de senere år opprioriteret gennem ekskursioner,
naturskolerne, naturvejlederordningen og enkeltstående aktiviteter som f.eks.
»Skolen i skoven, skoven i skolen«, »Plant et træ«, og
ikke mindst »Vandreture i statsskovene«. Der findes i 1988 14
naturskoler på Miljøministeriets arealer, og det planlægges at tre- eller
firdoble antallet.
Disse dele af styrelsens virksomhed skal ses som led i den generelle
opprioritering af naturformidlingen, der forestår i Skov- og Naturstyrelsen.
Dette arbejde vil blive gennemført i samarbejde med de øvrige institutioner
og organisationer på skovbrugsområdet, herunder de statsanerkendte
konsulentorganisationer.
Opprioriteringen vil ske omkring de to hovedområder, styrelsen arbejder
med: God skovdrift og en samlet, effektiv naturpolitik. Styrelsen kan gennem
det samarbejde, der som nævnt allerede er etableret til mange sider, få til
opgave at medvirke til at formulere mål for den skovbrugsmæssige udvikling,
set i relation til en samlet naturpolitik. På det mere praktiske plan kan
styrelsens rolle være at formidle denne målsætning til forsknings- og
udviklingsorganisationer på området og at sørge for, at målsætningen og den
opnåede viden formidles, bl.a. til skovejerne, skovgæsterne og træindustrien.
Skov- og Naturstyrelsen gennemfører desuden en overvågning af skovenes
sundhedstilstand.
Ad Stk. 4
Reglen, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for, at der
udarbejdes en landsdækkende skovstatistik, er ny i forhold til den gældende
skovlov.
Skovstatistik - f.eks. skovtællinger - har hidtil været udarbejdet med
meget stærkt varierende tidsintervaller.
I forrige århundrede baseredes skovstatistiske opgørelser bl.a. på de
såkaldte »amtmandsindberetninger«, der fra tid til anden redegjorde
for forholdene i landet. I dette århundrede har Det Statistiske Departement,
senere Danmarks Statistik, stået for arbejdet. Der er således udarbejdet
»skovtællinger« i 1907, 1923, 1931, 1951, 1965 og 1976. Der er
imidlertid så væsentlige forskelle mellem de enkelte tællinger, både med
hensyn til indhold og udarbejdelse, at sammenligninger kan være vanskelige.
Ved at fastlægge, at der skal udarbejdes en skovstatistik mindst hvert 10.
år, søges usikkerhedsfaktoren med de ujævne tidsintervaller begrænset.
Det er hensigten, at skovstatistikken bl.a. skal udnyttes til at følge
løvskovarealets - herunder bøgearealets - udvikling, f.eks. om hvordan
udviklingen forløber i forskellige ejendoms- og ejerkategorier.
Miljøministeren har nedsat et skovstatistiknævn, som har afgivet
betænkning i foråret 1988 om landets fremtidige skovstatistik. Betænkningen
peger på, at der med 10 års mellemrum skal gennemføres en skovstatistik, og
at den hidtidigt anvendte metode moderniseres.
Til § 37
Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 38
i forslag I.
Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 2, der
fastsætter, at en køber kan få en erklæring om skovens tilstand inden købets
afslutning.
Ifølge forslaget er det på den aktuelle ejers initiativ, at erklæringen
skal afgives. Man antager, at anmodning herom især vil blive fremsat i
forbindelse med et nært forestående ejerskifte.
Ifølge Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private skove må
erklæringen først udstedes, efter at distriktet har foretaget en besigtigelse
af skoven.
Der er ikke konkrete planer om at udnytte adgangen til at fastsætte gebyr.
I første omfang vil man følge arten og antallet af henvendelser om
erklæringer om skoves tilstand. I givet fald skal gebyret dække
omkostningerne for statsskovdistriktet ved at besigtige skoven og udarbejde
erklæringen.
Til § 38
Bestemmelsen er ændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i § 39 i
forslag I.
Selv om der ikke i den gældende lov findes bestemmelser herom, antages
det, at statsskovdistriktet har ret til - evt. mod ejerens vilje - at
besigtige en skovejendom. Det fremgår af tilsynsinstruksens pkt. 5 - og i
øvrigt også af den tidligere tilsynsinstruks fra 1935.
Ændringen i forhold til forslag I går ud på, at adgangen i visse tilfælde
kan gennemføres uden forudgående meddelelse til ejeren. Denne mulighed
forventes alene at blive benyttet i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvis
overtrædelse af et påbud efter § 31 skal stoppes, eller hvis
ikke-genoprettelige overtrædelser af § 17 (f.eks. borthugning af egekrat
eller afvanding af en skovsø) skal hindres.
Til Kapitel 8 om klage
Til §§ 39-40
Bestemmelserne er - bortset fra redaktionelle ændringer, - enslydende med
§§ 40-41 i forslag I.
Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov, men findes
tilsvarende i en række andre nyere love.
Det er hensigten, at en afgørelse altid skal kunne påklages een gang, dvs.
statsskovdistrikternes afgørelser kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.
Skov- og Naturstyrelsens afgørelser som 1. instans kan påklages til
Miljøministeriet. Dette er i overensstemmelse med anbefalingen i
Arealudvalgets 2. delbetænkning: Det fremtidige ankesystem på
Miljøministeriets og byggelovens område (betænkning nr. 1120 fra juni 1987).
Efter § 40, stk. 4, har klage over f.eks. et påbud opsættende virkning,
indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller har bestemt andet.
Indbringelse for domstolene af en administrativ afgørelse har derimod normalt
ikke opsættende virkning.
Til Kapitel 9 om Skovrådet
Til §§ 41-42
Bestemmelserne er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med §§
42-43 i forslag I.
Den gældende lovs § 22 fastsætter, at der nedsættes et Statens Skovnævn,
hvis medlemmer repræsenterer skovbrugserhvervet, dvs. de centrale
skovmyndigheder, Hedeselskabet, Dansk Skovforening og De Danske
Skovdyrkerforeninger.
Det er især beføjelser om behandling af enkeltsager, der ifølge skovloven
er henlagt til Statens Skovnævn. Disse beføjelser har i dag mindre - eller
ingen - praktisk betydning i forhold til tidligere.
Til gengæld har nævnet i stigende omfang fået en generel rådgivende
funktion i skovbrugsfaglige spørgsmål, hvilket ikke var forudsat i loven. Det
foreslås at lovfæste denne praksis ved at nedsætte et rådgivende udvalg
(Skovrådet).
Derudover har Statens Skovnævn haft som opgave at udøve det skovkyndige
skøn efter § 5 i lensafløsningsloven (majoratsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 638 af 16. september 1986.
På baggrund af den ændrede opgavebeskrivelse og sammensætning er det i
forslag til lov om ændring af lensafløsningsloven, der fremsættes samtidig
hermed, foreslået, at Skovrådet ikke fremover skal inddrages i behandlingen
af disse konkrete enkeltsager.
Skovrådets opgaver bliver bl.a. i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen
at udarbejde udkast til regler og vejledninger inden for lovens rammer. Der
kan være tale om bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og om forskelligt
oplysende materiale. Skovrådet får tillige til opgave at udtale sig om større
og væsentligere sager og om generelle administrative spørgsmål, der er af
betydning for lovens administration.
Rådet vil blive sammensat af medlemmer med skovbrugsfaglig ekspertise og
anden ekspertise af betydning for vurdering af forskellige spørgsmål i
relation til skovene, herunder skovbrugsvidenskabelige, naturfredningsmæssige
og friluftsmæssige spørgsmål.
Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at Skov- og Naturstyrelsen
varetager sekretariatsfunktionen for Skovrådet. Og det vil blive angivet,
hvilke klagesager, især mindre sager uden særlig principiel betydning, som
ikke nødvendigvis skal forelægges for rådet, før der træffes afgørelser.
Til kapitel 10 om straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
Til § 43
Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §
44 i forslag I.
Det er givet, at overgreb mod navnlig fredskov ikke kan hindres alene med
straffebestemmelser. Det vil tillige medføre meget kortvarige løsninger. For
at opnå mere langsigtede virkninger skal der i højere grad lægges vægt på
vejledning og oplysende virksomhed. Det lægges der også op til med
lovforslaget. På den anden side er det nødvendigt for at sikre gennnemførelse
af lovens formål og efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser
kan sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde.
Som nævnt i bemærkningerne til § 31, stk. 2, er overtrædelse af en af de
væsentligste bestemmelser i loven, nemlig § 15 om god skovdrift, ikke direkte
sanktioneret ved straf. Dette hænger bl.a. sammen med, at man vanskeligt kan
formulere regler for, hvornår en bevoksning ikke (længere) drives efter
principperne for god skovdrift. Da der er et betydeligt moment af skøn i
bedømmelsen heraf, foreslås det, at der i disse tilfælde kun kan straffes,
hvis et påbud efter § 31, stk. 2, ikke efterkommes. Der henvises tillige til
§§ 32 og 33.
Reglen i stk. 3 om 5 års forældelsesfrist er en fravigelse fra den
almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års
forældelsesfrist. Den findes tilsvarende i den gældende lovs § 12, stk. 2.
Den særlige forældelsesfrist blev indført i 1967 i forbindelse med
forskellige ændringer af både straffelovens og speciallovgivningens regler om
forældelse m.m. Begrundelsen for den er, at mange skovlovsovertrædelser først
kommer til skovlovmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er
begået.
5 års-fristen foreslås af retstekniske grunde at skulle gælde for samtlige
de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1.
I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter straffelovens §§
75-77.
Til § 44
Bestemmelsen er enslydende med § 45 i forslag I.
En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende lov. Men forslaget
svarer til bestemmelser i anden nyere lovgivning.
Til § 45
Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §
46 i forslag I.
Ad Stk. 1
Efter lovens vedtagelse skal der fastsættes en del administrative regler
og udarbejdes en del vejledningsmateriale.
Det drejer sig f.eks. om vejledninger om god skovdrift, regler om
vederlagsareal og regler om tilskudsordningen.
En hurtig ikrafttræden anses dog - uanset dette - for at være nødvendig
pga. af den ganske vist beskedne udvidelse af fredskovsbegrebet, som er
indeholdt i lovforslaget.
Ad Stk. 2
Foruden skovloven fra 1935 foreslås ophævelse af
»Håndhævelseslovens« § 10, der alene vedrører skovloven fra 1935 og
udstykningslovens § 3, der er indeholdt i lovforslagets § 12.
Ad Stk. 3
Der henvises til bemærkninger til § 22.
Til § 46
Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §
47 i forslag I.
Disse overgangsbestemmelser sikrer en vis kontinuitet i retstilstanden i
tiden efter lovens ikrafttræden.
Specielt om tidsbegrænsningen i stk. 1 bemærkes, at bestemmelsen er ny.
Den svarer til lovforslagets § 28.
Bestemmelsen medfører bl.a., at arealer, hvorpå fredskovspligten er
ophævet efter den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat ikke er
fredskovspligtige, selv om de efter ordlyden falder ind under en eller flere
af punkterne i § 3, stk. 1, og selvom de fortsat bærer skov.
Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur ikke er
en tilladelse, som ejeren kan udnytte eller lade være. Denne specielle form
for tilladelser kan derfor ikke blive omfattet af tidsbegrænsningen.
Vedr. stk. 2 bemærkes, at man hidtil har anset bygninger og anlæg fra før
den gældende lovs ikrafttræden for lovlige, selv om de var opført uden
egentlig tilladelse.
Bestemmelsen omfatter også fredskovspligtige lystskove og dyrehaver, der
eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden.
Stk. 3 er en opretholdelse af de deklarationer, der er oprettet i medfør
af den gældende lovs § 4, stk. 2.
Ministeren kan bestemme, at deklarationen aflyses, f.eks. hvis det bliver
nødvendigt i forbindelse med en fredning efter naturfredningsloven.
Til § 47
Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §
48 i forslag I.
De bestemmelser, der ophæves, jf. § 45, stk. 2, gælder ikke for Færøerne
og Grønland.
Det bemærkes, at der på Færøerne er oprettet et mindre antal plantager.
Efter 2. behandling den 23. maj 1989
Kapitel 1
Formål
§ 1. Lovens formål er
1) at bevare og værne de danske skove,
2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,
3) at medvirke til at forøge skovarealet og
4) at styrke rådgivning og information om god og flersidig skovdrift.
Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at
skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og
varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende
hensyn samt hensyn til friluftslivet.
§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,
kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet
tillægges særlig vægt.
Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver
og forsøgsvirksomhed.
Kapitel 2
Fredskov
§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:
1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.
4.
2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.
3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.
4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken
(fredskovsplantager).
5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog
stk. 5.
6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.
7) Skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater.
8) Egekrat.
Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt
statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.
Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er
fredskovspligtige.
Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt
tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke
omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.
Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er
ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.
§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes
efter reglerne i kapitel 3.
Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der
danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af
højstammede træer.
Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er
nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden
særlig drift efter reglerne i dette kapitel og i kapitel 3.
§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre
over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke
omfattet af reglen i § 24, stk. 1.
§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder
over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.
§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter
reglerne i § 3.
Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,
og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.
Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger
efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på
et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en
fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet
inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og
tinglyses for ejerens regning.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets
tilplantning.
§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen
er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i
forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter
ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i
tingbogen og i matriklen.
§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et
areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.
Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt
anvendes til andet end skovdrift.
§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres
anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for
skovdriften.
§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.
§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 11 og § 12 fraviges.
§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren
bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)
efter reglerne i § 8.
Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal
på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.
Kapitel 3
God og flersidig skovdrift
§ 15. Ved god og flersidig skovdrift tilstræbes, at skovene dyrkes med
henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage
landskabelige, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til
friluftslivet. God skovdrift indebærer blandt andet:
1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis
selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.
2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.
3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der
gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og
stabilitet.
4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.
5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en
stabil og varieret skov.
6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.
7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes
eller forbedres.
Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10
pct. af skovens areal.
Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt
gode til dyrkning af højstammede træer.
§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan
miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved
enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen
tinglyses på ejendommen.
Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses
for ejerens regning.
§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske
bevares.
Stk. 2. Egekrat skal bevares.
Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der
hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i
naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på
anden måde ændres.
Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet
af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.
Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.
Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.
§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglerne i § 15 og § 17 fraviges.
Kapitel 4
Fremme af løvskov m.v.
§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder
til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet
gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i
områder, hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.
Stk. 2. Tilskud kan ydes til:
1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige
arealer,
2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter og
3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.
Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der
er bevilget, men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.
§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens
gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,
hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde, og om, at
ansøgning skal indgives på et særligt skema.
§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften
af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.
Kapitel 5
Ejerskifte m.m.
§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3
måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren
besked derom.
Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de
statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.
§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.
§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter
reglerne i § 15.
Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at
reglen i stk. 1 fraviges.
§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de
første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere
angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan
begrænses til kun at gælde for særlige områder.
Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et
andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler
om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må
foretages erhvervsmæssig hugst.
§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,
søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte
konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller
samdrift af skovparceller.
Kapitel 6
Andre bestemmelser
§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter
loven, overholdes.
Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er
fastsat i tilladelser, overholdes.
§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er
udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,
at den er meddelt.
§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.
Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige
brugeren.
§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller
fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de
oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.
§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der
konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter
loven.
Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse
med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal
gennemføres, herunder om, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal
anvendes. Påbudet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for
arbejdets gennemførelse.
Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er
berigtiget, skal ministeren lade påbudet aflyse.
§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige
et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat
frist og under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.
Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt
og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbudet
efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige
for at berigtige forholdet.
§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig
alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,
1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at
statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller
2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et
nærmere fastsat tidsrum.
Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i
stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for
ejendomsskatter.
34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter
regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvis skal tilbagebetales,
eller at tilsagn om tilskud helt eller delvis bortfalder, hvis
1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller
fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,
2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes eller
3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.
Kapitel 7
Myndigheder
§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven
til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.
Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse
myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige
administrative afgørelse.
§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og
andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning
for lovens administration.
Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og
udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.
Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og
informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre
myndigheder og private.
Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.
år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.
§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en
erklæring om skovens tilstand, herunder om, hvorvidt der er forhold, som kan
begrunde et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal
afgive erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.
Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr
for erklæringen.
§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt
efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov
eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden
retskendelse, men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående
meddelelse til ejeren eller brugeren.
Kapitel 8
Klage
§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt
efter loven, kan påklages af
1) den, som afgørelsen retter sig mod,
2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.
§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den
pågældende.
Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke
udnyttes, før klagefristen er udløbet.
Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.
2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse
eller bestemmer andet.
Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil
klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.
Kapitel 9
Skovrådet
§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der
rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.
Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.
Stk. 3. Rådet består af 12 medlemmer ud over formanden. 8 medlemmer
udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk
Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,
Danmarks Naturfredningsforening (2 medlemmer), Naturfredningsrådet og
Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det
skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og
statsskovdistrikterne.
Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.
§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:
1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for
skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.
2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder
med hjemmel i loven.
3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.
4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration
af loven, herunder vejledninger, som ministeren udarbejder til opfølgning af
loven.
5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør
af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.
6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for
skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.
Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri
fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til
ministeren, ikke skal forelægges for rådet.
Kapitel 10
Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser
§ 43. Med bøde straffes den, der
1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,
2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §
13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,
3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på
nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,
4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller
5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.
Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.
Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.
§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et
anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges
virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et
kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der
pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.
§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.
Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:
1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.
2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste
ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.
3) § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige
miljø- og planlægningslove. (Håndhævelse).
Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens
bestemmelse.
§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den
tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,
hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.
Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra
før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe
anvendelsen ikke ændres.
Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede
enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af
naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer
andet.
Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort
omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne
bestemmelse.
§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1988 BTL 87 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL SKOVLOV II. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LENS, STAMHUSES OG FIDEIKOMMISGODSERS SAMT DE HERHEN HØRENDE FIDEIKOMMISKAPITALERS OVERGANG TIL FRI EJENDOM NR L 87 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 16. juni 1989
- 1987 LSF 194 FORSLAG TIL SKOVLOV Retsinformation · 21. maj 1988
- Fradrag for underskud af landbrugsvirksomhed – Rentekorrektion Landsskatteretten · 16. juli 2014
- 1995 LSF 151 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF SKOVLOVEN Retsinformation · 21. juni 1996
- 1988 LSF 89 FORSLAG TIL LOV OM NATURFORVALTNING Retsinformation · 2. juni 1989
- SKAT har ændret virksomhedens negative momsangivelse fra 108.303 kr. til 0 kr. for perioden fra den 1. juli 2014 til den 31. december 2014 Landsskatteretten · 22. juni 2021