Spring til indhold

Retsinformation

1988 LSF 87 FORSLAG TIL SKOVLOV

1988/1 LSF 87Lovforslag som fremsatFolketinget9. juni 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er

1) at bevare og værne de danske skove,

2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,

3) at medvirke til at forøge skovarealet og

4) at styrke rådgivning og information om god og flersidig skovdrift.

Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at

skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og

varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende

hensyn samt hensyn til friluftslivet.

§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet

tillægges særlig vægt.

Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver

og forsøgsvirksomhed.

Kapitel 2

Fredskov

§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:

1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.

4.

2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.

3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken

(fredskovsplantager).

5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog

stk. 5.

6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.

7) Skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater.

8) Egekrat.

Læs alt

Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt

statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.

Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er

fredskovspligtige.

Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt

tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke

omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.

Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er

ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.

§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes

efter reglerne i kapitel 3.

Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der

danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af

højstammede træer.

Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er

nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden

særlig drift efter reglerne i dette kapitel og i kapitel 3.

§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre

over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke

omfattet af reglen i § 24, stk. 1.

§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder

over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.

§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter

reglerne i § 3.

Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,

og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.

Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger

efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på

et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en

fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet

inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og

tinglyses for ejerens regning.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets

tilplantning.

§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen

er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i

forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter

ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et

areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt

anvendes til andet end skovdrift.

§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres

anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for

skovdriften.

§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.

§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 11 og § 12 fraviges.

§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren

bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)

efter reglerne i § 8.

Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal

på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.

Kapitel 3

God og flersidig skovdrift

§ 15. Ved god og flersidig skovdrift tilstræbes, at skovene dyrkes med

henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage

landskabelige, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet. God skovdrift indebærer blandt andet:

1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis

selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.

2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.

3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der

gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og

stabilitet.

4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.

5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en

stabil og varieret skov.

6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.

7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes

eller forbedres.

Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10

pct. af skovens areal.

Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt

gode til dyrkning af højstammede træer.

§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan

miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved

enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen

tinglyses på ejendommen.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses

for ejerens regning.

§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske

bevares.

Stk. 2. Egekrat skal bevares.

Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der

hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i

naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på

anden måde ændres.

Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet

af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.

Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.

§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 15 og § 17 fraviges.

Kapitel 4

Fremme af løvskov m.v.

§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder

til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet

gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i

områder, hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til:

1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige

arealer,

2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter og

3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.

Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der

er bevilget, men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.

§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens

gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,

hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde, og om, at

ansøgning skal indgives på et særligt skema.

§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften

af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.

Kapitel 5

Ejerskifte m.m.

§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3

måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren

besked derom.

Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de

statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.

§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter

reglerne i § 15.

Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglen i stk. 1 fraviges.

§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere

angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan

begrænses til kun at gælde for særlige områder.

Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et

andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler

om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må

foretages erhvervsmæssig hugst.

§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,

søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller

samdrift af skovparceller.

Kapitel 6

Andre bestemmelser

§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter

loven, overholdes.

Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er

fastsat i tilladelser, overholdes.

§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er

udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,

at den er meddelt.

§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.

Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige

brugeren.

§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller

fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de

oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og

regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.

§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der

konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter

loven.

Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse

med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal

gennemføres, herunder om, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal

anvendes. Påbudet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for

arbejdets gennemførelse.

Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er

berigtiget, skal ministeren lade påbudet aflyse.

§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige

et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat

frist og under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.

Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt

og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbudet

efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige

for at berigtige forholdet.

§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig

alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,

1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at

statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller

2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et

nærmere fastsat tidsrum.

Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i

stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for

ejendomsskatter.

§ 34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter

regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvis skal tilbagebetales,

eller at tilsagn om tilskud helt eller delvis bortfalder, hvis

1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller

fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,

2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes eller

3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.

Kapitel 7

Myndigheder

§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven

til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.

Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse

myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige

administrative afgørelse.

§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og

andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning

for lovens administration.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og

udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og

informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre

myndigheder og private.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.

år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.

§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en

erklæring om skovens tilstand, herunder om, hvorvidt der er forhold, som kan

begrunde et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal

afgive erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr

for erklæringen.

§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt

efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov

eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden

retskendelse, men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående

meddelelse til ejeren eller brugeren.

Kapitel 8

Klage

§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt

efter loven, kan påklages af

1) den, som afgørelsen retter sig mod,

2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke

udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.

2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse

eller bestemmer andet.

Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil

klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Kapitel 9

Skovrådet

§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der

rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.

Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.

Stk. 3. Rådet består af 12 medlemmer ud over formanden. 8 medlemmer

udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk

Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,

Danmarks Naturfredningsforening (2 medlemmer), Naturfredningsrådet og

Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det

skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og

statsskovdistrikterne.

Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.

§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:

1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for

skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.

2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder

med hjemmel i loven.

3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.

4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration

af loven, herunder vejledninger, som ministeren udarbejder til opfølgning af

loven.

5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør

af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.

6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for

skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.

Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri

fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til

ministeren, ikke skal forelægges for rådet.

Kapitel 10

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 43. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,

2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §

13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,

3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på

nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,

4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af

bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.

§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et

anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges

virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.

2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste

ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.

3) § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige

miljø- og planlægningslove. (Håndhævelse).

Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens

bestemmelse.

§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den

tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,

hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.

Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra

før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe

anvendelsen ikke ændres.

Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede

enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af

naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer

andet.

Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort

omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne

bestemmelse.

§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er

1) at bevare og værne de danske skove,

2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,

3) at medvirke til at forøge skovarealet, og

4) at styrke rådgivning og information om god skovdrift.

Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at

skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og

varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende

hensyn samt hensyn til friluftslivet.

§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet

tillægges særlig vægt.

Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver

og forsøgsvirksomhed.

Kapitel 2

Fredskov

§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:

1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.

4.

2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.

3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken

(fredskovsplantager).

5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog

stk. 5.

6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.

7) Skove, der hører til, eller har hørt til de tidligere majorater.

8) Egekrat.

Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt

statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.

Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er

fredskovspligtige.

Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt

tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke

omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.

Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er

ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.

§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes

efter reglerne i kapitel 3.

Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der

danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af

højstammede træer.

Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er

nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden

særlig drift efter reglerne i kapitel 2 og 3.

§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre

over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke

omfattet af reglen i § 24, stk. 1.

§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder

over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.

§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter

reglerne i § 3.

Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,

og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.

Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger

efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på

et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en

fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet

inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og

tinglyses for ejerens regning.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets

tilplantning.

§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen

er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i

forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter

ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et

areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt

anvendes til andet end skovdrift.

§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres

anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for

skovdriften.

§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.

§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 11 og § 12 fraviges.

§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren

bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)

efter reglerne i § 8.

Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal

på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.

Kapitel 3

God skovdrift

§ 15. Ved god skovdrift tilstræbes en stor og værdifuld træproduktion ud

fra de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2. God skovdrift indebærer blandt

andet:

1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis

selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.

2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.

3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der

gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og

stabilitet.

4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.

5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en

stabil og varieret skov.

6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.

7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes

eller forbedres.

Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10

pct. af skovens areal.

Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt

gode til dyrkning af højstammede træer.

§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan

miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved

enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen

tinglyses på ejendommen.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses

for ejerens regning.

§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske

bevares.

Stk. 2. Egekrat skal bevares.

Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der

hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i

naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på

anden måde ændres.

Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet

af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.

Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.

§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 15 og § 17 fraviges.

Kapitel 4

Fremme af løvskov m.v.

§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder

til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet

gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i

områder hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til:

1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige

arealer,

2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter, og

3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.

Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der

er bevilget men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.

§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens

gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,

hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde og om, at ansøgning

skal indgives på et særligt skema.

§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften

af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.

Kapitel 5

Ejerskifte m.m.

§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3

måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren

besked derom.

Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de

statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.

§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter

reglerne i § 15.

Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglen i stk. 1 fraviges.

§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere

angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan

begrænses til kun at gælde for særlige områder.

Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et

andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler

om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må

foretages erhvervsmæssig hugst.

§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,

søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller

samdrift af skovparceller.

Kapitel 6

Andre bestemmelser

§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter

loven, overholdes.

Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er

fastsat i tilladelser, overholdes.

§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er

udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,

den er meddelt.

§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.

Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige

brugeren.

§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller

fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de

oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og

regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.

§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der

konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter

loven.

Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse

med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal

gennemføres, herunder om hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal

anvendes. Påbuddet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for

arbejdets gennemførelse.

Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er

berigtiget, skal ministeren lade påbuddet aflyse.

§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige

et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat

frist, og under tvang af fortløbende bøder, at berigtige forholdet.

Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt,

og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbuddet

efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige

for at berigtige forholdet.

§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig

alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,

1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at

statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller

2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et

nærmere fastsat tidsrum.

Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i

stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for

ejendomsskatter.

34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter

regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvist skal tilbagebetales,

eller at tilsagn om tilskud helt eller delvist bortfalder, hvis

1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller

fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,

2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes, eller

3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.

Kapitel 7

Myndigheder

§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven

til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.

Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse

myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige

administrative afgørelse.

§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og

andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning

for lovens administration.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og

udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og

informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre

myndigheder og private.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.

år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.

§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en

erklæring om skovens tilstand, herunder om der er forhold, som kan begrunde

et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal afgive

erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr

for erklæringen.

§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt

efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov

eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden

retskendelse men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående

meddelelse til ejeren eller brugeren.

Kapitel 8

Klage

§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt

efter loven, kan påklages af

1) den, som afgørelsen retter sig mod,

2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke

udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.

2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse

eller bestemmer andet.

Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil

klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Kapitel 9

Skovrådet

§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der

rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.

Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.

Stk. 3. Rådet består af 11 medlemmer udover formanden. 8 medlemmer

udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk

Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,

Danmarks Naturfredningsforening, Naturfredningsrådet og Friluftsrådet. 3

medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det

skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og

statsskovdistrikterne.

Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.

§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:

1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for

skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.

2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder

med hjemmel i loven.

3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.

4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration

af loven, herunder vejledninger som ministeren udarbejder til opfølgning af

loven.

5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør

af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.

6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for

skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.

Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri

fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til

ministeren, ikke skal forelægges for rådet.

Kapitel 10

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 43. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,

2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §

13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,

3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på

nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,

4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af

bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.

§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et

anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges

virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.

2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste ejendomme, jf.

lov nr. 6 af 7. januar 1977.

3) § 10 i lov om ændring af forskellige miljø- og planlægningslove

(håndhævelse), jf. lovbekendtgørelse nr. 250 af 23. maj 1984.

Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens

bestemmelse.

§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den

tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,

hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.

Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra

før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe

anvendelsen ikke ændres.

Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede

enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af

naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer

andet.

Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort

omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne

bestemmelse.

§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

+

+

jhs stat lovf - side 0. Indledning

Forslag til skovlov blev fremsat første gang den 28. januar 1988,

lovforslag nr. L 194, folketingsåret 1987-88, 1. samling. Forslaget kom til

1. behandling den 17. februar 1988 (Folketingstidende 1987/88, spalte 6715

ff.). Lovforslaget bortfaldt som følge af udskrivelsen af folketingsvalget,

som blev afholdt den 10. maj 1988. Dette forslag vil i det følgende blive

benævnt »forslag I«.

Det nu foreliggende lovforslag er i princippet en genfremsættelse af

forslag I, men adskiller sig dog herfra på enkelte punkter.

Den væsentligste ændring er en følge af indstillingen i 2. delbetænkning

fra Landbrugsministeriets Struktur- og Planudvalg (betænkning nr. 1145 af

august 1988). Det anbefales i denne delbetænkning, at planlægningen for

skovrejsning gennemføres i regionplanlægningen, og ikke som en særlig

sektorplanlægning. Konsekvensen heraf er, at det ikke er nødvendigt med en

regel herom hverken i skovloven eller i loven om støtte til forbedring af

strukturen og effektiviteten i jordbruget (socio-strukturelle

foranstaltninger m.v.).

I stedet vil der blive fremsat forslag til ændring af lov om lands- og

regionplanlægning og til ændring af lov om regionplanlægning i

hovedstadsområdet. Denne ændring vil sigte mod at fastsætte regler om

planlægning for skovrejsning, svarende til hensigten med de kortlægnings- og

planlægningsregler, der var i forslag I.

Om de øvrige mindre ændringer i forhold til forslag I henvises til

bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser.

1. Baggrund

Folketinget har flere gange inden for de senere år drøftet emner af

betydning for skovpolitikken.

I folketingsåret 1981/82 fremsatte Det radikale Venstre således et forslag

til folketingsbeslutning om sikring af bøgeskov og anden løvskov

(beslutningsforslag B61 i folketingsåret 1981/82). Førstebehandlingen er

gengivet i Folketingstidende 1981/82, spalte 7878 ff. Forslaget kom ikke til

afstemning og blev i uændret form genfremsat i det følgende folketingsår

(beslutningsforslag B62 i folketingsåret 1982/83). Førstebehandlingen er

gengivet i Folketingstidende 1982/83, spalte 7824 ff. Heller ikke dette

forslag kom til afstemning.

Debatten om disse to beslutningsforslag førte til, at miljøministeren i

1983 fremlagde en redegørelse om bøgens fremtid for Folketinget. I

redegørelsen pegedes der på forskellige virkemidler til bevaring af bøgen, og

der redegjordes for fordele og ulemper ved dem. Redegørelsen førte ikke til

politiske beslutninger.

I folketingsåret 1985/86 fremsatte Socialistisk Folkeparti et forslag til

folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B115 i

folketingsåret 1985/86). Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende

1985/86, spalte 9281 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.

I det følgende folketingsår fremsatte Socialistisk Folkeparti påny et

forslag til folketingsbeslutning om en ny skovlov (beslutningsforslag B39 i

folketingsåret 1986/87). Med enkelte ændringer var dette forslag identisk med

det tidligere. Førstebehandlingen er gengivet i Folketingstidende 1986/87,

spalte 3854 ff. Forslaget kom ikke til afstemning.

Den daværende miljøminister gav den 14. maj 1986 Folketingets miljø- og

planlægningsudvalg »tilsagn om, at skovloven vil blive revideret i

folketingsåret 1987/88 med det hovedsigte at præcisere balancen mellem

skovenes økonomiske afkast (vedproduktionen) og den rekreative udnyttelse.

Ved revisionen er det hensigten at modernisere og effektivisere skovtilsynet

bl.a. således, at der sikres en øget vedproduktion under hensyntagen til

Danmarks nuværende underskud i træproduktionen. En sådan indsats vil kunne

iværksættes, uden at balancen mellem vedproduktion og skovenes rekreative

udnyttelse forrykkes«.

Til forberedelse af lovforslaget nedsatte Miljøministeriet et

kontaktudvalg vedrørende revision af skovloven. I kontaktudvalget var flg.

organisationer m.v. repræsenteret: Dansk Skovforening, De Danske

Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet, Danmarks Naturfredningsforening,

Friluftsrådet, De Danske Landboforeninger, Centralforeningen af

Tolvmandsforeninger og Større Landbrugere i Danmark, Danske

Husmandsforeninger, Foreningen Danske Træindustrier, Specialarbejderforbundet

i Danmark, Danske Skovteknikeres Landsforening, Danske Forstkandidaters

Forening, Amtsrådsforeningen i Danmark, Kommunernes Landsforening,

Naturfredningsrådet, Skovbrugsinstituttet ved Den Kongelige Veterinær- og

Landbohøjskole, Statens Forstlige Forsøgsvæsen, Finansministeriet

(Budgetdepartementet og Administrationsdepartementet), Landbrugsministeriet,

Planstyrelsen, Skov- og Naturstyrelsen og Miljøministeriet.

Lovforslaget har desuden været sendt til udtalelse hos Energiministeriet,

Forsvarsministeriet, Indenrigsministeriet, Industriministeriet,

Justitsministeriet, Kirkeministeriet, Ministeriet for Offentlige Arbejder,

Ministeriet for Skatter og Afgifter, Undervisningsministeriet,

Økonomiministeriet, Danmarks Geologiske Undersøgelse, Levnedsmiddelstyrelsen,

Miljøstyrelsen, Hovedstadsrådet, Stiftelsen Sorø Akademi, Skovteknisk

Institut, Skovhistorisk Selskab, Dansk Jagtforening, Landsjagtforeningen af

1923, Forbrugerrådet, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Industrirådet,

Majoratsforeningen og Dansk Botanisk Forening.

2. Skovlovgivningen gennem tiderne

Fra oldtiden og frem gennem tiderne blev det danske skovareal mindre.

Skovene blev borthugget som følge af befolkningens vækst for at skaffe plads

til boliger og agerjord og for at få brændsel og materiale til husholdning,

husbygning, industri, skibe m.v.

I slutningen af 1700-tallet var skovarealet således reduceret til nogle få

procent af landet. Samtidig var skovene forhuggede og i meget ringe

dyrkningstilstand. Omfattende husdyrhold i skovene havde en ødelæggende

virkning på foryngelserne. Der var igennem lang tid mangel på træprodukter,

og landet blev afhængig af udlandet, især af staterne langs Østersøkysten,

som følge af nødvendige, omfattende træimporter.

Med en række forordninger om skovenes forhold m.v. søgte staten at vende

denne udvikling. Forordningerne af 20. oktober 1670, 31. august 1680, 29.

december 1681, 13. september 1687, 21. januar 1710, 26. januar 1733 og 18.

april 1781 fik dog alle trods pompøse formålserklæringer kun en beskeden

indflydelse.

Det var først skovforordningen af 27. september 1805, der medførte, at

udviklingen vendte. I henhold til denne forordning skulle

»overskov«, der var ejet i fællesskab af flere ejere, udskiftes.

Forordningen forbød desuden rydning af »overskov«, krævede den

indhegnet og fredet mod kreaturgræsning og høslæt, og begrænsede købernes

adgang til at hugge i skoven i 10 år efter købet. Endelig etablerede

forordningen et forstligt tilsyn med de private skove.

1805-forordningen var i nogen grad inspireret af en forordning af 2. juli

1784 for Hertugdømmerne, som man havde gode erfaringer med. Denne indeholder

tillige en bestemmelse om, at skovtilsynet skal være særligt intensivt og

aktivt over for små private skove.

»Overskov« i 1805-forordningens forstand er træarter, der kan

udvikle sig til højstammet skov, dvs. dem der i dag betegnes som

»skovtræarterne«.

1805-forordningen blev fulgt op af flere forskellige foranstaltninger.

Således forestod staten en række skovtilplantningsopgaver på heder og på

sandflugtsplagede arealer. Skovdriften blev forbedret, bl.a. ved at staten

opkøbte en del godsskove og satte dem i stand for derefter at bortsælge dem

igen. Der blev etableret undervisning af forstkandidater og skovfogeder. Man

oprettede »Statens Forstlige Forsøgsvæsen«, der først var en del af

statens skovadministration, men som sidenhen blev en selvstændig institution

under Landbrugsministeriet.

I 1885 blev der indført en ordning med Hedeselskabet om statstilskud til

privat tilplantning på hederne. Med ordningen blev der i de efterfølgende ca.

80 år tilplantet et par tusinde (større) private plantager, især i Midt- og

Vestjylland.

Med lov nr. 111 af 1. marts 1919 blev der indført en ordning om

statstilskud til aflønning af småskovsforeningernes skovbrugskonsulenter.

Disse foreninger blev dannet af ejere af mindre skove for at opnå det

nødvendige økonomiske grundlag for at få forstlig bistand. Der er nu dannet

16 skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet.

Landbrugsministeriet nedsatte i 1920 en skovlovskommission, der afgav

betænkning i 1929. Der blev herefter fremsat et forslag til en skovlov i

rigsdagssamlingen 1933/34, som med visse ændringer blev vedtaget i 1935 og

trådte i kraft den 14. maj 1935. 1805-forordningen blev dog ikke ophævet. I

1949 blev skovloven ændret med det sigte at bringe noteringen af fredskov i

tingbogen til ende, hvilket dog ikke lykkedes fuldt ud. I 1984 gennemførtes

en harmonisering på håndhævelsesområdet med en række andre af

Miljøministeriets love.

1805-forordningen, 1935-loven og den øvrige skovbrugsmæssige udvikling i

landet har tilsammen bevirket, at skovarealet er forøget mere end 4 gange på

ca. 180 år. Samtidig er træproduktionen forøget og forbedret, ligesom

skovenes miljømæssige betydning tillægges stadig større vægt.

3. Skovbruget i Danmark

3.1. Skovarealet

Skovene, der helt overvejende er kulturskove, dækker ca. 12 pct. af

landets areal, svarende til knap 500.000 ha. Af skovarealet er omkring en

trediedel i offentlig eje og to trediedele i privat eje. Ca. 270.000 ha

består af nåletræbevoksninger med gran som dominerende træart. Af

løvtræsarealet på 137.000 ha udgør bøg godt halvdelen. De ubevoksede arealer

i skovene, f.eks. heder, enge, søer, vandløb og lignende, udgør næsten

100.000 ha, og vigtige naturinteresser er knyttet til disse arealer, hvoraf

godt halvdelen ligger i statsskovene.

Størstedelen af den forøgelse af skovarealet, der er sket i dette

århundrede, består af tilplantning med nåletræ, især rødgran. Løvtræsarealet

har i den samme periode været nogenlunde konstant. Der er imidlertid sket

visse forskydninger mellem de enkelte løvtræarter, således at bøgearealet er

gået noget tilbage samtidig med, at især ege- og askearealet er blevet

større. På grund af metodiske vanskeligheder med at sammenligne de 6

skovtællinger, der er udarbejdet i dette århundrede, kan det ikke lade sig

gøre at opgøre disse forskydninger eksakt. Der regnes imidlertid med, at

bøgearealet er formindsket med 15-25 pct., og at de øvrige løvtræarter er

forøget med et tilsvarende areal.

3.2. Strukturforholdene

Det danske skovbrug er karakteriseret ved et meget stort antal små

ejendomme. Omkring 25.000 af landets ca. 26.000 skovejendomme er mindre end

50 ha. Disse ejendomme, der har en gennemsnitsstørrelse på kun 4,5 ha, udgør

ca. en fjerdedel af landets skovareal.

3.3. Træforsyning m.v.

Hugsten i Danmark svinger en del fra år til år, dels på grund af

stormfald, dels på grund af markedsmæssige forhold. Hugsten udgør normalt

godt 2 mill m3 pr. år, hvoraf ca. en fjerdedel er hugst i statsskovene. Den

samlede hugst udgør dog kun ca. en trediedel af det danske forbrug af træ, og

en stor del af forbruget må derfor dækkes ved import. Der er i overvejende

grad tale om import af forarbejdet træ, herunder papir, og importværdien

overstiger 10 mia. kr. om året.

Pyntegrønt og navnlig juletræer produceres ikke kun i skov men også på

agerjord. Statistisk er det vanskeligt at fordele produktionen på de to

jordbrugsformer. Det må dog antages, at pyntegrønt i det store og hele

produceres i skov, mens juletræerne er mere ligeligt fordelt på skov- og

landbrugsarealer. Produktionen varierer en del år for år. Der produceres i

størrelsesordenen 23.000 t klippegrønt og 3 mill. stk. juletræer.

Størstedelen af begge produktkategorier eksporteres.

3.4. Skovbruget i samfundsøkonomien

Produktionsværdien i skovbruget udgør mere end 1 mia. kr. årligt, og i den

primære sektor og forarbejdningssektoren tilsammen er værdien ca. 20 mia.

kr., som dog i et vist omfang også omfatter videreforarbejdning af importeret

træ.

Det primære skovbrug beskæftiger ca. 5.000 personer. Skovbruget danner

grundlag for størstedelen af beskæftigelsen for ca. 30.000 personer i den

øvrige skovsektor, den træforarbejdende industri m.m. Skovbrug kan være

velegnet til beskæftigelsesarbejde og har flere gange været benyttet dertil i

arbejdsløshedssituationer.

Skovbrugets forbrug af rå- og hjælpestoffer fra andre sektorer er lille

sammenlignet med landbrugets og industriens. Det betyder, at skovbruget ikke

er ret meget afhængig af leverancer udefra. Endelig giver skovene en række

miljømæssige fordele. Det gælder både varetagelse af landskabelige,

kulturhistoriske, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn og hensyn til

friluftslivet.

3.5. Myndigheder og institutioner m.v.

Administrationen af statsskovene og skovlovgivningen forestås af Skov- og

Naturstyrelsen under Miljøministeriet. Skov- og Naturstyrelsen er således

landets største skovbrugsinstitution. Styrelsen varetager på en lang række

områder opgaver af generel betydning for det samlede danske skovbrug.

Administrationen af skovstøtteloven og af skovbrugets konsulentordninger

forestås af Landbrugsministeriet, herunder af Jordbrugsdirektoratet.

Skovstøtteloven hjemler støtte til produktions-, beskæftigelses- og

miljøfremmende foranstaltninger i private skove, der er mindre end 50 ha. I

finansåret 1988 er der afsat ca. 14 mill. kr. til skovstøtte. Støtten

udbetales i den rækkefølge, ansøgningerne modtages i Jordbrugsdirektoratet,

og uden en skovbrugs- eller miljøfaglig prioritering.

Landbrugsministeriets støtte til konsulentordningerne går dels til Dansk

Skovforening, dels til De Danske Skovdyrkerforeninger. Som led i

konsulentordningen ved Dansk Skovforening udarbejdes der driftsplaner for

private skovejendomme, og der gennemføres generelle driftsøkonomiske,

edb-mæssige, regnskabsmæssige og ledelsesmæssige vejledningsopgaver. Der

findes 16 lokale skovdyrkerforeninger, der dækker hele landet. I finansåret

1988 er der afsat ca. 4 mill. kr. til skovbrugets konsulentordninger,

herunder til Dansk Skovforening.

Landbrugsministeriet overfører desuden årligt et beløb til Hedeselskabet

til billiggørelse af selskabets konsulent- og vejledningstjeneste på

skovområdet. Overførslen er en del af et programtilskud til billiggørelse af

opgaver på land- og skovbrugsområdet i Hedeselskabets regie. I 1988 udgjorde

programtilskuddet ialt 23,7 mill. kr.

Det forslag om en tilskudsordning til løvskov, som er en del af

lovforslaget, skal administreres af Skov- og Naturstyrelsen som en integreret

del af den samlede skovlovsadministation (dvs. som et vigtigt middel til

opfyldelse af mål i loven) og som et supplement til Landbrugsministeriets

ordninger.

Skovskolen og Statens Forstlige Forsøgsvæsen er begge institutioner under

Landbrugsministeriet.

Ved Skovskolen undervises ufaglærte og faglærte skovarbejdere samt

skovteknikere. Skolen afholder desuden kurser for andre, herunder for

skovbrugsstuderende og skovejere.

Statens Forstlige Forsøgsvæsen gennemfører forskning på

skovdyrkningsområdet og af befolkningens anvendelse af skovene til

friluftsliv. En betydelig del af forsøgene gennemføres i statsskovene.

Målet med forsøgsvæsenets forskningsarbejde er at klarlægge forhold, som

har betydning for skovenes udvikling, stabilitet og produktion under

forskellige naturgivne forhold i Danmark. Ved de ofte langvarige forsøg med

forskellige former for etablering af bevoksninger, skovbehandling, valg af

træarter og racer m.v. bidrager forsøgsvæsenet til at løse biologiske,

tekniske, økonomiske og samfundsmæssige problemer med relation til

skovbruget.

Hovedparten af forsøgsvæsenets aktiviteter er knyttet til ca. 500

forsøgsarealer. Hertil kommer laboratorieundersøgelser vedrørende

jordbundsforhold, plantefysiologiske forhold og skovtræernes sygdomme.

Forsøgsvæsenet har samarbejdsrelationer til bl.a. Skovbrugsinstituttet,

Zoologisk Institut, Arboretet og andre institutter på Den Kgl. Veterinær- og

Landbohøjskole, til Miljøstyrelsens Luftforureningslaboratorium,

Hedeselskabet og Skov- og Naturstyrelsen.

Under Landbrugsministeriet er desuden Jagt- og Skovbrugsmuseet,

Vildtforvaltningen og andre institutioner af betydning for

skovbrugserhvervet.

I Undervisningsministeriets regi forskes i skovbrugsspørgsmål bl.a. ved

Skovbrugsinstituttet under Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, hvor der

desuden uddannes forstkandidater. Ved Arboretet under Landbohøjskolen forskes

i skovbrugsgenetik, dendrologi (dvs. læren om træer og buske) og

skovhistorie.

Endelig udfører de 2 teknologiske institutter og Skovteknisk Institut

(ATV) udviklingsopgaver på skovbrugsområdet.

3.6. Udviklingsperspektiver i skovbruget

Dansk skovbrug er inde i en hastig udvikling, der forventes fortsat i de

kommende årtier. Der er således stadig mulighed for at øge mængden og

kvaliteten af træproduktionen.

Forøgelse af træproduktionen sker ikke blot som følge af en forøgelse af

skovarealet ved tilplantning af marginaljord. Der kan også høstes betydelige

gevinster ved f.eks. skovtræforædling, bedre skovdyrkning samt øget

udnyttelse af råtræet.

Skovenes betydning for de miljømæssige forhold forventes også fortsat

forøget, dels som følge af et større skovareal, dels på grund af den større

variation og stabilitet i skovene, der kan opnås som følge af god skovdrift.

Der består usikkerhed om eventuelle skader på danske bevoksninger som

følge af forøget luftforurening. Skov- og Naturstyrelsens

overvågningsaktiviteter på dette område søges fortsat i de kommende år med

øget intensitet.

4. Statsskovbrugets opgaver

Det er af væsentlig samfundsmæssig betydning, at skovenes produktion er

flersidig og omfatter såvel træ og træprodukter som en bred vifte af miljø-

og fritidsgoder. Derfor, og fordi produktionstiden i skovene overstiger det

enkelte menneskes levetid, er offentlig skovdrift overalt i verden et

anerkendt og udbredt middel i den nationale skovpolitik. I EF-landene udgør

de offentligt ejede skove med tilhørende ubevoksede arealer store andele af

det samlede skovareal: I Grækenland 93 pct., i Irland 78 pct., i Vesttyskland

56 pct., i Holland 48 pct., i Luxembourg 46 pct., i Storbritannien 43 pct., i

Belgien 42 pct., i Italien 40 pct., i Danmark 39 pct., i Spanien 34 pct., i

Frankrig 26 pct. og i Portugal 24 pct.

De miljø- og friluftsinteresser, der knytter sig til skovene, kan være en

belastning for ejerne, hvilket medfører, at det kan være ønskeligt at

tilgodese disse interesser gennem statsdrift.

Endelig må der peges på, at der gennem et statsligt skovbrugsapparat

hurtigere og mere direkte kan nås skovpolitiske mål.

4.1. Langsigtede produktionsformål

Staten anlægger i sin drift af skovene en samfundsmæssig

ressourcebetragtning. Man opbygger vedmassereserver med en høj værdi til

indsats i forsyningsmæssige krisesituationer, hvilket kan lade sig gøre, da

man ikke er underlagt privatøkonomiske forretnings- og likviditetshensyn.

Staten kan lettere end private forfølge langsigtede produktionsmål på

bekostning af kortsigtede. Statsskovene har bl.a. fungeret som

»træbank« under de to verdenskrige, og gør det stadig med

mellemrum, f.eks. gennem hugststop og etablering af trælagre i forbindelse

med stormfald. Staten har i de sidste 100-200 år forestået store

tilplantninger på heden med det primære formål at øge træproduktionen og de

indenlandske træressourcer og herudover at øge beskæftigelsen i tider med

stor arbejdsløshed. Der har oftest været tale om nyttiggørelse af magre

hedejorder og lignende, der dyrkningsmæssigt er meget ringere end nutidens

marginaljorder.

4.2. Miljø- og fritidsgoder

I statsskovene er en del arealer fredet efter naturfredningsloven.

Derudover har Statsskovbruget administrativt fredet mange arealer af

landskabelige og videnskabelige grunde. Lyngheder og -bakker, grupper af

enebuske, enge, moser, strandvolde, trægrupper, særlige løvtræbevoksninger

m.v. bevares. Løvtræbevoksningers levetid forlænges, og der stiles mod en

vedvarende forøgelse af løvtræarealet, ikke mindst i Vestjylland.

Jagten i statsskovene drives ud fra reservatsynspunkter, dvs. at der

tilstræbes en afbalanceret opretholdelse af det naturlige dyreliv.

Statsplantager er undertiden anlagt med naturbeskyttelses- og

naturgenopretningsformål, der rækker ud over den enkelte ejendoms areal. Det

gælder f.eks. klitplantagerne i Vestjylland, Nordsjælland og på Bornholm, der

sikrer de bagvedliggende landbrugsarealer mod sandflugt. Det samme gælder de

jyske hedeplantager, der langsomt men sikkert forvandler disse karske områder

til en rig og varieret skovnatur. Tilplantningerne har betydet, at den

tusindårige udpining af de magre hedejorder er ophørt, og at jordens

frugtbarhed nu igen langsomt opbygges, hvorved plantagerne bliver til skov.

I statsskovene kan befolkningen færdes døgnet rundt, og statsskovene har

en meget lang tradition for at tilgodese forskellige former for friluftsliv -

fra den fredfyldte oplevelse af skovensomheden til de bynære skoves stærkere

udbygning med anlæg af forskellig art. Der er ligefrem rejst skove med det

formål at tilgodese behovet for friluftsliv, bl.a. Vestskoven ved København.

4.3. Samspil med den private skovsektor

I et lille skovbrugsområde som det danske er tilstedeværelsen af et

velfungerende offentligt skovbrug et stabiliserende element for hele

sektoren, og Statsskovbruget har ofte bevist sin nødvendighed for sektorens

fortsatte trivsel og udvikling.

Den statslige skovadministration er en både igangsættende og

stabiliserende faktor for sektorens forsknings- og udviklingsaktiviteter i et

omfang, som private skovbrugsvirksomheder ikke kan magte.

Det er Skov- og Naturstyrelsens mål gennem stadig forbedring af den

statslige skovforvaltning og gennem statslig skovtilplantning at sikre den

fortsatte varetagelse af de nævnte materielle og immaterielle mål med

statsskovene og at sikre den gunstige vekselvirkning mellem offentlig og

privat aktivitet i skovsektoren.

5. Skovene og friluftslivet

Næsten al friluftsliv her i landet foregår enten i skoven eller ved

stranden. Man regner med, at disse to naturtyper er nogenlunde lige

væsentlige for befolkningens friluftsliv.

Skovene tiltrækker en betydelig større andel af den voksne befolkning end

biblioteker, sportspladser, kunstudstillinger, teatre, voksenundervisning og

koncertsale.

Der er en betydelig variation i omfanget og karakteren af skovenes

anvendelse til friluftsliv, både fra skov til skov, fra den ene person til

den anden, fra det ene tidspunkt til det andet, og inden for det enkelte

skovområde.

Undersøgelser af befolkningens ønsker til skovenes og det åbne lands

udformning har bl.a. klarlagt, at det især er stilhed og varierende

naturoplevelser, som folk gerne vil have, når de færdes i skovene. Der tages

afstand fra larmende udfoldelser som bil- og knallertkørsel, brug af

transistorradioer og lignende.

Befolkningen værdsætter ifølge disse undersøgelser skov af enhver art. Men

visse skovtyper foretrækkes mere end andre. Således foretrækkes løvskov i

nogen grad fremfor nåleskov og bøgeskov fremfor anden løvskov; men

forskellige former for nåleskov og anden løvskov vurderes også højt. Behovet

for publikumsfaciliteter i form af borde, bænke, affaldskurve og lignende

regnes som behersket, idet der dog er en betydelig variation i ønskerne til

skovenes udformning fra person til person og fra område til område.

6. Den skovpolitiske redegørelse

Den skovpolitiske redegørelse, som regeringen i april 1987 afgav til

Folketinget, afstikker især fire hovedmål for skovpolitikken:

- at sikre en øget produktion i skovbruget og træindustrien og mindre

afhængighed af import,

- at sikre eksistensen af en privat skovsektor med lønsomme virksomheder,

- at øge skovenes miljømæssige og friluftsmæssige værdier og

- at forbedre ressourceudnyttelsen og forøge rentabiliteten.

Forøgelsen af træproduktionen søges gennemført på tre måder, nemlig ved

bedre udnyttelse af de eksisterende skove, rejsning af nye skove og

anvendelse af et bedre plantemateriale.

Samtidig med, at træproduktionen ønskes forøget, vil regeringen fortsat

søge at integrere hensynet til miljø og friluftsliv i skovdriften. Dette skal

bl.a. ske ved rådgivning og information og ved at udforme støtteordninger på

en sådan måde, at det flersidige skovbrug fremmes.

Bedre udnyttelse af eksisterende skove vil bl.a. ske ved at samordne de

eksisterende konsulentordninger inden for skovbruget, således at der laves en

enstrenget ordning med ensartede regler. Ordningen vil blive udformet sådan,

at den nuværende 50 ha-grænse bortfalder.

Samtidig lægger den skovpolitiske redegørelse vægt på at lette

mulighederne for tilplantning af landbrugspligtig jord gennem tilskud, ved

lempelser og justeringer i landbrugsloven og jordfordelingsloven samt ved

justeringer i administrationen af disse love.

Et væsentligt element i den skovpolitiske redegørelse er endelig, at der

bør etableres en mere tæt koordination mellem de forskellige forsknings- og

uddannelsesinstitutioner på skovbrugsområdet. Derfor har landbrugsministeren

nedsat en arbejdsgruppe vedrørende skovforskningens struktur og formidlingen

af forskningens resultater.

7. Hovedtræk i lovforslaget

I lovforslaget er indarbejdet regler fra skovloven (lovbekendtgørelse nr.

231 af 4. maj 1979 som ændret ved § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984) og

udstykningslovens § 3 (lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977).

Forslaget indeholder dog en række nye principper i forhold til disse regler,

ligesom der i stor udstrækning er gennemført en sproglig og retsteknisk

modernisering.

Der har i årenes løb udviklet sig en righoldig praksis ved

administrationen af den gældende lov. Denne praksis er beskrevet i

bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Den nævnte praksis er i vidt omfang opstået ved fortolkning af enkelte

nøglebestemmelser i den gældende lov. I lovforslaget er den formuleret i

forskellige regler, især i kapitel 2 og kapitel 3.

Lovforslaget er i det store og hele udtryk for en videreførsel af linien i

1935-loven, uden at der på væsentlige områder er tale om hverken lempelser

eller skærpelser. Lovforslaget betoner dog i højere grad end den gældende lov

de miljømæssige forhold ved skovene.

I det efterfølgende er kort angivet hovedindholdet af lovforslagets

enkelte kapitler:

I Kapitel 1 er der som noget nyt angivet en formålsbestemmelse,

hvori det præciseres, at skovene har både en produktionsmæssig og en

miljømæssig funktion. I Statsskovbruget skal der lægges særlig vægt på

udvikling og gennemførelse af en god og miljøvenlig skovdrift, der kan danne

forbillede.

Kapitel 2 beskriver fredskovspligtige arealer, dvs. de arealer som primært

er reguleret ved loven. Endvidere indeholder kapitlet bestemmelser om

fredskovspligtens indhold, om de undtagelser, der kan gøres herfra og om

byggeri og udstykning.

I Kapitel 3 er der som noget nyt præciseret rammerne for god

skovdrift, der sammen med fredskovsbegrebet er et bærende element i

lovforslaget.

Desuden legaliseres adgangen til at dyrke juletræer og pyntegrønt i kort

omdrift.

Reglerne i Kapitel 4 tilsigter ved tilskud at fremme og forøge

løvskovarealerne, især bøg og eg.

Kapitel 5 beskriver situationen ved ejerskifte. For så vidt angår det

særlige 10 årige-tilsyn med skove, der har været handlet, er der sket den

ændring, at ordningen er sat i bero, men kan sættes i kraft igen, hvis der

bliver behov derfor. Samtidig er ordningen udvidet til også at omfatte skove

i selskabseje, uanset tidspunktet for ejerskifte.

Reglerne i Kapitel 6 omhandler de pligter, skovejerne har, og de

administrative sanktionsmuligheder, myndighederne har.

Kapitel 7 omhandler myndighederne i henhold til loven og angiver bl.a.,

hvilke pligter myndighederne har som formidler af viden om skovdrift.

I Kapitel 8 er der fastsat regler om klageadgang, -frister, m.v.

Ifølge Kapitel 9 skal der nedsættes et rådgivende udvalg

(Skovrådet), der afløser det nuværende Statens Skovnævn.

Kapitel 10 indeholder straffe-, ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser.

8. Den gældende skovlov

Flere af bestemmelserne i den gældende skovlov fra 1935 fandtes også i

skovforordningen fra 1805. Skovlovgivningen er således en meget gammel del af

landskabsforvaltningen. Dette er medvirkende til, at mange af de danske skove

er af høj kvalitet, både hvad angår træproduktion og miljømæssige forhold.

Den gældende skovlov varetager både landskabelige og produktionsmæssige

hensyn. Dens regler tilsigter, at landets skovareal ikke formindskes.

Skovarealet fastholdes ved, at størstedelen af skovene er pålagt

fredskovspligt.

Fredskovspligt er en arealreservation til skovdrift. Begrebet var ikke

nævnt i 1805-forordningen, men det blev benyttet allerede i forbindelse med

udskiftningerne og matrikuleringen i slutningen af 1700-tallet.

Fredskovsbegrebet har betydet, at landets skovareal i de sidste par hundrede

år er forøget fra 2-3 pct. til nu ca. 12 pct.

Loven bestemmer, at fredskovspligtig grund skal drives på en måde, så der

dannes sluttet skov af højstammede træer.

Denne bestemmelse tjener flere formål. Højstammede træer er velegnede til

træindustriel udnyttelse pga. deres dimensioner, og da de kun har få knaster.

En skov af højstammede træer udgør tillige befolkningens billede af,

hvorledes en skov skal se ud. Poeter har kaldt dette billede for

»skovenes søjlehal«. Endelig er en skov med højstammede træer en

biotop, der indeholder levesteder for en række dyre- og plantearter, der ikke

kan trives andre steder. Det er grunden til, at der i skov er flere arter end

i andre af landets mere betydende biotoper.

Loven indeholder tillige en række detaljerede regler om

fredskovskonstatering, som ikke er gentaget i lovforslaget.

Derimod er loven meget ordknap hvad angår de forskellige bestemmelser om

f.eks. forbud mod byggeri i fredskov. Der er dog i årenes løb udviklet en

righoldig praksis, som har været grundlag for udformningen af visse af

lovforslagets regler, navnlig i kapitel 2 og 3.

9. Konsekvenser for anden lovgivning

Lovforslaget medfører, at § 3 i udstykningsloven ophæves. Denne regel, der

omhandler udstykning af samlede fredskovsstrækninger, er indarbejdet i

lovforslaget.

Desuden medfører lovforslaget, at § 5, stk. 1 og 3, i lov om lens,

stamhuses og fideikommisgodsers samt de derhen hørende fideikommiskapitalers

overgang til fri ejendom (»lensafløsningsloven«) skal ændres. Det

skyldes, at Statens Skovnævn nedlægges med lovforslaget, hvorefter Skovnævnet

ikke længere kan foretage det skovkyndige skøn efter lensafløsningsloven. Med

et særligt fremsat forslag til ændring af lensafløsningsloven foreslås dette

skovsagkyndige skøn henlagt til miljøministeren. Dette ændringslovforslag

fremsættes samtidigt med skovlovforslaget.

Endelig medfører lovforslaget sammenholdt med det forslag til ny

udstykningslov, som boligministeren senere fremsætter, at skovforordningen af

27. september 1805 og forordningen af 2. juli 1784 for Hertugdømmerne kan

ophæves. Dette vil blive indarbejdet i forslaget til ny udstykningslov.

1784-forordningen er hjemlet med lov nr. 351 af 9. juli 1920 om indlemmelse

af de sønderjydske landsdele i kongeriget, som ændret ved lov nr. 123 af 1.

juni 1929. Når forordningerne ophæves kan deling af uudskiftede skove

fremover ske ved udstykning.

Ved lovens administration vil regler efter en række andre love også komme

i betragtning. Det gælder f.eks. landbrugsloven, skovstøtteloven, loven om

støtte til forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget,

zoneloven, råstofloven, naturfredningsloven, lands- og regionplanlovene,

kommuneplanloven og ekspropriationsprocesloven. Forholdet til disse og andre

love er beskrevet i bemærkningerne til visse af lovforslagets enkelte

bestemmelser.

10. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

10.1. Administration af den gældende lov

10.1.1. Skov- og Naturstyrelsen m. fl.

Ifølge Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 815 af 3. december 1987 om

henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen varetager

denne styrelse administrationen af skovloven. Tilsynet med de private skove

er ved Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 henlagt

til 31 statsskovdistrikter.

I Skov- og Naturstyrelsens skovdyrkningskontor er der beskæftiget ca. 4

1/2 medarbejdere med administrationen af loven.

På statsskovdistrikterne er der beskæftiget, hvad der ialt svarer til ca.

10 medarbejdere - regnet på heltidsbasis - med tilsynet med de private skove

og forberedelse af de skovlovsager, der afgøres af Skov- og Naturstyrelsen.

Miljøministeriets departement er klagemyndighed over de afgørelser, der

træffes af Skov- og Naturstyrelsen. Antallet af klager i skovlovsager er dog

beskedent. Det antages, at der i departementet er beskæftiget, hvad der

svarer til ca. 1/2 medarbejder hermed.

Der er således ialt beskæftiget ca. 15 personer med administrationen af

skovloven.

10.1.2. Andre myndigheder

Der er ikke andre myndigheder, der har opgaver med administrationen af

skovloven, bortset fra Statens Skovnævn, der nedlægges med lovforslaget.

10.2. Administrative og økonomiske konsekvenser af lovforslaget

I forbindelse med Skov- og Naturstyrelsens oprettelse er der ved en

strukturændring og omlægning af de eksisterende ressourcer oprettet et

skovdyrkningskontor. Kontorets opgaver er administration af skovloven,

varetagelse af opgaver om skovdyrkning, herunder at understøtte og formidle

forsknings- og udviklingsopgaver, overvågning af skovenes sundhedstilstand

samt visse opgaver vedrørende skovdyrkning i U-lande.

Med oprettelsen af skovdyrkningskontoret søger Skov- og Naturstyrelsen at

forbedre og koordinere indsatsen for en større og mere værdifuld

træproduktion og et godt miljø i skovene, både i Miljøministeriets skove, i

andre offentlige skove og i de private skove.

En gennemførelse af lovforslaget vil medføre øgede opgaver for Skov- og

Naturstyrelsen, både centralt og decentralt på statsskovdistrikterne.

10.2.1. Staten (Skov- og Naturstyrelsen)

Lovforslagets administrative og økonomiske konsekvenser kan opdeles på

følgende hovedområder:

1) Lovopfølgende arbejde

2) Fredskovsnotering

3) Almindelig sagsbehandling

4) Information/udvikling/forskning

5) Tilskudsordningen vedrørende løvskov

6) Plejeordningen

7) Skovstatistik.

Ad 1. Arbejdet i forbindelse med lovens ikrafttræden omfatter udarbejdelse

af bekendtgørelser, cirkulærer, instrukser, vejledninger m.v. Lovforslaget

indeholder visse bestemmelser, hvorefter miljøministeren kan fastsætte

nærmere regler. Det forberedende arbejde i den forbindelse forventes udført i

Skov- og Naturstyrelsen.

Derudover skal der udarbejdes en ny skovlovinstruks for

statsskovdistrikterne og en ny bemyndigelsesbekendtgørelse, der henlægger en

række af opgaverne til distrikterne.

Det skønnes, at ca. 2 medarbejdere vil blive beskæftiget i 2 år hermed.

Ad 2. Notering af fredskovspligt i tingbog og matrikel er en

engangsopgave.

Noteringen af fredskovspligten er søgt gennemført flere gange, men ikke

afsluttet, da den gældende lovs regler herfor er for omstændelige. Med

lovforslaget forudsættes, at notering af fredskovspligten afsluttes på

relativ kort tid. Dette vil medføre lettelser i arealforvaltningen, både i

den offentlige og i den private sektor.

Skov- og Naturstyrelsens arkiver er det væsentligste grundlag for

gennemførelse af denne opgave.

Det skønnes, at der medgår 4 medarbejdere i 3 år til afslutning af

noteringen af fredskovspligten i tingbog og matrikel.

Ad 3. Den almindelige sagsbehandling efter loven omfatter foruden konkrete

sager en løbende ajourføring af fredskovsnoteringerne. Opgaverne skal fortsat

løses i samarbejde med de statsanerkendte konsulentorganisationer på

skovbrugsområdet.

Det antages, at en vedtagelse af lovforslaget vil medføre flere

enkeltsager, især i forbindelse med varetagelsen af de miljømæssige hensyn i

skovene. I Skov- og Naturstyrelsen skønnes disse opgaver at beskæftige 2

ekstra medarbejdere.

Ad 4. Lovforslagets konsekvenser for Skov- og Naturstyrelsens arbejde med

information, udvikling og understøttelse af forskningsopgaver vedrørende

skovdyrknings- og miljøforhold i skove bliver bl.a.:

- Udarbejdelse af informationsmateriale.

- Vejledning til skovejere om generelle spørgsmål om skovdyrkning,

herunder om de statsanerkendte konsulentorganisationer, støtteordninger m.v.

- Samarbejde med forskningsinstitutioner og skovdistrikter m.fl. om

skovbrugsmæssige forsøgs- og udviklingsopgaver.

- Medvirken ved formulering af mål for landets skovbrugsforskning og

-udvikling.

Disse opgaver skønnes at ville beskæftige ialt 6 medarbejdere.

Ad 5. Tilskudsordningen til fremme af løvskov er ny. Der forventes at

blive behov for tilskud til etablering af op til 1.000-1.200 ha om året, dog

med store variationer år for år som følge af bøgens og egens ujævne

frøsætning og svingningerne på træmarkedet. Af denne grund foreslås ordningen

etableret med ret til akkumuleret overførsel af midler, der ikke er brugt i

et finansår.

Opgaverne består i at give skovejere forhåndstilsagn om støtte, tilse de

nyetablerede løvtræbevoksninger, udbetale støttebeløb m.v.

Der vil også komme opgaver, der indirekte virker til fremme af løvskoven.

Det skønnes, at ordningen i alt vil beskæftige 3 medarbejdere i Skov- og

Naturstyrelsen.

Målet med tilskudsordningen forventes at kunne nås, hvis skovejerne får

dækket en mindre del af de udgifter, der er ved løvtrækultivering, f.eks.

omkring en trediedel. Hvis denne forudsætning holder stik, vil det samlede,

årlige behov for støttemidler andrage ca. 15 mio. kr. Midlerne til

tilskudsordningen vil blive afsat på de årlige finanslove.

Ad 6. Plejeordningen forventes ikke at kræve et væsentligt

ressourceforbrug inden for en overskuelig fremtid.

Ad 7. Ifølge lovforslaget drager Skov- og Naturstyrelsen omsorg for at

lade en skovstatistik udarbejde mindst hvert 10 år. Miljøministeriet har

nedsat et skovstatistiknævn, der i foråret 1988 har afgivet betænkning om

retningslinier for fremtidig udarbejdelse af statistik om skove.

Gennemførelse af arbejdet med en skovstatistik forventes ikke at medføre

personalebehov i Skov- og Naturstyrelsen.

10.2.2. Amtskommuner, Hovedstadsrådet og kommuner

Amtskommunerne, Hovedstadsrådet og kommunerne vil ikke blive berørt

ressourcemæssigt af lovforslaget.

10.3. Personalebehov som følge af lovforslaget

Lovforslaget har følgende konsekvenser for statens personalebehov:

1989 Overgangs- 1994

perioden og derefter

1990-93 pr. år

pr. år

-------------- årsværk --------------

Lovopfølgende arbejde 1 2 (2 år) 0

Fredskovsnotering 1 4 (3 år) 0

Almindelig sagsbehandling 0 2 2

Information/udvikling/forskning 0 6 6

Tilskudsordning 0 3 3

Plejeordning 0 0 0

Staten ialt 2 17 11

10.4. Udgifter som følge af lovforslaget

10.4.1. Beregningsgrundlaget

Ved opgørelse af de samlede udgifter til personale mv.er som

beregningsgrundlag anvendt 280.000 kr. pr. årsværk.

Derudover er der foretaget et udgiftsskøn for visse særskilte opgaver.

10.4.2. Miljøministeriet

Samlet medfører lovforslaget følgende merudgifter for staten:

1989 Overgangs- 1994

perioden og derefter

1990-93 pr. år

pr. år

-------------- 1.000 kr. --------------

Lovopfølgende arbejde 500 1.000 0

Fredskovsnotering 1.500 2.000 0

Almindelig sagsbehandling 500 1.000 1.500

Information/udvikling/forskning 500 4.000 5.500

Tilskudsordning 0 15.000 15.000

Plejeordning 0 1.000 2.000

Staten ialt 3.000 24.000 24.000

10.4.3. Finansiering

Merudgifterne er indbudgetteret på forslag til finanslov for 1989 med

tilhørende budgetoverslagsår.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1 om formål

Til § 1

Bestemmelsen er enslydende med § 1 i forslag I.

Ad stk. 1

Den gældende skovlov indeholder ikke nogen formålsbestemmelse. Man kan dog

af forskellige bestemmelser i loven og af lovens forarbejder udlede, at den

skal varetage både produktionsmæssige og miljømæssige, især landskabelige,

hensyn.

Skovloven har ikke blot været en forudsætning for, at træproduktionen er

forøget og forbedret, men også, at skovene har kunnet tilgodese miljømæssige

hensyn såsom landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og

miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet.

Lovforslaget tilsigter at videreføre denne linie ved at formulere et

egentligt formål med loven. De enkelte elementer i formålsbestemmelsen er

ikke indordnet i en prioriteret rækkefølge. Dansk skovbrug er kendetegnet ved

en driftsform kaldet »flersidigt skovbrug«, hvor hensynene til de

forskellige dele af formålsbestemmelsen er søgt afbalanceret efter de

forhold, der er på de enkelte lokaliteter eller de enkelte ejendomme.

For det første tilkendegives, at man ønsker at bevare og værne de danske

skove. Dette sker i erkendelse af den store flersidige betydning, skovene

har. Forslaget sigter mod at forstærke lovens indflydelse på skovdriften,

både hvad angår træproduktionen og de miljømæssige hensyn.

Det bemærkes, at løvskov er den naturlige vegetationstype på en meget stor

del af landets areal, og at løvskoven - udover sin betydning for

træproduktion, beskæftigelse m.v. - tillige har væsentlig betydning som

levested for landets oprindelige flora og fauna. Det er en af grundene til,

at løvskoven søges beskyttet og fremmet med lovforslaget, som en integreret

del af det flersidige skovbrug.

Det er væsentligt, at der i formålsbestemmelsen desuden lægges vægt på

skovnaturens langsigtede stabilitet. Det sker i lovforslaget ved at fastlægge

fredskovsbegrebet som en arealreservation til skovbrugsformål og ved at

foreskrive, at fredskovsarealer skal benyttes til god skovdrift.

Lovforslaget sigter endvidere mod at forbedre strukturen i

skovbrugserhvervet. Det søges gennemført på flere måder f.eks. ved at påvirke

arronderingen og ejendomsstrukturen positivt og ved at præcisere Skov- og

Naturstyrelsens opgaver på det skovbrugsfaglige område.

Velfungerende skovbrugsejendomme, både i den offentlige og i den private

sektor, er en væsentlig forudsætning for, at skovene fortsat kan udbygges til

flersidig gavn for træproduktionen og for udvikling af skovenes miljømæssige

værdier.

Det er endvidere hensigten, at en ny lov kan medvirke til at forøge

skovarealet. Der er ikke egentlige tilplantningsbestemmelser i forslaget, men

ved hjælp af regionplanlægningen og forslagets § 9 kan skovloven i samspil

med en målrettet administration af anden lovgivning, bl.a. landbrugsloven,

forbedringsloven og planlægningslovene, danne baggrund for en egentlig

skovrejsningspolitik.

Skovrejsning tjener flere formål. På længere sigt kan landets afhængighed

af import af træ og træprodukter bringes ned, samtidig med at den

indenlandske træforarbejdende industri kan styrkes. Med en noget kortere

tidshorisont kan tilplantning medvirke til en række miljømæssige forbedringer

inden for de områder, der iøvrigt er nævnt i bemærkningerne til denne

bestemmelse.

Det er klart, at behovet for ny skov bør afbalanceres med de øvrige behov,

der kan tilgodeses ved samfundets arealforvaltning.

Det er hensigten med loven, at det statslige tilsyn med de private skove

skal styrkes kvalitativt. Det skal bl.a. ske ved i højere grad end i dag at

rådgive og informere om god skovdrift, både om de produktionsmæssige og de

miljømæssige sider derved.

Lovforslaget vedrører især fredskovspligtige arealer. I bl.a. kapitel 5 er

der dog regler, der også vedrører ikke-fredskovspligtige arealer.

I de tilfælde, hvor lovforslaget benytter ordet »skov« er der

tale om fredskovspligtige arealer samt om visse andre arealer, der også er

træbevoksede.

Som udgangspunkt er skove arealer, der er bevoksede med træarter, der kan

udvikle en højstammet vækst. Der kan være tale om hjemmehørende træarter som

bøg, eg eller ask, eller om indførte som ær, rødgran, sitkagran eller

juletræ- og pyntegrøntarterne.

Der vil dog i reglen også være et krav til arealets størrelse og

udstrækning for, at et træbevokset areal kan betegnes som skov. Mindre

arealer danner i mange tilfælde ikke basis for skov med tilstrækkelig

beskyttelse mod vind og udtørring, hvilket medfører, at højstammede træer

ikke udvikles, og at den flora og fauna, der hører hjemme i skove, ikke

indfinder sig. Denne situation vil i mange tilfælde foreligge, hvis skoven er

mindre end 0,5 ha, eller hvis den er meget smal, mindre end 20 m bred. I

sådanne tilfælde kan der desuden være tekniske problemer med at udnytte

træet.

Ad stk. 2

Det understreges, at formålsbestemmelsen lægger op til en flersidig

udnyttelse af skovene, hvor både de materielle og de immaterielle hensyn

tilgodeses.

Vægtningen af disse forskellige hensyn i forhold til hinanden er ikke den

samme overalt, men afhænger af de lokale behov, dyrkningsmuligheder m.v.

Skovdyrkningen skal sigte på at forøge træproduktionen og forbedre

dyrkningsgrundlaget. Bl.a. skal en øget selvforsyningsgrad med træprodukter

søges opnået. Siden omkring år 1900 er træproduktionen pr. arealenhed forøget

med ca. 1 pct. om året. Det skyldes tildels, at der ved anlæg af nye

bevoksninger er anvendt et stadigt højere ydende plantemateriale, og at

dyrkningen af de etablerede bevoksninger er forbedret. Det skyldes dog også,

at skovene er blevet mere sluttede - mere beskyttede - siden indfredningen af

dem i forrige århundrede. Herved er skovklimaet blevet bedre, og grundlaget

for en sikker og varieret skovdrift er blevet mere frodigt.

Landskabelige hensyn stiller bl.a. krav til skovenes ydre og indre rumlige

opbygning, dvs. stabile skovbryn og beskyttelse af heder, moser m.v. i

skovene.

Naturhistoriske hensyn kan f.eks. være sikring af gode levesteder for

plante- og dyrelivet og fastholdelse og forbedring af skovklimaet samt af et

varieret bevoksningsbillede med forskellige træarter af forskellige aldre - i

visse tilfælde etageret i de samme bevoksninger.

De kulturhistoriske hensyn er knyttet til bevaring af fortidsminder i

skovene samt enkelttræer eller bevoksninger af særlig interesse.

Med miljøbeskyttende hensyn tænkes f.eks. på forhold som beskyttelse af

skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod f.eks. nitratforurening og på

dæmpning af sandflugt og jordfygning.

Med hensyn til friluftslivet tænkes dels på publikums opholdsmuligheder i

skovene, dels på oplevelsesmulighederne.

Til § 2

Bestemmelsen er enslydende med § 2 i forslag I.

Ad Stk. 1

Forslaget om, at offentligt ejede skove skal tillægge landskabelige,

naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet særlig vægt, er nyt, men svarer til de opgaver, mange

offentlige skovejere hidtil har påtaget sig.

Med offentligt ejede skove menes skove, der ejes af staten, primær- og

amtskommunerne og folkekirken.

Statsskovene er i første række dem, der hører til Statsskovbruget under

Miljøministeriet.

Der lægges med bestemmelsen ikke op til, at hensynet til udnyttelse af

træproduktionen tilsidesættes i de offentlige skove. Det er væsentligt for

hele det danske skovbrug og for træindustrien, at der fortsat gennemføres en

betydelig erhvervsmæssig aktivitet i statsskovene.

Varetagelse af miljømæssige hensyn kan formindske driftsresultatet

betragteligt. For Statsskovbrugets vedkommende andrager det ca. 125 mill. kr.

om året. En mindre del af disse omkostninger er direkte udgifter til

publikumsfaciliteter m.v. Den største del er indirekte omkostninger i form af

manglende indtjening som følge af, at økonomisk set mindre interessante

bevoksninger, der f.eks. kan være bevokset med løvtræ i lang omdrift,

opretholdes i stort omfang, og at løvskovsarealet til stadighed udvides.

Hertil kommer, at Statsskovbruget har betydelige omkostninger ved drift og

pleje af værnskov i Vestjylland og af udyrkede arealer, der udgør ca. 1/3 af

det samlede areal.

En del kommuner har gennem tiderne opkøbt skove til glæde for frilufts- og

turistlivet. Det gælder f.eks. en række af de østjyske kommuner, der har

gjort en indsats for at bevare løvskove.

Skove under folkekirken udgøres ofte af mindre skove, især løvskove. Med

tilknytningen til kirkemiljøet kan de kulturhistorisk set være værdifulde, og

da skovdriften i nogle tilfælde har været ekstensiv, er de visse steder i

landet også naturhistorisk set værdifulde.

Ad Stk. 2

Ifølge stk. 2 skal der lægges vægt på udviklingsopgaver og

forsøgsvirksomhed i Statsskovbruget. Det skal fortsat ske i samarbejde med

andre myndigheders aktiviteter på området. Dette foregår allerede i dag, idet

en betragtelig del af de skovbrugsmæssige forsøgs- og forskningsaktiviteter

gennemføres på Statsskovbrugets arealer. Det drejer sig blandt andet om

bedømmelse af træarters vækstforhold, skovbehandling, forbedring af

skovteknikken, undersøgelse af luftforureningens betydning for trævækst og

vildtbiologiske studier. Disse aktiviteter er medvirkende til, at

driftsresultatet forringes i Statsskovbruget.

Statsskovbruget fastsatte i 1982 økologiske retningslinier, som indgår i

driftsplanlægningen for statsskovene. Heraf fremgår, at der på mange måder

kan tages hensyn til jorden og vandet, til bevoksningernes sammensætning og

til naturarealer i skovene.

Der gødskes eller kalkes kun i forbindelse med lavtproducerende nåleskov,

erstatningsgødskning i pyntegrøntbevoksninger etc. Ligeledes begrænses

anvendelse af herbicider, insekticider, fungicider m.v. til et minimum.

Ved flisning søges mest mulig af blad- og nålemassen samt små grene ladt

tilbage på jordbunden, idet disse ved forrådnelse giver et væsentligt bidrag

til næringsstofhusholdningen og humuslagets opbygning. Meget gamle humuslag

(mor, tørv) kan være af stor videnskabelig interesse og bør i en del tilfælde

ikke forstyrres. Ved valg af kulturteknik bør jordbearbejdning derfor

begrænses på sådanne jorder.

Større renafdrifter ved søer og og andre vådområder bør undgås. Gødskning

bør undgås i nærheden af alle former for naturarealer.

Sædvanligvis tilsigter skovdriften et varieret og stabilt skovbryn mod det

åbne land.

Særlig på let jord søges sammenskubning eller afbrænding af kvas undgået,

idet disse aktiviteter kan være medvirkende til en kraftig frigørelse af

kvælstof.

Gamle nåletræer (skovfyr, østrigsk fyr, lærk m.v.) kan bevares som

enkelttræer, hvor de ikke volder skade eller udgør en fare.

Sædvanligvis søges selvforyngelse i bøg gennemført. Indblanding af

længelevende nåletræer i foryngelserne er ønskelig.

Smålokaliteter, der er velegnede voksesteder for ask, lind og andre danske

løvtræarter, bør udnyttes hertil, evt. som holme eller indblanding. Hvor

naturlig undervækst under lystræer ikke indfinder sig, underplantes med

danske løvfældende arter. Enkelttræer og grupper af træer, især af eg,

bevares til høj levealder, evt. så længe de er levedygtige. Specielt skånes

redetræer, randtræer, træer langs veje og lignende.

Ellesumpe opretholdes, evt. ved stævning.

Åbne vandarealer bevares åbne, oprenses og friholdes for forurening.

Vandløb holdes gerne beskyggede.

I en del tilfælde opgives tidligere tiders dræningsforanstaltninger,

således at mindre søer genskabes.

Blødbundsarealer, der indgår i skovdriften, søges fortsat dyrket sådan, at

de bedst muligt tjener den omgivende skovbevoksning men uden intensive

afvandings- eller tilplantningsforanstaltninger.Vådbundsarealer i uplejet

eller ekstensivt plejet tilstand skal fortsat dyrkes på den måde.

Vådbundsarealer, der henligger i lysåben tilstand, bør opretholdes sådan.

Åbne arealer med spredt træ- og buskvækst (overdrev) opretholdes, om

nødvendigt ved holmevise plantninger eller ved stedvise rydninger.

Til kapitel 2 om fredskovspligt

Til § 3

Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring i stk. 1, nr.

7 - enslysende med § 3 i forslag I.

Den gældende lovs regler om, hvilke skove der er fredskovspligtige, findes

i § 1, der i 6 punkter opregner de fredskovspligtige skove.

I. Skove, der ved lovens ikrafttræden den 14. maj 1935 tilhørte staten,

kommuner, kirker, præsteembeder og offentlige stiftelser.

II. Skove i de sønderjyske landsdele, som fandtes på tidspunktet for

udstedelsen af skov- og jagtforordningen af 2. juli 1784.

III. Skove i den øvrige del af landet, som fandtes på tidspunktet for

udstedelse af forordning af 27. september 1805 om skovenes udskiftning,

vedligeholdelse og fredning i Kongeriget Danmark.

IV. Skove, der af hovedgårdsejere blev unddraget bondebrug i henhold til

udskiftningsforordningen af 8. juni 1787.

V. Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

VI. Skovstykker, der ved lovens ikrafttræden lå omgivet af eller dannede

forbindelse mellem skove, der er nævnt under II, III, IV eller V, eller som

udfyldte indskæringer i yderkanten af sådanne skove.

Forslaget til § 3 bygger i al væsentligt på den gældende lovs § 1, men der

er dog tale om såvel en præcisering som en udvidelse af denne.

De fredskovspligtige arealer skal som hovedregel holdes træbevoksede og

dyrkes i overensstemmelse med principperne for god skovdrift, jf. kapitel 3.

Det bemærkes, at arealer, hvorpå fredskovspligten er ophævet efter den

tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat er fritaget for

fredskovspligt, selv om de efter ordlyden falder ind under et eller flere af

punkterne, og selv om de fortsat bærer skov, jf. § 46, stk. 1.

Det tilføjes, at selvom skøde på en skovbevokset ejendom tidligere i

overensstemmelse med den gældende lovs § 1, jf. § 10, stk. 3, har fået

påtegning om, at der ikke findes fredskov på ejendommen, er skoven alligevel

fredskovspligtig, hvis den er omfattet af bestemmelserne i lovforslagets § 3.

En »negativ« skødepåtegning er nemlig ikke en tilladelse som nævnt

i § 46, stk. 1.

Ad Stk. 1

Ad nr. 1. Ifølge den gældende lovs § 1, I, er de offentligt ejede skove

fredskove, hvis de ved lovens ikrafttræden i 1935 tilhørte staten, kommuner,

kirker, præsteembeder eller offentlige stiftelser. Der foreslås en

ajourføring, så sådanne skove, bortset fra dem, der ejes af offentlige

stiftelser, jf. nr. 6, er fredskove, uanset hvornår de er erhvervet. Det

gælder således også skove, som erhverves i fremtiden, bortset fra de tilfælde

der er nævnt i stk. 4.

Ved skove, der tilhører staten, tænkes ikke blot på Statsskovbrugets skove

(under Miljøministeriet), men også på skove, der ejes af andre ministerier.

Ved kommuner forstås både amts- og primærkommuner.

Ved skove, der tilhører folkekirken, er der tænkt på de skove, der hører

til folkekirkens institutioner, herunder skove som menighedsrådene bestyrer.

Ad nr. 2. Bestemmelsen omfatter for det første ejendomme, hvor et skøde i

medfør af den gældende lovs § 10, stk. 3, har fået påtegning om

fredskovspligt, der herefter er noteret i tingbogen.

Bestemmelsen omfatter også ejendommene, hvor fredskovspligt i forbindelse

med matrikulære ændringer er blevet noteret i tingbogen på grundlag af en

udtalelse fra skovmyndighederne.

Desuden er ejendomme, der tidligere var vurderet med såkaldt

»skovskyldshartkorn«, noteret i tingbogen som fredskovspligtige,

jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 43 af 20. februar 1969 om bortfald af hartkorn og

matrikelskyld.

Endelig dækker bestemmelsen skove, for hvilke fredskovspligten er

konstateret efter de detaljerede regler i skovlovens afsnit C og derefter

noteret som fredskov i tingbogen.

I alle tilfælde er ejendommene dog som hovedregel fredskovspligtige i

medfør af en eller flere af de øvrige bestemmelser i den gældende lovs § 1

(eller lovforslagets § 3).

Ad nr. 3. Forslaget svarer til den gældende lovs § 1, III. Det omhandler

både de deklarationer, der er tinglyst i medfør af den tidligere lovgivning

og de deklarationer, der fremover oprettes i medfør af forslagets § 8.

Der er tre hovedtyper af fredskovsdeklarationer:

I. Deklarationer, der ubetinget pålægger arealet fredskovspligt.

II. Deklarationer, der betinget af statstilskud til tilplantningen (og

evt. også af bevoksningens egnethed som fredskov) pålægger arealet

fredskovspligt.

III. Tjenestestedsdeklarationer.

Ad I. Disse deklarationer er i dag de mest almindelige. De anvendes især

ved pålæggelse af fredskovspligt som vilkår for dispensation fra skovloven

(vederlagsarealer) eller for ophævelse af landbrugspligt. De omfatter normalt

kun mindre arealer, der ofte ligger i tilknytning til anden fredskov.

Ad II. Disse deklarationer er de såkaldte

»Hedeselskabs-deklarationer«, der omfatter næsten alle større

private plantageområder i Jylland.

I 1885 blev der indført en ordning, hvorefter staten kunne yde tilskud til

at oprette plantager ved Hedeselskabets medvirken på betingelse af, at ejeren

ved en tinglyst deklaration erklærede sig villig til at pålægge plantagen

fredskovspligt, også kaldet »A-plantager«.

I de ældste deklarationer blev fredskovspligten ikke alene betinget af, at

der blev ydet statstilskud til tilplantningen af større samlede arealer men

også af, at arealet af skovmyndighederne blev erklæret for egnet til at blive

bevaret som fredskov. I nyere deklarationer af denne art (fra ca. 1940 og

frem til begyndelsen af 1960'erne) har betingelsen alene været, at det

tilplantningsareal, hvortil der blev ydet statstilskud, var sammenhængende og

større end 2 1/2 ha.

I den sidste snes år er der ikke oprettet

»Hedeselskabs-deklarationer«.

For en stor del af »Hedeselskabs-deklarationerne« er der i

årenes løb tinglyst påtegning om endelig fredskovspligt, når betingelserne

herfor har været opfyldt, enten for hele det oprindelige deklarationsareal

eller for en (tilpas stor) del heraf. Men der resterer dog en del

deklarationer, hvor der endnu ikke er taget stilling til omfanget af endelig

fredskovspligt, jf. nr. 4.

Ad III. Tjenestestedsdeklarationer er ikke benyttet til at pålægge et

areal fredskovspligt efter den gældende lovs § 4, men ejerne har hermed

anerkendt, at arealet på et andet grundlag allerede er undergivet

fredskovspligt. Nemlig ved, at det er udlagt som tjenestejord til en person,

der er ansat i skoven, og af den ansatte anvendes til landbrug.

Disse deklarationer blev udarbejdet som følge af vedtagelsen af lov nr.

240 af 7. juni 1952 om visse landbrugsejendommes brug og overgang til

selveje, hvorefter en række landbrugsejendomme under godserne blev undergivet

særlige bestemmelser om brug, overgang til selveje m.m. Ifølge denne lov blev

skovtjenestesteder undtaget fra bestemmelserne, hvis fredskovspligten blev

anerkendt af ejeren. Samtidig blev landbrugspligten ophævet og i en række

tilfælde blev der foretaget samnotering med skovejendommen.

Mange af disse arealer er senere tilplantet og udgør nu en del af en skov.

Ad nr. 4. Bestemmelsen omhandler alene de såkaldte

»A-plantager«, se bemærkninger til nr. 3, Ad II.

Fredskovspligten er kun gældende for A-plantagernes bevoksede del samt

utilplantede arealer, der er en integreret del heraf, jf. stk. 3. Kommende

tilplantninger på deklarationsarealet, som kan karakteriseres som skov og

ikke blot som juletræskultur, vil blive fredskovspligtige, selv om der ikke

er ydet statstilskud. Se iøvrigt stk. 2.

Der er en anden type plantager, der er anlagt ved Hedeselskabets medvirken

og i et vist omfang med stattstilskud, kaldet »B-plantager«. Disse

er ikke pålagt hverken betinget eller endelig fredskovspligt, er altså ikke

fredskovsplantager, hvorfor de ikke er omfattet af bestemmelsen. Dog er visse

B-plantager i tidens løb pålagt fredskovspligt i forbindelse med

skødepåtegning.

Ad nr. 5. Forslaget svarer i det store og hele til den gældende lovs § 1,

II, A og B.

Efter bestemmelsen fastlægges fredskovspligt for en stor del af de private

skove på grundlag af, om der var skov eller træarter, som kan udvikles til

højstammede bevoksninger, i 1805, eller - for de sønderjyske landsdeles

vedkommende - i 1784. I de pågældende år trådte de forordninger om skove, der

er nævnt i de indledende bemærkninger til § 3, i kraft.

De sønderjyske landsdele er de landområder, der ved fredstraktaten i

Versailles af 28. juni 1919 blev overdraget til Danmark, jf. lov nr. 351 af

9. juli 1920 om indlemmelse af de sønderjyske landsdele i kongeriget.

Det kunne overvejes at opgive forbindelsen mellem fredskovspligten og de

gamle forordninger. Det skyldes bl.a., at det tilgængelige kortmateriale ofte

ikke viser forholdene for netop årene 1784 og 1805.

Det foreslås imidlertid at fastholde disse årstal først og fremmest af de

grunde, der er nævnt i indledningen til bemærkninger til § 4, stk. 1.

Ad nr. 6. Forslaget er identisk med den tilsvarende bestemmelse i den

gældende lovs § 1, I, om skove, der ved lovens ikrafttræden, det vil sige 14.

maj 1935, tilhørte offentlige stiftelser.

Ved offentlige stiftelser forstås, ligesom efter den gældende lov,

stiftelser, der er under offentligt tilsyn, og hvis midler ifølge fundatsen

skal komme en større, ubestemt kreds af personer til gode.

Sådanne skove har i det store og hele ikke været handlet, og der

forekommer derfor ikke skødepåtegninger til afgørelse af fredskovsforholdene.

Ad nr. 7. Bestemmelsen er en lovteknisk præcisering af den gældende lovs §

1, II, B, b. Denne omhandler skove, der er anlagt på de fæstebondejorder, som

godsejeren unddrog fra bondebrug i henhold til udskiftningsforordningen af

1787 og skovforordningen af 1805. I henhold til disse regler kunne

hovedgårdsejere unddrage fæstebondejord fra bønderne på betingelse af, at

arealerne blev tilplantet.

De majorater, der blev frigjort i henhold til lensafløsningsloven

(lovbekendtgørelse nr. 638 af 16. september 1986), var alle hovedgårde. Der

var tale om de såkaldte len (grevskaber og baronier), stamhuse og

fideikommisser, som omfatter en væsentlig del af de gamle, private godsskove.

Det antages, at en stor del af de gamle, private godsskove er

fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, b.

Ad nr. 8. Retspraksis har fastslået, at mange jyske egekrat og andre

naturskove er fredskovspligtige ifølge den gældende lovs § 1, II, B, a, men

det fremgår ikke klart af lovens tekst.

Der er i mange tilfælde knyttet naturvidenskabelige og/eller landskabelige

interesser til disse naturskove, jf. bemærkninger til lovforslagets § 17,

stk. 2.

Bestemmelsen omfatter, i modsætning til den gældende lov, egekrat uden

hensyn til deres alder.

De øvrige typer af naturskove, f.eks. bøgepur og klippeløkker vil oftest

være fredskovspligtige efter reglen i nr. 5.

Ad Stk. 2

Se bemærkningerne til stk. 1, nr. 3, ad II, og til nr. 4.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen svarer delvis til den gældende lovs § 6, stk. 5. Den

tilsigter at bevare de ikke-træbevoksede arealer, der som en del af skoven

udgør en landskabsmæssig naturlig sammenhæng med den egentlige

skovbevoksning. Som eksempel på sådanne arealer kan nævnes heder, moser og

strandenge uanset størrelsen heraf, jf. forslaget til § 17, stk. 3, og

bemærkninger dertil.

Bestemmelsen gælder desuden for (tidligere) tjenestejorder, samt for

klitter, marker og enge, der udgør en del af skovejendommen.

Veje, brandbælter og andre ubevoksede arealer, der er nødvendige for

skovdriften, er også omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen gælder kun for arealer, der ligger på samme ejendom som

skoven.

Ad Stk. 4

Når Jordbrugsdirektoratet under Landbrugsministeriet opkøber arealer i

forbindelse med en jordfordeling, sker det med henblik på snarlig videresalg

til private, jf. lov nr. 129 af 28. april 1955 om jordfordeling mellem

landejendomme (med senere ændringer). De skove, der i sådanne tilfælde

opkøbes, forbliver altså ikke i statsligt eje, hvorfor de foreslås undtaget

fra reglen i stk. 1, nr. 1, for at undgå, at fredskovspligten kan virke

hindrende for jordfordelingens gennemførelse.

Ad Stk. 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 2, stk. 1.

Til § 4

Bestemmelsen er enslydende med § 4 i forslag I.

Ad Stk. 1

Fredskovsbegrebet, der er et bærende element i lovforslaget, har i næsten

200 år været et særdeles stærkt redskab i landskabsforvaltningen, som har

sikret bevaring og udvidelse af de danske skove.

Det har været overvejet, om dette redskab yderligere kunne styrkes ved et

forslag om, at al skov er fredskov. Dette ville i realiteten være at opgive

fredskovsbegrebet.

Det antages, at den respekt, som i årenes løb har stået om begrebet, netop

skyldes, at der findes både skov, der er fredskovspligtig, og skov, der ikke

er fredskovspligtig.

Det formodes, at omkring 85 pct. af landets skove i dag er

fredskovspligtige.

Ved forslaget opretholdes fredskovsbegrebet, og det præciseres, at

fredskovspligt er en arealreservation, der er fastsat ved lov.

Heraf følger blandt andet, at fredskovspligten ikke viger for modstridende

bestemmelser i den fysiske planlægning i medfør af lands- og

regionplanlovene, kommuneplanloven eller andre love med

planlægningsbestemmelser.

Visse arealer er undergivet både fredskovspligt efter skovloven og

landbrugspligt efter landbrugsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 424 af 1. juli

1986. Ifølge landbrugslovens § 7a skal landbrugspligtige jorder udnyttes på

forsvarlig jordbrugsmæssig måde. Med visse mindre undtagelser anses skovbrug

ikke som jordbrugsmæssig udnyttelse. Landbrugsloven er dog ikke til hinder

for, at skovarealer, der fandtes før lovens ikrafttræden den 21. april 1967,

fortsat drives som skov. Landbrugspligtige skove, der også er fredskove, skal

drives efter skovlovens dyrkningsbestemmelser.

Landbrugsloven indeholder visse begrænsninger for, at landbrugspligtig

jord fremover indtages til (fred)skov. Ejeren af en landbrugsejendom kan

tilplante indtil 25 pct., dog højst 25 ha, af den del af ejendommen, der ikke

var tilplantet inden den 1. august 1973. Landbrugsministeren kan fastsætte

regler om yderligere skovtilplantning. Disse regler vedrører alene en

regulering af en egentlig skovtilplantning, da juletrækulturer på

landbrugspligtig jord ikke er omfattet af reglerne. Sådanne bevoksninger kan

dyrkes som en landbrugsafgrøde.

Sådanne skove er dog også omfattet af landbrugslovens regler om

hovederhverv, bopælspligt, uddannelseskrav, sammenlægning, forpagtning m.v. I

enkelte tilfælde, f.eks. i jordfordelingssager, kan det være en fordel, at

sådanne skove er undergivet samme reguleringer som landbrugsarealer.

I den overvejende del af sager, hvor arealer både er landbrugs- og

fredskovspligtige, kan dobbeltadministration forekomme. Blandt andet

Skovpolitisk Udvalg har påpeget dette.

I forbindelse med drøftelserne i Landbrugsministeriets Struktur- og

Planudvalg (2. delbetænkning, betænkning nr. 1145 af august 1988) har man

været inde på en tilsvarende problemstilling. Dette udvalg pegede således på

en løsning, hvorefter landbrugspligten opretholdes i forbindelse med

skovtilplantning i skovrejsningsområder, der udpeges i regionplanlægningen.

Derimod indstillede udvalget, at der i sådanne tilfælde meddeles dispensation

fra landbrugslovens regler om erhvervelse og om begrænsning af

skovtilplantning efter § 7 A.

Det præciseres, at fredskovspligtige arealer skal dyrkes efter

retningslinierne for god skovdrift, jf. lovforslagets kapitel 3.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen er central i lovforslaget.

At fredskovspligtig grund skal holdes bevokset med højstammede træer

medfører først og fremmest, at der herved produceres træ af den bedst mulige

kvalitet til industriel udnyttelse. Det gælder såvel træ til finer, møbler,

husbyggeri, skibsbyggeri m.v., som til papir og spånplader. Dette indebærer,

at den bedste lønsomhed ved dyrkning af skovtræer i reglen sker ved

højskovsdrift. Blandt andre fordele ved højstammet skov er, at sådan skov kan

have betydelige landskabelige og naturhistoriske kvaliteter. Der tænkes her

ikke blot på de »nationale« højstammede løvskove, men også på andre

skovtyper.

Forslaget er forenklet i forhold til den gældende lovs § 6, stk. 1. Heri

er det desuden anført, at der skal være træer af en sådan art og beskaffenhed

samt i et sådant antal, at den beskrevne bevoksningstilstand udvikles i

skovene. Dette er nu indeholdt i lovforslagets § 15.

Da hverken juletræer eller energiskov danner højstammede træer indenfor et

rimeligt tidsrum, idet de som led i dyrkningen afhugges forinden, er sådanne

kulturer ikke tilladt i fredskov efter den gældende skovlov. Lovforslaget

legaliserer dyrkning af juletræer, se § 15, stk. 2.

Ad stk. 3

Blandt de arealer, der er omfattet af bestemmelsens første led, kan f.eks.

nævnes veje, brandbælter, skovplanteskoler og vildtagre.

Til § 5

Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring - enslydende

med § 5 i forslag I.

Bestemmelsen er ny.

Der er eksempler på, at skov er ryddet, uden at det forinden er klarlagt,

om der var tale om et fredskovspligtigt areal eller ej. Med reglen fastslås,

at spørgsmålet om fredskovspligt skal være afklaret forinden.

Forslaget skal sammenholdes med § 24. Dette indebærer, at selv om ejeren

godtgør, at skoven ikke er fredskovspligtig, må den ikke uden tilladelse

overgå til anden anvendelse i 10 års-perioden efter et ejerskifte, jf. § 24.

Til § 6

Bestemmelsen er enslydende med § 6 i forslag I.

Den foreslåede fortrinsstilling for fredskovspligt i forhold til andre

rettigheder er nødvendig til sikring mod, at fredskovspligten udslettes i

tilfælde af tvangsauktion. En tilsvarende bestemmelse i den gældende lovs § 3

omfatter kun de fredskove, der fandtes ved lovens ikrafttræden. Derudover

findes i lovens § 4, stk. 1, en bestemmelse, hvorefter pålæggelse af

fredskovspligt ved deklaration forudsætter panthavernes samtykke.

Normalt kan pålæggelse af fredskovspligt ikke bringe pantesikkerheden i

fare, men kravet om panthaversamtykke medfører, at alle pantebreve i en

ejendom skal forsynes med tinglyste respektpåtegninger, når der lægges

fredskovspligt på et areal, f.eks. et vederlagsareal for ophævelse af

fredskovspligt et andet sted. Den foreslåede bestemmelse vil forenkle

administrationen.

Der findes tilsvarende bestemmelser i § 10 i lov om by- og landzoner

(lovbekendtgørelse nr. 446 af 3. oktober 1985) og i § 10 i lov om råstoffer

(lovbekendtgørelse nr. 617 af 24. september 1987).

Fredskovspligt er med denne regel ikke til hinder for ekspropriation.

Ekspropriationen som sådan tilsidesætter dog heller ikke fredskovspligten.

Til § 7

Bestemmelsen er enslydende med § 7 i forslag I.

Ad Stk. 1

Forslaget træder i stedet for reglerne i den gældende lovs §§ 24 - 33 om

fredskovskonstatering.

Forenklingen indebærer, at der administrativt kan træffes afgørelser om

fredskovspligt uden iagttagelse af de komplicerede regler i den gældende lov

om fremlægning, indvarsling m.m.

Da skovloven blev vedtaget i 1935, var det hensigten, at al fredskovspligt

i løbet af ca. 50 år skulle fremgå af tingbogen. Skødepåtegningsordningen i

den gældende lovs § 10, stk. 3, skulle medvirke hertil. Dette mål er dog ikke

nået, selv om en betydelig del af fredskovene er noteret efter denne

bestemmelse.

Efter en lovændring i 1949 blev den retskredsvise fredskovskonstatering

indledt for at fremskynde processen, men i midten af 1960'erne blev arbejdet

indstillet, da det var for ressourcekrævende. Arbejdet var da afsluttet i kun

ca. en trediedel af landet ved udstedelse af bekendtgørelser om

skødepåtegningsordningens bortfald i de pågældende retskredse, der iøvrigt

ikke hører til de skovrigeste.

Forholdet er senere kompliceret af, at der i 1970'erne blev foretaget en

del omlægninger af retskredsene, så det i dag kan kræve betydelige

arkivstudier for at fastlægge, hvor ordningen gælder.

Den foreslåede bestemmelse lægger op til, at skovmyndighederne snarest får

afsluttet gennemgang og notering af de fredskovspligtige arealer (det, der i

den gældende lov omtales som fredskovskonstatering). Der sigtes mod en

styrkelse af retssikkerheden på området, sådan at alle ved hjælp af tingbog

eller matrikel kan gøre sig klart, om der på en given ejendom er tale om

fredskovspligtige arealer eller ej.

En afgørelse af, at et areal er fredskovspligtigt, må naturligvis baseres

på de kriterier, der er nævnt i § 3. Afgørelsen skal træffes af Skov- og

Naturstyrelsen. Hvis ejeren anser afgørelsen for at være forkert - og evt.

sidder inde med relevant materiale - kan der, som ved tilsvarende

administrative afgørelser, klages til miljøministeren. I sidste ende kan

sagen om nødvendigt indbringes for domstolene.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 1, IV, men er i et

vist omfang vidererækkende.

Forslaget har flere formål. Dels at undgå visse tvivlstilfælde, der kan

optræde i forbindelse med afgrænsning af fredskovspligt i en skov, der

indeholder skovstykker, som efter reglerne i § 3, stk. 1, ikke er

fredskovspligtige. Dels at undgå forskellige nabogener og gener for den

»egentlige« fredskov, som kan opstå, hvis en ikke-fredskovspligtig

del af en skov ryddes uden hensyn til den øvrige del.

Bestemmelsen er ikke begrænset til kun at angå skovstykker, der findes ved

lovens ikrafttræden. Den vil endvidere finde anvendelse på skovstykker, der

anlægges i fremtiden.

Med arronderer, der er et skovbrugsfagligt udtryk, menes enhver form for

udvidelse af en skov, der medfører, at skovens yderkant bliver mere afrundet.

Længden af skovens yderkant formindskes altså i forhold til arealet, når

arronderingen forbedres.

For at bestemmelsen kan finde anvendelse, må den ikke-fredskovspligtige

del tydeligt skulle udgøre en del af skoven som topografisk enhed. Der kan

altså ikke være tale om at pålægge f.eks. ikke-fredskovspligtige

juletræsarealer fredskovspligt, før de har nået en betydelig højde, 10 m

eller mere. Juletræer anses derfor fortsat som en landbrugsafgrøde.

Det er ikke nogen betingelse, at disse skovstykker ligger på samme ejendom

som den »egentlige« fredskov.

Reglen vil blive administreret efter retningslinier, der udarbejdes efter

at Skovrådet har udtalt sig, jf. § 42, stk. 1, nr. 4.

Ad Stk. 3

Efter gennemgang og afgørelse af fredskovspligt påhviler det

skovmyndighederne til oplysning for både nuværende og kommende skovejere at

få foretaget notering herom i tingbogen og i matriklen.

At visse brugere m. fl. skal underrettes om afgørelsen skal ses i lyset af

deres mulighed for at udnytte deres klageret. De brugere, der tænkes på, er

sådanne, som har en egentlig personlig og/eller økonomisk interesse i

spørgsmålet, om skoven er fredskovspligtig, eller ej. Det kan f.eks. være en

forpagter, mens f.eks. en jagtlejer ikke er omfattet af bestemmelsen.

Til § 8

Bestemmelsen er enslydende med § 8 i forslag I.

Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 4, stk. 1, men er dog mere

detaljeret end denne.

For at nye fredskove bedst muligt kan komme til at tilgodese kravene i

kapitel 3 om god skovdrift, kan der i deklarationen fastsættes bestemmelser

om arealets tilplantning, træartsvalg, kulturmetoder, løvtræbælter og

lignende.

For at et areal kan være egnet til at blive pålagt fredskovspligt, skal

bl.a. følgende kriterier tillægges vægt: bonitet, arealstørrelse,

arrondering, nærhed til anden fredskov, landskabelig virkning, miljø- og

grundvandsbeskyttelse samt -forbedring, hensyn til friluftslivet,

naturgenopretning m.v.

Der er i en række amtskommuner og kommuner redegjort for disse forhold i

regionplanlægningen og kommuneplanlægningen. Det vil være

skovlovmyndighedernes opgave at administrere reglen i overensstemmelse med

denne planlægning.

Bestemmelsen gælder ikke kun tilfælde, hvor en ejer af egen drift lægger

fredskovspligt på et areal. Den gælder tilsvarende i tilfælde, hvor der af

skovmyndighederne stilles krav om et vederlagsareal, jf. forslagets § 14.

Reglen kan bl.a. anvendes i forbindelse med skovrejsning, jf. dog

forslagets § 9.

Fredskovsdeklarationen skal have Skov- og Naturstyrelsen som

påtaleberettiget. Det kan - ligesom efter den gældende praksis - bestemmes i

tilladelsen, at fredskovsdeklarationen skal indeholde et kort, der er

udarbejdet af en landinspektør, og som viser beliggenheden af det

fredskovspligtige areal. Hvis deklarationsarealet er en del af et matr. nr.,

kan det desuden bestemmes, at grænserne for det fredskovspligtige areal

markeres af en landinspektør.

Pålæggelse af fredskovspligt er en offentligretlig servitut, der ikke

kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.

Hvis arealet er landbrugspligtigt, skal tilplantning og pålæggelse af

fredskovspligt tillige ske inden for de rammer, der er fastsat i

landbrugsloven.

Bestemmelsen i stk. 2 om sikkerhedsstillelse er en fast praksis, der

hermed foreslås lovfæstet. Den tilsigter at skabe sikkerhed for, at arealer,

der indtages til fredskov, inden for en rimelig tid kommer i skovdrift.

Til § 9

Bestemmelsen er ny i forhold til forslag I.

Bestemmelsen er indarbejdet i skovlovforslaget som følge af anbefalingerne

i 2. delbetænkning fra Landbrugsministeriets Struktur- og Planudvalg

(betænkning nr. 1145 af august 1988).

Efter regeringsbeslutning blev Struktur- og Planudvalget nedsat under

Landbrugsministeriet d. 25. marts 1987. Udvalget fik til opgave at udarbejde

oplæg til:

1) gennemførelse af EF's sociostrukturelle foranstaltninger i Danmark,

2) ændringer i Landbrugsministeriets lovgivning og administrative praksis,

der måtte være nødvendige til regeringens samlede strategi for de marginale

jorder og

3) indholdet af den fremtidige planlægning, navnlig i sammenhæng med

overvejelserne under punkterne 1 og 2.

Arbejdet vedrørende gennemførelsen af EF's sociostrukturelle

foranstaltninger blev foreløbigt afsluttet med udvalgets delbetænkning 1

(betænkning nr. 1122 af september 1987). Denne delbetænkning dannede baggrund

for fremsættelse af forslag til lov om ændring af lov om støtte til

forbedring af strukturen og effektiviteten i jordbruget af 18. februar 1988

(L 215, Folketingsåret 1987/88, 1. samling). Dette lovforslag bortfaldt med

udskrivelse af folketingsvalget, der blev afholdt d. 10. maj 1988.

Det nu bortfaldne forslag til ændring af »forbedringsloven«

indeholdt forskellige regler om støtte til skovtilplantning på private

ejendomme. Imidlertid har udvalget arbejdet videre med spørgsmålet om

skovrejsning.

Et centralt punkt i 2. delbetænkning fra Struktur- og Planudvalget er, at

der i regionplanlægningen på baggrund af bl.a. landbrugs- og

fredningsplanlægningerne udpeges flg. 3 områdekategorier i det åbne land:

A. Skovrejsningsområder, hvor tilplantning i særlig grad ønskes fremmet,

B. områder inden for hvilke skovtilplantning er uønsket.

C. de øvrige områder.

Der vil blive indarbejdet en særlig hjemmel i lands- og regionplanlovene

til at udarbejde retningslinier på baggrund af 2. delbetænkning fra Struktur-

og Planudvalget for denne planlægning i samarbejde mellem Landbrugs- og

Miljøministrene.

Områdeudpegningen kan være retningsgivende for administrationen af en lang

række love, herunder skovloven, landbrugsloven, forbedringsloven,

jordfordelingsloven, naturfredningsloven og udstykningsloven. Således sigtes

på flere områder mod, at besværlig og dyr enkeltsagsadministration afløses af

generelle regler. Dette kan formodentlig især gennemføres i områderne A og B.

I område C tænkes især arronderingsforbedrende tilplantninger, støttet gennem

administrationen af den relevante lovgivning, herunder skovloven.

Som følge heraf vil der i skovrejsningsområderne kunne pålægges

fredskovspligt efter forslaget i § 9 som betingelse for statstilskud til

tilplantning efter forbedringsloven eller anden lovgivning. Det kan ske ved

notering i tingbog og matrikel og ved underrettelse af ejeren.

Ved pålæggelse af fredskovspligt efter § 9 forudsættes ikke en egentlig

fredskovsdeklaration som efter § 8, stk. 1. Det skyldes, at de generelle

regler for god skovdrift, jf. kapitel 3, og de vilkår, der kan stilles for at

yde statstilskud, anses for tilstrækkelige til at imødekomme både hensyn til

en stor og værdifuld træproduktion og til at varetage de forskellige

miljømæssige forhold i de nye skove. I vilkårene for statstilskud efter

forbedringsloven vil der således kunne stilles krav om etablering af skovbryn

- fortrinsvis med løvtræer og buske - og der vil gennem differentiering af

tilskudssatserne kunne tilvejebringes særlige incitamenter til etablering af

velarronderede skove og til etablering af skove med en stor andel af løvtræ

efter nærmere aftale mellem Landbrugs- og Miljøministerierne. En sådan

støtteordning vil desuden være et incitament for at opbygge større skove.

Til § 10

Bestemmelsen er enslydende med § 9 i forslag I.

Stk. 1 afløser den gældende lovs § 5, der taler om at »fritage for

fredskovspligt«. I administrationen har man imidlertid altid benyttet

udtrykket »ophæve fredskovspligt«, der hermed foreslås som lovens

udtryk.

Ifølge praksis ophæver man så at sige aldrig fredskovspligten på enklaver

i skov. Begrundelsen er, at hvis enklaver er undtaget fra fredskovspligt og

derfor frit kan ryddes, kan det blive meget generende for den resterende del

af skoven.

Årsagerne til ansøgninger om ophævelse af fredskovspligt er mangeartede.

Der kan f.eks. være tale om landbrugsmæssig dyrkning, byggeri, forskellige

offentlige anlæg m.m.

Hvor vækstforholdene er ringest, kan det være formålstjenligt at ophæve

fredskovspligten på mindre plantager, der ligger uden sammenhæng med anden

fredskov. Den gældende lov giver ved § 5, a), mulighed for, at

fredskovspligten ophæves, hvis skovens dårlige form, ringe størrelse eller

naturforholdene kan begrunde det. Denne bestemmelse har dog sjældent været

benyttet. Det er hensigten at styrke adgangen til at ophæve fredskovspligten

på skove, der ikke opfylder nævneværdige formål. Der vil i sådanne tilfælde

normalt ikke blive stillet krav om vederlagsareal.

I mange tilfælde er der dog tale om nåletræsplantager, der ved

konvertering til løvtræ (f.eks. eg) kan bidrage til naturgenopretning i de

pågældende egne. I sådanne tilfælde kan tilskud efter reglerne i kapitel 4

komme på tale.

Stk. 2 afløser den gældende lovs § 7, stk. 2, om suspension af

fredskovspligten. Ansøgninger herom kan have forskellige formål, som f.eks.

anlæg af dyrehaver og lystskove.

Både ved ophævelse af fredskovspligt efter stk. 1 og ved suspension af

fredskovspligt efter stk. 2 foretages der en afvejning af væsentligheden af

den påtænkte ikke-skovdriftsmæssige anvendelse og hensynet til at fortsætte

skovdriften, herunder hensynet til de miljømæssige forhold.

Samtidig skal den afvejning, der forventes gennemført i

regionplanlægningen, jf. § 9, tilgodeses.

Ved ophævelse eller suspension af fredskovspligt kan der blive stillet

vilkår for tilladelsen. Ved ophævelse og i en række tilfælde ved suspension

af fredskovspligt kan der stilles krav om vederlagsareal, se § 14 og

bemærkninger dertil. Ved suspension af fredskovspligt vil der også blive

stillet vilkår om arealernes gentilplantning ved periodens ophør, ligesom der

kan stilles krav om sikkerhedsstillelse.

Til § 11

Bestemmelsen er enslydende med § 10 i forslag I.

I den gældende lov findes ikke en regel, der udtrykkeligt svarer til denne

bestemmelse. Der er hidtil indfortolket et forbud mod bygninger m.v. i den

gældende lovs § 6, stk. 1, hvorefter skovgrunden skal holdes bevokset med

højstammede træer. Heraf følger, at der ikke må være bygninger og anlæg på

grunden udover dem, der er nødvendige for skovdriften.

For at være driftsmæssigt nødvendige skal bygninger, veje m.v. tjene

skovdriften og ikke f.eks. jagt eller landbrugsmæssige formål.

For at en beboelsesbygning kan være nødvendig, skal den bebos af en

person, der ejer skoven eller har sin hovedbeskæftigelse i skoven. På grund

af skovenes forskelligartethed kan der ikke angives en bestemt

arealstørrelse, der gør et beboelseshus nødvendigt. Normalt forudsætter det

et bevokset areal på mindst 100 ha. Hvis vækstforholdene er ringe, vil den

nødvendige mindste arealstørrelse være større end 100 ha.

I skove, hvor der bruges traktor, kan en mindre garage være en nødvendig

driftsbygning. I skove over ca. 50 ha kan maskinhuse være nødvendige.

Blandt de anlæg, som omfattes af forbuddet, kan nævnes for skovdriften

uvedkommende veje, lossepladser, affaldsdepoter, luftledninger og

rørledninger, hvorimod skydeplatforme, foderhuse, læsseramper og lignende

anses for at være anlæg, der er nødvendige for skovdriften.

Det er fast praksis, at landbrugsbygninger på kombinerede land- og

skovbrugsejendomme skal placeres på den del af ejendommen, der ikke er

fredskovspligtig. Opførelse af landbrugsbygninger i fredskov kan derfor kun

ske med tilladelse efter reglen i § 13.

Ligeledes kræver fritidsanlæg tilladelse efter denne regel.

Det bemærkes, at opførelse af bygninger i landzone normalt også kræver

tilladelse efter by- og landzoneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 446 af 3.

oktober 1985.

Det foreslåede forbud mod terrænændringer, der f.eks. kan omfatte

råstofindvinding, er begrundet i kulturhistoriske, naturhistoriske,

dyrkningsmæssige og landskabelige hensyn.

Til § 12

Bestemmelsen er - bortset fra en mindre redaktionel ændring - enslydende

med § 11 i forslag I.

Bestemmelsen afløser udstykningslovens § 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af

6. januar 1977. Ifølge denne bestemmelse må »samlede

fredskovstrækninger« ikke udstykkes i mindre lodder end 50 ha.

Bestemmelsen sigter på at bevare skovarealet på ejendomme, der - for så

vidt angår skovarealet - er så store, at der er baggrund for erhvervsmæssig

skovdrift.

Begrundelsen for ikke at indlægge nogen fast arealgrænse i loven er, at

man derved opnår muligheden for en smidigere administration. Herefter vil det

være op til den kommende administration af loven i hvert enkelt tilfælde at

skønne, hvorvidt en ansøgning om udstykning af fredskov kan imødekommes.

Dette skøn kan variere over tid og sted, afhængigt af om der - f.eks. under

hensyntagen til den skovteknologiske udvikling - er grundlag for

erhvervsmæssig skovdrift.

Ved udstykning af mindre parceller, som f.eks. nedlagte skovtjenestesteder

med tilhørende haver, anlægges der dog andre betragtninger, bl.a. om

parcellen er beliggende i skovens udkant, har adgang til en offentligt

tilgængelig vej m.v. Desuden er det afgørende i sådanne sager, at et

skovtjenestehus ikke på længere sigt forventes at blive nødvendigt for

driften af den pågældende skov. I disse tilfælde gives

»udstykningstilladelsen« som regel ved at ophæve fredskovspligten

på den parcel, der ønskes udstykket, jf. lovforslagets § 10, stk. 1.

Der kan dispenseres fra reglen efter § 13. Der sigtes med disse regler mod

en mere smidig administration af udstykningssager vedrørende erhvervsmæssige

skovejendomme for at undgå uhensigtsmæssige resultater af en skarp

arealgrænse. Ved administrationen af reglen og af dispensationer efter § 13

vil der i de konkrete sager blive lagt vægt på at opretholde og forbedre

strukturen både af større og mindre skovbrug.

Ved »samlede fredskovsstrækninger« har man navnlig tænkt på

sammenhængende fredskovsarealer til forskel fra isoleret beliggende

fredskovsarealer. Grænsen mellem sammenhængende skovarealer og isoleret

beliggende skovarealer er dog ikke skarp. Ved bedømmelsen af, om der er tale

om en samlet fredskovsstrækning, kan mange forskellige forhold være af

betydning udover afstanden.

Reglen omfatter desuden omdeling og skelforandring, jf. udstykningslovens

§ 18.

Til § 13

Bestemmelsen er - bortset fra mindre redaktionelle ændringer - enslydende

med § 12 i forslag I.

Der henvises til bemærkningerne til § 11, § 12 og § 14.

Til § 14

Bestemmelsen er - bortset fra mindre redaktionelle ændringer - enslydende

med § 13 i forslag I.

Det har gennem tiderne været fast praksis, at fredskovspligt kun blev

ophævet mod udlæggelse af et kompenserende vederlagsareal, medmindre der er

tale om et areal af ubetydelig størrelse.

Suspension af fredskovspligt betinges efter praksis normalt også af et

vederlagsareal, hvis enten den midlertidige anvendelse af skoven varigt

forringer arealets egnethed til skovdrift, eller den strækker sig over mere

end 10 år.

Ordet »vederlagsareal« nævnes ikke i den gældende lov. I

administrationen har man imidlertid altid brugt det, hvorfor det nu foreslås

som lovens udtryk.

Den praksis, der hermed foreslås lovfæstet, har været et værn for landets

fredskove. Opfyldelse af kravet om vederlagsareal er i mange tilfælde

forbundet med besvær og omkostninger. Derfor afholder det givetvis mange fra

at overveje at anvende fredskov til andet end skovdrift, idet det er

almindeligt kendt, at det kræver udlæggelse af vederlagsareal. Normalt kræves

der et vederlagsareal, som er 10-15 pct. større end arealet, hvorpå

fredskovspligten ønskes ophævet.

Denne praksis har hidtil også været den overvejende hovedregel i sager,

der angår mindre arealer. Af mange årsager kan der være grund til fremover at

lempe den noget for mindre arealers vedkommende. Bl.a. står det

administrative besvær og omkostningerne i disse sager - både hos myndigheder

og private - ofte ikke mål med den beskedne stigning i skovarealet, der

opnås. Der er også grund til at opgive kravet om vederlagsareal, når

fredskovspligten ophæves eller suspenderes, fordi arealet ikke er egnet til

skovdrift.

Kravet om vederlagsareal fremsættes normalt også som kompensation for et

ubevokset fredskovsareal, f.eks. et tidligere tjenestehus med have, der

ønskes udstykket og frasolgt. I disse tilfælde kræves der normalt et

vederlagsareal, der er mindst dobbelt så stort som det udstykkede areal.

Det afhænger af de konkrete omstændigheder om en tilladelse efter § 13

betinges af et vederlagsareal.

I ældre praksis tillod man næsten aldrig, at bevoksede arealer anvendtes

som vederlagsarealer. Synspunktet var det, at landets skovareal sædvanligvis

formindskes, når fredskovspligten bliver ophævet, og at denne formindskelse

ikke bliver kompenseret, medmindre der sker en nyplantning.

Der skete i 1960'erne et mindre skred i retning af at godkende bevoksede

vederlagsarealer.

Normalt skal et bevokset vederlagsareal ifølge den gældende praksis dog

være ca. dobbelt så stort som et ubevokset.

Om betingelserne for at lægge fredskovspligt på et areal henvises til § 8

og bemærkninger dertil.

Forslaget giver mulighed for, at der fastsættes nærmere regler om

vederlagsareal. Der kan bl.a. fastsættes regler om vederlagsarealets

størrelse, om at et vederlagsareal på længere sigt kan yde en træproduktion,

der er mindst lige så stor som produktionen på det areal, hvorpå

fredskovspligten ophæves eller suspenderes, eller at der ikke kræves

vederlagsareal for ophævelse af fredskovspligt på små, uvæsentlige

skovstykker.

Forslaget er ikke til hinder for, at der etableres en

»puljeordning«, dvs. en ordning, der tilsigter at etablere større

skovstykker med flere, mindre vederlagsarealer. Udover de skovbrugsmæssige

fordele ved at etablere en puljeordning kan det tænkes, at ordningen kan være

en lettelse for de ejere, der tilpligtes at udlægge vederlagsarealer, og som

måske ikke selv råder over passende jord hertil.

Hidtil har man normalt krævet, at vederlagsarealer på mindre end 10 ha

skulle grænse op til anden fredskov. Der kan være grund til fremover at lempe

denne praksis og acceptere fritliggende vederlagsarealer, der er mindre end

10 ha under forudsætning af, at de tilplantes med overvejende løvskov.

Reglen forhindrer ikke, at der også kan stilles andre vilkår for

tilladelser efter § 10 og § 13.

Til kapitel 3 om god skovdrift

I dette kapitel præciseres rammerne for god skovdrift. Det er væsentligt,

at god skovdrift reflekterer såvel de lokale forhold som den skovbrugsfaglige

viden og kunnen, der til enhver tid gør sig gældende i landets

skovbrugserhverv. Dansk skovbrug er på flere områder langt fremme, også på

internationalt plan, og det er vigtigt, at skovloven medvirker til at

fastholde denne position.

Det er centralt for skovdyrkningen, at der knyttes nær forbindelse mellem

de skovbrugsfaglige forsknings- og udviklingsinstitutioner og det praktiske

arbejde i skovene.

Skovbrugsforskningen er koncentreret om en række institutioner.

For det første forskes der i skovbrugets primære produktion, dvs.

trævæksten i skovene og de andre goder, herunder de miljømæssige forbedringer

bredt betragtet, der kommer deraf. De centrale institutioner på dette område

er Skovbrugsinstituttet ved Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole under

Undervisningsministeriet samt Statens Forstlige Forsøgsvæsen under

Landbrugsministeriet. På det skovbrugsgenetiske område er Landbohøjskolens

Arboret en central institution.

For det andet sker der et udviklingsarbejde omkring den sekundære

produktion, dvs. udnyttelsen af træprodukterne fra skovene. Her deltager

Skovbrugsinstituttet, Skovteknisk Institut (ATV) og Skovskolen under

Landbrugsministeriet.

For det tredie arbejdes der med forbedring af den tertiære produktion i

skovbruget, dvs. træprodukternes videreforarbejdning. Udover

Skovbrugsinstituttet og Skovskolen er de to teknologiske institutter aktive

på dette område.

På alle tre niveauer af skovbrugsmæssig forskning gennemføres tillige

aktiviteter med henblik på samarbejde med udviklingslandene. Den nationale

skovbrugsforskning og -udvikling har således også et perspektiv udover

landets grænser.

Det er et væsentligt sigte med lovforslaget, at denne aktivitet, der er

fordelt på forskellige institutioner, fastholder og udbygger forbindelsen til

skovdyrkningen i offentlige og private skove.

Det gøres på flere måder, bl.a. ved at understrege, at Skov- og

Naturstyrelsen har en opgave som igangsætter for det samlede skovbrugserhverv

i forbindelse med udviklings- og forsøgsvirksomhed, og ved at styrelsen

desuden har en opgave med formidling af oplysninger om skovbrugsforhold.

Endvidere bør styrelsen fortsat medvirke til, at de øvrige formidlende

institutioner i skovbruget kan styrke deres mulighed for at opfylde deres

opgaver. Der tænkes bl.a. på Skovskolens og Skovteknisk Instituts udadvendte

kursus- og undervisningsvirksomhed samt på skovdyrkerforeningernes, Dansk

Skovforenings og Hedeselskabets aktiviteter.

Til § 15

Bestemmelsen er enslydende med § 14 i forslag I.

Reglerne i forslaget til § 15 er de elementære skovdyrkningsbestemmelser.

De er ikke, som det kendes fra enkelte andre lande, særligt detaljerede. De

angiver visse overordnede principper for god skovdrift. Af denne grund er en

overtrædelse af bestemmelserne ikke direkte strafsanktioneret, jf. § 43.

Tilsidesættelse af reglerne om god skovdrift kan medføre påbud i henhold til

§ 31. Overtrædes påbuddet, kan der ved dom pålægges bøder, hugstbegrænsninger

eller overtagelse af driften.

Ad Stk. 1

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov. Som udgangspunkt

gælder den kun i fredskov, jf. § 3. Om anvendelsen i ikke-fredskov, se dog §

24.

Ad nr. 1. Der skal ske tilplantning, hvis selvforyngelse ikke anvendes.

Grundlæggende for bestemmelsen er, at plantematerialet, der benyttes til

frembringelse af ny bevoksning, en »kultur«, i det mindste skal

være et godt alternativ til selvforyngelse.

Ved tilplantning fordeles unge træer jævnt over arealet sådan, at der kan

udvikles højstammet skov. Der skal plantes, hvis selvforyngelse ikke

fremkommer eller ikke er af tilstrækkelig god kvalitet.

Når en bevoksning forynges, skal det vurderes, om den eksisterende

bevoksning er af en sådan art og beskaffenhed, at selvforyngelse er en

forstlig tilfredstillende måde at etablere en ny bevoksning på.

Såning kan også benyttes til at frembringe en kultur. Ofte vil såning

»i marken« dog indebære en ringere udnyttelse af frømaterialet, end

hvis planterne bliver fremelsket i en planteskole.

Der lægges med denne bestemmelse ikke op til, at selvforyngelse skal

foretrækkes. Arbejdet med genetisk forædling af plantemateriale til

skovbrugsformål er omfattende, og der bør lægges vægt på at drage nytte

heraf.

Der henvises i øvrigt til reglerne i Landbrugsministeriets bekendtgørelse

nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med forstligt formeringsmateriale, jf.

lov nr. 534 af 13. december 1972 om handel med frø, såsæd, læggekartofler og

planter. I henhold til denne skal frø og planter til skovbruget for de

væsentligste arter være godkendt til forstlige formål. Bekendtgørelsen

fastsætter desuden reglerne for »kåring« af frøavlsbevoksninger og

frøplantager til brug for skovbrugets planteforsyning.

Hertil kommer, at planternes friskhed ved plantningen og kvaliteten af den

forudgående jordbearbejdning er af stor betydning.

Ad nr. 2. Bestemmelsen søger at sikre, at bevoksninger kommer vel igennem

kultur- og småplantestadiet på kortest mulig tid. Det kræver ofte renholdelse

af kulturerne, normalt ad mekanisk vej. I visse tilfælde kan kemisk

ukrudtsbekæmpelse komme på tale. Der kan også være tale om beskyttelse af

kulturplanterne mod angreb af svampe, insekter eller højerestående dyr.

Ad nr. 3. For de fleste bevoksninger med en normal bevoksningshistorie er

tynding af betydning for udviklingen i mellemaldrende og sene

udviklingsstadier. Det gælder både spørgsmålet om at koncentrere

bevoksningens samlede tilvækst på et rimeligt antal enkelttræer og at sikre

bevoksningernes stabilitet og sundhed. Reglen fastslår således, at tyndinger

normalt skal gennemføres en eller flere gange i en bevoksnings liv.

Tyndingsarbejdets praktiske gennemførelse er også vigtig, herunder ikke

mindst anvendelse af skovmaskiner. Vejledningsarbejdet må lægge særlig vægt

på tyndingsmetoder, der skåner de blivende træer mod barkafskrabninger og

rodskader og skovjorden mod sammentrykning (traktose).

Tyndingsfrie bevoksningstyper kan i enkelte tilfælde være relevante, også

i fredskov. Det gælder f.eks., hvor marginaljord tilplantes, og hvor sigtet

med den første tilplantning blot er at udvikle et skovklima indenfor rimelig

tid.

Ad nr. 4. Ifølge bestemmelsen må foryngelseshugster af bevoksninger ikke

finde sted, før den kan betegnes som moden, hvilket i granbevoksninger vil

sige ganske betydeligt senere, end man normalt høster juletræer.

Hugstmodenhed kan ikke præciseres til en eksakt alder for givne

bevoksningstyper. Som rettesnor kan sættes, at hugstmodenhed indtræffer, før

bevoksningen går i opløsning og omkring det tidspunkt, hvor den kvantitative

tilvækst stagnerer.

Foryngelsestidspunktet for den enkelte bevoksning afhænger tillige af dens

placering i forhold til nabobevoksningerne, den pågældende bevoksnings

betydning af immateriel art m.m.

Foryngelseshugst af en bevoksning kan strække sig over en årrække, idet

skovklimaet fra den gamle bevoksning udnyttes til at fremme udviklingen af

den nye bevoksning, f.eks. ved selvforyngelse eller ved skærm- og

randforyngelser.

Ad nr. 5. Der tænkes især på hensynet til opbygning af en skov, der bedst

muligt værner bevoksningerne mod vind og udtørring.

Renafdrift, stormfald og skader i en bevoksning kan i mange tilfælde

forringe omkringstående bevoksninger. Det er medvirkende til, at det er meget

væsentligt med et helhedssyn og en langsigtet planlægning af skovdriften.

Denne regel lægger bl.a. op til, at der foretages planlægning af

skovdriften, dvs. især af foryngelseshugsterne. Driftsplanlægning gennemføres

med 10-15 års mellemrum for næsten alle offentlige skove og for en meget stor

del af de større private skove. Lovforslaget lægger op til, at denne

aktivitet styrkes også for mindre private skove og sådan, at de langsigtede

hensyn i skovdriften, herunder de økonomiske, og hensynet til stabilitet og

variation i den rumlige opbygning af skovene sikres.

Som vilkår for tilladelser eller i forbindelse med påbud i henhold til

loven kan der stilles krav om, at der udarbejdes en plan for skovens drift,

som tinglyses på ejendommen.

Ad nr. 6. Da skovenes salgsprodukter ved langvarig henliggen i skoven kan

give anledning til opformering af skadevoldende insekter m.v., skal de

fjernes snarest efter oparbejdning. Undladelse heraf kan mindske

salgsprodukternes værdi og i visse tilfælde påføre nabobevoksninger sygdomme.

I modsætning hertil kan grene, kviste og andre trædele, der ikke sælges,

efterlades i skoven. De kan gennem forrådnelse give et værdifuldt bidrag til

jordbundsopbygningen, mikroklimaet m.v.

Ad nr. 7. Med bestemmelsen tænkes både på de produktionsmæssige og på de

økologiske og andre miljømæssige forhold ved skovdyrkningen.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen om juletræer og pyntegrønt i kort omdrift er ny. Drift af

juletræer og pyntegrønt på en sådan måde, at bevoksningerne ryddes - måske

gang på gang - før de blot tilnærmelsesvist udgør højstammet skov, er ikke

tilladt efter den gældende lov. Administrationen har imidlertid accepteret,

at juletræer og pyntegrønt i kort omdrift i stigende omfang er indgået i

skovdriften. Begrundelsen herfor har været, at en sådan drift økonomisk set

ofte har været betydeligt mere fordelagtig end traditionel vedproduktion.

Denne driftsform har derfor medvirket til at holde økonomien sammen i mange

skovejendomme, hvilket også har betydning for varetagelse af måske

tabsgivende miljøhensyn i privatskove. Produktionsværdien af juletræer og

pyntegrønt udgør mere end 300 mill. kr. om året, og begge produktioner er

arbejdskraftintensive og beskæftigelsesfremmende.

Skovdyrkningsmæssigt kan denne drift i visse tilfælde være en fordel. Med

deres betydeligt kortere omdriftstid kan en sådan kultur benyttes til at

bryde et bevoksningsbillede, der er ensaldrende for at fordele de

vedproducerende bevoksninger på flere aldersklasser.

Ud fra landskabelige hensyn må denne driftsform anses for mere

hjemmehørende i skovene end i det åbne land.

Almindelig dyrkning af pyntegrønt i lang omdrift udvikler højstammede

træer og er derfor umiddelbart tilladt.

På denne baggrund foreslås dyrkning af juletræer og pyntegrønt i kort

omdrift tilladt på op til 10 pct. af skovens areal. Det tilsigtes med denne

meget enkle regel, at det ikke skal være nødvendigt med registreringer og

omfattende kontrolforanstaltninger og deraf følgende belastning for private

og myndigheder.

Den foreslåede regel vil være gældende uanset om et areal udover at være

fredskovspligtigt også er landbrugspligtigt.

For de ejendomme, der ved lovens ikrafttræden dyrker mere end 10 pct. af

arealet med juletræer og pyntegrønt i kort omdrift, gælder en

overgangsordning, jf. § 46, stk. 4.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen om benyttelse af bjergfyr svarer stort set til den gældende

lovs § 6, stk. 3.

Det bemærkes, at bjergfyrbevoksninger i visse tilfælde ikke opfylder så

væsentlige formål, at fortsat opretholdelse af fredskovpligt kan begrundes. I

sådanne tilfælde kan der være tale om at ophæve fredskovpligten uden krav om

vederlagsareal efter lovforslagets § 10.

Til § 16

Bestemmelsen er enslydende med § 15 i forslag I.

Reglen afløser den gældende lovs § 4, stk. 2. Der foreslås dog den

ændring, at der kan gennemføres fredninger, hvor også andre end landskabelige

hensyn taler derfor, og at det er skovmyndighederne og ikke ejeren, der

opretter deklarationen. Der er tale om en offentligretlig servitut, der ikke

kræver samtykke fra kommunalbestyrelsen efter kommuneplanlovens § 36.

Den hidtil gældende regel har været benyttet af skovejere i mange tilfælde

- ikke alene til at frede enkelte grupper af træer, men også til at

gennemføre fredninger for endog ret store skovarealer, især med

løvtrædominans. Interessen for sådanne skovfredninger har formodentlig været

vigende i de senere år, dels fordi begrænsningerne i ejerens handlefrihed

ikke er fulgt op af økonomiske kompensationer, dels fordi fredningerne ikke

er fulgt op med en tilstrækkelig pleje.

Med disse skovfredninger kan skovejere medvirke til at bevare og beskytte

miljøet i skovene.

Reglen skal ses som et supplement til fredninger efter

naturfredningsloven, hvis bestemmelser herom normalt vil blive søgt udnyttet,

når der er tale om større arealer.

Til § 17

Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 16

i forslag I.

Ad Stk. 1

Reglen er ny i forhold til den gældende skovlov.

Skovbryn er karakteriseret ved en stor variation i arter af urter, buske

og løvtræer - i mange tilfælde småtræer af egnstypiske arter - og er dermed

normalt let at adskille fra den bagved værende produktionsbevoksning, som

typisk består af en eller nogle få træarter. I skovbrynet kan buske og træer

ofte have meget forskellig alder, mens produktionsbevoksningen bagved i

reglen er ensaldrende.

Reglen omfatter hele skovbrynet, det vil sige såvel træerne som de buske,

der hører til randzonen mellem skoven og arealet udenfor.

Bevaringen sker ved, at brynet plejes med henblik på opnåelse af høj

stabilitet. Det medfører, at der skal gentilplantes med nye løvtræer og

buske, når de ældre går til eller fældes, medmindre der sker selvforyngelse.

Det er af betydning for skovdyrkningen, at et stabilt og robust skovbryn

af løvtræer og buske bevares. Skovbryn har en vis betydning som forebyggelse

mod stormfald. Det forudsætter dog, at der gennemføres en aktiv hugst i

bevoksningerne bagved. Stabile skovbryn medvirker til at mindske vind og træk

- forhold, der kan forringe både træproduktionen og miljøet.

Skovbrynet er en del af skoven, der opleves af mange som den visuelt

betydningsfulde del af landskabet, det er. Endvidere er skovbryn væsentlige

for dyre- og plantelivet, og bl.a. af denne grund er disse

bevoksningselementer naturhistorisk værdifulde og interessante for

friluftslivet.

Reglen omfatter kun skovbryn af løvtræer og buske, der findes ved skovenes

ydergrænser. Løvtræbælter i skovene - det gælder ikke mindst i plantager på

tørre egne - har også betydning for skovenes rumlige opbygning, men reglen

omfatter ikke disse.

Reglen er ikke til hinder for, at skove udvides ved tilplantning uden for

skovbrynet, hvorved der kan skabes et nyt skovbryn, der herefter bliver

omfattet af reglen, se bl.a. bemærkninger til lovforslagets § 9.

Ad Stk. 2

Reglen om fredning af egekrat er ny i forhold til den gældende skovlov.

Den gældende skovlov er ikke til hinder for, at fredskovspligtigt egekrat

konverteres til andre træarter. Sådanne konverteringer forekommer, selv om

der ikke er indlysende økonomiske eller miljømæssige fordele forbundet

dermed.

Egekrat findes navnlig i Midt- og Vestjylland. Egekrat består af vintereg,

stilkeg og krydsninger derimellem, og har en karakteristisk bundflora. Det er

en biotop, der hørte til tidligere tiders hedebrug. Mange egekrat er således

opdelt i måske meget smalle parceller, der med års mellemrum har været

benyttet til gærdselshugst af de enkelte brug.

Jordbunden i egekrat er i mange tilfælde blevet udpint. Indblæsning af

gødning fra omkringliggende landbrugsarealer kan derfor forrykke

næringsstofbalancen i egekrat sådan, at den naturlige tilstand vanskeligt kan

bevares.

Egekrat skal med den foreslåede bestemmelse fortsat gennemhugges med års

mellemrum. Ejeren kan søge arbejdet gennemført ved en plejeaftale, f.eks. med

statsskovdistriktet i henhold til lovforslagets § 21.

Reglen er ikke til hinder for, at egekrat ved naturlig vækst vokser op til

egentlig højstammet egeskov. Andre træarter kan indfinde sig heri, f.eks.

birk eller i visse tilfælde lind o.a.

Reglen bør følges op af en registrering af egekrat og evt. andre

naturskove samt en plan for deres pleje (herunder stævning) og beskyttelse.

Flere amtskommuner har allerede taget denne opgave op.

Det kan også være af interesse at opretholde tilstanden i f.eks. bøgepur,

ellekrat eller klippeløkker. Det kan ske efter reglerne i §§ 10 stk. 2, og

21, eller ved fredning efter naturfredningsloven.

Ad Stk. 3

Den foreslåede regel er en udvidelse af den gældende lovs § 6, stk. 5,

hvorefter ejeren har ret til at bevare de klit- og hedearealer, enge, moser,

strandbredder og lignende, der hører til fredskov, medmindre de tilplantes.

Med den foreslåede regel fredes søer, vandløb, moser, heder, strandenge og

strandsumpe, når de nævnte naturtypers areal er mindre end de nedre

arealgrænser, der er gældende efter naturfredningslovens §§ 43 ff. De

naturtyper, der her er tale om, er fredskovspligtige, hvis de hører til

fredskove i henhold til forslagets § 3, stk. 3.

Reglen omfatter kun sådanne naturtyper, der er naturligt forekommende.

Hvis lignende arealer ønskes kunstigt anlagt, skal der forinden indhentes

tilladelse efter § 10 stk. 2.

Ad stk. 4

Bestemmelsen er indeholdt i den gældende lovs § 6, stk. 5.

Ad Stk. 5

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 17, men er dog en udvidelse,

idet enhver form for dyrehold, bl.a. hjortefarme, er omfattet af

lovforslaget.

Bestemmelsen forekommer allerede i 1805-forordningen som en del af

bestræbelserne på at adskille landbruget fra skovbruget. Begrundelsen er, at

husdyr og andre tætte bestande af dyr kan skade nye bevoksninger og - i

sværere tilfælde - tillige ældre træer.

Forbuddet mod dyrehold gælder ikke alene de husdyr, der findes i dansk

landbrug, såsom kvæg, heste, svin og får, men også dyrearter, der i det

fremmede er husdyr, uden de hidtil har været anvendt som sådan herhjemme,

såsom æsler, muldyr, lamaer m.v.

Ad Stk. 6

Bestemmelsen omfatter den tilfældige, uorganiserede hensmiden af

overflødige genstande. Egentlige lossepladser, affaldsdepoter og lignende er

anlæg, der omfattes af reglen i § 11.

Bestemmelsen skal sammenholdes med naturfredningslovens § 63, stk. 1,

hvorefter der ikke uden ejerens tilladelse må henkastes eller anbringes

affald eller lignende på fremmed ejendom.

Forslaget gælder - i modsætning til naturfredningsloven - henkastning af

affald på både fremmed og egen ejendom.

Til § 18

»Særlige grunde« kan være meget forskelligartede. Der kan ved

dispensation fra § 15 stk. 1, være tale om hensyn til en eller flere af de

forskellige miljømæssige eller forsøgsmæssige opgaver for skovbruget, jf. §

1.

Der kan også være tale om opbygning af ny skov på marginaljord, hvor de

dyrkningsmæssige og økonomiske forudsætninger i første generationbevoksninger

kan være mere beskedne end sædvanligt.

»Særlige grunde« ved dispensation fra § 15, stk. 2, kan f.eks.

være tilfælde, hvor navnlig mindre skovejendomme ikke giver baggrund for en

rationel drift af juletræs- og pyntegrøntarealer med de begrænsninger, der

følger af reglen.

»Særlige grunde« ved dispensation fra § 17 kan f.eks. være

tilfælde, hvor udsætning af dyrearter kan have betydning for skovdriften. Det

kan gælde yngre (nåletræ-)bevoksninger, hvor husdyr kan være af betydning for

bekæmpelse af ukrudt.

Til kapitel 4 om fremme af løvskov m.m.

Til §§ 19-20

Bestemmelserne er enslydende med §§ 18-19 i forslag I.

Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov.

Ifølge den gældende skovlovs § 6, stk. 2, skal skovtilsynet påse, at

løvskoven ikke forsvinder. Hvis det dog alligevel er ved at ske, og der ikke

kan opnås en mindelig ordning med ejeren, skal skovtilsynet indstille til

Statens Skovnævn, at der rejses sag efter naturfredningsloven om fredning af

løvskoven. Reglen, som nærmest har karakter af en hensigtserklæring, har

næsten aldrig været benyttet.

Baggrunden for at indføre en støtteordning til fremme af løvskov er, at

løvskovarealet i Danmark siden ca. 1930 har været i tilbagegang.

Tilbagegangen har været knyttet til de gunstige vækstlokaliteter i de

østlige landsdele, hvor løvskoven førhen har været helt dominerende og trods

alt fortsat udgør størstedelen af skovenes bevoksning.

I disse landsdele er ca. en trediedel af bøgearealet forsvundet i

perioden. Det er en markant udvikling, fordi det må ses i lyset af, at

perioden kun svarer til halvdelen af bøgetræers normale levetid. Det vil med

andre ord sige, at på mere end halvdelen af de arealer, hvor bøg er fældet,

er den erstattet af andre træarter.

Siden 1950 er denne udvikling delvis modvirket af, at andre løvtræer har

vundet terræn i et omfang, der svarer til ca. halvdelen af det bøgeareal, der

er forsvundet i perioden.

I de nordlige og vestlige landsdele har navnlig egen vundet større

udbredelse i den samme periode, men løvtræet er stadig ret sporadisk

forekommende i disse landsdeles nåleskov. Samtidig er der i stort omfang

plantet ny nåleskov her, således at løvtræet i dag syner langt mindre end

før.

På landsplan er det samlede løvskovareal siden ca. 1930 blevet reduceret

med 7-8 pct. i absolut mål og med ca. 20 pct. i relativt mål. Denne udvikling

har ledt til bekymring for løvskovens fremtid på langt sigt.

Der foreslås med lovforslaget en ordning om tilskud til fremme af løvskov

for at sikre en række samfundsmæssige goder, der ikke i tilstrækkelig grad

vil blive beskyttet, hvis skovdriften alene skal baseres på rent

privatøkonomiske hensyn.

Løvskovens samfundsmæssige betydning kan samles under 2 hovedoverskrifter:

- løvskovens betydning for den fremtidige produktion af træ og

træprodukter, herunder for selvforsyning og beskæftigelse, og

- løvskovens ikke-materielle betydning, dvs. løvskovens betydning for

friluftslivet og for naturhusholdningen.

Med hensyn til løvskovens betydning for produktionen af træ og

træprodukter kan nævnes.:

Internationale konsekvensanalyser for forsyningsmulighederne i de næste

30-40 år inden for forskellige træproduktgrupper, der selvsagt skal tages med

betydeligt forbehold, viser bl.a., at der i fremtiden vil ske en stigende

efterspørgsel efter løvtræet, set i relation til nåletræet. Det skyldes dels,

at løvtræveddets særlige egenskaber vil blive mere efterspurgt, dels at

udbuddet af løvtræved fra især den tredie verdens lande forventes at blive

mindre.

Under danske klimaforhold kan plantning af løvtræ fremfor nåletræ næppe

alene forsvares ud fra træforsyningsmæssige hensyn, da der er tale om

virkninger på så langt sigt, at prognosegrundlaget er for usikkert. Det

væsentligste argument for at tage overordnet stilling til det fremtidige

produktudbud fra skovbruget er ønsket om at sikre alsidighed i

sammensætningen af den indenlandske træproduktion på meget langt sigt. Og

skal den sikres, skal det gøres nu!

Den værditilvækst, der finder sted ved forædling af råtræet, består af

merværdi og det arbejdskraftforbrug, der medgår ved forarbejdningen.

Værditilvæksten ved forarbejdning af løvtræ er betydeligt større end ved

forarbejdning af nåletræ. Det gælder uanset, om måleenheden er

produktionsværdi, valutabidrag eller den beskæftigelse, der er knyttet til

forarbejdningen. Det er således beregnet, at bøgens (løvtræets)

samfundsmæssige beskæftigelsesmængde i dag er mindst halvanden gang større

end granens pr. enhed råtræ. Samfundet har derfor en produktionsmæssig

interesse i at opretholde løvskovbruget.

Med hensyn til løvskovens særlige betydning for friluftslivet kan nævnes:

Befolkningen foretrækker løvskov fremfor nåleskov, og især foretrækkes

bøgen, vor nationaltræart. Ikke mindst anses løvtræer og buske i skovbryn for

at være værdifulde, landskabeligt set.

Undersøgelser viser da også, at løvskoven - og især den ældre - er mere

indbydende for friluftsmæssige aktiviteter end nåleskoven. Der er flere

oplevelsesmuligheder i en (ældre) løvskov end i en nåleskov. Og miljøet i en

løvskov opfattes sædvanligvis mere tiltrækkende og indbydende end i en

nåleskov. Imidlertid har friluftslivet også ønsker om variation i skovene.

Det gælder ikke alene et ønske om forskellige bevoksningsaldre, men også om

forskellige træarter, herunder både løv- og nåletræbevoksninger i skovene. En

sådan variation er ikke blot til glæde for friluftslivet, men også for f.eks.

dyre- og plantelivet i skovene.

Den landskabelige virkning giver løvskoven - måske især bøgeskoven - en

kulturhistorisk betydning for vort land. De karakteristiske, velarronderede

skovbryn med de bagved værende høje, slanke løvtræer (søjlehaller), der

stedvist strækker sig helt ud mod sund og bælt, er en betydningsfuld del af

det danske landskab, som giver især bøgen sin nationale betydning.

Desuden skal det bemærkes, at der i gammel løvskov, hvor der gennem

tiderne næsten ikke eller måske slet ikke har været foretaget dybgående

jordbehandling, ofte er bevaret en relativ stor mængde jordfaste

fortidsminder, f.eks. gravhøje, højryggede agre m.v. Og da sådanne gamle

bevoksninger ofte er forholdsvis åbne, er fortidsminderne både meget synlige

og let tilgængelige.

Endelig skal følgende nævnes med hensyn til løvskovens særlige betydning

for naturhusholdningen:

Det er ofte påpeget, at løvskoven tit er mere artsrig end nåleskoven, og

at løvskoven er et værdifuldt levested for mange dyre- og plantearter. F.eks.

vil en ældre løvtræbevoksning kunne have omkring 3 gange så mange

fugleindivider som en ældre nåletræbevoksning.

Det er dog af væsentlig betydning, hvordan løvskoven ser ud. Yngre løvskov

vil sjældent være mere økologisk værdifuld end granskov. Det er den ældre,

lysåbne løvskov, der især har de mange dyre- og plantearter.

Og her må nævnes, at helt gamle bevoksninger med træer, der er ved at gå i

forfald, har en særlig naturvidenskabelig betydning. I hullerne i disse træer

holder dyr til, der ikke kan leve andre steder, f.eks. hulrugende fugle,

flagermus og mange sjældne insekter.

Med en løvskovstøtteordning som den, der foreslås i lovforslaget,

beskyttes disse træer ikke direkte, men ordningen sigter mod, at der fortsat

ved etablering af unge bevoksninger vil komme gamle træer. En egentlig

beskyttelse af disse må enten ske ved at indgå en plejeaftale med ejeren

efter § 20 i lovforslaget eller ved at frede efter naturfredningsloven.

Løvskovbrynene har en særlig betydning for dyre- og plantelivet. Som

biotop betragtet er løvskovbryn nogle af de mest artsrige i landet, og der

findes dyre- og plantearter, der er særegne her.

For grundvandet kan der påvises visse fordele ved løvskov, idet der ofte

siver lidt mere vand ned fra løvskov end fra nåleskov, bl.a. fordi løvskoven

ikke transpirerer i den kølige del af året, sådan som den stedsegrønne

nåleskov gør det.

Disse ikke-sammenlignelige forhold udgør de fleste af løvskovenes

samfundsmæssige værdier, som gør, at samfundet bør sikre, at løvskoven til

stadighed vil have en tilpas indplacering i det samlede danske

skovbrugsbillede. Problemet er, at ikke alle de nævnte samfundsmæssige

værdier giver økonomisk afkast til skovejeren.

Den foreslåede tilskudsordning er formuleret på baggrund af danske

undersøgelser. De viser bl.a., at tilskud til etableringen af nye

løvskovbevoksninger vil give samfundet det bedste resultat på lang sigt af

den investering, som samfundet under alle omstændigheder må foretage i en

ordning til fremme af løvskov.

Som en foreløbig målsætning for tilskudsordningen sættes, at løvtræarealet

når op på det niveau, det havde i 1923, da der var mest i nyere tid, ca.

150.000 ha. Af dette areal udgjorde løvskovarealet i privatskovene ca.

120.000 ha. Med tilskudsordningen sigtes med andre ord mod, at løvskovarealet

i private skove forøges over en årrække fra de nuværende ca. 106.000 ha til

ca. 120.000 ha.

Der er tale om at bevare eller forøge det samlede løvskovareal med sunde,

produktive bevoksninger i alle aldersklasser, hvor betydningen for

friluftslivet og naturhusholdningen fortsat kan øges, hvor den

råtræforarbejdende industri til stadighed kan forvente træ af høj kvalitet,

og hvor der til stadighed vil være mulighed for yderligere at beskytte eller

frede særlige løvtræbevoksninger, hvor specifikke hensyn til friluftslivet

eller naturhusholdningen skal tages.

Der vil formodentlig være en positiv effekt over hele landet men med visse

regionale forskelle. I den sydøstlige del af landet, hvor især rødgran har

vist sig at være ustabil, forventes der at komme stor interesse for støtte

til navnlig bøgekultivering, men også til anlæg af ege- og askebevoksninger.

I den vestlige og centrale del af Jylland forventes der at komme en del

interesse for anlæg af egebevoksninger og stabiliserende og

landskabsforskønnende skovbryn.

Der sigtes mod, at ca. halvdelen af etableringen af løvtræbevoksninger

skal være bøg, ca. en fjerdedel eg og resten andre løvtræarter.

Tilskudsordningen sigter især på at fremme bøg, eg og ask, men også mindre

udbredte hjemmehørende træarter som lind, navr, avnbøg og spidsløn, og

eventuelt elm, ær, birk og poppel.

For at nå den målsætning, der er nævnt, er det nødvendigt, at der i

gennemsnit etableres 1.000-1.200 ha løvtræbevoksninger om året i de private

skove. Dette er lidt mere end en fordobling af den etablering af nye

løvskovbevoksninger, der fremgik af skovstatistikken i 1976. Der skal

fastholdes en rolig udviklingstakt. Det skyldes bl.a., at det er væsentligt,

at planteskolesektoren er i stand til at forsyne skovene med en tilstrækkelig

mængde planter af tilpas kvalitet.

Fra en skovbrugsfaglig synsvinkel er det vigtigt, at en støtteordning for

løvtræ formuleres sådan, at den virker med og ikke imod de sædvanlige

naturmæssige og markedsmæssige forudsætninger og mekanismer, der styrer

dispositionerne i skovdriften. Hermed tænkes bl.a. på påvirkning af

prisdannelsen for f.eks. skovplanter, ødelæggelse af omkostningsbevidstheden

ved kulturanlæg, forvridning af de dyrkningsfaglige rutiner osv.

Det er desuden væsentligt, at en støtteordning til ny løvskov ikke

fratager de private ejere initiativ og dermed lyst til at dyrke løvskov. En

modvillig indstilling fra skovejere og -administratorer kan ikke undgå at

give et væsentligt tilbageslag for befolkningens natur- og friluftsmæssige

interesser i de private skove. En vellykket naturpolitik for skovenes

vedkommende må derfor nødvendigvis baseres på et samarbejde med ejerne af

dette landskabs- og naturelement. En støtteordning skal derfor - udover

tilskud til nye bevoksninger - rumme støtte til sikring af frø og planter,

samt støtte til forskning i og udvikling af løvskovdyrkningen.

En støtteordning for etablering af nye bevoksninger af løvtræ vil være et

direkte instrument til at få en mere jævn aldersklassefordeling, der er

nødvendig for at bevare løvskoven på længere sigt. Ordningen forventes ikke

at medføre en kraftigere afvikling af de ældre bevoksninger. Det skyldes, at

de økonomiske ressourcer, der findes i disse bevoksninger, ofte er så

betydningsfulde for de enkelte ejere, at ganske andre forhold, herunder

generationsskifte m.v., er bestemmende for deres eventuelle afvikling.

Ordningen vil blive administreret sådan, at den hviler på en frivillighed

fra ejerens side. Det vil sige, at ejeren skal tilskyndes til at søge om

midler til løvtrædyrkning, fordi han med et tilskud anser løvtræ for at være

fordelagtig. Den eneste forudsætning er, at arealet er fredskovspligtigt.

Støttebeløb kan alene ydes til etablering af løvtræarter, der på stedet er

i stand til at udvikle højstammede bevoksninger, og som iøvrigt opfylder

lovforslagets krav om god skovdrift. Ved etablering og retablering af

løvskovbryn ydes desuden støtte til buske.

Som udgangspunkt skal der ydes et tilskudsbeløb pr. arealenhed uanset

bonitet, udstrækning m.v. Satserne vil formodentlig variere mellem ca. 5.000

kr. og ca. 15.000 kr. pr. ha afhængigt af løvtræart, kulturmetodik,

beliggenhed og eventuelt andre forhold. I tilfælde af misligholdelse giver §

34 mulighed for, at staten kan kræve beløbet tilbagebetalt.

I tilfælde, hvor der gives tilskud til etablering af ydre løvskovbryn, vil

disse blive omfattet af bevaringsreglen i lovforslagets § 17, stk. 1.

Støtte vil alene blive ydet til genplantninger i eksisterende fredskove.

Støtte til andre former for tilplantning på private arealer vil blive ydet

med hjemmel i Landbrugsministeriets lovgivning.

Det vil blive en betingelse for ydelse af støttebeløb til skovejere, at

plantematerialet, med mindre der er tale om selvforyngelse eller brug af egne

planter, opfylder kravene til forstligt formeringsmateriale, jf.

Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 150 af 31. marts 1981 om handel med

forstligt formeringsmateriale (udstedt efter lov nr. 534 af 13. december 1972

om handel med frø, såsæd, læggekartofler og planter).

Forudsætningen for, at løvtræskove kan bevares som væsentlige produktions-

og landskabselementer, er, at der frembringes en tilpas mængde planter af

rimelig kvalitet. Heri ligger f.eks.

at statsskovene fortsat bevarer, fornyer og beskytter bevoksninger, der

kan afgive et godt frømateriale,

at tilsvarende bevoksninger bevares, fornyes og beskyttes i private skove,

at opformeringsanlæg især i form af frøproduktionsarealer, frøplantager

eller vegetativ formering opprioriteres, og

at der fortsat lægges vægt på forsyningen fra gode og velafprøvede

frøkilder.

Der vil efter den foreslåede løvskovstøtteordning også blive ydet støtte

til foranstaltninger, der indirekte virker for fremme af løvskov. Det drejer

sig dels om leverancer eller produktion af frø- og/eller plantemateriale af

løvtræarter, dvs. til frøimport-, frøforarbejdnings- og

planteskolevirksomheder, dels om forsknings- og udviklingsvirksomhed til gavn

for løvskovdyrkningen.

Når ordningen har været i kraft i ca. 10 år, forudsættes dens virkninger

vurderet i relation til målsætningen og i relation til de samfundsmæssige

nyttevirkninger iøvrigt. Hvis det viser sig, at ordningen ikke fungerer

tilfredsstillende, vil den blive justeret.

De regler, der fastsættes efter § 20, om tilskud til de 3 formål, der er

nævnt i § 19, stk. 2, vil i vidt omfang basere sig på de betragtninger, der

er nævnt ovenfor. Reglerne vil ikke alene blive baseret på produktionsmæssige

betragtninger, men også på miljømæssige. F.eks. sådan, at en ejer i

forbindelse med forhåndstilsagn om tilskud kan tilpligtes at lade et antal

gamle træer stå tilbage efter den tidligere bevoksnings afdrift, også efter

at de er gået ud. Herved kan værdifulde levesteder for en række insekter og

fugle sikres.

Om eventuel tilbagebetaling af tilskud henvises til § 34.

Til § 21

Bestemmelsen er enslydende med § 20 i forslag I.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov. Der er tale om en

opfølgning af bl.a. den handlingsplan, miljøministeren i marts 1987 har

fremlagt om marginaljorderne. Heri er nævnt, at det offentlige kan træffe

aftaler med private ejere om at give tilskud til eller overtage driften af

arealer med særlig miljømæssig interesse.

Da bestemmelsen anfører, at en sådan overtagelse af driften sker ved

aftale mellem ejeren og skovmyndigheden, kan der i visse tilfælde være tale

om at yde ejeren økonomisk kompensation derfor.

Amtskommuner og kommuner kan på tilsvarende vis indgå plejeaftaler med

private indenfor rammerne af lov om kommunernes styrelse. Handlingsplanerne

for marginaljorderne lægger bl.a. op til, at denne indsats styrkes i

fremtiden.

Til Kapitel 5 om ejerskifte m.m.

Til § 22

Bestemmelsen er enslydende med § 21 i forslag I.

Stk. 1 skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 1, 1. pkt., og

stk. 3. Ifølge § 10, stk. 1, 1. pkt. skal ethvert køb af skov straks meddeles

til skovtilsynet. Ifølge stk. 3 skal skøder på ejendomme uden for byerne

indeholde en sælgererklæring om, hvorvidt der findes skov eller

fredskovspligtig grund på ejendommen. I bekræftende fald skal skødet - før

det anmeldes til tinglysning - påtegnes af skovtilsynet om, hvorvidt og

hvilke arealer der er fredskov.

Ved hjælp af skødepåtegningsordningen er der siden 1935 noteret meget

fredskov i tingbogen. Ordningen er imidlertid en væsentlig belastning for

både private og myndigheder i forbindelse med berigtigelse af

ejendomshandler. Hertil kommer, at den teknologiske udvikling ved oprettelsen

af edb-matriklen og udviklingen af Bygge og Bolig Registeret (BBR) - og som

følge heraf af kommunernes ejendomsregistre - på lidt længere sigt forventes

at give statsskovdistrikterne og andre myndigheder væsentlig lettere adgang

til ejeroplysninger.

Det er dog en væsentlig forudsætning for lovforslaget, at noteringen af

fredskovspligt i tingbog og matrikel tilendebringes, jf. forslagets § 7, stk.

1, og bemærkninger dertil.

På denne baggrund foreslås skødepåtegningsordningen ikke gentaget i

lovforslaget.

Forslag til § 22 omfatter - i modsætning til den gældende lovs § 10 -

enhver form for ejerskifte, men ikke hensidden i uskiftet bo.

Ejerskiftemeddelelsen skal gives til det stedlige statsskovdistrikt,

ligesom det er distriktet, der skal yde vejledning og rådgivning. Det er

hensigten, at bestemmelsen ophæves, når tingbogen og matriklen er bragt i

orden med hensyn til notering af fredskovspligt, samt at en ordning,

hvorefter skovmyndighederne automatisk modtager meddelelse om ejerskifte, er

iværksat, jf. § 45, stk. 3.

Meddelelsen om ejerskifte kan være den nye ejers første forbindelse med

skovmyndighederne. Og den nye ejer vil i visse tilfælde være uden nøjere

kendskab til reglerne og mulighederne for skovdrift. Det er derfor

væsentligt, som foreslået i stk. 2, at skovmyndighederne allerede på dette

stadium har en forpligtelse til at kontakte ejeren med henblik på at formidle

den information, der måtte være nødvendig, herunder om virksomheden ved de

statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

Af sådanne konsulentorganisationer findes der 3: De Danske

Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet og Dansk Skovforening.

Til § 23

Bestemmelsen er enslydende med § 22 i forslag I.

Ligesom § 22 omfatter denne regel enhver form for ejerskifte. Reglen

fandtes allerede i 1805-forordningen og i § 10, stk. 1, i den gældende lov.

Bestemmelsen sikrer, at overdragerens hugst i forbindelse med f.eks. en

handel ikke udgør en del af købesummen.

Til § 24

Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 23

i forslag I.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov og skal sammenholdes

med § 25 og bemærkninger dertil. Endvidere skal den ses som en afløser for

den gældende lovs § 11, stk. 1, om 10-årige hugstbegrænsninger efter køb af

såvel fredskov som anden skov.

Ifølge lovforslaget er fredskovspligtige skove altid, dvs. uanset

tidspunktet for det seneste ejerskifte, undergivet reglerne i kapitel 3 om

god skovdrift.

Af de grunde, som har ligget bag den gældende lovs § 11, stk. 1, nemlig at

sikre mod overdreven hugst i forbindelse med en handel for at tilvejebringe

en del af købesummen, foreslås det, at skove over 21/2 ha, der ikke er

fredskovspligtige, drives efter reglerne om god skovdrift i en 10-års-periode

efter et ejerskifte. Med ejerskifte menes ikke blot erhvervelse ved køb men

også ved mageskifte, arv og gave.

Reglen finder kun anvendelse, når der er tale om egentlig skov. Større

sammenhængende juletræ- eller pyntegrøntarealer på landbrugspligtig jord, der

endnu ikke er udviklet til sluttede skovbevoksninger, betragtes som

landbrugsafgrøder og er således ikke omfattet af reglen.

Til § 25

Bestemmelsen er enslydende med § 24 i forslag I.

Bestemmelsen i stk. 1 angår både fredskov og ikke-fredskov.

Den gældende lovs bestemmelse om det såkaldte »10-årige tilsyn efter

ejerskifte« eller »hugstattestordningen« findes i skovlovens §

11, stk. 1, men reglen fandtes allerede i skovforordningen af 1805. Den har

tidligere haft en væsentlig betydning for skovenes bevarelse, fordi risikoen

for overdreven hugst kan vise sig at være størst i de første år af en ny

skovejers ejertid.

Den gældende bestemmelse omfatter erhvervelse ved køb, herunder

mageskifte. Erhvervelser ved arv og gave blev ikke medtaget under

bestemmelsen i skovloven fra 1935.

Domspraksis har vist, at der er en glidende overgang mellem på den ene

side køb og på den anden side arv og gave. Herved er den gældende bestemmelse

blevet retsteknisk uskarp. Derfor foreslås det, at bestemmelsen gælder enhver

form for ejerskifte.

Ved erhvervsmæssig hugst er der tænkt på hugst til salg eller til

industriel udnyttelse.

Med bestemmelsen sættes hugstattestordningen i bero. Såfremt der

konstateres en udvikling i retning af »skovslagtning«, kan den dog

sættes i kraft igen, evt. alene for visse områder eller enkelte ejendomme.

Denne ændring skal ses i lyset af lovforslagets intentioner om, at

skovmyndighederne i fremtiden skal lægge mere vægt på rådgivning om god

skovdrift. Der er som hidtil hjemmel til at forlange, at de kultur- og

bevoksningsarbejder, begrænsninger i hugsten m.m., som god skovdrift kræver,

udføres både på de arealer, hvor hugsten skal foregå, og i skoven i øvrigt.

Hugstattester kan opdeles i årlige etaper fordelt på udspecificerede

bevoksninger.

En regel svarende til stk. 2 findes ikke i den gældende lov. Skove, der

ejes af selskaber, er, bortset fra selskabets erhvervelse af skoven, ikke

omfattet af stk. 1. Ændring af selskabets ejerforhold er ikke retlig set et

ejerskifte i forhold til selskabets aktiver, f.eks. en skov.

Til § 26

Bestemmelsen er enslydende med § 25 i forslag I.

Den gældende lovs § 20 giver mulighed for, at der for skove, der er delt

mellem flere ejere, kan oprettes et skovlag, når en række forudsætninger er

opfyldt. Det var hensigten med reglen, at et skovlag skulle kunne styrke de

samlede skovdyrkningsmæssige aktiviteter i disse skove, og desuden modvirke

nabogener, der kan være meget uheldige for skovdriften.

Problemerne med delte skove er særligt udtalte ved de såkaldte

»parcelskove«. Parcelskove kan være delt i mange parceller, f.eks.

i striber, der kan være ned til 10 - 20 m brede. I sådanne tilfælde kan det

være overordentlig vanskeligt at drive den enkelte parcel uafhængigt af

naboparcellerne.

Den gældende lovs regel om skovlag er imidlertid kun benyttet en enkelt

gang, og dette skovlag er senere igen nedlagt.

Problemerne omkring parcelskove og andre skove, der er delt mellem flere

ejere, er komplicerede, fordi en meget stor del af disse ejendomme er

landbrugsnoterede og dermed undergivet landbrugslovgivningens regler om

sammenlægning, samdrift m.v.

Med den foreslåede bestemmelse lægges der op til, at skovmyndighederne i

samarbejde med konsulentorganisationerne kan udarbejde forslag til

sammenlægning eller samdrift af skovparceller. Forslagene kan bl.a. gå ud på,

hvordan regler i landbrugsloven, jordfordelingsloven m.v. kan benyttes til at

forbedre bedriftsstrukturen udfra skovbrugsmæssige forudsætninger i delte

skove.

Til kapitel 6 om andre bestemmelser

Til § 27

Bestemmelsen er enslydende med § 28 i forslag I.

Forslaget svarer, med visse redaktionelle ændringer, til den gældende lovs

§ 21, som bestemmelsen er affattet ved § 10, nr. 1, i lov nr. 250 af 23. maj

1984 (Håndhævelsesloven).

I forhold til den gældende bestemmelse er følgende bestemmelser ikke

indeholdt i forslaget:

1) Bestemmelsen om, at ministeren skal søge et ulovligt forhold

lovliggjort.

2) Bestemmelsen om tilsynsinstruks og -kredse.

3) Bestemmelsen om, at kommunalbestyrelser skal foretage indberetning om

ulovlige forhold.

Disse regler følger af almindelige forvaltningsretlige regler, sammenholdt

med bestemmelserne i lovforslagets kapitel 7.

Til § 28

Bestemmelsen er enslydende med § 29 i forslag I.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov, men findes

tilsvarende i en række andre arealanvendelseslove, f.eks. råstofloven og

naturfredningsloven. Der henvises i øvrigt til bemærkninger til § 46, stk. 1.

Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur ikke er

en tilladelse, som ejeren kan benytte eller lade være. Denne type afgørelse

kan derfor ikke blive omfattet af tidsbegrænsningen.

Til § 29

Bestemmelsen er enslydende med § 30 i forslag I.

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 1, i den gældende lov, således som

affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).

Til § 30

Bestemmelsen er enslydende med § 31 i forslag I.

Forslaget er nyt i forhold til den gældende skovlov. For at kunne foretage

en tilstrækkelig vurdering af forskellige forhold ved administrationen af

loven er det påkrævet, at myndighederne har adgang til relevante oplysninger

om ejendommen.

Bestemmelsen vil navnlig få betydning, hvor man undersøger konkrete

forhold om en enkelt ejendom. Den kan også være grundlag for at tilvejebringe

oplysninger til brug for den skovstatistik, som Skov- og Naturstyrelsen skal

drage omsorg for at få udarbejdet med års mellemrum, jf. lovforslagets § 36,

stk. 4.

Med hensyn til kravet om, at der også er pligt til at give oplysninger om

økonomiske og regnskabsmæssige forhold, bemærkes, at det i mange tilfælde er

en enkel måde at få dokumenteret, om reglerne er overholdt. Men det har også

i vid udstrækning betydning for, hvilke eventuelle indgreb der bør foretages.

Der er ikke med bestemmelsen hjemmel til at forlange, at virksomhedernes

regnskaber mv., skal have en bestemt form.

Bestemmelsen skal sammenholdes med forvaltningslovens § 27 om

tavshedspligt og straffelovens § 152 om straf for at bryde tavshedspligten.

Oplysninger om personlige og økonomiske forhold er i medfør heraf

tavshedsbelagte.

Til § 31

Bestemmelsen er enslydende med § 32 i forslag I.

Ad Stk. 1

Forslaget fastslår myndighedernes mulighed for efter sædvanlig

forvaltningsretlig praksis at kunne gribe ind, hvis man i den almindelige

administration bliver opmærksom på forhold, der er i strid med loven eller

med regler, der er fastsat med hjemmel i loven.

Ad Stk. 2

Bestemmelsen afløser den gældende lovs § 9, stk. 2. Den skal ses i

sammenhæng med, at en overtrædelse af lovforslagets § 15 ikke er direkte

sanktioneret ved straf.

Stk. 2 adskiller sig fra stk. 1 ved, at den giver hjemmel til at påbyde i

detaljer, hvordan et manglende arbejde skal gennemføres for at leve op til

reglerne om god skovdrift. Desuden kan en for kraftig hugst stoppes.

De situationer, der kan give anledning til et sådant påbud, er

mangeartede. Der kan ikke fastsættes entydige, landsdækkende og generelle

regler for, hvornår en given bevoksning ikke (længere) drives efter

principperne for god skovdrift. Som udgangspunkt er der tale om undladelser,

der umuliggør eller i udtalt grad forsinker eller vanskeliggør, at den

bevoksningstilstand, der er beskrevet i § 4, stk. 2, opnås.

En ejer af fredskov kan således ikke med henvisning til skovens

immaterielle goder undlade at lade fredskoven være bevokset med træer, der

danner eller kan danne sluttet skov, medmindre arealet er omfattet af § 4,

stk. 3, af § 17, stk. 1-4, eller der er givet tilladelse efter loven.

I helt ekstreme tilfælde kan der være tale om egentlig vanrøgt eller

forhugning.

Visse eksempler på situationer, hvor det kan komme på tale at gribe ind

med et påbud, kan dog nævnes:

1) Kulturer eller selvforyngelser etableres med plantemateriale, der ikke

anses for forstligt forsvarligt. Der kan være tale om arter eller herkomster,

der ikke er tilladt eller ikke udvikler sig på den pågældende egn, om planter

der er for små, for ringe eller på anden måde uegnede til at kunne klare sig,

eller - i tilfælde af selvforyngelse - om plantemateriale, der udpræget er

meget ringere end det, der kan tilføres udefra. De unge planter skal dække

arealet jævnt og i et tilstrækkeligt omfang, så der inden for et rimeligt

tidsrum dannes sluttet skov af højstammede træer.

2) Kulturer eller selvforyngelser beskyttes ikke i nødvendigt omfang mod

anden vegetation, svampe- og andre sygdomme eller skadedyr.

3) I en række tilfælde er bortrydning af uønsket trævegetation eller -

især i forbindelse med selvforyngelse - udhugning i selve kulturtræarten

nødvendig for at opnå en levedygtig, blivende bevoksning.

4) Gennemhugning af bevoksninger kan være så svag eller så udtalt

manglende, at bevoksningens stabilitet svækkes betragteligt. Ved en for

kraftig gennemhugning kan skovbunden gro til i græs, hvilket forringer de

efterfølgende dyrkningsmuligheder.

5) Alt for tidlige eller alt for sene foryngelseshugster kan medføre, at

skovdriften ikke kan opfylde kravet i § 4, stk. 2, om, at der skal udvikles

højstammede træer.

6) Hensynet til opbygning af en stabil og varieret skov medfører, at såvel

foryngelseshugsternes enkelte størrelse, som deres samlede andel af skoven

bør afbalanceres.

7) Nødvendige afvandingssystemer skal etableres og vedligeholdes.

8) Skovprodukter må ikke henligge i skoven i så lang tid, at de giver

baggrund for opformering af insekter, svampe eller andet, der kan skade de

levende, blivende bevoksninger.

Afgørelsen af, om der i et givet tilfælde er tale om, at en bevoksning

ikke drives efter principperne for god skovdrift, eller ligefrem vanrøgtes

eller forhugges, beror primært på en skovbrugsfaglig vurdering. I vurderingen

skal der tages hensyn til mange forhold, f.eks. om der for nyligt har været

betydelige stormfald eller tørkeskader, om der er udtalte nabogener, eller om

den konkrete forseelse må anses for at være af begrænset rækkevidde.

Konstateres et eller flere af de nævnte forhold eller andre, som strider

mod princippet om god skovdrift, vil det i første omgang give anledning til,

at ejeren bliver vejledt af det stedlige statsskovdistrikt om, hvordan skoven

kan »bringes på fode igen«. Hvis dette ikke giver resultat, kan der

blive tale om at meddele påbud efter lovforslagets § 31, stk. 2.

Et påbud kan f.eks. indeholde følgende:

1) Arealet skal forberedes til plantning, det skal tilplantes, der skal

anvendes planter af en særlig art og beskaffenhed, arealet skal indhegnes og

evt. afvandes, alt sammen med nærmere angivne metoder og materialer.

2) Kulturerne skal efterbedres og plejes med nærmere angivne metoder og

materialer.

3) Bevoksningen skal plejes på nærmere angiven måde.

4) Der skal gennemføres tyndinger efter nærmere forskrifter, eller tynding

kan kræves undladt i et nærmere fastsat antal år.

5) Visse bevoksninger skal ryddes og gentilplantes. Andre bevoksninger

skal opretholdes i et nærmere fastsat antal år.

6) Foryngelseshugster skal gennemføres efter en nærmere fastsat plan,

herunder kan der fastsættes et maksimum for størrelsen af den enkelte

foryngelseshugst.

7) Nærmere angivne afvandingsopgaver skal gennemføres.

8) Henliggende træeffekter skal fjernes.

9) Affald skal fjernes.

Der kan fastsættes tidsfrister vedrørende alle de nævnte forhold.

Ad Stk. 3

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 4, i den gældende lov, således som

affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984 (Håndhævelsesloven).

Til § 32

Bestemmelsen er enslydende med § 33 i forslag I.

Bestemmelsen svarer til § 21 a, stk. 2 og 3 i den gældende lov, således

som affattet ved § 10, nr. 2, i lov nr. 250 af 23. maj 1984

(Håndhævelsesloven).

Til § 33

Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 34

i forslag I.

Forslaget svarer til den gældende lovs § 15. Bestemmelsen i stk. 1, nr. 1,

har kun sjældent være anvendt, mens nr. 2, har været benyttet i langt videre

omfang.

Der er i adskillige tilfælde givet dom for, at skoven kan tages under

offentlig administration. Det er dog meget sjældent, at skovlovmyndighederne

efter dommens afsigelse har benyttet sig af muligheden. I langt de fleste

tilfælde sørger ejeren for selv at bringe skoven i lovlig stand, hvorefter

der naturligvis ikke er grund til, at skovlovmyndighederne går ind i driften.

Bestemmelsen i stk. 2 er ændret i forhold til den gældende lov. Ifølge

denne kan ejeren nemlig indskrænke hæftelsen til selve skovgrunden, hvis han

lader den selvstændigt matrikulere. Denne udstykningsadgang foreslås ikke

gentaget, da den kan være i afgørende modstrid med visse andre hensyn, både i

denne lov og f.eks. i landbrugsloven.

Til § 34

Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 35

i forslag I.

Bestemmelsen er ny i forhold til den gældende skovlov, men findes

tilsvarende i andre love, der indeholder regler om statstilskud til private.

Bedømmelsen af, om et tilskud helt eller delvist skal tilbagebetales,

eller om et tilsagn helt eller delvist bortfalder, skal bero på en

skovbrugsfaglig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen eller

statsskovdistrikterne på samme måde, som det oprindelige projekt blev

vurderet, jf. § 20 og bemærkninger dertil.

Til kapitel 7 om myndigheder

Til § 35

Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §

36 i forslag I.

Bestemmelsen er ny.

Som det fremgår af de almindelige bemærkninger, agtes administrationen af

loven henlagt til Skov- og Naturstyrelsen og statsskovdistrikterne.

Den egentlige lovadministration tænkes som hidtil at skulle ske i Skov- og

Naturstyrelsen. Det opsøgende og vejledende tilsynsarbejde skal som hidtil

foretages af de statsskovdistrikter, der har opgaver med administrationen af

skovloven. Der kan endvidere blive tale om at delegere andre administrative

opgaver i medfør af loven til distrikterne.

I dag fremgår Skov- og Naturstyrelsens opgaver på skovlovsområdet af §§ 14

- 16 i Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 815 af 3. december 1987 om

henlæggelse af opgaver og beføjelser til Skov- og Naturstyrelsen.

Statsskovdistrikternes opgaver fremgår tildels af visse bestemmelser i

selve den gældende lov, f.eks. § 11 og § 17. Derudover er der givet nogle

retningslinier i Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private

skove. Landet er opdelt i 31 skovtilsynskredse, hvilket fremgår af

Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 57 af 20. februar 1978 om landets

inddeling i skovtilsynskredse. Endelig er der i et vist omfang delegeret

opgaver til distrikterne ved Skovstyrelsens (nu Skov- og Naturstyrelsen)

cirkulæreskrivelse af 12. marts 1980 om bemyndigelse til distrikterne til

selvstændigt at træffe visse afgørelser m.v.

Bemyndigelsen til at begrænse klageadgangen tænkes først og fremmest

anvendt i de sager, hvor distrikterne træffer afgørelse i 1. instans, sådan

at der kun kan klages til Skov- og Naturstyrelsen.

Om Skovrådets medvirken i sager, der er påklaget til ministeren, henvises

til § 42.

Til § 36

Bestemmelsen er enslydende med § 37 i forslag I.

Ad stk. 1-3

Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov. De forudsætter,

at Skov- og Naturstyrelsen centralt og decentralt råder over personale, der

samlet udgør et videncenter inden for de emneområder, der har med skove og

arealforvaltning at gøre. Det drejer sig ikke blot om forstuddannede på

akademisk og teknisk niveau, men også om jurister, økonomer, biologer og

andre, herunder medarbejdere med træning i formidling.

Skov- og Naturstyrelsens faglige bistand til andre myndigheder kan vedrøre

forskelligartede spørgsmål som skovdyrkning, skovøkologi, skovenes

sundhedstilstand, forsyning med skovfrø og -planter, skovstatistik,

skovplanlægning, skovhistorie, skovbrugsmæssige uddannelser, skovenes

betydning for friluftslivet, naturskoler og anden informationsvirksomhed,

arbejds- og arbejdsmiljøforhold i skovbruget, skovlovgivning og

internationalt samarbejde på skovområdet m.m. Den faglige bistand kan også

angå en række tilgrænsende områder inden for biologi, økonomi,

arealforvaltning m.v.

Der kan være tale om både generelle spørgsmål og om forhold omkring

enkeltejendomme.

Skov- og Naturstyrelsens medvirken er i en række tilfælde formaliseret,

bl.a. i Skovskolerådet, Den Forstlige Forsøgskommission og Institutrådet for

Skovteknisk Institut.

Tidligere har den nu nedlagte Skovstyrelse og senere Skov- og

Naturstyrelsen understøttet forsknings-, udviklings- og

undersøgelsesprojekter, f.eks. den landsomfattende skovregistrering,

skovtelemålingsprojektet, edb-planlægningsprogrammet for skovejendomme

(SRPLAN), skinudvikling, gødskningsprojektet, flisningsprojektet samt

undersøgelser af den luftbårne forurenings virkning på skov. Denne virksomhed

vil som hidtil blive koordineret med Landbrugsministeriets og

Undervisningsministeriets institutioner samt de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

Skov- og Naturstyrelsens vejlednings- og informationsvirksomhed overfor

andre myndigheder og private vil blive opprioriteret som følge af

lovforslaget i samarbejde med de statsanerkendte konsulentorganisationer på

skovbrugsområdet og Landbrugsministeriet. Det drejer sig bl.a. om vejledning

i skovdyrkning, økologi i skovdriften og landskabshistorie.

Informationsvirksomheden kan gennemføres ved hjælp af pjecer, artikler,

foredrag osv.

Naturformidlingen er i de senere år opprioriteret gennem ekskursioner,

naturskolerne, naturvejlederordningen og enkeltstående aktiviteter som f.eks.

»Skolen i skoven, skoven i skolen«, »Plant et træ«, og

ikke mindst »Vandreture i statsskovene«. Der findes i 1988 14

naturskoler på Miljøministeriets arealer, og det planlægges at tre- eller

firdoble antallet.

Disse dele af styrelsens virksomhed skal ses som led i den generelle

opprioritering af naturformidlingen, der forestår i Skov- og Naturstyrelsen.

Dette arbejde vil blive gennemført i samarbejde med de øvrige institutioner

og organisationer på skovbrugsområdet, herunder de statsanerkendte

konsulentorganisationer.

Opprioriteringen vil ske omkring de to hovedområder, styrelsen arbejder

med: God skovdrift og en samlet, effektiv naturpolitik. Styrelsen kan gennem

det samarbejde, der som nævnt allerede er etableret til mange sider, få til

opgave at medvirke til at formulere mål for den skovbrugsmæssige udvikling,

set i relation til en samlet naturpolitik. På det mere praktiske plan kan

styrelsens rolle være at formidle denne målsætning til forsknings- og

udviklingsorganisationer på området og at sørge for, at målsætningen og den

opnåede viden formidles, bl.a. til skovejerne, skovgæsterne og træindustrien.

Skov- og Naturstyrelsen gennemfører desuden en overvågning af skovenes

sundhedstilstand.

Ad Stk. 4

Reglen, hvorefter Skov- og Naturstyrelsen skal drage omsorg for, at der

udarbejdes en landsdækkende skovstatistik, er ny i forhold til den gældende

skovlov.

Skovstatistik - f.eks. skovtællinger - har hidtil været udarbejdet med

meget stærkt varierende tidsintervaller.

I forrige århundrede baseredes skovstatistiske opgørelser bl.a. på de

såkaldte »amtmandsindberetninger«, der fra tid til anden redegjorde

for forholdene i landet. I dette århundrede har Det Statistiske Departement,

senere Danmarks Statistik, stået for arbejdet. Der er således udarbejdet

»skovtællinger« i 1907, 1923, 1931, 1951, 1965 og 1976. Der er

imidlertid så væsentlige forskelle mellem de enkelte tællinger, både med

hensyn til indhold og udarbejdelse, at sammenligninger kan være vanskelige.

Ved at fastlægge, at der skal udarbejdes en skovstatistik mindst hvert 10.

år, søges usikkerhedsfaktoren med de ujævne tidsintervaller begrænset.

Det er hensigten, at skovstatistikken bl.a. skal udnyttes til at følge

løvskovarealets - herunder bøgearealets - udvikling, f.eks. om hvordan

udviklingen forløber i forskellige ejendoms- og ejerkategorier.

Miljøministeren har nedsat et skovstatistiknævn, som har afgivet

betænkning i foråret 1988 om landets fremtidige skovstatistik. Betænkningen

peger på, at der med 10 års mellemrum skal gennemføres en skovstatistik, og

at den hidtidigt anvendte metode moderniseres.

Til § 37

Bestemmelsen er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med § 38

i forslag I.

Bestemmelsen skal sammenholdes med den gældende lovs § 10, stk. 2, der

fastsætter, at en køber kan få en erklæring om skovens tilstand inden købets

afslutning.

Ifølge forslaget er det på den aktuelle ejers initiativ, at erklæringen

skal afgives. Man antager, at anmodning herom især vil blive fremsat i

forbindelse med et nært forestående ejerskifte.

Ifølge Instruks af 18. oktober 1978 for tilsynet med de private skove må

erklæringen først udstedes, efter at distriktet har foretaget en besigtigelse

af skoven.

Der er ikke konkrete planer om at udnytte adgangen til at fastsætte gebyr.

I første omfang vil man følge arten og antallet af henvendelser om

erklæringer om skoves tilstand. I givet fald skal gebyret dække

omkostningerne for statsskovdistriktet ved at besigtige skoven og udarbejde

erklæringen.

Til § 38

Bestemmelsen er ændret i forhold til den tilsvarende bestemmelse i § 39 i

forslag I.

Selv om der ikke i den gældende lov findes bestemmelser herom, antages

det, at statsskovdistriktet har ret til - evt. mod ejerens vilje - at

besigtige en skovejendom. Det fremgår af tilsynsinstruksens pkt. 5 - og i

øvrigt også af den tidligere tilsynsinstruks fra 1935.

Ændringen i forhold til forslag I går ud på, at adgangen i visse tilfælde

kan gennemføres uden forudgående meddelelse til ejeren. Denne mulighed

forventes alene at blive benyttet i ganske særlige tilfælde, f.eks. hvis

overtrædelse af et påbud efter § 31 skal stoppes, eller hvis

ikke-genoprettelige overtrædelser af § 17 (f.eks. borthugning af egekrat

eller afvanding af en skovsø) skal hindres.

Til Kapitel 8 om klage

Til §§ 39-40

Bestemmelserne er - bortset fra redaktionelle ændringer, - enslydende med

§§ 40-41 i forslag I.

Bestemmelserne er nye i forhold til den gældende skovlov, men findes

tilsvarende i en række andre nyere love.

Det er hensigten, at en afgørelse altid skal kunne påklages een gang, dvs.

statsskovdistrikternes afgørelser kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen.

Skov- og Naturstyrelsens afgørelser som 1. instans kan påklages til

Miljøministeriet. Dette er i overensstemmelse med anbefalingen i

Arealudvalgets 2. delbetænkning: Det fremtidige ankesystem på

Miljøministeriets og byggelovens område (betænkning nr. 1120 fra juni 1987).

Efter § 40, stk. 4, har klage over f.eks. et påbud opsættende virkning,

indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse eller har bestemt andet.

Indbringelse for domstolene af en administrativ afgørelse har derimod normalt

ikke opsættende virkning.

Til Kapitel 9 om Skovrådet

Til §§ 41-42

Bestemmelserne er - bortset fra en redaktionel ændring - enslydende med §§

42-43 i forslag I.

Den gældende lovs § 22 fastsætter, at der nedsættes et Statens Skovnævn,

hvis medlemmer repræsenterer skovbrugserhvervet, dvs. de centrale

skovmyndigheder, Hedeselskabet, Dansk Skovforening og De Danske

Skovdyrkerforeninger.

Det er især beføjelser om behandling af enkeltsager, der ifølge skovloven

er henlagt til Statens Skovnævn. Disse beføjelser har i dag mindre - eller

ingen - praktisk betydning i forhold til tidligere.

Til gengæld har nævnet i stigende omfang fået en generel rådgivende

funktion i skovbrugsfaglige spørgsmål, hvilket ikke var forudsat i loven. Det

foreslås at lovfæste denne praksis ved at nedsætte et rådgivende udvalg

(Skovrådet).

Derudover har Statens Skovnævn haft som opgave at udøve det skovkyndige

skøn efter § 5 i lensafløsningsloven (majoratsloven), jf. lovbekendtgørelse

nr. 638 af 16. september 1986.

På baggrund af den ændrede opgavebeskrivelse og sammensætning er det i

forslag til lov om ændring af lensafløsningsloven, der fremsættes samtidig

hermed, foreslået, at Skovrådet ikke fremover skal inddrages i behandlingen

af disse konkrete enkeltsager.

Skovrådets opgaver bliver bl.a. i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen

at udarbejde udkast til regler og vejledninger inden for lovens rammer. Der

kan være tale om bekendtgørelser, cirkulærer, vejledninger og om forskelligt

oplysende materiale. Skovrådet får tillige til opgave at udtale sig om større

og væsentligere sager og om generelle administrative spørgsmål, der er af

betydning for lovens administration.

Rådet vil blive sammensat af medlemmer med skovbrugsfaglig ekspertise og

anden ekspertise af betydning for vurdering af forskellige spørgsmål i

relation til skovene, herunder skovbrugsvidenskabelige, naturfredningsmæssige

og friluftsmæssige spørgsmål.

Det vil blive fastsat i forretningsordenen, at Skov- og Naturstyrelsen

varetager sekretariatsfunktionen for Skovrådet. Og det vil blive angivet,

hvilke klagesager, især mindre sager uden særlig principiel betydning, som

ikke nødvendigvis skal forelægges for rådet, før der træffes afgørelser.

Til kapitel 10 om straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

Til § 43

Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §

44 i forslag I.

Det er givet, at overgreb mod navnlig fredskov ikke kan hindres alene med

straffebestemmelser. Det vil tillige medføre meget kortvarige løsninger. For

at opnå mere langsigtede virkninger skal der i højere grad lægges vægt på

vejledning og oplysende virksomhed. Det lægges der også op til med

lovforslaget. På den anden side er det nødvendigt for at sikre gennnemførelse

af lovens formål og efterlevelse af de enkelte bestemmelser, at overtrædelser

kan sanktioneres med straf, navnlig i grovere tilfælde.

Som nævnt i bemærkningerne til § 31, stk. 2, er overtrædelse af en af de

væsentligste bestemmelser i loven, nemlig § 15 om god skovdrift, ikke direkte

sanktioneret ved straf. Dette hænger bl.a. sammen med, at man vanskeligt kan

formulere regler for, hvornår en bevoksning ikke (længere) drives efter

principperne for god skovdrift. Da der er et betydeligt moment af skøn i

bedømmelsen heraf, foreslås det, at der i disse tilfælde kun kan straffes,

hvis et påbud efter § 31, stk. 2, ikke efterkommes. Der henvises tillige til

§§ 32 og 33.

Reglen i stk. 3 om 5 års forældelsesfrist er en fravigelse fra den

almindelige regel i straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, om 2 års

forældelsesfrist. Den findes tilsvarende i den gældende lovs § 12, stk. 2.

Den særlige forældelsesfrist blev indført i 1967 i forbindelse med

forskellige ændringer af både straffelovens og speciallovgivningens regler om

forældelse m.m. Begrundelsen for den er, at mange skovlovsovertrædelser først

kommer til skovlovmyndighedernes kendskab mere end 2 år efter, at de er

begået.

5 års-fristen foreslås af retstekniske grunde at skulle gælde for samtlige

de overtrædelser, der er beskrevet i stk. 1.

I visse tilfælde kan der blive tale om konfiskation efter straffelovens §§

75-77.

Til § 44

Bestemmelsen er enslydende med § 45 i forslag I.

En tilsvarende bestemmelse findes ikke i den gældende lov. Men forslaget

svarer til bestemmelser i anden nyere lovgivning.

Til § 45

Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §

46 i forslag I.

Ad Stk. 1

Efter lovens vedtagelse skal der fastsættes en del administrative regler

og udarbejdes en del vejledningsmateriale.

Det drejer sig f.eks. om vejledninger om god skovdrift, regler om

vederlagsareal og regler om tilskudsordningen.

En hurtig ikrafttræden anses dog - uanset dette - for at være nødvendig

pga. af den ganske vist beskedne udvidelse af fredskovsbegrebet, som er

indeholdt i lovforslaget.

Ad Stk. 2

Foruden skovloven fra 1935 foreslås ophævelse af

»Håndhævelseslovens« § 10, der alene vedrører skovloven fra 1935 og

udstykningslovens § 3, der er indeholdt i lovforslagets § 12.

Ad Stk. 3

Der henvises til bemærkninger til § 22.

Til § 46

Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §

47 i forslag I.

Disse overgangsbestemmelser sikrer en vis kontinuitet i retstilstanden i

tiden efter lovens ikrafttræden.

Specielt om tidsbegrænsningen i stk. 1 bemærkes, at bestemmelsen er ny.

Den svarer til lovforslagets § 28.

Bestemmelsen medfører bl.a., at arealer, hvorpå fredskovspligten er

ophævet efter den tidligere eller nugældende lovgivning, fortsat ikke er

fredskovspligtige, selv om de efter ordlyden falder ind under en eller flere

af punkterne i § 3, stk. 1, og selvom de fortsat bærer skov.

Det tilføjes, at ophævelse af fredskovspligt i følge sagens natur ikke er

en tilladelse, som ejeren kan udnytte eller lade være. Denne specielle form

for tilladelser kan derfor ikke blive omfattet af tidsbegrænsningen.

Vedr. stk. 2 bemærkes, at man hidtil har anset bygninger og anlæg fra før

den gældende lovs ikrafttræden for lovlige, selv om de var opført uden

egentlig tilladelse.

Bestemmelsen omfatter også fredskovspligtige lystskove og dyrehaver, der

eksisterede ved 1935-lovens ikrafttræden.

Stk. 3 er en opretholdelse af de deklarationer, der er oprettet i medfør

af den gældende lovs § 4, stk. 2.

Ministeren kan bestemme, at deklarationen aflyses, f.eks. hvis det bliver

nødvendigt i forbindelse med en fredning efter naturfredningsloven.

Til § 47

Bestemmelsen er - bortset fra redaktionelle ændringer - enslydende med §

48 i forslag I.

De bestemmelser, der ophæves, jf. § 45, stk. 2, gælder ikke for Færøerne

og Grønland.

Det bemærkes, at der på Færøerne er oprettet et mindre antal plantager.

Efter 2. behandling den 23. maj 1989

Kapitel 1

Formål

§ 1. Lovens formål er

1) at bevare og værne de danske skove,

2) at forbedre skovbrugets stabilitet, ejendomsstruktur og produktivitet,

3) at medvirke til at forøge skovarealet og

4) at styrke rådgivning og information om god og flersidig skovdrift.

Stk. 2. Ved lovens administration skal der lægges vægt på at sikre, at

skovene dyrkes med henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og

varetage landskabelige, naturhistoriske, kulturhistoriske og miljøbeskyttende

hensyn samt hensyn til friluftslivet.

§ 2. I offentligt ejede skove skal landskabelige, naturhistoriske,

kulturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til friluftslivet

tillægges særlig vægt.

Stk. 2. I statsskovene skal der desuden lægges vægt på udviklingsopgaver

og forsøgsvirksomhed.

Kapitel 2

Fredskov

§ 3. Følgende arealer er fredskovspligtige:

1) Skove, der tilhører staten, kommunerne eller folkekirken, jf. dog stk.

4.

2) Skove, der i tingbogen er noteret som fredskovspligtige.

3) Skove, der er pålagt fredskovspligt ved tinglyste deklarationer.

4) Skove på mindst 21/2 ha, der er oprettet ved Hedeselskabets medvirken

(fredskovsplantager).

5) Skove, der fandtes i 1805, i de sønderjyske landsdele i 1784, jf. dog

stk. 5.

6) Skove, der den 14. maj 1935 tilhørte en offentlig stiftelse.

7) Skove, der hører til eller har hørt til de tidligere majorater.

8) Egekrat.

Stk. 2. Reglen i stk. 1, nr. 4, gælder uanset omfanget af tildelt

statstilskud og uanset deklarationens bestemmelse om betinget fredskovspligt.

Stk. 3. Utilplantede arealer, der hører til fredskov, jf. stk. 1, er

fredskovspligtige.

Stk. 4. Skove, der i forbindelse med en jordfordeling midlertidigt

tilhører staten, og som ved erhvervelsen ikke er fredskovspligtige, er ikke

omfattet af reglen i stk. 1, nr. 1.

Stk. 5. Arealer i de sønderjyske landsdele, der af en tidligere ejer er

ryddet inden den 15. juni 1920, er ikke omfattet af reglen i stk. 1, nr. 5.

§ 4. Fredskovspligtige arealer skal anvendes til skovbrugsformål og dyrkes

efter reglerne i kapitel 3.

Stk. 2. Fredskovspligtige arealer skal holdes bevokset med træer, der

danner, eller som inden for et rimeligt tidsrum vil danne sluttet skov af

højstammede træer.

Stk. 3. Fredskovspligtige arealer kan holdes utilplantede, når det er

nødvendigt for skovdriften. De kan desuden holdes utilplantede eller i anden

særlig drift efter reglerne i dette kapitel og i kapitel 3.

§ 5. Inden et skovareal overgår til anden anvendelse, skal ejeren godtgøre

over for miljøministeren, at det ikke er fredskovspligtigt efter § 3 og ikke

omfattet af reglen i § 24, stk. 1.

§ 6. Fredskovspligt er bindende for ejere og indehavere af rettigheder

over ejendommen uden hensyn til, hvornår retten er stiftet.

§ 7. Miljøministeren kan beslutte, om et areal er fredskovspligtigt efter

reglerne i § 3.

Stk. 2. Ministeren kan beslutte, at skovstykker, der arronderer fredskov,

og som er af væsentlig betydning for driften heraf, er fredskovspligtige.

Stk. 3. Ministeren underretter ejere, visse brugere m.v. om beslutninger

efter stk. 1 og 2 og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 8. Med miljøministerens godkendelse kan en ejer lægge fredskovspligt på

et areal, der findes egnet til skovdrift. Fredskovspligten pålægges ved en

fredskovsdeklaration, der indeholder bestemmelser, som sikrer, at arealet

inden for en rimelig tid opfylder lovens regler. Deklarationen oprettes og

tinglyses for ejerens regning.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at der stilles sikkerhed for arealets

tilplantning.

§ 9. Miljøministeren kan bestemme, at et areal, der i regionplanlægningen

er udpeget som skovrejsningsområde, skal pålægges fredskovspligt i

forbindelse med statstilskud til skovtilplantning. Ministeren underretter

ejeren herom og drager omsorg for, at fredskovspligten bliver noteret i

tingbogen og i matriklen.

§ 10. Miljøministeren kan tillade, at fredskovspligten ophæves på et

areal, der ikke er egnet til skovdrift, eller som ønskes anvendt til andet.

Stk. 2. Ministeren kan tillade, at et fredskovspligtigt areal midlertidigt

anvendes til andet end skovdrift.

§ 11. På fredskovspligtigt areal må der ikke opføres bygninger, etableres

anlæg eller gennemføres terrænændringer, medmindre det er nødvendigt for

skovdriften.

§ 12. Samlede fredskovsstrækninger må ikke udstykkes.

§ 13. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 11 og § 12 fraviges.

§ 14. Som vilkår for tilladelser efter § 10 og § 13 kan miljøministeren

bestemme, at der lægges fredskovspligt på et andet areal (vederlagsareal)

efter reglerne i § 8.

Stk. 2. Ministeren bestemmer vederlagsarealets størrelse. Vederlagsareal

på under 10 ha skal normalt grænse op til fredskov.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte nærmere regler om vederlagsareal.

Kapitel 3

God og flersidig skovdrift

§ 15. Ved god og flersidig skovdrift tilstræbes, at skovene dyrkes med

henblik på både at forøge og forbedre træproduktionen og varetage

landskabelige, naturhistoriske og miljøbeskyttende hensyn samt hensyn til

friluftslivet. God skovdrift indebærer blandt andet:

1) Arealet skal snarest tilplantes med egnet plantemateriale, hvis

selvforyngelse eller tilsåning ikke anvendes.

2) Den nye bevoksning skal plejes sådan, at væksten sikres.

3) Under bevoksningens udvikling til højstammede træer skal der

gennemføres udtyndinger af hensyn til skovens sundhed, produktion og

stabilitet.

4) Foryngelseshugst må ikke finde sted, før bevoksningen er hugstmoden.

5) Foryngelseshugst skal udføres under hensyntagen til opbygning af en

stabil og varieret skov.

6) Af hensyn til skovens sundhed skal salgsprodukterne fjernes snarest.

7) Skovdriften skal tilrettelægges, så dyrkningsgrundlaget vedligeholdes

eller forbedres.

Stk. 2. Der må dyrkes juletræer og pyntegrønt i kort omdrift på op til 10

pct. af skovens areal.

Stk. 3. Bjergfyr kan anvendes, indtil vækstbetingelserne er tilstrækkeligt

gode til dyrkning af højstammede træer.

§ 16. Hvis de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 2, taler derfor, kan

miljøministeren efter aftale med ejeren oprette en deklaration, hvorved

enkelte træer eller grupper af træer i en skov bevares. Deklarationen

tinglyses på ejendommen.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at deklarationen oprettes og tinglyses

for ejerens regning.

§ 17. På fredskovspligtigt areal skal ydre skovbryn af løvtræer og buske

bevares.

Stk. 2. Egekrat skal bevares.

Stk. 3. Søer, vandløb, moser, heder, strandenge eller strandsumpe, der

hører til fredskov, og som ikke er omfattet af reglerne i

naturfredningslovens kapitel V, må ikke dyrkes, afvandes, tilplantes eller på

anden måde ændres.

Stk. 4. Marker, enge og klitter, der hører til fredskov, er ikke omfattet

af reglerne i § 15, så længe anvendelsen ikke ændres.

Stk. 5. Der må ikke være dyrehold på træbevoksede arealer i fredskov.

Stk. 6. Der må ikke henkastes affald i fredskov.

§ 18. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglerne i § 15 og § 17 fraviges.

Kapitel 4

Fremme af løvskov m.v.

§ 19. Miljøministeren kan yde statstilskud til fremme af løvskov, herunder

til etablering af skovbryn af løvtræer og buske. Tilskud kan blandt andet

gives for at sikre, at bøge- og egearealet bevares eller forøges, især i

områder, hvor bøgen eller egen er egnskarakteristisk.

Stk. 2. Tilskud kan ydes til:

1) tilplantning, tilsåning eller selvforyngelse af fredskovspligtige

arealer,

2) frembringelse af egnede frø eller planter af løvtræarter og

3) forsknings- eller udviklingsopgaver til fremme af løvskovsdyrkning.

Stk. 3. Midlerne til tilskud afsættes på hvert års finanslov. Beløb, der

er bevilget, men ikke anvendt i et finansår, overføres til følgende finansår.

§ 20. Miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om tilskudsordningens

gennemførelse og administration. Der kan herunder fastsættes regler om,

hvilke oplysninger en ansøgning om tilskud skal indeholde, og om, at

ansøgning skal indgives på et særligt skema.

§ 21. Miljøministeren kan indgå aftale med ejeren om at overtage driften

af særlige bevoksninger i skoven eller af hele skoven.

Kapitel 5

Ejerskifte m.m.

§ 22. En ny ejer af en skov eller et fredskovspligtigt areal skal senest 3

måneder efter ejerskiftet regnet fra overtagelsesdagen give miljøministeren

besked derom.

Stk. 2. Ministeren skal oplyse den nye ejer om lovens regler og om de

statsanerkendte konsulentorganisationer på skovbrugsområdet.

§ 23. Overdrageren af en skov må ikke forbeholde sig træer på roden.

§ 24. Skov på mindst 21/2 ha, der ikke er fredskovspligtig, skal i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen drives efter

reglerne i § 15.

Stk. 2. Hvis særlige grunde taler derfor, kan miljøministeren tillade, at

reglen i stk. 1 fraviges.

§ 25. Miljøministeren kan beslutte eller fastsætte regler om, at der i de

første 10 år efter et ejerskifte regnet fra overtagelsesdagen kun på nærmere

angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst i skoven. Reglerne kan

begrænses til kun at gælde for særlige områder.

Stk. 2. For fredskov, der ejes af et aktieselskab, et anpartsselskab, et

andelsselskab eller lignende, kan ministeren beslutte eller fastsætte regler

om, at der i en periode på indtil 10 år kun på nærmere angivne vilkår må

foretages erhvervsmæssig hugst.

§ 26. Til fremme af god skovdrift i skov, der er delt mellem flere ejere,

søger miljøministeren i samarbejde med de statsanerkendte

konsulentorganisationer på skovbrugsområdet at formidle sammenlægning eller

samdrift af skovparceller.

Kapitel 6

Andre bestemmelser

§ 27. Miljøministeren påser, at loven og regler, der er udstedt efter

loven, overholdes.

Stk. 2. Ministeren påser, at påbud efterkommes, og at vilkår, der er

fastsat i tilladelser, overholdes.

§ 28. En tilladelse, der er meddelt efter loven eller efter regler, der er

udstedt efter loven, bortfalder, hvis den ikke er udnyttet senest 3 år efter,

at den er meddelt.

§ 29. Det påhviler ejeren at berigtige et ulovligt forhold på ejendommen.

Består forholdet i en ulovlig brug af ejendommen, påhviler pligten tillige

brugeren.

§ 30. Ejeren eller brugeren af en ejendom, hvorpå der er skov eller

fredskovspligtigt areal, skal efter anmodning fra miljøministeren give de

oplysninger om forholdene på ejendommen, herunder om økonomiske og

regnskabsmæssige forhold, der har betydning for lovens administration.

§ 31. Miljøministeren kan give påbud om at berigtige forholdet, når der

konstateres overtrædelse af loven eller af regler, der er udstedt efter

loven.

Stk. 2. Hvis ejeren eller brugeren ikke driver skoven i overensstemmelse

med reglerne i § 15, kan ministeren give påbud om, hvordan arbejdet skal

gennemføres, herunder om, hvilke træarter og dyrkningsmetoder der skal

anvendes. Påbudet kan desuden indeholde bestemmelse om tidsfølgen for

arbejdets gennemførelse.

Stk. 3. Ministeren kan lade et påbud tinglyse. Når forholdet er

berigtiget, skal ministeren lade påbudet aflyse.

§ 32. Hvis ejeren eller brugeren ikke efterkommer et påbud om at berigtige

et ulovligt forhold, kan det ved dom pålægges den pågældende inden en fastsat

frist og under tvang af fortløbende bøder at berigtige forholdet.

Stk. 2. Når et påbud, der er meddelt ved dom, ikke efterkommes rettidigt

og inddrivelse af tvangsbøder ikke antages at føre til, at påbudet

efterkommes, kan miljøministeren for ejerens regning foretage det nødvendige

for at berigtige forholdet.

§ 33. Hvis undladelse af at efterkomme et påbud efter § 31 er af særlig

alvorlig karakter, kan det ved dom bestemmes,

1) at der i et nærmere fastsat tidsrum kun må foretages hugst, efter at

statsskovdistriktet har udpeget de træer, der må fældes, eller

2) at skoven for ejerens regning tages i drift af statsskovdistriktet i et

nærmere fastsat tidsrum.

Stk. 2. Til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i

stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for

ejendomsskatter.

34. Miljøministeren kan bestemme, at tilskud efter § 19 eller efter

regler, der er udstedt efter § 20, helt eller delvis skal tilbagebetales,

eller at tilsagn om tilskud helt eller delvis bortfalder, hvis

1) ansøgeren har givet urigtige eller vildledende oplysninger eller

fortiet oplysninger af betydning for afgørelsen,

2) vilkår, der er fastsat for at yde tilskuddet, ikke opfyldes eller

3) projektet ikke gennemføres i overensstemmelse med ansøgningen.

Kapitel 7

Myndigheder

§ 35. Miljøministeren kan henlægge sine opgaver og beføjelser efter loven

til Skov- og Naturstyrelsen eller andre institutioner under Miljøministeriet.

Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over disse

myndigheders afgørelser, herunder at disse myndigheder har den endelige

administrative afgørelse.

§ 36. Skov- og Naturstyrelsen yder faglig bistand til miljøministeren og

andre myndigheder i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål, der har betydning

for lovens administration.

Stk. 2. Skov- og Naturstyrelsen iværksætter forsknings- og

udviklingsarbejder, der støtter de formål og hensyn, som er nævnt i § 1.

Stk. 3. Skov- og Naturstyrelsen udøver vejlednings- og

informationsvirksomhed om skove og skovbrugserhvervet over for andre

myndigheder og private.

Stk. 4. Skov- og Naturstyrelsen drager omsorg for, at der mindst hvert 10.

år udarbejdes en landsdækkende skovstatistik.

§ 37. Miljøministeren skal, hvis ejeren anmoder om det, afgive en

erklæring om skovens tilstand, herunder om, hvorvidt der er forhold, som kan

begrunde et påbud efter § 31, stk. 1 eller stk. 2. Miljøministeren skal

afgive erklæringen senest 8 uger efter, at anmodningen er modtaget.

Stk. 2. Miljøministeren kan fastsætte regler om, at der skal betales gebyr

for erklæringen.

§ 38. Til kontrol med overholdelse af loven og af regler, der er udstedt

efter loven, kan miljøministeren besigtige ejendomme, hvorpå der er skov

eller fredskovspligtigt areal. Besigtigelsen kan gennemføres uden

retskendelse, men mod legitimation og så vidt muligt efter forudgående

meddelelse til ejeren eller brugeren.

Kapitel 8

Klage

§ 39. Afgørelser i henhold til loven eller til regler, der er udstedt

efter loven, kan påklages af

1) den, som afgørelsen retter sig mod,

2) den, som i øvrigt har en individuel, væsentlig interesse i sagen.

§ 40. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den

pågældende.

Stk. 2. Tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk. 2, må ikke

udnyttes, før klagefristen er udløbet.

Stk. 3. Klage over en tilladelse efter § 10, § 13, § 18 eller § 24, stk.

2, har opsættende virkning, indtil klagemyndigheden har truffet afgørelse

eller bestemmer andet.

Stk. 4. Klage over et påbud har opsættende virkning, indtil

klagemyndigheden har truffet afgørelse eller bestemmer andet.

Kapitel 9

Skovrådet

§ 41. Miljøministeren nedsætter et rådgivende udvalg (Skovrådet), der

rådgiver ministeren i skovbrugsfaglige og andre spørgsmål vedrørende skove.

Stk. 2. Rådets formand udnævnes af ministeren.

Stk. 3. Rådet består af 12 medlemmer ud over formanden. 8 medlemmer

udnævnes af ministeren efter indstilling fra Landbrugsministeriet, Dansk

Skovforening (2 medlemmer), De Danske Skovdyrkerforeninger, Hedeselskabet,

Danmarks Naturfredningsforening (2 medlemmer), Naturfredningsrådet og

Friluftsrådet. 3 medlemmer udnævnes af ministeren som repræsentanter for det

skovbrugsvidenskabelige område, Skov- og Naturstyrelsen og

statsskovdistrikterne.

Stk. 4. Udnævnelserne gælder for 4 år.

§ 42. Skovrådet har følgende opgaver:

1) Rådet drøfter på eget initiativ spørgsmål, det finder af betydning for

skovene, og udtaler sig herom til miljøministeren.

2) Rådet afgiver udtalelse til brug for de regler, ministeren udarbejder

med hjemmel i loven.

3) Rådet udtaler sig om de spørgsmål, ministeren forelægger.

4) Rådet afgiver udtalelse til brug for retningslinier for administration

af loven, herunder vejledninger, som ministeren udarbejder til opfølgning af

loven.

5) Rådet afgiver udtalelse til brug for afgørelse i de sager, der i medfør

af regler efter § 35 er påklaget til ministeren, jf. dog stk. 2.

6) Rådet kan afgive redegørelse til ministeren om udviklingen inden for

skovbrugsområdet og om de ændringer, rådet finder ønskelige.

Stk. 2. Ministeren fastsætter en forretningsorden for rådet. Der kan heri

fastsættes regler om, at visse nærmere bestemte sager, som er påklaget til

ministeren, ikke skal forelægges for rådet.

Kapitel 10

Straf, ikrafttræden og overgangsbestemmelser

§ 43. Med bøde straffes den, der

1) overtræder § 5, § 11, § 17, § 22, stk. 1, eller § 23,

2) tilsidesætter vilkår, der er knyttet til en tilladelse efter § 10, §

13, § 18, § 24, stk. 2, eller § 25,

3) undlader at efterkomme en beslutning efter § 25 om, at der kun på

nærmere angivne vilkår må foretages erhvervsmæssig hugst,

4) undlader at give oplysninger efter § 30 eller

5) undlader at efterkomme et påbud efter § 31, stk. 1 eller 2.

Stk. 2. I regler, der er udstedt efter loven, kan der fastsættes straf af

bøde for overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år.

§ 44. For overtrædelser, der er begået af et aktieselskab, et

anpartsselskab, et andelsselskab eller lignende, kan der pålægges

virksomheden bødeansvar. Er overtrædelsen begået af en kommune eller et

kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse, kan der

pålægges kommunen eller det kommunale fællesskab bødeansvar.

§ 45. Loven træder i kraft den 1. juli 1989.

Stk. 2. Følgende lovbestemmelser ophæves:

1) Lov om skove, jf. lovbekendtgørelse nr. 231 af 4. maj 1979.

2) § 3 i lov om udstykning og sammenlægning m.m. af faste

ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 6 af 7. januar 1977.

3) § 10 i lov nr. 250 af 23. maj 1984 om ændring af forskellige

miljø- og planlægningslove. (Håndhævelse).

Stk. 3. Denne lovs § 22, stk. 1, ophæves efter miljøministerens

bestemmelse.

§ 46. Tilladelser og vilkår for tilladelser, der er meddelt efter den

tidligere lovgivning, bevarer deres gyldighed. Tilladelser bortfalder dog,

hvis de ikke er udnyttet senest den 1. juli 1991.

Stk. 2. Bygninger, anlæg, lystskove, dyrehaver og andre indretninger fra

før den 14. maj 1935, der ikke opfylder lovens regler, kan bevares, så længe

anvendelsen ikke ændres.

Stk. 3. Tinglyste deklarationer, der er oprettet af ejeren for at frede

enkelte træer eller partier af en skov af hensyn til bevaring af

naturskønheden, bevarer deres gyldighed, medmindre miljøministeren bestemmer

andet.

Stk. 4. Fredskove, der har et større juletræs- og pyntegrøntareal i kort

omdrift end nævnt i § 15, stk. 2, skal senest den 1. juli 1999 opfylde denne

bestemmelse.

§ 47. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter