Klage over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som følge af manglende efterprøvelse)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Klage
over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som
følge af manglende efterprøvelse)
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte
tvangsfikseringen med bælte i perioden fra den 26. til den 29. februar 2004,
men fandt at tvangsfikseringen fra den 1. marts og indtil ophævelsen den 4.
marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var
dokumenteret, at patienten i perioden efter den 29. februar 2004 blev
behørigt
observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens opretholdelse.
Nævnet fandt at tvangsfiksering med de to fodremme fra den 26.
februar og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var foretaget med urette.
Nævnet
lagde herved vægt på, at overlægens godkendelse af anvendelsen af fodremme
først skete den 1. marts 2004. Nævnet lagde samtidig lagt vægt på, at
tvangsfikseringen, jf. ovenstående, var foretaget med urette.
Nævnet godkendte tvangsfikseringen med bælte og to fodremme den
5. marts 2004, men fandt at fikseringen fra den 6. marts 2004 og indtil
ophævelsen
den 9. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at
det ikke er dokumenteret, at patienten den 6. og 7. marts 2004 var behørigt
observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning.
Nævnet godkendte indgivelsen af beroligende medicin ved tvang
d. 28. februar 2004.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr. tvangsfikseringen
den 26. februar 2004, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst
indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten
forinden
fikseringen var søgt talt til ro og givet beroligende medicin i form af
mikstur
Læs alt
Cisordinol, som han indtog frivilligt, men som ikke havde tilstrækkelig
effekt
på hans svært urolige tilstand, idet han fortsat var udadreagerende og
truende
overfor personalet, som han skubbede væk fra sig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at
anvendelse af fodremme var nødvendig, idet patienten efter tvangsfikseringen
med bælte fortsat sparkede ud efter personalet, ligesom det fandtes
godtgjort,
at hans størrelse og kropsbygning umuliggjorde, at han ville kunne holdes
fiskeret alene med bælte.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at anlæggelsen af
fodremme ikke skete i overensstemmelse med psykiatrilovens regler herom.
Nævnet
bemærkede, at det af § 15, stk. 2 i psykiatriloven følger, at beslutningen om
anvendelse af fod- og håndremme skal træffes af overlægen, og at en anden
læge
i overlægens fravær kan træffe beslutningen. I sådanne tilfælde skal
overlægen
efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Disse betingelser var
ikke opfyldte, idet beslutningen om anlæggelse af fodremmene blev truffet den
26. februar 2004, hvilket overlægen først godkendte den 1. marts 2004.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen
af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Nævnet lagde vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at
patienten den 29. februar 2004 blev tilset med henblik på vurdering af
tvangsforanstaltningens videreførelse, hvorfor det ikke fandtes godtgjort, at
fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr.tvangsfikseringen
den 5. marts 2004, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten den 5.
marts
2004 var opfyldt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at
anlæggelsen af fodremme var nødvendig, idet patienten efter fikseringen med
bælte sparkede ud efter personalet og var voldsomt urolig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at udstrækningen
af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende
foranstaltning.
Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at
patienten den 6. og 7. marts 2004 blev behørigt observeret med henblik på
vurdering af tvangsfikseringens udstrækning, hvorfor det ikke findes
godtgjort,
at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede vedr. indgivelse af
beroligende medicin ved tvang den 28. februar 2004, at det af psykiatrilovens
§
17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med
tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for
bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår
det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af
helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller
fiksering af patienten gennem en længere periode.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for
at indgive beroligende medicin den 28. februar 2004 var opfyldt, idet det var
nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans
tilstand.
Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for indgivelsen af
beroligende
medicin ved tvang var motorisk urolig, kastede sig frem og tilbage i sengen
og
forsøgte at sparke med benene. Nævnet lagde endvidere vægt på, at indgivelsen
af beroligende medicin var egnet til at gøre udstrækningen af
tvangsfikseringen
så kort som muligt.
Lignende dokumenter
- Sag om lovligheden af 3 bæltefikseringer, og erstatning i anledning af disse. Domsdatabasen · 7. november 2019
- Klage over fastholdelse og efterfølgende tvangsfiksering Retsinformation · 14. marts 2008
- Klage over udstrækning af tvangsfiksering samt anvendelse af hånd- og fodremme Retsinformation · 12. marts 2008
- Klage over tvangsfiksering med hånd- og fodremme Retsinformation · 12. marts 2008
- Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion Retsinformation · 20. november 2006
- Klage over tvangsfiksering på grund af forulempelse af personale Retsinformation · 14. marts 2008