Spring til indhold

Retsinformation

Klage over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som følge af manglende efterprøvelse)

KEN nr 10079 af 20/11/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet4. december 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Klage

over udstrækning af tvangsfiksering og anvendelse af fodremme (underkendt som

følge af manglende efterprøvelse)

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn godkendte

tvangsfikseringen med bælte i perioden fra den 26. til den 29. februar 2004,

men fandt at tvangsfikseringen fra den 1. marts og indtil ophævelsen den 4.

marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde vægt på, at det ikke var

dokumenteret, at patienten i perioden efter den 29. februar 2004 blev

behørigt

observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens opretholdelse.

Nævnet fandt at tvangsfiksering med de to fodremme fra den 26.

februar og indtil ophævelsen den 4. marts 2004 var foretaget med urette.

Nævnet

lagde herved vægt på, at overlægens godkendelse af anvendelsen af fodremme

først skete den 1. marts 2004. Nævnet lagde samtidig lagt vægt på, at

tvangsfikseringen, jf. ovenstående, var foretaget med urette.

Nævnet godkendte tvangsfikseringen med bælte og to fodremme den

5. marts 2004, men fandt at fikseringen fra den 6. marts 2004 og indtil

ophævelsen

den 9. marts 2004 var opretholdt med urette. Nævnet lagde herved vægt på, at

det ikke er dokumenteret, at patienten den 6. og 7. marts 2004 var behørigt

observeret med henblik på vurdering af tvangsfikseringens udstrækning.

Nævnet godkendte indgivelsen af beroligende medicin ved tvang

d. 28. februar 2004.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr. tvangsfikseringen

den 26. februar 2004, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst

indgribende foranstaltning. Nævnet lagde herved vægt på, at patienten

forinden

fikseringen var søgt talt til ro og givet beroligende medicin i form af

mikstur

Læs alt

Cisordinol, som han indtog frivilligt, men som ikke havde tilstrækkelig

effekt

på hans svært urolige tilstand, idet han fortsat var udadreagerende og

truende

overfor personalet, som han skubbede væk fra sig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

anvendelse af fodremme var nødvendig, idet patienten efter tvangsfikseringen

med bælte fortsat sparkede ud efter personalet, ligesom det fandtes

godtgjort,

at hans størrelse og kropsbygning umuliggjorde, at han ville kunne holdes

fiskeret alene med bælte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog, at anlæggelsen af

fodremme ikke skete i overensstemmelse med psykiatrilovens regler herom.

Nævnet

bemærkede, at det af § 15, stk. 2 i psykiatriloven følger, at beslutningen om

anvendelse af fod- og håndremme skal træffes af overlægen, og at en anden

læge

i overlægens fravær kan træffe beslutningen. I sådanne tilfælde skal

overlægen

efterfølgende snarest tage stilling til beslutningen. Disse betingelser var

ikke opfyldte, idet beslutningen om anlæggelse af fodremmene blev truffet den

26. februar 2004, hvilket overlægen først godkendte den 1. marts 2004.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at udstrækningen

af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende

foranstaltning.

Nævnet lagde vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at

patienten den 29. februar 2004 blev tilset med henblik på vurdering af

tvangsforanstaltningens videreførelse, hvorfor det ikke fandtes godtgjort, at

fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt vedr.tvangsfikseringen

den 5. marts 2004, at betingelserne for at tvangsfiksere patienten den 5.

marts

2004 var opfyldt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

anlæggelsen af fodremme var nødvendig, idet patienten efter fikseringen med

bælte sparkede ud efter personalet og var voldsomt urolig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt imidlertid, at udstrækningen

af tvangsfikseringen ikke opfyldte kravet om mindst indgribende

foranstaltning.

Nævnet lagde herved vægt på, at det ikke i sagens akter fandtes godtgjort, at

patienten den 6. og 7. marts 2004 blev behørigt observeret med henblik på

vurdering af tvangsfikseringens udstrækning, hvorfor det ikke findes

godtgjort,

at fikseringen efter dette tidspunkt var nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede vedr. indgivelse af

beroligende medicin ved tvang den 28. februar 2004, at det af psykiatrilovens

§

17, stk. 2, fremgår, at lægen kan bestemme, at en meget urolig patient med

tvang skal have et beroligende middel, hvis det er af afgørende betydning for

bedring af patientens tilstand. Af bemærkningerne til psykiatriloven fremgår

det, at indgivelse af beroligende medicin dels kan være påkrævet af

helbredsgrunde, dels kan være mindre vidtgående end fysisk fastholdelse eller

fiksering af patienten gennem en længere periode.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at betingelserne for

at indgive beroligende medicin den 28. februar 2004 var opfyldt, idet det var

nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af hans

tilstand.

Nævnet lagde vægt på, at patienten på tidspunktet for indgivelsen af

beroligende

medicin ved tvang var motorisk urolig, kastede sig frem og tilbage i sengen

og

forsøgte at sparke med benene. Nævnet lagde endvidere vægt på, at indgivelsen

af beroligende medicin var egnet til at gøre udstrækningen af

tvangsfikseringen

så kort som muligt.

Lignende dokumenter