Spring til indhold

Retsinformation

Klage over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion

KEN nr 10543 af 20/12/2003Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet20. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Klage

over tvangsfikseringer og indgivelse af beroligende injektion

Tvangsfiksering den 13. maj 2003:

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at

betingelserne for tvangsfiksering var opfyldt, idet der var en nærliggende

fare

for, at patienten selv eller andre ville lide skade på legeme eller helbred.

Nævnet lagde vægt på, at han i perioden op til tvangsfikseringen var blevet

tiltagende opkørt og psykomotorisk urolig, truende, råbende og befalende.

Personalet i afdelingen kunne ikke tale ham til ro, og først da politi var

tilkaldt, lykkedes det at bringe ham til stuen, hvor han atter blev

udadreagerende og truende, idet han slog og sparkede ud efter alt og alle.

Nævnet fandt endvidere, at tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst

indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at man forinden fiksering med

bælte forgæves havde forsøgt at berolige patienten ved at føre ham til sin

stue, og tilbudt ham beroligende medicin uden tilstrækkelig effekt. Nævnet

fandt endvidere, at anlæggelsen af hånd- og fodremme initialt var i

overensstemmelse med kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet han

slog

voldsomt ud og sparkede efter personalet. Ca. 2 timer senere blev begge

håndremme og den ene fodrem løsnet, mens den sidste fodrem blev løsnet den

16.

maj 2003. Under hele perioden blev der vekslet mellem anlæggelse af fodrem på

højre og venstre fod.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

udstrækningen af tvangsfikseringen opfyldte kravet om mindst indgribende

foranstaltning og lagde vægt på, at patienten var bæltefikseret fra den 13.

maj

kl. 12.50 til den 19. maj 2003 kl. 10.30, det vil sige næsten 6 døgn, og at

det

Læs alt

i denne periode løbende og dagligt blev vurderet, om indikationen for

tvangsfiksering fortsat var til stede, ligesom hånd- og fodremme successivt

blev løsnet, efterhånden som hans tilstand blev bedre.

Nævnet lagde således vægt på, at patienten den 14. maj

2003 smed rundt med et askebæger, kastede en stol mod fjernsynet og senere en

urinkolbe efter personalet, og at det med baggrund i hans urolige, agiterede

og

aggressive tilstand ikke var muligt at indgå bæredygtige aftaler med ham,

hvorfor tvangsfiksering med bælte og én fodrem blev opretholdt. Dagen efter

var

patienten fortsat truende overfor personalet, latent aggressiv, usamlet og

ikke

korrigerbar. Den 16. maj 2003 havde han storhedsforestillinger, var

devaluerende over for personalet og havde kastet en toilettaske mod døren,

ligesom han kun magtede kontakt i 10 minutter, hvorefter han blev vred og

udskældende. Den 17. maj 2003 blev han under en samtale mere og mere

aggressiv

og kylede til sidst sit tøj hen af gulvet. Den 18. maj 2003 var han lidt mere

hurtigkørende og springende i tankegangen. Den 19. maj 2003 blev han kl.

10.30

løsnet af bæltet, da det her blev vurderet, at det var muligt at indgå en

aftale med ham. Under mødet i Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn

anførte

overlægen, at han under hele fikseringen var truende.

Indgivelse af beroligende medicin den 13. maj 2003

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at

betingelserne for at indgive beroligende medicin den 13. maj 2003 var

opfyldt,

idet det var nødvendigt at bringe patienten til ro med henblik på bedring af

hans tilstand. Nævnet lagde vægt på, at patienten var voldsomt opkørt og

urolig. Nævnet fandt endvidere, at indgivelsen af beroligende medicin

opfyldte

kravet om mindst indgribende foranstaltning og lagde vægt på, at patienten

forinden var søgt skærmet af personalet og tilbudt beroligende medicin, som

imidlertid ikke havde tilstrækkelig effekt. Yderligere beroligende medicin

blev

givet i den hensigt at bringe ovennævnte tvangsfiksering til ophør hurtigst

muligt.

Lignende dokumenter