Spring til indhold

Retsinformation

1989 LSF 125 FORSLAG TIL LOV OM UDVEKSLING AF FORSIKRINGSTJENESTEYDELSER INDEN FOR DIREKTE SKADESFORSIKRINGSVIRKSOMHED

1989/1 LSF 125Lovforslag som fremsatFolketinget17. maj 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for

De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et

forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det

vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en

anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske

forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske

Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder

anvendelse på:

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,

der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke

omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab

fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en

forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De

Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i

bilaget til loven.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig

arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens

ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af

Læs alt

nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed

formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,

som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et

forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra

et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse

her i landet om forsikringstegning.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget

personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det

udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt

forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det

omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen

vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne

er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser

eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den

medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor

forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er

et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er

beliggende.

§ 5. Ved store risici forstås:

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når

forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller

liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når

forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:

a) statussum: 6,2 mio. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad

hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de

opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,

industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.

2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de

i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller

en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som

ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat,

skal anmelde dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse

med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og

driftsplanen.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,

hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget

af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,

herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis

forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som

forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt

risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession

til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne

lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af

erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker

bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat

efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for

godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af

lovpligtige forsikringer finder anvendelse på

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin

skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller

en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det

førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for

forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne

lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til

Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i

stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af

Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et

teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan

forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte

indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre

etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten

fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i

alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal

gives.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til

denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet

regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af

forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige

hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i

forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige

forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes

forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i

henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med

dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes

eller de begunstigedes nationalitet.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd

kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,

herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters

tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er

undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som

Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,

at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af

oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om

forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde

koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange

overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller

efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et

selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver

eller begrænse dets rådighed herover.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §

1, stk. 2.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets

Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes

med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,

stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne

lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom

overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som

sådan bødeansvar.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter

industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,

nr. 3, anførte tal:

a) statussum: 12,4 mio. ECU

b) nettoomsætning: 24 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker

(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af

økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer

heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende

materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne

landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på

jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader

på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,

eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller

jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller

frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført

under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar

hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens

ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra

brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer

(herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under

numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,

hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab

(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte

generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-

eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke

forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under

befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Oprindeligt fremsat forslag

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for

De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et

forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det

vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en

anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske

forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske

Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder

anvendelse på:

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,

der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke

omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab

fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en

forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De

Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i

bilaget til loven.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig

arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens

ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af

nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der i ikke-erhvervsmæssigt øjemed

formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,

som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et

forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra

et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse

her i landet om forsikringstegning.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget

personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det

udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt

forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det

omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen

vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne

er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser

eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den

medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor

forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er

et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er

beliggende.

§ 5. Ved store risici forstås:

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når

forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller

liberal virksomhed, og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når

forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:

a) statussum: 6.2 mill. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mill. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad

hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de

opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,

industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.

2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de

i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet,

eller en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk

EF-forsikringsselskab, som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat, skal anmelde

dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse

med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og

driftsplanen.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,

hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget

af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,

herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis

forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som

forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt

risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession

til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne

lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af

erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte trediemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker

bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat

efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for

godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af

lovpligtige forsikringer finder anvendelse på

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin

skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller

en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det

førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for

forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne

lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til

Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i

stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af

Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et

teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan

forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte

indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre

etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten

fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i

alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal

gives.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til

denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet

regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af

forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige

hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i

forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige

forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes

forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i

henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med

dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes

eller de begunstigedes nationalitet.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd

kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,

herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters

tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er

undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som

Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,

at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af

oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om

forsikringsvirksomhed, § 240, stk. 4.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvist

tilbagekalde koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller

gentagende gange overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af

denne lov, eller efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et

selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver

eller begrænse dets rådighed herover.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §

1, stk. 2.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets

Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes

med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,

stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne

lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom

overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som

sådan bødeansvar.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter

industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,

nr. 3, anførte tal:

a) statussum: 12,4 mill. ECU

b) nettoomsætning: 24 mill. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker

(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af

økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer

heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende

materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne

landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på

jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader

på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,

eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller

jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller

frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført

under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar

hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens

ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra

brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer

(herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under

numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,

hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab

(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte

generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-

eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke

forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under

befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Lovforslagets formål er at implementere De Europæiske Fællesskabers

Råds 2. direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og

administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset

fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den

faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og om

ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF om adgangen til udøvelse af direkte

forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (2.

skadesforsikringsdirektiv). Direktivets regler skal træde i kraft senest den

1. juli 1990.

2. I efteråret 1988 nedsatte Industriministeriet en arbejdsgruppe under

Finanstilsynet, der fik til opgave at afklare omfanget af de

gennemførelsesforpligtelser, direktivet pålægger Danmark og fremgangsmåden

ved gennemførelsen. Arbejdsgruppen afgav i juli 1989 en rapport om

gennemførelse af direktivet med udkast til lov om udveksling af

forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed.

Dette lovforslag bygger på rapporten.

3. Ved udveksling af forsikringstjenesteydelser forstås, at et

forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker

en risiko, der består i en anden medlemsstat. Hensigten med udveksling af

forsikringstjenesteydelser på forsikringsområdet er at udvikle

forsikringsmarkedet ved at gøre det lettere dels for forsikringsselskaber,

der har deres vedtægtsmæssige hjemsted inden for EF, at udøve

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i medlemslandene, dels for EF-borgere at

tegne forsikringer i forsikringsselskaber, der er etableret i andre

medlemslande. Det bemærkes, at lovforslaget muliggør, at tredielande

ligestilles, hvis dette i fremtiden viser sig ønskeligt.

4. Muligheden for at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gør sig

især gældende for, hvad direktivet benævner store risici. Som store risici

betragtes alle transportrisici, samt kredit- og kautionsrisici, når den

forsikrede driver industri eller handel eller udfører et liberalt erhverv.

Endvidere er risici i forsikringsklasserne brand og naturkræfter, andre

skader på ejendom, almindelige ansvarsforsikring, og diverse økonomiske tab

at betragte som store risici, såfremt den forsikrede opfylder mindst to af

følgende tre krav:

1) Mere end 250 ansatte

2) Omsætning på 12,8 mill. ECU, ca. 100 mill. kr.

3) Regnskabsbalance på mindst 6,2 mill. ECU, ca. 50 mill. kr.

Som en overgangsordning fra 1. juli 1990 frem til 1. januar 1993 gælder

dog de dobbelte grænser, altså 500 ansatte o.s.v. Hvis den forsikrede udgør

en del af en koncern, er det koncernens samlede beskæftigelse og

konsoliderede regnskab, der skal opfylde de nævnte krav. Medlemslandene har

derudover ifølge direktivet adgang til at klassificere sammenslutninger eller

joint ventures som store risici, når to af ovennævnte kriterier er opfyldt.

5. Med udgangspunkt i sondringen store risici og masserisici fastlægger

direktivet de procedurer, som et forsikringsselskab, der vil påbegynde

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, skal følge. Forsikringsselskabet skal

give tilsynsmyndigheden i såvel etablerings- som risikolandet meddelelse

herom samt oplyse, hvilke forsikringsklasser det agter at dække. For

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælder der herefter forskellige regler

for henholdsvis store risici og masserisici.

For store risici gælder alene en notifikationsprocedure, hvorefter

forsikringsselskabet i risikolandet skal fremlægge certifikat udstedt af

hjemlandsmyndigheden om solvensen, og om hvilke forsikringsklasser

forsikringsselskabet er godkendt til. Forsikringsselskabet kan påbegynde

forsikringstjenesteydelsesvirksomheden fra det tidspunkt, hvor myndighederne

i tjenesteydelseslandet er i besiddelse af de nævnte dokumenter.

For masserisici, som er alle andre risici end store risici, hjemler

direktivet en ret, men ikke en pligt for medlemsstaterne til at lade

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed være betinget af en administrativ

tilladelse (koncession). Medlemslandene kan således ud over solvenscertifikat

og certifikat vedrørende forsikringsklasser kræve, at forsikringsselskabet

fremlægger en driftsplan indeholdende: Arten af risici, almindelige og

specielle forsikringsbetingelser, tariffer og formularer m.v. Risikolandets

myndigheder har herefter en frist på et halvt år til at indrømme eller nægte

tilladelse. Myndigheden kan kun nægte tilladelse, hvis driftsplanen ikke er i

overensstemmelse med statens love og administrative bestemmelser.

I lovforslaget er forsikringstjenesteydelsesvirksomhed til Danmark for så

vidt angår masserisici gjort betinget af koncession fra Finanstilsynet, jfr.

lovforslagets § 7.

6. Lov om forsikringsvirksomhed finder alene anvendelse på her i landet

etablerede selskaber og er efter sit indhold således ikke egnet til at

regulere forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der drives af selskaber, der

ikke er etableret i Danmark. Med den øgede mulighed for

tjenesteydelsesvirksomhed er det fundet mest hensigtsmæssigt at regulere al

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed såvel fra Danmark som til Danmark i en

selvstændig lov. Lovforslaget indeholder således de specielle regler, der

ifølge 2. skadesforsikringsdirektiv gælder for tjenesteydelsesvirksomhed.

7. Lov om forsikringsvirksomhed finder sammen med dette lovforslag

anvendelse på her i landet etablerede selskaber. Da lov om

forsikringsvirksomhed ikke finder anvendelse på udenlandske selskaber, der

udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, er det nødvendigt i

lovforslaget at indføje regler svarende til bestemmelser i denne lov til

sikring af danske forsikringstageres interesser. Dette gælder således

bestemmelserne om overdragelse af bestande (§ 10), om likvidation (§ 13), om

oplysningspligt overfor Finanstilsynet (§ 14), og om videregivelse af

oplysninger (§ 15).

8. Direktivet indeholder forbud mod, at medlemsstaterne for visse risici

fastsætter bestemmelser om, at der kræves godkendelse af »almindelige og

specielle betingelser i forsikringspolicer«. Dette medfører, at der ikke

fremover vil kunne kræves godkendelse af betingelserne for

bygningsbrandforsikring forud for udstedelse af koncession, og den nugældende

danske ordning kan derfor ikke opretholdes. Dette gælder kun for forsikring

af store risici, og bygningsbrandforsikring kan være såvel en stor risiko som

en masserisiko, afhængigt af forsikringstagerens økonomiske størrelse. Af

administrative og praktiske grunde vil den nugældende ordning blive erstattet

af en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes

minimumsbetingelser for bygningsbrandforsikring. Direktivets bestemmelser

forhindrer således ikke, at medlemsstaterne ved generelle retsakter (love

eller administrative forskrifter) fastsætter, under hvilke betingelser store

risici må tegnes.

9. Direktivet omfatter ikke den såkaldte korrespondentforsikring, der er

karakteriseret ved, at forsikringstageren selv retter henvendelse til et

forsikringsselskab i et andet land. Lovforslaget indeholder derfor ikke

bestemmelser om korrespondentforsikring, og disse forsikringer vil som hidtil

kunne tegnes frit, dog med undtagelse af visse lovpligtige forsikringer.

10. Lovforslaget har været forelagt Assurandør-Societetet,

Pensionskasserådet og Forbrugerrådet.

11. Forslaget forventes ikke at få administrative eller statsfinansielle

konsekvenser, da der pr. 1. januar 1990 gennemføres en omstrukturering af

Finanstilsynet bl.a. med henblik på den fortsatte internationalisering af de

finansielle virksomheder.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde som

»forsikringstjenesteydelsesvirksomhed«. Da denne efter 2.

skadesforsikringsdirektiv kan forekomme i flere former, opremses de i stk. 1.

EF-tjenesteydelserne omfatter efter nr. 1 til 4 såvel udenlandske

EF-forsikringsselskaber samt disses ikke-herværende (d.v.s. ikke i Danmark

etablerede), i EF etablerede forretningssteder, der ønsker at udøve

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, som danske selskaber og

herværende forretningssteder af udenlandske EF-forsikringsselskaber, der

ønsker at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat.

Til forskel fra lov om forsikringsvirksomhed er det i denne lov således ikke

selskaber eller generalagenturet, der er genstanden for regulering eller

tilsyn, men alene deres tjenesteydelsesvirksomhed.

Den gældende lov om forsikringsvirksomhed (jf. lovbekendtgørelse nr. 127

af 23. marts 1984 med senere ændringer) tillader ikke udenlandske

forsikringsselskaber at tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet, mens

den omfatter danske selskabers samlede virksomhed, herunder

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i udlandet.

Både for danske og udenlandske selskaber er det derfor nødvendigt at give

særlige regler om tjenesteydelser til gennemførelse af EF-rettens krav. Det

er mest hensigtsmæssigt at samle disse regler i een lov. Den vil for danske

selskaber være et supplement til lov om forsikringsvirksomhed. Udenlandske

selskabers forhold reguleres derimod bortset fra denne lov alene af

udenlandsk tilsynslovgivning. Herudover skal danske selskaber, der efter stk.

1, nr. 3-4, og stk. 2, nr. 1, driver tjenesteydelsesvirksomhed i et fremmed

land, selvsagt underkaste sig de regler, der gælder der, d.v.s. regler med

samme formål som dette lovforslag.

Selv om lovforslaget primært skal gennemføre 2. skadesforsikringsdirektiv,

er det af praktiske, tilsynsmæssige og erhvervspolitiske grunde ønskeligt, at

også tjenesteydelser i relation til tredielande omfattes. Det betyder, at

alle tjenesteydelser undergives et ensartet, betryggende tilsyn, at der

bliver regler for danske forsikringsselskabers udenlandske virksomhed, og at

den liberale danske holdning i udenrigsøkonomi fastholdes. Derfor medtages

disse situationer i stk. 2.

Stk. 2 træder i henhold til § 21 først i kraft efter industriministerens

nærmere bestemmelse. Det skyldes, at reguleringen af tredielands relationen

kræver visse tilpasninger i forhold til lovudkastet, som skal fastsættes i

henhold til § 17, og at dette i øvrigt er mindre hastende.

Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed består efter stk. 3 i, at det

etablerede forretningssted i en EF-medlemsstat tilbyder en forsikring, der

dækker en risiko, der er beliggende i en medlemsstat forskellig fra den, hvor

det etablerede forretningssted er beliggende.

Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan udøves fra såvel selskabets

vedtægtsmæssige hjemsted (hovedsædet) som fra et af dets forretningssteder,

jf. § 3, nr. 2-4, i et andet EF-medlemsland.

De i stk. 4 nævnte forsikringsklasser, der er optaget i bilaget til loven,

er de i § 8, stk. 1, i bekendtgørelsen om koncession til

forsikringsvirksomhed omhandlede forsikringsklasser (fremgår endvidere af 1.

skadesforsikringsdirektivs bilag), jf. også bemærkningerne til § 11.

Til § 2

Undtagelserne i nr. 1-3 skyldes, at enkelte dele af en række risici ifølge

artikel 12 i 2. skadeforsikringsdirektiv er undtaget fra direktivets regler

om forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

I lovforslaget er kun de undtagelser medtaget, der har betydning for

Danmark.

Udover det i nr. 1-3 undtagne undtager 2. skadesforsikringsdirektiv

lovpligtig ansvarsforsikring for visse motorbåde. Denne forsikring findes kun

i Italien. Endvidere undtages lovpligtig forsikring for bygningsarbejde af

hensyn til Frankrig.

Ved udarbejdelsen af lovforslaget er det lagt til grund, at

arbejdsskadeforsikring omfatter både arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det

bemærkes, at i de fleste andre EF-lande dækkes erhvervssygdomme af en social

sikringsordning.

Nr. 4 angår alle former for mellemmænd, som formidler forsikringer, uden

at dette sker erhvervsmæssigt.

En professionel mellemmand, der modtager betaling enten af selskabet eller

af forsikringstageren, vil som hovedregel være at betragte som en

erhvervsmæssig formidler.

Endvidere formidler en mellemmand forsikringer erhvervsmæssigt, når han

formidler forsikringer til bestemte, ikke-herværende (dvs. ikke i Danmark

etablerede) udenlandske forsikringsselskaber og modtager betaling herfor.

Et yderligere indicium for, at formidlingen er erhvervsmæssig, vil være,

hvis mellemmanden markedsfører sig her i landet med, at der formidles

forsikringer til selskaber i andre EF-lande.

Derimod vil den lejlighedsvise formidling af enkeltstående forsikringer

til ikke-herværende udenlandske forsikringsselskaber uden forudgående aftale

med forsikringsselskabet ikke blive betragtet som erhvervsmæssig.

Det bemærkes, at det nugældende forbud mod at formidle forsikringer til

andre end danske eller her i landet registrerede udenlandske

forsikringsselskaber i lov om forsikringsvirksomhed § 220 ligeledes er

afgrænset ud fra et erhvervsmæssigt kriterium.

Retstilstanden for Lloyds-mæglere, som omhandles i lov om

forsikringsvirksomhed § 220, stk. 2, forbliver uændret.

Til nr. 5 bemærkes, at udover ved forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan

der - som efter gældende ret - i et udenlandsk forsikringsselskab ske dækning

af risici i et land, hvor selskabet ikke er etableret, ved de såkaldte

korrespondentforsikringer. Korrespondentforsikringer er ikke omfattet af

tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv og kan efter gældende

ret fortsat tegnes frit. Ved korrespondentforsikring forstås den situation,

hvor forsikringstageren foretager den grænseoverskridende handling og

uopfordret samt på eget initiativ henvender sig til et selskabs etablerede

forretningssted (hovedsæde eller forretningsafdeling) i et andet

EF-medlemsland, det være sig skriftligt, personligt eller telefonisk. Denne

situation er fuldt ud undergivet vedkommende fremmede lands tilsyns- og

markedsføringslovgivning. Forsikringstageren anses for at have foretaget den

grænseoverskridende handling, såfremt forsikringstageren henvender sig til

selskabet som følge af reklame i hans hjemland, for så vidt der ikke er tale

om en personligt stilet henvendelse, det såkaldte »direct mail«.

Sidstnævnte er en udvidelse i forhold til den hidtidige forståelse af

begrebet korrespondentforsikring og begrundet i, at man ved forhandlingerne

om forslaget til Rådets 2. livsforsikringsdirektiv har anlagt denne

fortolkning. Da der bør være overensstemmelse mellem grænserne for fri

reklame inden for livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed,

har man valgt at udvide begrebet korrespondentforsikring også inden for

skadesforsikringsvirksomhed, uanset at 2. skadesforsikringsdirektiv ikke i

sig selv nødvendiggør dette. Lovpligtige forsikringer kan dog være

underkastet særregler.

Lovforslaget baserer afgrænsningen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed

over for korrespondentforsikring ved at lægge vægt på, om der foretages en

personlig henvendelse.

Derimod vil enhver form for markedsføring uden for Danmark, uanset om den

henvender sig til det danske marked, altid kunne foretages uden at blive

betragtet som forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.

Til § 3

Kravene til at opnå tilladelse til at udøve

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed er lempeligere end kravene til at opnå

tilladelse til at drive etableret virksomhed. Det er derfor nødvendigt at

have en sondring mellem, hvornår et forsikringsselskab driver etableret

virksomhed, og hvornår det udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Til

klargørelse heraf er der i § 3 en definition af etablering. Den tjener flere

formål. For det første bestemmer den, i hvilken anden medlemsstat en

tjenesteyder er etableret, og dermed også om et selskab er omfattet af

EF-rettens begunstigelser. For det andet udsiger den omvendt, under hvilke

omstændigheder det vil blive antaget, at et forsikringsselskab her i landet

udøver en virksomhed, der er eller kan sidestilles med etableret virksomhed,

og dermed omfattes af lov om forsikringsvirksomhed.

Nr. 3 og nr. 4 er en udvidelse af begrebet etablering i forhold til den

hidtidige forståelse heraf. Ifølge Romtraktatens artikel 52 kan etablering

(når bortses fra et selskabs hovedsæde) foreligge i form af datterselskab,

agentur eller filial. Da disse begreber ikke er entydigt defineret, har man

ment, at der også i andre tilfælde kunne foreligge etablering. EF-domstolen

støttede i et vist omfang denne holdning i den afsagte dom i sag 205/84,

Kommissionen mod Vesttyskland, om begrænsninger i den tyske lovgivning

vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser inden for

forsikringsvirksomhed. Domstolen udtalte således, at etablering også kan

forekomme i form af det under pkt. 3 og 4 nævnte, og dette blev indarbejdet i

2. skadesforsikringsdirektiv (art. 3). Pkt. 3 og 4 er en ordret gengivelse af

artikel 3.

Med hensyn til nr. 3 kan nævnes, at det ved et kontor, der ledes af

virksomhedens eget personale, må antages, at een ansat er tilstrækkeligt til,

at der foreligger et etableret forretningssted. Det er dog en forudsætning,

at den ansatte er ansat og lønnet af det udenlandske selskab og har

indflydelse på virksomheden.

Hvis en person for eksempel bor på et hotel, og derfra repræsenterer

selskabet, skal spørgsmålet, om der er tale om et etableret forretningssted,

især afgøres ud fra dels tidsfaktoren, dels om det er en gentagende

foreteelse.

En forretningsafdeling som nævnt i nr. 4 vil typisk være et

generalagentur. Det er derfor nødvendigt at definere den bemyndigelse, en

generalagent har, for at kunne fastslå, hvornår en person, placeret i

Danmark, kan betragtes som en virksomheds etablerede forretningssted.

Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et etableret forretningssted,

afgøres ud fra, om en persons bemyndigelse svarer til en generalagents

fuldmagt.

For de i nr. 2 - 4 nævnte etablerede forretningssteder finder kapitel 24 i

lov om forsikringsvirksomhed anvendelse. Af kapitel 24 fremgår de krav, som

stilles til etableringen af et udenlandsk forsikringsselskabs

forretningsafdeling (generalagentur) i Danmark.

Til § 4

Paragraffen er en gengivelse af direktivets artikel 2, litra d.

Ved ordene »hvor risikoen er beliggende« forstås en angivelse

af, hvor den forsikrede interesse geografisk anses at være beliggende.

Bestemmelser om risikoens beliggenhed kan således anvendes til at afgøre,

hvornår der er tale om udbud af tjenesteydelser over grænserne. Også ved

kongruensreglernes bestemmelser om valg af valuta har risikoens beliggenhed

betydning (se bemærkningerne til § 12).

Reglerne om risikoens beliggenhed angives i prioriteret rækkefølge i § 4,

stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Residualbestemmelsen i stk. 2 må dog siges at

være den praktiske hovedregel.

Reglerne om risikoens beliggenhed er i direktivet fastsat ud fra praktiske

hensyn og ønsket om at beskytte forsikringstageren, idet forsikringsaftalen

herefter vil være undergivet hans hjemlands lovgivning, kun med undtagelse af

de tilfælde, hvor andet vil være mere hensigtsmæssigt.

Der findes en yderligere bestemmelse om risikoens beliggenhed, som er en

undtagelse til § 4. I relation til skat, afgift og gebyr, ved anvendelsen af

særlige regler herom, fastsat i medfør af direktivets artikel 25, betragtes

indboet i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats område, med

undtagelse af goder i erhvervsmæssig transit, som risiko, der består i denne

medlemsstat, selvom ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme

forsikringspolice.

Med direktivets udførligt beskrevne tilfældegrupper må reglerne om

risikoens beliggenhed anses for udtømmende og ufravigelige, i hvert fald med

hensyn til tilsynsmyndighed, tilsynsregler og skatter. Dette

ufravigelighedskrav er begrundet i de ovenfor nævnte beskyttelseshensyn.

Tvivl om risikoens beliggenhed vil kunne opstå, for så vidt angår de

tilfælde, hvor en forsikringsaftale dækker flere risici fordelt på flere

medlemsstater. Herom fremgår af Rådets mødeprotokol, at medlemsstaten, hvor

hver af disse risici består, i sådanne tilfælde bestemmes individuelt i

medfør af en prioriteringsrækkefølge som i § 4 angivet.

Som et eksempel på en situation, hvor en forsikringsaftale dækker flere

risici fordelt på flere medlemsstater, kan nævnes følgende:

En person, der er bosat i Danmark, ejer en fabrik såvel i Danmark som i

Vesttyskland. Den pågældende har en bygnings- og løsøreforsikring hos et

dansk forsikringsselskab, der både dækker fabrikken i Danmark og fabrikken i

Vesttyskland. Risikoens beliggenhed for så vidt angår de faste ejendomme,

d.v.s. fabriksbygningen i Danmark og fabriksbygningen i Vesttyskland, skal

afgøres efter stk. 1, nr. 1. »Den forsikrede genstand« vil her

befinde sig i både Danmark og i Vesttyskland. Der skal således bestemmes hver

for sig for de 2 risici, hvorefter risikoen for fabriksbygningen i Danmark er

beliggende i Danmark, og risikoen for fabriksbygningen i Vesttyskland er

beliggende i Vesttyskland. Hvad angår andet end de faste ejendomme

(fabriksbygningerne), f.eks. varelagre og lignende, afgøres risikoens

beliggenhed efter stk. 2, hvorefter risikoen er beliggende i

forsikringstagerens bopælsland (Danmark).

Et andet tilfælde kan være en række virksomheder i forskellige

medlemsstater, der ønsker at tegne en fælles forsikring. Her vil risikoen,

både for så vidt angår den faste ejendom og for så vidt angår andet, have

beliggenhed i de pågældende medlemsstater, da alle virksomhederne er

forsikringstagere.

I de 2 eksempler vil tilfældet imidlertid ofte være det, at

forsikringstageren/erne selv opsøger et i udlandet etableret

forsikringsselskab og tager initiativ til forsikringstegningen. Dette vil

være korrespondentforsikring, og man er i så fald uden for

tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv, jf. bemærkningerne

til § 2.

Som et eksempel, hvor der ikke foreligger korrespondentforsikring, kan

nævnes den situation, hvor et fransk forsikringsselskab, der tegner

forsikring for en fransk afdeling af en dansk virksomhed, henvender sig til

den danske virksomhed med tilbud om at dække alle den danske virksomheds

afdelinger i udlandet. For så vidt angår den faste ejendom, vil risikoen ved

denne forsikringsaftale ligge i hvert af de lande, ejendommene er beliggende

i. For så vidt angår anden risiko, må den være beliggende i

forsikringstagerens hjemland, hvilket vil sige Danmark, da den danske

virksomhed er forsikringstager for aftalen.

Til § 5

Sondringen mellem store risici og masserisici spiller en væsentlig rolle i

2. skadesforsikringsdirektiv, idet der gælder forskellige regler for adgangen

til og udøvelsen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed for de to grupper af

risici. Baggrunden herfor er den forskel i beskyttelsesbehov, der ligger hos

henholdsvis erhvervslivets store forsikringstagere og hos små handlende og

forbrugere.

De i nr. 1 angivne risici omfatter transport (klasserne 4, 5, 6, 7,

11 og 12). De er efter deres natur altid store risici.

De i nr. 2 angivne risici omfatter kredit og kaution (klasserne 14

og 15). De er store risici på de angivne betingelser (kvalitativ

afgrænsning).

De i nr. 3 angivne risici (klasserne 8, 9, 13 og 16) omfatter

navnlig brand, ejendom og ansvar. De er store risici, såfremt

forsikringstageren opfylder 2 ud af 3 bestemte kriterier (kvantitativ

afgrænsning). De talmæssige grænser er identiske med grænserne i 4. og 7.

selskabsdirektiv. Derfor henviser beregningsreglen i stk. 3 også til

aktieselskabslovens regler om beregning af det beskæftigede antal

arbejdstagere.

Til bestemmelsen knytter sig overgangsregelen i § 21, stk. 2.

Stk. 2 er begrundet i, at der ikke gør sig de samme beskyttelseshensyn

gældende for de i stk. 2 nævnte grupper, f.eks. advokater, revisorer og andre

liberale professioner, som for små handlende og forbrugere. De førstnævnte må

anses for at være i stand til at varetage egne interesser.

Til § 6

Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der udøves

fra Danmark til udlandet, skal anmeldes til Finanstilsynet, og at

Finanstilsynet kan kræve driftsplan indsendt.

Bestemmelsen giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte

de nærmere regler for, hvordan anmeldelse og driftsplan skal være. For så

vidt angår forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet har

Finanstilsynet intention om at følge den hidtidige praksis vedrørende

indsendelse af driftsplan. For så vidt angår forretningsafdelinger agter

Finanstilsynet at anvende samme praksis, dog vil man samordne praksis med

hjemlandenes tilsynsmyndigheder.

Til § 7

Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der ønskes

udøvet til Danmark, skal anmeldes til Finanstilsynet.

Det fremgår af stk. 3, at når masserisici tegnes som

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, kræver dette, at Finanstilsynet giver

tilladelse (koncession) til at dække disse risici. Da selskaberne ikke er

etableret her i landet, skal de derimod ikke registreres.

Stk. 4 indeholder bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsætte de

nærmere regler for, hvordan anmeldelses-, tilladelsesproceduren skal være,

herunder regler om svarfrist, og andre forhold, som direktivet kræver

reguleret. Tilsynet kan endvidere kræve administrationsgebyr.

Bestemmelsen om anmeldelse og eventuel tilladelse findes i direktivets

artikel 15 for masserisici og i artikel 16 for store risici.

Det er frivilligt for medlemsstaterne, om de vil indføre

koncessionssystemet ved masserisici ifølge artikel 15. Indføres det ikke,

gælder den lettere procedure ifølge artikel 16.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 medfører, at koncessionssystemet ved

masserisici indføres i Danmark.

Bestemmelserne i artikel 15, litra a og b, virker forskelligt, afhængigt

af, om det er et hovedsæde eller en sekundær etablering, der vil udbyde

tjenesteydelser.

Er det hovedsædet, der vil udbyde tjenesteydelser, skal hovedsædet

fremlægge et certifikat, der skal være udstedt af de kompetente myndigheder i

den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, d.v.s.

myndighederne i hovedsædets hjemstat. Ifølge litra a skal dette certifikat

indeholde oplysninger om solvensen og om, at der foreligger tilladelse til,

at virksomheden kan virke udenfor hjemstaten. Ifølge litra b skal

certifikatet endvidere indeholde oplysninger om, hvilke klasser virksomheden

har ret til at virke indenfor.

Direktivet synes at tale om to certifikater, et ifølge litra a og et

ifølge litra b. Imidlertid er de udstedende myndigheder ifølge litra a og

litra b sammenfaldende i »hovedsædesituationen«, hvorfor der reelt

kun kan være tale om, at der skal udstedes eet certifikat. Af samme grund må

kravet ifølge litra b om myndighedernes bekræftelse på, at de ikke gør

indsigelser mod, at virksomheden præsterer forsikringstjenesteydelser, falde

bort i »hovedsædesituationen«, da det ikke giver nogen mening her.

Er der tale om, at det er en sekundær etablering , der ønsker at udbyde

forsikringstjenesteydelserne, er situationen følgende:

Ifølge litra a udsteder myndighederne i hovedsædets hjemstat

certifikatet vedrørende solvensen. Det skal endvidere fremgå af dette

certifikat, at tilladelsen til at udøve forsikringsvirksomhed også angår

virksomhed udenfor de medlemsstater, hvor hovedsædet og den sekundære

etablering er beliggende. Dette indebærer, at hovedsædet skal være vidende

om, og have accepteret, at den sekundære etablering vil udøve

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

Ifølge litra b skal der fremlægges et certifikat udstedt af myndighederne

i den stat, hvor den sekundære etablering er beliggende. I dette

certifikat anføres de tilladte klasser tillige med myndighedernes bekræftelse

på, at de ikke har indsigelser mod, at den sekundære etablering præsterer

forsikringstjenesteydelser.

Udover det i litra a og b krævede, kræves der ifølge litra c, at der til

staten, hvor forsikringstjenesteydelserne agtes præsteret, fremlægges en

driftsplan, hvortil kravet højst må være følgende:

- arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække i den

medlemsstat, hvor der skal præsteres tjenesteydelser,

- de almindelige og specielle forsikringsbetingelser i de policer, den har

til hensigt at benytte,

- de tariffer, som virksomheden har til hensigt at anvende for de enkelte

kategorier af dispositioner,

- de formularer og øvrige trykte dokumenter, den agter at anvende over for

forsikringstagerne, i det omfang, hvor de også kræves af de etablerede

virksomheder.

Det ovenfor nævnte kan ifølge stk. 2 kræves meddelt på statens officielle

sprog.

Myndighederne har op til 6 måneder til at afgøre, om de vil give eller

nægte at give tilladelse til at udbyde forsikringstjenesteydelser. Har

myndighederne ikke taget stilling inden for de 6 måneder, anses tilladelsen

for nægtet. Der er ikke i direktivet taget stilling til, hvorledes der skal

forholdes med hensyn til begrundelsespligten i sidstnævnte tilfælde.

Imidlertid kan sidstnævnte situation ikke antages at ville blive aktuel i

Danmark. Finanstilsynets normale sagsbehandlingstid idag er ikke så lang, at

6-måneders-fristen vil blive overskredet. I øvrigt vil afslag i medfør af

forvaltningslovens begrundelsespligt altid skulle begrundes.

Forvaltningsloven finder anvendelse på alle dele af den offentlige

forvaltning og gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive

truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og må således også gælde

Finanstilsynets behandling af ansøgninger fra udenlandske

forsikringsselskaber.

Afgørelsen af, hvorvidt tilladelse som udgangspunkt skal gives eller

afslås, træffes ud fra, hvorvidt driftsplanen ud fra en samlet bedømmelse vil

kunne holde, når den realiseres.

Afslag skal være klart begrundet og meddeles den pågældende virksomhed, og

det skal kunne ankes.

Er der tale om udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed som

store risici , er der alene tale om en simpel notifikationsprocedure.

Værtslandet kan alene udover det ovenfor under litra a og b nævnte kræve

oplysninger om arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække

i den medlemsstat, hvor der præsteres forsikringstjenesteydelser.

Ved store risici kan virksomheden begynde sin virksomhed fra den

attesterede dato, hvor værtslandets tilsynsmyndigheder er i besiddelse af de

ovennævnte dokumenter.

Lovpligtige forsikringer kan vise sig at give særlige problemer. Derfor

får tilsynet i stk. 4 bemyndigelse til at give særlige regler herom, hvis det

viser sig påkrævet.

Til § 8

Sondringen mellem etablering og forsikringstjenesteydelser rejser det

problem, som normalt betegnes kumulation (artikel 13 i 2.

skadesforsikringsdirektiv). Problemet består i at hindre »omgåelse«

i den form, at en virksomhed sælger forsikringer i en anden stat både gennem

sekundær etablering og i form af forsikringstjenesteydelser.

Kumulationsproblemet er i § 8 løst således, at et selskab fra sin etablering

i en anden medlemsstat må tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet,

selvom det har en sekundær etablering her, såfremt det drejer sig om store

risici samt andre risici, som den pågældende sekundære etablering ikke har

koncession til at dække.

Til § 9

Bestemmelsen i stk. 1 sikrer i overensstemmelse med direktivets artikel

24, at i udlandet etablerede selskaber, som ønsker at tegne forsikringer som

forsikringstjenesteydelser i Danmark, vil kunne pålægges at deltage i

forsikringsordninger, der sikrer erstatningskrav for sikrede eller skadelidte

trediemænd. Som eksempel på en ordning tilknyttet en lovpligtig forsikring,

kan nævnes den lovpligtige ansvarforsikring for hunde, hvor en pool-ordning

sikrer bl.a., at en sagesløs skadelidt altid vil kunne få erstatning for en

skade forårsaget af en hund, uanset om hunden er identificeret eller ej.

Endvidere kan nævnes den særlige ordning om gensidig hæftelse for

selskaber, der tegner bygningsbrandforsikring for bygninger beliggende her i

landet. (Industriministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 24. august 1984).

Stk. 2. Den hidtidige procedure med Finanstilsynets godkendelse af

forsikringsbetingelser for bygningsbrandforsikring vil ikke kunne

opretholdes, idet direktivet (artikel 18, stk. 2) fastslår, at

medlemsstaterne, for så vidt angår store risici, ikke må fastsætte

bestemmelser om, at der (bl.a.) kræves godkendelse af almindelige og

specielle betingelser i forsikringspolicer. En godkendelsesprocedure som den

nuværende ville ganske vist kunne opretholdes for bygningsbrand i det omfang,

det er en masserisiko, men af administrative og praktiske grunde foreslås en

ensartet procedure. Finanstilsynets nuværende godkendelsesprocedure foreslås

derfor i forslag til lov om forsikringsvirksomhed afløst af en bekendtgørelse

udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes minimumsbetingelser for

bygningsbrandforsikring. Indholdet og udformningen af bekendtgørelsen vil

tage sit udgangspunkt i de nugældende minimumsforsikringsbetingelser. Det

forudsættes, at bygningsbrandforsikringer, der opfylder bekendtgørelsens

krav, tillige opfylder pantebrevsformularernes krav om forsikring i et af

staten godkendt bygningsbrandforsikringsselskab. Tjenesteydere skal selvsagt

opfylde bekendtgørelsens krav. Stk. 2 præciserer dette.

Bestemmelsen fastslår endvidere i stk. 3 (2. skadesforsikringsdirektiv's

artikel 8 b), at de i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler

for godkendelse af almindelige og specielle betingelser finder anvendelse på

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Indholdet af disse regler vil kunne

ændres, men ikke skærpes.

Af sådanne almindelige og specielle betingelser findes der indenfor lovens

dækningsområde i øjeblikket kun de af Trafikministeriet fastsatte regler for

godkendelse af almindelige og specielle betingelser, jf. luftfartslovens §

130.

Til § 10

Bestemmelsen vedrører overdragelse af forsikringsbestande tegnet som

forsikringstjenesteydelsesforsikringer af selskaber etableret såvel i Danmark

som i udlandet. Bestemmelsen har sit grundlag i 2. skadeforsikringdirektivs

artikel 11. Bestemmelsen finder anvendelse i alle tilfælde af

porteføljeoverdragelse, hvad enten det overdragende selskab er i

vanskeligheder eller ikke. Det bemærkes, at Finanstilsynet ved overdragelse

af forsikringstjenesteydelsesbestande vil tilgodese forsikringstagernes tarv,

i lighed med det, som er tilfældet ved den nuværende administration af

overdragelse af bestande efter lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen

giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere

regler alt efter, hvilken porteføljeoverdragelse der er tale om.

Til § 11

Ifølge direktivets artikel 22 påhviler det Finanstilsynet at virke som

opsamlingscentral for indberetning af oplysninger om forsikringsaktiviteter,

der udøves af her etablerede forsikringsselskaber i henhold til reglerne om

udveksling af forsikringstjenesteydelser.

Efter bestemmelsen i stk. 2, skal forretningsstedet, når præmieindtægten

inden fradrag af reassurancepræmier overstiger et beløb, der med direktivet

er fastsat til 2,5 mio. ECU, føre et teknisk driftsregnskab omfattende

oplysninger om præmieindtægt, erstatningsudgifter og provision for den nævnte

forsikringsaktivitet på grupper af forsikringsklasser.

Finanstilsynets bemyndigelse i stk. 2 og stk. 3 til at forlange det

tekniske driftsregnskab indberettet er en naturlig konsekvens af, at

direktivet giver tilsynsmyndigheden i den medlemsstat, hvor der præsteres

forsikringstjenesteydelser, en ret men ikke pligt til at forlange den

udvidede oplysningspligt effektueret.

Grupperne af klasser er i direktivet defineret således:

- ulykker og sygdom (1 og 2)

- brand og andre skader på ejendom (8 og 9)

- luftfarts-, sø- og transportforsikring (3, 4, 5, 6, 7, 11 og 12)

- almindelig ansvarsforsikring (13)

- kredit og kaution (14 og 15)

- øvrige klasser (16, 17 og 18).

Til § 12 Bestemmelsen i stk. 1 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at

fastsætte regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige

hensættelser for de såkaldte masserisici tegnet her i landet i henhold til

reglerne om udveksling af forsikringstjenesteydelser. Bestemmelsen er analog

til § 123, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Bemyndigelsen i stk. 2 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte

samme placeringsregler som gældende for udenlandske forsikringsselskabers

herværende forretningsafdelinger (generalagenturer), jf. lov om

forsikringsvirksomhed § 224, stk. 3.

Stk. 3 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte detaljerede regler

om kongruens og lokalisering inden for de grænser, som EF-medlemskabet

påbyder, jf. bilag 1 til direktivet. Normalt vil der for etableret virksomhed

og forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælde samme regler.

Til § 13

I overensstemmelse med direktivets artikel 20 fastslår bestemmelsen, at

såfremt et enten i Danmark eller i udlandet etableret forsikringsselskab

træder i likvidation, skal forsikringsforpligtelserne, der er tegnet som

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, behandles ligeligt med andre

tilsvarende forsikringsforpligtelser, uanset de forsikredes eller de

begunstigedes nationalitet.

Til § 14

Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse til at indhente de

oplysninger, som er nødvendige til at påse, om loven overholdes.

Finanstilsynet kan efter denne bestemmelse for eksempel afkræve en mellemmand

oplysninger til afklaring af, om vedkommendes aktivitet kan betragtes som

erhvervsmæssig.

Til § 15

Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger, som

Tilsynet har modtaget vedrørende tjenesteydelsesvirksomhed til andre landes

tilsynsmyndigheder under forudsætning af, at disse er undergivet

tavshedspligt. Bestemmelsen fastslår endvidere, at meddelelser fra

udenlandske tilsynsmyndigheder vil være omfattet af Finanstilsynets

tavshedspligt, hvis dette er ønsket af den udenlandske tilsynsmyndighed.

Til § 16

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at forbyde en i udlandet

etableret virksomhed at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.

Forbudet kan f.eks. for så vidt angår en tjenesteyder, der tegner

masserisici, resultere i tilbagekaldelse af koncession, herunder

rådighedsberøvelse over de herværende aktiver.

Et så vidtgående indgreb forudsætter selvsagt lovovertrædelser af grov

eller gentagende karakter.

Forbud vil som hovedregel alene kunne gives i den situation, hvor

Finanstilsynet både forgæves har indstillet til selskabet om ikke at

fortsætte med den pågældende aktivitet, og hvor heller ikke myndighederne i

etableringslandet har kunnet bringe forholdet til ophør.

Danske forsikringsselskaber er i øvrigt fortsat tillige undergivet

reglerne i lov om forsikringsvirksomhed.

For udenlandske selskaber i Danmark, der ikke er undergivet dansk

forsikringstilsynsret, opstår der et særligt problem om loyal konkurrence og

forbrugerbeskyttelse. Disse forhold varetages af forbrugerombudsmanden i

henhold til markedsføringsloven. Men i grove eller gentagende tilfælde kan

forbrugerombudmanden anmode Finanstilsynet om at bruge sanktionerne i § 16.

Til § 17

Der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.

Til § 18

Industriministeriets Erhvervsankenævn er indsat som den endelige

administrative klageinstans.

Til § 19

Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at straffe overtrædelse af

loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, hvis

overtrædelsen sker forsætligt eller groft uagtsomt.

Til § 20

Da der er tale om implementering af et EF-direktiv, finder loven ikke

anvendelse på Grønland og Færøerne.

Til § 21

Den 1. juli 1990 er tidsfristen, der er fastsat i 2.

skadesforsikringsdirektiv til ikrafttræden af direktivbestemmelserne.

Om de særlige overgangsregler henvises til § 1, stk. 2, § 5 og § 17.

Efter 2. behandling den 8. maj 1990

§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i

form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:

1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for

De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.

2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et

forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det

vedtægtsmæssige hjemsted.

3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en

anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske

forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske

Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.

Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder

anvendelse på:

1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,

der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke

omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.

Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab

fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en

forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.

Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De

Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i

bilaget til loven.

§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:

1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig

arbejdsskadeforsikring.

2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens

ansvar.

3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af

nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.

4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed

formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,

som ikke er etableret her i landet.

5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe

eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et

forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra

et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse

her i landet om forsikringstegning.

§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:

1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.

2) En forretningsafdeling (generalagentur).

3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget

personale.

4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det

udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.

§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:

1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt

forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det

omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,

2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen

vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller

3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne

er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser

eller ferie.

Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den

medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor

forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er

et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er

beliggende.

§ 5. Ved store risici forstås:

1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.

2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når

forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller

liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.

3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når

forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:

a) statussum: 6.2 mio. ECU

b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.

Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad

hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de

opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.

Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,

industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.

2.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de

i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.

§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller

en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som

ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat,

skal anmelde dette til Finanstilsynet.

Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse

med anmeldelsen.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og

driftsplanen.

§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,

hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til

Finanstilsynet.

Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget

af Finanstilsynets tilladelse (koncession).

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,

herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis

forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.

§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden

medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som

forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt

risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession

til.

Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne

lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af

erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.

Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker

bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat

efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.

Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende

anvendelse.

Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for

godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af

lovpligtige forsikringer finder anvendelse på

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.

§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin

skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller

en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det

førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for

forsikringstagerne.

Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.

§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne

lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til

Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.

Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i

stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af

Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et

teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan

forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte

indberetning.

Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre

etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten

fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i

alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.

Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal

gives.

§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til

denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet

regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.

Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af

forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige

hensættelser efter stk. 1.

Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i

forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige

forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.

§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes

forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i

henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med

dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes

eller de begunstigedes nationalitet.

§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd

kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,

herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.

§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters

tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er

undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som

Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,

at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af

oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om

forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.

§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af

forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde

koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange

overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller

efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.

Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et

selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver

eller begrænse dets rådighed herover.

§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §

1, stk. 2.

§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller

forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets

Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den

pågældende.

§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes

med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,

stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne

lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom

overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.

Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,

andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som

sådan bødeansvar.

§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.

§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter

industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.

Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,

nr. 3, anførte tal:

a) statussum: 12,4 mio. ECU

b) nettoomsætning: 24 mio. ECU

c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.

Bilag

Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker

(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af

økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.

2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer

heraf.

3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende

materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne

landkøretøjer.

4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på

jernbanekøretøjer.

5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.

6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.

7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader

på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.

8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,

eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller

jordskred.

9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom

omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller

frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført

under nr. 8.

10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar

hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens

ansvar).

11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra

brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).

12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:

ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer

(herunder førerens ansvar).

13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under

numrene 10, 11 og 12.

14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,

hypotekforsikring og landbrugsforsikring.

15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.

16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab

(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte

generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-

eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke

forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.

17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.

18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under

befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter