1989 LSF 125 FORSLAG TIL LOV OM UDVEKSLING AF FORSIKRINGSTJENESTEYDELSER INDEN FOR DIREKTE SKADESFORSIKRINGSVIRKSOMHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i
form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:
1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for
De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.
2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et
forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det
vedtægtsmæssige hjemsted.
3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en
anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske
forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske
Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder
anvendelse på:
1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,
der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke
omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.
Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab
fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en
forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.
Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De
Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i
bilaget til loven.
§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:
1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig
arbejdsskadeforsikring.
2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens
ansvar.
3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af
Læs alt
nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.
4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed
formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,
som ikke er etableret her i landet.
5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et
forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra
et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse
her i landet om forsikringstegning.
§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:
1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.
2) En forretningsafdeling (generalagentur).
3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget
personale.
4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det
udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.
§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:
1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt
forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det
omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,
2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen
vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller
3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne
er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser
eller ferie.
Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den
medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor
forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er
et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er
beliggende.
§ 5. Ved store risici forstås:
1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.
2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når
forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller
liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.
3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når
forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:
a) statussum: 6,2 mio. ECU
b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.
Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad
hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de
opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,
industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.
2.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de
i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.
§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller
en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som
ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat,
skal anmelde dette til Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse
med anmeldelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og
driftsplanen.
§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,
hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget
af Finanstilsynets tilladelse (koncession).
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,
herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis
forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.
§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som
forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt
risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession
til.
Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne
lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af
erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.
Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker
bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat
efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.
Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for
godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af
lovpligtige forsikringer finder anvendelse på
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.
§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin
skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller
en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det
førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for
forsikringstagerne.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.
§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne
lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til
Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.
Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i
stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af
Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et
teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan
forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte
indberetning.
Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre
etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten
fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i
alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal
gives.
§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til
denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet
regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af
forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige
hensættelser efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i
forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige
forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.
§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes
forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i
henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med
dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes
eller de begunstigedes nationalitet.
§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd
kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,
herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.
§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters
tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er
undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som
Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,
at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af
oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om
forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.
§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde
koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange
overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller
efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et
selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver
eller begrænse dets rådighed herover.
§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §
1, stk. 2.
§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes
med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,
stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne
lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom
overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som
sådan bødeansvar.
§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter
industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.
Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,
nr. 3, anførte tal:
a) statussum: 12,4 mio. ECU
b) nettoomsætning: 24 mio. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.
Bilag
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker
(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af
økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.
2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer
heraf.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende
materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne
landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på
jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader
på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,
eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller
jordskred.
9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller
frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført
under nr. 8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar
hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens
ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra
brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer
(herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under
numrene 10, 11 og 12.
14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,
hypotekforsikring og landbrugsforsikring.
15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab
(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte
generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-
eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke
forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.
18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under
befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.
Oprindeligt fremsat forslag
§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i
form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:
1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for
De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.
2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et
forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det
vedtægtsmæssige hjemsted.
3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en
anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske
forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske
Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder
anvendelse på:
1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,
der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke
omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.
Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab
fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en
forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.
Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De
Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i
bilaget til loven.
§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:
1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig
arbejdsskadeforsikring.
2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens
ansvar.
3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af
nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.
4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der i ikke-erhvervsmæssigt øjemed
formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,
som ikke er etableret her i landet.
5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et
forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra
et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse
her i landet om forsikringstegning.
§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:
1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.
2) En forretningsafdeling (generalagentur).
3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget
personale.
4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det
udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.
§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:
1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt
forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det
omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,
2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen
vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller
3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne
er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser
eller ferie.
Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den
medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor
forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er
et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er
beliggende.
§ 5. Ved store risici forstås:
1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.
2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når
forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller
liberal virksomhed, og risikoen vedrører denne virksomhed.
3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når
forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:
a) statussum: 6.2 mill. ECU
b) nettoomsætning: 12,8 mill. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.
Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad
hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de
opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,
industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.
2.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de
i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.
§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet,
eller en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk
EF-forsikringsselskab, som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat, skal anmelde
dette til Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse
med anmeldelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og
driftsplanen.
§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,
hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget
af Finanstilsynets tilladelse (koncession).
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,
herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis
forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.
§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som
forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt
risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession
til.
Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne
lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af
erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte trediemænd.
Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker
bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat
efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.
Stk. 3. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for
godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af
lovpligtige forsikringer finder anvendelse på
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.
§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin
skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller
en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det
førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for
forsikringstagerne.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.
§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne
lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til
Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.
Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i
stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af
Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et
teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan
forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte
indberetning.
Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre
etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten
fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i
alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal
gives.
§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til
denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet
regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af
forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige
hensættelser efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i
forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige
forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.
§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes
forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i
henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med
dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler, uanset de forsikredes
eller de begunstigedes nationalitet.
§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd
kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,
herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.
§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters
tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er
undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som
Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,
at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af
oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om
forsikringsvirksomhed, § 240, stk. 4.
§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvist
tilbagekalde koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller
gentagende gange overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af
denne lov, eller efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et
selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver
eller begrænse dets rådighed herover.
§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §
1, stk. 2.
§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes
med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,
stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne
lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom
overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som
sådan bødeansvar.
§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter
industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.
Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,
nr. 3, anførte tal:
a) statussum: 12,4 mill. ECU
b) nettoomsætning: 24 mill. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.
Bilag
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker
(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af
økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.
2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer
heraf.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende
materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne
landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på
jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader
på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,
eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller
jordskred.
9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller
frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført
under nr. 8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar
hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens
ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra
brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer
(herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under
numrene 10, 11 og 12.
14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,
hypotekforsikring og landbrugsforsikring.
15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab
(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte
generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-
eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke
forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.
18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under
befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål er at implementere De Europæiske Fællesskabers
Råds 2. direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og
administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset
fra livsforsikring, om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den
faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser og om
ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF om adgangen til udøvelse af direkte
forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (2.
skadesforsikringsdirektiv). Direktivets regler skal træde i kraft senest den
1. juli 1990.
2. I efteråret 1988 nedsatte Industriministeriet en arbejdsgruppe under
Finanstilsynet, der fik til opgave at afklare omfanget af de
gennemførelsesforpligtelser, direktivet pålægger Danmark og fremgangsmåden
ved gennemførelsen. Arbejdsgruppen afgav i juli 1989 en rapport om
gennemførelse af direktivet med udkast til lov om udveksling af
forsikringstjenesteydelser inden for direkte skadesforsikringsvirksomhed.
Dette lovforslag bygger på rapporten.
3. Ved udveksling af forsikringstjenesteydelser forstås, at et
forsikringsselskab fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker
en risiko, der består i en anden medlemsstat. Hensigten med udveksling af
forsikringstjenesteydelser på forsikringsområdet er at udvikle
forsikringsmarkedet ved at gøre det lettere dels for forsikringsselskaber,
der har deres vedtægtsmæssige hjemsted inden for EF, at udøve
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i medlemslandene, dels for EF-borgere at
tegne forsikringer i forsikringsselskaber, der er etableret i andre
medlemslande. Det bemærkes, at lovforslaget muliggør, at tredielande
ligestilles, hvis dette i fremtiden viser sig ønskeligt.
4. Muligheden for at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gør sig
især gældende for, hvad direktivet benævner store risici. Som store risici
betragtes alle transportrisici, samt kredit- og kautionsrisici, når den
forsikrede driver industri eller handel eller udfører et liberalt erhverv.
Endvidere er risici i forsikringsklasserne brand og naturkræfter, andre
skader på ejendom, almindelige ansvarsforsikring, og diverse økonomiske tab
at betragte som store risici, såfremt den forsikrede opfylder mindst to af
følgende tre krav:
1) Mere end 250 ansatte
2) Omsætning på 12,8 mill. ECU, ca. 100 mill. kr.
3) Regnskabsbalance på mindst 6,2 mill. ECU, ca. 50 mill. kr.
Som en overgangsordning fra 1. juli 1990 frem til 1. januar 1993 gælder
dog de dobbelte grænser, altså 500 ansatte o.s.v. Hvis den forsikrede udgør
en del af en koncern, er det koncernens samlede beskæftigelse og
konsoliderede regnskab, der skal opfylde de nævnte krav. Medlemslandene har
derudover ifølge direktivet adgang til at klassificere sammenslutninger eller
joint ventures som store risici, når to af ovennævnte kriterier er opfyldt.
5. Med udgangspunkt i sondringen store risici og masserisici fastlægger
direktivet de procedurer, som et forsikringsselskab, der vil påbegynde
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, skal følge. Forsikringsselskabet skal
give tilsynsmyndigheden i såvel etablerings- som risikolandet meddelelse
herom samt oplyse, hvilke forsikringsklasser det agter at dække. For
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælder der herefter forskellige regler
for henholdsvis store risici og masserisici.
For store risici gælder alene en notifikationsprocedure, hvorefter
forsikringsselskabet i risikolandet skal fremlægge certifikat udstedt af
hjemlandsmyndigheden om solvensen, og om hvilke forsikringsklasser
forsikringsselskabet er godkendt til. Forsikringsselskabet kan påbegynde
forsikringstjenesteydelsesvirksomheden fra det tidspunkt, hvor myndighederne
i tjenesteydelseslandet er i besiddelse af de nævnte dokumenter.
For masserisici, som er alle andre risici end store risici, hjemler
direktivet en ret, men ikke en pligt for medlemsstaterne til at lade
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed være betinget af en administrativ
tilladelse (koncession). Medlemslandene kan således ud over solvenscertifikat
og certifikat vedrørende forsikringsklasser kræve, at forsikringsselskabet
fremlægger en driftsplan indeholdende: Arten af risici, almindelige og
specielle forsikringsbetingelser, tariffer og formularer m.v. Risikolandets
myndigheder har herefter en frist på et halvt år til at indrømme eller nægte
tilladelse. Myndigheden kan kun nægte tilladelse, hvis driftsplanen ikke er i
overensstemmelse med statens love og administrative bestemmelser.
I lovforslaget er forsikringstjenesteydelsesvirksomhed til Danmark for så
vidt angår masserisici gjort betinget af koncession fra Finanstilsynet, jfr.
lovforslagets § 7.
6. Lov om forsikringsvirksomhed finder alene anvendelse på her i landet
etablerede selskaber og er efter sit indhold således ikke egnet til at
regulere forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der drives af selskaber, der
ikke er etableret i Danmark. Med den øgede mulighed for
tjenesteydelsesvirksomhed er det fundet mest hensigtsmæssigt at regulere al
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed såvel fra Danmark som til Danmark i en
selvstændig lov. Lovforslaget indeholder således de specielle regler, der
ifølge 2. skadesforsikringsdirektiv gælder for tjenesteydelsesvirksomhed.
7. Lov om forsikringsvirksomhed finder sammen med dette lovforslag
anvendelse på her i landet etablerede selskaber. Da lov om
forsikringsvirksomhed ikke finder anvendelse på udenlandske selskaber, der
udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, er det nødvendigt i
lovforslaget at indføje regler svarende til bestemmelser i denne lov til
sikring af danske forsikringstageres interesser. Dette gælder således
bestemmelserne om overdragelse af bestande (§ 10), om likvidation (§ 13), om
oplysningspligt overfor Finanstilsynet (§ 14), og om videregivelse af
oplysninger (§ 15).
8. Direktivet indeholder forbud mod, at medlemsstaterne for visse risici
fastsætter bestemmelser om, at der kræves godkendelse af »almindelige og
specielle betingelser i forsikringspolicer«. Dette medfører, at der ikke
fremover vil kunne kræves godkendelse af betingelserne for
bygningsbrandforsikring forud for udstedelse af koncession, og den nugældende
danske ordning kan derfor ikke opretholdes. Dette gælder kun for forsikring
af store risici, og bygningsbrandforsikring kan være såvel en stor risiko som
en masserisiko, afhængigt af forsikringstagerens økonomiske størrelse. Af
administrative og praktiske grunde vil den nugældende ordning blive erstattet
af en bekendtgørelse udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes
minimumsbetingelser for bygningsbrandforsikring. Direktivets bestemmelser
forhindrer således ikke, at medlemsstaterne ved generelle retsakter (love
eller administrative forskrifter) fastsætter, under hvilke betingelser store
risici må tegnes.
9. Direktivet omfatter ikke den såkaldte korrespondentforsikring, der er
karakteriseret ved, at forsikringstageren selv retter henvendelse til et
forsikringsselskab i et andet land. Lovforslaget indeholder derfor ikke
bestemmelser om korrespondentforsikring, og disse forsikringer vil som hidtil
kunne tegnes frit, dog med undtagelse af visse lovpligtige forsikringer.
10. Lovforslaget har været forelagt Assurandør-Societetet,
Pensionskasserådet og Forbrugerrådet.
11. Forslaget forventes ikke at få administrative eller statsfinansielle
konsekvenser, da der pr. 1. januar 1990 gennemføres en omstrukturering af
Finanstilsynet bl.a. med henblik på den fortsatte internationalisering af de
finansielle virksomheder.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Bestemmelsen angiver lovens anvendelsesområde som
»forsikringstjenesteydelsesvirksomhed«. Da denne efter 2.
skadesforsikringsdirektiv kan forekomme i flere former, opremses de i stk. 1.
EF-tjenesteydelserne omfatter efter nr. 1 til 4 såvel udenlandske
EF-forsikringsselskaber samt disses ikke-herværende (d.v.s. ikke i Danmark
etablerede), i EF etablerede forretningssteder, der ønsker at udøve
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark, som danske selskaber og
herværende forretningssteder af udenlandske EF-forsikringsselskaber, der
ønsker at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat.
Til forskel fra lov om forsikringsvirksomhed er det i denne lov således ikke
selskaber eller generalagenturet, der er genstanden for regulering eller
tilsyn, men alene deres tjenesteydelsesvirksomhed.
Den gældende lov om forsikringsvirksomhed (jf. lovbekendtgørelse nr. 127
af 23. marts 1984 med senere ændringer) tillader ikke udenlandske
forsikringsselskaber at tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet, mens
den omfatter danske selskabers samlede virksomhed, herunder
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i udlandet.
Både for danske og udenlandske selskaber er det derfor nødvendigt at give
særlige regler om tjenesteydelser til gennemførelse af EF-rettens krav. Det
er mest hensigtsmæssigt at samle disse regler i een lov. Den vil for danske
selskaber være et supplement til lov om forsikringsvirksomhed. Udenlandske
selskabers forhold reguleres derimod bortset fra denne lov alene af
udenlandsk tilsynslovgivning. Herudover skal danske selskaber, der efter stk.
1, nr. 3-4, og stk. 2, nr. 1, driver tjenesteydelsesvirksomhed i et fremmed
land, selvsagt underkaste sig de regler, der gælder der, d.v.s. regler med
samme formål som dette lovforslag.
Selv om lovforslaget primært skal gennemføre 2. skadesforsikringsdirektiv,
er det af praktiske, tilsynsmæssige og erhvervspolitiske grunde ønskeligt, at
også tjenesteydelser i relation til tredielande omfattes. Det betyder, at
alle tjenesteydelser undergives et ensartet, betryggende tilsyn, at der
bliver regler for danske forsikringsselskabers udenlandske virksomhed, og at
den liberale danske holdning i udenrigsøkonomi fastholdes. Derfor medtages
disse situationer i stk. 2.
Stk. 2 træder i henhold til § 21 først i kraft efter industriministerens
nærmere bestemmelse. Det skyldes, at reguleringen af tredielands relationen
kræver visse tilpasninger i forhold til lovudkastet, som skal fastsættes i
henhold til § 17, og at dette i øvrigt er mindre hastende.
Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed består efter stk. 3 i, at det
etablerede forretningssted i en EF-medlemsstat tilbyder en forsikring, der
dækker en risiko, der er beliggende i en medlemsstat forskellig fra den, hvor
det etablerede forretningssted er beliggende.
Forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan udøves fra såvel selskabets
vedtægtsmæssige hjemsted (hovedsædet) som fra et af dets forretningssteder,
jf. § 3, nr. 2-4, i et andet EF-medlemsland.
De i stk. 4 nævnte forsikringsklasser, der er optaget i bilaget til loven,
er de i § 8, stk. 1, i bekendtgørelsen om koncession til
forsikringsvirksomhed omhandlede forsikringsklasser (fremgår endvidere af 1.
skadesforsikringsdirektivs bilag), jf. også bemærkningerne til § 11.
Til § 2
Undtagelserne i nr. 1-3 skyldes, at enkelte dele af en række risici ifølge
artikel 12 i 2. skadeforsikringsdirektiv er undtaget fra direktivets regler
om forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.
I lovforslaget er kun de undtagelser medtaget, der har betydning for
Danmark.
Udover det i nr. 1-3 undtagne undtager 2. skadesforsikringsdirektiv
lovpligtig ansvarsforsikring for visse motorbåde. Denne forsikring findes kun
i Italien. Endvidere undtages lovpligtig forsikring for bygningsarbejde af
hensyn til Frankrig.
Ved udarbejdelsen af lovforslaget er det lagt til grund, at
arbejdsskadeforsikring omfatter både arbejdsulykker og erhvervssygdomme. Det
bemærkes, at i de fleste andre EF-lande dækkes erhvervssygdomme af en social
sikringsordning.
Nr. 4 angår alle former for mellemmænd, som formidler forsikringer, uden
at dette sker erhvervsmæssigt.
En professionel mellemmand, der modtager betaling enten af selskabet eller
af forsikringstageren, vil som hovedregel være at betragte som en
erhvervsmæssig formidler.
Endvidere formidler en mellemmand forsikringer erhvervsmæssigt, når han
formidler forsikringer til bestemte, ikke-herværende (dvs. ikke i Danmark
etablerede) udenlandske forsikringsselskaber og modtager betaling herfor.
Et yderligere indicium for, at formidlingen er erhvervsmæssig, vil være,
hvis mellemmanden markedsfører sig her i landet med, at der formidles
forsikringer til selskaber i andre EF-lande.
Derimod vil den lejlighedsvise formidling af enkeltstående forsikringer
til ikke-herværende udenlandske forsikringsselskaber uden forudgående aftale
med forsikringsselskabet ikke blive betragtet som erhvervsmæssig.
Det bemærkes, at det nugældende forbud mod at formidle forsikringer til
andre end danske eller her i landet registrerede udenlandske
forsikringsselskaber i lov om forsikringsvirksomhed § 220 ligeledes er
afgrænset ud fra et erhvervsmæssigt kriterium.
Retstilstanden for Lloyds-mæglere, som omhandles i lov om
forsikringsvirksomhed § 220, stk. 2, forbliver uændret.
Til nr. 5 bemærkes, at udover ved forsikringstjenesteydelsesvirksomhed kan
der - som efter gældende ret - i et udenlandsk forsikringsselskab ske dækning
af risici i et land, hvor selskabet ikke er etableret, ved de såkaldte
korrespondentforsikringer. Korrespondentforsikringer er ikke omfattet af
tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv og kan efter gældende
ret fortsat tegnes frit. Ved korrespondentforsikring forstås den situation,
hvor forsikringstageren foretager den grænseoverskridende handling og
uopfordret samt på eget initiativ henvender sig til et selskabs etablerede
forretningssted (hovedsæde eller forretningsafdeling) i et andet
EF-medlemsland, det være sig skriftligt, personligt eller telefonisk. Denne
situation er fuldt ud undergivet vedkommende fremmede lands tilsyns- og
markedsføringslovgivning. Forsikringstageren anses for at have foretaget den
grænseoverskridende handling, såfremt forsikringstageren henvender sig til
selskabet som følge af reklame i hans hjemland, for så vidt der ikke er tale
om en personligt stilet henvendelse, det såkaldte »direct mail«.
Sidstnævnte er en udvidelse i forhold til den hidtidige forståelse af
begrebet korrespondentforsikring og begrundet i, at man ved forhandlingerne
om forslaget til Rådets 2. livsforsikringsdirektiv har anlagt denne
fortolkning. Da der bør være overensstemmelse mellem grænserne for fri
reklame inden for livsforsikringsvirksomhed og skadesforsikringsvirksomhed,
har man valgt at udvide begrebet korrespondentforsikring også inden for
skadesforsikringsvirksomhed, uanset at 2. skadesforsikringsdirektiv ikke i
sig selv nødvendiggør dette. Lovpligtige forsikringer kan dog være
underkastet særregler.
Lovforslaget baserer afgrænsningen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed
over for korrespondentforsikring ved at lægge vægt på, om der foretages en
personlig henvendelse.
Derimod vil enhver form for markedsføring uden for Danmark, uanset om den
henvender sig til det danske marked, altid kunne foretages uden at blive
betragtet som forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.
Til § 3
Kravene til at opnå tilladelse til at udøve
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed er lempeligere end kravene til at opnå
tilladelse til at drive etableret virksomhed. Det er derfor nødvendigt at
have en sondring mellem, hvornår et forsikringsselskab driver etableret
virksomhed, og hvornår det udøver forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Til
klargørelse heraf er der i § 3 en definition af etablering. Den tjener flere
formål. For det første bestemmer den, i hvilken anden medlemsstat en
tjenesteyder er etableret, og dermed også om et selskab er omfattet af
EF-rettens begunstigelser. For det andet udsiger den omvendt, under hvilke
omstændigheder det vil blive antaget, at et forsikringsselskab her i landet
udøver en virksomhed, der er eller kan sidestilles med etableret virksomhed,
og dermed omfattes af lov om forsikringsvirksomhed.
Nr. 3 og nr. 4 er en udvidelse af begrebet etablering i forhold til den
hidtidige forståelse heraf. Ifølge Romtraktatens artikel 52 kan etablering
(når bortses fra et selskabs hovedsæde) foreligge i form af datterselskab,
agentur eller filial. Da disse begreber ikke er entydigt defineret, har man
ment, at der også i andre tilfælde kunne foreligge etablering. EF-domstolen
støttede i et vist omfang denne holdning i den afsagte dom i sag 205/84,
Kommissionen mod Vesttyskland, om begrænsninger i den tyske lovgivning
vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser inden for
forsikringsvirksomhed. Domstolen udtalte således, at etablering også kan
forekomme i form af det under pkt. 3 og 4 nævnte, og dette blev indarbejdet i
2. skadesforsikringsdirektiv (art. 3). Pkt. 3 og 4 er en ordret gengivelse af
artikel 3.
Med hensyn til nr. 3 kan nævnes, at det ved et kontor, der ledes af
virksomhedens eget personale, må antages, at een ansat er tilstrækkeligt til,
at der foreligger et etableret forretningssted. Det er dog en forudsætning,
at den ansatte er ansat og lønnet af det udenlandske selskab og har
indflydelse på virksomheden.
Hvis en person for eksempel bor på et hotel, og derfra repræsenterer
selskabet, skal spørgsmålet, om der er tale om et etableret forretningssted,
især afgøres ud fra dels tidsfaktoren, dels om det er en gentagende
foreteelse.
En forretningsafdeling som nævnt i nr. 4 vil typisk være et
generalagentur. Det er derfor nødvendigt at definere den bemyndigelse, en
generalagent har, for at kunne fastslå, hvornår en person, placeret i
Danmark, kan betragtes som en virksomheds etablerede forretningssted.
Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger et etableret forretningssted,
afgøres ud fra, om en persons bemyndigelse svarer til en generalagents
fuldmagt.
For de i nr. 2 - 4 nævnte etablerede forretningssteder finder kapitel 24 i
lov om forsikringsvirksomhed anvendelse. Af kapitel 24 fremgår de krav, som
stilles til etableringen af et udenlandsk forsikringsselskabs
forretningsafdeling (generalagentur) i Danmark.
Til § 4
Paragraffen er en gengivelse af direktivets artikel 2, litra d.
Ved ordene »hvor risikoen er beliggende« forstås en angivelse
af, hvor den forsikrede interesse geografisk anses at være beliggende.
Bestemmelser om risikoens beliggenhed kan således anvendes til at afgøre,
hvornår der er tale om udbud af tjenesteydelser over grænserne. Også ved
kongruensreglernes bestemmelser om valg af valuta har risikoens beliggenhed
betydning (se bemærkningerne til § 12).
Reglerne om risikoens beliggenhed angives i prioriteret rækkefølge i § 4,
stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2. Residualbestemmelsen i stk. 2 må dog siges at
være den praktiske hovedregel.
Reglerne om risikoens beliggenhed er i direktivet fastsat ud fra praktiske
hensyn og ønsket om at beskytte forsikringstageren, idet forsikringsaftalen
herefter vil være undergivet hans hjemlands lovgivning, kun med undtagelse af
de tilfælde, hvor andet vil være mere hensigtsmæssigt.
Der findes en yderligere bestemmelse om risikoens beliggenhed, som er en
undtagelse til § 4. I relation til skat, afgift og gebyr, ved anvendelsen af
særlige regler herom, fastsat i medfør af direktivets artikel 25, betragtes
indboet i en ejendom, der er beliggende på en medlemsstats område, med
undtagelse af goder i erhvervsmæssig transit, som risiko, der består i denne
medlemsstat, selvom ejendommen og dens indbo ikke er dækket af samme
forsikringspolice.
Med direktivets udførligt beskrevne tilfældegrupper må reglerne om
risikoens beliggenhed anses for udtømmende og ufravigelige, i hvert fald med
hensyn til tilsynsmyndighed, tilsynsregler og skatter. Dette
ufravigelighedskrav er begrundet i de ovenfor nævnte beskyttelseshensyn.
Tvivl om risikoens beliggenhed vil kunne opstå, for så vidt angår de
tilfælde, hvor en forsikringsaftale dækker flere risici fordelt på flere
medlemsstater. Herom fremgår af Rådets mødeprotokol, at medlemsstaten, hvor
hver af disse risici består, i sådanne tilfælde bestemmes individuelt i
medfør af en prioriteringsrækkefølge som i § 4 angivet.
Som et eksempel på en situation, hvor en forsikringsaftale dækker flere
risici fordelt på flere medlemsstater, kan nævnes følgende:
En person, der er bosat i Danmark, ejer en fabrik såvel i Danmark som i
Vesttyskland. Den pågældende har en bygnings- og løsøreforsikring hos et
dansk forsikringsselskab, der både dækker fabrikken i Danmark og fabrikken i
Vesttyskland. Risikoens beliggenhed for så vidt angår de faste ejendomme,
d.v.s. fabriksbygningen i Danmark og fabriksbygningen i Vesttyskland, skal
afgøres efter stk. 1, nr. 1. »Den forsikrede genstand« vil her
befinde sig i både Danmark og i Vesttyskland. Der skal således bestemmes hver
for sig for de 2 risici, hvorefter risikoen for fabriksbygningen i Danmark er
beliggende i Danmark, og risikoen for fabriksbygningen i Vesttyskland er
beliggende i Vesttyskland. Hvad angår andet end de faste ejendomme
(fabriksbygningerne), f.eks. varelagre og lignende, afgøres risikoens
beliggenhed efter stk. 2, hvorefter risikoen er beliggende i
forsikringstagerens bopælsland (Danmark).
Et andet tilfælde kan være en række virksomheder i forskellige
medlemsstater, der ønsker at tegne en fælles forsikring. Her vil risikoen,
både for så vidt angår den faste ejendom og for så vidt angår andet, have
beliggenhed i de pågældende medlemsstater, da alle virksomhederne er
forsikringstagere.
I de 2 eksempler vil tilfældet imidlertid ofte være det, at
forsikringstageren/erne selv opsøger et i udlandet etableret
forsikringsselskab og tager initiativ til forsikringstegningen. Dette vil
være korrespondentforsikring, og man er i så fald uden for
tjenesteydelsesreglerne i 2. skadesforsikringsdirektiv, jf. bemærkningerne
til § 2.
Som et eksempel, hvor der ikke foreligger korrespondentforsikring, kan
nævnes den situation, hvor et fransk forsikringsselskab, der tegner
forsikring for en fransk afdeling af en dansk virksomhed, henvender sig til
den danske virksomhed med tilbud om at dække alle den danske virksomheds
afdelinger i udlandet. For så vidt angår den faste ejendom, vil risikoen ved
denne forsikringsaftale ligge i hvert af de lande, ejendommene er beliggende
i. For så vidt angår anden risiko, må den være beliggende i
forsikringstagerens hjemland, hvilket vil sige Danmark, da den danske
virksomhed er forsikringstager for aftalen.
Til § 5
Sondringen mellem store risici og masserisici spiller en væsentlig rolle i
2. skadesforsikringsdirektiv, idet der gælder forskellige regler for adgangen
til og udøvelsen af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed for de to grupper af
risici. Baggrunden herfor er den forskel i beskyttelsesbehov, der ligger hos
henholdsvis erhvervslivets store forsikringstagere og hos små handlende og
forbrugere.
De i nr. 1 angivne risici omfatter transport (klasserne 4, 5, 6, 7,
11 og 12). De er efter deres natur altid store risici.
De i nr. 2 angivne risici omfatter kredit og kaution (klasserne 14
og 15). De er store risici på de angivne betingelser (kvalitativ
afgrænsning).
De i nr. 3 angivne risici (klasserne 8, 9, 13 og 16) omfatter
navnlig brand, ejendom og ansvar. De er store risici, såfremt
forsikringstageren opfylder 2 ud af 3 bestemte kriterier (kvantitativ
afgrænsning). De talmæssige grænser er identiske med grænserne i 4. og 7.
selskabsdirektiv. Derfor henviser beregningsreglen i stk. 3 også til
aktieselskabslovens regler om beregning af det beskæftigede antal
arbejdstagere.
Til bestemmelsen knytter sig overgangsregelen i § 21, stk. 2.
Stk. 2 er begrundet i, at der ikke gør sig de samme beskyttelseshensyn
gældende for de i stk. 2 nævnte grupper, f.eks. advokater, revisorer og andre
liberale professioner, som for små handlende og forbrugere. De førstnævnte må
anses for at være i stand til at varetage egne interesser.
Til § 6
Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der udøves
fra Danmark til udlandet, skal anmeldes til Finanstilsynet, og at
Finanstilsynet kan kræve driftsplan indsendt.
Bestemmelsen giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte
de nærmere regler for, hvordan anmeldelse og driftsplan skal være. For så
vidt angår forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet har
Finanstilsynet intention om at følge den hidtidige praksis vedrørende
indsendelse af driftsplan. For så vidt angår forretningsafdelinger agter
Finanstilsynet at anvende samme praksis, dog vil man samordne praksis med
hjemlandenes tilsynsmyndigheder.
Til § 7
Bestemmelsen fastslår, at forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, der ønskes
udøvet til Danmark, skal anmeldes til Finanstilsynet.
Det fremgår af stk. 3, at når masserisici tegnes som
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, kræver dette, at Finanstilsynet giver
tilladelse (koncession) til at dække disse risici. Da selskaberne ikke er
etableret her i landet, skal de derimod ikke registreres.
Stk. 4 indeholder bemyndigelse for Finanstilsynet til at fastsætte de
nærmere regler for, hvordan anmeldelses-, tilladelsesproceduren skal være,
herunder regler om svarfrist, og andre forhold, som direktivet kræver
reguleret. Tilsynet kan endvidere kræve administrationsgebyr.
Bestemmelsen om anmeldelse og eventuel tilladelse findes i direktivets
artikel 15 for masserisici og i artikel 16 for store risici.
Det er frivilligt for medlemsstaterne, om de vil indføre
koncessionssystemet ved masserisici ifølge artikel 15. Indføres det ikke,
gælder den lettere procedure ifølge artikel 16.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 3 medfører, at koncessionssystemet ved
masserisici indføres i Danmark.
Bestemmelserne i artikel 15, litra a og b, virker forskelligt, afhængigt
af, om det er et hovedsæde eller en sekundær etablering, der vil udbyde
tjenesteydelser.
Er det hovedsædet, der vil udbyde tjenesteydelser, skal hovedsædet
fremlægge et certifikat, der skal være udstedt af de kompetente myndigheder i
den medlemsstat, hvor det vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende, d.v.s.
myndighederne i hovedsædets hjemstat. Ifølge litra a skal dette certifikat
indeholde oplysninger om solvensen og om, at der foreligger tilladelse til,
at virksomheden kan virke udenfor hjemstaten. Ifølge litra b skal
certifikatet endvidere indeholde oplysninger om, hvilke klasser virksomheden
har ret til at virke indenfor.
Direktivet synes at tale om to certifikater, et ifølge litra a og et
ifølge litra b. Imidlertid er de udstedende myndigheder ifølge litra a og
litra b sammenfaldende i »hovedsædesituationen«, hvorfor der reelt
kun kan være tale om, at der skal udstedes eet certifikat. Af samme grund må
kravet ifølge litra b om myndighedernes bekræftelse på, at de ikke gør
indsigelser mod, at virksomheden præsterer forsikringstjenesteydelser, falde
bort i »hovedsædesituationen«, da det ikke giver nogen mening her.
Er der tale om, at det er en sekundær etablering , der ønsker at udbyde
forsikringstjenesteydelserne, er situationen følgende:
Ifølge litra a udsteder myndighederne i hovedsædets hjemstat
certifikatet vedrørende solvensen. Det skal endvidere fremgå af dette
certifikat, at tilladelsen til at udøve forsikringsvirksomhed også angår
virksomhed udenfor de medlemsstater, hvor hovedsædet og den sekundære
etablering er beliggende. Dette indebærer, at hovedsædet skal være vidende
om, og have accepteret, at den sekundære etablering vil udøve
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.
Ifølge litra b skal der fremlægges et certifikat udstedt af myndighederne
i den stat, hvor den sekundære etablering er beliggende. I dette
certifikat anføres de tilladte klasser tillige med myndighedernes bekræftelse
på, at de ikke har indsigelser mod, at den sekundære etablering præsterer
forsikringstjenesteydelser.
Udover det i litra a og b krævede, kræves der ifølge litra c, at der til
staten, hvor forsikringstjenesteydelserne agtes præsteret, fremlægges en
driftsplan, hvortil kravet højst må være følgende:
- arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække i den
medlemsstat, hvor der skal præsteres tjenesteydelser,
- de almindelige og specielle forsikringsbetingelser i de policer, den har
til hensigt at benytte,
- de tariffer, som virksomheden har til hensigt at anvende for de enkelte
kategorier af dispositioner,
- de formularer og øvrige trykte dokumenter, den agter at anvende over for
forsikringstagerne, i det omfang, hvor de også kræves af de etablerede
virksomheder.
Det ovenfor nævnte kan ifølge stk. 2 kræves meddelt på statens officielle
sprog.
Myndighederne har op til 6 måneder til at afgøre, om de vil give eller
nægte at give tilladelse til at udbyde forsikringstjenesteydelser. Har
myndighederne ikke taget stilling inden for de 6 måneder, anses tilladelsen
for nægtet. Der er ikke i direktivet taget stilling til, hvorledes der skal
forholdes med hensyn til begrundelsespligten i sidstnævnte tilfælde.
Imidlertid kan sidstnævnte situation ikke antages at ville blive aktuel i
Danmark. Finanstilsynets normale sagsbehandlingstid idag er ikke så lang, at
6-måneders-fristen vil blive overskredet. I øvrigt vil afslag i medfør af
forvaltningslovens begrundelsespligt altid skulle begrundes.
Forvaltningsloven finder anvendelse på alle dele af den offentlige
forvaltning og gælder for behandlingen af sager, hvori der er eller vil blive
truffet afgørelse af en forvaltningsmyndighed, og må således også gælde
Finanstilsynets behandling af ansøgninger fra udenlandske
forsikringsselskaber.
Afgørelsen af, hvorvidt tilladelse som udgangspunkt skal gives eller
afslås, træffes ud fra, hvorvidt driftsplanen ud fra en samlet bedømmelse vil
kunne holde, når den realiseres.
Afslag skal være klart begrundet og meddeles den pågældende virksomhed, og
det skal kunne ankes.
Er der tale om udøvelse af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed som
store risici , er der alene tale om en simpel notifikationsprocedure.
Værtslandet kan alene udover det ovenfor under litra a og b nævnte kræve
oplysninger om arten af de risici, som virksomheden har til hensigt at dække
i den medlemsstat, hvor der præsteres forsikringstjenesteydelser.
Ved store risici kan virksomheden begynde sin virksomhed fra den
attesterede dato, hvor værtslandets tilsynsmyndigheder er i besiddelse af de
ovennævnte dokumenter.
Lovpligtige forsikringer kan vise sig at give særlige problemer. Derfor
får tilsynet i stk. 4 bemyndigelse til at give særlige regler herom, hvis det
viser sig påkrævet.
Til § 8
Sondringen mellem etablering og forsikringstjenesteydelser rejser det
problem, som normalt betegnes kumulation (artikel 13 i 2.
skadesforsikringsdirektiv). Problemet består i at hindre »omgåelse«
i den form, at en virksomhed sælger forsikringer i en anden stat både gennem
sekundær etablering og i form af forsikringstjenesteydelser.
Kumulationsproblemet er i § 8 løst således, at et selskab fra sin etablering
i en anden medlemsstat må tilbyde forsikringstjenesteydelser her i landet,
selvom det har en sekundær etablering her, såfremt det drejer sig om store
risici samt andre risici, som den pågældende sekundære etablering ikke har
koncession til at dække.
Til § 9
Bestemmelsen i stk. 1 sikrer i overensstemmelse med direktivets artikel
24, at i udlandet etablerede selskaber, som ønsker at tegne forsikringer som
forsikringstjenesteydelser i Danmark, vil kunne pålægges at deltage i
forsikringsordninger, der sikrer erstatningskrav for sikrede eller skadelidte
trediemænd. Som eksempel på en ordning tilknyttet en lovpligtig forsikring,
kan nævnes den lovpligtige ansvarforsikring for hunde, hvor en pool-ordning
sikrer bl.a., at en sagesløs skadelidt altid vil kunne få erstatning for en
skade forårsaget af en hund, uanset om hunden er identificeret eller ej.
Endvidere kan nævnes den særlige ordning om gensidig hæftelse for
selskaber, der tegner bygningsbrandforsikring for bygninger beliggende her i
landet. (Industriministeriets bekendtgørelse nr. 429 af 24. august 1984).
Stk. 2. Den hidtidige procedure med Finanstilsynets godkendelse af
forsikringsbetingelser for bygningsbrandforsikring vil ikke kunne
opretholdes, idet direktivet (artikel 18, stk. 2) fastslår, at
medlemsstaterne, for så vidt angår store risici, ikke må fastsætte
bestemmelser om, at der (bl.a.) kræves godkendelse af almindelige og
specielle betingelser i forsikringspolicer. En godkendelsesprocedure som den
nuværende ville ganske vist kunne opretholdes for bygningsbrand i det omfang,
det er en masserisiko, men af administrative og praktiske grunde foreslås en
ensartet procedure. Finanstilsynets nuværende godkendelsesprocedure foreslås
derfor i forslag til lov om forsikringsvirksomhed afløst af en bekendtgørelse
udstedt af Finanstilsynet, i hvilken der fastsættes minimumsbetingelser for
bygningsbrandforsikring. Indholdet og udformningen af bekendtgørelsen vil
tage sit udgangspunkt i de nugældende minimumsforsikringsbetingelser. Det
forudsættes, at bygningsbrandforsikringer, der opfylder bekendtgørelsens
krav, tillige opfylder pantebrevsformularernes krav om forsikring i et af
staten godkendt bygningsbrandforsikringsselskab. Tjenesteydere skal selvsagt
opfylde bekendtgørelsens krav. Stk. 2 præciserer dette.
Bestemmelsen fastslår endvidere i stk. 3 (2. skadesforsikringsdirektiv's
artikel 8 b), at de i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler
for godkendelse af almindelige og specielle betingelser finder anvendelse på
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed. Indholdet af disse regler vil kunne
ændres, men ikke skærpes.
Af sådanne almindelige og specielle betingelser findes der indenfor lovens
dækningsområde i øjeblikket kun de af Trafikministeriet fastsatte regler for
godkendelse af almindelige og specielle betingelser, jf. luftfartslovens §
130.
Til § 10
Bestemmelsen vedrører overdragelse af forsikringsbestande tegnet som
forsikringstjenesteydelsesforsikringer af selskaber etableret såvel i Danmark
som i udlandet. Bestemmelsen har sit grundlag i 2. skadeforsikringdirektivs
artikel 11. Bestemmelsen finder anvendelse i alle tilfælde af
porteføljeoverdragelse, hvad enten det overdragende selskab er i
vanskeligheder eller ikke. Det bemærkes, at Finanstilsynet ved overdragelse
af forsikringstjenesteydelsesbestande vil tilgodese forsikringstagernes tarv,
i lighed med det, som er tilfældet ved den nuværende administration af
overdragelse af bestande efter lov om forsikringsvirksomhed. Bestemmelsen
giver endvidere Finanstilsynet bemyndigelse til at fastsætte de nærmere
regler alt efter, hvilken porteføljeoverdragelse der er tale om.
Til § 11
Ifølge direktivets artikel 22 påhviler det Finanstilsynet at virke som
opsamlingscentral for indberetning af oplysninger om forsikringsaktiviteter,
der udøves af her etablerede forsikringsselskaber i henhold til reglerne om
udveksling af forsikringstjenesteydelser.
Efter bestemmelsen i stk. 2, skal forretningsstedet, når præmieindtægten
inden fradrag af reassurancepræmier overstiger et beløb, der med direktivet
er fastsat til 2,5 mio. ECU, føre et teknisk driftsregnskab omfattende
oplysninger om præmieindtægt, erstatningsudgifter og provision for den nævnte
forsikringsaktivitet på grupper af forsikringsklasser.
Finanstilsynets bemyndigelse i stk. 2 og stk. 3 til at forlange det
tekniske driftsregnskab indberettet er en naturlig konsekvens af, at
direktivet giver tilsynsmyndigheden i den medlemsstat, hvor der præsteres
forsikringstjenesteydelser, en ret men ikke pligt til at forlange den
udvidede oplysningspligt effektueret.
Grupperne af klasser er i direktivet defineret således:
- ulykker og sygdom (1 og 2)
- brand og andre skader på ejendom (8 og 9)
- luftfarts-, sø- og transportforsikring (3, 4, 5, 6, 7, 11 og 12)
- almindelig ansvarsforsikring (13)
- kredit og kaution (14 og 15)
- øvrige klasser (16, 17 og 18).
Til § 12 Bestemmelsen i stk. 1 giver Finanstilsynet bemyndigelse til at
fastsætte regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige
hensættelser for de såkaldte masserisici tegnet her i landet i henhold til
reglerne om udveksling af forsikringstjenesteydelser. Bestemmelsen er analog
til § 123, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.
Bemyndigelsen i stk. 2 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte
samme placeringsregler som gældende for udenlandske forsikringsselskabers
herværende forretningsafdelinger (generalagenturer), jf. lov om
forsikringsvirksomhed § 224, stk. 3.
Stk. 3 giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte detaljerede regler
om kongruens og lokalisering inden for de grænser, som EF-medlemskabet
påbyder, jf. bilag 1 til direktivet. Normalt vil der for etableret virksomhed
og forsikringstjenesteydelsesvirksomhed gælde samme regler.
Til § 13
I overensstemmelse med direktivets artikel 20 fastslår bestemmelsen, at
såfremt et enten i Danmark eller i udlandet etableret forsikringsselskab
træder i likvidation, skal forsikringsforpligtelserne, der er tegnet som
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, behandles ligeligt med andre
tilsvarende forsikringsforpligtelser, uanset de forsikredes eller de
begunstigedes nationalitet.
Til § 14
Bestemmelsen giver Finanstilsynet bemyndigelse til at indhente de
oplysninger, som er nødvendige til at påse, om loven overholdes.
Finanstilsynet kan efter denne bestemmelse for eksempel afkræve en mellemmand
oplysninger til afklaring af, om vedkommendes aktivitet kan betragtes som
erhvervsmæssig.
Til § 15
Bestemmelsen fastslår, at Finanstilsynet kan videregive oplysninger, som
Tilsynet har modtaget vedrørende tjenesteydelsesvirksomhed til andre landes
tilsynsmyndigheder under forudsætning af, at disse er undergivet
tavshedspligt. Bestemmelsen fastslår endvidere, at meddelelser fra
udenlandske tilsynsmyndigheder vil være omfattet af Finanstilsynets
tavshedspligt, hvis dette er ønsket af den udenlandske tilsynsmyndighed.
Til § 16
Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at forbyde en i udlandet
etableret virksomhed at udøve forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i Danmark.
Forbudet kan f.eks. for så vidt angår en tjenesteyder, der tegner
masserisici, resultere i tilbagekaldelse af koncession, herunder
rådighedsberøvelse over de herværende aktiver.
Et så vidtgående indgreb forudsætter selvsagt lovovertrædelser af grov
eller gentagende karakter.
Forbud vil som hovedregel alene kunne gives i den situation, hvor
Finanstilsynet både forgæves har indstillet til selskabet om ikke at
fortsætte med den pågældende aktivitet, og hvor heller ikke myndighederne i
etableringslandet har kunnet bringe forholdet til ophør.
Danske forsikringsselskaber er i øvrigt fortsat tillige undergivet
reglerne i lov om forsikringsvirksomhed.
For udenlandske selskaber i Danmark, der ikke er undergivet dansk
forsikringstilsynsret, opstår der et særligt problem om loyal konkurrence og
forbrugerbeskyttelse. Disse forhold varetages af forbrugerombudsmanden i
henhold til markedsføringsloven. Men i grove eller gentagende tilfælde kan
forbrugerombudmanden anmode Finanstilsynet om at bruge sanktionerne i § 16.
Til § 17
Der henvises til bemærkningerne til § 1, stk. 2.
Til § 18
Industriministeriets Erhvervsankenævn er indsat som den endelige
administrative klageinstans.
Til § 19
Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at straffe overtrædelse af
loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven med bøde, hvis
overtrædelsen sker forsætligt eller groft uagtsomt.
Til § 20
Da der er tale om implementering af et EF-direktiv, finder loven ikke
anvendelse på Grønland og Færøerne.
Til § 21
Den 1. juli 1990 er tidsfristen, der er fastsat i 2.
skadesforsikringsdirektiv til ikrafttræden af direktivbestemmelserne.
Om de særlige overgangsregler henvises til § 1, stk. 2, § 5 og § 17.
Efter 2. behandling den 8. maj 1990
§ 1. Denne lov finder anvendelse på skadesforsikring, der udøves i
form af forsikringstjenesteydelsesvirksomhed af:
1) Udenlandske forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted inden for
De Europæiske Fællesskaber (EF-forsikringsselskaber) her i landet.
2) Udenlandske EF-forsikringsselskaber her i landet gennem et
forretningssted, der er etableret i en anden EF-medlemsstat end det
vedtægtsmæssige hjemsted.
3) Forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet i en
anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
4) Her i landet etablerede forretningssteder af udenlandske
forsikringsselskaber med vedtægtsmæssigt hjemsted i De Europæiske
Fællesskaber i en anden medlemsstat i De Europæiske Fællesskaber.
Stk. 2. Industriministeren kan bestemme, at loven tillige finder
anvendelse på:
1) Forsikringsselskaber, der omfattes af stk. 1, nr. 3 eller 4, i et land,
der ikke er medlem af De Europæiske Fællesskaber.
2) Udenlandske forsikringsselskaber og disses forretningssteder, der ikke
omfattes af stk. 1, nr. 1 eller 2, her i landet.
Stk. 3. Ved forsikringstjenesteydelse forstås, at et forsikringsselskab
fra et etableret forretningssted i en medlemsstat dækker en
forsikringsrisiko, der består i en anden medlemsstat.
Stk. 4. Ved skadesforsikring forstås virksomhed, der omfattes af de af De
Europæiske Fællesskaber fastsatte forsikringsklasser 1-18, der er optaget i
bilaget til loven.
§ 2. Denne lov finder ikke anvendelse på:
1) De af forsikringsklasse 1 omfattede risici, som vedrører lovpligtig
arbejdsskadeforsikring.
2) De af forsikringsklasse 10 omfattede risici, bortset fra fragtførerens
ansvar.
3) De af forsikringsklasse 13 omfattede risici, som vedrører skader af
nuklear oprindelse, eller som skyldes brug af medicin.
4) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der i ikkeerhvervsmæssigt øjemed
formidles tegnet af en her domicileret mellemmand hos forsikringsselskaber,
som ikke er etableret her i landet.
5) Direkte forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe
eller andre her i landet beliggende risici, der tegnes af et
forsikringsselskab, som ikke er etableret her i landet, uden at selskabet fra
et etableret forretningssted har foretaget en personligt stilet henvendelse
her i landet om forsikringstegning.
§ 3. Ved et forsikringsselskabs etablerede forretningssted forstås:
1) Det vedtægtsmæssige hjemsted.
2) En forretningsafdeling (generalagentur).
3) Et kontor, der ledes af det udenlandske EF-forsikringsselskabs eget
personale.
4) En uafhængig person, som har en fast bemyndigelse til at handle på det
udenlandske EF-forsikringsselskabs vegne i lighed med en forretningsafdeling.
§ 4. Ved den medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, forstås:
1) Den medlemsstat, hvor det forsikrede gode befinder sig, såfremt
forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det
omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice,
2) den medlemsstat, hvor registreringen er foretaget, såfremt forsikringen
vedrører et transportmiddel, der skal registreres, eller
3) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, når denne
er af højst 4 måneders varighed og vedrører risici i forbindelse med rejser
eller ferie.
Stk. 2. I andre tilfælde end de i stk. 1, nr. 1-3, anførte forstås ved den
medlemsstat, hvor risikoen er beliggende, den medlemsstat, hvor
forsikringstageren har sin sædvanlige bopæl eller, hvis forsikringstageren er
et selskab m.m., den medlemsstat, hvor den i aftalen omhandlede virksomhed er
beliggende.
§ 5. Ved store risici forstås:
1) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 4, 5, 6, 7, 11 og 12.
2) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 14 og 15, når
forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller
liberal virksomhed og risikoen vedrører denne virksomhed.
3) Risici, der er omfattet af forsikringsklasserne 8, 9, 13 og 16, når
forsikringstageren opfylder mindst to af følgende tre kriterier:
a) statussum: 6.2 mio. ECU
b) nettoomsætning: 12,8 mio. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 250.
Stk. 2. Faglige sammenslutninger, interessentskaber, joint ventures og ad
hoc-sammenslutninger betragtes som een forsikringstager efter stk. 1, hvis de
opfylder to af tre kriterier nævnt i stk. 1, nr. 3.
Stk. 3. Ved beregning efter stk. 1, nr. 3, litra c, benyttes de regler,
industriministeren har fastsat efter aktieselskabslovens § 178, stk. 1, nr.
2.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter årlige modværdier i danske kroner af de
i stk. 1, nr. 3, litra a og b, nævnte beløb.
§ 6. Et forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted her i landet eller
en herværende forretningsafdeling af et udenlandsk EF-forsikringsselskab, som
ønsker at drive forsikringstjenesteydelsesvirksomhed i en anden medlemsstat,
skal anmelde dette til Finanstilsynet.
Stk. 2. Finanstilsynet kan kræve forelæggelse af driftsplan i forbindelse
med anmeldelsen.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om anmeldelsen og
driftsplanen.
§ 7. Et EF-forsikringsselskab, der har vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, og som ikke er etableret her i landet, men som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 2. En forretningsafdeling etableret i en anden medlemsstat end den,
hvori selskabet har sit vedtægtsmæssige hjemsted, og som ønsker at drive
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed her i landet, skal meddele dette til
Finanstilsynet.
Stk. 3. Adgang til at dække andet end store risici, jf. § 5, er betinget
af Finanstilsynets tilladelse (koncession).
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter regler om meddelelse og tilladelse,
herunder om gebyr. Tilsynet kan fastsætte særlige regler, hvis
forsikringstjenesteydelsesvirksomheden omfatter lovpligtig forsikring.
§ 8. Et EF-forsikringsselskab med vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden
medlemsstat, men som er etableret her i landet, kan som
forsikringstjenesteydelser her i landet dække store risici, jf. § 5, samt
risici, som selskabets herværende forretningsafdeling ikke har koncession
til.
Stk. 2. § 7, stk. 3 og 4, finder tilsvarende anvendelse.
§ 9. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker risici efter denne
lov, kan pålægges at deltage i ordninger, der garanterer opfyldelse af
erstatningskrav fra de sikrede eller skadelidte tredjemænd.
Stk. 2. Udenlandske EF-forsikringsselskaber, der dækker
bygningsbrandforsikring her i landet, skal anvende de regler, der er fastsat
efter § 209, stk. 1, i lov om forsikringsvirksomhed.
Stk. 3. Lov om forsikringsvirksomhed, kapitel 23, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 4. De i lovgivningen inden den 30. juni 1988 fastsatte regler for
godkendelse af almindelige og specielle betingelser ved tegning af
lovpligtige forsikringer finder anvendelse på
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed.
§ 10. Et forsikringsselskab kan overdrage hele sin
skadesforsikringsbestand, der er tegnet som forsikringstjenesteydelser, eller
en bestemt del af denne til et andet forsikringsselskab, således at det
førstnævnte forsikringsselskab derved befries for ansvar over for
forsikringstagerne.
Stk. 2. Finanstilsynet fastsætter regler om overdragelsen.
§ 11. Præmieindtægten for forsikringsaktiviteter, der i henhold til denne
lov udøves af et her i landet etableret forretningssted, indberettes til
Finanstilsynet inden 6 måneder efter regnskabsårets udløb.
Stk. 2. Når præmieindtægten inden fradrag af reassurancepræmier for den i
stk. 1 nævnte forsikringsaktivitet i en anden medlemsstat overstiger et af
Finanstilsynet fastsat beløb, skal det etablerede forretningssted føre et
teknisk driftsregnskab for sine forsikringsaktiviteter. Finanstilsynet kan
forlange dette regnskab indberettet i stedet for den i stk. 1 nævnte
indberetning.
Stk. 3. Indberetningspligten i stk. 2 kan tillige gøres gældende for andre
etablerede forretningssteder, hvis præmieindtægten sammen med præmieindtægten
fra forsikringsselskabets eventuelle øvrige etablerede forretningssteder i
alt overstiger det efter stk. 2 fastsatte beløb.
Stk. 4. Finanstilsynet fastsætter, hvorledes de krævede oplysninger skal
gives.
§ 12. For forsikringsaktiviteter, der udøves her i landet i henhold til
denne lov og vedrører andet end store risici, fastsætter Finanstilsynet
regler om opgørelse og værdiansættelse af forsikringsmæssige hensættelser.
Stk. 2. Finanstilsynet kan fastsætte bestemmelser om anbringelse af
forsikringsselskabets midler, dog højst svarende til de forsikringsmæssige
hensættelser efter stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter regler om kongruens og lokalisering i
forhold til de valutaer og de medlemsstater, i hvilke de forsikringsmæssige
forpligtelser efter stk. 1 skal afvikles.
§ 13. Såfremt et forsikringsselskab træder i likvidation, opfyldes
forpligtelserne i forbindelse med en forsikringsaftale, der er indgået i
henhold til denne lov, på samme måde som forpligtelserne i forbindelse med
dette forsikringsselskabs andre forsikringsaftaler uanset de forsikredes
eller de begunstigedes nationalitet.
§ 14. Finanstilsynet kan af etablerede forretningssteder samt mellemmænd
kræve meddelt de oplysninger, som skønnes nødvendige for dets virksomhed,
herunder til afgørelse af, om en forsikringsaktivitet er omfattet af loven.
§ 15. Finanstilsynet kan som led i et samarbejde med andre medlemsstaters
tilsynsmyndigheder videregive oplysninger til disse, såfremt oplysningerne er
undergivet tavshedspligt i det pågældende land. Oplysninger, som
Finanstilsynet modtager fra andre landes tilsynsmyndigheder med angivelse af,
at oplysningerne er hemmelige eller fortrolige, eller hvor dette følger af
oplysningernes karakter, er undergivet tavshedspligt efter lov om
forsikringsvirksomhed § 240, stk. 4.
§ 16. Finanstilsynet kan forbyde adgangen til udøvelse af
forsikringstjenesteydelsesvirksomhed, herunder helt eller delvis tilbagekalde
koncessionen, såfremt forsikringsselskabet groft eller gentagne gange
overtræder denne lov, forskrifter, der udstedes i medfør af denne lov, eller
efter forbrugerombudsmandens opfattelse markedsføringsloven.
Stk. 2. Finanstilsynet kan i forbindelse med tilbagekaldelsen af et
selskabs koncession forbyde selskabet at råde over dets herværende aktiver
eller begrænse dets rådighed herover.
§ 17. Finanstilsynet kan fastsætte særlige regler til gennemførelse af §
1, stk. 2.
§ 18. Afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven eller
forskrifter udstedt i medfør af loven kan indbringes for Industriministeriets
Erhvervsankenævn senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den
pågældende.
§ 19. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes
med bøde den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder §§ 6-8, § 9,
stk. 1 og 2, §§ 11-14 og § 16.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne
lov, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom
overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
Stk. 3. For overtrædelser, der begås af aktieselskaber, anpartsselskaber,
andelsselskaber eller lignende, kan der pålægges forsikringsvirksomheden som
sådan bødeansvar.
§ 20. Loven gælder ikke for Grønland og Færøerne.
§ 21. Loven træder i kraft den 1. juli 1990. Dog fastsætter
industriministeren tidspunktet for ikrafttræden af § 1, stk. 2, og § 17.
Stk. 2. Indtil den 31. december 1992 gælder i stedet for de i § 5, stk. 1,
nr. 3, anførte tal:
a) statussum: 12,4 mio. ECU
b) nettoomsætning: 24 mio. ECU
c) gennemsnitligt antal ansatte i løbet af regnskabsåret: 500.
Bilag
Klassifikation af risici ved hjælp af forsikringsklasser 1. Ulykker
(herunder arbejdsulykker og erhvervssygdomme): summaforsikring, erstatning af
økonomiske tab, kombinationer heraf og personbefordring.
2. Sygdom: summaforsikring, erstatning af økonomiske tab og kombinationer
heraf.
3. Kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende
materiel): alle skader på motordrevne landkøretøjer og ikke-motordrevne
landkøretøjer.
4. Kaskoforsikring for jernbanekøretøjer: alle skader på
jernbanekøretøjer.
5. Kaskoforsikring for luftfartøjer: alle skader på luftfartøjer.
6. Kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
alle skader på havfartøjer, indsøfartøjer og flodfartøjer.
7. Godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods): alle skader
på transporterede varer eller bagage uanset arten af transportmidlet.
8. Brand og naturkræfter: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når de er forårsaget af brand,
eksplosion, storm, naturkræfter (bortset fra storm), kerneenergi eller
jordskred.
9. Andre skader på ejendom: alle skader på ejendom (bortset fra ejendom
omfattet af klasserne 3, 4, 5, 6 og 7), når disse skader skyldes hagl eller
frost samt årsager af enhver art f.eks. tyveri, undtagen de, der er anført
under nr. 8.
10. Ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer: ethvert ansvar
hidrørende fra brugen af motordrevne landkøretøjer (herunder førerens
ansvar).
11. Ansvarsforsikring for luftfartøjer: ethvert ansvar hidrørende fra
brugen af luftfartøjer (herunder førerens ansvar).
12. Ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder:
ethvert ansvar hidrørende fra anvendelsen af hav-, indsø- og flodfartøjer
(herunder førerens ansvar).
13. Almindelig ansvarforsikring: ethvert ansvar, der ikke er anført under
numrene 10, 11 og 12.
14. Kredit: almindelig insolvens, eksportkredit, salg på afbetaling,
hypotekforsikring og landbrugsforsikring.
15. Kaution: direkte kaution og indirekte kaution.
16. Diverse økonomiske tab: arbejdsløshedsrisici, incassotab
(almindeligt), dårligt vejr, tab af fortjeneste, fortsatte
generalomkostninger, uforudsete handelsudgifter, tab af salgsværdi, husleje-
eller indtægtstab, indirekte handelstab, bortset fra de ovenfor nævnte, ikke
forretningsmæssige økonomiske tab og andre økonomiske tab.
17. Retshjælpsforsikring: retshjælpsforsikring.
18. Assistance: assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under
befordring eller under fravær fra bopælen eller det faste opholdssted.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 LSF 126 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED MED FLERE LOVE (* 1) Retsinformation · 23. maj 1990
- RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2019/104 af 22. maj 2018 om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Fælles Råd EU-Mexico, der er nedsat ved aftalen om økonomisk partnerskab og politisk samordning og samarbejde mellem Det Europæiske Fællesskab og dettes medlemsstater på den ene side og De Forenede Mexicanske Stater på den anden side, for så vidt angår ændring af det fælles råds afgørelse nr. 2/2000 og 2/2001 for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union AFGØRELSE Nr. 1/2018 TRUFFET AF DET FÆLLES RÅD EU-MEXICO af … om ændring af afgørelse nr. 2/2000 AFGØRELSE Nr. 2/2018 TRUFFET AF DET FÆLLES RÅD EU-MEXICO af … om ændring af afgørelse nr. 2/2001 EU-lovgivning · 22. maj 2018
- 1989 BTL 125 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL LOV OM UDVEKSLING AF FORSIKRINGSTJENESTEYDELSER INDEN FOR DIREKTE SKADESFORSIKRINGSVIRKSOMHED II. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED MED FLERE LOVE NR L 125 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1990
- Sagen drejer sig om, hvorvidt sagsøger har krav på yderligere godtgørelse af moms for selskabets salg af forsikringsydelser til selskabets norske kunder via sagsøgers norske filial Domsdatabasen · 29. marts 2023
- 1991 LSF 117 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM UDVEKSLING AF FORSIKRINGSTJENESTEYDELSER INDEN FOR DIREKTE SKADESFORSIKRINGSVIRKSOMHED (FORSIKRING FOR MOTORKØRETØJER) (* 1) Retsinformation · 27. februar 1992
- 1991 LSF 73 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM PATIENTFORSIKRING Retsinformation · 9. april 1992