Spring til indhold

Retsinformation

1989 BTL 135 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BOLIGER FOR ÆLDRE OG PERSONER MED HANDICAP OG LOV OM INDIVIDUEL BOLIGSTØTTE (KOMMUNAL GARANTI VED FRAFLYTNING, AFLASTNINGSBOLIGER, INDBERETNING OG BEBOERINDSKUDSLÅN M.V.) NR L 135 1989-90, 1. SAMLING

1989/1 BTL 135Betænkning over lovforslagFolketinget9. maj 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til boligministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål og boligministerens besvarelse

heraf optrykkes som bilag til betænkningen.

Der er af boligministeren, udvalget og nogle mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget ønsker at præcisere, at når der i ændringsforslag nr. 2 og 3

indgår ordet »genhuses«, beskriver det den situation, at en beboer

i et plejehjem eller i en beskyttet bolig, hvortil der ikke er knyttet

lejekontrakt, tildeles en lejlighed i en ældrebolig eller ældreegnet

almennyttig bolig (med lejekontrakt og på lejelovgivningens almindelige

vilkår).

Det er i den forbindelse uden betydning, om beboeren midlertidigt i

ombygningsperioden har beboet en anden bolig.

Det er ligeledes uden betydning, om beboeren flytter tilbage til den

ombyggede bolig.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,

Socialistisk Folkepartis, Venstres, Det Radikale Venstres og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de

af boligministeren og det af udvalget under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) indstiller

lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 4, 5 og 6 stillede

ændringsforslag.

Udgangspunktet for Socialdemokratiet er hensynet til de ældre, hensynet

til at sikre tryghed og skabe stabile rammer for de ældre. Det har de krav

på. Det skylder vi dem. På denne baggrund har det for Socialdemokratiet været

afgørende at få sikret, at personer i forbindelse med genhusning efter

ombygning af deres bolig økonomisk bliver sikret. Det vil sige, at såvel

indskud som istandsættelse ved fraflytning er et mellemværende mellem

kommunen og udlejeren, således at beboeren eller dennes bo bliver holdt

Læs alt

skadesløs. Ikke mindst fordi beboeren ingen indflydelse har på beslutningen

om ændringen af boligens status, finder vi det afgørende vigtigt, at dette

hensyn sikres.

Desværre må det konstateres, at det ikke har været muligt at komme igennem

med dette hensyn i Folketinget, hvilket Socialdemokratiet dybt skal beklage.

Resultatet, som et flertal har besluttet, bliver, at det vil være op til den

enkelte kommune selv at afgøre, hvorledes den vil behandle sine ældre. På

denne baggrund vil Socialdemokratiet udtrykke håbet om, at alle kommuner

landet over vil vise medmenneskelige hensyn, når de skal vurdere disse sager.

Det bør landet over manifesteres, at det hensyn, et flertal i Folketinget

ikke vil tage, fremover vil blive varetaget af vores kommuner til gavn og

glæde for de ældre.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1, 2, 4, 5 og

6 stillede ændringsforslag.

Mindretallet ønsker i øvrigt at bemærke følgende:

Lovforslaget, som drejer sig om beboerindskud ved ombygning af plejehjem

til ældreboliger, burde have været en nem lille sag, som alle her i

Folketinget kunne stå sammen om at få løst til gavn for plejehjemsbeboerne.

Allerede den 7. april 1989 skrev Fremskridtspartiets boligpolitiske

ordfører til de øvrige boligpolitiske ordførere og gjorde dem opmærksom på

problemet. Boligudvalget havde boligministeren i samråd den 11. marts 1989,

og nu står vi et år efter med et lovforslag, som regeringen påstår vil løse

problemet. Det er en sandhed med så store modifikationer, at ordet

»løsning« nok får en hul betydning. Boligministerens forslag løser

nemlig ikke problemet. Det er stadig væk op til kommunerne, hvordan de vil

behandle plejehjemsbeboerne. Kommunerne kan selv bestemme, om de vil yde lån

eller betale det indskud, der bliver tale om. Det er urimeligt. De

plejehjemsbeboere, der her er tale om, har hverken ønsket at skifte bolig

eller haft nogen indflydelse på den beslutning, kommunen har foretaget om at

ombygge deres plejehjem til ældreboliger.

Det eneste rigtige er at pålægge kommunerne at betale det beboerindskud,

der bliver tale om. Det var netop det, der startede sagen, at Frederikshavn

Kommune ikke ville.

Det af Fremskridtspartiet under nr. 2 stillede ændringsforslag om at

pålægge kommunerne at betale beboerindskuddene for de plejehjemsbeboere, der

flytter tilbage efter endt ombygning, har ikke kunnet opnå nødvendig

tilslutning i Boligudvalget, uanset at bl.a. Socialistisk Folkeparti under 1.

behandling af lovforslaget den 23. januar 1990 gav udtryk for, at det var

meget utilfreds med kommunernes behandling af de ældre. Men Socialistisk

Folkeparti har åbenbart stillet sig tilfreds med, at kommunerne også fremover

skal kunne behandle plejehjemsbeboerne, som de har lyst til.

Det andet problem, der under 1. behandling blev rejst, var spørgsmålet om,

at kommunerne ved ombygning af plejehjem kunne opnå et kontant overskud til

brug for deres slunkne kommunekasse. Dette problem var et flertal indstillet

på at gøre noget ved, men under udvalgsarbejdet har det vist sig, at

flertallet alligevel har ligget under for Kommunernes Landsforenings pression

på dette område. Flertallet har påstået, at det ikke kunne være rimeligt, at

kommunerne skulle blive tvunget til at sælge plejehjemmene for at opnå den

samme likviditetsforbedring. Den påstand holder ikke i virkeligheden, for

hvem i alverden skulle være køber til et plejehjem specielt i den situation,

ejendomsmarkedet befinder sig i i dag? Når man fortsat giver kommunerne

mulighed for denne kreative boligtænkning, må det tages som et udtryk for, at

kommunerne her får kompensation for de besparelser, regeringen ad anden vej

søger at indføre.

Ældreboligloven skal være en lov, hvorefter man bygger ældreboliger, og

som fastsætter regler herfor og ikke noget som helst andet.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2, 4, 5 og 6

stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Til § 1

Af et mindretal (FP):

1) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

» 01. I § 6, stk. 2, indsættes som 4. pkt.:

»Ved ombygning af kommunalt ejede plejehjem medregnes en eventuel

friværdi i den eksisterende ejendom ikke ved beregning af støtten efter stk.

1.«»

Af et mindretal (S og FP), tiltrådt af et mindretal (CD):

2) Nr. 1 affattes således:

» 1. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Kommunen yder et beløb til dækning af det i stk. 1, 1. pkt.,

nævnte indskud,

1) når en beboer på plejehjem eller i beskyttet bolig, der ombygges til

ældrebolig, genhuses i ældrebolig eller ældreegnet almennyttig bolig, eller

2) når en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til ældrebolig, i

forvejen bebor den ombyggede lejlighed.«»

Af boligministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af S, FP og CD):

3) Nr. 1 affattes således:

» 1. § 16, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Kommunen kan i stedet for at yde et lån efter § 47, stk. 3,

i lov om individuel boligstøtte yde et beløb til dækning af det i stk. 1, 1.

pkt., nævnte indskud,

1) når en beboer på plejehjem eller i beskyttet bolig, der ombygges til

ældrebolig, genhuses i ældrebolig eller ældreegnet almennyttig bolig, eller

2) når en lejer i en udlejningsejendom, der ombygges til ældrebolig, i

forvejen bebor den ombyggede lejlighed.«»

Af udvalget, tiltrådt af boligministeren:

4) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

» 02. I § 16 indsættes efter stk. 3 som nye stykker:

»Stk. 4. Det i stk. 3 nævnte beløb udbetales til udlejeren. Ved

lejemålets ophør tilbagebetaler udlejeren beløbet til kommunen med fradrag af

foretagen modregning efter stk. 1, 2. pkt.

Stk. 5. Staten refunderer kommunens udgifter efter stk. 3-4 med

2/3.«»

Til § 2

Af et mindretal (S og FP), tiltrådt af et mindretal (CD):

5) Paragraffen udgår.

Til § 3

Af et mindretal (S og FP), tiltrådt af et mindretal (CD):

6) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. § 1, nr. 1, 02 og 3, har dog virkning fra den 1. juli

1987.«

Af boligministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af S, FP og CD):

7) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. § 1, nr. 1, 02 og 3, og § 2 har dog virkning fra den 1. juli

1987.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Når det gennem boligministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 5 (bilag

12, der er optrykt som bilag til betænkningen) er påvist, at kommunerne kan

få kontant overskud ved disse ombygninger, er det helt uacceptabelt, hvis

beboerne ikke friholdes økonomisk. Ændringsforslaget bevirker tillige, at

kommunerne ikke længere skal kunne belåne friværdien af den eksisterende

ejendom. Derfor skal den eventuelle friværdi ikke længere kunne medregnes i

beregningen af støtten.

Til nr. 2, 4, 5 og 6

Ændringsforslagene betyder, at det pålægges kommunerne at betale både

indskud og istandsættelse ved fraflytning for de beboere, der boede på

plejehjemmet før ombygningen til ældreboliger. De ældre skal ikke stilles

ringere ved overgang til ældreboliger, end de var, da de i sin tid flyttede

ind på plejehjemmet. Da det er kommunerne, der træffer beslutning om

ombygning, må det også være rimeligt, at de påtager sig det økonomiske ansvar

for de beboere, der i forbindelse med ombygningen får ændret deres status fra

at være plejehjemsbeboere til at blive lejere. Ingen af disse beboere har

bedt om at blive flyttet.

Til nr. 3, 4 og 7

Under hensyn til, at beboerne ikke nødvendigvis har haft nogen indflydelse

på boligens ombygning til ældrebolig, og at det derfor måske kan forekomme

mindre rimeligt, at der ved lejemålets ophør påhviler beboeren eller dennes

bo en forpligtelse til tilbagebetaling af det efter lovgivningen om

individuel boligstøtte ydede indskudslån, foreslås det, at der gives den

enkelte kommune mulighed for at vælge at undlade at kræve det beløb

tilbagebetalt, som medgår til betaling af fraflytningsudgifterne. I det

omfang det beløb, kommunen har udbetalt til dækning af indskuddet, overstiger

fraflytningsudgifterne, tilfalder det overskydende beløb kommunen.

Lizzie Lichtenberg (KF) Sterup (KF) Pernille Sams (KF) Mejdahl (V) nfmd.

Elsebeth Kock-Petersen (V) Kirsten Jacobsen (FP) Jørgen Estrup (RV) Sonja

Albrink (CD) Lysholm Christensen (KRF) Svend Andersen (S) Baadsgaard (S)

fmd. Pia Gjellerup (S) Grete Schødts (S) Lissa Mathiasen (S) Holger K.

Nielsen (SF) Bjørn Poulsen (SF) Pelle Voigt (SF)

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til boligministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 5:

I hvor mange tilfælde har en kommune fået et kontant overskud ud af

ombygningen? Hvilke kommuner har haft et sådant overskud, og hvor store har

disse overskud været?

Svar:

Indledningsvis skal finansieringsforholdene i forbindelse med en kommunes

ombygning af en af kommunen ejet ejendom til ældreboliger belyses ved et

konstrueret (forenklet) eksempel:

Det antages, at en kommune ejer et ældre gældfrit plejehjem med plads til

20 beboere. Ved den seneste offentlige vurdering er plejehjemmet blevet ansat

til en værdi af 5 mio. kr. Kommunen ønsker nu at ombygge dette plejehjem til

nye ældreboliger og regner med en ombygningsudgift på 4 mio. kr., hvorved der

kan etableres 10 nye ældreboliger. Kommunen vil selv eje og drive disse

ældreboliger. Det gældende rammebeløb i kommunens område forudsættes at være

640.000 kr.

I henhold til ældreboliglovens § 6, stk. 2, beregnes lån og støtte ved

kommunalt ejede ejendomme, der ombygges til ældreboliger, på grundlag af

værdien af den eksisterende ejendom tillagt udgiften til ombygning. I

nærværende eksempel er summen af ejendomsværdien og ombygningsudgiften 9 mio.

kr.

Rammebeløbet begrænser imidlertid den maksimale anskaffelsessum, som

kommunen kan finansiere ved hjælp af ældreboligloven til (10x640.000 kr.) =

6.400.000 kr. Det er således ved kommunalt ejede ejendomme altid det laveste

af de to beløb, henholdsvis summen af ejendomsværdien og ombygningsudgiften

og rammebeløbet, som fastlægger overgrænsen for den anskaffelsessum, der kan

lægges til grund ved finansieringen. Anskaffelsessummen på 6.400.000 kr.

finansieres i henhold til ældreboligloven på følgende måde:

85 pct. indekslån 5.440.000 kr.

13 pct. kommunal grundkapital 832.000 kr.

2 pct. beboerindskud 128.000 kr.

---------------------------------------------

I alt 6.400.000 kr.

---------------------------------------------

Af den kommunale grundkapitalandel på 13 pct. kan kommunen låne de

4 pct. For kommunen giver dispositionen følgende

likviditetspåvirkning:

Låne- og indskudsprovenu:

(5.440.000 + 128.000 kr. 5.568.000 kr.

- afholdte ombygningsudgifter -4.000.000 kr.

---------------------------------------------

I alt netto 1.568.000 kr.

---------------------------------------------

Det ses af beregningen, at kommunens mulighed for at belåne værdien af det

eksisterende plejehjem bevirker et låneprovenu, som er stort nok til både at

opveje de 13 pct.s kommunal grundkapital og øge kommunens likviditet med godt

1,5 mio. kr. Det skal understreges, at der ikke herved er tale om, at

kommunen bliver rigere, men blot at den omlægger en del af sin formue i mere

likvid retning.

Såfremt kommunen kun havde kunnet belåne de afholdte ombygningsudgifter på

4 mio. kr. og ikke også ejendomsværdien, ville kommunen have oplevet en

likviditetsstramning på 13 pct. af 4 mio. kr., svarende til 520.000 kr. Af

disse 520.000 kr. ville kommunen dog som nævnt have kunnet låne 4/13,

svarende til 160.000 kr.

Hvis reglerne havde været som i sidstnævnte tilfælde, ville en anden

mulighed f.eks. være, at kommunen i stedet for at ombygge det ældre plejehjem

ville have solgt det til anden side til en pris, der svarer til

ejendomsværdien på 5 mio. kr., og i stedet have opført 10 nye ældreboliger

til omkostninger, der svarer til rammebeløbet på 640.000 kr. pr. bolig.

Dette ville netto have kunnet øge kommunens likviditet med (5,0 mio. - 9

pct. af 6,4 mio. kr.) = 4.424.000kr. Det er her forudsat, at kommunen ligesom

i tilfældet ovenfor tilvejebringer de 4/13 af grundkapitalen ved lån.

Likviditetsforøgelsen er i dette tilfælde væsentlig større end i den

ombygningssituation, hvor kommunen - som det er tilfældet i dag - kan belåne

det ældre plejehjem.

Det fremgår af regneeksemplet, at den likviditetsforøgelse, som en kommune

vil kunne få fra et ombygningsprojekt af en af kommunen ejet ejendom,

afhænger af størrelsen af henholdsvis rammebeløbet, ombygningsudgifterne og

værdien af den eksisterende ejendom. Da der først og fremmest vil skulle

ombygges ældre og utidssvarende plejehjem, der ved ombygningen må undergå en

gennemgribende forandring, vil ombygningsudgifterne i mange tilfælde være så

store, at kommunen kun vil opnå en begrænset likviditetsforøgelse.

Såfremt man kunne overveje ikke at ville tillade en kommune ved ombygning

til ældreboliger at belåne den eksisterende ejendom (f.eks. et ældre

plejehjem), kommer man let i den situation, at mange kommuner i stedet vil

vælge at sælge de ældre plejehjem og overlade det til andre (f.eks.

almennyttige selskaber og selvejende institutioner) at opføre og stå for

driften af fremtidens ældreboliger.

Jeg skal oplyse, at bestemmelsen om, at værdien af ejendommen kan indgå i

anskaffelsessummen, når kommunen er ejer af ejendommen, kom ind i loven på

foranledning af Kommunernes Landsforening, der netop påpegede, at det ikke

var rimeligt, at kommunerne skulle sælge ejendommene for at realisere

friværdien.

Boligministeriet er ikke i besiddelse af materiale, der viser, i hvor

mange ombygningstilfælde en kommune har opnået en likviditetsforbedring.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter