Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 184 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN, FÆRDSELSLOVEN OG UDLÆNDINGELOVEN (ANKLAGEMYNDIGHEDENS STRUKTUR) NR L 184 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 184Betænkning over lovforslagFolketinget3. juni 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og

dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Der er af justitsministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises

til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til

vedtagelse med det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet finder, at de nye bestemmelser om anklagemyndighedens struktur

vil betyde en mere tidssvarende og hensigtsmæssig kompetencefordeling inden

for anklagemyndigheden og dermed en bedre udnyttelse af anklagemyndighedens

ressourcer.

Flertallet ønsker i den forbindelse at fremhæve vigtigheden af, at også

hensynet til retssikkerheden tilgodeses ved nyordningen af

anklagemyndighedens organisation. Flertallet finder, at det foreslåede

rekurssystem med to instanser er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med

det almindelige princip i dansk ret, idet det indebærer en almindelig adgang

til fuldstændig prøvelse af en sag i to instanser. Endvidere har den øverste

anklagemyndighed fortsat adgang til i kraft af sin overordnede stilling at

gribe ind i behandlingen og afgørelsen af konkrete straffesager. Flertallet

har tillid til, at disse principper for klagesagers behandling også i praksis

vil muliggøre, at klagesagerne også fremover behandles på en betryggende og

saglig måde, således at hensynet til retssikkerheden tilgodeses.

Flertallet lægger endvidere vægt på, at der med forslaget om en

kompetenceoverførsel fra de regionale statsadvokater til de lokale

politimestre opnås en decentralisering af anklagemyndighedens arbejdsopgaver

og hermed en bedre og mere effektiv kompetencefordeling inden for

anklagemyndigheden i overensstemmelse med kravene til smidighed og nærhed i

forvaltningen. Det administrative regelsæt, der efter lovforslaget skal

Læs alt

udarbejdes med henblik bl.a. på, at visse sagstyper forelægges den

overordnede anklagemyndighed, bør udformes bl.a. under iagttagelse af

hensynet til sigtedes eller tiltaltes retssikkerhed og den ensartede

behandling af sagerne.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet

kan stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren

stillede ændringsforslag.

Mindretallet kan tilslutte sig lovforslaget med de forenklinger af

anklagemyndighedens struktur, det indebærer. Mindretallet ønsker at

understrege, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det ikke

er hensigten med lovforslaget at nedsætte antallet af sager, hvori der skal

være medvirken af domsmænd, selv om flere sager herefter bliver politisager.

Mindretallet har endvidere bemærket, at flere høringssvar beskæftiger sig

med ønsket om at få en fuldstændig beskrivelse af alle sager, hvori domsmænd

skal medvirke, indføjet i retsplejeloven og henviser i denne sammenhæng til

justitsministerens svar på udvalgets spørgsmål nr. 1.

Da den endelige rekursadgang efter lovforslaget ikke mere i alle tilfælde

er landsdækkende, ønsker mindretallet at fremhæve rigsadvokatens forpligtelse

til at føre tilsyn og udsende informationer samt rigsadvokatens og

justitsministerens mulighed for at gribe ind i konkrete sager, således som

det fremgår af svar på udvalgets spørgsmål nr. 5, 10 og 11.

ÆndringsforslagAf justitsministeren , tiltrådt af udvalget:

Til § 2 1) Nr. 3 og 4 udgår.

Bemærkninger

Til nr. 1 Bestemmelserne i straffelovens §§ 110 f og 118 a, som findes i

henholdsvis straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens

selvstændighed og sikkerhed og i kapitel 13 om forbrydelser mod

statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, har fået deres nuværende

affattelse ved lov nr. 225 af 7. juni 1952.

Justitsministeren finder det rigtigst, at det direkte af loven fremgår, at

afgørelse om påtale af forbrydelser mod statens ydre og indre sikkerhed

træffes af justitsministeren under sædvanlig parlamentarisk kontrol.

Ændringsforslaget indebærer, at tiltalerejsning for overtrædelse af

bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13 kun kan ske efter

justitsministerens beslutning herom. Det er således ikke nødvendigt, at det i

de administrative regler, der fastsættes i medfør af § 720, stk. 1, pålægges

anklagemyndigheden at forelægge sådanne sager for justitsministeren, men af

hensyn til overskueligheden af regelsættet på dette område vil det være

naturligt at gentage de ovennævnte regler i straffeloven i det administrative

regelsæt. Justitsministerens kompetence med hensyn til beslutning om

tiltalerejsning i de nævnte sager vil selvsagt ikke kunne ophæves ved

administrative bestemmelser herom. Træffer justitsministeren beslutning om

tiltalerejsning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens

kapitel 12 og 13, tilkommer påtalen statsadvokaten, jf. § 719, stk. 2, nr. 2.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen

(S)

Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert

Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller

(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)

Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål nr. 1:

»Ad bilag 1

Ad pkt. 3. Påtalekompetencens betydning for procesmåden, afsnit 2

Vil ministeren foranledige, at ønskerne i pågældende afsnit imødekommes?

I benægtende fald ønskes teknisk bistand til udarbejdelse af

ændringsforslag.«

Svar:

Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget

nøje overvejet de udtalelser og ønsker bl.a. vedrørende reglerne om domsmænds

medvirken, som er fremsat fra domstolenes side.

For så vidt angår den foreslåede udvidelse af området for skønsmæssige

afgørelser vedrørende spørgsmålet om domsmænds medvirken har

Justitsministeriet forsøgt at vurdere omfanget af denne udvidelse.

De foreslåede ændringer i kriterierne for domsmænds medvirken indebærer,

at domsmænd skal medvirke i alle sager, hvor der bliver spørgsmål om højere

straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende

betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.

Også efter de i dag gældende regler afhænger det af domstolens

skønsmæssige vurdering, om der i bødepolitisager skal medvirke domsmænd. Den

foreslåede ændring har derfor ikke betydning for de nuværende

politisager, men alene for statsadvokatsagerne.

Da domsmænds medvirken efter forslaget er obligatorisk i sager, hvor der

bliver spørgsmål om frihedsstraf, berører forslaget alene de

statsadvokatsager, hvor der enten bliver spørgsmål om bødestraf, eller

hvor der hverken bliver tale om frihedsstraf eller bøde.

Den sidstnævnte gruppe omfatter sager, hvor der bliver spørgsmål om

anvendelse af straffelovens §§ 68-70 og § 73 (vedr. f.eks. behandlingsdomme

eller dom til anbringelse på hospital eller i institution), sager om

ophævelse af en forening samt rene konfiskationssager. Der er her tale om en

relativt begrænset sagsgruppe.

For så vidt angår den førstnævnte gruppe - bødesagerne - er en præcis

afgrænsning af de omfattede sager mere vanskelig. Dette hænger sammen med, at

kriteriet for domsmænds medvirken ikke er knyttet til strafferammen for den

enkelte lovovertrædelse, men til den konkret forskyldte straf, i

almindelighed anklagemyndighedens strafpåstand. Da en meget betydelig del af

statsadvokatsagerne har en strafferamme spændende fra bøde til fængsel, er

der i princippet et meget stort antal statsadvokatsager, som kan blive berørt

af forslaget. Spørgsmålet er imidlertid, om der også i praksis vil være tale

om et stort antal sager.

Ved den nærmere vurdering heraf kan statsadvokatbødesagerne opdeles i

straffelovsovertrædelser og overtrædelser af særlovgivningen.

For så vidt angår straffelovsovertrædelser har mange af de

bestemmelser i straffeloven, som i dag er statsadvokatsager - eller behandles

som sådan, jf. retsplejelovens § 721, stk. 2, - en strafferamme, der spænder

fra bøde til fængsel.

Der foreligger imidlertid ikke nogen statistik eller talmæssigt materiale

i øvrigt til belysning af, hvilke statsadvokatsager der afgøres med

bødestraf. Som påpeget af retsplejerådet er det nærliggende at antage, at

spørgsmålet i relation til straffeloven formentlig oftest vil foreligge i

forbindelse med sager om overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt

manddrab og § 266 b om racediskrimination, og at der i disse sager ofte bør

medvirke domsmænd. Der er således ikke tale om en stor sagsgruppe eller

sager, hvor anvendelsen af domsmænd i praksis kan antages at ville give

anledning til større tvivl.

For så vidt angår særlovsovertrædelserne er det den overvejende

hovedregel, at særlovssager er politisager, uanset at mange særlove hjemler

fængselsstraf. Som undtagelse herfra findes navnlig særlovene vedrørende

sundhedspersonel. Inden for særlovsområdet får retsplejerådets forslag derfor

kun betydning for relativt få love, f.eks. lægeloven, tandlægeloven og lov om

sygeplejersker, og overtrædelserne af disse love er relativt fåtallige.

Af politiets seneste årsberetning fremgår, at der i 1990 blev truffet

afgørelse i i alt 297.297 sager vedrørende overtrædelse af særlovgivningen.

Heraf medvirkede domsmænd i 1.674 sager. 1.095 af disse 1.674 sager var

færdselslovsovertrædelser med spørgsmål om ubetinget frakendelse af

førerretten i henhold til færdselslovens § 126. Da spørgsmålet om domsmænds

medvirken i færdselssager efter lovforslaget skal reguleres i færdselsloven,

har det her behandlede spørgsmål ikke betydning for

færdselslovsovertrædelser.

Blandt de resterende 579 sager er dels de overtrædelser af færdselslovens

§ 53, hvor domsmænd i henhold til retsplejelovens § 688, stk. 3, nr. 2, skal

medvirke (bestemmelsens anvendelsesområde blev indsnævret med virkning fra 1.

juli 1990), dels bødepolitisager, hvor der i medfør af det eksisterende

kriterium om særlig indgribende betydning for tiltalte eller særlig betydning

for det offentlige har medvirket domsmænd.

Det må på denne baggrund antages, at det reelle tal for domsmænds

medvirken i særlovssagerne er beskedent, såvel absolut som set i forhold til

det samlede antal særlovsafgørelser på knap 300.000.

På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede

ændring af reglerne om domsmænds medvirken vil medføre en vis forøgelse af de

skønsmæssige afgørelser om, hvorvidt domsmænd skal medvirke i en sag, men der

vil næppe være tale om en så betydelig forøgelse, at det vil medføre mærkbart

administrativt besvær for domstolene.

Vedrørende muligheden for i lovteksten at opregne de straffelovs- og

særlovsovertrædelser, hvor domsmænd bør medvirke, må det i overensstemmelse

med retsplejerådets enstemmige anbefaling og i lighed med retsplejerådets

tidligere overvejelser om kriterier for domsmænds medvirken i bødepolitisager

(betænkning nr. 994/1983, s. 47 ff) antages, at en udtømmende opregning af de

straffebud i straffeloven og særlovgivningen, hvor domsmænd skal medvirke ved

pådømmelsen, vil være vanskelig og navnlig tilfældig. Sagerne inden for de

enkelte sagstyper kan i de konkrete tilfælde udvise store forskelle, og nogle

af sagerne vil være af bagatelagtig karakter og uden særlig samfundsmæssig

interesse. Hertil kommer, at den forenkling af bestemmelserne, der også

tilsigtes opnået ved retsplejerådets forslag, vil gå tabt, hvis de

forskellige bestemmelser i straffeloven og særlovgivningen, hvor domsmænd

skal medvirke, udtømmende skal angives i retsplejelovens regel herom.

En udtrykkelig angivelse i loven af sagsområder eller enkelte

lovovertrædelser, som skal behandles under medvirken af domsmænd, vil derfor

efter Justitsministeriets opfattelse ikke være egnet som middel til

afgrænsning af, hvilke sager der bør behandles af domsmænd.

Det er i nogle af høringssvarene angivet som en mulig løsning på det

ovennævnte problem, at de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 686,

stk. 2, 2. led, og § 689, stk. 2, nr. 2, 2. led, suppleres med en bestemmelse

om, at retten tager stilling til, om de pågældende sager skal behandles under

medvirken af domsmænd efter påstand fra anklagemyndigheden eller forsvareren,

og at en sådan begæring skal fremsættes inden udløbet af en bestemt frist,

der regnes fra et nærmere angivet tidspunkt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bryder et sådant forslag imidlertid

med et hidtidigt grundprincip i retsplejen, hvorefter det er retten, der

afgør procesmåden og herunder af egen drift påser, om domsmænd skal medvirke.

Forslaget indebærer endvidere, at ansvaret for at påse, om domsmænd skal

medvirke i den enkelte sag, deles mellem på den ene side anklagemyndigheden

og forsvareren, som har ansvaret for de »skønsmæssige tilfælde«,

hvor domsmænd skal medvirke, og på den anden side domstolene, som efter

forslaget stadig af egen drift skal påse, om domsmænd som følge af muligheden

for frihedsstraf skal medvirke ved en sags behandling, jf. § 691, som ikke

foreslås ændret på dette punkt.

Hertil kommer, at en regel, hvorefter forsvareren eller anklageren inden

en vis tid inden domsforhandlingen skal nedlægge påstand herom, hvis domsmænd

skal medvirke i »skønstilfældene«, må suppleres med en regel om

virkningen af, at sådan påstand ikke nedlægges. Den naturlige regulering

synes at måtte være, at forsvareren eller anklagemyndigheden afskæres fra

senere at gøre gældende, at domsmænd skal medvirke eller burde have

medvirket.

Fastsættelse af en frist for anklagemyndigheden og forsvareren til at

nedlægge påstand om domsmænds medvirken vil således kunne indebære, at

konsekvensen af en fristoverskridelse, som måske ikke kan tilregnes tiltalte,

bliver, at tiltalte afskæres fra at få sin sag behandlet under medvirken af

domsmænd, uanset at sagen er af særlig indgribende betydning for tiltalte

eller af særlig offentlig interesse.

Endelig vil forslaget kunne medføre unødige og ressourcekrævende

procedurer, herunder om fristberegning og eventuel fristoverskridelse.

Justitsministeriet har af disse grunde valgt ved udformningen af

lovforslaget at følge det forslag, som retsplejerådet, hvor også domstolene

er repræsenterede, i enighed er fremkommet med. Justitsministeriet vil

imidlertid være indstillet på at undersøge mulighederne for at iværksætte en

ordning, hvor anklagemyndigheden ved sagens fremsendelse til retten angiver,

om sagen efter anklagemyndighedens opfattelse bør behandles under medvirken

af domsmænd.

Spørgsmål nr. 5:

»Har ministeren gjort sig overvejelser om, hvorvidt der er visse

typer af sager, der bør kunne videreføres til rigsadvokaten uafhængigt af

hans kompetence i § 714?»

Svar:

Efter lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås retsplejelovens kapitel 64

»Den offentlige anklagemyndighed«, herunder § 714, ophævet. I det

omfang bestemmelserne i kapitel 64 opretholdes, er de indsat i forslaget til

et nyt kapitel 10 »Anklagemyndigheden« (§§ 95-107).

Den gældende bestemmelse i § 714 foreslås således afløst af lovforslagets

§ 99. Efter denne bestemmelses andet stykke kan rigsadvokaten - som hidtil -

af egen drift og uafhængigt af forslaget om rekursbegrænsning gribe ind i

konkrete sager.

På denne baggrund har Justitsministeriet forstået spørgsmålet således, at

der under hensyn til forslaget om gennemførelse af et toinstanssystem for

klager over anklagemyndighedens afgørelser spørges, om Justitsministeriet har

overvejet at fastsætte undtagelsesbestemmelser til toinstansprincippet,

således at visse afgørelser truffet af politimesteren kan indbringes for

statsadvokaten og derefter for rigsadvokaten og evt. også for

Justitsministeriet.

Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget er størsteparten af de klager

over politiets efterforskning og afgørelser i straffesager, som indbringes

for rigsadvokaten og Justitsministeriet, uden principiel betydning. Sagerne

har været undergivet en fuldstændig prøvelse ved vedkommende statsadvokatur,

og behandlingen i rigsadvokaturen og i Justitsministeriet fører kun meget

sjældent til ændring af de påklagede afgørelser.

På denne baggrund finder Justitsministeriet - i overensstemmelse med

retsplejerådets overvejelser og enstemmige forslag - ikke grundlag for at

fastsætte særlige undtagelsesbestemmelser til toinstansprincippet. Efter

Justitsministeriets opfattelse er der ikke retssikkerhedsmæssige

betænkeligheder herved, idet der efter forslaget fortsat er adgang for

rigsadvokaten og justitsministeren til - eventuelt efter henvendelse fra en

klager - at gribe ind i konkrete sager, herunder sager, som indeholder

principielle spørgsmål, eller som af andre grunde findes at burde undergives

en fornyet behandling.

Spørgsmål nr. 10:

»Ministeren bedes uddybe sin besvarelse af spørgsmål 5, side 9, 4.

afsnit.«

Svar:

Det fremgår af det nævnte afsnit i besvarelsen af spørgsmål 5, at

størsteparten af de klager over politiets efterforskning og afgørelser i

straffesager, som indbringes for Rigsadvokaten og Justitsministeriet er uden

principiel betydning. Sagerne har været undergivet en fuldstændig prøvelse

ved vedkommende statsadvokatur, og behandlingen i rigsadvokaturen og i

Justitsministeriet fører meget sjældent til ændringer af de påklagede

afgørelser.

Dette forhold og hensynet til at etablere en mere tidssvarende og effektiv

klageordning for så vidt angår klager over politiets efterforskning og

afgørelse i straffesager ligger til grund for forslaget om et

toinstansprincip for behandlingen af sådanne klager. Dette princip indebærer,

at en beslutning truffet af en underordnet anklagemyndighed kan påklages til

vedkommende umiddelbart overordnede anklagemyndighed. Afgørelser truffet af

politimesteren i forbindelse med behandlingen af straffesager kan f.eks.

indbringes for statsadvokaten, hvis afgørelse af klagesagen er endelig.

Dette hovedprincip suppleres imidlertid af forskellige regler, der i

konkrete situationer kan føre til, at sagen behandles også af f.eks.

Rigsadvokaten og Justitsministeriet.

For det første har såvel Rigsadvokaten som Justitsministeriet adgang til

af egen drift at gribe ind i behandlingen af konkrete sager eller visse

grupper af konkrete sager. Sådant indgreb kan være foranlediget af

henvendelser fra borgeren, af medieomtale eller af den overordnede

anklagemyndigheds almindelige interesse i f.eks. at følge påtalepraksis på et

bestemt område. De sager, der kan være tale om at den overordnede

anklagemyndighed indfordrer til gennemgang, kan såvel være sager, hvor

påtalekompetencen efter det foreliggende lovforslag udlægges til

politimesteren, som sager, hvor politimesteren allerede i dag har

påtalekompetence.

For det andet kan det ved administrative forskrifter bestemmes, at

beslutninger om påtale i bestemte sagstyper skal forelægges den overordnede

anklagemyndighed. Sådan forelæggelse indebærer, at afgørelse om påtale anses

for truffet af den overordnede anklagemyndighed, for hvem sagen er forelagt.

Som nævnt i de særlige bemærkninger til § 99 og § 101 anses som

førsteinstansafgørelser også afgørelser truffet af en statsadvokat som følge

af forelæggelse fra en politimester eller afgørelser truffet af rigsadvokaten

som følge af en forelæggelse fra en statsadvokat eller en politimester, selv

om afgørelsen meddeles af politimesteren eller statsadvokaten.

Som eksempel kan nævnes, at rigsadvokaten tiltræder en indstilling fra

politimesteren og statsadvokaten om tiltalerejsning i en sag, hvor tiltale

efter de for anklagemyndigheden gældende interne forelæggelsesregler

forudsætter rigsadvokatens tiltræden. I disse tilfælde udfærdiges

anklageskriftet af politimesteren eller statsadvokaten, men en klage over

afgørelsen om tiltalerejsning må behandles efter reglerne om klage over

afgørelser truffet af rigsadvokaten som førsteinstans med den følge, at

afgørelsen kan påklages til justitsministeren. Såfremt en foreskrevet

forelæggelse for den overordnede myndighed er undladt eller det ikke kan ses,

om den overordnede myndighed har realitetsbehandlet sagen, medfører dette, at

afgørelsen kan påklages, som om forelæggelse var sket.

Spørgsmål nr. 11:

»Ministeren bedes oplyse, om en klage til en tredje instans efter

lovforslagets gennemførelse vil blive afvist under henvisning til, at den

påklagede afgørelse er endelig.«

Svar:

Adgangen for justitsministeren og rigsadvokaten til i kraft af deres

overordnede stilling at give tjenestebefalinger i konkrete sager medfører, at

enkeltsager kan tages op til behandling på ethvert stade i sagen. En af de

måder, hvorpå ministeren eller rigsadvokaten kan få kendskab til konkrete

sager, er henvendelser fra de berørte eller andre eller presseomtale.

En klage til den overordnede anklagemyndighed kan derfor medføre, at sagen

- i kraft af den pågældende myndigheds overordnede stilling og ikke i

kraft af klageregler - undergives en fornyet behandling. Finder den

overordnede myndighed imidlertid ikke grundlag for at realitetsbehandle

sagen, kan klagen afvises under henvisning til, at den påklagede afgørelse er

endelig.

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i

den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) finder det uheldigt, at en påtale

kan opgives eller en tiltale frafaldes i situationer, hvor det på trods heraf

tilkendegives, at den sigtede er skyldig i den pågældende lovovertrædelse.

Det betyder i realiteten, at den pågældende »dømmes« af staten uden

at have krav på en domstolsbehandling. Der er med andre ord ikke tale om, at

man anses for uskyldig, indtil man er dømt. I tilfælde, hvor et

tiltalefrafald betinges af vilkår, kræves, at den sigtede har afgivet en

uforbeholden tilståelse. Men dette kræves ikke, hvis der ikke fastsættes

vilkår. På den baggrund opfordrer flertallet regeringen til i efteråret at

fremsætte forslag, der søger dette problem løst.

Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) har tiltrådt de af

ministeren i udvalgets betænkning over lovforslaget stillede ændringsforslag.

Mindretallet har tidligere protesteret mod de af justitsministeren til

udvalget fremsendte ændringsforslag vedrørende nedsættelse af antallet af

dommere i landsretterne dels ud fra et retssikkerhedshensyn, dels fordi der

efter mindretallets opfattelse ikke forelå identitet mellem det oprindelige

forslag om anklagemyndighedens struktur og ændringsforslagene om domstolenes

struktur. Justitsministeren har tilbagetaget disse ændringsforslag. For så

vidt angår ændringsforslaget i betænkningen om, at justitsministeren bevarer

kompetencen til at beslutte tiltale i tilfælde af, at straffelovens kapitel

12 eller 13 menes overtrådt, har mindretallet foreslået denne ændring, idet

mange af de pågældende bestemmelser forudsættes at blive anvendt restriktivt

henset til deres relativt vage formulering og på den baggrund anvendt under

direkte politisk ansvar.

Mindretallet nærer betænkeligheder ved nedskæringen af klagemulighederne

fra 3 instanser til 1 instans. Det betvivles, at der opnås de

rationaliseringsgevinster, som justitsministeren hævder. At de kun ca. 100

enkeltsager, der indbringes hvert år, skulle nødvendiggøre 3 årsværks

indsats, lyder ikke overbevisende.

Mindretallet ser en klar modsigelse mellem bemærkningernes angivelse af,

at borgerne vil kunne henvende sig til ministeren eller Rigsadvokaten og opnå

fornyet behandling i konkrete tilfælde, og ministerens svar til Retsudvalget

(svar på spørgsmål 15), hvori der gives udtryk for, at der ikke skal ske

ændringer i ministerens tilbageholdenhed med hensyn til at gribe ind i

konkrete sager.

Når mindretallet alligevel stemmer for lovforslaget, skyldes det, at det

indeholder en lang række forenklinger og moderniseringer inden for et område

i retsplejeloven, som er præget af en del uklarheder. Mindretallet vil

imidlertid nøje følge udviklingen, herunder vurdere det tilsyn, Rigsadvokat

og ministerium vil føre med den nye anklagestruktur, og herunder også vurdere

den mulighed, det hævdes at borgerne fortsat har for at få konkrete sager

behandlet.

Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen

(S)

Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert

Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller

(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)

Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter