1991 BTL 184 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN, FÆRDSELSLOVEN OG UDLÆNDINGELOVEN (ANKLAGEMYNDIGHEDENS STRUKTUR) NR L 184 1991-92, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og
dennes svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Der er af justitsministeren stillet et ændringsforslag, hvorom henvises
til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til
vedtagelse med det af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet finder, at de nye bestemmelser om anklagemyndighedens struktur
vil betyde en mere tidssvarende og hensigtsmæssig kompetencefordeling inden
for anklagemyndigheden og dermed en bedre udnyttelse af anklagemyndighedens
ressourcer.
Flertallet ønsker i den forbindelse at fremhæve vigtigheden af, at også
hensynet til retssikkerheden tilgodeses ved nyordningen af
anklagemyndighedens organisation. Flertallet finder, at det foreslåede
rekurssystem med to instanser er hensigtsmæssigt og i overensstemmelse med
det almindelige princip i dansk ret, idet det indebærer en almindelig adgang
til fuldstændig prøvelse af en sag i to instanser. Endvidere har den øverste
anklagemyndighed fortsat adgang til i kraft af sin overordnede stilling at
gribe ind i behandlingen og afgørelsen af konkrete straffesager. Flertallet
har tillid til, at disse principper for klagesagers behandling også i praksis
vil muliggøre, at klagesagerne også fremover behandles på en betryggende og
saglig måde, således at hensynet til retssikkerheden tilgodeses.
Flertallet lægger endvidere vægt på, at der med forslaget om en
kompetenceoverførsel fra de regionale statsadvokater til de lokale
politimestre opnås en decentralisering af anklagemyndighedens arbejdsopgaver
og hermed en bedre og mere effektiv kompetencefordeling inden for
anklagemyndigheden i overensstemmelse med kravene til smidighed og nærhed i
forvaltningen. Det administrative regelsæt, der efter lovforslaget skal
Læs alt
udarbejdes med henblik bl.a. på, at visse sagstyper forelægges den
overordnede anklagemyndighed, bør udformes bl.a. under iagttagelse af
hensynet til sigtedes eller tiltaltes retssikkerhed og den ensartede
behandling af sagerne.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling. Mindretallet
kan stemme for det af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren
stillede ændringsforslag.
Mindretallet kan tilslutte sig lovforslaget med de forenklinger af
anklagemyndighedens struktur, det indebærer. Mindretallet ønsker at
understrege, at det af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, at det ikke
er hensigten med lovforslaget at nedsætte antallet af sager, hvori der skal
være medvirken af domsmænd, selv om flere sager herefter bliver politisager.
Mindretallet har endvidere bemærket, at flere høringssvar beskæftiger sig
med ønsket om at få en fuldstændig beskrivelse af alle sager, hvori domsmænd
skal medvirke, indføjet i retsplejeloven og henviser i denne sammenhæng til
justitsministerens svar på udvalgets spørgsmål nr. 1.
Da den endelige rekursadgang efter lovforslaget ikke mere i alle tilfælde
er landsdækkende, ønsker mindretallet at fremhæve rigsadvokatens forpligtelse
til at føre tilsyn og udsende informationer samt rigsadvokatens og
justitsministerens mulighed for at gribe ind i konkrete sager, således som
det fremgår af svar på udvalgets spørgsmål nr. 5, 10 og 11.
ÆndringsforslagAf justitsministeren , tiltrådt af udvalget:
Til § 2 1) Nr. 3 og 4 udgår.
Bemærkninger
Til nr. 1 Bestemmelserne i straffelovens §§ 110 f og 118 a, som findes i
henholdsvis straffelovens kapitel 12 om forbrydelser mod statens
selvstændighed og sikkerhed og i kapitel 13 om forbrydelser mod
statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, har fået deres nuværende
affattelse ved lov nr. 225 af 7. juni 1952.
Justitsministeren finder det rigtigst, at det direkte af loven fremgår, at
afgørelse om påtale af forbrydelser mod statens ydre og indre sikkerhed
træffes af justitsministeren under sædvanlig parlamentarisk kontrol.
Ændringsforslaget indebærer, at tiltalerejsning for overtrædelse af
bestemmelserne i straffelovens kapitel 12 og 13 kun kan ske efter
justitsministerens beslutning herom. Det er således ikke nødvendigt, at det i
de administrative regler, der fastsættes i medfør af § 720, stk. 1, pålægges
anklagemyndigheden at forelægge sådanne sager for justitsministeren, men af
hensyn til overskueligheden af regelsættet på dette område vil det være
naturligt at gentage de ovennævnte regler i straffeloven i det administrative
regelsæt. Justitsministerens kompetence med hensyn til beslutning om
tiltalerejsning i de nævnte sager vil selvsagt ikke kunne ophæves ved
administrative bestemmelser herom. Træffer justitsministeren beslutning om
tiltalerejsning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i straffelovens
kapitel 12 og 13, tilkommer påtalen statsadvokaten, jf. § 719, stk. 2, nr. 2.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen
(S)
Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert
Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller
(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)
Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse
heraf
Spørgsmål nr. 1:
»Ad bilag 1
Ad pkt. 3. Påtalekompetencens betydning for procesmåden, afsnit 2
Vil ministeren foranledige, at ønskerne i pågældende afsnit imødekommes?
I benægtende fald ønskes teknisk bistand til udarbejdelse af
ændringsforslag.«
Svar:
Justitsministeriet har i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget
nøje overvejet de udtalelser og ønsker bl.a. vedrørende reglerne om domsmænds
medvirken, som er fremsat fra domstolenes side.
For så vidt angår den foreslåede udvidelse af området for skønsmæssige
afgørelser vedrørende spørgsmålet om domsmænds medvirken har
Justitsministeriet forsøgt at vurdere omfanget af denne udvidelse.
De foreslåede ændringer i kriterierne for domsmænds medvirken indebærer,
at domsmænd skal medvirke i alle sager, hvor der bliver spørgsmål om højere
straf end bøde, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende
betydning for tiltalte eller af særlig offentlig interesse.
Også efter de i dag gældende regler afhænger det af domstolens
skønsmæssige vurdering, om der i bødepolitisager skal medvirke domsmænd. Den
foreslåede ændring har derfor ikke betydning for de nuværende
politisager, men alene for statsadvokatsagerne.
Da domsmænds medvirken efter forslaget er obligatorisk i sager, hvor der
bliver spørgsmål om frihedsstraf, berører forslaget alene de
statsadvokatsager, hvor der enten bliver spørgsmål om bødestraf, eller
hvor der hverken bliver tale om frihedsstraf eller bøde.
Den sidstnævnte gruppe omfatter sager, hvor der bliver spørgsmål om
anvendelse af straffelovens §§ 68-70 og § 73 (vedr. f.eks. behandlingsdomme
eller dom til anbringelse på hospital eller i institution), sager om
ophævelse af en forening samt rene konfiskationssager. Der er her tale om en
relativt begrænset sagsgruppe.
For så vidt angår den førstnævnte gruppe - bødesagerne - er en præcis
afgrænsning af de omfattede sager mere vanskelig. Dette hænger sammen med, at
kriteriet for domsmænds medvirken ikke er knyttet til strafferammen for den
enkelte lovovertrædelse, men til den konkret forskyldte straf, i
almindelighed anklagemyndighedens strafpåstand. Da en meget betydelig del af
statsadvokatsagerne har en strafferamme spændende fra bøde til fængsel, er
der i princippet et meget stort antal statsadvokatsager, som kan blive berørt
af forslaget. Spørgsmålet er imidlertid, om der også i praksis vil være tale
om et stort antal sager.
Ved den nærmere vurdering heraf kan statsadvokatbødesagerne opdeles i
straffelovsovertrædelser og overtrædelser af særlovgivningen.
For så vidt angår straffelovsovertrædelser har mange af de
bestemmelser i straffeloven, som i dag er statsadvokatsager - eller behandles
som sådan, jf. retsplejelovens § 721, stk. 2, - en strafferamme, der spænder
fra bøde til fængsel.
Der foreligger imidlertid ikke nogen statistik eller talmæssigt materiale
i øvrigt til belysning af, hvilke statsadvokatsager der afgøres med
bødestraf. Som påpeget af retsplejerådet er det nærliggende at antage, at
spørgsmålet i relation til straffeloven formentlig oftest vil foreligge i
forbindelse med sager om overtrædelse af straffelovens § 241 om uagtsomt
manddrab og § 266 b om racediskrimination, og at der i disse sager ofte bør
medvirke domsmænd. Der er således ikke tale om en stor sagsgruppe eller
sager, hvor anvendelsen af domsmænd i praksis kan antages at ville give
anledning til større tvivl.
For så vidt angår særlovsovertrædelserne er det den overvejende
hovedregel, at særlovssager er politisager, uanset at mange særlove hjemler
fængselsstraf. Som undtagelse herfra findes navnlig særlovene vedrørende
sundhedspersonel. Inden for særlovsområdet får retsplejerådets forslag derfor
kun betydning for relativt få love, f.eks. lægeloven, tandlægeloven og lov om
sygeplejersker, og overtrædelserne af disse love er relativt fåtallige.
Af politiets seneste årsberetning fremgår, at der i 1990 blev truffet
afgørelse i i alt 297.297 sager vedrørende overtrædelse af særlovgivningen.
Heraf medvirkede domsmænd i 1.674 sager. 1.095 af disse 1.674 sager var
færdselslovsovertrædelser med spørgsmål om ubetinget frakendelse af
førerretten i henhold til færdselslovens § 126. Da spørgsmålet om domsmænds
medvirken i færdselssager efter lovforslaget skal reguleres i færdselsloven,
har det her behandlede spørgsmål ikke betydning for
færdselslovsovertrædelser.
Blandt de resterende 579 sager er dels de overtrædelser af færdselslovens
§ 53, hvor domsmænd i henhold til retsplejelovens § 688, stk. 3, nr. 2, skal
medvirke (bestemmelsens anvendelsesområde blev indsnævret med virkning fra 1.
juli 1990), dels bødepolitisager, hvor der i medfør af det eksisterende
kriterium om særlig indgribende betydning for tiltalte eller særlig betydning
for det offentlige har medvirket domsmænd.
Det må på denne baggrund antages, at det reelle tal for domsmænds
medvirken i særlovssagerne er beskedent, såvel absolut som set i forhold til
det samlede antal særlovsafgørelser på knap 300.000.
På denne baggrund er det Justitsministeriets opfattelse, at den foreslåede
ændring af reglerne om domsmænds medvirken vil medføre en vis forøgelse af de
skønsmæssige afgørelser om, hvorvidt domsmænd skal medvirke i en sag, men der
vil næppe være tale om en så betydelig forøgelse, at det vil medføre mærkbart
administrativt besvær for domstolene.
Vedrørende muligheden for i lovteksten at opregne de straffelovs- og
særlovsovertrædelser, hvor domsmænd bør medvirke, må det i overensstemmelse
med retsplejerådets enstemmige anbefaling og i lighed med retsplejerådets
tidligere overvejelser om kriterier for domsmænds medvirken i bødepolitisager
(betænkning nr. 994/1983, s. 47 ff) antages, at en udtømmende opregning af de
straffebud i straffeloven og særlovgivningen, hvor domsmænd skal medvirke ved
pådømmelsen, vil være vanskelig og navnlig tilfældig. Sagerne inden for de
enkelte sagstyper kan i de konkrete tilfælde udvise store forskelle, og nogle
af sagerne vil være af bagatelagtig karakter og uden særlig samfundsmæssig
interesse. Hertil kommer, at den forenkling af bestemmelserne, der også
tilsigtes opnået ved retsplejerådets forslag, vil gå tabt, hvis de
forskellige bestemmelser i straffeloven og særlovgivningen, hvor domsmænd
skal medvirke, udtømmende skal angives i retsplejelovens regel herom.
En udtrykkelig angivelse i loven af sagsområder eller enkelte
lovovertrædelser, som skal behandles under medvirken af domsmænd, vil derfor
efter Justitsministeriets opfattelse ikke være egnet som middel til
afgrænsning af, hvilke sager der bør behandles af domsmænd.
Det er i nogle af høringssvarene angivet som en mulig løsning på det
ovennævnte problem, at de foreslåede bestemmelser i retsplejelovens § 686,
stk. 2, 2. led, og § 689, stk. 2, nr. 2, 2. led, suppleres med en bestemmelse
om, at retten tager stilling til, om de pågældende sager skal behandles under
medvirken af domsmænd efter påstand fra anklagemyndigheden eller forsvareren,
og at en sådan begæring skal fremsættes inden udløbet af en bestemt frist,
der regnes fra et nærmere angivet tidspunkt.
Efter Justitsministeriets opfattelse bryder et sådant forslag imidlertid
med et hidtidigt grundprincip i retsplejen, hvorefter det er retten, der
afgør procesmåden og herunder af egen drift påser, om domsmænd skal medvirke.
Forslaget indebærer endvidere, at ansvaret for at påse, om domsmænd skal
medvirke i den enkelte sag, deles mellem på den ene side anklagemyndigheden
og forsvareren, som har ansvaret for de »skønsmæssige tilfælde«,
hvor domsmænd skal medvirke, og på den anden side domstolene, som efter
forslaget stadig af egen drift skal påse, om domsmænd som følge af muligheden
for frihedsstraf skal medvirke ved en sags behandling, jf. § 691, som ikke
foreslås ændret på dette punkt.
Hertil kommer, at en regel, hvorefter forsvareren eller anklageren inden
en vis tid inden domsforhandlingen skal nedlægge påstand herom, hvis domsmænd
skal medvirke i »skønstilfældene«, må suppleres med en regel om
virkningen af, at sådan påstand ikke nedlægges. Den naturlige regulering
synes at måtte være, at forsvareren eller anklagemyndigheden afskæres fra
senere at gøre gældende, at domsmænd skal medvirke eller burde have
medvirket.
Fastsættelse af en frist for anklagemyndigheden og forsvareren til at
nedlægge påstand om domsmænds medvirken vil således kunne indebære, at
konsekvensen af en fristoverskridelse, som måske ikke kan tilregnes tiltalte,
bliver, at tiltalte afskæres fra at få sin sag behandlet under medvirken af
domsmænd, uanset at sagen er af særlig indgribende betydning for tiltalte
eller af særlig offentlig interesse.
Endelig vil forslaget kunne medføre unødige og ressourcekrævende
procedurer, herunder om fristberegning og eventuel fristoverskridelse.
Justitsministeriet har af disse grunde valgt ved udformningen af
lovforslaget at følge det forslag, som retsplejerådet, hvor også domstolene
er repræsenterede, i enighed er fremkommet med. Justitsministeriet vil
imidlertid være indstillet på at undersøge mulighederne for at iværksætte en
ordning, hvor anklagemyndigheden ved sagens fremsendelse til retten angiver,
om sagen efter anklagemyndighedens opfattelse bør behandles under medvirken
af domsmænd.
Spørgsmål nr. 5:
»Har ministeren gjort sig overvejelser om, hvorvidt der er visse
typer af sager, der bør kunne videreføres til rigsadvokaten uafhængigt af
hans kompetence i § 714?»
Svar:
Efter lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås retsplejelovens kapitel 64
»Den offentlige anklagemyndighed«, herunder § 714, ophævet. I det
omfang bestemmelserne i kapitel 64 opretholdes, er de indsat i forslaget til
et nyt kapitel 10 »Anklagemyndigheden« (§§ 95-107).
Den gældende bestemmelse i § 714 foreslås således afløst af lovforslagets
§ 99. Efter denne bestemmelses andet stykke kan rigsadvokaten - som hidtil -
af egen drift og uafhængigt af forslaget om rekursbegrænsning gribe ind i
konkrete sager.
På denne baggrund har Justitsministeriet forstået spørgsmålet således, at
der under hensyn til forslaget om gennemførelse af et toinstanssystem for
klager over anklagemyndighedens afgørelser spørges, om Justitsministeriet har
overvejet at fastsætte undtagelsesbestemmelser til toinstansprincippet,
således at visse afgørelser truffet af politimesteren kan indbringes for
statsadvokaten og derefter for rigsadvokaten og evt. også for
Justitsministeriet.
Som nævnt i bemærkningerne til lovforslaget er størsteparten af de klager
over politiets efterforskning og afgørelser i straffesager, som indbringes
for rigsadvokaten og Justitsministeriet, uden principiel betydning. Sagerne
har været undergivet en fuldstændig prøvelse ved vedkommende statsadvokatur,
og behandlingen i rigsadvokaturen og i Justitsministeriet fører kun meget
sjældent til ændring af de påklagede afgørelser.
På denne baggrund finder Justitsministeriet - i overensstemmelse med
retsplejerådets overvejelser og enstemmige forslag - ikke grundlag for at
fastsætte særlige undtagelsesbestemmelser til toinstansprincippet. Efter
Justitsministeriets opfattelse er der ikke retssikkerhedsmæssige
betænkeligheder herved, idet der efter forslaget fortsat er adgang for
rigsadvokaten og justitsministeren til - eventuelt efter henvendelse fra en
klager - at gribe ind i konkrete sager, herunder sager, som indeholder
principielle spørgsmål, eller som af andre grunde findes at burde undergives
en fornyet behandling.
Spørgsmål nr. 10:
»Ministeren bedes uddybe sin besvarelse af spørgsmål 5, side 9, 4.
afsnit.«
Svar:
Det fremgår af det nævnte afsnit i besvarelsen af spørgsmål 5, at
størsteparten af de klager over politiets efterforskning og afgørelser i
straffesager, som indbringes for Rigsadvokaten og Justitsministeriet er uden
principiel betydning. Sagerne har været undergivet en fuldstændig prøvelse
ved vedkommende statsadvokatur, og behandlingen i rigsadvokaturen og i
Justitsministeriet fører meget sjældent til ændringer af de påklagede
afgørelser.
Dette forhold og hensynet til at etablere en mere tidssvarende og effektiv
klageordning for så vidt angår klager over politiets efterforskning og
afgørelse i straffesager ligger til grund for forslaget om et
toinstansprincip for behandlingen af sådanne klager. Dette princip indebærer,
at en beslutning truffet af en underordnet anklagemyndighed kan påklages til
vedkommende umiddelbart overordnede anklagemyndighed. Afgørelser truffet af
politimesteren i forbindelse med behandlingen af straffesager kan f.eks.
indbringes for statsadvokaten, hvis afgørelse af klagesagen er endelig.
Dette hovedprincip suppleres imidlertid af forskellige regler, der i
konkrete situationer kan føre til, at sagen behandles også af f.eks.
Rigsadvokaten og Justitsministeriet.
For det første har såvel Rigsadvokaten som Justitsministeriet adgang til
af egen drift at gribe ind i behandlingen af konkrete sager eller visse
grupper af konkrete sager. Sådant indgreb kan være foranlediget af
henvendelser fra borgeren, af medieomtale eller af den overordnede
anklagemyndigheds almindelige interesse i f.eks. at følge påtalepraksis på et
bestemt område. De sager, der kan være tale om at den overordnede
anklagemyndighed indfordrer til gennemgang, kan såvel være sager, hvor
påtalekompetencen efter det foreliggende lovforslag udlægges til
politimesteren, som sager, hvor politimesteren allerede i dag har
påtalekompetence.
For det andet kan det ved administrative forskrifter bestemmes, at
beslutninger om påtale i bestemte sagstyper skal forelægges den overordnede
anklagemyndighed. Sådan forelæggelse indebærer, at afgørelse om påtale anses
for truffet af den overordnede anklagemyndighed, for hvem sagen er forelagt.
Som nævnt i de særlige bemærkninger til § 99 og § 101 anses som
førsteinstansafgørelser også afgørelser truffet af en statsadvokat som følge
af forelæggelse fra en politimester eller afgørelser truffet af rigsadvokaten
som følge af en forelæggelse fra en statsadvokat eller en politimester, selv
om afgørelsen meddeles af politimesteren eller statsadvokaten.
Som eksempel kan nævnes, at rigsadvokaten tiltræder en indstilling fra
politimesteren og statsadvokaten om tiltalerejsning i en sag, hvor tiltale
efter de for anklagemyndigheden gældende interne forelæggelsesregler
forudsætter rigsadvokatens tiltræden. I disse tilfælde udfærdiges
anklageskriftet af politimesteren eller statsadvokaten, men en klage over
afgørelsen om tiltalerejsning må behandles efter reglerne om klage over
afgørelser truffet af rigsadvokaten som førsteinstans med den følge, at
afgørelsen kan påklages til justitsministeren. Såfremt en foreskrevet
forelæggelse for den overordnede myndighed er undladt eller det ikke kan ses,
om den overordnede myndighed har realitetsbehandlet sagen, medfører dette, at
afgørelsen kan påklages, som om forelæggelse var sket.
Spørgsmål nr. 11:
»Ministeren bedes oplyse, om en klage til en tredje instans efter
lovforslagets gennemførelse vil blive afvist under henvisning til, at den
påklagede afgørelse er endelig.«
Svar:
Adgangen for justitsministeren og rigsadvokaten til i kraft af deres
overordnede stilling at give tjenestebefalinger i konkrete sager medfører, at
enkeltsager kan tages op til behandling på ethvert stade i sagen. En af de
måder, hvorpå ministeren eller rigsadvokaten kan få kendskab til konkrete
sager, er henvendelser fra de berørte eller andre eller presseomtale.
En klage til den overordnede anklagemyndighed kan derfor medføre, at sagen
- i kraft af den pågældende myndigheds overordnede stilling og ikke i
kraft af klageregler - undergives en fornyet behandling. Finder den
overordnede myndighed imidlertid ikke grundlag for at realitetsbehandle
sagen, kan klagen afvises under henvisning til, at den påklagede afgørelse er
endelig.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller udvalget lovforslaget til vedtagelse i
den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) finder det uheldigt, at en påtale
kan opgives eller en tiltale frafaldes i situationer, hvor det på trods heraf
tilkendegives, at den sigtede er skyldig i den pågældende lovovertrædelse.
Det betyder i realiteten, at den pågældende »dømmes« af staten uden
at have krav på en domstolsbehandling. Der er med andre ord ikke tale om, at
man anses for uskyldig, indtil man er dømt. I tilfælde, hvor et
tiltalefrafald betinges af vilkår, kræves, at den sigtede har afgivet en
uforbeholden tilståelse. Men dette kræves ikke, hvis der ikke fastsættes
vilkår. På den baggrund opfordrer flertallet regeringen til i efteråret at
fremsætte forslag, der søger dette problem løst.
Et mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget) har tiltrådt de af
ministeren i udvalgets betænkning over lovforslaget stillede ændringsforslag.
Mindretallet har tidligere protesteret mod de af justitsministeren til
udvalget fremsendte ændringsforslag vedrørende nedsættelse af antallet af
dommere i landsretterne dels ud fra et retssikkerhedshensyn, dels fordi der
efter mindretallets opfattelse ikke forelå identitet mellem det oprindelige
forslag om anklagemyndighedens struktur og ændringsforslagene om domstolenes
struktur. Justitsministeren har tilbagetaget disse ændringsforslag. For så
vidt angår ændringsforslaget i betænkningen om, at justitsministeren bevarer
kompetencen til at beslutte tiltale i tilfælde af, at straffelovens kapitel
12 eller 13 menes overtrådt, har mindretallet foreslået denne ændring, idet
mange af de pågældende bestemmelser forudsættes at blive anvendt restriktivt
henset til deres relativt vage formulering og på den baggrund anvendt under
direkte politisk ansvar.
Mindretallet nærer betænkeligheder ved nedskæringen af klagemulighederne
fra 3 instanser til 1 instans. Det betvivles, at der opnås de
rationaliseringsgevinster, som justitsministeren hævder. At de kun ca. 100
enkeltsager, der indbringes hvert år, skulle nødvendiggøre 3 årsværks
indsats, lyder ikke overbevisende.
Mindretallet ser en klar modsigelse mellem bemærkningernes angivelse af,
at borgerne vil kunne henvende sig til ministeren eller Rigsadvokaten og opnå
fornyet behandling i konkrete tilfælde, og ministerens svar til Retsudvalget
(svar på spørgsmål 15), hvori der gives udtryk for, at der ikke skal ske
ændringer i ministerens tilbageholdenhed med hensyn til at gribe ind i
konkrete sager.
Når mindretallet alligevel stemmer for lovforslaget, skyldes det, at det
indeholder en lang række forenklinger og moderniseringer inden for et område
i retsplejeloven, som er præget af en del uklarheder. Mindretallet vil
imidlertid nøje følge udviklingen, herunder vurdere det tilsyn, Rigsadvokat
og ministerium vil føre med den nye anklagestruktur, og herunder også vurdere
den mulighed, det hævdes at borgerne fortsat har for at få konkrete sager
behandlet.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Frank Jensen
(S)
Birte Weiss (S) Karen Jespersen (S) Ebba Strange (SF) nfmd. Gert
Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller
(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)
Tom Behnke (FP) Niels Helveg Petersen (RV) Inger Stilling Pedersen (KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven, lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser og færdselsloven (Forhøjelse af den kriminelle lavalder) Retsinformation · 16. februar 2012
- 1989 BTL 23 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) NR L 23 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 23. juli 1990
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af straffeloven Retsinformation · 8. marts 2000
- 1991 LSF 184 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF RETSPLEJELOVEN, STRAFFELOVEN, FÆRDSELSLOVEN OG UDLÆNDINGELOVEN (ANKLAGEMYNDIGHEDENS STRUKTUR) Retsinformation · 21. maj 1992
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpede sanktioner for hastighedsovertrædelser ved vejarbejde m.v. og indførelse af betinget objektivt ansvar for ejer (bruger) af et motorkøretøj for visse hastighedsovertrædelser) Retsinformation · 15. marts 2014
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven og lov om ungdomsskoler (Knallertkørekort og sanktioner ved ulovlig kørsel på knallert m.v.) Retsinformation · 7. maj 2011