1989 BTL 23 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) NR L 23 1989-90, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret dels
skriftligt, dels i samråd.
Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til
de ledsagende bemærkninger.
Som bilag til betænkningen er optrykt en kronik af Preben Wilhjelm fra
Politiken den 13. august 1989.
Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt
Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de
af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Mindretallet fremhæver, at den foreslåede nye udformning af bestemmelsen i
færdselslovens § 117, stk. 5, om kørsel i frakendelsestiden indebærer, at
straffen i førstegangstilfælde bliver bøde i stedet for en kort hæftestraf.
Udvalget har indgående drøftet den fremtidige bødeudmåling i disse sager. For
at bevare reaktionssystemets præventive virkning forudsætter mindretallet ved
lovforslagets vedtagelse, at der i disse sager udmåles bøder på et niveau,
der i høj grad tilskynder til at undlade kørsel i frakendelsesperioden.
Mindretallet finder, at bøden i førstegangstilfælde passende vil kunne
fastsættes til et beløb svarende til 1 måneds nettoløn på linje med den
praksis, der følges ved bødeudmålingen i spiritussager.
For at undgå en svækkelse af reaktionssystemets præventive virkning
forudsætter mindretallet endvidere ved lovforslagets vedtagelse, at straffen
i gentagelsestilfælde fortsat bør udmåles i overensstemmelse med hidtidig
udmålingspraksis, således at der f.eks. i andengangstilfælde i almindelighed
idømmes 14 dages hæfte.
Et mindretal inden for mindretallet (Kristeligt Folkepartis medlem af
udvalget) bemærker:
Mindretallet ønsker at henvise til L 32 (forslag til lov om ændring af
færdselsloven. (Kørsel i frakendelsestiden) (af Inger Stilling Pedersen (KRF)
Læs alt
m.fl.), hvori mindretallet foreslår, at straffen for kørsel i
frakendelsestiden forhøjes til hæfte eller fængsel i 2 år. Under særlig
formildende omstændigheder kan der straffes med bøde. Mindretallet erkender,
at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at få gennemført dette forslag.
På den baggrund kan mindretallet støtte, at straffen for
førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden fastsættes til en bøde,
hvis størrelse skal svare til 1 måneds nettoløn.
Mindretallet vil dog fortsat arbejde for, at sanktionerne for kørsel i
frakendelsestiden skærpes. I den forbindelse vil mindretallet overveje, om
der også skal indføres regler om deponering af nummerpladerne, hvis ejeren
har fået fradømt kørekortet.
Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan
stemme for de af justitsministeren stillede ændringsforslag.
Mindretallet udtaler følgende:
Socialdemokratiet har såvel under lovforslagets 1. behandling som under
drøftelser i Retsudvalget stærkt advaret mod gennemførelse af lovforslaget.
Uagtet enkelte dele kan kaldes moderniseringer og forenklinger (f.eks.
anerkendelse af faderskab skriftligt, ændrede regler for ægtepagter m.v.), er
lovforslaget af en sådan karakter, at det må anses for en væsentlig
forringelse af retssikkerheden i landet, uden at det i øvrigt på nogen måde
er udtryk for moderniseringer eller forenklinger.
Argumenterne for at afskaffe nævningebehandlingen af narkotikasager var
enten urigtige eller vildledende. Der henvises i den forbindelse til den af
forskningsstipendiat Preben Wilhjelm skrevne kronik i Politiken den 23.
august 1989 (optrykt som bilag til betænkningen). Socialdemokratiet hilser
det derfor med tilfredshed, at ministeren har foreslået, at denne del af
lovforslaget udgår.
Afskæringen af retten til at anke afgørelser til landsretterne i tilfælde,
hvor sagens værdi er under 10.000 kr., vil afskære mange, for hvem 10.000 kr.
ikke er en »bagatel«, fra at få prøvet en afgørelse, som måske er
urigtig. At man kan søge tilladelse hos justitsministeren til en anke, virker
ikke betryggende.
I forvejen er der indført en rationalisering ved summarisk domsaffattelse
i byretterne. I tilfælde, hvor der søges om anketilladelse hos
justitsministeren og der er tale om en summarisk domsaffattelse, vil det være
så godt som umuligt at vurdere byrettens præmisser, eller også vil der,
såfremt disse bedes udbygget, blive tale om en uforsvarlig
»efterfølgende domsaffattelse«. Dette er et ringe grundlag for
ministerens vurdering af, om anketilladelse bør gives.
Den samlede besparelse vedrørende disse meget væsentlige ændringer i vores
retssystem var opgjort til 20 til 30 sparede medarbejdere om året! Efter at
forslaget om afskaffelse af nævningebehandlingen i narkosager er udgået, vil
besparelsen blive endnu mindre.
Justitsministerens forenklingsudvalg fremlagde en lang række ideer om
væsentlige besparelser på områder, hvor retssikkerhedshensyn overhovedet ikke
ville spille ind. Det drejer sig for eksempel om ændrede opkrævningsmetoder
for radio- og fjernsynslicens (som i øjeblikket belaster fogedretterne
stærkt), en hurtigere behandling af enkle inkassosager m.v. På disse områder
er der ikke fremsat forslag, og de ville med hensyn til rationaliseringer
langt overgå dette lovforslag. Det er uforståeligt for Socialdemokratiet, at
ministeren har insisteret på at få vedtaget et lovforslag af denne karakter.
Socialdemokratiet må stærkt beklage dette.
Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling,
men kan støtte de under nr. 1-3 stillede ændringsforslag.
Mindretallet ønsker at udtale følgende:
Baggrunden for SF's indstilling er først og fremmest, at lovforslaget
efter SF's opfattelse indebærer vidtrækkende og principielle
retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Dette gælder især for forslaget om
ankebegrænsning. Det kan ikke afvises, at anke i sager af mindre værdi
isoleret set kan forekomme urimelig i forhold til den ressourceindsats, der
kræves af domstolene. Ministeren har imidlertid ikke stillet noget andet i
stedet, og en ankebegrænsning bør derfor afvente et forslag til en forenklet
sagsbehandling i sager af mindre værdi.
Endvidere finder SF anledning til at bemærke, at de foreslåede ændringer i
lov om ægteskabets retsvirkninger vedrørende ændringer af reglerne om
ægtepagter bør behandles i en større sammenhæng, der angår hele
formueforholdet mellem ægtefællerne, et forhold, der forud for en eventuel
lovændring bør underkastes en offentlig debat og i øvrigt ikke lovteknisk
klaskes sammen med ændringer i en række love, der intet har at gøre med
familieretlige forhold.
Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-4 stillede
ændringsforslag.
Mindretallet kan i øvrigt tilslutte sig betænkningsbidraget fra
mindretallet bestående af Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det
Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer
af udvalget, jf. ovenfor.
Ændringsforslag
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af FP):
Til § 3
1) Nr. 9 udgår.
Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 8
2) Nr. 2 udgår.
Til § 16
3) Stk. 1 udgår, og i stedet indsættes:
»Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1990.
Stk. 2. § 6, § 7, nr. 4, § 9, nr. 5-11, § 10, nr. 1, og § 13
træder dog først i kraft den 1. oktober 1990.«
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af SF):
Ny paragraf
4) Efter § 16 indsættes som ny paragraf:
»§ 01
Bestemmelser om særeje i testamenter, der er oprettet inden lovens
ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre
andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder dog ikke, hvis testator er
afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske
bestemmelse er gjort uigenkaldelig.«
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget medfører, at forslaget om at undtage
narkotikastraffesager fra nævningebehandling udgår.
Til nr. 2
Ændringsforslaget er en konsekvens af, at der ved § 1 i lov nr. 845 af 20.
december 1989 er gennemført en bestemmelse svarende til den foreslåede.
Til nr. 3
Ændringsforslaget indebærer, at lovens ikrafttræden udskydes til den 1.
juli 1990.
For så vidt angår bestemmelserne om anerkendelse af faderskab og om
formueforholdet mellem ægtefæller finder Justitsministeriet, at de berørte
myndigheder m.v. bør have en passende frist til at indrette sig på
lovændringerne. Der vil således i et vist omfang skulle udfærdiges
administrative forskrifter, ligesom navnlig de foreslåede ændringer
vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller vil kræve et vist
oplysningsarbejde. Det foreslås derfor, at disse bestemmelser først skal
træde i kraft den 1. oktober 1990.
Til nr. 4
Det foreslås, at der i lovteksten tages udtrykkelig stilling til,
hvorledes der skal forholdes med testamentariske bestemmelser om særeje, som
er oprettet inden lovens ikrafttræden. Den foreslåede bestemmelse indebærer,
at der ved testamentsfortolkning skabes en formodning for, at en
testamentarisk bestemmelse om særeje, der er oprettet før lovens
ikrafttræden, skal forstås som skilsmissesæreje. Formodningsreglen gælder dog
ikke, hvis testamentet er gjort uigenkaldeligt, eller hvis testator er død
inden lovens ikrafttræden. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne
til lovforslagets § 9.
Det er ikke fundet nødvendigt at fastsætte udtrykkelige regler om
særejebestemmelser i forbindelse med gaver eller ægtepagter. Der henvises
herom til bemærkningerne til lovforslagets § 9.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller
(KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee
(RV) Søren Bastholm (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S)
Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten
Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Bilag
KRONIKEN I POLITIKEN
Søndag 13. august 1989
Narko og nævninge
af Preben Wilhjelm
Justitsministeren mener ikke, at narkosager er egnede til
nævningebehandling. Med ejendommelig iver prøver han at beskære den
nævningeinstitution, som grundloven foreskriver. Men ministerens argumenter
er falske, og nævningebehandling er et vigtigt gode for retssikkerheden
Justitsministerens bidrag til regeringens forslag om »forenkling og
modernisering af den offentlige sektor« indeholder et forslag om
afskaffelse af nævningebehandling af narkosager. Hvis forslaget vedtages vil
antallet af nævningesager blive reduceret med ca. 25 pct. I bemærkninger til
forslaget bedyrer ministeren, at det ikke er fremsat af besparelseshensyn,
men fordi narkosager »ikke findes egnede til nævningebehandling«.
Det er et synspunkt, som selvfølgelig kan diskuteres. Men de ledsagende
bemærkninger giver ikke belæg for påstanden. Hvad der springer i øjnene er en
falsk og manipulerende argumentaion, som gør det svært at tage begrundelsen
for forslaget for pålydende.
Der anføres tre argumenter for at undtage narkosagerne fra de almindelige
regler.
For det første siges det, at disse sager kan sidestilles med en
række andre sager, som lovgivningsmagten i forvejen har fundet uegnede til
nævningebehandling.
For det andet anføres, at narkosager gennemgående er mere
tidskrævende end andre nævningesager.
Og for det tredje påpeges det, at man ved at afskaffe
nævningebehandling opnår mulighed for en fornyet prøvelse af
skyldsspørgsmålet gennem anke.
Det er korrekt, at en række andre sager i forvejen er undtaget fra
nævningebehandling. Berettigelsen heraf kan man være enig eller uenig i, men
sammenstillingen med narkosagerne er falsk. Samtlige andre kategorier
vedrører økonomiske forbrydelser, som ofte er teknisk komplicerede og derfor
kan være vanskelige for lægdommere at vurdere (f.eks. mandatsvig,
dokumentfalsk, groft skattesvig og omfattende økonomisk kriminalitet).
Desuden kan det ofte være vanskeligt for lægdommere uden kendskab til
forretningslivet at vurdere, om lovovertrædelsen er forsætlig. Begrundelsen
for at undtage disse sager fra nævningebehandling har netop været deres
teknisk komplicerede karakter.
Det er af præcis samme grund, der jævnligt har været forslag om, at der i
disse sager skulle anvendes særlig kvalificerede domsmænd med kendskab til
regnskabsføring m.v. Ingen kunne drømme om at stille tilsvarende forslag for
narkosagernes vedkommende. Vanskeligheden ved narkosager er af en helt anden
karakter. De er ikke spor teknisk komplicerede, men der mangler ofte
egentlige beviser. Vanskeligheden består i at vurdere, om anklagemyndigheden
har sandsynliggjort, at den tiltalte er skyldig. Deet kræver ingen særlig
ekspertise. Det er tværtimod lægdommernes vigtigste funktion og berettigelse
i vores retssystem: at almindelige mennesker, upåvirket af systemets rutine,
skal vurdere, om den tiltaltes skyld er sandsynliggjort med så stor
sikkerhed, at man finder det forsvarligt at domfælde. Det er grov
manipulation, når justitsministeren siger, at de grunde, der har ført til, at
Folketinget har undtaget disse (komplicerede økonomiske, PW) sager fra
nævningebehandling, gør sig med fuldt samme styrke gældende ved
narkotikasager.'(* 1)
For øvrigt er henvisningen til de teknisk komplicerede økonomiske sager
misvisende af en anden grund: Undtagelsen af disse sager fra de almindelige
regler om nævningebehandling har med de nuværende nævningekriterier ingen som
helst praktisk betydning. De resulterer så godt som aldrig i domme på over
fire års fængsel. Hvis anklagemyndigheden derfor holder sig til en realistisk
strafpåstand, ville der således ikke blive tale om nævningebehandling, selv
om undtagelsen blev ophævet.
At narkosagerne er ganske særlig tidskrævende og uoverskuelige er i de
seneste år fremført igen og igen af modstandere af nævningebehandling og
gentages nu af justitsministeren i bemærkningerne til forslaget. På den
baggrund virker det nærmest som et antiklimaks, når ministeren nu oplyser, at
den gennemsnitlige varighed af narkosagerne er 4,1 retsdage, mens den for de
øvrige nævningesager er 2,9 retsdage. En så beskeden forskel kan ikke tages
alvorligt som argument for en mere principiel ændring af vor retspleje. I
øvrigt er forskellen misvisende.
Der er gennemgående flere tiltalte i narkosagerne end i de øvrige sager.
Det er vel ikke så mærkeligt (og ikke noget bevis for komplicerethed og
uoverskuelighed), at en sag med flere tiltalte tager lidt længere tid end en
sag med færre tiltalte. Det viser sig da også (men nævnes ikke i
forslaget), at tidsforbruget pr. tiltalt er nøjagtig det samme i
narkosagerne som i de øvrige nævningesager. Dette endda til trods for, at der
i narkosagerne langt hyppigere benyttes tolk. Det effektive
tidsforbrug, og dermed omfanget af de oplysninger, nævningene skal forholde
sig til, er altså gennemgående mindre for narkotiltalte end for andre
tiltalte. Vi er dermed tilbage ved det egentlige problem, nemlig at
oplysningerne i narkosager ikke har samme bevismæssige standard som i de
fleste andre sager. Det er ikke et spørgsmål om forenkling eller
»egnethed«, men om retspolitisk holdning, hvis man af den grund vil
have narkosagerne unddraget nævningebehandling.
Justitsministerens tredje argument (muligheden for fornyet prøvelse af
skyldsspørgsmålet gennem anke) har intet specielt med narkosagerne at
gøre. Det kan med samme ret bruges på alle nævningesager. Men det skal
erindres, at der m.h.t. skyldsafgørelsen i nævningesager findes den såkaldte
dobbeltgaranti: en frifindelse ved nævningeting kan ikke ændres, men
en skyldigkendelse har de tre fagdommere pligt til at annullere, hvis de
finder den juridisk uholdbar. Set i lyset heraf tager det besnærende argument
om fornyet prøvelse af skyldsspørgsmålet sig noget anderledes ud: det drejer
sig i praksis om, at anklagemyndigheden vil have endnu en chance i de sager,
hvor 12 almindelige mennesker har fundet, at samme anklagemyndigheds
materiale ikke har været overbevisende nok til at kunne domfælde.
Hvis narkosagerne »på grund af deres omfattende og komplicerede
karakter«, som justitsministeren påstår, »ikke er egnede til
nævningebehandling« d.v.s hvis nævningene havde særlig svært ved at
håndtere dem, så måtte man vel i øvrigt forvente, at fagdommerne i disse
sager hyppigere end i andre nævningesager var nødt til at annullere
nævningenes skyldigkendelse. Men sådan forholder det sig så vidt vides ikke.
Den ihærdighed, hvormed Justitsministeriet og indflydelsesrige
repræsentanter for den juridiske profession gennem årene har søgt at amputere
nævningeinstitutionen, kan ikke undgå at påvirke vurderingen af forslaget.
Det er næppe tilfældigt, at ministerens tredje argument med samme ret (eller
mangel på ret) kan benyttes mod alle nævningesager. Lige siden
1849-grundlovens løfteparagraf om nævninges medvirken i alle alvorligere
straffesager har modstanderne med dygtighed obstrueret det politiske flertals
hensigter. Det var striden om det folkevalgte element i retsplejen, som var
hovedårsagen til, at det tog 70 år at få gennemført den retsreform,
som junigrundloven forudsatte. Da det endelig skete, måtte
folketingsflertallet affinde sig med en langt mere begrænset
nævningeanvendelse, end det havde ønsket. Kun to-tre procent af
straffesagerne kom for nævningeting. Siden er det lykkedes modstanderne
gradvis at få det reduceret yderligere, så vi nu er nede på to-tre
promille. Nævningeinstitutionen nærmer sig rollen som et symbolsk
alibi for overholdelse af grundloven. Og nu vil man skære en fjerdedel væk.
Angrebene sættes ind snart her, snart der. Striden om narkosagerne
illustrerer den helt usædvanlige ihærdighed: Justitsministeriets aktuelle
forslag er det femte forsøg i løbet af kun 14 år på at holde narkosagerne
uden for nævningebehandling. Folketingsflertallets gentagne afvisninger lader
man sig ikke anfægte af.
Det var forhøjelsen i 1975 af strafferammen for de alvorligste
narkotikaovertrædelser, der bragte narkosagerne ind i området for
nævningebehandling. Justitsministeriet foreslog, at disse sager skulle
undtages fra den almindelige regel, men Folketinget afviste. I 1977 gentog
Retsplejerådet under Justitsministeriet forslaget, men det fandt ingen støtte
blandt lovgiverne. I 1981 stillede V og K forslag om det samme, men det blev
nedstemt. I forbindelse med de nye nævningekriterier i 1984 foreslog
Justitsministeriets Retsplejeråd, at en del af narkosagerne skulle unddrages
nævningebehandling, selv om den almindelige betingelse herfor var opfyldt.
Forslaget fandt ingen støtte i Folketinget. Nu kommer man så for femte gang
på 14 år. Denne gang under etiketten »forenkling og modernisering«.
Narkosagerne er vel at mærke ikke det eneste angrebspunkt. Det hører med i
billedet, at det i samme periode er lykkedes at unddrage de fleste
brandstiftelses-, røveri- og voldtægtssager fra den nævningebehandling, som
indtil 1981 var en selvfølge, når skyldsspørgsmålet ikke på forhånd var
afklaret gennem tilståelse.
Selvfølgelig skal hensigtsmæssigheden af nævningebehandling kunne
diskuteres. Personlig er jeg af den opfattelse, at nævningeinstitutionen (med
bevarelse af »dobbeltgarantien«) er et retssikkerhedsmæssigt gode,
og at den ikke bør beskæres yderligere.
Jeg tvivler ikke på, at nogle af sagerne kunne køres hurtigere gennem en
domsmandsret. De professionelle aktører er nødt til at gøre sig mere umage
m.h.t. både indhold og form, når skyldsspørgsmålet skal afgøres af lægdommere
alene, end når der som i domsmandsretten medvirker en fagdommer, som er
fortrolig med reglerne, og som i øvrigt har kunnet orientere sig om sagen i
forvejen. Men netop det ser jeg som et stærkt argument for at bevare
nævningebehandling af straffesager, der kan resultere i langvarig
fængselsstraf. Det er et selvfølgeligt krav til retsplejen, at den tiltalte
forstår, hvad der foregår om hovedet på ham, hvad der tillægges betydning i
sagen, hvordan bestemmelserne skal fortolkes osv. Hvis det er nødvendigt at
være særlig omhyggelig af hensyn til nævningenes forståelse, så er det
nok også nødvendigt, for at den tiltalte kan følge med. Hensynet til
nævningene giver et motiv for omhu, som ikke i samme grad findes i
domsmandssager.
Hvad narkosagerne angår, så er de i mange henseender specielle.
Normalt er der ingen konkrete »ofre«, som kan anmelde eller optræde
som vidner. Ofte er der ingen tekniske beviser. De vidner, som kan føres, vil
typisk ikke være uvildige, men præget enten af frygt eller af afhængighed.
Resultaterne af aflytninger o.lign. vil ofte kunne tolkes vidt forskelligt.
Holdningen til narkokriminalitet er i usædvanlig grad følelsesladet.
De bevismæssige vanskeligheder har banet vej for en retsplejemæssig
udvikling på dette område, som fra advokatside er blevet betegnet som et
juridisk galehus. Det sikrer nævningebehandling ikke imod. Men rutinen kan
også være farlig. Man præges af dagligt at beskæftige sig med kriminelle
sager. Indeholder den aflyttede telefonsamtale virkelig en aftale i
kodesprog, eller drejer det sig faktisk om en fødselsdagsgave til moster
Anna, som tiltalte hævder? Mange undersøgelser viser, at retssystemets
professionelle aktører er mere tilbøjelige end andre til fejlagtigt at
betragte et hændelsesforløb som potentielt kriminelt.(* 2) Det forekommer mig
også af den grund vigtigt, at man netop på et sådant område lader lægdommere
frem for professionelle vurdere anklagemyndighedens bevismateriale. Forudsat
naturligvis, at vi bevarer den garanti mod justitsmord, som ligger i, at
fagdommerne har pligt til at annullere uholdbare skyldigkendelser.
Justitsministeren skal dog nok få støtte fra de fleste af de
høringsinstanser, han har anmodet om kommentarer. 17 af de 24 er dommer-
eller politikollegier. Lægdommerne selv er som sædvanlig ikke spurgt. Det
nærmeste, vi kommer deres opfattelse, er den undersøgelse baseret på
godt 1400 lægdommerbesvarelser, jeg publicerede sidste efterår.(* 3) 11 pct.
ser gerne området for nævningebehandling begrænset, 24 pct. ser det gerne
udvidet. Blandt de 600, der har prøvet at være nævning, er det første tal
væsentligt mindre, det andet en smule større. Det skal understreges, at de
ikke er spurgt specielt om narkosagerne. men der var lejlighed til at knytte
kommentarer til besvarelsen. En enkelt af de 1400 har anført, at narkosagerne
burde undtages.
Hensigtsmæssigheden af nævningebehandling kan selvfølgelig diskuteres. men
det vil være skandaløst yderligere at beskære denne markante rest af en
demokratisk retsplejeinstitution ud fra de falske begrundelser,
justitsministeren anfører i sit forslag.
Preben Wilhjelm
Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 1990
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har
herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af
udvalget) lægger vægt på, at folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 om
ændring af retsplejelovens regler om tredjeinstansbevilling (B 48) også
tillægges virkning for så vidt angår den eventuelle kommende administration
af anketilladelserne.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes
og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de
stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S):
Til § 3
1) Nr. 1, 2, 3, 7, 8 og 11 udgår.
Til § 16
2) I stk. 4 udgår ordene »der anlægges, eller«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 2
Ændringsforslagene indebærer, at den gældende retstilstand med hensyn til
anke og kære fastholdes.
Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller
(KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee
(RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen
(S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S)
Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.
Officielle noter
(* 1) Lovforslag nr. 233, 1988/89.
(* 2) Se f.eks. Eva Smith: Vidnebeviset, Kbh. 1986, s. 117, 219 og 582.
(* 3) P. Wilhjelm: Folkevalgte dommere, Kbh. 1988.
Lignende dokumenter
- 1989 BTL 148 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FÆRDSELSLOVEN (FÆRDSELSSIKKERHEDSFREMMENDE FORANSTALTNINGER, FORENKLING OG MODERNISERING, ØNSKENUMMERPLADER M.V.) NR L 148 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 18. juni 1990
- 1989 BTL 99 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF ÆGTESKABSLOVEN OG LOV OM PERSONNAVNE (BRUGERBETALING FOR VISSE FAMILIERETLIGE AFGØRELSER) NR L 99 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 5. februar 1990
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om offentlig sygesikring og lov om social service Retsinformation · 18. januar 1999
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Ændret aldersgrænse for forkortet gyldighedsperiode for kørekort m.v.) Retsinformation · 31. januar 2015
- 1985 BTL 68 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF UDLÆNDINGELOVEN NR L 68 1985-86, 1. SAMLING BLAD NR 264 Retsinformation · 21. maj 1988
- 1989 BTL 98 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE LOVE (BRUGERBETALING FOR VISSE FORVALTNINGSAFGØRELSER INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) NR L 98 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 5. februar 1990