Spring til indhold

Retsinformation

1989 BTL 23 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF STRAFFELOVEN OG RETSPLEJELOVEN M.V. (FORENKLING OG MODERNISERING INDEN FOR JUSTITSMINISTERIETS OMRÅDE) NR L 23 1989-90, 1. SAMLING

1989/1 BTL 23Betænkning over lovforslagFolketinget23. juli 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret dels

skriftligt, dels i samråd.

Der er af justitsministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til

de ledsagende bemærkninger.

Som bilag til betænkningen er optrykt en kronik af Preben Wilhjelm fra

Politiken den 13. august 1989.

Herefter indstiller et mindretal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de

af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Mindretallet fremhæver, at den foreslåede nye udformning af bestemmelsen i

færdselslovens § 117, stk. 5, om kørsel i frakendelsestiden indebærer, at

straffen i førstegangstilfælde bliver bøde i stedet for en kort hæftestraf.

Udvalget har indgående drøftet den fremtidige bødeudmåling i disse sager. For

at bevare reaktionssystemets præventive virkning forudsætter mindretallet ved

lovforslagets vedtagelse, at der i disse sager udmåles bøder på et niveau,

der i høj grad tilskynder til at undlade kørsel i frakendelsesperioden.

Mindretallet finder, at bøden i førstegangstilfælde passende vil kunne

fastsættes til et beløb svarende til 1 måneds nettoløn på linje med den

praksis, der følges ved bødeudmålingen i spiritussager.

For at undgå en svækkelse af reaktionssystemets præventive virkning

forudsætter mindretallet endvidere ved lovforslagets vedtagelse, at straffen

i gentagelsestilfælde fortsat bør udmåles i overensstemmelse med hidtidig

udmålingspraksis, således at der f.eks. i andengangstilfælde i almindelighed

idømmes 14 dages hæfte.

Et mindretal inden for mindretallet (Kristeligt Folkepartis medlem af

udvalget) bemærker:

Mindretallet ønsker at henvise til L 32 (forslag til lov om ændring af

færdselsloven. (Kørsel i frakendelsestiden) (af Inger Stilling Pedersen (KRF)

Læs alt

m.fl.), hvori mindretallet foreslår, at straffen for kørsel i

frakendelsestiden forhøjes til hæfte eller fængsel i 2 år. Under særlig

formildende omstændigheder kan der straffes med bøde. Mindretallet erkender,

at det ikke på nuværende tidspunkt er muligt at få gennemført dette forslag.

På den baggrund kan mindretallet støtte, at straffen for

førstegangstilfælde af kørsel i frakendelsestiden fastsættes til en bøde,

hvis størrelse skal svare til 1 måneds nettoløn.

Mindretallet vil dog fortsat arbejde for, at sanktionerne for kørsel i

frakendelsestiden skærpes. I den forbindelse vil mindretallet overveje, om

der også skal indføres regler om deponering af nummerpladerne, hvis ejeren

har fået fradømt kørekortet.

Et andet mindretal (Socialdemokratiets medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men kan

stemme for de af justitsministeren stillede ændringsforslag.

Mindretallet udtaler følgende:

Socialdemokratiet har såvel under lovforslagets 1. behandling som under

drøftelser i Retsudvalget stærkt advaret mod gennemførelse af lovforslaget.

Uagtet enkelte dele kan kaldes moderniseringer og forenklinger (f.eks.

anerkendelse af faderskab skriftligt, ændrede regler for ægtepagter m.v.), er

lovforslaget af en sådan karakter, at det må anses for en væsentlig

forringelse af retssikkerheden i landet, uden at det i øvrigt på nogen måde

er udtryk for moderniseringer eller forenklinger.

Argumenterne for at afskaffe nævningebehandlingen af narkotikasager var

enten urigtige eller vildledende. Der henvises i den forbindelse til den af

forskningsstipendiat Preben Wilhjelm skrevne kronik i Politiken den 23.

august 1989 (optrykt som bilag til betænkningen). Socialdemokratiet hilser

det derfor med tilfredshed, at ministeren har foreslået, at denne del af

lovforslaget udgår.

Afskæringen af retten til at anke afgørelser til landsretterne i tilfælde,

hvor sagens værdi er under 10.000 kr., vil afskære mange, for hvem 10.000 kr.

ikke er en »bagatel«, fra at få prøvet en afgørelse, som måske er

urigtig. At man kan søge tilladelse hos justitsministeren til en anke, virker

ikke betryggende.

I forvejen er der indført en rationalisering ved summarisk domsaffattelse

i byretterne. I tilfælde, hvor der søges om anketilladelse hos

justitsministeren og der er tale om en summarisk domsaffattelse, vil det være

så godt som umuligt at vurdere byrettens præmisser, eller også vil der,

såfremt disse bedes udbygget, blive tale om en uforsvarlig

»efterfølgende domsaffattelse«. Dette er et ringe grundlag for

ministerens vurdering af, om anketilladelse bør gives.

Den samlede besparelse vedrørende disse meget væsentlige ændringer i vores

retssystem var opgjort til 20 til 30 sparede medarbejdere om året! Efter at

forslaget om afskaffelse af nævningebehandlingen i narkosager er udgået, vil

besparelsen blive endnu mindre.

Justitsministerens forenklingsudvalg fremlagde en lang række ideer om

væsentlige besparelser på områder, hvor retssikkerhedshensyn overhovedet ikke

ville spille ind. Det drejer sig for eksempel om ændrede opkrævningsmetoder

for radio- og fjernsynslicens (som i øjeblikket belaster fogedretterne

stærkt), en hurtigere behandling af enkle inkassosager m.v. På disse områder

er der ikke fremsat forslag, og de ville med hensyn til rationaliseringer

langt overgå dette lovforslag. Det er uforståeligt for Socialdemokratiet, at

ministeren har insisteret på at få vedtaget et lovforslag af denne karakter.

Socialdemokratiet må stærkt beklage dette.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling,

men kan støtte de under nr. 1-3 stillede ændringsforslag.

Mindretallet ønsker at udtale følgende:

Baggrunden for SF's indstilling er først og fremmest, at lovforslaget

efter SF's opfattelse indebærer vidtrækkende og principielle

retssikkerhedsmæssige konsekvenser. Dette gælder især for forslaget om

ankebegrænsning. Det kan ikke afvises, at anke i sager af mindre værdi

isoleret set kan forekomme urimelig i forhold til den ressourceindsats, der

kræves af domstolene. Ministeren har imidlertid ikke stillet noget andet i

stedet, og en ankebegrænsning bør derfor afvente et forslag til en forenklet

sagsbehandling i sager af mindre værdi.

Endvidere finder SF anledning til at bemærke, at de foreslåede ændringer i

lov om ægteskabets retsvirkninger vedrørende ændringer af reglerne om

ægtepagter bør behandles i en større sammenhæng, der angår hele

formueforholdet mellem ægtefællerne, et forhold, der forud for en eventuel

lovændring bør underkastes en offentlig debat og i øvrigt ikke lovteknisk

klaskes sammen med ændringer i en række love, der intet har at gøre med

familieretlige forhold.

Et fjerde mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 2-4 stillede

ændringsforslag.

Mindretallet kan i øvrigt tilslutte sig betænkningsbidraget fra

mindretallet bestående af Det Konservative Folkepartis, Venstres, Det

Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes og Kristeligt Folkepartis medlemmer

af udvalget, jf. ovenfor.

Ændringsforslag

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af FP):

Til § 3

1) Nr. 9 udgår.

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 8

2) Nr. 2 udgår.

Til § 16

3) Stk. 1 udgår, og i stedet indsættes:

»Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 1990.

Stk. 2. § 6, § 7, nr. 4, § 9, nr. 5-11, § 10, nr. 1, og § 13

træder dog først i kraft den 1. oktober 1990.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Af justitsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af SF):

Ny paragraf

4) Efter § 16 indsættes som ny paragraf:

»§ 01

Bestemmelser om særeje i testamenter, der er oprettet inden lovens

ikrafttræden, skal forstås som bestemmelser om skilsmissesæreje, medmindre

andet fremgår af omstændighederne. Dette gælder dog ikke, hvis testator er

afgået ved døden inden lovens ikrafttræden, eller hvis den testamentariske

bestemmelse er gjort uigenkaldelig.«

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget medfører, at forslaget om at undtage

narkotikastraffesager fra nævningebehandling udgår.

Til nr. 2

Ændringsforslaget er en konsekvens af, at der ved § 1 i lov nr. 845 af 20.

december 1989 er gennemført en bestemmelse svarende til den foreslåede.

Til nr. 3

Ændringsforslaget indebærer, at lovens ikrafttræden udskydes til den 1.

juli 1990.

For så vidt angår bestemmelserne om anerkendelse af faderskab og om

formueforholdet mellem ægtefæller finder Justitsministeriet, at de berørte

myndigheder m.v. bør have en passende frist til at indrette sig på

lovændringerne. Der vil således i et vist omfang skulle udfærdiges

administrative forskrifter, ligesom navnlig de foreslåede ændringer

vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller vil kræve et vist

oplysningsarbejde. Det foreslås derfor, at disse bestemmelser først skal

træde i kraft den 1. oktober 1990.

Til nr. 4

Det foreslås, at der i lovteksten tages udtrykkelig stilling til,

hvorledes der skal forholdes med testamentariske bestemmelser om særeje, som

er oprettet inden lovens ikrafttræden. Den foreslåede bestemmelse indebærer,

at der ved testamentsfortolkning skabes en formodning for, at en

testamentarisk bestemmelse om særeje, der er oprettet før lovens

ikrafttræden, skal forstås som skilsmissesæreje. Formodningsreglen gælder dog

ikke, hvis testamentet er gjort uigenkaldeligt, eller hvis testator er død

inden lovens ikrafttræden. Om baggrunden herfor henvises til bemærkningerne

til lovforslagets § 9.

Det er ikke fundet nødvendigt at fastsætte udtrykkelige regler om

særejebestemmelser i forbindelse med gaver eller ægtepagter. Der henvises

herom til bemærkningerne til lovforslagets § 9.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller

(KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee

(RV) Søren Bastholm (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen (S)

Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S) Carsten

Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Bilag

KRONIKEN I POLITIKEN

Søndag 13. august 1989

Narko og nævninge

af Preben Wilhjelm

Justitsministeren mener ikke, at narkosager er egnede til

nævningebehandling. Med ejendommelig iver prøver han at beskære den

nævningeinstitution, som grundloven foreskriver. Men ministerens argumenter

er falske, og nævningebehandling er et vigtigt gode for retssikkerheden

Justitsministerens bidrag til regeringens forslag om »forenkling og

modernisering af den offentlige sektor« indeholder et forslag om

afskaffelse af nævningebehandling af narkosager. Hvis forslaget vedtages vil

antallet af nævningesager blive reduceret med ca. 25 pct. I bemærkninger til

forslaget bedyrer ministeren, at det ikke er fremsat af besparelseshensyn,

men fordi narkosager »ikke findes egnede til nævningebehandling«.

Det er et synspunkt, som selvfølgelig kan diskuteres. Men de ledsagende

bemærkninger giver ikke belæg for påstanden. Hvad der springer i øjnene er en

falsk og manipulerende argumentaion, som gør det svært at tage begrundelsen

for forslaget for pålydende.

Der anføres tre argumenter for at undtage narkosagerne fra de almindelige

regler.

For det første siges det, at disse sager kan sidestilles med en

række andre sager, som lovgivningsmagten i forvejen har fundet uegnede til

nævningebehandling.

For det andet anføres, at narkosager gennemgående er mere

tidskrævende end andre nævningesager.

Og for det tredje påpeges det, at man ved at afskaffe

nævningebehandling opnår mulighed for en fornyet prøvelse af

skyldsspørgsmålet gennem anke.

Det er korrekt, at en række andre sager i forvejen er undtaget fra

nævningebehandling. Berettigelsen heraf kan man være enig eller uenig i, men

sammenstillingen med narkosagerne er falsk. Samtlige andre kategorier

vedrører økonomiske forbrydelser, som ofte er teknisk komplicerede og derfor

kan være vanskelige for lægdommere at vurdere (f.eks. mandatsvig,

dokumentfalsk, groft skattesvig og omfattende økonomisk kriminalitet).

Desuden kan det ofte være vanskeligt for lægdommere uden kendskab til

forretningslivet at vurdere, om lovovertrædelsen er forsætlig. Begrundelsen

for at undtage disse sager fra nævningebehandling har netop været deres

teknisk komplicerede karakter.

Det er af præcis samme grund, der jævnligt har været forslag om, at der i

disse sager skulle anvendes særlig kvalificerede domsmænd med kendskab til

regnskabsføring m.v. Ingen kunne drømme om at stille tilsvarende forslag for

narkosagernes vedkommende. Vanskeligheden ved narkosager er af en helt anden

karakter. De er ikke spor teknisk komplicerede, men der mangler ofte

egentlige beviser. Vanskeligheden består i at vurdere, om anklagemyndigheden

har sandsynliggjort, at den tiltalte er skyldig. Deet kræver ingen særlig

ekspertise. Det er tværtimod lægdommernes vigtigste funktion og berettigelse

i vores retssystem: at almindelige mennesker, upåvirket af systemets rutine,

skal vurdere, om den tiltaltes skyld er sandsynliggjort med så stor

sikkerhed, at man finder det forsvarligt at domfælde. Det er grov

manipulation, når justitsministeren siger, at de grunde, der har ført til, at

Folketinget har undtaget disse (komplicerede økonomiske, PW) sager fra

nævningebehandling, gør sig med fuldt samme styrke gældende ved

narkotikasager.'(* 1)

For øvrigt er henvisningen til de teknisk komplicerede økonomiske sager

misvisende af en anden grund: Undtagelsen af disse sager fra de almindelige

regler om nævningebehandling har med de nuværende nævningekriterier ingen som

helst praktisk betydning. De resulterer så godt som aldrig i domme på over

fire års fængsel. Hvis anklagemyndigheden derfor holder sig til en realistisk

strafpåstand, ville der således ikke blive tale om nævningebehandling, selv

om undtagelsen blev ophævet.

At narkosagerne er ganske særlig tidskrævende og uoverskuelige er i de

seneste år fremført igen og igen af modstandere af nævningebehandling og

gentages nu af justitsministeren i bemærkningerne til forslaget. På den

baggrund virker det nærmest som et antiklimaks, når ministeren nu oplyser, at

den gennemsnitlige varighed af narkosagerne er 4,1 retsdage, mens den for de

øvrige nævningesager er 2,9 retsdage. En så beskeden forskel kan ikke tages

alvorligt som argument for en mere principiel ændring af vor retspleje. I

øvrigt er forskellen misvisende.

Der er gennemgående flere tiltalte i narkosagerne end i de øvrige sager.

Det er vel ikke så mærkeligt (og ikke noget bevis for komplicerethed og

uoverskuelighed), at en sag med flere tiltalte tager lidt længere tid end en

sag med færre tiltalte. Det viser sig da også (men nævnes ikke i

forslaget), at tidsforbruget pr. tiltalt er nøjagtig det samme i

narkosagerne som i de øvrige nævningesager. Dette endda til trods for, at der

i narkosagerne langt hyppigere benyttes tolk. Det effektive

tidsforbrug, og dermed omfanget af de oplysninger, nævningene skal forholde

sig til, er altså gennemgående mindre for narkotiltalte end for andre

tiltalte. Vi er dermed tilbage ved det egentlige problem, nemlig at

oplysningerne i narkosager ikke har samme bevismæssige standard som i de

fleste andre sager. Det er ikke et spørgsmål om forenkling eller

»egnethed«, men om retspolitisk holdning, hvis man af den grund vil

have narkosagerne unddraget nævningebehandling.

Justitsministerens tredje argument (muligheden for fornyet prøvelse af

skyldsspørgsmålet gennem anke) har intet specielt med narkosagerne at

gøre. Det kan med samme ret bruges på alle nævningesager. Men det skal

erindres, at der m.h.t. skyldsafgørelsen i nævningesager findes den såkaldte

dobbeltgaranti: en frifindelse ved nævningeting kan ikke ændres, men

en skyldigkendelse har de tre fagdommere pligt til at annullere, hvis de

finder den juridisk uholdbar. Set i lyset heraf tager det besnærende argument

om fornyet prøvelse af skyldsspørgsmålet sig noget anderledes ud: det drejer

sig i praksis om, at anklagemyndigheden vil have endnu en chance i de sager,

hvor 12 almindelige mennesker har fundet, at samme anklagemyndigheds

materiale ikke har været overbevisende nok til at kunne domfælde.

Hvis narkosagerne »på grund af deres omfattende og komplicerede

karakter«, som justitsministeren påstår, »ikke er egnede til

nævningebehandling« d.v.s hvis nævningene havde særlig svært ved at

håndtere dem, så måtte man vel i øvrigt forvente, at fagdommerne i disse

sager hyppigere end i andre nævningesager var nødt til at annullere

nævningenes skyldigkendelse. Men sådan forholder det sig så vidt vides ikke.

Den ihærdighed, hvormed Justitsministeriet og indflydelsesrige

repræsentanter for den juridiske profession gennem årene har søgt at amputere

nævningeinstitutionen, kan ikke undgå at påvirke vurderingen af forslaget.

Det er næppe tilfældigt, at ministerens tredje argument med samme ret (eller

mangel på ret) kan benyttes mod alle nævningesager. Lige siden

1849-grundlovens løfteparagraf om nævninges medvirken i alle alvorligere

straffesager har modstanderne med dygtighed obstrueret det politiske flertals

hensigter. Det var striden om det folkevalgte element i retsplejen, som var

hovedårsagen til, at det tog 70 år at få gennemført den retsreform,

som junigrundloven forudsatte. Da det endelig skete, måtte

folketingsflertallet affinde sig med en langt mere begrænset

nævningeanvendelse, end det havde ønsket. Kun to-tre procent af

straffesagerne kom for nævningeting. Siden er det lykkedes modstanderne

gradvis at få det reduceret yderligere, så vi nu er nede på to-tre

promille. Nævningeinstitutionen nærmer sig rollen som et symbolsk

alibi for overholdelse af grundloven. Og nu vil man skære en fjerdedel væk.

Angrebene sættes ind snart her, snart der. Striden om narkosagerne

illustrerer den helt usædvanlige ihærdighed: Justitsministeriets aktuelle

forslag er det femte forsøg i løbet af kun 14 år på at holde narkosagerne

uden for nævningebehandling. Folketingsflertallets gentagne afvisninger lader

man sig ikke anfægte af.

Det var forhøjelsen i 1975 af strafferammen for de alvorligste

narkotikaovertrædelser, der bragte narkosagerne ind i området for

nævningebehandling. Justitsministeriet foreslog, at disse sager skulle

undtages fra den almindelige regel, men Folketinget afviste. I 1977 gentog

Retsplejerådet under Justitsministeriet forslaget, men det fandt ingen støtte

blandt lovgiverne. I 1981 stillede V og K forslag om det samme, men det blev

nedstemt. I forbindelse med de nye nævningekriterier i 1984 foreslog

Justitsministeriets Retsplejeråd, at en del af narkosagerne skulle unddrages

nævningebehandling, selv om den almindelige betingelse herfor var opfyldt.

Forslaget fandt ingen støtte i Folketinget. Nu kommer man så for femte gang

på 14 år. Denne gang under etiketten »forenkling og modernisering«.

Narkosagerne er vel at mærke ikke det eneste angrebspunkt. Det hører med i

billedet, at det i samme periode er lykkedes at unddrage de fleste

brandstiftelses-, røveri- og voldtægtssager fra den nævningebehandling, som

indtil 1981 var en selvfølge, når skyldsspørgsmålet ikke på forhånd var

afklaret gennem tilståelse.

Selvfølgelig skal hensigtsmæssigheden af nævningebehandling kunne

diskuteres. Personlig er jeg af den opfattelse, at nævningeinstitutionen (med

bevarelse af »dobbeltgarantien«) er et retssikkerhedsmæssigt gode,

og at den ikke bør beskæres yderligere.

Jeg tvivler ikke på, at nogle af sagerne kunne køres hurtigere gennem en

domsmandsret. De professionelle aktører er nødt til at gøre sig mere umage

m.h.t. både indhold og form, når skyldsspørgsmålet skal afgøres af lægdommere

alene, end når der som i domsmandsretten medvirker en fagdommer, som er

fortrolig med reglerne, og som i øvrigt har kunnet orientere sig om sagen i

forvejen. Men netop det ser jeg som et stærkt argument for at bevare

nævningebehandling af straffesager, der kan resultere i langvarig

fængselsstraf. Det er et selvfølgeligt krav til retsplejen, at den tiltalte

forstår, hvad der foregår om hovedet på ham, hvad der tillægges betydning i

sagen, hvordan bestemmelserne skal fortolkes osv. Hvis det er nødvendigt at

være særlig omhyggelig af hensyn til nævningenes forståelse, så er det

nok også nødvendigt, for at den tiltalte kan følge med. Hensynet til

nævningene giver et motiv for omhu, som ikke i samme grad findes i

domsmandssager.

Hvad narkosagerne angår, så er de i mange henseender specielle.

Normalt er der ingen konkrete »ofre«, som kan anmelde eller optræde

som vidner. Ofte er der ingen tekniske beviser. De vidner, som kan føres, vil

typisk ikke være uvildige, men præget enten af frygt eller af afhængighed.

Resultaterne af aflytninger o.lign. vil ofte kunne tolkes vidt forskelligt.

Holdningen til narkokriminalitet er i usædvanlig grad følelsesladet.

De bevismæssige vanskeligheder har banet vej for en retsplejemæssig

udvikling på dette område, som fra advokatside er blevet betegnet som et

juridisk galehus. Det sikrer nævningebehandling ikke imod. Men rutinen kan

også være farlig. Man præges af dagligt at beskæftige sig med kriminelle

sager. Indeholder den aflyttede telefonsamtale virkelig en aftale i

kodesprog, eller drejer det sig faktisk om en fødselsdagsgave til moster

Anna, som tiltalte hævder? Mange undersøgelser viser, at retssystemets

professionelle aktører er mere tilbøjelige end andre til fejlagtigt at

betragte et hændelsesforløb som potentielt kriminelt.(* 2) Det forekommer mig

også af den grund vigtigt, at man netop på et sådant område lader lægdommere

frem for professionelle vurdere anklagemyndighedens bevismateriale. Forudsat

naturligvis, at vi bevarer den garanti mod justitsmord, som ligger i, at

fagdommerne har pligt til at annullere uholdbare skyldigkendelser.

Justitsministeren skal dog nok få støtte fra de fleste af de

høringsinstanser, han har anmodet om kommentarer. 17 af de 24 er dommer-

eller politikollegier. Lægdommerne selv er som sædvanlig ikke spurgt. Det

nærmeste, vi kommer deres opfattelse, er den undersøgelse baseret på

godt 1400 lægdommerbesvarelser, jeg publicerede sidste efterår.(* 3) 11 pct.

ser gerne området for nævningebehandling begrænset, 24 pct. ser det gerne

udvidet. Blandt de 600, der har prøvet at være nævning, er det første tal

væsentligt mindre, det andet en smule større. Det skal understreges, at de

ikke er spurgt specielt om narkosagerne. men der var lejlighed til at knytte

kommentarer til besvarelsen. En enkelt af de 1400 har anført, at narkosagerne

burde undtages.

Hensigtsmæssigheden af nævningebehandling kan selvfølgelig diskuteres. men

det vil være skandaløst yderligere at beskære denne markante rest af en

demokratisk retsplejeinstitution ud fra de falske begrundelser,

justitsministeren anfører i sit forslag.

Preben Wilhjelm

Tillægsbetænkning afgivet af Retsudvalget den 23. maj 1990

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har

besvaret skriftligt.

Der er af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) lægger vægt på, at folketingsbeslutningen af 19. maj 1989 om

ændring af retsplejelovens regler om tredjeinstansbevilling (B 48) også

tillægges virkning for så vidt angår den eventuelle kommende administration

af anketilladelserne.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Fremskridtspartiets, Det Radikale Venstres, Centrum-Demokraternes

og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse i den affattelse, hvori det foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de

stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S):

Til § 3

1) Nr. 1, 2, 3, 7, 8 og 11 udgår.

Til § 16

2) I stk. 4 udgår ordene »der anlægges, eller«.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2

Ændringsforslagene indebærer, at den gældende retstilstand med hensyn til

anke og kære fastholdes.

Grethe Fenger Møller (KF) fmd. Fischer (KF) Helge Adam Møller

(KF) Bjørn Elmquist (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Knud Lind (FP) Kirsten Lee

(RV) Nør Christensen (CD) Inger Stilling Pedersen (KRF) Erling Christensen

(S) Ole Espersen (S) Søren Hansen (S) Torben Lund (S) Lissa Mathiasen (S)

Carsten Andersen (SF) Leif Hermann (SF) Ebba Strange (SF) nfmd.

Officielle noter

(* 1) Lovforslag nr. 233, 1988/89.

(* 2) Se f.eks. Eva Smith: Vidnebeviset, Kbh. 1986, s. 117, 219 og 582.

(* 3) P. Wilhjelm: Folkevalgte dommere, Kbh. 1988.

Lignende dokumenter