Spring til indhold

Retsinformation

1991 BTL 85 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM KOMMUNERS OG AMTSKOMMUNERS SAMARBEJDE MED AKTIESELSKABER M.V. NR L 85 1991-92, 1. SAMLING

1991/1 BTL 85Betænkning over lovforslagFolketinget18. juni 1992

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til industriministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

Foreningen af Rådgivende Ingeniører og

Kommunernes Landsforening.

Der er af flere flertal stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og Kristeligt

Folkepartis medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

forkastelse ved 3. behandling, men kan dog stemme for det under nr. 4

stillede ændringsforslag.

Efter mindretallets opfattelse giver de foreslåede ændringer en mere

præcis angivelse af, hvilken type selskaber kommunerne skal kunne deltage i,

end det oprindelige lovforslag. Tilbage står imidlertid stadig det helt

principielle, at kommunerne også efter vedtagelsen af de foreslåede ændringer

vil kunne deltage ledelsesmæssigt og finansielt i selskaber, der driver

erhvervsvirksomhed. Det er ikke en kommunal opgave at deltage i en sådan

erhvervsvirksomhed. Især er det betænkeligt, at der i den foreslåede

affattelse af § 2 ikke er nogen begrænsning på den virksomhed, som de

pågældende selskaber må drive med henblik på salg af varer og tjenesteydelser

baseret på kommunal viden til andre end kommuner og amtskommuner. En

vedtagelse af den foreslåede affattelse af § 2 vil i realiteten kunne føre

til, at kommuner kan deltage i selskaber, hvis salg til kommuner kun udgør

end ganske ringe del af selskabets samlede omsætning. Beløbsbegrænsningen i

det foreslåede § 3, stk. 1, vil i øvrigt kunne udhules af

Læs alt

dispensationsadgangen, der er indeholdt i det foreslåede stk. 5 i § 3.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling med følgende

bemærkninger:

Ikke nok med at regeringen har fremsat lovforslag nr. L 78 om kommunal og

amtskommunal deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter, hvor

Fremskridtspartiet vedrørende dette lovforslag skal henvise til sine

bemærkninger i betænkningen, men Det Radikale Venstre skulle selvfølgelig

overbyde regeringen med et endnu værre lovforslag. Et lovforslag, hvor

kommuner og amter får adgang til helt uhæmmet at kaste skatteydernes gode

penge efter dårlige projekter. Det har aldrig været, og det må aldrig blive

en kommunal opgave at drive erhvervsvirksomhed. Den såkaldte kommunalfuldmagt

vil med en vedtagelse af dette lovforslag blive åben som en ladeport, hvorved

kommunerne får adgang til i større omfang end i dag at indgå i halv- og

heloffentlig produktions- og servicevirksomhed. Der kan ikke advares nok mod

en udvidelse af kommuners deltagelse i privat virksomhed. Allerede under de

nugældende regler har kommuner i en lang række tilfælde bevist, at de ikke

magter at drive privat virksomhed. Spørgsmålet er jo også: Hvad gør et

»tilfældigt« sammensat byråd til bedre erhvervsledere end

bestyrelsen i et privat firma?

Hidtil har spørgsmålet om, hvilke projekter kommuner kan deltage i uden at

overtræde kommunalfuldmagten, været forelagt til afgørelse i

Indenrigsministeriet. Den nuværende indenrigsminister Thor Pedersen (V) har

med forholdsvis hård hånd administreret kommunalfuldmagten, det skal

fortsætte. Industriministerens forslag til lov om kommuners og amtskommuners

deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter (L 78) er derimod et skridt i den

forkerte retning. Nok hedder det i lovforslaget, at aktiviteterne ikke må

påføre private virksomheder ubillig konkurrence og ikke må give enkelte

virksomheder en urimelig fortrinsstilling. Det lyder flot, men det farlige

er, at der igen lægges op til en successiv vurdering. Halv- og helrøde

flertal i kommuner vil således kunne tillade projekter ud fra deres

subjektive vurdering.

Bladet Dansk Industri fra 23. september 1991 skrev: »Kommuner skal

holde sig i skindet. Industrirådet advarer kraftigt imod, at der gives adgang

for det offentlige til at tage kommercielle risici i forbindelse med

erhvervsprojekter. Det gælder også de tanker, der har været om adgang til at

indskyde kapital i såkaldte udviklingsselskaber, der skal kunne deltage i

finansieringen af nye selskaber. Vi ser en klar risiko for, at en række

private virksomheder, som arbejder med erhvervsservice, f.eks.

konsulentfirmaer, kan blive udsat for ubillig konkurrence fra skattebetalt

service.«

En af de store fejl ved de halv- og helkommunale selskaber er, at det

bliver politikere og bureaukrater, som skal træffe beslutningerne frem for

driftige private erhvervsfolk. Det er for embedsmænd således, at tab ikke

berører deres egen indkomst, det er jo skatteyderne, som må dække tabene,

hvorimod en virksomhedsejer selv må betale alle tab og fejl.

Inden for de seneste år har der været alt for mange eksempler på, hvordan

disse kommunale engagementer har medført store tab for skatteyderne. I flæng

kan nævnes: Naturgas Syd, DanVand og Bibliotekscentralen.

Lunderskovs borgmester Bent Bechmann (K) udtaler til bladet Dansk Industri

8. april 1991: »Det (Naturgas Syd) er et skræmmende eksempel på, hvordan

udgifterne løber løbsk. Og politikerne er meget dygtige til at skjule fejl.

Man vil ikke lukke en tabsgivende virksomhed. Der vil altid være nogen, der

hævder, at der er tale om en god forretning. Men en god forretning kan kun

defineres som en forretning, der giver overskud. For den kommunale driftsform

egner sig ganske enkelt ikke til at drive den form for virksomhed.«

Industrirådets Bent le Fevre udtaler i samme blad: »Det er i sidste

ende retten til at gå konkurs, der sikrer, at virksomhederne producerer de

varer, markedet vil betale for. Man kan ikke forestille sig, at en kommune

eller et amt går konkurs. Derfor bør kommuner og amter ikke forsøge sig med

alle hånde fantasifulde forsøg på at drive forretning for skatteborgernes

penge. Derfor siger industrien nej tak til kommunale investeringer i det

private erhvervsliv.«

Fremskridtspartiet er aldeles enig og indstiller derfor dette lovforslag

til forkastelse og kan ikke stemme for de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

ÆndringsforslagAf et flertal (S, SF og RV):

Til § 1 1) Paragraffen affattes således:

»§ 1. Kommuner og amtskommuner kan efter bestemmelserne i § 3

deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der med henblik på salg

forarbejder og videreudvikler viden, som er oparbejdet i kommunen eller

amtskommunen i forbindelse med løsning af kommunale eller amtskommunale

opgaver.

Stk. 2. De selskaber, hvori der foretages indskud efter stk. 1,

kan ud over kommunal og amtskommunal viden afsætte dermed sammenhængende

privat viden, men må ikke derudover drive anden virksomhed.«

Til § 2 2) Paragraffen affattes således:

»§ 2. Kommuner og amtskommuner kan efter bestemmelserne i § 3

deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der ud over at varetage

kommunale og amtskommunale opgaver vedrørende forsyning af kommuner og

amtskommuner med varer og tjenesteydelser driver virksomhed med henblik på

salg af varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end

kommuner og amtskommuner.«

Til § 3 3) Paragraffen affattes således:

»§ 3. En kommunes eller amtskommunes samlede indskud i de i

§§ 1 og 2 omhandlede selskaber må ikke overstige 10 mio. kr.

Stk. 2. Beløbsbegrænsningerne i stk. 1 vedrører værdien af

indskuddet på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages.

Stk. 3. Indskud foretaget af en kommune eller en amtskommune må

ikke have en sådan størrelse, at bestemmende indflydelse derved muliggøres.

Stk. 4. En kommune eller amtskommune, som ved lovens ikrafttræden

har et samlet indskud i de i §§ 1 og 2 omhandlede selskaber, der overstiger

10 mio. kr., jf. stk. 2, kan uanset bestemmelserne i stk. 1 og 3 opretholde

de indskud, som kommunen eller amtskommunen havde ved lovens ikrafttræden.

Stk. 5. Industriministeren kan efter ansøgning tillade, at en

kommune eller amtskommune uanset bestemmelsen i stk. 1 i særlige tilfælde

foretager indskud, der overstiger 10 mio. kr., i selskaber som nævnt i §§ 1

og 2. Tilsvarende kan industriministeren efter ansøgning tillade, at en

kommune eller amtskommune, der er omfattet af stk. 4, foretager yderligere

indskud under forudsætning af, at kommunen eller amtskommunen ikke derved

opnår bestemmende indflydelse.

Stk. 6. De i stk. 1 nævnte beløb kan indskydes i aktieselskaber,

anpartsselskaber og andelsselskaber med begrænset ansvar. Industriministeren

kan tillade indskud i andre virksomhedsformer, når hæftelsen over for

virksomhedens kreditorer er begrænset til indskuddet.

Stk. 7. Der kan ikke indskydes midler i selskaber m.v., hvis

vedtægter giver andre end selskabsorganerne ret til at udpege medlemmerne til

bestyrelsen.

Stk. 8. Kommuner og amtskommuner afgiver een gang årligt en

redegørelse til Industriministeriet for deres deltagelse finansielt eller

ledelsesmæssigt i erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale

fællesskaber, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Industriministeren

fastsætter nærmere regler herom.«

Af et flertal (udvalget med undtagelse af FP):

Til § 4 4) Paragraffen affattes således:

»§ 4. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.«

Af et flertal (S, SF og RV):

Ny paragraf 5) Efter § 4 indsættes som ny paragraf:

»§ 01. Industriministeren fastsætter tidspunktet for lovens

ikrafttræden.

Stk. 2. Loven tages op til revision i folketingsåret

1994-95.«

Bemærkninger

Til nr. 1-5 Kommuner og amtskommuner antages efter gældende ret at have en

vis adgang til, direkte eller indirekte, at deltage i selskaber, foreninger

eller andre privatretlige organisationsformer. Det er dog bl.a. en betingelse

for lovligheden af den kommunale deltagelse, at selskaberne m.v. udlukkende

varetager opgaver, som kommunerne selv kunne udføre.

Med de forslåede ændringer åbnes der adgang for, at kommuner og

amtskommuner i et vist omfang får mulighed for at deltage i selskaber, der

udfører opgaver, som kommuner og amtskommuner ikke selv kan løse.

Efter de foreslåede ændringer kan kommuner og amtskommuner inden for

bestemte beløbsmæssige grænser (jf. dog § 3, stk. 5) deltage i selskaber, der

sælger en nærmere beskrevet viden, og i selskaber, der ud over at varetage

kommunale og amtskommunale opgaver vedrørende forsyning af kommuner og

amtskommuner med varer og tjenesteydelser driver virksomhed med henblik på

salg af varer og tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end

kommuner og amtskommuner. Kommuner og amtskommuner skal afgive redegørelser

til Industriministeriet om deres deltagelse i erhvervsdrivende selskaber,

uanset om de pågældende selskaber er omfattet af lovforslaget eller ej. På

grundlag af en vurdering af omfanget og karakteren af kommunernes deltagelse

i selskaberne tages loven op til revision i folketingsåret 1994-95.

Ved de foreslåede ændringer udvides alene kommuners og amtskommuners

adgang til direkte at deltage i visse selskaber. De foreslåede ændringer

udvider således ikke kommuners og amtskommuners adgang til indirekte, f.eks.

gennem kommunale og amtskommunale organisationer, at deltage i selskaber. Der

foreslås ikke en udvidelse af adgangen for kommunale fællesskaber, jf. den

kommunale styrelseslov § 60, til at deltage i selskaber.

Efter de foreslåede ændringer vil den direkte kommunale deltagelse i

eksempelvis TARCO A/S, der driver virksomhed med bl.a. fremstilling af

vejmaterialer og udførelse af anlægsarbejder på veje, være lovlig, jf. den

foreslåede affattelse af § 2. Derimod vil den indirekte kommunale deltagelse

i TARCO A/S gennem Kommunernes Landsforenings aktiebesiddelse ikke berøres af

de foreslåede ændringer.

Ved de foreslåede ændringer tages der ikke stilling til anden form for

kommunal deltagelse i produktion af varer og tjenesteydelser. Om indirekte

kommunale engagementer gennem f.eks. Kommunernes Landsforening er lovlige

eller ej, må fortsat bero på domstolene. Det har været overvejet at foreslå

de kommunale organisationer tillagt adgang til at anbringe midler efter

lovforslagets § 1. Det er imidlertid fundet rigtigst at afvente de i det

foreslåede § 3, stk. 8, nævnte redegørelser, før der fremsættes forslag i så

henseende.

Ad nr. 1

Efter den foreslåede affattelse af § 1 kan kommuner og amtskommuner

deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der afsætter viden, som er

oparbejdet i kommunen eller amtskommunen i forbindelse med løsning af

kommunale eller amtskommunale opgaver. Disse selskaber kan endvidere med

henblik på salg forarbejde og videreudvikle kommunal og amtskommunal viden.

Ud over kommunal og amtskommunal viden kan selskaberne afsætte dermed

sammenhængende privat viden, men de må ikke derudover drive anden virksomhed.

Ad nr. 2

En kommune kan som udgangspunkt ikke lovligt selv drive eller yde direkte

støtte til handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, medmindre der

foreligger lovhjemmel. Kommunerne har dog adgang til at forsyne sig selv med

varer og tjenesteydelser i det omfang, kommunalbestyrelsen finder, at der

herved sker den bedste udnyttelse af de kommunale ressourcer. Kommunerne kan

endvidere lovligt sælge biprodukter, der opstår som en naturlig følge af

lovlig kommunal virksomhed, under forudsætning af, at salget sker til

markedspris. Herudover kan kommunerne i særlige tilfælde lovligt varetage

såkaldt accessorisk virksomhed, det vil sige en i princippet ikke-kommunal

virksomhed, der knytter sig til en lovlig kommunal opgave på en sådan måde,

at det vil være urimeligt ikke at give kommunerne adgang til at udføre

opgaven.

Formålet med den foreslåede affattelse af § 2 er at tilvejebringe

lovhjemmel for, at kommuner og amtskommuner efter bestemmelserne i den

foreslåede affattelse af § 3 kan deltage i selskaber, der ud over selve den

kommunale forsyningsvirksomhed fremstiller og afsætter varer og

tjenesteydelser baseret på kommunal viden til andre end kommuner og

amtskommuner. Virksomheden vil være omfattet af de almindelige

konkurrenceretlige regler.

Det er ikke en betingelse for den kommunale deltagelse i de i den

foreslåede § 2 omhandlede selskaber, at disse ikke varetager andre opgaver

end dem, som begrunder den kommunale deltagelse. Kommuner og amtskommuner vil

således inden for de foreslåede ændringers rammer kunne deltage i selskaber,

der tillige varetager opgaver uden sammenhæng med kommunal viden.

Ad nr. 3

Det er fundet hensigtsmæssigt, at deltagelse i de i de foreslåede §§ 1 og

2 omhandlede selskaber underkastes en række begrænsninger.

I stk. 1 foreslås beløbsbegrænsninger på de indskud, der kan foretages

efter §§ 1 og 2, jf. dog stk. 5.

En kommunes eller amtskommunes samlede indskud i de i de foreslåede §§ 1

og 2 omhandlede selskaber må ikke overstige 10 mio. kr. opgjort efter værdien

på det tidspunkt, hvor indskuddet foretages, jf. den foreslåede affattelse af

stk. 2.

Endvidere foreslås i stk. 3, at det indskudte beløb ikke må have en sådan

størrelse, at bestemmende indflydelse på det enkelte selskab derved

muliggøres.

Dog må en kommune eller amtskommune, som ved tidspunktet for lovens

ikrafttræden har et samlet indskud i de i de foreslåede §§ 1 og 2 omhandlede

selskaber, der overstiger 10 mio. kr., jf. det foreslåede stk. 2, uanset

bestemmelserne i den foreslåede affattelse af stk. 1 og 3 opretholde de

indskud, som kommunen eller amtskommunen havde ved lovens ikrafttræden. En

kommune eller amtskommune, der er i en sådan situation, skal således ikke

afhænde aktier. Industriministeren har i øvrigt efter bestemmelsens stk. 5

mulighed for i særlige tilfælde at dispensere fra den i stk. 1 foreslåede

beløbsgrænse på 10 mio. kr. Bestemmelsen i stk. 5 gælder også for de kommuner

og amtskommuner, der er omfattet af stk. 4, og som efter lovens ikrafttræden

ønsker at foretage yderligere indskud.

Bestemmelserne i de foreslåede stk. 6 og 7 svarer til de tilsvarende

bestemmelser i lovforslagets § 1, stk. 3 og 4.

Endelig foreslås i stk. 8, at kommuner og amtskommuner een gang årligt til

Industriministeriet afgiver en redegørelse for deres deltagelse finansielt

eller ledelsesmæssigt i erhvervsdrivende selskaber, herunder kommunale

fællesskaber, jf. den kommunale styrelseslov § 60. Industriministeren

fastsætter nærmere regler herfor. Begrundelsen herfor er, at der i dag ikke

findes et samlet overblik over kommunernes og amtskommuners deltagelse i

selskaber. Gennem disse redegørelser tilvejebringes dels et sådant overblik,

dels et grundlag for en vurdering af omfanget og karakteren af kommunernes og

amtskommunernes deltagelse i selskaberne. Dette skal tjene som udgangspunkt

for en revision af loven i folketingsåret 1994-95. Det forudsættes endvidere,

at der i tilknytning til disse redegørelser inden 1. juni 1993 foretages en

udredning af kommunernes og amtskommunernes deltagelse i selskaber af den

karakter, der er omhandlet i loven.

Ad nr. 5

Af hensyn til anmeldelsen til og godkendelse fra EF-Kommissionen i henhold

til EF-traktatens statsstøtteregler er det fundet hensigtsmæssigt, at

industriministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. det

foreslåede stk. 1.

Loven tages som foreslået i stk. 2 op til revision i folketingsåret

1994-95, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 3, stk. 8.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peter Christensen (S) Erling

Olsen (S) Trøjborg (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk

Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige

Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just

(FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF)

Tillægsbetænkning

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i nogle møder og har

herunder stillet spørgsmål til industriministeren, justitsministeren

og skatteministeren, som disse har besvaret skriftligt.

Et af Kim Behnke (FP) i henhold til § 20 i forretningsordenen for

Folketinget stillet spørgsmål til industriministeren (S 396) og dennes svar

herpå er optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Herudover er nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes

svar herpå ligeledes optrykt som bilag til tillægsbetænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Dansk

Arbejdsgiverforening.

Der er af et flertal og af forskellige mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets og Det

Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse

med de under nr. 1, 2 og 5 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis,

Fremskridtspartiets og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse , men ønsker at stemme for det

af mindretallet under nr. 4 stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1,

2, 3 og 5 stillede ændringsforslag.

Et fjerde mindretal (Centrum-Demokraternes medlem af udvalget) vil

ved 3. behandling redegøre for sin stilling til de stillede ændringsforslag

og til lovforslaget.

ÆndringsforslagAf et flertal (S, SF og RV):

Til § 1 1) I stk. 1 indsættes efter »videreudvikler

viden« ordene: »samt produkter og tjenesteydelser byggende på

kommunal viden«.

2) I stk. 2 indsættes efter »privat viden«

ordene: »samt produkter og tjenesteydelser byggende på denne

viden«.

Til § 3Af et mindretal (SF):

3) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 01. Industriministeren kan ligeledes tillade, at

indskud, der udgøres af aktiver inden for det pågældende forsynings eller

driftsområde, kan foretages uanset bestemmelsen i stk. 1. Hvis beløbsgrænsen

i stk. 1 derved overskrides væsentligt, forudsætter tilladelsen en løbende

indberetning af aktiviteterne til industriministeren.«

Stk. 6-8 bliver herefter stk. 7-9.

Af et mindretal (V, KF, FP og KRF):

4) Efter stk. 8 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 02. Hvis der til bestyrelsen for de i §§ 1 og 2 nævnte

selskaber vælges kommunalbestyrelsesmedlemmer fra eller ansatte i en kommune

eller amtskommune, der efter lovens ikrafttræden har foretaget indskud i

selskabet, skal vederlag for de pågældende kommunalbestyrelsesmedlemmers og

ansattes varetagelse af bestyrelseshvervet indbetales direkte til vedkommende

kommune eller amtskommune.«

Af et flertal (S, SF og RV):

Ny paragraf 5) Efter § 3 indsættes som ny paragraf:

» § 01. De kommunale organisationer kan deltage finansielt og

ledelsesmæssigt i de i §§ 1 og 2 omhandlede selskaber, der eksisterer ved

lovens vedtagelse, såfremt der ikke herved påføres medlemskommunerne hæftelse

for selskabernes forpligtelser.«

Bemærkninger

Til nr. 1 og 2 De under nr. 1 og 2 foreslåede ændringer sikrer, at

selskaber med kommunal deltagelse ikke er begrænset til at yde

konsulentbistand i forbindelse med systemeksport. De foreslåede ændringer

medfører, at de omhandlede selskaber kan deltage i salg af produkter og

tjenesteydelser, der bygger på kommunal viden.

Til nr. 3 Det forudsættes, at industriministeren holder Folketingets

Erhvervsudvalg orienteret om de i medfør af den foreslåede ændring indgivne

indberetninger. Det forudsættes ligeledes, at industriministeren orienterer

Erhvervsudvalget om eventuelle afslag på dispensationsansøgninger med

angivelse af begrundelsen for afslaget.

Til nr. 4 Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at der er tale om

indskud af skatteyderpenge i selskaber, der omfattes af §§ 1 og 2 i

lovforslaget, og at det derfor ikke er rimeligt, at

kommunalbestyrelsesmedlemmer fra eller ansatte i en kommune eller

amtskommune, der har foretaget indskud i selskaber, modtager honorar for

deres deltagelse i bestyrelsen i disse selskaber.

Bestemmelsen om, at der ikke må modtages honorar for bestyrelsesarbejdet

fra selskabet, svarer til, hvad der gælder for statslige embedsmænds

varetagelse af bestyrelsesposter i offentlige og private erhvervsdrivende

aktieselskaber, anpartsselskaber og lignende, hvor honoraret for

bestyrelsesarbejdet indbetales til statskassen og dermed ikke beskattes hos

den pågældende embedsmand. Bestemmelsen omfatter kun selskaber, hvori der

foretages indskud efter lovens ikrafttræden.

Til nr. 5 Ved den foreslåede ændring sker der en præcisering af

lovligheden af den indirekte kommunale deltagelse i de eksisterende selskaber

gennem kommunernes og amtskommunernes medlemskab af Kommunernes Landsforening

og Amtsrådsforeningen. Baggrunden for den foreslåede ændring er navnlig, at

det er fundet betænkeligt at gribe ind i de eksisterende selskabers

ejerforhold m.v. Der er ikke ved den foreslåede ændring taget stilling til

lovligheden af kommunalt indirekte medejerskab gennem medlemskab af de

kommunale organisationer for så vidt angår fremtidige tilsvarende selskaber.

Lotte Henriksen (S) Ole Vagn Christensen (S) Peter Christensen (S) Erling

Olsen (S) Trøjborg (S) fmd. Løvig Simonsen (S) Tommy Dinesen (SF) Rahbæk

Møller (SF) Sonja Albrink (CD) Flemming Hansen (KF) nfmd. Kai Dige

Bach (KF) Svend Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Helge Sander (V) Annette Just

(FP) Lone Dybkjær (RV) Lysholm Christensen (KRF) Bilag 1

Spørgsmål stillet i henhold til forretningsordenens § 20 til skriftlig

besvarelse

Til industriministeren (16/1 92) af:

Kim Behnke (FP):

»Hvilket bestyrelsesansvar påhviler ministerielt udpegede

repræsentanter i bestyrelserne for private subsidiært offentlige

aktieselskaber?»

(Spm. nr. S 396).

Begrundelse I forbindelse med f.eks. en række offentligt ejede

aktieselskaber indgår der bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af en

minister. De pågældende bestyrelsesmedlemmer beklæder ofte en bestyrelsespost

med særlig klausul om, at det er et konkret ministerium, der har ret til at

besætte nævnte post.

Spørgsmålet er så, hvem bestyrelsesansvaret påhviler - om det er den

enkelte person, eller det er ministeriet (der jo ikke er en person/juridisk

person).

Ministeren anmodes om grundigt at beskrive den selskabsretlige konsekvens

af, hvor ansvaret ligger, og belyse fordele/ulemper ved disse ministerielt

udpegede bestyrelsesmedlemmer.

Foreløbig besvarelse

Jeg har anmodet Justitsministeriet om at bidrage til besvarelsen af

spørgsmålet, der til dels vedrører forhold, som henhører under

Justitsministeriet. Når jeg har modtaget Justitsministeriets bidrag, skal jeg

vende tilbage med en samlet besvarelse.

Endelig besvarelse

Aktieselskabslovens § 140 regulerer spørgsmålet om bestyrelsesansvar.

Bestemmelsen gengiver dansk rets almindelige regler om erstatningsansvar uden

for kontraktsforhold. Det betyder, at bestyrelsesmedlemmer over for selskabet

er erstatningsansvarlige, hvis de under udførelsen af deres hverv forsætligt

eller uagtsomt har tilføjet selskabet skade. Det samme gælder, når skaden er

tilføjet aktionærer, kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af

aktieselskabsloven eller selskabets vedtægter.

Bestyrelsesansvaret er personligt. Der sondres ikke mellem, om personer er

udpeget af en minister eller af andre. Efter § 143 kan en eventuel erstatning

nedsættes, når dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens

størrelse og omstændighederne i øvrigt.

Udgangspunktet i aktiselskabslovens § 1, stk. 1, er, at alle

erhvervsdrivende aktieselskaber er underkastet aktieselskabslovens

bestemmelser, medmindre der er særlig lovhjemmel til fravigelse heraf. Loven

sondrer således ikke mellem private og offentlige selskaber.

For en række aktieselskaber, som er stiftet af staten, er der i et vist

omfang sket fravigelse af aktieselskabslovens regler bl.a. med hensyn til,

hvem der vælger bestyrelse, at vedtægterne skal godkendes af en minister m.v.

Der er ikke hidtil i særlove for oprettelse af bestemte selskaber sket en

fravigelse af aktieselskabslovens ansvarsregler. Dette betyder, at

aktieselskabslovens almindelige regler om erstatningsansvar finder anvendelse

også for sådanne selskaber.

For så vidt angår statens eventuelle arbejdsgiveransvar i medfør af Danske

Lovs 3-19-2 for bestyrelsesmedlemmer, der som led i deres ansættelsesforhold

er udpeget af en minister, samt forholdet til erstatningsansvarsloven,

herunder denne lovs indvirkning på omfanget af de pågældende

bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar, har jeg fra Justitsministeriet

indhentet vedlagte notat af 9. marts 1992 om statens hæftelsesansvar for fejl

begået af statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber.

Ud over det rent erstatningsretlige er det i øvrigt således, at den, der

har valgt eller udpeget et bestyrelsesmedlem, altid kan afsætte den

pågældende, jf. aktieselskabslovens § 50, stk. 1.

JUSTITSMINISTERIETJ.nr. 1991-46002-367

LovafdelingenDen 9. marts 1992

N O T A T

om

statens hæftelsesansvar for fejl begået af statsligt udpegede

bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber

1. Baggrund

I en skrivelse af 24. januar 1992 har Industriministeriet anmodet

Justitsministeriet om en udtalelse til brug for besvarelsen af et spørgsmål

(S 396) fra medlem af Folketinget Kim Behnke (FP). Spørgsmålet har følgende

ordlyd:

»Hvilket bestyrelsesansvar påhviler ministerielt udpegede

repræsentanter i bestyrelserne for private subsidiært offentlige

aktieselskaber?»

Som begrundelse for spørgsmålet er der anført følgende:

»I forbindelse med f.eks. en række offentligt ejede aktieselskaber

indgår der bestyrelsesmedlemmer, som er udpeget af en minister. De pågældende

bestyrelsesmedlemmer beklæder ofte en bestyrelsespost med særlig klausul om,

at det er et konkret ministerium, der har ret til at besætte nævnte post.

Spørgsmålet er så, hvem bestyrelsesansvaret påhviler. Om det er den

enkelte person, eller det er ministeriet (der jo ikke er en person/juridisk

person).

Ministeren anmodes om grundigt at beskrive den selskabsretlige konsekvens

af, hvor ansvaret ligger, og belyse fordele/ulemper ved disse ministerielt

udpegede bestyrelsesmedlemmer.«

I det følgende redegør Justitsministeriet for spørgsmålet om statens

hæftelsesansvar for de ansvarspådragende handlinger, som de statsligt

udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber foretager under udførelsen af

deres bestyrelsesarbejde. Redegørelsen disponeres således, at der i punkt 2

gives en beskrivelse af bestyrelsesmedlemmernes personlige erstatningsansvar,

mens der i punkt 3 redegøres for arbejdsgiveransvaret i almindelighed,

hvorefter der i punkt 4 gives en nærmere analyse af statens hæftelsesansvar.

2. Bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar

Udgangspunktet

I aktieselskabslovens § 140, jf. lovbekendtgørelse nr. 659 af 25.

september 1991, findes følgende bestemmelse om bestyrelsesmedlemmers

erstatningsansvar:

»§ 140. Stiftere, bestyrelsesmedlemmer og direktører, som under

udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet selskabet

skade, er pligtige at erstatte denne. Det samme gælder, når skaden er

tilføjet aktionærer, selskabets kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse

af denne lov eller vedtægterne.«

Efter bestemmelsen kan erstatningsansvaret således kun pålægges et

bestyrelsesmedlem, der har handlet uforsvarligt. Bestemmelsen svarer til,

hvad der også ville gælde efter dansk rets almindelige erstatningsregel,

culpareglen.

Culpareglen finder også anvendelse på de tilfælde, som ikke er omfattet af

bestemmelsen, f.eks. hvor et bestyrelsesmedlems erstatningsansvar over for

tredjemand baseres på krænkelse af andre normer end de selskabsretlige, se

hertil beretning fra arbejdsgruppen vedrørende selvejende institutioner

(Finansministeriet, 1989), s. 18 ff., Bernhard Gomard, Aktieselskaber &

Anpartsselskaber, 1986, side 320, og Niels Thomsen, A/S-loven med

kommentarer, 4. udgave, 1990, side 433.

Lempelse af erstatningsansvaret

I aktieselskabslovens § 143, stk. 1, er der fastsat følgende bestemmelse

om nedsættelse af erstatningsansvaret:

»§ 143. Erstatning efter reglerne i §§ 140-142 kan nedsættes, når

dette findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og

omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. . . .«

I erstatningsansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 599 af 8. september

1986 med senere ændringer, er der endvidere fastsat nærmere regler om

lempelse af erstatningsansvar, som også kan have betydning for

bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber.

Der er i den forbindelse grund til at pege på bestemmelsen i

erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, hvorefter en arbejdstager, der har

begået en skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring

eller arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ikke ifalder erstatningsansvar,

medmindre skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Særligt

for så vidt angår arbejdsgiverens ansvarsforsikring bemærkes, at staten er

stillet, som om forsikring var tegnet, jf. erstatningsansvarslovens § 20.

Hvis man som arbejdstager i staten tilføjer nogen en skade, vil man således i

almindelighed alene ifalde et personligt ansvar, hvis man har handlet

forsætligt eller groft uagtsomt. Lempelsesreglen finder dog ikke anvendelse

med hensyn til det erstatningsansvar, der er omhandlet i færdselsloven,

luftfartsloven og søloven, jf. nærmere erstatningsansvarslovens § 21.

Der kan endvidere peges på bestemmelsen i erstatningsansvarslovens § 23,

stk. 2, hvorefter arbejdstagerens erstatningsansvar over for skadelidte kan

nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til den

udviste skyld, arbejdstagerens stilling, skadelidtes interesse og

omstændighederne i øvrigt. Erstatning, som arbejdstageren har måttet udrede,

kan arbejdstageren kræve betalt af arbejdsgiveren i det omfang, ansvaret

endeligt skal påhvile arbejdsgiveren, jf. § 23, stk. 2, 2. pkt., hvor der

henvises til bestemmelsen i § 23, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan en

arbejdsgiver alene gøre regres mod en arbejdstager for erstatning, som

arbejdsgiveren har betalt til skadelidte på grund af arbejdstagerens

uforsvarlige adfærd, i det omfang det findes rimeligt under hensyn til den

udviste skyld, arbejdstagerens stilling og omstændighederne i øvrigt. I samme

omfang kan arbejdsgiveren kræve erstatning fra arbejdstageren for skade, som

arbejdstageren i øvrigt forvolder arbejdsgiveren i tjenesten, jf. § 23, stk.

3.

Det er alene den kreds af personer, for hvis handlinger en

hvervgiver/arbejdsgiver er ansvarlig efter Danske Lovs 3-19-2, som er

omfattet af udtrykket »arbejdstager« i erstatningsansvarslovens §

19, stk. 3, og § 23. Bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber er derfor ikke i

almindelighed omfattet af udtrykket »arbejdstager« i forhold til

aktieselskabet, se hertil Anders Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5.

udgave, 1989, side 188, og Anders Vinding Kruse og Jens Møller,

Erstatningsansvarsloven, 2. udgave, 1989, side 316 f. De bestyrelsesmedlemmer

i aktieselskaber, som er udpeget af en minister, kan derimod efter

omstændighederne være omfattet af udtrykket »arbejdstager« i

forhold til staten, jf. nærmere herom afsnit 4 nedenfor.

I erstatningsansvarslovens § 24 er der endelig fastsat en generel

bestemmelse om lempelse af erstatningsansvaret, herunder af

bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar. Efter bestemmelsen kan

erstatningsansvaret nedsættes eller bortfalde, når ansvaret vil virke

urimeligt tyngende for den erstatningsansvarlige, eller når ganske særlige

omstændigheder i øvrigt gør det rimeligt. Ved afgørelsen skal der tages

hensyn til skadens størrelse, ansvarets beskaffenhed, skadevolderens forhold,

skadelidtes interesse, foreliggende forsikringer samt omstændighederne i

øvrigt.

3. Arbejdsgiverens erstatningsansvar

Med udgangspunkt i reglen i Danske Lov 3-19-2 er det fast antaget i dansk

ret, at en arbejdsgiver hæfter for det erstatningsansvar, som hans ansatte

måtte pådrage sig ved uforsvarlige skadegørende handlinger, der er foretaget

under arbejdets udførelse. Arbejdsgiverens hæftelsesansvar gælder både

erstatningskrav inden for og uden for kontrakt. Arbejdsgiveren hæfter dog

ikke, hvis skaden skyldes en abnorm adfærd fra den ansattes side.

Hæftelsesansvaret forudsætter, at der består et vist over- og

underordnelsesforhold mellem hvervgiver (arbejdsgiver) og hvervtager

(arbejdstager). Hvervgiveren må således som udgangspunkt stå som principal i

forhold til hvervtageren, dvs. hvervgiveren har ret til at lede arbejdets

udførelse, herunder antage og afskedige hvervtageren, give hvervtageren

instruktioner og føre tilsyn med selve arbejdets udførelse. Hæftelsesansvaret

omfatter derimod som udgangspunkt ikke personer, der overlades hverv til

selvstændig udførelse. Den, der f.eks. bestiller en flytning hos et

flyttefirma, og som overlader alt til flyttefirmaet, vil således ikke være

ansvarlig for de skadegørende handlinger, flyttemændene måtte foretage sig,

se hertil bl.a. Jørgen Nørgaard og Hans Henrik Vagner, Erstatningsretten,

1990, side 128.

Det er ligeledes fast antaget i dansk ret, at staten, kommunerne og andre

offentlige institutioner hæfter på samme måde som private for det

erstatningsansvar, som de ansatte måtte pådrage sig for uforsvarlige

skadegørende handlinger.

4. Statens hæftelse for statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmers

ansvarspådragende handlinger

Særligt retsgrundlag

Der kan i lovgivningen være fastsat særlige regler om statens

hæftelsesansvar for det erstatningsansvar, som de statsligt udpegede

bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber pådrager sig under arbejdets udførelse.

Statens hæftelsesansvar kan endvidere være reguleret i en aftale mellem

staten og skadelidte, f.eks. i en aftale mellem staten og det aktieselskab,

som det statsligt udpegede bestyrelsesmedlem har pådraget tab ved sin

erstatningspådragende adfærd.

I disse tilfælde må spørgsmålet om statens hæftelsesansvar derfor vurderes

med udgangspunkt i det retsgrundlag, der eksisterer på det pågældende område.

Den almindelige erstatningsret

I de tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige regler eller indgået en

særlig aftale med skadelidte om statens hæftelsesansvar for det

erstatningsansvar, som de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i

aktieselskaber pådrager sig under arbejdets udførelse, må spørgsmålet herom

afgøres med udgangspunkt i den almindelige erstatningsret.

I den forbindelse opstår navnlig det spørgsmål, om og i givet fald hvornår

de statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber står i et sådant

over- og underordnelsesforhold til staten, at staten kan pådrage sig et

hæftelsesansvar som hvervgiver efter de regler, der er beskrevet i punkt 3

ovenfor. Dette spørgsmål ses ikke at være særskilt behandlet i den trykte

retspraksis eller i den erstatningsretlige litteratur.

Justitsministeriet har dog tidligere dels taget stilling til, i hvilket

omfang ministre kan give instruktioner til de personer, der udpeges til

medlemmer af et aktieselskabs bestyrelse, dels til instruktionsbeføjelsens

betydning for statens hæftelsesansvar.

Med hensyn til ministres adgang til at give instruktioner til de personer,

der udpeges til medlemmer af et aktieselskabs bestyrelse, har

Justitsministeriet således i en skrivelse af 19. august 1991 til

Statsrevisoratet bl.a. udtalt følgende:

». . .Spørgsmålet om, hvorvidt ministeren kan pålægge et

bestyrelsesmedlem at videregive oplysninger, som vedkommende efter

tavshedspligtsreglerne ville være berettiget til at videregive (pligtsiden),

må afgøres efter de almindelige regler for ministerens

instruktionsbeføjelser.

Det følger af disse regler, at ministeren normalt ikke har adgang til at

instruere bestyrelsesmedlemmer, som ikke i forvejen er i et tjenesteforhold

til staten. Det gælder f.eks. i tilfælde, hvor der er udpeget medlemmer af

Folketinget til at varetage statens interesser i selskabet eller den

pågældende er offentlig repræsentant, uden at der ved valget eller

udpegningen er lagt vægt på den pågældendes ansættelsesforhold i staten. En

pligt til at holde ministeren løbende orienteret kan dog, for disse gruppers

vedkommende, være fastsat eller forudsat i anden lovgivning eller i

selskabets vedtægt.

En almindelig (ulovbestemt) instruktionsbeføjelse for vedkommende minister

gælder således normalt kun i tilfælde, hvor det pågældende bestyrelsesmedlem

varetager bestyrelsesarbejdet som led i sit almindelige tjenesteforhold til

staten. Det er i den forbindelse uden betydning, om den pågældende er

tjenestemand eller overenskomstansat. Det er for tjenestemænd med hele

centraladministrationen som ansættelsesområde endvidere uden betydning, om

den pågældende gør tjeneste i vedkommende ministerium eller under en anden

minister.«

I et notat af 18. august 1983 om statens ansvar for fejl begået af

statsligt udpegede medlemmer af bestyrelser i aktieselskaber har

Justitsministeriet bl.a. anført følgende om instruktionsbeføjelsens betydning

for statens hæftelsesansvar:

». . .De litteraturudtalelser og de eksempler fra praksis vedrørende

statsligt udpegede medlemmer af aktieselskabsbestyrelser, som er fremdraget .

. . ., har primært omhandlet situationen, hvor staten tillige har væsentlige

kapitalinteresser i det pågældende selskab. Dette vil ikke være tilfældet i

forbindelse med etableringen af det . . . . nævnte samarbejde mellem

Vejdirektoratet og Danish Road Consult A/S, hvori staten ikke skal have

aktiebesiddelse. Uanset dette må det imidlertid antages. . ., at

Vejdirektoratet har ret til at give instrukser og føre tilsyn med

bestyrelseshvervets udførelse, såfremt Vejdirektoratet som statens

repræsentant i bestyrelsen udpeger enten en statsansat eller en anden person,

over for hvem direktoratet forbeholder sig instruktionsbeføjelser. Selv om

instruktionsbeføjelsen må udøves under hensyntagen til de selskabsretlige

regler, kan dette ikke anses for nogen afgørende begrænsning i

instruktionsretten, og det kan næppe udelukkes, at staten i sin egenskab af

arbejds- eller hvervgiver kan komme til at hæfte for det erstatningsansvar,

som bestyrelsesmedlemmet måtte pådrage sig ved at handle uforsvarligt eller

ved at tilsidesætte sin tilsynspligt som bestyrelsesmedlem.«

Efter Justitsministeriets opfattelse må det således formentlig antages, at

en ret for ministeren til at instruere den person, som ministeren har udpeget

til medlem af et aktieselskabs bestyrelse, vil betyde, at staten som arbejds-

eller hvervgiver vil hæfte for de uforsvarlige skadegørende handlinger, som

bestyrelsesmedlemmet foretager under udførelsen af sit arbejde i bestyrelsen.

Statens hæftelsesansvar vil endvidere som nævnt betyde, at det pågældende

bestyrelsesmedlems personlige ansvar kan lempes efter

erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, jf. § 20, og § 23, se nærmere punkt 2

ovenfor.

Hvis ministeren ikke har en instruktionsbeføjelse over for den person, som

ministeren har udpeget til medlem af bestyrelsen i et aktieselskab, vil der

derimod efter Justitsministeriets opfattelse næppe i almindelighed kunne

etableres et sådant over- og underordnelsesforhold mellem ministeren og det

pågældende bestyrelsesmedlem, at staten vil kunne pådrage sig et

hæftelsesansvar for den uforsvarlige skadegørende adfærd,

bestyrelsesmedlemmet måtte udvise.

Den endelige afgørelse henhører under domstolene.

JUSTITSMINISTERIET Bilag 2

Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes besvarelse

heraf

Spørgsmål:

»18. I hvilket omfang hæfter det offentlige for fejl begået af

offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber?

19. Adskiller offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmers ansvar sig fra det

ansvar, der påhviler de ikke offentligt udpegede bestyrelsesmedlemmer?

20. Såfremt bestyrelsesmedlemmer handler under instruks, hvem hæfter så

for de pågældende bestyrelsesmedlemmers dispositioner?»

Svar:

Ad spørgsmål 18 og 20

Justitsministeriet har i et notat af 9. marts 1992 om statens

hæftelsesansvar for fejl begået af statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer i

aktieselskaber behandlet disse spørgsmål. En kopi af notatet vedlægges.

Som det fremgår af notatet, må spørgsmålet om statens hæftelsesansvar for

det erstatningsansvar, som statsligt udpegede bestyrelsesmedlemmer pådrager

sig under arbejdets udførelse, afgøres med udgangspunkt i den almindelige

erstatningsret i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat særlige regler eller

indgået en særlig aftale med skadelidte om statens hæftelsesansvar.

En ret for ministeren til at instruere den person, som ministeren har

udpeget til medlem af et aktieselskabs bestyrelse, må herefter efter

Justitsministeriets opfattelse formentlig antages at ville betyde, at staten

som arbejds- eller hvervgiver vil hæfte for de uforsvarlige skadegørende

handlinger, som bestyrelsesmedlemmet foretager under udførelsen af sit

arbejde i bestyrelsen.

Hvis ministeren ikke har en instruktionsbeføjelse over for den person, som

ministeren har udpeget til medlem af bestyrelsen i et aktieselskab, vil der

derimod efter Justitsministeriets opfattelse næppe i almindelighed kunne

etableres et sådant over- og underordnelsesforhold mellem ministeren og det

pågældende bestyrelsesmedlem, at staten som arbejds- eller hvervgiver vil

kunne pådrage sig et hæftelsesansvar for den uforsvarlige skadegørende

adfærd, som bestyrelsesmedlemmet måtte udvise.

Tilsvarende synspunkter må efter Justitsministeriets opfattelse finde

anvendelse med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en kommune eller

amtskommune som arbejds- eller hvervgiver vil kunne pådrage sig et

hæftelsesansvar for de uforsvarlige skadegørende handlinger, der foretages af

personer, som kommunen eller amtskommunen måtte udpege til medlemmer af

bestyrelsen for et aktieselskab.

Spørgsmålet om, hvorvidt det offentlige vil kunne pådrage sig et

hæftelsesansvar som arbejds- eller hvervgiver for et bestyrelsesmedlem, der

er valgt på en generalforsamling, ses ikke at være afgjort i retspraksis,

ligesom spørgsmålet ikke ses at være drøftet i den juridiske litteratur.

Efter Justitsministeriets opfattelse giver spørgsmålet anledning til tvivl. I

tilfælde, hvor det offentlige som ejer af en ikke-bestemmende aktiepost har

stemt for et bestyrelsesmedlem, må det anses for bedst stemmende med

almindelige selskabsretlige regler, at det offentlige ikke vil kunne pådrage

sig et hæftelsesansvar som arbejds- eller hvervgiver for den pågældende.

Ad spørgsmål 19:

Spørgsmålet om det personlige ansvar for bestyrelsesmedlemmer, der er

udpeget af det offentlige, har industriministeren redegjort for i sit svar på

spørgsmål nr. S 396 af 22. januar 1992 fra medlem af Folketinget Kim Behnke

(FP). En kopi af industriministerens svar vedlægges.

Som det fremgår af industriministerens svar, regulerer aktieselskabslovens

§ 140 spørgsmålet om bestyrelsesansvar. Bestemmelsen gengiver dansk rets

almindelige erstatningsregel, culpareglen. Dette betyder, at

bestyrelsesmedlemmer over for selskabet er erstatningsansvarlige, hvis de

under udførelsen af deres hverv forsætligt eller uagtsomt har tilføjet

selskabet skade. Det samme gælder, når skaden er tilføjet aktionærer,

kreditorer eller tredjemand ved overtrædelse af aktieselskabsloven eller

selskabets vedtægter. Bestyrelsesansvaret er personligt, og der sondres ikke

mellem personer, der er udpeget af en minister eller af andre. Efter

aktieselskabslovens § 143 kan en eventuel erstatning nedsættes, når det

findes rimeligt under hensyn til skyldgraden, skadens størrelse og

omstændighederne i øvrigt.

Spørgsmålet om lempelse af bestyrelsesmedlemmers erstatningsansvar efter

reglerne i erstatningsansvarsloven, herunder i de tilfælde, hvor staten som

arbejds- eller hvervgiver hæfter for de statsligt udpegede

bestyrelsesmedlemmers uforsvarlige skadegørende handlinger, har

Justitsministeriet redegjort nærmere for i det ovennævnte notat af 9. marts

1992. Der henvises til afsnit 2 i notatet.

Som det bl.a. fremgår af notatet, betyder bestemmelsen i

erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, at en arbejdstager, der har begået en

skade, der er dækket af en tingsforsikring, en driftstabsforsikring eller

arbejdsgiverens ansvarsforsikring, ikke ifalder erstatningsansvar, medmindre

skaden er forvoldt forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Lempelsesreglen

finder dog ikke anvendelse med hensyn til det erstatningsansvar, der er

omhandlet i færdselsloven, luftfartsloven og søloven, jf. nærmere

erstatningsansvarslovens § 21. Særligt for så vidt angår arbejdsgiverens

ansvarsforsikring bemærkes, at staten, en kommune eller en anden offentlig

institution, der i almindelighed er selvforsikrer, er stillet, som om

forsikring var tegnet, jf. erstatningsansvarslovens § 20.

Hvis man i en situation, hvor det offentlige i almindelighed er

selvforsikrer, som offentligt udpeget bestyrelsesmedlem i et aktieselskab

tilføjer nogen en skade ved uforsvarlig adfærd, som det offentlige hæfter for

som arbejds- eller hvervgiver, vil man således efter bestemmelsen i

erstatningsansvarslovens § 19, stk. 3, kun ifalde et personligt ansvar, hvis

man har handlet forsætligt eller groft uagtsomt.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter