Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 304 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF AFFALD OG RÅSTOFFER (FORHØJELSE AF AFFALDSAFGIFTEN) NR L 304 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 304Betænkning over lovforslagFolketinget5. august 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Et af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes

svar herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen:

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

Læs alt

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdsmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i

det danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende

projekt, det er at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en

»Ny kurs mod bedre tider« for alle danskere.

De grønne afgifter og erhvervslivet

På længere sigt er det afgørende for en optimal miljøeffekt, at

erhvervslivet i større udstrækning omfattes af miljø- og energiafgifter.

Hvis erhvervslivet ikke gives tilstrækkeligt incitament til miljørigtig

ressourceanvendelse, vil det betyde, at relativt billige sparemuligheder i

erhvervene ikke udnyttes, mens husholdningerne må gennemføre stadig dyrere

miljøtiltag.

Regeringen vil derfor tage initiativ til i efteråret 1993 at forhandle med

erhvervslivet om gradvis indfasning af miljø- og energiafgifterne på

erhvervslivet.

Forudsætningen for disse forhandlinger skal være, at erhvervslivet får

mulighed for at gennemføre de nødvendige miljømæssige omstillinger, men

samtidig må yde sit forholdsmæssige bidrag til et bedre miljø.

Miljø- og energiafgifter fra erhvervene skal ikke forbedre statens

finanser og indfases under hensyntagen til, at konkurrenceevnen ikke

forringes. Provenuet fra disse afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet,

f.eks. til miljøinvesteringer eller til oprensning efter fortidens synder

(f.eks. giftgrunde). Ud fra hensynet til adfærdsregulering skal

tilbageføringen så vidt muligt ske til de virksomheder, som aktivt investerer

i miljømæssige forbedringer af produktionen.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en

helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af

regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens

lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,

hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har

partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre

sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Mindretallet er enig i synspunktet om, at miljøvenlig teknologi og lavere

ressourceforbrug yderligere må fremmes og er også enig i, at afgifter kan

være hensigtsmæssige for ændring af adfærd.

Mindretallet finder det dog stærkt betænkeligt, at lovforslagene om

miljøafgifter mere er fiskalt end miljømæssigt begrundet og over årene fører

til en stor økonomisk belastning af den enkelte husholdning og dermed til

opretholdelse af et højt samlet skattetryk.

Det er samtidig mindretallets opfattelse, at en række af lovforslagene vil

føre til en forringelse af erhvervslivets konkurrenceevne ved ensidigt at

pålægge danske virksomheder nye omkostninger, som i modsætning til

regeringens forventninger vil føre til mindre beskæftigelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

Mindretallet kan tiltræde det af flertallet under overskriften De grønne

afgifter og erhvervslivet anførte og bemærker i øvrigt, at SF har noteret

sig, at regeringen i efteråret 1993 vil tage fat på arbejdet med at få

erhvervslivet omfattet af miljøafgifterne. SF anser dette for helt afgørende

nødvendigt for at fremme afgifternes miljøformål. SF havde foretrukket, at et

flertal allerede nu fastlagde, at erhvervslivet senest i 1998 skulle være

fuldt omfattet af miljøafgifterne.

SF er i den sammenhæng helt enig med regeringen i, at provenuet skal

tilbageføres til erhvervslivet efter de retningslinier, der er angivet i det

fælles betænkningsbidrag.

SF håber, at det i efteråret 1993 lykkes at komme langt i en proces, der

resulterer i, at erhvervslivet i løbet af kort tid kan blive omfattet af

miljøafgifterne med modifikationer der, hvor miljøeffekterne med sikkerhed

kan opnås på anden vis. SF vil i forbindelse med behandlingen af de grønne

afgifter generelt pege på, at regeringens pakke ikke er tilstrækkelig.

Vedrørende flere af de foreslåede afgifter (f.eks. benzin og diesel) gås der

langsommere frem, end der er økologisk brug for. Samtidig er flere oplagte

afgiftsområder slet ikke inddraget. Det gælder f.eks. emballage, reklamer,

kunstgødning, fosfor og sprøjtemidler.

SF har ikke været inddraget i den detaljerede udformning af de

foreliggende lovforslag og finder dem ikke i alle detaljer perfekte. Vi skal

i den sammenhæng beklage, at den meget forcerede proces i forbindelse med

vedtagelsen af skattereformen har gjort det sværere at sikre en høj kvalitet

i lovgivningsarbejdet.

Den nøjere udformning af lovforslagene er derfor alene sket på regeringens

ansvar.

SF har valgt at stemme for for at tilkendegive, at vi er klare tilhængere

af, at der lægges øget vægt på miljøafgifter. Regeringens forslag er generelt

et skridt i den rigtige retning i en proces, som det er vigtigt at komme

endnu videre med i de kommende år.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Bilag

To af udvalgets spørgsmål til skatteministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål 3:

Hvad er årsagen til, at forskellen mellem afgiften for forbrændning og

deponering af affald sænkes fra de nuværende 31 pct. til 26 pct., når det

samtidig anføres i bemærkningerne, at deponering af affald prioriteres

lavest?

Svar:

Affaldsafgiften foreslås forhøjet med 50 kr. både for affald leveret til

forbrændning og deponering. Forslaget medfører, at incitamentet til

forbrændning frem for deponering bevares, idet den absolutte forskel mellem

afgiften på affald til forbrændning og deponering bevares. Affaldsafgiften

blev differentieret i forbindelse med forhøjelsen af affaldsafgiften pr. 1.

januar 1993. Da effekten af differentieringen ikke kendes endnu, er det ikke

skønnet hensigtsmæssigt at øge den absolutte differentiering af

affaldsafgiften. En uhensigtsmæssig kraftig differentiering kan føre til

ulovlig affaldsdeponering uden for lossepladser m.v. og eventuelt til uønsket

eksport af affald.

Spørgsmål 7:

Skønner regeringen, at affaldsmængden vil aftage i takt med

affaldsafgiftens indførelse?

Svar:

Spørgsmålet har været forelagt Miljøministeriet, der har oplyst følgende:

»Det er regeringens vurdering, at den foreslåede afgiftsforhøjelse

vil bidrage positivt til målsætningerne på affalds- og genanvendelsesområdet.

I forhold til de afgiftspligtige affaldsmængder i 1992 skønnes det således

med en vis usikkerhed, at den foreslåede afgiftsforhøjelse, kombineret med

den seneste afgiftsforhøjelse pr. 1. januar 1993, vil resultere i en samlet

forøget genanvendelse i størrelsesordenen 0,5 mio. ton. Forøgelsen modsvares

af en tilsvarende reduktion i affaldsmængderne til forbrændning og deponering

på omkring hhv. 0,2 mio. ton og 0,3 mio. ton. Dertil kommer, at

afgiftsstrukturen som helhed vil øge incitamentet til at genanvende samt

forbrænde frem for at deponere.

Det er på denne baggrund regeringens vurdering, at den foreslåede

afgiftsforhøjelse vil forstærke de affaldspolitiske intentioner, der lå bag

den seneste differentierede forhøjelse, og at afgiften i kombination med en

række andre intiativer på området vil bidrage til en stabilisering af de

totale affaldsmængder omkring 1997/98.«

Jeg kan henholde mig hertil.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret .

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til forkastelse .

Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,

jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet

Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker

Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.

Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt

reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige

tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få

nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem

frivillige bidrag.

Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til

finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige

skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk

vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er

tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de

offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de

organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i

meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat

varetagelse.

Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da

skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis

samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne

mest muligt.

Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige

sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må

indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke

større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de

offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.

Jo færre opgaver det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo

færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det nødvendigt

med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer af den

offentlige sektor.

Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende

skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem

beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.

Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men

desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste

fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af

skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har

indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende

behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale

mobilitet for såvel arbejdskraft, varer og serviceydelser som kapital og ikke

mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende

nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.

Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.

Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske

skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.

Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et

særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende

ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes

adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet

vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan

måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede

målsætninger.

En forhøjelse af afgiften på affald, der leveres til en

forbrændingsanstalt, vil betyde, dels at den almindelige renovation vil

modtage mere industrielt affald, der leveres camoufleret som almindeligt

affald, dels at den såkaldt »sorte« affaldsdeponering i skove, på

marker og andre relativt øde områder vil blive forøget.

Fremskridtspartiet kan acceptere, at der som et led i markante

personskattelettelser kan indføres miljøafgifter. Det er rimeligt, at

personer eller institutioner, der forringer eller ødelægger miljøet,

kompenserer og erstatter dette tab gennem miljøafgifter.

Men det er vigtigt at bemærke, at miljøafgifter er en erstatning og ikke

et supplement. Miljøafgifter kan og skal derfor ikke indføres før de fleste

af de nu eksisterende skatter og afgifter er reduceret markant.

Samtidig er det Fremskridtspartiets opfattelse, at miljøafgifter eller

grønne afgifter, bør leve op til de krav til miljøafgifter, der er nævnt i

»Skattepolitisk redegørelse«, august 1992, side 107:

- Effektkravet: Miljøafgifter skal være den mest hensigtsmæssige måde at

løse et givent eksternalitetsproblem på. (Der skal i den forbindelse lægges

vægt på, om afgifterne kan skabe en større markedskonformitet.)

- Adfærdskravet: Afgifterne skal kunne virke positivt på miljøet. (Dvs.,

at husholdningerne og virksomhederne i praksis skal kunne reducere

afgiftsbetalingen mærkbart ved at ændre adfærd).

- Skattetrykskravet: Indførelse af nye miljøafgifter må ikke øge det

samlede skattetryk. (Provenuet fra miljøafgifter skal ikke være en særlig

finansieringskilde til øgede miljøudgifter. Tværtimod kan miljøafgifter

aflaste udgifter til direkte regulering m.v. Provenuet skal, som anbefalet af

blandt andet OECD, anvendes til at sænke skatter med stort forvridningstab,

herunder især de personlige marginalskatter.)

- Konkurrenceevnekravet: Miljøafgifter skal være forenelige med en fortsat

forbedring af konkurrenceevnen og dermed af beskæftigelsen.

- Administrationskravet: Afgifterne skal kunne administreres og

kontrolleres.

- Koordinations-kravet: Miljøafgifter bør koordineres internationalt,

således at de får reel effekt på miljøtilstanden. (Der må ikke indføres

afgifter, som blot flytter emissionsstedet til andre lande, eller som

risikerer at lede til øgede samlede miljøproblemer. Afgifterne skal desuden

være EF- og GATT-medholdelige.)Det er ikke Fremskridtspartiets opfattelse, at

de fremsatte »grønne« lovforslag lever op til disse krav.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter