Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 292 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TILBAGEBETALING AF AFGIFT AF RENTER AF FORBRUGSLÅN M.V. NR L 292 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 292Betænkning over lovforslagFolketinget21. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Finansrådet.

Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de

ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev

det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en

skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.

Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen:

- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig

måtte ikke forringes.

- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de

forskellige boligformer.

- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster

blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,

således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre

fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes

højt.

- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til

miljøskatter.

Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte

lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes

konkurrenceevne.

Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer

markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.

Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt

gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.

Læs alt

Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og

fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på

bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der

alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende

sammenhæng.

Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber

og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi

hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt

efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og

kalkulationer.

Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.

Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er

tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og

misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft

mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres

forbrugsmuligheder.

Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for

lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at

de grupper, der belastes forholdsmæssigt hårdest af de grønne afgifter,

kompenseres.

De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en

normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.

Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i

finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.

Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske

vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af

skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer

mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det

ændrede renteniveau.

Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger

herved er forøget.

På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af

skatteomlægningen er sikret

- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,

- øget miljøansvarlighed i beskatningen,

- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur

og beskatningsprocenter angår,

- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og

dynamik i samfundet,

- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,

- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de

kommende år.

Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,

arbejdmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i det

danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende projekt,

det er, at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en »Ny

kurs mod bedre tider« for alle danskere.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.

Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en

helhed. Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af

regeringens samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens

lovforslag, uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene,

hvis de ikke indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har

partierne ved tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre

sammenhænge.

Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye

offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af

skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den

økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk

uansvarlig.

For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12

mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme

udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.

For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private

erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af

avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at

erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere

vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de

offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe

vilkårene for ny privat pensionsopsparing.

For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet

ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer

de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til

arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.

Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor

den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større

byrder på den private sektor.

Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen

lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet

på de offentlige budgetter vokser.

Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store

skatteregninger i fremtiden.

Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som

mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.

En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og

finansiering hører sammen.

Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og

skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle

forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået

mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I

konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.

Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen

bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og

pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som

følge af de voksende offentlige udgifter.

Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den

private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive

forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil

bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt

beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på

dette forhold.

Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske

system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn

til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.

Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill

vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i

erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med

betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i

allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har

mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske

incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i

samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.

Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af

kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere

være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket

forekommer uheldigt og ulogisk.

Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til

Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge

ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos

den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.

Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om

størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl

om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.

Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og

arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om

afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at

henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten

efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste

erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den

skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder

for fradrag for befordringsudgifter.

I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds

bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået

af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling

i Folketinget.

Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende

indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter

over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis

indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor

uretfærdighed.

Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde

specielt efter 1997.

Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes

konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har

ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.

Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder

øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle

socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.

Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i

allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil

blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til

aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får

udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem

lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret

til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette

misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker

krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.

De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.

Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig

med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt

problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren

indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag

ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den

årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet

forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får

mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer

ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.

Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med

bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere

forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.

Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster

skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke

kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.

Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort

til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr., når reformen er fuldt

gennemført.

Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig

belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne

nedsættelse af lejeværdien.

Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere

skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere

ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere

lejeværdi.

Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af

rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en

bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke

komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.

Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af

benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.

Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.

Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.

De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt

børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af

fradragsværdien af de nævnte bidrag.

Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det

uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil

disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.

Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens

forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.

Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i

beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet

med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode

til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag

en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk

retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor

afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23

lovforslag i reformen til forkastelse.

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag. Mindretallet konstaterer, at ministeren på den måde godt kan

nedbringe restancerne til det offentlige, så det statistisk set ser pænt ud.

Der resterer knap 200 mio. kr. i renteafgift, som ikke er indbetalt.

Mindretallet var pricipielt tilhænger af renteafgiften. Den kom imidlertid

til at virke helt urimelig i sin praktiske udformning. Afgiften blev opkrævet

på det mindst retfærdige grundlag! Dette blev fastholdt af et flertal uden om

SF. Mindretallet er derfor tilfreds med, at renteafgiften nu kan

tilbagebetales. Det eneste skår, der er i denne glæde, er tanken om de

umådelige summer, som alle parter: skatteydere, pengeinstitutter og det

offentlige har måttet ofre på bureaukratiet i denne sag.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil

redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved

2. behandling.

ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal

(S, SF, CD, RV og KRF):

Til § 3 1) I stk. 1 indsættes efter »til

kontohaverne« ordene: »fra den 2. august 1993«.

Til § 6 2) Efter stk. 3 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 4. Med virkning fra 1. juli 1993 ophæves § 21, nr. 23,

i bekendtgørelse nr. 1100 af 11. december 1992 om opkrævning m.v. af

indkomst- og formueskat.«

Bemærkninger

Til nr. 1 Frigivelsen af indeståenderne sker pr. 1. juli 1993, men

pengeinstitutterne har af praktiske grunde behov for en periode til opgørelse

af kontiene, før udbetaling kan finde sted. Ved ændringen foreslås det

præciseret, at udbetalingen først kan finde sted fra mandag den 2. august

1993.

Til nr. 2 Ændringsforslaget går ud på at ophæve bestemmelsen i

kildeskattebekendtgørelsen, hvorefter udbetalinger fra frigørelseskonti og

frigørelsesforsikringer er A-skattepligtige.

Bestemmelsen om A-skattepligt foreslås ophævet som følge af forslaget om

at indføre en 40 pct.-afgift i stedet for indkomstskattepligt.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,

Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis

medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,

hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .

Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det

foreligger efter 2. behandling.

Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori det

foreligger efter 2. behandling.

Lovforslaget om at ophæve kartoffelafgiften støtter Fremskridtspartiet.

Een ting vækker dog undren. Når Socialdemokratiet hævder, at de altid har

været imod den, er et væsentligt spørgsmål: Hvorfor skal der så betales 40

pct. i afgift, inden pengene bliver udbetalt?

Den kartoffelafgift burde aldrig have været indført, og derfor skal man

altså heller ikke tjene på den, når man betaler pengene tilbage.

Fremskridtspartiet finder dog, at lovforslaget trækker så meget i den

rigtige retning, at Fremskridtspartiet vil stemme for lovforslaget.

Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)

Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Toft (SF) Bente

Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)

nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth

Arnold (RV) Glønborg (KRF)

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter