1992 BTL 301 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF STENKUL, BRUNKUL OG KOKS M.V. OG LOV OM KULDIOXIDAFGIFT AF VISSE ENERGIPRODUKTER (AFGIFTSFORHØJELSER M.V.) NR L 301 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til skatteministeren, som denne har besvaret skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Danske
Elværkers Forening.
Der er af skatteministeren stillet ændringsforslag, hvorom henvises til de
ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
Flertallet anfører, at i regeringsgrundlaget »En ny start« blev
det fastslået, at beskæftigelsen skal øges, og at der skulle gennemføres en
skatteomlægning, der skal nedbringe skatten af arbejdsindkomst.
Samtidig afstak regeringen en række retningslinier for skatteomlægningen.
- Det samlede økonomiske grundlag for de enkelte familier i egen bolig
måtte ikke forringes.
- Den samlede omlægning skulle sikre balance - socialt og mellem de
forskellige boligformer.
- Der skulle skabes sammenhæng i skattesystemet, så forskellige indkomster
blev beskattet ensartet, således at omgåelsesmuligheder blev imødegået,
således at der skabtes større enkelhed og således, at der sikredes en bedre
fordeling af skattebyrden, samtidig med at retssikkerheden prioriteredes
højt.
- Vægten i beskatningen skulle forskydes fra indkomstbeskatning til
miljøskatter.
Flertallet konstaterer, at disse krav er opfyldt med de fremsatte
lovforslag til omlægning af skattesystemet. Samtidig styrkes erhvervenes
konkurrenceevne.
Med de fremsatte lovforslag tilvejebringes et skattesystem, som sikrer
markant lavere skatteprocenter på alle indkomstniveauer.
Læs alt
Grundlaget for sænkningen af skatteprocenterne er bl.a. tilvejebragt
gennem en ensartet beskatning af forskellige typer af indkomster.
Samtidig betyder den lavere, men ensartede beskatning, at bæredygtige og
fornuftige investeringer, der skaber vækst og beskæftigelse, begunstiges på
bekostning af ufrugtbare og rent skattemæssigt begrundede transaktioner, der
alene bygger på og bæres af det tidligere skattesystems mangler og manglende
sammenhæng.
Med skatteomlægningen er grundlaget skabt for et skattesystem, der skaber
og understøtter forudsætningerne for ny vækst og dynamik i samfundet, hvor vi
hidtil har levet med en samfundsudvikling, der i væsentlig grad var afstemt
efter uhensigtsmæssige og skadelige skattemæssige overvejelser og
kalkulationer.
Skatteomlægningen er både økonomisk og socialt nøje afbalanceret.
Provenuet til de markant lavere trækprocenter på alle indkomstniveauer er
tilvejebragt ved hjælp af indførelse af nye grønne afgifter, ved hjælp af
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag og gennem en eliminering af misforhold og
misvækster, der har muliggjort, at grupper af skattepligtige har haft
mulighed for en lav skattebelastning i skærende kontrast til deres
forbrugsmuligheder.
Indførelse af grønne afgifter er fulgt op af skattelettelser for
lavindkomster kombineret med en forhøjelse af børnefamilieydelsen, således at
de grupper, der belastes forholdsmæssig hårdest af de grønne afgifter,
kompenseres.
De helt nødvendige sænkninger af skatteprocenterne er fulgt op af en
normal beskatning af hidtil skattefri eller lavt beskattede indkomster.
Med de øremærkede arbejdsmarkedsbidrag er der skabt synlighed i
finansieringen af præcist angivne udgiftsformål på arbejdsmarkedet.
Regeringens helt nødvendige krav om sikring af boligejernes økonomiske
vilkår er indfriet. Rentefradragets værdi følger sænkningen af
skatteprocenterne, og sideløbende hermed nedsættes lejeværdien. Hertil kommer
mulighederne for gennem konvertering af realkreditlån at tilpasse sig det
ændrede renteniveau.
Personskattelettelserne er gennemført, uden at erhvervslivets omkostninger
herved er forøget.
På denne baggrund skal flertallet konkludere, at der ved gennemførelse af
skatteomlægningen er sikret
- væsentlige reduktioner af skatteprocenterne af arbejdsindkomst,
- øget miljøansvarlighed i beskatningen,
- et skattesystem, der er tilpasset verden omkring os, både hvad struktur
og beskatningsprocenter angår,
- et beskatningssystem, som tilvejebringer grundlaget for en ny vækst og
dynamik i samfundet,
- en beskatning, som sikrer boligejernes økonomiske situation,
- og et skattesystem, som skaber sikkerhed for skatternes udvikling i de
kommende år.
Flertallet opfordrer Folketingets øvrige partier, erhvervslivet,
arbejdmarkedets parter, kommuner og amter samt alle øvrige gode kræfter i det
danske samfund til at deltage i det store, vanskelige og spændende projekt,
det er, at få skabt øget beskæftigelse, ny fremgang og dermed en »Ny
kurs mod bedre tider« for alle danskere.
De grønne afgifter og erhvervslivet
På længere sigt er det afgørende for en optimal miljøeffekt, at
erhvervslivet i større udstrækning omfattes af miljø- og energiafgifter.
Hvis erhvervslivet ikke gives tilstrækkelig incitament til miljørigtig
ressourceanvendelse, vil det betyde, at relativt billige sparemuligheder i
erhvervene ikke udnyttes, mens husholdningerne må gennemføre stadig dyrere
miljøtiltag.
Regeringen vil derfor tage initiativ til i efteråret 1993 at forhandle med
erhvervslivet om gradvis indfasning af miljø- og energiafgifterne på
erhvervslivet.
Forudsætningen for disse forhandlinger skal være, at erhvervslivet får
mulighed for at gennemføre de nødvendige miljømæssige omstillinger, men
samtidig må yde sit forholdsmæssige bidrag til et bedre miljø.
Miljø- og energiafgifter fra erhvervene skal ikke forbedre statens
finanser og indfases under hensyntagen til, at konkurrenceevnen ikke
forringes. Provenuet fra disse afgifter skal tilbageføres til erhvervslivet,
f.eks. til miljøinvesteringer eller til oprensning efter fortidens synder
(f.eks. giftgrunde). Ud fra hensynet til adfærdsregulering skal
tilbageføringen så vidt muligt ske til de virksomheder, som aktivt investerer
i miljømæssige forbedringer af produktionen.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Mindretallet betragter regeringens samlede økonomiske udspil som en helhed.
Da Det Konservative Folkeparti og Venstre er modstandere af regeringens
samlede plan, vil de to partier stemme imod alle regeringens lovforslag,
uanset at partierne ville kunne støtte enkelte af lovforslagene, hvis de ikke
indgik i den fremlagte helhed. Nogle af lovforslagene har partierne ved
tidligere lejligheder selv fremlagt, men i helt andre sammenhænge.
Regeringens samlede økonomiske plan består af tre elementer: Nye
offentlige udgifter, ændringer i dagpengesystemet og omlægning af
skattesystemet. Samlet lægger disse tre elementer op til en ny kurs i den
økonomiske politik, som har en forkert ideologisk drejning og er økonomisk
uansvarlig.
For det første har regeringen foreslået nye offentlige udgifter på 11-12
mia. kr. i 1994. Regeringen har dermed brudt de sidste 10 års stramme
udgiftspolitik og har sat kursen mod nye udvidelser af den offentlige sektor.
For det andet indebærer den foreslåede skatteomlægning, at det private
erhvervslivs kapitalgrundlag i de kommende år vil blive udhulet af
avanceskatter på aktier, ejendomme og goodwill samtidig med, at
erhvervslivets konkurrenceevne bliver forringet. Boligudgiften for boligejere
vil stige, således at de private ejerboliger stilles ringere i forhold til de
offentligt støttede udlejningsboliger. Den foreslåede bruttoskat vil forringe
vilkårene for ny privat pensionsopsparing.
For det tredje har regeringen fremlagt en arbejdsmarkedspolitik, som slet
ikke løser strukturproblemerne på arbejdsmarkedet, men tværtimod cementerer
de bestående stivheder og lægger grunden til forøgede udgifter til
arbejdsmarkedspolitikken i de kommende år.
Samlet udgør regeringens økonomiske udspil en ideologisk drejning, hvor
den offentlige sektor vil vokse kraftigt, medens der bliver lagt større
byrder på den private sektor.
Mindretallet finder det aldeles utroværdigt og uansvarligt, når regeringen
lover skattelettelser samtidig med, at de offentlige udgifter og underskuddet
på de offentlige budgetter vokser.
Den nye kurs mod større offentlige udgifter vil tværtimod udløse store
skatteregninger i fremtiden.
Der er enkelte forslag om skattelettelser m.v. i den samlede pakke, som
mindretallet ud fra en isoleret betragtning ville kunne støtte.
En ansvarlig økonomisk politik kræver imidlertid, at lettelser og
finansiering hører sammen.
Mindretallet er derfor nødt til at se lovforslagene om lettelser og
skærpelser under eet. Da regeringen ikke har taget initiativ til reelle
forhandlinger om den samlede økonomiske plan, har mindretallet ikke fået
mulighed for at opnå grundlæggende ændringer i regeringens udspil. I
konsekvens heraf vil mindretallet stemme imod alle regeringens lovforslag.
Sammenfattende kan det om skatteforslagene konkluderes, at skattereformen
bl.a. rammer den private ejendomsret, erhvervslivet, ejerboligerne og
pensionsopsparingen. Dertil kommer, at skattetrykket hurtigt vil stige som
følge af de voksende offentlige udgifter.
Mindretallet opfatter lovforslagene som et ideologisk angreb på den
private ejendomsret. Balancen i ejerforholdene i dansk erhvervsliv vil blive
forrykket fra individuel privateje til dominans fra store fonde. Hertil
bidrager især lovforslagene om beskatning af aktie- og ejendomsavancer samt
beskatning af goodwill. Regeringens ændringsforslag ændrer ikke afgørende på
dette forhold.
Den private ejendomsret er selve livsnerven i det privatkapitalistiske
system, som har vist sig at være alle andre systemer overlegent med hensyn
til at sikre størst velfærd og velstand for hele samfundet og dets borgere.
Lovforslagene om beskatning af aktieavancer, ejendomsavancer og goodwill
vil formindske enkeltpersoners lyst til at løbe en risiko og investere i
erhvervsvirksomheder. I stedet vil man foretrække passive investeringer med
betydelig mindre risiko. Det privatkapitalistiske system bygger i
allerhøjeste grad på, at man, hvis man løber en risiko, til gengæld har
mulighed for at opnå en økonomisk gevinst. Fjerner man de økonomiske
incitamenter, herunder muligheden for formuedannelse, slår man dynamikken i
samfundet i stykker med tab af velstand og velfærd til følge.
Mindretallet vender sig endvidere imod den progressive beskatning af
kapitalindkomst. Gennemføres regeringens lovforslag, vil der ikke længere
være symmetri mellem beskatning af renteindtægter og renteudgifter, hvilket
forekommer uheldigt og ulogisk.
Mindretallet er enig med Ligestillingsrådet, når dette i et svar til
Skatteudvalget (L 283, spørgsmål 26) kritiserer reglen om, at begge
ægtefællers kapitalindkomst beregnes på toppen af beregningsgrundlaget hos
den ægtefælle, der har den højeste personlige indkomst.
Der er uenighed mellem regeringen og erhvervslivets organisationer om
størrelsen af erhvervsbelastningen i lovforslagene, men der er ingen tvivl
om, at virksomhederne bliver stærkt belastet til skade for konkurrenceevnen.
Det vil trække i den forkerte retning med hensyn til beskæftigelse og
arbejdsløshed. Mindretallet peger i den forbindelse især på lovforslagene om
afskaffelse af udlandslempelse, varelagernedskrivning og adgangen til at
henlægge til investeringsfonds samt nedsættelse af nedskrivningsprocenten
efter husdyrbesætningsloven. Desuden vil nogle af de grønne afgifter belaste
erhvervenes omkostninger, hvilket også i allerhøjeste grad gælder den
skærpede beskatning af personalegoder samt de stærkt forringede muligheder
for fradrag for befordringsudgifter.
I stedet for at stoppe for adgangen til at henlægge til investeringsfonds
bør ordningen udbygges til en egentlig konjunkturudligningsfond som foreslået
af mindretallet i et konkret lovforslag, der for øjeblikket er til behandling
i Folketinget.
Herved løses det problem, som mange erhvervsdrivende har med svingende
indtægter. Er der ikke gode muligheder for at udjævne de svingende indtægter
over årene, kommer de erhvervsdrivende til at betale en højere skat, end hvis
indtægten var jævnt fordelt, hvilket naturligvis opleves som en stor
uretfærdighed.
Et særligt problem er erhvervenes bidrag til de tre arbejdsmarkedsfonde
specielt efter 1997.
Den kraftige erhvervsbelastning kan kun undgå at skade virksomhedernes
konkurrenceevne, hvis der gennemføres en sænkning af lønniveauet, men det har
ikke været muligt at formå regeringen til at erkende dette faktum.
Mindretallet vender sig stærkt imod den nye skat, som regeringen kalder
øremærkede arbejdsmarkedsbidrag. I realiteten er det den gamle
socialdemokratiske ide om en bruttoskat, der optræder under denne betegnelse.
Bruttoskatten rammer pensionsopsparingen, selv om en sådan opsparing i
allerhøjeste grad er samfundsgavnlig. Lønmodtagerne vil opleve, at der vil
blive opkrævet bruttoskat også af beløb, som arbejdsgiveren indbetaler til
aftalte pensionsordninger, og som lønmodtageren derfor ikke selv får
udbetalt. Dette forhold medfører i øvrigt en klar forskelsbehandling mellem
lønmodtagere med private pensionsordninger i forhold til lønmodtagere med ret
til tjenestemandspension. Regeringens forsøg på at rette op på dette
misforhold ved at foreslå en nedsættelse af tjenestemandspensionen virker
krampagtigt og vil give anledning til berettiget harme i tjenestemandskredse.
De, der sparer op til kapitalpension, bliver særlig hårdt ramt.
Fradragsværdien begrænses, og det indbetalte beløb bruttobeskattes, samtidig
med at skatten på udbetalingerne bevares uændret på 40 pct. Et helt specielt
problem vil opstå for de personer, som har en ordning, hvor arbejdsgiveren
indbetaler til kapitalpensionen. Disse personer vil efter regeringens forslag
ikke netto kunne indbetale et beløb helt op til det fastlagte loft over den
årlige indbetaling til kapitalpension (i 1993 30.000 kr.), idet
forsikringsselskabet skal indbetale bruttoskatten, uden at lønmodtageren får
mulighed for at »fylde op« til loftet. Dette problem eksisterer
ikke for personer, der selv indbetaler til kapitalpensionen.
Mindretallet finder det endvidere stærkt betænkeligt, at der med
bruttoskatten introduceres en ny skatteskrue, som kan anvendes til yderligere
forhøjelser af skatten på et senere tidspunkt.
Trods talrige løfter fra regeringen om det modsatte belaster
skattereformen boligejerne. Nedsættelsen af lejeværdien kan slet ikke
kompensere for den reducerede skattemæssige værdi af rentefradraget.
Forskellen er i et svar til Skatteudvalget af skatteministeren selv opgjort
til en belastning af boligejerne på 2,6 mia. kr, når reformen er fuldt
gennemført.
Ejere af sommerhuse og pensionister i ejerboliger får en særlig følelig
belastning, idet disse ikke får del i den i øvrigt særdeles beskedne
nedsættelse af lejeværdien.
Ejerboliger kan derudover i fremtiden forvente yderligere
skatteforhøjelser, hvis rentefaldet slår igennem og bevirker højere
ejendomsvurderinger. Det fører til højere ejendomsskatter og en højere
lejeværdi.
Unge med særlig stor gæld i forbindelse med uddannelseslån rammes hårdt af
rentefradragsrettens forringelse. Regeringens henvisning til en
bistandsordning for unge med store lån og lille eller ingen indtægt vil ikke
komme den store del af ungdommen med det omtalte problem til gode.
Forringelsen af befordringsfradraget kombineret med forhøjelsen af
benzinafgiften rammer bilisterne og skader mobiliteten på arbejdsmarkedet.
Handelsrejsende og andre, der er afhængige af firmabil, rammes særlig hårdt.
Forringelserne er så markante, at også bilbranchen vil blive hårdt ramt.
De ganske mange mennesker, der i forbindelse med en skilsmisse er pålagt
børne- eller underholdsbidrag, rammes hårdt af begrænsningen af
fradragsværdien af de nævnte bidrag.
Da familier med kun een indkomst ikke har mulighed for at overføre det
uudnyttede bundfradrag i den foreslåede topskat mellem ægtefællerne, vil
disse familier skulle betale mere i skat end familier med to indkomster.
Dette problem, som også findes i dag, vil blive forværret af regeringens
forslag. Regeringens ændringsforslag vil yderligere forstærke problemet.
Mindretallet er enig med regeringen i behovet for markante lettelser i
beskatningen af arbejdsindkomster, som er særdeles høj i Danmark sammenlignet
med andre lande. Men mindretallet er uenig med regeringen i valg af metode
til at nå dette mål. Som beskrevet i ovenstående flytter regeringens forslag
en lang række skattepolitiske hegnspæle i socialdemokratisk og centralistisk
retning og altså væk fra, hvad mindretallet finder ret og rimeligt. Derfor
afviser mindretallet regeringens skattereform og indstiller alle 23
lovforslag i reformen til forkastelse.
Mindretallet er enig i synspunktet om, at miljøvenlig teknologi og lavere
ressourceforbrug yderligere må fremmes, og er også enig i, at afgifter kan
være hensigtsmæssige for ændring af adfærd.
Mindretallet finder det dog stærkt betænkeligt, at lovforslagene om
miljøafgifter mere er fiskalt end miljømæssigt begrundet og over årene fører
til en stor økonomisk belastning af den enkelte husholdning og dermed til
opretholdelse af et højt samlet skattetryk.
Det er samtidig mindretallets opfattelse, at en række af lovforslagene vil
føre til en forringelse af erhvervslivets konkurrenceevne ved ensidigt at
pålægge danske virksomheder nye omkostninger, som i modsætning til
regeringens forventninger vil føre til mindre beskæftigelse.
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de under nr. 1-4 stillede
ændringsforslag, der er rettelser af fejl.
Mindretallet kan tiltræde det af flertallet under overskriften De grønne
afgifter og erhvervslivet anførte og bemærker i øvrigt, at SF har noteret
sig, at regeringen i efteråret 1993 vil tage fat på arbejdet med at få
erhvervslivet omfattet af miljøafgifterne. SF anser dette for helt afgørende
nødvendigt for at fremme afgifternes miljøformål. SF havde foretrukket, at et
flertal allerede nu fastlagde, at erhvervslivet senest i 1998 skulle være
fuldt omfattet af miljøafgifterne.
SF er i den sammenhæng helt enig med regeringen i, at provenuet skal
tilbageføres til erhvervslivet efter de retningslinier, der er angivet i det
fælles betænkningsbidrag.
SF håber, at det i efteråret 1993 lykkes at komme langt i en proces, der
resulterer i, at erhvervslivet i løbet af kort tid kan blive omfattet af
miljøafgifterne med modifikationer der, hvor miljøeffekterne med sikkerhed
kan opnås på anden vis. SF vil i forbindelse med behandlingen af de grønne
afgifter generelt pege på, at regeringens pakke ikke er tilstrækkelig.
Vedrørende flere af de foreslåede afgifter, f.eks. benzin og diesel, gås der
langsommere frem, end der er økologisk brug for. Samtidig er flere oplagte
afgiftsområder slet ikke inddraget. Det gælder f.eks. emballage, reklamer,
kunstgødning, fosfor og sprøjtemidler.
SF har ikke været inddraget i den detaljerede udformning af de
foreliggende lovforslag og finder dem ikke i alle detaljer perfekte. SF skal
i den sammenhæng beklage, at den meget forcerede proces i forbindelse med
vedtagelsen af skattereformen har gjort det sværere at sikre en høj kvalitet
i lovgivningsarbejdet. Den nøjere udformning af lovforslagene er derfor alene
sket på regeringens ansvar.
SF har valgt at stemme for for at tilkendegive, at vi er klare tilhængere
af, at der lægges øget vægt på miljøafgifter. Regeringens forslag er generelt
et skridt i den rigtige retning i en proces, som det er vigtigt at komme
endnu videre med i de kommende år.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) vil
redegøre for sin stilling til lovforslaget og de stillede ændringsforslag ved
2. behandling.
ÆndringsforslagAf skatteministeren , tiltrådt af et flertal
(S, SF, CD, RV og KRF):
Til § 1 1) I nr. 3 ændres »stk. 3 og 4« til:
»stk. 2 og 3«.
Til § 3 2) I stk. 2 ændres »1999« til:
»1997«, og »1.100 kr.« ændres til: »1.000 kr.«.
3) I stk. 3 ændres »1995« til: »1994«.
4) I stk. 5 indsættes efter »og«: »3,
samt«.
Af skatteministeren , tiltrådt af et flertal (S, CD, RV og
KRF):
5) I stk. 6 ændres »1994« til: »1996«.
6) Efter stk. 6 indsættes som nye stykker:
»Stk. 7. I perioden 1. januar 1994-31. december 1994
indbetales afgiften for en afgiftsperiode dog senest den 25. i den måned, der
følger efter afgiftsperioden, og i perioden 1. januar 1995-31. december 1995
senest den 20. i den måned, der følger efter afgiftsperioden.
Stk. 8. De i stk. 7 anførte indbetalingsfrister finder anvendelse
for afregning af afgiften af varer, der henholdsvis fra den 1. januar 1994 og
1. januar 1995 udleveres fra de registreringspligtige virksomheder.«
Bemærkninger
Til nr. 1-6Provenumæssige konsekvenser
Ved ændringsforslagene nedsættes kredittiden med 5 dage i 1994, 10 dage i
1995 og 15 dage i 1996-1998 og frem mod oprindeligt foreslået med 15 dage for
1994-1998 og frem.
Herved ændres fordelingen af forbedringen af statens gennemsnitlige
likviditet fra ca. 40 mio. kr., ca. 5 mio. kr. og 5 mio. kr. i henholdsvis
1994, 1995 og 1996 til ca. 15 mio. kr., ca. 20 mio. kr. og ca. 20 mio. kr.
Forskellen i den akkumulerede stramning skyldes afrunding.
Virkningerne i 1997 og 1998 ændres ikke ved ændringsforslagene. Den
gradvise nedsættelse af kredittiden vil reducere forbedringen af statens
renteindtægter i 1994 og 1995, mens forbedringen i årene fremefter ikke
ændres.
Nedbringelsen af statens kasseunderskud, der i bemærkningerne var skønnet
til ca. 80 mio. kr. i 1994, skønnes fortsat til samme beløb for 1994, idet
der ved en betalingsfrist den 25. i stedet for ultimo måneden fortsat vil
blive registreret en hel måneds ekstra indbetalinger i betalingsregnskabet.
Ad nr. 1-4
Ændringerne under nr. 1-4 er rettelser af korrekturfejl.
Ad nr. 5 og 6
Ændringerne under nr. 5 og 6 indebærer, at afkortningen af kredittiden
sker gradvist med 5 dage pr. år over en periode på 3 år begyndende 1. januar
1994.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist til
fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) lovforslaget til vedtagelse i den affattelse,
hvori lovforslaget foreligger efter 2. behandling.
Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse .
Et andet mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse i den affattelse, hvori
lovforslaget foreligger efter 2. behandling.
Et tredje mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til forkastelse .
Ved 2. behandling af lovforslaget stemte Fremskridtspartiet for de
ændringsforslag, der betød forbedringer af lovforslaget.
Mindretallet mener, at skatter fratager mennesker den personlige frihed,
jo større og flere skatter, jo mindre personlig frihed. Idet
Fremskridtspartiet ønsker størst mulig personlig frihed, ønsker
Fremskridtspartiet at reducere samtlige skatter mest muligt.
Fremskridtspartiet mener, at skattepolitikken skal sikre, at den kraftigt
reducerede offentlige sektor kan finansieres med færrest mulige
tvangsopkrævede skatter og brugerbetaling. Men målet må også være, at de få
nødvendige offentlige udgifter i størst muligt omfang finansieres gennem
frivillige bidrag.
Det er nødvendigt, at staten opkræver skatter eller afgifter til
finansiering af de politisk bestemte opgaver, som staten og det offentlige
skal udføre. Betingelsen for kraftige skattelettelser er derfor politisk
vilje til at nedbringe de offentlige udgifter tilsvarende. Men selv om der er
tale om politisk bestemte opgaver, der dermed skal finansieres over de
offentlige budgetter med skatteindtægter, er det ikke nødvendigt, at de
organer og institutioner, der skal udføre opgaverne, er offentlige. Der kan i
meget vid udstrækning udliciteres opgaver fra det offentlige til privat
varetagelse.
Skatter ødelægger samfundsøkonomien og de enkeltes privatøkonomi, da
skatterne virker som tyveri fra den enkeltes privatøkonomi. Hvis
samfundsøkonomien skal forbedres, er det nødvendigt at reducere skatterne
mest muligt.
Spørgsmålet om skattelettelser er snævert forbundet med den offentlige
sektors udgiftsbehov. Jo større de offentlige udgifter er, jo større må
indtægterne (skatterne) nødvendigvis være. Fremskridtspartiet accepterer ikke
større skattelettelser, uden at de ledsages af modsvarende reduktioner i de
offentlige udgifter, ellers opnås bare store underskud.
Jo færre opgaver, det politisk bestemmes at det offentlige skal udføre, jo
færre penge skal der opkræves i skatter og afgifter. Derfor er det både
nødvendigt med omfattende privatiseringer, rationaliseringer og beskæringer
af den offentlige sektor.
Regeringen med embedsmandsapparatet i ryggen vil med den foreliggende
skattereform forsøge det umulige: Man vil beskatte danskerne og gennem
beskatningen skabe vækst og velfærdsfremgang. Det er umuligt.
Visse enkeltelementer i lovforslagene indeholder dog gode ideer, men
desværre betyder helheden, at de positive elementer undergraves og i værste
fald gøres decideret negative. I forbindelse med omlægningen af
skatteskalaerne for personlig indkomst er det glædeligt, at regeringen har
indset nødvendigheden af at nedsætte skatterne. I en situation med voksende
behov for international handel kædet sammen med den øgede internationale
mobilitet for såvel arbejdskraft, varer, serviceydelser som kapital og ikke
mindst med Danmarks forhold set i EF-sammenhæng er det en tvingende
nødvendighed at se på blandt andet skatteforholdene.
Fremskridtspartiet har i adskillige år plæderet for lavere skatter.
Regeringens lovforslag er udarbejdet med baggrund i den særlige danske
skattetradition, hvor skattelettelser reelt kun består af skatteomlægninger.
Fremskridtspartiet ønsker derimod, at skattelettelser skal udformes med et
særligt strategisk sigte, der både tager højde for den nuværende
ledighedsudvikling og de langsigtede muligheder for at påvirke danskernes
adfærdsmønster, der i dag er forvredet af det høje skatteniveau. Mindretallet
vil derfor foreslå, at skattelettelserne i stedet sammensættes på en sådan
måde, at de tilgodeser en række kortsigtede såvel som langsigtede
målsætninger.
Fremskridtspartiet kan acceptere, at der som et led i markante
personskattelettelser kan indføres miljøafgifter. Det er rimeligt, at
personer eller institutioner, der forringer eller ødelægger miljøet,
kompenserer og erstatter dette tab gennem miljøafgifter.
Men det er vigtigt at bemærke, at miljøafgifter er en erstatninger og ikke
et supplement. Miljøafgifter kan og skal derfor ikke indføres, før de fleste
af de nuværende eksisterende skatter og afgifter er reduceret markant.
Samtidig er det Fremskridtspartiets opfattelse, at miljøafgifter eller
grønne afgifter bør leve op til de krav til miljøafgifter, der er nævnt i
»Skattepolitisk redegørelse«, august 1992, side 107:
- Effektkravet: Miljøafgifter skal være den mest hensigtsmæssige måde at
løse et givent eksternalitetsproblem på. (Der skal i den forbindelse lægges
vægt på, om afgifterne kan skabe en større markedskonformitet).
- Adfærdskravet: Afgifterne skal kunne virke positivt på miljøet. (Dvs.,
at husholdningerne og virksomhederne i praksis skal kunne reducere
afgiftsbetalingen mærkbart ved at ændre adfærd).
- Skattetrykskravet: Indførelse af nye miljøafgifter må ikke øge det
samlede skattetryk. (Provenuet fra miljøafgifter skal ikke være en særlig
finansieringskilde til øgede miljøudgifter. Tværtimod kan miljøafgifter
aflaste udgifter til direkte regulering m.v. Provenuet skal, som anbefalet af
blandt andet OECD, anvendes til at sænke skatter med stort forvridningstab,
herunder især de personlige marginalskatter).
- Konkurrenceevnekravet: Miljøafgifter skal være forenelige med en fortsat
forbedring af konkurrenceevnen og dermed af beskæftigelsen.
- Administrationskravet: Afgifterne skal kunne administreres og
kontrolleres.
- Koordinationskravet: Miljøafgifter bør koordineres internationalt,
således at de får reel effekt på miljøtilstanden. (Der må ikke indføres
afgifter, som blot flytter emissionsstedet til andre lande, eller som
risikerer at lede til øgede samlede miljøproblemer. Afgifterne skal desuden
være EF- og GATT-medholdelige).
Det er ikke Fremskridtspartiets opfattelse, at de fremsatte
»grønne« forslag lever op til disse krav.
Hjortnæs (S) Klaus Hækkerup (S) Anne-Marie Meldgaard (S) Peder Sass (S)
Henning Nielsen (S) Bjarne Laustsen (S) Jes Lunde (SF) Jens Thoft (SF) Bente
Juncker (CD) Aagaard (KF) fmd. Kirkegaard (KF) Peter Brixtofte (V)
nfmd. Svend Heiselberg (V) Svend Aage Jensby (V) Ole Donner (FP) Elisabeth
Arnold (RV) Glønborg (KRF)
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Skriftlig fremsættelse (19. maj 1993) - L 299, L 300, L 301, L 302, L 303, L 304, L 305 Retsinformation · 25. juni 2001
- Indregning af afgiften på varme fra affaldsforbrændingsanlæg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. februar 2001
- 1992 BTL 304 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF AFFALD OG RÅSTOFFER (FORHØJELSE AF AFFALDSAFGIFTEN) NR L 304 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 5. august 1993
- 1992 BTL 300 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ENERGIAFGIFT AF MINERALOLIEPRODUKTER M.V. (AFGIFTSFORHØJELSER M.V.) NR L 300 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 1. september 1993
- 1992 LSF 301 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF STENKUL, BRUNKUL OG KOKS M.V. OG LOV OM KULDIOXIDAFGIFT AF VISSE ENERGIPRODUKTER (AFGIFTSFORHØJELSER M.V.) Retsinformation · 6. juli 1993
- 1992 BTL 302 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM AFGIFT AF ELEKTRICITET (AFGIFTSFORHØJELSER M.V.) NR L 302 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 5. august 1993