Spring til indhold

Retsinformation

1992 BTL 281 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER NR L 281 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BTL 281Betænkning over lovforslagFolketinget16. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret

skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar

herpå er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:

Assurandør-Societetet,

Danmarks Rederiforening,

Danmarks Rejsebureau Forening,

Forbrugerrådet og

Foreningen af rejsearrangører i Danmark.

Der er af et flertal og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom

henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af

Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med

det af flertallet stillede ændringsforslag.

Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)

bemærker, at det er særdeles afgørende, at loven ikke vil blive anvendt til

at lægge hindringer i vejen for sådanne rejser, der traditionelt udbydes til

folkelige organisationer, kirkelige organisationer, idrætsforeninger,

spejderorganisationer, havebrugsforeninger, skoler og andre

undervisningsinstitutioner m.fl.

Mindretallet lægger vægt på, at Justitsministeriets lovafdeling i

besvarelse af spørgsmål nr. 17 fra udvalget udtaler, at »folkelige

foreninger . . . skal således alene anses som arrangører, hvis deres

tilrettelæggelse og salg af rejsearrangementer dels har et professionelt

tilsnit, f.eks. ved at der udbydes egentlige rejsebrochurer og lign.

markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.

Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder

pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme

vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (foreningens

Læs alt

medlemsblad).«

Fremskridtspartiet finder, at der med disse bemærkninger er tilsikret

folkelige organisationer m.v., at loven ikke vil blive benyttet til

restriktive indgreb over for medlemmer, kursusdeltagere, pårørende og andre

interesserede.

Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)

indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede

ændringsforslag.

ÆndringsforslagAf et mindretal (SF):

Til § 1 1) Stk. 1 affattes således:

»Loven gælder for udbud af pakkerejser og for aftaler om køb af

pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en

formidler.«

Til § 2 2) I stk. 1 udgår ordene »såfremt de af

arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges

samlet«, og i stedet indsættes: »såfremt de udbydes eller sælges

samlet«.

Til § 3 3) I stk. 2 udgår ordene »i arrangørens

navn«.

Til § 6 4) I stk. 1, 2. pkt., udgår ordene »på anden

egnet måde over for kunden«, og i stedet indsættes: »på anden for

kunden klar og tilgængelig måde«.

Af udvalget , tiltrådt af justitsministeren:

Til § 12 5) I stk. 1 indsættes efter »der opfylder

alle« ordet: »nødvendige«.

Bemærkninger

Til nr. 1 og 3 Ifølge lovforslagets § 3, stk. 2, er en formidler en, der

udbyder eller sælger i arrangørens navn. Derfor er det forvirrende, at man i

lovforslagets § 1 udvander begrebet med tilføjelsen »der handler i

arrangørens navn«. Lovens gyldighed skal ikke begrænses med hensyn til

udbud, derfor fjernes det andet punktum.

Til nr. 2 Efter forslagsstillerens mening, er det en begrænsning af lovens

virkefelt at kræve, at pakkerejsen skal være udbudt samlet. Ligeledes er det

ikke afgørende, hvem der udbyder eller sælger. Køberen må have krav på samme

sikkerhed, uanset hvem der har solgt eller udbudt rejsen, og uanset at rejsen

måske ikke har været udbudt samlet på forhånd, men måske er særligt sammensat

til lejligheden.

Til nr. 4 Det må være afgørende i ratifikationen af et direktiv om

beskyttelse af købere af pakkerejser, at man sikrer sig, at køberen har fået

de oplysninger, der er nødvendige på en for kunden egnet måde.

Til nr. 5 Med ændringsforslaget præciseres betingelserne for overdragelse

af pakkerejser således, at kun de nødvendige betingelser for overdragelse

skal være opfyldt.

Bent Greve (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Lissa Mathiasen

(S) Holger Graversen (S) Ole Espersen (S) Pernille Frahm (SF) nfmd. Gert

Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller

(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)

Steffen Kjærulff-Schmidt (FP) Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen

(KRF)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål:

»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til vedlagte henvendelse

af 18. maj 1993 fra Landsforeningen Dansk Vandrelaug.«

Svar:

Landsforeningen Dansk Vandrelaug anmoder i sit høringssvar om en uddybning

af lovforslagets bemærkninger vedrørende forståelsen af udtrykket

»lejlighedsvis« i lovforslagets § 3, stk. 1.

Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.1., at den,

der tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovens

forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematiseret eller i

øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende

karakter. Folkelige foreninger, skoler m.v. skal således alene anses som

arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser o.l. dels har et

professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer

og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.

Spørgsmålet om, hvorvidt folkelige foreninger m.v. er omfattet af loven,

afhænger således i første række af, om foreningens virksomhed med at

tilrettelægge pakkerejser har erhvervslignende karakter. Afgørelsen herom må

træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af foreningens virksomhed

og vil normalt ikke udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser

foreningen årligt arrangerer. Der må herudover bl.a. lægges vægt på, om

virksomheden med at arrangere ture m.v. undtagelsesvis har det professionelle

tilsnit, som omtales i bemærkningerne til lovforslaget.

Der henvises i øvrigt herom til besvarelsen af spørgsmål 1.

Spørgsmål:

»Det fremgår af lovforslagets motiver - ad § 2, side 11, første

spalte - at aftalen om en krydstogtrejse vil kunne være en pakkerejse.

Athen-konventionen omfatter klart aftaler om krydstogtrejser, og alle skader,

der sker om bord, vil være omfattet af denne konvention. Da nøjagtig de samme

skader vil kunne være omfattet af lovforslaget, synes der at være en

konflikt. Er den arrangør, som Justitsministeriet i det andet store afsnit i

sit svar på side 3 beskriver som omfattet af pakkerejseloven, ikke nøjagtig

den samme person, der er omfattet af Athen-konventionen? Den reder, der

sælger et krydstogt omfattende indkvartering m.v. om bord, jf. lovforslagets

§ 2, og som, jf. lovforslagets § 3, tilrettelægger denne rejse og udbyder og

sælger den, er efter lovforslaget en pakkerejsearrangør, men er efter

Athen-konventionen en bortfragter og har krav på behandling i henhold til

konventionens regler. Hvis en sådan bortfragter uden for EF tvinges ind under

pakkerejselovens regler, begår Danmark vel folkeretsbrud?»

Svar:

Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 8-10 fastlægger EF-direktivet og

lovforslaget arrangørens ansvar. Ved en arrangør forstås efter

lovforslaget enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller

sælger disse. Ved en pakkerejse forstås under nærmere angivne omstændigheder

en kombination af mindst 2 af følgende 3 elementer:

1) transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Athen-konventionen fastlægger bortfragterens ansvar. Som

bortfragter anses den, af hvem eller på hvis vegne en transportaftale

er blevet afsluttet. Ved en transportaftale forstås efter konventionen en

kontrakt indgået af bortfragteren eller på dennes vegne vedrørende transport

til søs af en passager med eventuel bagage.

Direktivet og lovforslaget på den ene side og Athen-konventionen på den

anden side har således forskellige anvendelsesområder, idet der efter

direktivet og lovforslaget skal være tale om mere end en ren transportaftale,

jf. ovenfor.

En person, som er bortfragter i Athen-konventionens forstand og sælger en

transportydelse, vil kun være omfattet af pakkerejsedirektivet og

lovforslaget, hvis aftalen ud over transportydelsen tillige omfatter

indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en væsentlig del af

rejsen.

I lovforslagets bemærkninger antages det bl.a., at krydstogter til søs

o.l. kan være pakkerejser, selv om overnatning under transport ikke er

indkvartering i lovens forstand. Dette vil være tilfældet, hvis et krydstogt

ud over den rene transportydelse indeholder sådanne elementer, at opholdet om

bord må anses som en selvstændig turistmæssig ydelse, der udgør en væsentlig

del af rejsen.

I tilfælde som nævnt ovenfor er det korrekt, at skibsrederen som antaget i

spørgsmålet kan være både bortfragter i konventionens forstand og arrangør i

lovforslagets forstand. Som det er anført ovenfor, kan rederen imidlertid kun

ifalde direktivets og lovforslagets strenge arrangøransvar, hvis rejsen

indeholder flere elementer end den rene transportaftale. Som det endvidere er

anført ovenfor, tager reglerne i Athen-konventionen sigte på den situation,

hvor der er tale om en ren transportaftale.

På den baggrund er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at der ikke

er en sådan konflikt mellem Athen-konventionen og EF-direktivet - som Danmark

er forpligtet til at gennemføre - at Danmark efter lovforslagets vedtagelse

ikke vil kunne ratificere konventionen.

Spørgsmål:

»Hvad er hjemmelen til at udtale, at Athen-konventionen kun omfatter

»den rene transportaftale«, men ikke ydelser, der »indeholder

flere elementer end den rene transportaftale«, og hvorledes er det

defineret?»

Svar:

Det nævnes i besvarelsen af spørgsmål 14, at Athen-konventionen tager

sigte på rene transportaftaler. Denne udtalelse bygger på konventionens

artikel 1, pkt. 2, som indeholder følgende definition på en transportaftale:

»Transportaftale« betyder en kontrakt indgået af bortfragteren

eller på dennes vegne vedrørende transport til søs af en passager,

henholdsvis af en passager og hans bagage.'

En person - f.eks. en skibsreder - som er bortfragter i

Athen-konventionens forstand, vil samtidig kunne være pakkerejsearrangør i

EF-direktivets og lovforslagets forstand. Det vil være tilfældet, hvis

rederen sælger et arrangement, som ud over ydelse af søtransport tillige

omfatter indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en

væsentlig del af rejsen.

Rederen kan således kun ifalde direktivets og lovforslagets strenge

arrangøransvar, hvis den pågældende sælger et samlet arrangement, der

indeholder flere elementer end deen rene transportaftale, som beskrives i

Athen-konventionens artikel 1, pkt. 2.

På den baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke er en sådan

konflikt mellem Athen-konventionen på den ene side og EF-direktivet og

lovforslaget på den anden side, at Danmark efter lovforslagets vedtagelse

ikke vil kunne ratificere konventionen.

Justitsministeriet skal i øvrigt fremhæve, at Danmark er forpligtet til at

gennemføre EF-direktivet, og at direktivet efter Justitsministeriets

opfattelse ikke giver mulighed for, at reglerne om arrangørens

ansvarsgrundlag kan fraviges til skade for kunden. Dette synspunkt er i

overensstemmelse med indstillingen fra Pakkerejseudvalgets flertal.

Synspunktet er desuden i overensstemmelse med en uformel udtalelse fra

Kommissionens tjeneste for forbrugerpolitik. Det kan endvidere oplyses, at

den lov vedrørende direktivet, som er gennemført i Det forenede Kongerige, på

samme måde som lovforslaget kun åbner mulighed for, at erstatningens

størrelse kan begrænses. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 3 og 13.

I den ovenfor nævnte udtalelse har Kommissionen på dansk forespørgsel

givet udtryk for, at der ikke er nogen uforenelighed mellem EF-direktivet og

Athen-konventionen. Såfremt det måtte vise sig, at direktivet giver anledning

til problemer med hensyn til anvendelsen af Athen-konventionen, vil

Justitsministeriet rejse spørgsmålet over for EF-Kommissionen med henblik på

en drøftelse af behovet for en ændring af reglerne på området.

Spørgsmål:

»Er rejsearrangementer forbeholdt kun een organisations medlemmer

omfattet af lovforslaget, f.eks. når en lokalforening af Foreningen Norden

arrangerer og nationalt udbyder et rejsearrangement til alle foreningens

medlemmer?»

Svar:

Et rejsearrangement er omfattet af lovforslaget, hvis der er tale om en

pakkerejse, som tilrettelægges og sælges af en arrangør, jf. lovforslagets §§

1-3.

Som arrangør anses efter lovforslagets § 3, stk. 1, enhver, der

tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem

en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

I lovforslagets bemærkninger, pkt. 5.1., og besvarelsen af spørgsmål 1, 2,

5, 6, 11 og 15 har Justitsministeriet redegjort for forståelsen af udtrykket

»lejlighedsvis«. Det anføres i bemærkningerne bl.a., at den, der

tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovforslagets

forstand, hvis denne virksomhed er så systematiseret eller i øvrigt har et

sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter.

Folkelige foreninger - som f.eks. en lokalforening under Foreningen Norden -

skal således alene anses som arrangører, hvis deres tilrettelæggelse og salg

af rejsearrangementer dels har et professionelt tilsnit f.eks. ved, at der

udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels

har et ikke ubetydeligt omfang.

Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder

pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme

vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (hoved)foreningens

medlemsblad.

I øvrigt vil afgørelsen af, om en folkelig lokalforening er arrangør i

lovens forstand, skulle træffes på grundlag af en konkret, samlet vurdering

af foreningens virksomhed. Det vil ikke være afgørende for denne vurdering,

om lokalforeningens arrangementer alene udbydes til en afgrænset kreds -

f.eks. til medlemmer af hovedforeningen - men en sådan omstændighed vil tale

for, at tilrettelæggelsen af pakkerejser ikke har det professionelle tilsnit,

som er omtalt ovenfor.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter