1992 BTL 281 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER NR L 281 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Nogle af udvalgets spørgsmål og justitsministerens svar
herpå er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige henvendelser fra:
Assurandør-Societetet,
Danmarks Rederiforening,
Danmarks Rejsebureau Forening,
Forbrugerrådet og
Foreningen af rejsearrangører i Danmark.
Der er af et flertal og af et mindretal stillet ændringsforslag, hvorom
henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Socialistisk Folkepartis medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med
det af flertallet stillede ændringsforslag.
Et mindretal inden for flertallet (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
bemærker, at det er særdeles afgørende, at loven ikke vil blive anvendt til
at lægge hindringer i vejen for sådanne rejser, der traditionelt udbydes til
folkelige organisationer, kirkelige organisationer, idrætsforeninger,
spejderorganisationer, havebrugsforeninger, skoler og andre
undervisningsinstitutioner m.fl.
Mindretallet lægger vægt på, at Justitsministeriets lovafdeling i
besvarelse af spørgsmål nr. 17 fra udvalget udtaler, at »folkelige
foreninger . . . skal således alene anses som arrangører, hvis deres
tilrettelæggelse og salg af rejsearrangementer dels har et professionelt
tilsnit, f.eks. ved at der udbydes egentlige rejsebrochurer og lign.
markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.
Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder
pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme
vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (foreningens
Læs alt
medlemsblad).«
Fremskridtspartiet finder, at der med disse bemærkninger er tilsikret
folkelige organisationer m.v., at loven ikke vil blive benyttet til
restriktive indgreb over for medlemmer, kursusdeltagere, pårørende og andre
interesserede.
Et mindretal (Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede
ændringsforslag.
ÆndringsforslagAf et mindretal (SF):
Til § 1 1) Stk. 1 affattes således:
»Loven gælder for udbud af pakkerejser og for aftaler om køb af
pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en
formidler.«
Til § 2 2) I stk. 1 udgår ordene »såfremt de af
arrangøren udbydes samlet eller har været udbudt på forhånd og sælges
samlet«, og i stedet indsættes: »såfremt de udbydes eller sælges
samlet«.
Til § 3 3) I stk. 2 udgår ordene »i arrangørens
navn«.
Til § 6 4) I stk. 1, 2. pkt., udgår ordene »på anden
egnet måde over for kunden«, og i stedet indsættes: »på anden for
kunden klar og tilgængelig måde«.
Af udvalget , tiltrådt af justitsministeren:
Til § 12 5) I stk. 1 indsættes efter »der opfylder
alle« ordet: »nødvendige«.
Bemærkninger
Til nr. 1 og 3 Ifølge lovforslagets § 3, stk. 2, er en formidler en, der
udbyder eller sælger i arrangørens navn. Derfor er det forvirrende, at man i
lovforslagets § 1 udvander begrebet med tilføjelsen »der handler i
arrangørens navn«. Lovens gyldighed skal ikke begrænses med hensyn til
udbud, derfor fjernes det andet punktum.
Til nr. 2 Efter forslagsstillerens mening, er det en begrænsning af lovens
virkefelt at kræve, at pakkerejsen skal være udbudt samlet. Ligeledes er det
ikke afgørende, hvem der udbyder eller sælger. Køberen må have krav på samme
sikkerhed, uanset hvem der har solgt eller udbudt rejsen, og uanset at rejsen
måske ikke har været udbudt samlet på forhånd, men måske er særligt sammensat
til lejligheden.
Til nr. 4 Det må være afgørende i ratifikationen af et direktiv om
beskyttelse af købere af pakkerejser, at man sikrer sig, at køberen har fået
de oplysninger, der er nødvendige på en for kunden egnet måde.
Til nr. 5 Med ændringsforslaget præciseres betingelserne for overdragelse
af pakkerejser således, at kun de nødvendige betingelser for overdragelse
skal være opfyldt.
Bent Greve (S) Erling Christensen (S) Lise Hækkerup (S) Lissa Mathiasen
(S) Holger Graversen (S) Ole Espersen (S) Pernille Frahm (SF) nfmd. Gert
Petersen (SF) Sonja Albrink (CD) Grove (KF) fmd. Helge Adam Møller
(KF) Inge Dahl-Sørensen (V) Birthe Rønn Hornbech (V) Svend Aage Jensby (V)
Steffen Kjærulff-Schmidt (FP) Elisabeth Arnold (RV) Inger Stilling Pedersen
(KRF)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til ministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål:
»Udvalget anmoder om ministerens kommentar til vedlagte henvendelse
af 18. maj 1993 fra Landsforeningen Dansk Vandrelaug.«
Svar:
Landsforeningen Dansk Vandrelaug anmoder i sit høringssvar om en uddybning
af lovforslagets bemærkninger vedrørende forståelsen af udtrykket
»lejlighedsvis« i lovforslagets § 3, stk. 1.
Det fremgår af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.1., at den,
der tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovens
forstand, hvis denne virksomhed er så regelmæssig og systematiseret eller i
øvrigt har et sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende
karakter. Folkelige foreninger, skoler m.v. skal således alene anses som
arrangører, hvis tilrettelæggelsen af ferierejser o.l. dels har et
professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der udarbejdes egentlige rejsebrochurer
og lignende markedsføringsmateriale, dels har et ikke ubetydeligt omfang.
Spørgsmålet om, hvorvidt folkelige foreninger m.v. er omfattet af loven,
afhænger således i første række af, om foreningens virksomhed med at
tilrettelægge pakkerejser har erhvervslignende karakter. Afgørelsen herom må
træffes på grundlag af en samlet, konkret vurdering af foreningens virksomhed
og vil normalt ikke udelukkende kunne baseres på, hvor mange rejser
foreningen årligt arrangerer. Der må herudover bl.a. lægges vægt på, om
virksomheden med at arrangere ture m.v. undtagelsesvis har det professionelle
tilsnit, som omtales i bemærkningerne til lovforslaget.
Der henvises i øvrigt herom til besvarelsen af spørgsmål 1.
Spørgsmål:
»Det fremgår af lovforslagets motiver - ad § 2, side 11, første
spalte - at aftalen om en krydstogtrejse vil kunne være en pakkerejse.
Athen-konventionen omfatter klart aftaler om krydstogtrejser, og alle skader,
der sker om bord, vil være omfattet af denne konvention. Da nøjagtig de samme
skader vil kunne være omfattet af lovforslaget, synes der at være en
konflikt. Er den arrangør, som Justitsministeriet i det andet store afsnit i
sit svar på side 3 beskriver som omfattet af pakkerejseloven, ikke nøjagtig
den samme person, der er omfattet af Athen-konventionen? Den reder, der
sælger et krydstogt omfattende indkvartering m.v. om bord, jf. lovforslagets
§ 2, og som, jf. lovforslagets § 3, tilrettelægger denne rejse og udbyder og
sælger den, er efter lovforslaget en pakkerejsearrangør, men er efter
Athen-konventionen en bortfragter og har krav på behandling i henhold til
konventionens regler. Hvis en sådan bortfragter uden for EF tvinges ind under
pakkerejselovens regler, begår Danmark vel folkeretsbrud?»
Svar:
Som nævnt i besvarelsen af spørgsmål 8-10 fastlægger EF-direktivet og
lovforslaget arrangørens ansvar. Ved en arrangør forstås efter
lovforslaget enhver, der tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller
sælger disse. Ved en pakkerejse forstås under nærmere angivne omstændigheder
en kombination af mindst 2 af følgende 3 elementer:
1) transport,
2) indkvartering,
3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Athen-konventionen fastlægger bortfragterens ansvar. Som
bortfragter anses den, af hvem eller på hvis vegne en transportaftale
er blevet afsluttet. Ved en transportaftale forstås efter konventionen en
kontrakt indgået af bortfragteren eller på dennes vegne vedrørende transport
til søs af en passager med eventuel bagage.
Direktivet og lovforslaget på den ene side og Athen-konventionen på den
anden side har således forskellige anvendelsesområder, idet der efter
direktivet og lovforslaget skal være tale om mere end en ren transportaftale,
jf. ovenfor.
En person, som er bortfragter i Athen-konventionens forstand og sælger en
transportydelse, vil kun være omfattet af pakkerejsedirektivet og
lovforslaget, hvis aftalen ud over transportydelsen tillige omfatter
indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en væsentlig del af
rejsen.
I lovforslagets bemærkninger antages det bl.a., at krydstogter til søs
o.l. kan være pakkerejser, selv om overnatning under transport ikke er
indkvartering i lovens forstand. Dette vil være tilfældet, hvis et krydstogt
ud over den rene transportydelse indeholder sådanne elementer, at opholdet om
bord må anses som en selvstændig turistmæssig ydelse, der udgør en væsentlig
del af rejsen.
I tilfælde som nævnt ovenfor er det korrekt, at skibsrederen som antaget i
spørgsmålet kan være både bortfragter i konventionens forstand og arrangør i
lovforslagets forstand. Som det er anført ovenfor, kan rederen imidlertid kun
ifalde direktivets og lovforslagets strenge arrangøransvar, hvis rejsen
indeholder flere elementer end den rene transportaftale. Som det endvidere er
anført ovenfor, tager reglerne i Athen-konventionen sigte på den situation,
hvor der er tale om en ren transportaftale.
På den baggrund er det fortsat Justitsministeriets opfattelse, at der ikke
er en sådan konflikt mellem Athen-konventionen og EF-direktivet - som Danmark
er forpligtet til at gennemføre - at Danmark efter lovforslagets vedtagelse
ikke vil kunne ratificere konventionen.
Spørgsmål:
»Hvad er hjemmelen til at udtale, at Athen-konventionen kun omfatter
»den rene transportaftale«, men ikke ydelser, der »indeholder
flere elementer end den rene transportaftale«, og hvorledes er det
defineret?»
Svar:
Det nævnes i besvarelsen af spørgsmål 14, at Athen-konventionen tager
sigte på rene transportaftaler. Denne udtalelse bygger på konventionens
artikel 1, pkt. 2, som indeholder følgende definition på en transportaftale:
»Transportaftale« betyder en kontrakt indgået af bortfragteren
eller på dennes vegne vedrørende transport til søs af en passager,
henholdsvis af en passager og hans bagage.'
En person - f.eks. en skibsreder - som er bortfragter i
Athen-konventionens forstand, vil samtidig kunne være pakkerejsearrangør i
EF-direktivets og lovforslagets forstand. Det vil være tilfældet, hvis
rederen sælger et arrangement, som ud over ydelse af søtransport tillige
omfatter indkvartering eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en
væsentlig del af rejsen.
Rederen kan således kun ifalde direktivets og lovforslagets strenge
arrangøransvar, hvis den pågældende sælger et samlet arrangement, der
indeholder flere elementer end deen rene transportaftale, som beskrives i
Athen-konventionens artikel 1, pkt. 2.
På den baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke er en sådan
konflikt mellem Athen-konventionen på den ene side og EF-direktivet og
lovforslaget på den anden side, at Danmark efter lovforslagets vedtagelse
ikke vil kunne ratificere konventionen.
Justitsministeriet skal i øvrigt fremhæve, at Danmark er forpligtet til at
gennemføre EF-direktivet, og at direktivet efter Justitsministeriets
opfattelse ikke giver mulighed for, at reglerne om arrangørens
ansvarsgrundlag kan fraviges til skade for kunden. Dette synspunkt er i
overensstemmelse med indstillingen fra Pakkerejseudvalgets flertal.
Synspunktet er desuden i overensstemmelse med en uformel udtalelse fra
Kommissionens tjeneste for forbrugerpolitik. Det kan endvidere oplyses, at
den lov vedrørende direktivet, som er gennemført i Det forenede Kongerige, på
samme måde som lovforslaget kun åbner mulighed for, at erstatningens
størrelse kan begrænses. Der henvises til besvarelsen af spørgsmål 3 og 13.
I den ovenfor nævnte udtalelse har Kommissionen på dansk forespørgsel
givet udtryk for, at der ikke er nogen uforenelighed mellem EF-direktivet og
Athen-konventionen. Såfremt det måtte vise sig, at direktivet giver anledning
til problemer med hensyn til anvendelsen af Athen-konventionen, vil
Justitsministeriet rejse spørgsmålet over for EF-Kommissionen med henblik på
en drøftelse af behovet for en ændring af reglerne på området.
Spørgsmål:
»Er rejsearrangementer forbeholdt kun een organisations medlemmer
omfattet af lovforslaget, f.eks. når en lokalforening af Foreningen Norden
arrangerer og nationalt udbyder et rejsearrangement til alle foreningens
medlemmer?»
Svar:
Et rejsearrangement er omfattet af lovforslaget, hvis der er tale om en
pakkerejse, som tilrettelægges og sælges af en arrangør, jf. lovforslagets §§
1-3.
Som arrangør anses efter lovforslagets § 3, stk. 1, enhver, der
tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse direkte eller gennem
en formidler, medmindre denne virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
I lovforslagets bemærkninger, pkt. 5.1., og besvarelsen af spørgsmål 1, 2,
5, 6, 11 og 15 har Justitsministeriet redegjort for forståelsen af udtrykket
»lejlighedsvis«. Det anføres i bemærkningerne bl.a., at den, der
tilrettelægger pakkerejser, kun skal anses som arrangør i lovforslagets
forstand, hvis denne virksomhed er så systematiseret eller i øvrigt har et
sådant omfang, at den må anses for at have erhvervslignende karakter.
Folkelige foreninger - som f.eks. en lokalforening under Foreningen Norden -
skal således alene anses som arrangører, hvis deres tilrettelæggelse og salg
af rejsearrangementer dels har et professionelt tilsnit f.eks. ved, at der
udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels
har et ikke ubetydeligt omfang.
Hvis en folkelig forening kun i enkeltstående tilfælde udbyder
pakkerejser, vil foreningen ikke være arrangør i lovens forstand. Det samme
vil som regel gælde, hvis rejserne alene annonceres i (hoved)foreningens
medlemsblad.
I øvrigt vil afgørelsen af, om en folkelig lokalforening er arrangør i
lovens forstand, skulle træffes på grundlag af en konkret, samlet vurdering
af foreningens virksomhed. Det vil ikke være afgørende for denne vurdering,
om lokalforeningens arrangementer alene udbydes til en afgrænset kreds -
f.eks. til medlemmer af hovedforeningen - men en sådan omstændighed vil tale
for, at tilrettelæggelsen af pakkerejser ikke har det professionelle tilsnit,
som er omtalt ovenfor.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Erhvervsankenævnet godkendte, at Finanstilsynet havde bestemt, at rejsebranchens afbestillingssikringer ved sygdom m.v. måtte anses for at være en forsikringsvirksomhed og derfor skulle ophøre eller afdækkes i et forsikringsselskab. Retsinformation · 24. september 1998
- Betænkning over Forslag til lov om pakkerejser og sammensatte rejsearrangementer Retsinformation · 9. december 2017
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om en rejsegarantifond og lov om finansiel virksomhed (Udvidelse af dækningen efter rejsegarantiordningen m.v.) Retsinformation · 16. maj 2009
- 1992 BTL 216 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNINGEN AF PENSIONSORDNINGER M.V., LOV OM EN REALRENTEAFGIFT AF VISSE PENSIONSKAPITALER M.V. OG LOV OM STEMPELAFGIFT (GENNEMFØRELSE AF 2. LIVSFORSIKRINGSDIREKTIV VEDRØRENDE STEMPELAFGIFT OG PRÆCISERING AF REGLER FOR FRADRAGSRET FOR PENSIONSINDBETALINGER OG REGLER FOR REALRENTEAFGIFTSPLIGT) NR L 216 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 13. maj 1993
- 1992 LSF 281 FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER Retsinformation · 2. juli 1993
- 1992 LSF 278 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM EN REJSEGARANTIFOND Retsinformation · 2. juli 1993