Spring til indhold

Retsinformation

1992 LSF 281 FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER

1992/1 LSF 281Lovforslag som fremsatFolketinget2. juli 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde

indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens

navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan

ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som

indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af

følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været

udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en

varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:

1) Transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og

udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne

virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en

pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der

købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der

Læs alt

får overdraget pakkerejsen, som kunde.

Kapitel 3

Information m.v.

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt

fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet

markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,

medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med

Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden

aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,

vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan

gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på

anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den

er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,

hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren

skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold

vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen

skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§

6 og 7.

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i aftalen

Afbestilling

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden

pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat

under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller

fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er

begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der

inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet

eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,

naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed

ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse

kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling

inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

afbestillingsvilkår.

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden

oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning

af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i

pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder

alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren

eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden

pakkerejsens påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt

restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen

som følge af ændringer i

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom

lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den

pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst

muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt

giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den

præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de

sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til

ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende

over for kunden.

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren

ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller

aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal

arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af

at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens

meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen

eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at

arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal

gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.

1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.

2.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes

kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i

øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i

henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren

uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,

skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves

erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse

af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan

opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har

kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er

mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er

kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne

forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende

tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved

aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller

nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende

omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke

med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller

have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den

manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må

anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for

aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren

afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige

omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper

arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden

krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre

krav gældende i henhold til § 20.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,

eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet

med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme

arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages

at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden

udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,

som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke

kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker

inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,

har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes

forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på

erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der

desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en

mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt

søge at komme kunden til undsætning.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af

pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale

konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren

og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid

efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til

at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,

kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har

handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af

personskade, jf. § 23.

Kapitel 7

Hæftelse over for kunden

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for

økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.

Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes

formidlerens forhold.

Kapitel 8

Kundens pligter

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og

vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og

de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har

forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

Kapitel 9

Straf

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre

strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov

eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.

1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,

§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for

overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og

finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge

aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, §

17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af

pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Oprindeligt fremsat forslag

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde

indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens

navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan

ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som

indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af

følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været

udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en

varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:

1) transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og

udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne

virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en

pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber eller i hvis navn, der

købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der

får overdraget pakkerejsen, som kunde.

Kapitel 3

Information m.v.

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt

fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet

markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,

medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med

Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden

aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,

vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan

gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på

anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den

er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,

hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren

skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold

vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen

skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§

6 og 7.

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i

aftalen

Afbestilling

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden

pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat

under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller

fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er

begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der

inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet

eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,

naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed

ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse

kendte den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindelig kendt.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling

inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

afbestillingsvilkår.

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden

oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning

af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i

pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder

alle betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller

formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens

påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt

restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen

som følge af ændringer i:

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, såsom

lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter, eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den

pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst

muligt underretter kunden herom, og aftalen om køb af pakkerejsen

udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt

angiver den præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de

sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til

ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende

over for kunden.

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren

ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller

aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal

arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af

at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens

meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen

eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at

arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal

gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.

1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.

2.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes

kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i

øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til:

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i

henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren

uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,

skal kunden betale prisforskellen i det omfang denne ikke kan kræves

erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse

af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan

opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har

kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre:

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er

mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er

kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne

forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende

tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved

aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller

nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende

omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke

med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller

have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den

manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må

anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for

aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren

afhjælper manglen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige

omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper

arrangøren efter kundens påkrav ikke manglen inden rimelig tid, har kunden

krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre

krav gældende i henhold til § 20.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,

eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet

med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme

arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages

at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden

udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,

som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke

kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker

inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,

har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre manglen skyldes

forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3-4. Kunden har endvidere krav på

erstatning, hvis manglen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har manglen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der

desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en

mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt

søge at komme kunden til undsætning.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af

pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale

konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren

og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid

efter, at kunden har opdaget manglen. I modsat fald mister kunden retten til

at påberåbe sig manglen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,

kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har

handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af

personskade, jf. § 23.

Kapitel 7

Hæftelse overfor kunden

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for

økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.

Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes

formidlerens forhold.

Kapitel 8

Kundens pligter

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og

vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og

de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har

forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

Kapitel 9

Straf

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre

strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov

eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.

1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,

§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for

overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og

finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge

aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1-2, §§ 10-13, § 17,

stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af

pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Den foreslåede nye lov har til formål at styrke beskyttelsen af

forbrugere, der køber en pakkerejse. Det er samtidig et formål med

lovforslaget at gennemføre et EF-direktiv fra 1990 om pakkerejser m.v.

Reglerne i lovforslaget gælder for udbud og køb af

»pakkerejser«, dvs. visse kombinationer af transport, indkvartering

eller anden turistmæssig ydelse, jf. lovforslagets § 2.

Lovforslaget indeholder først og fremmest regler om forholdet mellem

køberen af en pakkerejse (kunden) og rejsearrangøren. Der foreslås således en

række civilretlige regler, navnlig om kontraktens indgåelse og opfyldelse, om

misligholdelse og misligholdelsesbeføjelser, reklamation m.v. Endvidere

foreslås regler vedrørende brochurers indhold.

EF-direktivet indeholder bl.a. en regel om arrangørens og formidlerens

pligt til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport, hvis en

pakkerejse ikke kan gennemføres på grund af arrangørens insolvens m.v. I lov

om en rejsegarantifond, der hører under Industriministeriet, findes allerede

i dag regler om en garantiordning. Denne ordning skal som følge af direktivet

udbygges, sådan at den kommer til omfatte flere arrangører end i dag.

Industriministeren har samtidig med dette lovforslag fremsat forslag om de

ændringer af rejsegarantifondloven, som er nødvendige for at opfylde

direktivet.

2. EF-direktivet

EF-direktivet om pakkerejser m.v. blev vedtaget i juni 1990 (EF-Tidende

nr. L 158 af 23. juni 1990, side 59). Dets danske titel er: »Rådets

direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

90/314/EØF)». Direktivet er medtaget som bilag til dette lovforslag.

Direktivet er både et forbrugerbeskyttelsesdirektiv og et led i

gennemførelsen af EF,s indre marked. Direktivet åbner mulighed for at

fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en videre

beskyttelse end efter direktivets bestemmelser (minimumsdirektiv).

Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden 1. januar 1993.

3. Justitsministeriets udvalg vedrørende pakkerejser m.v.

Efter vedtagelsen af EF-direktivet nedsatte Justitsministeriet et udvalg

med repræsentanter for de berørte myndigheder og organisationer m.v. Udvalget

fik til opgave at udarbejde forslag til en dansk lov om pakkerejser m.v. og i

øvrigt overveje de spørgsmål, som en gennemførelse af direktivet giver

anledning til, herunder behovet for at fastsætte regler, der giver

forbrugerne en udvidet beskyttelse i forhold til EF-direktivet.

Pakkerejseudvalget afgav betænkning i december 1992 (betænkning nr.

1240/1992). Betænkningen indeholder bl.a. udkast til en lov om pakkerejser og

andre pakkearrangementer samt udvalgets bemærkninger til lovudkastet. I

udvalget var der i det væsentlige enighed om lovudkastet.

I forbindelse med høringen over Pakkerejseudvalgets betænkning, jf. punkt

6 nedenfor, har en række høringsinstanser anført, at der er behov for en

fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast. Ved den endelige udformning af

lovforslaget har Justitsministeriet på den baggrund foretaget en række

ændringer i forhold til Pakkerejseudvalgets lovudkast. Der er i vidt omfang

tale om sproglige og redaktionelle ændringer eller andre ændringer af teknisk

karakter. Der er dog også foretaget visse indholdsmæssige ændringer.

4. Gældende regler

Der findes ingen civilretlige lovregler, som særligt regulerer køb af

pakkerejser. På dette område gælder i dag almindelige obligationsretlige

grundsætninger, herunder i et vist omfang analogier fra købeloven. Endvidere

gælder de generelle regler i aftaleloven, herunder aftalelovens § 36 om

tilsidesættelse af urimelige aftalevilkår.

Domstolspraksis er sparsom på dette område. Derimod er der en ret

omfattende ankenævnspraksis. Det nuværende ankenævn for rejsebranchen,

Rejse-Ankenævnet, behandler klager over rejser her i landet med mindst een

overnatning og over alle rejser til udlandet. Rejse-Ankenævnet, der er

sammensat med repræsentanter for bl.a. rejsebranchen og forbrugerne, er

godkendt af Forbrugerklagenævnet i henhold til forbrugerklagenævnslovens §

12.

Det må antages, at langt de fleste pakkerejser sælges af arrangører, som

er medlem af en af de to dominerende rejsebureauorganisationer her i landet,

Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RID) og Danmarks Rejsebureauforening

(DRF). Disse organisationer har udarbejdet hver deres standardvilkår

(almindelige betingelser) for pakkerejser m.v. Standardvilkårene indeholder

bl.a. regler om betaling af depositum m.v., om adgangen til at foretage

ændringer i aftalen, om afbestilling samt om arrangørens og kundens ansvar

for misligholdelse. DRF,s almindelige betingelser er tiltrådt af

Forbrugerrådet.

Der er redegjort nærmere for ankenævnspraksis og de gældende civilretlige

regler i Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 36-67.

I forbindelse med transport under en pakkerejse vil der ofte gælde særlige

transportretlige regler, herunder regler om ansvar for kundens tab m.v.

Sådanne regler findes i luftfartsloven, søloven, DSB-loven og

jernbaneerstatningsloven.

På det transportretlige område findes en række internationale

konventioner. På luftfartsområdet er der tale om en konvention om

international luftbefordring fra 1929 med senere ændringer

(Warszawa-konventionen). Sølovens regler om søtransport er i vidt omfang

udformet i overensstemmelse med reglerne i en konvention fra 1974 om

befordring til søs af passagerer og deres bagage (Athen-konventionen), som

dog endnu ikke er ratificeret af Danmark. For international passager- og

rejsegodsbefordring med tog gælder en konvention fra 1980 om internationale

jernbanebefordringer (COTIF-konventionen med bilag).

Der er redegjort nærmere for de særlige transportretlige regler i

Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 67-84.

5. Lovforslagets hovedpunkter

5.1. Anvendelsesområdet m.v.

Lovforslaget omfatter udbud af pakkerejser samt aftaler om køb af

pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der

handler som fuldmægtig for arrangøren.

Ved en pakkerejse forstås efter lovforslagets § 2 visse kombinationer af

transport, indkvartering og/eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en

væsentlig del af pakkerejsen uden at være direkte knyttet til transport eller

indkvartering. »Pakkerejse« bruges således som samlebetegnelse i

lovforslaget, skønt definitionen også omfatter arrangementer uden et

transportelement.

For at kombinationen af de nævnte elementer kan udgøre en pakkerejse, skal

den samlede ydelse efter direktivet være fastlagt på forhånd, hvilket i

lovforslaget er præciseret således, at arrangøren skal have udbudt de

pågældende ydelser samlet eller udbudt de enkelte ydelser på forhånd og solgt

dem samlet. Endvidere skal den samlede ydelse have en varighed på over et

døgn eller inkludere en overnatning.

Ved en »arrangør« forstås efter lovforslagets § 3 enhver, som

tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse, enten selv eller

gennem en formidler, medmindre denne virksomhed kun udøves lejlighedsvis.

Udtrykket »lejlighedsvis« må efter Justitsministeriets

opfattelse fortolkes i lyset af, at direktivet må antages navnlig at være

udformet med større, professionelle rejsebureauers virksomhed for øje. Det

kan således ikke antages, at man ved affattelsen af direktivets bestemmelser

har ønsket at gribe ind i den danske tradition med mange folkelige foreninger

og klubber m.v., som af og til arrangerer ferieture og udflugter - primært

for deres egne medlemmer. Det samme kan anføres for så vidt angår de

ferieture og udflugter, som af og til arrangeres af skoler og aftenskoler.

Behovet for de foreslåede forbrugerbeskyttelsesregler er her væsentligt

mindre, og navnlig for så vidt angår mindre foreninger og klubber m.v. - hvis

ledelse og øvrige arbejdskraft i vidt omfang er ulønnet -, ville det være for

vidtgående, såfremt en mere sporadisk virksomhed med salg af pakkerejser

skulle være omfattet af loven.

På den baggrund kan Justitsministeriet ikke fuldt ud tiltræde

Pakkerejseudvalgets bemærkninger i betænkningen, s. 134, om fortolkningen af

udtrykket »lejlighedsvis«. Justitsministeriet finder det rigtigt og

i overensstemmelse med direktivets formål, såfremt den, der tilrettelægger

pakkerejser, kun anses som arrangør i lovens forstand, hvis denne virksomhed

er så regelmæssig og systematiseret eller i øvrigt har et sådant omfang, at

den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger,

skoler m.v. skal således alene anses som arrangører, hvis tilrettelæggelsen

af ferierejser o.l. dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der

udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels

har et ikke ubetydeligt omfang.

Ved en »formidler« forstås i lovforslaget enhver, der udbyder

eller sælger pakkerejser som fuldmægtig (agent) for en arrangør. Købsaftalens

parter er således alene kunden og arrangøren.

Ved en »kunde« forstås efter lovforslagets § 4 enhver, der køber

en pakkerejse eller i hvis navn, der købes en pakkerejse. Som kunde anses

desuden den, der får overdraget en pakkerejse af en anden kunde.

Den foreslåede lov gælder for alle aftaler, for hvilke dansk lovgivning

finder anvendelse. Spørgsmålet om, hvilken lov der ved danske domstole skal

gælde for aftalen, reguleres efter almindelige lovvalgsregler, herunder EF's

konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser,

jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer.

Reglerne i den nævnte konventions artikler 4-5, der må antages i det

væsentlige at svare til dansk rets almindelige lovvalgsregler, medfører for

så vidt angår køb af pakkerejser til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, at de

ufravigelige regler i den foreslåede lov som hovedregel finder anvendelse i

tilfælde, hvor kunden har bopæl her i landet og har indgået aftalen her i

landet.

5.2. Udbud af pakkerejser

Det foreslås i § 5, at pakkerejsers pris skal fremgå tydeligt og let

forståeligt af brochurer og annoncer m.v. Arrangører og formidlere skal

naturligvis i øvrigt overholde de generelle regler i markedsføringsloven,

herunder forbudet mod at give urigtige eller vildledende oplysninger i

markedsføringsmateriale.

Det foreslås endvidere, at oplysninger i en brochure, annonce eller andet

markedsføringsmateriale indgår som en del af aftalen, hvis kunden ikke har

fået besked om eventuelle ændringer inden aftalens indgåelse.

5.3. Arrangørens pligt til at give oplysninger

Arrangøren har efter lovforslaget pligt til inden aftalens indgåelse at

give kunden besked om samtlige aftalevilkår. Aftalevilkårene skal

efterfølgende bekræftes skriftligt eller på en anden måde, som er klar og

tilgængelig for kunden. Der skal endvidere gives oplysninger om

legitimations- og vaccinationskrav og lignende betingelser for pakkerejsens

gennemførelse. Det kan f.eks. tænkes, at myndighederne på rejsemålet stiller

krav om, at personer, der rejser ind i landet, skal være vaccineret mod eller

dokumenteret fri for visse sygdomme. Der skal desuden gives oplysning om

afbestillingsvilkår og muligheden for at tegne afbestillingsforsikring.

Efter forslaget er der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give de

nævnte oplysninger, hvis det er nødvendigt som følge af, at pakkerejsen først

købes, lige før den skal påbegyndes. Lovforslaget medfører således ingen

ændringer for så vidt angår arrangørens oplysningspligt ved salg af

afbudsrejser m.v.

Der henvises til lovforslagets §§ 6, 10 og 11.

5.4. Afbestilling

Direktivet indeholder ikke regler om afbestilling. Det foreslås

imidlertid, at kunden skal have ret til at afbestille en pakkerejse, bortset

fra visse særlige tilfælde. Arrangøren skal normalt have mulighed for at

kræve et passende afbestillingsvederlag, fastsat navnlig under hensyn til

arrangørens mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side.

Der henvises til lovforslagets § 9.

5.5. Kundens beføjelser ved arrangørens misligholdelse m.v.

En væsentlig del af lovforslaget drejer sig om kundens beføjelser, hvis

arrangøren ikke opfylder sin del af aftalen.

5.5.1. Hvis arrangøren aflyser pakkerejsen, eller det allerede inden

afrejsen er klart, at arrangøren vil misligholde aftalen i væsentligt omfang,

får kunden efter lovforslaget mulighed for at hæve aftalen. I så fald kan

kunden vælge at få alle beløb tilbage eller at deltage i en erstatningsrejse.

Endvidere pålægges arrangøren et strengt erstatningsansvar, hvis kunden lider

økonomiske tab som følge af ændringerne eller aflysningen.

Der henvises til lovforslagets §§ 16-17.

5.5.2. Viser det sig efter afrejsen, at pakkerejsen er mangelfuld -

f.eks., at der er voldsom byggestøj ved hotellet eller at der mangler guider

- vil begge parter normalt være bedst tjent med, at manglen afhjælpes, sådan

at arrangementet kan gennemføres uden yderligere problemer. Det foreslås

derfor i overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag, at krav om

afhjælpning skal være kundens centrale mangelsbeføjelse, når pakkerejsen er

påbegyndt.

Kun hvis manglen ikke kan afhjælpes eller ikke afhjælpes inden rimelig

tid, får kunden efter forslaget ret til et afslag i prisen. Er manglen så

alvorlig, at hele formålet med rejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden

desuden vælge at hæve aftalen og i forbindelse hermed kræve at blive

transporteret hjem uden ekstra udgift.

Arrangøren pålægges endvidere et strengt erstatningsansvar, hvis kunden

lider økonomiske tab. Endvidere foreslås det, at arrangøren efter

omstændighederne skal kunne pålægges at betale kunden en økonomisk

kompensation for »ødelagt ferie«.

Arrangøren pålægges endvidere erstatningsansvar for tings- og personskade,

som skyldes mangler ved en pakkerejse. Et eksempel på en sådan skade kan være

et benbrud, som en kunde pådrager sig ved at falde ned fra en hoteltrappe med

et vakkelvornt gelænder.

Det foreslåede ansvarsgrundlag for arrangøren kan betegnes som et

objektiveret ansvar med nærmere angivne ansvarsfrihedsgrunde. Der findes ikke

i dansk ret erstatningsbestemmelser, som er udformet helt på samme måde. Det

foreslåede ansvarsgrundlag har dog på flere punkter en betydelig lighed med

de strenge regler om sælgerens ansvarsfritagelse i artiklerne 79-80 i FN's

konvention om internationale løsørekøb. Denne konvention er gennemført i

dansk ret, jf. lov nr. 733 af 7. december 1988.

Der henvises til lovforslagets §§ 18-23. Pakkerejseudvalgets generelle

overvejelser om erstatningsreglernes udformning er gengivet i betænkningen,

s. 85-109.

I overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag indeholder lovforslaget

ikke nærmere regler om, hvornår der foreligger en mangel ved en pakkerejse. I

Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 44-46 redegjort for spørgsmålet.

Efter Justitsministeriets opfattelse må bedømmelsen af, om en pakkerejse

er mangelfuld, i vidt omfang bygge på en afvejning af konkrete momenter, hvis

indbyrdes vægtning desuden må afhænge af omstændighederne. Det er langt

vanskeligere end ved løsørekøb på forhånd at fastlægge et bestemt niveau for,

hvor meget der skal til, for at der foreligger en »mangel«.

Vælger man i en lovbestemmelse at anvende brede formuleringer svarende til

købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og § 77, vil definitionen være uden særlig

praktisk betydning. Anvender man derimod mere præcise beskrivelser, vil man

afskære en række tilfælde, hvor mangelsbeføjelser bør kunne gøres gældende.

Ankenævn og domstole bør efter Justitsministeriets opfattelse have mulighed

for i den enkelte sag ved vurderingen af, om der er tale om en mangel, at

foretage en samlet afvejning af de foreliggende omstændigheder, og det opnås

bedst ved ikke at lovfæste en nærmere definition af mangelsbegrebet.

Sammenfattende mener Justitsministeriet således, at der er flere ulemper

end fordele ved at lovfæste et mangelsbegreb ved køb af pakkerejser.

Når det i visse af lovforslagets bestemmelser er forudsat, at pakkerejsen

er mangelfuld, henvises der således til en retsstandard, hvis indhold som

hidtil må fastlægges af ankenævn og domstole.

5.5.3. I visse internationale konventioner på det transportretlige område

findes der særlige regler om begrænsning af transportørens erstatningspligt,

dels vedrørende ansvarsgrundlaget, dels vedrørende størrelsen af den

erstatning, der kan gives passageren for tab, som kan henføres til mangler

ved transportydelsen. Pakkerejseudvalgets betænkning indeholder i kapitel

III, pkt. 6, en nærmere beskrivelse af de transportretlige konventioner.

I tilfælde, der er omfattet af de nævnte konventioner, vil arrangøren af

en pakkerejse være afskåret fra at videreføre eventuelle erstatningskrav fra

kunden til den pågældende transportør for så vidt angår den del af kravet,

som ligger ud over begrænsningerne i den pågældende konvention.

På den baggrund foreslog et flertal i Pakkerejseudvalget, at man i den

danske lov bruger den hjemmel, der findes i direktivets artikel 5, stk. 2, 3.

afsnit, til at tillade, at arrangøren i aftalen tager forbehold om, at

erstatningen begrænses i overensstemmelse med internationale konventioner,

som gælder for en mangelfuld tjenesteydelse, der indgår i pakkerejsen og

medfører, at pakkerejsen som sådan bliver mangelfuld.

Et mindretal i Pakkerejseudvalget fandt, at også ansvarsgrundlaget (culpa,

culpa med omvendt bevisbyrde o.l.) bør kunne begrænses i overensstemmelse med

eventuelle internationale konventioner. Mindretallet pegede på, at

spørgsmålet bl.a. kan få betydning for Danmarks mulighed for at kunne

tiltræde Athen-konventionen, der bl.a. drejer sig om bortfragterens ansvar

over for passagerer, og hvorefter der alene gælder et culpaansvar for

bortfragteren. Et andet mindretal fandt, at en kundes i øvrigt berettigede

krav slet ikke bør kunne begrænses som følge af internationale konventioner.

Udvalgets flertal fandt, at direktivteksten kun kan antages at give

hjemmel til, at erstatningsbeløbene begrænses.

Der henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 21-23 og 197-198.

Justitsministeriet er enig med flertallet i, at direktivet, der anvender

udtrykket »..erstatningen kan begrænses..«, ikke kan antages at

åbne mulighed for, at reglerne om arrangørens ansvarsgrundlag kan fraviges

til skade for kunden. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 24 og bemærkningerne hertil.

Det bemærkes, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan

antages, at den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Danmark ikke kan

tiltræde Athen-konventionen. Denne konvention regulerer bortfragterens

ansvar. Der ses ikke at være regler i konventionen, som forhindrer, at en

bortfragter, der tillige er arrangør af pakkerejser, kan være ansvarlig efter

et strengere ansvarsgrundlag end det, som efter konventionen gælder for

bortfragtere.

5.6. Reklamation m.v.

Lovforslaget indeholder regler om kundens pligt til at reklamere, hvis

arrangøren misligholder aftalen.

Lovforslagets § 15 drejer sig om reklamation i tilfælde, hvor pakkerejsen

aflyses eller det allerede inden afrejsen kan forudses, at arrangøren vil

misligholde aftalen.

Lovforslagets §§ 26-27 drejer sig om reklamation over mangler efter

pakkerejsens påbegyndelse.

5.7. Hæftelse overfor kunden m.v.

Direktivet overlader det til medlemsstaterne at afgøre, om arrangøren,

formidleren eller eventuelt begge skal hæfte overfor kunden for aftalens

opfyldelse.

I overensstemmelse med den naturlige forståelse af betegnelsen

»formidler« er lovforslaget udformet sådan, at arrangøren er

kundens kontraktspart, mens formidleren defineres som en fuldmægtig (agent),

der handler i arrangørens navn. Med henblik på at give kunderne den bedst

mulige beskyttelse foreslås det imidlertid i overensstemmelse med

Pakkerejseudvalgets anbefaling, at formidleren skal hæfte umiddelbart overfor

kunden for kundens økonomiske krav (pengekrav). Kunden kan således vælge, om

han vil rette sit krav mod arrangøren eller formidleren. Det betyder bl.a.,

at kunden altid vil kunne få afgjort en eventuel tvist ved danske domstole,

hvis han retter sagsanlægget mod en herboende formidler.

Der henvises til lovforslagets § 28.

Pakkerejseudvalget foreslog, at de forskellige handlepligter, som i

lovforslaget pålægges arrangøren, tillige skal gælde for formidleren.

Justitsministeriet har imidlertid fundet det mest naturligt, at ansvaret for

overholdelsen af handlepligter, der har nær sammenhæng med opfyldelsen af

aftalen, i loven alene pålægges kundens aftalepart, dvs. arrangøren. Noget

andet er, at arrangøren i praksis ofte vil aftale med formidleren, at denne

skal sørge for opfyldelsen på arrangørens vegne - f.eks., at formidleren

inden aftalens indgåelse skal give kunden forskellige oplysninger, jf.

lovforslagets § 6.

5.8. Kundens pligter

Kundens pligter i aftaleforholdet med arrangøren foreslås ikke udtømmende

reguleret i loven. I lovforslagets § 29 fastlægges nogle af kundens

fundamentale pligter. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.

Pakkerejseudvalget foreslog en regel om retsvirkningerne af, at kunden

ikke overholder sin pligt til under rejsen at sørge for pas, visum og

lignende og at rette sig efter ordensregler og anvisninger, der gives af

guider, personale m.v. (§ 29 i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Efter

Justitsministeriets opfattelse må afgørelsen af, hvilke konsekvenser kundens

misligholdelse skal have, i disse tilfælde afhænger af en konkret vurdering

af parternes forhold og de øvrige foreliggende omstændigheder. Det er klart,

at der i meget grove tilfælde vil kunne blive tale om f.eks. at udelukke

kunden fra at deltage i den resterende del af pakkerejsen, men det kan næppe

udelukkes, at en formel regel herom i nogle tilfælde vil lægge op til en for

usmidig regelanvendelse.

På den baggrund har Justitsministeriet ikke medtaget en sådan regel i

lovforslaget. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 29.

6. Høring

Pakkerejseudvalgets betænkning har været til høring hos følgende

myndigheder og organisationer:

Danmarks Rejsebureau Forening, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark,

Danmarks Turistråd, Turistvognmændenes Landsforening, Rejsegarantifonden,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Turismens Fællesråd, Forbrugerrådet,

Industrirådet, Industriministeriet, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet,

Assurandør-Societetet, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisatonen i

Danmark, Trafikministeriet, Ministeriet for Kommunikation og Turisme,

Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Landsforeningen

Dansk Vandrelaug, Danmarks Rederiforening, Arbejdsmarkedets Feriefond,

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten

for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for

Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i

Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Foreningen af dommerfuldmægtige i

Danmark og Dansk Industri.

Som anført ovenfor under pkt. 3 har en række høringsinstanser anført, at

der er behov for en fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast.

Justitsministeriet har i den anledning ved udformningen af lovforslaget

foretages en rækker ændringer i Pakkerejseudvalgets lovudkast. På den

baggrund har Justitsministeriet samtidig med lovforslagets fremsættelse sendt

en kopi af lovforslaget til de ovennævnte høringsinstanser med anmodning om

at modtage eventuelle bemærkninger hurtigst muligt.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af

væsentlig betydning for det offentlige.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Lovens anvendelsesområde fastlægges i stk. 1. Bortset fra brochurereglerne

m.v. i § 5, der finder anvendelse i alle tilfælde, hvor pakkerejser udbydes

til salg, gælder loven for aftaler om køb af pakkerejser, der indgås mellem

en kunde og en arrangør. Loven gælder, uanset om kunden indgår aftalen med

arrangøren selv eller med en formidler, der som fuldmægtig for arrangøren

handler på dennes vegne.

I lovforslagets §§ 3 og 4 defineres, hvad der forstås ved

»arrangør«, »formidler« og »kunde«.

Bestemmelsen i stk. 2 betyder, at forudgående aftaler, hvorved regler i

loven eller tilhørende bekendtgørelser fraviges til skade for kunden, er

ugyldige, hvis ikke der er hjemmel hertil i loven. En sådan hjemmel findes i

lovforslagets § 6, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 24.

Bestemmelsen tilsigter sammen med §§ 2-4 at gennemføre direktivets

artikler 1 og 2.

Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 1 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 2

I bestemmelsen fastsættes, hvad der i loven forstås ved en

»pakkerejse«.

Der skal være tale om en kombination af transport og indkvartering,

transport og anden turistmæssig ydelse m.v. eller indkvartering og anden

turistmæssig ydelse m.v. Kombinationer med alle tre og eventuelle yderligere

elementer er også omfattet.

De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs.

udbudt til salg som en kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser,

arrangøren udbyder til salg. Er ydelserne ikke udbudt til salg som en

kombination, skal de være solgt som en kombination. Loven omfatter således

også individuelt sammensatte kombinationer.

Ved »indkvartering« forstås indlogering på hotel, i sommerhus

eller lignende. Overnatning under transport - f.eks. i en sovevogn i et tog

eller i en kahyt på et skib - er ikke indkvartering. Ophold i et

transportmiddel kan derimod være en turistmæssig attraktion i sig selv - som

f.eks. ved krydstogter o.l., jf. stk. 1, nr. 3, og i så fald kan der være

tale om en pakkerejse.

Begrebet »anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til

transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af

pakkerejsen«, betyder for det første, at der skal være tale om en

selvstændig ydelse af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet til

transport eller indkvartering. For det andet skal den pågældende ydelse

udgøre en væsentlig del af pakkerejsen. Om en ydelse er omfattet af dette

kriterium, vil således afhænge af en konkret vurdering af den pågældende

ydelses karakter og af dens andel i den samlede rejse eller det samlede

arrangement. Ydelser som f.eks. servering under en flyrejse og normal

hotelservice er direkte knyttet til transport, henholdsvis indkvartering, og

vil derfor ikke være omfattet. Undervisning og uddannelse - f.eks. på

højskoler - er som udgangspunkt ikke en »turistmæssig ydelse«,

medmindre der er inkluderet betydelige rekreative islæt i form af

selvstændige ydelser, som ikke består i transport eller indkvartering. Leje

af en bil på bestemmelsesstedet vil heller ikke være en »turistmæssig

ydelse«. Derimod er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg,

udflugter med naturvejledere og kort til skiliftsystemer m.v. omfattet af

dette begreb, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser indeholder

selvstændige ydelser af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet

til transport eller indkvartering.

Ved afgørelsen af, om ydelsen udgør en væsentlig del af pakkerejsen, må

der lægges vægt på, om prisen for den pågældende ydelse udgør et vigtigt

element i pakkerejsens samlede pris, og om opholdet eller transporten primært

tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse.

Definitionen omfatter ikke kun ferie- og andre turistarrangementer. Også

forretningsrejser vil kunne være omfattet af definitionen på en pakkerejse.

Det præciseres i stk. 2, at kombinationer som nævnt i stk. 1 ikke kan

bringes uden for loven ved, at kunden får en særskilt regning på hvert

element.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 1, og

svarer med redaktionelle ændringer til § 2 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Der henvises i øvrigt til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 126-133.

Til § 3

I stk. 1 defineres, hvad der i loven forstås ved en arrangør.

I udtrykket »tilrettelægger pakkerejser« ligger, at den

pågældende skal stå bag det samlede arrangement. Selv om pakkerejsen faktisk

er sammensat af en anden end den, som har solgt pakkerejsen, anses sælgeren

som arrangør, hvis kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud

fra, at det er sælgeren, der har tilrettelagt rejsen.

Om fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis« henvises til de

almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.

I stk. 2 defineres, hvad der i loven forstås ved en formidler. Ved

afgørelsen af, om den pågældende handler »i arrangørens navn«, må

der i overensstemmelse med almindelige fuldmagtsregler lægges vægt på, om

kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud fra, at arrangøren

bliver kundens aftalepart. Det er ikke i sig selv afgørende, om den, hos hvem

kunden køber en pakkerejse, betegner sig selv »fuldmægtig«,

»agent« eller andet. Det er ikke nødvendigt, at det udtrykkeligt

udtales, at pakkerejsen sælges for en anden.

En formidler indestår over for kunden for, at han har fornøden fuldmagt,

jf. aftalelovens § 25.

Pakkerejser, der sælges af arrangørens ansatte, må anses for at være solgt

»direkte« af arrangøren, jf. stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 2, nr. 2-3.

Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 3 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 4

I bestemmelsen defineres, hvad der i loven forstås ved en

»kunde«.

Alle, der køber eller i hvis navn, der købes en pakkerejse, er kunder i

lovens forstand, og har dermed de rettigheder og pligter, som følger af

loven. Også den, der lovligt får overdraget retten til at deltage i en

pakkerejse, er kunde, jf. herved lovforslagets § 12.

En deltager, der ikke er part i aftalen med arrangøren, er ikke kunde i

lovens forstand. Den, der blot køber en pakkerejse på en andens vegne, er

således ikke kunde, selv om den pågældende deltager i rejsen.

Såvel fysiske som juridiske personer kan være kunder. Hvis f.eks. en

repræsentant for en forening køber en pakkerejse i foreningens navn, vil

foreningen således være kunde i lovens forstand.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 4, og

svarer med redaktionelle ændringer til § 4 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 5

Bestemmelsen drejer sig om udbud af pakkerejser.

Det foreslås i stk. 1, at brochurer, annoncer og andet materiale, der

anvendes til markedsføring af pakkerejser - f.eks. kataloger - skal indeholde

oplysning om pakkerejsens pris. Det foreslås endvidere, at prisoplysningerne

skal være tydelige og let forståelige. Heri ligger dels, at oplysningerne

skal være lette at få øje på, dels at oplysningerne skal være udformet sådan,

at de ikke giver anledning til misforståelser. Angivelse af prisen for en

pakkerejse skal således omfatte alle obligatoriske tillæg og afgifter, sådan

at der oplyses om den pris, rejsen faktisk kan købes til (grundprisen).

Reglen i stk. 1 supplerer den almindelige regel i markedsføringslovens § 2

om, at der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde

angivelser, som er egnede til at påvirke efterspørgsel eller udbud af bl.a.

tjenesteydelser.

Reglen i stk. 2 betyder, at vilkår, der fremgår af markedsføringsmateriale

for en pakkerejse, anses som en del af aftalen, hvis ikke arrangøren inden

aftalens indgåelse har meddelt kunden, at vilkårene ikke gælder længere.

Bliver der indgået en aftale, og kan arrangøren ikke opfylde et eller flere

af de vilkår, der fremgår af brochuren, vil pakkerejsen efter

omstændighederne være mangelfuld. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til i

markedsføringsmateriale at fravige de præceptive regler i loven.

I direktivets artikel 3, stk. 2, opregnes, hvilke oplysninger en brochure

mindst skal indeholde. I overensstemmelse hermed vil det i de administrative

regler, som skal fastsættes efter det foreslåede stk. 3, bl.a. blive bestemt,

at brochurer, når det er relevant for den pågældende pakkerejse, skal

indeholde oplysninger vedrørende rejsemål, transport, betingelser med hensyn

til pas, visum, vaccinationer m.v., indkvartering, forplejning, rejserute,

betaling for pakkerejsen, herunder størrelsen af en eventuel forudbetaling,

samt eventuelle mindstekrav med hensyn til deltagerantallet og i givet fald,

hvornår kunderne senest skal underrettes i tilfælde af aflysning. Det vil

endvidere blive fastsat, at brochurer skal indeholde oplysning om reglen i

stk. 2.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3 og svarer med

visse ændringer til § 5 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 6

Det foreslås, at arrangøren inden aftalens indgåelse skal gøre kunden

bekendt med samtlige aftalevilkår og eventuelle øvrige betingelser for, at

pakkerejsen kan gennemføres.

Det foreslås endvidere, at arrangøren skal bekræfte aftalen skriftligt

eller på anden egnet måde, f.eks. via edb. Er aftalen skriftlig, skal kunden

have en kopi. Det er tilstrækkeligt, hvis arrangøren udleverer et

deltagerbevis, hvori der er henvist til skriftlige oplysninger i en brochure,

som kunden tidligere har fået et eksemplar af.

Reglen i stk. 1 er ikke til hinder for, at der fortsat kan sælges

pakkerejser med visse uspecificerede vilkår, f.eks. med hensyn til

indkvarteringssted.

I stk. 2 åbnes der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give

oplysninger og bekræfte aftalen som nævnt i stk. 1. Betingelsen herfor er, at

det er praktisk umuligt at opfylde bestemmelserne i stk. 1, fordi aftalen

først indgås kort tid, før kunden skal afsted. Denne betingelse vil f.eks.

kunne være opfyldt ved køb af en afbudsrejse umiddelbart før, rejsen skal

begyndes.

Lovforslaget indeholder ikke regler om civilretlige virkninger af, at

arrangøren ikke overholder sine pligter efter bestemmelsen. Manglende

overholdelse vil ikke i sig selv medføre, at aftalen ikke er bindende. Efter

almindelige aftaleretlige regler gælder der visse krav for at anse vilkår for

aftalt. Manglende overholdelse af § 6, stk. 1, vil i forening med andre

omstændigheder kunne betyde, at et givet vilkår ikke kan anses for aftalt.

Grov eller oftere gentagen overtrædelse af bestemmelsen vil kunne straffes

med bøde, jf. lovforslagets § 30, stk. 1.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 1, litra a,

og stk. 2, litra b og c.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 6 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 7

Det foreslås, at arrangøren inden pakkerejsens påbegyndelse skal vejlede

kunden om praktiske forhold under pakkerejsen.

Nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives, vil blive fastsat

administrativt i medfør af lovforslagets § 8. Der henvises til bemærkningerne

til denne bestemmelse.

Lovforslaget regulerer ikke eventuelle civilretlige virkninger af, at

arrangøren undlader at give kunden oplysning om de nævnte praktiske forhold.

Bestemmelsen foreslås heller ikke strafferetligt sanktioneret.

Bestemmelsen tilsigter sammen med § 8 at gennemføre direktivets artikel 4,

stk. 1, litra b.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 7 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 8

Det foreslås, at nærmere regler om krav til aftalens indhold og om

arrangørens pligt til at give oplysninger skal fastsættes administrativt.

Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 2, litra a, at aftalen i det

omfang, det er aktuelt for den pågældende pakkerejse, skal indeholde de

bestemmelser, som er opregnet i bilaget til direktivet. De administrative

regler om aftalens indhold vil blive udformet i overensstemmelse med dette

bilag, som imidlertid ikke angiver udtømmende, hvilke bestemmelser der skal

indgå i aftalen. I forbindelse med udarbejdelsen af de administrative regler

vil det blive overvejet, om der er behov for yderligere krav, f.eks. at der i

aftalen skal gives oplysning om særlige forhold som støjgener eller lignende

på indkvarteringsstedet.

Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at de nævnte krav til

aftalens indhold vil kunne opfyldes ved, at der i aftalen henvises

udtrykkeligt til en brochure, hvor oplysningerne findes.

For så vidt angår de praktiske oplysninger, der skal gives inden

pakkerejsens påbegyndelse (lovforslagets § 7), fremgår det af direktivets

artikel 4, stk. 1, litra b), at arrangøren, hvis det er aktuelt for den

pågældende pakkerejse, bl.a. skal give nærmere oplysninger om praktiske

forhold vedrørende transporten til rejsemålet, om, hvordan man under rejsen

kan komme i forbindelse med arrangøren eller dennes repræsentant og hvordan

pårørende kan kontakte mindreårige, der rejser i udlandet, samt om

mulighederne for at tegne en afbestillingsforsikring eller en

rejseforsikring, der i tilfælde af ulykke eller sygdom dækker udgifter til

behandling og hjemtransport. De administrative regler vil blive udformet i

overensstemmelse hermed.

Den foreslåede bestemmelse svarer til § 8 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af administrative

regler inddrage Forbrugerombudsmanden og de berørte organisationer m.v.

Til § 9

Ved bestemmelsen i stk. 1 fastsættes der en principiel adgang til at

afbestille en pakkerejse uanset grunden hertil. Gør kunden brug af denne

afbestillingsret, skal der som udgangspunkt betales et vederlag til

arrangøren. Hermed lovfæstes en kutyme indenfor rejsebranchen, jf.

Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 149 f.

Hvor stort et vederlag, der kan kræves, vil navnlig afhænge af, hvilke

muligheder arrangøren har for at undgå eller begrænse sit tab, f.eks. ved at

sælge rejsen til anden side eller annullere forudbestillinger. Arrangørerne

vil som hidtil kunne opkræve et standardiseret afbestillingsvederlag, der

bygger på normaltabsbetragtninger, idet vederlaget stiger, jo senere kunden

afbestiller.

Ved nogle arrangementer kan der fra underleverandørernes side være fastsat

strenge betingelser for annullation, som arrangøren er bundet af. Den

foreslåede bestemmelse i stk. 2 åbner mulighed for, at arrangøren i så fald

kan begrænse eller efter omstændighederne helt fravige afbestillingsretten.

Dette skal i givet fald fremgå af aftalen.

Stk. 3 drejer sig om afbestilling i situationer, hvor forholdene på

rejsemålet kort før afrejsen indebærer en vis nærliggende fare for kundens

liv eller førlighed, således at det ville være urimeligt at fastholde kunden

på aftalen.

Pakkerejseudvalget foreslog, at arrangøren i de tilfælde, der er nævnt i

stk. 3, skulle kunne beholde et »rimeligt« vederlag.

Justitsministeriet finder det imidlertid mere rimeligt, at kunden i disse

tilfælde, hvor det er almindelig sund fornuft, at rejsen ikke gennemføres,

ikke skal betale et vederlag, men kan kræve ethvert forudbetalt beløb

tilbage. Dette svarer også bedst til den foreslåede ordning, når arrangøren

aflyser rejsen, jf. lovforslagets § 16.

Det foreslås i stk. 4, at retten til vederlagsfri afbestilling efter stk.

3 ikke skal gælde, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende

begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt, f.eks. hvis begivenheden

jævnligt har været omtalt i massemedierne.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt med visse ændringer til § 9,

stk. 1-2, og § 10 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Direktivet indeholder ikke regler om afbestillingsret.

Til § 10

Ved den foreslåede stk. 1 præciseres det, at vilkårene for afbestilling af

pakkerejsen skal meddeles kunden inden aftalens indgåelse, jf. den generelle

bestemmelse i lovforslagets § 6, stk. 1, Denne informationspligt kan kun

fraviges ved afbudsrejser m.v. som nærmere fastsat i § 6, stk. 2. I disse

tilfælde, hvor pakkerejsen bestilles kort tid før afrejsen, vil kundens

afbestillingsret i øvrigt ikke have særlig praktisk betydning.

Manglende opfyldelse af informationspligten er ikke i bestemmelsen tillagt

retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden. Hvis arrangøren

undlader at opfylde sig informationspligt, vil han efter omstændighederne

kunne straffes, jf. lovforslagets § 30.

Hvis der måtte vise sig behov for det, kan justitsministeren efter stk. 2

fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår, herunder om den

standardmæssige beregning af afbestillingsvederlag.

Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 9, stk. 3-4, i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 11

Arrangøren skal efter den foreslåede bestemmelse give kunden oplysning om

mulighederne og vilkårene for at forsikre sig mod afbestilling på grund af

sygdom og lignende. Hvis forsikringsbegivenheden indtræffer, dækker en sådan

forsikring et eventuelt afbestillingsvederlag. Kunden har ikke i medfør af

lovforslaget mulighed for at afbestille vederlagsfrit i tilfælde af sygdom

m.v.

I nogle tilfælde er en form for afbestillingsforsikring inkluderet i

pakkerejsens pris. Hvis kunden ikke inden aftalens indgåelse har fået oplyst

en bestemt pris (præmie) for en sådan indbygget forsikring, vil det betyde,

at arrangøren skal tilbagebetale hele rejsens pris, såfremt

forsikringsbegivenheden indtræffer.

Der gælder ret forskellige vilkår for de eksisterende

afbestillingsforsikringer, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 159f.

Justitsministeriet forudsætter, at rejsebranchens større organisationer

sammen med Forbrugerrådet, Assurandør-Societetet og andre berørte

organisationer finder frem til mere ensartede vilkår, bl.a. med hensyn til, i

hvilket omfang sygdom hos andre end kunden selv er dækket af forsikringen.

Opnås der ikke rimelige ordninger på denne måde, vil der i medfør af

bestemmelsen i stk. 2 administrativt kunne fastsættes regler om, at der kun

må gives oplysninger om afbestillingsforsikringer med en vis minimumsdækning.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 11 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 12

Aftalen om køb af en pakkerejse kan indeholde forskellige betingelser for

deltagelsen, som også skal kunne opfyldes af den, der får overdraget

pakkerejsen. Det kan være krav om visse fysiske kvalifikationer, alderskrav

og lignende.

Endvidere vil arrangøren i nogle tilfælde kunne godtgøre, at han f.eks. i

aftalen med andre tjenesteydere er afskåret fra at ændre udstedte billetter,

hotelreservationer m.v. I så fald kan pakkerejsen ikke overdrages. Det samme

gælder, hvis det i medfør af anden lovgivning er udelukket at overdrage

pakkerejsen, jf. f.eks. bestemmelsen i sølovens § 177 om skibsrejser, hvor

der i befordringsaftalen er anført en bestemt person som passager.

Der vil i aftalen kunne fastsættes en rimelig frist for, hvornår

arrangøren eller formidleren senest skal underrettes om, at kunden vil

overdrage pakkerejsen.

Arrangøren vil kunne opkræve et ekspeditionsgebyr for det merarbejde,

overdragelsen medfører.

Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 3, men giver

dog kunden en videre beskyttelse, idet retten til at overdrage pakkerejsen

ikke som i direktivet er begrænset til tilfælde, hvor kunden selv er

forhindret i at deltage.

Bestemmelsen svarer med ændringer af overvejende redaktionel karakter til

§ 12 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 13

Den foreslåede bestemmelse fastlægger betingelserne for, at arrangøren kan

forhøje pakkerejsens pris efter aftalens indgåelse.

Opregningen i stk. 1 er udtømmende. Det er en forudsætning, at ændringer i

de pågældende omkostninger m.v. faktisk har betydning for prisen.

Kravet om, at den præcise beregningsmetode for prisændringer skal være

angivet i aftalen, kan opfyldes ved, at der i aftalen henvises til et bilag

med nogle regneeksempler.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 4.

Kravet om, at prisændringen skal meddeles kunden hurtigst muligt, jf. stk.

2, er indføjet under hensyn til direktivets artikel 4, stk. 5. Der henvises

til bemærkningerne til lovforslagets § 15.

Bestemmelsen svarer i øvrigt med redaktionelle ændringer til § 13 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 14

Ved bestemmelsen slås det fast, at generelle forbehold fra arrangørens

side ikke har nogen retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden.

Et forbehold i aftalen er omfattet af bestemmelsen, hvis det er holdt i

almindelige vendinger, sådan at det er vanskeligt at overskue dets betydning.

Præcise forbehold vedrørende bestemte egenskaber ved pakkerejsen er ikke

omfattet.

Uspecificerede aftalevilkår er ikke omfattet af bestemmelsen, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 6.

Bestemmelsen omfatter både ændringsforbehold og generelle

ansvarsfraskrivelser.

Direktivet og Pakkerejseudvalgets lovudkast indeholder ikke tilsvarende

bestemmelser.

Til § 15

Det foreslås, at arrangøren hurtigst muligt skal give kunden besked, hvis

pakkerejsen aflyses, eller det i øvrigt har vist sig, at arrangøren ikke vil

kunne opfylde aftalen fuldt ud. Kunden skal underrettes om enhver ændring i

forhold til det aftalte, bortset fra rene bagateller. Underretningspligten

gælder således i alle tilfælde, hvor det er klart, at pakkerejsen vil blive

mangelfuld, uanset om den manglende opfyldelse skyldes forhold, der er

indtrådt før eller efter aftalens indgåelse.

Det foreslås i stk. 2, at arrangøren samtidig med underretningen efter

stk. 1 skal vejlede kunden om dennes retsstilling m.v. Arrangøren skal

navnlig oplyse om indholdet af stk. 3 og §§ 16 og 17. Arrangøren skal

endvidere meddele kunden navn og postadresse på arrangøren eller den, der på

arrangørens vegne kan modtage kundens eventuelle reklamation.

Hvis arrangøren ikke overholder sine pligter efter stk. 1 og 2, kan han

ikke gøre gældende, at kunden ikke har reklameret rettidigt og korrekt i

henhold til stk. 3. Reklamerer kunden først efter pakkerejsens påbegyndelse,

vil arrangøren kunne påberåbe sig reklamationsreglerne i lovforslagets

kapitel 6, jf. §§ 26 og 27.

Den foreslåede reklamationsregel i stk. 3 betyder, at der, så længe

pakkerejsen ikke er påbegyndt, kun gælder en reklamationsfrist for kunden,

hvis arrangøren har givet besked om, at aftalen ikke vil kunne opfyldes,

eller at pakkerejsen helt aflyses, jf. stk. 1.

Reklamationsreglen i stk. 3 gælder for ethvert krav, som kunden kan gøre

gældende i anledning af, at arrangøren vil misligholde aftalen. §§ 16m og 17

regulerer kundens adgang til at hæve aftalen og til at kræve erstatning for

eventuelle tab.

Kunden kan naturligvis også blot vælge at henholde sig til aftalen og

fastholde arrangørens opfyldelsesforpligtelse eller kræve forholdsmæssigt

afslag i prisen, hvis arrangøren ikke afværger misligholdelsen. Kravet om

reklamation er i så fald opfyldt, hvis kunden gør arrangøren opmærksom på, at

han ikke vil acceptere ændringen i forhold til det aftalte.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5, men

giver dog kunden en videre beskyttelse, dels ved, at arrangøren ikke kun skal

underrette kunden om væsentlige ændringer i forhold til det aftalte, dels

ved, at kunden ikke som efter direktivet skal reklamere »hurtigst

muligt«, men blot inden rimelig tid efter modtagelsen af arrangørens

underretning. Kravet om reklamation inden rimelig tid svarer til dansk rets

almindelige reklamationsregel i forbrugerkøb, jf. købelovens § 81.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 16

Det foreslås, at kunden skal kunne hæve aftalen eller kræve at få tilbudt

en erstatningsrejse, hvis den aftalte pakkerejse aflyses eller det kan

forudses, at pakkerejsen vil komme til at lide af væsentlige mangler.

I udtrykket »kan det med sikkerhed forudses« ligger, at

arrangøren skal have givet meddelelse om en væsentlig ændring, jf. § 15,

eller at der på anden måde skal være en til vished grænsende sandsynlighed

for, at arrangøren vil misligholde aftalen væsentligt.

Ved afgørelsen af, om en misligholdelse er væsentlig, må der tages hensyn

til forholdets konkrete betydning for kunden og til, om misligholdelsen vil

angå et forhold, der normalt har væsentlig betydning for kunder, eller som

arrangøren i øvrigt måtte regne med, at den pågældende kunde ville lægge

betydelig vægt på.

Som eksempler på væsentlige misligholdelser nævner Pakkerejseudvalget

bl.a. ændring af rejsemålet eller transportformen, jf. betænkningen, s. 171.

Kunden har krav på, at pakkerejsen gennemføres til den aftalte pris,

medmindre lovens betingelser for prisforhøjelse er opfyldt, jf. lovforslagets

§ 13. En prisforhøjelse, som ikke har hjemmel i aftalen, vil være en

væsentlig misligholdelse.

Ved væsentlighedsbedømmelsen kan der endvidere tages hensyn til, at

ophævelse på dette tidspunkt normalt er mindre indgribende over for sælgeren

end efter pakkerejsens påbegyndelse, jf. lovforslagets § 20. Vælger kunden at

hæve aftalen, betyder det, at arrangøren skal refundere samtlige beløb, der

er betalt i henhold til aftalen. Det afgøres efter reglen i lovforslagets §

17, om der tillige skal betales erstatning.

I praksis vil arrangøren ofte kunne tilbyde kunden en tilsvarende

erstatningsrejse, og begge parter vil normalt være interesserede i, at sagen

løses på den måde. Kunden kan dog også vælge at deltage i en erstatningsrejse

af højere eller lavere værdi, hvis arrangøren uden uforholdsmæssige

omkostninger eller tab kan tilbyde en sådan.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5

(delvis) og stk. 6, litra a-b, men giver dog kunden en lidt videre

beskyttelse, idet kundens beføjelser gælder i alle tilfælde, hvor det kan

forudses, at aftalen vil blive misligholdt væsentligt, jf. herved

bemærkningerne til lovforslagets § 15.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14, stk. 2, og § 15 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 17

Efter bestemmelsen har kunden som udgangspunkt ret til erstatning for tab,

der lides på grund af, at arrangøren aflyser pakkerejsen eller i øvrigt ikke

vil kunne opfylde aftalen fuldt ud.

For at kunne få erstatning skal kunden godtgøre, at der er lidt et

økonomisk tab, og at tabet skyldes det forhold, at aftalen ikke bliver

opfyldt på et eller flere punkter.

Det må antages, at der i praksis typisk vil være tale om overskuelige tab,

som har direkte forbindelse med pakkerejsen, f.eks. udgifter til visa,

vaccinationer og forsikringer eller til andre ydelser, der er nært forbundet

med pakkerejsen, og som ikke kan afbestilles (negativ kontraktsinteresse).

Der vil i stedet kunne kræves erstatning for prisforskellen, hvis kunden har

været nødt til at købe en tilsvarende, men dyrere erstatningsrejse (positiv

opfyldelsesinteresse).

Såvel tabet som størrelsen af tabet skal være påregneligt for arrangøren.

Kunden har desuden en almindelig pligt til at søge at begrænse sit tab. Det

betyder f.eks., at kunden ikke kan købe en dyrere erstatningsrejse hos en

anden arrangør, hvis arrangøren tilbyder kunden en erstatningsrejse af samme

art og kvalitet som den aftalte, jf. lovforslagets § 16.

Efter bestemmelsen er arrangøren som udgangspunkt erstatningsansvarlig,

uanset om der er noget at bebrejde ham eller nogen, han er ansvarlig for.

Arrangøren er således kun ansvarsfri under de særlige omstændigheder, der er

anført i nr. 1-4. Betingelserne for ansvarsfrihed skal være opfyldt i forhold

både til arrangøren og dennes ansatte samt andre tjenesteydere - herunder

formidleren - der har med pakkerejsen at gøre.

Nr. 1 drejer sig alene om aflysning på grund af for få deltagere.

Arrangøren er kun ansvarsfri efter denne regel, hvis der i aftalen om køb af

pakkerejsen er angivet et mindste antal deltagere eller en mindste

belægningsprocent. Endvidere skal arrangøren have givet kunden skriftlig

meddelelse om aflysningen inden for en frist, som ligeledes skal være angivet

i aftalen. Urimelige aftalevilkår om det nødvendige antal deltagere vil

eventuelt kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36.

Nr. 2 drejer sig om tilfælde, hvor der foreligger egen skyld hos kunden.

Nr. 3 drejer sig om tilfælde af force majeure eller lignende, hvor en

aflysning eller anden ændring i forhold til aftalen er hidført af en

tredjemand, der ikke har noget at gøre med leveringen af de ydelser, som er

omfattet af aftalen. Afgørende er, om arrangøren eller nogen, arrangøren er

ansvarlig for, ved at være mere omhyggelig kunne have taget højde for den

uvedkommende tredjemands handlinger ved aftalens indgåelse eller kunne have

forhindret aflysningen/ændringen eller i hvert fald efterfølgende have

afværget kundens tab. Det må i den forbindelse være en betingelse for

arrangørens ansvarsfrihed, at den pågældende tredjemands handling har en helt

særlig og ekstraordinær karakter.

Der må stilles strenge krav til beviset for, at den situation, der er

opstået, ikke kunne have været forudset, afværget eller afbødet, selv om der

er udvist passende omhyggelighed. Vurderingen af, om der er udvist

»passende omhyggelighed«, må hovedsagelig bero på en konkret

vurdering af pakkerejsens karakter og arten af den pågældende tredjemands

handling. Pakkerejseudvalget nævner i betænkningen, s. 190, at en arrangør

eller tjenesteyder, der f.eks. får et tip om, at der vil blive øvet hærværk

mod en bus, som næste dag skal bruges til transport af kunderne, må sørge for

overvågning af bussen og tage de nødvendige skridt til at sikre alternativ

transport.

Nr. 4 drejer sig om tilfælde, hvor aflysningen eller ændringen i forhold

til det aftalte skyldes force majeure eller lignende helt særlige og

ekstraordinære forhold, som ikke kan henføres til en uvedkommende tredjemand.

Bestemmelsen svarer i øvrigt til nr. 3.

Reglen i stk. 2 svarer i sit indhold til bestemmelsen i købelovens § 80,

stk. 1, nr. 4, jf. § 42, stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at regler om frister for aflysning på grund af for

få deltagere kan fastsættes administrativt. Justitsministeriet vil fastsætte

regler herom efter drøftelse med de berørte organisationer m.v.

Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 6, 2. afsnit,

og svarer med visse ændringer til § 16 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 18

Den foreslåede bestemmelse svarer til reglen i købelovens § 78, stk. 1, 2.

pkt., om løsøresælgerens afhjælpningspligt.

Det er ikke nødvendigt, at arrangøren selv afhjælper manglen, blot manglen

udbedres, uden at kunden skal betale for det.

Kunden kan forlange enhver mangel udbedret, medmindre det godtgøres, at

arrangørens byrde herved ikke står i rimeligt forhold til kundens interesse i

afhjælpning. En mindre mangel kan således ikke kræves afhjulpet, hvis

udbedringen vil være meget dyr. Udbedringsomkostningen er dog ikke

nødvendigvis uforholdsmæssig, blot fordi den beløbsmæssigt overstiger den

værdiforringelse, manglen medfører.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, men

giver dog kunden en videre beskyttelse, idet afhjælpningspligten ikke som i

direktivet er begrænset til væsentlige mangler.

Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 17, stk. 1, i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 19

Ved den foreslåede bestemmelse gøres krav om afhjælpning til kundens

centrale mangelsbeføjelse. Forholdsmæssigt afslag og ophævelse kommer kun på

tale, hvis manglen ikke kan afhjælpes uden uforholdsmæssige omkostninger

eller væsentlig ulempe for arrangøren, eller hvis arrangøren ikke afhjælper

manglen inden rimelig tid, efter at kunden har fremsat krav herom. Hvad der

er »inden rimelig tid« må navnlig afhænge af manglens betydning for

kunden, hvor kompliceret det er for arrangøren at udbedre manglen, samt

pakkerejsens tidsmæssige udstrækning. Er der tale om meget alvorlige mangler,

vil arrangøren efter omstændighederne skulle efterkomme kundens krav om

afhjælpning omgående.

Afslag skal beregnes i overensstemmelse med almindelige regler, dvs. som

et nedslag i prisen, som procentvis svarer til den procentvise

værdiforringelse af pakkerejsen.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, og

svarer med visse ændringer til § 17, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 20

Bestemmelsen drejer sig om ophævelse af aftalen på grund af mangler, der

viser sig efter, at pakkerejsen er begyndt. Efter pakkerejsens påbegyndelse

er ophævelse en særdeles indgribende beføjelse over for arrangøren, som på

det tidspunkt ikke har praktisk mulighed for at sælge pakkerejsen til anden

side, og som endvidere ikke kan få erlagte ydelser tilbage som ved løsørekøb.

I stk. 1 fastlægges betingelserne for, at kunden kan hæve aftalen. Den

grundlæggende betingelse er, at der skal være tale om en mangel, som

medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet. I bestemmelsen

angives herefter som et eksempel på, hvad der kan udgøre en sådan mangel, at

en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres.

Ved bedømmelsen af, om betingelserne for ophævelse er opfyldt, må der

således lægges vægt på manglens karakter og betydning for kundens udbytte af

pakkerejsen som helhed samt på, om arrangøren har haft mulighed for at

vurdere denne betydning.

I Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 184-185 nævnt nogle

eksempler fra ankenævnspraksis, som kan belyse, om en mangel har medført, at

formålet med en pakkerejse er væsentligt forfejlet. I et tilfælde, hvor

skibet til et 7-dages krydstogt med start fra en sydeuropæisk by på grund af

motorskade måtte returnere efter få timers sejlads og først forventedes klar

til sejlads efter 4 dage, fandtes aftalen at kunne ophæves.

I stk. 2 og 3 fastlægges retsvirkningerne af, at aftalen hæves.

I stk. 2 slås det for det første fast, at kunden som udgangspunkt har krav

på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Som nævnt kan arrangøren ikke få de ydelser, han har erlagt, tilbage.

Pakkerejseudvalget foreslog, at der i stedet åbnes mulighed for, at

arrangøren kan tilkendes en godtgørelse svarende til den værdi, pakkerejsen

eventuelt kan antages at have haft for kunden. Udvalget fandt, at der på

grund af de mange forskelligartede forhold, der kan opstå, kun bør åbnes

mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det skal ske eller ej,

må afhænge af en konkret vurdering af den pågældende hævebegrundende mangel,

pakkerejsens formål og eventuelle forudsætninger. Har pakkerejsen været

totalt forfejlet, vil der ikke tilkomme arrangøren nogen godtgørelse. Der

henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 187-188.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og lovforslaget er med

redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

Med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 7, 2. afsnit,

foreslås det i stk. 3, at kunden kan kræve, at arrangøren sørger for

hjemtransport uden ekstra udgift for kunden. Dette gælder i sagens natur kun,

hvis der indgår et transportelement i pakkerejsen, jf. lovforslagets § 2.

Direktivet indeholder ikke regler om ophævelse af aftalen efter

pakkerejsens påbegyndelse.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 18 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 21

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at arrangøren som udgangspunkt har

en egentlig afhjælpningsret. Arrangøren kan således ved at afhjælpe en mangel

afværge, at kunden gør andre mangelsbeføjelser gældende end krav om

erstatning, jf. lovforslagets §§ 22 og 23.

Hvad, der skal til for afhjælpe en mangel ved en pakkerejse, vil bero på

en konkret vurdering af aftalen og de eventuelle forudsætninger, som kunden

har gjort arrangøren bekendt med. Er det f.eks. aftalt, at kunden skal

indkvarteres på et bestemt hotel, som viser sig ikke at have plads eller at

være lukket, vil det normalt være tilstrækkeligt, at arrangøren sørger for

indkvartering på et andet hotel af tilsvarende standard og med omtrent samme

beliggenhed. Er der imidlertid tale om, at f.eks. to ægtefæller har købt en

rejse med indkvartering på et bestemt hotel og i forbindelse med aftalens

indgåelse har tilkendegivet, at de i anledning af deres sølvbryllup ønsker at

bo på netop det hotel, hvor de i sin tid tilbragte deres bryllupsnat, vil

manglen ikke kunne afhælpes, hvis ægteparret ikke kan indkvarteres på det

pågældende hotel.

Hvad der kan anses som »inden rimelig tid«, vil afhænge af en

konkret vurdering, jf. bemærkningerne til § 19. Ligesom efter den tilsvarende

regel i købelovens § 79 kan det skærpe bedømmelsen, at initiativet til

afhjælpning efter denne bestemmelse ligger hos arrangøren. Pakkerejseudvalget

nævner i betænkningen, s. 184, at fristen ved kortvarige arrangementer som

f.eks. teaterture kan være meget kort, mens den ved langvarige rejser til en

enkelt fjerntliggende destination vil kunne udstrækkes til flere dage.

Direktivet indeholder ikke regler om afhjælpningsret.

Den foreslåede bestemmelse svarer med ændringer af redaktionel karakter

til § 19 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 22

Stk. 1 drejer sig om erstatning for økonomiske tab, som kunden lider på

grund af mangler ved pakkerejsen.

Det foreslås, at arrangøren skal være erstatningsansvarlig på samme

grundlag som ved ændringer m.v., der kan forudses inden pakkerejsens start,

jf. lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil.

Der er ikke henvist til ansvarsfritagelsesgrunden i lovforslagets § 17,

stk. 1, nr. 2, idet ændringer i forhold til det aftalte, som skyldes kundens

egne forhold, ikke kan betegnes som mangler ved pakkerejsen.

Pakkerejseudvalget foreslog, at der skabes lovhjemmel til, at kunden kan

tilkendes et beløb, uanset om der er lidt et økonomisk tab. Udvalget fandt,

at der bør åbnes mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det

skal ske eller ej, må udover karakteren af de ulemper, der er påført kunden,

bl.a. afhænge af, om der i forbindelse med manglen eller ulempens opståen er

noget alvorligt at bebrejde arrangøren. Der henvises til Pakkerejseudvalgets

betænkning, s. 193-194.

Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og stk. 2 er med

redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.

Er der lidt tab, kan der blive tale om ulempegodtgørelse efter stk. 2 ved

siden af tabserstatning efter stk. 1. Godtgørelsen kan fastsættes

skønsmæssigt og skal kompensere for »ødelagt ferie«.

Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, stk. 2, 1. afsnit.

Direktivet indeholder ikke regler om ulempegodtgørelse.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 20 i Pakkerejseudvalgets

betænkning.

Til § 23

Stk. 1 drejer sig om erstatning for skader på kundens person eller ting,

som skyldes en mangel ved pakkerejsen. Erstatning for tab, der vedrører den

manglende opfyldelse af kontrakten, reguleres i lovforslagets § 22.

Bestemmelsen omfatter således tings- og personskade, der lides på grund af

visse (farlige) egenskaber ved en mangel.

For at kunne gøre krav gældende skal kunden bevise, at der er sket en

person- eller tingsskade, og at skaden er sket på grund af en mangel ved

pakkerejsen. Ved tingsskade skal kunden bevise, at der er lidt et tab, og det

samme gælder ved personskade for så vidt angår visse erstatningsposter. For

eventuelt at kunne få en godtgørelse, jf. lovforslagets § 22, stk. 2, skal

kunden endvidere bevise, at manglen har forvoldt væsentlig ulempe.

Arrangøren har bevisbyrden for, at der foreligger en af de

ansvarsfrihedsgrunde, der er nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 3 og 4,

jf. § 22, stk. 1.

Reglerne i erstatningsansvarsloven gælder med hensyn til betingelserne for

ansvarslempelse m.v. og opgørelsen af erstatning for tings- eller

personskade, herunder forsørgertabserstatning til efterladte. Bestemmelserne

i erstatningsansvarslovens §§ 3 og 26 om godtgørelse for ikke-økonomisk tab

gælder således ved siden af lovforslagets regel om ulempegodtgørelse, jf. §

22, stk. 2.

Reglen i stk. 2 skal ses som et specielt udtryk for den almindelige

omsorgspligt over for en aftalepart, der må antages at gælde efter

almindelige regler. Arrangøren bør ved personskade altid komme kunden til

hjælp, uanset om arrangøren er erstatningsansvarlig eller ej. Den foreslåede

bestemmelse går derfor videre end direktivet, hvorefter hjælpepligten ikke

gælder, hvis kunden selv er skyld i den opståede situation.

Bestemmelsen foreslås ikke civilretligt eller strafferetligt sanktioneret

i loven. Efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger kan en

tilsidesættelse af omsorgspligten dog efter omstændighederne føre til

erstatningsansvar for arrangøren, hvis tilsidesættelsen har påført kunden et

økonomisk tab.

Bestemmelsen tilsigter i øvrigt at gennemføre direktivets artikel 5, stk.

2, 1. og 2. afsnit, og svarer med visse ændringer til § 21 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 24

Det foreslås, at arrangøren i aftalen om køb af pakkerejsen skal kunne

tage forbehold om, at kundens erstatningskrav i henhold til lovforslagets §§

22 og 23 kan begrænses i overensstemmelse med maksimumbeløb, der er fastsat i

internationale konventioner, som gælder for den tjenesteydelse, der har gjort

pakkerejsen mangelfuld og forvoldt kundens tab m.v.

Sådanne beløbsbegrænsninger findes bl.a. i Warszawa-konventionen om

international luftbefordring og Athen-konventionen om befordring til søs af

passagerer og deres bagage, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, kapitel III,

pkt. 6.

Hvorvidt en international konvention gælder for en bestemt tjenesteydelse,

som indgår i pakkerejsen, afhænger af, hvilket lands lovgivning der efter

gældende lovvalgsregler finder anvendelse på den pågældende tjenesteydelse.

Dernæst vil det være afgørende, om den pågældende konvention er trådt i kraft

i det pågældende land, eller om landet dog har indarbejdet de relevante

bestemmelser i konventionen i sin nationale lovgivning.

Bestemmelsen er udformet under hensyn til direktivets artikel 5, stk. 2,

3. afsnit. Direktivet åbner ikke mulighed for, at det kan tillades arrangøren

at begrænse erstatningsbeløbene i andre tilfælde, hvor arrangøren er afskåret

fra at videreføre kundens fulde krav til den ansvarlige tjensteyder, jf.

f.eks. reglerne om erstatningsbegrænsning i luftfartsloven kapitel 9, omtalt

i Pakkerejseudvalgets betænkning s. 70 og 72.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 22 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 25

Ved bestemmelsen pålægges arrangøren (i praksis oftest dennes repræsentant

på stedet) og den pågældende tjenesteyder (f.eks. en buschauffør, skibsfører

eller hotelvært) at gøre, hvad der er muligt for at tilfredsstille kunder,

som klager over et eller andet, medmindre der er tale om kværulanteri.

Bestemmelsen skal ses som en opfordring til arrangører og tjenesteydere og

foreslås ikke sanktioneret i loven.

Arrangørens pligt til at afhjælpe mangler er reguleret i lovforslagets §

18.

Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6 og svarer med

ændringer af redaktionel karakter til § 23, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til §§ 26 og 27

Bestemmelserne drejer sig om reklamation over mangler ved pakkerejsen

efter pakkerejsens påbegyndelse. De foreslåede regler svarer i vidt omfang

til reglerne i købelovens §§ 81 og 82.

Justitsministeriet finder ikke, at der bør gælde særlige formkrav for

kundens reklamation. Kunden har bevisbyrden for, at der er reklameret.

Det foreslås, at kunden skal reklamere over for arrangøren (i praksis

oftest dennes repræsentant på stedet) eller over for den formidler, som

kunden har indgået aftalen med.

Ved vurderingen af, om kundens reklamation er sket »inden rimelig

tid«, må der bl.a. lægges vægt på arrangørens interesse i hurtig

reklamation og på kundens forhold. Det vil normalt være vigtigt for

arrangøren, at der reklameres meget hurtigt - eventuelt over for den stedlige

repræsentant - sådan at arrangøren får mulighed for at afhjælpe manglen.

Herved kan arrangøren dels afværge, at kunden hæver eller kræver afslag, dels

undgå, at der opstår problemer for nye kunder.

Pakkerejseudvalget foreslog en regel, hvorefter en kunde, der konstaterer

en mangel under pakkerejsen, så hurtigt som muligt skal gøre arrangøren,

dennes repræsentant på stedet eller den pågældende tjenesteyder opmærksomhed

herpå (§ 23, stk. 1, i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Justitsministeriet

finder imidlertid, at en sådan pligt til at reagere forud for den egentlige

reklamation af retstekniske grunde bør undgås. Det fornødne hensyn til

arrangørens interesse i hurtig reklamation vil kunne tages ved vurderingen

af, om kundens reklamation er sket inden rimelig tid, jf. ovenfor.

Bestemmelsen tilsigter således at gennemføre direktivets artikel 5, stk.

4, og giver i øvrigt kunden en videre beskyttelse.

Bestemmelserne svarer med visse ændringer til §§ 25-26 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 28

Kunden kan vælge, om han vil rette sit økonomiske krav mod arrangøren

eller formidleren. De krav, der kan blive tale om at rette mod formidleren,

er krav om forholdsmæssigt afslag, erstatning og tilbagebetaling af

forudbetalte beløb.

Den foreslåede regel i stk. 2 svarer til de regler, der må antages i

almindelighed at gælde om det interne forhold mellem fuldmægtige og

fuldmagtsgivere.

I direktivet er det overladt til medlemsstaterne at bestemme, om

arrangøren, formidleren eller begge skal hæfte overfor kunden for opfyldelsen

af aftalen.

Den foreslåede bestemmelse svarer med redaktionelle ændringer til § 24 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 29

Ved den foreslåede bestemmelse lovfæstes nogle af kundens fundamentale

pligter. Pakkerejseudvalget fandt, at det ville være hensigtsmæssigt at

fastsætte disse pligter udtrykkeligt i loven. Bestemmelsen regulerer ikke

alle kundens pligter i aftaleforholdet, bl.a. ikke betalingsforpligtelsen.

Det kan endvidere fremgå af aftalen, at kunden selv skal sørge for

forskellige ting udover pas, visa og vaccinationer.

Pligten til at rette sig efter ordensregler og anvisninger m.v. må forstås

med det naturlige forbehold, at reglerne og anvisningerne skal have en saglig

begrundelse.

Har kunden f.eks. ikke sørget for nødvendigt pas, vil der ikke kunne gøres

krav gældende mod arrangøren, hvis kunden som følge heraf ikke får adgang til

det land, rejsen skulle gå til.

Retsvirkningen af, at kunden ikke overholder ordensregler m.v., må afhænge

af en konkret vurdering. Særdeles grove tilfælde, navnlig hvor kundens adfærd

truer med at ødelægge ferien for andre kunder, må antages i almindelighed at

berettige arrangøren til at hæve aftalen og dermed udelukke kunden fra resten

af rejsen. Arrangøren vil i sådanne tilfælde efter omstændighederne også

kunne kræve, at kunden bl.a. betaler rejsens fulde pris som erstatning for

arrangørens positive opfyldelsesinteresse.

Direktivet indeholder ikke regler om kundens pligter.

Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 27 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 30

Det foreslås, at strafferammen bliver bøde for overtrædelse af visse

bestemmelser i loven eller i de administrative regler, der vil blive fastsat

i medfør af loven. Forbeholdet om, at højere straf kan være forskyldt efter

anden lovgivning, henviser bl.a. til straffelovens regler om

berigelsesforbrydelser.

Også formidlere og andre vil efter omstændighederne kunne straffes efter

den foreslåede bestemmelse, hvis de gør sig skyldige i strafbar medvirken til

overtrædelse af loven.

Bestemmelsen svarer med konsekvensændringer til § 29 i Pakkerejseudvalgets

lovudkast.

Til § 31

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1993. Herved bliver

der den nødvendige tid for rejsebranchen til at indrette sig på de nye

regler.

Brochurer, kataloger m.v. produceres normalt op til et halvt år før en ny

rejsesæson begynder. Det foreslås derfor, at brochurereglerne m.v. i

lovforslagets § 5, stk. 1, først træder i kraft den 1. januar 1994.

Det foreslås endvidere, at lovens regler skal gælde, når pakkerejsen

ifølge aftalen skal starte på ikrafttrædelsesdagen eller senere.

Visse bestemmelser i loven ville dog i givet fald få en slags

tilbagevirkende kraft. Det gælder dels bestemmelserne om, hvilke oplysninger

m.v. kunden skal have inden pakkerejsens start (§§ 6, 7, 10 og 11), og om

overdragelse af pakkerejsen og prisforhøjelse (§§ 12 og 13), dels visse

bestemmelser, der forudsætter et bestemt indhold af aftalen (§ 9, stk. 1-2, §

17, stk. 1, nr. 1, og § 24). Det foreslås derfor, at disse bestemmelser kun

skal gælde, hvis aftalen om køb af pakkerejsen er indgået på eller efter

ikrafttrædelsesdagen.

Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 30 i

Pakkerejseudvalgets lovudkast.

Til § 32

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Bilag

RÅDETS DIREKTIV

af 13. juni 1990

om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure

(90/314/EØF)

Efter 2. behandling den 23. juni 1993

Kapitel 1

Lovens anvendelsesområde og fravigelighed

§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde

indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens

navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.

Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan

ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som

indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.

Kapitel 2

Definitioner

Pakkerejse

§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af

følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været

udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en

varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:

1) Transport,

2) indkvartering,

3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport

eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.

Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer

medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.

Arrangør og formidler

§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og

udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne

virksomhed alene udøves lejlighedsvis.

Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en

pakkerejse i arrangørens navn.

Kunde

§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der

købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der

får overdraget pakkerejsen, som kunde.

Kapitel 3

Information m.v.

§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt

fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.

Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet

markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,

medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.

Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med

Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.

§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden

aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,

vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan

gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på

anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den

er indgået skriftligt.

Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,

hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.

§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren

skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold

vedrørende pakkerejsens gennemførelse.

§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen

skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§

6 og 7.

Kapitel 4

Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i

aftalen

Afbestilling

§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden

pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat

under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.

Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller

fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er

begrænset.

Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der

inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet

eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,

naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed

ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.

Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse

kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.

§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling

inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om

afbestillingsvilkår.

§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden

oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning

af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i

pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.

Overdragelse af pakkerejsen

§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder

alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren

eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden

pakkerejsens påbegyndelse.

Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt

restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.

Prisændring

§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen

som følge af ændringer i

1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,

2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom

lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller

3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den

pågældende pakkerejse.

Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst

muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt

giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den

præcise beregningsmetode herfor.

Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de

sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.

Forbehold i aftalen

§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til

ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende

over for kunden.

Kapitel 5

Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse

§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren

ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller

aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.

Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal

arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af

at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens

meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen

eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.

Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at

arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal

gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.

1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.

2.

§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes

kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i

øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til

1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i

henhold til aftalen, eller

2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren

uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.

Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,

skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves

erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse

af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.

§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan

opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har

kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre

1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er

mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er

kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,

2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne

forhold,

3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende

tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved

aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller

nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller

4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende

omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke

med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller

have undgået eller afbødet.

Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den

manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må

anses tilsikrede.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for

aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.

Kapitel 6

Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse

§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren

afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige

omkostninger eller væsentlig ulempe.

§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper

arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden

krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre

krav gældende i henhold til § 20.

§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,

eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet

med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.

Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale

samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme

arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages

at have haft for kunden.

Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden

udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,

som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.

§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke

kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker

inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.

§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,

har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes

forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på

erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.

Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der

desuden tilkomme kunden en godtgørelse.

§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en

mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt

søge at komme kunden til undsætning.

§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af

pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale

konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.

§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren

og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.

§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal

kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid

efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til

at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.

Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,

kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.

§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har

handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.

Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af

personskade, jf. § 23.

Kapitel 7

Hæftelse over for kunden

§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for

økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.

Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.

Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes

formidlerens forhold.

Kapitel 8

Kundens pligter

§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og

vaccinationer.

Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og

de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har

forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.

Kapitel 9

Straf

§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre

strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov

eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.

1, og § 15, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,

§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for

overtrædelse af forskrifterne.

Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en

fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan

bødeansvar.

Kapitel 10

Ikrafttræden m.v.

§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og

finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge

aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, §

17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af

pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.

§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved

kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som

de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter