1992 LSF 281 FORSLAG TIL LOV OM PAKKEREJSER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og fravigelighed
§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde
indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens
navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.
Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan
ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som
indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.
Kapitel 2
Definitioner
Pakkerejse
§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af
følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været
udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en
varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:
1) Transport,
2) indkvartering,
3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og
udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne
virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en
pakkerejse i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der
købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der
Læs alt
får overdraget pakkerejsen, som kunde.
Kapitel 3
Information m.v.
§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt
fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.
Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet
markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,
medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.
§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden
aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,
vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan
gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på
anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den
er indgået skriftligt.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,
hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.
§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren
skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold
vedrørende pakkerejsens gennemførelse.
§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen
skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§
6 og 7.
Kapitel 4
Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i aftalen
Afbestilling
§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden
pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat
under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.
Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller
fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er
begrænset.
Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der
inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet
eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,
naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed
ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse
kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.
§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling
inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
afbestillingsvilkår.
§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden
oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning
af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i
pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.
Overdragelse af pakkerejsen
§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder
alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren
eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden
pakkerejsens påbegyndelse.
Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt
restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.
Prisændring
§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen
som følge af ændringer i
1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,
2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom
lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller
3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den
pågældende pakkerejse.
Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst
muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt
giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den
præcise beregningsmetode herfor.
Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de
sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.
Forbehold i aftalen
§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til
ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende
over for kunden.
Kapitel 5
Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse
§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren
ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller
aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.
Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal
arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af
at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens
meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen
eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.
Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at
arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal
gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.
1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.
2.
§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes
kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i
øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til
1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i
henhold til aftalen, eller
2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren
uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.
Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,
skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves
erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse
af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.
§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan
opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har
kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre
1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er
mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er
kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,
2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne
forhold,
3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende
tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved
aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller
nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller
4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende
omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke
med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller
have undgået eller afbødet.
Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den
manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må
anses tilsikrede.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for
aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.
Kapitel 6
Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse
§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren
afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige
omkostninger eller væsentlig ulempe.
§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper
arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden
krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre
krav gældende i henhold til § 20.
§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,
eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet
med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.
Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme
arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages
at have haft for kunden.
Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden
udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,
som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.
§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke
kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker
inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.
§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,
har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes
forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på
erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.
Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der
desuden tilkomme kunden en godtgørelse.
§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en
mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt
søge at komme kunden til undsætning.
§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af
pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale
konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.
§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren
og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.
§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid
efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til
at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.
Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,
kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.
§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har
handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.
Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af
personskade, jf. § 23.
Kapitel 7
Hæftelse over for kunden
§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for
økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.
Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.
Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes
formidlerens forhold.
Kapitel 8
Kundens pligter
§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og
vaccinationer.
Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og
de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har
forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.
Kapitel 9
Straf
§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre
strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov
eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.
1, og § 15, stk. 1.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,
§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for
overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en
fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan
bødeansvar.
Kapitel 10
Ikrafttræden m.v.
§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og
finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge
aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, §
17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af
pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Oprindeligt fremsat forslag
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og fravigelighed
§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde
indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens
navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.
Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan
ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som
indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.
Kapitel 2
Definitioner
Pakkerejse
§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af
følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været
udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en
varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:
1) transport,
2) indkvartering,
3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og
udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne
virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en
pakkerejse i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber eller i hvis navn, der
købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der
får overdraget pakkerejsen, som kunde.
Kapitel 3
Information m.v.
§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt
fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.
Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet
markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,
medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.
§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden
aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,
vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan
gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på
anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den
er indgået skriftligt.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,
hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.
§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren
skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold
vedrørende pakkerejsens gennemførelse.
§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen
skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§
6 og 7.
Kapitel 4
Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i
aftalen
Afbestilling
§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden
pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat
under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.
Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller
fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er
begrænset.
Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der
inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet
eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,
naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed
ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse
kendte den pågældende begivenhed, eller begivenheden var almindelig kendt.
§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling
inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
afbestillingsvilkår.
§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden
oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning
af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i
pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.
Overdragelse af pakkerejsen
§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder
alle betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren eller
formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden pakkerejsens
påbegyndelse.
Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt
restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.
Prisændring
§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen
som følge af ændringer i:
1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,
2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, såsom
lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter, eller
3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den
pågældende pakkerejse.
Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst
muligt underretter kunden herom, og aftalen om køb af pakkerejsen
udtrykkeligt giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt
angiver den præcise beregningsmetode herfor.
Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de
sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.
Forbehold i aftalen
§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til
ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende
over for kunden.
Kapitel 5
Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse
§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren
ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller
aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.
Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal
arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af
at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens
meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen
eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.
Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at
arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal
gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.
1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.
2.
§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes
kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i
øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til:
1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i
henhold til aftalen, eller
2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren
uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.
Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,
skal kunden betale prisforskellen i det omfang denne ikke kan kræves
erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse
af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.
§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan
opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har
kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre:
1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er
mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er
kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,
2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne
forhold,
3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende
tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved
aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller
nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller
4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende
omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke
med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller
have undgået eller afbødet.
Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den
manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må
anses tilsikrede.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for
aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.
Kapitel 6
Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse
§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren
afhjælper manglen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige
omkostninger eller væsentlig ulempe.
§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper
arrangøren efter kundens påkrav ikke manglen inden rimelig tid, har kunden
krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre
krav gældende i henhold til § 20.
§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,
eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet
med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.
Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme
arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages
at have haft for kunden.
Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden
udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,
som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.
§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke
kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker
inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.
§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,
har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre manglen skyldes
forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3-4. Kunden har endvidere krav på
erstatning, hvis manglen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.
Stk. 2. Har manglen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der
desuden tilkomme kunden en godtgørelse.
§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en
mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt
søge at komme kunden til undsætning.
§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af
pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale
konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.
§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren
og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.
§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid
efter, at kunden har opdaget manglen. I modsat fald mister kunden retten til
at påberåbe sig manglen, jf. dog stk. 2 og § 27.
Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,
kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.
§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har
handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.
Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af
personskade, jf. § 23.
Kapitel 7
Hæftelse overfor kunden
§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for
økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.
Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.
Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes
formidlerens forhold.
Kapitel 8
Kundens pligter
§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og
vaccinationer.
Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og
de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har
forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.
Kapitel 9
Straf
§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre
strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov
eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.
1, og § 15, stk. 1.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,
§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for
overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en
fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan
bødeansvar.
Kapitel 10
Ikrafttræden m.v.
§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og
finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge
aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1-2, §§ 10-13, § 17,
stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af
pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Den foreslåede nye lov har til formål at styrke beskyttelsen af
forbrugere, der køber en pakkerejse. Det er samtidig et formål med
lovforslaget at gennemføre et EF-direktiv fra 1990 om pakkerejser m.v.
Reglerne i lovforslaget gælder for udbud og køb af
»pakkerejser«, dvs. visse kombinationer af transport, indkvartering
eller anden turistmæssig ydelse, jf. lovforslagets § 2.
Lovforslaget indeholder først og fremmest regler om forholdet mellem
køberen af en pakkerejse (kunden) og rejsearrangøren. Der foreslås således en
række civilretlige regler, navnlig om kontraktens indgåelse og opfyldelse, om
misligholdelse og misligholdelsesbeføjelser, reklamation m.v. Endvidere
foreslås regler vedrørende brochurers indhold.
EF-direktivet indeholder bl.a. en regel om arrangørens og formidlerens
pligt til at stille sikkerhed for tilbagebetaling og hjemtransport, hvis en
pakkerejse ikke kan gennemføres på grund af arrangørens insolvens m.v. I lov
om en rejsegarantifond, der hører under Industriministeriet, findes allerede
i dag regler om en garantiordning. Denne ordning skal som følge af direktivet
udbygges, sådan at den kommer til omfatte flere arrangører end i dag.
Industriministeren har samtidig med dette lovforslag fremsat forslag om de
ændringer af rejsegarantifondloven, som er nødvendige for at opfylde
direktivet.
2. EF-direktivet
EF-direktivet om pakkerejser m.v. blev vedtaget i juni 1990 (EF-Tidende
nr. L 158 af 23. juni 1990, side 59). Dets danske titel er: »Rådets
direktiv af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure
90/314/EØF)». Direktivet er medtaget som bilag til dette lovforslag.
Direktivet er både et forbrugerbeskyttelsesdirektiv og et led i
gennemførelsen af EF,s indre marked. Direktivet åbner mulighed for at
fastsætte eller opretholde regler, der giver forbrugeren en videre
beskyttelse end efter direktivets bestemmelser (minimumsdirektiv).
Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden 1. januar 1993.
3. Justitsministeriets udvalg vedrørende pakkerejser m.v.
Efter vedtagelsen af EF-direktivet nedsatte Justitsministeriet et udvalg
med repræsentanter for de berørte myndigheder og organisationer m.v. Udvalget
fik til opgave at udarbejde forslag til en dansk lov om pakkerejser m.v. og i
øvrigt overveje de spørgsmål, som en gennemførelse af direktivet giver
anledning til, herunder behovet for at fastsætte regler, der giver
forbrugerne en udvidet beskyttelse i forhold til EF-direktivet.
Pakkerejseudvalget afgav betænkning i december 1992 (betænkning nr.
1240/1992). Betænkningen indeholder bl.a. udkast til en lov om pakkerejser og
andre pakkearrangementer samt udvalgets bemærkninger til lovudkastet. I
udvalget var der i det væsentlige enighed om lovudkastet.
I forbindelse med høringen over Pakkerejseudvalgets betænkning, jf. punkt
6 nedenfor, har en række høringsinstanser anført, at der er behov for en
fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast. Ved den endelige udformning af
lovforslaget har Justitsministeriet på den baggrund foretaget en række
ændringer i forhold til Pakkerejseudvalgets lovudkast. Der er i vidt omfang
tale om sproglige og redaktionelle ændringer eller andre ændringer af teknisk
karakter. Der er dog også foretaget visse indholdsmæssige ændringer.
4. Gældende regler
Der findes ingen civilretlige lovregler, som særligt regulerer køb af
pakkerejser. På dette område gælder i dag almindelige obligationsretlige
grundsætninger, herunder i et vist omfang analogier fra købeloven. Endvidere
gælder de generelle regler i aftaleloven, herunder aftalelovens § 36 om
tilsidesættelse af urimelige aftalevilkår.
Domstolspraksis er sparsom på dette område. Derimod er der en ret
omfattende ankenævnspraksis. Det nuværende ankenævn for rejsebranchen,
Rejse-Ankenævnet, behandler klager over rejser her i landet med mindst een
overnatning og over alle rejser til udlandet. Rejse-Ankenævnet, der er
sammensat med repræsentanter for bl.a. rejsebranchen og forbrugerne, er
godkendt af Forbrugerklagenævnet i henhold til forbrugerklagenævnslovens §
12.
Det må antages, at langt de fleste pakkerejser sælges af arrangører, som
er medlem af en af de to dominerende rejsebureauorganisationer her i landet,
Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RID) og Danmarks Rejsebureauforening
(DRF). Disse organisationer har udarbejdet hver deres standardvilkår
(almindelige betingelser) for pakkerejser m.v. Standardvilkårene indeholder
bl.a. regler om betaling af depositum m.v., om adgangen til at foretage
ændringer i aftalen, om afbestilling samt om arrangørens og kundens ansvar
for misligholdelse. DRF,s almindelige betingelser er tiltrådt af
Forbrugerrådet.
Der er redegjort nærmere for ankenævnspraksis og de gældende civilretlige
regler i Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 36-67.
I forbindelse med transport under en pakkerejse vil der ofte gælde særlige
transportretlige regler, herunder regler om ansvar for kundens tab m.v.
Sådanne regler findes i luftfartsloven, søloven, DSB-loven og
jernbaneerstatningsloven.
På det transportretlige område findes en række internationale
konventioner. På luftfartsområdet er der tale om en konvention om
international luftbefordring fra 1929 med senere ændringer
(Warszawa-konventionen). Sølovens regler om søtransport er i vidt omfang
udformet i overensstemmelse med reglerne i en konvention fra 1974 om
befordring til søs af passagerer og deres bagage (Athen-konventionen), som
dog endnu ikke er ratificeret af Danmark. For international passager- og
rejsegodsbefordring med tog gælder en konvention fra 1980 om internationale
jernbanebefordringer (COTIF-konventionen med bilag).
Der er redegjort nærmere for de særlige transportretlige regler i
Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 67-84.
5. Lovforslagets hovedpunkter
5.1. Anvendelsesområdet m.v.
Lovforslaget omfatter udbud af pakkerejser samt aftaler om køb af
pakkerejser, som en kunde indgår med en arrangør eller med en formidler, der
handler som fuldmægtig for arrangøren.
Ved en pakkerejse forstås efter lovforslagets § 2 visse kombinationer af
transport, indkvartering og/eller anden turistmæssig ydelse, som udgør en
væsentlig del af pakkerejsen uden at være direkte knyttet til transport eller
indkvartering. »Pakkerejse« bruges således som samlebetegnelse i
lovforslaget, skønt definitionen også omfatter arrangementer uden et
transportelement.
For at kombinationen af de nævnte elementer kan udgøre en pakkerejse, skal
den samlede ydelse efter direktivet være fastlagt på forhånd, hvilket i
lovforslaget er præciseret således, at arrangøren skal have udbudt de
pågældende ydelser samlet eller udbudt de enkelte ydelser på forhånd og solgt
dem samlet. Endvidere skal den samlede ydelse have en varighed på over et
døgn eller inkludere en overnatning.
Ved en »arrangør« forstås efter lovforslagets § 3 enhver, som
tilrettelægger pakkerejser og udbyder eller sælger disse, enten selv eller
gennem en formidler, medmindre denne virksomhed kun udøves lejlighedsvis.
Udtrykket »lejlighedsvis« må efter Justitsministeriets
opfattelse fortolkes i lyset af, at direktivet må antages navnlig at være
udformet med større, professionelle rejsebureauers virksomhed for øje. Det
kan således ikke antages, at man ved affattelsen af direktivets bestemmelser
har ønsket at gribe ind i den danske tradition med mange folkelige foreninger
og klubber m.v., som af og til arrangerer ferieture og udflugter - primært
for deres egne medlemmer. Det samme kan anføres for så vidt angår de
ferieture og udflugter, som af og til arrangeres af skoler og aftenskoler.
Behovet for de foreslåede forbrugerbeskyttelsesregler er her væsentligt
mindre, og navnlig for så vidt angår mindre foreninger og klubber m.v. - hvis
ledelse og øvrige arbejdskraft i vidt omfang er ulønnet -, ville det være for
vidtgående, såfremt en mere sporadisk virksomhed med salg af pakkerejser
skulle være omfattet af loven.
På den baggrund kan Justitsministeriet ikke fuldt ud tiltræde
Pakkerejseudvalgets bemærkninger i betænkningen, s. 134, om fortolkningen af
udtrykket »lejlighedsvis«. Justitsministeriet finder det rigtigt og
i overensstemmelse med direktivets formål, såfremt den, der tilrettelægger
pakkerejser, kun anses som arrangør i lovens forstand, hvis denne virksomhed
er så regelmæssig og systematiseret eller i øvrigt har et sådant omfang, at
den må anses for at have erhvervslignende karakter. Folkelige foreninger,
skoler m.v. skal således alene anses som arrangører, hvis tilrettelæggelsen
af ferierejser o.l. dels har et professionelt tilsnit, f.eks. ved, at der
udarbejdes egentlige rejsebrochurer og lignende markedsføringsmateriale, dels
har et ikke ubetydeligt omfang.
Ved en »formidler« forstås i lovforslaget enhver, der udbyder
eller sælger pakkerejser som fuldmægtig (agent) for en arrangør. Købsaftalens
parter er således alene kunden og arrangøren.
Ved en »kunde« forstås efter lovforslagets § 4 enhver, der køber
en pakkerejse eller i hvis navn, der købes en pakkerejse. Som kunde anses
desuden den, der får overdraget en pakkerejse af en anden kunde.
Den foreslåede lov gælder for alle aftaler, for hvilke dansk lovgivning
finder anvendelse. Spørgsmålet om, hvilken lov der ved danske domstole skal
gælde for aftalen, reguleres efter almindelige lovvalgsregler, herunder EF's
konvention om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser,
jf. lov nr. 188 af 9. maj 1984 med senere ændringer.
Reglerne i den nævnte konventions artikler 4-5, der må antages i det
væsentlige at svare til dansk rets almindelige lovvalgsregler, medfører for
så vidt angår køb af pakkerejser til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, at de
ufravigelige regler i den foreslåede lov som hovedregel finder anvendelse i
tilfælde, hvor kunden har bopæl her i landet og har indgået aftalen her i
landet.
5.2. Udbud af pakkerejser
Det foreslås i § 5, at pakkerejsers pris skal fremgå tydeligt og let
forståeligt af brochurer og annoncer m.v. Arrangører og formidlere skal
naturligvis i øvrigt overholde de generelle regler i markedsføringsloven,
herunder forbudet mod at give urigtige eller vildledende oplysninger i
markedsføringsmateriale.
Det foreslås endvidere, at oplysninger i en brochure, annonce eller andet
markedsføringsmateriale indgår som en del af aftalen, hvis kunden ikke har
fået besked om eventuelle ændringer inden aftalens indgåelse.
5.3. Arrangørens pligt til at give oplysninger
Arrangøren har efter lovforslaget pligt til inden aftalens indgåelse at
give kunden besked om samtlige aftalevilkår. Aftalevilkårene skal
efterfølgende bekræftes skriftligt eller på en anden måde, som er klar og
tilgængelig for kunden. Der skal endvidere gives oplysninger om
legitimations- og vaccinationskrav og lignende betingelser for pakkerejsens
gennemførelse. Det kan f.eks. tænkes, at myndighederne på rejsemålet stiller
krav om, at personer, der rejser ind i landet, skal være vaccineret mod eller
dokumenteret fri for visse sygdomme. Der skal desuden gives oplysning om
afbestillingsvilkår og muligheden for at tegne afbestillingsforsikring.
Efter forslaget er der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give de
nævnte oplysninger, hvis det er nødvendigt som følge af, at pakkerejsen først
købes, lige før den skal påbegyndes. Lovforslaget medfører således ingen
ændringer for så vidt angår arrangørens oplysningspligt ved salg af
afbudsrejser m.v.
Der henvises til lovforslagets §§ 6, 10 og 11.
5.4. Afbestilling
Direktivet indeholder ikke regler om afbestilling. Det foreslås
imidlertid, at kunden skal have ret til at afbestille en pakkerejse, bortset
fra visse særlige tilfælde. Arrangøren skal normalt have mulighed for at
kræve et passende afbestillingsvederlag, fastsat navnlig under hensyn til
arrangørens mulighed for at sælge pakkerejsen til anden side.
Der henvises til lovforslagets § 9.
5.5. Kundens beføjelser ved arrangørens misligholdelse m.v.
En væsentlig del af lovforslaget drejer sig om kundens beføjelser, hvis
arrangøren ikke opfylder sin del af aftalen.
5.5.1. Hvis arrangøren aflyser pakkerejsen, eller det allerede inden
afrejsen er klart, at arrangøren vil misligholde aftalen i væsentligt omfang,
får kunden efter lovforslaget mulighed for at hæve aftalen. I så fald kan
kunden vælge at få alle beløb tilbage eller at deltage i en erstatningsrejse.
Endvidere pålægges arrangøren et strengt erstatningsansvar, hvis kunden lider
økonomiske tab som følge af ændringerne eller aflysningen.
Der henvises til lovforslagets §§ 16-17.
5.5.2. Viser det sig efter afrejsen, at pakkerejsen er mangelfuld -
f.eks., at der er voldsom byggestøj ved hotellet eller at der mangler guider
- vil begge parter normalt være bedst tjent med, at manglen afhjælpes, sådan
at arrangementet kan gennemføres uden yderligere problemer. Det foreslås
derfor i overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag, at krav om
afhjælpning skal være kundens centrale mangelsbeføjelse, når pakkerejsen er
påbegyndt.
Kun hvis manglen ikke kan afhjælpes eller ikke afhjælpes inden rimelig
tid, får kunden efter forslaget ret til et afslag i prisen. Er manglen så
alvorlig, at hele formålet med rejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden
desuden vælge at hæve aftalen og i forbindelse hermed kræve at blive
transporteret hjem uden ekstra udgift.
Arrangøren pålægges endvidere et strengt erstatningsansvar, hvis kunden
lider økonomiske tab. Endvidere foreslås det, at arrangøren efter
omstændighederne skal kunne pålægges at betale kunden en økonomisk
kompensation for »ødelagt ferie«.
Arrangøren pålægges endvidere erstatningsansvar for tings- og personskade,
som skyldes mangler ved en pakkerejse. Et eksempel på en sådan skade kan være
et benbrud, som en kunde pådrager sig ved at falde ned fra en hoteltrappe med
et vakkelvornt gelænder.
Det foreslåede ansvarsgrundlag for arrangøren kan betegnes som et
objektiveret ansvar med nærmere angivne ansvarsfrihedsgrunde. Der findes ikke
i dansk ret erstatningsbestemmelser, som er udformet helt på samme måde. Det
foreslåede ansvarsgrundlag har dog på flere punkter en betydelig lighed med
de strenge regler om sælgerens ansvarsfritagelse i artiklerne 79-80 i FN's
konvention om internationale løsørekøb. Denne konvention er gennemført i
dansk ret, jf. lov nr. 733 af 7. december 1988.
Der henvises til lovforslagets §§ 18-23. Pakkerejseudvalgets generelle
overvejelser om erstatningsreglernes udformning er gengivet i betænkningen,
s. 85-109.
I overensstemmelse med Pakkerejseudvalgets forslag indeholder lovforslaget
ikke nærmere regler om, hvornår der foreligger en mangel ved en pakkerejse. I
Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 44-46 redegjort for spørgsmålet.
Efter Justitsministeriets opfattelse må bedømmelsen af, om en pakkerejse
er mangelfuld, i vidt omfang bygge på en afvejning af konkrete momenter, hvis
indbyrdes vægtning desuden må afhænge af omstændighederne. Det er langt
vanskeligere end ved løsørekøb på forhånd at fastlægge et bestemt niveau for,
hvor meget der skal til, for at der foreligger en »mangel«.
Vælger man i en lovbestemmelse at anvende brede formuleringer svarende til
købelovens § 76, stk. 1, nr. 4, og § 77, vil definitionen være uden særlig
praktisk betydning. Anvender man derimod mere præcise beskrivelser, vil man
afskære en række tilfælde, hvor mangelsbeføjelser bør kunne gøres gældende.
Ankenævn og domstole bør efter Justitsministeriets opfattelse have mulighed
for i den enkelte sag ved vurderingen af, om der er tale om en mangel, at
foretage en samlet afvejning af de foreliggende omstændigheder, og det opnås
bedst ved ikke at lovfæste en nærmere definition af mangelsbegrebet.
Sammenfattende mener Justitsministeriet således, at der er flere ulemper
end fordele ved at lovfæste et mangelsbegreb ved køb af pakkerejser.
Når det i visse af lovforslagets bestemmelser er forudsat, at pakkerejsen
er mangelfuld, henvises der således til en retsstandard, hvis indhold som
hidtil må fastlægges af ankenævn og domstole.
5.5.3. I visse internationale konventioner på det transportretlige område
findes der særlige regler om begrænsning af transportørens erstatningspligt,
dels vedrørende ansvarsgrundlaget, dels vedrørende størrelsen af den
erstatning, der kan gives passageren for tab, som kan henføres til mangler
ved transportydelsen. Pakkerejseudvalgets betænkning indeholder i kapitel
III, pkt. 6, en nærmere beskrivelse af de transportretlige konventioner.
I tilfælde, der er omfattet af de nævnte konventioner, vil arrangøren af
en pakkerejse være afskåret fra at videreføre eventuelle erstatningskrav fra
kunden til den pågældende transportør for så vidt angår den del af kravet,
som ligger ud over begrænsningerne i den pågældende konvention.
På den baggrund foreslog et flertal i Pakkerejseudvalget, at man i den
danske lov bruger den hjemmel, der findes i direktivets artikel 5, stk. 2, 3.
afsnit, til at tillade, at arrangøren i aftalen tager forbehold om, at
erstatningen begrænses i overensstemmelse med internationale konventioner,
som gælder for en mangelfuld tjenesteydelse, der indgår i pakkerejsen og
medfører, at pakkerejsen som sådan bliver mangelfuld.
Et mindretal i Pakkerejseudvalget fandt, at også ansvarsgrundlaget (culpa,
culpa med omvendt bevisbyrde o.l.) bør kunne begrænses i overensstemmelse med
eventuelle internationale konventioner. Mindretallet pegede på, at
spørgsmålet bl.a. kan få betydning for Danmarks mulighed for at kunne
tiltræde Athen-konventionen, der bl.a. drejer sig om bortfragterens ansvar
over for passagerer, og hvorefter der alene gælder et culpaansvar for
bortfragteren. Et andet mindretal fandt, at en kundes i øvrigt berettigede
krav slet ikke bør kunne begrænses som følge af internationale konventioner.
Udvalgets flertal fandt, at direktivteksten kun kan antages at give
hjemmel til, at erstatningsbeløbene begrænses.
Der henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 21-23 og 197-198.
Justitsministeriet er enig med flertallet i, at direktivet, der anvender
udtrykket »..erstatningen kan begrænses..«, ikke kan antages at
åbne mulighed for, at reglerne om arrangørens ansvarsgrundlag kan fraviges
til skade for kunden. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed.
Der henvises til lovforslagets § 24 og bemærkningerne hertil.
Det bemærkes, at det efter Justitsministeriets opfattelse ikke kan
antages, at den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Danmark ikke kan
tiltræde Athen-konventionen. Denne konvention regulerer bortfragterens
ansvar. Der ses ikke at være regler i konventionen, som forhindrer, at en
bortfragter, der tillige er arrangør af pakkerejser, kan være ansvarlig efter
et strengere ansvarsgrundlag end det, som efter konventionen gælder for
bortfragtere.
5.6. Reklamation m.v.
Lovforslaget indeholder regler om kundens pligt til at reklamere, hvis
arrangøren misligholder aftalen.
Lovforslagets § 15 drejer sig om reklamation i tilfælde, hvor pakkerejsen
aflyses eller det allerede inden afrejsen kan forudses, at arrangøren vil
misligholde aftalen.
Lovforslagets §§ 26-27 drejer sig om reklamation over mangler efter
pakkerejsens påbegyndelse.
5.7. Hæftelse overfor kunden m.v.
Direktivet overlader det til medlemsstaterne at afgøre, om arrangøren,
formidleren eller eventuelt begge skal hæfte overfor kunden for aftalens
opfyldelse.
I overensstemmelse med den naturlige forståelse af betegnelsen
»formidler« er lovforslaget udformet sådan, at arrangøren er
kundens kontraktspart, mens formidleren defineres som en fuldmægtig (agent),
der handler i arrangørens navn. Med henblik på at give kunderne den bedst
mulige beskyttelse foreslås det imidlertid i overensstemmelse med
Pakkerejseudvalgets anbefaling, at formidleren skal hæfte umiddelbart overfor
kunden for kundens økonomiske krav (pengekrav). Kunden kan således vælge, om
han vil rette sit krav mod arrangøren eller formidleren. Det betyder bl.a.,
at kunden altid vil kunne få afgjort en eventuel tvist ved danske domstole,
hvis han retter sagsanlægget mod en herboende formidler.
Der henvises til lovforslagets § 28.
Pakkerejseudvalget foreslog, at de forskellige handlepligter, som i
lovforslaget pålægges arrangøren, tillige skal gælde for formidleren.
Justitsministeriet har imidlertid fundet det mest naturligt, at ansvaret for
overholdelsen af handlepligter, der har nær sammenhæng med opfyldelsen af
aftalen, i loven alene pålægges kundens aftalepart, dvs. arrangøren. Noget
andet er, at arrangøren i praksis ofte vil aftale med formidleren, at denne
skal sørge for opfyldelsen på arrangørens vegne - f.eks., at formidleren
inden aftalens indgåelse skal give kunden forskellige oplysninger, jf.
lovforslagets § 6.
5.8. Kundens pligter
Kundens pligter i aftaleforholdet med arrangøren foreslås ikke udtømmende
reguleret i loven. I lovforslagets § 29 fastlægges nogle af kundens
fundamentale pligter. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse.
Pakkerejseudvalget foreslog en regel om retsvirkningerne af, at kunden
ikke overholder sin pligt til under rejsen at sørge for pas, visum og
lignende og at rette sig efter ordensregler og anvisninger, der gives af
guider, personale m.v. (§ 29 i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Efter
Justitsministeriets opfattelse må afgørelsen af, hvilke konsekvenser kundens
misligholdelse skal have, i disse tilfælde afhænger af en konkret vurdering
af parternes forhold og de øvrige foreliggende omstændigheder. Det er klart,
at der i meget grove tilfælde vil kunne blive tale om f.eks. at udelukke
kunden fra at deltage i den resterende del af pakkerejsen, men det kan næppe
udelukkes, at en formel regel herom i nogle tilfælde vil lægge op til en for
usmidig regelanvendelse.
På den baggrund har Justitsministeriet ikke medtaget en sådan regel i
lovforslaget. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 29.
6. Høring
Pakkerejseudvalgets betænkning har været til høring hos følgende
myndigheder og organisationer:
Danmarks Rejsebureau Forening, Foreningen af Rejsearrangører i Danmark,
Danmarks Turistråd, Turistvognmændenes Landsforening, Rejsegarantifonden,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Turismens Fællesråd, Forbrugerrådet,
Industrirådet, Industriministeriet, Den Danske Dommerforening, Advokatrådet,
Assurandør-Societetet, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisatonen i
Danmark, Trafikministeriet, Ministeriet for Kommunikation og Turisme,
Centralforeningen af Hotelværter og Restauratører i Danmark, Landsforeningen
Dansk Vandrelaug, Danmarks Rederiforening, Arbejdsmarkedets Feriefond,
Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten
for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for
Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i
Aalborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Foreningen af dommerfuldmægtige i
Danmark og Dansk Industri.
Som anført ovenfor under pkt. 3 har en række høringsinstanser anført, at
der er behov for en fornyet gennemgang af udvalgets lovudkast.
Justitsministeriet har i den anledning ved udformningen af lovforslaget
foretages en rækker ændringer i Pakkerejseudvalgets lovudkast. På den
baggrund har Justitsministeriet samtidig med lovforslagets fremsættelse sendt
en kopi af lovforslaget til de ovennævnte høringsinstanser med anmodning om
at modtage eventuelle bemærkninger hurtigst muligt.
7. Økonomiske og administrative konsekvenser
Lovforslaget vil ikke have økonomiske eller administrative konsekvenser af
væsentlig betydning for det offentlige.
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
Til § 1
Lovens anvendelsesområde fastlægges i stk. 1. Bortset fra brochurereglerne
m.v. i § 5, der finder anvendelse i alle tilfælde, hvor pakkerejser udbydes
til salg, gælder loven for aftaler om køb af pakkerejser, der indgås mellem
en kunde og en arrangør. Loven gælder, uanset om kunden indgår aftalen med
arrangøren selv eller med en formidler, der som fuldmægtig for arrangøren
handler på dennes vegne.
I lovforslagets §§ 3 og 4 defineres, hvad der forstås ved
»arrangør«, »formidler« og »kunde«.
Bestemmelsen i stk. 2 betyder, at forudgående aftaler, hvorved regler i
loven eller tilhørende bekendtgørelser fraviges til skade for kunden, er
ugyldige, hvis ikke der er hjemmel hertil i loven. En sådan hjemmel findes i
lovforslagets § 6, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 24.
Bestemmelsen tilsigter sammen med §§ 2-4 at gennemføre direktivets
artikler 1 og 2.
Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 1 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 2
I bestemmelsen fastsættes, hvad der i loven forstås ved en
»pakkerejse«.
Der skal være tale om en kombination af transport og indkvartering,
transport og anden turistmæssig ydelse m.v. eller indkvartering og anden
turistmæssig ydelse m.v. Kombinationer med alle tre og eventuelle yderligere
elementer er også omfattet.
De enkelte elementer i pakkerejsen skal enten være udbudt samlet, dvs.
udbudt til salg som en kombination, eller i øvrigt være blandt de ydelser,
arrangøren udbyder til salg. Er ydelserne ikke udbudt til salg som en
kombination, skal de være solgt som en kombination. Loven omfatter således
også individuelt sammensatte kombinationer.
Ved »indkvartering« forstås indlogering på hotel, i sommerhus
eller lignende. Overnatning under transport - f.eks. i en sovevogn i et tog
eller i en kahyt på et skib - er ikke indkvartering. Ophold i et
transportmiddel kan derimod være en turistmæssig attraktion i sig selv - som
f.eks. ved krydstogter o.l., jf. stk. 1, nr. 3, og i så fald kan der være
tale om en pakkerejse.
Begrebet »anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til
transport eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af
pakkerejsen«, betyder for det første, at der skal være tale om en
selvstændig ydelse af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet til
transport eller indkvartering. For det andet skal den pågældende ydelse
udgøre en væsentlig del af pakkerejsen. Om en ydelse er omfattet af dette
kriterium, vil således afhænge af en konkret vurdering af den pågældende
ydelses karakter og af dens andel i den samlede rejse eller det samlede
arrangement. Ydelser som f.eks. servering under en flyrejse og normal
hotelservice er direkte knyttet til transport, henholdsvis indkvartering, og
vil derfor ikke være omfattet. Undervisning og uddannelse - f.eks. på
højskoler - er som udgangspunkt ikke en »turistmæssig ydelse«,
medmindre der er inkluderet betydelige rekreative islæt i form af
selvstændige ydelser, som ikke består i transport eller indkvartering. Leje
af en bil på bestemmelsesstedet vil heller ikke være en »turistmæssig
ydelse«. Derimod er f.eks. teater-, biograf- eller museumsbesøg,
udflugter med naturvejledere og kort til skiliftsystemer m.v. omfattet af
dette begreb, ligesom f.eks. fodbold-, opera- og jagtrejser indeholder
selvstændige ydelser af turistmæssig karakter, som ikke er direkte knyttet
til transport eller indkvartering.
Ved afgørelsen af, om ydelsen udgør en væsentlig del af pakkerejsen, må
der lægges vægt på, om prisen for den pågældende ydelse udgør et vigtigt
element i pakkerejsens samlede pris, og om opholdet eller transporten primært
tager sigte på den specielle turistmæssige ydelse.
Definitionen omfatter ikke kun ferie- og andre turistarrangementer. Også
forretningsrejser vil kunne være omfattet af definitionen på en pakkerejse.
Det præciseres i stk. 2, at kombinationer som nævnt i stk. 1 ikke kan
bringes uden for loven ved, at kunden får en særskilt regning på hvert
element.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 1, og
svarer med redaktionelle ændringer til § 2 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Der henvises i øvrigt til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 126-133.
Til § 3
I stk. 1 defineres, hvad der i loven forstås ved en arrangør.
I udtrykket »tilrettelægger pakkerejser« ligger, at den
pågældende skal stå bag det samlede arrangement. Selv om pakkerejsen faktisk
er sammensat af en anden end den, som har solgt pakkerejsen, anses sælgeren
som arrangør, hvis kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud
fra, at det er sælgeren, der har tilrettelagt rejsen.
Om fortolkningen af udtrykket »lejlighedsvis« henvises til de
almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.
I stk. 2 defineres, hvad der i loven forstås ved en formidler. Ved
afgørelsen af, om den pågældende handler »i arrangørens navn«, må
der i overensstemmelse med almindelige fuldmagtsregler lægges vægt på, om
kunden efter samtlige foreliggende omstændigheder må gå ud fra, at arrangøren
bliver kundens aftalepart. Det er ikke i sig selv afgørende, om den, hos hvem
kunden køber en pakkerejse, betegner sig selv »fuldmægtig«,
»agent« eller andet. Det er ikke nødvendigt, at det udtrykkeligt
udtales, at pakkerejsen sælges for en anden.
En formidler indestår over for kunden for, at han har fornøden fuldmagt,
jf. aftalelovens § 25.
Pakkerejser, der sælges af arrangørens ansatte, må anses for at være solgt
»direkte« af arrangøren, jf. stk. 1.
Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 2, nr. 2-3.
Bestemmelsen svarer med ændringer af redaktionel karakter til § 3 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 4
I bestemmelsen defineres, hvad der i loven forstås ved en
»kunde«.
Alle, der køber eller i hvis navn, der købes en pakkerejse, er kunder i
lovens forstand, og har dermed de rettigheder og pligter, som følger af
loven. Også den, der lovligt får overdraget retten til at deltage i en
pakkerejse, er kunde, jf. herved lovforslagets § 12.
En deltager, der ikke er part i aftalen med arrangøren, er ikke kunde i
lovens forstand. Den, der blot køber en pakkerejse på en andens vegne, er
således ikke kunde, selv om den pågældende deltager i rejsen.
Såvel fysiske som juridiske personer kan være kunder. Hvis f.eks. en
repræsentant for en forening køber en pakkerejse i foreningens navn, vil
foreningen således være kunde i lovens forstand.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 2, nr. 4, og
svarer med redaktionelle ændringer til § 4 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 5
Bestemmelsen drejer sig om udbud af pakkerejser.
Det foreslås i stk. 1, at brochurer, annoncer og andet materiale, der
anvendes til markedsføring af pakkerejser - f.eks. kataloger - skal indeholde
oplysning om pakkerejsens pris. Det foreslås endvidere, at prisoplysningerne
skal være tydelige og let forståelige. Heri ligger dels, at oplysningerne
skal være lette at få øje på, dels at oplysningerne skal være udformet sådan,
at de ikke giver anledning til misforståelser. Angivelse af prisen for en
pakkerejse skal således omfatte alle obligatoriske tillæg og afgifter, sådan
at der oplyses om den pris, rejsen faktisk kan købes til (grundprisen).
Reglen i stk. 1 supplerer den almindelige regel i markedsføringslovens § 2
om, at der ikke må anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt mangelfulde
angivelser, som er egnede til at påvirke efterspørgsel eller udbud af bl.a.
tjenesteydelser.
Reglen i stk. 2 betyder, at vilkår, der fremgår af markedsføringsmateriale
for en pakkerejse, anses som en del af aftalen, hvis ikke arrangøren inden
aftalens indgåelse har meddelt kunden, at vilkårene ikke gælder længere.
Bliver der indgået en aftale, og kan arrangøren ikke opfylde et eller flere
af de vilkår, der fremgår af brochuren, vil pakkerejsen efter
omstændighederne være mangelfuld. Bestemmelsen giver ikke hjemmel til i
markedsføringsmateriale at fravige de præceptive regler i loven.
I direktivets artikel 3, stk. 2, opregnes, hvilke oplysninger en brochure
mindst skal indeholde. I overensstemmelse hermed vil det i de administrative
regler, som skal fastsættes efter det foreslåede stk. 3, bl.a. blive bestemt,
at brochurer, når det er relevant for den pågældende pakkerejse, skal
indeholde oplysninger vedrørende rejsemål, transport, betingelser med hensyn
til pas, visum, vaccinationer m.v., indkvartering, forplejning, rejserute,
betaling for pakkerejsen, herunder størrelsen af en eventuel forudbetaling,
samt eventuelle mindstekrav med hensyn til deltagerantallet og i givet fald,
hvornår kunderne senest skal underrettes i tilfælde af aflysning. Det vil
endvidere blive fastsat, at brochurer skal indeholde oplysning om reglen i
stk. 2.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3 og svarer med
visse ændringer til § 5 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 6
Det foreslås, at arrangøren inden aftalens indgåelse skal gøre kunden
bekendt med samtlige aftalevilkår og eventuelle øvrige betingelser for, at
pakkerejsen kan gennemføres.
Det foreslås endvidere, at arrangøren skal bekræfte aftalen skriftligt
eller på anden egnet måde, f.eks. via edb. Er aftalen skriftlig, skal kunden
have en kopi. Det er tilstrækkeligt, hvis arrangøren udleverer et
deltagerbevis, hvori der er henvist til skriftlige oplysninger i en brochure,
som kunden tidligere har fået et eksemplar af.
Reglen i stk. 1 er ikke til hinder for, at der fortsat kan sælges
pakkerejser med visse uspecificerede vilkår, f.eks. med hensyn til
indkvarteringssted.
I stk. 2 åbnes der mulighed for, at arrangøren kan undlade at give
oplysninger og bekræfte aftalen som nævnt i stk. 1. Betingelsen herfor er, at
det er praktisk umuligt at opfylde bestemmelserne i stk. 1, fordi aftalen
først indgås kort tid, før kunden skal afsted. Denne betingelse vil f.eks.
kunne være opfyldt ved køb af en afbudsrejse umiddelbart før, rejsen skal
begyndes.
Lovforslaget indeholder ikke regler om civilretlige virkninger af, at
arrangøren ikke overholder sine pligter efter bestemmelsen. Manglende
overholdelse vil ikke i sig selv medføre, at aftalen ikke er bindende. Efter
almindelige aftaleretlige regler gælder der visse krav for at anse vilkår for
aftalt. Manglende overholdelse af § 6, stk. 1, vil i forening med andre
omstændigheder kunne betyde, at et givet vilkår ikke kan anses for aftalt.
Grov eller oftere gentagen overtrædelse af bestemmelsen vil kunne straffes
med bøde, jf. lovforslagets § 30, stk. 1.
Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 1, litra a,
og stk. 2, litra b og c.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 6 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 7
Det foreslås, at arrangøren inden pakkerejsens påbegyndelse skal vejlede
kunden om praktiske forhold under pakkerejsen.
Nærmere regler om, hvilke oplysninger der skal gives, vil blive fastsat
administrativt i medfør af lovforslagets § 8. Der henvises til bemærkningerne
til denne bestemmelse.
Lovforslaget regulerer ikke eventuelle civilretlige virkninger af, at
arrangøren undlader at give kunden oplysning om de nævnte praktiske forhold.
Bestemmelsen foreslås heller ikke strafferetligt sanktioneret.
Bestemmelsen tilsigter sammen med § 8 at gennemføre direktivets artikel 4,
stk. 1, litra b.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 7 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 8
Det foreslås, at nærmere regler om krav til aftalens indhold og om
arrangørens pligt til at give oplysninger skal fastsættes administrativt.
Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 2, litra a, at aftalen i det
omfang, det er aktuelt for den pågældende pakkerejse, skal indeholde de
bestemmelser, som er opregnet i bilaget til direktivet. De administrative
regler om aftalens indhold vil blive udformet i overensstemmelse med dette
bilag, som imidlertid ikke angiver udtømmende, hvilke bestemmelser der skal
indgå i aftalen. I forbindelse med udarbejdelsen af de administrative regler
vil det blive overvejet, om der er behov for yderligere krav, f.eks. at der i
aftalen skal gives oplysning om særlige forhold som støjgener eller lignende
på indkvarteringsstedet.
Det bemærkes, at der ikke er noget til hinder for, at de nævnte krav til
aftalens indhold vil kunne opfyldes ved, at der i aftalen henvises
udtrykkeligt til en brochure, hvor oplysningerne findes.
For så vidt angår de praktiske oplysninger, der skal gives inden
pakkerejsens påbegyndelse (lovforslagets § 7), fremgår det af direktivets
artikel 4, stk. 1, litra b), at arrangøren, hvis det er aktuelt for den
pågældende pakkerejse, bl.a. skal give nærmere oplysninger om praktiske
forhold vedrørende transporten til rejsemålet, om, hvordan man under rejsen
kan komme i forbindelse med arrangøren eller dennes repræsentant og hvordan
pårørende kan kontakte mindreårige, der rejser i udlandet, samt om
mulighederne for at tegne en afbestillingsforsikring eller en
rejseforsikring, der i tilfælde af ulykke eller sygdom dækker udgifter til
behandling og hjemtransport. De administrative regler vil blive udformet i
overensstemmelse hermed.
Den foreslåede bestemmelse svarer til § 8 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Justitsministeriet vil i forbindelse med udarbejdelsen af administrative
regler inddrage Forbrugerombudsmanden og de berørte organisationer m.v.
Til § 9
Ved bestemmelsen i stk. 1 fastsættes der en principiel adgang til at
afbestille en pakkerejse uanset grunden hertil. Gør kunden brug af denne
afbestillingsret, skal der som udgangspunkt betales et vederlag til
arrangøren. Hermed lovfæstes en kutyme indenfor rejsebranchen, jf.
Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 149 f.
Hvor stort et vederlag, der kan kræves, vil navnlig afhænge af, hvilke
muligheder arrangøren har for at undgå eller begrænse sit tab, f.eks. ved at
sælge rejsen til anden side eller annullere forudbestillinger. Arrangørerne
vil som hidtil kunne opkræve et standardiseret afbestillingsvederlag, der
bygger på normaltabsbetragtninger, idet vederlaget stiger, jo senere kunden
afbestiller.
Ved nogle arrangementer kan der fra underleverandørernes side være fastsat
strenge betingelser for annullation, som arrangøren er bundet af. Den
foreslåede bestemmelse i stk. 2 åbner mulighed for, at arrangøren i så fald
kan begrænse eller efter omstændighederne helt fravige afbestillingsretten.
Dette skal i givet fald fremgå af aftalen.
Stk. 3 drejer sig om afbestilling i situationer, hvor forholdene på
rejsemålet kort før afrejsen indebærer en vis nærliggende fare for kundens
liv eller førlighed, således at det ville være urimeligt at fastholde kunden
på aftalen.
Pakkerejseudvalget foreslog, at arrangøren i de tilfælde, der er nævnt i
stk. 3, skulle kunne beholde et »rimeligt« vederlag.
Justitsministeriet finder det imidlertid mere rimeligt, at kunden i disse
tilfælde, hvor det er almindelig sund fornuft, at rejsen ikke gennemføres,
ikke skal betale et vederlag, men kan kræve ethvert forudbetalt beløb
tilbage. Dette svarer også bedst til den foreslåede ordning, når arrangøren
aflyser rejsen, jf. lovforslagets § 16.
Det foreslås i stk. 4, at retten til vederlagsfri afbestilling efter stk.
3 ikke skal gælde, hvis kunden ved aftalens indgåelse kendte den pågældende
begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt, f.eks. hvis begivenheden
jævnligt har været omtalt i massemedierne.
Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt med visse ændringer til § 9,
stk. 1-2, og § 10 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Direktivet indeholder ikke regler om afbestillingsret.
Til § 10
Ved den foreslåede stk. 1 præciseres det, at vilkårene for afbestilling af
pakkerejsen skal meddeles kunden inden aftalens indgåelse, jf. den generelle
bestemmelse i lovforslagets § 6, stk. 1, Denne informationspligt kan kun
fraviges ved afbudsrejser m.v. som nærmere fastsat i § 6, stk. 2. I disse
tilfælde, hvor pakkerejsen bestilles kort tid før afrejsen, vil kundens
afbestillingsret i øvrigt ikke have særlig praktisk betydning.
Manglende opfyldelse af informationspligten er ikke i bestemmelsen tillagt
retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden. Hvis arrangøren
undlader at opfylde sig informationspligt, vil han efter omstændighederne
kunne straffes, jf. lovforslagets § 30.
Hvis der måtte vise sig behov for det, kan justitsministeren efter stk. 2
fastsætte nærmere regler om afbestillingsvilkår, herunder om den
standardmæssige beregning af afbestillingsvederlag.
Bestemmelsen svarer med en enkelt ændring til § 9, stk. 3-4, i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 11
Arrangøren skal efter den foreslåede bestemmelse give kunden oplysning om
mulighederne og vilkårene for at forsikre sig mod afbestilling på grund af
sygdom og lignende. Hvis forsikringsbegivenheden indtræffer, dækker en sådan
forsikring et eventuelt afbestillingsvederlag. Kunden har ikke i medfør af
lovforslaget mulighed for at afbestille vederlagsfrit i tilfælde af sygdom
m.v.
I nogle tilfælde er en form for afbestillingsforsikring inkluderet i
pakkerejsens pris. Hvis kunden ikke inden aftalens indgåelse har fået oplyst
en bestemt pris (præmie) for en sådan indbygget forsikring, vil det betyde,
at arrangøren skal tilbagebetale hele rejsens pris, såfremt
forsikringsbegivenheden indtræffer.
Der gælder ret forskellige vilkår for de eksisterende
afbestillingsforsikringer, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 159f.
Justitsministeriet forudsætter, at rejsebranchens større organisationer
sammen med Forbrugerrådet, Assurandør-Societetet og andre berørte
organisationer finder frem til mere ensartede vilkår, bl.a. med hensyn til, i
hvilket omfang sygdom hos andre end kunden selv er dækket af forsikringen.
Opnås der ikke rimelige ordninger på denne måde, vil der i medfør af
bestemmelsen i stk. 2 administrativt kunne fastsættes regler om, at der kun
må gives oplysninger om afbestillingsforsikringer med en vis minimumsdækning.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 11 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 12
Aftalen om køb af en pakkerejse kan indeholde forskellige betingelser for
deltagelsen, som også skal kunne opfyldes af den, der får overdraget
pakkerejsen. Det kan være krav om visse fysiske kvalifikationer, alderskrav
og lignende.
Endvidere vil arrangøren i nogle tilfælde kunne godtgøre, at han f.eks. i
aftalen med andre tjenesteydere er afskåret fra at ændre udstedte billetter,
hotelreservationer m.v. I så fald kan pakkerejsen ikke overdrages. Det samme
gælder, hvis det i medfør af anden lovgivning er udelukket at overdrage
pakkerejsen, jf. f.eks. bestemmelsen i sølovens § 177 om skibsrejser, hvor
der i befordringsaftalen er anført en bestemt person som passager.
Der vil i aftalen kunne fastsættes en rimelig frist for, hvornår
arrangøren eller formidleren senest skal underrettes om, at kunden vil
overdrage pakkerejsen.
Arrangøren vil kunne opkræve et ekspeditionsgebyr for det merarbejde,
overdragelsen medfører.
Bestemmelsen tilsigter at opfylde direktivets artikel 4, stk. 3, men giver
dog kunden en videre beskyttelse, idet retten til at overdrage pakkerejsen
ikke som i direktivet er begrænset til tilfælde, hvor kunden selv er
forhindret i at deltage.
Bestemmelsen svarer med ændringer af overvejende redaktionel karakter til
§ 12 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 13
Den foreslåede bestemmelse fastlægger betingelserne for, at arrangøren kan
forhøje pakkerejsens pris efter aftalens indgåelse.
Opregningen i stk. 1 er udtømmende. Det er en forudsætning, at ændringer i
de pågældende omkostninger m.v. faktisk har betydning for prisen.
Kravet om, at den præcise beregningsmetode for prisændringer skal være
angivet i aftalen, kan opfyldes ved, at der i aftalen henvises til et bilag
med nogle regneeksempler.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 4.
Kravet om, at prisændringen skal meddeles kunden hurtigst muligt, jf. stk.
2, er indføjet under hensyn til direktivets artikel 4, stk. 5. Der henvises
til bemærkningerne til lovforslagets § 15.
Bestemmelsen svarer i øvrigt med redaktionelle ændringer til § 13 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 14
Ved bestemmelsen slås det fast, at generelle forbehold fra arrangørens
side ikke har nogen retsvirkning i forholdet mellem arrangøren og kunden.
Et forbehold i aftalen er omfattet af bestemmelsen, hvis det er holdt i
almindelige vendinger, sådan at det er vanskeligt at overskue dets betydning.
Præcise forbehold vedrørende bestemte egenskaber ved pakkerejsen er ikke
omfattet.
Uspecificerede aftalevilkår er ikke omfattet af bestemmelsen, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 6.
Bestemmelsen omfatter både ændringsforbehold og generelle
ansvarsfraskrivelser.
Direktivet og Pakkerejseudvalgets lovudkast indeholder ikke tilsvarende
bestemmelser.
Til § 15
Det foreslås, at arrangøren hurtigst muligt skal give kunden besked, hvis
pakkerejsen aflyses, eller det i øvrigt har vist sig, at arrangøren ikke vil
kunne opfylde aftalen fuldt ud. Kunden skal underrettes om enhver ændring i
forhold til det aftalte, bortset fra rene bagateller. Underretningspligten
gælder således i alle tilfælde, hvor det er klart, at pakkerejsen vil blive
mangelfuld, uanset om den manglende opfyldelse skyldes forhold, der er
indtrådt før eller efter aftalens indgåelse.
Det foreslås i stk. 2, at arrangøren samtidig med underretningen efter
stk. 1 skal vejlede kunden om dennes retsstilling m.v. Arrangøren skal
navnlig oplyse om indholdet af stk. 3 og §§ 16 og 17. Arrangøren skal
endvidere meddele kunden navn og postadresse på arrangøren eller den, der på
arrangørens vegne kan modtage kundens eventuelle reklamation.
Hvis arrangøren ikke overholder sine pligter efter stk. 1 og 2, kan han
ikke gøre gældende, at kunden ikke har reklameret rettidigt og korrekt i
henhold til stk. 3. Reklamerer kunden først efter pakkerejsens påbegyndelse,
vil arrangøren kunne påberåbe sig reklamationsreglerne i lovforslagets
kapitel 6, jf. §§ 26 og 27.
Den foreslåede reklamationsregel i stk. 3 betyder, at der, så længe
pakkerejsen ikke er påbegyndt, kun gælder en reklamationsfrist for kunden,
hvis arrangøren har givet besked om, at aftalen ikke vil kunne opfyldes,
eller at pakkerejsen helt aflyses, jf. stk. 1.
Reklamationsreglen i stk. 3 gælder for ethvert krav, som kunden kan gøre
gældende i anledning af, at arrangøren vil misligholde aftalen. §§ 16m og 17
regulerer kundens adgang til at hæve aftalen og til at kræve erstatning for
eventuelle tab.
Kunden kan naturligvis også blot vælge at henholde sig til aftalen og
fastholde arrangørens opfyldelsesforpligtelse eller kræve forholdsmæssigt
afslag i prisen, hvis arrangøren ikke afværger misligholdelsen. Kravet om
reklamation er i så fald opfyldt, hvis kunden gør arrangøren opmærksom på, at
han ikke vil acceptere ændringen i forhold til det aftalte.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5, men
giver dog kunden en videre beskyttelse, dels ved, at arrangøren ikke kun skal
underrette kunden om væsentlige ændringer i forhold til det aftalte, dels
ved, at kunden ikke som efter direktivet skal reklamere »hurtigst
muligt«, men blot inden rimelig tid efter modtagelsen af arrangørens
underretning. Kravet om reklamation inden rimelig tid svarer til dansk rets
almindelige reklamationsregel i forbrugerkøb, jf. købelovens § 81.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 16
Det foreslås, at kunden skal kunne hæve aftalen eller kræve at få tilbudt
en erstatningsrejse, hvis den aftalte pakkerejse aflyses eller det kan
forudses, at pakkerejsen vil komme til at lide af væsentlige mangler.
I udtrykket »kan det med sikkerhed forudses« ligger, at
arrangøren skal have givet meddelelse om en væsentlig ændring, jf. § 15,
eller at der på anden måde skal være en til vished grænsende sandsynlighed
for, at arrangøren vil misligholde aftalen væsentligt.
Ved afgørelsen af, om en misligholdelse er væsentlig, må der tages hensyn
til forholdets konkrete betydning for kunden og til, om misligholdelsen vil
angå et forhold, der normalt har væsentlig betydning for kunder, eller som
arrangøren i øvrigt måtte regne med, at den pågældende kunde ville lægge
betydelig vægt på.
Som eksempler på væsentlige misligholdelser nævner Pakkerejseudvalget
bl.a. ændring af rejsemålet eller transportformen, jf. betænkningen, s. 171.
Kunden har krav på, at pakkerejsen gennemføres til den aftalte pris,
medmindre lovens betingelser for prisforhøjelse er opfyldt, jf. lovforslagets
§ 13. En prisforhøjelse, som ikke har hjemmel i aftalen, vil være en
væsentlig misligholdelse.
Ved væsentlighedsbedømmelsen kan der endvidere tages hensyn til, at
ophævelse på dette tidspunkt normalt er mindre indgribende over for sælgeren
end efter pakkerejsens påbegyndelse, jf. lovforslagets § 20. Vælger kunden at
hæve aftalen, betyder det, at arrangøren skal refundere samtlige beløb, der
er betalt i henhold til aftalen. Det afgøres efter reglen i lovforslagets §
17, om der tillige skal betales erstatning.
I praksis vil arrangøren ofte kunne tilbyde kunden en tilsvarende
erstatningsrejse, og begge parter vil normalt være interesserede i, at sagen
løses på den måde. Kunden kan dog også vælge at deltage i en erstatningsrejse
af højere eller lavere værdi, hvis arrangøren uden uforholdsmæssige
omkostninger eller tab kan tilbyde en sådan.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 5
(delvis) og stk. 6, litra a-b, men giver dog kunden en lidt videre
beskyttelse, idet kundens beføjelser gælder i alle tilfælde, hvor det kan
forudses, at aftalen vil blive misligholdt væsentligt, jf. herved
bemærkningerne til lovforslagets § 15.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 14, stk. 2, og § 15 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 17
Efter bestemmelsen har kunden som udgangspunkt ret til erstatning for tab,
der lides på grund af, at arrangøren aflyser pakkerejsen eller i øvrigt ikke
vil kunne opfylde aftalen fuldt ud.
For at kunne få erstatning skal kunden godtgøre, at der er lidt et
økonomisk tab, og at tabet skyldes det forhold, at aftalen ikke bliver
opfyldt på et eller flere punkter.
Det må antages, at der i praksis typisk vil være tale om overskuelige tab,
som har direkte forbindelse med pakkerejsen, f.eks. udgifter til visa,
vaccinationer og forsikringer eller til andre ydelser, der er nært forbundet
med pakkerejsen, og som ikke kan afbestilles (negativ kontraktsinteresse).
Der vil i stedet kunne kræves erstatning for prisforskellen, hvis kunden har
været nødt til at købe en tilsvarende, men dyrere erstatningsrejse (positiv
opfyldelsesinteresse).
Såvel tabet som størrelsen af tabet skal være påregneligt for arrangøren.
Kunden har desuden en almindelig pligt til at søge at begrænse sit tab. Det
betyder f.eks., at kunden ikke kan købe en dyrere erstatningsrejse hos en
anden arrangør, hvis arrangøren tilbyder kunden en erstatningsrejse af samme
art og kvalitet som den aftalte, jf. lovforslagets § 16.
Efter bestemmelsen er arrangøren som udgangspunkt erstatningsansvarlig,
uanset om der er noget at bebrejde ham eller nogen, han er ansvarlig for.
Arrangøren er således kun ansvarsfri under de særlige omstændigheder, der er
anført i nr. 1-4. Betingelserne for ansvarsfrihed skal være opfyldt i forhold
både til arrangøren og dennes ansatte samt andre tjenesteydere - herunder
formidleren - der har med pakkerejsen at gøre.
Nr. 1 drejer sig alene om aflysning på grund af for få deltagere.
Arrangøren er kun ansvarsfri efter denne regel, hvis der i aftalen om køb af
pakkerejsen er angivet et mindste antal deltagere eller en mindste
belægningsprocent. Endvidere skal arrangøren have givet kunden skriftlig
meddelelse om aflysningen inden for en frist, som ligeledes skal være angivet
i aftalen. Urimelige aftalevilkår om det nødvendige antal deltagere vil
eventuelt kunne tilsidesættes efter aftalelovens § 36.
Nr. 2 drejer sig om tilfælde, hvor der foreligger egen skyld hos kunden.
Nr. 3 drejer sig om tilfælde af force majeure eller lignende, hvor en
aflysning eller anden ændring i forhold til aftalen er hidført af en
tredjemand, der ikke har noget at gøre med leveringen af de ydelser, som er
omfattet af aftalen. Afgørende er, om arrangøren eller nogen, arrangøren er
ansvarlig for, ved at være mere omhyggelig kunne have taget højde for den
uvedkommende tredjemands handlinger ved aftalens indgåelse eller kunne have
forhindret aflysningen/ændringen eller i hvert fald efterfølgende have
afværget kundens tab. Det må i den forbindelse være en betingelse for
arrangørens ansvarsfrihed, at den pågældende tredjemands handling har en helt
særlig og ekstraordinær karakter.
Der må stilles strenge krav til beviset for, at den situation, der er
opstået, ikke kunne have været forudset, afværget eller afbødet, selv om der
er udvist passende omhyggelighed. Vurderingen af, om der er udvist
»passende omhyggelighed«, må hovedsagelig bero på en konkret
vurdering af pakkerejsens karakter og arten af den pågældende tredjemands
handling. Pakkerejseudvalget nævner i betænkningen, s. 190, at en arrangør
eller tjenesteyder, der f.eks. får et tip om, at der vil blive øvet hærværk
mod en bus, som næste dag skal bruges til transport af kunderne, må sørge for
overvågning af bussen og tage de nødvendige skridt til at sikre alternativ
transport.
Nr. 4 drejer sig om tilfælde, hvor aflysningen eller ændringen i forhold
til det aftalte skyldes force majeure eller lignende helt særlige og
ekstraordinære forhold, som ikke kan henføres til en uvedkommende tredjemand.
Bestemmelsen svarer i øvrigt til nr. 3.
Reglen i stk. 2 svarer i sit indhold til bestemmelsen i købelovens § 80,
stk. 1, nr. 4, jf. § 42, stk. 2.
Det foreslås i stk. 3, at regler om frister for aflysning på grund af for
få deltagere kan fastsættes administrativt. Justitsministeriet vil fastsætte
regler herom efter drøftelse med de berørte organisationer m.v.
Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 6, 2. afsnit,
og svarer med visse ændringer til § 16 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 18
Den foreslåede bestemmelse svarer til reglen i købelovens § 78, stk. 1, 2.
pkt., om løsøresælgerens afhjælpningspligt.
Det er ikke nødvendigt, at arrangøren selv afhjælper manglen, blot manglen
udbedres, uden at kunden skal betale for det.
Kunden kan forlange enhver mangel udbedret, medmindre det godtgøres, at
arrangørens byrde herved ikke står i rimeligt forhold til kundens interesse i
afhjælpning. En mindre mangel kan således ikke kræves afhjulpet, hvis
udbedringen vil være meget dyr. Udbedringsomkostningen er dog ikke
nødvendigvis uforholdsmæssig, blot fordi den beløbsmæssigt overstiger den
værdiforringelse, manglen medfører.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, men
giver dog kunden en videre beskyttelse, idet afhjælpningspligten ikke som i
direktivet er begrænset til væsentlige mangler.
Bestemmelsen svarer med en redaktionel ændring til § 17, stk. 1, i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 19
Ved den foreslåede bestemmelse gøres krav om afhjælpning til kundens
centrale mangelsbeføjelse. Forholdsmæssigt afslag og ophævelse kommer kun på
tale, hvis manglen ikke kan afhjælpes uden uforholdsmæssige omkostninger
eller væsentlig ulempe for arrangøren, eller hvis arrangøren ikke afhjælper
manglen inden rimelig tid, efter at kunden har fremsat krav herom. Hvad der
er »inden rimelig tid« må navnlig afhænge af manglens betydning for
kunden, hvor kompliceret det er for arrangøren at udbedre manglen, samt
pakkerejsens tidsmæssige udstrækning. Er der tale om meget alvorlige mangler,
vil arrangøren efter omstændighederne skulle efterkomme kundens krav om
afhjælpning omgående.
Afslag skal beregnes i overensstemmelse med almindelige regler, dvs. som
et nedslag i prisen, som procentvis svarer til den procentvise
værdiforringelse af pakkerejsen.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 4, stk. 7, og
svarer med visse ændringer til § 17, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 20
Bestemmelsen drejer sig om ophævelse af aftalen på grund af mangler, der
viser sig efter, at pakkerejsen er begyndt. Efter pakkerejsens påbegyndelse
er ophævelse en særdeles indgribende beføjelse over for arrangøren, som på
det tidspunkt ikke har praktisk mulighed for at sælge pakkerejsen til anden
side, og som endvidere ikke kan få erlagte ydelser tilbage som ved løsørekøb.
I stk. 1 fastlægges betingelserne for, at kunden kan hæve aftalen. Den
grundlæggende betingelse er, at der skal være tale om en mangel, som
medfører, at formålet med pakkerejsen er væsentligt forfejlet. I bestemmelsen
angives herefter som et eksempel på, hvad der kan udgøre en sådan mangel, at
en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres.
Ved bedømmelsen af, om betingelserne for ophævelse er opfyldt, må der
således lægges vægt på manglens karakter og betydning for kundens udbytte af
pakkerejsen som helhed samt på, om arrangøren har haft mulighed for at
vurdere denne betydning.
I Pakkerejseudvalgets betænkning er der på s. 184-185 nævnt nogle
eksempler fra ankenævnspraksis, som kan belyse, om en mangel har medført, at
formålet med en pakkerejse er væsentligt forfejlet. I et tilfælde, hvor
skibet til et 7-dages krydstogt med start fra en sydeuropæisk by på grund af
motorskade måtte returnere efter få timers sejlads og først forventedes klar
til sejlads efter 4 dage, fandtes aftalen at kunne ophæves.
I stk. 2 og 3 fastlægges retsvirkningerne af, at aftalen hæves.
I stk. 2 slås det for det første fast, at kunden som udgangspunkt har krav
på at få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Som nævnt kan arrangøren ikke få de ydelser, han har erlagt, tilbage.
Pakkerejseudvalget foreslog, at der i stedet åbnes mulighed for, at
arrangøren kan tilkendes en godtgørelse svarende til den værdi, pakkerejsen
eventuelt kan antages at have haft for kunden. Udvalget fandt, at der på
grund af de mange forskelligartede forhold, der kan opstå, kun bør åbnes
mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det skal ske eller ej,
må afhænge af en konkret vurdering af den pågældende hævebegrundende mangel,
pakkerejsens formål og eventuelle forudsætninger. Har pakkerejsen været
totalt forfejlet, vil der ikke tilkomme arrangøren nogen godtgørelse. Der
henvises til Pakkerejseudvalgets betænkning, s. 187-188.
Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og lovforslaget er med
redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.
Med henblik på gennemførelse af direktivets artikel 4, stk. 7, 2. afsnit,
foreslås det i stk. 3, at kunden kan kræve, at arrangøren sørger for
hjemtransport uden ekstra udgift for kunden. Dette gælder i sagens natur kun,
hvis der indgår et transportelement i pakkerejsen, jf. lovforslagets § 2.
Direktivet indeholder ikke regler om ophævelse af aftalen efter
pakkerejsens påbegyndelse.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 18 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 21
Den foreslåede bestemmelse indebærer, at arrangøren som udgangspunkt har
en egentlig afhjælpningsret. Arrangøren kan således ved at afhjælpe en mangel
afværge, at kunden gør andre mangelsbeføjelser gældende end krav om
erstatning, jf. lovforslagets §§ 22 og 23.
Hvad, der skal til for afhjælpe en mangel ved en pakkerejse, vil bero på
en konkret vurdering af aftalen og de eventuelle forudsætninger, som kunden
har gjort arrangøren bekendt med. Er det f.eks. aftalt, at kunden skal
indkvarteres på et bestemt hotel, som viser sig ikke at have plads eller at
være lukket, vil det normalt være tilstrækkeligt, at arrangøren sørger for
indkvartering på et andet hotel af tilsvarende standard og med omtrent samme
beliggenhed. Er der imidlertid tale om, at f.eks. to ægtefæller har købt en
rejse med indkvartering på et bestemt hotel og i forbindelse med aftalens
indgåelse har tilkendegivet, at de i anledning af deres sølvbryllup ønsker at
bo på netop det hotel, hvor de i sin tid tilbragte deres bryllupsnat, vil
manglen ikke kunne afhælpes, hvis ægteparret ikke kan indkvarteres på det
pågældende hotel.
Hvad der kan anses som »inden rimelig tid«, vil afhænge af en
konkret vurdering, jf. bemærkningerne til § 19. Ligesom efter den tilsvarende
regel i købelovens § 79 kan det skærpe bedømmelsen, at initiativet til
afhjælpning efter denne bestemmelse ligger hos arrangøren. Pakkerejseudvalget
nævner i betænkningen, s. 184, at fristen ved kortvarige arrangementer som
f.eks. teaterture kan være meget kort, mens den ved langvarige rejser til en
enkelt fjerntliggende destination vil kunne udstrækkes til flere dage.
Direktivet indeholder ikke regler om afhjælpningsret.
Den foreslåede bestemmelse svarer med ændringer af redaktionel karakter
til § 19 i Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 22
Stk. 1 drejer sig om erstatning for økonomiske tab, som kunden lider på
grund af mangler ved pakkerejsen.
Det foreslås, at arrangøren skal være erstatningsansvarlig på samme
grundlag som ved ændringer m.v., der kan forudses inden pakkerejsens start,
jf. lovforslagets § 17 og bemærkningerne hertil.
Der er ikke henvist til ansvarsfritagelsesgrunden i lovforslagets § 17,
stk. 1, nr. 2, idet ændringer i forhold til det aftalte, som skyldes kundens
egne forhold, ikke kan betegnes som mangler ved pakkerejsen.
Pakkerejseudvalget foreslog, at der skabes lovhjemmel til, at kunden kan
tilkendes et beløb, uanset om der er lidt et økonomisk tab. Udvalget fandt,
at der bør åbnes mulighed for, at der kan tilkendes en godtgørelse. Om det
skal ske eller ej, må udover karakteren af de ulemper, der er påført kunden,
bl.a. afhænge af, om der i forbindelse med manglen eller ulempens opståen er
noget alvorligt at bebrejde arrangøren. Der henvises til Pakkerejseudvalgets
betænkning, s. 193-194.
Justitsministeriet kan tiltræde dette forslag, og stk. 2 er med
redaktionelle ændringer udformet i overensstemmelse hermed.
Er der lidt tab, kan der blive tale om ulempegodtgørelse efter stk. 2 ved
siden af tabserstatning efter stk. 1. Godtgørelsen kan fastsættes
skønsmæssigt og skal kompensere for »ødelagt ferie«.
Stk. 1 tilsigter at gennemføre direktivets art. 5, stk. 2, 1. afsnit.
Direktivet indeholder ikke regler om ulempegodtgørelse.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 20 i Pakkerejseudvalgets
betænkning.
Til § 23
Stk. 1 drejer sig om erstatning for skader på kundens person eller ting,
som skyldes en mangel ved pakkerejsen. Erstatning for tab, der vedrører den
manglende opfyldelse af kontrakten, reguleres i lovforslagets § 22.
Bestemmelsen omfatter således tings- og personskade, der lides på grund af
visse (farlige) egenskaber ved en mangel.
For at kunne gøre krav gældende skal kunden bevise, at der er sket en
person- eller tingsskade, og at skaden er sket på grund af en mangel ved
pakkerejsen. Ved tingsskade skal kunden bevise, at der er lidt et tab, og det
samme gælder ved personskade for så vidt angår visse erstatningsposter. For
eventuelt at kunne få en godtgørelse, jf. lovforslagets § 22, stk. 2, skal
kunden endvidere bevise, at manglen har forvoldt væsentlig ulempe.
Arrangøren har bevisbyrden for, at der foreligger en af de
ansvarsfrihedsgrunde, der er nævnt i lovforslagets § 17, stk. 1, nr. 3 og 4,
jf. § 22, stk. 1.
Reglerne i erstatningsansvarsloven gælder med hensyn til betingelserne for
ansvarslempelse m.v. og opgørelsen af erstatning for tings- eller
personskade, herunder forsørgertabserstatning til efterladte. Bestemmelserne
i erstatningsansvarslovens §§ 3 og 26 om godtgørelse for ikke-økonomisk tab
gælder således ved siden af lovforslagets regel om ulempegodtgørelse, jf. §
22, stk. 2.
Reglen i stk. 2 skal ses som et specielt udtryk for den almindelige
omsorgspligt over for en aftalepart, der må antages at gælde efter
almindelige regler. Arrangøren bør ved personskade altid komme kunden til
hjælp, uanset om arrangøren er erstatningsansvarlig eller ej. Den foreslåede
bestemmelse går derfor videre end direktivet, hvorefter hjælpepligten ikke
gælder, hvis kunden selv er skyld i den opståede situation.
Bestemmelsen foreslås ikke civilretligt eller strafferetligt sanktioneret
i loven. Efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger kan en
tilsidesættelse af omsorgspligten dog efter omstændighederne føre til
erstatningsansvar for arrangøren, hvis tilsidesættelsen har påført kunden et
økonomisk tab.
Bestemmelsen tilsigter i øvrigt at gennemføre direktivets artikel 5, stk.
2, 1. og 2. afsnit, og svarer med visse ændringer til § 21 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 24
Det foreslås, at arrangøren i aftalen om køb af pakkerejsen skal kunne
tage forbehold om, at kundens erstatningskrav i henhold til lovforslagets §§
22 og 23 kan begrænses i overensstemmelse med maksimumbeløb, der er fastsat i
internationale konventioner, som gælder for den tjenesteydelse, der har gjort
pakkerejsen mangelfuld og forvoldt kundens tab m.v.
Sådanne beløbsbegrænsninger findes bl.a. i Warszawa-konventionen om
international luftbefordring og Athen-konventionen om befordring til søs af
passagerer og deres bagage, jf. Pakkerejseudvalgets betænkning, kapitel III,
pkt. 6.
Hvorvidt en international konvention gælder for en bestemt tjenesteydelse,
som indgår i pakkerejsen, afhænger af, hvilket lands lovgivning der efter
gældende lovvalgsregler finder anvendelse på den pågældende tjenesteydelse.
Dernæst vil det være afgørende, om den pågældende konvention er trådt i kraft
i det pågældende land, eller om landet dog har indarbejdet de relevante
bestemmelser i konventionen i sin nationale lovgivning.
Bestemmelsen er udformet under hensyn til direktivets artikel 5, stk. 2,
3. afsnit. Direktivet åbner ikke mulighed for, at det kan tillades arrangøren
at begrænse erstatningsbeløbene i andre tilfælde, hvor arrangøren er afskåret
fra at videreføre kundens fulde krav til den ansvarlige tjensteyder, jf.
f.eks. reglerne om erstatningsbegrænsning i luftfartsloven kapitel 9, omtalt
i Pakkerejseudvalgets betænkning s. 70 og 72.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 22 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 25
Ved bestemmelsen pålægges arrangøren (i praksis oftest dennes repræsentant
på stedet) og den pågældende tjenesteyder (f.eks. en buschauffør, skibsfører
eller hotelvært) at gøre, hvad der er muligt for at tilfredsstille kunder,
som klager over et eller andet, medmindre der er tale om kværulanteri.
Bestemmelsen skal ses som en opfordring til arrangører og tjenesteydere og
foreslås ikke sanktioneret i loven.
Arrangørens pligt til at afhjælpe mangler er reguleret i lovforslagets §
18.
Bestemmelsen tilsigter at gennemføre direktivets artikel 6 og svarer med
ændringer af redaktionel karakter til § 23, stk. 2, i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til §§ 26 og 27
Bestemmelserne drejer sig om reklamation over mangler ved pakkerejsen
efter pakkerejsens påbegyndelse. De foreslåede regler svarer i vidt omfang
til reglerne i købelovens §§ 81 og 82.
Justitsministeriet finder ikke, at der bør gælde særlige formkrav for
kundens reklamation. Kunden har bevisbyrden for, at der er reklameret.
Det foreslås, at kunden skal reklamere over for arrangøren (i praksis
oftest dennes repræsentant på stedet) eller over for den formidler, som
kunden har indgået aftalen med.
Ved vurderingen af, om kundens reklamation er sket »inden rimelig
tid«, må der bl.a. lægges vægt på arrangørens interesse i hurtig
reklamation og på kundens forhold. Det vil normalt være vigtigt for
arrangøren, at der reklameres meget hurtigt - eventuelt over for den stedlige
repræsentant - sådan at arrangøren får mulighed for at afhjælpe manglen.
Herved kan arrangøren dels afværge, at kunden hæver eller kræver afslag, dels
undgå, at der opstår problemer for nye kunder.
Pakkerejseudvalget foreslog en regel, hvorefter en kunde, der konstaterer
en mangel under pakkerejsen, så hurtigt som muligt skal gøre arrangøren,
dennes repræsentant på stedet eller den pågældende tjenesteyder opmærksomhed
herpå (§ 23, stk. 1, i Pakkerejseudvalgets lovudkast). Justitsministeriet
finder imidlertid, at en sådan pligt til at reagere forud for den egentlige
reklamation af retstekniske grunde bør undgås. Det fornødne hensyn til
arrangørens interesse i hurtig reklamation vil kunne tages ved vurderingen
af, om kundens reklamation er sket inden rimelig tid, jf. ovenfor.
Bestemmelsen tilsigter således at gennemføre direktivets artikel 5, stk.
4, og giver i øvrigt kunden en videre beskyttelse.
Bestemmelserne svarer med visse ændringer til §§ 25-26 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 28
Kunden kan vælge, om han vil rette sit økonomiske krav mod arrangøren
eller formidleren. De krav, der kan blive tale om at rette mod formidleren,
er krav om forholdsmæssigt afslag, erstatning og tilbagebetaling af
forudbetalte beløb.
Den foreslåede regel i stk. 2 svarer til de regler, der må antages i
almindelighed at gælde om det interne forhold mellem fuldmægtige og
fuldmagtsgivere.
I direktivet er det overladt til medlemsstaterne at bestemme, om
arrangøren, formidleren eller begge skal hæfte overfor kunden for opfyldelsen
af aftalen.
Den foreslåede bestemmelse svarer med redaktionelle ændringer til § 24 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 29
Ved den foreslåede bestemmelse lovfæstes nogle af kundens fundamentale
pligter. Pakkerejseudvalget fandt, at det ville være hensigtsmæssigt at
fastsætte disse pligter udtrykkeligt i loven. Bestemmelsen regulerer ikke
alle kundens pligter i aftaleforholdet, bl.a. ikke betalingsforpligtelsen.
Det kan endvidere fremgå af aftalen, at kunden selv skal sørge for
forskellige ting udover pas, visa og vaccinationer.
Pligten til at rette sig efter ordensregler og anvisninger m.v. må forstås
med det naturlige forbehold, at reglerne og anvisningerne skal have en saglig
begrundelse.
Har kunden f.eks. ikke sørget for nødvendigt pas, vil der ikke kunne gøres
krav gældende mod arrangøren, hvis kunden som følge heraf ikke får adgang til
det land, rejsen skulle gå til.
Retsvirkningen af, at kunden ikke overholder ordensregler m.v., må afhænge
af en konkret vurdering. Særdeles grove tilfælde, navnlig hvor kundens adfærd
truer med at ødelægge ferien for andre kunder, må antages i almindelighed at
berettige arrangøren til at hæve aftalen og dermed udelukke kunden fra resten
af rejsen. Arrangøren vil i sådanne tilfælde efter omstændighederne også
kunne kræve, at kunden bl.a. betaler rejsens fulde pris som erstatning for
arrangørens positive opfyldelsesinteresse.
Direktivet indeholder ikke regler om kundens pligter.
Bestemmelsen svarer med visse ændringer til § 27 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 30
Det foreslås, at strafferammen bliver bøde for overtrædelse af visse
bestemmelser i loven eller i de administrative regler, der vil blive fastsat
i medfør af loven. Forbeholdet om, at højere straf kan være forskyldt efter
anden lovgivning, henviser bl.a. til straffelovens regler om
berigelsesforbrydelser.
Også formidlere og andre vil efter omstændighederne kunne straffes efter
den foreslåede bestemmelse, hvis de gør sig skyldige i strafbar medvirken til
overtrædelse af loven.
Bestemmelsen svarer med konsekvensændringer til § 29 i Pakkerejseudvalgets
lovudkast.
Til § 31
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 1993. Herved bliver
der den nødvendige tid for rejsebranchen til at indrette sig på de nye
regler.
Brochurer, kataloger m.v. produceres normalt op til et halvt år før en ny
rejsesæson begynder. Det foreslås derfor, at brochurereglerne m.v. i
lovforslagets § 5, stk. 1, først træder i kraft den 1. januar 1994.
Det foreslås endvidere, at lovens regler skal gælde, når pakkerejsen
ifølge aftalen skal starte på ikrafttrædelsesdagen eller senere.
Visse bestemmelser i loven ville dog i givet fald få en slags
tilbagevirkende kraft. Det gælder dels bestemmelserne om, hvilke oplysninger
m.v. kunden skal have inden pakkerejsens start (§§ 6, 7, 10 og 11), og om
overdragelse af pakkerejsen og prisforhøjelse (§§ 12 og 13), dels visse
bestemmelser, der forudsætter et bestemt indhold af aftalen (§ 9, stk. 1-2, §
17, stk. 1, nr. 1, og § 24). Det foreslås derfor, at disse bestemmelser kun
skal gælde, hvis aftalen om køb af pakkerejsen er indgået på eller efter
ikrafttrædelsesdagen.
Bestemmelsen svarer med redaktionelle ændringer til § 30 i
Pakkerejseudvalgets lovudkast.
Til § 32
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.
Bilag
RÅDETS DIREKTIV
af 13. juni 1990
om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure
(90/314/EØF)
Efter 2. behandling den 23. juni 1993
Kapitel 1
Lovens anvendelsesområde og fravigelighed
§ 1. Loven gælder for aftaler om køb af pakkerejser, som en kunde
indgår med en arrangør eller med en formidler, der handler i arrangørens
navn. §§ 2, 3 og 5 gælder endvidere for udbud af pakkerejser.
Stk. 2. Loven og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser kan
ikke ved forudgående aftale fraviges til skade for kunden eller den, som
indtræder i kundens krav, medmindre andet er angivet i loven.
Kapitel 2
Definitioner
Pakkerejse
§ 2. Ved en pakkerejse forstås en kombination af mindst to af
følgende elementer, såfremt de af arrangøren udbydes samlet eller har været
udbudt på forhånd og sælges samlet, og såfremt den samlede ydelse har en
varighed på over 24 timer eller omfatter overnatning:
1) Transport,
2) indkvartering,
3) anden turistmæssig ydelse, der ikke er direkte knyttet til transport
eller indkvartering, men som udgør en væsentlig del af pakkerejsen.
Stk. 2. Særskilt fakturering af de i stk. 1 nævnte elementer
medfører ikke, at kombinationen af disse falder uden for loven.
Arrangør og formidler
§ 3. Som arrangør anses enhver, der tilrettelægger pakkerejser og
udbyder eller sælger disse direkte eller gennem en formidler, medmindre denne
virksomhed alene udøves lejlighedsvis.
Stk. 2. Som formidler anses enhver, der udbyder eller sælger en
pakkerejse i arrangørens navn.
Kunde
§ 4. Som kunde anses enhver, der køber, eller i hvis navn der
købes en pakkerejse. Overdrager kunden pakkerejsen, anses tillige den, der
får overdraget pakkerejsen, som kunde.
Kapitel 3
Information m.v.
§ 5. Prisen for en pakkerejse skal tydeligt og let forståeligt
fremgå af brochurer, annoncer og andet markedsføringsmateriale.
Stk. 2. Oplysninger i en brochure, annonce eller andet
markedsføringsmateriale anses som en del af aftalen om køb af pakkerejsen,
medmindre ændringer er meddelt kunden inden aftalens indgåelse.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med
Forbrugerombudsmanden nærmere regler om oplysninger i brochurer.
§ 6. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse meddele kunden
aftalevilkårene samt give oplysning om bestemmelser vedrørende pas, visum,
vaccinationer og lignende, som skal overholdes, for at pakkerejsen kan
gennemføres. Arrangøren skal bekræfte aftalevilkårene skriftligt eller på
anden egnet måde over for kunden, herunder udlevere kopi af aftalen, hvis den
er indgået skriftligt.
Stk. 2. Bestemmelserne i stk. 1 kan fraviges i nødvendigt omfang,
hvis aftalen indgås kort før pakkerejsens påbegyndelse.
§ 7. Inden pakkerejsen påbegyndes, skal kunden af arrangøren
skriftligt eller på anden egnet måde have oplysning om praktiske forhold
vedrørende pakkerejsens gennemførelse.
§ 8. Justitsministeren fastsætter regler om vilkår, som aftalen
skal indeholde, og om de oplysninger, der skal meddeles kunden i medfør af §§
6 og 7.
Kapitel 4
Afbestilling, overdragelse, ændringer i prisen og forbehold i
aftalen
Afbestilling
§ 9. Kunden kan afbestille en pakkerejse. Afbestiller kunden
pakkerejsen, kan arrangøren alene kræve et passende vederlag, der er fastsat
under hensyn til tidspunktet for afbestillingen og pakkerejsens karakter.
Stk. 2. Afbestillingsretten efter stk. 1 kan begrænses eller
fraviges i aftalen, hvis arrangørens afbestillingsret over for tredjemand er
begrænset.
Stk. 3. Kunden kan endvidere afbestille en pakkerejse, hvis der
inden for et tidsrum af 14 dage før pakkerejsens påbegyndelse på rejsemålet
eller i umiddelbar nærhed af dette forekommer krigshandlinger,
naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller andre hermed
ligestillede begivenheder. Kunden har i så fald krav på tilbagebetaling af
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis kunden ved aftalens indgåelse
kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.
§ 10. Arrangøren skal meddele kunden vilkårene for afbestilling
inden aftalens indgåelse. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om
afbestillingsvilkår.
§ 11. Arrangøren skal inden aftalens indgåelse give kunden
oplysning om mulighederne og vilkårene for at tegne forsikring til dækning
af, at kunden på grund af sygdom eller lignende ikke kan deltage i
pakkerejsen. § 6, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om minimumsdækning.
Overdragelse af pakkerejsen
§ 12. Kunden kan overdrage pakkerejsen til enhver, der opfylder
alle nødvendige betingelser for at deltage i pakkerejsen, såfremt arrangøren
eller formidleren underrettes om overdragelsen i rimelig tid inden
pakkerejsens påbegyndelse.
Stk. 2. Kunderne hæfter solidarisk for betaling af et eventuelt
restbeløb og eventuelle omkostninger, der følger af overdragelsen.
Prisændring
§ 13. Arrangøren kan kun forhøje den aftalte pris for pakkerejsen
som følge af ændringer i
1) transportomkostninger, herunder brændstofpriser,
2) skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser såsom
lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter eller
3) valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for den
pågældende pakkerejse.
Stk. 2. Prisforhøjelse kan kun foretages, hvis arrangøren hurtigst
muligt underretter kunden herom og aftalen om køb af pakkerejsen udtrykkeligt
giver mulighed for både forhøjelse og nedsættelse af prisen samt angiver den
præcise beregningsmetode herfor.
Stk. 3. Den aftalte pris for pakkerejsen kan ikke forhøjes de
sidste 20 dage før det aftalte tidspunkt for pakkerejsens påbegyndelse.
Forbehold i aftalen
§ 14. Bestemmelser om, at arrangøren forbeholder sig ret til
ændringer, og andre almindelige forbehold i aftalen kan ikke gøres gældende
over for kunden.
Kapitel 5
Arrangørens misligholdelse m.v. inden pakkerejsens påbegyndelse
§ 15. Viser det sig inden pakkerejsens påbegyndelse, at arrangøren
ikke vil kunne opfylde aftalen, uden at et eller flere vilkår ændres, eller
aflyses pakkerejsen, skal arrangøren hurtigst muligt underrette kunden herom.
Stk. 2. Samtidig med den i stk. 1 nævnte underretning skal
arrangøren give kunden oplysning om dennes beføjelser, om retsvirkningen af
at undlade at give meddelelse som nævnt i stk. 3 samt om, hvortil kundens
meddelelse kan gives. I modsat fald kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen
eller mangelfuld reklamation efter stk. 3.
Stk. 3. Vil kunden gøre krav gældende i anledning af, at
arrangøren ikke vil kunne opfylde aftalen, eller at pakkerejsen aflyses, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom. Meddelelsen skal
gives inden rimelig tid efter modtagelsen af en underretning som nævnt i stk.
1. I modsat fald mister kunden retten til at gøre krav gældende, jf. dog stk.
2.
§ 16. Aflyser arrangøren pakkerejsen, uden at dette skyldes
kundens egne forhold, eller kan det med sikkerhed forudses, at aftalen i
øvrigt vil blive misligholdt væsentligt af arrangøren, har kunden ret til
1) at hæve aftalen og få tilbagebetalt samtlige beløb, der er betalt i
henhold til aftalen, eller
2) at deltage i en anden pakkerejse efter kundens valg, såfremt arrangøren
uden uforholdsmæssige omkostninger eller tab kan tilbyde dette.
Stk. 2. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse af højere værdi,
skal kunden betale prisforskellen, i det omfang denne ikke kan kræves
erstattet af arrangøren, jf. § 17. Vælger kunden at deltage i en pakkerejse
af ringere værdi, skal arrangøren tilbagebetale prisforskellen.
§ 17. Lider kunden tab som følge af, at arrangøren ikke kan
opfylde de aftalte vilkår, eller som følge af pakkerejsens aflysning, har
kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre
1) aflysningen skyldes, at antallet af tilmeldte til en pakkerejse er
mindre end et i aftalen angivet minimum, og skriftlig meddelelse herom er
kommet frem til kunden inden en i aftalen angivet frist,
2) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes kundens egne
forhold,
3) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes en uvedkommende
tredjemand og ikke med passende omhyggelighed kunne have været forudset ved
aftalens indgåelse eller være undgået eller afbødet af arrangøren eller
nogen, arrangøren er ansvarlig for, eller
4) aflysningen eller den manglende opfyldelse skyldes udefra kommende
omstændigheder, som arrangøren eller nogen, arrangøren er ansvarlig for, ikke
med passende omhyggelighed kunne have forudset ved aftalens indgåelse eller
have undgået eller afbødet.
Stk. 2. Kunden har endvidere krav på erstatning, hvis den
manglende opfyldelse af aftalen angår egenskaber ved pakkerejsen, som må
anses tilsikrede.
Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte regler om frister for
aflysning i de i stk. 1, nr. 1, anførte tilfælde.
Kapitel 6
Arrangørens misligholdelse m.v. efter pakkerejsens påbegyndelse
§ 18. Er pakkerejsen mangelfuld, kan kunden kræve, at arrangøren
afhjælper mangelen, medmindre dette vil påføre arrangøren uforholdsmæssige
omkostninger eller væsentlig ulempe.
§ 19. Kan afhjælpning ikke kræves, jf. § 18, eller afhjælper
arrangøren efter kundens påkrav ikke mangelen inden rimelig tid, har kunden
krav på forholdsmæssigt afslag i pakkerejsens pris. Kunden kan endvidere gøre
krav gældende i henhold til § 20.
§ 20. Kan en betydelig del af de aftalte ydelser ikke leveres,
eller er pakkerejsen i øvrigt behæftet med mangler, som medfører, at formålet
med pakkerejsen er væsentligt forfejlet, kan kunden hæve aftalen.
Stk. 2. Hæver kunden aftalen, skal arrangøren tilbagebetale
samtlige beløb, der er betalt i henhold til aftalen. Der kan dog tilkomme
arrangøren en godtgørelse, som svarer til den værdi, pakkerejsen må antages
at have haft for kunden.
Stk. 3. Hæver kunden aftalen, har kunden endvidere krav på uden
udgift at blive transporteret tilbage til afrejsestedet eller et andet sted,
som er angivet i aftalen, med et transportmiddel, der svarer til det aftalte.
§ 21. Tilbyder arrangøren at afhjælpe en mangel, kan kunden ikke
kræve forholdsmæssigt afslag eller hæve aftalen, såfremt afhjælpningen sker
inden rimelig tid og uden omkostninger eller væsentlig ulempe for kunden.
§ 22. Lider kunden tab som følge af, at pakkerejsen er mangelfuld,
har kunden krav på erstatning fra arrangøren, medmindre mangelen skyldes
forhold som nævnt i § 17, stk. 1, nr. 3 og 4. Kunden har endvidere krav på
erstatning, hvis mangelen angår egenskaber, som må anses tilsikrede.
Stk. 2. Har mangelen forvoldt kunden væsentlig ulempe, kan der
desuden tilkomme kunden en godtgørelse.
§ 23. Sker der skade på kundens person eller ting som følge af en
mangel ved pakkerejsen, finder § 22 tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Sker der skade på kundens person, skal arrangøren hurtigt
søge at komme kunden til undsætning.
§ 24. Erstatningen efter §§ 22 og 23 kan i aftalen om køb af
pakkerejsen begrænses i overensstemmelse med regler i internationale
konventioner, som gælder for den mangelfulde del af pakkerejsen.
§ 25. Fremsætter kunden klager under pakkerejsen, skal arrangøren
og den pågældende tjenesteyder bestræbe sig på at finde passende løsninger.
§ 26. Vil kunden påberåbe sig en mangel ved pakkerejsen, skal
kunden give arrangøren eller formidleren meddelelse herom inden rimelig tid
efter, at kunden har opdaget mangelen. I modsat fald mister kunden retten til
at påberåbe sig mangelen, jf. dog stk. 2 og § 27.
Stk. 2. Er kundens pligter efter stk. 1 ikke angivet i aftalen,
kan arrangøren ikke påberåbe sig for sen eller mangelfuld reklamation.
§ 27. § 26 gælder ikke, hvis arrangøren eller formidleren har
handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt.
Stk. 2. § 26 gælder endvidere ikke for kundens krav i anledning af
personskade, jf. § 23.
Kapitel 7
Hæftelse over for kunden
§ 28. Formidleren hæfter umiddelbart over for kunden for
økonomiske krav, der i medfør af denne lov kan rejses over for arrangøren.
Stk. 2. Formidleren indtræder i kundens krav mod arrangøren.
Formidlerens krav kan bortfalde eller nedsættes, hvis kundens krav skyldes
formidlerens forhold.
Kapitel 8
Kundens pligter
§ 29. Kunden skal sørge for de til rejsen nødvendige pas, visa og
vaccinationer.
Stk. 2. Kunden skal rette sig efter gældende ordensbestemmelser og
de anvisninger, der gives af rejseledere, transportører og andre, der har
forbindelse med pakkerejsens gennemførelse.
Kapitel 9
Straf
§ 30. Overtrædelse af § 5, stk. 1, straffes med bøde, medmindre
strengere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det samme gælder grov
eller oftere gentagen overtrædelse af § 6, stk. 1, § 10, stk. 1, § 11, stk.
1, og § 15, stk. 1.
Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 5, stk. 3, § 8,
§ 10, stk. 2, § 11, stk. 2, og § 17, stk. 3, kan der fastsættes bødestraf for
overtrædelse af forskrifterne.
Stk. 3. Er overtrædelsen begået af et selskab, en forening, en
fond eller lignende, kan der pålægges den juridiske person som sådan
bødeansvar.
Kapitel 10
Ikrafttræden m.v.
§ 31. Loven træder i kraft den 1. oktober 1993, jf. dog stk. 3, og
finder anvendelse på aftaler om køb af pakkerejser, når pakkerejsen ifølge
aftalen skal påbegyndes efter lovens ikrafttræden.
Stk. 2. Bestemmelserne i §§ 6 og 7, § 9, stk. 1 og 2, §§ 10-13, §
17, stk. 1, nr. 1, og § 24 finder dog kun anvendelse på aftaler om køb af
pakkerejser, der indgås efter lovens ikrafttræden.
Stk. 3. § 5 træder i kraft den 1. januar 1994.
§ 32. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved
kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som
de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 115 FORSLAG TIL LOV OM EN REJSEGARANTIFOND Retsinformation · 15. maj 1997
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat Tizzano fremsat den 17. januar 2002. - Club-Tour, Viagens e Turismo SA mod Alberto Carlos Lobo Gonçalves Garrido, med deltagelse af Club Med Viagens Ldª. - Anmodning om præjudiciel afgørelse: Tribunal Judicial da Comarca do Porto - Portugal. - Direktiv 90/314/EØF - pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure - begreberne »pakkerejse« og »en på forhånd f… EU-domme · 17. januar 2002
- 98-144.833 - Qatanngut-gruppen registreringspligtig i Rejsegarantifonden (22. april 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. april 1999
- Rejsegarantifondens afgørelse ændret. Ankenævnet fandt, at klager ikke var registreringspligtig i fonden og derfor ikke skulle stille garanti som anført; ikke udbyder af pakkerejser. Rejsegarantifonds Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. april 2018
- Forslag til Lov om ændring af lov om en rejsegarantifond (Sammensatte rejsearrangementer og ændring af finansierings- og bestyrelsesstruktur) Retsinformation · 5. oktober 2017
- Domstolens kendelse (Sjette Afdeling) af 16. januar 2014. — Ilona Baradics m.fl. mod QBE Insurance (Europe) Ltd Magyarországi Fióktelepe og Magyar Állam. EU-domme · 16. januar 2014