1992 BTL 260 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM FILMCENSUR NR L 260 1992-93, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet et spørgsmål til kulturministeren, som denne har besvaret
skriftligt. Spørgsmålet og kulturministerens svar herpå er optrykt
som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af
Fremskridtspartiets medlem) lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling.
Et flertal inden for flertallet (Socialdemokratiets,
Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres og Kristeligt Folkepartis
medlemmer af udvalget) afviser lovforslaget, idet flertallet henviser til
kulturministerens tale ved 1. behandlingen, hvor ministeren tilkendegav, at
ministeren arbejder med ideen om en slags deklaration på videoområdet, der
bl.a. kan bistå forældrene med oplysninger.
Et mindretal inden for flertallet (Venstres og Det Konservative
Folkepartis medlemmer af udvalget) finder principielt censur betænkelig.
Mindretallet finder imidlertid, at der kan være grund til at tage visse
hensyn til børn og unge, hvad angår film og video med grov vold, porno etc.
Mindretallet vil med opmærksomhed følge ministerens initiativer, som de er
omtalt i det optrykte bilag.
Et mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) indstiller
lovforslaget til vedtagelse uændret . Mindretallet bemærker i øvrigt,
at Fremskridtspartiet undrer sig over, at lovforslaget om ophævelse af
Statens Filmcensur ikke har kunnet finde støtte fra repræsentanter fra den
tidligere borgerlige regering, idet det var denne regerings egen
kulturminister som for halvandet år siden bebudede, at hun snarest ville
fremsætte et forslag om ophævelse af Statens Filmcensur.
Endvidere undrer Fremskridtspartiet sig over og beklager, at
Centrum-Demokraternes repræsentant i udvalget ikke har kunnet støtte det
fremsatte forslag, idet hun i Berlingske Tidende så sent som den 26. maj 1993
netop har anført, at hun ikke finder en statslig censur nødvendig på dette
Læs alt
område.
Fremskridtspartiet beklager endvidere, at Venstres ordfører principielt er
enig i ophævelse af Statens Filmcensur, men alligevel ikke har kunnet støtte
lovforslaget.
Per Pallesens film »Hjælp, min datter skal giftes« er et godt
eksempel på, hvorfor lovgivning på dette område er komplet overflødig og
skadelig. Filmen blev til alles forundring forbudt for børn under 12 år på
grund af nogle fuldstændig uskadelige scener. Forbudet blev dog senere
ophævet.
Ligesom statsmagten ikke skal give støtte til een bestemt kunstart, skal
statsmagten efter Fremskridtspartiets mening heller ikke kunne udelukke een
bestemt filmkunst fra at blive set.
Censur i praksis er umulig at gennemføre. Det er ofte forekommende, at
børn under 16 år alligevel ser film, der er forbudt for børn under 16 år
enten i biografen, i tv eller på video.
Fremskridtspartiet så hellere en slags varedeklaration på film af alle
slags. Branchens distributører kunne så selv udpege et panel, der kunne
vurdere filmene og give dem en anbefaling.
En sådan anbefaling kunne både indeholde en bedømmelse af pædagogiske,
kunstneriske og underholdningsmæssige kvaliteter.
Det er imidlertid ikke nødvendigt at lave nogen lovgivning for at danne et
sådant panel, som branchen selv vil finde det vigtigt at oprette i
filmcensurens fravær.
I forbindelse med udvalgsbehandlingen af lovforslaget er det kommet frem,
at regeringen ønsker at fremsætte lovforslag om censur over for videofilm.
Kristeligt Folkeparti har slået til lyd for at lade en skrap filmcensur
gennemgå videofilm med henblik på at undgå, at unge ser voldelige videofilm.
Der cirkulerer imidlertid i dag så mange voldsvideoer blandt børn og unge,
at uanset om man nu starter censuren af videoerne eller ej, vil markedet
alligevel være dækket. Desuden er det også en kendsgerning, at det forbudte
virker umådelig tiltrækkende på specielt unge, der skal afprøve samfundets og
forældrenes grænser. De unge kan således sagtens finde veje til at omgå
censuren.
Fremskridtspartiet er naturligvis glad for den debat, lovforslaget har
vakt, men fraråder, at debatten tager ovennævnte retning.
Der er kun argumenter for at ophæve denne overflødige lov, der årligt
koster de danske skatteydere ca. 1 million kroner.
Forbrugerne af film har ikke meget ud af den negative vejledning, som
filmcensuren er udtryk for, men burde, hvis der overhovedet skal eksistere et
organ på området, snarere være hjulpet af et positivt panel oprettet af
branchen.
Et positivt anbefalingspanel vil have den fordel, at det vil være af
kommerciel værdi for distributørerne og udmærket for forældre, der vil give
deres børn kvalitet, og over for tv-stationer, der vil købe film.
Loven om Statens Filmcensur er et eksempel på een af de love, der sagtens
kan ophæves, uden at det betyder problemer for det danske samfund, så hvorfor
ikke gøre det.
Fremskridtspartiet tror på, at tiden vil arbejde for dette forslag, og at
den statslige filmcensur for skatteyderkroner i løbet af få år vil forsvinde.
Hanne Andersen (S) fmd. Lise Hækkerup (S) Søren Hansen (S) Qvist
Jørgensen (S) Peder Sass (S) Jimmy Stahr (S) Pernille Frahm (SF) Birthe
Hansen (SF) Jette Pors (CD) Agnete Laustsen (KF) H. P. Clausen (KF) Helge
Sander (V) nfmd. Mariann Fischer Boel (V) Erik Larsen (V) Pia
Kjærsgaard (FP) Lone Dybkjær (RV) Merethe Due Jensen (KRF)
Bilag 1
Et spørgsmål fra udvalget til kulturministeren og dennes besvarelse heraf
»1. Hvilke initiativer overvejer ministeren at tage vedrørende loven
om filmcensur?»
Svar:
Den gældende lov om filmcensur er fra 1969 (revideret i 1980) og omhandler
film og videogrammer, der forevises offentligt.
Filmforevisning - det være sig tv-udsendelser/videoforevisninger - privat,
i lukkede klubber, foreninger m.m. er således ikke omfattet af
filmcensurering. Dette forhold kombineret med et ændret mediebillede har
gjort det rimeligt at overveje, om der er noget, der skal ændres.
At mediebilledet er ændret, indebærer, at de offentlige filmforevisningers
andel af markedet er faldet betydeligt, således at de fleste film enten vises
på tv eller som video. Det er via disse medier, børn og unge i dag ser de
fleste film.
Overvejelserne har været, om man skulle lade filmcensurlovgivningen
omfatte også andre dele end de offentlige forestillinger, eller om man helt
skulle ophæve lovgivningen på området.
Jeg vil gerne endnu en gang benytte lejligheden til at slå fast, at
regeringen ingen intentioner har om at ophæve filmcensurloven. Princippet i
filmcensuren er - som bekendt - at film kun kan vises offentligt for børn
under 16 år, hvis filmcensuren har tilladt filmen for børn.
Dette er en fornuftig beskyttelse af børn, og det krænker ikke
ytringsfriheden, da enhver film kan forevises offentligt for voksne, uden at
man behøver at ulejlige filmcensuren.
Spørgsmålet er så, hvordan vi skal forholde os til filmforevisningen i
private omgivelser.
Loven om filmcensur omfatter hverken film eller andre programmer, der
udsendes i fjernsyn. Tv-mediet er underkastet særskilt regulering gennem
loven om radio- og fjernsynsvirksomhed. Denne ordning agtes opretholdt
uændret. Jeg vil ikke her komme nærmere ind på tv-udsendelser.
Derimod finder jeg det relevant med regler vedrørende salg og udlejning af
videogrammer til børn. Videogrammer kan frit ses af børn og unge, når bare
det sker privat eller som lukkede forevisninger i klubber eller lignende. Det
er derfor her overladt til forældre, pædagoger, klubledere m.m. at påtage sig
ansvaret for, hvilke film børnene ser.
Den debat, der gennem de sidste år har været om videogrammer, har udviklet
sig til næsten udelukkende at blive en debat om videovolden og dens skadelige
indflydelse på først og fremmest børn og unge.
Det er en kendsgerning, at børn og unge mere eller mindre frit har
mulighed for at underholde sig ikke alene med hård vold, men også med skræk-
og pornofilm, hvilket har virket foruroligende på mange. Men der vil altid
være risiko for, at børn får lov til at se udsendelser, der er uegnede for
dem. Spørgsmålet er, hvordan lovgiver skal forholde sig til denne realitet.
Jeg er indstillet på at arbejde for regler, der neutraliserer de
mediepolitiske virkninger forstået således, at f.eks. 11-årige, der forbydes
adgang til en offentlig forestilling grundet filmens uegnethed for den
pågældende aldersgruppe, ikke derefter på egen hånd ved salg eller udleje kan
komme i besiddelse af den pågældende film.
Det, jeg vil arbejde på, er en selvstændig lov om mærkning af
videogrammer. Regler, der skal give forældrene oplysninger om et videograms
egnethed, kombineret med bestemmelser om, at et videogram, der er mærket som
uegnet for børn under f.eks. 12 år, ikke må sælges/udlejes til børn under den
pågældende aldersgruppe. Overtrædes bestemmelserne, ifalder sælger/udlejer
strafansvar i form af bøde eller hæfte. Der skal derudover fra lovgivers side
være mulighed for stikprøvekontrol, således at man kan følge ordningen op og
sikre, at branchen lever op til lovens krav.
Mine overvejelser vedrørende forslag til lov om mærkning af videogrammer
bygger på nogle områder på de samme kriterier som filmcensurloven; men der er
punkter, hvor forslaget klart vil adskille sig fra denne grundet
forskellighederne ved offentlige kontra private forevisninger. Jeg vil her
kort redegøre for nogle væsentlige områder.
1. Tvungen deklaration
Det er intentionen, at det er branchen som sådan, der skal sikre, at
videogrammet er forsynet med oplysninger om et videograms egnethed. Det vil
blive overladt til de berørte (distributør, sælger, udlejer) at afgøre,
hvorvidt der skal etableres et fælles sekretariat, eller om den enkelte vil
foretage vurderingen egenhændigt.
Der lægges med forslaget op til en enkel og ubureaukratisk ordning,
hvorefter videobranchen selv må påtage sig ansvaret for mærkningen.
Tilsvarende ordninger kendes fra andre lande bl.a. Holland. Forslaget falder
i tråd med den forenkling, der tilstræbes i administrative processer, og er i
øvrigt i overensstemmelse med et forslag, som branchen selv har peget på.
Der indføres sideløbende - med henblik på en styrkelse af loven -
straffebestemmelser for overtrædelse af reglerne om deklarationen og
overtrædelse af reglerne vedrørende salg eller udleje til de pågældende
aldersgrupper.
Et videogram, der er mærket som uegnet for børn under 12 år, kan f.eks. de
10-årige ikke på egen hånd købe eller leje. Overtrædes bestemmelserne,
straffes sælger/udlejer med bøde eller hæfte.
Offentlig kontrol med videobranchens vurdering af mærkning af videogrammer
foretages i form af stikprøvekontrol. Derved får man lejlighed til at følge,
om branchen lever op til lovens krav.
2. Aldersgrænser
Med henblik på oplysning af forældrene og tilsvarende beskyttelse af
børnene påtænkes aldersgrænsen sat til 12 år. Forslaget opererer alene med
een aldersgrænse. For det første er der hensynet til den forenkling, der
tilstræbes i forslaget som helhed. For det andet er denne aldersgrænse sat
således, at den er samstemmende med een af de grænser, Statens Filmcensur i
øvrigt arbejder ud fra. Herved opnås, at den vurdering, filmcensorerne
tidligere har givet en film, der vises offentligt, umiddelbart kan anvendes,
når filmen overgår til salg eller leje.
3. Skadelighedskriteriet
Det fremgår af § 1, stk. 3, i lov om filmcensur, at censurens afgørelse
træffes på grundlag af, om filmen kan antages at være skadelig for børn. I
lov om filmcensur er der ikke i selve lovteksten foretaget en opremsning af
skadelighedsbegrebet. Dels fordi en opremsning ikke kan blive udførlig, dels
fordi der bør være en rimelig frihed til at ændre praksis i overensstemmelse
med ændringer i opfattelsen. Mine overvejelser til lov om mærkning af
videogrammer bygger også på skadelighedskriteriet. Da kriteriet skal
håndhæves af branchen og ikke af beskikkede filmcensorer, er det fundet
hensigtsmæssigt at give oplysning om den praksis, der ligger til grund på
området.
Bilag til kulturministerens besvarelse af spørgsmål 1
Kort beskrivelse af retstilstanden i andre europæiske lande. En egentlig
systematik er ikke mulig, da hvert land tilsyneladende har sammensat
censureringen af forskellige elementer
Norge:
De væsentligste elementer i norsk lovgivning om filmcensur er følgende:
1. Der er tale om egentlig censur (også for voksne) af film og videoer,
der skal forevises offentligt.
2. Ved offentlig forevisning opereres der med godkendelse for
aldersgrupperne 5, 10, 15 og 18 år.
3. For videogrammer, der omsættes til forbrugere, er det et krav, at
videoerne er registreret, men ikke censureret.
Videoer skal overholde den almindelige strafferetslovgivning, og der
kan foretages forhåndscensur, hvis distributøren er i tvivl om,
hvorvidt videoen indeholder scener, der er i strid med straffeloven, og
distributøren dermed ifalder ansvar. Afgørelsen om, hvorvidt der skal
foretages censur, er distributørens.
4. Ved censureringen skal der lægges vægt på, om filmen eller videogrammet
kan virke forrående eller moralsk nedbrydende.
Sverige:
De væsentligste elementer i svensk lovgivning om filmscensur er følgende:
1. Der er tale om egentlig censur (også for voksne) af film og
videogrammer, der skal forevises offentligt.
Ingen forevisning kan finde sted, førend der er foretaget censurering og
udstedt »Tilladelseskort« for film.
2. Ved censurering af film og videoer opereres der med godkendelse for
aldersgrupperne 7, 11 og 15 år.
3. Ved censureringen skal der lægges vægt på, om filmen indeholder
skildringer af grov vold eller seksuel vold eller tvang.
4. Videoer, der sælges eller udlejes, skal ikke forhåndscensureres, men
skal overholde den almindelige strafferetlige lovgivning. Der føres register
over distributører.
Finland:
Alle film og videogrammer skal forinden offentlig forevisning, salg eller
udleje censureres.
Aldersgrænse: 6, 8, 10, 12, 14, 16.
England:
Alle film og videogrammer skal forinden offentlig forevisning, salg eller
udleje censureres.
British Board of British Classification tager sig af gennemsyn af både
film og videogrammmer. Rådet givet et videogram prædikatet »Suitability
for viewing in the home«. Regeringen blander sig ikke i rådets arbejde
med hensyn til gennemsyn af videogrammer til privat brug - bortset fra
fastsættelsen af afgifterne. Rådet er i de senere år vokset fra ca. 12
personer til ca. 60 personer grundet stigning i antallet af videogrammer.
Aldersgrænser: 12, 15, 18.
Tyskland:
Alle film og videogrammer passerer forinden offentlig visning, salg eller
udleje »Freiwillige Selbstkontrolle der Filmwirtschaft« (FSK), der,
som navnet antyder, er frivilligt. Rådet anbefaler aldersgrænserne.
Myndighederne er repræsenteret i rådet. Lovgivningen er konstrueret som en
lov om ungdomsbeskyttelse.
Aldersgrænserne er 6, 12, 16, 18.
Holland:
Alle film - ikke videogrammer - skal forinden offentlig forevisning
passere gennem »The Netherlands Film Examining Board«, som er en af
regeringen uafhængig institution. Rådet udgøres af mellem 20 og 40 medlemmer,
som udpeges af kulturministeren. Det er muligt at søge om at blive medlem.
Ledige hverv annonceres i aviserne. De udvalgte repræsenterer områder med
kendskab rækkende fra børn og film til forskellige religiøse opfattelser,
sociale baggrunde, racer og aldersgrupper.
Aldersgrænser 12, 16.
Frankrig:
Commission de Classification des Oeuvres er en statsinstitution, der
varetager censureringen af film, der vises offentligt. Videogrammer er ikke
omfattet. Der er i alt 25 medlemmer. Rådet har tilknytning til
filmindustrien, og blandt medlemmerne udpeges 8 professionelle, der bredt
repræsenterer denne. Medlemmerne udpeges af kulturministeren, heraf 4 fra
henholdsvis Justitsministeriet, Undervisningsministeriet,
Indenrigsministeriet samt Socialministeriet, herunder Ungdoms- og
Sportsministeriet.
Aldersgrænser 12, 16.
Øvrige Europa:
I Sydeuropa har man andre censurkriterier end de nordiske, idet kultur- og
religionsopfattelser medfører, at man bortcensurerer kærlighedsscener, men
tillader voldsskildringer. Holdningsopfattelserne i Nord- og Sydeuropa er for
forskellige til, at man kan udarbejde et harmoniseret regelsæt.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BTL 43 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM FILM NR L 43 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 25. februar 1997
- 1995 BRL 217 BERETNING OVER FORSLAG TIL LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM FILMCENSUR OG AF LOV OM MÆRKNING AF VIDEOGRAMMER NR L 217 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 5. juli 1996
- 1990 BTL 76 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING NR L 76 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 10. juli 1991
- joy-mogensen.dk (sag 2020-0161) Klagenævnet for Domænenavne · 11. september 2020
- Sag om æreskrænkelser Domsdatabasen · 16. oktober 2026
- 1996 LSF 43 FORSLAG TIL LOV OM FILM Retsinformation · 13. marts 1997