Spring til indhold

Retsinformation

1990 BTL 76 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING NR L 76 1990-91, 2. SAMLING

1990/2 BTL 76Betænkning over lovforslagFolketinget10. juli 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder

stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret

skriftligt.

Et af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er optrykt som

bilag til betænkningen.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,

A/S Bruel & Kjær,

Butikshandelens Fællesråd,

Danmarks Naturfredningsforening,

Dansk Arbejdsgiverforening,

Dansk Fiskeriforening,

Dansk Ornitologisk Forening,

Dansk Skovforening,

Danske Elværkers Forening,

Danske Husmandsforeninger,

De danske Landboforeninger,

Det Grønne Kontaktudvalg,

Dragsholm Kommune,

Frederiksborg Amtsråd,

Industrirådet,

Kommunernes Landsforening,

Landsorganisationen i Danmark,

Nykøbing-Rørvig Kommune,

Tolvmandsforeningerne og

Trundholm Kommune

Der er af miljøministeren, et flertal og 2 mindretal stillet

ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Læs alt

Vedrørende bemyndigelsesbestemmelser

Miljøministeren har givet tilsagn om, at ministeren en gang årligt vil

redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af

bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.

Vedrørende brugerbetaling

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at hjemmelen i § 54 til at

fastsætte regler om brugerbetaling, herunder om klagegebyr, kun vil blive

anvendt efter en forudgående orientering af udvalget.

Vedrørende forholdet til EF

Miljøministeren har præciseret, at formålet med § 53 har været at give

regeringen hjemmel til at indgå overenskomster med fremmede stater og hjemmel

for miljøministeren til at gennemføre sådanne overenskomster administrativt.

Det har ikke været hensigten, at miljøministeren alene med hjemmel i § 53

skal kunne gennemføre EF-retsakter. EF-retsakter på planlægningsområdet vil

fremover ligesom hidtil blive gennemført administrativt, hvis der er hjemmel

hertil i lovens øvrige bestemmelser og i modsat fald ved den fornødne

lovgivning.

Det er miljøministerens opfattelse, at miljølovpakken, herunder forslaget

til lov om planlægning, stiller de retlige redskaber til rådighed for dansk

miljøpolitik og -administration, der er nødvendige for at imødegå

udfordringer fra EF og det indre marked.

Vedrørende overgangsregler

Miljøministeren har fremhævet, at planlægningslovens overgangsregler

sikrer, at gældende bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger opretholdes,

indtil de ophæves eller afløses af regler efter den nye lov.

Det er imidlertid hensigten, at lovforenklingen skal følges op af en

tilsvarende sammenfatning, forenkling og revision af de administrative

forskrifter, således at de nye retningslinier m.v. kan træde i kraft samtidig

med planlægningsloven.

Vedrørende afgrænsningen mellem kommuneplanlægning og

regionplanlægning i lovforslagets § 6, stk. 3, nr. 1

Miljøministeren har oplyst, at formuleringen i § 6, stk. 3, nr. 1,

betyder, at der i regionplaner skal være retningslinier for afgrænsningen af

byzoner og sommerhusområder, og at disse retningslinier fastlægges ud fra

overvejelser om det samlede arealforbrug til byformål og byvækstens fordeling

mellem kommunerne. Planlægningen inden for de afgrænsede områder skal derimod

som hovedregel ske i kommuneplanen, idet regionplanen alene kan fastsætte

retningslinier for anvendelsen af byzoneområder og sommerhusområder i det

omfang, dette sker til varetagelse af de øvrige interesser, som fremgår af §

6, stk. 3.

Vedrørende overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen

I medfør af den gældende frikommunelovgivning er der iværksat en række

frikommuneforsøg, hvor amtsrådets zonekompetence er overført til

kommunalbestyrelsen.

Disse igangværende frikommuneforsøg afsluttes 31. december 1993.

I medfør af forsøgene er zonekompetencen overført til kommunalbestyrelsen

i alle kommuner i Storstrøms og Nordjyllands Amter. Herudover er

zonekompetencen ved frikommuneforsøg overført til følgende kommuner: Esbjerg,

Egtved, Struer, Kjellerup, Tranekjær, Ebeltoft, Ringsted, Hobro, Ringkøbing,

Tinglev, Holmegård, Næstved, Værløse, Fåborg, Holbæk og Odense.

Zonekompetencen er således som led i frikommuneforsøg midlertidigt i alt

overført til 67 kommuner.

Der er ikke i alle friamtskommuner og frikommuner iværksat forsøg med

overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen.

Spørgsmålet om zonekompetencen har været drøftet i Miljø- og

Planlægningsudvalget, og miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet,

at han nu vil tage initiativ til en grundig evaluering af de hidtidige

erfaringer med de igangværende frikommuneforsøg, hvoraf de første blev

iværksat i 1986. Miljøministeren har oplyst, at han også vil tage initiativ

til som led i evalueringen at afholde en konference med deltagelse af de

involverede kommuner og amtskommuner f.eks. i begyndelsen af 1992, således at

det samlede resultat kan forelægges Miljø- og Planlægningsudvalget i

rapportform inden sommerferien 1992.

På baggrund af miljøministerens udspil vil et flertal bestående af Det

Konservative Folkeparti, Venstre, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne,

Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti forhandle eventuelle ændringer

af zonelovgivningen.

Vedrørende pensionisters ret til at bo hele året i

sommerhusområder

Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at ministeren vil

udarbejde en vejledning i tilknytning til bestemmelsen om retten til

helårsbeboelse i sommerhusområder. Vejledningen skal ikke alene vejlede

kommunerne med hensyn til bestemmelsens administration, men vil også gennemgå

de væsentligste spørgsmål, som pensionisterne bør overveje, før beslutningen

om at tage bopæl i sommerhuse træffes.

Vedrørende fritidshuse i landzone i relation til pensionisters ret til

helårsbeboelse

Udvalget har drøftet muligheden for at give pensionister samme ret til

helårsbeboelse i fritidshuse i landzone, som der er fastsat i lovforslagets §

41. Miljøministeren har over for udvalget nærmere redegjort for

problematikken vedrørende fritidshuse i landzone.

Størstedelen af de fritidshuse, der ligger i landzonen, ligger i samlede

bebyggelser. Grundlaget for etableringen er en tilladelse efter by- og

landzoneloven eller efter den tidligere bygge- og byplanlovgivning.

Tilladelserne er meddelt på vilkår, i form af en tinglyst deklaration om,

at der ikke må finde helårsbeboelse sted. Påtaleberettiget efter

deklarationen er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen.

Deklarationen om sommerhusbeboelse kan imidlertid også være pålagt af en

privat ejer, f.eks. i forbindelse med grundenes udstykning. Her kan der være

tale om såvel privat som offentlig påtale.

En eventuel lovbestemt ret til helårsbeboelse ville alene kunne regulere

forholdet til offentligretlige regler (landzonebestemmelserne). Hvis der er

en privatretlig deklaration, kræver fravigelse fra deklarationen samtykke fra

alle påtaleberettigede.

Områderne er i kommuneplanerne som regel registreret som sommerhusområder.

Det er imidlertid langtfra sikkert, at der i forbindelse hermed er foretaget

en egentlig planlægningsmæssig vurdering af disse gamle og ofte

»selvgroede« og meget forskellige områder.

Miljøministeren finder det derfor betænkeligt at åbne for en umiddelbar

ret til helårsbosætning i disse landzoneområder. Der bør foretages en

planlægningsmæssig vurdering enten konkret i forbindelse med en ansøgning om

zonetilladelse eller mere generelt ved lokalplanlægning for områdets

fremtidige status og anvendelse.

De enkeltliggende fritidshuse omfatter fritidshuse opført med særlig

tilladelse og tidligere helårshuse, der er overgået til fritidsanvendelse,

f.eks. en del nedlagte landbrug.

Det generelle indtryk er, at forholdene er meget forskellige. Anvendelse

som helårsbolig kræver en tilladelse efter landzonebestemmelserne. Det vil

ofte være ganske uproblematisk at meddele tilladelse. I andre tilfælde vil

der være tale om en meget uheldig byspredning, der er i afgørende strid med

formålet med landzonebestemmelserne, typisk både det planlægningsmæssige og

det landskabsbevarende sigte.

Generelt forekommer det således ikke hensigtsmæssigt at overføre

bestemmelsen i § 41 til landzone.

Det kan dog være rimeligt, at landzonemyndigheden meddeler personlig

tilladelse til helårsbeboelse til pensionister i de tilfælde, hvor et

»sommerhusområde« i landzone helt kan sidestilles med et planlagt

sommerhusområde, men hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i øvrigt

ikke taler derimod. Dette kan henstilles til landzonemyndighederne i en

vejledning efter loven.

Vedrørende forholdet mellem § 41 og § 74 a i byfornyelsesloven

Miljø- og Planlægningsudvalget har i forbindelse med bestemmelsen i § 41

drøftet den for nylig, vedtagne bestemmelse i byfornyelseslovens § 74 a.

Bestemmelsen indebærer, at bl.a. en ejer af en ejerbolig, der omfattes af

en kondemneringsbeslutning, har ret til et særligt tilskud. Tilskud kan dog

ikke ydes, hvis misligholdelse af bygningen har været af væsentlig betydning

for kondemneringen.

Udvalget har ved behandlingen af planlovforslaget lagt til grund, at

bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a ikke sigter mod de boliger, der er

omfattet af § 41. De sommerhusejere, der i henhold til § 41 bor hele året i

sommerhuset, har således efter udvalgets opfattelse ikke ret til tilskud

efter byfornyelseslovens § 74 a.

Vedrørende håndhævelsesspørgsmål

Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at de foreslåede

bestemmelser om tilsyn, lovliggørelse og straf, der svarer til gældende ret

på området, i praksis har vist sig at udgøre et tilstrækkeligt lovgrundlag

for håndhævelse af planlovgivningen.

Der har dog været problemer, som især har været knyttet til den

administrative gennemførelse af håndhævelsessagerne. Navnlig har håndhævelse

af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse udgjort et særligt problem.

Problemet har især bestået i at føre et tilstrækkeligt bevis for den ulovlige

benyttelse.

Miljøministeriet har i vejledning af 3. juli 1989, der er udsendt efter

aftale med boligministeren, indenrigsministeren og justitsministeren, givet

anvisning til kommunerne om fremgangsmåden og samarbejdet med politiet i

disse sager.

For så vidt angår overtrædelser af by- og landzoneloven er der foretaget

undersøgelser i Planstyrelsen i 1984-85 og i 1987-88. Den sidste undersøgelse

konkluderer, at der er indledt en strammere kurs over for lovovertrædelser

siden den første undersøgelse. Der er konstateret flere ulovligheder, og de

er behandlet hårdere bl.a. ved oftere at inddrage politiet.

Der er ikke foretaget lignende undersøgelser om overtrædelser af

kommuneplan og lov om sommerhuse og campering. Men kommuner og amtskommuner

har efterspurgt information og vejledning om navnlig disse sager.

På baggrund heraf og efter en henvendelse fra Rigsadvokaten har

Planstyrelsen og Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet en praktisk vejledning

om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.

Vejledningen tager navnlig sigte på at forhindre de mange tilfælde af

sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, der på grund af fejl m.v.

i kommunernes sagsbehandling enten ikke fører til tiltale eller ikke fører

til domfældelse.

Vejledningen forventes udsendt juni 1991.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres

og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet kan endvidere stemme for de under nr. 28, 31, 35 og 36 stillede

ændringsforslag. Flertallet kan tilslutte sig de af miljøministeren fremsatte

tilkendegivelser i betænkningen.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) finder ikke, at tiden er inde til en revision af

planlovgivningen. Planlovene har nu fungeret i 15 til 20 år, og gennem disse

år er der indarbejdet rutiner borgerne, interesseorganisationerne,

kommunerne, amtskommunerne og staten imellem. Mindretallet finder, at

lovgivningen og dermed rammen for Danmarks fysiske planlægning er af den

allerstørste vigtighed.

Mindretallet har lyttet intenst til de mange indvendinger, bl.a. fra Det

Grønne Kontaktudvalg, der har været mod de såkaldte

»bonuslokalplaner« under udvalgsarbejdet. Specielt har det gjort

indtryk, at der ved en eventuel indførelse af disse skabes tvivl om

myndighedsansvaret.

Derfor tager Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afstand fra

bonusprincippet.

Mindretallet forudser, at det vil være vanskeligt at gennemskue i kommende

lovgivning, hvor »bonusprincippet« kan få sin virkning.

Bonusordningen kan være en blankocheck på en ukendt fremtid.

De af miljøministeren stillede ændringsforslag forhindrer ikke

»bonusprincippets« indførelse. Tværtimod fremgår det af

bemærkningerne, at det nu indføres i planlægningsloven og kan følges op ved

justeringer i andre love.

Mindretallet har igennem sine ændringsforslag tilkendegivet, at det bør

blive lettere for danskerne, når der skal laves lokalplaner. Derfor foreslås

et samtidighedsprincip, der medfører, at meddelelse af tilladelser, der måtte

være nødvendige efter anden lovgivning eller underlagt anden myndighed,

tilgår den eller de berørte parter samtidig med vedtagelsen af et

lokalplanforslag.

En hurtig og smidig sagsbehandling er med indførelsen af et sådant princip

i det store og hele kun afhængig af, om en kommune har den fornødne uddannede

og trænede stab til sagsbehandlingen.

Vedrørende regionplaners godkendelse/ministerens vetoret

Den nugældende praksis i planlovgivningen har virket i relativ kort tid,

og først nu er den rette balance mellem amtskommunernes og statens

kompetencer ved at indfinde sig. Ved at lave om på kompetenceforholdet vil

der opstå en ny indkøringsperiode, i hvilken tvivlssituationer uvægerligt vil

opstå.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder, at den nugældende

godkendelsesordning kan komme til at virke hensigtsmæssigt og problemfrit.

Men det fordrer, at indhøstede erfaringer får lov at udmønte sig i mere

rutinemæssig og smidig praksis. Dette opnås bedst ved en længere virketid for

det gældende regelsæt.

I hovedstadsområdet er der efter Hovedstadsrådets nedlæggelse et helt

naturligt behov for central godkendelse af regionplanerne for at sikre en

overordnet koordineret udvikling af denne region.

De overordnede nationale interesser sikres desuden bedst ved, at

regionplanerne altid skal godkendes, når de fornys.

Vedrørende § 41: Sommerhusområder

Mindretallet synes, at det er en god ide, hvis pensionister af alle

kategorier får mulighed for at flytte ud i et sommerhus, som de har ejet og

hæget om i en årrække. Men også her har de mange henvendelser og

tilkendegivelser fra »sommerhuskommuner« gjort indtryk på de to

partier.

Vilkårene i sommerhusområderne er vidt forskellige landet over og kan også

inden for den enkelte kommune have meget forskellig karakter og udformning.

Der kan være fysiske forhold, der kan bevirke, at et område ikke egner sig

til helårsbeboelse. Herunder kan nævnes: manglende kloakering, dårlig

forsyning med vand, veje, transportmuligheder og meget lang afstand til

kommunal og privat service.

Også kommunernes muligheder for at betjene en ny og eventuel stor gruppe

af ældre medborgere kan være meget forskellig fra egn til egn. Det vil derfor

være meget svært fra statens side at skabe et regelsæt, der vil kunne finde

anvendelse overalt i landet.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er derfor af den opfattelse,

at de berørte kommuner vil være de bedste til at afgøre, om bestemte

sommerhuse eller sommerhusområder er egnede til helårsbeboelse.

Beslutningsprocessen bør foregå i en frugtbar dialog mellem borger og

kommune.

Det er tankevækkende, at miljøministeren i sine bemærkninger til

lovforslag nr. L 154 (Forslag til lov om stop for kloakeringer af

sommerhusområder (af Bente Juncker (CD) m.fl.)) over for Miljø~ og

Planlægningsudvalget har understreget, »at regeringen er tilhænger af,

at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt og meget gerne af

borgerne selv. Derved sikres det, at borgerne både er enige i beslutningens

nødvendighed og i beslutningens indhold.« Dette er netop, hvad

mindretallet søger at opnå ved de stillede ændringsforslag.

Mindretallet har forståelse for, at pensionister vælger at slå sig ned i

deres sommerhus hele året rundt. For Socialdemokratiet og Socialistisk

Folkeparti er det samtidig afgørende, at medborgere, der har helårsadresse i

et sommerhusområde, har de samme muligheder som andre borgere, hvis de har

behov for akut hjælp eller kræver pleje. De lokale myndigheder, altså

kommunerne, er i modsætning til staten suverænt de bedste til at vurdere

behov og muligheder i de enkelte tilfælde.

Vedrørende § 59: Klage og søgsmål

Når det trods alt er lykkedes i Danmark at bevare og udforme de mange

landskabstyper, og når det på trods af skiftende vilkår og til tider hård

miljømæssig belastning er lykkedes at sørge for, at kun relativt få af de

mange facetter i den danske natur er gået tabt, så skyldes det ubetinget, at

befolkningen gennem Danmarks Naturfredningsforening og de mange forskellige

lokale folkelige foreninger og interesseorganisationer har haft mulighed for

aktivt at engagere sig i fredningssager og naturbevaringsanliggender.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder det derfor helt

urimeligt, at disse folkelige foreninger med det foreliggende ændringsforslag

fra miljøministeren fraskrives muligheden for fortsat at fungere i loven som

klageberettiget part og med ret til at få meddelelse om planændringer.

Mindretallet havde derfor hellere set en justering og ajourføring af de

eksisterende love med de indarbejdede rutiner. De to partier vil derfor

stemme imod loven som helhed.

Mindretallet indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.

behandling, idet dog mindretallet kan stemme for de af et mindretal under nr.

5, 6, 8, 10, 17, 18, 29 og 34 stillede ændringsforslag og de af

miljøministeren under nr. 1, 2, 3, 4, 7, 13, 14, 15, 16, 22, 23, 24, 25, 26,

27, 33, 37, 38, 41, 43, 44 og 45 stillede ændringsforslag.

Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af

udvalget) kan herudover stemme for det under nr. 28 stillede ændringsforslag.

Ændringsforslag

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 3

1) I stk. 1 indsættes efter »Miljøministeren kan«

ordene: »til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder

sikring af kvalitet i planlægningen,».

2) I stk. 3 indsættes efter »Miljøministeren kan«

ordene: »i særlige tilfælde«.

3) I stk. 4 indsættes efter »Miljøministeren kan«

ordene: »i særlige tilfælde«.

Til kapitel 3

4) Kapiteloverskriften ændres til:

»Regionplanlægning«

Til § 6

Af et mindretal (S og SF):

5) Stk. 3, nr. 1, affattes således:

»1) fordeling af den fremtidige byvækst på de enkelte dele af

regionen, herunder for afgrænsningen af byzonerne,».

6) I stk. 3, nr. 9, indsættes efter »til

fritidsformål« ordene: »og sommerhusområder«.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 13

7) I stk. 5 indsættes efter »stk. 1 og 2« ordene:

»for så vidt angår forhold, der er reguleret efter anden

lovgivning«.

Til § 15

Af et mindretal (S og SF):

8) Stk. 4 affattes således:

»Stk. 4. Samtidig med offentliggørelsen af forslag til

lokalplan underretter kommunalbestyrelsen, jf. § 25, de myndigheder, der i

henhold til anden lovgivning varetager spørgsmål om meddelelse af

tilladelser, der er nødvendige for gennemførelsen af forslag til

lokalplan.«

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

9) Stk. 4 affattes således:

»Stk. 4. En lokalplan for et område, der skal forblive i

landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de

tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens

virkeliggørelse.«

Af et mindretal (S og SF):

10) Stk. 5 affattes således:

»Stk. 5. Inden udløbet af en frist på 12 uger underretter de

i § 25 omhandlede myndigheder kommunalbestyrelsen om, hvilke tilladelser der

efter naturfredningslovgivningen og vandløbslovgivningen må anses for

fornødne for lokalplanforslagets gennemførelse.«

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

11) Efter stk. 6 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 7. Miljøministeren kan i overensstemmelse med anden

lovgivning fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som er

nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for meddelt ved

lokalplanens gennemførelse. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om

kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra sådanne lokalplaner og om

andre myndigheders ret til at fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne

lokalplaner.«

Til § 19

12) Stk. 4 udgår.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 22

13) Stk. 2 affattes således:

»Stk. 2. Før udarbejdelse af et forslag til region- eller

kommuneplan eller ændringer hertil indkalder amtsrådet, henholdsvis

kommunalbestyrelsen, ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet.

Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage offentligheden i det indledende

lokalplanarbejde. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel, der ikke

strider mod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens

hovedstruktur kan kommunalbestyrelsen undlade at indkalde ideer, forslag m.v.

som angivet i 1. pkt.«

14) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 3. Indkaldelse efter stk. 2 skal indeholde en kort

beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Indkaldelse

sker ved offentlig bekendtgørelse. Amtsrådet, henholdsvis

kommunalbestyrelsen, fastsætter en frist for afgivelse af ideer, forslag

m.v., jf. dog § 23, stk. 3.«

Til § 23

15) Paragraffen affattes således:

»§ 23. I forbindelse med revisioner efter § 22, stk. 1, 1.

pkt., skal amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, tillige udarbejde en

beretning om den hidtidige planlægning og de påtænkte ændringer i planen samt

en vurdering af udviklingen.

Stk. 2. Beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter

§ 22. Beretningen sendes til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale

myndigheder, hvis interesser berøres.

Stk. 3. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, fastsætter en

frist på mindst 8 uger for afgivelse af ideer, forslag m.v. og kommentarer

til beretningen.

Stk. 4. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal forestå

en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat om

planrevisionens målsætning og nærmere indhold.«

Til § 27

16) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod et

lokalplanforslag, kan vedtagelsen af lokalplanen tidligst ske 4 uger efter

udløbet af indsigelsesfristen.«

Af et mindretal (S og SF):

Ny paragraf

17) Efter § 28 indsættes som ny paragraf:

»01. En regionplan godkendes af miljøministeren, efter at

forslaget er gennemgået i samarbejde med de ministre, hvis område i øvrigt

berøres af planlægningsarbejdet.

Stk. 2. Miljøministeren kan godkende regionplanforslaget delvis,

hvis dette findes hensigtsmæssigt og skønnes at kunne ske uden væsentlig

risiko for en uheldig foregribelse af planen som helhed.

Stk. 3. I forbindelse med godkendelsen kan miljøministeren

foretage de ændringer, som skønnes at være påkrævede af landsplanmæssige

hensyn, efter at de påtænkte ændringer er gennemgået i samarbejde med de i

stk. 1 nævnte ministre.

Stk. 4. Har miljøministeren ikke godkendt regionplanforslaget

inden 8 uger efter forslagets indsendelse, underretter ministeren amtsrådet

om grunden hertil.

Stk. 5. Den godkendte regionplan offentliggøres af

amtsrådet.«

Til § 29

18) Stk. 1 udgår.

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 1-3.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

19) Stk. 3 udgår.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.

Til § 35

20) I stk. 4 udgår 2. pkt.

21) Stk. 5 affattes således:

»Stk. 5. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres.

Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med

en offentligt bekendtgjort lokalplan.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

22) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 6. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal

indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.«

Til § 36

23) I stk. 1 udgår nr. 1.

Nr. 2-11 bliver herefter nr. 1-10.

24) I stk. 1, nr. 6, der bliver nr. 5, udgår ordene

»er bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse, eller«.

25) I stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 7, tilføjes efter

»byggetilladelse« ordene: », og som ikke medfører oprettelse

af en ny bolig«.

26) I stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 8, ændres

»offentlige trafik~ eller forsyningsanlæg« til: »offentlige

trafik-, forsynings~ eller varslingsanlæg«.

27) I stk. 2 ændres »nr. 4« til: »nr.

3«.

Af et mindretal (FP, tiltrådt af miljøministeren og af et

flertal (S, KF, V, CD, RV og KRF):

Til § 37

28) I stk. 1 udgår nr. 3, og nr. 1 og

2 affattes således:

»1) at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om~

eller tilbygges i væsentligt omfang, og

2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.«

Til § 41

Af et mindretal (S og SF):

29) I stk. 1 udgår »En pensionist«, og i stedet

indsættes ordene: »Kommunalbestyrelsen kan ved lokalplan træffe

bestemmelse om, at pensionister«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

30) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordet »boligen«

til: »ejendommen«.

Af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF), tiltrådt af

miljøministeren:

31) I stk. 1, 1. pkt., ændres »10 år« til:

»8 år«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

32) I stk. 1 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:

»Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af

boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der benyttes til

helårsbeboelse efter 1. pkt.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

33) I stk. 2 ændres »en efterlønsmodtager eller«

til: »en person over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn,

samt«.

Af et mindretal (S og SF):

34) Stk. 3 affattes således:

»Stk. 3. En pensionists ægtefælle eller samlever kan efter

pensionistens død fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.«

Af et mindretal (FP), tiltrådt af miljøministeren og af et

mindretal (KF, V, CD, RV og KRF):

35) I stk. 3 ændres »eller samlever« til: »,

samlever eller nært beslægtede«, og »eller samleveren« ændres

til: », samleveren eller den nært beslægtede«.

36) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker:

»Stk. 4. Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle

eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med

pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.

Stk. 5. Retten efter stk. 3 og 4 bortfalder ved fraflytning.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 58

37) I stk. 3 ændres »det naturklagenævn, der er

oprettet i henhold til særlig lov herom« til:

»Overfredningsnævnet«.

38) I stk. 5 ændres »Naturklagenævnets« til:

»Overfredningsnævnets«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

Til § 59

39) I stk. 1 udgår », stk. 1, 2 og 6,».

40) Stk. 2 udgår.

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 60

41) I stk. 2 ændres »Naturklagenævnet« til:

»Overfredningsnævnet«.

Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,

RV og KRF):

Til § 65

42) Efter 1. pkt. indsættes som nyt 2. pkt.:

»§ 41 træder dog i kraft den 1. oktober 1991.«

Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 66

43) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum:

»Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende

regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.«

Til § 67

44) I nr. 9 ændres »nr. 583 af 31. august 1989«

til: »nr. 571 af 8. august 1990«.

45) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden foretages følgende

ændringer:

1) I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, jf.

lovbekendtgørelse nr. 558 af 6. september 1988, som senest ændret ved lov nr.

386 af 13. juni 1990, ændres i § 7, stk. 1, »lov om

kommuneplanlægning« til: »lov om planlægning«.

2) I lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse

nr. 441 af 26. september 1985, som senest ændret ved lov nr. 138 af 7. marts

1990, ændres i § 8 A »by- og landzonelovens § 2 A« til:

»lov om planlægning § 45«.

3) I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse

nr. 437 af 14. august 1984, som senest ændret ved lov nr. 59 af 7. februar

1990, ændres i § 4 A og § 14, stk. 5, »lov om by- og

landzoner« til: »lov om planlægning«.

Bemærkninger

Til nr. 1

Ændringsforslaget tilsigter at tydeliggøre, at det fremtidige

anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig grad vil være

landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter krav til

region-, kommune- og lokalplanlægningen.

Til nr. 2 og 3

Ændringsforslagene skal markere, at ministerens bemyndigelse som efter

hidtidig praksis alene tænkes udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige

overordnede interesser tilsiger det.

Til nr. 4

Ændringen skyldes fejlskrift i lovforslaget.

Til nr. 5 og 6

Ændringsforslagene indebærer, at amtsrådets virksomhed i

regionplanlægningen for så vidt angår afgrænsningen af byzoner og fordelingen

af byvækst ikke ændres.

Til nr. 7

Det praktiske behov for en præcisering af kommunernes lokalplanret og

-pligt opstår i de situationer, hvor flere regelsæt regulerer et område. Den

ændrede formulering udtrykker derfor, at beføjelsen er knyttet til områderne

for dobbeltregulering.

Til nr. 8 og 10

Ændringsforslagene betyder, at der indføres samtidighed for så vidt angår

meddelelsen om nødvendige tilladelser efter anden lovgivning, som ikke

administreres af kommunalbestyrelsen. Samtidig foreslås således, at

eksempelvis amtsrådet skal oplyse om, hvorvidt der eventuelt kræves

dispensation fra de bestemmelser i naturfredningslovens beskyttelseslinier,

der forvaltes af amtsrådet. Såfremt lokalplanforslaget ikke fremtræder med

tilstrækkelig klarhed i spørgsmålet om nødvendigheden af tilladelser efter

anden lovgivning, er den pågældende myndighed selvsagt forpligtet til at

oplyse, at spørgsmål om dispensation ikke kan afgøres på det foreliggende

grundlag, men må afvente mere detaljerede oplysninger, herunder

detailprojekter.

Til nr. 9

Ændringen er en konsekvens af, at lov om naturbeskyttelse og lov om

vandløb, L 75 og L 77, folketingsåret 1990-91 (2. samling), ikke som forudsat

kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bonusordningen i

planlægningsloven omfatter derfor kun tilladelser efter

landzonebestemmelserne inden for lokalplanområder, hvor kommunalbestyrelsen

efter de gældende regler i forvejen er zonelovsmyndighed, jf. § 9, stk. 2, i

by- og landzoneloven og § 35, stk. 3, i lovforslaget.

Til nr. 11

Bestemmelsen skaber hjemmel for en successiv gennemførelse af

samtidighedsprincippet i takt med, at der gennemføres særskilt hjemmel hertil

i anden lovgivning, der vedrører areal- og bebyggelsesforhold m.v.

Forudsætningerne for, at eksisterende tilladelses- og

dispensationsordninger i særlovgivningen kan overføres til

lokalplanregulering, er, at der både er hjemmel i planloven til at indsætte

bestemmelse herom i lokalplaner, og at særlovgivningen også indeholder

speciel hjemmel hertil. Gennem ændringsforslaget om et nyt stk. 7 skabes den

nødvendige hjemmel i planloven i form af en bemyndigelse til miljøministeren.

Hvis konkrete bonusordninger ønske gennemført, må der tillige skabes hjemmel

hertil i den pågældende lovgivning. Bemyndigelsen i ændringsforslaget kan

således ikke benyttes, og en bonusordning kan ikke etableres uden forudgående

ændring af særlovgivningen.

2. pkt. giver miljøministeren mulighed for at fastsætte bestemmelser om,

at kommunalbestyrelsen ikke kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan,

der indebærer tilladelse eller dispensation fra lovgivning, der administreres

af anden myndighed end kommunalbestyrelsen, uden denne myndigheds samtykke,

samt bestemmelser om, at myndigheden kan fremsætte indsigelse mod forslag til

sådanne planer.

Til nr. 12 og 19

Ændringerne er en konsekvens af ændringsforslag nr. 8.

Til nr. 13 og 14

På baggrund af drøftelserne i Miljø- og Planlægningsudvalget foreslås

bestemmelserne om offentlighedens medvirken i planlægningen udbygget og

tydeliggjort. Det er således anset for hensigtsmæssigt at lovfæste princippet

i kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om kommunalbestyrelsens pligt til at

medvirke til at fremkalde en offentlig debat ved de fire-årlige

planrevisioner. Endvidere er det fundet hensigtsmæssigt at præcisere de

mindstekrav, der bør stilles til den almindelige forudgående offentlighed. §§

22 og 23 har fået en mere logisk opbygning. Endelig er 4-ugers-fristen i

kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., opretholdt med ændringsforslagene.

Ad ændringsforslag nr. 13

Bestemmelsens 1. og 2. pkt. er enslydende med lovforslagets § 23, stk. 1.

3. pkt. åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan undlade at

foranstalte forudgående offentlighed ved »mindre

kommuneplantillæg«. Der tænkes her navnlig på ganske små rammeændringer

foranlediget af et lokalplanforslag som f.eks. mindre reguleringer af

grænserne mellem områder med forskellige anvendelsesbestemmelser eller

justeringer af bestemmelser om maksimal højde, bebyggelsesprocent m.v. En

tilsvarende sondring mellem disse tillæg og andre tillæg findes i dag i

kommuneplanlovens § 14, stk. 4, 2. pkt.

Ad ændringsforslag nr. 14

Ændringsforslaget stiller krav om, at indkaldelsen af ideer, forslag m.v.

skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående

planlægning. Hensigten hermed er at sikre, at der gives offentligheden

mulighed for at forstå problemstillingen i den konkrete situation.

Bestemmelsen overfører endvidere reglen i lovforslagets § 23, stk. 2, om

indkaldelse ved offentlig bekendtgørelse.

Det bestemmes, at planmyndigheden skal fastsætte en frist for afgivelse af

forslag m.v. Det er ikke anset for muligt at fastsætte en fællesfrist, da

planændringer har vidt forskellig karakter og omfang. Amtsrådet, henholdsvis

kommunalbestyrelsen, bør konkret vurdere, hvor lang fristen bør være i den

enkelte sag. Der bør dog næppe fastsættes kortere frist end 2 uger. Det

svarer til fristen ved naboorientering i forbindelse med dispensationer fra

en lokalplan. Ved mere omfattende ændringer bør fristen være længere.

Til nr. 15

Stk. 1 i ændringsforslaget er enslydende med lovforslagets § 22, stk. 2,

1. pkt.

Stk. 2 og 3 svarer til lovforslagets § 22, stk. 2, 2. og 3. pkt., med den

præcisering, at beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter §

22.

Stk. 4 er en ny bestemmelse, der overfører princippet fra

kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om planmyndighedens pligt til at forestå en

oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat til de

fire-årlige planrevisioner. Bestemmelsen vedrører såvel kommune- som

regionplaner.

Til nr. 16

Ændringsforslaget er enslydende med kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2.

pkt.

Til nr. 17 og 18

Ændringsforslagene betyder, at den hidtidige godkendelsesordning

opretholdes.

Til nr. 20-22

Ændringsforslagene indebærer, at tredjemands herunder naboers

klagemulighed bliver som i gældende ret.

Som konsekvens af klageadgang for tredjemand fastsættes, at tilladelser

skal offentliggøres. Dette bevirker, at bestemmelsen om den individuelle

orientering af foreninger bortfalder. I overensstemmelse med gældende regler

omfatter kravet om offentliggørelse ikke tilfælde, hvor det tilladte er i

overensstemmelse med en lokalplan, jf. bekendtgørelse nr. 302 af 1980 om

visse klageregler og om offentliggørelse af tilladelser efter lov om by- og

landzoner. De øvrige undtagelser fra offentliggørelseskravet i

bekendtgørelsen er ikke medtaget, da de på baggrund af de i § 36 nævnte

undtagelser ikke kan anses for at have større praktisk betydning.

Det fastsættes i det foreslåede stk. 6, at offentliggørelsen skal

indeholde nærmere oplysninger om klageadgang m.v.

Til nr. 23 og 27

Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov nr. 137 af 7. marts 1990 om

udstykning og anden registrering af matriklen, der træder i kraft den 1.

april 1991, ved udstykning alene forstår fraskillelse af et areal fra en

eller flere samlede faste ejendomme for fremtidigt at udgøre en ny samlet

fast ejendom. Fraskillelse af et areal til sammenlægning med anden ejendom

betragtes således ikke længere som udstykning og kræver ikke

landzonetilladelse, jævnfør i øvrigt lov nr. 138 af 7. marts 1990 om

konsekvensændringer som følge af udstykningsloven, der ændrer by- og

landzonelovens § 6.

Til nr. 24

Ændringen er en konsekvens af, at naturbeskyttelsesloven ikke gennemføres

i indeværende folketingssamling.

Til nr. 25

Ændringsforslaget skal præcisere, at oprettelse af en ny bolig i landzone

altid kræver landzonetilladelse, hvis oprettelsen ikke frit kan ske efter

bestemmelsen om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri i paragraffens stk. 1, nr.

4, der bliver nr. 3.

Til nr. 26

Ændringen er en konsekvens af, at Byggestyrelsen i det den 26. juni 1990

udsendte tillæg nr. 9 til Bygningsreglementet 1982 har ophævet krav om

byggetilladelse til de sireneanlæg til varslingsanlæg, der udføres af

Civilforsvarsstyrelsen. Reglerne bør være ens i bygge- og zonelovgivning, og

efter gældende cirkulære til by- og landzoneloven skal der ikke meddeles

zonelovstilladelse i disse situationer, når kravet om byggetilladelse er

ophævet.

Til nr. 28

Ændringsforslaget ophæver begrænsningen om, at der kun må være 5

beskæftigede på ejendommen. Denne betingelse blev indsat i by- og

landzonelovens § 8 a ved dennes udformning i 1987 for at forhindre, at der

blev etableret egentlige industrielle virksomheder efter anmeldeordningen.

Bestemmelsen er imidlertid vanskelig at håndhæve i praksis, og det er

opfattelsen, at kravet om, at det kun er bestemte typer af erhverv, der kan

etableres, og at etableringen skal ske i allerede eksisterende bygninger,

sætter en mere relevant begrænsning for virksomhedens omfang end den

personmæssige begrænsning.

Kravet om, at der ikke må foretages væsentlige om- eller tilbygninger,

betyder, at der som hidtil kan foretages alle de for erhvervsetableringen

nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav,

der stilles af myndighederne som betingelse for etableringen, f.eks. krav

efter sundheds- og arbejderbeskyttelseslovgivningen.

De ikke væsentlige om- eller tilbygninger, der er tilladt efter

bestemmelsen, omfatter også mindre, udvendige om- og tilbygninger.

Til nr. 29

Med ændringsforslaget ønskes en markering af, at det skal være kommunerne,

der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et sommerhusområdes

egnethed til helårsbeboelse for pensionister.

Sommerhusområderne landet over har meget forskellig karakter og

udformning. Der kan endog inden for den enkelte kommune være meget store

forskelle. Der bør derfor gennem lokalplanprocedure foregå en frugtbar dialog

mellem borger og kommune, samtidig med at der foretages en planmæssig

vurdering af et område, før der gives generel tilladelse til helårsbosætning

for pensionister inden for det pågældende sommerhusområde.

Til nr. 30

Ændringen foreslås i anerkendelse af, at en stærk tilknytning til et

område kan opstå, uanset ejendommen ikke i hele perioden har været forsynet

med et sommerhus. Da kravet om ejertid for ejendommen fastholdes, findes der

ikke at være risiko for omgåelse af bestemmelsen.

Til nr. 31

Det vurderes, at 8 års ejerskab er tilstrækkeligt til at sikre den

langvarige tilknytning til sommerhuset, som er baggrunden for reglen. 8 års

ejerskab er også fundet at være tilstrækkelig langt til at sikre, at reglen

ikke påvirker ejendomspriserne.

Til nr. 32

Ændringsforslaget giver pensionister en personlig ret til at bo helårs i

sommerhuset. Retten ændrer ikke på husets status som sommerhus. Efter

boligreguleringsloven betragtes en bolig som en helårsbolig, hvis den

anvendes til helårsbeboelse. For at undgå, at der opstår fortolkningstvivl,

er det derfor fundet rigtigst at præcisere, at boligreguleringsloven ikke

finder anvendelse på de sommerhuse, der er omfattet af § 41.

Til nr. 33

Pensionistbegrebet i loven er på baggrund af de stedfundne drøftelser

foreslået ændret. Det findes at være i overensstemmelse med den tilsigtede

varetagelse af menneskelige hensyn at udvide bestemmelsen, så også f.eks.

førtidspensionerede tjenestemænd, enkepensionister og personer med privat

pensionsordning får mulighed for at anvende deres sommerhus til

helårsbeboelse, når de forlader arbejdsmarkedet.

Til nr. 34

Ændringsforslaget indebærer, at en pensionists ægtefælle eller samlever

kan fortsætte med at benytte sommerhus til helårsbeboelse efter pensionistens

død.

Til nr. 35 og 36

Ændringsforslagene åbner mulighed for, at andre medlemmer af pensionistens

husstand end ægtefælle eller samlever efter pensionistens død kan fortsætte

med at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. Reglen vil f.eks. gælde for et

hjemmeboende barn. Reglen bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke

medlemmer af ægtefællens, samleverens eller f.eks. barnets senere husstand.

Til nr. 37, 38 og 41

Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov om naturklagenævnet ikke

kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bestemmelsen om

klagemyndighed er derfor ændret, så de sager, der efter lovforslaget skulle

afgøres af Naturklagenævnet, i stedet afgøres af Overfredningsnævnet. Det

bemærkes herved, at Overfredningsnævnet har en sammensætning, der i

princippet svarer til den foreslåede sammensætning af Naturklagenævnet.

Til nr. 39 og 40

Ændringsforslagene er en konsekvens af klageretten for tredjemand efter

landzonebestemmelserne. Klageberettigelse kan herefter defineres ens for hele

lovens område.

Til nr. 42

Ændringsforslaget betyder, at de nye regler om pensionisters ret til

helårsbeboelse i deres sommerhuse kan træde i kraft så tidligt, at de

pensionister, der ønsker det, kan etablere sig helårs i sommerhuse allerede i

indeværende år.

Til nr. 43

Ændringsforslaget tilsigter at hindre, at der opstår forsinkelser i det

igangværende planlægningsarbejde. Under hensyn til, at der i visse kommuner

arbejdes med en ret lang tidshorisont i forbindelse med planrevisioner,

foreslås det, at der åbnes mulighed for en »overgangsperiode«, hvor

kommunalbestyrelsen kan vælge at følge de hidtil gældende regler for planers

tilblivelse. Dette foreslås som en mulighed for planer, der offentliggøres

inden 1. juli 1992. Herved vil de kommuner, der har et særligt behov for lang

planlægningstid, have ca. 1 år fra lovens vedtagelse til den fulde

ikrafttrædelse, hvor arbejdet kan indrettes efter de nye regler. Hvis de

hidtil gældende regler skal følges, skal det ske fuldt ud.

Til nr. 44

Ændringsforslaget er en konsekvens af en ny lovbekendtgørelse af

frikommuneloven.

Til nr. 45

Ændringsforslaget konsekvensændrer skattelovgivningens henvisninger til de

gældende planlove.

Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup

(S) Rosing (S) Jacob Lindenskov (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd. Lis

Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Hanne

Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone Dybkjær

(RV) Glønborg (KRF)

Bilag

Et af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 21:

Ministeren bedes give eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende

bemyndigelsesbestemmelserne i planloven.

Svar:

Jeg kan oplyse følgende om den påtænkte anvendelse af

bemyndigelsesbestemmelserne:

1. I forbindelse med planlovens ikrafttrædelse er det hensigten at

foretage en gennemgang og regelsanering af de gældende forskrifter og

erstatte dem med nogle få samlede forskrifter.

2. Følgende er nødvendigt i forbindelse med lovens ikrafttrædelse:

En bekendtgørelse om rent administrative forhold (delegering til styrelse

og ophævelse af Tilbudspligtnævnet).

En bekendtgørelse, der supplerer lovens indhold (VVM-virksomheder,

anvendelse af frigørelses- og afgiftsfonde og regler om lokalplaner og veje,

jf. lovforslagets §§ 8, 10 og 13, stk. 5).

Et/en samlet cirkulære/vejledning om loven.

3. Anvendelsen af lovens øvrige bemyndigelsesbestemmelser.

Lovforslagets § 3. Det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen vil

være landsplandirektiver, herunder særlige bestemmelser om kommune- og

lokalplanlægningen, der er båret af landsplanhensyn eller eventuelt

retssikkerhedshensyn. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter

bestemmelsen.

Lovforslagets § 4 svarer til kommuneplanlovens § 51, stk. 2, og

frikommunelovens bestemmelser om forsøg. Bestemmelsen gælder naturligvis kun

planlovens område. Den er udtryk for en »fremtidssikring« bl.a. med

henblik på forsøg med andre administrationsformer. Der er ingen konkrete

forslag til forsøg i øjeblikket.

Lovforslagets § 5, stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens §

3, stk. 2. Formkravet er en konsekvens af edb-alderen. Der er ingen konkrete

planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets §§ 8, 10 og 13 er omtalt ovenfor under pkt. 2.

Lovforslagets § 15, stk. 6, svarer til kommuneplanlovens § 18,

stk. 4. Denne bestemmelse er endnu ikke anvendt i praksis, idet man i stedet

har indføjet de stedfundne udvidelser af »kataloget« over

lokalplan-emner i selve lovteksten. Der er ingen konkrete planer om

forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 21, stk. 2, svarer til kommuneplanlovens § 47,

stk. 10. Der er ikke fastsat regler efter bestemmelsen, og der er ingen

konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 52, stk. 2, er en ny bestemmelse. Ministeren ville

også uden udtrykkelig hjemmel kunne nedsætte sådanne råd. Der er ingen

konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 52, stk. 3 og stk. 4, svarer til kommuneplanlovens

§§ 51 og 52, lands- og regionplanlovens § 18 a og by- og landzonelovens § 11

a. Den under pkt. 2 nævnte delegeringsbekendtgørelse vil blive udsendt med

hjemmel heri.

Lovforslagets § 53, stk. 2, er en ny bestemmelse. Der er for tiden

ingen konkrete internationale overenskomster, som nødvendiggør bestemmelsen.

Der er derfor ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.

Lovforslagets § 54 er en ny bestemmelse. Kommuneplanlovens § 47,

stk. 9, indeholder dog hjemmel for gebyr for naboorientering i visse

dispensationssager. Sådanne gebyrregler er fastsat i kap. VIII i

bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af

kommuneplanloven. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter

bestemmelsen.

4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i

konkrete sager.

Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3 og 29, giver miljøministeren mulighed for i

særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med et bestemt

indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve bestemte

oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.

Alle beføjelserne har karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter

miljøministeren kan gribe ind over for den kommunale planlægning m.v., når

væsentlige overordnede interesser gør det nødvendigt.

Der kan ikke siges noget om reglernes fremtidige anvendelse, men de

tilsvarende beføjelser i gældende lovgivning har netop kun været anvendt i

sjældne undtagelsessituationer. Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag,

der skal træde i stedet for den nuværende godkendelsesordning, må dog

forventes anvendt i et vist omfang, idet miljøministeren i disse sager

handler på alle ministeriers vegne.

Tillægsbetænkningen

Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist

til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har

herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har

besvaret dels skriftligt og dels i samråd.

Disse spørgsmål og miljøministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag

til betænkningen.

Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,

Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres

og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til

vedtagelse i den form, hvori det foreligger efter 2. behandling, idet

flertallet bemærker, at miljøministeren, inden loven træder i kraft den 1.

januar 1992, vil fremlægge en kystplanlægningsstrategi, og at det

eksisterende godkendelsessystem er gældende indtil da. Brugen af

vetobeføjelsen kan bl.a. ske på baggrund af denne kystplanlægningsstrategi og

kan netop forhindre en kaotisk planlægning af de kystnære områder.

Flertallet har i øvrigt helt generelt tillid til, at amtskommunerne gennem

regionplanlægningen sikrer en forsvarlig og fornuftig planlægning ikke alene

af kystområderne, men også f.eks. af områderne til stærkt forurenende

industrier, og konstaterer, at vetobeføjelsen jo også kan forhindre

»kaotisk planlægning«, hvis en sådan skulle forekomme.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis

medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.

Mindretallet skal bemærke, at miljøministerens svar for så vidt angår en

eventuel fremtidig anvendelse af ministerens vetoret over for regionplaner og

regionplantillæg har bestyrket mindretallet i formodningen om, at vetoretten

kun i ganske særlige tilfælde vil blive anvendt. Socialdemokratiet og

Socialistisk Folkeparti finder, at en vetoret nødvendigvis skal bruges

restriktivt for at sikre overordnede plan- og miljømæssige interesser.

Mindretallet er specielt bekymret over mange primærkommuners ønske om

fritidsanlæg i kystnære områder og over en kaotisk udlægning af områder til

stærkt forurenende industrier.

Vedrørende pensionisters ret til helårsbolig i sommerhus finder

mindretallet, at det er vigtigt at fremhæve, at sommerhuskommunerne har meget

forskellige potentielle muligheder for at kunne modtage en stor gruppe ældre

medborgere. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mener, at det skal

være kommunerne, der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et

sommerhusområdes egnethed til helårsbeboelse. Sommerhuskommunerne skal med

vedtagelsen af det foreliggende lovforslag påbegynde en ny og omfatende

langtidsplanlægning inden for det sociale og sundhedsmæssige område.

Mindretallet finder, at en lang række sommerhuskommuner derved kan komme i

urimelige økonomiske vanskeligheder.

Miljøministerens svar til udvalget angående den påtænkte vejledning til

pensionisterne og kommunerne bekræfter, hvad mindretallet hele tiden har

påberåbt sig, at pensionister, der vælger at benytte retten til

helårsbeboelse i et sommerhusområde, har nøjagtig de samme rettigheder i

forhold til anden lovgivning som alle andre borgere i kommunen.

Mindretallet har med tilfredshed konstateret, at ministeren over for

udvalget har fremhævet, at alle pensionister i en kommune har lige adgang til

kommunens servicetilbud over for ældre medborgere.

Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup

(S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd.

Lis Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V)

Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone

Dybkjær (RV)

Bilag

Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå

Spørgsmål nr. 22:

Ministeren bedes oplyse, hvad der forstås ved udtrykket »nært

beslægtede«.

Svar:

Udtrykket »nært beslægtede« i § 41, stk. 3, er ikke et juridisk

klart og entydigt begreb.

I denne lov forstås ved udtrykket »nært beslægtede«: Slægtninge

i op- og nedstigende linie, dvs. forældre, børn, børnebørn osv. samt

søskende.

Samrådsspørgsmål A

Ministeren bedes ved praktiske eksempler oplyse, hvad pensionister bør

overveje, før de træffer beslutning om at tage fast bopæl i deres sommerhuse.

Samrådsspørgsmål B

Ministeren bedes oplyse, hvilke tanker der er gjort om indholdet af den

påtænkte vejledning til kommunerne vedrørende § 41 i L 76.

Svar på spørgsmål A og B:

Pensionister, der vælger at benytte retten til helårsbeboelse, har

nøjagtig de samme rettigheder i forhold til anden lovgivning som andre

borgere i kommunen.

Retten til sociale ydelser er ens for alle pensionister i en kommune. Men

der er forskelle på serviceniveauet i de forskellige kommuner.

Meningen med vejledningen er at hjælpe pensionisterne i deres overvejelser

om, hvorvidt de vil udnytte den nye ret eller ej.

Det er klart, at mange sommerhusområder på en række punkter ikke i

henseende til f.eks. vejforhold, vejbelysning, offentlig trafikforsyning osv.

har samme standard, som de byområder, pensionisterne i mange tilfælde vil

komme fra. Det vil også være godt at kigge nærmere på f.eks. afstanden til

butikker, biblioteker, lægehuse m.v.

Vi vil med vejledningen søge at sikre, at pensionisten gør sig disse

forskellige lokale forhold klart, før han/hun vælger mellem sin hidtidige

bolig og sit sommerhus.

Samtidig vil vi i vejledningen gøre opmærksom på, at konsekvensen af, at

man vælger sit sommerhus til helårsbolig er, at man må affinde sig med, at

hverken infrastruktur eller serviceniveau i mange tilfælde er af samme

standard som i byerne.

Vejledningen skal selvfølgelig også omtale, at sommerhuse, der er

kondemnerede, ikke giver ret til helårsbeboelse.

I vejledningen vil det blive anbefalet pensionisterne at indhente en

forhåndsudtalelse hos kommunen herom, før de opgiver deres hidtidige

helårsbolig.

Endelig skal vi også forklare, hvad der sker efter reglerne, når

pensionisten dør.

Vejledningen til kommunerne vil indeholde en uddybende forklaring af i

hvert fald følgende forhold:

- Hvilke sommerhuse er omfattet

- Hvilken personkreds har helårsretten

- Hvem må fortsætte med at bo der, når pensionisten dør.

Kommunernes rådgivningsforpligtelser m.v. over for pensionisterne,

herunder om kondemneringsspørgsmålet, fremgår af forvaltningsloven og vil

blive fremhævet i vejledningen.

Udkast til vejledningen vil blive forelagt både ældreorganisationer og KL

før udsendelse.

Samrådsspørgsmål C:

Det bedes oplyst, i hvilket omfang enkelte udsatte kommuners økonomi kan

tænkes at blive belastet ved indførelsen af en generel tilladelse til, at

pensionister kan få helårsbeboelse i sommerhuse.

Svar på spørgsmål C:

Indenrigsministeriet er af den opfattelse, at der vil være balance mellem

merudgifter og merindtægter i forbindelse med pensionisters helårsbeboelse af

sommerhus.

»Helårspensionister« betaler på den ene side skat til

sommerhuskommunen, hvis de har en indtægt.

Sommerhuskommunen får for pensionister uden skattepligtig indkomst tilskud

fra den kommunale udligning på 6.500 kr. årligt for de 67-74 årige, og på

16.000 kr. årligt for pensionister over 74 år.

På den anden side kan kommunen have udgifter af pensionister til

hjemmehjælp, madudbringning m.v.

Indenrigsministeriet har foretaget vurderinger og er af den opfattelse, at

der vil være balance mellem merudgifter og merindtægter i forbindelse med

pensionisters helårsbeboelse af sommerhuse.

Samrådsspørgsmål D:

Ministeren bedes oplyse, hvordan han vil sikre den overordnede

planlægning af hovedstadsområdet med godkendelsesordningens bortfald.

Svar på spørgsmål D:

Lovforslaget forudsætter, at regionplanlægningen i de enkelte

»regioner« i hovedstadsområdet sker på grundlag af en vurdering af

udviklingen i området som helhed.

Lovforslaget er på dette område helt i overensstemmelse med gældende ret,

som den blev udformet som led i lovgivningen om Hovedstadsrådets nedlægning.

Det var herved forudsat, at de fem regionale myndigheder i videst muligt

omfang selv skulle koordinere og finde fælles løsninger uden miljøministerens

medvirken, hvilket også allerede sker i dag.

Eventuel manglende samordning vil kunne være anledning for ministeren til

at bruge sine indkalde- og veto-beføjelser.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter