1990 BTL 76 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM PLANLÆGNING NR L 76 1990-91, 2. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i en række møder og har herunder
stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Et af udvalgets spørgsmål og ministerens besvarelse heraf er optrykt som
bilag til betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
A/S Bruel & Kjær,
Butikshandelens Fællesråd,
Danmarks Naturfredningsforening,
Dansk Arbejdsgiverforening,
Dansk Fiskeriforening,
Dansk Ornitologisk Forening,
Dansk Skovforening,
Danske Elværkers Forening,
Danske Husmandsforeninger,
De danske Landboforeninger,
Det Grønne Kontaktudvalg,
Dragsholm Kommune,
Frederiksborg Amtsråd,
Industrirådet,
Kommunernes Landsforening,
Landsorganisationen i Danmark,
Nykøbing-Rørvig Kommune,
Tolvmandsforeningerne og
Trundholm Kommune
Der er af miljøministeren, et flertal og 2 mindretal stillet
ændringsforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Læs alt
Vedrørende bemyndigelsesbestemmelser
Miljøministeren har givet tilsagn om, at ministeren en gang årligt vil
redegøre for den allerede gennemførte samt den planlagte anvendelse af
bemyndigelsesbestemmelserne i loven, navnlig § 3.
Vedrørende brugerbetaling
Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at hjemmelen i § 54 til at
fastsætte regler om brugerbetaling, herunder om klagegebyr, kun vil blive
anvendt efter en forudgående orientering af udvalget.
Vedrørende forholdet til EF
Miljøministeren har præciseret, at formålet med § 53 har været at give
regeringen hjemmel til at indgå overenskomster med fremmede stater og hjemmel
for miljøministeren til at gennemføre sådanne overenskomster administrativt.
Det har ikke været hensigten, at miljøministeren alene med hjemmel i § 53
skal kunne gennemføre EF-retsakter. EF-retsakter på planlægningsområdet vil
fremover ligesom hidtil blive gennemført administrativt, hvis der er hjemmel
hertil i lovens øvrige bestemmelser og i modsat fald ved den fornødne
lovgivning.
Det er miljøministerens opfattelse, at miljølovpakken, herunder forslaget
til lov om planlægning, stiller de retlige redskaber til rådighed for dansk
miljøpolitik og -administration, der er nødvendige for at imødegå
udfordringer fra EF og det indre marked.
Vedrørende overgangsregler
Miljøministeren har fremhævet, at planlægningslovens overgangsregler
sikrer, at gældende bekendtgørelser, cirkulærer og vejledninger opretholdes,
indtil de ophæves eller afløses af regler efter den nye lov.
Det er imidlertid hensigten, at lovforenklingen skal følges op af en
tilsvarende sammenfatning, forenkling og revision af de administrative
forskrifter, således at de nye retningslinier m.v. kan træde i kraft samtidig
med planlægningsloven.
Vedrørende afgrænsningen mellem kommuneplanlægning og
regionplanlægning i lovforslagets § 6, stk. 3, nr. 1
Miljøministeren har oplyst, at formuleringen i § 6, stk. 3, nr. 1,
betyder, at der i regionplaner skal være retningslinier for afgrænsningen af
byzoner og sommerhusområder, og at disse retningslinier fastlægges ud fra
overvejelser om det samlede arealforbrug til byformål og byvækstens fordeling
mellem kommunerne. Planlægningen inden for de afgrænsede områder skal derimod
som hovedregel ske i kommuneplanen, idet regionplanen alene kan fastsætte
retningslinier for anvendelsen af byzoneområder og sommerhusområder i det
omfang, dette sker til varetagelse af de øvrige interesser, som fremgår af §
6, stk. 3.
Vedrørende overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen
I medfør af den gældende frikommunelovgivning er der iværksat en række
frikommuneforsøg, hvor amtsrådets zonekompetence er overført til
kommunalbestyrelsen.
Disse igangværende frikommuneforsøg afsluttes 31. december 1993.
I medfør af forsøgene er zonekompetencen overført til kommunalbestyrelsen
i alle kommuner i Storstrøms og Nordjyllands Amter. Herudover er
zonekompetencen ved frikommuneforsøg overført til følgende kommuner: Esbjerg,
Egtved, Struer, Kjellerup, Tranekjær, Ebeltoft, Ringsted, Hobro, Ringkøbing,
Tinglev, Holmegård, Næstved, Værløse, Fåborg, Holbæk og Odense.
Zonekompetencen er således som led i frikommuneforsøg midlertidigt i alt
overført til 67 kommuner.
Der er ikke i alle friamtskommuner og frikommuner iværksat forsøg med
overførsel af zonekompetencen til kommunalbestyrelsen.
Spørgsmålet om zonekompetencen har været drøftet i Miljø- og
Planlægningsudvalget, og miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet,
at han nu vil tage initiativ til en grundig evaluering af de hidtidige
erfaringer med de igangværende frikommuneforsøg, hvoraf de første blev
iværksat i 1986. Miljøministeren har oplyst, at han også vil tage initiativ
til som led i evalueringen at afholde en konference med deltagelse af de
involverede kommuner og amtskommuner f.eks. i begyndelsen af 1992, således at
det samlede resultat kan forelægges Miljø- og Planlægningsudvalget i
rapportform inden sommerferien 1992.
På baggrund af miljøministerens udspil vil et flertal bestående af Det
Konservative Folkeparti, Venstre, Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne,
Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti forhandle eventuelle ændringer
af zonelovgivningen.
Vedrørende pensionisters ret til at bo hele året i
sommerhusområder
Miljøministeren har over for udvalget tilkendegivet, at ministeren vil
udarbejde en vejledning i tilknytning til bestemmelsen om retten til
helårsbeboelse i sommerhusområder. Vejledningen skal ikke alene vejlede
kommunerne med hensyn til bestemmelsens administration, men vil også gennemgå
de væsentligste spørgsmål, som pensionisterne bør overveje, før beslutningen
om at tage bopæl i sommerhuse træffes.
Vedrørende fritidshuse i landzone i relation til pensionisters ret til
helårsbeboelse
Udvalget har drøftet muligheden for at give pensionister samme ret til
helårsbeboelse i fritidshuse i landzone, som der er fastsat i lovforslagets §
41. Miljøministeren har over for udvalget nærmere redegjort for
problematikken vedrørende fritidshuse i landzone.
Størstedelen af de fritidshuse, der ligger i landzonen, ligger i samlede
bebyggelser. Grundlaget for etableringen er en tilladelse efter by- og
landzoneloven eller efter den tidligere bygge- og byplanlovgivning.
Tilladelserne er meddelt på vilkår, i form af en tinglyst deklaration om,
at der ikke må finde helårsbeboelse sted. Påtaleberettiget efter
deklarationen er amtsrådet eller kommunalbestyrelsen.
Deklarationen om sommerhusbeboelse kan imidlertid også være pålagt af en
privat ejer, f.eks. i forbindelse med grundenes udstykning. Her kan der være
tale om såvel privat som offentlig påtale.
En eventuel lovbestemt ret til helårsbeboelse ville alene kunne regulere
forholdet til offentligretlige regler (landzonebestemmelserne). Hvis der er
en privatretlig deklaration, kræver fravigelse fra deklarationen samtykke fra
alle påtaleberettigede.
Områderne er i kommuneplanerne som regel registreret som sommerhusområder.
Det er imidlertid langtfra sikkert, at der i forbindelse hermed er foretaget
en egentlig planlægningsmæssig vurdering af disse gamle og ofte
»selvgroede« og meget forskellige områder.
Miljøministeren finder det derfor betænkeligt at åbne for en umiddelbar
ret til helårsbosætning i disse landzoneområder. Der bør foretages en
planlægningsmæssig vurdering enten konkret i forbindelse med en ansøgning om
zonetilladelse eller mere generelt ved lokalplanlægning for områdets
fremtidige status og anvendelse.
De enkeltliggende fritidshuse omfatter fritidshuse opført med særlig
tilladelse og tidligere helårshuse, der er overgået til fritidsanvendelse,
f.eks. en del nedlagte landbrug.
Det generelle indtryk er, at forholdene er meget forskellige. Anvendelse
som helårsbolig kræver en tilladelse efter landzonebestemmelserne. Det vil
ofte være ganske uproblematisk at meddele tilladelse. I andre tilfælde vil
der være tale om en meget uheldig byspredning, der er i afgørende strid med
formålet med landzonebestemmelserne, typisk både det planlægningsmæssige og
det landskabsbevarende sigte.
Generelt forekommer det således ikke hensigtsmæssigt at overføre
bestemmelsen i § 41 til landzone.
Det kan dog være rimeligt, at landzonemyndigheden meddeler personlig
tilladelse til helårsbeboelse til pensionister i de tilfælde, hvor et
»sommerhusområde« i landzone helt kan sidestilles med et planlagt
sommerhusområde, men hvor hensynet til beskyttelse af det åbne land i øvrigt
ikke taler derimod. Dette kan henstilles til landzonemyndighederne i en
vejledning efter loven.
Vedrørende forholdet mellem § 41 og § 74 a i byfornyelsesloven
Miljø- og Planlægningsudvalget har i forbindelse med bestemmelsen i § 41
drøftet den for nylig, vedtagne bestemmelse i byfornyelseslovens § 74 a.
Bestemmelsen indebærer, at bl.a. en ejer af en ejerbolig, der omfattes af
en kondemneringsbeslutning, har ret til et særligt tilskud. Tilskud kan dog
ikke ydes, hvis misligholdelse af bygningen har været af væsentlig betydning
for kondemneringen.
Udvalget har ved behandlingen af planlovforslaget lagt til grund, at
bestemmelsen i byfornyelseslovens § 74 a ikke sigter mod de boliger, der er
omfattet af § 41. De sommerhusejere, der i henhold til § 41 bor hele året i
sommerhuset, har således efter udvalgets opfattelse ikke ret til tilskud
efter byfornyelseslovens § 74 a.
Vedrørende håndhævelsesspørgsmål
Miljøministeren har over for udvalget oplyst, at de foreslåede
bestemmelser om tilsyn, lovliggørelse og straf, der svarer til gældende ret
på området, i praksis har vist sig at udgøre et tilstrækkeligt lovgrundlag
for håndhævelse af planlovgivningen.
Der har dog været problemer, som især har været knyttet til den
administrative gennemførelse af håndhævelsessagerne. Navnlig har håndhævelse
af forbudet mod helårsbeboelse i sommerhuse udgjort et særligt problem.
Problemet har især bestået i at føre et tilstrækkeligt bevis for den ulovlige
benyttelse.
Miljøministeriet har i vejledning af 3. juli 1989, der er udsendt efter
aftale med boligministeren, indenrigsministeren og justitsministeren, givet
anvisning til kommunerne om fremgangsmåden og samarbejdet med politiet i
disse sager.
For så vidt angår overtrædelser af by- og landzoneloven er der foretaget
undersøgelser i Planstyrelsen i 1984-85 og i 1987-88. Den sidste undersøgelse
konkluderer, at der er indledt en strammere kurs over for lovovertrædelser
siden den første undersøgelse. Der er konstateret flere ulovligheder, og de
er behandlet hårdere bl.a. ved oftere at inddrage politiet.
Der er ikke foretaget lignende undersøgelser om overtrædelser af
kommuneplan og lov om sommerhuse og campering. Men kommuner og amtskommuner
har efterspurgt information og vejledning om navnlig disse sager.
På baggrund heraf og efter en henvendelse fra Rigsadvokaten har
Planstyrelsen og Bygge- og Boligstyrelsen udarbejdet en praktisk vejledning
om fremgangsmåden i sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen.
Vejledningen tager navnlig sigte på at forhindre de mange tilfælde af
sager om håndhævelse af plan- og byggelovgivningen, der på grund af fejl m.v.
i kommunernes sagsbehandling enten ikke fører til tiltale eller ikke fører
til domfældelse.
Vejledningen forventes udsendt juni 1991.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres
og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse med de af miljøministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet kan endvidere stemme for de under nr. 28, 31, 35 og 36 stillede
ændringsforslag. Flertallet kan tilslutte sig de af miljøministeren fremsatte
tilkendegivelser i betænkningen.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) finder ikke, at tiden er inde til en revision af
planlovgivningen. Planlovene har nu fungeret i 15 til 20 år, og gennem disse
år er der indarbejdet rutiner borgerne, interesseorganisationerne,
kommunerne, amtskommunerne og staten imellem. Mindretallet finder, at
lovgivningen og dermed rammen for Danmarks fysiske planlægning er af den
allerstørste vigtighed.
Mindretallet har lyttet intenst til de mange indvendinger, bl.a. fra Det
Grønne Kontaktudvalg, der har været mod de såkaldte
»bonuslokalplaner« under udvalgsarbejdet. Specielt har det gjort
indtryk, at der ved en eventuel indførelse af disse skabes tvivl om
myndighedsansvaret.
Derfor tager Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afstand fra
bonusprincippet.
Mindretallet forudser, at det vil være vanskeligt at gennemskue i kommende
lovgivning, hvor »bonusprincippet« kan få sin virkning.
Bonusordningen kan være en blankocheck på en ukendt fremtid.
De af miljøministeren stillede ændringsforslag forhindrer ikke
»bonusprincippets« indførelse. Tværtimod fremgår det af
bemærkningerne, at det nu indføres i planlægningsloven og kan følges op ved
justeringer i andre love.
Mindretallet har igennem sine ændringsforslag tilkendegivet, at det bør
blive lettere for danskerne, når der skal laves lokalplaner. Derfor foreslås
et samtidighedsprincip, der medfører, at meddelelse af tilladelser, der måtte
være nødvendige efter anden lovgivning eller underlagt anden myndighed,
tilgår den eller de berørte parter samtidig med vedtagelsen af et
lokalplanforslag.
En hurtig og smidig sagsbehandling er med indførelsen af et sådant princip
i det store og hele kun afhængig af, om en kommune har den fornødne uddannede
og trænede stab til sagsbehandlingen.
Vedrørende regionplaners godkendelse/ministerens vetoret
Den nugældende praksis i planlovgivningen har virket i relativ kort tid,
og først nu er den rette balance mellem amtskommunernes og statens
kompetencer ved at indfinde sig. Ved at lave om på kompetenceforholdet vil
der opstå en ny indkøringsperiode, i hvilken tvivlssituationer uvægerligt vil
opstå.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder, at den nugældende
godkendelsesordning kan komme til at virke hensigtsmæssigt og problemfrit.
Men det fordrer, at indhøstede erfaringer får lov at udmønte sig i mere
rutinemæssig og smidig praksis. Dette opnås bedst ved en længere virketid for
det gældende regelsæt.
I hovedstadsområdet er der efter Hovedstadsrådets nedlæggelse et helt
naturligt behov for central godkendelse af regionplanerne for at sikre en
overordnet koordineret udvikling af denne region.
De overordnede nationale interesser sikres desuden bedst ved, at
regionplanerne altid skal godkendes, når de fornys.
Vedrørende § 41: Sommerhusområder
Mindretallet synes, at det er en god ide, hvis pensionister af alle
kategorier får mulighed for at flytte ud i et sommerhus, som de har ejet og
hæget om i en årrække. Men også her har de mange henvendelser og
tilkendegivelser fra »sommerhuskommuner« gjort indtryk på de to
partier.
Vilkårene i sommerhusområderne er vidt forskellige landet over og kan også
inden for den enkelte kommune have meget forskellig karakter og udformning.
Der kan være fysiske forhold, der kan bevirke, at et område ikke egner sig
til helårsbeboelse. Herunder kan nævnes: manglende kloakering, dårlig
forsyning med vand, veje, transportmuligheder og meget lang afstand til
kommunal og privat service.
Også kommunernes muligheder for at betjene en ny og eventuel stor gruppe
af ældre medborgere kan være meget forskellig fra egn til egn. Det vil derfor
være meget svært fra statens side at skabe et regelsæt, der vil kunne finde
anvendelse overalt i landet.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti er derfor af den opfattelse,
at de berørte kommuner vil være de bedste til at afgøre, om bestemte
sommerhuse eller sommerhusområder er egnede til helårsbeboelse.
Beslutningsprocessen bør foregå i en frugtbar dialog mellem borger og
kommune.
Det er tankevækkende, at miljøministeren i sine bemærkninger til
lovforslag nr. L 154 (Forslag til lov om stop for kloakeringer af
sommerhusområder (af Bente Juncker (CD) m.fl.)) over for Miljø~ og
Planlægningsudvalget har understreget, »at regeringen er tilhænger af,
at beslutninger træffes så tæt på borgerne som muligt og meget gerne af
borgerne selv. Derved sikres det, at borgerne både er enige i beslutningens
nødvendighed og i beslutningens indhold.« Dette er netop, hvad
mindretallet søger at opnå ved de stillede ændringsforslag.
Mindretallet har forståelse for, at pensionister vælger at slå sig ned i
deres sommerhus hele året rundt. For Socialdemokratiet og Socialistisk
Folkeparti er det samtidig afgørende, at medborgere, der har helårsadresse i
et sommerhusområde, har de samme muligheder som andre borgere, hvis de har
behov for akut hjælp eller kræver pleje. De lokale myndigheder, altså
kommunerne, er i modsætning til staten suverænt de bedste til at vurdere
behov og muligheder i de enkelte tilfælde.
Vedrørende § 59: Klage og søgsmål
Når det trods alt er lykkedes i Danmark at bevare og udforme de mange
landskabstyper, og når det på trods af skiftende vilkår og til tider hård
miljømæssig belastning er lykkedes at sørge for, at kun relativt få af de
mange facetter i den danske natur er gået tabt, så skyldes det ubetinget, at
befolkningen gennem Danmarks Naturfredningsforening og de mange forskellige
lokale folkelige foreninger og interesseorganisationer har haft mulighed for
aktivt at engagere sig i fredningssager og naturbevaringsanliggender.
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti finder det derfor helt
urimeligt, at disse folkelige foreninger med det foreliggende ændringsforslag
fra miljøministeren fraskrives muligheden for fortsat at fungere i loven som
klageberettiget part og med ret til at få meddelelse om planændringer.
Mindretallet havde derfor hellere set en justering og ajourføring af de
eksisterende love med de indarbejdede rutiner. De to partier vil derfor
stemme imod loven som helhed.
Mindretallet indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3.
behandling, idet dog mindretallet kan stemme for de af et mindretal under nr.
5, 6, 8, 10, 17, 18, 29 og 34 stillede ændringsforslag og de af
miljøministeren under nr. 1, 2, 3, 4, 7, 13, 14, 15, 16, 22, 23, 24, 25, 26,
27, 33, 37, 38, 41, 43, 44 og 45 stillede ændringsforslag.
Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets medlemmer af
udvalget) kan herudover stemme for det under nr. 28 stillede ændringsforslag.
Ændringsforslag
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 3
1) I stk. 1 indsættes efter »Miljøministeren kan«
ordene: »til varetagelse af landsplanmæssige interesser, herunder
sikring af kvalitet i planlægningen,».
2) I stk. 3 indsættes efter »Miljøministeren kan«
ordene: »i særlige tilfælde«.
3) I stk. 4 indsættes efter »Miljøministeren kan«
ordene: »i særlige tilfælde«.
Til kapitel 3
4) Kapiteloverskriften ændres til:
»Regionplanlægning«
Til § 6
Af et mindretal (S og SF):
5) Stk. 3, nr. 1, affattes således:
»1) fordeling af den fremtidige byvækst på de enkelte dele af
regionen, herunder for afgrænsningen af byzonerne,».
6) I stk. 3, nr. 9, indsættes efter »til
fritidsformål« ordene: »og sommerhusområder«.
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 13
7) I stk. 5 indsættes efter »stk. 1 og 2« ordene:
»for så vidt angår forhold, der er reguleret efter anden
lovgivning«.
Til § 15
Af et mindretal (S og SF):
8) Stk. 4 affattes således:
»Stk. 4. Samtidig med offentliggørelsen af forslag til
lokalplan underretter kommunalbestyrelsen, jf. § 25, de myndigheder, der i
henhold til anden lovgivning varetager spørgsmål om meddelelse af
tilladelser, der er nødvendige for gennemførelsen af forslag til
lokalplan.«
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
9) Stk. 4 affattes således:
»Stk. 4. En lokalplan for et område, der skal forblive i
landzone, kan indeholde bestemmelse om, at lokalplanen erstatter de
tilladelser efter § 35, stk. 1, som er nødvendige for lokalplanens
virkeliggørelse.«
Af et mindretal (S og SF):
10) Stk. 5 affattes således:
»Stk. 5. Inden udløbet af en frist på 12 uger underretter de
i § 25 omhandlede myndigheder kommunalbestyrelsen om, hvilke tilladelser der
efter naturfredningslovgivningen og vandløbslovgivningen må anses for
fornødne for lokalplanforslagets gennemførelse.«
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
11) Efter stk. 6 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 7. Miljøministeren kan i overensstemmelse med anden
lovgivning fastsætte regler om, at tilladelser og dispensationer, som er
nødvendige for en lokalplans virkeliggørelse, anses for meddelt ved
lokalplanens gennemførelse. Miljøministeren kan endvidere fastsætte regler om
kommunalbestyrelsens adgang til at dispensere fra sådanne lokalplaner og om
andre myndigheders ret til at fremsætte indsigelse mod forslag til sådanne
lokalplaner.«
Til § 19
12) Stk. 4 udgår.
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 22
13) Stk. 2 affattes således:
»Stk. 2. Før udarbejdelse af et forslag til region- eller
kommuneplan eller ændringer hertil indkalder amtsrådet, henholdsvis
kommunalbestyrelsen, ideer, forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet.
Kommunalbestyrelsen kan i øvrigt inddrage offentligheden i det indledende
lokalplanarbejde. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel, der ikke
strider mod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens
hovedstruktur kan kommunalbestyrelsen undlade at indkalde ideer, forslag m.v.
som angivet i 1. pkt.«
14) Efter stk. 2 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 3. Indkaldelse efter stk. 2 skal indeholde en kort
beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Indkaldelse
sker ved offentlig bekendtgørelse. Amtsrådet, henholdsvis
kommunalbestyrelsen, fastsætter en frist for afgivelse af ideer, forslag
m.v., jf. dog § 23, stk. 3.«
Til § 23
15) Paragraffen affattes således:
»§ 23. I forbindelse med revisioner efter § 22, stk. 1, 1.
pkt., skal amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, tillige udarbejde en
beretning om den hidtidige planlægning og de påtænkte ændringer i planen samt
en vurdering af udviklingen.
Stk. 2. Beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter
§ 22. Beretningen sendes til miljøministeren og øvrige statslige og kommunale
myndigheder, hvis interesser berøres.
Stk. 3. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, fastsætter en
frist på mindst 8 uger for afgivelse af ideer, forslag m.v. og kommentarer
til beretningen.
Stk. 4. Amtsrådet, henholdsvis kommunalbestyrelsen, skal forestå
en oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat om
planrevisionens målsætning og nærmere indhold.«
Til § 27
16) I stk. 1 indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod et
lokalplanforslag, kan vedtagelsen af lokalplanen tidligst ske 4 uger efter
udløbet af indsigelsesfristen.«
Af et mindretal (S og SF):
Ny paragraf
17) Efter § 28 indsættes som ny paragraf:
»01. En regionplan godkendes af miljøministeren, efter at
forslaget er gennemgået i samarbejde med de ministre, hvis område i øvrigt
berøres af planlægningsarbejdet.
Stk. 2. Miljøministeren kan godkende regionplanforslaget delvis,
hvis dette findes hensigtsmæssigt og skønnes at kunne ske uden væsentlig
risiko for en uheldig foregribelse af planen som helhed.
Stk. 3. I forbindelse med godkendelsen kan miljøministeren
foretage de ændringer, som skønnes at være påkrævede af landsplanmæssige
hensyn, efter at de påtænkte ændringer er gennemgået i samarbejde med de i
stk. 1 nævnte ministre.
Stk. 4. Har miljøministeren ikke godkendt regionplanforslaget
inden 8 uger efter forslagets indsendelse, underretter ministeren amtsrådet
om grunden hertil.
Stk. 5. Den godkendte regionplan offentliggøres af
amtsrådet.«
Til § 29
18) Stk. 1 udgår.
Stk. 2-4 bliver herefter stk. 1-3.
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
19) Stk. 3 udgår.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
Til § 35
20) I stk. 4 udgår 2. pkt.
21) Stk. 5 affattes således:
»Stk. 5. Tilladelser efter stk. 1 skal offentliggøres.
Offentliggørelse kan dog undlades, hvis tilladelsen er i overensstemmelse med
en offentligt bekendtgjort lokalplan.«
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
22) Efter stk. 5 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 6. Offentliggørelsen af en tilladelse efter stk. 1 skal
indeholde oplysning om bestemmelserne i §§ 59 og 60.«
Til § 36
23) I stk. 1 udgår nr. 1.
Nr. 2-11 bliver herefter nr. 1-10.
24) I stk. 1, nr. 6, der bliver nr. 5, udgår ordene
»er bestemt i en fredning efter lov om naturbeskyttelse, eller«.
25) I stk. 1, nr. 8, der bliver nr. 7, tilføjes efter
»byggetilladelse« ordene: », og som ikke medfører oprettelse
af en ny bolig«.
26) I stk. 1, nr. 9, der bliver nr. 8, ændres
»offentlige trafik~ eller forsyningsanlæg« til: »offentlige
trafik-, forsynings~ eller varslingsanlæg«.
27) I stk. 2 ændres »nr. 4« til: »nr.
3«.
Af et mindretal (FP, tiltrådt af miljøministeren og af et
flertal (S, KF, V, CD, RV og KRF):
Til § 37
28) I stk. 1 udgår nr. 3, og nr. 1 og
2 affattes således:
»1) at virksomheden etableres i bestående bygninger, der ikke om~
eller tilbygges i væsentligt omfang, og
2) at bygningerne ikke er opført inden for de seneste 5 år.«
Til § 41
Af et mindretal (S og SF):
29) I stk. 1 udgår »En pensionist«, og i stedet
indsættes ordene: »Kommunalbestyrelsen kan ved lokalplan træffe
bestemmelse om, at pensionister«.
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
30) I stk. 1, 1. pkt., ændres ordet »boligen«
til: »ejendommen«.
Af et flertal (KF, V, FP, CD, RV og KRF), tiltrådt af
miljøministeren:
31) I stk. 1, 1. pkt., ændres »10 år« til:
»8 år«.
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
32) I stk. 1 indsættes efter 2. pkt. som nyt punktum:
»Bestemmelserne i kapitel VII i lov om midlertidig regulering af
boligforholdene finder ikke anvendelse på boliger, der benyttes til
helårsbeboelse efter 1. pkt.«
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
33) I stk. 2 ændres »en efterlønsmodtager eller«
til: »en person over 60 år, der oppebærer pension eller efterløn,
samt«.
Af et mindretal (S og SF):
34) Stk. 3 affattes således:
»Stk. 3. En pensionists ægtefælle eller samlever kan efter
pensionistens død fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.«
Af et mindretal (FP), tiltrådt af miljøministeren og af et
mindretal (KF, V, CD, RV og KRF):
35) I stk. 3 ændres »eller samlever« til: »,
samlever eller nært beslægtede«, og »eller samleveren« ændres
til: », samleveren eller den nært beslægtede«.
36) Efter stk. 3 indsættes som nye stykker:
»Stk. 4. Dør pensionisten uden at efterlade sig en ægtefælle
eller samlever, har en anden person, der har haft fælles husstand med
pensionisten, ret til at fortsætte med at benytte boligen til helårsbeboelse.
Stk. 5. Retten efter stk. 3 og 4 bortfalder ved fraflytning.«
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 58
37) I stk. 3 ændres »det naturklagenævn, der er
oprettet i henhold til særlig lov herom« til:
»Overfredningsnævnet«.
38) I stk. 5 ændres »Naturklagenævnets« til:
»Overfredningsnævnets«.
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
Til § 59
39) I stk. 1 udgår », stk. 1, 2 og 6,».
40) Stk. 2 udgår.
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 60
41) I stk. 2 ændres »Naturklagenævnet« til:
»Overfredningsnævnet«.
Af miljøministeren, tiltrådt af et flertal (KF, V, FP, CD,
RV og KRF):
Til § 65
42) Efter 1. pkt. indsættes som nyt 2. pkt.:
»§ 41 træder dog i kraft den 1. oktober 1991.«
Af miljøministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 66
43) Efter 2. pkt. indsættes som nyt punktum:
»Forslag til planer kan dog færdigbehandles efter de hidtil gældende
regler, hvis forslaget er offentliggjort før den 1. juli 1992.«
Til § 67
44) I nr. 9 ændres »nr. 583 af 31. august 1989«
til: »nr. 571 af 8. august 1990«.
45) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 2. Ved lovens ikrafttræden foretages følgende
ændringer:
1) I lov om beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom, jf.
lovbekendtgørelse nr. 558 af 6. september 1988, som senest ændret ved lov nr.
386 af 13. juni 1990, ændres i § 7, stk. 1, »lov om
kommuneplanlægning« til: »lov om planlægning«.
2) I lov om frigørelsesafgift m.v. af fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse
nr. 441 af 26. september 1985, som senest ændret ved lov nr. 138 af 7. marts
1990, ændres i § 8 A »by- og landzonelovens § 2 A« til:
»lov om planlægning § 45«.
3) I lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse
nr. 437 af 14. august 1984, som senest ændret ved lov nr. 59 af 7. februar
1990, ændres i § 4 A og § 14, stk. 5, »lov om by- og
landzoner« til: »lov om planlægning«.
Bemærkninger
Til nr. 1
Ændringsforslaget tilsigter at tydeliggøre, at det fremtidige
anvendelsesområde for bestemmelsen i særlig grad vil være
landsplandirektiver, der båret af landsplanhensyn fastsætter krav til
region-, kommune- og lokalplanlægningen.
Til nr. 2 og 3
Ændringsforslagene skal markere, at ministerens bemyndigelse som efter
hidtidig praksis alene tænkes udnyttet undtagelsesvis, når væsentlige
overordnede interesser tilsiger det.
Til nr. 4
Ændringen skyldes fejlskrift i lovforslaget.
Til nr. 5 og 6
Ændringsforslagene indebærer, at amtsrådets virksomhed i
regionplanlægningen for så vidt angår afgrænsningen af byzoner og fordelingen
af byvækst ikke ændres.
Til nr. 7
Det praktiske behov for en præcisering af kommunernes lokalplanret og
-pligt opstår i de situationer, hvor flere regelsæt regulerer et område. Den
ændrede formulering udtrykker derfor, at beføjelsen er knyttet til områderne
for dobbeltregulering.
Til nr. 8 og 10
Ændringsforslagene betyder, at der indføres samtidighed for så vidt angår
meddelelsen om nødvendige tilladelser efter anden lovgivning, som ikke
administreres af kommunalbestyrelsen. Samtidig foreslås således, at
eksempelvis amtsrådet skal oplyse om, hvorvidt der eventuelt kræves
dispensation fra de bestemmelser i naturfredningslovens beskyttelseslinier,
der forvaltes af amtsrådet. Såfremt lokalplanforslaget ikke fremtræder med
tilstrækkelig klarhed i spørgsmålet om nødvendigheden af tilladelser efter
anden lovgivning, er den pågældende myndighed selvsagt forpligtet til at
oplyse, at spørgsmål om dispensation ikke kan afgøres på det foreliggende
grundlag, men må afvente mere detaljerede oplysninger, herunder
detailprojekter.
Til nr. 9
Ændringen er en konsekvens af, at lov om naturbeskyttelse og lov om
vandløb, L 75 og L 77, folketingsåret 1990-91 (2. samling), ikke som forudsat
kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bonusordningen i
planlægningsloven omfatter derfor kun tilladelser efter
landzonebestemmelserne inden for lokalplanområder, hvor kommunalbestyrelsen
efter de gældende regler i forvejen er zonelovsmyndighed, jf. § 9, stk. 2, i
by- og landzoneloven og § 35, stk. 3, i lovforslaget.
Til nr. 11
Bestemmelsen skaber hjemmel for en successiv gennemførelse af
samtidighedsprincippet i takt med, at der gennemføres særskilt hjemmel hertil
i anden lovgivning, der vedrører areal- og bebyggelsesforhold m.v.
Forudsætningerne for, at eksisterende tilladelses- og
dispensationsordninger i særlovgivningen kan overføres til
lokalplanregulering, er, at der både er hjemmel i planloven til at indsætte
bestemmelse herom i lokalplaner, og at særlovgivningen også indeholder
speciel hjemmel hertil. Gennem ændringsforslaget om et nyt stk. 7 skabes den
nødvendige hjemmel i planloven i form af en bemyndigelse til miljøministeren.
Hvis konkrete bonusordninger ønske gennemført, må der tillige skabes hjemmel
hertil i den pågældende lovgivning. Bemyndigelsen i ændringsforslaget kan
således ikke benyttes, og en bonusordning kan ikke etableres uden forudgående
ændring af særlovgivningen.
2. pkt. giver miljøministeren mulighed for at fastsætte bestemmelser om,
at kommunalbestyrelsen ikke kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan,
der indebærer tilladelse eller dispensation fra lovgivning, der administreres
af anden myndighed end kommunalbestyrelsen, uden denne myndigheds samtykke,
samt bestemmelser om, at myndigheden kan fremsætte indsigelse mod forslag til
sådanne planer.
Til nr. 12 og 19
Ændringerne er en konsekvens af ændringsforslag nr. 8.
Til nr. 13 og 14
På baggrund af drøftelserne i Miljø- og Planlægningsudvalget foreslås
bestemmelserne om offentlighedens medvirken i planlægningen udbygget og
tydeliggjort. Det er således anset for hensigtsmæssigt at lovfæste princippet
i kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om kommunalbestyrelsens pligt til at
medvirke til at fremkalde en offentlig debat ved de fire-årlige
planrevisioner. Endvidere er det fundet hensigtsmæssigt at præcisere de
mindstekrav, der bør stilles til den almindelige forudgående offentlighed. §§
22 og 23 har fået en mere logisk opbygning. Endelig er 4-ugers-fristen i
kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2. pkt., opretholdt med ændringsforslagene.
Ad ændringsforslag nr. 13
Bestemmelsens 1. og 2. pkt. er enslydende med lovforslagets § 23, stk. 1.
3. pkt. åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen kan undlade at
foranstalte forudgående offentlighed ved »mindre
kommuneplantillæg«. Der tænkes her navnlig på ganske små rammeændringer
foranlediget af et lokalplanforslag som f.eks. mindre reguleringer af
grænserne mellem områder med forskellige anvendelsesbestemmelser eller
justeringer af bestemmelser om maksimal højde, bebyggelsesprocent m.v. En
tilsvarende sondring mellem disse tillæg og andre tillæg findes i dag i
kommuneplanlovens § 14, stk. 4, 2. pkt.
Ad ændringsforslag nr. 14
Ændringsforslaget stiller krav om, at indkaldelsen af ideer, forslag m.v.
skal indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående
planlægning. Hensigten hermed er at sikre, at der gives offentligheden
mulighed for at forstå problemstillingen i den konkrete situation.
Bestemmelsen overfører endvidere reglen i lovforslagets § 23, stk. 2, om
indkaldelse ved offentlig bekendtgørelse.
Det bestemmes, at planmyndigheden skal fastsætte en frist for afgivelse af
forslag m.v. Det er ikke anset for muligt at fastsætte en fællesfrist, da
planændringer har vidt forskellig karakter og omfang. Amtsrådet, henholdsvis
kommunalbestyrelsen, bør konkret vurdere, hvor lang fristen bør være i den
enkelte sag. Der bør dog næppe fastsættes kortere frist end 2 uger. Det
svarer til fristen ved naboorientering i forbindelse med dispensationer fra
en lokalplan. Ved mere omfattende ændringer bør fristen være længere.
Til nr. 15
Stk. 1 i ændringsforslaget er enslydende med lovforslagets § 22, stk. 2,
1. pkt.
Stk. 2 og 3 svarer til lovforslagets § 22, stk. 2, 2. og 3. pkt., med den
præcisering, at beretningen offentliggøres samtidig med indkaldelsen efter §
22.
Stk. 4 er en ny bestemmelse, der overfører princippet fra
kommuneplanlovens § 6, stk. 3, om planmyndighedens pligt til at forestå en
oplysningsvirksomhed med henblik på at fremkalde en offentlig debat til de
fire-årlige planrevisioner. Bestemmelsen vedrører såvel kommune- som
regionplaner.
Til nr. 16
Ændringsforslaget er enslydende med kommuneplanlovens § 27, stk. 1, 2.
pkt.
Til nr. 17 og 18
Ændringsforslagene betyder, at den hidtidige godkendelsesordning
opretholdes.
Til nr. 20-22
Ændringsforslagene indebærer, at tredjemands herunder naboers
klagemulighed bliver som i gældende ret.
Som konsekvens af klageadgang for tredjemand fastsættes, at tilladelser
skal offentliggøres. Dette bevirker, at bestemmelsen om den individuelle
orientering af foreninger bortfalder. I overensstemmelse med gældende regler
omfatter kravet om offentliggørelse ikke tilfælde, hvor det tilladte er i
overensstemmelse med en lokalplan, jf. bekendtgørelse nr. 302 af 1980 om
visse klageregler og om offentliggørelse af tilladelser efter lov om by- og
landzoner. De øvrige undtagelser fra offentliggørelseskravet i
bekendtgørelsen er ikke medtaget, da de på baggrund af de i § 36 nævnte
undtagelser ikke kan anses for at have større praktisk betydning.
Det fastsættes i det foreslåede stk. 6, at offentliggørelsen skal
indeholde nærmere oplysninger om klageadgang m.v.
Til nr. 23 og 27
Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov nr. 137 af 7. marts 1990 om
udstykning og anden registrering af matriklen, der træder i kraft den 1.
april 1991, ved udstykning alene forstår fraskillelse af et areal fra en
eller flere samlede faste ejendomme for fremtidigt at udgøre en ny samlet
fast ejendom. Fraskillelse af et areal til sammenlægning med anden ejendom
betragtes således ikke længere som udstykning og kræver ikke
landzonetilladelse, jævnfør i øvrigt lov nr. 138 af 7. marts 1990 om
konsekvensændringer som følge af udstykningsloven, der ændrer by- og
landzonelovens § 6.
Til nr. 24
Ændringen er en konsekvens af, at naturbeskyttelsesloven ikke gennemføres
i indeværende folketingssamling.
Til nr. 25
Ændringsforslaget skal præcisere, at oprettelse af en ny bolig i landzone
altid kræver landzonetilladelse, hvis oprettelsen ikke frit kan ske efter
bestemmelsen om erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri i paragraffens stk. 1, nr.
4, der bliver nr. 3.
Til nr. 26
Ændringen er en konsekvens af, at Byggestyrelsen i det den 26. juni 1990
udsendte tillæg nr. 9 til Bygningsreglementet 1982 har ophævet krav om
byggetilladelse til de sireneanlæg til varslingsanlæg, der udføres af
Civilforsvarsstyrelsen. Reglerne bør være ens i bygge- og zonelovgivning, og
efter gældende cirkulære til by- og landzoneloven skal der ikke meddeles
zonelovstilladelse i disse situationer, når kravet om byggetilladelse er
ophævet.
Til nr. 28
Ændringsforslaget ophæver begrænsningen om, at der kun må være 5
beskæftigede på ejendommen. Denne betingelse blev indsat i by- og
landzonelovens § 8 a ved dennes udformning i 1987 for at forhindre, at der
blev etableret egentlige industrielle virksomheder efter anmeldeordningen.
Bestemmelsen er imidlertid vanskelig at håndhæve i praksis, og det er
opfattelsen, at kravet om, at det kun er bestemte typer af erhverv, der kan
etableres, og at etableringen skal ske i allerede eksisterende bygninger,
sætter en mere relevant begrænsning for virksomhedens omfang end den
personmæssige begrænsning.
Kravet om, at der ikke må foretages væsentlige om- eller tilbygninger,
betyder, at der som hidtil kan foretages alle de for erhvervsetableringen
nødvendige indre ombygninger, herunder ombygninger til opfyldelse af krav,
der stilles af myndighederne som betingelse for etableringen, f.eks. krav
efter sundheds- og arbejderbeskyttelseslovgivningen.
De ikke væsentlige om- eller tilbygninger, der er tilladt efter
bestemmelsen, omfatter også mindre, udvendige om- og tilbygninger.
Til nr. 29
Med ændringsforslaget ønskes en markering af, at det skal være kommunerne,
der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et sommerhusområdes
egnethed til helårsbeboelse for pensionister.
Sommerhusområderne landet over har meget forskellig karakter og
udformning. Der kan endog inden for den enkelte kommune være meget store
forskelle. Der bør derfor gennem lokalplanprocedure foregå en frugtbar dialog
mellem borger og kommune, samtidig med at der foretages en planmæssig
vurdering af et område, før der gives generel tilladelse til helårsbosætning
for pensionister inden for det pågældende sommerhusområde.
Til nr. 30
Ændringen foreslås i anerkendelse af, at en stærk tilknytning til et
område kan opstå, uanset ejendommen ikke i hele perioden har været forsynet
med et sommerhus. Da kravet om ejertid for ejendommen fastholdes, findes der
ikke at være risiko for omgåelse af bestemmelsen.
Til nr. 31
Det vurderes, at 8 års ejerskab er tilstrækkeligt til at sikre den
langvarige tilknytning til sommerhuset, som er baggrunden for reglen. 8 års
ejerskab er også fundet at være tilstrækkelig langt til at sikre, at reglen
ikke påvirker ejendomspriserne.
Til nr. 32
Ændringsforslaget giver pensionister en personlig ret til at bo helårs i
sommerhuset. Retten ændrer ikke på husets status som sommerhus. Efter
boligreguleringsloven betragtes en bolig som en helårsbolig, hvis den
anvendes til helårsbeboelse. For at undgå, at der opstår fortolkningstvivl,
er det derfor fundet rigtigst at præcisere, at boligreguleringsloven ikke
finder anvendelse på de sommerhuse, der er omfattet af § 41.
Til nr. 33
Pensionistbegrebet i loven er på baggrund af de stedfundne drøftelser
foreslået ændret. Det findes at være i overensstemmelse med den tilsigtede
varetagelse af menneskelige hensyn at udvide bestemmelsen, så også f.eks.
førtidspensionerede tjenestemænd, enkepensionister og personer med privat
pensionsordning får mulighed for at anvende deres sommerhus til
helårsbeboelse, når de forlader arbejdsmarkedet.
Til nr. 34
Ændringsforslaget indebærer, at en pensionists ægtefælle eller samlever
kan fortsætte med at benytte sommerhus til helårsbeboelse efter pensionistens
død.
Til nr. 35 og 36
Ændringsforslagene åbner mulighed for, at andre medlemmer af pensionistens
husstand end ægtefælle eller samlever efter pensionistens død kan fortsætte
med at benytte sommerhuset til helårsbeboelse. Reglen vil f.eks. gælde for et
hjemmeboende barn. Reglen bortfalder ved fraflytning. Retten omfatter ikke
medlemmer af ægtefællens, samleverens eller f.eks. barnets senere husstand.
Til nr. 37, 38 og 41
Ændringsforslagene er en konsekvens af, at lov om naturklagenævnet ikke
kan gennemføres i indeværende folketingssamling. Bestemmelsen om
klagemyndighed er derfor ændret, så de sager, der efter lovforslaget skulle
afgøres af Naturklagenævnet, i stedet afgøres af Overfredningsnævnet. Det
bemærkes herved, at Overfredningsnævnet har en sammensætning, der i
princippet svarer til den foreslåede sammensætning af Naturklagenævnet.
Til nr. 39 og 40
Ændringsforslagene er en konsekvens af klageretten for tredjemand efter
landzonebestemmelserne. Klageberettigelse kan herefter defineres ens for hele
lovens område.
Til nr. 42
Ændringsforslaget betyder, at de nye regler om pensionisters ret til
helårsbeboelse i deres sommerhuse kan træde i kraft så tidligt, at de
pensionister, der ønsker det, kan etablere sig helårs i sommerhuse allerede i
indeværende år.
Til nr. 43
Ændringsforslaget tilsigter at hindre, at der opstår forsinkelser i det
igangværende planlægningsarbejde. Under hensyn til, at der i visse kommuner
arbejdes med en ret lang tidshorisont i forbindelse med planrevisioner,
foreslås det, at der åbnes mulighed for en »overgangsperiode«, hvor
kommunalbestyrelsen kan vælge at følge de hidtil gældende regler for planers
tilblivelse. Dette foreslås som en mulighed for planer, der offentliggøres
inden 1. juli 1992. Herved vil de kommuner, der har et særligt behov for lang
planlægningstid, have ca. 1 år fra lovens vedtagelse til den fulde
ikrafttrædelse, hvor arbejdet kan indrettes efter de nye regler. Hvis de
hidtil gældende regler skal følges, skal det ske fuldt ud.
Til nr. 44
Ændringsforslaget er en konsekvens af en ny lovbekendtgørelse af
frikommuneloven.
Til nr. 45
Ændringsforslaget konsekvensændrer skattelovgivningens henvisninger til de
gældende planlove.
Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup
(S) Rosing (S) Jacob Lindenskov (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd. Lis
Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V) Hanne
Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone Dybkjær
(RV) Glønborg (KRF)
Bilag
Et af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 21:
Ministeren bedes give eksempler på, hvorledes han påtænker at anvende
bemyndigelsesbestemmelserne i planloven.
Svar:
Jeg kan oplyse følgende om den påtænkte anvendelse af
bemyndigelsesbestemmelserne:
1. I forbindelse med planlovens ikrafttrædelse er det hensigten at
foretage en gennemgang og regelsanering af de gældende forskrifter og
erstatte dem med nogle få samlede forskrifter.
2. Følgende er nødvendigt i forbindelse med lovens ikrafttrædelse:
En bekendtgørelse om rent administrative forhold (delegering til styrelse
og ophævelse af Tilbudspligtnævnet).
En bekendtgørelse, der supplerer lovens indhold (VVM-virksomheder,
anvendelse af frigørelses- og afgiftsfonde og regler om lokalplaner og veje,
jf. lovforslagets §§ 8, 10 og 13, stk. 5).
Et/en samlet cirkulære/vejledning om loven.
3. Anvendelsen af lovens øvrige bemyndigelsesbestemmelser.
Lovforslagets § 3. Det fremtidige anvendelsesområde for bestemmelsen vil
være landsplandirektiver, herunder særlige bestemmelser om kommune- og
lokalplanlægningen, der er båret af landsplanhensyn eller eventuelt
retssikkerhedshensyn. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter
bestemmelsen.
Lovforslagets § 4 svarer til kommuneplanlovens § 51, stk. 2, og
frikommunelovens bestemmelser om forsøg. Bestemmelsen gælder naturligvis kun
planlovens område. Den er udtryk for en »fremtidssikring« bl.a. med
henblik på forsøg med andre administrationsformer. Der er ingen konkrete
forslag til forsøg i øjeblikket.
Lovforslagets § 5, stk. 1 svarer til lands- og regionplanlovens §
3, stk. 2. Formkravet er en konsekvens af edb-alderen. Der er ingen konkrete
planer om forskrifter efter bestemmelsen.
Lovforslagets §§ 8, 10 og 13 er omtalt ovenfor under pkt. 2.
Lovforslagets § 15, stk. 6, svarer til kommuneplanlovens § 18,
stk. 4. Denne bestemmelse er endnu ikke anvendt i praksis, idet man i stedet
har indføjet de stedfundne udvidelser af »kataloget« over
lokalplan-emner i selve lovteksten. Der er ingen konkrete planer om
forskrifter efter bestemmelsen.
Lovforslagets § 21, stk. 2, svarer til kommuneplanlovens § 47,
stk. 10. Der er ikke fastsat regler efter bestemmelsen, og der er ingen
konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.
Lovforslagets § 52, stk. 2, er en ny bestemmelse. Ministeren ville
også uden udtrykkelig hjemmel kunne nedsætte sådanne råd. Der er ingen
konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.
Lovforslagets § 52, stk. 3 og stk. 4, svarer til kommuneplanlovens
§§ 51 og 52, lands- og regionplanlovens § 18 a og by- og landzonelovens § 11
a. Den under pkt. 2 nævnte delegeringsbekendtgørelse vil blive udsendt med
hjemmel heri.
Lovforslagets § 53, stk. 2, er en ny bestemmelse. Der er for tiden
ingen konkrete internationale overenskomster, som nødvendiggør bestemmelsen.
Der er derfor ingen konkrete planer om forskrifter efter bestemmelsen.
Lovforslagets § 54 er en ny bestemmelse. Kommuneplanlovens § 47,
stk. 9, indeholder dog hjemmel for gebyr for naboorientering i visse
dispensationssager. Sådanne gebyrregler er fastsat i kap. VIII i
bekendtgørelse nr. 247 af 16. maj 1986 om supplerende regler i medfør af
kommuneplanloven. Der er ingen konkrete planer om forskrifter efter
bestemmelsen.
4. Bestemmelser, der giver ministeren mulighed for at gribe ind i
konkrete sager.
Lovforslagets §§ 3, 5, stk. 3 og 29, giver miljøministeren mulighed for i
særlige tilfælde at give påbud om gennemførelse af planer med et bestemt
indhold, for at kalde et planforslag ind til godkendelse, kræve bestemte
oplysninger eller nedlægge veto mod bestemte planforslag.
Alle beføjelserne har karakter af særlige undtagelsesregler, hvorefter
miljøministeren kan gribe ind over for den kommunale planlægning m.v., når
væsentlige overordnede interesser gør det nødvendigt.
Der kan ikke siges noget om reglernes fremtidige anvendelse, men de
tilsvarende beføjelser i gældende lovgivning har netop kun været anvendt i
sjældne undtagelsessituationer. Bestemmelsen om veto mod regionplanforslag,
der skal træde i stedet for den nuværende godkendelsesordning, må dog
forventes anvendt i et vist omfang, idet miljøministeren i disse sager
handler på alle ministeriers vegne.
Tillægsbetænkningen
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i et møde og har
herunder stillet spørgsmål til miljøministeren, som denne har
besvaret dels skriftligt og dels i samråd.
Disse spørgsmål og miljøministerens besvarelse heraf er optrykt som bilag
til betænkningen.
Herefter indstiller et flertal (Det Konservative Folkepartis,
Venstres, Fremskridtspartiets, Centrum-Demokraternes, Det Radikale Venstres
og Kristeligt Folkepartis medlemmer af udvalget) lovforslaget til
vedtagelse i den form, hvori det foreligger efter 2. behandling, idet
flertallet bemærker, at miljøministeren, inden loven træder i kraft den 1.
januar 1992, vil fremlægge en kystplanlægningsstrategi, og at det
eksisterende godkendelsessystem er gældende indtil da. Brugen af
vetobeføjelsen kan bl.a. ske på baggrund af denne kystplanlægningsstrategi og
kan netop forhindre en kaotisk planlægning af de kystnære områder.
Flertallet har i øvrigt helt generelt tillid til, at amtskommunerne gennem
regionplanlægningen sikrer en forsvarlig og fornuftig planlægning ikke alene
af kystområderne, men også f.eks. af områderne til stærkt forurenende
industrier, og konstaterer, at vetobeføjelsen jo også kan forhindre
»kaotisk planlægning«, hvis en sådan skulle forekomme.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis
medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til forkastelse.
Mindretallet skal bemærke, at miljøministerens svar for så vidt angår en
eventuel fremtidig anvendelse af ministerens vetoret over for regionplaner og
regionplantillæg har bestyrket mindretallet i formodningen om, at vetoretten
kun i ganske særlige tilfælde vil blive anvendt. Socialdemokratiet og
Socialistisk Folkeparti finder, at en vetoret nødvendigvis skal bruges
restriktivt for at sikre overordnede plan- og miljømæssige interesser.
Mindretallet er specielt bekymret over mange primærkommuners ønske om
fritidsanlæg i kystnære områder og over en kaotisk udlægning af områder til
stærkt forurenende industrier.
Vedrørende pensionisters ret til helårsbolig i sommerhus finder
mindretallet, at det er vigtigt at fremhæve, at sommerhuskommunerne har meget
forskellige potentielle muligheder for at kunne modtage en stor gruppe ældre
medborgere. Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti mener, at det skal
være kommunerne, der gennem lokalplanlægning skal træffe afgørelse om et
sommerhusområdes egnethed til helårsbeboelse. Sommerhuskommunerne skal med
vedtagelsen af det foreliggende lovforslag påbegynde en ny og omfatende
langtidsplanlægning inden for det sociale og sundhedsmæssige område.
Mindretallet finder, at en lang række sommerhuskommuner derved kan komme i
urimelige økonomiske vanskeligheder.
Miljøministerens svar til udvalget angående den påtænkte vejledning til
pensionisterne og kommunerne bekræfter, hvad mindretallet hele tiden har
påberåbt sig, at pensionister, der vælger at benytte retten til
helårsbeboelse i et sommerhusområde, har nøjagtig de samme rettigheder i
forhold til anden lovgivning som alle andre borgere i kommunen.
Mindretallet har med tilfredshed konstateret, at ministeren over for
udvalget har fremhævet, at alle pensionister i en kommune har lige adgang til
kommunens servicetilbud over for ældre medborgere.
Helen Beim (S) Henning Gjellerod (S) Martin Glerup (S) Lise Hækkerup
(S) Henning Nielsen (S) Løvig Simonsen (S) Trøjborg (S) Gade (SF) nfmd.
Lis Noer Holmberg (CD) Eva Møller (KF) Rønholt (KF) Peter Hansen-Nord (V)
Hanne Severinsen (V) Bodil Thrane (V) Aage Brusgaard (FP) fmd. Lone
Dybkjær (RV)
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål til miljøministeren og dennes svar herpå
Spørgsmål nr. 22:
Ministeren bedes oplyse, hvad der forstås ved udtrykket »nært
beslægtede«.
Svar:
Udtrykket »nært beslægtede« i § 41, stk. 3, er ikke et juridisk
klart og entydigt begreb.
I denne lov forstås ved udtrykket »nært beslægtede«: Slægtninge
i op- og nedstigende linie, dvs. forældre, børn, børnebørn osv. samt
søskende.
Samrådsspørgsmål A
Ministeren bedes ved praktiske eksempler oplyse, hvad pensionister bør
overveje, før de træffer beslutning om at tage fast bopæl i deres sommerhuse.
Samrådsspørgsmål B
Ministeren bedes oplyse, hvilke tanker der er gjort om indholdet af den
påtænkte vejledning til kommunerne vedrørende § 41 i L 76.
Svar på spørgsmål A og B:
Pensionister, der vælger at benytte retten til helårsbeboelse, har
nøjagtig de samme rettigheder i forhold til anden lovgivning som andre
borgere i kommunen.
Retten til sociale ydelser er ens for alle pensionister i en kommune. Men
der er forskelle på serviceniveauet i de forskellige kommuner.
Meningen med vejledningen er at hjælpe pensionisterne i deres overvejelser
om, hvorvidt de vil udnytte den nye ret eller ej.
Det er klart, at mange sommerhusområder på en række punkter ikke i
henseende til f.eks. vejforhold, vejbelysning, offentlig trafikforsyning osv.
har samme standard, som de byområder, pensionisterne i mange tilfælde vil
komme fra. Det vil også være godt at kigge nærmere på f.eks. afstanden til
butikker, biblioteker, lægehuse m.v.
Vi vil med vejledningen søge at sikre, at pensionisten gør sig disse
forskellige lokale forhold klart, før han/hun vælger mellem sin hidtidige
bolig og sit sommerhus.
Samtidig vil vi i vejledningen gøre opmærksom på, at konsekvensen af, at
man vælger sit sommerhus til helårsbolig er, at man må affinde sig med, at
hverken infrastruktur eller serviceniveau i mange tilfælde er af samme
standard som i byerne.
Vejledningen skal selvfølgelig også omtale, at sommerhuse, der er
kondemnerede, ikke giver ret til helårsbeboelse.
I vejledningen vil det blive anbefalet pensionisterne at indhente en
forhåndsudtalelse hos kommunen herom, før de opgiver deres hidtidige
helårsbolig.
Endelig skal vi også forklare, hvad der sker efter reglerne, når
pensionisten dør.
Vejledningen til kommunerne vil indeholde en uddybende forklaring af i
hvert fald følgende forhold:
- Hvilke sommerhuse er omfattet
- Hvilken personkreds har helårsretten
- Hvem må fortsætte med at bo der, når pensionisten dør.
Kommunernes rådgivningsforpligtelser m.v. over for pensionisterne,
herunder om kondemneringsspørgsmålet, fremgår af forvaltningsloven og vil
blive fremhævet i vejledningen.
Udkast til vejledningen vil blive forelagt både ældreorganisationer og KL
før udsendelse.
Samrådsspørgsmål C:
Det bedes oplyst, i hvilket omfang enkelte udsatte kommuners økonomi kan
tænkes at blive belastet ved indførelsen af en generel tilladelse til, at
pensionister kan få helårsbeboelse i sommerhuse.
Svar på spørgsmål C:
Indenrigsministeriet er af den opfattelse, at der vil være balance mellem
merudgifter og merindtægter i forbindelse med pensionisters helårsbeboelse af
sommerhus.
»Helårspensionister« betaler på den ene side skat til
sommerhuskommunen, hvis de har en indtægt.
Sommerhuskommunen får for pensionister uden skattepligtig indkomst tilskud
fra den kommunale udligning på 6.500 kr. årligt for de 67-74 årige, og på
16.000 kr. årligt for pensionister over 74 år.
På den anden side kan kommunen have udgifter af pensionister til
hjemmehjælp, madudbringning m.v.
Indenrigsministeriet har foretaget vurderinger og er af den opfattelse, at
der vil være balance mellem merudgifter og merindtægter i forbindelse med
pensionisters helårsbeboelse af sommerhuse.
Samrådsspørgsmål D:
Ministeren bedes oplyse, hvordan han vil sikre den overordnede
planlægning af hovedstadsområdet med godkendelsesordningens bortfald.
Svar på spørgsmål D:
Lovforslaget forudsætter, at regionplanlægningen i de enkelte
»regioner« i hovedstadsområdet sker på grundlag af en vurdering af
udviklingen i området som helhed.
Lovforslaget er på dette område helt i overensstemmelse med gældende ret,
som den blev udformet som led i lovgivningen om Hovedstadsrådets nedlægning.
Det var herved forudsat, at de fem regionale myndigheder i videst muligt
omfang selv skulle koordinere og finde fælles løsninger uden miljøministerens
medvirken, hvilket også allerede sker i dag.
Eventuel manglende samordning vil kunne være anledning for ministeren til
at bruge sine indkalde- og veto-beføjelser.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BTL 74 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM MILJØBESKYTTELSE NR L 74 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 20. juni 1991
- 1990 BTL 41 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TILSKUD TIL STRUKTURPROJEKTER INDEN FOR JORDBRUGET NR L 41 1990-91, 2. SAMLING Retsinformation · 1. februar 1991
- Forening/brancheforening - Skattepligtig status SKM-databasen · 13. august 2024
- Afslag på anmodning om repræsentation i Offshoresikkerhedsrådet Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. marts 2008
- 1988 BTL 89 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM NATURFORVALTNING NR L 89 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1988 BTL 87 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL SKOVLOV II. FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM LENS, STAMHUSES OG FIDEIKOMMISGODSERS SAMT DE HERHEN HØRENDE FIDEIKOMMISKAPITALERS OVERGANG TIL FRI EJENDOM NR L 87 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 16. juni 1989