Spring til indhold

Retsinformation

1994 BTL 245 BETÆNKNING OVER I. (L 245) FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (UDLIGNINGSREFORM) II. (L 246) FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL INDKOMSTSKAT OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE (TILBUD OM BUDGETSIKKERHED VED STATSGARANTERET UDSKRIVNINGSGRUNDLAG SAMT ÆNDRINGER SOM FØLGE AF KOMMUNAL UDLIGNINGSREFORM) NR L 245 1994-95, 1. SAMLING

1994/1 BTL 245Betænkning over lovforslagFolketinget15. august 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslagene i nogle møder og har herunder

stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret

dels skriftligt, dels i samråd, og til finansministeren, som denne

har besvaret skriftligt.

De spørgsmål, udvalget har stillet til indenrigsministeren til mundtlig

besvarelse, og indenrigsministerens talepapir til brug for samråd i udvalget

den 24. maj 1995 er optrykt som bilag til betænkningen.

Endvidere er to af de skriftlige henvendelser til udvalget og

indenrigsministerens kommentar hertil optrykt som bilag til betænkningen.

Udvalget har modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra:

Allerød Kommune,

Amtsrådsforeningen i Danmark,

Ballerup Kommune,

Bjergsted, Høng og Gørlev kommuner,

Borgmestre fra Ringkøbing Amt,

Borgmestre fra Sønderjylland,

Borgmestre fra Ribe Amt,

Borgmestre fra Vejle Amt,

Bornholms Amt,

Det skæve Danmark, Landsudvalget,

Dragør Kommune,

Elleve amtsråd,

Fem samarbejdskommuner i Nordsjælland,

Firkløverkommunerne,

Frederiksberg Kommune,

Gundsø Kommune,

Hashøj, Skælskør, Høng, Sorø, Haslev og Fuglebjerg kommuner,

Helsingør Kommune,

Hvidovre Kommune,

Kommuneforeningen i Roskilde Amt,

Læs alt

Kommuneforeningen i Storstrøms Amt,

Kommuneforeningen i Sønderjyllands Amt,

Kommunernes Landsforening,

Ledøje-Smørum Kommune,

Møn Kommune,

Nørhald Erhvervsråd,

Ravnsborg Kommune,

Skattechefforeningen i Danmark,

Skibby Kommune,

Skælskør Kommune,

Skærbæk Kommune,

Stenløse Kommune,

Stevns Kommune,

Sønderjyllands Amt,

Viborg Amt,

Værløse Kommune og

Åbybro Kommune.

Der er af indenrigsministeren stillet ændringsforslag til de under I og II

anførte lovforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslagene til

vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.

Flertallet oplyser, at Enhedslisten og Centrum-Demokraterne, der ikke har

medlemmer i udvalget, kan tilslutte sig flertallets indstilling.

For så vidt angår det under I anførte lovforslag, har flertallet noteret

sig, at indenrigsministeren har tilkendegivet, at der fra puljen til særlig

vanskeligt stillede kommuner i henhold til lovforslagets § 19 vil kunne

fordeles særtilskud til vanskeligt stillede kommuner, som mister et beløb i

tilskud og udligning som følge af reformen. De ekstra midler udgør

umiddelbart 30 mio. kr., idet puljen dels forhøjes med knap 10 mio. kr. i

1996, dels aflastes for 20 mio. kr., fordi tilskuddet til kommuner med

belastede boligområder uden for hovedstadsområdet bortfalder.

Flertallet er herudover opmærksomt på, at puljen yderligere vil blive

aflastet i 1996 som følge af, at bl.a. visse ø-kommuner får en gevinst ved

udligningsreformen, som væsentligt overstiger de beløb, de pågældende

kommuner hidtil har modtaget som særtilskud fra puljen.

Hertil kommer, at der i puljen til særlig vanskeligt stillede kommuner er

afsat et beløb i 1996 på 10 mio. kr. til kommuner, der som følge af

skattereformen har økonomiske vanskeligheder. Da der ikke hidtil har været

fuld anvendelse for dette beløb, og da der i lovforslagets overgangsordning

også er taget hensyn til tab som følge af skattereformen, vil dette beløb

kunne anvendes til andet formål.

Flertallet går i den forbindelse ud fra, at også disse ekstra beløb vil

kunne anvendes til særtilskud til vanskeligt stillede kommuner, som mister

beløb som følge af reformen, herunder vejkriteriets afskaffelse.

Indenrigsministeren vil herved alt i alt kunne disponere over særtilskud

på op mod 50 mio. kr. til dette brug.

Indenrigsministeren har oplyst, at ministeren vil være indstillet på i de

første år efter udligningsreformen at fordele et beløb på 50 mio. kr. til

kommuner, som har tab på udligningsreformen før overgangstilskud, som har

særlig stort vejnet i forhold til indbyggertallet, og som har svagt

beskatningsgrundlag.

I forbindelse med udmålingen af beløbets størrelse har flertallet noteret

sig, at kommunerne i sammenslutningen »Det skæve Danmark« i henhold

til svaret på spørgsmål 41 til lovforslaget skal aflevere 29 mio. kr. før

overgangstilskud og 45 mio. kr. efter overgangstilskud til de øvrige

kommuner. En del af tabet skyldes, at det såkaldte vejkriterium afskaffes i

udligningen af udgiftsbehov. Vejkriteriet erstattes af et grundtillæg på 7,5

mio. kr. som særlig hjælp til de mindre kommuner samt en forbedret udligning

for kommuner med svagt beskatningsgrundlag. Kompensation og tab er dog ikke

fordelt på samme måde blandt kommunerne, og udvalget anser det derfor for

nødvendigt, at der ved tildelingen af særtilskud i de første år tages hensyn

til vejlængde.

Indenrigsministeren har i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål fra

udvalget angivet den påtænkte fordeling af tilskuddet på 50 mio. kr. i 1996.

Flertallet har yderligere noteret sig, at indenrigsministeren yderligere

har tilkendegivet, at der også ved tildeling af særtilskud fra den særlige

pulje for hovedstadsområdet efter lovforslagets § 20 vil blive taget hensyn

til vanskeligt stillede kommuner med tab på reformen. Også i

hovedstadsområdet vil der være kommuner, som på grund af et forøget beløb fra

udligningssystemet vil få mindre behov for tilskud fra særtilskudspuljen.

Flertallet noterer sig ligeledes, at det i lovforslagets bemærkninger og

under udvalgsbehandling af lovforslaget er tilkendegivet, at

fordelingskriterierne for § 20-puljen vil blive tilpasset på baggrund af de

byrdefordelingsmæssige ændringer, der forekommer i tilknytning til

ændringerne i det generelle tilskuds- og udligningssystem.

Flertallet konstaterer, at indenrigsministeren i besvarelsen af spørgsmål

31 har tilkendegivet, at ministeren ved fastsættelsen af regler for opgørelse

af det aldersbestemte udgiftsbehov for 7-16-årige, for så vidt angår

skoleudgifter, i en overgangsperiode vil tage udgangspunkt i et korrigeret

antal 7-16-årige. Dette indebærer, at der som hidtil tages hensyn til de

merudgifter pr. skoleelev, der kan opstå for kommuner med stort fald i

elevtallet.

Indenrigsministeren har endelig tilkendegivet, at der uanset de væsentlige

forbedringer, der sker i udligningssystemet med de foreslåede lovændringer,

fortsat kan være behov for en videreudvikling af systemet, særlig vedrørende

de sociale kriterier.

Indenrigsministeren har endvidere givet udtryk for, at

erhvervsbeskatningen bør søges inddraget i udligningssystemet, i det omfang

dette kan kombineres med et tilstrækkeligt incitament til en effektiv

ligningsindsats.

For så vidt angår det under II anførte lovforslag, konstaterer flertallet,

at der med lovforslaget og det samtidig hermed fremsatte forslag om ændring

af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og

amtskommuner (L 245) vil blive skabt en væsentlig forenkling af

afregningssystemet.

I dag er der i tilskuds- og udligningssystemet fire efterreguleringer.

Vælger kommunen fortsat selv at budgettere sit skattegrundlag, vil der i

tilskuds- og udligningssystemet kun være en efterregulering.

Vælger kommunen det statsgaranterede skattegrundlag, undgår kommunen helt

de efterreguleringer både i skattesystemet og i udligningssystemet, der

skyldes udviklingen i de selvangivne indkomster.

Der vil alene blive tale om, at kommunen efterfølgende vil få udbetalt de

reguleringer, der skyldes resultatet af ligningsarbejdet m.v. Disse beløb vil

ikke blive udlignet, og der opnås derfor en styrkelse af kommunens

ligningsincitament.

Flertallet konstaterer, at der med forslaget om statsgaranti

tilvejebringes øget budgetsikkerhed for de kommuner, der ønsker det, uden at

dette fører til svækkelse af sammenhængen mellem skattegrundlag og det

politisk besluttede serviceniveau. Tværtimod indebærer lovforslaget, at de

politiske beslutninger om serviceniveau vil kunne ske under større sikkerhed,

idet statsgarantien medfører sikkerhed for finansieringen. Det vil stadig

være sådan, at udgiftskrævende beslutninger om øget serviceniveau vil betyde,

at skatteprocenten må forhøjes.

Det har været fremført i pressen, at garantiordningen er et første skridt

hen imod en kommunal enhedsskat. Det er for flertallet væsentligt at

understrege, at lovforslaget overhovedet ikke indeholder elementer af

enhedsskat. Ved enhedsskat fratages kommunerne retten til selv at fastsætte

skatteprocenten efter det lokalt valgte serviceniveau. Lovforslaget påvirker

på ingen måde kommunernes selvstændige skatteudskrivningsret.

Hertil kommer, at det statsgaranterede skattegrundlag, som tilbydes

kommunerne, ikke er løsrevet fra indkomstudviklingen i den enkelte kommune.

Garantien er baseret på en fremregning af den enkelte kommunes eget

faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem

borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu.

Det statsgaranterede skattegrundlag er alene et tilbud, som det er

frivilligt for den enkelte kommune at benytte sig af. Det er for flertallet

væsentligt at understrege, at kommunerne - hvis de ønsker det - fortsat selv

kan budgettere deres skattegrundlag.

Flertallet fastslår, at frivilligheden ikke kan ændres, medmindre de

partier, der indgår i flertallet, er enige herom.

Forslaget om statsgaranti for udskrivningsgrundlaget indebærer, at staten

påtager sig den økonomiske risiko ved fejlskøn over udviklingen i

udskrivningsgrundlaget for de kommuner, der vælger statsgaranti.

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til

forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de

stillede ændringsforslag.

Mindretallet afviser regeringens lovforslag til ny kommunal

udligningsordning.

Lovforslagene vil betyde, at kommunernes incitament til budgetansvarlighed

svækkes markant. Indførelsen af et statsgaranteret skattegrundlag vil således

underminere det grundlæggende princip i det nuværende system, nemlig at

kommunerne skal indrette udgifterne efter, hvad borgerne tjener. Kommunerne

kommer under mindre pres til at tilpasse udgiftssiden til et svigtende

skattegrundlag. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for de samlede

offentlige finanser.

Samtidig indeholder den ny udligningsordning en tendens til centralisme,

som mindretallet på det kraftigste må tage afstand fra. Statsgarantien

betyder, at sammenhængen mellem indtægs- og udgiftsstyringen forsvinder.

Staten beregner både skat, tilskud og udligning. Dermed overtager den det

fulde ansvar for sammenhængen, og kommunerne mister tilsvarende ansvaret.

Dette er helt uacceptabelt og et slag mod det kommunale selvstyre.

Mindretallet mener derimod, at forskelle i lokal beskatning skal afspejle

forskellene i det politisk besluttede serviceniveau.

Et hovedformål med den ny udligningsordning er at afhjælpe Københavns

Kommunes problemer. Det sker, uden at der stilles et eneste modkrav til

Københavns Kommune om effektiviseringer, rationaliseringer,

afbureaukratisering, udliciteringer eller andet, der fundamentalt kan

forbedre kommunens økonomi. Mindretallet ønsker også Københavns Kommunes

problemer løst, men det skal ske en gang for alle, og således at der stilles

markante krav til kommunen om at rette op på de grundlæggende

strukturproblemer. Mindretallet frygter, at omlægningen af

udligningsordningen blot vil cementere de problemer, Københavns Kommune lider

under i dag.

Mindretallet frygter, at den stærke understregning af de sociale kriterier

vil mindske kommunernes incitamenter til at løse de sociale problemer.

Resultatet kan blive en cementering af de sociale problemer.

Endelig er mindretallet stærkt utilfreds med, at regeringen nu gennemfører

en omfattende kommunal udligningsordning hen over hovedet på de tre

borgerlige partier i Folketinget, der mandatmæssigt har flertal i

kommunalbestyrelserne.

Mindretallet er tillige stærkt utilfreds med, at et så omfattende

lovkompleks med så vidtrækkende konsekvenser for det kommunale selvstyre og

for de offentlige finanser hastes igennem Folketinget på meget kort tid, og

uden at de kommunale organisationer på noget tidspunkt har været inddraget i

forhandlinger med regeringen. De mange deputationer fra individuelle kommuner

og sammenslutninger af kommuner viser med al ønskelig tydelighed, at

regeringens lovforslag ikke er gennemarbejdede og gennemskuelige.

Ændringsforslag til

I. Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og

generelle tilskud til kommuner og amtskommuner

(Udligningsreform) Af indenrigsministeren , tiltrådt af et

flertal (S, SF og RV):

Til § 1 1) I nr. 2 indsættes efter den foreslåede § 7 som ny

paragraf:

»§ 8. De kommuner i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov pr.

indbygger er mindre end det gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger i

hovedstadsområdet, yder ud over tilskud efter § 5 et årligt tilskud til de

kommuner i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov pr. indbygger er større end

det gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger i hovedstadsområdet.

Stk. 2. I udligningen efter stk. 1 beregnes kommunernes

udgiftsbehov som kommunens samlede udgiftsbehov, jf. § 9, divideret med

kommunens indbyggertal. En kommunes tilskud eller tilsvar beregnes ved at

gange forskellen mellem kommunens udgiftsbehov pr. indbygger og det

gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet

med kommunens indbyggertal og et udligningsniveau på 0,40.«

2) I nr. 8 indsættes som overskrift før den foreslåede

affattelse af § 14:

»Udligning af udgiftsbehov« 3) I den under

nr. 11 foreslåede affattelse af § 19, stk. 3, ændres »stk.

3« til: »stk. 2«.

4) Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:

»01. § 24, 1. pkt. i afsnittet Beskatningsgrundlag

for en amtskommune affattes således:

»Provenuet af amtskommunens indkomstskat divideret med

udskrivningsprocenten tillagt provenuet af grundskyld divideret med

udskrivningsprocenten for beregningsåret.«»

Bemærkninger Til nr. 1

Ved ændringsforslaget indsættes en ny § 8, som på grund af en beklagelig

fejl mangler i det fremsatte lovforslag.

Den foreslåede § 8 indeholder hjemmelen for udligningen af forskelle i

udgiftsbehov mellem kommunerne i hovedstadsområdet.

Udligningsgraden foreslås øget fra de nuværende 25 pct. til 40 pct.

Denne forøgelse indgår i den fremstilling af udligning af udgiftsbehov,

der er givet i bemærkningerne til lovforslaget (se side 17-22).

Til nr. 2

Der er tale om en redaktionel indsættelse af en overskrift til den

foreslåede § 14.

Til nr. 3

Der er tale om en redaktionel rettelse af en henvisning.

Til nr. 4

Der er tale om en præcisering af den kommunale udlignings- og tilskudslovs

§ 24, der bl.a. omhandler opgørelsen af beskatningsgrundlag for amtskommuner.

Beskatningsgrundlag for amtskommunerne opgøres som amtskommunernes

udskrivningsgrundlag tillagt grundskyld. Ved denne beregning omregnes

provenuet af grundskyld til beskatningsgrundlag med amtskommunens

udskrivningsprocent.

Med ændringsforslaget præciseres det, at der ved omregning af grundskyld

til beskatningsgrundlag for amtskommunerne anvendes udskrivningsprocenten for

beregningsåret, dvs. året før tilskudsåret.

De i § 24 nævnte beskatningsgrundlag vedrører i øvrigt, jf. lovforslagets

bemærkninger, for udskrivningsgrundlagets vedkommende de selvangivne

indkomster uden hensyn til senere ligningsmæssige ændringer.

Ændringsforslag til

II. Forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat og

forskellige andre love

(Tilbud om budgetsikkerhed ved statsgaranteret udskrivningsgrundlag samt

ændringer som følge af kommunal udligningsreform) Af

indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF og RV):

Til § 2 1) I det under nr. 2 foreslåede § 7, stk. 2,

affattes 3. og 4. pkt. således:

»Indenrigsministeren fastsætter bestemmelser om

fremskrivningsgrundlaget for henholdsvis kommunernes og amtskommunernes

udskrivningsgrundlag og giver meddelelse om de udmeldte udskrivningsgrundlag

senest den 1. juli i året forud for det indkomstår, de vedrører.

Fremskrivningsprocenten for kommunernes henholdsvis amtskommunernes

udskrivningsgrundlag fastsættes af finansministeren med tilslutning fra

Folketingets Finansudvalg.«

Til § 9 2) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2-5« til:

»jf. dog stk. 2-6«.

3) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 5. Bestemmelsen i § 5, nr. 1, finder anvendelse fra

1996.«

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.

4) I stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »Bestemmelserne

i §§ 5-8« til: »Bestemmelserne i § 5, nr. 2, og §§ 6-8«.

Bemærkninger Til nr. 1 Med ændringsforslaget præciseres det, at den

omhandlede hjemmel vedrører korrektioner i fremskrivningsgrundlaget som følge

af skattetekniske forhold, f.eks. ændringer i skattereglerne, som har en

forskellig påvirkning af udskrivningsgrundlaget i kommuner og amtskommuner.

Ændringsforslaget indebærer således, at der ikke vil være den i

bemærkningerne til lovforslaget omtalte mulighed for at inddrage regionale

forskelle i indkomstudviklingen ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.

Til nr. 2-4

Med indsættelsen af et nyt § 9, stk. 5, præciseres det, at forhøjelsen af

refusionsprocenten for boligsikring fra 40 til 50 (lovforslagets § 5, nr. 1)

finder anvendelse fra 1996. Der er tale om statens refusion af kommunernes

boligsikringsudgifter.

Præciseringen skyldes, at formuleringen i lovforslagets § 9, stk. 5, kan

give anledning til tvivl om, hvorvidt forhøjelsen af refusionsprocenten

skulle have virkning allerede fra 1995.

Klaus Hækkerup (S) fmd. Erling Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S)

Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Anne Baastrup (SF) Vibeke Peschardt (RV)

Dorte Bennedsen (S) Tommy Dinesen (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander

(V) Mariann Fischer Boel (V) Hans Christian Schmidt (V) Torben Rechendorff

(KF) Bendt Bendtsen (KF) Henriette Kjær (KF) Poul Nødgaard (FP) nfmd.

Enhedslisten og Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.

Bilag 1

Udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren til mundtlig besvarelse og

indenrigsministerens

talepapir til brug for samrådet i udvalget den 24. maj 1995

Indenrigsministeriet Den 24. maj 1995

Talepapir til brug for samråd i Kommunaludvalget den 24. maj 1995

Spørgsmål A:

»Med baggrund i, at de to fremsatte lovforslag, L 245 og L 246,

omhandler meget vidtgående og komplicerede ændringer af det kommunale

udlignings- og finansieringssystem, bedes ministeren redegøre for årsagen

til, at ministeren ikke har fundet det nødvendigt at inddrage Folketinget i

det forberedende lovarbejde, når statsministeren den 4. oktober 1994 og

indenrigsministeren selv den 13. januar 1995 bekendtgjorde, at der ville ske

ændringer på netop dette område.«

Svar:

Regeringen har ved udarbejdelsen af lovforslagene valgt at følge den

sædvanlige procedure, hvorefter regeringens lovforslag forberedes af

regeringen og fremsættes på regeringens ansvar.

Som det fremgår af spørgsmålet, indeholder lovforslagene meget vidtgående

og komplicerede ændringer i kommunernes finansieringsforhold.

Regeringen har derfor været interesseret i, at lovforslagene blev grundigt

forberedt.

Som følge heraf har regeringen, jf. svaret på spørgsmål B, også lagt vægt

på, at de kommunale parter via Finansieringsudvalget blev inddraget i det

forberedende arbejde inden den endelige udformning af reformforslagene.

Ønsket om at sikre en sådan grundig forberedelse af regeringens lovforslag

har naturligvis indebåret, at der måtte afsættes tilstrækkelig tid hertil.

Der har således i perioden januar til marts været afholdt møder i

Finansieringsudvalget, jf. svaret på spørgsmål B.

Hertil kommer, at det i regeringens forberedelse af lovforslagene også er

blevet anset for hensigtsmæssigt at undersøge, om det ville være muligt at

samle flertal for ændringer i kommunernes finansieringsforhold.

I relation til udligningsreformen har der således inden fremsættelsen

været taget kontakt til forskellige af Folketingets partier, netop for at

afklare flertalsmulighederne.

Spørgsmål B:

»Ministeren bedes redegøre for årsagen til, at ministeren ikke har

fundet det nødvendigt at inddrage Kommunernes Landsforening og

Amtsrådsforeningen i det forberedende lovarbejde.«

Svar:

Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen er sammen med Københavns

og Frederiksberg Kommuner repræsenteret i Indenrigsministeriets

Finansieringsudvalg. Udvalget består herudover af repræsentanter for en række

ministerier og har til opgave at behandle de spørgsmål om kommunernes

finansieringsforhold m.v., som indenrigsministeren måtte ønske at få belyst.

En række af lovforslagets forenklingsforslag har således fra 1992 til 1993

været behandlet i en arbejdsgruppe under Finansieringsudvalget, med

deltagelse af de kommunale parter. Det gælder f.eks. spørgsmålet om

forenklinger i afregningssystemet, herunder en statsgarantiordning.

Resultatet af dette arbejde fremgår af betænkning 1250.

Også spørgsmål om anvendelse af selvangiven indkomst i udligningen har

været behandlet i Finansieringsudvalget.

Herudover har der umiddelbart i forbindelse med forberedelsen af

udligningsreformen i perioden januar til marts 1995 været afholdt tre møder i

Finansieringsudvalget, hvor en række af de elementer, der nu indgår i

reformforslaget, har været drøftet.

Via behandlingen i Finansieringsudvalget har regeringen således - inden

sin politiske stillingtagen - haft kendskab til de kommunale parters holdning

til langt de fleste af de elementer, der indgår i reformforslaget, og der er

i flere tilfælde tale om imødekommelse af kommunale synspunkter i forslaget.

Spørgsmål C:

»Ministeren bedes dokumentere de faktiske ændringer på det kommunale

område, som efter ministerens opfattelse har nødvendiggjort en ændring af

kriterierne for de kommunale udligningsordninger.«

Svar:

Regeringen har ved sin tiltrædelse udtrykt ønske om at reformere det

kommunale tilskuds- og udligningssystem på en sådan måde, at det bliver

enklere og mere gennemskueligt, og således, at der sikres en bedre sammenhæng

mellem tilskud, udgiftsbehov og skattegrundlag.

Forenklingsmuligheder har herefter været drøftet med de kommunale parter i

Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.

»Selvbudgettering« har været en af de ændringsmuligheder, der

har været drøftet i udvalget. For at muliggøre selvbudgettering er det blevet

overvejet, hvordan systemets beretninger kunne forenkles. En af mulighederne

herfor er afskaffelse af den såkaldte lønkorrektion i udligningen.

Da afskaffelsen kunne føre til visse byrdefordelingsvirkninger, er det

yderligere blevet drøftet, hvordan sådanne virkninger kunne imødegås. I den

forbindelse er en nedsættelse af udligningsniveauet kommet på tale som en

ændring, der i et vist omfang kunne afbalancere afskaffelsen af

lønkorrektionen.

Som følge af disse overvejelser indeholder lovforslaget - ud over

muligheden for selvbudgettering - en afskaffelse af lønkorrektionen

kombineret med en nedsættelse af udligningsniveauet i

skattegrundlagsudligningen.

Visse ændringer i lovforslaget er med andre ord foranlediget af ønsket om

forenkling og større gennemskuelighed.

Ændringer i kriterier og udligningsniveau i udgiftsbehovsudligningen kan

derimod henføres til ønsket om at sikre en større sammenhæng mellem tilskud

og udgiftsbehov.

Der er således til stadighed behov for at undersøge, om de fastsatte

kriterier fortsat afspejler forskelle i kommunal udgiftsbelastning, og om

udligningstilskuddene udbetales til de kommuner, der har de største behov.

I Kommunaludvalgets betænkning over lovforslag L 224 i folketingssamlingen

1993-94 noterede flertallet sig således, at indenrigsministeren under

lovforslagets behandling havde oplyst, at det bl.a. må undersøges, om

udligningssystemet i højere grad bør tage hensyn til forskellighederne i

kommunernes udgiftsmæssige situation. Herunder blev det tilkendegivet, at

Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg fortsat vil følge

udgiftsudviklingen i førtidspensionerne med henblik på at vurdere det

hensigtsmæssige i »førtidspensionskriteriet«.

Dertil kommer, at en ændring af det såkaldte vejkriterium længe har trængt

sig på. For det første er de vejlængder, der indgår i vejkriteriet,

vejlængderne fra 1982. For det andet har Finansieringsudvalgets undersøgelser

helt tilbage fra 1982 vist, at vejlængder ikke er noget godt kriterium, og

udvalget anbefalede allerede dengang, at kriteriet udgik.

Uanset at der således ikke var noget statistisk grundlag herfor, fastholdt

den daværende regering alligevel vejkriteriet ved fremsættelsen af lovforslag

L 151 i 1983. Da der imidlertid fortsat ikke er nogen dokumentation for, at

vejkriteriet er et godt kriterium, har jeg ikke fundet det holdbart at

bibeholde kriteriet.

Hertil kommer, at der i den gældende lov er en revisionsbestemmelse, der

kræver en revision af den særlige nøgle for budgetgaranti senest i

folketingsamlingen 1995-96.

Yderligere ønskede flertallet bag den nævnte betænkning, at der så vidt

muligt allerede i denne samling blev fremsat forslag vedrørende forbedring af

kommunernes ligningsincitament.

Alt i alt har jeg derfor fundet det naturligt at fremsætte et lovforslag,

der samler alle de nødvendige ændringer i et lovforslag i denne samling.

Spørgsmål D:

»Ministeren bedes redegøre for forslaget i L 246 om, at

indenrigsministeren og finansministeren fastsætter indtægtsgrundlaget

endeligt for den enkelte kommune, såfremt kommunen ønsker dette.

Ministeren bedes endvidere redegøre for, hvordan, hvornår og i hvilket

omfang der vil kunne blive taget højde for regionale forskelle i

indkomstudviklingen, som lovforslaget giver hjemmel til.«

Svar:

Lovforslagets hovedformål er at give kommunerne en større budgetsikkerhed.

Alle kommuner og amtskommuner vil efter forslaget få tilbud om et

statsgarantereet udskrivningsgrundlag for kommunal indkomstskat. Det er

frivilligt for kommunerne, om de vil modtage tilbudet.

På tilskuds- og udligningssiden sikres en tilsvarende mulighed med det

samtidigt fremsatte forslag om ændring af lov om kommunal udligning og

generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

Forslaget om statsgaranti for udskrivningsgrundlaget indebærer, at staten

påtager sig den økonomiske risiko ved fejlskøn over udviklingen i

udskrivningsgrundlaget for de kommuner, der vælger statsgaranti.

Kommuner, der vælger statsgaranti, vil få udbetalt det garanterede

skatteprovenu af de selvangivne indkomster samt de garanterede tilskuds- og

udligningsbeløb, som er knyttet til størrelsen af udskrivningsgrundlaget.

Uanset den faktiske udvikling vil der ikke ske efterregulering, der knytter

sig til udskrivningsgrundlagets størrelse. Kommunerne vil dog på normal vis

skulle deltage i reguleringer af bloktilskudspuljen m.v.

Garantien gives for de selvangivne indkomster, således at provenuet af

kommunens ligningsindsats tilgår kommunen og amtskommunen ved en særskilt

afregning.

Garantien er baseret på en frenregning af den enkelte kommunes eget

faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem

borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu. Det er derfor ikke

korrekt, når det fra forskellig side har været anført, at skatteindtægterne

løsrives fra den faktiske udvikling i de lokale borgeres indkomster.

Det er udgangspunktet for lovforslaget, at fremskrivningsprocenten vil

blive fastsat på grundlag af statens skøn over den landsgennemsnitlige

udvikling i udskrivningsgrundlaget i de pågældende år, og at

fremskrivningsprocenten således vil være ens for alle kommuner.

Regeringen har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt, at der i forbindelse

med lovforslaget tilvejebringes mulighed for på et senere tidspunkt - f.eks.

på baggrund af et ønske herom fra kommunal side - også at kunne fastsætte

fremskrivningsprocenten for den enkelte kommune under hensyntagen til

forskelle i den regionale indkomstudvikling.

Regeringen har imidlertid ingen aktuelle planer om at inddrage regionale

forskelle ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.

Hvis dette på et tidspunkt måtte blive aktuelt, vil det blive forberedt

via nærmere analyser m.v. i Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.

Bilag 2

Henvendelser fra Kommunernes Landsforening og Skattechefforeningen i

Danmark og indenrigsministerens kommentar hertil

Kommunernes Landsforening Den 16. maj 1995

Folketingets Kommunaludvalg

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Vedrørende lovforslagene om ændring af lov om kommunal udligning og

generelle tilskud (L 245) og om ændring af lov om kommunal indkomstskat m.v.

(L 246)

Indenrigsministeren har den 28. april 1995 fremsat to lovforslag om

henholdsvis ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til

kommuner og amtskommuner (L 245) og ændring af lov om kommunal indkomstskat

og forskellige andre love (L 246) og har tillige fremsendt forslagene til

høring hos blandt andre Kommunernes Landsforening.

Til Kommunaludvalgets orientering vedlægges det høringssvar, som

landsforeningen har afgivet d.d.

Med venlig hilsen

Evan Jensen

/ Peter Gorm Hansen

KOMMUNERNES LANDSFORENING Den 16. maj 1995

Indenrigsministeriet

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K

Vedrørende lovforslagene om ændring af lov om kommunal udligning og

generelle tilskud

(udligningsreform) samt om ændring af lov om kommunal indkomstskat

Indenrigsministeriet har med skrivelse af 27. april 1995 (sag nr.

1400-30/1995) fremsendt forslag til lov om ændring af lov om kommunal

udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (L 245) samt

forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat og forskellige

andre love (L 246) med en anmodning om Kommunernes Landsforenings eventuelle

bemærkninger.

Landsforeningen har noteret sig, at de to fremsatte lovforslag omhandler

meget vidtgående ændringer af det kommunale finansieringssystem. Det havde

derfor været særdeles ønskeligt, såfremt landsforeningen havde haft mulighed

for at kommentere lovforslagene på et noget tidligere tidspunkt.

Et af elementerne i det fremsatte lovkompleks bryder afgørende med det

hovedprincip for den kommunale finansiering, der blev fastlagt i forbindelse

med kommunalreformen i 1970. Det drejer sig om forslaget i L 246 om, at

indenrigsministeren og finansministeren fastsætter indtægtsgrundlaget

endeligt for den enkelte kommune, såfremt kommunen ønsker det. Denne

individuelle garanti for udskrivningsgrundlagets størrelse foreslås at

erstatte hjemmelen til at fastsætte en kollektiv finansieringsgaranti for

henholdsvis kommunerne og amtskommunerne under et. For den enkelte kommune

skulle det indebære, at skatteprovenu og generelle tilskud kan fastlægges

endeligt forud for budgetåret, og således at der alene sker en løbende

regulering af skatteprovenuet som følge af ligningsmæssige ændringer.

Landsforeningen tager af flere grunde klart afstand fra dette forslag.

Landsforeningen finder ikke, at det er en statslig opgave at garantere det

kommunale udskrivningsgrundlag. Regeringen har bl.a. begrundet forslaget med,

at den enkelte kommune fritages for risikoen ved eget skøn, og at det er en

hjælp til kommuner med lav vækst i udskrivningsgrundlaget. Landsforeningen er

overordentlig betænkelig ved, at regeringen hermed direkte ønsker at svække

sammenhængen mellem skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau

i de enkelte kommuner. Det er et grundprincip, som hele den kommunale sektor

bakker op, og som regeringen også hidtil har fremhævet som en

hovedmålsætning.

Den kommunale indkomstskat er en uadskillelig del af det kommunale

selvstyre, som det har udviklet sig de seneste 25 år.

I lokalsamfundet fordeles byrden ved finansieringen af de lokale

offentlige opgaver, som man har eller ønsker at varetage, ved at udskrive

skat på borgernes indkomster. Forslaget om at give en statslig garanti for

udskrivningsgrundlaget vil sløre denne sammenhæng.

Hvis staten fastlægger skattegrundlaget i den enkelte kommune, vil der kun

være sammenhæng mellem den »kommuneskat«, som borgeren betaler, og

det provenu, som kommunen oppebærer, hvis den statsligt fastsatte

fremskrivningsprocent gælder for den pågældende kommune. Det vil kun helt

undtagelsesvis være tilfældet.

Landsforeningen har ved to lejligheder indgået aftale om det kommunale

skattegrundlag, dels en såkaldt fremadrettet finansieringsgaranti vedrørende

udskrivningsgrundlaget for 1992 og dels en såkaldt afregningsgaranti for

1993. Det er imidlertid landsforeningens opfattelse, at den form for

garantier bør og må være en undtagelse. Landsforeningen har derfor også i

sidste års aftaleforhandlinger afvist at indgå en finansieringsgaranti.

Siden sidste år er det i øvrigt mellem regeringen og de kommunale parter

aftalt at intensivere drøftelserne om dels den historiske og dels den

fremadrettede udvikling i skattegrundlaget. Det er landsforeningens

opfattelse, at dette arbejde skal videreføres. I det omfang staten eller

kommunerne fejlvurderer den faktiske udvikling i skattegrundlaget, må det

indgå i efterfølgende års aftaledrøftelser.

Af lovforslaget fremgår det i øvrigt ikke direkte, hvordan den statslige

fremskrivningsprocent skal fastsættes. Der er ingen garanti for, at den

fastsættes som den forventede udvikling i skattegrundlaget på landsplan.

Hertil kommer, at det er helt uklart, hvordan, hvornår og i hvilket omfang

der vil kunne blive taget højde for regionale forskelle i

indkomstudviklingen, som lovforslagets bemærkninger giver hjemmel til.

Bemærkningerne lægger op til en særdeles vidtgående hjemmel til

indenrigsministerens administration af loven og herunder til en regional

differentiering af skønnene. Landsforeningen finder det særledes betænkeligt,

at indenrigsministeren rent administrativt kan fastsætte individuelle skøn

for de enkelte kommuner.

Det må være forskellene i den regionale indkomstudvikling, der begrunder,

at man i forslaget permanent vil reducere bloktilskuddet til kommuner og

amtskommuner med henvisning til, at det især vil være kommuner med en

forventet lav udvikling i skattegrundlaget, der vil benytte sig af den

statslige garanti. Men hvis der efterfølgende indgår regionale vurderinger

ved fremskrivningen af skattegrundlaget for den enkelte kommune, falder

begrundelsen for en permanent nedsættelse af bloktilskuddet helt til jorden.

De almindelige retningslinjer ved fastsættelse af bloktilskuddet tilsiger,

at der kan foretages efterregulering af kompensationsbeløb, hvis der er tale

om et væsentligt beløb, hvis der er en betydelig usikkerhed om

kompensationens størrelse, og hvis det er muligt efterfølgende uden større

administrativt besvær at opgøre den korrekte kompensation. Den foreslåede

kompensation til staten ved indførelsen af en statsgaranti opfylder til fulde

alle tre kriterier. En permanent nedsættelse vil derfor i givet fald være

helt usaglig og må derfor anses for at være et led i almindelige statslige

sparebestræbelser på kommunernes bekostning.

Ifølge lovforslaget har kommunerne fortsat mulighed for selv at budgettere

udskrivningsgrundlaget. Den enkelte kommune skal således fremover vælge,

hvorvidt den ønsker en endelig, statslig fastlæggelse af

udskrivningsgrundlaget eller som hidtil selv at budgettere skattegrundlaget.

Dette vil stille kommunalbestyrelserne og de kommunale forvaltninger i et

dilemma, hvor kommunen risikerer et provenutab, hvis kommunen skønner galt.

Den administrative indretning af kildeskattesystemet har med mindre

justeringer været uændret siden 1970. Det er landsforeningens opfattelse, at

systemet har fungere særdeles hensigtsmæssigt. Kommunerne har gennem årene

udvist en ansvarlig og forsigtig budgettering af udskrivningsgrundlaget, og i

hovedparten af de forløbne år har kommunerne typisk haft et mindre

tilgodehavende ved slutafregningen. De likviditetsmæssige udsving for

kommunerne ved afvigelser mellem budgetteret og faktisk skattegrundlag er i

øvrigt blevet betydeligt reduceret ved sammenkædning af reguleringen af

generelle tilskud og indkomstskat, der blev gennemført med virkning fra

indkomståret 1992.

Det er Kommunernes Landsforenings opfattelse, at der i kommunerne er fuld

tilfredshed med den afregningsmodel, der den gang blev indført.

Landsforeningen må derfor fraråde, at man indfører en statslig garanti for

den enkelte kommunes skattegrundlag.

I tilknytning til forslaget om statslig garanti for udskrivningsgrundlaget

foreslås det, at udligningen med virkning fra indkomståret 1996 foretages på

grundlag af selvangivne indkomster, bl.a. med henblik på at skabe et øget

ligningsincitament.

Kommunerne varetager ligningen af borgere og virksomheder som en

myndighedsopgave. Denne opgave er i de senere år løst med en voksende

effektivitet målt ved både forhøjelser og nedsættelser af de selvangivne

indkomster. For Kommunernes Landsforening er det helt afgørende, at borgerne

oplever en retssikkerhed knyttet til den myndighedsopgave, som kommunerne

varetager gennem ligningen. Landsforeningen er på denne baggrund betænkelig

ved den argumentation, som regeringen har begrundet lovforslaget med.

Kommunerne har allerede i dag et tilstrækkeligt incitament i

ligningsopgaven, som i øvrigt med den foreslåede nedsættelse af

udligningsniveauerne forstærkes, idet kommuner, hvor incitamentet hidtil har

været mindst, fremover vil få mulighed for at beholde 50 pct. mere af

merprovenuet ved en øget ligningsindsats. Tidligere undersøgelser af

skatteforvaltningernes bemanding har i øvrigt vist, at der er en

hensigtsmæssig fordeling af kommunernes personaleressourcer set i forhold til

kommunernes ligningspotentiale. Der kan heller ikke konstateres forskelle i

personaleforbrug mellem kommuner med højt og lavt udligningsniveau.

Det fremgår i øvrigt af bemærkningerne til lovforslag nr. L 245, at der er

problemer med hensyn til at opnå en tilfredsstillende objektiv adskillelse

mellem den del af indkomstansættelserne, der er selvangivne, og den del, der

er resultatet af ligningsarbejdet. Landsforeningen er derfor meget betænkelig

ved det administrationsgrundlag, der fremover skal anvendes til endelig

fastsættelse af de selvangivne indkomster.

Landsforeningen finder derfor ud fra en samlet vurdering ikke, at der er

nogen grund til at basere udligningen på selvangivne indkomster.

For så vidt angår lovforslag nr. L 245 om ændring af kommunal udligning og

generelle tilskud, skal det bemærkes, at landsforeningen ikke ønsker at tage

stilling til den konkrete fordeling af tilskud mellem kommuner, men alene til

principper i tilknytning til fordelingen.

Landsforeningen har dog noteret sig, at forslaget påfører landsforeningens

medlemskommuner et tab på over 300 mio. kr. på årsbasis. Lovforslaget vil

derfor under et forringe medlemskommunernes økonomi i 1996 og efterfølgende

år. En række kommuner påføres ret betydelige tab, der til trods for

overgangsordningen vil gøre det vanskeligt for de pågældende kommuner at

holde skatten i ro, såfremt dette skulle vise sig at være regeringens ønske.

Landsforeningen har herudover nogle mere principielle synspunkter

vedrørende de foreslåede ændringer.

For det første lægger Indenrigsministeriet op til, at ministeriet tildeles

en række administrative beføjelser med hensyn til den konkrete opgørelse af

tilskuddene. Det drejer sig f.eks. om afgrænsning af aldersgrupper,

vægtfordeling på de enkelte kriterier m.v., det vil sige forhold, der kan

have ret stor betydning for den konkrete fordeling af generelle tilskud. Da

tilskudslovgivningen ændres hyppigt, synes der ikke at være grund til

vidtgående administrative beføjelser. Det er landsforeningens opfattelse, at

byrdefordelingen mellem landets kommuner skal fastsættes af Folketinget og

ikke administrativt af regeringen.

For det andet forekommer det betænkeligt, hvis kommunerne ikke behandles

ens i en landsdækkende udligningsordning. For eksempel indføres der et nyt

kriterium: »Antal indbyggere i områder uden for hovedstadsområdet med

særlige bysociale problemer«, det vil sige, at kriterieværdien forlods

sættes til nul i nogle kommuner, selv om disse kommuner også kan have særlige

bysociale problemer. Det nye sociale kriterium: »Antal 20-59-årige uden

beskæftigelse« opgøres kun for det antal, der overstiger 5 pct. af det

samlede antal 20-59-årige. Det vil sige, at der sker en udligning mellem en

kommune med henholdsvis 5 og 6 pct. uden beskæftigelse, men ikke mellem to

kommuner med henholdsvis 0 og 4 pct. uden beskæftigelse.

For det tredje kan det indvendes, at de vidtgående ændringer i især

udgiftsbehovsudligningen ikke synes at gøre systemet mere enkelt, tværtimod.

Det forekommer i denne forbindelse uheldigt, at udgiftsbehovsudligningen

fremover skal præsenteres i form af enhedspriser for de enkelte

alderskriterier, idet det lægger op til en form for centralt fastlagt

normbudgettering i den enkelte kommune. Det fremgår ganske vist af

lovforslagets bemærkninger, at disse beløb »ikke umiddelbart kan

anvendes til at vurdere, hvad eksempelvis et ekstra barn vil koste i

umiddelbart afledte udgifter«, men denne sætning vil næppe blive

gentaget ved tilskudsudmeldingen.

For det fjerde kan det undre, at der i landsudligningen af udgiftsbehov

også sker en udligning af hovedstadskommunernes boligstøtte, når der

andetsteds i lovforslaget optages en bestemmelse om en særlig 100

pct.-udligning af boligstøtte, svarende til de tidligere bestemmelser i

boliglovgivningen.

I det omfang der foretages en særlig udligning af udgiftsbehov over den

almindelige hovedstadsudligning, over den særlige hovedstadsudligning (§ 20)

eller i specielle sektorudligningsordninger, bør der selvfølgelig tages højde

for disse ordninger i den måde, som hovedstadskommunerne indgår i de

landsdækkende ordninger på. Løsningen er ikke som med det foreslåede

bysociale kriterium at nulstille hovedstadskommunerne eller som med

boligstøtten at udligne to gange, idet dette næppe fremmer det erklærede

ønske om at gøre tilskuds- og udligningssystemet mere forståeligt og

acceptabelt.

Landsforeningen skal understrege, at man ikke med ovennævnte principielle

kommentarer ønsker at tage stilling til den byrdefordelingsmæssige balance i

lovforslaget, idet dette spørgsmål er et landspolitisk anliggende.

Den foreslåede statsgaranti for udskrivningsgrundlaget hænger imidlertid

ikke sammen med de foreslåede justeringer af tilskuds- og udligningssystemet

og indgår da heller ikke på nogen måde i de byrdefordelingsmæssige

beregninger. Såfremt den foreslåede statsgaranti undlades, vil det derfor

heller ikke få betydning for eventuelle ønsker om justeringer i

byrdefordelingen.

Landsforeningen skal derfor kraftigt anbefale, at man undlader at indføre

den individuelle statsgaranti.

Evan Jensen

/ Peter Gorm Hansen

Den 23. maj 1995

Indenrigsministerens bemærkninger til høringssvar fra Kommunernes

Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg

Kommune vedrørende L 245 og L 246 (uddrag).

1. Bemærkninger til høringssvar fra Kommunernes Landsforening

Kommunernes Landsforening tager generelt afstand fra forslaget om

indførelse af en individuel statsgaranti (L 246).

1. Kommunernes Landsforening anfører, at regeringen ved at indføre garanti

for det kommunale udskrivningsgrundlag ønsker at svække sammenhængen mellem

skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau i de enkelte

kommuner.

Efter regeringens opfattelse sker der med forslaget ingen svækkelse af

sammenhængen mellem skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau

i de enkelte kommuner. Det statsgaranterede skattegrundlag, som tilbydes

kommunerne, er ikke løsrevet fra indkomstudviklingen i den enkelte kommune.

Garantien er baseret på en fremregning af den enkelte kommunes eget

faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem

borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu.

Det har været fremført i pressen, at garantiordningen er et første skridt

hen imod en kommunal enhedsskat. Det er væsentligt at understrege, at

forslaget overhovedet ikke indeholder elementer af enhedsskat. Ved enhedsskat

fratages kommunerne retten til selv at fastsætte skatteprocenten efter det

lokalt valgte serviceniveau. Lovforslaget påvirker på ingen måde kommunernes

selvstændige skatteudskrivningsret.

2. Kommunernes Landsforening anfører, at det ikke direkte fremgår af

lovforslaget, hvordan den statslige fremskrivningsprocent skal fastsættes.

Regeringen skal påpege, at det af lovforslagets § 7, stk. 2, fremgår, at

»det udmeldte udskrivningsgrundlag fastsættes ud fra en opgørelse af

kommunens udskrivningsgrundlag for året to år forud for beregningsåret

reguleret med en fremskrivningsprocent for udviklingen i det kommunale

udskrivningsgrundlag«. Det er udgangspunktet for lovforslaget, at

fremskrivningsprocenten vil blive fastsat på grundlag af statens skøn over

den landsgennemsnitlige udvikling i udskrivningsgrundlaget i de pågældende

år.

3. Kommunernes Landsforening finder det særdeles betænkeligt, at der i

lovforslaget foreslås indført en hjemmel til, »at indenrigsministeren

rent administrativt kan fastsætte individuelle skøn for de enkelte

kommuner«.

Regeringen skal påpege, at som det fremgår af svaret på det af

Kommunaludvalget den 10. maj 1995 stillede spørgsmål nr. 1 (L 246 - bilag 3),

har regeringen ingen aktuelle planer om at inddrage regionale forskelle ved

fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.

Regeringen har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt, at der i forbindelse

med lovforslaget tilvejebringes mulighed for på et senere tidspunkt - f.eks.

på baggrund af et ønske herom fra kommunal side - også at kunne fastsætte

fremskrivningsprocenten for den enkelte kommune under hensyntagen til

forskelle i den regionale indkomstudvikling.

Hvis der senere - f.eks. fra kommunal side - skulle opstå et ønske om en

differentieret fremskrivning, vil en sådan ordning blive forberedt i

Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.

4. Kommunernes Landsforening anfører, at begrundelsen for en permanent

nedsættelse af bloktilskuddet falder væk, hvis der indgår regionale

vurderinger ved fremskrivningen.

Regeringen skal gøre opmærksom på, at de kommunale merindtægter ved

ordningen og dermed bloktilskudsreduktionen er skønnet ud fra en forudsætning

om en fælles fremskrivningsprocent for alle kommuner.

Hvis man på et senere tidspunkt skulle ønske at inddrage regionale

forskelle, vil det være naturligt at tage dette spørgsmål, herunder de

samlede økonomiske konsekvenser, op i forbindelse med de økonomiske

forhandlinger med kommunerne.

Regeringen har som nævnt ikke aktuelle planer om at inddrage regionale

forskelle ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.

5. Kommunernes Landsforening finder, at den samtidighed i

efterreguleringen af generelle tilskud og indkomstskat, der blev indført fra

og med indkomståret 1992, har reduceret den likviditetsmæssige virkning af

efterrreguleringerne betydeligt. Man finder derfor ikke, at der er grund til

at indføre statsgaranti med henblik på at reducere efterreguleringerne

yderligere.

Der er dog stadig tale om betydelige udsving i de årlige efterreguleringer

og afregninger. Disse beløb er vanskelige at skønne over både for den enkelte

kommune og i forbindelse med de økonomiske forhandlinger med kommunerne, hvor

de ofte udgør et særskilt problem.

I de økonomiske forhandlinger i sommeren 1994 vedrørende kommunernes

økonomi i 1995 udgjorde størrelsen af skatteafregningen for indkomståret

1993, som afregnes i 1995, et diskussionspunkt. Dette førte til, at der blev

aftalt en afregningsgaranti for 1993 for alle de kommunale parter.

6. Kommunernes Landsforening påpeger, at der kan opstå problemer med at

opnå en objektiv adskillelse mellem den del af indkomstansættelserne, der er

selvangivne, og den del, der er resultatet af ligningsarbejdet.

Man skal i den forbindelse henvise til besvarelsen af spørgsmål 7 (L 246 -

bilag 6), hvor der er nærmere redegjort for sondringen mellem selvangivne

indkomster og ligningsmæssige ændringer.

7. Landsforeningen udtrykker i høringssvaret, at man er betænkelig ved den

argumentation, der har begrundet forslaget om, at udligningen fra 1996

foretages på grundlag af selvangivne indkomster. Det understreges i denne

forbindelse, at landsforeningen betragter skatteligningen som en

myndighedsopgave, og at borgerne og virksomhederne må kunne have tillid til,

at ligningen varetages som myndighedsopgave.

Regeringen lægger vægt på, at kommunernes ligningsincitament forøges.

Forslaget om at basere den kommunale udligning på selvangivne indkomster

sikrer, at kommunerne kan beholde det fulde skatteprovenu af en

indkomstfremgang. Dermed imødekommes et af de kritikpunkter, som i flere år

har været fremført imod den kommunale skatteudligning: at kommuner, der øgede

ligningsindsatsen, kun har kunnet beholde et begrænset provenu, som eventuelt

mere eller mindre modsvares af øgede ligningsomkostninger.

Ved ligningsarbejdet er der normalt tale om en samlet nettoforhøjelse af

de skattepligtige indkomster. På denne baggrund vurderes det, at en udligning

baseret på selvangivne indkomster ikke vil give anledning til væsentlige

ændringer i udligningen mellem kommunerne. Det skal i den forbindelse

understreges, at kommunerne som hidtil løser skatteligningen som en

myndighedsopgave, hvilket indebærer, at der ved ligningsarbejdet naturligvis

kan være tale om såvel forhøjelser som nedsættelser af de selvangivne

indkomster.

8. Landsforeningen udtrykker yderligere bekymring for de administrative

beføjelser, som tillægges indenrigsministeren, for så vidt angår opgørelsen

af kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov.

Hertil skal bemærkes, at den tekniske vægtning af de enkelte alderstrin i

opgørelsen af kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov allerede efter gældende

lovgivning fastsættes af indenrigsministeren ud fra de opgørelsesprincipper,

som er fastsat i lovgivningen. Vægtningen af de enkelte alderstrin sker som

en teknisk beregning ud fra den gennemsnitlige fordeling af de kommunale

udgifter. Indførelsen af den nuværende bemyndigelse til Indenrigsministeriet

til at fastsætte denne vægtning skete ved lov nr. 423 af 1. juni 1994.

Også før lovændringen i 1994 blev flere af de aldersgrupper, der indgår i

opgørelsen af kommunernes udgiftsbehov, fastsat administrativt. Dette gjaldt

bl.a. den aldersopdeling, der lå til grund for kriterierne

»alderbestemte kontanthjælpsudgifter« og for amtskommunernes

vedkommende »køns- og aldersbestemt sygelighed« og »køns- og

alderbestemte antal sengedage«.

Som understreget i lovforslagets bemærkninger og i indenrigsministerens

besvarelse af spørgsmål 31 fra Folketingets Kommunaludvalg vil opgørelsen af

kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov fortsat ske efter de principper, som

hidtil har ligget til grund for beregningen.

Det skal understreges, at Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg som

hidtil vil blive benyttet som forum for drøftelser af mere principielle

tekniske spørgsmål vedrørende udligningssystemet, herunder

udgiftsbehovsudligningen.

9. Landsforeningen anfører, at det forekommer betænkeligt, at kommunerne

ikke behandles lige i den landsdækkende udligningsordning af forskelle i

udgiftsbehov. Der henvises bl.a. til kriterierne »antal indbyggere i

områder udenfor hovedstadsområdet med særlige bysociale problemer« og

»antal ikke beskæftigede ud over 5 procent af alle 20-59-årige«.

Med hensyn til baggrunden for disse kriterier m.m. henvises til

lovforslagets bemærkninger og til indenrigsministerens besvarelse af

spørgsmål 14, 55 og 57 fra Folketingets Kommunaludvalg. Der er i tilknytning

hertil redegjort for, hvorfor førstnævnte kriterium alene indgår for

byområder uden for hovedstadsområdet, og hvorfor sidstnævnte kriterium alene

måles på antal ikke beskæftigede ud over 5 procent.

10. Landsforeningen udtrykker yderligere bekymring for, at den ændrede

præsentation af kommunernes udgiftsbehov - anvendelse af enhedsbeløb - vil

blive opfattet som »normgivende« i forhold til den kommunale

budgetlægning, hvis grundlaget for opgørelsen ikke præciseres for kommunerne.

Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at ministeriet ved

præsentationen af tilskuds- og udligningssystemet naturligvis vil redegøre

for de opgørelsesmetoder, der ligger til grund for beregningen, herunder også

af enhedsbeløb. Ved tilskudsopgørelsen vil der således - i overensstemmelse

med landsforeningens ønsker - blive lagt vægt på at præsentere enhedsbeløbene

på en sådan måde, at de ikke opfattes som normbeløb.

11. Landsforeningen påpeger en manglende sammenhæng mellem

boligstøtteudligningen i hovedstadsområdet og udformningen af

landsudligningen af forskelle i udgiftsbehov.

Der henvises i den forbindelse til indenrigsministerens besvarelse af

spørgsmål 16 ad L 245, hvor det understreges, at der med landsudligningen af

udgiftsbehov alene er tale om en delvis udligning, ligesom kriteriet

»beregnede boligstøtteudgifter« eksempelvis ikke tager hensyn til

den faktiske udgiftsfrekvens i kommunen, men alene er udtryk for, hvor store

boligstøtteudgifter der på landsplan gennemsnitligt er knyttet til

udlejningsboliger.

. . . .

SKATTECHEFFORENINGEN I DANMARK 10. maj 1995

Indenrigsministeriet

Økonomisk kontor

Christiansborg Slotsplads 1

1218 København K

Vedrørende lovforslag om tilbud om budgetsikkerhed ved statsgaranteret

udskrivningsgrundlag (L 246) og udligningsreform (L 245)

Indenrigsministeren har den 28. april fremsat begge lovforslag for

Folketinget. Lovforslagene indeholder elementer til at styrke kommunernes

ligningsincitament.

Skattechefforeningen er principielt positiv over for tiltag, som kan

bidrage til at synliggøre kommunernes ligningsindsats. Indsatsen og

effektiviteten har været markant stigende gennem de seneste 5 år på trods af

reduktioner i medarbejderstaben på ca. 25 pct. Vi kan tilslutte os et

udligningssystem, som har til konsekvens, at provenuet af de ligningsmæssige

og revisionsmæssige ændringer ikke udlignes mellem kommunerne.

Vi ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at såvel ledelse som

medarbejdere i kommunerne arbejder seriøst og professionelt inden for

lovgivningens rammer og under de til enhver tid gældende politiske og

økonomiske vilkår. Skattechefforeningen tager derfor generelt afstand fra

incitamenttanken, såfremt der heri ligger et synspunkt om, at de kommunale

skatteforvaltningers ledelse og medarbejdere har behov for særlige

budgetmæssige incitamenter for at gennemføre ligningsarbejdet.

L 245

Selskabsskat

I L 245 om udligningsreformen er der ikke fremsat konkrete forslag til

styrkelse af ligningsincitamentet, men alene hensigtserklæringer, som er

indarbejdet i bemærkningerne til lovforslaget.

Vi har bemærket, at selskabsskatteområdet ikke er indeholdt i

lovforslagene, men at regeringen vil overveje ændringer, der kan sikre, at

prioriteringen af ligningsindsatsen mellem personer og selskaber ikke

forvrides.

Vi ønsker ikke som skattechefforening at udtale os om, hvorledes

fordelingsnøglen mellem stats- og kommuneskat kunne være, men vi gør

opmærksom på, at kritikken af en uensartet ligningsindsats overvejende har

været rettet mod selskabsområdet, på trods af at tilsynsmyndigheden til dato

ikke har fundet anledning til at gribe ind over for nogen kommuner, og på

trods af at tendensen i den landsdækkende indsats gennem en årrække har været

flere ændringer såvel i antal som i provenu. Væksten i ændringsbeløb var fra

1990 til 1991 på 17.5 pct. og fra 1991 til 1992 på 34.5 pct.

Forhøjelsesbeløbene for indkomståret 1992 var på ca. 2,2 mia. kr. (Kilde:

Told- og Skattestyrelsens ligningsstatistik).

L 246

Det fremgår af indenrigsministerens skriftlige fremsættelse af L 246, at

styrkelse af ligningsincitamentet skal sikres ved, at kommuner, der vælger

fuld statsgaranti, tilføres provenuet af kommunens ligningsindsats, og at

provenuet af den kommunale ligningsindsats ikke længere gøres til genstand

for udligning.

Det fremgår i øvrigt ikke af lovforslagene eller af bemærkningerne hertil,

om provenuet af den indsats, der finder sted i Told- og Skattestyrelsen og i

told- og skatteregionerne tilgår kommunerne, og om dette provenu skal gøres

til genstand for udligning.

Provenuet af statslig og kommunal indsats

Udviklingen har vist, at omfanget af komplekse skattesager (f.eks.

selskabstømninger) er tiltagende, og at løsningen af denne sagstype kræver et

intenst samarbejde mellem de statslige og de kommunale myndigheder, og at

alle parter i erkendelse heraf har et væsentligt behov for en løbende

opkvalificering af medarbejderstaben for at tackle de krav, vi stilles over

for.

Hvis det er regeringens hensigt at gøre provenutilførslen for kommuner,

der vælger statsgaranti, afhængig af, om ligningsindsatsen gennemføres i

statens eller kommunens regi, er der tale om en forringelse af kommunernes

vilkår. En sådan ordning vil anspore til »kassetænkning«, og det

vil næppe understøtte det løbende samarbejde og de bestræbelser, der foregår

om at optimere den fælles indsats imod den nationale og den internationale

skattekriminalitet.

Provenu af ligningsindsatsen til »garantikommuner«

Beregningen af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag tager

udgangspunkt i de selvangivne indkomster, og afregningen er endelig. I

bemærkningerne til lovforslaget angives det samtidig, at ligningsmæssige

ændringer tilfalder den enkelte kommune.

Eftersom den del af lovforslaget, der omhandler de ligningsmæssige

ændringer, begrundes ud fra et incitamentsynspunkt, er vi betænkelige ved, at

der lægges op til to forskellige afregningsformer for garantikommuner og for

øvrige kommuner.

Vi gør samtidig opmærksom på, at der foreligger en række

fortolkningsproblemer med at afgrænse, hvad der forstås ved selvangivne

indkomster i forhold til de ligningsmæssige ændringer.

Dette afgrænsningsproblem er velkendt såvel i Told- og Skattestyrelsen som

i kommunerne i forbindelse med de årlige rapporteringer til Ligningsrådet om

kommunernes ligningsindsats, og problemstillingen er forstærket i takt med,

at væsentlige dele af kontrollen med lønmodtagerligningen i realiteten er

lagt ud til dataleverandørerne (arbejdsgiverne).

Skatteforvaltningen bidrager gerne med uddybende bemærkninger i

forbindelse med udvalgsarbejdet.

Med venlig hilsen

Jørgen Schmidt

Folketingets Kommunaludvalg Den 23. maj 1995

Christiansborg

Vedlagt følger i 80 eksemplarer kopi af Indenrigsministeriets besvarelse

af brev af 10. maj 1995 fra Skattechefforeningen i Danmark (L 245 - bilag 41)

Med venlig hilsen

Birte Weiss

/ Thorkild Juul

Den 23. maj 1995

Skattechefforeningen i Danmark

Att. Jørgen Schmidt

Herning Skatteforvaltning

Banegårdspladsen 6 C

7400 Herning

Skattechefforeningen i Danmark har i brev af 10. maj 1995 kommenteret

indenrigsministerens lovforslag om tilbud om budgetsikkerhed ved

statsgaranteret udskrivningsgrundlag (L 246) og udligningsreform (L 245).

Lovforslagene indeholder elementer til at styrke kommunernes

ligningsincitament. Skattechefforeningen tager imidlertid afstand fra

incitamenttanken, såfremt der heri ligger et synspunkt om, at de kommunale

skatteforvaltningers ledelse og medarbejdere har behov for særlige

budgetmæssige incitamenter for at gennemføre ligningsarbejdet.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at den

styrkelse af ligningsincitamentet, der ligger i lovforslaget, vedrører

kommunernes incitament til at sætte ressourcer ind på ligningsarbejdet.

Der har hidtil i udligningssystemet været indbygget det hensyn, at

kommunerne skulle kunne beholde en vis andel af det provenu, som blev skaffet

ved en øget ligningsindsats eller ved en vækst i skattegrundlaget i det hele

taget. Dette hensyn er tilgodeset via overudligningsbestemmelsen i

udligningssystemet.

Der har imidlertid - bl.a. fra visse borgmestre i hovedstadsområdet -

været rejst kritik af det nuværende system. Kritikken har gået på, at det

ikke har kunnet betale sig for kommunerne at sætte ressourcer ind på

skatteligning, da kommunen alligevel skulle aflevere 90 procent af

ligningsprovenuet i udligningsordningen.

Kommunernes ligningsincitament er i lovforslaget (L 245) derfor foreslået

styrket med henblik på at imødekomme denne kritik, idet udligningen efter

forslaget sker på baggrund af de selvangivne indkomster, således at provenuet

af de ligningsmæssige ændringer ikke længere vil blive udlignet.

Skattechefforeningen har bemærket, at selskabsskatteområdet ikke er

indeholdt i lovforslagene, men at regeringen vil overveje ændringer, der kan

sikre, at prioriteringen af ligningsindsatsen mellem personer og selskaber

ikke forvrides.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelese gøre opmærksom på, at

ministeriet i et brev af 18. maj 1995 til Skatteministeriet har bedt

Skatteministeriet tage initiativ til disse overvejelser.

Det fremgår, at skattecheferne er usikre på, om ligningsprovenuet af den

indsats, der finder sted i Told- og Skattestyrelsen og i told- og

skatteregionerne tilgår kommunerne, og om dette provenu skal gøres til

genstand for udligning.

Efter de gældende regler tilfalder henholdsvis kommuneskatteandelen og

amtskommuneskatteandelen af ligningsindsatsen de pågældende kommuner og

amtskommuner, uanset om ligningsindsatsen sker i kommunens eller statens

regi. Det vil fortsat være gældende efter reglerne i dette lovforslag.

For de kommuner, der vælger statsgaranti, omfatter garantien ikke

ligningsprovenuet, men provenuet af de selvangivne indkomster. Det sker med

henblik på at opretholde kommunernes ligningsincitament. Hvis også

ligningsprovenuet skulle være omfattet af statsgarantien, ville kommunernes

økonomiske ligningsincitament forsvinde.

Forslaget om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til

kommuner og amtskommuner (L 245) indeholder en væsentlig styrkelse af

ligningsincitamentet, idet provenuet af ligningsmæssige ændringer ikke

længere vil blive udlignet. Udligningen vil efter forslaget ske på baggrund

af de selvangivne indkomster. Det gælder både for kommuner, der vælger

statsgaranti, og for kommuner, der vælger selvbudgettering.

Skattechefforeningen anfører i sit brev, at »eftersom den del af

lovforslaget, der omhandler de ligningsmæssige ændringer, begrundes ud fra et

incitamentsynspunkt, er vi betænkelige ved, at der lægges op til to

forskellige afregningsformer for garantikommuner og for øvrige

kommuner«.

Efter lovforslaget kan kommunerne vælge at budgettere deres

skatteindtægter på to forskellige måder: De kan vælge at budgettere

skatteindtægterne ud fra et statsgaranteret udskrivningsgrundlag eller som

hidtil ud fra et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag.

Det er en naturlig følge heraf, at der også vil være to former for

skatteafregning: en for kommuner, der vælger statsgaranti, og en for

kommuner, der vælger selvbudgettering.

I relation til ligningsincitamentet er det imidlertid søgt at ligestille

de to grupper af kommuner, idet begge kommunegrupper vil få afregnet den

fulde kommuneskatteandel af ligningsindsatsen. Der synes således ikke at være

grundlag for de nævnte betænkeligheder, som Skattechefforeningen har peget

på.

Skattechefforeningen gør endelig opmærksom på, at der foreligger en række

fortolkningsproblemer med at afgrænse, hvad der forstås ved selvangivne

indkomster i forhold til de ligningsmæssige ændringer.

Indenrigsministeriet skal i den forbindelse henvise til ministeriets

besvarelse af Folketingets Kommunaludvalgs spørgsmål nr. 7 vedrørende

sondringen mellem selvangiven indkomst og ligningsmæssige ændringer. Det

fremgår heraf:

»Princippet i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, er, at det af den

skattepligtige selvangivne skal lægges til grund ved skatteansættelsen.

Hvor der ikke er indgivet selvangivelse, og hvor der heller ikke består en

pligt hertil, lægges den forprintede selvangivelse med eventuelle

korrektioner fra den skattepligtiges side til grund ved skatteansættelsen.

I de tilfælde, hvor der ikke foreligger en behørig selvangivelse og den

skattepligtige har pligt til at indgive selvangivelse, ansættes den

skattepligtige formue og indkomst skønsmæssigt i medfør af

skattekontrollovens §§ 1, stk. 2, og 2, stk. 2 (taksation).

Taksationen danner grundlag for skatteansættelsen.

Taksationer skal ske efter et forsigtighedsprincip, det vil sige, at

taksationen så vidt muligt skal ske på grundlag af de oplysninger, som

skattemyndighederne er i besiddelse af, samt et kvalificeret skøn over den

faktiske indkomst.

Såfremt skatteyderen imidlertid indsender en selvangivelse, anses de

indkomster, der fremgår af denne, som den selvangivne indkomst.

Dette gælder frem til og med den kørsel af slutsystemet, der senest indgår

i den årlige afregning pr. 1. maj i år 2 efter indkomståret.

Når der i bemærkningerne til lovforslag nr. L 246, punkt 3.1., står

»inden udgangen af ligningsåret«, skal dette forstås som ovenfor

beskrevet.

Ved ligningsmæssige ændringer forstås enhver nedsættelse eller forhøjelse

af den selvangivne formue og indkomst, som skattemyndighederne foretager

enten af egen drift eller på foranledning af den skattepligtige selv. Der ses

dog herved bort fra »tekniske rettelser«, der opstår i forbindelse

med konverteringen af selvangivelsen eller åbenbare skrivefejl i

selvangivelsen.'

Med venlig hilsen

Thorkild Juul

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter