1994 BTL 245 BETÆNKNING OVER I. (L 245) FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (UDLIGNINGSREFORM) II. (L 246) FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL INDKOMSTSKAT OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE (TILBUD OM BUDGETSIKKERHED VED STATSGARANTERET UDSKRIVNINGSGRUNDLAG SAMT ÆNDRINGER SOM FØLGE AF KOMMUNAL UDLIGNINGSREFORM) NR L 245 1994-95, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslagene i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til indenrigsministeren, som denne har besvaret
dels skriftligt, dels i samråd, og til finansministeren, som denne
har besvaret skriftligt.
De spørgsmål, udvalget har stillet til indenrigsministeren til mundtlig
besvarelse, og indenrigsministerens talepapir til brug for samråd i udvalget
den 24. maj 1995 er optrykt som bilag til betænkningen.
Endvidere er to af de skriftlige henvendelser til udvalget og
indenrigsministerens kommentar hertil optrykt som bilag til betænkningen.
Udvalget har modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser fra:
Allerød Kommune,
Amtsrådsforeningen i Danmark,
Ballerup Kommune,
Bjergsted, Høng og Gørlev kommuner,
Borgmestre fra Ringkøbing Amt,
Borgmestre fra Sønderjylland,
Borgmestre fra Ribe Amt,
Borgmestre fra Vejle Amt,
Bornholms Amt,
Det skæve Danmark, Landsudvalget,
Dragør Kommune,
Elleve amtsråd,
Fem samarbejdskommuner i Nordsjælland,
Firkløverkommunerne,
Frederiksberg Kommune,
Gundsø Kommune,
Hashøj, Skælskør, Høng, Sorø, Haslev og Fuglebjerg kommuner,
Helsingør Kommune,
Hvidovre Kommune,
Kommuneforeningen i Roskilde Amt,
Læs alt
Kommuneforeningen i Storstrøms Amt,
Kommuneforeningen i Sønderjyllands Amt,
Kommunernes Landsforening,
Ledøje-Smørum Kommune,
Møn Kommune,
Nørhald Erhvervsråd,
Ravnsborg Kommune,
Skattechefforeningen i Danmark,
Skibby Kommune,
Skælskør Kommune,
Skærbæk Kommune,
Stenløse Kommune,
Stevns Kommune,
Sønderjyllands Amt,
Viborg Amt,
Værløse Kommune og
Åbybro Kommune.
Der er af indenrigsministeren stillet ændringsforslag til de under I og II
anførte lovforslag, hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) lovforslagene til
vedtagelse med de af indenrigsministeren stillede ændringsforslag.
Flertallet oplyser, at Enhedslisten og Centrum-Demokraterne, der ikke har
medlemmer i udvalget, kan tilslutte sig flertallets indstilling.
For så vidt angår det under I anførte lovforslag, har flertallet noteret
sig, at indenrigsministeren har tilkendegivet, at der fra puljen til særlig
vanskeligt stillede kommuner i henhold til lovforslagets § 19 vil kunne
fordeles særtilskud til vanskeligt stillede kommuner, som mister et beløb i
tilskud og udligning som følge af reformen. De ekstra midler udgør
umiddelbart 30 mio. kr., idet puljen dels forhøjes med knap 10 mio. kr. i
1996, dels aflastes for 20 mio. kr., fordi tilskuddet til kommuner med
belastede boligområder uden for hovedstadsområdet bortfalder.
Flertallet er herudover opmærksomt på, at puljen yderligere vil blive
aflastet i 1996 som følge af, at bl.a. visse ø-kommuner får en gevinst ved
udligningsreformen, som væsentligt overstiger de beløb, de pågældende
kommuner hidtil har modtaget som særtilskud fra puljen.
Hertil kommer, at der i puljen til særlig vanskeligt stillede kommuner er
afsat et beløb i 1996 på 10 mio. kr. til kommuner, der som følge af
skattereformen har økonomiske vanskeligheder. Da der ikke hidtil har været
fuld anvendelse for dette beløb, og da der i lovforslagets overgangsordning
også er taget hensyn til tab som følge af skattereformen, vil dette beløb
kunne anvendes til andet formål.
Flertallet går i den forbindelse ud fra, at også disse ekstra beløb vil
kunne anvendes til særtilskud til vanskeligt stillede kommuner, som mister
beløb som følge af reformen, herunder vejkriteriets afskaffelse.
Indenrigsministeren vil herved alt i alt kunne disponere over særtilskud
på op mod 50 mio. kr. til dette brug.
Indenrigsministeren har oplyst, at ministeren vil være indstillet på i de
første år efter udligningsreformen at fordele et beløb på 50 mio. kr. til
kommuner, som har tab på udligningsreformen før overgangstilskud, som har
særlig stort vejnet i forhold til indbyggertallet, og som har svagt
beskatningsgrundlag.
I forbindelse med udmålingen af beløbets størrelse har flertallet noteret
sig, at kommunerne i sammenslutningen »Det skæve Danmark« i henhold
til svaret på spørgsmål 41 til lovforslaget skal aflevere 29 mio. kr. før
overgangstilskud og 45 mio. kr. efter overgangstilskud til de øvrige
kommuner. En del af tabet skyldes, at det såkaldte vejkriterium afskaffes i
udligningen af udgiftsbehov. Vejkriteriet erstattes af et grundtillæg på 7,5
mio. kr. som særlig hjælp til de mindre kommuner samt en forbedret udligning
for kommuner med svagt beskatningsgrundlag. Kompensation og tab er dog ikke
fordelt på samme måde blandt kommunerne, og udvalget anser det derfor for
nødvendigt, at der ved tildelingen af særtilskud i de første år tages hensyn
til vejlængde.
Indenrigsministeren har i forbindelse med besvarelsen af spørgsmål fra
udvalget angivet den påtænkte fordeling af tilskuddet på 50 mio. kr. i 1996.
Flertallet har yderligere noteret sig, at indenrigsministeren yderligere
har tilkendegivet, at der også ved tildeling af særtilskud fra den særlige
pulje for hovedstadsområdet efter lovforslagets § 20 vil blive taget hensyn
til vanskeligt stillede kommuner med tab på reformen. Også i
hovedstadsområdet vil der være kommuner, som på grund af et forøget beløb fra
udligningssystemet vil få mindre behov for tilskud fra særtilskudspuljen.
Flertallet noterer sig ligeledes, at det i lovforslagets bemærkninger og
under udvalgsbehandling af lovforslaget er tilkendegivet, at
fordelingskriterierne for § 20-puljen vil blive tilpasset på baggrund af de
byrdefordelingsmæssige ændringer, der forekommer i tilknytning til
ændringerne i det generelle tilskuds- og udligningssystem.
Flertallet konstaterer, at indenrigsministeren i besvarelsen af spørgsmål
31 har tilkendegivet, at ministeren ved fastsættelsen af regler for opgørelse
af det aldersbestemte udgiftsbehov for 7-16-årige, for så vidt angår
skoleudgifter, i en overgangsperiode vil tage udgangspunkt i et korrigeret
antal 7-16-årige. Dette indebærer, at der som hidtil tages hensyn til de
merudgifter pr. skoleelev, der kan opstå for kommuner med stort fald i
elevtallet.
Indenrigsministeren har endelig tilkendegivet, at der uanset de væsentlige
forbedringer, der sker i udligningssystemet med de foreslåede lovændringer,
fortsat kan være behov for en videreudvikling af systemet, særlig vedrørende
de sociale kriterier.
Indenrigsministeren har endvidere givet udtryk for, at
erhvervsbeskatningen bør søges inddraget i udligningssystemet, i det omfang
dette kan kombineres med et tilstrækkeligt incitament til en effektiv
ligningsindsats.
For så vidt angår det under II anførte lovforslag, konstaterer flertallet,
at der med lovforslaget og det samtidig hermed fremsatte forslag om ændring
af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og
amtskommuner (L 245) vil blive skabt en væsentlig forenkling af
afregningssystemet.
I dag er der i tilskuds- og udligningssystemet fire efterreguleringer.
Vælger kommunen fortsat selv at budgettere sit skattegrundlag, vil der i
tilskuds- og udligningssystemet kun være en efterregulering.
Vælger kommunen det statsgaranterede skattegrundlag, undgår kommunen helt
de efterreguleringer både i skattesystemet og i udligningssystemet, der
skyldes udviklingen i de selvangivne indkomster.
Der vil alene blive tale om, at kommunen efterfølgende vil få udbetalt de
reguleringer, der skyldes resultatet af ligningsarbejdet m.v. Disse beløb vil
ikke blive udlignet, og der opnås derfor en styrkelse af kommunens
ligningsincitament.
Flertallet konstaterer, at der med forslaget om statsgaranti
tilvejebringes øget budgetsikkerhed for de kommuner, der ønsker det, uden at
dette fører til svækkelse af sammenhængen mellem skattegrundlag og det
politisk besluttede serviceniveau. Tværtimod indebærer lovforslaget, at de
politiske beslutninger om serviceniveau vil kunne ske under større sikkerhed,
idet statsgarantien medfører sikkerhed for finansieringen. Det vil stadig
være sådan, at udgiftskrævende beslutninger om øget serviceniveau vil betyde,
at skatteprocenten må forhøjes.
Det har været fremført i pressen, at garantiordningen er et første skridt
hen imod en kommunal enhedsskat. Det er for flertallet væsentligt at
understrege, at lovforslaget overhovedet ikke indeholder elementer af
enhedsskat. Ved enhedsskat fratages kommunerne retten til selv at fastsætte
skatteprocenten efter det lokalt valgte serviceniveau. Lovforslaget påvirker
på ingen måde kommunernes selvstændige skatteudskrivningsret.
Hertil kommer, at det statsgaranterede skattegrundlag, som tilbydes
kommunerne, ikke er løsrevet fra indkomstudviklingen i den enkelte kommune.
Garantien er baseret på en fremregning af den enkelte kommunes eget
faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem
borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu.
Det statsgaranterede skattegrundlag er alene et tilbud, som det er
frivilligt for den enkelte kommune at benytte sig af. Det er for flertallet
væsentligt at understrege, at kommunerne - hvis de ønsker det - fortsat selv
kan budgettere deres skattegrundlag.
Flertallet fastslår, at frivilligheden ikke kan ændres, medmindre de
partier, der indgår i flertallet, er enige herom.
Forslaget om statsgaranti for udskrivningsgrundlaget indebærer, at staten
påtager sig den økonomiske risiko ved fejlskøn over udviklingen i
udskrivningsgrundlaget for de kommuner, der vælger statsgaranti.
Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslagene til
forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet vil stemme imod de
stillede ændringsforslag.
Mindretallet afviser regeringens lovforslag til ny kommunal
udligningsordning.
Lovforslagene vil betyde, at kommunernes incitament til budgetansvarlighed
svækkes markant. Indførelsen af et statsgaranteret skattegrundlag vil således
underminere det grundlæggende princip i det nuværende system, nemlig at
kommunerne skal indrette udgifterne efter, hvad borgerne tjener. Kommunerne
kommer under mindre pres til at tilpasse udgiftssiden til et svigtende
skattegrundlag. Det vil få vidtrækkende konsekvenser for de samlede
offentlige finanser.
Samtidig indeholder den ny udligningsordning en tendens til centralisme,
som mindretallet på det kraftigste må tage afstand fra. Statsgarantien
betyder, at sammenhængen mellem indtægs- og udgiftsstyringen forsvinder.
Staten beregner både skat, tilskud og udligning. Dermed overtager den det
fulde ansvar for sammenhængen, og kommunerne mister tilsvarende ansvaret.
Dette er helt uacceptabelt og et slag mod det kommunale selvstyre.
Mindretallet mener derimod, at forskelle i lokal beskatning skal afspejle
forskellene i det politisk besluttede serviceniveau.
Et hovedformål med den ny udligningsordning er at afhjælpe Københavns
Kommunes problemer. Det sker, uden at der stilles et eneste modkrav til
Københavns Kommune om effektiviseringer, rationaliseringer,
afbureaukratisering, udliciteringer eller andet, der fundamentalt kan
forbedre kommunens økonomi. Mindretallet ønsker også Københavns Kommunes
problemer løst, men det skal ske en gang for alle, og således at der stilles
markante krav til kommunen om at rette op på de grundlæggende
strukturproblemer. Mindretallet frygter, at omlægningen af
udligningsordningen blot vil cementere de problemer, Københavns Kommune lider
under i dag.
Mindretallet frygter, at den stærke understregning af de sociale kriterier
vil mindske kommunernes incitamenter til at løse de sociale problemer.
Resultatet kan blive en cementering af de sociale problemer.
Endelig er mindretallet stærkt utilfreds med, at regeringen nu gennemfører
en omfattende kommunal udligningsordning hen over hovedet på de tre
borgerlige partier i Folketinget, der mandatmæssigt har flertal i
kommunalbestyrelserne.
Mindretallet er tillige stærkt utilfreds med, at et så omfattende
lovkompleks med så vidtrækkende konsekvenser for det kommunale selvstyre og
for de offentlige finanser hastes igennem Folketinget på meget kort tid, og
uden at de kommunale organisationer på noget tidspunkt har været inddraget i
forhandlinger med regeringen. De mange deputationer fra individuelle kommuner
og sammenslutninger af kommuner viser med al ønskelig tydelighed, at
regeringens lovforslag ikke er gennemarbejdede og gennemskuelige.
Ændringsforslag til
I. Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og
generelle tilskud til kommuner og amtskommuner
(Udligningsreform) Af indenrigsministeren , tiltrådt af et
flertal (S, SF og RV):
Til § 1 1) I nr. 2 indsættes efter den foreslåede § 7 som ny
paragraf:
»§ 8. De kommuner i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov pr.
indbygger er mindre end det gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger i
hovedstadsområdet, yder ud over tilskud efter § 5 et årligt tilskud til de
kommuner i hovedstadsområdet, hvis udgiftsbehov pr. indbygger er større end
det gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger i hovedstadsområdet.
Stk. 2. I udligningen efter stk. 1 beregnes kommunernes
udgiftsbehov som kommunens samlede udgiftsbehov, jf. § 9, divideret med
kommunens indbyggertal. En kommunes tilskud eller tilsvar beregnes ved at
gange forskellen mellem kommunens udgiftsbehov pr. indbygger og det
gennemsnitlige udgiftsbehov pr. indbygger for kommunerne i hovedstadsområdet
med kommunens indbyggertal og et udligningsniveau på 0,40.«
2) I nr. 8 indsættes som overskrift før den foreslåede
affattelse af § 14:
»Udligning af udgiftsbehov« 3) I den under
nr. 11 foreslåede affattelse af § 19, stk. 3, ændres »stk.
3« til: »stk. 2«.
4) Efter nr. 15 indsættes som nyt nummer:
»01. § 24, 1. pkt. i afsnittet Beskatningsgrundlag
for en amtskommune affattes således:
»Provenuet af amtskommunens indkomstskat divideret med
udskrivningsprocenten tillagt provenuet af grundskyld divideret med
udskrivningsprocenten for beregningsåret.«»
Bemærkninger Til nr. 1
Ved ændringsforslaget indsættes en ny § 8, som på grund af en beklagelig
fejl mangler i det fremsatte lovforslag.
Den foreslåede § 8 indeholder hjemmelen for udligningen af forskelle i
udgiftsbehov mellem kommunerne i hovedstadsområdet.
Udligningsgraden foreslås øget fra de nuværende 25 pct. til 40 pct.
Denne forøgelse indgår i den fremstilling af udligning af udgiftsbehov,
der er givet i bemærkningerne til lovforslaget (se side 17-22).
Til nr. 2
Der er tale om en redaktionel indsættelse af en overskrift til den
foreslåede § 14.
Til nr. 3
Der er tale om en redaktionel rettelse af en henvisning.
Til nr. 4
Der er tale om en præcisering af den kommunale udlignings- og tilskudslovs
§ 24, der bl.a. omhandler opgørelsen af beskatningsgrundlag for amtskommuner.
Beskatningsgrundlag for amtskommunerne opgøres som amtskommunernes
udskrivningsgrundlag tillagt grundskyld. Ved denne beregning omregnes
provenuet af grundskyld til beskatningsgrundlag med amtskommunens
udskrivningsprocent.
Med ændringsforslaget præciseres det, at der ved omregning af grundskyld
til beskatningsgrundlag for amtskommunerne anvendes udskrivningsprocenten for
beregningsåret, dvs. året før tilskudsåret.
De i § 24 nævnte beskatningsgrundlag vedrører i øvrigt, jf. lovforslagets
bemærkninger, for udskrivningsgrundlagets vedkommende de selvangivne
indkomster uden hensyn til senere ligningsmæssige ændringer.
Ændringsforslag til
II. Forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat og
forskellige andre love
(Tilbud om budgetsikkerhed ved statsgaranteret udskrivningsgrundlag samt
ændringer som følge af kommunal udligningsreform) Af
indenrigsministeren, tiltrådt af et flertal (S, SF og RV):
Til § 2 1) I det under nr. 2 foreslåede § 7, stk. 2,
affattes 3. og 4. pkt. således:
»Indenrigsministeren fastsætter bestemmelser om
fremskrivningsgrundlaget for henholdsvis kommunernes og amtskommunernes
udskrivningsgrundlag og giver meddelelse om de udmeldte udskrivningsgrundlag
senest den 1. juli i året forud for det indkomstår, de vedrører.
Fremskrivningsprocenten for kommunernes henholdsvis amtskommunernes
udskrivningsgrundlag fastsættes af finansministeren med tilslutning fra
Folketingets Finansudvalg.«
Til § 9 2) I stk. 1 ændres »jf. dog stk. 2-5« til:
»jf. dog stk. 2-6«.
3) Efter stk. 4 indsættes som nyt stykke:
»Stk. 5. Bestemmelsen i § 5, nr. 1, finder anvendelse fra
1996.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 6-8.
4) I stk. 5, der bliver stk. 6, ændres »Bestemmelserne
i §§ 5-8« til: »Bestemmelserne i § 5, nr. 2, og §§ 6-8«.
Bemærkninger Til nr. 1 Med ændringsforslaget præciseres det, at den
omhandlede hjemmel vedrører korrektioner i fremskrivningsgrundlaget som følge
af skattetekniske forhold, f.eks. ændringer i skattereglerne, som har en
forskellig påvirkning af udskrivningsgrundlaget i kommuner og amtskommuner.
Ændringsforslaget indebærer således, at der ikke vil være den i
bemærkningerne til lovforslaget omtalte mulighed for at inddrage regionale
forskelle i indkomstudviklingen ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.
Til nr. 2-4
Med indsættelsen af et nyt § 9, stk. 5, præciseres det, at forhøjelsen af
refusionsprocenten for boligsikring fra 40 til 50 (lovforslagets § 5, nr. 1)
finder anvendelse fra 1996. Der er tale om statens refusion af kommunernes
boligsikringsudgifter.
Præciseringen skyldes, at formuleringen i lovforslagets § 9, stk. 5, kan
give anledning til tvivl om, hvorvidt forhøjelsen af refusionsprocenten
skulle have virkning allerede fra 1995.
Klaus Hækkerup (S) fmd. Erling Christensen (S) Poul Erik Dyrlund (S)
Holger Graversen (S) Ole Stavad (S) Anne Baastrup (SF) Vibeke Peschardt (RV)
Dorte Bennedsen (S) Tommy Dinesen (SF) Else Winther Andersen (V) Helge Sander
(V) Mariann Fischer Boel (V) Hans Christian Schmidt (V) Torben Rechendorff
(KF) Bendt Bendtsen (KF) Henriette Kjær (KF) Poul Nødgaard (FP) nfmd.
Enhedslisten og Centrum-Demokraterne havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag 1
Udvalgets spørgsmål til indenrigsministeren til mundtlig besvarelse og
indenrigsministerens
talepapir til brug for samrådet i udvalget den 24. maj 1995
Indenrigsministeriet Den 24. maj 1995
Talepapir til brug for samråd i Kommunaludvalget den 24. maj 1995
Spørgsmål A:
»Med baggrund i, at de to fremsatte lovforslag, L 245 og L 246,
omhandler meget vidtgående og komplicerede ændringer af det kommunale
udlignings- og finansieringssystem, bedes ministeren redegøre for årsagen
til, at ministeren ikke har fundet det nødvendigt at inddrage Folketinget i
det forberedende lovarbejde, når statsministeren den 4. oktober 1994 og
indenrigsministeren selv den 13. januar 1995 bekendtgjorde, at der ville ske
ændringer på netop dette område.«
Svar:
Regeringen har ved udarbejdelsen af lovforslagene valgt at følge den
sædvanlige procedure, hvorefter regeringens lovforslag forberedes af
regeringen og fremsættes på regeringens ansvar.
Som det fremgår af spørgsmålet, indeholder lovforslagene meget vidtgående
og komplicerede ændringer i kommunernes finansieringsforhold.
Regeringen har derfor været interesseret i, at lovforslagene blev grundigt
forberedt.
Som følge heraf har regeringen, jf. svaret på spørgsmål B, også lagt vægt
på, at de kommunale parter via Finansieringsudvalget blev inddraget i det
forberedende arbejde inden den endelige udformning af reformforslagene.
Ønsket om at sikre en sådan grundig forberedelse af regeringens lovforslag
har naturligvis indebåret, at der måtte afsættes tilstrækkelig tid hertil.
Der har således i perioden januar til marts været afholdt møder i
Finansieringsudvalget, jf. svaret på spørgsmål B.
Hertil kommer, at det i regeringens forberedelse af lovforslagene også er
blevet anset for hensigtsmæssigt at undersøge, om det ville være muligt at
samle flertal for ændringer i kommunernes finansieringsforhold.
I relation til udligningsreformen har der således inden fremsættelsen
været taget kontakt til forskellige af Folketingets partier, netop for at
afklare flertalsmulighederne.
Spørgsmål B:
»Ministeren bedes redegøre for årsagen til, at ministeren ikke har
fundet det nødvendigt at inddrage Kommunernes Landsforening og
Amtsrådsforeningen i det forberedende lovarbejde.«
Svar:
Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen er sammen med Københavns
og Frederiksberg Kommuner repræsenteret i Indenrigsministeriets
Finansieringsudvalg. Udvalget består herudover af repræsentanter for en række
ministerier og har til opgave at behandle de spørgsmål om kommunernes
finansieringsforhold m.v., som indenrigsministeren måtte ønske at få belyst.
En række af lovforslagets forenklingsforslag har således fra 1992 til 1993
været behandlet i en arbejdsgruppe under Finansieringsudvalget, med
deltagelse af de kommunale parter. Det gælder f.eks. spørgsmålet om
forenklinger i afregningssystemet, herunder en statsgarantiordning.
Resultatet af dette arbejde fremgår af betænkning 1250.
Også spørgsmål om anvendelse af selvangiven indkomst i udligningen har
været behandlet i Finansieringsudvalget.
Herudover har der umiddelbart i forbindelse med forberedelsen af
udligningsreformen i perioden januar til marts 1995 været afholdt tre møder i
Finansieringsudvalget, hvor en række af de elementer, der nu indgår i
reformforslaget, har været drøftet.
Via behandlingen i Finansieringsudvalget har regeringen således - inden
sin politiske stillingtagen - haft kendskab til de kommunale parters holdning
til langt de fleste af de elementer, der indgår i reformforslaget, og der er
i flere tilfælde tale om imødekommelse af kommunale synspunkter i forslaget.
Spørgsmål C:
»Ministeren bedes dokumentere de faktiske ændringer på det kommunale
område, som efter ministerens opfattelse har nødvendiggjort en ændring af
kriterierne for de kommunale udligningsordninger.«
Svar:
Regeringen har ved sin tiltrædelse udtrykt ønske om at reformere det
kommunale tilskuds- og udligningssystem på en sådan måde, at det bliver
enklere og mere gennemskueligt, og således, at der sikres en bedre sammenhæng
mellem tilskud, udgiftsbehov og skattegrundlag.
Forenklingsmuligheder har herefter været drøftet med de kommunale parter i
Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.
»Selvbudgettering« har været en af de ændringsmuligheder, der
har været drøftet i udvalget. For at muliggøre selvbudgettering er det blevet
overvejet, hvordan systemets beretninger kunne forenkles. En af mulighederne
herfor er afskaffelse af den såkaldte lønkorrektion i udligningen.
Da afskaffelsen kunne føre til visse byrdefordelingsvirkninger, er det
yderligere blevet drøftet, hvordan sådanne virkninger kunne imødegås. I den
forbindelse er en nedsættelse af udligningsniveauet kommet på tale som en
ændring, der i et vist omfang kunne afbalancere afskaffelsen af
lønkorrektionen.
Som følge af disse overvejelser indeholder lovforslaget - ud over
muligheden for selvbudgettering - en afskaffelse af lønkorrektionen
kombineret med en nedsættelse af udligningsniveauet i
skattegrundlagsudligningen.
Visse ændringer i lovforslaget er med andre ord foranlediget af ønsket om
forenkling og større gennemskuelighed.
Ændringer i kriterier og udligningsniveau i udgiftsbehovsudligningen kan
derimod henføres til ønsket om at sikre en større sammenhæng mellem tilskud
og udgiftsbehov.
Der er således til stadighed behov for at undersøge, om de fastsatte
kriterier fortsat afspejler forskelle i kommunal udgiftsbelastning, og om
udligningstilskuddene udbetales til de kommuner, der har de største behov.
I Kommunaludvalgets betænkning over lovforslag L 224 i folketingssamlingen
1993-94 noterede flertallet sig således, at indenrigsministeren under
lovforslagets behandling havde oplyst, at det bl.a. må undersøges, om
udligningssystemet i højere grad bør tage hensyn til forskellighederne i
kommunernes udgiftsmæssige situation. Herunder blev det tilkendegivet, at
Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg fortsat vil følge
udgiftsudviklingen i førtidspensionerne med henblik på at vurdere det
hensigtsmæssige i »førtidspensionskriteriet«.
Dertil kommer, at en ændring af det såkaldte vejkriterium længe har trængt
sig på. For det første er de vejlængder, der indgår i vejkriteriet,
vejlængderne fra 1982. For det andet har Finansieringsudvalgets undersøgelser
helt tilbage fra 1982 vist, at vejlængder ikke er noget godt kriterium, og
udvalget anbefalede allerede dengang, at kriteriet udgik.
Uanset at der således ikke var noget statistisk grundlag herfor, fastholdt
den daværende regering alligevel vejkriteriet ved fremsættelsen af lovforslag
L 151 i 1983. Da der imidlertid fortsat ikke er nogen dokumentation for, at
vejkriteriet er et godt kriterium, har jeg ikke fundet det holdbart at
bibeholde kriteriet.
Hertil kommer, at der i den gældende lov er en revisionsbestemmelse, der
kræver en revision af den særlige nøgle for budgetgaranti senest i
folketingsamlingen 1995-96.
Yderligere ønskede flertallet bag den nævnte betænkning, at der så vidt
muligt allerede i denne samling blev fremsat forslag vedrørende forbedring af
kommunernes ligningsincitament.
Alt i alt har jeg derfor fundet det naturligt at fremsætte et lovforslag,
der samler alle de nødvendige ændringer i et lovforslag i denne samling.
Spørgsmål D:
»Ministeren bedes redegøre for forslaget i L 246 om, at
indenrigsministeren og finansministeren fastsætter indtægtsgrundlaget
endeligt for den enkelte kommune, såfremt kommunen ønsker dette.
Ministeren bedes endvidere redegøre for, hvordan, hvornår og i hvilket
omfang der vil kunne blive taget højde for regionale forskelle i
indkomstudviklingen, som lovforslaget giver hjemmel til.«
Svar:
Lovforslagets hovedformål er at give kommunerne en større budgetsikkerhed.
Alle kommuner og amtskommuner vil efter forslaget få tilbud om et
statsgarantereet udskrivningsgrundlag for kommunal indkomstskat. Det er
frivilligt for kommunerne, om de vil modtage tilbudet.
På tilskuds- og udligningssiden sikres en tilsvarende mulighed med det
samtidigt fremsatte forslag om ændring af lov om kommunal udligning og
generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.
Forslaget om statsgaranti for udskrivningsgrundlaget indebærer, at staten
påtager sig den økonomiske risiko ved fejlskøn over udviklingen i
udskrivningsgrundlaget for de kommuner, der vælger statsgaranti.
Kommuner, der vælger statsgaranti, vil få udbetalt det garanterede
skatteprovenu af de selvangivne indkomster samt de garanterede tilskuds- og
udligningsbeløb, som er knyttet til størrelsen af udskrivningsgrundlaget.
Uanset den faktiske udvikling vil der ikke ske efterregulering, der knytter
sig til udskrivningsgrundlagets størrelse. Kommunerne vil dog på normal vis
skulle deltage i reguleringer af bloktilskudspuljen m.v.
Garantien gives for de selvangivne indkomster, således at provenuet af
kommunens ligningsindsats tilgår kommunen og amtskommunen ved en særskilt
afregning.
Garantien er baseret på en frenregning af den enkelte kommunes eget
faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem
borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu. Det er derfor ikke
korrekt, når det fra forskellig side har været anført, at skatteindtægterne
løsrives fra den faktiske udvikling i de lokale borgeres indkomster.
Det er udgangspunktet for lovforslaget, at fremskrivningsprocenten vil
blive fastsat på grundlag af statens skøn over den landsgennemsnitlige
udvikling i udskrivningsgrundlaget i de pågældende år, og at
fremskrivningsprocenten således vil være ens for alle kommuner.
Regeringen har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt, at der i forbindelse
med lovforslaget tilvejebringes mulighed for på et senere tidspunkt - f.eks.
på baggrund af et ønske herom fra kommunal side - også at kunne fastsætte
fremskrivningsprocenten for den enkelte kommune under hensyntagen til
forskelle i den regionale indkomstudvikling.
Regeringen har imidlertid ingen aktuelle planer om at inddrage regionale
forskelle ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.
Hvis dette på et tidspunkt måtte blive aktuelt, vil det blive forberedt
via nærmere analyser m.v. i Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.
Bilag 2
Henvendelser fra Kommunernes Landsforening og Skattechefforeningen i
Danmark og indenrigsministerens kommentar hertil
Kommunernes Landsforening Den 16. maj 1995
Folketingets Kommunaludvalg
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
Vedrørende lovforslagene om ændring af lov om kommunal udligning og
generelle tilskud (L 245) og om ændring af lov om kommunal indkomstskat m.v.
(L 246)
Indenrigsministeren har den 28. april 1995 fremsat to lovforslag om
henholdsvis ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner (L 245) og ændring af lov om kommunal indkomstskat
og forskellige andre love (L 246) og har tillige fremsendt forslagene til
høring hos blandt andre Kommunernes Landsforening.
Til Kommunaludvalgets orientering vedlægges det høringssvar, som
landsforeningen har afgivet d.d.
Med venlig hilsen
Evan Jensen
/ Peter Gorm Hansen
KOMMUNERNES LANDSFORENING Den 16. maj 1995
Indenrigsministeriet
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Vedrørende lovforslagene om ændring af lov om kommunal udligning og
generelle tilskud
(udligningsreform) samt om ændring af lov om kommunal indkomstskat
Indenrigsministeriet har med skrivelse af 27. april 1995 (sag nr.
1400-30/1995) fremsendt forslag til lov om ændring af lov om kommunal
udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner (L 245) samt
forslag til lov om ændring af lov om kommunal indkomstskat og forskellige
andre love (L 246) med en anmodning om Kommunernes Landsforenings eventuelle
bemærkninger.
Landsforeningen har noteret sig, at de to fremsatte lovforslag omhandler
meget vidtgående ændringer af det kommunale finansieringssystem. Det havde
derfor været særdeles ønskeligt, såfremt landsforeningen havde haft mulighed
for at kommentere lovforslagene på et noget tidligere tidspunkt.
Et af elementerne i det fremsatte lovkompleks bryder afgørende med det
hovedprincip for den kommunale finansiering, der blev fastlagt i forbindelse
med kommunalreformen i 1970. Det drejer sig om forslaget i L 246 om, at
indenrigsministeren og finansministeren fastsætter indtægtsgrundlaget
endeligt for den enkelte kommune, såfremt kommunen ønsker det. Denne
individuelle garanti for udskrivningsgrundlagets størrelse foreslås at
erstatte hjemmelen til at fastsætte en kollektiv finansieringsgaranti for
henholdsvis kommunerne og amtskommunerne under et. For den enkelte kommune
skulle det indebære, at skatteprovenu og generelle tilskud kan fastlægges
endeligt forud for budgetåret, og således at der alene sker en løbende
regulering af skatteprovenuet som følge af ligningsmæssige ændringer.
Landsforeningen tager af flere grunde klart afstand fra dette forslag.
Landsforeningen finder ikke, at det er en statslig opgave at garantere det
kommunale udskrivningsgrundlag. Regeringen har bl.a. begrundet forslaget med,
at den enkelte kommune fritages for risikoen ved eget skøn, og at det er en
hjælp til kommuner med lav vækst i udskrivningsgrundlaget. Landsforeningen er
overordentlig betænkelig ved, at regeringen hermed direkte ønsker at svække
sammenhængen mellem skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau
i de enkelte kommuner. Det er et grundprincip, som hele den kommunale sektor
bakker op, og som regeringen også hidtil har fremhævet som en
hovedmålsætning.
Den kommunale indkomstskat er en uadskillelig del af det kommunale
selvstyre, som det har udviklet sig de seneste 25 år.
I lokalsamfundet fordeles byrden ved finansieringen af de lokale
offentlige opgaver, som man har eller ønsker at varetage, ved at udskrive
skat på borgernes indkomster. Forslaget om at give en statslig garanti for
udskrivningsgrundlaget vil sløre denne sammenhæng.
Hvis staten fastlægger skattegrundlaget i den enkelte kommune, vil der kun
være sammenhæng mellem den »kommuneskat«, som borgeren betaler, og
det provenu, som kommunen oppebærer, hvis den statsligt fastsatte
fremskrivningsprocent gælder for den pågældende kommune. Det vil kun helt
undtagelsesvis være tilfældet.
Landsforeningen har ved to lejligheder indgået aftale om det kommunale
skattegrundlag, dels en såkaldt fremadrettet finansieringsgaranti vedrørende
udskrivningsgrundlaget for 1992 og dels en såkaldt afregningsgaranti for
1993. Det er imidlertid landsforeningens opfattelse, at den form for
garantier bør og må være en undtagelse. Landsforeningen har derfor også i
sidste års aftaleforhandlinger afvist at indgå en finansieringsgaranti.
Siden sidste år er det i øvrigt mellem regeringen og de kommunale parter
aftalt at intensivere drøftelserne om dels den historiske og dels den
fremadrettede udvikling i skattegrundlaget. Det er landsforeningens
opfattelse, at dette arbejde skal videreføres. I det omfang staten eller
kommunerne fejlvurderer den faktiske udvikling i skattegrundlaget, må det
indgå i efterfølgende års aftaledrøftelser.
Af lovforslaget fremgår det i øvrigt ikke direkte, hvordan den statslige
fremskrivningsprocent skal fastsættes. Der er ingen garanti for, at den
fastsættes som den forventede udvikling i skattegrundlaget på landsplan.
Hertil kommer, at det er helt uklart, hvordan, hvornår og i hvilket omfang
der vil kunne blive taget højde for regionale forskelle i
indkomstudviklingen, som lovforslagets bemærkninger giver hjemmel til.
Bemærkningerne lægger op til en særdeles vidtgående hjemmel til
indenrigsministerens administration af loven og herunder til en regional
differentiering af skønnene. Landsforeningen finder det særledes betænkeligt,
at indenrigsministeren rent administrativt kan fastsætte individuelle skøn
for de enkelte kommuner.
Det må være forskellene i den regionale indkomstudvikling, der begrunder,
at man i forslaget permanent vil reducere bloktilskuddet til kommuner og
amtskommuner med henvisning til, at det især vil være kommuner med en
forventet lav udvikling i skattegrundlaget, der vil benytte sig af den
statslige garanti. Men hvis der efterfølgende indgår regionale vurderinger
ved fremskrivningen af skattegrundlaget for den enkelte kommune, falder
begrundelsen for en permanent nedsættelse af bloktilskuddet helt til jorden.
De almindelige retningslinjer ved fastsættelse af bloktilskuddet tilsiger,
at der kan foretages efterregulering af kompensationsbeløb, hvis der er tale
om et væsentligt beløb, hvis der er en betydelig usikkerhed om
kompensationens størrelse, og hvis det er muligt efterfølgende uden større
administrativt besvær at opgøre den korrekte kompensation. Den foreslåede
kompensation til staten ved indførelsen af en statsgaranti opfylder til fulde
alle tre kriterier. En permanent nedsættelse vil derfor i givet fald være
helt usaglig og må derfor anses for at være et led i almindelige statslige
sparebestræbelser på kommunernes bekostning.
Ifølge lovforslaget har kommunerne fortsat mulighed for selv at budgettere
udskrivningsgrundlaget. Den enkelte kommune skal således fremover vælge,
hvorvidt den ønsker en endelig, statslig fastlæggelse af
udskrivningsgrundlaget eller som hidtil selv at budgettere skattegrundlaget.
Dette vil stille kommunalbestyrelserne og de kommunale forvaltninger i et
dilemma, hvor kommunen risikerer et provenutab, hvis kommunen skønner galt.
Den administrative indretning af kildeskattesystemet har med mindre
justeringer været uændret siden 1970. Det er landsforeningens opfattelse, at
systemet har fungere særdeles hensigtsmæssigt. Kommunerne har gennem årene
udvist en ansvarlig og forsigtig budgettering af udskrivningsgrundlaget, og i
hovedparten af de forløbne år har kommunerne typisk haft et mindre
tilgodehavende ved slutafregningen. De likviditetsmæssige udsving for
kommunerne ved afvigelser mellem budgetteret og faktisk skattegrundlag er i
øvrigt blevet betydeligt reduceret ved sammenkædning af reguleringen af
generelle tilskud og indkomstskat, der blev gennemført med virkning fra
indkomståret 1992.
Det er Kommunernes Landsforenings opfattelse, at der i kommunerne er fuld
tilfredshed med den afregningsmodel, der den gang blev indført.
Landsforeningen må derfor fraråde, at man indfører en statslig garanti for
den enkelte kommunes skattegrundlag.
I tilknytning til forslaget om statslig garanti for udskrivningsgrundlaget
foreslås det, at udligningen med virkning fra indkomståret 1996 foretages på
grundlag af selvangivne indkomster, bl.a. med henblik på at skabe et øget
ligningsincitament.
Kommunerne varetager ligningen af borgere og virksomheder som en
myndighedsopgave. Denne opgave er i de senere år løst med en voksende
effektivitet målt ved både forhøjelser og nedsættelser af de selvangivne
indkomster. For Kommunernes Landsforening er det helt afgørende, at borgerne
oplever en retssikkerhed knyttet til den myndighedsopgave, som kommunerne
varetager gennem ligningen. Landsforeningen er på denne baggrund betænkelig
ved den argumentation, som regeringen har begrundet lovforslaget med.
Kommunerne har allerede i dag et tilstrækkeligt incitament i
ligningsopgaven, som i øvrigt med den foreslåede nedsættelse af
udligningsniveauerne forstærkes, idet kommuner, hvor incitamentet hidtil har
været mindst, fremover vil få mulighed for at beholde 50 pct. mere af
merprovenuet ved en øget ligningsindsats. Tidligere undersøgelser af
skatteforvaltningernes bemanding har i øvrigt vist, at der er en
hensigtsmæssig fordeling af kommunernes personaleressourcer set i forhold til
kommunernes ligningspotentiale. Der kan heller ikke konstateres forskelle i
personaleforbrug mellem kommuner med højt og lavt udligningsniveau.
Det fremgår i øvrigt af bemærkningerne til lovforslag nr. L 245, at der er
problemer med hensyn til at opnå en tilfredsstillende objektiv adskillelse
mellem den del af indkomstansættelserne, der er selvangivne, og den del, der
er resultatet af ligningsarbejdet. Landsforeningen er derfor meget betænkelig
ved det administrationsgrundlag, der fremover skal anvendes til endelig
fastsættelse af de selvangivne indkomster.
Landsforeningen finder derfor ud fra en samlet vurdering ikke, at der er
nogen grund til at basere udligningen på selvangivne indkomster.
For så vidt angår lovforslag nr. L 245 om ændring af kommunal udligning og
generelle tilskud, skal det bemærkes, at landsforeningen ikke ønsker at tage
stilling til den konkrete fordeling af tilskud mellem kommuner, men alene til
principper i tilknytning til fordelingen.
Landsforeningen har dog noteret sig, at forslaget påfører landsforeningens
medlemskommuner et tab på over 300 mio. kr. på årsbasis. Lovforslaget vil
derfor under et forringe medlemskommunernes økonomi i 1996 og efterfølgende
år. En række kommuner påføres ret betydelige tab, der til trods for
overgangsordningen vil gøre det vanskeligt for de pågældende kommuner at
holde skatten i ro, såfremt dette skulle vise sig at være regeringens ønske.
Landsforeningen har herudover nogle mere principielle synspunkter
vedrørende de foreslåede ændringer.
For det første lægger Indenrigsministeriet op til, at ministeriet tildeles
en række administrative beføjelser med hensyn til den konkrete opgørelse af
tilskuddene. Det drejer sig f.eks. om afgrænsning af aldersgrupper,
vægtfordeling på de enkelte kriterier m.v., det vil sige forhold, der kan
have ret stor betydning for den konkrete fordeling af generelle tilskud. Da
tilskudslovgivningen ændres hyppigt, synes der ikke at være grund til
vidtgående administrative beføjelser. Det er landsforeningens opfattelse, at
byrdefordelingen mellem landets kommuner skal fastsættes af Folketinget og
ikke administrativt af regeringen.
For det andet forekommer det betænkeligt, hvis kommunerne ikke behandles
ens i en landsdækkende udligningsordning. For eksempel indføres der et nyt
kriterium: »Antal indbyggere i områder uden for hovedstadsområdet med
særlige bysociale problemer«, det vil sige, at kriterieværdien forlods
sættes til nul i nogle kommuner, selv om disse kommuner også kan have særlige
bysociale problemer. Det nye sociale kriterium: »Antal 20-59-årige uden
beskæftigelse« opgøres kun for det antal, der overstiger 5 pct. af det
samlede antal 20-59-årige. Det vil sige, at der sker en udligning mellem en
kommune med henholdsvis 5 og 6 pct. uden beskæftigelse, men ikke mellem to
kommuner med henholdsvis 0 og 4 pct. uden beskæftigelse.
For det tredje kan det indvendes, at de vidtgående ændringer i især
udgiftsbehovsudligningen ikke synes at gøre systemet mere enkelt, tværtimod.
Det forekommer i denne forbindelse uheldigt, at udgiftsbehovsudligningen
fremover skal præsenteres i form af enhedspriser for de enkelte
alderskriterier, idet det lægger op til en form for centralt fastlagt
normbudgettering i den enkelte kommune. Det fremgår ganske vist af
lovforslagets bemærkninger, at disse beløb »ikke umiddelbart kan
anvendes til at vurdere, hvad eksempelvis et ekstra barn vil koste i
umiddelbart afledte udgifter«, men denne sætning vil næppe blive
gentaget ved tilskudsudmeldingen.
For det fjerde kan det undre, at der i landsudligningen af udgiftsbehov
også sker en udligning af hovedstadskommunernes boligstøtte, når der
andetsteds i lovforslaget optages en bestemmelse om en særlig 100
pct.-udligning af boligstøtte, svarende til de tidligere bestemmelser i
boliglovgivningen.
I det omfang der foretages en særlig udligning af udgiftsbehov over den
almindelige hovedstadsudligning, over den særlige hovedstadsudligning (§ 20)
eller i specielle sektorudligningsordninger, bør der selvfølgelig tages højde
for disse ordninger i den måde, som hovedstadskommunerne indgår i de
landsdækkende ordninger på. Løsningen er ikke som med det foreslåede
bysociale kriterium at nulstille hovedstadskommunerne eller som med
boligstøtten at udligne to gange, idet dette næppe fremmer det erklærede
ønske om at gøre tilskuds- og udligningssystemet mere forståeligt og
acceptabelt.
Landsforeningen skal understrege, at man ikke med ovennævnte principielle
kommentarer ønsker at tage stilling til den byrdefordelingsmæssige balance i
lovforslaget, idet dette spørgsmål er et landspolitisk anliggende.
Den foreslåede statsgaranti for udskrivningsgrundlaget hænger imidlertid
ikke sammen med de foreslåede justeringer af tilskuds- og udligningssystemet
og indgår da heller ikke på nogen måde i de byrdefordelingsmæssige
beregninger. Såfremt den foreslåede statsgaranti undlades, vil det derfor
heller ikke få betydning for eventuelle ønsker om justeringer i
byrdefordelingen.
Landsforeningen skal derfor kraftigt anbefale, at man undlader at indføre
den individuelle statsgaranti.
Evan Jensen
/ Peter Gorm Hansen
Den 23. maj 1995
Indenrigsministerens bemærkninger til høringssvar fra Kommunernes
Landsforening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune og Frederiksberg
Kommune vedrørende L 245 og L 246 (uddrag).
1. Bemærkninger til høringssvar fra Kommunernes Landsforening
Kommunernes Landsforening tager generelt afstand fra forslaget om
indførelse af en individuel statsgaranti (L 246).
1. Kommunernes Landsforening anfører, at regeringen ved at indføre garanti
for det kommunale udskrivningsgrundlag ønsker at svække sammenhængen mellem
skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau i de enkelte
kommuner.
Efter regeringens opfattelse sker der med forslaget ingen svækkelse af
sammenhængen mellem skattegrundlaget og det politisk besluttede serviceniveau
i de enkelte kommuner. Det statsgaranterede skattegrundlag, som tilbydes
kommunerne, er ikke løsrevet fra indkomstudviklingen i den enkelte kommune.
Garantien er baseret på en fremregning af den enkelte kommunes eget
faktiske indkomstgrundlag. Herved opretholdes den snævre sammenhæng mellem
borgernes indkomst i kommunen og kommunens skatteprovenu.
Det har været fremført i pressen, at garantiordningen er et første skridt
hen imod en kommunal enhedsskat. Det er væsentligt at understrege, at
forslaget overhovedet ikke indeholder elementer af enhedsskat. Ved enhedsskat
fratages kommunerne retten til selv at fastsætte skatteprocenten efter det
lokalt valgte serviceniveau. Lovforslaget påvirker på ingen måde kommunernes
selvstændige skatteudskrivningsret.
2. Kommunernes Landsforening anfører, at det ikke direkte fremgår af
lovforslaget, hvordan den statslige fremskrivningsprocent skal fastsættes.
Regeringen skal påpege, at det af lovforslagets § 7, stk. 2, fremgår, at
»det udmeldte udskrivningsgrundlag fastsættes ud fra en opgørelse af
kommunens udskrivningsgrundlag for året to år forud for beregningsåret
reguleret med en fremskrivningsprocent for udviklingen i det kommunale
udskrivningsgrundlag«. Det er udgangspunktet for lovforslaget, at
fremskrivningsprocenten vil blive fastsat på grundlag af statens skøn over
den landsgennemsnitlige udvikling i udskrivningsgrundlaget i de pågældende
år.
3. Kommunernes Landsforening finder det særdeles betænkeligt, at der i
lovforslaget foreslås indført en hjemmel til, »at indenrigsministeren
rent administrativt kan fastsætte individuelle skøn for de enkelte
kommuner«.
Regeringen skal påpege, at som det fremgår af svaret på det af
Kommunaludvalget den 10. maj 1995 stillede spørgsmål nr. 1 (L 246 - bilag 3),
har regeringen ingen aktuelle planer om at inddrage regionale forskelle ved
fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.
Regeringen har imidlertid fundet det hensigtsmæssigt, at der i forbindelse
med lovforslaget tilvejebringes mulighed for på et senere tidspunkt - f.eks.
på baggrund af et ønske herom fra kommunal side - også at kunne fastsætte
fremskrivningsprocenten for den enkelte kommune under hensyntagen til
forskelle i den regionale indkomstudvikling.
Hvis der senere - f.eks. fra kommunal side - skulle opstå et ønske om en
differentieret fremskrivning, vil en sådan ordning blive forberedt i
Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg.
4. Kommunernes Landsforening anfører, at begrundelsen for en permanent
nedsættelse af bloktilskuddet falder væk, hvis der indgår regionale
vurderinger ved fremskrivningen.
Regeringen skal gøre opmærksom på, at de kommunale merindtægter ved
ordningen og dermed bloktilskudsreduktionen er skønnet ud fra en forudsætning
om en fælles fremskrivningsprocent for alle kommuner.
Hvis man på et senere tidspunkt skulle ønske at inddrage regionale
forskelle, vil det være naturligt at tage dette spørgsmål, herunder de
samlede økonomiske konsekvenser, op i forbindelse med de økonomiske
forhandlinger med kommunerne.
Regeringen har som nævnt ikke aktuelle planer om at inddrage regionale
forskelle ved fastsættelsen af fremskrivningsprocenten.
5. Kommunernes Landsforening finder, at den samtidighed i
efterreguleringen af generelle tilskud og indkomstskat, der blev indført fra
og med indkomståret 1992, har reduceret den likviditetsmæssige virkning af
efterrreguleringerne betydeligt. Man finder derfor ikke, at der er grund til
at indføre statsgaranti med henblik på at reducere efterreguleringerne
yderligere.
Der er dog stadig tale om betydelige udsving i de årlige efterreguleringer
og afregninger. Disse beløb er vanskelige at skønne over både for den enkelte
kommune og i forbindelse med de økonomiske forhandlinger med kommunerne, hvor
de ofte udgør et særskilt problem.
I de økonomiske forhandlinger i sommeren 1994 vedrørende kommunernes
økonomi i 1995 udgjorde størrelsen af skatteafregningen for indkomståret
1993, som afregnes i 1995, et diskussionspunkt. Dette førte til, at der blev
aftalt en afregningsgaranti for 1993 for alle de kommunale parter.
6. Kommunernes Landsforening påpeger, at der kan opstå problemer med at
opnå en objektiv adskillelse mellem den del af indkomstansættelserne, der er
selvangivne, og den del, der er resultatet af ligningsarbejdet.
Man skal i den forbindelse henvise til besvarelsen af spørgsmål 7 (L 246 -
bilag 6), hvor der er nærmere redegjort for sondringen mellem selvangivne
indkomster og ligningsmæssige ændringer.
7. Landsforeningen udtrykker i høringssvaret, at man er betænkelig ved den
argumentation, der har begrundet forslaget om, at udligningen fra 1996
foretages på grundlag af selvangivne indkomster. Det understreges i denne
forbindelse, at landsforeningen betragter skatteligningen som en
myndighedsopgave, og at borgerne og virksomhederne må kunne have tillid til,
at ligningen varetages som myndighedsopgave.
Regeringen lægger vægt på, at kommunernes ligningsincitament forøges.
Forslaget om at basere den kommunale udligning på selvangivne indkomster
sikrer, at kommunerne kan beholde det fulde skatteprovenu af en
indkomstfremgang. Dermed imødekommes et af de kritikpunkter, som i flere år
har været fremført imod den kommunale skatteudligning: at kommuner, der øgede
ligningsindsatsen, kun har kunnet beholde et begrænset provenu, som eventuelt
mere eller mindre modsvares af øgede ligningsomkostninger.
Ved ligningsarbejdet er der normalt tale om en samlet nettoforhøjelse af
de skattepligtige indkomster. På denne baggrund vurderes det, at en udligning
baseret på selvangivne indkomster ikke vil give anledning til væsentlige
ændringer i udligningen mellem kommunerne. Det skal i den forbindelse
understreges, at kommunerne som hidtil løser skatteligningen som en
myndighedsopgave, hvilket indebærer, at der ved ligningsarbejdet naturligvis
kan være tale om såvel forhøjelser som nedsættelser af de selvangivne
indkomster.
8. Landsforeningen udtrykker yderligere bekymring for de administrative
beføjelser, som tillægges indenrigsministeren, for så vidt angår opgørelsen
af kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov.
Hertil skal bemærkes, at den tekniske vægtning af de enkelte alderstrin i
opgørelsen af kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov allerede efter gældende
lovgivning fastsættes af indenrigsministeren ud fra de opgørelsesprincipper,
som er fastsat i lovgivningen. Vægtningen af de enkelte alderstrin sker som
en teknisk beregning ud fra den gennemsnitlige fordeling af de kommunale
udgifter. Indførelsen af den nuværende bemyndigelse til Indenrigsministeriet
til at fastsætte denne vægtning skete ved lov nr. 423 af 1. juni 1994.
Også før lovændringen i 1994 blev flere af de aldersgrupper, der indgår i
opgørelsen af kommunernes udgiftsbehov, fastsat administrativt. Dette gjaldt
bl.a. den aldersopdeling, der lå til grund for kriterierne
»alderbestemte kontanthjælpsudgifter« og for amtskommunernes
vedkommende »køns- og aldersbestemt sygelighed« og »køns- og
alderbestemte antal sengedage«.
Som understreget i lovforslagets bemærkninger og i indenrigsministerens
besvarelse af spørgsmål 31 fra Folketingets Kommunaludvalg vil opgørelsen af
kommunernes aldersbestemte udgiftsbehov fortsat ske efter de principper, som
hidtil har ligget til grund for beregningen.
Det skal understreges, at Indenrigsministeriets Finansieringsudvalg som
hidtil vil blive benyttet som forum for drøftelser af mere principielle
tekniske spørgsmål vedrørende udligningssystemet, herunder
udgiftsbehovsudligningen.
9. Landsforeningen anfører, at det forekommer betænkeligt, at kommunerne
ikke behandles lige i den landsdækkende udligningsordning af forskelle i
udgiftsbehov. Der henvises bl.a. til kriterierne »antal indbyggere i
områder udenfor hovedstadsområdet med særlige bysociale problemer« og
»antal ikke beskæftigede ud over 5 procent af alle 20-59-årige«.
Med hensyn til baggrunden for disse kriterier m.m. henvises til
lovforslagets bemærkninger og til indenrigsministerens besvarelse af
spørgsmål 14, 55 og 57 fra Folketingets Kommunaludvalg. Der er i tilknytning
hertil redegjort for, hvorfor førstnævnte kriterium alene indgår for
byområder uden for hovedstadsområdet, og hvorfor sidstnævnte kriterium alene
måles på antal ikke beskæftigede ud over 5 procent.
10. Landsforeningen udtrykker yderligere bekymring for, at den ændrede
præsentation af kommunernes udgiftsbehov - anvendelse af enhedsbeløb - vil
blive opfattet som »normgivende« i forhold til den kommunale
budgetlægning, hvis grundlaget for opgørelsen ikke præciseres for kommunerne.
Indenrigsministeriet skal hertil bemærke, at ministeriet ved
præsentationen af tilskuds- og udligningssystemet naturligvis vil redegøre
for de opgørelsesmetoder, der ligger til grund for beregningen, herunder også
af enhedsbeløb. Ved tilskudsopgørelsen vil der således - i overensstemmelse
med landsforeningens ønsker - blive lagt vægt på at præsentere enhedsbeløbene
på en sådan måde, at de ikke opfattes som normbeløb.
11. Landsforeningen påpeger en manglende sammenhæng mellem
boligstøtteudligningen i hovedstadsområdet og udformningen af
landsudligningen af forskelle i udgiftsbehov.
Der henvises i den forbindelse til indenrigsministerens besvarelse af
spørgsmål 16 ad L 245, hvor det understreges, at der med landsudligningen af
udgiftsbehov alene er tale om en delvis udligning, ligesom kriteriet
»beregnede boligstøtteudgifter« eksempelvis ikke tager hensyn til
den faktiske udgiftsfrekvens i kommunen, men alene er udtryk for, hvor store
boligstøtteudgifter der på landsplan gennemsnitligt er knyttet til
udlejningsboliger.
. . . .
SKATTECHEFFORENINGEN I DANMARK 10. maj 1995
Indenrigsministeriet
Økonomisk kontor
Christiansborg Slotsplads 1
1218 København K
Vedrørende lovforslag om tilbud om budgetsikkerhed ved statsgaranteret
udskrivningsgrundlag (L 246) og udligningsreform (L 245)
Indenrigsministeren har den 28. april fremsat begge lovforslag for
Folketinget. Lovforslagene indeholder elementer til at styrke kommunernes
ligningsincitament.
Skattechefforeningen er principielt positiv over for tiltag, som kan
bidrage til at synliggøre kommunernes ligningsindsats. Indsatsen og
effektiviteten har været markant stigende gennem de seneste 5 år på trods af
reduktioner i medarbejderstaben på ca. 25 pct. Vi kan tilslutte os et
udligningssystem, som har til konsekvens, at provenuet af de ligningsmæssige
og revisionsmæssige ændringer ikke udlignes mellem kommunerne.
Vi ønsker imidlertid at gøre opmærksom på, at såvel ledelse som
medarbejdere i kommunerne arbejder seriøst og professionelt inden for
lovgivningens rammer og under de til enhver tid gældende politiske og
økonomiske vilkår. Skattechefforeningen tager derfor generelt afstand fra
incitamenttanken, såfremt der heri ligger et synspunkt om, at de kommunale
skatteforvaltningers ledelse og medarbejdere har behov for særlige
budgetmæssige incitamenter for at gennemføre ligningsarbejdet.
L 245
Selskabsskat
I L 245 om udligningsreformen er der ikke fremsat konkrete forslag til
styrkelse af ligningsincitamentet, men alene hensigtserklæringer, som er
indarbejdet i bemærkningerne til lovforslaget.
Vi har bemærket, at selskabsskatteområdet ikke er indeholdt i
lovforslagene, men at regeringen vil overveje ændringer, der kan sikre, at
prioriteringen af ligningsindsatsen mellem personer og selskaber ikke
forvrides.
Vi ønsker ikke som skattechefforening at udtale os om, hvorledes
fordelingsnøglen mellem stats- og kommuneskat kunne være, men vi gør
opmærksom på, at kritikken af en uensartet ligningsindsats overvejende har
været rettet mod selskabsområdet, på trods af at tilsynsmyndigheden til dato
ikke har fundet anledning til at gribe ind over for nogen kommuner, og på
trods af at tendensen i den landsdækkende indsats gennem en årrække har været
flere ændringer såvel i antal som i provenu. Væksten i ændringsbeløb var fra
1990 til 1991 på 17.5 pct. og fra 1991 til 1992 på 34.5 pct.
Forhøjelsesbeløbene for indkomståret 1992 var på ca. 2,2 mia. kr. (Kilde:
Told- og Skattestyrelsens ligningsstatistik).
L 246
Det fremgår af indenrigsministerens skriftlige fremsættelse af L 246, at
styrkelse af ligningsincitamentet skal sikres ved, at kommuner, der vælger
fuld statsgaranti, tilføres provenuet af kommunens ligningsindsats, og at
provenuet af den kommunale ligningsindsats ikke længere gøres til genstand
for udligning.
Det fremgår i øvrigt ikke af lovforslagene eller af bemærkningerne hertil,
om provenuet af den indsats, der finder sted i Told- og Skattestyrelsen og i
told- og skatteregionerne tilgår kommunerne, og om dette provenu skal gøres
til genstand for udligning.
Provenuet af statslig og kommunal indsats
Udviklingen har vist, at omfanget af komplekse skattesager (f.eks.
selskabstømninger) er tiltagende, og at løsningen af denne sagstype kræver et
intenst samarbejde mellem de statslige og de kommunale myndigheder, og at
alle parter i erkendelse heraf har et væsentligt behov for en løbende
opkvalificering af medarbejderstaben for at tackle de krav, vi stilles over
for.
Hvis det er regeringens hensigt at gøre provenutilførslen for kommuner,
der vælger statsgaranti, afhængig af, om ligningsindsatsen gennemføres i
statens eller kommunens regi, er der tale om en forringelse af kommunernes
vilkår. En sådan ordning vil anspore til »kassetænkning«, og det
vil næppe understøtte det løbende samarbejde og de bestræbelser, der foregår
om at optimere den fælles indsats imod den nationale og den internationale
skattekriminalitet.
Provenu af ligningsindsatsen til »garantikommuner«
Beregningen af det statsgaranterede udskrivningsgrundlag tager
udgangspunkt i de selvangivne indkomster, og afregningen er endelig. I
bemærkningerne til lovforslaget angives det samtidig, at ligningsmæssige
ændringer tilfalder den enkelte kommune.
Eftersom den del af lovforslaget, der omhandler de ligningsmæssige
ændringer, begrundes ud fra et incitamentsynspunkt, er vi betænkelige ved, at
der lægges op til to forskellige afregningsformer for garantikommuner og for
øvrige kommuner.
Vi gør samtidig opmærksom på, at der foreligger en række
fortolkningsproblemer med at afgrænse, hvad der forstås ved selvangivne
indkomster i forhold til de ligningsmæssige ændringer.
Dette afgrænsningsproblem er velkendt såvel i Told- og Skattestyrelsen som
i kommunerne i forbindelse med de årlige rapporteringer til Ligningsrådet om
kommunernes ligningsindsats, og problemstillingen er forstærket i takt med,
at væsentlige dele af kontrollen med lønmodtagerligningen i realiteten er
lagt ud til dataleverandørerne (arbejdsgiverne).
Skatteforvaltningen bidrager gerne med uddybende bemærkninger i
forbindelse med udvalgsarbejdet.
Med venlig hilsen
Jørgen Schmidt
Folketingets Kommunaludvalg Den 23. maj 1995
Christiansborg
Vedlagt følger i 80 eksemplarer kopi af Indenrigsministeriets besvarelse
af brev af 10. maj 1995 fra Skattechefforeningen i Danmark (L 245 - bilag 41)
Med venlig hilsen
Birte Weiss
/ Thorkild Juul
Den 23. maj 1995
Skattechefforeningen i Danmark
Att. Jørgen Schmidt
Herning Skatteforvaltning
Banegårdspladsen 6 C
7400 Herning
Skattechefforeningen i Danmark har i brev af 10. maj 1995 kommenteret
indenrigsministerens lovforslag om tilbud om budgetsikkerhed ved
statsgaranteret udskrivningsgrundlag (L 246) og udligningsreform (L 245).
Lovforslagene indeholder elementer til at styrke kommunernes
ligningsincitament. Skattechefforeningen tager imidlertid afstand fra
incitamenttanken, såfremt der heri ligger et synspunkt om, at de kommunale
skatteforvaltningers ledelse og medarbejdere har behov for særlige
budgetmæssige incitamenter for at gennemføre ligningsarbejdet.
Indenrigsministeriet skal i den forbindelse gøre opmærksom på, at den
styrkelse af ligningsincitamentet, der ligger i lovforslaget, vedrører
kommunernes incitament til at sætte ressourcer ind på ligningsarbejdet.
Der har hidtil i udligningssystemet været indbygget det hensyn, at
kommunerne skulle kunne beholde en vis andel af det provenu, som blev skaffet
ved en øget ligningsindsats eller ved en vækst i skattegrundlaget i det hele
taget. Dette hensyn er tilgodeset via overudligningsbestemmelsen i
udligningssystemet.
Der har imidlertid - bl.a. fra visse borgmestre i hovedstadsområdet -
været rejst kritik af det nuværende system. Kritikken har gået på, at det
ikke har kunnet betale sig for kommunerne at sætte ressourcer ind på
skatteligning, da kommunen alligevel skulle aflevere 90 procent af
ligningsprovenuet i udligningsordningen.
Kommunernes ligningsincitament er i lovforslaget (L 245) derfor foreslået
styrket med henblik på at imødekomme denne kritik, idet udligningen efter
forslaget sker på baggrund af de selvangivne indkomster, således at provenuet
af de ligningsmæssige ændringer ikke længere vil blive udlignet.
Skattechefforeningen har bemærket, at selskabsskatteområdet ikke er
indeholdt i lovforslagene, men at regeringen vil overveje ændringer, der kan
sikre, at prioriteringen af ligningsindsatsen mellem personer og selskaber
ikke forvrides.
Indenrigsministeriet skal i den forbindelese gøre opmærksom på, at
ministeriet i et brev af 18. maj 1995 til Skatteministeriet har bedt
Skatteministeriet tage initiativ til disse overvejelser.
Det fremgår, at skattecheferne er usikre på, om ligningsprovenuet af den
indsats, der finder sted i Told- og Skattestyrelsen og i told- og
skatteregionerne tilgår kommunerne, og om dette provenu skal gøres til
genstand for udligning.
Efter de gældende regler tilfalder henholdsvis kommuneskatteandelen og
amtskommuneskatteandelen af ligningsindsatsen de pågældende kommuner og
amtskommuner, uanset om ligningsindsatsen sker i kommunens eller statens
regi. Det vil fortsat være gældende efter reglerne i dette lovforslag.
For de kommuner, der vælger statsgaranti, omfatter garantien ikke
ligningsprovenuet, men provenuet af de selvangivne indkomster. Det sker med
henblik på at opretholde kommunernes ligningsincitament. Hvis også
ligningsprovenuet skulle være omfattet af statsgarantien, ville kommunernes
økonomiske ligningsincitament forsvinde.
Forslaget om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til
kommuner og amtskommuner (L 245) indeholder en væsentlig styrkelse af
ligningsincitamentet, idet provenuet af ligningsmæssige ændringer ikke
længere vil blive udlignet. Udligningen vil efter forslaget ske på baggrund
af de selvangivne indkomster. Det gælder både for kommuner, der vælger
statsgaranti, og for kommuner, der vælger selvbudgettering.
Skattechefforeningen anfører i sit brev, at »eftersom den del af
lovforslaget, der omhandler de ligningsmæssige ændringer, begrundes ud fra et
incitamentsynspunkt, er vi betænkelige ved, at der lægges op til to
forskellige afregningsformer for garantikommuner og for øvrige
kommuner«.
Efter lovforslaget kan kommunerne vælge at budgettere deres
skatteindtægter på to forskellige måder: De kan vælge at budgettere
skatteindtægterne ud fra et statsgaranteret udskrivningsgrundlag eller som
hidtil ud fra et selvbudgetteret udskrivningsgrundlag.
Det er en naturlig følge heraf, at der også vil være to former for
skatteafregning: en for kommuner, der vælger statsgaranti, og en for
kommuner, der vælger selvbudgettering.
I relation til ligningsincitamentet er det imidlertid søgt at ligestille
de to grupper af kommuner, idet begge kommunegrupper vil få afregnet den
fulde kommuneskatteandel af ligningsindsatsen. Der synes således ikke at være
grundlag for de nævnte betænkeligheder, som Skattechefforeningen har peget
på.
Skattechefforeningen gør endelig opmærksom på, at der foreligger en række
fortolkningsproblemer med at afgrænse, hvad der forstås ved selvangivne
indkomster i forhold til de ligningsmæssige ændringer.
Indenrigsministeriet skal i den forbindelse henvise til ministeriets
besvarelse af Folketingets Kommunaludvalgs spørgsmål nr. 7 vedrørende
sondringen mellem selvangiven indkomst og ligningsmæssige ændringer. Det
fremgår heraf:
»Princippet i skattestyrelseslovens § 3, stk. 4, er, at det af den
skattepligtige selvangivne skal lægges til grund ved skatteansættelsen.
Hvor der ikke er indgivet selvangivelse, og hvor der heller ikke består en
pligt hertil, lægges den forprintede selvangivelse med eventuelle
korrektioner fra den skattepligtiges side til grund ved skatteansættelsen.
I de tilfælde, hvor der ikke foreligger en behørig selvangivelse og den
skattepligtige har pligt til at indgive selvangivelse, ansættes den
skattepligtige formue og indkomst skønsmæssigt i medfør af
skattekontrollovens §§ 1, stk. 2, og 2, stk. 2 (taksation).
Taksationen danner grundlag for skatteansættelsen.
Taksationer skal ske efter et forsigtighedsprincip, det vil sige, at
taksationen så vidt muligt skal ske på grundlag af de oplysninger, som
skattemyndighederne er i besiddelse af, samt et kvalificeret skøn over den
faktiske indkomst.
Såfremt skatteyderen imidlertid indsender en selvangivelse, anses de
indkomster, der fremgår af denne, som den selvangivne indkomst.
Dette gælder frem til og med den kørsel af slutsystemet, der senest indgår
i den årlige afregning pr. 1. maj i år 2 efter indkomståret.
Når der i bemærkningerne til lovforslag nr. L 246, punkt 3.1., står
»inden udgangen af ligningsåret«, skal dette forstås som ovenfor
beskrevet.
Ved ligningsmæssige ændringer forstås enhver nedsættelse eller forhøjelse
af den selvangivne formue og indkomst, som skattemyndighederne foretager
enten af egen drift eller på foranledning af den skattepligtige selv. Der ses
dog herved bort fra »tekniske rettelser«, der opstår i forbindelse
med konverteringen af selvangivelsen eller åbenbare skrivefejl i
selvangivelsen.'
Med venlig hilsen
Thorkild Juul
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Justeringer af udligningssystemet) Retsinformation · 9. juni 2012
- Betænkning over Forslag til lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner som følge af indtægter fra parkering Retsinformation · 31. maj 2018
- 1987 BTL 24 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE SKATTELOVE (BESKATNING AF SØMÆND M.V. DANSK INTERNATIONALT SKIBSREGISTER) NR L 24 1987-88, 2. SAMLING Retsinformation · 29. juni 1988
- Betænkning over Forslag til lov om regulering af statstilskud til amtskommuner ved ændringer i den amtskommunale udskrivningsprocent Retsinformation · 4. marts 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Nedlæggelse af den sociale særtilskudspulje) Retsinformation · 27. maj 2016
- 1986 BTL 141 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM KOMMUNAL UDLIGNING OG GENERELLE TILSKUD TIL KOMMUNER OG AMTSKOMMUNER (INDVANDRERKOMMUNER, ØKOMMUNER) NR L 141 1986-87, 1. SAMLING BLAD NR 807 Retsinformation · 21. maj 1988