1996 BTL 127 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE (REGULERING AF FERSKE ENGE OG GØDSKNING AF AREALER, DER ER OMFATTET AF § 3, OG REJSNING AF FREDNINGSSAGER) NR L 127 1996-97, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til miljø- og energiministeren, som denne har
besvaret skriftligt.
Nogle af udvalgets spørgsmål og miljø- og energiministerens svar herpå er
tillige med et notat fra Skov- og Naturstyrelsen optrykt som bilag til
betænkningen.
Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig henvendelse fra Danmarks
Naturfredningsforening.
Herefter indstiller et flertal (Socialdemokratiets, Det
Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres,
Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) lovforslaget
til forkastelse ved 3. behandling.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil redegøre for sin
stilling ved lovforslagets 2. behandling.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Mindretallet har med tilfredshed noteret sig, at lovforslaget har
afstedkommet hektisk aktivitet hos regeringen og de berørte parter. Stort set
samtlige partiers ordførere og miljø- og energiministeren tilkendegav ved 1.
behandling, at de måtte indrømme, at der var problemer med reguleringen af §
3-områder.
Der er stillet ca. 30 spørgsmål om udpegning af § 3-områder - dels på
lovforslaget og dels under udvalgets almindelige del. De svar, udvalget har
fået, bekræfter, at der er stor uklarhed om administrationen af §
3-områderne.
Miljø- og energiministeren har haft møder med landbrugsorganisationerne og
de berørte amter. Skov- og Naturstyrelsen har udarbejdet et 14 sider langt
notat af 5. marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation
til ferske enge i marskegnene, jf. alm. del - bilag 825. I notatet forsøges
det at præcisere § 3 i naturbeskyttelsesloven. Miljø- og energiministeren har
Læs alt
opfordret udvalget til at afgive en beretning, som tager udgangspunkt i
notatet. Den beretning, som udvalget formentlig afgiver om
naturbeskyttelseslovens § 3, kan ikke løse problemerne. Beretningen kan ikke
stå alene.
Mindretallet kan godt se, at ministeren i besvarelserne på udvalgets
spørgsmål har forsøgt at afhjælpe de problemer, mindretallet har påpeget, men
ministerens tilkendegivelser er ikke tilfredsstillende, og mindretallet
opfordrer derfor til, at et flertal støtter lovforslaget.
Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Dorte Bennedsen (S) Inger Bierbaum (S)
Peter Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV)
Bent Hindrup Andersen (EL) Lis Greibe (S) Hans Christian Schmidt (V) Hanne
Severinsen (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde
(KF) Gitte Seeberg (KF) Jens Jørgensen (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.
Centrum-Demokraterne og Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag
Nogle af udvalgets spørgsmål og miljø- og energiministerens svar, et notat
fra Skov- og Naturstyrelsen samt spørgsmål 478-491 på alm. del og miljø- og
energiministerens svar herpå
Spørgsmål nr. 1:
Ministeren bedes besvare de under 1. behandling stillede spørgsmål
vedrørende ferske enge og overdrev.
Svar:
Under 1. behandling af forslag til lov om ændring af lov om
naturbeskyttelse blev der drøftet en række spørgsmål. Jeg vil gerne supplere
de svar, jeg afgav under debatten; jeg har primært koncentreret mig om de
spørgsmål, som var rettet til mig.
Spørgsmål A (Jens Vibjerg (V), Niels Jørgen Langkilde (KF),
Christian Mejdahl (V))
Hvad forstås ved »hidtidig drift«?
Svar:
Af lovbemærkningerne til naturbeskyttelsesloven fremgår det, at
»udformningen af . . . § 3 forudsætter, at benyttelsen af de beskyttede
arealer kan fortsætte som hidtil. Det indebærer bl.a., at nogle ferske enge,
såkaldte »kulturenge«, som regelmæssigt er blevet omlagt, navnlig
for at sikre bedre græsningsmuligheder, kan omlægges med samme tidsinterval
som hidtil. Ved omlæg forstås normalt pløjning og efterfølgende
jordbehandling, hvorefter området tilsås med den samme eller en ny afgrøde.
Hvis det i forbindelse med omlæg af et bestemt engareal inden for de senere
år har været praksis i et år at høste en anden afgrøde - typisk korn - på det
pågældende sted, vil denne praksis også kunne fortsætte i overensstemmelse
med princippet om, at lovforslaget ikke tilsigter ændringer i den hidtidige
anvendelse af de beskyttede områder, når denne i øvrigt ikke er i modstrid
med ønsket om at bevare den pågældende naturtype som sådan.
Dyrkning af korn og andre sædskifteafgrøder på enge i større omfang end
hidtil vil kræve dispensation. Det samme gælder, såfremt man ønsker at
omlægge eller på anden måde foretage jordbearbejdning i ferske enge, som ikke
hidtil har været regelmæssigt omlagt, hvorved normalt forstås inden for de
sidste 7-10 år.'
Udtrykt kort kan den hidtidige landbrugsmæssige benyttelse af de
beskyttede ferske enge fortsættes i samme omfang som hidtil. Dette indebærer,
at enge - uden at det kræver dispensation - kan omlægges, gødskes, drænes og
sprøjtes i det omfang og med det interval, som har været den hidtidige
praksis.
Jeg kan oplyse, at omlæg uden for de regelmæssige intervaller for at
bekæmpe tidsler, stankelbenslarver, sneskimmel og lign. efter Skov- og
Naturstyrelsens opfattelse ikke kræver dispensation, når sådanne omlæg er
indgået standardmæssigt i den hidtidige drift. Er det ikke tilfældet, skal
der indhentes tilladelse i amtet, som umiddelbart bør kunne give dispensation
til et omlæg i denne situation.
Det spørgsmål er blevet rejst, om § 3 forhindrer, at en landmand mod
slutningen af sine aktive år kan ekstensivere sin drift af en fersk eng, uden
at det binder efterfølgeren.
Skov- og Naturstyrelsen har oplyst, at en kortvarig fravigelse af den
hidtidige praksis med hyppige omlæg, således at et omlæg udskydes og først
finder sted efter 7-10 år, ikke får den konsekvens, at arealet bliver
omfattet af § 3, idet lovens forarbejder forudsætter en vis regelmæssighed.
Som følge heraf vil efterfølgeren uden dispensation kunne genoptage den
tidligere drift.
Spørgsmål B (Niels Jørgen Langkilde (KF), Ole Donner (DF))
Hvordan fører amtet/landmanden bevis for, hvorledes den hidtidige drift
har været?
Svar:
Det vil forekomme, at de oplysninger, som amterne råder over i form af
flyfotos, kortmateriale og lokalkendskab, ikke er tilstrækkelige til at
klarlægge de enkelte arealers driftshistorie, herunder omlægningspraksis.
Amterne vil i disse situationer som udgangspunkt lægge landmændenes
oplysninger til grund ved registreringen og behandlingen af konkrete
dispensations- og tilsynssager, medmindre oplysningerne er åbenbart urigtige.
Ved omlæg med ret meget større mellemrum end ca. 12 år vil det dog normalt
have formodningen imod sig, at der er tale om omlæg, som regelmæssigt har
indgået i den hidtidige drift af arealet.
Ifølge oplysninger fra Ribe og Sønderjyllands Amter har mange af
engarealerne i denne region været omlagt med intervaller fra 12 til 20-25 år.
Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse kan sådanne lokale kutymer føre
til, at det kan have formodningen for sig, at der er tale om omlæg, som
regelmæssigt har indgået i den hidtidige drift af arealet, og denne
driftsform vil dermed kunne fortsætte som hidtil uden dispensation.
Spørgsmål C (Jens Kirk (V))
Kan ubeskyttede arealer vokse ind i beskyttelsen?
Svar:
Den generelle beskyttelse efter naturbeskyttelseslovens § 3 omfatter som
udgangspunkt de arealer, der til enhver tid falder ind under bestemmelsen.
Arealer kan således både »vokse ind i« og »vokse ud af«
beskyttelsen efter § 3.
Et eksempel på et område, der kan vokse ind i beskyttelsen, er en anlagt
sø, som på etableringstidspunktet ikke vil være omfattet af
beskyttelsesordningen, men hvor der efter et stykke tid vil indfinde sig et
naturligt dyre- og planteliv, som betyder, at søen kan blive omfattet af § 3.
Omvendt kan arealer også vokse sig ud af beskyttelsen, hvor f.eks.
vegetationen ændrer sig afgørende. Et eksempel herpå er et hedeareal, som
springer i skov. Når der på et sådant areal ikke længere findes de
karakteristiske hedeplanter, er arealet ikke længere omfattet af
naturbeskyttelseslovens § 3.
Det fremgår af ovenstående, at arealer ikke vokser ind i eller ud af
beskyttelsen i løbet af kort tid. Der er tale om en proces, hvor
naturtilstanden ændrer sig over tid.
Specielt med hensyn til ferske enge skal det tilføjes, at der ved
definitionen af ferske enge lægges vægt på vegetation, fugtighedsforhold,
beliggenhed og driftsform. Driftsformen vil ofte blive udslaggivende, når det
drejer sig om mere intensivt gødskede græsarealer eller nyligt omlagte
arealer.
Kulturgræsmarker, der omlægges hyppigere end en gang hvert 7.-10. år,
eller hvor der flere gange inden for denne periode høstes mellemafgrøder,
betragtes ikke som ferske enge i naturbeskyttelseslovens forstand.
Vælger en ejer at ophøre med dyrkningen af et areal, kan det betyde, at
han - og hans efterfølger - ikke igen senere kan opdyrke arealet m.v., fordi
arealet som følge af dyrkningsophøret i mellemtiden har ændret karakter og er
vokset ind i beskyttelsesordningen.
Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse vokser et areal imidlertid ikke
nødvendigvis ind i § 3, fordi en landmand fremover undertiden vælger at lade
arealet ligge uomlagt i noget mere end 7-10 år, idet forarbejderne - som
nævnt i svaret på spørgsmål A - forudsætter en vis regelmæssighed.
Spørgsmål D (Anni Svanholt (SF))
Findes der statistisk materiale, der belyser omfanget af oppløjninger af
ferske enge efter lovens ikrafttræden?
Svar:
Skov- og Naturstyrelsen har over for mig oplyst, at styrelsen ikke er
bekendt med, at der findes et statistisk materiale, der belyser omfanget af
oppløjninger af ferske enge efter lovens ikrafttræden, endsige årsagen til
sådanne oppløjninger. Dog viser landbrugsstatistikken fra Danmarks Statistik,
at omfanget af græsarealer uden for omdriften i 1995 lå på samme niveau som i
1992, hvor loven trådte i kraft. Medregnes arealer med permanent brak med
græs, er græsarealerne uden for omdriften øget siden 1992.
Spørgsmål E (Niels Jørgen Langkilde (KF))
Hvad vil ministeren gøre ved, at loven giver anledning til utidige
oppløjninger af ferske enge og derfor virker mod sin hensigt?
Svar:
Skov- og Natustyrelsen er som nævnt ikke i besiddelse af oplysninger, som
dokumenterer problemets omfang. Der kan utvivlsomt findes eksempler på
landmænd, der - for ikke at »vokse ind i« § 3-beskyttelsen - har
valgt at omlægge tidligere end nødvendigt af driftsmæssige eller naturmæssige
grunde. Det samme skete sikkert også i tiden op til lovens ikrafttræden for
at undgå overhovedet at blive omfattet af beskyttelsen - hvilket var fuldt
lovligt.
Herudover kan der formentlig også findes eksempler på ulovlige
oppløjninger, hvoraf nogle kan skyldes den misforståelse, at man uanset
hidtidig praksis kan pløje engarealer ud af beskyttelsen ved at pløje op
inden 7-10 år efter sidste oppløjning. Sådan er reglerne imidlertid ikke.
Ferske enge er omfattet af § 3, medmindre de ved lovens ikrafttræden i 1992
plejede at blive omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år. Landmanden kan altså
ikke »pløje sig ud« af § 3-beskyttelsen ved nu at begynde at pløje
op med 7 års intervaller, hvis han ikke hidtil har gjort det.
Omlæg, der ikke er begrundet i driftsforhold m.v., kan skyldes usikkerhed
hos landmændene, om et areal vil blive registreret som fersk eng, hvis
arealet ikke hyppigt omlægges, altså usikkerhed om registreringskriterierne.
Miljø- og Energiministeriet er ved at lægge sidste hånd på et notat, der
gør op med en række misforståelser og præciserer fortolkningen af de gældende
regler. Notatet vil tilgå udvalget, og de oplysninger, som notatet
indeholder, vil blive formidlet til de relevante parter.
Utidige oppløjninger kan også skyldes et ønske om at bevare
dispositionsfriheden over et areal, der vil blive omfattet af §
3-beskyttelsen, hvis det ikke fortsat omlægges hyppigt. Det må vi
selvfølgelig respektere. Hvis vi ønsker at modvirke sådanne tendenser, må
vejen frem være økonomiske incitamenter (tilskud).
Spørgsmål F (Urup (V))
Hvorledes er den atypisk hårdt ramte landmands retsstilling?
Svar:
Et særskilt problem udgør de tilfælde, hvor en landmand bliver usædvanlig
hårdt ramt af engbestemmelserne i § 3.
Virkningen af generelle reguleringer viser sig først i den konkrete
administration af ordningen. Ved sådanne reguleringer er det ikke muligt på
forhånd generelt at udelukke, at der kan forekomme tilfælde, hvor
gennemførelsen i det enkelte tilfælde undtagelsesvis rammer så atypisk og har
en sådan intensitet i forhold til berettigede forventninger, at der vil kunne
foreligge et indgreb, der må bedømmes som ekspropriativt, og som derfor kun
kan ske mod fuld erstatning. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det konkrete
tilfælde må antages at foreligge et ekspropriativt indgreb, henhører under
domstolene.
Vurderer amtsrådet, at en landmand er atypisk hårdt ramt, må amtsrådet i
forhold til den konkrete ejendom kunne betragte dette som »et særligt
forhold«, der kan begrunde en dispensation, således at virkningen
afbødes. Dette forudsætter dog, at en dispensation ikke åbenbart vil være i
strid med lovens forudsætninger. Hvis der ikke gives dispensation, vil
landmanden - ud over at påklage afgørelsen til Naturklagenævnet - kunne
anlægge sag ved domstolene med påstand om erstatning støttet på grundlovens §
73.
Spørgsmål G (Jens Kirk (V))
Kan der forventes økonomisk kompensation til landmændene i forbindelse med
rådighedsindskrænkninger?
Svar:
Jeg kan henvise til besvarelsen af spørgsmål E om økonomiske incitamenter,
hvis vi ønsker at opnå andet og mere på en konkret ejendom end det, som
naturbeskyttelsesloven sikrer gennem en generel erstatningsfri regulering.
Spørgsmål nr. 5:
I forlængelse af besvarelsen af spørgsmål 1, jf. bilag 4, bedes ministeren
oplyse, om svaret udelukker anden vekslen i den »hidtidige drift«
end
1) omlægning med bestemte åremål,
2) omlægning på grund af traditionel skadedyrsbekæmpelse og
3) ekstensivering på landmandens ældre dage.
Her tænkes navnlig på en accept af »hidtidig drift« bestående i
1) efter hvert ejerskifte intensiveres bestemte arealer
2) et skift bestemt af klimatiske forhold, f.eks. nedbørsmængden, og
3) konjunkturforhold forstået således, at et areal er dyrket efter, hvad
ejeren det pågældende år fandt bedst kunne betale sig i økonomisk henseende.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Af mit svar på spørgsmål 1 A, bilag 4, fremgår bl.a., at omlæg af
kulturenge, der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, ikke kræver
dispensation, hvis det sker med de samme tidsintervaller som hidtil eller med
henblik på skadedyrsbekæmpelse, når sådanne omlæg er indgået i den hidtidige
drift.
Af svaret fremgår endvidere, at den omstændighed, at en kultureng, der
hidtil har været omlagt med mindre tidsintervaller end 7-10 år, sporadisk
omlægges med tidsintervaller på 7-10 år eller mere, ikke får den konsekvens,
at arealet bliver omfattet af § 3, idet lovens forarbejder forudsætter en vis
regelmæssighed. Hvis der undtagelsesvis forud for et ejerskifte er
ekstensiveret, vil en efterfølger derfor uden videre på ny kunne intensivere
driften, selv om perioden fra sidste omlæg overstiger 7-10 år.
Om bestemte arealer kan intensiveres efter hvert ejerskifte - ud over de
ovennævnte tilfælde - afhænger af, om de er omfattet af § 3-beskyttelsen
eller ej, og - hvis de er omfattet - om der kan meddeles en dispensation.
Det fremgår ikke af bemærkningerne i lovforslaget til § 3, at ejerskifte,
normale klimatiske skift og skiftende konjunkturer har betydning for, om et
areal er omfattet af beskyttelsen. Af bemærkningerne (Folketingstidende
1991-92, 2. samling, Tillæg A, spalte 1365 ff) fremgår derimod, at det for at
give dispensation »ikke er nok, at der er påvist en væsentlig jordbrugs-
eller anden økonomisk interesse i, at et indgreb finder sted. Der må tillige
enten være tale om et område, som ud fra fredningsmæssige hensyn vurderes som
uden særlig interesse, for at man eventuelt kan acceptere, at der sker
indgreb i dets tilstand, eller at det påtænkte indgreb i sig selv ikke
skønnes at medføre nogen afgørende forrykning af tilstanden i området. Dog
vil det naturligvis ikke kunne udelukkes, at andre særlige forhold må tages i
betragtning, f.eks. at der foreligger specielt store landbrugsmæssige
interesser i et givet projekt, samtidig med at den pågældende naturlokalitet
er af mindre interesse.«
Dette indebærer, at ejerskifte og eventuelle ønsker i den forbindelse om
at ændre den hidtidige drift ikke i almindelighed kan anses som en
tilstrækkelig dispensationsgrund. Det samme gælder normale klimatiske skift,
herunder vekslende nedbørsmængder, og skiftende konjunkturforhold.'
Spørgsmål nr. 6
Hvor er lovgrundlaget for de »ca. 12 år« og »12 til 20-25
år«, jf. ministerens besvarelse af spørgsmål 1 B, bilag 4?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Af bemærkningerne til § 3 i lovforslaget fremgår, at der kræves
dispensation til at omlægge enge, der ikke hidtil har været regelmæssigt
omlagt, hvorved normalt forstås omlæg inden for de sidste 7-10 år.
Det følger heraf, at enge, der har været omlagt med tidsintervaller på
7-10 år - og dermed naturligvis også med længere tidsintervaller - er
omfattet af beskyttelsen.
Samtidig bygger § 3 på et princip om, at der ikke gøres indgreb i den
hidtidige drift, der således kan fortsætte, uden at der kræves dispensation.
Derfor kan omlæg i hidtidigt omfang finde sted uden dispensation, hvorimod
omlæg »i utide« kræver dispensation.
Hverken »ca. 12 år« eller »12 til 20-25 år«, som er
nævnt i svaret på spørgsmål 1 B, bilag 4, fremgår af bemærkningerne til § 3 i
lovforslaget, men er udtryk for en fortolkning af motiverne til § 3 og
hensigten med bestemmelsen, dvs. på den ene side beskyttelseshensynet og på
den anden side princippet om ikke at gribe ind i den hidtidige drift. Dette
dobbelte hensyn er afspejlet i den i samarbejde med bl.a.
landbrugsorganisationerne udarbejdede »Vejledning om registrering af
beskyttede naturtyper« (Miljøministeriet, 1993), hvoraf bl.a. fremgår
følgende (s. 21):
»Hidtidig benyttelse af de beskyttede arealer kan fortsætte i samme
omfang som hidtil. Dette indebærer bl.a., at ferske enge, såkaldte
kulturenge, som er blevet omlagt med 7-10 års eller længere mellemrum, kan
omlægges med samme interval som hidtil. Ferske enge, der regelmæssigt har
været omlagt f.eks. hvert 12. år, kan således fortsat omlægges med samme
hyppighed. Derimod vil det ved omlæg med ret meget større mellemrum have
formodningen imod sig, at der er tale om omlæg, som regelmæssigt har indgået
i den hidtidige drift af arealet. I en sådan situation vil omlæg derfor som
udgangspunkt kræve en dispensation fra lovens § 3.«
I mit svar på spørgsmål 1 B, bilag 4, er disse bemærkninger modificeret
således, at der i Ribe og Sønderjyllands Amter gør sig særlige forhold
gældende, og at det derfor godt her - i modsætning til de fleste andre
områder i landet - kan have formodningen for sig, at omlæg med intervaller
fra »12 til 20-25 år« regelmæssigt har indgået i den hidtidige
drift. I sådanne tilfælde vil denne driftsform dermed kunne fortsætte som
hidtil uden dispensation.'
Spørgsmål nr. 7:
Hvor mange hektar enge og overdrev var der i Danmark i 1986 og 1996?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»I 1986 gennemførte Miljøministeriet en kortlægning af de ekstensivt
udnyttede naturtyper strandeng, fersk eng og overdrev. Ud fra tolkning af
flyfotos og kort blev det beregnet, at der var 42.340 ha strandeng, 45.810 ha
fersk eng og 7.560 ha overdrev i Danmark (Miljøministeriets
projektundersøgelse 1986, Teknikerrapport nr. 2). Arealer under 1 ha blev
imidlertid ikke medtaget i denne kortlægning.
I forarbejderne til naturbeskyttelsesloven er arealet af
strandenge/strandsumpe, ferske enge og overdrev skønnet til 180.000 ha (FT
1990-91, tillæg A, sp. 679, lovforslag nr. L 22, fremsat den 4. oktober 1990
af miljøministeren).
Efter det samlede resultat af amtskommunernes registrering af arealer
omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 er der 103.671 ha fersk eng og 26.225
ha overdrev i Danmark, mens det totale strandengsareal er opgjort til 43.622
ha. De tre naturtyper strandeng, fersk eng og overdrev, der i forarbejderne
til naturbeskyttelsesloven som anført blev skønnet til 180.000 ha, er således
i 1996 registreret med i alt 173.558 ha«.
Spørgmsål nr. 8:
Hvor mange hektar var der udpeget som paragraf 3 i 1994, og hvor meget er
der udpeget pr. 1. januar 1997?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Enge og overdrev udpeges ikke, men er som de øvrige naturtyper
(bortset fra vandløb), der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 3, beskyttede
umiddelbart i henhold til loven, hvis de opfylder de nødvendige økologiske og
størrelsesmæssige kriterier m.v.
Derimod skal de beskyttede enge og overdrev - ligesom de andre beskyttede
naturtyper - registreres af amtskommunerne. Denne registrering sker i henhold
til »Cirkulære om registrering af beskyttede naturtyper samt indsendelse
af oplysninger til Skov- og Naturstyrelsen« (Miljøministeriets cirkulære
nr. 128 af 13. juli 1993) på grundlag af »Vejledning om registrering af
beskyttede naturtyper« (Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1993)
og tillige - for engenes vedkommende - Skov- og Naturstyrelsens notat af 5.
marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske
enge i marskegne, som blev fremsendt til udvalgets orientering den 10. marts
1997.
Registreringen er et arbejdsredskab for amtskommunerne ved
administrationen og håndhævelsen af beskyttelsesordningen. Registreringen er
ikke bindende, bl.a. fordi det er arealets tilstand på det tidspunkt, hvor
der ønskes foretaget et indgreb, der er afgørende for vurderingen af, om det
er beskyttet. Registreringen har derfor ingen retsvirkning for ejerne m.fl.
Den oprindelige frist for registreringen var den 1. september 1995, men på
grund af tekniske problemer i enkelte amtskommuner forelå der ikke et samlet
resultat af registreringen før i 1996. Det samlede resultat af registreringen
fremgår af bilaget til min besvarelse af spørgsmål 4 (L 127 - bilag 7).'
Til udvalgets orientering følger vedlagt i 80 eksemplarer Skov- og
Naturstyrelsens notat af 5. marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3,
specielt i relation til ferske enge i marskegnene.
Notatet redegør for de problemstillinger, som er rejst fra Ribe og
Sønderjyllands Amter og landbrugets organisationer, og indeholder Skov- og
Naturstyrelsens kommentarer og præciseringer af de gældende regler.
Udgangspunktet har været de særlige problemer med beskyttede ferske enge i
marskegnene, men notatets præciseringer af gældende regler har også relevans
for administrationen af engbeskyttelsen i andre dele af landet. Notatet vil
derfor - som også aftalt på mit møde med landbrugets organisationer den 5.
marts 1997 - blive udsendt til alle amter samt Naturklagenævnet.
Som tilkendegivet i notatet vil bekendtgørelse nr. 572 af 25. juni 1992 om
beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. blive ændret i
overensstemmelse med Naturklagenævnets praksis, hvorefter amtets vurdering
af, at et areal falder ind under § 3-beskyttelsen, kan påklages til
Naturklagenævnet.
Skov- og Naturstyrelsen har i øvrigt allerede informeret om
klagemuligheden i styrelsens meddelelsesblad »Nyt om § 3 og § 4«,
som udsendes til myndigheder, organisationer og andre interesserede, og
styrelsen vil supplere denne information med en omtale i de landbrugsfaglige
blade.
Svend Auken
Karen Westerbye-Juhl
MILJØ- & ENERGIMINISTERIET Den 5. marts 1997
Skov- og Naturstyrelsen
Økologisk kontor
NOTAT
Naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske enge i
marskegnene
I. Indledning
Administrationen af reglerne for beskyttede ferske enge i henhold til
naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske enge i
marskegnene har i 1996 været drøftet med Ribe og Sønderjyllands Amter og
landbrugets organisationer.
Baggrunden for disse drøftelser har været, at den hidtidige udmøntning af
lovens bestemmelser efter de 2 amters og landbrugets organisationers
opfattelse bevirker, at loven virker mod sin hensigt, giver anledning til
registreringsproblemer og administrative vanskeligheder, og at
administrationspraksis set ud fra landmændenes synsvinkel kan være
uforståelig eller uacceptabel.
I forbindelse med disse drøftelser har der været afholdt en fælles
besigtigelse i det sydvestjyske område for at drøfte de rejste problemer ud
fra konkrete eksempler.
Dette notat redegør for de rejste problemstillinger og indeholder Skov- og
Naturstyrelsens kommentarer og præciseringer af de gældende regler.
Udgangspunktet har været de særlige problemer med beskyttede ferske enge i
marskegnene, men notatets præciseringer af gældende regler har i vidt omfang
også relevans for administrationen af engbeskyttelsen i andre dele af landet.
Skov- og Naturstyrelsen vil som et resultat af drøftelserne foreslå
bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. ændret og
sikre hurtig og relevant information af de relevante parter om de
misforståelser, som man har identificeret, og de præciseringer af de gældende
regler, som er indeholdt i dette notat.
Miljø- og energiministeren har taget initiativ til nedsættelse af et
udvalg, der inden udgangen af 1997 skal udarbejde forslag til en
informationsindsats over for den enkelte landmand om gældende reguleringer.
Afsnit II giver et overblik over de hidtidige drøftelser og
problemstillinger, der er rejst. I afsnit III behandles den generelle
beskyttelse af de ferske enge, mens afsnit IV indeholder en nærmere
diskussion af de rejste problemstillinger og afsnit V en sammenfattende
konklusion.
II. De hidtidige drøftelser
Formændene for teknik- og miljøudvalget i Ribe og Sønderjyllands Amter
henvendte sig i begyndelsen af 1996 til miljø- og energiministeren og gjorde
opmærksom på en række forhold i forbindelse med naturbeskyttelseslovens § 3,
der efter deres opfattelse fører til, at loven kan virke mod sin hensigt
eller give registreringsproblemer og administrative vanskeligheder.
Ministeren henviste i sit svar til den foreslåede effektvurdering af
naturbeskyttelsesloven. Henvendelsen blev siden fuldt op af en tilsvarende
henvendelse fra landboorganisationerne i de to amter og af en fornyet
henvendelse fra de to amter, der understregede sagens presserende karakter.
Skov- og Naturstyrelsen afholdt medio juni et møde med repræsentanter for
Sønderjyllands og Ribe Amter og landboorganisationerne fra de 2 amter.
Ministeren orienterede i forlængelse af et samråd i Folketingets Miljø- og
Planlægningsudvalg skriftligt udvalget den 1. juli 1996 om forløbet af mødet,
de problemstillinger, som var blevet rejst over for Skov- og Naturstyrelsen,
og styrelsens foreløbige bemærkninger hertil. Det blev i den forbindelse
oplyst, at der var aftalt en fælles besigtigelse i det sydvestjyske område
den 30. juli 1996 for at få mulighed for at drøfte de rejste problemer ud fra
konkrete eksempler.
På besigtigelsen, hvori også deltog repræsentanter fra Amtsrådsforeningen,
De danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug, besøgte man 6
lokaliteter, der på forskellig vis belyste landboorganisationernes problemer
med
- begrænsning i den enkelte landmands dispositionsret,
- den foretagne registrerings overensstemmelse med engkriterierne,
- rimeligheden af de mosaikker af registrerede og ikke-registrerede
arealer, der herved er opstået,
- rimeligheden af omfanget af registrerede arealer på en enkelt lodsejers
ejendom,
Endvidere blev der mere generelt
- fremført kritik af informationen til de berørte lodsejere om de
beskyttede arealer.
Skov- og Naturstyrelsen har indhentet bemærkninger til notatet fra
parterne. Der blev i december 1996 afholdt 2 møder med De danske
Landboforeninger og Dansk Familielandbrug om styrelsens notat.
Ribe og Sønderjyllands Amter har i november 1996 på ny skrevet til
ministeren og bl.a. givet udtryk for en forventning om, at amterne på
baggrund af den dialog, der har fundet sted med Skov- og Naturstyrelsen, kan
administrere kulturengene i marsken med de frihedsgrader, der er nødvendige
for at opnå en hensigtsmæssig og for befolkningen foreståelig administration
af loven.
Det kan endvidere oplyses, at Skov- og Naturstyrelsen i juni 1996 afholdt
et møde med embedsmænd fra næsten alle amter om problematikken. Mødet
efterlod det klare indtryk, at § 3-beskyttelsen af ferske enge ikke giver
større administrative problemer andre steder i landet, og at teknikerne fandt
beskyttelsen værdifuld. Enkelte jyske amter nævne visse vanskeligheder med
engdefinitionen.
I forbindelse med effektvurderingen af naturbeskyttelsesloven har
Nordjyllands og Viborg Amter giver udtryk for, at man finder definitionen af
ferske enge vanskelig, og Ribe Amt har i lighed med landbrugets
organisationer foreslået, at kulturengene udtages af beskyttelsen.
III. Den generelle beskyttelse af ferske enge efter
naturbeskyttelseslovens § 3
1. Generelt
Den generelle beskyttelse af ferske enge blev indført med
naturbeskyttelsesloven i 1992. § 3-beskyttelsen indebærer, at der ikke må
foretages ændringer i tilstanden af ferske enge. Kun i særlige tilfælde kan
amtet dispensere fra forbudet. Den landbrugsmæssige benyttelse af arealerne
kan dog fortsætte som hidtil. Som det fremgår af lovbemærkningerne, udgør de
ferske enge i dag en økologisk set meget betydende biotoptype, som rummer et
bredt register af karakteristiske plantearter samt fugle, pattedyr, padder og
insekter, hvoraf flere er truede, ikke blot nationalt, men også
internationalt. Endvidere har de enge, der ligger direkte langs vandløb og
søer, en særlig betydning som bufferzone, der medvirker til at reducere
udsivningen af næringssalte m.v. til vandløb, søer, fjorde og kystnære
havområder.
De ferske enge er generelt tillige centrale for den danske efterlevelse af
bl.a. EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, idet der ikke her i landet er
gennemført en særlig lovgivning for disse områder. I stedet er det
administrativt pålagt bl.a. amtskommunerne at varetage de internationale
hensyn i deres administration af eksisterende love.
Alle amter har nu foretaget en vejledende registrering af arealer, der er
beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. En sammenstilling af de
oplysninger, som amterne har indsendt til Skov- og Naturstyrelsen, viser, at
2,4 pct. af landets areal er registreret som fersk eng. I registreringerne er
der ikke sondret mellem forskellige typer af enge og således heller ikke
mellem såkaldte naturenge og kulturenge. Dette er heller ikke forudsat i
lovgivningen og vejledningerne.
2. Særligt om marskegnene
I Ribe Amt udgør de registrerede ferske enge 5 pct. af arealet, hvilket er
væsentlig højere end landsgennemsnitet. I Sønderjyllands Amt er engarealet
opgjort til 2,7 pct. En væsentlig del af de ferske enge er udpeget som
EF-fuglebeskyttelsesområder og er vigtige for opfyldelsen af de målsætninger,
som fremgår af de internationale naturbeskyttelsesdirektiver og konventioner
m.v., som Danmark har tiltrådt.
IV. Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af ferske enge,
specielt i relation til kulturengene i marskegnene
1. Begrænsninger i dispositionsretten
Fra amternes og landboorganisationernes side er det blevet fremhævet, at §
3-beskyttelsen af ferske enge indskrænker landmandens dispositionsfrihed og
giver økonomiske tab. Det er især et problem ved generationsskifte/salg af
ejendommen, ved nedgang i kvægbestanden med deraf følgende mindre behov for
grænsningsarealer, i forbindelse med øget behov for jord som følge af
harmonikrav, og når EU-markedsordninger omlægges (eksempelvis bortfald af
tilskud til grønpilleproduktion). Fra landbrugets side er det fremført, at
disse forhold har overordentlig store konsekvenser for de berørte ejendommes
værdi og har fået større betydning siden reglernes ikrafttræden på grund af
de seneste års udvikling inden for kvægbruget. På baggrund af den vanskelige
sondring mellem ubeskyttede græsmarker og beskyttede ferske enge betragtes og
virker reglerne om beskyttede ferske enge som et særlig hårdt indgreb i den
hidtidige dispositionsfrihed.
På besigtigelsesturen tilkendegav de lokale landboorganisationer, at man
ønskede langt friere dispositionsret over engene.
Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse indebærer § 3-beskyttelsen en af
lovgiver tilsigtet begrænsning af landmandens dispositionsfrihed, idet der
ikke må foretages ændringer i tilstanden af ferske enge. Kun i særlige
tilfælde kan amtsrådet dispensere fra forbudet.
Den hidtidige landbrugsmæssige benyttelse af de beskyttede ferske enge kan
fortsættes i samme omfang som hidtil. Dette indebærer, at enge - uden at det
kræver dispensation - kan omlægges, gødskes, drænes og sprøjtes i det omfang
og med det interval, som har været den hidtidige praksis.
Er arealerne ikke hidtil omlagt regelmæssigt, eller ønskes driften af
arealerne på anden måde ændret, f.eks. til kornavl, kræver det dispensation
fra § 3. Ved vurderingen af, om der bør gives dispensation, skal der lægges
afgørende vægt på omlægningens forenelighed med de hensyn, som §
3-beskyttelsen varetager. Det er således efter bemærkningerne til forslaget
til lov om naturbeskyttelse ikke nok, at baggrunden for en
dispensationsansøgning er en væsentlig jordbrugs- eller anden økonomisk
interesse.
2. Registrering
2.1. Engdefinitionen generelt
Ifølge forarbejderne til naturbeskyttelsesloven omfatter ferske enge såvel
såkaldte naturenge som kulturenge. Det fremgår endvidere, at der ved
afgrænsningen af de områder, som er omfattet af engbeskyttelsen, ikke alene
kan tages udgangspunkt i vegetationen. Også beliggenhed, fugtighed og ikke
mindst den nuværende og hidtidige landbrugsmæssige drift m.v. har betydning.
Det anføres i lovbemærkningerne, at dyrkning af korn og at ændre
sædskifteafgrøder på enge i større omfang end hidtil vil kræve dispensation.
Det samme gælder, såfremt man ønsker at omlægge eller på anden måde foretage
jordbearbejdning i ferske enge, som ikke hidtil har været regelmæssigt
omlagt, hvorved normalt forstås inden for de sidste 7-10 år. Desuden
indeholder bemærkningerne en bred beskrivelse af de ferske enges typiske
karaktertræk, deres tilblivelse, forudsætninger for deres opretholdelse og
deres videre udvikling samt eksempler på plantearter, der er typiske for enge
på forholdsvis god jordbonitet (rigkær).
2.2. Tilstand pr. 1.7. 1992
Af Miljøministeriets »Vejledning om registrering af beskyttede
naturtyper« (Miljøministeriet, 1993) fremgår, at det »ved
førstegangsregistrering lægges til grund, at ferske enge kun er beskyttet,
hvis arealerne var græsklædte ved lovens ikrafttræden (1/7 1992) uanset det
pågældende areals dyrkningshistorie« (s. 11 og s. 21).
Styrelsen har overvejet, om dette kriterium kunne udvides, således at også
arealer, der ved lovens ikrafttræden var græsklædte, men ikke havde
engvegetation, er undtaget fra beskyttelsen uanset en hidtidig
omlægshyppighed på 7-10 år eller mere. Styrelsens konklusion er imidlertid,
at en sådan udvidelse af undtagelsen ikke er mulig. Baggrunden for
undtagelsen, der ikke fremgår af loven eller dens bemærkninger, er nemlig
alene hensynet til ikke at give loven en slags tilbagevirkende kraft. Loven
blev vedtaget i december 1991 med ikrafttræden den 1. juli 1992 uden
bestemmelse om, at de nye beskyttelsesregler skulle have virkning allerede
fra vedtagelsen. De lodsejere, der ikke ønskede at blive omfattet af lovens
regler om beskyttelse af ferske enge, havde derfor mulighed for at pløje
sådanne arealer op, således at de ved lovens ikrafttræden ikke var
græsklædte. Under forudsætning af, at sådanne arealer ikke senere bliver
genstand for en drift med regelmæssigt omlæg hvert 7.-10. år eller mere, vil
de forblive ubeskyttede. Undtagelsesbestemmelsen er således i realiteten ikke
knyttet til et vegetationskriterium og kan derfor heller ikke udvides under
henvisning hertil.
2.3. Særligt om registreringen af de ferske enge i marskegnene
2.3.1. Generelle bemærkninger
Naturbeskyttelsesloven sondrer ikke mellem ferske enge i marskegnene og
ferske enge andre steder i landet. (I lovbemærkningerne er marskengen i
øvrigt nævnt som et eksempel på en strandeng. Det skyldes, at der findes
marsk, som ikke er inddiget, eller som ligger uden for digerne. Disse arealer
vil være strandenge. Også i inddigede områder kan undertiden fortsat
forekomme strandenge, men det er ikke det almindelige. Derfor er engene
omfattet af loven om Tøndermarsken i registreringsvejledningen da også nævnt
i afsnittet om ferske enge).
Kulturengene i Sydvestjylland adskiller sig på flere punkter fra (de
fleste) andre kulturenge. Det gælder dannelseshistorien og jordbundsforhold,
hvor marskengene består af klægjord uden humusindhold. Endvidere er der efter
det oplyste i marskegnene tradition for omlæg med meget lange mellemrum
(15-25 år). Hvad angår dyre- og plantelivet, medfører de særlige
jordbundsforhold en anden flora og dermed et andet insektliv. Marskens
betydning for fuglebeskyttelsen er vel dokumenteret. Med hensyn til fugtighed
varierer denne meget fra vinterhalvåret til sommerhalvåret. I vinter- og
forårsmånederne er en stor del af områderne vanddækket. Klægjord gør, at
vandet ligger ovenpå eller løber af jorden via grøblerne.
Ribe Amt har foretaget registreringen efter følgende retningslinjer: Alle
græsklædte arealer under kote 2,5, der ikke er strandenge, betragtes som
udgangspunkt som ferske enge. Arealer, der omlægges hyppigere end hvert
7.-10. år (kulturgræsmarker) registreres i overensstemmelse med forarbejderne
og vejledningerne ikke. Det samme gælder - helt korrekt - arealer, der ikke
var græsklædte den 1. juli 1992, og ferske enge, der er dannet, fordi der
efter aftale med en offentlig myndighed i en nærmere angiven periode er
gennemført en særlig driftsform, medmindre andet er bestemt i aftalen.
Registreringen er overvejende sket ud fra luftfotos og kortblade.
Sønderjyllands Amt har fulgt tilsvarende retningslinjer; dog har man ikke
anvendt beliggenhed under 2,5 m DNN som et af kriterierne for registreringen
af kulturenge.
Ved besigtigelsen den 30. juli d.å. blev det konstateret, at vegetationen
på de pågældende arealer var præget af en meget kraftig gødskning og dermed
relativt artsfattige. Endvidere var arealerne meget tørre. Det var ikke
muligt at afgøre, om dette skyldtes den forudgående langvarige tørre periode,
eller dette var normalt for sommerperioderne.
2.3.2. Vegetationskriteriet
Bl.a. af besigtigelsen den 30. juli 1996 fremgik det, at den vegetation,
som findes på nogle af de registrerede arealer, er helt domineret af
kulturgræsser, og at dette formentlig ikke vil ændre sig med den nuværende
driftsform, der indebærer, at der bliver gødsket, måske tillige sprøjtet samt
foretaget hyppige slæt, hvortil kan komme et stort græsningstryk.
Det er forudsat i lovbemærkningerne, at den hidtidige drift af engarealer
kan fortsætte, herunder at der gødskes, sprøjtes m.v. Driftsformen betyder,
at der vil optræde en større andel af udsåede kulturgræsser. Nogle
driftsformer vil indebære, at kulturgræsserne mere permanent helt vil
dominere arealet.
Det synspunkt er blevet fremført, at der inden for omlægsperioden skal
indfinde sig en ikke helt ubetydelig del af den vegetation, der normalt
forbindes med enge, for at der kan være tale om beskyttede enge i lovens
forstand.
Loven omfatter som udgangspunkt også kulturenge, der er påvirket af
landmandens gødsknings- og sprøjtepraksis, forudsat at der ikke omlægges
hyppigere end hvert 7.-10. år. På den anden side må det i lyset af
forarbejdernes beskrivelse af vegetationen antages, at beskyttelsen
forudsætter, at en vis engvegetation findes eller vil indfinde sig. På trods
af den vægt, der er lagt på omlægskriteriet som grundlag for definitionen af
de beskyttede enge, må det antages, at i hvert fald de arealer, hvor det er
åbenbart, at der ikke findes og - med uændret drift - heller ikke vil
indfinde sig den vegetation, der er typisk for enge, falder uden for § 3. For
denne antagelse taler ikke blot en formålsfortolkning, men også den naturlige
forståelse af ordene »ferske enge« i selve lovteksten i § 3, dvs.
en ordfortolkning af loven, og generelle lighedsgrundsætninger.
Bortset fra de nævnte tilfælde, hvor arealer på grund af åbenbar manglende
engvegetation nu og fremover falder uden for § 3, må der være mulighed for at
lægge vægt på vegetationens sammensætning - herunder også dens sammensætning
på sigt ved fortsat uændret drift - ved vurderingen af, om der kan gives
dispensation til omlæg, opdyrkning og lign.
2.3.3. Fugtighedskriteriet
Fra landbrugets side har man endvidere sat spørgsmålstegn ved, om alle
registrerede arealer er tilstrækkelig fugtige til at blive betragtet som
fersk eng.
Det fremgår af forarbejderne, at lovens bestemmelser om ferske enge og
overdrev »omfatter fugtige, ferske enge samt tørre enge, ofte kaldet
overdrev«. Efter styrelsens opfattelse følger det af denne beskrivelse,
at fugtighedskriteriet ikke indebærer, at et areal nødvendigvis skal være
permanent fugtigt for at være omfattet af beskyttelsen. Det er på denne
baggrund, at vejledningen fastslår, at »de ferske enge er beliggende på
relativt lavtliggende og oftest relativt fugtige arealer«. Efter
styrelsens opfattelse betyder det også, at fugtighedskriteriet er så
ubestemt, at det næppe i sig selv kan medføre, at mange relativt lavtliggende
marskarealer falder uden for engbeskyttelsen, blot fordi de normalt ikke er
fugtige hele året.
Skov- og Naturstyrelsen vil i forbindelse med en revision af de
administrative vejledninger indføje denne præcisering vedrørende
fugtighedskriteriet.
2.3.4. Omlægskriteriet
Fra de lokale landboorganisationers side er det anført, at der ved
registreringen er lagt for stor vægt på omlægskriteriet.
I de administrative vejledninger er kulturenge beskrevet som enge, der
regelmæssigt er omlagt, men med mindst 7-10 års mellemrum. Uden for §
3-beskyttelsen falder kulturgræsmarker, defineret som græsarealer, der er
omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år, eller hvor der er høstet en
mellemafgrøde hyppigere end hvert 7.-10. år. Græsmarker vil typisk være
beliggende på mere tør bund. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om sjældnere
omlæg end hvert 7.-10. år, vil et areal være omfattet af
beskyttelsesreglerne, når kriterierne i øvrigt er opfyldt.
Omlægskriteriet er væsentligt ved sonderingen mellem beskyttede kulturenge
og fugtige, mere intensivt drevne kulturgræsmarker, men skal ses i sammenhæng
med vegetations- og fugtighedskriteriet.
Når de driftsmæssige forhold får forholdsvis stor vægt, skyldes det, at de
ferske enge må karakteriseres som halvkulturarealer, hvor ikke mindst
kulturengene er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet, da de fortsat kan
pløjes, isås græs, gødskes m.v. i hidtidigt omfang. Hertil kommer, at det i
en årrække efter omlæg er vanskeligt udelukkende at bruge vegetationsmæssige
kriterier, da vegetationen naturligt vil være domineret af de udsåede
græsarter. Gødskning vil endvidere både på kortere og længere sigt være en
afgørende faktor for, hvilken vegetation der kan indfinde sig. Dertil kan
føjes, at omlægskriteriet må anses for at være et rimeligt operationelt
kriterium.
3. Kludetæppe af beskyttede og ubeskyttede arealer
De foretagne registreringer af ferske enge i de 2 amter viser i nogle
områder et kludetæppe af beskyttede og ubeskyttede arealer, der
tilsyneladende kun adskiller sig ved dyrkningsformen.
Som der er redegjort for ovenfor, skal der ved registreringen af ferske
enge kun lægges vægt på driftsformen, men driftsformen vil ofte blive det
udslaggivende ved kulturenge, som gødskes eller omlægges regelmæssigt og
relativt intensivt. Da der i en periode efter omlæg og ved gødskning af enge
sker en stor påvirkning af vegationen, vil det i perioder være vanskeligt at
karakterisere en eng udelukkende ud fra det botaniske kriterium. Derfor
lægges der også vægt på den nuværende og hidtidige driftsform i definitionen
af enge. Det forhold, at et areal er udpeget som MFO-areal og derfor ikke
skal medtages ved førstegangsregistreringen, kan imidlertid også spille ind,
ligesom det forhold, at et areal ikke var græsklædt ved lovens ikrafttræden
pr. 1. juli 1992, kan være den afgørende faktor.
4. Ekstraordinært omfattende § 3-enge på en enkelt ejendom
Et særskilt problem udgør de tilfælde, hvor en landmand bliver usædvanlig
hårdt ramt af engbestemmelserne i § 3.
Virkningen af generelle reguleringer viser sig først i den konkrete
administration af ordningen. Ved sådanne reguleringer er det ikke muligt på
forhånd generelt at udelukke, at der kan forekomme tilfælde, hvor
gennemførelsen i det enkelte tilfælde helt undtagelsesvis rammer så atypisk
og har en sådan intensitet i forhold til berettigede forventninger, at der
vil kunne foreligge et indgreb, der må bedømmes som ekspropriativt, og som
derfor kun kan ske mod fuld erstatning. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det
konkrete tilfælde må antages at foreligge et ekspropriativt indgreb, henhører
under domstolene.
Vurderer amtsrådet, at en landmand er atypisk hårdt ramt, må amtsrådet i
forhold til den konkrete ejendom kunne betragte dette som »et særligt
forhold«, der kan begrunde en dispensation, således at virkningen
afbødes. Dette forudsætter dog, at en dispensation ikke åbenbart vil være i
strid med lovens forudsætninger. Hvis der ikke kan gives dispensation, vil
landmanden - ud over at påklage afgørelsen til Naturklagenævnet - kunne
anlægge sag ved domstolene med påstand om erstatning støttet på grundlovens §
73.
Det er naturligvis et problem, hvor stor en del af ejendommen der skal
være omfattet, for at man kan hævde, at der foreligger en atypisk situation,
og om der kan opstilles retningslinjer herfor. Efter Skov- og Naturstyrelsens
vurdering er den blotte omstændighed, at ejendommen er ramt hårdere end
landsgennemsnittet eller hårdere end sammenlignelige ejendomme på egnen,
næppe tilstrækkelig. Heroverfor står, at det måske er tilstrækkeligt, at en
meget væsentlig del af ejendommen er ramt. Men hvor grænsen går i forhold til
grundlovens § 73, er det næppe muligt at udtale noget sikkert om.
5. Utidige omlæg
Ifølge Ribe og Sønderjyllands Amter og landboorganisationerne i området
tvinger § 3 landmændene til at omlægge hyppigere end hvert 7.-10. år for at
undgå, at arealerne bliver omfattet af beskyttelsen.
Landmændenes hyppige omlæg kan være begrundet i:
- usikkerhed, om et areal vil blive registreret som fersk eng, hvis
arealet ikke hyppigt omlægges, idet der peges på, at engdefinitionen er
uklar, og at den hidtidige driftsform (omlægshyppighed) tillægges for stor
vægt ved afgørelsen af, om et areal er omfattet af § 3-beskyttelsen. Efter
landbrugets opfattelse er arealer blevet registreret som beskyttede efter
loven, blot der er gået 7 år siden sidste omlægning,
- et ønske om at bevare dispositionsfriheden over arealet, der vil blive
omfattet af § 3-beskyttelsen, hvis det ikke omlægges hyppigt.
Med hensyn til det første aspekt henvises til afsnittene ovenfor.
Lovlige oppløjninger, som landmanden ikke foretager af driftsmæssige eller
naturmæssige grunde, men for ikke at »vokse ind i« § 3, kan efter
Skov- og Naturstyrelsens opfattelse hvile på den urigtige antagelse, at der
ikke er andre handlemuligheder. Imidlertid vokser et areal efter Skov- og
Naturstyrelsens opfattelse ikke nødvendigvis ind i § 3, fordi en landmand
fremover undertiden vælger at lade arealet ligge uomlagt i noget mere end
7-10 år. Forarbejderne forudsætter en vis praksis (regelmæssighed). Skov- og
Naturstyrelsen vil understrege dette forhold over for amterne.
Skov- og Naturstyrelsen skal endvidere pege på, at landmanden i nogle
tilfælde gennem en aftale med amtet om en særlig driftsform på et areal kan
sikre sig, at atealet ikke »vokser ind i« § 3-beskyttelsen, jf.
bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v., § 2.
6. Omlæg med lange intervaller
De 2 amter og landboorganisationerne har oplyst, at landmændene omlægger
beskyttede enge med kortere intervaller end 12 år for at fastholde retten til
omlægning med en vis hyppighed. I regionen har mange af engarealerne været
omlagt med intervaller fra 12 til 20-25 år eller længere med deraf følgende
større naturmæssig værdi end almindelige kulturenge.
Sådan som det er beskrevet af amterne, beror disse oppløjninger på en
misforståelse af reglerne: Plejer man at omlægge med 20-25 års mellemrum, kan
man fortsætte med det. Ønsker man derimod at omlægge oftere end hidtidig
praksis, kræver det en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.
Misforståelsen skyldes en passus i Miljø- og Energiministeriets vejledning
om registrering af beskyttede naturtyper, hvoraf det fremgår, at det ved
omlæg med ret meget større mellemrum end 12 år vil have formodningen imod
sig, at der er tale om omlæg, som regelmæssigt har indgået i den hidtidige
drift af arealet.
Det er Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, at lokale kutymer meget vel
kan føre til, at det kan have formodningen for sig, at der er tale om
omlæg, som regelmæssigt har indgået i den hidtidige drift af arealet.
7. Manglende oplysninger om den enkelte ejendoms driftshistorie
De 2 amter har påpeget, at man ikke har oplysninger om de enkelte arealers
driftshistorie, herunder omlægningstidspunkt, og at man derfor har svært ved
at føre bevis for, at de aktuelle oppløjninger sker i strid med den hidtidige
drift af arealerne.
Skov- og Naturstyrelsen er klar over, at landmændenes oplysninger til
forvaltningen som udgagnspunkt lægges til grund ved registreringen og
behandlingen af konkrete dispensations- og tilsynssager, medmindre
oplysningerne er åbenbart urigtige.
8. Omlæg for at bekæmpe tidsler, sneskimmel og lign.
Skov- og Naturstyrelsen finder, at amterne bør give dispensation til omlæg
uden for de regelmæssige intervaller, når dette er nødvendigt for at bekæmpe
tidsler, stankelbenslarver, sneskimmel og lign. Omlæg af denne karakter og
med dette sigte kræver ikke dispensation, når de er indgået standardmæssigt i
den hidtidige drift.
9. Undtagelser fra § 3-beskyttelsen
Ud over ovennævnte problemstillinger har man fra lokale
landboorganisationer været inde på det besynderlige i, at meget
beskyttelsesværdige ferske enge, der er omfattet af særlige
forvaltningsaftaler eller MFO-kontrakter, ikke er omfattet af §
3-beskyttelsen, medmindre landmanden selv vælger det, når aftalen udløber.
Skov- og Naturstyrelsen er ud fra et naturbeskyttelsessynspunkt
selvfølgelig enig i betragtningen, men må ud fra et retssikkerhedssynspunkt
fastholde, at hensynet til den enkelte landmand i denne situation går forud
for beskyttelsesinteressen.
10. Tilskudsordninger
Opmærksomheden er tillige blevet henledt på det uhensigtsmæssige i, at det
i dag kun i meget begrænset omfang er muligt at opnå tilskud til miljøvenlig
drift af ferske enge, når de er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Hvis
arealerne ligger i SFL-områder (særligt følsomme landbrugsområder) forventes
tilskudsmulighederne under de miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger at blive
udvidet noget i 1997. For arealer beliggende uden for SFL-områder vil der
fortsat kun være begrænsede tilskudsmuligheder (f.eks. amternes
naturforvaltningsmidler, som kan anvendes til naturpleje), hvilket ud fra et
naturbeskyttelsessynspunkt må beklages. Der bør fortsat arbejdes for at
forbedre tilskudsmulighederne til beskyttede enge, strandenge, overdrev m.fl.
11. Information til berørte lodsejere
Lodsejerne underrettes i dag ikke automatisk og individuelt om arealer,
der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dette er heller ikke forudsat
i loven eller dens forarbejder. Lodsejerne kan få oplysning om deres §
3-områder, dels gennem resultatet af den af amterne foretagne registrering af
§ 3-områder, dels ved en individuel forespørgsel til amtet.
Med hensyn til registreringen, som ikke er bindende, men alene er af
vejledende karakter, bemærkes, at amtet i medfør af § 2 i Miljøministeriets
cirkulære nr. 128 af 13. juli 1993 om registrering af beskyttede naturtyper
skal indrykke en bekendtgørelse om registreringen i stedlige blade med
oplysning om, hvor der er adgang til at gennemse kortene. Herudover har de
fleste amter, herunder også i Sydvestjylland, foretaget en mere omfattende
information om deres registreringer.
Endvidere har enhver lodsejer ifølge § 8 i Miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 573 af 25. juni 1992 om beskyttede naturtyper m.v. ret til
at spørge amtet, om et bestemt areal er omfattet af beskyttelsesordningen
(den såkaldte »forespørgselsordning«). En sådan forespørgsel skal
besvares inden 4 uger. Medmindre et areal klart falder ind under ordningen,
vil en lodsejer, der ikke har hørt fra amtet inden fristens udløb, kunne
realisere eventuelle planer for området.
Hvis amtet vurderer, at et areal falder ind under ordningen, kan dette,
jf. ministerens svar af 29. maj 1996 på spm. nr. S 2175 (Folketingstidende
1995-96, s. 7526), påklages til Naturklagenævnet. Skov- og Naturstyrelsen har
informeret herom i »Nyt om § 3 og § 4« og er parat til - om ønsket
- at gøre opmærksom på klageadgangen ad andre kanaler, f.eks. Landsbladet og
Landbrugsmagasinet. Styrelsen er indstillet på at foreslå bekendtgørelsen om
beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. ændret i overensstemmelse
med Naturklagenævnets praksis.
Skov- og Naturstyrelsen er ved at udarbejde forslag til, hvorledes
informationen af og dialogen med især lodsejerne om § 3-beskyttelsen kan
forbedres.
I grundlovsredegørelsen har regeringen tilkendegivet, at man er indstillet
på at imødekomme ønsket om/behovet for information til den enkelte landmand
om arealreguleringer.
IV. Sammenfattende konklusion
Under det hidtidige forløb er en række misforståelser blevet rettet, og
reglerne er præciseret i dette notat:
- § 3 forhindrer ikke, at landmanden fortsætter den hidtidige drift af sin
ejendom. Dette indebærer, at kulturenge - uden at det kræver dispensation -
kan omlægges, gødskes, drænes og sprøjtes i det omfang og med det interval,
som har været den hidtidige praksis.
- Selv om man plejer at omlægge med meget lange intervaller, f.eks. med
20-25 års mellemrum, kan man fortsætte med det uden dispensation. Ønsker man
derimod at omlægge oftere end hidtidig praksis, kræver det en dispensation
fra naturbeskyttelseslovens § 3.
- Ved definitionen af ferske enge skal der ikke kun lægges vægt på
driftsformen, men f.eks. også på vegetation og fugtighedsforhold.
- Arealer, hvor der ikke er engvegetation og - med uændret drift - heller
ikke vil indfinde sig engvegetation, er ikke omfattet af § 3. I tilfælde,
hvor engvegetationen er beskeden og - med uændret drift - fortsat vil være
det, kan dette, afhængig af de øvrige foreliggende konkrete omstændigheder,
eventuelt være dispensationsmotiverende.
- Et areal vokser nødvendigvis ikke ind i § 3, fordi en landmand fremover
undertiden vælger at lade arealet ligge uomlagt i noget mere end 7-10 år.
- En landmand, der rammes atypisk hårdt af § 3-beskyttelsen af enge, bør
kunne få dispensation, således at virkningen afbødes, forudsat at en
dispensation ikke åbenbart vil være i strid med lovens forudsætninger. Hvis
der ikke kan gives dispensation, vil landmanden kunne anlægge sag ved
domstolene med påstand om erstatning støttet på grundlovens § 73.
Skov- og Naturstyrelsen vil foranledige, at der hurtigt og på en
ressourcemæssig fornuftig måde informeres om de præciseringer m.v. af de
gældende regler, som er indeholdt i dette notat.
Spørgsmål nr. 478:
Kan ministeren bekræfte, at ved definitionen af ferske enge skal der ikke
kun lægges vægt på driftsformen, men også på vegetation og fugtighedsforhold,
og at alle tre forhold skal være opfyldt samtidig, for at man definerer et
område som fersk eng.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Ved definitionen af ferske enge skal der lægges vægt på vegetation,
beliggenhed, fugtighed og nuværende og hidtidig landbrugsmæssig drift. Ved
afgørelsen af, om et areal må betragtes som fersk eng, skal arealet vurderes
i forhold til alle de nævnte kriterier.
Driftsformen vil dog ofte blive udslaggivende, når det drejer sig om mere
intensivt gødskede græsarealer eller nyligt omlagte arealer. Dette skyldes,
at det i en årrække efter omlæg vil være vanskeligt udelukkende at bruge
vegetationsmæssige kriterier, da vegetationen vil være domineret af de
udsåede græsarter. Også gødskning vil både på kortere og længere sigt være en
afgørende faktor for, hvilken vegetation der kan indfinde sig.
Vegetationskriteriet kan i disse situationer først og fremmest anvendes
negativt: Hvis der på et givet areal ved en given driftsform ikke er og
heller ikke fremover vil indfinde sig en vegetation, som typisk vil vokse på
engarealer med lignende jordbunds- og fugtighedsforhold m.v., er arealet ikke
engbeskyttet efter § 3. Det er i den forstand korrekt, at alle kriterier over
tid skal være opfyldt, for at et areal kan betegnes som fersk eng.«
Spørgsmål nr. 479:
Kan ministeren bekræfte, at når man taler om ferske enge forstås relativt
fugtige og lavt liggende arealer?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»I bemærkningerne til forslag til lov om naturbeskyttelse (L 70, FT
1991-92, Tillæg A, sp. 1431) er anført, at lovens bestemmelser om ferske enge
og overdrev omfatter fugtige, ferske enge samt tørre enge, ofte kaldet
overdrev.
Af »Vejledning om registrering af beskyttede naturtyper«
(Miljøministeriet, 1993) fremgår, at ferske enge ligger på relativt
lavtliggende og oftest relativt fugtige arealer.'
Spørgsmål nr. 480:
Vil ministeren redegøre for, i hvilke inddigede områder der undertiden kan
forekomme strandenge?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Strandenge er relativt flade, lavtliggende og kystnære arealer. De
har en naturlig vegetation, der normalt i de dele, der ligger nærmest vandet,
er domineret af en eller flere salttålende plantearter (f.eks. kveller,
harril og strandasters), der aftager gradvis ind mod de lidt højere liggende
mindre saltpåvirkede dele af strandengen. Strandenge vil undertiden blive
overskyllede af havet med en hyppighed og i perioder, der normalt varierer
fra 10 dage pr. år til 1 dag pr. 10. år.
De afgørende kriterier er således plantevæksten samt områdets
landskabelige karakter og beliggenhed. I inddigede områder kan der (jf.
bemærkningerne til forslag til lov om naturbeskyttelse (L 70, FT 1991-92,
Tillæg A, sp. 1430) undertiden fortsat eksistere salttålende planter.
Opfylder sådanne arealer i øvrigt de ovennævnte kriterier, vil de kunne
karakteriseres som strandenge i naturbeskyttelseslovens forstand.«
Spørgsmål nr. 481:
Vil ministeren redegøre for, hvad der forstås ved »atypisk
hårdt«?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Udtrykket »atypisk hårdt ramt« er anvendt i Skov- og
Naturstyrelsens notat af 5. marts 1997 i forbindelse med ekstraordinært
omfattende § 3-enge på enkelt ejendom. Udtrykket refererer til den situation,
at den generelle beskyttelse af ferske enge i naturbeskyttelsslovens § 3 på
en konkret ejendom helt undtagelsesvis rammer så atypisk og har en sådan
intensitet i forhold til berettigede forventninger, at der vil kunne
foreligge et indgreb, som - uanset at reglerne i § 3 har karakter af en
generel regulering af ejendomsretten - må bedømmes som ekspropriativt, og som
derfor kun kan ske mod fuld erstatning. Styrelsens notat bygger i denne
henseende på den statsretlige teori og retspraksis, hvorefter indgrebets
intensitet er et af de momenter, der lægges vægt på ved udøvelsen af det
samlede skøn over, om et indgreb har ekspropriativ karakter.
Justitsministeren har ved flere lejligheder udtalt sig om denne problematik
over for Folketinget. Der kan henvises til bl.a. justitsministerens
besvarelse af 22. oktober 1996 af spørgsmål nr. 203 fra Folketingets
Trafikudvalg (alm. del - bilag 423).
Spørgsmålet om, hvorvidt der i det konkrete tilfælde må antages at
foreligge et ekspropriativt indgreb, henhører imidlertid i sidste instans
under domstolene, og Skov- og Naturstyrelsen kan ikke yderligere uddybe, hvor
grænsen mellem erstatningsfri regulering og erstatningsudløsende regulering i
denne henseende vil blive trukket.'
Spørgsmål nr. 482:
Vil ministeren redegøre for, om man har udpeget § 3-områder på baggrund af
EU-fuglebeskyttelsesdirektivet, og vil ministeren redegøre for, hvorledes det
administrativt er pålagt bl.a. amtskommunerne at varetage de internationale
hensyn i deres administration af eksisterende love?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»§ 3-områder er beskyttede efter naturbeskyttelsesloven, og
beskyttelsen er umiddelbart bindende for den enkelte lodsejer. I modsætning
hertil er EF-fuglebeskyttelsesområderne udlagt med hjemmel i planloven, og de
er derfor alene bindende for myndighederne i deres administration af
arealanvendelseslovgivningen m.v.
De EF-fuglebeskyttelsesområder, der ligger på landjorden, svarende til ca.
27 pct. af de danske EF-fuglebeskyttelsesområder, indeholder i vid
udstrækning arealer omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Sikring af
levestederne i fuglebeskyttelsesområderne kræver, at den eksisterende
naturtilstand bevares, hvilket netop er formålet med naturbeskyttelseslovens
§ 3. Denne bestemmelse er derfor et meget vigtigt instrument til opfyldelse
af forpligtelserne i henhold til fuglebeskyttelsesdirektivet.
Den anden del af spørgsmålet vedrører amternes administration af de
internationale hensyn. Det er umiddelbart den danske stat, der er forpligtet
af EF-direktivet, og sager vedrørende overtrædelse vil blive rejst mod
staten. Europadomstolen har dog i praksis antaget, at myndighederne (også
decentrale og andre ikke-statslige myndigheder) er forpligtet til så vidt
muligt at anvende deres skønsmæssige beføjelser, således at afgørelser ikke
kommer i modstrid med de traktatmæssige forpligtelser (i denne sammenhæng
EF-fuglebeskyttelsesdirektivet).
Miljø- og Energiministeriet har ikke af hensyn til internationale
forpligtelser ønsket at ændre ved den danske decentrale myndighedsstruktur,
hvorefter hovedparten af kompetencen vedrørende lokale og regionale spørgsmål
er placeret hos kommuner og amtskommuner. Ministeriet har for at undgå tvivl
om forpligtelserne valgt at udarbejde en bekendtgørelse om administrationen
af de beskyttede områder, nemlig Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 408 af
25. maj 1994 om afgrænsning og administration af EF-fuglebeskyttelsesområder
og Ramsarområder. Til bekendtgørelsen knytter sig en foreløbig vejledning.
Bekendtgørelsen afgrænser områderne på land og indeholder desuden bindende
retningslinjer for amtskommuners og kommuners planlægning inden for områderne
og bindende retningslinjer for administrationen af enkeltsager, herunder for
behandlingen af sager efter naturbeskyttelseslovens § 3. Bekendtgørelsen
pålægger amterne, at de ved behandlingen af dispensationsansøgninger
vedrørende arealer, der tillige er udlagt til EF-fuglebeskyttelsesområder,
eller foranstaltninger, der kan få betydning i EF-fuglebeskyttelsesområder,
foruden at varetage de hensyn, der gælder efter den almindelige lovgivning,
også varetager de beskyttelsesforpligtelser, der er givet i EF-direktivet.
Følgende love er omfattet af bekendtgørelsens retningslinjer: planloven,
naturbeskyttelsesloven, råstofloven, miljøbeskyttelsesloven, vandløbsloven,
okkerloven og vandforsyningsloven.«
Spørgsmål nr. 483:
Kan ministeren bekræfte, at synspunktet »Endvidere har de enge, der
ligger direkte langs vandløb og søer, en særlig betydning som bufferzone, der
medvirker til at reducere udsivningen af næringssalte m.v. til vandløb, søer,
fjorde og kystnære havområder« er et nyt argument, der ikke var medtaget
i forbindelse med gennemførelsen af naturbeskyttelsesloven.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»I bemærkningerne til forslag til lov om naturbeskyttelse (L 70, FT
1991-92, Tillæg A, sp. 1432) anføres, at de enge, der ligger direkte langs
vandløb og søer, har en særlig betydning som bufferzone, der medvirker til at
reducere udsivningen af næringssalte (og pesticider) til vandområderne.
Der er således ikke tale om et nyt argument.«
Spørgsmål nr. 484:
Vil ministeren uddybe følgende afsnit fra notatet: »Bortset fra de
nævnte tilfælde, hvor arealer på grund af åbenbar manglende engvegetation nu
og fremover falder uden for § 3, må der være mulighed for at lægge vægt på
vegetationens sammensætning - herunder også dens sammensætning på sigt ved
fortsat, uændret drift - ved vurderingen af, om der kan gives dispensation
til omlæg, opdyrkning og lign.
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Afsnittet refererer sig til bemærkningerne til forslag til lov om
naturbeskyttelse (L 70, FT 1991-92, Tillæg A, spalte 1439), hvor det fremgår,
at det for at give dispensation »ikke er nok, at der er påvist en
væsentlig jordbrugs- og eller anden økonomisk interesse i, at et indgreb
finder sted. Der må tillige enten være tale om et område, som ud fra
fredningsmæssige hensyn vurderes som uden særlig interesse, for at man
eventuelt kan acceptere, at der sker indgreb i dets tilstand, eller at det
påtænkte indgreb i sig selv ikke skønnes at medføre nogen afgørende
forrykning af tilstanden i området. Dog vil det naturligvis ikke kunne
udelukkes, at andre særlige forhold må tages i betragtning, f.eks. at der
foreligger specielt store landbrugsmæssige interesser i et givet projekt,
samtidig med at den pågældende naturlokalitet er af mindre interesse.«
Ved vurderingen af de fredningsmæssige hensyn og indgrebets virkning vil
vegetationens beskaffenhed indgå. I tilfælde, hvor engvegetationen er
beskeden og - med uændret drift - fortsat vil være det, kan dette efter Skov-
og Naturstyrelsens opfattelse tale for at give en dispensation. Om der i det
konkrete tilfælde bør gives en dispensation, vil imidlertid også afhænge af
de øvrige konkrete omstændigheder.'
Spørgsmål nr. 485:
Vil ministeren dokumentere, at tørre enge ofte kaldes overdrev?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»I bemærkningerne til forslag til lov om naturbeskyttelse (L 70, FT
1991-92, Tillæg A, sp. 1431) er anført, at lovens bestemmelser om ferske enge
og overdrev omfatter fugtige, ferske enge samt tørre enge, ofte kaldet
overdrev.
Ved de højere læreanstalter og i den biologiske faglitteratur er
»overdrev« den hyppigst anvendte betegnelse for tørre enge. I
litteraturen beskrives naturtypen overdrev som værende naturligt veldrænede
tørbundsarealer, som helt overvejende har været udnyttet som
græsningsarealer. De eksisterende overdrev findes nu hovedsagelig på
kuperede, svært opdyrkelige områder eller som dele af dyrehaver.'
Spørgsmål nr. 486:
Er ministeren enig i, at kulturgræsmarker og halvkulturarealer er nye
begreber, og vil ministeren definere disse?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Kulturgræsmarker nævnes i bemærkningerne til forslag til lov om
naturbeskyttelse (L 70, FT 1991-92, Tillæg A, sp. 1433) sammen med kornavl og
raps som eksempler på en landbrugsmæssig udnyttelse, der er blevet mulig
efter afvanding og detaildræning af ferske enge.
I »Vejledning om registrering af beskyttede naturtyper«
(Miljøministeriet, 1993), der blev udarbejdet i samarbejde med bl.a.
landbrugsorganisationerne, defineres kulturgræsmarker som enge, der er omlagt
hyppigere end hvert 7.-10. år, eller hvor der er høstet en mellemafgrøde
hyppigere end hvert 7.-10. år.
Betegnelsen halvkulturarealer (halvkulturtyper eller halvkultursamfund) er
heller ikke en ny betegnelse. Betegnelsen er anvendt f.eks. i
Fredningsstyrelsens publikation »Status over den danske plante- og
dyreverden« fra 1980, i »Tal om Natur og Miljø«
(Miljøministeriet og Danmarks Statistik, 1992) og i artiklen
»Miljøfølsomme Områder« af Primdahl, Den kgl. Veterinær- og
Landbohøjskole (Naturen på Landet, Miljøministeriet, 1992).
Halvkulturarealer defineres som kulturbetingede naturtyper. Engene er
således skabt ved menneskelig påvirkning f.eks. ved slåning eller græsning og
evt. grøftning og dræning af naturlige ferske kærsamfund eller ved fældning
af sumpskove. Ud over ferske enge kan overdrev nævnes som eksempel på
halvkulturarealer.'
Spørgsmål nr. 487:
Vil ministeren tage skridt til at ændre følgende: »En sådan
forespørgsel skal besvares inden 4 uger. Medmindre et areal klart falder ind
under ordningen, vil en lodsejer . . .« til: »en sådan forespørgsel
skal besvares inden 4 uger, herefter vil en lodsejer . . .«?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende:
»Efter § 8, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 572 af 25. juni 1992 om
beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v., den såkaldte
forespørgselsordning, giver amtsrådet efter anmodning fra bl.a. berørte ejere
og borgere oplysning om, »hvorvidt en bestemt foranstaltning, areal, sø,
vandløb eller sten- eller jorddige er omfattet af
beskyttelsesordningen«.
Ifølge § 8, stk. 2, skal amtsrådet besvare en modtagen forespørgsel inden
4 uger. Har vedkommende ejer m.v. ikke modtaget svar inden udløbet af denne
frist, kan en ændring gennemføres uden dispensation.
Den sidstnævnte bestemmelse gælder dog efter § 8, stk. 3, bl.a. »ikke
for foranstaltninger og arealer samt søer, der klart falder ind under
beskyttelsesordningen«.
Efter »Vejledning om naturbeskyttelsesloven« (Miljøministeriet,
1993) omfatter denne undtagelsesregel i § 8, stk. 3, alene arealer eller
foranstaltninger, der klart falder ind under beskyttelsesordningen, i de
tilfælde, hvor dette også må være klart for ejeren m.v. (en bonus
pater-ejer).
Oplysningsordningen blev oprindelig indført ved bekendtgørelse nr. 614 af
1. december 1978 om godkendelse af anlæg i forbindelse med visse vådområder
og indeholdt allerede dengang en undtagelsesregel, der i princippet svarede
til den nuværende, og som i henhold til det tilknyttede cirkulære (nr. 222 af
1. december 1978) tog sigte på »at hindre misbrug af ordningen«.
Undtagelsesreglen har eksisteret i knap 20 år og, så vidt Skov- og
Naturstyrelsen bekendt, uden at medføre problemer hverken for amtskommunerne
eller lodsejerne.'
På baggrund af Skov- og Naturstyrelsens oplysninger, som jeg kan henholde
mig til, finder jeg ikke anledning til at ophæve undtagelsesreglen, idet jeg
fortsat finder det vigtigt, at man søger at undgå, dels overflødige
forespørgsler, dels »spekulation« i ekspeditionsfejl og lignende
fra amtskommunernes side. I øvrigt skal jeg også henvise til, at
undtagelsesreglen ikke var genstand for kritik i forbindelse med Skov- og
Naturstyrelsens effektvurdering af naturbeskyttelsesloven, som blev tilsendt
udvalget den 14. februar d.å.
Spørgsmål nr. 488:
Er ministeren enig i, at det var lovens intention, at de lodsejere, der
ikke ønskede at blive omfattet af lovens regler om beskyttelse af ferske
enge, havde mulighed for at pløje sådanne arealer op?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Forslaget til naturbeskyttelsesloven indeholdt ikke bestemmelser om,
at specielle regler skulle have tilbagevirkende kraft fra tidspunktet for
lovforslagets fremsættelse (24. oktober 1991). Dette indebar, at også
reglerne, hvorefter de nye naturtyper, ferske enge og overdrev blev inddraget
under lovens generelle beskyttelsesbestemmelser, først trådte i kraft, da
loven som helhed trådte i kraft, dvs. den 1. juli 1992.
Som følge heraf kunne de lodsejere, der ikke ønskede, at deres enge blev
omfattet af de foreslåede bestemmelser, pløje engene op, således at de ikke
var græsdækkede, da loven trådte i kraft den 1. juli 1992. Da sådanne arealer
ved lovens ikrafttræden rent faktisk ikke opfyldte engkriterierne, blev de
heller ikke omfattet af reglerne og vil kun kunne blive omfattet af disse,
hvis arealerne ved genoptagelse af den hidtidige driftsform »vokser sig
ind i beskyttelsen«.
Spørgsmål nr. 489:
Vil ministeren redegøre for, hvilke konsekvenser ministeren forventer, at
det omtalte notat vil få for allerede verserende retssager?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende, hvortil jeg kan henholde mig:
»Notatet er, som det fremgår af skrivelsen til udvalget af 21. marts
d.å., sendt til en bred kreds omfattende bl.a. amtskommuner,
Naturklagenævnet, De danske Landboforeninger, Dansk Familielandbrug og Dansk
Skovforening. Notatet vil endvidere i nær frmtid blive offentliggjort i Skov-
og Naturstyrelsens meddelelsesblad »Nyt om § 3 og § 4«.
Notatet må derfor formodes successivt at blive alle interesserede bekendt
og vil på samme måde som andre administrative fortolkningsbidrag, herunder i
form af konkrete afgørelser eller generelle udtalelser, kunne indgå i
parternes anbringender, indsigelser og argumentation i verserende eller
kommende retssager. Det er imidlertid i sidste instans overladt til
domstolene at vurdere, hvilken betydning notatet har for udfaldet af en
konkret retssag.'
Spørgsmål nr. 490:
Finder ministeren, at der er overensstemmelse mellem den sammenfattende
konklusion på side 14 og resten af notatet, der er oversendt til Folketingets
Miljø- og Planlægningsudvalg?
Svar:
Efter min mening gengiver den sammenfattende konklusion i kort form
hovedindholdet af de (del)konklusioner, som er indeholdt i notatets andre
afsnit. Konklusionsafsnittet fokuserer på de konklusioner, som opfattes som
de vigtigste i forhold til de berørte parter i Ribe og Sønderjyllands Amter.
Spørgsmål nr. 491:
Vil ministeren drage omsorg for, at alle områder i hvert amt vurderes
efter notatet af 5. marts 1997 som forudsætning for eventuel ophævelse af
allerede foretagne § 3-registreringer af enge?
Svar:
Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst
følgende:
»Notatet er, som det fremgår af svaret på spørgsmål 489, sendt til
samtlige amtskommuner. Alle amtskommuner har gennemført den forudsatte
registrering af § 3-områderne. Selv om registreringen kun er vejledende, har
amtskommunerne i overensstemmelse med formålet med registreringen, nemlig at
den skal være et arbejdsredskab for amtskommunernes administration og
håndhævelse af beskyttelsesordningen, bestræbt sig på at medtage alle
relevante arealer. Efter det oplyste er der - bortset fra i en enkelt
amtskommune - ingen planer om at ophæve de foretagne § 3-registreringer af
enge, men højst at foretage nogle justeringer, i øvrigt netop på baggrund af
notatet. Det følger også af, at amtskommunerne efter § 4, stk. 1, i
Miljøministeriets cirkulære nr. 128 af 13. juli 1993 om bl.a. registrering af
beskyttede naturtyper skal foretage en løbende vedligeholdelse af
registreringen af beskyttede naturtyper.«
På baggrund af Skov- og Naturstyrelsens oplysninger, som jeg kan henholde
mig til, finder jeg det ikke nødvendigt at tage særligt initiativ af den i
spørgsmålet nævnte karakter. I øvrigt anser jeg det for at være en selvfølge,
at alle relevante arealer, herunder områder, der opfylder engkriterierne,
registreres. Det er jo netop det bagvedliggende formål med registreringen.
Ændringsforslag
Af Jens Vibjerg (V), Hans Christian Schmidt (V), Henning
Urup (V)
og Niels Jørgen Langkilde (KF):
Til titlen 1) Undertitlen affattes således:
»(Regulering af ferske enge og overdrev, rejsning af fredningssager
og erstatning for rådighedsindskrænkninger)».
Til § 1 2) Nr. 1 udgår.
3) Nr. 2 affattes således:
»2. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
»Stk. 01. Miljø- og energiministeren iværksætter en
undersøgelse af den hidtidige drift af ferske enge og overdrev og udarbejder
inden den 1. oktober 1997 en enkel og klar definition på ferske enge og
overdrev, jf. stk. 2, nr. 4.«»
4) Efter nr. 2 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 3 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:
» Stk. 02. Der ydes erstatning til ejere, brugere og andre
indehavere af rettigheder over arealer, som omfattes af stk. 2, nr. 4, for
det tab, som rådighedsindskrænkningen påfører dem.«
5) Det under nr. 3 foreslåede § 33, stk. 3, affattes
således:
»Stk. 3. En fredningssag kan rejses af miljø- og
energiministeren, amtsrådet, kommunalbestyrelsen eller en lokalkomite under
Danmarks Naturfredningsforening.«
Bemærkninger
Til nr. 1 Den foreslåede ændring af undertitlen er en følge af de stillede
ændringsforslag.
Til nr. 2 Formålet med ændringsforslaget er at fastholde den hidtidige
formulering omkring gødskning af arealer, som er beskyttet efter § 3, stk. 2
og 3.
Til nr. 3 Den i lovforslaget foreslåede ændring udgår, således at den
hidtidige praksis opretholdes.
I stedet for foreslås, at miljø- og energiministeren pålægges at
iværksætte en undersøgelse af den hidtidige drift af ferske enge og overdrev
og at udarbejde en enkel og klar definition på ferske enge og overdrev inden
den 1. oktober 1997.
Til nr. 4 I de tilfælde, hvor der sker rådighedsindskrænkninger på ferske
enge og overdrev, skal der betales erstatning i forhold til omfanget af de
rådighedsindskrænkninger, der er pålagt den enkelt ejendom. Erstatningen
forrentes fra det tidspunkt, hvor rådighedsindskrænkningen indtræder, jf.
principperne i forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse.
(Forrentning af fredningserstatning), L 208, og forslag til
folketingsbeslutning om registrering af rådighedsindskrænkninger på fast
ejendom, B 109.
Til nr. 5 Med ændringsforslaget sikres det, at Danmarks
Naturfredningsforenings lokalkomiteer fortsat får kompetence til at rejse
fredningssager, og det sikres, at der kommer en enig indstilling fra Danmarks
Naturfredningsforening.
Tillægsbetænkning
Udvalget har, efter at lovforslaget ved 2. behandling blev henvist
til fornyet udvalgsbehandling, behandlet dette i to møder.
Herefter indstiller et flertal (udvalget med undtagelse af Venstres
og Fremskridtspartiets medlemmer) lovforslaget til forkastelse.
Et mindretal (Venstres medlemmer af udvalget) vil ved 3. behandling
af lovforslaget stemme hverken for eller imod lovforslaget.
Venstre har sympati for lovforslagets intentioner og indhold. Der har
været store problemer med administrationen af § 3 i naturbeskyttelsesloven,
og mange steder har paragraffen direkte virket imod sin hensigt og krænket
borgernes retsbevidsthed. Dette skyldes blandt andet, at ejerne af nogle
arealer har fået indskrænket rådighedsretten over deres ejendomme, uden at
der er blevet givet erstatning.
Som det fremsatte lovforslag forelå, var der imidlertid behov for nogle
justeringer, før mindretallet kunne støtte lovforslaget. I forbindelse med
lovforslagets 2. behandling stillede mindretallet sammen med Det Konservative
Folkeparti derfor nogle ændringsforslag.
Ændringsforslag nr. 3 gik ud på, at miljø- og energiministeren blev pålagt
at udarbejde en enkel og klar definition på ferske enge og overdrev. Det
uforståelige 14-siders notat (jf. alm. del - bilag 825), som Skov- og
Naturstyrelsen har udarbejdet, er helt ubrugeligt, og mindretallet mener
ikke, at man kan byde amterne at administrere efter notatet. Det kan ikke
være rigtigt, at Skov- og Naturstyrelsen skal bruge 14 sider på at forklare,
hvad ferske enge og overdrev er.
Formålet med ændringsforslag nr. 4 var at sikre, at der ved
rådighedsindskrænkninger ydes erstatning til ejere, brugere og andre
indehavere af rettigheder over arealer. Begrundelsen var, at hvis der fra
samfundets side ønskes en begrænsning af den enkelte borgers rådighedsret, må
samfundet også være parat til at yde erstatning herfor.
Endelig blev det med ændringsforslag nr. 5 foreslået, at lokale afdelinger
af Danmarks Naturfredningsforening fik ret til at rejse fredningssager.
Hensigten var, at de folk, som er tæt på borgernes hverdag og på naturen, får
indflydelse på fredningssagerne og ikke hovedkontoret i København.
Da ændringsforslagene imidlertid blev stemt ned, undlader Venstre at
stemme for lovforslaget.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget)
indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
Martin Glerup (S) Helen Beim (S) Lis Greibe (S) Inger Bierbaum (S) Peter
Christensen (S) Steen Gade (SF) fmd. Elsebeth Gerner Nielsen (RV) Bent
Hindrup Andersen (EL) Sonja Albrink (CD) Hans Christian Schmidt (V) Hanne
Severinsen (V) Peter Hansen-Nord (V) Jens Vibjerg (V) Niels Jørgen Langkilde
(KF) Gitte Seeberg (KF) Eva Møller (KF) Aage Brusgaard (FP) nfmd.
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 LSF 127 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM NATURBESKYTTELSE (REGULERING AF FERSKE ENGE OG GØDSKNING AF AREALER, DER ER OMFATTET AF § 3, OG REJSNING AF FREDNINGSSAGER) Retsinformation · 17. december 1996
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, lov om planlægning, lov om vandløb og museumsloven (Internationale naturbeskyttelsesområder, offentlighedens adgang til naturen, fredning, beskyttelseslinjer, fortidsminder m.v.) Retsinformation · 23. juni 2004
- 1996 BR 8 BERETNING OM ADMINISTRATIONEN AF NATURBESKYTTELSESLOVENS § 3, SPECIELT I RELATION TIL FERSKE ENGE I MARSKEGNENE NR 8 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juni 1997
- 1991 BTL 70 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM NATURBESKYTTELSE NR L 70 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 21. januar 1992
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken Retsinformation · 9. maj 2003
- Betænkning over Forslag til lov om ændring af lov om kystbeskyttelse (Formålsbestemmelse, præcisering af lovbestemmelser, forenkling af klageadgang, berigtigelse af ulovlige forhold m.v.) Retsinformation · 28. marts 2006