Spring til indhold

Retsinformation

1996 BR 8 BERETNING OM ADMINISTRATIONEN AF NATURBESKYTTELSESLOVENS § 3, SPECIELT I RELATION TIL FERSKE ENGE I MARSKEGNENE NR 8 1996-97, 1. SAMLING

1996/1 BR 8Selvstændig beretningFolketinget26. juni 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har i nogle møder drøftet administrationen af

naturbeskyttelseslovens § 3. Herunder har udvalget fra miljø- og

energiministeren modtaget Miljø- og Energiministeriets notat af 5.

marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til

ferske enge i marskegnene, jf. alm. del - bilag 825.

Endvidere har udvalget modtaget en skriftlig og en mundtlig henvendelse

fra Det Grønne Kontaktudvalg, jf. alm. del - bilag 873.

Miljø- og energiministerens oversendelsesskrivelse og notat af 5. marts

1997 er tillige med spørgsmål fra udvalget vedrørende lovforslag nr. L 127,

forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, samt miljø- og

energiministerens svar herpå optrykt som bilag til beretningen.

Miljø- og energiministeren har over for udvalget oplyst, at notatet er

sendt til alle amter med anmodning om, at notatets præciseringer af de

gældende regler for den generelle beskyttelse af ferske enge reflekteres i

amternes § 3-administration. Ministeren har endvidere oplyst, at notatet er

sendt til Naturklagenævnet, Fødevareministeriet, De Danske Landboforeninger,

Dansk Familielandbrug, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk

Forening, Dansk Skovforening og Friluftsrådet.

Ministeren har oplyst, at Miljø- og Energiministeriet ved en række

lejligheder - senest den 5. marts 1997 - har drøftet notatet med blandt andre

landbrugets organisationer, som har tiltrådt notatets konklusioner.

Ministeren har i den forbindelse oplyst, at det er Miljø- og

Energiministeriets såvel som landbrugsorganisationernes vurdering, at man med

de nævnte præciseringer af de gældende regler har fået nogle retningslinjer

for registrering og administration af engbeskyttelsen, som er til at

håndtere, specielt i forhold til de ferske enge i marskegnene.

Herefter udtaler et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis, Det Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes

medlemmer af udvalget), at man kan tiltræde det af miljø- og energiministeren

fremsendte notat af 5. marts 1997 samt tilslutte sig de oplysninger,

Læs alt

ministeren har givet udvalget. Flertallet går ud fra, at ministeren drager

omsorg for, at alle amter følger retningslinjerne i notatet af 5. marts 1997,

og at amterne vurderer de i forvejen udpegede engstrækninger efter § 3 som

forudsætning for eventuel ændring af allerede registrerede engområders

status.

Et mindretal (Venstres og Det Konservative Folkepartis medlemmer af

udvalget) har noteret sig, at miljø- og energiministeren og landbrugets

organisationer har udfoldet store anstrengelser for at få afklaret

administrationen af § 3 (ferske enge og overdrev).

Mindretallet skal beklage, at der ikke er sammenhæng mellem notatet og

dets konklusion, og mindretallet havde håbet, at der var bragt

overensstemmelse mellem notatet og konklusionen inden afgivelse af denne

beretning.

Mindretallet skal beklage, at det kræver 14 sider at forklare begreberne.

Mindretallet har derfor stillet ændringsforslag til lovforslag nr. L 127,

forslag til lov om ændring af lov om naturbeskyttelse, om, at ministeren

inden den 1. oktober 1997 udarbejder en enkel og klar definition på ferske

enge og overdrev.

Mindretallet ønsker derfor ikke på baggrund af det fremlagte 14 siders

notat at støtte beretningen.

Et andet mindetal (Fremskridtspartiets medlem af udvalget) har

sammen med Dansk Folkeparti fremsat et selvstændigt lovforslag om regulering

af ferske enge og overdrev, lovforslag nr. L 127, forslag til lov om ændring

af lov om naturbeskyttelse. Lovforslaget har været medvirkende til, at der er

sat fokus på § 3-udpegningerne. Fremskridtspartiet opfatter det selvfølgelig

som positivt, at der bl.a. på baggrund af lovforslaget blev etableret møder

med de implicerede amter og landbrugsorganisationerne.

Fremskridtspartiet er positivt over for de fleste af de besvarelser,

miljø- og energiministeren har givet på de spørgsmål, der er stillet. De

tilkendegivelser, der er givet i notatet af 5. marts 1997, jf. alm. del -

bilag 825, går i den rigtige retning.

Der er dog dele af notatet, der ikke helt stemmer overens med afsnit IV,

sammenfattende konklusion.

Fremskridtspartiet havde hellere set, at notatet kun bestod af afsnit IV,

nemlig konklusionerne. Det, det drejer sig om, er at få nogle enkle og klare

definitioner, således at både landmænd, kommuner og amter ved, hvad der er

gældende lov her i landet. Fremskridtspartiet er ikke modstander af

beskyttelsen af ferske enge og overdrev, idet årsagen til, at der findes

strandeng, fersk eng og overdrev, er, at bønderne gennem generationer har

varetaget naturens interesser på disse områder. Fremskridtspartiet har så

megen tillid til landmændene og kommunerne, at partiet mener, at det vil de

også kunne gøre i fremtiden.

I øvrigt vil Fremskridtspartiet pointere, ikke mindst over for dem, der

har påstået, at disse områder er i stærk tilbagegang, at det ikke er rigtigt.

Miljø- og energiministeren har på et spørgsmål om, hvor mange ha ferske enge,

overdrev og strandenge der var i 1986 og 1996 i Danmark, oplyst, jf.

besvarelse af spørgsmål 7, L 127 - bilag 12:

- at der i 1986 var 42.340 ha strandeng, og at dette tal er øget til

43.622 ha i 1996,

- at der var 45.810 ha fersk eng i 1986, og at dette tal er øget til ikke

mindre end 103.671 ha i 1996,

- at der var 7.560 ha overdrev i 1986, og at dette tal er øget til hele

26.225 ha i 1996.

Tallene viser meget klart, at Fremskridtspartiets påstand om, at disse

arealer ikke er i tilbagegang, er rigtig, de er tværtimod i fremgang. Og

dette er til gavn for både vort fugle- og dyreliv, hvilket er lykkeligt.

Hvis der er områder, man af hensyn til helheden har behov for at bevare

eller frede efter § 3 i naturbeskyttelsesloven - det kan være på grund af

grundvandsinteresser osv. - er det Fremskridtspartiets synspunkt, at det skal

være mod fuld erstatning til lodsejerne og i fuld overensstemmelse og efter

aftale med den enkelte lodsejer.

P.u.v.

Steen Gade

formand

Bilag

Miljø- og energiministerens oversendelsesskrivelse og notat af 5. marts

1997 om naturbeskyttelseslovens § 3 tillige med spørgsmål fra udvalget

vedrørende lovforslag nr. L 127, forslag til lov om ændring af lov om

naturbeskyttelse, samt miljø- og energiministerens svar herpå

Den 10. marts 1997

Til udvalgets orientering følger vedlagt i 80 eksemplarer Skov- og

Naturstyrelsens notat af 5. marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3,

specielt i relation til ferske enge i marskegnene.

Notatet redegør for de problemstillinger, som er rejst fra Ribe og

Sønderjyllands Amter og landbrugets organisationer, og indeholder Skov- og

Naturstyrelsens kommentarer og præciseringer af de gældende regler.

Udgangspunktet har været de særlige problemer med beskyttede ferske enge i

marskegnene, men notatets præciseringer af gældende regler har også relevans

for administrationen af engbeskyttelsen i andre dele af landet. Notatet vil

derfor - som også aftalt på mit møde med landbrugets organisationer den 5.

marts 1997 - blive udsendt til alle amter samt Naturklagenævnet.

Som tilkendegivet i notatet vil bekendtgørelse nr. 572 af 25. juni 1992 om

beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. blive ændret i

overensstemmelse med Naturklagenævnets praksis, hvorefter amtets vudering af,

at et areal falder ind under § 3-beskyttelsen, kan påklages til

Naturklagenævnet.

Skov- og Naturstyrelsen har i øvrigt allerede informeret om

klagemuligheden i styrelsens meddelelsesblad »Nyt om § 3 og § 4«,

som udsendes til myndigheder, organisationer og andre interesserede, og

styrelsen vil supplere denne information med en omtale i de landbrugsfaglige

blade.

Svend Auken

/ Karen Westerbye-Juhl

Den 5. marts 1997

Naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske enge i

marskegnene

1. Indledning

Administrationen af reglerne for beskyttede ferske enge i henhold til

naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske enge i

marskegnene, har i 1996 været drøftet med Ribe og Sønderjyllands Amter og

landbrugets organisationer.

Baggrunden for disse drøftelser har været, at den hidtidige udmøntning af

lovens bestemmelser efter de 2 amters og landbrugets organisationers

opfattelse bevirker, at loven virker mod sin hensigt, giver anledning til

registreringsproblemer og administrative vanskeligheder, og at

administrationspraksis set ud fra landmændenes synsvinkel kan være

uforståelig eller uacceptabel.

I forbindelse med disse drøftelser har der været afholdt en fælles

besigtigelse i det sydvestjyske område for at drøfte de rejste problemer ud

fra konkrete eksempler.

Dette notat redegør for de rejste problemstillinger og indeholder Skov- og

Naturstyrelsens kommentarer og præciseringer af de gældende regler.

Udgangspunktet har været de særlige problemer med beskyttede ferske enge i

marskegnene, men notatets præciseringer af gældende regler har i vidt omfang

også relevans for administrationen af engbeskyttelsen i andre dele af landet.

Skov- og Naturstyrelsen vil som et resultat af drøftelserne foreslå

bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. ændret og

sikre hurtig og relevant information af de relevante parter om de

misforståelser, som man har identificeret, og de præciseringer af de gældende

regler, som er indeholdt i dette notat.

Miljø- og energiministeren har taget initiativ til nedsættelse af et

udvalg, der inden udgangen af 1997 skal udarbejde forslag til en

informationsindsats over for den enkelte landmand om gældende reguleringer.

Afsnit II giver et overblik over de hidtidige drøftelser og

problemstillinger, der er rejst. I afsnit III behandles den generelle

beskyttelse af de ferske enge, mens afsnit IV indeholder en nærmere

diskussion af de rejste problemstillinger og afsnit V en sammenfattende

konklusion.

II. De hidtidige drøftelser

Formændene for teknik- og miljøudvalget i Ribe og Sønderjyllands Amter

henvendte sig i begyndelsen af 1996 til miljø- og energiministeren og gjorde

opmærksom på en række forhold i forbindelse med naturbeskyttelseslovens § 3,

der efter deres opfattelse fører til, at loven kan virke mod sin hensigt

eller give registreringsproblemer og administrative vanskeligheder.

Ministeren henviste i sit svar til den forestående effektuering af

naturbeskyttelsesloven. Henvendelsen blev siden fulgt op af en tilsvarende

henvendelse fra landboorganisationerne i de to amter og af en fornyet

henvendelse fra de to amter, der understregede sagens presserende karakter.

Skov- og Naturstyrelsen afholdt medio juni et møde med repræsentanter for

Sønderjylland og Ribe Amter og landboorganisationerne fra de to amter.

Ministeren orienterede i forlængelse af et samråd i Folketingets Miljø- og

Planlægningsudvalg skriftligt udvalget den 1. juli 1996 om forløbet af mødet,

de problemstillinger, som var blevet rejst over for Skov- og Naturstyrelsen,

og styrelsens foreløbige bemærkninger hertil. Det blev i den forbindelse

oplyst, at der var aftalt fælles besigtigelse i det sydvestjyske område den

30. juli 1996 for at få mulighed for at drøfte de rejste problemer ud fra

konkrete eksempler.

På besigtigelsen, hvori deltog repræsentanter for Amtsrådsforeningen, De

danske Landboforeninger og Dansk Familielandbrug, besøgte man 6 lokaliteter,

der på forskellig vis belyste landboorganisationernes problemer med

- begrænsning i den enkelte landmands dispositionsret

- den foretagne registrerings overensstemmelse med engkriterierne

- rimeligheden af de mosaikker af registrerede og ikke-registrerede

arealer, der herved er opstået

- rimeligheden af omfanget af registrerede arealer på en enkelt lodsejers

ejendom.

Endvidere blev der mere generelt

- fremført kritik af informationen til de berørte lodsejere om de

beskyttede arealer.

Skov- og Naturstyrelsen har indhentet bemærkninger til notatet fra

parterne. Der blev i december 1996 afholdt 2 møder med De danske

Landboforeninger og Dansk Familielandbrug om styrelsens notat.

Ribe og Sønderjyllands Amter har i november 1996 på ny skrevet til

ministeren og bl.a. givet udtryk for en forventning om, at amterne på

baggrund af den dialog, der har fundet sted med Skov- og Naturstyrelsen, kan

administrere kulturengene i marsken med de frihedsgrader, der er nødvendige

for at opnå en hensigtsmæssig og for befolkningen forståelig administration

af loven.

Det kan endvidere oplyses, at Skov- og Naturstyrelsen i juni 1996 afholdt

et møde med embedsmænd fra næsten alle amter om problematikken. Mødet

efterlod det klare indtryk, at § 3-beskyttelsen af ferske enge ikke giver

større administrative problemer andre steder i landet, og at teknikerne fandt

beskyttelsen værdifuld. Enkelte jyske amter nævnte visse vanskeligheder med

engdefinitionen.

I forbindelse med effektvurderingen af naturbeskyttelsesloven har

Nordjyllands og Viborg Amter givet udtryk for, at man finder definitionen af

ferske enge vanskelig, og Ribe Amt har i lighed med landbrugets

organisationer foreslået, at kulturengene udtages af beskyttelsen.

II. Den generelle beskyttelse af ferske enge efter

naturbeskyttelseslovens § 3

1. Generelt

Den generelle beskyttelse af ferske enge blev indført med

naturbeskyttelsesloven i 1992. § 3-beskyttelsen indebærer, at der ikke må

foretages ændringer i tilstanden af ferske enge. Kun i særlige tilfælde kan

amtet dispensere fra forbudet. Den landbrugsmæssige benyttelse af arealerne

kan dog fortsætte som hidtil. Som det fremgår af lovbemærkningerne, udgør de

ferske enge i dag en økologisk set meget betydende biotoptype, som rummer et

bredt register af karakteristiske plantearter samt fugle, pattedyr, padder og

insekter, hvoraf flere er truede, ikke blot nationalt, men også

internationalt. Endvidere har de enge, der ligger direkte langs vandløb og

søer, en særlig betydning som bufferzone, der medvirker til at reducere

udsivningen af næringssalte m.v. til vandløb, søer, fjorde og kystnære

havområder.

De ferske enge er generelt tillige centrale for den danske efterlevelse af

bl.a. EF-fuglebeskyttelsesdirektivet, idet der ikke her i landet er

gennemført en særlig lovgivning for disse områder. I stedet er det

administrativt pålagt bl.a. amtskommunerne at varetage de internationale

hensyn i deres administration af eksisterende love.

Alle amter har nu foretaget en vejledende registrering af arealer, der er

beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3. En sammenstilling af de

oplysninger, som amterne har indsendt til Skov- og Naturstyrelsen, viser, at

2,4 pct. af landets areal er registreret som fersk eng. I registreringerne er

der ikke sondret mellem forskellige typer af enge og således heller ikke

mellem såkaldte naturenge og kulturenge. Dette er heller ikke forudsat i

lovgivningen og vejledningerne.

2. Særligt om marskegnene

I Ribe Amt udgør de registrerede ferske enge 5 pct. af arealet, hvilket er

væsentligt højere end landsgennemsnittet. I Sønderjyllands Amt er engarealet

opgjort til 2,7 pct. En væsentlig del af de ferske enge er udpeget som

EF-fuglebeskyttelsesområder og er vigtige for opfyldelsen af de målsætninger,

som fremgår af de internationale naturbeskyttelsesdirektiver og konventioner

m.v., som Danmark har tiltrådt.

III. Naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttelse af ferske enge,

specielt i relation til kulturengene i marskegnene

1. Begrænsninger i dispositionsretten

Fra amternes og landboorganisationernes side er det blevet fremhævet, at §

3-beskyttelsen af ferske enge indskrænker landmandens dispositionsfrihed og

giver økonomiske tab. Det er især et problem ved generationsskifte/salg af

ejendommen, ved nedgang i kvægbestanden med deraf følgende mindre behov for

græsningsarealer, i forbindelse med øget behov for jord som følge af

harmonikrav, og når EU-markedsordninger omlægges (eksempelvis bortfald af

tilskud til grønpilleproduktion). Fra landbrugets side er det fremført, at

disse forhold har overordentlig store konsekvenser for de berørte ejendommes

værdi og har fået større betydning siden reglernes ikrafttræden på grund af

de seneste års udvikling inden for kvægbruget. På baggrund af den vanskelige

sondring mellem ubeskyttede græsmarker og beskyttede ferske enge betragtes og

virker reglerne om beskyttede ferske enge som et særligt hårdt indgreb i den

hidtidige dispositionsfrihed.

På besigtigelsesturen tilkendegav de lokale landboorganisationer, at man

ønskede langt friere dispositionsret over engene.

Efter Skov- og Naturstyrelsens opfattelse indebærer § 3-beskyttelsen en af

lovgiver tilsigtet begrænsning af landmandens dispositionsfrihed, idet der

ikke må foretages ændringer i tilstanden af ferske enge. Kun i særlige

tilfælde kan amtsrådet dispensere fra forbudet.

Den hidtidige landbrugsmæssige benyttelse af de beskyttede ferske enge kan

fortsættes i samme omfang som hidtil. Dette indebærer, at enge - uden at det

kræver dispensation - kan omlægges, gødskes, drænes og sprøjtes i det omfang

og med det interval, som har været den hidtidige praksis.

Er arealerne ikke hidtil omlagt regelmæssigt, eller ønskes driften af

arealerne på anden måde ændret, f.eks. til kornavl, kræver det dispensation

fra § 3. Ved vurderingen af, om der bør gives dispensation, skal der lægges

afgørende vægt på omlægningens forenelighed med de hensyn, som §

3-beskyttelsen varetager. Det er således efter bemærkningerne til forslaget

til lov om naturbeskyttelse ikke nok, at baggrunden for en

dispensationsansøgning er en væsentlig jordbrugs- eller anden økonomisk

interesse.

2. Registrering

2.1. Engdefinitionen generelt

Ifølge forarbejderne til naturbeskyttelsesloven omfatter ferske enge såvel

såkaldte naturenge som kulturenge. Det fremgår endvidere, at der ved

afgrænsningen af de områder, som er omfattet af engbeskyttelsen, ikke alene

kan tages udgangspunkt i vegetationen. Også beliggenhed, fugtighed og ikke

mindst den nuværende og hidtidige landbrugsmæssige drift m.v. har betydning.

Det anføres i lovbemærkningerne, at dyrkning af korn og andre

sædskifteafgrøder på enge i større omfang end hidtil vil kræve dispensation.

Det samme gælder, såfremt man ønsker at omlægge eller på anden måde foretage

jordbearbejdning i ferske enge, som ikke hidtil har været regelmæssigt

omlagt, hvorved forstås inden for de sidste 7-10 år. Desuden indeholder

bemærkningerne en bred beskrivelse af de ferske enges typiske karaktertræk,

deres tilblivelse, forudsætninger for deres opretholdelse og deres videre

udvikling, samt eksempler på plantearter, der er typiske for enge på

forholdsvis god jordbonitet (rigkær).

2.2. Tilstand pr. 1.7.1992

Af Miljøministeriets »Vejledning om registrering af beskyttede

naturtyper« (Miljøministeriet, 1993) fremgår, at det »ved

førstegangsregistrering lægges til grund, at ferske enge kun er beskyttet,

hvis arealerne var græsklædte ved lovens ikrafttræden (1/7 1992) uanset det

pågældende areals dyrkningshistorie« (s. 11 og s. 21).

Styrelsen har overvejet, om dette kriterium kunne udvides, således at også

arealer, der ved lovens ikrafttræden var græsklædte, men ikke havde

engvegetation, er undtaget fra beskyttelsen uanset en hidtidig

omlægshyppighed på 7-10 år eller mere. Styrelsens konklusion er imidlertid,

at en sådan udvidelse af undtagelsen ikke er mulig. Baggrunden for

undtagelsen, der ikke fremgår af loven eller dens bemærkninger, er nemlig

alene hensynet til ikke at give loven en slags tilbagevirkende kraft. Loven

blev vedtaget i december 1991 med ikrafttræden den 1. juli 1992 uden

bestemmelse om, at de nye beskyttelsesregler skulle have virkning allerede

fra vedtagelsen. De lodsejere, der ikke ønskede at blive omfattet af lovens

regler om beskyttelse af ferske enge, havde derfor mulighed for at pløje

sådanne arealer op, således at de ved lovens ikrafttræden ikke var

græsklædte. Under forudsætning af, at sådanne arealer ikke senere bliver

genstand for en drift med regelmæssigt omlæg hvert 7.-10- år eller mere, vil

de forblive ubeskyttede. Undtagelsesbestemmelsen er således i realiteten ikke

knyttet til et vegetationskriterium og kan derfor heller ikke udvides under

henvisning hertil.

2.3. Særligt om registrering af de ferske enge i marskegnene

2.3.1. Generelle bemærkninger

Naturbeskyttelsesloven sondrer ikke mellem ferske enge i marskegnene og

ferske enge andre steder i landet. (I lovbemærkningerne er marskengen i

øvrigt nævnt som et eksempel på en strandeng. Det skyldes, at der findes

marsk, som ikke er inddiget, eller som ligger uden for digerne. Disse arealer

vil være strandenge. Også i inddigede områder kan der undertiden fortsat

forekomme strandenge, men det er ikke det almindelige. Derfor er engene

omfattet af loven om Tøndermarsken i registreringsvejledningen da også nævnt

i afsnittet om ferske enge).

Kulturengene i Sydvestjylland adskiller sig på flere punkter fra (de

fleste) andre kulturenge. Det gælder dannelseshistorien og jordbundsforhold,

hvor marskengene består af klægjord uden humusindhold. Endvidere er der efter

det oplyste i marskegnene tradition for omlæg med meget lange mellemrum

(15-25 år). Hvad angår dyre- og plantelivet, medfører de særlige

jordbundsforhold en anden flora og dermed et andet insektliv. Marskens

betydning for fuglebeskyttelsen er vel dokumenteret. Med hensyn til fugtighed

varierer denne meget fra vinterhalvåret til sommerhalvåret. I vinter- og

forårsmånederne er en stor del af områderne vanddækket. Klægjord gør, at

vandet ligger ovenpå eller løber af jorden via grøblerne.

Ribe Amt har foretaget registreringen efter følgende retningslinjer: Alle

græsklædte arealer under kote 2,5, der ikke er strandenge, betragtes som

udgangspunkt som ferske enge. Arealer, der omlægges hyppigere end hvert

7.-10. år (kulturgræsmarker) registreres i overensstemmelse med forarbejderne

og vejledningerne ikke. Det samme gælder - helt korrekt - arealer, der ikke

var græsklædte den 1. juli 1992, og ferske enge, der er dannet, fordi der

efter aftale med en offentlig myndighed i en nærmere angiven periode er

gennemført en særlig driftsform, medmindre andet er bestemt i aftalen.

Registreringen er overvejende sket ud fra luftfotos og kortblade.

Sønderjyllands Amt har fulgt tilsvarende retningslinjer, dog har man ikke

anvendt beliggenhed under 2,5 m DNN som et af kriterierne for registreringen

af kulturenge.

Ved besigtigelsen den 30. juli d.å. blev det konstateret, at vegetationen

på de pågældende arealer var præget af en meget kraftig gødskning og dermed

relativt artsfattige. Endvidere var arealerne meget tørre. Det var ikke

muligt at afgøre, om dette skyldtes den forudgående langvarige tørre periode,

eller dette var normalt for sommerperioderne.

2.3.2. Vegetationskriteriet

Bl.a. af besigtigelsen den 30. juli 1996 fremgik det, at den vegetation,

som findes på nogle af de registrerede arealer, er helt domineret af

kulturgræsser, og at dette formentlig ikke vil ændre sig med den nuværende

driftsform, der indebærer, at der bliver gødsket, måske tillige sprøjtet samt

foretaget hyppige slæt, hvortil kan komme et stort græsningstryk.

Det er forudsat i lovbemærkningerne, at den hidtidige drift af engarealer

kan fortsætte, herunder at der gødskes, sprøjtes m.v. Driftsformen betyder,

at der vil optræde en større andel af udsåede kulturgræsser. Nogle

driftsformer vil indebære, at kulturgræsserne mere permanent helt vil

dominere arealet.

Det synspunkt er blevet fremført, at der inden for omlægsperioden skal

indfinde sig en ikke helt ubetydelig del af den vegetation, der normalt

forbindes med enge, for at der kan være tale om beskyttede enge i lovens

forstand.

Loven omfatter som udganspunkt også kulturenge, der er påvirket af

landmandens gødsknings- og sprøjtepraksis, forudsat at der ikke omlægges

hyppigere end hvert 7.-10. år. På den anden side må det i lyset af

forarbejdernes beskrivelse af vegetationen antages, at beskyttelsen

forudsætter, at en vis engvegetation findes eller vil indfinde sig. På trods

af den vægt, der er lagt på omlægskriteriet som grundlag for definitionen af

de beskyttede enge, må det antages, at i hvert fald de arealer, hvor det er

åbenbart, at der ikke findes og - med uændret drift - heller ikke vil

indfinde sig den vegetation, der er typisk for enge, falder uden for § 3. For

denne antagelse taler ikke blot en formålsfortolkning, men også den naturlige

forståelse af ordene »ferske enge« i selve lovteksten i § 3, dvs.

en ordfortolkning af loven, og generelle lighedsgrundsætninger.

Bortset fra de nævnte tilfælde, hvor arealer på grund af åbenbar manglende

engvegetation nu og fremover falder uden for § 3, må der være mulighed for at

lægge vægt på vegetationens sammensætning - herunder også dens sammensætning

på sigt ved fortsat uændret drift - ved vurderingen af, om der kan gives

dispensation til omlæg, opdyrkning og lign.

2.3.3. Fugtighedskriteriet

Fra landbrugets side har man endvidere stillet spørgsmålstegn ved, om alle

registrerede arealer er tilstrækkelig fugtige til at blive betragtet som

fersk eng.

Det fremgår af forarbejderne, at lovens bestemmelser om ferske enge og

overdrev »omfatter fugtige, ferske enge samt tørre enge, ofte kaldet

overdrev«. Efter styrelsens opfattelse følger det af denne beskrivelse,

at fugtighedskriteriet ikke indebærer, at et areal nødvendigvis skal være

permanent fugtigt for at være omfattet af beskyttelsen. Det er på denne

baggrund, at vejledningen fastslår, at »de ferske enge er beliggende på

relativt lavtliggende og oftest relativt fugtige arealer«. Efter

styrelsens opfattelse betyder det også, at fugtighedskriteriet er så

ubestemt, at det næppe i sig selv kan medføre, at mange relativt lavtliggende

marskarealer falder uden for engbeskyttelsen, blot fordi de normalt ikke er

fugtige hele året.

Skov- og Naturstyrelsen vil i forbindelse med en revision af de

administrative vejledninger indføje denne præcisering vedrørende

fugtighedskriteriet.

2.3.4. Omlægskriteriet

Fra de lokale landboorganisationers side er det anført, at der ved

registreringen er lagt for stor vægt på omlægskriteriet.

I de administrative vejledninger er kulturenge beskrevet som enge, der

regelmæssigt er omlagt, men med mindst 7-10 års mellemrum. Uden for §

3-beskyttelsen falder kulturgræsmarker, defineret som græsarealer, der er

omlagt hyppigere end hvert 7.-10. år, eller hvor der er høstet en

mellemafgrøde hyppigere end hvert 7.-10. år. Græsmarker vil typisk være

beliggende på mere tør bund. Kun i de tilfælde, hvor der er tale om sjældnere

omlæg end hvert 7.-10. år, vil et areal være omfattet af

beskyttelsesreglerne, når kriterierne i øvrigt er opfyldt.

Omlægskriteriet er væsentligt ved sondringen mellem beskyttede kulturenge

og fugtige, mere intensivt drevne kulturgræsmarker, men skal ses i sammenhæng

med vegetations- og fugtighedskriteriet.

Når de driftsmæssige forhold får forholdsvis stor vægt, skyldes det, at de

ferske enge må karakteriseres som halvkulturarealer, hvor ikke mindst

kulturengene er stærkt påvirket af menneskelig aktivitet, da de fortsat kan

pløjes, isås græs, gødskes m.v. i hidtidigt omfang. Hertil kommer, at det i

en årrække efter omlæg er vanskeligt udelukkende at bruge vegetationsmæssige

kriterier, da vegetationen naturligt vil være domineret af de udsåede

græsarter. Gødskning vil endvidere både på kortere og længere sigt være en

afgørende faktor for, hvilken vegetation der kan indfinde sig. Dertil kan

føjes, at omlægskriteriet må anses for at være et rimeligt operationelt

kriterium.

3. Kludetæppe af beskyttede og ubeskyttede arealer

De foretagne registreringer af ferske enge i de to amter viser i nogle

områder et kludetæppe af beskyttede og ubeskyttede arealer, der

tilsyneladende kun adskiller sig ved dyrkningsformen.

Som der er redegjort for ovenfor, skal der ved registreringen af ferske

enge kun lægges vægt på driftsformen, men driftsformen vil ofte blive det

udslaggivende ved kulturenge, som gødskes eller omlægges regelmæssigt og

relativt intensivt. Da der i en periode efter omlæg og ved gødskning af enge

sker en stor påvirkning af vegetationen, vil det i perioder være vanskeligt

at karakterisere en eng udelukkende ud fra det botaniske kriterium. Derfor

lægges der også vægt på den nuværende og hidtidige driftsform i definitionen

af enge. Det forhold, at et areal er udpeget som MFO-areal og derfor ikke

skal medtages ved førstegangsregistreringen, kan imidlertid også spille ind,

ligesom det forhold, at et areal ikke var græsklædt ved lovens ikrafttræden

pr. 1. juli 1992, kan være den afgørende faktor.

4. Ekstraordinært omfattende § 3-enge på en enkelt ejendom

Et særskilt problem udgør de tilfælde, hvor en landmand bliver usædvanlig

hårdt ramt af engbestemmelserne i § 3.

Virkningen af generelle reguleringer viser sig først i den konkrete

administration af ordningen. Ved sådanne reguleringer er det ikke muligt på

forhånd generelt at udelukke, at der kan forekomme tilfælde, hvor

gennemførelsen i det enkelte tilfælde helt undtagelsesvis rammer så atypisk

og har en sådan intensitet i forhold til berettigede forventninger, at der

vil kunne foreligge et indgreb, der må bedømmes som ekspropriativt, og som

derfor kun kan ske mod fuld erstatning. Spørgsmålet om, hvorvidt der i det

konkrete tilfælde må antages at foreligge et ekspropriativt indgreb, henhører

under domstolene.

Vurderer amtsrådet, at en landmand er atypisk hårdt ramt, må amtsrådet i

forhold til den konkrete ejendom kunne betragte dette som »et særligt

forhold«, der kan begrunde en dispensation, således at virkningen

afbødes. Dette forudsætter dog, at en dispensation ikke åbenbart vil være i

strid med lovens forudsætninger. Hvis der ikke kan gives dispensation, vil

landmanden - ud over at påklage afgørelsen til Naturklagenævnet - kunne

anlægge sag ved domstolene med påstand om erstatning støttet på grundlovens §

73.

Det er naturligvis et problem, hvor stor en del af ejendommen der skal

være omfattet, for at man kan hævde, at der foreligger en atypisk situation,

og om der kan opstilles retningslinjer herfor. Efter Skov- og Naturstyrelsens

vurdering er den blotte omstændighed, at ejendommen er ramt hårdere end

landsgennemsnittet eller hårdere end sammenlignelige ejendomme på egnen,

næppe tilstrækklig. Heroverfor står, at det måske er tilstrækkeligt, at en

meget væsentlig del af ejendommen er ramt. Men hvor grænsen går i forhold til

grundlovens § 73, er det næppe muligt at udtale noget sikkert om.

5. Utidige omlæg

Ifølge Ribe og Sønderjyllands Amter og landboorganisationerne i området

tvinger § 3 landmændene til at omlægge hyppigere end hvert 7.-10. år for at

undgå, at arealerne bliver omfattet af beskyttelsen.

Landmændenes hyppige omlæg kan være begrundet i:

- usikkerhed om, hvorvidt et areal vil blive registreret som fersk eng,

hvis arealet ikke hyppigt omlægges, idet der peges på, at engdefinitionen er

uklar, og at den hidtidige driftsform (omlægshyppighed) tillægges for stor

vægt ved afgørelsen af, om et aral er omfattet af § 3-beskyttelsen. Efter

landbrugets opfattelse er arealer blevet registreret som beskyttede efter

loven, blot der er gået 7 år siden sidste omlægning,

- et ønske om at bevare dispositionsfriheden over arealet, der vil blive

omfattet af § 3-beskyttelsen, hvis det ikke omlægges hyppigt.

Med hensyn til det første aspekt henvises til afsnittene ovenfor.

Lovlige oppløjninger, som landmanden ikke foretager af driftsmæssige eller

naturmæssige grunde, men for ikke at »vokse ind i« § 3, kan efter

Skov- og Naturstyrelsens opfattelse hvile på den urigtige antagelse, at der

ikke er andre handlemuligheder. Imidlertid vokser et areal efter Skov- og

Naturstyrelsens opfattelse ikke nødvendigvis ind i § 3, fordi en landmand

fremover undertiden vælger at lade arealet ligge uomlagt i noget mere end

7-10 år. Forarbejderne forudsætter en vis praksis (regelmæssighed). Skov- og

Naturstyrelsen vil understrege dette forhold over for amterne.

Skov- og Naturstyrelsen skal endvidere pege på, at landmanden i nogle

tilfælde gennem en aftale med amtet om en særlig driftsform på et areal kan

sikre sig, at arealet ikk »vokser ind i« § 3-beskyttelsen, jf.

bekendtgørelsen om beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v., § 2.

6. Omlæg med lange intervaller

De to amter og landboorganisationerne har oplyst, at landmændene omlægger

beskyttede enge med kortere intervaller end 12 år for at fastholde retten til

omlægning med en vis hyppighed. I regionen har mange af engarealerne været

omlagt med intervaller fra 12 til 20-25 år eller længere med deraf følgende

større naturmæssig værdi end almindelige kulturenge.

Sådan som det er beskrevet af amterne, beror disse oppløjninger på en

misforståelse af reglerne. Plejer man at omlægge med 20-25 års mellemrum, kan

man fortsætte med det. Ønsker man derimod at omlægge oftere end hidtidig

praksis, kræver det en dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3.

Misforståelsen skyldes en passus i Miljø- og Energiministeriets vejledning

om registrering af beskyttede naturtyper, hvoraf det fremgår, at det ved

omlæg med ret meget større mellemrum end 12 år vil have formodningen imod

sig, at der er tale om omlæg, som regelmæssigt har indgået i den hidtidige

drift af arealet.

Det er Skov- og Naturstyrelsens opfattelse, at lokale kutymer meget vel

kan føre til, at det kan have formodningen for sig, at der er tale om

omlæg, som regelmæssigt har indgået i den hidtidige drift af arealet.

7. Manglende oplysninger om den enkelte ejendoms driftshistorie

De to amter har påpeget, at man har ikke oplysninger om de enkelte

arealers driftshistorie, herunder omlægningstidspunkt, og at man derfor har

svært ved at føre bevis for, at de aktuelle oppløjninger sker i strid med den

hidtidige drift af arealerne.

Skov- og Naturstyrelsen er klar over, at landmændenes oplysninger til

forvaltningen som udgangspunkt lægges til grund ved registreringen og

behandlingen af konkrete dispensations- og tilsynssager, medmindre

oplysningerne er åbenbart urigtige.

8. Omlæg for at bekæmpe tidsler, sneskimmel og lign.

Skov- og Naturstyrelsen finder, at amterne bør give dispensation til omlæg

uden for de regelmæssige intervaller, når dette er nødvendigt for at bekæmpe

tidsler, stankelbenslarver, sneskimmel og lign. Omlæg af denne karakter og

med dette sigte kræver ikke dispensation, når de er indgået standardmæssigt i

den hidtidige drift.

9. Undtagelser fra § 3-beskyttelsen

Ud over ovennævnte problemstillinger har man fra de lokale

landboorganisationer været inde på det besynderlige i, at meget

beskyttelsesværdige ferske enge, der er omfattet af særlige

forvaltningsaftaler eller MFO-kontrakter, ikke er omfattet af §

3-beskyttelsen, medmindre landmanden selv vælger det, når aftalen udløber.

Skov- og Naturstyrelsen er ud fra et naturbeskyttelsessynspunkt

selvfølgelig enig i betragtningen, men må ud fra et retssikkerhedssynspunkt

fastholde, at hensynet til den enkelte landmand i denne situation går forud

for beskyttelsesinteressen.

10. Tilskudsordninger

Opmærksomheden er tillige blevet henledt på det uhensigtssmæssige i, at

det i dag kun i meget begrænset omfang er muligt at opnå tilskud til

miljøvenlig drift af ferske enge, når de er omfattet af

naturbeskyttelseslovens § 3. Hvis arealerne ligger i SFL-områder (særligt

følsomme landbrugsområder) forventes tilskudsmulighederne under de

miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger at blive udvidet noget i 1997. For

arealer beliggende uden for SFL-områder vil der fortsat kun være begrænsede

tilskudsmuligheder (f.eks. amternes naturforvaltningsmidler, som kan anvendes

til naturpleje), hvilket ud fra et naturbeskyttelsessynspunkt må beklages.

Der bør fortsat arbejdes for at forbedre tilskudsmulighederne til beskyttede

enge, strandenge, overdrev m.fl.

11. Information til berørte lodsejere

Lodsejerne underrettes i dag ikke automatisk og individuelt om arealer,

der er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Dette er heller ikke forudsat

i loven eller dens forarbejder. Lodsejerne kan få oplysning om deres §

3-områder, dels gennem resultatet af den af amterne foretagne registrering af

§ 3-områder, dels ved en individuel forespørgsel til amtet.

Med hensyn til registreringen, som ikke er bindende, men alene er af

vejledende karakter, bemærkes, at amtet i medfør af § 2 i Miljøministeriets

cirkulære nr. 128 af 13. juli 1993 om registrering af beskyttede naturtyper

skal indrykke en bekendtgørelse om registreringen i stedlige blade med

oplysning om, hvor der er adgang til at gennemse kortene. Herudover har de

fleste amter, herunder også i Sydvestjylland, foretaget en mere omfattende

information om deres registreringer.

Endvidere har enhver lodsejer ifølge § 8 i Miljøministeiets bekendgørelse

nr. 573 af 25. juni 1992 om beskyttede naturtyper m.v. ret til at spørge

amtet, om et bestemt areal er omfattet af beskyttelsesordningen (den såkaldte

»forespørgselsordning«). En sådan forespørgsel skal besvares inden

4 uger. Medmindre et areal klart falder ind under ordningen, vil en lodsejer,

der ikke har hørt fra amtet inden fristens udløb, kunne realisere eventuelle

planer for området.

Hvis amtet vurderer, at et areal falder ind under ordningen, kan dette,

jf. ministerens svar af 29. maj 1996 på spm. nr. S 2175 (Folketingstidende

1995-96, s. 7526), påklages til Naturklagenævnet. Skov- og Naturstyrelsen har

informeret herom i »Nyt om § 3 og § 4« og er parat til - om ønsket

- at gøre opmærksom på klageadgangen ad andre kanaler, f.eks. Landsbladet og

Landbrugsmagasinet. Styrelsen er indstillet på at foreslå bekendtgørelsen om

beskyttede naturtyper og sten- og jorddiger m.v. ændret i overensstemmelse

med Naturklagenævnets praksis.

Skov- og Naturstyrelsen er ved at udarbejde forslag til, hvorledes

informationen af og dialogen med især lodsejerne om § 3-beskyttelsen kan

forbedres.

I grundlovsredegørelsen har regeringen tilkendegivet, at man er indstillet

på at imødekomme ønsket om/behovet for information til den enkelte landmand

om arealreguleringer.

IV. Sammenfattende konklusion

Under det hidtidige forløb er en række misforståelser blevet rettet, og

reglerne er præciseret i dette notat:

- § 3 forhindrer ikke, at landmanden fortsætter den hidtidige drift af sin

ejendom. Dette indebærer, at kulturenge - uden at det kræver dispensation -

kan omlægges, gødskes, drænes og sprøjtes i det omfang og med det interval,

som har været den hidtidige praksis.

- Selv om man plejer at omlægge med meget lange intervaller, f.eks. med

20-25 års mellemrum, kan man fortsætte med det uden dispensation. Ønsker man

derimod at omlægge oftere end hidtidig praksis, kræver det en dispensation

fra naturbeskyttelseslovens § 3.

- Ved definitionen af ferske enge skal der ikke kun lægges vægt på

driftsformen, men f.eks. også på vegetation og fugtighedsforhold.

- Arealer, hvor der ikke er engvegetation og - med uændret drift - heller

ikke vil indfinde sig engvegetation, er ikke omfattet af § 3. I tilfælde,

hvor engvegetationen er beskeden og - med uændret drift - fortsat vil være

det, kan dette, afhængig af de øvrige foreliggende konkrete omstændigheder,

eventuelt være dispensationsmotiverende.

- Et areal vokser nødvendigvis ikke ind i § 3, fordi en landmand fremover

undertiden vælger at lade arealet ligge uomlagt i noget mere end 7-10 år.

- En landmand, der rammes atypisk hårdt af § 3-beskyttelsen af enge, bør

kunne få dispensation, således at virkningen afbødes, forudsat en

dispensation ikke åbenbart vil være i strid med lovens forudsætninger. Hvis

der ikke kan gives dispensation, vil landmanden kunne anlægge sag ved

domstolene med påstand om erstatning støttet på grundlovens § 73.

Skov- og Naturstyrelsen vil foranledige, at der hurtigt og på en

ressourcemæssigt fornuftig måde informeres om de præciseringer m.v. af de

gældende regler, som er indeholdt i dette notat.

Spørgsmål nr. 7:

Hvor mange hektar enge og overdrev var der i Danmark i 1986 og 1996?

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst

følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

»I 1986 gennemførte Miljøministeriet en kortlægning af de ekstensivt

udnyttede naturtyper strandeng, fersk eng og overdrev. Ud fra tolkning af

flyfotos og kort blev det beregnet, at der var 42.340 ha strandeng, 45.810 ha

fersk eng og 7.560 ha overdrev i Danmark (Miljøministeriets

projektundersøgelse 1986, Teknikerrapport nr. 2). Arealer under 1 ha blev

imidlertid ikke medtaget i denne kortlægning.

I forarbejderne til naturbeskyttelsesloven er arealet af

strandenge/strandsumpe, ferske enge og overdrev skønnet til 180.000 ha (FT

1990-91, tillæg A, sp. 679, lovforslag nr. L 22, fremsat den 4. oktober 1990

af miljøministeren).

Efter det samlede resultat af amtskommunernes registrering af arealer

omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 er der 103.671 ha fersk eng og 26.225

ha overdrev i Danmark, mens det totale strandengsareal er opgjort til 43.622

ha. De tre naturtyper strandeng, fersk eng og overdrev, der i forarbejderne

til naturbeskyttelsesloven som anført blev skønnet til 180.000 ha, er således

i 1996 registreret med i alt 173.558 ha.«

Spørgsmål nr. 8:

Hvor mange hektar var der udpeget som paragraf 3 i 1994, og hvor meget er

der udpeget pr. 1. januar 1997?

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Skov- og Naturstyrelsen, som har oplyst

følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

»Enge og overdrev udpeges ikke, men er som de øvrige naturtyper

(bortset fra vandløb), der er nævnt i naturbeskyttelseslovens § 3, beskyttede

umiddelbart i henhold til loven, hvis de opfylder de nødvendige økologiske og

størrelsesmæssige kriterier m.v.

Derimod skal de beskyttede enge og overdrev - ligesom de andre beskyttede

naturtyper - registreres af amtskommunerne. Denne registrering sker i henhold

til »Cirkulære om registrering af beskyttede naturtyper samt indsendelse

af oplysninger til Skov- og Naturstyrelsen« (Miljøministeriets cirkulære

nr. 128 af 13. juli 1993) på grundlag af »Vejledning om registrering af

beskyttede naturtyper« (Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, 1993)

og tillige - for engenes vedkommende - Skov- og Naturstyrelsens notat af 5.

marts 1997 om naturbeskyttelseslovens § 3, specielt i relation til ferske

enge i marskegne, som blev fremsendt til udvalgets orientering den 10. marts

1997.

Registreringen er et arbejdsredskab for amtskommunerne ved

administrationen og håndhævelsen af beskyttelsesordningen. Registreringen er

ikke bindende, bl.a. fordi det er arealets tilstand på det tidspunkt, hvor

der ønskes foretaget et indgreb, der er afgørende for vurderingen af, om det

er beskyttet. Registreringen har derfor ingen retsvirkning for ejerne m.fl.

Den oprindelige frist for registreringen var den 1. september 1995, men på

grund af tekniske problemer i enkelte amtskommuner forelå der ikke et samlet

resultat af registreringen før i 1996. Det samlede resultat af registreringen

fremgår af bilaget til min besvarelse af spørgsmål 4 (L 127 - bilag 7).'

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter