1996 BTL 93 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DYREVÆRNSLOVEN (FORBUD MOD SLAGTNING OG AFLIVNING AF DYR UDEN BEDØVELSE) NR L 93 1996-97, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder
stillet spørgsmål til justitsministeren, som denne har besvaret
skriftligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Alle Dyrs Ret,
Cohn, Herluf, København,
Dansk Teknologisk Institut,
Den Danske Dyrlægeforening,
Det Mosaiske Troessamfund,
Dyrenes Beskyttelse,
Gruppe af islamiske ledere i Danmark,
Hansen, Anette Lund og Zahle, Henrik, København,
Lilholt, Jeppe, København og
Repræsentanter for diverse islamiske indvandrerforeninger.
Nogle af udvalgets spørgsmål til justitsministeren og dennes svar herpå,
en henvendelse til udvalget i anledning af lovforslaget og justitsministerens
udkast til bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om slagtning og
aflivning af dyr er optrykt som bilag til betænkningen.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Det Radikale
Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget og Birthe Rønn
Hornbech (V)) lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.
Et flertal inden for mindretallet (Socialdemokratiets, Det Radikale
Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af udvalget) ønsker i anledning
af Det Dyreetiske Råds konklusion: »Rituelle slagtninger uden
forudgående bedøvelse er hidtil foregået på en måde, der ikke er etisk
forsvarlig«, jf. bilag 19, at understrege, at Det Mosaiske Troessamfund
til enhver tid har fulgt de anbefalinger om ændringer i slagtemetoderne, som
myndighederne har stillet; eksempelvis blev kastemaskiner afskaffet til
fordel for de nuværende fastholdelsesbokse.
Læs alt
Dette flertal har ligeledes konstateret, at Det Mosaiske Troessamfund i
den nuværende situation, hvor vurderingen af »etisk forsvarligt« er
ændret i skærpende retning, har været imødekommende over for den udvikling af
slagtemetoder, som Det Dyreetiske Råds udtalelse indebærer.
Dette flertal kan endvidere tilslutte sig følgende tilkendegivelse fra
justitsministeren:
1. Efter dyreværnslovens § 13, stk. 2, kan justitsministeren
fastsætte nærmere regler om aflivning af dyr, herunder om slagtning og om
forbud mod visse aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse
større dyr kun må foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.
I medfør af blandt andet denne bestemmelse har Justitsministeriet udstedt
en bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr, som i § 7 indeholder
regler om slagtning af dyr uden bedøvelse:
»§ 7. Det skal dog være tilladt at slagte husdyr uden bedøvelse, når
slagtningen foretages efter jødisk eller islamisk ritus.
Stk. 2. Hvor slagtning af andre husdyr end fjerkræ finder sted uden
bedøvelse, er det en betingelse herfor, at slagtningen foretages på et
eksportautoriseret slagteri, at slagtningen overvåges af embedsdyrlægen, og
at dyret fastholdes på forsvarlig måde. Ved slagtning af kvæg skal der
anvendes en boks, hvor dyret fastholdes i opretstående stilling. Boksen skal
kunne justeres efter dyrets størrelse, således at hoved og krop fikseres så
skånsomt som muligt.
Stk. 3. Hvor slagtning af fjerkræ finder sted uden bedøvelse, er det en
betingelse herfor, at slagtningen overvåges af en embedsdyrlæge, og at dyret
fastholdes på forsvarlig vis.
Stk. 4. Slagtningen skal foregå ved, at begge halspulsårer og halsvener
manuelt overskæres med et skarpt redskab, umiddelbart efter at dyret er
fikseret.
Stk. 5. Slagterier, der ønsker at foretage slagtning uden bedøvelse, skal
forud anmelde dette til Veterinærdirektoratet.«
2. Det Dyreetiske Råd blev den 20. november 1996 af
Justitsministeriet bedt om at fremsætte en udtalelse om rituelle slagtninger.
Rådet har den 30. april 1997 under en pressekonference i Justitsministeriet
afgivet sin udtalelse.
Det Dyreetiske Råds konklusion er, at rituelle slagtninger af kvæg og
kyllinger uden forudgående bedøvelse hidtil er foregået på en måde, der ikke
er etisk forsvarlig.
Rådet foreslår på den baggrund, at der fremover stilles følgende
minimumskrav til disse rituelle slagtninger:
- ved slagtning af kvæg uden forudgående bedøvelse skal dyrene skydes med
en boltpistol omgående efter, at halssnittet er lagt,
- alle slagtninger uden forudgående bedøvelse skal foretages som
enkeltdyrsslagtninger og under forhold, der sikrer, at det enkelte dyr
håndteres så skånsomt og omhyggeligt som muligt.
Et flertal af Rådets medlemmer har ikke fundet grund til at ændre reglerne
for rituel slagtning uden bedøvelse af får og lam under den forudsætning, at
det enkelte dyr i forbindelse med slagtningen fortsat vil blive håndteret så
skånsomt og omhyggeligt som muligt. Et mindretal er dog af den opfattelse, at
det er mest konsekvent og rigtigt også her at forlange skydning med
boltpistol eller anden form for bedøvelse omgående efter, at snittet er lagt.
3. Såfremt Det Dyreetiske Råds indstilling følges, forudsætter det
følgende ændringer af de gældende regler:
a. Kvæg
En regel, hvorefter kvæg omgående efter, at halssnittet er lagt, skal
skydes med en boltpistol, kan umiddelbart indføjes i slagtebekendtgørelsens §
7 (jf. ovenfor). Det bemærkes, at samtlige medlemmer af Det Dyreetiske Råd
har tiltrådt denne slagtemetode.
Udkast til ændring af bekendtgørelsen er optrykt som bilag til
betænkningen.
b. Får og lam
Det Dyreetiske Råd har på baggrund af egne iagttagelser ikke noget
væsentligt at indvende imod den måde, rituel slagtning af får og lam foregår
på. Flertallet i Det Dyreetiske Råd finder derfor ikke, at der er grund til
at ændre reglerne herom.
c. Kyllinger
Der findes i Danmark 2 typer af rituelle slagtninger af kyllinger - med
forudgående bedøvelse og uden bedøvelse.
Alene den sidst nævnte slagtemetode synes at indebære dyreværnsmæssige
betænkeligheder i relation til selve slagtningen.
Ifølge oplysninger fra en repræsentant for fjerkræbranchen på
pressekonferencen den 30. april 1997 finder slagtning af fjerkræ uden
forudgående bedøvelse ikke længere sted på danske fjerkræslagterier.
Det Dyreetiske Råds indstilling for så vidt angår kyllinger baserer sig
ikke - som ved kvæg og får - på egne iagttagelser, men derimod på et notat om
Dyreværnsrådets besøg på et fjerkræslagteri den 31. januar 1995. Af dette
notat fremgår ifølge Det Dyreetiske Råds udtalelse blandt andet, at
slagtebåndet »ved normal slagtning kører med en hastighed af 6.400 dyr i
timen og »noget mindre« ved rituel slagtning uden forudgående
bedøvelse', og at dyrene efter slagtningen basker stærkt med vingerne.
Det Dyreetiske Råds konklusion er, at det ikke er etisk forsvarligt at
foretage rituelle slagtninger af kyllinger uden forudgående bedøvelse på
samlebånd, således som det indtil for nylig er sket. Hvis rituelle
slagtninger af kyllinger uden forudgående bedøvelse skal være etisk
acceptable, må de efter rådets opfattelse ske således, at hvert dyr
fastholdes manuelt, når halssnittet lægges, og indtil døden nogle sekunder
efter med sikkerhed er indtrådt. Dette vil efter rådets opfattelse i praksis
betyde, at antal slagtede dyr pr. time nedsættes væsentligt.
Ændrede regler herom i slagtebekendtgørelsen forudsætter en nærmere
drøftelse med i hvert fald Veterinærdirektoratet, herunder af hvorledes
dyrene i givet fald skal fastholdes under slagtningen og af slagtebåndets
hastighed.
4. Konklusion
Der synes alene at være et aktuelt dyreværnsmæssigt problem i forbindelse
med rituel slagtning af kvæg uden forudgående bedøvelse. Af sådanne
slagtninger finder der kun nogle få tusinde sted om året.
Justitsministeren vil ændre reglerne vedrørende disse slagtninger, således
at dyrene straks efter halsoverskæringen skydes med en boltpistol. Da der
ikke er grund til at antage, at selve halsoverskæringen er forbundet med
lidelse for dyret, findes de dyreværnsmæssige hensyn med en sådan
slagtemetode at være tilgodeset.
Ændringerne gennemføres ved en ændring af slagtebekendtgørelsens § 7.
For at forhindre at det på ny skulle være muligt at slagte kyllinger uden
forudgående bedøvelse som beskrevet ovenfor, vil slagtebekendtgørelsen også
blive ændret på dette punkt.
Da ændringen bl.a. nødvendiggør overvejelser af teknisk karakter,
forudsætter de nye regler forudgående drøftelser med Veterinærdirektoratet.
Da der ifølge det oplyste ikke længere finder fjerkræslagtninger sted på
slagterierne uden forudgående bedøvelse, er en hurtig løsningsmodel ikke
påkrævet.
Et mindretal inden for mindretallet (Birthe Rønn Hornbech (V)) finder, at
det bør tilstræbes, at større dyr kun slagtes efter forudgående bedøvelse.
Som lovforslaget er udformet, vil der fortsat kunne importeres dyr, der er
slagtet ved rituel slagtning.
I andre sammenhænge f.eks. ved dyreforsøg påføres dyr smerte og angst,
hvorfor det ud fra en lighedsgrundsætning og i religionsfrihedens perspektiv
må anses betænkeligt på nuværende tidspunkt at gennemføre et forbud specielt
rettet mod rituel slagtning. Der henvises til notat omdelt på bilag 23, der
er optrykt som bilag til betænkningen.
Et andet mindretal (Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis
medlemmer af udvalget og Inge Dahl-Sørensen (V) og Svend Aage Jensby (V))
indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.
En del af dette mindretal (Inge Dahl-Sørensen (V) og Svend Aage Jensby
(V)) finder, at der i Danmark i lighed med de øvrige skandinaviske lande bør
gælde et ubetinget krav om, at bedøvelse skal finde sted før slagtning af
dyr.
Denne del af dette mindretal lægger vægt på, at alle skal være lige for
loven, og at der kun skal gælde et regelsæt i Danmark. Den omstændighed, at
der har været givet tilladelse til slagtning efter islamisk og jødisk ritus,
giver hverken de pågældende mindretal en ret til fortsat at benytte en uetisk
slagtemetode eller staten en pligt til fortsat at godkende en slagtemetode,
der indebærer at dyrene lider unødigt.
Et tredje mindretal (Det Konservative Folkepartis medlemmer af
udvalget) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et fjerde mindretal (Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget)
vil redegøre for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Et femte mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) vil redegøre
for sin stilling til lovforslaget ved 2. behandling.
Dorte Bennedsen (S) Erling Christensen (S) Holger Graversen (S) Per
Kaalund (S) Helen Jørgensen (S) Margrete Auken (SF) nfmd. Bjørn Elmquist
(RV) fmd. Søren Søndergaard (EL) Arne Melchior (CD) Birthe Rønn
Hornbech (V) Inge Dahl-Sørensen (V) Svend Aage Jensby (V) Pia Kjærsgaard (DF)
Helge Adam Møller (KF) John Vinther (KF) Gitte Seeberg (KF) Tom Behnke
(FP)
Bilag
Spørgsmål 6 og 11 til justitsministeren og dennes svar herpå, henvendelse
fra Anette Lund Hansen, cand.jur., ph.d.-studerende og Henrik Zahle,
professor, dr.jur. samt justitsministerens udkast til bekendtgørelse om
ændring af bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr er optrykt som
bilag til betænkningen
Spørgsmål nr. 6:
Hvilke erfaringer er der gjort med hensyn til boltpistolers sikkerhed som
bedøvelsesmetode? Hvor mange gange skal dyrene skydes med boltpistol, før man
er sikker på, at de er bedøvede? Hvor ofte forekommer fejlskud med
boltpistoler?
Svar:
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har Justitsministeriet anmodet
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om en udtalelse. Ministeriet
henholder sig til følgende udtalelse fra Veterinærdirektoratet:
»Bedøvning med boltpistol er en almindeligt anerkendt
bedøvelsesmetode, og det er af flere forskere fastslået, at boltpistolen ved
korrekt anvendelse fremkalder en øjeblikkeligt virkende bedøvelse af
slagtedyret.
Det er vigtigt, at bedøvningen udføres i overensstemmelse med de angivne
forskrifter, herunder at boltpistolen placeres korrekt på hovedet af
slagtedyret, således at bolten trænger gennem pandeskalden og ind i dyrets
storhjerne, hvorved dyret bringes i en bevidstløs og dermed smertefri
tilstand.
Ved korrekt anvendelse af boltpistolen er et skud tilstrækkeligt til at
fremkalde omgående bedøvelse af slagtedyret, men der forekommer tilfælde,
hvor dyret på grund af usikkerhed ved placeringen af boltpistolen ikke
bedøves fuldstændigt, hvorefter bedøvelsen omgående må gentages.
Veterinærdirektoratet er ikke i besiddelse af en opgørelse over, hvor
mange fejlskydninger der fremkommer på kreaturslagterierne, men det må
vurderes at være tilfælde, der optræder specielt ved meget urolige slagtedyr,
hvor det ikke lykkes for slagteren at foretage korrekt placering af
boltpistolen, eller hvor dyret bevæger hovedet umiddelbart før skuddet
afgives.«
Spørgsmål nr. 11:
Er den eksisterende mulighed for rituel slagtning udtryk for en
dispensation eller for en ordning, der har hjemmel i en bekendtgørelse
udstedt i overensstemmelse med gældende lov?
Svar:
Det fremgår af dyreværnslovens § 13, stk. 1, at den, der vil aflive et
dyr, skal sikre sig, at dyret aflives så hurtigt og så smertefrit som muligt.
Ifølge § 13, stk. 2, kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om
aflivning af dyr, herunder regler om slagtning og om forbud mod visse
aflivningsformer samt regler om, at aflivning af visse større dyr kun må
foretages af en dyrlæge eller en anden autoriseret person.
Med hjemmel i blandt andet dyreværnslovens § 13, stk. 2, har
Justitsministeriet udstedt bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om
slagtning og aflivning af dyr. Bekendtgørelsen indeholder tillige
bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 93/119/EF om beskyttelse af dyr
på slagte- eller aflivningstidspunktet.
I bekendtgørelsens § 6 bestemmes det, at enhovede dyr, drøvtyggere, svin,
kaniner og fjerkræ tilført til slagtning på slagterier skal bedøves inden
slagtning eller aflives omgående som angivet i kapitel 9. Kapitel 9
indeholder nærmere bestemmelser om de tilladte bedøvelses- og
aflivningsmetoder.
Ifølge bekendtgørelsens § 7, stk. 1, skal det dog være tilladt at slagte
husdyr uden bedøvelse, når slagtningen foretages efter jødisk eller islamisk
ritus. I § 7, stk. 2-5, angives en række betingelser, som skal være opfyldt
ved disse rituelle slagtninger, herunder betingelsen om at slagtning uden
bedøvelse af andre husdyr end fjerkræ skal foretages på et eksportautoriseret
slagteri, og at slagtningen overvåges af embedsdyrlægen, ligesom slagterier,
der ønsker at foretage slagtning uden bedøvelse, skal anmelde dette forud til
Veterinærdirektoratet.
Den eksisterende mulighed for rituel slagtning uden bedøvelse er således
udtryk for en ordning, der er reguleret i en bekendtgørelse udstedt med
hjemmel i dyreværnslovens § 13, stk. 2.
Rituel slagtning og religionsfrihed
Af Anette Lund Hansen, cand.jur., ph.d.-studerende
og Henrik Zahle, professor, dr.jur.
Spørgsmålet om rituel slagtning er til diskussion. Af central betydning er
en vurdering af, hvilken angst og hvilke smerter de slagtede dyr har under
den rituelle slagtning. Herom gør der sig forskellige opfattelser gældende,
og den følgende undersøgelse er bygget på den forudsætning, at der er i hvert
fald en risiko for, at dyrene faktisk oplever slagtningen som angstfuld og
smertefuld.
Slagtningens betydning for dyrene har været central i debatten. Senest er
spørgsmålet belyst ved den dyreetiske udtalelse fra Det Dyreetiske Råd.
Formålet med det følgende er at bidrage med en analyse af den rituelle
slagtning set i religionsfrihedens perspektiv. Hensynet til religionsfriheden
forekommer os at være underbelyst, og det har derfor været nødvendigt at
foretage en undersøgelse af såvel den europæiske menneskerets regulering af
religionsfrihed som reguleringen i den danske grundlov.
I det følgende redegøres først for den europæiske menneskeretlige
regulering, dernæst for den danske grundlov.
I. Den europæiske menneskeretskonvention og international ret
Den Europæiske Menneskerets Konventions artikel 9:
Stk. 1. Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og
religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro
samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat
at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og
overholdelse af religiøse skikke.
Stk. 2. Frihed til at udøve sin religion eller tro skal kun kunne
underkastes sådanne begrænsninger, som er foreskrevet ved lov og er
nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den offentlige orden,
sundhed eller sædelighed eller for at beskytte andres rettigheder og
friheder.
Den engelske ordlyd af artikel 9:
1. Everyone has the right to freedom of thought, conscience and religion;
this right includes freedom to change his religion or belief and freedom,
either alone or in community with others and in public or in private, to
manifest his religion or belief, in worship, teaching, practice and
observance.
2. Freedom to manifest one's religion or beliefs shall be subject only to
such limitations as are prescribed by law and are necessary in a democratic
society in the interests of public safety, for the protection of public
order, health or morals, or for the protection of the rights and freedoms of
others.
Reglens struktur
Beskyttelsen af religionsfriheden i artikel 9 kan opdeles i et indre og et
ydre aspekt. Det indre aspekt af religionsfriheden er reguleret i artikel 9,
stk. 1, 1. led, og udgør retten til autonomt at have tanke-, samvittigheds-
og religionsfrihed (forum internum). Det ydre aspekt af religionsfrihed er
reguleret i artikel 9 stykke 1, 2. led, og udgør retten til at manifestere
sin religion (forum eksternum).
Artikel 9 stk. 2, indeholder hjemlen for begrænsninger af
religionsfriheden. I henhold til denne bestemmelse er det udelukkende retten
til at udøve sin religion, der kan underkastes begrænsninger. Det
indre aspekt af religionsfriheden er således en absolut rettighed, der
ikke kan underkastes begrænsninger, mens det ydre aspekt af
religionsfriheden er en relativ rettighed.
Ved at tillade begrænsninger af retten til at manifestere sin religion
anerkendes det, at det i et demokratisk samfund - i hvilket adskillige
religioner eksisterer side om side indenfor den samme befolkningsgruppe - kan
være nødvendigt at begrænse retten til at manifestere sin religion, for at
kunne forene de forskellige gruppers interesser og sikre at alles tro bliver
respekteret(* 1).
(* 1) Se EMD 206-A s. 18 præmis 33.
Begrænsninger i retten til at udøve religionsfriheden skal være
foreskrevet ved lov, være nødvendige i et demokratisk samfund og ske i
henhold til et af de udtrykkeligt opregnede formål(* 2).
(* 2) Se nærmere nedenfor.
Om rituelle slagtninger
Religionsfriheden som en international menneskeret er reguleret i
henholdsvis EMRK art. 9 og Konventionen om Civile og Politiske Rettigheder
(CPR) art. 18, de to bestemmelser antages at skulle fortolkes
overensstemmende(* 3).
(* 3) Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier i Menneskeret s. 270.
I den følgende fortolkning af indholdet af retten til at manifestere sin
religionsfrihed i henhold til artikel 9 stk. 1, 2. led henvises derfor også
til FN dokumenter.
Begrebet "to manifest" fortolker MK snævert, og dækker ikke
enhver handling, der er motiveret eller influeret af en religion eller tro.
For at handlingen er omfattet af beskyttelsen i art 9, stk. 1, 2. led, skal
den være udtryk for et sammenhængende syn på fundamentale problemer og denne
bagved liggende religiøse opfattelse skal netop komme til udtryk ved den
konkrete manifestation(* 4).
(* 4) Se EMK 7050/75 Arrowsmith vs. UK, Dec. 12.10.78 i D&R 19 s. 5,
og EMK 8741/79 X mod BRD i D&R 24 s. 137.
Manifestationen af religionsfriheden i henhold til EMRK art. 9 kan udføres
i form af "worship, teaching, practice or observance"; ved
tilføjelsen af ordet "includes" i begyndelsen af artikel 9 stk. 1,
2. led indiceres, at den måde hvorpå religion eller tro kan manifesteres ikke
er udtømmende defineret i artiklen(* 5).
(* 5) Se Niklas Blum, s. 63.
Størstedelen af praksis fra EMK angår manifestation af religion eller tro
gennem "practice and observance". Det ser ud til at begrebet
"observance" særligt tager sigte på handlinger af en stærk
traditionel karakter, men grænsen mellem de to begreber er vanskelig at
trække(* 6).
(* 6) Se Christian Skakkebæk s. 10.
EMK har i sin praksis ikke direkte taget stilling til spørgsmålet om
rituelle slagtninger. Det nærmeste har været spørgsmålet om anerkendelsen af,
at indsatte i fængsler skal have adgang til at modtage mad tilberedt i
overensstemmelse med religiøse forskrifter(* 7), ved at anerkende, indsatte
har ret til at modtage mad tilberedt i overensstemmelse med religiøse
forskrifter anerkendes, at denne form for forskrifter er en del af retten til
at manifestere sin religion(* 8). Visse religiøse forskrifter om fødevarer er
afhængige af udførelsen af forudgående forberedende handlinger som f.eks.
rituelle slagtninger. Med en anerkendelse af, at religiøst foreskrevne
forskrifter om fødevarer er en del af religionsfriheden, ligger også en
implicit anerkendelse af, at de forudgående handlinger, så som rituelle
slagtninger, er en del af religionsfriheden.
(* 7) Se Appl no. 5947/72 X vs UK, Dec 05.03.76 D&R no. 5 s. 8, og
Appl. no. 13668/88 D. og E.S. vs. UK, 07.03.90, utrykt, henvisning fundet hos
C. Skakkebæk.
(* 8) Jvf. Frowein i Festschrift fur Karl Partsch 1989 s. 249 (258),
Freedom of Religion in the Practice of the European Commission and Court of
Human rights.
Appl 5947/72 angik fængselsmyndighedernes overholdelse af fødevaremæssige
forskrifter for ortodokse jøder. Kommissionen vurderede konkret, at der ikke
forelå nogen krænkelse af retten til at manifestere sin religion i henhold
til EMRK art. 9. Afgørelsen stammer fra en periode, hvor Kommissionen
anvendte doktrinen om "inherent limitations" ved fortolkning af
omfanget af rettighedernes beskyttelse i forhold til indsatte i fængsler.
Denne doktrin er siden hen i en anden kontekst udtrykkeligt forladt af
Domstolen, hvorfor afgørelsen ikke kan anvendes yderligere i denne
sammenhæng(* 9).
(* 9) Se Van Dijk og Van Hoof, Theory and Practice of the European
Convention on Human Rights s. 576, samt EMD 12 Vagabond sagen s. 45 og EMD 18
Golder sagen s. 21-22.
En fortolkning af retten til at manifestere sin religion, så den også
omfatter retten til at følge religiøst foreskrevne forskrifter om fødevarer,
understøttes af en lignende fortolkning af CPR art. 18. CPR art. 18 stk. 1,
2. led, er en ordret gengivelse af EMRK art. 9, stk. 1, 2. led. Dog kan der
ved fastlæggelsen af indholdet af religionsfrihedsbegrebet i henhold til CPR
hentes vejledning i FN Deklarationen om forbud mod alle former for
diskrimination og intolerance baseret på tro eller religion (herefter
1981-Deklarationen)(* 10). I 1981-Deklarationens art. 6, jf. art. 1, stk. 1,
2. led, opregnes konkrete og typiske eksempler på, hvorledes
religionsfriheden kan manifesteres. Opregningen er ikke udtømmende, hvilket
allerede følger af ordene "inter alia".
(* 10) The Declaration on the Elimination on All Forms of Intolerance and
Discrimination Based on Religion or Belief af 25. nov. 1981.
Artikel 6 indeholder ikke udtrykkeligt et eksempel om overholdelsen af
fødevaremæssige forskrifter som et eksempel på en typisk manifestation af
religionsfriheden. Artikel 6 bygger på og er tydeligt inspireret af den
grundlæggende FN rapport om religionsfrihed fra 1959. Rapporten mundede ud i
16 generelle regler om religionsfrihed samt et sæt "Draft principles on
freedom and non-discrimination in the matters of religious rights and
practices", og den anden af disse foreskriver: "Everyone should be
free to comply with what is prescribed or authorized by his religion or
belief, and free from performing acts incompatible with prescriptions of his
religion or belief".
I Draft principles uddybes dette i dokumentets tredje del, hvor det
fastslås, at "Everyone shall be free to comply with what is perscribed
or authorized by his religion or belief, and free from performing acts
incompatible with the prescriptions of his religion or belief, particular in
the following respects, subject to the interest of a society as a whole as
provided in parts III and IV".
3. "No one shall be prevented from observing the dietary practices
prescribed by his religion or belief".
Da 1981-Deklarationens artikel 6 ikke er udtømmende og da bestemmelsen er
stærkt inspireret af FN rapporten fra 1959, må det antages at en fortolkning
af retten til at manifestere sin religion i henhold til artikel 6 i
1981-Deklarationen også omfatter retten til at overholde fødevaremæssige
forskrifter.
Anvendes 1981-Deklarationen som fortolkningsbidrag og udfyldning til CPR
art. 18 vil retten til at manifestere sin religion omfatte retten til at
overholde religiøst påbudte forskrifter om fødevarer, samt de forudgående
forberedende handlinger som rituel slagtning. Da CPR art. 18 og EMRK art. 9
som tidligere nævnt i almindelighed fortolkes overensstemmende, understøttes
en fortolkning af artikel 9, hvor det fastlægges at retten til at manifestere
sin religion også omfatter retten til at følge religiøst foreskrevne
fødevaremæssige forskrifter.
Retten til religionsfrihed og forbudet mod diskrimination på grund af
religion er dog ikke ensbetydende med, at de offentlige myndigheder under
alle omstændigheder er forpligtet til at tage positive forholdsregler for at
sikre overholdelsen af fødevaremæssige forskrifter for alle religioner og
trosretninger.
Som en generel regel gælder dog, at ingen skal forhindres i at overholde
de fødevaremæssige forholdsregler, som deres religion foreskriver(* 11).
(* 11) Acot Krishnaswami, study of discrimination in matters of religious
rights and practices UN doc E/CN.4/Sub.2/200/Rev.1.
Rituelle slagtninger og den europæiske menneskerets konvention:
Udgangspunktet må være, at religiøst påbudte forskrifter om fødevarer er
afhængige af udførelsen af rituelle slagtninger, hvorfor et forbud mod
rituelle slagtninger vil være et indgreb i religionsfriheden i henhold til
EMRK art. 9 stk. 1, 2. led, dvs. retten til at manifestere sin religion.
På den anden side er det legitimt at begrænse retten til at manifestere
sin religion jvf. EMRK art. 9 stk. 2, hvis dette sker i henhold til lov, for
at varetage et af de udtrykkeligt opregnede formål og kan anses for at være
nødvendigt i et demokratisk samfund. Det er disse betingelser for indgreb i
retten til at manifestere sin religion vi herefter ser på.
Indgrebet skal være foreskrevet ved lov er en to-leddet betingelse. Et
evt. dansk forbud vil komme til udtryk ved en lovændring af dyreværnsloven,
hvorfor det vil opfylde betingelsen om at være "prescribed by law".
I EMRK art. 9 opregnes de hensyn, der legitimt kan begrunde indgreb,
nemlig hensynet til "the public order, health or morals, or the rights
and freedoms of others". Disse formål er meget brede og dækker næsten
enhver handling, hvorfor det er sandsynligt at rituelle slagtninger vil kunne
forbydes ud fra hensynet til den offentlige orden.
Endelig skal indgrebet være nødvendigt i et demokratisk samfund.
Nødvendighedstesten udgør en interesseafvejning mellem individets interesse i
at overholde religiøst foreskrevne regler for behandling af fødevarer og
samfundets mere overordnede interesse i, at dyr ikke i forbindelse med
slagtning og anden form for aflivning må påføres smerte eller anden form for
lidelse, jf. dyreværnslovens § 13.
Ved nødvendighedstesten foretages en meget detaljeret og dermed ofte
særdeles kasuistisk præget vurdering af, om samtlige omstændigheder giver
grund til at antage, at en "fair balance" konkret findes at
foreligge mellem individets rettigheder og samfundets interesse i at gøre
indgreb i disse rettigheder(* 12).
(* 12) Se Lars Adam Rehof og Tyge Trier, Menneskeret s. 210 ff.
På grundlag af EMD's praksis kan fastslås, at indgrebet for at opfylde
nødvendighedstesten skal være udtryk for et presserende socialt behov (a
pressing social need) og skal være proportionalt i forhold til målet(* 13).
At indgrebet er nyttigt, rimeligt og ønskeligt er ikke tilstrækkeligt, men på
den anden side er nødvendighedskravet ikke ensbetydende med, at indgrebet
skal være uundgåeligt (indispensable).
(* 13) Se EMD 24 Handyside dommen.
Ved prøvelsen af indgrebets nødvendighed overlades der en skønsmargin til
de nationale stater og myndigheder. Bredden af denne skønsmargin fastlægges
bl.a. ud fra følgende 6 kriterier, der har indflydelse på hvor meget EMD
kræver af staternes dokumentation for indgrebets nødvendighed.
a) Lokal bedømmelse af lokale forhold
b) Konsensus standarden
c) Er der tale om et væsentligt indgreb i lovgivers kompetence
d) Positive forpligtelser
e) Væsentlige indgreb for individet
f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk samfund(* 14)
(* 14) Se Evind Einersen og Tyge Trier, »Den Europæiske
Menneskeretsdomstols prøvelseskompetence - Doktrinen om margin of
appreciation«, TfR 1991 s. 570-593.
Ved bedømmelsen af om et forbud mod schachtning vil være et nødvendigt
indgreb i religionsfriheden i et demokratisk samfund vil følgende standarder
være relevante.
ad b) Konsensus standarden
Hvis de fleste lande, som har tiltrådt EMRK, ikke har forbudt schachtning,
kan det være vanskeligt for Danmark at begrunde at forbudet er nødvendigt
netop i Danmark. Udelukkende Sverige, Norge og Schweiz har et forbud mod
rituelle slagtninger, mens Danmark, Frankrig og Finland har lovgivet om, at
rituel slagtning må foregå under særlige omstændigheder. Denne standard
tillægges væsentlig vægt i EMD's behandling af klager.
ad e) Væsentligt indgreb for individet
Hvis indgrebet i art. 9 synes at medføre væsentlige konsekvenser for
individet, altså et væsentligt indgreb i en personlig rettighed i modsætning
til en materiel rettighed, skærpes statens bevisbyrde for, at indgrebet kan
anses for nødvendigt.
Forbudet mod schachtning synes at udgøre et væsentligt indgreb i
individets religionsfrihed, og sammenholdes dette med at religionsfriheden
betragtes som et fundamentalt aspekt at individets liv, vil det utvivlsomt
medføre en skærpelse af kravet til staternes bevis for nødvendigheden af
indgrebet.
ad f) Er der tale om en fundamental rettighed i et demokratisk
samfund
Religionsfriheden er af EMD beskrevet som en fundamental rettighed i et
demokratisk samgund(* 15), heraf er en konsekvens, at kravene til staten om
at bevise nødvendigheden af indgrebet skærpes(* 16).
(* 15) Se Kokkinakis Dommen EMD 260-A
(* 16) EMD 24, 28, 30 og 44.
Proportionalitetsbedømmelsen, som nødvendighedstestens andet led:
Ved en proportionalitets bedømmelse vurderes midlet i forhold til målet.
Hvorledes vi etisk betragter rituelle slagtninger, må sammenholdes med,
hvorledes vi etisk set generelt forholder os til dyr, dels i forbindelse med
opdræt, dels i forbindelse med slagtning. Spørgsmålet er hvilken smerte
schachtning påfører kvæg, set i forhold til hvilken smerte de generelle
opdræts- og slagtemetoder påfører kvæg. Normalt foregår slagtning af kvæg ved
skydning med penetrerende boltpistol, som medfører nærmest øjeblikkelig
indtræden af døden, og dyret påføres beviseligt ingen smerte. Dette er et
argument for et forbud mod schachtning.
Men det skal også tages i betragtning, at rituelle slagtninger i 1994
udgjorde 5.500 stk. kvæg ud af 800.000 slagtede kreaturer i alt, eller 0,069
pct. af det samlede antal slagtninger af kvæg. Det relativt begrænsede antal
af rituelle slagtninger vil på den anden side trække i retning af, at der
ikke er grundlag for et forbud.
Endvidere må indgrebets betydning for de religiøse grupper vurderes
overfor, hvilken betydning det har for opnåelsen af målet om at behandle dyr
etisk forsvarligt.
Det er udelukkende ortodokse jøder, der lever i henhold til religiøse
regler, som foreskriver at schachtning ikke må foretages uden forudgående
bedøvelse. Der er således som udgangspunkt tale et om et begrænset udsnit af
den jødiske menighed, der vil blive berørt af et forbud. For denne del af den
jødiske menighed vil der dog være tale om et indgreb i en leveregel som
anvendes dagligt og i forbindelsen med varetagelsen af et primært behov,
nemlig indtagelsen af mad, hvorfor indgrebet utvivlsomt må betragtes som
væsentligt.
Det er i den sammenhæng relevant at inddrage det faktum, at et forbud mod
foretagelsen af schæchtning uden forudgående bedøvelse ikke også medfører et
forbud mod import af kød slagtet i henhold til disse religiøse forskrifter.
Forbudet i Danmark vil således ikke umuliggøre de ortodokse jøders
opfyldelse af deres religiøse foreskrevne fødevaremæssige forskrifter, men
det vil med stor sandsynlighed gøre de pågældende madvarer vanskeligere at
skaffe og dyrere at købe.
Der er som ovenfor nævnt tale om et væsentligt indgreb i religionsfriheden
for den ortodokse del af den jødiske menighed, hvorimod det lille antal af
rituelle slagtninger gør det vanskeligt at karakterisere som væsentligt i
forhold til det generelle mål at sikre at dyr ikke påføres smerte eller anden
form for lidelse i forbindelse med slagtning.
I henhold til nødvendighedstesten vil et totalt forbud mod schæchtning
uden bedøvelse og uden forslag af alternativ slagtemetode sandsynligvis ikke
blive betragtet som proportionalt.
II. Grundloven
For en vurdering af religionsfrihedens forhold til en rituel slagtning er
to bestemmelser i grundloven af særlig betydning:
Grundlovens § 67: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at
dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet
læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige
orden.
§ 70: Ingen kan på grund af sin trosbekendelse . . . berøves adgang til
den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig
opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt.
Disse to grundlovsbestemmelser indeholder et regelsæt, som passende kan
opdeles i tre led. For det første findes en grundlovsbeskyttelse af
gudsdyrkelsen. Beskyttelsen sikrer borgerne en religiøs udfoldelsesmulighed,
og spørgsmålet er her, om den rituelle slagtning omfattes af denne frihed.
For det andet indeholder grundloven en mulighed for, at denne frihed
begrænses, idet friheden ikke må bruges til at lære eller foretage noget, som
strider mod sædelighed eller offentlig orden. Spørgsmålet er her, om denne
mulighed for begrænsning omfatter et forbud mod rituel slagtning.
Endelig indeholder grundloven et diskriminationsforbud, og spørgsmålet er
her, om diskriminationsforbudet kan hindre, at et forbud mod rituel slagtning
gennemføres, idet et sådant forbud skulle opfattes som en diskrimination af
bestemte religiøse grupper.
1. Gudsdyrkelse og slagtning
Religionsfriheden beskyttes efter grundlovens § 67 som en ret for borgerne
til at »forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer
med deres overbevisning«. Det, der beskyttes, er altså retten til at
forene sig for at dyrke Gud på den beskrevne måde. Heri ligger for det
første en ret til at forene sig, og det betones ofte i den forfatningsretlige
litteratur, at religionsfriheden netop knytter sig til foreningsfriheden,
sml. allerede Holck s. 268, der betoner, at »grundloven har altså ikke
med hensyn til religiøse samfund indskrænket sig til, således som med hensyn
til andre foreninger, at hjemle borgerne ret til at forene sig i ethvert
lovligt øjemed, sml. grundlovens § 78, men tillagt dem en almindelig og
ubetinget ret til at forene sig i samfund af den i grundlovens § 67
omhandlede beskaffenhed.«(* 17).
(* 17) C.G. Holck: Den danske Statsforfatningsret II, 1869.
Religionsfriheden omfatter imidlertid ikke alene selve foreningsdannelsen
som sådan, men må tillige antages at indeholde en ret til at forsamle sig med
henblik på gudsdyrkelse, såvel som en individuel adgang til gudsdyrkelse.(*
18)
(* 18) Poul Andersen: Dansk statsforfatningsret, 1954 s. 632.
Det umiddelbare formål med virksomheden skal være gudsdyrkelse, jfr.
Matzen.(* 19) Men til den egentlige gudsdyrkelse hører ikke blot selve den
religiøse virksomhed under f.eks. en gudstjeneste, men også de praktiske
forudsætninger for det religiøse livs udfoldelse. Således opførelse af
kirker, ansættelse af præster, oprettelse af særlige præsteskoler.(* 20) Uden
for beskyttelsen falder på den anden side foreninger, der nok har et
religiøst sigte, men hvis øjemed dog ikke er gudsdyrkelse, f.eks.
sportsforeninger eller fritidsklubber med religiøst præg.(* 21)
(* 19) Henning Matzen: Den danske Statsforfatningsret III, 1909 s.
299.
(* 20) Jfr. Knud Berlin: Den danske Statsforfatningsret II, 1939 s.
350.
(* 21) Alf Ross: Dansk Statsforfatningsret, 1980 s. 754.
Centralt er det, at bestemmelsen efter formuleringen i dens andet led
omfatter såvel lære som handlinger (»læres eller foretages«). Det
er på den baggrund, at man kan drøfte, om bestemmelsen giver mulighed for
flerkoneri, jfr. f.eks. Matzen s. 300-301 og Berlin s. 351, tiggeri, Holck s.
273, Matzen s. 302, s. 303, kirkelig procession, Matzen s. 303, jfr. dog
Matzen s. 302 og Holck s. 272, såvel som det nævnte kirkebyggeri, Matzen s.
303-304. Religionsfriheden er ikke begrænset til den gudsdyrkelse, der
foregår på bestemte tider og klokkeslæt, men må anskues med udgangspunkt i
den enkelte religion som den virksomhed, som efter religionen anses som
integreret i den enkeltes eller menighedens gudsdyrkelse.
Slagtning er grundlaget for menighedens animalske føde, og slagtningen er
et integreret element i den islamiske og jødiske tro. Også slagtemåden må
derfor anses som et element i den islamiske og jødiske gudsdyrkelse, og den
må derfor som udgangspunkt anses som omfattet af religionsfriheden.
En regulering af den rituelle slagtning må på denne baggrund anskues som
et spørgsmål om en indskrænkning af religionsfriheden.
2. Indskrænkning af religionsfrihed
Et vilkår for religionsfriheden er ifølge grundlovens § 67, »at intet
læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige
orden«.
Religionsfriheden gælder altså kun med den indskrænkning, at der ikke må
»læres eller foretages« noget, som er i strid med
»sædeligheden eller den offentlige orden«. Til uddybning heraf
anførtes allerede hos Holck s. 270, at det ikke er tilstrækkeligt til at
frakende et religiøst samfund ret til en lovlig eksistens »at dets
læresætninger er farlige eller skadelige, når de ikke kunne siges at stride
mod sædelighed eller de til den offentlige ordens betryggelse givne
love«. Men nogen nærmere uddybning heraf findes ikke i litteraturen,
hertil Berlin s. 351f, Poul Andersen s. 633.
Som grundsynspunkt må antages, at det er overladt til lovgivningsmagten at
fastsætte, hvilke krav der følger af hensynet til henholdsvis
»sædelighed« og »offentlig orden«. Hvilke hensyn der i
denne forbindelse kan tages, findes der ikke nogen systematisk redegørelse
for i litteraturen. Men kirkebyggeri - som jo er nødvendigt til realisering
af gudsdyrkelse - skal naturligvis følge de gældende byggelove, Poul Andersen
s. 633 note 2. En religiøs åbning for flerkoneri støder mod ægteskabslovens
monogamiske ordning, jfr. Matzen s. 300, Berlin s. 351. Også dyrebeskyttelse
må kunne indgå som et hensyn, der sætter grænser for, hvordan gudsdyrkelse
kan praktiseres. Det kan altså som udgangspunkt ikke afvises, at en
regulering af slagtemetoder ud fra dyreetiske synspunkter, som svarer til
synspunkter, der i øvrigt er lagt til grund for lovgivningen, er
grundlovsmæssige, selv om de indebærer en begrænsning af den måde, hvorpå en
gudsdyrkelse kan finde sted.
3. Diskriminationsforbud
Grundlovens § 70 indeholder en lighedsgrundsætning, idet den foreskriver,
at ingen på grund af trosbekendelse kan nægtes adgang til rettigheder eller
unddrage sig forpligtelser, jfr. nærmere grundlovens § 70.
Det bør derfor overvejes, om et forbud mod rituel slagtning kan indebære
en krænkelse af dette diskriminationsforbud.
Et første spørgsmål er herved, hvad der sigtes til med
»rettigheder«. Herom anføres hos Matzen s. 285-86, at
»derunder indbefattes ethvert gode, hvis nydelse er beskyttet af
retsordenen, således at det ikke vilkårligt kan berøves den pågældende . .
.«.
Forbudet tager naturligvis først og fremmest sigte på situationer, hvor
f.eks. en trosbekendelse gøres til en betingelse for adgang til nydelse af
borgerlige eller politiske rettigheder, og det er klart, at en sådan ordning
ville være i strid med grundlovens § 70, jfr. Berlin s. 356. Vanskeligere er
situationen, hvis forbudet ikke er motiveret i trosbekendelse, eller hvis der
kan rejses tvivl herom. Det var således i den ældre litteratur omtvistet, om
det tidligere gældende forbud mod fremmede jøders adgang til Danmark var
religiøst begrundet eller begrundet i frygt for ulovlig handel. De retslærde,
der fandt forbudet begrundet i den religiøse overbevisning, betragtede
forbudet som bortfaldet med grundloven af 1849 (§ 84); mens de forfattere,
der fandt forbudet begrundet i frygten for ulovlig handel m.v., først
betragtede det som bortfaldet, da det blev udtrykkeligt ophævet i 1850, jfr.
hertil Holck s. 286, Berlin s. 356, på den anden side Matzen s. 286. Selv om
drøftelsen angår en situation, som er noget fjernt fra den her behandlede,
kan der dog læres det af drøftelsen, at for bedømmelsen af, om en
foranstaltning strider med diskriminationsforbudet, er det afgørende at
afdække den reelle begrundelse bag reguleringen, og såfremt denne fokuserer
på trosbekendelsen som grundlag for et forbud, kan forbudet være i strid med
grundlovens § 70, selv om det fremtræder som løsrevet fra hensyn til
trosbekendelse.
Rækkevidden af grundlovens § 70 har nylig været drøftet i et par
familieretlige sager vedr. Jehovas Vidner, som er blevet behandlet ved
Folketingets Ombudsmand. Se herved FOB 1988 s. 121, der angik
Adoptionsnævnets tilbageholdenhed med hensyn til godkendelse af Jehovas
Vidner som adoptanter, og hvor ombudsmanden påpegede nødvendigheden af en
individualiseret bedømmelse, og FOB 1989 s. 78, der angik et vilkår om, at et
barn under samværsbesøg hos sin far ikke måtte oplæres i Jehovas Vidners tro,
og hvor ombudsmanden fandt en præcisering af dette vilkår ønskelig.(* 22)
(* 22) Se hertil Henrik Zahle: Dansk Forfatningsret 3, 1997 s. 147.
Diskriminationsforbudet vedrører også opfyldelse af forpligtelser: Ingen
kan unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt med henvisning
til sin trosbekendelse. Dette er grundlag for at anse det for legitimt at
forbyde tiggeri, jf. Holck s. 288, men bestemmelsen indebærer ikke noget
forbud mod, at lovgivningsmagten viser en særlig imødekommenhed over for
religiøse samfund ved at indrømme dem fritagelser eller lempelser under
hensyn til den religiøse samvittigheds krav, jfr. Poul Andersen s. 637, Ross
s. 756, men modsat Matzen s. 295, Berlin s. 362. Denne mulighed for at vise
en særlig imødekommenhed i forhold til religiøse minoriteter ligger bag
muligheden for fritagelse for værnepligt på grund af religiøs overbevisning,
og den ligger bag de gældende regler for slagtning uden forudgående
bedøvelse, jfr. herom Ross s. 756 note 42, sml. Zahle s. 148.
Det kan herefter sammenfattende konkluderes, at en generel regulering,
f.eks. bygningslovgivning som gældende for kirkebyggeri, ikke indebærer noget
brud på den religiøse frihed, alene fordi reguleringen angår byggevirksomhed
af betydning for gudsdyrkelse. Den almindelige lovgivning må gælde for
enhver, og den religiøse lære og virksomhed må indrette sig på denne og kan
ikke vilkårligt kræve sig fritaget for almindeligt gældende forskrifter, blot
fordi virksomheden er religiøst motiveret.
Spørgsmålet er herefter, om en indførelse af et forbud mod rituel
slagtning vil indebære en religiøs diskrimination. Spørgsmålet må besvares på
baggrund af en sammenkædning af bestemmelserne i grundlovens § 68 og § 70,
jfr. om en sådan sammenkædning Ross s. 755.
Et forbud mod rituel slagtning indebærer en justering af de gældende
slagteregler, således at disse gælder alment. Udgangspunktet må for så vidt
være, at der heri ikke ligger nogen diskrimination i strid med grundlovens §
70, eftersom iagttagelsen af de gældende forskrifter vedr. slagtning må
henregnes til »den almindelige borgerpligt« og således som gældende
for enhver. En sådan generel slagteregulering kan enten opfattes som en
fratagelse af en rettighed - nemlig fratagelsen af den hidtil gældende
rettighed for muslimske og jødiske samfund til at gennemføre rituel slagtning
- eller som en indførelse af en almindelig borgerpligt med hensyn til
udførelse af slagtning. Om sørgsmålet vurderes på den ene eller den anden
måde, kan ikke have betydning for den juridiske vurdering.
Gennemførelse af et generelt forbud mod rituel slagtning er motiveret i
hensynet til dyrenes beskyttelse mod angst og smerte. Det ligger uden for
vores sagkundskab at vurdere, om og med hvilken styrke en sådan smerte gør
sig gældende, men det må ved bedømmelsen lægges til grund, at dyr også i
andre situationer oplever angst og smerte. Dette gælder såvel den almindelige
håndtering af husdyr, ikke mindst i tiden op til en slagtning, og dette
gælder ved flere former for (lovlig) jagt, både under selve jagten og efter
et vellykket eller mindre vellykket anskud. Også mange transportformer rummer
alvorlige skader på dyr.
Set ud fra et hensyn til dyrebeskyttelse er den rituelle slagtning således
vel relevant, men dog kvantitativt af relativt begrænset betydning. Det er på
den baggrund, at man kan rejse spørgsmålet, om et forbud mod en rituel
slagtning vel kan anses som et sagligt begrundet bidrag til en begrænsning af
dyrs angst og lidelse, men dog kan anskues som et vilkårligt udvalgt område,
der efterlader væsentlige og store områder af angst og lidelse for vilde og
tamme dyr uberørt.
I dette perspektiv er spørgsmålet altså, om religionsfriheden som
beskyttet i grundlovens § 68 og diskriminationsforbudet i grundlovens § 70,
der begge overlader til lovgivningen at fastsætte grænser for, hvad der
lovligt kan gøres, må forbindes med det principielle synspunkt, at
begrænsninger i gudsdyrkelsen kan være diskriminatoriske, ikke blot fordi der
sættes en særlig barriere begrundet i trosbekendelse, men også i tilfælde,
hvor en generel regulering vilkårligt rammer en (lille) gruppes gudsdyrkelse
ud fra hensyn (dyrebeskyttelse), som kun meget ufuldstændigt og derfor uden
nødvendighed varetages gennem den almindelige regulering.
Spørgsmål i denne retning er ikke tidligere behandlet i dansk
forfatningsret, og traditionen ved fortolkning af grundlovens § 68 og § 70
lægger ikke op til den mere dynamiske vurdering, som de anførte synspunkter
udtrykker, men i lyset af de synspunkter, som finder støtte i den europæiske
menneskerettighedskonventions fortolkning, kan det dog ikke afvises, at der
også ved en aktualiseret fortolkning af grundlovens bestemmelser om
religionsfrihed kan hentes støtte for at sætte spørgsmålstegn ved, om
lovgivningsmagten står ganske frit, når den regulerer adfærd, som sætter
grænser for religiøse minoritetets gudsdyrkelse. Det forekommer nærliggende
at forvente, at sådanne grænser ikke blot isoleret betragtet er egnede til at
nå et mål (undgå de hidtil rituelt slagtede dyrs angst og lidelse), men
tillige i det hele må anses som saglige i forhold til den generelle
målsætning (at spare dyr for angst og lidelse i forbindelse med aflivning).
Forbudet mod rituel slagtning må således sammenholdes med tolerancen over for
den angst og lidelse, som dyr i andre sammenhænge kan udsættes for.
Selv om der ikke er sikkert litterært fundament for synspunktet,
forekommer det os i religionsfrihedens perspektiv betænkeligt at gennemføre
et forbud mod rituel slagtning.
Der er ikke med denne konklusion taget stilling til, om den rituelle
slagtning kan tilrettelægges på en anden måde end den hidtidige, således at
der herved sker en »humanisering« (!) af slagteformen.
JUSTITSMINISTERIET
Civil- og Politiafdelingen
Civilkontoret
Udkast til
Bekendtgørelse om ændring af bekendtgørelse om slagtning og aflivning af
dyr
§ 1 I bekendtgørelse nr. 1037 af 14. december 1994 om slagtning og
aflivning af dyr foretages følgende ændringer:
1. I § 7, stk. 1, indsættes efter »uden«:
»forudgående«.
2. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter
»uden«: »forudgående«.
3. I § 7, stk. 4, indsættes som 2. pkt.: »Ved
slagtning af kvæg skal dyret umiddelbart efter, at dette halssnit er
foretaget, bedøves ved skydning med en boltpistol.«
4. I § 7, stk. 5, indsættes efter »uden«:
»forudgående«.
§ 2 Bekendtgørelsen træder i kraft den
Justitsministeriet, den
Frank Jensen
/ Mogens Kjærgaard Møller
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af dyreværnsloven Retsinformation · 4. november 1999
- Domstolens dom (Store Afdeling) af 17. december 2020. — Centraal Israëlitisch Consistorie van België m.fl. EU-domme · 17. december 2020
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod slagtning og aflivning af dyr uden forudgående bedøvelse Retsinformation · 10. juni 2005
- 1996 LSF 93 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF DYREVÆRNSLOVEN (FORBUD MOD SLAGTNING OG AFLIVNING AF DYR UDEN BEDØVELSE) Retsinformation · 5. december 1996
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat N. Wahl fremsat den 30. november 2017. — Liga van Moskeeën en Islamitische Organisaties Provincie Antwerpen, VZW m.fl. mod Vlaams Gewest. EU-domme · 30. november 2017
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat N. Wahl fremsat den 20. september 2018. — Oeuvre d’assistance aux bêtes d’abattoirs (OABA) mod Ministre de l'Agriculture et de l'Alimentation m.fl. EU-domme · 20. september 2018