Spring til indhold

Retsinformation

Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt

KEN nr 9890 af 20/11/2004Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet29. november 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Klage

tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt

Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede klagen den

12. december 2002 og godkendte den fortsatte tvangsbehandling.

Patienten var herefter fortsat indlagt, hvor

tvangsbehandlingen fortsatte.

Patienten blev den 2. juni 2003 overflyttet til en

anden afdeling. Lægerne fortsatte den igangværende tvangsbehandling med

tablet

eller mikstur Risperdal, eller som alternativ injektion Cisordinol.

Patienten modtog til og med den 13. juni 2003 den

igangværende tvangsbehandling uden at modsætte sig denne, hvorefter han den

14.

og 15. juni 2003 ikke længere accepterede denne. I afdelingen observerede man

i

disse dage en forværring i hans tilstand, idet han blev udskældende,

paranoidt

mistolkende og nedvurderende i sine udtalelser overfor personalet.

Patienten klagede den 17. juni 2003 atter over

tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt

opsættende virkning.

Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn behandlede

klagen den 2. juli 2003 behandlet og godkendte den fortsatte

tvangsbehandling.

Der blev som begrundelse anført, at patienten var uden sygdomserkendelse, og

at

der ikke siden nævnets tidligere afgørelser i oktober og december 2002 var

foretaget ændringer i medicineringen.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte delvist den

afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 10.

Læs alt

oktober 2002 vedrørende tvangsbehandling, idet nævnet fandt, at klagen burde

have været tillagt opsættende virkning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte den

afgørelse, der den 12. december 2002 blev truffet af Det Psykiatriske

Patientklagenævn

den 12. december 2002 om tvangsbehandling.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede den

afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 2. juli

2003 om tvangsbehandling.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale Psykiatriske

Patientklagenævns afgørelse af 10. oktober 2002

Fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at

betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldte.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at

tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet

patienten gennem nogle uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling,

før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.

Nævnet oplyste, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 3,

følger, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende

virkning,

medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at

udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge,

at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme

eller helbred.

Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse,

at der ikke i sagens akter fandtes holdepunkter for, at patienten i sin

tilstand udsatte eget liv eller helbred for væsentlig fare eller andre for

nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet fandt

derfor, at patientens klage den 29. september 2002 burde have været tillagt

opsættende virkning.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale

Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 12. december 2002 fandt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for at tvangsbehandle

patienten var opfyldte.

Nævnet skal bemærke, at i tilfælde, hvor der - som i

den konkrete sag - ikke var truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, var

det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over

fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.

Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale

Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 2. juli 2003 fandt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet

vurdering, at patienten ved overflytningen til den nye afdeling på trods af

kontinuerlig antipsykotisk behandling gennem ca. 9 ½ måned, hvorunder der dog

var indtrådt en bedring, at patienten fortsat var behandlingstrængende og

uden

sygdomsindsigt samt urealistisk med hensyn til egen formåen. Sundhedsvæsenets

Patientklagenævn fandt herefter, at der ved ophør med antipsykotisk

behandling

ville foreligge en betydelig risiko for forværring af tilstanden, og at det

således ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til

hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers

ville

blive væsentligt forringet.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog ud fra en

konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om

mindst indgribende foranstaltning for så vidt angik behandlingens

udstrækning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det

fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre

omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.

Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af mindste middels princip, der blandt

andet medfører, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udtrækning

af

en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har

overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling,

tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre

omfang

end nødvendigt. Bestemmelsen er udtryk for, at det er overlægen, som i

tilfælde

af en klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun var formelt

berettiget, men også nødvendig.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne videre oplyse,

at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser

optimal

effekt i løbet af 1½ til ca. 3 måneder. I daglig klinisk praksis anvendes

Risperdal til mennesker i aldersgruppen 20 til ca. 60 år almindeligvis i

doseringer fra omkring 4-8 mg, og undertiden op til 16 mg i døgnet, eventuel

i

forbindelse med indgivelse af bivirkningsmedicin

Det fremgik af overlægens udtalelse til

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patientens tilstand var blevet bedret

noget, men at han fortsat var uden egentlig sygdomsforståelse og

sygdomsaccept.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at

patienten på tidspunktet for Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse

gennem ca. 9½ måned var blevet behandlet med Risperdal 4 mg dagligt.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne

baggrund, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst

indgribende

foranstaltning.

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at der

ved patientens klage den 17. juni 2003 ikke var tale om en ny beslutning om

tvangsbehandling af ham, hvorfor der i forbindelse med klagen over den

fortsatte tvangsbehandling i det konkrete tilfælde ikke var pligt til at

tillægge klagen opsættende virkning.

Lignende dokumenter