Klage tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Klage
tillagt opsættende virkning og udstrækning af tvangsbehandling underkendt
Det Psykiatriske Patientklagenævn behandlede klagen den
12. december 2002 og godkendte den fortsatte tvangsbehandling.
Patienten var herefter fortsat indlagt, hvor
tvangsbehandlingen fortsatte.
Patienten blev den 2. juni 2003 overflyttet til en
anden afdeling. Lægerne fortsatte den igangværende tvangsbehandling med
tablet
eller mikstur Risperdal, eller som alternativ injektion Cisordinol.
Patienten modtog til og med den 13. juni 2003 den
igangværende tvangsbehandling uden at modsætte sig denne, hvorefter han den
14.
og 15. juni 2003 ikke længere accepterede denne. I afdelingen observerede man
i
disse dage en forværring i hans tilstand, idet han blev udskældende,
paranoidt
mistolkende og nedvurderende i sine udtalelser overfor personalet.
Patienten klagede den 17. juni 2003 atter over
tvangsbehandlingen til Det Psykiatriske Patientklagenævn. Klagen blev tillagt
opsættende virkning.
Det lokale Psykiatriske Patientklagenævn behandlede
klagen den 2. juli 2003 behandlet og godkendte den fortsatte
tvangsbehandling.
Der blev som begrundelse anført, at patienten var uden sygdomserkendelse, og
at
der ikke siden nævnets tidligere afgørelser i oktober og december 2002 var
foretaget ændringer i medicineringen.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte delvist den
afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 10.
Læs alt
oktober 2002 vedrørende tvangsbehandling, idet nævnet fandt, at klagen burde
have været tillagt opsættende virkning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn tiltrådte den
afgørelse, der den 12. december 2002 blev truffet af Det Psykiatriske
Patientklagenævn
den 12. december 2002 om tvangsbehandling.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn ændrede den
afgørelse, der blev truffet af Det Psykiatriske Patientklagenævn den 2. juli
2003 om tvangsbehandling.
Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale Psykiatriske
Patientklagenævns afgørelse af 10. oktober 2002
Fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at
betingelserne for at tvangsbehandle patienten var opfyldte.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt endvidere, at
tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning, idet
patienten gennem nogle uger blev forsøgt motiveret for frivillig behandling,
før beslutning om tvangsmedicinering blev truffet.
Nævnet oplyste, at det af psykiatrilovens § 32, stk. 3,
følger, at klager over beslutning om tvangsbehandling har opsættende
virkning,
medmindre omgående gennemførelse af behandlingen er nødvendig for ikke at
udsætte patientens liv eller helbred for væsentlig fare eller for at afværge,
at patienten udsætter andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme
eller helbred.
Det var Sundhedsvæsenets Patientklagenævns opfattelse,
at der ikke i sagens akter fandtes holdepunkter for, at patienten i sin
tilstand udsatte eget liv eller helbred for væsentlig fare eller andre for
nærliggende fare for at lide skade på legeme eller helbred. Nævnet fandt
derfor, at patientens klage den 29. september 2002 burde have været tillagt
opsættende virkning.
Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale
Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 12. december 2002 fandt
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at betingelserne for at tvangsbehandle
patienten var opfyldte.
Nævnet skal bemærke, at i tilfælde, hvor der - som i
den konkrete sag - ikke var truffet en ny beslutning om tvangsbehandling, var
det nævnets opfattelse, at der ikke er pligt til at tillægge en klage over
fortsat tvangsbehandling opsættende virkning.
Vedr. begrundelse for så vidt angår Det lokale
Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse af 2. juli 2003 fandt
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet
vurdering, at patienten ved overflytningen til den nye afdeling på trods af
kontinuerlig antipsykotisk behandling gennem ca. 9 ½ måned, hvorunder der dog
var indtrådt en bedring, at patienten fortsat var behandlingstrængende og
uden
sygdomsindsigt samt urealistisk med hensyn til egen formåen. Sundhedsvæsenets
Patientklagenævn fandt herefter, at der ved ophør med antipsykotisk
behandling
ville foreligge en betydelig risiko for forværring af tilstanden, og at det
således ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle ham, da udsigten til
hans helbredelse eller en betydelig afgørende bedring i tilstanden ellers
ville
blive væsentligt forringet.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt dog ud fra en
konkret vurdering, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om
mindst indgribende foranstaltning for så vidt angik behandlingens
udstrækning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn oplyste, at det
fremgår af psykiatrilovens § 4, stk. 4, at tvang ikke må anvendes i videre
omfang, end hvad der er nødvendigt for at opnå det tilsigtede formål.
Bestemmelsen indebærer en lovfæstelse af mindste middels princip, der blandt
andet medfører, at der skal ske en begrænsning i den tidsmæssige udtrækning
af
en tvangsforanstaltning til det absolut nødvendige. Ifølge lovens § 21 har
overlægen til stadighed ansvaret for, at frihedsberøvelse, tvangsbehandling,
tvangsfiksering, fysisk magt og beskyttelsesfiksering ikke anvendes i videre
omfang
end nødvendigt. Bestemmelsen er udtryk for, at det er overlægen, som i
tilfælde
af en klage skal sandsynliggøre, at tvangsanvendelsen ikke kun var formelt
berettiget, men også nødvendig.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn kunne videre oplyse,
at man normalt forventer, at behandling med antipsykotisk medicin viser
optimal
effekt i løbet af 1½ til ca. 3 måneder. I daglig klinisk praksis anvendes
Risperdal til mennesker i aldersgruppen 20 til ca. 60 år almindeligvis i
doseringer fra omkring 4-8 mg, og undertiden op til 16 mg i døgnet, eventuel
i
forbindelse med indgivelse af bivirkningsmedicin
Det fremgik af overlægens udtalelse til
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, at patientens tilstand var blevet bedret
noget, men at han fortsat var uden egentlig sygdomsforståelse og
sygdomsaccept.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn bemærkede, at
patienten på tidspunktet for Det Psykiatriske Patientklagenævns afgørelse
gennem ca. 9½ måned var blevet behandlet med Risperdal 4 mg dagligt.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt på denne
baggrund, at den fortsatte tvangsbehandling ikke opfyldte kravet om mindst
indgribende
foranstaltning.
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt desuden, at der
ved patientens klage den 17. juni 2003 ikke var tale om en ny beslutning om
tvangsbehandling af ham, hvorfor der i forbindelse med klagen over den
fortsatte tvangsbehandling i det konkrete tilfælde ikke var pligt til at
tillægge klagen opsættende virkning.
Lignende dokumenter
- Klage over tvangsfiksering Retsinformation · 10. september 2009
- Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt tvangsbehandling Retsinformation · 6. september 2000
- Klage over tvangsmedicinering med Cisordinol depot Retsinformation · 11. marts 2008
- Klage over tvangsfiksering, indgivelse af beroligende medicin samt beslutning om tvangsmedicinering uden betænkningstid Retsinformation · 10. september 2009
- Klage over beslutning om tvangsmedicinering med depotmedicin Retsinformation · 8. september 2009
- Klage over fortsat tvangsmedicinering Retsinformation · 8. september 2009