Spring til indhold

Retsinformation

Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt tvangsbehandling

KEN nr 11322 af 31/12/1999Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet6. september 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Tvangsfiksering i 22 timer og 50 minutter samt

tvangsbehandling

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn fandt, at

betingelserne for ved fysisk magt at bæltefiksere manden fra den 3.

august 1999 kl. 10.40 til den 4. august 1999 kl. 9.30 var opfyldt, idet der

var nærliggende fare for, at personalet ville lide skade på

legeme eller helbred, idet manden ifølge journalen havde været

truende overfor personalet og havde sparket ud efter samt slået den

faste vagt. Endvidere fandt nævnet, at indgrebet opfyldte kravet om

mindst indgribende foranstaltning. Nævnet lagde i den forbindelse

vægt på, at man havde forsøgt at tale manden til ro, og at

han havde fået beroligende medicin, uden at dette umiddelbart havde

beroliget ham. Videre fandt nævnet, at udstrækningen af

tvangsfikseringen var i overensstemmelse med kravet om mindst indgribende

foranstaltning. Nævnet lagde vægt på, at manden efter

fikseringen igen modtog beroligende medicin, da han var meget urolig, og at

han herefter faldt til ro og faldt i søvn. Nævnet fandt ikke

grundlag for at kritisere, at man afventede at løsne bæltet til

manden igen var vågen, så man kunne konstatere, om han faktisk

var faldet til ro. Nævnet oplyste, at selvom en patient er rolig under

søvnen, er det muligt, at en svær urotilstand fortsat kan

være til stede, når patienten vågner igen.

For så vidt angår tvangsmedicineringen fandt

Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter en samlet vurdering, at

manden var i en sindssygelig tilstand svarende til diagnosen paranoid

skizofreni, og at det ville være uforsvarligt ikke at tvangsbehandle

ham, da udsigten til hans helbredelse eller en betydelig bedring i tilstanden

ellers ville blive væsentlig forringet. Nævnet fandt endvidere,

at tvangsbehandlingen opfyldte kravet om mindst indgribende foranstaltning.

Nævnet lagde vægt på, at manden i en periode fra den 23.

Læs alt

juli 1999 frivilligt blev behandlet med tablet Risperdal, men at man den 3.

august 1999 havde mistanke om, at han snød med medicinen, idet han gik

på toilettet umiddelbart efter hver medicinindtagelse, hvorfor

ordinationen blev ændret fra tabletter til mikstur. Videre lagde

nævnet vægt på, at der ikke var beskrevet bivirkninger i

forbindelse med behandlingen med tablet Risperdal.

Videre fandt Sundhedsvæsenets Patientklagenævn

ikke anledning til at kritisere, at man den 12. august 1999 besluttede, at

klagen over tvangsbehandlingen ikke længere skulle tillægges

opsættende virkning. Nævnet lagde herved lagt vægt

på, at manden efter at have klaget den 10. august 1999 fortsat var

truende i sin adfærd overfor personalet og fremkom med

dødstrusler overfor en ambassade. Endvidere lagde nævnet lagt

vægt på, at manden på tidspunktet for klagens

fremsættelse havde været i behandling med Risperdal uden

bivirkninger gennem knap 3 uger, hvilket havde medført en bedring i

hans tilstand, selvom der fortsat var talrige psykotiske symptomer med

paranoide forestillinger. Nævnet fandt, at der var grundlag for at

befrygte, at der kunne være risiko for, at manden ville udsætte

andre for nærliggende fare for at lide skade på legeme og

helbred, hvis den igangværende behandling ikke blev fortsat.

Lignende dokumenter