1990 BSF 4 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FREMSKAFFELSE AF FLERE PRAKTIKPLADSER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen af fremsætte lovforslag, der
indebærer, at der bliver tilvejebragt flere praktikpladser efter
følgende retningslinier:
1) Arbejdsgivernes Elevrefusionsfond (AER) ændres således, at
arbejdsgiverne skal betale et særligt beløb til AER, som kan anvendes som
tilskud til de arbejdsgivere, der antager praktikelever.
2) De kommuner, der i særlig grad antager praktikelever, skal modtage
bidrag fra de kommuner, der ikke i særlig grad antager praktikelever.
Bemærkninger til forslaget
Baggrunden for forslaget er, at lov om tilvejebringelse af lære- og
praktikpladser, der blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 1990, ingenlunde
har givet det fornødne antal praktikpladser. Som det fremgår af bilaget, er
situationen i år kun lidt bedre end tidligere år, selv om der i år har været
iværksat en storstilet kampagne. Det viser, at det er nødvendigt med andre
midler end overtalelseskampagner.
I forbindelse med vedtagelsen af lov om tilvejebringelse af lære- og
praktikpladser gav SF i betænkningen over lovforslaget udtryk for, at SF ikke
troede, at det ville være muligt at fremskaffe tilstrækkeligt med
praktikpladser, uden at der blev taget mere skrappe midler i anvendelse,
f.eks. i form af en kraftig økonomisk tilskyndelse.
»Gulerod-pisk-princippet« har SF kaldt det.
SF stemte alligevel for loven, fordi den gav de praktikpladssøgende en ret
til en hel uddannelse i form af praktikpladskompenserende undervisning, hvis
ikke der var mulighed for at skaffe en praktikplads. Men denne form for
undervisning betragtede SF som en nødløsning, men en nødvendig nødløsning,
hvis det nødvendige antal normale praktikpladser ikke kunne skaffes.
SF mente også, at loven kunne bruges som murbrækker til at indføre andre
ordninger, der kunne sikre et tilstrækkeligt antal normale praktikpladser.
Hvis det antal praktikpladssøgende, der ikke havde fået en normal
praktikplads, og som derfor skulle have praktikpladskompenserende
Læs alt
undervisning, var ret lavt, ville det være en acceptabel nødløsning. Det vil
det derimod ikke være, hvis antallet er meget stort. Og det er desværre
situationen nu.
For det første er det ud fra en uddannelsesmæssig betragtning
utilfredsstillende, at et så stort antal af de faglærte ikke får deres
praktikperiode på en normal arbejdsplads.
For det andet er det en dyr uddannelsesform. De samme penge kunne med
langt større udbytte bruges til at tilskynde til, at normale praktikpladser
blev fremskaffet.
For det tredje ser det ud til, at de praktikpladssøgende selv opfatter den
praktikpladskompenserende undervisning som en utilfredsstillende nødløsning.
Der er unge, der siger, at de vil afvise tilbudet, fordi de mener, at de med
den praktikpladskompenserende undervisning får en for dårlig uddannelse i
forhold til dem, der får en »normal« faglig uddannelse. De mener,
at resultatet bliver, at de får for dårlige muligheder for at få arbejde
senere.
Det er beklageligt, at det ikke er lykkedes at fremskaffe et
tilstrækkeligt antal praktikpladser til trods for, at vi ved, at Danmark om
nogle år vil mangle faglært arbejdskraft. Når arbejdsgiverne - private og
offentlige - ikke selv vil tage konsekvensen af, at der skal uddannes
arbejdskraft ved at tage flere praktikelever, må Folketinget gribe ind ved at
vedtage så kraftige tilskyndelser, at det sker. Disse tilskyndelser skal
efter SF's opfattelse være økonomiske. Ved at gøre det betydelig dyrere ikke
at tage elever og ved at gøre det tilsvarende billigere at tage elever
påvirkes markedet til fordel for efterspørgslen af praktikelever.
Der har tidligere været forskellige løsningsmodeller fremme. Den model,
der i denne forbindelse ofte har været draget frem, er en kvoteordning. SF
vil ikke totalt afvise muligheden. Men der er mange problemer, hvis en
kvoteordning skal gennemføres. En tvungen kvoteordning vil betyde, at der er
praktikelever, der bliver påtvunget en arbejdsgiver, som ikke har ønsket
nogen elev. Det er ikke noget godt udgangspunkt for en uddannelse. Frivillige
kvoteordninger er udmærkede og burde for længst være aftalt i de enkelte
brancher. Men de er frivillige med alle de svagheder, som frivillige
ordninger indebærer. Derfor er det helt utilstrækkeligt alene at satse på
dette.
Der blev både den 15. september 1989 og 10. maj 1990 indgået aftaler
mellem regeringen og Socialdemokratiet, som begge skulle løse
praktikpladsproblemet. Sådan blev de i det mindste lanceret.
Som det fremgår af bilaget, er det svært at se, at aftalen af 15.
september overhovedet havde nogen betydning, idet antallet af praktikpladser
stort set var uændret i 1989-90 i forhold til 1988-89.
Lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser, der udspringer af
majaftalen, har derimod haft positive virkninger, hvis vi sammenholder
situationen i 1990 med situationen i 1989. Men når det tages i betragtning,
hvor meget der har været gjort, har resultatet været meget pauvert.
Årsagen til, at det ikke er lykkedes at fremskaffe flere ekstra pladser,
er efter SF's opfattelse, at det er alt for billigt for den enkelte
arbejdsgiver at lade være med at opfylde den almindelige
arbejdsgiverforpligtelse, dvs. forpligtelsen til at uddanne fremtidens
arbejdskraft.
Det offentlige svigter som arbejdsgiver helt klart
arbejdsgiverforpligtelsen til at uddanne fremtidens arbejdskraft, og desværre
ser det ud til, at denne svigten sker i stigende omfang. Tilsyneladende er
det især kommunerne, der svigter deres forpligtelse. Undskyldningen herfor er
den dårlige kommunale økonomi, men den er ikke acceptabel. Uanset en stram
kommunal økonomi har kommunerne en arbejdsgiverforpligtelse i denne
forbindelse. Hvor meget dyrere er det mon for kommunerne at antage et
tilstrækkeligt antal praktikelever i forhold til, at de pågældende unge på
længere sigt kan blive afhængige af det sociale system, hvis de ikke kan
komme ind på arbejdsmarkedet?
Af de private arbejdsgivere har det især været de store virksomheder, der
svigtede. Derimod påtager mange mindre virksomheder sig tilsyneladende
forpligtelsen fuldt ud. Når det tages i betragtning, at det netop er de store
virksomheder, der senere bruger en meget stor del af den uddannede
arbejdskraft, er det usolidarisk, at de ikke uddanner flere eller i det
mindste betaler til, at arbejdskraften bliver uddannet af andre.
Ifølge dette forslag til folketingsbeslutning kan det fortsat lade sig
gøre for en arbejdsgiver - privat eller offentlig - at slippe for
forpligtelsen til at uddanne fremtidens arbejdskraft. Men det bliver en
økonomisk belastning, fordi de skal betale til de arbejdsgivere, der påtager
sig forpligtelsen. Forslaget er derfor udtryk for en solidarisk ordning.
Forslaget skulle blive udgiftsneutralt for staten, idet det forudsættes,
at arbejdsgiverne i forvejen skal betale for den praktikpladskompenserende
undervisning, og at det er de private arbejdsgivere og kommunerne, der
pålægges afgifter og får tilskud.
For de private arbejdsgivere under eet skulle udgiften derfor heller ikke
øges. Derimod er det klart, at der er arbejdsgivere, der kommer til at betale
betydelig mere, nemlig de arbejdsgivere, der ikke antager praktikelever. men
det er også meningen med forslaget. Til gengæld vil de arbejdsgivere, der har
levet op til arbejdsgiverforpligtelsen om at uddanne fremtidens arbejdskraft,
få en økonomisk gevinst ved forslaget.
For kommunerne under eet vil der formentlig på kort sigt være en
udgiftsforøgelse, fordi kommunerne som helhed skal antage flere
praktikelever. Men det er på kort sigt, fordi risikoen for, at de unge ender
uden for arbejdsmarkedet og derfor i det sociale system, bliver mindre. Men
under alle omstændigheder vil belastningen for kommunerne på kort sigt
variere meget i forhold til, i hvilket omfang de hidtil har levet op til
forpligtelsen om at uddanne fremtidens arbejdskraft.
Der er ikke i forslaget lagt op til, at der pålægges staten en særlig
forpligtelse ud over det, der i forvejen ligger som hensigter. Men forslaget
forudsætter naturligvis, at staten fuldt ud lever op til sin forpligtelse,
når der laves særlige ordninger for det private arbejdsmarked og kommunerne.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Ad 1)
Størrelsen af det beløb, som arbejdsgiverne skal indbetale til AER, og
størrelsen af det tilskud, som arbejdsgivere, der antager praktikelever, skal
modtage, må afhænge af, hvor meget der skal til, for at udbud og
efterspørgsel af praktikelever svarer nogenlunde til hinanden. På grund af
særlige geografiske og branchemæssige forhold vil ligevægt ikke kunne opnås
fuldt ud. Men her vil den praktikpladskompenserende undervisning kunne sikre,
at særlige geografiske og branchemæssige forhold ikke betyder, at de
praktikpladssøgende bliver ladt i stikken.
Ad. 2)
Den økonomiske udligning kommunerne (både primærkommuner og amtskommuner)
imellem kan ske ved forskellige metoder. Metoden er ikke det afgørende. Det
er virkningen. Af hensyn til metoden og virkningen er det nødvendigt, at der
aftales en norm for, hvor mange praktikelever kommunerne skal antage.
Metoden kan være en kommunal udligning, hvor der ydes i forhold til den
uddannede arbejdskraft inden for de relevante fagområder, og hvor der ydes
tilskud i forhold til, hvor mange praktikelever kommunerne antager. Beløbenes
størrelse må afhænge af, hvor meget der skal til for, at udbud og
efterspørgsel af praktikelever nogenlunde svarer til hinanden.
Metoden kan også være, at kommunerne kommer ind under AER i denne
forbindelse, eller at der laves en AER-lignende ordning for kommunerne.
Bilag
Antallet af praktikpladssøgende elever, der afsluttede
basisuddannelsen i 1986, 1987, 1988, 1989 og 1990, opgjort pr. 1. maj, 1.
september, 1. december og 1. februar
--------------------------------------------------------------------~
År Afsluttet maj september december februar
basisudd.
--------------------------------------------------------------------~
1986 31.810 11.044 5.806 4.311 3.718
i pct. 100 34,7 18,3 13,6 11,8
--------------------------------------------------------------------~
1987 32.618 11.427 6.059 4.483 3.843
i pct. 100 35,0 18,6 13,8 11,8
--------------------------------------------------------------------~
1988 34.872 11.794 7.312 5.667 5.161
i pct. 100 33,8 21,1 16,3 14,9
--------------------------------------------------------------------~
1989 36.532 13.229 8.537 6.467 5.807
i pct. 100 35,9 23,3 17,7 16,1
--------------------------------------------------------------------~
1990 37.190 13.827 7.103
i pct. 100 37,2 19,1
-------------------------------------------------------------------~
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1989 BSF 9 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM RET TIL PRAKTIKPLADS Retsinformation · 24. oktober 1989
- 1989 BTL 239 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM TILVEJEBRINGELSE AF LÆRE- OG PRAKTIKPLADSER NR L 239 1989-90, 1. SAMLING Retsinformation · 11. juli 1990
- 1990 BTL 59 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ARBEJDSGIVERNES ELEVREFUSION NR L 59 1990-91, 1. SAMLING Retsinformation · 28. november 1990
- 1989 LSF 239 FORSLAG TIL LOV OM TILVEJEBRINGELSE AF LÆRE- OG PRAKTIKPLADSER Retsinformation · 16. august 1990
- 1988 BTL 37 BETÆNKNING OVER I. FORSLAG TIL LOV OM ERHVERVSSKOLER II. FORSLAG TIL LOV OM ERHVERVSUDDANNELSER NR L 37 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1995 BTL 110 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSGIVERNES ELEVREFUSION (OMLÆGNING AF FINANSIERING AF LØNREFUSION OG SKOLEPRAKTIK M.V.) NR L 110 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 24. april 1996