Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 4 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM FREMSKAFFELSE AF FLERE PRAKTIKPLADSER

1990/1 BSF 4Beslutningsforslag som fremsatFolketinget9. oktober 1990

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen af fremsætte lovforslag, der

indebærer, at der bliver tilvejebragt flere praktikpladser efter

følgende retningslinier:

1) Arbejdsgivernes Elevrefusionsfond (AER) ændres således, at

arbejdsgiverne skal betale et særligt beløb til AER, som kan anvendes som

tilskud til de arbejdsgivere, der antager praktikelever.

2) De kommuner, der i særlig grad antager praktikelever, skal modtage

bidrag fra de kommuner, der ikke i særlig grad antager praktikelever.

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget er, at lov om tilvejebringelse af lære- og

praktikpladser, der blev vedtaget af Folketinget den 1. juni 1990, ingenlunde

har givet det fornødne antal praktikpladser. Som det fremgår af bilaget, er

situationen i år kun lidt bedre end tidligere år, selv om der i år har været

iværksat en storstilet kampagne. Det viser, at det er nødvendigt med andre

midler end overtalelseskampagner.

I forbindelse med vedtagelsen af lov om tilvejebringelse af lære- og

praktikpladser gav SF i betænkningen over lovforslaget udtryk for, at SF ikke

troede, at det ville være muligt at fremskaffe tilstrækkeligt med

praktikpladser, uden at der blev taget mere skrappe midler i anvendelse,

f.eks. i form af en kraftig økonomisk tilskyndelse.

»Gulerod-pisk-princippet« har SF kaldt det.

SF stemte alligevel for loven, fordi den gav de praktikpladssøgende en ret

til en hel uddannelse i form af praktikpladskompenserende undervisning, hvis

ikke der var mulighed for at skaffe en praktikplads. Men denne form for

undervisning betragtede SF som en nødløsning, men en nødvendig nødløsning,

hvis det nødvendige antal normale praktikpladser ikke kunne skaffes.

SF mente også, at loven kunne bruges som murbrækker til at indføre andre

ordninger, der kunne sikre et tilstrækkeligt antal normale praktikpladser.

Hvis det antal praktikpladssøgende, der ikke havde fået en normal

praktikplads, og som derfor skulle have praktikpladskompenserende

Læs alt

undervisning, var ret lavt, ville det være en acceptabel nødløsning. Det vil

det derimod ikke være, hvis antallet er meget stort. Og det er desværre

situationen nu.

For det første er det ud fra en uddannelsesmæssig betragtning

utilfredsstillende, at et så stort antal af de faglærte ikke får deres

praktikperiode på en normal arbejdsplads.

For det andet er det en dyr uddannelsesform. De samme penge kunne med

langt større udbytte bruges til at tilskynde til, at normale praktikpladser

blev fremskaffet.

For det tredje ser det ud til, at de praktikpladssøgende selv opfatter den

praktikpladskompenserende undervisning som en utilfredsstillende nødløsning.

Der er unge, der siger, at de vil afvise tilbudet, fordi de mener, at de med

den praktikpladskompenserende undervisning får en for dårlig uddannelse i

forhold til dem, der får en »normal« faglig uddannelse. De mener,

at resultatet bliver, at de får for dårlige muligheder for at få arbejde

senere.

Det er beklageligt, at det ikke er lykkedes at fremskaffe et

tilstrækkeligt antal praktikpladser til trods for, at vi ved, at Danmark om

nogle år vil mangle faglært arbejdskraft. Når arbejdsgiverne - private og

offentlige - ikke selv vil tage konsekvensen af, at der skal uddannes

arbejdskraft ved at tage flere praktikelever, må Folketinget gribe ind ved at

vedtage så kraftige tilskyndelser, at det sker. Disse tilskyndelser skal

efter SF's opfattelse være økonomiske. Ved at gøre det betydelig dyrere ikke

at tage elever og ved at gøre det tilsvarende billigere at tage elever

påvirkes markedet til fordel for efterspørgslen af praktikelever.

Der har tidligere været forskellige løsningsmodeller fremme. Den model,

der i denne forbindelse ofte har været draget frem, er en kvoteordning. SF

vil ikke totalt afvise muligheden. Men der er mange problemer, hvis en

kvoteordning skal gennemføres. En tvungen kvoteordning vil betyde, at der er

praktikelever, der bliver påtvunget en arbejdsgiver, som ikke har ønsket

nogen elev. Det er ikke noget godt udgangspunkt for en uddannelse. Frivillige

kvoteordninger er udmærkede og burde for længst være aftalt i de enkelte

brancher. Men de er frivillige med alle de svagheder, som frivillige

ordninger indebærer. Derfor er det helt utilstrækkeligt alene at satse på

dette.

Der blev både den 15. september 1989 og 10. maj 1990 indgået aftaler

mellem regeringen og Socialdemokratiet, som begge skulle løse

praktikpladsproblemet. Sådan blev de i det mindste lanceret.

Som det fremgår af bilaget, er det svært at se, at aftalen af 15.

september overhovedet havde nogen betydning, idet antallet af praktikpladser

stort set var uændret i 1989-90 i forhold til 1988-89.

Lov om tilvejebringelse af lære- og praktikpladser, der udspringer af

majaftalen, har derimod haft positive virkninger, hvis vi sammenholder

situationen i 1990 med situationen i 1989. Men når det tages i betragtning,

hvor meget der har været gjort, har resultatet været meget pauvert.

Årsagen til, at det ikke er lykkedes at fremskaffe flere ekstra pladser,

er efter SF's opfattelse, at det er alt for billigt for den enkelte

arbejdsgiver at lade være med at opfylde den almindelige

arbejdsgiverforpligtelse, dvs. forpligtelsen til at uddanne fremtidens

arbejdskraft.

Det offentlige svigter som arbejdsgiver helt klart

arbejdsgiverforpligtelsen til at uddanne fremtidens arbejdskraft, og desværre

ser det ud til, at denne svigten sker i stigende omfang. Tilsyneladende er

det især kommunerne, der svigter deres forpligtelse. Undskyldningen herfor er

den dårlige kommunale økonomi, men den er ikke acceptabel. Uanset en stram

kommunal økonomi har kommunerne en arbejdsgiverforpligtelse i denne

forbindelse. Hvor meget dyrere er det mon for kommunerne at antage et

tilstrækkeligt antal praktikelever i forhold til, at de pågældende unge på

længere sigt kan blive afhængige af det sociale system, hvis de ikke kan

komme ind på arbejdsmarkedet?

Af de private arbejdsgivere har det især været de store virksomheder, der

svigtede. Derimod påtager mange mindre virksomheder sig tilsyneladende

forpligtelsen fuldt ud. Når det tages i betragtning, at det netop er de store

virksomheder, der senere bruger en meget stor del af den uddannede

arbejdskraft, er det usolidarisk, at de ikke uddanner flere eller i det

mindste betaler til, at arbejdskraften bliver uddannet af andre.

Ifølge dette forslag til folketingsbeslutning kan det fortsat lade sig

gøre for en arbejdsgiver - privat eller offentlig - at slippe for

forpligtelsen til at uddanne fremtidens arbejdskraft. Men det bliver en

økonomisk belastning, fordi de skal betale til de arbejdsgivere, der påtager

sig forpligtelsen. Forslaget er derfor udtryk for en solidarisk ordning.

Forslaget skulle blive udgiftsneutralt for staten, idet det forudsættes,

at arbejdsgiverne i forvejen skal betale for den praktikpladskompenserende

undervisning, og at det er de private arbejdsgivere og kommunerne, der

pålægges afgifter og får tilskud.

For de private arbejdsgivere under eet skulle udgiften derfor heller ikke

øges. Derimod er det klart, at der er arbejdsgivere, der kommer til at betale

betydelig mere, nemlig de arbejdsgivere, der ikke antager praktikelever. men

det er også meningen med forslaget. Til gengæld vil de arbejdsgivere, der har

levet op til arbejdsgiverforpligtelsen om at uddanne fremtidens arbejdskraft,

få en økonomisk gevinst ved forslaget.

For kommunerne under eet vil der formentlig på kort sigt være en

udgiftsforøgelse, fordi kommunerne som helhed skal antage flere

praktikelever. Men det er på kort sigt, fordi risikoen for, at de unge ender

uden for arbejdsmarkedet og derfor i det sociale system, bliver mindre. Men

under alle omstændigheder vil belastningen for kommunerne på kort sigt

variere meget i forhold til, i hvilket omfang de hidtil har levet op til

forpligtelsen om at uddanne fremtidens arbejdskraft.

Der er ikke i forslaget lagt op til, at der pålægges staten en særlig

forpligtelse ud over det, der i forvejen ligger som hensigter. Men forslaget

forudsætter naturligvis, at staten fuldt ud lever op til sin forpligtelse,

når der laves særlige ordninger for det private arbejdsmarked og kommunerne.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Ad 1)

Størrelsen af det beløb, som arbejdsgiverne skal indbetale til AER, og

størrelsen af det tilskud, som arbejdsgivere, der antager praktikelever, skal

modtage, må afhænge af, hvor meget der skal til, for at udbud og

efterspørgsel af praktikelever svarer nogenlunde til hinanden. På grund af

særlige geografiske og branchemæssige forhold vil ligevægt ikke kunne opnås

fuldt ud. Men her vil den praktikpladskompenserende undervisning kunne sikre,

at særlige geografiske og branchemæssige forhold ikke betyder, at de

praktikpladssøgende bliver ladt i stikken.

Ad. 2)

Den økonomiske udligning kommunerne (både primærkommuner og amtskommuner)

imellem kan ske ved forskellige metoder. Metoden er ikke det afgørende. Det

er virkningen. Af hensyn til metoden og virkningen er det nødvendigt, at der

aftales en norm for, hvor mange praktikelever kommunerne skal antage.

Metoden kan være en kommunal udligning, hvor der ydes i forhold til den

uddannede arbejdskraft inden for de relevante fagområder, og hvor der ydes

tilskud i forhold til, hvor mange praktikelever kommunerne antager. Beløbenes

størrelse må afhænge af, hvor meget der skal til for, at udbud og

efterspørgsel af praktikelever nogenlunde svarer til hinanden.

Metoden kan også være, at kommunerne kommer ind under AER i denne

forbindelse, eller at der laves en AER-lignende ordning for kommunerne.

Bilag

Antallet af praktikpladssøgende elever, der afsluttede

basisuddannelsen i 1986, 1987, 1988, 1989 og 1990, opgjort pr. 1. maj, 1.

september, 1. december og 1. februar

--------------------------------------------------------------------~

År Afsluttet maj september december februar

basisudd.

--------------------------------------------------------------------~

1986 31.810 11.044 5.806 4.311 3.718

i pct. 100 34,7 18,3 13,6 11,8

--------------------------------------------------------------------~

1987 32.618 11.427 6.059 4.483 3.843

i pct. 100 35,0 18,6 13,8 11,8

--------------------------------------------------------------------~

1988 34.872 11.794 7.312 5.667 5.161

i pct. 100 33,8 21,1 16,3 14,9

--------------------------------------------------------------------~

1989 36.532 13.229 8.537 6.467 5.807

i pct. 100 35,9 23,3 17,7 16,1

--------------------------------------------------------------------~

1990 37.190 13.827 7.103

i pct. 100 37,2 19,1

-------------------------------------------------------------------~

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter