1990 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRIVATFINANSIERING AF ØRESUNDSFORBINDELSEN
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at udbyde Øresundsforbindelsen i
privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering efter
følgende retningslinjer:
1) Private firmaer eller konsortier af private firmaer, uanset
nationalitet, kan inden 1. januar 1992 byde på hele projektet eller dele
heraf.
2) Andre lande kan inden 1. januar 1992 byde på hele projektet eller dele
heraf.
3) Tilbudsgiverne er frit stillet med hensyn til, om projektet skal være
en bro, tunnel eller en kombination heraf.
4) Tilbudsgiverne må for egen regning foretage undersøgelser af deres
projekts miljøvirkninger og skal vedlægge undersøgelsen som en del af
tilbudet.
5) Tilbudsgiveren skal angive, i hvilket åremål de forlanger ejerskab af
forbindelsen, og størrelsen af bompenge, der ønskes opkrævet i ejerperioden.
6) Regeringen fremlægger hurtigst muligt efter 1. januar 1992 resultatet
af udbudsrunden til forhandling mellem Folketingets partier.
7) Forhandlinger mellem den danske og den svenske stat om en
statsfinansieret forbindelse stilles i bero, indtil der er sket en afklaring
af, hvem der skal have den danske del af entreprisen på Øresundsforbindelsen.
8) Den danske offentlige sektor må ikke direkte eller indirekte byde på
entreprisen.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Det tog 132 år (fra 1855 til 1987), før Folketinget besluttede at bygge en
forbindelse mellem Fyn og Sjælland over Storebælt. Selve beslutningen om at
lave forbindelse var god nok og burde have været gennemført langt tidligere.
Derimod var det en afgørende fejl, at Folketinget også stiftede et statsligt
selskab, A/S Storebæltsforbindelsen, til gennemførelse af projektet. Og det
var utilgiveligt, at flertalspartierne igangsatte Storebæltsprojektet i
Læs alt
statens regi uden at spørge befolkningen først.
Siden vedtagelsen af loven den 26. maj 1987, hvor Socialdemokratiet, Det
Konservative Folkeparti, Venstre, CD og KRF stemte for, og stiftelsen af A/S
Storebæltsforbindelsen den 23. januar 1987 har projektet været ramt af den
ene skandale efter den anden. Hovedparten af skandalerne kan føres tilbage
til statens deltagelse i projektet. Statens deltagelse foregår ved, at 5
partier skulle, og fortsat skal, være enige om alt. Det giver en meget
uhensigtsmæssig beslutnings- og ledelsesstruktur.
Nu er Folketinget ved at begå den samme brøler en gang til. Der er truffet
principaftale mellem regeringen og Socialdemokratiet om bygning af en
Øresundsforbindelse. Igen er det meningen, at staten skal være bygherre -
noget, som staten aldrig har formået at forvalte. Der er derfor ingen udsigt
til, at Øresundsforbindelsen kommer til at adskille sig væsentligt fra alle
de andre skandaleprojekter, som historien kan fremvise.
Fremskridtspartiets hovedformål med dette forslag er ikke at forhindre en
Øresundsforbindelse, men alene at sikre, at det bliver andre end danske
offentlige myndigheder, der kommer til at forestå og betale entreprisen.
For Storebæltsforbindelsen har bl.a. følgende skandaler foreløbigt ramt
projektet:
A) Gennemsejlingshøjden er for lav. Såvel den finske regering som Mærsk
McKinney-Møller (jf. Jyllands-Posten den 19. februar 1989) har klaget over,
at den valgte brohøjde forhindrer gennemsejling af visse fartøjer.
Storebælt er et internationalt farvand, og selv om Udenrigsministeriets
jurister måske har ret, når de argumenterer for, at f.eks. finske
boreplatforme ikke er skibe og derfor ikke har juridisk krav på
gennemsejling, så er det absolut kritisabelt, at man vælger et projekt, der
giver andre lande problemer med fri sejlads. Finnerne har så sent som i
november 1990 gentaget en anmodning om at få en forhandling om brohøjden.
Hvis regeringen fortsat er afvisende, vil finnerne gå til Den Internationale
Domstol i Haag for at få spørgsmålet prøvet der.
Dertil kommer, at Mærsk McKinney-Møllers indvendinger blot er blevet fejet
af banen som værende irrelevante (jf. trafikministerens svar på spørgsmål S
652 (Behnke), se Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 8063.
B) Prisen på forbindelsen er blevet revideret adskillige gange. I 1987,
ved vedtagelsen, var budgettet på 12,9 mia. kr. Allerede i 1988 måtte
daværende direktør for A/S Storebæltsforbindelsen Niels E. Busch i
Jyllands-Posten den 27. maj erkende, at prisen nok nærmere blev 17,5 mia. kr.
Den 4. november 1988 tiltrådte trafikministeren et projekt, som nu var
budgetteret til 17,85 mia. kr. I januar 1991 kunne Jyllands-Posten oplyse, at
forsinkelserne på broen alene vil koste DSB 250 mio. kr. ekstra. B.T. oplyste
den 20. februar 1991, at de samlede forsinkelser allerede nu efterlader en
milliardregning til skatteyderne.
Uanset hvor positive og optimistiske briller man tager på, så kan vi
allerede nu (mindre end 4 år efter vedtagelsen af loven) lægge sammen og
konstatere, at broen kommer til at koste mindst 6-7 mia. kr. mere end
budgetteret ved lovvedtagelsen. Oven i den egentlige pris for selve
Storebæltsforbindelsen skal lægges motorvejsbyggerier, ekstra DSB-udgifter
m.v. Den samlede pris for Storebæltseventyret kan derfor let løbe op i 40-45
mia. kr., inden projektet er helt færdigt.
Økonomien i Storebæltsforbindelsen er skruet således sammen, at det nok er
et aktieselskab, A/S Storebæltsforbindelsen, der officielt står for
projektet. Men aktierne er 100 pct. ejet af staten i form af en indskudt
aktiekapital på 355 mio. kr. Dertil kommer, at staten har kautioneret for
samtlige lån, der er optaget til projektfinansieringen. Konsekvensen af
konstruktionen med det statslige aktieselskab er, at Folketinget fuldstændig
mister kontrollen med og indsigten i, hvad der foregår i selskabet.
Konsekvensen er også, at skatteyderne hæfter for hele projektet.
Skatteyderne hæfter også for halvdelen af driftsøkonomien i broen i form
af DSB's løbende milliardunderskud og engagement i projektet. Så selv om det
»bare« er et aktieselskab, som får mere og mere gæld, så betyder
frådseriet og den manglende projektstyring, at skatteyderne kommer til at
betale en gigantisk regning i form af renter og renters rente - penge, som
skal hentes hjem i form af højere bropenge. DSB står for ca. halvdelen af de
budgetterede bropenge, og DSB henter sine penge hos skatteyderne. Ringen er
dermed sluttet og sorteper placeret i lommen på skatteyderne.
C) A/S Storebæltsforbindelsen har valgt en leverandør og boreudstyr, som
indtil nu alene har givet stof til karikaturtegnerne. I måneder har de fire
125 millioner-kroners boremaskiner ikke boret. Når der så endelig arbejdes,
stopper Arbejdstilsynet og strejker konstant projektet. Der er tale om en
faglig ledelsesmæssig skandale langt ud over, hvad der ville blive accepteret
i den private sektor.
D) Miljøproblemerne gøres periodevis til emne for diskussion af en
standsning af hele projektet, og periodevis fejes de ind under gulvtæppet.
Problemet er, at det er staten (regeringen) som både skal formulere
miljøkravene og skal være bygherre! Ville man nogen sinde tillade det for et
privat firma? - Næppe, og derfor ville det have været langt at foretrække, om
Folketinget formulerede relevante miljøkrav til projektet og det derefter var
op til en privat bygherre at leve op til dem.
E) En gennemgang af de fem væsentligste kritikpunkter ved
Storebæltsforbindelsen må nødvendigvis også indeholde licitationsfadæsen med
»Køb dansk-klausulen«. Undersøgelsen af dette forhold er endnu ikke
afsluttet. I denne forbindelse skal forslagsstillerne derfor begrænse sig til
at påpege, at såfremt man havde anvendt en fremgangsmåde som skitseret i
dette forslags 8 punkter, så var der aldrig opstået en licitationsskandale
som den, vi indtil videre har oplevet.
Ovenstående 5 punkter vedrørende Storebæltsforbindelsen er langtfra
dækkende i forhold til, hvad det er muligt at nævne af forhold, der taler for
privat finansiering og imod offentligt engagement.
Der er desværre grund til at tro, at en række af problemerne ved
Storebæltsforbindelsen ikke har betydet, at man er blevet klogere i
Trafikministeriet.
Den 22. december 1990 kunne man læse i Jyllands-Posten, at de finske
indsigelser mod brohøjden over Storebælt også negligeres i forbindelse med
Øresundsprojektet. Man er tilsyneladende på vej til med to broer at lukke
hele Østersøområdet for trafik med høje fartøjer.
Det politiske flertal, der skal bære en Øresundsforbindelse gennem
Folketinget, er angiveligt næsten det samme som Storebæltsflertallet.
Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og CD har
tilkendegivet, at de mener, at det er en statsopgave at bygge en forbindelse
over Øresund til Sverige. Det er desværre blevet tilkendegivet af
trafikminister Ikast (KF), at man vil benytte samme selskabskonstruktion ved
Øresundsprojektet som ved Storebælt. Det skal med andre ord igen være et
statsligt aktieselskab med 100 pct. statsligt ejerskab og med statsgaranti
for alle lånene.
Øresundsforbindelsen er foreløbig anslået at ville koste 16-17 mia. kr.
Det kan dog allerede nu med udgangspunkt i erfaringerne fra Storebælt og
andre statslige anlægsprojekter godtgøres, at den endelige pris nærmere
bliver det dobbelte. Blandt andet vil vejbyggeri m.v. på den danske side
koste 5 mia. kr.
Fremskridtspartiet mener, at det er aldeles uansvarligt, at en insolvent
stat som den danske begiver sig ud i yderligere et tocifret milliard-projekt.
Statens samlede gæld runder i dette år 510 mia. kr. Det giver en årlig
rentebyrde på næsten 60 mia. kr. Øresundsforbindelsen vil, som statsprojekt,
ende i form af en kæmperegning på skatteydernes bord.
Det er muligt at finde private firmaer, som vil betale for bygningen af
såvel Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen som Femernforbindelsen. I
januar 1990 fik den danske stat repræsenteret ved statsminister Poul Schluter
et tilbud fra et tysk konsortium med Deutsche Bank i spidsen:
»Landforbindelsen mellem Den Tyske Forbundsrepublik og Danmark gennem
bygningen af en tunnel under Femern Bælt - et erhvervsøkonomisk projekt med
særlig politisk betydning for Europa«. Dette var titlen på et notat, som
Deutsche Bank havde udarbejdet med henblik på at opnå en aftale med
statsminister Poul Schluter om opførelsen og finansieringen af forskellige
faste forbindelser mellem Tyskland, Danmark og Sverige. I midten af januar
1990 talte Poul Schluter på Kiels Industri- og Handelskammers årsmøde.
På dette møde deltog direktør Eckart Van Hooven fra Deutsche Bank. Han
havde medbragt en plan om at få opført Storebæltsforbindelsen,
Øresundsforbindelsen og Femernforbindelsen finansieret af privat kapital. I
korthed gik planen ud på, at den danske stat fik et tilbud om, at private
kapitalinteresser overtog finansieringen af Storebæltsforbindelsen. Til
gengæld skulle der gives dansk garanti for, at opførelsen af Øresunds- og
Femernforbindelsen kunne finansieres privat af et konsortium. Dette afslog
Schluter imidlertid, idet han sagde: »Jamen finansieringen er slet ikke
noget problem.« Schluter var end ikke interesseret i at se notatet, der
beskrev tilbudet. Derfor måtte direktør Eckart Van Hooven fra Deutsche Bank
slukøret rejse fra mødet med uforrettet sag. (Information den 18. januar
1990).
I udlandet er der en lang række eksempler på, hvorledes private firmaer i
stigende omfang overtager finansieringen af broer, tunneler, motorveje og
andre dele af infrastrukturen.
Tiden er nu kommet til, at vi i Danmark afprøver muligheden for at holde
det offentlige og skatteyderne ude fra et stort projekt. Fremskridtspartiet
håber derfor, at et folketingsflertal kan medvirke til vedtagelsen af dette
forslag.
Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter
Til nr. 1
Det er forslagsstillernes intention, at flest mulige får adgang til byde
på projektet. Derfor skal licitationen være så åben som muligt. Uanset om det
nævnte tilbud fra Deutsche Bank af januar 1990 stadig er aktuelt, så ønskes
der en tilkendegivelse fra flest mulige andre.
Regeringen må sørge for hurtigst muligt efter vedtagelsen af dette forslag
at sikre bred national og international annoncering af projektet, således at
flest mulige kan nå at fremsende tilbud inden 1. januar 1992. Hvis den valgte
dato er for tidlig, er det ikke noget problem at flytte datoen.
Såfremt Sverige fastholder at ville bygge »sin halvdel« af
forbindelsen over Øresund, vil det kun være den »danske del« af
forbindelsen, som udbydes til privat finansiering. Forhandlinger med Sverige
må hurtigt afklare, hvorvidt svenskerne fastholder en statsfinansiering -
eller om de også vil lade deres del privatfinansiere.
Til nr. 2
Såfremt den svenske stat, eller for den sags skyld en helt tredje stat, er
parat til at betale for »den danske del« af Øresundsforbindelsen,
vil forslagsstillerne ikke lægge hindringer i vejen for, at disse stater også
kan byde på opgaveløsningen. Det må i givet fald være op til skatteyderne i
det pågældende land at sige fra over for deres dispositioner. Det afgørende
er, at Danmark får en Øresundsforbindelse, uden at det offentlige deltager.
Til nr. 3
For at få så mange tilbud at vælge imellem som overhovedet muligt må det
være op til tilbudsgiverne selv at afgøre, hvorledes de ønsker projektet
sammensat med hensyn til, om det skal være bro, tunnel eller en kombination
heraf.
Til nr. 4
Staten skal ikke ofre ressourcer på at lave miljø-forundersøgelser.
Derimod må det være et krav til alle tilbudsgivere, at de vedlægger
dokumentation for, hvilken miljøpåvirkning netop deres projekt vil give.
Derved er det muligt at lade miljøspørgsmålet indgå som prioriteret
parameter, når der skal træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal
have projektopgaven.
Til nr. 5
Tilbudsgiverne må angive, om de kræver ejendomsret til broen i 25, 30
eller et andet antal år, før de giver Øresundsforbindelsen til Danmark -
eller om de forlanger at beholde broen altid. Tilbudsgiverne må også oplyse,
hvilken passageafgift de har tænkt sig at opkræve.
Også disse oplysninger vil have en central placering i udvælgelsen af,
hvilket projekt der skal have grønt lys.
Til nr. 6
Regeringen skal ikke selv træffe beslutning om, hvilket projekt der skal
vinde. De afgivne tilbud må forelægges til forhandling mellem Folketingets
partier. Det kan eventuelt ske under fortrolighed. Forslagsstillerne finder
det meget vigtigt, at der er god parlamentarisk indsigt i tilblivelsen af en
byggekontrakt af denne størrelse.
Til nr. 7
De igangværende forhandlinger mellem den danske og svenske regering
stilles i bero. Der må ske en afklaring af, hvorvidt den danske del eller
hele Øresundsforbindelsen skal privatfinansieres. Hvis det viser sig, at
ingen af de under nr. 1 eller 2 mulige tilbudsgivere vil være accepteret på
de aktuelle betingelser, må der gennemføres en folkeafstemning om, hvorvidt
staten skal stå for projektet.
Til nr. 8
Da der fra flere politiske sider er blevet gjort det synspunkt gældende,
at A/S Storebæltsforbindelsen er et privat firma, og da A/S
Storebæltsforbindelsen har fået eller er ved at få Folketingets velsignelse
til at stifte forskellige datterselskaber, skal det præciseres ganske
krystalklart: Hverken A/S Storebæltsforbindelsen, nogle af dets
datterselskaber eller andre selskaber med helt eller overvejende offentligt
ejerskab må kunne byde på Øresundsforbindelsen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE Retsinformation · 12. januar 1993
- Ophævelse af Konkurrencerådets påbud om ophævelse af aftale om fælles tilbudsgivning på leverancer af færdigbehandlet beton til Øresundsforbindelsen. (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- DOMSTOLENS DOM AF 22. JUNI 1993. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET DANMARK. - INDGAAELSE AF EN BYGGE- OG ANLAEGSKONTRAKT - BRO OVER STOREBAELT. - SAG C-243/89 EU-domme · 22. juni 1993
- Vejledning for bygherre Forskrifter og generelle retningslinjer for offentlig byggevirksomhed Retsinformation · 4. december 2008
- Vejledning om samlet udbud Retsinformation · 23. april 2009
- 1992 BTB 53 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE NR B 53 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juli 1993