Spring til indhold

Retsinformation

1990 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRIVATFINANSIERING AF ØRESUNDSFORBINDELSEN

1990/2 BSF 61Beslutningsforslag som fremsatFolketinget21. marts 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at udbyde Øresundsforbindelsen i

privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering efter

følgende retningslinjer:

1) Private firmaer eller konsortier af private firmaer, uanset

nationalitet, kan inden 1. januar 1992 byde på hele projektet eller dele

heraf.

2) Andre lande kan inden 1. januar 1992 byde på hele projektet eller dele

heraf.

3) Tilbudsgiverne er frit stillet med hensyn til, om projektet skal være

en bro, tunnel eller en kombination heraf.

4) Tilbudsgiverne må for egen regning foretage undersøgelser af deres

projekts miljøvirkninger og skal vedlægge undersøgelsen som en del af

tilbudet.

5) Tilbudsgiveren skal angive, i hvilket åremål de forlanger ejerskab af

forbindelsen, og størrelsen af bompenge, der ønskes opkrævet i ejerperioden.

6) Regeringen fremlægger hurtigst muligt efter 1. januar 1992 resultatet

af udbudsrunden til forhandling mellem Folketingets partier.

7) Forhandlinger mellem den danske og den svenske stat om en

statsfinansieret forbindelse stilles i bero, indtil der er sket en afklaring

af, hvem der skal have den danske del af entreprisen på Øresundsforbindelsen.

8) Den danske offentlige sektor må ikke direkte eller indirekte byde på

entreprisen.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Det tog 132 år (fra 1855 til 1987), før Folketinget besluttede at bygge en

forbindelse mellem Fyn og Sjælland over Storebælt. Selve beslutningen om at

lave forbindelse var god nok og burde have været gennemført langt tidligere.

Derimod var det en afgørende fejl, at Folketinget også stiftede et statsligt

selskab, A/S Storebæltsforbindelsen, til gennemførelse af projektet. Og det

var utilgiveligt, at flertalspartierne igangsatte Storebæltsprojektet i

Læs alt

statens regi uden at spørge befolkningen først.

Siden vedtagelsen af loven den 26. maj 1987, hvor Socialdemokratiet, Det

Konservative Folkeparti, Venstre, CD og KRF stemte for, og stiftelsen af A/S

Storebæltsforbindelsen den 23. januar 1987 har projektet været ramt af den

ene skandale efter den anden. Hovedparten af skandalerne kan føres tilbage

til statens deltagelse i projektet. Statens deltagelse foregår ved, at 5

partier skulle, og fortsat skal, være enige om alt. Det giver en meget

uhensigtsmæssig beslutnings- og ledelsesstruktur.

Nu er Folketinget ved at begå den samme brøler en gang til. Der er truffet

principaftale mellem regeringen og Socialdemokratiet om bygning af en

Øresundsforbindelse. Igen er det meningen, at staten skal være bygherre -

noget, som staten aldrig har formået at forvalte. Der er derfor ingen udsigt

til, at Øresundsforbindelsen kommer til at adskille sig væsentligt fra alle

de andre skandaleprojekter, som historien kan fremvise.

Fremskridtspartiets hovedformål med dette forslag er ikke at forhindre en

Øresundsforbindelse, men alene at sikre, at det bliver andre end danske

offentlige myndigheder, der kommer til at forestå og betale entreprisen.

For Storebæltsforbindelsen har bl.a. følgende skandaler foreløbigt ramt

projektet:

A) Gennemsejlingshøjden er for lav. Såvel den finske regering som Mærsk

McKinney-Møller (jf. Jyllands-Posten den 19. februar 1989) har klaget over,

at den valgte brohøjde forhindrer gennemsejling af visse fartøjer.

Storebælt er et internationalt farvand, og selv om Udenrigsministeriets

jurister måske har ret, når de argumenterer for, at f.eks. finske

boreplatforme ikke er skibe og derfor ikke har juridisk krav på

gennemsejling, så er det absolut kritisabelt, at man vælger et projekt, der

giver andre lande problemer med fri sejlads. Finnerne har så sent som i

november 1990 gentaget en anmodning om at få en forhandling om brohøjden.

Hvis regeringen fortsat er afvisende, vil finnerne gå til Den Internationale

Domstol i Haag for at få spørgsmålet prøvet der.

Dertil kommer, at Mærsk McKinney-Møllers indvendinger blot er blevet fejet

af banen som værende irrelevante (jf. trafikministerens svar på spørgsmål S

652 (Behnke), se Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 8063.

B) Prisen på forbindelsen er blevet revideret adskillige gange. I 1987,

ved vedtagelsen, var budgettet på 12,9 mia. kr. Allerede i 1988 måtte

daværende direktør for A/S Storebæltsforbindelsen Niels E. Busch i

Jyllands-Posten den 27. maj erkende, at prisen nok nærmere blev 17,5 mia. kr.

Den 4. november 1988 tiltrådte trafikministeren et projekt, som nu var

budgetteret til 17,85 mia. kr. I januar 1991 kunne Jyllands-Posten oplyse, at

forsinkelserne på broen alene vil koste DSB 250 mio. kr. ekstra. B.T. oplyste

den 20. februar 1991, at de samlede forsinkelser allerede nu efterlader en

milliardregning til skatteyderne.

Uanset hvor positive og optimistiske briller man tager på, så kan vi

allerede nu (mindre end 4 år efter vedtagelsen af loven) lægge sammen og

konstatere, at broen kommer til at koste mindst 6-7 mia. kr. mere end

budgetteret ved lovvedtagelsen. Oven i den egentlige pris for selve

Storebæltsforbindelsen skal lægges motorvejsbyggerier, ekstra DSB-udgifter

m.v. Den samlede pris for Storebæltseventyret kan derfor let løbe op i 40-45

mia. kr., inden projektet er helt færdigt.

Økonomien i Storebæltsforbindelsen er skruet således sammen, at det nok er

et aktieselskab, A/S Storebæltsforbindelsen, der officielt står for

projektet. Men aktierne er 100 pct. ejet af staten i form af en indskudt

aktiekapital på 355 mio. kr. Dertil kommer, at staten har kautioneret for

samtlige lån, der er optaget til projektfinansieringen. Konsekvensen af

konstruktionen med det statslige aktieselskab er, at Folketinget fuldstændig

mister kontrollen med og indsigten i, hvad der foregår i selskabet.

Konsekvensen er også, at skatteyderne hæfter for hele projektet.

Skatteyderne hæfter også for halvdelen af driftsøkonomien i broen i form

af DSB's løbende milliardunderskud og engagement i projektet. Så selv om det

»bare« er et aktieselskab, som får mere og mere gæld, så betyder

frådseriet og den manglende projektstyring, at skatteyderne kommer til at

betale en gigantisk regning i form af renter og renters rente - penge, som

skal hentes hjem i form af højere bropenge. DSB står for ca. halvdelen af de

budgetterede bropenge, og DSB henter sine penge hos skatteyderne. Ringen er

dermed sluttet og sorteper placeret i lommen på skatteyderne.

C) A/S Storebæltsforbindelsen har valgt en leverandør og boreudstyr, som

indtil nu alene har givet stof til karikaturtegnerne. I måneder har de fire

125 millioner-kroners boremaskiner ikke boret. Når der så endelig arbejdes,

stopper Arbejdstilsynet og strejker konstant projektet. Der er tale om en

faglig ledelsesmæssig skandale langt ud over, hvad der ville blive accepteret

i den private sektor.

D) Miljøproblemerne gøres periodevis til emne for diskussion af en

standsning af hele projektet, og periodevis fejes de ind under gulvtæppet.

Problemet er, at det er staten (regeringen) som både skal formulere

miljøkravene og skal være bygherre! Ville man nogen sinde tillade det for et

privat firma? - Næppe, og derfor ville det have været langt at foretrække, om

Folketinget formulerede relevante miljøkrav til projektet og det derefter var

op til en privat bygherre at leve op til dem.

E) En gennemgang af de fem væsentligste kritikpunkter ved

Storebæltsforbindelsen må nødvendigvis også indeholde licitationsfadæsen med

»Køb dansk-klausulen«. Undersøgelsen af dette forhold er endnu ikke

afsluttet. I denne forbindelse skal forslagsstillerne derfor begrænse sig til

at påpege, at såfremt man havde anvendt en fremgangsmåde som skitseret i

dette forslags 8 punkter, så var der aldrig opstået en licitationsskandale

som den, vi indtil videre har oplevet.

Ovenstående 5 punkter vedrørende Storebæltsforbindelsen er langtfra

dækkende i forhold til, hvad det er muligt at nævne af forhold, der taler for

privat finansiering og imod offentligt engagement.

Der er desværre grund til at tro, at en række af problemerne ved

Storebæltsforbindelsen ikke har betydet, at man er blevet klogere i

Trafikministeriet.

Den 22. december 1990 kunne man læse i Jyllands-Posten, at de finske

indsigelser mod brohøjden over Storebælt også negligeres i forbindelse med

Øresundsprojektet. Man er tilsyneladende på vej til med to broer at lukke

hele Østersøområdet for trafik med høje fartøjer.

Det politiske flertal, der skal bære en Øresundsforbindelse gennem

Folketinget, er angiveligt næsten det samme som Storebæltsflertallet.

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre og CD har

tilkendegivet, at de mener, at det er en statsopgave at bygge en forbindelse

over Øresund til Sverige. Det er desværre blevet tilkendegivet af

trafikminister Ikast (KF), at man vil benytte samme selskabskonstruktion ved

Øresundsprojektet som ved Storebælt. Det skal med andre ord igen være et

statsligt aktieselskab med 100 pct. statsligt ejerskab og med statsgaranti

for alle lånene.

Øresundsforbindelsen er foreløbig anslået at ville koste 16-17 mia. kr.

Det kan dog allerede nu med udgangspunkt i erfaringerne fra Storebælt og

andre statslige anlægsprojekter godtgøres, at den endelige pris nærmere

bliver det dobbelte. Blandt andet vil vejbyggeri m.v. på den danske side

koste 5 mia. kr.

Fremskridtspartiet mener, at det er aldeles uansvarligt, at en insolvent

stat som den danske begiver sig ud i yderligere et tocifret milliard-projekt.

Statens samlede gæld runder i dette år 510 mia. kr. Det giver en årlig

rentebyrde på næsten 60 mia. kr. Øresundsforbindelsen vil, som statsprojekt,

ende i form af en kæmperegning på skatteydernes bord.

Det er muligt at finde private firmaer, som vil betale for bygningen af

såvel Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen som Femernforbindelsen. I

januar 1990 fik den danske stat repræsenteret ved statsminister Poul Schluter

et tilbud fra et tysk konsortium med Deutsche Bank i spidsen:

»Landforbindelsen mellem Den Tyske Forbundsrepublik og Danmark gennem

bygningen af en tunnel under Femern Bælt - et erhvervsøkonomisk projekt med

særlig politisk betydning for Europa«. Dette var titlen på et notat, som

Deutsche Bank havde udarbejdet med henblik på at opnå en aftale med

statsminister Poul Schluter om opførelsen og finansieringen af forskellige

faste forbindelser mellem Tyskland, Danmark og Sverige. I midten af januar

1990 talte Poul Schluter på Kiels Industri- og Handelskammers årsmøde.

På dette møde deltog direktør Eckart Van Hooven fra Deutsche Bank. Han

havde medbragt en plan om at få opført Storebæltsforbindelsen,

Øresundsforbindelsen og Femernforbindelsen finansieret af privat kapital. I

korthed gik planen ud på, at den danske stat fik et tilbud om, at private

kapitalinteresser overtog finansieringen af Storebæltsforbindelsen. Til

gengæld skulle der gives dansk garanti for, at opførelsen af Øresunds- og

Femernforbindelsen kunne finansieres privat af et konsortium. Dette afslog

Schluter imidlertid, idet han sagde: »Jamen finansieringen er slet ikke

noget problem.« Schluter var end ikke interesseret i at se notatet, der

beskrev tilbudet. Derfor måtte direktør Eckart Van Hooven fra Deutsche Bank

slukøret rejse fra mødet med uforrettet sag. (Information den 18. januar

1990).

I udlandet er der en lang række eksempler på, hvorledes private firmaer i

stigende omfang overtager finansieringen af broer, tunneler, motorveje og

andre dele af infrastrukturen.

Tiden er nu kommet til, at vi i Danmark afprøver muligheden for at holde

det offentlige og skatteyderne ude fra et stort projekt. Fremskridtspartiet

håber derfor, at et folketingsflertal kan medvirke til vedtagelsen af dette

forslag.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte punkter

Til nr. 1

Det er forslagsstillernes intention, at flest mulige får adgang til byde

på projektet. Derfor skal licitationen være så åben som muligt. Uanset om det

nævnte tilbud fra Deutsche Bank af januar 1990 stadig er aktuelt, så ønskes

der en tilkendegivelse fra flest mulige andre.

Regeringen må sørge for hurtigst muligt efter vedtagelsen af dette forslag

at sikre bred national og international annoncering af projektet, således at

flest mulige kan nå at fremsende tilbud inden 1. januar 1992. Hvis den valgte

dato er for tidlig, er det ikke noget problem at flytte datoen.

Såfremt Sverige fastholder at ville bygge »sin halvdel« af

forbindelsen over Øresund, vil det kun være den »danske del« af

forbindelsen, som udbydes til privat finansiering. Forhandlinger med Sverige

må hurtigt afklare, hvorvidt svenskerne fastholder en statsfinansiering -

eller om de også vil lade deres del privatfinansiere.

Til nr. 2

Såfremt den svenske stat, eller for den sags skyld en helt tredje stat, er

parat til at betale for »den danske del« af Øresundsforbindelsen,

vil forslagsstillerne ikke lægge hindringer i vejen for, at disse stater også

kan byde på opgaveløsningen. Det må i givet fald være op til skatteyderne i

det pågældende land at sige fra over for deres dispositioner. Det afgørende

er, at Danmark får en Øresundsforbindelse, uden at det offentlige deltager.

Til nr. 3

For at få så mange tilbud at vælge imellem som overhovedet muligt må det

være op til tilbudsgiverne selv at afgøre, hvorledes de ønsker projektet

sammensat med hensyn til, om det skal være bro, tunnel eller en kombination

heraf.

Til nr. 4

Staten skal ikke ofre ressourcer på at lave miljø-forundersøgelser.

Derimod må det være et krav til alle tilbudsgivere, at de vedlægger

dokumentation for, hvilken miljøpåvirkning netop deres projekt vil give.

Derved er det muligt at lade miljøspørgsmålet indgå som prioriteret

parameter, når der skal træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal

have projektopgaven.

Til nr. 5

Tilbudsgiverne må angive, om de kræver ejendomsret til broen i 25, 30

eller et andet antal år, før de giver Øresundsforbindelsen til Danmark -

eller om de forlanger at beholde broen altid. Tilbudsgiverne må også oplyse,

hvilken passageafgift de har tænkt sig at opkræve.

Også disse oplysninger vil have en central placering i udvælgelsen af,

hvilket projekt der skal have grønt lys.

Til nr. 6

Regeringen skal ikke selv træffe beslutning om, hvilket projekt der skal

vinde. De afgivne tilbud må forelægges til forhandling mellem Folketingets

partier. Det kan eventuelt ske under fortrolighed. Forslagsstillerne finder

det meget vigtigt, at der er god parlamentarisk indsigt i tilblivelsen af en

byggekontrakt af denne størrelse.

Til nr. 7

De igangværende forhandlinger mellem den danske og svenske regering

stilles i bero. Der må ske en afklaring af, hvorvidt den danske del eller

hele Øresundsforbindelsen skal privatfinansieres. Hvis det viser sig, at

ingen af de under nr. 1 eller 2 mulige tilbudsgivere vil være accepteret på

de aktuelle betingelser, må der gennemføres en folkeafstemning om, hvorvidt

staten skal stå for projektet.

Til nr. 8

Da der fra flere politiske sider er blevet gjort det synspunkt gældende,

at A/S Storebæltsforbindelsen er et privat firma, og da A/S

Storebæltsforbindelsen har fået eller er ved at få Folketingets velsignelse

til at stifte forskellige datterselskaber, skal det præciseres ganske

krystalklart: Hverken A/S Storebæltsforbindelsen, nogle af dets

datterselskaber eller andre selskaber med helt eller overvejende offentligt

ejerskab må kunne byde på Øresundsforbindelsen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter