Spring til indhold

Retsinformation

1992 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE

1992/1 BSF 53Beslutningsforslag som fremsatFolketinget12. januar 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i

privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering efter

følgende retningslinier:

1) Private firmaer eller konsortier af private firmaer, uanset

nationalitet, kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller dele

heraf.

2) Andre lande kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller

dele heraf.

3) Tilbudsgiverne er frit stillet med hensyn til, om projektet skal være

en bro, en tunnel eller en kombination heraf.

4) Tilbudsgiverne må for egen regning foretage undersøgelser af deres

projekts miljøvirkninger og skal vedlægge undersøgelsen som en del af

tilbudet.

5) Tilbudsgiverne skal angive, i hvilket åremål de forlanger ejerskab af

forbindelsen, og størrelsen af bompenge, der ønskes opkrævet i ejerperioden.

6) Regeringen fremlægger hurtigst muligt efter den 1. januar 1995

resultatet af udbudsrunden til forhandling mellem Folketingets partier.

7) Der optages forhandlinger mellem den danske og den tyske stat om en

privatfinansieret forbindelse og om de nærmere licitationsbestemmelser om

entreprisen på Femer Bælt-forbindelsen.

8) Den danske offentlige sektor må ikke direkte eller indirekte byde på

entreprisen.

Bemærkninger til forslaget

Baggrund

Der påregnes i de kommende årtier en stigende trafik i Europa, herunder

stigende trafik mellem det europæiske kontinent og Skandinavien. Dette

medfører et større krav om bedre trafikforbindelser samt kortere rejsetider.

Derfor foreslås igangsat bygningen af den faste forbindelse over

Østersøen, nærmere betegnet Femer Bælt-forbindelsen, som det sidste led i den

såkaldte Fugleflugtslinie.

Læs alt

Det er nødvendigt, at Danmark og det øvrige Skandinavien ikke viger

tilbage for at opfylde disse krav, både af hensyn til erhvervslivet, der er

afhængigt af gode trafikforbindelser, men også af hensyn til privatpersoners

rejsetid.

Det burde i øvrigt være indlysende klart, at efter etableringen af den

faste forbindelse over Storebælt samt forbindelsen over Øresund mangler kun

den sidste faste forbindelse, nemlig forbindelsen over Femer Bælt.

Transport- og rejsetiden kan efter den faste forbindelse over Femer Bælt

reduceres på strækningen Hamburg-København med to timer for tog og med

halvanden time for bil. Denne tidsbesparelse er således større end

tidsbesparelsen på strækningen København-Odense og på strækningen

Malmø-København efter åbningen af forbindelsen over henholdsvis Storebælt og

Øresund.

Med hensyn til etableringen af store infrastruktueller anlæg er det ofte

nødvendigt at planlægge og tænke i tidsperspektiver på 10 til 20 år.

Skal den faste forbindelse over Østersøen derfor være parat, inden

transporttiderne mellem Kontinentet og Skandinavien for alvor hæmmer

udviklingen, er det derfor nødvendigt at komme i gang nu.

Dansk Vejforening og Fehmarn Belt Consortium (FBC) har henholdsvis i

februar 1991 og i august 1992 udarbejdet projekter, der giver en kort og klar

beskrivelse af mulighederne for og konsekvenserne af at anlægge en fast

forbindelse fra Danmark til Tyskland over Femer Bælt.

De fremlagte projekter præsenterer forskellige løsninger på den tekniske

udformning af opgaven, men tager også stilling til økonomiske og miljømæssige

spørgsmål.

I øvrigt finder forslagsstillerne det prisværdigt, at Dansk Vejforening og

FBC-konsortiet for egen regning har udarbejdet disse projekter. Projektet fra

FBC-konsortiet har alene kostet 6 mio. kr. at udarbejde.

Det viser nemlig, at private firmaer ikke viger tilbage for at vise

initiativ, mod, vilje og er parate til at kaste sig ud i et stort projekt.

Det viser også, at private firmaer er i besiddelse af den fornødne viden,

teknologi og finansielle ressourcer til projektering og gennemførelse af et

gigantprojekt af denne størrelse.

Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at det ikke er hver dag,

Danmark og Tyskland får et sådant tilbud som det fremlagte, nemlig et tilbud

om en fast »gratis« forbindelse.

Forslagsstillerne mener med dette beslutningsforslag, at Folketinget

sagtens kan pålægge regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i privat

totalentreprise med fuldstændig privat finansiering. Forslagsstillerne føler

sig overbevist om, at private firmaer eller konsortier uden nævneværdige

problemer kan påtage sig en sådan opgave.

Det er vigtigt at komme i gang med arbejdet nu. Hellere i dag end i

morgen. Skulle Folketinget bestemme, at bygningen af Femer Bælt-forbindelsen

skal foregå på samme grundlag som bygningen af Storebæltsforbindelsen og

Øresundsforbindelsen, tabes tempo i bygningen af denne vigtige forbindelse.

Det er åbenlyst for enhver, at den danske stat ikke finansielt magter

flere store anlægsprojekter i de kommende år, og det er derfor af afgørende

betydning, såfremt Femer Bælt-forbindelsen ønskes påbegyndt nu, at komme i

gang nu med gode private alternative bygge- og finansieringsmuligheder. Dansk

Vejforening og FBC-konsortiet har med de fremlagte projektplaner

demonstreret, at private er i stand til at præsentere velunderbyggede og

økonomisk sammenhængende planer for den faste forbindelse over Femer Bælt.

Forslagsstillerne påpeger vigtigheden i, at det bliver et privat

konsortium, der kommer til at forestå opgaven. Et statsligt aktieselskab, som

er de foretrukne selskabskonstruktioner ved Storebæltsforbindelsen og

Øresundsforbindelsen, skal dels opbygge fordyrende administrationer og

trækkes med en lang række underentrepriser, der fordyrer projekterne

væsentligt, og er endvidere underlagt en ofte besværlig politisk

beslutningsproces. Selv om et statsligt aktieselskab har en statsgaranti for

sit lån og herved kan opnå en lavere rente, skønnes den lavere rente kun at

udgøre 1-2 pct. af den samlede byggesum. Endvidere ligger der en klar fordel

i, at et privat konsortium påtager sig hele risikoen til en fast aftalt pris,

hvilket staten og skatteyderne hermed slipper for.

Den tyske genopbygning i det tidligere Østtyskland lægger i disse år

beslag på væsentlige ressourcer, og det er derfor svært at forestille sig den

selskabskonstruktion, som blev anvendt ved Storebæltsforbindelsen og

Øresundsforbindelsen, nemlig dannelsen af et statsejet dansk/tysk selskab til

varetagelse af opgaverne. I Tyskland er der et massivt pres for private

løsninger, for at den tyske stat kan anvende flest mulige ressourcer til

genopbygningen i øst. Inden tyske firmaer finder andre interessante

byggeopgaver at kaste sig over, er det derfor ved at være en hastesag at

gennemføre Femer Bælt-forbindelsen med et privat firma eller konsortium som

hovedaktør.

Fehmarn Belt Consortium, FBC

Det privatdannede konsortium, Fehmarn Belt Consortium, FBC, har i august

1992 fremlagt et detaljeret og omfattende forslag med i alt fire

projektløsninger til en fast privatfinansieret forbindelse over Femer Bælt.

Projektet anviser fire løsninger på, hvordan en fast forbindelse over

Østersøen, Femer Bælt, kan bygges. Projektet er gennemarbejdet både teknisk,

økonomisk og miljømæssigt og repræsenterer efter forslagsstillernes

opfattelse et godt og seriøst bud på, hvordan et anlægsprojekt af et

offentligt gode kan udføres af private bygge- og finansieringsselskaber.

FBC-konsortiet består af følgende byggekoncerner og banker:

- Bilfinger og Berger Bauaktiengesellschaft (projektansvarlig), Tyskland

- KKS Entreprise A/S (viceprojektansvarlig), Danmark

- Bouygues »Challenger«, Frankrig

- Strabag Bau, Tyskland

- Campenon Bernard SGE, Frankrig

- Dresdner Bank, Tyskland

- Bikuben, Danmark, og

- BNP, Frankrig

Deltagerne i FBC-konsortiet har betydelig erfaring i at konstruere, drive

og finansiere store infrastrukturprojekter verden over.

Forslagsstillerne finder det fremlagte projekt så interessant, at

væsentlige punkter herfra præsenteres.

De fire projektløsninger kan præsenteres som:

1) Bro og tunnel:

Bro-tunnel-projektet er en kombination af en lav betonbro og en

sænketunnel. Denne løsning kræver en kunstig ø, der gøres mindst mulig ved

den maksimale tunnelgradient på 1,7 pct. Øens udstrækning er ca. 1 km over

havoverfladen og ca. 3 km på havbunden.

Løsningen udmærker sig ved at reducere den omkostningskrævende

tunnelsektion, der går under sejlrenden, til mindre end 10 km. Broen fra den

kunstige ø til Danmark er en relativt ukompliceret lavbro over en strækning

på ca. 7 km med en vanddybde på mindre end 20 m.

2) Bro:

Ved at vælge broprojektet undgår man de typiske tekniske tunnelproblemer

såsom ventilation, vandtæthed og pladsbegrænsninger. Desuden er en bro mindre

afhængig af de geologiske forhold, og de sikkerhedsmæssige aspekter for den

individuelle trafik er mindre kritiske.

Imidlertid skal broen have en højde på ca. 75 m over havoverfladen, for at

de største skibe kan passere, og konsortiet har planlagt en hængebro med et

midterspænd på 1.300 m, der giver fri passage i sejlrenden. For at opfylde

disse krav skal pylonerne være ca. 250 m høje og bropillefundamenterne have

ret store dimensioner for at kunne modstå mulige kollisioner. Af hensyn til

symmetrien er jernbanesporet placeret mellem kørebanerne.

3) Tunnel med ventilationsbygning:

Sammenlignet med løsningsforslag 1 og 2 synes en tunnelløsning ved første

blik at være at foretrække, da den rent faktisk berører bæltets miljø i ringe

omfang.

I særdeleshed er den udarbejdede løsning til en tunnel uden mellemliggende

ventilationsbygning (løsning 4) i realiteten det mest miljøvenlige projekt.

Imidlertid er tunneler dyre. Store tunnelelementer skal præfabrikeres i

tørdokke, læsses på pramme, transporteres til det sted, hvor de skal

anbringes, sænkes ned i en på forhånd udgravet rende og dækkes med store

mængder sand og sten. Til sidst vil tunnelen være fuldstændig gemt under

havbunden.

Brugen af tunneler, især lange tunneler, kræver specielle forholdsregler

vedrørende sikkerheden. En alvorlig ulykke kan teoretisk ske når som helst og

hvor som helst i tunnelen. Ventilationen skal projekteres, så den kan fungere

i »værst tænkelige tilfælde«. Derfor har FBC søgt en løsning, der

deler tunnelen i to halvdelen.

Løsning 3 omfatter en ventilationsbygning i midten, der muliggør en

længdeventileret tunnel. Det betyder et væsentligt mindre tværsnit og en

lettelse af driften. De samlede omkostninger er reduceret med ca. 10 pct.

sammenlignet med en tunnel uden mellemliggende ventilationsbygning. Bygningen

skal beskyttes af en lille strømlinet ø.

4) Tunnel uden ventilationsbygning:

Som løsning 3, men uden ventilationsbygning.

Dansk Vejforening kan præsentere:

Dansk Vejforening oplyser i sin fremlagte rapport af februar 1991, at A/S

Storebæltsforbindelsen har skitseret en kombineret vej- og jernbanebro på

knap 19 km. Broen kunne udformes som en skråstagebro med en frihøjde på ca.

65 meter og en største spændvidde på 780 meter som det oprindelige projekt

for Storebælt eller som det nuværende projekt med en hængebro med en

spændvidde på 1.700 meter.

Dansk Vejforening har på baggrund af de aktuelle anlægsoverslag og

entreprisetilbud på nævnte forslag beregnet, at en skråstagebroløsning

bestående af en 4-sporet vejforbindelse og en enkeltsporet

jernbaneforbindelse vil kunne bygges for ca. 16 mia. kr. i medio 1990-priser.

En ren 4-sporet vejforbindelse uden bane kan bygges for ca. 11 mia. kr.

Endvidere oplyser rapporten fra Dansk Vejforening, at de to tyske

entreprenørfirmaer Hochtief og Philipp Holzmann har udarbejdet et forslag til

en boret tunnel for såvel vej som jernbane. Forslaget omfatter to tunnelrør -

et 2-sporet vejtunnelrør og et enkeltsporet jernbanerør med en samlet længde

på 23,6 km. Byggetiden er beregnet til ca. 5 år og anlægsudgifterne i medio

1990-priser til ca. 13 mia. kr. Hvis man udvider det tyske projekt til at

omfatte en 4-sporet vejtunnel i stedet for en 2-sporet forbindelse, kan de

samlede udgifter anslås til knap 18 mia. kr.

Infrastruktur:

FBC er som udgangspunkt gået ud fra, at havnene Rødby og Puttgarden vil

blive liggende og vil blive benyttet, når den faste forbindelse er etableret,

men at der ikke vil blive drevet offentlig færgedrift efter dette tidspunkt.

Det har været konsortiets mål at reducere de nødvendige landområder til

den nye infrastruktur til et minimum. For at finde frem til det bedste

forslag er der bl.a. taget højde for støjniveauet og mængden af

udstødningsgasser. For eksempel er der planlagt specielle

ventilationsbygninger med indtag/afkast et par hundrede meter ude i bæltet.

Projektet opererer kun med een »bropengestation«, som placeres

syd for Puttgarden. Jernbanelinierne forbindes direkte med de eksisterende

spor.

Dansk Vejforening tager tager i sin rapport samme udgangspunkt, nemlig

Rødby og Puttgarden.

Finansiering:

Af FBC's projekt fremgår det, at forbindelsen kan finansieres privat uden

hverken statsmidler eller statsgarantier og kan bygges over en periode af ca.

11 år.

Finansieringen foregår ved, at FBC-konsortiet fra den faste forbindelses

åbning opkræver en pris svarende til den nuværende færgebilletpris i en

periode på 15 til 20 år. Herefter overdrages den faste forbindelse kvit og

frit til de to lande, Danmark og Tyskland.

Dansk Vejforening oplyser, at beregninger fra A/S Storebæltsforbindelsen

og Hoff & Overgaard viser, at Femer Bælt-forbindelsen er den mest

rentable af de tre store faste forbindelser. Sammenholdes

investeringsudgifterne med de besparelser, samfundet opnår ved bl.a.

nedlæggelsen af færgeruterne mellem Norden og Kontinentet, og de tidsmæssige

og omkostningsmæssige besparelser, trafikanterne opnår, opnås en

samfundsøkonomisk realforrentning på 10-15 pct., mens tilsvarende beregninger

udført for en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Øresund og

Storebælt giver en realrente på henholdsvis 5 og 8 pct.

Med udgangspunkt i Dansk Vejforenings skøn over den fremtidige

trafikudvikling kan det beregnes, at en 4-sporet vejbro ved opkrævning af

takster, der svarer til de nuværende færgetakster på Rødby- Puttgarden, kan

tilbagebetales på ca. 14 år. Normalt anser man 30 års tilbagebetalingstid for

tilfredsstillende for projekter af denne karakter, og man kunne derfor

halvere de nuværende takster og alligevel opnå en tilbagebetalingstid på ca.

30 år.

Dansk Vejforening oplyser endvidere, at der er behov for udvidelse af

vejkapaciteten på både den danske og den tyske side. På den tyske side er der

i dag kun 2-sporet vejforbindelse mellem Puttgarden og Oldenburg - en

strækning på 36 km - og på dansk side er der ligeledes kun 2-sporet

motortrafikvej mellem Ønslev og Sakskøbing - en strækning på ca. 15 km. Disse

to strækninger kan udbygges til motorveje og finansieres via broafgifterne.

De samlede omkostninger skønnes at andrage 300 mio. kr., hvilket er et

relativt lille beløb. Der opnås således to »sidegevinster« ved

Femerprojektet.

Med hensyn til rentabiliteten for DSB er jernbaneforbindelsen knap så god.

En stor del af godsmængden vil givetvis forsvinde på Storebælt, hvorved

økonomien her bliver dårlig. DSB har på Storebæltsforbindelsen fået et

forspring på 3 år, og metoden på Femer Bælt-forbindelsen kunne være, at DSB

fik et efterspring på 3 år. Herved bliver økonomien ikke mærkbar for DSB.

Andre udarbejdede projekter:

Foruden de to ovenfor nævnte projekter har andre private firmaer i årenes

løb udarbejdet tekniske forslag. Det drejer sig bl.a. om Deutsche Bank i

konsortium med de to tyske entreprenørfirmaer Hochtief og Philipp Holzmann,

der i januar 1990 fremlagde »Landforbindelsen mellem Den Tyske

Forbundsrepublik og Danmark gennem bygningen af en tunnel under Femer Bælt -

et erhvervsøkonomisk projekt med særlig politisk betydning for Europa«.

Planen var et skitseforslag til en tunnelløsning for både vej- og banetrafik.

Planen fik dog en krank skæbne, da den blev præsenteret for den danske

statsminister af direktør Eckart van Hooven fra Deutsche Bank på Kiels

Industri- og Handelskammers årsmøde i midten af januar 1990. Planen gik ud på

at få opført Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen og Femer

Bælt-forbindelsen finansieret af privat kapital. I korthed gik planen ud på,

at den danske stat fik et tilbud om, at private kapitalinteresser overtog

finansieringen af Storebæltsforbindelsen. Til gengæld skulle der gives dansk

garanti for, at opførelsen af Øresunds- og Femer Bælt-forbindelsen kunne

finansieres af et privat konsortium. Statsministeren var ikke interesseret i

at se notatet, der beskrev tilbudet, hvorfor direktør Eckart van Hooven fra

Deutsche Bank måtte rejse fra mødet med uforrettet sag (Privatiseringer - den

danske model. ISBN: 87-89604-00-8).

Herudover er der af A/S Storebæltsforbindelsen udarbejdet skitser til et

broprojekt (omtalt ovenfor under henholdsvis »Dansk Vejforening kan

præsentere« og »Finansiering«). Firmaet Hoff og Overgaard har

for Scandinavian Link udarbejdet omfattende prognoser og trafikøkonomiske

beregninger for projektet.

Danske erfaringer med store byggeopgaver:

A) Storebæltsforbindelsen:

Det tog 132 år (fra 1855 til 1987), før Folketinget besluttede at bygge en

forbindelse mellem Fyn og Sjælland over Storebælt. Selve beslutningen om at

lave forbindelsen var god nok og burde have været gennemført langt tidligere.

Derimod var det en afgørende fejl, at Folketinget også stiftede et statsligt

selskab, A/S Storebæltsforbindelsen, til gennemførelse af projektet. Og det

var efter Fremskridtspartiets opfattelse forkert, at flertalspartierne

igangsatte Storebæltsprojektet i statens regi uden at spørge befolkningen

først, når nu staten skulle være bygherre på projektet.

Forslaget om anlæg af den faste forbindelse over Storebælt blev vedtaget i

Folketinget ved 3. behandling den 26. maj 1987 af Socialdemokratiet, Det

Konservative Folkeparti, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Socialistisk

Folkeparti, Det Radikale Venstre, Fremskridtspartiet og Venstresocialisterne

stemte imod.

B) Øresundsforbindelsen:

Spørgsmålet om anlæg af en fast forbindelse over Øresund havde gennem en

lang årrække været genstand for en række fælles dansk-svenske udredninger med

det formål at tilvejebringe et grundlag for en politisk beslutning herom.

I foråret 1990 kunne det konstateres, at der var flertal i begge lande for

en kombineret forbindelse til jernbane- og vejtrafik mellem København og

Malmø.

Samtidig blev det på dansk side besluttet, at der skulle gennemføres en

lang række supplerende miljøundersøgelser, og resultatet af disse

undersøgelser og vurderinger forelå i rapporten »Miljø Øresund 1991 -

Den faste forbindelse København-Malmø«, der blev fremlagt for

Folketinget.

Folketinget fik den 19. marts 1991 en redegørelse for forhandlingerne med

den svenske regering. Aftalen herom blev indgået den 23. marts 1991. Aftalen

af 23. marts 1991 mellem Danmark og Sverige om Øresundsforbindelsen blev

ratificeret den 24. august 1991.

Det videre arbejde førte frem til en politisk aftale af 29. april 1991

mellem regeringen, Socialdemokratiet og Centrum-Demokraterne, der bl.a.

omhandlede den organisatoriske ramme på dansk side i relation til

Øresundsforbindelsen samt tilslutningsanlæggene fra forbindelsen til det

eksisterende jernbane- og hovedlandevejsnet.

Efter aftalen skal forbindelsen udføres som en kombineret forbindelse til

jernbane- og vejtrafik mellem Kastrup og Limhamn. Forbindelsen skal udgå ved

Kastrup Lufthavn og føres i en sænketunnel under Drogden frem til en kunstig

ø sydvest for Saltholm, hvorfra forbindelsen skal fortsætte som lavbro og

senere en højbro frem til den svenske kyst.

Øresundsforbindelsen skal anlægges og drives af eet konsortium. I dette

konsortium indgår to fuldt ud ejede statslige aktieselskaber: eet ejet af den

svenske stat og eet ejet af den danske, A/S Øresundsforbindelsen. A/S

Øresundsforbindelsen ejes af et holdingselskab, der er dannet gennem indskud

af statens aktier i A/S Storebæltsforbindelsen.

Øresundsforbindelsen skal efter aftalen fuldt ud finansieres ved

brugerafgifter, der er fastsat således, at den kollektive trafik begunstiges.

Det påhviler hvert land at etablere de nødvendige tilslutningsanlæg. De

anlæg, som ifølge loven skal anlægges på dansk side, omfatter en

motorvejsforbindelse over Amager til centrumforbindelsen og en

jernbaneforbindelse til Københavns Hovedbanegård, idet der endvidere skal

anlægges en særlig godsforbindelse fra Kalvebodløbet til Vigerslev.

Tilslutningsanlæggene skal finansieres af den danske andel af overskuddet

fra Øresundsforbindelsen, ligesom DSB skal betale et fast årligt beløb for

benyttelsen heraf opgjort på grundlag af DSB's nettofordele i åbningsåret.

Prisen for Øresundsforbindelsen blev ved underskrivelsen den 24. august

1991 anslået til ca. 17 mia. kr.

Beslutningen om Øresundsforbindelsen blev vedtaget i Folketinget ved 3.

behandling den 14. august 1991 af Socialdemokratiet, Det Konservative

Folkeparti, Venstre og CD. Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Det

Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti samt 5 medlemmer af den

socialdemokratiske folketingsgruppe stemte imod.

Fordele ved privatfinansiering:

Fordelene ved en privatfinansieret fast forbindelse over Femer Bælt burde

være indlysende. Der er grænser for, hvor mange og hvor store

infrastrukturprojekter staten kan magte. Staten kører løbende med underskud

og har forgældet sig for mere end 600 mia. kr. Skal det absolut være staten,

der skal bygge forbindelsen, er der risiko for, at forbindelsen udskydes på

ubestemt tid af økonomiske grunde, og hermed tabes vigtig tid. Når private

investorer så viser stærk interesse for et projekt som Femer

Bælt-forbindelsen og projektet kan udføres på fuldt forsvarlig vis, er der

ingen grund til at holde sig tilbage.

Private investorer kaster sig ud i et projekt som dette på baggrund af

prognoser, beregninger omkring trafikudviklingen, den samlede byggesum (vel

vidende, at byggesummerne altid overskrides, f.eks. med 60 pct. på den

engelske kanal), renteudviklingen, broafgifter m.v. Der er mange

usikkerhedsmomenter i et sådant projekt. Det slipper staten for. Alle de

risici, der knytter sig til projektet, bæres alene af det private selskab,

der bygger forbindelsen, og dets långivere.

Slutbemærkninger:

I de ovennævnte bemærkninger er ofte henvist til FBC-konsortiet og Dansk

Vejforening, ikke for at fremme netop deres fremlagte projekter, men fordi

disse projekter er de mest gennemarbejdede, der findes. Det offentlige har

hverken i Danmark eller i Tyskland nogen sinde udarbejdet projekter for en

Femer Bælt-forbindelse. Derfor har det været naturligt at søge inspiration og

støtte i de nævnte projekter.

Forslagsstillerne understreger netop i punkterne 1 til 8, at der skal være

tale om en åben, offentlig licitation, hvor alle kan komme med netop deres

tilbud. I øvrigt henledes opmærksomheden på EF's licitationsregler på

området.

Der er ikke forskel på, om en kommune udbyder et planlagt renseanlæg i

offentlig licitation, eller om staten udbyder Femer Bælt-forbindelsen i

offentlig licitation.

I begge tilfælde opstilles der tekniske krav til projektet. Disse krav kan

vedrøre den arkitektoniske udformning, brugertekniske specifikationer (antal

vogne/vejbaner, jernbanespor m.v.), miljøkrav o.a. Når licitationen er

afsluttet, vælges det bedste projekt. Herefter er det alene politikernes

opgave at kontrollere, at projektet udføres efter reglerne. Problemer, såvel

tekniske som finansielle, løses alene af det firma eller konsortium, der har

fået opgaven, og er staten og skatteyderne uvedkommende.

Det er forslagsstillernes opfattelse, at Femer Bæltprojektet kan sættes i

gang hurtigt efter vedtagelsen af dette beslutningsforslag. Der henvises i

denne forbindelse til de beskæftigelsesmæssige fordele. Bygningen af Femer

Bælt-forbindelsen kan efter beregningerne anslås til at beskæftige 7.000 mand

pr. år i byggeperioden og det i en region med stor ledighed.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte

punkter:

Ad 1

Det er forslagsstillernes intention, at flest mulige får adgang til at

byde på projektet. Derfor skal licitationen være så åben som muligt. Uanset

om det nævnte tilbud fra FBC af august 1992 stadig er aktuelt, så ønskes der

en tilkendegivelse fra flest mulige andre.

Regeringen må sørge for hurtigst muligt efter vedtagelsen af dette forslag

at sikre bred national og international annoncering af projektet, således at

flest mulige kan nå at fremsende tilbud inden 1. januar 1995. Hvis den valgte

dato er for tidlig, er forslagsstillerne åbne over for at flytte datoen.

Såfremt Tyskland vil bygge »sin halvdel« af forbindelsen over

Femer Bælt, vil det kun være den »danske del« af forbindelsen, som

udbydes til privat finansiering. Forhandlinger med Tyskland må hurtigt

afklare, hvorvidt tyskerne vil foretrække en statsfinansiering - eller om de

også vil lade deres del privatfinansiere.

Ad 2

Såfremt den tyske stat, eller for den sags skyld en helt tredje stat, er

parat til at betale for »den danske del« af Femer

Bælt-forbindelsen, vil forslagsstillerne ikke lægge hindringer i vejen for,

at disse stater også kan byde på opgaveløsningen. Det må i givet fald være op

til skatteyderne i det pågældende land at sige fra over for deres staters

dispositioner. Det afgørende er, at Femer Bælt-forbindelsen bliver bygget,

uden at den danske stat deltager.

Ad 3

For at få så mange tilbud at vælge imellem som overhovedet muligt må det

være op til tilbudsgiverne selv at afgøre, hvorledes de ønsker projektet

sammensat med hensyn til, om det skal være bro, tunnel eller en kombination

heraf.

Ad 4

Staten skal ikke ofre ressourcer på at lave miljøforundersøgelser. Derimod

må det være et krav til alle tilbudsgivere, at de vedlægger dokumentation

for, hvilken miljøpåvirkning netop deres projekt vil give. Derved er det

muligt at lade miljøspørgsmålet indgå som prioriteret parameter, når der skal

træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal have projektopgaven.

Ad 5

Tilbudsgiverne må angive, i hvilket åremål de kræver ejendomsret til

forbindelsen, før de giver Femer Bælt-forbindelsen til henholdsvis Danmark og

Tyskland, eller om de forlanger at beholde forbindelsen for altid.

Tilbudsgiverne må også oplyse, hvilken passageafgift de har tænkt sig at

opkræve.

Også disse oplysninger vil have en central placering i udvælgelsen af,

hvilket konsortium/projekt der skal have entreprisen.

Ad 6

Regeringen skal ikke selv træffe beslutning om, hvilket projekt der skal

vinde. De afgivne tilbud må forelægges til forhandling mellem Folketingets

partier. Det kan eventuelt ske under fortrolighed. Forslagsstillerne finder

det meget vigtigt, at der er god parlamentarisk indsigt i tilblivelsen af en

byggekontrakt af denne størrelse.

Ad 7

Der optages forhandlinger mellem den danske og den tyske regering om de

nærmere licitationsbestemmelser samt tidspunktet for afholdelse af en

offentlig EF-licitation.

Nærværende beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets

lovkatalog 1992-93, udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe september

1992, forslag nr. 83. (ISBN nr. 87-89766-02-4).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter