1992 BSF 53 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i
privat totalentreprise med fuldstændig privat finansiering efter
følgende retningslinier:
1) Private firmaer eller konsortier af private firmaer, uanset
nationalitet, kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller dele
heraf.
2) Andre lande kan inden den 1. januar 1995 byde på hele projektet eller
dele heraf.
3) Tilbudsgiverne er frit stillet med hensyn til, om projektet skal være
en bro, en tunnel eller en kombination heraf.
4) Tilbudsgiverne må for egen regning foretage undersøgelser af deres
projekts miljøvirkninger og skal vedlægge undersøgelsen som en del af
tilbudet.
5) Tilbudsgiverne skal angive, i hvilket åremål de forlanger ejerskab af
forbindelsen, og størrelsen af bompenge, der ønskes opkrævet i ejerperioden.
6) Regeringen fremlægger hurtigst muligt efter den 1. januar 1995
resultatet af udbudsrunden til forhandling mellem Folketingets partier.
7) Der optages forhandlinger mellem den danske og den tyske stat om en
privatfinansieret forbindelse og om de nærmere licitationsbestemmelser om
entreprisen på Femer Bælt-forbindelsen.
8) Den danske offentlige sektor må ikke direkte eller indirekte byde på
entreprisen.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Der påregnes i de kommende årtier en stigende trafik i Europa, herunder
stigende trafik mellem det europæiske kontinent og Skandinavien. Dette
medfører et større krav om bedre trafikforbindelser samt kortere rejsetider.
Derfor foreslås igangsat bygningen af den faste forbindelse over
Østersøen, nærmere betegnet Femer Bælt-forbindelsen, som det sidste led i den
såkaldte Fugleflugtslinie.
Læs alt
Det er nødvendigt, at Danmark og det øvrige Skandinavien ikke viger
tilbage for at opfylde disse krav, både af hensyn til erhvervslivet, der er
afhængigt af gode trafikforbindelser, men også af hensyn til privatpersoners
rejsetid.
Det burde i øvrigt være indlysende klart, at efter etableringen af den
faste forbindelse over Storebælt samt forbindelsen over Øresund mangler kun
den sidste faste forbindelse, nemlig forbindelsen over Femer Bælt.
Transport- og rejsetiden kan efter den faste forbindelse over Femer Bælt
reduceres på strækningen Hamburg-København med to timer for tog og med
halvanden time for bil. Denne tidsbesparelse er således større end
tidsbesparelsen på strækningen København-Odense og på strækningen
Malmø-København efter åbningen af forbindelsen over henholdsvis Storebælt og
Øresund.
Med hensyn til etableringen af store infrastruktueller anlæg er det ofte
nødvendigt at planlægge og tænke i tidsperspektiver på 10 til 20 år.
Skal den faste forbindelse over Østersøen derfor være parat, inden
transporttiderne mellem Kontinentet og Skandinavien for alvor hæmmer
udviklingen, er det derfor nødvendigt at komme i gang nu.
Dansk Vejforening og Fehmarn Belt Consortium (FBC) har henholdsvis i
februar 1991 og i august 1992 udarbejdet projekter, der giver en kort og klar
beskrivelse af mulighederne for og konsekvenserne af at anlægge en fast
forbindelse fra Danmark til Tyskland over Femer Bælt.
De fremlagte projekter præsenterer forskellige løsninger på den tekniske
udformning af opgaven, men tager også stilling til økonomiske og miljømæssige
spørgsmål.
I øvrigt finder forslagsstillerne det prisværdigt, at Dansk Vejforening og
FBC-konsortiet for egen regning har udarbejdet disse projekter. Projektet fra
FBC-konsortiet har alene kostet 6 mio. kr. at udarbejde.
Det viser nemlig, at private firmaer ikke viger tilbage for at vise
initiativ, mod, vilje og er parate til at kaste sig ud i et stort projekt.
Det viser også, at private firmaer er i besiddelse af den fornødne viden,
teknologi og finansielle ressourcer til projektering og gennemførelse af et
gigantprojekt af denne størrelse.
Det er endvidere forslagsstillernes opfattelse, at det ikke er hver dag,
Danmark og Tyskland får et sådant tilbud som det fremlagte, nemlig et tilbud
om en fast »gratis« forbindelse.
Forslagsstillerne mener med dette beslutningsforslag, at Folketinget
sagtens kan pålægge regeringen at udbyde Femer Bælt-forbindelsen i privat
totalentreprise med fuldstændig privat finansiering. Forslagsstillerne føler
sig overbevist om, at private firmaer eller konsortier uden nævneværdige
problemer kan påtage sig en sådan opgave.
Det er vigtigt at komme i gang med arbejdet nu. Hellere i dag end i
morgen. Skulle Folketinget bestemme, at bygningen af Femer Bælt-forbindelsen
skal foregå på samme grundlag som bygningen af Storebæltsforbindelsen og
Øresundsforbindelsen, tabes tempo i bygningen af denne vigtige forbindelse.
Det er åbenlyst for enhver, at den danske stat ikke finansielt magter
flere store anlægsprojekter i de kommende år, og det er derfor af afgørende
betydning, såfremt Femer Bælt-forbindelsen ønskes påbegyndt nu, at komme i
gang nu med gode private alternative bygge- og finansieringsmuligheder. Dansk
Vejforening og FBC-konsortiet har med de fremlagte projektplaner
demonstreret, at private er i stand til at præsentere velunderbyggede og
økonomisk sammenhængende planer for den faste forbindelse over Femer Bælt.
Forslagsstillerne påpeger vigtigheden i, at det bliver et privat
konsortium, der kommer til at forestå opgaven. Et statsligt aktieselskab, som
er de foretrukne selskabskonstruktioner ved Storebæltsforbindelsen og
Øresundsforbindelsen, skal dels opbygge fordyrende administrationer og
trækkes med en lang række underentrepriser, der fordyrer projekterne
væsentligt, og er endvidere underlagt en ofte besværlig politisk
beslutningsproces. Selv om et statsligt aktieselskab har en statsgaranti for
sit lån og herved kan opnå en lavere rente, skønnes den lavere rente kun at
udgøre 1-2 pct. af den samlede byggesum. Endvidere ligger der en klar fordel
i, at et privat konsortium påtager sig hele risikoen til en fast aftalt pris,
hvilket staten og skatteyderne hermed slipper for.
Den tyske genopbygning i det tidligere Østtyskland lægger i disse år
beslag på væsentlige ressourcer, og det er derfor svært at forestille sig den
selskabskonstruktion, som blev anvendt ved Storebæltsforbindelsen og
Øresundsforbindelsen, nemlig dannelsen af et statsejet dansk/tysk selskab til
varetagelse af opgaverne. I Tyskland er der et massivt pres for private
løsninger, for at den tyske stat kan anvende flest mulige ressourcer til
genopbygningen i øst. Inden tyske firmaer finder andre interessante
byggeopgaver at kaste sig over, er det derfor ved at være en hastesag at
gennemføre Femer Bælt-forbindelsen med et privat firma eller konsortium som
hovedaktør.
Fehmarn Belt Consortium, FBC
Det privatdannede konsortium, Fehmarn Belt Consortium, FBC, har i august
1992 fremlagt et detaljeret og omfattende forslag med i alt fire
projektløsninger til en fast privatfinansieret forbindelse over Femer Bælt.
Projektet anviser fire løsninger på, hvordan en fast forbindelse over
Østersøen, Femer Bælt, kan bygges. Projektet er gennemarbejdet både teknisk,
økonomisk og miljømæssigt og repræsenterer efter forslagsstillernes
opfattelse et godt og seriøst bud på, hvordan et anlægsprojekt af et
offentligt gode kan udføres af private bygge- og finansieringsselskaber.
FBC-konsortiet består af følgende byggekoncerner og banker:
- Bilfinger og Berger Bauaktiengesellschaft (projektansvarlig), Tyskland
- KKS Entreprise A/S (viceprojektansvarlig), Danmark
- Bouygues »Challenger«, Frankrig
- Strabag Bau, Tyskland
- Campenon Bernard SGE, Frankrig
- Dresdner Bank, Tyskland
- Bikuben, Danmark, og
- BNP, Frankrig
Deltagerne i FBC-konsortiet har betydelig erfaring i at konstruere, drive
og finansiere store infrastrukturprojekter verden over.
Forslagsstillerne finder det fremlagte projekt så interessant, at
væsentlige punkter herfra præsenteres.
De fire projektløsninger kan præsenteres som:
1) Bro og tunnel:
Bro-tunnel-projektet er en kombination af en lav betonbro og en
sænketunnel. Denne løsning kræver en kunstig ø, der gøres mindst mulig ved
den maksimale tunnelgradient på 1,7 pct. Øens udstrækning er ca. 1 km over
havoverfladen og ca. 3 km på havbunden.
Løsningen udmærker sig ved at reducere den omkostningskrævende
tunnelsektion, der går under sejlrenden, til mindre end 10 km. Broen fra den
kunstige ø til Danmark er en relativt ukompliceret lavbro over en strækning
på ca. 7 km med en vanddybde på mindre end 20 m.
2) Bro:
Ved at vælge broprojektet undgår man de typiske tekniske tunnelproblemer
såsom ventilation, vandtæthed og pladsbegrænsninger. Desuden er en bro mindre
afhængig af de geologiske forhold, og de sikkerhedsmæssige aspekter for den
individuelle trafik er mindre kritiske.
Imidlertid skal broen have en højde på ca. 75 m over havoverfladen, for at
de største skibe kan passere, og konsortiet har planlagt en hængebro med et
midterspænd på 1.300 m, der giver fri passage i sejlrenden. For at opfylde
disse krav skal pylonerne være ca. 250 m høje og bropillefundamenterne have
ret store dimensioner for at kunne modstå mulige kollisioner. Af hensyn til
symmetrien er jernbanesporet placeret mellem kørebanerne.
3) Tunnel med ventilationsbygning:
Sammenlignet med løsningsforslag 1 og 2 synes en tunnelløsning ved første
blik at være at foretrække, da den rent faktisk berører bæltets miljø i ringe
omfang.
I særdeleshed er den udarbejdede løsning til en tunnel uden mellemliggende
ventilationsbygning (løsning 4) i realiteten det mest miljøvenlige projekt.
Imidlertid er tunneler dyre. Store tunnelelementer skal præfabrikeres i
tørdokke, læsses på pramme, transporteres til det sted, hvor de skal
anbringes, sænkes ned i en på forhånd udgravet rende og dækkes med store
mængder sand og sten. Til sidst vil tunnelen være fuldstændig gemt under
havbunden.
Brugen af tunneler, især lange tunneler, kræver specielle forholdsregler
vedrørende sikkerheden. En alvorlig ulykke kan teoretisk ske når som helst og
hvor som helst i tunnelen. Ventilationen skal projekteres, så den kan fungere
i »værst tænkelige tilfælde«. Derfor har FBC søgt en løsning, der
deler tunnelen i to halvdelen.
Løsning 3 omfatter en ventilationsbygning i midten, der muliggør en
længdeventileret tunnel. Det betyder et væsentligt mindre tværsnit og en
lettelse af driften. De samlede omkostninger er reduceret med ca. 10 pct.
sammenlignet med en tunnel uden mellemliggende ventilationsbygning. Bygningen
skal beskyttes af en lille strømlinet ø.
4) Tunnel uden ventilationsbygning:
Som løsning 3, men uden ventilationsbygning.
Dansk Vejforening kan præsentere:
Dansk Vejforening oplyser i sin fremlagte rapport af februar 1991, at A/S
Storebæltsforbindelsen har skitseret en kombineret vej- og jernbanebro på
knap 19 km. Broen kunne udformes som en skråstagebro med en frihøjde på ca.
65 meter og en største spændvidde på 780 meter som det oprindelige projekt
for Storebælt eller som det nuværende projekt med en hængebro med en
spændvidde på 1.700 meter.
Dansk Vejforening har på baggrund af de aktuelle anlægsoverslag og
entreprisetilbud på nævnte forslag beregnet, at en skråstagebroløsning
bestående af en 4-sporet vejforbindelse og en enkeltsporet
jernbaneforbindelse vil kunne bygges for ca. 16 mia. kr. i medio 1990-priser.
En ren 4-sporet vejforbindelse uden bane kan bygges for ca. 11 mia. kr.
Endvidere oplyser rapporten fra Dansk Vejforening, at de to tyske
entreprenørfirmaer Hochtief og Philipp Holzmann har udarbejdet et forslag til
en boret tunnel for såvel vej som jernbane. Forslaget omfatter to tunnelrør -
et 2-sporet vejtunnelrør og et enkeltsporet jernbanerør med en samlet længde
på 23,6 km. Byggetiden er beregnet til ca. 5 år og anlægsudgifterne i medio
1990-priser til ca. 13 mia. kr. Hvis man udvider det tyske projekt til at
omfatte en 4-sporet vejtunnel i stedet for en 2-sporet forbindelse, kan de
samlede udgifter anslås til knap 18 mia. kr.
Infrastruktur:
FBC er som udgangspunkt gået ud fra, at havnene Rødby og Puttgarden vil
blive liggende og vil blive benyttet, når den faste forbindelse er etableret,
men at der ikke vil blive drevet offentlig færgedrift efter dette tidspunkt.
Det har været konsortiets mål at reducere de nødvendige landområder til
den nye infrastruktur til et minimum. For at finde frem til det bedste
forslag er der bl.a. taget højde for støjniveauet og mængden af
udstødningsgasser. For eksempel er der planlagt specielle
ventilationsbygninger med indtag/afkast et par hundrede meter ude i bæltet.
Projektet opererer kun med een »bropengestation«, som placeres
syd for Puttgarden. Jernbanelinierne forbindes direkte med de eksisterende
spor.
Dansk Vejforening tager tager i sin rapport samme udgangspunkt, nemlig
Rødby og Puttgarden.
Finansiering:
Af FBC's projekt fremgår det, at forbindelsen kan finansieres privat uden
hverken statsmidler eller statsgarantier og kan bygges over en periode af ca.
11 år.
Finansieringen foregår ved, at FBC-konsortiet fra den faste forbindelses
åbning opkræver en pris svarende til den nuværende færgebilletpris i en
periode på 15 til 20 år. Herefter overdrages den faste forbindelse kvit og
frit til de to lande, Danmark og Tyskland.
Dansk Vejforening oplyser, at beregninger fra A/S Storebæltsforbindelsen
og Hoff & Overgaard viser, at Femer Bælt-forbindelsen er den mest
rentable af de tre store faste forbindelser. Sammenholdes
investeringsudgifterne med de besparelser, samfundet opnår ved bl.a.
nedlæggelsen af færgeruterne mellem Norden og Kontinentet, og de tidsmæssige
og omkostningsmæssige besparelser, trafikanterne opnår, opnås en
samfundsøkonomisk realforrentning på 10-15 pct., mens tilsvarende beregninger
udført for en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Øresund og
Storebælt giver en realrente på henholdsvis 5 og 8 pct.
Med udgangspunkt i Dansk Vejforenings skøn over den fremtidige
trafikudvikling kan det beregnes, at en 4-sporet vejbro ved opkrævning af
takster, der svarer til de nuværende færgetakster på Rødby- Puttgarden, kan
tilbagebetales på ca. 14 år. Normalt anser man 30 års tilbagebetalingstid for
tilfredsstillende for projekter af denne karakter, og man kunne derfor
halvere de nuværende takster og alligevel opnå en tilbagebetalingstid på ca.
30 år.
Dansk Vejforening oplyser endvidere, at der er behov for udvidelse af
vejkapaciteten på både den danske og den tyske side. På den tyske side er der
i dag kun 2-sporet vejforbindelse mellem Puttgarden og Oldenburg - en
strækning på 36 km - og på dansk side er der ligeledes kun 2-sporet
motortrafikvej mellem Ønslev og Sakskøbing - en strækning på ca. 15 km. Disse
to strækninger kan udbygges til motorveje og finansieres via broafgifterne.
De samlede omkostninger skønnes at andrage 300 mio. kr., hvilket er et
relativt lille beløb. Der opnås således to »sidegevinster« ved
Femerprojektet.
Med hensyn til rentabiliteten for DSB er jernbaneforbindelsen knap så god.
En stor del af godsmængden vil givetvis forsvinde på Storebælt, hvorved
økonomien her bliver dårlig. DSB har på Storebæltsforbindelsen fået et
forspring på 3 år, og metoden på Femer Bælt-forbindelsen kunne være, at DSB
fik et efterspring på 3 år. Herved bliver økonomien ikke mærkbar for DSB.
Andre udarbejdede projekter:
Foruden de to ovenfor nævnte projekter har andre private firmaer i årenes
løb udarbejdet tekniske forslag. Det drejer sig bl.a. om Deutsche Bank i
konsortium med de to tyske entreprenørfirmaer Hochtief og Philipp Holzmann,
der i januar 1990 fremlagde »Landforbindelsen mellem Den Tyske
Forbundsrepublik og Danmark gennem bygningen af en tunnel under Femer Bælt -
et erhvervsøkonomisk projekt med særlig politisk betydning for Europa«.
Planen var et skitseforslag til en tunnelløsning for både vej- og banetrafik.
Planen fik dog en krank skæbne, da den blev præsenteret for den danske
statsminister af direktør Eckart van Hooven fra Deutsche Bank på Kiels
Industri- og Handelskammers årsmøde i midten af januar 1990. Planen gik ud på
at få opført Storebæltsforbindelsen, Øresundsforbindelsen og Femer
Bælt-forbindelsen finansieret af privat kapital. I korthed gik planen ud på,
at den danske stat fik et tilbud om, at private kapitalinteresser overtog
finansieringen af Storebæltsforbindelsen. Til gengæld skulle der gives dansk
garanti for, at opførelsen af Øresunds- og Femer Bælt-forbindelsen kunne
finansieres af et privat konsortium. Statsministeren var ikke interesseret i
at se notatet, der beskrev tilbudet, hvorfor direktør Eckart van Hooven fra
Deutsche Bank måtte rejse fra mødet med uforrettet sag (Privatiseringer - den
danske model. ISBN: 87-89604-00-8).
Herudover er der af A/S Storebæltsforbindelsen udarbejdet skitser til et
broprojekt (omtalt ovenfor under henholdsvis »Dansk Vejforening kan
præsentere« og »Finansiering«). Firmaet Hoff og Overgaard har
for Scandinavian Link udarbejdet omfattende prognoser og trafikøkonomiske
beregninger for projektet.
Danske erfaringer med store byggeopgaver:
A) Storebæltsforbindelsen:
Det tog 132 år (fra 1855 til 1987), før Folketinget besluttede at bygge en
forbindelse mellem Fyn og Sjælland over Storebælt. Selve beslutningen om at
lave forbindelsen var god nok og burde have været gennemført langt tidligere.
Derimod var det en afgørende fejl, at Folketinget også stiftede et statsligt
selskab, A/S Storebæltsforbindelsen, til gennemførelse af projektet. Og det
var efter Fremskridtspartiets opfattelse forkert, at flertalspartierne
igangsatte Storebæltsprojektet i statens regi uden at spørge befolkningen
først, når nu staten skulle være bygherre på projektet.
Forslaget om anlæg af den faste forbindelse over Storebælt blev vedtaget i
Folketinget ved 3. behandling den 26. maj 1987 af Socialdemokratiet, Det
Konservative Folkeparti, Venstre, CD og Kristeligt Folkeparti. Socialistisk
Folkeparti, Det Radikale Venstre, Fremskridtspartiet og Venstresocialisterne
stemte imod.
B) Øresundsforbindelsen:
Spørgsmålet om anlæg af en fast forbindelse over Øresund havde gennem en
lang årrække været genstand for en række fælles dansk-svenske udredninger med
det formål at tilvejebringe et grundlag for en politisk beslutning herom.
I foråret 1990 kunne det konstateres, at der var flertal i begge lande for
en kombineret forbindelse til jernbane- og vejtrafik mellem København og
Malmø.
Samtidig blev det på dansk side besluttet, at der skulle gennemføres en
lang række supplerende miljøundersøgelser, og resultatet af disse
undersøgelser og vurderinger forelå i rapporten »Miljø Øresund 1991 -
Den faste forbindelse København-Malmø«, der blev fremlagt for
Folketinget.
Folketinget fik den 19. marts 1991 en redegørelse for forhandlingerne med
den svenske regering. Aftalen herom blev indgået den 23. marts 1991. Aftalen
af 23. marts 1991 mellem Danmark og Sverige om Øresundsforbindelsen blev
ratificeret den 24. august 1991.
Det videre arbejde førte frem til en politisk aftale af 29. april 1991
mellem regeringen, Socialdemokratiet og Centrum-Demokraterne, der bl.a.
omhandlede den organisatoriske ramme på dansk side i relation til
Øresundsforbindelsen samt tilslutningsanlæggene fra forbindelsen til det
eksisterende jernbane- og hovedlandevejsnet.
Efter aftalen skal forbindelsen udføres som en kombineret forbindelse til
jernbane- og vejtrafik mellem Kastrup og Limhamn. Forbindelsen skal udgå ved
Kastrup Lufthavn og føres i en sænketunnel under Drogden frem til en kunstig
ø sydvest for Saltholm, hvorfra forbindelsen skal fortsætte som lavbro og
senere en højbro frem til den svenske kyst.
Øresundsforbindelsen skal anlægges og drives af eet konsortium. I dette
konsortium indgår to fuldt ud ejede statslige aktieselskaber: eet ejet af den
svenske stat og eet ejet af den danske, A/S Øresundsforbindelsen. A/S
Øresundsforbindelsen ejes af et holdingselskab, der er dannet gennem indskud
af statens aktier i A/S Storebæltsforbindelsen.
Øresundsforbindelsen skal efter aftalen fuldt ud finansieres ved
brugerafgifter, der er fastsat således, at den kollektive trafik begunstiges.
Det påhviler hvert land at etablere de nødvendige tilslutningsanlæg. De
anlæg, som ifølge loven skal anlægges på dansk side, omfatter en
motorvejsforbindelse over Amager til centrumforbindelsen og en
jernbaneforbindelse til Københavns Hovedbanegård, idet der endvidere skal
anlægges en særlig godsforbindelse fra Kalvebodløbet til Vigerslev.
Tilslutningsanlæggene skal finansieres af den danske andel af overskuddet
fra Øresundsforbindelsen, ligesom DSB skal betale et fast årligt beløb for
benyttelsen heraf opgjort på grundlag af DSB's nettofordele i åbningsåret.
Prisen for Øresundsforbindelsen blev ved underskrivelsen den 24. august
1991 anslået til ca. 17 mia. kr.
Beslutningen om Øresundsforbindelsen blev vedtaget i Folketinget ved 3.
behandling den 14. august 1991 af Socialdemokratiet, Det Konservative
Folkeparti, Venstre og CD. Socialistisk Folkeparti, Fremskridtspartiet, Det
Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti samt 5 medlemmer af den
socialdemokratiske folketingsgruppe stemte imod.
Fordele ved privatfinansiering:
Fordelene ved en privatfinansieret fast forbindelse over Femer Bælt burde
være indlysende. Der er grænser for, hvor mange og hvor store
infrastrukturprojekter staten kan magte. Staten kører løbende med underskud
og har forgældet sig for mere end 600 mia. kr. Skal det absolut være staten,
der skal bygge forbindelsen, er der risiko for, at forbindelsen udskydes på
ubestemt tid af økonomiske grunde, og hermed tabes vigtig tid. Når private
investorer så viser stærk interesse for et projekt som Femer
Bælt-forbindelsen og projektet kan udføres på fuldt forsvarlig vis, er der
ingen grund til at holde sig tilbage.
Private investorer kaster sig ud i et projekt som dette på baggrund af
prognoser, beregninger omkring trafikudviklingen, den samlede byggesum (vel
vidende, at byggesummerne altid overskrides, f.eks. med 60 pct. på den
engelske kanal), renteudviklingen, broafgifter m.v. Der er mange
usikkerhedsmomenter i et sådant projekt. Det slipper staten for. Alle de
risici, der knytter sig til projektet, bæres alene af det private selskab,
der bygger forbindelsen, og dets långivere.
Slutbemærkninger:
I de ovennævnte bemærkninger er ofte henvist til FBC-konsortiet og Dansk
Vejforening, ikke for at fremme netop deres fremlagte projekter, men fordi
disse projekter er de mest gennemarbejdede, der findes. Det offentlige har
hverken i Danmark eller i Tyskland nogen sinde udarbejdet projekter for en
Femer Bælt-forbindelse. Derfor har det været naturligt at søge inspiration og
støtte i de nævnte projekter.
Forslagsstillerne understreger netop i punkterne 1 til 8, at der skal være
tale om en åben, offentlig licitation, hvor alle kan komme med netop deres
tilbud. I øvrigt henledes opmærksomheden på EF's licitationsregler på
området.
Der er ikke forskel på, om en kommune udbyder et planlagt renseanlæg i
offentlig licitation, eller om staten udbyder Femer Bælt-forbindelsen i
offentlig licitation.
I begge tilfælde opstilles der tekniske krav til projektet. Disse krav kan
vedrøre den arkitektoniske udformning, brugertekniske specifikationer (antal
vogne/vejbaner, jernbanespor m.v.), miljøkrav o.a. Når licitationen er
afsluttet, vælges det bedste projekt. Herefter er det alene politikernes
opgave at kontrollere, at projektet udføres efter reglerne. Problemer, såvel
tekniske som finansielle, løses alene af det firma eller konsortium, der har
fået opgaven, og er staten og skatteyderne uvedkommende.
Det er forslagsstillernes opfattelse, at Femer Bæltprojektet kan sættes i
gang hurtigt efter vedtagelsen af dette beslutningsforslag. Der henvises i
denne forbindelse til de beskæftigelsesmæssige fordele. Bygningen af Femer
Bælt-forbindelsen kan efter beregningerne anslås til at beskæftige 7.000 mand
pr. år i byggeperioden og det i en region med stor ledighed.
Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte
punkter:
Ad 1
Det er forslagsstillernes intention, at flest mulige får adgang til at
byde på projektet. Derfor skal licitationen være så åben som muligt. Uanset
om det nævnte tilbud fra FBC af august 1992 stadig er aktuelt, så ønskes der
en tilkendegivelse fra flest mulige andre.
Regeringen må sørge for hurtigst muligt efter vedtagelsen af dette forslag
at sikre bred national og international annoncering af projektet, således at
flest mulige kan nå at fremsende tilbud inden 1. januar 1995. Hvis den valgte
dato er for tidlig, er forslagsstillerne åbne over for at flytte datoen.
Såfremt Tyskland vil bygge »sin halvdel« af forbindelsen over
Femer Bælt, vil det kun være den »danske del« af forbindelsen, som
udbydes til privat finansiering. Forhandlinger med Tyskland må hurtigt
afklare, hvorvidt tyskerne vil foretrække en statsfinansiering - eller om de
også vil lade deres del privatfinansiere.
Ad 2
Såfremt den tyske stat, eller for den sags skyld en helt tredje stat, er
parat til at betale for »den danske del« af Femer
Bælt-forbindelsen, vil forslagsstillerne ikke lægge hindringer i vejen for,
at disse stater også kan byde på opgaveløsningen. Det må i givet fald være op
til skatteyderne i det pågældende land at sige fra over for deres staters
dispositioner. Det afgørende er, at Femer Bælt-forbindelsen bliver bygget,
uden at den danske stat deltager.
Ad 3
For at få så mange tilbud at vælge imellem som overhovedet muligt må det
være op til tilbudsgiverne selv at afgøre, hvorledes de ønsker projektet
sammensat med hensyn til, om det skal være bro, tunnel eller en kombination
heraf.
Ad 4
Staten skal ikke ofre ressourcer på at lave miljøforundersøgelser. Derimod
må det være et krav til alle tilbudsgivere, at de vedlægger dokumentation
for, hvilken miljøpåvirkning netop deres projekt vil give. Derved er det
muligt at lade miljøspørgsmålet indgå som prioriteret parameter, når der skal
træffes beslutning om, hvilken tilbudsgiver der skal have projektopgaven.
Ad 5
Tilbudsgiverne må angive, i hvilket åremål de kræver ejendomsret til
forbindelsen, før de giver Femer Bælt-forbindelsen til henholdsvis Danmark og
Tyskland, eller om de forlanger at beholde forbindelsen for altid.
Tilbudsgiverne må også oplyse, hvilken passageafgift de har tænkt sig at
opkræve.
Også disse oplysninger vil have en central placering i udvælgelsen af,
hvilket konsortium/projekt der skal have entreprisen.
Ad 6
Regeringen skal ikke selv træffe beslutning om, hvilket projekt der skal
vinde. De afgivne tilbud må forelægges til forhandling mellem Folketingets
partier. Det kan eventuelt ske under fortrolighed. Forslagsstillerne finder
det meget vigtigt, at der er god parlamentarisk indsigt i tilblivelsen af en
byggekontrakt af denne størrelse.
Ad 7
Der optages forhandlinger mellem den danske og den tyske regering om de
nærmere licitationsbestemmelser samt tidspunktet for afholdelse af en
offentlig EF-licitation.
Nærværende beslutningsforslag er indeholdt i Fremskridtspartiets
lovkatalog 1992-93, udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe september
1992, forslag nr. 83. (ISBN nr. 87-89766-02-4).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BSF 61 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM PRIVATFINANSIERING AF ØRESUNDSFORBINDELSEN Retsinformation · 21. marts 1991
- 1992 BTB 53 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN PRIVATFINANSIERET FEMER BÆLT-FORBINDELSE NR B 53 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 26. juli 1993
- DOMSTOLENS DOM AF 22. JUNI 1993. - KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER MOD KONGERIGET DANMARK. - INDGAAELSE AF EN BYGGE- OG ANLAEGSKONTRAKT - BRO OVER STOREBAELT. - SAG C-243/89 EU-domme · 22. juni 1993
- Vejledning for bygherre Forskrifter og generelle retningslinjer for offentlig byggevirksomhed Retsinformation · 4. december 2008
- Vejledning om Konsortiesamarbejde i forhold til konkurrenceloven - 2018 Retsinformation · 13. oktober 2018
- Vejledning om samlet udbud Retsinformation · 23. april 2009