Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 113 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STYRKELSE AF KRAVENE TIL OPNÅELSE AF DANSK STATSBORGERSKAB

1994/1 BSF 113Beslutningsforslag som fremsatFolketinget25. april 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at ændre Indenrigsministeriets cirkulære

af 6. februar 1992 om dansk indfødsret, således at cirkulæret affattes på

følgende måde:

»Kapitel 1

Indledning

§ 1. Naturalisation kan normalt kun meddeles personer, der har

ophold her i landet, og som har erhvervet så godt et kendskab til det danske

sprog, at de i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med

personer, der behersker dansk på modersmålsniveau.

Stk. 2. Naturalisation er aldrig en ret, ansøgere kan gøre krav på

med henvisning til, at de opfylder visse betingelser, idet afgørelsen herom

udelukkende beror på Folketingets bestemmelse. Ved ansøgningernes behandling

sikres det, at afgørelserne træffes på grundlag af Folketingets individuelle

bedømmelse af hver ansøgers forhold.

Stk. 3. Naturalisation kan kun meddeles personer, der forpligter

sig til at give afkald på deres hidtidige statsborgerskab.

Kapitel 2

Almindelige betingelser

Ophold

§ 2. Nordiske statsborgere skal have opholdt sig lovligt her i

landet uafbrudt i mindst 2 år, statsborgere fra andre EF-lande i mindst 7 år

og andre udlændinge i mindst 12 år for at kunne ansøge om naturalisation.

Personer, der er anerkendt som flygtninge i henhold til FN-konventionen af

1951 om flygtninges retsstilling, og personer, der må ligestilles hermed, kan

ansøge om naturalisation efter 12 års lovligt og uafbrudt ophold her i

landet.

Stk. 2. En ansøger, der ikke er statsborger i et andet nordisk

land eller i EF, og som lever i ægteskab med en dansk statsborger, kan dog

naturaliseres efter 7 års uafbrudt og lovligt ophold her i landet - under

forudsætning af, at ægteskabet har bestået i mindst 6 år.

Læs alt

Stk. 3. Opholdsbetingelsen kan også lempes for personer, der er

kommet hertil inden det 6. år, eller som har fået den væsentligste del af

deres almindelige eller faglige uddannelse her i landet.

Stk. 4. Børn, som er blevet adopteret af danske statsborgere, men

som ikke automatisk bliver danske i forbindelse med adoptionen, kan

naturaliseres uafhængigt af ophold her i landet, hvis ansøgningen indgives,

inden de fylder 6 år. Børn, der er blevet adopteret af danske statsborgere

mellem det 6. og 18. år, kan naturaliseres efter 4 års ophold her i landet.

Stk. 5. Også for andre børn end adoptivbørn kan der ske

tilsvarende afvigelse fra de almindelige opholdsbetingelser, hvis en af

forældrene, der har del i forældremyndigheden, er dansk.

Stk. 6. Det er i alle tilfælde en betingelse for naturalisation,

at ansøgeren har tilladelse til varigt ophold her i landet. Opholdsfristen

regnes fra udgangen af det kalenderår, i hvilket ansøgeren er meddelt

opholdstilladelse.

Ung alder

§ 3. Ud over de tilfælde, der er nævnt i § 2, stk. 4 og 5, kan

dansk indfødsret ikke forventes meddelt selvstændigt til personer under 18

år, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det

yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.

Kriminalitet

§ 4. Bødestraf for bagatelforseelser, hvorved forstås bøder på

1.000 kr. eller derunder, er ikke til hinder for naturalisation, medmindre

der foreligger en flerhed af forseelser. Bødestraf for grovere forhold,

særlig for overtrædelse af straffeloven og skatte- og afgiftslovgivningen -

og herunder for administrativt fastsatte bøder - udelukker fra naturalisation

i mindst 5 år fra gerningstidspunktet. Bøder i øvrigt er til hinder for

optagelse på en indfødsretslov i 5 år fra gerningstidspunktet.

Stk. 2. Betingede domme og tiltalefrafald i medfør af

retsplejelovens § 723 på vilkår af straffri vandel er til hinder for

naturalisation i den prøvetid, der er fastsat i dommen eller

tiltalefrafaldet, med et tillæg på 5 år.

Stk. 3. Ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3 måneder

er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet.

Fængselsstraf på 3 måneder eller derover og andre frihedsberøvende

foranstaltninger i medfør af borgerlig straffelov er til hinder for

naturalisation i et skønsmæssigt fastsat tidsrum på mindst 10 år fra

gerningstidspunktet.

Stk. 4. Er en ansøger straffet flere gange, forlænges fristen med

3 år for hver gang.

Stk. 5. Efter fængselsstraf på 6 måneder eller derover kan ikke

opnås dansk indfødsret.

Offentlig hjælp og arbejdsløshed

§ 5. Hjælp, som er ydet i henhold til lov om social bistand, og

som skal tilbagebetales, er til hinder for naturalisation i 6 år, regnet fra

det tidspunkt, hvor hjælpen er ophørt, medmindre hjælpen er tilbagebetalt.

Dette gælder også, selv om de sociale myndigheder måtte have eftergivet

beløbet.

Stk. 2. Underholdsbidrag, der er udbetalt forskudsvis af det

offentlige i henhold til lov om børnetilskud og andre familieydelser, er til

hinder for naturalisation af den bidragsskyldige i 6 år fra det tidspunkt, da

bidraget blev udbetalt af det offentlige, medmindre den bidragsskyldige har

refunderet det offentlige bidragene. Dette gælder også, selv om bidragsgælden

måtte være eftergivet.

Stk. 3. Selv om der mellem en ansøger og de sociale myndigheder

måtte være truffet aftale om tilbagebetaling af hjælpen (bidragene), og

uanset at aftale herom overholdes og gælden nedbringes, skal de foranstående

frister finde anvendelse.

Stk. 4. Har en ansøger i en periode af mere end 12 måneder

oppebåret arbejdsløshedsdagpenge, er dette til hinder for naturalisation i 3

år fra det tidspunkt, hvor modtagelsen af dagpenge er ophørt.

Skatte- og afgiftsrestance

§ 6. Personer, der er i restance med skatter og afgifter, kan ikke

opnå dansk indfødsret.

Sprog

§ 7. Ansøgere kan ikke naturaliseres, medmindre de ved aflæggelse

af en skriftlig og mundtlig prøve har dokumenteret, at de i dagliglivets

væsentlige forhold kan klare sig i et acceptabelt omgangssprog med personer,

der behersker dansk på modersmålsniveau. Der lægges herved vægt på

talefærdighed, et solidt aktivt ordforråd, et omfattende passivt ordforråd,

evne til at læse og forstå almindeligt forekommende skriftsprog og til at

formulere sig skriftligt.

Kapitel 3

Særlige betingelser for visse grupper af ansøgere

§ 8. Personer, som har boet her i landet indtil det fyldte 18. år,

og som ved fødslen har fået dansk indfødsret, men som har mistet

indfødsretten, kan generhverve denne, når de har opholdt sig 1 år i Danmark.

De øvrige betingelser kan lempes eller frafaldes, når særlige grunde i

væsentlig grad taler herfor.

§ 9. De almindelige betingelser kan også lempes for personer, der

helt eller delvis er af dansk afstamning, eller som - uden at være danskfødte

- tidligere har haft dansk indfødsret.

Stk. 2. Personer fra Sydslesvig, der har særlig tilknytning til

danske kredse, kan normalt naturaliseres efter uafbrudt ophold her i landet i

mindst 2 år, under forudsætning af at de foranstående betingelser vedrørende

kriminalitet, offentlig hjælp og sprog er opfyldt.

Kapitel 4

Slutningsbestemmelser

§ 10. Myndighederne skal i forbindelse med behandlingen af

ansøgninger om naturalisation yde vejledning over for ansøgerne og herunder

understrege de forpligtelser, der naturligt påhviler danske statsborgere.

Myndighederne skal i denne forbindelse navnlig, både skriftligt og mundtligt,

fremhæve pligten til overholdelse af dansk lovgivning og til - såfremt dansk

lovgivning måtte stride mod ansøgerens hjemlands lovgivning, religiøse eller

kulturelle regler, skikke eller sædvaner - altid at se bort fra sådanne

udenlandske regler, skikke eller sædvaner.

Stk. 2. Ansøgeren underskriver på tro og love en højtidelig

erklæring om til enhver tid loyalt at opfylde sine forpligtelser efter dansk

lov, også i tilfælde, hvor den måtte stride mod ansøgerens hjemlands regler,

jf. stk. 1.

§ 11. Ansøgning om naturalisation indgives til politimesteren i

den politikreds, som ansøgeren bor i (i København til politidirektøren).

Politimyndigheden kontrollerer ansøgerens personlige forhold og videregiver

ansøgningerne, bilagt politiets udtalelse, til Justitsministeriet.

Stk. 2. Ved indgivelse af ansøgning om naturalisation betales et

gebyr til politiet, jf. Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 184 af 20.

marts 1991. Gebyret fastsættes således, at det dækker de med sagsbehandlingen

forbundne udgifter.

Stk. 3. Ansøgning om naturalisation af adoptivbørn, der er

adopteret af danske statsborgere i henhold til bevilling, som er givet af en

dansk myndighed, men som ikke opfylder betingelserne i § 2 A i lov om dansk

indfødsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 457 af 17. juni 1991, kan indgives

samtidig med ansøgningen om adoption. Ansøgningen sendes da af

adoptionsmyndigheden direkte til Justitsministeriet.

§ 12. Dette cirkulære træder i kraft den 1. juli 1995. Samtidig

ophæves Indenrigsministeriets cirkulære af 6. februar 1992 om dansk

indfødsret ved naturalisation.«

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Nærværende beslutningsforslag er en stort set uændret genfremsættelse af B

81 (folketingsåret 1993-94, forhandlingerne sp. 7619, 8412 og 10398 samt

tillæg A, sp. 7441 og tillæg B, sp. 1207).

Dansk statsborgerskab erhverves af langt de fleste danskere ved fødslen.

Sådan har det været i århundreder. Indimellem har der været behov for, at

fremmede, der oprindelig var kommet hertil som gæster, kunne tildeles dansk

statsborgerskab eller indfødsret. Det var naturligt nok for mennesker, der

efter mange års ophold og integration i det danske samfund gjorde fyldest som

nyttige medborgere.

Grundlovens § 44 fastslår, at ingen udlænding kan få indfødsret uden ved

lov. Dette grundlovsmæssige formkrav forhindrer selvsagt, at lovgivningen

overfører kompetencen til at træffe beslutninger om erhvervelse af

statsborgerskab til administrative eller judicielle myndigheder. Derimod er

det i god pagt med grundlovsreglen, at Folketinget vælger at fastsætte

udfyldende regler, herunder dels kvalitative betingelser for erhvervelse af

statsborgerskab, dels kvantitative regler som beskrevet i dette

beslutningsforslag. Der henvises i denne forbindelse til Zahle, Dansk

Statsforfatningsret, Bind I, pag. 108 ff.

Udgangspunktet bør naturligvis være, at fremmede landes statsborgere kun

sjældent har behov for at ændre statsborgerskab og blive danskere. Oftest bør

statsborgerskab først tildeles, når en tilflytter og dennes familie i meget

lang tid, måske i en eller flere generationer, har levet her i landet og

føler sig så dybt indlevet i det danske samfund, at dansk statsborgerskab

opleves som en helt naturlig konsekvens.

Under de skiftende regeringer er der sket en stærk lempelse af

mulighederne for at opnå dansk statsborgerskab. Nu er det ikke blot mennesker

med naturlig tilknytning til Danmark eller Europa, ikke kun mennesker med

ønske om at leve sig ind i det danske samfund og dansk kultur; nu er det

mange tusinde personer med oprindelsesland i f.eks. Pakistan, Iran, Irak,

Libanon, Marokko, Etiopien, Sri Lanka, Malaysia, Tyrkiet og det tidligere

Jugoslavien, der ansøger om og opnår dansk statsborgerskab.

På årsbasis tildeles dansk statsborgerskab til ca. 3.000 udlændinge,

hvoraf langt de fleste kommer fra de nævnte lande eller andre afrikanske

eller asiatiske samfund.

For den danske befolkning er det overordentlig uheldigt, hvis man fra

regeringens og folketingsflertallets side bagatelliserer betydningen af at

opnå dansk statsborgerskab ved at sætte kravene til ansøgerne meget lavt.

Ofte tildeles der dansk statsborgerskab til personer, der er domfældt for

straffelovsovertrædelser, og meget ofte til personer, der gennem det meste af

deres ophold i Danmark har levet af skatteyderbetalt offentlig hjælp.

Fremskridtspartiet har i årevis markant advaret mod denne tendens. Dansk

statsborgerskab må ikke blive et samlebåndsprodukt, der uddeles til tusinder

af ansøgere. Dansk statsborgerskab er en værdifuld gave, der kun bør tildeles

en snæver kreds af mennesker, der hævet over al tvivl bestræber sig for at

leve i harmoni med og til gavn for det danske samfund. Ethvert samfund må

værne og beskytte sig selv. Et af midlerne hertil er at vise den største

forsigtighed med tildeling af statsborgerskab til fremmede. Det er et

almindeligt anerkendt princip overalt i verden. Men i Danmark er udviklingen

ved at løbe helt af sporet.

Det er hensigten med beslutningsforslaget at sikre, at det skal være

nogenlunde lige så let - eller lige så svært - at opnå dansk statsborgerskab

som at opnå statsborgerskab i andre europæiske lande.

Forslagsstillerne mener - som foran anført - at der gennem de sidste ca.

10-15 år er sket en meget betænkelig svækkelse af dansk indvandrer- og

udlændingepolitik. Det politiske flertal har enten ikke gjort sig klart eller

ikke ønsket at gøre sig klart, hvilken holdning man har haft til spørgsmålet

om indvandring. Man har fra flertallets side bevidst valgt en helt

holdningsløs anvendelse af bl.a. naturalisationsreglerne, hvorved antallet af

naturalisationsansøgninger er vokset stærkt.

I det seneste tiår kan antallet af naturaliserede personer opgøres såldes

(Kilde: Torben Steffensen, Lov om Dansk Indfødsret med kommentarer, Jurist-

og Økonomforbundets Forlag 1991, pag. 82 ff):

1980/81: 1.224

1981/82: 1.479

1982/83: 1.574

1983/84: 1.689

1984/85: 1.839

1985/86: 2.190

1986/87: 1.985

1987/88: 2.075

1988/89: 2.424

1989/90: 2.542

1990/91: 2.908

1991/92: 2.809 (Kilde: Indenrigsministeriet, Indfødsretskontoret).

1992/93: 3.175 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).

1993/94: 2.388 (Kilde: Justitsministeriet, Indfødsretskontoret).

Det bemærkes, at oversigten ikke omfatter de mindreårige børn, der følger

med de voksne ansøgere.

Supplerende statistisk materiale vil blive tilvejebragt under

udvalgsbehandlingen af beslutningsforslaget, ligesom dokumentation vedrørende

lovgivningen og administrationen af indfødsretsregler i en række lande vil

blive indhentet.

Uanset statistiske unøjagtigheder og afgrænsningsvanskeligheder er det

formentlig korrekt og i alt fald indtil videre ikke imødegået, at der f.eks.

i statsminister Poul Schluters regeringstid er sket en tilvækst af 1. og 2.

generationsindvandrere - herunder såvel personer, der har søgt naturalisation

som andre, der har lovligt ophold i landet - der er større end i hele

Danmarkshistorien, før Poul Schluter tiltrådte som statsminister.

Forslagsstillerne opfordrer Folketingets medlemmer til meget nøje at

overveje deres stilling til de enkelte dele af forslagene.

Selv om der på enkelte punkter kan tænkes at være varierende opfattelser

af, hvordan regelsættene bør udformes, er der formentlig intet medlem af

Folketinget, der er i tvivl om, at den danske befolkning meget stærkt ønsker

og forventer en stramning af betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab.

Holdningsløshed i disse spørgsmål kan ikke længere forsvares. Det nytter

heller ikke at betragte indfødsretsreglerne som et tabuemne. Den danske

befolkning har et indlysende krav på, at landets lovgivende forsamling

forhindrer en fortsat løbskkørsel på naturalisationsområdet. Det er derfor i

nogen grad en bunden opgave, der påhviler Folketinget. Fremskridtspartiet

medvirker gerne til, at partierne i fællesskab drøfter og når til enighed om,

hvordan denne bundne opgave bedst løses.

Bemærkninger til beslutningsforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Det er i stk. 1 præciseret, at naturalisation normalt kun kan meddeles

personer, der i alle væsentlige forhold kan klare sig på lige fod med

personer, der behersker dansk på modersmålsniveau. Det er i stk. 3 gjort til

et krav, at ansøgerne skal forpligte sig til at give afkald på hidtidigt

statsborgerskab.

Til § 2

Opholdskravene er ændret efter følgende summarisk gengivne retningslinjer:

-------------------------------------------------------------

Forslaget Gældende regler

-------------------------------------------------------------

Nordiske statsborgere 2 år 2 år

Andre EF-statsborgere 7 år 7 år

Andre udlændinge 12 år 7 år

FN-flygtninge 12 år 6 år

Ikke-nordiske og ikke-EF

statsborgere, der lever i

ægteskab med dansk

statsborger 7 år 4 år

Børn, der er adopteret af

danske statsborgere mellem

det 6. og det 18. år 4 år 2 år

-------------------------------------------------------------

Til § 3

Reglen har betydning f.eks. for personer under 18 år, der er født og

opvokset her i landet sammen med forældre, der ikke ønsker eller ikke er

kvalificeret til at opnå dansk statsborgerskab. Reglen kan også have

betydning f.eks. for børn og unge, der ikke har ophold her i landet på det

tidspunkt, hvor forældrene har fået tildelt dansk statsborgerskab, f.eks. for

pakistanske børn, der er blevet sendt hjem til Pakistan for at gå i skole,

men som senere tager ophold i Danmark. Efter forslaget kan der i sådanne

tilfælde ikke selvstændigt meddeles dansk statsborgerret til sådanne

ansøgere, medmindre der foreligger ekstraordinære forhold, der ville gøre det

yderst betænkeligt ikke at meddele dem dansk indfødsret.

Til § 4

Udformningen af § 4 repræsenterer en væsentlig skærpelse af hidtidig

praksis, bortset fra tilfælde, hvor der alene er tale om bagatelforseelser.

Navnlig fremhæves, at ubetinget straf af hæfte eller fængsel i indtil 3

måneder er til hinder for naturalisation i 8 år fra gerningstidspunktet mod

nu mindst 5 år, og at fængselsstraf på 3 måneder eller derover efter

forslaget er til hinder for naturalisation i mindst 10 år mod i øjeblikket 7

år fra straffens udståelse. Samtidig indføres den forbedring, at der efter

fængselsstraf på 6 måneder eller derover ikke kan opnås dansk indfødsret.

Udformningen af § 4 repræsenterer en skærpelse i forhold til de af

regeringspartierne, Venstre og Det Konservative Folkeparti torsdag den 30.

marts 1995 aftalte stramninger, som langt fra er tilstrækkelige.

Til § 5

Reglerne om naturalisation for ansøgere, der har modtaget sociale ydelser

i henhold til lov om social bistand m.v. ændres efter forslaget, navnlig

således at karenstiden forlænges fra 5 til 6 år efter hjælpens ophør. Der

sker tillige den skærpelse af reglerne, at bistand m.v. skal være

tilbagebetalt forud for naturalisationen. Det er således uden betydning, om

de sociale myndigheder på mere eller mindre vilkårligt grundlag har

eftergivet gælden.

Til § 6

Reglen er præciseret i forhold til den hidtidige regel, der lægger vægt på

det ganske uklare kriterium, om skatterestancen skyldes forhold, »der

ikke kan lægges ansøgeren til last«.

Til § 7

Som bekendt opgav Folketingets flertal og Indenrigsministeriet for få år

siden kravet om, at en ansøger for at blive accepteret skulle være integreret

i det danske samfund. Dengang foretog politiet en meget indgående

undersøgelse af, i hvilket omfang ansøgeren havde opbygget relationer til

danskerne på sin arbejdsplads og i privatlivet, ligesom politiet aflagde

besøg i ansøgerens hjem og beskrev hjemmets indretning i politirapporten. En

så indgående undersøgelse fandt det politiske flertal uværdigt og tog derfor

initiativet til at fjerne kravet om integrering i det danske samfund. Til

gengæld er kravet om sprogkundskaber vigtigt.

Den hidtidige administration af kravet om sprogkundskaber er imidlertid

ikke tilfredsstillende. Der stilles i praksis alene krav om, at ansøgeren

skal være i stand til uden nævneværdige vanskeligheder at føre en samtale på

dansk med den accent, der måtte være naturlig for den pågældende. Derimod

kræves ikke, at ansøgeren skal være i stand til at skrive og læse dansk, og

den pågældende behøver ikke at have dansk som hjemmesprog.

Ansøgere, der på grund af manglende sprogkundskaber får afslag på deres

ansøgning om indfødsret (og det drejer sig om flere hundrede på årsbasis),

bliver normalt tilbudt at møde til en samtale i Justitsministeriet med

henblik på en ekstra vurdering af danskkundskaberne. Begrundelsen er et ønske

om at undgå den forskelsbehandling, der kan forekomme, fordi samtalerne med

ansøgerne foregår i 54 lokale politikredse samt på de 5 københavnske

politstationer.

I nogle tilfælde bliver samtalen i Justitsministeriet afgørende for, at

ansøgningen alligevel imødekommes.

Formålet med den ændrede formulering af § 7 er at sikre, at danske

statsborgere både i skrift og tale behersker det danske sprog på et rimeligt

højt niveau. Det er af mange grunde yderst uheldigt, hvis en stor, og

voksende, gruppe af danske statsborgere udgør en sproglig underklasse, der

måske ikke forstår det danske skriftsprog og ikke kan formulere sig

tilfredsstillende i samkvem med andre danskere.

Ændringen medfører, at der tilrettelægges en skriftlig og mundtlig prøve,

hvor kravene er ensartede og kendte. Ansøgerne får derved mulighed for at

forberede sig gennem frivillig undervisning.

Til § 10

Bestemmelsen tager fat om og søger at løse det problem, der for en del

ansøgere er yderst reelt, nemlig loyalitetskonflikten mellem på den ene side

kravet om loyalitet over for dansk lovgivning og på den anden side det

tilsvarende krav om loyalitet over for oprindelseslandets lovgivning,

religiøse eller kulturelle regler, skikke og sædvaner.

Den foreslåede regel pålægger danske myndigheder at vejlede ansøgere om,

at fremmed ret altid skal tilsidesættes, hvis der foreligger konflikt i

forhold til dansk ret. Samtidig påhviler det ansøgere at underskrive en

erklæring, hvori ansøgerne bekræfter at ville overholde denne forpligtelse.

Denne regel vil være en hjælp ikke mindst for ansøgere, der ønsker at stræbe

frem mod en høj grad af integration i det danske samfund.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter