1991 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ERHVERVSZONER
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at
fremsætte de lovforslag, der er nødvendige til indførelse af
erhvervszoner. Forslagene udarbejdes ud fra følgende retningslinier:
1) Erhvervszoner etableres i første omgang som et forsøg i fem
amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor
ledigheden er størst. Lovforslaget skal indeholde mulighed for at udvide
ordningen til at omfatte mere end fem amtskommuner.
2) Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en
enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere
kommunegrænser.
3) Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der
er behov for med henblik på hurtig og fri etableringsret for virksomheder
inden for erhvervszonen.
4) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt
og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for
erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der
etableres inden for erhvervszonerne.
5) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at afskrivningsreglerne for
erhvervsvirksomheder etableret i erhvervszonerne forbedres.
6) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i
disse zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende
ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov. De nævnte
forhold skal i stedet aftales lokalt mellem arbejdsgiver og -tager eller
disses repræsentanter.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Der er behov for nytænkning i dansk politik. Med den indledning går
mangen en politiker fra Folketingets partier (med undtagelse af
Fremskridtspartiet) på talerstolen og beretter om det dybt ulykkelige i vores
store arbejdsløshed - og behovet for nytænkning. For Fremskridtspartiet er
Læs alt
der ikke behov for nytænkning - den har vi for længst præsteret. Vi ved både,
hvad der ikke skal gøres, og hvad der skal gøres for at få arbejdsløsheden
ned.
Fremskridtspartiet har gennem et meget omfattende program af forslag siden
1973 givet forslag til samlede løsninger såvel som delløsninger på
arbejdsløshedsproblemet. Det er ikke nogen let opgave, der ligger foran os.
Først og fremmest skal et flertal af politikere se sig selv i spejlet og
erkende, at den politik, der er blevet ført de seneste 30 år, har været
forkert. Den enorme gæld og den tårnhøje arbejdsløshed er bl.a. en del af
dokumentationen for påstanden. De skal med andre ord erkende, at den såkaldte
velfærdsstat, som de så ihærdigt og med så megen smerte for befolkningen har
opbygget, har fejlet og ikke været i stand til at indfri de mange løfter om
velfærd og »gyldne tider for alle«.
De meget betydelige omvæltninger i Østeuropa og Sovjet har blandt mange
andre resultater også fået flere og flere danskere til at stille spørgsmål
ved det legitime i, at politikerne altid vælger løsninger, hvorved det
offentlige (stat, amter og kommuner) tildeles mere magt. Det svarer til, at
en patient, der er ved at dø af penicillinforgiftning, ordineres mere
penicillin!
I politiske kredse er det langt sværere at få pustet fra Øst til at slå
igennem. Dels skal man opgive årtiers dogmer, dels skal man frasige sig den
magt, der følger i kølvandet på de tusinder af politiske indgreb og
statskontrol. Det vil derfor sikkert komme til at tage mange år endnu, før
revolutionen kommer til Danmark.
Efteråret 1991 er ikke nogen undtagelse, hvad bebudet nytænkning angår.
Ser man på de forslag, som Det Konservative Folkeparti, Venstre,
Socialdemokratiet eller SF er fremkommet med, er der nok en gang en
fællesnævner. Forslagene tager deres udgangspunkt i den fejlagtige
opfattelse, at staten skal løse arbejdsløsheden.
Folketinget har skabt arbejdsløsheden gennem overdreven lovgivning,
brandskatning og detailregulering. Arbejdsløsheden fjernes derfor ikke ved at
fortsætte ad den vej. Staten skal »rulles tilbage« derved, at
Folketinget ophæver de mange love og reguleringer, der er årsag til
problemerne.
Dette beslutningsforslag er udtryk for to vigtige synspunkter:
1) Forslaget repræsenterer Fremskridtspartiets bud på, hvorledes det er
muligt at skabe flere arbejdspladser ved nytænkning, vel at mærke nytænkning
i forhold til den førte politik. Forslaget er delvis en sammenkædning af
kendte Fremskridtssynspunkter fra en række delområder.
2) Forslaget er en samlet afvisning af de fremsatte ønsker om udvidet
adgang til, at kommuner kan indgå i erhvervsrettede samarbejder og
initiativer, og en afvisning af regeringens ønske om at fremme beskæftigelsen
ved øgede offentlige investeringer.
Bemærkningerne til forslaget er således opbygget,
- at der først vil blive præsenteret en række problemområder og
synspunkter, der er tæt relateret til beskæftigelsen og virksomhedernes
overlevelses- og/eller udvidelsesmuligheder,
- at der dernæst vil ske en beskrivelse af selve erhvervszonebegrebet,
- at der sluttelig sker en kommentering af de enkelte punkter i forslaget.
Politisk-økonomiske problemstillinger
Hvem bager samfundskagen?
De egentlige produktionserhverv, landbrug, fiskeri og industri, har en
stor opgave at løfte de kommende år. Det er produktionserhvervene, som bager
den samfundskage, vi alle skærer af hver dag, den samfundskage, der også må
afse ressourcer til betaling af den store gæld med renter og renters renter.
Desværre er beskæftigelsen i produktionserhvervene faldende. Resultatet er,
at der er ansat 151 i den offentlige sektor for hver 100 ansat i de egentlige
fremstillingsvirksomheder (Industrirådet 1988). Kombineret med den
kendsgerning, at de områder i den private sektor, hvor der er opnået
merbeskæftigelse, er servicefagene, så tegner der sig et billede af en
nation, hvor bare 533.150 beskæftigede i den egentlige produktion (Danmarks
Statistik 1991) danner fundamentet for velfærd til resten af nationens 4,6
mio. individer.
Beskæftigelsen har de seneste mange år ændret karakter. I 1948 var der
over 400.000 beskæftiget ved landbruget. Det var dengang ca. 10 pct. af
befolkningen. 275.000 var ansat i industrien og langt færre i det offentlige.
I dag (1991) er der under 100.000 heltidsbeskæftigede i landbruget svarende
til under 2 pct. af befolkningen. Lidt over 500.000 er beskæftiget i
fremstillingsvirksomhed, og 957.000 er offentligt ansat (jf. svar fra
finansministeren til Finansudvalget 23. oktober 1990). Offentlig virksomhed
er i denne forbindelse alle aktiviteter helt eller overvejende ledet eller
ejet af det offentlige (stat, amter, kommuner, offentlige fonde m.v.).
Ændringerne er ikke stoppet endnu. Dagbladet Børsen kunne den 9. april
1991 oplyse, at alene i 1991 vil 19.000 personer forsvinde fra den private
sektor. I den offentlige sektor går det den modsatte vej. I 1991 vil
yderligere 2.000 personer blive ansat i nye stillinger (naturlig afgang er
ikke iberegnet).
Bladet Dansk Industri fra 22. april 1991 skrev: »I perioden 1980 til
1990 steg den offentlige beskæftigelse med over 12 pct. . . . Det er også
lykkedes at styre udviklingen i statens beskæftigelse ganske stramt. Derimod
er kommunernes og amternes beskæftigelse vokset. En del af forklaringen her
er, at staten har lagt flere opgaver ud til de kommunale myndigheder.«
For at få et samlet billede af, hvilken forsørgerbyrde
fremstillingsvirksomhederne slæber rundt med, skal der også medtages de
mange, der modtager overførselsindkomster. 822.500 pensionister, 93.500
efterlønsmodtagere, 300.000 arbejdsløse, 1 mio. uddannelsessøgende og børn,
ca. 150.000 bistandsmodtagere samt de hjemmegående skal alle have mad,
husly osv. hver dag - men bidrager ikke til samfundsøkonomien.
Stigende arbejdsløshed
Arbejdsløsheden er stigende. Uanset hvilken opgørelsesmetode der
anvendes, og uanset hvilken statistik der bruges, er arbejdsløsheden
stigende. Arbejdsløsheden nåede i august 1991 op på 306.000 - målt som
årsniveau (Danmarks Statistik august 1991). Arbejdsløsheden har siden 1980
udviklet sig som følger:
Kilde: Danmarks Statistik
Som det fremgår, var der et godt dyk i arbejdsløsheden i de glade
1986-87-dage. Det var på den tid, statsministeren udtalte, at opsvinget havde
bidt sig fast, og at det gik ufattelig godt. En væsentlig del af den
merbeskæftigelse, som blev opnået i de hektiske år, skete i private
servicefag. Privat service er godt, men det skal være i balance med privat
produktion. Ledigheden på ca. 220.000 i disse år er siden blevet brugt af
mange som udtryk for, hvor langt det er muligt at få ledigheden ned - intet
er mere forkert. Ledigheden i Danmark vil gå op eller ned alene afhængig af,
hvor dyr arbejdskraften er. Netop derfor er der så tydelig sammenhæng i
personskatteniveauet og ledighedens størrelse. For virksomheden virker
personskatterne som en del af lønnen, hvorfor arbejdskraften er for dyr.
Opgøres ledigheden ikke absolut som i kurven herover - men derimod i
procent af arbejdsstyrken, får vi nedenstående kurve:
Kilde: Danmarks Statistik
Når der er forskel imellem de to kurver, selv om tendensen er den samme,
skyldes det en stigning i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken var i 1980 på 2,7
mio. personer. I årene frem til 1989 steg arbejdsstyrken jævnt og
kontinuerligt til 2,9 mio. personer.
En del af arbejdsløsheden skyldes med andre ord, at antallet af personer,
som efterspørger arbejde, er steget. Ledigheden kommer aldrig ned på nul. Der
vil altid være personer, der flytter, skifter arbejde osv. I de glade 60'ere
med fuld beskæftigelse var der aldrig mindre end 29.000 ledige. Men det er
også kun 10 pct. af de 220.000, man i 1991 oftere og oftere - men fejlagtigt
- hører omtalt som den naturlige ledighed. Arbejdsløsheden kan komme meget
længere ned, men det kræver anvendelse af den frie markedsøkonomi og stop for
politisk indblanding.
Uddannelse og jobskabelse
Der gøres meget for at reducere arbejdsløsheden i form af ekstra
uddannelse, jobtilbud og andre initiativer. Desværre mener alle Folketingets
partier minus Fremskridtspartiet, at det er gennem jobtilbud og
ekstrauddannelse, man skal løse ledighedsproblemet, desværre, fordi
ledighedsproblemet vokser og vokser samtidig med, at folketingsflertallet
bevæger sig ud ad den forkerte vej.
Når Fremskridtspartiet så kraftigt vender sig imod brugen af statslig
styring, kontrol og indblanding,så skyldes det det faktum, at ingen problemer
- og slet ikke ledighedsproblemet - løses gennem yderligere offentlig
styring. Dertil kommer, at mange af de tømme vandpytter-projekter, politikere
og bureaukrater har udtænkt gennem årene, i bedste fald har været spild af
penge og menneskelige ressourcer - i værste fald også en forværring af
situationen for samfundsøkonomien, den enkelte arbejdsløse og skatteyderen.
Finansministeriet oplyser i et svar til Finansudvalget den 19. september
1991 (bilag 7.96), at de samlede offentlige udgifter til beskæftigelses- og
uddannelsesforanstaltninger i perioden 1980 til 1990 udgør 67,7 mia. kr.
Spørgsmålet melder sig: Hvor mange job vil erhvervslivet selv have skabt med
skattelettelser for 67,7 mia. kr.?
I Jyllands-Posten den 12. april 1991 udtaler formanden for
Amtsrådsforeningen, Per Kaalund (S): »De 7 mia. kr., som samfundet hvert
år bruger på at sætte ledige i gang, er mere eller mindre spildt, fordi
pengene ikke skaber varige arbejdspladser.«
Politiken skriver den 17. oktober 1991: »Kurserne (AMU), der årligt
koster staten 2,3 mia. kr., hjælper folk, der har arbejde, til højere løn og
mere sikker beskæftigelse. Men de arbejdsløse rammes hårdere af ledigheden,
end hvis de var blevet væk fra AMU-kurserne. Det fastslår en opsigtsvækkende
undersøgelse, der har fulgt ikke mindre end 40.000 personer i 11 år.«
Spørgsmålet er også, hvad disse AMU-centre og det offentlige egentlig
formår. Børsen skriver den 19. marts 1991 om problemer i Rougsø Kommune.
Fiskevirksomheden Thorfisk A/S ønskede at åbne en ny filetfabrik i Rougsø
Kommune, der har den største arbejdsløshed i Århus Amtskommune. Virksomheden
skulle bruge 50-70 nye medarbejdere. Virksomheden satte annoncer i aviserne,
kontaktede det lokale AMU-center, orienterede SiD's afdeling - der havde 277
ledige - og det lokale erhvervsråd. Resultatet var imidlertid, at kun 10-15
personer henvendte sig som interesserede i job! Virksomheden måtte opgive og
placerede i stedet filetfabrikken i Grenå. Rougsøsagen er et tydeligt
eksempel på, at alle dagpenge-, efteruddannelses-, anvisnings- og
fagforeningssystemerne er totalt ude af trit med den virkelighed, de befinder
sig i. Regningen for det fallerede system betaler skatteyderne bl.a. i form
af årlige ca. 28 mia. kr. i dagpenge samt de mange milliarder til jobskabelse
og såkaldt efteruddannelse.
Det går galt allerede i uddannelsessystemet. Det fejlagtige syn, at det
gælder om at få flest mulige personer proppet ind i uddannelsessystemet -
uanset om der senere er beskæftigelse for dem - har medført, at
erhvervsskolerne har flere personer under uddannelse, end erhvervslivet kan
aftage. Det går allerede galt, når der skal søges praktikpladser.
Erhvervslivet kan ikke opsuge de mange tusinder unge hvert år. Derfor
vedtog et folketingsflertal, at eleverne som erstatning skal have
erhvervspraktik på skolerne. I stedet for at lade eleverne »lege«
med pappenge og tomme dåser har man så i en række kommuner (bl.a. Århus,
Hillerød, Vejle og Åbenrå) ladet de tekniske skoler åbne butikker.
Ud over det meget betænkelige i den form for urimelig konkurrence over for
andre erhvervsdrivende så er det også at holde de unge for nar.
En del af forklaringen på, hvorfor det ikke er muligt at finde nok
praktikpladser, er, at virksomhederne ikke kan opnå godkendelse til at have
praktikanter. Af groteske eksempler kan nævnes, at DSB's færgerestauranter
ikke kan godkendes! Eleverne proppes så ind i disse statsbutikker, hvor
forholdene langtfra lever op til de strenge krav, der netop er årsagen til,
at rigtige virksomheder ikke kan modtage de mange unge!
Endnu et eksempel på, hvorfor politikere og embedsmænd ikke formår noget
seriøst gennem planer og love.
Antal virksomheder
Det går ikke godt for dansk erhvervsliv. Jyllands-Posten beskriver
situationen den 19. oktober 1991 under følgende overskrift: »Hvert
tredje firma er i fare«. 40 pct. af alle danske selskaber har underskud.
Hvert tredje firma er i dag så sårbart, at en forøgelse af gælden kan føre
til lukning. Undersøgelsen bygger på 61.226 regnskaber, hvilket svarer til 98
pct. af alle danske aktieselskaber og anpartsselskaber. Den væsentligste
årsag er fem års stagneret privatforbrug og lavvækst. De seneste års
erhvervsskattereduktion fra 50 pct. til 38 pct. gavner kun de virksomheder,
der har overskud! Der er derfor også behov for at få selve den økonomiske
vækst i fremgang - øget salg og omsætning er det bedste middel mod underskud
og konkurs.
Antallet af danske virksomheder er, målt som antal momsregistrerede
virksomheder, steget fra 391.522 i 1979 til 430.004 i 1989. Det væsentligste
område, der har medvirket til stigningen, er »tjenesteydelser
m.m.«, hvor der næsten er sket en fordobling fra 60.000 til 110.000 over
tiåret. For de fleste andre erhverv er der tale om nedgang i antallet af
momsregistrerede.
Antallet af selvstændige er faldet. I tiåret 1980-90 er der blevet 65.000
færre selvstændige. Til gengæld er antallet af selskaber steget. Landbruget
er det område, hvor der er sket størst fald. I 1980 var 40 pct. af de
selvstændige beskæftiget i landbruget. Nu udgør de kun 35 pct. I antal svarer
det til et fald på næsten 45.000 personer.
Også bygge- og anlægsvirksomheder har oplevet et fald. Fra 1980 til 1990
er der blevet 10.000 færre selvstændige i denne branche.
Fremstillingsvirksomheder har også færre selvstændige, faldet er på 20 pct.
over samme tiår.
Til gengæld er der kommet langt flere advokater, revisorer, rådgivende
ingeniører, edb-firmaer, leasing- og finansielle virksomheder. Antallet af
selvstændige er her øget med 33 pct.
Det er selvfølgelig ikke noget sundhedstegn for et samfund, at
virksomheder og almindelige mennesker er nødt til at købe eksperthjælp fra
advokater og revisorer for at tilfredsstille det offentliges nysgerrighed og
for at kunne komme helskindet gennem lovjunglen. Derfor er stigningen i
antallet af den type servicevirksomheder ikke udtryk for en naturlig
udvikling, men mere udtryk for simpel nød.
Balancen mellem produktions- og servicevirksomheder vil i et frit marked
finde et gunstigt leje. I øjeblikket er der et meget stort behov for flere
produktionsvirksomheder.
Kilder: Danmarks Statistik og Økonomisk oversigt, oktober 1991.
Offentlige tilskudsordninger
De andre politiske partier er forfaldne til selektiv erhvervspolitik,
dvs. at de udvælger sig yndlingsbrancher - ofte ud fra personlige og/eller
partiegoistiske hensyn - som de særligt begunstiger, og andre, som de
forfølger.
En sådan embedsmandsreguleret styring og målsætning er funderet på, at det
offentlige skulle være god til at forudse, hvad der er marked for i
fremtiden. Men intet offentligt kontor ville for 40 år siden have fået den
ide, at det ville være god dansk økonomi at sælge småkager til Japan,
Mallorcarejser til svenskerne eller fetaost til araberne og insulin til
Centraleuropa.
Alle erhvervsstøtteordninger skal derfor fjernes. Erhvervstilskud betyder,
at staten opgiver sin neutralitet på erhvervsområdet. Nogle favoriseres, mens
skatteyderne og andre erhvervsområder diskrimineres. Erhvervsstøtte betyder,
at andre virksomheder skal betale mere i skat. Alle tilskud indebærer
markedsforvridninger, som formindsker borgernes velstand. Derudover virker
tilskud som narkotika. Der skal hele tiden mere til, og resultatet bliver
større og større svækkelse af økonomiens sundhed.
Når tilskuddene forsvinder og hverdagen med den hårde konkurrence kommer,
vil disse dopede virksomheder dø, og så er pengene og de gode kræfter spildt.
Økonomen Frank Dalgaard skriver i bladet Direct Office nr. 3 for 1991
følgende om erhvervstilskud:
»Industriens og landbrugets talsmænd er også grebet af den danske
tilskudsnarkomani; gennem Erhvervsudviklingsrådet beder man
industriministeren om at forhøje den samlede erhvervsstøtte fra 1,5 til 2,3
milliarder kr. Og fastslår, at de senere års nedskæringer af erhvervsstøtten
er en misforståelse. Vist er det ej. Alle ved, at staten skal spare, navnlig
på de konkrete pengeoverførsler. Og til dem hører tilskuddene til
erhvervslivet.
Erhvervslivets ledere og deres organisationer er de første til at kræve
offentlige besparelser. Så må de anstændigvis også være parate til at bære en
del af nedskæringerne på deres område. - Det kunne da lige mangle, at der
spares på bistandshjælpen og dagpengene til de arbejdsløse, men ikke på
tilskuddene til erhvervslivet.«
Det offentlige skal også bruge megen administration på pengeekspeditionen,
og administration koster penge. Hver gang der således skal udbetales 1.000
kr. i tilskud, skal der først opkræves 1.300 kr. ekstra i skat. De mange
offentligt ansatte i tilskudsadministrationen skal have løn, lokaler,
skrivebord, materialer osv., alt sammen noget, der koster store penge. Denne
store og fornuftsstridige frem- og tilbageadministration stiller det samlede
samfund ringere, mens de få, som har kunnet arbejde sig igennem
formulardyngerne, bliver bedre stillet.
Afviklingen af erhvervsstøtteordninger på alle niveauer bør derfor have
meget høj prioritet.
I 1988 eksisterede der bl.a. følgende 52 erhvervsstøtteordninger:
Anlægsfinansiering:
- Egnsudviklingsstøtte
- HMI-lån
- Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs omstillingslån
- Den Nordiske Investeringsbank
- Tilskud til forbedring af vilkår for forarbejdning og afsætning af
landbrugsvarer.
Eksport:
- Lån til eksportorienterede formål. EM-lån
- Eksportfremmemidlerne
- Markedsudviklingsordningen
- Tilskud til projekteksport
- Eksportkredit
- Eksportfinansiering
- Garanti- og kautionsordning
- Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene
- Nordisk Projekteksportfond
- Nordiske projektinvesteringslån og -garantier
- Tilskud til udvikling af samarbejde mellem virksomheder i EF og
AVS-landene.
Teknologisk udvikling og produktudvikling:
- Det Teknologiske Udviklingsprogram
- Teknologisk service
- Udviklingsfondet. Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling
- Tilskud til produktudvikling
- Teknologirådets etableringsordning
- Konsulentbistand i.f.m. produktudviklingsansøgninger
- Formidling. Danske leverancer til den offentlige sektor
- Byerhvervenes konsulenter
- Teknologikonsulenter
- Produktivitetsfremmende foranstaltninger
- Stipendier for iværksættere
- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for
informationsteknologiområdet
- EF's plan til stimulering af det europæiske videnskabelige og tekniske
samarbejde
- EF's forsknings- og udviklingsprogram for nye materialer og
produktionsteknologier (Brite)
- EF's handlingsprogram for forskning vedrørende bioteknologi
- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for
telekommunikationsteknologi (Race)
- Samarbejde inden for højteknologi mellem virksomheder og
forskningsinstitutioner i 19 europæiske lande (Eureka)
- EF's program for forskning i materialer
- Nordisk Industrifond
- Industrielle samarbejdsprojekter
- Produktudvikling, jordbrugsprodukter.
Energi:
- Lån til energibesparende formål. EM-lån
- Energiministerens forsknings- og udviklingsprogram
- Udnyttelse af vedvarende energikilder
- Energiøkonomiske enkeltprojekter
- Udnyttelse af nye energiteknologier
- Demonstrationsprojekter på energiområdet
- Udviklingsprojekter inden for kulbrintesektoren
- FoU-programmet for ikkenuklear energi.
Uddannelse:
- Projektgruppeordningen for færdiguddannede
- Efteruddannelse
- EF's handlingsprogram for uddannelse i teknologi (Comett)
- Teknologistipendieordningen.
Miljø:
- Tilskud til genanvendelse og mindre forurenende teknologi
- Lån til miljøformål. EF-lån.
Særlig med finanslovsforliget for 1990, hvori Fremskridtspartiet deltog,
blev der foretaget en række reduktioner i erhvervsstøtten, men langtfra
tilstrækkeligt. I forslaget til finanslov for 1992 kan man på side 342 læse
om udviklingen i erhvervsstøtten - vel at mærke den direkte statsfinansierede
og uden EF-ordningerne. Der er ikke medregnet de indirekte tilskud, som
erhvervslivet opnår gennem forskellige tilskudsordninger inden for
jobskabelse, iværksætterydelse, gældssanering m.v. Og der er ikke medregnet
tilskud, som ifølge Finansministeriet ikke belaster statens udgiftsbudget.
Det gælder f.eks. skibskreditordningen med 1 mia. kr., landbrugets
produktionsafgiftsfonde og dele af refinansieringsordningen med ca. 380 mio.
kr., vedvarende energi med 1,04 mia. kr., og dagblade med 650 mio. kr. Med
alle disse forbehold blev der i 1989 i alt udbetalt 5,131 mia. kr. i
erhvervsstøtte. I 1992 forventes der udbetalt 4,782 mia. kr. Reduktionen er
beskeden og alt for lille.
I tillæg til de mange finanslovspenge kommer mange ekstra EF
tilskudsordninger, som bl.a. florerer inden for landbrugs- og
fiskeripolitikken: Tilskud til nedslagtning af forskellige dyr, braklægning
af produktionsjord, tilskud til ophugning af fiskerkuttere osv.
EF's landbrugsordninger betyder tilskud fra EF til danske landmænd på 10,4
mia. kr. i 1992. En afvikling heraf skal selvsagt ske som led i den
internationale udvikling, hvor forslagsstillerne meget håber, at
GATT-forhandlingerne kan føre til en international aftale om stop for
landbrugstilskud.
I Politiken den 22. februar 1989 sammentælles de mange
erhvervsstøtteordninger, der er udbetalt siden 1970, til i alt at være på 70
mia. kr.
Største post er 38 mia. kr. til støtte for skibskreditformål. 18 mia. er
udbetalt til eksportfremme, 11 mia. kr. til investeringsfremme. Spørgsmålet
er, hvorledes dansk erhvervsliv ville have klaret sig, hvis der ikke skulle
have været indbetalt de 70 mia. kr. plus administrationsomkostninger til det
offentlige.
Under overskriften »Erhvervsfremme ligner en skandale« skriver
T. Dalsgaard Jensen i Jyllands-Posten den 27. juni 1990: »Hvem er
fædrene eller godfatheren i dette system, som på den ene side gang på gang
næsten upåtalt kan slippe af sted med over for Folketinget at præsentere
programmer, der lover bedring i beskæftigelsen og betalingsbalancen samt guld
og grønne skove for hele landet, men som gang på gang ender med at resultere
i det stik modsatte?»
Oven i de mange ordninger og beløb, som her er nævnt, skal lægges alle de
kommunale og amtskommunale ordninger, der på forskellig vis betyder
erhvervsstøtte, men her ligger et bolværk i den såkaldte kommunalfuldmagt,
der i et vist omfang forbyder kommunerne dels at indlade sig på direkte eller
indirekte at drive erhvervsvirksomhed, dels at bruge skatteydermidler til at
genere nogle af de lokale næringsdrivende ved at begunstige andre. Mange vil
slække på denne del af kommunalfuldmagten.
Fremskridtspartiet arbejder i modsat retning. Så sent som den 10. oktober
1991 skriver Erhvervs-Bladet: »Kun Fremskridtspartiet stemte imod en
bevilling på 110 mio. kr. i perioden 1991-94. Her af skal de 30 mio. kr.
bruges i 1991 til finansiering af industriministerens udviklingsprogram
Eksportnetværk.
Samfundsøkonomisk er den største omkostning ved alle disse
støtteordninger, at de undergraver den dynamik, som ellers ville hærde og
modne erhvervsdrivende til hele tiden at være helt oppe på mærkerne for
kraftigt og bedst at imødekomme fremtidens forbrugerønsker - helst før de
endnu er kommet til forbrugernes egen bevidsthed.
Herved vil der selvsagt opstå mange svipsere, men de går ned med flaget,
når der arbejdes uden sikkerhedsnet, mens de under et statsstøttesystem får
lov til at gro sig fast ved, at der ødsles flere og flere midler ud på
dødssejlere. Jo flere kræfter de pågældende erhvervsfolk sætter ind på at
pleje deres gode forbindelser til politikere og bureaukrater i magtfulde
positioner, jo værre. Hvis erhvervsfolk for en tid kan slumre under
subsidiedynen, vågner de op til en barsk verden, som de ikke mere kan klare.
Og søvnperioden bliver dramatisk forkortet, når vi midt i 1990'erne bevæger
os ind i det indre marked og andre uundgåelige internationaliseringer.
Produktion, som ikke kan sælges til rentable priser uden offentlige tilskud,
er uønsket produktion, der ikke skal fremavles eller holdes kunstigt i live
med erhvervstilskud.
Afbureaukratiseret lovgivning
Bagere, boghandlere, læger, skotøjsfabrikanter, redere osv. skal først og
fremmest producere brød, sælge bøger, helbrede mennesker, lave sko og sejle,
og deres tid skal ikke stjæles til at slås med embedsmænd om udfyldelsen af
omfattende, svært forståelige regnskabspapirer, blanketter og
indberetningsskemaer - vederlagsfrit.
Folketinget gør dem til hjælpeembedsmænd med den forskel, at de dels skal
arbejde gratis, dels gøre det under strengt personligt strafansvar. Når
erhvervslivet opdager en chance, skal den ofte bruges her og nu og ikke
efter, at man har måttet gennemføre et forhindringsløb over statslige
spærrebomme med henvendelser til 8-10-12 myndigheder.
Folketinget skal derfor gøre det til en meget vigtig opgave at afskaffe
unødvendige love og regler. Den konstante strøm af cirkulærer,
bekendtgørelser og lovændringer skal afløses af bureaukratifred, fred for
virksomhederne til at bruge kræfterne på gavnlig produktion.
Selv om de offentlige reguleringer er velmente, viser det sig ved næsten
hver eneste lov, bekendtgørelse og cirkulære, at når de mødes med den
pulserende og hastigt skiftende virkelighed, skaber ordningen uforudsete
større problemer, end den løser.
Nedenstående er et udpluk af de tusinder af regelforenklinger, der er dele
af Fremskridtskampen mod den dirigistiske erhvervspolitik, som i ulykkelig
høj grad plejer at præge de andre partiers afstemningsmønster i Folketinget.
Andre eksempler på FP-modstanden mod statsstyring af danske virksomheder
findes i Fremskridtspartiets mange andre forslag, ændringsforslag til
finanslovene osv., alt sammen fremsat og dokumenteret i Folketinget.
1) Afskrivningsloven skal give langt større frihed for den enkelte
skatteyder til selv at fordele det samlede afskrivningsbeløb ud over
indkomstårene. Fremskridtspartiet er tilhænger af, at der på mange flere
områder indføres mulighed for 125 pct.s afskrivning af investeringer på lige
fod med nuværende regler om investeringer i internationale
forskningsprojekter.
2) Anparts- og aktieselskabsloven begrænses til kun at omfatte strengt
nødvendige regler ifølge allerede udstedte EF-regler. Danmark modsætter sig,
at EF pålægger de erhvervsdrivende flere pligter på dette område.
3) Kommanditselskaber. Reglerne om kommanditisters skattemæssige stilling
rationaliseres.
4) Begrænsninger i anpartsfinansiering af erhvervsinvesteringer fjernes.
Fremskridtspartiet ønsker mindst samme regler som før lovindgrebet mod
anpartsfinansieringen i folketingsåret 1988-89 (L 174 og L 245, begge forslag
til lov om ændring af forskellige skattelove - anparter).
5) By- og landzoneloven samt lovene om lands-, region- og
kommuneplanlægning kvæler folks eksistensmuligheder. Lovene skal derfor
ophæves, så udvikling igen kan finde sted - også i landområderne.
6) Råstoflovgivningens mange restriktioner reduceres yderligere.
7) Udstykning sker ved, at ejendommens ejer giver meddelelse herom til
tinglysningskontoret og betaler et gebyr for hver ejendom.
Matrikelmyndighederne kan herefter nedlægges.
8) Indberetningspligten over for offentlige myndigheder reduceres til et
absolut minimum. Virksomhederne skal udøve deres fag og ikke arbejde gratis
for nysgerrige offentlige skrankepaver.
9) De mange lovbestemte forhindringer for start af virksomheder erstattes
af en etableringsret. Køber man et stykke jord eller en ejendom, skal man
frit kunne udøve sit erhverv, så længe det ikke er til væsentlig gene for
naboerne eller miljøet.
10) Tvistigheder mellem to eller flere parter afgøres i reglen langt bedre
af domstolene, herunder voldgiftsinstitutionen, end af det offentlige
bureaukrati og politisk bestemt indblanding med detaljerede lovparagraffer.
11) Nedrivning af bygninger eller dele deraf skal kunne ske
bureaukratifrit.
12) Tilbygninger og udvidelser skal frit kunne foretages, så længe det
ikke er til væsentlig gene for naboerne.
13) Alt for stor en del af en virksomheds anlægsbudget går til uendelige
tovtrækkerier med offentlige myndigheder.
14) Opsætning af lysreklamer, skilte, flag og andet reklame- og
navnemateriale på en virksomheds grund skal være tilladt, så længe det ikke
er til væsentlig gene for naboerne eller for trafikken.
15) Enhver repræsentationsudgift er at regne som en driftsudgift. Den
stigende handel med fjerntliggende markeder gør, at danske myndigheder må
liberalisere deres syn på behovet for bestikkelse og returkommissioner ved
handel. Repræsentationsfradraget genindføres fuldt ud.
16) Indkomstunderskud skal kunne tilbageføres og modregnes i den
skattepligtige indkomst for et eller flere af de fem år, som ligger forud for
underskudsåret.
17) Der indføres negativ indkomstskat, således at skatteborgeren kan vælge
at få et beløb svarende til 53 pct. af indkomstunderskuddet udbetalt fremfor
at få det modregnet i fremtidigt års skattepligtige indkomst.
18) Statsligt kontrolservicearbejde:
Det offentlige udøver en række kontrolforanstaltninger for at efterprøve,
om virksomhederne lever op til kvalitets- og hygiejnekravene. Disse
offentlige tilsyn nedlægges og videreføres i privatiseret form. Det overlades
i langt højere grad til brancheorganisationer osv. at indføre prædikater og
kvalitetskontrol. Således kan kunderne få vished om f.eks. kødets kvalitet
hos slagteren ved at se, at han er medlem/godkendt af f.eks. Dansk
Kødkvalitets Forbund, eller hvad det måtte benævnes. At det offentlige udøver
kontrollen, er ikke nogen selvstændig garanti for kvalitet og/eller hygiejne.
Allerede i dag bruger producenter at påtrykke en tekst som f.eks. »Under
stadig kontrol af Steins Laboratorier« og lignende.
Vil man absolut have statscertifikat, må man betale den fulde pris for
det, også i de tilfælde, hvor obligatorisk statslig varekontrol skal
fortsætte af hensyn til folkesundheden eller af hensyn til sikring af vigtige
eksportmarkeder. Det drejer sig særlig om ernæring, giftstoffer og visse
andre kemikalier.
19) Arbejdsmiljøbestemmelserne forenkles og begrænses til nogle få enkle
lovbestemmelser, der dækker de virkelig væsentlige risici i det praktiske
livs virkelighed.
20) Miljøhysteriet stoppes. Folketingets hovsalovgivning afløses af få og
fornuftsbetonede miljørammer. Flertalspolitikerne skal stoppe deres higen
efter at give Danmark førerpositionen som »verdens mest miljøbevidste
nation«. Mange af miljøtiltagene er spekulationsfostre fra
erhvervsfjendske miljøteoretikere, hvis egentlige formål er at styrke
sagsbehandlersamfundet.
Det er f.eks. miljøhysteri, når amtskommunerne laver lange lister og
rapporter over, hvilke grunde de har under mistanke for at være forurenede.
Alene i Århus Amt har amtsrådet sat 820 grunde på en liste over mistænkte.
Randers Amtsavis skriver den 20. og 21. december 1990 om, hvorledes en
fabrikant er blevet offer for miljøhysteriet.
Fabrikanten vil udvide produktionen. Det kræver en ny fabrik uden for
byen. Imidlertid er fabrikantens nuværende virksomhed beliggende på en grund,
hvor amtet har påhæftet »mistænkt for forurening« - ikke fra den
nuværende ejer, men fra en tankstation, som engang lå på grunden. Fabrikanten
kan ikke sælge grunden med det prædikat og vil derfor have undersøgt, om der
er forurening eller ej. Det har amtet ikke ressourcer til, og en undersøgelse
gennemført af f.eks. et privat firma til 60.000 kr. vil amtet ikke godkende
som grundlag for en endelig afgørelse! Manden er skakmat af det offentlige og
kan ikke udvide sin produktion og dermed skabe mange nye arbejdspladser.
Miljøhysteri er også den sag, Europa Posten den 11. april 1991 skriver om:
Fire nordiske stålværker havde overvejet at lægge en ny trådfabrik med 200
arbejdspladser i Frederiksværk. Efter en hetzkampagne fra pressionsgrupper og
miljøfanatikere besluttede man sig imidlertid for i stedet at lægge fabrikken
og de 200 arbejdspladser i Norge!
21) Danmark skal bruge de fleste miljøkræfter på at opnå internationale
aftaler. Uden disse er danske initiativer af ringe betydning og i værste fald
med til at øge forureningen.
22) Miljøpolitik angår ikke blot problemer med udledning og opbevaring af
giftige stoffer, men også spørgsmålet om, hvor meget det f.eks. forurener at
fremstille de komponenter, man anvender til at bekæmpe forurening med, og
hvilke opgaver der forsømmes, når så mange ressourcer sættes ind på enøjede
miljøtiltag!
23) Skattenedsættelser reducerer prisen på Danmarks hovedvelstandsråstof,
arbejdskraften, tilstrækkeligt til at skabe nyttigt arbejde til de mellem en
halv og en hel million, der nu er ubeskæftigede og fejlbeskæftigede. Sættes
lønomkostningerne tilstrækkeligt ned pr. produceret enhed, opstår nemlig
overbeskæftigelse. Skattenedsættelsen (finansieret ved offentlige
besparelser) skal være så stor, at den også giver plads til stigende realløn.
24) Arbejdstiden skal gøres fri. Det skal være op til den enkelte at
afgøre, om han vil arbejde i f.eks. 20, 40 eller 60 timer om ugen. Der
udbetales kun løn for den tid, man udfører arbejde. Et samfund i gæld har
ikke plads til den luksus, at arbejdstiden fortsat tvinges ned.
25) Arbejdsformidling gøres til et helt frit privat erhverv. De offentligt
finansierede AF-kontorer og alt deres bureaukrati nedlægges altså. Allerede i
dag er det således, at når en virksomhed har brug for folk, henvender de sig
oftere til annonceløsning, fagforeninger, vikarbureauer og lignende for at få
kvalificerede medarbejdere. Fremtiden vil være præget af et hav af nye og
meget forskelligartede job og af stedse mere varierede
arbejdsanvisningsmetoder (edb, psykologer, headhuntere m.m.), her kommer de
gammeldags stive arbejdsanvisningssystemer uhjælpeligt til kort. Der er
allerede gennemført en liberalisering af arbejdsformidlingsområdet, hvorved
private kan etablere arbejdsformidling. De nuværende statslige AF-kontorer
privatiseres, og der opretholdes alene eet kontor til varetagelse af
internationale forpligtelser.
26) Lovgivningen om vikarbureauer liberaliseres totalt, så vikarformidling
kan finde sted inden for alle fag og uden offentlig indblanding.
27) Arbejdsløshedskassesystemet og dermed arbejdsløshedsunderstøttelsen
privatiseres. Derved opnås gunstig konkurrence og kraftigt reducerede
offentlige udgifter. De opnåede besparelser anvendes til
personskattelettelser. Så længe det er staten, der betaler, skal
arbejdsløshedsunderstøttelsen nedsættes således, at det igen kan betale sig
at tage et arbejde. Derudover nedsættes bruttobeløbet forholdsmæssigt ved
forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse. Offentlig
arbejdsløshedsunderstøttelse udbetales kun til den, der daglig stiller sin
arbejdskraft til rådighed.
28) Ingen kan tvinges til at indmelde sig i en fag- eller
arbejdsgiverforening. Grundlovens ord om foreningsfrihed skal respekteres.
Strejker, lockouter, blokader og andre såkaldte arbejdskampmidler hører ikke
til i et så udspecialiseret samfund som det nuværende.
29) Lovgivningen sletter reglerne om offentlig betaling for arbejdsret,
forligsinstitutionen og øvrige arbejdsmarkedsinstitutioner. Arbejdsmarkedets
parter må overtage drift og finansiering af institutionerne - hvis de ønskes
videreført.
30) Enhver offentligt pålagt pligt til at aftage en bestemt energiform
ophæves. Det betyder, at fjernvarme ikke længere kan påtvinges købere af nye
byggegrunde eller allerede eksisterende byggerier. Det betyder, at
naturgassen ikke kan påtvinges nogen, hverken private boliger,
erhvervsvirksomhederne eller elværkerne. Alle energiforsyninger skal vurderes
på deres reelle pris og kvalitet.
Hvor langt man er nået i den planøkonomiske jagt på virksomhederne, viser
en beskrivelse i Århus Stiftstidende den 21. december 1990. 91 virksomheder i
Århus har fået besked på at tilslutte sig fjernvarme eller naturgas. Hvis en
virksomhed har forhold, der umuliggør brugen af energiformerne, kan den søge
dispensation. Hvis virksomheden ikke får dispensation, skal den inden juni
1991 lave en skitse for overgangen til kollektiv forsyning. »Jeg ved
ikke, hvor dyrt det bliver for de enkelte virksomheder, siger Arne Holm
Pedersen fra Århus Kommunale Værker.«
31) Det skal være tilladt at anvende el til ethvert formål i frie mængder
og uden opvarmnings- eller andre begrænsninger. Den frie anvendelse af
elektricitet medvirker til at udbygge og vedligeholde vort elnet. Dette er
vigtigt, bl.a. fordi fremtidens energiformer som fusionskraft, rumbaserede
solfangere, superledere osv. alle bygger på fremstilling og brug af
elektricitet.
32) Danmark skal ikke med eller uden de øvrige EF-lande indføre en ny
erhvervsskadelig CO2-afgift.
33) Godkendelsesprocedurer og andet bureaukrati nedtrappes, så det bliver
lettere at genanvende overskudsvarme. Hvis f.eks. en bygherre af et
indkøbscenter ønsker at opvarme centret via overskudsvarme fra kølemontrer i
supermarkeder, skal dette kunne gøres uden bureaukratiomsvøb eller modkrav
fra fjernvarmeværker eller naturgasselskaberne.
34) Fremstilling af vedvarende energianlæg, vindmøller, halmfyr,
flisbrændere, biogasanlæg, solfangere osv. skal være fri næring uden
offentlige hindringer. Det offentlige skal ikke gennem lovhysteri og
cirkulærebegrænsninger stoppe disse gode tiltag.
Også anvendelse af vedvarende energikilder gøres fri. Hvis det ikke er til
væsentlig gene for naboer, at vedvarende energianlæg etableres og anvendes,
skal det offentlige ikke lægge bureaukratiske skrivebordshindringer i vejen.
35) De danske elværker gives langt større frihedsgrad til
fornuftsplanlægning af, hvilke råstoffer de vil anvende, hvor de vil købe
dem, og hvad overskudsvarmen skal anvendes til. Sydafrikaboykot, kul- og
naturgaspligt, tvungne vindmølleforsøg samt andre folketingsindblandinger er
med til at fordyre og besværliggøre elproduktionen i Danmark.
36) Danmark skal ikke gå enegang i miljøkravene til elværkerne, men følge
EF-normerne.
37) Arbejdsmarkedets Feriefond og lovgivningen om ferieforhold afskaffes.
Det er ikke en offentlig opgave at tvangsopspare borgernes penge til
ferieformål, ligesom det må stå enhver frit for at aftale med sin
arbejdsgiver, hvornår ferie ønskes afholdt.
Ovenstående punkter er blot et udpluk af de utallige
afbureaukratiseringer, som det danske samfund har behov for, hvis vi igen
skal have gang i hjulene.
Offentlig planlægning
En meget væsentlig kilde til de meget besværlige forhold, som
virksomhederne oplever, når de ønsker at starte en ny produktion, er det
omsiggribende planlægningsvanvid. Alt skal planlægges, stat, amtskommuner og
kommuner har hver sine planlæggere, der med emsige regler og indgreb gør
livet surt for de driftige erhvervsfolk. En af de mest interessante kritikere
af de statslige planlægningsmyndigheder (Planstyrelsen) er amtsborgmester Ib
Frederiksen (S) fra Århus Amtskommune. En grundig kritik af statslige
styrelser f.eks. i Jyllands-Posten den 6. januar 1991 blev fulgt op af
følgende rigtige udsagn fra amtsborgmesteren: »Nu har Danmarks geografi
været uændret siden sidste istid, hvordan kan Planstyrelsen blive med at lave
alle disse planer?»
I det praktiske liv koster planlægningshysteriet tusinder af
arbejdspladser, fordi erhvervsfolk giver op over for bureaukraterne. Her er
en række eksempler fra planlægningens overdrev:
1) Århus Byråd brugte fire år på at få vedtaget en lokalplan for en
campingplads ved Ajstrup. Århus Stiftstidende 17. december 1990.
2) Århus Byråd har besluttet, at der efter deres vurdering er nok
restauranter i Århus midtby. Resultatet er, at man ikke tillader, at nye
åbnes. Byrådet har vurderet, at konkurrencen bliver for hård, hvis der kommer
flere restauranter. Århus Stiftstidende 19. december 1990.
3) Fire planlagte ekspresbusruter i Jylland fik nej fra Persontrafikrådet.
Begrundelsen var, at det vil gå ud over de eksisterende rutebilruter. I
Persontrafikrådet sidder amterne, som også står for rutebildriften. DSB var
overrasket, eftersom ekspresbusserne skulle være et kundevenligt supplement
til IC-3-tognettet. Politiken 3. april 1991.
4) Ribe Amtsråd vil ikke give tilladelse til en privat busrute mellem
Odense og Billund. Børsen 9. april 1991.
5) Århus Amtsråd vil ikke give tilladelse ttil en busrute mellem Århus og
Billund. Amtet udtaler: »Folks rejsebehov kan dækkes af de eksisterende
forbindelser«. Jyllands-Posten 25. april 1991.
6) Et firma søger om tilladelse til at oprette en virksomhed i Rønde
Kommune på en nedlagt landbrugsejendom. Det tog 5 måneder, inden sagen
overhovedet kom op i Århus Amt. Sagen kom frem fordi Fremskridtspartiets
amtsrådsmedlem Rasmus S. Nielsen rejste den. Begrundelsen er, at en ny
sagsbehandler er blevet ansat. Firmaets ejer kan ikke vente og opgiver
projektet. Århus Stiftstidende 25. april 1991.
7) En landmand i Yderup får eksproprieret et stykke jord til brug for en
ny motorvej. Som følge af det og af landbrugsloven skal der i tilgift også
eksproprieres til en ny privat fællesvej. Imidlertid ændres landbrugsloven,
så der ikke længere er krav om fællesvejen. Manden vil derfor have
ekspropriationen til fællesvejen ændret. Det kan han ikke få. Myndighederne
henholder sig til, at de har overholdt nøje fastlagte regler. At loven
derefter er ændret, er ikke deres problem. Myndighederne fastholder, at
fællesvejen skal anlægges - også selv om Århus Kommune har planer om at lave
en flyveplads for svævefly på arealet, så fællesvejen efter anlæggelse blot
skal pløjes op igen. Jyllands-Posten 8. september 1991.
8) Langs Grenåvej i Århus skal eksproprieres som følge af vejudvidelse. En
anlægsgartner har nogle lagerbygninger for sine maskiner og redskaber. De
skal rives ned. Der blev eksproprieret i efteråret 1990. Anlægsgartneren
skulle være ude af sine bygninger april 1991. Men på det tidspunkt havde han
endnu ikke fået en godkendelse til at opføre sine nye bygninger længere
tilbage på samme grund. Århus Kommunes embedsmænd trak sagen i langdrag,
fordi de fandt det landskabeligt uheldigt (klos op ad en firesporet
hovedvej!!) at genopbygge på det pågældende sted. Århus Amtskommunes
bureaukrater var heller ikke hurtige. Mange måneder efter, at manden skulle
have været ude af bygningerne, kom endelig tilladelsen til at genopbygge. Og
så kunne han endelig bygge. Det offentlige bureaukrati forsinkede en sag, som
var skabt af samme offentlige bureaukrati. Anlægsgartneren var ved at miste
sin virksomhed og 23 arbejdspladser! Århus Stiftstidende 1. maj 1991.
9) En fabrikant har i 3 år kæmpet med Vejle Amtskommune på grund af by- og
landzonelovgivningen. Han må ikke udvide en 800 kvm bygning med 75 kvm
tilbygning. Det betyder, at produktionen ikke kan komme i gang. 150 kunder
venter på leverance for 20 mio. kr., og mindst 10 medarbejdere kan ikke
ansættes. Mange års tovtrækkeri og enorme udgifter og tab gør, at fabrikanten
overvejer at flytte til Slesvig i Tyskland. Jyllands-Posten 1991.
10) Salling A/S ønskede at lave et Domo-varehus i Viby om til et
lavprisvarehus. Århus Byråd sagde nej. Efter dets vurdering kan Århus ikke
bære flere lavprisvarehuse. FDB ønskede at bygge et OBS-lavprisvarehus på en
del af FDB-fabrikkernes grund i Viby. Lige pludselig ville
varehusmodstanderne (bl.a. Socialdemokratiet og SF) gerne give tilladelse.
Det er et eksempel på utilstedelig politisering og misbrug af byråds
plankompetence. Århus Stiftstidende 20. december 1990.
11) Venstres Århus-formand udtaler: ». . . venstrefløjen benytter
enhver lejlighed til at forsinke sagsbehandlingen, når erhvervslivet tager
nye initiativer . . . Århus Byråd har vedtaget at skaffe 20.000 nye
arbejdspladser inden år 2000 . . . Det har ikke skortet på initiativer fra
erhvervslivet, men mange bliver bremset eller forsinket på grund af
langsommelig politisk sagsbehandling . . .«.
12) Esbjerg Kommune inddrog for 15 år siden en landmands jord til byzone.
Kommunen havde »planlagt«, at der skulle ske en voldsom udvikling i
området. Udviklingen udeblev, og kommunen har derfor ikke købt jord af
landmanden til den højere byzonepris. Men landmanden har i alle årene skullet
betale højere skat af jorden, »som jo er blevet mere værd?! . . .«.
Resultatet er, at landmanden over årene har betalt i alt 5 mio. kr. i ekstra
skat. Nu kan han ikke længere tjene de mange penge til skattebetaling og må
opgive. Jyllands-Posten den 12. juni 1991.
13) En støbeasfaltsvirksomhed ville flytte sit utidssvarende
produktionsanlæg ud fra Åbyhøj til et nyudlagt erhvervsområde i Hørning. Selv
om virksomheden umiddelbart opfyldte alle de krav, der kunne stilles i
erhvervsområdet, skulle virksomheden alligevel søge om kap. 5-godkendelse i
amtet. Her var miljøembedsmænd og et stort politisk flertal indstillet på en
hurtig og positiv behandling. Men den kendsgerning, at der skulle søges om
godkendelse inden udflytningen, gjorde automatisk sagen til en brik i et
politisk spil. SF stemte nemlig, som eneste parti, imod godkendelsen. SF
indbragte sagen for amtsrådet. SF ville slå politisk mønt af sagen, og dermed
blev den også trukket i langdrag. Ingen virksomhed er formentlig interesseret
i politisk blæst og mistænkeliggørelse. Virksomheden meddelte derfor blot de
offentlige myndigheder, at ansøgningen var trukket tilbage. Man havde
samtidig købt en grund i et andet amt, hvor myndighederne var mere
velvillige. Jnr. 8-76-1-715-5-89, Århus Amtsråd.
14) En landskabsarkitekt ønskede at indrette en tegnestue i et nedlagt
landbrug ved Blegind. Der ville blive op til 10 ansatte. Amtet afslog med den
begrundelse, at istandsættelsen vil være bekostelig og ændre
landbrugsbygningernes karakter. Jnr. 8-70-21-3-715-4-89, Århus Amtsråd.
15) En borger ved Bøstrup søger om at indrette en mindre fliseproduktion i
en 84 kvm. stor garage, som er opført i 1983. Amtet ville ikke anerkende
bygningen som en »overflødiggjort landbrugsbygning« og afslog
ansøgningen. I øvrigt også ud fra en vurdering af »de noget uordnede
forhold på ejendommen«. Jnr. 8-70-21-3-717-1-90, Århus Amtsråd.
16) En garage i Malling var i 1987 godkendt opført på tinglyst vilkår -
vilkår om, at bygningen ikke måtte anvendes erhvervsmæssigt. Derfor sagde
Århus Amt nej til, at ejeren måtte indrette garagen til et mindre
reparationsværksted. Jnr. 8-70-21-2-751-87, Århus Amtsråd.
17) Et eksisterende stuehus på et nedlagt landbrug i Vrads ønskedes
indrettet til en mindre konsulentvirksomhed for økologisk landbrug, med lidt
kursusfaciliteter og overnatningsmulighed for 10 personer i værelser med
tekøkken. Det ansøgte blev afslået, idet amtet anså de eksisterende bygninger
for passende under hensyn til areal og jordkvalitet, samt at det vil være
uheldigt af byudviklingsmæssige årsager. Jnr. 8-70-21-2-749-1-90, Århus
Amtsråd.
18) Rønde Kommune ønskede at udlægge et areal i kommuneplanen til
kursuscenter. Man havde et velegnet areal og jævnlige forespørgsler til dette
areal. Men ingen ønskede at binde an med et omfattende projekt, når der ikke
var helt klare rammer for, hvad man må og ikke må på arealet. Århus Amtsråd
ville ikke give en rammetilladelse, som kommunen ønskede, men ønskede at
vurdere et konkret projekt. Altså skakmat. Efter længere bureaukratisk
tovtrækkeri bøjede Århus Amtskommune sig for kommunens pres og gav en
rammetilladelse, dog med en række tekniske krav som f.eks., at byggeprocenten
skulle være under 10, at der højst måtte bygges i to etager, at taget skulle
være tegltag, osv. Jnr. 8-70-11-739-1-89, Århus Amtsråd.
Kommunalfuldmagt og -produktion
Netop i efteråret 1991 arbejdes der fra flere sider på at få den såkaldte
kommunalfuldmagt opblødt, hvorved kommunerne får adgang til i større omfang
end i dag at indgå i halv- og heloffentlig produktions- og servicevirksomhed.
Der kan ikke advares nok imod en udvidelse af kommuners deltagelse i
privat virksomhed. Allerede under de nugældende regler har kommuner i en lang
række tilfælde bevist, at de ikke magter at drive privat virksomhed.
Spørgsmålet er jo også: Hvad gør et »tilfældigt« sammensat byråd
til bedre erhvervsledere end bestyrelsen i et privat firma?
Hidtil har spørgsmålet om, hvilke projekter kommuner kan deltage i uden at
overtræde kommunalfuldmagten, været forelagt til afgørelse i
Indenrigsministeriet. Den nuværende indenrigsminister, Thor Pedersen (V), har
med forholdsvis hård hånd administreret kommunalfuldmagten - det skal
fortsætte. Industriministerens forslag til lov om kommuners og amtskommuners
deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter er derimod et skridt i den
forkerte retning. Forslaget fra april 1991 har som sin største fejl, at
socialisterne gives medhold i, at kommunerne overhovedet skal deltage i
produktion. Nok hedder det i forslaget, at aktiviteterne ikke må påføre
private virksomheder ubillig konkurrence og ikke må give enkelte virksomheder
en urimelig fortrinsstilling. Det lyder flot, men det farlige er, at der igen
lægges op til en successiv vurdering. Halv- og helrøde flertal i kommuner vil
således kunne tillade projekter ud fra deres subjektive vurdering.
Kommunernes Landsforening har bl.a. med en konference den 6. og 7. oktober
1991 gjort det helt klart, hvad den ønsker. Kommunerne vil gerne have
mulighed for at deltage i flere projekter end i dag. Kommunerne anvender
formuleringer som systemeksport, rådgivning og andre »bløde«
områder. Det er ganske bevidst, eftersom de fleste ikke umiddelbart betragter
f.eks. lobbyvirksomhed i EF som egentlig produktion.
Imidlertid er den type arbejde også noget, private i dag varetager. Når
kommuner stiller rådgivning gratis til rådighed, er der derfor tale om
aldeles urimelig konkurrence over for finansielle rådgivere m.v.
Kommunernes Landsforening har i publikationen »Kommunal
erhvervspolitik, 1991« spurgt landets borgmestre, hvilke områder de
finder vigtige at medtage i erhvervsfremmearbejdet. 74 pct. vil støtte
eksisterende virksomheder. 71 pct. mener, at arealplanlægning er vigtig. 69
pct. mener, at den kommunale service skal være bedre. 61 pct. vil gøre
sagsbehandlingen bedre.
Kun 22 pct. mener, at billigere erhvervsarealer og lavere takster og
afgifter vil kunne gavne erhvervsudviklingen.
Der er med andre ord en afgrundsdyb kløft mellem de midler, som landets
borgmestre vil anvende, og de løsninger, som erhvervslivet har brug for.
Bladet Dansk Industri fra 15. april 1991 skrev: »Industrirådet
advarer imod at ændre kommunalfuldmagten. Tarco Energi A/S tabte 38 mio. kr.
i 1988 og 5 mio. kr. i 1989. Tabene blev begge år dækket ved tilførsel af
kapital fra moderselskabet, det kommunalt ejede Tarco A/S. Det henter hvert
år ny kapital hos kommunerne ved at konvertere udbytte til aktiekapital. Det
er principielt forkert, at kommunalt ejede virksomheder engagerer sig i
forretningsmæssig produktion i konkurrence med private.«
Bladet Dansk Industri fra 23. september 1991 skrev: »Kommuner skal
holde sig i skindet. Industrirådet advarer kraftigt imod, at der gives adgang
for det offentlige til at tage kommercielle risici i forbindelse med
erhvervsprojekter. Det gælder også de tanker, der har været om adgang til at
indskyde kapital i såkaldte udviklingsselskaber, der skal kunne deltage i
finansieringen af nye selskaber. Vi ser en klar risiko for, at en række
private virksomheder, som arbejder med erhvervsservice, f.eks.
konsulentfirmaer, kan blive udsat for ubillig konkurrence fra skattebetalt
service.«
En af de store fejl ved de halv- og helkommunale selskaber er, at det
bliver politikere og bureaukrater, som skal træffe beslutningerne, frem for
driftige private erhvervsfolk. Det er for embedsmænd således, at tab ikke
berører deres egen indkomst - det er jo skatteyderne, som må dække tabene -
hvorimod en virksomhedsejer selv må betale alle tab og fejl.
Århus Stiftstidende beskriver den 15. maj 1991 et projekt, hvor kommunen
gav en person 200.000 kr. til at udvikle et særligt bord. Det viser sig
imidlertid, at opfindelsen allerede var gjort. På markedet har der i 6-7 år
været et sådant produkt. Det vidste de kommunale embedsmænd bare ikke! Nu har
kommunen imidlertid placeret penge i projektet og vil derfor købe disse borde
fra sin »egen« produktion. Det private alternativ får derved en
aldeles urimelig konkurrence.
Århus Stiftstidende beskriver den 18. december 1990, hvordan kommunen har
lånt 7,2 mio. kr. til en møbelfabrik. Fabrikken skal beskæftige 40
bistandsklienter og lave møbelkomponenter. Den kommunale embedsmand har nok
noteret sig, at det lokale erhvervsliv er imod den kommunale fabrik, men
mener, at samarbejdet med de private nok skal komme i gang! Embedsmændene har
nemlig kortlagt mulighederne.
Igen et eksempel på, at erhvervsvirksomhed og -udvikling ikke planlægges,
men skabes.
Inden for de seneste år har der været alt for mange eksempler på, hvordan
disse kommunale engagementer har medført store tab for skatteyderne. I flæng
kan nævnes: Naturgas Syd, DanVand og Bibliotekscentralen.
Lunderskovs borgmester, Bent Bechmann (KF), udtaler til bladet Dansk
Industri 8. april 1991: »Det (Naturgas Syd) er et skræmmende eksempel
på, hvordan udgifterne løber løbsk. Og politikerne er meget dygtige til at
skjule fejl. Man vil ikke lukke en tabgivende virksomhed. Der vil altid være
nogle, der hævder, at der er tale om en god forretning. Men en god forretning
kan kun defineres som en forretning, der giver overskud . . . For den
kommunale driftsform egner sig ganske enkelt ikke til at drive den form for
virksomhed.«
Industrirådets Bent le Fevre udtaler i samme blad: »Det er i sidste
ende retten til at gå konkurs, der sikrer, at virksomhederne producerer de
varer, markedet vil betale for. Man kan ikke forestille sig, at en kommune
eller et amt går konkurs. Derfor bør kommuner og amter ikke forsøge sig med
alle hånde fantasifulde forsøg på at drive forretning for skatteborgernes
penge. Derfor siger industrien nej tak til kommunale investeringer i det
private erhvervsliv.«
Kommunale erhvervschefer m.v.
Kommunernes Landsforening oplyser i »Kommunal Erhvervspolitik,
1991«, at 60 pct. af kommunerne for skatteyderpenge har oprettet
erhvervschefafdelinger, konsulentordninger og andet offentligt bureaukrati
for at skaffe flere virksomheder til kommunen. Halvdelen har erhvervsråd,
halvdelen bruger kommunens eget personale. Århus Kommune har endda åbnet et
lobbyistkontor i Bruxelles til »varetagelse« af
Århus-virksomhedernes interesser i forhold til EF. Og på det seneste har
samme kommune også ansat 5 lobbyister i Skt. Petersborg (Leningrad) i det
håb, at man derved kan skaffe århusianske firmaer flere ordrer til Rusland.
Sådan rådgivningsvirksomhed anses af mange som acceptabel i forhold til,
hvad kommuner bør indgå i af projekter. Rådgivningen fra lobbyister m.v.
anses nemlig ikke for at være egentlig produktion. Men man glemmer, at en
lang række revisionsvirksomheder, advokatvirksomheder m.fl. faktisk lever af
den type rådgivning. Derfor er kommunalt engagement også på dette område med
til at lave konkurrenceforvridning.
Hvis resultatet af disse initiativer blot er, at virksomhederne
»stjæles« fra andre kommuner, er samfundsgevinsten meget begrænset.
Oftest er det direkte udgiftsforøgende og udløser dermed højere skatter.
Resterne af egnsudviklingslovene ophæves ud fra tilsvarende synspunkter.
Vil en kommune søge at konkurrere med andre kommuner om virksomhederne,
skal det være på lavere skattetryk, mindre papirnusseri, mere erhvervsfrihed,
færre restriktioner osv. Derved opnås, at nye virksomheder startes, og ikke
blot, at man flytter rundt på eksisterende virksomheder. Nyetablering skal
ikke ske ved offentlige tilskud.
Jyllands-Posten skrev den 2. maj 1991 følgende: »Der er millioner at
spare, hvis virksomheder nøje undersøger prisniveauet i de enkelte kommuner.
Årsagen er, at der er stor forskel både på etableringsudgifter og på årlige
driftsomkostninger fra kommune til kommune. En entreprenør kan spare ikke
mindre end ca. 4,5 mio. kr., hvis han starter forretning i Skovbo Kommune i
stedet for Roskilde.«
Der er således nok af muligheder for, at kommunerne kan anvende nedsatte
takster som lokkemidler - frem for kommunale erhvervschefer og andet
pengespild - for nye virksomheder.
Hvis brancheorganisationer, laug, handelsstandsforeninger eller lignende
ønsker at lave erhvervschefordninger til vejledning og andre formål, er de
selvfølgelig velkomne til at gøre det, uden offentlige tilskud. Vil de have
det offentlige med, må de selv forudbetale alle hermed forbundne udgifter.
Forskning og teknologifremme
Det offentlige skal ikke foretage nogen form for teknologivurdering. Den
viden, vi har i dag, er langtfra absolut. Lige så vel som vores viden ikke
var absolut for 50 år siden. Det er derfor en uforskammethed over for vore
efterkommere, at vi med dagens viden forbyder ting, der kan være af enorm
betydning for fremtidens generationer.
Havde der været teknologivurdering på den tid, hvor hjulet blev opfundet,
så havde datidens »sagkundskab« sikkert berettet om, hvilke ulykker
hjulet ville bringe op gennem årene. Og man havde måske forbudt en
videreudvikling af denne vigtige opfindelse.
Ting, der opfindes i dag, og som »dommedagsprofeter« udnævner
til at være skadelige, kan vise sig at være af afgørende betydning for hele
menneskeheden. Måske ikke som endeprodukt, men som udviklingstrin.
Det nok mest omdiskuterede emne i dag er genteknologien. Såkaldte lærde og
Etisk Råd-folk skaber frygt og utryghed hos folk ved at udmale skrækbilleder
om produktion af kunstige mennesker osv. De samme personer ville sikkert have
forbudt penicillinen ved dens opfindelse.
Alle produkter kan misbruges. Blot fordi fly kan bruges i krig, er der jo
ingen grund til at total forbyde brugen af dette vigtige transportmiddel.
Genteknologien kan vise sig at være redskabet til at sikre større
fødevareproduktion til gavn for hele Jorden, og det kan vise sig at være
redskabet til fremstilling af medicin, der kan helbrede kræft, AIDS og andre
frygtelige sygdomme. Vi skal ikke restriktionsbesværliggøre disse
nyttevirkninger af genteknologien, blot fordi der er en teoretisk mulighed
for skadelige bivirkninger. Noget ganske tilsvarende gælder for hormonkød,
bestrålede madvarer osv.
Enhver virksomhed eller person skal have frihed til at foretage udvikling
eller opfindelse af nye produkter, når dette ikke sker til væsentlig gene for
andre. Om produktet så kan sælges, afgøres ved verdens mest effektive
afstemning: kundernes køb eller ikke-køb. Under overskriften »Svært at
forbyde bestrålet mad« skrev Jyllands-Posten den 26. oktober 1991:
»Hvis varerne er mærket rigtigt, og hvis bestrålingen i øvrigt er sket
efter forskrifterne, vil et land få meget vanskeligt ved at forhindre import
af bestrålede varer. Det vil i stedet blive op til forbrugeren at træffe
valget. . . Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har godkendt bestråling som
værende fuldstændig uskadelig . . .«.
Skatteyderbetalt forskning koncentreres om de steder, hvor den gør
umiddelbar samfundsnytte, og ophører derfor bl.a. på humanistiske og
finkulturelle områder. Forskning på offentlige institutioner skal være
anvendelsesorienteret. Det sker bedst gennem kontraktforskning. Den gør
umiddelbar nytte. Og forskermiljøet har gavn af at blive konfronteret med
virkelighedens problemer. Alt for megen forskning foregår for forskerens egen
forfængeligheds skyld. Doktorafhandlinger er ofte mere dirigerede af ønsket
om doktortitlen end af ønsket om at gøre videnskabeligt anvendelige
fremskridt.
Der skal kun i begrænset omfang anvendes offentlige midler til forskning.
Disse midler anvendes bedst til at sikre Danmark andel og deltagelse i den
internationale forskning og til, at danske forskere følger med i
internationale publikationer.
Den væsentligste forskning skal foregå i virksomhederne eller
sammenslutninger af disse, i forskningskarteller eller i andre former for
samarbejde. Denne forskning stimuleres bedst ved, at virksomhederne opnår
frihed. Udbetaling af offentlige tilskud giver ikke i sig selv øget
forskning. Ofte giver det sig blot udslag i skødesløs omgang med de tildelte
midler.
Interessen for at forske og udvikle nye produkter er til stede overalt.
Men det kræver overskud i virksomhederne, hvis projekterne skal realiseres.
Har en virksomhed vigende afkast, bliver det alt for tit forskningspengene,
der holder for, når stormen skal rides af.
Nedsatte skatter for virksomhederne og medarbejderne har dobbelt effekt.
Virksomhederne får overskud til at betale forskning, og den nedsatte
indkomstskat gør forskerne billigere i bruttoløn. Indtil alle indkomstskatter
(også selskabsskatten) er helt væk, er forbedrede afskrivningsregler for
forskning og nyudvikling at foretrække frem for de konkurrenceødelæggende
tilskud. Ordningen med 125 pct. afskrivning af investeringer i udenlandske
forskningsprojekter skal udvides til også at omfatte indenlandske
investeringer.
De mange tilskudsordninger har meget lidt brugbart afkom. De penge, en
virksomhed modtager til teknologifremme, forsvinder nemlig ofte i
administration, sløsethed og fejlprojekter. Børsen skrev den 9. april 1991:
»Den danske virksomhed Computer Resources International (CRI) har
modtaget over 150 mio. kr. i støtte fra EF-kassen. Det svarer til 30 pct. af
alle ESPRIT-midler til danske virksomheder. CRI har deltaget i ikke mindre
end 20 projekter. Men resultatet står ikke mål med støtten . . . Ifølge
EF-Kommissionens oplysninger har virksomheden tilsyneladende kun præsteret
eet eneste produkt i løbet af seks år . . . Og dette projekt har aldrig
modtaget teknologipenge.«
Teknologifremme foregår bedst og mest rationelt ved, at virksomhederne i
den frie konkurrence stimuleres til at lave nye produkter eller
produktionsmetoder. De milliardbeløb, der udbetales i teknologifremme, giver
automatisk konkurrenceforvridning. Den, som ikke modtager tilskud, er også
med til, gennem højere skatter, at betale for konkurrentens
tilskudsprojekter.
Den bedste form for teknologifremme, som Folketinget kan foretage, er
derfor at afvikle alle de love, bekendtgørelser og forordninger, som
forhindrer en driftig iværksætter i at komme i gang med den ide, han har
fået.
Folketinget har i alt for mange år set det som sin opgave at lægge
hindringer i vejen for den frie markedsøkonomi. Forbrugerrådet,
Konkurrencerådet (Monopoltilsynet), Det Etiske Råd, Finanstilsynet, Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen, Teknologirådet, Eksportkreditrådet,
Forbrugerombudsmanden, Ligestillingsrådet og et hav af andre tilfredsstiller
blot kontrolsyge politikere, som bruger disse organer til at skjule sig bag,
når politikerne selv udsættes for kritik. Derfor skal disse foretagender
fratages enhver skatteyderfinansiering og enhver statslig magtbeføjelse.
Et frit marked behøver ikke offentlig indblanding. Producent og kunde vil
i fælles interesse finde sammen og udveksle den bedste vare til den rigtige
pris. Specielt Monopoltilsynet har totalt udlevet sin opgave. I EF's indre
marked med fri varebevægelighed vil et monopoltilsyn ikke længere have nogen
opgave. At regeringen så stort set blot har ændret logo på brevpapir og
kalder det et konkurrenceråd, viser, at de svage politikere ikke vil give
forbrugerne og producenterne frihed.
Fri konkurrence betyder, at man som fri forbruger også kan foretage
fejlkøb. Det skal man have lov til uden offentlig, vatindpakket beskyttelse.
Fri konkurrence kan medføre, at en producent opnår monopolstatus. Denne
status kan kun opretholdes, hvis forbrugerne er tilfredse med varernes
kvalitet og pris eller staten blander sig. Hvis prisen bliver for høj eller
kvaliteten for dårlig på det frie marked, vil der være et marked for en
konkurrent, og monopolet er brudt.
International handel
For velfærd og velstand i det råstoffattige, lille, nordligt beliggende
Danmark er fri samhandel med andre lande af aldeles afgørende betydning. I de
sidste 30 år er der opstået en anden og meget ubehagelig grund til, at vi
skal øge vores internationale handel: Vi har lånt penge til overforbrug.
Disse lån med rentes rente må tilbagebetales ved øget dansk eksport af varer
og tjenesteydelser.
Heldigvis er vor tids verden en verden med udstrakt frihandel over åbne
grænser og med gode transportmuligheder. Her kan man virkelig opnå belønning
for udviste dygtige initiativer og flittig arbejdsomhed.
Bedst for alle bliver det, når hver region koncentrerer sig om det, den er
bedst til. Det vil altså for et land med få promiller af befolkningen i den
materielt rige del af verden betyde, at vi skal koncentrere vor produktion om
de varer, hvor de bedste priser kan opnås.
Valutakurser og renteniveau
Af hensyn til stabiliteten og dispositionsmuligheden i udenrigs- og
handelsvirksomheder skal Folketinget arbejde for så faste valutakurser som
muligt. Det danske medlemskab af EMS'en er derfor godt og bør udbygges - især
ved, at flere OECD-lande også kommer med i valutasamarbejdet; derved sikres
vore eksportvirksomheder, at de flest mulige kunder har stabile valutakurser.
Over en noget længere periode vil kronens værdi afhænge af, hvor god en
økonomisk politik Folketinget fører til sikring af, at kronen har høj
købekraft. Det opnås ved, at landets produktionsressourcer bruges effektivt.
Fremskridtspartiet er ikke tilhænger af, at kronen skal udskiftes med
ECU'en. ECU'en må gerne indføres som en 13., hård valuta, der så på det frie
marked må tilkæmpe sig en markedsandel. Tvang er aldrig godt, ej heller i
forholdet til valg af mønt.
Renteniveauet i Danmark har i årtier ligget over vore konkurrenters. Det
har betydet, at danske virksomheder har haft langt ringere
finansieringsvilkår end konkurrenterne. Herunder er vist, hvorledes den
danske rente har udviklet sig siden 1977.
Effektiv udlånsrente i pengeinstitutterne, gennemsnit kassekredit
Kilde: Danmarks Statistik Det danske ambitionsniveau for renten har
gennem mange år været alt for lavt. Ambitionen har været, at vi tilnærmede os
den tyske rente. Det er nu sket, fortrinsvis fordi den tyske rente er steget!
Berlingske Tidende skrev den 19. oktober 1991: »Efter flere års
gradvis indsnævring har Danmark nu den samme rente som Tyskland«.
Finansministeren viser derefter for første gang et større ambitionsniveau end
tidligere, idet han siger: »Hvis vi fastholder den stramme økonomiske
politik, vil vi kunne få en rente, der er lavere end den tyske«.
Alligevel må det konstateres: »Lav inflation og lav vækst betyder
fortsat - selv om renten nu er på tysk niveau - at det er dyrt at låne penge
i Danmark«.
Det er overordentlig vigtigt for danske virksomheder, at de kommende års
gigantinvesteringer - til fjernelse af arbejdsløsheden - kan ske til en
rente, der er lavere end den nuværende. Meget må derfor gøres for at få
renten længere ned.
Eksportfremme
I forsøget på at skabe flere kunder ude i verden til danske produkter
gives statstilskud til produktionen herhjemme og til projekter i udlandet.
Begge dele er fejlinvesteringer. De virksomheder i Danmark, som skal øge
deres eksport, skal ikke konkurrere på evnen til at opnå statstilskud, men på
produktets ægte pris og kvalitet. Mange mener, at vi skal fortsætte med at
give tilskud til eksporten, så længe andre lande giver tilskud. Dertil er kun
at sige, at hvis andre landes skatteborgere er parate til at
»forære« f.eks. danske forbrugere billige varer, skal vi tage imod
dem og så koncentrere vores produktion og eksport om de områder, hvor vi er
de bedste og billigste - uden tilskud.
På landbrugsområdet opnås skatteyderstøtte bl.a. via de mange
EF-ordninger. Disse har utvivlsomt haft en vis værdi. Det mest positive, der
er sket for det hårdt trængte danske landbrug i de sidste 15 år, er nemlig,
at vi i f.eks. Japan og USA har kunnet opbygge markeder for salg af højt
specialiserede produkter. For så vidt angår salg på EF's hjemmemarked må
Danmark se at få størst mulig andel af de multimilliarder, som hvert forår er
på EF-gavebordet, og som kan erhverves, uden at det koster ekstra bidrag fra
danske skatteydere. Den danske stat giver også tilskud til kampagner for
danske produkter i udlandet. Disse fremstød er uden værdi. Erhvervs-Bladet
skrev den 28. januar 1991: »Denmark in Britain, der med et budget på 37
mio. kr. blev gennemført i Storbritannien i perioden april 1989 til september
1990, ligner foreløbig en eklatant fiasko. I de første ni måneder af
kampagnens sidste år - 1990 - er den danske eksport til Storbritannien faldet
med godt 4 pct. i faste priser. Og det på et tidspunkt, hvor den britiske
import generelt er steget med 9 pct.«
Berlingske Erhverv skrev den 17. februar 1990: »Pengene er smidt ud i
den blå luft af skrivebordsstrategier, mener industrien.
»Embedsmandsløsninger hviler på den forældede og akommercielle
forestilling, at det gavner industrien at forsøge at styrke den danske
identitet på eksportmarkederne«, hedder det fra Industrirådet'.
Når forbrugerne i udlandet skal overbevises om at købe en vare fremstillet
i Danmark, så skal det være varens kvalitet og pris, som overbeviser kunden,
og ikke at varen er dansk fremstillet. Når Ford, Audi eller Mercedes forsøger
at sælge biler i Danmark, er det på navnet og kvaliteten og ikke på, at de er
fremstillet i Tyskland. Lego, B&O, Bruel & Kjær, Novo og Anthon Berg
sælger deres produkter på navnet og kvaliteten.
Udenrigstjenesten og alle andre offentlige myndigheder skal holde op med
at bruge skatteyderpenge på at påvirke ulande og andre udlande til at købe
dansk. Vil dele af erhvervslivet gerne have offentlig bistand på
eksportmarkederne, må de pågældende selv forudbetale de dermed forbundne
udgifter.
Fri dansk eksport
Danske virksomheder skal have frihed til at sælge til alle lande. Embargo
mod Sydafrika, Argentina eller Sovjet er kun med til at ødelægge gavnlig
dansk eksport. Danmark skal ikke føre udenrigspolitik ved at udnævne nogle
landes regimer til »handelsuegnede«. Hvis vi skal begrænse os til
kun at handle med de lande, hvis styreform vi kan rose, er der ikke mange
samhandelspartnere.
Dertil kommer, at fri handel er det bedste middel til opnåelse af en fri
fredelig verden, »man bomber jo ikke sine kunder«! Handelens veje
er fredens veje.
Danmark skal ikke være verdens dommer. Vi har ikke saglig basis for at
fordømme eller forherlige andre landes politik. Det fører frem til, at
Danmark ikke har behov for alle de kostbare ambassader og konsulater i
alverdens lande. Dansk udenlandsk repræsentation skal derfor privatiseres på
nær den i EF's hovedstad, Bruxelles.
Danske virksomheder har stor brug for en andel i den nyeste internationale
forskning. Derfor skal Folketinget afholde sig fra at begrænse danske
virksomheders medvirken i udenlandske projekter, som det f.eks. skete i
tilfældet med det amerikanske S.D.I.-projekt. Danske virksomheder blev da
forhindret i at høste gavn af den nyeste forskning ved forbud mod deltagelse.
Det nuværende forbud mod at eksportere våben eller dele deraf er absurd. I
stedet burde f.eks. vore værfter have haft lov til at bygge kvalitetsskibe
til andre landes flåder.
Danske virksomheder er dygtige på to væsentlige våbenområder, maritime
våben og elektronikdele til våben. At forbyde eksport af disse produkter
betyder blot, at konkurrenter i udlandet får ordrerne. Det danske
våbeneksportforbud giver desværre ikke færre krige. Det giver sig kun udslag
i manglende dansk eksport.
Fri dansk import
Folketinget skal ikke afgøre, hvilke lande og hvilke produkter den danske
forbruger skal have adgang til. Vi generer os selv ganske tåbeligt, når vi
forbyder import af sydafrikanske kul. De er miljøvenlige, billige og af meget
høj brændværdi. Ønsket om fri handel betyder også, at vi skal afholde os fra
boykot af andre lande, når det gælder import fra disse.
Mange kræfter bruges på køb dansk-kampagner i Danmark. Den danske
forbruger skal frit købe den efter hans mening bedste vare til den bedste
pris.
At staten begunstiger danske produkter, blot fordi de er danske, betyder i
sin yderste konsekvens, at de danske producenter (for en stakket tid) kan
løsrive sig fra realiteternes beske verden og forsumpe på sovepuden, hvorfra
de for en kort tid kan levere stadig dårligere varer til bestandig mere
skyhøje priser. Det fornuftige produktvalg, som alle foretager hver dag i
grossist- og detailhandeler, må ikke ødelægges af fejlplaceret
nationalfølelse.
Folketingsflertallet prædiker dagligt, at vi skal begrænse importen af
forbrugsgoder. De bruger betalingsbalancen som hovedargument. Fakta er, at
det ikke er den danske forbruger, men folketingsflertallet, som har ødelagt
betalingsbalancen. De hidtidige underskud skyldes de store rentebetalinger og
det alt for store offentlige forbrug. Import af biler, radioer eller ananas
skal være frit og uden offentlig indblanding.
Vi forfærdes bestemt ikke over, at nogle vil bruge deres penge til at købe
japanske kameraer, tyske biler og franske vine. Det skal folk da være
velkomne til. Fremskridtspartiets grundide er netop, at hver enkelt selv kan
disponere over langt flere af sine egne penge end nu. Hvis der for lønnen
købes udenlandske produkter, efterspørges der ikke danske. Derfor må disse
danske varer sælges udenlands og indbringe valutaindtjening.
Mekanismen i erhvervslivet er, at firmaerne ikke kan udbetale større
lønninger, end at de kan sælge deres varer til rentable priser. Konkurrencen
i udlandet vil blive langt lettere, når indkomstskatten nedsættes.
Statslige aktieselskaber og offentlige investeringer
En del af efterårets debat er kommet til at dreje sig om muligheden for
at anvende øgede offentlige investeringer og oprettelsen af statslige
aktieselskaber som middel til reduktion af ledigheden. Det vil i givet fald
være en blindgyde.
Trafikminister Kaj Ikast (KF) åbnede ballet ved i en kronik i
Jyllands-Posten den 30. august 1991 at beskrive muligheden for, at staten,
eventuelt i samarbejde med amtskommunerne, laver et fælles aktieselskab -
Danske Veje (Danveje A/S). Selskabet skal derefter stå for udbygning og
vedligeholdelse af det overordnede vejnet.
Ideen er imidlertid ikke ny. Dansk Olie og Naturgas A/S og A/S
Storebæltsforbindelsen er 100 pct. statsligt ejede aktieselskaber.
Aktieselskaberne har så med statslig kaution lånt samtlige penge til bygning
af naturgasnet og bæltforbindelse. Ved vedtagelsen af en broforbindelse over
Øresund bruger regeringen så den »elegante« fremgangsmåde, at
aktierne fra A/S Storebælt bliver indskudt i Øresundsselskabet. Det nye
selskab vil igen med statslig kaution låne samtlige penge til projektet. Der
argumenteres livligt for, at disse selskaber ikke er statsprojekter.
Imidlertid er kendsgerningen den, at det under alle omstændigheder er
skatteyderne, der bærer omkostningerne ved, at staten har det beskrevne
engagement. De statslige aktieselskaber har også den ulempe, at der ikke
længere er bevillingskontrol med selskabets dispositioner - ud over
aktieselskabslovgivningen. Hverken Finansudvalg, Rigsrevisionen eller
statsrevisorerne har indsigt i projektøkonomien.
Modellen med de statslige aktieselskaber tænkes ikke kun anvendt ved de to
nævnte broprojekter og til Danveje A/S. Også projektet vedrørende Københavns
Havn vil ske i et statsligt aktieselskab.
Ørestaden ønsker man derimod organiseret som et interessentskab. I
publikationen »Oplæg om vækst og beskæftigelse i 90'erne« - udgivet
af regeringen i forbindelse med en konference den 10. september 1991 - tales
der i afsnit 2.1. om fremrykning af vækstfremmende offentlige investeringer.
Regeringen nævner 9 forskellige projekter, som man ønsker at prioritere.
Fælles for projekterne er, at regeringen er fastlåst i den overbevisning, at
det er staten, der skal forestå projekterne. Fremskridtspartiet er tilhænger
af investeringer, mange investeringer, men private investeringer. En stat,
hvis samlede gæld i 1992 vil runde 560 mia. kr., er totalt insolvent og
økonomisk ude af stand til at indgå nyinvesteringer på betryggende vis.
Derfor må regeringens investeringsideer afvises.
Virksomhedernes størrelse og organisationsform
Politikere skal blande sig uden om, hvorvidt den enkelte foretrækker at
drive virksomhed i den ene eller anden organisationsform. De skal også være
neutrale over for, om virksomhederne er små, mellemstore eller gigantiske.
Multinationale virksomheder fremdrages som skræmmedyr af socialisterne i
deres puritanske had til kapitalkoncentrationer og profit. Det er
uberettiget. Efter hele deres struktur er disse selskaber trækdyr for
velstandsudviklingen. For hele levestandardfremgangen har deres
masseproduktion og store forskningsafdelinger været socialt velsignende. Ikke
alle ledere er gode ledere, men en eller anden skal jo bestemme, hvad der
skal ske i Philips, General Motors, ØK og i de andre store selskaber. Man
skal være umådelig verdensfjern for at tro på, at en regeringskommission af
embedsmænd bedre kan afgøre dette end kaptajner af Mærsk McKinney
Møller-støbningen.
Fremskridtspartiet bekæmper derfor forslag om at genere de multinationale
selskaber. Rent faktisk begunstiges de store firmaer betydeligt af
lovreguleringer. Mindre virksomheder tynges jo forholdsmæssigt mange gange så
hårdt af bureaukratikrav om skrivebordspapirartisterier og har sværere ved at
finde ud af og hensigtsmæssigt udnytte de indviklede erhvervsstøtteordninger
eller smutte uden om de handelshindringer, som staten opstiller. Bliver vi
dette uvæsen kvit, vil smådriftsfordelene på mange områder være så
betydelige, at titusinder af danske virksomheder vil trives fremragende ved
siden af og i samspil med giganterne.
Erhvervszoner - 90'ernes løsning
»Det er ikke blot virksomhederne, der er ude i international
konkurrence. Politikerne er det også. Danske politikere må konkurrere med
andre landes politikere om at skabe et erhvervsklima, der kan fastholde og
tiltrække virksomheder og kvalificeret arbejdskraft. Det danske erhvervsklima
skal ikke være lige så godt som andre steder i EF. Det skal være bedre, hvis
vi skal tiltrække ny aktivitet.« Således skrev Bent J. le Fevre i
forordet til Industrirådets pjece »Vejen til et konkurrencedygtigt
Danmark, september 1991«.
Fremskridtspartiet er aldeles enig i ovenstående udsagn. Nærværende
forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på,
hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne.
I det foregående hovedafsnit er beskrevet en række problemstillinger og
løsningsmuligheder, der vedrører det samlede danske samfund.
Fremskridtspartiet har gennem mange års utrætteligt politisk arbejde søgt at
få flertal for de gode initiativer. Det er desværre endnu ikke lykkedes.
Nærværende forslag går derfor ud på - i form af en forsøgsordning - at udpege
en række erhvervszoner, hvori der gennemføres en række nye initiativer.
Ideen med erhvervszoner er ikke ny, og den er ikke Fremskridtspartiets.
Der har i udlandet været Erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om
et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet
været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af
arbejdspladser.
I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på
2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed.
Byen ønskede derfor at tiltrække nye, særlig amerikanske, virksomheder for at
skabe nye arbejdspladser.
Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skattefri zone. Regeringen
gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle
ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer. Dermed var det 20.
århundredes første industrizone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27
år efter var der i området etableret 23.000 job. 100 udenlandske virksomheder
var blevet etableret inden for zonen. De fordeler sig med halvdelen inden for
industri og halvdelen inden for handel. Der beskæftiges ca. 5.000 personer i
selve zonen. I byen Limerick og byen Shannon er der etableret yderligere
5.000 job som følge af zonen. Der produceres/omsættes for ca. 400 mio. irske
pund i zonen. Midwesternregionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye
job er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt
effekt fra zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret
egen virksomhed uden for zonen. Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000
personer.
Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, med direktør Michael
van Notten i spidsen, er nok det mest succesfulde europæiske firma, når det
gælder rådgivning og hjælp til etablering af erhvervszoner. Firmaet har
medvirket til etablering af ikke mindre end 226 zoner i 39 lande med over 1
mio. beskæftigede. Også det amerikanske rådgivningsfirma International Parks
Inc., Arizona, har haft travlt. Det er blevet til 37 zoner i 20 forskellige
lande. Den mest kendte er Flagstaffzonen i Arizona, USA.
I EF er der industrizoner i Irland, Storbritannien, Belgien, Grækenland og
Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med
etablering af meget store multinationale frizoner.
Storbritannien har hele 24 zoner (enterprise zones) og 6 frihavne
(freeports).
Erfaringen fra den engelske Corby Enterprise Zone er, at der på bare 5 år
blev etableret 5.000 job ved etablering af 200 små virksomheder. Situationen
var den, at en stor stålvirksomhed lukkede og området fik 40 pct.
arbejdsløshed.
Den typiske kandidat til at få en zone er en by med een meget stor
virksomhed (skibsværft, stålværk, minedrift osv.), der går konkurs og sender
hundreder eller tusinder af arbejdere på gaden. Mange steder er
arbejdsløsheden »overnight« steget med f.eks. 30 pct. Byen eller
kommunen er blevet lammet af arbejdsløsheden, og drastiske initiativer har
derfor været nødvendige.
Selv i Rusland er der planer om etablering af en økonomisk frizone. Århus
Stiftstidende skrev den 15. juni 1991: ». . . Skt. Petersborg bliver
efter al sandsynlighed økonomisk frizone. En aftale om en sådan speciel
status er faktisk allerede underskrevet af bystyret og regeringen i Rusland .
. . Udenlandske investorer vil blive lokket med bl.a. gunstige skattevilkår.
. .«
Fælles for de mange industrizoner, industriparker, afgiftszoner, og hvad
de i øvrigt kaldes, er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet
særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er
ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt
særlig hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet
har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan
derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne
har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg
osv. Som ekstra gulerod er der så også lavere skat eller skattefrihed for
virksomhederne i zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til
særlige afskrivninger eller lignende begunstigelser. Det er vigtigt at
fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed,
frihed for skat og frihed til erhverv.
Finansielle konsekvenser
Indførelsen af erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på
at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige
områder.
For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter. Der er tale
om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det
offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i
gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre
skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.
Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et
»velfærdsøkonomisk tab«. Denne mekanisme er velargumenteret
beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.
For det andet vil etableringen af erhvervszoner give sig udslag i
etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige
udgifter til dagpenge og bistandshjælp, ligesom der opnås større skatte- og
afgiftsindtægter til det offentlige.
For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenu, det offentlige
mister som følge af mange virksomheder, der benytter erhvervszonetilbudet, og
det provenu, det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øgede skatter og
afgifter. Jo flere nye virksomheder - jo flere arbejdspladser. Der er med
andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske
virkninger.
De erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en
betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Muligheden for at kunne starte
en virksomhed med mindre eller slet ingen skattekrav er tillokkende for alle
investorer, danske som udenlandske. Forslagsstillerne er derfor ikke et
øjeblik i tvivl om, at en indførelse af erhvervszoner i Danmark vil betyde en
betydelig interesse fra udlandet - og nyetablering her i landet. Spørgsmålet
er jo, om f.eks. Nissanbilfabrikken fra Japan havde valgt Danmark frem for
England ved etableringen af deres europæiske samlefabrik først i 80'erne.
Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 erhvervszoner vil give 25.000 nye
arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelse på de offentlige
budgetter. Sparede dagpenge eller bistandshjælp vil akkumulerende over de fem
år nå op på en årsværdi det femte år svarende til en besparelse på mindst 2,5
mia. kr. Det betyder, at alene denne besparelse giver budgetplads til at
sænke skatter og afgifter med 500 mio. kr. i den enkelte erhvervszone!
I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de
25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og
egenindtjening. Omfanget af denne offentlige budgetforbedring er svært at
anslå. Men at der er tale om en positiv effekt, er der ingen tvivl om.
Regeringen taler meget om begrebet krone til krone-finansiering. Det
betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, medmindre der er fuld
dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette
princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og
flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ
krone til krone-holdning, at alt går i stå.
Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikazeændringer i den
offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender
sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter
og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel, som økonomien i
øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere
skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige . . . osv.
Forslagsstillerne har ikke en stor centraladministration til deres
rådighed, hvorfor en række af de konsekvensberegninger, der skal gennemføres,
må være en del af udvalgsarbejdet med forslaget. Det er dog vigtigt at
fastslå allerede her, at forslaget kan anvendes/gennemføres under forhold med
såvel store som mindre skatte- og afgiftslettelser i erhvervszonerne. Det vil
alene være et spørgsmål om det politiske mod hos et flertal, hvor meget der
skal åbnes for ekspansion i erhvervszonerne.
Konkurrenceforvridning?
Det er selvfølgelig relevant at spørge om, hvorvidt disse erhvervszoner
vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor. Svaret er ja! Det forholder sig
nemlig således, at ethvert politisk initiativ, enhver lov, ethvert tilskud,
enhver skat osv. er konkurrenceforvridning. Spørgsmålet er bare, hvad er
målet? Den hidtidige socialistiske velfærdsstat med stigende offentlig
kontrol og formynderi, stigende skatter og stigende tilskudsnarkomani har
trukket samfundsudviklingen den gale vej. Det vil sige,
konkurrenceforvridningen har ikke været en øjebliksulempe, men derimod en
permanent tilstand uden udsigt til bedring. Vi lever nu i en
postvelfærdsstat, hvor de socialistiske dogmer er under nedbrydning. Lige så
vel som befolkningen i de tidligere socialistlande i øst må gennemleve mange
år med utilfredsstillende forhold, vil det også betyde konkurrenceforvridning
og urimeligheder, når det danske samfund skal trækkes tilbage i den frie
markedsøkonomi.
Selv hvis hele Danmark blev omgjort til en erhvervszone på en gang, ville
det give konkurrenceforvridning. Tusinder af virksomheder er jo etableret
under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i
forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.
Forsøget med f.eks. 5 erhvervszoner adskiller sig konkurrencemæssigt ikke
fra de forhold, der hersker allerede i dag med tilskudsfavorisering af
enkeltvirksomheder - når man gør en øjebliksbetragtning set fra
virksomhedernes side. Hvor tilskudspolitikken og den politiske favorisering
eller disfavorisering fører til virksomhedslukninger og arbejdsløshed, der
vil erhvervszonerne give succes og brede sig som ringe i vandet til hele
samfundet. Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem
der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og
hurtigere sagsbehandling.
Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de
er placeret, som for samfundet som helhed. Den byrde, som hele landet lider
under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet
betydeligt, når erhvervszonerne kommer til at udgøre en art
industrilokomotiver.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad 1
Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een
erhvervszone. Det er vi imidlertid nok det eneste parti der har mod og
realisme til. Derfor foreslår vi erhvervszonerne etableret som en
forsøgsordning og i et begrænset antal amter. Hvor længe forsøgsperioden skal
række, har forslagsstillerne ikke taget stilling til, men 5-8 år vil være
minimum, hvis virksomhederne skal have en chance for at hjemtjene
investeringerne.
Forslaget om at starte med 5 erhvervszoner er heller ikke ultimativt. Er
der flertal for 4 eller 6 zoner, vil forslagsstillerne også uden problemer
kunne medvirke til det.
Derimod vil det være uklogt, om der afviges fra princippet om, at zonerne
etableres i de amter, hvor arbejdsløsheden er størst. Amterne er ikke i sig
selv nogen særlig hensigtsmæssig afgrænsning, men denne afgrænsning er nu
engang gældende, og arbejdsløsheden opgøres på amtsbasis.
Ifølge Danmarks Statistik 26. september 1991 forholder det sig således, at
de 5 amter med størst arbejdsløshed er følgende:
1) Københavns og Frederiksberg Kommuner, 13,5 og 11,6 pct. ledighed
2) Nordjyllands Amt, 12,3 pct. ledighed
3) Fyns Amt, 11,1 pct. ledighed
4) Storstrøms Amt, 10,9 pct. ledighed
5) Århus Amt, 10,8 pct. ledighed.
Forslaget vil derfor indebære, at det kommer til at omfatte ovenstående
amter. I denne forbindelse regnes Københavns og Frederiksberg Kommuner for et
amt. Beskæftigelsen netop i dette område vandrer jo fra gade til gade og er
ikke afgrænset af en snæver amtsgrænse.
Hovedstadsregionen er ramt hårdt af arbejdsløsheden. Det skyldes, dels at
Københavns politikere ikke kan tage sig sammen og give nødvendige tilladelser
m.v. til virksomhederne, og dels at skattetrykket er særlig højt i dette
område. Cand.polit. Nils Groes skriver i DanairMagasinet nr. 5/91: »Det
stigende skattetryk har ramt hovedstadsregionen særlig hårdt. Den nye
industri er især vokset op i Jylland - ikke mindst i Viborg og Ringkøbing
samt Ribe Amter, mens den gamle industri i Københavnsområdet er bukket
under.«
Såfremt det bliver en succes med erhvervszonerne, er det
forslagsstillernes opfattelse, at lovforslagene skal indeholde mulighed for,
at erhvervszonerne kommer til mere end 5 amter, uden at hele lovgivningen
skal ændres.
Ad 2
Erhvervszonerne etableres som et geografisk afgrænset område. Det skal
forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der
udlægges til zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er
bebygget eller delvis bebygget (f.eks. Københavns Havn).
Også den nye Ørestad kan med fordel tildeles frizonestatus allerede fra
begyndelsen. Derved slipper regeringen og hele den offentlige sektors
planbureaukrater for at bekymre sig for, hvorvidt Ørestaden vil blive en
succes. Zonestatus for en helt ny by vil i sig selv virke som en magnet for
etablering af erhvervsvirksomheder fra hele verden.
Uanset arealets eksisterende bebyggelsesgrad kan arealet overskride
kommunegrænser. Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.
Ad 3
Erhvervszonen skal tildeles samtlige myndighedsgodkendelser. Virksomheder,
der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders
godkendelse af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De
skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at
udvide osv. efter den egentlige etablering.
Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag
til at få dette projekt til at lykkes. For administrationen vil det også være
en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal
have særskilt godkendelsesprocedure.
Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til
etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne
opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for
virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse zoner.
Ad 4
En virksomhed vil i dag være nødsaget til at overveje meget grundigt, om
der er økonomisk basis for at starte en produktion. Ikke bare om der vil være
et marked for produktet, om der vil være et overskud at hente ved
produktionen osv. Men en meget væsentlig faktor for virksomhedernes
overvejelser er også udsigten til at skulle betale skatter og afgifter af
meget betydeligt omfang.
Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb,
byggeudgifter, eltilslutning, kloak-tilslutning, vandtilslutning og
byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde Kommune må en nystartet entreprenør
påregne 13 mio. kr. i udgift til kommunen, mens Skovbo Kommune
»kun« forlanger 7,5 mio. kr. for tilsvarende ydelser. Som et andet
eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 mio. kr. mere at starte en
bilforretning i Greve end i Skovbo. Efter etableringen er der løbende
udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000
kr. årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! - kilde: Jyllands-Posten 2. maj 1991.
Forslagsstillerne har den opfattelse, at alle skatter og afgifter er
hæslige. Derfor er der meget stor åbenhed omkring, hvilke skatter og/eller
afgifter der skal reduceres eller helt udgå for virksomheder i
erhvervszonerne.
Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og
afgifter, som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere
omfattende lempelsespakken bliver, jo mere attraktivt bliver det for
virksomheder at starte i erhvervszonen.
Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelsespakken, kan
nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt,
være permanente eller være åremålsbestemte:
- Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 38 pct.
- Stempelafgifter
- Energiafgifter
- Forskellige arbejdsmarkedsbidrag
- Kapitaltilførselsafgift
Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med
etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt
sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale
sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye
overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form
af lavere bruttoløn. I dag erkender alle, at indførelsen af DIS er blevet en
meget betydelig succes. Mange skibe er kommet under dansk flag igen, og
beskæftigelsen blandt danske søfolk er steget.
I perioden 1985-88 faldt den danske handelsflåde fra ca. 5 til 4 mio.
bruttoregisterton. I antal skibe var der et fald på over 100 skibe. Prognosen
fra Danmarks Rederiforening viser, at i 1995 vil vi være oppe på
1985-niveauet med hensyn til antal skibe, nemlig ca. 600 - derimod vil disse
skibe repræsentere over 6 mio. bruttoregisterton.
Der kan i forbindelse med erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk
Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en
del af de beskæftigede på virksomheder i zonen opnår en særlig
personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås
særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres
samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres). For
at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen vil det være
hensigtsmæssigt, om der sker en særlig registrering af virksomhederne i
f.eks. et DIE.
I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i
zonelettelserne:
- Amtskommunale grundskatter
- Primærkommunale grundskatter
- Amtskommunale ejendomsskatter
- Primærkommunale ejendomsskatter
- Amtskommunal dækningsafgift
- Primærkommunal dækningsafgift
- Kommunale koncessionsafgifter
Virksomheder afkræves også forskellige afgifter for renovation, kloak,
vand, elforsyning osv. Det kan diskuteres, om disse afgifter skal indgå i
zonelempelserne, eftersom der her er tale om betaling for konkrete ydelser
(brugerbetaling).
Ad 5
En række af de udenlandske zoner har særlige reg-ler om, at virksomhederne
opnår hurtigere eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i zonen. Vi
kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige
forskningsinvesteringer.
For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i erhvervszonerne kan
der også laves særlig gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter,
som virksomhederne har.
Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre
afskrivning - f.eks. gøre 125 pct.-afskrivningsordningen gældende for alle
investeringer inden for zonen.
Ad 6
For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold,
arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en
dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem,
at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet
lovbestemmelse, uden at det giver problemer for en række virksomheder.
Derfor er det forslagsstillernes opfattelse, at der skal indarbejdes
bestemmelser i lovgivningen vedrørende ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse
af erhvervsleje og lukkelov, som tillader tildeling af dispensation.
Betingelsen for dispensationen er, at virksomhederne kan dokumentere, at de
har indgået en lokal aftale om de nævnte forhold. Aftalen kan indgås direkte
mellem arbejdsgiver og arbejdstager eller mellem disses repræsentanter, eller
i øvrigt som en aftale/kontrakt mellem relevante parter. Det er
Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være
lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at
få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne forsøgsordning blive skabt
grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis uden
lovgivning.
Såfremt der måtte komme andre ideer til, hvad punkt 6 skal omfatte, under
Folketingets arbejde med dette forslag, er forslagsstillerne meget
interesseret i, at punkt 6 bliver mere omfattende.
Nærværende forslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog 1991-92
udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober 1991, forslag nr. 85.
(ISBN nr. 87-89766-00-8).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1992 BSF 90 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM BORNHOLM SOM VÆKSTZONE Retsinformation · 1. april 1993
- Byrettens dom i sagen mod tiltalte blev stadfæstet Domsdatabasen · 1. april 2015
- 1991 BTL 289 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM DISPENSATION FRA FORSKELLIGE LOVE I FORBINDELSE MED OPRETTELSEN AF ERHVERVSZONER NR L 289 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 20. juli 1992
- 1991 LSF 297 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BESKATNING TIL KOMMUNERNE AF FASTE EJENDOMME (FRITAGELSE AF EJENDOMME I ERHVERVSZONER) Retsinformation · 25. juni 1992
- Forslag til Lov om ændring af lov om fjernkøling (Geografisk afgrænsning og myndighedsgodkendelse af kommunal fjernkølingsvirksomhed, dataindberetningskrav og ophævelse af synergikrav) Retsinformation · 7. oktober 2021
- 1991 LSF 299 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE (FORSØGSORDNING VEDRØRENDE ERHVERVSZONER) Retsinformation · 25. juni 1992