Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 24 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM OPRETTELSE AF ERHVERVSZONER

1991/1 BSF 24Beslutningsforslag som fremsatFolketinget19. november 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at

fremsætte de lovforslag, der er nødvendige til indførelse af

erhvervszoner. Forslagene udarbejdes ud fra følgende retningslinier:

1) Erhvervszoner etableres i første omgang som et forsøg i fem

amtskommuner. De fem amtskommuner udvælges som de amtskommuner, hvor

ledigheden er størst. Lovforslaget skal indeholde mulighed for at udvide

ordningen til at omfatte mere end fem amtskommuner.

2) Erhvervszoner etableres som et geografisk afgrænset område inden for en

enkelt amtskommune, men gerne således, at arealet overskrider flere

kommunegrænser.

3) Erhvervszoner tildeles forlods samtlige de myndighedsgodkendelser, der

er behov for med henblik på hurtig og fri etableringsret for virksomheder

inden for erhvervszonen.

4) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at kommunalt, amtskommunalt

og/eller statsligt pålagte afgifter, skatter og/eller gebyrer for

erhvervsvirksomheder kan nedsættes eller helt bortfalde for virksomheder, der

etableres inden for erhvervszonerne.

5) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at afskrivningsreglerne for

erhvervsvirksomheder etableret i erhvervszonerne forbedres.

6) Erhvervszoner tildeles særstatus derved, at virksomheder etableret i

disse zoner opnår mulighed for at søge dispensation fra lovgivning vedrørende

ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov. De nævnte

forhold skal i stedet aftales lokalt mellem arbejdsgiver og -tager eller

disses repræsentanter.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Der er behov for nytænkning i dansk politik. Med den indledning går

mangen en politiker fra Folketingets partier (med undtagelse af

Fremskridtspartiet) på talerstolen og beretter om det dybt ulykkelige i vores

store arbejdsløshed - og behovet for nytænkning. For Fremskridtspartiet er

Læs alt

der ikke behov for nytænkning - den har vi for længst præsteret. Vi ved både,

hvad der ikke skal gøres, og hvad der skal gøres for at få arbejdsløsheden

ned.

Fremskridtspartiet har gennem et meget omfattende program af forslag siden

1973 givet forslag til samlede løsninger såvel som delløsninger på

arbejdsløshedsproblemet. Det er ikke nogen let opgave, der ligger foran os.

Først og fremmest skal et flertal af politikere se sig selv i spejlet og

erkende, at den politik, der er blevet ført de seneste 30 år, har været

forkert. Den enorme gæld og den tårnhøje arbejdsløshed er bl.a. en del af

dokumentationen for påstanden. De skal med andre ord erkende, at den såkaldte

velfærdsstat, som de så ihærdigt og med så megen smerte for befolkningen har

opbygget, har fejlet og ikke været i stand til at indfri de mange løfter om

velfærd og »gyldne tider for alle«.

De meget betydelige omvæltninger i Østeuropa og Sovjet har blandt mange

andre resultater også fået flere og flere danskere til at stille spørgsmål

ved det legitime i, at politikerne altid vælger løsninger, hvorved det

offentlige (stat, amter og kommuner) tildeles mere magt. Det svarer til, at

en patient, der er ved at dø af penicillinforgiftning, ordineres mere

penicillin!

I politiske kredse er det langt sværere at få pustet fra Øst til at slå

igennem. Dels skal man opgive årtiers dogmer, dels skal man frasige sig den

magt, der følger i kølvandet på de tusinder af politiske indgreb og

statskontrol. Det vil derfor sikkert komme til at tage mange år endnu, før

revolutionen kommer til Danmark.

Efteråret 1991 er ikke nogen undtagelse, hvad bebudet nytænkning angår.

Ser man på de forslag, som Det Konservative Folkeparti, Venstre,

Socialdemokratiet eller SF er fremkommet med, er der nok en gang en

fællesnævner. Forslagene tager deres udgangspunkt i den fejlagtige

opfattelse, at staten skal løse arbejdsløsheden.

Folketinget har skabt arbejdsløsheden gennem overdreven lovgivning,

brandskatning og detailregulering. Arbejdsløsheden fjernes derfor ikke ved at

fortsætte ad den vej. Staten skal »rulles tilbage« derved, at

Folketinget ophæver de mange love og reguleringer, der er årsag til

problemerne.

Dette beslutningsforslag er udtryk for to vigtige synspunkter:

1) Forslaget repræsenterer Fremskridtspartiets bud på, hvorledes det er

muligt at skabe flere arbejdspladser ved nytænkning, vel at mærke nytænkning

i forhold til den førte politik. Forslaget er delvis en sammenkædning af

kendte Fremskridtssynspunkter fra en række delområder.

2) Forslaget er en samlet afvisning af de fremsatte ønsker om udvidet

adgang til, at kommuner kan indgå i erhvervsrettede samarbejder og

initiativer, og en afvisning af regeringens ønske om at fremme beskæftigelsen

ved øgede offentlige investeringer.

Bemærkningerne til forslaget er således opbygget,

- at der først vil blive præsenteret en række problemområder og

synspunkter, der er tæt relateret til beskæftigelsen og virksomhedernes

overlevelses- og/eller udvidelsesmuligheder,

- at der dernæst vil ske en beskrivelse af selve erhvervszonebegrebet,

- at der sluttelig sker en kommentering af de enkelte punkter i forslaget.

Politisk-økonomiske problemstillinger

Hvem bager samfundskagen?

De egentlige produktionserhverv, landbrug, fiskeri og industri, har en

stor opgave at løfte de kommende år. Det er produktionserhvervene, som bager

den samfundskage, vi alle skærer af hver dag, den samfundskage, der også må

afse ressourcer til betaling af den store gæld med renter og renters renter.

Desværre er beskæftigelsen i produktionserhvervene faldende. Resultatet er,

at der er ansat 151 i den offentlige sektor for hver 100 ansat i de egentlige

fremstillingsvirksomheder (Industrirådet 1988). Kombineret med den

kendsgerning, at de områder i den private sektor, hvor der er opnået

merbeskæftigelse, er servicefagene, så tegner der sig et billede af en

nation, hvor bare 533.150 beskæftigede i den egentlige produktion (Danmarks

Statistik 1991) danner fundamentet for velfærd til resten af nationens 4,6

mio. individer.

Beskæftigelsen har de seneste mange år ændret karakter. I 1948 var der

over 400.000 beskæftiget ved landbruget. Det var dengang ca. 10 pct. af

befolkningen. 275.000 var ansat i industrien og langt færre i det offentlige.

I dag (1991) er der under 100.000 heltidsbeskæftigede i landbruget svarende

til under 2 pct. af befolkningen. Lidt over 500.000 er beskæftiget i

fremstillingsvirksomhed, og 957.000 er offentligt ansat (jf. svar fra

finansministeren til Finansudvalget 23. oktober 1990). Offentlig virksomhed

er i denne forbindelse alle aktiviteter helt eller overvejende ledet eller

ejet af det offentlige (stat, amter, kommuner, offentlige fonde m.v.).

Ændringerne er ikke stoppet endnu. Dagbladet Børsen kunne den 9. april

1991 oplyse, at alene i 1991 vil 19.000 personer forsvinde fra den private

sektor. I den offentlige sektor går det den modsatte vej. I 1991 vil

yderligere 2.000 personer blive ansat i nye stillinger (naturlig afgang er

ikke iberegnet).

Bladet Dansk Industri fra 22. april 1991 skrev: »I perioden 1980 til

1990 steg den offentlige beskæftigelse med over 12 pct. . . . Det er også

lykkedes at styre udviklingen i statens beskæftigelse ganske stramt. Derimod

er kommunernes og amternes beskæftigelse vokset. En del af forklaringen her

er, at staten har lagt flere opgaver ud til de kommunale myndigheder.«

For at få et samlet billede af, hvilken forsørgerbyrde

fremstillingsvirksomhederne slæber rundt med, skal der også medtages de

mange, der modtager overførselsindkomster. 822.500 pensionister, 93.500

efterlønsmodtagere, 300.000 arbejdsløse, 1 mio. uddannelsessøgende og børn,

ca. 150.000 bistandsmodtagere samt de hjemmegående skal alle have mad,

husly osv. hver dag - men bidrager ikke til samfundsøkonomien.

Stigende arbejdsløshed

Arbejdsløsheden er stigende. Uanset hvilken opgørelsesmetode der

anvendes, og uanset hvilken statistik der bruges, er arbejdsløsheden

stigende. Arbejdsløsheden nåede i august 1991 op på 306.000 - målt som

årsniveau (Danmarks Statistik august 1991). Arbejdsløsheden har siden 1980

udviklet sig som følger:

Kilde: Danmarks Statistik

Som det fremgår, var der et godt dyk i arbejdsløsheden i de glade

1986-87-dage. Det var på den tid, statsministeren udtalte, at opsvinget havde

bidt sig fast, og at det gik ufattelig godt. En væsentlig del af den

merbeskæftigelse, som blev opnået i de hektiske år, skete i private

servicefag. Privat service er godt, men det skal være i balance med privat

produktion. Ledigheden på ca. 220.000 i disse år er siden blevet brugt af

mange som udtryk for, hvor langt det er muligt at få ledigheden ned - intet

er mere forkert. Ledigheden i Danmark vil gå op eller ned alene afhængig af,

hvor dyr arbejdskraften er. Netop derfor er der så tydelig sammenhæng i

personskatteniveauet og ledighedens størrelse. For virksomheden virker

personskatterne som en del af lønnen, hvorfor arbejdskraften er for dyr.

Opgøres ledigheden ikke absolut som i kurven herover - men derimod i

procent af arbejdsstyrken, får vi nedenstående kurve:

Kilde: Danmarks Statistik

Når der er forskel imellem de to kurver, selv om tendensen er den samme,

skyldes det en stigning i arbejdsstyrken. Arbejdsstyrken var i 1980 på 2,7

mio. personer. I årene frem til 1989 steg arbejdsstyrken jævnt og

kontinuerligt til 2,9 mio. personer.

En del af arbejdsløsheden skyldes med andre ord, at antallet af personer,

som efterspørger arbejde, er steget. Ledigheden kommer aldrig ned på nul. Der

vil altid være personer, der flytter, skifter arbejde osv. I de glade 60'ere

med fuld beskæftigelse var der aldrig mindre end 29.000 ledige. Men det er

også kun 10 pct. af de 220.000, man i 1991 oftere og oftere - men fejlagtigt

- hører omtalt som den naturlige ledighed. Arbejdsløsheden kan komme meget

længere ned, men det kræver anvendelse af den frie markedsøkonomi og stop for

politisk indblanding.

Uddannelse og jobskabelse

Der gøres meget for at reducere arbejdsløsheden i form af ekstra

uddannelse, jobtilbud og andre initiativer. Desværre mener alle Folketingets

partier minus Fremskridtspartiet, at det er gennem jobtilbud og

ekstrauddannelse, man skal løse ledighedsproblemet, desværre, fordi

ledighedsproblemet vokser og vokser samtidig med, at folketingsflertallet

bevæger sig ud ad den forkerte vej.

Når Fremskridtspartiet så kraftigt vender sig imod brugen af statslig

styring, kontrol og indblanding,så skyldes det det faktum, at ingen problemer

- og slet ikke ledighedsproblemet - løses gennem yderligere offentlig

styring. Dertil kommer, at mange af de tømme vandpytter-projekter, politikere

og bureaukrater har udtænkt gennem årene, i bedste fald har været spild af

penge og menneskelige ressourcer - i værste fald også en forværring af

situationen for samfundsøkonomien, den enkelte arbejdsløse og skatteyderen.

Finansministeriet oplyser i et svar til Finansudvalget den 19. september

1991 (bilag 7.96), at de samlede offentlige udgifter til beskæftigelses- og

uddannelsesforanstaltninger i perioden 1980 til 1990 udgør 67,7 mia. kr.

Spørgsmålet melder sig: Hvor mange job vil erhvervslivet selv have skabt med

skattelettelser for 67,7 mia. kr.?

I Jyllands-Posten den 12. april 1991 udtaler formanden for

Amtsrådsforeningen, Per Kaalund (S): »De 7 mia. kr., som samfundet hvert

år bruger på at sætte ledige i gang, er mere eller mindre spildt, fordi

pengene ikke skaber varige arbejdspladser.«

Politiken skriver den 17. oktober 1991: »Kurserne (AMU), der årligt

koster staten 2,3 mia. kr., hjælper folk, der har arbejde, til højere løn og

mere sikker beskæftigelse. Men de arbejdsløse rammes hårdere af ledigheden,

end hvis de var blevet væk fra AMU-kurserne. Det fastslår en opsigtsvækkende

undersøgelse, der har fulgt ikke mindre end 40.000 personer i 11 år.«

Spørgsmålet er også, hvad disse AMU-centre og det offentlige egentlig

formår. Børsen skriver den 19. marts 1991 om problemer i Rougsø Kommune.

Fiskevirksomheden Thorfisk A/S ønskede at åbne en ny filetfabrik i Rougsø

Kommune, der har den største arbejdsløshed i Århus Amtskommune. Virksomheden

skulle bruge 50-70 nye medarbejdere. Virksomheden satte annoncer i aviserne,

kontaktede det lokale AMU-center, orienterede SiD's afdeling - der havde 277

ledige - og det lokale erhvervsråd. Resultatet var imidlertid, at kun 10-15

personer henvendte sig som interesserede i job! Virksomheden måtte opgive og

placerede i stedet filetfabrikken i Grenå. Rougsøsagen er et tydeligt

eksempel på, at alle dagpenge-, efteruddannelses-, anvisnings- og

fagforeningssystemerne er totalt ude af trit med den virkelighed, de befinder

sig i. Regningen for det fallerede system betaler skatteyderne bl.a. i form

af årlige ca. 28 mia. kr. i dagpenge samt de mange milliarder til jobskabelse

og såkaldt efteruddannelse.

Det går galt allerede i uddannelsessystemet. Det fejlagtige syn, at det

gælder om at få flest mulige personer proppet ind i uddannelsessystemet -

uanset om der senere er beskæftigelse for dem - har medført, at

erhvervsskolerne har flere personer under uddannelse, end erhvervslivet kan

aftage. Det går allerede galt, når der skal søges praktikpladser.

Erhvervslivet kan ikke opsuge de mange tusinder unge hvert år. Derfor

vedtog et folketingsflertal, at eleverne som erstatning skal have

erhvervspraktik på skolerne. I stedet for at lade eleverne »lege«

med pappenge og tomme dåser har man så i en række kommuner (bl.a. Århus,

Hillerød, Vejle og Åbenrå) ladet de tekniske skoler åbne butikker.

Ud over det meget betænkelige i den form for urimelig konkurrence over for

andre erhvervsdrivende så er det også at holde de unge for nar.

En del af forklaringen på, hvorfor det ikke er muligt at finde nok

praktikpladser, er, at virksomhederne ikke kan opnå godkendelse til at have

praktikanter. Af groteske eksempler kan nævnes, at DSB's færgerestauranter

ikke kan godkendes! Eleverne proppes så ind i disse statsbutikker, hvor

forholdene langtfra lever op til de strenge krav, der netop er årsagen til,

at rigtige virksomheder ikke kan modtage de mange unge!

Endnu et eksempel på, hvorfor politikere og embedsmænd ikke formår noget

seriøst gennem planer og love.

Antal virksomheder

Det går ikke godt for dansk erhvervsliv. Jyllands-Posten beskriver

situationen den 19. oktober 1991 under følgende overskrift: »Hvert

tredje firma er i fare«. 40 pct. af alle danske selskaber har underskud.

Hvert tredje firma er i dag så sårbart, at en forøgelse af gælden kan føre

til lukning. Undersøgelsen bygger på 61.226 regnskaber, hvilket svarer til 98

pct. af alle danske aktieselskaber og anpartsselskaber. Den væsentligste

årsag er fem års stagneret privatforbrug og lavvækst. De seneste års

erhvervsskattereduktion fra 50 pct. til 38 pct. gavner kun de virksomheder,

der har overskud! Der er derfor også behov for at få selve den økonomiske

vækst i fremgang - øget salg og omsætning er det bedste middel mod underskud

og konkurs.

Antallet af danske virksomheder er, målt som antal momsregistrerede

virksomheder, steget fra 391.522 i 1979 til 430.004 i 1989. Det væsentligste

område, der har medvirket til stigningen, er »tjenesteydelser

m.m.«, hvor der næsten er sket en fordobling fra 60.000 til 110.000 over

tiåret. For de fleste andre erhverv er der tale om nedgang i antallet af

momsregistrerede.

Antallet af selvstændige er faldet. I tiåret 1980-90 er der blevet 65.000

færre selvstændige. Til gengæld er antallet af selskaber steget. Landbruget

er det område, hvor der er sket størst fald. I 1980 var 40 pct. af de

selvstændige beskæftiget i landbruget. Nu udgør de kun 35 pct. I antal svarer

det til et fald på næsten 45.000 personer.

Også bygge- og anlægsvirksomheder har oplevet et fald. Fra 1980 til 1990

er der blevet 10.000 færre selvstændige i denne branche.

Fremstillingsvirksomheder har også færre selvstændige, faldet er på 20 pct.

over samme tiår.

Til gengæld er der kommet langt flere advokater, revisorer, rådgivende

ingeniører, edb-firmaer, leasing- og finansielle virksomheder. Antallet af

selvstændige er her øget med 33 pct.

Det er selvfølgelig ikke noget sundhedstegn for et samfund, at

virksomheder og almindelige mennesker er nødt til at købe eksperthjælp fra

advokater og revisorer for at tilfredsstille det offentliges nysgerrighed og

for at kunne komme helskindet gennem lovjunglen. Derfor er stigningen i

antallet af den type servicevirksomheder ikke udtryk for en naturlig

udvikling, men mere udtryk for simpel nød.

Balancen mellem produktions- og servicevirksomheder vil i et frit marked

finde et gunstigt leje. I øjeblikket er der et meget stort behov for flere

produktionsvirksomheder.

Kilder: Danmarks Statistik og Økonomisk oversigt, oktober 1991.

Offentlige tilskudsordninger

De andre politiske partier er forfaldne til selektiv erhvervspolitik,

dvs. at de udvælger sig yndlingsbrancher - ofte ud fra personlige og/eller

partiegoistiske hensyn - som de særligt begunstiger, og andre, som de

forfølger.

En sådan embedsmandsreguleret styring og målsætning er funderet på, at det

offentlige skulle være god til at forudse, hvad der er marked for i

fremtiden. Men intet offentligt kontor ville for 40 år siden have fået den

ide, at det ville være god dansk økonomi at sælge småkager til Japan,

Mallorcarejser til svenskerne eller fetaost til araberne og insulin til

Centraleuropa.

Alle erhvervsstøtteordninger skal derfor fjernes. Erhvervstilskud betyder,

at staten opgiver sin neutralitet på erhvervsområdet. Nogle favoriseres, mens

skatteyderne og andre erhvervsområder diskrimineres. Erhvervsstøtte betyder,

at andre virksomheder skal betale mere i skat. Alle tilskud indebærer

markedsforvridninger, som formindsker borgernes velstand. Derudover virker

tilskud som narkotika. Der skal hele tiden mere til, og resultatet bliver

større og større svækkelse af økonomiens sundhed.

Når tilskuddene forsvinder og hverdagen med den hårde konkurrence kommer,

vil disse dopede virksomheder dø, og så er pengene og de gode kræfter spildt.

Økonomen Frank Dalgaard skriver i bladet Direct Office nr. 3 for 1991

følgende om erhvervstilskud:

»Industriens og landbrugets talsmænd er også grebet af den danske

tilskudsnarkomani; gennem Erhvervsudviklingsrådet beder man

industriministeren om at forhøje den samlede erhvervsstøtte fra 1,5 til 2,3

milliarder kr. Og fastslår, at de senere års nedskæringer af erhvervsstøtten

er en misforståelse. Vist er det ej. Alle ved, at staten skal spare, navnlig

på de konkrete pengeoverførsler. Og til dem hører tilskuddene til

erhvervslivet.

Erhvervslivets ledere og deres organisationer er de første til at kræve

offentlige besparelser. Så må de anstændigvis også være parate til at bære en

del af nedskæringerne på deres område. - Det kunne da lige mangle, at der

spares på bistandshjælpen og dagpengene til de arbejdsløse, men ikke på

tilskuddene til erhvervslivet.«

Det offentlige skal også bruge megen administration på pengeekspeditionen,

og administration koster penge. Hver gang der således skal udbetales 1.000

kr. i tilskud, skal der først opkræves 1.300 kr. ekstra i skat. De mange

offentligt ansatte i tilskudsadministrationen skal have løn, lokaler,

skrivebord, materialer osv., alt sammen noget, der koster store penge. Denne

store og fornuftsstridige frem- og tilbageadministration stiller det samlede

samfund ringere, mens de få, som har kunnet arbejde sig igennem

formulardyngerne, bliver bedre stillet.

Afviklingen af erhvervsstøtteordninger på alle niveauer bør derfor have

meget høj prioritet.

I 1988 eksisterede der bl.a. følgende 52 erhvervsstøtteordninger:

Anlægsfinansiering:

- Egnsudviklingsstøtte

- HMI-lån

- Det Europæiske Kul- og Stålfællesskabs omstillingslån

- Den Nordiske Investeringsbank

- Tilskud til forbedring af vilkår for forarbejdning og afsætning af

landbrugsvarer.

Eksport:

- Lån til eksportorienterede formål. EM-lån

- Eksportfremmemidlerne

- Markedsudviklingsordningen

- Tilskud til projekteksport

- Eksportkredit

- Eksportfinansiering

- Garanti- og kautionsordning

- Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene

- Nordisk Projekteksportfond

- Nordiske projektinvesteringslån og -garantier

- Tilskud til udvikling af samarbejde mellem virksomheder i EF og

AVS-landene.

Teknologisk udvikling og produktudvikling:

- Det Teknologiske Udviklingsprogram

- Teknologisk service

- Udviklingsfondet. Fondet til fremme af teknisk og industriel udvikling

- Tilskud til produktudvikling

- Teknologirådets etableringsordning

- Konsulentbistand i.f.m. produktudviklingsansøgninger

- Formidling. Danske leverancer til den offentlige sektor

- Byerhvervenes konsulenter

- Teknologikonsulenter

- Produktivitetsfremmende foranstaltninger

- Stipendier for iværksættere

- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for

informationsteknologiområdet

- EF's plan til stimulering af det europæiske videnskabelige og tekniske

samarbejde

- EF's forsknings- og udviklingsprogram for nye materialer og

produktionsteknologier (Brite)

- EF's handlingsprogram for forskning vedrørende bioteknologi

- EF's forsknings- og udviklingsprogram inden for

telekommunikationsteknologi (Race)

- Samarbejde inden for højteknologi mellem virksomheder og

forskningsinstitutioner i 19 europæiske lande (Eureka)

- EF's program for forskning i materialer

- Nordisk Industrifond

- Industrielle samarbejdsprojekter

- Produktudvikling, jordbrugsprodukter.

Energi:

- Lån til energibesparende formål. EM-lån

- Energiministerens forsknings- og udviklingsprogram

- Udnyttelse af vedvarende energikilder

- Energiøkonomiske enkeltprojekter

- Udnyttelse af nye energiteknologier

- Demonstrationsprojekter på energiområdet

- Udviklingsprojekter inden for kulbrintesektoren

- FoU-programmet for ikkenuklear energi.

Uddannelse:

- Projektgruppeordningen for færdiguddannede

- Efteruddannelse

- EF's handlingsprogram for uddannelse i teknologi (Comett)

- Teknologistipendieordningen.

Miljø:

- Tilskud til genanvendelse og mindre forurenende teknologi

- Lån til miljøformål. EF-lån.

Særlig med finanslovsforliget for 1990, hvori Fremskridtspartiet deltog,

blev der foretaget en række reduktioner i erhvervsstøtten, men langtfra

tilstrækkeligt. I forslaget til finanslov for 1992 kan man på side 342 læse

om udviklingen i erhvervsstøtten - vel at mærke den direkte statsfinansierede

og uden EF-ordningerne. Der er ikke medregnet de indirekte tilskud, som

erhvervslivet opnår gennem forskellige tilskudsordninger inden for

jobskabelse, iværksætterydelse, gældssanering m.v. Og der er ikke medregnet

tilskud, som ifølge Finansministeriet ikke belaster statens udgiftsbudget.

Det gælder f.eks. skibskreditordningen med 1 mia. kr., landbrugets

produktionsafgiftsfonde og dele af refinansieringsordningen med ca. 380 mio.

kr., vedvarende energi med 1,04 mia. kr., og dagblade med 650 mio. kr. Med

alle disse forbehold blev der i 1989 i alt udbetalt 5,131 mia. kr. i

erhvervsstøtte. I 1992 forventes der udbetalt 4,782 mia. kr. Reduktionen er

beskeden og alt for lille.

I tillæg til de mange finanslovspenge kommer mange ekstra EF

tilskudsordninger, som bl.a. florerer inden for landbrugs- og

fiskeripolitikken: Tilskud til nedslagtning af forskellige dyr, braklægning

af produktionsjord, tilskud til ophugning af fiskerkuttere osv.

EF's landbrugsordninger betyder tilskud fra EF til danske landmænd på 10,4

mia. kr. i 1992. En afvikling heraf skal selvsagt ske som led i den

internationale udvikling, hvor forslagsstillerne meget håber, at

GATT-forhandlingerne kan føre til en international aftale om stop for

landbrugstilskud.

I Politiken den 22. februar 1989 sammentælles de mange

erhvervsstøtteordninger, der er udbetalt siden 1970, til i alt at være på 70

mia. kr.

Største post er 38 mia. kr. til støtte for skibskreditformål. 18 mia. er

udbetalt til eksportfremme, 11 mia. kr. til investeringsfremme. Spørgsmålet

er, hvorledes dansk erhvervsliv ville have klaret sig, hvis der ikke skulle

have været indbetalt de 70 mia. kr. plus administrationsomkostninger til det

offentlige.

Under overskriften »Erhvervsfremme ligner en skandale« skriver

T. Dalsgaard Jensen i Jyllands-Posten den 27. juni 1990: »Hvem er

fædrene eller godfatheren i dette system, som på den ene side gang på gang

næsten upåtalt kan slippe af sted med over for Folketinget at præsentere

programmer, der lover bedring i beskæftigelsen og betalingsbalancen samt guld

og grønne skove for hele landet, men som gang på gang ender med at resultere

i det stik modsatte?»

Oven i de mange ordninger og beløb, som her er nævnt, skal lægges alle de

kommunale og amtskommunale ordninger, der på forskellig vis betyder

erhvervsstøtte, men her ligger et bolværk i den såkaldte kommunalfuldmagt,

der i et vist omfang forbyder kommunerne dels at indlade sig på direkte eller

indirekte at drive erhvervsvirksomhed, dels at bruge skatteydermidler til at

genere nogle af de lokale næringsdrivende ved at begunstige andre. Mange vil

slække på denne del af kommunalfuldmagten.

Fremskridtspartiet arbejder i modsat retning. Så sent som den 10. oktober

1991 skriver Erhvervs-Bladet: »Kun Fremskridtspartiet stemte imod en

bevilling på 110 mio. kr. i perioden 1991-94. Her af skal de 30 mio. kr.

bruges i 1991 til finansiering af industriministerens udviklingsprogram

Eksportnetværk.

Samfundsøkonomisk er den største omkostning ved alle disse

støtteordninger, at de undergraver den dynamik, som ellers ville hærde og

modne erhvervsdrivende til hele tiden at være helt oppe på mærkerne for

kraftigt og bedst at imødekomme fremtidens forbrugerønsker - helst før de

endnu er kommet til forbrugernes egen bevidsthed.

Herved vil der selvsagt opstå mange svipsere, men de går ned med flaget,

når der arbejdes uden sikkerhedsnet, mens de under et statsstøttesystem får

lov til at gro sig fast ved, at der ødsles flere og flere midler ud på

dødssejlere. Jo flere kræfter de pågældende erhvervsfolk sætter ind på at

pleje deres gode forbindelser til politikere og bureaukrater i magtfulde

positioner, jo værre. Hvis erhvervsfolk for en tid kan slumre under

subsidiedynen, vågner de op til en barsk verden, som de ikke mere kan klare.

Og søvnperioden bliver dramatisk forkortet, når vi midt i 1990'erne bevæger

os ind i det indre marked og andre uundgåelige internationaliseringer.

Produktion, som ikke kan sælges til rentable priser uden offentlige tilskud,

er uønsket produktion, der ikke skal fremavles eller holdes kunstigt i live

med erhvervstilskud.

Afbureaukratiseret lovgivning

Bagere, boghandlere, læger, skotøjsfabrikanter, redere osv. skal først og

fremmest producere brød, sælge bøger, helbrede mennesker, lave sko og sejle,

og deres tid skal ikke stjæles til at slås med embedsmænd om udfyldelsen af

omfattende, svært forståelige regnskabspapirer, blanketter og

indberetningsskemaer - vederlagsfrit.

Folketinget gør dem til hjælpeembedsmænd med den forskel, at de dels skal

arbejde gratis, dels gøre det under strengt personligt strafansvar. Når

erhvervslivet opdager en chance, skal den ofte bruges her og nu og ikke

efter, at man har måttet gennemføre et forhindringsløb over statslige

spærrebomme med henvendelser til 8-10-12 myndigheder.

Folketinget skal derfor gøre det til en meget vigtig opgave at afskaffe

unødvendige love og regler. Den konstante strøm af cirkulærer,

bekendtgørelser og lovændringer skal afløses af bureaukratifred, fred for

virksomhederne til at bruge kræfterne på gavnlig produktion.

Selv om de offentlige reguleringer er velmente, viser det sig ved næsten

hver eneste lov, bekendtgørelse og cirkulære, at når de mødes med den

pulserende og hastigt skiftende virkelighed, skaber ordningen uforudsete

større problemer, end den løser.

Nedenstående er et udpluk af de tusinder af regelforenklinger, der er dele

af Fremskridtskampen mod den dirigistiske erhvervspolitik, som i ulykkelig

høj grad plejer at præge de andre partiers afstemningsmønster i Folketinget.

Andre eksempler på FP-modstanden mod statsstyring af danske virksomheder

findes i Fremskridtspartiets mange andre forslag, ændringsforslag til

finanslovene osv., alt sammen fremsat og dokumenteret i Folketinget.

1) Afskrivningsloven skal give langt større frihed for den enkelte

skatteyder til selv at fordele det samlede afskrivningsbeløb ud over

indkomstårene. Fremskridtspartiet er tilhænger af, at der på mange flere

områder indføres mulighed for 125 pct.s afskrivning af investeringer på lige

fod med nuværende regler om investeringer i internationale

forskningsprojekter.

2) Anparts- og aktieselskabsloven begrænses til kun at omfatte strengt

nødvendige regler ifølge allerede udstedte EF-regler. Danmark modsætter sig,

at EF pålægger de erhvervsdrivende flere pligter på dette område.

3) Kommanditselskaber. Reglerne om kommanditisters skattemæssige stilling

rationaliseres.

4) Begrænsninger i anpartsfinansiering af erhvervsinvesteringer fjernes.

Fremskridtspartiet ønsker mindst samme regler som før lovindgrebet mod

anpartsfinansieringen i folketingsåret 1988-89 (L 174 og L 245, begge forslag

til lov om ændring af forskellige skattelove - anparter).

5) By- og landzoneloven samt lovene om lands-, region- og

kommuneplanlægning kvæler folks eksistensmuligheder. Lovene skal derfor

ophæves, så udvikling igen kan finde sted - også i landområderne.

6) Råstoflovgivningens mange restriktioner reduceres yderligere.

7) Udstykning sker ved, at ejendommens ejer giver meddelelse herom til

tinglysningskontoret og betaler et gebyr for hver ejendom.

Matrikelmyndighederne kan herefter nedlægges.

8) Indberetningspligten over for offentlige myndigheder reduceres til et

absolut minimum. Virksomhederne skal udøve deres fag og ikke arbejde gratis

for nysgerrige offentlige skrankepaver.

9) De mange lovbestemte forhindringer for start af virksomheder erstattes

af en etableringsret. Køber man et stykke jord eller en ejendom, skal man

frit kunne udøve sit erhverv, så længe det ikke er til væsentlig gene for

naboerne eller miljøet.

10) Tvistigheder mellem to eller flere parter afgøres i reglen langt bedre

af domstolene, herunder voldgiftsinstitutionen, end af det offentlige

bureaukrati og politisk bestemt indblanding med detaljerede lovparagraffer.

11) Nedrivning af bygninger eller dele deraf skal kunne ske

bureaukratifrit.

12) Tilbygninger og udvidelser skal frit kunne foretages, så længe det

ikke er til væsentlig gene for naboerne.

13) Alt for stor en del af en virksomheds anlægsbudget går til uendelige

tovtrækkerier med offentlige myndigheder.

14) Opsætning af lysreklamer, skilte, flag og andet reklame- og

navnemateriale på en virksomheds grund skal være tilladt, så længe det ikke

er til væsentlig gene for naboerne eller for trafikken.

15) Enhver repræsentationsudgift er at regne som en driftsudgift. Den

stigende handel med fjerntliggende markeder gør, at danske myndigheder må

liberalisere deres syn på behovet for bestikkelse og returkommissioner ved

handel. Repræsentationsfradraget genindføres fuldt ud.

16) Indkomstunderskud skal kunne tilbageføres og modregnes i den

skattepligtige indkomst for et eller flere af de fem år, som ligger forud for

underskudsåret.

17) Der indføres negativ indkomstskat, således at skatteborgeren kan vælge

at få et beløb svarende til 53 pct. af indkomstunderskuddet udbetalt fremfor

at få det modregnet i fremtidigt års skattepligtige indkomst.

18) Statsligt kontrolservicearbejde:

Det offentlige udøver en række kontrolforanstaltninger for at efterprøve,

om virksomhederne lever op til kvalitets- og hygiejnekravene. Disse

offentlige tilsyn nedlægges og videreføres i privatiseret form. Det overlades

i langt højere grad til brancheorganisationer osv. at indføre prædikater og

kvalitetskontrol. Således kan kunderne få vished om f.eks. kødets kvalitet

hos slagteren ved at se, at han er medlem/godkendt af f.eks. Dansk

Kødkvalitets Forbund, eller hvad det måtte benævnes. At det offentlige udøver

kontrollen, er ikke nogen selvstændig garanti for kvalitet og/eller hygiejne.

Allerede i dag bruger producenter at påtrykke en tekst som f.eks. »Under

stadig kontrol af Steins Laboratorier« og lignende.

Vil man absolut have statscertifikat, må man betale den fulde pris for

det, også i de tilfælde, hvor obligatorisk statslig varekontrol skal

fortsætte af hensyn til folkesundheden eller af hensyn til sikring af vigtige

eksportmarkeder. Det drejer sig særlig om ernæring, giftstoffer og visse

andre kemikalier.

19) Arbejdsmiljøbestemmelserne forenkles og begrænses til nogle få enkle

lovbestemmelser, der dækker de virkelig væsentlige risici i det praktiske

livs virkelighed.

20) Miljøhysteriet stoppes. Folketingets hovsalovgivning afløses af få og

fornuftsbetonede miljørammer. Flertalspolitikerne skal stoppe deres higen

efter at give Danmark førerpositionen som »verdens mest miljøbevidste

nation«. Mange af miljøtiltagene er spekulationsfostre fra

erhvervsfjendske miljøteoretikere, hvis egentlige formål er at styrke

sagsbehandlersamfundet.

Det er f.eks. miljøhysteri, når amtskommunerne laver lange lister og

rapporter over, hvilke grunde de har under mistanke for at være forurenede.

Alene i Århus Amt har amtsrådet sat 820 grunde på en liste over mistænkte.

Randers Amtsavis skriver den 20. og 21. december 1990 om, hvorledes en

fabrikant er blevet offer for miljøhysteriet.

Fabrikanten vil udvide produktionen. Det kræver en ny fabrik uden for

byen. Imidlertid er fabrikantens nuværende virksomhed beliggende på en grund,

hvor amtet har påhæftet »mistænkt for forurening« - ikke fra den

nuværende ejer, men fra en tankstation, som engang lå på grunden. Fabrikanten

kan ikke sælge grunden med det prædikat og vil derfor have undersøgt, om der

er forurening eller ej. Det har amtet ikke ressourcer til, og en undersøgelse

gennemført af f.eks. et privat firma til 60.000 kr. vil amtet ikke godkende

som grundlag for en endelig afgørelse! Manden er skakmat af det offentlige og

kan ikke udvide sin produktion og dermed skabe mange nye arbejdspladser.

Miljøhysteri er også den sag, Europa Posten den 11. april 1991 skriver om:

Fire nordiske stålværker havde overvejet at lægge en ny trådfabrik med 200

arbejdspladser i Frederiksværk. Efter en hetzkampagne fra pressionsgrupper og

miljøfanatikere besluttede man sig imidlertid for i stedet at lægge fabrikken

og de 200 arbejdspladser i Norge!

21) Danmark skal bruge de fleste miljøkræfter på at opnå internationale

aftaler. Uden disse er danske initiativer af ringe betydning og i værste fald

med til at øge forureningen.

22) Miljøpolitik angår ikke blot problemer med udledning og opbevaring af

giftige stoffer, men også spørgsmålet om, hvor meget det f.eks. forurener at

fremstille de komponenter, man anvender til at bekæmpe forurening med, og

hvilke opgaver der forsømmes, når så mange ressourcer sættes ind på enøjede

miljøtiltag!

23) Skattenedsættelser reducerer prisen på Danmarks hovedvelstandsråstof,

arbejdskraften, tilstrækkeligt til at skabe nyttigt arbejde til de mellem en

halv og en hel million, der nu er ubeskæftigede og fejlbeskæftigede. Sættes

lønomkostningerne tilstrækkeligt ned pr. produceret enhed, opstår nemlig

overbeskæftigelse. Skattenedsættelsen (finansieret ved offentlige

besparelser) skal være så stor, at den også giver plads til stigende realløn.

24) Arbejdstiden skal gøres fri. Det skal være op til den enkelte at

afgøre, om han vil arbejde i f.eks. 20, 40 eller 60 timer om ugen. Der

udbetales kun løn for den tid, man udfører arbejde. Et samfund i gæld har

ikke plads til den luksus, at arbejdstiden fortsat tvinges ned.

25) Arbejdsformidling gøres til et helt frit privat erhverv. De offentligt

finansierede AF-kontorer og alt deres bureaukrati nedlægges altså. Allerede i

dag er det således, at når en virksomhed har brug for folk, henvender de sig

oftere til annonceløsning, fagforeninger, vikarbureauer og lignende for at få

kvalificerede medarbejdere. Fremtiden vil være præget af et hav af nye og

meget forskelligartede job og af stedse mere varierede

arbejdsanvisningsmetoder (edb, psykologer, headhuntere m.m.), her kommer de

gammeldags stive arbejdsanvisningssystemer uhjælpeligt til kort. Der er

allerede gennemført en liberalisering af arbejdsformidlingsområdet, hvorved

private kan etablere arbejdsformidling. De nuværende statslige AF-kontorer

privatiseres, og der opretholdes alene eet kontor til varetagelse af

internationale forpligtelser.

26) Lovgivningen om vikarbureauer liberaliseres totalt, så vikarformidling

kan finde sted inden for alle fag og uden offentlig indblanding.

27) Arbejdsløshedskassesystemet og dermed arbejdsløshedsunderstøttelsen

privatiseres. Derved opnås gunstig konkurrence og kraftigt reducerede

offentlige udgifter. De opnåede besparelser anvendes til

personskattelettelser. Så længe det er staten, der betaler, skal

arbejdsløshedsunderstøttelsen nedsættes således, at det igen kan betale sig

at tage et arbejde. Derudover nedsættes bruttobeløbet forholdsmæssigt ved

forhøjelsen af den skattefrie bundgrænse. Offentlig

arbejdsløshedsunderstøttelse udbetales kun til den, der daglig stiller sin

arbejdskraft til rådighed.

28) Ingen kan tvinges til at indmelde sig i en fag- eller

arbejdsgiverforening. Grundlovens ord om foreningsfrihed skal respekteres.

Strejker, lockouter, blokader og andre såkaldte arbejdskampmidler hører ikke

til i et så udspecialiseret samfund som det nuværende.

29) Lovgivningen sletter reglerne om offentlig betaling for arbejdsret,

forligsinstitutionen og øvrige arbejdsmarkedsinstitutioner. Arbejdsmarkedets

parter må overtage drift og finansiering af institutionerne - hvis de ønskes

videreført.

30) Enhver offentligt pålagt pligt til at aftage en bestemt energiform

ophæves. Det betyder, at fjernvarme ikke længere kan påtvinges købere af nye

byggegrunde eller allerede eksisterende byggerier. Det betyder, at

naturgassen ikke kan påtvinges nogen, hverken private boliger,

erhvervsvirksomhederne eller elværkerne. Alle energiforsyninger skal vurderes

på deres reelle pris og kvalitet.

Hvor langt man er nået i den planøkonomiske jagt på virksomhederne, viser

en beskrivelse i Århus Stiftstidende den 21. december 1990. 91 virksomheder i

Århus har fået besked på at tilslutte sig fjernvarme eller naturgas. Hvis en

virksomhed har forhold, der umuliggør brugen af energiformerne, kan den søge

dispensation. Hvis virksomheden ikke får dispensation, skal den inden juni

1991 lave en skitse for overgangen til kollektiv forsyning. »Jeg ved

ikke, hvor dyrt det bliver for de enkelte virksomheder, siger Arne Holm

Pedersen fra Århus Kommunale Værker.«

31) Det skal være tilladt at anvende el til ethvert formål i frie mængder

og uden opvarmnings- eller andre begrænsninger. Den frie anvendelse af

elektricitet medvirker til at udbygge og vedligeholde vort elnet. Dette er

vigtigt, bl.a. fordi fremtidens energiformer som fusionskraft, rumbaserede

solfangere, superledere osv. alle bygger på fremstilling og brug af

elektricitet.

32) Danmark skal ikke med eller uden de øvrige EF-lande indføre en ny

erhvervsskadelig CO2-afgift.

33) Godkendelsesprocedurer og andet bureaukrati nedtrappes, så det bliver

lettere at genanvende overskudsvarme. Hvis f.eks. en bygherre af et

indkøbscenter ønsker at opvarme centret via overskudsvarme fra kølemontrer i

supermarkeder, skal dette kunne gøres uden bureaukratiomsvøb eller modkrav

fra fjernvarmeværker eller naturgasselskaberne.

34) Fremstilling af vedvarende energianlæg, vindmøller, halmfyr,

flisbrændere, biogasanlæg, solfangere osv. skal være fri næring uden

offentlige hindringer. Det offentlige skal ikke gennem lovhysteri og

cirkulærebegrænsninger stoppe disse gode tiltag.

Også anvendelse af vedvarende energikilder gøres fri. Hvis det ikke er til

væsentlig gene for naboer, at vedvarende energianlæg etableres og anvendes,

skal det offentlige ikke lægge bureaukratiske skrivebordshindringer i vejen.

35) De danske elværker gives langt større frihedsgrad til

fornuftsplanlægning af, hvilke råstoffer de vil anvende, hvor de vil købe

dem, og hvad overskudsvarmen skal anvendes til. Sydafrikaboykot, kul- og

naturgaspligt, tvungne vindmølleforsøg samt andre folketingsindblandinger er

med til at fordyre og besværliggøre elproduktionen i Danmark.

36) Danmark skal ikke gå enegang i miljøkravene til elværkerne, men følge

EF-normerne.

37) Arbejdsmarkedets Feriefond og lovgivningen om ferieforhold afskaffes.

Det er ikke en offentlig opgave at tvangsopspare borgernes penge til

ferieformål, ligesom det må stå enhver frit for at aftale med sin

arbejdsgiver, hvornår ferie ønskes afholdt.

Ovenstående punkter er blot et udpluk af de utallige

afbureaukratiseringer, som det danske samfund har behov for, hvis vi igen

skal have gang i hjulene.

Offentlig planlægning

En meget væsentlig kilde til de meget besværlige forhold, som

virksomhederne oplever, når de ønsker at starte en ny produktion, er det

omsiggribende planlægningsvanvid. Alt skal planlægges, stat, amtskommuner og

kommuner har hver sine planlæggere, der med emsige regler og indgreb gør

livet surt for de driftige erhvervsfolk. En af de mest interessante kritikere

af de statslige planlægningsmyndigheder (Planstyrelsen) er amtsborgmester Ib

Frederiksen (S) fra Århus Amtskommune. En grundig kritik af statslige

styrelser f.eks. i Jyllands-Posten den 6. januar 1991 blev fulgt op af

følgende rigtige udsagn fra amtsborgmesteren: »Nu har Danmarks geografi

været uændret siden sidste istid, hvordan kan Planstyrelsen blive med at lave

alle disse planer?»

I det praktiske liv koster planlægningshysteriet tusinder af

arbejdspladser, fordi erhvervsfolk giver op over for bureaukraterne. Her er

en række eksempler fra planlægningens overdrev:

1) Århus Byråd brugte fire år på at få vedtaget en lokalplan for en

campingplads ved Ajstrup. Århus Stiftstidende 17. december 1990.

2) Århus Byråd har besluttet, at der efter deres vurdering er nok

restauranter i Århus midtby. Resultatet er, at man ikke tillader, at nye

åbnes. Byrådet har vurderet, at konkurrencen bliver for hård, hvis der kommer

flere restauranter. Århus Stiftstidende 19. december 1990.

3) Fire planlagte ekspresbusruter i Jylland fik nej fra Persontrafikrådet.

Begrundelsen var, at det vil gå ud over de eksisterende rutebilruter. I

Persontrafikrådet sidder amterne, som også står for rutebildriften. DSB var

overrasket, eftersom ekspresbusserne skulle være et kundevenligt supplement

til IC-3-tognettet. Politiken 3. april 1991.

4) Ribe Amtsråd vil ikke give tilladelse til en privat busrute mellem

Odense og Billund. Børsen 9. april 1991.

5) Århus Amtsråd vil ikke give tilladelse ttil en busrute mellem Århus og

Billund. Amtet udtaler: »Folks rejsebehov kan dækkes af de eksisterende

forbindelser«. Jyllands-Posten 25. april 1991.

6) Et firma søger om tilladelse til at oprette en virksomhed i Rønde

Kommune på en nedlagt landbrugsejendom. Det tog 5 måneder, inden sagen

overhovedet kom op i Århus Amt. Sagen kom frem fordi Fremskridtspartiets

amtsrådsmedlem Rasmus S. Nielsen rejste den. Begrundelsen er, at en ny

sagsbehandler er blevet ansat. Firmaets ejer kan ikke vente og opgiver

projektet. Århus Stiftstidende 25. april 1991.

7) En landmand i Yderup får eksproprieret et stykke jord til brug for en

ny motorvej. Som følge af det og af landbrugsloven skal der i tilgift også

eksproprieres til en ny privat fællesvej. Imidlertid ændres landbrugsloven,

så der ikke længere er krav om fællesvejen. Manden vil derfor have

ekspropriationen til fællesvejen ændret. Det kan han ikke få. Myndighederne

henholder sig til, at de har overholdt nøje fastlagte regler. At loven

derefter er ændret, er ikke deres problem. Myndighederne fastholder, at

fællesvejen skal anlægges - også selv om Århus Kommune har planer om at lave

en flyveplads for svævefly på arealet, så fællesvejen efter anlæggelse blot

skal pløjes op igen. Jyllands-Posten 8. september 1991.

8) Langs Grenåvej i Århus skal eksproprieres som følge af vejudvidelse. En

anlægsgartner har nogle lagerbygninger for sine maskiner og redskaber. De

skal rives ned. Der blev eksproprieret i efteråret 1990. Anlægsgartneren

skulle være ude af sine bygninger april 1991. Men på det tidspunkt havde han

endnu ikke fået en godkendelse til at opføre sine nye bygninger længere

tilbage på samme grund. Århus Kommunes embedsmænd trak sagen i langdrag,

fordi de fandt det landskabeligt uheldigt (klos op ad en firesporet

hovedvej!!) at genopbygge på det pågældende sted. Århus Amtskommunes

bureaukrater var heller ikke hurtige. Mange måneder efter, at manden skulle

have været ude af bygningerne, kom endelig tilladelsen til at genopbygge. Og

så kunne han endelig bygge. Det offentlige bureaukrati forsinkede en sag, som

var skabt af samme offentlige bureaukrati. Anlægsgartneren var ved at miste

sin virksomhed og 23 arbejdspladser! Århus Stiftstidende 1. maj 1991.

9) En fabrikant har i 3 år kæmpet med Vejle Amtskommune på grund af by- og

landzonelovgivningen. Han må ikke udvide en 800 kvm bygning med 75 kvm

tilbygning. Det betyder, at produktionen ikke kan komme i gang. 150 kunder

venter på leverance for 20 mio. kr., og mindst 10 medarbejdere kan ikke

ansættes. Mange års tovtrækkeri og enorme udgifter og tab gør, at fabrikanten

overvejer at flytte til Slesvig i Tyskland. Jyllands-Posten 1991.

10) Salling A/S ønskede at lave et Domo-varehus i Viby om til et

lavprisvarehus. Århus Byråd sagde nej. Efter dets vurdering kan Århus ikke

bære flere lavprisvarehuse. FDB ønskede at bygge et OBS-lavprisvarehus på en

del af FDB-fabrikkernes grund i Viby. Lige pludselig ville

varehusmodstanderne (bl.a. Socialdemokratiet og SF) gerne give tilladelse.

Det er et eksempel på utilstedelig politisering og misbrug af byråds

plankompetence. Århus Stiftstidende 20. december 1990.

11) Venstres Århus-formand udtaler: ». . . venstrefløjen benytter

enhver lejlighed til at forsinke sagsbehandlingen, når erhvervslivet tager

nye initiativer . . . Århus Byråd har vedtaget at skaffe 20.000 nye

arbejdspladser inden år 2000 . . . Det har ikke skortet på initiativer fra

erhvervslivet, men mange bliver bremset eller forsinket på grund af

langsommelig politisk sagsbehandling . . .«.

12) Esbjerg Kommune inddrog for 15 år siden en landmands jord til byzone.

Kommunen havde »planlagt«, at der skulle ske en voldsom udvikling i

området. Udviklingen udeblev, og kommunen har derfor ikke købt jord af

landmanden til den højere byzonepris. Men landmanden har i alle årene skullet

betale højere skat af jorden, »som jo er blevet mere værd?! . . .«.

Resultatet er, at landmanden over årene har betalt i alt 5 mio. kr. i ekstra

skat. Nu kan han ikke længere tjene de mange penge til skattebetaling og må

opgive. Jyllands-Posten den 12. juni 1991.

13) En støbeasfaltsvirksomhed ville flytte sit utidssvarende

produktionsanlæg ud fra Åbyhøj til et nyudlagt erhvervsområde i Hørning. Selv

om virksomheden umiddelbart opfyldte alle de krav, der kunne stilles i

erhvervsområdet, skulle virksomheden alligevel søge om kap. 5-godkendelse i

amtet. Her var miljøembedsmænd og et stort politisk flertal indstillet på en

hurtig og positiv behandling. Men den kendsgerning, at der skulle søges om

godkendelse inden udflytningen, gjorde automatisk sagen til en brik i et

politisk spil. SF stemte nemlig, som eneste parti, imod godkendelsen. SF

indbragte sagen for amtsrådet. SF ville slå politisk mønt af sagen, og dermed

blev den også trukket i langdrag. Ingen virksomhed er formentlig interesseret

i politisk blæst og mistænkeliggørelse. Virksomheden meddelte derfor blot de

offentlige myndigheder, at ansøgningen var trukket tilbage. Man havde

samtidig købt en grund i et andet amt, hvor myndighederne var mere

velvillige. Jnr. 8-76-1-715-5-89, Århus Amtsråd.

14) En landskabsarkitekt ønskede at indrette en tegnestue i et nedlagt

landbrug ved Blegind. Der ville blive op til 10 ansatte. Amtet afslog med den

begrundelse, at istandsættelsen vil være bekostelig og ændre

landbrugsbygningernes karakter. Jnr. 8-70-21-3-715-4-89, Århus Amtsråd.

15) En borger ved Bøstrup søger om at indrette en mindre fliseproduktion i

en 84 kvm. stor garage, som er opført i 1983. Amtet ville ikke anerkende

bygningen som en »overflødiggjort landbrugsbygning« og afslog

ansøgningen. I øvrigt også ud fra en vurdering af »de noget uordnede

forhold på ejendommen«. Jnr. 8-70-21-3-717-1-90, Århus Amtsråd.

16) En garage i Malling var i 1987 godkendt opført på tinglyst vilkår -

vilkår om, at bygningen ikke måtte anvendes erhvervsmæssigt. Derfor sagde

Århus Amt nej til, at ejeren måtte indrette garagen til et mindre

reparationsværksted. Jnr. 8-70-21-2-751-87, Århus Amtsråd.

17) Et eksisterende stuehus på et nedlagt landbrug i Vrads ønskedes

indrettet til en mindre konsulentvirksomhed for økologisk landbrug, med lidt

kursusfaciliteter og overnatningsmulighed for 10 personer i værelser med

tekøkken. Det ansøgte blev afslået, idet amtet anså de eksisterende bygninger

for passende under hensyn til areal og jordkvalitet, samt at det vil være

uheldigt af byudviklingsmæssige årsager. Jnr. 8-70-21-2-749-1-90, Århus

Amtsråd.

18) Rønde Kommune ønskede at udlægge et areal i kommuneplanen til

kursuscenter. Man havde et velegnet areal og jævnlige forespørgsler til dette

areal. Men ingen ønskede at binde an med et omfattende projekt, når der ikke

var helt klare rammer for, hvad man må og ikke må på arealet. Århus Amtsråd

ville ikke give en rammetilladelse, som kommunen ønskede, men ønskede at

vurdere et konkret projekt. Altså skakmat. Efter længere bureaukratisk

tovtrækkeri bøjede Århus Amtskommune sig for kommunens pres og gav en

rammetilladelse, dog med en række tekniske krav som f.eks., at byggeprocenten

skulle være under 10, at der højst måtte bygges i to etager, at taget skulle

være tegltag, osv. Jnr. 8-70-11-739-1-89, Århus Amtsråd.

Kommunalfuldmagt og -produktion

Netop i efteråret 1991 arbejdes der fra flere sider på at få den såkaldte

kommunalfuldmagt opblødt, hvorved kommunerne får adgang til i større omfang

end i dag at indgå i halv- og heloffentlig produktions- og servicevirksomhed.

Der kan ikke advares nok imod en udvidelse af kommuners deltagelse i

privat virksomhed. Allerede under de nugældende regler har kommuner i en lang

række tilfælde bevist, at de ikke magter at drive privat virksomhed.

Spørgsmålet er jo også: Hvad gør et »tilfældigt« sammensat byråd

til bedre erhvervsledere end bestyrelsen i et privat firma?

Hidtil har spørgsmålet om, hvilke projekter kommuner kan deltage i uden at

overtræde kommunalfuldmagten, været forelagt til afgørelse i

Indenrigsministeriet. Den nuværende indenrigsminister, Thor Pedersen (V), har

med forholdsvis hård hånd administreret kommunalfuldmagten - det skal

fortsætte. Industriministerens forslag til lov om kommuners og amtskommuners

deltagelse i erhvervsudviklingsaktiviteter er derimod et skridt i den

forkerte retning. Forslaget fra april 1991 har som sin største fejl, at

socialisterne gives medhold i, at kommunerne overhovedet skal deltage i

produktion. Nok hedder det i forslaget, at aktiviteterne ikke må påføre

private virksomheder ubillig konkurrence og ikke må give enkelte virksomheder

en urimelig fortrinsstilling. Det lyder flot, men det farlige er, at der igen

lægges op til en successiv vurdering. Halv- og helrøde flertal i kommuner vil

således kunne tillade projekter ud fra deres subjektive vurdering.

Kommunernes Landsforening har bl.a. med en konference den 6. og 7. oktober

1991 gjort det helt klart, hvad den ønsker. Kommunerne vil gerne have

mulighed for at deltage i flere projekter end i dag. Kommunerne anvender

formuleringer som systemeksport, rådgivning og andre »bløde«

områder. Det er ganske bevidst, eftersom de fleste ikke umiddelbart betragter

f.eks. lobbyvirksomhed i EF som egentlig produktion.

Imidlertid er den type arbejde også noget, private i dag varetager. Når

kommuner stiller rådgivning gratis til rådighed, er der derfor tale om

aldeles urimelig konkurrence over for finansielle rådgivere m.v.

Kommunernes Landsforening har i publikationen »Kommunal

erhvervspolitik, 1991« spurgt landets borgmestre, hvilke områder de

finder vigtige at medtage i erhvervsfremmearbejdet. 74 pct. vil støtte

eksisterende virksomheder. 71 pct. mener, at arealplanlægning er vigtig. 69

pct. mener, at den kommunale service skal være bedre. 61 pct. vil gøre

sagsbehandlingen bedre.

Kun 22 pct. mener, at billigere erhvervsarealer og lavere takster og

afgifter vil kunne gavne erhvervsudviklingen.

Der er med andre ord en afgrundsdyb kløft mellem de midler, som landets

borgmestre vil anvende, og de løsninger, som erhvervslivet har brug for.

Bladet Dansk Industri fra 15. april 1991 skrev: »Industrirådet

advarer imod at ændre kommunalfuldmagten. Tarco Energi A/S tabte 38 mio. kr.

i 1988 og 5 mio. kr. i 1989. Tabene blev begge år dækket ved tilførsel af

kapital fra moderselskabet, det kommunalt ejede Tarco A/S. Det henter hvert

år ny kapital hos kommunerne ved at konvertere udbytte til aktiekapital. Det

er principielt forkert, at kommunalt ejede virksomheder engagerer sig i

forretningsmæssig produktion i konkurrence med private.«

Bladet Dansk Industri fra 23. september 1991 skrev: »Kommuner skal

holde sig i skindet. Industrirådet advarer kraftigt imod, at der gives adgang

for det offentlige til at tage kommercielle risici i forbindelse med

erhvervsprojekter. Det gælder også de tanker, der har været om adgang til at

indskyde kapital i såkaldte udviklingsselskaber, der skal kunne deltage i

finansieringen af nye selskaber. Vi ser en klar risiko for, at en række

private virksomheder, som arbejder med erhvervsservice, f.eks.

konsulentfirmaer, kan blive udsat for ubillig konkurrence fra skattebetalt

service.«

En af de store fejl ved de halv- og helkommunale selskaber er, at det

bliver politikere og bureaukrater, som skal træffe beslutningerne, frem for

driftige private erhvervsfolk. Det er for embedsmænd således, at tab ikke

berører deres egen indkomst - det er jo skatteyderne, som må dække tabene -

hvorimod en virksomhedsejer selv må betale alle tab og fejl.

Århus Stiftstidende beskriver den 15. maj 1991 et projekt, hvor kommunen

gav en person 200.000 kr. til at udvikle et særligt bord. Det viser sig

imidlertid, at opfindelsen allerede var gjort. På markedet har der i 6-7 år

været et sådant produkt. Det vidste de kommunale embedsmænd bare ikke! Nu har

kommunen imidlertid placeret penge i projektet og vil derfor købe disse borde

fra sin »egen« produktion. Det private alternativ får derved en

aldeles urimelig konkurrence.

Århus Stiftstidende beskriver den 18. december 1990, hvordan kommunen har

lånt 7,2 mio. kr. til en møbelfabrik. Fabrikken skal beskæftige 40

bistandsklienter og lave møbelkomponenter. Den kommunale embedsmand har nok

noteret sig, at det lokale erhvervsliv er imod den kommunale fabrik, men

mener, at samarbejdet med de private nok skal komme i gang! Embedsmændene har

nemlig kortlagt mulighederne.

Igen et eksempel på, at erhvervsvirksomhed og -udvikling ikke planlægges,

men skabes.

Inden for de seneste år har der været alt for mange eksempler på, hvordan

disse kommunale engagementer har medført store tab for skatteyderne. I flæng

kan nævnes: Naturgas Syd, DanVand og Bibliotekscentralen.

Lunderskovs borgmester, Bent Bechmann (KF), udtaler til bladet Dansk

Industri 8. april 1991: »Det (Naturgas Syd) er et skræmmende eksempel

på, hvordan udgifterne løber løbsk. Og politikerne er meget dygtige til at

skjule fejl. Man vil ikke lukke en tabgivende virksomhed. Der vil altid være

nogle, der hævder, at der er tale om en god forretning. Men en god forretning

kan kun defineres som en forretning, der giver overskud . . . For den

kommunale driftsform egner sig ganske enkelt ikke til at drive den form for

virksomhed.«

Industrirådets Bent le Fevre udtaler i samme blad: »Det er i sidste

ende retten til at gå konkurs, der sikrer, at virksomhederne producerer de

varer, markedet vil betale for. Man kan ikke forestille sig, at en kommune

eller et amt går konkurs. Derfor bør kommuner og amter ikke forsøge sig med

alle hånde fantasifulde forsøg på at drive forretning for skatteborgernes

penge. Derfor siger industrien nej tak til kommunale investeringer i det

private erhvervsliv.«

Kommunale erhvervschefer m.v.

Kommunernes Landsforening oplyser i »Kommunal Erhvervspolitik,

1991«, at 60 pct. af kommunerne for skatteyderpenge har oprettet

erhvervschefafdelinger, konsulentordninger og andet offentligt bureaukrati

for at skaffe flere virksomheder til kommunen. Halvdelen har erhvervsråd,

halvdelen bruger kommunens eget personale. Århus Kommune har endda åbnet et

lobbyistkontor i Bruxelles til »varetagelse« af

Århus-virksomhedernes interesser i forhold til EF. Og på det seneste har

samme kommune også ansat 5 lobbyister i Skt. Petersborg (Leningrad) i det

håb, at man derved kan skaffe århusianske firmaer flere ordrer til Rusland.

Sådan rådgivningsvirksomhed anses af mange som acceptabel i forhold til,

hvad kommuner bør indgå i af projekter. Rådgivningen fra lobbyister m.v.

anses nemlig ikke for at være egentlig produktion. Men man glemmer, at en

lang række revisionsvirksomheder, advokatvirksomheder m.fl. faktisk lever af

den type rådgivning. Derfor er kommunalt engagement også på dette område med

til at lave konkurrenceforvridning.

Hvis resultatet af disse initiativer blot er, at virksomhederne

»stjæles« fra andre kommuner, er samfundsgevinsten meget begrænset.

Oftest er det direkte udgiftsforøgende og udløser dermed højere skatter.

Resterne af egnsudviklingslovene ophæves ud fra tilsvarende synspunkter.

Vil en kommune søge at konkurrere med andre kommuner om virksomhederne,

skal det være på lavere skattetryk, mindre papirnusseri, mere erhvervsfrihed,

færre restriktioner osv. Derved opnås, at nye virksomheder startes, og ikke

blot, at man flytter rundt på eksisterende virksomheder. Nyetablering skal

ikke ske ved offentlige tilskud.

Jyllands-Posten skrev den 2. maj 1991 følgende: »Der er millioner at

spare, hvis virksomheder nøje undersøger prisniveauet i de enkelte kommuner.

Årsagen er, at der er stor forskel både på etableringsudgifter og på årlige

driftsomkostninger fra kommune til kommune. En entreprenør kan spare ikke

mindre end ca. 4,5 mio. kr., hvis han starter forretning i Skovbo Kommune i

stedet for Roskilde.«

Der er således nok af muligheder for, at kommunerne kan anvende nedsatte

takster som lokkemidler - frem for kommunale erhvervschefer og andet

pengespild - for nye virksomheder.

Hvis brancheorganisationer, laug, handelsstandsforeninger eller lignende

ønsker at lave erhvervschefordninger til vejledning og andre formål, er de

selvfølgelig velkomne til at gøre det, uden offentlige tilskud. Vil de have

det offentlige med, må de selv forudbetale alle hermed forbundne udgifter.

Forskning og teknologifremme

Det offentlige skal ikke foretage nogen form for teknologivurdering. Den

viden, vi har i dag, er langtfra absolut. Lige så vel som vores viden ikke

var absolut for 50 år siden. Det er derfor en uforskammethed over for vore

efterkommere, at vi med dagens viden forbyder ting, der kan være af enorm

betydning for fremtidens generationer.

Havde der været teknologivurdering på den tid, hvor hjulet blev opfundet,

så havde datidens »sagkundskab« sikkert berettet om, hvilke ulykker

hjulet ville bringe op gennem årene. Og man havde måske forbudt en

videreudvikling af denne vigtige opfindelse.

Ting, der opfindes i dag, og som »dommedagsprofeter« udnævner

til at være skadelige, kan vise sig at være af afgørende betydning for hele

menneskeheden. Måske ikke som endeprodukt, men som udviklingstrin.

Det nok mest omdiskuterede emne i dag er genteknologien. Såkaldte lærde og

Etisk Råd-folk skaber frygt og utryghed hos folk ved at udmale skrækbilleder

om produktion af kunstige mennesker osv. De samme personer ville sikkert have

forbudt penicillinen ved dens opfindelse.

Alle produkter kan misbruges. Blot fordi fly kan bruges i krig, er der jo

ingen grund til at total forbyde brugen af dette vigtige transportmiddel.

Genteknologien kan vise sig at være redskabet til at sikre større

fødevareproduktion til gavn for hele Jorden, og det kan vise sig at være

redskabet til fremstilling af medicin, der kan helbrede kræft, AIDS og andre

frygtelige sygdomme. Vi skal ikke restriktionsbesværliggøre disse

nyttevirkninger af genteknologien, blot fordi der er en teoretisk mulighed

for skadelige bivirkninger. Noget ganske tilsvarende gælder for hormonkød,

bestrålede madvarer osv.

Enhver virksomhed eller person skal have frihed til at foretage udvikling

eller opfindelse af nye produkter, når dette ikke sker til væsentlig gene for

andre. Om produktet så kan sælges, afgøres ved verdens mest effektive

afstemning: kundernes køb eller ikke-køb. Under overskriften »Svært at

forbyde bestrålet mad« skrev Jyllands-Posten den 26. oktober 1991:

»Hvis varerne er mærket rigtigt, og hvis bestrålingen i øvrigt er sket

efter forskrifterne, vil et land få meget vanskeligt ved at forhindre import

af bestrålede varer. Det vil i stedet blive op til forbrugeren at træffe

valget. . . Verdenssundhedsorganisationen, WHO, har godkendt bestråling som

værende fuldstændig uskadelig . . .«.

Skatteyderbetalt forskning koncentreres om de steder, hvor den gør

umiddelbar samfundsnytte, og ophører derfor bl.a. på humanistiske og

finkulturelle områder. Forskning på offentlige institutioner skal være

anvendelsesorienteret. Det sker bedst gennem kontraktforskning. Den gør

umiddelbar nytte. Og forskermiljøet har gavn af at blive konfronteret med

virkelighedens problemer. Alt for megen forskning foregår for forskerens egen

forfængeligheds skyld. Doktorafhandlinger er ofte mere dirigerede af ønsket

om doktortitlen end af ønsket om at gøre videnskabeligt anvendelige

fremskridt.

Der skal kun i begrænset omfang anvendes offentlige midler til forskning.

Disse midler anvendes bedst til at sikre Danmark andel og deltagelse i den

internationale forskning og til, at danske forskere følger med i

internationale publikationer.

Den væsentligste forskning skal foregå i virksomhederne eller

sammenslutninger af disse, i forskningskarteller eller i andre former for

samarbejde. Denne forskning stimuleres bedst ved, at virksomhederne opnår

frihed. Udbetaling af offentlige tilskud giver ikke i sig selv øget

forskning. Ofte giver det sig blot udslag i skødesløs omgang med de tildelte

midler.

Interessen for at forske og udvikle nye produkter er til stede overalt.

Men det kræver overskud i virksomhederne, hvis projekterne skal realiseres.

Har en virksomhed vigende afkast, bliver det alt for tit forskningspengene,

der holder for, når stormen skal rides af.

Nedsatte skatter for virksomhederne og medarbejderne har dobbelt effekt.

Virksomhederne får overskud til at betale forskning, og den nedsatte

indkomstskat gør forskerne billigere i bruttoløn. Indtil alle indkomstskatter

(også selskabsskatten) er helt væk, er forbedrede afskrivningsregler for

forskning og nyudvikling at foretrække frem for de konkurrenceødelæggende

tilskud. Ordningen med 125 pct. afskrivning af investeringer i udenlandske

forskningsprojekter skal udvides til også at omfatte indenlandske

investeringer.

De mange tilskudsordninger har meget lidt brugbart afkom. De penge, en

virksomhed modtager til teknologifremme, forsvinder nemlig ofte i

administration, sløsethed og fejlprojekter. Børsen skrev den 9. april 1991:

»Den danske virksomhed Computer Resources International (CRI) har

modtaget over 150 mio. kr. i støtte fra EF-kassen. Det svarer til 30 pct. af

alle ESPRIT-midler til danske virksomheder. CRI har deltaget i ikke mindre

end 20 projekter. Men resultatet står ikke mål med støtten . . . Ifølge

EF-Kommissionens oplysninger har virksomheden tilsyneladende kun præsteret

eet eneste produkt i løbet af seks år . . . Og dette projekt har aldrig

modtaget teknologipenge.«

Teknologifremme foregår bedst og mest rationelt ved, at virksomhederne i

den frie konkurrence stimuleres til at lave nye produkter eller

produktionsmetoder. De milliardbeløb, der udbetales i teknologifremme, giver

automatisk konkurrenceforvridning. Den, som ikke modtager tilskud, er også

med til, gennem højere skatter, at betale for konkurrentens

tilskudsprojekter.

Den bedste form for teknologifremme, som Folketinget kan foretage, er

derfor at afvikle alle de love, bekendtgørelser og forordninger, som

forhindrer en driftig iværksætter i at komme i gang med den ide, han har

fået.

Folketinget har i alt for mange år set det som sin opgave at lægge

hindringer i vejen for den frie markedsøkonomi. Forbrugerrådet,

Konkurrencerådet (Monopoltilsynet), Det Etiske Råd, Finanstilsynet, Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen, Teknologirådet, Eksportkreditrådet,

Forbrugerombudsmanden, Ligestillingsrådet og et hav af andre tilfredsstiller

blot kontrolsyge politikere, som bruger disse organer til at skjule sig bag,

når politikerne selv udsættes for kritik. Derfor skal disse foretagender

fratages enhver skatteyderfinansiering og enhver statslig magtbeføjelse.

Et frit marked behøver ikke offentlig indblanding. Producent og kunde vil

i fælles interesse finde sammen og udveksle den bedste vare til den rigtige

pris. Specielt Monopoltilsynet har totalt udlevet sin opgave. I EF's indre

marked med fri varebevægelighed vil et monopoltilsyn ikke længere have nogen

opgave. At regeringen så stort set blot har ændret logo på brevpapir og

kalder det et konkurrenceråd, viser, at de svage politikere ikke vil give

forbrugerne og producenterne frihed.

Fri konkurrence betyder, at man som fri forbruger også kan foretage

fejlkøb. Det skal man have lov til uden offentlig, vatindpakket beskyttelse.

Fri konkurrence kan medføre, at en producent opnår monopolstatus. Denne

status kan kun opretholdes, hvis forbrugerne er tilfredse med varernes

kvalitet og pris eller staten blander sig. Hvis prisen bliver for høj eller

kvaliteten for dårlig på det frie marked, vil der være et marked for en

konkurrent, og monopolet er brudt.

International handel

For velfærd og velstand i det råstoffattige, lille, nordligt beliggende

Danmark er fri samhandel med andre lande af aldeles afgørende betydning. I de

sidste 30 år er der opstået en anden og meget ubehagelig grund til, at vi

skal øge vores internationale handel: Vi har lånt penge til overforbrug.

Disse lån med rentes rente må tilbagebetales ved øget dansk eksport af varer

og tjenesteydelser.

Heldigvis er vor tids verden en verden med udstrakt frihandel over åbne

grænser og med gode transportmuligheder. Her kan man virkelig opnå belønning

for udviste dygtige initiativer og flittig arbejdsomhed.

Bedst for alle bliver det, når hver region koncentrerer sig om det, den er

bedst til. Det vil altså for et land med få promiller af befolkningen i den

materielt rige del af verden betyde, at vi skal koncentrere vor produktion om

de varer, hvor de bedste priser kan opnås.

Valutakurser og renteniveau

Af hensyn til stabiliteten og dispositionsmuligheden i udenrigs- og

handelsvirksomheder skal Folketinget arbejde for så faste valutakurser som

muligt. Det danske medlemskab af EMS'en er derfor godt og bør udbygges - især

ved, at flere OECD-lande også kommer med i valutasamarbejdet; derved sikres

vore eksportvirksomheder, at de flest mulige kunder har stabile valutakurser.

Over en noget længere periode vil kronens værdi afhænge af, hvor god en

økonomisk politik Folketinget fører til sikring af, at kronen har høj

købekraft. Det opnås ved, at landets produktionsressourcer bruges effektivt.

Fremskridtspartiet er ikke tilhænger af, at kronen skal udskiftes med

ECU'en. ECU'en må gerne indføres som en 13., hård valuta, der så på det frie

marked må tilkæmpe sig en markedsandel. Tvang er aldrig godt, ej heller i

forholdet til valg af mønt.

Renteniveauet i Danmark har i årtier ligget over vore konkurrenters. Det

har betydet, at danske virksomheder har haft langt ringere

finansieringsvilkår end konkurrenterne. Herunder er vist, hvorledes den

danske rente har udviklet sig siden 1977.

Effektiv udlånsrente i pengeinstitutterne, gennemsnit kassekredit

Kilde: Danmarks Statistik Det danske ambitionsniveau for renten har

gennem mange år været alt for lavt. Ambitionen har været, at vi tilnærmede os

den tyske rente. Det er nu sket, fortrinsvis fordi den tyske rente er steget!

Berlingske Tidende skrev den 19. oktober 1991: »Efter flere års

gradvis indsnævring har Danmark nu den samme rente som Tyskland«.

Finansministeren viser derefter for første gang et større ambitionsniveau end

tidligere, idet han siger: »Hvis vi fastholder den stramme økonomiske

politik, vil vi kunne få en rente, der er lavere end den tyske«.

Alligevel må det konstateres: »Lav inflation og lav vækst betyder

fortsat - selv om renten nu er på tysk niveau - at det er dyrt at låne penge

i Danmark«.

Det er overordentlig vigtigt for danske virksomheder, at de kommende års

gigantinvesteringer - til fjernelse af arbejdsløsheden - kan ske til en

rente, der er lavere end den nuværende. Meget må derfor gøres for at få

renten længere ned.

Eksportfremme

I forsøget på at skabe flere kunder ude i verden til danske produkter

gives statstilskud til produktionen herhjemme og til projekter i udlandet.

Begge dele er fejlinvesteringer. De virksomheder i Danmark, som skal øge

deres eksport, skal ikke konkurrere på evnen til at opnå statstilskud, men på

produktets ægte pris og kvalitet. Mange mener, at vi skal fortsætte med at

give tilskud til eksporten, så længe andre lande giver tilskud. Dertil er kun

at sige, at hvis andre landes skatteborgere er parate til at

»forære« f.eks. danske forbrugere billige varer, skal vi tage imod

dem og så koncentrere vores produktion og eksport om de områder, hvor vi er

de bedste og billigste - uden tilskud.

På landbrugsområdet opnås skatteyderstøtte bl.a. via de mange

EF-ordninger. Disse har utvivlsomt haft en vis værdi. Det mest positive, der

er sket for det hårdt trængte danske landbrug i de sidste 15 år, er nemlig,

at vi i f.eks. Japan og USA har kunnet opbygge markeder for salg af højt

specialiserede produkter. For så vidt angår salg på EF's hjemmemarked må

Danmark se at få størst mulig andel af de multimilliarder, som hvert forår er

på EF-gavebordet, og som kan erhverves, uden at det koster ekstra bidrag fra

danske skatteydere. Den danske stat giver også tilskud til kampagner for

danske produkter i udlandet. Disse fremstød er uden værdi. Erhvervs-Bladet

skrev den 28. januar 1991: »Denmark in Britain, der med et budget på 37

mio. kr. blev gennemført i Storbritannien i perioden april 1989 til september

1990, ligner foreløbig en eklatant fiasko. I de første ni måneder af

kampagnens sidste år - 1990 - er den danske eksport til Storbritannien faldet

med godt 4 pct. i faste priser. Og det på et tidspunkt, hvor den britiske

import generelt er steget med 9 pct.«

Berlingske Erhverv skrev den 17. februar 1990: »Pengene er smidt ud i

den blå luft af skrivebordsstrategier, mener industrien.

»Embedsmandsløsninger hviler på den forældede og akommercielle

forestilling, at det gavner industrien at forsøge at styrke den danske

identitet på eksportmarkederne«, hedder det fra Industrirådet'.

Når forbrugerne i udlandet skal overbevises om at købe en vare fremstillet

i Danmark, så skal det være varens kvalitet og pris, som overbeviser kunden,

og ikke at varen er dansk fremstillet. Når Ford, Audi eller Mercedes forsøger

at sælge biler i Danmark, er det på navnet og kvaliteten og ikke på, at de er

fremstillet i Tyskland. Lego, B&O, Bruel & Kjær, Novo og Anthon Berg

sælger deres produkter på navnet og kvaliteten.

Udenrigstjenesten og alle andre offentlige myndigheder skal holde op med

at bruge skatteyderpenge på at påvirke ulande og andre udlande til at købe

dansk. Vil dele af erhvervslivet gerne have offentlig bistand på

eksportmarkederne, må de pågældende selv forudbetale de dermed forbundne

udgifter.

Fri dansk eksport

Danske virksomheder skal have frihed til at sælge til alle lande. Embargo

mod Sydafrika, Argentina eller Sovjet er kun med til at ødelægge gavnlig

dansk eksport. Danmark skal ikke føre udenrigspolitik ved at udnævne nogle

landes regimer til »handelsuegnede«. Hvis vi skal begrænse os til

kun at handle med de lande, hvis styreform vi kan rose, er der ikke mange

samhandelspartnere.

Dertil kommer, at fri handel er det bedste middel til opnåelse af en fri

fredelig verden, »man bomber jo ikke sine kunder«! Handelens veje

er fredens veje.

Danmark skal ikke være verdens dommer. Vi har ikke saglig basis for at

fordømme eller forherlige andre landes politik. Det fører frem til, at

Danmark ikke har behov for alle de kostbare ambassader og konsulater i

alverdens lande. Dansk udenlandsk repræsentation skal derfor privatiseres på

nær den i EF's hovedstad, Bruxelles.

Danske virksomheder har stor brug for en andel i den nyeste internationale

forskning. Derfor skal Folketinget afholde sig fra at begrænse danske

virksomheders medvirken i udenlandske projekter, som det f.eks. skete i

tilfældet med det amerikanske S.D.I.-projekt. Danske virksomheder blev da

forhindret i at høste gavn af den nyeste forskning ved forbud mod deltagelse.

Det nuværende forbud mod at eksportere våben eller dele deraf er absurd. I

stedet burde f.eks. vore værfter have haft lov til at bygge kvalitetsskibe

til andre landes flåder.

Danske virksomheder er dygtige på to væsentlige våbenområder, maritime

våben og elektronikdele til våben. At forbyde eksport af disse produkter

betyder blot, at konkurrenter i udlandet får ordrerne. Det danske

våbeneksportforbud giver desværre ikke færre krige. Det giver sig kun udslag

i manglende dansk eksport.

Fri dansk import

Folketinget skal ikke afgøre, hvilke lande og hvilke produkter den danske

forbruger skal have adgang til. Vi generer os selv ganske tåbeligt, når vi

forbyder import af sydafrikanske kul. De er miljøvenlige, billige og af meget

høj brændværdi. Ønsket om fri handel betyder også, at vi skal afholde os fra

boykot af andre lande, når det gælder import fra disse.

Mange kræfter bruges på køb dansk-kampagner i Danmark. Den danske

forbruger skal frit købe den efter hans mening bedste vare til den bedste

pris.

At staten begunstiger danske produkter, blot fordi de er danske, betyder i

sin yderste konsekvens, at de danske producenter (for en stakket tid) kan

løsrive sig fra realiteternes beske verden og forsumpe på sovepuden, hvorfra

de for en kort tid kan levere stadig dårligere varer til bestandig mere

skyhøje priser. Det fornuftige produktvalg, som alle foretager hver dag i

grossist- og detailhandeler, må ikke ødelægges af fejlplaceret

nationalfølelse.

Folketingsflertallet prædiker dagligt, at vi skal begrænse importen af

forbrugsgoder. De bruger betalingsbalancen som hovedargument. Fakta er, at

det ikke er den danske forbruger, men folketingsflertallet, som har ødelagt

betalingsbalancen. De hidtidige underskud skyldes de store rentebetalinger og

det alt for store offentlige forbrug. Import af biler, radioer eller ananas

skal være frit og uden offentlig indblanding.

Vi forfærdes bestemt ikke over, at nogle vil bruge deres penge til at købe

japanske kameraer, tyske biler og franske vine. Det skal folk da være

velkomne til. Fremskridtspartiets grundide er netop, at hver enkelt selv kan

disponere over langt flere af sine egne penge end nu. Hvis der for lønnen

købes udenlandske produkter, efterspørges der ikke danske. Derfor må disse

danske varer sælges udenlands og indbringe valutaindtjening.

Mekanismen i erhvervslivet er, at firmaerne ikke kan udbetale større

lønninger, end at de kan sælge deres varer til rentable priser. Konkurrencen

i udlandet vil blive langt lettere, når indkomstskatten nedsættes.

Statslige aktieselskaber og offentlige investeringer

En del af efterårets debat er kommet til at dreje sig om muligheden for

at anvende øgede offentlige investeringer og oprettelsen af statslige

aktieselskaber som middel til reduktion af ledigheden. Det vil i givet fald

være en blindgyde.

Trafikminister Kaj Ikast (KF) åbnede ballet ved i en kronik i

Jyllands-Posten den 30. august 1991 at beskrive muligheden for, at staten,

eventuelt i samarbejde med amtskommunerne, laver et fælles aktieselskab -

Danske Veje (Danveje A/S). Selskabet skal derefter stå for udbygning og

vedligeholdelse af det overordnede vejnet.

Ideen er imidlertid ikke ny. Dansk Olie og Naturgas A/S og A/S

Storebæltsforbindelsen er 100 pct. statsligt ejede aktieselskaber.

Aktieselskaberne har så med statslig kaution lånt samtlige penge til bygning

af naturgasnet og bæltforbindelse. Ved vedtagelsen af en broforbindelse over

Øresund bruger regeringen så den »elegante« fremgangsmåde, at

aktierne fra A/S Storebælt bliver indskudt i Øresundsselskabet. Det nye

selskab vil igen med statslig kaution låne samtlige penge til projektet. Der

argumenteres livligt for, at disse selskaber ikke er statsprojekter.

Imidlertid er kendsgerningen den, at det under alle omstændigheder er

skatteyderne, der bærer omkostningerne ved, at staten har det beskrevne

engagement. De statslige aktieselskaber har også den ulempe, at der ikke

længere er bevillingskontrol med selskabets dispositioner - ud over

aktieselskabslovgivningen. Hverken Finansudvalg, Rigsrevisionen eller

statsrevisorerne har indsigt i projektøkonomien.

Modellen med de statslige aktieselskaber tænkes ikke kun anvendt ved de to

nævnte broprojekter og til Danveje A/S. Også projektet vedrørende Københavns

Havn vil ske i et statsligt aktieselskab.

Ørestaden ønsker man derimod organiseret som et interessentskab. I

publikationen »Oplæg om vækst og beskæftigelse i 90'erne« - udgivet

af regeringen i forbindelse med en konference den 10. september 1991 - tales

der i afsnit 2.1. om fremrykning af vækstfremmende offentlige investeringer.

Regeringen nævner 9 forskellige projekter, som man ønsker at prioritere.

Fælles for projekterne er, at regeringen er fastlåst i den overbevisning, at

det er staten, der skal forestå projekterne. Fremskridtspartiet er tilhænger

af investeringer, mange investeringer, men private investeringer. En stat,

hvis samlede gæld i 1992 vil runde 560 mia. kr., er totalt insolvent og

økonomisk ude af stand til at indgå nyinvesteringer på betryggende vis.

Derfor må regeringens investeringsideer afvises.

Virksomhedernes størrelse og organisationsform

Politikere skal blande sig uden om, hvorvidt den enkelte foretrækker at

drive virksomhed i den ene eller anden organisationsform. De skal også være

neutrale over for, om virksomhederne er små, mellemstore eller gigantiske.

Multinationale virksomheder fremdrages som skræmmedyr af socialisterne i

deres puritanske had til kapitalkoncentrationer og profit. Det er

uberettiget. Efter hele deres struktur er disse selskaber trækdyr for

velstandsudviklingen. For hele levestandardfremgangen har deres

masseproduktion og store forskningsafdelinger været socialt velsignende. Ikke

alle ledere er gode ledere, men en eller anden skal jo bestemme, hvad der

skal ske i Philips, General Motors, ØK og i de andre store selskaber. Man

skal være umådelig verdensfjern for at tro på, at en regeringskommission af

embedsmænd bedre kan afgøre dette end kaptajner af Mærsk McKinney

Møller-støbningen.

Fremskridtspartiet bekæmper derfor forslag om at genere de multinationale

selskaber. Rent faktisk begunstiges de store firmaer betydeligt af

lovreguleringer. Mindre virksomheder tynges jo forholdsmæssigt mange gange så

hårdt af bureaukratikrav om skrivebordspapirartisterier og har sværere ved at

finde ud af og hensigtsmæssigt udnytte de indviklede erhvervsstøtteordninger

eller smutte uden om de handelshindringer, som staten opstiller. Bliver vi

dette uvæsen kvit, vil smådriftsfordelene på mange områder være så

betydelige, at titusinder af danske virksomheder vil trives fremragende ved

siden af og i samspil med giganterne.

Erhvervszoner - 90'ernes løsning

»Det er ikke blot virksomhederne, der er ude i international

konkurrence. Politikerne er det også. Danske politikere må konkurrere med

andre landes politikere om at skabe et erhvervsklima, der kan fastholde og

tiltrække virksomheder og kvalificeret arbejdskraft. Det danske erhvervsklima

skal ikke være lige så godt som andre steder i EF. Det skal være bedre, hvis

vi skal tiltrække ny aktivitet.« Således skrev Bent J. le Fevre i

forordet til Industrirådets pjece »Vejen til et konkurrencedygtigt

Danmark, september 1991«.

Fremskridtspartiet er aldeles enig i ovenstående udsagn. Nærværende

forslag er derfor også et udtryk for et af Fremskridtspartiets bud på,

hvordan dansk erhvervsliv opnår bedre konkurrenceforhold end konkurrenterne.

I det foregående hovedafsnit er beskrevet en række problemstillinger og

løsningsmuligheder, der vedrører det samlede danske samfund.

Fremskridtspartiet har gennem mange års utrætteligt politisk arbejde søgt at

få flertal for de gode initiativer. Det er desværre endnu ikke lykkedes.

Nærværende forslag går derfor ud på - i form af en forsøgsordning - at udpege

en række erhvervszoner, hvori der gennemføres en række nye initiativer.

Ideen med erhvervszoner er ikke ny, og den er ikke Fremskridtspartiets.

Der har i udlandet været Erhvervszoner lige siden 1958. Der er derfor tale om

et velfungerende, internationalt afprøvet system. Alle steder har resultatet

været etablering af mange tusinde nye virksomheder og millioner af

arbejdspladser.

I 1958 oplevede den irske by Shannon en krise. Ud af en arbejdsstyrke på

2.000 mistede 300 deres arbejde som følge af lukning af en større virksomhed.

Byen ønskede derfor at tiltrække nye, særlig amerikanske, virksomheder for at

skabe nye arbejdspladser.

Byrådet indstillede, at området blev udlagt til skattefri zone. Regeringen

gav tilladelse. Dertil kom en garanti fra alle myndigheder om, at alle

ansøgninger ville blive besvaret inden for 24 timer. Dermed var det 20.

århundredes første industrizone etableret under navnet Shannon Free Zone. 27

år efter var der i området etableret 23.000 job. 100 udenlandske virksomheder

var blevet etableret inden for zonen. De fordeler sig med halvdelen inden for

industri og halvdelen inden for handel. Der beskæftiges ca. 5.000 personer i

selve zonen. I byen Limerick og byen Shannon er der etableret yderligere

5.000 job som følge af zonen. Der produceres/omsættes for ca. 400 mio. irske

pund i zonen. Midwesternregionen har oplevet, at yderligere ca. 10.000 nye

job er blevet etableret i nye udenlandske virksomheder som følge af afledt

effekt fra zonen. Zonen har betydet, at 300 irske arbejdere har etableret

egen virksomhed uden for zonen. Deres virksomheder beskæftiger i alt 3.000

personer.

Rådgivningsfirmaet Institutum Europaeum, Bruxelles, med direktør Michael

van Notten i spidsen, er nok det mest succesfulde europæiske firma, når det

gælder rådgivning og hjælp til etablering af erhvervszoner. Firmaet har

medvirket til etablering af ikke mindre end 226 zoner i 39 lande med over 1

mio. beskæftigede. Også det amerikanske rådgivningsfirma International Parks

Inc., Arizona, har haft travlt. Det er blevet til 37 zoner i 20 forskellige

lande. Den mest kendte er Flagstaffzonen i Arizona, USA.

I EF er der industrizoner i Irland, Storbritannien, Belgien, Grækenland og

Spanien. Dertil kommer at Frankrig, Belgien og Luxembourg arbejder med

etablering af meget store multinationale frizoner.

Storbritannien har hele 24 zoner (enterprise zones) og 6 frihavne

(freeports).

Erfaringen fra den engelske Corby Enterprise Zone er, at der på bare 5 år

blev etableret 5.000 job ved etablering af 200 små virksomheder. Situationen

var den, at en stor stålvirksomhed lukkede og området fik 40 pct.

arbejdsløshed.

Den typiske kandidat til at få en zone er en by med een meget stor

virksomhed (skibsværft, stålværk, minedrift osv.), der går konkurs og sender

hundreder eller tusinder af arbejdere på gaden. Mange steder er

arbejdsløsheden »overnight« steget med f.eks. 30 pct. Byen eller

kommunen er blevet lammet af arbejdsløsheden, og drastiske initiativer har

derfor været nødvendige.

Selv i Rusland er der planer om etablering af en økonomisk frizone. Århus

Stiftstidende skrev den 15. juni 1991: ». . . Skt. Petersborg bliver

efter al sandsynlighed økonomisk frizone. En aftale om en sådan speciel

status er faktisk allerede underskrevet af bystyret og regeringen i Rusland .

. . Udenlandske investorer vil blive lokket med bl.a. gunstige skattevilkår.

. .«

Fælles for de mange industrizoner, industriparker, afgiftszoner, og hvad

de i øvrigt kaldes, er, at der inden for et geografisk areal er blevet givet

særlige begunstigelser til nyetablerede virksomheder. Begunstigelserne er

ikke i form af tilskud, men i form af fritagelse for afgifter og skatter samt

særlig hurtig offentlig godkendelsesprocedure. Den typiske frizone i udlandet

har karakter af at være et område udlagt til industri. Myndighederne kan

derfor med få dages varsel give godkendelse til etablering. Virksomhederne

har en meget høj frihedsgrad i forhold til produktion, udvidelse, produktvalg

osv. Som ekstra gulerod er der så også lavere skat eller skattefrihed for

virksomhederne i zonen. Skattefriheden kan være åremålsbestemt, afgrænset til

særlige afskrivninger eller lignende begunstigelser. Det er vigtigt at

fastslå, at der ikke er tale om tilskud til virksomhederne. Altid frihed,

frihed for skat og frihed til erhverv.

Finansielle konsekvenser

Indførelsen af erhvervszoner adskiller sig fra andre politiske forsøg på

at nedbringe ledigheden og andre politiske indgreb på flere væsentlige

områder.

For det første er der ikke tale om øgede offentlige udgifter. Der er tale

om færre offentlige indtægter. Det er værd at bemærke, at hver gang det

offentlige betaler tilskud til erhvervslivet, betyder det, at der i

gennemsnit skal opkræves tilsvarende beløb plus 30 pct. fra andre

skatteydere, eftersom det koster at administrere pengestrømmen.

Færre indtægter koster derimod alene det reducerede provenu og ikke et

»velfærdsøkonomisk tab«. Denne mekanisme er velargumenteret

beskrevet i Skattepolitisk Redegørelse fra maj 1990.

For det andet vil etableringen af erhvervszoner give sig udslag i

etableringen af mange nye arbejdspladser. Derved sparer det offentlige

udgifter til dagpenge og bistandshjælp, ligesom der opnås større skatte- og

afgiftsindtægter til det offentlige.

For det tredje er der nøje parallelitet mellem det provenu, det offentlige

mister som følge af mange virksomheder, der benytter erhvervszonetilbudet, og

det provenu, det offentlige opnår gennem sparede udgifter og øgede skatter og

afgifter. Jo flere nye virksomheder - jo flere arbejdspladser. Der er med

andre ord ingen ubehagelige overraskelser i dette forslags økonomiske

virkninger.

De erhvervszoner, der er etableret i andre lande, har alle opnået en

betydelig tilgang af udenlandske virksomheder. Muligheden for at kunne starte

en virksomhed med mindre eller slet ingen skattekrav er tillokkende for alle

investorer, danske som udenlandske. Forslagsstillerne er derfor ikke et

øjeblik i tvivl om, at en indførelse af erhvervszoner i Danmark vil betyde en

betydelig interesse fra udlandet - og nyetablering her i landet. Spørgsmålet

er jo, om f.eks. Nissanbilfabrikken fra Japan havde valgt Danmark frem for

England ved etableringen af deres europæiske samlefabrik først i 80'erne.

Anslår vi forsigtigt, at f.eks. 5 erhvervszoner vil give 25.000 nye

arbejdspladser på 5 år, giver det en betydelig besparelse på de offentlige

budgetter. Sparede dagpenge eller bistandshjælp vil akkumulerende over de fem

år nå op på en årsværdi det femte år svarende til en besparelse på mindst 2,5

mia. kr. Det betyder, at alene denne besparelse giver budgetplads til at

sænke skatter og afgifter med 500 mio. kr. i den enkelte erhvervszone!

I tilgift kommer der så yderligere skatte- og afgiftsindtægter fra de

25.000 personer, der går fra offentlig hjælp til beskæftigelse og

egenindtjening. Omfanget af denne offentlige budgetforbedring er svært at

anslå. Men at der er tale om en positiv effekt, er der ingen tvivl om.

Regeringen taler meget om begrebet krone til krone-finansiering. Det

betyder, at man ikke vil give f.eks. en skattelettelse, medmindre der er fuld

dækning i form af offentlige besparelser (eller oftere nye indtægter). Dette

princip er selvfølgelig prisværdigt i det omfang, der er politisk mod og

flertal bag offentlige besparelser. Er der ikke det, betyder en ultimativ

krone til krone-holdning, at alt går i stå.

Dette forslag lægger ikke op til at gennemføre kamikazeændringer i den

offentlige økonomi. Forslaget lægger op til, at man dels erkender

sammenhængen i bedre forhold for erhvervslivet og reducerede dagpengeudgifter

og dels tager et politisk hop ud af den onde cirkel, som økonomien i

øjeblikket befinder sig i. Den onde cirkel er udgifter til ledige, højere

skatter, flere ledige, flere udgifter til ledige . . . osv.

Forslagsstillerne har ikke en stor centraladministration til deres

rådighed, hvorfor en række af de konsekvensberegninger, der skal gennemføres,

må være en del af udvalgsarbejdet med forslaget. Det er dog vigtigt at

fastslå allerede her, at forslaget kan anvendes/gennemføres under forhold med

såvel store som mindre skatte- og afgiftslettelser i erhvervszonerne. Det vil

alene være et spørgsmål om det politiske mod hos et flertal, hvor meget der

skal åbnes for ekspansion i erhvervszonerne.

Konkurrenceforvridning?

Det er selvfølgelig relevant at spørge om, hvorvidt disse erhvervszoner

vil udgøre en konkurrenceforvridende faktor. Svaret er ja! Det forholder sig

nemlig således, at ethvert politisk initiativ, enhver lov, ethvert tilskud,

enhver skat osv. er konkurrenceforvridning. Spørgsmålet er bare, hvad er

målet? Den hidtidige socialistiske velfærdsstat med stigende offentlig

kontrol og formynderi, stigende skatter og stigende tilskudsnarkomani har

trukket samfundsudviklingen den gale vej. Det vil sige,

konkurrenceforvridningen har ikke været en øjebliksulempe, men derimod en

permanent tilstand uden udsigt til bedring. Vi lever nu i en

postvelfærdsstat, hvor de socialistiske dogmer er under nedbrydning. Lige så

vel som befolkningen i de tidligere socialistlande i øst må gennemleve mange

år med utilfredsstillende forhold, vil det også betyde konkurrenceforvridning

og urimeligheder, når det danske samfund skal trækkes tilbage i den frie

markedsøkonomi.

Selv hvis hele Danmark blev omgjort til en erhvervszone på en gang, ville

det give konkurrenceforvridning. Tusinder af virksomheder er jo etableret

under de nuværende højskatteforhold. De vil opleve forskelsbehandling i

forhold til nyetablerede virksomheder under nye lavere skattebetingelser.

Forsøget med f.eks. 5 erhvervszoner adskiller sig konkurrencemæssigt ikke

fra de forhold, der hersker allerede i dag med tilskudsfavorisering af

enkeltvirksomheder - når man gør en øjebliksbetragtning set fra

virksomhedernes side. Hvor tilskudspolitikken og den politiske favorisering

eller disfavorisering fører til virksomhedslukninger og arbejdsløshed, der

vil erhvervszonerne give succes og brede sig som ringe i vandet til hele

samfundet. Erhvervszonernes succes vil få kommuner til at konkurrere om, hvem

der kan tilbyde virksomhederne de bedste forhold i retning af færre byrder og

hurtigere sagsbehandling.

Erhvervszonerne vil give dynamik og fremgang for såvel det område, hvor de

er placeret, som for samfundet som helhed. Den byrde, som hele landet lider

under som følge af arbejdsløsheden og stagnationen, vil blive lettet

betydeligt, når erhvervszonerne kommer til at udgøre en art

industrilokomotiver.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 1

Fremskridtspartiet mener, at man sagtens kan gøre hele Danmark til een

erhvervszone. Det er vi imidlertid nok det eneste parti der har mod og

realisme til. Derfor foreslår vi erhvervszonerne etableret som en

forsøgsordning og i et begrænset antal amter. Hvor længe forsøgsperioden skal

række, har forslagsstillerne ikke taget stilling til, men 5-8 år vil være

minimum, hvis virksomhederne skal have en chance for at hjemtjene

investeringerne.

Forslaget om at starte med 5 erhvervszoner er heller ikke ultimativt. Er

der flertal for 4 eller 6 zoner, vil forslagsstillerne også uden problemer

kunne medvirke til det.

Derimod vil det være uklogt, om der afviges fra princippet om, at zonerne

etableres i de amter, hvor arbejdsløsheden er størst. Amterne er ikke i sig

selv nogen særlig hensigtsmæssig afgrænsning, men denne afgrænsning er nu

engang gældende, og arbejdsløsheden opgøres på amtsbasis.

Ifølge Danmarks Statistik 26. september 1991 forholder det sig således, at

de 5 amter med størst arbejdsløshed er følgende:

1) Københavns og Frederiksberg Kommuner, 13,5 og 11,6 pct. ledighed

2) Nordjyllands Amt, 12,3 pct. ledighed

3) Fyns Amt, 11,1 pct. ledighed

4) Storstrøms Amt, 10,9 pct. ledighed

5) Århus Amt, 10,8 pct. ledighed.

Forslaget vil derfor indebære, at det kommer til at omfatte ovenstående

amter. I denne forbindelse regnes Københavns og Frederiksberg Kommuner for et

amt. Beskæftigelsen netop i dette område vandrer jo fra gade til gade og er

ikke afgrænset af en snæver amtsgrænse.

Hovedstadsregionen er ramt hårdt af arbejdsløsheden. Det skyldes, dels at

Københavns politikere ikke kan tage sig sammen og give nødvendige tilladelser

m.v. til virksomhederne, og dels at skattetrykket er særlig højt i dette

område. Cand.polit. Nils Groes skriver i DanairMagasinet nr. 5/91: »Det

stigende skattetryk har ramt hovedstadsregionen særlig hårdt. Den nye

industri er især vokset op i Jylland - ikke mindst i Viborg og Ringkøbing

samt Ribe Amter, mens den gamle industri i Københavnsområdet er bukket

under.«

Såfremt det bliver en succes med erhvervszonerne, er det

forslagsstillernes opfattelse, at lovforslagene skal indeholde mulighed for,

at erhvervszonerne kommer til mere end 5 amter, uden at hele lovgivningen

skal ændres.

Ad 2

Erhvervszonerne etableres som et geografisk afgrænset område. Det skal

forstås således, at der kan være tale om et helt ubebygget område, der

udlægges til zone. Der kan også være tale om et område, der allerede er

bebygget eller delvis bebygget (f.eks. Københavns Havn).

Også den nye Ørestad kan med fordel tildeles frizonestatus allerede fra

begyndelsen. Derved slipper regeringen og hele den offentlige sektors

planbureaukrater for at bekymre sig for, hvorvidt Ørestaden vil blive en

succes. Zonestatus for en helt ny by vil i sig selv virke som en magnet for

etablering af erhvervsvirksomheder fra hele verden.

Uanset arealets eksisterende bebyggelsesgrad kan arealet overskride

kommunegrænser. Arealets geografiske størrelse er ikke afgørende.

Ad 3

Erhvervszonen skal tildeles samtlige myndighedsgodkendelser. Virksomheder,

der ønsker at starte, skal ikke først afvente en stribe myndigheders

godkendelse af deres etablering. Godkendelserne skal gennemføres forlods. De

skal gennemføres i en form, som også gør det muligt for virksomhederne at

udvide osv. efter den egentlige etablering.

Denne godkendelsesprocedure udgør den offentlige sektors direkte bidrag

til at få dette projekt til at lykkes. For administrationen vil det også være

en betydelig administrativ besparelse, at hver enkelt virksomhed ikke skal

have særskilt godkendelsesprocedure.

Netop problemerne med den besværlige og langsommelige opnåelse af ret til

etablering er i mange tilfælde den direkte årsag til, at virksomhederne

opgiver deres planer. Det vil derfor være en meget betydelig lettelse for

virksomhederne, at de har en egentlig etableringsret i disse zoner.

Ad 4

En virksomhed vil i dag være nødsaget til at overveje meget grundigt, om

der er økonomisk basis for at starte en produktion. Ikke bare om der vil være

et marked for produktet, om der vil være et overskud at hente ved

produktionen osv. Men en meget væsentlig faktor for virksomhedernes

overvejelser er også udsigten til at skulle betale skatter og afgifter af

meget betydeligt omfang.

Etableringsomkostningerne omfatter f.eks. udgifter til grundkøb,

byggeudgifter, eltilslutning, kloak-tilslutning, vandtilslutning og

byggesagsbehandling. I f.eks. Roskilde Kommune må en nystartet entreprenør

påregne 13 mio. kr. i udgift til kommunen, mens Skovbo Kommune

»kun« forlanger 7,5 mio. kr. for tilsvarende ydelser. Som et andet

eksempel kan nævnes, at det koster næsten 3 mio. kr. mere at starte en

bilforretning i Greve end i Skovbo. Efter etableringen er der løbende

udgifter til kommunen. En maskinfabrik vil i Roskilde skulle betale 325.000

kr. årligt mod 140.000 kr. i Skovbo! - kilde: Jyllands-Posten 2. maj 1991.

Forslagsstillerne har den opfattelse, at alle skatter og afgifter er

hæslige. Derfor er der meget stor åbenhed omkring, hvilke skatter og/eller

afgifter der skal reduceres eller helt udgå for virksomheder i

erhvervszonerne.

Der kan være tale om permanent eller periodisk bortfald af de skatter og

afgifter, som virksomheder betaler til stat, amt eller kommune. Jo mere

omfattende lempelsespakken bliver, jo mere attraktivt bliver det for

virksomheder at starte i erhvervszonen.

Af statslige skatter og afgifter, der kan indgå i lempelsespakken, kan

nævnes følgende, hvor det for alle gælder, at de kan nedsættes, udgå helt,

være permanente eller være åremålsbestemte:

- Selskabsskatten og virksomhedsskatten på 38 pct.

- Stempelafgifter

- Energiafgifter

- Forskellige arbejdsmarkedsbidrag

- Kapitaltilførselsafgift

Også indkomstskatten kan bringes i overvejelse. I forbindelse med

etableringen af DIS (Dansk Internationalt Skibsregister) bortfaldt

sømandsskatten. Forudsætningen er, at sømænd ikke længere skal betale

sømandsskat af deres indkomst og nettolønnen forbliver uændret, idet nye

overenskomster betyder, at skattelettelsen kom rederierne til fordel i form

af lavere bruttoløn. I dag erkender alle, at indførelsen af DIS er blevet en

meget betydelig succes. Mange skibe er kommet under dansk flag igen, og

beskæftigelsen blandt danske søfolk er steget.

I perioden 1985-88 faldt den danske handelsflåde fra ca. 5 til 4 mio.

bruttoregisterton. I antal skibe var der et fald på over 100 skibe. Prognosen

fra Danmarks Rederiforening viser, at i 1995 vil vi være oppe på

1985-niveauet med hensyn til antal skibe, nemlig ca. 600 - derimod vil disse

skibe repræsentere over 6 mio. bruttoregisterton.

Der kan i forbindelse med erhvervszonerne etableres et DIE (Dansk

Internationalt Erhvervsregister), hvor forudsætningen er, at alle eller en

del af de beskæftigede på virksomheder i zonen opnår en særlig

personskattelettelse (f.eks. forhøjet personfradrag) mod, at der indgås

særlige overenskomster, hvorved virksomhedernes bruttolønudgift reduceres

samtidig med, at nettolønnen for de ansatte fastholdes (eller forbedres). For

at have faste rammer omkring denne del af skattelettelsen vil det være

hensigtsmæssigt, om der sker en særlig registrering af virksomhederne i

f.eks. et DIE.

I kommuner og amter kan følgende skatter og afgifter bl.a. indgå i

zonelettelserne:

- Amtskommunale grundskatter

- Primærkommunale grundskatter

- Amtskommunale ejendomsskatter

- Primærkommunale ejendomsskatter

- Amtskommunal dækningsafgift

- Primærkommunal dækningsafgift

- Kommunale koncessionsafgifter

Virksomheder afkræves også forskellige afgifter for renovation, kloak,

vand, elforsyning osv. Det kan diskuteres, om disse afgifter skal indgå i

zonelempelserne, eftersom der her er tale om betaling for konkrete ydelser

(brugerbetaling).

Ad 5

En række af de udenlandske zoner har særlige reg-ler om, at virksomhederne

opnår hurtigere eller bedre afskrivningsregler, når de etableres i zonen. Vi

kender i Danmark reglen om 125 pct. afskrivning for særlige

forskningsinvesteringer.

For at tilskynde virksomhederne til at etablere sig i erhvervszonerne kan

der også laves særlig gunstige afskrivningsregler for de etableringsudgifter,

som virksomhederne har.

Det kan ske i form af mulighed for hurtigere afskrivning og/eller bedre

afskrivning - f.eks. gøre 125 pct.-afskrivningsordningen gældende for alle

investeringer inden for zonen.

Ad 6

For mange virksomheder er de snævre regler vedrørende f.eks. ferieforhold,

arbejdstid, fastsættelse af erhvervsleje og lukkelov med til at forhindre en

dynamisk udvikling. Regler fastsat i lovgivning har det meget store problem,

at virkelighedens mangfoldighed aldrig kan presses ned i en firkantet

lovbestemmelse, uden at det giver problemer for en række virksomheder.

Derfor er det forslagsstillernes opfattelse, at der skal indarbejdes

bestemmelser i lovgivningen vedrørende ferieforhold, arbejdstid, fastsættelse

af erhvervsleje og lukkelov, som tillader tildeling af dispensation.

Betingelsen for dispensationen er, at virksomhederne kan dokumentere, at de

har indgået en lokal aftale om de nævnte forhold. Aftalen kan indgås direkte

mellem arbejdsgiver og arbejdstager eller mellem disses repræsentanter, eller

i øvrigt som en aftale/kontrakt mellem relevante parter. Det er

Fremskridtspartiets grundlæggende opfattelse, at der slet ikke bør være

lovgivning for de nævnte fire områder. Det har desværre nok lange udsigter at

få lovgivningen ophævet. Derfor vil der med denne forsøgsordning blive skabt

grundlag for at vurdere, hvordan lokale aftaler kan fungere i praksis uden

lovgivning.

Såfremt der måtte komme andre ideer til, hvad punkt 6 skal omfatte, under

Folketingets arbejde med dette forslag, er forslagsstillerne meget

interesseret i, at punkt 6 bliver mere omfattende.

Nærværende forslag er indeholdt i Fremskridtspartiets lovkatalog 1991-92

udgivet af Fremskridtspartiets folketingsgruppe oktober 1991, forslag nr. 85.

(ISBN nr. 87-89766-00-8).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter