Spring til indhold

Retsinformation

1991 BSF 13 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN AKTIV REGIONAL ERHVERVSPOLITIK

1991/1 BSF 13Beslutningsforslag som fremsatFolketinget31. oktober 1991

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at fremsætte lovforslag om en aktiv

regional erhvervspolitik efter følgende retningslinjer:

1. Regionale erhvervsprogrammer

Regionale erhvervsprogrammer har til formål at analysere, skabe og

videreudvikle regionale og lokale vækstelementer ved at mobilisere EF-,

statslige, regionale og lokale ressourcer. Programmerne kan omfatte en

region, dele af en region eller flere regioner.

For at sikre, at der oprettes regionale erhvervsprogrammer, har

amtskommunerne initiativet i de områder, hvor dele af en region eller flere

regioner ikke har sikret regionale erhvervsprogrammer.

2. Erhvervsprogrammernes styring

Til styring af erhvervsprogrammerne nedsættes på amtskommunernes

foranledning regionale erhvervsudvalg/initiativråd. Kompetence og

sekretariatsbistand skal være tilpasset den konkrete erhvervsregion, jf.

punkt 1.

3. Erhvervsprogrammernes gennemførelse

Amtskommuner og kommuner har ret til at bruge 1 pct. af skattegrundlaget

til erhvervsmæssige aktiviteter. Staten afsætter 50 mio. kr. til en statslig

regional udviklingspulje.

Erhvervsudviklingsrådet fastlægger retningslinjer for fordelingen af den

statslige pulje, som er en krone til krone-ordning, som skal tage hensyn til

arbejdsløshedsniveau, skattegrundlag m.v.

For at realisere erhvervsprogrammerne skal amtskommuner, kommuner, stat og

private kunne gå sammen om at danne udviklingsselskaber og om at samarbejde

om den know-how, amter og kommuner besidder, så den udnyttes til gavn for

såvel private virksomheder som den offentlige service.

Amtskommuner og kommuner skal have mulighed for gennem investeringer at

styrke det regionale erhvervsmiljø, bl.a. via rådgivningscentre, udlejning af

eksportkonsulenter og teknologikonsulenter, oprettelse af iværksætterhuse,

mulighed for støtte til iværksættere, efteruddannelsesaktiviteter, netværk

Læs alt

m.v. Det forudsættes, at der er et samarbejde med bestående teknologiske

servicecentre.

De lokale initiativråd/kommuner kan formidle garantistillelse, udlån m.v.

fra erhvervsudviklingsfonden.

Amtskommuners og kommuners andel i joint venture-selskaber og

erhvervsudviklingsselskaber kan udgøre en andel på op til 50 pct. af

aktiekapitalen.

4. Anvendelse af EF-midler

Via regionale erhvervsprogrammer skal amtslige og statslige regionale

udviklingspuljer og optagne lån kunne matches med EF-strukturfondsmidler

eksempelvis fra regionalfonden, socialfonden og landbrugsfonden samt fra de

fondsmidler, som EF afsætter til teknologi-, forsknings- og udviklingsformål.

Bemærkninger til forslaget

Bemærkninger til beslutningsforslagets punkter

Ad 1

Regionale erhvervsprogrammer vil være et meget smidigt og velegnet

instrument for en koordineret regional indsats, men også for en koordinering

af regionale og statslige initiativer såsom erhvervsudviklingsprojekter,

systemeksport, medfinansiering af EF-programmer, investering i lokale

erhvervsmiljøer og regionale udviklingsprogrammer.

Ad 2

Erhvervsudvalgene/initiativrådene sammensættes af repræsentanter for

amtsråd, kommunalbestyrelser og arbejdsmarkedets parter suppleret med

personligt udpegede medlemmer med en særlig viden og indsigt, der kan være

til gavn for programmernes gennemførelse. Disse medlemmer skal bl.a. være

praktiske virksomhedsledere og tillidsrepræsentanter, der har tæt føling med

såvel det private som det offentlige arbejdsmarked.

Derudover kan teknologiske informationscentre m.fl. indgå i

erhvervsudvalgene/initiativrådene.

Ad 3

Samarbejdet om gennemførelse af erhvervsprogrammerne kan omfatte

videreudvikling, afprøvning, forskning og systemeksport. Desuden skal

parterne kunne bidrage til, at Danmark får sin andel af ordrerne på varer og

tjenesteydelser, når strukturprojekter gennemføres i øvrige EF-områder.

Amtskommunernes og kommunernes rådgivningsengagement i virksomheder skal

foretages forretningsmæssigt for så vidt angår opgaver, der tager sigte på

etablering af virksomheder og produkter, eller som har karakter af bistand

til fremme af virksomheders eksport.

Investeringer i selskaber kan foregå igennem tilførsel af aktiekapital

m.v. Dette kan suppleres med, at der i selskabernes vedtægter indføjes, at

den aktiepost, som amtskommuner og kommuner besidder, skal købes tilbage

efter en bestemt årrække, eller når selskabets indtjening er

tilfredsstillende. Dette tilbagekøb sker til oprindelig kursværdi tillagt

markedsrente i perioden.

Der er behov for at støtte iværksættere effektivt på mange forskellige

områder. Hvilke områder der er tale om, vil afhænge af, hvike typer

iværksættere der er tale om.

Normalt vil der være behov for at støtte iværksætteren i startfasen med

hensyn til tilrettelæggelse og gennemførelse af de administrative procedurer.

Da en iværksætter i de fleste tilfælde er meget teknisk orienteret,

betyder det, at iværksætteren ofte vil være svag på det administrative område

og på afsætningsområdet.

Der skal være bedre ordninger for iværksætteren, når det drejer sig om

støtte til konsulenthjælp i forbindelse med opstart af egen virksomhed for

derigennem at afhjælpe iværksætterens mangler på det administrative område.

Det ville også kunne virke befordrende på iværksætterens aktiviteter, hvis

investeringsreglerne i forbindelse med investeringer i

iværksættervirksomheder blev væsentlig lempeligere end ved investeringer i

andre virksomheder.

Det er gennem iværksættervirksomhederne, at fornyelserne i dansk

erhvervsliv skal komme, så det er meget vigtigt at få etableret et godt miljø

for iværksættere i dette land.

Vedtægter for joint venture-selskaber og erhvervsudviklingsselskaber,

hvori indgår kommunale og amtskommunale midler, skal indeholde nærmere

bestemmelser for omfanget og indholdet af eventuel støtte til

enkeltvirksomheder. Disse bestemmelser skal være i overensstemmelse med

Erhvervsudviklingsrådets vurdering af de bevillingsmæssige rammer for

kommunale og amtskommunale erhvervsfremmeselskaber.

Ad 4

Kommuner og amtskommuner bør kunne yde støtte til projekter, som er

berettiget til EF-finansiering. Støtte fra EF's forskellige programmer kræver

typisk national medfinansiering.

Kommunerne kan i dag kun medfinansiere EF-støttede projekter af

infrastrukturel karakter. På grund af besparelser i statslige bevillinger til

erhvervsfremme kan det forventes, at en række støtteberettigede projekter

ikke kan igangsættes, fordi de vurderes at ligge uden for kommunalfuldmagtens

grænser.

I Industriministeriets netop afgivne betænkning om regional politik fra

december 1990 fastslås, at EF's regionale og lokalpolitiske ordninger bygger

på erfaringer fra andre EF-lande, hvor den administrative struktur er

anderledes end i Danmark, og hvor man ikke støder på denne form for nationale

vanskeligheder med offentlig medfinansiering.

Denne situation indebærer risiko for, at Danmark går glip af

EF-støttemidler.

Da EF-tilskuddene er et led i Fællesskabernes almindelige politik, må der

åbnes adgang for kommuner og amtskommuner til at medfinansiere aktiviteter,

som modtager EF-tilskud.

Skriftlig fremsættelse

Ole Vagn Christensen (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig hermed at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om en aktiv regional erhvervspolitik.

(Beslutningsforslag nr. B 13).

Jeg henviser til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det

til Tingets velvillige behandling.

Bilag

Erfaringer fra udlandet

Udbygningen af industrielle distrikter

Italien

Det italienske produktionssystem i de nordlige regioner har gennemgået en

intens omstruktureringsproces siden slutningen af 1970'erne. Foruden den

voldsomme vækst, som er fulgt med denne omstrukturering, har

omstillingsprocessen givet anledning til flere andre bemærkelsesværdige

udviklingstræk.

Udviklingen er i omfattende grad båret af en lang række små virksomheder,

som er gensidigt forbundne gennem et komplekst og finmasket netværk af

formelle og uformelle samarbejdsaftaler, underleverandøraftaler og

udliciteringssystemer.

Derigennem er skabt en fleksibel og stærkt specialiseret

produktionsstruktur, som ikke er båret oppe af den enkelte virksomheds

interne stordriftsfordele, men udnyttelsen af »external economies of

scale«.

De industrielle distrikter er kendetegnet ved en - ikke nødvendigvis -

stærk dominans inden for forskellige brancher i de forskellige distrikter.

Undersøgelser viser imidlertid, at branchespredningen faktisk er temmelig

stor i distrikterne. Det kan skyldes det forhold, at produkterne mere end

brancherne er de centrale enheder, hvorom specialiserede virksomheder fra

mange brancher giver bidrag.

Systemet med den komplekse uddelegering af produktionsopgaver mellem

virksomhederne giver mulighed for at sprede omkostninger og risici mellem

virksomhederne og opbygge interne specialiseringsfordele gennem stærk

koncentration om de opgaver, den enkelte virksomhed finder er dens

kernekompetence. Samtidig giver systemet mulighed for hurtige omlægninger af

produktionen og følgende offensive markedsjusteringer. Det kan ske gennem

skift i underleverandører, gennem nye konstellationer i samarbejdsaftalerne

og lignende.

Det er karakteristisk - ifølge OECD - at produktion og salg i disse

distrikter i vidt omfang ikke sker via det åbne marked, men genereres gennem

en serie direkte kontakter mellem virksomhederne. Der er sket et skift fra

formelle markedsrelationer til et system med gensidig indsigt og gensidige

arrangementer, som tillader en grad af fleksibilitet i produktionsstrukturen,

som traditionelle produktionssystemer ikke tillader. Samtidig har

entreprenørvirksomheden en betydende rolle i systemet gennem opfyldning af

lommer i specialiseringsprocessen.

Oprindelsen til produktionsstrukturens udvikling får stå hen i denne

sammenhæng.

Det centrale i denne sammenhæng er, at de regionale og lokale myndigheder

har spillet en betydende rolle for systemets udvikling og vedligeholdelse,

idet et system med mange små, specialiserede virksomheder let mister evnen

til selvregulering, efterhånden som diffentieringen og specialiseringen øges.

Det kan give anledning til betydelige åbninger på inputsiden, som kan

medføre, at systemet mister sin interne dynamik.

Der er to centrale elementer i myndighedernes rolle. For det første

forsøgene på at stimulere iværksætteraktiviteten, idet den er en væsentlig

forudsætning for, at de specialiseringsbetingede huller i

produktionsstrukturen fyldes op, hvor det er muligt. For det andet støtten

til opbygning af en fælles institutionel overbygning, som er af afgørende

betydning i et system af små virksomheder, der ikke kan rumme disse opgaver i

egen organisation, og som ikke kan tilsikres via de ordinære

markedsmekanismer. Dermed sikres, at eksterne stordriftsfordele,

arbejdsdelingen kan give anledning til, udnyttes.

Det har været en ledetråd i distriktsudbygningen at se servicesektorens

udbygning som en del af infrastrukturudbygningen. Denne udbygning ses som et

alternativ til det administrative hierarki i store, vertikalt integrerede

virksomheder, hvor opgaverne løftes inden for organisationens rammer.

Mindre virksomheder er med andre ord afhængige af en industrielt - og ofte

sektormæssigt - orienteret infrastruktur, som kan forsyne virksomhederne med

kritiske funktioner inden for specielt teknikudvikling, materialeudvikling og

markedsføring. Disse funktioner skal leveres til det industrielle system i en

form, som tillader virksomhederne en effektiv koordination mod de ofte

nicheprægede markeder, virksomhederne satser på.

De lokale og regionale myndigheder har været involveret i udbygningen af

infrastrukturen på en række punkter, men der er tre fremtrædende områder, som

kort skal omtales her. Det drejer sig om

1) opbygningen af marketingkonsortier

2) opbygningen af lånegarantikonsortier og

3) opbygningen af industrielle distriktscentre.

Marketingkonsortier

Marketingkonsortierne er en sammenslutning af virksomheder, som på fælles

basis frembringer en service på markedsføringens område. Deres virksomhed er

lovreguleret.

De fleste konstruktioner har form af kooperative marketingselskaber. Deres

antal voksede fra 48.000 i 1970 til 79.000 i 1977. Nu præges udviklingen af

sammenslutninger og sofistikering af den service, der gives.

Selskaberne arbejder med eksportpromotionopgaven for virksomhederne,

udstillingsvirksomhed, udfører eksportmarkedsundersøgelser, ejer

lagerfaciliteter, engagerer sig i speditionsvirksomhed, giver computerservice

på relevante markedsføringsfelter, organiserer fælles indkøb, opsøger

udenlandske klienter og meget andet. De støtter brancheudviklingen ved at

fremme udviklingen af komplementære produkter og koordinere

produktudviklingsarbejdet medlemmerne imellem.

Medlemmerne kontrollerer marketingselskaberne på andelsvis: hver

virksomhed een stemme. De får ofte støtte fra centralregeringens

eksportfremmemidler, regionale og lokale myndigheder og

finansieringsinstitutter.

Lånegarantikonsortier

Konsortierne er opbygget for at skabe bedre lånemuligheder for

risikobetonede projekter, herunder produktudvikling.

Konsortierne garanterer den enkelte virksomheds låntagning. Ulempen ved at

være en lille virksomhed søges dermed elimineret.

Konsortiet gennemfører låneforretningerne for virksomheden efter

indhentning af detaljeret information om virksomhed, projekt og

markedsudsigter.

Konsortiet involverer sig ofte i ledelsesmæssige og driftstekniske

udviklingsprojekter i medlemsvirksomhederne. En del af dette arbejde

overgives til f.eks. udvalgte marketingkonsortier eller tekniske

institutioner i området.

Industrielle distriktscentre

De industrielle distriktscentre involverer ofte den mest direkte støtte

fra de lokale myndigheder. Flere af de industrielle distriktscentre er

funderet i udnyttelsen af lokaliseringsøkonomiske fordele, altså de fordele,

som knytter sig til samlokalisering af virksomheder inden for samme,

beslægtede eller komplementære produktionsområder.

Centrenes virksomhed er typisk mere generel i deres tilsnit. De forsyner

virksomhederne og institutioner på samme produktionsområde med rapporter om

den internationale udvikling inden for mode, teknik og udstyrsforsyning. De

udarbejder detaljerede analyser af udviklingen i den lokale

produktionsstruktur for at sætte fingeren på kritiske forhold for den videre

udvikling, og de søger at skabe forbindelser mellem produktionssystemet og

forhandlernettene rettet mod nationale og internationale markeder.

De virker også ansporende på de tekniske institutter, søger at forpligte

dem på udviklingsprojekter, som er af afgørende betydning for at holde trit

med de nyeste muligheder og udfordringer på de internationale markeder.

Grundlaget for den forstærkede indsats fra de regionale og lokale

myndigheders side blev lagt i 1977 gennem et såkaldt Presidential Decree (no.

616), hvormed væsentlige sider af statsmagtens virksomhed blev

decentraliseret.

Regioner med ordinær status fik imidlertid ikke lovhjemmel til direkte at

involvere sig i industrielle udviklingsprojekter, men derimod til at virke

for udviklingen af erhvervsområder, mindre virksomheder og

iværksætteraktiviteter såvel som erhvervs- og arbejdsmarkedsuddannelser.

Vigtigt er, at de regionale myndigheder fik øgede beføjelser til at involvere

sig i »Development and Promotion Boards«.

Disse udviklingsselskaber har været hjørnestenen i den senere udbygning,

idet en række specialiserede institutioner er blevet opbygget af disse

selskaber. De har ydermere virket initierende for en række specielt

markedsorienterede organer.

Den afgørende filosofi bag udbygningen af den industrielle

serviceinfrastruktur har været vigtigheden af at identificere den strategiske

betydning, serviceopbygningen på et givet område kan have. Serviceopbygning

betragtes som strategisk i det omfang den udgør en nøgleservice for

moderniseringen af en gruppe virksomheder.

Dette hænger igen sammen med, at design- og vidensledet produktion i en

erhvervsstruktur med mange små virksomheder danner et pres for konsultative

relationer mellem brugere og producenter på forskellige trin i

produktionskæden. Disse konsultationer kræver geografisk nærhed for, at

dialog, demonstration, forsøg og gensidig indsigt kan etableres. Og til de

innovative, de designmæssige og de markedsmæssige opgaver kræves en tredje

koordinerende part.

Der kan ses paralleller i Danmark til disse forhold. F.eks. i det

nordjyske elektronikmiljø, i det tekstilindustrielle miljø i Herningområdet,

de fiskeindustrielle miljøer omkring Esbjerg og Hirtshals, det

træindustrielle i det midtjyske højland, landbrugsindustrielle miljøer

omkring bl.a. Viborg og f.eks. det gartnertekniske miljø omkring Odense.

Regionale udviklingsselskaber - fonde og virksomhedsstøtte

Holland

Udviklingsselskabernes aktivitet i Holland på provinsniveau er at skabe

det finansielle grundlag for at udvikle små industrier dels gennem direkte

støtte til projekter i de enkelte virksomheder, dels gennem støtte til

udviklingsprogrammer for teknologi, rådgivning og service og lignende og at

støtte virksomhedsetableringer.

I Holland involveres de private pengeinstitutter gennem fondslignende

bestræbelser i samarbejde med handelskamrene i tilbud og fysiske faciliteter

såvel som gennem finansieringsprojekter. Finansieringspakken kan være en

iværksættermodel, hvori indgår støtte til levedygtige iværksætterprojekter,

kort- og langsigtede finansieringsløsninger, leasingarrangementer og

forsikringer.

I Holland findes 34 handelskamre, som er organiseret i en fælles

sammenslutning, som er en central forhandlingspartner i det nationale

erhvervsfremmesystem. Så godt som alle virksomheder er tilsluttet et af

handelskamrene. Handelskamrene er selvejende institutioner. Handelskamrene er

dialogpartner til de lokale og regionale myndigheder med hensyn til

udformning af erhvervsprogrammerne. På centralt niveau udgør handelskamrene

en forhandlingspart i forbindelse med den statslige indsats. Som eksempler på

handelskamrenes indsats kan nævnes:

- Regionaløkonomisk informationssystem. Det indeholder antallet af

virksomheder, deres beskæftigelse, aktivitet og status. Disse oplysninger er

organiseret efter størrelse, alder, lokalisering. Systemet indeholder også

informationer om nedlæggelser og oprettelser af virksomheder i de enkelte

områder, erhvervsområder, ledige lokaler, demografiske data, arbejdsløshed

m.v.

- Restmaterialebørs. Denne børs er databaseret og landsdækkende. Den er

baseret på producent- og brugeroplysninger om restmaterialer tilovers i

produktionen. Den er et resultat af nationale tiltag med henblik på at øge

genbrug og nedbringe forureningskilder.

- Det enkelte handelskammer kan trække på et net af

eksportfremmerådgivere, ligesom handelskamrene i fællesskab driver et

informationssystem for identifikation af service og rådgivning til rådighed

for medlemsvirksomhederne. Se nærmere herom andetsteds.

- Handelskamrene har taget initiativ til at inddrage pengeinstitutternes

filialsystem i bredere initiativer i forhold til iværksættere.

Væsentlige elementer i de lokale og regionale erhvervsfremmeinitiativer er

inspireret af de tiltag og udviklingsprogrammer, Økonomiministeriets

sekretariat for investeringsfremme (NFIA) iværksætter.

Det betyder, at væsentlige dele af det lokale og regionale

erhvervsfremmearbejde koordineres med nationale industripolitiske tiltag

gennem udformningen af programpakker. Så vidt det indhentede materiale kan

dokumentere, forhandles og allokeres disse programpakker gennem en intern

dialog i handelskamrenes sammenslutning i samråd med berørte kommunale

myndigheder.

Sverige

Eksistensen af regionale udviklingsselskaber skyldes 1970'ernes krise.

Ressourcegrundlaget er typisk skabt gennem Rigsdagen eller gennem

fondsindskud fra den større industri i de lokale områder.

Regionale udviklingsselskaber har vide rammer, der går fra opsøgning,

vurdering og finansiering af produktideer, bidrag til etablering af

licensaftaler over deltagelse i ejendomsfinansiering, opførelse af

industrihuse, byggeri, kapitalindskud i virksomheder, finansiering af

virksomhedernes samarbejde, helt eller delvis opkøb og drift af virksomheder,

etablering af helt nye virksomheders joint venture med udenlandske selskaber

og bidrag til finansiering af større udviklingsprojekter.

Norge

I Norge engagerer kommunerne sig i enkeltvirksomheder gennem

erhvervsudviklingsselskaber. I Norge findes tværkommunale selskaber.

Statslige tilskud, som de kendes fra Sverige til de regionale

udviklingsselskaber, findes ikke i samme grad. Selskaberne må søge midler fra

industriens udligningsfond og fra de industripolitiske midler, hvorfor man

ikke kan påregne støtte til grundkapitalen.

Et norsk udviklingsselskab, som Jæren Udviklingsselskab, der er dannet af

7 kommuner, har som formål at være i stand til i samarbejde med kommunerne at

sætte gang i og udvikle samarbejdstiltag i alle sektorer, som er af interesse

for 2 eller flere kommuner i regionen, og at tilrettelægge primærkommunale

bolig- og erhvervsområder.

Selskabet har udviklet sig og er i dag i stand til at udøve fælles byggeri

på tværs af kommunegrænserne. Koordinering af forureningsbekæmpende

virksomhed, teleforbindelser i sygehussektoren, primærkommunale udlæg af

erhvervsområder, byggemodning og opførelse af bygninger, initiativtagere til

flere kommunale samarbejdsprojekter, rådgivning og service til virksomheder i

området, børs for ledige erhvervsejendomme og fællesmarkedsføring af området.

England

I engelsk lovgivning findes en særlig paragraf - social government - som

giver de lokale og regionale myndigheder ret til at inddrive særskatter op

til en grænse på 2 pence pr. pund provenu. Særskatten kan alene bruges til

formål, som ikke er omfattet af anden lovgivende finansiering. Midlerne

herfra er i stigende grad blevet kanaliseret over i separate fonde og

selskaber.

70 udviklingsselskaber er oprettet, og i deres finansieringsmæssige

grundstamme indgår ofte pensionsmidler. Udviklingsselskabernes

finansieringsmæssige grundstamme er den stamme, hvorpå en række mere

risikobetonede finansieringer og joint venture-selskaber bygger deres

indskud.

Kommunal virksomhedsstøtte og risikotagning

Norge og Sverige

I Norge som i Sverige har deltagelsen også medført en ny problemstilling.

Her er skabt tradition for at gribe ind over for kriseramte virksomheder med

bevaringsforsøg. Med disse tiltag har Norge og Sverige gjort den erfaring og

iagttagelse, at de investeringer, der gøres i mere fremtidsorienterede, nye

virksomhedsetableringer, tilsyneladende ikke har samme tabsgivende risiko som

støtte i forbindelse med redningsaktioner.

England

Her har man indhøstet samme erfaring. De første udviklingsfonde var i høj

grad fikseret på at skabe alternative beskæftigelsesprojekter til de

arbejdspladser, som blev lukket ved vitalisering af bestående virksomheder.

I dag er interessen nu i højere grad orienteret mod virksomheder og

projekter, som kan virke for ændringer i erhvervssammensætningen på lang sigt

- nye projektområder, højteknologiske virksomheer. Fondsstøtten har i dag

udviklet sig til projekter og virksomheder, der med stor sandsynlighed kan

hvile ved egen drift.

Italien

I Italien har man via det norditalienske finansieringsselskab Friulia

taget konsekvensen af førnævnte erfaringer, som har været opgjort af OECD

sammen med en række andre landes erfaringer.

Friulia har som hovedregel, at man kun støtter nye virksomheder og ikke

forsøger at rekonstruere gamle virksomheder. Friulia-selskabet har over 35

institutioner som aktionærer. Det drejer sig hovedsagelig om nationale,

regionale og lokale pengeinstitutter, forsikringsselskaber samt kommuner og

amtskommuner m.v. Gennem årene er mere end 150 virksomheder blevet hjulpet på

områder, hvor forskningsindholdet i produktionen har været højt, og hvor

produktet har fremtiden for sig.

Eksportfremmeordninger

I såvel Sverige som Holland og Irland findes særlige programmer til

fremme af lokale og regionale eksportfremmende foranstaltninger.

I Italien findes der også en eksportpromotion - se afsnit om Italien -

udbygningen af industrielle distrikter.

Sverige

I Sverige blev der via støtte fra regionale udviklingsfonde udvalgt 1.500

virksomheder, som gennemgik en første grovvurdering med hensyn til

eksportpotentiale. Der blev udtaget 717 virksomheder til nærmere evaluering -

en såkaldt minieksport-diagnose - der resulterede i, at 492 virksomheder blev

endeligt udvalgt.

Disse virksomheder fik lagt en individuel eksportudviklingsplan, som fik

støtte til udvikling, hvor planen havde påpeget de særlige svage punkter -

det være sig produkt, marketing, service og organisation m.v. En evaluering

viste, at de deltagende virksomheder havde en fremgang på 59 pct. i

eksporten, medens en kontrolgruppe af virksomheder i samme størrelse kun

havde en fremgang på 30 pct. i perioden.

Ordningen er i dag permanent. De regionale udviklingsfonde inddrager

lokale erhvervsfremmeorganisationer i den første udpegning af egnede

virksomheder. Ordningen er bemærkelsesværdig, fordi:

- den er opsøgende,

- den er evaluerende gennem dialog og syning,

- den samler på vindere,

- de lokale og regionale instanser inddrages aktivt.

Holland

I Holland er repræsentanter for de hollandske provinser og kommuner

løbende involveret i tilrettelæggelsen og driften af den hollandske

eksportfremmeordning via handelskamrene. Handelskamrene kan trække på et net

af eksportfremmerådgivere.

I Holland gennemførtes i årene 1980-86 et meget succesrigt og selektivt

program med henblik på at tiltrække udenlandske investeringer. Programmet

lagde vægt på at dokumentere forsknings-, videns- og kompetencemiljøer i

forskellige egne af landet. Der er gennemført 307 projekter med en samlet

beskæftigelse på 10.474 arbejdspladser.

Irland

I Irland er man i gang med at oprette handelshuse som almindelige

aktieselskaber. Det sker ved at opbygge et net af lokale og regionale

eksportfremmende konsultationer, som skal bistå de mindre virksomheder ved at

sammenføre forskellige lokale og nationale service- og rådgivningsinstanser,

og samtidig ved at sikre en bedre markedsplanlægning i virksomhederne. Tanken

er, at indskydere i A/S-handelshusene skal tildeles særlige skattefordele.

Der er igennem handelshusene skabt nærhed til mindre virksomheder med

levedygtige, eksportbare produkter, ved at overtage eksportmæssige opgaver

for disse og for forholdsvis ressourcesvage virksomheder.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter