1994 BSF 68 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GENNEMFØRELSE AF EN SAMLET UNDERSØGELSE AF FIRMA-FUNKTIONÆRERNES ARBEJDSLØSHEDSKASSES VIRKSOMHED
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger arbejdsministeren at iværksætte følgende
foranstaltninger umiddelbart efter Folketingets vedtagelse af
forslaget:
1. Arbejdsministeren anmoder Rigsrevisionen om at gennemføre en
tilbundsgående undersøgelse af forhold i og omkring Firma-Funktionærernes
Arbejdsløshedskasse og dens virke siden januar 1988.
2. Arbejdsministeren drager omsorg for, at der gennemføres en uvildig
undersøgelse af Arbejdsministeriets rolle og Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikrings rolle i den årelange sag vedrørende forhold mellem
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer.
Bemærkninger til forslaget
Kort resume af forslaget
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse (i det efterfølgende forkortet
FFA) og Sammenslutningen af Firma-Funktionærer (i det efterfølgende forkortet
SFF) har i nu mange år været genstand for adskillige undersøgelser, et
historisk antal pålæg fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (i det
efterfølgende forkortet DfA), undersøgelse fra Rigsrevisionen og mere end 130
spørgsmål i Folketinget.
Hele sagen kan i en sætning forklares således: SFF er en fagforening, og
FFA er en arbejdsløshedskasse. Loven tillader ikke overførsel af midler fra
arbejdsløshedskassevirksomhed til fagforeningsvirksomhed. Denne præcise
bestemmelse i lovgivningen er blevet og søgt blevet omgået af SFF ved at
sammenblande forhold i FFA og SFF lige fra fælles bygninger, fælles
kursusejendom, fælles edb, fælles advokat, fælles personale osv. Manglende
korrekt kontering af udgifter i SFF har medført omfattende kapitalvandring
fra FFA til SFF.
Dette har DfA utallige gange påtalt lige siden 1988 med det resultat, at
SFF har tilbagebetalt adskillige millioner til FFA. Betalingerne er ofte
faldet med betydelig tidsforskydelse og først efter mange påbud. Sammenlagt
Læs alt
har det medført et stort milliontab for FFA. Medlemmerne af
arbejdsløshedskassen har således gennem mange år betalt for og lagt penge ud
for udgifter i fagforeningen. Det er i strid med loven. DfA har derfor pligt
til at gribe ind med pålæg. Det er også sket i et vist omfang, men langtfra
så prompte, det kan forventes, og langtfra så effektivt, det kan påkræves.
Ansvaret for DfA's virke er hos arbejdsministeren. Da arbejdsministeren ikke
af egen drift har taget initiativ til at få hele sagen mellem SFF og FFA
normaliseret til trods for adskillige henvendelser fra Folketinget, er der
ingen anden udvej end at pålægge ministeren en række konkrete tiltag gennem
nærværende beslutningsforslag.
Forslagets baggrund
Sagen mellem FFA og SFF beror på det forhold, at arbejdsløshedskassen og
fagforeningen deler bopæl og en række administrative faciliteter m.v. For
årene 1985-1987 forelå der en skriftlig administrationsaftale mellem FFA og
SFF. FFA betalte ca. 61 pct. af de samlede fællesomkostninger. I 1988
ændredes denne aftale således, at FFA nu pludselig skulle betale ca. 81 pct.
af fællesomkostningerne. Her startede problemerne. Den personkreds, som leder
FFA, er identisk med den personkreds, der leder SSF. Derved har det gennem
alle årene været meget let at opnå enighed mellem SFF og FFA om indgåede
aftaler. For SFF var/er der en åbenlys interesse i at lade FFA betale mest
muligt af de fælles omkostninger i samdriften. Derved frigøres der midler i
fagforeningen til brug for dens øvrige virke. For medlemmerne af FFA er det
meget utilfredsstillende, at de skal betale administrationsomkostninger (via
kontingentet til arbejdsløshedskassen) for aktiviteter, der ikke vedrører
arbejdsløshedskassens virke, men derimod er fagforeningsrelaterede.
Sagen er i Folketinget blevet behandlet/undersøgt gennem over 130
spørgsmål. De er stillet hovedsagelig gennem Folketingets Finansudvalg,
gennem Arbejdsmarkedsudvalget og som spørgsmål i henhold til § 20 i
Folketingets forretningsorden. Dertil kommer Rigsrevisionens undersøgelse af
sagen og Kammeradvokatens vurderinger af en række forhold.
I folketingsåret 1993-94 fremsatte forslagsstillerne forslag til
folketingsbeslutning om tilbagetrækning af anerkendelsen af
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse, (B 94). Se Folketingstidende
1993-94, Folketingets forhandlinger sp. 9421 og 10837 samt Tillæg A sp. 8535.
For at begrænse dette forslags bemærkninger til det materiale, der er
offentlig adgang til, vil der alene blive refereret til Rigsrevisionens
beretning af 10. november 1993 om samadministration mellem
arbejdsløshedskasser og andre foreninger, specielt mellem
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer og en række nærmere angivne spørgsmål.
Rigsrevisionens beretning giver i sit resume en dækkende beskrivelse af de
forhold, der har hersket, hvorfor det gengives i sin fulde længde i bilag 1
til forslaget.
Efter Rigsrevisionens beretning har Statsrevisorerne også gennemgået
sagen. Den 20. januar 1994 afgav de følgende konkluderende bemærkninger til
sagen:
»Statsrevisorerne kan derfor tilslutte sig Rigsrevisors ønske om
ændringer af lovgivningen og de administrative regler. Statsrevisorerne
finder det samtidig nødvendigt at indskærpe over for arbejdsministeren, at
direktoratet burde have benyttet sine beføjelser på et tidligere tidspunkt,
så snart de første tegn på misbrug dukkede op.«
Der har været mange opgørelser over, hvilke beløb sagen drejer sig om. Til
opnåelse af et overblik er der i folketingsåret 1993-94 bl.a. stillet
følgende spørgsmål:
Spørgsmål S 556 (FF 6761)
»Hvor mange penge andrager de sager vedrørende forholdet mellem SFF
og FFA, der fortsat ligger til afgørelse i ministeriet og/eller DfA?»
Svar:
»Det kan oplyses, at Arbejdsministeriet p.t. behandler 3 ankesager,
der, såfremt Arbejdsministeriet tiltræder direktoratets afgørelser,
skønsmæssigt vil medføre en regulering på i alt ca. kr. 2,5 mio., hvoraf SFF
har tilbagebetalt kr. 284.000, hvilket dækker reguleringsbeløbet vedrørende
den ene ankesag.«
Spørgsmål S 558 (FF 6763)
»Vil ministeren oplyse, hvor mange penge SFF har tilbagebetalt til
FFA i forhold til de påbud, DfA har givet SFF?»
Svar:
»Vedrørende de over for FFA trufne afgørelser m.v. kan det oplyses,
at der, såfremt Arbejdsministeriet/domstolene tiltræder direktoratets
afgørelser, bliver der tale om en tilbagebetaling fra SFF til FFA på i alt
ca. 17,3 mio. kr., hvoraf SFF p.t. har tilbagebetalt ca. 10,0 mio. kr.«
En af de største transaktioner til ugunst for FFA var salget af ejendommen
Paghs Gaard i Odense for 20,6 mio. kr. til FFA. Sælger var et SFF-styret
foretagende, Rudkøbing Boghandel og Kontorforsyning ApS. Købsprisen på 20,6
mio. kr. var vildt opskruet, hvorfor der i Finansudvalget i folketingsåret
1991-92 blev stillet en række spørgsmål omkring dette emne. (Spørgsmål og
svar findes på bilag 17-05 i Finansudvalget).
Spørgsmål 22:
»Hvad foretog ministeren og DfA sig i anledning af handelen med Paghs
Gaard i Odense? En handel, hvor køberen FFA - i strid med normal
handelspraksis - betalte samtlige handelsomkostninger m.v., hvorved SFF nok
en gang fik tilført midler fra FFA.«
Svar:
»DfA har oplyst, at ejendommen ikke er solgt af SFF til FFA, men af
Rudkøbing Boghandel og Kontorforsyning ApS, som ejes af SFF«. . .
»Ejendomsmæglerens vurderingsrapport er dateret den 11. oktober 1991 og
angiver et vurderingsbeløb på 24,4 mio. kr. under forudsætning af, at køberen
afholder halvdelen af handelsomkostningerne eller 284.000 kr.«. . . .
»Købesummen udgjorde i henhold til skødet 20.587.017 kr., og endvidere
skulle a-kassen betale de fulde handelsomkostninger, svarende til yderligere
284.000 kr., dvs. i alt ca. 20.871.000 kr. eller ca. 3.529.000 kr. mindre end
vurderingsbeløbet. På baggrund heraf har direktoratet ikke fundet grundlag
for at anfægte ejendomshandelen.«
Da der fra adskillige sider blev rejst tvivl om, hvorvidt salgssummen på
20,9 mio. kr. var korrekt, blev der iværksat adskillige vurderinger af
ejendommen. Ingen af disse kom op på et beløb af denne størrelse. En udløber
af debatten om beløbets størrelse blev en injuriesag mellem FFA's formand og
højesteretssagfører Claus Christensen. I den anledning blev der foretaget en
regulær syns- og skønsforretning. Det affødte nedenstående spørgsmål.
Spørgsmål S 808 (FF 8191)
»Hvad er ministerens kommentar til, at der i sagen omkring FFA's køb
af Paghs Gaard i Odense er blevet foretaget syn og skøn, der godtgør, at
ejendommen er under 9 mio. kr. værd, modsat den pris på over 20 mio. kr., som
blev bogført?»
Svar:
»Jeg er bekendt med, at der som led i en privat injuriesag anlagt af
FFA's formand, Arne Frederiksen, mod højesteretssagfører Claus Christensen
har været afholdt syns- og skønsforretning på ejendommen Paghs Gaard i
Odense. Syns- og skønsmanden har vurderet dels ejendommens lejeværdi pr. 1.
juli 1991 ved forskellige typer lejemål, dels ejendommens kontante
handelsværdi pr. 1. juli 1991, henholdsvis hvis ejendommen var udlejet til
den vurderede lejeværdi eller var fri for lejemål.
I sidstnævnte tilfælde er handelsværdien angivet til 8,9 mio. kr.«. .
. . »Syn og skøn er et middel for parterne i en verserende retssag til
at tilvejebringe oplysninger. Ingen af de tilvejebragte oplysninger godtgør i
sig selv, hvad ejendommens konkrete værdi er, eller om FFA har accepteret en
urealistisk pris for ejendommen.«
Det er jo for det første meget usædvanligt, at en syns- og skønsforretning
nedgøres på den måde. Syn og skøn er ikke bare et ofte anvendt redskab, men
også et helt uundværligt redskab i daglig retspraksis. For det andet er syns-
og skønsforretningen en dokumentation for, at folkene i SFF og FFA (de samme)
har trukket DfA rundt i manegen med de priser, der blev anvendt ved den
såkaldte »handel« af Paghs Gaard. Ministeren overser jo det helt
fundamentale problem i denne sag, nemlig at personkredsen er den samme. På
dokumenter er der opført samme personer som køber og sælger, blot med
forskellige titler. Derfor er det meningsløst, at ministeren henholder sig
til formalia, der åbenlyst er blevet omgået.
Der er i denne samlede sag tale om meget betydelige beløb. Sagen drejer
sig ikke kun om småposteringer mellem en arbejdsløshedskasse og en
fagforening.
Derfor bør der efter forslagsstillernes opfattelse ske en frakendelse af
FFA's ret til at drive arbejdsløshedskassevirksomhed. Det viste sig
imidlertid under 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 94, at der ikke
var flertal for en sådan frakendelse.
Til belysning af spørgsmålet om frakendelse af retten til at drive
arbejdsløshedskassevirksomhed blev der allerede i folketingsåret 1991-92
stillet følgende spørgsmål i Finansudvalget, som blev besvaret den 1. oktober
1992 (bilag 17-10 i Finansudvalget).
Spørgsmål nr. 63:
»Når ministeren i svaret på spørgsmål 41 så kraftigt understreger, at
sagen omkring forholdet mellem SFF og FFA er meget atypisk, hvorfor har
ministeren så ikke for længst anvendt gældende lovgivnings muligheder for at
få stoppet den atypiske adfærd?»
Svar:
Det gennemgående tema i spørgsmålene er, om der »skal gribes
ind« over for Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse på grund af de
forhold, der har været i kassen - og i givet fald hvordan, altså hvilke
initiativer jeg vil tage. Specielt under henvisning til spørgsmål nr. 45,
hvori der er en henvisning til SFF, skal jeg gøre opmærksom på, at
direktoratets tilsyn ikke omfatter faglige organisationer.
Lad mig først kort ridse forløbet og baggrunden op for de aktuelle
problemstillinger i sagen:
Som bekendt tager sagen udgangspunkt i administrationsaftalen mellem SFF
og FFA for 1988, særligt principperne for fastsættelsen af fordelingsnøglen
for udgiftsfordelingen mellem de to foreninger.
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har efter en meget grundig
behandling af sagskomplekset, som der er redegjort for i direktoratets 6
redegørelser til Rigsrevisionen, truffet en række afgørelser, hvori det
lægges til grund, at en række udgiftsposter ikke kan fordeles mellem de to
foreninger efter den budgetterede fordelingsnøgle, eller at de ikke kan
betragtes som fællesudgifter.
Samlet har afgørelserne ført til krav om, at et større millionbeløb skal
tilbageføres fra SFF til FFA.
Undersøgelserne og afgørelserne vedrørende 1988-aftalen har - i det omfang
der er tale om principafgørelser - også virkning for de efterfølgende
regnskabsår.
Som jeg i tidligere besvarelser har orienteret Finansudvalget om, har
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodet Kammeradvokaten om at
foretage en efterprøvning af direktoratets almindelige juridiske vurdering af
sagens strafferetlige aspekter.
I min besvarelse af spørgsmål nr. 14 har jeg endvidere orienteret
Folketingets Finansudvalg om, at jeg har anmodet direktoratet om at afgive en
udtalelse om, hvorvidt der er anledning til at bringe § 38 i anvendelse.
Ad strafferetlige aspekter
Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen har meddelt mig, at
Kammeradvokaten efter en grundig gennemgang af sagen sammenfattende har
udtalt følgende:
»Der er ikke grundlag for at indgive politianmeldelse mod FFA eller
FFA's nuværende eller tidligere ledelse.«
Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen har meddelt mig, at
direktoratets stillingtagen er, at det kan henholde sig til Kammeradvokatens
udtalelse.
På denne baggrund vil der ikke af Arbejdsministeriet blive indgivet
politianmeldelse.
Ad fratagelse af anerkendelse i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 38.
Bestemmelsen er sålydende:
»Arbejdsministeren kan bestemme, at anerkendelsen af en kasse
bortfalder, eller at statens refusion, jf. § 79, stk. 1, helt eller delvis
bortfalder for et regnskabsår,
1) hvis kassens ledelse tilsidesætter reglerne i denne lov eller
bestemmelser, der er givet i henhold til loven, eller hvis kassens virksomhed
ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed og orden, eller
2) hvis direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen og Landsarbejdsnævnet
skønner, at kassen uden direkte at overtræde gældende regler dog i forholdet
til medlemmerne eller til andre anerkendte arbejdsløshedskasser virker på en
for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig måde.
Stk. 2. Arbejdsministeren kan bestemme, at statens refusion og
forskud, jf. § 79, stk. 1 og 2, til en kasse helt eller delvis tilbageholdes,
indtil kassen har fulgt et pålæg, som direktøren for
arbejdsløshedsforsikringen har udstedt efter loven eller bestemmelser, der er
fastsat efter denne.«
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har efter at have konsulteret
Kammeradvokaten meddelt mig, at direktoratet er af den opfattelse, at der
ikke i arbejdsløshedsforsikringslovens § 38, stk. 1, nr. 1, er hjemmel til at
fastsætte sanktion over for FFA. Direktoratet finder det endvidere tvivlsomt,
om der er hjemmel til at fastsætte sanktion i medfør af § 38, stk. 1, nr. 2,
og direktoratet har herved henvist til, at der ikke er holdepunkter for at
antage, at de forhold, der er omfattet af de trufne afgørelser, har ført til,
at FFA virker på en for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig
måde. Direktoratet har i forbindelse hermed bemærket, at der ikke foreligger
tilkendegivelser fra andre arbejdsløshedskasser - eller fra
Landsarbejdsnævnet - der indicerer, at dette skulle være tilfældet.
På denne baggrund har jeg ikke til hensigt på det foreliggende grundlag at
bringe lovens § 38 i anvendelse.
Derimod har jeg anmodet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om
fortsat og indtil videre at følge administrationen i kassen meget tæt for, i
det omfang det er muligt, at sikre, at reglerne vedrørende anvendelsen af
kassernes egne midler overholdes og i påkommende fald meddele kassen pålæg.
Jeg skal gøre opmærksom på, at to af direktoratets trufne afgørelser
vedrørende edb-transaktioner og fordeling af omkostninger i en ejendom
beliggende Peder Hvitfeldts Stræde er anket til Arbejdsministeriet og for
tiden under behandling.
Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at FFA har anlagt sag mod
Arbejdsministeriet med påstand om, at der ikke har været hjemmel til at
anfægte en godkendt administrationsaftale, og hermed at afgørelserne, der
pålægger kassen at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt
administrationsvederlag, ikke er gyldige.
Endelig er jeg bekendt med, at Statsrevisorerne vil fremlægge en beretning
på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse om eventuel overførsel af midler
fra Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse til Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer.
På det således nu foreliggende grundlag skal jeg udtale følgende:
Efter min opfattelse er der tale om en meget beklagelig sag, der har
afdækket stærkt kritisable dispositioner i FFA. Jeg skal i denne forbindelse
bemærke, at behandlingen af sagen har nødvendiggjort mange ressourcer, der
kunne have været anvendt til bedre formål.
Jeg tillægger det meget stor betydning, at der tages skridt til, at
lignende sager ikke opstår i fremtiden.
Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at sagskomplekset ikke kan
antages at være karakteristisk i forhold til administrationen i
arbejdsløshedskassesystemet i sin helhed. Det bemærkes herved, at FFA's
medlemstal udgør ca. 23.000 ud af et samlet antal arbejdsløshedsforsikrede på
godt 2 millioner.
Jeg har konstateret, at det må anses for ønskeligt, at der fastsættes mere
klare og præcise regler for samadministration mellem kasser og deres
korresponderende faglige organisationer, således at det i videst muligt
omfang sikres, at reglerne bliver kontrollerbare.
Jeg påtænker derfor her i efteråret at fremsætte lovforslag med henblik
på, at der skabes en klar hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, under
hvilke betingelser en arbejdsløshedskasse kan lade andre varetage
administrationen. I tilknytning hertil vil direktoratet gå i gang med at
revidere de gældende regler for samadministration. Landsarbejdsnævnet vil
naturligvis blive inddraget i udarbejdelsen af disse regler. Erfaringerne fra
den konkrete sag vil indgå i de samlede overvejelser.
Som jeg påpegede i forbindelse med min besvarelse af spørgsmålene nr.
1-41, er der i sagen vedrørende FFA og SFF tale om to foreningers egne midler
og ikke statslige midler. Også for så vidt angår administrationen af en
kasses egne midler, må jeg som ansvarlig minister sikre, at lovens krav
overholdes, altså at der ikke uretmæssigt overføres midler fra
arbejdsløshedskasserne til f.eks. faglige organisationer. Jeg mener dog også,
at de enkelte arbejdsløshedskassemedlemmer bør være sig deres ansvar bevidst,
og de bør i forbindelse hermed gøres bekendt med direktoratets anmærkninger
til kassens regnskab. Med henblik på at sikre, at medlemmerne har de
nødvendige forudsætninger for at tage del i beslutningsprocessen i kasserne,
har jeg bedt direktoratet om at overveje, om der i ovenstående regler kan
udarbejdes regler om, at kasserne forpligtes til at gøre medlemmerne bekendt
med direktoratets anmærkninger.'
I folketingsåret 1993-94 fremsatte forslagsstillerne beslutningsforslag
nr. B 94, jf. ovenfor. Forslaget var til 1. behandling den 6. maj 1994. Fra
førstebehandlingen er det værd at bemærke sig følgende udsagn fra nogle af
ordførerne:
Helge Sander (V) (FF 10855):
». . . Hvis vi skal se på Fremskridtspartiets beslutningsforslag, må
vi altså sige, at i dag kan vi ikke sige ja til punkterne 1 og 2, men til
gengæld vil vi meget gerne støtte det tredje punkt i hr. Kim Behnkes forslag,
som drejer sig om en uvildig undersøgelse.«
Lilli Gyldenkilde (SF) (FF 10855):
»Som jeg tidligere har sagt i en kort bemærkning, kan vi ikke
tilslutte os beslutningsforslaget, som det foreligger, men jeg har gjort mig
til talsmand for, at vi nok skulle kunne blive enige om det sidste punkt i
det, nemlig at der nu skal foretages en uvildig undersøgelse.«
I konsekvens af disse og mange andre udsagn valgte arbejdsministeren at
komme med følgende tilkendegivelse (FF 10849):
». . . På den baggrund vil jeg gerne tilkendegive, at jeg ikke har
nogen speciel hverken personlig eller politisk anfægtelse over at få
diskuteret under udvalgsarbejdet, hvorvidt vi skal have en uvildig
undersøgelse, for jeg er lige så interesseret som aktørerne her i dag i at få
afdækket sagen så præcist som overhovedet muligt.«
Derefter blev beslutningsforslaget henvist til behandling i Folketingets
Arbejdsmarkedsudvalg. Her blev der den 30. august 1994 stillet følgende
spørgsmål:
Spørgsmål 2:
»Vil ministeren, jf. bemærkningerne fra 1. behandling af forslaget,
oversende udvalget et udkast til kommissorium for den undersøgelse af
forholdene i og omkring Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse?»
Spørgsmål 3:
»Vil ministeren oversende et forslag til, hvem der skal forestå
ovenstående undersøgelse?»
Spørgsmålene blev ikke besvaret.
Spørgsmålene blev genstillet den 1. november 1994.
Ministerens svar kom den 16. december 1994 (jf. almindelig del, bilag 101
i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg). Ministerens svar var:
». . . Under 1. behandlingen den 6. maj 1994 tilkendegav jeg, at jeg
ikke finder det påkrævet med en ny undersøgelse af forholdene i og omkring
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse, der ligger ud over de
undersøgelser, Rigsrevisionen og statsrevisorerne har foretaget. Jeg
tilkendegav også, at jeg ikke har nogen speciel anfægtelse over at få
diskuteret under udvalgsarbejdet, hvorvidt vi skal have en ny uvildig
undersøgelse. Situationen er nu den, at beslutningsforslaget er bortfaldet,
og da jeg fortsat ikke finder en ny undersøgelse påkrævet, ser jeg ikke
anledning til at gå videre med sagen.«
Ministerens tilsagn fra 1. behandling af B 94 den 6. maj 1994 stod ikke
længere ved magt. Derfor må Folketinget med nærværende beslutningsforslag
pålægge ministeren at gennemføre den ønskede undersøgelse af FFA.
Der blev også stillet et nyt spørgsmål i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg
den 1. november 1994. Heri blev ministeren bedt om at give en opdateret
redegørelse for forholdene i og omkring FFA. Ministerens svar var en
redegørelse fra DfA dateret den 16. december 1994 med en relativ grundig
opdatering af situationen omkring FFA og SFF. Denne redegørelse er optrykt
som bilag 2 til forslaget.
Det fremgår tydeligt af denne nyeste redegørelse, at FFA og SFF fortsætter
med at anlægge sager mod dels DfA, dels Arbejdsministeriet, hver gang der
kommer påbud. Det fremgår endvidere, at der langtfra er tale om nogen bedring
af adfærden i FFA og SFF. Derfor må den eneste løsning være at få kortlagt
alle forhold omkring FFA og SFF i en ny og mere omfattende undersøgelse fra
Rigsrevisionen.
Der er ingen vej tilbage i denne sag. Ministeren må pålægges at standse
FFA's »atypiske« adfærd - for at bruge Arbejdsministeriets ordvalg.
Forslaget er således kulminationen på et sagsforløb, der har stået på siden
1988 for sagens vedkommende og siden 1991 for ordførerens vedkommende.
Bemærkninger til forslagets enkelte punkter
Til pkt. 1
Der skal gennemføres en tilbundsgående undersøgelse af relationerne mellem
FFA og SFF. Undersøgelsen skal dække perioden januar 1988 til og med december
1994. Undersøgelsen skal indeholde følgende elementer:
1) Der skal foretages en undersøgelse af FFA's administration set i
forhold til gældende lov og øvrige regler for arbejdsløshedskassers virke.
2) Der skal foretages en undersøgelse af relationerne mellem SFF og FFA
gennem efterprøvning af FFA's halvdel af dette samarbejde. Forslagsstillerne
er opmærksom på, at fagforeninger (SFF) ikke er underlagt lovens regulering.
Man da alle transaktioner er gennemført over for FFA, er det muligt ad den
vej at få et samlet billede af de forhold mellem SFF og FFA, som har hersket
gennem 7 år.
3) Undersøgelsen skal endvidere afdække de forhold, som FFA har budt sine
medlemmer. Er medlemmernes rettigheder som medlemmer af en
arbejdsløshedskasse blevet varetaget korrekt gennem disse år?
4) Undersøgelsen skal endelig give grundlag for at give en vurdering af,
hvorvidt FFA er berettiget til fortsat at drive
arbejdsløshedskassevirksomhed.
Til pkt. 2
Gennem det lange forløb med undersøgelser m.v. har der - specielt fra
Rigsrevisionen - været påpeget en række kritisable forhold i
Arbejdsministeriet og DfA. For at få lukket sagen på værdig vis må ministeren
sikre gennemførelsen af en afsluttende undersøgelse af denne sag og det
offentliges rolle i sagens forløb. Undersøgelsen skal være uvildig og kan
f.eks. gennemføres af Finansministeriet, som tidligere har bistået andre
ministerier med undersøgelser af konkrete sager. Da Rigsrevisionen allerede
har gennemført en undersøgelse af dele af sagen, anses det ikke for værende
urealistisk, at denne undersøgelse kan foretages relativt hurtigt.
Bilag 1
Uddrag af Rigsrevisionens beretning af 10. november 1993 om
samadministration mellem arbejdsløshedskasser og andre foreninger, specielt
mellem Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer
II. Resume og Rigsrevisionens bemærkninger
6. I kapitel III er regelsættet for og generelle forhold omkring
arbejdsløshedskasser kort omtalt.
En arbejdsløshedskasse er i princippet en selvstændig privat forening og
dermed et selvstændigt retssubjekt, der er underlagt
arbejdsløshedsforsikringslovens regler, men som i øvrigt styres af
vedtægterne og de enkelte medlemmer (medlemsdemokratiet).
Arbejdsløshedsforskringslovens afsnit III, kapitel 7, indeholder nærmere
regler for statsanerkendte arbejdsløshedskasser, mens kapitel 12 omhandler
arbejdsløshedskassernes økonomi.
I sagen vedrørende FFA er de centrale bestemmelser
arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 30 og 82, der bl.a. indeholder
bestemmelser om kassernes formål og om kassernes indtægt og formue.
Der redegøres tillige for antallet af anerkendte arbejdsløshedskasser og
kassernes medlemsforhold i 1991 og 1992.
7. I den enkelte kasses vedtægt er der fastsat nærmere regler for
arbejdsløshedskassens virke. Vedtægten skal være i overensstemmelse med en
standardvedtægt.
Arbejdsløshedskassernes administrative forhold er siden 1. januar 1987
endvidere blevet reguleret i forskellige bekendtgørelser om de anerkendte
arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen m.v.
(økonomibekendtgørelserne). I økonomibekendtgørelserne har direktøren for
Arbejdsløshedsforsikringen bl.a. fastsat, at en arbejdsløshedskasses
administrationsudgifter skal holdes på et forsvarligt niveau og alene må
omfatte udgifter, der vedrører kassens drift.
Ud over økonomibekendtgørelserne har DfA også udstedt bekendtgørelser om
forskud og om tilsyn med kassernes administration af
arbejdsløshedsforsikringsloven.
Bortset fra disse bestemmelser indeholder arbejdsløshedsforsikringsloven
ingen regler om kassernes tilrettelæggelse af administrationen. De
statsanerkendte arbejdsløshedskasser udviser da også betydelige variationer
med hensyn til administrationens tilrettelæggelse.
8. I kapitel IV omtales samadministration og administrationsaftaler. En
del arbejdsløshedskasser har ladet administrationen varetage i fællesskab med
eller af en faglig organisation med tilknytning til arbejdsløshedskassen, og
omfanget af denne samadministration beskrives.
Med virkning fra 1. januar 1987 blev et cirkulære om
arbejdsløshedskassernes økonomi, regnskabsvæsen og øvrige administrative
forhold afløst af den første økonomibekendtgørelse.
Økonomibekendtgørelsernes regler om bl.a. samadministration og
administrationsaftaler og de ændringer, der er sket i bekendtgørelserne i
perioden 1987-1993 beskrives. Bl.a. skal kassens bestyrelse, hvis kassens
administration helt eller delvis skal varetages af andre, forud for et
regnskabsår indgå en skriftlig administrationsaftale med ledelsen af den
forening eller den, der skal varetage administrationen. De ændringer til
samadministrationen og til administrationsaftalernes indhold, der er sket i
økonomibekendtgørelserne i perioden 1987-1993, synes i et vist omfang at være
affødt af de problemer, DfA har haft i sagen om samadministrationen mellem
SFF og FFA, der omtales i kapitel V.
Dette kan opfattes som et udtryk for, at direktoratet har haft svært ved
at administrere reglerne om samadministration og administrationsaftaler.
Rigsrevisionen finder, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis DfA fortsætter
med løbende at ændre og ajourføre reglerne, så disse i videst muligt omfang
afpasses efter og er i overensstemmelse med det tilsyn, som direktoratet
reelt har mulighed for at udføre samtidig med, at de forbedrer og præciserer
direktoratets kontrolmuligheder.
Rigsrevisionen gav i notatet udtryk for, at det ville være ønskeligt, hvis
hjemmelen til samadministration blev fastsat i selve
arbejdsløshedsforsikringsloven. Med virkning fra 1. juli 1993 er
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 ændret, så det udtrykkeligt nævnes, at
der kan fastsættes regler om, under hvilke betingelser en arbejdsløshedskasse
kan administreres af eller sammen med en faglig organisation. DfA er i gang
med at revidere økonomibekendtgørelsen, herunder reglerne om
samadministration, og man forventer at afslutte arbejdet, så en ny
økonomibekendtgørelse kan træde i kraft den 1. januar 1994.
Kassens bidrag eller vederlag for en anden forenings eller andres
administration må ikke overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med
administrationen, men må gerne være mindre. I kapitlet redegøres for de
samlede administrationsudgifter pr. medlem i 1991 i de 39
arbejdsløshedskasser.
9. I kapitel V omtales FFA's samadministration med SFF, og der redegøres i
afsnit V.A for nogle principielle spørgsmål om samadministration og
administrationsaftaler, bl.a. om, hvorvidt reglerne om samadministration er i
strid med ordlyden af arbejdsløshedsforsikringslovens § 82 om ophævelse af
den fælles administration mellem SFF og FFA, samt om, hvorvidt spørgsmål, der
er blevet afgjort i forbindelse med fastlæggelsen og godkendelsen af de
generelle principper i administrationsaftalen, kan tages op til fornyet
overvejelse. FFA har i forbindelse med sidstnævnte spørgsmål indstævnet
Arbejdsministeriet for Østre Landsret.
Direktoratet finder det meget tvivlsomt, om der er hjemmel til at
forhindre en kasse i at indgå i et administrationsfællesskab med en faglig
organisation.
Direktoratet fastholder sin ret til efterfølgende at anfægte
administrationsaftalen, hvis den hviler på bristede forudsætninger eller et
ukorrekt skøn.
10. Derefter beskrives i afsnit V.B administrationsaftalerne mellem FFA og
SFF for regnskabsårene 1988, 1989 og 1990 og første halvdel af 1991. Fra 1.
juli 1991 har FFA indgået en ny administrationsaftale med SFF, så der nu kun
i meget begrænset omfang er samadministration mellem de to foreninger.
For årene 1985-1987, hvor der ikke forelå skriftlig administrationsaftale,
blev kassen belastet med ca. 61 pct. af fællesomkostningerne. I
administrationsaftalen for 1988 blev fordelingsnøglen ændret. Det nye
fordelingsprincip betød, at kassen blev belastet med ca. 81 pct. af
fællesomkostningerne.
Rigsrevisionen har givet udtryk for, at DfA burde have skiret sig en bedre
dokumentation for fordelingsnøglen og de øvrige poster i
administrationsaftalen for 1988, inden denne blev godkendt af direktoratet.
DfA fandt denne kritik uberettiget, idet man ved godkendelsen allerede var
i slutningen af 1988 og begyndelsen af 1989. DfA havde derfor fundet det mere
hensigtsmæssigt at koncentrere indsatsen om regnskabstallene.
Rigsrevisionen er fortsat af den opfattelse, at en bedre dokumentation for
fordelingsnøglen m.v. inden godkendelse af administrationsaftalen formentlig
kunne have begrænset antallet og omfanget af DfA's efterfølgende
undersøgelser, ligesom retssagen mellem FFA og Arbejdsministeriet om
kompetencespørgsmålet måske kunne have været undgået.
Rigsrevisionen gav også udtryk for, at uagtet DfA's undersøgelse har vist,
at en del af administrationsudgifterne kan fordeles mellem kassen og
fagforeningen i forholdet 81/19, burde det forhold, at FFA's andel steg med
33 pct. (fra 61 til 81 pct.), have indebåret, at direktoratet havde krævet en
mere indgående dokumentation for fordelingens korrekthed.
Da adskillige kasser bliver administreret med tilskud fra de tilknyttede
fagforbund og derved betaler mindre til administrationen, end de faktiske
udgifter vedrørende administrationen udviser, havde DfA imidlertid anset
stigningen for uvæsentlig, hvis blot den nye fordeling ikke medførte, at FFA
blev pålignet administrationsudgifter, der ikke vedrørte
arbejdsløshedskassen.
11. DfA's tilsyn med arbejdsløshedskasserne er beskrevet i kapitel VI, der
også indeholder beskrivelse af nogle kompetencespørgsmål samt enkelte
spørgsmål og kritik i forbindelse med DfA's tilsyn med FFA. Tilsynet i DfA er
delt op i et administrationstilsyn og i et regnskabstilsyn.
12. I afsnit VI.A redegøres for regnskabstilsynets organisation og
opgaver. Regnskabstilsynet skal afprøve, om arbejdsløshedskasserne har
modtaget refusion fra staten efter gældende regler, og om reglerne for
aflæggelse af årsregnskab, regnskabsvæsen og revision i
arbejdsløshedskasserne overholdes. Desuden skal det påses, at
arbejdsløshedskasserne i deres hele virksomhed overholder
økonomibestemmelserne i vedtægterne samt øvrige regler for
arbejdsløshedskassernes ledelse, økonomi og administration.
13. I afsnit VI.B redegøres detaljeret for tilsynets opgaver. Tilsynet er
overvejende baseret på kontrol med reglernes overholdelse, regnskabsanalyse,
gennemgang af revisionsprotokollater m.v., mens det er kassens
statsautoriserede revisor, der står for og er ansvarlig for den egentlige
revision af kassens regnskab. Direktoratets tilsyn er især koncentreret om
administrationen af de statslige midler, mens tilsynet, for så vidt angår
kassernes egne midler, er koncentreret om, hvorvidt
arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 30 og 82 overholdes. Tilsynet med
kassernes forbrug i øvrigt ligger hos kassernes medlemmer. DfA giver i
redegørelsen udtryk for, at man med andre ord kan blande sig i udgifternes
art, men ikke i udgifternes størrelse.
I tilknytning hertil bemærker Rigsrevisionen, at direktoratet efter
Rigsrevisionens opfattelse i et vist omfang har en tilsynsforpligtelse i
forbindelse med udgifternes omfang, idet det af økonomibekendtgørelserne også
fremgår, at arbejdsløshedskassens administrationsudgifter skal holdes på et
forsvarligt niveau.
14. Tillsynsforpligtelsen i forbindelse med administrationsaftaler
omfatter en undersøgelse af, om de udgiftsarter, der indgår i
administrationsaftalen, dækker udgifter, som kan afholdes i kasseregi.
Endvidere skal direktoratet forsøge at vurdere, om de anvendte
fordelingsnøgler kan anses for rimelige, men en sådan vurdering beror for en
række posters vedkommende på et skøn. Direktoratet finder, at man (næppe)
hverken har pligt til - eller mulighed for - at foretage en nærmere
efterprøvelse af skønnet, medmindre det forekommer åbenbart forkert.
Direktoratet har derfor kun i ekstreme situationer mulighed for sagligt at
anfægte en foretagen fordeling, ligesom kassen/foreningen kun til en vis grad
vil kunne dokumentere, at en fordeling er korrekt.
15. I afsnit VI.C beskrives sanktionsmuligheder over for
arbejdsløshedskasserne. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan pålægge
kassen at ændre sine forretningsgange og sin struktur. Arbejdsministeren kan
i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 38 bestemme, at anerkendelsen
af en kasse bortfalder, at statens refusion helt eller delvis bortfalder for
et regnskabsår, eller at statens refusion og forskud helt eller delvis
tilbageholdes. Bestemmelserne er kun yderst sjældent blevet bragt i
anvendelse.
Der har været rejst krav om at bringe § 38 i anvendelse over for FFA. DfA
finder det tvivlsomt, bl.a. efter at have konsulteret Kammeradvokaten, om der
er hjemmel til at fastsætte sanktion i medfør af nogen bestemmelse i § 38
over for FFA. Arbejdsministeren giver herefter udtryk for, at han ikke har
til hensigt på det foreliggende grundlag at bringe lovens § 38 i anvendelse.
16. DfA's kompetence i forbindelse med kassernes vedtægter m.v. er omtalt
i afsnit VI.D. Direktoratet var tidligere af den opfattelse, at direktoratet
havde afgørelseskompetence over for kasserne i sager vedrørende
fortolkning/overholdelse af kassernes vedtægter. Efter en udtalelse fra
Arbejdsministeriet i 1990 har DfA dog indtaget den holdning, at direktoratet
ikke kan træffe afgørelse om spørgsmål, der skal afgøres på grundlag af
fravigelige vedtægtsbestemmelser og almindelige foreningsretlige regler, men
kun hvis det drejer sig om fortolkning af vedtægtsbestemmelser, som stammer
fra standardvedtægtens ufravigelige afsnit.
Ud over en række afgørelser vedrørende FFA har DfA kun behandlet få sager
om fortolkning/overholdelse af andre kassers vedtægter. En sag mellem FFA og
FFA's tidligere formand om formandskabet i FFA omtales.
17. I afsnit VI.E omtales nogle problemer i forbindelse med DfA's tilsyn
over for FFA. I november 1989 påbegyndte direktoratet en undersøgelse af
FFA's udgifter for 1988. Undersøgelsen blev senere udvidet til også at
omfatte 1989 og 1990. Der blev rejst forskellige spørgsmål om og kritik af
omfanget og effektiviteten af DfA's tilsyn.
Efter Rigsrevisionens vurdering har undersøgelsen været betydelig mere
omfattende end direktoratets normale tilsyn. DfA har givet udtryk for, at der
har været tale om det mest dybtgående tilsyn med anvendelse af
administrationsmidler, direktoratet nogen sinde har foretaget i en
arbejdsløshedskasse.
18. Resultaterne af tilsynets konkrete undersøgelser omtales i kapitel
VII. Generelt er det regnskabstilsynets indtryk, at kasser og forbund sørger
for at foretage en korrekt opgørelse og fordeling af fællesudgifterne.
Eventuelle fejl skyldes primært forståelses- og/eller
fortolkningsvanskeligheder, og langt de fleste fejl er blevet rettet uden
større diskussioner.
19. I afsnit VII.A omtales de generelle problemstillinger, tilsynet er
stødt på, og i afsnit VII.B beskrives forhold omkring 7 arbejdsløshedskasser
ud over FFA, hvor der har været tale om egentlige problemer.
20. I afsnit VII.C omtales resultatet af tilsynets undersøgelse af FFA's
samadministration med SFF. Der blev fremført en række påstande om, at SFF
havde misbrugt administrationsaftalerne til at tappe FFA for årlige beløb på
mellem 10 og 15 mio. kr. Dette skulle bl.a. være sket ved, at
administrationsaftalerne for 1988, 1989 og 1990 indeholdt poster, der ikke
eller kun delvis vedrørte arbejdsløshedskassen, at nogle poster beløbsmæssigt
var sat for højt (overdebitering), og at den generelle fordelingsnøgle (81
pct. til FFA og 19 pct. til SFF) var forkert.
21. Direktoratet valgte at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgte
regnskabsposter med udgangspunkt i regnskabsåret 1988. Undersøgelsen har for
en del posters vedkommende ikke givet anledning til nævneværdige bemærkninger
eller ændringer fra direktoratets side, mens direktoratet i en række andre
tilfælde har truffet egentlige afgørelser. Det er direktoratets vurdering, at
den samlede regulering som følge af afgørelserne maksimalt vil udgøre 11-12
mio. kr. i FFA's favør.
Nogle af afgørelserne er indbragt for Østre Landsret af FFA, hvor sagen
endnu ikke er afgjort.
Endvidere ankede FFA en række afgørelser til Arbejdsministeriet, hvor
reguleringen skulle have været sket i 1992. Ministeriet gav opsættende
virkning med reguleringen under forudsætning af, at der blev indgået en
aftale mellem SFF og FFA om rentebetaling. I september 1993 har
Arbejdsministeriet tiltrådt direktoratets afgørelser, hvilket vil medføre
yderligere reguleringer. Der kan ikke siges noget sikkert om størrelsen af
disse reguleringer, men direktoratet har tidligere skønnet, at der kan blive
tale om op til ca. 5 mio. kr. i FFA's favør.
Endelig havde DfA oprindelig krævet kursusudgifter for første halvdel af
1988 fordelt mellem FFA og SFF, men Arbejdsministeriet har ændret afgørelsen,
så der nu ikke skal ske fordeling af kursusudgifterne.
22. Efter direktoratets opfattelse har der i sagen om FFA været tale om
overtrædelse af § 82 i arbejdsløshedsforsikringsloven. Kammeradvokaten har
givet udtryk for, at der ikke var grundlag for at indgive politianmeldelse
mod FFA eller FFA's nuværende eller tidligere ledelse, og arbejdsministeren
har som tidligere omtalt ikke fundet grundlag for at bringe
arbejdsløshedsforsikringslovens § 38 i anvendelse.
Efter Rigsrevisionens opfattelse har direktoratet udført et stort arbejde
for at finde frem til de efter direktoratets opfattelse korrekte udgifter for
FFA. Dette har efter Rigsrevisionens vurdering voldt direktoratet meget
besvær og været meget tidskrævende. Som tidligere omtalt bør der efter
Rigsrevisionens opfattelse fastsættes regler om samadministration, som kan
administreres og kontrolleres.
23. Kapitel VIII omhandler statens økonomiske relationer til
arbejdsløshedskasserne og mellemregningskonti i forbindelse med
samadministration. Statens indtægter i form af medlemsbidrag fra kasserne,
størrelsen af kontingent til administration, opkrævning af kontingent m.v.
beskrives nærmere.
Det er udelukkende medlemmerne, der har pligt til at dække kassernes
administrationsudgifter og økonomiske soliditet. Hvis administrator opkræver
medlemskontingent for arbejdsløshedskassen, skal administrator nu stille
betryggende sikkerhed. Nogle kasser, herunder FFA, har herefter valgt at lade
kontingentet indgå direkte på en konto tilhørende kassen, hvorfor der ikke
skal stilles sikkerhed i forbindelse med kontingentopkrævningen. Direktoratet
anser denne metode for bedst, idet risikoen derved minimeres.
DfA har foretaget flere undersøgelser af mellemregningen mellem SFF og
FFA. Direktoratets undersøgelser viste, at der var blevet administreret i
overensstemmelse med direktoratets regler.
24. Direktoratet har tidligere givet udtryk for, at der i tilfælde af
administrators insolvens blot kan opkræves et nyt bidrag hos medlemmerne, så
staten ikke lider tab.
Da kompetencen til at afgøre, om der skal opkræves et nyt bidrag, formelt
ligger hos kassen og kassens medlemmer og ikke hos DfA, fandt Rigsrevisionen
det tvivlsomt, om DfA kunne forlange, at kassen afkrævede medlemmerne et nyt
bidrag til dækning af kassens medlemsbidrag til staten.
DfA har givet udtryk for, at man er enig i, at det er kassen, der afgør,
om der skal ske en ekstraopkrævning eller ej.
25. Rigsrevisionen har tidligere givet udtryk for, at når FFA blev
pålignet en andel af afholdte finansieringsudgifter, skulle FFA også have en
andel i renteindtægter fra SFF's bankkonti, herunder også i renteindtægter
fra bankkonti, hvor det fælles kontingent blev indsat.
DfA har hertil anført, at der, for så vidt angår FFA's andel af SFF's
renteudgift/-indtægt, er tale om nettorenter, og at det er i overensstemmelse
med gældende regler, at parterne ikke deler renteindtægter vedrørende fælles
kontingentopkrævning, forudsat kassens kontingent registreres på
mellemregningskonti, der administreres og afregnes i overensstemmelse med
gældende regler.
26. Kapitel IX beskriver arbejdsløshedskassernes revisionsforhold og
revisors opgaver. I forbindelse med at SFF's og FFA's revisor fratrådte,
anmodede direktoratet ikke revisoren, men FFA om en redegørelse om baggrunden
for revisorens fratræden.
Rigsrevisionen har givet udtryk for, at DfA under hensyn til sagens
karakter burde have søgt at indhente en skriftlig erklæring fra revisoren.
Hertil har DfA oplyst, at revisoren ikke ønskede at komme med en redegørelse,
og at direktoratet fandt det yderst tvivlsomt, om man havde hjemmel til at
kræve en sådan redegørelse.
27. Rigsrevisionen gav i notatet om FFA udtryk for, at sagen om FFA er en
meget konkret og specifik sag rejst på grundlag af nogle meget konkrete
påstande og ønsker, men efter Rigsrevisionens opfattelse viser sagen, at der
er en del generelle problemer i forbindelse med direktoratets tilsyn og
reglerne omkring samadministration og administrationsaftaler.
De generelle problemer er omtalt under de enkelte punkter, men kan her
sammenfattes til følgende problemstillinger:
For det første har der manglet en direkte hjemmel i
arbejdsløshedsforsikringsloven til samadministration, både i tilfælde, hvor
en arbejdsløshedskasse bliver administreret af en anden forening og i de
tilfælde, hvor arbejdsløshedskassen administrerer for andre.
Desuden synes økonomibekendtgørelsens regler om samadministration og
administrationsaftaler at forudsætte, at der er tale om konkrete udgifter og
fordelinger, som altid kan kontrolleres og efterprøves, selv om der i
virkeligheden ofte er tale om skøn, og det synes, som om DfA har haft
vanskeligt ved at udføre det tilsyn, som arbejdsløshedsforsikringsloven
foreskriver.
Antallet af reguleringer og reguleringernes omfang i FFA-sagen synes at
pege på, at de samlede kontrolforanstaltninger vedrørende
arbejdsløshedskassernes økonomiske forhold, som er fastsat i love og
bekendtgørelser, ikke fungerer tilfredsstillende.
Det er derfor Rigsrevisionens opfattelse, at det er hensigtsmæssigt, at
hjemmelen til samadministration nu er blevet tydeliggjort i loven. Det vil
yderligere være hensigtsmæssigt, hvis reglerne om samadministration og
administrationsaftaler bliver udformet, så direktoratet rent faktisk kan føre
en effektiv kontrol med overholdelsen af disse regler.
Det kunne i den forbindelse overvejes, om Arbejdsministeriets og DfA's
tilsynsforpligtelse burde begrænses til kun at omfatte midler, der vedrører
statskassen - medlemsbidrag til staten og refusion af dagpenge m.v. - mens
det øvrige tilsyn med kassernes administrationsudgifter og eventuelt vederlag
til administrator kunne overlades til medlemmerne af den pågældende
arbejdsløshedskasse.
28. Fra Arbejdsministeriets side er der bl.a. i forbindelse med besvarelse
af spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg blevet givet udtryk for, at sagen
om FFA har afdækket stærkt kritisable dispositioner i kassen, og at
behandlingen af sagen har nødvendiggjort mange ressourcer, der kunne have
været anvendt til bedre formål.
Arbejdsministeriet har derfor som tidligere nævnt foranlediget, at
arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 nu er blevet ændret, så der er skabt
klar hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, under hvilke betingelser en
arbejdsløshedskasse kan administreres af eller sammen med en faglig
organisation, samt nærmere regler om samadministrationen.
Det fremgår endvidere, at direktoratet er gået i gang med at revidere de
gældende regler for samadministration, og at direktoratet forventer, at en ny
økonomibekendtgørelse kan træde i kraft pr. 1. januar 1994.
Arbejdsministeriet har givet udtryk for, at reglerne skal bygge på den
praksis, der i dag er for samadministration, men at erfaringerne fra den
konkrete sag også vil indgå i de samlede overvejelser, ligesom der vil blive
taget hensyn til Rigsrevisionens kritik vedrørende kontrollen af de gældende
regler, således at DfA får bedre kontrolmuligheder. Også for så vidt angår
administrationen af en kasses egne midler, vil ministeriet sikre, at lovens
krav overholdes, så der ikke uretmæssigt overføres midler fra
arbejdsløshedskasserne til f.eks. faglige organisationer. De enkelte
arbejdsløshedskassemedlemmer bør i forbindelse hermed gøres bekendt med
direktoratets anmærkninger til kassens regnskab. Med henblik på at sikre, at
medlemmerne har de nødvendige forudsætninger for at tage del i
beslutningsprocessen i kasserne, er direktoratet blevet bedt om at overveje,
om der i ovenstående regler kan udarbejdes regler om, at kasserne forpligtes
til at gøre medlemmerne bekendt med direktoratets anmærkninger.
29. Rigsrevisionen har med tilfredshed noteret sig, at Arbejdsministeriet
synes at være indstillet på at udforme og ændre reglerne for
samadministration m.v., så de imødekommer Rigsrevisionens bemærkninger.
Bilag 2
Uddrag af arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål 26 i
Arbejdsmarkedsudvalget (jf. alm. del, bilag 101)
Redegørelse vedrørende administrationsfællesskabet mellem
Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse (FFA) og Sammenslutningen af
Firma-Funktionærer (SFF)
Arbejdsministeriet bad med skrivelse af 4. november 1994 direktoratet om
et udkast til den redegørelse, Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg har anmodet
om i spørgsmål nr. 26 af 1. november 1994 (Alm. del - bilag 37).
Direktoratets redegørelse af 9. november 1994, opdateret med redegørelse
af 16. november 1994, er tidligere fremsendt til Arbejdsministeriet.
Efter anmodning fra Arbejdsministeriet den 15. december 1994 har
direktoratet foretaget yderligere en opdatering af redegørelsen, der således
nu er ajourført i relation til Arbejdsministeriets seneste afgørelser.
Nærværende redegørelse omhandler forhold, der enten endnu ikke har fundet
deres endelige afslutning, eller som er blevet afsluttet i løbet af 1994.
De omtalte forhold er konstateret i forbindelse med direktoratets tilsyn
med FFA i årene 1988-1994.
Redegørelsen er disponeret således:
Pkt. 1-5. Herunder redegøres for alle uafsluttede forhold, hvor
direktoratets undersøgelser er påbegyndt i 1992 eller tidligere.
Pkt. 6. Herunder redegøres for direktoratets opfølgning på de
»forhold«, der blev konstateret i 1994 af revisionsfirmaerne Price
Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S i forbindelse med den i
foråret 1994 gennemførte tilsynsundersøgelse.
Det skal bemærkes, at der alene er tale om forhold, som revisorerne har
anbefalet direktoratet at følge op på eller overveje.
Konklusionen på tilsynsundersøgelsen, jf. side 3 i den af de eksterne
revisorer udarbejdede rapport af 5. maj 1994, lyder således:
»Generelt er det efter gennemgang og vurdering af kommissoriets
punkter vor opfattelse, at der ikke sker et økonomisk misbrug af FFA via
administrationsfællesskabet med SFF.
Samadministrationen mellem FFA og SFF er efter vor opfattelse nu
indskrænket til et niveau, hvor yderligere adskillelse under de givne
omstændigheder næppe vil være mulig uden væsentlige omkostninger til følge.
Fælles udnyttelse af personale, lokaler og servicefunktioner vil i relation
til en deling af omkostninger mellem 2 parter altid være forbundet med skøn,
som i sagens natur aldrig vil kunne blive 100 pct. nøjagtige. Den almindelige
udvikling og tilpasning af de administrative funktioner vil endvidere til
stadighed indebære, at der skal foretages nye skøn og dermed nye fordelinger.
Bortset fra hvad der er anført nedenfor, er vi ikke stødt på forhold, som
giver os anledning til at anfægte de foretagne skøn. Principperne for
fordeling af omkostninger, som der er enighed om mellem FFA og DfA, er ud
over det i det efterfølgende anførte ikke nærmere vurderet.
Vor gennemgang har alene afdækket følgende, som bør følges op eller
overvejes af DfA:»
Herefter følger en opremsning af de »forhold«, der er omtalt
under pkt. 6 i nærværende redegørelse.
Pkt. 7. Herunder redegøres for SFF's deponering af reguleringsbeløb og
rentegodtgørelse vedrørende afgørelser, hvor SFF har afvist at foretage
tilbagebetaling, før der foreligger en inappellabel retsafgørelse.
Pkt. 8. Herunder redegøres for verserende retssager i relation til
FFA-sagen.
INDHOLDSFORTEGNELSE
1. Intern rente
2. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«
3. Konstateret tab ved salg af ejendom
4. Bladudgifter
5. Lokaleudgifter vedrørende kassens ejendom
6. Opfølgning af tilsynsundersøgelsen
a. Løn til vicevært
b. Udgifter til porto og kontingentopkrævning
c. Sagsomkostninger
d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser
7. Deponering af reguleringsbeløb og rentegodtgørelse
8. Status vedrørende retssager
1. Intern rente
Direktoratet traf den 28. januar 1991 afgørelse om, at FFA ikke må betale
en andel af en beregnet intern rente, men alene af faktisk afholdte
finansieringsomkostninger, der vedrører den fælles drift.
Afgørelsen blev den 23. april 1991 tiltrådt af Arbejdsministeriet,
hvorefter kassens advokat den 17. januar 1994 udtog stævning mod
Arbejdsministeriet med påstand om, at Arbejdsministeriet skal tilpligtes at
anerkende, at fordelingsgrundlaget kan indeholde en beregnet intern rente.
Efterfølgende har advokaten den 20. juni 1994 stillet forslag om, at der
gives tilladelse til, at FFA/SFF med tilbagevirkende kraft kan anvende
renteprincipperne i bekendtgørelse nr. 74 af 28. januar 1994 om tilsynet med
de anerkendte arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen m.v., selv om
bekendtgørelsens § 15 først træder i kraft 1. januar 1995.
Det skal indskydes, at der med virkning fra 1. januar 1995 ikke som
tidligere skal tages udgangspunkt i de faktisk afholdte renteudgifter, men
derimod i en intern rente, der beregnes med diskontoen + 2 pct.
Direktoratet finder det imidlertid principielt betænkeligt at sammenblande
principperne i den gamle og den nye økonomibekendtgørelse, da der i den nye
bekendtgørelse er tale om et helt nyt beregningsprincip, som er afgørende
forskelligt fra det hidtil anvendte.
Efter en drøftelse med Arbejdsministeriet har direktoratet meddelt kassens
advokat, at forslaget ikke kan imødekommes, og at finansieringsudgifter
fortsat indtil 1. januar 1995 skal opgøres og fordeles i overensstemmelse med
Arbejdsministeriets afgørelse af 23. april 1991.
2. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«.
I perioden 1988-1. halvår 1991 har FFA og SFF på grundlag af en
»generel« fordelingsnøgle baseret på de ansattes tidsforbrug
fordelt de samlede driftsudgifter vedrørende SFF's ejendom »Peder
Hvitfeldts Stræde 9«, der anvendes som fælles regionskontor i København.
Ved fordelingen blev der imidlertid ikke taget hensyn til, hvilke lokaler
kassen rent faktisk anvendte, lokalernes udlejningsværdi, at der var
uanvendte lokaler, og at nogle lokaler var udlejet til tredjemand.
På baggrund af stedfundne undersøgelser med bistand fra Revisionsfirmaet
Price Waterhouse/Seier-Petersen og en af revisionsfirmaet valgt
statsautoriseret ejendomsmægler traf direktoratet den 16. marts 1992
afgørelse om følgende:
- FFA må kun pålægges en udgiftsandel vedrørende lokaler, der anvendes af
FFA/SFF i fællesskab.
- Der skal tages hensyn til, hvilke lokaler FFA rent faktisk anvender,
lokalernes udlejningsværdi, og at nogle lokaler er FFA uvedkommende.
- Kassens andel af det i henhold til ovenstående opgjorte udgiftsgrundlag
skal beregnes ud fra den »generelle« fordelingsnøgle, der er
baseret på medarbejdernes tidsforbrug.
Afgørelsen blev anket til Arbejdsministeriet, der efter anmodning fra
kassen tillagde anken opsættende virkning mht. betalingen på betingelse af,
at tilbagebetalingsbeløbet blev forrentet med Danmarks Nationalbanks diskonto
+ 5 pct., hvilket SFF accepterede.
Arbejdsministeriet tiltrådte den 8. september 1993 direktoratets
afgørelse.
FFA har senere via sin advokat den 17. januar 1994 udtaget stævning mod
Arbejdsministeriet med påstand om, at Arbejdsministeriet skal tilpligtes at
anerkende, at udgifter vedrørende »Peder Hvitfeldts Stræde 9« i
årene 1988-1991 kan fordeles efter den metode, FFA alternativt stiller
forslag om i bilag 37 i stævningen.
Reguleringsbeløbet for perioden 1988 til og med 1. halvår 1991 er i
overensstemmelse med afgørelsen opgjort til i alt kr. 1.034.000, som
SFF har deponeret i Amtssparekassen, indtil der foreligger en inappellabel
retsafgørelse.
Vedrørende den efterfølgende periode har FFA/SFF trods afgørelsen fortsat
fordelt ejendommens samlede udgifter efter medlemstal, hvilket er
omtalt i den af Price Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S
udarbejdede rapport af 5. maj 1994 vedrørende den i foråret 1994 gennemførte
tilsynsundersøgelse.
Under direktoratets opfølgning heraf har det vist sig, at man har fordelt
ejendommens samlede udgifter efter medlemstal, hvilket er en helt
tredje metode, der beløbsmæssigt stort set svarer til den
beregningsmetode, som er foreslået i stævningen.
Direktoratet har herefter indskærpet over for FFA, at afgørelsens
principper, uanset at der føres retssag, også skal finde anvendelse i den
efterfølgende periode og har derfor pålagt FFA at stille krav om, at SFF skal
afregne eller deponere restbeløbet vedrørende 2. halvår 1991-1993.
Restbeløbet for perioden 2. halvår 1991-1993 er herefter opgjort til
kr. 377.498, som SFF med tillæg af renter kr. 36.092, i alt
kr. 413.590, har deponeret til fordel for FFA den 17. august 1994.
Under henvisning til pkt. 7 nedenfor skal det dog bemærkes, at
rentetillægget ikke er beregnet i overensstemmelse med den mellem FFA og SFF
indgåede renteaftale.
Endvidere har kassens advokat med skrivelse af 20. juni 1994 foreslået
direktoratet, at der gives tilladelse til, at FFA/SFF kan anvende den
beregningsmetode, som fremgår af stævningen, idet FFA/SFF finder, at
afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.
Advokatens forslag vedrører først og fremmest perioden 2. halvår
1991-1993, men det er dog bemærket, at såfremt der gives tilladelse til, at
metoden også kan finde anvendelse i perioden 1988-1. halvår 1991, kan
retssagen om dette spørgsmål ophæves.
Da der imidlertid ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen eller i
øvrigt er sket væsentlige regelændringer på området, finder direktoratet ikke
grundlag for at anbefale Arbejdsministeriet at tage afgørelsen op til fornyet
overvejelse.
Direktoratet har derfor meddelt kassen, at udgifter vedrørende »Peder
Hvitfeldts Stræde 9« skal opgøres og fordeles i overensstemmelse med
afgørelsen.
3. Konstateret tab ved salg af ejendom
SFF solgte i 1991 ejendommen »Bygaden 27 i Vallensbæk« med et
tab på kr. 650.000, hvoraf FFA via administrationshonoraret for 1.
halvår 1991 blev pålagte at betale kr. 503.000, idet ejendommen ifølge
det oplyste blev benyttet af FFA og SFF i fællesskab.
Det var FFA's og SFF's opfattelse, at der ved salg af aktiver, der er
anvendt i fællesskab, altid skal ske en forholdsmæssig deling af såvel
fortjeneste som tab.
Dette gælder imidlertid kun, når der er tale om driftsmidler, hvor
afskrivninger løbende kan indregnes i fordelingsgrundlaget, hvorimod kassen
ikke må pålægges en andel af eventuelle afskrivninger på SFF's ejendom.
Efter et tilsynsbesøg den 1. december 1992, hvor forholdet blev drøftet,
meddelte kassen, at man havde konstateret en fejl, som betød, at kassens
andel var blevet reduceret til kr. 284.000, idet SFF den 29. december
1992 havde tilbagebetalt kr. 219.000 til FFA.
Direktoratet fandt imidlertid fortsat forholdet i strid med § 82 i
arbejdsløshedsforsikringsloven og traf derfor den 5. februar 1993 afgørelse
om, at SFF skulle tilbagebetale det resterende beløb, hvilket SFF gjorde den
30. april 1993.
Afgørelsen blev anket til Arbejdsministeriet, der den 26. oktober 1994
tiltrådte direktoratets afgørelse.
4. Bladudgifter
Direktoratet har den 22. juni 1993 truffet afgørelse om, at kassens andel
af bladudgifter i 1990 og fremover skal opgøres således:
- Vedrørende medlemsblade, der udsendes til alle FFA-medlemmer, kan kassen
betale en udgiftsandel, der maksimalt svarer til det relative omfang af
kassestof vægtet med forholdet mellem FFA's og SFF's medlemstal. Dette gælder
således 2 bladudgivelser i perioden 1990-1992.
- Vedrørende udgifter til medlemsblade, hvor modtagelsen er betinget af
medlemskab af SFF, kan FFA ikke pålægges nogen andel. Dette gælder således 16
bladudgivelser i perioden 1990-1992.
Ifølge afgørelsen skulle reguleringen finde sted senest 30. juli 1993,
hvilket SFF imidlertid har afslået, før der foreligger en retsafgørelse.
Efterfølgendse har direktoratet pålagt FFA at fremsende betalingspåkrav
til SFF med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale
rente, jf. § 3, stk. 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.
Under direktoratets tilsynsbesøg den 7. april 1994 gav kassen udtryk for,
at det havde været enklere for kassen at administrere den fordelingsmetode,
som fremgår af § 15, stk. 9, nr. 3, i den nye økonomibekendtgørelse, der
imidlertid, for så vidt angår § 15, først træder i kraft 1. januar 1995.
I henhold hertil skal bladudgifter med virkning fra 1. januar 1995
fordeles på grundlag af medlemstal, hvorimod der ifølge direktoratets
afgørelse tillige skal tages hensyn til forholdet mellem omfanget af FFA-stof
og SFF-stof i de enkelte blade.
Det skal bemærkes, at der i de nugældende regler ikke er en eksakt
anvisning på fastsættelse af en fordelingsnøgle vedrørende bladudgifter, og
at bestemmelsen i den nye bekendtgørelse i enhver henseende er forenelig med
de nugældende regler.
Under hensyn hertil samt kassens bemærkninger tilkendegav direktoratet
under tilsynsbesøget, at der ikke var noget til hinder for, at kassen kunne
vælge mellem de to metoder.
Med skrivelse af 2. august 1994 har kassens advokat meddelt direktoratet,
at kassen ønsker at anvende den fordelingsmetode, der er angivet i den nye
bekendtgørelse.
Kassen ønskede dog at opretholde klagen til Arbejdsministeriet, idet det
fortsat var kassens opfattelse, at der også skulle ske en fordeling af
udgifter vedrørende blade, der kun udsendes til organiserede FFA-medlemmer.
Direktoratet har ikke fundet anledning til at træffe en ny afgørelse, idet
der kun er tale om en mindre tilføjelse til afgørelsen af 22. juni
1993, hvilket direktoratet har orienteret Arbejdsministeriet om.
Arbejdsministeriet har den 26. oktober 1994 truffet afgørelse i ankesagen,
hvori Arbejdsministeriet giver FFA medhold i, at FFA med rette har betalt en
andel af samtlige blade, der indeholder kassestof.
Herefter skal SFF ikke foretage tilbagebetaling til FFA vedrørende
bladudgifter i perioden efter 1. januar 1990. Derimod skal FFA efterbetale i
alt kr. 73.782 til SFF.
5. Lokaleudgifter vedrørende kassens ejendom
FFA købte pr. 1. juli 1991 ejendommen »Overstræde 2 B«, der
sammen med SFF's lejemål anvendes til fælles hovedkontor i Odense.
FFA har således med virkning fra 1. juli 1991 stillet lokaler til rådighed
for fælles reception, postforsendelse og indmeldelsesafdeling og har samtidig
afholdt og betalt alle udgifter vedrørende disse funktioner.
Herudover er der i begrænset omfang sket en »bytning« af
lokaler, idet enkelte SFF-medarbejdere fysisk er placeret i FFA's ejendom og
enkelte FFA-medarbejdere i de af SFF lejede lokaler.
Hertil har FFA forklaret, at årsagen til, at der ikke er foretaget nogen
egentlig opgørelse og deling af disse udgifter, er, at FFA/SFF var af den
opfattelse, at den gensidige benyttelse af lokaler gik lige op.
Imidlertid var direktoratet efter en besigtigelse af ejendommen den 1.
december 1992 ikke enig i dette synspunkt og iværksatte derfor en
undersøgelse, der blev opdelt således:
a. Fordeling af udgifter vedrørende reception, postforsendelse og
indmeldelse.
b. »Huslejeregulering« vedrørende gensidig benyttelse af andre
lokaler.
a. Efter at direktoratet havde taget problemet op i 1992, foreslog kassen,
at udgifterne blev fordelt på grundlag af forholdet mellem indgående
telefonsamtaler til henholdsvis FFA og SFF, hvilket ifølge det oplyste ville
medføre en fordeling i forholdet 90/10.
Direktoratet fandt imidlertid ikke, at kassens forslag svarede til de
faktiske forhold, og traf derfor den 24. september 1993 afgørelse om, at alle
udgifter vedrørende reception, postforsendelse og indmeldelse skal fordeles
mellem FFA og SFF i forhold til medlemstal, hvilket ca. svarer til forholdet
62/38.
Afgørelsen er anket til Arbejdsministeriet, og i den forbindelse har
kassens advokat bl.a. anført, at man vil kunne acceptere en fordelingsnøgle
på 78/22, svarende til den »generelle« fordelingsnøgle, hvis samme
fordelingsnøgle kan anvendes på udgifterne vedrørende lokalkontorerne, der nu
fordeles efter medlemstal.
Efterfølgende har advokaten med skrivelse af 13. oktober 1994 påpeget, at
ovenstående støttes af Price Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S,
idet det fremgår af tilsynsrapporten af 5. maj 1994, at det er revisorernes
opfattelse, at FFA's andel formentlig er større end de ca. 62 pct., som er
resultatet af direktoratets afgørelse.
Det er advokatens opfattelse, at nævnte rapport må tillægges betydelig
vægt, og han anmoder derfor igen Arbejdsministeriet om at træffe afgørelse
om, at fordelingsnøglen 78/22 kan finde anvendelse på alle kontorer og i
hvert fald som minimum på kontoret i Odense.
Direktoratet er enig i, at resultatet af Price Waterhouse/Seier-Petersens
og City Revision A/S' undersøgelser må tillægges stor vægt, og at det således
må anses for sandsynligt, at den i afgørelsen fastlagte fordelingsnøgle
utilsigtet favoriserer FFA på bekostning af SFF, hvilket er meddelt
Arbejdsministeriet ifm. høring i ankesagen.
Arbejdsministeriets afgørelse i ankesagen foreligger endnu ikke.
Reguleringsbeløbet for årene 1990-1993 er i henhold til direktoratets
afgørelse opgjort til kr. 1.476.755, hvoraf kun kr. 102.000
p.t. er afregnet til FFA.
Arbejdsministeriet har den 12. december 1994 truffet afgørelse i ankesagen
og ændret direktoratets afgørelse således, at den generelle fordelingsnøgle
kan anvendes på fordelingen af udgifter til reception, postforsendelse og
indmeldelse på hovedkontoret i Odense fra og med 1. juli 1991.
Det endelige reguleringsbeløb er endnu ikke gjort op, men direktoratet
skønner, at det i alt vil udgøre ca. kr. 650.000 i FFA's favør, hvoraf
som allerede nævnt kr. 102.000 er afregnet.
b. For så vidt angår »huslejereguleringen« vedrørende de øvrige
lokaler, blev direktoratet og FFA enige om, at reguleringen skal beregnes
således:
- Beregningen baseres på et realistisk skøn over det anvendte antal (m2)
pr. medarbejder.
- SFF's (m2)-pris beregnes ud fra den kontraktligt fastsatte husleje og
diverse andre omkostninger, der kan henføres til lokalerne.
- FFA's (m2)-pris beregnes ud fra prioritetsrenter, skatter og
diverse andre omkostninger, der kan henføres til lokalerne.
Huslejereguleringen er for perioden 2. halvår 1991-1993 opgjort til i alt
kr. 423.053 i SFF's favør.
Direktoratet har ved sin godkendelse betinget, at reguleringen tidligst
kan foretages samtidig med SFF's betaling til FFA vedrørende reception,
postforsendelse og indmeldelse, jf. pkt. 5.a. ovenfor.
Under tilsynsbesøget den 7. april 1994 blev det konstateret, at der ved
beregningen fejlagtigt ikke var taget hensyn til en af FFA aflønnet vicevært.
Dette forhold er nærmere beskrevet under pkt. 6.a. nedenfor.
6. Opfølgning af tilsynsundersøgelsen
Som opfølgning på tilsynsundersøgelsen i foråret 1994 har direktoratet
nærmere undersøgt/overvejet følgende forhold:
a. Løn til vicevært.
b. Udgifter til porto og kontingentopkrævning.
c. Sagsomkostninger.
d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser.
a. Løn til vicevært
Under tilsynsbesøget den 7. april 1994 konstaterede de eksterne revisorer,
at lønnen til en af FFA 100 pct. aflønnet vicevært for ejendommen
»Overstræde 2 B« ikke indgik i beregningen af den indbyrdes
»huslejeregulering«, jf. pkt. 5.b. ovenfor.
FFA har såvel under tilsynsbesøget som efterfølgende forklaret, at der er
tale om en fejl, som vil blive rettet.
I fortsættelse heraf har kassen med skrivelse af 16. maj 1994 fremsendt en
opgørelse over reguleringsbeløbene for 2. halvår 1991, 1992 og 1993.
Direktoratet var imidlertid ikke helt enig i opgørelse, idet der ikke var
taget højde for, at viceværten fungerer som en slags altmuligmand i såvel
FFA's ejendom som SFF's lejemål.
Direktoratet meddelte derfor kassen, at det var direktoratets opfattelse,
at der skulle ske en egentlig fordeling af lønnen til viceværten i forhold
til det antal (m2), som parterne hver især råder over.
Kassen tilsluttede sig direktoratets synspunkt.
Efter enkelte småjusteringer blev reguleringen for perioden 2. halvår
1991-1993 herefter opgjort til i alt kr. 124.170 i FFA's favør, som
SFF har afregnet med kr. 31.385 den 20. maj 1994 og kr. 92.785
den 15. august 1994.
Fremover vil viceværtens løn blive indregnet i de (m2)-priser, der ligger
til grund for den under pkt. 5.b. ovenfor omtalte
»huslejeregulering«.
b. Udgiftger til porto og kontingentopkrævning
De eksterne revisorer har i forbindelse med tilsynsundersøgelsen
konstateret, at man under et har henført udgifter til porto og
kontingentudskrivning til edb-udgifter, der er fordelt mellem FFA og SFF i
forholdet 90/10.
Revisorerne har i tilsynsrapporten bemærket, at direktoratet bør overveje
(især for portodelen), om disse udgifter ikke burde fordeles i forhold til
medlemstal.
Med hensyn til kontingentudskrivningen finder direktoratet, at det er
rimeligt, at FFA har betalt 90 pct. af udgifterne, idet der i gældende regler
er fastsat forskellige fordyrende krav, som reelt er SFF uvedkommende.
Der er således tale om specifikationskrav og krav til opkrævningsformer og
afregningstidspunkter.
Hertil kommer, at administrationen af et FFA-medlem i al almindelighed er
forholdsvis dyrere end af et SFF-medlem.
Vedrørende portodelen var det derimod umiddelbart direktoratets
opfattelse, at udgifterne burde fordeles efter medlemstal, da der er tale om
en medlemsrelateret udgift.
Kassen har imidlertid fastholdt, at den foretagne fordeling er korrekt.
Direktoratet har fået oplyst, at portoen ifølge GiroBank udgør kr.
3,50 pr. opkrævning, hvilket på årsbasis svarer til ca. kr.
330.000, hvoraf kassen har betalt 90 pct. svarende til ca. kr.
297.000.
Hvis portodelen blev fordelt efter medlemstal, skulle FFA betale ca. 62
pct. svarende til ca. kr. 205.000.
Forholdet drejer sig således om en forskel på ca. kr. 92.000.
Kassen har imidlertid påpeget, at SFF samtidig betaler en for stor andel
af udgifterne til edb-revision og løn til edb-programmør, hvor fordelingen
ifølge det oplyste er i SFF's disfavør.
Endvidere er en årlig indtægt på ca. kr. 100.000 vedrørende
rykkergebyrer ikke fordelt mellem FFA og SFF, selv om SFF reelt burde have
andel heri.
Under hensyn hertil har direktoratet efter omstændighederne godkendt, at
også portoudgiften henføres til edb-posten og dermed fordeles i forholdet
90/10.
Direktoratet har i sine overvejelser lagt vægt på, at portoen ikke
opkræves særskilt, og at der samtidig er andre småposter i SFF's disfavør.
Direktoratet har dog pålagt kassen at underrette direktoratet, hvis disse
forhold ændres, idet fordelingen i så fald må tages op til fornyet
overvejelse.
Det er direktoratets principielle opfattelse, at alle indtægter, der har
tilknytning til fordelte fællesudgifter, altid skal fordeles mellem parterne,
medmindre der som i den foreliggende situation er særlige omstændigheder, der
taler for noget andet.
c. Sagsomkostninger
Vedrørende de anlagte retssager mod Arbejdsministeriet har de eksterne
revisorer bemærket, at det synes mest naturligt, at sagsomkostningerne blev
afholdt af SFF, da det må anses for usædvanligt, at man anlægger retssag med
påstand om, at man er uberettiget til at modtage en omkostningsrefusion.
Hertil skal direktoratet bemærke, at kassen som part efter dansk rets
almindelige regler har ret til at få afprøvet forvaltningsakters
lovlighed/rigtighed ved domstolene.
Retssagerne vedrører afgørelser, hvormed direktoratet/Arbejdsministeriet
har pålagt kassen at kræve allerede foretagne dispositioner ændret.
Sagsanlæggene er en følge af, at FFA og SFF begge er af den opfattelse, at
afgørelserne er forkerte og i øvrigt et indgreb i en lovligt indgået aftale.
Alternativt kunne kassen have valgt at anlægge sag mod SFF med påstand om
tilbagebetaling i overensstemmelse med de trufne afgørelser.
Om en sådan fremgangsmåde ville medføre mindre eller større
sagsomkostninger for FFA end sagsanlæg mod ministeriet, afhænger af de
respektive sagers endelige udfald ved retten.
Direktoretet vil derfor for nærværende ikke foretage sig yderligere.
d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser
I forbindelse med kassens forberedelser til tilsynsbesøget den 7. april
1994 konstaterede man, at FFA i en periode fejlagtigt ikke var blevet
faktureret et grundgebyr pr. kursist i forbindelse med afholdte
jobsøgningskurser.
Kassen omtalte fejlen under tilsynsbesøget og har efterfølgende med
skrivelse af 19. september 1994 orienteret direktoratet om, at der er tale om
132 gebyrer a kr. 600 svarende til i alt kr. 79.200, som FFA
har besluttet at efterbetale til SFF.
Da det er direktoratets opfattelse, at konstaterede fejl bør rettes,
uanset om de er i FFA's eller SFF's favør, har direktoratet ikke haft
indvendinger imod denne disposition.
Direktoratet har dog bedt om at få bekræftet, at kassen ikke på anden vis
har været med til at betale udgifter, som helt eller delvist er dækket af
gebyret, samt at gebyret ikke bekøbsmæssigt overstiger kassens reelle andel
af de faktisk afholdte udgifter vedrørende de pågældende kurser.
Dette er blevet bekræftet med skrivelse af 18. oktober 1994 fra kassens
advokat.
7. Deponering af reguleringsbeløb og rentegodtgørelse
Direktoratet traf den 2. januar 1992 4 edb-afgørelser vedrørende perioden
1985-1991, som i ankesagerne er tiltrådt af Arbejdsministeriet den 8.
september 1993.
For så vidt angår disse edb-afgørelser og afgørelsen vedrørende
»Peder Hvitfeldts Stræde 9«, jf. pkt. 2 ovenfor, har SFF afvist at
foretage tilbagebetaling, før der foreligger en inappellabel retsafgørelse.
SFF har dog ved indsættelse på en konto i Amtssparekassen deponeret de
opgjorte reguleringsbeløb samt den beregnede rentegodtgørelse til fordel for
FFA.
Den deponerede rentegodtgørelse er vedrørende de første deponeringer
beregnet med diskontoen + 5 pct., hvilket er i overensstemmelse med den
indgåede renteaftale.
Efter anmodning fra kassen tillagde Arbejdsministeriet i begge de nævnte
sager anken opsættende virkning med hensyn til betalingen på betingelse af,
at FFA og SFF indgik en renteaftale, der forpligtede SFF til at forrente
kassens tilgodehavende med diskontoen + 5 pct.
Rentekravet blev fastsat til diskontoen + 5 pct., fordi en retslig
inddrivelse af beløbet ville have medført, at kassens tilgodehavende skulle
have været forrentet med diskontoen + 5 pct., jf. rentelovens bestemmelser om
procesrenter.
Imidlertid mener FFA nu, at der i forhold til en sag vedrørende en
arbejdsløshedskasse er sket en ulovlig forskelsbehandling. Direktoratet har i
den pågældende sag truffet afgørelse om en forrentning med diskontoen + 2
pct., dvs. 3 pct. mindre end der blev stillet krav om i relation til
renteaftalen mellem FFA og SFF.
Dette har medført, at kassen har klaget til Arbejdsministeriet over
ulovlig forskelsbehandling, og at den deponerede rentegodtgørelse vedrørende
»Peder Hvitfeldts Stræde 9« for perioden 2. halvår 1991-1993, jf.
pkt. 2 ovenfor, kun er beregnet med diskontoen + 2 pct.
Direktoratet har pålagt kassen at stille krav om, at rentegodtgørelsen
skal beregnes i overensstemmelse med renteaftalen, og at det resterende
rentebeløb skal deponeres til fordel for FFA.
Restbeløbet er herefter opgjort til kr. 10.481, som SFF har
deponeret til fordel for FFA den 15. november 1994.
Endelig kan det oplyses, at Arbejdsministeriet har afvist kassens klage
over forskelsbehandling, idet der i den anden sag er tale om en helt anden
situation, som ikke med rette kan sammenlignes med FFA-sagerne.
Den samlede deponering kan specificeres således:
Udg. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«
1988 - 1. halvår 1991 1.034.000
2. halvår 1991 - 1993 377.498
Edb-udgifter 1985 - 1990 2.432.000
FFA's køb af edb-anlæg (restbeløb) 170.669
SFF's salg af gl. edb-anlæg i 1985 1.054.000
----------------------------------------------------
5.068.167
Rentegodtgørelse 1.175.811
----------------------------------------------------
I alt 6.243.978
----------------------------------------------------
8. Status vedrørende retssager
1. Verserende sager mellem FFA og Arbejdsministeriet:
1. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af december 1991 med
påstand om,
a. at fordeling af udgiftsposten »Løn og honorarer til formand,
direktør og sekretariatschef« kan ske i overensstemmelse med
administrationsaftaler for årene 1988, 1989 og 1990,
b. at fordeling af udgiftsposten »Skriftlig orientering ekskl.
bladomkostninger« kan ske i overensstemmelse med administrationsaftaler
for årene 1988, 1989 og 1990, og
c. at fordeling af udgiftsposten »Bladomkostninger« kan ske i
overensstemmelse med administrationsaftaler for årene 1988, 1989 og 1990.
2. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af 17. januar 1994 med
påstand om, at en beregnet intern rente for regnskabsåret 1988 på kr.
2.385.825 og for regnskabsåret 1989 på kr. 2.121.000 kan indgå i
fordelingsgrundlaget for de respektive regnskabsår mellem FFA og SFF.
3. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af 17. januar 1994 med
påstand om,
a. at fordelingen af udgiftsposterne »Køb af maskintid« og
»Forrentning« kan ske i overensstemmelse med årsregnskaber for de
respektive regnskabsår 1985 - 1990,
subsidiært at ovennævnte udgiftsposter kan indgå i fordelingsgrundlaget
for de respektive regnskabsår 1985 - 1990 med i alt kr. 1.614.974,
b. at fordelingen af udgiftsposten »Salget af SFF's gamle edb-anlæg i
1985« kan ske i overensstemmelser med sagsøgers årsregnskab for 1985, og
c. at fordelingen af udgifterne vedrørende ejendommen »Peder
Hvitfeldts Stræde 9« kan ske i henhold til en af kassen senere
udarbejdet opgørelse.
Idet sagsøger har anmodet om udsættelse med afgivelse af replik, har Østre
Landsret udsat behandlingen af ovennævnte sager til 30. november 1994.
2. Andre sager:
1. FFA anlagde den 19. december 1990 ved retten i Rudkøbing sag mod den
tidligere formand, Jørgen Tauber Lassen, med påstand om, at han forbydes
under nogen form at foregive at optræde som formand for eller i anden
lederposition i relation til FFA.
A-kassen fik ikke medhold i denne påstand, og dommen blev derfor af FFA
anket til Østre Landsret.
Herefter har landsretten den 1. juni 1994 afsagt dom, hvorefter Jørgen
Tauber Lassen er tilpligtet at anerkende, at han fra den 10. marts 1990 ikke
længere var formand i Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse.
Direktoratet har af FFA fået oplyst, at Jørgen Tauber Lassen har søgt
Justitsministeriet om 3. instans-bevilling, men at han har fået afslag.
2. Jørgen Tauber Lassen har anlagt sag mod SFF for uberettiget
bortvisning.
Østre Landsret har den 22. december 1993 afsagt dom, hvorefter
Sammenslutningen af Firma-Funktionærer skal betale Jørgen Tauber Lassen en
godtgørelse på i alt kr. 932.475,33 med tillæg af sædvanlig
procesrente fra 10. marts 1990.
Godtgørelsen dækker løn i opsigelsesperioden, pensionsgodtgørelse, leje af
sommerhus og sagsomkostninger.
Den udbetalte godtgørelse er i overensstemmelse med den indgåede
administrationsaftale og gældende regler betalt med 50 pct. af FFA.
Sagen er af Jørgen Tauber Lassen indbragt for Højesteret med påstand om
godtgørelse efter funktionærlovens § 2 B.
3. Herudover verserer der følgende uafsluttede injuriesager med relation
til FFA-sagen:
- Formand Arne Frederiksen mod Højesteretssagfører Claus Christensen.
- Højesteretssagfører Claus Christensen ved retten i Frederiksberg mod
direktør Troels Nørgaard.
- FFA/SFF, Arne Frederiksen og John Hansen mod Ekstra Bladet ved Bent
Falbert og Nils Chr. Nilson.
- SFF, Arne Frederiksen og John Hansen mod Kim Behnke, MF.
Direktoratet har ikke ud over ovennævnte retssager egentligt kendskab til
andre verserende sager med relation til FFA-sagen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1994 BTB 101 BETÆNKNING OG INDSTILLING VEDRØRENDE DEN AF STATSREVISORERNE AFGIVNE ENDELIGE BETÆNKNING OVER STATSREGNSKABET FOR FINANSÅRET 1992 NR B 101 1994-95, 1. SAMLING Retsinformation · 19. april 1995
- Flytning mellem arbejdsløshedskasser (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- 1992 BTL 272 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK NR L 272 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 21. juli 1993
- Sag om, hvorvidt behandlingen af sagsøgers seneste ansøgning om dansk indfødsret udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser Domsdatabasen · 30. oktober 2026
- 1992 LSF 272 FORSLAG TIL LOV OM EN AKTIV ARBEJDSMARKEDSPOLITIK Retsinformation · 2. juli 1993
- 1990 LSF 70 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. OG LOV OM OPHÆVELSE AF LOV OM ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSER M.V. (OPHÆVELSE AF REGLER OM ARBEJDSFORMIDLING M.V.) Retsinformation · 23. januar 1991