Spring til indhold

Retsinformation

1994 BSF 68 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM GENNEMFØRELSE AF EN SAMLET UNDERSØGELSE AF FIRMA-FUNKTIONÆRERNES ARBEJDSLØSHEDSKASSES VIRKSOMHED

1994/1 BSF 68Beslutningsforslag som fremsatFolketinget23. februar 1995

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger arbejdsministeren at iværksætte følgende

foranstaltninger umiddelbart efter Folketingets vedtagelse af

forslaget:

1. Arbejdsministeren anmoder Rigsrevisionen om at gennemføre en

tilbundsgående undersøgelse af forhold i og omkring Firma-Funktionærernes

Arbejdsløshedskasse og dens virke siden januar 1988.

2. Arbejdsministeren drager omsorg for, at der gennemføres en uvildig

undersøgelse af Arbejdsministeriets rolle og Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikrings rolle i den årelange sag vedrørende forhold mellem

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer.

Bemærkninger til forslaget

Kort resume af forslaget

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse (i det efterfølgende forkortet

FFA) og Sammenslutningen af Firma-Funktionærer (i det efterfølgende forkortet

SFF) har i nu mange år været genstand for adskillige undersøgelser, et

historisk antal pålæg fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen (i det

efterfølgende forkortet DfA), undersøgelse fra Rigsrevisionen og mere end 130

spørgsmål i Folketinget.

Hele sagen kan i en sætning forklares således: SFF er en fagforening, og

FFA er en arbejdsløshedskasse. Loven tillader ikke overførsel af midler fra

arbejdsløshedskassevirksomhed til fagforeningsvirksomhed. Denne præcise

bestemmelse i lovgivningen er blevet og søgt blevet omgået af SFF ved at

sammenblande forhold i FFA og SFF lige fra fælles bygninger, fælles

kursusejendom, fælles edb, fælles advokat, fælles personale osv. Manglende

korrekt kontering af udgifter i SFF har medført omfattende kapitalvandring

fra FFA til SFF.

Dette har DfA utallige gange påtalt lige siden 1988 med det resultat, at

SFF har tilbagebetalt adskillige millioner til FFA. Betalingerne er ofte

faldet med betydelig tidsforskydelse og først efter mange påbud. Sammenlagt

Læs alt

har det medført et stort milliontab for FFA. Medlemmerne af

arbejdsløshedskassen har således gennem mange år betalt for og lagt penge ud

for udgifter i fagforeningen. Det er i strid med loven. DfA har derfor pligt

til at gribe ind med pålæg. Det er også sket i et vist omfang, men langtfra

så prompte, det kan forventes, og langtfra så effektivt, det kan påkræves.

Ansvaret for DfA's virke er hos arbejdsministeren. Da arbejdsministeren ikke

af egen drift har taget initiativ til at få hele sagen mellem SFF og FFA

normaliseret til trods for adskillige henvendelser fra Folketinget, er der

ingen anden udvej end at pålægge ministeren en række konkrete tiltag gennem

nærværende beslutningsforslag.

Forslagets baggrund

Sagen mellem FFA og SFF beror på det forhold, at arbejdsløshedskassen og

fagforeningen deler bopæl og en række administrative faciliteter m.v. For

årene 1985-1987 forelå der en skriftlig administrationsaftale mellem FFA og

SFF. FFA betalte ca. 61 pct. af de samlede fællesomkostninger. I 1988

ændredes denne aftale således, at FFA nu pludselig skulle betale ca. 81 pct.

af fællesomkostningerne. Her startede problemerne. Den personkreds, som leder

FFA, er identisk med den personkreds, der leder SSF. Derved har det gennem

alle årene været meget let at opnå enighed mellem SFF og FFA om indgåede

aftaler. For SFF var/er der en åbenlys interesse i at lade FFA betale mest

muligt af de fælles omkostninger i samdriften. Derved frigøres der midler i

fagforeningen til brug for dens øvrige virke. For medlemmerne af FFA er det

meget utilfredsstillende, at de skal betale administrationsomkostninger (via

kontingentet til arbejdsløshedskassen) for aktiviteter, der ikke vedrører

arbejdsløshedskassens virke, men derimod er fagforeningsrelaterede.

Sagen er i Folketinget blevet behandlet/undersøgt gennem over 130

spørgsmål. De er stillet hovedsagelig gennem Folketingets Finansudvalg,

gennem Arbejdsmarkedsudvalget og som spørgsmål i henhold til § 20 i

Folketingets forretningsorden. Dertil kommer Rigsrevisionens undersøgelse af

sagen og Kammeradvokatens vurderinger af en række forhold.

I folketingsåret 1993-94 fremsatte forslagsstillerne forslag til

folketingsbeslutning om tilbagetrækning af anerkendelsen af

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse, (B 94). Se Folketingstidende

1993-94, Folketingets forhandlinger sp. 9421 og 10837 samt Tillæg A sp. 8535.

For at begrænse dette forslags bemærkninger til det materiale, der er

offentlig adgang til, vil der alene blive refereret til Rigsrevisionens

beretning af 10. november 1993 om samadministration mellem

arbejdsløshedskasser og andre foreninger, specielt mellem

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer og en række nærmere angivne spørgsmål.

Rigsrevisionens beretning giver i sit resume en dækkende beskrivelse af de

forhold, der har hersket, hvorfor det gengives i sin fulde længde i bilag 1

til forslaget.

Efter Rigsrevisionens beretning har Statsrevisorerne også gennemgået

sagen. Den 20. januar 1994 afgav de følgende konkluderende bemærkninger til

sagen:

»Statsrevisorerne kan derfor tilslutte sig Rigsrevisors ønske om

ændringer af lovgivningen og de administrative regler. Statsrevisorerne

finder det samtidig nødvendigt at indskærpe over for arbejdsministeren, at

direktoratet burde have benyttet sine beføjelser på et tidligere tidspunkt,

så snart de første tegn på misbrug dukkede op.«

Der har været mange opgørelser over, hvilke beløb sagen drejer sig om. Til

opnåelse af et overblik er der i folketingsåret 1993-94 bl.a. stillet

følgende spørgsmål:

Spørgsmål S 556 (FF 6761)

»Hvor mange penge andrager de sager vedrørende forholdet mellem SFF

og FFA, der fortsat ligger til afgørelse i ministeriet og/eller DfA?»

Svar:

»Det kan oplyses, at Arbejdsministeriet p.t. behandler 3 ankesager,

der, såfremt Arbejdsministeriet tiltræder direktoratets afgørelser,

skønsmæssigt vil medføre en regulering på i alt ca. kr. 2,5 mio., hvoraf SFF

har tilbagebetalt kr. 284.000, hvilket dækker reguleringsbeløbet vedrørende

den ene ankesag.«

Spørgsmål S 558 (FF 6763)

»Vil ministeren oplyse, hvor mange penge SFF har tilbagebetalt til

FFA i forhold til de påbud, DfA har givet SFF?»

Svar:

»Vedrørende de over for FFA trufne afgørelser m.v. kan det oplyses,

at der, såfremt Arbejdsministeriet/domstolene tiltræder direktoratets

afgørelser, bliver der tale om en tilbagebetaling fra SFF til FFA på i alt

ca. 17,3 mio. kr., hvoraf SFF p.t. har tilbagebetalt ca. 10,0 mio. kr.«

En af de største transaktioner til ugunst for FFA var salget af ejendommen

Paghs Gaard i Odense for 20,6 mio. kr. til FFA. Sælger var et SFF-styret

foretagende, Rudkøbing Boghandel og Kontorforsyning ApS. Købsprisen på 20,6

mio. kr. var vildt opskruet, hvorfor der i Finansudvalget i folketingsåret

1991-92 blev stillet en række spørgsmål omkring dette emne. (Spørgsmål og

svar findes på bilag 17-05 i Finansudvalget).

Spørgsmål 22:

»Hvad foretog ministeren og DfA sig i anledning af handelen med Paghs

Gaard i Odense? En handel, hvor køberen FFA - i strid med normal

handelspraksis - betalte samtlige handelsomkostninger m.v., hvorved SFF nok

en gang fik tilført midler fra FFA.«

Svar:

»DfA har oplyst, at ejendommen ikke er solgt af SFF til FFA, men af

Rudkøbing Boghandel og Kontorforsyning ApS, som ejes af SFF«. . .

»Ejendomsmæglerens vurderingsrapport er dateret den 11. oktober 1991 og

angiver et vurderingsbeløb på 24,4 mio. kr. under forudsætning af, at køberen

afholder halvdelen af handelsomkostningerne eller 284.000 kr.«. . . .

»Købesummen udgjorde i henhold til skødet 20.587.017 kr., og endvidere

skulle a-kassen betale de fulde handelsomkostninger, svarende til yderligere

284.000 kr., dvs. i alt ca. 20.871.000 kr. eller ca. 3.529.000 kr. mindre end

vurderingsbeløbet. På baggrund heraf har direktoratet ikke fundet grundlag

for at anfægte ejendomshandelen.«

Da der fra adskillige sider blev rejst tvivl om, hvorvidt salgssummen på

20,9 mio. kr. var korrekt, blev der iværksat adskillige vurderinger af

ejendommen. Ingen af disse kom op på et beløb af denne størrelse. En udløber

af debatten om beløbets størrelse blev en injuriesag mellem FFA's formand og

højesteretssagfører Claus Christensen. I den anledning blev der foretaget en

regulær syns- og skønsforretning. Det affødte nedenstående spørgsmål.

Spørgsmål S 808 (FF 8191)

»Hvad er ministerens kommentar til, at der i sagen omkring FFA's køb

af Paghs Gaard i Odense er blevet foretaget syn og skøn, der godtgør, at

ejendommen er under 9 mio. kr. værd, modsat den pris på over 20 mio. kr., som

blev bogført?»

Svar:

»Jeg er bekendt med, at der som led i en privat injuriesag anlagt af

FFA's formand, Arne Frederiksen, mod højesteretssagfører Claus Christensen

har været afholdt syns- og skønsforretning på ejendommen Paghs Gaard i

Odense. Syns- og skønsmanden har vurderet dels ejendommens lejeværdi pr. 1.

juli 1991 ved forskellige typer lejemål, dels ejendommens kontante

handelsværdi pr. 1. juli 1991, henholdsvis hvis ejendommen var udlejet til

den vurderede lejeværdi eller var fri for lejemål.

I sidstnævnte tilfælde er handelsværdien angivet til 8,9 mio. kr.«. .

. . »Syn og skøn er et middel for parterne i en verserende retssag til

at tilvejebringe oplysninger. Ingen af de tilvejebragte oplysninger godtgør i

sig selv, hvad ejendommens konkrete værdi er, eller om FFA har accepteret en

urealistisk pris for ejendommen.«

Det er jo for det første meget usædvanligt, at en syns- og skønsforretning

nedgøres på den måde. Syn og skøn er ikke bare et ofte anvendt redskab, men

også et helt uundværligt redskab i daglig retspraksis. For det andet er syns-

og skønsforretningen en dokumentation for, at folkene i SFF og FFA (de samme)

har trukket DfA rundt i manegen med de priser, der blev anvendt ved den

såkaldte »handel« af Paghs Gaard. Ministeren overser jo det helt

fundamentale problem i denne sag, nemlig at personkredsen er den samme. På

dokumenter er der opført samme personer som køber og sælger, blot med

forskellige titler. Derfor er det meningsløst, at ministeren henholder sig

til formalia, der åbenlyst er blevet omgået.

Der er i denne samlede sag tale om meget betydelige beløb. Sagen drejer

sig ikke kun om småposteringer mellem en arbejdsløshedskasse og en

fagforening.

Derfor bør der efter forslagsstillernes opfattelse ske en frakendelse af

FFA's ret til at drive arbejdsløshedskassevirksomhed. Det viste sig

imidlertid under 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 94, at der ikke

var flertal for en sådan frakendelse.

Til belysning af spørgsmålet om frakendelse af retten til at drive

arbejdsløshedskassevirksomhed blev der allerede i folketingsåret 1991-92

stillet følgende spørgsmål i Finansudvalget, som blev besvaret den 1. oktober

1992 (bilag 17-10 i Finansudvalget).

Spørgsmål nr. 63:

»Når ministeren i svaret på spørgsmål 41 så kraftigt understreger, at

sagen omkring forholdet mellem SFF og FFA er meget atypisk, hvorfor har

ministeren så ikke for længst anvendt gældende lovgivnings muligheder for at

få stoppet den atypiske adfærd?»

Svar:

Det gennemgående tema i spørgsmålene er, om der »skal gribes

ind« over for Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse på grund af de

forhold, der har været i kassen - og i givet fald hvordan, altså hvilke

initiativer jeg vil tage. Specielt under henvisning til spørgsmål nr. 45,

hvori der er en henvisning til SFF, skal jeg gøre opmærksom på, at

direktoratets tilsyn ikke omfatter faglige organisationer.

Lad mig først kort ridse forløbet og baggrunden op for de aktuelle

problemstillinger i sagen:

Som bekendt tager sagen udgangspunkt i administrationsaftalen mellem SFF

og FFA for 1988, særligt principperne for fastsættelsen af fordelingsnøglen

for udgiftsfordelingen mellem de to foreninger.

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har efter en meget grundig

behandling af sagskomplekset, som der er redegjort for i direktoratets 6

redegørelser til Rigsrevisionen, truffet en række afgørelser, hvori det

lægges til grund, at en række udgiftsposter ikke kan fordeles mellem de to

foreninger efter den budgetterede fordelingsnøgle, eller at de ikke kan

betragtes som fællesudgifter.

Samlet har afgørelserne ført til krav om, at et større millionbeløb skal

tilbageføres fra SFF til FFA.

Undersøgelserne og afgørelserne vedrørende 1988-aftalen har - i det omfang

der er tale om principafgørelser - også virkning for de efterfølgende

regnskabsår.

Som jeg i tidligere besvarelser har orienteret Finansudvalget om, har

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen anmodet Kammeradvokaten om at

foretage en efterprøvning af direktoratets almindelige juridiske vurdering af

sagens strafferetlige aspekter.

I min besvarelse af spørgsmål nr. 14 har jeg endvidere orienteret

Folketingets Finansudvalg om, at jeg har anmodet direktoratet om at afgive en

udtalelse om, hvorvidt der er anledning til at bringe § 38 i anvendelse.

Ad strafferetlige aspekter

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen har meddelt mig, at

Kammeradvokaten efter en grundig gennemgang af sagen sammenfattende har

udtalt følgende:

»Der er ikke grundlag for at indgive politianmeldelse mod FFA eller

FFA's nuværende eller tidligere ledelse.«

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen har meddelt mig, at

direktoratets stillingtagen er, at det kan henholde sig til Kammeradvokatens

udtalelse.

På denne baggrund vil der ikke af Arbejdsministeriet blive indgivet

politianmeldelse.

Ad fratagelse af anerkendelse i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 38.

Bestemmelsen er sålydende:

»Arbejdsministeren kan bestemme, at anerkendelsen af en kasse

bortfalder, eller at statens refusion, jf. § 79, stk. 1, helt eller delvis

bortfalder for et regnskabsår,

1) hvis kassens ledelse tilsidesætter reglerne i denne lov eller

bestemmelser, der er givet i henhold til loven, eller hvis kassens virksomhed

ikke foregår under iagttagelse af fornøden påpasselighed og orden, eller

2) hvis direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen og Landsarbejdsnævnet

skønner, at kassen uden direkte at overtræde gældende regler dog i forholdet

til medlemmerne eller til andre anerkendte arbejdsløshedskasser virker på en

for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig måde.

Stk. 2. Arbejdsministeren kan bestemme, at statens refusion og

forskud, jf. § 79, stk. 1 og 2, til en kasse helt eller delvis tilbageholdes,

indtil kassen har fulgt et pålæg, som direktøren for

arbejdsløshedsforsikringen har udstedt efter loven eller bestemmelser, der er

fastsat efter denne.«

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen har efter at have konsulteret

Kammeradvokaten meddelt mig, at direktoratet er af den opfattelse, at der

ikke i arbejdsløshedsforsikringslovens § 38, stk. 1, nr. 1, er hjemmel til at

fastsætte sanktion over for FFA. Direktoratet finder det endvidere tvivlsomt,

om der er hjemmel til at fastsætte sanktion i medfør af § 38, stk. 1, nr. 2,

og direktoratet har herved henvist til, at der ikke er holdepunkter for at

antage, at de forhold, der er omfattet af de trufne afgørelser, har ført til,

at FFA virker på en for arbejdsløshedsforsikringen i dens helhed uheldig

måde. Direktoratet har i forbindelse hermed bemærket, at der ikke foreligger

tilkendegivelser fra andre arbejdsløshedskasser - eller fra

Landsarbejdsnævnet - der indicerer, at dette skulle være tilfældet.

På denne baggrund har jeg ikke til hensigt på det foreliggende grundlag at

bringe lovens § 38 i anvendelse.

Derimod har jeg anmodet Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen om

fortsat og indtil videre at følge administrationen i kassen meget tæt for, i

det omfang det er muligt, at sikre, at reglerne vedrørende anvendelsen af

kassernes egne midler overholdes og i påkommende fald meddele kassen pålæg.

Jeg skal gøre opmærksom på, at to af direktoratets trufne afgørelser

vedrørende edb-transaktioner og fordeling af omkostninger i en ejendom

beliggende Peder Hvitfeldts Stræde er anket til Arbejdsministeriet og for

tiden under behandling.

Endvidere skal jeg gøre opmærksom på, at FFA har anlagt sag mod

Arbejdsministeriet med påstand om, at der ikke har været hjemmel til at

anfægte en godkendt administrationsaftale, og hermed at afgørelserne, der

pålægger kassen at kræve tilbagebetaling af for meget udbetalt

administrationsvederlag, ikke er gyldige.

Endelig er jeg bekendt med, at Statsrevisorerne vil fremlægge en beretning

på baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse om eventuel overførsel af midler

fra Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse til Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer.

På det således nu foreliggende grundlag skal jeg udtale følgende:

Efter min opfattelse er der tale om en meget beklagelig sag, der har

afdækket stærkt kritisable dispositioner i FFA. Jeg skal i denne forbindelse

bemærke, at behandlingen af sagen har nødvendiggjort mange ressourcer, der

kunne have været anvendt til bedre formål.

Jeg tillægger det meget stor betydning, at der tages skridt til, at

lignende sager ikke opstår i fremtiden.

Jeg skal ikke undlade at gøre opmærksom på, at sagskomplekset ikke kan

antages at være karakteristisk i forhold til administrationen i

arbejdsløshedskassesystemet i sin helhed. Det bemærkes herved, at FFA's

medlemstal udgør ca. 23.000 ud af et samlet antal arbejdsløshedsforsikrede på

godt 2 millioner.

Jeg har konstateret, at det må anses for ønskeligt, at der fastsættes mere

klare og præcise regler for samadministration mellem kasser og deres

korresponderende faglige organisationer, således at det i videst muligt

omfang sikres, at reglerne bliver kontrollerbare.

Jeg påtænker derfor her i efteråret at fremsætte lovforslag med henblik

på, at der skabes en klar hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, under

hvilke betingelser en arbejdsløshedskasse kan lade andre varetage

administrationen. I tilknytning hertil vil direktoratet gå i gang med at

revidere de gældende regler for samadministration. Landsarbejdsnævnet vil

naturligvis blive inddraget i udarbejdelsen af disse regler. Erfaringerne fra

den konkrete sag vil indgå i de samlede overvejelser.

Som jeg påpegede i forbindelse med min besvarelse af spørgsmålene nr.

1-41, er der i sagen vedrørende FFA og SFF tale om to foreningers egne midler

og ikke statslige midler. Også for så vidt angår administrationen af en

kasses egne midler, må jeg som ansvarlig minister sikre, at lovens krav

overholdes, altså at der ikke uretmæssigt overføres midler fra

arbejdsløshedskasserne til f.eks. faglige organisationer. Jeg mener dog også,

at de enkelte arbejdsløshedskassemedlemmer bør være sig deres ansvar bevidst,

og de bør i forbindelse hermed gøres bekendt med direktoratets anmærkninger

til kassens regnskab. Med henblik på at sikre, at medlemmerne har de

nødvendige forudsætninger for at tage del i beslutningsprocessen i kasserne,

har jeg bedt direktoratet om at overveje, om der i ovenstående regler kan

udarbejdes regler om, at kasserne forpligtes til at gøre medlemmerne bekendt

med direktoratets anmærkninger.'

I folketingsåret 1993-94 fremsatte forslagsstillerne beslutningsforslag

nr. B 94, jf. ovenfor. Forslaget var til 1. behandling den 6. maj 1994. Fra

førstebehandlingen er det værd at bemærke sig følgende udsagn fra nogle af

ordførerne:

Helge Sander (V) (FF 10855):

». . . Hvis vi skal se på Fremskridtspartiets beslutningsforslag, må

vi altså sige, at i dag kan vi ikke sige ja til punkterne 1 og 2, men til

gengæld vil vi meget gerne støtte det tredje punkt i hr. Kim Behnkes forslag,

som drejer sig om en uvildig undersøgelse.«

Lilli Gyldenkilde (SF) (FF 10855):

»Som jeg tidligere har sagt i en kort bemærkning, kan vi ikke

tilslutte os beslutningsforslaget, som det foreligger, men jeg har gjort mig

til talsmand for, at vi nok skulle kunne blive enige om det sidste punkt i

det, nemlig at der nu skal foretages en uvildig undersøgelse.«

I konsekvens af disse og mange andre udsagn valgte arbejdsministeren at

komme med følgende tilkendegivelse (FF 10849):

». . . På den baggrund vil jeg gerne tilkendegive, at jeg ikke har

nogen speciel hverken personlig eller politisk anfægtelse over at få

diskuteret under udvalgsarbejdet, hvorvidt vi skal have en uvildig

undersøgelse, for jeg er lige så interesseret som aktørerne her i dag i at få

afdækket sagen så præcist som overhovedet muligt.«

Derefter blev beslutningsforslaget henvist til behandling i Folketingets

Arbejdsmarkedsudvalg. Her blev der den 30. august 1994 stillet følgende

spørgsmål:

Spørgsmål 2:

»Vil ministeren, jf. bemærkningerne fra 1. behandling af forslaget,

oversende udvalget et udkast til kommissorium for den undersøgelse af

forholdene i og omkring Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse?»

Spørgsmål 3:

»Vil ministeren oversende et forslag til, hvem der skal forestå

ovenstående undersøgelse?»

Spørgsmålene blev ikke besvaret.

Spørgsmålene blev genstillet den 1. november 1994.

Ministerens svar kom den 16. december 1994 (jf. almindelig del, bilag 101

i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg). Ministerens svar var:

». . . Under 1. behandlingen den 6. maj 1994 tilkendegav jeg, at jeg

ikke finder det påkrævet med en ny undersøgelse af forholdene i og omkring

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse, der ligger ud over de

undersøgelser, Rigsrevisionen og statsrevisorerne har foretaget. Jeg

tilkendegav også, at jeg ikke har nogen speciel anfægtelse over at få

diskuteret under udvalgsarbejdet, hvorvidt vi skal have en ny uvildig

undersøgelse. Situationen er nu den, at beslutningsforslaget er bortfaldet,

og da jeg fortsat ikke finder en ny undersøgelse påkrævet, ser jeg ikke

anledning til at gå videre med sagen.«

Ministerens tilsagn fra 1. behandling af B 94 den 6. maj 1994 stod ikke

længere ved magt. Derfor må Folketinget med nærværende beslutningsforslag

pålægge ministeren at gennemføre den ønskede undersøgelse af FFA.

Der blev også stillet et nyt spørgsmål i Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

den 1. november 1994. Heri blev ministeren bedt om at give en opdateret

redegørelse for forholdene i og omkring FFA. Ministerens svar var en

redegørelse fra DfA dateret den 16. december 1994 med en relativ grundig

opdatering af situationen omkring FFA og SFF. Denne redegørelse er optrykt

som bilag 2 til forslaget.

Det fremgår tydeligt af denne nyeste redegørelse, at FFA og SFF fortsætter

med at anlægge sager mod dels DfA, dels Arbejdsministeriet, hver gang der

kommer påbud. Det fremgår endvidere, at der langtfra er tale om nogen bedring

af adfærden i FFA og SFF. Derfor må den eneste løsning være at få kortlagt

alle forhold omkring FFA og SFF i en ny og mere omfattende undersøgelse fra

Rigsrevisionen.

Der er ingen vej tilbage i denne sag. Ministeren må pålægges at standse

FFA's »atypiske« adfærd - for at bruge Arbejdsministeriets ordvalg.

Forslaget er således kulminationen på et sagsforløb, der har stået på siden

1988 for sagens vedkommende og siden 1991 for ordførerens vedkommende.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

Til pkt. 1

Der skal gennemføres en tilbundsgående undersøgelse af relationerne mellem

FFA og SFF. Undersøgelsen skal dække perioden januar 1988 til og med december

1994. Undersøgelsen skal indeholde følgende elementer:

1) Der skal foretages en undersøgelse af FFA's administration set i

forhold til gældende lov og øvrige regler for arbejdsløshedskassers virke.

2) Der skal foretages en undersøgelse af relationerne mellem SFF og FFA

gennem efterprøvning af FFA's halvdel af dette samarbejde. Forslagsstillerne

er opmærksom på, at fagforeninger (SFF) ikke er underlagt lovens regulering.

Man da alle transaktioner er gennemført over for FFA, er det muligt ad den

vej at få et samlet billede af de forhold mellem SFF og FFA, som har hersket

gennem 7 år.

3) Undersøgelsen skal endvidere afdække de forhold, som FFA har budt sine

medlemmer. Er medlemmernes rettigheder som medlemmer af en

arbejdsløshedskasse blevet varetaget korrekt gennem disse år?

4) Undersøgelsen skal endelig give grundlag for at give en vurdering af,

hvorvidt FFA er berettiget til fortsat at drive

arbejdsløshedskassevirksomhed.

Til pkt. 2

Gennem det lange forløb med undersøgelser m.v. har der - specielt fra

Rigsrevisionen - været påpeget en række kritisable forhold i

Arbejdsministeriet og DfA. For at få lukket sagen på værdig vis må ministeren

sikre gennemførelsen af en afsluttende undersøgelse af denne sag og det

offentliges rolle i sagens forløb. Undersøgelsen skal være uvildig og kan

f.eks. gennemføres af Finansministeriet, som tidligere har bistået andre

ministerier med undersøgelser af konkrete sager. Da Rigsrevisionen allerede

har gennemført en undersøgelse af dele af sagen, anses det ikke for værende

urealistisk, at denne undersøgelse kan foretages relativt hurtigt.

Bilag 1

Uddrag af Rigsrevisionens beretning af 10. november 1993 om

samadministration mellem arbejdsløshedskasser og andre foreninger, specielt

mellem Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse og Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer

II. Resume og Rigsrevisionens bemærkninger

6. I kapitel III er regelsættet for og generelle forhold omkring

arbejdsløshedskasser kort omtalt.

En arbejdsløshedskasse er i princippet en selvstændig privat forening og

dermed et selvstændigt retssubjekt, der er underlagt

arbejdsløshedsforsikringslovens regler, men som i øvrigt styres af

vedtægterne og de enkelte medlemmer (medlemsdemokratiet).

Arbejdsløshedsforskringslovens afsnit III, kapitel 7, indeholder nærmere

regler for statsanerkendte arbejdsløshedskasser, mens kapitel 12 omhandler

arbejdsløshedskassernes økonomi.

I sagen vedrørende FFA er de centrale bestemmelser

arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 30 og 82, der bl.a. indeholder

bestemmelser om kassernes formål og om kassernes indtægt og formue.

Der redegøres tillige for antallet af anerkendte arbejdsløshedskasser og

kassernes medlemsforhold i 1991 og 1992.

7. I den enkelte kasses vedtægt er der fastsat nærmere regler for

arbejdsløshedskassens virke. Vedtægten skal være i overensstemmelse med en

standardvedtægt.

Arbejdsløshedskassernes administrative forhold er siden 1. januar 1987

endvidere blevet reguleret i forskellige bekendtgørelser om de anerkendte

arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen m.v.

(økonomibekendtgørelserne). I økonomibekendtgørelserne har direktøren for

Arbejdsløshedsforsikringen bl.a. fastsat, at en arbejdsløshedskasses

administrationsudgifter skal holdes på et forsvarligt niveau og alene må

omfatte udgifter, der vedrører kassens drift.

Ud over økonomibekendtgørelserne har DfA også udstedt bekendtgørelser om

forskud og om tilsyn med kassernes administration af

arbejdsløshedsforsikringsloven.

Bortset fra disse bestemmelser indeholder arbejdsløshedsforsikringsloven

ingen regler om kassernes tilrettelæggelse af administrationen. De

statsanerkendte arbejdsløshedskasser udviser da også betydelige variationer

med hensyn til administrationens tilrettelæggelse.

8. I kapitel IV omtales samadministration og administrationsaftaler. En

del arbejdsløshedskasser har ladet administrationen varetage i fællesskab med

eller af en faglig organisation med tilknytning til arbejdsløshedskassen, og

omfanget af denne samadministration beskrives.

Med virkning fra 1. januar 1987 blev et cirkulære om

arbejdsløshedskassernes økonomi, regnskabsvæsen og øvrige administrative

forhold afløst af den første økonomibekendtgørelse.

Økonomibekendtgørelsernes regler om bl.a. samadministration og

administrationsaftaler og de ændringer, der er sket i bekendtgørelserne i

perioden 1987-1993 beskrives. Bl.a. skal kassens bestyrelse, hvis kassens

administration helt eller delvis skal varetages af andre, forud for et

regnskabsår indgå en skriftlig administrationsaftale med ledelsen af den

forening eller den, der skal varetage administrationen. De ændringer til

samadministrationen og til administrationsaftalernes indhold, der er sket i

økonomibekendtgørelserne i perioden 1987-1993, synes i et vist omfang at være

affødt af de problemer, DfA har haft i sagen om samadministrationen mellem

SFF og FFA, der omtales i kapitel V.

Dette kan opfattes som et udtryk for, at direktoratet har haft svært ved

at administrere reglerne om samadministration og administrationsaftaler.

Rigsrevisionen finder, at det vil være hensigtsmæssigt, hvis DfA fortsætter

med løbende at ændre og ajourføre reglerne, så disse i videst muligt omfang

afpasses efter og er i overensstemmelse med det tilsyn, som direktoratet

reelt har mulighed for at udføre samtidig med, at de forbedrer og præciserer

direktoratets kontrolmuligheder.

Rigsrevisionen gav i notatet udtryk for, at det ville være ønskeligt, hvis

hjemmelen til samadministration blev fastsat i selve

arbejdsløshedsforsikringsloven. Med virkning fra 1. juli 1993 er

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 ændret, så det udtrykkeligt nævnes, at

der kan fastsættes regler om, under hvilke betingelser en arbejdsløshedskasse

kan administreres af eller sammen med en faglig organisation. DfA er i gang

med at revidere økonomibekendtgørelsen, herunder reglerne om

samadministration, og man forventer at afslutte arbejdet, så en ny

økonomibekendtgørelse kan træde i kraft den 1. januar 1994.

Kassens bidrag eller vederlag for en anden forenings eller andres

administration må ikke overstige de faktiske udgifter, der er forbundet med

administrationen, men må gerne være mindre. I kapitlet redegøres for de

samlede administrationsudgifter pr. medlem i 1991 i de 39

arbejdsløshedskasser.

9. I kapitel V omtales FFA's samadministration med SFF, og der redegøres i

afsnit V.A for nogle principielle spørgsmål om samadministration og

administrationsaftaler, bl.a. om, hvorvidt reglerne om samadministration er i

strid med ordlyden af arbejdsløshedsforsikringslovens § 82 om ophævelse af

den fælles administration mellem SFF og FFA, samt om, hvorvidt spørgsmål, der

er blevet afgjort i forbindelse med fastlæggelsen og godkendelsen af de

generelle principper i administrationsaftalen, kan tages op til fornyet

overvejelse. FFA har i forbindelse med sidstnævnte spørgsmål indstævnet

Arbejdsministeriet for Østre Landsret.

Direktoratet finder det meget tvivlsomt, om der er hjemmel til at

forhindre en kasse i at indgå i et administrationsfællesskab med en faglig

organisation.

Direktoratet fastholder sin ret til efterfølgende at anfægte

administrationsaftalen, hvis den hviler på bristede forudsætninger eller et

ukorrekt skøn.

10. Derefter beskrives i afsnit V.B administrationsaftalerne mellem FFA og

SFF for regnskabsårene 1988, 1989 og 1990 og første halvdel af 1991. Fra 1.

juli 1991 har FFA indgået en ny administrationsaftale med SFF, så der nu kun

i meget begrænset omfang er samadministration mellem de to foreninger.

For årene 1985-1987, hvor der ikke forelå skriftlig administrationsaftale,

blev kassen belastet med ca. 61 pct. af fællesomkostningerne. I

administrationsaftalen for 1988 blev fordelingsnøglen ændret. Det nye

fordelingsprincip betød, at kassen blev belastet med ca. 81 pct. af

fællesomkostningerne.

Rigsrevisionen har givet udtryk for, at DfA burde have skiret sig en bedre

dokumentation for fordelingsnøglen og de øvrige poster i

administrationsaftalen for 1988, inden denne blev godkendt af direktoratet.

DfA fandt denne kritik uberettiget, idet man ved godkendelsen allerede var

i slutningen af 1988 og begyndelsen af 1989. DfA havde derfor fundet det mere

hensigtsmæssigt at koncentrere indsatsen om regnskabstallene.

Rigsrevisionen er fortsat af den opfattelse, at en bedre dokumentation for

fordelingsnøglen m.v. inden godkendelse af administrationsaftalen formentlig

kunne have begrænset antallet og omfanget af DfA's efterfølgende

undersøgelser, ligesom retssagen mellem FFA og Arbejdsministeriet om

kompetencespørgsmålet måske kunne have været undgået.

Rigsrevisionen gav også udtryk for, at uagtet DfA's undersøgelse har vist,

at en del af administrationsudgifterne kan fordeles mellem kassen og

fagforeningen i forholdet 81/19, burde det forhold, at FFA's andel steg med

33 pct. (fra 61 til 81 pct.), have indebåret, at direktoratet havde krævet en

mere indgående dokumentation for fordelingens korrekthed.

Da adskillige kasser bliver administreret med tilskud fra de tilknyttede

fagforbund og derved betaler mindre til administrationen, end de faktiske

udgifter vedrørende administrationen udviser, havde DfA imidlertid anset

stigningen for uvæsentlig, hvis blot den nye fordeling ikke medførte, at FFA

blev pålignet administrationsudgifter, der ikke vedrørte

arbejdsløshedskassen.

11. DfA's tilsyn med arbejdsløshedskasserne er beskrevet i kapitel VI, der

også indeholder beskrivelse af nogle kompetencespørgsmål samt enkelte

spørgsmål og kritik i forbindelse med DfA's tilsyn med FFA. Tilsynet i DfA er

delt op i et administrationstilsyn og i et regnskabstilsyn.

12. I afsnit VI.A redegøres for regnskabstilsynets organisation og

opgaver. Regnskabstilsynet skal afprøve, om arbejdsløshedskasserne har

modtaget refusion fra staten efter gældende regler, og om reglerne for

aflæggelse af årsregnskab, regnskabsvæsen og revision i

arbejdsløshedskasserne overholdes. Desuden skal det påses, at

arbejdsløshedskasserne i deres hele virksomhed overholder

økonomibestemmelserne i vedtægterne samt øvrige regler for

arbejdsløshedskassernes ledelse, økonomi og administration.

13. I afsnit VI.B redegøres detaljeret for tilsynets opgaver. Tilsynet er

overvejende baseret på kontrol med reglernes overholdelse, regnskabsanalyse,

gennemgang af revisionsprotokollater m.v., mens det er kassens

statsautoriserede revisor, der står for og er ansvarlig for den egentlige

revision af kassens regnskab. Direktoratets tilsyn er især koncentreret om

administrationen af de statslige midler, mens tilsynet, for så vidt angår

kassernes egne midler, er koncentreret om, hvorvidt

arbejdsløshedsforsikringslovens §§ 30 og 82 overholdes. Tilsynet med

kassernes forbrug i øvrigt ligger hos kassernes medlemmer. DfA giver i

redegørelsen udtryk for, at man med andre ord kan blande sig i udgifternes

art, men ikke i udgifternes størrelse.

I tilknytning hertil bemærker Rigsrevisionen, at direktoratet efter

Rigsrevisionens opfattelse i et vist omfang har en tilsynsforpligtelse i

forbindelse med udgifternes omfang, idet det af økonomibekendtgørelserne også

fremgår, at arbejdsløshedskassens administrationsudgifter skal holdes på et

forsvarligt niveau.

14. Tillsynsforpligtelsen i forbindelse med administrationsaftaler

omfatter en undersøgelse af, om de udgiftsarter, der indgår i

administrationsaftalen, dækker udgifter, som kan afholdes i kasseregi.

Endvidere skal direktoratet forsøge at vurdere, om de anvendte

fordelingsnøgler kan anses for rimelige, men en sådan vurdering beror for en

række posters vedkommende på et skøn. Direktoratet finder, at man (næppe)

hverken har pligt til - eller mulighed for - at foretage en nærmere

efterprøvelse af skønnet, medmindre det forekommer åbenbart forkert.

Direktoratet har derfor kun i ekstreme situationer mulighed for sagligt at

anfægte en foretagen fordeling, ligesom kassen/foreningen kun til en vis grad

vil kunne dokumentere, at en fordeling er korrekt.

15. I afsnit VI.C beskrives sanktionsmuligheder over for

arbejdsløshedskasserne. Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen kan pålægge

kassen at ændre sine forretningsgange og sin struktur. Arbejdsministeren kan

i medfør af arbejdsløshedsforsikringslovens § 38 bestemme, at anerkendelsen

af en kasse bortfalder, at statens refusion helt eller delvis bortfalder for

et regnskabsår, eller at statens refusion og forskud helt eller delvis

tilbageholdes. Bestemmelserne er kun yderst sjældent blevet bragt i

anvendelse.

Der har været rejst krav om at bringe § 38 i anvendelse over for FFA. DfA

finder det tvivlsomt, bl.a. efter at have konsulteret Kammeradvokaten, om der

er hjemmel til at fastsætte sanktion i medfør af nogen bestemmelse i § 38

over for FFA. Arbejdsministeren giver herefter udtryk for, at han ikke har

til hensigt på det foreliggende grundlag at bringe lovens § 38 i anvendelse.

16. DfA's kompetence i forbindelse med kassernes vedtægter m.v. er omtalt

i afsnit VI.D. Direktoratet var tidligere af den opfattelse, at direktoratet

havde afgørelseskompetence over for kasserne i sager vedrørende

fortolkning/overholdelse af kassernes vedtægter. Efter en udtalelse fra

Arbejdsministeriet i 1990 har DfA dog indtaget den holdning, at direktoratet

ikke kan træffe afgørelse om spørgsmål, der skal afgøres på grundlag af

fravigelige vedtægtsbestemmelser og almindelige foreningsretlige regler, men

kun hvis det drejer sig om fortolkning af vedtægtsbestemmelser, som stammer

fra standardvedtægtens ufravigelige afsnit.

Ud over en række afgørelser vedrørende FFA har DfA kun behandlet få sager

om fortolkning/overholdelse af andre kassers vedtægter. En sag mellem FFA og

FFA's tidligere formand om formandskabet i FFA omtales.

17. I afsnit VI.E omtales nogle problemer i forbindelse med DfA's tilsyn

over for FFA. I november 1989 påbegyndte direktoratet en undersøgelse af

FFA's udgifter for 1988. Undersøgelsen blev senere udvidet til også at

omfatte 1989 og 1990. Der blev rejst forskellige spørgsmål om og kritik af

omfanget og effektiviteten af DfA's tilsyn.

Efter Rigsrevisionens vurdering har undersøgelsen været betydelig mere

omfattende end direktoratets normale tilsyn. DfA har givet udtryk for, at der

har været tale om det mest dybtgående tilsyn med anvendelse af

administrationsmidler, direktoratet nogen sinde har foretaget i en

arbejdsløshedskasse.

18. Resultaterne af tilsynets konkrete undersøgelser omtales i kapitel

VII. Generelt er det regnskabstilsynets indtryk, at kasser og forbund sørger

for at foretage en korrekt opgørelse og fordeling af fællesudgifterne.

Eventuelle fejl skyldes primært forståelses- og/eller

fortolkningsvanskeligheder, og langt de fleste fejl er blevet rettet uden

større diskussioner.

19. I afsnit VII.A omtales de generelle problemstillinger, tilsynet er

stødt på, og i afsnit VII.B beskrives forhold omkring 7 arbejdsløshedskasser

ud over FFA, hvor der har været tale om egentlige problemer.

20. I afsnit VII.C omtales resultatet af tilsynets undersøgelse af FFA's

samadministration med SFF. Der blev fremført en række påstande om, at SFF

havde misbrugt administrationsaftalerne til at tappe FFA for årlige beløb på

mellem 10 og 15 mio. kr. Dette skulle bl.a. være sket ved, at

administrationsaftalerne for 1988, 1989 og 1990 indeholdt poster, der ikke

eller kun delvis vedrørte arbejdsløshedskassen, at nogle poster beløbsmæssigt

var sat for højt (overdebitering), og at den generelle fordelingsnøgle (81

pct. til FFA og 19 pct. til SFF) var forkert.

21. Direktoratet valgte at foretage en nærmere undersøgelse af udvalgte

regnskabsposter med udgangspunkt i regnskabsåret 1988. Undersøgelsen har for

en del posters vedkommende ikke givet anledning til nævneværdige bemærkninger

eller ændringer fra direktoratets side, mens direktoratet i en række andre

tilfælde har truffet egentlige afgørelser. Det er direktoratets vurdering, at

den samlede regulering som følge af afgørelserne maksimalt vil udgøre 11-12

mio. kr. i FFA's favør.

Nogle af afgørelserne er indbragt for Østre Landsret af FFA, hvor sagen

endnu ikke er afgjort.

Endvidere ankede FFA en række afgørelser til Arbejdsministeriet, hvor

reguleringen skulle have været sket i 1992. Ministeriet gav opsættende

virkning med reguleringen under forudsætning af, at der blev indgået en

aftale mellem SFF og FFA om rentebetaling. I september 1993 har

Arbejdsministeriet tiltrådt direktoratets afgørelser, hvilket vil medføre

yderligere reguleringer. Der kan ikke siges noget sikkert om størrelsen af

disse reguleringer, men direktoratet har tidligere skønnet, at der kan blive

tale om op til ca. 5 mio. kr. i FFA's favør.

Endelig havde DfA oprindelig krævet kursusudgifter for første halvdel af

1988 fordelt mellem FFA og SFF, men Arbejdsministeriet har ændret afgørelsen,

så der nu ikke skal ske fordeling af kursusudgifterne.

22. Efter direktoratets opfattelse har der i sagen om FFA været tale om

overtrædelse af § 82 i arbejdsløshedsforsikringsloven. Kammeradvokaten har

givet udtryk for, at der ikke var grundlag for at indgive politianmeldelse

mod FFA eller FFA's nuværende eller tidligere ledelse, og arbejdsministeren

har som tidligere omtalt ikke fundet grundlag for at bringe

arbejdsløshedsforsikringslovens § 38 i anvendelse.

Efter Rigsrevisionens opfattelse har direktoratet udført et stort arbejde

for at finde frem til de efter direktoratets opfattelse korrekte udgifter for

FFA. Dette har efter Rigsrevisionens vurdering voldt direktoratet meget

besvær og været meget tidskrævende. Som tidligere omtalt bør der efter

Rigsrevisionens opfattelse fastsættes regler om samadministration, som kan

administreres og kontrolleres.

23. Kapitel VIII omhandler statens økonomiske relationer til

arbejdsløshedskasserne og mellemregningskonti i forbindelse med

samadministration. Statens indtægter i form af medlemsbidrag fra kasserne,

størrelsen af kontingent til administration, opkrævning af kontingent m.v.

beskrives nærmere.

Det er udelukkende medlemmerne, der har pligt til at dække kassernes

administrationsudgifter og økonomiske soliditet. Hvis administrator opkræver

medlemskontingent for arbejdsløshedskassen, skal administrator nu stille

betryggende sikkerhed. Nogle kasser, herunder FFA, har herefter valgt at lade

kontingentet indgå direkte på en konto tilhørende kassen, hvorfor der ikke

skal stilles sikkerhed i forbindelse med kontingentopkrævningen. Direktoratet

anser denne metode for bedst, idet risikoen derved minimeres.

DfA har foretaget flere undersøgelser af mellemregningen mellem SFF og

FFA. Direktoratets undersøgelser viste, at der var blevet administreret i

overensstemmelse med direktoratets regler.

24. Direktoratet har tidligere givet udtryk for, at der i tilfælde af

administrators insolvens blot kan opkræves et nyt bidrag hos medlemmerne, så

staten ikke lider tab.

Da kompetencen til at afgøre, om der skal opkræves et nyt bidrag, formelt

ligger hos kassen og kassens medlemmer og ikke hos DfA, fandt Rigsrevisionen

det tvivlsomt, om DfA kunne forlange, at kassen afkrævede medlemmerne et nyt

bidrag til dækning af kassens medlemsbidrag til staten.

DfA har givet udtryk for, at man er enig i, at det er kassen, der afgør,

om der skal ske en ekstraopkrævning eller ej.

25. Rigsrevisionen har tidligere givet udtryk for, at når FFA blev

pålignet en andel af afholdte finansieringsudgifter, skulle FFA også have en

andel i renteindtægter fra SFF's bankkonti, herunder også i renteindtægter

fra bankkonti, hvor det fælles kontingent blev indsat.

DfA har hertil anført, at der, for så vidt angår FFA's andel af SFF's

renteudgift/-indtægt, er tale om nettorenter, og at det er i overensstemmelse

med gældende regler, at parterne ikke deler renteindtægter vedrørende fælles

kontingentopkrævning, forudsat kassens kontingent registreres på

mellemregningskonti, der administreres og afregnes i overensstemmelse med

gældende regler.

26. Kapitel IX beskriver arbejdsløshedskassernes revisionsforhold og

revisors opgaver. I forbindelse med at SFF's og FFA's revisor fratrådte,

anmodede direktoratet ikke revisoren, men FFA om en redegørelse om baggrunden

for revisorens fratræden.

Rigsrevisionen har givet udtryk for, at DfA under hensyn til sagens

karakter burde have søgt at indhente en skriftlig erklæring fra revisoren.

Hertil har DfA oplyst, at revisoren ikke ønskede at komme med en redegørelse,

og at direktoratet fandt det yderst tvivlsomt, om man havde hjemmel til at

kræve en sådan redegørelse.

27. Rigsrevisionen gav i notatet om FFA udtryk for, at sagen om FFA er en

meget konkret og specifik sag rejst på grundlag af nogle meget konkrete

påstande og ønsker, men efter Rigsrevisionens opfattelse viser sagen, at der

er en del generelle problemer i forbindelse med direktoratets tilsyn og

reglerne omkring samadministration og administrationsaftaler.

De generelle problemer er omtalt under de enkelte punkter, men kan her

sammenfattes til følgende problemstillinger:

For det første har der manglet en direkte hjemmel i

arbejdsløshedsforsikringsloven til samadministration, både i tilfælde, hvor

en arbejdsløshedskasse bliver administreret af en anden forening og i de

tilfælde, hvor arbejdsløshedskassen administrerer for andre.

Desuden synes økonomibekendtgørelsens regler om samadministration og

administrationsaftaler at forudsætte, at der er tale om konkrete udgifter og

fordelinger, som altid kan kontrolleres og efterprøves, selv om der i

virkeligheden ofte er tale om skøn, og det synes, som om DfA har haft

vanskeligt ved at udføre det tilsyn, som arbejdsløshedsforsikringsloven

foreskriver.

Antallet af reguleringer og reguleringernes omfang i FFA-sagen synes at

pege på, at de samlede kontrolforanstaltninger vedrørende

arbejdsløshedskassernes økonomiske forhold, som er fastsat i love og

bekendtgørelser, ikke fungerer tilfredsstillende.

Det er derfor Rigsrevisionens opfattelse, at det er hensigtsmæssigt, at

hjemmelen til samadministration nu er blevet tydeliggjort i loven. Det vil

yderligere være hensigtsmæssigt, hvis reglerne om samadministration og

administrationsaftaler bliver udformet, så direktoratet rent faktisk kan føre

en effektiv kontrol med overholdelsen af disse regler.

Det kunne i den forbindelse overvejes, om Arbejdsministeriets og DfA's

tilsynsforpligtelse burde begrænses til kun at omfatte midler, der vedrører

statskassen - medlemsbidrag til staten og refusion af dagpenge m.v. - mens

det øvrige tilsyn med kassernes administrationsudgifter og eventuelt vederlag

til administrator kunne overlades til medlemmerne af den pågældende

arbejdsløshedskasse.

28. Fra Arbejdsministeriets side er der bl.a. i forbindelse med besvarelse

af spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg blevet givet udtryk for, at sagen

om FFA har afdækket stærkt kritisable dispositioner i kassen, og at

behandlingen af sagen har nødvendiggjort mange ressourcer, der kunne have

været anvendt til bedre formål.

Arbejdsministeriet har derfor som tidligere nævnt foranlediget, at

arbejdsløshedsforsikringslovens § 88 nu er blevet ændret, så der er skabt

klar hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, under hvilke betingelser en

arbejdsløshedskasse kan administreres af eller sammen med en faglig

organisation, samt nærmere regler om samadministrationen.

Det fremgår endvidere, at direktoratet er gået i gang med at revidere de

gældende regler for samadministration, og at direktoratet forventer, at en ny

økonomibekendtgørelse kan træde i kraft pr. 1. januar 1994.

Arbejdsministeriet har givet udtryk for, at reglerne skal bygge på den

praksis, der i dag er for samadministration, men at erfaringerne fra den

konkrete sag også vil indgå i de samlede overvejelser, ligesom der vil blive

taget hensyn til Rigsrevisionens kritik vedrørende kontrollen af de gældende

regler, således at DfA får bedre kontrolmuligheder. Også for så vidt angår

administrationen af en kasses egne midler, vil ministeriet sikre, at lovens

krav overholdes, så der ikke uretmæssigt overføres midler fra

arbejdsløshedskasserne til f.eks. faglige organisationer. De enkelte

arbejdsløshedskassemedlemmer bør i forbindelse hermed gøres bekendt med

direktoratets anmærkninger til kassens regnskab. Med henblik på at sikre, at

medlemmerne har de nødvendige forudsætninger for at tage del i

beslutningsprocessen i kasserne, er direktoratet blevet bedt om at overveje,

om der i ovenstående regler kan udarbejdes regler om, at kasserne forpligtes

til at gøre medlemmerne bekendt med direktoratets anmærkninger.

29. Rigsrevisionen har med tilfredshed noteret sig, at Arbejdsministeriet

synes at være indstillet på at udforme og ændre reglerne for

samadministration m.v., så de imødekommer Rigsrevisionens bemærkninger.

Bilag 2

Uddrag af arbejdsministerens besvarelse af spørgsmål 26 i

Arbejdsmarkedsudvalget (jf. alm. del, bilag 101)

Redegørelse vedrørende administrationsfællesskabet mellem

Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse (FFA) og Sammenslutningen af

Firma-Funktionærer (SFF)

Arbejdsministeriet bad med skrivelse af 4. november 1994 direktoratet om

et udkast til den redegørelse, Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg har anmodet

om i spørgsmål nr. 26 af 1. november 1994 (Alm. del - bilag 37).

Direktoratets redegørelse af 9. november 1994, opdateret med redegørelse

af 16. november 1994, er tidligere fremsendt til Arbejdsministeriet.

Efter anmodning fra Arbejdsministeriet den 15. december 1994 har

direktoratet foretaget yderligere en opdatering af redegørelsen, der således

nu er ajourført i relation til Arbejdsministeriets seneste afgørelser.

Nærværende redegørelse omhandler forhold, der enten endnu ikke har fundet

deres endelige afslutning, eller som er blevet afsluttet i løbet af 1994.

De omtalte forhold er konstateret i forbindelse med direktoratets tilsyn

med FFA i årene 1988-1994.

Redegørelsen er disponeret således:

Pkt. 1-5. Herunder redegøres for alle uafsluttede forhold, hvor

direktoratets undersøgelser er påbegyndt i 1992 eller tidligere.

Pkt. 6. Herunder redegøres for direktoratets opfølgning på de

»forhold«, der blev konstateret i 1994 af revisionsfirmaerne Price

Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S i forbindelse med den i

foråret 1994 gennemførte tilsynsundersøgelse.

Det skal bemærkes, at der alene er tale om forhold, som revisorerne har

anbefalet direktoratet at følge op på eller overveje.

Konklusionen på tilsynsundersøgelsen, jf. side 3 i den af de eksterne

revisorer udarbejdede rapport af 5. maj 1994, lyder således:

»Generelt er det efter gennemgang og vurdering af kommissoriets

punkter vor opfattelse, at der ikke sker et økonomisk misbrug af FFA via

administrationsfællesskabet med SFF.

Samadministrationen mellem FFA og SFF er efter vor opfattelse nu

indskrænket til et niveau, hvor yderligere adskillelse under de givne

omstændigheder næppe vil være mulig uden væsentlige omkostninger til følge.

Fælles udnyttelse af personale, lokaler og servicefunktioner vil i relation

til en deling af omkostninger mellem 2 parter altid være forbundet med skøn,

som i sagens natur aldrig vil kunne blive 100 pct. nøjagtige. Den almindelige

udvikling og tilpasning af de administrative funktioner vil endvidere til

stadighed indebære, at der skal foretages nye skøn og dermed nye fordelinger.

Bortset fra hvad der er anført nedenfor, er vi ikke stødt på forhold, som

giver os anledning til at anfægte de foretagne skøn. Principperne for

fordeling af omkostninger, som der er enighed om mellem FFA og DfA, er ud

over det i det efterfølgende anførte ikke nærmere vurderet.

Vor gennemgang har alene afdækket følgende, som bør følges op eller

overvejes af DfA:»

Herefter følger en opremsning af de »forhold«, der er omtalt

under pkt. 6 i nærværende redegørelse.

Pkt. 7. Herunder redegøres for SFF's deponering af reguleringsbeløb og

rentegodtgørelse vedrørende afgørelser, hvor SFF har afvist at foretage

tilbagebetaling, før der foreligger en inappellabel retsafgørelse.

Pkt. 8. Herunder redegøres for verserende retssager i relation til

FFA-sagen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Intern rente

2. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«

3. Konstateret tab ved salg af ejendom

4. Bladudgifter

5. Lokaleudgifter vedrørende kassens ejendom

6. Opfølgning af tilsynsundersøgelsen

a. Løn til vicevært

b. Udgifter til porto og kontingentopkrævning

c. Sagsomkostninger

d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser

7. Deponering af reguleringsbeløb og rentegodtgørelse

8. Status vedrørende retssager

1. Intern rente

Direktoratet traf den 28. januar 1991 afgørelse om, at FFA ikke må betale

en andel af en beregnet intern rente, men alene af faktisk afholdte

finansieringsomkostninger, der vedrører den fælles drift.

Afgørelsen blev den 23. april 1991 tiltrådt af Arbejdsministeriet,

hvorefter kassens advokat den 17. januar 1994 udtog stævning mod

Arbejdsministeriet med påstand om, at Arbejdsministeriet skal tilpligtes at

anerkende, at fordelingsgrundlaget kan indeholde en beregnet intern rente.

Efterfølgende har advokaten den 20. juni 1994 stillet forslag om, at der

gives tilladelse til, at FFA/SFF med tilbagevirkende kraft kan anvende

renteprincipperne i bekendtgørelse nr. 74 af 28. januar 1994 om tilsynet med

de anerkendte arbejdsløshedskassers økonomi og regnskabsvæsen m.v., selv om

bekendtgørelsens § 15 først træder i kraft 1. januar 1995.

Det skal indskydes, at der med virkning fra 1. januar 1995 ikke som

tidligere skal tages udgangspunkt i de faktisk afholdte renteudgifter, men

derimod i en intern rente, der beregnes med diskontoen + 2 pct.

Direktoratet finder det imidlertid principielt betænkeligt at sammenblande

principperne i den gamle og den nye økonomibekendtgørelse, da der i den nye

bekendtgørelse er tale om et helt nyt beregningsprincip, som er afgørende

forskelligt fra det hidtil anvendte.

Efter en drøftelse med Arbejdsministeriet har direktoratet meddelt kassens

advokat, at forslaget ikke kan imødekommes, og at finansieringsudgifter

fortsat indtil 1. januar 1995 skal opgøres og fordeles i overensstemmelse med

Arbejdsministeriets afgørelse af 23. april 1991.

2. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«.

I perioden 1988-1. halvår 1991 har FFA og SFF på grundlag af en

»generel« fordelingsnøgle baseret på de ansattes tidsforbrug

fordelt de samlede driftsudgifter vedrørende SFF's ejendom »Peder

Hvitfeldts Stræde 9«, der anvendes som fælles regionskontor i København.

Ved fordelingen blev der imidlertid ikke taget hensyn til, hvilke lokaler

kassen rent faktisk anvendte, lokalernes udlejningsværdi, at der var

uanvendte lokaler, og at nogle lokaler var udlejet til tredjemand.

På baggrund af stedfundne undersøgelser med bistand fra Revisionsfirmaet

Price Waterhouse/Seier-Petersen og en af revisionsfirmaet valgt

statsautoriseret ejendomsmægler traf direktoratet den 16. marts 1992

afgørelse om følgende:

- FFA må kun pålægges en udgiftsandel vedrørende lokaler, der anvendes af

FFA/SFF i fællesskab.

- Der skal tages hensyn til, hvilke lokaler FFA rent faktisk anvender,

lokalernes udlejningsværdi, og at nogle lokaler er FFA uvedkommende.

- Kassens andel af det i henhold til ovenstående opgjorte udgiftsgrundlag

skal beregnes ud fra den »generelle« fordelingsnøgle, der er

baseret på medarbejdernes tidsforbrug.

Afgørelsen blev anket til Arbejdsministeriet, der efter anmodning fra

kassen tillagde anken opsættende virkning mht. betalingen på betingelse af,

at tilbagebetalingsbeløbet blev forrentet med Danmarks Nationalbanks diskonto

+ 5 pct., hvilket SFF accepterede.

Arbejdsministeriet tiltrådte den 8. september 1993 direktoratets

afgørelse.

FFA har senere via sin advokat den 17. januar 1994 udtaget stævning mod

Arbejdsministeriet med påstand om, at Arbejdsministeriet skal tilpligtes at

anerkende, at udgifter vedrørende »Peder Hvitfeldts Stræde 9« i

årene 1988-1991 kan fordeles efter den metode, FFA alternativt stiller

forslag om i bilag 37 i stævningen.

Reguleringsbeløbet for perioden 1988 til og med 1. halvår 1991 er i

overensstemmelse med afgørelsen opgjort til i alt kr. 1.034.000, som

SFF har deponeret i Amtssparekassen, indtil der foreligger en inappellabel

retsafgørelse.

Vedrørende den efterfølgende periode har FFA/SFF trods afgørelsen fortsat

fordelt ejendommens samlede udgifter efter medlemstal, hvilket er

omtalt i den af Price Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S

udarbejdede rapport af 5. maj 1994 vedrørende den i foråret 1994 gennemførte

tilsynsundersøgelse.

Under direktoratets opfølgning heraf har det vist sig, at man har fordelt

ejendommens samlede udgifter efter medlemstal, hvilket er en helt

tredje metode, der beløbsmæssigt stort set svarer til den

beregningsmetode, som er foreslået i stævningen.

Direktoratet har herefter indskærpet over for FFA, at afgørelsens

principper, uanset at der føres retssag, også skal finde anvendelse i den

efterfølgende periode og har derfor pålagt FFA at stille krav om, at SFF skal

afregne eller deponere restbeløbet vedrørende 2. halvår 1991-1993.

Restbeløbet for perioden 2. halvår 1991-1993 er herefter opgjort til

kr. 377.498, som SFF med tillæg af renter kr. 36.092, i alt

kr. 413.590, har deponeret til fordel for FFA den 17. august 1994.

Under henvisning til pkt. 7 nedenfor skal det dog bemærkes, at

rentetillægget ikke er beregnet i overensstemmelse med den mellem FFA og SFF

indgåede renteaftale.

Endvidere har kassens advokat med skrivelse af 20. juni 1994 foreslået

direktoratet, at der gives tilladelse til, at FFA/SFF kan anvende den

beregningsmetode, som fremgår af stævningen, idet FFA/SFF finder, at

afgørelsen ikke er i overensstemmelse med de faktiske forhold.

Advokatens forslag vedrører først og fremmest perioden 2. halvår

1991-1993, men det er dog bemærket, at såfremt der gives tilladelse til, at

metoden også kan finde anvendelse i perioden 1988-1. halvår 1991, kan

retssagen om dette spørgsmål ophæves.

Da der imidlertid ikke er fremkommet nye oplysninger i sagen eller i

øvrigt er sket væsentlige regelændringer på området, finder direktoratet ikke

grundlag for at anbefale Arbejdsministeriet at tage afgørelsen op til fornyet

overvejelse.

Direktoratet har derfor meddelt kassen, at udgifter vedrørende »Peder

Hvitfeldts Stræde 9« skal opgøres og fordeles i overensstemmelse med

afgørelsen.

3. Konstateret tab ved salg af ejendom

SFF solgte i 1991 ejendommen »Bygaden 27 i Vallensbæk« med et

tab på kr. 650.000, hvoraf FFA via administrationshonoraret for 1.

halvår 1991 blev pålagte at betale kr. 503.000, idet ejendommen ifølge

det oplyste blev benyttet af FFA og SFF i fællesskab.

Det var FFA's og SFF's opfattelse, at der ved salg af aktiver, der er

anvendt i fællesskab, altid skal ske en forholdsmæssig deling af såvel

fortjeneste som tab.

Dette gælder imidlertid kun, når der er tale om driftsmidler, hvor

afskrivninger løbende kan indregnes i fordelingsgrundlaget, hvorimod kassen

ikke må pålægges en andel af eventuelle afskrivninger på SFF's ejendom.

Efter et tilsynsbesøg den 1. december 1992, hvor forholdet blev drøftet,

meddelte kassen, at man havde konstateret en fejl, som betød, at kassens

andel var blevet reduceret til kr. 284.000, idet SFF den 29. december

1992 havde tilbagebetalt kr. 219.000 til FFA.

Direktoratet fandt imidlertid fortsat forholdet i strid med § 82 i

arbejdsløshedsforsikringsloven og traf derfor den 5. februar 1993 afgørelse

om, at SFF skulle tilbagebetale det resterende beløb, hvilket SFF gjorde den

30. april 1993.

Afgørelsen blev anket til Arbejdsministeriet, der den 26. oktober 1994

tiltrådte direktoratets afgørelse.

4. Bladudgifter

Direktoratet har den 22. juni 1993 truffet afgørelse om, at kassens andel

af bladudgifter i 1990 og fremover skal opgøres således:

- Vedrørende medlemsblade, der udsendes til alle FFA-medlemmer, kan kassen

betale en udgiftsandel, der maksimalt svarer til det relative omfang af

kassestof vægtet med forholdet mellem FFA's og SFF's medlemstal. Dette gælder

således 2 bladudgivelser i perioden 1990-1992.

- Vedrørende udgifter til medlemsblade, hvor modtagelsen er betinget af

medlemskab af SFF, kan FFA ikke pålægges nogen andel. Dette gælder således 16

bladudgivelser i perioden 1990-1992.

Ifølge afgørelsen skulle reguleringen finde sted senest 30. juli 1993,

hvilket SFF imidlertid har afslået, før der foreligger en retsafgørelse.

Efterfølgendse har direktoratet pålagt FFA at fremsende betalingspåkrav

til SFF med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale

rente, jf. § 3, stk. 2, i lov om renter ved forsinket betaling m.v.

Under direktoratets tilsynsbesøg den 7. april 1994 gav kassen udtryk for,

at det havde været enklere for kassen at administrere den fordelingsmetode,

som fremgår af § 15, stk. 9, nr. 3, i den nye økonomibekendtgørelse, der

imidlertid, for så vidt angår § 15, først træder i kraft 1. januar 1995.

I henhold hertil skal bladudgifter med virkning fra 1. januar 1995

fordeles på grundlag af medlemstal, hvorimod der ifølge direktoratets

afgørelse tillige skal tages hensyn til forholdet mellem omfanget af FFA-stof

og SFF-stof i de enkelte blade.

Det skal bemærkes, at der i de nugældende regler ikke er en eksakt

anvisning på fastsættelse af en fordelingsnøgle vedrørende bladudgifter, og

at bestemmelsen i den nye bekendtgørelse i enhver henseende er forenelig med

de nugældende regler.

Under hensyn hertil samt kassens bemærkninger tilkendegav direktoratet

under tilsynsbesøget, at der ikke var noget til hinder for, at kassen kunne

vælge mellem de to metoder.

Med skrivelse af 2. august 1994 har kassens advokat meddelt direktoratet,

at kassen ønsker at anvende den fordelingsmetode, der er angivet i den nye

bekendtgørelse.

Kassen ønskede dog at opretholde klagen til Arbejdsministeriet, idet det

fortsat var kassens opfattelse, at der også skulle ske en fordeling af

udgifter vedrørende blade, der kun udsendes til organiserede FFA-medlemmer.

Direktoratet har ikke fundet anledning til at træffe en ny afgørelse, idet

der kun er tale om en mindre tilføjelse til afgørelsen af 22. juni

1993, hvilket direktoratet har orienteret Arbejdsministeriet om.

Arbejdsministeriet har den 26. oktober 1994 truffet afgørelse i ankesagen,

hvori Arbejdsministeriet giver FFA medhold i, at FFA med rette har betalt en

andel af samtlige blade, der indeholder kassestof.

Herefter skal SFF ikke foretage tilbagebetaling til FFA vedrørende

bladudgifter i perioden efter 1. januar 1990. Derimod skal FFA efterbetale i

alt kr. 73.782 til SFF.

5. Lokaleudgifter vedrørende kassens ejendom

FFA købte pr. 1. juli 1991 ejendommen »Overstræde 2 B«, der

sammen med SFF's lejemål anvendes til fælles hovedkontor i Odense.

FFA har således med virkning fra 1. juli 1991 stillet lokaler til rådighed

for fælles reception, postforsendelse og indmeldelsesafdeling og har samtidig

afholdt og betalt alle udgifter vedrørende disse funktioner.

Herudover er der i begrænset omfang sket en »bytning« af

lokaler, idet enkelte SFF-medarbejdere fysisk er placeret i FFA's ejendom og

enkelte FFA-medarbejdere i de af SFF lejede lokaler.

Hertil har FFA forklaret, at årsagen til, at der ikke er foretaget nogen

egentlig opgørelse og deling af disse udgifter, er, at FFA/SFF var af den

opfattelse, at den gensidige benyttelse af lokaler gik lige op.

Imidlertid var direktoratet efter en besigtigelse af ejendommen den 1.

december 1992 ikke enig i dette synspunkt og iværksatte derfor en

undersøgelse, der blev opdelt således:

a. Fordeling af udgifter vedrørende reception, postforsendelse og

indmeldelse.

b. »Huslejeregulering« vedrørende gensidig benyttelse af andre

lokaler.

a. Efter at direktoratet havde taget problemet op i 1992, foreslog kassen,

at udgifterne blev fordelt på grundlag af forholdet mellem indgående

telefonsamtaler til henholdsvis FFA og SFF, hvilket ifølge det oplyste ville

medføre en fordeling i forholdet 90/10.

Direktoratet fandt imidlertid ikke, at kassens forslag svarede til de

faktiske forhold, og traf derfor den 24. september 1993 afgørelse om, at alle

udgifter vedrørende reception, postforsendelse og indmeldelse skal fordeles

mellem FFA og SFF i forhold til medlemstal, hvilket ca. svarer til forholdet

62/38.

Afgørelsen er anket til Arbejdsministeriet, og i den forbindelse har

kassens advokat bl.a. anført, at man vil kunne acceptere en fordelingsnøgle

på 78/22, svarende til den »generelle« fordelingsnøgle, hvis samme

fordelingsnøgle kan anvendes på udgifterne vedrørende lokalkontorerne, der nu

fordeles efter medlemstal.

Efterfølgende har advokaten med skrivelse af 13. oktober 1994 påpeget, at

ovenstående støttes af Price Waterhouse/Seier-Petersen og City Revision A/S,

idet det fremgår af tilsynsrapporten af 5. maj 1994, at det er revisorernes

opfattelse, at FFA's andel formentlig er større end de ca. 62 pct., som er

resultatet af direktoratets afgørelse.

Det er advokatens opfattelse, at nævnte rapport må tillægges betydelig

vægt, og han anmoder derfor igen Arbejdsministeriet om at træffe afgørelse

om, at fordelingsnøglen 78/22 kan finde anvendelse på alle kontorer og i

hvert fald som minimum på kontoret i Odense.

Direktoratet er enig i, at resultatet af Price Waterhouse/Seier-Petersens

og City Revision A/S' undersøgelser må tillægges stor vægt, og at det således

må anses for sandsynligt, at den i afgørelsen fastlagte fordelingsnøgle

utilsigtet favoriserer FFA på bekostning af SFF, hvilket er meddelt

Arbejdsministeriet ifm. høring i ankesagen.

Arbejdsministeriets afgørelse i ankesagen foreligger endnu ikke.

Reguleringsbeløbet for årene 1990-1993 er i henhold til direktoratets

afgørelse opgjort til kr. 1.476.755, hvoraf kun kr. 102.000

p.t. er afregnet til FFA.

Arbejdsministeriet har den 12. december 1994 truffet afgørelse i ankesagen

og ændret direktoratets afgørelse således, at den generelle fordelingsnøgle

kan anvendes på fordelingen af udgifter til reception, postforsendelse og

indmeldelse på hovedkontoret i Odense fra og med 1. juli 1991.

Det endelige reguleringsbeløb er endnu ikke gjort op, men direktoratet

skønner, at det i alt vil udgøre ca. kr. 650.000 i FFA's favør, hvoraf

som allerede nævnt kr. 102.000 er afregnet.

b. For så vidt angår »huslejereguleringen« vedrørende de øvrige

lokaler, blev direktoratet og FFA enige om, at reguleringen skal beregnes

således:

- Beregningen baseres på et realistisk skøn over det anvendte antal (m2)

pr. medarbejder.

- SFF's (m2)-pris beregnes ud fra den kontraktligt fastsatte husleje og

diverse andre omkostninger, der kan henføres til lokalerne.

- FFA's (m2)-pris beregnes ud fra prioritetsrenter, skatter og

diverse andre omkostninger, der kan henføres til lokalerne.

Huslejereguleringen er for perioden 2. halvår 1991-1993 opgjort til i alt

kr. 423.053 i SFF's favør.

Direktoratet har ved sin godkendelse betinget, at reguleringen tidligst

kan foretages samtidig med SFF's betaling til FFA vedrørende reception,

postforsendelse og indmeldelse, jf. pkt. 5.a. ovenfor.

Under tilsynsbesøget den 7. april 1994 blev det konstateret, at der ved

beregningen fejlagtigt ikke var taget hensyn til en af FFA aflønnet vicevært.

Dette forhold er nærmere beskrevet under pkt. 6.a. nedenfor.

6. Opfølgning af tilsynsundersøgelsen

Som opfølgning på tilsynsundersøgelsen i foråret 1994 har direktoratet

nærmere undersøgt/overvejet følgende forhold:

a. Løn til vicevært.

b. Udgifter til porto og kontingentopkrævning.

c. Sagsomkostninger.

d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser.

a. Løn til vicevært

Under tilsynsbesøget den 7. april 1994 konstaterede de eksterne revisorer,

at lønnen til en af FFA 100 pct. aflønnet vicevært for ejendommen

»Overstræde 2 B« ikke indgik i beregningen af den indbyrdes

»huslejeregulering«, jf. pkt. 5.b. ovenfor.

FFA har såvel under tilsynsbesøget som efterfølgende forklaret, at der er

tale om en fejl, som vil blive rettet.

I fortsættelse heraf har kassen med skrivelse af 16. maj 1994 fremsendt en

opgørelse over reguleringsbeløbene for 2. halvår 1991, 1992 og 1993.

Direktoratet var imidlertid ikke helt enig i opgørelse, idet der ikke var

taget højde for, at viceværten fungerer som en slags altmuligmand i såvel

FFA's ejendom som SFF's lejemål.

Direktoratet meddelte derfor kassen, at det var direktoratets opfattelse,

at der skulle ske en egentlig fordeling af lønnen til viceværten i forhold

til det antal (m2), som parterne hver især råder over.

Kassen tilsluttede sig direktoratets synspunkt.

Efter enkelte småjusteringer blev reguleringen for perioden 2. halvår

1991-1993 herefter opgjort til i alt kr. 124.170 i FFA's favør, som

SFF har afregnet med kr. 31.385 den 20. maj 1994 og kr. 92.785

den 15. august 1994.

Fremover vil viceværtens løn blive indregnet i de (m2)-priser, der ligger

til grund for den under pkt. 5.b. ovenfor omtalte

»huslejeregulering«.

b. Udgiftger til porto og kontingentopkrævning

De eksterne revisorer har i forbindelse med tilsynsundersøgelsen

konstateret, at man under et har henført udgifter til porto og

kontingentudskrivning til edb-udgifter, der er fordelt mellem FFA og SFF i

forholdet 90/10.

Revisorerne har i tilsynsrapporten bemærket, at direktoratet bør overveje

(især for portodelen), om disse udgifter ikke burde fordeles i forhold til

medlemstal.

Med hensyn til kontingentudskrivningen finder direktoratet, at det er

rimeligt, at FFA har betalt 90 pct. af udgifterne, idet der i gældende regler

er fastsat forskellige fordyrende krav, som reelt er SFF uvedkommende.

Der er således tale om specifikationskrav og krav til opkrævningsformer og

afregningstidspunkter.

Hertil kommer, at administrationen af et FFA-medlem i al almindelighed er

forholdsvis dyrere end af et SFF-medlem.

Vedrørende portodelen var det derimod umiddelbart direktoratets

opfattelse, at udgifterne burde fordeles efter medlemstal, da der er tale om

en medlemsrelateret udgift.

Kassen har imidlertid fastholdt, at den foretagne fordeling er korrekt.

Direktoratet har fået oplyst, at portoen ifølge GiroBank udgør kr.

3,50 pr. opkrævning, hvilket på årsbasis svarer til ca. kr.

330.000, hvoraf kassen har betalt 90 pct. svarende til ca. kr.

297.000.

Hvis portodelen blev fordelt efter medlemstal, skulle FFA betale ca. 62

pct. svarende til ca. kr. 205.000.

Forholdet drejer sig således om en forskel på ca. kr. 92.000.

Kassen har imidlertid påpeget, at SFF samtidig betaler en for stor andel

af udgifterne til edb-revision og løn til edb-programmør, hvor fordelingen

ifølge det oplyste er i SFF's disfavør.

Endvidere er en årlig indtægt på ca. kr. 100.000 vedrørende

rykkergebyrer ikke fordelt mellem FFA og SFF, selv om SFF reelt burde have

andel heri.

Under hensyn hertil har direktoratet efter omstændighederne godkendt, at

også portoudgiften henføres til edb-posten og dermed fordeles i forholdet

90/10.

Direktoratet har i sine overvejelser lagt vægt på, at portoen ikke

opkræves særskilt, og at der samtidig er andre småposter i SFF's disfavør.

Direktoratet har dog pålagt kassen at underrette direktoratet, hvis disse

forhold ændres, idet fordelingen i så fald må tages op til fornyet

overvejelse.

Det er direktoratets principielle opfattelse, at alle indtægter, der har

tilknytning til fordelte fællesudgifter, altid skal fordeles mellem parterne,

medmindre der som i den foreliggende situation er særlige omstændigheder, der

taler for noget andet.

c. Sagsomkostninger

Vedrørende de anlagte retssager mod Arbejdsministeriet har de eksterne

revisorer bemærket, at det synes mest naturligt, at sagsomkostningerne blev

afholdt af SFF, da det må anses for usædvanligt, at man anlægger retssag med

påstand om, at man er uberettiget til at modtage en omkostningsrefusion.

Hertil skal direktoratet bemærke, at kassen som part efter dansk rets

almindelige regler har ret til at få afprøvet forvaltningsakters

lovlighed/rigtighed ved domstolene.

Retssagerne vedrører afgørelser, hvormed direktoratet/Arbejdsministeriet

har pålagt kassen at kræve allerede foretagne dispositioner ændret.

Sagsanlæggene er en følge af, at FFA og SFF begge er af den opfattelse, at

afgørelserne er forkerte og i øvrigt et indgreb i en lovligt indgået aftale.

Alternativt kunne kassen have valgt at anlægge sag mod SFF med påstand om

tilbagebetaling i overensstemmelse med de trufne afgørelser.

Om en sådan fremgangsmåde ville medføre mindre eller større

sagsomkostninger for FFA end sagsanlæg mod ministeriet, afhænger af de

respektive sagers endelige udfald ved retten.

Direktoretet vil derfor for nærværende ikke foretage sig yderligere.

d. Gebyrer vedrørende jobsøgningskurser

I forbindelse med kassens forberedelser til tilsynsbesøget den 7. april

1994 konstaterede man, at FFA i en periode fejlagtigt ikke var blevet

faktureret et grundgebyr pr. kursist i forbindelse med afholdte

jobsøgningskurser.

Kassen omtalte fejlen under tilsynsbesøget og har efterfølgende med

skrivelse af 19. september 1994 orienteret direktoratet om, at der er tale om

132 gebyrer a kr. 600 svarende til i alt kr. 79.200, som FFA

har besluttet at efterbetale til SFF.

Da det er direktoratets opfattelse, at konstaterede fejl bør rettes,

uanset om de er i FFA's eller SFF's favør, har direktoratet ikke haft

indvendinger imod denne disposition.

Direktoratet har dog bedt om at få bekræftet, at kassen ikke på anden vis

har været med til at betale udgifter, som helt eller delvist er dækket af

gebyret, samt at gebyret ikke bekøbsmæssigt overstiger kassens reelle andel

af de faktisk afholdte udgifter vedrørende de pågældende kurser.

Dette er blevet bekræftet med skrivelse af 18. oktober 1994 fra kassens

advokat.

7. Deponering af reguleringsbeløb og rentegodtgørelse

Direktoratet traf den 2. januar 1992 4 edb-afgørelser vedrørende perioden

1985-1991, som i ankesagerne er tiltrådt af Arbejdsministeriet den 8.

september 1993.

For så vidt angår disse edb-afgørelser og afgørelsen vedrørende

»Peder Hvitfeldts Stræde 9«, jf. pkt. 2 ovenfor, har SFF afvist at

foretage tilbagebetaling, før der foreligger en inappellabel retsafgørelse.

SFF har dog ved indsættelse på en konto i Amtssparekassen deponeret de

opgjorte reguleringsbeløb samt den beregnede rentegodtgørelse til fordel for

FFA.

Den deponerede rentegodtgørelse er vedrørende de første deponeringer

beregnet med diskontoen + 5 pct., hvilket er i overensstemmelse med den

indgåede renteaftale.

Efter anmodning fra kassen tillagde Arbejdsministeriet i begge de nævnte

sager anken opsættende virkning med hensyn til betalingen på betingelse af,

at FFA og SFF indgik en renteaftale, der forpligtede SFF til at forrente

kassens tilgodehavende med diskontoen + 5 pct.

Rentekravet blev fastsat til diskontoen + 5 pct., fordi en retslig

inddrivelse af beløbet ville have medført, at kassens tilgodehavende skulle

have været forrentet med diskontoen + 5 pct., jf. rentelovens bestemmelser om

procesrenter.

Imidlertid mener FFA nu, at der i forhold til en sag vedrørende en

arbejdsløshedskasse er sket en ulovlig forskelsbehandling. Direktoratet har i

den pågældende sag truffet afgørelse om en forrentning med diskontoen + 2

pct., dvs. 3 pct. mindre end der blev stillet krav om i relation til

renteaftalen mellem FFA og SFF.

Dette har medført, at kassen har klaget til Arbejdsministeriet over

ulovlig forskelsbehandling, og at den deponerede rentegodtgørelse vedrørende

»Peder Hvitfeldts Stræde 9« for perioden 2. halvår 1991-1993, jf.

pkt. 2 ovenfor, kun er beregnet med diskontoen + 2 pct.

Direktoratet har pålagt kassen at stille krav om, at rentegodtgørelsen

skal beregnes i overensstemmelse med renteaftalen, og at det resterende

rentebeløb skal deponeres til fordel for FFA.

Restbeløbet er herefter opgjort til kr. 10.481, som SFF har

deponeret til fordel for FFA den 15. november 1994.

Endelig kan det oplyses, at Arbejdsministeriet har afvist kassens klage

over forskelsbehandling, idet der i den anden sag er tale om en helt anden

situation, som ikke med rette kan sammenlignes med FFA-sagerne.

Den samlede deponering kan specificeres således:

Udg. »Peder Hvitfeldts Stræde 9«

1988 - 1. halvår 1991 1.034.000

2. halvår 1991 - 1993 377.498

Edb-udgifter 1985 - 1990 2.432.000

FFA's køb af edb-anlæg (restbeløb) 170.669

SFF's salg af gl. edb-anlæg i 1985 1.054.000

----------------------------------------------------

5.068.167

Rentegodtgørelse 1.175.811

----------------------------------------------------

I alt 6.243.978

----------------------------------------------------

8. Status vedrørende retssager

1. Verserende sager mellem FFA og Arbejdsministeriet:

1. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af december 1991 med

påstand om,

a. at fordeling af udgiftsposten »Løn og honorarer til formand,

direktør og sekretariatschef« kan ske i overensstemmelse med

administrationsaftaler for årene 1988, 1989 og 1990,

b. at fordeling af udgiftsposten »Skriftlig orientering ekskl.

bladomkostninger« kan ske i overensstemmelse med administrationsaftaler

for årene 1988, 1989 og 1990, og

c. at fordeling af udgiftsposten »Bladomkostninger« kan ske i

overensstemmelse med administrationsaftaler for årene 1988, 1989 og 1990.

2. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af 17. januar 1994 med

påstand om, at en beregnet intern rente for regnskabsåret 1988 på kr.

2.385.825 og for regnskabsåret 1989 på kr. 2.121.000 kan indgå i

fordelingsgrundlaget for de respektive regnskabsår mellem FFA og SFF.

3. FFA mod Arbejdsministeriet ved stævning af 17. januar 1994 med

påstand om,

a. at fordelingen af udgiftsposterne »Køb af maskintid« og

»Forrentning« kan ske i overensstemmelse med årsregnskaber for de

respektive regnskabsår 1985 - 1990,

subsidiært at ovennævnte udgiftsposter kan indgå i fordelingsgrundlaget

for de respektive regnskabsår 1985 - 1990 med i alt kr. 1.614.974,

b. at fordelingen af udgiftsposten »Salget af SFF's gamle edb-anlæg i

1985« kan ske i overensstemmelser med sagsøgers årsregnskab for 1985, og

c. at fordelingen af udgifterne vedrørende ejendommen »Peder

Hvitfeldts Stræde 9« kan ske i henhold til en af kassen senere

udarbejdet opgørelse.

Idet sagsøger har anmodet om udsættelse med afgivelse af replik, har Østre

Landsret udsat behandlingen af ovennævnte sager til 30. november 1994.

2. Andre sager:

1. FFA anlagde den 19. december 1990 ved retten i Rudkøbing sag mod den

tidligere formand, Jørgen Tauber Lassen, med påstand om, at han forbydes

under nogen form at foregive at optræde som formand for eller i anden

lederposition i relation til FFA.

A-kassen fik ikke medhold i denne påstand, og dommen blev derfor af FFA

anket til Østre Landsret.

Herefter har landsretten den 1. juni 1994 afsagt dom, hvorefter Jørgen

Tauber Lassen er tilpligtet at anerkende, at han fra den 10. marts 1990 ikke

længere var formand i Firma-Funktionærernes Arbejdsløshedskasse.

Direktoratet har af FFA fået oplyst, at Jørgen Tauber Lassen har søgt

Justitsministeriet om 3. instans-bevilling, men at han har fået afslag.

2. Jørgen Tauber Lassen har anlagt sag mod SFF for uberettiget

bortvisning.

Østre Landsret har den 22. december 1993 afsagt dom, hvorefter

Sammenslutningen af Firma-Funktionærer skal betale Jørgen Tauber Lassen en

godtgørelse på i alt kr. 932.475,33 med tillæg af sædvanlig

procesrente fra 10. marts 1990.

Godtgørelsen dækker løn i opsigelsesperioden, pensionsgodtgørelse, leje af

sommerhus og sagsomkostninger.

Den udbetalte godtgørelse er i overensstemmelse med den indgåede

administrationsaftale og gældende regler betalt med 50 pct. af FFA.

Sagen er af Jørgen Tauber Lassen indbragt for Højesteret med påstand om

godtgørelse efter funktionærlovens § 2 B.

3. Herudover verserer der følgende uafsluttede injuriesager med relation

til FFA-sagen:

- Formand Arne Frederiksen mod Højesteretssagfører Claus Christensen.

- Højesteretssagfører Claus Christensen ved retten i Frederiksberg mod

direktør Troels Nørgaard.

- FFA/SFF, Arne Frederiksen og John Hansen mod Ekstra Bladet ved Bent

Falbert og Nils Chr. Nilson.

- SFF, Arne Frederiksen og John Hansen mod Kim Behnke, MF.

Direktoratet har ikke ud over ovennævnte retssager egentligt kendskab til

andre verserende sager med relation til FFA-sagen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter