Spring til indhold

Retsinformation

1995 BSF 105 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ALTERNATIVER TIL EU'S ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION (ØMU)

1995/1 BSF 105Beslutningsforslag som fremsatFolketinget29. februar 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

»Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et europæisk

valutasamarbejde efter følgende retningslinjer:

A. Som fastlagt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 deltager Danmark

ikke i en eventuel fælles EU-valuta, dvs. Danmark deltager ikke i Den

Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) tredje fase.

B. Kommende aftaler mellem Danmark og de lande, der deltager i en eventuel

gennemførelse af ØMU'ens tredje fase, må ikke på noget tidspunkt medføre en

indskrænkning af Danmarks valutariske, økonomiske og finanspolitiske

selvstændighed og må ej heller medføre, at Danmark kan rammes af sanktioner i

forbindelse med manglende overholdelse af konvergenskrav eller andre krav i

Den Økonomiske og Monetære Union.

C. Den danske regering bør i EU fremsætte et forslag om udsættelse af den

endelige beslutning om gennemførelse af ØMU'ens tredje fase og forslag om

alternativer til ØMU'en, herunder forslag om et europæisk valutasamarbejde

efter EMS-modellen, og således, at der tages fælles skridt til bekæmpelse af

den internationale valutaspekulation, f.eks. gennem indførelsen af afgifter

på valutahandel.«

Bemærkninger til forslaget Den ene af de fire danske undtagelser

i Maastricht-Traktaten vedrører tredje fase i Den Økonomiske og Monetære

Union. I forbindelse med folkeafstemningen den 18. maj 1993 blev det

fastlagt, at Danmark vil bruge denne undtagelse til at holde sig uden for den

fælles mønt, der ifølge beslutningerne på EU-topmødet i december 1995 skulle

træde i kraft i 1999.

Nærværende beslutningsforslag indeholder en understregning af den danske

undtagelse.

Derudover indeholder forslaget to dele:

1. Retningslinjer og betingelser for dansk deltagelse i en eventuel

kommende aftale mellem de lande, der deltager i ØMU'ens tredje fase, og et

antal lande, der ikke deltager.

2. Retningslinjer for udarbejdelsen af et europæisk alternativ til ØMU med

Læs alt

det sigte helt at undgå, at ØMU'ens tredje fase træder i kraft, dvs. undgå at

der oprettes en fælles mønt med deltagelse af en række EU-lande.

ad 1:

Hvis den fælles mønt indføres, rejser det spørgsmålet om forholdet mellem

de valutaer, der opsluges i den fælles mønt, og de valutaer, herunder den

danske krone, som står udenfor. I den forbindelse har der været forslag om

bl.a. en »solidaritetspagt«. Hvis der indgås en sådan aftale, er

det naturligvis helt afgørende, at den fuldt ud respekterer det grundlag, som

blev vedtaget ved folkeafstemningen den 18. maj 1993. Det var derfor

tilfredsstillende, at økonomiminister Marianne Jelved i Folketingets

spørgetid den 21. februar 1996 understregede, at regeringen ikke har nogen

planeer om at lade Danmark underlægge de sanktioner, der gælder for

ØMU-lande, hvis de ikke opfylder en række kriterier om bl.a.

statsunderskuddets størrelse, de såkaldte konvergenskriterier. Det betyder,

at Danmark fortsat, også i forbindelse med en eventuel aftale med

ØMU-landene, f.eks. vil kunne vedtage en finanslov med større underskud end

fastsat af konvergenskriterierne, uden at Danmark af den grund kan rammes af

sanktioner fra EU eller fra EU's Centralbank. Økonomiministeren gav i

Folketingets spørgetid den 21. februar 1996 tilsagn om, at hvis regeringen

indgår i forhandlinger, som har forpligtende karakter på et eller andet

tidspunkt, så går den sædvanlige procedure, vi kender, igennem Europaudvalget

med mandatgivning. Forslagsstillerne finder, at det er tilfredsstillende, at

regeringen har givet dette løfte, men finder, at sagen er så vigtig, at der

ved folketingsbeslutning bør fastlægges rammer for et sådant eventuel

kommende mandat. Derfor er sådanne rammer indarbejdet som et led i nærværende

forslag til folketingsbeslutning.

De seneste måneders debat i medierne om ØMU-projektets problemer har i

stigende grad rejst kravet om enten en udsættelse eller en opgivelse af hele

projektet. Sidst kunne man se det i Det Fri Aktuelt den 15. februar 1996,

hvor både den tidligere vismand, Anders Ølgaard, og SiD's cheføkononom, Kaj

Vangskjær, siger, at der nu må findes et alternativ til ØMU'en. Ifølge Det

Fri Aktuelt ». . . er (de) begge fortalere for et EMS-lignende

samarbejde med gensidige betingelser, der ikke helt indeholder ØMU'ens

strenge krav til den økonomiske politik«. Og Kaj Vangskjær siger ligeud:

»Jeg har svært ved at se fordelen for Danmark ved at gå med. En

opfyldelse af konvergenskravene kræver så store økonomiske stramninger i alle

de lande, der vil med, at det vil medføre større ledighed . . . De økonomiske

krav vil formentlig blive endnu skrappere, når først ØMU'en går i gang. Det

vil medføre politisk uro i hele EU.«

Dengang man i 1991 forhandlede Maastricht-Traktaten på plads, forudså man

ikke den krise, som i 1992 og 1993 reelt ødelagde det eksisterende

EMS-samarbejde. Sammenbruddet i EMS'en kom, fordi EF-landene siden 1987 havde

søgt at fastholde den kursparitet, som eksisterede mellem landene. Men denne

politisk bestemte fastholdelse af kurserne var ikke i overensstemmelse med

den uens økonomiske politik, som de facto blev ført i EU-landene. Derfor

inviterede man nærmest til spekulation i de svage valutaer. Det var årsagen

til det endelige sammenbrud i EMS'en, som skete i august 1993, hvor

EU-landene blev tvunget af udviklingen til at opgive de snævre marginer for

deres landes valutakursudsving. Siden dette tidspunkt har EU's valutaer kunne

svinge med 15 pct. mod før 2 pct.

Akkurat som man fra 1987 fastholdt et politisk bestemt valutakursforhold,

har man i fastlæggelsen af ØMU-projektet overhovedet ikke forholdt sig til

den økonomiske og politiske situation i slutningen af dette århundrede, hvor

allerhøjst nogle få EU-lande vil kunne leve op til konvergenskravene, som de

er formuleret nu, og hvor et flertal ikke vil kunne leve op til kravene. Hvad

får det af konsekvenser for samarbejdet i EU? Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

skriver i et notat den 17. januar 1996, at ». . . et af disse spørgsmål

er, hvordan samarbejdet omkring udviklingen af det indre marked skal

fortsætte i en situation, hvor muligvis et flertal af EU-landene, såvel

absolut som med hensyn til stemmevægte, står uden for ØMU'ens tredje

fase.«

Den tidligere engelske udenrigsminister, Douglas Hurd, skrev en kommentar

i Financial Times om ØMU'en, som blev citeret i Ritzau den 31. januar 1996.

Han sagde heri, at forholdet mellem de lande, der deltager i ØMU'en, og de,

der står uden for, skal undersøges. »Det skete ikke i Maastricht, fordi

det blev forudsat, at alle vigtige lande ville være deltagere i ØMU . . . I

stedet for at forene de 15 EU-lande splitter ØMU landene i tre blokke: De,

der kan og vil tilslutte sig en fælles mønt i 1999; de, der sandsynligvis

kan, men ikke vil på dette tidspunkt; og de, der er ivrige efter at tilslutte

sig, men ikke kan.«

Den tidligere overvismand, professor Anders Ølgaard, siger til Politiken

den 18. januar 1996, at i stedet for at køre videre med ØMU'en burde man

koncentrere sig om at udvikle et valutasamarbejde i stil med det gamle

EMS-system. Han siger yderligere: »Det er lidt absurd, når flere

ministre siger, at vi på en gang lægger særlig vægt både på beskæftigelsen og

på at opfylde konvergenskriterierne. Det er jo selvmodsigende. Hvis man vil

gøre noget for beskæftigelsen, så gør man det jo ikke ved at stramme

finanspolitikken. Men konvergenskriterierne tilsiger jo netop, at man skal

stramme finanspolitikken.« Han konstaterer derefter, at de nuværende

problemer er for intet at regne i forhold til de problemer, EU-landene får,

hvis først ØMU'en bliver til noget: »Hvis ØMU'en skal have troværdighed,

så forudsætter det en fælles styring. Det betyder også, at de lande, som ikke

opfører sig efter reglerne, skal bankes på plads. Det problem har ingen

villet røre ved med en ildtang. ØMU'en skal kunne fungere både i lyst og nød

- også når konjunkturerne er dårlige. Hvis de internationale kapitalmarkeder

ikke længere tror på det, så ender det med, at det hele sprænger i stumper og

stykker, og så er vi først for alvor på spanden.«

Et andet problem er, hvordan en opsplitning af EU-landene vil påvirke

samhandelen og den økonomiske aktivitet generelt. Det er ingen hemmelighed,

at de europæiske lande er kendetegnet ved en meget stor intern samhandel.

Dermed vil alle landene - også de store - have indlysende økonomiske

interesser i de andre landes økonomiske udvikling. Men til dato er der ingen

af de såkaldt ansvarlige blandt EU-landene, som overhovedet har forholdt sig

til den konkrete situation - hvis man absolut vil fremture og etablere ØMU'en

- hvordan relationerne økonomisk og valutarisk skal være mellem dem, der er

med i ØMU'en, og dem, der står udenfor!

I Europa-Kommissionen og blandt en række af de vigtigste politiske

beslutningstagere har realiseringen af ØMU'en nærmest antaget karakter af en

politisk-ideologisk nødvendighed på tværs af alle økonomiske og sociale

konsekvenser. F.eks. sagde chefen for Det Europæiske Monetære Institut,

Alexandre Lamfalussy, ifølge et Ritzau-telegram den 25. januar 1996, at

udsættelse eller total skrinlæggelse af Den Europæiske Monetære Union (ØMU)

vil virke som et »politisk og økonomisk chok« for Europa. Han

fortsatte: »Maastricht-Traktaten er et afgørende led i den samlede

europæiske integrationsproces«, og tilføjede, at hvis ØMU'en bliver lagt

på is ». . . hvordan skal folk så kunne tro på den europæiske

udvikling?». En udsættelse af ØMU vil også kunne true EU's indre marked,

sagde han og fortsatte: »Jeg er overbevist om, at vi ikke vil kunne

udnytte det indre marked fuldt ud, hvis vi ikke har en fælles mønt. Fraværet

af en sådan vil betyde usikkerhed, hvilket igen kan betyde fejlplacering af

økonomiske ressourcer. Bare tænkt på, hvordan USA ville fungere med 15

forskellige valutaer.«

At et hovedformål med ØMU'en er politisk og ikke kun økonomisk blev til

fulde bekræftet af den franske regeringschef, Alain Juppe, da han den 20.

februar 1996 i den franske nationalforsamling ifølge Reuter skulle have sagt,

at den planlagte ØMU primært var et politisk projekt for at beskytte EU fra

de centrifugalkræfter, som ville træde i kraft i forbindelse med den

planlagte udvidelse af EU, og samtidig var projektet med til at forstærke det

fransk-tyske lederskab for Europa. Han sagde direkte: »ØMU'en er først

og fremmest et politisk valg. Det er et spørgsmål om indflydelse, om de

europæiske nationers placering og rolle på den globale areana. . . Den eneste

tilbageblevne supermagt på Jorden har ikke længere en modvægt og handler

derfor med en supermagts reflekser i forhold til økonomi, politik og

handel.« At der her er tale om strategiske franske interesser blev

understreget, da den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing

under den samme parlamentsdebat sagde, at Frankrig måtte fastholde det

nuværende paritetsforhold mellem Frankrig og Tyskland. Han understregede at

». . . vores nationale interesser. . . dikterer - i forbindelse med den

måde, som det europæiske system bliver organiseret på fremover og i

udmøntningen af ansvaret - at vores regering sørger for at fastholde en

streng paritet med Tyskland.«

ad 2:

Det står klart, at modstanden imod planerne om en fælles EU-valuta er

meget stor i befolkningerne. Det kom stærkt til udtryk under den franske

strejkebevægelse i 1995, og tilsvarende har tyske opinionsmålinger gang på

gang vist, at tilhængerne af den fælles mønt udgør et mindretal i den tyske

befolkning. Her i Danmark blev modstanden imod ØMU'en bekræftet i en

undersøgelse af Greens Analyseinstitut, som blev offentliggjort i Børsen den

19. februar 1996. Her siger 57,6 pct. af de adspurgte nej til ØMU'en, og kun

27,3 pct. siger ja.

Selv om Danmark har besluttet at stå uden for den fælles mønt og derfor

ikke trues af ØMU-planerne på samme måde som den tyske og franske befolkning,

så vil der alligevel set fra et dansk synspunkt være store fordele ved, at

ØMU-planerne helt opgives.

Det har vist sig, at konvergenskravene i Maastricht-Traktaten ikke kan

overholdes. Indtil nu ser kun et enkelt land, Luxembourg, ud til at kunne

opfylde konvergenskravene. Forsøget på at overholde disse krav i en økonomisk

tilbagegangssituation vil få meget alvorlige og negative konsekvenser for

beskæftigelsen og de sociale forhold og vil - forhåbentlig - give anledning

til en voldsom folkelig modstand.

Kombinationen af konservativ politik i en række store lande og

konvergenskravene vil være det samme som at starte en alvorlig social

konfrontation. Regeringerne afviser at gennemføre den nødvendige beskatning

af den bedst stillede del af befolkningen - og gennemfører ligefrem

skattenedsættelser for de velstillede, som det f.eks. er sket i Danmark i de

senere år, senest med afskaffelsen af formueskatten. Samtidig forsøger

regeringerne så at overholde konvergenskravene. Det fører til en dybt asocial

og beskæftigelsesfjendsk politik.

Professor Søren Kjeldsen-Kragh formulerer det i Politiken den 31. december

1995 på denne måde: »ØMU'en vil skabe større regionale og sociale

problemer, som derefter skal løses på EU-niveau. Man taler allerede i dag om

at indføre en konjunkturudligningsfond, hvilket indebærer et voksende

EU-budget. ØMU'en vil gøre det nødvendigt at føre fælles arbejdsmarkeds- og

socialpolitik, og deraf følger som en naturlig konsekvens, at

Europa-Parlamentet skal have lovgivende kompetence. Tilhængerne af denne

udvikling i de øvrige EU-lande lægger ikke skjul på, at den fælles mønt skal

være drivkraften bag etableringen af et Europas Forenede Stater.«

Derfor er der behov for helt andre modeller end den liberalistiske

føderale ØMU-model. Hertil kommer, at ØMU-modellen også ud fra et

valutapolitisk synspunkt er et risikabelt, ja, dumdristigt projekt. Trods den

reelle opløsning af EMS-samarbejdet i 1993 har det europæiske valutasystem

vist sig at kunne fungere i den forstand, at de forskellige valutaer har

tilpasset sig, uden at det har ført til et sammenbrud i valutasystemet.

Imidlertid er der behov for en større solidaritet imod

valutaspekulationen. Nogle valutaer er givetvis på grund af

valutaspekulanternes angreb blevet tvunget til at gennemføre større

devalueringer, end den økonomiske udvikling i de pågældende lande reelt

betinger. Derfor er den norske og svenske krone formentlig i dag

undervurderet i forhold til den tyske mark og den danske krone.

Derfor må der tilstræbes et europæisk valutasystem, hvor de enkelte

valutakurser kan tilpasse sig hinanden i et smidigt system ud fra landenes

reelle økonomiske situation. En sådan europæisk valutaaftale bør ikke

gennemføres i EU-regi. Den bør være åben for andre lande, f.eks. Norge og

Island.

ØMU-modellen er usmidig og farlig, fordi den urealistisk fastlåser

kurserne, indtil spændingerne bliver for store. Det giver baggrund for store

valutakriser. Omvendt er der behov for et mere solidarisk system end det

nuværende. Der kan f.eks. indgås aftaler om, at landene rykker hinanden til

undsætning, hvis valutaspekulanterne angriber. Derimod bør der ikke indføres

urealistiske krav om, at valutakurserne skal fastlåses i forhold til den

tyske mark. Derfor synes EMS-modellen at være den indlysende rigtige løsning.

Den kan kombineres med internationale indgreb mod valutaspekulation, f.eks. i

form af en afgift på valutahandel. Hvis der f.eks. pålægges en afgift på 1

promille, vil det ikke medføre mærkbar gene for mindre valutahandler til

f.eks. turistformål, men vil gøre det kostbart at foretage de kæmpestore

flytninger af valuta, som finder sted i forbindelse med valutaspekulation.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter