1995 BSF 105 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ALTERNATIVER TIL EU'S ØKONOMISKE OG MONETÆRE UNION (ØMU)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
»Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for et europæisk
valutasamarbejde efter følgende retningslinjer:
A. Som fastlagt ved folkeafstemningen den 18. maj 1993 deltager Danmark
ikke i en eventuel fælles EU-valuta, dvs. Danmark deltager ikke i Den
Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) tredje fase.
B. Kommende aftaler mellem Danmark og de lande, der deltager i en eventuel
gennemførelse af ØMU'ens tredje fase, må ikke på noget tidspunkt medføre en
indskrænkning af Danmarks valutariske, økonomiske og finanspolitiske
selvstændighed og må ej heller medføre, at Danmark kan rammes af sanktioner i
forbindelse med manglende overholdelse af konvergenskrav eller andre krav i
Den Økonomiske og Monetære Union.
C. Den danske regering bør i EU fremsætte et forslag om udsættelse af den
endelige beslutning om gennemførelse af ØMU'ens tredje fase og forslag om
alternativer til ØMU'en, herunder forslag om et europæisk valutasamarbejde
efter EMS-modellen, og således, at der tages fælles skridt til bekæmpelse af
den internationale valutaspekulation, f.eks. gennem indførelsen af afgifter
på valutahandel.«
Bemærkninger til forslaget Den ene af de fire danske undtagelser
i Maastricht-Traktaten vedrører tredje fase i Den Økonomiske og Monetære
Union. I forbindelse med folkeafstemningen den 18. maj 1993 blev det
fastlagt, at Danmark vil bruge denne undtagelse til at holde sig uden for den
fælles mønt, der ifølge beslutningerne på EU-topmødet i december 1995 skulle
træde i kraft i 1999.
Nærværende beslutningsforslag indeholder en understregning af den danske
undtagelse.
Derudover indeholder forslaget to dele:
1. Retningslinjer og betingelser for dansk deltagelse i en eventuel
kommende aftale mellem de lande, der deltager i ØMU'ens tredje fase, og et
antal lande, der ikke deltager.
2. Retningslinjer for udarbejdelsen af et europæisk alternativ til ØMU med
Læs alt
det sigte helt at undgå, at ØMU'ens tredje fase træder i kraft, dvs. undgå at
der oprettes en fælles mønt med deltagelse af en række EU-lande.
ad 1:
Hvis den fælles mønt indføres, rejser det spørgsmålet om forholdet mellem
de valutaer, der opsluges i den fælles mønt, og de valutaer, herunder den
danske krone, som står udenfor. I den forbindelse har der været forslag om
bl.a. en »solidaritetspagt«. Hvis der indgås en sådan aftale, er
det naturligvis helt afgørende, at den fuldt ud respekterer det grundlag, som
blev vedtaget ved folkeafstemningen den 18. maj 1993. Det var derfor
tilfredsstillende, at økonomiminister Marianne Jelved i Folketingets
spørgetid den 21. februar 1996 understregede, at regeringen ikke har nogen
planeer om at lade Danmark underlægge de sanktioner, der gælder for
ØMU-lande, hvis de ikke opfylder en række kriterier om bl.a.
statsunderskuddets størrelse, de såkaldte konvergenskriterier. Det betyder,
at Danmark fortsat, også i forbindelse med en eventuel aftale med
ØMU-landene, f.eks. vil kunne vedtage en finanslov med større underskud end
fastsat af konvergenskriterierne, uden at Danmark af den grund kan rammes af
sanktioner fra EU eller fra EU's Centralbank. Økonomiministeren gav i
Folketingets spørgetid den 21. februar 1996 tilsagn om, at hvis regeringen
indgår i forhandlinger, som har forpligtende karakter på et eller andet
tidspunkt, så går den sædvanlige procedure, vi kender, igennem Europaudvalget
med mandatgivning. Forslagsstillerne finder, at det er tilfredsstillende, at
regeringen har givet dette løfte, men finder, at sagen er så vigtig, at der
ved folketingsbeslutning bør fastlægges rammer for et sådant eventuel
kommende mandat. Derfor er sådanne rammer indarbejdet som et led i nærværende
forslag til folketingsbeslutning.
De seneste måneders debat i medierne om ØMU-projektets problemer har i
stigende grad rejst kravet om enten en udsættelse eller en opgivelse af hele
projektet. Sidst kunne man se det i Det Fri Aktuelt den 15. februar 1996,
hvor både den tidligere vismand, Anders Ølgaard, og SiD's cheføkononom, Kaj
Vangskjær, siger, at der nu må findes et alternativ til ØMU'en. Ifølge Det
Fri Aktuelt ». . . er (de) begge fortalere for et EMS-lignende
samarbejde med gensidige betingelser, der ikke helt indeholder ØMU'ens
strenge krav til den økonomiske politik«. Og Kaj Vangskjær siger ligeud:
»Jeg har svært ved at se fordelen for Danmark ved at gå med. En
opfyldelse af konvergenskravene kræver så store økonomiske stramninger i alle
de lande, der vil med, at det vil medføre større ledighed . . . De økonomiske
krav vil formentlig blive endnu skrappere, når først ØMU'en går i gang. Det
vil medføre politisk uro i hele EU.«
Dengang man i 1991 forhandlede Maastricht-Traktaten på plads, forudså man
ikke den krise, som i 1992 og 1993 reelt ødelagde det eksisterende
EMS-samarbejde. Sammenbruddet i EMS'en kom, fordi EF-landene siden 1987 havde
søgt at fastholde den kursparitet, som eksisterede mellem landene. Men denne
politisk bestemte fastholdelse af kurserne var ikke i overensstemmelse med
den uens økonomiske politik, som de facto blev ført i EU-landene. Derfor
inviterede man nærmest til spekulation i de svage valutaer. Det var årsagen
til det endelige sammenbrud i EMS'en, som skete i august 1993, hvor
EU-landene blev tvunget af udviklingen til at opgive de snævre marginer for
deres landes valutakursudsving. Siden dette tidspunkt har EU's valutaer kunne
svinge med 15 pct. mod før 2 pct.
Akkurat som man fra 1987 fastholdt et politisk bestemt valutakursforhold,
har man i fastlæggelsen af ØMU-projektet overhovedet ikke forholdt sig til
den økonomiske og politiske situation i slutningen af dette århundrede, hvor
allerhøjst nogle få EU-lande vil kunne leve op til konvergenskravene, som de
er formuleret nu, og hvor et flertal ikke vil kunne leve op til kravene. Hvad
får det af konsekvenser for samarbejdet i EU? Arbejderbevægelsens Erhvervsråd
skriver i et notat den 17. januar 1996, at ». . . et af disse spørgsmål
er, hvordan samarbejdet omkring udviklingen af det indre marked skal
fortsætte i en situation, hvor muligvis et flertal af EU-landene, såvel
absolut som med hensyn til stemmevægte, står uden for ØMU'ens tredje
fase.«
Den tidligere engelske udenrigsminister, Douglas Hurd, skrev en kommentar
i Financial Times om ØMU'en, som blev citeret i Ritzau den 31. januar 1996.
Han sagde heri, at forholdet mellem de lande, der deltager i ØMU'en, og de,
der står uden for, skal undersøges. »Det skete ikke i Maastricht, fordi
det blev forudsat, at alle vigtige lande ville være deltagere i ØMU . . . I
stedet for at forene de 15 EU-lande splitter ØMU landene i tre blokke: De,
der kan og vil tilslutte sig en fælles mønt i 1999; de, der sandsynligvis
kan, men ikke vil på dette tidspunkt; og de, der er ivrige efter at tilslutte
sig, men ikke kan.«
Den tidligere overvismand, professor Anders Ølgaard, siger til Politiken
den 18. januar 1996, at i stedet for at køre videre med ØMU'en burde man
koncentrere sig om at udvikle et valutasamarbejde i stil med det gamle
EMS-system. Han siger yderligere: »Det er lidt absurd, når flere
ministre siger, at vi på en gang lægger særlig vægt både på beskæftigelsen og
på at opfylde konvergenskriterierne. Det er jo selvmodsigende. Hvis man vil
gøre noget for beskæftigelsen, så gør man det jo ikke ved at stramme
finanspolitikken. Men konvergenskriterierne tilsiger jo netop, at man skal
stramme finanspolitikken.« Han konstaterer derefter, at de nuværende
problemer er for intet at regne i forhold til de problemer, EU-landene får,
hvis først ØMU'en bliver til noget: »Hvis ØMU'en skal have troværdighed,
så forudsætter det en fælles styring. Det betyder også, at de lande, som ikke
opfører sig efter reglerne, skal bankes på plads. Det problem har ingen
villet røre ved med en ildtang. ØMU'en skal kunne fungere både i lyst og nød
- også når konjunkturerne er dårlige. Hvis de internationale kapitalmarkeder
ikke længere tror på det, så ender det med, at det hele sprænger i stumper og
stykker, og så er vi først for alvor på spanden.«
Et andet problem er, hvordan en opsplitning af EU-landene vil påvirke
samhandelen og den økonomiske aktivitet generelt. Det er ingen hemmelighed,
at de europæiske lande er kendetegnet ved en meget stor intern samhandel.
Dermed vil alle landene - også de store - have indlysende økonomiske
interesser i de andre landes økonomiske udvikling. Men til dato er der ingen
af de såkaldt ansvarlige blandt EU-landene, som overhovedet har forholdt sig
til den konkrete situation - hvis man absolut vil fremture og etablere ØMU'en
- hvordan relationerne økonomisk og valutarisk skal være mellem dem, der er
med i ØMU'en, og dem, der står udenfor!
I Europa-Kommissionen og blandt en række af de vigtigste politiske
beslutningstagere har realiseringen af ØMU'en nærmest antaget karakter af en
politisk-ideologisk nødvendighed på tværs af alle økonomiske og sociale
konsekvenser. F.eks. sagde chefen for Det Europæiske Monetære Institut,
Alexandre Lamfalussy, ifølge et Ritzau-telegram den 25. januar 1996, at
udsættelse eller total skrinlæggelse af Den Europæiske Monetære Union (ØMU)
vil virke som et »politisk og økonomisk chok« for Europa. Han
fortsatte: »Maastricht-Traktaten er et afgørende led i den samlede
europæiske integrationsproces«, og tilføjede, at hvis ØMU'en bliver lagt
på is ». . . hvordan skal folk så kunne tro på den europæiske
udvikling?». En udsættelse af ØMU vil også kunne true EU's indre marked,
sagde han og fortsatte: »Jeg er overbevist om, at vi ikke vil kunne
udnytte det indre marked fuldt ud, hvis vi ikke har en fælles mønt. Fraværet
af en sådan vil betyde usikkerhed, hvilket igen kan betyde fejlplacering af
økonomiske ressourcer. Bare tænkt på, hvordan USA ville fungere med 15
forskellige valutaer.«
At et hovedformål med ØMU'en er politisk og ikke kun økonomisk blev til
fulde bekræftet af den franske regeringschef, Alain Juppe, da han den 20.
februar 1996 i den franske nationalforsamling ifølge Reuter skulle have sagt,
at den planlagte ØMU primært var et politisk projekt for at beskytte EU fra
de centrifugalkræfter, som ville træde i kraft i forbindelse med den
planlagte udvidelse af EU, og samtidig var projektet med til at forstærke det
fransk-tyske lederskab for Europa. Han sagde direkte: »ØMU'en er først
og fremmest et politisk valg. Det er et spørgsmål om indflydelse, om de
europæiske nationers placering og rolle på den globale areana. . . Den eneste
tilbageblevne supermagt på Jorden har ikke længere en modvægt og handler
derfor med en supermagts reflekser i forhold til økonomi, politik og
handel.« At der her er tale om strategiske franske interesser blev
understreget, da den tidligere franske præsident Valery Giscard d'Estaing
under den samme parlamentsdebat sagde, at Frankrig måtte fastholde det
nuværende paritetsforhold mellem Frankrig og Tyskland. Han understregede at
». . . vores nationale interesser. . . dikterer - i forbindelse med den
måde, som det europæiske system bliver organiseret på fremover og i
udmøntningen af ansvaret - at vores regering sørger for at fastholde en
streng paritet med Tyskland.«
ad 2:
Det står klart, at modstanden imod planerne om en fælles EU-valuta er
meget stor i befolkningerne. Det kom stærkt til udtryk under den franske
strejkebevægelse i 1995, og tilsvarende har tyske opinionsmålinger gang på
gang vist, at tilhængerne af den fælles mønt udgør et mindretal i den tyske
befolkning. Her i Danmark blev modstanden imod ØMU'en bekræftet i en
undersøgelse af Greens Analyseinstitut, som blev offentliggjort i Børsen den
19. februar 1996. Her siger 57,6 pct. af de adspurgte nej til ØMU'en, og kun
27,3 pct. siger ja.
Selv om Danmark har besluttet at stå uden for den fælles mønt og derfor
ikke trues af ØMU-planerne på samme måde som den tyske og franske befolkning,
så vil der alligevel set fra et dansk synspunkt være store fordele ved, at
ØMU-planerne helt opgives.
Det har vist sig, at konvergenskravene i Maastricht-Traktaten ikke kan
overholdes. Indtil nu ser kun et enkelt land, Luxembourg, ud til at kunne
opfylde konvergenskravene. Forsøget på at overholde disse krav i en økonomisk
tilbagegangssituation vil få meget alvorlige og negative konsekvenser for
beskæftigelsen og de sociale forhold og vil - forhåbentlig - give anledning
til en voldsom folkelig modstand.
Kombinationen af konservativ politik i en række store lande og
konvergenskravene vil være det samme som at starte en alvorlig social
konfrontation. Regeringerne afviser at gennemføre den nødvendige beskatning
af den bedst stillede del af befolkningen - og gennemfører ligefrem
skattenedsættelser for de velstillede, som det f.eks. er sket i Danmark i de
senere år, senest med afskaffelsen af formueskatten. Samtidig forsøger
regeringerne så at overholde konvergenskravene. Det fører til en dybt asocial
og beskæftigelsesfjendsk politik.
Professor Søren Kjeldsen-Kragh formulerer det i Politiken den 31. december
1995 på denne måde: »ØMU'en vil skabe større regionale og sociale
problemer, som derefter skal løses på EU-niveau. Man taler allerede i dag om
at indføre en konjunkturudligningsfond, hvilket indebærer et voksende
EU-budget. ØMU'en vil gøre det nødvendigt at føre fælles arbejdsmarkeds- og
socialpolitik, og deraf følger som en naturlig konsekvens, at
Europa-Parlamentet skal have lovgivende kompetence. Tilhængerne af denne
udvikling i de øvrige EU-lande lægger ikke skjul på, at den fælles mønt skal
være drivkraften bag etableringen af et Europas Forenede Stater.«
Derfor er der behov for helt andre modeller end den liberalistiske
føderale ØMU-model. Hertil kommer, at ØMU-modellen også ud fra et
valutapolitisk synspunkt er et risikabelt, ja, dumdristigt projekt. Trods den
reelle opløsning af EMS-samarbejdet i 1993 har det europæiske valutasystem
vist sig at kunne fungere i den forstand, at de forskellige valutaer har
tilpasset sig, uden at det har ført til et sammenbrud i valutasystemet.
Imidlertid er der behov for en større solidaritet imod
valutaspekulationen. Nogle valutaer er givetvis på grund af
valutaspekulanternes angreb blevet tvunget til at gennemføre større
devalueringer, end den økonomiske udvikling i de pågældende lande reelt
betinger. Derfor er den norske og svenske krone formentlig i dag
undervurderet i forhold til den tyske mark og den danske krone.
Derfor må der tilstræbes et europæisk valutasystem, hvor de enkelte
valutakurser kan tilpasse sig hinanden i et smidigt system ud fra landenes
reelle økonomiske situation. En sådan europæisk valutaaftale bør ikke
gennemføres i EU-regi. Den bør være åben for andre lande, f.eks. Norge og
Island.
ØMU-modellen er usmidig og farlig, fordi den urealistisk fastlåser
kurserne, indtil spændingerne bliver for store. Det giver baggrund for store
valutakriser. Omvendt er der behov for et mere solidarisk system end det
nuværende. Der kan f.eks. indgås aftaler om, at landene rykker hinanden til
undsætning, hvis valutaspekulanterne angriber. Derimod bør der ikke indføres
urealistiske krav om, at valutakurserne skal fastlåses i forhold til den
tyske mark. Derfor synes EMS-modellen at være den indlysende rigtige løsning.
Den kan kombineres med internationale indgreb mod valutaspekulation, f.eks. i
form af en afgift på valutahandel. Hvis der f.eks. pålægges en afgift på 1
promille, vil det ikke medføre mærkbar gene for mindre valutahandler til
f.eks. turistformål, men vil gøre det kostbart at foretage de kæmpestore
flytninger af valuta, som finder sted i forbindelse med valutaspekulation.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1996 BSF 22 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØMU-FORHANDLINGSMANDAT Retsinformation · 10. oktober 1996
- Forslag til folketingsbeslutning om folkeafstemning om ophævelse af de fire danske forbehold Retsinformation · 9. maj 2000
- Betænkning over Forslag til lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta Retsinformation · 5. september 2000
- Forslag til Lov om Danmarks deltagelse i den fælles valuta Retsinformation · 3. maj 2000
- 1992 BTL 100 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BEMYNDIGELSE TIL OPTAGELSE AF INDENLANDSKE STATSLÅN NR L 100 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 15. december 1992
- Beretning om Danmarks tilslutning til Konkurrenceevnepagten Retsinformation · 30. marts 2011