1996 BSF 107 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STRAKS AT TILBAGEBETALE AMBI
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget pålægger regeringen straks, automatisk, uden yderligere
forhalinger og på eget initiativ at tilbagebetale ambi i de sager, hvor der
foreligger en aftale mellem skattemyndigheder og en virksomhed eller flere
virksomheder, hvor der som følge af overenskomst, kontrakter eller afsætning
på auktion ikke har været mulighed for at overvælte afgiften, hvor en
virksomhed i øvrigt kan bevise, at den ikke har kunnet overvælte afgiften
eller hvor der er afsagt principdom. Endvidere pålægges regeringen som følge
af EF-Domstolens dom af 14. januar 1997 at udskyde forældelsesfristen for
ambisagerne med 1 år, så det bliver muligt for virksomheder at få
tilbagebetalt ambi som følge af EF-dommen.
Bemærkninger til forslaget
200.000 danske virksomheder og selvstændige virksomheder betalte i godt
fire år en særlig afgift, som gik under navnet ambien, selv om det var i
direkte modstrid med et EF-direktiv. Alt i alt indkasserede staten 55 mia.
kr. i perioden 1987-1992, inden EF-Domstolen i marts 1992 erklærede ambien
ulovlig. Siden da har mange tusinde virksomheder forsøgt at hive ambipenge ud
af en særdeles modvillig stat. Indtil videre har, så vidt vides, kun 4.800
haft held til at få pengene retur. De tilbagebetalte beløb udgør dog kun 137
mio. kr. plus 97 mio. kr. i renter ud af de 55 mia. kr. I alt har ca. 11.000
ansøgt om at få pengene retur, og der ventes ca. 6.000 nye sager, inden
ansøgningsfristen udløber.
I folketingsåret 1992-93 fremsatte Fremskridtspartiet forslag til
folketingsbeslutning om tilbagebetaling af sidste rate af
arbejdsmarkedsbidraget. Der henvises i øvrigt om forslaget (B 26) til
Folketingstidende, tillæg A 3691, tillæg B 1743 og forhandlingerne 2222, 4707
og 10866. På daværende tidspunkt var problemet, at nogle virksomheder, som
lovlydigt havde betalt ambi til tiden, ikke kunne få afgiften refunderet,
mens de virksomheder, som havde undladt at betale ambien, helt blev fritaget
for at betale ambi i perioden. Man belønnede således restanterne og straffede
de lovlydige. Det blev der ikke ændret ved.
Læs alt
Siden da er tilbagebetalingen af ambien gået særdeles trægt.
Fremskridtspartiet mener ikke, at erhvervslivet skal blive ved med at vente
på grund af skattevæsenets langsommelige forhaling af ambisagerne. Det er
urimeligt, at der fem år efter dommen, som kendte ambien ulovlig, kun er
tilbagebetalt en meget lille del ud af de 55 mia. kr., som i strid med
EF-retten blev opkrævet. Det skal ses i forhold til, at det i øvrigt er
kendetegnende for skattevæsenets arbejdsmetoder, at der ikke er grænser for,
hvilke metoder der tages i brug, når det er borgerne, som skylder
skattevæsenet penge.
Skal pengene derimod den anden vej, bruger man hele statsaparatet til at
forhale sagerne, bryder indgåede aftaler og gør det generelt så besværligt
som muligt for virksomheder at tilkæmpe sig de midler, de rettelig har krav
på.
Forslagsstillerne finder sagsforløbet i forbindelse med tilbagebetaling af
ambi fuldstændig uforståeligt, og dette forslag burde egentlig være aldeles
overflødigt. Den blotte tilstedeværelse af dette forslag fordrer, at
Folketinget står sammen og får skattevæsenet og skatteministeren sat på
plads.
Ambibaggrunden:
Den 9. december 1987 fremsatte skatteministeren forslag til lov om
arbejdsmarkedsbidrag. Lovforslaget indebar, sammen med en række andre
lovforslag, at arbejdsgivernes bidrag til fem arbejdsmarkedsordninger
bortfaldt. I stedet indførtes et nyt arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2,5
pct. af virksomhedens momsgrundlag. Baggrunden for denne omlægning var et
ønske om at forbedre erhvervenes konkurrenceevne oven på de meget store
omkostnings- og lønstigninger i 1987.
I mellemtiden var der ved Østre Landsret indgivet stævning mod den danske
stat (Skatteministeriet) med påstand om, at bidraget blev kendt ugyldigt, og
at den danske stat forpligtes til at tilbagebetale klagerne de beløb, som de
hævdede at have betalt med urette.
Østre Landsret forelagde sagen for EF-Domstolen i 1990. I EF-Domstolens
afgørelse i marts 1992 konkluderes, at ambibidraget var i strid med artikel
33 i 6. momsdirektiv.
Sagen blev umiddelbart efter afgørelsen taget op i Folketinget. Følgen
blev, at der blev fremsat og vedtaget to lovforslag, som dels gik ud på at
fastsætte regler for behandlingen af ansøgningerne om tilbagebetaling og
erstatning for indbetalt ambi og dels på at finansiere provenutabet ved en
momsstigning på 3 pct.
Efterfølgende har der vist sig en række tilfælde, hvor der skal ske en
tilbagebetaling af ambi. Det drejer sig om tilfælde, hvor ambien ikke har
kunnet overvæltes på forbrugerne og virksomhederne som følge heraf har lidt
et tab. Disse sager er blevet forhalet og syltet af skattemyndighederne.
Dette er nødvendigvis ikke sket bevidst, men resultatet har været, at mange
virksomheder har siddet fast i systemet i årevis og måske endnu flere er
blevet skræmt fra at ansøge om tilbagebetaling på grund af de umådeligt store
krav, der er stillet til dokumentation, kombineret med følelsen af afmagt,
når man møder systemet med al dets magt og vælde.
Nogle af de mest groteske sager, som siden 1992 har verseret, vil
efterfølgende blive skitseret.
Sukkerroeproducenterne:
Sukkerroeproducenterne fik som en af de få brancher en aftale med Told
& Skat om tilbagebetaling af ambien. Dette er dog først sket efter 31/2
år, hvor forhandlingerne har stået på. Sukkerroeproducenterne har ellers en
klokkeklar sag. De afsætter deres produkter til sukkerfabrikkerne på kontrakt
og har derfor ikke haft mulighed for at overvælte ambien på næste led i
processen.
Argumentet med at overvælte prisen har netop været skattemyndighedernes
væsentligste argument for ikke at tilbagebetale hele ambien. (Selv dette
argument har den seneste dom fra EF-Domstolen nu i øvrigt så sået tvivl om.
Denne problemstiling er behandlet senere). For at undgå en uoverskuelig
mængde retssager besluttede roeproducenterne efter aftale med Told & Skat
Region Maribo at føre sagen på det administrative plan. Dette tog dog
uendelig lang tid, og da sagen fik lov til at ligge stille i et års tid,
sendte advokat Steffen Olsen-Kludt, som repræsenterer fire organisationer for
roeproducenter, den 10. august 1995 en telefax til Skatteministeren for at få
gang i sagen igen.
Efter et mellemliggende møde og knap fire måneder senere meddelte Told
& Skat en anerkendelse af sukkerroeproducenternes krav på
tilbagebetaling. Aftalen faldt på plads i november 1995.
Sukkerroeproducenterne skal have 2,5 pct. af momsgrundlaget i perioden
tilbage, dog fratrukket 32 pct., som dækker direkte og indirekte omkostninger
ved produktion af sukkerroerne.
Umiddelbart efter begyndte Told & Skat at tilbagebetale de første
beløb i overensstemmelse med aftalens ordlyd. Dermed synes alt i sin
skønneste orden. Men i januar 1996 meddeler Told & Skat, at der er rejst
spørgsmål om rækkevidden af den tilbagebetaling, der kan ske efter aftalen.
Det vil sige, at på trods af en indgået aftale med sukkerroeproducenterne
griber skattemyndighederne pludselig ind og hævder sågar, at der aldrig har
været en aftale, blot nogle retningslinjer. Dette hævdes trods det faktum, at
der i aftalen nævnes »aftale« seks gange og syv gange i et
følgebrev. Advokaten for sukkerroeproducenterne kan selvfølgelig ikke finde
sig i aftalebrud, selv når det er staten, der begår aftalebruddet, og
overdrager kravet om overholdelse af aftalen til inkasso. Som om intet var
hændt, og på trods af en indgået aftale, dikterer skattemyndighederne således
betingelserne for tilbagebetaling.
Her står sagen så nu. Advokaten har i afmagt over for systemet opfordret
sine klienter til at tilbageholde det efter aftale med skattemyndighederne
tilbagebetalingspligtige ambibeløb i momsregnskabet.
Hvis man ikke ønsker albanske tilstande her i landet, bør det været et
krav, at staten vedkender, at staten er til for borgernes skyld og ikke
omvendt. Denne sag drejer sig om et oplagt tilfælde af tilbagebetaling af
uretmæssigt opkrævet skat. Dette burde være ganske simpelt. Men vi har nu
efterfølgende set, at der skal gå 31/2 år, før en aftale kan indgås med
skattemyndighederne. Denne aftale fejer skattemyndighederne efterfølgende af
bordet og dikterer en anden løsning, som reducerer skattemyndighedernes
tilbagebetalingspligtige beløb. Denne adfærd fra myndighedsside opfordrer,
som det ses i Albanien, til selvtægt og er ikke en retsstat værdig. Der burde
ikke være nogen tvivl om, at beløbene, som de foreligger i den indgåede
aftale, skal betales tilbage med det samme uden omsvøb og med en uforbeholden
undskyldning fra skatteministeren, dels fordi der er gået så lang tid og dels
for at undgå aftalebrud.
Dette er blot en sag ud af mange, hvor tilbagebetalingen er trukket i
langdrag.
Fiskerne:
Fiskere, som for langt hovedpartens vedkommende sælger på auktion uden
mulighed for at påvirke prisen og dermed overvælte afgiften på næste led, har
også nogle åbenlyse sager, hvor skattemyndighederne er under mistanke for
obstruktion.
Danmarks Fiskeriforening og Told & Skat udvalgte i fællesskab notbåden
»Geysir« fra Hirtshals som prøvesag for konsumfiskeriet.
»Geysir« havde alt i alt indbragt staten godt en million kroner i
ambi, og som principsag sprang sagen direkte over byretten til landsretten.
Hidtil havde andre brancher ikke fået de indbetalte ambibeløb tilbage, fordi
deres betaling til statskassen tilsyneladende kunne hentes gennem forhøjede
priser.
I den dom, der blev afsagt ved landsretten, fik fiskerne imidlertid
landsrettens ord for, at de ikke kunne gøre det samme. »Der var tale om
et marked med hovedsagelig fri prisdannelse bestemt af udbud og
efterspørgsel«, skriver landsretten blandt andet i sin begrundelse.
Landsretten slår fast, at skipperen på »Geysir« lige så lidt som
landets øvrige fiskere har haft mulighed for at påvirke markedet og de
priser, som fiskene kunne indbringe. »Efter de oplysninger, som er
forelagt landsretten, har udviklingen i ambiperioden været præget af et vist
prisfald på sild. . . Makrelpriserne har derimod i samme periode vist
konstant stigning fra 1987. . .«, skriver retten og slår fast, at
vidneforklaringerne i retten ikke har givet noget holdepunkt »for at
antage, at fiskerne har kunne vælte ambien over på fiskeopkøberne«.
Problemet er efterfølgende, at fiskeskipperen på »Geysir« var så
letsindig udelukkende at fiske sild og makrel. Det har efterfølgende givet
skattemyndighederne en undskyldning for ikke at tilbagebetale ambi for alle
andre fiskearter. Har nogle fiskere således været så formastelige at fange
andre fisk end sild og makrel, er der pludselig tale om en helt ny situation,
som skattemyndighederne kan forhale og sende rundt i skattemaskineriet.
Fremskridtspartiet mener ikke, det kan være rigtigt, at de virksomheder,
som er hele rygsøjlen i det danske samfund, og som levere pengene til
Folketingets rundhåndede omfordeling, i sådan en grad skal drives rundt i
manegen. Selv om der skulle have være solgt en torsk med en forhøjet
skattebillet på 2,5 pct. bundet i halen, skal det ikke give anledning til
udsættelse eller forhaling af tilbagebetalingen. Tænk blot på, hvad det
koster det danske samfund at have folk i Skatteministeriet til at sidde og
gennemgå alle sager minutiøst. Der sidder, så vidt vides, over 100 mand i
Skatteministeriet, der graver sig ned i disse sager. Lavt sat koster det
altså mindst 3 mio. kr. om måneden at detailregulere tilbagebetalingerne. Det
er ikke den danske stat værdigt.
Ydermere har den seneste dom fra EF-Domstolen den 14. januar 1997 sået
yderligere tvivl om skattemydighedernes fremgangsmåde, hvilket også er
begrundelsen for en udsættelse af ansøgningsfristen. Denne dom sætter nu et
stort spørgsmålstegn ved den praksis, som de danske skattemyndigheder udøver
over for virksomhederne i sager om tilbagebetaling.
Dommen siger, at staten kun kan undlade tilbagebetaling i de tilfælde,
hvor en virksomhed får en uberettiget økonomisk fordel ud af det. Den siger,
at selv i de tilfælde, hvor afgiften er væltet over på køberen, kan
virksomheden alligevel påberåbe sig et tab, eksempelvis hvis fordyrelsen som
følge af prisstigningen på 2,5 pct. har betydet ringere omsætning.
Omsætningselementet har overhovedet ikke været inde i billedet i
skattemyndighedernes univers, når tab som følge af ambien har skullet gøres
op.
Dommen siger også ifølge en artikel i Berlingske Tidende af 28. februar
1997, at »en medlemsstat kan kun modsætte sig, at en afgift, der er
afkrævet i strid med fællesskabsretten, tilbagebetales til den
erhvervsdrivende, når det er godtgjort, at en anden person fuldt ud har måtte
betale afgiften, og at en tilbagebetaling til den erhvervsdrivende ville
medføre en ubegrundet berigelse for ham«.
Dette viser med al tydelighed, at i EU er det hovedreglen, at ulovligt
opkrævede afgifter tilbagebetales. I Danmark er det nærmest en undtagelse.
Denne dom må endvidere give anledning til en væsentlig mere lempelig praksis
end den, de danske skattemyndigheder har ført med hensyn til tilbagebetaling
af ambi. Denne dom giver også anledning til, at væsentlig flere virksomheder
kan få ambien retur, hvorfor det er tvingende nødvendigt at give disse
virksomheder en længere frist end til den 21. maj 1997, som i øjeblikket er
sidste ansøgningsfrist.
Sidste skud på stammen, hvor skattemyndighederne forsøger at unddrage sig
tilbagebetalingsansvaret, er en sag om opgørelse af varelager. Told &
Skat sendte midt i januar 1997 pludselig nye regler for opgørelse af værdien
af varelager ud, som betyder, at værdien af varelagre ændres de år, hvor
virksomheder har regnet med at få penge tilbage. Det giver skatteforhøjelser,
som udligner den skattelettelse, som virksomhederne havde udsigt til.
Det mest groteske i skattemyndighedernes håndtering af sagen er, at mange
virksomheder, som har krævet skat tilbage fra staten fra årene 1989 til 1991,
ikke får en eneste krone tilbage, mens andre allerede har fået en check og
sikkert får lov til at beholde den. Det skyldes, at de kommuner, som har
været hurtige til at behandle sagerne, allerede har tilbagebetalt pengen,
dvs. sagen er afsluttet, mens andre kommuner, som har været langsommere til
at behandle sagerne, pludselig ikke skal betale noget tilbage. Med andre ord:
ligger virksomheden i en hurtig kommune, får virksomheden pengene tilbage -
ligger virksomheden i en langsom kommune, får virksomheden ingen penge retur.
Det er altså udelukkende tilfældig geografisk placering, som afgør, om en
virksomhed får sine penge tilbage. Morale for kommunerne: effektivitet er
skadelig for pengekassen. Er det en retsstat værdigt? Hvordan kan
skattemyndighederne anstændigvis midt i et forløb tillade sig at ændre regler
for tilbagebetaling af penge, som alle har krav på, når konsekvensen er, at
den ene halvdel får penge tilbage, mens den anden halvdel ikke får det?
Konklusion:
Forslagsstillerne lægger med dette forslag op til, at Folketinget pålægger
skattemyndighederne at få afsluttet sager, hvor der ikke er belæg for eller
kun ringe belæg for at antage, at det har været muligt at overvælte
afgifterne på næste led i processen. Skulle der så være en lille mistanke om,
at en enkelt fladfisk er blevet solgt med en overpris på 2,5 pct., skal det
ikke give anledning til, at skattemyndighederne forhaler sagen og begynder at
tælle fisk, som har en overpris på 2,5 pct. Skattemyndighederne skal
tværtimod i højere grad udbetale pengene og sige undskyld for ulejligheden.
Skriftlig fremsættelse
Kim Behnke (FP):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag om straks at tilbagebetale ambi.
(Beslutningsforslag nr. B 107).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og
anbefaler det til Tingets velvillige behandling.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Sag om, hvorvidt Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende efter EU-rettens principper om erstatning for skade påført borgere ved at have indført og opkrævet en EU-stridig afgift og ved efterfølgende at have praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis Domsdatabasen · 26. januar 2022
- 1991 BTL 259 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM BEHANDLING AF KRAV OM TILBAGEBETALING AF ARBEJDSMARKEDSBIDRAG M.V. NR L 259 1991-92, 1. SAMLING Retsinformation · 27. maj 1992
- 1992 BR 3 BERETNING OM AMBISAGEN NR 3 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 10. juni 1993
- 1996 BTB 107 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM STRAKS AT TILBAGEBETALE AMBI NR B 107 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 25. juni 1997
- Højesteret stadfæster landsrettens dom i sag om, hvorvidt Skatteministeriet har handlet ansvarspådragende efter EU-rettens principper om erstatning for skade påført borgere ved at have indført og opkrævet en EU-stridig afgift og ved efterfølgende at have praktiseret en EU-stridig tilbagebetalingspraksis Domsdatabasen · 24. november 2023
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT P. CRUZ VILLALÒN fremsat den 7. december 2010 Sag C-398/09 EU-domme · 7. december 2010