Spring til indhold

Retsinformation

1992 BR 3 BERETNING OM AMBISAGEN NR 3 1992-93, 1. SAMLING

1992/1 BR 3Selvstændig beretningFolketinget10. juni 1993

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Indholdsfortegnelse

I. INDLEDNING

1. Arbejdsmarkedsbidraget (ambien)

2. EF-Domstolens dom 31. marts 1992

3. Sagens behandling i Folketinget efter EF-Domstolens dom

4. Udvalget for Forretningsordenens behandling af sagen

5. Markedsudvalgets overvejelser

II. REGERINGENS OVERVEJELSER OM AMBIEN FREM TIL LOVFORSLAGETS

FREMSÆTTELSE (PERIODEN JULI 1987 - DECEMBER 1987)

1. Indledende fase (perioden juli - september 1987)

Arbejdsgruppens modeller

Indledende EF-retlige vurderinger

Statusrapport fra arbejdsgruppen

Arbejdsminister Henning Dyremoses brev til statsministeren

Foreløbig vurdering af overvejelserne i ministerierne om de EF-retlige

problemer

(den indledende fase)

2. EF-retlige vurderinger frem til trepartsforhandlingerne

(perioden september - november 1987)

De relevante artikler i Romtraktaten m.v.

Belysning af EF-problemerne

Arbejdsminister Henning Dyremoses brev vedrørende den endelige rapport til

statsministeren

Justitsministeriets EF-retlige vurdering

Finansministeriets vurdering

3. Informering af EF-Kommissionen (november 1987)

4. Trepartsforhandlingerne m.v. (november - december 1987)

III. ORIENTERINGEN AF FOLKETINGET I FORBINDELSE MED

GENNEMFØRELSEN AF FORSLAGET TIL LOV OM ARBEJDSMARKEDS-

BIDRAG I DECEMBER 1987

Læs alt

IV. SAGSFORLØBET I FORHOLD TIL EF-KOMMISSIONEN (NOVEMBER 1987 -

SEPTEMBER 1991) OG ORIENTERINGEN AF FOLKETINGET HEROM

1. Indledende brevveksling og spørgsmål stillet til Kommissionen i

Europa-Parlamentet om ambien

2. Kommissionens åbningsskrivelse (22. maj 1989). Regeringens svar

3. Kommissionens begrundede udtalelse (27. september 1990). Regeringens

svar

4. Kommissionens stævning (12. september 1991)

5. Orienteringen af Folketinget om sagsforløbet

V. UDVALGETS INDSTILLING

BILAG 23

I. INDLEDNING

1. Arbejdsmarkedsbidraget (ambien)

Den 9. december 1987 fremsatte skatteministeren forslag til lov om

arbejdsmarkedsbidrag. Lovforslaget indebar sammen med en række andre

lovforslag, der fremsattes samtidig hermed, at arbejdsgivernes bidrag til fem

arbejdsmarkedsordninger bortfaldt. I stedet indførtes et nyt

arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2,5 pct. af virksomhedens momsgrundlag.

Baggrunden for denne omlægning var et ønske om at forbedre erhvervenes

konkurrenceevne oven på de meget store omkostnings- og lønstigninger i 1987.

Forslagene blev vedtaget den 18. december 1987, og hovedloven om

arbejdsmarkedsbidrag blev bekendtgjort i Lovtidende som lov nr. 840 af 18.

december 1987. Loven trådte i kraft den 1. januar 1988.

Ambien afløstes af en såkaldt tillægsmoms på 3 pct. den 1. januar 1992. Om

baggrunden herfor blev det i bemærkninger til lovforslagene og i

fremsættelsestalen nævnt, at regeringen ønskede at fjerne enhver usikkerhed

om de fremtidige afgiftsforhold i forbindelse med den dom, der forventedes i

første halvdel af 1992 fra EF-Domstolen om arbejdsmarkedsbidragets forhold

til EF-retten. Lovforslagene om tillægsmomsen, der fremsattes den 27.

november 1991, indeholder overgangsbestemmelser om betaling af de seneste

rater af ambien i 1992.

2. EF-Domstolens dom 31. marts 1992

I oktober og november 1988 udtog Dansk Denkavit Aps. og P. Poulsen Trading

Aps. stævning mod den danske stat (Skatteministeriet) ved Østre Landsret, med

påstand om, at ambibidraget »kendes ugyldigt, og at den danske stat

tilpligtes at tilbagebetale dem de beløb, som de hævder at have betalt med

urette. Til støtte for deres påstand har de principalt gjort gældende, at

arbejdsmarkedsbidraget var en omsætningsafgift, som er omfattet af forbudet i

artikel 33 i Rådets sjette direktiv 77/388/EØF, subsidiært at bidraget var en

afgift med tilsvarende virkning som told, der er i strid med EØF-Traktatens

artikel 9 ff., eller, såfremt disse bestemmelser ikke finder anvendelse, en

diskriminerende intern afgift efter Traktatens artikel 95.« (Dommen side

3).

Østre Landsret forelagde sagen til præjudiciel afgørelse ved EF-Domstolen

den 2. juli 1990 i medfør af Romtraktatens artikel 177. Kommissionen

intervenerede i sagen til støtte for de to sagsøgende firmaer.

I EF-Domstolens dom den 31. marts 1992 konkluderes vedrørende den

principale påstand, at ambibidraget er i strid med 6. momsdirektiv, artikel

33. Denne artikel indebærer, at der ikke må indføres skatter og afgifter, der

har karakter af omsætningsafgifter. Til Østre Landsrets spørgsmål angående de

subsidiære påstande om, at ambien er i strid med Traktatens artikel 9 eller

artikel 95, anfører EF-Domstolen, at spørgsmålene bortfalder som følge af

domstolens afgørelse af spørgsmålet vedrørende den principale påstand.

Endvidere fastslår dommen, at der ikke findes anledning til at begrænse

dommens tidsmæssige virkninger. Der henvises til, at den danske regering ikke

har godtgjort, at fællesskabsretten på det tidspunkt, da det omtvistede

bidrag blev indført, med rimelighed kunne udlægges således, at en sådan

afgift var tilladt. Endvidere påpeges det i dommen, at Kommissionen allerede

i januar 1988 henledte regeringens opmærksomhed på de problemer,

arbejdsmarkedsbidraget kunne give anledning til i relation til 6.

momsdirektiv.

Man skal være opmærksom på, at det alene er det præjudicielle spørgsmål,

der er faldet dom i ved EF-Domstolen den 31. marts 1992. Østre Landsrets dom

er endnu ikke afsagt, men de EF-retlige spørgsmål er afgjort ved

EF-Domstolens dom af 31. marts 1992. Hertil kommer, at den såkaldte direkte

ambisag, der er anlagt af EF-Kommissionen mod Danmark den 12. september 1991

ved EF-Domstolen i medfør af Romtraktatens artikel 169, jf. nedenfor afsnit

IV, 4, endnu ikke er afsluttet. Der kan gå op til et år, inden der falder dom

i denne sag.

Det tilføjes dog, at hovedspørgsmålet i den præjudicielle sag og den af

Kommissionen anlagte direkte ambisag må betegnes som nogenlunde identiske,

hvorfor EF-Domstolens dom i den direkte ambisag for så vidt angår selve

ambien (opgjort efter momsmetoden) må forventes at blive identisk med den

allerede afsagte dom af 31. marts 1992.

Det ser dog ud til, at Kommissionen på nuværende tidspunkt er af den

opfattelse, at den særlige ambi opgjort efter lønsumsmetoden, der blev pålagt

finansielle institutioner m.v., også er omfattet af EF-Domstolens dom af 31.

marts 1992, som værende i strid med 6. momsdirektiv. Den danske regering

afviser imidlertid af flere grunde dette.

3. Sagens behandling i Folketinget efter EF-Domstolens dom

Sagen blev umiddelbart efter EF-Domstolens dom taget op i Folketinget af

såvel Folketingets Markedsudvalg som Skatteudvalget, der afholdt samråd med

skatteministeren herom.

Som følge af EF-Domstolens dom fremsatte skatteministeren den 3. april

1992 to lovforslag i Folketinget. Forslagene gik dels ud på at fastsætte

nærmere regler for behandlingen af ansøgninger om tilbagebetaling eller

erstatning i forbindelse med beløb, der er indbetalt i medfør af lov om

arbejdsmarkedsbidrag, og dels på at finansiere provenutabet i forbindelse

med, at regeringen ikke havde grundlag for at opkræve ambi, der forfaldt

efter den 31. marts 1991. De vedtagne lovforslag blev bekendtgjort i

Lovtidende som lov nr. 389 af 20. maj 1992 og lov nr. 362 af 14. maj 1992.

Den 23. april 1992 blev der i Folketinget foretaget en forespørgsel af Ole

Espersen (S) og Stavad (S) til statsministeren om konsekvenserne af og

ansvaret for EF-Domstolens dom i ambisagen. Under forespørgslen blev følgende

forslag om motiveret dagsorden vedtaget:

»Folketinget konstaterer, at sagsforløbet i ambisagen har været

utilfredsstillende.

På den baggrund - og med henblik på at afgive en beretning om ambisagen -

opfordres Udvalget for Forretningsordenen til at klarlægge sagsforløbet,

herunder i hvilket omfang Folketinget har modtaget mangelfulde eller forkerte

oplysninger. Det forudsættes, at udvalget medinddrager Markedsudvalgets

materiale og eventuelle beretning i sagen.

Endvidere opfordres Markedsudvalget til at overveje behovet for regler,

som for fremtiden sikrer, at Folketinget gennem Markedsudvalget modtager alle

nødvendige informationer om retslige skridt imod Danmark fra EF-Kommissionen.

Herefter går Tinget over til næste sag på dagsordenen.«

Der henvises om forespørgslen til Folketingstidende 1991-92,

forhandlingerne sp. 8651, 8900 og 9154.

4. Udvalget for Forretningsordenens behandling af sagen

Udvalget for Forretningsordenen har efter vedtagelsen af dagsordenen den

23. april 1992 behandlet sagen i en række møder og har herunder stillet

spørgsmål til statsministeren, udenrigsministeren og arbejdsministeren, som

disse har besvaret skriftligt, til finansministeren og justitsministeren, som

disse har besvaret mundtligt, og til skatteministeren, som denne har besvaret

skriftligt og mundtligt. Nogle af disse spørgsmål er omtalt i det følgende og

optrykt sammen med svarene som bilag til beretningen.

Udvalget har i behandlingen af sagen i overensstemmelse med den vedtagne

dagsorden af 23. april 1992 inddraget det materiale, som forelå for

Markedsudvalget, samt referaterne fra de møder i Markedsudvalget, hvor sagen

har været behandlet. Væsentligst i denne forbindelse er den materialesamling

af 6. april 1992 vedrørende ambisagen, som blev udarbejdet af en

arbejdsgruppe under Statsministeriets ledelse på baggrund af et spørgsmål fra

Markedsudvalget. Det meste af denne beretning hviler på oplysninger fra

materialesamlingen af 6. april 1992. Materialesamlingen er tillige

offentliggjort.

5. Markedsudvalgets overvejelser

Markedsudvalget har i overensstemmelse med den vedtagne dagsorden af 23.

april 1992 igangsat et arbejde med henblik på konkret at vurdere procedurer

m.v., som for fremtiden sikrer, at Folketinget gennem Markedsudvalget

modtager alle nødvendige informationer om retslige skridt imod Danmark fra

EF-Kommissionen.

I den forbindelse kan nævnes, at Markedsudvalget allerede den 15. juni

1992 (alm. del - bilag 709) har stillet regeringen et spørgsmål, hvorefter

der ønskes en uddybning af de traktatkrænkelsessager, der er nævnt i

Udenrigsministeriets beretning af juni 1992 vedrørende udviklingen i EF i

1991, jf. nedenfor afsnit IV, 5.

II. REGERINGENS OVERVEJELSER OM AMBIEN FREM TIL LOVFORSLAGETS

FREMSÆTTELSE (PERIODEN JULI 1987 - DECEMBER 1987)

Regeringens overvejelser om ambien kan opdeles i forskellige faser.

I første fase (juli-september 1987) drøfter man primært, hvilken

omlægningsmodel der, set fra et økonomisk synspunkt, er den mest

hensigtsmæssige samtidig med, at der finder en foreløbig vurdering sted af de

EF-retlige aspekter.

I næste fase (september-november 1987) koncentrerer regeringen sig

herefter om en endelig vurdering af de EF-retlige aspekter.

I en tredje fase (medio november-medio december 1987) orienterer

regeringen EF-Kommissionen om sine planer vedrørende indførelsen af ambien

samtidig med, at man inddrager arbejdsmarkedets parter i drøftelserne om

ambien (trepartsforhandlinger m.v.). Herefter fremsættes selve lovforslaget

den 9. december 1987.

Nedenfor gives en nærmere redegørelse for de enkelte faser, der beskriver

det faktiske forløb af regeringens og centraladministrationens overvejelser,

og herunder fremdrages de vigtigste EF-retlige aspekter.

1. Indledende fase (perioden juli - september 1987)

I foråret 1987 afsluttedes overenskomsterne med lønstigninger, der

medførte, at omkostningerne i Danmark ville stige mere end i udlandet. Det

ville klart forringe konkurrenceerhvervenes stilling.

Der var, ifølge Arbejdsministeriet, ikke mulighed for at ændre indholdet

af de indgåede overenskomster, og de samlede lønomkostninger måtte derfor

nedsættes ved at påvirke de indirekte lønomkostninger. Dette kunne ske enten

ved at nedsætte bidragene til de forskellige sociale og

arbejdsmarkedsordninger eller ved at yde et generelt tilskud til nedbringelse

af de indirekte lønomkostninger, jf. notat fra Arbejdsministeriet af 9. juli

1987.

Med henblik på at få belyst og opstillet konkrete forslag til forbedring

af konkurrenceevnen besluttedes det på møde i regeringens koordinationsudvalg

i august 1987 at nedsætte en arbejdsgruppe om arbejdsgiverafgifter med

følgende kommissorium:

»Som led i regeringens overvejelser om initiativer til forbedring af

konkurrenceevnen nedsættes en arbejdsgruppe om arbejdsgiverafgifter.

Baggrunden for arbejdsgruppens nedsættelse er den betydelige forringelse

af konkurrenceevnen samt behovet for, at der foretages en gennemgang af det

nuværende system for opkrævning af arbejdsgiverafgifter. Hensigten er at

analysere og fremkomme med forslag til omlægning af beregningsgrundlaget for

arbejdsgiverafgifterne, så omkostningerne for de udlandskonkurrerende erhverv

lettes.

Resultatet af gruppens arbejde skal foreligge snarest muligt.

Arbejdsgruppens oplæg vil indgå i regeringens drøftelser med arbejdsmarkedets

parter, hvorefter det endelige forslag vil blive udarbejdet. Medio september

1987 skal arbejdsgruppen afgive statusrapport.

Arbejdsgruppen består af repræsentanter fra Arbejdsministeriet (formand),

Finansministeriet, Økonomiministeriet samt Skatteministeriet.«

Før der redegøres for arbejdsgruppens overvejelser, kan det være

formålstjenligt at se, hvilke arbejdsgiverafgifter der var tale om i 1987, og

som der altså var mulighed for helt eller delvis at afskaffe eller omlægge.

Det drejede sig om følgende afgifter, jf. arbejdsgruppens statusrapport af

september 1987 (udateret):

Indirekte lønomkostninger (arbejdsgiverafgifter m.v.) i den private

sektor i 1987

---------------------------------------------------------------------

Udgifter pr.

fuldtidsansat Samlet udgift

(kroner) (mia. kr.)

--------------------------------------------------------------------~

Uddannelsesfond 182 0,2

Sygedagpenge 4.217 5,4

Arbejdsskadeforsikring 586 0,8

Bedriftssundhedstjeneste 364 0,1

ATP 778 0,9

Lønmodtagernes Garantifond 25 0,1

Arbejdsmarkedets Elevrefusion 865 1,0

Førtidspension 190 0,2

Arbejdsløshedsforsikring 3.720 4,6

AUD 461 0,5

---------------------------------------------------------------------

Arbejdsgiverudgifter 11.388 13,8

---------------------------------------------------------------------

I gennemsnit skulle der i 1987 betales ca. 11.000 kr. pr. fuldtidsansat i

arbejdsgiverafgift, svarende til en samlet udgift på 13,8 mia. kr. for den

private sektor.

Arbejdsgruppens modeller

I sine indledende overvejelser når arbejdsgruppen frem til følgende fem

modeller for en omlægning af arbejdsgiverafgifterne i konkurrenceøjemed, jf.

notat fra arbejdsgruppen af 27. august 1987:

Model 1 (den generelle model)

Her peges på den mest enkle model, der medfører, at der finder en generel

nedsættelse sted af arbejdsgiverafgifterne, subsidiært at der indføres et

arbejdsgivertilskud. Modellen anses for at være relativt provenukrævende.

Model 2 (branchedifferentiering)

I stedet for som i model 1 at indføre en generel nedsættelse af

arbejdsgiverafgifterne overvejes det at differentiere arbejdsgiverbidraget

efter branchens »konkurrenceudsathed« for på den måde at tage

hensyn til specielt de eksport- og importkonkurrerende brancher. Modellen

giver dog anledning til nogle problemer i relation til udvælgelsen af de

brancher, der skal begunstiges.

Model 3 (momsmodellen)

For at undgå ulemperne ved en branchedifferentiering af

arbejdsgiverafgifterne opstiller udvalget en såkaldt momsmodel, der i særlig

grad tilgodeser de udlandskonkurrerende erhverv. I momsmodellen beregnes

arbejdsgiverafgifterne på grundlag af momsgrundlaget. Model 3 anføres at være

parallel til en momsforhøjelse, idet virksomhederne kan overvælte bidraget i

forbrugerpriserne uden at møde øget konkurrence på import (moms på import)

eller have sværere ved at eksportere (fritagelse for eksport).

Modellen indebærer, at arbejdsgiverafgifterne (helt eller delvis) omlægges

fra at være ensidig »beskatning« af produktionsfaktoren

arbejdskraft til at være beskatning af værditilvækst.

For de momsfri aktiviteter foreslås det, at der beregnes et momsgrundlag,

f.eks. ved en lønsum tillagt en vis procent (f.eks. 80 pct.). Hermed

inddrages andre erhverv (serviceerhverv m.v.) også i modellen.

Modellen beskrives som indebærende store fordele for især virksomheder med

stor eksportandel.

Model 4 (promsmodellen)

I stedet for at anvende momsgrundlaget som beregningsgrundlag opstilles en

model, der anvender virksomhedernes indenlandske værditilvækst som

beregningsgrundlag, dvs. momsgrundlaget tillagt eksporten men fratrukket

importen. Der er tale om en ny afgift, der betyder en mindre lettelse for de

konkurrenceudsatte erhverv.

Model 5 (indkomstskattemodellen)

Endelig opstilles en model, der bygger på, at man udskriver

arbejdsgiverafgiften på det grundlag, hvorpå der i forvejen udskrives

indkomstskat af selskaber. Afgiften vil reelt blot blive et tillæg til

selskabsskatteprocenten for virksomheden. Arbejdskraftforbruget vil således

slet ikke komme til at indgå i grundlaget for afgiftens beregning, men alene

virksomhedens overskud.

Indkomstskattemodellen medfører ikke som momsmodellen (model 3)

afgiftsfritagelse for eksportindtægter, og modellen får tilsyneladende en

kort levetid i udvalgets overvejelser.

Modellerne kan alle i større eller mindre grad kombineres, men det er

vurderingen, at det skaber problemer, hvis man kombinerer de forskellige

modeller.

I forbindelse med opstillingen af modellerne udtaler arbejdsgruppen, at en

foreløbig vurdering siger, at model 1, 4 og 5 ikke vil være i strid med EF's

regler, mens model 2, og måske model 3, vil kunne indebære problemer i

relation til EF. Dette vil imidlertid blive undersøgt nærmere.

De fem modeller bliver nu nærmere vurderet af embedsmandsgruppen med

henblik på at finde den mest fordelagtige i relation til forbedringen af

erhvervenes konkurrenceevne m.v.

I notat fra Skatteministeriet af 14. september 1987 om omlægningen af

arbejdsgiverafgifterne via en momsmodel (jf. ovenfor), siges det, at »en

omlægning af de nuværende arbejdsgiverafgifter til et bidrag af

momsgrundlaget vil kunne baseres på oplysninger, som allerede er i

toldvæsenets registre«. Om virkningerne for import og eksport hedder det

i notatet blandt andet:

»Omlægningen af arbejdssgiverafgiften til bidrag af momsgrundlaget

vil kunne gennemføres således, at det fuldt ud følger momsgrundlaget.

Konsekvensen heraf vil blive, at de virksomheder, som udelukkende producerer

til hjemmemarkedet, vil blive belastet af bidraget fuldt ud, idet hele

værditilvæksten anvendes på hjemmemarkedet.

De virksomheder, som udelukkende leverer importerede varer til forbrug her

i landet, vil blive belastet fuldt ud med bidraget. Fordelen vil blive

mærkbar for de virksomheder, der eksporterer deres produktion, eller de

virksomheder, der foretager store investeringer. Jo større eksport, jo mindre

momsgrundlag og dermed mindre bidrag.«

Og videre siges det i notatets punkt 5:

»Det kan måske i en række tilfælde virke noget anstødeligt, at det

sidste led i en produktionskæde her i landet får godtgjort et beløb, som er

blevet opkrævet hos de øvrige led. Hertil bemærkes, at omlægningen af de

nuværende arbejdsgiverafgifter til bidrag af momsgrundlaget vil have en

devalueringslignende virkning, idet importpriserne stiger, medens

eksportpriserne nedsættes.«

Skatteministeriets notat indgår i de videre forhandlinger, og

arbejdsgruppens interesse samler sig i høj grad om model 3 (momsmodellen),

der efterfølgende bliver omdøbt til omlægningsmodellen. Sidstnævnte

betegnelse dækker over, at arbejdsgiverafgifterne bliver kraftigt beskåret og

omlagt til et arbejdsmarkedsbidrag (ambi) på momsgrundlaget.

Indledende EF-retlige vurderinger

Inden arbejdsgruppen foretager et egentligt valg mellem de forskellige

modeller, foreligger der en række foreløbige vurderinger af de EF-retlige

spørgsmål. De vigtigste af disse vurderinger skal kort nævnes.

Det Økonomiske Sekretariat udarbejder i september 1987 et notat vedrørende

EF's regler for statsstøtte, der giver en vurdering af model 2, der omhandler

en branchedifferentiering af arbejdsgiverafgifterne (modellen kaldes senere

differentieringsmodellen), således at der f.eks. ikke betales (fuld)

arbejdsgiverafgift for udlandskonkurrerende erhverv. Det konkluderes i

notatet,

»at det formentlig ikke er sandsynligt, at en ordning, hvor

udlandskonkurrerende erhverv fritages for arbejdsgiverafgifter, kan godkendes

af EF-Kommissionen som værende i overensstemmelse med EF's regler om

statsstøtte. Det kan ikke udelukkes, at Kommissionen vil opfatte ordningen i

lighed med ordninger for eksportstøtte, hvilket udelukker godkendelse. Selv

hvis det anerkendes, at ordningen ikke har til formål at forbedre

konkurrencestillingen for de udlandskonkurrerende erhverv, er det heller ikke

på forhånd givet, at ordningen kan godkendes af EF-Kommissionen. Kommissionen

har ved flere lejligheder udtrykt en forbeholden holdning for generelle

støtteordninger, særlig hvis disse ikke bidrager til at skabe en mere

dynamisk erhvervsstruktur. Det vil formentlig være vanskeligt under

henvisning til art. 92, stk. 3, litra b), at påberåbe sig, at ordningen

afhjælper en alvorlig forstyrrelse i medlemsstatens økonomi. Kommissionen har

ved en tidligere lejlighed - i 1971 - udtalt, at den i så fald kun vil

godkende en midlertidig ordning.«

I de indledende faser deltager Udenrigsministeriet »officielt«

ikke i udvalgsarbejdet, men har alene rollen som »samtalepartner«,

jf. brev af 17. september 1987 fra Udenrigsministeriets EF-juridiske afdeling

(Markedssekretariatet) til Justitsministeriet. I brevet meddeles det bl.a.,

at

»vi har her i ministeriet valgt ikke at gøre noget for at komme med i

udvalgsarbejdet. Vi ved jo, at der skal gøres noget for konkurrenceevnen. Vi

har derfor kun spillet rollen som samtalepartner . . .«.

Videre hedder det bl.a. i brevet omkring EF-problematikken:

»Det umiddelbare indtryk er, at Kommissionen og andre medlemsstater

givetvis vil spærre øjnene op, når de opdager, at importen her vil skulle

bære ca. 2/3 af udgifterne til de sociale arbejdsmarkedsordninger, som

forudses omlagt. Det er derfor nødvendigt, at vi ser grundigt på sagen, men

således at det bliver muligt at fremme den.«

Udvalget har i et spørgsmål anmodet udenrigsministeren om en uddybning af

disse udtalelser. Spørgsmålet og besvarelsen heraf er optrykt som bilag 1 til

denne beretning.

Selv om Udenrigsministeriet ikke deltager »officielt« i

udvalgsarbejdet, er det alligevel meget aktivt medinddraget. Der foreligger

således en række - foreløbige - notater fra Udenrigsministeriet vedrørende

spørgsmålet om foreneligheden med EF-retten af en omlægning af

arbejdsgiverafgifterne. Der kan således nævnes notater af 11., 16. og 17.

september 1987 alle udarbejdet af Markedssekretariatet.

Angående model 3 (moms- eller omlægningsmodellen) synes vurderingerne i

ovennævnte notater at kunne sammenfattes således:

I forhold til 6. momsdirektiv, artikel 33, vil der formentlig ikke

være noget til hinder for gennemførelsen af omlægningsmodellen. Derimod er

det vurderingen, at omlægningsmodellen kan vise sig at være i strid med andre

artikler i Romtraktaten. Især artiklerne 9 og 95 fremhæves.

I en telefax af 18. september 1987 fra Udenrigsministeriet til

Skatteministeriet, sammenfatter Udenrigsministeriet sine synspunkter som

anført nedenfor. Synspunkterne angives i sin helhed, idet de indgår i den

senere statusrapport, der danner grundlag for videre arbejde med ambien.

»De to modeller skal tillige vurderes i lyset af EF-retten, idet det

må forventes, at den valgte model vil blive genstand for en kritisk analyse

såvel i EF-regi som i andre lande.

Set i EF-sammenhæng er det den foreløbige vurdering, at

differentieringsmodellen tvivlsomt vil kunne accepteres, fordi den vil

blive opfattet som tilsigtet støtte til eksportvirksomheder.

Udenrigsministeriet har givet en foreløbig vurdering af

omlægningsmodellen i relation til EØF-traktaten og EF-Domstolens

praksis.

Ved at opretholde sammenhængen mellem de enkelte sociale ordninger og

disses finansiering, fremtræder afgiften som en ikkefiskal afgift.

Det er Udenrigsministeriets vurdering, at den skitserede omlægningsmodel

vil være i overensstemmelse med momsdirektivernes regler, fordi den nye

afgift ikke kan opfattes som en egentlig omsætningsafgift, selv om der består

væsentlige fælles træk. EF-Domstolen har tidligere godkendt en fransk

ikkefiskal afgift, som var indført med det særlige formål at skaffe midler

til sociale ordninger. Udenrigsministeriet har dog betonet, at den i sagen

vurderede afgift blev beregnet på grundlag af den samlede omsætning, og at

det ikke kan udelukkes, at Domstolen i en senere sag vil gøre det klart, at

netop dette er en forudsætning for godkendelsen af en ikkefiskal afgift.

Den nye afgift må tillige vurderes i forhold til de generelle bestemmelser

i Traktaten, som forbyder toldlignende afgifter og interne afgifter, som

begunstiger den indenlandske produktion i forhold til importen.

Udenrigsministeriet har påpeget, at den nye ordnings byrdefordeling kan

opfattes som ulige behandling af importen, navnlig fordi importen i sagens

natur ikke samtidig bliver aflastet for arbejdsgiverbidrag. I givet fald vil

afgiften ikke kunne opretholdes for så vidt angår importen.

Udenrigsministeriet har foreslået, at det undersøges nærmere, om det ud

fra en EF-retlig vurdering vil være mere hensigtsmæssigt, at omlægningen

ændres til en fiskal afgift, dvs. uden forbindelse med de sociale ordninger,

som herefter må finansieres af statskassen. En sådan omlægning ville lette

mulighederne for at fordele byrden ligeligt på det indenlandske forbrug,

altså importen og egen produktion til hjemmemarkedet, men vil til gengæld,

hvis afgiften stadig knyttes tæt til momsgrundlaget, forøge risiciene for

uforenelighed med EF's momsregler.

Der er ikke her taget stilling til, hvilken betydning det vil have over

for EF, at man samtidig med præsentationen annoncerer, at omlægningen også

skal ses i et langsigtet perspektiv, hvor overgang til en proms-model med

tiden bliver mulig.«

Statusrapport fra arbejdsgruppen

Den 18. september 1987 foreligger den første udgave af statusrapporten fra

arbejdsgruppen. Det påpeges dog, at der resterer en række uafklarede forhold

af mere teknisk karakter, som der vil blive arbejdet videre med. Hertil

kommer spørgsmålet om EF-medholdeligheden, der også skal vurderes nærmere.

I rapporten opereres kun med to modeller: differentieringsmodellen, der

giver et arbejdsgivertilskud til virksomheder i de konkurrenceudsatte

brancher, og omlægningsmodellen, der erstatter/omlægger fem

arbejdsgiverafgifter, der beregnes på grundlag af antallet af

fuldtidsbeskæftigede, med en ny arbejdsgiverafgift (ambi), der beregnes på

momsgrundlaget.

Udvalget mener, at differentieringsmodellen er uhensigtsmæssig og i øvrigt

giver store problemer i forhold til EF. Derfor indstilles det (foreløbigt),

at omlægningsmodellen gennemføres, dog således at de EF-retlige forhold

undersøges nærmere.

Rent konkret går omlægningsmodellen ud på, at arbejdsgiverbidragene til de

fem ordninger: Lønmodtagernes Garantifond, Arbejdsmarkedets Elevrefusion,

førtidspension, arbejdsløshedsforsikring og AUD omlægges til finansiering

efter en ensartet bidragssats beregnet på momsgrundlaget (ambien). Endvidere

gives der et tilskud til arbejdsgivernes betaling af sygedagpenge. Tilskuddet

modregnes i ambibidraget.

Med et ambibidrag på f.eks. 2 1/2 pct. påregnes et provenu på 8 mia. kr.

Ved omlægning af de fem arbejdsgiverbidrag og tilskuddet til sygedagpengene

mistes imidlertid 12 1/2 mia. kr. i provenu.

Statusrapportens afsnit om de EF-retlige forhold er skrevet i

Udenrigsministeriet og svarer nøjagtigt til det ovenfor anførte (jf. telefax

af 18. september).

I Skatteministeriet udarbejdes et notat af 22. september 1987 vedrørende

statusrapporten. Vedrørende de EF-retlige forhold hedder det:

»Udenrigsministeriet har ikke taget endelig stilling til, om

omlægningen vil være i overensstemmelse med EF-retten. Efter

Udenrigsministeriets foreløbige opfattelse ses der ikke at være sådanne

problemer, der umiddelbart må føre til, at man må fraråde ordningen.«

Udvalget har i et spørgsmål til udenrigsministeren spurgt, om dette findes

at være en korrekt gengivelse af Udenrigsministeriets opfattelse på daværende

tidspunkt. Spørgsmålet og besvarelsen heraf er optrykt som bilag 2 til denne

beretning.

Arbejdsminister Henning Dyremoses brev til statsministeren

Den 28. september 1987 orienterer daværende arbejdsminister Henning

Dyremose i et brev statsministeren om hovedindholdet i statusnotatet, og der

peges i den forbindelse på omlægningsmodellen som den mest velegnede. Visse

tekniske problemer skal dog stadig afklares i en senere rapport fra

arbejdsgruppen.

Vedrørende de EF-retlige problemer hedder det i skrivelsen til

statsministeren, at »omlægningen må desuden vurderes i lyset af

EF-retten, og en foreløbig vurdering tilsiger, at der kan opstå problemer i

den forbindelse«.

Det fremgår af brevet, at der skal arbejdes videre med de EF-retlige

problemer, ligesom der i arbejdsgruppen vil blive påbegyndt et arbejde

omkring forberedelse af de nødvendige lovforslag. Den endelige model skal

endvidere indgå i de efterfølgende trepartsforhandlinger.

Foreløbig vurdering af overvejelserne i ministerierne om de EF-retlige

problemer (den indledende fase)

Med færdiggørelsen af den første statusrapport ultimo september 1987 synes

regeringen at være af den opfattelse, at det er omlægningsmodellen, der bør

søges gennemført efter nogle tekniske justeringer.

Som det fremgår af de foranstående afsnit, knytter de største

vanskeligheder ved gennemførelsen sig imidlertid til de EF-retlige problemer,

men det er tilsyneladende regeringens umiddelbare vurdering, at det i første

omgang ikke er 6. momsdirektiv, der stiller sig hindrende i vejen for en

gennemførelse.

Ved desuden at fravælge differentieringsmodellen anses det endvidere for

mindre sandsynligt, at EF's regler vedrørende (forbud mod) statsstøtte kan

komme på tale (artikel 92 i Romtraktaten).

Derimod er regeringen opmærksom på, at der kan opstå problemer i forhold

til de generelle bestemmelser i Romtraktaten vedrørende de frie

varebevægelser (artikel 9) og de fiskale bestemmelser (artikel 95).

Som ovenfor anført skal der nu arbejdes videre med disse problemer.

2. EF-retlige vurderinger frem til trepartsforhandlingerne (perioden

september - november 1987)

I næste fase frem til trepartsforhandlingerne forstærkes overvejelserne

som ovenfor nævnt om de EF-retlige problemer. Endvidere inddrages

Udenrigsministeriet nu »officielt« i arbejdet, og på et senere

tidspunkt kommer Justitsministeriet også ind i billedet.

De relevante artikler i Romtraktaten m.v.

Det kan være nyttigt som indledning til dette afsnit i beretningen kort at

præsentere de relevante artikler i Romtraktaten samt andre EF-regler, der kan

tænkes at give problemer i forhold til ambien. De nedenfor nævnte artikler

bliver alle vurderet af regeringens embedsmænd i det videre forløb.

Det drejer sig i hovedtræk om følgende:

Artikel 9 (stk. 1) i Traktaten, der primært drejer sig om de frie

varebevægelser og forbud mod told og alle andre afgifter med tilsvarende

virkning (dvs. som hindrer den frie bevægelighed af varer over grænserne).

Artiklen lyder således:

»Fællesskabets grundlag er en toldunion, som omfatter en

vareudveksling, og som indebærer forbud mod told ved indførsel fra og ved

udførsel til andre medlemsstater, såvel som mod alle afgifter med tilsvarende

virkning samt indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland.«

Artikel 92 i Traktaten (statsstøtte), der drejer sig om forbud mod

statsstøtte eller støtte, der fordrejer konkurrencevilkårene. Artiklen lyder

således (stk. 1):

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte

eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form,

og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at

begunstige visse virksomheder eller visse produkter, uforenelige med

fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem

medlemsstaterne.«

Artikel 92, stk. 2 og 3, indeholder nogle undtagelser, der dog er uden

interesse for den foreliggende sag.

Artikel 95 i Traktaten (fiskale bestemmelser), der forbyder, at

der pålægges interne afgifter af nogen art på varer fra andre medlemsstater,

som er højere end de afgifter, der pålægges indenlandske varer. Artiklen

lyder således:

»Ingen medlemsstat må direkte eller indirekte pålægge varer fra andre

medlemsstater indirekte afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter,

der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.

Endvidere må ingen medlemsstat pålægge varer fra andre medlemsstater

interne afgifter, som indirekte vil kunne beskytte andre produkter.«

(Sidste afsnit er udeladt).

6. momsdirektiv, artikel 33 , der i korthed drejer sig om, at man

gerne må indføre nye afgifter m.v., blot disse ikke har karakter af en

omsætningsafgift. Artiklen lyder således:

»Med forbehold af andre Fællesskabsbestemmelser er bestemmelserne i

dette direktiv ikke til hinder for, at en medlemsstat opretholder eller

indfører afgifter på forsikringskontrakter og på spil og væddemål,

punktafgifter, indregistreringsafgifter og i det hele taget alle former for

skatter og afgifter, der ikke har karakter af omsætningsafgift.«

Ovenstående udgør de legale bestemmelser, som omlægningsmodellen og ambien

i hovedtræk skal »løbe spidsrod« imellem. Hvis der er konflikt med

blot een af artiklerne, er det nok til at skabe EF-retlige problemer for

ambien. Der foreligger desuden i efteråret 1987 en række EF-domme, der

fortolker ovennævnte paragraffer. Disse domme - eller fortolkningsbidrag -

indgår tillige i regeringens overvejelser.

For så vidt angår 6. momsdirektivs artikel 33, forelå der i 1987, hvor

ambien blev vedtaget, kun een dom vedrørende denne artikel. Det drejede sig

om den såkaldte Rousseau Wilmot-dom fra 1985 (sag 285/84), der drejede sig om

bidrag, der ifølge fransk lov skulle betales af alle større handelsselskaber

til en social sikringsinstitution (»Organic«). Bidragene udgjorde

en vis promille af den årlige omsætning og skulle indgå i en

forsikringsordning for selvstændige erhvervsdrivende.

Domstolen udtalte om den pågældende afgift, at der var tale om en afgift

af ikkefiskal karakter, der påhvilede den samlede omsætning og ikke direkte

påvirkede prisen på varer og tjenesteydelser. Afgiften blev af Domstolen

anset som forenelig med Fællesskabsretten.

Det fremgår af ministeriernes overvejelser, at det konkluderes, at dommen

ikke giver megen vejledning, fordi det er uklart, hvorfor den konkrete afgift

ikke blev bedømt til at have karakter af omsætningsafgift.

I de EF-retlige vurderinger sondres der mellem fiskale og ikkefiskale

afgifter.

Hvis afgiften (f.eks. ambien) er eller opfattes som fiskal, er provenuet

ikke øremærket til at finansiere bestemte formål. Det vil typisk være

tilfældet ved generelle afgifter.

Opfattes afgiften derimod som ikkefiskal, skal provenuet bruges til

bestemte formål. For ambien vil det betyde, at denne specielle afgift

finansierer (helt eller delvis) de ordninger, der omlægges. I hovedtræk kan

man sige, at hvis afgiften opfattes som en generel, fiskal afgift, vil den

(sandsynligvis) ikke være i strid med artiklerne 9 og 95.

Opfattes afgiften som ikkefiskal (til finansiering af sociale ordninger),

er der omvendt stor mulighed for konflikt med artiklerne 9 og 95, medens 6.

momsdirektiv (sandsynligvis) ikke berøres.

Der følger nu en række notater m.v. til nærmere belysning af de EF-retlige

problemer.

Belysning af EF-problemerne

Fra Udenrigsministeriets side foreligger en række notater fra

Markedssekretariatet, hvor ministeriet prøver at fastlægge sin endelige

holdning til de EF-retlige konsekvenser af omlægningsmodellen. Det sidste

notat i rækken synes at være dateret 6. oktober 1987.

Det siges direkte i notatet af 6. oktober, at Kommissionen og andre

medlemsstater vil kunne angribe den foreslåede omlægning af

arbejdsgiverbidragene på mange måder. Endvidere er det vurderingen i notatet,

at det ikke er muligt at anvise korrektioner til den foreslåede omlægning

bortset fra en almindelig momsforhøjelse, som med sikkerhed vil gøre den nye

ordning traktatmedholdelig.

I øvrigt foreslås det, at den juridiske og økonomiske sammenhæng mellem

ambiens indførsel, afskaffelsen af de gamle arbejdsgiverafgifter og

provenuets anvendelse brydes (dvs. gøres til en fiskal afgift). Det tilføjes

dog, at med sådan en ændring kan det ikke udelukkes, at afgiften vil blive

bedømt negativt på grundlag af momsreglerne, dvs. 6. momsdirektiv.

Notatet slutter således med at foreslå, at såfremt sagen i øvrigt fremmes,

skønnes risikoen for, at afgiften bliver bedømt negativt, alt i alt nok noget

mindre, hvis den nye afgift omformes til en fiskal afgift, som har karakter

af en indirekte forbrugsskat. En sådan omformning kræver imidlertid, at

omlægningen ændres, således at de enkelte elementer præsenteres hver for sig

i regeringens lovgivningsprogram og uden nogen sammenhæng overhovedet.

Notatet sendes til arbejdsgruppens medlemmer samt til Justitsministeriet

og Statsministeriet.

I følgebrevet til Statsministeriet henvises endvidere til pressens

behandling af ambisagen, og herunder behandlingen af de juridiske sider.

Brevet afsluttes med en passus om, at man gerne vil være sikker på, at

ministrene er klar over, at den juridiske vurdering reelt er noget anderledes

(end pressens).

Med skrivelse af 6. oktober 1987 fra Finansministeriet

(Budgetdepartementet) fremsendes et notat til Udenrigsministeriet om den

økonomiske politik. Notatet omhandler blandt andet omlægningen af

arbejdsgiverafgifterne og herunder forholdet til EF-reglerne. Notatet er til

intern orientering af såvel statsministeren som finansministeren. Vedrørende

omlægningen og EF-reglerne hedder det:

»Hvis omlægningen opfattes som en generel nedsættelse af alle

arbejdsgiveres bidrag til sociale ordninger, og at provenutabet herved dækkes

ved en momsforhøjelse, må det være oplagt, at omlægningen ikke vil stride mod

EF-reglerne.

For at undgå et prishop sættes momsen ikke i vejret, men der indføres et

arbejdsgiverbidrag på momsgrundlaget, som opkræves på samme terminer m.v. som

de tidligere arbejdsgiverafgifter. Det betyder, at det nye arbejdsgiverbidrag

ikke vil optræde på fakturaer m.v., som en almindelig momsforhøjelse, men på

længere sigt vil virkningerne være nogenlunde de samme. I det omfang det kan

klargøres, at det nye arbejdsgiverbidrag på momsgrundlaget har karakter af en

generel indirekte afgift, vil den ikke være i strid med EF-reglerne.

Det er imidlertid klart, at omlægningen i sin helhed alene letter de

danske konkurrenceudsatte virksomheders omkostninger, hvorfor det samlede

forslag vil have EF's bevågenhed.«

Der foreligger endvidere et notat om EF-aspekterne fra Arbejdsministeriet,

men der tilføjes ikke noget nyt heri i forhold til Udenrigsministeriets notat

af 6. oktober 1987 (jf. ovenfor).

Arbejdsminister Henning Dyremoses brev vedrørende den endelige rapport til

statsministeren

Medio oktober 1987 er embedsmandsgruppen vedrørende omlægningen af

arbejdsgiverafgifterne færdig med den endelige rapport, som den 19. oktober

1987 oversendes til statsministeren af arbejdsministeren. Arbejdsministeriet

har formandskabet.

Rapporten oversendes i to dele. Den ene del (hovedrapporten) indeholder

alene en beskrivelse m.v. af omlægningsmodellen uden at gå i dybden med

EF-problemerne. Den anden del er en separat og fortrolig notits, dateret 16.

oktober 1987, om de EF-retlige aspekter, udarbejdet på grundlag af

Udenrigsministeriets vurdering, som Justitsministeriet ifølge notitsen har

erklæret sig enig i.

Omkring EF-problemerne hedder det i hovedrapporten blot:

»Med udgangspunkt i denne model (omlægningsmodellen) har

arbejdsgruppen herefter fortsat sit arbejde med en række uafklarede forhold.

I den forbindelse er de EF-retlige aspekter blevet undersøgt. Det er

arbejdsgruppens vurdering, at den nye afgift - uden at være en

omsætningsafgift - er en fiskal afgift, som efter EF's bestemmelser kan

pålægges ved indenlandsk anvendelse, uanset varens oprindelse.«

Medens hovedrapporten således konkluderer, at der ikke er væsentlige

EF-retlige problemer, er vurderingerne i den separate (og fortrolige) notits

nærmest den modsatte. Den EF-retlige vurdering gengives i helhed nedenfor:

» Juridisk vurdering

Det er udelukket, at den nye afgift kan betragtes som en moms, der klart

ikke rejser EF-retlige problemer. Den nye afgift afviger på flere punkter fra

de regler om moms, der fremgår af EF's momsdirektiver.

Det er usikkert, om modellen for omlægning af arbejdsgiverafgifter efter

EF's regler vil blive betragtet som en direkte skat på virksomhederne,

som en ikkefiskal afgift (arbejdsgiverafgift, dvs. en afgift

til finansiering af sociale formål til fordel for arbejdstagere) eller en

fiskal afgift .

Hvis EF-Kommissionen vælger at betragte den nye afgift isoleret, kan den

anses som en forbrugsafgift (dvs. fiskal afgift). I dette tilfælde er det

sandsynligt, at afgiften vil være EF-medholdelig.

Et problem kan dog opstå i relation til art. 33 i 6. momsdirektiv, der -

bortset fra moms - udelukker EF-landene fra at opretholde eller indføre

afgifter, der har karakter af omsætningsafgift. Selv om der i

EF-bestemmelserne (eller domspraksis) ikke findes nærmere vejledning med

hensyn, til hvad det er, der giver en afgift karakter af omsætningsafgift, er

det dog synspunktet, at en mulig argumentation kan etableres for det

standpunkt, at den nye afgift ikke har karakter af en omsætningsafgift, jf.

nedenfor.

Der består imidlertid usikkerhed om, hvorvidt den nye afgift set isoleret

vil blive anset for i EF-sammenhæng at være en fiskal afgift, idet det er

muligt, at afgiften kan betragtes som en direkte skat på virksomheder. Det

afgørende i denne sammenhæng vil formentlig være, om afgiften vurderes som en

vareafgift eller en afgift pålagt virksomheden, altså med virksomheden som

skattesubjekt. Hvis afgiften anses som en direkte skat, er der modstrid med

EF's statsstøtteregler (art. 92 i EØF-traktaten), idet eksporterende

virksomheder belastes mindre.

Hvis den nye afgift derimod vurderes i sammenhæng med afskaffelsen af

arbejdsgiverbidragene (og tilskuddet til sygedagpengeudgifterne), vil

afgiften sandsynligvis af EF blive betragtet som en ikkefiskal afgift. Den

nye afgift vil i så fald være i modstrid med art. 9 eller art. 95 i

EØF-traktaten, idet den belaster importen mere end den indenlandske

produktion. Den indenlandske produktion begunstiges, da provenuet fra

afgiften anvendes til at aflaste virksomhederne for udgifter til sociale

formål. Set fra et andet EF-medlemslands synspunkt (f.eks. Tyskland) vil

omlægningen umiddelbart se således ud, at tyske varer i konkurrence med

danske varer på det danske marked skal bære både tyske sociale

arbejdsmarkedsudgifter og tilsvarende danske. Omvendt i konkurrencen på det

tyske marked vil danske varer i modsætning til tyske være fritaget for en del

af de normale sociale arbejdsmarkedsomkostninger.

På baggrund af de ovenfor anførte EF-retlige synspunkter har

arbejdsgruppen konkluderet, at den eneste mulighed for accept af den nye

afgift i EF er at betragte den som en ren forbrugsafgift (dvs. en fiskal

afgift), der ikke er en omsætningsafgift. Som det fremgår af diskussionen

ovenfor, er det dog ingenlunde givet, at dette synspunkt vil kunne føres

igennem. Det er vanskeligt at vurdere, hvilken vægt det vil få, såfremt man

fra dansk side gør gældende, at en momsforhøjelse, der set fra et

EF-synspunkt klart vil være at foretrække, vil have de samme virkninger.

Hvis der i modellen for omlægning af arbejdsgiverafgifterne indføres

bestemmelser, således at afgiften opkræves på en anden måde over for den

indenlandske produktion end over for import, f.eks. ved at der gennemføres

undtagelser for enkelte erhverv, vil modellen ikke kunne anerkendes ifølge

EF's bestemmelser.«

Den afgørende konklusion fremgår af næstsidste afsnit ovenfor.

Notitsen sendes endvidere ud til drøftelse i regeringens

koordinationsudvalg.

Justitsministeriets EF-retlige vurdering

Justitsministeriet har i den juridisk opklarende fase tilsyneladende ikke

været direkte involveret i arbejdsgruppens arbejde, men har nærmest haft

»rådgiverstatus«. Men i et (fortroligt) notat af 3. november 1987

om EF's statsstøtteregler tilføjer Justitsministeriet nogle EF-retlige

bemærkninger til det af arbejdsminister Henning Dyremose fremsendte notat af

19. oktober, jf. ovenfor.

I korthed går notatet ud på, at statsstøttebegrebet skal opfattes meget

bredt, således at enhver økonomisk fordel for enkelte virksomheder i forhold

til andre virksomheder i det fælles marked kan komme under

statsstøttebegrebet. Der henvises i notatet til en række domme fra

EF-Domstolen, der fortolker statsstøttebegrebet.

Det afgørende i Justitsministeriets opfattelse synes at være, at danske

virksomheder, der eksporterer, friholdes for at deltage i finansieringen af

udgifterne til diverse sociale ordninger. I forhold til rapporten af 19.

oktober synes det afgørende nye i Justitsministeriets vurdering at være, at

uanset hvordan omlægningsmodellen vurderes af Kommissionen eller andre (dvs.

som direkte skat, fiskal afgift eller ikkefiskal afgift), så vil

omlægningsmodellen sandsynligvis være i strid med artikel 92 i Romtraktaten.

I notatet konkluderes det således:

»Sammenfattende finder Justitsministeriet, at det er overvejende

sandsynligt, at den påtænkte ordning indebærer et element af ulovlig

statsstøtte. En præsentation af forslaget f.eks. i fremsættelsestalen, der

fremhæver ordningens konkurrenceforbedrende karakter, vil antagelig blive

bemærket af Kommissionen.«

Justitsministeriets notat sendes til Statsministeriet, Arbejdsministeriet

og Udenrigsministeriet.

Finansministeriets vurdering

Det fremsendte materiale viser også, at Finansministeriet

(Budgetdepartementet) i denne fase drøfter de EF-retlige problemer med

Justitsministeriet. Således fremfører Finansministeriet i et brev den 6.

november 1987 til Justitsministeriet, at Kommissionen i sine egne økonomiske

årsrapporter anbefaler en nedsættelse af arbejdsgiverafgifterne som et led i

den beskæftigelsesfremmende politik.

Endelig fremgår det af et brev fra Finansministeriet den 10. november 1987

også til Justitsministeriet, at der ifølge aftale med finansministeren

(daværende finansminister Palle Simonsen) skal udarbejdes en tale til brug

ved statsministerens indledning af de nært forestående trepartsforhandlinger.

Taleudkastet fremsendes til Justitsministeriet.

I denne tale, der bliver holdt af statsministeren den 17. november 1987,

hedder det om forholdet til EF-reglerne m.v.:

»Det er vigtigt for regeringen, at omlægningen ikke strider mod vore

internationale forpligtelser. Det gælder i første række EF-reglerne.

I EF's økonomiske årsrapport for 1986-87 fremlægges en vækststrategi, hvor

Kommissionen bl.a. anbefaler, at medlemslandene overvejer en omlægning af det

offentliges udgifts- og indtægtsposter på en sådan måde, at den samlede

statsfinansielle stilling er uændret, men at omlægningen fremmer produktion

og beskæftigelse.«

3. Informeringen af EF-Kommissionen (november 1987)

Efter at regeringen i begyndelsen af november 1987 de facto har besluttet

at søge omlægningen af arbejdsgiverafgifterne gennemført og ambien indført,

udarbejdes et notat om, hvordan Kommissionen og offentligheden orienteres om

ambien og herunder om forholdet til EF-retten.

Statsministeriet indkalder således til et møde i regeringens

koordinationsudvalg den 18. november 1987 med henblik på drøftelse af et

fortroligt notat fra Justitsministeriet af 16. november 1987 om den videre

procedure. I notatet gennemgås de forskellige muligheder for

traktatkrænkelsesprocedurer, som Kommissionen i givet fald kan iværksætte.

I Justitsministeriets notat anbefales det endvidere at søge en vis sporing

af Kommissionens analysearbejde ved at rette henvendelse til det

kommissionsmedlem, der er ansvarlig for afgiftsområdet. Hermed anses det

ifølge notatet for mindre sandsynligt, at Kommissionen starter en sag ud fra

et synspunkt om ulovlig statsstøtte, der åbenbart anses for at være det

største problem.

Det anbefales at give Kommissionen en redegørelse for sagen og herunder

tilkendegive, at arbejdsmarkedsafgiften er en forbrugsafgift, der ikke er i

strid med momsreglerne.

Den 19. november 1987 afsendes et brev til kommissær Lord Cockfield, der

var ansvarlig for afgiftsområdet, og i brevet redegøres kort for omlægningen

af arbejdsgiverafgifterne. Endvidere siges det, at det nye bidrag i praksis

vil have karakter af en forbrugsafgift, men at bidraget ikke strider mod

momsdirektiverne.

4. Trepartsforhandlingerne m.v. (november-december 1987)

Regeringen ønsker, at dansk økonomis problemer og herunder forslag til

forbedring af konkurrenceevnen drøftes med arbejdsmarkedets to parter. Som

indledning til trepartsforhandlingerne er det tanken, at et såkaldt

10-dages-udvalg blandt andet skal gennemgå forslaget til omlægning af

arbejdsgiverafgifterne og herunder medvirke ved udarbejdelsen af udkast til

lovforslaget om ambien m.v.

Vedrørende de EF-retlige problemer fremgår det ikke af det forelagte

materiale, at 10-dages-udvalget kommer ind på disse problemer.

Statsministeren holder sin indledende tale den 17. november 1987, jf.

ovenfor, og nævner, at det er vigtigt for regeringen, at omlægningen ikke

strider mod Danmarks internationale forpligtelser, herunder i første række

EF-reglerne.

Endvidere afgives der en fælleserklæring fra regeringen, DA, LO, FTF og

SALA den 8. december 1987 og heri nævnes blot, at regeringen fremsætter

lovforslag i Folketinget om omlægningen. Der nævnes ikke noget om

EF-problematikken i fælleserklæringen.

Spørgsmålet om forholdet til EF-retten var på daværende tidspunkt rejst i

den offentlige debat, og forskellige erhvervsorganisationer rejste

spørgsmålet over for regeringen. Således svarede daværende finansminister

Palle Simonsen på baggrund af en henvendelse fra Butikshandelens Fællesråd om

omlægningen af arbejdsgiverafgifterne den 26. oktober 1987, at en sådan

omlægning kun vil blive gennemført, hvis regeringen vurderer, at den er i

overensstemmelse med Danmarks forpligtelser over for EF.

Daværende arbejdsminister Dyremose svarer endvidere Det Danske

Handelskammer i et brev den 4. december 1987, »at arbejdsmarkedsbidraget

efter regeringens bedste overbevisning ikke er i strid med EF's regler. Der

er imidlertid ikke fortilfælde, som kan udelukke al tvivl herom. Regeringen

har derfor skrevet til EF-Kommissionen og forklaret, hvad vore forslag går ud

på, for at vi kan være sikre på, at vi ikke er i gang med en operation, der

senere vil vise sig at være EF-stridig.«

III. ORIENTERINGEN AF FOLKETINGET I FORBINDELSE MED GENNEMFØRELSEN AF

FORSLAGET TIL LOV OM ARBEJDSMARKEDSBIDRAG I DECEMBER 1987

Såvel lovforslag om arbejdsmarkedsbidrag som de lovforslag, hvorved de

gamle arbejdsgiverbidrag ophævedes, blev fremsat i Folketinget den 9.

december 1987.

De EF-retlige problemer med forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag er

ikke omtalt i fremsættelsestalen eller i bemærkningerne til lovforslaget.

Under 1. behandling af lovforslaget blev spørgsmålet rejst af Kim Behnke

(FP), der i sin ordførertale fremfører følgende, jf. Folketingstidende

1987-88 (1. samling), forhandlingerne sp. 3750:

»Noget helt andet er spørgsmålet om, hvorvidt EF-samarbejdet

tillader, at man indfører den nye 2,5 pct.s skat. I EF-samarbejdet er en af

grundforudsætningerne for det øgede handelssamarbejde, at man ikke laver

nationale ordninger, der forhindrer varernes frie bevægelighed. Når der

kommer varer fra en tysk virksomhed til Danmark og de bliver pålagt disse

ekstra afgifter, vil mange af de andre EF-lande med rette kunne sige, at

Danmark udøver konkurrenceforvridning, specielt når det har det helt klare

formål, at Danmark skal forøge sin egen eksport, mens man altså gerne vil

have forbruget hos den danske befolkning sat væsentligt ned.«

Denne del af Kim Behnkes ordførertale blev ikke kommenteret under den

fortsatte 1. behandling.

De EF-retlige problemer med forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag blev

berørt under behandlingen i Skatteudvalget igennem spørgsmål til

skatteministeren og dennes kommentarer til henvendelser til udvalget.

Udvalgsspørgsmål 14 og 16 til lovforslaget og ministerens svar herpå har

følgende ordlyd:

»Spørgsmål 14:

Der udbedes en indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt

ordningen juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks

placering i EF, og hvilke synspunkter der taler for og imod, at Danmark ved

ordningens etablering ikke lever op til de krav, som de andre EF-lande kan

stille til os.

Spørgsmål 16:

Agter regeringen, hvis forslaget vedtages, at forelægge det for

EF-Kommissionen til udtalelse, evt. således at dets ikrafttræden udskydes,

til det måtte have modtaget EF's »blå stempel«.

Svar:

Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning af

arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid

med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været,

at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte lovforslag.

EF-Kommissionen er fra dansk side blevet underrettet om det fremsatte

lovforslag. Man har endvidere fra dansk side erklæret sig parat til

drøftelser med Kommissionen, hvis dette måtte ønskes.'

Tilsvarende besvarelse blev anvendt i forbindelse med et par andre

spørgsmål.

De EF-retlige problemer med forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag blev

ikke nævnt under 2. og 3. behandling af lovforslaget eller i Skatte- og

Afgiftsudvalgets betænkning eller tillægsbetænkning.

Udvalget har på den baggrund bedt skatteministeren oplyse, om

procestekniske grunde i relation til et eventuelt sagsanlæg fra Kommissionens

side har haft betydning ved udformingen af svarene på udvalgets spørgsmål.

Udvalget har endvidere haft samråd med skatteministeren om besvarelsen af

spørgsmålene fra Skatte- og Afgiftsudvalget.

Endelig har udvalget haft samråd med finansministeren og

justitsministeren, hvor man bad om en uddybning af baggrunden for

skatteministerens besvarelse af spørgsmålene fra Skatte- og Afgiftsudvalget.

Skatteministerens besvarelse af det nævnte spørgsmål og efterfølgende

fremsendte notater fra ministrene, som var udarbejdet til disse til brug

under samrådene, er optrykt som bilag 3-6 til beretningen.

IV. SAGSFORLØBET I FORHOLD TIL EF-KOMMISSIONEN (NOVEMBER 1987 -

SEPTEMBER 1991) OG ORIENTERINGEN AF FOLKETINGET HEROM

1. Indledende brevveksling og spørgsmål stillet til Kommissionen i

Europa-Parlamentet om ambien

Som nævnt ovenfor orienterer regeringen ved et brev fra statsministeren

den 19. november 1987 Kommissionen (Generaldirektoratet for Toldunionen og

Indirekte Beskatning) om de (fremskredne) danske planer om at omlægge

arbejdsgiverafgiften og indføre et ambibidrag. Der vedlægges endvidere et

udkast til lovforslag om arbejdsmarkedsbidraget, og det tilføjes, at bidraget

ikke strider mod momsdirektiverne.

Kommissionen (Lord Cockfield) kvitterer for modtagelsen af brevet den 24.

november 1987 og anfører, at Kommissionen i mangel af detaljerede oplysninger

ikke kan give nogen vurdering af ambiens forenelighed med EF's lovgivning.

Endvidere tilføjes, at forslaget skal undersøges af Kommissionens

tjenestegrene.

Loven om arbejdsmarkedsbidraget vedtages som bekendt i Folketinget den 18.

december 1987 til ikrafttrædelse den 1. januar 1988.

Den 29. januar 1988 svarer Kommissionen, at man nu har foretaget en

foreløbig gennemgang af ambiforslaget. Det anføres i svarbrevet, at ambien

både har ligheder og forskelligheder fra merværdiafgiften. Desuden gøres i

brevet opmærksom på, at det ifølge 6. momsdirektiv ikke længere er muligt for

medlemsstaterne at indføre afgifter, der har karakter af omsætningsafgifter,

og at Traktaten indeholder bestemmelser på det fiskale område om ensartet

beskatning af importerede og eksporterede varer.

Kommissionen anmoder om, inden der tages endelig stilling, at modtage den

danske regerings vurdering af disse spørgsmål.

Den 2. marts 1988 sender regeringen et svar, der indeholder en vurdering

af de spørgsmål, Kommissionen rejser. I svaret gøres bl.a. opmærksom på, at

ambien er en forbrugsafgift, der pålægges al økonomisk aktivitet i Danmark.

Endvidere påpeges, at man fra dansk side ikke finder, at bidraget er i strid

med momsdirektivet, idet der er tale om en forbrugsafgift (indirekte skat),

som hverken er en omsætningsafgift eller en punktafgift. Det nævnes tillige,

at bidraget ikke er en kaskadeafgift (dvs. en afgift, der pålægges en anden

afgift), og at der ikke på nogen måde gribes forstyrrende ind i det fælles

momssystem.

Desuden gøres opmærksom på, at bidraget fuldt ud respekterer Traktatens

forbud mod diskriminerende interne afgifter, idet bidraget er neutralt over

for varernes oprindelse.

I forbindelse med en beskrivelse af sagsforløbet i forhold til

EF-Kommissionen bør det endvidere nævnes, at Kommissionen

(Generaldirektoratet for Konkurrence) den 2. marts 1988 på baggrund af en

modtaget klage over forskelsbehandling beder om oplysninger, der er

nødvendige for, at Kommissionen kan foretage en vurdering på baggrund af

Traktatens bestemmelser om statsstøtte.

Fra dansk side svarer man den 14. marts 1988, at der er fremsendt

oplysninger til belysning af sagen, og at der derfor må foreligge en

misforståelse.

Den 20. juni 1989 anmoder Kommissionen dog om supplerende oplysninger om

ambien og dennes implikationer i statsstøttehenseende. Anmodningen trækkes

imidlertid tilbage i lyset af, at Kommissionen på det tidspunkt har indledt

en traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark, jf. nedenfor.

Ved en skriftlig forespørgsel den 25. maj 1988 fra et belgisk medlem af

Europa-Parlamentet til Kommissionen angående den danske ambi spørges

om, hvorvidt ambien ifølge Kommissionens opfattelse er i strid med Traktaten.

Det nævnes i forespørgslen, at ambien diskriminerer mellem danske

virksomheder og virksomheder i de øvrige EF-lande. Spørgeren mener, at dette

er i strid med Traktaten.

Kommissionen svarer ganske kort den 16. september 1988, at man er i

kontakt med de danske myndigheder med henblik på at skabe klarhed over

situationen, og at Kommissionen naturligvis vil træffe de foranstaltninger,

som er nødvendige for at sikre en korrekt anvendelse af fællesskabsretten.

I august 1988 stiller et tysk medlem af Europa-Parlamentet et

spørgsmål til Kommissionen om det, som det hedder, diskriminerende

arbejdsmarkedsbidrag i Danmark.

Kommissionen svarer den 6. december 1988 blandt andet ved at henvise til

svaret af 16. september 1988 og gør desuden opmærksom på, at den danske ambi

principielt ikke er diskriminatorisk, da den gælder for såvel indenlandske

som importerede varer. Men Kommissionen afslutter sit svar med, at man er ved

at undersøge, om ambien er forenelig med 6. momsdirektiv.

2. Kommissionens åbningsskrivelse. Regeringens svar

Den 22. maj 1989 fremsender Kommissionen en såkaldt åbningsskrivelse, hvor

der redegøres for Kommissionens synspunkter på ambien og forholdet til

EF-retten.

Åbningsskrivelsen er ganske kort, og det fastslås bl.a., at ambibidraget

er en ad valorem-afgift (dvs. en værdiafgift), der er generelt udformet.

Kommissionen konkluderer, at ambien må karakteriseres som en

omsætningsafgift, der indebærer en overtrædelse af 6. momsdirektiv.

I åbningsskrivelsen gøres endvidere opmærksom på, at Kommissionen allerede

i et brev af 29. januar 1988 (jf. ovenfor) til den danske regering henledte

opmærksomheden på 6. momsdirektiv.

Herudover nævnes, at Kommissionen ikke kan udelukke, at ambien tillige

udgør en overtrædelse af Traktatens bestemmelser på det fiskale område om

ensartet beskatning af importerede og eksporterede varer samt tillige en

overtrædelse af reglerne for statsstøtte.

Den 21. september 1989 svarer den danske regering på åbningsskrivelsen.

Man gør indledningsvis opmærksom på, at ambien blev indført som et led i

regeringens genopretningspolitik.

På baggrund af en detaljeret gennemgang af ambien og de EF-retlige regler

anføres, at det er regeringens opfattelse, at ambien ikke er en

omsætningsafgift, der er omfattet af forbudet i artikel 33, idet den danske

lov fuldt ud respekterer principperne i 6. momsdirektiv og på ingen måde

hindrer dette direktivs effektive virkning.

3. Kommissionens begrundede udtalelse. Regeringens svar

Kommissionen er ikke overbevist om den danske regerings argumentation i

svaret af 21. september 1989 om ambiens EF-medholdelighed og indleder derfor

en reel traktatkrænkelsesprocedure mod Danmark ved den 27. september 1990 at

sende en såkaldt begrundet udtalelse.

Kommissionen slutter heri med at påpege, at den danske ambi, der er en

parallel afgift, vil gøre den fortsatte harmonisering illusorisk og desuden

er en åbenlys tilbagevenden til de før 1967 eksisterende separate nationale

afgiftssystemer.

Den danske regering svarer på Kommissionens begrundede udtalelse den 4.

december 1990. Indledningsvis slår regeringen fast, at Kommissionens

udtalelse ikke har ændret ved den danske regerings opfattelse af

arbejdsmarkedsbidragets forhold til 6. momsdirektiv. Følgelig holder dette

svar sig tæt op ad det svar, regeringen afgav på Kommissionens

åbningsskrivelse.

Sammenfattende er det regeringens opfattelse, at arbejdsmarkedsbidraget

ikke er en omsætningsafgift, der er omfattet af forbudet i artikel 33, idet

loven om arbejdsmarkedsbidraget fuldt ud respekterer principperne i 6.

momsdirektiv og på ingen måde hindrer dette direktivs effektive virkning.

4. Kommissionens stævning

Den 12. september 1991 udtager Kommissionen stævning mod Danmark for at få

konstateret ved EF-Domstolen, at det danske arbejdsmarkedsbidrag er i strid

med 6. momsdirektivs artikel 33.

Som nævnt ovenfor er der endnu ikke faldet dom i den af Kommissionen

rejste ambisag. Men det må som nævnt i indledningen forventes, at Domstolen

vil afgøre hovedspørgsmålet (strid med 6. momsdirektiv for så vidt angår

selve ambien) på samme måde som det præjudicielle spørgsmål forelagt af Østre

Landsret.

5. Orientering af Folketinget om sagsforløbet

Udvalget har i et spørgsmål til udenrigsministeren anmodet om at få

oplyst, hvorledes regeringen har orienteret Folketinget om brevvekslingen med

Kommissionen om de danske planer om at omlægge arbejdsmarkedsafgifterne og

indføre ambien samt om Kommissionens åbningsskrivelse af 22. maj 1989,

begrundede udtalelse af 27. september 1990 og stævning af 17. september 1991.

Spørgsmålet og besvarelsen heraf er optrykt som bilag 7 til beretningen.

I medfør af tiltrædelseslovens § 6, der omhandler Folketingets kontrol med

beslutningsprocessen i EF, afgiver regeringen årligt en beretning om

udviklingen i EF. I praksis afgives denne beretning hvert år i juni-juli

måned det efterfølgende år.

Vedrørende traktatkrænkelsessager mod Danmark rejst af Kommissionen nævnes

det i beretningen for 1989 (der fremkom i juli 1990), at der i 1989 var

indledt 29 traktatkrænkelsessager (åbningsskrivelser) mod Danmark, jf. side

48, punkt 33. Det specificeres ikke, hvilke sager det drejer sig om, men en

af sagerne må være ambien.

På side 19 i ovennævnte beretning under punkt 14 (afgifter) står det

imidlertid nævnt:

»I en erklæring til Rådets protokol anførtes, at Danmark ikke vil

være bundet af ovennævnte "stand-still", såfremt

arbejdsmarkedsbidraget falder væk. (Danmark er for nærværende stævnet af

EF-Domstolen vedrørende omhandlede spørgsmål).«

Rent konkret blev erklæringen til protokollen afgivet under et Rådsmøde af

økonomi- og finansministre den 18. december 1989, der drejede sig om en

harmonisering af momssatserne m.v.

Med bemærkningen om, at Danmark er stævnet af EF-Domstolen, må tænkes på

det præjudicielle spørgsmål, som Østre Landsret forelægger for EF-Domstolen

den 2. juli 1990.

I regeringens beretning for 1990 (der fremkom i juni 1991) er det nævnt,

at Kommissionen har afgivet 7 begrundede udtalelser, jf. side 60, punkt 40,

der drejer sig om traktatkrænkelsessager mod Danmark. Der er ingen

specifikation, men een af disse må dreje sig om ambisagen.

I beretningen for 1991 (der fremkom i juni 1992) er det specifikt nævnt,

at der ved årsskiftet 1991/92 verserer 3 traktatkrænkelsessager mod Danmark,

hvoraf fremgår, at den ene sag er det danske arbejdsmarkedsbidrag. Dommen i

det præjudicielle spørgsmål, der blev afsagt 31. marts 1992, er ikke nævnt.

I forbindelse med Markedsudvalgets møde den 15. december 1989 op til

økonomi- og finansministermødet den 18. december 1989 (jf. ovenfor) nævner

økonomiministeren ganske kort, at Danmark med henvisning til den verserende

sag om ambibidraget, kan fravige »stand-still«-forpligtelsen,

såfremt ambien skulle blive underkendt af EF-Domstolen. Der finder ingen

yderligere drøftelse sted af ambien på mødet i Markedsudvalget.

Herudover beder Markedsudvalget i et spørgsmål til regeringen den 27.

februar 1990 (alm. del - bilag 318) om en kommentar til en artikel i

dagbladet Børsen, der omhandler ambien og en retssag ved EF-Domstolen om

denne afgift.

Regeringen svarer Markedsudvalget den 18. april 1990, at der er sendt en

åbningsskrivelse fra Kommissionen den 22. maj 1989 vedrørende ambien, og at

det hele tiden har været regeringens klare opfattelse, at

arbejdsmarkedsbidraget ikke strider mod EF-reglerne.

V. UDVALGETS INDSTILLING

Efter at den tværministerielle arbejdsgruppe medio oktober 1987 grundigt

har vurderet omlægningsmodellen, der blandt andet indfører ambien, må det nok

konstateres, at arbejdsgruppen ikke anser det for videre sandsynligt, at

ambien kan godkendes af Kommissionen og i givet fald EF-Domstolen.

Problemerne beskrives i den fortrolige følgenotits af 16. oktober 1987, jf.

ovenfor, der fremsendtes til regeringens koordinationsudvalg. Det fremgår

således, at ambien kunne komme i konflikt med flere artikler i Romtraktaten.

Justitsministeriets separate vurdering (notat af 3. november 1987, jf.

afsnit II, 2), der synes at være afgivet uden for arbejdsgruppens rapport,

støtter tvivlen om, hvorvidt godkendelse kunne forventes.

På den anden side afviser arbejdsgruppen og Justitsministeriet heller

ikke, at ambien kan tænkes at være EF-medholdelig, men chancerne herfor synes

alt i alt at blive vurderet som ret små.

Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis,

Centrum-Demokraternes og Det Radikale Venstres medlemmer af udvalget) anser

skatteministerens (Fogh Rasmussen) besvarelse af Skatte og Afgiftsudvalgets

spørgsmål nr. 14 til forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag for ikke at være

rigtigt, fordi det ikke afspejler de mange betænkeligheder vedrørende ambiens

gennemførelse i forhold til EF-retten, og fordi gennemgangen af sagen i

Udvalget for Forretningsordenen har vist, at regeringen nærede frygt for

problemer i forhold til EF.

Flertallet ønsker klart at udtrykke misbilligelse i anledning af den

urigtige besvarelse.

Under et samråd i udvalget har finansministeren (Henning Dyremose) og

justitsministeren (Engell) givet udtryk for, at Folketingets Skatte- og

Afgiftsudvalg åbenbart har anset besvarelsen på spørgsmål 14 for at være

tilfredsstillende, idet der ikke blev stillet opfølgende spørgsmål. Der

henvises for justitsministerens vedkommende til udvalgets alm. del, bilag 15

(bilag 6 til beretningen).

Flertallet må præcisere, at ethvert svar fra en minister i sig selv skal

opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes,

at man blot senere kan supplere eller korrigere svar, såfremt udvalget måtte

ønske dette f.eks. i form af opfølgende spørgsmål.

Da Kommissionens åbningsskrivelse af 22. maj 1989 og Kommissionens

begrundede udtalelse af 27. september 1990 forelå, må det have stået klart

for regeringen, at svaret på spørgsmål nr. 14 fra Skatte- og Afgiftsudvalget

i endnu større omfang måtte anses for ukorrekt og mangelfuldt henset til

Kommissionens holdning. Flertallet må, især under hensyn til sagens helt

specielle karakter, herunder dens muligt meget vidtrækkende konsekvenser,

anse, at det havde været korrekt, om ministeren, i al fald da den begrundede

udtalelse forelå, havde orienteret Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg og

Markedsudvalget herom med henblik på en drøftelse om, hvordan der skulle

reageres på den foreliggende nye situation.

Et mindretal (Det Konservative Folkepartis og Venstres medlemmer af

udvalget) kan tilslutte sig det af Kristeligt Folkeparti udarbejdede

beretningsbidrag.

Et andet mindretal (Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget)

ønsker at udtale sin alvorligste kritik af regeringen. Dette mindretal

finder, at den mest korrekte udgang på sagen ville have været, at der blev

rejst tiltale ved Rigsretten mod tidligere økonomiminister og skatteminister

Anders Fogh Rasmussen. Det ville tillige være mest korrekt at overveje, om

der burde rejses tiltale også mod andre ministre.

Mindretallet gør i denne forbindelse navnlig opmærksom på følgende:

1. Ministeransvarlighedsloven fører ikke kun til, at der påhviler den

enkelte minister et juridisk ansvar for ministerens embedsførelse, men den

forudsætter også, at der i mange sager påhviler kredsen af ministre et

kollegialt ansvar.

Særligt for statsministeren gælder naturligt en særlig pligt til tilsyn og

kontrol med ministrene. Dette følger af det kollegiale samvirke, der finder

sted imellem de enkelte ministre, og af statsministerens stilling som

regeringens chef.

2. Det står efter ministeransvarlighedsloven fast, at en minister kan

straffes, hvis ministeren forsætligt eller af grov uagtsomhed

»tilsidesætter de pligter, der påhviler ham . . . efter hans stillings

beskaffenhed« (§ 5, stk. 1). Det står dernæst tillige fast, at en

minister straffes, hvis ministeren . . . . »giver Folketinget urigtige

eller vildledende oplysninger, eller under Folketingets behandling af en sag

fortier oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af

sagen« (§ 5, stk. 2).

3. Regeringen har erkendt, at den ved fremsættelsen af lovforslaget om

ambien i 1987 var orienteret om, at ambiordningen kunne være stridende mod

EF-regler. Dette er oplyst af statsministeren ved besvarelsen af forespørgsel

F 24 den 23. april 1992 (Folketingstidende 1991-92, spalte 9158-59) og er

desuden godtgjort flere steder i materialesamlingen af 6. april 1992, der

omfatter en lang række af Statsministeriets og andre ministeriers interne

dokumenter.

En række af de dokumenter, der er afdækket, således f.eks. den fortrolige

notits af 16. oktober 1987 fra en arbejdsgruppe under Arbejdsministeriet,

Finansministeriet, Økonomiministeriet og Skatteministeriet til

statsministeren, udenrigsministeren og 11 andre ministre, leverer

dokumentation for, at den overvejende del af regeringens medlemmer havde

kendskab til, at EF formentlig ville anse ambien for stridende mod EF-retlige

regler. Arbejdsgruppen har i sin notits forsøgt, hvad der kaldes »at

etablere . . . en mulig argumentation« for det standpunkt, at ambien

ikke har karakter af en omsætningsafgift. Det må have stået klart for alle,

der har udarbejdet, og alle, der har læst notitsen, at man bevægede sig på

helt tynd is, og at det var overvejende sansynligt, at man var i færd med at

disponere i strid med EF-retlige regler.

I denne beretning fra Udvalget for Forretningsordenen fremgår det i

særdeleshed af de citerede afsnit af Udenrigsministeriets brev til

Justitsministeriet af 17. september 1987, af Udenrigsministeriets telefax til

Skatteministeriet af 18. september 1987 og - mest tydeligt - af

Justitsministeriets fortrolige notat til Statsministeriet, Arbejdsministeriet

og Udenrigsministeriet af 3. november 1987, at en række af regeringens mest

betroede embedsmænd har vurderet ambien som værende i strid med EF-regler.

Justitsministeriets notat konkluderer lige ud, at ordningen sandsynligvis er

ulovlig (»overvejende sandsynligt . . . at . . . indebærer et element af

ulovlig statsstøtte«), og at ulovligheden vil blive opdaget (»vil

antagelig blive bemærket af Kommissionen«).

4. Problemet kan herefter afgrænses til, om regeringen i forbindelse med

fremsættelsen, behandlingen og vedtagelsen af ambien har orienteret

Folketinget på så omhyggelig og korrekt måde, som Folketinget kan forlange af

sin regering.

Dette er ganske afgjort ikke tilfældet.

Statsministeren har i besvarelsen af F 24 bekræftet, at »set i

bakspejlet kunne det måske nok se .. ud«, som om regeringen ikke

orienterede Folketinget godt nok. Udenrigsministeren har i medierne

indrømmet, at regeringen »tog en chance«. Andre regeringsmedlemmer

har udtalt sig på linie hermed.

Det må til enhver tid høre med til en ansvarlig regerings selvfølgelige

handlemåde, at den indvier det Folketing, hvoraf regeringen udgår, i de

problemer, der med sikkerhed eller med høj grad af sandsynlighed vil

udspringe af den påtænkte lovgivning.

Ønsker en regering af skaffe flertal for en lovgivning, der med sikkerhed

eller høj grad af sandsynlighed kan forventes at blive tilsidesat som ulovlig

i forhold til international ret, herunder EF-ret, må statsministeren og

regeringens øvrige medlemmer loyalt og ufortøvet undersøge, om Folketinget er

rede til et sådant juridisk eksperiment. Ellers foreligger der - som i dette

tilfælde - bevidst eller groft uagtsom vildledning eller fortielse af

væsentlige forhold over for Folketinget.

5. Fremskridtspartiet fremsatte den 21. april 1992 beslutningsforslag B 86

(forslag til folketingsbeslutning om rigsretstiltale mod økonomiminister og

skatteminister Anders Fogh Rasmussen i anledning af ambisagen), jf. FF sp.

9037 (mundtlig fremsættelse), tillæg A sp. 6447 (forslaget som fremsat) og FF

sp. 9241 (1. behandling). Forslaget blev efter 1. behandling den 23. april

1992 henvist til Udvalget for Forretningsordenen.

Beslutningsforslaget går ud på, at Folketinget sætter økonomiminister og

skatteminister Anders Fog Rasmussen, født den 26. januar 1953 i Ginnerup,

under tiltale for Rigsretten til strafs lidelse i medfør af § 5, stk. 1,

subsidiært § 5, stk. 2, i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres

ansvarlighed for i folketingsåret 1987-88, 1. samling, forsætligt eller af

grov uagtsomhed at have tilsidesat de forpligtelser, der påhviler ham efter

hans embedes beskaffenhed, ved under eller i forbindelse med Folketingets

behandling og efterfølgende vedtagelse af lovforslaget om

arbejdsmarkedsbidrag at have givet Folketinget urigtige eller vildledende

oplysninger og at have fortiet oplysninger, der var af væsentlig betydning

for Folketingets behandling af sagen.

Den omfattende dokumentation, der er fremkommet under arbejdet i Udvalget

for Forretningsordenen, og herunder de dokumenter, der foran er henvist til,

bestyrker den opfattelse, at økonomiministeren og skatteministeren har

handlet strafbart. Det synes således dokumenteret, at ministeren allerede i

september-oktober 1987 var vidende om, at embedsmænd i en række ministerier

advarede mod forslaget, ligesom det må anses for godtgjort, at ministeren

enten direkte eller indirekte har haft positivt kendskab til

Justitsministeriets fortrolige notat af 3. november 1987.

Uanset advarslerne om, at ambibidraget ville være i strid med

EF-direktiver, valgte skatteministeren over for Folketingets medlemmer at

fortie sin viden. Da spørgsmålet om forholdet til EF-retten blev rejst af Kim

Behnke (FP), jf. Folketingstidende 1987-88 (1. samling), forhandlingerne sp.

3750, undlod ministeren at kommentere spørgsmålet. Da Skatte- og

Afgiftsudvalget under sin behandling af lovforslaget bad ministeren om

»en indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt ordningen

juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks placering i EF . .

. », svarede ministeren, at regeringen »nøje (har) overvejet, om

omlægningen skulle være i strid med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet

af disse overvejelser har været, at regeringen ikke har betænkeligheder ved

de fremsatte lovforslag«.

Det må herefter anses at være overvejende sandsynligt, at der ved

Rigsretten kan føres bevis for, at skatteministeren enten har givet

Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under Folketingets

behandling af sagen har fortiet oplysninger, der var af væsentlig betydning

for Folketingets bedømmelse af sagen. Hermed er det gerningsindhold, der er

beskrevet i straffebestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2,

opfyldt. Tilsvarende kan der næppe anføres noget juridisk argument for, at

ministeren ikke har tilsidesat de pligter, der påhviler ham efter hans

stillings beskaffenhed, jf. lovens § 5, stk. 1. Ministeren ville derfor efter

al sandsynlighed ifalde straf, hvis sagen blev forelagt Rigsretten til

afgørelse.

Det materiale, der er fremkommet under udvalgsarbejdet, peger i retning

af, at ikke kun skatteministeren, men tillige en række andre ministre har

medvirket i en stiltiende eller aftalt systematisk vildledning af eller

fortielse over for Folketinget. Hvis vildledningen eller fortielserne ikke

havde været sat i system, ville det næppe have været muligt at holde så

tungtvejende og så mange advarsler fra embedsmændene skjult for Folketinget.

6. Mindretallet finder, at det ville være mest korrekt, hvis Folketinget

traf beslutning om at rejse rigsretstiltale mod den daværende økonomiminister

og skatteminister Anders Fogh Rasmussen. Mindretallet erkender imidlertid den

politiske realitet, der består i, at økonomiministeren og skatteministeren

den 19. november 1992 er udtrådt af regeringen som følge af den overordentlig

belastende dommerkonklusion i sagen om »kreativ bogføring« i

Skatteministeriet. At Anders Fogh Rasmussen er belastet af, at Folketinget er

vildledt i en sag - sagen om kreativ bogføring - gør ham naturligvis ikke

ubelastet i ambisagen. Men det er en politisk realitet, at det store flertal

af Folketingets partier ikke ønsker at retsforfølge ambisagen yderligere.

Dette tager Fremskridtspartiet til efterretning, men fastholder i enhver

henseende sin kritik og alvorlige misbilligelse af ministerens handlemåde.

7. Mindretallet har desuden overvejet spørgsmålet om, hvorvidt der er

grundlag for at indføre nye regler, der kan sikre bedre information fra

regering til Folketing. Det er mindretallets opfattelse, at

ministeransvarlighedsloven - hvis den til enhver tid blev taget alvorlig af

regeringen - ville være fuldt tilstrækkeligt garanti for, at ingen minister

vil vildlede eller fortie væsentlige oplysninger for Folketinget.

Derimod finder mindretallet, at der kan være grund til at overveje, at

Folketinget nedsætter et stående forfatningsudvalg, der løbende kan følge

væsentlige forfatningsretlige spørgsmål, og herunder bl.a. kan virke som

kontrolorgan over for statsministeren og de enkelte fagministre. Dette udvalg

kunne f.eks. foretage egentlig afhøring af en minister, der mistænkes for at

have tilsidesat sine forpligtelser, og på baggrund af udvalgets konklusioner

gøre indstilling til statsministeren herom.

Et tredje mindretal (Kristeligt Folkepartis medlem af udvalget) gør

opmærksom på, at svaret på Skatte- og Afgiftsudvalgets spørgsmål 14 og 16 til

forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag set i forhold til sagens kompleksitet

er meget kortfattet.

Da ethvert udvalgsmedlem kunne have foranlediget svaret uddybet ved at

stille flere spørgsmål eller kalde ministeren i samråd, vil Kristeligt

Folkeparti ikke ensidigt kritisere ministeren, men hævde, at udvalgets

medlemmer også har et ansvar for, at problemet ikke blev grundigere belyst

for Folketinget.

Et generelt skærpet krav om, at svar altid skal være fuldstændigt

uddybende, vil kunne føre til så lange og omfattende svar, at udvalgsarbejdet

i praksis forringes, fordi medlemmerne ikke kan overskue svarene.

Kristeligt Folkeparti finder med denne beretning ambisagen tilstrækkeligt

belyst og ønsker ikke, at der foretages mere i sagen.

P. u. v.

Henning Rasmussen

formand

Bilag 1

Udvalgets spørgsmål 5, 1991-92, og udenrigsministerens besvarelse heraf

Spørgsmål 5:

Der ønskes en uddybning af følgende 2 afsnit i brev fra

Udenrigsministeriet til Justitsministeriet af 17. september 1987 (bilag 15 i

materialesamlingen af 6. april 1992): »Vi har i ministeriet valgt ikke

at gøre noget for at komme med i udvalgsarbejdet. Vi ved jo, at der skal

gøres noget for konkurrenceevnen. Vi har derfor (kun) spillet rollen som en

samtalepartner . . .«

. . . .

»Det umiddelbare indtryk er, at Kommissionen og andre medlemsstater

givetvis vil spærre øjnene op, når de opdager, at importen her vil skulle

bære 2/3 af udgifterne til de sociale arbejdsmarkedsordninger, som forudses

omlagt. Det er derfor nødvendigt, at vi ser grundigt på sagen, men således at

det bliver muligt at fremme den.«

Svar:

Som det fremgår af materialesamlingens bilag 14, er der tale om et

underhåndsbrev. Brevet er skrevet en uge efter, at Udenrigsministeriet blev

inddraget i sagen, og har til formål at give Justitsministeriet en foreløbig

uformel orientering.

Brevets tredje afsnit afspejler, at Udenrigsministeriet havde besluttet,

at man ikke ville foreslå, at ministeriet blev medlem af den allerede

nedsatte arbejdsgruppe bestående af fire økonomiske ministerier.

Arbejdsgruppen havde til opgave at udarbejde et oplæg til et

økonomisk-politisk udspil. I overensstemmelse med normal praksis medvirkede

Udenrigsministeriet, på arbejdsgruppens anmodning, til at belyse EF-retlige

aspekter. Denne juridiske rådgivning blev varetaget af ministeriets

EF-jurister, det daværende Markedsafdelingens sekretariat for juridiske

EF-spørgsmål (MS).

Brevets fjerdesidste afsnit afspejler brevskriverens umiddelbare

vurdering, nemlig at den juridiske rådgivning måtte tage sigte på at

undersøge, om omlægningen kunne justeres. Som det fremgår af svaret på

spørgsmål 3, foreslog Udenrigsministeriet dagen efter, at man nærmere

undersøgte en specifik justering af omlægningen, materialesamlingens bilag

15, som herefter blevet taget op af udvalget, bilag 16.

Udviklingen i den juridiske rådgivning til arbejdsgruppen fra

Markedsafdelingens sekretariat er yderligere belyst i de efterfølgende bilag

i materialesamlingen, navnlig bilag 20, 21, 22 og 24.

Bilag 2

Udvalgets spørgsmål 3, 1991-92, og udenrigsministerens besvarelse heraf

Spørgsmål 3:

I Skatteministeriets notat af 22. september 1987 om den statusrapport, der

er udarbejdet i arbejdsgruppen om arbejdsgiverafgifter (jf. materialesamling

af 6. april 1992 bilag 17) hedder det vedrørende de EF-retlige forhold:

»Udenrigsministeriet har ikke taget endelig stilling til, om omlægningen

vil være i overensstemmelse med EF-retten. Efter Udenrigsministeriets

foreløbige opfattelse ses der ikke at være sådanne problemer, der umiddelbart

må føre til, at man må fraråde ordningen.«

Finder ministeren, at dette er en korrekt gengivelse af

Udenrigsministeriets opfattelse på daværende tidspunkt, jf.

Udenrigsministeriets telex af 18. september 1987 (materialesamlingen bilag

15) og de forskellige notater og notatudkast, der er gengivet i

materialesamlingen bilag 20, 21, 22 og 24?

Svar:

Som det fremgår af bilag 17, Skatteministeriets notat af 22. september

1987, refererer notatet arbejdsgruppens rapport af september 1987,

materialesamlingens bilag 16. Denne rapport indeholder på side 30-31 en

opsummering af Udenrigsministeriets foreløbige vurdering på det tidspunkt,

således som formuleret i ministeriets telefax af 18. september 1987,

materialesamlingens bilag 15.

Det fremgår af rapporten (og telefaxen), at Udenrigsministeriets juridiske

vurdering på det tidspunkt var foreløbig, og at Udenrigsministeriet havde

foreslået, at en specifik justering af den foreslåede omlægning blev nærmere

undersøgt. På den baggrund er Skatteministeriets korte sammenfatning i

notatet af 22. september dækkende.

En mere endelig juridisk vurdering fra Udenrigsministeriets side fremkom i

notatet af 6. oktober 1987, materialesamlingens bilag 24.

Bilag 3

Udvalgets spørgsmål 6, 1991-92, og skatteministerens besvarelse heraf

Spørgsmål 6:

Med henblik på et senere samråd om ministerens besvarelse af spørgsmål fra

Skatte- og Afgiftsudvalget i forbindelse med gennemførelsen af forslag til

lov om arbejdsmarkedsbidrag (L 118) i folketingsåret 1987-88, jf.

samrådsspørgsmål A, udvalgets bilag 46, bedes oplyst, om procestekniske

grunde i relation til et eventuelt sagsanlæg fra Kommissionens side har haft

betydning ved udformningen af svarene på udvalgets spørgsmål.

Svar:

Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg stillede under behandlingen af

lovforslaget om arbejdsmarkedsbidrag (L 118; 1987/88) følgende spørgsmål (nr.

14):

»Der udbedes en indgående redegørelse for problematikken om, hvorvidt

ordningen juridisk og/eller moralsk er overensstemmende med Danmarks

placering i EF, og hvilke synspunkter der taler for og imod, at Danmark ved

ordningens etablering ikke lever op til de krav, som de andre EF-lande kan

stille til os.«

Endvidere stillede udvalget bl.a. følgende spørgsmål (nr. 16):

»Agter regeringen, hvis forslaget vedtages, at forelægge det for

EF-Kommissionen til udtalelse, eventuelt således, at dets ikrafttræden

udskydes, til det måtte have modtaget EF's »blå stempel«.'

De to spørgsmål besvarede jeg på vegne af den daværende regering således:

»Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning

af arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid

med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været,

at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte lovforslag.

EF-Kommissionen er fra dansk side blevet underrettet om det fremsatte

lovforslag. Man har endvidere fra dansk side erklæret sig parat til

drøftelser med Kommissionen, hvis dette måtte ønskes.«

De nævnte spørgsmål og mit svar fremgår af bilag 51 i materialesamlingen

af 6. april 1992.

I regeringens udformning af svaret indgik forskellige overvejelser. Jeg

kan i den forbindelse henvise til bilag 34 og bilag 38 i materialesamlingen

af 6. april 1992. Det fremgår heraf, at det blev forudset, at omlægningen

ville blive gjort til genstand for nærmere analyse i EF-Kommissionen og andre

EF-lande, f.eks. på grundlag af klager fra erhvervsdrivende eller spørgsmål

fra medlemmer af Europa-Parlamentet. Endvidere kunne det ikke udelukkes, at

ordningen ville blive kommenteret kritisk i dele af pressen ud fra en

betragtning om ordningens forhold til EF-retten. Der blev derfor, som det

fremgår af materialesamlingens bilag 38, tilvejebragt et grundlag for

ministres og embedsmænds udtalelser til offentligheden om de EF-retlige

spørgsmål.

Mit svar på de nævnte spørgsmål 14 og 16 fra Folketingets Skatte- og

Afgiftsudvalg er udformet efter de retningslinier, som fremgår af bilag 38.

Formålet var dels at opnå en vis ensartethed i besvarelserne under hensyn

til, at en række ministerier deltog i arbejdet, dels - som det fremgår af

bilag 34 - at undgå udtalelser, som senere kunne skabe misforståelser og

derved eventuelt skade Danmarks stilling.

Jeg vil uddybe dette i det kommende samråd.

Bilag 4

Notat udarbejdet til brug for skatteministeren ved samråd i udvalget den

28. oktober 1992

Notat til brug ved samrådet den 28. oktober 1992 i Folketingets Udvalg

for Forretningsordenen

1. Gengivelse af svaret

Udvalget har stillet følgende Spørgsmål A:

»Ministerens besvarelse af spørgsmål fra Skatte- og Afgiftsudvalget i

forbindelse med gennemførelsen af forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag (L

118) i folketingsåret 1987-88 vedrørende lovforslagets aspekter i relation

til EF, jf. bilag 51 i materialesamlingen af 6. april 1992.«

Skatteudvalget stillede spørgsmål 14 og 16.

Spørgsmålet blev besvaret således:

»Regeringen har forud for fremsættelsen af lovforslagene om omlægning

af arbejdsmarkedsbidragene nøje overvejet, om omlægningen skulle være i strid

med EØF-traktatens bestemmelser. Resultatet af disse overvejelser har været,

at regeringen ikke har betænkeligheder ved de fremsatte lovforslag.

EF-Kommissionen er fra dansk side blevet underrettet om det fremsatte

lovforslag. Man har endvidere fra dansk side erklæret sig parat til

drøftelser med Kommissionen, hvis dette måtte ønskes.«

1. sætning i 1. afsnit er en faktisk oplysning om, at regeringen nøje har

overvejet omlægningens EF-retlige aspekter.

Hele sidste afsnit er en faktisk oplysning om, at regeringen har

underrettet EF-Kommissionen om de fremsatte lovforslag.

Interessen må derfor samle sig om 2. sætning i 1. afsnit: »Resultatet

af disse overvejelser har været, at regeringen ikke har betænkeligheder ved

de fremsatte lovforslag.«

Samrådet må derfor dreje sig om besvarelsen af to spørgsmål:

1. Hvorledes nåede regeringen frem til den konklusion, at der ikke var

betænkeligheder ved at fremsætte lovforslagene?

2. Har regeringen med dette svar opfyldt sin oplysningsforpligtelse over

for Folketinget?

2. Regeringens overvejelser

1. Ambi-omlægningen bestod i, at gamle arbejdsgiverafgifter, der var skat

på arbejdskraft, blev afskaffet og erstattet af et nyt arbejdsmarkedsbidrag,

der var skat på værditilvækst - ligesom momsen. Hovedvirkningen var, at

danske eksportvirksomheder fik en betydelig forbedring af konkurrenceevnen,

idet de blev lettet for gamle arbejdsgiverafgifter uden at blive pålagt det

nye arbejdsmarkedsbidrag - idet ambi ligesom momsen afløftes ved eksport.

2. Regeringen skulle bedømme ambien i relation til tre EF-bestemmelser:

2.1. Hvis ambien blev anset for en direkte skat på virksomhederne,

bestod risikoelementet i EF's statsstøtteregler, det vil sige EØF-traktatens

artikel 92, der siger:

»Bortset fra de i denne traktat hjemlede undtagelser er statsstøtte

eller støtte, som ydes ved hjælp af statsmidler under enhver tænkelig form,

og som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at

begunstige visse virksomheder eller visse produkter, uforenelige med

fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem

medlemsstaterne.«

Problemet i relation til artikel 92 var således, om man fra

Domstolens side ville anse ambien for en egentlig skat, der blev pålagt de

enkelte virksomheder - modsat en vareafgift. I og med at eksporterende

virksomheder ikke ville blive omfattet af denne »skat«, kunne der

heri ligge en indirekte statsstøtte i forhold til andre virksomheder, der

blev belastet med »skatten«.

2.2. Hvis ambien blev bedømt i sammenhæng med afskaffelsen af

arbejdsgiverafgifterne, ville der være tale om en ikke-fiskal

afgift, der i så fald ville være i strid med art. 9 (frie varebevægelser)

eller art. 95 (forbud mod fiskale bestemmelser, der belaster importen mere

end den indenlandske produktion).

Artikel 95, 1. pkt., siger:

»Ingen medlemsstat må direkte eller indirekte pålægge varer fra andre

medlemsstater indirekte afgifter af nogen art, som er højere end de afgifter,

der direkte eller indirekte pålægges lignende indenlandske varer.«

Problemet i relation til artikel 95 var, om ambiens indførelse

ville blive betragtet i sammenhæng med arbejdsgiverafgifternes ophævelse.

Eksporterede danske varer ville dermed blive lettet for en hidtidig

arbejdsmarkedsomkostning, mens varer, der importeredes til Danmark, ville

blive belastet med både arbejdsmarkedsomkostninger i oprindelseslandet og - i

Danmark med ambi, som trådte i stedet for de hidtidige arbejdsgiverafgifter.

Dette kunne bedømmes som en diskrimination mod især import.

2.3. Hvis ambien blev bedømt som en fiskal afgift, der betragtes

isoleret fra den samtidig gennemførte omlægning af

arbejdsgiverafgifterne, udgjorde 6. momsdirektiv, art. 33 et risikoelement.

Artikel 33 lyder således:

»Med forbehold af andre fællesskabsbestemmelser er bestemmelserne i

dette direktiv ikke til hinder for, at en medlemsstat opretholder eller

indfører afgifter på forsikringskontrakter og på spil og væddemål,

punktafgifter, indregistreringsafgifter og i det hele taget alle former for

skatter og afgifter, der ikke har karakter af omsætningsafgift.«

Problemet var altså i relation til artikel 33, om ambien måtte

betragtes som en omsætningsafgift. Herved måtte man på grundlag af de

sparsomme oplysninger, der forelå i 1987, formentlig forstå en afgift, der

bragte det fælles momssystems funktionsduelighed i fare og dermed omgik den

opnåede harmonisering af momssystemet.

3. Regeringen anså det for mest sandsynligt, at ordningen skulle bestå sin

prøve i relation til statsstøttereglerne og reglerne om ikkediskrimination af

udenlandske varer. Ordningen blev derfor udformet med særligt hensyn til

disse bestemmelser.

Af materialesamlingen fremgår klart, at overvejelserne koncentrerede sig

om eventuelle problemer i relation til statsstøttereglerne og reglerne om

ikke-diskrimination.

Således vil det være naturligt at fremhæve følgende:

3.1. Bilag 11, (beretningsudkast side 12), hvor Økonomiministeriet

bedømmer en bestemt såkaldt »differentieringsmodel« som stridende

mod statsstøttereglerne.

I konsekvens heraf blev denne model forkastet af regeringen.

3.2. Bilag 24, side 5 (beretningsudkast side 20 og 21), hvor

Udenrigsministeriet i et notat af 6. oktober anbefaler, at den nye afgift

udformes og præsenteres uafhængigt af arbejdsgiverafgifternes ophævelse - for

på den måde at undgå konflikt med reglerne om ikke-fiskale, diskriminerende

afgifter (dvs. art. 95).

Regeringen fulgte denne anbefaling.

3.3. Bilag 27, side 3, (beretningsudkast side 22-23), hvor den

tværministerielle arbejdsgruppe i en fortrolig notits af 16. oktober 1987

fokuserer på statsstøtteproblemet og konkluderer, »at den eneste

mulighed for accept af den nye afgift i EF er at betragte den som en ren

forbrugsafgift, der ikke er en omsætningsafgift«.

Regeringen fulgte denne anbefaling for at undgå konflikt med

statsstøttereglerne.

3.4. Bilag 29, side 7, (beretningsudkast side 24), hvor Justitsministeriet

i notat af 3. november 1987 konkluderer, »at det er overvejende

sandsynligt, at den påtænkte ordning indebærer et element af ulovlig

statsstøtte«.

Regeringen fulgte ikke Justitsministeriets vurdering af bl.a. følgende

grunde:

Justitsministeriets notat indeholdt i og for sig ikke noget nyt. Notatet

drager på grundlag af uændrede præmisser den modsatte konklusion med hensyn

til statsstøttespørgsmålet i forhold til den tværministerielle arbejdsgruppe.

Justitsministeriet sammenkæder ophævelsen af arbejdsmarkedsafgifterne med

ambiens indførelse, hvilket får ministeriet til at anføre, at der er tale om

ulovlig statsstøtte, jf. art. 92. Men hermed benytter

Justitsministeriet blot en argumentation, som havde været grundigt bearbejdet

- dog særligt i relation til artikel 95 - og som var blevet afvist.

Justitsministeriets egentlige konklusion er imidlertid, at blot faren for,

at der er tale om en overtrædelse af artikel 92, må føre til, at Kommissionen

underrettes.

Selv om regeringen ikke var enig med Justitsministeriet, blev

Kommissionen underrettet - nemlig med brevet af 19. november 1987.

4. Det fremgår således klart af materialet, at interessen hovedsageligt

var knyttet til at undgå konflikter med EF's statsstøtteregler.

Regeringen konkluderede, at den ikke havde betænkeligheder i relation til

statsstøttereglerne.

Og på det grundlag blev svaret til Folketinget afgivet som refereret.

5. Sagens senere udvikling viste, at regeringen havde ret i denne del af

sin vurdering. Ambien stred ikke mod EF's statsstøtteregler: EF-dommen om

ambien går netop ikke på statsstøttereglerne.

Allerede den omstændighed, at Kommissionen ikke på

gennemførelsestidspunktet søgte ordningen øjeblikkeligt standset, indicerer,

at statsstøtte- og diskriminationsbetragtningerne ikke vandt gehør i

Kommissionen.

Hvis Kommissionen havde anset ambien for ulovlig statsstøtte, kunne den -

formentlig i løbet af 2 til 3 måneder - have pålagt Danmark at standse

ambiordningen. Herefter ville Danmark være henvist til enten at appellere til

Rådet eller ved Domstolen anlægge annullationssøgsmål med kommissionen.

6. Der er således afgivet et korrekt svar til Folketinget. Regeringen

havde nøje overvejet de EF-retlige aspekter. Disse kredsede især om

statsstøttereglerne. Regeringen havde på den baggrund ikke betænkeligheder

ved at fremsætte lovforslaget.

For en sikkerheds skyld sendte regeringen dog et brev til Kommissionen. Og

Folketinget fik oplysning herom.

Ikke blot har regeringen afgivet et korrekt svar. Men den senere udvikling

har tillige vist, at regeringen havde ret i at afvise de juridiske

betænkeligheder vedrørende reglerne om statsstøtte og om ikke-diskrimination.

7. EF-Domstolen dømte Danmark for overtrædelse af artikel 33 i 6.

momsdirektiv. Dette rejser spørgsmålet: Kunne eller burde regeringen have

forudset, at ambien ville stride mod momsreglerne?

Bilag 29, Justitsministeriets notat af 3. november 1987, siger

ikke noget om 6. momsdirektiv, men kun om statsstøtte. Justitsministeriet

anførte endog, at ambien ikke havde karakter af en omsætningsafgift, jf. side

6 nederst (materialesamlingen, side 218's bagside).

Bilag 24, Udenrigsministeriets notat af 6. oktober 1987 vurderer

art. 33 i 6. momsdirektiv som den mest fremkommelige.

Bilag 22, Udenrigsministeriets notat af 1. juni 1987 siger

direkte, at den nye afgift ikke strider mod artikel 33 (notatets side 3).

Art. 33 må opfattes som en bestemmelse, der skal beskytte det fælles

momssystem mod underminering.

Ambien bragte netop ikke det fælles momssystem i fare. Tværtimod gik

ambien fint i spænd med momsen.

Regeringen havde således ingen betænkeligheder med hensyn til krænkelse af

art. 33.

Også på dette punkt er regeringens svar til Folketingets Skatteudvalg

således en korrekt beskrivelse af regeringens overvejelser og konklusion.

3. Regeringens oplysningsforpligtelser over for Folketinget

1. Regeringen har således under Folketingets behandling af ambilovene

givet korrekt oplysning om regeringens EF-retlige overvejelser.

Dernæst er spørgsmålet: Burde der være afgivet yderligere oplysninger, som

kunne være af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af

lovforslaget?

Eller sagt på en anden måde: Burde regeringen have afgivet skriftlige

besvarelser indeholdende alle regeringens argumenter og afvejninger vedr.

ambiens forenelighed med de forskellige EF-bestemmelser.

2. Det forekommer ret oplagt, at regeringen hverken burde eller kunne

fremlægge alle disse overvejelser.

Regeringen gjorde sig umage med at udforme ambien, således at den ikke

krænkede statsstøttereglerne, som blev anset for de mest problematiske.

Det ville være ejendommeligt at udforme ordninger med størst mulig

hensyntagen til disse faremomenter, at sikre sig størst mulig garanti

for, at disse bestemmelser ikke bringes i anvendelse, og samtidig at

bekendtgøre den tvivl, der altså ikke længere blev anset som særlig aktuel.

Dette ville i realiteten indebære en opgivelse af forsøget på at bevæge sig

uden om, hvad der blev opfattet som de største og mest farefulde skær.

3. Dertil kommer, at enhver regering i en sådan situation som omtalt i

besvarelsen af udvalgets spørgsmål 6 må gøre sig procestekniske

overvejelser. Herved skal ikke forstås prokuratorkneb, hvor noget iklædes et

udseende, der ikke svarer til det reelle indhold. Derimod ligger i udtrykket

helt legitime overvejelser om at undgå ved udtalelser, analyser eller

argumenter at fremføre ting, som senere kan blive brugt mod een i en retssag.

Eller sagt med andre ord: Legitime mellemregninger, som skal laves, før

man kan se det endelige resultat.

4. Det er også værd at hæfte sig ved, at Folketingets Skatteudvalg dengang

må have anset svaret for dækkende. Der blev ikke stillet supplerende

spørgsmål, og ingen blev kaldt i samråd for evt. mundtligt at redegøre mere

detaljeret for de EF-retlige overvejelser.

Bilag 5

Notat udarbejdet til brug for finansministeren ved samråd i udvalget den

13. november 1992

Notat til brug ved samrådet i Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen den 13. november 1992

Spørgsmål:

»En uddybning af baggrunden for skatteministerens besvarelse af

spørgsmål fra Skatte- og Afgiftsudvalget i forbindelse med gennemførelsen af

forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag (L 118) i folketingsåret 1987-88, jf.

bilag 34 og bilag 38 i materialesamlingen af 6. april 1992, jf.

skatteministerens besvarelse af Forretningsordensudvalgets spørgsmål nr. 6 af

21. september 1992.«

Svar:

Som det fremgår af den materialesamling, som udenrigsministeren oversendte

til Folketingets Markedsudvalg den 7. april 1992, blev hele sagen om

omlægning af arbejdsgiverafgifter (ambi) indgående behandlet i regeringen i

hele andet halvår af 1987. Inden fremsættelsen af lovforslagene i Folketinget

blev omlægningen endvidere behandlet i det såkaldte 10-dages-udvalg med

deltagelse af arbejdsmarkedets parter.

Jeg var dengang arbejdsminister, og som det fremgår af materialesamlingen,

var jeg meget optaget af at finde brugbare løsninger, som kunne forbedre

konkurrenceevnen og øge produktion og beskæftigelse.

I dette arbejde stødte vi på en række vanskeligheder, som især hang sammen

med EF's statsstøtteregler. Flere mulige modeller blev forkastet netop med

den begrundelse, at de var i strid med EF's regler om statsstøtte.

Udformningen af en model, der ikke var i strid med

statsstøttereglerne blev, som det fremgår af materialesamlingen, ved flere

lejligheder diskuteret i regeringens koordinationsudvalg. Regeringen valgte

en model med en generel nedsættelse af arbejdsgiverafgifterne og en ligeledes

generel afgiftsforhøjelse (ambien).

Jeg lagde i den forbindelse vægt på, at modellen var i overensstemmelse

med de anbefalinger, som EF-Kommissionen havde fremlagt i sin årsrapport

1986/87, jf. materialesamling bilag 30.

I forbindelse med behandlingen i koordinationsudvalget den 18. nov. 1987,

hvor jeg deltog, har jeg efterfølgende fra materialesamlingen konstateret, at

Finansministeriet, således som det fremgår af bilag 34, havde bedt

Justitsministeriet om at udarbejde det notat, der fremgår af bilag 38.

Da spørgsmålet om EF-medholdelighed havde været genstand for en betydelig

offentlig debat, måtte det forudses, at omlægningen ville blive gjort til

genstand for nærmere analyse i EF-Kommissionen og andre EF-lande, f.eks. på

grundlag af klager fra erhvervsdrivende eller spørgsmål fra medlemmer af

Europa-Parlamentet.

Jeg fandt det derfor rigtigt, jf. bilag 38, at regeringen måtte sikre sig,

at udtalelser til offentligheden var ensartede.

Jeg var ligeledes overbevist om, at det var rigtigt straks at orientere

Kommissionen. Jeg støttede derfor, at regeringen allerede inden fremsættelsen

af lovforslagene i Folketinget skrev til EF-Kommissionen, igen jf. bilag 38.

For så vidt angår den efterfølgende behandling i Folketinget havde jeg

ansvaret for lovforslagene nr. L 125 - L 128 om ATP, AUD, Lønmodtagernes

Garantifond og arbejdsløshedsforsikring. Derimod havde jeg ikke lejlighed til

at følge behandlingen af skatteministerens lovforslag om ambien (L 118).

Jeg er derfor ikke i stand til at give nærmere oplysninger om, hvorfor

skatteministerens svar til Folketinget var en anelse omformuleret i forhold

til det af Justitsministeriet foreslåede svar til offentligheden.

Bilag 6

Notat udarbejdet til brug for justitsministeren ved samråd i udvalget den

13. november 1992

Notat til brug ved samrådet den 13. november 1992 kl. 14.00 i

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen angående ambi-sagen

1. Jeg har forstået det stillede spørgsmål således, at udvalget med

spørgsmålet søger at få klarlagt omstændighederne omkring den besvarelse, som

skatteministeren i 1987 gav til Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg om den

EF-retlige vurdering af forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag.

Mine muligheder for at bidrage med oplysninger herom er begrænsede.

Hverken jeg selv eller de embedsmænd, der i dag er beskæftiget i

Justitsministeriet, var involveret i sagen i 1987, og der er derfor ingen i

ministeriet i dag, der har en førstehåndsviden om forløbet dengang. Det, jeg

kan oplyse, må således nødvendigvis basere sig på dokumenterne i sagen.

Når udvalget har bedt mig om en nærmere uddybning af baggrunden for

skatteministerens besvarelse af de spørgsmål om de EF-retlige aspekter, der

blev stillet i forbindelse med forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag i

1987, går jeg ud fra, at udvalget navnlig sigter til Justitsministeriets

notat af 16. november 1987. Notatet er optaget som bilag 38 i

materialesamlingen af 6. april 1992.

Jeg mener ikke, at der er grund til, at jeg her går i detaljer med hensyn

til indholdet af notatet. Jeg vil derfor begrænse mig til følgende:

Det fremgår, at notatet er skrevet efter anmodning fra Finansministeriet,

jf. bilag 34 i materialesamlingen. Til opfyldelse af denne anmodning

gennemgår notatet for det første de forskellige reaktionsmuligheder, som

Kommissionen råder over, hvis den måtte finde, at den nye afgift var i strid

med EF-retten, og hvilke procedureregler der ville gælde i den forbindelse.

Der er redegjort såvel for muligheden af en traktatkrænkelsesprocedure efter

EF-traktatens art. 169 som for muligheden af en sag efter statsstøttereglerne

i traktatens art. 92 og 93.

For det andet er der i notatet - også til opfyldelse af anmodningen fra

Finansministeriet - forslag til, hvordan der kunne svares, hvis der af danske

medier blev rejst spørgsmål om ordningens forhold til EF-retten.

Spørgsmålet om, hvordan man i givet fald skulle besvare spørgsmål fra

Folketinget, er der ikke taget stilling til i notatet.

For det tredje indeholder notatet en angivelse af, hvordan man kunne

orientere Kommissionen om ordningen. Med henblik herpå var der vedlagt et

udkast til brev til den EF-kommissær, der bl.a. havde afgiftssagerne som

sagsområde.

2. Jeg har forstået på skatteministerens besvarelse af dette udvalgs

spørgsmål nr. 6, at besvarelsen af spørgsmål nr. 14 og 16 fra Folketingets

Skatte- og Afgiftsudvalg i forbindelse med behandlingen af lovforslaget om

arbejdsmarkedsbidrag - materialesamlingens bilag 51 - blev udformet efter

samme retningslinier som dem, der var anført i Justitsministeriets notat af

16. november 1987 vedrørende udtalelser til medierne.

Jeg kan oplyse, at der ikke i Justitsministeriet findes noget materiale,

der nærmere kan belyse baggrunden for den besvarelse, som skatteministeren i

sin tid gav af spørgsmålene fra Skatte- og Afgiftsudvalget, og der er således

heller ikke noget materiale, der kan belyse, om Justitsministeriet var

involveret i udformningen. Men dette udelukker på den anden side ikke, at der

kan have været mundtlig kontakt om spørgsmålet. Men nogen viden herom har vi

altså ikke.

Ud fra det forløb, der fremgår af dokumenterne i sagen, er det vel

nærliggende at gå ud fra, at baggrunden for, at skatteministeren alene har

oplyst om resultatet af regeringens EF-retlige vurdering uden at gengive

enkeltheder i disse overvejelser, har været den, at man - nu da den politiske

beslutning var truffet - ikke ønskede offentligt at skabe tvivl om ordningens

forenelighed med EF-retten.

Og når Skatte- og Afgiftsudvalget afgav betænkning over lovforslaget uden

at have fået en sådan mere detaljeret redegørelse, må man vel også kunne

lægge til grund, at udvalget - eller i hvert fald de medlemmer af udvalget,

der indstillede forslaget til vedtagelse - har været enig i, at det ikke

ville være hensigtsmæssigt at gå i nærmere enkeltheder med dette spørgsmål,

og at dette altså var baggrunden for, at man stillede sig tilfreds med

skatteministerens helt kortfattede redegørelse for resultatet af regeringens

overvejelser.

Men i øvrigt må jeg om dette punkt henvise til det, som skatteministeren

har oplyst over for dette udvalg.

Bilag 7

Udvalgets spørgsmål 4, 1991-92, og udenrigsministerens besvarelse heraf

Spørgsmål 4:

I hvilket omfang og på hvilken måde har regeringen orienteret Folketinget

om brevveksling med Kommissionen om de danske planer om at omlægge

arbejdsmarkedsafgifterne og indføre ambien samt om Kommissionens

åbningsskrivelse af 22. maj 1989, begrundede udtalelse af 27. september 1990

og stævning af 17. september 1991?

Svar:

Som det fremgår af materialesamlingens bilag 51, oplyste regeringen i svar

på spørgsmål nr. 14 og 16 fra Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg, stillet

i forbindelse med behandlingen af forslaget til lov om arbejdsmarkedsbidrag

(L 118), at EF-Kommissionen var blevet underrettet om det fremsatte

lovforslag, og at man fra dansk side havde erklæret sig parat til drøftelser

med Kommissionen, hvis dette måtte ønskes.

For så vidt angår brevvekslingen med Kommissionen i traktatkrænkelsessager

og udvekslingen af processkrifter, har det hidtil været regeringens praksis

ikke på eget initiativ at orientere Folketinget herom, medmindre der har

været en særlig anledning hertil.

Hvor et folketingsudvalg har bedt derom, har regeringen givet en mundtlig

eller skriftlig redegørelse for status i traktatkrænkelsessager, herunder

retssager. Undtagelsesvis er processkrifter efter anmodning tilsendt

Folketingets Markedsudvalg med pålæg om fortrolig behandling. Pålægget om

fortrolighed skyldes, at processkrifter i traktatkrænkelsessager såvel efter

Kommissionens som Domstolens regler er fortroligt materiale. Efter

Kommissionens regler er også den forudgående brevveksling mellem Kommissionen

og regeringen fortrolig.

I ambi-sagen har regeringen fulgt sin sædvanlige praksis.

På et møde i Folketingets Markedsudvalg den 15. december 1989 forud for

rådsmødet (økonomi- og finansministre) den 18. december 1989 oplyste

økonomiministeren, at der verserede sager om arbejdsmarkedsbidraget. Det var

baggrunden for, at regeringen på rådsmødet ønskede at opnå et tilsagn om, at

Danmark - såfremt arbejdsmarkedsbidraget skulle bortfalde - til trods for

»stand still«-forpligtelsen for momsen ville kunne erstatte

arbejdsmarkedsbidraget med en momsforhøjelse.

I svar, oversendt Folketingets Markedsudvalg den 18. april 1990, på

spørgsmål nr. 69 af 27. februar 1990 orienterede regeringen om Kommissionens

åbningsskrivelse og regeringens svar herpå.

I bemærkningerne til forslag til lov om ophævelse af lov om

arbejdsmarkedsbidrag og om ændring af merværdiafgiftsloven (L 123), fremsat

den 27. november 1991, blev det oplyst, at der verserede flere sager ved

EF-Domstolen om, hvorvidt arbejdsmarkedsbidraget var i overensstemmelse med

EF-retten, og at en afgørelse fra EF-Domstolen forventedes at foreligge i

første halvdel af 1992. For så vidt angår den direkte sag »Kommissionen

mod Danmark« blev det oplyst, at Kommissionen den 17. september 1991

havde anlagt sag med påstand om, at arbejdsmarkedsbidraget var i strid med

art. 33 i EF's 6. momsdirektiv.

Som statsministeren gav udtryk for under forespørgselsdebatten den 23.

april 1992 vedrørende EF-Domstolens afgørelse af 31. marts 1992 i den

præjudicielle ambi-sag, sag C-200/90, er regeringen rede til at drøfte,

hvorledes man i fremtiden kan holde Folketinget orienteret om

traktatkrænkelsessager. Regeringspartierne stemte derfor også for den

dagsorden, der blev vedtaget som afslutning på forespørgselsdebatten, og

hvori Markedsudvalget opfordres til at overveje behovet for regler, som for

fremtiden sikrer, at Folketinget gennem Markedsudvalget modtager alle

nødvendige informationer til retslige skridt mod Danmark fra EF-Kommissionen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter