Spring til indhold

Retsinformation

1997 BSF 41 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM AT FJERNE CO2-AFGIFTERNE PÅ ERHVERVSLIVET OG DE DERTIL HØRENDE TILBAGEFØRINGSORDNINGER OG ERSTATTE DEM MED REGLER OM FÆLLES GENNEMFØRELSE, DET SÅKALDTE JOINT IMPLEMENTATION

1997/1 BSF 41Beslutningsforslag som fremsatFolketinget29. oktober 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag, der fjerner

CO2-afgifterne på erhvervslivet og de dertil hørende tilbageføringsordninger

og erstatter dem med regler om fælles gennemførelse, det såkaldte joint

implementation. Joint implementation er en aftale, hvor lande, hvor det er

forholdsmæssigt dyrt at nedbringe CO2-udledningen, laver energibesparende

investeringer i lande, hvor det er billigere. Investeringerne i udlandet skal

så regnes med i hjemlandets reduktion af CO2-udledningen.

Bemærkninger til forslaget

Gennem de sidste 10-15 år har erkendelsen af, at mennesket ved sine

aktiviteter kan være i stand til at påvirke den langsigtede klimaudvikling,

vakt politisk opmærksomhed. Det øgede menneskeskabte udslip af drivhusgassser

medfører en stigende koncentration af disse gasser i Jordens atmosfære. Dette

kan give klimaændringer. Udslippet af kuldioxid (CO2) udgør over 60 pct. af

det menneskeskabte udslip af drivhusgasser, og CO2 er derfor den vigtigste af

drivhusgasserne. Af det samlede CO2-udslip er energisektoren ansvarlig for

over 80 pct. En indsats over for de energirelaterede CO2-udledninger vil

derfor være central i indsatsen mod drivhuseffekten.

For at yde en internationalt koordineret indsats mod klimaproblemet blev

der i 1992 i Rio oprettet FN's rammekonvention om klimaændringer. Man blev

enige om, at de industrialiserede lande i år 2000 skal have stabiliseret den

udledte mængde af CO2 i forhold til niveauet i 1990. I Danmark blev der

vedtaget en energihandlingsplan, hvor det centrale mål var en reduktion af de

danske udledninger med 20 pct. i år 2005 i forhold til udledningerne i 1988.

Den danske plans reduktionsmål er således betydelig mere vidtrækkende end de

internationalt vedtagne. Regeringen mener, at man kan opfylde målsætningen

ved at indføre nationale CO2-afgifter.

De enkelte landes CO2-udledninger bidrager hver især kun lidt til

drivhuseffekten. Derfor mener forslagsstillerne, at problemet må løses ved en

internationalt koordineret indsats, da virkningerne af klimaændringerne er

uafhængige af, hvor udslippet sker.

Læs alt

Ved en ensidig national indsats opnår vi blot, at produktionen bliver

flyttet til andre lande, hvor virksomhederne ofte bruger mere forurenende

produktionsmetoder end i Danmark. Det danske sololøb med differentierede

CO2-afgifter er en fiasko, der er mere til skade end gavn.

Regeringens CO2-afgifter har skabt både forvirring og kaos. CO2-afgifterne

er bureaukratiske og forvrider markedsmekanismen, og de forringer

virksomhedernes konkurrenceevne.

Unødige administrative byrder

Der er tre slags afgifter på CO2. Der skelnes mellem tunge processer,

lette processer eller rumopvarmning. Disse bliver afgiftsbelagt med

forskellige afgiftssatser. Afgiften er størst på rumopvarmning og mindre, når

energien anvendes direkte i produktion. Virksomhederne skal derfor skelne

mellem energiforbrug til produktion og til opvarmning af lokaler.

Virksomhederne skal også finde ud af, om der er tale om lette processer

eller tunge processer. Afgiften er størst for de lette processer. Problemet

er størst i de virksomheder, der anvender samme energikilde til produktion og

opvarmning af lokalerne. De skal sætte målere op og føre logbog over

energiforbruget for at kunne adskille energiforbrug til produktion og

rumopvarmning. Det er betingelsen for at få lov til at betale den lavere

afgift.

Reglerne har været meget vanskelige at sætte sig ind i for mange

virksomheder - særlig for de små og mellemstore virksomheder. Dette har

betydet, at mange mindre virksomheder har givet op og undladt at få sat de

nødvendige målere op med det resultat, at de ikke får lov til at betale den

lavere afgift.

Det er urimeligt, at virksomhederne skal betale i form af unødige

administrative byrder på grund af en uigennemtænkt lovgivning.

Reglerne forringer virksomhedernes konkurrenceevne

CO2-afgifterne forringer virksomhedernes konkurrenceevne. Regeringen siger

godt nok, at den har lagt vægt på, at CO2-afgifterne ikke skal gennemføres på

bekostning af erhvervenes konkurrenceevne, så for eksempel forurenende

industri flytter til lande med mere lempelige miljøkrav. Derfor skal hele

afgiftsprovenuet tilbageføres til erhvervene, således at effekten på

virksomhedens omkostninger forbliver neutrale.

Tilbageføringen sker i form af bl.a. investeringstilskud, som

virksomhederne kan søge. Tilskuddene ydes bl.a. til energibesparende

investeringer, energitilsyn og anden energirådgivning. For at få tilskud skal

virksomheden først have et skriftligt tilsagn fra Energistyrelsen. Herefter

skal virksomheden indsende en særlig ansøgning med projektregnskab og i nogle

tilfælde revisorerklæringer.

Regeringen har taget fejl, når den tror, at man ved sindrige og

bureaukratiske tilskudsregler kan holde virksomhedernes konkurrenceevne

uændret. Regeringen har overset flere væsentlige forhold.

Regeringen overser bl. a., at den enkelte virksomheds konkurrenceevne kan

blive stærkt forværret, selv om den pågældende branche set under eet

»får alle penge tilbage«. Desuden har mange virksomheder - både

store og små - allerede iværksat de nødvendige energibesparende

foranstaltninger og kan derfor ikke få gavn af tilskuddene. Dernæst er

ansøgningsproceduren så tung og bureaukratisk, at mange - især mindre -

virksomheder helt har opgivet at få del i tilskuddene. Det vil sige, at de

små virksomheder rammes dobbelt. De får ikke sat målere op og skal dermed

betale den høje afgift, og de kan ikke få del i tilskuddene, som kan

neutralisere afgiften.

Der er ingen tvivl om, at erhvervslivets konkurrenceevne bliver forværret

som følge af CO2-afgifterne, og at de mindre virksomheder rammes hårdest.

Joint implementation

Forslagsstillerne vil have fjernet CO2-afgifterne for erhvervslivet og

have dem erstattet med regler om fælles gennemførelse, det såkaldte joint

implementation. Joint implementation er en aftale, hvor lande, hvor det er

forholdsmæssigt dyrt at nedbringe CO2-udledningen, laver energibesparende

investeringer i lande, hvor det er billigere, og dermed får man mere miljø

for pengene. Investeringerne i udlandet skal så regnes med i hjemlandetes

egen reduktion af CO2-udledningen.

Hvis man erstatter de danske CO2-afgifter med joint implementation,

nedbringer man de samlede omkostninger til at bekæmpe et i bund og grund

globalt miljøproblem. Der er ingen tvivl om, at man får mere og et bedre

miljø for pengene ved at begrænse CO2-udledningen i Øst- og Centraleuropa end

ved at bruge de samme ressourcer i Danmark.

Joint implementation er en billigere og bedre måde at løse et miljøproblem

på, og samtidig hjælper man de mindre velstående lande med at få overført

moderne teknologi. Det drejer sig om at undgå meget dyre investeringer i et

land og i stedet anvende ressourcerne til at få gennemført billige og bedre

investeringer i lande, som ikke selv har råd til at finansiere disse (mest

miljø for pengene). De danske virksomheder har allerede investeret betydelige

beløb i energieffektive teknologier og produktionsmetoder.

I modsætning til CO2-afgifter har joint implementation ikke nogle negative

effekter. CO2-afgifter i et land kan forøge forbruget af energi i et andet

land og dermed øge den samlede udledning af CO2. Problemet består i, at

energitunge virksomheder flytter fra de lande, som har afgifter, til de

lande, som ikke har.

FN's klimakonvention tillader endnu ikke godtgørelse for CO2-reduktioner i

andre lande. Man har dog iværksat en forsøgsperiode frem til år 2000 for at

få afprøvet joint implementation-konceptet. Der er dog ikke noget i vejen

for, at enkelte lande kan vælge at bruge joint implementation, hvis de ønsker

at gå videre med reduktionsmålene, end hvad de er bundet af i FN's

klimakonvention. Danmark har netop valgt at gå videre end FN's

klimakonvention og kan derfor anvende joint implementation.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er i rapporten »Fremtidens energi - i

et nordisk perspektiv« kommet med en anbefaling om en tostrenget

CO2-strategi. De foreslår, at den danske målsætning om 20 pct. nedbringelse

af CO2 frem til år 2005 deles i to. Den ene del skal følge den internationale

konvention fra Rio-topmødet i 1992, som blot kræver en stabilisering af

udslippet. Stabiliseringen skal foregå herhjemme. Den anden del, som går

længere end konventionen (yderligere 20 pct. nedbringelse), skal man kunne

vælge at foretage i udlandet frem for herhjemme. Nedbringelsen af

CO2-udslippet i udlandet (f.eks. i Østeuropa) skal så modregnes i det danske

CO2-regnskab.

Med udgangspunkt i OECD's Green model har Dansk Industri beregnet, at en

10 pct. reduktion i år 2010 i OECD-landene vil koste 250 mia. kr., mens den

samme CO2-reduktion kan nås for 30 mia. kr., hvis der renses i Østeuropa og

ulandene. Velfærdsgevinsten ved joint implementation i stedet for afgifter er

altså 220 mia. kr.

Skriftlig fremsættelse

Hans Christian Schmidt (V)

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om at fjerne CO2-afgifterne på

erhvervslivet og de dertil hørende tilbageføringsordninger og erstatte dem

med regler om fælles gennemførelse, det såkaldte joint implementation.

(Beslutningsforslag nr. B 41).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og

anbefaler det til Tingets velvillige behandling

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter