Spring til indhold

Retsinformation

1989 BSF 43 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN GRØN INDUSTRIPOLITIK

1989/1 BSF 43Beslutningsforslag som fremsatFolketinget5. december 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til at lade hensynet til en

bæredygtig udvikling indgå i industripolitikken efter følgende

retningslinjer:

Industriministeriet udarbejder i samarbejde med de relevante

fagministerier

- et miljøteknologisk udviklingsprogram,

- et arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram,

- et udviklingsprogram for vedvarende energi og energibesparelse,

- udviklingsprogrammer i tilknytning til dele af den offentlige service,

f.eks. ældre- og handicapforsorg samt

- et udviklingsprogram for ulandstilpasset teknologi.

Hovedmidlet til fremme af de nævnte teknologier skal være

udviklingskontrakter, hvor offentlige styrelser udarbejder og finansierer

udviklings- og forskningsopgaver, der udføres af erhvervsvirksomheder.

Udviklingskontrakterne finansieres i videst muligt omfang ved omprioritering

af de eksisterende bevillinger til teknologisk udvikling. I fornødent omfang

tilføres Industriministeriet nye midler til finansiering af de nævnte

udviklingsprogrammer.

Bemærkninger til forslaget

På trods af regeringens erklærede målsætning om at indbygge hensynet til

en bæredygtig udvikling i alle de forskellige politikområder spiller dette

hensyn en helt underordnet rolle i industripolitikken.

Dette er overordentlig beklageligt. Den måde, vi producerer på, og

holdbarheden og arten af det, vi producerer, har afgørende betydning for

belastningen af naturgrundlaget. Det gælder så meget desto mere, som det af

samfundsøkonomiske grunde er nødvendigt at forøge den samlede produktion.

Sagen er, at Danmark er i en dobbelt klemme. På den ene side oplever vi i

stigende omfang, at naturen reagerer på vore påvirkninger. Iltsvind i havene,

skovdød, forsuring af søerne, huller i ozonlaget, øget indhold af kuldioxid i

atmosfæren og udryddelse af flere dyrearter er kun få af mange eksempler på,

Læs alt

at der er en grænse for, hvor meget naturen kan tåle. Derfor er der i de

senere år i Danmark og udenlands taget en række initiativer til at udbedre

gamle skader og hindre, at nye problemer opstår. Der er dog intet, der tyder

på, at de tiltag, der er taget, er tilstrækkelige, og der er vel ingen, der

tror, at vi har set det sidste miljøbevarende tiltag, endsige den sidste

miljøkatastrofe. Derfor er der god grund til at fortsætte og intensivere

arbejdet med at beskytte og rense vore omgivelser.

På den anden side har vi i Danmark massive økonomiske problemer: den alt

for store arbejdsløshed og de årlige underskud på betalingsbalancen med en

øget gældsætning til følge. Gennem en række år er der blevet gennemført en

række tiltag, der sigter på at rette op på vor for svage konkurrenceevne. På

trods af disse tiltag vokser arbejdsløsheden, og vi har stadig væk underskud

på saldoen i forhold til udlandet. Vi må derfor finde nye veje i vores

konkurrenceevnepolitik. En række undersøgelser bl.a. foretaget af Det

Økonomiske Råd tyder på, at danske virksomheder har et teknologisk efterslæb

i forhold til udenlandske konkurrenter. Det er på denne baggrund, den øgede

teknologiske indsats i de senere år skal ses. De teknologipolitiske ordninger

er såvel i virkning som formulering meget bredt favnende.

Danmark er ingen økonomisk sværvægter. Det afspejles naturligvis i vores

virksomhedsstruktur. Antallet af danske virksomheder med afgørende

markedsdominans og deraf følgende økonomisk styrke til store og ofte

risikobetonede forsknings- og udviklingsaktiviteter er minimalt, hvis der

overhovedet er nogen.

På denne baggrund må vi forvente at få størst udbytte ved at målrette

vores udviklingsindsats mod områder, hvor vi har særlige forudsætninger,

eller hvor der er udækkede behov, og hvor vi derfor har en chance for at

udvikle særlige forudsætninger. Ved en sådan strategi har vi mulighed for

samtidig at udvikle vores velfærd (f.eks. i form af et bedre miljø) og

udvikle produkter og teknologier med eksportmuligheder. I de fleste tilfælde

står vore samhandelspartnere over for tilsvarende problemer, som vi gør, og

der er derfor gode eksportmuligheder i at komme først med nyskabelser.

Dansk industri har en række styrkepositioner på områder, hvor der har

været særlige forudsætninger. Som eksempel kan nævnes det

landbrugsindustrielle kompleks og det byggeindustrielle kompleks. Nye

styrkepositioner kan skabes ved en bevidst satsen på særlige områder og en

målretning af erhvervsfremmemidlerne i tilknytning hertil. Sideløbende med

denne målrettede indsat skal der dog fortsat satses på mere generelle

teknologiske udviklingsprogrammer, da der stadig er et behov for, at dansk

industri får viden om og ibrugtager mere bredt anvendelige nyskabelser,

f.eks. inden for informationsteknologi, bioteknologi og materialeteknologi.

Det skal tilføjes, at en lang række undersøgelser af metoder til varig

styrkelse af konkurrenceevnen peger hen mod en strategi som den her

skitserede. Som eksempel kan nævnes den undersøgelse af konkurrenceevnen i 10

lande, som er gennemført af M.E. Porter fra Harvard School of Business.

Et hovedmiddel i de nævnte udviklingsprogrammer bør være

udviklingskontrakter. Dette instrument findes allerede i den danske

industripolitik, men benyttes alt for lidt, fordi det ikke er led i en

egentlig samlet strategi. Kernen i en udviklingskontrakt er, at en offentlig

styrelse, f.eks. Miljøstyrelsen, identificerer behov for udvikling af ny

viden. I samarbejde med Industriministeriet udbyder den pågældende styrelse

derfor en udviklingskontrakt til danske erhvervsvirksomheder, eventuelt i

samarbejde med institutter under det teknologiske servicenet. Ideen til et

projekt kan naturligvis også komme fra en virksomheds eller en forskergruppes

side.

Udviklingskontrakterne skal udbydes som samarbejdsprojekter mellem flere

virksomheder. Programmerne skal sigte mod skabelsen af et egentligt

miljøindustrielt kompleks. Danske virksomheder er med international målestok

relativt små. Det giver problemer med finansieringen af store og ofte

risikobetonede udviklingsopgaver. Endvidere mangler der ofte de økonomiske og

videnmæssige forudsætninger for international markedsføring af produkterne,

ligesom det alt for ofte ses, at danske virksomheder direkte modarbejder

hinanden i stedet for at samarbejde på eksportmarkederne. Ved at stimulere

til et samarbejde på forsknings- og udviklingssiden kan man skabe netværk,

der kan føre til fælles eksportfremstød og eventuelt

virksomhedssammenslutninger. Det er en international erfaring, at

industristrukturer med sammenhængende komplekser er væsentlig mere robuste

end strukturer med enkeltstående virksomheder, der ikke er integreret i

netværk.

For at sikre at den viden, der opnås ved de konkrete udviklingsprojekter,

spredes mest muligt, og for at sikre at ny viden udnyttes, skal eventuelle

patenter, der opnås som følge af et offentligt finansieret udviklingsprojekt,

tilfalde det offentlige. Ud over at det på denne måde kan sikres, at ny viden

bliver udnyttet, kan indtægterne fra udliciteringen af patenterne benyttes

til at finansiere nye udviklingsopgaver.

Ved delvis medfinansiering fra de deltagende virksomheder skal den

tilsvarende andel af eventuelle licensindtægter tilfalde virksomhederne. Det

samme gælder, hvis institutionelle investorer bidrager med medfinansiering.

Det er naturligst, at de, der tager risikoen, får gevinsten ved et vellykket

projekt. Men virksomhederne får under alle omstændigheder noget ud af

udviklingssamarbejdet. For det første får de en ordre og vel at mærke en

ordre, som løfter virksomhedens teknologiske niveau. For det andet får de en

chance for at være leverandør af det produkt, som forhåbentlig kommer ud af

udviklingsarbejdet. I en række andre lande, bl.a. USA og Japan, er det

allerede reglen, at patentrettighederne tilfalder det offentlige, hvis det

har finansieret projektet, og det har ikke formindsket virksomhedernes

interesse i offentligt finansierede udviklingskontrakter.

Ud over udviklingsprogrammer skal den ønskede teknologiudvikling

stimuleres ved markedspåvirkninger. Som eksempler herpå kan nævnes offensiv

brug af offentlige indkøb, afgifter og tilskud (f.eks. på energiområdet) samt

lovkrav (f.eks. på miljøområdet).

I tilknytning til programmerne bør der iværksættes teknologivurdering.

Derved kan det sikres, at programmernes sigte fastholdes, og det

administrative fundament i forbindelse med valg mellem forskellige projekter

kan forbedres. Endvidere har det vist sig, at inddragelsen af mange parter i

teknologiudviklingsprojekter har fremskyndet gode projekter samt kvalificeret

disse projekter. Bengt-Åke Lundvall, AUC, har i flere undersøgelser vist, at

kontakten mellem bruger og producent er en afgørende forudsætning for, at

teknologiudviklingsprojekter bliver vellykkede. Derfor skal der inddrages så

mange parter som muligt i teknologivurderingerne.

Yderligere er det en central del af programmet, at der foretages

effektvurderinger og evaluering af de enkelte projekter. Effektvurderingerne

skal bidrage til, at der erhverves en øget viden om, hvad der sker, når

staten påvirker erhvervene. Dette kan give basis for, at der etableres viden

om, hvilke instrumenter og miks af instrumenter der er mest virksomme. Dette

giver dermed grundlag for en mere effektiv ressourceudnyttelse ved fremtidige

projekter. Viden om erhvervspolitikkens effekter haves stort set ikke i dag.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad miljøteknologisk udviklingsprogram

Programmet administreres af Miljøministeriet og Industriministeriet i

fællesskab. I tilknytning til programmet oprettes en styregruppe med

repræsentanter for de to nævnte ministerier, Arbejdsministeriet,

Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Miljøorganisationer,

erhvervene og fagbevægelsen.

Den forholdsvis tidlige danske miljøindsats har allerede givet anledning

til en betydelig eksport af miljøudstyr. Hensigten med programmet er at

forstærke denne virkning for samtidig at styrke miljøindsatsen og eksporten.

Samtidig må indsatsen drejes væk fra rensningsudstyr over mod renere

teknologi.

I Miljøministeriets regi findes allerede et miljøpolitisk

udviklingsprogram. I dette program satses der fortrinsvis på udbredelse af

allerede kendt viden, hvilket er fornuftigt, når hensigten alene er at få en

hurtig virkning på miljøet. Nærværende forslag satser på udvikling af nye

miljøteknologier og en indarbejdelse af miljøhensynet i industripolitikken.

For så vidt angår eksempler på mulige indsatsområder henvises til et i

folketingsåret 1988-89 fremsat forslag til folketingsbeslutning om et

miljøteknologisk udviklingsprogram af Rahbæk Møller (SF) m.fl., jf.

Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 4685 og 6612 samt tillæg A sp.

4209 samt til rapporten fra en tværministeriel arbejdsgruppe om

erhvervsmæssig udnyttelse af offentlig brugerkompetence m.v.,

Budgetdepartementet, marts 1988.

Ad arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram

Programmet administreres af Arbejdsministeriet og Industriministeriet i

fællesskab. I tilknytning til programmet oprettes en styregruppe med

deltagelse fra de to nævnte ministerier, Miljøministeriet,

Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og

arbejdsmarkedets parter.

Mens Danmark på grund af en tidlig indsats på miljøområdet allerede har

udviklet en betydelig eksport, har indsatsen på arbejdsmiljøområdet ikke haft

en tilsvarende styrke. Der kan dog påvises enkelte eksempler på vellykkede

stramninger af arbejdsmiljøet, der har haft erhvervsmæssige resultater:

udvikling af asbestfri eternit, vandbaserede malinger, affedtningsmidler på

vandbasis og cement med lavt indhold af frie chromater. Det er sådanne

eksempler, vi helst skulle have flere af.

Programmet vil have størst effekt, hvis Arbejdsministeriet i lighed med

Miljøministeriet udarbejdede et program til udbredelse af allerede kendt

viden. Ikke mindst sikkerhedsrepræsentanterne på virksomhederne har brug for

bedre oversigter over de muligheder for forbedring af arbejdsmiljøet, der

allerede i dag er til rådighed.

Ad udviklingsprogram for vedvarende energi og energibesparelse

Programmet administreres af Energiministeriet og Industriministeriet i

fællesskab. I forbindelse med programmer oprettes en styringsgruppe med

deltagelse fra bl.a. de to nævnte ministerier, Miljøministeriet,

forsyningsselskaberne og Organisationen for Vedvarende Energi.

Netop på energiområdet står vi over for nogle af de største udfordringer,

hvis vi skal undgå en miljømæssig katastrofe, jf. Brundlandrapportens

anbefaling til den industraliserede del af verden om at halvere brugen af

fossile brændstoffer.

Samtidig er det også et af de områder, hvor det allerede har vist sig, at

en indsats kan indebære store eksportmuligheder.

Eksporten af vindmøller er det mest dramatiske eksempel, men også systemer

til energistyring m.v. har vist sig at indeholde et betydeligt

eksportpotentiel.

Ad udviklingsprogrammer i tilknytning til dele af den offentlige sektor

En række danske industrier er opstået i tilknytning til den offentlige

service. Det klareste eksempel er høreapparatindustrien, hvor Danmark har en

uforholdsmæssig stor andel af verdensmarkedet, selv om andelen har været

faldende på grund af manglende samarbejde mellem virksomhederne. Generelt er

elektromedicin en af Danmarks klare styrkepositioner.

Sådanne eksempler kunne der være mange flere af. Danmark har stadig væk en

offentlig sektor af høj kvalitet efter international standard.

Ikke mindst ældre- og handicapforsorg er et velegnet område for en

indsats. Både i Danmark og i en lang række andre industrialiserede lande vil

andelen af ældre vokse eksplosivt i de kommende år. Samtidig indebærer den

nye teknologi mange muligheder for at udvikle udstyr, der kan lette

tilværelsen for mennesker med fysiske skavanker. Det er væsentligt at være

tidligt inde på dette marked, både af velfærdsgrunde og af erhvervsmæssige

grunde.

Ad udviklingsprogram for ulandstilpasset teknologi

Som ofte påpeget har Danmark for lille andel af de leverancer, der betales

af international udviklingshjælp, på trods af at vi er en af de store

bidragydere. Der er flere årsager hertil, men en af dem er den enkle, at

vores industri af naturlige grunde er indrettet på at levere varer til

forholdsvis avancerede samfund. Derfor er løsningen ikke at binde en større

del af bistanden til danske leverancer. Den anstændige løsning er i stedet at

satse på at udvikle teknologier, der er egnet til at fungere under

ulandsvilkår.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter