1989 BSF 43 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN GRØN INDUSTRIPOLITIK
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Folketinget opfordrer regeringen til at lade hensynet til en
bæredygtig udvikling indgå i industripolitikken efter følgende
retningslinjer:
Industriministeriet udarbejder i samarbejde med de relevante
fagministerier
- et miljøteknologisk udviklingsprogram,
- et arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram,
- et udviklingsprogram for vedvarende energi og energibesparelse,
- udviklingsprogrammer i tilknytning til dele af den offentlige service,
f.eks. ældre- og handicapforsorg samt
- et udviklingsprogram for ulandstilpasset teknologi.
Hovedmidlet til fremme af de nævnte teknologier skal være
udviklingskontrakter, hvor offentlige styrelser udarbejder og finansierer
udviklings- og forskningsopgaver, der udføres af erhvervsvirksomheder.
Udviklingskontrakterne finansieres i videst muligt omfang ved omprioritering
af de eksisterende bevillinger til teknologisk udvikling. I fornødent omfang
tilføres Industriministeriet nye midler til finansiering af de nævnte
udviklingsprogrammer.
Bemærkninger til forslaget
På trods af regeringens erklærede målsætning om at indbygge hensynet til
en bæredygtig udvikling i alle de forskellige politikområder spiller dette
hensyn en helt underordnet rolle i industripolitikken.
Dette er overordentlig beklageligt. Den måde, vi producerer på, og
holdbarheden og arten af det, vi producerer, har afgørende betydning for
belastningen af naturgrundlaget. Det gælder så meget desto mere, som det af
samfundsøkonomiske grunde er nødvendigt at forøge den samlede produktion.
Sagen er, at Danmark er i en dobbelt klemme. På den ene side oplever vi i
stigende omfang, at naturen reagerer på vore påvirkninger. Iltsvind i havene,
skovdød, forsuring af søerne, huller i ozonlaget, øget indhold af kuldioxid i
atmosfæren og udryddelse af flere dyrearter er kun få af mange eksempler på,
Læs alt
at der er en grænse for, hvor meget naturen kan tåle. Derfor er der i de
senere år i Danmark og udenlands taget en række initiativer til at udbedre
gamle skader og hindre, at nye problemer opstår. Der er dog intet, der tyder
på, at de tiltag, der er taget, er tilstrækkelige, og der er vel ingen, der
tror, at vi har set det sidste miljøbevarende tiltag, endsige den sidste
miljøkatastrofe. Derfor er der god grund til at fortsætte og intensivere
arbejdet med at beskytte og rense vore omgivelser.
På den anden side har vi i Danmark massive økonomiske problemer: den alt
for store arbejdsløshed og de årlige underskud på betalingsbalancen med en
øget gældsætning til følge. Gennem en række år er der blevet gennemført en
række tiltag, der sigter på at rette op på vor for svage konkurrenceevne. På
trods af disse tiltag vokser arbejdsløsheden, og vi har stadig væk underskud
på saldoen i forhold til udlandet. Vi må derfor finde nye veje i vores
konkurrenceevnepolitik. En række undersøgelser bl.a. foretaget af Det
Økonomiske Råd tyder på, at danske virksomheder har et teknologisk efterslæb
i forhold til udenlandske konkurrenter. Det er på denne baggrund, den øgede
teknologiske indsats i de senere år skal ses. De teknologipolitiske ordninger
er såvel i virkning som formulering meget bredt favnende.
Danmark er ingen økonomisk sværvægter. Det afspejles naturligvis i vores
virksomhedsstruktur. Antallet af danske virksomheder med afgørende
markedsdominans og deraf følgende økonomisk styrke til store og ofte
risikobetonede forsknings- og udviklingsaktiviteter er minimalt, hvis der
overhovedet er nogen.
På denne baggrund må vi forvente at få størst udbytte ved at målrette
vores udviklingsindsats mod områder, hvor vi har særlige forudsætninger,
eller hvor der er udækkede behov, og hvor vi derfor har en chance for at
udvikle særlige forudsætninger. Ved en sådan strategi har vi mulighed for
samtidig at udvikle vores velfærd (f.eks. i form af et bedre miljø) og
udvikle produkter og teknologier med eksportmuligheder. I de fleste tilfælde
står vore samhandelspartnere over for tilsvarende problemer, som vi gør, og
der er derfor gode eksportmuligheder i at komme først med nyskabelser.
Dansk industri har en række styrkepositioner på områder, hvor der har
været særlige forudsætninger. Som eksempel kan nævnes det
landbrugsindustrielle kompleks og det byggeindustrielle kompleks. Nye
styrkepositioner kan skabes ved en bevidst satsen på særlige områder og en
målretning af erhvervsfremmemidlerne i tilknytning hertil. Sideløbende med
denne målrettede indsat skal der dog fortsat satses på mere generelle
teknologiske udviklingsprogrammer, da der stadig er et behov for, at dansk
industri får viden om og ibrugtager mere bredt anvendelige nyskabelser,
f.eks. inden for informationsteknologi, bioteknologi og materialeteknologi.
Det skal tilføjes, at en lang række undersøgelser af metoder til varig
styrkelse af konkurrenceevnen peger hen mod en strategi som den her
skitserede. Som eksempel kan nævnes den undersøgelse af konkurrenceevnen i 10
lande, som er gennemført af M.E. Porter fra Harvard School of Business.
Et hovedmiddel i de nævnte udviklingsprogrammer bør være
udviklingskontrakter. Dette instrument findes allerede i den danske
industripolitik, men benyttes alt for lidt, fordi det ikke er led i en
egentlig samlet strategi. Kernen i en udviklingskontrakt er, at en offentlig
styrelse, f.eks. Miljøstyrelsen, identificerer behov for udvikling af ny
viden. I samarbejde med Industriministeriet udbyder den pågældende styrelse
derfor en udviklingskontrakt til danske erhvervsvirksomheder, eventuelt i
samarbejde med institutter under det teknologiske servicenet. Ideen til et
projekt kan naturligvis også komme fra en virksomheds eller en forskergruppes
side.
Udviklingskontrakterne skal udbydes som samarbejdsprojekter mellem flere
virksomheder. Programmerne skal sigte mod skabelsen af et egentligt
miljøindustrielt kompleks. Danske virksomheder er med international målestok
relativt små. Det giver problemer med finansieringen af store og ofte
risikobetonede udviklingsopgaver. Endvidere mangler der ofte de økonomiske og
videnmæssige forudsætninger for international markedsføring af produkterne,
ligesom det alt for ofte ses, at danske virksomheder direkte modarbejder
hinanden i stedet for at samarbejde på eksportmarkederne. Ved at stimulere
til et samarbejde på forsknings- og udviklingssiden kan man skabe netværk,
der kan føre til fælles eksportfremstød og eventuelt
virksomhedssammenslutninger. Det er en international erfaring, at
industristrukturer med sammenhængende komplekser er væsentlig mere robuste
end strukturer med enkeltstående virksomheder, der ikke er integreret i
netværk.
For at sikre at den viden, der opnås ved de konkrete udviklingsprojekter,
spredes mest muligt, og for at sikre at ny viden udnyttes, skal eventuelle
patenter, der opnås som følge af et offentligt finansieret udviklingsprojekt,
tilfalde det offentlige. Ud over at det på denne måde kan sikres, at ny viden
bliver udnyttet, kan indtægterne fra udliciteringen af patenterne benyttes
til at finansiere nye udviklingsopgaver.
Ved delvis medfinansiering fra de deltagende virksomheder skal den
tilsvarende andel af eventuelle licensindtægter tilfalde virksomhederne. Det
samme gælder, hvis institutionelle investorer bidrager med medfinansiering.
Det er naturligst, at de, der tager risikoen, får gevinsten ved et vellykket
projekt. Men virksomhederne får under alle omstændigheder noget ud af
udviklingssamarbejdet. For det første får de en ordre og vel at mærke en
ordre, som løfter virksomhedens teknologiske niveau. For det andet får de en
chance for at være leverandør af det produkt, som forhåbentlig kommer ud af
udviklingsarbejdet. I en række andre lande, bl.a. USA og Japan, er det
allerede reglen, at patentrettighederne tilfalder det offentlige, hvis det
har finansieret projektet, og det har ikke formindsket virksomhedernes
interesse i offentligt finansierede udviklingskontrakter.
Ud over udviklingsprogrammer skal den ønskede teknologiudvikling
stimuleres ved markedspåvirkninger. Som eksempler herpå kan nævnes offensiv
brug af offentlige indkøb, afgifter og tilskud (f.eks. på energiområdet) samt
lovkrav (f.eks. på miljøområdet).
I tilknytning til programmerne bør der iværksættes teknologivurdering.
Derved kan det sikres, at programmernes sigte fastholdes, og det
administrative fundament i forbindelse med valg mellem forskellige projekter
kan forbedres. Endvidere har det vist sig, at inddragelsen af mange parter i
teknologiudviklingsprojekter har fremskyndet gode projekter samt kvalificeret
disse projekter. Bengt-Åke Lundvall, AUC, har i flere undersøgelser vist, at
kontakten mellem bruger og producent er en afgørende forudsætning for, at
teknologiudviklingsprojekter bliver vellykkede. Derfor skal der inddrages så
mange parter som muligt i teknologivurderingerne.
Yderligere er det en central del af programmet, at der foretages
effektvurderinger og evaluering af de enkelte projekter. Effektvurderingerne
skal bidrage til, at der erhverves en øget viden om, hvad der sker, når
staten påvirker erhvervene. Dette kan give basis for, at der etableres viden
om, hvilke instrumenter og miks af instrumenter der er mest virksomme. Dette
giver dermed grundlag for en mere effektiv ressourceudnyttelse ved fremtidige
projekter. Viden om erhvervspolitikkens effekter haves stort set ikke i dag.
Bemærkninger til de enkelte punkter
Ad miljøteknologisk udviklingsprogram
Programmet administreres af Miljøministeriet og Industriministeriet i
fællesskab. I tilknytning til programmet oprettes en styregruppe med
repræsentanter for de to nævnte ministerier, Arbejdsministeriet,
Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Miljøorganisationer,
erhvervene og fagbevægelsen.
Den forholdsvis tidlige danske miljøindsats har allerede givet anledning
til en betydelig eksport af miljøudstyr. Hensigten med programmet er at
forstærke denne virkning for samtidig at styrke miljøindsatsen og eksporten.
Samtidig må indsatsen drejes væk fra rensningsudstyr over mod renere
teknologi.
I Miljøministeriets regi findes allerede et miljøpolitisk
udviklingsprogram. I dette program satses der fortrinsvis på udbredelse af
allerede kendt viden, hvilket er fornuftigt, når hensigten alene er at få en
hurtig virkning på miljøet. Nærværende forslag satser på udvikling af nye
miljøteknologier og en indarbejdelse af miljøhensynet i industripolitikken.
For så vidt angår eksempler på mulige indsatsområder henvises til et i
folketingsåret 1988-89 fremsat forslag til folketingsbeslutning om et
miljøteknologisk udviklingsprogram af Rahbæk Møller (SF) m.fl., jf.
Folketingstidende 1988-89, forhandlingerne sp. 4685 og 6612 samt tillæg A sp.
4209 samt til rapporten fra en tværministeriel arbejdsgruppe om
erhvervsmæssig udnyttelse af offentlig brugerkompetence m.v.,
Budgetdepartementet, marts 1988.
Ad arbejdsmiljøteknologisk udviklingsprogram
Programmet administreres af Arbejdsministeriet og Industriministeriet i
fællesskab. I tilknytning til programmet oprettes en styregruppe med
deltagelse fra de to nævnte ministerier, Miljøministeriet,
Sundhedsministeriet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og
arbejdsmarkedets parter.
Mens Danmark på grund af en tidlig indsats på miljøområdet allerede har
udviklet en betydelig eksport, har indsatsen på arbejdsmiljøområdet ikke haft
en tilsvarende styrke. Der kan dog påvises enkelte eksempler på vellykkede
stramninger af arbejdsmiljøet, der har haft erhvervsmæssige resultater:
udvikling af asbestfri eternit, vandbaserede malinger, affedtningsmidler på
vandbasis og cement med lavt indhold af frie chromater. Det er sådanne
eksempler, vi helst skulle have flere af.
Programmet vil have størst effekt, hvis Arbejdsministeriet i lighed med
Miljøministeriet udarbejdede et program til udbredelse af allerede kendt
viden. Ikke mindst sikkerhedsrepræsentanterne på virksomhederne har brug for
bedre oversigter over de muligheder for forbedring af arbejdsmiljøet, der
allerede i dag er til rådighed.
Ad udviklingsprogram for vedvarende energi og energibesparelse
Programmet administreres af Energiministeriet og Industriministeriet i
fællesskab. I forbindelse med programmer oprettes en styringsgruppe med
deltagelse fra bl.a. de to nævnte ministerier, Miljøministeriet,
forsyningsselskaberne og Organisationen for Vedvarende Energi.
Netop på energiområdet står vi over for nogle af de største udfordringer,
hvis vi skal undgå en miljømæssig katastrofe, jf. Brundlandrapportens
anbefaling til den industraliserede del af verden om at halvere brugen af
fossile brændstoffer.
Samtidig er det også et af de områder, hvor det allerede har vist sig, at
en indsats kan indebære store eksportmuligheder.
Eksporten af vindmøller er det mest dramatiske eksempel, men også systemer
til energistyring m.v. har vist sig at indeholde et betydeligt
eksportpotentiel.
Ad udviklingsprogrammer i tilknytning til dele af den offentlige sektor
En række danske industrier er opstået i tilknytning til den offentlige
service. Det klareste eksempel er høreapparatindustrien, hvor Danmark har en
uforholdsmæssig stor andel af verdensmarkedet, selv om andelen har været
faldende på grund af manglende samarbejde mellem virksomhederne. Generelt er
elektromedicin en af Danmarks klare styrkepositioner.
Sådanne eksempler kunne der være mange flere af. Danmark har stadig væk en
offentlig sektor af høj kvalitet efter international standard.
Ikke mindst ældre- og handicapforsorg er et velegnet område for en
indsats. Både i Danmark og i en lang række andre industrialiserede lande vil
andelen af ældre vokse eksplosivt i de kommende år. Samtidig indebærer den
nye teknologi mange muligheder for at udvikle udstyr, der kan lette
tilværelsen for mennesker med fysiske skavanker. Det er væsentligt at være
tidligt inde på dette marked, både af velfærdsgrunde og af erhvervsmæssige
grunde.
Ad udviklingsprogram for ulandstilpasset teknologi
Som ofte påpeget har Danmark for lille andel af de leverancer, der betales
af international udviklingshjælp, på trods af at vi er en af de store
bidragydere. Der er flere årsager hertil, men en af dem er den enkle, at
vores industri af naturlige grunde er indrettet på at levere varer til
forholdsvis avancerede samfund. Derfor er løsningen ikke at binde en større
del af bistanden til danske leverancer. Den anstændige løsning er i stedet at
satse på at udvikle teknologier, der er egnet til at fungere under
ulandsvilkår.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1990 BSF 42 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN AKTIV OG DYNAMISK ERHVERVSPOLITIK Retsinformation · 8. februar 1991
- 1988 BSF 46 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET MILJØTEKNOLOGISK UDVIKLINGSPROGRAM Retsinformation · 17. maj 1989
- 1990 BSF 29 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM EN AKTIV BÆREDYGTIG ERHVERVSPOLITIK Retsinformation · 20. november 1990
- 1986 BSF 92 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ØGET ANVENDELSE AF UDVIKLINGSKONTRAKTER Retsinformation · 21. maj 1988
- 1987 BTL 6 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LIGNINGSLOVEN (FORBEDRING AF KONKURRENCEEVNEN) NR L 6 1987-88, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1988
- 1986 BSF 44 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM IVÆRKSÆTTELSE AF ET BIOTEKNOLOGISK FORSKNINGS- OG UDVIKLINGSPROGRAM. Retsinformation · 21. maj 1988