Spring til indhold

Retsinformation

1988 BSF 46 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM ET MILJØTEKNOLOGISK UDVIKLINGSPROGRAM

1988/1 BSF 46Beslutningsforslag som fremsatFolketinget17. maj 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til inden sommeren 1989 at fremsætte

lovforslag om et miljøteknologisk udviklingsprogram efter følgende

retningslinjer:

1. Formålet med programmet er at fremme en overgang til mindre

miljøbelastende produktionsprocesser. Der skal endvidere satses på forbedring

af eksisterende og udvikling af nye produkter til brug ved

forureningsbekæmpelse. Herudover skal der satses på udviklingsprojekter med

henblik på øget genbrug, genindvinding og oparbejdelse af ressourcer på

råstoffer. Yderligere skal der ydes tilskud til forbedring af udstyr til

emissionsovervågning.

2. Der afsættes årligt 75 mio. kr. til programmet. Programmet

tidsbegrænses til 5 år.

3. Programmet administreres af Miljøministeriet og Industriministeriet i

fællesskab.

Rollefordelingen mellem de to ministerier er, at Miljøministeriet

udstikker målsætningen for udviklingen og søger den fremmet ved hjælp af

traditionel lovmæssig regulering, aftaler, afgifter og styring af offentlige

indkøb.

Industriministeriets rolle er at hjælpe erhvervsvirksomhederne med at leve

op til målene ved brug af udviklingskontrakter. Programmidlerne placeres på

Industriministeriets budget.

I tilknytning til programmet oprettes en styregruppe bestående af

repræsentanter fra de to ministerier samt berørte organisationer.

Styregruppen skal bl.a. iværksætte såvel forudgående teknologivurderinger som

efterfølgende effektvurderinger af indkomne projekter.

4. Udviklingskontrakterne finansieres fuldt ud af det offentlige. Dog kan

de deltagende virksomheder og/eller institutionelle investorer deltage i

udgifterne med mindre andele. Patenter, licensindtægter og andre rettigheder

tilfalder parterne i forhold til det indskudte beløb. Udviklingskontrakterne

kan eventuelt udbydes som samarbejdskontrakter, som tilskynder til samarbejde

Læs alt

mellem flere private virksomheder eller en privat og en offentlig

virksomhed/forskningsinstitution. I den udstrækning hensynet til

patentudtagning ikke forhindrer det, må det tilstræbes, at den viden, der

produceres som følge af udviklingskontrakterne, spredes mest muligt.

5. En del af de eksisterende eksportfremmemidler reserveres til fremme af

eksport af nyudviklet miljøudstyr.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

I de senere år er opmærksomheden omkring menneskets påvirkning af dets

omgivelser skærpet, og det med god grund. Vi oplever i stigende omfang, at

naturen reagerer på vore påvirkninger: iltsvind i havene, skovdød, forsuring

af søerne, huller i ozonlaget, øget indhold af kuldioxid i atmosfæren og

udryddelse af flere dyrearter er kun få af mange eksempler på, at der er en

grænse for, hvor meget naturen kan tåle. Derfor er der i de senere år i

Danmark og udenlands taget en række initiativer til at udbedre gamle skader

og hindre, at nye problemer opstår. Der er dog intet der tyder på, at de

tiltag, der er taget, er tilstrækkelige, og der er vel ingen, der tror, at vi

har set det sidste miljøbevarende tiltag, endsige den sidste store

miljøkatastrofe. Derfor er der god grund til at fortsætte og intensivere

arbejdet med at beskytte og rense vore omgivelser.

På et andet plan har vi i Danmark et problem, som også påkalder sig

bevågenhed: vore årlige underskud på betalingsbalancen med en øget

gældsætning til følge. Gennem ganske mange år er der blevet gennemført en

række tiltag, der sigter på at rette op på vores for svage konkurrencemæssige

position. På trods af disse tiltag har vi stadig underskud på saldoen i

forhold til udlandet. Beregninger fra Økonomiministeriet og Det Økonomiske

Råd tyder ikke på, at en løsning af dette problem ligger lige om hjørnet.

Konklusionen på det er, at den forståelse af konkurrenceevneproblemet, der

har ligget til grund for skiftende regeringers økonomiske politik, ikke er

tilstrækkelig nuanceret. Vi må derfor finde nye veje i vores

konkurrenceevnepolitik. En række undersøgelser bl.a. foretaget af Det

Økonomiske Råd tyder på, at danske virksomheder har et teknologisk efterslæb

i forhold til udenlandske konkurrenter. Det er på denne baggrund, den øgede

teknologiske indsats i de senere år skal ses. De teknologipolitiske ordninger

er såvel i virkning som formulering meget bredt favnende.

Danmark er ingen økonomisk sværvægter. Det afspejles naturligvis i vores

virksomhedsstruktur. Antallet af danske virksomheder med afgørende

markedsdominans og deraf følgende økonomisk styrke til store og ofte

risikobetonede forsknings- og udviklingsaktiviteter er minimalt, hvis der

overhovedet er nogen.

Når vi tager vores økonomiske formåen og virksomhedsstruktur i

betragtning, forekommer det naturligt, at vi målretter vores indsats omkring

produktionsområder, hvor vi finder, at der er særlige behov, som ikke er

tilgodeset. Det både fordi det forekommer fornuftigt at tilstræbe, at endnu

ikke tilgodesete behov bliver dækket, således at den samlede velfærd øges, og

fordi områder i Danmark med udækkede behov (f.eks. på miljøområdet) ofte er

områder, hvor vore samhandelspartnere står med tilsvarende problemer. Der er

derfor gode eksportmuligheder i at komme først med nyskabelser.

Dansk industri har en række styrkepositioner på områder, hvor der har

været særlige forudsætninger. Som eksempel kan nævnes det

landbrugsindustrielle kompleks og det byggeindustrielle kompleks. Nye

styrkepositioner kan skabes ved en bevidst satsen på særlige områder og en

målretning af erhvervsfremmemidlerne i tilknytning hertil. Sideløbende med

denne målrettede indsats skal der dog fortsat satses på mere generelle

teknologiske udviklingprogrammer, da der stadig er et behov for, at dansk

industri får viden om og ibrugtager mere bredt anvendelige nyskabelser f.eks.

inden for informations- og mikroteknologi.

Som ovenfor nævnt er miljøområdet et af de felter, der i de senere år er

blevet ydet større opmærksomhed. Samtidig er der en del, der tyder på, at

dansk industri står relativt stærkt i international sammenhæng, når det

drejer sig om at være leveringsdygtig i forureningsbekæmpende udstyr og

mindre miljøbelastende produkter.

Set fra et miljømæssigt synspunkt er det nødvendigt, at udviklingen af

renere produktioner og produkter samt udvikling af genanvendelse og

genindvinding fortsætter. Vi står dermed i en situation, hvor der er et

samfundsmæssigt behov for en øget indsats på miljøområdet. Dette behov kan og

bør stimuleres ved erhvervspolitiske initiativer, der sammenkobler

miljøtiltag med forsknings- og udviklingsprojekter.

Ud fra en sædvanlig betragtning bliver reguleringer på miljøområdet kun

set som en begrænsning af virksomhedernes udfoldelsesmuligheder. En række

nyere undersøgelser, blandt andet foretaget af Industriministeriet, viser, at

en sådan opfattelse ikke er dækkende for, hvad der i virkeligheden sker, når

staten regulerer på miljøområdet.

Det viser sig, at reguleringer på miljøområdet ofte giver anledning til

udvikling af nye produktionsmetoder m.m. i virksomhederne, og at disse

teknologiske nyudviklinger ofte giver anledning til en styrkelse af

virksomhedernes konkurrencemæssige position, da de er i besiddelse af en

viden, som konkurrenterne ikke har. Ved at benytte traditionel regulering i

kombination med incitamenter til produktudviklingsaktiviteter initieres der

ofte nye metoder i virksomhederne, der giver en førerstilling i den

internationale konkurrence. Eksempler på, at dette er tilfældet, findes

blandt andet inden for høreapparat-, medicinal- og teleindustrien. Det skal i

denne sammenhæng nævnes, at en række lande, bl.a. USA og Japan, med held har

benyttet sig af den kombination af offentlige påvirkningsmuligheder og

virksomhedernes initiativ, som der foreslås taget i anvendelse i nærværende

programforslag.

Der er altså gode politiske grunde med hensyn til teknologiudvikling og

konkurrenceevne for at gå i gang med etablering af udviklingsprogrammer på

områder, hvor der er udækkede samfundsmæssige behov.

Men det primære er, at miljøet tilgodeses. Det er bekymringen for

ødelæggelse af vore omgivelser, der er det centrale for dette programforslag.

Aktiviteterne skal koncentreres om de områder, hvor der er de største behov

for forureningsbekæmpelse, og ikke om de områder, hvor de kortsigtede

konkurrenceevne-effekter er størst. Ligeledes må programmet ikke give

anledning til, at nødvendige miljøpolitiske tiltag bliver udskudt, indtil

dansk teknologi er udviklet.

En ny undersøgelse foretaget af M. E. Porter fra Harvard School of

Economics viser, at Danmark står specielt godt rustet, når det drejer sig om

udvikling og ibrugtagning af miljøforbedrende produktioner og produkter. Vi

er altså i Danmark med i førergruppen, når det drejer sig om miljøteknologi.

Vi skal derfor ikke på dette område til at indhente et teknologisk efterslæb,

men kan i stedet for koncentrere os om at forbedre vores viden og kunnen til

gavn for primært miljøet og sekundært betalingsbalancen.

Under Miljøministeriet eksisterer i dag et udviklingsprogram for renere

teknologi med en programbevilling på 50 mio. i alt over tre år. I dette

program satses der fortrinsvis på indsamling af informationer, branche- og

teknologiundersøgelser samt forsøgs- og demonstrationsaktiviteter. Det vil

sige, at dette program i modsætning til det her foreslåede ikke sætter så

megen fokus på selve udviklingen af renere teknologier. Endvidere må det

antages, at et program på 50 mio. fordelt på 3 år, der samtidig har sin

hovedvægt lagt på informations-, undersøgelses- og demonstrationsaktiviteter,

bl.a. på genbrugsområdet, har en begrænset effekt på virksomhedernes konkrete

teknologiudviklingsaktiviteter, når det sammenholdes med Industriministeriets

erhvervsstøtteordninger, der årligt beløber sig til ca. 1 mia. Der er derfor

behov for en yderligere indsats for at fremme overgangen til renere

teknologier, ligesom der er et behov for at anvende midler til målrettet

teknologiudvikling.

Bemærkninger til de enkelte punkter

Ad 2

Målet for udviklingsprogrammerne er at opnå en forbedring af miljøet

samtidig med, at der opbygges et slagkraftigt miljøindustrielt kompleks.

Der skal nedenfor nævnes en række eksempler på, hvor der er såvel

miljømæssige behov som samfundsøkonomiske muligheder ved igangsættelse af

konkrete udviklingsprojekter.

Et første eksempel er udvikling af teknologier, der kan forbedre

kvaliteten af miljøundersøgelser med mindre fartøjer i kystnære lavvandede

områder. Sådanne miljøundersøgelser kan straks sælges i Danmark og senere til

lande med lignende kystforhold.

Et andet eksempel er udvikling af spildevandsrensningsteknologi. Udvikling

af teknologi til genindvinding af næringsstofferne fra det frarensede slam,

herunder udvikling af metoder til udskilning af tungmetaller fra slammet.

Derved kan importen af næringsstoffer til jordbruget mindskes. Teknologien

kan senere eksporteres.

Et tredje eksempel er udvikling af miljøvenlige produkter og materialer.

Udviklingsindsats med henblik på at give danske virksomheder et

teknologiforspring som f.eks. ved miljølovgivning omkring alkydmaling.

Et fjerde eksempel er ny teknologi til indvinding og oparbejdning af

råstoffer i overensstemmelse med industrielle og miljømæssige interesser.

Herved kan det hindres, at nye krav til betonproduktion resulterer i øget

import, og samtidig kan udvikling af knowhow om indvindingsteknik give

grundlag for eksport.

Et femte eksempel er udvikling af en mere miljøvenlig jordbrugsproduktion.

De vedtagne reduktionskrav med hensyn til gødningsanvendelse og

pesticidanvendelse skal udnyttes med henblik på systemeksport.

Et sjette eksempel er udvikling af landbrugsmaskiner, -anlæg og -metoder

med henblik på behovene i økologisk jordbrug.

Udvikling og salg af maskiner, anlæg og metoder til økologiske og

traditionelle jordbrugere samt eksport i konkurrence med Vesttyskland.

Et syvende eksempel er udvikling af teknologi, der fjerner dioxin fra

affaldsforbrænding.

Udvikle metoder til genbrug af PVC og polyethylen, det vil sige metoder

til såvel rensning som sortering af de forskellige plastformer. Den udviklede

teknologi mindsker importen af råvarer og giver mulighed for eksport af

rensningskonceptet og udstyret.

Et ottende eksempel er udvikling af en naturgasfyret kedel.

På grund af nedslidning og salg af naturgas skal der opstilles et stærkt

stigende antal små gaskedler i de kommende år. Den efterlyste kedel findes

ikke i udlandet.

Et niende eksempel er udvikling af små lokale kraftvarmeværker, der kører

på natur- eller biogas eller andre lokale energikilder såsom halm eller

træflis.

Herved mindskes importen af energi. Den udviklede teknologi kan

eksporteres.

Et tiende eksempel er videreudvikling af teknologien til

biogasfremstilling. Udvikling af teknologi der kan forbedre biogassens

kommercielle muligheder. Herved mindskes importen af energi. Den udviklede

teknologi kan eksporteres.

Et elvte eksempel er udvikling af rensningsteknologi, der egner sig til

virksomheder, hvis overlevelsesstrategi er stor omstillingsevne i

produktionstilrettelæggelse.

Mange danske virksomheder f.eks. tekstilfarverier overlever på, at de

hurtigt kan indstille sig på nye farvebatches. Det giver en øget

forureningsbelastning og vanskeligheder med at behandle f.eks. spildevand.

Et tolvte eksempel er udvikling af laboratorieudstyr til brug i ulande.

Det vil sige feltpræget udstyr, der er robust, og som er i stand til at

overvåge væsentlige forureningsparametre til brug for lokale

miljøadministrationer.

Et sidste eksempel på udviklingsopgaver, der kan iværksættes, er udvikling

af bedre udstyr til kontinuerlig emissionsovervågning.

Industriministeriet har i en analyse om sammenhængen mellem erhvervs- og

miljøpolitik vist, at der er såvel et miljømæssigt behov som markedsmæssige

muligheder for udviklingen af sådant udstyr.

Ad 3

Med baggrund i nedenstående eksempler på konkrete forslag til

udviklingsprojekter vurderes det, at den årlige udgift vil beløbe sig til 75

mio. kr.

Beløbet skal ses i sammenhæng med, at der skal ske en øget målretning af

Industriministeriets eksisterende erhvervsfremmeordninger. Det forventes, at

der i takt med opbygningen af erfaringer med det miljøteknologiske

udviklingsprogram sker en overføring af midler fra ministeriets eksisterende

bevillinger.

Endvidere foreslås det, at programmet tidsbegrænses. Når programmet

udløber, kan det så, bl.a. med udgangspunkt i de foretagne effektvurderinger,

tages op til ny overvejelse, om programmet skal fortsættes og under hvilken

form.

Ad 4

Midlerne i programmet er traditionel regulering med forbud og påbud

kombineret med økonomiske incitamenter i form af tilskud, afgifter, styring

af offentlige indkøb m.v. Der skal altså benyttes langt flere

påvirkningsmuligheder, end det er sædvane inden for såvel miljøforvaltning

som industripolitik.

Ud over lovmæssig regulering skal der i større omfang anvendes selektive

afgifter som styringsmiddel i miljøreguleringen, det kan være afgifter på

uønskede produkter, miljøbelastende input i produktioner m.v. Afgifterne kan

anvendes til at sikre øget genbrug. Det kan f.eks. gøres ved at belægge

råvarerne i produktionerne med en afgift, der fremmer genindvinding af gamle

råvarer. Et sted, hvor dette kunne være fornuftigt, er inden for papir- og

plasticproduktioner. Indtægterne fra afgifterne kan bruges til at finansiere

yderligere udviklingsprogrammer og projekter. Der kan overvejes en

varslingsordning for lovtiltag, således at erhvervene får mulighed for at

påbegynde udviklingen af teknologier til imødekommelse af fremtidig

efterspørgsel.

Det centrale industripolitiske virkemiddel bliver

udviklingskontrakter, hvor staten udbyder udviklingsopgaver, hvortil

der er stillet midler til rådighed for den/de virksomheder, der deltager i

udviklingsarbejdet.

Udviklingskontrakterne har i dag en forholdsvis svag placering i den

danske industripolitik, hvorimod det er et meget anvendt industripolitisk

instrument i andre lande, f.eks. Japan og USA.

Udviklingskontrakterne kan anvendes sammen med en styring af de offentlige

indkøb for at styrke incitamentet til at gå i gang for virksomhederne. Det

kan f.eks. ske på spildevandsrensningsområdet, hvor der både er store

offentlige indkøb og et behov for videreudvikling af den tekniske formåen.

Der skal satses på benyttelse af så mange påvirkningsmuligheder som muligt

for at sikre den største effekt på såvel miljøet som på den erhvervsmæssige

udvikling.

Styregruppen skal bestå af repræsentanter fra såvel Industri- som

Miljøministeriet. Styregruppen er rådgivende for den daglige administration.

I styregruppen skal repræsentanter fra miljøorganisationer (NOAH og/eller

Danmarks Naturfredningsforening) deltage. Herudover kan repræsentanter fra

erhvervene, brugerne samt fagbevægelsen deltage.

Inddragelsen af såvel Industri- og Miljøministeriet skyldes et ønske om,

at både det miljømæssige og det industripolitiske sigte i ordningen skal have

en central placering. Endvidere vil administrationen af programmet være

videnmæssigt bedre funderet ved, at begge ressortområder inddrages.

Yderligere vil administrationens evne til at opfange nye behov for

miljømæssig regulering og dens evne til at gennemskue nye teknologiske

muligheder være større, hvilket er en af forudsætningerne for, at de

projekter, der sættes i værk, bliver succesrige. Inddragelsen af et bredt

udsnit af interesseorganisationer og bevægelser med tilknytning til industri-

og miljøområdet vil også styrke administrationens evne til at opfange nye

behov og muligheder.

Det foreslås, at der iværksættes teknologivurdering i tilknytning til

programmet. For det første fordi det kan bidrage til, at det miljømæssige

sigte fastholdes. For det andet fordi det vil forbedre administrationens

fundament, når der skal prioriteres mellem selvinitierede og indkomne

projekter. Og endelig fordi det ofte har vist sig, at inddragelsen af mange

parter i teknologiudviklingsprojekter har fremskyndet gode projekter samt

kvalificeret disse projekter. Bengt-Åke Lundvall, AUC, har i flere

undersøgelser vist, at kontakten mellem bruger og producent er en afgørende

forudsætning for, at teknologiudviklingsprojekter bliver vellykkede. Derfor

skal der inddrages så mange parter som muligt i teknologivurderingerne. Ved

gennemførelsen af teknologivurderingerne skal brugere, producenter, det

offentlige og miljøorganisationer (NOAH og Danmarks Naturfredningsforening)

inddrages.

Yderligere er det en central del af programmet, at der foretages

effektvurderinger og evaluering af de enkelte projekter. Effektvurderingerne

skal vurdere de miljømæssige og de økonomiske resultater af de forskellige

projekter. Effektvurderingerne skal bidrage til, at der erhverves en øget

viden om, hvad der sker, når staten påvirker erhvervene. Dette kan så give

basis for, at der etableres viden om, hvilke instrumenter og mix af

instrumenter der er mest virksomme over for erhvervene. Dette giver dermed

grundlag for en mere effektiv ressourceudnyttelse ved fremtidige projekter.

Viden om erhvervspolitikkens effekter haves stort set ikke i dag.

I forbindelse med teknologi- og effektvurderingerne skal der finde en

afsøgning sted med henblik på at identificere emner for nye forsknings- og

udviklingsprojekter inden for det miljøteknologiske område. Herunder

opfølgning på internationale miljøreguleringstiltag fra f.eks. EF samt

vurderinger af, hvilke miljøforbedrende tiltag der må komme de nærmeste år,

med henblik på iværksættelse af udviklingsprojekter, der imødekommer de

behov, der opstår i tilknytning hertil. Herved gives der mulighed for hurtigt

at komme ud af startblokkene med nye udviklingsprojekter og kontrakter.

Ad 5

Programmet skal sigte mod skabelsen af et egentligt miljøindustrielt

kompleks. Danske virksomheder er med international målestok relativt små. Det

giver problemer med finansieringen af store og ofte risikobetonede

udviklingsprogrammer. Endvidere mangler der ofte de økonomiske og

videnmæssige forudsætninger for international markedsføring af produkterne,

ligesom det alt for ofte ses, at danske virksomheder direkte modarbejder

hinanden i stedet for at samarbejde på eksportmarkederne. Ved at stimulere

til et samarbejde på forsknings- og udviklingssiden kan man skabe netværk,

der kan føre til fælles eksportfremstød og eventuelt

virksomhedssammenslutninger. Det er en international erfaring, at

industristrukturer med sammenhængende komplekser er væsentligt mere robuste

end strukturer med enkeltstående virksomheder, der ikke er integreret i

netværk.

For at sikre at den viden, der opnås ved de konkrete udviklingsprojekter

spredes mest muligt, og for at sikre, at ny viden udnyttes, skal eventuelle

patenter, der opnås som følge af et offentligt finansieret udviklingsprojekt,

tilfalde det offentlige. Ud over at det på denne måde kan sikres, at ny viden

bliver udnyttet, kan indtægterne fra udliciteringen af patenterne benyttes

til at finansiere nye udviklingsopgaver.

Ved delvis medfinansiering fra de deltagende virksomheder skal den

tilsvarende andel af eventuelle licensindtægter tilfalde virksomhederne. Det

er vel også naturligt, at det offentlige, som har taget risikoen, får

gevinsten ved et vellykket projekt. Men virksomhederne får også noget ud af

udviklingssamarbejdet. For det første får de ny viden, for det andet bliver

de i stand til at levere et produkt, som der er behov for, og endelig

erhverver de sig gennem udviklingsprojektet en kompetence, som er til gavn

ved den videre udvikling af virksomheden. I en række andre lande, bl.a. USA

og Japan, har man allerede ordningen med, at patentrettigheder tilfalder det

offentlige, og det uden at det mindsker virksomhedernes interesse i at

deltage i offentligt finansierede udviklingsprojekter.

Videnspredning er vigtig, derfor skal det ved udbydelse af nye

udviklingskontrakter, når der erhverves ny viden, og ved udsigt til nye

miljøreguleringer sikres, at denne viden kommer så langt ud i

erhvervsstrukturen som muligt. Til dette formål skal det teknologiske

servicenet benyttes.

Ad 6

Der skal afsættes særlige midler inden for eksportfremmeordningen til

fremme af eksport af de opnåede resultater.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter