Spring til indhold

Retsinformation

1989 BSF 27 FORSLAG TIL FOLKETINGSBESLUTNING OM VIRKEMIDLER I ENERGISEKTOREN

1989/1 BSF 27Beslutningsforslag som fremsatFolketinget8. november 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget pålægger regeringen at foretage de nødvendige

initiativer til

1) at omlægge energiafgifterne på brændsel til miljøafgifter

afhængigt af brændslets miljøskadelige virkninger,

2) at begrænse de faste afgifter på elektricitet og fjernvarme

kraftigt samt indføre forbrugsafhængige eltariffer,

3) at pålægge elselskaberne medansvar for tekniske elbesparelser og

effektiv brændselsudnyttelse.

4) at gennemføre mærkning af elforbrugende apparater,

5) at pålægge den offentlige sektor at gennemføre væsentlige

energibesparelser.

De lovændringer og indgreb, der er nødvendige for at gennemføre dette,

pålægges det regeringen at fremsætte i Folketinget i folketingsåret 1989-90.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Målet i energiplanlægningen bør være en halvering af energiforbruget over

en 40-års-periode og en anvendelse af vedvarende energi i størst mulig

udstrækning. Denne målsætning er meget klart angivet i Brundtlandrapporten,

og fra en lang række internationale konferencer er det uholdbare i den

nuværende udvikling inden for energisektoren fremhævet.

Baggrunden for målsætningen er de miljømæssige trusler fra vores store

energiforbrug. Forsuring af miljøet på grund af udslip af svovldioxid og

kvælstofilter har længe været kendt og er årsag til, at der efterhånden er

stillet større og større krav til rensning af røggas fra store energianlæg.

Hertil er kommet voksende forståelse for, at det store energiforbrug også vil

medføre en ændring af atmosfæren, som kan medføre katastrofale

klimaændringer.

En effektiv indsats mod energiforbrugets miljøskadelige virkninger

forudsætter naturligvis internationale aftaler og handlingsplaner. Men det må

ikke afholde os fra at gå i gang. På en række områder gælder det, at vi kan

Læs alt

opnå samfundsmæssige fordele ved at gennemføre nødvendige ændringer. Det er

således ofte billigere at spare en kW-time elektricitet, end det er at

producere en. Det er samfundsøkonomisk langt mere fordelagtigt at bruge

naturgas til samtidig produktion af el og varme end at afbrænde den i

individuelle fyr, og samtidig vil det nedsætte brændselsforbruget og

miljøbelastningen.

En kraftig reduktion af det danske energiforbrugs miljøskadelige

virkninger kræver en indsats på forskellige områder:

1) Begrænsning af energiforbruget i slutleddet gennem tekniske besparelser

og ændret adfærd.

2) Øget anvendelse af vedvarende energi som sol, vind og biomasse.

3) Forbedret udnyttelse af fossile brændsler.

4) Øget rensning af røggas.

Der må i planlægningen tages hensyn til, at der på alle områder dels er

behov for at fremme den miljøvenlige teknologi, som er moden til anvendelse,

dels er behov for forskning og udvikling for på lang sigt at kunne opfylde

målsætningen om en halvering af energiforbruget og en væsentlig anvendelse af

vedvarende energi.

Beslutningsforslaget er direkte rettet mod en forbedring af vilkårene for

de miljøvenlige teknologier, som er klar til anvendelse i større omfang.

Indirekte vil dette imidlertid også have en stor effekt på forskning og

udvikling, fordi det er et klart signal om den fremtidige retning i

energiplanlægningen.

Nødvendigheden af at forbedre vilkårene for miljøvenlig teknologi er

efterhånden dokumenteret meget grundigt. »Energihandlingsplan 90«

(Serup, Hvelplund og Bjerregård, 1989) er den seneste dokumentation for, at

vi med den nuværende struktur og de økonomiske forhold i energisektoren

spænder ben for en miljømæssigt fornuftig udvikling og ofte oven i købet

samfundsøkonomisk betaler en unødvendig ekstrapris for det.

Samtidig er forslagsstillerne overbevist om, at markedet for miljøvenlig

energiteknologi vil vokse voldsomt i den nærmeste fremtid. En satsning på den

anførte målsætning vil derfor have en positiv effekt på helt centrale områder

som: valutabesparelser, beskæftigelse og forøgelse af eksporten ud over den

mindre miljøbelastning.

Det årlige forbrug af fossile brændsler svarer til ca. 10 mia. kr. med de

nuværende priser. I løbet af 90'erne kan priserne forventes forøget

væsentligt. Besparelser vil direkte påvirke betalingsbalancen, enten ved

mindre import eller ved øgede eksportmuligheder. Et forsigtigt skøn over

mulighederne for en eksport af energiteknologi, hvis der satses på

besparelser og vedvarende energi, kunne være 5 mia. kr./år. (Udredning om

vedvarende energi i Danmark, Fysisk Laboratorium III, Danmarks Tekniske

Højskole. Foreløbig udgave, september 1989).

Planerne for udvidelse af de økonomiske forbindelser med de østeuropæiske

lande vedrører i høj grad energi- og miljøområdet.

Bemærkninger til forslagets enkelte punkter

ad 1. Miljøafgifter

Afgifter er et kendt og prøvet virkemiddel i dansk politik. Energiafgifter

på fossile brændsler til opvarmning og elafgift har været anvendt i en

årrække, men der er ingen konsekvent systematik bag størrelsen af de

forskellige afgifter. F.eks. er afgiften på det mest forurenende brændsel,

kul, meget lavere end afgiften på olie og den indirekte afgift på naturgas.

Desuden rammer disse afgifter kun private husholdninger, mens hele

erhvervslivet går fri.

Den voksende erkendelse af miljøproblemernes omfang og alvor gør det

naturligt at omlægge afgifterne til et afgiftssystem baseret på brændslernes

relative miljøskadelige virkninger. Selv om afgifterne baseres på

miljøhensyn, kan de både støtte bestræbelserne på at spare på energien og på

at anvende vedvarende energi. Både besparelser og anvendelse af vedvarende

energi giver mindre miljøbelastning og kan påvirkes i positiv retning af de

samme styringsmidler.

De nuværende energiafgifter skal derfor erstattes af miljøafgifter på

fossilt brændsel, og miljøafgifternes størrelse skal have sammenhæng med

brændslernes forurening med kuldioxid og svovldioxid. Afgifterne skal

fastlægges ud fra brændslets energiindhold og den gennemsnitlige forurening

med de omtalte stoffer. Større energianlæg såsom kraftværker,

fjernvarmeværker og industrianlæg kan få reduceret afgiften på grund af

renseforanstaltninger.

Miljøafgifterne skal også pålægges erhvervsvirksomheder. Servicesektoren

skal betale fuld afgift efter en kort årrække. For øvrige sektorer laves en

overgangsordning, som i en årrække giver virksomhederne mulighed for at undgå

afgifter mod at gennemføre samfundsmæssigt set rentable energibesparelser.

Sideløbende med omlægning af afgifterne bør der indføres forbud mod

etablering af nye kulforbrændingsanlæg og påbud om afvikling af

kulforbrænding inden for naturgas- og fjernvarmeområder over en kort årrække.

Afgiftsharmonisering i EF har været brugt som argument mod høje

energiafgifter. Talen om afgiftsharmonisering og den usikkerhed, der er

knyttet hertil, har allerede hæmmet udnyttelsen af vedvarende energi og af

energibesparelsespotentialet. Det er derfor påkrævet med en hurtig afklaring.

Miljøhensynet må prioriteres højest ved at fastlægge høje miljøafgifter på

brændsler og ved sideløbende at arbejde for tilsvarende høje miljøafgifter i

EF.

Det skal bemærkes, at meget taler for, at Vesttyskland som følge af den

uholdbare miljøsituation vil forhøje benzin- og oliepriserne meget kraftigt.

ad 2. Fjerne faste afgifter og indføre progressive eltariffer

En meget væsentlig hindring for besparelser er, at forbrugeren ikke får

hele den økonomiske gevinst, som besparelsen er udtryk for. Både elselskaber

og fjernvarmeselskaber anvender høje faste afgifter. Begrundelsen herfor er,

at energiproduktionen er forbundet med høje faste udgifter. En

omkostningsrigtig afregning må afspejle dette.

De høje faste afgifter er i direkte modstrid med ønsket om at spare på

energien. Det siger sig selv, at afgifterne fjerner en stor del af

motivationen hos brugeren. Derfor må de faste afgifter væk, og alle

omkostninger må afregnes som en forbrugsafhængig pris.

For elselskaberne er dette uproblematisk, men for nogle

fjernvarmeselskaber kan en forøget spareiver give økonomiske problemer.

Derfor må ændringen følges op af garantiordninger, som sikrer, at varmeprisen

ikke overstiger prisen for individuel olie- eller naturgasfyring, at

ressourcebesparelser ikke straffes økonomisk, og at der skal ydes rådgivning

og vejledning til fjernvarmeselskaberne om, hvordan tilslutningen til nettet

kan forøges. Desuden må der fastlægges en mindstebetaling pr. bruger, men

denne skal være så lav, at besparelser ikke hindres. Formålet med sidstnævnte

er alene at sikre fjernvarmen en fortrinsstilling, når boligen er tilsluttet.

SF vil fremsætte et særskilt forslag til en prisgarantiordning for

fjernvarmekunder.

Elpriserne er for de fleste elselskabers vedkommende degressive: jo højere

elforbrug, des lavere kW-time-pris. Dette prissystem er naturligvis også en

hindring for besparelser og i modstrid med ønsket om at nedsætte

energiforbruget.

Den ideelle afregning for husholdninger ville være progressive tariffer,

der f.eks. kunne bestå af en kvote til lav pris pr. person i husstanden og en

betydelig højere pris pr. kilowatt-time ved overskridelse af kvoten. Der kan

imidlertid være betænkeligheder ved sådanne tariffer med hensyn til deres

virkning og administration. Derfor bør der forud gennemføres (vellykkede)

forsøg eller grundige overvejelser for at klarlægge mulighederne.

ad 3. Elselskabernes medansvar for besparelser m.m.

En nødvendig forudsætning for elbesparelser i større stil er, at

elselskaberne er motiverede for besparelser. Derfor må elforsyningsloven

ændres. Elselskaberne skal have medansvar for, at besparelsespotentialet i

selskabets område er rimeligt udnyttet.

Dette forudsætter, at selskaberne har de nødvendige midler til at påvirke

udviklingen. Et effektivt middel er at tillade elselskaberne at finansiere

tekniske elbesparelser i erhvervslivet og i den offentlige sektor. Hermed

stilles besparelser og kapacitetsudbygning mere lige, idet elselskaberne kan

investere midler i besparelser som et alternativ til udbygning. En sådan

ordning vil fjerne en af de store skævheder i den danske energisektor.

Elselskaberne skal forpligtes til at støtte og finansiere omlægning fra

elvarme til andre forsyningssystemer.

Det er ofte fordelagtigt at producere elektricitet der, hvor der er behov

for varme. Samtidig produktion af el og varme kan give en

brændselsudnyttelse, der er langt bedre end produktion af el alene.

Derfor må det sikres, at samtidig produktion af el og varme uden for

elværkernes regi får samme vilkår, hvad angår finansiering og effektbetaling,

som gælder for de store kraftværker.

Elselskaberne skal derfor pålægges, at henlæggelser til nye kraftværker

eller renovering af gamle skal bruges, hvor det samfundsøkonomisk er bedst.

Er dette uden for elværksregi, må elselskaberne tilbyde finansiering på samme

vilkår, som gælder inden for elsektoren. Den samfundsøkonomiske vurdering

skal tage hensyn til de miljømæssige forskelle på de forskellige

alternativer.

ad 4. Mærkning m.v. af elforbrugende apparater

Der er ofte meget stor forskel på ellers sammenlignelige elapparaters

energiforbrug. F.eks. bruger det af DTH udviklede og af en dansk virksomhed

markedsførte køleskab mindre end halvt så meget el som gennemsnittet for nye

køleskabe. Tilsvarende kan lavenergipærer af lysstoftypen give samme

lysudbytte med kun en femtedel af elforbruget for traditionelle glødelamper.

Ofte er elapparater med lavt energiforbrug dyrere i indkøb, men billigst

set over en årrække på grund af det lavere forbrug. Men det er næsten umuligt

for ikke-sagkyndige forbrugere at sammenligne energiforbrug og privatøkonomi

for forskellige apparater.

Derfor foreslås indført obligatorisk mærkning af apparater med årligt

kWh-forbrug ved normalt brug. Desuden skal de enkelte apparater tydeligt og

pædagogisk klassificeres efter relativ eleffektivitet. Endvidere skal

betegnelsen »lavenergi« kun kunne anvendes for de mest eleffektive

apparater. Endelig skal energiklassen angives i forbindelse med annoncering.

Klassificeringen skal løbende ajourføres for at motivere udvikling og

markedsføring af stadig mere energieffektive apparater.

Som tidligere nævnt skal elselskaberne have medansvar for, at

besparelsespotentialet udnyttes. Elselskaberne skal derfor kunne rådgive om

de mest energieffektive apparater og f.eks. gennem tilskud kunne opmuntre og

stimulere forbrugerne til at anskaffe de mest energieffektive apparater (i

stil med SEAS m.fl.s uddeling af lavenergipærer), begrundet i sparet

kapacitetsudbygning.

ad 5. Besparelser i den offentlige sektor

Det er vigtigt, at det offentlige viser et godt eksempel ved at gennemføre

energibesparende foranstaltninger. Der skal derfor pålægges alle offentligt

ejede bygninger i kollektivt forsynede områder tilslutningspligt.

Desuden skal der udarbejdes en el og varmesynsrapport for alle offentligt

ejede bygninger. Heri skal der foretages en beregning af rentabiliteten af

relevante energibesparende investeringer.

På baggrund af el- og varmesynsrapporten pålægges ejeren at gennemføre

energibesparende investeringer med en tilbagebetalingstid, der fastlægges ud

fra besparelsesområdet (elbesparelser, efterisolering af bygninger osv.) på

f.eks. 5 år for elbesparelser. Senere kan kravene skærpes.

For at skabe basis for de nævnte investeringer gives mulighed for

finansiering uden for de sædvanlige lånerammer.

Der indføres sanktionsforanstaltninger over for ejere af offentlige

bygninger, som ikke inden for en nærmere fastsat frist får udarbejdet el- og

varmesynsrapport og efterfølgende foretager de ovennævnte energibesparende

investeringer.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter