Spring til indhold

Retsinformation

1988 BSF 80 FOLKETINGSBESLUTNING OM FINANSIERING AF REALKREDITLÅN M.V.

1988/1 BSF 80Beslutningsforslag som fremsatFolketinget2. juni 1989

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt at fremsætte

forslag til lovgivning og aftaler, der kan imødegå de alvorlige

problemer for familier i dyrt finansierede ejerboliger, der er

erhvervet i de senere år.

Forslagene bør omfatte følgende punkter:

1) Adgang til omlægning af højtforrentede realkreditlån til indekslån på

mere gunstige betingelser end nu.

2) Adgang for realkreditinstitutterne til i forbindelse med tvangsauktion

at lade den hidtidige ejer forblive i boligen som lejer for et åremål.

Forslagene må sammenkobles med en udvidet gældssaneringsordning, jf.

folketingsbeslutning om nedsættelse af et udvalg til vurdering af de gældende

regler vedrørende tvangsauktioner m.v. (B 79).

Oprindeligt fremsat forslag

Folketinget opfordrer regeringen til snarest muligt at fremsætte

forslag til lovgivning og aftaler, der kan imødegå de alvorlige

problemer for familier i dyrt finansierede ejerboliger, der er

erhvervet i de senere år.

Forslagene bør omfatte følgende punkter:

1) Adgang til omlægning af højtforrentede realkreditlån til indekslån på

mere gunstige betingelser end nu.

2) Adgang for realkreditinstitutterne til i forbindelse med tvangsauktion

at lade den hidtidige ejer forblive i boligen som lejer for et åremål.

Forslagene må sammenkobles med en udvidet gældssaneringsordning, jf.

beslutningsforslag nr. B 79.

Bemærkninger til forslaget

Almindelige bemærkninger

Mange har i de senere år købt ejerbolig til opskruede priser og under høj

rente.

Rentefald i samfundet som helhed slår på grund af realkredittens

konstruktion kun undtagelsesvis igennem for tidligere stiftet gæld. Mange

Læs alt

problemer havde været undgået, hvis højrenteperiodens kontantlån havde været

variabelt forrentede. Det er værd at overveje i fremtiden at tilbyde

realkreditlån, der har variabel rente og løbetid, således at løbende

tilpasning til ændringer i markedsrenten kunne ske, uden at den løbende

ydelse ændres voldsomt og uforudsigeligt.

De manglende muligheder for rentetilpasning på de gamle realkreditlån

betyder, at de, der har købt hus inden for de sidste ca. 10 år, kommer til at

betale en uforholdsmæssig stor del af omkostningerne ved den nødvendige

tilpasning fra høj rente og høj inflation til lav rente og lav inflation.

Skattereformens begrænsning af rentefradragets værdi trækker i samme

retning, og kartoffelkuren bremser herudover for mulighederne for supplerende

låntagning.

Skattereformen som sådan har dog kun for et mindretal - med noget højere

indkomster end gennemsnittet - betydet egentlige budgetbelastninger. For

langt de fleste familier i ejerbolig betød summen af forskydninger som følge

af skattereformen (mindre fradragsværdi - men samtidig lidt lavere

marginalskatter - højere personfradrag og børnefamilieydelse) uændret

stilling eller en svag forbedring.

Men skattereform og kartoffelkur har sammen med afdæmpningen i løn- og

prisinflationen ført til en dramatisk ændring i forventningerne og dermed

bidraget til det sidste par års fald i ejendomspriserne.

De meget små lønstigninger og mangelen på mulighed for supplerende

låntagning på grund af kartoffelkur og ejendomsprisfald har bevirket, at

mange, der købte hus første gang inden for de sidste ti år, må give op. Det

stærkt stigende antal tvangsauktioner taler sit alt for tydelige sprog.

Derfor må der hurtigt sættes ind med lovgivning, der kan afværge en stor

del af de truende tvangsauktioner og, hvor dette ikke er muligt, give

familierne mulighed for at blive i boligen som lejere.

Men problemet er bredere end dette. Der er specielt i ejerboliger tale om

en meget stor generationsmæssig skævhed i den reelle tyngde af boligudgiften,

og det kunne tale for mere generelt at aflaste de husejere, der har den

tungeste rentebyrde, for denne byrde.

Det er imidlertid både meget kompliceret og meget kostbart at tillade en

meget generel omfinansiering. Der ville for så vidt heller ikke være grund

til at udstrække ordningen til de nyetablerede husejere, der i det sidste års

tid har købt til et pris- og renteniveau, der er tilpasset

lavinflationsforventninger.

Det er heller ikke rimeligt at give aflastning til folk, der nok har store

prioritetsbyrder, men som får »betalt« en del af byrden, fordi de

tidligere har solgt fast ejendom til høj pris under den daværende højrente og

højinflation. Men omvendt vil afgrænsningen af denne gruppe kun kunne ske med

meget stor vilkårlighed.

Man må derfor forestille sig, at en væsentlig del af udjævningen af de

generationsmæssige skævheder må foregå helt andre steder. F.eks. kan der være

tale om initiativer, der helt generelt kan hjælpe på småbørnsfamiliers

situation, jf. Socialdemokratiets beslutningsforslag nr. B 33 om reform af

taksterne for den offentlige børnepasning.

En omfinansieringsordning kan dog laves med sigte på de få, der har fået

de absolut dårligste finansieringsvilkår op gennem 1980'erne og derfor kan

blive truet af tvangsauktion.

Bemærkninger til de enkelte punkter

ad 1) Omfinansieringsordning

En mulig model kan f.eks. være adgang til at få nuværende realkreditlån

erstattet med indekslån på følgende vilkår:

- De nuværende realkreditlån indfries - maksimalt til

obligationsrestgælden.

- Dog skal kontantlån aldrig indfries med mere end den nuværende

kontantlånsrestgæld, opreguleret med stigningen i nettoprisindekset fra

tidspunktet for lånets optagelse.

- For obligationslån skal indfrielsesbeløbet tilsvarende maksimalt være

den indeksopregulerede faktiske salgskurs for obligationsrestgælden.

Realkreditinstitutterne må have pligt til at informere om

omfinansieringsmuligheder og på et tidligt tidspunkt i et forløb, hvor en

husejer har betalingsvanskeligheder, tage initiativ til en aftale, der også

omfatter øvrige kreditorer.

En sådan aftale kan indeholde, at efterfølgende panthavere frivilligt

rykker for indekslån, der erstatter hidtidig realkredit, eller den kan have

karakter af en akkord (gældssanering). De efterfølgende panthavere må tage i

betragtning, at de uden omfinansiering vil risikere at tabe deres

tilgodehavende ved en tvangsauktion. I disse tilfælde vil en omprioritering

til indekslån, som husejeren kan overkomme, derfor i realiteten give de

efterfølgende panthavere en større langsigtet sikkerhed, selv om de teknisk

set viger for indekseringen.

Som del af en akkordaftale kan overvejes at åbne for mulighed for at

omfinansiere al pantegæld i ejendommen med indeksserielån med op til 50 års

løbetid.

Der må tilstræbes løsninger, der sikrer efterstående private panthavere en

rimelig andel af deres tilgodehavende, ikke mindst for at modvirke risikoen

for en dominoeffekt på boligmarkedet, hvis alt for mange andre husejeres

økonomi kuldkastes som følge af, at deres sælgerpantebreve fra tidligere

hushandler forsvinder helt eller delvis i forbindelse med tvangsauktioner.

Det forekommer ikke sandsynligt, at omkostningerne ved omfinansieringen

får et sådant omfang, at der samlet set bliver tale om større tab end ved en

fortsættelse af det nuværende tempo i tvangsauktioner, og tabene skal i begge

situationer dækkes over reserverne i realkreditinstitutterne.

2) Mulighed for, at den hidtidige ejer bliver som lejer

Såfremt en akkordaftale ikke lykkes og ejendommen går på tvangsauktion, må

der på nærmere betingelser gives den hidtidige ejer mulighed for at blive

boende som lejer hos realkreditinstituttet for et vist åremål til den leje,

der følger af ny finansiering med 50-årige indekslån.

Eventuelt kan der også gives den hidtidige ejer mulighed for senere at

købe boligen tilbage.

Denne særlige ordning må ikke medføre konsekvenser for lejelovgivningens

opsigelsesregler i øvrigt.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter