Spring til indhold

Retsinformation

1995 BR 3 BERETNING OM UNDERSØGELSEN AF REGERINGENS HÅNDTERING AF THULE-SAGEN NR 3 1995-96, 1. SAMLING

1995/1 BR 3Selvstændig beretningFolketinget5. juli 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nævnet har på et møde den 20. marts 1996 drøftet den redegørelse om

undersøgelsen af regeringens håndtering af Thule-sagen, som det har modtaget

fra den undersøgelsesgruppe, der blev nedsat til at gennemgå akterne og føre

drøftelser med de involverede ministre vedrørende Thule-sagen.

Nævnet tog redegørelsen til efterretning og besluttede at lade den

offentliggøre. I overensstemmelse hermed er den pågældende redegørelse

optrykt som bilag til nærværende beretning.

På Nævnets vegne

Helle Degn

formand

Bilag

Det Udenrigspolitiske NævnDen 12. marts 1996

Undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Redegørelse

1) Det bemærkes, at der ikke er tale om en ministerredegørelse i henhold

til Folketingets forretningsorden.

om undersøgelsen af regeringens håndtering af Thule-sagen

1. Baggrund

I en skriftlig redegørelse af 29. juni 1995 fra regeringen til Folketinget

om visse aspekter af Thule-sagen1) (bilag 1) oplyses, at man i

Udenrigsministeriets akter på denne sag, som vedrører dansk atompolitik

m.h.t. spørgsmålet om stationering af atomvåben i Grønland, havde fundet et

højt klassificeret og personligt brev af 18. november 1957 fra dav. stats- og

udenrigsminister H.C. Hansen til USA's ambassadør i Danmark. Brevet var et

svar på ambassadørens henvendelse af 13. november 1957 om, hvorvidt Danmark

ønskede at blive orienteret, før USA eventuelt besluttede at oplagre

atomvåben i Grønland.

I sit brev tog H.C. Hansen til efterretning, at USA fortolkede den

dansk-amerikanske aftale af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland således,

at den gav USA mulighed for oplagring af atomvåben i Grønland.

Læs alt

Regeringen konkluderede i redegørelsen, at USA med fuld ret kunne opfatte

H.C. Hansens tilkendegivelser som en bemyndigelse til, at oplagring af

atomvåben i Thule i Grønland kunne finde sted.

På baggrund af den efterfølgende offentlige debat om H.C. Hansens brev og

regeringens håndtering af sagen - herunder bl.a. det forhold, at der forløb

mere end 1 år og 3 måneder, fra Udenrigsministeriet blev opmærksomt på

brevet, til Folketinget blev orienteret - fremsatte udenrigsministeren på

regeringens vegne tilbud om, at medlemmer af Det Udenrigspolitiske Nævn kunne

gennemgå akterne vedr. regeringens behandling af sagen i de involverede

ministerier.

I tilslutning hertil fremsendtes til Nævnet en oversigt af 7. september

1995 over tidsforløbet vedr. håndteringen (bilag 2).

2. Nedsættelse af undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Herefter besluttede Underudvalget vedr. Procedurer m.v. under Nævnet den

21. september 1995 at tage imod regeringens tilbud om en sådan særlig

undersøgelse og nedsætte en undersøgelsesgruppe bestående af et medlem fra

hvert af Folketingets partier til at gennemgå akterne og føre drøftelser med

de involverede ministre, jf. nævnsformandens brev af 22. september 1995 til

udenrigsministeren (bilag 3) og dennes svar af 29. s.m. (bilag 4).

Det besluttedes endvidere, at denne undersøgelsesgruppe skulle afgive en

redegørelse om sagen til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Partigrupperne udpegede dernæst følgende medlemmer til, hvad der herefter

benævntes "undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen": Ove Fich (S),

Knud Enggaard (V), Per Stig Møller (KF), Gert Petersen (SF), Pia Kjærsgaard

(FP, senere DF), Jørgen Estrup (RV), Keld Albrechtsen (EL) og Arne Melchior

(CD). Kredsen blev ved delingen af Fremskridtspartiets folketingsgruppe

besluttet udvidet med et medlem fra dette parti: Annette Just (FP).

Undersøgelsesgruppen har i alt afholdt 7 møder i tidsrummet oktober 1995 -

januar 1996, hvoraf 5 møder med involverede ministre.

3. Undersøgelsesgruppens arbejdsform

På det første møde i undersøgelsesgruppen den 12. oktober 1995 valgtes

Knud Enggaard som formand.

Der var enighed om, at gruppens opgave bestod i til brug for udarbejdelsen

af ovennævnte redegørelse at indhente alle tilgængelige oplysninger om

regeringens håndtering af Thule-sagen gennem drøftelser med ministre ,

læsning af de til rådighed stillede akter og evt. samtaler med

involverede embedsmænd .

Gruppen besluttede derfor at anmode udenrigsministeren om indledningsvis

at redegøre for vilkårene for den forestående undersøgelse og bad herunder om

en afklaring af følgende spørgsmål, jf. Knud Enggaards brev af 13. oktober

1995 til udenrigsministeren (bilag 5):

"1. I hvilket omfang vil der blive mulighed for at tale med

embedsmænd i de involverede ministerier? I den forbindelse ønskes det

drøftet, om ikke Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne på

grund af deres særlige stilling under alle omstændigheder bør stå til

rådighed med besvarelse af eventuelle spørgsmål fra undersøgelsesgruppen.

2. I hvilke ministerielle fora og regeringsorganer er håndteringen af

Thule-sagen blevet drøftet? Hvilket materiale forefindes herfra?

3. Notat af 7. september 1995 om tidsforløbet i Thule-sagen ønskes nøjere

gennemgået."

Undersøgelsesgruppen tilkendegav desuden, at den ikke ønskede at komme i

besiddelse af fortrolige dokumenter, men ønskede adgang til at læse sådanne

efter en ordning, som tillod det enkelte medlem at arrangere sig med

ministeriet.

Endelig forbeholdt undersøgelsesgruppen sig ret til også at ville tale med

sundhedsministeren som ansvarlig for sagen om erstatning til Thule-arbejderne

og evt. andre ministre.

4. Møder med ministre m.fl.

4.1. Udenrigsministeren den 3. november 1995

Udenrigsministeren besvarede under mødet de ovenfor gengivne spørgsmål som

følger:

ad 1) Efter ministerens opfattelse har Udenrigsministeriets direktør ikke

en særlig status i forhold til andre embedsmænd. Ministeriet havde ikke

rettet henvendelse til DJØF, da det på forhånd kendte DJØF's svar. Han

henviste til organisationens udtalelser i forbindelse med Spar Nord-sagen,

hvor man havde nægtet at deltage i parlamentariske undersøgelser.

Det var hans opfattelse, at hvis undersøgelsesgruppen ønskede afhøringer

af embedsmænd, måtte den selv rette henvendelse til DJØF eller til den

pågældende embedsmand for at spørge, om han ønskede at medvirke.

ad 2) Udenrigsministeren oplyste, at regeringen ikke har nedsat et særligt

sikkerhedsudvalg.

ad 3) Ministeren henviste til oversigten over tidsforløbet, hvoraf det

fremgår, at indtil den 22. august 1994 var det statsministeren og

udenrigsministeren, der havde deltaget i møderne. Efter den 22. august 1994

havde også forsvarsministeren været inddraget. Der havde ikke været nedsat et

særligt ministerudvalg til at behandle sagen, men man havde behandlet den ad

hoc på grund af dens specielle, bagudrettede karakter med et tidsforløb på

30-40 år.

Undersøgelsesgruppen fik af ministeren tilsagn om at få stillet den

samlede dokumentmængde - som ikke var særlig omfangsrig - til rådighed til

gennemlæsning i Udenrigsministeriet. Det ville være tilladt at tage notater

til eget brug, men disse måtte behandles med samme fortrolighed som

dokumenterne.

Ikke-fortroligt materiale ville blive tilstillet medlemmerne.

Udenrigsministeren havde ingen kommentarer til ønsket om at tale med andre

ministre end de direkte involverede.

4.2. DJØF's formand, Henrik Nepper-Christensen, og formanden for

DJØF's tjenestemandsgruppe, William Rentzmann, den 21. november 1995

Foranlediget af udenrigsministerens udtalelse om, at undersøgelsesgruppen

selv måtte søge at få afklaret DJØF's holdning til ønsket om at få mulighed

for at tale med embedsmænd, afholdt formanden et møde med formændene for DJØF

og for foreningens tjenestemandsgruppe.

DJØF-repræsentanterne gjorde det herunder helt klart, at man modsætter sig

embedsmænds deltagelse i parlamentariske undersøgelser. Denne holdning

omfatter også Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne, selv om

disse måske i visse tilfælde kan siges at fungere som en art statssekretærer.

Henrik Nepper-Christensen beklagede i øvrigt den nuværende situation og de

deraf følgende begrænsninger af Folketingets muligheder for at få oplyst et

begivenhedsforløb i administrationen. Han anså det i øvrigt for ønskeligt, at

Nordskov Nielsen-udvalget fremkommer med forslag, som kan løse de

principielle problemer forbundet med den form for undersøgelser.

4.3. Statsministeren den 22. november 1995

Statsministeren oplyste, at han havde ansvaret for tidsforløbet i

Thule-sagen. Den 9. marts 1994 blev han af embedsmænd gjort opmærksom på H.C.

Hansen-brevets eksistens, og han havde samme dag møde med udenrigsministeren

om fortolkningen af dette.

Dokumentets indhold og form blev igen drøftet den 10. marts og den 18.

marts 1995, da dokumentets indhold ikke var "klokkeklart". Det

besluttedes, at Udenrigsministeriets direktør skulle rejse til USA for at

komme til bunds i sagen i forhold til de amerikanske myndigheder.

På grund af sagens særlige karakter fandt man det senere naturligt at

inddrage forsvarsministeren; dette skete i et møde den 22. august 1994. Her

blev det besluttet at udarbejde en redegørelse, der skulle afstemmes med de

amerikanske myndigheder af hensyn til evt. klassificerede dokumenter.

På spørgsmål om, hvorfor forsvarsministeren først var blevet inddraget et

halvt år efter fundet af H.C. Hansens brev, svarede statsministeren, at man

ønskede sagen holdt i et så snævert forum som muligt i første omgang, men at

man i august 1994 fandt det naturligt at inddrage ressortministeren og

Forsvarsministeriets arkiv - også af hensyn til fortolkningen af brevet.

Som forklaring på, at behandlingen af Thule-sagen trak ud (tidsrummet fra

slutningen af marts 1994 til oktober 1994) angav statsministeren især

hensynet til andre sager i regeringen, som i perioden havde haft højere

prioritet (eksempelvis Færøsagen, finansloven for 1995 og folketingsvalget)

og sagens kompleksitet - herunder spørgsmålet om, hvad der måtte ligge af

andre relevante dokumenter i div. arkiver.

Statsministeren tilkendegav i øvrigt, at han godt kunne se, at

tidsforløbet ikke var lysende klart. Han tilføjede, at formentlig havde også

Udenrigsministeriet nedprioriteret sagen på grund af andre, mere presserende

sager.

Statsministeren oplyste desuden, at han ikke havde været inddraget i

peroden marts-oktober 1994 bortset fra mødet med forsvarsministeren den 22.

august.

Den 6. oktober 1994 forelå det første udkast til redegørelse fra

Udenrigsministeriet. Det andet udkast var færdigt den 12. oktober 1994,

hvilket herefter sendtes til oversættelse.

På spørgsmål om, hvorfor der var udarbejdet et talepapir til Det

Udenrigspolitiske Nævn i oktober 1994, når Nævnet ikke blev orienteret på

dette tidspunkt, og der i talepapiret af 20. juni 1995 ikke var sket store

ændringer eller overvejelser i forhold til talepapiret fra oktober 1994,

svarede statsministeren, at det skyldtes, at papiret skulle oversættes og

forelægges USA's regering, inden man orienterede Nævnet.

Undersøgelsesgruppen forespurgte også statsministeren, om han ikke syntes,

at embedsmændene havde brugt utrolig lang tid på at udarbejde materialet.

Hertil svarede han, at han ikke kunne give nogen forklaring på det lange

tidsrum oktober 1994 - februar 1995 samt april-juni 1995. Han ville i øvrigt

ikke udtale sig om embedsmændenes eventuelle langsommelighed.

Man var fra undersøgelsesgruppens side inde på spørgsmålet, om den

ovennævnte forsinkelse bl.a. kunne skyldes en modvilje hos de involverede

embedsmænd mod en offentliggørelse af dokumentet, hvilket statsministeren

ikke kunne bekræfte.

4.4. Forsvarsministeren den 4. december 1995

Forsvarsministeren oplyste, at han den 9. marts 1994 mundtligt var blevet

orienteret om H.C. Hansen-dokumentets fremkomst. Den 16. marts 1994 var han

blevet summarisk orienteret om det hidtidige sagsforløb, og han vidste, at

der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd, for at man kunne

gennemgå arkiverne i de berørte ministerier. Han henviste til tidsplanen

(bilag 2) og sagde, at han først formelt blev inddraget i sagen den 22.

august 1994, men at han lejlighedsvis blev orienteret i den mellemliggende

periode. Han forklarede videre, at han den 22. august 1994, den 21. juni 1995

og den 29. juni 1995 havde deltaget i møder med statsministeren og

udenrigsministeren, og tilføjede, at der på møderne den 22. august 1994 og

den 21. juni 1995 også havde deltaget et lille antal embedsmænd fra de

berørte ministerier. Der var ikke udfærdiget talepapirer til møderne, og der

var heller ikke taget referater af disse. På mødet den 21. juni 1995 fik

udenrigsministeren tilslutning til den endelige redegørelse til Det

Udenrigspolitiske Nævn og til, at redegørelsen inden forelæggelsen for Nævnet

den 29. juni 1995 blev afstemt med de amerikanske myndigheder.

Ministeren fandt det ikke mærkeligt, at han først blev formelt inddraget

den 22. august 1994, idet han så sagen som rent historisk og som vedrørende

hans forgængeres embedsperioder.

Han oplyste endvidere, at man i Forsvarsministeriets arkiver den 16. marts

1994 havde fundet oplysninger om, at der var foretaget 3 nødlandinger med

amerikanske B-52 bombefly med kernevåben i 1967 på Thule-basen.

Med hensyn til det lange tidsrum, der var forløbet, indtil man

underrettede Udenrigsministeriet om fundet (medio marts 1994 til ultimo

oktober 1994), oplyste ministeren, at man i Ministeriet ville være sikker på,

at der i arkiverne ikke fandtes yderligere materiale, og at

Udenrigsministeriet via en forbindelelsesofficer på Thule-basen allerede var

underrettet om de 3 nødlandinger.

4.5. Sundhedsministeren den 14. december 1995

Mødet med sundhedsministeren omhandlede især hendes rolle i forbindelse

med fremsendelse af et aktstykke til Finansudvalget om afholdelse af udgifter

ved nedsættelse af en international ekspertgruppe, der skulle overveje

tilrettelæggelsen af en videnskabelig helbredsundersøgelse af tidligere

Thule-arbejdere for følgerne af deltagelse i oprydningen efter flystyrtet i

1968.

Sundhedsministeren oplyste, at da man fremsendte det pågældende aktstykke

den 20. februar 1995 til Finansudvalget, var hun ikke bekendt med fundet af

H.C. Hansen-dokumentet. Hun var først blevet orienteret herom den 29. juni

1995 på et møde i regeringens Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg, i

hvilket hun deltog som repræsentant for CD. Hun pointerede, at hun på det

førnævnte møde kun havde fået en orientering, og at hun ingen indflydelse

havde haft på udformningen af redegørelsen til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Hun tilføjede, at Kristeligt Folkeparti, medens dette parti var medlem af den

daværende regering, heller ikke havde modtaget informationer om fundet af

H.C. Hansen-dokumentet.

På spørgsmål om, hvorfor Sundhedsministeriet i januar 1995 af

Statsministeriet var blevet tildelt den koordinerende rolle vedr.

undersøgelsen i forbindelse med dødsfald af kræftsygdomme blandt

Thule-arbejderne efter flystyrtet, svarede ministeren, at det var hendes

opfattelse, at der på grund af almindelig usikkerhed i regeringen om

placeringen af opgaven var blevet lagt vægt på, at det sundhedsfaglige var

stærkest repræsenteret i sagen. Derfor var Sundhedsministeriet blevet

koordinator. Hun nævnte i den forbindelse, at hun burde have været orienteret

om fundet af H.C. Hansen-brevet, da hun som sundhedsminister fik den

koordinerende rolle den 30. januar 1995.

Det har været selvstændigt vurderet, om den viden, tre andre ministre

besad om H.C. Hansen-brevet, kan have haft indflydelse på

Sundhedsministeriets behandling af sagen om erstatning til Thule-arbejderne.

Undersøgelsesgruppen har derfor af Sundhedsministeriet fået tilstillet

udkast til talepapir vedr. ministerens besvarelse af samrådsspørgsmål i

Folketingets Finansudvalg den 1. februar 1995. Det er oplyst, at dette

talepapir blev mundtligt kommenteret af Statsministeriet og redegørelsen

forsøgt gjort bredere inden samrådet.

Statsministeriet foreslog således et afsnit med følgende indhold slettet:

"Ikke mindst den psykologiske faktor bør indgå, således at vi får

klarlagt en eventuel effekt af det psykiske pres, denne sag har medført for

Thule-arbejderne." Sundhedsministeren har hertil oplyst, at hun ikke

fulgte Statsministeriets forslag.

4.6. Justitsministeren den 10. januar 1996

I mødet med justitsministeren deltog endvidere departementschef Michael

Lunn, afdelingschef Torsten Hesselbjerg og kontorchef Poul Dahl Jensen.

Drøftelserne omhandlede især to spørgsmål: Hvor lang tid havde

Justitsministeriet ligget inde med beretningen fra december 1994 om

undersøgelsen af de nærmere omstændigheder i forbindelse med flytningen af

Thulebefolkningen i 1953 fra de nuværende forsvarsområder i Qaanaaq inden

dens offentliggørelse, og hvorfor behandlede beretningen ikke spørgsmålet om

atompolitikken på Grønland?

Ministeren redegjorde for hændelsesforløbet med hensyn til

offentliggørelsen af beretningen. Ministeriet havde den 20. marts 1995

modtaget et stort antal eksemplarer af den, hvorefter formanden for udvalget

den 21. marts 1995 havde givet ministeren en kort redegørelse vedr. arbejdet

med beretningen. Den 22. marts 1995 var beretningen blevet offentliggjort med

en pressemeddelse fra Ministeriet.

Justitsministeren tilføjede, at udvalget var blevet nedsat af Ministeriet

den 4. juni 1987, og at det også var Ministeriet, der havde udarbejdet

kommissoriet for udvalgets arbejde.

Undersøgelsesgruppen forespurgte herefter, hvorvidt beretningen skulle

have ligget i Justitsministeriet siden sommeren 1994. Da Thule Kommunes

advokat den 15. april 1994 havde afgivet et indlæg på kommunens vegne, kunne

det måske tolkes, som om beretningen var udarbejdet på dette tidspunkt.

Hertil svarede ministeren, at indlægget af 15. april 1994 havde indeholdt

kommunens bemærkninger til udvalget. Underskrivelsen af den endelige

beretning var sket i Nuuk i december 1994. Han tilføjede, at han ikke havde

været justitsminister på det pågældende tidspunkt. Departementschefen

supplerede med, at der ikke lå noget manuskript i Ministeriet på det

pågældende tidspunkt.

I brev af 18. januar 1996 til undersøgelsesgruppen har justitsministeren

gentaget sine oplysninger om dette spørgsmål:

"Som oplyst på mødet modtog Justitsministeriet ikke i sommeren 1994

et udkast til beretning om flytningen af Thule-befolkningen i 1953. Som

anført i den notits, der blev udleveret til undersøgelsesgruppen på mødet den

10. januar 1996, blev beretningen først modtaget i Justitsministeriet den 20.

marts 1995 og formelt afleveret af tremandsudvalgets formand,

landsretspræsident Sven Ziegler, den 21. marts 1995."

Med hensyn til aktstykket fra sundhedsministeren til Finansudvalget vedr.

nedsættelse af en international ekspertgruppe til vurdering af

tilrettelæggelsen af en helbredsundersøgelse af tidligere Thule-arbejdere

oplyste departementschefen, at Justitsministeriet ikke havde været

involveret. Han mente, at dette skyldtes, at Sundhedsministeriet ikke havde

været opmærksomt på, at Justitsministeriet kort tid efter havde afgivet

beretning om flytning af Thule-befolkningen i 1953.

Det hedder herom i førnævnte brev fra justitsministeren:

"Sundhedsministeriet har over for Justitsministeriet oplyst, at

Sundhedsministeriet ikke har fremsendt et udkast til det pågældende aktstykke

eller i øvrigt drøftet aktstykket med Justitsministeriet."

Vedrørende det andet spørgsmål, om hvorfor beretningen ikke havde

behandlet spørgsmålet om dansk atompolitik, oplyste ministeren, at

spørgsmålet ikke var omfattet i kommissoriet fra 1987.

Sluttelig oplyste ministeren, at han først havde fået kendskab til fundet

af H.C. Hansen-brevet lige inden offentliggørelsen den 29. juni 1995.

5. Supplerende bemærkninger fra ministre

Efter samtalerne med ministrene har disse fået forelagt udkastene til

gengivelse af deres synspunkter.

Udenrigsministeren, forsvarsministeren og sundhedsministeren har på denne

baggrund fremsendt supplerende bemærkninger og oplysninger til

undersøgelsesgruppen. Disse er medtaget som bilag 6-9 til denne redegørelse.

6. Indstillinger

Undersøgelsesgruppen har drøftet spørgsmålet, om den anvendte

undersøgelsesform er hensigtsmæssig til belysning af et sagsforløb, som

involverer både ministre og embedsmænd, og hvor der ikke er mulighed for at

modtage forklaring fra sidstnævnte.

I den her gennemførte undersøgelse har denne begrænsning betydet, at det

ikke har været muligt at få oplyst, hvilke overvejelser embedsmændene i de

forskellige ministerier har gjort sig i de lange perioder, hvor Thule-sagen

har beroet hos dem.

Dermed har det ikke været muligt at give en beskrivelse af forløbet, som

er tilfredsstillende og dækkende.

På denne baggrund fraråder undersøgelsesgruppen , at man fremover i

sager, der involverer både ministre og embedsmænd, gennemfører undersøgelser,

hvor det ikke er muligt at modtage forklaringer fra alle væsentlige aktører i

sagen.

Undersøgelsesgruppen hæfter sig i den forbindelse ved, at formanden for

DJØF i mødet med undersøgelsesgruppens formand beklagede den nuværende

situation og de deraf følgende begrænsninger af Folketingets muligheder for

at få oplyst et begivenhedsforløb i administrationen.

Man har også bemærket, at DJØF-formanden anså det for ønskeligt, at

Nordskov Nielsen-udvalget fremkommer med forslag, som kan løse de

principielle problemer forbundet med den form for undersøgelser.

Et flertal (Socialdemokratiets, Socialistisk Folkepartis, Det

Radikale Venstres, Enhedslistens og Centrum-Demokraternes medlemmer) finder,

at der ikke har kunne konstateres bevidst forsinkelse i regeringens

håndtering af Thule-sagen.

Et mindretal inden for flertallet (Socialistisk Folkepartis og

Enhedslistens medlemmer) tilkendegiver, at det må undre, at regeringen, der

har haft 15 måneder til at udarbejde redegørelsen om H.C. Hansen-brevet, er

nået frem til et resultat, der er så mangelfuldt.

Især må det undre, at Udenrigsministeriet ikke har lagt til grund, at

baseaftalen af 1951 gav USA ret til placering af atomvåben i Grønland, og at

dette åbenbart også er sket fra 1953 (B-47 fly).

Et mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis,

Fremskridtspartiets og Dansk Folkepartis medlemmer) finder ikke, at

undersøgelsesgruppen har fået en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor der

gik så lang tid, før regeringen gav Folketinget og offentligheden en

redegørelse for H.C. Hansens brev.

Mindretallet konstaterer, at sagen har ligget død i Udenrigsministeriet i

perioderne marts 94 - oktober 94 og oktober 94 - februar 95. Da det ikke har

været muligt at høre Udenrigsministeriets embedsmænd om, hvad der skete i de

to perioder, kan mindretallet kun konstatere, at det er regeringens ansvar og

i særdeleshed statsministerens, eftersom han oplyste, "at han havde

ansvaret for tidsforløbet i Thule-sagen".

Mindretallet finder ligeledes, at det er uheldigt, at sundhedsministeren

ikke var vidende om brevet, da hun den 20. februar 1995 fremsendte sit

aktstykke til Finansudvalget, hvori hun trods Statsministeriets råd

fastholdt, at den psykologiske faktor bør indgå. Oplagring af a-våben kan

være en sådan faktor. Ikke mindst finder mindretallet, at hun burde have

været informeret, fordi hun af statsministeren i januar 1995 blev sat til at

være koordinator på hele Thule-sagen.

Selv om H.C. Hansens brev er et stykke dansk historie, finder

mindretallet, at de to lange perioder (i alt 9 måneder), hvor sagen henligger

i Udenrigsministeriet uden nogen ageren, ikke er berettiget. Allerede den 23.

marts 1994 meddeler State Departement, at det er et dansk problem, men først

den 12. oktober 1994 foreligger den endelige udgave af talepapiret og

redegørelsen til udenrigsministeren vedrørende dansk atompolitik og

Thule-sagen. Der er ingen forklaring på, hvorfor dette har taget 7 måneder,

og først i januar 1995 sendes dette udkast til den danske ambassade i

Washington til videregivelse til State Departement, hvilket sker den 17.

februar 1995. State Departement giver grønt lys den 11. april 1995, men først

den 19. juni 1995 forelægges notits om det videre forløb i forhold til Det

Udenrigspolitiske Nævn m.v. for udenrigsministeren sammen med forelæggelsen

af redegørelsen, der er "afstemt med amerikanerne", hvilket altså

er sket længe forinden.

Der er heller ikke givet nogen begrundelse for denne passivitet, bortset

fra nedprioritering i Udenrigsministeriet, hvorfor mindretallet kun kan

konkludere, at den ikke var rimelig, og at statsministeren bærer ansvaret

herfor, ligesom han bærer ansvaret for, at sundhedsministeren, på trods af at

hun havde koordinatoropgaven, ikke var orienteret, hvorved sundhedsministeren

gav Finansudvalget en ufyldestgørende indstilling den 20. februar 1995.

Ove Fich (S) Knud Enggaard (V) fmd. Per Stig Møller (KF) Gert

Petersen (SF) Jørgen Estrup (RV) Annette Just (FP) Keld Albrechtsen (EL) Arne

Melchior (CD) Pia Kjærsgaard (DF)

Bilag 1

RegeringenDen 29. juni 1995

Regeringens redegørelse til Folketinget om visse aspekter af

Thule-sagen

1. Den danske atompolitik, hvorefter atomvåben ikke må placeres på dansk

territorium, blev fastlagt første gang i 1957. Daværende stats- og

udenrigsminister H.C. Hansen udtalte den 29. maj 1957 i Folketinget:

»Skulle et sådant tilbud (om atomammunition) komme til at foreligge,

er det ud fra de foreliggende forudsætninger regeringens opfattelse, at det

ikke bør modtages.«

Denne udtalelse dækkede efter en sproglig fortolkning ikke overflyvning

med fly, der var bevæbnet med atomvåben. H.C. Hansen præciserede imidlertid

den 1. maj 1958 denne politik. Han sagde:

»at vi under de nuværende omstændigheder ikke var rede til at

acceptere atomsprængladninger eller mellemdistanceraketter på dansk

territorium«.

Denne udtalelse udelukker såvel oplagring som overflyvning med atomvåben i

Danmark. Begrebet »territorium« omfatter både land-, luft- og

søterritoriet. Dansk atompolitik er siden løbende blevet fastholdt af

skiftende regeringer i offentlige udtalelser. Den står stadig ved magt.

2. Amerikanske B-52 bombefly med kernevåben nødlandede i tre tilfælde på

Thule-basen i Grønland i 1967.

Den 21. januar 1968 styrtede en amerikansk B-52 bombemaskine ned på

indlandsisen ved Thule i Grønland. Maskinen var bevæbnet med fire

brintbomber.

I anledning af flystyrtet udtalte daværende statsminister Jens Otto Krag

den 22. januar 1968 blandt andet:

»Som bekendt er der i overensstemmelse med regeringens politik ingen

atomvåben inden for dansk område. Dette gælder også for Grønland, og der kan

derfor ikke ske overflyvning af Grønland af flyvemaskiner med atombomber . .

.«

Den daværende udenrigsminister, Hans Tabor, udtalte den 22. januar 1968

blandt andet:

»Den danske atompolitik gælder også for Grønland, herunder luftrummet

over Grønland. Der er ikke placeret atomvåben i Grønland. De amerikanske

myndigheder er naturligvis bekendt med Danmarks atompolitik, og vi går ud fra

som givet, at der ikke sker amerikanske overflyvninger af grønlandsk område

af maskiner, der medfører atomvåben . . .«

3. Regeringens behandling af den sag, der er rejst af Foreningen af

stråleramte Thulearbejdere, har henledt regeringens opmærksomhed på følgende

to forhold:

For det første viser flere offentligt tilgængelige amerikanske dokumenter,

at USA i 1960'erne i en årrække rutinemæssigt - det vil sige flere gange

daglig - overfløj Grønland med atombevæbnede B-52 bombefly. Der var altså

ikke tale om, at det bombefly, der styrtede ned ved Thule, kun befandt sig i

grønlandsk luftrum for at foretage en nødlanding på Thule-basen.

For det andet har det ved en gennemgang af Thule-sagens akter vist sig, at

den daværende amerikanske ambassadør i Danmark den 13. november 1957

henvendte sig til daværende stats- og udenrigsminister H.C. Hansen for at

forhøre sig om, hvorvidt Danmark ønskede at blive orienteret, før USA

eventuelt besluttede at oplagre atomvåben i Grønland.

Det var USA's opfattelse, at man ifølge den dansk-amerikanske aftale af

27. april 1951 om forsvaret af Grønland havde ret til at oplagre sådanne

våben i Grønland.

H.C. Hansen overgav den 18. november 1957 den amerikanske ambassadør et

højt klassificeret og personligt dokument, hvori han noterede sig den

amerikanske fortolkning af forsvarsaftalen. Han noterede sig endvidere, at

der ikke var konkrete planer om oplagring af ammunition af en bestemt slags

eller et amerikansk ønske om en dansk holdning hertil. På den baggrund så han

ikke nogen grund til at fremkomme med en kommentar.

Det forhold, at H.C. Hansen uden bemærkninger tog den amerikanske

fortolkning til efterretning, kunne af USA med fuld ret opfattes som en

bemyndigelse til, at oplagring af atomvåben i Thule i Grønland kunne finde

sted.

Det bemærkes, at amerikanske fly ifølge forsvarsaftalens artikel V, stk.

3, havde »adgang til at overflyve og lande på et hvilket som helst

område i Grønland, herunder de grønlandske territorialfarvande, uden andre

indskrænkninger end sådanne, hvorom der bliver opnået enighed«.

USA må på den baggrund siges at have handlet i god tro.

4. Regeringen har ikke noget grundlag for at antage, at hverken Jens Otto

Krag eller Hans Tabor, da de fremsatte føromtalte erklæringer, var bekendt

med indholdet af H.C. Hansens kontakt med den amerikanske ambassadør.

Tværtimod ser det ud til, at de to ministre først efterfølgende er blevet

bekendt med H.C. Hansens accept af USA's fortolkning af forsvarsaftalen af

1951. USA protesterede nemlig straks over Krags og Tabors udtalelser med

henvisning til H.C. Hansens accept af USA's fortolkning.

5. Dagen efter, at det amerikanske bombefly styrtede ned ved Thule, var

der folketingsvalg. Valget førte til et regeringsskifte og dannelse af

VKR-regeringen. I VKR-regeringens tiltrædelseserklæring udtalte daværende

statsminister Hilmar Baunsgaard den 6. februar 1968:

»Det er regeringens politik, at der ikke må findes kernevåben inden

for dansk område. Dette gælder også for Grønland og grønlandsk luftrum.«

To dage senere - den 8. februar 1968 - vedtog Folketinget følgende

dagsorden:

»Idet Folketinget går ud fra, at regeringen ved at fremskaffe

absolutte garantier for, at der ikke oplagres kernevåben i Grønland, og for,

at det grønlandske luftrum holdes som atomvåbenfri zone, vil sikre, at den

danske atompolitik opretholdes i alle dele af riget og dansk suverænitet

respekteres, fortsætter tinget behandlingen af forslag til finanslov for

1968-69.«

6. VKR-regeringen instruerede den 14. februar 1968 den danske ambassadør i

Washington om at påbegynde drøftelser med USA med henblik på - som det hed -

at sikre, at forholdene i Grønland også i fremtiden vil svare til den danske

atompolitik.

Baggrunden for drøftelserne var blandt andet, at der ikke i

forsvarsaftalen af 1951 var noget juridisk grundlag, der på længere sigt

kunne sikre opretholdelse af en tilstand, hvorefter der ikke kunne findes

atomvåben i Grønland eller ske overflyvning med sådanne våben af grønlandsk

territorium.

På baggrund af denne juridiske situation afleverede den danske ambassadør

en note til de amerikanske myndigheder. Noten præciserede, at formålet med

drøftelserne efter dansk opfattelse skulle være at opnå enighed om en

tillægsaftale til forsvarsaftalen af 1951, der i folkeretligt bindende form

sikrede, at atomvåben ikke placeredes i Grønland, herunder grønlandsk

luftrum.

De dansk-amerikanske forhandlinger resulterede i en aftale, der tilgodeså

de danske ønsker. Aftalen fik form af en noteveksling mellem USA og Danmark.

Den amerikanske regering accepterede følgende tekst:

»Den amerikanske regering forsikrer den danske regering, at den ved

udøvelsen af sine rettigheder og forpligtelser i overensstemmelse med

bestemmelserne i Overenskomsten af 27. april 1951 om forsvaret af Grønland

ikke uden den danske regerings samtykke vil oplagre atomvåben i Grønland

eller foretage overflyvninger med flyvemaskiner med atomvåben.

Såfremt foranstående forslag er acceptabelt for Deres regering, har jeg

den ære at foreslå, at nærværende note og Deres svar med virkning fra

tidspunktet for Deres svar skal udgøre en aftale mellem vore to regeringer,

der vil være at betragte som en integrerende del af overenskomsten af 27.

april 1951.«

Det var dengang en klar forudsætning for USA, at notevekslingens tekst

ikke blev offentliggjort. Den blev derfor klassificeret »hemmelig«.

Notevekslingen blev foretaget den 31. maj 1968.

Samme dag udsendte Udenrigsministeriet en pressemeddelelse, der redegjorde

for sagen. Den har følgende ordlyd:

»På baggrund af flyveulykken ved Thule instruerede regeringen

ambassadøren i Washington om over for den amerikanske regering at rejse

spørgsmålet om sikring af, at dansk atompolitik som angivet i Folketingets

motiverede dagsorden af 8. februar 1968 opretholdes i Grønland.

Under drøftelserne har ambassadøren bekræftet Danmarks atompolitik som

udtrykt i Folketingets dagsorden, hvorefter der ikke må oplagres kernevåben i

Grønland eller flyves med sådanne våben i grønlandsk luftrum.

Der findes som tidligere meddelt ikke kernevåben i Grønland, og

overflyvning med sådanne våben finder ikke sted.

Resultatet af drøftelserne i Washington skaber overensstemmelse mellem

forsvarsaftalen af 1951 og dansk atompolitik og dermed folkeretlig sikkerhed

for, at denne politik respekteres i Grønland.

7. Det er regeringens opfattelse, at notevekslingen skabte den nødvendige

folkeretlige sikkerhed for, at dansk atompolitik herefter er blevet

respekteret.

Regeringen har ingen grund til at tro, at dansk atompolitik skulle være

blevet tilsidesat siden notevekslingen den 31. maj 1968.

Den 29. juni 1995

Bilag 2

UdenrigsministerietDen 7. september 1995

Nordgruppen

Notat

Thule-sagen. Tidsforløb Primo

marts 94 Thule-arbejdernes formand, Marius Schmidt, aflægger besøg i

Washington og modtager noget materiale om Thule-sagen. Materialet er frigivet

med hjemmel i den amerikanske Freedom of Information Act.

Foranlediget heraf gennemgår Udenrigsministeriet sine akter i sagen.

8.3.94 H.C. Hansens dokument identificeres på akterne. Sagen forelægges

umiddelbart derefter for direktøren, der straks orienterer

udenrigsministeren.

9.3.94 Sagen drøftes på embedsmandsniveau med Statsministeriet

(departementsråd Niels Egelund).

9.3.94 Sagen drøftes mellem statsministeren og udenrigsministeren.

10.3.94 Sagen drøftes på ny mellem de to ministre.

18.3.94 Sagen drøftes mellem statsministeren og udenrigsministeren. Det

besluttes, at direktøren aflægger besøg i Washington med henblik på at

redegøre for sagen over for de amerikanske myndigheder.

24.3.94 Direktøren og chefen for N.2 aflægger besøg i Washington.

22.8.94 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og

forsvarsministeren. Det besluttes at udarbejde en redegørelse om sagen, der

efterfølgende skal afstemmes med de amerikanske myndigheder.

6.10.94 Første udkast af 5.10.94 til redegørelse om visse aspekter af

Thule-sagen til Statsministeriet og Forsvarsministeriet. Umiddelbart derefter

embedsmandsdrøftelse.

12.10.94 Andet udkast af 12.10.94 til redegørelse oversendes til

Statsministeriet og Forsvarsministeriet.

2.2.95 Ambassaden i Washington anmodes om at indhente de amerikanske

myndigheders indforståelse med, at det udarbejdede udkast til redegørelse

tilsendes Folketinget.

11.4.95 Amerikansk indforståelse med, at redegørelsen i foreliggende form

tilstilles Folketinget.

21.6.95 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og

forsvarsministeren.

29.6.95 Sagen drøftes mellem statsministeren, udenrigsministeren og

forsvarsministeren. Derefter møde i regeringens udenrigs- og

sikkerhedspolitiske udvalg i bredest mulige sammensætning.

Udenrigsministeren redegør for sagen i Nævnet for umiddelbart derefter at

tilstille redegørelsen til Folketinget.

N.2, den 7. september 1995

Bilag 3

Det Udenrigspolitiske Nævns formandDen 22. september 1995

Hr. udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Udenrigsministeriet

Kære udenrigsminister

På Det Udenrigspolitiske Nævns møde den 1. september 1995 blev det

besluttet, at det af Nævnet allerede nedsatte underudvalg skulle overveje,

hvorvidt der var interesse for at imødekomme regeringens tilbud om en særlig

undersøgelse af regeringens håndtering af Thule-sagen siden fundet i marts

1994 af statsminister H.C. Hansens brev om stationering af atomvåben på

Thule-basen.

Underudvalget har herefter drøftet spørgsmålet og har på et møde den 21.

september 1995 besluttet, at der sammensættes en særlig undersøgelsesgruppe

bestående af et nævnsmedlem fra hvert af Folketingets partier til at gennemgå

de akter, der viser regeringens behandling af sagen. Nævnsmedlemmerne skal i

overensstemmelse med udenrigsministerens tilsagn på ovennævnte nævnsmøde have

adgang til alt materiale vedrørende behandling af sagen i de involverede

ministerier.

Det skal i den forbindelse tilføjes, at Venstres, Det Konservative

Folkepartis og Fremskridtspartiets medlemmer af underudvalget havde

foretrukket at vente med en stillingtagen til regeringens tilbud, til efter

at en forespørgsel om Thule-sagen har fundet sted.

Det blev endvidere besluttet at tilkendegive, at det er af stor betydning,

forinden det egentlige undersøgelsesarbejde iværksættes, nøje at få

fastlagt, under hvilke vilkår en sådan undersøgelse finder sted - eksempelvis

med hensyn til omfanget af adgangen til sagens papirer og andre oplysninger

samt fortrolighedskravet.

Det blev endelig besluttet, at gruppens arbejde afsluttes med en

redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn, som eventuelt kan danne baggrund

for videre drøftelser af sagen i Nævnet.

Jeg har derfor tilskrevet partiernes gruppeformænd med anmodning om senest

den 29. september 1995 at udpege et nævnsmedlem til denne

undersøgelsesgruppe.

Med venlig hilsen

Helle Degn

Bilag 4

UdenrigsministerenKøbenhavn, den 29. september 1995

Formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn

fru Helle Degn, MF.

Kære nævnsformand

Tak for dit brev af 22. september 1995 vedrørende den særlige undersøgelse

af regeringens behandling af Thule-sagen.

Jeg er glad for, at Nævnet har taget imod regeringens tilbud om at

undersøge sagen ved at udpege et antal repræsentanter til formålet.

I dit brev fremhæver du, at det er af stor betydning, forinden det

egentlige undersøgelsesarbejde iværksættes, nøje at få fastlagt, under hvilke

vilkår en sådan undersøgelse finder sted - eksempelvis med hensyn til

omfanget af adgangen til sagens papirer og andre oplysninger samt

fortrolighedskravet. Det er jeg helt enig i.

Mit tilsagn på nævnsmødet den 1. september 1995 om, at Nævnets

repræsentanter vil få adgang til alt materiale vedrørende behandlingen af

sagen i de involverede ministerier, gælder naturligvis fortsat.

Det indebærer, at den særlige undersøgelsesgruppe får adgang til alle

papirer i de involverede ministerier, dvs. Statsministeriet,

Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet, der vedrører behandlingen af

Thule-sagen siden fundet den 8. marts 1994 af H.C. Hansens dokument og frem

til offentliggørelsen den 29. juni 1995 af regeringens redegørelse til

Folketinget om visse aspekter af Thule-sagen.

Endvidere vil undersøgelsesgruppen få adgang til at indhente oplysninger

fra de involverede ministre.

For så vidt angår spørgsmålet om fortrolighed vil undersøgelsesgruppen få

indsigt i alle sagens dokumenter under hensyntagen til de regler om

fortrolighed, der gælder for klassificeret materiale. Der vil ikke blive tale

om at nedklassificere sagens dokumenter. Og følgelig vil disse ikke kunne

offentliggøres.

Derimod vil det ikke være nødvendigt, at undersøgelsesgruppens beretning

til Nævnet bliver fortrolig. Regeringen er indforstået med, at beretningen

offentliggøres efter en debat i Nævnet.

Med venlig hilsen

Niels Helveg Petersen

Bilag 5

Det Udenrigspolitiske NævnDen 13. oktober 1995

Undersøgelsesgruppen vedr. Thule-sagen

Hr. udenrigsminister Niels Helveg Petersen

Udenrigsministeriet

Kære udenrigsminister

På det i går afholdte forberedende møde i gruppen af folketingsmedlemmer,

som partierne har udpeget til at undersøge regeringens håndtering af

Thule-sagen, blev jeg anmodet om at varetage formandskabet for denne gruppe.

Jeg skriver derfor til dig for at orientere om gårsdagens drøftelser.

Du er allerede blevet gjort bekendt med undersøgelsesgruppens

sammensætning, men det skal her tilføjes, at vi har fundet det rigtigst, at

også Fremskridtspartiet er repræsenteret. Derfor var Annette Just indkaldt

til nævnte møde. Spørgsmålet om FP's repræsentation vil i øvrigt blive

forelagt for Nævnet med henblik på formel stillingtagen.

På mødet drøftedes vilkårene for undersøgelsen, og der var enighed om at

anmode om en afklaring af følgende spørgsmål på det første møde med dig:

- I hvilket omfang vil der blive mulighed for at tale med embedsmænd i de

involverede ministerier? I den forbindelse ønskes det drøftet, om ikke

Udenrigsministeriets direktør og departementscheferne på grund af deres

særlige stilling under alle omstændigheder bør stå til rådighed med

besvarelse af eventuelle spørgsmål fra undersøgelsesgruppen,

- I hvilke ministerielle fora og regeringsorganer er håndteringen af

Thule-sagen blevet drøftet? Hvilket materiale forefindes herfra?

- Notat af 7. september 1995 om tidsforløbet i Thule-sagen (bilag 269)

ønskes nøjere gennemgået.

Undersøgelsesgruppen ønsker ikke at komme i besiddelse af fortrolige

dokumenter, men ønsker adgang til at læse sådanne efter en ordning, som

tillader det enkelte medlem at arrangere sig med Ministeriet.

Endelig forbeholder undersøgelsesgruppen sig ret til også at ville tale

med sundhedsministeren og evt. andre ministre.

Vi afholder gerne det første møde med dig fredag den 3. november kl. 9.00.

Med venlig hilsen

Knud Enggaard

Bilag 6

UdenrigsmisterenKøbenhavn, den 2. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for Det Udenrigspolitiske Nævns

undersøgelsesgruppe vedrørende Thule-sagen

Christiansborg

1240 K

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 - journ.nr. 6136 - vedrørende

undersøgelsesgruppens arbejde med Thule-sagen. Jeg har kun et enkelt forslag

til korrektion af redegørelsens afsnit om samtalen med mig. Det gælder mit

svar ad 2). Jeg vil her foreslå, at teksten kommer til at lyde som følger:

»Udenrigsministeren oplyste, at regeringen ikke havde nedsat et

særligt sikkerhedsudvalg til behandling af sagen. Drøftelserne er sket på ad

hoc-møder.«

Med venlig hilsen

Niels Helveg Petersen

Bilag 7

ForsvarsministerenKøbenhavn, den 7. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen,

Det Udenrigspolitiske Nævn

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 om udkastet til det afsnit i

undersøgelsesgruppens redegørelse, der omhandler samtalen med mig. Jeg skal

foreslå følgende rettelser (ændringer understreget):

De første to sætninger foreslås ændret til: »Forsvarsministeren

oplyste, at Forsvarsministeriet på embedsmandsniveau den 9. marts 1994

mundtligt var blevet gjort bekendt med H. C. Hansen-dokumentets

fremkomst. Ministeren var herefter selv blevet summarisk orienteret,

og han vidste, at der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd,

for at man kunne gennemgå arkiverne i de berørte ministerier.«

Sidste del af første afsnit ændres til: ». . . referater af disse.

På mødet den 22. august 1994 besluttedes det at udarbejde en redegørelse

om sagen, der efterfølgende skulle afstemmes med de amerikanske

myndigheder. På mødet den 21. juni 1995 fik udenrigsministeren

tilslutning til den endelige redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn og

til, at offentliggørelse skulle ske torsdag den 29. juni 1995 efter

orienteringen af Nævnet.«

Første del af næstsidste afsnit ændres til: »Han oplyste endvidere,

at man under søgningen i Forsvarsministeriets arkiver i dagene

efter den 9. marts 1994 havde fundet oplysninger om, at amerikanske

B-52 bombefly med kernevåben i tre tilfælde nødlandede på Thule-basen i

1967.«

Til det sidste afsnit skal bemærkes, hvilket jeg vist ikke fik udtrykt

klart på mødet, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye.

Forsvarsministeriet skrev derfor først til Udenrigsministeriet, da man havde

modtaget udkast til redegørelse og blev opmærksom på, at oplysningerne om

nødlandingerne ikke var medtaget, hvad man fandt de burde.

Sidste afsnit foreslås derfor ændret til: »Med hensyn til det lange

tidsrum, der var forløbet, indtil Forsvarsministeriet i oktober skrev til

Udenrigsministeriet herom, oplyste ministeren, at oplysningerne om

nødlandingerne ikke var nye, og at man først skrev, da man blev opmærksom på,

at oplysningerne ikke var medtaget i Udenrigsministeriets udkast til

redegørelse.«

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup

Bilag 8

ForsvarsministerietKøbenhavn, den 8. februar 1996

Chef for ministersekretariatet

Til

Jette Simonsen

(sekretær for fhv. minister Knud Enggaard)

Kære Jette Simonsen

Som aftalt telefonisk d.d. fremsendes hermed den korrekte udgave af

forsvarsminister Hans Hækkerups brev til Knud Enggaard.

Med venlig hilsen

Kristian Fischer

Bilag 9

ForsvarsministerenKøbenhavn, den 7. februar 1996

Fhv. minister Knud Enggaard, MF,

Formand for undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen,

Det Udenrigspolitiske Nævn

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 om udkastet til det afsnit i

undersøgelsesgruppens redegørelse, der omhandler samtalen med mig. Jeg skal

foreslå følgende rettelser (ændringer understreget):

De første to sætninger foreslås ændret til: »Forsvarsministeren

oplyste, at Forsvarsministeriet på embedsmandsniveau den 9. marts 1994

mundtligt var blevet gjort bekendt med H. C. Hansen-dokumentets

fremkomst. Ministeren var herefter selv blevet summarisk orienteret,

og han vidste, at der havde været kontakter mellem ministeriernes embedsmænd,

for at man kunne gennemgå arkiverne i de berørte ministerier.« . . . . .

Sidste del af første afsnit ændres til: ». . . referater af disse.

På mødet den 22. august 1994 besluttedes det at udarbejde en redegørelse

om sagen, der efterfølgende skulle afstemmes med de amerikanske

myndigheder. På mødet den 21. juni 1995 fik udenrigsministeren

tilslutning til den endelige redegørelse til Det Udenrigspolitiske Nævn og

til, at offentliggørelse skulle ske torsdag den 29. juni 1995 efter

orienteringen af Nævnet.«

Første del af næstsidste afsnit ændres til: »Han oplyste endvidere,

at man under søgningen i Forsvarsministeriets arkiver i dagene

efter den 9. marts 1994 havde fundet oplysninger om, at amerikanske

B-52 bombefly med kernevåben i tre tilfælde nødlandede på Thule-basen i

1967.«

Til det sidste afsnit skal bemærkes, hvilket jeg vist ikke fik udtrykt

klart på mødet, at oplysningerne om nødlandingerne ikke var nye.

Forsvarsministeriet skrev derfor først til Udenrigsministeriet, da man havde

modtaget revideret udkast til redegørelse og blev opmærksom på, at

oplysningerne om nødlandingerne ikke var medtaget, hvad man fandt de burde.

Sidste afsnit foreslås derfor ændret til: »Med hensyn til det lange

tidsrum, der var forløbet, indtil Forsvarsministeriet skrev til

Udenrigsministeriet herom, oplyste ministeren, at oplysningerne om

nødlandingerne ikke var nye, og at man først skrev, da man blev opmærksom på,

at oplysningerne ikke var medtaget i Udenrigsministeriets reviderede udkast

til redegørelse.«

Med venlig hilsen

Hans Hækkerup

Bilag 10

SundhedsministerenKøbenhavn, den 6. februar 1996

Knud Enggaard

Det Udenrigspolitiske Nævn

Undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Kære Knud Enggaard

Tak for dit brev af 31. januar 1996 vedrørende det afsnit i redegørelsen

fra undersøgelsesgruppen vedrørende Thule-sagen, der omhandler samtalen med

mig.

Jeg har bemærket, at undersøgelsesgruppen på side 3 i det fremsendte

udkast konkluderer, at Statsministeriet mundtligt har foreslået at gøre min

besvarelse af et samrådsspørgsmål i Folketingets Finansudvalg den 1. februar

1995 bredere.

Sådan har jeg imidlertid ikke opfattet Statsministeriets forslag.

Statsministeriet foreslog, at sidste sætning i følgende afsnit blev

slettet: »Ud over undersøgelser af denne karakter lægges der nu fra

regeringens side op til en undersøgelse med et væsentligt bredere sigte.

Regeringen ønsker således, at man også ser på, om andre faktorer end den

radioaktive stråling kan have haft betydning. Ikke mindst den psykologiske

faktor bør indgå, således at vi får klarlagt en eventuel effekt af det

psykiske pres, denne sag har medført for Thule-arbejderne.«

Den sidste sætning i afsnittet fremhæver den psykologiske faktor som en af

de »andre faktorer«, der kan have haft betydning for

Thule-arbejdernes helbredsforhold.

Jeg synes derfor ikke, at talen var blevet bredere, såfremt den sidste

sætning i afsnittet var blevet slettet. Ændringen havde kun ført til, at en

fremhævning af den psykologiske faktor gik tabt.

Jeg var imidlertid af den opfattelse, som det også senere kom frem på den

offentlige høring om Thule-ulykkens sundhedsmæssige aspekter, at den

psykologiske faktor kan have haft stor betydning.

Med venlig hilsen

Yvonne Herløv Andersen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter