Spring til indhold

Retsinformation

Beretning om Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse i forbindelse med beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde (afgivet på baggrund af regeringens håndtering af sagen om sanktionerne mod Østrig)

1999/1 BR 3Selvstændig beretningFolketinget7. juli 2000

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Det Udenrigspolitiske

Nævn den 13. marts 2000

Beretning

om

Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse

i forbindelse med beslutninger af større udenrigspolitisk

rækkevidde (afgivet på baggrund af regeringens håndtering

af sagen om sanktionerne mod Østrig)

Baggrund

Det Udenrigspolitiske Nævn har i 4 møder i

tidsrummet den 1. 24. februar 2000 med statsministeren og udenrigsministeren

drøftet den af 14 EU-stats- og regeringschefer vedtagne fælles

reaktion af 31. januar 2000 i tilfælde af dannelsen af en

østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ (erklæring

fra det portugisiske EU-formandskab er optrykt som bilag 1). Endvidere er

situationen i Østrig efter dannelsen af regeringen mellem ÖVP og

FPÖ blevet drøftet.

Nævnet har som led i behandlingen af sagen stillet

skriftlige spørgsmål til statsministeren og udenrigsministeren,

som disse har besvaret dels skriftligt (bilag 2) og dels mundtligt på

mødet den 24. februar 2000.

Nævnet har endvidere ønsket udarbejdet en

redegørelse fra Folketingets administration om grundlovens og

nævnslovens bestemmelser om inddragelse af Folketinget og Det

Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse med regeringens udenrigspolitiske

beslutninger. I samme forbindelse har man ønsket redegørelse

for, hvorledes disse bestemmelser eksempelvis forholder sig til den af

regeringen fulgte fremgangsmåde i den foreliggende sag. Lov- og

Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000 herom er medtaget som

bilag 3.

Læs alt

Det faktiske forløb i sagen om sanktionerne mod

Østrig

På vegne af 14 EU-stats- og regeringschefer udsendte

den portugisiske premierminister den 31. januar 2000 en erklæring om en

fælles reaktion mod Østrig i tilfælde af dannelse af en

østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ. For så

vidt angår det faktiske sagsforløb og herunder inddragelsen af

Nævnet, kan der på baggrund af de oplysninger, Det

Udenrigspolitiske Nævn har modtaget fra statsministeren, oplyses

følgende:

Fredag 28. januar 2000 ved frokosttid havde

statsministeren en telefonsamtale med den portugisiske premierminister

Guterres. Samtalen drejede sig om en fælles bekymring over udviklingen

i Østrig, men ikke om eventuelle sanktioner mod Østrig. Der

henvises til besvarelse af spørgsmål 14 (bilag 2).

Fredag den 28. januar 2000 sendte den portugisiske

premierminister Guterres' diplomatiske rådgiver en telefax til

Statsministeriet med en forespørgsel om eventuel reaktion på en

henvendelse fra den belgiske premierminister Verhofstadt til det portugisiske

EU-formandskab om en fælles reaktion. Statsministeren fik først

kendskab til henvendelsen den 9. februar 2000, jf. statsministerens »redegørelse for svipser«, som er optrykt som bilag 4.

Før middagen lørdag den 29. januar 2000

på det årlige topmøde i Verdens Økonomiske Forum i

Davos i Schweiz traf statsministeren den belgiske premierminister

Verhofstadt. Den bekymrende udvikling med hensyn til regeringsdannelsen i

Østrig blev berørt, men der blev ikke diskuteret indhold af

eventuelle reaktioner, jf. besvarelse af spørgsmål 8 (bilag

2).

Søndag den 30. januar 2000 sent om aftenen

havde statsministeren en længere telefonsamtale med den portugisiske

premierminister Guterres. Guterres orienterede om, at der var bred

tilslutning fra de andre EU-lande til de elementer i en reaktion mod

Østrig, som han i øvrigt redegjorde for i samtalens

forløb. Statsministeren tilsluttede sig reaktionen, jf. besvarelse af

spørgsmål 15 (bilag 2).

Mandag den 31. januar 2000 om morgenen modtog

Statsministeriet fælleserklæringen på skrift, jf.

besvarelse af spørgsmål 11 (bilag 2).

Mandag den 31. januar 2000 kl. ca. 10.00 blev

Udenrigsministeriet første gang orienteret (telefonisk). Kl. 11.40

blev fælleserklæringen i en foreløbig udgave oversendt fra

Statsministeriet til Udenrigsministeriet pr. telefax, jf. besvarelse af

spørgsmål 12 (bilag 2).

Mandag den 31. januar 2000 om eftermiddagen blev flere

partiledere telefonisk kontaktet af statsministeren og orienteret om

beslutningen.

Mandag den 31. januar 2000 kl. ca. 16.30 anmodede

statsministeren Det Udenrigspolitiske Nævns formand om at indkalde

Nævnet til tirsdag den 1. februar kl. 15.30. Nævnets medlemmer

blev herefter telefonisk indkaldt.

Tirsdag den 1. februar 2000 kl. 15.30 orienteredes Det

Udenrigspolitiske Nævn første gang om sagen. Efter

statsministerens redegørelse tog et flertal af Det Udenrigspolitiske

Nævns medlemmer til efterretning, at statsministeren under samtalen med

den portugisiske premierminister Guterres søndag aften den 30. januar

2000 valgte at tilslutte sig den fælles, konkrete reaktion, der var

enighed om blandt de øvrige EU-lande.

Der henvises endvidere til statsministerens skriftlige

besvarelser af spørgsmål 3-17 stillet af Det Udenrigspolitiske

Nævn (bilag 2) samt statsministerens besvarelser af

spørgsmål henholdsvis onsdag den 9. og onsdag den 23. februar

2000 i Folketingets spørgetid, jf. Folketingets Forhandlinger,

folketingsåret 1999-2000, side 4057 4089 og 4398 4415.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at

statsministeren ikke har været indstillet på at lade

repræsentanter for Det Udenrigspolitiske Nævn gennemgå

samtlige journalakter i sagen, jf. besvarelse af spørgsmål 9

(bilag 2).

Grundlovens og nævnslovens bestemmelser

a. De relevante bestemmelser i grundloven og

nævnsloven

Som det fremgår af grundlovens § 19, stk. 1, er

udgangspunktet, at kongen (dvs. regeringen) »handler på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender«. Det Udenrigspolitiske

Nævns funktioner er fastlagt i grundlovens § 19, stk. 3, som lyder:

»

Folketinget vælger af

sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen

rådfører sig forud for enhver beslutning af større

udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det

Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«

Disse nærmere regler er fastsat i lov nr. 54 af 5.

marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn.

Af nævnslovens § 2 fremgår

følgende:

Regeringen rådfører sig med Nævnet

forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk

rækkevidde

Nævnet drøfter med regeringen sager af

betydning for landets udenrigspolitik

Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om

udenrigspolitiske forhold.

For rådføringssagernes vedkommende

fremgår det af grundlovens § 19, stk. 3, at rådføringen

skal ske, før regeringen træffer beslutning i sagen. For de to

øvrige sagstyper er der ikke angivet nogen tidsfrist, og

drøftelse henholdsvis orientering, jf. formuleringen »modtager oplysninger« i

nævnsloven, sker i praksis i visse tilfælde før og i andre

tilfælde efter, at regeringen har truffet beslutning i sagen.

Indstilling:

Det kan ikke udelukkes, at der blandt Det

Udenrigspolitiske Nævns medlemmer kan opstå tvivl om, hvorvidt en

konkret sag forelægges Nævnet med henblik på

rådføring.

På den baggrund ønsker Det Udenrigspolitiske

Nævn, at regeringen fremover bestræber sig på at

klargøre sagens stade og karakter, idet det bemærkes, at der

normalt er en glidende overgang mellem de forskellige aspekter af regeringens

inddragelse af Nævnet i udenrigsanliggender.

Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres

medlemmer af Nævnet) tilkendegiver, at regeringen har oplyst, at den

for sin part er indstillet herpå, hvor det er praktisk muligt. Det skal

samtidig konstateres, at regeringen har ansvaret for at føre landets

udenrigspolitik i henhold til grundlovens § 19. Regeringen skal ikke have

mandat fra Det Udenrigspolitiske Nævn i udenrigspolitiske sager.

b. Tidsfaktoren i rådføringssager

I Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar

2000 (bilag 3) er det anført, at spørgsmålet om

tidspunktet for forelæggelse for Det Udenrigspolitiske Nævn blev

taget op under 2. behandling af nævnsloven, hvor ordføreren for

udvalget, Alsing Andersen (S), udtalte: »

.På linie med udtalelser, der blev fremsat ved første

behandling, er udvalget imidlertid enigt om, at regeringen under fuldt

parlamentarisk ansvar ikke kan være afskåret fra at træffe

nødvendige beslutninger, når der foreligger en afgørende

faktisk hindring for en rettidig drøftelse af sagen i Nævnet.

«

Som det fremgår af Alsing Andersens udtalelse, skal

der foreligge en afgørende faktisk hindring for rettidig

drøftelse i Nævnet, hvis den forudgående

rådgivningsret vedrørende »nødvendige beslutninger«, som er omfattet af grundlovens § 19, stk. 3 - under

fuldt parlamentarisk ansvar - skal kunne tilsidesættes.

Spørgsmålet er derfor, i hvilke tilfælde man vil kunne

sige, at der er tale om en sådan hindring. I den forbindelse skal man

være opmærksom på, at væbnet angreb på riget er

omfattet af grundlovens § 19, stk. 2. Ligeledes bemærkes, at det

tidligere har vist sig muligt at indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn

med meget kort varsel. Det er Nævnets skøn, at man vil kunne

samles med kort varsel. Selve indkaldelsen vil kunne foretages i løbet

af ca.1 time.

Indstilling:

Der er enighed mellem regering og alle partier i Det

Udenrigspolitiske Nævn om, at denne sag var af en sådan karakter,

at der forelå en beslutning af større udenrigspolitisk

rækkevidde, jf. også statsministerens udtalelse under

spørgetiden i Folketinget den 9. februar 2000 i forbindelse med

besvarelsen af spørgsmål S 1398 (bilag 5).

Det Udenrigspolitiske Nævn

finder på

den baggrund, at regeringen helt klart burde have rådført sig

med Nævnet forud for beslutningen.

Nævnet henstiller derfor til regeringen, at den

forud for fremtidige beslutninger af denne art rådfører sig med

Nævnet.

Et flertal (Det Udenrigspolitiske Nævns

medlemmer med undtagelse af Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) er

opmærksom på, at der dog kan foreligge situationer, hvor behovet

for at træffe en beslutning er så påtrængende, at det

af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indkalde det, inden beslutning

træffes. Der henvises her til udtalelserne fra Alsing Andersen (S), jf.

Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000 (bilag 3).

Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af Det

Udenrigspolitiske Nævn) finder det betænkeligt, at flertallet i

sin indstilling tillægger Alsing Andersens udtalelser stor vægt,

idet grundloven ikke opererer med undtagelser fra § 19, stk. 3 s pligt for

regeringen til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske

Nævn i sager af større udenrigspolitisk rækkevidde.

Mindretallet finder endvidere, at denne sag er af en

sådan karakter, at der forelå en beslutning af større

udenrigspolitisk rækkevidde, hvilket også burde have stået

klart for statsministeren søndag den 30. januar 2000 i forbindelse med

samtalen med den portugisiske premierminister Guterres.

Mindretallet ønsker i forhold til afsnit 2 i

beretningen at understrege, at det var EU s formandskab (Portugal), som

på vegne af 14 stats- og regeringschefer den 31. januar 2000 udsendte

en erklæring om aktionen over for Østrig.

Mindretallet mener herudover, at det burde fremgå

klart af beretningen, at alle partier i Folketinget skulle have været

orienteret om beslutningen af statsministeren mandag den 31. januar 2000 og

ikke kun som det skete en kreds af partiledere.

Et andet mindretal (Enhedhedslistens medlem af Det

Udenrigspolitiske Nævn) finder det betænkeligt at lægge

vægt på Alsing Andersens udtalelser, idet det klare udgangspunkt

må være, at grundloven ikke åbner mulighed for

undtagelsessituationer. Mindretallet finder det acceptabelt, at der i

hastende situationer gøres brug af et venteforbehold (parlamentarisk

forbehold). Derimod vil det være helt uacceptabelt, hvis regeringen i

hastende situationer alene kontakter nogle partier, således som det

skete mandag den 31. januar 2000.

Mindretallet finder endvidere, at Danmark bør

arbejde for, at der ikke fremover træffes beslutninger på den

måde, som statsministrene benyttede den 31. januar 2000.

EU-formandskabet bør ikke bruges i forbindelse med vedtagelser af

mellemstatslige beslutninger uden for EU-traktatens rammer. Enten må

man bruge de fremgangsmåder, som fremgår af traktaten, eller

også bør der anvendes et mellemstatsligt samarbejde uden brug af

EU-institutionerne (som f.eks. formandskabet) og i begge tilfælde med

fuld respekt for de nationale beslutningsprocedurer.

På Nævnets vegne

Helle Degn

formand

Bilag 1

Erklæring fra det portugisiske EU-formandskab

på vegne af de 14 medlemslande

STATEMENT FROM THE PORTUGUESE PRESIDENCY OF THE EUROPEAN

UNION ON BEHALF OF XIV MEMBER STATES

Today, Monday 31 January, the Portuguese Prime Minister informed both the

President and the Chancellor of Austria and the Portuguese Minister of

Foreign Affairs notified his Austrian counterpart of the following joint

reaction agreed by the Heads of State and Government of XIV Member States

of the European Union in case it is formed in Austria a Government

integrating the FPÖ.

Governments of XIV Member States will not promote or accept any bilateral

official contacts at political level with an Austrian Government integrating

the FPÖ; there will be no support in favor of Austrian candidates

seeking positions in international organizations; Austrian Ambassadors in EU

capitals will only be received at a technical level.

The Portuguese Prime Minister and the Minister of Foreign Affairs have

already informed the Austrian authorities that there would be no business

as usual in the bilateral relations with a Government integrating the

FPÖ.

Lisbon, 31 January 2000

UOFFICIEL OVERSÆTTELSE

ERKLÆRING FRA DET PORTUGISISKE EU-FORMANDSKAB

PÅ VEGNE AF DE 14 MEDLEMSLANDE

I dag, mandag d. 31. januar, underrettede den portugisiske statsminister

Østrigs præsident og kansler, ligesom den portugisiske

udenrigsminister underrettede sin østrigske modpart, om

indgåelse af en aftale mellem de 14 EU-medlemslandes statsoverhoveder

og regeringer om en fælles reaktion i tilfælde af, at FPÖ

indgår i den østrigske regering.

De 14 medlemslandes regeringer hverken støtter eller godkender

bilaterale officielle kontakter på politisk niveau med en

østrigsk regering, hvori FPÖ indgår. Man vil ikke

støtte østrigske kandidater, som søger stillinger i

internationale organisationer, og Østrigs ambassadører i

EU-hovedstæderne vil kun blive modtaget på teknisk niveau.

Portugals statsminister og udenrigsminister har allerede underrettet de

østrigske myndigheder om, at der ikke vil være nogen normal

forretningsgang i forbindelse med bilaterale relationer til en regering,

hvori FPÖ indgår.

Lissabon d. 31. januar 2000

Bilag 2

Statsministerens besvarelse af spørgsmål 3-11

og 13-17 samt udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 12

Spørgsmål nr. 3:

Ministeren bedes med angivelse af dato og klokkeslæt oplyse,

hvornår Udenrigsministeriet fik kendskab til de dokumenter, der er

vedhæftet statsministerens Redegørelse for »svipser « af 10. februar

2000.

Svar:

Udenrigsministeriet har oplyst, at selve pressemeddelelsen fra Portugals

premierminister Guterres kom til Udenrigsministeriets kendskab den 28. januar

2000. Pressemeddelelsen blev indsendt til Udenrigsministeriet direkte fra den

danske ambassade i Lissabon. Indsendelsen er tidsmarkeret til kl. 15:12.

Telefaxen af 28. januar 2000 fra den portugisiske premierministers kontor

med bilag modtog Udenrigsministeriet i forbindelse med

Nævnsmødet den 10. februar 2000.

Spørgsmål nr. 4:

Ministeren bedes oplyse, hvilke dokumenter, herunder notater og

telefoniske informationer, der i tiden indtil den 11. februar 2000 er

tilgået Udenrigsministeriet fra Statsministeriet vedr.

Østrig-spørgsmålet.

Svar:

Der er udarbejdet en skriftlig oversigt.

Skriftlig oversigt til brug for besvarelse af

spørgsmål 4

Akter:

mandag den 31. januar 2000:

Fax: De 14 stats- og regeringschefers beslutning modtaget fra det

portugisiske statsministerium den 31.1.

Fax: Formandskabets udtalelse af 31.1, modtaget samme dag, med henblik

på oversendelse til Det Udenrigspolitiske Nævn.

tirsdag den 1. februar 2000:

Bragt: Udkast til talepunkt vedrørende møde i Det

Udenrigspolitiske Nævn den 1.2.

onsdag den 2. februar 2000:

E-post med anmodning om oversendelse af statsministerens pressemeddelelse

af 2.2. til Det Udenrigspolitiske Nævn.

torsdag den 3. februar 2000:

E-post (til ambassaden i Wien) vedhæftet statsministerens

pressemeddelelse af 2.2.

fredag den 4. februar 2000:

Fax: Spørgsmål S 1393-1402.

mandag den 7. februar 2000:

Fax: Fax af 5.2 fra det portugisiske statsministerium vedrørende

bemærkninger fra Frankrig.

Fax: Brev til statsministeren fra den østrigske præsident til

orientering.

Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1393-1402.

tirsdag den 8. februar 2000

Secfax: Udkast til talepunkt vedrørende møde i Det

Udenrigspolitiske Nævn den 8.2.

torsdag den 10. februar 2000:

Omdelt på møde i Det Udenrigspolitiske Nævn:

Redegørelse for »svipser«.

fredag den 11. februar 2000:

Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1424.

Fax: Henvendelse fra European Jews Congress af 8.2. til orientering.

onsdag den 16. februar 2000:

Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1538

Brev: Henvendelse fra European Jews Congress af 8.2. til orientering.

I tillæg til de akter, som har kunnet verificeres, findes der en del

e-post med ukommenterede presseklip.

Telefon:

Der har i den anførte periode været løbende

telefoniske kontakter mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Fredag den 28. januar 2000 og lørdag den 29. januar 2000 var der

kontakt om fremskaffelse af premierminister Guterres pressemeddelelse af 28.

januar 2000. Næste kontakt var søndag den 30. januar 2000 sent

aften, da Statsministeriet gennem Udenrigsministeriets vagthavende

søgte at etablere kontakt til udenrigsministeren før

statsministerens samtale med premierminister Guterres.

Fra mandag den 31. januar 2000 har der været regelmæssig

telefonisk kontakt mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet.

Spørgsmål nr. 5:

Kan ministeren bekræfte de i B.T. fra den 12. februar 2000 fremkomne

oplysninger om, at initiativet til at indkalde Det Udenrigspolitiske

Nævn til mødet den 10. februar 2000 er taget af

udenrigsministeren eller Udenrigsministeriets embedsmænd?

Svar:

Nej. Indkaldelse af Nævnet drøftes sædvanligvis mellem

de berørte ministre eller ministerier. En sådan drøftelse

fandt også sted i dette tilfælde.

Jeg traf beslutning om, at Nævnet skulle orienteres om faxmaterialet

umiddelbart efter, at jeg onsdag den 9. februar 2000 var blevet orienteret om

dets eksistens. Efter drøftelse med udenrigsministeren besluttede jeg,

at det mest hensigtsmæssigt kunne ske i et nævnsmøde kl.

13.00 den følgende dag.

Spørgsmål nr. 6:

Ministeren bedes oplyse, hvilke funktioner de personer i Statsministeriet

har, hvis forkortelser er anført i øverste højre

hjørne på fax af 28. januar 2000 fra José de Freitas

Ferraz.

Svar:

Der er tale om medarbejdere i Statsministeriets område I, der

arbejder med opgaver vedr. det europæiske samarbejde og andre udenrigs-

og forsvarspolitiske spørgsmål.

Spørgsmål nr. 7:

Ministeren bedes oplyse, hvornår henholdsvis Statsministeriets

departementschef og diplomatiske rådgiver blev gjort bekendt med

samtlige de dokumenter, der er vedhæftet statsministerens

Redegørelse for »svipser« af 10. februar 2000, og af hvem, hvornår og

på hvis initiativ disse dokumenter blev arkiveret.

Svar:

Departementsråden modtog faxen mandag morgen den 31. januar.

Departementschefen blev gjort bekendt med dokumentet onsdag den 9. februar om

formiddagen.

Det er for mig oplyst, at skønnet i den konkrete situation var, at

dokumentet kunne lægges til side, da det operative indhold i den

portugisiske fax var overhalet af begivenhederne i weekenden. Alene den

portugisiske premierministers »Note to the

Press« skønnedes relevant.

Spørgsmål nr. 8:

Kan ministeren bekræfte, at den belgiske premierminister, Guy

Verhofstadt, deltog i mødet i Davos i weekenden 29.-30. januar 2000,

og at statsministeren talte med Verhofstadt?

Svar:

Davos årlige »World Economic Forum« har gennem årene udviklet sig til en ganske

omfattende samling. I Davos-mødet i år deltog omkring 19

præsidenter, 10 statsministre, 20 finansministre og 16 udenrigsministre

samt 6 vicepræsidenter og vicestatsministre. Hertil kom 40-50 andre

ministre.

Derfor er der rig lejlighed til at »hilse

på« og udveksle bemærkninger med

ganske mange kolleger fra hele verden. Det er en selvstændig, nyttig

mulighed ved Davos-møderne, som jeg selvsagt gerne gør brug af

i Danmarks interesse.

I år afholdtes lørdag aften den 29. januar et

middagsarrangement med dertil knyttet reception, hvori adskillige hundrede

ministre og internationale erhvervsfolk deltog i et noget støjfyldt

lokale.

Jeg har i den forgangne uge taget kontakt til min kollega i Belgien for at

få afklaret den usikkerhed, der har været om, hvorvidt jeg havde

set den belgiske premierminister i Davos. Under samtalen fik vi

bekræftet hinanden i, at der ikke blev afholdt et møde mellem

den belgiske premierminister og mig. Vi havde derimod tilfældigvis

lejlighed til ganske kort at hilse på hinanden før middagen om

aftenen den 29. januar 2000.

Den bekymrende udvikling i Østrig blev kort berørt. Der var

ikke tale om forhandlinger. Der var heller ikke en diskussion eller

drøftelse af indhold af en eventuel fælles erklæring eller

sanktioner. Samtalen varede et par minutter. Guy Verhofstadt har herudover

den erindring, at han nævnte sit brev til premierminister Guterres. Det

har jeg ingen erindring om.

En kortfattet erklæring om vores kontakt i Davos blev også

drøftet. Men vi afstod herfra, idet der som nævnt på et

enkelt punkt det belgiske brev ikke var den samme erindring.

Spørgsmål nr. 9:

Vil ministeren give Det Udenrigspolitiske Nævn lejlighed til at se

samtlige originaldokumenter, der er journaliseret i Statsministeriets sag nr.

5410-46?

Svar:

Jeg er som altid rede til at svare på spørgsmål fra

Nævnet.

Jeg vil derimod ikke være indstillet på at lade Nævnet

gennemgå samtlige akter i sag nr. 5410-46. Det ville jo få

karakter af en undersøgelse.

Undersøgelser af den karakter bør gennemføres efter

de regler, Folketinget selv har vedtaget, som også sikrer, at

undersøgelsen kan ske under retssikkerhedsmæssigt betryggende

former.

Jeg ser intet behov for gennemførelse af en undersøgelse i

det konkrete tilfælde. Der er intet belæg herfor. Det ville

være helt ude af proportioner. Hændelsesforløbet er efter

min opfattelse fuldt og helt beskrevet.

Spørgsmål nr. 10:

Var Statsministeriet telefonisk eller på anden måde på

forhånd orienteret om, at de dokumenter, der er vedhæftet

statsministerens Redegørelse for »svipser« af 10. februar

2000, ville blive fremsendt?

Svar:

Nej. Der blev ikke på forhånd orienteret om, at de

pågældende dokumenter ville blive fremsendt.

Spørgsmål nr. 11:

Ministeren bedes oplyse, hvornår henholdsvis Statsministeriet og

statsministeren første gang mundtligt/skriftligt blev orienteret om

den senere gennemførte aktion mod Østrig.

Svar:

Statsministeriet blev orienteret mundtligt om aktionen søndag

aften, den 30 januar. Mandag den 31. januar om morgenen modtog

Statsministeriet beslutningen på skrift fra det portugisiske

Statsministerium.

Jeg drøftede mundtligt med premierminister António Guterres

aktionen fra de 14 lande søndag aften. Det var første gang,

António Guterres havde lejlighed til at drøfte aktionen med

mig. Beslutningen på skrift blev herefter fremsendt mandag formiddag.

Det kan i øvrigt oplyses, at man fra portugisisk side den 14.

februar 2000 har bekræftet, at det til Danmark fremsendte materiale pr.

fax fredag aften den 28. februar 2000 var fremsendt til de andre lande i

kredsen på samme tidspunkt.

Man havde ikke i det portugisiske statsministerium modtaget svar fra nogen

af de 14, idet man var inde i en ny fase, da Portugals statsminister Antonio

Guterres besluttede at tage personlig kontakt til kollegerne i løbet

af weekenden den 29. og 30. januar 2000 om en fælles reaktion over for

udviklingen i Østrig.

Endelig vedlægges for god ordens skyld et brev af 18. februar 2000

fra premierminister Guterres til mig, som bekræfter ovenstående

hændelsesforløb (optrykt som underbilag 1).

Underbilag 1

Brev fra den portugisiske premierminister Guterres til

statsminister Poul Nyrup Rasmussen

Lisbon, 18th February 2000

Dear Poul

I would like to confirm that we had a verbal understanding from you on

Sunday, late in the evening, on the position of the fourteen member

countries. It was the first time I managed to contact you for that

purpose.

The decision in written form was transmitted to you on Monday, January

31th, and forwarded to the Austrian authorities at 01.00 pm CET.

Friendly yours

António Guterres

His Excellency

The Prime Minister of the Kingdom

of Denmark

Mr. Poul Nyrup Rasmussen

UOFFICIEL OVERSÆTTELSE

Lissabon d. 18. februar 2000

Kære Poul

Jeg bekræfter hermed, at vi sent søndag aften mundtligt

modtog din forståelse for de 14 medlemslandes standpunkt. Det var

første gang, at jeg havde mulighed for at kontakte dig med henblik

herpå.

Beslutningen blev sendt til dig skriftligt mandag d. 31. januar og

fremsendt til de østrigske myndigheder kl. 13.00.

Med venlig hilsen

António Guterres

Spørgsmål nr. 13:

Kan statsministeren bekræfte, at han i forbindelse med

Holocaustkonferencen i Stockholm den 26.-27. januar 2000 deltog i samtaler om

den politiske situation i Østrig og om eventuelle reaktioner over for

Østrig.

Svar:

Som jeg allerede redegjorde for under mødet i Det Udenrigspolitiske

Nævn den 1. februar udtrykte adskillige i deres taler på

Holocaust-konferencen bekymring over udviklingen i Østrig enkelte

kolleger udtrykte i korte bemærkninger bekymringer over for mig, som

jeg også tidligere har orienteret Nævnet om.

Jeg ankom direkte til konferencen om aftenen den 26. januar 2000 ved ca.

19:30-tiden - umiddelbart efter et kort middagsarrangement blev konferencen

genoptaget med en række indlæg fra i nævnte

rækkefølge premierminister Wim Kok, mig selv, fungerende kansler

Viktor Klima, Edgar Bronfman, Eberhart Jäckel og lord Janner af

Braunstone.

Min tale vedlægges til orientering. (ej optrykt)

Aftenarrangementet for Holocaust-konferencen sluttede sent ved ca.

22-tiden.

Jeg deltog ikke i eventuelle drøftelser med kolleger om eventuelle

konkrete reaktioner eller sanktioner over for Østrig. Hvorvidt

drøftelser om konkrete aktioner/sanktioner overhovedet har fundet sted

på Holocaust-konferencen, foreligger der ikke for mig oplysninger

om.

Spørgsmål nr. 14:

Kan statsministeren bekræfte, at han den 28. januar 2000 om

eftermiddagen havde en telefonsamtale med premierminister Guterres om mulige

sanktioner over for Østrig og i bekræftende fald oplyse, hvad

statsministeren sagde om Danmarks holdning til eventuelle sanktioner.

Svar:

Jeg har allerede orienteret Udenrigspolitisk Nævn om denne

telefonsamtale på det Nævnsmøde den 1. februar 2000, som

jeg selv tog initiativ til. Jeg har også beskrevet samtalen på

Nævnsmøderne den 8. februar 2000 og den 10. februar 2000

sidstnævnte Nævnsmøde tog jeg som bekendt også selv

initiativ til.

Samtalen fandt sted omkring frokosttid umiddelbart før min afrejse

til Davos. Vi drøftede ikke noget om sanktioner. Guterres spurgte til

min holdning til en markant udtalelse som udtrykker:

- stærk bekymring over udviklingen i Østrig

- understreger, at EU-samarbejdet ikke alene omfatter fælles marked,

men også en række fælles værdier

- at alle EU-lande skal respektere disse værdier.

Det fandt jeg ikke anledning til at imødegå. En sådan

udtalelse fandt jeg egentlig meget fornuftig.

Spørgsmål nr. 15:

Ministeren bedes redegøre for indholdet af den samtale, der

søndag den 30. januar 2000 blev ført med premierminister

Guterres.

Svar:

Spørgsmålet er omhyggeligt refereret på

Nævnsmødet den 1. februar 2000 som jeg selv tog initiativ til

indkaldelse af. Spørgsmålet er også besvaret på de

følgende møder 8. februar 2000 og 10. februar 2000.

Sidstnævnte tog jeg som bekendt også selv initiativ til

indkaldelse af.

Jeg havde en længere telefonisk drøftelse med Guterres sent

søndag aften den 30. januar, da jeg var vendt hjem fra Davos.

Guterres orienterede først om, at flere lande havde opfordret det

portugisiske formandskab til en meget klar og stærk fælles

reaktion. En enkelt kollega havde været tøvende, men dog

indstillet på at tilslutte sig, hvad de øvrige kunne blive enige

om.

Guterres redegjorde herefter for elementerne i den reaktion, der var

enighed om blandt de øvrige. På mit spørgsmål

oplyste han, at adskillige havde ønsket at gå endnu

længere end dét, der var lagt op til.

Jeg spurgte også, om Guterres havde overvejet modreaktionen i

Østrig. Det havde Guterres, men han fandt den fælles reaktion

rigtig og vigtig. Hvis vi blot stiltiende så til, kunne det opfattes

som et samtykke til udviklingen i Østrig, hvilket kunne skabe

politiske problemer for hele Europa.

Min samlede vurdering var herefter, at det ville tjene sagen bedst at

være konsekvent og klar i lyset af de klare holdningstilkendegivelser

og værdier, som EU-samarbejdet bygger på. Det ville samtidig

tjene Danmarks interesser bedst, at Danmark var med til at bære den

fælles reaktion. Danmark burde ikke stå udenfor. Det ville

placere os i en helt forkert situation. Det ville kunne fortolkes som et

stiltiende samtykke til den politiske udvikling i Østrig. Det ville

alvorligt svække Danmarks samlede placering i Europa.

Jeg tilsluttede mig derfor den fælles reaktion, som Guterres

mundtligt havde fremlagt for mig.

Guterres ville ringe til Østrigs præsident og til den

fungerende kansler dagen efter. Også udenrigsministeren ville blive

informeret (d.v.s. Schlüssel). Det var vigtigt, at de blev orienteret om

reaktionen først, inden den blev offentliggjort.

Spørgsmål nr. 16:

Har statsministeren kendskab til, at der mellem de 14 stats- og

regeringschefer cirka en uge forud for, at beslutningen om aktionen mod

Østrig blev offentlig kendt den 31. januar 2000, har cirkuleret et

såkaldt Non-paper, og hvad ordlyden i bekræftende fald var?

Svar:

Nej.

Spørgsmål nr. 17:

Vil statsministeren give en oversigt over de samtaler vedrørende

situationen i Østrig, som statsministeren i tidsrummet fra

Holocaustkonferencen i Stockholm og frem til vedtagelsen af sanktionerne

mandag den 31. januar 2000 har ført med ministre fra andre lande?

Svar:

Holocaust-konferencen 26. januar 2000:

Jeg ankom til Holocaustkonferencen i Stockholm umiddelbart inden den

middag, som min svenske kollega Göran Persson havde arrangeret for

stats- og regeringschefer samt andre den 26. januar.

Jeg har ikke haft »samtaler« om Østrig i Stockholm, men jeg gav ligesom

andre udtryk for bekymring over den politiske udvikling i landet. Enkelte

kolleger gjorde også bemærkninger bilateralt til mig om deres

bekymring for udviklingen i Østrig.

Så vidt jeg husker, sad bl.a. følgende ved mit bord den 26.

januar om aftenen: Sveriges vicestatsminister Lena Hjelm Wallén,

Islands statsminister Oddsson, Sloveniens præsident Kucan. Før

middag - og efter middag - var der selvsagt almindelig uformel konversation.

Blandt de øvrige deltagere i middagen var bl.a. Göran Persson,

Gerhard Schröder, Lionel Jospin og Viktor Klima.

Umiddelbart efter middagen genoptoges konferencen med taler - i

nævnte rækkefølge: premierminister Wim Kok, mig selv,

fungerende kansler Viktor Klima, Edgar Bronfman, Eberhart Jäckel og lord

Janner af Braunstone.

Den 27. januar 2000 om morgenen havde jeg en samtale med Israels minister

for samfundsspørgsmål og diaspora, Michael Melchior om

Holocaust-konferencen og andre spørgsmål af betydning for det

dansk-israelske forhold. Under denne samtale gav Melchior også udtryk

for dyb bekymring over udviklingen i Østrig.

Davos:

Jeg har i besvarelse af tidligere spørgsmål (spm. nr. 8)

omtalt min deltagelse i mødet i Davos og min korte ordveksling med den

belgiske premierminister. I mødet deltog som tidligere nævnt

et stort antal præsidenter, statsministre, finansministre,

udenrigsministre, vicepræsidenter og vicestatsministre. Jeg hilste

på og udvekslede bemærkninger med ganske mange af deltagerne.

To samtaler med Portugals premierminister:

Mine samtaler med premierminister Guterres har jeg orienteret om, jvf.

spm. 11, 14 og 15.

Første gang fredag hen på formiddagen den 28. februar 2000

umiddelbart før min afrejse til Davos. Omhandlende Guterres

officielle udtalelser om den bekymrende udvikling i Østrig.

Anden gang søndag den 30. februar sent aften omhandlende konkrete

sanktioner fra de 14 EU-lande.

Udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål

12

Spørgsmål nr. 12:

Ministeren bedes oplyse, hvornår Udenrigsministeriet første

gang mundtligt/skriftligt blev orienteret om og involveret i de 14 stats-

og regeringschefers aktion mod Østrig.

Svar:

Udenrigsministeriet blev første gang orienteret om

fælleserklæring fra de 14 stats- og regeringschefer ved en

telefonopringning mandag den 31. januar 2000 ca. kl. 10 fra en medarbejder i

Statsministeriet.

Udenrigsministeriet modtog herefter kl. 11.40 en fax med

fælleserklæringen i en foreløbig udgave.

Den endelige udgave af fælleserklæringen modtog

Udenrigsministeriet pr. fax den 31. januar kl. 18.05 med henblik på

oversendelse til Det Udenrigspolitiske Nævn.

Bilag 3

Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000

om grundlovens og nævnslovens bestemmelser om

inddragelse af Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse

med regeringens udenrigspolitiske beslutninger

1. Baggrund

I et brev af 9. februar 2000 til Folketingets Internationale Afdeling har

formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Helle Degn, på

opfordring af flere af Nævnets medlemmer anmodet om, »at Folketingets

administration udarbejder en redegørelse for grundlovens og

nævnslovens bestemmelser om inddragelsen af Folketinget/Det

Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse med regeringens udenrigspolitiske

beslutninger.

I tilknytning hertil bedes redegjort for, hvorledes disse bestemmelser for

eksempel forholder sig til den af regeringen fulgte fremgangsmåde i

sagen om de 14 EU-stats- og regeringschefers erklæring af 31. januar

2000 om den fælles aktion i tilfælde af dannelse af en

østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ.«

2. De relevante bestemmelser i grundloven og

nævnsloven

Den relevante bestemmelse i grundloven er § 19, der lyder

således:

»§ 19.

Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen

handling, der forøger eller indskrænker rigets område,

eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets

medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større

betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen

mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets

samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb

på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets

samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.

Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af

denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget

ikke samlet, skal det uophørligt indkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et

udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig

forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk

rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn

fastsættes ved lov.«

De nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn er fastsat i

lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn. Den

bestemmelse, der er relevant i denne sammenhæng er § 2, hvori det

hedder:

»§ 2.

Forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk

rækkevidde rådfører regeringen sig med Nævnet, der i

øvrigt har til opgave med regeringen at drøfte sager af

betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra

regeringen om udenrigspolitiske forhold.«

3. Regeringens pligt til at indhente Folketingets samtykke i visse

tilfælde

Som det fremgår af grundlovens § 19, stk. 1, er udgangspunktet, at

kongen (dvs. regeringen) »handler på rigets vegne i mellemfolkelige

anliggender.« I forbindelse med foretagelsen af følgende handlinger er

denne kompetence dog undergivet den begrænsning, at Folketingets

samtykke skal indhentes (forud for handlingen), jf. § 19, stk. 1 og

2:

1) Handlinger, der indskrænker eller forøger rigets

område.

2) Indgåelse af forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets

medvirken er nødvendig.

3) Indgåelse af forpligtelser, som i øvrigt er af

større betydning.

4) Opsigelse af mellemfolkelige overenskomster, som er indgået

med Folketingets samtykke.

5) Anvendelse af militære magtmidler mod nogen fremmed stat,

bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske

styrker. I sidstnævnte fald skal de trufne foranstaltninger straks

forelægges Folketinget.

Forståelsen af grundlovens § 19, stk. 1 og 2, er beskrevet

indgående i den statsretlige litteratur. Der kan således henvises

til »Danmarks Riges grundlov med kommentarer«, redigeret af Henrik Zahle,

Jurist- og Økonomforbundets Forlag (1999) med den deri optagne

litteraturliste.

For så vidt angår de handlinger, der er omtalt under nr. 2 og

3, er der i litteraturen almindelig enighed om, at der med »forpligtelser«

tænkes på (indgåelse af) traktater, hvorved forstås

enhver mundtlig eller skriftlig folkeretlig overenskomst. Regeringen har

utvivlsomt kompetencen til at indgå traktater, men i visse

tilfælde skal der ske en indhentelse af Folketingets samtykke til

ratifikation, dvs. samtykke til, at regeringen erklærer, at Danmark

betragter sig som bundet af en undertegnet traktat m.v. Specielt med hensyn

til de handlinger, der er omtalt under nr. 2, kan det oplyses, at der navnlig

tænkes på indgåelse af traktater, hvis opfyldelse

kræver, at der gennemføres ny eller ændret lovgivning.

Ifølge sagens natur kan det være vanskeligt at sige noget helt

præcist om, hvilke forpligtelser der tænkes på, når

der tales om »forpligtelser, som i øvrigt er af større

betydning«, jf. nr. 3.

Praksis kunne tyde på, at det såkaldte ratifikationssamtykke

også indhentes i en del tilfælde, hvor der ikke foreligger noget

behov for efterfølgende lovinitiativ. Imidlertid oplyser de ledsagende

bemærkninger ofte ikke noget om baggrunden for, at Folketingets

ratifikationssamtykke søges indhentet, så det er vanskeligt at

bedømme, om baggrunden for indhentelsen er, at der er tale om en

forpligtelse, »som i øvrigt er af større betydning«, eller

dette sker af andre grunde, f.eks. fordi det forekommer politisk

ønskeligt at sikre sig Folketingets opbakning.

Om indhentelse af Folketingets samtykke til indgåelse af traktater

og opfølgningen heraf kan i øvrigt henvises til afsnittet herom

(2.a) i betænkning og indstilling over ændring af

forretningsorden for Folketinget. (Forbedret lovkvalitet og revision af

spørgetimen), der blev afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den

7. maj 1999.

Som det vil fremgå af det ovenstående, spiller det en

betydelig rolle for anvendelsen af grundlovens § 19, om regeringens

beslutning indebærer, at Danmark har indgået en forpligtelse i

forhold til et andet land eller ej. Kun hvis der er tale om en folkeretlig

forpligtelse, vil grundlovens § 19, stk. 1, i almindelighed få

betydning, jf. dog ovenfor under nr. 1 og 5. Det er imidlertid Lov- og

Parlamentssekretariatets opfattelse, at den konkrete beslutning falder uden

for området for grundlovens § 19, stk. 1, idet der ikke synes at

være tale om, at Danmark har indgået en folkeretlig forpligtelse,

men at den danske regering har truffet en i princippet ensidig beslutning

vendt mod Østrig i forståelse med 13 øvrige EU-stats- og

regeringschefer. Heller ikke efter § 19, stk. 2, vil der i det foreliggende

tilfælde skulle indhentes samtykke.

4. Forholdet mellem regeringen og Det Udenrigspolitiske Nævn

Af grundlovens § 19, stk. 3, fremgår, at

1) regeringen rådfører sig med Det Udenrigspolitiske

Nævn forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk

rækkevidde.

Herudover fremgår af nævnslovens § 2, at Det Udenrigspolitiske

Nævn har til opgave

2) med regeringen at drøfte sager af betydning for landets

udenrigspolitik og

3) at modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske

forhold.

Også grundlovens § 19, stk. 3, er behandlet i den statsretlige

litteratur, som er omtalt ovenfor. Særligt skal nævnes

Christopher Bo Bramsens artikel i Juristen 1981, side 69ff om Folketingets

kontrol med regeringens udenrigspolitik. Herudover kan henvises til den

redegørelse med tilhørende bilag om folketingsorganernes

arbejde med de udenrigspolitiske og internationale spørgsmål,

som en i maj 1995 nedsat arbejdsgruppe af medlemmer af Folketinget afgav til

Folketingets Præsidium.

Baggrunden for oprettelsen af et udenrigspolitisk nævn var

erfaringerne fra 1. Verdenskrig, hvor der viste sig at være behov for

tilstedeværelsen af et forum, hvor regeringen inden for fortrolige

rammer og ofte på et tidligere tidspunkt, end det undertiden ellers

kunne lade sig gøre, kunne drøfte udenrigs- og

sikkerhedspolitiske forhold. Regeringen havde - og har stadig - kompetencen

til at handle udadtil, men ikke mindst efter indførelsen af

parlamentarismen ville det ofte være hensigtsmæssigt for en

regering at have mulighed for på et tidligt tidspunkt at danne sig et

indtryk af den parlamentariske baggrund for sine handlinger. I

nævnsloven fra 1923 hedder det i § 2:

»§ 2.

Nævnet har til opgave med regeringen at drøfte

sager af betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra

regeringen om udenrigspolitiske forhold. Sådanne sager bør af

regeringen så vidt muligt forelægges Nævnet, når de

er af større betydning og ikke allerede har været forelagt

Rigsdagen.«

Det Udenrigspolitiske Nævn blev grundlovsfæstet i 1953. I

bemærkningerne til den foran citerede § 19, stk. 3, i

forfatningskommissionens betænkning hedder det:

»Denne bestemmelse grundlovsfæster Det

Udenrigspolitiske Nævn og tilsigter samtidig en styrkelse af Rigsdagens

indflydelse ved at pålægge regeringen at rådføre sig

med et af Rigsdagen af dens midte valgt udenrigspolitisk nævn om enhver

beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Efter loven af

13. april 1923 om det Udenrigspolitiske Nævn beror det i meget vidt

omfang på regeringens skøn, hvilke spørgsmål der

skal forelægges Det Udenrigspolitiske Nævn. Det vil derfor

være rigtigt at ændre 1923-loven i overensstemmelse med dette

stykke.« Rigsdagstidende 1953-54, Folketinget, tillæg A sp. 3545.

Forfatningskommissionens betænkning indeholder endvidere et notat

fra professor Max Sørensen, der formulerede udkast til bestemmelsen,

og hvori bl.a. er anført:

»Det Udenrigspolitiske Nævn er i sin tid netop oprettet for at

gøre det muligt for regeringen under fortrolige former at

rådføre sig med Rigsdagens partier om vigtige udenrigspolitiske

spørgsmål. Der kunne være spørgsmål om at

optage en bestemmelse i grundloven, sigtende til at forpligte regeringen til

at benytte denne fremgangsmåde, der ikke hidtil har været

fastlagt i bindende regler. Selv en sådan bestemmelse måtte dog

være ret vag, da det formentlig er ugørligt at udforme et

aldeles præcist, kortfattet kriterium for, hvilke sager der bør

forhandles i nævnet, og på hvilket tidspunkt.« Rigsdagstidende

1953-54, Folketinget, tillæg A sp. 3730.

Den centrale bestemmelse er naturligvis regeringens

rådføringspligt. De under nr. 2 og 3 nævnte opgaver har

først og fremmest til formål at sikre, at nævnsmedlemmerne

er tilstrækkeligt orienteret om aktuelle udenrigspolitiske

spørgsmål til at kunne tage stilling til de sager af

større udenrigspolitisk rækkevidde, som regeringen

forelægger Det Udenrigspolitiske Nævn.

Med hensyn til rådføringspligten kan der rejses to

spørgsmål:

a. Hvilke sager (beslutninger) må karakteriseres som

værende af større udenrigspolitisk betydning, og

b. på hvilket tidspunkt bør sådanne sager

forelægges.

a. Hvilke beslutninger er af større udenrigspolitisk

rækkevidde?

Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i den antagelse,

at alle sager, hvortil Folketingets samtykke kræves efter grundlovens §

19, stk. 1 og 2, også må være omfattet af dette begreb. Med

hensyn til stk. 2 må dette formentlig gælde ubetinget, og det

samme gælder handlinger, der indskrænker eller forøger

rigets område, jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 1.

For så vidt angår indhentelse af samtykke til ratifikation af

traktater, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig,

jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 2, bemærkes, at indhentelsen typisk

sker i forbindelse med gennemførelsen af den nødvendige

lovgivning. Der bliver derfor ikke tale om at involvere Det Udenrigspolitiske

Nævn i disse tilfælde. Noget andet er, at regeringen bør

lade sig rådføre af Nævnet forud for undertegnelsen af en

sådan traktat, hvis denne er af »større udenrigspolitisk

rækkevidde«.

Med hensyn til forpligtelser, som i øvrigt er af større

betydning, jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 3, vil der antagelig ofte

være tale om handlinger af større udenrigspolitisk

rækkevidde, men der vil uden tvivl foreligge tilfælde, hvor

Folketingets ratifikationssamtykke har været indhentet, uden at sagen

på et tidligere tidspunkt har været forelagt for Det

Udenrigspolitiske Nævn. Sådanne tilfælde kan enten

forklares med, at ratifikationssamtykket har været anset for politisk

ønskeligt, selv om det ikke var påkrævet i henhold til

grundloven, eller at forpligtelsen nok var af »større betydning«, men

ikke af »større udenrigspolitisk rækkevidde.«

Nok så vigtigt er det imidlertid, at begrebet »beslutning« i

grundlovens § 19, stk. 3, rækker videre end begrebet »forpligtelse« i

grundlovens § 19, stk. 1. Det er imidlertid næppe muligt at opstille en

skarp juridisk afgrænsning af området. Som »klassiske«

områder kan nævnes spørgsmål om anerkendelse af

fremmede stater og Danmarks stemmeafgivning i FN, hvor den danske

stemmeafgivning er medvirkende til at påvirke udviklingen i den

aktuelle politiske situation. Praksis spiller utvivlsomt en meget stor rolle

ved afgørelsen af, hvilke beslutninger der bør forelægges

Nævnet. Den daværende udenrigsminister H.C. Hansen udtalte under

1. behandling af 1954-nævnsloven bl.a.:

» regeringen bør og skal, efter de noget uklare kriterier, som

findes, give Nævnet de oplysninger, som regeringen mener at kunne give.

Nævnet kan til gengæld af regeringen forlange oplysninger, som

Nævnet måtte ønske, og i øvrigt må det blive

den kommende tids praksis i Det Udenrigspolitiske Nævn, der afstikker

de egentlige rammer for omfanget af den virksomhed, som dér skal

udføres Jeg går ud fra at vi her må ende i det

hovedsynspunkt, at den kommende tids praksis må vise, hvordan vi skal

opfylde de bestemmelser, som findes i det foreliggende lovforslag.«

Folketingstidende 1953-54, forhandlingerne sp. 2176.

Hertil kommer - og det gælder navnlig beslutninger, der falder uden

for den faste praksis - en politisk vurdering i det enkelte tilfælde.

Henrik Zahle skriver således i sin »Dansk forfatningsret - Regering,

forvaltning og dom«, 2. udgave, Christian Ejlers Forlag (1996), side 294:

»Rådføringen sker på grundlag af regeringens initiativ,

og det er derfor op til regeringen i første omgang at bedømme,

om en beslutning er af »større udenrigspolitiske rækkevidde«.

Bedømmelsen af dette spørgsmål peger ikke blot på

en rent udenrigspolitisk vurdering af det pågældende problem, men

må tillige inddrage såvel den betydning, som Danmarks holdning i

det pågældende spørgsmål kan have, som den politiske

interesse i Danmark for det pågældende emne.«

I den nyere statsretlige litteratur er i øvrigt herom

anført:

Max Sørensen, Statsforfatningsret 1973, side 285:

»

regeringen er forpligtet til at underrette Nævnet om vigtige

udenrigspolitiske begivenheder og dispositioner. Ved den nærmere

afgrænsning af denne pligt må der imidlertid indrømmes

regeringen et vist skøn.«

Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 1980, side 394:

»At

Nævnets funktion kun er rådgivende, at regeringen selv

skønner over om en beslutning er af større rækkevidde, og

at regeringen ikke er pligtig at besvare spørgsmål fra

Nævnets side vedrørende andre anliggender end beslutninger af

større rækkevidde, er alt sammen ingen ulemper og hæmmer

ikke Nævnets funktion. Denne er et led i Folketingets parlamentariske

kontrol af regeringen, og Nævnets magt ligger i den politiske opinion

det repræsenterer. Anden sanktion behøves ikke.«

Peter Germer, Statsforfatningsret, 1995, side 189:

»Hvad det vil

sige, at beslutninger er »af større udenrigspolitisk

rækkevidde«, må i tvivlstilfælde bero på regeringens

og Folketingets skøn.«

Det ligger uden for Lov- og Parlamentssekretariatets muligheder at

foretage en udtømmende gennemgang af praksis, også fordi der

ikke foreligger noget offentligt tilgængeligt materiale, der belyser, i

hvilke tilfælde skiftende regeringer har valgt ikke at inddrage Det

Udenrigspolitiske Nævn. I den forbindelse bør det understreges,

at en regeringspraksis med hensyn til undladelse af at forelægge

bestemte typer sager for Nævnet ikke skaber præciserende

retssædvane, medmindre den også er kendt og accepteret af

Folketinget. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der kun

sjældent i konkrete tilfælde har været rettet kritik af en

regering i anledning af, at den skulle have forsømt at

rådføre sig med Nævnet. Årsagen hertil kan bl.a.

være, at skiftende regeringer formentlig har lagt den linje, at man som

udgangspunkt hellere måtte søge indhentet Nævnets

rådgivning en gang for meget end en gang for lidt for at undgå

ubehagelige diskussioner om, hvorvidt regeringen i de enkelte tilfælde

havde levet op til grundloven. Under alle omstændigheder ville

regeringen ikke være bundet til at følge rådgivningen.

Hertil kommer, at det ofte ikke vil være helt klart, om regeringen i

forbindelse med en orientering af Nævnet ønsker et råd,

jf. nr. 1 ovenfor, eller om regeringen blot ønsker at leve op til sin

almindelige orienteringspligt over for Nævnet, jf. nr. 2 og 3

ovenfor.

Et eksempel, hvor der har været rejst kritik, er dog sagen fra 1980

om den daværende energiministers rolle ved indgåelsen af en

kontrakt med Saudi-Arabien om levering af olie. Kontrakten indeholdt bl.a. en

klausul om, at køber eller købers regering ikke måtte

handle på en sådan måde, at det kunne bringe Saudi-Arabien

i miskredit i den internationale olieverden eller på anden måde

overhovedet. Under en efterfølgende forespørgselsdebat pegede

flere af medlemmerne af Folketinget på det uheldige i, at sagen ikke

havde været drøftet i Nævnet. Kontrakten blev herefter

fremlagt på et efterfølgende nævnsmøde. Efter

mødet udtalte den daværende statsminister, at den omtalte

miskrediteringsklausul var af kommerciel karakter, mens den daværende

formand for Nævnet, Henning Christophersen (V), fastholdt, at

kontrakten burde have været forelagt Nævnet inden

indgåelsen.

Spørgsmålet blev også drøftet i 1983 i

forbindelse med afstemninger i FN´s generalforsamlings 1. komité om et

par resolutionstekster på nedrustningsområdet. Den

daværende regering fandt her, at der i disse spørgsmål -

hvor der bestod uenighed mellem regeringen og dele af oppositionen om

stemmeafgivningen - ikke var tale om en beslutning af større

udenrigspolitisk rækkevidde i grundlovens forstand, hvorfor

Nævnet ikke blev indkaldt på initiativ af regeringen før

afsendelsen af regeringens instruks til FN-delegationen. Nævnet blev

først på et sent tidspunkt, jf. nedenfor under b, indkaldt efter

anmodning fra oppositionen. Regeringens handlemåde fik ikke juridiske

konsekvenser for regeringen, men et flertal udtalte i forbindelse med en

efterfølgende forespørgselsdebat i en motiveret dagsorden, at

Folketinget beklagede, »at Danmark undlod at stemme, da resolutionsforslagene

L 3 og L 43 var til afstemning i FN´s generalforsamlings 1. komité,

selv om et erklæret flertal blandt politikerne i FN-delegationen og i

Det Udenrigspolitiske Nævn tilrådede regeringen at stemme for de

to resolutioner, «.

b. På hvilket tidspunkt bør beslutninger af

større udenrigspolitisk rækkevidde forelægges Det

Udenrigspolitiske Nævn

Afgørelsen heraf efterlader ikke i princippet nogen tvivl. Det

fremgår klart af såvel grundloven som nævnsloven, at

forelæggelsen skal ske forud for, at beslutningen i givet fald tages.

Skal rådgivningen have nogen mening, skal den som udgangspunkt finde

sted på et tidspunkt, hvor regeringen endnu ikke har meddelt sin

beslutning til andre stater eller i øvrigt har realiseret

beslutningen, bl.a. fordi en ændring af regeringens standpunkt på

et tidspunkt, der ligger efter dette, i almindelighed vil være

forbundet med et betydeligt prestigetab. Det antages dog, at det ikke

udelukker regeringen fra internt at træffe sin beslutning, som

naturligt nok bliver meddelt Nævnet i forbindelse med orienteringen.

Det afgørende er, at beslutningen i givet fald kan tages om.

Spørgsmålet om, hvorvidt Nævnet er blevet rettidigt

inddraget i regeringens beslutningsproces, har været drøftet

tidligere. Det gælder således i 1979, hvor den daværende

regering ønskede at udsætte en forestående NATO-beslutning

om produktion af taktiske atomvåben (Theater Nuclear Forces = TNF) i 6

måneder. Efter at der havde fundet en forespørgselsdebat sted i

Folketinget, informerede regeringen en række andre NATO-landes

regeringer om det danske standpunkt. Først herefter blev sagen

drøftet på møder i Nævnet, men dog på et

tidspunkt, der lå forud for det NATO-møde, hvor beslutningen i

givet fald skulle træffes. Det blev imidlertid af Ninn-Hansen (KF)

kritiseret, at Nævnet var blevet indkaldt så sent i processen.

Nævnet burde have været indkaldt, forud for at regeringen havde

truffet sin beslutning, og det må nok erkendes, at Nævnets

indflydelse på regeringens udenrigspolitik i en situation, hvor andre

lande er blevet forhåndsorienteret om den danske regerings holdning,

kan blive illusorisk - og i strid med den tidlige, fortrolige dialog mellem

regering og Nævnet, som ligger til grund for Nævnets oprettelse,

jf. også Christopher Bo Bramsen i den anførte artikel.

Et særligt - praktisk betonet - problem kan foreligge, når

behovet for at træffe en beslutning er så

påtrængende, at det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at

indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn, inden beslutningen skal

træffes. I den forbindelse henledes opmærksomheden på

grundlovens § 19, stk. 2, hvorefter regeringen i tilfælde af

væbnet angreb på riget eller danske styrker kan anvende

militær magt mod en fremmed stat uden forinden at indhente Folketingets

samtykke. Efterfølgende skal de foranstaltninger, regeringen

måtte have truffet, uophørligt forelægges Folketinget.

Der findes ikke en tilsvarende modifikation i § 19, stk. 3.

Spørgsmålet blev taget op under 2. behandling af forslaget til

lov om Det Udenrigspolitiske Nævn af ordføreren for udvalget,

Alsing Andersen (S), der bl.a. udtalte:

» På linje med udtalelser, der blev fremsat ved første

behandling, er udvalget imidlertid enigt om, at regeringen under fuldt

parlamentarisk ansvar ikke kan være afskåret fra at træffe

nødvendige beslutninger, når der foreligger en afgørende

faktisk hindring for en rettidig drøftelse af sagen i Nævnet.«

Folketingstidende 1953-54, forhandlingerne sp. 3497.

Problemet ses ikke at være behandlet i den statsretlige litteratur,

og der foreligger ikke for Lov- og Parlamentssekretariatet oplysninger, der

belyser, i hvilket omfang man måtte have undladt at indkalde Det

Udenrigspolitiske Nævn i situationer, hvor det ikke var praktisk muligt

at nå det, inden det var nødvendigt at træffe en

beslutning. Det er dog indtrykket, at regeringen i lignende situationer i

videst muligt omfang har søgt at orientere de politiske partiers

ledere telefonisk, men omfanget heraf foreligger ikke offentligt kendt.

Afgørende må det være, om det politisk bliver accepteret,

at der forelå en sådan situation, at det ikke var muligt for

regeringen af få indkaldt Nævnet i tide. Når problemet

tilsyneladende ikke har været rejst tidligere, kunne det tyde på,

at den politiske accept heraf har foreligget.

Det kan dog nævnes, at en række oppositionspartier i den sag

fra 1983, der er omtalt ovenfor under a, udtalte kritik af, at Nævnet

var blevet indkaldt så sent, at deres holdning ikke kunne nå at

blive afspejlet i regeringens instrukser til den danske delegation ved FN i

forbindelse med afstemningerne om nogle resolutioner i generalforsamlingens

1. komité. Rent faktisk nåede man på grund af forsinkelser

i New York dog ikke at foretage afstemningerne inden nævnsmødets

afslutning, og den daværende statsminister udtalte efter

nævnsmødet, at regeringen havde accepteret folketingsflertallet,

og at dette ville afspejle sig i FNi : »I

Nævnet har vi hentet råd hos partierne, men afstemningen sker

på regeringens ansvar.« Det bemærkes dog, at årsagen til

den sene indkaldelse af Nævnet i hvert fald i første række

skyldtes, at regeringen som ovenfor nævnt ikke mente, at der var behov

for at indkalde Nævnet, men at dette blev indkaldt efter ønske

fra dele af oppositionen.

5. Den fremgangsmåde, regeringen har fulgt i sagen om de 14

EU-stats- og regeringschefers erklæring af 31. januar 2000 om den

fælles aktion i tilfælde af dannelse af en østrigsk

regering med deltagelse af partiet FPÖ set i lyset af

ovennævnte

Som sagen foreligger oplyst for Lov- og Parlamentssekretariatet, synes der

at være enighed mellem regeringen og alle partier i Nævnet om, at

sagen var af en sådan karakter, at der forelå en »beslutning af

større udenrigspolitisk rækkevidde«. Statsministeren udtalte

således under spørgetiden i Folketinget den 9. februar 2000 i

forbindelse med besvarelsen af spørgsmål S 1398:

»Jeg kan bekræfte over for hr. Lars Løkke Rasmussen, at det

er en udenrigspolitisk handling, som er dækket af grundlovens § 19,

stk. 3. Vi har haft lejlighed til i Det Udenrigspolitiske Nævn at

drøfte det, og jeg kan berolige hr. Lars Løkke Rasmussen med,

at der i Det Udenrigspolitiske Nævn er en forståelse for, at

statsministeren ikke kunne handle anderledes. Det har jeg naturligvis noteret

mig. Det er der klart flertal for. Og jeg tror egentlig godt, hr. Lars

Løkke Rasmussen er klar over, at det også dækker hr. Lars

Løkke Rasmussens eget parti.« Folketingstidende 1999-2000,

forhandlingerne side 4077.

En nærmere bedømmelse af regeringens handlemåde, for

så vidt angår tidspunktet for forelæggelsen for

Nævnet, forudsætter imidlertid en nøjere

undersøgelse af det samlede hændelsesforløb, herunder af,

hvornår regeringen vidste, at der kunne blive tale om at træffe

en beslutning, og om der rent faktisk var mulighed for at indkalde

Nævnet før sidste frist for meddelelse af den danske

stillingtagen. Det bemærkes, at det tidligere har vist sig muligt at

indkalde Nævnet med meget kort varsel.

i Der tænkes

formentlig på plenarforsamlingen, idet Danmark som omtalt ovenfor under

a rent faktisk undlod at stemme i 1.komité.

Bilag 4

Statsministerens Redegørelse for »svipser

« af 10. februar

2000

København, den 10. februar 2000

Gårs dato, den 9. februar 2000, blev for mig forelagt et materiale

vedr. Østrig, som jeg har fundet det rigtigst at orientere

Udenrigspolitisk Nævn om:

Statsministeriet modtog fredag den 28. januar 2000 kl. 17.53 (portugisisk

tid) efter kontortid en henvendelse pr. telefax med bilag fra den

portugisiske statsminister.

Henvendelsen indeholder en forespørgsel om vores eventuelle

reaktion på en henvendelse til den portugisiske statsminister fra

Belgiens statsminister. Bilagene er den portugisiske statsminister Antonio

Guterres offentlige tilkendegivelse af samme dag om situationen i

Østrig (fremsendt til Udenrigspolitisk Nævn den 9. februar 2000)

samt kopi af et brev af 27. januar 2000 til statsminister Guterres fra den

belgiske statsminister.

Dette pr. fax indsendte materiale er journaliseret i Statsministeriet

mandag den 31. januar 2000 og derefter fordelt i ministeriet samme dag.

Jeg blev, bortset fra statsminister Guterres offentlige tilkendegivelse,

først orienteret om det samlede indhold af faxmaterialet i går,

onsdag den 9. februar 2000.

Kopi af det samlede materiale med bilag vedlægges. (Optrykt som

underbilag 1-3)

For god ordens skyld skal det fremhæves, at havde dette materiale

været mig bekendt tidligere, ville Nævnet naturligvis være

blevet orienteret herom ved nævnsmødet den 1. februar og 8.

februar 2000.

Hændelsesforløbet er beklageligt. Der er taget initiativ til,

at denne fejl ikke gentages.

Det fremsendte materiale ændrer ikke på regeringens beslutning

vedr. Østrig.

Poul Nyrup Rasmussen

Underbilag 1

Fax fra den portugisiske premierministers diplomatiske

rådgiver José de Freitas Ferraz

MR PER POULSEN-HANSEN

DIPLOMATIC ADVISER TO THE

PRIME MINISTER

DATE: 28/01/00

PAGES 1+3

TEL.: (351 21) 3923594 96

FAX: (351 21) 396 13 20

e-mail:ferraz@pm.gov.pt.

MESSAGE:

Subject: Austria

I hereby enclose to you both a letter from Prime Minister Guy Verhofstadt

and Foreign Minister Louis Michel and a press statement issued this morning

by Prime Minister António Guterres.

We would appreciate to have your reaction regarding the initiative

forwarded to the Presidency by the Prime Minister of Belgium.

Best regards

José de Freitas Ferraz

UOFFICIEL OVERSÆTTELSE

Hr. Per Poulsen-Hansen

Diplomatisk rådgiver for

statsministeren

DATO: 28/01/00

SIDER 1+3

TLF.: (351 21) 3923594 96

FAX: (351 21) 396 13 20

Vedr.: Østrig

Jeg vedlægger hermed både et brev fra statsminister Guy

Verhofstadt og udenrigsminister Louis Michel og en pressemeddelelse, der blev

udsendt her til morgen af statsminister António Guterres.

Vi ville sætte stor pris på en reaktion fra Dem angående

initiativet, der er fremsendt til formandskabet af Belgiens

statsminister.

Med venlig hilsen

(José de Freitas Ferraz)

Underbilag 2

Brev fra den belgiske statsminister og fra den belgiske

udenrigsminister

LE PREMIER MINISTRE

RUE DE LA LOI, 16

1000 BRUXELLES

Bruxelles, le 27 janvier 2000

Monsieur le Premier Ministre

Monsieur le Président

Lors des débats en séance plénière aujourd hui

à la Chambre des Représentants et au Sénat, nous avons

constaté une vive inquiétude concernant l évolution de

la situation politique en Autriche. C est la raison pour laquelle nous nous

adressons à vous, en votre qualité de Président du

Conseil européen, pour vous faire part de la préoccupation de

notre pays.

L Union européenne est fondée sur les valeurs de

liberté, de démocratie et de respect des droits de l homme et

des libertés fondamentales, ainsi que du refus de l exclusion. Il

serait inconcevable qu accède aux responsabilités

gouvernementales dans un des pays de l Union Européenne, un parti qui

nie ces principes fondateurs. C est pourquoi la perspective d une

entrée possible dans le Gouvernement autrichien du parti de Monsieur

Jörg Haider suscite en Belgique, comme dans d autrers Etats membres, une

vive émotion.

Pour ces raisons, nous vous demandons de bien vouloir oeuvrer pour qu une

réaction commune aves nos partenaires de l Union européenne

puisse rapidement se concrétiser par rapport à cette question.

Il ne s agit pas de s immiscer dans la vie politique autrichienne, mais de

faire valoir que ce qui est un motif de préoccupation grave pour l

Autriche, l est aussi pour l Union européenne.

Veuillez croire, Monsieur le Premier Ministre, Monsieur le

Président, à l assurance de notre plus haute

considération.

Louis MICHEL Guy VERHOFSTADT

Vice Premier Ministre et Premier Ministre du Royaume de Belgique

Ministre des Affaires étrangères

Son Excellence M. Antonio GUTERRES

Premier Ministre du Portugal

Président du Conseil Européen

UOFFICIEL OVERSÆTTELSE

Premierministeren

Rue de la Loi, 16

1000 Bruxelles

Bruxelles, den 27. januar 2000

Kære premierminister, kære formand,

Under plenardebatterne i Repræsentantkammeret og Senatet i dag har

vi konstateret en stærk bekymring over udviklingen i den politiske

situation i Østrig. Det er grunden til, at vi henvender os til Dem i

Deres egenskab af formand for Det Europæiske Råd for at

delagtiggøre Dem i vort lands bekymring.

Den Europæiske Union er baseret på værdierne frihed,

demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende

frihedsrettigheder såvel som på afvisningen af udstødelse.

Det ville være ubegribeligt, om et parti, som fornægter disse

grundlæggende principper, skulle få regeringsansvar i et af

landene i Den Europæiske Union. Det er grunden til, at perspektivet om

en mulig indtræden i den østrigske regering af Jörg Haiders

parti udløser stærke følelser i Belgien såvel som i

andre medlemslande.

Af disse grunde anmoder vi Dem om at arbejde for, at der hurtigt kan

konkretiseres en fælles reaktion med vore partnere i Den

Europæiske Union i forhold til dette spørgsmål. Det drejer

sig ikke om at blande sig i det østrigske politiske liv, men om at

gøre gældende, at det, der er en grund til alvorlig bekymring

for Østrig, også er det for Den Europæiske Union.

(høflighedsformular)

Louis MICHEL Guy VERHOFSTADT

Vicepremierminister og Kongeriget Belgiens

udenrigsminister premierminister

Hans Excellence hr. Antonio Guterres

Portugals premierminister

Formand for Det Europæiske Råd

Underbilag 3

Pressemeddelelse fra den portugisiske

premierminister

NOTE TO THE PRESS

I want to express my deep concern regarding the possible political

evolution in Austria.

The European Union is not only a single market or a single currency. It is

also a Union based on a set of values and rules and on a common

civilisation.

All EU member states Governments should clearly share those values and

rules, and that common civilisation.

Lisbon, 28th January 2000

António Guterres

Prime Minister

UOFFICIEL OVERSÆTTELSE

PRESSENOTAT

Jeg vil gerne udtrykke dyb bekymring for den mulige politiske udvikling i

Østrig.

Den Europæiske Union er ikke blot et enkelt marked eller en enkelt

valuta. Det er samtidig en union, som er baseret på såvel en

række værdier og regler som på en fælles

civilisation.

Alle EU-medlemslandenes regeringer bør klart være

fælles om disse værdier og regler og denne fælles

civilisation.

Lissabon d. 28. januar 2000

António Guterres

Statsminister

Bilag 5

Statsministerens besvarelse af spørgsmål S

1398 i Folketingets spørgetid den 9. februar 2000 stillet af Eva Kjer

Hansen (V)

Eva Kjer Hansen (V):

»Vil statsministeren beskrive effekten hos den østrigske befolkning af

udtalelsen fra de europæiske regeringsledere om bilaterale sanktioner

mod Østrig?«

Statsministeren

(Poul Nyrup Rasmussen):

Jeg har desværre ikke grundlag for at gå ind i en nøjere

psykologisk vurdering af den østrigske befolknings reaktion. Jeg har

indtryk af, efter hvad man nu kan se i tv og læse i avisreferaterne, at

den østrigske befolkning har reageret meget forskelligt. Der har

været demonstrationer på gaderne. Der har også været

mennesker i Østrig, som har givet udtryk for at være kede af de

14 landes reaktion plus reaktionen fra Norge, USA, Israel, og dermed vel

også FN's generalsekretærs holdninger. Så jeg må sige

til fru Eva Kjer Hansen: Jeg tror som sagt ikke, vi kommer det nærmere.

Jeg er sikker på, at østrigerne naturligvis ligesom mange

andre befolkninger har deres forskellige reaktionsmønster, og det

gælder også i den her situation.

Eva Kjer Hansen

(V):

Jamen er statsministeren ikke bange for, at det her i virkeligheden

måske styrker Jörg Haider og hans parti, for østrigerne

må da opfatte det, som om andre lande vil gøre sig til

overdommere over den demokratiske stillingtagen, som østrigerne selv

har taget i forbindelse med deres valg?

Tror statsministeren ikke, at det for østrigerne f.eks. også

er underligt, at man skal opleve de her sanktioner, uden at man sådan

kan få en nøje, konkret beskrivelse af anledningen til det,

samtidig med at østrigerne f.eks. er i den situation, at det er

Østrig, der nu har formandskabet i OSCE?

Jeg vil i den forbindelse gerne gentage spørgsmålet om,

hvordan statsministeren ser på det problem, og om statsministeren

finder det acceptabelt med de udmeldinger, statsministeren er kommet med.

Altså jeg finder det dybt beklageligt, at statsministeren ikke

valgte at svare på spørgsmålet allerede i den tidligere

omgang, men jeg vil så gerne benytte anledningen til nu at bede om en

klar melding fra statsministeren om, hvordan statsministeren ser på den

situation, at Østrig varetager formandskabet i OSCE, og hvordan det er

foreneligt med de sanktioner, der nu er indledt fra en række landes

side.

Lars Løkke Rasmussen

(V):

Ja, nu kunne jeg forstå på hr. Claus Larsen-Jensen, at en

diskussion om grundloven, herunder grundlovens § 19, stk. 3, bare var en

formalistisk juridisk diskussion. Det kan jo synes at være lidt

tankevækkende, al den stund debatten her handler om demokrati og

menneskerettigheder.

Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål, og derfor

spørger jeg så igen: Er det statsministerens opfattelse, at den

beslutning, regeringen har truffet og først efterfølgende har

orienteret Folketingets partier om i Det Udenrigspolitiske Nævn om at

indføre bilaterale sanktioner i forhold til Østrig, er en

beslutning af en sådan rækkevidde, at den falder ind under

grundlovens § 19, stk. 3?

Frank Dahlgaard

(UP):

Statsministerens regering og parti afskaffede revselsesretten for 2 år

siden i forholdet mellem forældre og børn. Man skal ikke bruge

fysisk afstraffelse.

Men her på det internationale plan er det altså ikke nok med

verbale signaler for regeringen. Her skal der gås til politisk og

diplomatisk afstraffelse - altså en revselsesret, som regeringen

påtager sig i forhold til et andet land. Er det rimeligt? Er der nogen

sammenhæng i den holdning, der ligger bag ved det?

Jens Hald Madsen

(V):

Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, det er udmærket, at

man blev orienteret i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er bare

ærgerligt, at man blev orienteret for sent.

Men de her spørgsmål, vil jeg sige til statsministeren, er jo

udtryk for, at vi ønsker en dialog, en åben dialog og debat

omkring det, som regeringen har foretaget sig, fordi der er et

fortrolighedshensyn i Nævnet, som jeg i hvert fald respekterer

højt.

Men statsministeren skal ikke have lov til at skjule sig i Det

Udenrigspolitiske Nævn. Nu er det nede i salen, og derfor synes jeg

også, der er baggrund for, at vi får svar på vores

spørgsmål. Er det ikke korrekt, at Jörg Haider er blevet

styrket ved den måde, som man har reageret på? Og hvor - igen

spørger jeg - hvor er det grundlag, hvad er det, Østrigs

nuværende regering er kommet med af racistiske udtalelser osv., der

gør, at man kan videreføre de her sanktioner?

Jens Kirk

(V):

Jeg forstår statsministerens larmende tavshed på de forrige

spørgsmål sådan, at statsministeren ikke ved, hvad det er,

Østrig skal gøre for at komme ud af den boykot fra de

øvrige 14 EU-lande. Sådan forstår jeg det. Hvad er det,

Østrig skal gøre anderledes? Skal der en ny regering til, hvor

der indgår andre partier, før de sanktioner, der er sat i

værk, ophæves?

Jens Rohde

(V):

Jeg kan da meddele statsministeren, at jeg har både familie og venner i

Østrig, som aldrig havde tænkt sig at støtte og aldrig

har stemt for Jörg Haider, men efter den her aktion er de absolut ikke i

tvivl om, hvem de skal stemme på næste gang. Så det er da

min klare opfattelse, at Jörg Haider er blevet styrket, og det var vel

egentlig ikke meningen med den her reaktion.

I øvrigt er det jo slet ikke sikkert, at det har noget at

gøre med nazisympatier, som man gerne vil skrue det op til. Det kunne

jo også være, at den østrigske befolkning er så godt

og grundig træt af et gennemkorrumperet styre, styret af

socialdemokrater i de sidste år, en koalition mellem socialdemokrater

og konservative, hvor man jo skal have partibogen i orden for at få en

stilling i det offentlige.

Det, mit spørgsmål går ud på, er nu igen

vedrørende proceduren, for det er meget vanskeligt at få nogen

svar fra statsministeren i den her sag, så det lægger sig op ad

hr. Jens Hald Madsens spørgsmål, nemlig om, hvorvidt

beslutningen om de sanktioner, der er truffet, ikke er omfattet af § 19, stk.

3. Og jeg håber virkelig, at vi får et svar her.

Peter Skaarup

(DF):

Jeg må nok sige, at efter de manglende svar, vi har fået hos

statsministeren, skulle man jo nærmest tro, at regeringen helst vil

have afskaffet den mundtlige spørgetid, for det er manglende respekt,

at man overhovedet ikke svarer på det, der bliver spurgt om.

Jeg vil derfor godt spørge statsministeren endnu en gang: Når

nu statsministeren siger, at man vil orientere og tage Det Udenrigspolitiske

Nævn med på råd i fremtidige situationer, betyder det

så, at man erkender, at man gjorde en fejl, da man ikke orienterede og

ikke tog Det Udenrigspolitiske Nævn med på råd, inden man

traf sin beslutning i forhold til Østrig-sanktionerne?

Jeg vil også godt spørge statsministeren, når vi nu

taler om, hvad der foregår i Østrig, og om den kontakt, der er

mellem Danmark og Østrig også på handelsområdet: De

vanskeligheder, vi ser på danske virksomheder i øjeblikket i

forhold til handel med Østrig, er det nogle tilsigtede vanskeligheder,

som regeringen accepterer, eller vil regeringen tage afstand fra enhver

handelsvirkning af de sanktioner, regeringen har lavet?

Altså: Vil regeringen her i dag i Folketingets spørgetid

sige, at det er ikke nogen tilsigtede virkninger, der her kommer frem?

Kristian Thulesen Dahl

(DF):

Folketinget er fuldstændig til grin, hvis Folketinget accepterer

statsministerens ageren i denne her sag. Der er kommet et væld af

meget, meget saglige spørgsmål, saglige, berettigede

spørgsmål til statsministeren om en helt ny situation, man

står i udenrigspolitisk, hvor man går ind og dømmer et

land, uden at landet har begået nogen strafbare gerninger.

Så forsøger vi at få det belyst med statsministeren om

proceduren, og hvordan det hele forholder sig, og statsministeren

nægter bare at gå ind i en besvarelse af det. Altså, hvis

det her er metoden, må Folketinget gribe ind, ellers bliver Folketinget

fuldstændig til grin i forhold til den befolkning, vi er sat til at

repræsentere.

Jeg skal bare i forhold til spørgsmålet om, hvordan den

østrigske befolkning har reageret, spørge, om statsministeren

kender ordet stuerent på de sprog, der tales i Østrig. For

så tror jeg i virkeligheden, statsministeren har en personlig erfaring

om, hvordan østrigerne naturligvis har reageret i denne her sag.

Jacob Buksti

(S):

Jeg vil bare spørge statsministeren, når statsministeren nu

hører på de spørgsmål, der stilles her, om

statsministeren så stadig væk kan huske, hvad det stillede

spørgsmål, nr. S 1398, faktisk vedrører.

Og så vil jeg bare for resten af medlemmerne spørge: Vil

statsministeren beskrive effekten hos den østrigske befolkning af

udtalelser fra de europæiske regeringsledere om bilaterale sanktioner

mod Østrig?

Er statsministeren forundret over, at det her er et spørgsmål

om, hvornår man informerer Det Udenrigspolitiske Nævn om andre

ting, som knytter sig til de spørgsmål, vi lige har haft, eller

er det statsministerens indtryk, at det, det her drejer sig om, er, at man er

ved at udvikle Folketingets spørgetid til en almindelig generel

debat?

Arne Melchior

(CD):

Ja, da jeg meldte mig for at få ordet, vidste jeg ikke, at hr. Buksti

ville stille nøjagtig det samme spørgsmål, som jeg ville

stille. Og jeg har ikke spor imod, hvis jeg ikke får svar, for jeg

føler, at vi slet ikke er i spørgetid mere, hvor

spørgsmål og svar om konkrete ting veksler, men at vi er draget

ind i en debat, som kunne være rejst som en forespørgsel eller

lignende, og som jeg mener er en total misforståelse af

spørgetiden.

Når hr. Thulesen Dahl taler om, at Folketinget må gribe ind,

så kan det da godt være, jeg ved ikke, om det hører med

under spørgsmål nr. S 1398, men så bliver det jo

højst sandsynligt på en helt anden måde, der skal gribes

ind, end den, hr. Thulesen Dahl tænker sig.

Men hvis statsministeren overhovedet vil svare, vil jeg spørge

ligesom hr. Buksti: Er der her tale om en spørgetid, eller er der tale

om en debat på korte bemærkninger, hvilket jo slet ikke er

meningen? Når der skal føres en debat, skal der være tid

til at svare og give uddybende og sammenhængende svar.

Charlotte Antonsen

(V):

Kan statsministeren bekræfte, at statsministeren allerede har

nægtet at svare på en stribe spørgsmål, der er

stillet i forbindelse med de andre fremsatte spørgsmål, og at

det dermed måske kan have medvirket til, at nogle

spørgsmål er gået igen på et senere tidspunkt?

Så vil jeg også spørge statsministeren, om

statsministeren ikke finder det meget drastisk at gå i krig -

diplomatisk krig - med et andet, venligsindet EU-land, når

statsministeren samtidig her svarer, at man ikke kan måle effekten af

straffen over for Østrig. Det var jo det, der var svaret på

spørgsmålet, at det kan gå begge veje, som statsministeren

sagde.

Er det ikke en meget drastisk aktion, hvis man ikke engang kan måle

effekten? For effekten burde jo være i det østrigske folk og i

Østrig, eller er det i virkeligheden en helt anden hensigt,

statsministeren har haft med denne her sag? Handler det i virkeligheden om

dansk indenrigspolitik?

Statsministeren

(Poul Nyrup Rasmussen):

Jeg tror, vi er kommet op på, lad mig se engang: En, to, tre, fire,

fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve eller tolv indlæg. Og jeg tror,

jeg må give hr. Arne Melchior og hr. Jacob Buksti ret i, at vi

efterhånden har nærmet os en generaldebat, og den er jeg helt

parat til at deltage i, men det er lidt anderledes betingelser, den så

skal forløbe under. Jeg tror, § 20-spørgsmålene er

glimrende, og det er synd, at de ikke kan komme til at fungere sådan,

som jeg tror egentlig var den oprindelige hensigt.

Jeg skal prøve ganske kort at svare på nogle af de

spørgsmål, der er blevet stillet, men det er lidt vanskeligt,

fordi vi arbejder under nogle ganske bestemte tidsbetingelser, som jeg tror

Folketingets medlemmer er opmærksomme på.

Jeg kan bekræfte over for hr. Lars Løkke Rasmussen, at det er

en udenrigspolitisk handling, som er dækket af grundlovens § 19, stk.

3. Vi har haft lejlighed til i Det Udenrigspolitiske Nævn at

drøfte det, og jeg kan berolige hr. Lars Løkke Rasmussen med,

at der i Det Udenrigspolitiske Nævn er en forståelse for, at

statsministeren ikke kunne handle anderledes. Det har jeg naturligvis noteret

mig. Det er der et klart flertal for. Og jeg tror egentlig godt, hr. Lars

Løkke Rasmussen er klar over, at det også dækker hr. Lars

Løkke Rasmussens eget parti.

Da hr. Jacob Buksti spurgte, om jeg overhovedet kunne huske, hvad det var,

fru Eva Kjer Hansen havde spurgt om, kom jeg et øjeblik i tvivl. Og

jeg må give hr. Jacob Buksti ret: Jeg havde næsten glemt det. Jeg

kunne måske minde fru Eva Kjer Hansen om, hvad der blev spurgt om. Det,

der blev spurgt om, var: Vil statsministeren beskrive effekten hos den

østrigske befolkning af udtalelsen fra de europæiske

regeringsledere om bilaterale sanktioner mod Østrig? Og det beskrev

jeg faktisk i mit svar.

Jeg sagde, den østrigske befolkning har reageret forskelligt. En

del af befolkningen har udtrykt sin solidaritet med vores holdninger ved at

demonstrere mod den nye regering. En anden del af befolkningen har udtrykt

sin skuffelse og sin frustration. Jeg tror, det har overrasket mange i

Østrig. Og jeg har svaret, så godt jeg nu kan på

spørgsmålet, og dermed føler jeg også, at det er

håndteret, som det nu engang skal håndteres.

Hr. Frank Dahlgaards sammenligning med revselsesretten eller

ikkerevselsesretten i forhold til børn tror jeg nu ikke umiddelbart

falder inden for spørgsmålet, og det kan vel heller ikke helt

sammenlignes.

Til hr. Jens Hald Madsen og hr. Jens Kirk: Vi har også

drøftet meget omhyggeligt i dag, hvornår vi er i en situation,

hvor denne reaktion ophører, og dertil har jeg svaret, og det vil jeg

gerne gentage over for hr. Jens Kirk: Det kan der ikke siges noget

præcist om i dag. Nu må vi se på den praktiske handling fra

regeringen i Østrig i forhold til det regeringsgrundlag, der nu

ligger.

Jeg har ikke mere at tilføje til spørgsmålet. Jeg tror

heller ikke, der er mere at besvare, for spørgsmålet er fuldt og

helt besvaret.

Kristian Thulesen Dahl

(DF):

Jo, men vi må jo komme igen og også under andre former. Dansk

Folkeparti har for længst indleveret en forespørgselsdebat om

det her emne, og vi så da gerne, at den forespørgselsdebat kunne

have været i dag. Men det har åbenbart ikke kunnet lade sig

gøre med statsministerens travle kalender at få den

forespørgsel før engang vel om en 14 dages tid, eller

hvornår den endelige dato bliver.

Vi må jo tage til efterretning, at statsministeren prioriterer

på den måde i forhold til Folketinget, og så må vi

selvfølgelig forsøge at få de svar på vores

spørgsmål på anden vis.

Må jeg minde statsministeren om, at den oprindelige hensigt med

spørgetiden var, at der kunne stilles spørgsmål, men det

var så sandelig da også, at ministeren kunne svare. Og

statsministeren har i gentagne situationer nægtet at svare på

indholdet af de spørgsmål, der er blevet stillet, også

spørgsmål, der ligger klart inden for det,

hovedspørgsmålet relaterer sig til.

Må jeg bare nævne ét spørgsmål, og det kan

jeg jo så ikke direkte henvise til det her, men jeg har spurgt, om ikke

det er korrekt, at hvis man lavede aktionen over for Østrig inden for

EU-regi med den EU-jura, der ligger, så er handlingen over for

Østrig klart ulovlig. Det spørgsmål har statsministeren

ikke ønsket at besvare, selv om det er stillet inden for et

spørgsmål, hvor det klart henhører.

Peter Skaarup

(DF):

Statsministeren siger, at vi skal holde spørgsmålet inden for

rammerne af de spørgsmål, der er stillet, og det er

selvfølgelig 100 pct. klart; men når statsministeren

nægter at svare, er vi nødt til at gentage

spørgsmålene og prøve at få svar på de

spørgsmål, vi nu stiller.

Et af dem, jeg stillede, som ligger 100 pct. inden for rammerne af de

spørgsmål her, nemlig effekten i forhold til den

østrigske befolkning, er: Mener statsministeren, det er rimeligt, at

det rammer østrigske virksomheder og danske virksomheder og dermed den

østrigske befolkning, at der nu er indført de her diplomatiske

sanktioner, at der skabes vanskeligheder for virksomheder, der prøver

på drive handel de to lande imellem? Mener regeringen, at det er

rimeligt, og vil regeringen sikre, at de vanskeligheder ophører,

så der bliver business as usual for virksomhederne? Det ville klart

være rimeligt at få svar på det her; det vil være

rimeligt, at Folketinget får det at vide, sådan at virksomhederne

har noget at rette sig efter.

Jens Hald Madsen

(V):

Jeg vil sige, at jeg har lidt svært ved at forstå

statsministerens kritik af, at det her er ved at udvikle sig til en debat. En

debat kræver jo, at der er en dialog. Vi spørger.

Statsministeren svarer ikke. Vi spørger. Statsministeren svarer ikke.

Det er ikke en debat, det er et problem.

Jeg spørger igen: Hvad er grundlaget for at videreføre

sanktionerne, når den nuværende østrigske regering ikke er

kommet med nogen som helst racistiske udtalelser og man ikke kan finde

én eneste plet på regeringsgrundlaget? Hvad er det, der

begrunder, at man skal videreføre de sanktioner? Og jeg har

tænkt mig at fortsætte med at stille det spørgsmål,

indtil statsministeren vil føre en dialog.

Eva Kjer Hansen

(V):

Statsministeren har her under spørgetiden flere gange henvist

sådan lidt hånende til de mange skriftlige

spørgsmål, der er indleveret, og jeg må sige, at det er

jeg glad for, for det giver os dog muligheden for i hvert fald at stille

spørgsmål til statsministeren.

Jeg troede egentlig, måske lidt naivt, at statsministeren ville

være glad for at få en åben debat om det her emne, som jo

optager ikke bare Folketinget, men også vælgerne ude omkring og

den danske befolkning i det hele taget. Jeg har hver gang stillet uddybende

spørgsmål til det oprindelige spørgsmål, og jeg

synes, det er dybt frustrerende, at statsministeren ikke vil give svar

på spørgsmålene.

Statsministeren har haft mulighed for at komme i Folketingets

spørgetime to tirsdage, hvor det her emne har været aktuelt.

Statsministeren har to gange valgt ikke at møde op under

spørgetimen. Jeg håber, at statsministeren foranlediget af de

mange spørgsmål i dag vil komme på førstkommende

tirsdag for at kunne følge op på denne her diskussion og det her

emne, som er så vigtigt for os at diskutere.

Jens Kirk

(V):

Jeg siger tak for statsministerens forrige svar, som får mig til at

sige, at det ikke er nemt at være den østrigske regering, for

statsministeren kan ikke uddybe nærmere, hvad det er, man skal

gøre anderledes end det, man gør nu, for at få disse

sanktioner ophævet.

Det får mig til at spørge: Hvad er det i grunden, der har

iværksat det så, når man ikke ved, hvordan man skal komme

ud af det igen?

Hermed sluttede spørgsmålet.

Officielle noter

Lignende dokumenter