Beretning om Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse i forbindelse med beslutninger af større udenrigspolitisk rækkevidde (afgivet på baggrund af regeringens håndtering af sagen om sanktionerne mod Østrig)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Det Udenrigspolitiske
Nævn den 13. marts 2000
Beretning
om
Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse
i forbindelse med beslutninger af større udenrigspolitisk
rækkevidde (afgivet på baggrund af regeringens håndtering
af sagen om sanktionerne mod Østrig)
Baggrund
Det Udenrigspolitiske Nævn har i 4 møder i
tidsrummet den 1. 24. februar 2000 med statsministeren og udenrigsministeren
drøftet den af 14 EU-stats- og regeringschefer vedtagne fælles
reaktion af 31. januar 2000 i tilfælde af dannelsen af en
østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ (erklæring
fra det portugisiske EU-formandskab er optrykt som bilag 1). Endvidere er
situationen i Østrig efter dannelsen af regeringen mellem ÖVP og
FPÖ blevet drøftet.
Nævnet har som led i behandlingen af sagen stillet
skriftlige spørgsmål til statsministeren og udenrigsministeren,
som disse har besvaret dels skriftligt (bilag 2) og dels mundtligt på
mødet den 24. februar 2000.
Nævnet har endvidere ønsket udarbejdet en
redegørelse fra Folketingets administration om grundlovens og
nævnslovens bestemmelser om inddragelse af Folketinget og Det
Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse med regeringens udenrigspolitiske
beslutninger. I samme forbindelse har man ønsket redegørelse
for, hvorledes disse bestemmelser eksempelvis forholder sig til den af
regeringen fulgte fremgangsmåde i den foreliggende sag. Lov- og
Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000 herom er medtaget som
bilag 3.
Læs alt
Det faktiske forløb i sagen om sanktionerne mod
Østrig
På vegne af 14 EU-stats- og regeringschefer udsendte
den portugisiske premierminister den 31. januar 2000 en erklæring om en
fælles reaktion mod Østrig i tilfælde af dannelse af en
østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ. For så
vidt angår det faktiske sagsforløb og herunder inddragelsen af
Nævnet, kan der på baggrund af de oplysninger, Det
Udenrigspolitiske Nævn har modtaget fra statsministeren, oplyses
følgende:
Fredag 28. januar 2000 ved frokosttid havde
statsministeren en telefonsamtale med den portugisiske premierminister
Guterres. Samtalen drejede sig om en fælles bekymring over udviklingen
i Østrig, men ikke om eventuelle sanktioner mod Østrig. Der
henvises til besvarelse af spørgsmål 14 (bilag 2).
Fredag den 28. januar 2000 sendte den portugisiske
premierminister Guterres' diplomatiske rådgiver en telefax til
Statsministeriet med en forespørgsel om eventuel reaktion på en
henvendelse fra den belgiske premierminister Verhofstadt til det portugisiske
EU-formandskab om en fælles reaktion. Statsministeren fik først
kendskab til henvendelsen den 9. februar 2000, jf. statsministerens »redegørelse for svipser«, som er optrykt som bilag 4.
Før middagen lørdag den 29. januar 2000
på det årlige topmøde i Verdens Økonomiske Forum i
Davos i Schweiz traf statsministeren den belgiske premierminister
Verhofstadt. Den bekymrende udvikling med hensyn til regeringsdannelsen i
Østrig blev berørt, men der blev ikke diskuteret indhold af
eventuelle reaktioner, jf. besvarelse af spørgsmål 8 (bilag
2).
Søndag den 30. januar 2000 sent om aftenen
havde statsministeren en længere telefonsamtale med den portugisiske
premierminister Guterres. Guterres orienterede om, at der var bred
tilslutning fra de andre EU-lande til de elementer i en reaktion mod
Østrig, som han i øvrigt redegjorde for i samtalens
forløb. Statsministeren tilsluttede sig reaktionen, jf. besvarelse af
spørgsmål 15 (bilag 2).
Mandag den 31. januar 2000 om morgenen modtog
Statsministeriet fælleserklæringen på skrift, jf.
besvarelse af spørgsmål 11 (bilag 2).
Mandag den 31. januar 2000 kl. ca. 10.00 blev
Udenrigsministeriet første gang orienteret (telefonisk). Kl. 11.40
blev fælleserklæringen i en foreløbig udgave oversendt fra
Statsministeriet til Udenrigsministeriet pr. telefax, jf. besvarelse af
spørgsmål 12 (bilag 2).
Mandag den 31. januar 2000 om eftermiddagen blev flere
partiledere telefonisk kontaktet af statsministeren og orienteret om
beslutningen.
Mandag den 31. januar 2000 kl. ca. 16.30 anmodede
statsministeren Det Udenrigspolitiske Nævns formand om at indkalde
Nævnet til tirsdag den 1. februar kl. 15.30. Nævnets medlemmer
blev herefter telefonisk indkaldt.
Tirsdag den 1. februar 2000 kl. 15.30 orienteredes Det
Udenrigspolitiske Nævn første gang om sagen. Efter
statsministerens redegørelse tog et flertal af Det Udenrigspolitiske
Nævns medlemmer til efterretning, at statsministeren under samtalen med
den portugisiske premierminister Guterres søndag aften den 30. januar
2000 valgte at tilslutte sig den fælles, konkrete reaktion, der var
enighed om blandt de øvrige EU-lande.
Der henvises endvidere til statsministerens skriftlige
besvarelser af spørgsmål 3-17 stillet af Det Udenrigspolitiske
Nævn (bilag 2) samt statsministerens besvarelser af
spørgsmål henholdsvis onsdag den 9. og onsdag den 23. februar
2000 i Folketingets spørgetid, jf. Folketingets Forhandlinger,
folketingsåret 1999-2000, side 4057 4089 og 4398 4415.
Det skal i den forbindelse bemærkes, at
statsministeren ikke har været indstillet på at lade
repræsentanter for Det Udenrigspolitiske Nævn gennemgå
samtlige journalakter i sagen, jf. besvarelse af spørgsmål 9
(bilag 2).
Grundlovens og nævnslovens bestemmelser
a. De relevante bestemmelser i grundloven og
nævnsloven
Som det fremgår af grundlovens § 19, stk. 1, er
udgangspunktet, at kongen (dvs. regeringen) »handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender«. Det Udenrigspolitiske
Nævns funktioner er fastlagt i grundlovens § 19, stk. 3, som lyder:
»
Folketinget vælger af
sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen
rådfører sig forud for enhver beslutning af større
udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det
Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.«
Disse nærmere regler er fastsat i lov nr. 54 af 5.
marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn.
Af nævnslovens § 2 fremgår
følgende:
Regeringen rådfører sig med Nævnet
forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk
rækkevidde
Nævnet drøfter med regeringen sager af
betydning for landets udenrigspolitik
Nævnet modtager oplysninger fra regeringen om
udenrigspolitiske forhold.
For rådføringssagernes vedkommende
fremgår det af grundlovens § 19, stk. 3, at rådføringen
skal ske, før regeringen træffer beslutning i sagen. For de to
øvrige sagstyper er der ikke angivet nogen tidsfrist, og
drøftelse henholdsvis orientering, jf. formuleringen »modtager oplysninger« i
nævnsloven, sker i praksis i visse tilfælde før og i andre
tilfælde efter, at regeringen har truffet beslutning i sagen.
Indstilling:
Det kan ikke udelukkes, at der blandt Det
Udenrigspolitiske Nævns medlemmer kan opstå tvivl om, hvorvidt en
konkret sag forelægges Nævnet med henblik på
rådføring.
På den baggrund ønsker Det Udenrigspolitiske
Nævn, at regeringen fremover bestræber sig på at
klargøre sagens stade og karakter, idet det bemærkes, at der
normalt er en glidende overgang mellem de forskellige aspekter af regeringens
inddragelse af Nævnet i udenrigsanliggender.
Et mindretal (Socialdemokratiets og Det Radikale Venstres
medlemmer af Nævnet) tilkendegiver, at regeringen har oplyst, at den
for sin part er indstillet herpå, hvor det er praktisk muligt. Det skal
samtidig konstateres, at regeringen har ansvaret for at føre landets
udenrigspolitik i henhold til grundlovens § 19. Regeringen skal ikke have
mandat fra Det Udenrigspolitiske Nævn i udenrigspolitiske sager.
b. Tidsfaktoren i rådføringssager
I Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar
2000 (bilag 3) er det anført, at spørgsmålet om
tidspunktet for forelæggelse for Det Udenrigspolitiske Nævn blev
taget op under 2. behandling af nævnsloven, hvor ordføreren for
udvalget, Alsing Andersen (S), udtalte: »
.På linie med udtalelser, der blev fremsat ved første
behandling, er udvalget imidlertid enigt om, at regeringen under fuldt
parlamentarisk ansvar ikke kan være afskåret fra at træffe
nødvendige beslutninger, når der foreligger en afgørende
faktisk hindring for en rettidig drøftelse af sagen i Nævnet.
«
Som det fremgår af Alsing Andersens udtalelse, skal
der foreligge en afgørende faktisk hindring for rettidig
drøftelse i Nævnet, hvis den forudgående
rådgivningsret vedrørende »nødvendige beslutninger«, som er omfattet af grundlovens § 19, stk. 3 - under
fuldt parlamentarisk ansvar - skal kunne tilsidesættes.
Spørgsmålet er derfor, i hvilke tilfælde man vil kunne
sige, at der er tale om en sådan hindring. I den forbindelse skal man
være opmærksom på, at væbnet angreb på riget er
omfattet af grundlovens § 19, stk. 2. Ligeledes bemærkes, at det
tidligere har vist sig muligt at indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn
med meget kort varsel. Det er Nævnets skøn, at man vil kunne
samles med kort varsel. Selve indkaldelsen vil kunne foretages i løbet
af ca.1 time.
Indstilling:
Der er enighed mellem regering og alle partier i Det
Udenrigspolitiske Nævn om, at denne sag var af en sådan karakter,
at der forelå en beslutning af større udenrigspolitisk
rækkevidde, jf. også statsministerens udtalelse under
spørgetiden i Folketinget den 9. februar 2000 i forbindelse med
besvarelsen af spørgsmål S 1398 (bilag 5).
Det Udenrigspolitiske Nævn
finder på
den baggrund, at regeringen helt klart burde have rådført sig
med Nævnet forud for beslutningen.
Nævnet henstiller derfor til regeringen, at den
forud for fremtidige beslutninger af denne art rådfører sig med
Nævnet.
Et flertal (Det Udenrigspolitiske Nævns
medlemmer med undtagelse af Dansk Folkepartis og Enhedslistens medlemmer) er
opmærksom på, at der dog kan foreligge situationer, hvor behovet
for at træffe en beslutning er så påtrængende, at det
af tidsmæssige grunde ikke er muligt at indkalde det, inden beslutning
træffes. Der henvises her til udtalelserne fra Alsing Andersen (S), jf.
Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000 (bilag 3).
Et mindretal (Dansk Folkepartis medlem af Det
Udenrigspolitiske Nævn) finder det betænkeligt, at flertallet i
sin indstilling tillægger Alsing Andersens udtalelser stor vægt,
idet grundloven ikke opererer med undtagelser fra § 19, stk. 3 s pligt for
regeringen til at rådføre sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn i sager af større udenrigspolitisk rækkevidde.
Mindretallet finder endvidere, at denne sag er af en
sådan karakter, at der forelå en beslutning af større
udenrigspolitisk rækkevidde, hvilket også burde have stået
klart for statsministeren søndag den 30. januar 2000 i forbindelse med
samtalen med den portugisiske premierminister Guterres.
Mindretallet ønsker i forhold til afsnit 2 i
beretningen at understrege, at det var EU s formandskab (Portugal), som
på vegne af 14 stats- og regeringschefer den 31. januar 2000 udsendte
en erklæring om aktionen over for Østrig.
Mindretallet mener herudover, at det burde fremgå
klart af beretningen, at alle partier i Folketinget skulle have været
orienteret om beslutningen af statsministeren mandag den 31. januar 2000 og
ikke kun som det skete en kreds af partiledere.
Et andet mindretal (Enhedhedslistens medlem af Det
Udenrigspolitiske Nævn) finder det betænkeligt at lægge
vægt på Alsing Andersens udtalelser, idet det klare udgangspunkt
må være, at grundloven ikke åbner mulighed for
undtagelsessituationer. Mindretallet finder det acceptabelt, at der i
hastende situationer gøres brug af et venteforbehold (parlamentarisk
forbehold). Derimod vil det være helt uacceptabelt, hvis regeringen i
hastende situationer alene kontakter nogle partier, således som det
skete mandag den 31. januar 2000.
Mindretallet finder endvidere, at Danmark bør
arbejde for, at der ikke fremover træffes beslutninger på den
måde, som statsministrene benyttede den 31. januar 2000.
EU-formandskabet bør ikke bruges i forbindelse med vedtagelser af
mellemstatslige beslutninger uden for EU-traktatens rammer. Enten må
man bruge de fremgangsmåder, som fremgår af traktaten, eller
også bør der anvendes et mellemstatsligt samarbejde uden brug af
EU-institutionerne (som f.eks. formandskabet) og i begge tilfælde med
fuld respekt for de nationale beslutningsprocedurer.
På Nævnets vegne
Helle Degn
formand
Bilag 1
Erklæring fra det portugisiske EU-formandskab
på vegne af de 14 medlemslande
STATEMENT FROM THE PORTUGUESE PRESIDENCY OF THE EUROPEAN
UNION ON BEHALF OF XIV MEMBER STATES
Today, Monday 31 January, the Portuguese Prime Minister informed both the
President and the Chancellor of Austria and the Portuguese Minister of
Foreign Affairs notified his Austrian counterpart of the following joint
reaction agreed by the Heads of State and Government of XIV Member States
of the European Union in case it is formed in Austria a Government
integrating the FPÖ.
Governments of XIV Member States will not promote or accept any bilateral
official contacts at political level with an Austrian Government integrating
the FPÖ; there will be no support in favor of Austrian candidates
seeking positions in international organizations; Austrian Ambassadors in EU
capitals will only be received at a technical level.
The Portuguese Prime Minister and the Minister of Foreign Affairs have
already informed the Austrian authorities that there would be no business
as usual in the bilateral relations with a Government integrating the
FPÖ.
Lisbon, 31 January 2000
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE
ERKLÆRING FRA DET PORTUGISISKE EU-FORMANDSKAB
PÅ VEGNE AF DE 14 MEDLEMSLANDE
I dag, mandag d. 31. januar, underrettede den portugisiske statsminister
Østrigs præsident og kansler, ligesom den portugisiske
udenrigsminister underrettede sin østrigske modpart, om
indgåelse af en aftale mellem de 14 EU-medlemslandes statsoverhoveder
og regeringer om en fælles reaktion i tilfælde af, at FPÖ
indgår i den østrigske regering.
De 14 medlemslandes regeringer hverken støtter eller godkender
bilaterale officielle kontakter på politisk niveau med en
østrigsk regering, hvori FPÖ indgår. Man vil ikke
støtte østrigske kandidater, som søger stillinger i
internationale organisationer, og Østrigs ambassadører i
EU-hovedstæderne vil kun blive modtaget på teknisk niveau.
Portugals statsminister og udenrigsminister har allerede underrettet de
østrigske myndigheder om, at der ikke vil være nogen normal
forretningsgang i forbindelse med bilaterale relationer til en regering,
hvori FPÖ indgår.
Lissabon d. 31. januar 2000
Bilag 2
Statsministerens besvarelse af spørgsmål 3-11
og 13-17 samt udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål 12
Spørgsmål nr. 3:
Ministeren bedes med angivelse af dato og klokkeslæt oplyse,
hvornår Udenrigsministeriet fik kendskab til de dokumenter, der er
vedhæftet statsministerens Redegørelse for »svipser « af 10. februar
2000.
Svar:
Udenrigsministeriet har oplyst, at selve pressemeddelelsen fra Portugals
premierminister Guterres kom til Udenrigsministeriets kendskab den 28. januar
2000. Pressemeddelelsen blev indsendt til Udenrigsministeriet direkte fra den
danske ambassade i Lissabon. Indsendelsen er tidsmarkeret til kl. 15:12.
Telefaxen af 28. januar 2000 fra den portugisiske premierministers kontor
med bilag modtog Udenrigsministeriet i forbindelse med
Nævnsmødet den 10. februar 2000.
Spørgsmål nr. 4:
Ministeren bedes oplyse, hvilke dokumenter, herunder notater og
telefoniske informationer, der i tiden indtil den 11. februar 2000 er
tilgået Udenrigsministeriet fra Statsministeriet vedr.
Østrig-spørgsmålet.
Svar:
Der er udarbejdet en skriftlig oversigt.
Skriftlig oversigt til brug for besvarelse af
spørgsmål 4
Akter:
mandag den 31. januar 2000:
Fax: De 14 stats- og regeringschefers beslutning modtaget fra det
portugisiske statsministerium den 31.1.
Fax: Formandskabets udtalelse af 31.1, modtaget samme dag, med henblik
på oversendelse til Det Udenrigspolitiske Nævn.
tirsdag den 1. februar 2000:
Bragt: Udkast til talepunkt vedrørende møde i Det
Udenrigspolitiske Nævn den 1.2.
onsdag den 2. februar 2000:
E-post med anmodning om oversendelse af statsministerens pressemeddelelse
af 2.2. til Det Udenrigspolitiske Nævn.
torsdag den 3. februar 2000:
E-post (til ambassaden i Wien) vedhæftet statsministerens
pressemeddelelse af 2.2.
fredag den 4. februar 2000:
Fax: Spørgsmål S 1393-1402.
mandag den 7. februar 2000:
Fax: Fax af 5.2 fra det portugisiske statsministerium vedrørende
bemærkninger fra Frankrig.
Fax: Brev til statsministeren fra den østrigske præsident til
orientering.
Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1393-1402.
tirsdag den 8. februar 2000
Secfax: Udkast til talepunkt vedrørende møde i Det
Udenrigspolitiske Nævn den 8.2.
torsdag den 10. februar 2000:
Omdelt på møde i Det Udenrigspolitiske Nævn:
Redegørelse for »svipser«.
fredag den 11. februar 2000:
Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1424.
Fax: Henvendelse fra European Jews Congress af 8.2. til orientering.
onsdag den 16. februar 2000:
Fax: Anmodning vedrørende spørgsmål S 1538
Brev: Henvendelse fra European Jews Congress af 8.2. til orientering.
I tillæg til de akter, som har kunnet verificeres, findes der en del
e-post med ukommenterede presseklip.
Telefon:
Der har i den anførte periode været løbende
telefoniske kontakter mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
Fredag den 28. januar 2000 og lørdag den 29. januar 2000 var der
kontakt om fremskaffelse af premierminister Guterres pressemeddelelse af 28.
januar 2000. Næste kontakt var søndag den 30. januar 2000 sent
aften, da Statsministeriet gennem Udenrigsministeriets vagthavende
søgte at etablere kontakt til udenrigsministeren før
statsministerens samtale med premierminister Guterres.
Fra mandag den 31. januar 2000 har der været regelmæssig
telefonisk kontakt mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet.
Spørgsmål nr. 5:
Kan ministeren bekræfte de i B.T. fra den 12. februar 2000 fremkomne
oplysninger om, at initiativet til at indkalde Det Udenrigspolitiske
Nævn til mødet den 10. februar 2000 er taget af
udenrigsministeren eller Udenrigsministeriets embedsmænd?
Svar:
Nej. Indkaldelse af Nævnet drøftes sædvanligvis mellem
de berørte ministre eller ministerier. En sådan drøftelse
fandt også sted i dette tilfælde.
Jeg traf beslutning om, at Nævnet skulle orienteres om faxmaterialet
umiddelbart efter, at jeg onsdag den 9. februar 2000 var blevet orienteret om
dets eksistens. Efter drøftelse med udenrigsministeren besluttede jeg,
at det mest hensigtsmæssigt kunne ske i et nævnsmøde kl.
13.00 den følgende dag.
Spørgsmål nr. 6:
Ministeren bedes oplyse, hvilke funktioner de personer i Statsministeriet
har, hvis forkortelser er anført i øverste højre
hjørne på fax af 28. januar 2000 fra José de Freitas
Ferraz.
Svar:
Der er tale om medarbejdere i Statsministeriets område I, der
arbejder med opgaver vedr. det europæiske samarbejde og andre udenrigs-
og forsvarspolitiske spørgsmål.
Spørgsmål nr. 7:
Ministeren bedes oplyse, hvornår henholdsvis Statsministeriets
departementschef og diplomatiske rådgiver blev gjort bekendt med
samtlige de dokumenter, der er vedhæftet statsministerens
Redegørelse for »svipser« af 10. februar 2000, og af hvem, hvornår og
på hvis initiativ disse dokumenter blev arkiveret.
Svar:
Departementsråden modtog faxen mandag morgen den 31. januar.
Departementschefen blev gjort bekendt med dokumentet onsdag den 9. februar om
formiddagen.
Det er for mig oplyst, at skønnet i den konkrete situation var, at
dokumentet kunne lægges til side, da det operative indhold i den
portugisiske fax var overhalet af begivenhederne i weekenden. Alene den
portugisiske premierministers »Note to the
Press« skønnedes relevant.
Spørgsmål nr. 8:
Kan ministeren bekræfte, at den belgiske premierminister, Guy
Verhofstadt, deltog i mødet i Davos i weekenden 29.-30. januar 2000,
og at statsministeren talte med Verhofstadt?
Svar:
Davos årlige »World Economic Forum« har gennem årene udviklet sig til en ganske
omfattende samling. I Davos-mødet i år deltog omkring 19
præsidenter, 10 statsministre, 20 finansministre og 16 udenrigsministre
samt 6 vicepræsidenter og vicestatsministre. Hertil kom 40-50 andre
ministre.
Derfor er der rig lejlighed til at »hilse
på« og udveksle bemærkninger med
ganske mange kolleger fra hele verden. Det er en selvstændig, nyttig
mulighed ved Davos-møderne, som jeg selvsagt gerne gør brug af
i Danmarks interesse.
I år afholdtes lørdag aften den 29. januar et
middagsarrangement med dertil knyttet reception, hvori adskillige hundrede
ministre og internationale erhvervsfolk deltog i et noget støjfyldt
lokale.
Jeg har i den forgangne uge taget kontakt til min kollega i Belgien for at
få afklaret den usikkerhed, der har været om, hvorvidt jeg havde
set den belgiske premierminister i Davos. Under samtalen fik vi
bekræftet hinanden i, at der ikke blev afholdt et møde mellem
den belgiske premierminister og mig. Vi havde derimod tilfældigvis
lejlighed til ganske kort at hilse på hinanden før middagen om
aftenen den 29. januar 2000.
Den bekymrende udvikling i Østrig blev kort berørt. Der var
ikke tale om forhandlinger. Der var heller ikke en diskussion eller
drøftelse af indhold af en eventuel fælles erklæring eller
sanktioner. Samtalen varede et par minutter. Guy Verhofstadt har herudover
den erindring, at han nævnte sit brev til premierminister Guterres. Det
har jeg ingen erindring om.
En kortfattet erklæring om vores kontakt i Davos blev også
drøftet. Men vi afstod herfra, idet der som nævnt på et
enkelt punkt det belgiske brev ikke var den samme erindring.
Spørgsmål nr. 9:
Vil ministeren give Det Udenrigspolitiske Nævn lejlighed til at se
samtlige originaldokumenter, der er journaliseret i Statsministeriets sag nr.
5410-46?
Svar:
Jeg er som altid rede til at svare på spørgsmål fra
Nævnet.
Jeg vil derimod ikke være indstillet på at lade Nævnet
gennemgå samtlige akter i sag nr. 5410-46. Det ville jo få
karakter af en undersøgelse.
Undersøgelser af den karakter bør gennemføres efter
de regler, Folketinget selv har vedtaget, som også sikrer, at
undersøgelsen kan ske under retssikkerhedsmæssigt betryggende
former.
Jeg ser intet behov for gennemførelse af en undersøgelse i
det konkrete tilfælde. Der er intet belæg herfor. Det ville
være helt ude af proportioner. Hændelsesforløbet er efter
min opfattelse fuldt og helt beskrevet.
Spørgsmål nr. 10:
Var Statsministeriet telefonisk eller på anden måde på
forhånd orienteret om, at de dokumenter, der er vedhæftet
statsministerens Redegørelse for »svipser« af 10. februar
2000, ville blive fremsendt?
Svar:
Nej. Der blev ikke på forhånd orienteret om, at de
pågældende dokumenter ville blive fremsendt.
Spørgsmål nr. 11:
Ministeren bedes oplyse, hvornår henholdsvis Statsministeriet og
statsministeren første gang mundtligt/skriftligt blev orienteret om
den senere gennemførte aktion mod Østrig.
Svar:
Statsministeriet blev orienteret mundtligt om aktionen søndag
aften, den 30 januar. Mandag den 31. januar om morgenen modtog
Statsministeriet beslutningen på skrift fra det portugisiske
Statsministerium.
Jeg drøftede mundtligt med premierminister António Guterres
aktionen fra de 14 lande søndag aften. Det var første gang,
António Guterres havde lejlighed til at drøfte aktionen med
mig. Beslutningen på skrift blev herefter fremsendt mandag formiddag.
Det kan i øvrigt oplyses, at man fra portugisisk side den 14.
februar 2000 har bekræftet, at det til Danmark fremsendte materiale pr.
fax fredag aften den 28. februar 2000 var fremsendt til de andre lande i
kredsen på samme tidspunkt.
Man havde ikke i det portugisiske statsministerium modtaget svar fra nogen
af de 14, idet man var inde i en ny fase, da Portugals statsminister Antonio
Guterres besluttede at tage personlig kontakt til kollegerne i løbet
af weekenden den 29. og 30. januar 2000 om en fælles reaktion over for
udviklingen i Østrig.
Endelig vedlægges for god ordens skyld et brev af 18. februar 2000
fra premierminister Guterres til mig, som bekræfter ovenstående
hændelsesforløb (optrykt som underbilag 1).
Underbilag 1
Brev fra den portugisiske premierminister Guterres til
statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Lisbon, 18th February 2000
Dear Poul
I would like to confirm that we had a verbal understanding from you on
Sunday, late in the evening, on the position of the fourteen member
countries. It was the first time I managed to contact you for that
purpose.
The decision in written form was transmitted to you on Monday, January
31th, and forwarded to the Austrian authorities at 01.00 pm CET.
Friendly yours
António Guterres
His Excellency
The Prime Minister of the Kingdom
of Denmark
Mr. Poul Nyrup Rasmussen
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE
Lissabon d. 18. februar 2000
Kære Poul
Jeg bekræfter hermed, at vi sent søndag aften mundtligt
modtog din forståelse for de 14 medlemslandes standpunkt. Det var
første gang, at jeg havde mulighed for at kontakte dig med henblik
herpå.
Beslutningen blev sendt til dig skriftligt mandag d. 31. januar og
fremsendt til de østrigske myndigheder kl. 13.00.
Med venlig hilsen
António Guterres
Spørgsmål nr. 13:
Kan statsministeren bekræfte, at han i forbindelse med
Holocaustkonferencen i Stockholm den 26.-27. januar 2000 deltog i samtaler om
den politiske situation i Østrig og om eventuelle reaktioner over for
Østrig.
Svar:
Som jeg allerede redegjorde for under mødet i Det Udenrigspolitiske
Nævn den 1. februar udtrykte adskillige i deres taler på
Holocaust-konferencen bekymring over udviklingen i Østrig enkelte
kolleger udtrykte i korte bemærkninger bekymringer over for mig, som
jeg også tidligere har orienteret Nævnet om.
Jeg ankom direkte til konferencen om aftenen den 26. januar 2000 ved ca.
19:30-tiden - umiddelbart efter et kort middagsarrangement blev konferencen
genoptaget med en række indlæg fra i nævnte
rækkefølge premierminister Wim Kok, mig selv, fungerende kansler
Viktor Klima, Edgar Bronfman, Eberhart Jäckel og lord Janner af
Braunstone.
Min tale vedlægges til orientering. (ej optrykt)
Aftenarrangementet for Holocaust-konferencen sluttede sent ved ca.
22-tiden.
Jeg deltog ikke i eventuelle drøftelser med kolleger om eventuelle
konkrete reaktioner eller sanktioner over for Østrig. Hvorvidt
drøftelser om konkrete aktioner/sanktioner overhovedet har fundet sted
på Holocaust-konferencen, foreligger der ikke for mig oplysninger
om.
Spørgsmål nr. 14:
Kan statsministeren bekræfte, at han den 28. januar 2000 om
eftermiddagen havde en telefonsamtale med premierminister Guterres om mulige
sanktioner over for Østrig og i bekræftende fald oplyse, hvad
statsministeren sagde om Danmarks holdning til eventuelle sanktioner.
Svar:
Jeg har allerede orienteret Udenrigspolitisk Nævn om denne
telefonsamtale på det Nævnsmøde den 1. februar 2000, som
jeg selv tog initiativ til. Jeg har også beskrevet samtalen på
Nævnsmøderne den 8. februar 2000 og den 10. februar 2000
sidstnævnte Nævnsmøde tog jeg som bekendt også selv
initiativ til.
Samtalen fandt sted omkring frokosttid umiddelbart før min afrejse
til Davos. Vi drøftede ikke noget om sanktioner. Guterres spurgte til
min holdning til en markant udtalelse som udtrykker:
- stærk bekymring over udviklingen i Østrig
- understreger, at EU-samarbejdet ikke alene omfatter fælles marked,
men også en række fælles værdier
- at alle EU-lande skal respektere disse værdier.
Det fandt jeg ikke anledning til at imødegå. En sådan
udtalelse fandt jeg egentlig meget fornuftig.
Spørgsmål nr. 15:
Ministeren bedes redegøre for indholdet af den samtale, der
søndag den 30. januar 2000 blev ført med premierminister
Guterres.
Svar:
Spørgsmålet er omhyggeligt refereret på
Nævnsmødet den 1. februar 2000 som jeg selv tog initiativ til
indkaldelse af. Spørgsmålet er også besvaret på de
følgende møder 8. februar 2000 og 10. februar 2000.
Sidstnævnte tog jeg som bekendt også selv initiativ til
indkaldelse af.
Jeg havde en længere telefonisk drøftelse med Guterres sent
søndag aften den 30. januar, da jeg var vendt hjem fra Davos.
Guterres orienterede først om, at flere lande havde opfordret det
portugisiske formandskab til en meget klar og stærk fælles
reaktion. En enkelt kollega havde været tøvende, men dog
indstillet på at tilslutte sig, hvad de øvrige kunne blive enige
om.
Guterres redegjorde herefter for elementerne i den reaktion, der var
enighed om blandt de øvrige. På mit spørgsmål
oplyste han, at adskillige havde ønsket at gå endnu
længere end dét, der var lagt op til.
Jeg spurgte også, om Guterres havde overvejet modreaktionen i
Østrig. Det havde Guterres, men han fandt den fælles reaktion
rigtig og vigtig. Hvis vi blot stiltiende så til, kunne det opfattes
som et samtykke til udviklingen i Østrig, hvilket kunne skabe
politiske problemer for hele Europa.
Min samlede vurdering var herefter, at det ville tjene sagen bedst at
være konsekvent og klar i lyset af de klare holdningstilkendegivelser
og værdier, som EU-samarbejdet bygger på. Det ville samtidig
tjene Danmarks interesser bedst, at Danmark var med til at bære den
fælles reaktion. Danmark burde ikke stå udenfor. Det ville
placere os i en helt forkert situation. Det ville kunne fortolkes som et
stiltiende samtykke til den politiske udvikling i Østrig. Det ville
alvorligt svække Danmarks samlede placering i Europa.
Jeg tilsluttede mig derfor den fælles reaktion, som Guterres
mundtligt havde fremlagt for mig.
Guterres ville ringe til Østrigs præsident og til den
fungerende kansler dagen efter. Også udenrigsministeren ville blive
informeret (d.v.s. Schlüssel). Det var vigtigt, at de blev orienteret om
reaktionen først, inden den blev offentliggjort.
Spørgsmål nr. 16:
Har statsministeren kendskab til, at der mellem de 14 stats- og
regeringschefer cirka en uge forud for, at beslutningen om aktionen mod
Østrig blev offentlig kendt den 31. januar 2000, har cirkuleret et
såkaldt Non-paper, og hvad ordlyden i bekræftende fald var?
Svar:
Nej.
Spørgsmål nr. 17:
Vil statsministeren give en oversigt over de samtaler vedrørende
situationen i Østrig, som statsministeren i tidsrummet fra
Holocaustkonferencen i Stockholm og frem til vedtagelsen af sanktionerne
mandag den 31. januar 2000 har ført med ministre fra andre lande?
Svar:
Holocaust-konferencen 26. januar 2000:
Jeg ankom til Holocaustkonferencen i Stockholm umiddelbart inden den
middag, som min svenske kollega Göran Persson havde arrangeret for
stats- og regeringschefer samt andre den 26. januar.
Jeg har ikke haft »samtaler« om Østrig i Stockholm, men jeg gav ligesom
andre udtryk for bekymring over den politiske udvikling i landet. Enkelte
kolleger gjorde også bemærkninger bilateralt til mig om deres
bekymring for udviklingen i Østrig.
Så vidt jeg husker, sad bl.a. følgende ved mit bord den 26.
januar om aftenen: Sveriges vicestatsminister Lena Hjelm Wallén,
Islands statsminister Oddsson, Sloveniens præsident Kucan. Før
middag - og efter middag - var der selvsagt almindelig uformel konversation.
Blandt de øvrige deltagere i middagen var bl.a. Göran Persson,
Gerhard Schröder, Lionel Jospin og Viktor Klima.
Umiddelbart efter middagen genoptoges konferencen med taler - i
nævnte rækkefølge: premierminister Wim Kok, mig selv,
fungerende kansler Viktor Klima, Edgar Bronfman, Eberhart Jäckel og lord
Janner af Braunstone.
Den 27. januar 2000 om morgenen havde jeg en samtale med Israels minister
for samfundsspørgsmål og diaspora, Michael Melchior om
Holocaust-konferencen og andre spørgsmål af betydning for det
dansk-israelske forhold. Under denne samtale gav Melchior også udtryk
for dyb bekymring over udviklingen i Østrig.
Davos:
Jeg har i besvarelse af tidligere spørgsmål (spm. nr. 8)
omtalt min deltagelse i mødet i Davos og min korte ordveksling med den
belgiske premierminister. I mødet deltog som tidligere nævnt
et stort antal præsidenter, statsministre, finansministre,
udenrigsministre, vicepræsidenter og vicestatsministre. Jeg hilste
på og udvekslede bemærkninger med ganske mange af deltagerne.
To samtaler med Portugals premierminister:
Mine samtaler med premierminister Guterres har jeg orienteret om, jvf.
spm. 11, 14 og 15.
Første gang fredag hen på formiddagen den 28. februar 2000
umiddelbart før min afrejse til Davos. Omhandlende Guterres
officielle udtalelser om den bekymrende udvikling i Østrig.
Anden gang søndag den 30. februar sent aften omhandlende konkrete
sanktioner fra de 14 EU-lande.
Udenrigsministerens besvarelse af spørgsmål
12
Spørgsmål nr. 12:
Ministeren bedes oplyse, hvornår Udenrigsministeriet første
gang mundtligt/skriftligt blev orienteret om og involveret i de 14 stats-
og regeringschefers aktion mod Østrig.
Svar:
Udenrigsministeriet blev første gang orienteret om
fælleserklæring fra de 14 stats- og regeringschefer ved en
telefonopringning mandag den 31. januar 2000 ca. kl. 10 fra en medarbejder i
Statsministeriet.
Udenrigsministeriet modtog herefter kl. 11.40 en fax med
fælleserklæringen i en foreløbig udgave.
Den endelige udgave af fælleserklæringen modtog
Udenrigsministeriet pr. fax den 31. januar kl. 18.05 med henblik på
oversendelse til Det Udenrigspolitiske Nævn.
Bilag 3
Lov- og Parlamentssekretariatets notat af 23. februar 2000
om grundlovens og nævnslovens bestemmelser om
inddragelse af Folketinget og Det Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse
med regeringens udenrigspolitiske beslutninger
1. Baggrund
I et brev af 9. februar 2000 til Folketingets Internationale Afdeling har
formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Helle Degn, på
opfordring af flere af Nævnets medlemmer anmodet om, »at Folketingets
administration udarbejder en redegørelse for grundlovens og
nævnslovens bestemmelser om inddragelsen af Folketinget/Det
Udenrigspolitiske Nævn i forbindelse med regeringens udenrigspolitiske
beslutninger.
I tilknytning hertil bedes redegjort for, hvorledes disse bestemmelser for
eksempel forholder sig til den af regeringen fulgte fremgangsmåde i
sagen om de 14 EU-stats- og regeringschefers erklæring af 31. januar
2000 om den fælles aktion i tilfælde af dannelse af en
østrigsk regering med deltagelse af partiet FPÖ.«
2. De relevante bestemmelser i grundloven og
nævnsloven
Den relevante bestemmelse i grundloven er § 19, der lyder
således:
»§ 19.
Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen
handling, der forøger eller indskrænker rigets område,
eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets
medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større
betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen
mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets
samtykke.
Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb
på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets
samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat.
Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af
denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget
ikke samlet, skal det uophørligt indkaldes til møde.
Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et
udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig
forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk
rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn
fastsættes ved lov.«
De nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn er fastsat i
lov nr. 54 af 5. marts 1954 om Det Udenrigspolitiske Nævn. Den
bestemmelse, der er relevant i denne sammenhæng er § 2, hvori det
hedder:
»§ 2.
Forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk
rækkevidde rådfører regeringen sig med Nævnet, der i
øvrigt har til opgave med regeringen at drøfte sager af
betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra
regeringen om udenrigspolitiske forhold.«
3. Regeringens pligt til at indhente Folketingets samtykke i visse
tilfælde
Som det fremgår af grundlovens § 19, stk. 1, er udgangspunktet, at
kongen (dvs. regeringen) »handler på rigets vegne i mellemfolkelige
anliggender.« I forbindelse med foretagelsen af følgende handlinger er
denne kompetence dog undergivet den begrænsning, at Folketingets
samtykke skal indhentes (forud for handlingen), jf. § 19, stk. 1 og
2:
1) Handlinger, der indskrænker eller forøger rigets
område.
2) Indgåelse af forpligtelser, til hvis opfyldelse Folketingets
medvirken er nødvendig.
3) Indgåelse af forpligtelser, som i øvrigt er af
større betydning.
4) Opsigelse af mellemfolkelige overenskomster, som er indgået
med Folketingets samtykke.
5) Anvendelse af militære magtmidler mod nogen fremmed stat,
bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske
styrker. I sidstnævnte fald skal de trufne foranstaltninger straks
forelægges Folketinget.
Forståelsen af grundlovens § 19, stk. 1 og 2, er beskrevet
indgående i den statsretlige litteratur. Der kan således henvises
til »Danmarks Riges grundlov med kommentarer«, redigeret af Henrik Zahle,
Jurist- og Økonomforbundets Forlag (1999) med den deri optagne
litteraturliste.
For så vidt angår de handlinger, der er omtalt under nr. 2 og
3, er der i litteraturen almindelig enighed om, at der med »forpligtelser«
tænkes på (indgåelse af) traktater, hvorved forstås
enhver mundtlig eller skriftlig folkeretlig overenskomst. Regeringen har
utvivlsomt kompetencen til at indgå traktater, men i visse
tilfælde skal der ske en indhentelse af Folketingets samtykke til
ratifikation, dvs. samtykke til, at regeringen erklærer, at Danmark
betragter sig som bundet af en undertegnet traktat m.v. Specielt med hensyn
til de handlinger, der er omtalt under nr. 2, kan det oplyses, at der navnlig
tænkes på indgåelse af traktater, hvis opfyldelse
kræver, at der gennemføres ny eller ændret lovgivning.
Ifølge sagens natur kan det være vanskeligt at sige noget helt
præcist om, hvilke forpligtelser der tænkes på, når
der tales om »forpligtelser, som i øvrigt er af større
betydning«, jf. nr. 3.
Praksis kunne tyde på, at det såkaldte ratifikationssamtykke
også indhentes i en del tilfælde, hvor der ikke foreligger noget
behov for efterfølgende lovinitiativ. Imidlertid oplyser de ledsagende
bemærkninger ofte ikke noget om baggrunden for, at Folketingets
ratifikationssamtykke søges indhentet, så det er vanskeligt at
bedømme, om baggrunden for indhentelsen er, at der er tale om en
forpligtelse, »som i øvrigt er af større betydning«, eller
dette sker af andre grunde, f.eks. fordi det forekommer politisk
ønskeligt at sikre sig Folketingets opbakning.
Om indhentelse af Folketingets samtykke til indgåelse af traktater
og opfølgningen heraf kan i øvrigt henvises til afsnittet herom
(2.a) i betænkning og indstilling over ændring af
forretningsorden for Folketinget. (Forbedret lovkvalitet og revision af
spørgetimen), der blev afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den
7. maj 1999.
Som det vil fremgå af det ovenstående, spiller det en
betydelig rolle for anvendelsen af grundlovens § 19, om regeringens
beslutning indebærer, at Danmark har indgået en forpligtelse i
forhold til et andet land eller ej. Kun hvis der er tale om en folkeretlig
forpligtelse, vil grundlovens § 19, stk. 1, i almindelighed få
betydning, jf. dog ovenfor under nr. 1 og 5. Det er imidlertid Lov- og
Parlamentssekretariatets opfattelse, at den konkrete beslutning falder uden
for området for grundlovens § 19, stk. 1, idet der ikke synes at
være tale om, at Danmark har indgået en folkeretlig forpligtelse,
men at den danske regering har truffet en i princippet ensidig beslutning
vendt mod Østrig i forståelse med 13 øvrige EU-stats- og
regeringschefer. Heller ikke efter § 19, stk. 2, vil der i det foreliggende
tilfælde skulle indhentes samtykke.
4. Forholdet mellem regeringen og Det Udenrigspolitiske Nævn
Af grundlovens § 19, stk. 3, fremgår, at
1) regeringen rådfører sig med Det Udenrigspolitiske
Nævn forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk
rækkevidde.
Herudover fremgår af nævnslovens § 2, at Det Udenrigspolitiske
Nævn har til opgave
2) med regeringen at drøfte sager af betydning for landets
udenrigspolitik og
3) at modtage oplysninger fra regeringen om udenrigspolitiske
forhold.
Også grundlovens § 19, stk. 3, er behandlet i den statsretlige
litteratur, som er omtalt ovenfor. Særligt skal nævnes
Christopher Bo Bramsens artikel i Juristen 1981, side 69ff om Folketingets
kontrol med regeringens udenrigspolitik. Herudover kan henvises til den
redegørelse med tilhørende bilag om folketingsorganernes
arbejde med de udenrigspolitiske og internationale spørgsmål,
som en i maj 1995 nedsat arbejdsgruppe af medlemmer af Folketinget afgav til
Folketingets Præsidium.
Baggrunden for oprettelsen af et udenrigspolitisk nævn var
erfaringerne fra 1. Verdenskrig, hvor der viste sig at være behov for
tilstedeværelsen af et forum, hvor regeringen inden for fortrolige
rammer og ofte på et tidligere tidspunkt, end det undertiden ellers
kunne lade sig gøre, kunne drøfte udenrigs- og
sikkerhedspolitiske forhold. Regeringen havde - og har stadig - kompetencen
til at handle udadtil, men ikke mindst efter indførelsen af
parlamentarismen ville det ofte være hensigtsmæssigt for en
regering at have mulighed for på et tidligt tidspunkt at danne sig et
indtryk af den parlamentariske baggrund for sine handlinger. I
nævnsloven fra 1923 hedder det i § 2:
»§ 2.
Nævnet har til opgave med regeringen at drøfte
sager af betydning for landets udenrigspolitik og at modtage oplysninger fra
regeringen om udenrigspolitiske forhold. Sådanne sager bør af
regeringen så vidt muligt forelægges Nævnet, når de
er af større betydning og ikke allerede har været forelagt
Rigsdagen.«
Det Udenrigspolitiske Nævn blev grundlovsfæstet i 1953. I
bemærkningerne til den foran citerede § 19, stk. 3, i
forfatningskommissionens betænkning hedder det:
»Denne bestemmelse grundlovsfæster Det
Udenrigspolitiske Nævn og tilsigter samtidig en styrkelse af Rigsdagens
indflydelse ved at pålægge regeringen at rådføre sig
med et af Rigsdagen af dens midte valgt udenrigspolitisk nævn om enhver
beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Efter loven af
13. april 1923 om det Udenrigspolitiske Nævn beror det i meget vidt
omfang på regeringens skøn, hvilke spørgsmål der
skal forelægges Det Udenrigspolitiske Nævn. Det vil derfor
være rigtigt at ændre 1923-loven i overensstemmelse med dette
stykke.« Rigsdagstidende 1953-54, Folketinget, tillæg A sp. 3545.
Forfatningskommissionens betænkning indeholder endvidere et notat
fra professor Max Sørensen, der formulerede udkast til bestemmelsen,
og hvori bl.a. er anført:
»Det Udenrigspolitiske Nævn er i sin tid netop oprettet for at
gøre det muligt for regeringen under fortrolige former at
rådføre sig med Rigsdagens partier om vigtige udenrigspolitiske
spørgsmål. Der kunne være spørgsmål om at
optage en bestemmelse i grundloven, sigtende til at forpligte regeringen til
at benytte denne fremgangsmåde, der ikke hidtil har været
fastlagt i bindende regler. Selv en sådan bestemmelse måtte dog
være ret vag, da det formentlig er ugørligt at udforme et
aldeles præcist, kortfattet kriterium for, hvilke sager der bør
forhandles i nævnet, og på hvilket tidspunkt.« Rigsdagstidende
1953-54, Folketinget, tillæg A sp. 3730.
Den centrale bestemmelse er naturligvis regeringens
rådføringspligt. De under nr. 2 og 3 nævnte opgaver har
først og fremmest til formål at sikre, at nævnsmedlemmerne
er tilstrækkeligt orienteret om aktuelle udenrigspolitiske
spørgsmål til at kunne tage stilling til de sager af
større udenrigspolitisk rækkevidde, som regeringen
forelægger Det Udenrigspolitiske Nævn.
Med hensyn til rådføringspligten kan der rejses to
spørgsmål:
a. Hvilke sager (beslutninger) må karakteriseres som
værende af større udenrigspolitisk betydning, og
b. på hvilket tidspunkt bør sådanne sager
forelægges.
a. Hvilke beslutninger er af større udenrigspolitisk
rækkevidde?
Det vil være nærliggende at tage udgangspunkt i den antagelse,
at alle sager, hvortil Folketingets samtykke kræves efter grundlovens §
19, stk. 1 og 2, også må være omfattet af dette begreb. Med
hensyn til stk. 2 må dette formentlig gælde ubetinget, og det
samme gælder handlinger, der indskrænker eller forøger
rigets område, jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 1.
For så vidt angår indhentelse af samtykke til ratifikation af
traktater, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig,
jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 2, bemærkes, at indhentelsen typisk
sker i forbindelse med gennemførelsen af den nødvendige
lovgivning. Der bliver derfor ikke tale om at involvere Det Udenrigspolitiske
Nævn i disse tilfælde. Noget andet er, at regeringen bør
lade sig rådføre af Nævnet forud for undertegnelsen af en
sådan traktat, hvis denne er af »større udenrigspolitisk
rækkevidde«.
Med hensyn til forpligtelser, som i øvrigt er af større
betydning, jf. ovenfor under afsnit 3, nr. 3, vil der antagelig ofte
være tale om handlinger af større udenrigspolitisk
rækkevidde, men der vil uden tvivl foreligge tilfælde, hvor
Folketingets ratifikationssamtykke har været indhentet, uden at sagen
på et tidligere tidspunkt har været forelagt for Det
Udenrigspolitiske Nævn. Sådanne tilfælde kan enten
forklares med, at ratifikationssamtykket har været anset for politisk
ønskeligt, selv om det ikke var påkrævet i henhold til
grundloven, eller at forpligtelsen nok var af »større betydning«, men
ikke af »større udenrigspolitisk rækkevidde.«
Nok så vigtigt er det imidlertid, at begrebet »beslutning« i
grundlovens § 19, stk. 3, rækker videre end begrebet »forpligtelse« i
grundlovens § 19, stk. 1. Det er imidlertid næppe muligt at opstille en
skarp juridisk afgrænsning af området. Som »klassiske«
områder kan nævnes spørgsmål om anerkendelse af
fremmede stater og Danmarks stemmeafgivning i FN, hvor den danske
stemmeafgivning er medvirkende til at påvirke udviklingen i den
aktuelle politiske situation. Praksis spiller utvivlsomt en meget stor rolle
ved afgørelsen af, hvilke beslutninger der bør forelægges
Nævnet. Den daværende udenrigsminister H.C. Hansen udtalte under
1. behandling af 1954-nævnsloven bl.a.:
» regeringen bør og skal, efter de noget uklare kriterier, som
findes, give Nævnet de oplysninger, som regeringen mener at kunne give.
Nævnet kan til gengæld af regeringen forlange oplysninger, som
Nævnet måtte ønske, og i øvrigt må det blive
den kommende tids praksis i Det Udenrigspolitiske Nævn, der afstikker
de egentlige rammer for omfanget af den virksomhed, som dér skal
udføres Jeg går ud fra at vi her må ende i det
hovedsynspunkt, at den kommende tids praksis må vise, hvordan vi skal
opfylde de bestemmelser, som findes i det foreliggende lovforslag.«
Folketingstidende 1953-54, forhandlingerne sp. 2176.
Hertil kommer - og det gælder navnlig beslutninger, der falder uden
for den faste praksis - en politisk vurdering i det enkelte tilfælde.
Henrik Zahle skriver således i sin »Dansk forfatningsret - Regering,
forvaltning og dom«, 2. udgave, Christian Ejlers Forlag (1996), side 294:
»Rådføringen sker på grundlag af regeringens initiativ,
og det er derfor op til regeringen i første omgang at bedømme,
om en beslutning er af »større udenrigspolitiske rækkevidde«.
Bedømmelsen af dette spørgsmål peger ikke blot på
en rent udenrigspolitisk vurdering af det pågældende problem, men
må tillige inddrage såvel den betydning, som Danmarks holdning i
det pågældende spørgsmål kan have, som den politiske
interesse i Danmark for det pågældende emne.«
I den nyere statsretlige litteratur er i øvrigt herom
anført:
Max Sørensen, Statsforfatningsret 1973, side 285:
»
regeringen er forpligtet til at underrette Nævnet om vigtige
udenrigspolitiske begivenheder og dispositioner. Ved den nærmere
afgrænsning af denne pligt må der imidlertid indrømmes
regeringen et vist skøn.«
Alf Ross, Dansk Statsforfatningsret, 1980, side 394:
»At
Nævnets funktion kun er rådgivende, at regeringen selv
skønner over om en beslutning er af større rækkevidde, og
at regeringen ikke er pligtig at besvare spørgsmål fra
Nævnets side vedrørende andre anliggender end beslutninger af
større rækkevidde, er alt sammen ingen ulemper og hæmmer
ikke Nævnets funktion. Denne er et led i Folketingets parlamentariske
kontrol af regeringen, og Nævnets magt ligger i den politiske opinion
det repræsenterer. Anden sanktion behøves ikke.«
Peter Germer, Statsforfatningsret, 1995, side 189:
»Hvad det vil
sige, at beslutninger er »af større udenrigspolitisk
rækkevidde«, må i tvivlstilfælde bero på regeringens
og Folketingets skøn.«
Det ligger uden for Lov- og Parlamentssekretariatets muligheder at
foretage en udtømmende gennemgang af praksis, også fordi der
ikke foreligger noget offentligt tilgængeligt materiale, der belyser, i
hvilke tilfælde skiftende regeringer har valgt ikke at inddrage Det
Udenrigspolitiske Nævn. I den forbindelse bør det understreges,
at en regeringspraksis med hensyn til undladelse af at forelægge
bestemte typer sager for Nævnet ikke skaber præciserende
retssædvane, medmindre den også er kendt og accepteret af
Folketinget. Det er dog bemærkelsesværdigt, at der kun
sjældent i konkrete tilfælde har været rettet kritik af en
regering i anledning af, at den skulle have forsømt at
rådføre sig med Nævnet. Årsagen hertil kan bl.a.
være, at skiftende regeringer formentlig har lagt den linje, at man som
udgangspunkt hellere måtte søge indhentet Nævnets
rådgivning en gang for meget end en gang for lidt for at undgå
ubehagelige diskussioner om, hvorvidt regeringen i de enkelte tilfælde
havde levet op til grundloven. Under alle omstændigheder ville
regeringen ikke være bundet til at følge rådgivningen.
Hertil kommer, at det ofte ikke vil være helt klart, om regeringen i
forbindelse med en orientering af Nævnet ønsker et råd,
jf. nr. 1 ovenfor, eller om regeringen blot ønsker at leve op til sin
almindelige orienteringspligt over for Nævnet, jf. nr. 2 og 3
ovenfor.
Et eksempel, hvor der har været rejst kritik, er dog sagen fra 1980
om den daværende energiministers rolle ved indgåelsen af en
kontrakt med Saudi-Arabien om levering af olie. Kontrakten indeholdt bl.a. en
klausul om, at køber eller købers regering ikke måtte
handle på en sådan måde, at det kunne bringe Saudi-Arabien
i miskredit i den internationale olieverden eller på anden måde
overhovedet. Under en efterfølgende forespørgselsdebat pegede
flere af medlemmerne af Folketinget på det uheldige i, at sagen ikke
havde været drøftet i Nævnet. Kontrakten blev herefter
fremlagt på et efterfølgende nævnsmøde. Efter
mødet udtalte den daværende statsminister, at den omtalte
miskrediteringsklausul var af kommerciel karakter, mens den daværende
formand for Nævnet, Henning Christophersen (V), fastholdt, at
kontrakten burde have været forelagt Nævnet inden
indgåelsen.
Spørgsmålet blev også drøftet i 1983 i
forbindelse med afstemninger i FN´s generalforsamlings 1. komité om et
par resolutionstekster på nedrustningsområdet. Den
daværende regering fandt her, at der i disse spørgsmål -
hvor der bestod uenighed mellem regeringen og dele af oppositionen om
stemmeafgivningen - ikke var tale om en beslutning af større
udenrigspolitisk rækkevidde i grundlovens forstand, hvorfor
Nævnet ikke blev indkaldt på initiativ af regeringen før
afsendelsen af regeringens instruks til FN-delegationen. Nævnet blev
først på et sent tidspunkt, jf. nedenfor under b, indkaldt efter
anmodning fra oppositionen. Regeringens handlemåde fik ikke juridiske
konsekvenser for regeringen, men et flertal udtalte i forbindelse med en
efterfølgende forespørgselsdebat i en motiveret dagsorden, at
Folketinget beklagede, »at Danmark undlod at stemme, da resolutionsforslagene
L 3 og L 43 var til afstemning i FN´s generalforsamlings 1. komité,
selv om et erklæret flertal blandt politikerne i FN-delegationen og i
Det Udenrigspolitiske Nævn tilrådede regeringen at stemme for de
to resolutioner, «.
b. På hvilket tidspunkt bør beslutninger af
større udenrigspolitisk rækkevidde forelægges Det
Udenrigspolitiske Nævn
Afgørelsen heraf efterlader ikke i princippet nogen tvivl. Det
fremgår klart af såvel grundloven som nævnsloven, at
forelæggelsen skal ske forud for, at beslutningen i givet fald tages.
Skal rådgivningen have nogen mening, skal den som udgangspunkt finde
sted på et tidspunkt, hvor regeringen endnu ikke har meddelt sin
beslutning til andre stater eller i øvrigt har realiseret
beslutningen, bl.a. fordi en ændring af regeringens standpunkt på
et tidspunkt, der ligger efter dette, i almindelighed vil være
forbundet med et betydeligt prestigetab. Det antages dog, at det ikke
udelukker regeringen fra internt at træffe sin beslutning, som
naturligt nok bliver meddelt Nævnet i forbindelse med orienteringen.
Det afgørende er, at beslutningen i givet fald kan tages om.
Spørgsmålet om, hvorvidt Nævnet er blevet rettidigt
inddraget i regeringens beslutningsproces, har været drøftet
tidligere. Det gælder således i 1979, hvor den daværende
regering ønskede at udsætte en forestående NATO-beslutning
om produktion af taktiske atomvåben (Theater Nuclear Forces = TNF) i 6
måneder. Efter at der havde fundet en forespørgselsdebat sted i
Folketinget, informerede regeringen en række andre NATO-landes
regeringer om det danske standpunkt. Først herefter blev sagen
drøftet på møder i Nævnet, men dog på et
tidspunkt, der lå forud for det NATO-møde, hvor beslutningen i
givet fald skulle træffes. Det blev imidlertid af Ninn-Hansen (KF)
kritiseret, at Nævnet var blevet indkaldt så sent i processen.
Nævnet burde have været indkaldt, forud for at regeringen havde
truffet sin beslutning, og det må nok erkendes, at Nævnets
indflydelse på regeringens udenrigspolitik i en situation, hvor andre
lande er blevet forhåndsorienteret om den danske regerings holdning,
kan blive illusorisk - og i strid med den tidlige, fortrolige dialog mellem
regering og Nævnet, som ligger til grund for Nævnets oprettelse,
jf. også Christopher Bo Bramsen i den anførte artikel.
Et særligt - praktisk betonet - problem kan foreligge, når
behovet for at træffe en beslutning er så
påtrængende, at det af tidsmæssige grunde ikke er muligt at
indkalde Det Udenrigspolitiske Nævn, inden beslutningen skal
træffes. I den forbindelse henledes opmærksomheden på
grundlovens § 19, stk. 2, hvorefter regeringen i tilfælde af
væbnet angreb på riget eller danske styrker kan anvende
militær magt mod en fremmed stat uden forinden at indhente Folketingets
samtykke. Efterfølgende skal de foranstaltninger, regeringen
måtte have truffet, uophørligt forelægges Folketinget.
Der findes ikke en tilsvarende modifikation i § 19, stk. 3.
Spørgsmålet blev taget op under 2. behandling af forslaget til
lov om Det Udenrigspolitiske Nævn af ordføreren for udvalget,
Alsing Andersen (S), der bl.a. udtalte:
» På linje med udtalelser, der blev fremsat ved første
behandling, er udvalget imidlertid enigt om, at regeringen under fuldt
parlamentarisk ansvar ikke kan være afskåret fra at træffe
nødvendige beslutninger, når der foreligger en afgørende
faktisk hindring for en rettidig drøftelse af sagen i Nævnet.«
Folketingstidende 1953-54, forhandlingerne sp. 3497.
Problemet ses ikke at være behandlet i den statsretlige litteratur,
og der foreligger ikke for Lov- og Parlamentssekretariatet oplysninger, der
belyser, i hvilket omfang man måtte have undladt at indkalde Det
Udenrigspolitiske Nævn i situationer, hvor det ikke var praktisk muligt
at nå det, inden det var nødvendigt at træffe en
beslutning. Det er dog indtrykket, at regeringen i lignende situationer i
videst muligt omfang har søgt at orientere de politiske partiers
ledere telefonisk, men omfanget heraf foreligger ikke offentligt kendt.
Afgørende må det være, om det politisk bliver accepteret,
at der forelå en sådan situation, at det ikke var muligt for
regeringen af få indkaldt Nævnet i tide. Når problemet
tilsyneladende ikke har været rejst tidligere, kunne det tyde på,
at den politiske accept heraf har foreligget.
Det kan dog nævnes, at en række oppositionspartier i den sag
fra 1983, der er omtalt ovenfor under a, udtalte kritik af, at Nævnet
var blevet indkaldt så sent, at deres holdning ikke kunne nå at
blive afspejlet i regeringens instrukser til den danske delegation ved FN i
forbindelse med afstemningerne om nogle resolutioner i generalforsamlingens
1. komité. Rent faktisk nåede man på grund af forsinkelser
i New York dog ikke at foretage afstemningerne inden nævnsmødets
afslutning, og den daværende statsminister udtalte efter
nævnsmødet, at regeringen havde accepteret folketingsflertallet,
og at dette ville afspejle sig i FNi : »I
Nævnet har vi hentet råd hos partierne, men afstemningen sker
på regeringens ansvar.« Det bemærkes dog, at årsagen til
den sene indkaldelse af Nævnet i hvert fald i første række
skyldtes, at regeringen som ovenfor nævnt ikke mente, at der var behov
for at indkalde Nævnet, men at dette blev indkaldt efter ønske
fra dele af oppositionen.
5. Den fremgangsmåde, regeringen har fulgt i sagen om de 14
EU-stats- og regeringschefers erklæring af 31. januar 2000 om den
fælles aktion i tilfælde af dannelse af en østrigsk
regering med deltagelse af partiet FPÖ set i lyset af
ovennævnte
Som sagen foreligger oplyst for Lov- og Parlamentssekretariatet, synes der
at være enighed mellem regeringen og alle partier i Nævnet om, at
sagen var af en sådan karakter, at der forelå en »beslutning af
større udenrigspolitisk rækkevidde«. Statsministeren udtalte
således under spørgetiden i Folketinget den 9. februar 2000 i
forbindelse med besvarelsen af spørgsmål S 1398:
»Jeg kan bekræfte over for hr. Lars Løkke Rasmussen, at det
er en udenrigspolitisk handling, som er dækket af grundlovens § 19,
stk. 3. Vi har haft lejlighed til i Det Udenrigspolitiske Nævn at
drøfte det, og jeg kan berolige hr. Lars Løkke Rasmussen med,
at der i Det Udenrigspolitiske Nævn er en forståelse for, at
statsministeren ikke kunne handle anderledes. Det har jeg naturligvis noteret
mig. Det er der klart flertal for. Og jeg tror egentlig godt, hr. Lars
Løkke Rasmussen er klar over, at det også dækker hr. Lars
Løkke Rasmussens eget parti.« Folketingstidende 1999-2000,
forhandlingerne side 4077.
En nærmere bedømmelse af regeringens handlemåde, for
så vidt angår tidspunktet for forelæggelsen for
Nævnet, forudsætter imidlertid en nøjere
undersøgelse af det samlede hændelsesforløb, herunder af,
hvornår regeringen vidste, at der kunne blive tale om at træffe
en beslutning, og om der rent faktisk var mulighed for at indkalde
Nævnet før sidste frist for meddelelse af den danske
stillingtagen. Det bemærkes, at det tidligere har vist sig muligt at
indkalde Nævnet med meget kort varsel.
i Der tænkes
formentlig på plenarforsamlingen, idet Danmark som omtalt ovenfor under
a rent faktisk undlod at stemme i 1.komité.
Bilag 4
Statsministerens Redegørelse for »svipser
« af 10. februar
2000
København, den 10. februar 2000
Gårs dato, den 9. februar 2000, blev for mig forelagt et materiale
vedr. Østrig, som jeg har fundet det rigtigst at orientere
Udenrigspolitisk Nævn om:
Statsministeriet modtog fredag den 28. januar 2000 kl. 17.53 (portugisisk
tid) efter kontortid en henvendelse pr. telefax med bilag fra den
portugisiske statsminister.
Henvendelsen indeholder en forespørgsel om vores eventuelle
reaktion på en henvendelse til den portugisiske statsminister fra
Belgiens statsminister. Bilagene er den portugisiske statsminister Antonio
Guterres offentlige tilkendegivelse af samme dag om situationen i
Østrig (fremsendt til Udenrigspolitisk Nævn den 9. februar 2000)
samt kopi af et brev af 27. januar 2000 til statsminister Guterres fra den
belgiske statsminister.
Dette pr. fax indsendte materiale er journaliseret i Statsministeriet
mandag den 31. januar 2000 og derefter fordelt i ministeriet samme dag.
Jeg blev, bortset fra statsminister Guterres offentlige tilkendegivelse,
først orienteret om det samlede indhold af faxmaterialet i går,
onsdag den 9. februar 2000.
Kopi af det samlede materiale med bilag vedlægges. (Optrykt som
underbilag 1-3)
For god ordens skyld skal det fremhæves, at havde dette materiale
været mig bekendt tidligere, ville Nævnet naturligvis være
blevet orienteret herom ved nævnsmødet den 1. februar og 8.
februar 2000.
Hændelsesforløbet er beklageligt. Der er taget initiativ til,
at denne fejl ikke gentages.
Det fremsendte materiale ændrer ikke på regeringens beslutning
vedr. Østrig.
Poul Nyrup Rasmussen
Underbilag 1
Fax fra den portugisiske premierministers diplomatiske
rådgiver José de Freitas Ferraz
MR PER POULSEN-HANSEN
DIPLOMATIC ADVISER TO THE
PRIME MINISTER
DATE: 28/01/00
PAGES 1+3
TEL.: (351 21) 3923594 96
FAX: (351 21) 396 13 20
e-mail:ferraz@pm.gov.pt.
MESSAGE:
Subject: Austria
I hereby enclose to you both a letter from Prime Minister Guy Verhofstadt
and Foreign Minister Louis Michel and a press statement issued this morning
by Prime Minister António Guterres.
We would appreciate to have your reaction regarding the initiative
forwarded to the Presidency by the Prime Minister of Belgium.
Best regards
José de Freitas Ferraz
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE
Hr. Per Poulsen-Hansen
Diplomatisk rådgiver for
statsministeren
DATO: 28/01/00
SIDER 1+3
TLF.: (351 21) 3923594 96
FAX: (351 21) 396 13 20
Vedr.: Østrig
Jeg vedlægger hermed både et brev fra statsminister Guy
Verhofstadt og udenrigsminister Louis Michel og en pressemeddelelse, der blev
udsendt her til morgen af statsminister António Guterres.
Vi ville sætte stor pris på en reaktion fra Dem angående
initiativet, der er fremsendt til formandskabet af Belgiens
statsminister.
Med venlig hilsen
(José de Freitas Ferraz)
Underbilag 2
Brev fra den belgiske statsminister og fra den belgiske
udenrigsminister
LE PREMIER MINISTRE
RUE DE LA LOI, 16
1000 BRUXELLES
Bruxelles, le 27 janvier 2000
Monsieur le Premier Ministre
Monsieur le Président
Lors des débats en séance plénière aujourd hui
à la Chambre des Représentants et au Sénat, nous avons
constaté une vive inquiétude concernant l évolution de
la situation politique en Autriche. C est la raison pour laquelle nous nous
adressons à vous, en votre qualité de Président du
Conseil européen, pour vous faire part de la préoccupation de
notre pays.
L Union européenne est fondée sur les valeurs de
liberté, de démocratie et de respect des droits de l homme et
des libertés fondamentales, ainsi que du refus de l exclusion. Il
serait inconcevable qu accède aux responsabilités
gouvernementales dans un des pays de l Union Européenne, un parti qui
nie ces principes fondateurs. C est pourquoi la perspective d une
entrée possible dans le Gouvernement autrichien du parti de Monsieur
Jörg Haider suscite en Belgique, comme dans d autrers Etats membres, une
vive émotion.
Pour ces raisons, nous vous demandons de bien vouloir oeuvrer pour qu une
réaction commune aves nos partenaires de l Union européenne
puisse rapidement se concrétiser par rapport à cette question.
Il ne s agit pas de s immiscer dans la vie politique autrichienne, mais de
faire valoir que ce qui est un motif de préoccupation grave pour l
Autriche, l est aussi pour l Union européenne.
Veuillez croire, Monsieur le Premier Ministre, Monsieur le
Président, à l assurance de notre plus haute
considération.
Louis MICHEL Guy VERHOFSTADT
Vice Premier Ministre et Premier Ministre du Royaume de Belgique
Ministre des Affaires étrangères
Son Excellence M. Antonio GUTERRES
Premier Ministre du Portugal
Président du Conseil Européen
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE
Premierministeren
Rue de la Loi, 16
1000 Bruxelles
Bruxelles, den 27. januar 2000
Kære premierminister, kære formand,
Under plenardebatterne i Repræsentantkammeret og Senatet i dag har
vi konstateret en stærk bekymring over udviklingen i den politiske
situation i Østrig. Det er grunden til, at vi henvender os til Dem i
Deres egenskab af formand for Det Europæiske Råd for at
delagtiggøre Dem i vort lands bekymring.
Den Europæiske Union er baseret på værdierne frihed,
demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende
frihedsrettigheder såvel som på afvisningen af udstødelse.
Det ville være ubegribeligt, om et parti, som fornægter disse
grundlæggende principper, skulle få regeringsansvar i et af
landene i Den Europæiske Union. Det er grunden til, at perspektivet om
en mulig indtræden i den østrigske regering af Jörg Haiders
parti udløser stærke følelser i Belgien såvel som i
andre medlemslande.
Af disse grunde anmoder vi Dem om at arbejde for, at der hurtigt kan
konkretiseres en fælles reaktion med vore partnere i Den
Europæiske Union i forhold til dette spørgsmål. Det drejer
sig ikke om at blande sig i det østrigske politiske liv, men om at
gøre gældende, at det, der er en grund til alvorlig bekymring
for Østrig, også er det for Den Europæiske Union.
(høflighedsformular)
Louis MICHEL Guy VERHOFSTADT
Vicepremierminister og Kongeriget Belgiens
udenrigsminister premierminister
Hans Excellence hr. Antonio Guterres
Portugals premierminister
Formand for Det Europæiske Råd
Underbilag 3
Pressemeddelelse fra den portugisiske
premierminister
NOTE TO THE PRESS
I want to express my deep concern regarding the possible political
evolution in Austria.
The European Union is not only a single market or a single currency. It is
also a Union based on a set of values and rules and on a common
civilisation.
All EU member states Governments should clearly share those values and
rules, and that common civilisation.
Lisbon, 28th January 2000
António Guterres
Prime Minister
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE
PRESSENOTAT
Jeg vil gerne udtrykke dyb bekymring for den mulige politiske udvikling i
Østrig.
Den Europæiske Union er ikke blot et enkelt marked eller en enkelt
valuta. Det er samtidig en union, som er baseret på såvel en
række værdier og regler som på en fælles
civilisation.
Alle EU-medlemslandenes regeringer bør klart være
fælles om disse værdier og regler og denne fælles
civilisation.
Lissabon d. 28. januar 2000
António Guterres
Statsminister
Bilag 5
Statsministerens besvarelse af spørgsmål S
1398 i Folketingets spørgetid den 9. februar 2000 stillet af Eva Kjer
Hansen (V)
Eva Kjer Hansen (V):
»Vil statsministeren beskrive effekten hos den østrigske befolkning af
udtalelsen fra de europæiske regeringsledere om bilaterale sanktioner
mod Østrig?«
Statsministeren
(Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg har desværre ikke grundlag for at gå ind i en nøjere
psykologisk vurdering af den østrigske befolknings reaktion. Jeg har
indtryk af, efter hvad man nu kan se i tv og læse i avisreferaterne, at
den østrigske befolkning har reageret meget forskelligt. Der har
været demonstrationer på gaderne. Der har også været
mennesker i Østrig, som har givet udtryk for at være kede af de
14 landes reaktion plus reaktionen fra Norge, USA, Israel, og dermed vel
også FN's generalsekretærs holdninger. Så jeg må sige
til fru Eva Kjer Hansen: Jeg tror som sagt ikke, vi kommer det nærmere.
Jeg er sikker på, at østrigerne naturligvis ligesom mange
andre befolkninger har deres forskellige reaktionsmønster, og det
gælder også i den her situation.
Eva Kjer Hansen
(V):
Jamen er statsministeren ikke bange for, at det her i virkeligheden
måske styrker Jörg Haider og hans parti, for østrigerne
må da opfatte det, som om andre lande vil gøre sig til
overdommere over den demokratiske stillingtagen, som østrigerne selv
har taget i forbindelse med deres valg?
Tror statsministeren ikke, at det for østrigerne f.eks. også
er underligt, at man skal opleve de her sanktioner, uden at man sådan
kan få en nøje, konkret beskrivelse af anledningen til det,
samtidig med at østrigerne f.eks. er i den situation, at det er
Østrig, der nu har formandskabet i OSCE?
Jeg vil i den forbindelse gerne gentage spørgsmålet om,
hvordan statsministeren ser på det problem, og om statsministeren
finder det acceptabelt med de udmeldinger, statsministeren er kommet med.
Altså jeg finder det dybt beklageligt, at statsministeren ikke
valgte at svare på spørgsmålet allerede i den tidligere
omgang, men jeg vil så gerne benytte anledningen til nu at bede om en
klar melding fra statsministeren om, hvordan statsministeren ser på den
situation, at Østrig varetager formandskabet i OSCE, og hvordan det er
foreneligt med de sanktioner, der nu er indledt fra en række landes
side.
Lars Løkke Rasmussen
(V):
Ja, nu kunne jeg forstå på hr. Claus Larsen-Jensen, at en
diskussion om grundloven, herunder grundlovens § 19, stk. 3, bare var en
formalistisk juridisk diskussion. Det kan jo synes at være lidt
tankevækkende, al den stund debatten her handler om demokrati og
menneskerettigheder.
Jeg fik ikke svar på mit spørgsmål, og derfor
spørger jeg så igen: Er det statsministerens opfattelse, at den
beslutning, regeringen har truffet og først efterfølgende har
orienteret Folketingets partier om i Det Udenrigspolitiske Nævn om at
indføre bilaterale sanktioner i forhold til Østrig, er en
beslutning af en sådan rækkevidde, at den falder ind under
grundlovens § 19, stk. 3?
Frank Dahlgaard
(UP):
Statsministerens regering og parti afskaffede revselsesretten for 2 år
siden i forholdet mellem forældre og børn. Man skal ikke bruge
fysisk afstraffelse.
Men her på det internationale plan er det altså ikke nok med
verbale signaler for regeringen. Her skal der gås til politisk og
diplomatisk afstraffelse - altså en revselsesret, som regeringen
påtager sig i forhold til et andet land. Er det rimeligt? Er der nogen
sammenhæng i den holdning, der ligger bag ved det?
Jens Hald Madsen
(V):
Jeg vil gerne indlede med at sige, at jeg synes, det er udmærket, at
man blev orienteret i Det Udenrigspolitiske Nævn. Det er bare
ærgerligt, at man blev orienteret for sent.
Men de her spørgsmål, vil jeg sige til statsministeren, er jo
udtryk for, at vi ønsker en dialog, en åben dialog og debat
omkring det, som regeringen har foretaget sig, fordi der er et
fortrolighedshensyn i Nævnet, som jeg i hvert fald respekterer
højt.
Men statsministeren skal ikke have lov til at skjule sig i Det
Udenrigspolitiske Nævn. Nu er det nede i salen, og derfor synes jeg
også, der er baggrund for, at vi får svar på vores
spørgsmål. Er det ikke korrekt, at Jörg Haider er blevet
styrket ved den måde, som man har reageret på? Og hvor - igen
spørger jeg - hvor er det grundlag, hvad er det, Østrigs
nuværende regering er kommet med af racistiske udtalelser osv., der
gør, at man kan videreføre de her sanktioner?
Jens Kirk
(V):
Jeg forstår statsministerens larmende tavshed på de forrige
spørgsmål sådan, at statsministeren ikke ved, hvad det er,
Østrig skal gøre for at komme ud af den boykot fra de
øvrige 14 EU-lande. Sådan forstår jeg det. Hvad er det,
Østrig skal gøre anderledes? Skal der en ny regering til, hvor
der indgår andre partier, før de sanktioner, der er sat i
værk, ophæves?
Jens Rohde
(V):
Jeg kan da meddele statsministeren, at jeg har både familie og venner i
Østrig, som aldrig havde tænkt sig at støtte og aldrig
har stemt for Jörg Haider, men efter den her aktion er de absolut ikke i
tvivl om, hvem de skal stemme på næste gang. Så det er da
min klare opfattelse, at Jörg Haider er blevet styrket, og det var vel
egentlig ikke meningen med den her reaktion.
I øvrigt er det jo slet ikke sikkert, at det har noget at
gøre med nazisympatier, som man gerne vil skrue det op til. Det kunne
jo også være, at den østrigske befolkning er så godt
og grundig træt af et gennemkorrumperet styre, styret af
socialdemokrater i de sidste år, en koalition mellem socialdemokrater
og konservative, hvor man jo skal have partibogen i orden for at få en
stilling i det offentlige.
Det, mit spørgsmål går ud på, er nu igen
vedrørende proceduren, for det er meget vanskeligt at få nogen
svar fra statsministeren i den her sag, så det lægger sig op ad
hr. Jens Hald Madsens spørgsmål, nemlig om, hvorvidt
beslutningen om de sanktioner, der er truffet, ikke er omfattet af § 19, stk.
3. Og jeg håber virkelig, at vi får et svar her.
Peter Skaarup
(DF):
Jeg må nok sige, at efter de manglende svar, vi har fået hos
statsministeren, skulle man jo nærmest tro, at regeringen helst vil
have afskaffet den mundtlige spørgetid, for det er manglende respekt,
at man overhovedet ikke svarer på det, der bliver spurgt om.
Jeg vil derfor godt spørge statsministeren endnu en gang: Når
nu statsministeren siger, at man vil orientere og tage Det Udenrigspolitiske
Nævn med på råd i fremtidige situationer, betyder det
så, at man erkender, at man gjorde en fejl, da man ikke orienterede og
ikke tog Det Udenrigspolitiske Nævn med på råd, inden man
traf sin beslutning i forhold til Østrig-sanktionerne?
Jeg vil også godt spørge statsministeren, når vi nu
taler om, hvad der foregår i Østrig, og om den kontakt, der er
mellem Danmark og Østrig også på handelsområdet: De
vanskeligheder, vi ser på danske virksomheder i øjeblikket i
forhold til handel med Østrig, er det nogle tilsigtede vanskeligheder,
som regeringen accepterer, eller vil regeringen tage afstand fra enhver
handelsvirkning af de sanktioner, regeringen har lavet?
Altså: Vil regeringen her i dag i Folketingets spørgetid
sige, at det er ikke nogen tilsigtede virkninger, der her kommer frem?
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
Folketinget er fuldstændig til grin, hvis Folketinget accepterer
statsministerens ageren i denne her sag. Der er kommet et væld af
meget, meget saglige spørgsmål, saglige, berettigede
spørgsmål til statsministeren om en helt ny situation, man
står i udenrigspolitisk, hvor man går ind og dømmer et
land, uden at landet har begået nogen strafbare gerninger.
Så forsøger vi at få det belyst med statsministeren om
proceduren, og hvordan det hele forholder sig, og statsministeren
nægter bare at gå ind i en besvarelse af det. Altså, hvis
det her er metoden, må Folketinget gribe ind, ellers bliver Folketinget
fuldstændig til grin i forhold til den befolkning, vi er sat til at
repræsentere.
Jeg skal bare i forhold til spørgsmålet om, hvordan den
østrigske befolkning har reageret, spørge, om statsministeren
kender ordet stuerent på de sprog, der tales i Østrig. For
så tror jeg i virkeligheden, statsministeren har en personlig erfaring
om, hvordan østrigerne naturligvis har reageret i denne her sag.
Jacob Buksti
(S):
Jeg vil bare spørge statsministeren, når statsministeren nu
hører på de spørgsmål, der stilles her, om
statsministeren så stadig væk kan huske, hvad det stillede
spørgsmål, nr. S 1398, faktisk vedrører.
Og så vil jeg bare for resten af medlemmerne spørge: Vil
statsministeren beskrive effekten hos den østrigske befolkning af
udtalelser fra de europæiske regeringsledere om bilaterale sanktioner
mod Østrig?
Er statsministeren forundret over, at det her er et spørgsmål
om, hvornår man informerer Det Udenrigspolitiske Nævn om andre
ting, som knytter sig til de spørgsmål, vi lige har haft, eller
er det statsministerens indtryk, at det, det her drejer sig om, er, at man er
ved at udvikle Folketingets spørgetid til en almindelig generel
debat?
Arne Melchior
(CD):
Ja, da jeg meldte mig for at få ordet, vidste jeg ikke, at hr. Buksti
ville stille nøjagtig det samme spørgsmål, som jeg ville
stille. Og jeg har ikke spor imod, hvis jeg ikke får svar, for jeg
føler, at vi slet ikke er i spørgetid mere, hvor
spørgsmål og svar om konkrete ting veksler, men at vi er draget
ind i en debat, som kunne være rejst som en forespørgsel eller
lignende, og som jeg mener er en total misforståelse af
spørgetiden.
Når hr. Thulesen Dahl taler om, at Folketinget må gribe ind,
så kan det da godt være, jeg ved ikke, om det hører med
under spørgsmål nr. S 1398, men så bliver det jo
højst sandsynligt på en helt anden måde, der skal gribes
ind, end den, hr. Thulesen Dahl tænker sig.
Men hvis statsministeren overhovedet vil svare, vil jeg spørge
ligesom hr. Buksti: Er der her tale om en spørgetid, eller er der tale
om en debat på korte bemærkninger, hvilket jo slet ikke er
meningen? Når der skal føres en debat, skal der være tid
til at svare og give uddybende og sammenhængende svar.
Charlotte Antonsen
(V):
Kan statsministeren bekræfte, at statsministeren allerede har
nægtet at svare på en stribe spørgsmål, der er
stillet i forbindelse med de andre fremsatte spørgsmål, og at
det dermed måske kan have medvirket til, at nogle
spørgsmål er gået igen på et senere tidspunkt?
Så vil jeg også spørge statsministeren, om
statsministeren ikke finder det meget drastisk at gå i krig -
diplomatisk krig - med et andet, venligsindet EU-land, når
statsministeren samtidig her svarer, at man ikke kan måle effekten af
straffen over for Østrig. Det var jo det, der var svaret på
spørgsmålet, at det kan gå begge veje, som statsministeren
sagde.
Er det ikke en meget drastisk aktion, hvis man ikke engang kan måle
effekten? For effekten burde jo være i det østrigske folk og i
Østrig, eller er det i virkeligheden en helt anden hensigt,
statsministeren har haft med denne her sag? Handler det i virkeligheden om
dansk indenrigspolitik?
Statsministeren
(Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg tror, vi er kommet op på, lad mig se engang: En, to, tre, fire,
fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve eller tolv indlæg. Og jeg tror,
jeg må give hr. Arne Melchior og hr. Jacob Buksti ret i, at vi
efterhånden har nærmet os en generaldebat, og den er jeg helt
parat til at deltage i, men det er lidt anderledes betingelser, den så
skal forløbe under. Jeg tror, § 20-spørgsmålene er
glimrende, og det er synd, at de ikke kan komme til at fungere sådan,
som jeg tror egentlig var den oprindelige hensigt.
Jeg skal prøve ganske kort at svare på nogle af de
spørgsmål, der er blevet stillet, men det er lidt vanskeligt,
fordi vi arbejder under nogle ganske bestemte tidsbetingelser, som jeg tror
Folketingets medlemmer er opmærksomme på.
Jeg kan bekræfte over for hr. Lars Løkke Rasmussen, at det er
en udenrigspolitisk handling, som er dækket af grundlovens § 19, stk.
3. Vi har haft lejlighed til i Det Udenrigspolitiske Nævn at
drøfte det, og jeg kan berolige hr. Lars Løkke Rasmussen med,
at der i Det Udenrigspolitiske Nævn er en forståelse for, at
statsministeren ikke kunne handle anderledes. Det har jeg naturligvis noteret
mig. Det er der et klart flertal for. Og jeg tror egentlig godt, hr. Lars
Løkke Rasmussen er klar over, at det også dækker hr. Lars
Løkke Rasmussens eget parti.
Da hr. Jacob Buksti spurgte, om jeg overhovedet kunne huske, hvad det var,
fru Eva Kjer Hansen havde spurgt om, kom jeg et øjeblik i tvivl. Og
jeg må give hr. Jacob Buksti ret: Jeg havde næsten glemt det. Jeg
kunne måske minde fru Eva Kjer Hansen om, hvad der blev spurgt om. Det,
der blev spurgt om, var: Vil statsministeren beskrive effekten hos den
østrigske befolkning af udtalelsen fra de europæiske
regeringsledere om bilaterale sanktioner mod Østrig? Og det beskrev
jeg faktisk i mit svar.
Jeg sagde, den østrigske befolkning har reageret forskelligt. En
del af befolkningen har udtrykt sin solidaritet med vores holdninger ved at
demonstrere mod den nye regering. En anden del af befolkningen har udtrykt
sin skuffelse og sin frustration. Jeg tror, det har overrasket mange i
Østrig. Og jeg har svaret, så godt jeg nu kan på
spørgsmålet, og dermed føler jeg også, at det er
håndteret, som det nu engang skal håndteres.
Hr. Frank Dahlgaards sammenligning med revselsesretten eller
ikkerevselsesretten i forhold til børn tror jeg nu ikke umiddelbart
falder inden for spørgsmålet, og det kan vel heller ikke helt
sammenlignes.
Til hr. Jens Hald Madsen og hr. Jens Kirk: Vi har også
drøftet meget omhyggeligt i dag, hvornår vi er i en situation,
hvor denne reaktion ophører, og dertil har jeg svaret, og det vil jeg
gerne gentage over for hr. Jens Kirk: Det kan der ikke siges noget
præcist om i dag. Nu må vi se på den praktiske handling fra
regeringen i Østrig i forhold til det regeringsgrundlag, der nu
ligger.
Jeg har ikke mere at tilføje til spørgsmålet. Jeg tror
heller ikke, der er mere at besvare, for spørgsmålet er fuldt og
helt besvaret.
Kristian Thulesen Dahl
(DF):
Jo, men vi må jo komme igen og også under andre former. Dansk
Folkeparti har for længst indleveret en forespørgselsdebat om
det her emne, og vi så da gerne, at den forespørgselsdebat kunne
have været i dag. Men det har åbenbart ikke kunnet lade sig
gøre med statsministerens travle kalender at få den
forespørgsel før engang vel om en 14 dages tid, eller
hvornår den endelige dato bliver.
Vi må jo tage til efterretning, at statsministeren prioriterer
på den måde i forhold til Folketinget, og så må vi
selvfølgelig forsøge at få de svar på vores
spørgsmål på anden vis.
Må jeg minde statsministeren om, at den oprindelige hensigt med
spørgetiden var, at der kunne stilles spørgsmål, men det
var så sandelig da også, at ministeren kunne svare. Og
statsministeren har i gentagne situationer nægtet at svare på
indholdet af de spørgsmål, der er blevet stillet, også
spørgsmål, der ligger klart inden for det,
hovedspørgsmålet relaterer sig til.
Må jeg bare nævne ét spørgsmål, og det kan
jeg jo så ikke direkte henvise til det her, men jeg har spurgt, om ikke
det er korrekt, at hvis man lavede aktionen over for Østrig inden for
EU-regi med den EU-jura, der ligger, så er handlingen over for
Østrig klart ulovlig. Det spørgsmål har statsministeren
ikke ønsket at besvare, selv om det er stillet inden for et
spørgsmål, hvor det klart henhører.
Peter Skaarup
(DF):
Statsministeren siger, at vi skal holde spørgsmålet inden for
rammerne af de spørgsmål, der er stillet, og det er
selvfølgelig 100 pct. klart; men når statsministeren
nægter at svare, er vi nødt til at gentage
spørgsmålene og prøve at få svar på de
spørgsmål, vi nu stiller.
Et af dem, jeg stillede, som ligger 100 pct. inden for rammerne af de
spørgsmål her, nemlig effekten i forhold til den
østrigske befolkning, er: Mener statsministeren, det er rimeligt, at
det rammer østrigske virksomheder og danske virksomheder og dermed den
østrigske befolkning, at der nu er indført de her diplomatiske
sanktioner, at der skabes vanskeligheder for virksomheder, der prøver
på drive handel de to lande imellem? Mener regeringen, at det er
rimeligt, og vil regeringen sikre, at de vanskeligheder ophører,
så der bliver business as usual for virksomhederne? Det ville klart
være rimeligt at få svar på det her; det vil være
rimeligt, at Folketinget får det at vide, sådan at virksomhederne
har noget at rette sig efter.
Jens Hald Madsen
(V):
Jeg vil sige, at jeg har lidt svært ved at forstå
statsministerens kritik af, at det her er ved at udvikle sig til en debat. En
debat kræver jo, at der er en dialog. Vi spørger.
Statsministeren svarer ikke. Vi spørger. Statsministeren svarer ikke.
Det er ikke en debat, det er et problem.
Jeg spørger igen: Hvad er grundlaget for at videreføre
sanktionerne, når den nuværende østrigske regering ikke er
kommet med nogen som helst racistiske udtalelser og man ikke kan finde
én eneste plet på regeringsgrundlaget? Hvad er det, der
begrunder, at man skal videreføre de sanktioner? Og jeg har
tænkt mig at fortsætte med at stille det spørgsmål,
indtil statsministeren vil føre en dialog.
Eva Kjer Hansen
(V):
Statsministeren har her under spørgetiden flere gange henvist
sådan lidt hånende til de mange skriftlige
spørgsmål, der er indleveret, og jeg må sige, at det er
jeg glad for, for det giver os dog muligheden for i hvert fald at stille
spørgsmål til statsministeren.
Jeg troede egentlig, måske lidt naivt, at statsministeren ville
være glad for at få en åben debat om det her emne, som jo
optager ikke bare Folketinget, men også vælgerne ude omkring og
den danske befolkning i det hele taget. Jeg har hver gang stillet uddybende
spørgsmål til det oprindelige spørgsmål, og jeg
synes, det er dybt frustrerende, at statsministeren ikke vil give svar
på spørgsmålene.
Statsministeren har haft mulighed for at komme i Folketingets
spørgetime to tirsdage, hvor det her emne har været aktuelt.
Statsministeren har to gange valgt ikke at møde op under
spørgetimen. Jeg håber, at statsministeren foranlediget af de
mange spørgsmål i dag vil komme på førstkommende
tirsdag for at kunne følge op på denne her diskussion og det her
emne, som er så vigtigt for os at diskutere.
Jens Kirk
(V):
Jeg siger tak for statsministerens forrige svar, som får mig til at
sige, at det ikke er nemt at være den østrigske regering, for
statsministeren kan ikke uddybe nærmere, hvad det er, man skal
gøre anderledes end det, man gør nu, for at få disse
sanktioner ophævet.
Det får mig til at spørge: Hvad er det i grunden, der har
iværksat det så, når man ikke ved, hvordan man skal komme
ud af det igen?
Hermed sluttede spørgsmålet.
Officielle noter
Lignende dokumenter
- Forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af sanktionerne mod Østrig Retsinformation · 24. august 2000
- Beretning om Det Udenrigspolitiske Nævns inddragelse i sager vedrørende EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) Retsinformation · 24. april 2001
- Betænkning over Forslag til folketingsbeslutning om en fair behandling af Østrig Retsinformation · 11. maj 2000
- Forslag til folketingsbeslutning om en fair behandling af Østrig Retsinformation · 8. februar 2000
- Kendelse afsagt af Retten i Første Instans (Fjerde Afdeling) den 10. juli 2001. - Werner F. Edlinger mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber. - Passivitetssøgsmål - undladelser, som kan være genstand for søgsmål - afvisning. - Sag T-191/00 EU-domme · 10. juli 2001
- Beretning over Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af udenlandsdanskeres valgret Retsinformation · 6. november 2001