Spring til indhold

Retsinformation

Beretning om Dan Lynge-sagen

2006/1 BR 7Selvstændig beretningFolketinget26. juni 2007

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 23.

maj 2007

Beretning

om

Dan

Lynge-sagen

1. Udvalget for Forretningsordenens opgaver og

arbejdets organisering

Undersøgelseskommissionen vedrørende Dan Lynge-sagen afgav den

19. september 2006 beretning.

Ifølge Forretningsorden for Folketinget skal alle beretninger

fra undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres, herunder afgåede

ministres, forhold, behandles af Udvalget for Forretningsordenen med henblik

på

eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet, jf. Forretningsorden for

Folketinget

§ 56, 1. pkt.

Udvalget for Forretningsordenen har nedsat et permanent

underudvalg til den forberedende behandling af sager vedrørende

undersøgelseskommissioner. Underudvalget skal således afgive udtalelse til

Udvalget

for Forretningsordenen til brug for dettes beretning eller betænkning til

Folketinget vedrørende en eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet i

forhold

til ministre, herunder afgåede ministre, jf. Forretningsorden for Folketinget

§

59, 1. pkt.

2. Afgrænsning af undersøgelseskommissioners

opgaver

Af lov om undersøgelseskommissioner fremgår følgende:

Læs alt

»§ 4.

Undersøgelseskommissionen har ikke

dømmende myndighed.

Stk. 2.

Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at

undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.

Stk. 3.

Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til

opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative

bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde.

Stk. 4.

Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til

opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger

grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En

undersøgelseskommission

kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmålet om ministres ansvar.

Stk. 5.

Er et medlem af undersøgelseskommissionen

dommer, foretager undersøgelseskommissionen alene retlige vurderinger som

nævnt

i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det retssikkerhedsmæssigt

betænkeligt.«

Det er således ikke undersøgelseskommissioners opgave, jf. lov

om undersøgelseskommissioner § 4, stk. 4, at foretage retlige vurderinger af

ministres forhold. Vurderinger af ministres politiske og/ eller retlige

ansvar

tilkommer under hensyn til de særlige regler om ministeransvar udelukkende

Folketinget, jf. grundlovens §§ 15 og 16.

3. Baggrunden for nedsættelse af

undersøgelseskommissionen

Forud for nedsættelsen af undersøgelseskommissionen havde fra den

20. maj 2002 og i den følgende tid i medierne været omtalt en række forhold

vedrørende Dan Lynge og politiet. Det havde bl.a. været omtalt,

at

der mellem Dan Lynge og politiet

havde været etableret et samarbejde, hvor Dan Lynge havde fungeret som agent

for politiet,

at

Dan Lynge trods

tilståelse af forskellige typer af kriminalitet undgik retsforfølgning, og

at

Dan Lynge havde fået udbetalt dusør.

I umiddelbar forlængelse af fremkomsten af de første oplysninger

besluttede Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby at

iværksætte

en undersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod

politipersonale.

Den 24. maj 2002 stillede daværende folketingsmedlem Søren

Søndergaard en række spørgsmål til justitsministeren i medfør Folketingets

forretningsordens § 20, herunder spørgsmål om, hvorvidt medarbejdere i

Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde været i direkte kontakt med Dan

Lynge.

Den 24. april 2003 besluttede justitsminister Lene Espersen at

nedsætte en undersøgelseskommission. Baggrunden herfor var bl.a., at en

samlet

gennemgang af de retlige rammer for statsadvokatens undersøgelse viste, at

der

kunne være spørgsmål i sagen, der ikke kunne forventes fuldt ud belyst ved

statsadvokatens undersøgelse samt at en række habilitetsspørgsmål kunne

opstå.

Den 15. september 2003 nedsatte fungerende justitsminister Brian

Mikkelsen i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner en

kommission til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.

4. Kommissoriet

Kommissoriet for undersøgelseskommissionens arbejde har været

følgende:

»Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i

lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Dan

Lynge-sagen.

Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om

undersøgelseskommissioner

til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som

knytter sig til politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med

efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet som i andre sammenhænge.

Undersøgelsen skal omfatte dels politiet – herunder Politiets

Efterretningstjeneste – dels andre relevante myndigheder, herunder den

overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.

Kommissionens undersøgelse og redegørelse skal bl.a. omfatte de

påstande om kritisable forhold i sagen, som er fremkommet i medierne og den

offentlige debat, herunder påstande om:

–

at politiets

samarbejde med Dan Lynge skulle have været af en sådan karakter, at der har

været tale om agentvirksomhed i strid med retsplejelovens regler,

–

at politiet ikke

skulle have taget de fornødne skridt i anledning af informationer fra Dan

Lynge

om bl.a. forestående attentater i rockermiljøet,

–

at politiet

uberettiget skulle have udbetalt pengebeløb (»dusør«) til Dan Lynge,

–

at anklagemyndigheden

uberettiget skulle have undladt at retsforfølge Dan Lynge i anledning af

strafbare forhold, og

–

at Justitsministeriet

i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet urigtige

oplysninger

om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.

På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal

undersøgelseskommissionen efter § 4, stk. 4, i lov om

undersøgelseskommissioner

foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag

for,

at det offentlige søger nogen draget til ansvar.«

5. Undersøgelsens konklusioner

Kommissionen udtaler kritik af en række forhold vedrørende

politiets håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Kommissionen angiver

følgende forhold som kritiske:

–

at oplysningerne om

»Høvdingedrabet« ikke blev videregivet til rette myndighed (s. 1285),

–

at oplysninger om Dan

Lynges involvering i begået narkokriminalitet ikke blev nøjere opvejet og

eventuelt forelagt anklagemyndigheden (s. 1285),

–

at politiet ikke i

tilstrækkelig grad sagde fra over for Dan Lynges initiativer, som bragte

politiet

i uacceptable situationer, hvor politiet var afskåret fra at gribe ind over

for

kriminelle handlinger (s. 1285),

–

at politiet udleverede

fortrolige oplysninger til Dan Lynge, som gik ud over, hvad formålet tilsagde

(s. 1283) og

–

at politiet bragte sig

selv i en situation med hensyn til anbringelse af ulovlige våben, hvor man

var

nødt til at bruge retssystemet på en principielt forkert måde (s. 1270).

Kommissionen har vurderet, at der ikke i forløbet har været tale

om overtrædelse af retsplejelovens forbud mod anvendelse af civile agenter.

Det

problematiske i forløbet af samarbejdet har i første række været, at der ikke

i

tilstrækkelig grad har været styring af og kontrol med samarbejdet. Den

manglende styring har efter kommissionens opfattelse sammenhæng med, at der

har

været en betydelig uklarhed med hensyn til »kommandoveje« for håndteringen af

arbejdet.

Kommissionen peger endvidere på, at det langvarige samarbejde,

hvor kontakten var overladt til én kontaktperson, indebar en risiko for, at

kontaktpersonens evne til at forholde sig kritisk til meddelerens oplysninger

og adfærd svækkedes med tiden, hvilket forløbet også illustrerer.

Kommissionen

kritiserer, at Rejseafdelingen ikke i det lange forløb sørgede for en

ordning,

hvor andre end kontaktpersonen løbende vurderede samarbejdet og sikrede, at

der

blev reageret adækvat på oplysningerne fra meddeleren.

Ved meddelelse af oplysninger om allerede begået og pådømt

kriminalitet – Høvdingemordet – kritiserer kommissionen således, at

der ikke

blev taget initiativ til at forelægge Dan Lynges oplysninger, som måtte anses

for nye, for Københavns Politi eller Statsadvokaten for København,

Frederiksberg

og Tårnby. Som en følge heraf blev der ikke foretaget en vurdering af

oplysningernes betydning for den afsluttede straffesag og en vurdering af, om

der i anledning af oplysningerne skulle iværksættes en strafforfølgning af

Dan

Lynge.

Kommissionen kritiserer endvidere, at uanset at en række oplysninger

fra Dan Lynge om egne og andres deltagelse i kriminalitet var af upræcis

karakter,

burde der være taget stilling til disse oplysninger.

Kommissionen finder dog ikke, at der er grundlag for at søge

enkeltpersoner draget til ansvar for det ledelsesmæssige svigt.

Kommissionen har endvidere som en del af undersøgelsen redegjort

for, om Justitsministeriet i besvarelsen af spørgsmål fra Folketinget har

afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet. I den

forbindelse anfører kommissionen følgende i beretningen:

– Undersøgelsen har vist, at der havde været en direkte kontakt

mellem Dan Lynge og en medarbejder hos PET inden for det såkaldte

non-proliferationsområde (ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben), men ikke

inden for andre områder. Dette forhold var Justitsministeriets embedsmænd og

justitsministeren bekendt med forud for besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 i

Folketinget.

– Kommissionen har taget stilling til de faktiske omstændigheder

ved besvarelsen af spørgsmålet og har konstateret, at Justitsministeriet

besluttede at besvare spørgsmålet specifikt, for så vidt angår PET’s

deltagelse

i området for rockerbekæmpelse, selv om spørgsmålet efter sin ordlyd ikke var

begrænset

til dette område.

– Kommissionen konstaterer, at et svar gående ud på, at der ikke

havde været direkte kontakt inden for området for rockerbekæmpelse isoleret

set

ikke indeholder objektivt urigtige oplysninger.

– Som følge af begrænsningerne i lov om

undersøgelseskommissioner har flertallet af kommissionens medlemmer afstået

fra

at tage stilling til, om svaret efter sin formulering tilstrækkeligt tydeligt

præciserer præmisserne for svaret, idet en sådan stillingtagen vil indebære

stillingtagen til spørgsmål om ministeransvar, hvad enten der er grundlag for

at overveje et ansvar, eller der ikke er et sådant grundlag.

– Et medlem af kommissionen er ikke enig i denne afgrænsning og

udtaler, at svaret ikke burde have været udformet som sket, men da svaret

ikke

indeholder urigtige oplysninger, er der ingen anledning til, at et tjenstligt

eller retligt ansvar søges gennemført.

6. Underudvalgets behandling af sagen

Underudvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra

undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen, jf. UUF alm.

del

– bilag 4, samling 2005-06.

Formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen bad ved

brev af 25. september 2006 formanden for underudvalget om at foretage det

fornødne med henblik på sagens videre behandling, jf. UUF alm. del –

bilag 5,

samling 2005-06.

Underudvalget har behandlet undersøgelseskommissionens beretning

i 8 møder med henblik på at vurdere, om de beskrevne forhold i

undersøgelsesberetningen vedrørende justitsminister Lene Espersen kan

begrunde,

at der bliver gjort et ansvar gældende. Det er derimod ikke underudvalgets

opgave at vurdere embedsmændenes forhold.

I forbindelse med offentliggørelsen af

undersøgelseskommissionens beretning udtalte justitsminister Lene Espersen

bl.a., »at kommissionen peger på nogle konkrete, kritisable forhold

vedrørende

politiets styring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Dette må

selvsagt

ikke gentage sig.« Der henvises derudover til justitsminister Lene Espersens

svar til Folketingets Retsudvalg på spørgsmål nr. 564 (2005-06) og spørgsmål

nr. 3, jf. UUF alm. del – bilag 6 og 8.

Rigsadvokaten har i mellemtiden – i marts 2005 – fastsat nye regler

for politiets og anklagemyndighedens kontakt med meddelere.

Disse regler fastslår bl.a., at

politikredsens ledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet med

meddeleren, og ledelsen skal godkende, at en person anvendes som meddeler,

ligesom ledelsen løbende skal holde sig orienteret om samarbejdet med

meddeleren og de oplysninger, som den pågældende giver politiet, jf. UUF alm.

del – bilag 24.

Ved brev af 10. oktober 2006 bad underudvalget om

justitsminister Lene Espersens eventuelle kommentarer inden den 10. november

2006 til undersøgelseskommissionens beretning, jf. UUF alm. del – bilag

1.

Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 9. november 2006 kommenteret

undersøgelseskommissionens beretning, jf. UUF alm. del – bilag 9 og 11.

Ved brev af 21. december 2006 bad underudvalget justitsminister

Lene Espersen om et møde, hvori justitsministeren med udgangspunkt i de

betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse til

underudvalget

den 9. november 2006, redegjorde nærmere for sine synspunkter, herunder

spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål fra Folketinget,

samt redegjorde for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige

besvarelser, jf. UUF alm. del – bilag 17.

Mødet blev afholdt den 24. januar 2007 for åbne døre, jf. UUF

alm. del – bilag 18, 21, 22 og 25. Mødet blev afholdt under iagttagelse

af de

retsgarantier, der er beskrevet i Folketingets forretningsordens kap. XVIII.

Dette indebar, at ministeren havde ret til en bisidder, jf.

forretningsordenens

§ 57, hvilket ministeren var gjort opmærksom på i et brev fra underudvalget,

jf. alm. del – bilag 17. Ministeren afstod fra at have bisidder med. Fra

mødet

blev i overensstemmelse med forretningsordenens § 57, stk. 1, udarbejdet et

referat, jf. alm. del – bilag 25.

Mødet drejede sig alene om justitsministerens svar til Folketinget

og havde ikke karakter af en supplerende undersøgelse til klarlæggelse af

faktiske forhold, hvorfor der ikke var grundlag for at gøre ministeren

bekendt

med, hvilke faktiske forhold en undersøgelse ville omfatte, jf.

forretningsordenens

§ 58.

Justitsministeren gentog på mødet – og i lighed med hvad der

fremgår af justitsministerens brev til underudvalget af 9. november 2006

– at: »Den

måde, som svaret til Søren Søndergaard blev udformet på, havde alene ét

formål,

nemlig at udvise størst mulig åbenhed om Politiets Efterretningstjenestes

arbejde, samtidig med at de nødvendige hensyn til fortroligheden om

tjenestens

virksomhed blev iagttaget«.

Af Folketingets forretningsordens § 58 fremgår, at den involverede

minister skal have lejlighed til på baggrund af udkast til udtalelse fra

underudvalget at afgive en skriftlig udtalelse til udvalget og til i et møde

med udvalget at redegøre nærmere for sine synspunkter. I overensstemmelse

hermed

har underudvalget ved brev af 3. maj 2007 givet justitsminister Lene Espersen

lejlighed til senest den 11. maj 2007 at afgive en skriftlig udtalelse til

underudvalget

vedrørende underudvalgets udkast til udtalelse, jf. UUF alm. del – bilag

33.

Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 10. maj 2007 svaret, at

udkastet

til udtalelse ikke giver anledning til yderligere bemærkninger, jf. UUF alm.

del – bilag 34.

Ifølge Folketingets forretningsordens § 59, 1. pkt., skal

underudvalget afgive udtalelse til Udvalget for Forretningsordenen til brug

for

dettes beretning eller betænkning til Folketinget. I overensstemmelse hermed

sendte underudvalget den 16. maj 2007 sin udtalelse til Udvalget for

Forretningsordenen,

jf. UUF alm. del – bilag 35.

7. Udvalgets behandling af sagen

Udvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra

undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen. Ved brev af

25.

september 2006 bad udvalgets formand formanden for underudvalget om at

foretage

det nødvendige med henblik på sagens behandling, jf. UUF alm. del –

bilag 5,

samling 2005-06. Udvalget modtog ved brev af 16. maj 2007 underudvalgets

udtalelse, jf. UFO alm. del – bilag 50. Udvalget har på baggrund af

underudvalgets udtalelse behandlet sagen i 1 møde.

8. Politiske bemærkninger

Udgangspunktet for underudvalgets arbejde er de

undersøgelsesberetninger, som undersøgelseskommissioner udarbejder, men

underudvalget kan undtagelsesvis foretage mindre undersøgelser til belysning

af

en sag, jf. forarbejderne til kapitel XVIII i Folketingets forretningsorden,

jf. UUF alm. del – bilag 2.

Efter underudvalgets opfattelse har undersøgelseskommissionens beretning

om Dan Lynge-sagen, hvori bl.a. de faktiske forhold er grundigt beskrevet,

kunnet danne udgangspunkt for underudvalgets forberedende behandling af

sagen.

Der er således ved underudvalgets behandling af Dan Lynge-sagen ikke fundet

behov for at iværksætte yderligere undersøgelser eller andre tiltag til brug

for vurderingen af, om et ansvar kan gøres gældende over for justitsminister

Lene Espersen.

Udvalget

noterer sig

undersøgelseskommissionens skarpe kritik af samarbejdet med Dan Lynge og

noterer sig, at kommissionen ikke har fundet grundlag for at søge

enkeltpersoner draget til ansvar for det ledelsesmæssige svigt.

Udvalget har noteret sig de nye retningslinjer fra Rigsadvokaten

vedrørende anvendelsen af meddelere og går ud fra, at disse retningslinjer

vil

forebygge, at noget lignende kan ske igen, og hvis det alligevel skulle ske,

så

muliggør, at enkeltpersoner kan drages til ansvar, da der så vil være sket

overtrædelse af klare retningslinjer.

Af § 5 i lov om ministres ansvarlighed fremgår, at

»En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov

uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller

lovgivningen

i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.

Stk. 2. Bestemmelsen i

stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver Folketinget urigtige

eller

vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier

oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen«.

Det er fast antaget, at ministre ikke er forpligtiget til at

svare på spørgsmål fra Folketinget. En sådan pligt fremgår ikke af grundloven

eller af lovgivningen i øvrigt. Det er således også fast antaget, at en

minister efter § 20, stk. 4, i Folketingets forretningsorden ikke er retligt

forpligtet til at besvare § 20-spørgsmål. Vælger en minister imidlertid at

svare, skal han svare korrekt og fyldestgørende.

I forhold til oplysninger af fortrolig karakter er det endvidere

almindeligt antaget, at bestemmelsen i lov om ministres ansvarlighed ikke i

sig

selv giver Folketinget en særlig adgang til at afkræve en minister fortrolige

oplysninger. En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om

omfanget af en ministers pligt til at give Folketinget oplysninger, selv om

de

er af fortrolig karakter, ligger dog i, at ministeren ikke over for

Folketinget

må fortie oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af

sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed gøre gældende,

at

fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om at

videregive,

var fortrolig. Ministeren må i de tilfælde, hvor ministeren ikke ønsker at

videregive oplysningen, gøre opmærksom på, at oplysninger af betydning for

sagen foreligger, men at de som følge af fortrolighedshensyn ikke

videregives,

eller ikke kan videregives, f.eks. i en offentligt tilgængelig besvarelse af

et

§ 20-spørgsmål.

Lov om ministres ansvarlighed § 5’s betydning ligger i, at ministre

er forpligtet til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger, hvis

ministeren udtaler sig.

Udvalget

udtaler, at

muligheden for at stille spørgsmål til en minister er et af de værktøjer, som

Folketinget har til rådighed med henblik på at kontrollere regeringen.

Det er en fundamental del af det demokratiske parlamentariske

system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion kan stille

spørgsmål,

og at regeringen leverer korrekte og fyldestgørende svar til Folketinget. At

svarene skal være korrekte og fyldestgørende bidrager til gennemsigtigheden i

det parlamentariske arbejde, og eventuelle uklarheder og fortielser i svar på

spørgsmål vil kunne forringe denne gennemsigtighed og vil umiddelbart eller

senere kunne medføre tvivl om forståelsen af ministerens svar.

Udvalget

ønsker at

fastholde den norm for ministersvar, der er fastlagt i praksis, således som

det

fremgår af notatet fra Lovsekretariatet af 14. december 2004, jf. UUF alm.

del

– bilag 2. Fra dette notat kan der bl.a. henvises til ambi-sagen, jf.

notatets

s. 4, note 11, og s. 6-7, hvori et flertal i Udvalget for Forretningsordenen

fandt at måtte præcisere: »at ethvert svar fra en minister i sig selv skal

opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes,

at man blot senere kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte

ønske

det, f.eks. i form af opfølgende spørgsmål.« På den anden side er det i det

parlamentariske system en forudsætning, at Folketinget optræder som et aktivt

kontrollerende organ og stiller opfølgende spørgsmål, såfremt der er tvivl om

forståelse af en ministerbesvarelse.

Udvalget

har noteret

sig undersøgelseskommissionens konklusioner. Hvad angår justitsminister Lene

Espersens omstridte besvarelse af spørgsmål nr. S 2267, bemærker udvalget, at

det kan give anledning til uheldige misforståelser, hvis en minister ved sit

svar indlægger en begrænsning, der ikke er forudsat i spørgsmålets

formulering.

Et flertal

i udvalget

med undtagelse af EL finder dog ikke anledning til en kritik i det konkrete

tilfælde,

da justitsministerens svar efter sit indhold er korrekt, og da der ikke synes

at have været noget ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, idet

formålet med svaret var at vise størst mulig åbenhed.

Et mindretal

i

udvalget (EL) ønsker at udtale en skarp kritik af ministerens svar.

Ministeren

har forklaret, at hun var bekendt med, at der havde været kontakt mellem PET

og

Dan Lynge. Men det fremgår ikke klart af ministerens svar, at svaret er

begrænset til kun at dreje sig om rockerkriminalitet. Som det fremgår af

Lovsekretariatets notat af 14. december 2004, jf. UUF alm. del – bilag

2, så

bør en minister gøre opmærksom på, når et spørgsmål kun besvares delvis.

Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med en offentlig debat om, i hvilket

omfang myndighederne havde haft kontakt med Dan Lynge, og ministerens svar

havde den konsekvens, at de fleste opfattede det, som om der ikke havde været

nogen kontakt overhovedet mellem PET og Dan Lynge. Såfremt Folketinget

accepterer,

at en minister kan komme med et sådant svar uden at oplyse, at spørgsmålet

kun

er besvaret delvis, så vil konsekvensen jo være, at Folketinget, hver gang

der

kommer et svar, skal stille en byge af spørgsmål. I den konkrete sag ville

det

f.eks. have været nødvendigt at spørge: Har der været kontakt mellem PET og

Dan

Lynge i forhold til økonomisk kriminalitet? Har der været kontakt mellem PET

og

Dan Lynge i forhold til sædelighedskriminalitet? Har der været kontakt mellem

PET og Dan Lynge i forhold til voldskriminalitet? Har der været kontakt

mellem

PET og Dan Lynge i forhold til narkokriminalitet? Først når man nåede til

spørgsmålet: »Har der været kontakt mellem PET og Dan Lynge i forhold til

våbenhandel?«,

kunne man forvente et korrekt svar.

P.u.v.

Christian mejdahl

Bilag 1

Materialet er optrykt efter ønske fra udvalget

Baggrundsmateriale vedrørende Folketingets opfølgning

på beretninger afgivet af undersøgelseskommissioner m.v.

UUF alm.

del – bilag 2 (uddrag)

Lovsekretariatets

notat af 14. december 2004 om ministres oplysningspligt i forhold til

Folketinget.

1. Indledning

Den 15. december 2004 er justitsministeren indkaldt i samråd i

Retsudvalget om ministerens besvarelse af 12. juni 2002 af spørgsmål nr. S

2267

af 24. maj 2002 fra Søren Søndergaard, MF (Dan Lynge-sagen).

Anne Baastrup

(SF) har i den

anledning bedt Lovsekretariatet om en skriftlig redegørelse for

retsstillingen

vedrørende ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. herved

bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, om ministres pligt

til

at give korrekte og ikke-vildledende oplysninger til Folketinget.

Som

bilag

vedlægges en kommenteret oversigt over nogle

konkrete eksempler fra de senere år, hvor spørgsmålet om ministres

oplysningspligt

i forhold til Folketinget har været rejst.

2. Ministre har ingen almindelig pligt til

videregive oplysninger til Folketinget, herunder pligt til at besvare

spørgsmål

fra Folketinget

Der er ikke i grundloven eller i lovgivningen i øvrigt fastsat

generelle regler, som pålægger den offentlige forvaltning en almindelig pligt

til at videregive oplysninger til Folketinget. Pligt til på bestemte områder

at

videregive oplysninger kan dog følge af særlige bestemmelser i lovgivningen.

Ministeren er heller ikke forpligtet til at svare på spørgsmål

fra Folketinget. En sådan pligt måtte i givet fald fremgå af grundloven eller

af lovgivningen i øvrigt. Folketinget kan ikke ensidigt med hjemmel i

Folketingets forretningsorden pålægge en minister at besvare spørgsmål.

Der henvises i

øvrigt til den statsretlige litteratur herom.

Det er således også fast antaget, at en minister efter § 20,

stk. 4, i Folketingets forretningsorden ikke er retligt forpligtet til at

besvare

§ 20-spørgsmål.

Der er dog en parlamentarisk tradition for, at ministeren svarer

på de spørgsmål, der ligger inden for ministerens ressort.

3.

Ministeren skal svare rigtigt og fuldstændigt,

hvis

ministeren svarer på

spørgsmål fra Folketinget

Efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, kan en minister

straffes, hvis han forsætligt eller ved grov uagtsomhed tilsidesætter de

pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller

efter hans stillings beskaffenhed.

Herudover fremgår følgende af lovens § 5, stk. 2:

”Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en

minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under

Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig

betydning for Tingets bedømmelse af sagen.”

Det fremgår af forarbejderne til ministeransvarlighedsloven samt

den juridiske litteratur, at rækkevidden af de pligter, der i henhold til

ministeransvarlighedsloven påhviler en minister, må fastlægges i praksis.

Et af de spørgsmål, som har været rejst,

er spørgsmålet om,

i hvilket omfang en minister, f.eks. i forbindelse med besvarelse af

spørgsmål

fra Folketinget, er berettiget eller ligefrem forpligtet til at videregive

fortrolige

oplysninger,

som forvaltningen

er i besiddelse af, til Folketinget.

I den juridiske litteratur er det antaget,

at lovgivningens

almindelige regler om tavshedspligt, der kan være til hinder for

videregivelse

af fortrolige oplysninger mellem forskellige myndigheder,

ikke

i almindelighed er til hinder for, at en minister af egen

drift, eller fordi et folketingsudvalg beder om det, videregiver fortrolige

oplysninger, når oplysningerne efter ministerens skøn må antages at være af

betydning for udvalgets behandling af en sag.

Der kan imidlertid

i sådanne tilfælde være anledning til at fremhæve tavshedspligten over for

folketingsudvalget, der naturligvis skal behandle oplysningerne med den

fornødne fortrolighed.

Muligheden for at videregive fortrolige oplysninger til

folketingsudvalg

gælder i almindelighed

også, selv om oplysningerne er omfattet af særlige tavshedspligtbestemmelser.

Videregivelse vil således alene være udelukket, hvis

tavshedspligtbestemmelsen

efter sit indhold, på baggrund af klare motivudtalelser eller lignende giver

et

sikkert holdepunkt for, at også Folketinget (i praksis folketingsudvalget)

skal

være afskåret fra at modtage oplysningerne

Uden for de tilfælde, hvor der i lovgivningen er gennemført en

særlig regulering af spørgsmålet, er retsstillingen mellem forvaltningen og

Folketinget (folketingsudvalget) således den, at der består et ret, men ingen

pligt til at videregive oplysninger af fortrolig karakter. I hvilket omfang

sådanne oplysninger bør videregives, må afgøres på grundlag af en

konkret

afvejning

fra område til område. På en lang række områder må denne

afvejning føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre, at

Folketinget (udvalgene) har det fornødne saglige grundlag for at gennemføre

lovgivning på et område eller for, at Folketinget (udvalgene) kan udføre den

fornødne parlamentariske kontrol med forvaltningen. På andre områder kan

navnlig hensynet til den enkeltes private eller erhvervsmæssige forhold,

hensynet til andre lande og mellemfolkelige institutioner eller hensynet til

regeringens beslutningsproces og parlamentariske stilling over for

Folketinget

dog føre til, at bestemte oplysninger ikke videregives eller kun videregives

under særlige omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om

enkeltpersoners

privatliv, f.eks. helbredsmæssige forhold eller skattebetaling, bør der

udvises

en betydelig tilbageholdenhed med at videregive konkrete oplysninger,

medmindre

disse oplysninger er afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen

til

en bestemt sag. I vurderingen af, om en fortrolig oplysning skal videregives,

kan også indgå, om udvalget i stedet kan orienteres om en sags principielle

problemstillinger i generel eller anonymiseret form.

Oplysninger, som er af

særlig

fortrolig karakter, f.eks. oplysninger af betydning for statens sikkerhed, og

som efter deres indhold kun bør være tilgængelige for en stærkt begrænset

personkreds, kan der også være grund til ikke i almindelighed at videregive

til

Folketinget (udvalgene). I stedet kan der fra område til område etableres en

ordning, hvor oplysningerne videregives til f.eks. parlamentariske udvalg med

ganske få medlemmer, som i øvrigt har en særlig indsigt i området.

Det er almindeligt antaget, at bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens

§ 5, stk. 2, ikke i sig selv giver Folketinget en særlig adgang til at

afkræve

en minister fortrolige oplysninger.

Bestemmelsens

betydning ligger i, at vedkommende minister (f.eks. ved besvarelse af §

20-spørgsmål) er forpligtet til at give rigtige og fuldstændige oplysninger,

hvis

ministeren udtaler sig.

En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om

omfanget af en ministers pligt til at give Folketinget oplysninger, selv om

de

er af fortrolig karakter, ligger dog i, at ministeren ikke under behandlingen

af en sag i Folketinget må fortie oplysninger af væsentlig betydning for

Folketingets

bedømmelse af sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed

gøre

gældende, at fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om

at

videregive, var fortrolig. Ministeren må i de (særlige) tilfælde, hvor

ministeren ikke ønsker at give oplysningen,

gøre

opmærksom på, at oplysninger af betydning for sagen foreligger

, men at de,

som følge af nærmere angivne (fortroligheds)hensyn, ikke videregives, eller

ikke kan videregives f.eks. i et åbent møde i Folketingssalen eller i en

offentligt tilgængelig besvarelse af et § 20-spørgsmål.

4. Ministerens politiske ansvar

Hvis en minister f.eks. ved besvarelsen af § 20-spørgsmål ikke

overholder sin sandhedspligt over for Folketinget eller vildleder Folketinget

m.v., kan den pågældende minister (også) drages politisk til ansvar herfor.

Det

politiske ansvar kan gøres gældende uden et egentligt ansvarsgrundlag, blot

på

grundlag af politiske uoverensstemmelser.

Det politiske ansvar kan komme til udtryk i form af kritik eller

misbilligelse af ministerens embedsførelse. I yderste konsekvens kan

Folketinget vedtage et mistillidsvotum efter grundlovens § 15, der i stk. 1

bestemmer, at ”Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at

Folketinget

har udtalt sin mistillid til ham”.

Litteratur:

Max Sørensen: Statsforfatningsret, 2. udgave, ved Peter Germer

(1973)

Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 1 (2001)

Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 2 (2001)

Peter Germer: Statsforfatningsret, 3. udgave (2001)

Lars Busck: Folketingets kontrol med forvaltningen (1988)

Jens Peter Christensen: Ministeransvar (1997)

John Vogter og Jens Erik Stausbøll: Juristen nr. 8/1990, side

353-365

Eksempler på sager om ministres

oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. herved

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2

Der findes en række sager om ministres oplysningspligt i forhold

til Folketinget/pligt til at give rigtige og fuldstændige oplysninger om et

sagsforhold, hvis ministeren udtaler sig. En del sager har været undersøgt af

kommissionsdomstole m.v., men undersøgelser har også været gennemført af

folketingsudvalg.

De følgende eksempler er ikke udtømmende, men er nogle konkrete

eksempler primært fra de senere år, hvor spørgsmålet om ministres

oplysningspligt i forhold Folketinget m.v. har været rejst.

Det mest gennemgående tema i de sager, som Jens Peter

Christensen har behandlet i sin doktorafhandling Ministeransvar fra 1997, er

spørgsmålet om ministerens sandhedspligt over for Folketinget og dets udvalg.

Til tider har sandhedstemaet i kommissoriet for undersøgelserne

været formuleret således, at det har påhvilet det undersøgende organ at

vurdere, om Folketinget er blevet orienteret ”fyldestgørende”,

eller om

Folketinget har fået ”urigtige eller mangelfulde oplysninger”. I de

fleste

tilfælde er spørgsmålet om ministres sandhedspligt imidlertid indgået som

element i vurderingen af, om nogen af de involverede embedsmænd eller

ministre

havde gjort sig skyldige i ”fejl og forsømmelser” for eksempel i

relation til

behandlingen af bevillingsmæssige spørgsmål.

Som det fremgår af Ministeransvar (kapitel 6-19), har undersøgelsesorganerne

i flere af sagerne kritiseret, at ministrene har afgivet ufyldestgørende

eller

ukorrekte oplysninger eller har fortiet oplysninger over for Folketinget

eller

dets udvalg. Dette er sket, uden at man direkte har foretaget nogen

subsumption

af det konkrete tilfælde under ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 (eller

før 1964 straffeloven). Man har bestræbt sig på alene at tage stilling til,

om

de afgivne oplysninger ud fra en rent faktuel vurdering har været

fyldestgørende

og korrekte.

Jens Peter Christensen påpeger i Ministeransvar (side 360-61),

at der formentlig er to principielt forskellige opfattelser af, hvor

alvorligt

sandhedspligten skal tages. Den ene opfattelse er den, at ministres svar og

oplysninger til Folketinget indgår i et partipolitisk spil, som giver nogen

betydelige friheder, jf. herom nedenfor. Den anden opfattelse er, at

ministeransvaret er en helt fundamental del af det

demokratisk-parlamentariske

system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion er særdeles

afhængig

af at kunne stille spørgsmål og få dem korrekt besvaret, og at

ministeransvarets

funktion derfor uomgængeligt er knyttet til den forudsætning, at stillede

spørgsmål besvares i overensstemmelse med sandheden, jf. herom nedenfor.

I. Sager, der har været undersøgt af

kommissionsdomstole m.v.

Kjærbølsagen:

Den

30. januar 1959 forliste Den Kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s

”Hans

Hedtoft” på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel,

og alle

95 ombordværende druknede. Efter forliset blev der i pressen rejst spørgsmål

om

forsvarligheden af vintersejlads i Grønland. Det blev i den forbindelse

fremdraget, at besejlingen af Grønland i vintermånederne allerede tidligere,

i

1957, havde været kritiseret, og det blev i samme forbindelse hævdet, at

daværende

grønlandsminister Johannes Kjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i

Folketinget om forsvarligheden af vinterbesejlingen af Grønland på en

ufyldestgørende og vildledende måde. Til at undersøge sagen blev nedsat et

undersøgelsesudvalg bestående af tre dommere, der tog stilling til den rejste

kritik af Kjærbøls embedsførelse. Det var undersøgelsesudvalgets konklusion,

at

grønlandsminister Johannes Kjærbøl, da han (den 13. marts 1957) i Folketinget

besvarede folketingsmedlem Augo Lynges spørgsmål om forsvarligheden af

vinterbesejling af Grønland, havde fremført en række oplysninger (fra nogle

kaptajner) om forsvarligheden af vintersejlads i Grønland med større vægt,

end

oplysningerne kunne bære. Til grund for undersøgelsesudvalgets vurdering om,

at

grønlandsministerens besvarelse var ufyldestgørende og vildledende, lå den

ikke

direkte udtalte norm, hvorefter en minister har en forpligtelse til, når

vedkommende besvarer et spørgsmål i Folketinget, at

svare på en fyldestgørende og korrekt måde, således at væsentlige

oplysninger ikke forties for Folketinget.

Undersøgelsesudvalgets

vurdering blev sanktioneret af Folketinget, da man som afslutning på

andenbehandlingen af et forslag til beslutning om rigsretstiltale mod

Johannes

Kjærbøl vedtog en motiveret dagsorden, hvorefter man tog

undersøgelsesudvalgets

vurdering til efterretning og understregede det

beklagelige

i Kjærbøls embedsførelse. Sagen gav ikke i øvrigt

anledning til konsekvenser, herunder rigsretstiltale.

Aaberg-sagen

:

Sagen vedrørte

spørgsmålet om Statens Byggeforskningsinstituts afvisning af at anerkende, at

et staldventilationsanlæg (konstrueret af fabrikant C.P. Aaberg) havde

særlige

egenskaber af betydning for staldklimaet samt sagsbehandlingen i forbindelse

hermed. Efter sit kommissorium skulle kommissionsdomstolen i sagen alene

vurdere, om ansatte i den offentlige forvaltning, men ikke ministre, havde

gjort sig skyldige i fejl og forsømmelser. Da forskellige boligministre havde

deltaget i sagsbehandlingen og truffet afgørelser i sagen, måtte

kommissionsdomstolen imidlertid konstatere, at den ikke kunne komme uden om

at

foretage en vurdering af forskellige boligministres embedsførelse i

forbindelse

med besvarelser af spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Vurderingen blev

foretaget på grundlag af en norm for

korrekt

information

af Folketinget, men domstolen fandt ikke, at der var blevet

misinformeret eller givet urigtige oplysninger. Sagen fik derfor ikke retlige

eller politiske konsekvenser i forhold til de involverede ministre.

Dagpengesagen:

Kernen

i dagpengesagen var, om staten var berettiget til at udbetale refusion af

arbejdsløshedskassernes udgifter til dagpenge m.v. på forskud, samt hvorledes

der burde forholdes med renteafkastet af de forskud, som kasserne modtog. Der

blev først foretaget en dommerundersøgelse af sagen, der konstaterede en

række

fejl og forsømmelser, men som ikke tog stilling til den individuelle

ansvarsplacering. Efter betydelig politisk strid med beskyldninger om

politisk

forfølgelse vedtog Folketinget at opfordre regeringen til at nedsætte en

kommissionsdomstol med det sigte at foretage den individuelle

ansvarsplacering.

I sin vurdering af de involverede ministres ansvar lagde kommissionsdomstolen

til grund, at embedsmændenes manglende rådgivning diskulperede ministrene.

Vurderingen af de to arbejdsministres manglende initiativer blev overladt til

Folketinget, men med en vis ledsagende præmisangivelse. I sin stillingtagen

til

beretningen lagde Folketingets flertal disse præmisser til grund, både for

den

retlige og den politiske vurdering af ministrenes embedsførelse.

Dommerundersøgelsen

vurderede i modsætning til kommissionsdomstolen sandhedsværdien af en række

svar og redegørelser fra arbejdsministeren til Folketinget og lagde i den

forbindelse en norm om

korrekt og

fyldestgørende information

til grund. Dommerundersøgelsen konkluderede, at

ministrenes svar på visse punkter havde været ukorrekte og ufyldestgørende.

Justitsministeriet anfægtede dommerundersøgelsens kritik af ministrenes svar,

men Folketingets

flertal tilsluttede sig

kritikken.

Folketinget erklærede sig dog enig med Justitsministeriet i det

generelle synspunkt, at besvarelser af folketingsspørgsmål i sagens natur må

være relativt kortfattede, således at besvarelsen må koncentreres om, hvad

der

antages at være det væsentligste i spørgsmålet. Jens Peter Christensen

anfører

i Ministeransvar, side 363, at i kravet om – eller snarere retten til

–

kortfattethed rimeligvis må ligge, at ministersvar på folketingsspørgsmål

ikke

(altid) i enhver henseende kan være udtømmende, men kortfattetheden må på den

anden side ikke betyde, at svaret reelt bliver vildledende, misvisende eller

urigtigt. Retten til kortfattethed skal administreres loyalt af ministeren.

Sagen fik ikke i øvrigt konsekvenser i forhold til de

involverede ministre.

Sagen om salg af aktier i

Kryolitselskabet Øresund A/S

:

Også i sagen om

salg af aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S var spørgsmålet om ministerens

overholdelse af sandhedspligten det centrale problem. Spørgsmålet var, om

grønlandsminister

Tom Høyem mod bedre vidende havde givet Folketinget og Finansudvalget

vildledende oplysninger om kryolitforekomsten i Grønland forud for

beslutningen

om salget af statens aktier i selskabet. Den dommerundersøgelse, der blev

iværksat i sagen, konkluderede i sin beretning, at det ikke var tilfældet.

Beretningen indebar således ikke nogen kritik af grønlandsministeren.

Ved vurderingen af, om oplysningerne i det for sagen centrale

aktstykke var misvisende, synes undersøgelsesdommeren efter Jens Peter

Christens opfattelse (jf. Ministeransvar) at have tillagt det betydning, at

oplysningerne i aktstykket hverken under udvalgsbehandlingen eller

folketingsdebatten blev kritiseret for at være upræcise, og at der ikke blev

stillet spørgsmål til ministeren, der nødvendiggjorde fremskaffelsen af

yderligere oplysninger. Jens Peter Christensen anfører (i Ministeransvar,

side

364), at det er vanskeligt at se relevansen af undersøgelsesdommerens

synspunkt.

Det kan for vurderingen af, om en ministers oplysninger til Folketinget har

været misvisende eller ufyldestgørende, efter Jens Peter Christensens

opfattelse ikke være afgørende, at Folketinget på tidspunktet for

oplysningernes afgivelse ikke har kritiseret disse eller krævet dem uddybet.

Manglende reaktion fra Folketingets side kan skyldes, at Tinget ikke på

tidspunktet for oplysningernes afgivelse besad tilstrækkelig viden til at

forstå

eller til at burde forstå, at ministerens svar måske var ufyldestgørende.

Dette

var tilfældet i sagen, idet notater og oplysninger, som siden hen gav

anledning

til, at dommerundersøgelsen blev iværksat, ikke var kendt, hverken af

ministeren eller af Folketinget, på tidspunktet for Finansudvalgets og

Folketingets behandling af aktiesalget.

Sagen om landbrugsfondene

:

Spørgsmålet om,

hvorvidt en minister kan se mere afslappet på sandhedspligten i tilfælde,

hvor

vedkommende minister finder, at det stillede spørgsmål er af såkaldt

”politisk”

karakter (jf. ovenfor), og om ministeren kan forholde sig på tilsvarende måde

i

tilfælde, hvor ministeren forventer, at spørgeren allerede kender til de

forhold, hvorom spørgsmålet drejer sig, dukkede op i sagen om landbrugets

fonde. I relation til besvarelsen af et mundtligt spørgsmål fra

folketingsmedlem Ole Stavad under Folketingets behandling af et

beslutningsforslag tilkendegav landbrugsminister Niels Anker Kofoed over for

den kommissionsdomstol, der blev nedsat i sagen, at han var klar over, at han

ikke havde svaret på det, som Ole Stavad spurgte om. Ole Stavads spørgsmål

var,

forklarede Niels Anker Kofoed for kommissionsdomstolen, politisk, og han fik

derfor et politisk svar igen. Kommissionsdomstolen mødte landbrugsministerens

svar med en mild kritik, idet retten blot fastslog, at ministerens svar kunne

have været klarere. Nogen vurdering af det berettigede i ministerens

handlemåde

og det af ham anførte ræsonnement foretog kommissionsdomstolen ikke. Der

henvises i øvrigt til Ministeransvar, kapitel 16.

Sagen om den kreative

bogføring i Skatteministeriet

:

I sagen dukkede det

synspunkt på ny op, at det måtte være af betydning for ministerens

sandhedspligt, om et spørgsmål til ministeren måtte betragtes som

”politisk”. I

relation til et svar på et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg gjorde

skatteminister Anders Fogh Rasmussen gældende, at det afgivne svar kunne

forsvares med, at det stillede spørgsmål var udslag af politisk drilleri,

hvor

det måtte være en ministers ret at foretage en politisk vurdering af, hvornår

det rigtige tidspunkt var inde for at give en fyldestgørende og udtømmende

orientering af Finansudvalget. Dette synspunkt fandt ikke

kommissionsdomstolens

tilslutning, og det blev således ikke i denne sag accepteret, at ministeren

på

et politisk spørgsmål kunne give et politisk svar. Det pågældende kritikpunkt

vedrørte et spørgsmål fra Finansudvalget, som domstolen fandt var blevet

besvaret ufyldestgørende. Ved vurderingen af dette forhold lagde

kommissionsdomstolen den ikke direkte formulerede norm til grund, at

væsentlige oplysninger af betydning for Folketingets

(Finansudvalgets) stillingtagen ikke må foreholdes dette. Da det stillede

spørgsmål præcist vedrørte omfanget af budgetoverskridelser og omposteringer

i

Skatteministeriet for en række nærmere angivne år, fandt

kommissionsdomstolen,

at det var en fejl, at Skatteministeriet ikke i sit svar havde omtalt en

række

omposteringer i disse år, som Rigsrevisionen havde påtalt. Om de øvrige

kritikpunkter i sagen, som kommissionsdomstolen gjorde gældende i relation

til

skatteminister Anders Fogh Rasmussens embedsførelse (disse kritikpunkter

vedrørte

også spørgsmålet om ministerens information af Folketinget og Finansudvalget)

henvises til Ministeransvar, kapitel 18 og kapitel 20.2. Sagen fik som

konsekvens, at skatteminister Anders Fogh Rasmussen

gik af

, som følge af, at kommissionsdomstolen havde karakteriseret

flere af hans svar til Folketinget/Finansudvalget som

urigtige, behæftede med fejl eller meget uklare.

Tamilsagen:

I betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen

udtrykte flertallet i udvalget ”alvorlig misbilligelse” af

tidligere

statsminister Poul Schlüter og ”misbilligelse” af tidligere

justitsminister H.P.

Clausen i anledning af de oplysninger, som de havde afgivet til Folketinget.

Som præmis for denne kritik henviste flertallet til undersøgelsesrettens

beretning, hvor en række af de to ministres oplysninger til Folketinget var

blevet karakteriseret som misvisende/vildledende og/eller urigtige, og hvor

undersøgelsesretten havde konkluderet, at oplysningernes manglende kvalitet

måtte

have stået de to ministre klart. Det politiske flertal i Udvalget for

Forretningsordenen fastslog som grundlag for den udtalte politiske kritik af

de

to tidligere ministre, at de begge havde brudt ministeransvarlighedslovens §

5,

stk. 2.

Sagen fik som

konsekvens, at statsminister Poul Schlüter

gik

af

, bl.a. efter at flere af de oplysninger, han havde afgivet til Folketinget,

af undersøgelsesretten blev karakteriseret som

misvisende

og

urigtige.

II. Sager, der har været undersøgt af

folketingsudvalg

Spar Nord-sagen

:

Det særlige

Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”) blev nedsat i medfør af en

motiveret

dagsorden vedtaget den 14. oktober 1994 under en forespørgselsdebat om

Sparekassen

Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. Udvalget

havde

som opgave at undersøge, om ministre ved fejl eller forsømmelser havde

afgivet

mangelfulde eller forkerte oplysninger til Folketinget, som kunne give

anledning til at drage de pågældende til ansvar.

Udvalget fastslog,

at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen

til at give fyldestgørende besvarelser, og det legitimerer ikke tilsvarende

upræcise svar eller såkaldte ikke-svar. På det tekniske plan er Folketinget

ikke i stand til at matche et ministerium og almindelige folketingsmedlemmer

kan ikke have overblik over alle (skatte)tekniske detaljer. I en række

tilfælde

konstaterede udvalget i sin beretning, at der af statsminister Poul Nyrup

Rasmussen og skatteminister Ole Stavad var blevet afgivet

”ufyldestgørende”,

”problematiske” og ”kritisable” m.v. besvarelser til

Folketinget. I de fleste

af disse tilfælde konstaterede udvalget imidlertid, at de to ministre pga.

mangelfuld orientering fra deres embedsmænd ikke havde vidst eller burdet

vide

bedre, og ministrene gik derfor fri for kritik. Kun i et enkelt tilfælde

– hvor

skatteminister Ole Stavad afgav et efter udvalgsflertallets opfattelse

vildledende ”ikke-svar”

, og hvor dette,

i overensstemmelse med ministerens egen forklaring for udvalget, skete helt

bevidst – rejste udvalget kritik af ministeren. Ole Stavad var på det

tidspunkt

allerede

gået af

som følge af sagen.

Ambisagen:

Sagens

baggrund var, at Folketinget på skatteministerens forslag i december 1987

havde

vedtaget indførelse af et nyt arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2 ½ pct. af

virksomhedens momsgrundlag, samtidig med at arbejdsgiverens bidrag til en

række

arbejdsmarkedsordninger blev afskaffet. Ved dom af 31. marts 1992 fandt

EF-Domstolen, at ambibidraget var i strid med Rådets sjette momsdirektiv. På

denne baggrund besluttede Folketinget ved en motiveret dagsorden, vedtaget

den

23. april 1992, at Udvalget for Forretningsordenen skulle klarlægge forløbet

i

sagen, herunder spørgsmålet om, i hvilket omfang Folketinget havde modtaget

mangelfulde eller forkerte oplysninger. Udvalgets arbejde mundede ud i en

beretning (afgivet den 17. marts 1993). Udvalgets flertal tilkendegav, at man

anså skatteminister Anders Fogh Rasmussens besvarelse af et spørgsmål fra

Skatte- og Afgiftsudvalget vedrørende forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag

for ikke at være rigtigt. Flertallet ønskede ”klart at udtrykke

misbilligelse af den urigtige besvarelse

”.

Skatteminister Anders Fogh Rasmussen var forinden beretningens afgivelse

fratrådt som skatteminister som følge af sagen om Skatteministeriets kreative

bogføring, jf. herom ovenfor.

Modsætningsvis gælder der en pligt for ministre til at svare ved

forespørgsler,

jf. grundlovens § 53, parlamentariske kommissioner, jf. grundlovens § 51, og

undersøgelseskommissioner, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 11.

Se f.eks. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 1 (2001), side 336-37, Peter

Germer, Statsforfatningsret, 3. udg. (2001), side 54-55, og Lars Busck,

Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 57. Der kan endvidere

henvises til Lovsekretariatets notat af 8. december 2003 om ministres adgang

til at afvise at besvare spørgsmål i henhold til Folketingets

forretningsordens

§ 20, stk. 4 og 11, Folketingsåret 2003-04, Folketingets Forretningsorden,

alm.

del – bilag 25.

Folketingets forretningsorden indeholder i § 20 regler for

folketingsmedlemmernes

adgang til at indhente oplysninger om et offentligt anliggende hos en

minister

ved spørgsmål til den enkelte minister til enten skriftlig eller mundtlig

besvarelse

(§ 20-spørgsmål). Adgangen har altid været ledsaget af en adgang for en

minister til at erklære, at vedkommende ikke ser sig i stand til at besvare

et

spørgsmål, jf. forretningsordenens § 20, stk. 4. Bestemmelsen omhandler både

situationer, hvor en minister ikke kan svare, og hvor den pågældende ikke

ønsker at svare.

Ministeransvarlighedsloven (herunder § 5) omhandler kun ministrenes

retlige

ansvar og kun deres

embedsførelse som ministre. Ministrene kan af kongen eller Folketinget

tiltales

for deres embedsførelse, jf. grundlovens § 16. Rigsretten påkender de mod

ministrene for deres embedsførelse anlagte sager. Om ministrenes

politiske

ansvar, se afsnit 4 i notatet.

Jens Peter Christensen har i Ministeransvar (1997) foretaget en grundig

gennemgang

af nogle konkrete eksempler fra praksis, herunder eksempler fra de senere år,

hvor spørgsmålet om ministres pligt til ved besvarelse af folketingsspørgsmål

at svare rigtigt og fuldstændigt har været rejst. Der henvises herom til det

vedlagte

bilag.

Navnlig har det været gjort gældende, at en minister, som følge af

lovgivningens

almindelige og specielle regler om tavshedspligt, i vidt omfang skulle være

afskåret fra at give Folketinget oplysninger af fortrolig karakter, jf. John

Vogter

og Jens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990, side 353-365, Tavshedspligt

over

for Folketinget.

Dvs. oplysninger, som ikke (i øvrigt) er almindeligt tilgængelige efter

offentlighedslovens regler om aktindsigt. Om en minister er berettiget eller

forpligtet til at videregive oplysninger til Folketinget afgøres i praksis

ikke

efter reglerne i offentlighedsloven. Offentlighedsloven har dog den

betydning,

at en minister er berettiget (og forpligtet) til at videregive oplysninger

til

Folketinget, i det omfang oplysningerne omfattes af den almindelige adgang

til

aktindsigt.

Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.

Som det er påpeget i den i note 6 nævnte artikel i Juristen, er møderne i

selve

Folketingssalen

efter grundlovens §

49 som udgangspunkt offentlige, jf. også § 37 i Folketingets

forretningsorden.

Forhandlingerne i salen optrykkes ordret i Folketingstidende, Folketingets

forhandlinger, og bliver derved tilgængelige for alle interesserede. Dette

indebærer, at en minister (eller et folketingsmedlem) fra Folketingets

talerstol som altovervejende hovedregel

ikke

kan omtale fortrolige oplysninger. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende

med hensyn til

§ 20-spørgsmål og svar

herpå,

da spørgsmål og svar offentliggøres i Folketingstidende. Det ovenfor anførte

vedrører derfor først og fremmest videregivelse af fortrolige oplysninger til

Folketingets udvalg

, i hvilke

forhandlinger m.v. ikke er offentligt tilgængelige, og for hvilke der i

almindelighed gælder tavshedspligt.

En egentlig tavshedspligt, som kan håndhæves gennem anvendelse af straf,

gælder, hvis forholdet omfattes af straffelovens § 152, hvorefter den, som

virker

i offentlig tjeneste eller hverv, herunder hvervet som folketingsmedlem, og

som

uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, kan straffes.

En

oplysning er fortrolig, ”når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse

er

betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den

for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private

interesser”.

Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen (nr. 8/1990, side 364-65).

Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen, side 365.

Jf. Lars Busck,

Folketingets kontrol med

forvaltningen (1988), side 57 f, forudsætningsvis

forarbejderne

til ministeransvarlighedslovens § 5, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp.

262 f, og John Vogter og Jens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990,

Tavshedspligt over for Folketinget.

Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.

Ansvarsgrundlaget for det politiske ansvar er retligt ubundet i den forstand,

at der ikke gælder nogen juridisk norm for, hvilke forhold ved en ministers

embedsførelse eller person Folketinget skal eller kan lægge til grund for sin

vurdering af, om et mistillidsvotum skal besluttes. Henrik Zahle anfører i

sin

statsret, at begrundelsen for en beslutning om mistillid til en minister kan

søges hvor som helst – fra ”en indsigtsfuld kritik af ministerens

politik til

ubehag ved ministerens hårfarve”, jf. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret

2

(2001), side 195. Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensen,

Ministeransvar (1997), kapitel 24 om det politiske ansvar.

Udtrykker Folketinget mistillid til statsministeren, indebærer det, at hele

regeringen må gå af, medmindre statsministeren udskriver valg, jf.

grundlovens

§ 15, stk. 2. Som det fremgår af § 15, er det Folketinget, der gør det

politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en fagminister

eller

statsministeren. Dette sker ved en simpel flertalsbeslutning. Det politiske

ansvar, i form af vedtagelse i Folketinget af et mistillidsvotum til

statsministeren eller til en fagminister, er kun sjældent blevet gjort

gældende. Vedtagne mistillidsvota mod regeringer har siden systemskiftet i

1901

kun forekommet tre gange, ligesom Folketinget aldrig har vedtaget et

mistillidsvotum mod enkeltministre, jf. Jens Peter Christensen,

Ministeransvar

(1997), side 522-523.

De konkrete sager er behandlet i Jens Peter Christensen, Ministeransvar

(1997)

samt i Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets

Rolle

med kommentarer af Oliver Talevski m.fl. (2002).

Jf. Ministeransvar, side 359. Jens Peter Christensen benytter udtrykket

sandhedspligt

over for Folketinget i

relation til de embedspligter, der fremgår af bestemmelsen i

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, jf. Ministeransvar, side 49 og 359

ff.

Udtrykket er derfor anvendt i bilaget.

Ministeransvar, side 360-61. Jf. i øvrigt og Lars Nordskov Nielsen,

Politikere

om embedsmænd: Behov for åbenhed og offentlig debat, side 67-79 i Marius

Ibsens

m.fl. (red.), Folkestyre og Forvaltning (1994).

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 6 og kapitel 20.2.

Kjærbølsagen var den reelle anledning til, at ministeransvarlighedsloven i

1964

og ikke mindst lovens § 5, stk. 2, blev gennemført. Urigtige eller

vildledende

oplysninger eller fortielser i forbindelse med besvarelse af

folketingsspørgsmål

ville på daværende tidspunkt kunne begrunde et strafansvar efter

straffelovens

§§ 156 og 157 om (forsætlig) ikke-opfyldelse af tjenestepligter m.v. Jens

Peter

Christensen anfører i Ministeransvar, side 362, at vurderet i forhold til

ministeransvarlighedsloven,

således som den blev vedtaget i 1964, ville Kjærbøls svar i objektiv forstand

kunne henføres under lovens § 5, stk. 2.

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 14 og kapitel 20.2.

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 11 og kapitel 20.2.

Kommissionsdomstolens beretning i anledning af undersøgelse af statens

forskudsvise udbetalinger til arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifter

til arbejdsløshedsdagpenge mv. Beretning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen

den 30. maj 1986, Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 2355 ff.

Justitsministeriet anførte, at besvarelsen af folketingsspørgsmål m.v. i

sagens

natur måtte være relativt kortfattede, således at besvarelserne koncentreres

om

det væsentlige i spørgsmålet.

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 12 og kapitel 20.2.

I

den nedenfor omtalte såkaldte

ambisag

gav flertallet i Udvalget for Forretningsordenen udtryk for en retsopfattelse

svarende hertil. I sagen havde to ministre over for udvalget givet udtryk

for,

at Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg åbenbart havde anset

skatteministerens

besvarelse af et spørgsmål for at være tilfredsstillende, idet der ikke blev

stillet opfølgende spørgsmål. Heroverfor fandt flertallet i Udvalget for

Forretningsordenen at måtte præcisere, ”at ethvert svar fra en minister

i sig

selv skal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan

forudsættes, at man blot senere kan supplere eller korrigere svar, hvis

udvalget måtte ønske dette f.eks. i form af opfølgende spørgsmål”. Et

noget

tilsvarende synspunkt har Det særlige Undersøgelsesudvalg

(”Stavad-udvalget”),

nedsat af Folketinget i anledning af

Spar

Nord-sagen

, jf. hermed nedenfor, givet udtryk for. I udvalgets beretning om

sagen fastslår udvalget således, at upræcist formulerede spørgsmål ikke

fritager en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende

besvarelser,

og at sådanne spørgsmål ikke legitimerer tilsvarende upræcise svar eller

såkaldte ikke-svar.

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 16 og kapitel 20.2

Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 18 og kapitel 20.2.

Betænkning og indstilling vedrørende tamilsagen. Betænkning blev afgivet af

Udvalget for Forretningsordenen den 2. juni 1993, og den er optrykt i

Folketingstidende

1992-93, tillæg B, sp. 1607 ff.

Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 528 og 565-567.

Det særlige Undersøgelsesudvalgets beretning af 29. juni 1995 om ministres

håndtering af sagen om Sparekassen Nordjyllands overtagelse af visse

engagementer

i Himmerlandsbanken. Beretningen er optrykt i Folketingstidende 1994-95,

tillæg

B, sp. 1092 ff.

Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 532 og 564.

Bilag 2

Besvarelsen af 23. oktober 2006 af spørgsmål

nr. 564 (2005-06) vedrørende Dan Lynge-sagen fra Folketingets Retsudvalg

UUF alm. del – bilag 6

Spørgsmål:

»Ministeren bedes med henvisning til, at beretningen fra

Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen peger på nogle kritisable forhold

vedrørende politiets styring og samarbejde med Dan Lynge redegøre for,

hvordan

politiet og anklagemyndigheden forholder sig til kritikken, og hvilke

konsekvenser ministeren mener, at kritikken får for samarbejdet med meddelere

i

fremtiden, herunder om der er behov for eventuelle ændringer?«

Svar:

I beretningen fra Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen,

peger kommissionen bl.a. på nogle konkrete, kritisable forhold vedrørende

politiets styring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge.

Som jeg tilkendegav i den pressemeddelelse, jeg udsendte i

forbindelse med kommissionens afgivelse af beretningen, er der tale om

forhold,

som naturligvis ikke må gentage sig. Jeg er derfor tilfreds med, at

Rigsadvokaten – efter et grundigt forarbejde – i marts 2005 har

fastsat

detaljerede retningslinier for politiet og anklagemyndighedens kontakt med

meddelere.

Reglerne fastslår bl.a., at politikredsens ledelse har det

overordnede ansvar for samarbejdet med meddeleren, og at ledelsen således

skal

godkende, at en person anvendes som meddeler, og løbende holde sig orienteret

om samarbejdet med meddeleren og de oplysninger, som den pågældende giver til

politiet.

Som det fremgået, er der således allerede taget initiativ til at

forhindre, at lignende forhold gentager sig, og jeg finder derfor ikke, at

der

er anledning til at tage yderligere initiativer.

Bilag 3

Justitsministerens besvarelse af 31. oktober

2006 af spørgsmål nr. 3 vedrørende Dan Lynge-sagen fra Folketingets

Retsudvalg

UUF alm. del – bilag 8

Spørgsmål:

”

Det fremgår

af beretningen afgivet af Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen for så

vidt angår vurdering af tilrettelæggelsen af og ansvarsforholdene i relation

til politiets samarbejde med Dan-Lynge, herunder politiets håndtering af

oplysninger om kriminelle forhold, at kommissionen ikke finder tilstrækkeligt

grundlag for at udtale, at de ledelsesmæssige svigt har haft karakter af

egentlig forsømmelighed, således at der kunne være grundlag for at søge nogen

draget til ansvar.

Mener

ministeren, at der på grundlag af beretningen på dette punkt er grundlag for,

at det offentlige søger nogen embedsmænd draget til ansvar for fejl og

forsømmelser?”

Svar:

Som omtalt i spørgsmålet peger Undersøgelseskommissionen i Dan

Lynge-sagen i sin beretning, der blev afgivet den 19. september 2006, på

nogle

konkrete, kritisable forhold vedrørende politiets styring og håndtering af

samarbejdet med Dan Lynge. Kommissionen finder dog ikke, at der er grundlag

for

at søge enkeltpersoner draget til ansvar for disse forhold.

Jeg tager til efterretning, at kommissionen ikke finder, at der

er grundlag for at søge enkeltpersoner draget til ansvar, og jeg har ikke

nogen

grund til at anlægge en anden vurdering end kommissionen.

Det er naturligvis vigtigt, at de kritisable forhold ikke

gentager sig. Jeg er derfor tilfreds med, at Rigsadvokaten – efter et

grundigt

forarbejde – i marts 2005 har fastsat detaljerede retningslinier for

politiets

og anklagemyndighedens kontakt med meddelere. Reglerne fastslår bl.a., at

politikredsens ledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet med

meddeleren. Ledelsen skal således godkende, at en person anvendes som

meddeler,

og løbende holde sig orienteret om samarbejdet med meddeleren og de

oplysninger, som den pågældende giver til politiet.

Bilag 4

Brev med bilag fra justitsminister Lene

Espersen vedrørende beretningen fra Kommissionen til undersøgelse af Dan

Lynge-sagen

UUF alm. del – bilag

9 og 11

9. november 2006

1.

Ved skrivelse af

10. oktober 2006 (ref. 06-000920-6) har Underudvalget under Udvalget for

Forretningsordenen anmodet om mine eventuelle bemærkninger til beretningen

fra

Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.

Underudvalget har i den forbindelse henvist til § 56 i Folketingets

Forretningsorden. Efter denne bestemmelse skal alle beretninger fra

undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres forhold, behandles af

Udvalget for Forretningsordenen med henblik på eventuel indstilling om

ansvarsspørgsmålet.

På denne baggrund forstår jeg underudvalgets skrivelse således,

at man ønsker mine eventuelle bemærkninger til den del af beretningen, der

vedrører min besvarelse af 11. juni 2002 af spørgsmål nr. S 2267 fra MF Søren

Søndergaard (EL). Der henvises til beretningen side 1217-1252.

Undersøgelseskommissionens opgave var på dette punkt at vurdere,

om Justitsministeriet i den nævnte besvarelse »skulle have afgivet urigtige

oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet«, jf. beretningen side

1217 med henvisning til kommissionens kommissorium.

2.

Det nævnte

spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:

»Vil ministeren oplyse, om medarbejdere ved PET har været i

direkte kontakt med Dan Lynge?«

Min besvarelse af spørgsmålet havde følgende ordlyd:

»I forbindelse med den seneste tids presseomtale af et samarbejde

mellem politiet og den tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at

Dan

Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet en række oplysninger fra

rockermiljøet.

Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge

været involveret i den politimæssige indsats i forhold til

rockerkriminaliteten.

Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at

han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt oplyst, om man i den

forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have været i direkte

kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er

fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.«

Som det fremgår af kommissionens beretning side 1247, har de

forklaringer, som er afgivet over for kommissionen, og det

undersøgelsesmateriale,

som er indhentet, bekræftet, at der ikke har været nogen direkte kontakt

mellem

Dan Lynge og Politiets Efterretningstjeneste i relation til indsatsen mod

rockerkriminalitet, jf. også pkt. 3 nedenfor.

Som det ligeledes fremgår, har der været en direkte kontakt

mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten på et helt andet område, nemlig

det

såkaldte non-proliferationsområde.

Justitsministeriet var bekendt med denne – i øvrigt meget begrænsede

– kontakt, da besvarelsen blev afgivet, og dette var bl.a. baggrunden

for den

udformning, som besvarelsen fik. Jeg kan i den forbindelse henvise til de

forklaringer, som jeg selv og Justitsministeriets departementschef har

afgivet

over for kommissionens beretning side 1227-1243.

3.

Af beretningen

side 1249 fremgår det som den

samlede

kommissionens opfattelse, at »et

svar, der går ud på, at der ikke inden for området for bekæmpelse af

rockerkriminalitet har været en direkte kontakt mellem Dan Lynge og

medarbejdere i PET, isoleret set ikke indeholder urigtige oplysninger.« På

linje hermed fastslås det, at de afgivne forklaringer og det indhentede

materiale »bekræfter, at der ikke har været en sådan kontakt«, jf.

beretningen

side 1247 og pkt. 2 ovenfor.

Det fremgår endvidere – ligeledes som den samlede kommissionens

opfattelse – at »særlige hensyn kan gøre sig gældende ved besvarelsen af

spørgsmål om PET’s virksomhed, og at udgangspunktet må være, at

Justitsministeriet må afstå fra i besvarelser af spørgsmål – herunder

spørgsmål

fra Folketinget – at oplyse om PET’s samarbejdspartnere«, jf.

beretningen side

1248.

I forlængelse heraf anfører kommissionens

flertal

(Lis

Sejr og Claus Søgaard-Christensen), at man »kan tiltræde den vurdering, som

er

kommet til udtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Justitsministeriet

i

besvarelsen af det stillede spørgsmål efter den almindelige praksis for så

vidt

angår PET’s arbejdsområder måtte vælge mellem enten at svare, at man

ikke kunne

udtale sig, eller at svare afgrænset om en direkte kontakt inden for området

for bekæmpelse af rockerkriminalitet«, jf. beretningen side 1249.

Kommissionens

mindretal

(Eva Smith) har på dette punkt en

anden vurdering, idet det efter mindretallets opfattelse synes at være

»særdeles uhensigtsmæssigt at indføre en »åbenhed«, hvor det tilkendegives,

at

der inden for et bestemt område ikke har været kontakt, idet dette naturligt

må

føre til en modsætningsslutning«, jf. beretningen a.st.

4.

Spørgsmålet om,

hvorvidt der ved besvarelsen skulle være afgivet »urigtige oplysninger om

kontakter mellem Dan Lynge og politiet« (jf. pkt. 1 ovenfor), omtales

herudover

nærmere i beretningen side 1250-1252.

Det fremgår således af beretningen side 1250, at kommissionen

har forstået kritikken af Justitsministeriets besvarelse således, at

»Justitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkelig

tydelighed

har angivet, at man kun svarede for en afgrænset del af PET’s

virksomhed, at

der ikke i formuleringen af spørgsmålet var lagt op til en sådan afgrænsning,

og at man ved svaret således har givet Folketinget et fejlagtigt indtryk af,

at

PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder havde været i direkte

kontakt

med Dan Lynge.«

I den forbindelse anfører kommissionens

flertal

– for så

vidt angår spørgsmålet om justitsministerens ansvar – bl.a. følgende,

jf.

beretningen a.st.

»Flertallet af kommissionens medlemmer (Lis Sejr og Claus

Søgaard-Christensen) anser problemstilling for at omhandle den valgte

formulering af det afgivne svar. En vurdering af, om den valgte formulering i

tilstrækkelig grad præciserer præmisserne for svaret, lader sig ikke gøre,

uden

samtidig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet Folketinget

urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lov om ministres ansvarlighed §

5,

stk. 2. Flertallet finder derfor, at formuleringen af svaret ikke vil kunne

behandles af kommissionen, da det som tidligere anført [jf. beretningen side

1246] ikke er en del af kommissionens opgaver at udtale sig om ministres

ansvar

– hvad enten dette måtte indebære, at ministeren ifølge kommissionens

vurdering

fritages for ansvar eller findes at have tilsidesat sine pligter. Efter

flertallets opfattelse ligger det således uden for kommissionens kompetence

at

udtale sig om, hvorvidt afgrænsningen af området, som svaret angår, er

markeret

tilstrækkeligt tydeligt ved den valgte formulering.

Som jeg forstår kommissionens

mindretal

(Eva Smith), er

man – for så vidt angår spørgsmålet om ministerens ansvar – enig i

den

forståelse af lov om undersøgelseskommissioner, som flertallet giver udtryk

for, jf. beretningen side 1251-1252.

Det kan tilføjes, at mindretallet – for så vidt angår

spørgsmålet om embedsmandsansvar – finder, at »udkastet til spørgsmålets

besvarelse ikke burde have været udformet som sket, og at ministeren således

ikke burde have været rådgivet til at afgive dette svar til Folketinget.« I

betragtning af, at besvarelsen ikke indeholder urigtige oplysninger (jf.

herved

pkt. 2 og 3 ovenfor), finder mindretallet imidlertid ingen anledning til, at

et

tjenstligt eller retligt ansvar søges gennemført, jf. beretningens a.st.

5.

I en skrivelse af

28. juni 2006 fremkom jeg med bemærkninger til et udkast til

undersøgelseskommissionens

beretning (der i alt væsentligt svarer til den endelige beretning). Jeg

vedlægger til underudvalgets orientering en kopi af denne skrivelse, der også

er optrykt som bilag til kommissionens beretning, jf. beretningens

protokoller

og bilag (bind 4) side 648.

Som det fremgår af skrivelsen, er det også i dag min opfattelse,

at der ikke ved den omtalte besvarelse blev givet vildledende eller urigtige

oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.

En nærmere redegørelse for dette synspunkt er indeholdt i et

indlæg ligeledes af 28. juni 2006 til kommissionen, der er afgivet af advokat

Bjørn Høberg-Petersen som bisidder for Justitsministeriets departementschef.

Det fremgår af min skrivelse, at jeg kan tilslutte mig de bemærkninger, der

fremgår

af dette indlæg.

Jeg vedlægger til underudvalgets orientering en kopi af det

nævnte indlæg, der også er optrykt i beretningens protokoller og bilag (bind

4)

side 639-647. Af sammenfatningen i indlægget fremgår bl.a. følgende:

»Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har

givet anledning til, er for så vidt alene opstået, fordi Justitsministeriet

–

ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til Politiets

Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle«

svarform,

men at gå et skridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens

kontakt med Dan Lynge, som det var muligt at give, og som man antog, at

spørgsmålet sigtede på.

Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i

parlamentarisk praksis, at besvarelsen af folketingsspørgsmål kan være mere

afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sagligt

begrundet

i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed

–

således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er

–

kan der ikke være noget kritisabelt i en sådan fremgangsmåde.

I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene

forud for, at spørgsmål nr. S 2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter

min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, at spørgsmålet vedrørte

efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområdet,

og

at besvare det i overensstemmelse hermed.

Svaret indebar, at der – ud fra grundlæggende hensyn til Politiets

Efterretningstjeneste – ikke blev givet Folketinget oplysning om, at der

havde

været en begrænset kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan Lynge på et

helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Der kan ikke

peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet med

denne afgrænsning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv til

at afgive en besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold.

Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk

i den indholdsmæssige og sproglige den udformning af svaret6 på spørgsmål nr.

S

2267. Der er således intet belæg for, at besvarelsen med rimelighed skulle

kunne opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for

andre

områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem

Politiets

Efterretningstjeneste og Dan Lynge.«

Jeg kan også i dag henholde mig til disse synspunkter (der er

nærmere begrundet og uddybet i advokat Høberg-Petersens indlæg, som jeg i det

hele henviser til).

Det er således meget væsentligt for mig at understrege, at beslutningen

om – som en fravigelse af den svarform, der i almindelighed har været

anvendt i

forhold til spørgsmål om Politiets Efterretningstjenestes samarbejde med

kilder

– at give Folketinget de oplysninger, som det var muligt at give, alene

byggede

på et ønske fra Justitsministeriets side om at udvise størst mulig åbenhed om

efterretningstjenestens virksomhed. Med hensyn til den kontakt mellem

efterretningstjenesten

og Dan Lynge vedrørende det såkaldte non-proliferationsområde, som ud fra

grundlæggende hensyn til efterretningstjenesten ikke blev omtalt i

besvarelsen

(jf. pkt. 2 ovenfor), har det da mig bekendt heller ikke fra nogen side været

hævdet, at der her skulle have foreligget kritisable forhold.

Det er endvidere fortsat min opfattelse,

at

Justitsministeriet – som situationen forelå – naturligt kunne gå ud

fra, at det

var forholdene på rockerområdet, som det pågældende spørgsmål sigtede til, og

at

denne afgrænsning klart kom til udtryk i besvarelsen, jf. også på dette punkt

den nærmere fremstilling i advokat Høberg-Petersens indlæg.

Det tilføjes, at undersøgelseskommissionen – formentlig i konsekvens

af den retsopfattelse, der er beskrevet under pkt. 4 ovenfor – ikke har

knyttet

bemærkninger til mit eller advokat Høberg-Petersens indlæg.

6.

Som det fremgår af

det ovenfor anførte, kan jeg fortsat stå inde for min besvarelse af spørgsmål

nr. S 2267.

Når dette er sagt, vil jeg imidlertid gerne understrege, at den

omstændighed, at den omhandlede besvarelse har kunnet give anledning til så

omfattende diskussion, som tilfældet er, naturligvis har gjort indtryk på

mig.

Selv om det som nævnt er min bestemte opfattelse, at der blev

afgivet et korrekt og dækkende svar, må jeg således konstatere, at det kan

have

givet anledning til misforståelse.

Det er naturligvis helt afgørende, at svar til Folketinget er

formuleret således, at de ikke kan misforstås, og derfor vil hele det

omhandlede sagsforløb bestemt indgå i mine og Justitsministeriets

overvejelser,

når der fremover besvares spørgsmål om Politiets Efterretningstjenestes

virksomhed.

Lene Espersen

/

Jørgen

Steen Sørensen

Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen

28. juni 2006

Sønder Allé 9, 2. sal

8000

Århus C

post@dl-kommissionen. dk

Min bisidder, advokat Oluf Engell, har forelagt mig

Kommissionens skrivelser af 24. maj og 7. juni samt den del af Kommissionens

beretning, som angår Justitsministeriets besvarelse af et spørgsmål fra

Folketinget (kapital III, afsnit J).

Jeg er bekendt med advokat Bjørn Høberg-Petersens bisidderindlæg

af 28. juni for Justitsministeriets departementschef og kan tilslutte mig de

bemærkninger,

som advokat Bjørn Høberg-Petersen har anført på departementschefens vegne.

Oplysningerne om baggrunden for og udformningen af mit svar på spørgsmål nr.

S

2267 fra medlem af Folketinget Søren Søndergaard er i overensstemmelse med,

hvad der i kort form blev anført over for mig ved forelæggelsen den 10. juni

(eller muligvis den 11. juni) 2002 af ministeriets svarudkast, som jeg

tiltrådte og uden ændringer videregav til Folketinget i min skriftlige

besvarelse den 11. juni 2002 af det rejste spørgsmål.

I øvrigt henholder jeg mig til gengivelsen af min forklaring

under afhøringen for Kommissionen den 26. april 2005. Min opfattelse er også

i

dag, at der ved besvarelsen ikke er givet vildledende eller urigtige

oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.

Med venlig hilsen

Lene Espersen

Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen

28. juni 2006

Sønder Allé 9, 2. sal

8000 Århus C

Som bisidder for Justitsministeriets departementschef har jeg

haft lejlighed til at gennemgå udkastet til den del af kommissionens

beretning,

der drejer sig om Justitsministeriets svar på folketingsmedlem Søren

Søndergaards spørgsmål nr. S 2267 af 24. maj 2002.

På denne baggrund kan jeg efter drøftelse med departementschefen

afgive følgende udtalelse, jf. undersøgelseskommissionslovens § 32, stk. 4:

1 Nogle grundlæggende

vurderinger

Kommissionens flertal udtaler (side 40), at man kan »

tiltræde den vurdering, som er kommet til

udtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Justitsministeriet i

besvarelsen

af det stillede spørgsmål efter den almindelig praksis for så vidt angår

PET’s

arbejdsområder måtte vælge mellem enten at svare, at man ikke kunne udtale

sig,

eller at svare afgrænset om en direkte kontakt inden for området for

bekæmpelse

af rockerkriminalitet

«.

Den samlede kommission konstaterer endvidere (side 41), at »

at et svar, der går ud på, at der ikke inden

for området for bekæmpelse af rockerkriminalitet har været en direkte kontakt

mellem Dan Lynge og PET, isoleret set ikke indeholder urigtige oplysninger

«.

På linje hermed fastslås det (side 38), at de afgivne forklaringer og det

indhentede materiale »

bekræfter, at der

ikke har været en sådan kontakt

«.

Endelig vurderer kommissionen (side 41), at justitsministeren »

forud for afgivelsen af svaret af

Justitsministeriets embedsmænd modtog en fyldestgørende orientering om de

faktiske omstændigheder, som var nødvendige for en besvarelse af spørgsmålet

fra Søren Søndergaard

«.

Jeg har noteret mig disse vurderinger, som jeg kan tiltræde.

2 Debatten om

Justitsministeriets svar

Kommissionen henviser (side 41-42) til debatten om, hvorvidt der

ved den omhandlede besvarelse er afgivet urigtige eller vildledende

oplysninger

til Folketinget.

I forbindelse hermed præciserer kommissionen, at den har »

forstået den rejste kritik således, at

Justitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkelig

tydelighed

har angivet, at man kun svarede for en afgrænset del af PET’s

virksomhed, at

der ikke i formuleringen af spørgsmålet var lagt op til en sådan afgrænsning,

og at man ved svaret således har givet Folketinget et fejlagtigt indtryk af,

at

PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder havde været i direkte

kontakt

med Dan Lynge

«.

Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af debatten.

Med hensyn til min vurdering af kritikkens berettigelse henvises

til pkt. 4 nedenfor.

3 Kommissionens

kompetence

3.1 Flertallets

opfattelse

Det fremgår af side 42 i udkastet, at kommissionens

flertal

»

anser problemstillingen

[jf. pkt. 2

ovenfor]

for at omhandle den valgte

formulering af det afgivne svar

«, og at en »

vurdering af, om den valgte formulering i tilstrækkelig grad prociserer

præmisserne for svaret,

[ikke lade sig gøre]

uden samtidig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet

Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lov om ministres

ansvarlighed § 5, stk. 2

«.

Flertallet finder på den baggrund ikke at kunne udtale sig om

spørgsmålet, hverken i relation til justitsministeren eller de involverede

embedsmænd. Efter flertallets opfattelse ligger det uden for kommissionens

kompetence at vurdere, om den valgte formulering i tilstrækkelig grad

præciserer præmisserne for svaret.

Dette må ses i lyset af bemærkningerne på side 37 i

beretningsudkastet. Her antager flertallet, at bestemmelsen i

undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 4, 2. pkt. – hvorefter en

undersøgelseskommission

ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af

spørgsmål om ministres ansvar – er til hinder for, at kommissionen

foretager en

vurdering af, »

om svaret er formuleret på

en måde, som betyder, at besvarelsen kan karakteriseres som urigtig eller

vildledende, jf. lov om ministres ansvarlighed § 5, stk. 2

«. Flertallet

henviser i den forbindelse (side 36) til bestemmelsens forarbejder.

Jeg har noteret mig flertallets opfattelse.

Kompetencespørgsmålet vedrører ikke særligt omstændighederne i

den foreliggende sag, men har en helt generel karakter. Jeg finder ikke at

burde udtale mig nærmere om dette principielle fortolkningsproblem, jf.

undersøgelseskommissionslovens § 23, stk. 4. Jeg tillader mig dog at bemærke,

at den kompetence, der ifølge flertallet tilkommer kommissionen, synes at

være

mere begrænset end den, som tidligere undersøgelsesretter m.v. – inden

gennemførelsen af lov om undersøgelseskommissioner – har ment at have i

tilsvarende spørgsmål, jf. herved Jens Peter Christensen, Ministeransvar

(1997), side 259 ff., med henvisninger til praksis.

3.2 Mindretallets

opfattelse

Mindretallet

er uenigt i denne afgrænsning af kommissionens

kompetence og finder, at kommissionen generelt kan behandle embedsmændenes

forhold uden hensyn til mulige afledte virkninger for vurderingen af

ministeransvaret (side 43).

På denne baggrund udtaler mindretallet som sin opfattelse, at »

Justitsministeriets embedsmænd burde have

udformet et svar, der gjorde klart for spørgeren, at man kun besvarede en del

af hans spørgsmål. Ministeriets embedsmænd burde i den forbindelse have

indset,

at der var en risiko for, at det svar, de formulerede og rådede ministeren

til

at afgive, ville blive misforstået

« (side 43).

Mindretallet finder herefter ikke, at »

embedsmændene

« burde have udformet svaret som sket og rådgivet

ministeren til at afgive dette svar til Folketinget. I betragtning af, at

svaret »

ikke indeholder urigtige

oplysninger

«, finder mindretallet imidlertid »

ingen anledning til, at et tjenstligt eller retligt ansvar søges

gennemført

« (side 44).

På den baggrund skal jeg henlede opmærksomheden på, at

departementschefen er den eneste embedsmand fra Justitsministeriets

departement, som har været inddraget i undersøgelsen og haft lejlighed til at

udtale sig. Jeg går derfor ud fra, at mindretallets kritik af »

embedsmændene

« ikke retter sig mod

bestemte personer, men tilsigter at udtrykke en form for myndighedskritik

rettet mod departementet som kollektiv. Jeg henviser i den forbindelse til

reglerne om »

de berørte personers

retsstilling

« i lov om undersøgelseskommissioner, kapital 7.

4. Mine bemærkninger til

spørgsmålet om, hvorvidt der er afgivet urigtige eller vildledende

oplysninger

til Folketinget

4.1 Indledning

På baggrund af det anførte ovenfor finder jeg her at måtte lægge

flertallets forståelse af bestemmelsen til grund, uanset at denne forståelse

indebærer, at kommissionens flertal ikke vil kunne tage stilling til,

hvorvidt

der med besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 er afgivet urigtige eller

vildledende

oplysninger til Folketinget.

Samtidig må jeg konstatere, at kommissionens mindretal agter at

tilkendegive, at embedsmændene ikke burde have udformet besvarelsen således,

som den blev, men at besvarelsen dog ikke indeholdt urigtige oplysninger, og

at

der derfor ikke er anledning til at søge et retligt eller tjenstligt ansvar

gennemført.

På denne særlige baggrund – og da det er min bestemte

opfattelse, at besvarelsen

ikke

kan anses for urigtig, vildledende eller

på anden måde kritisabel – finder jeg det nødvendigt at gøre nogle

samlede

bemærkninger om dette spørgsmål.

4.2 De særlige hensyn

vedrørende Politiets Efterretningstjeneste

Som påpeget af kommissionen (side 39) gør særlige hensyn sig

gældende ved besvarelsen af folketingsspørgsmål om Politiets

Efterretningstjenestens virksomhed. Udgangspunktet er, at Justitsministeriet

generelt må afstå fra at oplyse, hvem efterretningstjenesten samarbejder med.

En sådan svarmåde har været anvendt i en lang årrække. I sagens natur må der

tilkomme Justitsministeriet et vidt skøn med hensyn til dette behov for

beskyttelse af tjenesten.

En besvarelse der gik ud på, at man – af hensyn til

efterretningstjenestens virksomhed – ikke kunne oplyse, om der havde

været

direkte kontakt mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten, ville ikke have

kunnet kritiseres.

Det kan derfor konstateres, at spørgsmålet om svarets

tilstrækkelighed for så vidt alene er opstået, fordi Justitsministeriet

– ud

fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til

efterretningstjenesten

(jf. beretningsudkastet, side 14 og 19) – valgte

ikke

at anvende den

nævnte »traditionelle« svarform, men at gå et skridt videre og faktisk give

de

oplysninger, det var muligt at give, og som man antog, at spørgsmålet sigtede

på.

4.3 Afgrænsning ved

besvarelsen af folketingsspørgsmål

I den offentlige debat har det været kritiseret, at det, som der

fra Justitsministeriets side blev svaret på, var mere begrænset end det, som

der blev spurgt om. Spørgsmålet var generelt, om »

medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge

«,

mens besvarelsen blev afgrænset til, om der havde været en sådan kontakt i

forbindelse med bekæmpelse af rockerkriminalitet, jf. herved pkt. 2 ovenfor.

Det kan hertil bemærkes, at det er helt sædvanligt, at spørgsmål

fra Folketinget er formuleret i brede og generelle vendinger, selv om de

– som

det meget ofte er tilfældet – stilles på baggrund af en konkret sag, der

har

været omtalt i medierne (jf. beretningsudkastet, side 15 og 27).

På den baggrund er det også helt sædvanligt og almindeligt

anerkendt i parlamentarisk praksis, at besvarelser af folketingsspørgsmål kan

være mere afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er

sagligt

begrundet i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden

klarhed – således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere,

end

tilfældet er – kan der i sagens natur ikke være noget kritisabelt i en

sådan

fremgangsmåde.

Finder spørgeren alligevel, at afgrænsningen af besvarelsen ikke

stemmer med, hvad der ønskes oplyst, står det selvsagt spørgeren frit for at

rette et supplerende eller uddybende spørgsmål til den pågældende minister.

Med hensyn til den konkrete sag bemærkes,

at

det efter

min vurdering var sagligt begrundet at afgrænse besvarelsen af spørgsmål nr.

S

2267 til at vedrøre rockerområdet (jf. nærmere pkt. 4.4 nedenfor), og

at

denne afgrænsning efter min opfattelse var markeret med fornøden klarhed i

besvarelsen

(jf. nærmere pkt. 4.5 nedenfor).

4.4 Den konkrete

afgrænsning af svaret på spørgsmål nr. S 2267

4.4.1

Baggrunden for,

at besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 blev afgrænset til at vedrøre

rockerområdet,

var enkel:

Spørgsmålet blev stillet den 24. maj 2002, dvs. kun fire dage

efter, at medierne første gang (den 20. maj 2002) omtalte »Dan Lynge-sagen«.

Kommissionen konstaterer i beretningsudkastet (side 6-7) på grundlag af

foretagne undersøgelser, at den mediemæssige omtale af sagen mellem den 20.

og

24. maj

udelukkende

drejede sig om forhold inden for

rockerområdet.

Kommissionen anfører yderligere (side 7), at medieomtalen af Dan

Lynge-sagen i perioden fra den 20. maj 2002 til den 11. juni 2002 (hvor

spørgsmål nr. S 2267 blev besvaret) kun i ét tilfælde vedrørte andre

problemstillinger end rockerområdet. Det drejer sig om et Ritzau-telegram af

26. maj 2002 om Dan Lynges påståede involvering i tilvejebringelsen af et

møde

mellem en tidligere lettisk minister og fhv. udenrigsminister Uffe

Ellemann-Jensen.

Dette telegram var som anført fra den 26. maj 2002. Det kunne

derfor i sagens natur ikke ligge til grund for det spørgsmål Søren

Søndergaard

stillede den 24. maj 2002.

På denne baggrund forekommer det indlysende, at

Justitsministeriet med rette kunne gå ud fra, at det, som Søren Søndergaard

ønskede oplyst, var, om der havde været direkte kontakt mellem Politiets

Efterretningstjeneste og Dan Lynge inden for rockerområdet, jf. herved også

beretningsudkastet, side 15, 19, 27, 33, 35 og 39.

Denne præcisering af svaret måtte selvsagt markeres i

besvarelsen med fornøden klarhed, jf. herved pkt. 4.3 ovenfor. Jeg har

nedenfor

i pkt. 4.5 nærmere begrundet, at dette efter min opfattelse også var

tilfældet.

4.4.2

Som det fremgår

af de afgivne forklaringer, var Justitsministeriet på tidspunktet for

afgivelsen

af svaret bekendt med, at der havde været en meget begrænset direkte kontakt

mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge – ikke på

rockerområdet,

men på et helt andet område (nemlig det såkaldte non-proliferationsområde,

jf.

beretningsudkastet, side 9, 16 og 17). Der havde ikke på det nævnte tidspunkt

været oplysninger fremme i medierne om denne eller andre former for kontakt

mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten (side 39-40).

I den forbindelse kan der være grund til mere generelt at

notere, at spørgsmål om, hvorvidt en ministers oplysninger til Folketinget er

urigtige eller vildledende, i sagens natur oftest opstår i tilfælde, hvor der

samtidigt rejses kritik af forholdene i en »underliggende« sag – dvs.

den sag, som

den pågældende besvarelse afgives i tilknytning til – og hvor

vedkommende

minister kunne siges at have haft interesse i at afgive en besvarelse, der

ikke

er dækkende for de faktiske forhold. Som eksempler kan der bl.a. henvises

stil

de sager, Jens Peter Christensen omtaler, a.st., side 273 ff. og 302 ff.

Til forskel fra bl.a. disse sager har det mig bekendt ikke fra

nogen side været hævdet, at den i øvrigt meget begrænsede kontakt mellem

efterretningstjenesten og Dan Lynge på non-proliferationsområdet rummede

kritisable forhold. Kommissionens undersøgelse antyder da heller ikke på

nogen

måde, at dette skulle have været tilfældet.

Der foreligger således intet, som på nogen måde kan begrunde, at

Justitsministeriet skulle have haft interesse i eller motiv til at afgive en

besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold. Der kan ikke peges

på nogen anden baggrund for udformningen af svaret, end at Justitsministeriet

i

lyset af hensynet til større åbenhed omkring efterretningstjenesten ønskede

at

oplyse om de forhold, som man kunne give oplysninger om, og som man antog, at

spørgsmålet sigtede på.

Som nærmere anført under pkt. 4.5 nedenfor er det da også min

bestemte opfattelse, at der ikke med besvarelsen kan siges at være blevet

givet

Folketinget en urigtig opfattelse af spørgsmålet.

4.5 Den naturlige

forståelse af svaret på spørgsmål nr. S 2267

Spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:

»

Vil ministeren oplyse, om

medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge?

«

Justitsministeriets besvarelse havde følgende ordlyd:

»

I forbindelse med den

seneste tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet og den tidligere

rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til

politiet og videregivet en række oplysninger fra rockermiljøet.

Politiets

Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den

politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten.

Chefen for Politiets

Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og

tidligere

ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse fra efterretningstjenestens

side måtte have været i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den

baggrund

meddelt mig, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være

tilfældet.«

I besvarelsens 1. afsnit betegnes Dan Lynge som »

tidligere rocker

« og det nævnes,

at han ifølge presseomtalen skulle have videregivet en række oplysninger fra

»

rockermiljøet

« til politiet.

Det oplyses videre i 2. afsnit, at Politiets

Efterretningstjeneste i forskellige sammenhænge har været involveret i den

politimæssige indsats i forhold til »

rockerkriminaliteten

«.

Endelig anføres det i besvarelsens 3. afsnit, at chefen for

efterretningstjenesten har søgt oplyst, om tjenesten »

i den forbindelse

« måtte have været i direkte kontakt med

Dan Lynge (og at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være

tilfældet).

Ved en naturlig læsning forekommer det åbenbart, at svaret i sin

helhed omhandler rockerforhold. Dan Lynges og PET’s aktiviteter med

forbindelse

til rockermiljøet ridses op i de to indledende afsnit, og

konklusionsafsnittets

oplysning om manglende direkte kontakt mellem parterne fremstår både

sprogligt

og indholdsmæssigt med rockerområdet som direkte referenceramme.

Hermed er også sagt, at der efter min opfattelse intet belæg er

for, at svaret med rimelighed skulle kunne opfattes således, at der slet ikke

–

dvs. heller ikke inden for andre områder end rockerområdet – skulle have

været

nogen direkte kontakt mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.

Jeg skal i den forbindelse også tillade mig at henvise til

daværende professor, dr.jur. Jens Peter Christensens karakteristik i

Politiken

den 29. april 2003:

»

Et meget, meget smukt

svar. Det præciserer sine egne forudsætninger og er ikke i strid med

ministeransvarlighedsloven.

«

5. Sammenfatning

Det, der er anført under pkt. 1-4 ovenfor, kan sammenfattes

således

Jeg kan tiltræde en række af kommissionens grundlæggende

vurderinger (pkt. 1 ovenfor).

Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af den diskussion, som

besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har givet anledning til i den offentlige

debat (pkt. 2 ovenfor).

Jeg noterer mig de principielle fortolkninger af § 4, stk. 4, 2.

pkt., i lov om undersøgelseskommissioner, som kommissionens flertal og

mindretal

giver udtryk for, og konstaterer, at kommissionen efter flertallets

opfattelse

ikke kan behandle og tage stilling til formuleringen af svaret på spørgsmål

nr.

S 2267 (pkt. 3 ovenfor).

Jeg finder ikke at burde udtale mig nærmere om dette

principielle fortolkningsspørgsmål, men finder det på den anden side

nødvendigt

at gøre nogle samlede bemærkninger om, hvorvidt der med besvarelsen af

spørgsmål

nr. S 2267 kan siges at være givet Folketinget urigtige eller vildledende

oplysninger (pkt. 4.1 ovenfor).

Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har

givet anledning til, er for så vidt alene opstået, fordi Justitsministeriet

–

ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til Politiets

Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle«

svarform,

men at gå et skridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens

kontakt med Dan Lynge, som det var muligt at give, og som man antog, at

spørgsmålet

sigtede på (pkt. 4.2 ovenfor).

Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i

parlamentarisk praksis, at besvarelser af folketingsspørgsmål kan være mere

afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sagligt

begrundet

i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed

–

således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er

–

kan der ikke være noget kritisabelt i en sådan fremgangsmåde (pkt. 4.3

ovenfor).

I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene

forud for, at spørgsmål nr. S 2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter

min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, at spørgsmålet vedrørte

efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområdet,

og

at besvare det i overensstemmelse hermed (pkt. 4.4.1 ovenfor).

Svaret indebær, at der – ud fra grundlæggende hensyn til

Politiets Efterretningstjeneste – ikke blev givet Folketinget oplysning

om, at

der havde været en begrænset kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan

Lynge

på et helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Der

kan

ikke peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet

med denne afgrænsning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv

til at afgive en besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold

(pkt. 4.4.2 og 4.5 ovenfor).

Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk

i den indholdsmæssige og sproglige udformning af svaret på spørgsmål nr. S

2267. Der er således intet belæg for, at besvarelsen med rimelighed skulle

kunne

opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for andre

områder

end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem Politiets

Efterretningstjeneste og Dan Lynge (jf. pkt. 4.5 ovenfor).

Med venlig hilsen

Bjørn Høberg-Petersen

Bilag 5

Underudvalgets brev til justitsminister Lene Espersen

vedrørende møde om Dan Lynge-sagen

UUF alm. del – bilag

17

21. december 2006

Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen har anmodet Underudvalget under Udvalget for

Forretningsordenen

om at forberede sagens behandling vedrørende undersøgelseskommissionens

beretning

om Dan Lynge-sagen, jf. Folketingets forretningsordens § 59.

I den forbindelse skal

underudvalget bede justitsministeren om et møde. Med udgangspunkt i de

betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse af 9. november

2006 til underudvalget vedrørende Dan Lynge-sagen, bedes justitsministeren

redegøre nærmere for sine synspunkter, herunder spørgsmålet om angivelse af

præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget, samt redegøre for, om og

hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.

Mødet er fastsat til

onsdag den 24. januar 2007 kl. 9.30.

Underudvalget skal gøre

justitsministeren opmærksom på, at ministeren har ret til en bisidder efter

eget valg, og at der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse,

samt at ministeren og hendes eventuelle bisidder vil modtage kopi heraf, jf.

Folketingets forretningsordens § 57.

Udgifter til en eventuel

bisidder afholdes af Folketinget efter de takster,

der gælder for salær og godtgørelse til forsvarere

i straffesager.

Oplysning om, hvorvidt

mødet vil være offentligt eller vil blive gennemført for lukkede døre, vil

blive givet snarest muligt.

Med venlig hilsen

Birthe Rønn Hornbech,

formand.

Bilag 6

Underudvalgets brev til Udvalget for

Forretningsordenen vedrørende afholdelse af offentligt møde med

justitsministeren

UUF alm. del – bilag 18

21. december 2006

Underudvalget ønsker at afholde et møde med justitsministeren i

forbindelse med underudvalgets forberedelse af Dan Lynge-sagen. Mødet vil

blive

gennemført under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, der er beskrevet

i

Forretningsorden for Folketinget kap. XVIII om spørgsmål om ministeransvar.

Underudvalget ønsker, at justitsministeren med udgangspunkt i de

betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse af 9. november

2006 til underudvalget redegør nærmere for sine synspunkter, herunder

spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget,

samt redegøre for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige

besvarelser.

Der er udtrykt ønske om, at mødet med justitsministeren skal

være offentligt.

I følge § 60 i forretningsordenen for Folketinget afgør

Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (UFO), hvorvidt møder i UFO og

underudvalget skal være offentlige eller skal foregå for lukkede døre.

På baggrund heraf skal underudvalget anmode UFO om at afgøre,

hvorvidt det nævnte møde kan være offentligt.

Med venlig hilsen

Birthe Rønn Hornbech,

formand

Bilag 7

Lovsekretariatets notat af 11. december 2006 om

eventuelt samråd med justitsministeren i Dan Lynge-sagen

UUF alm. del – bilag

20

11. december 2006

Baggrund

På UUF’s møde den 6. december 2006 nævnte formanden, at

Line

Barfod

ønskede justitsministeren i samråd vedrørende Dan

Lynge-sagen.

Samrådsspørgsmålet går ud på at bede justitsministeren

kommentere undersøgelseskommissionens beretning, særligt for så vidt angår

besvarelsen

af spørgsmålet til Folketinget. Der ønskes en åben dialog om den skriftlige

kommentar fra ministeren, jf. UUF alm. del – bilag 9. Ordlyden af

spørgsmålet

er endnu ikke fastlagt.

Line Barfod

ser gerne,

at spørgsmålet besvares i et åbent samråd.

Problemstillingen, der bør overvejes, er, om et sådant møde skal

afvikles efter de almindelige regler om samråd i Folketingets

forretningsorden(FFO), jf. § 8, stk. 6 og stk. 8 eller om afviklingen af en

sådant møde skal ske under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, der er

fastsat i FFO Kap. XVII om spørgsmål vedrørende ministeransvar – særligt

§ 57,

stk. 1, § 58 og § 60.

Samråd

I følge Folketingets forretningsordens § 8, stk. 6, kan et

udvalg anmode en minister om at besvare spørgsmål under et samråd i et

udvalgsmøde. Der kan stilles samrådsspørgsmål i et udvalg om alle emner, der

hører under udvalgets arbejdsområde og om lov- og beslutningsforslag, som

udvalget behandler.

Ministre er ikke retligt forpligtigede til at besvare

samrådsspørgsmål. Ved besvarelse af samrådsspørgsmål må ministre ikke give

urigtige eller vildledende oplysninger, og ministeren må ikke fortie

oplysninger, der er af væsentlig betydning for bedømmelsen af sagen.

Der tages ikke referat af udvalgsmøder - sekretæren fører alene

en beslutningsprotokol og som følge deraf skrives ej heller referat af

samrådet. Ministerens talepapir oversendes ofte til udvalget og omdeles.

Ifølge

FFO’s almindelige regler kan samråd afholdes for åbne døre, hvis mindst

3 af

udvalgets medlemmer ønsker det. Ved åbne samråd optages samrådet på CD.

Særligt vedrørende underudvalgets arbejde er dog i FFO § 60

fastslået, at Folketingets Udvalg for forretningsordenen afgør om

underudvalgets

møder skal være offentlige eller foregå for lukkede døre. UFO har hverken

generelt eller for så vidt angår Dan Lynge–sagen taget stilling til om

møderne

skal være åbne eller lukkede.

Ministres i møde i UUF –

retssikkerhedsgarantier

Folketingets behandling af beretninger afgivet af

undersøgelseskommissioner er særskilt reguleret i FFO kapitel XVIII (§§ 54-

60)

om spørgsmål vedrørende ministeransvar. FFO §§ 56-59 indeholder en række

retssikkerhedsgarantier i forhold til de implicerede ministre.

Forretningsordenens § 57, stk.1, har følgende ordlyd:

”Stk. 1. Den minister, hvis forhold undersøges, har ret til

bisidder efter eget valg. Ministeren og ministerens eventuelle bisidder har

ret

til at blive gjort bekendt med undersøgelsens skriftlige materiale. Udvalget

kan dog begrænse ministerens adgang til dette materiale, såfremt afgørende

hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller

tredjemand taler for det. Ministeren og dennes eventuelle bisidder har

endvidere ret til at overvære møder i udvalget med andre personer. Bisidderen

har adgang til at stille spørgsmål til disse personer og har endvidere adgang

til at anmode udvalget om at foranstalte yderligere bevisførelse inden for de

rammer, der gælder for udvalgets sagsoplysning. Der udfærdiges referat af

ministerens egen mødedeltagelse, og der gives ministeren og hans bisidder

kopi

heraf.”

Af de almindelige bemærkninger og forarbejderne

til FFO’s § 57

fremgår, at det forudsættes, at behandlingen i Folketingets Udvalg for

Forretningsordenen/underudvalget tager udgangspunkt i kommissionens beretning

med bilag.

Det anføres endvidere, at underudvalget ikke bør være forhindret

i at stille opklarende spørgsmål til ministre, og at sådanne spørgsmål

undertiden kan besvares skriftligt, i andre tilfælde under møde med

ministeren

i udvalget. Videre anføres, at mundtlig udspørgen navnlig vil blive aktuel,

hvis udvalgets undersøgelse skal omfatte klarlæggelse af et uafklaret faktisk

begivenhedsforløb. I betænkningen 1315/1997, som der refereres til i

bemærkninger til FFO § 57, nævnes bl.a. situationen, hvor der foreligger en

beretning fra en undersøgelseskommission, men der findes behov for nogle

supplerende

oplysninger for at opnå et helt fyldestgørende grundlag for vurderingen af

ansvarsspørgsmålet.

Af FFO § 58, sidste pkt. fremgår endvidere:

”Hvis udvalgets behandling undtagelsesvis omfatter en

supplerende undersøgelse til klarlæggelse af nogle faktiske forhold, bør

ministeren inden en skriftlig eller mundtlig udspørgning gøres bekendt med,

hvilke faktiske forhold undersøgelsen omfatter.”

Sammenfatning

Som udgangspunkt er der intet i vejen for, at der i

underudvalget stilles spørgsmål til en impliceret minister, jf. ovenfor.

Spørgsmålet er alene, om det skal ske under iagttagelse af reglerne i

FFO’s §§

57, 58 og 60.

Ved spørgsmål, som kan være egnede til at bidrage til

vurderingen af, om der kan gøres et ansvar gældende over for en minister,

taler

hensynet til den implicerede ministers retssikkerhed for, at retsgarantierne

i

de nævnte bestemmelser bør iagttages. Dette kan ske ved, at ministeren gøres

opmærksom på muligheden for ret til bisidder efter eget valg, at ministeren

inden udspørgningen gøres bekendt med, hvilke faktiske forhold mødet

omfatter,

at der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse og at ministeren

og hendes eventuelle bisidder gives kopi heraf. Endelig skal UFO, jf. FFO §

60

afgøre om mødet skal være offentligt eller foregå for lukkede døre.

Ved spørgsmål, som alene drejer sig om faktuelle forhold af en

karakter, der ikke kan antages at bidrage til vurderingen af, om et ansvar

kan

gøres gældende overfor den implicerede minister, vil et samråd formentlig

kunne

gennemføres efter de almindelige reger i FFO.

For at følge de særlige

regler i FFO §§ 57, 58 og 60 taler, at der med mødet ønskes en dialog med

ministeren om hendes skriftlige kommentar til undersøgelseskommissionens

beretning, samt vigtigheden af at der ikke efterfølgende kan opstå diskussion

om mødets karakter og overholdelse af FFO’s bestemmelser og påstande om,

at

ministeren er blevet presset ud i selvinkriminering.

Bemærkningerne til § 57 i ”Betænkning og indstilling vedrørende ændring

af

forretningsordenen for Folketinget” af 5. maj 1999

Bilag 8

Udvalget for Forretningsordenens brev til

underudvalget vedrørende afholdelse af offentligt møde med justitsministeren

UUF alm. del – bilag 21

10. januar 2007

Ved brev af 21. december 2006 oplyste Underudvalget under

Udvalget for Forretningsordenen (UUF), at UUF ønskede at afholde et

offentligt

møde med justitsministeren i forbindelse med underudvalgets forberedelse af

Dan

Lynge-sagen.

UUF anmodede Udvalget for Forretningsordenen (UFO) om at afgøre,

hvorvidt det nævnte møde kunne gennemføres for åbne døre, jf.

Forretningsorden

for Folketinget § 60.

Der er ikke modtaget tilkendegivelser om, at mødet bør holdes

for lukkede døre. Jeg kan derfor meddele, at mødet holdes for åbne døre.

Med venlig hilsen

Chr. Mejdahl,

formand.

.

Bilag 9

Rigsadvokatens retningslinjer vedrørende

meddelere af 9. marts 2005

UUF alm. del – bilag

24

Den 9. marts 2005

I. Indledning

Rigsadvokaten nedsatte i august 2001 en arbejdsgruppe, der

skulle udarbejde et udkast til retningslinjer for politiets og

anklagemyndighedens kontakt med meddelere.

Arbejdet i arbejdsgruppen blev sat i bero, da justitsministeren

i januar 2003 nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende en styrkelse af politiets

indsats mod rockerkriminalitet. Forslagene fra Justitsministeriets

arbejdsgruppe førte til ændringer af straffeloven og retsplejeloven ved lov

nr.

436 af 10. juni 2003 (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret

kriminalitet).

I forarbejderne til loven er det forudsat, at arbejdet i

Rigsadvokatens arbejdsgruppe om meddelere skal fortsætte. Rigsadvokaten

anmodede herefter i oktober 2003 arbejdsgruppen om meddelere om at fortsætte

drøftelserne om politiets anvendelse af meddelere.

I juni 2004 afleverede arbejdsgruppen et udkast til

retningslinjer.

På denne baggrund fastsættes i denne meddelelse nedenfor i

afsnit II retningslinjer om de procedurer, der skal anvendes ved kontakten

med

meddelere, om det ledelsesmæssige ansvar og om dokumentation vedrørende

samarbejdet med meddeleren m.v. Om ikrafttrædelsen af retningslinjerne

henvises

til afsnit III.

Retningslinjerne svarer i alt væsentligt til forslaget fra

arbejdsgruppen.

I

bilag 1

til meddelelsen findes en række uddybende

bemærkninger vedrørende de enkelte bestemmelser i afsnit II og III nedenfor.

Arbejdsgruppen har foreslået, at der i hver politikreds oprettes

en meddelerfortegnelse, men har ikke taget stilling til, hvordan disse

fortegnelser skal føres. Efter drøftelse med Rigspolitichefen og

Politimesterforeningen er det besluttet, at meddelerfortegnelserne føres som

beskrevet i meddelelsens pkt. 6. Der er samtidig af Rigspolitichefen udsendt

en

rundskrivelse til politimestrene om etablering m.v. af meddelerfortegnelser.

Rundskrivelsen er vedlagt som

bilag 2

til denne meddelelse.

II. Retningslinjer for

politiets anvendelse af meddelere

1. Begrebet meddeler

1.1. Ved en meddeler forstås i denne rigsadvokatmeddelelse en

person uden for politiet, der i et vist systematisk omfang efter aftale med

politiet gennem nogen tid giver informationer til politiet om andre personers

planlagte eller begåede kriminalitet eller i øvrigt om personer, der tilhører

et kriminelt miljø.

1.2. Retningslinjerne i denne rigsadvokatmeddelelse omfatter

ikke Politiets Efterretningstjenestes anvendelse af meddelere.

2. Første kontakt med

meddeleren

2.1. En polititjenestemand, i det følgende betegnet

»sagsbehandler«, der har kontakt med en person, som han mener kan anvendes

som

meddeler, skal snarest muligt underrette ledelsen i den politikreds, hvor han

gør tjeneste, herom.

2.2. I forbindelse hermed skal han oplyse ledelsen om,

hvorledes han er kommet i kontakt med personen,

hvilke oplysninger han har om den pågældendes identitet

og person i øvrigt, herunder navnlig om pågældendes eventuelt begåede

kriminalitet og tilknytning til et kriminelt miljø,

hvorvidt og givet fald på hvilken måde han har eller

tidligere har haft enten tjenstlig eller ikke-tjenstlig forbindelse med den

pågældende.

3. Ledelsens ansvar

for meddelere

3.1. Ledelsen afgør, om en person må anvendes som en meddeler.

3.2. Hvis ledelsen nægter samtykke hertil, skal sagsbehandleren

afbryde forbindelsen med den pågældende person. Det samme gælder, hvis

ledelsen

senere beslutter, at samarbejdet med en meddeler skal afbrydes.

3.3. Hvis ledelsen beslutter, at en person kan anvendes som

meddeler, udpeger ledelsen en polititjenestemand (en »kontrollant«), der er

sagsbehandlerens overordnede, til at instruere sagsbehandleren og føre

kontrol

med dennes samarbejde med meddeleren.

3.4. Ledelsen har i øvrigt det overordnede ansvar for

samarbejdet med meddeleren. Ledelsen skal i forbindelse hermed i fornødent

omfang løbende holde sig orienteret om samarbejdet med meddeleren.

3.5. Samarbejde, der går ud over modtagelse af informationer fra

meddeleren, må kun foregå efter forudgående godkendelse fra ledelsen. Hvis

forudgående godkendelse undtagelsesvis ikke kan indhentes, og det på trods

heraf findes af afgørende betydning at indgå i samarbejdet med meddeleren,

kan

indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades, men ledelsen skal snarest

muligt underrettes om det stedfundne samarbejde med meddeleren.

4. Kontrollantens

opgaver

4.1. Kontrollanten skal danne sig et indtryk af meddeleren og

hans pålidelighed. Finder kontrollanten betænkelighed ved et fortsat

samarbejde

med meddeleren, giver han ledelsen underretning herom. Kontrollanten kan på

ethvert tidspunkt, hvor han måtte finde det nødvendigt, selv kontakte

meddeleren eller pålægge sagsbehandleren at etablere en kontakt mellem

kontrollanten og meddeleren.

4.2. Sagsbehandleren skal snarest muligt underrette

kontrollanten om enhver tjenstlig kontakt, han har haft med meddeleren, og om

enhver oplysning om planlagt eller begået kriminalitet eller i øvrigt om et

kriminelt miljø, som han modtager fra meddeleren.

4.3. Forud for enhver tjenstlig kontakt, som sagsbehandleren

påtænker at tage til meddeleren, skal han indhente kontrollantens godkendelse

hertil. Kontrollanten skal i forbindelse hermed have oplysning om formålet

med

kontakten, og hvorledes denne påtænkes gennemført. Hvis forudgående

godkendelse

ikke kan indhentes, og det på trods heraf findes af afgørende betydning at

tage

kontakt med meddeleren, kan indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades,

men kontrollanten skal snarest muligt underrettes om den stedfundne kontakt

med

meddeleren.

4.4. Kontrollanten kan i øvrigt til enhver tid meddele

sagsbehandleren instruktioner om samarbejdet med meddeleren.

5. Oplysninger til

meddeleren

5.1. Før politiet gør brug af en person som meddeler, skal det

over for denne tilkendegives

at kriminalitet, han begår eller har begået, vil blive

påtalt på samme måde som andres tilsvarende kriminalitet, og

at han ikke kan forvente vederlag eller andre former

for belønning for sit samarbejde med politiet, men at der efter gældende

regler

er mulighed for at erstatte positive udgifter, han har haft, og for at yde

han

en dusør.

5.2. Der må på intet tidspunkt gives en meddeler løfter, som

loven ikke giver hjemmel til.

5.3. Meddeleren skal på forespørgsel oplyses bl.a. om, at

politiets ledelse informeres om samarbejdet med ham, samt at han vil blive

optaget på en meddelerfortegnelse.

5.4. Såfremt den pågældende person ikke erklærer sig indforstået

med ovennævnte vilkår for samarbejdet med ham, skal dette straks afbrydes.

6. Meddelerfortegnelse

6.1. I hver politikreds skal føres en fortegnelse over anvendte

meddelere. Fortegnelsen føres af en overordnet polititjenestemand efter

ledelsens bestemmelse.

6.2. Fortegnelsen skal føres under sådanne forhold, at kun

personer, der af ledelsen har fået tilladelse hertil, har adgang til

oplysninger i fortegnelsen, jf. pkt. 6.4.

6.3. I fortegnelsen anføres

de foreliggende oplysninger om meddelerens identitet,

herunder om hans anvendelse af eventuelle dæknavne,

oplysninger om, hvornår og hvorledes kontakten med ham

er etableret,

en beskrivelse af meddeleren, herunder om hans begåede

kriminalitet og eventuelle tilhørsforhold til et kriminelt miljø,

en vurdering af hans pålidelighed, bl.a. på baggrund af

hans angivne motiv for at være meddeler,

hvem der er udpeget som sagsbehandler og kontrollant i

forbindelse med samarbejdet med ham.

6.4. Rigspolitichefen fastsætter nærmere regler for, hvorledes

meddelerfortegnelsen føres, og kan herunder fastsætte bestemmelser om, at

fortegnelsen skal indeholde yderligere oplysninger. Nærmere regler om

meddelerfortegnelserne, herunder med henblik på at sikre, at oplysningerne i

meddelerfortegnelserne ikke kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges

eller

i øvrigt behandles i strid med lov om personoplysninger, fastsættes ligeledes

af Rigspolitichefen.

7. Dokumentation

vedrørende kontakt med en meddeler

7.1.

Der udfærdiges

rapport om ethvert møde, politiet har haft med en meddeler vedrørende hans

meddelervirksomhed. Rapporten skal indeholde oplysning om

tid og sted for mødet,

baggrunden for, at mødet fandt sted,

hvem der var til stede,

hvilke oplysninger meddeleren gav, og

hvilke eventuelle aftaler der blev indgået med

meddeleren.

7.2. Der udfærdiges endvidere rapport om enhver anden form for

kontakt, politiet har haft med en meddeler, såfremt der ved en sådan kontakt

meddeles oplysninger af den i pkt. 7.1. nævnte art, eller der indgås aftaler

med meddeleren.

7.3. De i pkt. 7.1. og 7.2. nævnte rapporter indlægges i de

nedenfor under pkt. 8 nævnte meddeler-akter, og der må ikke befinde sig

kopier

af disse rapporter andre steder.

8. Meddelerakter

8.1. I hver politikreds oprettes endvidere særlige

»meddelerakter«, i hvilke alle oplysninger, der er modtaget fra en meddeler,

samles. Ledelsen udpeger en overordnet polititjenestemand (typisk den samme

person, som er ansvarlig for meddelerfortegnelsen), der er ansvarlig for

meddelerakterne.

8.2. Ledelsen eller den, ledelsen udpeger hertil, bestemmer i

hvert enkelt tilfælde, hvilke polititjenestemænd der skal have adgang til

oplysningerne i den enkelte meddelerakt.

8.3. Meddelerakterne skal opbevares samlet og under sådanne

forhold, at kun de polititjenestemænd, der har fået tilladelse hertil, kan få

adgang til oplysningerne i meddelerakten.

9. Oplysninger fra en

meddeler til brug for en konkret straffesag

9.1. Rapporter vedrørende oplysninger, der hidrører fra

meddelere, og som politiet har tilvejebragt til brug for en konkret

straffesag,

indgår som bilag i denne og tilsendes en eventuel forsvarer og er undergivet

aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §

729 a

- § 729 c.

9.2. Hvis der på baggrund af oplysninger fra en meddeler

udfærdiges en rapport til brug for en konkret straffesag, jf. retsplejelovens

§

744, og meddeleren ikke ønsker sit navn nævnt i en rapport, skal det anføres,

at oplysningerne er modtaget fra en kilde, som er politiet bekendt.

9.3. Rapporter, der indgår i en konkret straffesag, indlægges i

en kopi i meddelerakten, jf. pkt. 8.

10. Meddelere i flere

politikredse

Rigspolitichefen foretager i overensstemmelse med

retsplejelovens § 114, stk. 3, den fornødne koordination mellem flere

politikredse vedrørende brugen af meddelere.

11. Statsadvokaternes

tilsynsbeføjelser

11.1. Statsadvokaterne fører tilsyn med politiets anvendelse af

meddelere i overensstemmelse med de almindelige regler om statsadvokaternes

tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager, jf. retsplejelovens §

101, stk. 2.

11.2. Statsadvokaterne eller de af deres medarbejdere, de

udpeger dertil, skal i forbindelse med udøvelsen af deres tilsynsforpligtelse

have adgang til at gennemse meddelerfortegnelsen og meddelerakterne.

III. Ikrafttræden

Retningslinjerne i denne meddelelse gælder for politiets kontakt

med meddelere, der etableres efter 1. maj 2005. Retningslinjerne finder

endvidere med de nødvendige tilpasninger anvendelse i forhold til meddelere,

som politiet allerede har indledt samarbejde med før ikrafttrædelsen af

meddelelsen.

Henning Fode

Bilag 10

Referat af punkt 1 fra mødet den 24. januar

2007 i underudvalget under UFO med deltagelse af justitsminiteren

UUF alm. del – bilag

25

Birthe

Rønn Hornbech

(V,

formand for Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen, ordstyrer):

Jeg byder velkommen til det, vi har kaldt et møde, men for så

vidt også et samråd. Og da jeg ved, der er repræsentanter fra offentligheden,

og af hensyn til senere fortolkning af de indlæg, der måtte komme på mødet,

så

vil jeg kort gøre rede for de spilleregler, som er aftalt ved sidste

udvalgsmøde. Og for en gangs skyld har jeg skrevet op for at huske det hele.

Mødet har jo en karakter, der går videre end almindeligt samråd,

og det er også første gang – kan jeg sige til pressen – at udvalget

indkalder

en minister efter regler efter lov om undersøgelseskommissioner. Og så er det

altså vigtigt, at der ikke efterfølgende opstår en diskussion om mødets

karakter,

og der ikke bagefter rejses tvivl, om vi har overholdt de regler, som efter

lovens vedtagelse om undersøgelseskommissioner er indarbejdet i Folketingets

forretningsorden også.

Ved et almindeligt samråd, åbent eller lukket, er det jo sådan,

at da har ministeren pligt til at møde op, men bestemmer jo altid selv, i

hvilket omfang hun vil svare, og uanset hvad, så er der en særlig

sandhedspligt

for ministeren. Det er også sådan, at spørgsmål til en minister skal holdes

inden for det samrådsspørgsmål, der er stillet, for det er det, ministeren

har

forberedt sig på. Det er sådan de almindelige regler i et samråd.

Men det samråd, der altså er indkaldt til her – eller det møde,

der er indkaldt til – har sin baggrund i rapporten fra en

undersøgelseskommission, og vi har derfor ved sidste møde i udvalget

besluttet,

at ministeren selvfølgelig skal have de retsgarantier, som følger af

forretningsordenen for disse sager. Det betyder for det første, at ministeren

har ret til en bisidder, og som det jo vil ses af bilag i sagen, så har

ministeren en bisidder.

Det spørgsmål, vi har stillet til ministeren, vedrører de svar,

der er afgivet til Folketinget, men jeg vil alligevel godt minde om og

henvise

til forretningsordenens § 58, sidste punktum, hvor det fremgår, at hvis

udvalget måtte ønske at få klarlagt faktiske forhold, så skal ministeren på

forhånd gøres bekendt med det. Samrådsspørgsmålet drejer sig som sagt alene

om

svar afgivet til Folketinget, og der er ikke på nuværende tidspunkt i

udvalget

rejst noget ønske om klarlæggelse af faktiske forhold, hvorfor der altså

heller

ikke er tilgået ministeren nogen underretning om det.

Ministeren er i dag alene fulgt af de embedsmænd, som i

hvert fald nogle af os kender fra en række

samråd om andre spørgsmål i Retsudvalget. Ministeren er ved brev fra udvalget

gjort opmærksom på retten til i dag at være ledsaget af bisidderen.

Ministeren

har i dag afstået fra at have bisidder med. Konklusionen af dette må være, at

såfremt der under mødet måtte opstå spørgsmål, som ministeren måtte ønske at

konferere med sin bisidder om, så må mødet udsættes på det punkt, for at

ministeren kan foretage rådslagning med bisidderen.

Før jeg giver ministeren anledning til at præsentere

embedsmændene, skal jeg spørge, om der er nogen, der har nogen bemærkninger

til

det her? Så kører vi efter det, og så giver jeg ordet til ministeren, dog at

jeg vil bede ministeren lige – for dem, der ikke måtte kende

embedsmændene – at

vi lige får navnene på de embedsmænd, der er med.

Justitsministeren (Lene

Espersen):

Tak fru formand. Jeg har Jørgen Steen Sørensen med, der sidder

her ved siden af mig, og ovre på bænken som ekstra forstærkning har jeg

Jens-Christian Bülow og Morten Jakobsen, som også muligvis vil medvirke til

besvarelse af nogle af spørgsmålene. Og så har jeg min ministersekretær,

Johan

Legarth, og min pressemedarbejder, Morten Langager, er med på

tilhørerpladserne.

Ordstyreren:

Værsgo til besvarelse.

Justitsministeren:

Tak. I brev af 9. november fra sidste år til udvalget fremkom

jeg med mine bemærkninger til den del af beretningen fra

undersøgelseskommissionen i den såkaldte Dan Lynge-sag, som vedrører min

besvarelse tilbage i 2002 af et spørgsmål fra MF Søren Søndergaard vedrørende

direkte kontakter mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.

Udvalget har nu i et brev af 21. december 2006 anmodet mig om at

redegøre nærmere for mine synspunkter. Udvalget beder mig mere præcist om

– og

jeg citerer – at redegøre nærmere for mine synspunkter, herunder

spørgsmålet om

angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget, samt redegøre

for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.

Med hensyn til min vurdering af selve den omhandlede besvarelse

til Søren Søndergaard har jeg ikke så meget at tilføje. Mine synspunkter er

udførligt gengivet dels i de indlæg, der er blevet afgivet til kommissionen,

mens undersøgelsen stod på, og dels i mit tidligere omtalte brev af 9.

november

2006 til udvalget. Men jeg vil gerne i kort form sammenfatte mine

synspunkter.

Dernæst vil jeg komme ind på spøgsmålet om, hvordan

undersøgelseskommissionens

beretning vil påvirke fremtidige besvarelser fra Justitsministeriet til

Folketinget.

Allerførst og helt overordnet vil jeg imidlertid gerne slå fast,

at min allervigtigste prioritet som justitsminister i forhold til Folketinget

er at have et godt, et produktivt og et tillidsfuld samarbejde med Tinget,

dets

udvalg og dets enkelte medlemmer. Det er i den forbindelse helt afgørende for

mig, at de svar, som jeg afgiver på spørgsmål fra Folketinget, er præcise og

forståelige. Det var afgørende for mig før Dan Lynge-sagen, det er afgørende

for mig i dag, og det vil også være afgørende for mig fremover. Det vil jeg

gerne have at der ikke efterlades nogen som helst tvivl om.

Jeg vender herefter tilbage til mine synspunkter vedrørende den

konkrete sag, dvs. besvarelsen i sin tid af spørgsmålet fra Søren

Søndergaard.

Som jeg nævnte før, så har jeg for så vidt ikke på dette punkt noget

væsentligt

at tilføje i forhold til det, som jeg tidligere har anført både over for

undersøgelseskommissionen

og Folketinget, og derfor vil jeg bare sammenfatte mine grundlæggende

synspunkter.

For det første: Den måde, som svaret til Søren Søndergaard blev

udformet på, havde alene ét formål, nemlig at udvise størst mulig åbenhed om

Politiets Efterretningstjenestes arbejde, samtidig med at de nødvendige

hensyn

til fortroligheden om tjenestens virksomhed blev iagttaget.

For det andet: I lyset af den mediemæssige omtale af Dan

Lynge-sagen i dagene forud for, at Søren Søndergaards spørgsmål blev stillet,

var vi efter min opfattelse fuldt ud berettiget til i Justitsministeriet at

gå

ud fra, at det var spørgsmålet om direkte kontakter mellem

efterretningstjenesten og Dan Lynge på rockerområdet, som Søren Søndergaard

sigtede til med sit spørgsmål.

For det tredje: Denne afgrænsning kom efter min opfattelse klart

til udtryk i den indholdsmæssige og sproglige udformning af besvarelsen. Der

er

således efter min opfattelse ikke belæg for, at besvarelsen med rimelighed

skulle opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for

andre

områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem

efterretningstjenesten og Dan Lynge.

For det fjerde: Det, der ud fra de fortrolighedshensyn, som skal

varetages af efterretningstjenesten, ikke blev omtalt i besvarelsen, og som

altså dermed skulle være hele omdrejningspunktet i denne sag, var en – i

øvrigt

meget begrænset – kontakt mellem tjenesten og Dan Lynge på et helt andet

område, nemlig våbenspredningsområdet. Der er mig bekendt ikke fra nogen side

blevet gjort gældende, at der skulle foreligge nogen form for kritisable

forhold i denne kontakt, og det illustrerer for mig det helt selvfølgelige i,

at Justitsministeriet intet som helst ønske kunne have haft om at give

Folketinget

et forkert indtryk af spørgsmålet om direkte kontakter mellem

efterretningstjenesten og Dan Lynge.

Dette er i kort form begrundelsen og baggrunden for, at jeg

mener fortsat at kunne stå inde for min besvarelse af spørgsmålet fra Søren

Søndergaard. Jeg henviser som sagt i øvrigt til mit brev af 9. november 2006

til udvalget og også de indlæg, der er blevet afgivet over for

undersøgelseskommissionen.

Jeg tilføjer for god ordens skyld, at undersøgelseskommissionen som bekendt

ikke har forholdt sig til disse synspunkter. Det skyldes den fortolkning af

lov

om undersøgelseskommissioner, som kommissionens flertal anlagde, og hvorefter

den nærmere vurdering af udformningen af besvarelsen af Søren Søndergaards

spørgsmål ikke henhører under kommissionen, men under Folketinget.

Men undersøgelseskommissionen fastslog som bekendt, at der i

overensstemmelse med, hvad der er anført i svaret til Søren Søndergaard, ikke

havde været nogen direkte kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan Lynge

på

rockerområdet, og det er naturligvis en vigtig pointe i sammenhængen.

Samtidig

må jeg konstatere, at der uanset det, jeg har anført, og som jeg altså fuldt

ud

står ved, er opstået en meget omfattende diskussion om, hvorvidt besvarelsen

af

Søren Søndergaards spørgsmål i tilstrækkelig grad præciserede, at man alene

forholdt sig til spørgsmålet om kontakter mellem efterretningstjenesten og

Dan

Lynge på rockerområdet.

Selve det, at en sådan diskussion kan opstå, må i sagens natur

gøre indtryk både på mig selv og også på Justitsministeriets embedsmænd.

Dette

er også baggrunden for, at jeg ved adskillige lejligheder har tilkendegivet,

at

hele forløbet af denne sag bestemt vil indgå i mine og Justitsministeriets

overvejelser, når der fremover besvares spørgsmål om Politiets

Efterretningstjeneste.

Når udvalget i sit brev til mig nærmere spørger, hvordan mine

synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser til Folketinget, går jeg da

også

ud fra, at der navnlig tænkes på besvarelse af spørgsmål vedrørende Politiets

Efterretningstjenestes virksomhed, som Justitsministeriet jo – navnlig i

perioder

– modtager ganske mange spørgsmål om. Det vil jeg gerne sige lidt om.

Det er velkendt, at en efterretningstjeneste kun kan løse sine

opgaver vedrørende f.eks. forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og anden

meget alvorlig kriminalitet, hvis der kan være en endog meget høj grad af

fortrolighed om dens virksomhed. Det gælder ikke mindst med hensyn til,

hvilke

kilder tjenesten samarbejder med. Kunne tjenesten ikke arbejde under en sådan

fortrolighed, så tror jeg, at det vil stå klart for enhver, at dens arbejde

ville blive umuliggjort. Det er bl.a. også baggrunden for, at den

parlamentariske kontrol med efterretningstjenesten ikke varetages af

Folketingets

almindelige stående udvalg, men af det særlige udvalg vedrørende

efterretningstjenesterne.

I overensstemmelse med dette har det faste udgangspunkt i mange

år været, at spørgsmål fra f.eks. enkelte medlemmer af Folketinget om

efterretningstjenestens nærmere virksomhed i konkrete sager er blevet

besvaret

med, at det ikke er muligt at give de ønskede oplysninger. Det er samtidig

velkendt,

at såvel Justitsministeriet som Politiets Efterretningstjeneste i de senere

år

har arbejdet for at skabe større åbenhed om tjenestens virksomhed. Der er jo

ingen, der kan være interesseret i hemmeligholdelse for hemmeligholdelsens

egen

skyld, og det har derfor været en vigtig og en højt prioriteret opgave at se

på, om man kan gå nogle skridt videre i retning af åbenhed – naturligvis

hele

tiden uden på nogen måde at kompromittere de grundlæggende

fortrolighedshensyn,

som jeg var inde på i starten.

Det er bl.a. udslag af denne prioritering, når

efterretningstjenesten inden for de senere år f.eks. har oprettet sin egen

hjemmeside, ansat informationsmedarbejdere og er begyndt at udgive

årsberetninger

om sin virksomhed. Det var, som jeg tidligere fremhævede, også et udslag af

denne prioritering, når vi i besvarelsen af spørgsmålet fra Søren Søndergaard

valgte at gå et skridt videre end den sædvanlige praksis og faktisk give de

oplysninger, det var muligt at give, og som vi i Justitsministeriet klart

mente

at spørgsmålet måtte tage sigte på.

I en vis forstand kunne det måske være nærliggende at drage den

konsekvens af Dan Lynge-sagen, at vi i Justitsministeriet nu må vende tilbage

til den gammeldags form for besvarelse af spørgsmål vedrørende

efterretningstjenesten, nemlig ud fra fortrolighedshensyn at afvise at give

oplysninger. Så undgår man i hvert fald, at der opstår spørgsmål og

misforståelser som i den foreliggende sag.

Jeg vil imidlertid gerne slå fast, at jeg ikke har noget som

helst ønske om at bremse den åbenhedsproces vedrørende

efterretningstjenesten,

som jeg har beskrevet, og som jeg betragter som både en god og en sund proces

i

alles interesse. Det siger naturligvis sig selv, at jeg fremover vil være

endnu

mere opmærksom på, om hensynet til den nødvendige fortrolighed om tjenestens

arbejde indebærer, at et egentligt svar på det, der spørges om, nødvendigvis

må

udformes på en måde, der kan indebære en risiko for, at det vil blive

misforstået. I sådanne tilfælde vil det rigtigste for både regering og

Folketing nok være, at jeg svarer, at det hensyn af særlige forhold, der gør

sig gældende vedrørende efterretningstjenesten, ikke er muligt at give de

ønskede oplysninger.

Men inden for de rammer, som jeg har skitseret, vil jeg bestemt

fortsat bestræbe mig på at udvise størst mulig åbenhed om

efterretningstjenestens arbejde, også når jeg besvarer spørgsmål fra

Folketingets

udvalg eller dets enkelte medlemmer.

Det, jeg her har sagt, tager som nævnt særlig sigte på

besvarelse af spørgsmål vedrørende Politiets Efterretningstjeneste. Men det

er

måske på sin plads her til allersidst at gentage, hvad jeg begyndte med at

sige, nemlig at det helt generelt er afgørende for mig, at de svar, som jeg

afgiver på spørgsmål fra Folketinget, er præcise og forståelige. Derfor vil

den

diskussion, som er opstået i forbindelse med Dan Lynge-sagen, naturligvis

også

mere generelt indgå i mine og Justitsministeriets overvejelser, når der

fremover udarbejdes besvarelser af spørgsmål fra Folketinget.

Tak for ordet.

Ordstyreren:

Vi siger tak til ministeren. Er der spørgsmål til ministeren?

Line Barfod, værsgo.

Line Barfod

(EL):

Tak. Som formanden indledte med, er det jo et historisk møde, vi

har her, og ingen af os har prøvet det her før, hvor Folketinget tager over

fra

undersøgelseskommissionen, men jeg går ud fra, at formanden er fuldt ud

kompetent til at gribe ind, hvis der er et eller andet, man kommer til at

gøre

forkert her, eller man stiller forkerte spørgsmål.

Det, som jeg jo gerne vil tage fat i, det er: Hvad er det, der

er ministerens forpligtelse i forhold til at besvare spørgsmål, og hvad er

det,

som ministeriet kan gøre for at – som ministeren sagde – gøre

svarene så

præcise og forståelige som muligt? Og der må jeg indrømme, at der er jeg

meget

enig med mindretallet i kommissionen, som på side 1249 udtaler, at –

citat:

mindretallet finder det vanskeligt at forstå argumentationen i de

forklaringer,

som er afgivet af Lene Espersen og Michael Lunn vedrørende valget mellem det

begrænsede spørgsmål, der ville give mulighed for åbenhed om PET’s

arbejde, og

det traditionelle svar. Såfremt ministerens svar blev forstået af spørgeren

og

andre, måtte man naturligt overveje, hvorfor ministeriet valgte at give et

begrænset svar. Den umiddelbare forklaring synes kun at kunne være, at Dan

Lynge havde haft kontakt til PET på andre områder. Ellers synes det ikke at

have mening at begrænse spørgsmålet. Citat slut.

Og det leder jo over til, at hvis det virkelig har været

ministerens ønske, at svaret skulle kunne være forståeligt, jamen, hvis man

så

har regnet med, at spørgeren kunne forstå det, så må den naturlige

konklusion,

når man får et sådant svar, være, at så har der været kontakt på andre

områder.

Og det vil sige, at ministeren så er gået ud fra, at Folketinget skulle gå i

gang med at spørge til andre områder. Altså konstatere, at nå, svaret viser,

at

der har ikke været kontakt på rockerkriminalitet. Så stiller man et nyt

spørgsmål, hvor man så på baggrund af svaret spørger: Har der så været

kontakt

i forhold til cykeltyverier? Har der været kontakt i forhold til indbrud? Har

der været kontakt i forhold til miljøforbrydelser? Og så kan man jo blive

ved.

Altså, det bliver meget besværligt som folketingsmedlem, hvis det er det, der

har været tankegangen fra ministeriet, at man skulle kunne forstå

begrænsningen

i svaret, og man derfor skulle gå videre med at spørge til alt muligt andet.

Den anden mulighed, der ligger, for at forstå, hvad det er,

ministeren har villet med svaret, er jo, at det, man har ønsket, det var, at

spørgeren og andre, der læser svaret, skulle forstå det, som at der ikke

havde

været nogen kontakt med PET. Og dermed, at man holdt op med at stille flere

spørgsmål.

Og det, der undrer mig, det er, at ministeren ikke, hvis man er

i tvivl om, hvad det er, der er spurgt til, så kontakter spørgeren. Altså,

man

går bare ud fra, at man ved, hvad det er, spørgeren spørger til. Men det

kunne

jo lige så vel være, at det, som spørgeren var interesseret i, det var at

finde

ud af, om der overhovedet havde været kontakt mellem Dan Lynge og PET, fordi

det var meget, meget alvorlige anklager, der blev rejst af Dan Lynge i

pressen,

og man ønskede at få afklaret: Hvor omfattende har kontakten været med Dan

Lynge? Hvor store dele af systemet har været i kontakt med ham? – og

derfor

finde ud af, om der havde været direkte kontakt mellem PET og Dan Lynge eller

ej. Og det kunne man jo nemt afklare – hvad var det egentlig, spørgeren

ville?

– ved at ringe og spørge. Eller også så kunne man i hvert fald i svaret

have

afgrænset og tydeligt skrevet, at det her var kun et begrænset svar, og der

faktisk var yderligere oplysninger, som man så bare ikke ønskede at

videregive.

Det er jo også det, som fremgår af det notat, som Folketingets

Lovsekretariat udarbejdede i 2004 til baggrund for det samråd, som

Retsudvalget

havde med ministeren på det tidspunkt om denne her sag, hvor der er

gennemgået

en lang række tidligere sager om undersøgelseskommissioner og udvalg osv.,

der

har været gennem tiden, og hvor det fremgår gang på gang, at såvel

undersøgelseskommissioner

som Folketinget har kritiseret svar fra ministre, hvis det ikke tydeligt har

været angivet, at de kun gav delvise besvarelser.

Ordstyreren:

Lige et par praktiske ting. Der er nogen, der har spurgt, om det

er en ny socialdemokrat, der har sat sig der. Det er altså fra pressen, og nu

har vi altså ikke flyttet ham, så nu lader vi ham sidde, ikke?

Det var det ene. Så er der jo omdelt – skal jeg lige gøre

opmærksom på – et notat om ministres oplysningspligt, som

Line

Barfod

har taget med i sit spørgsmål. Der må vi jo så minde

om, at dels er der jo altså nogle regler om oplysningspligt, men her er vi

undergivet princippet om, at man ikke er forpligtet til selvinkriminering.

Det

går jeg ud fra at vi er enige om. Jeg kunne ikke lige finde det i

stikordsregisteret, men det er i hvert fald et princip, vi er enige om vi

ikke

presser ministeren til.

Det er måske lige så praktisk, hvis ministeren bestræber sig på,

at vi kan høre, hvornår det er opfattelsen af de generelle regler, ministeren

eventuelt svarer på, og hvornår det er, ministeren har lyst til at svare på

spørgsmål omkring Søren Søndergaards brokkerier, ikke? Værsgo.

Justitsministeren:

Jamen, jeg kan starte med at sige til det generelle først – til

Line – at, altså det er en helt fast praksis for os, at vi besvarer de

spørgsmål, der kommer fra Folketinget, men vi ringer altså ikke til spørgeren

og begynder at tage en diskussion af: Hvad mener du med dit spørgsmål? Jeg

vil

sige, at med det antal spørgsmål, der bliver besvaret af mig hvert år, så

ville

der skulle ansættes en del flere mennesker i Justitsministeriet, hvis

spørgeren

skulle kontaktes, for at man lige skulle finde ud af, hvad baggrunden for

svaret var. Vi svarer på de spørgsmål, der kommer, sådan som vi mener, at

spørgeren – som vi fortolker, at spørgeren – ønsker at få svar på,

og så må

spørgeren jo vende tilbage, hvis man er utilfreds med svaret. Det er en helt

fast praksis, og det har vi tænkt os at fortsætte med.

Altså, jeg ved ikke, hvordan folketingsmedlemmerne ville stille

sig, men jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg ville da føle mig sådan

–

jeg ville da ikke have det særlig godt med, hvis der var en minister eller en

ministers embedsmænd, der ringede og begyndte at udspørge mig om, hvad

baggrunden

var for mit spørgsmål. Altså, det ville jeg ikke bryde mig om. Altså, det må

holde folketingsmedlemmer frit for at stille spørgsmål.

Så til den konkrete sag og Dan Lynge-sagen. Altså, jeg vil blot

gentage, Line: Vores eneste ønske, da vi kiggede på svaret, der skulle

afgives,

det var at åbne op for mere åbenhed omkring PET’s arbejde. Og jeg vil

sige,

hvad jeg også sagde i mit første indlæg: Den mediemæssige omtale, der havde

været i dagene forud for, at Søren Søndergaard stillede spørgsmålet, den

omhandlede rockerkriminalitet, og derfor var vi helt overbeviste om –

det er jo

typisk sådan, at når folketingsmedlemmer stiller spørgsmål, så vedrører det

sager, der er oppe at vende i pressen – derfor var vi overbeviste om, at

det

var dén påståede kontakt, der interesserede Søren Søndergaard, og så blev

svaret afgivet. Og svaret var jo ikke særlig langt, så jeg vil godt tillade

mig

at læse det op; bare så vi har in mente, hvad det var, der rent faktisk blev

skrevet.

Jeg svarede: I forbindelse med den senere tids presseomtale af

et samarbejde mellem politiet og den tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a.

fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet en række

oplysninger fra rockermiljøet. Politiets Efterretningstjeneste har i

forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssige indsats i

forhold

til rockerkriminaliteten. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har

meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt

oplyst,

om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have

været

i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der

ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.

Jeg mener, at den besvarelse, når man læser den meget grundigt,

at så fremgår det, at besvarelsen vedrører rockerkriminalitet.

Men Line, som jeg sagde det i mit første indlæg, og som jeg

synes er vigtigt at få præciseret: Jeg syntes selv, og det syntes mine

embedsmænd også, at det var et godt svar, der blev afgivet, og at det

afgrænsede, hvad det var, man besvarede. Men der har jo været en meget stor

diskussion efterfølgende om den besvarelse, og derfor er det selvfølgelig

også

klart, at jeg vil bestræbe mig på, i det omfang det bliver muligt at besvare

den type spørgsmål på lignende måde i fremtiden, at gøre det endnu klarere,

så

der ikke er tvivl fra folketingsmedlemmerne om, hvad det er, der rent faktisk

er svaret på.

Til dit andet spørgsmål om mindretalsudtalelse og om, hvorvidt

man overhovedet kan svare på den her måde – for du stiller jo sådan set

spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan begive sig ud af den gren og

begynde

at svare andet end det sædvanlige formummede om, at det kan man ikke udtale

sig

om – til det vil jeg sige, at det kommer selvfølgelig an på, hvor

mistænksom

man er, men jeg tror nu generelt, jeg vil sige om den erfaring, jeg har som

medlem af Folketinget i 12½ år, at langt de flest gange, hvor

folketingsmedlemmer stiller spørgsmål, der er de ikke ude med det store

fiskenet for at vide alt på et eller andet område. Det er tit typisk på et

enkelt sagsområde, de gerne vil have et meget klart svar. Og hvis de får et

klart svar på det område, så følger de ikke op og begynder at spørge ind på

alle mulige andre områder.

Så jeg mener ikke, at den problemstilling, du rejser, om, at man

ikke kan svare på et enkelt område, uden at det skal åbne op for, at så vil

man

have svar på 20 andre ting – jeg mener ikke, at den problemstilling

egentlig

passer særlig godt på den måde, som folketingsmedlemmer normalt arbejder på.

Normalt går folketingsmedlemmer faktisk ret målrettet efter at få svar på et

enkelt

område, og hvis jeg der kan give

flere informationer, så synes jeg altså ikke, at der er noget problematisk i

det. Men det er jo en afvejning, om man synes, det ene eller det andet er

rigtigt. Jeg har syntes, det var en rigtig vej at gå.

Ordstyreren:

Jeg skal selvfølgelig lige sige, at jeg kom til at bruge ordet

brokkerier – der var ikke derved en stillingtagen til Søren Søndergaards

spørgsmål, men alene en henvisning til den diskussion, der var bagefter,

altså,

for at det lige skal stå helt klart. Det kunne jeg ikke drømme om.

Ole Sohn. Har du ikke bedt om

ordet? Du frafalder.

Glimrende. Line, værsgo.

Line

Barfod

(EL):

Tak. Først lige til noget af det sidste, ministeren sagde, om,

at hvis folketingsmedlemmet får et klart svar, så følger man jo ikke op og

spørger om noget andet. Nej, det er jo det, der er problemet med det svar,

der

er givet i denne sag, at man tror, man har fået et klart svar, og derfor ikke

følger op og dermed ikke – hvis det er det, der har været formålet med

svaret –

bliver opmærksom på, at der kan være noget på nogle andre områder, som var

væsentlige for Folketinget at få at vide for at kunne vurdere omfanget af Dan

Lynge-sagen.

Altså, på det tidspunkt, hvor spørgsmålet er stillet og svaret

kommer, er det jo stadig væk meget uklart, hvor omfattende den sag egentlig

er.

Det er nogle anklager, som for de fleste af os må forekomme fuldkommen

uhyrlige, og som man stadig, indtil man så kommissionens betænkning om, at

det

var korrekt, mange af de anklager, der var fremkommet, jo måtte have svært

ved

at tro på. Altså, det er jo skræmmende læsning, når man kan læse i

kommissionens konklusioner, at man bl.a. fra politiets side har bragt sig i

en

situation, hvor man ikke kunne gribe ind over for kriminelle handlinger; man

har bragt sig i en situation, hvor man har misbrugt retssystemet osv.

Og derfor er det jo væsentligt for Folketinget på det tidspunkt,

hvor man begynder at spørge ind til sagen, at finde ud af: Hvor omfattende er

den egentlig? Herunder finde ud af: Hvor store dele af systemet har været i

kontakt med Dan Lynge? Omfatter det også PET? Fordi det kan jo være med til,

hvis man bekræfter, at PET har været i kontakt med Dan Lynge, kan det jo være

med til at give et billede af, at det faktisk er en omfattende sag; der er

noget

om det, han siger; det er noget meget alvorligt, som man bør få nedsat en

undersøgelseskommission til at se på.

På det tidspunkt var der jo ikke nedsat nogen

undersøgelseskommission. Det var jo noget af det, som først skete senere, og

derfor er det jo meget væsentligt, at Folketinget ikke bare får et klart

svar,

men også et fyldestgørende svar, eller, hvis man ikke vil give et

fyldestgørende svar, så får et svar, hvor forudsætningen meget tydeligt

fremgår.

Og jeg er enig i, når ministeren siger, at det er godt

embedsmandsarbejde. Ja, hvis man ser det sådan ud fra sådan rent juridisk

håndværksmæssigt, kan man sige; altså koncipisten af det her svar har været

utrolig dygtig og fortjener en fremtrædende plads i magtens galleri, hvis den

bliver sat op igen. Men det nytter bare ikke i forhold til, at Folketinget

har

brug for at kunne stole på svarene. Det siger ministeren jo også i sin

indledning, at det er afgørende, at der er et tillidsfuldt samarbejde mellem

ministeren og Folketinget. Og derfor er vi jo nødt til at kunne få nogle

svar,

hvor at, hvis de kun dækker er del af det brede område, der er spurgt til, så

fremgår den forudsætning klart.

Og hvis ministeriet er i tvivl om, hvor bredt man spørger, så

kan de enten ringe – jeg vil sige, at det er jeg nu jævnligt ude for, at

man

gør fra ministerierne, enten hvis man ikke mener, det er det rigtige

ministerium, der er spurgt til, og man derfor skal vide noget mere om

baggrunden for spørgsmålet for at finde ud af, om det nu er det rigtige

ministerium, eller hvis man simpelt hen er i tvivl om, hvordan man skal

svare.

Eller også så kan man i ministeriets svar klart angive: Vi har forstået, at

det, der spørges til, er sådan og sådan. Og så svarer man på det. Så er ingen

i

tvivl om, hvad det er, der er svaret på.

Og det er jo, som jeg sagde før, også tydeligt gengivet i det

her notat fra 2004 med gennemgang af de forskellige undersøgelser, der har

været tidligere om denne her slags svar, hvor det fremgår i forhold til

Kjærbølsagen – altså tilbage til dengang, hvor »Hans Hedtoft« gik ned

– at man

nåede frem til, at ministeren har forpligtelse til, når vedkommende besvarer

et

spørgsmål i Folketinget, at svare på en fyldestgørende og korrekt måde,

således

at væsentlige oplysninger ikke forties for Folketinget. Og Folketinget valgte

at understrege det beklagelige i, at ministeren så ikke havde levet op til

det.

I forhold til dagpengesagen da lagde man også fra

dommerundersøgelsen en norm til grund om en korrekt og fyldestgørende

information af Folketinget, og Folketingets flertal tilsluttede sig kritikken

af ministeren.

I forhold til sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet

lagde kommissionsdomstolen også normen til grund om, at væsentlige

oplysninger

af betydning for Folketingets stillingtagen ikke må foreholdes stillingtagen.

Og kommissionsdomstolen karakteriserede daværende skatteminister Anders Fogh

Rasmussens svar til Folketinget som urigtige, behæftede med fejl eller meget

uklare. Han var så selv gået af, så Folketinget tog ikke stilling til det,

men

Det samme i Spar Nord-sagen, hvor det særlige

undersøgelsesudvalg fastslog, at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager

en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser, og det

legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikkesvar. Og da var

Ole Stavad så også gået af, før Folketinget tog stilling til den

undersøgelse.

Men for at sige, at der ligger altså en norm om, at man skal

svare fyldestgørende, og hvis ikke man gør det, så skal man gøre det meget

klart. Og derfor – ud fra også det, ministeren siger om, at man fremover

til

bestræbe sig på at svare mere klart – betyder det så, at man skal forstå

det

sådan, at ministeren sådan set i bagklogskabens klare lys mener, at det var

beklageligt, at svaret blev udformet på den måde, som det gjorde, så man ikke

tydeligt kunne se, at der var tale om en begrænset del, man svarede på?

Ordstyreren:

Værsgo til ministeren.

Justitsministeren:

Tak. Men jeg vil sige til dig, Line, i forhold til det sidste,

du siger, at jeg er fuldstændig enig i den norm, du beskriver. Altså, vi

tilstræber i de mange, mange hundrede – ja, over tusinde –

besvarelser, der

bliver givet fra Justitsministeriet hvert år til Folketinget, at det er

korte,

enkle, letforståelige svar, der bliver afgivet. Det bestræber vi os virkelig,

virkelig på. Og derfor er jeg helt enig i, man kan sige dine generelle

betragtninger om, hvordan en minister skal besvare spørgsmål. Sådan må det

være. Og jeg vil sige, det var også det, vi forsøgte at gøre med den

besvarelse.

Jeg ved godt, du har en anden opfattelse af det, men det var

det, vi forsøgte at gøre, da vi svarede Søren Søndergaard. Det var ren

venlighed fra min side af ikke bare at give det sædvanlige intetsigende svar,

men prøve at give et svar, der fortalte noget mere. Og vi forsøgte virkelig

at

opstille meget klart præmisserne for vores besvarelse. Nuværende

højesteretsdommer Jens Peter Christensen har også rost besvarelsen. Du har så

også rost den juridiske udformning af den – måske med lidt andre ord end

Jens

Peter, men det lader vi nu ligge.

Men tilbage står, Line, som jeg også har sagt, at selv om jeg

synes, vi gjorde os umage dengang og afgav en meget klar besvarelse, så har

det

gjort indtryk på mig, at der har været den her diskussion. Ingen tvivl om

det.

Og derfor vil vi gøre os endnu mere umage i fremtiden. Så vi har lyttet til

det, som Folketinget har sagt og efterlyst om at præcisere det endnu mere. Og

det vil jeg gøre; det kan I roligt regne med.

Ordstyreren:

Ja tak. Er der andre, der ønsker ordet? Line igen.

Line

Barfod

(EL):

Bare: Det glæder mig, at ministeren fremover vil tage kritikken

til efterretning, og det forstår jeg så som, at ministeren så også set i

bagklogskabens lys beklager, at det så ikke endnu var slået igennem på det

tidspunkt, at det er diskussionen, der så har udløst, at man fremover vil

gøre

det mere klart, ikke?

Ordstyreren:

Ja, det må vi jo høre hvad ministeren mener om.

Justitsministeren:

Jamen altså, jeg tror, jeg allerede har sagt det så klart, som

jeg kan, at når Folketinget giver udtryk for, at de gerne vil have, at man

svarer endnu klarere, så tager jeg det til efterretning. Jeg har ikke andet

ønske end ud over at i det daglige have et godt samarbejde med Folketinget om

lovforslag og andet, men også at der er tilfredshed med de besvarelser, der

bliver

afgivet, og derfor lytter jeg også. Og det mener jeg at enhver minister skal

gøre; ellers så får man et besværligt liv herinde, og det er sjovere at

diskutere politik end at diskutere formuleringer. Så det lytter jeg

selvfølgelig til.

Ordstyreren:

Jeg tror, at vi må sige, at dette møde

med ministeren er udtømt. Og derfor skal jeg også sige til alle dem, der ikke

er med fra Justitsministeriet eller fra Folketinget – og det er kun dig

– skal

forlade lokalet, fordi resten af mødet uden ministeren er et lukket møde. Og

det tager ikke ret lang tid

Lignende dokumenter