Beretning om Dan Lynge-sagen
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Beretning afgivet af Udvalget for Forretningsordenen den 23.
maj 2007
Beretning
om
Dan
Lynge-sagen
1. Udvalget for Forretningsordenens opgaver og
arbejdets organisering
Undersøgelseskommissionen vedrørende Dan Lynge-sagen afgav den
19. september 2006 beretning.
Ifølge Forretningsorden for Folketinget skal alle beretninger
fra undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres, herunder afgåede
ministres, forhold, behandles af Udvalget for Forretningsordenen med henblik
på
eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet, jf. Forretningsorden for
Folketinget
§ 56, 1. pkt.
Udvalget for Forretningsordenen har nedsat et permanent
underudvalg til den forberedende behandling af sager vedrørende
undersøgelseskommissioner. Underudvalget skal således afgive udtalelse til
Udvalget
for Forretningsordenen til brug for dettes beretning eller betænkning til
Folketinget vedrørende en eventuel indstilling om ansvarsspørgsmålet i
forhold
til ministre, herunder afgåede ministre, jf. Forretningsorden for Folketinget
§
59, 1. pkt.
2. Afgrænsning af undersøgelseskommissioners
opgaver
Af lov om undersøgelseskommissioner fremgår følgende:
Læs alt
»§ 4.
Undersøgelseskommissionen har ikke
dømmende myndighed.
Stk. 2.
Undersøgelseskommissionen kan få til opgave at
undersøge og redegøre for et faktisk begivenhedsforløb.
Stk. 3.
Undersøgelseskommissionen kan endvidere få til
opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative
bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen kan begrunde.
Stk. 4.
Undersøgelseskommissionen kan i øvrigt få til
opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger
grundlag for, at det offentlige søger nogen draget til ansvar. En
undersøgelseskommission
kan dog ikke få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af
spørgsmålet om ministres ansvar.
Stk. 5.
Er et medlem af undersøgelseskommissionen
dommer, foretager undersøgelseskommissionen alene retlige vurderinger som
nævnt
i stk. 4 i det omfang, dommeren ikke finder det retssikkerhedsmæssigt
betænkeligt.«
Det er således ikke undersøgelseskommissioners opgave, jf. lov
om undersøgelseskommissioner § 4, stk. 4, at foretage retlige vurderinger af
ministres forhold. Vurderinger af ministres politiske og/ eller retlige
ansvar
tilkommer under hensyn til de særlige regler om ministeransvar udelukkende
Folketinget, jf. grundlovens §§ 15 og 16.
3. Baggrunden for nedsættelse af
undersøgelseskommissionen
Forud for nedsættelsen af undersøgelseskommissionen havde fra den
20. maj 2002 og i den følgende tid i medierne været omtalt en række forhold
vedrørende Dan Lynge og politiet. Det havde bl.a. været omtalt,
at
der mellem Dan Lynge og politiet
havde været etableret et samarbejde, hvor Dan Lynge havde fungeret som agent
for politiet,
at
Dan Lynge trods
tilståelse af forskellige typer af kriminalitet undgik retsforfølgning, og
at
Dan Lynge havde fået udbetalt dusør.
I umiddelbar forlængelse af fremkomsten af de første oplysninger
besluttede Statsadvokaten for København, Frederiksberg og Tårnby at
iværksætte
en undersøgelse i medfør af retsplejelovens kapitel 93 c om straffesager mod
politipersonale.
Den 24. maj 2002 stillede daværende folketingsmedlem Søren
Søndergaard en række spørgsmål til justitsministeren i medfør Folketingets
forretningsordens § 20, herunder spørgsmål om, hvorvidt medarbejdere i
Politiets Efterretningstjeneste (PET) havde været i direkte kontakt med Dan
Lynge.
Den 24. april 2003 besluttede justitsminister Lene Espersen at
nedsætte en undersøgelseskommission. Baggrunden herfor var bl.a., at en
samlet
gennemgang af de retlige rammer for statsadvokatens undersøgelse viste, at
der
kunne være spørgsmål i sagen, der ikke kunne forventes fuldt ud belyst ved
statsadvokatens undersøgelse samt at en række habilitetsspørgsmål kunne
opstå.
Den 15. september 2003 nedsatte fungerende justitsminister Brian
Mikkelsen i medfør af § 1, stk. 1, i lov om undersøgelseskommissioner en
kommission til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.
4. Kommissoriet
Kommissoriet for undersøgelseskommissionens arbejde har været
følgende:
»Justitsministeren nedsætter herved i medfør af § 1, stk. 1, i
lov om undersøgelseskommissioner en kommission til undersøgelse af Dan
Lynge-sagen.
Undersøgelseskommissionen har efter § 4, stk. 2, i lov om
undersøgelseskommissioner
til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som
knytter sig til politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med
efterforskning og bekæmpelse af rockerkriminalitet som i andre sammenhænge.
Undersøgelsen skal omfatte dels politiet – herunder Politiets
Efterretningstjeneste – dels andre relevante myndigheder, herunder den
overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.
Kommissionens undersøgelse og redegørelse skal bl.a. omfatte de
påstande om kritisable forhold i sagen, som er fremkommet i medierne og den
offentlige debat, herunder påstande om:
–
at politiets
samarbejde med Dan Lynge skulle have været af en sådan karakter, at der har
været tale om agentvirksomhed i strid med retsplejelovens regler,
–
at politiet ikke
skulle have taget de fornødne skridt i anledning af informationer fra Dan
Lynge
om bl.a. forestående attentater i rockermiljøet,
–
at politiet
uberettiget skulle have udbetalt pengebeløb (»dusør«) til Dan Lynge,
–
at anklagemyndigheden
uberettiget skulle have undladt at retsforfølge Dan Lynge i anledning af
strafbare forhold, og
–
at Justitsministeriet
i besvarelsen af et spørgsmål fra Folketinget skulle have afgivet urigtige
oplysninger
om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.
På baggrund af den beskrevne undersøgelse og redegørelse skal
undersøgelseskommissionen efter § 4, stk. 4, i lov om
undersøgelseskommissioner
foretage retlige vurderinger til belysning af, om der foreligger grundlag
for,
at det offentlige søger nogen draget til ansvar.«
5. Undersøgelsens konklusioner
Kommissionen udtaler kritik af en række forhold vedrørende
politiets håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Kommissionen angiver
følgende forhold som kritiske:
–
at oplysningerne om
»Høvdingedrabet« ikke blev videregivet til rette myndighed (s. 1285),
–
at oplysninger om Dan
Lynges involvering i begået narkokriminalitet ikke blev nøjere opvejet og
eventuelt forelagt anklagemyndigheden (s. 1285),
–
at politiet ikke i
tilstrækkelig grad sagde fra over for Dan Lynges initiativer, som bragte
politiet
i uacceptable situationer, hvor politiet var afskåret fra at gribe ind over
for
kriminelle handlinger (s. 1285),
–
at politiet udleverede
fortrolige oplysninger til Dan Lynge, som gik ud over, hvad formålet tilsagde
(s. 1283) og
–
at politiet bragte sig
selv i en situation med hensyn til anbringelse af ulovlige våben, hvor man
var
nødt til at bruge retssystemet på en principielt forkert måde (s. 1270).
Kommissionen har vurderet, at der ikke i forløbet har været tale
om overtrædelse af retsplejelovens forbud mod anvendelse af civile agenter.
Det
problematiske i forløbet af samarbejdet har i første række været, at der ikke
i
tilstrækkelig grad har været styring af og kontrol med samarbejdet. Den
manglende styring har efter kommissionens opfattelse sammenhæng med, at der
har
været en betydelig uklarhed med hensyn til »kommandoveje« for håndteringen af
arbejdet.
Kommissionen peger endvidere på, at det langvarige samarbejde,
hvor kontakten var overladt til én kontaktperson, indebar en risiko for, at
kontaktpersonens evne til at forholde sig kritisk til meddelerens oplysninger
og adfærd svækkedes med tiden, hvilket forløbet også illustrerer.
Kommissionen
kritiserer, at Rejseafdelingen ikke i det lange forløb sørgede for en
ordning,
hvor andre end kontaktpersonen løbende vurderede samarbejdet og sikrede, at
der
blev reageret adækvat på oplysningerne fra meddeleren.
Ved meddelelse af oplysninger om allerede begået og pådømt
kriminalitet – Høvdingemordet – kritiserer kommissionen således, at
der ikke
blev taget initiativ til at forelægge Dan Lynges oplysninger, som måtte anses
for nye, for Københavns Politi eller Statsadvokaten for København,
Frederiksberg
og Tårnby. Som en følge heraf blev der ikke foretaget en vurdering af
oplysningernes betydning for den afsluttede straffesag og en vurdering af, om
der i anledning af oplysningerne skulle iværksættes en strafforfølgning af
Dan
Lynge.
Kommissionen kritiserer endvidere, at uanset at en række oplysninger
fra Dan Lynge om egne og andres deltagelse i kriminalitet var af upræcis
karakter,
burde der være taget stilling til disse oplysninger.
Kommissionen finder dog ikke, at der er grundlag for at søge
enkeltpersoner draget til ansvar for det ledelsesmæssige svigt.
Kommissionen har endvidere som en del af undersøgelsen redegjort
for, om Justitsministeriet i besvarelsen af spørgsmål fra Folketinget har
afgivet urigtige oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet. I den
forbindelse anfører kommissionen følgende i beretningen:
– Undersøgelsen har vist, at der havde været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og en medarbejder hos PET inden for det såkaldte
non-proliferationsområde (ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben), men ikke
inden for andre områder. Dette forhold var Justitsministeriets embedsmænd og
justitsministeren bekendt med forud for besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 i
Folketinget.
– Kommissionen har taget stilling til de faktiske omstændigheder
ved besvarelsen af spørgsmålet og har konstateret, at Justitsministeriet
besluttede at besvare spørgsmålet specifikt, for så vidt angår PET’s
deltagelse
i området for rockerbekæmpelse, selv om spørgsmålet efter sin ordlyd ikke var
begrænset
til dette område.
– Kommissionen konstaterer, at et svar gående ud på, at der ikke
havde været direkte kontakt inden for området for rockerbekæmpelse isoleret
set
ikke indeholder objektivt urigtige oplysninger.
– Som følge af begrænsningerne i lov om
undersøgelseskommissioner har flertallet af kommissionens medlemmer afstået
fra
at tage stilling til, om svaret efter sin formulering tilstrækkeligt tydeligt
præciserer præmisserne for svaret, idet en sådan stillingtagen vil indebære
stillingtagen til spørgsmål om ministeransvar, hvad enten der er grundlag for
at overveje et ansvar, eller der ikke er et sådant grundlag.
– Et medlem af kommissionen er ikke enig i denne afgrænsning og
udtaler, at svaret ikke burde have været udformet som sket, men da svaret
ikke
indeholder urigtige oplysninger, er der ingen anledning til, at et tjenstligt
eller retligt ansvar søges gennemført.
6. Underudvalgets behandling af sagen
Underudvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra
undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen, jf. UUF alm.
del
– bilag 4, samling 2005-06.
Formanden for Folketingets Udvalg for Forretningsordenen bad ved
brev af 25. september 2006 formanden for underudvalget om at foretage det
fornødne med henblik på sagens videre behandling, jf. UUF alm. del –
bilag 5,
samling 2005-06.
Underudvalget har behandlet undersøgelseskommissionens beretning
i 8 møder med henblik på at vurdere, om de beskrevne forhold i
undersøgelsesberetningen vedrørende justitsminister Lene Espersen kan
begrunde,
at der bliver gjort et ansvar gældende. Det er derimod ikke underudvalgets
opgave at vurdere embedsmændenes forhold.
I forbindelse med offentliggørelsen af
undersøgelseskommissionens beretning udtalte justitsminister Lene Espersen
bl.a., »at kommissionen peger på nogle konkrete, kritisable forhold
vedrørende
politiets styring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge. Dette må
selvsagt
ikke gentage sig.« Der henvises derudover til justitsminister Lene Espersens
svar til Folketingets Retsudvalg på spørgsmål nr. 564 (2005-06) og spørgsmål
nr. 3, jf. UUF alm. del – bilag 6 og 8.
Rigsadvokaten har i mellemtiden – i marts 2005 – fastsat nye regler
for politiets og anklagemyndighedens kontakt med meddelere.
Disse regler fastslår bl.a., at
politikredsens ledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet med
meddeleren, og ledelsen skal godkende, at en person anvendes som meddeler,
ligesom ledelsen løbende skal holde sig orienteret om samarbejdet med
meddeleren og de oplysninger, som den pågældende giver politiet, jf. UUF alm.
del – bilag 24.
Ved brev af 10. oktober 2006 bad underudvalget om
justitsminister Lene Espersens eventuelle kommentarer inden den 10. november
2006 til undersøgelseskommissionens beretning, jf. UUF alm. del – bilag
1.
Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 9. november 2006 kommenteret
undersøgelseskommissionens beretning, jf. UUF alm. del – bilag 9 og 11.
Ved brev af 21. december 2006 bad underudvalget justitsminister
Lene Espersen om et møde, hvori justitsministeren med udgangspunkt i de
betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse til
underudvalget
den 9. november 2006, redegjorde nærmere for sine synspunkter, herunder
spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål fra Folketinget,
samt redegjorde for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige
besvarelser, jf. UUF alm. del – bilag 17.
Mødet blev afholdt den 24. januar 2007 for åbne døre, jf. UUF
alm. del – bilag 18, 21, 22 og 25. Mødet blev afholdt under iagttagelse
af de
retsgarantier, der er beskrevet i Folketingets forretningsordens kap. XVIII.
Dette indebar, at ministeren havde ret til en bisidder, jf.
forretningsordenens
§ 57, hvilket ministeren var gjort opmærksom på i et brev fra underudvalget,
jf. alm. del – bilag 17. Ministeren afstod fra at have bisidder med. Fra
mødet
blev i overensstemmelse med forretningsordenens § 57, stk. 1, udarbejdet et
referat, jf. alm. del – bilag 25.
Mødet drejede sig alene om justitsministerens svar til Folketinget
og havde ikke karakter af en supplerende undersøgelse til klarlæggelse af
faktiske forhold, hvorfor der ikke var grundlag for at gøre ministeren
bekendt
med, hvilke faktiske forhold en undersøgelse ville omfatte, jf.
forretningsordenens
§ 58.
Justitsministeren gentog på mødet – og i lighed med hvad der
fremgår af justitsministerens brev til underudvalget af 9. november 2006
– at: »Den
måde, som svaret til Søren Søndergaard blev udformet på, havde alene ét
formål,
nemlig at udvise størst mulig åbenhed om Politiets Efterretningstjenestes
arbejde, samtidig med at de nødvendige hensyn til fortroligheden om
tjenestens
virksomhed blev iagttaget«.
Af Folketingets forretningsordens § 58 fremgår, at den involverede
minister skal have lejlighed til på baggrund af udkast til udtalelse fra
underudvalget at afgive en skriftlig udtalelse til udvalget og til i et møde
med udvalget at redegøre nærmere for sine synspunkter. I overensstemmelse
hermed
har underudvalget ved brev af 3. maj 2007 givet justitsminister Lene Espersen
lejlighed til senest den 11. maj 2007 at afgive en skriftlig udtalelse til
underudvalget
vedrørende underudvalgets udkast til udtalelse, jf. UUF alm. del – bilag
33.
Justitsminister Lene Espersen har ved brev af 10. maj 2007 svaret, at
udkastet
til udtalelse ikke giver anledning til yderligere bemærkninger, jf. UUF alm.
del – bilag 34.
Ifølge Folketingets forretningsordens § 59, 1. pkt., skal
underudvalget afgive udtalelse til Udvalget for Forretningsordenen til brug
for
dettes beretning eller betænkning til Folketinget. I overensstemmelse hermed
sendte underudvalget den 16. maj 2007 sin udtalelse til Udvalget for
Forretningsordenen,
jf. UUF alm. del – bilag 35.
7. Udvalgets behandling af sagen
Udvalget modtog den 19. september 2006 beretningen fra
undersøgelseskommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen. Ved brev af
25.
september 2006 bad udvalgets formand formanden for underudvalget om at
foretage
det nødvendige med henblik på sagens behandling, jf. UUF alm. del –
bilag 5,
samling 2005-06. Udvalget modtog ved brev af 16. maj 2007 underudvalgets
udtalelse, jf. UFO alm. del – bilag 50. Udvalget har på baggrund af
underudvalgets udtalelse behandlet sagen i 1 møde.
8. Politiske bemærkninger
Udgangspunktet for underudvalgets arbejde er de
undersøgelsesberetninger, som undersøgelseskommissioner udarbejder, men
underudvalget kan undtagelsesvis foretage mindre undersøgelser til belysning
af
en sag, jf. forarbejderne til kapitel XVIII i Folketingets forretningsorden,
jf. UUF alm. del – bilag 2.
Efter underudvalgets opfattelse har undersøgelseskommissionens beretning
om Dan Lynge-sagen, hvori bl.a. de faktiske forhold er grundigt beskrevet,
kunnet danne udgangspunkt for underudvalgets forberedende behandling af
sagen.
Der er således ved underudvalgets behandling af Dan Lynge-sagen ikke fundet
behov for at iværksætte yderligere undersøgelser eller andre tiltag til brug
for vurderingen af, om et ansvar kan gøres gældende over for justitsminister
Lene Espersen.
Udvalget
noterer sig
undersøgelseskommissionens skarpe kritik af samarbejdet med Dan Lynge og
noterer sig, at kommissionen ikke har fundet grundlag for at søge
enkeltpersoner draget til ansvar for det ledelsesmæssige svigt.
Udvalget har noteret sig de nye retningslinjer fra Rigsadvokaten
vedrørende anvendelsen af meddelere og går ud fra, at disse retningslinjer
vil
forebygge, at noget lignende kan ske igen, og hvis det alligevel skulle ske,
så
muliggør, at enkeltpersoner kan drages til ansvar, da der så vil være sket
overtrædelse af klare retningslinjer.
Af § 5 i lov om ministres ansvarlighed fremgår, at
»En minister straffes, hvis han forsætligt eller af grov
uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter grundloven eller
lovgivningen
i øvrigt eller efter hans stillings beskaffenhed.
Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder anvendelse, såfremt en minister giver Folketinget urigtige
eller
vildledende oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag fortier
oplysninger, der er af væsentlig betydning for Tingets bedømmelse af sagen«.
Det er fast antaget, at ministre ikke er forpligtiget til at
svare på spørgsmål fra Folketinget. En sådan pligt fremgår ikke af grundloven
eller af lovgivningen i øvrigt. Det er således også fast antaget, at en
minister efter § 20, stk. 4, i Folketingets forretningsorden ikke er retligt
forpligtet til at besvare § 20-spørgsmål. Vælger en minister imidlertid at
svare, skal han svare korrekt og fyldestgørende.
I forhold til oplysninger af fortrolig karakter er det endvidere
almindeligt antaget, at bestemmelsen i lov om ministres ansvarlighed ikke i
sig
selv giver Folketinget en særlig adgang til at afkræve en minister fortrolige
oplysninger. En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om
omfanget af en ministers pligt til at give Folketinget oplysninger, selv om
de
er af fortrolig karakter, ligger dog i, at ministeren ikke over for
Folketinget
må fortie oplysninger af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af
sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed gøre gældende,
at
fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om at
videregive,
var fortrolig. Ministeren må i de tilfælde, hvor ministeren ikke ønsker at
videregive oplysningen, gøre opmærksom på, at oplysninger af betydning for
sagen foreligger, men at de som følge af fortrolighedshensyn ikke
videregives,
eller ikke kan videregives, f.eks. i en offentligt tilgængelig besvarelse af
et
§ 20-spørgsmål.
Lov om ministres ansvarlighed § 5’s betydning ligger i, at ministre
er forpligtet til at give korrekte og fyldestgørende oplysninger, hvis
ministeren udtaler sig.
Udvalget
udtaler, at
muligheden for at stille spørgsmål til en minister er et af de værktøjer, som
Folketinget har til rådighed med henblik på at kontrollere regeringen.
Det er en fundamental del af det demokratiske parlamentariske
system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion kan stille
spørgsmål,
og at regeringen leverer korrekte og fyldestgørende svar til Folketinget. At
svarene skal være korrekte og fyldestgørende bidrager til gennemsigtigheden i
det parlamentariske arbejde, og eventuelle uklarheder og fortielser i svar på
spørgsmål vil kunne forringe denne gennemsigtighed og vil umiddelbart eller
senere kunne medføre tvivl om forståelsen af ministerens svar.
Udvalget
ønsker at
fastholde den norm for ministersvar, der er fastlagt i praksis, således som
det
fremgår af notatet fra Lovsekretariatet af 14. december 2004, jf. UUF alm.
del
– bilag 2. Fra dette notat kan der bl.a. henvises til ambi-sagen, jf.
notatets
s. 4, note 11, og s. 6-7, hvori et flertal i Udvalget for Forretningsordenen
fandt at måtte præcisere: »at ethvert svar fra en minister i sig selv skal
opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan forudsættes,
at man blot senere kan supplere eller korrigere svar, hvis udvalget måtte
ønske
det, f.eks. i form af opfølgende spørgsmål.« På den anden side er det i det
parlamentariske system en forudsætning, at Folketinget optræder som et aktivt
kontrollerende organ og stiller opfølgende spørgsmål, såfremt der er tvivl om
forståelse af en ministerbesvarelse.
Udvalget
har noteret
sig undersøgelseskommissionens konklusioner. Hvad angår justitsminister Lene
Espersens omstridte besvarelse af spørgsmål nr. S 2267, bemærker udvalget, at
det kan give anledning til uheldige misforståelser, hvis en minister ved sit
svar indlægger en begrænsning, der ikke er forudsat i spørgsmålets
formulering.
Et flertal
i udvalget
med undtagelse af EL finder dog ikke anledning til en kritik i det konkrete
tilfælde,
da justitsministerens svar efter sit indhold er korrekt, og da der ikke synes
at have været noget ønske om at vildlede Folketinget og offentligheden, idet
formålet med svaret var at vise størst mulig åbenhed.
Et mindretal
i
udvalget (EL) ønsker at udtale en skarp kritik af ministerens svar.
Ministeren
har forklaret, at hun var bekendt med, at der havde været kontakt mellem PET
og
Dan Lynge. Men det fremgår ikke klart af ministerens svar, at svaret er
begrænset til kun at dreje sig om rockerkriminalitet. Som det fremgår af
Lovsekretariatets notat af 14. december 2004, jf. UUF alm. del – bilag
2, så
bør en minister gøre opmærksom på, når et spørgsmål kun besvares delvis.
Spørgsmålet blev stillet i forbindelse med en offentlig debat om, i hvilket
omfang myndighederne havde haft kontakt med Dan Lynge, og ministerens svar
havde den konsekvens, at de fleste opfattede det, som om der ikke havde været
nogen kontakt overhovedet mellem PET og Dan Lynge. Såfremt Folketinget
accepterer,
at en minister kan komme med et sådant svar uden at oplyse, at spørgsmålet
kun
er besvaret delvis, så vil konsekvensen jo være, at Folketinget, hver gang
der
kommer et svar, skal stille en byge af spørgsmål. I den konkrete sag ville
det
f.eks. have været nødvendigt at spørge: Har der været kontakt mellem PET og
Dan
Lynge i forhold til økonomisk kriminalitet? Har der været kontakt mellem PET
og
Dan Lynge i forhold til sædelighedskriminalitet? Har der været kontakt mellem
PET og Dan Lynge i forhold til voldskriminalitet? Har der været kontakt
mellem
PET og Dan Lynge i forhold til narkokriminalitet? Først når man nåede til
spørgsmålet: »Har der været kontakt mellem PET og Dan Lynge i forhold til
våbenhandel?«,
kunne man forvente et korrekt svar.
P.u.v.
Christian mejdahl
Bilag 1
Materialet er optrykt efter ønske fra udvalget
Baggrundsmateriale vedrørende Folketingets opfølgning
på beretninger afgivet af undersøgelseskommissioner m.v.
UUF alm.
del – bilag 2 (uddrag)
Lovsekretariatets
notat af 14. december 2004 om ministres oplysningspligt i forhold til
Folketinget.
1. Indledning
Den 15. december 2004 er justitsministeren indkaldt i samråd i
Retsudvalget om ministerens besvarelse af 12. juni 2002 af spørgsmål nr. S
2267
af 24. maj 2002 fra Søren Søndergaard, MF (Dan Lynge-sagen).
Anne Baastrup
(SF) har i den
anledning bedt Lovsekretariatet om en skriftlig redegørelse for
retsstillingen
vedrørende ministres oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. herved
bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, om ministres pligt
til
at give korrekte og ikke-vildledende oplysninger til Folketinget.
Som
bilag
vedlægges en kommenteret oversigt over nogle
konkrete eksempler fra de senere år, hvor spørgsmålet om ministres
oplysningspligt
i forhold til Folketinget har været rejst.
2. Ministre har ingen almindelig pligt til
videregive oplysninger til Folketinget, herunder pligt til at besvare
spørgsmål
fra Folketinget
Der er ikke i grundloven eller i lovgivningen i øvrigt fastsat
generelle regler, som pålægger den offentlige forvaltning en almindelig pligt
til at videregive oplysninger til Folketinget. Pligt til på bestemte områder
at
videregive oplysninger kan dog følge af særlige bestemmelser i lovgivningen.
Ministeren er heller ikke forpligtet til at svare på spørgsmål
fra Folketinget. En sådan pligt måtte i givet fald fremgå af grundloven eller
af lovgivningen i øvrigt. Folketinget kan ikke ensidigt med hjemmel i
Folketingets forretningsorden pålægge en minister at besvare spørgsmål.
Der henvises i
øvrigt til den statsretlige litteratur herom.
Det er således også fast antaget, at en minister efter § 20,
stk. 4, i Folketingets forretningsorden ikke er retligt forpligtet til at
besvare
§ 20-spørgsmål.
Der er dog en parlamentarisk tradition for, at ministeren svarer
på de spørgsmål, der ligger inden for ministerens ressort.
3.
Ministeren skal svare rigtigt og fuldstændigt,
hvis
ministeren svarer på
spørgsmål fra Folketinget
Efter ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 1, kan en minister
straffes, hvis han forsætligt eller ved grov uagtsomhed tilsidesætter de
pligter, der påhviler ham efter grundloven eller lovgivningen i øvrigt eller
efter hans stillings beskaffenhed.
Herudover fremgår følgende af lovens § 5, stk. 2:
”Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder anvendelse, såfremt en
minister giver Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger eller under
Folketingets behandling af en sag fortier oplysninger, der er af væsentlig
betydning for Tingets bedømmelse af sagen.”
Det fremgår af forarbejderne til ministeransvarlighedsloven samt
den juridiske litteratur, at rækkevidden af de pligter, der i henhold til
ministeransvarlighedsloven påhviler en minister, må fastlægges i praksis.
Et af de spørgsmål, som har været rejst,
er spørgsmålet om,
i hvilket omfang en minister, f.eks. i forbindelse med besvarelse af
spørgsmål
fra Folketinget, er berettiget eller ligefrem forpligtet til at videregive
fortrolige
oplysninger,
som forvaltningen
er i besiddelse af, til Folketinget.
I den juridiske litteratur er det antaget,
at lovgivningens
almindelige regler om tavshedspligt, der kan være til hinder for
videregivelse
af fortrolige oplysninger mellem forskellige myndigheder,
ikke
i almindelighed er til hinder for, at en minister af egen
drift, eller fordi et folketingsudvalg beder om det, videregiver fortrolige
oplysninger, når oplysningerne efter ministerens skøn må antages at være af
betydning for udvalgets behandling af en sag.
Der kan imidlertid
i sådanne tilfælde være anledning til at fremhæve tavshedspligten over for
folketingsudvalget, der naturligvis skal behandle oplysningerne med den
fornødne fortrolighed.
Muligheden for at videregive fortrolige oplysninger til
folketingsudvalg
gælder i almindelighed
også, selv om oplysningerne er omfattet af særlige tavshedspligtbestemmelser.
Videregivelse vil således alene være udelukket, hvis
tavshedspligtbestemmelsen
efter sit indhold, på baggrund af klare motivudtalelser eller lignende giver
et
sikkert holdepunkt for, at også Folketinget (i praksis folketingsudvalget)
skal
være afskåret fra at modtage oplysningerne
Uden for de tilfælde, hvor der i lovgivningen er gennemført en
særlig regulering af spørgsmålet, er retsstillingen mellem forvaltningen og
Folketinget (folketingsudvalget) således den, at der består et ret, men ingen
pligt til at videregive oplysninger af fortrolig karakter. I hvilket omfang
sådanne oplysninger bør videregives, må afgøres på grundlag af en
konkret
afvejning
fra område til område. På en lang række områder må denne
afvejning føre til, at oplysningerne normalt videregives for at sikre, at
Folketinget (udvalgene) har det fornødne saglige grundlag for at gennemføre
lovgivning på et område eller for, at Folketinget (udvalgene) kan udføre den
fornødne parlamentariske kontrol med forvaltningen. På andre områder kan
navnlig hensynet til den enkeltes private eller erhvervsmæssige forhold,
hensynet til andre lande og mellemfolkelige institutioner eller hensynet til
regeringens beslutningsproces og parlamentariske stilling over for
Folketinget
dog føre til, at bestemte oplysninger ikke videregives eller kun videregives
under særlige omstændigheder. Drejer det sig om oplysninger om
enkeltpersoners
privatliv, f.eks. helbredsmæssige forhold eller skattebetaling, bør der
udvises
en betydelig tilbageholdenhed med at videregive konkrete oplysninger,
medmindre
disse oplysninger er afgørende for Folketingets (et udvalgs) stillingtagen
til
en bestemt sag. I vurderingen af, om en fortrolig oplysning skal videregives,
kan også indgå, om udvalget i stedet kan orienteres om en sags principielle
problemstillinger i generel eller anonymiseret form.
Oplysninger, som er af
særlig
fortrolig karakter, f.eks. oplysninger af betydning for statens sikkerhed, og
som efter deres indhold kun bør være tilgængelige for en stærkt begrænset
personkreds, kan der også være grund til ikke i almindelighed at videregive
til
Folketinget (udvalgene). I stedet kan der fra område til område etableres en
ordning, hvor oplysningerne videregives til f.eks. parlamentariske udvalg med
ganske få medlemmer, som i øvrigt har en særlig indsigt i området.
Det er almindeligt antaget, at bestemmelsen i ministeransvarlighedslovens
§ 5, stk. 2, ikke i sig selv giver Folketinget en særlig adgang til at
afkræve
en minister fortrolige oplysninger.
Bestemmelsens
betydning ligger i, at vedkommende minister (f.eks. ved besvarelse af §
20-spørgsmål) er forpligtet til at give rigtige og fuldstændige oplysninger,
hvis
ministeren udtaler sig.
En vis selvstændig betydning for vurderingen af spørgsmålet om
omfanget af en ministers pligt til at give Folketinget oplysninger, selv om
de
er af fortrolig karakter, ligger dog i, at ministeren ikke under behandlingen
af en sag i Folketinget må fortie oplysninger af væsentlig betydning for
Folketingets
bedømmelse af sagen. Ministeren kan i den forbindelse ikke i almindelighed
gøre
gældende, at fortielsen var berettiget, fordi den oplysning, der var tale om
at
videregive, var fortrolig. Ministeren må i de (særlige) tilfælde, hvor
ministeren ikke ønsker at give oplysningen,
gøre
opmærksom på, at oplysninger af betydning for sagen foreligger
, men at de,
som følge af nærmere angivne (fortroligheds)hensyn, ikke videregives, eller
ikke kan videregives f.eks. i et åbent møde i Folketingssalen eller i en
offentligt tilgængelig besvarelse af et § 20-spørgsmål.
4. Ministerens politiske ansvar
Hvis en minister f.eks. ved besvarelsen af § 20-spørgsmål ikke
overholder sin sandhedspligt over for Folketinget eller vildleder Folketinget
m.v., kan den pågældende minister (også) drages politisk til ansvar herfor.
Det
politiske ansvar kan gøres gældende uden et egentligt ansvarsgrundlag, blot
på
grundlag af politiske uoverensstemmelser.
Det politiske ansvar kan komme til udtryk i form af kritik eller
misbilligelse af ministerens embedsførelse. I yderste konsekvens kan
Folketinget vedtage et mistillidsvotum efter grundlovens § 15, der i stk. 1
bestemmer, at ”Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at
Folketinget
har udtalt sin mistillid til ham”.
Litteratur:
Max Sørensen: Statsforfatningsret, 2. udgave, ved Peter Germer
(1973)
Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 1 (2001)
Henrik Zahle: Dansk forfatningsret 2 (2001)
Peter Germer: Statsforfatningsret, 3. udgave (2001)
Lars Busck: Folketingets kontrol med forvaltningen (1988)
Jens Peter Christensen: Ministeransvar (1997)
John Vogter og Jens Erik Stausbøll: Juristen nr. 8/1990, side
353-365
Eksempler på sager om ministres
oplysningspligt i forhold til Folketinget, jf. herved
ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2
Der findes en række sager om ministres oplysningspligt i forhold
til Folketinget/pligt til at give rigtige og fuldstændige oplysninger om et
sagsforhold, hvis ministeren udtaler sig. En del sager har været undersøgt af
kommissionsdomstole m.v., men undersøgelser har også været gennemført af
folketingsudvalg.
De følgende eksempler er ikke udtømmende, men er nogle konkrete
eksempler primært fra de senere år, hvor spørgsmålet om ministres
oplysningspligt i forhold Folketinget m.v. har været rejst.
Det mest gennemgående tema i de sager, som Jens Peter
Christensen har behandlet i sin doktorafhandling Ministeransvar fra 1997, er
spørgsmålet om ministerens sandhedspligt over for Folketinget og dets udvalg.
Til tider har sandhedstemaet i kommissoriet for undersøgelserne
været formuleret således, at det har påhvilet det undersøgende organ at
vurdere, om Folketinget er blevet orienteret ”fyldestgørende”,
eller om
Folketinget har fået ”urigtige eller mangelfulde oplysninger”. I de
fleste
tilfælde er spørgsmålet om ministres sandhedspligt imidlertid indgået som
element i vurderingen af, om nogen af de involverede embedsmænd eller
ministre
havde gjort sig skyldige i ”fejl og forsømmelser” for eksempel i
relation til
behandlingen af bevillingsmæssige spørgsmål.
Som det fremgår af Ministeransvar (kapitel 6-19), har undersøgelsesorganerne
i flere af sagerne kritiseret, at ministrene har afgivet ufyldestgørende
eller
ukorrekte oplysninger eller har fortiet oplysninger over for Folketinget
eller
dets udvalg. Dette er sket, uden at man direkte har foretaget nogen
subsumption
af det konkrete tilfælde under ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2 (eller
før 1964 straffeloven). Man har bestræbt sig på alene at tage stilling til,
om
de afgivne oplysninger ud fra en rent faktuel vurdering har været
fyldestgørende
og korrekte.
Jens Peter Christensen påpeger i Ministeransvar (side 360-61),
at der formentlig er to principielt forskellige opfattelser af, hvor
alvorligt
sandhedspligten skal tages. Den ene opfattelse er den, at ministres svar og
oplysninger til Folketinget indgår i et partipolitisk spil, som giver nogen
betydelige friheder, jf. herom nedenfor. Den anden opfattelse er, at
ministeransvaret er en helt fundamental del af det
demokratisk-parlamentariske
system, at Folketinget i udøvelsen af sin kontrolfunktion er særdeles
afhængig
af at kunne stille spørgsmål og få dem korrekt besvaret, og at
ministeransvarets
funktion derfor uomgængeligt er knyttet til den forudsætning, at stillede
spørgsmål besvares i overensstemmelse med sandheden, jf. herom nedenfor.
I. Sager, der har været undersøgt af
kommissionsdomstole m.v.
Kjærbølsagen:
Den
30. januar 1959 forliste Den Kgl. Grønlandske Handels nyeste skib m/s
”Hans
Hedtoft” på sin første rejse under en orkan i farvandet ved Kap Farvel,
og alle
95 ombordværende druknede. Efter forliset blev der i pressen rejst spørgsmål
om
forsvarligheden af vintersejlads i Grønland. Det blev i den forbindelse
fremdraget, at besejlingen af Grønland i vintermånederne allerede tidligere,
i
1957, havde været kritiseret, og det blev i samme forbindelse hævdet, at
daværende
grønlandsminister Johannes Kjærbøl i marts 1957 havde besvaret et spørgsmål i
Folketinget om forsvarligheden af vinterbesejlingen af Grønland på en
ufyldestgørende og vildledende måde. Til at undersøge sagen blev nedsat et
undersøgelsesudvalg bestående af tre dommere, der tog stilling til den rejste
kritik af Kjærbøls embedsførelse. Det var undersøgelsesudvalgets konklusion,
at
grønlandsminister Johannes Kjærbøl, da han (den 13. marts 1957) i Folketinget
besvarede folketingsmedlem Augo Lynges spørgsmål om forsvarligheden af
vinterbesejling af Grønland, havde fremført en række oplysninger (fra nogle
kaptajner) om forsvarligheden af vintersejlads i Grønland med større vægt,
end
oplysningerne kunne bære. Til grund for undersøgelsesudvalgets vurdering om,
at
grønlandsministerens besvarelse var ufyldestgørende og vildledende, lå den
ikke
direkte udtalte norm, hvorefter en minister har en forpligtelse til, når
vedkommende besvarer et spørgsmål i Folketinget, at
svare på en fyldestgørende og korrekt måde, således at væsentlige
oplysninger ikke forties for Folketinget.
Undersøgelsesudvalgets
vurdering blev sanktioneret af Folketinget, da man som afslutning på
andenbehandlingen af et forslag til beslutning om rigsretstiltale mod
Johannes
Kjærbøl vedtog en motiveret dagsorden, hvorefter man tog
undersøgelsesudvalgets
vurdering til efterretning og understregede det
beklagelige
i Kjærbøls embedsførelse. Sagen gav ikke i øvrigt
anledning til konsekvenser, herunder rigsretstiltale.
Aaberg-sagen
:
Sagen vedrørte
spørgsmålet om Statens Byggeforskningsinstituts afvisning af at anerkende, at
et staldventilationsanlæg (konstrueret af fabrikant C.P. Aaberg) havde
særlige
egenskaber af betydning for staldklimaet samt sagsbehandlingen i forbindelse
hermed. Efter sit kommissorium skulle kommissionsdomstolen i sagen alene
vurdere, om ansatte i den offentlige forvaltning, men ikke ministre, havde
gjort sig skyldige i fejl og forsømmelser. Da forskellige boligministre havde
deltaget i sagsbehandlingen og truffet afgørelser i sagen, måtte
kommissionsdomstolen imidlertid konstatere, at den ikke kunne komme uden om
at
foretage en vurdering af forskellige boligministres embedsførelse i
forbindelse
med besvarelser af spørgsmål fra folketingsmedlemmer. Vurderingen blev
foretaget på grundlag af en norm for
korrekt
information
af Folketinget, men domstolen fandt ikke, at der var blevet
misinformeret eller givet urigtige oplysninger. Sagen fik derfor ikke retlige
eller politiske konsekvenser i forhold til de involverede ministre.
Dagpengesagen:
Kernen
i dagpengesagen var, om staten var berettiget til at udbetale refusion af
arbejdsløshedskassernes udgifter til dagpenge m.v. på forskud, samt hvorledes
der burde forholdes med renteafkastet af de forskud, som kasserne modtog. Der
blev først foretaget en dommerundersøgelse af sagen, der konstaterede en
række
fejl og forsømmelser, men som ikke tog stilling til den individuelle
ansvarsplacering. Efter betydelig politisk strid med beskyldninger om
politisk
forfølgelse vedtog Folketinget at opfordre regeringen til at nedsætte en
kommissionsdomstol med det sigte at foretage den individuelle
ansvarsplacering.
I sin vurdering af de involverede ministres ansvar lagde kommissionsdomstolen
til grund, at embedsmændenes manglende rådgivning diskulperede ministrene.
Vurderingen af de to arbejdsministres manglende initiativer blev overladt til
Folketinget, men med en vis ledsagende præmisangivelse. I sin stillingtagen
til
beretningen lagde Folketingets flertal disse præmisser til grund, både for
den
retlige og den politiske vurdering af ministrenes embedsførelse.
Dommerundersøgelsen
vurderede i modsætning til kommissionsdomstolen sandhedsværdien af en række
svar og redegørelser fra arbejdsministeren til Folketinget og lagde i den
forbindelse en norm om
korrekt og
fyldestgørende information
til grund. Dommerundersøgelsen konkluderede, at
ministrenes svar på visse punkter havde været ukorrekte og ufyldestgørende.
Justitsministeriet anfægtede dommerundersøgelsens kritik af ministrenes svar,
men Folketingets
flertal tilsluttede sig
kritikken.
Folketinget erklærede sig dog enig med Justitsministeriet i det
generelle synspunkt, at besvarelser af folketingsspørgsmål i sagens natur må
være relativt kortfattede, således at besvarelsen må koncentreres om, hvad
der
antages at være det væsentligste i spørgsmålet. Jens Peter Christensen
anfører
i Ministeransvar, side 363, at i kravet om – eller snarere retten til
–
kortfattethed rimeligvis må ligge, at ministersvar på folketingsspørgsmål
ikke
(altid) i enhver henseende kan være udtømmende, men kortfattetheden må på den
anden side ikke betyde, at svaret reelt bliver vildledende, misvisende eller
urigtigt. Retten til kortfattethed skal administreres loyalt af ministeren.
Sagen fik ikke i øvrigt konsekvenser i forhold til de
involverede ministre.
Sagen om salg af aktier i
Kryolitselskabet Øresund A/S
:
Også i sagen om
salg af aktier i Kryolitselskabet Øresund A/S var spørgsmålet om ministerens
overholdelse af sandhedspligten det centrale problem. Spørgsmålet var, om
grønlandsminister
Tom Høyem mod bedre vidende havde givet Folketinget og Finansudvalget
vildledende oplysninger om kryolitforekomsten i Grønland forud for
beslutningen
om salget af statens aktier i selskabet. Den dommerundersøgelse, der blev
iværksat i sagen, konkluderede i sin beretning, at det ikke var tilfældet.
Beretningen indebar således ikke nogen kritik af grønlandsministeren.
Ved vurderingen af, om oplysningerne i det for sagen centrale
aktstykke var misvisende, synes undersøgelsesdommeren efter Jens Peter
Christens opfattelse (jf. Ministeransvar) at have tillagt det betydning, at
oplysningerne i aktstykket hverken under udvalgsbehandlingen eller
folketingsdebatten blev kritiseret for at være upræcise, og at der ikke blev
stillet spørgsmål til ministeren, der nødvendiggjorde fremskaffelsen af
yderligere oplysninger. Jens Peter Christensen anfører (i Ministeransvar,
side
364), at det er vanskeligt at se relevansen af undersøgelsesdommerens
synspunkt.
Det kan for vurderingen af, om en ministers oplysninger til Folketinget har
været misvisende eller ufyldestgørende, efter Jens Peter Christensens
opfattelse ikke være afgørende, at Folketinget på tidspunktet for
oplysningernes afgivelse ikke har kritiseret disse eller krævet dem uddybet.
Manglende reaktion fra Folketingets side kan skyldes, at Tinget ikke på
tidspunktet for oplysningernes afgivelse besad tilstrækkelig viden til at
forstå
eller til at burde forstå, at ministerens svar måske var ufyldestgørende.
Dette
var tilfældet i sagen, idet notater og oplysninger, som siden hen gav
anledning
til, at dommerundersøgelsen blev iværksat, ikke var kendt, hverken af
ministeren eller af Folketinget, på tidspunktet for Finansudvalgets og
Folketingets behandling af aktiesalget.
Sagen om landbrugsfondene
:
Spørgsmålet om,
hvorvidt en minister kan se mere afslappet på sandhedspligten i tilfælde,
hvor
vedkommende minister finder, at det stillede spørgsmål er af såkaldt
”politisk”
karakter (jf. ovenfor), og om ministeren kan forholde sig på tilsvarende måde
i
tilfælde, hvor ministeren forventer, at spørgeren allerede kender til de
forhold, hvorom spørgsmålet drejer sig, dukkede op i sagen om landbrugets
fonde. I relation til besvarelsen af et mundtligt spørgsmål fra
folketingsmedlem Ole Stavad under Folketingets behandling af et
beslutningsforslag tilkendegav landbrugsminister Niels Anker Kofoed over for
den kommissionsdomstol, der blev nedsat i sagen, at han var klar over, at han
ikke havde svaret på det, som Ole Stavad spurgte om. Ole Stavads spørgsmål
var,
forklarede Niels Anker Kofoed for kommissionsdomstolen, politisk, og han fik
derfor et politisk svar igen. Kommissionsdomstolen mødte landbrugsministerens
svar med en mild kritik, idet retten blot fastslog, at ministerens svar kunne
have været klarere. Nogen vurdering af det berettigede i ministerens
handlemåde
og det af ham anførte ræsonnement foretog kommissionsdomstolen ikke. Der
henvises i øvrigt til Ministeransvar, kapitel 16.
Sagen om den kreative
bogføring i Skatteministeriet
:
I sagen dukkede det
synspunkt på ny op, at det måtte være af betydning for ministerens
sandhedspligt, om et spørgsmål til ministeren måtte betragtes som
”politisk”. I
relation til et svar på et spørgsmål fra Folketingets Finansudvalg gjorde
skatteminister Anders Fogh Rasmussen gældende, at det afgivne svar kunne
forsvares med, at det stillede spørgsmål var udslag af politisk drilleri,
hvor
det måtte være en ministers ret at foretage en politisk vurdering af, hvornår
det rigtige tidspunkt var inde for at give en fyldestgørende og udtømmende
orientering af Finansudvalget. Dette synspunkt fandt ikke
kommissionsdomstolens
tilslutning, og det blev således ikke i denne sag accepteret, at ministeren
på
et politisk spørgsmål kunne give et politisk svar. Det pågældende kritikpunkt
vedrørte et spørgsmål fra Finansudvalget, som domstolen fandt var blevet
besvaret ufyldestgørende. Ved vurderingen af dette forhold lagde
kommissionsdomstolen den ikke direkte formulerede norm til grund, at
væsentlige oplysninger af betydning for Folketingets
(Finansudvalgets) stillingtagen ikke må foreholdes dette. Da det stillede
spørgsmål præcist vedrørte omfanget af budgetoverskridelser og omposteringer
i
Skatteministeriet for en række nærmere angivne år, fandt
kommissionsdomstolen,
at det var en fejl, at Skatteministeriet ikke i sit svar havde omtalt en
række
omposteringer i disse år, som Rigsrevisionen havde påtalt. Om de øvrige
kritikpunkter i sagen, som kommissionsdomstolen gjorde gældende i relation
til
skatteminister Anders Fogh Rasmussens embedsførelse (disse kritikpunkter
vedrørte
også spørgsmålet om ministerens information af Folketinget og Finansudvalget)
henvises til Ministeransvar, kapitel 18 og kapitel 20.2. Sagen fik som
konsekvens, at skatteminister Anders Fogh Rasmussen
gik af
, som følge af, at kommissionsdomstolen havde karakteriseret
flere af hans svar til Folketinget/Finansudvalget som
urigtige, behæftede med fejl eller meget uklare.
Tamilsagen:
I betænkningen fra Udvalget for Forretningsordenen
udtrykte flertallet i udvalget ”alvorlig misbilligelse” af
tidligere
statsminister Poul Schlüter og ”misbilligelse” af tidligere
justitsminister H.P.
Clausen i anledning af de oplysninger, som de havde afgivet til Folketinget.
Som præmis for denne kritik henviste flertallet til undersøgelsesrettens
beretning, hvor en række af de to ministres oplysninger til Folketinget var
blevet karakteriseret som misvisende/vildledende og/eller urigtige, og hvor
undersøgelsesretten havde konkluderet, at oplysningernes manglende kvalitet
måtte
have stået de to ministre klart. Det politiske flertal i Udvalget for
Forretningsordenen fastslog som grundlag for den udtalte politiske kritik af
de
to tidligere ministre, at de begge havde brudt ministeransvarlighedslovens §
5,
stk. 2.
Sagen fik som
konsekvens, at statsminister Poul Schlüter
gik
af
, bl.a. efter at flere af de oplysninger, han havde afgivet til Folketinget,
af undersøgelsesretten blev karakteriseret som
misvisende
og
urigtige.
II. Sager, der har været undersøgt af
folketingsudvalg
Spar Nord-sagen
:
Det særlige
Undersøgelsesudvalg (”Stavad-udvalget”) blev nedsat i medfør af en
motiveret
dagsorden vedtaget den 14. oktober 1994 under en forespørgselsdebat om
Sparekassen
Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. Udvalget
havde
som opgave at undersøge, om ministre ved fejl eller forsømmelser havde
afgivet
mangelfulde eller forkerte oplysninger til Folketinget, som kunne give
anledning til at drage de pågældende til ansvar.
Udvalget fastslog,
at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager en minister fra forpligtelsen
til at give fyldestgørende besvarelser, og det legitimerer ikke tilsvarende
upræcise svar eller såkaldte ikke-svar. På det tekniske plan er Folketinget
ikke i stand til at matche et ministerium og almindelige folketingsmedlemmer
kan ikke have overblik over alle (skatte)tekniske detaljer. I en række
tilfælde
konstaterede udvalget i sin beretning, at der af statsminister Poul Nyrup
Rasmussen og skatteminister Ole Stavad var blevet afgivet
”ufyldestgørende”,
”problematiske” og ”kritisable” m.v. besvarelser til
Folketinget. I de fleste
af disse tilfælde konstaterede udvalget imidlertid, at de to ministre pga.
mangelfuld orientering fra deres embedsmænd ikke havde vidst eller burdet
vide
bedre, og ministrene gik derfor fri for kritik. Kun i et enkelt tilfælde
– hvor
skatteminister Ole Stavad afgav et efter udvalgsflertallets opfattelse
vildledende ”ikke-svar”
, og hvor dette,
i overensstemmelse med ministerens egen forklaring for udvalget, skete helt
bevidst – rejste udvalget kritik af ministeren. Ole Stavad var på det
tidspunkt
allerede
gået af
som følge af sagen.
Ambisagen:
Sagens
baggrund var, at Folketinget på skatteministerens forslag i december 1987
havde
vedtaget indførelse af et nyt arbejdsmarkedsbidrag (ambien) på 2 ½ pct. af
virksomhedens momsgrundlag, samtidig med at arbejdsgiverens bidrag til en
række
arbejdsmarkedsordninger blev afskaffet. Ved dom af 31. marts 1992 fandt
EF-Domstolen, at ambibidraget var i strid med Rådets sjette momsdirektiv. På
denne baggrund besluttede Folketinget ved en motiveret dagsorden, vedtaget
den
23. april 1992, at Udvalget for Forretningsordenen skulle klarlægge forløbet
i
sagen, herunder spørgsmålet om, i hvilket omfang Folketinget havde modtaget
mangelfulde eller forkerte oplysninger. Udvalgets arbejde mundede ud i en
beretning (afgivet den 17. marts 1993). Udvalgets flertal tilkendegav, at man
anså skatteminister Anders Fogh Rasmussens besvarelse af et spørgsmål fra
Skatte- og Afgiftsudvalget vedrørende forslag til lov om arbejdsmarkedsbidrag
for ikke at være rigtigt. Flertallet ønskede ”klart at udtrykke
misbilligelse af den urigtige besvarelse
”.
Skatteminister Anders Fogh Rasmussen var forinden beretningens afgivelse
fratrådt som skatteminister som følge af sagen om Skatteministeriets kreative
bogføring, jf. herom ovenfor.
Modsætningsvis gælder der en pligt for ministre til at svare ved
forespørgsler,
jf. grundlovens § 53, parlamentariske kommissioner, jf. grundlovens § 51, og
undersøgelseskommissioner, jf. lov om undersøgelseskommissioner § 11.
Se f.eks. Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 1 (2001), side 336-37, Peter
Germer, Statsforfatningsret, 3. udg. (2001), side 54-55, og Lars Busck,
Folketingets kontrol med forvaltningen (1988), side 57. Der kan endvidere
henvises til Lovsekretariatets notat af 8. december 2003 om ministres adgang
til at afvise at besvare spørgsmål i henhold til Folketingets
forretningsordens
§ 20, stk. 4 og 11, Folketingsåret 2003-04, Folketingets Forretningsorden,
alm.
del – bilag 25.
Folketingets forretningsorden indeholder i § 20 regler for
folketingsmedlemmernes
adgang til at indhente oplysninger om et offentligt anliggende hos en
minister
ved spørgsmål til den enkelte minister til enten skriftlig eller mundtlig
besvarelse
(§ 20-spørgsmål). Adgangen har altid været ledsaget af en adgang for en
minister til at erklære, at vedkommende ikke ser sig i stand til at besvare
et
spørgsmål, jf. forretningsordenens § 20, stk. 4. Bestemmelsen omhandler både
situationer, hvor en minister ikke kan svare, og hvor den pågældende ikke
ønsker at svare.
Ministeransvarlighedsloven (herunder § 5) omhandler kun ministrenes
retlige
ansvar og kun deres
embedsførelse som ministre. Ministrene kan af kongen eller Folketinget
tiltales
for deres embedsførelse, jf. grundlovens § 16. Rigsretten påkender de mod
ministrene for deres embedsførelse anlagte sager. Om ministrenes
politiske
ansvar, se afsnit 4 i notatet.
Jens Peter Christensen har i Ministeransvar (1997) foretaget en grundig
gennemgang
af nogle konkrete eksempler fra praksis, herunder eksempler fra de senere år,
hvor spørgsmålet om ministres pligt til ved besvarelse af folketingsspørgsmål
at svare rigtigt og fuldstændigt har været rejst. Der henvises herom til det
vedlagte
bilag.
Navnlig har det været gjort gældende, at en minister, som følge af
lovgivningens
almindelige og specielle regler om tavshedspligt, i vidt omfang skulle være
afskåret fra at give Folketinget oplysninger af fortrolig karakter, jf. John
Vogter
og Jens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990, side 353-365, Tavshedspligt
over
for Folketinget.
Dvs. oplysninger, som ikke (i øvrigt) er almindeligt tilgængelige efter
offentlighedslovens regler om aktindsigt. Om en minister er berettiget eller
forpligtet til at videregive oplysninger til Folketinget afgøres i praksis
ikke
efter reglerne i offentlighedsloven. Offentlighedsloven har dog den
betydning,
at en minister er berettiget (og forpligtet) til at videregive oplysninger
til
Folketinget, i det omfang oplysningerne omfattes af den almindelige adgang
til
aktindsigt.
Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.
Som det er påpeget i den i note 6 nævnte artikel i Juristen, er møderne i
selve
Folketingssalen
efter grundlovens §
49 som udgangspunkt offentlige, jf. også § 37 i Folketingets
forretningsorden.
Forhandlingerne i salen optrykkes ordret i Folketingstidende, Folketingets
forhandlinger, og bliver derved tilgængelige for alle interesserede. Dette
indebærer, at en minister (eller et folketingsmedlem) fra Folketingets
talerstol som altovervejende hovedregel
ikke
kan omtale fortrolige oplysninger. Tilsvarende betragtninger gør sig gældende
med hensyn til
§ 20-spørgsmål og svar
herpå,
da spørgsmål og svar offentliggøres i Folketingstidende. Det ovenfor anførte
vedrører derfor først og fremmest videregivelse af fortrolige oplysninger til
Folketingets udvalg
, i hvilke
forhandlinger m.v. ikke er offentligt tilgængelige, og for hvilke der i
almindelighed gælder tavshedspligt.
En egentlig tavshedspligt, som kan håndhæves gennem anvendelse af straf,
gælder, hvis forholdet omfattes af straffelovens § 152, hvorefter den, som
virker
i offentlig tjeneste eller hverv, herunder hvervet som folketingsmedlem, og
som
uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, kan straffes.
En
oplysning er fortrolig, ”når den ved lov eller anden gyldig bestemmelse
er
betegnet som sådan, eller når det i øvrigt er nødvendigt at hemmeligholde den
for at varetage væsentlige hensyn til offentlige eller private
interesser”.
Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen (nr. 8/1990, side 364-65).
Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen, side 365.
Jf. Lars Busck,
Folketingets kontrol med
forvaltningen (1988), side 57 f, forudsætningsvis
forarbejderne
til ministeransvarlighedslovens § 5, Folketingstidende 1963-64, tillæg A, sp.
262 f, og John Vogter og Jens Erik Stausbøll i Juristen nr. 8/1990,
Tavshedspligt over for Folketinget.
Jf. den i note 6 nævnte artikel i Juristen.
Ansvarsgrundlaget for det politiske ansvar er retligt ubundet i den forstand,
at der ikke gælder nogen juridisk norm for, hvilke forhold ved en ministers
embedsførelse eller person Folketinget skal eller kan lægge til grund for sin
vurdering af, om et mistillidsvotum skal besluttes. Henrik Zahle anfører i
sin
statsret, at begrundelsen for en beslutning om mistillid til en minister kan
søges hvor som helst – fra ”en indsigtsfuld kritik af ministerens
politik til
ubehag ved ministerens hårfarve”, jf. Henrik Zahle, Dansk forfatningsret
2
(2001), side 195. Der henvises i øvrigt til Jens Peter Christensen,
Ministeransvar (1997), kapitel 24 om det politiske ansvar.
Udtrykker Folketinget mistillid til statsministeren, indebærer det, at hele
regeringen må gå af, medmindre statsministeren udskriver valg, jf.
grundlovens
§ 15, stk. 2. Som det fremgår af § 15, er det Folketinget, der gør det
politiske ansvar gældende ved at udtale sin mistillid til en fagminister
eller
statsministeren. Dette sker ved en simpel flertalsbeslutning. Det politiske
ansvar, i form af vedtagelse i Folketinget af et mistillidsvotum til
statsministeren eller til en fagminister, er kun sjældent blevet gjort
gældende. Vedtagne mistillidsvota mod regeringer har siden systemskiftet i
1901
kun forekommet tre gange, ligesom Folketinget aldrig har vedtaget et
mistillidsvotum mod enkeltministre, jf. Jens Peter Christensen,
Ministeransvar
(1997), side 522-523.
De konkrete sager er behandlet i Jens Peter Christensen, Ministeransvar
(1997)
samt i Undersøgelseskommissioner, Embedsmandsansvaret & Folketingets
Rolle
med kommentarer af Oliver Talevski m.fl. (2002).
Jf. Ministeransvar, side 359. Jens Peter Christensen benytter udtrykket
sandhedspligt
over for Folketinget i
relation til de embedspligter, der fremgår af bestemmelsen i
ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, jf. Ministeransvar, side 49 og 359
ff.
Udtrykket er derfor anvendt i bilaget.
Ministeransvar, side 360-61. Jf. i øvrigt og Lars Nordskov Nielsen,
Politikere
om embedsmænd: Behov for åbenhed og offentlig debat, side 67-79 i Marius
Ibsens
m.fl. (red.), Folkestyre og Forvaltning (1994).
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 6 og kapitel 20.2.
Kjærbølsagen var den reelle anledning til, at ministeransvarlighedsloven i
1964
og ikke mindst lovens § 5, stk. 2, blev gennemført. Urigtige eller
vildledende
oplysninger eller fortielser i forbindelse med besvarelse af
folketingsspørgsmål
ville på daværende tidspunkt kunne begrunde et strafansvar efter
straffelovens
§§ 156 og 157 om (forsætlig) ikke-opfyldelse af tjenestepligter m.v. Jens
Peter
Christensen anfører i Ministeransvar, side 362, at vurderet i forhold til
ministeransvarlighedsloven,
således som den blev vedtaget i 1964, ville Kjærbøls svar i objektiv forstand
kunne henføres under lovens § 5, stk. 2.
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 14 og kapitel 20.2.
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 11 og kapitel 20.2.
Kommissionsdomstolens beretning i anledning af undersøgelse af statens
forskudsvise udbetalinger til arbejdsløshedskasserne til dækning af udgifter
til arbejdsløshedsdagpenge mv. Beretning afgivet af Udvalget for
Forretningsordenen
den 30. maj 1986, Folketingstidende 1985-86, tillæg B, sp. 2355 ff.
Justitsministeriet anførte, at besvarelsen af folketingsspørgsmål m.v. i
sagens
natur måtte være relativt kortfattede, således at besvarelserne koncentreres
om
det væsentlige i spørgsmålet.
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 12 og kapitel 20.2.
I
den nedenfor omtalte såkaldte
ambisag
gav flertallet i Udvalget for Forretningsordenen udtryk for en retsopfattelse
svarende hertil. I sagen havde to ministre over for udvalget givet udtryk
for,
at Folketingets Skatte- og Afgiftsudvalg åbenbart havde anset
skatteministerens
besvarelse af et spørgsmål for at være tilfredsstillende, idet der ikke blev
stillet opfølgende spørgsmål. Heroverfor fandt flertallet i Udvalget for
Forretningsordenen at måtte præcisere, ”at ethvert svar fra en minister
i sig
selv skal opfylde kravene i ministeransvarlighedsloven, og at det ikke kan
forudsættes, at man blot senere kan supplere eller korrigere svar, hvis
udvalget måtte ønske dette f.eks. i form af opfølgende spørgsmål”. Et
noget
tilsvarende synspunkt har Det særlige Undersøgelsesudvalg
(”Stavad-udvalget”),
nedsat af Folketinget i anledning af
Spar
Nord-sagen
, jf. hermed nedenfor, givet udtryk for. I udvalgets beretning om
sagen fastslår udvalget således, at upræcist formulerede spørgsmål ikke
fritager en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende
besvarelser,
og at sådanne spørgsmål ikke legitimerer tilsvarende upræcise svar eller
såkaldte ikke-svar.
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 16 og kapitel 20.2
Sagen er udførligt omtalt i Ministeransvar, kapitel 18 og kapitel 20.2.
Betænkning og indstilling vedrørende tamilsagen. Betænkning blev afgivet af
Udvalget for Forretningsordenen den 2. juni 1993, og den er optrykt i
Folketingstidende
1992-93, tillæg B, sp. 1607 ff.
Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 528 og 565-567.
Det særlige Undersøgelsesudvalgets beretning af 29. juni 1995 om ministres
håndtering af sagen om Sparekassen Nordjyllands overtagelse af visse
engagementer
i Himmerlandsbanken. Beretningen er optrykt i Folketingstidende 1994-95,
tillæg
B, sp. 1092 ff.
Sagen er omtalt i Ministeransvar, side 532 og 564.
Bilag 2
Besvarelsen af 23. oktober 2006 af spørgsmål
nr. 564 (2005-06) vedrørende Dan Lynge-sagen fra Folketingets Retsudvalg
UUF alm. del – bilag 6
Spørgsmål:
»Ministeren bedes med henvisning til, at beretningen fra
Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen peger på nogle kritisable forhold
vedrørende politiets styring og samarbejde med Dan Lynge redegøre for,
hvordan
politiet og anklagemyndigheden forholder sig til kritikken, og hvilke
konsekvenser ministeren mener, at kritikken får for samarbejdet med meddelere
i
fremtiden, herunder om der er behov for eventuelle ændringer?«
Svar:
I beretningen fra Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen,
peger kommissionen bl.a. på nogle konkrete, kritisable forhold vedrørende
politiets styring og håndtering af samarbejdet med Dan Lynge.
Som jeg tilkendegav i den pressemeddelelse, jeg udsendte i
forbindelse med kommissionens afgivelse af beretningen, er der tale om
forhold,
som naturligvis ikke må gentage sig. Jeg er derfor tilfreds med, at
Rigsadvokaten – efter et grundigt forarbejde – i marts 2005 har
fastsat
detaljerede retningslinier for politiet og anklagemyndighedens kontakt med
meddelere.
Reglerne fastslår bl.a., at politikredsens ledelse har det
overordnede ansvar for samarbejdet med meddeleren, og at ledelsen således
skal
godkende, at en person anvendes som meddeler, og løbende holde sig orienteret
om samarbejdet med meddeleren og de oplysninger, som den pågældende giver til
politiet.
Som det fremgået, er der således allerede taget initiativ til at
forhindre, at lignende forhold gentager sig, og jeg finder derfor ikke, at
der
er anledning til at tage yderligere initiativer.
Bilag 3
Justitsministerens besvarelse af 31. oktober
2006 af spørgsmål nr. 3 vedrørende Dan Lynge-sagen fra Folketingets
Retsudvalg
UUF alm. del – bilag 8
Spørgsmål:
”
Det fremgår
af beretningen afgivet af Undersøgelseskommissionen i Dan Lynge-sagen for så
vidt angår vurdering af tilrettelæggelsen af og ansvarsforholdene i relation
til politiets samarbejde med Dan-Lynge, herunder politiets håndtering af
oplysninger om kriminelle forhold, at kommissionen ikke finder tilstrækkeligt
grundlag for at udtale, at de ledelsesmæssige svigt har haft karakter af
egentlig forsømmelighed, således at der kunne være grundlag for at søge nogen
draget til ansvar.
Mener
ministeren, at der på grundlag af beretningen på dette punkt er grundlag for,
at det offentlige søger nogen embedsmænd draget til ansvar for fejl og
forsømmelser?”
Svar:
Som omtalt i spørgsmålet peger Undersøgelseskommissionen i Dan
Lynge-sagen i sin beretning, der blev afgivet den 19. september 2006, på
nogle
konkrete, kritisable forhold vedrørende politiets styring og håndtering af
samarbejdet med Dan Lynge. Kommissionen finder dog ikke, at der er grundlag
for
at søge enkeltpersoner draget til ansvar for disse forhold.
Jeg tager til efterretning, at kommissionen ikke finder, at der
er grundlag for at søge enkeltpersoner draget til ansvar, og jeg har ikke
nogen
grund til at anlægge en anden vurdering end kommissionen.
Det er naturligvis vigtigt, at de kritisable forhold ikke
gentager sig. Jeg er derfor tilfreds med, at Rigsadvokaten – efter et
grundigt
forarbejde – i marts 2005 har fastsat detaljerede retningslinier for
politiets
og anklagemyndighedens kontakt med meddelere. Reglerne fastslår bl.a., at
politikredsens ledelse har det overordnede ansvar for samarbejdet med
meddeleren. Ledelsen skal således godkende, at en person anvendes som
meddeler,
og løbende holde sig orienteret om samarbejdet med meddeleren og de
oplysninger, som den pågældende giver til politiet.
Bilag 4
Brev med bilag fra justitsminister Lene
Espersen vedrørende beretningen fra Kommissionen til undersøgelse af Dan
Lynge-sagen
UUF alm. del – bilag
9 og 11
9. november 2006
1.
Ved skrivelse af
10. oktober 2006 (ref. 06-000920-6) har Underudvalget under Udvalget for
Forretningsordenen anmodet om mine eventuelle bemærkninger til beretningen
fra
Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen.
Underudvalget har i den forbindelse henvist til § 56 i Folketingets
Forretningsorden. Efter denne bestemmelse skal alle beretninger fra
undersøgelseskommissioner, der vedrører ministres forhold, behandles af
Udvalget for Forretningsordenen med henblik på eventuel indstilling om
ansvarsspørgsmålet.
På denne baggrund forstår jeg underudvalgets skrivelse således,
at man ønsker mine eventuelle bemærkninger til den del af beretningen, der
vedrører min besvarelse af 11. juni 2002 af spørgsmål nr. S 2267 fra MF Søren
Søndergaard (EL). Der henvises til beretningen side 1217-1252.
Undersøgelseskommissionens opgave var på dette punkt at vurdere,
om Justitsministeriet i den nævnte besvarelse »skulle have afgivet urigtige
oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet«, jf. beretningen side
1217 med henvisning til kommissionens kommissorium.
2.
Det nævnte
spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:
»Vil ministeren oplyse, om medarbejdere ved PET har været i
direkte kontakt med Dan Lynge?«
Min besvarelse af spørgsmålet havde følgende ordlyd:
»I forbindelse med den seneste tids presseomtale af et samarbejde
mellem politiet og den tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at
Dan
Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet en række oplysninger fra
rockermiljøet.
Politiets Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge
været involveret i den politimæssige indsats i forhold til
rockerkriminaliteten.
Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har meddelt mig, at
han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt oplyst, om man i den
forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have været i direkte
kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der ikke er
fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.«
Som det fremgår af kommissionens beretning side 1247, har de
forklaringer, som er afgivet over for kommissionen, og det
undersøgelsesmateriale,
som er indhentet, bekræftet, at der ikke har været nogen direkte kontakt
mellem
Dan Lynge og Politiets Efterretningstjeneste i relation til indsatsen mod
rockerkriminalitet, jf. også pkt. 3 nedenfor.
Som det ligeledes fremgår, har der været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten på et helt andet område, nemlig
det
såkaldte non-proliferationsområde.
Justitsministeriet var bekendt med denne – i øvrigt meget begrænsede
– kontakt, da besvarelsen blev afgivet, og dette var bl.a. baggrunden
for den
udformning, som besvarelsen fik. Jeg kan i den forbindelse henvise til de
forklaringer, som jeg selv og Justitsministeriets departementschef har
afgivet
over for kommissionens beretning side 1227-1243.
3.
Af beretningen
side 1249 fremgår det som den
samlede
kommissionens opfattelse, at »et
svar, der går ud på, at der ikke inden for området for bekæmpelse af
rockerkriminalitet har været en direkte kontakt mellem Dan Lynge og
medarbejdere i PET, isoleret set ikke indeholder urigtige oplysninger.« På
linje hermed fastslås det, at de afgivne forklaringer og det indhentede
materiale »bekræfter, at der ikke har været en sådan kontakt«, jf.
beretningen
side 1247 og pkt. 2 ovenfor.
Det fremgår endvidere – ligeledes som den samlede kommissionens
opfattelse – at »særlige hensyn kan gøre sig gældende ved besvarelsen af
spørgsmål om PET’s virksomhed, og at udgangspunktet må være, at
Justitsministeriet må afstå fra i besvarelser af spørgsmål – herunder
spørgsmål
fra Folketinget – at oplyse om PET’s samarbejdspartnere«, jf.
beretningen side
1248.
I forlængelse heraf anfører kommissionens
flertal
(Lis
Sejr og Claus Søgaard-Christensen), at man »kan tiltræde den vurdering, som
er
kommet til udtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Justitsministeriet
i
besvarelsen af det stillede spørgsmål efter den almindelige praksis for så
vidt
angår PET’s arbejdsområder måtte vælge mellem enten at svare, at man
ikke kunne
udtale sig, eller at svare afgrænset om en direkte kontakt inden for området
for bekæmpelse af rockerkriminalitet«, jf. beretningen side 1249.
Kommissionens
mindretal
(Eva Smith) har på dette punkt en
anden vurdering, idet det efter mindretallets opfattelse synes at være
»særdeles uhensigtsmæssigt at indføre en »åbenhed«, hvor det tilkendegives,
at
der inden for et bestemt område ikke har været kontakt, idet dette naturligt
må
føre til en modsætningsslutning«, jf. beretningen a.st.
4.
Spørgsmålet om,
hvorvidt der ved besvarelsen skulle være afgivet »urigtige oplysninger om
kontakter mellem Dan Lynge og politiet« (jf. pkt. 1 ovenfor), omtales
herudover
nærmere i beretningen side 1250-1252.
Det fremgår således af beretningen side 1250, at kommissionen
har forstået kritikken af Justitsministeriets besvarelse således, at
»Justitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkelig
tydelighed
har angivet, at man kun svarede for en afgrænset del af PET’s
virksomhed, at
der ikke i formuleringen af spørgsmålet var lagt op til en sådan afgrænsning,
og at man ved svaret således har givet Folketinget et fejlagtigt indtryk af,
at
PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder havde været i direkte
kontakt
med Dan Lynge.«
I den forbindelse anfører kommissionens
flertal
– for så
vidt angår spørgsmålet om justitsministerens ansvar – bl.a. følgende,
jf.
beretningen a.st.
»Flertallet af kommissionens medlemmer (Lis Sejr og Claus
Søgaard-Christensen) anser problemstilling for at omhandle den valgte
formulering af det afgivne svar. En vurdering af, om den valgte formulering i
tilstrækkelig grad præciserer præmisserne for svaret, lader sig ikke gøre,
uden
samtidig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet Folketinget
urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lov om ministres ansvarlighed §
5,
stk. 2. Flertallet finder derfor, at formuleringen af svaret ikke vil kunne
behandles af kommissionen, da det som tidligere anført [jf. beretningen side
1246] ikke er en del af kommissionens opgaver at udtale sig om ministres
ansvar
– hvad enten dette måtte indebære, at ministeren ifølge kommissionens
vurdering
fritages for ansvar eller findes at have tilsidesat sine pligter. Efter
flertallets opfattelse ligger det således uden for kommissionens kompetence
at
udtale sig om, hvorvidt afgrænsningen af området, som svaret angår, er
markeret
tilstrækkeligt tydeligt ved den valgte formulering.
Som jeg forstår kommissionens
mindretal
(Eva Smith), er
man – for så vidt angår spørgsmålet om ministerens ansvar – enig i
den
forståelse af lov om undersøgelseskommissioner, som flertallet giver udtryk
for, jf. beretningen side 1251-1252.
Det kan tilføjes, at mindretallet – for så vidt angår
spørgsmålet om embedsmandsansvar – finder, at »udkastet til spørgsmålets
besvarelse ikke burde have været udformet som sket, og at ministeren således
ikke burde have været rådgivet til at afgive dette svar til Folketinget.« I
betragtning af, at besvarelsen ikke indeholder urigtige oplysninger (jf.
herved
pkt. 2 og 3 ovenfor), finder mindretallet imidlertid ingen anledning til, at
et
tjenstligt eller retligt ansvar søges gennemført, jf. beretningens a.st.
5.
I en skrivelse af
28. juni 2006 fremkom jeg med bemærkninger til et udkast til
undersøgelseskommissionens
beretning (der i alt væsentligt svarer til den endelige beretning). Jeg
vedlægger til underudvalgets orientering en kopi af denne skrivelse, der også
er optrykt som bilag til kommissionens beretning, jf. beretningens
protokoller
og bilag (bind 4) side 648.
Som det fremgår af skrivelsen, er det også i dag min opfattelse,
at der ikke ved den omtalte besvarelse blev givet vildledende eller urigtige
oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.
En nærmere redegørelse for dette synspunkt er indeholdt i et
indlæg ligeledes af 28. juni 2006 til kommissionen, der er afgivet af advokat
Bjørn Høberg-Petersen som bisidder for Justitsministeriets departementschef.
Det fremgår af min skrivelse, at jeg kan tilslutte mig de bemærkninger, der
fremgår
af dette indlæg.
Jeg vedlægger til underudvalgets orientering en kopi af det
nævnte indlæg, der også er optrykt i beretningens protokoller og bilag (bind
4)
side 639-647. Af sammenfatningen i indlægget fremgår bl.a. følgende:
»Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har
givet anledning til, er for så vidt alene opstået, fordi Justitsministeriet
–
ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til Politiets
Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle«
svarform,
men at gå et skridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens
kontakt med Dan Lynge, som det var muligt at give, og som man antog, at
spørgsmålet sigtede på.
Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i
parlamentarisk praksis, at besvarelsen af folketingsspørgsmål kan være mere
afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sagligt
begrundet
i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed
–
således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er
–
kan der ikke være noget kritisabelt i en sådan fremgangsmåde.
I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene
forud for, at spørgsmål nr. S 2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter
min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, at spørgsmålet vedrørte
efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområdet,
og
at besvare det i overensstemmelse hermed.
Svaret indebar, at der – ud fra grundlæggende hensyn til Politiets
Efterretningstjeneste – ikke blev givet Folketinget oplysning om, at der
havde
været en begrænset kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan Lynge på et
helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Der kan ikke
peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet med
denne afgrænsning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv til
at afgive en besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold.
Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk
i den indholdsmæssige og sproglige den udformning af svaret6 på spørgsmål nr.
S
2267. Der er således intet belæg for, at besvarelsen med rimelighed skulle
kunne opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for
andre
områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem
Politiets
Efterretningstjeneste og Dan Lynge.«
Jeg kan også i dag henholde mig til disse synspunkter (der er
nærmere begrundet og uddybet i advokat Høberg-Petersens indlæg, som jeg i det
hele henviser til).
Det er således meget væsentligt for mig at understrege, at beslutningen
om – som en fravigelse af den svarform, der i almindelighed har været
anvendt i
forhold til spørgsmål om Politiets Efterretningstjenestes samarbejde med
kilder
– at give Folketinget de oplysninger, som det var muligt at give, alene
byggede
på et ønske fra Justitsministeriets side om at udvise størst mulig åbenhed om
efterretningstjenestens virksomhed. Med hensyn til den kontakt mellem
efterretningstjenesten
og Dan Lynge vedrørende det såkaldte non-proliferationsområde, som ud fra
grundlæggende hensyn til efterretningstjenesten ikke blev omtalt i
besvarelsen
(jf. pkt. 2 ovenfor), har det da mig bekendt heller ikke fra nogen side været
hævdet, at der her skulle have foreligget kritisable forhold.
Det er endvidere fortsat min opfattelse,
at
Justitsministeriet – som situationen forelå – naturligt kunne gå ud
fra, at det
var forholdene på rockerområdet, som det pågældende spørgsmål sigtede til, og
at
denne afgrænsning klart kom til udtryk i besvarelsen, jf. også på dette punkt
den nærmere fremstilling i advokat Høberg-Petersens indlæg.
Det tilføjes, at undersøgelseskommissionen – formentlig i konsekvens
af den retsopfattelse, der er beskrevet under pkt. 4 ovenfor – ikke har
knyttet
bemærkninger til mit eller advokat Høberg-Petersens indlæg.
6.
Som det fremgår af
det ovenfor anførte, kan jeg fortsat stå inde for min besvarelse af spørgsmål
nr. S 2267.
Når dette er sagt, vil jeg imidlertid gerne understrege, at den
omstændighed, at den omhandlede besvarelse har kunnet give anledning til så
omfattende diskussion, som tilfældet er, naturligvis har gjort indtryk på
mig.
Selv om det som nævnt er min bestemte opfattelse, at der blev
afgivet et korrekt og dækkende svar, må jeg således konstatere, at det kan
have
givet anledning til misforståelse.
Det er naturligvis helt afgørende, at svar til Folketinget er
formuleret således, at de ikke kan misforstås, og derfor vil hele det
omhandlede sagsforløb bestemt indgå i mine og Justitsministeriets
overvejelser,
når der fremover besvares spørgsmål om Politiets Efterretningstjenestes
virksomhed.
Lene Espersen
/
Jørgen
Steen Sørensen
Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen
28. juni 2006
Sønder Allé 9, 2. sal
8000
Århus C
post@dl-kommissionen. dk
Min bisidder, advokat Oluf Engell, har forelagt mig
Kommissionens skrivelser af 24. maj og 7. juni samt den del af Kommissionens
beretning, som angår Justitsministeriets besvarelse af et spørgsmål fra
Folketinget (kapital III, afsnit J).
Jeg er bekendt med advokat Bjørn Høberg-Petersens bisidderindlæg
af 28. juni for Justitsministeriets departementschef og kan tilslutte mig de
bemærkninger,
som advokat Bjørn Høberg-Petersen har anført på departementschefens vegne.
Oplysningerne om baggrunden for og udformningen af mit svar på spørgsmål nr.
S
2267 fra medlem af Folketinget Søren Søndergaard er i overensstemmelse med,
hvad der i kort form blev anført over for mig ved forelæggelsen den 10. juni
(eller muligvis den 11. juni) 2002 af ministeriets svarudkast, som jeg
tiltrådte og uden ændringer videregav til Folketinget i min skriftlige
besvarelse den 11. juni 2002 af det rejste spørgsmål.
I øvrigt henholder jeg mig til gengivelsen af min forklaring
under afhøringen for Kommissionen den 26. april 2005. Min opfattelse er også
i
dag, at der ved besvarelsen ikke er givet vildledende eller urigtige
oplysninger om kontakter mellem Dan Lynge og politiet.
Med venlig hilsen
Lene Espersen
Kommissionen til undersøgelse af Dan Lynge-sagen
28. juni 2006
Sønder Allé 9, 2. sal
8000 Århus C
Som bisidder for Justitsministeriets departementschef har jeg
haft lejlighed til at gennemgå udkastet til den del af kommissionens
beretning,
der drejer sig om Justitsministeriets svar på folketingsmedlem Søren
Søndergaards spørgsmål nr. S 2267 af 24. maj 2002.
På denne baggrund kan jeg efter drøftelse med departementschefen
afgive følgende udtalelse, jf. undersøgelseskommissionslovens § 32, stk. 4:
1 Nogle grundlæggende
vurderinger
Kommissionens flertal udtaler (side 40), at man kan »
tiltræde den vurdering, som er kommet til
udtryk i de afgivne forklaringer, og hvorefter Justitsministeriet i
besvarelsen
af det stillede spørgsmål efter den almindelig praksis for så vidt angår
PET’s
arbejdsområder måtte vælge mellem enten at svare, at man ikke kunne udtale
sig,
eller at svare afgrænset om en direkte kontakt inden for området for
bekæmpelse
af rockerkriminalitet
«.
Den samlede kommission konstaterer endvidere (side 41), at »
at et svar, der går ud på, at der ikke inden
for området for bekæmpelse af rockerkriminalitet har været en direkte kontakt
mellem Dan Lynge og PET, isoleret set ikke indeholder urigtige oplysninger
«.
På linje hermed fastslås det (side 38), at de afgivne forklaringer og det
indhentede materiale »
bekræfter, at der
ikke har været en sådan kontakt
«.
Endelig vurderer kommissionen (side 41), at justitsministeren »
forud for afgivelsen af svaret af
Justitsministeriets embedsmænd modtog en fyldestgørende orientering om de
faktiske omstændigheder, som var nødvendige for en besvarelse af spørgsmålet
fra Søren Søndergaard
«.
Jeg har noteret mig disse vurderinger, som jeg kan tiltræde.
2 Debatten om
Justitsministeriets svar
Kommissionen henviser (side 41-42) til debatten om, hvorvidt der
ved den omhandlede besvarelse er afgivet urigtige eller vildledende
oplysninger
til Folketinget.
I forbindelse hermed præciserer kommissionen, at den har »
forstået den rejste kritik således, at
Justitsministeriet i formuleringen af svaret ikke med tilstrækkelig
tydelighed
har angivet, at man kun svarede for en afgrænset del af PET’s
virksomhed, at
der ikke i formuleringen af spørgsmålet var lagt op til en sådan afgrænsning,
og at man ved svaret således har givet Folketinget et fejlagtigt indtryk af,
at
PET ikke inden for nogen af PET’s arbejdsområder havde været i direkte
kontakt
med Dan Lynge
«.
Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af debatten.
Med hensyn til min vurdering af kritikkens berettigelse henvises
til pkt. 4 nedenfor.
3 Kommissionens
kompetence
3.1 Flertallets
opfattelse
Det fremgår af side 42 i udkastet, at kommissionens
flertal
»
anser problemstillingen
[jf. pkt. 2
ovenfor]
for at omhandle den valgte
formulering af det afgivne svar
«, og at en »
vurdering af, om den valgte formulering i tilstrækkelig grad prociserer
præmisserne for svaret,
[ikke lade sig gøre]
uden samtidig at udtale sig om, hvorvidt der med svaret er givet
Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger, jf. lov om ministres
ansvarlighed § 5, stk. 2
«.
Flertallet finder på den baggrund ikke at kunne udtale sig om
spørgsmålet, hverken i relation til justitsministeren eller de involverede
embedsmænd. Efter flertallets opfattelse ligger det uden for kommissionens
kompetence at vurdere, om den valgte formulering i tilstrækkelig grad
præciserer præmisserne for svaret.
Dette må ses i lyset af bemærkningerne på side 37 i
beretningsudkastet. Her antager flertallet, at bestemmelsen i
undersøgelseskommissionslovens § 4, stk. 4, 2. pkt. – hvorefter en
undersøgelseskommission
ikke kan få til opgave at foretage retlige vurderinger til belysning af
spørgsmål om ministres ansvar – er til hinder for, at kommissionen
foretager en
vurdering af, »
om svaret er formuleret på
en måde, som betyder, at besvarelsen kan karakteriseres som urigtig eller
vildledende, jf. lov om ministres ansvarlighed § 5, stk. 2
«. Flertallet
henviser i den forbindelse (side 36) til bestemmelsens forarbejder.
Jeg har noteret mig flertallets opfattelse.
Kompetencespørgsmålet vedrører ikke særligt omstændighederne i
den foreliggende sag, men har en helt generel karakter. Jeg finder ikke at
burde udtale mig nærmere om dette principielle fortolkningsproblem, jf.
undersøgelseskommissionslovens § 23, stk. 4. Jeg tillader mig dog at bemærke,
at den kompetence, der ifølge flertallet tilkommer kommissionen, synes at
være
mere begrænset end den, som tidligere undersøgelsesretter m.v. – inden
gennemførelsen af lov om undersøgelseskommissioner – har ment at have i
tilsvarende spørgsmål, jf. herved Jens Peter Christensen, Ministeransvar
(1997), side 259 ff., med henvisninger til praksis.
3.2 Mindretallets
opfattelse
Mindretallet
er uenigt i denne afgrænsning af kommissionens
kompetence og finder, at kommissionen generelt kan behandle embedsmændenes
forhold uden hensyn til mulige afledte virkninger for vurderingen af
ministeransvaret (side 43).
På denne baggrund udtaler mindretallet som sin opfattelse, at »
Justitsministeriets embedsmænd burde have
udformet et svar, der gjorde klart for spørgeren, at man kun besvarede en del
af hans spørgsmål. Ministeriets embedsmænd burde i den forbindelse have
indset,
at der var en risiko for, at det svar, de formulerede og rådede ministeren
til
at afgive, ville blive misforstået
« (side 43).
Mindretallet finder herefter ikke, at »
embedsmændene
« burde have udformet svaret som sket og rådgivet
ministeren til at afgive dette svar til Folketinget. I betragtning af, at
svaret »
ikke indeholder urigtige
oplysninger
«, finder mindretallet imidlertid »
ingen anledning til, at et tjenstligt eller retligt ansvar søges
gennemført
« (side 44).
På den baggrund skal jeg henlede opmærksomheden på, at
departementschefen er den eneste embedsmand fra Justitsministeriets
departement, som har været inddraget i undersøgelsen og haft lejlighed til at
udtale sig. Jeg går derfor ud fra, at mindretallets kritik af »
embedsmændene
« ikke retter sig mod
bestemte personer, men tilsigter at udtrykke en form for myndighedskritik
rettet mod departementet som kollektiv. Jeg henviser i den forbindelse til
reglerne om »
de berørte personers
retsstilling
« i lov om undersøgelseskommissioner, kapital 7.
4. Mine bemærkninger til
spørgsmålet om, hvorvidt der er afgivet urigtige eller vildledende
oplysninger
til Folketinget
4.1 Indledning
På baggrund af det anførte ovenfor finder jeg her at måtte lægge
flertallets forståelse af bestemmelsen til grund, uanset at denne forståelse
indebærer, at kommissionens flertal ikke vil kunne tage stilling til,
hvorvidt
der med besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 er afgivet urigtige eller
vildledende
oplysninger til Folketinget.
Samtidig må jeg konstatere, at kommissionens mindretal agter at
tilkendegive, at embedsmændene ikke burde have udformet besvarelsen således,
som den blev, men at besvarelsen dog ikke indeholdt urigtige oplysninger, og
at
der derfor ikke er anledning til at søge et retligt eller tjenstligt ansvar
gennemført.
På denne særlige baggrund – og da det er min bestemte
opfattelse, at besvarelsen
ikke
kan anses for urigtig, vildledende eller
på anden måde kritisabel – finder jeg det nødvendigt at gøre nogle
samlede
bemærkninger om dette spørgsmål.
4.2 De særlige hensyn
vedrørende Politiets Efterretningstjeneste
Som påpeget af kommissionen (side 39) gør særlige hensyn sig
gældende ved besvarelsen af folketingsspørgsmål om Politiets
Efterretningstjenestens virksomhed. Udgangspunktet er, at Justitsministeriet
generelt må afstå fra at oplyse, hvem efterretningstjenesten samarbejder med.
En sådan svarmåde har været anvendt i en lang årrække. I sagens natur må der
tilkomme Justitsministeriet et vidt skøn med hensyn til dette behov for
beskyttelse af tjenesten.
En besvarelse der gik ud på, at man – af hensyn til
efterretningstjenestens virksomhed – ikke kunne oplyse, om der havde
været
direkte kontakt mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten, ville ikke have
kunnet kritiseres.
Det kan derfor konstateres, at spørgsmålet om svarets
tilstrækkelighed for så vidt alene er opstået, fordi Justitsministeriet
– ud
fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til
efterretningstjenesten
(jf. beretningsudkastet, side 14 og 19) – valgte
ikke
at anvende den
nævnte »traditionelle« svarform, men at gå et skridt videre og faktisk give
de
oplysninger, det var muligt at give, og som man antog, at spørgsmålet sigtede
på.
4.3 Afgrænsning ved
besvarelsen af folketingsspørgsmål
I den offentlige debat har det været kritiseret, at det, som der
fra Justitsministeriets side blev svaret på, var mere begrænset end det, som
der blev spurgt om. Spørgsmålet var generelt, om »
medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge
«,
mens besvarelsen blev afgrænset til, om der havde været en sådan kontakt i
forbindelse med bekæmpelse af rockerkriminalitet, jf. herved pkt. 2 ovenfor.
Det kan hertil bemærkes, at det er helt sædvanligt, at spørgsmål
fra Folketinget er formuleret i brede og generelle vendinger, selv om de
– som
det meget ofte er tilfældet – stilles på baggrund af en konkret sag, der
har
været omtalt i medierne (jf. beretningsudkastet, side 15 og 27).
På den baggrund er det også helt sædvanligt og almindeligt
anerkendt i parlamentarisk praksis, at besvarelser af folketingsspørgsmål kan
være mere afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er
sagligt
begrundet i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden
klarhed – således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere,
end
tilfældet er – kan der i sagens natur ikke være noget kritisabelt i en
sådan
fremgangsmåde.
Finder spørgeren alligevel, at afgrænsningen af besvarelsen ikke
stemmer med, hvad der ønskes oplyst, står det selvsagt spørgeren frit for at
rette et supplerende eller uddybende spørgsmål til den pågældende minister.
Med hensyn til den konkrete sag bemærkes,
at
det efter
min vurdering var sagligt begrundet at afgrænse besvarelsen af spørgsmål nr.
S
2267 til at vedrøre rockerområdet (jf. nærmere pkt. 4.4 nedenfor), og
at
denne afgrænsning efter min opfattelse var markeret med fornøden klarhed i
besvarelsen
(jf. nærmere pkt. 4.5 nedenfor).
4.4 Den konkrete
afgrænsning af svaret på spørgsmål nr. S 2267
4.4.1
Baggrunden for,
at besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 blev afgrænset til at vedrøre
rockerområdet,
var enkel:
Spørgsmålet blev stillet den 24. maj 2002, dvs. kun fire dage
efter, at medierne første gang (den 20. maj 2002) omtalte »Dan Lynge-sagen«.
Kommissionen konstaterer i beretningsudkastet (side 6-7) på grundlag af
foretagne undersøgelser, at den mediemæssige omtale af sagen mellem den 20.
og
24. maj
udelukkende
drejede sig om forhold inden for
rockerområdet.
Kommissionen anfører yderligere (side 7), at medieomtalen af Dan
Lynge-sagen i perioden fra den 20. maj 2002 til den 11. juni 2002 (hvor
spørgsmål nr. S 2267 blev besvaret) kun i ét tilfælde vedrørte andre
problemstillinger end rockerområdet. Det drejer sig om et Ritzau-telegram af
26. maj 2002 om Dan Lynges påståede involvering i tilvejebringelsen af et
møde
mellem en tidligere lettisk minister og fhv. udenrigsminister Uffe
Ellemann-Jensen.
Dette telegram var som anført fra den 26. maj 2002. Det kunne
derfor i sagens natur ikke ligge til grund for det spørgsmål Søren
Søndergaard
stillede den 24. maj 2002.
På denne baggrund forekommer det indlysende, at
Justitsministeriet med rette kunne gå ud fra, at det, som Søren Søndergaard
ønskede oplyst, var, om der havde været direkte kontakt mellem Politiets
Efterretningstjeneste og Dan Lynge inden for rockerområdet, jf. herved også
beretningsudkastet, side 15, 19, 27, 33, 35 og 39.
Denne præcisering af svaret måtte selvsagt markeres i
besvarelsen med fornøden klarhed, jf. herved pkt. 4.3 ovenfor. Jeg har
nedenfor
i pkt. 4.5 nærmere begrundet, at dette efter min opfattelse også var
tilfældet.
4.4.2
Som det fremgår
af de afgivne forklaringer, var Justitsministeriet på tidspunktet for
afgivelsen
af svaret bekendt med, at der havde været en meget begrænset direkte kontakt
mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge – ikke på
rockerområdet,
men på et helt andet område (nemlig det såkaldte non-proliferationsområde,
jf.
beretningsudkastet, side 9, 16 og 17). Der havde ikke på det nævnte tidspunkt
været oplysninger fremme i medierne om denne eller andre former for kontakt
mellem Dan Lynge og efterretningstjenesten (side 39-40).
I den forbindelse kan der være grund til mere generelt at
notere, at spørgsmål om, hvorvidt en ministers oplysninger til Folketinget er
urigtige eller vildledende, i sagens natur oftest opstår i tilfælde, hvor der
samtidigt rejses kritik af forholdene i en »underliggende« sag – dvs.
den sag, som
den pågældende besvarelse afgives i tilknytning til – og hvor
vedkommende
minister kunne siges at have haft interesse i at afgive en besvarelse, der
ikke
er dækkende for de faktiske forhold. Som eksempler kan der bl.a. henvises
stil
de sager, Jens Peter Christensen omtaler, a.st., side 273 ff. og 302 ff.
Til forskel fra bl.a. disse sager har det mig bekendt ikke fra
nogen side været hævdet, at den i øvrigt meget begrænsede kontakt mellem
efterretningstjenesten og Dan Lynge på non-proliferationsområdet rummede
kritisable forhold. Kommissionens undersøgelse antyder da heller ikke på
nogen
måde, at dette skulle have været tilfældet.
Der foreligger således intet, som på nogen måde kan begrunde, at
Justitsministeriet skulle have haft interesse i eller motiv til at afgive en
besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold. Der kan ikke peges
på nogen anden baggrund for udformningen af svaret, end at Justitsministeriet
i
lyset af hensynet til større åbenhed omkring efterretningstjenesten ønskede
at
oplyse om de forhold, som man kunne give oplysninger om, og som man antog, at
spørgsmålet sigtede på.
Som nærmere anført under pkt. 4.5 nedenfor er det da også min
bestemte opfattelse, at der ikke med besvarelsen kan siges at være blevet
givet
Folketinget en urigtig opfattelse af spørgsmålet.
4.5 Den naturlige
forståelse af svaret på spørgsmål nr. S 2267
Spørgsmål nr. S 2267 havde følgende ordlyd:
»
Vil ministeren oplyse, om
medarbejdere ved PET har været i direkte kontakt med Dan Lynge?
«
Justitsministeriets besvarelse havde følgende ordlyd:
»
I forbindelse med den
seneste tids presseomtale af et samarbejde mellem politiet og den tidligere
rocker Dan Lynge er det bl.a. fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til
politiet og videregivet en række oplysninger fra rockermiljøet.
Politiets
Efterretningstjeneste har i forskellige sammenhænge været involveret i den
politimæssige indsats i forhold til rockerkriminaliteten.
Chefen for Politiets
Efterretningstjeneste har meddelt mig, at han har talt med nuværende og
tidligere
ansatte og søgt oplyst, om man i den forbindelse fra efterretningstjenestens
side måtte have været i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den
baggrund
meddelt mig, at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være
tilfældet.«
I besvarelsens 1. afsnit betegnes Dan Lynge som »
tidligere rocker
« og det nævnes,
at han ifølge presseomtalen skulle have videregivet en række oplysninger fra
»
rockermiljøet
« til politiet.
Det oplyses videre i 2. afsnit, at Politiets
Efterretningstjeneste i forskellige sammenhænge har været involveret i den
politimæssige indsats i forhold til »
rockerkriminaliteten
«.
Endelig anføres det i besvarelsens 3. afsnit, at chefen for
efterretningstjenesten har søgt oplyst, om tjenesten »
i den forbindelse
« måtte have været i direkte kontakt med
Dan Lynge (og at der ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være
tilfældet).
Ved en naturlig læsning forekommer det åbenbart, at svaret i sin
helhed omhandler rockerforhold. Dan Lynges og PET’s aktiviteter med
forbindelse
til rockermiljøet ridses op i de to indledende afsnit, og
konklusionsafsnittets
oplysning om manglende direkte kontakt mellem parterne fremstår både
sprogligt
og indholdsmæssigt med rockerområdet som direkte referenceramme.
Hermed er også sagt, at der efter min opfattelse intet belæg er
for, at svaret med rimelighed skulle kunne opfattes således, at der slet ikke
–
dvs. heller ikke inden for andre områder end rockerområdet – skulle have
været
nogen direkte kontakt mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.
Jeg skal i den forbindelse også tillade mig at henvise til
daværende professor, dr.jur. Jens Peter Christensens karakteristik i
Politiken
den 29. april 2003:
»
Et meget, meget smukt
svar. Det præciserer sine egne forudsætninger og er ikke i strid med
ministeransvarlighedsloven.
«
5. Sammenfatning
Det, der er anført under pkt. 1-4 ovenfor, kan sammenfattes
således
Jeg kan tiltræde en række af kommissionens grundlæggende
vurderinger (pkt. 1 ovenfor).
Jeg er enig i kommissionens sammenfatning af den diskussion, som
besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har givet anledning til i den offentlige
debat (pkt. 2 ovenfor).
Jeg noterer mig de principielle fortolkninger af § 4, stk. 4, 2.
pkt., i lov om undersøgelseskommissioner, som kommissionens flertal og
mindretal
giver udtryk for, og konstaterer, at kommissionen efter flertallets
opfattelse
ikke kan behandle og tage stilling til formuleringen af svaret på spørgsmål
nr.
S 2267 (pkt. 3 ovenfor).
Jeg finder ikke at burde udtale mig nærmere om dette
principielle fortolkningsspørgsmål, men finder det på den anden side
nødvendigt
at gøre nogle samlede bemærkninger om, hvorvidt der med besvarelsen af
spørgsmål
nr. S 2267 kan siges at være givet Folketinget urigtige eller vildledende
oplysninger (pkt. 4.1 ovenfor).
Den diskussion, som besvarelsen af spørgsmål nr. S 2267 har
givet anledning til, er for så vidt alene opstået, fordi Justitsministeriet
–
ud fra et almindeligt ønske om større åbenhed med hensyn til Politiets
Efterretningstjeneste – valgte ikke at anvende den »traditionelle«
svarform,
men at gå et skridt videre og give de oplysninger om efterretningstjenestens
kontakt med Dan Lynge, som det var muligt at give, og som man antog, at
spørgsmålet
sigtede på (pkt. 4.2 ovenfor).
Det er helt sædvanligt, og almindeligt anerkendt i
parlamentarisk praksis, at besvarelser af folketingsspørgsmål kan være mere
afgrænsede end det spørgsmål, der besvares. Så længe dette er sagligt
begrundet
i de foreliggende omstændigheder og i øvrigt markeres med fornøden klarhed
–
således at der ikke gives indtryk af, at der svares på mere, end tilfældet er
–
kan der ikke være noget kritisabelt i en sådan fremgangsmåde (pkt. 4.3
ovenfor).
I lyset af den mediemæssige omtale af Dan Lynge-sagen i dagene
forud for, at spørgsmål nr. S 2267 blev stillet, var Justitsministeriet efter
min opfattelse fuldt ud berettiget til at antage, at spørgsmålet vedrørte
efterretningstjenestens eventuelle kontakter med Dan Lynge på rockerområdet,
og
at besvare det i overensstemmelse hermed (pkt. 4.4.1 ovenfor).
Svaret indebær, at der – ud fra grundlæggende hensyn til
Politiets Efterretningstjeneste – ikke blev givet Folketinget oplysning
om, at
der havde været en begrænset kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan
Lynge
på et helt andet område, nemlig det såkaldte non-proliferationsområde. Der
kan
ikke peges på forhold, som på nogen måde kan begrunde, at Justitsministeriet
med denne afgrænsning af besvarelsen skulle have haft interesse i eller motiv
til at afgive en besvarelse, der ikke var dækkende for de faktiske forhold
(pkt. 4.4.2 og 4.5 ovenfor).
Den nævnte afgrænsning kom efter min opfattelse klart til udtryk
i den indholdsmæssige og sproglige udformning af svaret på spørgsmål nr. S
2267. Der er således intet belæg for, at besvarelsen med rimelighed skulle
kunne
opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for andre
områder
end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem Politiets
Efterretningstjeneste og Dan Lynge (jf. pkt. 4.5 ovenfor).
Med venlig hilsen
Bjørn Høberg-Petersen
Bilag 5
Underudvalgets brev til justitsminister Lene Espersen
vedrørende møde om Dan Lynge-sagen
UUF alm. del – bilag
17
21. december 2006
Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen har anmodet Underudvalget under Udvalget for
Forretningsordenen
om at forberede sagens behandling vedrørende undersøgelseskommissionens
beretning
om Dan Lynge-sagen, jf. Folketingets forretningsordens § 59.
I den forbindelse skal
underudvalget bede justitsministeren om et møde. Med udgangspunkt i de
betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse af 9. november
2006 til underudvalget vedrørende Dan Lynge-sagen, bedes justitsministeren
redegøre nærmere for sine synspunkter, herunder spørgsmålet om angivelse af
præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget, samt redegøre for, om og
hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.
Mødet er fastsat til
onsdag den 24. januar 2007 kl. 9.30.
Underudvalget skal gøre
justitsministeren opmærksom på, at ministeren har ret til en bisidder efter
eget valg, og at der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse,
samt at ministeren og hendes eventuelle bisidder vil modtage kopi heraf, jf.
Folketingets forretningsordens § 57.
Udgifter til en eventuel
bisidder afholdes af Folketinget efter de takster,
der gælder for salær og godtgørelse til forsvarere
i straffesager.
Oplysning om, hvorvidt
mødet vil være offentligt eller vil blive gennemført for lukkede døre, vil
blive givet snarest muligt.
Med venlig hilsen
Birthe Rønn Hornbech,
formand.
Bilag 6
Underudvalgets brev til Udvalget for
Forretningsordenen vedrørende afholdelse af offentligt møde med
justitsministeren
UUF alm. del – bilag 18
21. december 2006
Underudvalget ønsker at afholde et møde med justitsministeren i
forbindelse med underudvalgets forberedelse af Dan Lynge-sagen. Mødet vil
blive
gennemført under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, der er beskrevet
i
Forretningsorden for Folketinget kap. XVIII om spørgsmål om ministeransvar.
Underudvalget ønsker, at justitsministeren med udgangspunkt i de
betragtninger, som ministeren gav udtryk for i sin besvarelse af 9. november
2006 til underudvalget redegør nærmere for sine synspunkter, herunder
spørgsmålet om angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget,
samt redegøre for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige
besvarelser.
Der er udtrykt ønske om, at mødet med justitsministeren skal
være offentligt.
I følge § 60 i forretningsordenen for Folketinget afgør
Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (UFO), hvorvidt møder i UFO og
underudvalget skal være offentlige eller skal foregå for lukkede døre.
På baggrund heraf skal underudvalget anmode UFO om at afgøre,
hvorvidt det nævnte møde kan være offentligt.
Med venlig hilsen
Birthe Rønn Hornbech,
formand
Bilag 7
Lovsekretariatets notat af 11. december 2006 om
eventuelt samråd med justitsministeren i Dan Lynge-sagen
UUF alm. del – bilag
20
11. december 2006
Baggrund
På UUF’s møde den 6. december 2006 nævnte formanden, at
Line
Barfod
ønskede justitsministeren i samråd vedrørende Dan
Lynge-sagen.
Samrådsspørgsmålet går ud på at bede justitsministeren
kommentere undersøgelseskommissionens beretning, særligt for så vidt angår
besvarelsen
af spørgsmålet til Folketinget. Der ønskes en åben dialog om den skriftlige
kommentar fra ministeren, jf. UUF alm. del – bilag 9. Ordlyden af
spørgsmålet
er endnu ikke fastlagt.
Line Barfod
ser gerne,
at spørgsmålet besvares i et åbent samråd.
Problemstillingen, der bør overvejes, er, om et sådant møde skal
afvikles efter de almindelige regler om samråd i Folketingets
forretningsorden(FFO), jf. § 8, stk. 6 og stk. 8 eller om afviklingen af en
sådant møde skal ske under iagttagelse af de retssikkerhedsgarantier, der er
fastsat i FFO Kap. XVII om spørgsmål vedrørende ministeransvar – særligt
§ 57,
stk. 1, § 58 og § 60.
Samråd
I følge Folketingets forretningsordens § 8, stk. 6, kan et
udvalg anmode en minister om at besvare spørgsmål under et samråd i et
udvalgsmøde. Der kan stilles samrådsspørgsmål i et udvalg om alle emner, der
hører under udvalgets arbejdsområde og om lov- og beslutningsforslag, som
udvalget behandler.
Ministre er ikke retligt forpligtigede til at besvare
samrådsspørgsmål. Ved besvarelse af samrådsspørgsmål må ministre ikke give
urigtige eller vildledende oplysninger, og ministeren må ikke fortie
oplysninger, der er af væsentlig betydning for bedømmelsen af sagen.
Der tages ikke referat af udvalgsmøder - sekretæren fører alene
en beslutningsprotokol og som følge deraf skrives ej heller referat af
samrådet. Ministerens talepapir oversendes ofte til udvalget og omdeles.
Ifølge
FFO’s almindelige regler kan samråd afholdes for åbne døre, hvis mindst
3 af
udvalgets medlemmer ønsker det. Ved åbne samråd optages samrådet på CD.
Særligt vedrørende underudvalgets arbejde er dog i FFO § 60
fastslået, at Folketingets Udvalg for forretningsordenen afgør om
underudvalgets
møder skal være offentlige eller foregå for lukkede døre. UFO har hverken
generelt eller for så vidt angår Dan Lynge–sagen taget stilling til om
møderne
skal være åbne eller lukkede.
Ministres i møde i UUF –
retssikkerhedsgarantier
Folketingets behandling af beretninger afgivet af
undersøgelseskommissioner er særskilt reguleret i FFO kapitel XVIII (§§ 54-
60)
om spørgsmål vedrørende ministeransvar. FFO §§ 56-59 indeholder en række
retssikkerhedsgarantier i forhold til de implicerede ministre.
Forretningsordenens § 57, stk.1, har følgende ordlyd:
”Stk. 1. Den minister, hvis forhold undersøges, har ret til
bisidder efter eget valg. Ministeren og ministerens eventuelle bisidder har
ret
til at blive gjort bekendt med undersøgelsens skriftlige materiale. Udvalget
kan dog begrænse ministerens adgang til dette materiale, såfremt afgørende
hensyn til fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring eller
tredjemand taler for det. Ministeren og dennes eventuelle bisidder har
endvidere ret til at overvære møder i udvalget med andre personer. Bisidderen
har adgang til at stille spørgsmål til disse personer og har endvidere adgang
til at anmode udvalget om at foranstalte yderligere bevisførelse inden for de
rammer, der gælder for udvalgets sagsoplysning. Der udfærdiges referat af
ministerens egen mødedeltagelse, og der gives ministeren og hans bisidder
kopi
heraf.”
Af de almindelige bemærkninger og forarbejderne
til FFO’s § 57
fremgår, at det forudsættes, at behandlingen i Folketingets Udvalg for
Forretningsordenen/underudvalget tager udgangspunkt i kommissionens beretning
med bilag.
Det anføres endvidere, at underudvalget ikke bør være forhindret
i at stille opklarende spørgsmål til ministre, og at sådanne spørgsmål
undertiden kan besvares skriftligt, i andre tilfælde under møde med
ministeren
i udvalget. Videre anføres, at mundtlig udspørgen navnlig vil blive aktuel,
hvis udvalgets undersøgelse skal omfatte klarlæggelse af et uafklaret faktisk
begivenhedsforløb. I betænkningen 1315/1997, som der refereres til i
bemærkninger til FFO § 57, nævnes bl.a. situationen, hvor der foreligger en
beretning fra en undersøgelseskommission, men der findes behov for nogle
supplerende
oplysninger for at opnå et helt fyldestgørende grundlag for vurderingen af
ansvarsspørgsmålet.
Af FFO § 58, sidste pkt. fremgår endvidere:
”Hvis udvalgets behandling undtagelsesvis omfatter en
supplerende undersøgelse til klarlæggelse af nogle faktiske forhold, bør
ministeren inden en skriftlig eller mundtlig udspørgning gøres bekendt med,
hvilke faktiske forhold undersøgelsen omfatter.”
Sammenfatning
Som udgangspunkt er der intet i vejen for, at der i
underudvalget stilles spørgsmål til en impliceret minister, jf. ovenfor.
Spørgsmålet er alene, om det skal ske under iagttagelse af reglerne i
FFO’s §§
57, 58 og 60.
Ved spørgsmål, som kan være egnede til at bidrage til
vurderingen af, om der kan gøres et ansvar gældende over for en minister,
taler
hensynet til den implicerede ministers retssikkerhed for, at retsgarantierne
i
de nævnte bestemmelser bør iagttages. Dette kan ske ved, at ministeren gøres
opmærksom på muligheden for ret til bisidder efter eget valg, at ministeren
inden udspørgningen gøres bekendt med, hvilke faktiske forhold mødet
omfatter,
at der udfærdiges referat af ministerens egen mødedeltagelse og at ministeren
og hendes eventuelle bisidder gives kopi heraf. Endelig skal UFO, jf. FFO §
60
afgøre om mødet skal være offentligt eller foregå for lukkede døre.
Ved spørgsmål, som alene drejer sig om faktuelle forhold af en
karakter, der ikke kan antages at bidrage til vurderingen af, om et ansvar
kan
gøres gældende overfor den implicerede minister, vil et samråd formentlig
kunne
gennemføres efter de almindelige reger i FFO.
For at følge de særlige
regler i FFO §§ 57, 58 og 60 taler, at der med mødet ønskes en dialog med
ministeren om hendes skriftlige kommentar til undersøgelseskommissionens
beretning, samt vigtigheden af at der ikke efterfølgende kan opstå diskussion
om mødets karakter og overholdelse af FFO’s bestemmelser og påstande om,
at
ministeren er blevet presset ud i selvinkriminering.
Bemærkningerne til § 57 i ”Betænkning og indstilling vedrørende ændring
af
forretningsordenen for Folketinget” af 5. maj 1999
Bilag 8
Udvalget for Forretningsordenens brev til
underudvalget vedrørende afholdelse af offentligt møde med justitsministeren
UUF alm. del – bilag 21
10. januar 2007
Ved brev af 21. december 2006 oplyste Underudvalget under
Udvalget for Forretningsordenen (UUF), at UUF ønskede at afholde et
offentligt
møde med justitsministeren i forbindelse med underudvalgets forberedelse af
Dan
Lynge-sagen.
UUF anmodede Udvalget for Forretningsordenen (UFO) om at afgøre,
hvorvidt det nævnte møde kunne gennemføres for åbne døre, jf.
Forretningsorden
for Folketinget § 60.
Der er ikke modtaget tilkendegivelser om, at mødet bør holdes
for lukkede døre. Jeg kan derfor meddele, at mødet holdes for åbne døre.
Med venlig hilsen
Chr. Mejdahl,
formand.
.
Bilag 9
Rigsadvokatens retningslinjer vedrørende
meddelere af 9. marts 2005
UUF alm. del – bilag
24
Den 9. marts 2005
I. Indledning
Rigsadvokaten nedsatte i august 2001 en arbejdsgruppe, der
skulle udarbejde et udkast til retningslinjer for politiets og
anklagemyndighedens kontakt med meddelere.
Arbejdet i arbejdsgruppen blev sat i bero, da justitsministeren
i januar 2003 nedsatte en arbejdsgruppe vedrørende en styrkelse af politiets
indsats mod rockerkriminalitet. Forslagene fra Justitsministeriets
arbejdsgruppe førte til ændringer af straffeloven og retsplejeloven ved lov
nr.
436 af 10. juni 2003 (Bekæmpelse af rockerkriminalitet og anden organiseret
kriminalitet).
I forarbejderne til loven er det forudsat, at arbejdet i
Rigsadvokatens arbejdsgruppe om meddelere skal fortsætte. Rigsadvokaten
anmodede herefter i oktober 2003 arbejdsgruppen om meddelere om at fortsætte
drøftelserne om politiets anvendelse af meddelere.
I juni 2004 afleverede arbejdsgruppen et udkast til
retningslinjer.
På denne baggrund fastsættes i denne meddelelse nedenfor i
afsnit II retningslinjer om de procedurer, der skal anvendes ved kontakten
med
meddelere, om det ledelsesmæssige ansvar og om dokumentation vedrørende
samarbejdet med meddeleren m.v. Om ikrafttrædelsen af retningslinjerne
henvises
til afsnit III.
Retningslinjerne svarer i alt væsentligt til forslaget fra
arbejdsgruppen.
I
bilag 1
til meddelelsen findes en række uddybende
bemærkninger vedrørende de enkelte bestemmelser i afsnit II og III nedenfor.
Arbejdsgruppen har foreslået, at der i hver politikreds oprettes
en meddelerfortegnelse, men har ikke taget stilling til, hvordan disse
fortegnelser skal føres. Efter drøftelse med Rigspolitichefen og
Politimesterforeningen er det besluttet, at meddelerfortegnelserne føres som
beskrevet i meddelelsens pkt. 6. Der er samtidig af Rigspolitichefen udsendt
en
rundskrivelse til politimestrene om etablering m.v. af meddelerfortegnelser.
Rundskrivelsen er vedlagt som
bilag 2
til denne meddelelse.
II. Retningslinjer for
politiets anvendelse af meddelere
1. Begrebet meddeler
1.1. Ved en meddeler forstås i denne rigsadvokatmeddelelse en
person uden for politiet, der i et vist systematisk omfang efter aftale med
politiet gennem nogen tid giver informationer til politiet om andre personers
planlagte eller begåede kriminalitet eller i øvrigt om personer, der tilhører
et kriminelt miljø.
1.2. Retningslinjerne i denne rigsadvokatmeddelelse omfatter
ikke Politiets Efterretningstjenestes anvendelse af meddelere.
2. Første kontakt med
meddeleren
2.1. En polititjenestemand, i det følgende betegnet
»sagsbehandler«, der har kontakt med en person, som han mener kan anvendes
som
meddeler, skal snarest muligt underrette ledelsen i den politikreds, hvor han
gør tjeneste, herom.
2.2. I forbindelse hermed skal han oplyse ledelsen om,
hvorledes han er kommet i kontakt med personen,
hvilke oplysninger han har om den pågældendes identitet
og person i øvrigt, herunder navnlig om pågældendes eventuelt begåede
kriminalitet og tilknytning til et kriminelt miljø,
hvorvidt og givet fald på hvilken måde han har eller
tidligere har haft enten tjenstlig eller ikke-tjenstlig forbindelse med den
pågældende.
3. Ledelsens ansvar
for meddelere
3.1. Ledelsen afgør, om en person må anvendes som en meddeler.
3.2. Hvis ledelsen nægter samtykke hertil, skal sagsbehandleren
afbryde forbindelsen med den pågældende person. Det samme gælder, hvis
ledelsen
senere beslutter, at samarbejdet med en meddeler skal afbrydes.
3.3. Hvis ledelsen beslutter, at en person kan anvendes som
meddeler, udpeger ledelsen en polititjenestemand (en »kontrollant«), der er
sagsbehandlerens overordnede, til at instruere sagsbehandleren og føre
kontrol
med dennes samarbejde med meddeleren.
3.4. Ledelsen har i øvrigt det overordnede ansvar for
samarbejdet med meddeleren. Ledelsen skal i forbindelse hermed i fornødent
omfang løbende holde sig orienteret om samarbejdet med meddeleren.
3.5. Samarbejde, der går ud over modtagelse af informationer fra
meddeleren, må kun foregå efter forudgående godkendelse fra ledelsen. Hvis
forudgående godkendelse undtagelsesvis ikke kan indhentes, og det på trods
heraf findes af afgørende betydning at indgå i samarbejdet med meddeleren,
kan
indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades, men ledelsen skal snarest
muligt underrettes om det stedfundne samarbejde med meddeleren.
4. Kontrollantens
opgaver
4.1. Kontrollanten skal danne sig et indtryk af meddeleren og
hans pålidelighed. Finder kontrollanten betænkelighed ved et fortsat
samarbejde
med meddeleren, giver han ledelsen underretning herom. Kontrollanten kan på
ethvert tidspunkt, hvor han måtte finde det nødvendigt, selv kontakte
meddeleren eller pålægge sagsbehandleren at etablere en kontakt mellem
kontrollanten og meddeleren.
4.2. Sagsbehandleren skal snarest muligt underrette
kontrollanten om enhver tjenstlig kontakt, han har haft med meddeleren, og om
enhver oplysning om planlagt eller begået kriminalitet eller i øvrigt om et
kriminelt miljø, som han modtager fra meddeleren.
4.3. Forud for enhver tjenstlig kontakt, som sagsbehandleren
påtænker at tage til meddeleren, skal han indhente kontrollantens godkendelse
hertil. Kontrollanten skal i forbindelse hermed have oplysning om formålet
med
kontakten, og hvorledes denne påtænkes gennemført. Hvis forudgående
godkendelse
ikke kan indhentes, og det på trods heraf findes af afgørende betydning at
tage
kontakt med meddeleren, kan indhentelse af forhåndsgodkendelse dog undlades,
men kontrollanten skal snarest muligt underrettes om den stedfundne kontakt
med
meddeleren.
4.4. Kontrollanten kan i øvrigt til enhver tid meddele
sagsbehandleren instruktioner om samarbejdet med meddeleren.
5. Oplysninger til
meddeleren
5.1. Før politiet gør brug af en person som meddeler, skal det
over for denne tilkendegives
at kriminalitet, han begår eller har begået, vil blive
påtalt på samme måde som andres tilsvarende kriminalitet, og
at han ikke kan forvente vederlag eller andre former
for belønning for sit samarbejde med politiet, men at der efter gældende
regler
er mulighed for at erstatte positive udgifter, han har haft, og for at yde
han
en dusør.
5.2. Der må på intet tidspunkt gives en meddeler løfter, som
loven ikke giver hjemmel til.
5.3. Meddeleren skal på forespørgsel oplyses bl.a. om, at
politiets ledelse informeres om samarbejdet med ham, samt at han vil blive
optaget på en meddelerfortegnelse.
5.4. Såfremt den pågældende person ikke erklærer sig indforstået
med ovennævnte vilkår for samarbejdet med ham, skal dette straks afbrydes.
6. Meddelerfortegnelse
6.1. I hver politikreds skal føres en fortegnelse over anvendte
meddelere. Fortegnelsen føres af en overordnet polititjenestemand efter
ledelsens bestemmelse.
6.2. Fortegnelsen skal føres under sådanne forhold, at kun
personer, der af ledelsen har fået tilladelse hertil, har adgang til
oplysninger i fortegnelsen, jf. pkt. 6.4.
6.3. I fortegnelsen anføres
de foreliggende oplysninger om meddelerens identitet,
herunder om hans anvendelse af eventuelle dæknavne,
oplysninger om, hvornår og hvorledes kontakten med ham
er etableret,
en beskrivelse af meddeleren, herunder om hans begåede
kriminalitet og eventuelle tilhørsforhold til et kriminelt miljø,
en vurdering af hans pålidelighed, bl.a. på baggrund af
hans angivne motiv for at være meddeler,
hvem der er udpeget som sagsbehandler og kontrollant i
forbindelse med samarbejdet med ham.
6.4. Rigspolitichefen fastsætter nærmere regler for, hvorledes
meddelerfortegnelsen føres, og kan herunder fastsætte bestemmelser om, at
fortegnelsen skal indeholde yderligere oplysninger. Nærmere regler om
meddelerfortegnelserne, herunder med henblik på at sikre, at oplysningerne i
meddelerfortegnelserne ikke kommer til uvedkommendes kendskab, misbruges
eller
i øvrigt behandles i strid med lov om personoplysninger, fastsættes ligeledes
af Rigspolitichefen.
7. Dokumentation
vedrørende kontakt med en meddeler
7.1.
Der udfærdiges
rapport om ethvert møde, politiet har haft med en meddeler vedrørende hans
meddelervirksomhed. Rapporten skal indeholde oplysning om
tid og sted for mødet,
baggrunden for, at mødet fandt sted,
hvem der var til stede,
hvilke oplysninger meddeleren gav, og
hvilke eventuelle aftaler der blev indgået med
meddeleren.
7.2. Der udfærdiges endvidere rapport om enhver anden form for
kontakt, politiet har haft med en meddeler, såfremt der ved en sådan kontakt
meddeles oplysninger af den i pkt. 7.1. nævnte art, eller der indgås aftaler
med meddeleren.
7.3. De i pkt. 7.1. og 7.2. nævnte rapporter indlægges i de
nedenfor under pkt. 8 nævnte meddeler-akter, og der må ikke befinde sig
kopier
af disse rapporter andre steder.
8. Meddelerakter
8.1. I hver politikreds oprettes endvidere særlige
»meddelerakter«, i hvilke alle oplysninger, der er modtaget fra en meddeler,
samles. Ledelsen udpeger en overordnet polititjenestemand (typisk den samme
person, som er ansvarlig for meddelerfortegnelsen), der er ansvarlig for
meddelerakterne.
8.2. Ledelsen eller den, ledelsen udpeger hertil, bestemmer i
hvert enkelt tilfælde, hvilke polititjenestemænd der skal have adgang til
oplysningerne i den enkelte meddelerakt.
8.3. Meddelerakterne skal opbevares samlet og under sådanne
forhold, at kun de polititjenestemænd, der har fået tilladelse hertil, kan få
adgang til oplysningerne i meddelerakten.
9. Oplysninger fra en
meddeler til brug for en konkret straffesag
9.1. Rapporter vedrørende oplysninger, der hidrører fra
meddelere, og som politiet har tilvejebragt til brug for en konkret
straffesag,
indgår som bilag i denne og tilsendes en eventuel forsvarer og er undergivet
aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §
729 a
- § 729 c.
9.2. Hvis der på baggrund af oplysninger fra en meddeler
udfærdiges en rapport til brug for en konkret straffesag, jf. retsplejelovens
§
744, og meddeleren ikke ønsker sit navn nævnt i en rapport, skal det anføres,
at oplysningerne er modtaget fra en kilde, som er politiet bekendt.
9.3. Rapporter, der indgår i en konkret straffesag, indlægges i
en kopi i meddelerakten, jf. pkt. 8.
10. Meddelere i flere
politikredse
Rigspolitichefen foretager i overensstemmelse med
retsplejelovens § 114, stk. 3, den fornødne koordination mellem flere
politikredse vedrørende brugen af meddelere.
11. Statsadvokaternes
tilsynsbeføjelser
11.1. Statsadvokaterne fører tilsyn med politiets anvendelse af
meddelere i overensstemmelse med de almindelige regler om statsadvokaternes
tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager, jf. retsplejelovens §
101, stk. 2.
11.2. Statsadvokaterne eller de af deres medarbejdere, de
udpeger dertil, skal i forbindelse med udøvelsen af deres tilsynsforpligtelse
have adgang til at gennemse meddelerfortegnelsen og meddelerakterne.
III. Ikrafttræden
Retningslinjerne i denne meddelelse gælder for politiets kontakt
med meddelere, der etableres efter 1. maj 2005. Retningslinjerne finder
endvidere med de nødvendige tilpasninger anvendelse i forhold til meddelere,
som politiet allerede har indledt samarbejde med før ikrafttrædelsen af
meddelelsen.
Henning Fode
Bilag 10
Referat af punkt 1 fra mødet den 24. januar
2007 i underudvalget under UFO med deltagelse af justitsminiteren
UUF alm. del – bilag
25
Birthe
Rønn Hornbech
(V,
formand for Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen, ordstyrer):
Jeg byder velkommen til det, vi har kaldt et møde, men for så
vidt også et samråd. Og da jeg ved, der er repræsentanter fra offentligheden,
og af hensyn til senere fortolkning af de indlæg, der måtte komme på mødet,
så
vil jeg kort gøre rede for de spilleregler, som er aftalt ved sidste
udvalgsmøde. Og for en gangs skyld har jeg skrevet op for at huske det hele.
Mødet har jo en karakter, der går videre end almindeligt samråd,
og det er også første gang – kan jeg sige til pressen – at udvalget
indkalder
en minister efter regler efter lov om undersøgelseskommissioner. Og så er det
altså vigtigt, at der ikke efterfølgende opstår en diskussion om mødets
karakter,
og der ikke bagefter rejses tvivl, om vi har overholdt de regler, som efter
lovens vedtagelse om undersøgelseskommissioner er indarbejdet i Folketingets
forretningsorden også.
Ved et almindeligt samråd, åbent eller lukket, er det jo sådan,
at da har ministeren pligt til at møde op, men bestemmer jo altid selv, i
hvilket omfang hun vil svare, og uanset hvad, så er der en særlig
sandhedspligt
for ministeren. Det er også sådan, at spørgsmål til en minister skal holdes
inden for det samrådsspørgsmål, der er stillet, for det er det, ministeren
har
forberedt sig på. Det er sådan de almindelige regler i et samråd.
Men det samråd, der altså er indkaldt til her – eller det møde,
der er indkaldt til – har sin baggrund i rapporten fra en
undersøgelseskommission, og vi har derfor ved sidste møde i udvalget
besluttet,
at ministeren selvfølgelig skal have de retsgarantier, som følger af
forretningsordenen for disse sager. Det betyder for det første, at ministeren
har ret til en bisidder, og som det jo vil ses af bilag i sagen, så har
ministeren en bisidder.
Det spørgsmål, vi har stillet til ministeren, vedrører de svar,
der er afgivet til Folketinget, men jeg vil alligevel godt minde om og
henvise
til forretningsordenens § 58, sidste punktum, hvor det fremgår, at hvis
udvalget måtte ønske at få klarlagt faktiske forhold, så skal ministeren på
forhånd gøres bekendt med det. Samrådsspørgsmålet drejer sig som sagt alene
om
svar afgivet til Folketinget, og der er ikke på nuværende tidspunkt i
udvalget
rejst noget ønske om klarlæggelse af faktiske forhold, hvorfor der altså
heller
ikke er tilgået ministeren nogen underretning om det.
Ministeren er i dag alene fulgt af de embedsmænd, som i
hvert fald nogle af os kender fra en række
samråd om andre spørgsmål i Retsudvalget. Ministeren er ved brev fra udvalget
gjort opmærksom på retten til i dag at være ledsaget af bisidderen.
Ministeren
har i dag afstået fra at have bisidder med. Konklusionen af dette må være, at
såfremt der under mødet måtte opstå spørgsmål, som ministeren måtte ønske at
konferere med sin bisidder om, så må mødet udsættes på det punkt, for at
ministeren kan foretage rådslagning med bisidderen.
Før jeg giver ministeren anledning til at præsentere
embedsmændene, skal jeg spørge, om der er nogen, der har nogen bemærkninger
til
det her? Så kører vi efter det, og så giver jeg ordet til ministeren, dog at
jeg vil bede ministeren lige – for dem, der ikke måtte kende
embedsmændene – at
vi lige får navnene på de embedsmænd, der er med.
Justitsministeren (Lene
Espersen):
Tak fru formand. Jeg har Jørgen Steen Sørensen med, der sidder
her ved siden af mig, og ovre på bænken som ekstra forstærkning har jeg
Jens-Christian Bülow og Morten Jakobsen, som også muligvis vil medvirke til
besvarelse af nogle af spørgsmålene. Og så har jeg min ministersekretær,
Johan
Legarth, og min pressemedarbejder, Morten Langager, er med på
tilhørerpladserne.
Ordstyreren:
Værsgo til besvarelse.
Justitsministeren:
Tak. I brev af 9. november fra sidste år til udvalget fremkom
jeg med mine bemærkninger til den del af beretningen fra
undersøgelseskommissionen i den såkaldte Dan Lynge-sag, som vedrører min
besvarelse tilbage i 2002 af et spørgsmål fra MF Søren Søndergaard vedrørende
direkte kontakter mellem Politiets Efterretningstjeneste og Dan Lynge.
Udvalget har nu i et brev af 21. december 2006 anmodet mig om at
redegøre nærmere for mine synspunkter. Udvalget beder mig mere præcist om
– og
jeg citerer – at redegøre nærmere for mine synspunkter, herunder
spørgsmålet om
angivelse af præmisser for svar på spørgsmål til Folketinget, samt redegøre
for, om og hvorledes disse synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser.
Med hensyn til min vurdering af selve den omhandlede besvarelse
til Søren Søndergaard har jeg ikke så meget at tilføje. Mine synspunkter er
udførligt gengivet dels i de indlæg, der er blevet afgivet til kommissionen,
mens undersøgelsen stod på, og dels i mit tidligere omtalte brev af 9.
november
2006 til udvalget. Men jeg vil gerne i kort form sammenfatte mine
synspunkter.
Dernæst vil jeg komme ind på spøgsmålet om, hvordan
undersøgelseskommissionens
beretning vil påvirke fremtidige besvarelser fra Justitsministeriet til
Folketinget.
Allerførst og helt overordnet vil jeg imidlertid gerne slå fast,
at min allervigtigste prioritet som justitsminister i forhold til Folketinget
er at have et godt, et produktivt og et tillidsfuld samarbejde med Tinget,
dets
udvalg og dets enkelte medlemmer. Det er i den forbindelse helt afgørende for
mig, at de svar, som jeg afgiver på spørgsmål fra Folketinget, er præcise og
forståelige. Det var afgørende for mig før Dan Lynge-sagen, det er afgørende
for mig i dag, og det vil også være afgørende for mig fremover. Det vil jeg
gerne have at der ikke efterlades nogen som helst tvivl om.
Jeg vender herefter tilbage til mine synspunkter vedrørende den
konkrete sag, dvs. besvarelsen i sin tid af spørgsmålet fra Søren
Søndergaard.
Som jeg nævnte før, så har jeg for så vidt ikke på dette punkt noget
væsentligt
at tilføje i forhold til det, som jeg tidligere har anført både over for
undersøgelseskommissionen
og Folketinget, og derfor vil jeg bare sammenfatte mine grundlæggende
synspunkter.
For det første: Den måde, som svaret til Søren Søndergaard blev
udformet på, havde alene ét formål, nemlig at udvise størst mulig åbenhed om
Politiets Efterretningstjenestes arbejde, samtidig med at de nødvendige
hensyn
til fortroligheden om tjenestens virksomhed blev iagttaget.
For det andet: I lyset af den mediemæssige omtale af Dan
Lynge-sagen i dagene forud for, at Søren Søndergaards spørgsmål blev stillet,
var vi efter min opfattelse fuldt ud berettiget til i Justitsministeriet at
gå
ud fra, at det var spørgsmålet om direkte kontakter mellem
efterretningstjenesten og Dan Lynge på rockerområdet, som Søren Søndergaard
sigtede til med sit spørgsmål.
For det tredje: Denne afgrænsning kom efter min opfattelse klart
til udtryk i den indholdsmæssige og sproglige udformning af besvarelsen. Der
er
således efter min opfattelse ikke belæg for, at besvarelsen med rimelighed
skulle opfattes således, at der slet ikke – dvs. heller ikke inden for
andre
områder end rockerområdet – havde været nogen direkte kontakt mellem
efterretningstjenesten og Dan Lynge.
For det fjerde: Det, der ud fra de fortrolighedshensyn, som skal
varetages af efterretningstjenesten, ikke blev omtalt i besvarelsen, og som
altså dermed skulle være hele omdrejningspunktet i denne sag, var en – i
øvrigt
meget begrænset – kontakt mellem tjenesten og Dan Lynge på et helt andet
område, nemlig våbenspredningsområdet. Der er mig bekendt ikke fra nogen side
blevet gjort gældende, at der skulle foreligge nogen form for kritisable
forhold i denne kontakt, og det illustrerer for mig det helt selvfølgelige i,
at Justitsministeriet intet som helst ønske kunne have haft om at give
Folketinget
et forkert indtryk af spørgsmålet om direkte kontakter mellem
efterretningstjenesten og Dan Lynge.
Dette er i kort form begrundelsen og baggrunden for, at jeg
mener fortsat at kunne stå inde for min besvarelse af spørgsmålet fra Søren
Søndergaard. Jeg henviser som sagt i øvrigt til mit brev af 9. november 2006
til udvalget og også de indlæg, der er blevet afgivet over for
undersøgelseskommissionen.
Jeg tilføjer for god ordens skyld, at undersøgelseskommissionen som bekendt
ikke har forholdt sig til disse synspunkter. Det skyldes den fortolkning af
lov
om undersøgelseskommissioner, som kommissionens flertal anlagde, og hvorefter
den nærmere vurdering af udformningen af besvarelsen af Søren Søndergaards
spørgsmål ikke henhører under kommissionen, men under Folketinget.
Men undersøgelseskommissionen fastslog som bekendt, at der i
overensstemmelse med, hvad der er anført i svaret til Søren Søndergaard, ikke
havde været nogen direkte kontakt mellem efterretningstjenesten og Dan Lynge
på
rockerområdet, og det er naturligvis en vigtig pointe i sammenhængen.
Samtidig
må jeg konstatere, at der uanset det, jeg har anført, og som jeg altså fuldt
ud
står ved, er opstået en meget omfattende diskussion om, hvorvidt besvarelsen
af
Søren Søndergaards spørgsmål i tilstrækkelig grad præciserede, at man alene
forholdt sig til spørgsmålet om kontakter mellem efterretningstjenesten og
Dan
Lynge på rockerområdet.
Selve det, at en sådan diskussion kan opstå, må i sagens natur
gøre indtryk både på mig selv og også på Justitsministeriets embedsmænd.
Dette
er også baggrunden for, at jeg ved adskillige lejligheder har tilkendegivet,
at
hele forløbet af denne sag bestemt vil indgå i mine og Justitsministeriets
overvejelser, når der fremover besvares spørgsmål om Politiets
Efterretningstjeneste.
Når udvalget i sit brev til mig nærmere spørger, hvordan mine
synspunkter vil påvirke fremtidige besvarelser til Folketinget, går jeg da
også
ud fra, at der navnlig tænkes på besvarelse af spørgsmål vedrørende Politiets
Efterretningstjenestes virksomhed, som Justitsministeriet jo – navnlig i
perioder
– modtager ganske mange spørgsmål om. Det vil jeg gerne sige lidt om.
Det er velkendt, at en efterretningstjeneste kun kan løse sine
opgaver vedrørende f.eks. forebyggelse og bekæmpelse af terrorisme og anden
meget alvorlig kriminalitet, hvis der kan være en endog meget høj grad af
fortrolighed om dens virksomhed. Det gælder ikke mindst med hensyn til,
hvilke
kilder tjenesten samarbejder med. Kunne tjenesten ikke arbejde under en sådan
fortrolighed, så tror jeg, at det vil stå klart for enhver, at dens arbejde
ville blive umuliggjort. Det er bl.a. også baggrunden for, at den
parlamentariske kontrol med efterretningstjenesten ikke varetages af
Folketingets
almindelige stående udvalg, men af det særlige udvalg vedrørende
efterretningstjenesterne.
I overensstemmelse med dette har det faste udgangspunkt i mange
år været, at spørgsmål fra f.eks. enkelte medlemmer af Folketinget om
efterretningstjenestens nærmere virksomhed i konkrete sager er blevet
besvaret
med, at det ikke er muligt at give de ønskede oplysninger. Det er samtidig
velkendt,
at såvel Justitsministeriet som Politiets Efterretningstjeneste i de senere
år
har arbejdet for at skabe større åbenhed om tjenestens virksomhed. Der er jo
ingen, der kan være interesseret i hemmeligholdelse for hemmeligholdelsens
egen
skyld, og det har derfor været en vigtig og en højt prioriteret opgave at se
på, om man kan gå nogle skridt videre i retning af åbenhed – naturligvis
hele
tiden uden på nogen måde at kompromittere de grundlæggende
fortrolighedshensyn,
som jeg var inde på i starten.
Det er bl.a. udslag af denne prioritering, når
efterretningstjenesten inden for de senere år f.eks. har oprettet sin egen
hjemmeside, ansat informationsmedarbejdere og er begyndt at udgive
årsberetninger
om sin virksomhed. Det var, som jeg tidligere fremhævede, også et udslag af
denne prioritering, når vi i besvarelsen af spørgsmålet fra Søren Søndergaard
valgte at gå et skridt videre end den sædvanlige praksis og faktisk give de
oplysninger, det var muligt at give, og som vi i Justitsministeriet klart
mente
at spørgsmålet måtte tage sigte på.
I en vis forstand kunne det måske være nærliggende at drage den
konsekvens af Dan Lynge-sagen, at vi i Justitsministeriet nu må vende tilbage
til den gammeldags form for besvarelse af spørgsmål vedrørende
efterretningstjenesten, nemlig ud fra fortrolighedshensyn at afvise at give
oplysninger. Så undgår man i hvert fald, at der opstår spørgsmål og
misforståelser som i den foreliggende sag.
Jeg vil imidlertid gerne slå fast, at jeg ikke har noget som
helst ønske om at bremse den åbenhedsproces vedrørende
efterretningstjenesten,
som jeg har beskrevet, og som jeg betragter som både en god og en sund proces
i
alles interesse. Det siger naturligvis sig selv, at jeg fremover vil være
endnu
mere opmærksom på, om hensynet til den nødvendige fortrolighed om tjenestens
arbejde indebærer, at et egentligt svar på det, der spørges om, nødvendigvis
må
udformes på en måde, der kan indebære en risiko for, at det vil blive
misforstået. I sådanne tilfælde vil det rigtigste for både regering og
Folketing nok være, at jeg svarer, at det hensyn af særlige forhold, der gør
sig gældende vedrørende efterretningstjenesten, ikke er muligt at give de
ønskede oplysninger.
Men inden for de rammer, som jeg har skitseret, vil jeg bestemt
fortsat bestræbe mig på at udvise størst mulig åbenhed om
efterretningstjenestens arbejde, også når jeg besvarer spørgsmål fra
Folketingets
udvalg eller dets enkelte medlemmer.
Det, jeg her har sagt, tager som nævnt særlig sigte på
besvarelse af spørgsmål vedrørende Politiets Efterretningstjeneste. Men det
er
måske på sin plads her til allersidst at gentage, hvad jeg begyndte med at
sige, nemlig at det helt generelt er afgørende for mig, at de svar, som jeg
afgiver på spørgsmål fra Folketinget, er præcise og forståelige. Derfor vil
den
diskussion, som er opstået i forbindelse med Dan Lynge-sagen, naturligvis
også
mere generelt indgå i mine og Justitsministeriets overvejelser, når der
fremover udarbejdes besvarelser af spørgsmål fra Folketinget.
Tak for ordet.
Ordstyreren:
Vi siger tak til ministeren. Er der spørgsmål til ministeren?
Line Barfod, værsgo.
Line Barfod
(EL):
Tak. Som formanden indledte med, er det jo et historisk møde, vi
har her, og ingen af os har prøvet det her før, hvor Folketinget tager over
fra
undersøgelseskommissionen, men jeg går ud fra, at formanden er fuldt ud
kompetent til at gribe ind, hvis der er et eller andet, man kommer til at
gøre
forkert her, eller man stiller forkerte spørgsmål.
Det, som jeg jo gerne vil tage fat i, det er: Hvad er det, der
er ministerens forpligtelse i forhold til at besvare spørgsmål, og hvad er
det,
som ministeriet kan gøre for at – som ministeren sagde – gøre
svarene så
præcise og forståelige som muligt? Og der må jeg indrømme, at der er jeg
meget
enig med mindretallet i kommissionen, som på side 1249 udtaler, at –
citat:
mindretallet finder det vanskeligt at forstå argumentationen i de
forklaringer,
som er afgivet af Lene Espersen og Michael Lunn vedrørende valget mellem det
begrænsede spørgsmål, der ville give mulighed for åbenhed om PET’s
arbejde, og
det traditionelle svar. Såfremt ministerens svar blev forstået af spørgeren
og
andre, måtte man naturligt overveje, hvorfor ministeriet valgte at give et
begrænset svar. Den umiddelbare forklaring synes kun at kunne være, at Dan
Lynge havde haft kontakt til PET på andre områder. Ellers synes det ikke at
have mening at begrænse spørgsmålet. Citat slut.
Og det leder jo over til, at hvis det virkelig har været
ministerens ønske, at svaret skulle kunne være forståeligt, jamen, hvis man
så
har regnet med, at spørgeren kunne forstå det, så må den naturlige
konklusion,
når man får et sådant svar, være, at så har der været kontakt på andre
områder.
Og det vil sige, at ministeren så er gået ud fra, at Folketinget skulle gå i
gang med at spørge til andre områder. Altså konstatere, at nå, svaret viser,
at
der har ikke været kontakt på rockerkriminalitet. Så stiller man et nyt
spørgsmål, hvor man så på baggrund af svaret spørger: Har der så været
kontakt
i forhold til cykeltyverier? Har der været kontakt i forhold til indbrud? Har
der været kontakt i forhold til miljøforbrydelser? Og så kan man jo blive
ved.
Altså, det bliver meget besværligt som folketingsmedlem, hvis det er det, der
har været tankegangen fra ministeriet, at man skulle kunne forstå
begrænsningen
i svaret, og man derfor skulle gå videre med at spørge til alt muligt andet.
Den anden mulighed, der ligger, for at forstå, hvad det er,
ministeren har villet med svaret, er jo, at det, man har ønsket, det var, at
spørgeren og andre, der læser svaret, skulle forstå det, som at der ikke
havde
været nogen kontakt med PET. Og dermed, at man holdt op med at stille flere
spørgsmål.
Og det, der undrer mig, det er, at ministeren ikke, hvis man er
i tvivl om, hvad det er, der er spurgt til, så kontakter spørgeren. Altså,
man
går bare ud fra, at man ved, hvad det er, spørgeren spørger til. Men det
kunne
jo lige så vel være, at det, som spørgeren var interesseret i, det var at
finde
ud af, om der overhovedet havde været kontakt mellem Dan Lynge og PET, fordi
det var meget, meget alvorlige anklager, der blev rejst af Dan Lynge i
pressen,
og man ønskede at få afklaret: Hvor omfattende har kontakten været med Dan
Lynge? Hvor store dele af systemet har været i kontakt med ham? – og
derfor
finde ud af, om der havde været direkte kontakt mellem PET og Dan Lynge eller
ej. Og det kunne man jo nemt afklare – hvad var det egentlig, spørgeren
ville?
– ved at ringe og spørge. Eller også så kunne man i hvert fald i svaret
have
afgrænset og tydeligt skrevet, at det her var kun et begrænset svar, og der
faktisk var yderligere oplysninger, som man så bare ikke ønskede at
videregive.
Det er jo også det, som fremgår af det notat, som Folketingets
Lovsekretariat udarbejdede i 2004 til baggrund for det samråd, som
Retsudvalget
havde med ministeren på det tidspunkt om denne her sag, hvor der er
gennemgået
en lang række tidligere sager om undersøgelseskommissioner og udvalg osv.,
der
har været gennem tiden, og hvor det fremgår gang på gang, at såvel
undersøgelseskommissioner
som Folketinget har kritiseret svar fra ministre, hvis det ikke tydeligt har
været angivet, at de kun gav delvise besvarelser.
Ordstyreren:
Lige et par praktiske ting. Der er nogen, der har spurgt, om det
er en ny socialdemokrat, der har sat sig der. Det er altså fra pressen, og nu
har vi altså ikke flyttet ham, så nu lader vi ham sidde, ikke?
Det var det ene. Så er der jo omdelt – skal jeg lige gøre
opmærksom på – et notat om ministres oplysningspligt, som
Line
Barfod
har taget med i sit spørgsmål. Der må vi jo så minde
om, at dels er der jo altså nogle regler om oplysningspligt, men her er vi
undergivet princippet om, at man ikke er forpligtet til selvinkriminering.
Det
går jeg ud fra at vi er enige om. Jeg kunne ikke lige finde det i
stikordsregisteret, men det er i hvert fald et princip, vi er enige om vi
ikke
presser ministeren til.
Det er måske lige så praktisk, hvis ministeren bestræber sig på,
at vi kan høre, hvornår det er opfattelsen af de generelle regler, ministeren
eventuelt svarer på, og hvornår det er, ministeren har lyst til at svare på
spørgsmål omkring Søren Søndergaards brokkerier, ikke? Værsgo.
Justitsministeren:
Jamen, jeg kan starte med at sige til det generelle først – til
Line – at, altså det er en helt fast praksis for os, at vi besvarer de
spørgsmål, der kommer fra Folketinget, men vi ringer altså ikke til spørgeren
og begynder at tage en diskussion af: Hvad mener du med dit spørgsmål? Jeg
vil
sige, at med det antal spørgsmål, der bliver besvaret af mig hvert år, så
ville
der skulle ansættes en del flere mennesker i Justitsministeriet, hvis
spørgeren
skulle kontaktes, for at man lige skulle finde ud af, hvad baggrunden for
svaret var. Vi svarer på de spørgsmål, der kommer, sådan som vi mener, at
spørgeren – som vi fortolker, at spørgeren – ønsker at få svar på,
og så må
spørgeren jo vende tilbage, hvis man er utilfreds med svaret. Det er en helt
fast praksis, og det har vi tænkt os at fortsætte med.
Altså, jeg ved ikke, hvordan folketingsmedlemmerne ville stille
sig, men jeg ved i hvert fald fra mig selv, at jeg ville da føle mig sådan
–
jeg ville da ikke have det særlig godt med, hvis der var en minister eller en
ministers embedsmænd, der ringede og begyndte at udspørge mig om, hvad
baggrunden
var for mit spørgsmål. Altså, det ville jeg ikke bryde mig om. Altså, det må
holde folketingsmedlemmer frit for at stille spørgsmål.
Så til den konkrete sag og Dan Lynge-sagen. Altså, jeg vil blot
gentage, Line: Vores eneste ønske, da vi kiggede på svaret, der skulle
afgives,
det var at åbne op for mere åbenhed omkring PET’s arbejde. Og jeg vil
sige,
hvad jeg også sagde i mit første indlæg: Den mediemæssige omtale, der havde
været i dagene forud for, at Søren Søndergaard stillede spørgsmålet, den
omhandlede rockerkriminalitet, og derfor var vi helt overbeviste om –
det er jo
typisk sådan, at når folketingsmedlemmer stiller spørgsmål, så vedrører det
sager, der er oppe at vende i pressen – derfor var vi overbeviste om, at
det
var dén påståede kontakt, der interesserede Søren Søndergaard, og så blev
svaret afgivet. Og svaret var jo ikke særlig langt, så jeg vil godt tillade
mig
at læse det op; bare så vi har in mente, hvad det var, der rent faktisk blev
skrevet.
Jeg svarede: I forbindelse med den senere tids presseomtale af
et samarbejde mellem politiet og den tidligere rocker Dan Lynge er det bl.a.
fremgået, at Dan Lynge har haft kontakt til politiet og videregivet en række
oplysninger fra rockermiljøet. Politiets Efterretningstjeneste har i
forskellige sammenhænge været involveret i den politimæssige indsats i
forhold
til rockerkriminaliteten. Chefen for Politiets Efterretningstjeneste har
meddelt mig, at han har talt med nuværende og tidligere ansatte og søgt
oplyst,
om man i den forbindelse også fra efterretningstjenestens side måtte have
været
i direkte kontakt med Dan Lynge. Han har på den baggrund meddelt mig, at der
ikke er fremkommet oplysninger om, at dette skulle være tilfældet.
Jeg mener, at den besvarelse, når man læser den meget grundigt,
at så fremgår det, at besvarelsen vedrører rockerkriminalitet.
Men Line, som jeg sagde det i mit første indlæg, og som jeg
synes er vigtigt at få præciseret: Jeg syntes selv, og det syntes mine
embedsmænd også, at det var et godt svar, der blev afgivet, og at det
afgrænsede, hvad det var, man besvarede. Men der har jo været en meget stor
diskussion efterfølgende om den besvarelse, og derfor er det selvfølgelig
også
klart, at jeg vil bestræbe mig på, i det omfang det bliver muligt at besvare
den type spørgsmål på lignende måde i fremtiden, at gøre det endnu klarere,
så
der ikke er tvivl fra folketingsmedlemmerne om, hvad det er, der rent faktisk
er svaret på.
Til dit andet spørgsmål om mindretalsudtalelse og om, hvorvidt
man overhovedet kan svare på den her måde – for du stiller jo sådan set
spørgsmålstegn ved, om man overhovedet kan begive sig ud af den gren og
begynde
at svare andet end det sædvanlige formummede om, at det kan man ikke udtale
sig
om – til det vil jeg sige, at det kommer selvfølgelig an på, hvor
mistænksom
man er, men jeg tror nu generelt, jeg vil sige om den erfaring, jeg har som
medlem af Folketinget i 12½ år, at langt de flest gange, hvor
folketingsmedlemmer stiller spørgsmål, der er de ikke ude med det store
fiskenet for at vide alt på et eller andet område. Det er tit typisk på et
enkelt sagsområde, de gerne vil have et meget klart svar. Og hvis de får et
klart svar på det område, så følger de ikke op og begynder at spørge ind på
alle mulige andre områder.
Så jeg mener ikke, at den problemstilling, du rejser, om, at man
ikke kan svare på et enkelt område, uden at det skal åbne op for, at så vil
man
have svar på 20 andre ting – jeg mener ikke, at den problemstilling
egentlig
passer særlig godt på den måde, som folketingsmedlemmer normalt arbejder på.
Normalt går folketingsmedlemmer faktisk ret målrettet efter at få svar på et
enkelt
område, og hvis jeg der kan give
flere informationer, så synes jeg altså ikke, at der er noget problematisk i
det. Men det er jo en afvejning, om man synes, det ene eller det andet er
rigtigt. Jeg har syntes, det var en rigtig vej at gå.
Ordstyreren:
Jeg skal selvfølgelig lige sige, at jeg kom til at bruge ordet
brokkerier – der var ikke derved en stillingtagen til Søren Søndergaards
spørgsmål, men alene en henvisning til den diskussion, der var bagefter,
altså,
for at det lige skal stå helt klart. Det kunne jeg ikke drømme om.
Ole Sohn. Har du ikke bedt om
ordet? Du frafalder.
Glimrende. Line, værsgo.
Line
Barfod
(EL):
Tak. Først lige til noget af det sidste, ministeren sagde, om,
at hvis folketingsmedlemmet får et klart svar, så følger man jo ikke op og
spørger om noget andet. Nej, det er jo det, der er problemet med det svar,
der
er givet i denne sag, at man tror, man har fået et klart svar, og derfor ikke
følger op og dermed ikke – hvis det er det, der har været formålet med
svaret –
bliver opmærksom på, at der kan være noget på nogle andre områder, som var
væsentlige for Folketinget at få at vide for at kunne vurdere omfanget af Dan
Lynge-sagen.
Altså, på det tidspunkt, hvor spørgsmålet er stillet og svaret
kommer, er det jo stadig væk meget uklart, hvor omfattende den sag egentlig
er.
Det er nogle anklager, som for de fleste af os må forekomme fuldkommen
uhyrlige, og som man stadig, indtil man så kommissionens betænkning om, at
det
var korrekt, mange af de anklager, der var fremkommet, jo måtte have svært
ved
at tro på. Altså, det er jo skræmmende læsning, når man kan læse i
kommissionens konklusioner, at man bl.a. fra politiets side har bragt sig i
en
situation, hvor man ikke kunne gribe ind over for kriminelle handlinger; man
har bragt sig i en situation, hvor man har misbrugt retssystemet osv.
Og derfor er det jo væsentligt for Folketinget på det tidspunkt,
hvor man begynder at spørge ind til sagen, at finde ud af: Hvor omfattende er
den egentlig? Herunder finde ud af: Hvor store dele af systemet har været i
kontakt med Dan Lynge? Omfatter det også PET? Fordi det kan jo være med til,
hvis man bekræfter, at PET har været i kontakt med Dan Lynge, kan det jo være
med til at give et billede af, at det faktisk er en omfattende sag; der er
noget
om det, han siger; det er noget meget alvorligt, som man bør få nedsat en
undersøgelseskommission til at se på.
På det tidspunkt var der jo ikke nedsat nogen
undersøgelseskommission. Det var jo noget af det, som først skete senere, og
derfor er det jo meget væsentligt, at Folketinget ikke bare får et klart
svar,
men også et fyldestgørende svar, eller, hvis man ikke vil give et
fyldestgørende svar, så får et svar, hvor forudsætningen meget tydeligt
fremgår.
Og jeg er enig i, når ministeren siger, at det er godt
embedsmandsarbejde. Ja, hvis man ser det sådan ud fra sådan rent juridisk
håndværksmæssigt, kan man sige; altså koncipisten af det her svar har været
utrolig dygtig og fortjener en fremtrædende plads i magtens galleri, hvis den
bliver sat op igen. Men det nytter bare ikke i forhold til, at Folketinget
har
brug for at kunne stole på svarene. Det siger ministeren jo også i sin
indledning, at det er afgørende, at der er et tillidsfuldt samarbejde mellem
ministeren og Folketinget. Og derfor er vi jo nødt til at kunne få nogle
svar,
hvor at, hvis de kun dækker er del af det brede område, der er spurgt til, så
fremgår den forudsætning klart.
Og hvis ministeriet er i tvivl om, hvor bredt man spørger, så
kan de enten ringe – jeg vil sige, at det er jeg nu jævnligt ude for, at
man
gør fra ministerierne, enten hvis man ikke mener, det er det rigtige
ministerium, der er spurgt til, og man derfor skal vide noget mere om
baggrunden for spørgsmålet for at finde ud af, om det nu er det rigtige
ministerium, eller hvis man simpelt hen er i tvivl om, hvordan man skal
svare.
Eller også så kan man i ministeriets svar klart angive: Vi har forstået, at
det, der spørges til, er sådan og sådan. Og så svarer man på det. Så er ingen
i
tvivl om, hvad det er, der er svaret på.
Og det er jo, som jeg sagde før, også tydeligt gengivet i det
her notat fra 2004 med gennemgang af de forskellige undersøgelser, der har
været tidligere om denne her slags svar, hvor det fremgår i forhold til
Kjærbølsagen – altså tilbage til dengang, hvor »Hans Hedtoft« gik ned
– at man
nåede frem til, at ministeren har forpligtelse til, når vedkommende besvarer
et
spørgsmål i Folketinget, at svare på en fyldestgørende og korrekt måde,
således
at væsentlige oplysninger ikke forties for Folketinget. Og Folketinget valgte
at understrege det beklagelige i, at ministeren så ikke havde levet op til
det.
I forhold til dagpengesagen da lagde man også fra
dommerundersøgelsen en norm til grund om en korrekt og fyldestgørende
information af Folketinget, og Folketingets flertal tilsluttede sig kritikken
af ministeren.
I forhold til sagen om kreativ bogføring i Skatteministeriet
lagde kommissionsdomstolen også normen til grund om, at væsentlige
oplysninger
af betydning for Folketingets stillingtagen ikke må foreholdes stillingtagen.
Og kommissionsdomstolen karakteriserede daværende skatteminister Anders Fogh
Rasmussens svar til Folketinget som urigtige, behæftede med fejl eller meget
uklare. Han var så selv gået af, så Folketinget tog ikke stilling til det,
men
Det samme i Spar Nord-sagen, hvor det særlige
undersøgelsesudvalg fastslog, at upræcist formulerede spørgsmål ikke fritager
en minister fra forpligtelsen til at give fyldestgørende besvarelser, og det
legitimerer ikke tilsvarende upræcise svar eller såkaldte ikkesvar. Og da var
Ole Stavad så også gået af, før Folketinget tog stilling til den
undersøgelse.
Men for at sige, at der ligger altså en norm om, at man skal
svare fyldestgørende, og hvis ikke man gør det, så skal man gøre det meget
klart. Og derfor – ud fra også det, ministeren siger om, at man fremover
til
bestræbe sig på at svare mere klart – betyder det så, at man skal forstå
det
sådan, at ministeren sådan set i bagklogskabens klare lys mener, at det var
beklageligt, at svaret blev udformet på den måde, som det gjorde, så man ikke
tydeligt kunne se, at der var tale om en begrænset del, man svarede på?
Ordstyreren:
Værsgo til ministeren.
Justitsministeren:
Tak. Men jeg vil sige til dig, Line, i forhold til det sidste,
du siger, at jeg er fuldstændig enig i den norm, du beskriver. Altså, vi
tilstræber i de mange, mange hundrede – ja, over tusinde –
besvarelser, der
bliver givet fra Justitsministeriet hvert år til Folketinget, at det er
korte,
enkle, letforståelige svar, der bliver afgivet. Det bestræber vi os virkelig,
virkelig på. Og derfor er jeg helt enig i, man kan sige dine generelle
betragtninger om, hvordan en minister skal besvare spørgsmål. Sådan må det
være. Og jeg vil sige, det var også det, vi forsøgte at gøre med den
besvarelse.
Jeg ved godt, du har en anden opfattelse af det, men det var
det, vi forsøgte at gøre, da vi svarede Søren Søndergaard. Det var ren
venlighed fra min side af ikke bare at give det sædvanlige intetsigende svar,
men prøve at give et svar, der fortalte noget mere. Og vi forsøgte virkelig
at
opstille meget klart præmisserne for vores besvarelse. Nuværende
højesteretsdommer Jens Peter Christensen har også rost besvarelsen. Du har så
også rost den juridiske udformning af den – måske med lidt andre ord end
Jens
Peter, men det lader vi nu ligge.
Men tilbage står, Line, som jeg også har sagt, at selv om jeg
synes, vi gjorde os umage dengang og afgav en meget klar besvarelse, så har
det
gjort indtryk på mig, at der har været den her diskussion. Ingen tvivl om
det.
Og derfor vil vi gøre os endnu mere umage i fremtiden. Så vi har lyttet til
det, som Folketinget har sagt og efterlyst om at præcisere det endnu mere. Og
det vil jeg gøre; det kan I roligt regne med.
Ordstyreren:
Ja tak. Er der andre, der ønsker ordet? Line igen.
Line
Barfod
(EL):
Bare: Det glæder mig, at ministeren fremover vil tage kritikken
til efterretning, og det forstår jeg så som, at ministeren så også set i
bagklogskabens lys beklager, at det så ikke endnu var slået igennem på det
tidspunkt, at det er diskussionen, der så har udløst, at man fremover vil
gøre
det mere klart, ikke?
Ordstyreren:
Ja, det må vi jo høre hvad ministeren mener om.
Justitsministeren:
Jamen altså, jeg tror, jeg allerede har sagt det så klart, som
jeg kan, at når Folketinget giver udtryk for, at de gerne vil have, at man
svarer endnu klarere, så tager jeg det til efterretning. Jeg har ikke andet
ønske end ud over at i det daglige have et godt samarbejde med Folketinget om
lovforslag og andet, men også at der er tilfredshed med de besvarelser, der
bliver
afgivet, og derfor lytter jeg også. Og det mener jeg at enhver minister skal
gøre; ellers så får man et besværligt liv herinde, og det er sjovere at
diskutere politik end at diskutere formuleringer. Så det lytter jeg
selvfølgelig til.
Ordstyreren:
Jeg tror, at vi må sige, at dette møde
med ministeren er udtømt. Og derfor skal jeg også sige til alle dem, der ikke
er med fra Justitsministeriet eller fra Folketinget – og det er kun dig
– skal
forlade lokalet, fordi resten af mødet uden ministeren er et lukket møde. Og
det tager ikke ret lang tid
Lignende dokumenter
- Betænkning og indstilling om ændring af forretningsorden for Folketinget (Justering af rammerne for opfølgning på beretninger fra granskningskommissioner og visse undersøgelseskommissioner) Retsinformation · 13. maj 2022
- Betænkning og indstilling vedrørende ændring af forretningsordenen for Folketinget Retsinformation · 11. maj 1999
- Beretning om Skattesagskommissionens beretning Retsinformation · 11. marts 2015
- Betænkning og indstilling om Instrukskommissionens beretning Retsinformation · 28. januar 2021
- Folketingsbeslutning om ændring af forretningsorden for Folketinget Retsinformation · 25. maj 1999
- Beretning om skattefradragssagen Retsinformation · 8. marts 2007