Værnetingsklausul i kaskoforsikring for privat lystbåd kan ikke bruges mod ejerne
Spørgsmålet var, om en kaskoforsikring for en privat lystbåd er en »stor risiko«, så selskabet kan aftale værneting i udlandet. EU-Domstolen svarede nej: aftalen er ikke omfattet af undtagelsen i artikel 15, nr. 5).
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
To personer med bopæl i Danmark købte i 2013 en brugt sejlbåd for 315.000 EUR hos en forhandler i Nederlandene [1]. De tegnede en ansvars- og kaskoforsikring hos et nederlandsk forsikringsselskab. En kaskoforsikring dækker skader på selve båden [1]. På ansøgningsskemaet oplyste de, at båden skulle have hjemhavn i Danmark og kun bruges privat og rekreativt [1]. Forsikringsvilkårene indeholdt en værnetingsklausul, altså en aftale om, hvilken domstol der skal afgøre tvister. Efter klausulen kunne forsikringstager indbringe enhver tvist for en kompetent domstol i Nederlandene [1]. I 2018 stødte båden på grund i Finland. Selskabet afviste at dække skaderne [1]. Bådejerne anlagde sag ved Retten i Helsingør med krav om ca. 300.000 kr. Selskabet mente, at klausulen var bindende, og påstod afvisning. Det fik medhold [1]. Bådejerne ankede til Østre Landsret, som forelagde spørgsmålet for EU-Domstolen [1].
Spørgsmålet
Domstolen skulle afgøre, om artikel 15, nr. 5), sammenholdt med artikel 16, nr. 5), i forordning nr. 1215/2012 omfatter en kaskoforsikring for et lystfartøj, der ikke bruges erhvervsmæssigt [1]. Hvis ja, ville værnetingsklausulen kunne fravige forsikringstagerens ret til at sagsøge ved sin hjemlige domstol [1].
Resultatet
Domstolen fastslog, at en aftale om kaskoforsikring af et lystfartøj, der ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, ikke er omfattet af artikel 15, nr. 5) [1]. Svaret går bådejernes vej, mens forsikringsselskabets synspunkt ikke fik medhold [1]. Det er Østre Landsret, der skal afgøre selve sagen på grundlag af svaret [1].
Rettens begrundelse
Forordningens særlige regler for forsikringssager giver forsikringstageren ret til at sagsøge forsikringsgiveren ved retten på sit eget bopælssted [1]. Reglerne kan kun fraviges ved aftale i bestemte tilfælde, bl.a. når forsikringen dækker »store risici« som defineret i Solvens II-direktivet [1]. Efter ordlyden omfatter direktivets forsikringsklasse 6 alle skader på fartøjer, uanset brug [1]. Domstolen lagde dog afgørende vægt på sammenhængen. Artikel 16, nr. 1)-4), er særregler, der bl.a. kun dækker skader på søgående skibe ved erhvervsmæssig brug [1]. Hvis alle skibsskader var »store risici«, ville disse numre miste deres indhold. Det ville stride mod lovgivers hensigt [1]. Undtagelser fra de beskyttende kompetenceregler skal desuden fortolkes snævert [1]. Fortolkningen passer også med EU's erklæring til Haagerkonventionen om værnetingsaftaler, der kun omfatter skader på skibe ved erhvervsmæssig brug [1]. Endelig skal reglerne beskytte den svage part i forsikringsforholdet [1]. Muligheden for at aftale værneting ved store risici bygger på, at parterne står på lige fod. Det gælder ikke private, der forsikrer en fritidsbåd [1]. Domstolen afviste en vurdering fra sag til sag af, om en person er svag part, fordi det ville skabe retsusikkerhed [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering præciserer dommen, at private forsikringstagere med en lystbåd til fritidsbrug som udgangspunkt bevarer retten til at sagsøge forsikringsselskabet ved domstolene, hvor de bor, selv om aftalen peger på en domstol i et andet land [1]. Domstolen nævnte ikke bådens pris eller størrelse i sin begrundelse, som byggede på, om fartøjet bruges erhvervsmæssigt [1]. Efter analysens vurdering kan det tale for, at værdien ikke i sig selv er afgørende, men dommen tager ikke udtrykkeligt stilling til det. Domstolen afviste udtrykkeligt en konkret vurdering af, om den enkelte forsikringstager er svag part [1]. Det taler efter analysens vurdering for, at sondringen mellem erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig brug kan anvendes ret forudsigeligt. Dommen afgør ikke, hvordan man skal bedømme et fartøj med blandet brug, fx delvis udlejning. Den tager heller ikke stilling til, om bådejerne havde ret til forsikringsdækning for skaderne [1]. Dommen handler alene om kaskoforsikring. Den siger ikke direkte noget om andre forsikringsklasser i Solvens II-direktivet [1]. Det er usikkert, hvor langt begrundelsen kan overføres til andre typer forsikring.
Sådan hænger kilderne sammen
Sagen drejede sig om artikel 11, 15 og 16 i forordning nr. 1215/2012 samt definitionen af »store risici« i artikel 13, nr. 27), i direktiv 2009/138 (Solvens II) [1]. Forordningen er en omarbejdning af tidligere regler om retternes kompetence [2]. Artikel 16 viderefører i det væsentlige artikel 14 i den tidligere forordning nr. 44/2001 [1]. Danmark deltog ikke i vedtagelsen, men har ved en parallelaftale med EU valgt at gennemføre forordningens indhold [1]. Domstolen afgjorde sagen uden forslag til afgørelse fra generaladvokaten [1]. Den støttede sig bl.a. på EU's erklæring til Haagerkonventionen om værnetingsaftaler og på tidligere praksis om beskyttelse af den svage part [1].
Fra kilderne
en aftale om kaskoforsikring af et lystfartøj, der ikke anvendes i erhvervsmæssigt øjemed, ikke er omfattet af denne artikel 15, nr. 5). [1]
undtagelser til bestemmelser om kompetence i forsikringssager som den, der er givet ved artikel 15, nr. 5), i forordning nr. 1215/2012, således fortolkes snævert [1]
I denne henseende skal der ikke foretages en vurdering fra sag til sag af spørgsmålet om, hvorvidt en person kan anses for en »svag part«. [1]
Kilder
- Dom i sag C-352/21: Domstolens dom (Sjette Afdeling) af 27. april 2023. — A1 og A2 mod I. dommen · 27. april 2023
- EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1215/2012 af 12. december 2012 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (omarbejdning) anden afgørelse med lignende indhold · 12. december 2012