Spring til indhold

Analyser af domme

Tegning: En EU-dommer klipper en klausul ud af en lejekontrakt med en kæmpe saks, mens en jublende lejer i hjemmesko ikke opdager, at en retsbetjent triller en tyk bog med procesregler og en lang omkostningsregning ind bag ham.

Sagsomkostninger i lejesag, når omkostningsklausul er ugyldig

EU-DomstolenForbrug og kontrakterDom i sag C-459/251. oktober 2026

Spørgsmålet var, om EU-reglerne om urimelige kontraktvilkår hindrer, at en forbruger, der taber en retssag, skal betale sagsomkostningerne efter national procesret, når en urimelig klausul er annulleret. Domstolen svarede nej, så længe effektivitetsprincippet overholdes.

Læs hele dommen


Sagen

Woonstichting Lieven de Key, en hollandsk boligorganisation, lejede en parkeringsplads ud til en lejer. Lejekontraktens artikel 11.1 bestemte, at lejeren skulle betale alle udlejerens omkostninger, herunder retslige og udenretslige omkostninger, hvis lejeren misligholdt aftalen eller loven. Lejeren betalte ikke leje efter flere påkrav. Udlejeren sagsøgte ved kantonrechter, der er første instans i Nederlandene, og krævede blandt andet ophævelse af lejemålet, udsættelse, betaling af 482,50 euro og sagsomkostninger. Lejeren udeblev. Retten fandt artikel 11.1 urimelig, for så vidt angik de udenretlige omkostninger, og spurgte Nederlandenes øverste domstol, om den nederlandske regel om, at den tabende part betaler sagsomkostningerne, kan anvendes i stedet. [1]

Spørgsmålet

Spørgsmålet var, om EU's direktiv om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler er til hinder for, at en forbruger, der taber en retssag, pålægges at betale sagsomkostningerne efter den almindelige nationale procesregel. Det gjaldt en situation, hvor den urimelige klausul er annulleret, men lejekontrakten kan bestå uden den. [1]

Resultatet

Domstolen svarede, at direktivet ikke er til hinder for det. Forbrugeren kan altså pålægges sagsomkostningerne efter den nationale procesret, så længe effektivitetsprincippet overholdes. Domstolen afgjorde ikke selve tvisten; den besvarede kun det præjudicielle spørgsmål, og den nederlandske ret skal afgøre sagen. Udlejeren fik derfor ingen endelig afgørelse til sin fordel i selve sagen. [1]

Rettens begrundelse

Domstolen indledte med at fastslå, at direktivet skal erstatte den formelle balance i en kontrakt med en reel balance. En urimelig klausul skal derfor fjernes, mens resten af aftalen består, hvis det er muligt efter national ret. [1] Det var en præjudiciel forelæggelse, altså en procedure, hvor en national ret spørger Domstolen om fortolkningen af EU-retten. Domstolen tog udgangspunkt i, at en urimelig klausul ikke kan erstattes med en deklaratorisk bestemmelse, det vil sige en lovregel, der gælder, når parterne ikke har aftalt andet. [1] Det er kun undtagelsesvis tilladt, når annulleringen ellers ville føre til, at hele aftalen bortfalder til skade for forbrugeren. Den nederlandske regel om sagsomkostninger regulerede ikke kontraktens balance, men fordelingen i retssagen, og var derfor efter Domstolens vurdering ikke en sådan deklaratorisk bestemmelse. [1] Domstolen lagde vægt på medlemsstaternes procesautonomi, altså deres ret til at fastsætte procesregler, dog med krav om effektivitetsprincippet. Dette princip kræver, at ordningen ikke afholder forbrugeren fra at gå til retten. Den nationale lovgivning indeholder en loftsregel for advokatsalærer og en mulighed for at nedsætte omkostninger, hvilket efter Domstolens vurdering gør det muligt at undgå for høje omkostninger. [1]

Hvad dommen betyder

Efter analysens vurdering viser dommen, at en ugyldig omkostningsklausul i en forbrugeraftale ikke uden videre fjerner den almindelige fordeling af sagsomkostninger i en retssag. Det kan have betydning for lejere og andre forbrugere i EU, fordi dommen kobler den nationale procesregel til effektivitetsprincippet. [1] Dommen rækker dog kun så langt, som de nationale regler faktisk gør det muligt at undgå for høje omkostninger for forbrugeren. Efter analysens vurdering er det sandsynligvis afgørende, at den nationale ret kan nedsætte omkostningerne af egen drift, og at der findes et loft, da Domstolen lagde vægt på disse elementer. Dommen afgør ikke, om en regel uden loft eller uden nedsættelsesmulighed ville være forenelig med EU-retten. Den afgør heller ikke endeligt, om den nederlandske regel er deklaratorisk, idet Domstolen udtalte sig med forbehold for den forelæggende rets efterprøvelse. For en almindelig lejer kan dommen være en påmindelse om, at en ugyldig klausul ikke nødvendigvis fritager for sagsomkostninger, men resultatet afhænger af de nationale regler i det enkelte land. [1]

Sådan hænger kilderne sammen

Dommen er den eneste kilde, der handler om selve sagen. Den henviser selv til tidligere retspraksis, blandt andet sagerne Dexia og GUPFINGER Einrichtungsstudio, om erstatning af urimelige vilkår med deklaratoriske bestemmelser. [1] Sagen drejer sig om artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 sammenholdt med effektivitetsprincippet. Artikel 8b blev vurderet ikke relevant, fordi sagen ikke handlede om sanktioner. De øvrige kilder [2][3][4] handler om andre spørgsmål og er ikke brugt. Kilderne oplyser ikke, hvordan danske myndigheder har anvendt dommen. [1]

Fra kilderne

den omhandlede aftale principielt skal bestå, uden at der foretages andre ændringer end dem, der følger af tilsidesættelsen af de urimelige kontraktvilkår [1]
Ordningen for fordeling af sagsomkostningerne i en sådan sag må derfor ikke afholde forbrugeren fra at udøve denne ret [1]
kan den nationale domstol ikke erstatte disse vilkår med en deklaratorisk bestemmelse i national ret [1]
er disse bestemmelser ikke til hinder for, at forbrugeren, der taber en retssag, pålægges at betale sagsomkostningerne i henhold til den nationale procesret [1]

Kilder

  1. Dom i sag C-459/25: Domstolens dom (Niende Afdeling) af 1. oktober 2026. — Præjudiciel forelæggelse – forbrugerbeskyttelse – direktiv 93/13/EØF – artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1 – urimelige ko dommen · 1. oktober 2026
  2. Forslag til afgørelse i sag C-70/17: Forslag til afgørelse fra generaladvokat M. Szpunar fremsat den 13. september 2018. — Abanca Corporación Bancaria SA mod Alberto García Salamanca Santos og Bankia anden afgørelse med lignende indhold · 13. september 2018
  3. Forslag til afgørelse i sag C-63/25: FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT A. BIONDI fremsat den 4. juni 2026 Sag C-63/25 anden afgørelse med lignende indhold · 4. juni 2026
  4. Dom i sag C-80/21: DOMSTOLENS DOM (Niende Afdeling) 8. september 2022 anden afgørelse med lignende indhold · 8. september 2022