FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT A. BIONDI fremsat den 4. juni 2026 Sag C-63/25
Læs kilden ved EU-domme (åbner i ny fane)
Teksten
Foreløbig udgave
FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. BIONDI
fremsat den 4. juni 2026 (1)
Sag C-63/25
K. Sz.,
H. Sz.,
W. Sz.
mod
Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty w likwidacji
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen))
» Præjudiciel forelæggelse – urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler – direktiv 93/13/EØF – anvendelsesområde – begreberne forbruger og erhvervsdrivende – indtrædelse i en investeringsfond – vedtægter for en lukket investeringsfond «
I. Indledning
1. Den foreliggende sag rejser et spørgsmål, som Domstolen tilsyneladende ikke har vurderet direkte: Finder direktiv 93/13/EØF (2) anvendelse på retsforholdet mellem en lukket investeringsfond(3) og de fysiske personer, som tegner fondens investeringsbeviser? Emnet er vanskeligt, da det skal undersøges, om den ensartede beskyttelse, som direktivet giver forbrugerne, også omfatter et retsforhold, som ifølge den nationale lovgivning kan betragtes som et instrument af selskabsretlig karakter – fondens vedtægter – men som funktionsmæssigt udviser de typiske kendetegn af en standardkontrakt.
2. Den forelæggende ret har rejst tre spørgsmål. De første to vedrører kvalifikationen af parterne, dvs. hvorvidt den, som tegner beviserne, skal anses for at være en »forbruger«, og hvorvidt den udstedende fond skal anses for at være en »erhvervsdrivende«. Disse spørgsmål udgør imidlertid kun den logiske forudsætning for det tredje. Det sidstnævnte spørgsmål – hvorvidt klausuler i vedtægter kan udgøre »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling« – er tilsyneladende nyt i Domstolens praksis. Dette forslag til afgørelse vil koncentrere sig om dette spørgsmål.
3. Jeg vil her foregribe min konklusion, nemlig at jeg foreslår Domstolen at besvare det tredje spørgsmål bekræftende; jeg vil derfor kun henvise til de første to spørgsmål, for så vidt som det er nødvendigt for at afgrænse ræsonnementets omfang.
II. Retsforskrifter
A. Direktiv 93/13/EØF
4. Tiende betragtning til direktiv 93/13 er affattet således:
»[F]orbrugeren kan sikres en bedre beskyttelse gennem vedtagelse af ensartede bestemmelser vedrørende urimelige vilkår; disse bestemmelser skal finde anvendelse på alle aftaler, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere; dette direktiv finder derfor ikke anvendelse på bl.a. arbejdskontrakter, aftaler vedrørende arveret og familieret samt aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter[.]
[…]«
5. Artikel 1, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsætter følgende:
»Formålet med dette direktiv er indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om urimelige kontraktvilkår i aftaler, der indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere.
[…]«
6. Artikel 2, litra b) og c), i direktiv 93/13 bestemmer følgende:
»[…]
b) »forbruger«: en fysisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler ikke handler som led i sit erhverv c) »erhvervsdrivende«: en fysisk eller juridisk person, der i forbindelse med de af dette direktiv omfattede aftaler handler som led i sit erhverv, hvad enten det er offentligt eller privat«.
7. Artikel 3, stk. 1 og 2, i direktiv 93/13 foreskriver følgende:
»1. Et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, anses for urimeligt, hvis det til trods for kravene om god tro bevirker en betydelig skævhed i parternes rettigheder og forpligtelser ifølge aftalen til skade for forbrugeren.
2. Et kontraktvilkår anses altid for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt.
Læs alt
Den omstændighed, at visse elementer i et kontraktvilkår eller et enkelt kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, udelukker ikke anvendelse af denne artikel på resten af en aftale, hvis en samlet vurdering fører til den konklusion, at der alligevel er tale om en standardkontrakt.
Hvis en erhvervsdrivende hævder, at et standardiseret kontraktvilkår har været genstand for individuel forhandling, har han bevisbyrden.
[…]«
B. Polsk ret
8. Artikel 221 i Ustawa z dnia 23 kwietnia 1964 r. – Kodeks cywilny (4) (den polske civile lovbog, herefter »den civile lovbog«) fastsætter følgende:
»Ved en »forbruger« forstås enhver fysisk person, der indgår retlige transaktioner med en erhvervsdrivende, der ikke er direkte relateret til dennes virksomhed eller professionelle aktivitet.
[…]«
9. Den civile lovbogs artikel 431 fastsætter:
»En erhvervsdrivende er en fysisk person, juridisk person eller organisatorisk enhed som omhandlet i artikel 331, der udøver erhvervsmæssig virksomhed på egne vegne.
[…]«
10. Den civile lovbogs artikel 66, § 1, foreskriver følgende:
»En erklæring fra den anden part om dennes hensigt om at indgå en aftale udgør et tilbud, hvis den specificerer de væsentlige aftalevilkår.
[…]«
11. Den civile lovbogs artikel 3851, som gennemfører principperne i direktiv 93/13, fastsætter følgende:
»§ 1. Bestemmelser i en forbrugeraftale, som ikke har været genstand for en individuel forhandling, er ikke bindende for forbrugeren, hvis de fastsætter den pågældendes rettigheder og pligter på en måde, som er i strid med god forretningsskik, og som groft tilsidesætter forbrugerens interesser (ulovlige kontraktvilkår). Denne bestemmelse berører ikke vilkår, som fastsætter parternes hovedydelser, herunder prisen eller vederlaget, hvis de er entydigt formuleret.
§ 2. Såfremt et kontraktvilkår ikke er bindende for forbrugeren i medfør af stk. 1, forbliver den øvrige del af aftalen bindende for parterne.
§ 3. Kontraktvilkår, hvis indhold forbrugeren ikke har haft nogen reel indflydelse på, anses ikke for at være aftalt individuelt. Dette gælder navnlig for aftalevilkår, der stammer fra en standardkontrakt, som kontrahenten har foreslået forbrugeren.
§ 4. Bevisbyrden for, at et kontraktvilkår er aftalt individuelt, påhviler den, der påberåber sig det urimelige kontraktvilkår.«
12. Artikel 3 i Ustawa o funduszach inwestycyjnych i zarządzaniu alternatywnymi funduszami inwestycyjnymi (lov om investeringsfonde og forvaltning af alternative investeringsfonde, herefter »investeringsfondsloven«) (5) foreskriver følgende:
»1. En investeringsfond er en juridisk person, hvis virksomhed udelukkende består i at investere finansielle midler, der er indsamlet gennem udbud af andele eller investeringsbeviser, i de værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andre ejendomsrettigheder, der er fastsat i loven. Investeringsfonden udøver sin virksomhed ved at tage særligt hensyn til deltagernes interesser og i overensstemmelse med de i loven fastsatte principper for begrænsning af investeringsrisici.
[…]«
13. Investeringsfondslovens artikel 6, stk. 1 og 2, foreskriver følgende:
»1. Deltagerne i en investeringsfond er fysiske personer, juridiske personer eller organisatoriske enheder, der ikke har status som en juridisk person:
[…]
2) der er indehavere af en værdipapirkonto, hvorpå investeringsbeviser opført på en kollektiv konto er registrerede, eller som har ret til investeringsbeviser […].
2. Andelene eller investeringsbeviserne repræsenterer fondsdeltagernes ejendomsrettigheder som defineret i loven og investeringsfondens vedtægter.«
14. Samme lovs artikel 117, stk. 1 og 3, foreskriver:
»1. Den lukkede investeringsfond udsteder investeringsbeviser.
[…]
3. Fysiske personer kan erhverve investeringsbeviser i en af de i artikel 15, stk. 1a, omhandlede fonde, såfremt værdien af investeringsbeviset ved denne fonds første udstedelse ikke er lavere end 40 000 EUR, omregnet til et beløb i polske złoty.«
15. Investeringsfondslovens artikel 139 fastsætter følgende:
»1. En lukket investeringsfond kan indløse investeringsbeviser, den har udstedt, hvis det er fastsat i fondens vedtægter.
[…]
3. Vedtægterne for en lukket investeringsfond skal fastsætte betingelserne, proceduren og vilkårene for indløsning af investeringsbeviser samt fristerne og måden for meddelelse af indløsning af beviser.
[…]«
III. Hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
16. Tre fysiske personer – en læge og hendes pensionerede forældre – erhvervede på anbefaling fra en medarbejder i deres bank investeringsbeviser udstedt af en polsk lukket investeringsfond (herefter »FIZ«), som er en kollektiv investeringsvirksomhed med egen juridisk personlighed, der er oprettet og forvaltet af et investeringsselskab, og hvis drift er reguleret i selskabets vedtægter. Erhvervelsen fandt sted i 2016 ved underskrivelse af en standardformular, hvori hver enkelt deltager i fonden erklærede, at denne var blevet bekendt med og accepterede betingelserne for udstedelse samt fondens vedtægter. Den samlede værdi af hver enkelt deltagers investering beløb sig til ca. 91 000 EUR.
17. I 2019 anmodede deltagerne om indløsning af alle deres investeringsbeviser. FIZ foretog alene delvise indløsninger med henvisning til den klausul i vedtægterne, hvorefter FIZ har ret til at nedsætte indløsningsanmodninger, hvis den samlede værdi af de beviser, der skal indløses, er højere end 20% af fondens likvide aktiver.
18. Sąd Okręgowy w Warszawie (den regionale domstol i Warszawa, Polen) tog ikke den af deltagerne anlagte sag til følge med den begrundelse, at FIZ’ vedtægter ikke udgør en aftale og ikke er omfattet af kontrollen med, om et kontraktvilkår er urimeligt, i overensstemmelse med den civile lovbogs artikel 3851.
19. Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) har på appelstadiet besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:
»1) Skal en fysisk person, der er deltager i en lukket investeringsfond og har erhvervet navnenoterede værdipapirer i form af investeringsbeviser udstedt af denne fond, anses for at være en forbruger i henhold til artikel 2, litra b), i [Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29, herefter »direktiv 93/13«)], hvis erhvervelsen sker med et formål, der ikke er forbundet med handel, virksomhed eller erhverv, og når formålet med at tilslutte sig fonden primært er at investere sin opsparing?
2) Skal en lukket investeringsfond, hvis eneste forretningsformål er at investere midler indsamlet ved udbud af investeringsbeviser[…] i de værdipapirer, pengemarkedsinstrumenter og andre ejendomsrettigheder, der er fastsat i lovgivningen, betragtes som en sælger eller leverandør i henhold til artikel 2, litra c), i direktiv 93/13?
3) Skal en bestemmelse i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger deltagerens rettigheder og forpligtelser, herunder regler og frister for fondens indløsning af investeringsbeviser fra dens deltagere, anses for et kontraktvilkår, der ikke er individuelt forhandlet i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13, hvis deltageren havde mulighed for at gøre sig bekendt med vedtægterne før tilslutningen til fonden, og når deltageren accepterede deres indhold skriftligt i forbindelse med erhvervelse af et investeringsbevis?«
IV. Bedømmelse
20. Dette forslag til afgørelse fokuserer på det tredje spørgsmål. De første to er kun relevante som en forudsætning for ræsonnementet i det omfang, de gør det muligt at undersøge, om den omtvistede klausul i vedtægterne kan udgøre et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13.
21. Jeg vil derfor blot anføre, at sagsøgerne – for så vidt som det fremgår af sagsakterne – er fysiske personer, som erhvervede investeringsbeviser i opsparingsøjemed uden for deres erhvervsmæssige virksomhed, hvorfor de henhører under kategorien af forbrugere, og at FIZ, i sin egenskab af juridisk person, der tilbyder og forvalter dette investeringsprodukt på en organiseret måde, kvalificeres som en erhvervsdrivende kontrahent med hensyn til den omtvistede klausul. Det påhviler under alle omstændigheder den forelæggende ret i lyset af samtlige omstændigheder i den konkrete situation at undersøge, om de i EU-retten fastsatte krav reelt er opfyldt.
A. Det tredje spørgsmål
22. Det tredje spørgsmål udgør kernen i tvisten. Den forelæggende ret ønsker nærmere bestemt oplyst, om klausulerne i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger deltagerens rettigheder og forpligtelser – herunder betingelser for indløsning af beviserne – kan kvalificeres som »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling« i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13.
23. Spørgsmålet omfatter to aspekter; det skal for det første afgøres, om der findes en »aftale« som omhandlet i direktiv 93/13, og for det andet, hvorvidt det kan antages, at det omtvistede kontraktvilkår »ikke har været genstand for individuel forhandling«.
1. Hvorvidt der findes en aftale som omhandlet i direktiv 93/13, og hvorvidt kontraktvilkår kan inkorporeres i klausuler i vedtægter
24. Direktiv 93/13 finder anvendelse på »alle aftaler«, som indgås mellem erhvervsdrivende og forbrugere (6). Der er således tale om et generelt forbrugerbeskyttelsesdirektiv, der finder anvendelse på alle erhvervssektorer (7). Den af lovgiver fastsatte rækkevidde indebærer på symmetrisk vis, at undtagelserne fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13 skal fortolkes indskrænkende med henblik på at sikre direktivets effektive virkning (8).
25. I det omfang, FIZ’ vedtægter indeholder klausuler om fondens karakter og genstand, navnet og hjemstedet for investeringsselskabet, hvordan fonden repræsenteres, samt principperne for fondens investeringspolitik, udviser disse vedtægter kendetegn, på grundlag af hvilke de muligvis henhører under »aftaler om oprettelse af selskaber og om disses vedtægter«, der ifølge tiende betragtning til direktiv 93/13 er udelukket fra direktivets anvendelsesområde.
26. I den af den foreliggende sag omfattede situation har FIZ’ vedtægter imidlertid, sådan som den forelæggende ret har påpeget, en dobbelt funktion. De er på samme tid den juridiske persons stiftelsesoverenskomst og det instrument, som fastlægger deltagernes ejendomsrettigheder, dvs. betingelser og procedurer for indløsning af beviserne, grænserne for nedsættelse af anmodningerne og regler for beregning af likvide midler. Klausulerne om dette andet aspekt udviser funktionsmæssigt kendetegn, som svarer til kendetegnene af kontraktklausuler, der regulerer indholdet af et gensidigt bebyrdende retsforhold.
27. Domstolen har hidtil ikke udtalt sig om rækkevidden af undtagelsen i tiende betragtning til direktiv 93/13. En nyttig fortolkningsholdning kan imidlertid udledes af dommen i sagen Verein für Konsumenteninformation (9), som vedrører Rom I-forordningens anvendelsesområde (10). Domstolen foretog ved denne lejlighed en sondring mellem retshandler, som falder ind under selskabsretten, og de aftaler, der ligger til grund for disse retshandler, og fastslog på denne baggrund, at den blotte omstændighed, at en aftale har en tilknytning til spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, ikke bevirker, at denne aftale er udelukket fra forordningens anvendelsesområde.
28. Denne holdning er ikke enestående. Allerede i E. Friz-dommen (11) lagde Domstolen til grund, at lovgivningen om forbrugerbeskyttelse – i daværende tilfælde direktiv 85/577/EØF (12) – også omfattede det retsforhold, der etableres ved en forbrugers indtrædelse i en lukket ejendomsfond i form af et personselskab, når formålet med en sådan indtrædelse ikke fortrinsvis består i at blive medlem af det pågældende selskab, men ses som et middel til kapitalanbringelse. Domstolen fastslog således princippet – af almengyldig karakter – om, at den omstændighed, at foretagendet er stiftet som selskab, ikke i sig selv udelukker, at forbrugerbeskyttelsen omfatter det kontraktforhold, der ligger til grund for de konkrete dispositioner. Den samme funktionelle tilgang, hvorefter der ses bort fra formelle kvalifikationer og snarere lægges vægt på en materiel vurdering af retsforholdet, inspirerer Domstolens praksis om begrebet »erhvervsdrivende« (13).
29. Jeg mener derfor, at det i dommen i sagen Verein für Konsumenteninformation fastlagte princip også gælder for direktiv 93/13. Undtagelsen i tiende betragtning til direktiv 93/13 tilsigter at udelukke de retshandler fra forbrugerbeskyttelsen, som stricto sensu vedrører stiftelsen af et selskab, og ikke de forpligtelser, som udspringer af disse.
30. Kravet om en indskrænkende fortolkning understøttes tilsyneladende også af Domstolens praksis om det anderledes tilfælde i artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 (14). I dommen i sagen Gómez del Moral Guasch (15) afklarede Domstolen, at denne undtagelse forudsætter, at kontraktvilkåret afspejler en bestemmelse i national ret, der finder anvendelse mellem de kontraherende parter, uanset deres valg; når den nationale lovgivning derimod begrænser sig til at fastsætte en generel ramme og giver den erhvervsdrivende en skønsmargin med hensyn til fastlæggelsen af det konkrete indhold af klausulen, afspejler denne klausul ikke en bindende eller deklaratorisk bestemmelse, men udtrykker en selvstændig bestemmelse fra den erhvervsdrivendes side. I dette tilfælde finder undtagelsen ikke anvendelse.
31. Selv hvis det antages, at FIZ’ vedtægter i deres karakter af stiftelsesoverenskomst henhører under undtagelsen i tiende betragtning, er dette under alle omstændigheder ikke tilstrækkeligt – og dette er det afgørende element – til at udelukke det kontraktforhold, hvorpå sagsøgerne baserer deres krav, fra anvendelsesområdet for direktiv 93/13.
32. Det fremgår nemlig af sagsakterne, at FIZ og sagsøgerne indgik en særskilt aftale om tegning af beviserne. Mekanismen er åbenlys: FIZ fremsatte et skriftligt tilbud om at erhverve beviserne; sagsøgerne godtog dette tilbud ved at underskrive en standardformular, hvori de erklærede, at de var blevet bekendt med og accepterede betingelserne for udstedelsen samt vedtægterne. Med denne erklæring accepterede sagsøgerne, uden nogen mulighed for forhandling, de samlede klausuler om betingelserne for udstedelse og indløsning af beviserne, herunder den omtvistede klausul.
33. Det drejer sig således om en bilateral retshandel, hvor den erhvervsdrivende fremsætter et skriftligt tilbud, som forbrugeren accepterer ved at underskrive en standardformular og betale indskuddet. Den således indgåede tegningsaftale henhører efter min opfattelse under anvendelsesområdet for direktiv 93/13. Det er ikke nødvendigt at hævde, at vedtægterne som sådanne og i deres helhed falder under dette anvendelsesområde; det er tilstrækkeligt at konstatere, at klausulerne i vedtægterne, som ved denne aftale blev gjort bindende, regulerer aftalens indhold.
34. Jeg er derfor af den opfattelse, at klausulerne om betingelserne for indløsning af beviserne under alle omstændigheder skal anses for at udgøre en integreret del af tegningsaftalen, selv hvis det antages, at FIZ’ vedtægter som sådanne ikke henhører under anvendelsesområdet for direktiv 93/13.
35. Disse klausuler blev inkorporeret i kontraktforholdet ved den erklæring, som forbrugeren underskrev på tidspunktet for erhvervelsen, og hvormed denne accepterede vedtægternes indhold. Der er tale om den typiske mekanisme for en standardkontrakt: retsforholdet indgås, når en part tilslutter sig en af kontrahenten ensidigt formuleret standardaftale.
36. Denne rekonstruktion, som Kommissionen og den polske regering i deres indlæg har tilsluttet sig, er den eneste, som er i overensstemmelse med formålet med direktiv 93/13. En formalistisk tilgang – hvorefter en (forhandlingsmæssig) klausul er udelukket fra direktivets anvendelsesområde alene af den grund, at den formelt følger af vedtægterne for den udstedende enhed – ville gøre det nemt for den erhvervsdrivende at omgå forbrugerbeskyttelsen. Det ville være tilstrækkeligt at omdanne de for forbrugeren mest ugunstige vilkår til klausuler i vedtægterne og lade dem blive accepteret ved en henvisning for at udelukke disse vilkår fra vurderingen af, om de er urimelige. Jeg mener ikke, at EU-retten tillader et sådant resultat.
37. Domstolen har i øvrigt gentagne gange bemærket, at den beskyttelsesordning, der er indført ved direktiv 93/13, er baseret på tanken om, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau, hvilket medfører, at forbrugeren accepterer kontraktvilkår, der er udarbejdet på forhånd af den erhvervsdrivende, uden mulighed for at få indflydelse på indholdet af disse vilkår. Netop af denne grund er det materielle indhold af retsforholdet – dvs. den reelle skævhed mellem parterne hvad angår informationsniveau og forhandlingsstyrke – og ikke den formelle kvalifikation af det retlige instrument, af betydning med hensyn til anvendelsen af direktiv 93/13 (16).
2. Fraværet af en individuel forhandling
38. Ifølge artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13 skal et kontraktvilkår anses for ikke at have været genstand for individuel forhandling, når det er udarbejdet på forhånd, og forbrugeren derved ikke har haft nogen indflydelse på indholdet, navnlig i forbindelse med en standardkontrakt. Et kontraktvilkår, der ikke er genstand for individuel forhandling, regnes som et kontraktvilkår, der er udarbejdet med henblik på generel anvendelse (17).
39. Fraværet af en individuel forhandling er åbenlyst i den konkrete situation. Klausulerne i vedtægterne blev udarbejdet af investeringsselskabet på tidspunktet for oprettelsen af fonden, og dvs. inden enhver kontakt med de fremtidige deltagere. Disse klausuler er bestemt til at regulere retsforholdene med alle deltagere i fonden, hvorfor de qua deres natur er af generel og standardiseret karakter.
40. Ud fra dette aspekt er det også relevant, at den omtvistede klausul er en integreret del af vedtægterne, som er bestemt til ensartet at regulere en udifferentieret mangfoldighed af retsforhold med deltagerne i fonden. Da det drejer sig om standardklausuler bestemt til generel anvendelse, skal domstolsprøvelsen fokusere på den objektive struktur af klausulen og på den måde, hvorpå forbrugeren er gjort bekendt med og er bundet af denne klausul (18).
41. Hertil skal tilføjes – og dette er det afgørende element – at investorforsamlingen ifølge artikel 6, stk. 7.3, litra e), i FIZ’ vedtægter (19) i princippet ikke har kompetence til at ændre vedtægterne. Deltagerne i fonden er derfor bundet af klausulerne i vedtægterne uden mulighed for at forhandle om dem. Der er ikke tale om en klausul, som på et abstrakt plan kan være genstand for forhandling, men ikke har været det; denne klausul kan strukturelt ikke være genstand for forhandling og er blevet påtvunget forbrugeren som en betingelse for at indgå kontraktforholdet.
42. Den omstændighed, at forbrugeren har underskrevet en erklæring om accept, sår ikke tvivl om denne konklusion. Den udtrykkelige accept af standardvilkår udgør selve essensen af en standardkontrakt og er på ingen måde en indikation på individuel forhandling. Hvis en erhvervsdrivende hævder det modsatte, har denne ifølge artikel 3, stk. 2, tredje afsnit, i direktiv 93/13 bevisbyrden.
3. Fondens kollektive karakter
43. Jeg skal nu vurdere det af FIZ fremsatte argument om, at en vurdering af vedtægterne med udgangspunkt i direktiv 93/13 ville kunne påvirke princippet om ligebehandling af deltagerne i fonden. Hvis klausulen om nedsættelse af indløsningsanmodninger ikke var bindende for visse deltagere (dem, der kvalificeres som forbrugere), men var bindende for de øvrige, ville der ifølge FIZ opstå en differentiering af ejendomsrettigheder, som er uforenelig med karakteren af en kollektiv investeringsvirksomhed.
44. Jeg har forståelse for denne betænkelighed, men jeg mener af følgende grunde, at den ikke kan medføre, at direktiv 93/13 ikke skal finde anvendelse.
45. Det fremgår for det første af fast retspraksis (20), at direktiv 93/13 sigter mod et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, og at dette direktivs artikel 6 og 7 kræver tilstrækkelige og effektive midler til at sikre den fulde virkning af domstolsbeskyttelsen. Heraf følger, at ulemper af systemisk eller organisatorisk karakter, om end reelle, ikke kan ophøjes til et kriterium til helt fra begyndelsen at begrænse anvendelsesområdet for direktiv 93/13, eftersom disse ulemper snarere omfatter fasen efter fastlæggelsen af virkningerne af, at der eventuelt er konstateret urimelighed.
46. Det spørgsmål, der er rejst for Domstolen, vedrører anvendelsesområdet for direktiv 93/13, nærmere bestemt hvorvidt retsforholdet mellem fonden og deltagerne er omfattet af forbrugerbeskyttelsen. De systemiske virkninger, som kan følge af, at en specifik klausul i vedtægterne er konstateret urimelig, er et særskilt og på et logisk plan efterfølgende spørgsmål. Af det andet aspekt kan ikke udledes en begrænsning af det første, fordi dette ville indebære, at rækkevidden af direktiv 93/13 ville tilpasses den erhvervsdrivendes organisatoriske behov, og dette faktum ville være uforeneligt med det afskrækkende formål, der udtrykkeligt forfølges med artikel 7 i direktiv 93/13. I øvrigt har Domstolen flere gange påpeget, at den i artikel 6, stk. 1, i direktiv 93/13 fastsatte mekanisme vedrørende den »ikke-bindende« karakter af en urimelig klausul tilsigter at genskabe den formelle balance mellem parterne i stedet for den grundlæggende balance, som den urimelige klausul har påvirket, og at undladelsen af at anvende klausulen udgør den normale konsekvens, selv hvis dette påvirker en aftalemæssig balance, som den erhvervsdrivende ensidigt har fastsat (21).
47. For det andet omfatter EU-retten allerede kriterier til at håndtere de systemiske konsekvenser af, at den omtvistede klausul undlades anvendt. Ifølge fast retspraksis har Domstolen afklaret, at såfremt den klausul, som anses for urimelig, ikke fastlægger en væsentlig bestanddel af aftalen, er aftalen fortsat bindende for parterne efter fjernelsen af den urimelige klausul, uden at nogen tilpasning er nødvendig (22). Den nationale ret har ikke kompetence – og dette er det afgørende aspekt – til at ændre klausulens indhold eller erstatte klausulen med kriterier, der udspringer af almindelige bestemmelser, såsom princippet om rimelighed eller sædvane (23). Det tilkommer alene den nationale ret i tilfælde af en væsentlig klausul, hvis annullation har særligt skadelige virkninger for forbrugeren, i overensstemmelse med national lovgivning at erstatte den urimelige klausul med en national deklaratorisk bestemmelse – dvs. en bestemmelse, der uden videre finder anvendelse i mangel af en anden ordning mellem parterne herom – eller, såfremt sådanne bestemmelser ikke findes, at benytte andre retsmidler i lovgivningen, som er egnede til at genskabe balancen mellem parternes rettigheder og forpligtelser, inden for de grænser, som er fastsat i dommen i sagen Kásler og Káslerné Rábai (24). Den forelæggende ret råder derfor over en tilstrækkelig forfinet ramme til at tilpasse konsekvenserne af, at der er konstateret urimelighed, under hensyntagen til hele den polske lovgivning, og skal om nødvendigt »træff[e] alle nødvendige foranstaltninger for at beskytte forbrugeren mod særligt skadelige virkninger«, som kan følge af en annullation af den omtvistede klausul, uden at dette berører forbuddet mod »frit […] at ændre eller moderere indholdet af urimelige vilkår« (25).
48. For det tredje, og sådan som den forelæggende ret selv har påpeget, tilvejebringer den polske lovgivning allerede en ramme, hvori denne afvejning kan gennemføres. Investeringsfondslovens artikel 3, stk. 3, pålægger fonden at udøve sin virksomhed »ved at tage særligt hensyn til deltagernes interesser«; ifølge samme lovs artikel 64, stk. 1, hæfter investeringsselskabet over for deltagerne for enhver skade, som skyldes manglende opfyldelse af dets forpligtelser. Selv hvis det konstateres, at klausulen om nedsættelse af indløsningsanmodninger er urimelig, bliver de øvrige deltageres interesser ikke nødvendigvis forringet; det påhviler i givet fald den nationale ret at fastlægge de konkrete konsekvenser i lyset af hele den relevante lovgivning.
49. Afslutningsvis, og det er efter min opfattelse det afgørende argument, ville udelukkelsen fra begyndelsen af forbrugerbeskyttelsen for den individuelle investor af hensyn til fondens kollektive karakter bevirke, at den svagere part i forpligtelsesforholdet – hvis ejendomsrettigheder udelukkende afhænger af den stærkere parts ensidige bestemmelser – fratages den ved direktiv 93/13 sikrede beskyttelse. Dette resultat er uforeneligt med dels formålet med den ved direktiv 93/13 indførte ordning, dels det afskrækkende formål, som direktivets artikel 7 forfølger ved ordningen om den ikke-bindende karakter af urimelige klausuler. FIZ’ betænkelighed angående håndteringen af konsekvenserne for de forskellige kategorier af deltagere er grundet, men vedrører et efterfølgende led i forhold til vurderingen af urimeligheden og kan ikke tjene til i et foregående led at begrænse de tilfælde, hvor denne vurdering kan foretages.
50. Sammenfattende skal Domstolen i denne forbindelse alene afgøre, om den omtvistede klausul skal kvalificeres som et »kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling« i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 93/13. Af de ovenfor anførte grunde foreslår jeg Domstolen at besvare dette spørgsmål bekræftende.
V. Forslag til afgørelse
51. På baggrund af alle de ovenfor anførte betragtninger foreslår jeg Domstolen at besvare det tredje præjudicielle spørgsmål, som Sąd Apelacyjny w Warszawie (appeldomstolen i Warszawa, Polen) har forelagt, på følgende måde:
»Artikel 3, stk. 2, i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler skal fortolkes således, at en klausul i vedtægterne for en lukket investeringsfond, der fastlægger betingelser og frister for indløsning af investeringsbeviserne, skal anses for et kontraktvilkår, der ikke har været genstand for individuel forhandling, hvis denne bestemmelse er gjort bindende for deltageren ved aftalen om tegning af beviserne, uden at deltageren havde mulighed for at få indflydelse på dens indhold, selv hvis deltageren havde mulighed for at gøre sig bekendt med vedtægterne før indtrædelsen i fonden og accepterede deres indhold skriftligt.
Det påhviler den nationale ret i lyset af samtlige omstændigheder i den konkrete situation og den eventuelle relevans af artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13 at undersøge, om den omtvistede klausul begrænser sig til at afspejle bindende eller deklaratoriske bestemmelser i national ret.«
1– Originalsprog: italiensk.
2– Rådets direktiv 93/13/EØF af 5.4.1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT 1993, L 95, s. 29).
3– En lukket investeringsfond (på polsk: »fundusz inwestycyjny zamknięty«, herefter »FIZ«) er en kollektiv investeringsvirksomhed med egen juridisk personlighed, hvis andele tager formen af investeringsbeviser. En lukket fond udsteder til forskel fra åbne fonde et forhåndsbestemt antal beviser, og den har ikke pligt til indløsning på anmodning, idet indløsningen kun er tilladt i de tilfælde og på de betingelser, som eventuelt er fastsat i fondens vedtægter. Dette instrument henhører under kategorien af alternative investeringsfonde, som er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8.6.2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010 (EUT 2011, L 174, s. 1).
4– Lov af 23.4.1964, civil lovbog (Dz. U. 2023, pos. 1610).
5– Dz. U. 2004, pos. 146, og Dz. U. 2024, pos. 1034.
6– Jf. dom af 30.5.2013, Asbeek Brusse og de Man Garabito (C-488/11, EU:C:2013:341, præmis 29).
7– Jf. dom af 20.3.2025, Arce (C-365/23, EU:C:2025:192, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis).
8– Jf. i denne retning dom af 20.9.2018, OTP Bank og OTP Faktoring (C-51/17, EU:C:2018:750, præmis 52), af 9.7.2020, Banca Transilvania (C-81/19, EU:C:2020:532, præmis 24), og af 6.7.2023, First Bank (C-593/22, EU:C:2023:555, præmis 20).
9– Jf. dom af 3.10.2019, Verein für Konsumenteninformation (C-272/18, EU:C:2019:827, præmis 37).
10– Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17.6.2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT 2008, L 177, s. 6).
11– Jf. dom af 15.4.2010, E. Friz (C-215/08, EU:C:2010:186, præmis 25-29).
12– Rådets direktiv 85/577/EØF af 20.12.1985 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler indgået uden for fast forretningssted (EFT 1985, L 372, s. 31), nu erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25.10.2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (EUT 2011, L 304, s. 64).
13– Jf. i denne retning dom af 17.5.2018, Karel de Grote – Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen (C-147/16, EU:C:2018:320, præmis 47-59), hvori Domstolen kvalificerede en undervisningsinstitution som »erhvervsdrivende« hvad angår den accessoriske aktivitet vedrørende betalingslempelser, til trods for at institutionens hovedaktivitet ikke var af kommerciel karakter.
14– »Kontraktvilkår, som afspejler love eller bindende administrative bestemmelser […] er ikke underlagt dette direktivs bestemmelser.«
15– Dom af 3.3.2020, Gómez del Moral Guasch (C-125/18, EU:C:2020:138, præmis 31-37), angående et vilkår i en aftale om lån med pant i fast ejendom, der henviste til et i den relevante spanske lovgivning fastsat referenceindeks; Domstolen fastslog, at artikel 1, stk. 2, i direktiv 93/13/EØF ikke fandt anvendelse og understregede, at den omhandlede lovgivning ikke krævede, at det konkrete indeks blev anvendt, men begrænsede sig til at fastsætte en række krav herfor, og at det stod den erhvervsdrivende frit for at anvende dette indeks. Ligesom lånets referenceindeks var »tilladt«, og ikke påkrævet, af den spanske lovgivning, er klausulen om nedsættelse af indløsningsanmodninger »tilladt«, og ikke påkrævet, af den ovennævnte polske investeringsfondslov; valget af mekanismerne vedrørende nedsættelse udgør en selvstændig bestemmelse fra den erhvervsdrivendes side, i dette tilfælde investeringsselskabet, i forbindelse med udarbejdelse af vedtægterne.
16– Jf. dom af 17.5.2018, Karel de Grote – Hogeschool Katholieke Hogeschool Antwerpen (C-147/16, EU:C:2018:320, præmis 54 og den deri nævnte retspraksis).
17– Jf. i denne retning dom af 15.1.2015, Šiba (C-537/13, EU:C:2015:14, præmis 31), og af 16.1.2014, Constructora Principado (C-226/12, EU:C:2014:10, præmis 18).
18– Jf. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 73), og af 20.9.2017, Andriciuc m.fl. (C-186/16, EU:C:2017:703, præmis 44).
19– Vedtægterne for fonden Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty, artikel 6, stk. 7, nr. 3, litra e), i den affattelse, som fandt anvendelse på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen. Dokumentet er indeholdt i sagsakterne.
20– Jf. dom af 26.1.2017, Banco Primus (C-421/14, EU:C:2017:60, præmis 41), og af 14.3.2013, Aziz (C-415/11, EU:C:2013:164, præmis 49 og 50).
21– Jf. dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 40 og 69), af 29.4.2021, Bank BPH (C-19/20, EU:C:2021:341, præmis 72 og den deri nævnte retspraksis), og af 25.11.2020, Banca B. (C-269/19, EU:C:2020:954, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).
22– Jf. dom af 14.6.2012, Banco Español de Crédito (C-618/10, EU:C:2012:349, præmis 63-65), og af 3.10.2019, Dziubak (C-260/18, EU:C:2019:819, præmis 56-58).
23– Jf. dom af 3.10.2019, Dziubak (C-260/18, EU:C:2019:819, præmis 61 og 62).
24– Jf. dom af 30.4.2014, Kásler og Káslerné Rábai (C-26/13, EU:C:2014:282, præmis 82-85); jf. også dom af 3.10.2019, Dziubak (C-260/18, EU:C:2019:819, præmis 48); den nationale rets mulighed for at erstatte et urimeligt kontraktvilkår med en deklaratorisk bestemmelse i national ret er begrænset til situationer, hvor annullationen af aftalen i sin helhed ville have særligt skadelige virkninger for forbrugeren.
25– Jf. dom af 25.11.2020, Banca B. (C-269/19, EU:C:2020:954, præmis 41-44), af 29.4.2021, Bank BPH (C-19/20, EU:C:2021:341, præmis 84), og af 31.3.2022, Lombard Pénzügyi és Lízing (C-472/20, EU:C:2022:242, præmis 54-56).
Lignende dokumenter
- Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 15. oktober 2026. — K. Sz. m.fl. mod Z. Fundusz Inwestycyjny Zamknięty en liquidation. EU-domme · 15. oktober 2026
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 19. december 2019. — Mikrokasa S.A. og Revenue Niestandaryzowany Sekurytyzacyjny Fundusz Inwestycyjny Zamknięty mod XO. EU-domme · 19. december 2019
- Forslag til afgørelse fra generaladvokat G. Hogan fremsat den 2. april 2020. — Profi Credit Polska S.A. z siedzibą w Bielsku- Białej m.fl. mod QJ m.fl. EU-domme · 2. april 2020
- Domstolens dom (Første Afdeling) af 3. september 2020. — Profi Credit Polska S.A. z siedzibą w Bielsku- Białej m.fl. mod QJ m.fl. EU-domme · 3. september 2020
- DOMSTOLENS DOM (Syvende Afdeling) 23. april 2026(i) EU-domme · 23. april 2026
- Domstolens dom (Tiende Afdeling) af 24. oktober 2024. — Horyzont Niestandaryzowany Sekurytyzacyjny Fundusz Inwestycyjny Zamknięty mod LC. EU-domme · 24. oktober 2024