Ophold efter EU-regler kræver ikke altid indrejse med det samme
Spørgsmålet var, om EU-retten forbyder en medlemsstat at nægte et familiemedlem fra et tredjeland afledt ophold, når indrejsen ikke sker i naturlig forlængelse af unionsborgerens hjemkomst. Domstolen svarede, at det ikke er forbudt, hvis der laves en samlet vurdering.
In English · En français · Auf Deutsch
Sagen
En tyrkisk statsborger boede hos sin mor i Tyrkiet [1]. Hans far var blevet gift med en dansk statsborger, og de boede sammen i Sverige fra 2012 til 2014 [1]. Den tyrkiske statsborger besøgte dem i Sverige i to perioder i 2013 og 2014 [1]. Den danske statsborger og faren vendte tilbage til Danmark i oktober 2014 [1]. Den tyrkiske statsborger indrejste i Danmark i juni 2015 og søgte i juli 2015 om EU-opholdskort som familiemedlem til den danske statsborger [1]. Statsforvaltningen gav afslag, fordi ansøgningen ikke var indgivet i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden [1]. Udlændingestyrelsen stadfæstede afslaget [1].
Spørgsmålet
Spørgsmålet var nærmere bestemt, om artikel 21, stk. 1, TEUF, jf. direktiv 2004/38 anvendt analogt, var til hinder for en medlemsstats lovgivning, hvorefter et familiemedlem fra et tredjeland ikke får afledt opholdsret, hvis vedkommende ikke indrejser eller søger opholdskort i naturlig forlængelse af unionsborgerens tilbagevenden [1].
Resultatet
Domstolen svarede, at artikel 21, stk. 1, TEUF ikke er til hinder for en sådan lovgivning, så længe lovgivningen forudsætter en samlet vurdering, hvor der også tages hensyn til andre relevante forhold [1]. Det afgørende er, om det familieliv, der blev opbygget eller konsolideret i værtsmedlemsstaten, ikke er ophørt [1]. Den forelæggende ret skal efterprøve dette [1]. Sagsøgerne fik ikke medhold i, at betingelsen i sig selv var i strid med EU-retten [1].
Rettens begrundelse
Domstolen byggede på artikel 21, stk. 1, TEUF og på, at unionsborgerens ret til fri bevægelighed skal have effektiv virkning [1]. Hvis en unionsborger har haft et reelt ophold i en anden medlemsstat efter reglerne i direktiv 2004/38, og familielivet er opbygget eller konsolideret der, kræver den effektive virkning, at familielivet kan fortsættes ved tilbagevenden til hjemlandet [1]. Det kræver, at familiemedlemmet fra et tredjeland indrømmes en afledt opholdsret [1]. Domstolen udtalte, at betingelserne for en sådan opholdsret principielt ikke bør være strengere end efter direktiv 2004/38, som derfor anvendes analogt [1]. Direktivets artikel 7, stk. 2, omfatter både familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren, og dem, der slutter sig til unionsborgeren [1]. Derfor gælder der ikke en betingelse om, at familiemedlemmet skal indrejse inden for en bestemt periode [1]. Myndighederne kan dog undersøge, om familielivet blev afbrudt før familiemedlemmets indrejse [1]. En lang tidsforskel er en relevant indikator, men ikke i sig selv afgørende [1]. Årsager som personlige forhold, beskæftigelse eller uddannelse kan forklare en udskydelse [1]. En samlet vurdering skal afgøre, om der er forbindelse til unionsborgerens tidligere udøvelse af retten til fri bevægelighed [1].
Hvad dommen betyder
Efter analysens vurdering viser dommen, at en betingelse om »naturlig forlængelse« ikke i sig selv er i strid med EU-retten [1]. Dommen rækker til sager, hvor en unionsborger vender tilbage til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, efter et ophold i en anden medlemsstat, og et familiemedlem fra et tredjeland søger afledt opholdsret [1]. Den afgør ikke, om der konkret var opbygget eller konsolideret et familieliv i værtsmedlemsstaten, fordi myndighederne ikke havde vurderet det [1]. Den fastsætter heller ikke en bestemt tidsfrist [1]. Efter analysens vurdering kan dommen derfor ikke læses som et generelt forbud mod at kræve naturlig forlængelse [1]. Den kan heller ikke bruges til at fastslå, at en bestemt ansøger har ret til ophold; det kræver en konkret vurdering [1]. De danske afgørelser viser, at Udlændingenævnet har hjemvist en sag, fordi betingelserne ikke syntes vurderet efter EU-Domstolens praksis [2]. Andre afgørelser har lagt vægt på, om opholdet var reelt, og om familielivet var afbrudt [3][4][5]. Efter analysens vurdering understreger dommen især, at lang tid mellem tilbagevenden og indrejse er et relevant forhold, men ikke alene afgørende [1].
Sådan hænger kilderne sammen
Dommen drejede sig om artikel 21, stk. 1, TEUF og direktiv 2004/38 anvendt analogt [1]. Domstolen afgjorde sagen uden forslag til afgørelse fra generaladvokaten [1]. Den lagde vægt på direktivets artikel 7, stk. 1 og 2, og på, at familiemedlemmer både kan ledsage og slutte sig til unionsborgeren [1]. I dansk praksis har Udlændingenævnet brugt dommen i sager om sekundær bevægelighed [2][3][4][5]. En sag blev hjemvist, fordi betingelserne ikke syntes vurderet efter EU-Domstolens praksis [2]. I andre sager blev opholdet på en båd anset som ferielignende [3], og familielivet blev anset for afbrudt [4][5]. En afgørelse nævner udtrykkeligt, at ansøgeren ikke indrejste i naturlig forlængelse af den danske statsborgers tilbagevenden [5].
Fra kilderne
så længe en sådan lovgivning forudsætter, at der inden for rammerne af en samlet vurdering ligeledes skal tages hensyn til andre relevante forhold [1]
Den omstændighed, at ansøgningen om opholdskort ikke er blevet indgivet »i naturlig forlængelse« af unionsborgerens tilbagevenden, udgør derfor et relevant forhold, som uden i sig selv at være afgørende kan lægges til grund [1]
det familieliv, som unionsborgeren har ført i værtsmedlemsstaten, skal kunne fortsættes [1]
de nødvendige betingelser i ansøgerens sag ikke syntes at være vurderet i henhold til EU-Domstolens praksis [2]
Kilder
- Dom i sag C-230/17: Domstolens dom (Tredje Afdeling) af 27. juni 2018. — Erdem Deha Altiner og Isabel Hanna Ravn mod Udlændingestyrelsen. dommen · 27. juni 2018
- KEN nr 10298 af 21/11/2019: Udlændingenævnets afgørelse af 21. november 2019 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Naturlig forlængelse dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 14. februar 2020
- KEN nr 9403 af 15/03/2023: Udlændingenævnets afgørelse af 15. marts 2023 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – Reelt og faktisk ophold dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 17. maj 2023
- KEN nr 9944 af 16/01/2024: Udlændingenævnets afgørelse af 16. januar 2024 – EU – Sekundær bevægelighed – Betingelser ej opfyldt – familieliv – familielivet afbrudt dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 8. november 2024
- KEN nr 10295 af 17/10/2024: Udlændingenævnets afgørelse af 17. oktober 2024 – EU - sekundær bevægelighed – betingelser ej opfyldt – familieliv afbrudt dansk afgørelse eller dokument, der nævner dommen · 19. marts 2025